Kill Zone
IN-GAME 2: KILL ZONE
Tekst © 2023 Jan Kjær & Emil Blichfeldt
Illustrationer af Jan Kjær
Udgivet af Agama Publishing
ISBN: 978-87-94181-59-4
1. udgave, e-bog (ePub)
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Kill Zone IN-GAME 2 JAN
Kapitel 1 Loser
Kuglerne fløj gennem luften og pløjede muren i smadder. Anton, aka BatAzz, prøvede at krybe i dækning, men det var kun et spørgsmål om tid, før muren ville være småsten, og projektilerne i stedet ville flå ham i stykker.
”Markus, du stinker af råddent opkast! Har du ubegrænset ammo eller hva’?” skreg Anton i sit headset.
”Jeg købte en loot box, og den var så fuld af gode sager, at jeg ville dele lidt ud af dem,” grinede Markus. ”Vil du ha’ lidt flere kugler i nakken?”
Uden at vente på svar affyrede Markus’ avatar, MarksMan, en ny salve. Kuglerne ødelagde de sidste rester af muren og høvlede videre ind i BatAzz’ armor. Den var i forvejen alt for svag, så det tog ikke mange øjeblikke, før den ikke længere var skudsikker, og BatAzz’ hitpoints bankede i bund.
”Ostereje!” skreg Anton. Det var et ret lamt bandeord, men bandekassen truede med at æde de få lommepenge, han havde. Og han var bange for, at hans mor kunne høre ham nedenunder. Skærmen blev rød, og en sort tekst proklamerede: ”YOU DIE! MarksMan wins. Respawn in a new KILL ZONE, or stay a loser?” Jeg har ikke en chance mod Markus, tænkte Anton og skreg i headsettet: ”Det er mega unfair, at du må bruge penge på loot boxe.”
”Tør øjnene, tudefjæs. Får du ikke lommepenge eller hvad?” grinede Markus, mens hans avatar lavede en sejrsdans. ”Du bli’r nødt til at få dig noget ekstra gear, ellers er du alt for noob til at komme med på missioner. Hvornår tager du dig sammen?”
Anton svarede ikke. Han loggede bare af og smed sit headset på bordet. Hvis bare jeg havde en masse penge! Han fik godt nok lommepenge, men kun hvis han hjalp til i huset, og det gad han som regel ikke. Han ville hellere game, men uden penge kunne han ikke blive sej i KILL ZONE, og det endte altid med, at hans venner skød ham i smadder for at score lette point. Kun dem med dyrt gear blev seje nok til at komme på missioner, hvor de bedste hold kæmpede
mod hinanden og vandt fedt gear. ”Det er bare så unfair,” sukkede Anton og så opgivende rundt i værelset. Beskidt tøj lå spredt ud over gulvet. På reolens hylder lå ulæste skolebøger side om side med gamle actionfigurer og støvede legosæt. I hjørnet stod hans kæmpe Nerdgun oven på et mindre bjerg af gule plastikkugler, der muligvis var ved at slå rødder i gulvtæppet. ”Jeg magter ikke at rydde op … I hvert fald ikke gratis.” Han mærkede maven rumle og gik ned i køkkenet.
Mor var i gang med at lave mad, og det lugtede ikke helt klamt. Hun nynnede med på en popsang i radioen og virkede glad.
Fedt nok, måske er jeg heldig, tænkte Anton og så på hende med store hundeøjne. ”Mor, kan jeg ikke få nogle penge, hvis jeg rydder op på værelset?”
Mor hakkede gulerødder og svarede uden at se op: ”Jo, du kan få en femmer.”
Anton regnede i hovedet. De billigste loot boxe kostede 250 credits, og selvom KILL ZONE var gratis, kunne man kun få credits ved at betale med rigtige penge. 250 credits svarede til 25 kroner. ”Fem kroner, mor? Det er jo ingenting. Jeg skal bruge mindst 25!”
Mor fnes bare og kørte det lange, lyse hår om bag øret. ”Hvis du skal bruge flere penge, må du snakke med din far.”
Han er ikke min far, han er min STEDfar, havde Anton lyst til at skrige. I stedet hvæsede han: ”Bent siger jo altid nej. Det ved du sgu da godt!”
Mor pegede på ham med køkkenkniven og prøvede at se streng ud. ”Og jeg ved også, at du skylder bandekassen en krone mere nu, og den er allerede på minus 120. Hvis du rydder op på dit værelse, kan du komme af med lidt af din bandegæld.”
Din store Nutella-kanon! råbte Anton inde i sit hoved. Han sukkede og tog en cola fra køleskabet.
Nu så mor næsten rigtig skrap ud. ”Ingen sodavand nu, så får du bare sukkerchok, og så kan du ikke sove. Og hvis du ikke får din søvn, så er du ikke frisk i skolen. Kan du ikke huske, hvad din lærer sagde til den sidste skole-hjem-samtale?”
”Træt og uoplagt,” knurrede Anton, mens han stillede colaen tilbage og forestillede sig, hvordan han pløkkede sin mor og stedfar i smadder i KILL ZONE. Han kunne lige se sig selv grine hånligt og sige: ”Så sku’ I nok have givet mig lommepenge,
mens I kunne! WUUUUSZZH! Smag min flammekaster, grillkyllinger!”
