Abba, min første jagthund

Jesper er helt sikkert ikke ene om at føle sig en lille smule på udebane, når man første gang erhverver sig en jagthund. Det er en læreingsproces, både for hund og fører.

For en hel del år siden begyndte jeg at drømme om en jagthund, da jeg misundte de andre jægere for at kunne sende deres hund efter en anskudt fugl.

Tiden var dog ikke til det, da jeg havde for travlt med at være ung, senere med studier, og nu med et job til søs. Heldigvis mødte jeg en sød pige, der lod sig overtale til at passe hunden, når jeg er afsted.

Jeg holdt øje med vizslahvalpe til salg på nettet, men der var ikke den store succes. Efter lang tid lykkedes det mig dog at finde en opdrætter, der snart skulle have hvalpe, og det endte med en hvalp efter Sandra Stålbergs Rønnegaards Rhena.

Jeg fik inden købet en lang snak med Sandra om mine ambitioner med hunden, og havde en rigtig god mavefornemmelse ved at handle hvalp hos hende – et valg jeg ikke et sekund har fortrudt! Tiden går, og vi får hentet vores lille hvalp

ved navn Rønnegaards Viola Abba. Hun var og er stadig en krudtugle uden lige, og Sandra fortalte, at hun har det ekstra gear der skal til, hvis man vil på prøver med hende. Desværre gik det sådan, at corona satte en stopper for hvalpetræningen, og Abba var derfor seks mdr., før hun kunne komme til træning. Det har senere hen givet en del sociale udfordringer for Abba, der gerne vil snakke med alt og alle.

Månederne går, og vi træner både derhjemme og med andre hunde. Stille og roligt begynder vi at få resultater, og vi begynder også at øve os i marktræningen. Men når det er ens første jagthund, så er der virkelig mange ting man ikke ved, og jeg vil tro, at 90% af tiden er det mig, der er i skole, og de sidste 10% er det Abba.

Abba bliver ældre og vi mødes for første gang til et hvalpetræf med nogle af de andre ejere fra V-kuldet. Sandra skrev ud, om vi skulle have fri leg, eller om der skulle være nogle apporteringsopgaver for hundene. Jeg var ved første tanke mest til fri leg, for jeg synes ikke helt, Abba levede op til de ambitioner, jeg selv havde, men det blev til opgaver med hundene, og så lidt fri leg til sidst.

Det viste sig dog, at mine bekymringer blev gjort til skamme, da Abba virkelig shinede den dag. Jeg var virkelig en stolt hundefører, da hun hentede dummies på mine dirigeringer – både på land og i vand, gik et kaninslæb og sad pænt og roligt under fotograferingen sidst på dagen.

HELT GRØN PÅ UDSTILLING

Sandra sagde til mig den sommer, at jeg skulle tage på udstilling med hende. Jeg synes ikke det lød som noget for mig – jeg blev dog meget klogere! En dag, hvor jeg sad og tænkte over Abbas sociale vanskeligheder med altid at ville snakke med andre hunde, når vi var på marken, eller når vi gik tur i skoven. Det slog mig, at det ville være godt for hende at prøve at være blandt mange andre hunde, så jeg tilmeldte hende en udstilling.

“Jeg synes ikke det lød som noget for mig – jeg blev dog meget klogere!”

Jeg kørte op til Sandra for at øve lidt marktræning, og efter marktræningen viste hun mig hvordan man skulle træne til udstilling. Abba fangede det rimeligt hurtigt, så vi tog hjem og øvede os.

Jeg kom hjem fra job sent en fredag, og lørdag stod vi tidligt op og kørte fra Stevns mod Fredericia. Vi gjorde et stop i Nyborg, hvor vi fandt en græsplæne, fik tisset af, og løbet lidt trav – nu var vi klar til udstilling. Da vi lander ved messecenteret i Fredericia, tænker jeg “hvad er dog det her”. Folk var ved at samle deres trækvogne og bure til hundene, og jeg kom med en bærepose

med vand til mig og vovse, samt nogle godbidder. Derudover bemærkede jeg hurtigt, at jeg måske var en smule underdressed, for jeg kom i arbejdsbukser og en lang undertrøje.

Lige ved indgangen, er der en der siger “Hej Jesper” – det var Sandra. Det var virkelig rart at møde hende, inden vi skulle ind i hallen, for kunne godt mærke, at jeg var på udebane. Vi kom ind til ringen, og her kunne jeg se ideen med bur, trækvogn og stole. Jeg måtte dog også ud at hente dynen fra hundeburet, så Abba havde et sted at finde ro.

Der gik en rum tid, før det blev vizslaernes tur til at komme i ringen, og Abba havde da også ytret sin utålmodighed nogle gange. Jeg kom endelig ind i ringen og viste min dejlige og ikke mindst flotte hund frem for dommeren – jeg havde dog lidt bekymringer for tandvisningen, da hun godt kan blive en kende for glad, når der kommer andre og hilser på hende.

