2 minute read

En 80 års fødselsdag

Next Article
Klubsider

Klubsider

En 80års fødselsdag

Den 6. februar 2021 fyldte en af de mest markante personer indenfor de stående jagthunde – Finn Møller Jørgensen – 80 år.

Advertisement

Finn startede sin markprøvekarriere med en Irsk Setter i en tid, hvor man titulerede dommeren med “De” og kommentarer til den modtagne kritik var aldeles utænkelige. Ret hurtigt skiftede Finn til Engelsk Setter, som siden har været hans foretrukne jagthund og race. Der er kommet rigtig mange flotte og velgående hunde fra Kennel Stena op gennem firserne og halvfemserne. I første kuld var der både derbyvinder og flere champions, hvor eksempelvis hans egen Stena B. Julie opnåede titlen DKCH og havde flere VK-placeringer. Fra “L” kuldet, hvor der ligeledes var champions og mange VK-placeringer huskes især den navnkundige Stena L. Hambus der gennem en årrække var med helt fremme. Fra samme kuld opnåede Finn mange flotte resultater med hans egen Stena L. Sally, der var en fantastisk ganger. Den hund Finn nok har sat mest pris på var Godthåblunds Bessie, der ikke var af egen avl. Finn kan stadig mindes hendes fortræffelige søgsegenskaber, effektiviteten og det kontante og præcise fuglearbejde, når snakken går om hund.

Gennem en lang årrække fungerede Finn som markprøvedommer, hvor han naturligvis har dømt alle de vigtigste prøver. Finn havde altid det positive element for øje, og kunne han se emnet, var det ikke de små detaljer der vægtede i hans bedømmelse. Ud over fart, søg og stil skulle der være et præcist og kontant fuglearbejde. Hans rolige og vellidte facon hjalp ham gennem mange situationer, hvor hundene havde forbrudt sig og videre deltagelse ikke var muligt.

På det organisatoriske plan har Finn gennem de seneste 35 - 40 år sat sine umiskendelige store og positive aftryk. Der er kun ganske få, der som ham, har ydet en indsats af samme kaliber i arbejdet for den stående jagthund.

I 1996 blev Finn valgt ind i ESKs bestyrelse, hvor han overtog kassererposten. Han havde i en lang årrække forinden deltaget i diverse udvalgsarbejde, hvor bl.a. kan nævnes ESK’s årbog. Han sad i bestyrelsen indtil 2009, og er efterfølgende udnævnt til æresmedlem for sin store indsats for klubben og den engelske setter.

Et af de største aftryk var arbejdet i DKKs bestyrelse, hvor han sad i perioden fra 2000 og til 2012. I denne periode havde han ligeledes sæde i DJU, og begge steder lavede Finn et særdeles stort stykke arbejde. Altid forberedt til mindste detalje og fokus på en positiv løsning af diverse problemsager undervejs. Et af de helt store aftryk har været Brugsprøverne, som Finn fik aktiveret, og som efterfølgende er blevet en af de mest besøgte prøveformer for de stående jagthunde. I 2005 stod han for VM omkring Herning, der ligeledes blev en af de helt store succeser, og med besøg af HKH Prins Henrik. For sin store indsats er Finn udnævnt til æresmedlem i DKK.

Bestyrelsen i SJD ønsker dig et stort tillykke med de 80 år.

This article is from: