Assassin 1: ZOMBIE – Læseprøve

ASSASSIN 1 : ZOMBIE

ASSASSIN 1: ZOMBIE © 2019 Jan Kjær Udgivet af Agama Publishing 1. udgave, 1. oplag • Trykt 2019 i Letland ISBN: 978-87-93231-81-8 Kopiering af denne bog må kun finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, men kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk

JAN KJÆR

ASSASSIN 1

ZOMBIE

INDHOLD

Kapitel 1. DUELLEN I KANTINEN 11 Kapitel 2. VIRUS 21 Kapitel 3. UBUDNE GÆSTER 31 Kapitel 4. DAGENS RET 39 Kapitel 5. EN O.K. NØRD 47 Kapitel 6. SILVAS VENNER 57 Kapitel 7. ET ØMT PUNKT 65 Kapitel 8. ASSASSIN 75 Om forfatteren Andre bøger af Jan Kjær

86 88

Kapitel 1. DUELLEN I KANTINEN

Adam havde brugt flere uger på at lægge sin plan. Den var skudsikker nu. Der var ikke en pige i verden, der ville kunne afslå den invitation. Helikoptertur i solnedgang, violinkoncert ved søbredden og fyrværkeri på nattehimlen. Simone ville blive hans, inden daten var forbi.

Det ville koste kassen, men penge var ikke et problem for Adam, for han var født med en sølvske i munden. Ikke at han var kommet ud af sin mors mave med sølvbestik i kæften. Nej, det var bare sådan noget, gamle mennesker sagde for at fortælle, at Adams far havde penge.

Rigtig. Mange. Penge.

Adam fik alt, hvad han pegede på, og han kunne stort set frit bruge af sin fars penge. Han manglede med andre ord ingenting, ja, lige bortset fra sin far, naturligvis, for ham så han aldrig. Han var altid på arbejde.

Nå, tilbage til daten. Adam var normalt selvsikker omkring piger, men Simone gjorde et eller andet ved ham.

Når de fik øjenkontakt, forvandlede hans hjerne sig til 11

grød, og der kom underlige lyde ud af munden på ham.

Men det var faktisk det, han godt kunne godt lide ved Simone. De andre piger faldt for hans charme eller hans mange penge, men ikke Simone. Hun var sin egen.

Nå, planen var klar. Helikopter, violiner og fyrværkeri var bestilt. Nu manglede Adam bare lige at spørge pigen.

Det var fredag og spisefrikvarter, og de fleste fra klassen var samlet i kantinen. Adam rettede på blazeren, han havde udenpå sin hoodie, og så gled han med sin sædvanlige overlegne stil hen til bordet, hvor Simone sad med en veninde og spiste frokost.

Da Simone kiggede op, ramte usikkerheden Adam som et krydsermissil. Nøjagtig som den altid gjorde. Simone havde en lyseblå cowboyjakke på, og forsiden var udsmykket med en blanding af politiske badges og broderede stofmærker, der med al tydelighed viste, at her sad en pige med sine egne meninger. Hun havde stramme, sorte bukser på med en lodret, hvid stribe på hver side, der tydeligt aftegnede hendes hofter, lår og lægge. Adam opdagede, at han stirrede. Han lukkede munden og prøvede at virke cool. ”Hvasåder, Simone? Er du klar til dit livs date på næste fredag … hvis du kan? Altså der på fredag?”

Han kunne ha’ sparket sig selv. ”Hej, Adam,” svarede Simone uimponeret. ”Jeg har desværre allerede en aftale.”

12

Adam bed sig i underlæben og satsede alt. ”Du må aflyse og viske kalenderen ren, smukke,” sagde han og lænede sig op ad bordet og prøvede at virke totalt selvsikker. ”Du vil vel ikke gå glip af en helikoptertur?”

Han smilede, som om han havde smidt en vindende pokerhånd på bordet.

13

”Lasse har allerede inviteret mig ud,” sagde Simone

og nikkede over mod den person, der sad overfor hende.

Adam havde slet ikke lagt mærke til Lasse, så han drejede hovedet og kiggede på drengen med det lange, fedtede hår og striktrøjen. Lasse kiggede op med et dovent smil, mens han pakkede sin madpakke ud. En stank af rådne vandplanter spredte sig, og Adam måtte holde sig for munden for ikke at kaste op. Simone smilede bare til Lasse. ”I næste uge, når vi skal i praktik, så skal Lasse arbejde for Red Hvalerne. Er det ikke sejt?” spurgte Simone og kiggede beundrende på Lasse. ”Jo, det er bare megasejt,” knurrede Adam og tilføjede et uhørligt ”NOT!” ”Lasse har sådan et stort hjerte,” sukkede Simone. ”Lige så stort som et hvalhjerte.”

