Arven – læseprøve

ARVEN

ARVEN © 2019 Jan Kjær Udgivet af Agama Publishing 1. udgave, 1. oplag • Trykt 2019 i Letland ISBN: 978-87-93231-84-9 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk

JAN KJÆR

ARVEN

INDHOLD

Prolog 11 Kapitel 1. EN SAND HELGEN 17 Kapitel 2. ENGLEN 25 Kapitel 3. ISTANBUL, TYRKIET 33 Kapitel 4. SKATTEJAGT 41 Kapitel 5. ET TUNGT LØFTE 51 Kapitel 6. SULUKULÉ 57 Kapitel 7. BØDLEN 65 Kapitel 8. ELLENS SIDSTE OPTRÆDEN 71 Kapitel 9. EN RYSTENDE DØD 79 Epilog 85 Om forfatteren Andre bøger af Jan Kjær

90 92

10

Prolog

11

Axel ruskede i lågen ind til kirkegården. Låst. ”Hvorfor fa’en låser man ind til en kirkegård?” spurgte han, men han fik intet svar, for Tjip var allerede ved at klatre over muren.

Det var over midnat. Axel kiggede nervøst rundt, men gaderne lå øde hen. Ingen ville opdage den tykke Tjip, der forsøgte at bestige muren. Han stoppede, da han nåede toppen, og lå et stykke tid og prustede som en strandet hval. Indtil han, med et bump, lod sig glide ned på den anden side af muren.

Axel rakte potteplanten med den røde blomst til Tjips hænder, der stak op bag muren. ”Pas nu på den!” advarede Axel og begyndte selv at kravle over. Axel var højere end Tjip og mere atletisk bygget, så hans tur over muren var en del mere elegant – og hurtigere.

Axel landede ved siden af Tjip, der stadig stod og hev efter vejret. Axel kiggede rundt på de mørke gravsten og skuttede sig. Det var efterår, og natteluften var begyndt at blive kølig. Han kunne mærke gåsehuden sprede sig på sine arme. ”Hvor ska’ vi hen?” hviskede Tjip og viftede med blomsten. Han havde heller ikke lyst til at hænge ud på kirkegården efter midnat. ”Det er den her vej,” sagde Axel og hev planten ud af hænderne på Tjip.

12

Et øjeblik efter stod de to drenge foran en lille, kva-

dratisk gravplads omkranset af lave, forklippede buske.

Navnet på den afdøde stod mejslet i en lille sten i midten: ’Ellen Holm Nielsen’. ”Det er min mormor,” forklarede Axel. ”Hun var en rigtig kælling. Totalt syg. Bliv her, mens jeg henter en skovl.”

Selvom det var mørkt, fandt han hurtigt den lille samling af haveredskaber ved den kalkede kirkemur. Han tog en lille skovl og vendte tilbage til graven, hvor han satte sig på knæ og begyndte at grave.

Axel hørte Tjip lyne sin lynlås ned og derefter strålen, der ramte jorden. ”Hvad fanden laver du, mand?!” skreg han og skubbede til Tjip. ”Du står sgu da ikke og pisser på min mormors grav.” ”Hold da op!” skreg Tjip, der var lige ved at vælte. Han prøvede febrilsk at styre strålen, så den ikke ramte ham selv. ”Jeg pisser jo ikke på hendes grav, bare i hjørnet af den, så slap dog af!” ”Idiot!” snerrede Axel og pegede rundt på den lave hæk, der afgrænsede gravpladsen. ”Det hele er sgu da hendes grav.” ”Hvad er det med dig?” spurgte Tjip, da han endelig fik lynet op igen. ”Sidst du snakkede om hende, kaldte du hende en fucking grøntsag, og nu er du pludselig blevet hendes gravvogter.”

13

”Gu er jeg da ej,” svarede Axel. ”Men man står da ikke og pisser på en grav!”

Tjip gik surmulende ud fra gravpladsen.

Axel blev færdig med at grave planten ned og satte skovlen tilbage ved kirkemuren. Han standsede ved graven på vej tilbage og stod der et øjeblik. ”Tak for arven, din gamle heks,” mumlede han og satte igen kurs mod muren. ”Hey, tak, fordi du tog med!” sagde Axel og gav Tjip et dask på skulderen. ”Ja, selv tak,” vrissede Tjip. ”Det er ikke dig, der har pis på bukserne.”

