Derby 2022

Jagthundederby – noget helt særligt...

Det er ikke så helt nemt at beskrive den stemning der er ved denne prøve. Men den er helt speciel, emmer af traditioner der går flere generationer tilbage og står som noget af det højeste på listen over titler man som hundefører af de engelske stående racer, drømmer om at vinde.

Derbyet er jo kun for unghunde, som har mulighed for at deltage en enkelt gang i deres levetid, samme år som de fylder 2 år. Jeg har deltaget i markprøver før, og kender godt den lille nerve man har når man stiller på prøve, Derbyet giver bare lige lidt ekstra nerver.

Ugen inden var jeg noget bekymret for om min hund skulle komme i løbetid og så misse denne ene chance i livet! Lykkedes det mon, når nu den anden hund derhjemme lige er kommet det? Kan dommeren overhovedet få lov at se på bisserne uden at miste en finger - altså hundens tænder? Men heldigvis blev hunden godkendt og vi kunne følge efter terrænlederen ud i terrænet.

Mange tanker går igennem knolden på en på køreturen, hvad med haren og rådyrene, bare nu ikke den går forbi stående makker og ødelægger en god situation, bliver den nu stående længe nok hvis der er fugl. De garvede hundeførers ord: “tag aldrig en hund med i marken der ikke er 100% dæklydig” - kan man nu også skrive under på det, nok ikke helt. Går den mon på jagt for sig selv, som den gjorde til træning for nogle uger siden. Men et par beroligende opkald undervejs fra mentoren og træningsmakkerne, dulmer nerverne lidt.

Omsider er vi fremme. Terrænlederen havde taget en lille skarp med til holdet, jeg tror jeg

Det går så stærkt ud over terrænerne at kameraene har svært ved at følge med

frøs eller noget da jeg fik glasset med slåen gin, i hvertfald rystede hånden en hel del, så lidt af indholdet røg ud. Jeg tror ikke at der var nogen der så det.

Det blev min tur til første slip, min irske setter, Betty Blue, blev sluppet, hun virkede heldigvis slet ikke så nervøs som jeg og gik godt, mine skuldre sænkede sig lidt og da hun tog et godt langt slag ud til venstre og afsluttede med en korrekt vending, bredte der sig et smil på mine læber og en lækker følelse og faktisk hvis jeg skal være ærlig, fik jeg en lille klump i halsen, det her var et fedt slip og det var dejligt endeligt at være igang. Der var ingen fugl i slippet og koblingen gik smertefrit. Perfekt start med et veloverstået første slip. Terrænerne ved Schackenborg var formidable og holdet som vi var afsted med i det Sønderjyske var lige som det skulle være - masser af passion, anekdoter, drillerier, sammenhold, kammeratskaber, nye samt drevne og positive hundefører, bundet sammen af dommeren og terrænlederen, som bare gav os alle en god dag. Lige sådan nogle dage som jeg efterhånden ikke kan få nok af.

På nye terræner, i andet slip ser det lovende ud, Betty Blue, mærker fært og tager stand, jeg fumler lidt, fordi vi sekunder inden har fået ordre til at koble, jeg får dog benene på nakken og skynder mig op til min hund. Får givet rejseordre, hun rejser, der bliver skudt, hun går efter og så begynder mit hjerte at hamre. Jeg kunne godt regne ud at det her var fint, hvis ellers det lykkedes mig at få fat på hunden i en fart - det lykkedes og jeg var ærlig talt i en form for rus blandet med noget emotionelt - det var kæmpestort!

Frokosten blev indtaget i terrænleders private gemakker ved Højer - der manglede intet, værten var fantastisk og havde jeg ikke haft hund at gå med om lørdagen, så tænker jeg at festen ingen ende ville have haft.

Dag to på Derbyet bød på nye udfordringer, konkurrence momentet var nyt og spændende. Kunne jeg mon holde positionen fra dagen før? Min hund startede første slip

“Betty Blue, blev sluppet, hun virkede heldigvis slet ikke så nervøs som jeg”

Her har vi Heidi Nørgaard Jensen i aktion. Helt bemærkelsesværdigt deltog otte hvalpe med samme mor og far fra Heidis Kennel Norrsetter ved årets derby. Henriks Betty Blue er en af dem. →