Min første unghundetest

Det giver både anledning til bekymring og søvløse nætter da Elisabeth Schrøder skal prøve kræfter med Unghundetesten (UT) for første gang. Men det viser sig dog at, der slet ikke var grund til de store bekymringer.

I december 2019 startede vores karriere som vizsla opdrættere. Hvalpenes mor, Sansa, er vores første stående jagthund, og vi brugte de første par år med hende på at finde ud af, hvad der er op og ned i den verden, vi var blevet en del af. Vi har været lidt på markprøver med Sansa (dog uden kæmpe succes), trænet en del apportering og haft hende med på jagt.

Egentlig var det slet ikke meningen, at vi skulle have beholdt en hvalp, men skæbnen ville det anderledes, da en hidsig brystbetændelse og efterfølgende fjernelse af nogle af mælkekirtlerne satte en brat stopper for Sansas videre karriere som avlshund. Vi syntes egentligt ikke, at vi havde hverken tid eller boligforhold til endnu en hund, men vi måtte simpelthen beholde en tævehvalp for ikke at skulle starte helt forfra.

Og heldigvis for det. Covid19 ramte landet i marts 2020, og selvom det gav nogle udfordringer i forhold til socialisering af en lille hvalp, kunne det meste træning stadig gennemføres, og vi var meget hjemme og have god tid til hjemmetræning. Fra starten var der ingen tvivl om, at Vixen var en hvalp med krummer i. Fræk som en slagterhund, meget tændt på vildt og meget arbejdsvillig. Hun skulle da bestemt på markprøve en dag, og vi skulle prøve at undgå nogle af de fejl, vi havde begået med hendes mor.

Da jeg første gang blev opmærksom på Jagtbrugshunde.dk og unghundetesten (UT), var Sansa allerede blevet for gammel, men med Vixen havde jeg nu muligheden for at deltage i denne prøveform. Men for at være helt ærlig havde UT’en fået lidt blandede anmeldelser blandt mine hundetræningskammerater. Det hed sig blandt andet, at bestemte racer blev bedømt mere positivt end andre, at man ikke følte sig velkommen med en af de mere ukurante racer, og at det bare galt om at hunden skulle være “så vild og ustyrlig som muligt”. En udbredt holdning var, at prøven ikke var forenelig med markprøvesporten - til markprøverne må hunden ikke forfølge hårvildt, men til UT’en bliver den ligefrem ansporet til det. Derfor havde jeg med vilje ikke trænet til den del af prøven, og så ville jeg hellere acceptere at vi måske ville få lidt færre point i den del.

Jeg syntes dog at konceptet med at kigge på den forholdsvis rå unghunds medfødte jagtegenskaber var meget spændende for mig som helt nystartet opdrætter, så nu skulle det i hvert fald prøves. Det er også meget brugt at stille unge vizslaer på de såkaldte “natural ability tests” både i racens hjemland Ungarn, og i andre europæiske lande.

Dagen før UT havde vi været afsted på lidt marktræning, hvor Vixen for første gang havde været afsted på en ordentlig springtur efter råvildt. Fløjten var helt uden effekt, og hun forfulgte rådyret langt ud over markerne til de ikke kunne ses mere. Hun var væk et godt stykke tid, i øsende regnvejr, og det nåede til et punkt, hvor det ikke rigtigt var sjovt længere. Heldigvis dukkede hun op, kold og smurt ind i mudder, efter 15-20 minutter.

Jeg sov dårligt den efterfølgende nat, og havde flere gange lyst til at melde afbud til UT. Jeg havde overhovedet ikke lyst til bevidst at slippe hende på frisk fært af hårvildt, hvis hun igen bare løb ad helvede til i et fremmed terræn. Vi besluttede alligevel at møde op, men aftalte i bilen, at ville vi trække hende fra afprøvningen, hvis det f.eks foregik op ad en meget befærdet vej.

Prøven startede med at dommerne Henrik Raae Andersen og Palle Jørgensen fortalte om planen for dagen, og lidt om hvad prøven gik ud på. Jeg havde selvfølgelig læst reglerne forinden, og hørt om prøven fra andre, men Henrik sagde alligevel nogle ting, som gav mig lidt mere ro i maven. F.eks at man ikke bare skulle slippe sin hund tilfældigt på en mark fuld af hårvildt og “se hvad der sker” - som jeg ellers havde fået indtryk af. Planen var at gå haretramp ud over terrænet med koblede hunde, se haren lette fra sit sæde, sørge for at hunden ikke ser haren flygte, for så at blive kaldt frem og sætte hunden på sporet. Henrik understregede også, at det altså ikke blev bedømt positivt, hvis en hund går for selvstændigt på jagt, forlader terrænet og er fuldstændig ukontaktbar. Det passede jo heller ikke helt med det, jeg havde fået fortalt om prøven.

Der blev desuden sagt, at hundene primært ville blive afprøvet på harefært, og kun undtagelsesvist på klovbærende vildt. Ikke desto mindre var jeg ikke særligt kæphøj, da en flok rådyr senere krydsede terrænet og jeg kunne regne ud, at det snart måtte være Vixens tur, og vi på det tidspunkt kun havde set én hare. Det var dog heldigvis en anden hund, der fik fornøjelsen af råvildtsporet. Bagefter fik Vixen et kort slip i bunden af marken, hvor der kunne sidde en fugl. Hun gik igennem det levende hegn ind til naboens rapsmark, hvor hun hurtigt fik stand. Standen var dog tom, men hunden er bestået hvis den bare viser det mindste anlæg for stand - så flueben ved dén. Det var rart!

