Var det en god dag med din hund?

Mange af SJDs medlemmer fravælger prøverne, og lever og ånder alene for hundearbejdet og jagterne. Vi har mødt to af dem, der er holdt op med at spørge, hvor meget der blev skudt, men i stedet lever og ånder for de unikke jagtsituationer med deres stående hunde.

Vennerne Kurt Nielsen og Frans Falk mødte hinanden i kantinen for snart 17 år siden. De begyndte også at ses til lidt hundetræning, og over tid udviklede sig et venskab, der ikke kun handler om hunde og jagt, men hvor det er et meget væsentligt element. De har begge gået på jagt med deres fædre siden de begyndte i skole. Frans trampede mest efter harer ved Ringkøbing Fjord, og Kurt var med sin far på Trundholm Mose i Odsherred og med ude i jagtprammen på Isefjorden. Da de blev 16 år fik de begge jagttegnet – Frans bestod endda på dagen, noget der stadig vækker glade minder. De har begge haft massevis af gode oplevelser på jagter siden da. I dag er de begge stoppet med at arbejde, så der er mange års erfaringer og oplevelser at trække på, da vi med hundene ved vores fødder mødes til en snak om at have en stående jagthund.

Kurt har været med på mange godsjagter, hvor det store tema var, hvor meget der blev skudt. Frans har modsat været på mange dagsjagter, hvor man var heldig, hvis man så to harer, men han har også deltaget i jagter, hvor der lå 40 fasaner på paraden og ingen vidste, hvem der havde skudt hvad.

De faldt begge for Kleiner Münsterländeren, da de fik hund i 1990’erne, og det gælder for dem begge, at det er den tredje Kleiner Münsterländer, som nu er deres trofaste jagtkammerat. Faktisk er 5-årige Saga og Tesla kuldsøskende fra Kennel Birkehavens, for når man er gode venner og begge mangler en hvalp, så kan man jo lige så godt få hvalpe fra samme kuld.

Saga og Tesla – en tæve og en han – er faste makkere, når de skal på marken, på jagt eller de skal ud at træne. Særlig Kurt kan nogle frygtelige historier fra den gang han fik sin første hund og skulle til træning, og begge er enige om, at det er godt tiderne har ændret sig. I dag træner de begge i en lille jagtforening i Odsherred, hvor fokus udelukkende er på hundetræning og hvor kammeratskabet vægtes. De fortæller, at de nok træner mere, end de nogensinde har gjort tidligere, både fordi der er tid til det, men også fordi de har fundet ud af, hvor meget det betyder for en god jagtdag, at hundens grunddressur er i orden, og der er god kontakt mellem hund og fører.

Det handler blandt andet om at have en god apportør. Vennerne er enige om, at en hund, der ikke apporterer, ikke dur til noget, når man som dem har en enkelt hund. Derfor lægger de særlig vægt på, at hunden skal være en god apportør og træner derfor apporteringen meget varieret, og selvfølgelig både med dirigering og blindt udlagt vildt som hundene ikke ved hvor ligger.

Frans bruger måltidet som metafor, når han siger, at hovedretten for ham er den utrættelige og meget sikre apportør, der altid kommer med vildtet – også den dårligt skudte and, der landede et eller andet sted i en stor sivbevokset mose. Standen er som snapsen man kan være heldig at få siger han, og så betyder det i øvrigt ikke så meget, om hans hund preller lidt på en fugl efter en stand eller et skud. Mon ikke mange af os har det på samme måde, med mindre man ligefrem dyrker markprøvesporten eller kommer på meget store jagter?

Frans og Kurt beskriver begge jagten som åndehuller i deres arbejdsliv, og de bliver tænksomme, når de fortæller om de unikke stunder, hvor hovedet blev tømt for alt andet, og arbejdet blev glemt for en stund. Det var gode øjeblikke, der både gav ro i hovedet og ny energi efterfølgende.

Intensiteten i drivhuset stiger og øjnene stråler, når de fortæller om nogle af de situationer, hvor samarbejdet mellem hund og fører lykkedes perfekt og vildtet endte på paraden. De reflekterer begge over forandringen i, hvordan det tidligere handlede meget om, hvor meget der lå på paraden efter en jagtdag, til i dag, hvor jagtens planlægning og udførelse fylder langt mere, og ikke mindst hvordan de gode snakke i løbet af en jagtdag også er kommet langt mere i højsædet.

Frans har selv lidt jord omkring sit nedlagte landsted, og her har han gennem nogle år arbejdet målrettet med at skabe et godt jagtterræn. De to venner er enige om, at terrænpleje er nødvendigt, hvis vi skal have de gode jagtoplevelser – dem, hvor vores hunde afsøger en såt, får stand, avancerer villigt på ordre, og hvor vildtet nedlægges og bliver apporteret på kommando. Det er jo det, det hele handler om!