16

Kapitel 1 EN SAND HELGEN

17

Axel Nielsen, også kendt som ”Mad Dog”, sneg sig langs murbrokkerne. Skudhuller i muren vidnede om de heftige kampe i området. Mad Dog skiftede sin halvautomatiske riffel ud med en panserriffel, hvis skud kunne gennembore jern. Mad Dog lænede sig forsigtigt frem. Lige foran ham, skjult bag et bombarderet vinduesparti, sad fjendens snigskytte. Mad Dog sneg sig op bag ham, og på tæt hold affyrede han panserriflen i ryggen på sin modstander.

Snigskyttens krop blev flænset i stykker og splattede ud på væggen. Resterne af hans krop faldt til jorden som en kludedukke af hakket kødfars. ”Ha ha, din tabernar, du er SÅ færdig!”

Axel skraldgrinede og hånede Tjip i Xboxens headset.

De spillede ”Sudden Death” online. Axel sad på sit værelse og spillede, mens Tjip sad hjemme hos sig selv i den anden ende af byen. ”Sådan går det, når man spiller som en kujon!” fortsatte Axel, mens han lagde Xbox-controlleren fra sig.

Efterårskulden havde sneget sig ind på hans værelse.

Axel strakte sig, så langt han kunne, men radiatoren var lige præcis udenfor rækkevidde. Han bandede højlydt, mens han rejste sig fra sækkestolen. Han sad lige så godt.

Radiatoren fik et hak op, og Axel gled tilbage i gamerstilling. ”Er du klar til en omgang mere, taber?”

Det bankede på døren, og hans mor stak hovedet ind.

18

”Axel, husk nu, at vi skal til mormors fødselsdag i dag.

Vi kører om 10 minutter.” ”Åh, lort,” snerrede Axel. ”Det er så sygt. Behøver jeg tage med?” ”Ja,” svarede hans mor. ”Du ved godt, det ser bedst ud, når hele familien dukker op.”

Axel rejste sig ikke, men greb bare controlleren igen.

Moren stod stadig i døråbningen. ”Jeg fik for øvrigt en besked fra din biologilærer igen,” sagde hun og hev sin mobil frem. Hun læste op fra skærmen: ”Axel er uengageret i timerne og er adskillige opgaver bagud. Med hans store fravær har jeg brug for støtte fra hjemmet for at kunne få ham tilbage i undervisningen.

Jeg vil meget gerne tage et møde, hvis I er interesserede.” ”Han er simpelthen for syg, ham Bio-Sten,” stønnede Axel og prøvede at se dybt forurettet ud. ”Han har totalt haderen på mig!”

Axels mor kneb øjenbrynene sammen. ”Brug for støtte fra hjemmet! Hvad mener han?” spurgte hun. ”Påstår han, at vi ikke støtter dig. Hvad bilder han sig egentlig ind?” ”Jeg ved det ikke,” svarede Axel og trak på skuldrene. ”Han lyder ikke, som om han er en særlig god lærer,” sagde hun. ”Han er psykopat,” sagde Axel bekræftende. ”Det er umuligt at lære noget i hans timer.”

19

Moren fik et snedigt udtryk i ansigtet og viftede mobi-

len foran Axels næse. ”Jeg skal nok lukke munden på ham Bio-Sten … når vi alle tre har besøgt mormor!” ”Det er sgu da afpresning,” skreg Axel anklagende.

Moren lagde mobilen i lommen. ”Vi venter på dig,” sagde hun og gik.

Axel smed demonstrativt controlleren fra sig. ”Tjip, jeg bliver nødt til at gå,” sagde han og slukkede Xboxen.

Da Axel kom ud i køkkenet, stod hans forældre allerede i overtøjet og ventede. Moren havde sin lange pelsfrakke på, og faren stod i sin Boss-cottoncoat og drejede utålmodigt nøglen til Audien mellem fingrene.

Først nu opdagede Axel, at han var blevet sulten af at skyde Tjip så mange gange. Han tog en af morens friskbagte boller og skar den over. ”Jeg bliver nødt til at få noget at spise, ellers dør jeg!”