På den næste mark, en meget stor stubmark, kunne der ses flere harer fra vejen, og nu var det Vixens tur til at blive afprøvet i spordisciplinen.

Vi gik ud over marken i retning af nogle harer, og jeg blev igen instrueret i at vende hunden væk, så den ikke så de springende harer. Det lykkedes, og Vixen blev sluppet i læsiden af det sted, harerne var løbet fra. Hun søgte lidt rundt i området, tog sporet op og forfulgte det et stykke op over marken - men ikke langt, og ikke i kæmpe høj fart. Jeg kunne godt fornemme på dommerne, at det vist ikke var en pragtpræstation, men jeg var faktisk bare lidt lettet over, at Vixen ikke var blevet til en prik i horisonten, og at hun af sig selv søgte tilbage til mig, da hun blev usikker på hvad opgaven gik ud på. Dén oplevelse gav endnu mere ro i maven til resten af dagen, og dommerne holdt da også op med at sige “Roooolig nu!” til mig. Jeg så muligvis lidt stresset ud de første par gange, hun skulle slippes.

Resten af dagen fik Vixen mange chancer for at demonstrere marksøg, stand og spor. Til UT har man nemlig hele dagen igennem mulighed for at forbedre sin hunds præstation og point - modsat markprøverne, hvor en 1. præmie er permanent uden for rækkevidde, hvis hunden én gang har lavet fejl, med undtagelse af i unghundeklassen. Det var en virkelig rar måde at gå til prøve på, og gav også én lyst til at blive ved med at klø på hele dagen. Jeg tror da også, at det lykkedes Vixen at forbedre indtrykket efterhånden som dagen gik - f.eks havde hun et bedre forsøg på harespor senere

på dagen. Hun tog sporet hurtigere op, forfulgte det længere og i højere fart. Det vigtigste var dog næsten, at jeg på intet tidspunkt følte, at hun kom “ud af hånd”. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at hvis jeg fløjtede, skulle hun nok komme. Vi endte da også med at få hele 10 point for samarbejde.

Samtidigt var det konkurrenceelement, som nogle gange kan præge markprøverne, fuldstændigt fraværende - på trods af at markprøverne, i hvert fald i ung og åben klasse, jo egentlig også er kvalitetsbedømmelser uden vindere eller tabere. Der var fire hunde tilmeldt, af fire forskellige racer, så noget af den klikedannelse, man kan opleve i andre sammenhænge, var også ikke-eksisterende. Tværtimod var der plads til en del hyggesnak, og man kunne glæde sig over hinandens gode præstationer.

Dagen sluttede af med en kort “eksteriørbedømmelse”, som efter tysk forbillede havde meget fokus på tænderne, samt en skudtest. Skudtesten var måske den eneste del af bedømmelsen, hvor vi ikke følte, at hundene blev afprøvet helt ens - Man skulle nemlig selv medbringe ammunition, og lad os bare sige, at der var en del variation i de lyde, der kom ud af Henriks haglbøsse. Her havde det måske været mere fair, hvis dommer eller prøveleder havde haft den samme slags ammunition med til alle hundene.

Alle de deltagende hunde bestod: - Hazelhunt’s Vixen, korthåret vizsla, 58 point - Becca v. Silberthal, tysk langhår, 62 point (hals på spor) - Sissy II vom Zehnthof, korthåret weimeraner, 58 point - NordenBirk’s Gaupa, kleiner münsterlander, 69 point

Hvad angår rygterne om, at nogle racer bliver bedømt mere positivt end andre: I nogle klubber bliver der arrangeret træning målrettet UT, og generelt gjort mere for at udbrede viden om prøverne, så måske er det ikke så underligt, hvis disse hunde og hundeførere bare er bedre forberedt og får flere point til prøverne. For selvom der er tale om en test af unghundens relativt rå jagtegenskaber, så skal anlæggene for f.eks stand og sporarbejde stadig være stimuleret i en vis grad for at komme ordentligt til udtryk. Selvom jeg havde været ret skeptisk til at starte med, endte det faktisk med at blive en rigtig god dag. Det kunne sagtens være en prøve, som jeg kunne få lyst til at stille op til en anden gang, nu hvor jeg har en bedre idé om hvad den går ud på - og at man altså godt kan forberede sig til denne prøve, uden at man samtidig lærer hunden at sætte efter en springende hare. Det er nemlig slet ikke det, det handler om, og jeg synes ikke at UT og markprøverne er hinandens modsætninger. Alt i alt en rigtig positiv oplevelse! Så må tiden vise om jeg får lyst til at kaste Vixen ud i avlstesten (AT) til efteråret. Vi er ikke kommet så langt med vandarbejdet endnu, men har jo heldigvis også en hel sommer foran os til at træne i.

“Selvom jeg havde været ret skeptisk til at starte med, endte det faktisk med at blive en rigtig god dag.”