
3 minute read
SJD – Nu og i fremtiden
Den 25. august 2021 mødtes klubbernes repræsentanter i SJDs kontinentale gruppe. Formålet med mødet var at drøfte, hvordan de første år med SJD er gået (efter omlæggelse fra FJD og DJU), og hvordan klubberne ser på SJD – herunder prøvesystemet – i fremtiden.
Det var vigtigt, at alle klubbernes repræsentanter var tilstede. Dette for at give klubberne et ejerskab i beslutningerne.
Advertisement
Der er overordnet set tilfredshed med SJD. Der er selvfølgelig noget, som fortsat skal rettes til med så ny en organisation, som SJD er. Der skal arbejdes på at smidiggøre processer, samt skeles til det økonomiske i en organisation, som varetager 4900 medlemmers interesser i paraplyorganisationen for de stående jagthunde. Vi har et unikt samarbejde på tværs af racer, og dette samarbejde skal vi værne om. Det er et samarbejde, som fungerer rigtig godt, da der er respekt om de enkelte racers forskellighed.
Den kontinentale gruppe blev enige om at arbejde på at få opdelt Fælles Markprøve Regler i en “engelsk” udgave og en “kontinental” udgave. Dette ønskes gennemført for at lette beslutningerne i de enkelte grupper, samt give plads til forskelligheden.
HVORDAN SKAL FREMTIDENS PRØVER SE UD?
Der var enighed om, at de markprøver vi har, grundlæggende er gode, men der er plads til udvikling og forbedring af prøvesystemet for at tilpasse prøverne den jagtform, hundene bruges til. Der blev vendt flere punkter:
1 | Bedømmelse af hundene efter racens særpræg. Fx skal en gammel dansk hønsehund bedømmes, som standarden foreskriver for racen, og ikke som nu, hvor den til tider bedømmes på samme måde som f.eks. en korthår.
2 | Skal stand for eksempelvis hare og bekkasin (eller andet jagtbart vildt) være gældende som en jagtbar situation?
Nogen vil måske sige, at hvis disse arter skal tælle positivt, så skal de også tælle negativt, hvis de stødes eller forbigås.
Men behøver de det?
3 | Hvordan tilpasser vi prøverne, så de kommer til at ligne vores jagtformer mest muligt? Vi har skovfugleprøver; skal vi også have andre former og/eller have mere fokus på at få hundene afprøvet på alle typer arealer (udover markarealerne), hvor vi går på jagt?
4 | Hvordan skal der bedømmes? Skal der ses positivt på, at hundene forbedrer sig i løbet af afprøvningen? Skal en stødning af fugl i en vending tælle ligeså negativt, som en oplagt situation foran hund og fører? Skal der kun dømmes positivt det første minut af afprøvningen?
5 | Hvordan skal aldersgruppeinddelingen være? Som den er nu, eller skal der gives mulighed for at stille med en hund i unghundeklassen indtil den er 30 eller 36 måneder? 6 | Skal vinderklasse være en konkurrence eller en kvalitetsklasse på højt niveau?
7 | Hvordan skal DM se ud? Som det er på nuværende tidspunkt eller evt. en to dages prøve med markafprøvning, slæb og vand (a’ la den svenske Riksprøve)?
8 | Skal noget ændres ved efterskudsafprøvningerne (S&A, Udv. App., AT, UT,
JET, m.fl..)? Hvilke skal give adgang til brugsprøver og vinderklasser?
Der er mange muligheder, og det vil nok ikke være klogt at ændre for meget på én gang.
Men kære medlemmer! Kom med jeres kommentarer, idéer og betragtninger til jeres respektive klub, så vi kan få en åben og god proces, som skal hjælpe SJD til at udvikle og optimere vores prøvesystem. Vi skal ikke glemme, at prøvesystemet er en del af avlsarbejdet, hvor det drejer sig om at avle på de hunde, som vi ønsker at gå på jagt med.
Jeg ser personligt frem til den kommende proces; en proces som vil tage mange år, og forhåbentlig altid vil være der.