Han åbnede køleskabet og hev en pakke pålægschokolade ud. ”Ej, helt ærligt mor,” hylede han, da han så pakken. ”Du har købt det lyse igen. Du ved godt, det er det mørke, du skal købe!”

20

”Jeg skal nok huske det næste gang,” sagde moren og

åbnede hoveddøren. ”Lad os nu komme af sted.”

Axel fulgte efter, mens han gumlede på sin chokoladesandwich.

Stanken på plejehjemmet kom altid bag på Axel. Lugten af gamle mennesker, forrådnelse og voksenbleer var bare så klam. Hans mave vendte sig, og chokoladebollen truede med at komme retur. Han måtte stå et øjeblik og vænne sig til lugten af død. Hans forældre fortsatte gennem de store dobbeltdøre i entreen, som om alt var normalt. De vendte sig mod Axel. ”Kom nu, Axel. Vi skal ikke være her så længe.”

De kom ind i mormorens lille lejlighed, hvor resten af familien allerede var samlet. Axel hilste uengageret på sine familiemedlemmer og satte sig straks efter over i et hjørne for at spille på mobilen. År efter år gentog skuespillet sig.

De mødte alle trofast op og spillede deres rolle. Ikke fordi de bekymrede sig for mormor Ellen, men fordi ingen ville være fraværende – og muligvis stå værre – når rovet skulle deles. Det var et velkendt rygte i familien, at mormor Ellen havde en god portion guld liggende på kistebunden.

Så her sad de og vred deres små gribbehænder og skamroste mormor Ellen. Fortalte lange historier om deres tætte 21

forhold til hende, og hvordan de altid havde hygget sig sammen med hende.

Efter et par timer var skuespillet blevet en farce. Mormor Ellen var nu blevet ophøjet til en helgen. Hun havde rejst jorden rundt og samtidig været samlingspunktet for hele familien. ”Og er det ikke sandt, at hun engang ejede en café?” spurgte en af kusinerne. ”Hun ejede den ikke,” rettede en af tanterne. ”Hun var kærester med ejeren. Café Victor i Istanbul, så vidt jeg husker. Åh, hun var sådan en prægtig dame. Dannet, smuk og stilfuld.”

Axel havde lyst til at kaste op. Sådan en flok hyklere.

Klamme ådselædere, der sloges om resterne af mormor Ellen, inden hendes krop overhovedet var kold.

Hovedpersonen selv sad i midten af forsamlingen og nikkede, med hovedet på skrå, i sin kørestol. Hun sagde ikke noget, medmindre en ekstra lang savldråbe med halvt opløste brødkrummer kunne tolkes som et indlæg.

En af plejerne stak hovedet ind. ”Der er kaffe og lagkage til jer ude i dagligstuen,” sagde hun. ”Vi kommer ud med Ellen lige om et sekund.”

På ingen tid var lokalet tømt; gribbene skulle have fyldt maverne. Axel kiggede på Ellen. Det var bare ham og hende alene i rummet. Han betragtede hendes gigtramte fingre, de leverplettede, rynkede arme. Hovedet, der sad 22

på skrå, og øjnene, der stirrede tomt ud i luften.

Han søgte efter et tegn på liv, på bevidsthed … men intet. Axel sukkede og ringede til Tjip. ”Red mig fra døden, Tjip!” sagde Axel ”Jeg sidder på et plejehjem til min mormors fødselsdag.” ”Hvad laver I så?” spurgte Tjip. ”Hva’ fa’en laver man på et plejehjem? Venter på døden!” nærmest skreg Axel i telefonen. ”Hun er jo en fucking grøntsag!”

Så kom plejeren tilbage og begyndte at gøre Ellen i stand. Axel følte sig utilpas og gik. ”Vi snakkes, Tjip!” sagde han og afbrød samtalen.

Da Axel kom ud i dagligstuen, var lagkagen allerede væk. Der var kun krummer tilbage på fadet. Typisk!

Endelig hjemme. Axel krængede jakken af og smed den fra sig i afsky for at komme af med plejehjemsstanken. Hans mor fulgte efter ind på værelset. ”Se, det var slet ikke så slemt,” sagde hun. ”Nu er der et helt år til igen.”

