Da svalen faldt ned fra himlen

Den sidste gnist er slukket i et fantastisk sommerhalvår som egentlig har været slut længe.

Oktober var en øretæve i vejrforandring. Fra den sommervarme september slog det ubønhørligt om, dog uden rigtig kulde, men med mørke og regn. Grundlæggende var der stadig en lunhed at spore. Havvandet var varmt og naturen betragtede omslaget som en harmløs kulde nøjagtig som det kan ske midt om sommeren.

Man så det på svalerne som ikke forsvandt helt. Nogle blev; det er ikke helt usædvanligt. De ses årligt i november, men som sjældenheder. Sker det, er deres overlevelse tvivlsom. Som denne radmagre svale som lå død om morgenen d. 28. oktober, hvor den flyvende havde søgt læ mellem bevoksningerne, men ikke ænset at flyve inden døre, endda selv om den indsigtsrige beboer havde slået ladeporten på vid gab. Her lå den så gennemblødt i græsset, ikke en ung fugl, men et fint gammelt eksemplar med lang svalehale og skinnende fjer. Men brystbenet stod frem, den havde sultet længe. Og i bogstavelig talt faldet ned fra himlen.

Få skridt derfra hvor svalen lå i græsset, faldt et tykt lag blade fra asken, smidt på en nat, store flige gulgrønne blade. Der er en duft af blade og en skarp krydret duft af noget andet. Det er egenes agern som er faldet på vejen, hvor traktoren har knust dem. Agern er duemad, de letter med eet fra skovbunden med et rabalder.

Løvfaldet er stadig i sin begyndelse. Alt løv forgyldes på hver sin måde og så sker det, på bare et par blæsevejrs dage ryger det hele som et festfyrværkeri. Med en forbudsfælle i nattefrosten er det en hel sommers regnskab der gøres op. Man ser tilbage på en begivenhedsrig tid der er gået med vejrmæssige op og nedture. Den kommende tid synes mørk og grå og en vis november depression synes at være blevet et begreb, netop som sommertid er blevet til normaltid.

Så kan man sige, at selv om vi lever i en tid med alting, så kan mennesket gå ned på grund af vintermørket. Vinterhalvåret var i gammel tid mere end udfordrende. Den var allerhelvedes svær, især når man kom hen på vinteren. Eller hen på foråret, fordi det handlede jo om, at have nok foder til især dyrene. Den overståede høst var langtfra en succesfuld selvfølge.

Er man frøæder kan man som fugl tillade sig ikke at rejse sydpå. De enkelte svaler som lod sig friste af en varm sensommer og ikke havde travlt med at komme af sted, vil dele skæbne med skønheden som lå i græsset forleden. Også som død udstråler denne elegante skabning skønhed, som den ligger der i sit kolapsede flyveudstyr, nu en sortblå kåbe. Det er slut nu. Men der kommer nye svaler til foråret.