Hundene er omdrejningspunktet

“Reunion” er noget, der er lavet mange morsomme amerikanske film omkring, men i virkelighedens verden findes det faktisk også. Og derfor var der tegn i sol, måne og stjerner på, at årets tur til Balkan ville blive noget helt særligt. Og det blev den.

Jeg skulle ikke, som det ellers havde været tilfældet igennem næsten 20 år, kun mødes med min slovenske ven, igennem lige så mange år, Bojan, men denne gang ville hans datter Iga og hendes nye “hundeven” også støde til selskabet efter et par dage.

Med andre ord. Datteren havde også kastet sin kærlighed på – først – den tyske ruhår og efterfølgende fundet en kæreste, der også havde det. Eller var det omvendt? Men da faktorernes orden jo som bekendt er ligegyldig, var jeg helt sikker på, at ligningen ville gå op og gøre dette års jagt til noget særligt.

AFSTED

Med bilen læsset tungt med hunde, krudt og kakaomælk gik det herefter sydpå, og efter en ret begivenhedsløs tur – kun afbrudt af lidt autosnorkning, var der ankomst søndag. Heldigvis lige til kaffetid. Som det nu er normalt på Balkan, går intet lige efter planen, men så finder man bare en anden plan, som oftest er bedre end den oprindelige. Denne gang måtte vi omplaceres, da jagthuset, for at få lidt kunder i butikken i de tynde Coronatider, var besat af et vejarbejdersjak. Den nye bolig var perfekt. Parkering af biler lige uden for døren, og hundeluftning plus revir lige om hjørnet og kaffebaren bare få minutters kørsel væk.

PÅ JAGT

Eller ikke. Det plejer ellers at være brandvarmt, når jeg i efteråret besøger Balkan. Somme tider helt op til 25 grader, men ikke i år. Koldt, klamt og regn mandag formiddag. Typisk mandag. Men intet er så skidt,

Markerne var fine og der var nok af dem! Dagene bød på store vejrudsving, lige fra høj solskin til nattefrost og vandkold tåge

at det ikke er godt for noget. Så fik vi lige en formiddag til at få talt alle de mange fælles venner igennem. Og de bedste historier kan jo som bekendt fortælles om dem, der ikke er til stede.

Middag og tørvejr og ud i terrænet. Hundene nød at komme ud af bilerne og gik virkelig til stålet. Men hvor var fasanerne. De fleste af dem lå vist og puttede sig endnu, men et par stykker fik vi da på den første tur, der foregik i et temmelig tæt og sejt terræn. Rosso var væk, men da jeg ikke kunne høre hans klokke, måtte han vel have stand. Men hvor? Efter nogen tids søgen fandt jeg ham i det tætte krat. Ubevægelig og skarpt fokuseret. Jeg fik mig manøvreret i skudposition så godt, som det nu kunne lade sig gøre i krattet og sagde det magiske ord ”ja”. Og sikke da en raketavancering. Fasanen, der ikke umiddelbart var til sinds at gå på vingerne, måtte til sidst give op, og trække i højderoret for at komme i luften. Men kun for at blive skudt ned igen. Jagtmaskinen kørte, vi var i gang, og det var herligt.

Et skift til et mere klassisk åbent markterræn var, hvad der skulle til. Her trænger den sparsomme vind bedre ind, så her er nogenlunde tørt og fasanerne er på vandring. Og det giver fuglekontakter. Og skudchancer.

OG SÅ KOM DE

Fra onsdag, hvor resten af familien stødte til selskabet, havde vi således til vor rådighed 11 hunde, heraf dog en gravhund, der på eget initiativ også deltog i løjerne. Gensynet med nu hele den hundetossede del af familien var hjerteligt, og da det viste sig, at jeg faktisk før havde mødt datterens kæreste ved et par tidligere hundeevents og fundet ham sympatisk, var alt jo nærmest perfekt. Da jeg i ugens løb også lærte hans kogekunst og betydelige madglæde at kende, ville jublen ingen ende tage.

Som enhver anden god far gik Bojan selvfølgeligt meget op i sin datters opdragelse og sociale færdigheder. Da jeg i hendes teenage år nærmest havde daglig kontakt med familien, husker jeg dog visse “styringsproblemer”. En dag havde Bojan åbenbart brug for at få bekræftet, at anstrengelserne havde båret frugt, og at datteren nu var blevet til en rigtig dame. For at kunne nyde bekræftelsens øjeblik, spurgte han derfor Ajosa, om han var tilfreds med hende.

Svaret på dette spørgsmål var i al sin enkelthed, at Ajosa havde troet, at han nu havde fået en kæreste, der var lige så god →

til at lave mad som sin mor, men opdagede efterfølgende, at hun i stedet kunne drikke øl og ryge tobak som faderen. Hvad kunne han ønske sig mere?

