Ildsjæle i fællesskab

Ildsjæle skaber fællesskab med fantastiske oplevelser

Alle fik masser af rypeduft i næsen, da gordon settere, irsk settere, engelsk settere, korthåret hønsehund og en enkelt labrador var med deres ejere på træningstur til Gordon Castle i Norge, lige inden rypejagten startede.

Det startede med, at Anton Dahl, som et privat initiativ, arrangerede en træningstur for gordon settere til Ljørdalen i Norge. Her har Norsk Gordon Setter Klub lejet et kæmpe fjeldområde på ca. 7500 hektar. For fire år siden overtog Jesper Brinkmann og Erik Lystrup stafetten, og er nu dem, der år efter år tager initiativet og får turen op at stå.

Det er derfor Erik og Jesper, der lejer hytten og laver aftaler med NGK. Det er også dem, der laver opslag om turen og tager imod tilmeldinger. De laver budget og kræver penge ind (til mad, træningsafgift for det antal hunde, der skal slippes, anslår forbrug af brænde og diesel til generatoren osv.), og så er det blevet en tradition, at evt. overskud overføres til Sigrid Fonden, der arbejder for at gøre en forskel for indlagte børn og deres søskende. Det er også Erik og Jesper, der sætter arbejdsholdene og sikrer, at alle bidrager til madlavning, opvask, rengøring, at køre skrald væk osv. I år var Erik slet ikke med på turen, da han netop havde hentet en lille hvalp i Frankrig. Trods dette bidrog han med alt forberedende og afsluttende arbejde, for at turen skulle lykkes. De har intet sikkerhedsnet, bare entusiasme og vilje til at give andre en unik oplevelse i fællesskabets, naturens og ikke mindst i hundenes tegn. →

Unge og gamle tager den obligatoriske middagslur efter frokost. I midten flader arrangør Jepser Brinkmann ud.

Gordon Castle ligger med sine fire hytter så højt oppe på fjeldet, at man går direkte fra hytten ud på det “dansker-venlige” fjeld. Ved langbordet i stuen, fra terrassen og fra den flittigt brugte bålplads er der en storslået udsigt over området. Det giver ro i sjælen og danner grobund for seriøse samtaler, fortællinger om dagens oplevelser og gode råd fra de erfarne hundeførere.

Der er ikke materiel luksus på Gordon Castle, med mindre man synes, at et iskoldt bad i elven i smukke omgivelser er skønt, eller at det er dejligt med frisk luft til bagdelen når man skal af med noget. Madrasserne er heller ikke helt på niveau med ens egen seng, men alt andet er ren luksus! I år var vi 15, der boede på Gordon Castle, og en håndfuld, der havde valgt at leje en hytte nedenfor fjeldet, så de mødte hver dag velduftende op til “morgenparolen”. Man vækkes af den letgenkendelige lyd fra generatoren, når den startes. Så ved vi, at der er strøm, og kaffen bliver sat over. Hundene, der enten sover i bilerne eller er sammen med os i hytterne, skal luftes og så er det tid til morgenmad, madpakkesmøring og planlægning af dagen.

Snakken går livligt om, hvad vi hver især har lyst til, om man har gode ben efter gårsdagens tur, og hvor mon de til lejligheden udnævnte holdførere beslutter at gå hen i dag? Når man er så mange afsted, så kan der laves flere hold, og dermed skabes passende udfordringer til alle.

Hver eneste dag var luften mættet af forventning inden afgang fra hytten. Den gemytlige snak gik, om der ville være ryper? Ville vores hunde kunne magte dem? Ville det lykkes vores egen helt igennem fantastiske hund at finde ryper (igen) i dag? Hvordan ville hundene lægge søget? Havde man nok vand og foder med i rygsækken osv. osv. Hver eneste dag blev der fundet ryper – masser af ryper. Alle hunde fandt ryper. Alle mærkede vi adrenalinen pumpe i kroppen, når hundene trak op til stand. Følte suset, når hunden rejste ryperne, og vi så det karakteristiske skue på himlen, når de fløj videre til et nyt sted på fjeldet.

Vi følte vist også alle ærgrelsen, når hundene stødte ryperne, og nogle af os fik luftet fløjten godt igennem, når hunden prellede. Vi var også flere, der var utrolig glade for at have GPS på hunden, når den lagde meget, meget store slag, og den var ude af syne i det, der i øjeblikket føltes som en evighed.

Snakken gik lystigt på hele turen, både når vi gik på fjeldet, holdt frokost på den absolut smukkeste plet og når vi var hjemme på Gordon Castle. Dagens oplevelser blev både genfortalt omkring bålet og i pejsestuen om aftenen.

“Der laves flere hold, og dermed skabes passende udfordringer til alle”

Det var næsten ikke til at fatte, hvor heldige vi var med både vejret og de mange ryper. Dem, der havde været med tidligere, kunne berette om ture med så få ryper, at man snakkede om DAGEN, hvor der blev set et par ryper, og der var også fortællinger om så tæt tåge, at man ikke kunne gå ud, om regn og kulde, men i år strålede solen, og alting viste sig fra den bedste side. Alting flaskede sig i år.

I løbet af ugen var arbejdet med hundenes dressur selvfølgelig også noget, vi fik snakket en del om, og positiv indlæring kom til at fylde mere og mere. Nogle havde været på uddannelse og lært om det, og nogle brugte allerede metoderne og kunne demonstrere principperne på hundene. Det gav gode debatter om belønning under indlæring, udfasning af belønning, og om, hvordan tingene så kommer til at virke på lang afstand. Spændende snakke om det, det hele handler om – vores elskede hunde og deres trivsel – og for en stor del af os også et ønske om at lære mere om denne måde at uddanne vores hunde på.

Alting får en ende, og en efter en drog vi hjem af mod Danmark efter nogle berigende dage på fjeldet. Mon ikke vi var mange, der på hjemturen reflekterede over, om vi overhovedet var kommet afsted uden ildsjælene Jesper og Eriks store indsats for fællesskabet?