Det gik dog fint, og vi tog den famøse travetur rundt i ringen. Vi kommer tilbage til starten, og her bliver der af en pige råbt “Excellent med CK” og så fik jeg også et Junior Certifikat.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde opnået, men kiggede ned på Sandra, der stod med armen bøjet og spændte biceps, så jeg på lang afstand kunne læse hendes kropssprog, at det var godt gået.

Hun kom op til mig, da hun var den næste i ringen og klappede mig på skulderen og sagde, “sådan – pissegodt!”.

Jeg fik så at vide, at jeg skulle ind i ringen igen og dyste mod de andre hunde, der havde fået CK. Det fik både Sandra og en anden dame, der deltog i veteranklassen.

Jeg havde sagt til Sandra tidligere, at jeg ikke var nervøs for dagen, og tog det som det kom. Jeg var her for at træne Abbas sociale færdigheder, men nu skulle jeg pludselig ind og dyste mod min opdrætter, der har lært mig op, så lidt spænding kom der da i kroppen.

Vi kommer ind i ringen og travede afsted. Jeg løb forrest, og synes Abba havde en tendens til at ville se, hvem der var lige bag hende. Efter et par omgange kom vi op til dommeren, og han stak hånden frem og sagde tillykke til mig. Der blev jeg virkelig overrasket, og tror næsten Sandra var mere stolt og glad, end jeg var over at blive bedste hund i racen (BIR).

Som beskrevet tidligere er det mig, der er i skole hele tiden, og jeg får at vide, at vi skal ind i den store ring og dyste mod de andre. Her får jeg dog at vide, at hvis vi skal have nogen form for chance mod de dygtige handlere, så må jeg nok overlevere Abba til en med flere udstillinger på CV’et end mig. Så en rigtig rar dame, der er en virkelig dygtig handler, snupper Abba og går i gang. Det var sjovt at se, hvordan Abba bare gerne ville træne med damen, og jeg kunne godt se, at hun fik Abba til at stå meget pænere, end jeg kunne få hende til hjemme i stuen.

De kom dog ikke videre fra den store ring, men det var spændende at kigge med fra sidelinjen da de løb rundt på den røde løber. Det var en fantastisk dag! Jeg kom →

Jesper, Abba og de andre rødder fra Sandras U og V kuld til hvalpetræf, men det var pludselig nogle store hvalpe da Cornapandemien endelig tillod forsamling...

uden forventninger, og kørte hjem med to rosetter, et juniorcertifikat, og en masse erfaringer med, hvorfor man tager på udstilling. Derudover var der rig mulighed for at snakke med andre hundefolk og få nogle gode råd med sig hjem.

Jeg var virkelig stolt dagene efter, da jeg indså, at det faktisk var ret godt gået af mig og Abba.

Nu blev snakken om en 1. præmie på marken endnu mere interessant, og derfor hjalp Sandra mig i kontakt med Sofie Skovly.

Jeg mødtes med Sofie et par dage efter udstillingen ved en mark ikke langt fra, hvor vi bor. Her forklarede jeg lidt om mine udfordringer, og Sofie bød ind med de erfaringer, hun har gjort sig gennem tiden med sine dygtige hunde.

Sofie har uden tvivl rykket både mig og Abba til det bedre, og jeg nyder, at hun finder tiden til at hjælpe mig. Nogle gange går hun bag mig og giver kritik, andre gange er det ved siden af, når hendes egen hund viser Abba, hvordan man gør som præmiehund på marken. Begge dele er meget lærerigt, når man som mig er nybegynder, og det er guld værd med kritik og rettelser, inden unoderne bliver for svære at rette op på.

Abba og jeg har været afsted på en del marktræninger og to prøver, men desværre er det ikke blevet til nogle præmieringer endnu. Vi har dog vundet en dummy til en lokalprøve for vores ihærdighed som nybegyndere, og til Dansk Vizsla Klubs årlige forårsmarkprøve fik vi talentpokalen for Abbas utrolige og til tider lidt for ivrige jagtlyst, og nok også lidt mit gåpåmod.

Jeg nyder hvert et rosende ord, jeg har fået med fra de dommere, der ser Abba på marken. De siger, at hun kan komme langt, der skal bare lidt mere styr på lydigheden. Så det er godt, der kommer nogle sommermåneder, hvor vi kan træne det, og så vender vi tilbage til efteråret, hvor vi forhåbentlig kan nå en præmie i unghundeklassen, inden vi kommer i åben klasse, hvor man ikke må løbe efter haren…

Jeg vil runde af med at sige stor tak til Sandra og Sofie for at tage mig under deres erfarne vinger, og jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg fik en hvalp fra Sandra, der altid er hjælpsom, hvad enten hunden har problemer med opdragelsen, eller har skåret poten. Der er altid hjælp at hente. Hun lovede mig en “pakkeløsning”, og ikke bare en hund fra en avler man ikke hørte fra igen, det har hun i den grad levet op til igen og igen, og jeg har fået langt mere end jeg forventede!

Jesper og Abba med talentpokalen for Abbas utrolige og til tider lidt for ivrige jagtlyst og lidt for Jespers gåpåmod