DE BEDSTE SITUATIONER

Paolo bider sig fast Noget af det, som gør mig mest glad, er at jage sammen med min seniorhund. Bare fordi man nærmer sig de 11 år, behøver man ikke at sløve den a’. Og erfaring fornægter sig ikke, den giver resultater. Vi jager i en forholdsvis langhåret brakmark, og det er helt klart, at Paolo har “noget” i næsen, men det bliver hurtigt klart, at fasanen har besluttet sig for at tage firetoget og komme væk. Den flygtende fasan virker som en magnet på hunden, der hele tiden prøver at få sig bragt i en position, hvor den kan sætte fuglen, men samarbejde er ikke fasanens spidskompetence. Jeg er tæt på at miste troen på, at vi kan få en chance ud af det her, men lige inden jeg skulle til at afbryde dette forfølgelsesløb overgiver fasanen sig og trykker. Hunden har således nu situationen under kontrol og så er det med at komme skudposition. Op bagved hunden, rejseordre og frema’. Fuglen på vingerne og bang. Men hov, den fløj bare videre, den kan bare ikke passe, eller kan det... Paolo og jeg følger med øjnene den flygtende fasan på vej ned mod skovstykket for enden af brakmarken. Men pludseligt går gassen af ballonen. Det var et lungeskud og 200 meter ude pakker den. Hunden har bemærket det, apport og afsted og happy end, dog ikke for fasanen.

Kampvognen Rosso rejser fasaner i både majs og tæt krat Jeg kommer først og fremmest til at tænke på et par situationer, hvor den “kontrollerede” – nogen vil måske endda sige langsomme - sydeuropæiske rejsning af fugl

“Erfaring fornægter sig ikke, den giver resultater”

kom til kort i forhold til ”nordic flush”, som er en måde på at få fuglen på vingerne med noget mere goddaw i. Disse situationer var, når fasanerne sad i tæt krat eller i en majsstribe. Efter at vi havde haft et par tilfælde, hvor de mere beherskede rejserne havde brugt en halv formiddag på at få en skudmulighed ud af en situation i enten tæt krat eller en majsstribe, fik Rosso, der hurtigt blev kendt for sin fremdrift og sit firehjulstræk, altid tilkendt disse dele af reviret.

Fasan set i kanten af majsstribe. Den skal sættes. Rosso tildeles opgaven. Han afsøger i forhøjet marchtempo og tager stand i kanten af majsen. Rejseordre gives, særdeles kontant avance, fuglen tror fejlagtigt, at den kan løbe sig ud af problemerne, men den går ikke. Op og ud kom fuglen og for øvrigt også et større antal majsplanter, der stod i vejen for Rossos fremrykning.

Same story i det tætte krat, der deler markerne. Fasanerne løber foran os i krattet, der er totalt tæt i bunden og nogle steder i mandshøjde. Der må kampvognen Rosso hives ud af garagen, så vi kan få gang i patronforbruget.

De unge hunde har glade dage En vigtig del af enhver jagttur er at give de unge hunde plads til at udvikle sig. Og det gøres bedst ved live action. Og det fik de. Iga og Ajosa havde tre med i bilen, og hvis de ikke var vilde i forvejen, skulle vi nok sørge for, at de blev det. Det unge par slipper begge deres unghund. Vejret er vandtåget og klamt, terrænet er kendetegnet af tæt krat i markskellene og mange majsstriber. I første omgang afsøges markskellene under fornuftigt hensyn til den lille mængde vind, der er. Det giver alt sammen god mening, da fuglene i netop denne type

vejr ofte trækker sig tilbage til tykninger og tæt terræn. Og så sker miraklet. Den unge hund tager stand i kanten af et godt bundtæt markskel. Vi bringer os i position. Rejseordre og vild action i krattet. Og det lykkes. Fuglen flyver, men ikke længe - de to unge hunde hjælpes ad med apporten, der udarter sig ret dynamisk.

Kort efter gentager sceneriet sig med den anden unge hund. Fint, at guiden står godt placeret og kan hjælpe med at bringe fuglen på tasken

FASANER KAN LIDE TERRÆNET

Når man kikker ud over terrænet, kan det ikke unde nogen, at fasanerne kan lide det. Der er mange småskove, tykninger og frem for alt lodne markskel og krat samt et passende antal stykker jord, der ligger brak. I mine øjne et klassisk terræn til jagt med stående hund. Selv om terrænet er velegnet, er det selvfølgeligt ikke sådan, at der sidder en fasan under hver busk. Så da arealet er meget stort står et godt søg stadig i høj kurs, ligesom fasanerne også flytter lidt rundt alt efter vejr, vind og tidspunkt på dagen. Så der skal ofte en stor søgsrunde til for at finde den del af reviret, hvor de netop på dagen holder til.

EN FELTKOK SPRINGER UD

Den nye svigersøn Ajosa er soldat, og han har i forbindelse med bevogtning af EU’s sydgrænse tilbragt lang tid i felten på det sydlige Balkan. Under denne tjeneste har han tilegnet sig visse vigtige færdigheder. Han er en eminent feltkok, og overtager derfor fra første dag ansvaret for jagtselskabets indtag af protein og høster i denne sammenhæng stor anerkendelse. Efter at have spist et kødbjerg hver dag til middag, måtte jeg hver eftermiddag starte jagten med min seniorhund. På grund af mæthed og velvære var jeg ikke i stand til at følge young man Rossos søgstempo.

VI NYDER DET GODE SAMVÆR

Det er dejligt igen at kunne tilbringe en uge sammen med vennerne Sydfra. Hundeinteressen gjorde, at vi i sin tid fandt sammen og blev uadskillelige. Og glæden ved at arbejde med hundene driver os år efter år igen sammen mod nye oplevelser og godt samvær. At så næste generation også har meldt sig ind i kampen, har været med til at give helt oplevelsen “one on top”. Næste år samme tid og samme sted.

En fornøjelse at lære det unge par at kende. Et par ligesindede hundetosser

Min gode ven Bojan og hunden Paolo efter en fin formiddag.