
6 minute read
Derby 2021
Dansk Jagthunde Derby 2021
I 89 år har derby været på programmet – Coronaepidemien skulle ikke have lov at forhindre det prestigefyldte derbys afholdelse i 2021!
Advertisement
Da derbyet nu har været afholdt siden 1932 og dermed har 90 års jubilæum til foråret 2022, synes jeg det er vigtigt at kende baggrunden for denne avlsprøve, som er en af vore fornemmeste prøver, idet hunden kun kan stille én gang i hele dens liv.
DERBYETS BAGGRUND

Ved Finn møller Jørgensen: Da Dansk Pointer Klub i 1928 havde bestået i 10 år, besluttede man at markere dette jubilæum ved at indføre en ny prøve om efteråret for unge hunde under 2 år – Dansk Pointer Derby. Det første derby blev vundet af skovfoged Rasmussen med Tom af Boslunde. Det efterfølgende år vandt Søbakkens Hans og i 1930 og 1931 Gyllerups Shot.
Efter at være indtrådt i ESKs bestyrelse i 1928 begyndte V. Stilling-Andersen at arbejde for et Dansk Jagthunde Derby, som var hans hjertebarn. Det lykkedes også at skabe interesse for tanken hos de øvrige engelske specialklubber, men Stilling-Andersens forslag gik imidlertid ikke igennem i første omgang, idet formanden for Dansk Pointer Klub, viceskoleinspektør L.P. Olsen, uventet gik imod forslaget – vist nok endda imod sin bestyrelses ønske.
Ved en efterfølgende forhandling med hver enkelt af Dansk Pointer Klubs bestyrelsesmedlemmer, lykkedes det senere at finde tilslutning, og efter et stiftende møde den 25. juli 1932 kunne man meddele, at det i 11. time var lykkedes de fire specialklubber at blive enige om hovedlinjerne ved oprettelsen af et Dansk Jagthunde Derby. Efter mange og brydsomme forhandlinger enedes man senere om vedtægter, love og prøveregler og kunne herefter udskrive det første derby.
Raterne blev fastlagt: 1. rate inden hunden er fyldt 1/2 år 5,00 kr. 2. rate inden hunden er fyldt 1. år 10,00 kr. 3. rate ved starten 20,00 kr. I alt 35,00 kr.
Det første derby blev afholdt på Gavnø den 15. september 1932 og var en stor succes, og de kommende år strømmede anmeldelserne ind til de kommende års derby. Siden har derbyet været betrag-
tet som årets største begivenhed indenfor jagthundesporten.
Der vartil det første derby tilmeldt i alt 28 hunde (16 pointere, otte engelsk settere, fire irsk settere, to gordon settere), men der mødte kun 11 hunde til start.
Det relative høje anmeldelsesgebyr skulle forhindre, at ikke kvalificerede hunde mødte frem. Det skulle være det bedste materiale inden for racerne, der mødte. Til gengæld var der høje pengepræmier til vinderne.
DERBY 2021
Fredag den 10. og lørdag den 11. september 2021 blev så dette års Derby afholdt. Derbyet skulle oprindelig have været afholdt i marts, men med Coronas indtog og en skidt vejrudsigt, blev derbyudvalget enige om at flytte det til efteråret. Ikke mindst, fordi en flok af gæve nordjyder igen (som året før) havde påtaget sig den store og arbejdskrævende opgave at samle efterårsterræner til så mange hunde. Vi kan ikke takke jer nok derfor.
Der var knap 70 startende ekvipager, seks hold, samt en del tilskuere samlet til morgenparolen ved standkvarteret Fårup Skovhus i Saltum. Det summede af forventningsfulde og glade mennesker, ikke mindst, fordi vi nu igen kunne være sammen og dyrke vores store fælles passion.
En veloplagt formand for udvalget, Flemming Fuglede Jørgensen, samt sekretæren Asger Stein, foretog velkomst og opråb, hvorefter holdene blev dannet og samlet i små grupper med dommerne i spidsen, da alle hundene skal have et obligatorisk tjek af tænder, genitalier og synlige tegn på løbetid hos tæverne. I øvrigt den eneste markprøve, hvor man foretager sådan et tjek.
Herefter var der afgang til terrænerne, som lå godt placeret mellem kun 20 til 60 minutters transporttid fra standkvarteret. Ikke noget at regne for i vor tids behagelige luksusbiler.
På derbyets førstedag dømmes efter de gængse markprøveregler i ungdomsklasse, hvorfor dommerne kan tildele 1., 2., eller 3. præmie til de dygtigste af hundene. Som dommer kan man dog ikke lade være at ønske sig nogle af de helt store hunde på holdet, de der kan vinde derbyet. Det bliver også pointeret, i hvert fald på førstedagen, at det man primært ønsker at se ved de unge hunde, er de naturlige iboende egenskaber indenfor fart, søg og stil, samt vildtfinderevnerne kombineret med evnen til at nagle og rejse de fugle, der findes på terrænet. Dressurbrister tager man ikke så tungt.
Til gengæld pointeres det også, at man ikke er sikker på at gå videre til finaledagen, selvom man får skudt over sin hund. Bl.a. kan man på forhånd ikke vide, hvor mange hunde, der bliver skudt over, så sorteringen dermed måske bliver lidt hårdere. Mange forhold på førstedagen kan spille ind på næste dags deltagere.
Dommerne samledes som sædvanlig ca. kl. 17.00 til en gennemgang af dagens resultater og oplevelser. Herefter gennemgås de færdige kritikker sammen med kollegaerne og i samarbejde foretages sorteringen, men altid uden at nævne hundenes og førernes navne, så ingen er eller må være forudindtaget.
Fredagens derbymiddag trak omkring 50 deltagere, inklusive alle officials og ledsagere. Det blev en rigtig festaften, gemytlige drillerier, et par taler og ikke mindst en takketale til Asger Stein, som i foråret overlod formandskabet til Flemming Fuglede. Asger har været formand for Derbyudvalget i godt 20 år, hvor han med sikker hånd har styret slagets gang. Hundesportsfolk besidder ofte et vist temperament, og dette kombineret med stor ærekærhed betyder, at det kan være nødvendigt med venlig, men konsekvent handling. Asger Stein har gennem alle årene været en problemknuser af rang og lader sig heldigvis ikke mærke eller gå på af eventuelle ubehageligheder.
Flemming Fuglede takkede da også, på vegne af alle i den engelske lejr, Asger for den store indsats gennem årene.


