Bleskift og jagtbegynd

Bleskift og jagt begynd!

For mange nybagte forældre betyder barsel og familieforøgelse, at jagt og hundetræning bliver nedprioriteret. Sarah Cecilie Clausen ville det anderledes, da hun blev mor. Hun formåede både at være kærlig mor og aktiv med hund og bøsse.

Jeg har været jæger hele mit liv, og omdrejningspunktet har siden barndommen været jagten med den stående hund. Min jagtlyst og iver efter at komme afsted på jagt og hundeprøver fylder utrolig meget, og tanken om at måtte tilsidesætte dette i en periode i forbindelse med fødsel og opvækst af vores datter, var ikke noget jeg havde specielt meget lyst til. Jeg gennemtænkte mulighederne for at kunne forene livet som nybagt mor med forsat at være aktiv jæger og hundesportsmenneske, alt imens flere sagde til mig, at det ikke kunne lade sig gøre. Vi er heldigvis to forældre, der brænder utrolig meget for hundene, jagten og sporten, så forståelsen for den lyst og det drive, der ligger bag, har blandt andet været medvirkende til, at vi har kunnet støtte hinanden i, at vi begge har kunnet dyrke jagten og sporten sammen med vores datter.

SER MULIGHEDER FREM FOR BEGRÆNSNINGER

Jeg har aldrig siddet stille og ventet på, at tingene sker af sig selv, jeg befinder mig bedst med at være aktiv og tage del i fællesskabet, så med en veloverstået fødsel og en nyfødt datter var der jo rig mulighed for både at arrangere apporteringsprøve og sørge for hjemmelavet mad til de spisende deltagere. En nyfødt datter var ikke en udfordring i min optik, i stedet gav min barsel mig ekstra god tid til at sørge for, at hver eneste detalje var på plads. Nyfødte sover utrolig meget, så i den periode handlede det mest af alt om at planlægge, så al hendes vågne tid kunne bruges til at lære hende at kende, og hendes sovetid gav mig mulighed for at disponere. Jo mere vi lærte hendes søvnrytme at kende, jo nemmere blev det at planlægge, og med en lift på bagsædet var det nemt at sætte hende i autostolen på turen ud til terrænet, lægge hende til at sove i liften, og med en babyalarm ved hendes side var der rig mulighed for at få trænet hundene i et par timer.

Selvom tilvænningen til rollen som nybagt mor havde betydet, at efterårets prøvesæson var planlagt med mindst mulige starter til mig, så var det ikke, fordi jeg havde overvejet at sidde hjemme og vente. En god bæresele, eller nærmere bæretaske, blev anskaffet, og godt klædt på kunne datteren fint være med rundt i terrænet, så jeg også kunne følge prøvernes afvikling. Det krævede selvfølgelig også planlægning at få pakket grej til både enkelte dagsture, og flerdagsture i Sverige. Det var nemt, at jeg ammede delvist, det gav mulighed for, at jeg kunne give hende noget at spise her og nu, men vores vigtigste ting på pakkelisten var et mini-gasblus med vandkoger, flaske samt modermælkserstatning. Pauserne blev således brugt på i fællesskab at få varmet mælk, så den sidste tørst kunne slukkes.

“det ikke fordi jeg havde overvejet at sidde hjemme og vente.”

BØRNEPASNING PÅ SVENSK

Mere udfordret var vi, da min mand blev inviteret til Långtora nord for Stockholm for at dømme i tre dage. Vi var ikke i tvivl om at takke ja, men snakken faldt hurtigt på, at det var en lang tur for at dømme, uden at jeg kunne stille med hund. Straks tilbød den svenske prøveleder, at hun da kunne passe vores datter i løbet af dagen, så jeg kunne stille med hund alle tre dage deroppe. Som sagt så aftalt, og med hunde og opbakning blev kursen sat mod Stockholm. Søvnrytmen var efterhånden mere og mere fast, så vi kunne sørge for, at spisning og søvn passede med pauser og pasning, så dagene forløb på bedste og nemmeste vis for både vores datter, for os og for den hjælpsomme svenske prøveleder, der straks indtog rollen som en bonus bedsteforældre og hyggede om vores datter, som nød al opmærksomheden. Så snart jeg var færdig i marken, sørgede jeg for at komme tilbage til standkvarteret, så jeg kunne være sammen med vores datter

Med på jagt i rygsækken for første gang i oktober 2020 - der bliver snakket om både vov vov og rap rap!

Mie, den gang 2 måneder gammel, var selvfølgelig den første til at ønske far tillykke med sejren i Svensk derby på hendes anden tur til Sverige i 2019 igen. Og med faste genkendelige rammer for søvn og spisning, var opholdet uden udfordringer, og vi kunne nyde dagene i marken, eftermiddagen med vores datter og aftenerne i fællesrummet, foran brændeovnen med en skarp i kaffen.

Med til en tur til Stockholm hører også omkring 1000 kilometers kørsel hver vej. Det kræver selvfølgelig en del mere planlægning af en sådan køretur, end på mindre ture til Skåne eller rundt i Danmark. Vi kørte fra Långtora, da sidste prøvedag var afsluttet. Det var en hård tur for os efter tre dage i marken, men vi skiftedes til at køre, og det gav en god tur hjem for vores datter, der kunne sove det meste af vejen.

Turen derop blev med ankomst omkring midnat, så igen var planlægningen, at hun kunne sove det meste af vejen. Samtidig må indstillingen være, at en sådan tur tager den tid, hun har brug for, den tager. Hun har heldigvis altid været glad for at køre bil og fundet ro i autostolen.