Hun tog mobilen frem og skrev en besked. ”Værsgo,” sagde hun og vendte skærmen mod Axel. ”Det skulle nok give ham lidt at tænke over.”

Axel læste beskeden med et tilfreds smil.

24

Kapitel 2 ENGLEN

25

5 minutter efter det havde ringet ind, sjoskede Axel ind i klassen. Bio-Sten var i gang med undervisningen, og han vendte sig irriteret mod Axel, da han kom ind. Axel ignorerede ham. Gik tæt forbi katederet og hviskede: ”Tjek lige intraen, Sten.”

Så satte han sig på sin plads bagerst i klassen. På vej ned gav han Tjip et nik. Bio-Sten havde nok regnet med, at Axel havde fået en skideballe, men nu var det ham selv, der ville få ballerne ristet.

Da han var færdig med lektionen, delte Bio-Sten nogle papirer ud og satte sig op til sin computer. Axel fulgte ham med øjnene, mens læreren klikkede sig ind på intranettet og læste beskeden: Axel har vores fulde støtte! Måske er det dig, der stiller for store krav til dine elever. Axel har i hvert fald svært ved at få noget ud af din undervisning. Du kunne måske prøve at spørge de andre elever i klassen. Vi vil desuden påskønne, hvis du stopper denne hetz mod vores dreng.

Mvh. Jonna Holm Nielsen Axel frydede sig over at se, hvordan Bio-Stens skuldre sank. Læreren tog sig til panden. Han sad et stykke tid og stirrede på bordpladen. Så rejste han sig. ”I går i 9. klasse nu,” sagde han. ”Det bliver alvor snart.”

26

Han bevægede sig ned mellem eleverne, som sad gan-

ske stille og ventede på, hvor denne pludselige tale ville bære hen. ”Jeg stiller ikke krav til jer for at være ond. Hvis I ikke vil lære noget her, så er det kun jer selv, I skader,” sagde han. ”Jeg stiller krav til jer, fordi sådan er verden derude.

Hvordan vil I klare gymnasiet, universitetet eller en karriere, hvis I melder fra allerede nu?”

Sten passerede Tjip, der demonstrativt gabte højlydt. ”Der er halvanden uge til efterårsferien, og flere af jer er allerede langt bagud. Hvis I ikke har afleveret den skriftlige opgave fra august inden ferien, vil jeg bede skolelederen fritage jer helt fra dette fag. Jeg forventer …” Bio-Sten lagde ekstra tryk på ”forventer” og holdt en kunstpause, så alle var med. ”Jeg forventer, at alle, der mangler at aflevere opgaver, kommer ned i læserummet i eftermiddag og arbejder på dem. Det drejer sig om Tjip, Peter, Susanne og …” han satte begge hænder på Axels bord og lænede sig ind over ham, ”… og Axel.”

Bio-Sten vendte tilbage til katederet. ”Det er nu, I vælger jeres fremtid. Vil I holde alle døre åbne, eller vil I allerede nu begrænse jeres muligheder?”

Bio-Sten lod klassen sidde i tavshed et stykke tid. Han nikkede med en selvtilfreds mine. Overbevist om, at hans tale havde ramt en nerve hos eleverne.

27

Axel og Tjip skred i frikvarteret. ”Fucking nazist,” spyttede Axel. ”Totalt!” nikkede Tjip. ”Han er den ringeste lærer på skolen. Utroligt, han kan få lov at undervise.” ”Ja, og hvem fa’en gider bruge en eftermiddag i hans biofængsel?” spurgte Axel. ”Ikke mig,” svarede Tjip grinende. ”Hvis den nar fucker min adgang til gymnasiet op,” sagde Axel, ”så får mine forældre ham fandeme fyret.” ”Kan dine forældre ikke bare købe skolen,” sagde Tjip, ”og fyre ham med det samme?”

De nåede hjørnet, hvor de plejede at skilles. ”Kommer du op på banen i aften?” spurgte Tjip. ”Sæ’fø’li’,” svarede Axel og drejede om hjørnet. ”Ses!” Axel fiskede sine smøger op fra lommen. Han stillede sig under broen for at komme i læ for blæsten. Da han havde fået ild på cigaretten og tog sit første sug, opdagede han til sin overraskelse en engel, der sad og stirrede på ham. Hver eneste dag gik han forbi her, og han havde aldrig før opdaget den lille statue af englen på bropillen. ”Hvis bare man kunne få sin egen engel,” tænkte han, mens han tog et ekstra dybt sug. ”Så ville jeg ha’ en lotto-engel, der kunne gi’ mig tallene til den store gevinst!”

