Min debut på markprøve

Juniorhandling har i flere år været min helt store passion. Men i takt med, at mine ben er blevet lidt længere og jeg nu har fået min helt egen hund, er jeg blevet mere og mere nysgerrig på markarbejdet. I år skulle det prøves af, og Lilli og jeg fik endelig vores debut – og det var fedt!

Jeg er vokset op i en meget jagthundeinteresseret familie, og vores hunde har altid betydet meget for mig. Da jeg var 8 år begyndte jeg at udstille vores hunde. Det gik hurtigt op for mig (og mine forældre), at der ligger utroligt meget forberedelse og træning i det at udstille og “handle” sine hunde på udstillinger. Den tætte kontakt og samarbejdet med hunden fandt jeg helt fra start super spændende. Det at “handle” er bestemt ikke bare lige noget man gør med venstre hånd – og slet ikke, når man på store internationale udstillinger skal dyste med mere eller mindre professionelle ”handlere”. Allerede som 10-årig stod jeg i store ring på den helt store handlerscene til European Dog Show i Bruxelles – og her fik jeg virkeligt den hårde konkurrence at føle – der blev ikke givet ved dørene fra de meget rutinerede voksne handlere – tværtimod. Succes i denne verden handler om grundig forberedelser og en næsten ekstrem god kontakt med din hund, når man i mange tilfælde kun har ganske få sekunder til at præsentere med sin hund for dommeren.

Jeg har nu efterhånden deltaget i rigtigt mange udstillinger, både små og de helt store internationale udstillinger i Danmark og udlandet, men med tiden og alderen voksede min interesse for at prøve kræfter med markarbejdet også. Det tætte samarbejde med sin hund fascinerer mig. På udstilling er det helt tæt på og i snor, på marken foregår samarbejdet på større afstand og i respekt for hundens naturlige jagtinstinkter.

Det jeg synes, der er fedt ved markprøve, er det sammenhold og samarbejde du har med hunden. Det er lidt som om, at vi er de eneste i verden, når vi går på marken og leder efter fuglen sammen. Vi er lidt i vores egen boble, alt andet er væk. Men også det sammenhold du og hunden får, at du er den vigtigste for hunden og den vil gøre alt for dig og omvendt. Jeg elsker det, det er noget helt andet end udstilling, som jeg stadig interesserer mig for, - men begge dele er bare megafedt.

Jeg startede med, at jeg kom til en marktræning med andre unge, som gerne vil gå på marken. Noget Conny Jakobsen arrangerede. Det var hos Jens Abildgård, hvor Flemming Fille og Conny Jacobsen også →

“Hun ville bare gerne finde de fugle...”

var der til at hjælpe og lære os unge en masse nye ting om det at arbejde med stående hund på marken. Det var en virkelig hyggelig dag. Dengang gik jeg med Zeta, som min mor plejede at gå på marken og på jagt med. Dette gjorde, at Zeta selvfølgelig lyttede mere til hende end mig, og derfor syntes jeg ikke det gav helt den samme oplevelse, som hvis jeg gik med min egen hund. Så i august 2021 fik jeg endelig overtalt mine forældre til, at jeg måtte få min helt egen hund. Det var da jeg fik Lilli, jeg for alvor satte gang i forberedelserne til og med markprøvetræningen. Jeg ville nemlig gerne blive ligeså god, som jeg syntes min mor og Zeta er.

Min første markprøve var i Sall, hvor Tommy Hougaard var dommer. Jeg var vildt nervøs, for jeg vidste jo godt, at jeg ikke var så god som de andre. Men da vi først kom på marken, så var det meget hyggeligt, og Tommy var god til at hjælpe og komme med gode råd. Lilli kom desværre ikke for fugl den dag. Dagen efter var jeg atter på markprøve. Denne gang i Dalbyover, hvor jeg igen var lidt nervøs, men hvis man ikke er det, så er det jo ikke sjovt at gå på marken. Den dag kom Lilli for fugl, og vi opnåede en flot 3. præmie. Lilli var lidt for usikker i rejsningen og løb lidt for langsomt på marken. Vi gik hjem og fortsatte træningen. Vi tog bl.a. ned og trænede i Sønderjylland sammen med Tonny Lønne, Ib Jacobsen og Kirstein Henriksen. Denne træning hjalp mig og Lilli rigtig meget. Tonny sagde noget, som jeg hæftede mig ved; “Når hunden tager stand, så giv den rejseordre, og hvis den preller, skal du bare lade den gøre det, når den har prellet lidt, så kald på den og bliv siddende der, hvor færten er i 2 minutter og ros hunden rigtig meget imens”. Den træningsdag kom vi for fugle tre gange, og jeg kunne mærke, at jo længere vi kom igennem dagen, jo mere selvsikker blev Lilli. Lilli vidste nogenlunde, hvad hun skulle, og hun ville bare gerne finde de fugle.

Weekenden efter tog vi på markprøve igen. Det var Klubben for Gammel Dansk Hønsehundes 75 års jubilæumshovedprøve med Niels Hardy Henriksen som prøveleder. Her gik det meget bedre med Lilli. Første slip får hun færten af hare og løber efter, kort efter sætter hun rådyr på benene. Men hun kommer hurtigt igen. Lige der var jeg glad for, at hun kun var i unghundeklasse.

Andet slip var jeg ude med Marianne Hummelgaard. I dette slip fandt Mariannes hund fugl og blev skudt over – superflot. Jeg fik lov til at gå videre, og der tager Lilli stand. Hun er mere selvsikker denne gang, meget mere end første gang, og jeg giver hende rejseordre, hvorefter hun går frem og tager stand igen, går frem og tager stand igen. Disse fugle er lidt svære at sætte, da de løber, men til sidst lykkes det og hun rejser villigt, og der bliver skudt over Lilli. Dommeren giver os lov til at gå videre de sidste 50 meter af marken. Nu tager Lilli stand igen lige ved vejkanten 10-20 meter væk fra bilerne, og jeg ved ikke helt, om jeg tør tro på den. Men det ender med, at jeg melder standen. Jeg giver Lilli rejseordre og her springer hun frem og rejser præcist og

flot en fasan. Alle de andre deltagere ved bilerne begyndte pludseligt at klappe! Det var sådan en fantastisk oplevelse. Det blev til en 1. præmie.

Det var en helt uforglemmelig hovedprøve, for det endte faktisk med, at både min mor og far også opnåede en 1. præmie og derfor skulle de to op i matchning mod hinanden om titlen som prøvens bedste hund.

Turen hjem fra Sjælland til Hammel den dag føltes ikke så lang som den plejede - vi var alle tre nærmest flyvende.

Jeg var så glad og stolt.

Det er så dejligt, at alle er så venlige og gerne vil hjælpe, for det har virkelig gjort en stor forskel for mig. Nu har jeg virkelig fået blod på tanden og glæder mig allerede til efterårssæsonen.