Tak til Asger Stein
Vejret svingede noget på de to konkurrencedage, fra sommerligt vejr på førstedagen til mere efterårsagtigt på andendagen. Det varme vejr gav hundene visse udfordringer
Under fredagens festmiddag blev startrækkefølgen trukket, og blev som følgende: 1. breton, Dusty v. Thomas Kristensen 2. gordon setter, Sydåens Zigzag v. Søren Mulvad Johansen 3. irsk setter, Vilslev Uno v. Erling Christensen 4. pointer, Astrups Ally v. Carsten Trærup 5. engelsk setter, Tobølbjergs Sir v. Claus Christensen 6. engelsk setter, Tobølbjergs Sara v. Henrik Larsen 7. irsk setter, Kiwi Line’s Papaya v. Jan Lorentzen 8. engelsk setter, Tobølbjergs Smilla v. Ole Andersen 9. engelsk setter Nordvestjydens Petit v. Anton Dahl 10. irsk setter, Ally v. Allan Nissen
Selve finaledagens afprøvning var, som så mange gange før, henlagt til Borupgård og dagen blev afviklet i en ca. 100 hektar stor flad stubmark, vel at mærke med flotte høje stubbe med efterafgrøder isået, et helt formidabelt terræn til vores engelske hunde. Ikke mindst kunne alle tilskuerne følge med i hele afprøvningen.
Dommerne på finaledagen var Flemming Fuglede Jørgensen (Ordf.), Poul Vestervang og Flemming Sørensen. Begge dages afprøvning kan læses i deltaljer på derbyets hjemmeside på følgende link, jagthundederby.dk/derby-kritikker-2021
Som så ofte før, når det snerper til i den sidste ende, er kombinationen af dressurbarhed og en god fuglebehandling uvurderlig, og det var da også kendetegnende for de øverst placerede hunde på podiet.

Helt eventyrligt slutter vinderen, engelsk setteren Tobølbjergs Sara ved Henrik Larsen, af med en flot fugletagning på en flok agerhøns i finaleslippet, komplet rolig i opflugten og skuddet. En meget værdig vinder af Dansk Jagthunde Derby 2021. Hele resultatlisten: 6.vinder: breton, Dusty 5.vinder: engelsk setter Tobølbjergs Smilla 4.vinder: pointer, Astrups Allie 3. vinder: irsk setter, Vilslevs Uno 2. vinder: engelsk setter Tobølbjergs Sir Derbyvinder 2021: engelsk setter, Tobølbjergs Sara
Værd at bemærke er, at tre af hundene er fra Kennel Tobølbjerg v. Allan Nissen og fra samme kuld. En bemærkelsesværdig opdrætterpræstation.
Sluttelig skal der lyde et stort tillykke til alle de placerede og opdrætterne bag. Vi ses til derby 2022.
De 10 kvalificerede til 2. heat
Find alle kritikker fra dagen på: jagthundederby.dk/derby-kritikker-2021 eller åben siden ved at scanne QR-koden med kameraet på din smartphone
