6 minute read

Danmarksmesterskab 2021

Next Article
Klubsider

Klubsider

Velafviklet Danmarksmesterskab for de engelske stående hunde

På en smuk og solbeskinnet søndag morgen i midten af oktober, var 24 hunde og førere mødt frem til afviklingen af dette års Danmarksmesterskab for engelske stående hunde.

Advertisement

Til morgenparolen ved Vejen Idrætscenter var en fin mængde publikum også mødt op for at heppe på dagens deltagere – dejligt at mærke, at Coronapandemien så småt har sluppet sit jerngreb!

Efter en flot morgenparole blev tre hold af hunde sendt ud på fine terræner, hvor dommere og publikum havde de bedste muligheder for at se og bedømme hundene. De fine terræner og tilpas mængde fugle gav en god og ens afprøvning af hundene om formiddagen, og med et stort antal hunde, der var skudt over efter formiddagens afprøvning, havde dommerne noget at votere om, inden eftermiddagen skulle skydes i gang.

Frokost og afslutning blev afholdt på Kjærgård Landbrugsskole. Der var rigtig god opbakning til dagens arrangement fra de fremmødte hundeførere og publikum, og mange fulgte med i terrænet for at overvære 2. heat og matchningen. Forud for 2. heat lå Setterlandets DK Lui suverænt på toppen med fire fugltagninger om formiddagen, en ellers fejlfri præstation og en kategorisering i 1A. Derudover var Isa, Åens Q. Uniq, Bjerkaasens BS Siff og Bjergagers Zika overført med kategori 1B, mens Spurvfugldalens Teddy og Tobølbjergs L-Sus var overført med kategori 2B.

Eftermiddagens afprøvning i høje roer blev skæbnesvangert for flere af hundene, og på trods af publikums lidt manglende overblik under afprøvningen, så havde dommerteamet bestående af Mogens Vestergaard Hansen (ordf.), Joakim Skovgaard Larsen og Poul Aagaard Sørensen nok at holde øje med, med flere fugletagninger og flot jagtligt hundearbejde. Den ellers suveræne Setterlandets DK Lui fra formiddagens afprøvning måtte se sig slået på fugl i 2. heat, mens Bjerkaasens BS Siff havde en flot fugletagning med en svær, men flot udført apportering – en stærk præstation af tæven, der forud for matchningen nu blev lagt på toppen.

Rangeringen forud for matchningen blev dermed i rækkefølge fra toppen; Bjerkaasens BS Siff, Setterlandets DK Lui, Åens Q. Uniq, Isa, Spurvfugldalens Teddy og Tobølbjergs L-Sus.

Matchningen foregik i efterafgrøde, et godt jagtligt terræn, men dog noget høje, så publikum og dels hundeførere havde ind i mellem udfordringer med at se hundene på de ellers fine efterårsmarker. Fugle var der bestemt ikke mangel på, og flere af matchningens afprøvninger blev afgjort på fugl. Finaleslippet kom, som rangeringen lagde op til, til at foregå mellem Bjerkaasens BS Siff og Setterlandets DK Lui.

Begge hunde starter med at afsøge marken fra kant til kant, men som slippet skrider frem, kommer Lui på afsøgt terræn, hvor Siff mere og mere “tager teten”. Lui opnår stand og da skytterne er på plads, lige inden Luis fører giver rejseordre, udløser Lui selv. Bjerkaasens BS Siff bliver dermed 1. vinder og en værdig vinder af Danmarksmesterskabet 2021, mens Setterlandets DK Lui bliver 2. vinder på dagen, med en yderst effektiv dagspræstation. Desuden bliver Åens Q. Uniq 3. vinder, mens Isa bliver 4. vinder, Tobølbjergs L-Sus 5. vinder og Spurvfugldalens Teddy 6. vinder.

Stort tillykke til alle de placerede hundeførere og opdrættere.