Pludselig hørte han lyden af baskende vinger, som om en kæmpefugl landede bag ham. Axel vendte sig om.

I en flok af lettende duer stod skikkelsen af en lille, 28

tynd dame med en stor, bredskygget hat. Hun lod sig ikke påvirke af virvaret omkring sig. ”Hva’ fa’en,” mumlede Axel og tog et skridt nærmere.

Han syntes, at han kunne genkende kvinden. ”Mormor Ellen!?” udbrød Axel forbløffet.

Kvinden smilede. ”Goddag, unge hr. Nielsen.”

Axels underkæbe hang som en dør med skæve hængsler, og hans øjne spilede sig op. Hans blik gled op og ned ad den tynde, sortklædte kvinde, søgte efter et tegn på, om hun var spøgelse eller genfærd … men intet. Han gned sig i øjnene og kiggede igen. Hun var der stadig. ”Er det virkelig dig?” spurgte Axel, mens han stadig stirrede vantro på hende. ”Hvor er rullestolen?” ”Det er uhøfligt at glo, unge mand,” sagde Ellen irettesættende. Hun trådte et par skridt nærmere.

Axel kunne ikke tro sine egne øjne. Mormor Ellen lignede noget fra en fjern fortid. Hendes lange, sorte selskabskjole hørte ikke hjemme midt på de duelortsplettede fliser. Og den store, dekadente hat med det røde bånd lignede noget fra et kabaret-show. Det tøj havde hun aldrig haft på, når Axel og familien havde besøgt hende på plejehjemmet.

Nu stod hun lige foran ham og så ham direkte i øjnene. ”Vil du med på en rejse?” spurgte hun uden videre.

Men Axel var stadig ikke kommet sig over chokket. ”Hvad med rullestolen og plejehjemmet? Var det bare fis?”

29

”Jeg kom til at tænke, da jeg overhørte din telefonsam-

tale,” svarede Ellen og lod Axel stå og krumme tæer over det, han havde sagt med grøntsagen. ”Min tid her på jorden er endnu ikke forbi,” fortsatte Ellen med et smil. ”Jeg kan mærke, at jeg har én rejse mere i mig. Så hvad siger du, unge barnebarn? Skal vi tage ud og finde din arv sammen?” ”Min arv!?” udbrød Axel forfjamsket. ”Er det virkelig sandt? Har du en skat?”

Ellen smilede skævt. ”Men hvorfor mig?” spurgte Axel mistroisk. ”Jeg kender dig jo knap nok!” ”Netop derfor,” svarede Ellen. ”Du er den eneste i familien, der ikke sidder og lefler på min fødselsdag og fedter for at komme til fadet. Desuden er du ung, og jeg har brug for en med livskraft og energi.” ”Hvad består skatten af?” spurgte Axel nysgerrigt. ”Er du stenrig, eller er det en samling gamle porcelænsfade?” ”Du får at se, hvad arven er, når du finder den,” svarede Ellen kort. ”Men tro mig, du vil ikke blive skuffet.” ”Okay,” sagde Axel. ”Har du så et skattekort eller sådan noget?” ”Det er alt sammen heroppe,” svarede Ellen og slog sig på tindingen med pegefingeren. ”Skal vi mødes tre dage fra nu! Altså på fredag?” ”Fint med mig,” sagde Axel. ”Jeg har alligevel ingen 30

planer. Hvor skal vi mødes? På plejehjemmet?” ”På plejehjemmet!” gentog Ellen hånligt. ”Vi mødes på Café Victor i Istanbul.” ”Istanbul, Tyrkiet!?” gentog Axel måbende. ”Hvordan skal jeg komme til Tyrkiet?” ”Det må du virkelig selv finde ud af,” svarede Ellen tørt. ”Jeg kan ikke bruge en hjælper, der ikke engang kan finde ud af at tage en flyver. På gensyn, hr. Nielsen.”

Uden yderligere ord vendte hun sig og gik.