Lasse tog en bid af sin leverpostej med tørret tang. ”En blåhvals hjerte vejer 400 kilo,” smaskede Lasse. ”Hvis det var inde i mig, så ville min brystkasse jo eksplodere.”

Han grinede højt og afslørede en pragtfuld samling af tangplanter og leverpostejrester mellem tænderne. ”Eksploderet brystkasse? Det ville bare være totalt kikset,” sagde Simone og slog en høj latter op.

Adam grinede ikke. Han borede sine negle ned i bordpladen for ikke at gå amok på Lasse. Hvordan kunne Simone dog se noget i sådan en møddingmund?

14

Men Adam var ikke kommet for at snakke om Lasse, så han tog en dyb indånding og prøvede at styre samtalen væk fra tangspiseren. ”Hvad med dig, Simone,” spurgte Adam, ”hvor skal du i praktik?” ”Jeg skal i praktik hos LivaTek. Det er et medicinalfirma,” svarede Simone stolt. ”Hvad med dig?”

15

”Øh, jeg skal i praktik i min fars firma,” mumlede

Adam og mærkede igen, hvordan Simones store øjne ødelagde hans evne til at tænke. ”Igen?” spurgte Simone. ”Var du ikke også det sidste år?”

Adam trak på skuldrene. ”Tjoo,” svarede han og tænkte med lidt dårlig samvittighed på den uge, hvor han havde spillet Xbox derhjemme, mens de andre var i praktik. ”Men jeg skal jo nok overtage det hele en dag,” fortsatte han og prøvede at se vigtig ud. ”Man må tænke på sin fremtid. Vi kan ikke alle sammen rende rundt og redde hvaler. Nogen skal jo tjene penge.”

Simone stirrede anklagende på Adam, og det løb ham koldt ned ad ryggen. Hvad nu? ”Lasse tænker på miljøet og på at redde hvalerne. Det handler ikke om penge, men om at gøre noget for hinanden og miljøet. Hvad har du nogensinde gjort for andre?”

Adam snøftede hånligt. Han var så ligeglad med hvaler og alle de andre åndssvage dyr. ”Jeg har da gjort masser af ting for andre,” sagde han.

Men eksemplerne stod ikke ligefrem i kø i hans hjerne, der konstant blev kernenedsmeltet af Simones blik, så hans påstand hang og flagrede i luften et par sekunder, indtil den faldt til jorden i flammer. ”Det tænkte jeg nok,” sagde Simone med en kølig stemme. ”Tak for invitationen, men jeg skal ud med Lasse.”

16

Adam stod med åben mund og måbede, men han

vendte sig væk, før det blev endnu mere pinligt. Han kunne ikke fatte, hvordan han lige var blevet udkonkurreret af en økoflipper med fiskeånde. ’Der må være noget seriøst galt i hovedet på den tøs,’ tænkte Adam.

Men han var ikke typen, der lod sig slå ud af en hippie med tangrester mellem tænderne. Han gik tavst ud af kantinen, mens han overvejede sit næste træk.

Det var en pænt rådden start på weekenden at blive afvist midt i kantinen foran alle andre. Adam var en sort stormsky, da han traskede op ad den lange indkørsel til familiens kæmpe toetagers strandvilla. Men hans humør mildnede, da han kom i tanke om, at nu var det bare ham og Xboxen de næste syv dage. Masser af tid til at udtænke en plan for, hvordan den hippienar skulle slås af banen. ”Er det dig, skaaat?” lød det ude fra køkkenet. Adams mor var en spinkel dame, men hendes stemme skar gennem de mange lokaler som en vinkelsliber gennem 17

stanniol. Og den lød cirka lige så rar. Adam smed sin taske på gulvet, og au pair-pigen samlede den op, ligesom hun plejede. ”Kom lige herind, skatter. Der er noget, vi skal snakke om,” råbte hans mor.

Adam blev straks nervøs. Hans forældre snakkede sjældent med ham, så der måtte være et eller andet galt.

Da han kom ud i køkkenet, var hans mor ikke alene.

Ved hendes side stod der en tyk dreng, der bar en kortærmet skjorte, blå vest og noget, der lignede en brødrister, på hovedet. Drengen smilede nervøst til Adam. ”Hvem er det?” spurgte Adam. Han havde set drengen før, men kunne ikke lige placere ham. ”Det er Kalle fra din parallelklasse,” forklarede hans mor. ”Vi har skaffet dig en lektiehjælp.”

Adam slog ud med armene. ”En lektiehjælp til hvad?”