Tak for et meget velafviklet mesterskab! →

DM 2021

Efter sidste års DM, hvor vi alle var begrænset af Corona, kunne vi i år få lov til at samles om Danmarksmesterskabet for de kontinentale stående hunde – helt som vi plejer.

DM 2021 havde Grindsted som udgangspunkt. Tovholder var Jens Abildgaard. Jens og hans team af terrænledere havde i lang tid op til dagen arbejdet hårdt for at gøre deres terræner så optimale som muligt. Mødested for de kontinentale hunde var Hotel Hedemarken. Vejret var helt i top og morgenfriske dommere, hundeførere og tilskuere var klar til en spændende dag.

Årets dommere var: Ordførende Jens Jørgen Nielsen og meddommere Uffe Jacobsen og Leif Anker Jensen.

To hold skulle starte dagen ikke langt fra Grindsted, og et hold kørte med H.C. Clausen til hans terræner nær Esbjerg.

På det hold, jeg fulgte, gik det rigtig godt. Hundene skulle gå i en stor roemark. Der var chance til fugl i næsten alle slip. Dog fik hundene mest ud af fasanerne. Der var fine flokke med agerhøns, men hundene havde lidt problemer med at styre dem. Da formiddagens afprøvning var slut, var det lykkedes at få skudt over næsten alle hundene. Nogle havde selvfølgelig også andre ting med i bagagen, både til den gode og til den dårlige side. Tilbage på Hotel Hedemarken var der tag -selv-bord. Dagens ret; stegt flæsk med persillesovs. Snakken gik livligt ved bordene og det lød til, at alle havde haft en forrygende formiddag.

Nu skulle spændingen så udløses. Hvem havde gjort sig fortjent til at komme med til eftermiddagens afprøvning?

Dommerteamet valgte at medtage ni hunde over middag, alle kategori 1 hunde. Matchningen skulle foregå på Jens Abildgaards terræner lige uden for Grindsted. Der var fuldstændig styr på tropperne og parkering af så mange biler gik uden problemer.

Jens var terrænleder, og han kan godt være stolt af det matchningsterræn, han præsenterede for os. En kæmpe roemark samt en mark med olieræddikker. Igen havde hundene svært ved at styre de store flokke med agerhøns, men et smukt syn, når en kæmpe flok agerhøns letter og flyver lavt hen over marken. Terrænet var meget overskueligt, og publikum, der fulgte hundene i marken, havde alle chancen for at følge med. Stemningen var god og snakken gik livligt mellem slippene. Hundene over middag blev afprøvet flere gange, og vi så meget flot hundearbejde.

Et stort tillykke til alle de placerede hunde og især til årets danmarksmester Bjerringbro Enya og Thomas Hørup.

Uden en masse ildsjæle, intet DM. Derfor skal der lyde en stor tak til prøveledere, alle hjælpere, hornblæsere og skytter. Uden jeres kæmpe indsats var det ikke muligt at afholde så stort et arrangement.

Th. Årets danmarksmester afslutter her formiddagens afprøvning.

Placerede for de engelske stående racer: 1. vinder og danmarksmester, Bjerkaaens Siff v. Heidi Nørgaard, 2. vinder Setterlandets Lui v. Robert Paulsen, 3. vinder Åens Uniq v. Preben Pedersen, 4. vinder Isa v. Allan Bredsgaard, 5. vinder Tobølbjergs Sus v. Søren Godtfredsen, 6. vinder Spurvfugldalens Teddy v. Martin Mortensen

Placerede for de kontinetale stående racer: 1. vinder og danmarksmester Bjerringbro Enya K, Thomas Hørup, 2. vinder Fasanvingens C-Diamant v. Per Ivanhoe, 3. vinder Familien Møgelhøjs Cigga v. Poul Sørensen, 4. vinder Marydskogens E.T. v. Michael Sanner, 5. vinder Bækdals Cuba v. Orla Boo Møller, 6. vinder Bonzo v. Michael Riis Jensen

Stemningsbilleder fra en flot dag. Både hunde, førere og publikum var helt i top.

This article is from: