Fra kaos til kærlighed - Når VR sejrer

Gennem arbejdet med Virtual Reality har jeg over de sidste måneder arbejdet koncentreret med at ændre en elevs sociale udgangspunkt. Denne elev udfordrede i den grad fællesskabet, og stille og roligt blev han ekskluderet fra klassens sociale liv. Igennem et koncentreret og målrettet arbejde med VR, fik vi vendt hans sociale fortælling og skabt en forandring der endnu engang inkluderede ham.

Af Sandra Carstensen, Lærer, Hobrovejens Skole, Randers

Tilbage i december investerede min skønne skole i fremtiden. Der blev indkøbt VR-briller som klassesæt. En stor investering, der kan revolutionere undervisningen. Dette redskab rummer uanede muligheder både fagligt og socialt. Siden vi fik brillerne på skolen, har jeg arbejdet meget koncentreret med at få implementeret brillerne i undervisningen og med at finde de geniale løsninger, så det bliver et naturligt redskab, vi kan bruge til at udvide det traditionelle læringsrum.

Igennem de sidste måneder har mit fokus dog peget i en ny retning.

Jeg har en dreng i min klasse. Fagligt er han blandt de dygtigste, men socialt er han udfordret. Han har svært ved, at følge reglerne i klasserummet og i pauserne. Skiftene er i særdeleshed svære, og han er i den grad lyststyret. Han er meget fokuseret på de andre elever, og ofte i sådan en grad, at han kan småløbe rundt i klassen for at sikre sig, at han ved, hvad alle laver. Han pressede ofte fællesskabet til grænsen, og langsomt begyndte de andre børn at trække sig fra ham. Stille og roligt blev han mere og mere ekskluderet fra fællesskabet. Det var i den grad tid til at tænke kreativt. I samarbejde med forældrene fik vi lagt en skudsikker plan. Jeg ville rigtig gerne bruge VR-brillerne, og de gav mig heldigvis helt frie tøjler. Jeg havde tidligere arbejdet med mindfulness i klassen, og det var disse tanker, jeg gerne ville overføre til denne elev. Vores udgangspunkt blev derfor de VRfilm som jeg havde erfaret nemmest kunne

give ham ro. I starten sad vi alene sammen. Da det især var overgangene og opstarten efter pauserne, der var udfordrende, startede vi her. Når klassen kom ind efter pauserne, fik vi indarbejdet en rutine, hvor han startede sammen med mig.

Der var selvfølgelig en opstartsfase med bump på vejen, men stille og roligt blev den nye rutine mere naturlig for ham og for mig. Vi startede altid med forskellige vejrtrækningsøvelser. Små øvelser hvor han skulle lære at mærke kroppen og sig selv. Øvelserne blev lavet, mens han så forskellige film i brillerne. Ved hjælp af VR-brillerne kunne han lukke af for omgivelserne. Brillerne gjorde det muligt for ham kun at fokusere på det foran ham. Der blev lukket af for de larmende omgivelser, og det gav ham mulighed for at fokusere på sig selv. I takt med at vejrtrækningsøvelserne blev indarbejdet, og at han blev bedre til at mærke sine egne behov, udvidede vi øvelserne. Vi byggede på med forskellige drømmerejser. Et fokus ad gangen. Det kunne være, vi tog en tur i skoven, kiggede på skyer, eller havde fokus på at slippe tankerne og blot være fri. Alle øvelserne blev støttet af forskellige VR-film. På den måde var hans opmærksomhed koncentreret om øvelserne uden afbrydelser. Hvis han nogle dage havde svært ved at fokusere, foregik øvelserne med headset på, hvor jeg så havde mulighed for at guide ham via en tablet. Vi arbejdede med de forskellige øvelser 3 gange om dagen, 5 dage om ugen.

Glæden og begejstringen var bestemt ikke altid lige stor, men selv om det kunne være svært, var jeg fast besluttet på, at vi ikke gav op. Det skulle lykkes. Efter en måneds tid begyndte fremgangen at kunne ses. Klassens øvrige voksne kunne også begynde at mærke forskellen. Jeg besluttede derfor at rykke øvelserne ind i klassen. Det skulle gerne blive et naturligt redskab, som også ville kunne bruges i løbet af timerne. De nye rutiner skabte dog nye udfordringer, der skulle overkommes. Han skulle lære, at han stadigvæk skulle starte med brillerne efter pauserne. Vi begyndte også at indarbejde brillerne ved timeskift. Her skulle han bruge nogle af de øvelser, som vi allerede have fået indøvet. Jeg måtte dog hurtigt indse, at vi skulle gå nogle skridt tilbage og tage fat. Jeg måtte sidde ved ham inde i klassen og guide ham igennem øvelserne. Vi kom tilbage på sporet, og han fandt trygheden i brillen i klasserummet. Han er langsomt blevet i stand til at mærke, når behovet for ro opstår. Så ved han, at han kan få brillerne på og finde balancen med sig selv, så han ikke skaber forstyrrelser i timerne. De er blevet en naturlig del af hans skoledag. Igennem hele forløbet har vi afsluttet hver uge med at evaluere. Det har været vigtigt for mig, at han har følt sig hørt hele vejen igennem. Vi er ikke i mål endnu, MEN vi er kommet så utrolig langt på kort tid. Jeg er på ingen måde i tvivl om, at vores succes skyldes VR-brillerne. Brillerne har kunnet give ham roen og kontrollen tilbage. Han er gået fra at være ekskluderet til at blive inkluderet i fællesskabet igen.

Med VR er mulighederne uendelige. I platformen Xpandr har jeg været ved at lave en VR-film til en pige med angst. Hun kæmper dagligt med bl.a. at gå turen fra klassen og ud. Hendes tryghed er forbundet med klasselokalet og os voksne. I brillen træner vi gåturen i rolige og trygge rammer. Vi øver os på det som er svært. Allerede nu oplever jeg en pige, som finder ro i processen. Hun glæder sig altid til vores små træninger, og hun har genfundet troen på sig selv og på at kunne genvinde kontrollen. VR er et helt enestående redskab til at hjælpe vores børn. Det er en unik mulighed for lærere og pædagoger til at støtte og guide vores elever i dagligdagen. Vi giver på denne måde alle vores elever de bedste forudsætninger for at lykkedes.