”Ih, hvor dejligt at se dig smile, lille Anton,” kvidrede mor og gik i gang med at lemlæste en sagesløs laks.
Antons smil forsvandt som dug for solen. ”Skal vi have fisk igen?”
”Ja, fisk er sundt og godt for miljøet, men kun vilde laks. Dem i bur er slemt,” pludrede mor.
Døren blev åbnet og smækket hårdt i. Anton og mor vekslede et blik. Bent smækkede altid med døren, når han havde haft en dårlig dag på kontoret. Han smed sit overtøj i bryggerset og kom ind i køkkenet. Han kørte en hånd gennem sit tynde, mørke hår, rettede på de store briller og så med væmmelse på fisken.
”Har du haft en god dag på arbejdet, skattemand?”
Mor lavede trutmund, og Bent gav hende et skyndsomt kys. Han mumlede noget om plagsomme tosser på kontoret, rodede Anton i håret og tog en cola fra køleskabet.
Mor så skævt på ham. ”Skattemand, jeg har lige sagt til Anton, at der ikke er sodavand, og måske ...”
Bent åbnede demonstrativt colaen. ”Så er det jo godt, at jeg ikke hedder Anton.”
”Bare så strengt,” mumlede Anton, mens hans stedfar drak.
Bent smilede sit professionelle smil. ”Jeg tjener grynene. Jeg bestemmer, hvad de skal bruges til. Capisce?”
Anton snøftede. ”Så tror jeg lige, du skylder lidt til bandekassen.”
Mor fnes nervøst og rørte i sovsen. ”Capisce er italiensk.” Hun tog en dyb indånding og talte videre med sin ’gør Bent glad’-stemme: ”Har jeg fortalt om dengang, vi var i Italien, og alle troede, Bent var italiener, og talte italiensk til ham?”
”Whatever,” mumlede Anton og så sig om efter en flugtvej, før tingene udviklede sig i en helt gal retning. Intet var mere sygt end at skulle lytte til mors historier – det skulle da lige være Bents selvfedme.
”Hør efter, når din mor taler,” sagde Bent og dunkede ham i hovedet med bunden af coladåsen. Ikke så hårdt, at det gjorde rigtig ondt, men hårdt nok til, at Anton vidste, han var i farezonen, eller
far-zonen, som mor kaldte det, når hun ville advare Anton om, at Bent var på krigsstien.
Mor så bekymret på Bent og Anton, vaskede hænder og hev forklædet af. Hun fandt smilet frem og trykkede sig ind mod Bent. ”Alle de smukke italienske damer ville snakke med ham, men din far havde kun øje for mig.”
Han er ikke min rigtige far! tænkte Anton.
Bent smilede, stillede colaen på bordet og greb mor om livet. ”Amore.”
Årh nej, nu begynder de at kysse, tænkte Anton. Han snuppede coladåsen og vendte ryggen til, men han kunne ikke slippe for de klamme smaskelyde, selvom han bællede resten af Bents cola, så hurtigt han kunne.
”Vi trænger til en voksenaften,” sagde Bent hæst. ”Lad os gå ud at spise.”
”Men hvad med laksen?” sagde mor uroligt.
Bent lo en rå latter. ”Den spiser knægten, ikke også, Anton?”
Bummer! nåede Anton lige at tænke, for han stod stadig med colaen for munden, da Bent vendte sig mod ham.
Bent grinede ikke længere, i stedet hvæsede han: ”Står du og bæller min cola, din lille skid?”
Anton bøvsede helt uden at ville det og mumlede: ”Nu skylder du i hvert fald til bandekassen.”
Bent blev helt rød i hovedet og så ud, som om han var ved at lade op til en af de helt store ture, men mor hviskede ham blidt i øret: ”Måske kan vi tage på hotel efter restauranten?”
Dampen gik af Bent, og han så på mor, som om hun var den største loot box i verden. ”Det var da en god idé. Det er jo fredag, og det ville jo være dumt at tjene kassen, hvis pengene ikke blev brugt til noget. Så et par tusind kan vi da godt brænde af på lidt hygge,” sagde han og blinkede lummert til mor.
Ad, hvor er de klamme, tænkte Anton og skulle lige til at kaste op i håndvasken, da han øjnede en mulighed. ”Øh, hvis I bruger tusindvis af kroner på restaurant og hotel, kan jeg så måske få 25?”
Bent skød surt underlæben frem, men hans øjne lyste op, og han smilede i stedet ondt. ”Når du lærer at arbejde, kan du få penge. Nu kan du spise fisk og vaske op som betaling for den cola, du stjal fra mig.” Bent grinede overdrevent og blinkede til mor, der
grinede med af pligt. Han tog brillerne af og tørrede øjnene. ”Jeg burde få en førstepræmie som verdens bedste far,” mumlede han og gik ind i soveværelset.
”Du kan få præmien som verdens største fupitaliener,” hviskede Anton, mens han – inde i sit hoved – pløkkede Bent i smadder med en kæmpe Nerdgun!