Da vi mødes, har Kurt lige haft en helt særlig oplevelse med en nyjæger. Tesla fulgte nemlig gentagne gange op på et ca. 200 meter langt og meget tæt brombærhegn – vel at mærke på den måde, at Tesla ikke mindre en fem gange havde stand, hvor der var skud til fasan for nyjægeren! Kurt snubler næsten over ordene, når han stolt fortæller om Teslas bedrift og afsluttende konstaterer, at han godt ved, at han har en god hund, men at den jo også er meget mere veldresseret, end dem han har haft tidligere.

Vennerne er helt enige om, at det vedholdende arbejde med dressur betaler sig, for det giver mulighed for at holde hunden helt

“Frans og Kurt beskriver begge jagten som åndehuller i deres arbejdsliv”

tæt på sig, når der er brug for det, men de vægter også, at hunden skal have initiativ, så den ikke ender som en “støvlepudser”. Enigheden er også stor omkring, at terræn med meget lidt vildt udfordrer ikke bare hundeføreren, men også kræver, at hundene kan fortsætte søget usvækket i timevis, selvom de ikke finder vildt, og at de så skal kunne slå kontant til, når vildtet endelig er der.

Iveren lyser ud af dem begge, når snakken igen og igen falder på førskudsarbejdet, på det gode søg, om hvor vigtigt det er kunne læse terrænet, planlægge jagten og visheden om, at man har den gode apportør ved sin side, for som Frans siger, så er der blevet længere mellem snapsene i dag, da der er meget mindre vildt end tidligere. Dette stiller større krav til både jagtleder, hund og fører, men det giver også nogle fantastiske jagtdage, hvor der er gode fortællinger om alt vildt på paraden, de dage hvor alt har deres egen fortælling om, hvordan hunden arbejdede og hvad skytterne gjorde – den slags fortællinger, der skaber gode minder, som gentages igen og igen, og som bruges til at træne videre på udenfor jagterne.

STANDEN – vores stående hundes særkende. Hver gang Kurt eller Frans fortæller om standsituationer, så stiger spændingsniveauet mærkbart, og vi rykker vist alle lidt frem på kanten af stolen. Vi kan alle fornemme, hvordan pulsen stiger og hjertet banker, når hunden sænker farten og trækker op til stand – for slet ikke at tale om, når den pludselig kaster sig i stand. Vi mærker blodet banke i årerne, når man går op mod hunden - og måske lidt febrilsk ud af øjenkrogen holder øje med, om de andre hunde sekunderer, og om skytterne når at komme med op i tide. Vi fornemmer følelsen i maven, når alle er på plads og der gives rejseordre. Den intense følelse i det mættede sekund fra hunden får kommandoen, når den går frem og rejser, og til fuglen forhåbentlig er skudt. Håbet om, at hunden sætter sig med det samme. Blodet, der strømmer i årerne, når den sitrende hund får ordre til at apportere og den hurtigt finder fuglen. Forløsningen, når den logrende kommer tilbage og afleverer det nedlagte vildt. Se, det er en jagtoplevelse af de helt store. Vi lever med i den, hver gang den fortælles, for det er netop, derfor vi har en stående hund!

I 2020 og 2021 lagde COVID-19 en dæmper på mange ting, men Frans og Kurt oplevede så meget andet, som de værdsætter højt. Jagterne blev i mindre jagtselskaber, og det har klart sine fordele, hvis man som dem vægter kammeratskabet under jagten. Det gav nemlig mere rum til samværet om de gode historier, grinene og fortællingerne, der indimellem nærmer sig lystfiskerhistorier i overdrivelse. Vennerne synes faktisk, at det var en fantastisk jagtsæson, og de greb hver eneste mulighed for at komme af sted, også selv om invitationen kom i sidste øjeblik pga. et afbud. Som Frans siger, så er vi jo selv med til at skabe mulighederne. Ud over mange gode jagtdage, så fortæller Kurt også om den særlig glæde ved at være med til at give interessen for “husmandsjagt” videre til næste generation, og her tænker han særlig på oplevelserne af samarbejdet mellem den stående hund og jægeren.

Fremtiden for Kurt og Frans – og naturligvis Tesla og Saga – ligger forude. De håber på, at denne jagtsæson bliver mindst lige så indholdsrig og fantastisk som tidligere. Skulle der ikke blive nedlagt så meget vildt, så er det jo i sidste ende oplevelsen af, at arbejdet med sin stående hund, der er med til at give de bedste minder til fortællingerne og de mørke vinteraftener.

Knæk & Bræk