Et tidløst sted

Der er steder i Danmark, som lever helt sit eget liv. Der kunne stadig være stenalder eller middelalder, kun meget lidt fortæller noget andet.

Der kommer et skib ind derude fra fjordmundingen, som om det har direkte kurs mod dette punkt, men så drejer det i en brat vinkel. Det er en ralgraver, som skal ind til havnen med sin tunge last. Hændelsen kommer ikke stedet så meget ved, dog hører man svagt skibets motor.

Øer i fjorde, i bælterne eller hvor som helst, kan være øer, der er så små, at de ikke er beboede af mennesker. Mindre øer har ofte navne som holm, pold eller kalv. Denne her er en kalv, en betegnelse som går igen mange steder. Der er Fænø Kalv i Lillebælt og der er Vorsø Kalv i Horsens Fjord, men der er flere andre. Altid er en kalv tæt på en hovedø som bærer sit navn som ø.

Stedet emmer af intimitet og sin helt egen verden. Man kommer 8-9 meter op på en banke af mager jord, undermineret af grævlingers huler. Ræven er her også. På en eller anden måde kommer de ud af det med hinanden. Her kan engang have været skov, eller i det mindste krat af tjørn og slåen som det er tilfældet nu, på læsiden; østsiden, fordi vestenvinden dominerer. Netop på den side er der en skrænt forårsaget af et indgreb. Fra nærmeste købstadshavn havde man manglet sand, og hvad var mere oplagt, end at hente det her pr. skib. Det var dengang, hvor der ikke var så mange regler. Dog hørte øen til et større gods, så man havde nok tilladelse og betalte nok også for råstoffet.

Så købte en fond stedet og det blev besluttet, at det skulle have lov at passe sig selv. Helt uden nogen form for naturpleje, som man ellers ynder at praktisere alle vegne. Sågar invasive arter får lov at være her, i dette tilfælde hybenrose, som står i et tæt bælte til stor glæde for grøniriskerne, der elsker hyben.

TROLDBROEN

Mennesket har bestemt også været her. Så sent som forgangne sommer blev der fundet en pæn stor stenøkse fra ældre stenalder. Den lå frit fremme på den stenede kyst, og et heldigt asen fik øje på den, før en anden. Man kan også finde kronhjortegevirer, der har været brugt som kommandostave og skafter. Dertil er der overalt afslag fra arbejdet med redskaber, de såkaldte flinteflækker. Herude var man om sommeren, fordi der var masser af mad, ikke mindst østers. Om vinteren rykkede man ind i land og op i bakkerne. Det vidner flere gravhøje om, skønt få der er tilbage.

På øens højeste punkt kan man se langt omkring. Man ser ind til hovedøen, og man ser også ind mod land. Her forløber en revle langt ud gennem det lave vand. Den stopper brat. Sagnet går igen mange andre lignende steder. Det er en trold som har villet over til land. Så har den slæbt jord, så langt den kunne komme, inden den druknede i dybet. Derfor kom den lange tange til at hedde “Troldbroen”.

HULEBOERNE

Der er lidt farligt på denne banke af et højdepunkt, fordi grævlingernes huler går dybt. Et sted kan man falde i en skakt med et frit fald på 3 meter. Endnu mere farligt er det, fordi græsset draphavre næsten dækker over hullet. Det er opstået, fordi jorden er faldet sammen, og man ser, hvor undermineret hele bakken er. Flere steder ses grævlingernes indgange ganske tydeligt, fordi de graver materialet op og har en snoet sti som en hulvej, der opsluges af det mørke dyb. Der er masser af tørt græs på denne sti, fordi dyrene indretter sig lunt. En tid midt på vinteren er de ikke er ret meget ude. De sover nærmest vintersøvn.

Rævene sover ikke vintersøvn. Det er snart deres parringstid, så de kommer meget omkring. Snart får hunræven besøg herude på kalven. Men lige i øjeblikket er den optaget af de to havørne, som sidder i den højeste tjørn. Eller rettere, det som ørnene kan have efterladt fra et måltid. Det kan være en vinge fra en fugl, eller det sidste fra et fiskemåltid. Nogen gange kan ræv og ørn færdes side om side på kysten, med værdig respekt for hinanden. Både ræv og grævling svømmer gerne ind til hovedøen. Her kan de supplere kosten med et større potentiale. Dog kan de få de fleste af deres behov dækket ved bare at være her.

Der er såmænd rigeligt med mad, men sikkert ikke nok til både grævling og ræv. Begge æder de alle mulige bær, for eksempel slåen, hyld og tjørn. De er begge vilde med de store fede hyben fra den invasive kamtjatka rose, også kaldet rynket rose. Men der skal også kød til, fra fisk og fugl. Dertil også muslinger, som særligt grævlingen mestrer at håndtere. Om foråret flyder mange døde hornfisk rundt, og de driver i land og det ses ved grævlingegravene. Måske det vigtigste fødeemne for ræve er mus, markmus, der findes herude på græssletten, så længe det hele ikke er groet helt til.

Ræven graver efter musene i græsset og der bliver huller og bar jord. Det har bevirket, at en birk, som havde stået her nogle år alene, har spredt sig. Frøene kommer lettere i jorden, når der ikke er et tykt græsdække. Langsomt vil der komme en slags skov, men indtil videre er det ikke blevet til meget. Måske fordi rådyrene inde fra hovedøen flittigt går herud og gør, hvad de kan, for at æde af opvæksten.

SPONTAN MYRETUE

Der er også et uglepar herude. Det er skovhornuglen, som indretter sig i en skaderede, og dem er der flere af, fordi de bygger en solid rede hvert år. Men skaderne ses meget lidt. Dog kan de lokkes frem, når det lokale havørnepar sidder på deres udsigtspost.

Helt kuriøst kom der med eet skovmyrer herud. En solid stamme drev ind ved et højvande forårsaget af en storm. I stammen levede en større forsamling skovmyrer. De overlevede sejladsen og de skabte sig et større samfund, og der er opstod en kæmpe myretue. Man kan næsten sige, at det er en spontant opstået myreture. Der må have været krise i træstammen dengang “Allan” stormen drev den de to kilometer fra fastlandet herud.

Kalven er et sted, som glæder de mennesker, der kommer på fjorden, sejlende i både af mange forskellige slags. Eller vandrende på en rundvisning i naturreservatet Vorsø. Det er reservatets sydvestlige højdepunkt, hvis man når så langt, fordi man kun går herud ved lavvande. På den måde er stedet meget lidt besøgt. Man kan sige, at stedet har sin egen sjæl, fordi det ikke bliver trådt under fode i sin status som naturreservat. Det er en ø, der har sit eget liv og ingen ved, hvordan den vil udvikle sig.

Den vil forblive tidløs.