Oplevelser fra en åmunding

Der hvor åen løber ud i søen er der et område med åbent vand - selv om frosten har været vedvarende et stykke tid og forvandlet hele søen til fast is...

Åmundingen er altid spændende. Der er et sted hvor fiskene står i stimer; sandbanker kommer og går og pludselig kan åen have trukket en tot kogleaks eller tagrør ud fra sine bredder og anbragt den på en banke midt i strømmen.

I januars midvinter var der mørke og ofte begivenhedsløse dage i et tomrum som slæbte sig af sted mod Kyndelmisse – dette tidligere begreb som lå dybt i landbefolkningerne. Det er en gammel kristen helligdag som fejrede lyset. Sidste år havde vi en tre uger lang periode med gammeldags vinter – og næsten mere end det, der var rigtig polarkulde. Og det skete i februar, så der var rigtig blus på vinterlandskabet. Fordi dagene så mærkbart er blevet længere.

Efterhånden er det sjældent at vinteren pyntes med polarkulde og sne; det håber mange – indtil det hurtigt bliver for meget.

Gråænderne passer godt til den gråblå is og ligger parvis og lader tiden gå med afklaret venten. I gråt, brunt og metalgrønt ligger de i klumper og ser velnærede ud på et fredfyldt sted hvor der også er andre svømmefugle.

De elegante og lyse skalleslugere står i voldsom kontrast til de slumrende gråænder som helt sikkert har fyldt sig med vådt hvedebrød, ikke her i åmundingen, men inde i byens parker.

Den store skallesluger er karakterfugl i det ferske og brakke vand her i vinterperioden. I åmundingerne er der masser af storskællede fisk at dykke efter. Den laksefarvede krop er endnu mere elegant under vandet og når den med et sæt kommer op, er det ofte i et glimt muligt at se det røde næb håndtere en orange-finnet skalle. Flokken er i evig bevægelse og udfoldelse i et synkront forløb som viser disse skalleslugere som fuldendte i deres element. Hunnerne er lyst askegrå med rødbrune hammerhoveder. Hannerne har knaldsort, metalskinnede hætte og rosagule sider med sorthvide linjer over den lange krop. Kontrasten mellem gråændernes blytunge statur og skalleslugernes elegante lethed mødes her, hvor åen giver sit vand til søen. Åmundingen er som afgrænset område forstærket når den er blevet til en isvåge hvor fuglene kan bevæge sig mageligt på fast grund en stor del af tiden, uden besvær. I vedvarende hård frost bliver vågen til ingenting og fuglene søger mod hav og kyst. Da er det, at blishønsene kan finde på at blive hængende. Det er farligt at være en sort fugl i alt det hvide. I øvrigt er blishønen gået noget tilbage i antal de sidste ti år – sikkert på grund af, at havørnen har bredt sig til hele landet. For den er blishønen et let bytte, men det er de storskællede ferskvandsfisk også.

Isfuglen træffes også her. Den ses kun som en tyrkis streg i luften – hvis ikke man er heldig at se den sidde og lure på småfisk. Den er i krise, hvis frosten bliver hårdere. Fordi denne fiskeæder begrænser sig til ferskvand. Som odderen der kun ses med sporaftrykkene i sneen eller mudderet langs åbredden.

Tæt på søbredden står en lille gruppe rødel – dette træ som ville stå overalt i vore lave områder hvis ikke de blev holdt åbne – tidligere især ved afgræsning og høslæt. Oppe i kronerne er en flok ganske små fugle i gang med noget. Det er grønsiskener der er i gang med at pille frø ud af de små kogleagtige frø etuier som gør træerne nærmest lodne. I sneen under træerne ser man, at de i deres travlhed taber en masse af frøene. Med eet er de borte og man hører deres sarte småknitrende kald, der forsvinder ud i frostluften.

Det gode ved februar er, at samtidig med, at der kan være polarvintervejr, er foråret ganske tæt på. Man hører det på musvitterne og de trommende spætter – ja inden månedens slutning kan vinteren være næsten glemt – sådan var det sidste år, hvor det på et par dage gik, fra den ene yderlighed til den anden. Foråret slog hurtigt igennem, men efter en længere frostperiode, vil den altid komme tilbage – ja marts kan såmænd være ret så vinterlig.