BLESKIFT PÅ PASSAGERSÆDET

Et hurtigt bleskift på passagersædet i bilen bliver en naturlig del af turen, når hun er med i terrænet, hvad enten det gælder træning, prøvedeltagelse eller jagt. I efteråret 2019 var hun kun nogle få måneder gammel, og placeringen foran i bæreselen gjorde det umuligt at medbringe hende og samtidig bruge jagtgeværet. Med bilen placeret centralt i terrænet gav det mulighed for, at vi skiftevis kunne aktivere hende og samtidig havde mulighed for med en langtrækkende babyalarm at gå på jagt omkring bilen, når hun sov. Vi medbragte altid den lille lift, så hun fint kunne ligge udstrakt på bagsædet, når hun skulle have sin søvn.

Forårets hundetræning blev heller ikke nogen udfordring, hun sidder rigtig godt i bæreselen, og ofte er det nemt at få bilen flyttet med rundt i terrænet, så vi altid har bleer, mad og læ i nærheden. Det var en befrielse, da hun gik fra mælk, til at en rugbrød med leverpostej kunne stille sulten. På den måde var det hurtigere og nemmere at få hende spist af undervejs, uden venten på opvarmning af mælken – hun spiser jo lidt flere gange om dagen i den alder, end vi gør. Hen over sommeren begyndte hun at gå, og allerede ved apporteringstræningerne mærkede vi, hvilken fordel det gav i forhold til at kunne holde hende mere tør, uden

absolut at skulle bære rundt på hende. Hun blev nemmere og nemmere at aktivere differentieret, nu hun selv kunne bevæge sig rundt, og fangeleg hen ad markvejen blev hurtigt et hit, ligesom hun også selv kunne bevæge sig til at møde nye mennesker.

Nu var hun stor nok til at kunne sidde i bæreselen på ryggen af mig, og jagtsæsonen kunne bare komme an. Høreværn, varme sko, vanter og flyverdragt blev anskaffet, og med kom hun. Heldigvis elsker hun at være udendørs, så når vejret er til det, så nyder hun at være med i bæreselen. Lidt specielt var det at skulle bevæge sig rundt med et gevær og et barn på ryggen. Det kan ikke undgås, at bevægelserne følels lidt hæmmet med 10 kg. barn på ryggen. Alt dette var dog glemt, da den første sneppe viste sin skygge mellem træerne, og nogen indvirkning havde det heller ikke på skuddet, da sneppen faldt død til jorden. Godt selskab og et smil på læben, det giver det, når der bliver udbrudt rap rap, hver gang hun ser en fugl, og vov vov hver gang hunden passerer.

Sneppejagten er taknemmelig, for mulighederne for at bevæge sig langs stier og skovveje tillader, at hun kan bæres på ryggen uden frygt for grene og uvejsomt terræn, der kan hindre fremkommeligheden med en passager i bagagen. Desuden giver sneppejagten mulighed for selv at tilrettelægge dagen under hensyntagen til hendes behov. Ofte starter hun med at være med på jagt i et par timer, hvorefter det ofte er et hit bare at slappe af i bilen i en halvtimes tid og se tegnefilm. Når frokosten er indtaget, er det sovetid, og efter tre timers søvn er jagten ofte ved at være tilendebragt, så enten er hun med en lille tur mere, eller også trækker Ramasjang opmærksomheden. En mindre fællesjagt med kendte deltagere har hun også været med til. Her var muligheden også for, at jagten foregik omrking bilen. Samt at gå og stå fremkommelige steder. At have hende med på fællesjagter kræver dog i min optik, at flere ting kan passes sammen – vigtigst er, at hendes behov kan imødekommes, og at hun ikke bliver en belastning for jagtselskabet, hvorfor det er en fordel at have indgående kendskab til deltagere, terræn og jagtafvikling, hvis deltagelsen skal blive en succes.

HELD OG PLANLÆGNING

Vi ved godt at vi har været utrolig heldige med en ukompliceret fødsel og et ualmindelig nemt og udadvendt barn. Nogle faktorer er det ikke muligt at planlægge sig ud af, men vi tror, på at vores indstilling til hendes sociale udvikling i forhold til andre mennesker, og indstillingen til at dyrke jagten og sporten ud fra den situation vi har stået i, i høj grad har været medvirkende til at danne rammerne for, at det har kunnet lykkedes. Selvom vi har haft ambitioner og planer, så er det til enhver tid hendes velbefindende, der har haft første prioritet, og har tingene ikke kunnet lade sig gøre den dag, så har vi sadlet om og gjort tingene på en anderledes måde, så det alligevel har været foreneligt i større eller mindre grad. Hertil skal også nævnes, at det fra starten har været en naturlig ting for os at have hende med, og alle i vores omgangskreds blev hurtigt bekendt med hende, de har været utrolig engagerede, og har med glæde givet en hånd med for at tingene lykkedes. Vores indstilling er samtidig, at hendes deltagelse ikke skal være en belastning for de selskaber, vi er sammen med, og med den indstilling har vi også været kritiske i forhold til, hvor vi kunne tage hende med, hvilket nok også er medvirkende til, at vi stort set alle steder kun mødt smil og hjælpende hænder.

Så med god planlægning og omstillingsparathed kan meget lade sig gøre med et sundt og rask barn. Så få fat i en god bæresele der kan støtte både dig og barnet, så er der de varmeste anbefalinger til at inkludere den lille purk i jagtens ædle kunst helt fra begyndelsen. Om hun bliver jæger, det må tiden vise – valget er hendes.

Der skal lidt tilvænning til at skyde med et barn på ryggen, men det kan sagtens lade sig gøre, og Mie hjælper stolt med at bære de nedfældede snepper. De fleste engagerer sig, og nyder Mies deltagelse i arrangementer, her er hun med Jette ude at kaste duer under fælles apporteringstræning i Sydvestjylland sommeren 2020.