Liv efter overlevelse
Bestyrelsens beretning for 2006 Aktiviteterne og begivenhederne i 2006 viser, at Ingeniører uden Grænser for alvor har fået etableret sig som en organisation, der støtter nødhjælpsarbejde og andet humanitært arbejde. I april 2006 fyldte IUG 5 år, og vi er nået meget langt på disse fem år – specielt når det tages i betragtning, at det udførte arbejde hele vejen igennem er sket med frivillig ulønnet arbejdskraft. I august 2006 blev vores indsats anerkendt med Birch & Krogboe Fondens pris på 250.000 kr. Fonden ønsker at skabe opmærksomhed omkring IUG, som på baggrund af ingeniørers viden og erfaring hjælper mennesker i nød. De 250.000 kr. giver IUG en bedre mulighed for at synliggøre os overfor nye samarbejdspartnere, virksomheder, fonde og den brede befolkning. Sekretariatet flyttede i 2006 til nye lokaler på Danmarks Tekniske Universitet og er blevet styrket med flere nye medlemmer, heriblandt Steen Clausen, som har fået ansvaret for koordinering af IUG’s humanitære projekter og John Mailund Christensen, som hjælper med en revidering og forbedring af CV og medlemsdatabasen. Derudover har Stine Krog-Pedersen deltaget i arbejdet med at opbygge IUG’s nye hjemmeside. Flere medlemmer og frivillige har udført ad hoc opgaver og deltaget i sekretariatsarbejdet med løsning af en række aktuelle opgaver. Tre af IUG’s medlemmer har været udsendt i løbet af 2006 – to gange til Libanon og to gange til Sudan. Derudover er sekretariatet og flere aktive medlemmer i gang med tre humanitære projekter – et center for handicappede børn i Bulgarien, et solfangeranlæg til et hospital i Lesotho og et provinshospital i Togo.
Projekter Børnecenter i Dupnitsa, Bulgarien I forlængelse af arbejdet med støtte til et handikapcenter i Dupnitsa, har vi i 2006 bidraget til renoveringen af lokaler til et værested for 80 handikappede børn. Projektet er identificeret gennem International Børnehjælp, og Merete Them Kjølholm fra IUG’s sekretariat har været projektleder. Der er i alt doneret 105.000 kr. til projektet af Rockwool Fonden og JL Fondet. Derudover har FLS Industries i februar 2007 doneret 25.000 kr til færdiggørelsen. De første to rum blev indviet d. 2. juni 2006 på ”Børnenes Dag” i Bulgarien. Renoveringen vil blive afsluttet i løbet af foråret 2007.
Fil: Bestyrelsens beretning for 2006
Udskrevet den 18-02-2007
Sidst revideret d. 18-02-2007
Side 1 af 1