Moren løftede et øjenbryn og fik et snedigt udtryk i ansigtet. ’Åh nej,’ nåede Adam lige at tænke. ”I næste uge skal du jo i praktik i din fars firma,” svarede hans mor. ”Men i stedet for at du bare pjækker igen i år, har jeg besluttet, at du kan forbedre dig i nogle af de fag, hvor du får lave karakterer … og Kalle her har lovet at hjælpe til.”

Kalle løftede kejtet hånden til highfive.

Adam lod den hænge.

18

19

”Det er o.k. fint, men jeg har ikke brug for hjælp,” sagde Adam og vendte rundt for at gå op på sit værelse. ”Det er ikke til diskussion,” sagde moren til hans ryg. ”Kalle starter også i praktik hos din far, altså herhjemme, på mandag kl. 9 sharp, og han forlader ikke din side hele ugen. Basta!”

Kapitel 2. VIRUS

Adam fyldte sin seksløber med patroner. Han sad i skjul bag en væltet hestevogn, og kuglerne fløj om ørerne på ham.

Han havde tænkt over den pinlige afvisning, men det var endnu ikke lykkedes at udvikle en plan for, hvordan han kunne overtale Simone. Så nu hvilede han hjernen ved at spille en skydegal dusørjæger. Han sprang frem fra sit skjul bag hestevognen, dobbeltklikkede på controlleren og slog ’falkeøjet’ til. Hans modstandere bevægede sig i slowmotion, mens hans sigtekorn fløj over skærmen i normal hastighed. Han nakkede to modstandere med headshots, inden falkeøjet var opbrugt. ”Tag den!” skreg han ud i rummet, og Kalle kiggede op fra bøgerne.

Det var mandag formiddag, og de sad begge i Adams store værelse på første sal i deres enorme toetagers villa. ”Det er altså svært at koncentrere sig, når du sidder og spiller,” sagde Kalle.

21

”Jamen man kan jo ikke skyde folk i stilhed,” svarede

Adam, mens han pløkkede to bandemedlemmer mere. ”Din mor sagde, at jeg skulle hjælpe dig med dine lektier, ikke at jeg skulle lave dem …” ”Så, slap nu af,” sagde Adam. ”Du får jo kassen for det, så må du da også forvente at skulle arbejde for pengene!” ”Men behøver du at spille og se fjernsyn på samme tid?” spurgte Kalle og kiggede på den enorme LED-skærm, hvor en nyhedskommentator sludrede løs.

Adam skulle lige til at forsvare sig, da kommentatoren afbrød ham. ”BREAKING NEWS – vi bringer en nyhed om et virusudbrud i medicinalfirmaet LivaTek. Og vi må advare om stærke billeder i det kommende indslag.”

Adam og Kalle vendte sig mod fjernsynet. En journalist stod ved et trådhegn og pegede på bygningen bag sig. Politifolk vrimlede rundt i baggrunden og satte gule plastikbånd op for at afgrænse offentlighedens adgang. ”Det lader til, at en virus er udbrudt i LivaTek. Flere af medarbejderne er blevet smittet. Politiet og Center for Biologisk Beredskab har sat bygningen i karantæne. For omkring 20 minutter siden udsendte en medarbejder, der kalder sig Mateo Silva, denne video.”

En mand med grådfyldte øjne dukkede op på skærmen.

Hans ansigt var dækket af hvid sminke, og han havde teg22

net sorte streger fra sine øjne, som om han havde grædt sorte tårer. ”Jeg hedder Mateo Silva,” sagde manden og trak vejret i korte stød. ”De lod min lille Maria visne for øjnene af mig.”

Han vendte sit håndholdte kamera mod en mand, der lå på gulvet, bundet med en ledning. Manden bar en blå skjorte med et påsyet ’vagt’-mærke, og han sprællede hidsigt for at komme fri, men pludselig faldt han livløs sammen. Alt, hvad man hørte, var Silvas stødvise åndedræt. ”Nu skal I selv opleve, hvordan det er at se ens kære forvandle sig for øjnene af en,” lød hans grådkvalte stemme.

Vagten vågnede med et spjæt og vendte sig mod kameraet med vilde øjne. Han hostede voldsomt, og blod og indvolde sprøjtede ud af munden på ham. Han snappede ud efter Silva som en udhungret gadekøter.

Silva trådte et skridt til side og vendte mobilen mod

sig selv. ”Ingen ville lytte til mig, da jeg bad om hjælp. Men måske de vil lytte nu.”

Der blev klippet tilbage til journalisten, der kiggede alvorligt ud på folk. ”Vi prøver at finde ud af mere om virussen, der forvandler folk til aggressive levende lig. Sarah Simmons rapporterer fra LivaTek.” ”LivaTek,” gentog Adam og prikkede sig på hagen. ”Hvor har jeg hørt det før?”

