En dag i vintersolen

Vinteren går ind i sin sidste tredjedel i en tilstand af kompromis.

Hejrer elsker solskin og stiller sig i læ sider og lader sig solbade. Det var synet en af de dage hvor man fornemmede, at solskinnet var styrket. Egnens råger var også kommet op i gear, skinnende skarpt i modlys da de spankulerede omkring i vintervisent græs.

Tårnfalken sidder i et træ ved vejen. Det har den gjort hver dag hele vinteren. Eller den har stået stille i luften og muset, som det hedder. Den lever næsten udelukkende af mus, som den kan se, når den muser, typisk over en vejkant. Langs motorvejene ikke mindst. Hvor der er brede skråninger med græs, holder tårnfalken til. Ingen tvivl om, at også tårnfalken sugede solvarmen til sig forleden, da solen skinnede hele dagen. Samme dag sprang de første erantis ud, efter at de havde stået på spring siden midvinter.

Midvinter er et lidt mindre brugt begreb, som strækker sig fra tiden efter nytår til Kyndelmisse. Nu er vinteren ovre den fase, hvor den kan blive til isvinter. Dagene længes mere og mere. Tænk, man overraskes hvert år over det. Men det gør man især, hvis der som i år, har været en længere periode bare med gråvejr, blæsevejr og navnlig regn.

Kyndelmisse er den 2. februar og det var virkelig et vendepunkt dengang man regelmæssigt havde strenge vintre. Det var, da man var afhængig af, at have sit eget forråd til dyrene – i form af hø. Det skulle slå til helt til første maj, tidspunktet hvor dyrene kunne forventes, at skulle på græs. Ved kyndelmisse skulle der gerne være halvdelen af forrådet tilbage. Det er en virkelighed som er svær at forholde sig til i dag.

VAND

Særlig sidste vinter vil blive huskes for alt sit vand. Og for de problemer vandet havde forårsaget. Med store oversvømmelser på de lavtliggende arealer. Fordi åer og bække ikke rigtigt bliver renset op længere. Der har blæst og stormet, et træ væltede ud i en bæk og et stort areal blev oversvømmet. Landmanden må ikke røre bækken, men dem fra kommunen lovede at komme. Der gik 2 uger, der gik 2 måneder og åen lavede et nyt løb. Uden om træet.

Det må være sådan naturen genopretter sig selv. I talrige ådale over hele landet, havde der aldrig stået så meget vand. Denne situation har forårsaget en hel masse diskussion om den manglende vedligeholdelse af vandløb. Nu har landbrugets folk slået i bordet. Dyrkning på lavtliggende arealer vil blive umuligt i fremtiden, hvis ikke man skrider til handling. Og nu tales der om, at lavtliggende arealer simpelthen ikke egner sig til at blive dyrket. Det vil i sandhed ændre landskabet – til stor gavn for naturens mangfoldighed.

Med alt regnen bliver problemet meget synligt. Jorden har sat sig som det hedder. Under årtiers dyrkning, er jorden sunket sammen og det siger sig selv, at der opstår søer. Man har allerede erkendt problemet en lang række steder. Årtiers afvanding har sænket jorden så man har standset de pumper, som ledede vandet væk. Det ses på Solkær Enge ved Kolding hvor en fjordvig er opstået på den måde. Talrige søer er genskabt. Vejlen ved Fåborg, Gyldensteens inddæmning på Nordfyn, Egå Engsø ved Århus. For ikke at tale om Skjern Ås delta i Ringkøbing Fjord og Filsø i Sydvestjylland.

SIDST PÅ VINTEREN

Der nåede at komme is på alle oversvømmelserne, da frosten i januar blev bister et par nætter. Selv på fjordenes lavtliggende områder kom der is. Men ingen steder nåede det at blive tilløbsstykker. En sådan forandring glæder altid mange mennesker, der henrykt vandrer ud på isen. Et kærkomment lyspunkt på en ellers mørk vinter. Men det blev ikke sådan. Det væltede ind med lun luft fra sydvest på ny, med regn og rusk. Alt tøede op.

Snart var der viber og stære, og grågæssene sad parvis inde i de endnu ikke helt optøede kær. Lærkerne trak massivt over i slutningen af januar og de sang i gråvejr og i sol. Ude i søen var der masser af plads til flokkene af dykænder. Alligevel klumper de sig sammen i tætte flokke. Det er en blanding af taffelænder og troldænder. De er snegle ædere, der finder nogle søer med rigelig føde og bliver der hele vinteren. Fryser søerne til klumper de sig sammen i våger ved åmundinger, gerne i selskab med de prægtige store skalleslugere.

Det blev sidst på vinteren da frosten på ny gjorde sig gældende. Trods frost, blev den tindrende solskinsdag overbevisende om dagens tiltagen. En dag hvor ørneparrene kredste himmelhøjt over deres territorier. Ikke noget så mange mennesker er indviet i, fordi, selv om der er kommet mange ørnepar, så findes de som regel på steder hvor der er afstand til veje og stier. Men det passer dem, at landet er ved at forsumpe. Det giver mad til dem. Det er fisk og det er fugle. I øvrigt har den tiltagende mængde ørne nogle steder slået sig på skarver. Det må glæde de fiskere, der har haft konkurrenten lidt for tæt på. Skarven er fugl som har haft mange forbandelser efter sig, fordi den efter fredning bredte sig så meget. Havørnene har fået en god modtagelse, efter at de kom tilbage for 25 år siden. Skarver i antal og ulve ligger det lidt tungere med.

Den uskyldsrene tårnfalk sidder stadig i sit træ ved vejen. Oftest som en grålig skygge, men på solskinsdagen lysende i varmt rødbrunt. Altid med kun én ting for øje, at fange den næste mus. De er i øvrigt også fiskehejrenes bytte.

Ganske vist ser hejrene ud som om de står i deres egne tanker, men ser de et bytte, en mus i græsset, vil de omgående slå til. I øvrigt kan de æde alt muligt. Indtil videre varmer de op til foråret, som i så høj grad er på vej.