Han lyste op, da han huskede det, men i samme øjeblik ramte chokket ham. ”Det er der, hvor Simone er i praktik,” skreg han. ”Bare hun er okay.”

Adam greb telefonen og ringede til Simone. Hun svarede med det samme og hviskede ind i røret: ”Adam! Jeg har brug for hjælp … D-de er over det hele!” ”Bare rolig,” sagde Adam. ”Jeg skal nok finde på noget.” ”Jeg har også prøvet at ringe til Lasse, men han svarer ikke,” hulkede Simone. ”Vil du ikke prøve at ringe til ham?”

Adam skar tænder. ”Bare bliv, hvor du er,” sagde han. ”Vi er på vej.” ”I må skynde jer,” skreg Simone. ”DER KOMMER EN!” Så blev forbindelsen afbrudt. ”Vi må af sted,” råbte Adam. ”Nu!” 24

Kalle rejste sig ikke.

”D-det er en virus. Det kan være smitsomt,” sagde han. ”Og politiet er jo allerede derude. De tager sig af det.” ”De har bare spærret området af,” sagde Adam. ”Det hjælper jo ikke Simone.” ”Men din mor sagde, at vi skulle lave lektier,” forsøgte Kalle. ”Så …” ”Min mor sagde, at du skulle blive ved min side hele ugen,” sagde Adam. ”Ligegyldigt hvor jeg går hen.”

Kalle sukkede. ”O.k., men så skal jeg have faretillæg, og hvis vi virkelig skal af sted, vil det nok være en god idé at bære masker eller hætter, så politiet ikke kan identificere os.” ”Klart! Du har ret,” sagde Adam. ”Vi må ikke blive genkendt.”

Kalle forsøgte en sidste gang. ”Men en bygning med virusudslip. Er det ikke lidt …” ”Det er, lige hvad der skal til,” sagde Adam. ”Simone falder på røven, hvis jeg redder hende.”

Han gik hen til skabet og hev en dragt frem, som han havde brugt i 1. g, da de havde holdt superheltefest. På brystet af den sortrøde dragt sad et A med et kranie i midten. ”Har du tænkt dig at tage den på?” spurgte Kalle. ”Jeps,” sagde Adam og trak trøjen over hovedet. ”Hvad står A’et for?” spurgte Kalle. ”Det står da for Adam,” svarede Adam. ”Hvad ellers?”

26

”Nå ja,” svarede Kalle og rystede på hovedet. ”Naturlig-

vis.” ”Her. Du kan tage den her på,” sagde Adam og smed en skihue hen til Kalle. Kalle stirrede skeptisk på huen og rullede den så halvt ned over ansigtet. Adam krøllede sammen af grin. ”Det holder totalt, det her,” skreg han. ”Jeg er Batman, og du er fætter Langrend.”

”Jeg er ikke sikker på det her,” mumlede Kalle. ”Hold nu bare op og kom med. Nu tømmer vi lige panikrummet. Der må være noget, vi kan bruge,” sagde Adam og forlod værelset. Kalle fulgte tøvende efter.

Længere nede ad gangen var der et stykke bar væg, hvor 27

der hverken stod kostbare statuer eller hang værdifulde malerier. I stedet stak der et stort metalhåndtag ud af væggen. Adam greb fat i håndtaget og rev til. ”Der er mad til flere dage … og våben,” sagde han og hev Kalle med indenfor.

Panikrummet var et sikkerhedsrum i tilfælde af indbrud eller invasion fra rummet. Adams far led til tider af forfølgelsesvanvid, og når man samtidig havde for mange penge, så kunne det hele godt blive lidt ekstremt. Rummet var fuld af konservesdåser og våben. Alle de seje skydevåben var desværre låst inde i et pengeskab. Det var de vildeste gunz, som Adam tit havde trænet med sammen med sin fars bodyguard. Nu var de godt nok udenfor rækkevidde, men der var heldigvis masser af andre gode sager.

Adam tog en machete ned fra væggen. ”Denne her må være god, hvis man skal bekæmpe zombier,” sagde han og spændte bæltet om livet og strammede remmen fast til låret. ”Nå ja, og et baseballbat. Hvad skal du have, Kalle?” ”Jeg prøver at undgå vold … og zombier,” svarede Kalle.

Adam rystede på hovedet og kiggede rundt i rummet. ”Så kan du tage den her,” sagde han og stak Kalle en strømstav. ”Den sender strøm nok ud til at lamme en elefant.”

Kalle tog forsigtigt imod strømstaven. ”Seeejt,” vrælede Adam. ”Så er zombiejægerne klar!”

28

29

Adam sprang ned ad trappen og vendte sig mod Kalle, der stadig stod ved det øverste trin. ”Hvad venter du på?” skreg Adam. ”Vi skal ud og redde prinsessen.”