NOMERNE
Krystalhjerte
NOMERNE – Krystalhjerte 2 Tekst og illustrationer © 2023 Jan Kjær Udgivet af Agama Publishing ISBN: 978-87-94181-60-0 1. udgave, 1. oplag • Trykt af Livonia Print 2023 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. www.nomerne.dk
JAN KJÆRs
NOMERNE
Bog 2 Tusind tak til Camilla, Eva og Kåre for de fantastiske kommentarer. De var rent guld og har gjort en kæmpe forskel.
Langt, langt inde i Nomerskoven står det vældige Nomertræ. Rundt om træet ligger Nomerbyen, som altid summer af liv.
8
Midt i byen står den skønneste trone. Her sidder prinsesse Zika og våger over nomerne. Nok er nomerne små, men de har hjerte og mod som de største kæmper. Og når mørke kræfter truer verden udenfor, så er nomerne klar til eventyr ...
9
1. Hvorhen?
Vores fire helte Nala, Enzo, Mirna og Odo er på en vigtig opgave. De skal redde Tamoaskoven fra at visne og dø. Den smukke krystal Skovens Hjerte er nemlig blevet stjålet. Uden den mister skoven sin livskraft og visner. Skovånden, der bor i Tamoa-skoven, er også blevet dødelig syg. De fire venner må skaffe krystallen tilbage i en fart. De har vandret i dagevis. Og nu står de på en bakketop og kigger udover landskabet. Høje bjerge rejser sig i det fjerne. ”Vi skal den vej,” siger trolden Odo og peger mod bjergene. Han prikker på sin øjenklap. 11
”Jeg kan se det med mit manglende øje. Dragen, der har Skovens Hjerte, er fløjet den vej.” ”Hvor var det modigt af dig at smide dit ene øje ned i dragens net med krystaller,” siger Nala. ”Uden dig ville vi ikke vide, i hvilken retning vi skulle gå.” ”Jeg ved det,” siger Odo vigtigt. ”Jeg, Odo Overblik, er lederen af den her gruppe.” Han peger på Nala med en anklagende finger. ”Men 12
jeg forstår ikke, hvad du laver her. Din opfindelse var jo lige ved at slå os ihjel.” Nala sukker dybt. Hun er en opfinder-nom. Men hun har virkelig ikke haft held med sine opfindelser på turen. Nala tog med på eventyret for at finde ud af, hvad der er det vigtigste, en opfinder kan gøre. Hun aner stadig ikke, hvad svaret er. ”Jeg ved det godt,” indrømmer hun. ”Min opfindelse virkede ikke. Det var derfor, vi mistede Skovens Hjerte.” Men så bryder halv-elveren Mirna ind. ”Nej, det var på grund af mig,” siger hun. ”Skovens Hjerte blev stjålet, fordi jeg ikke var der til at hjælpe med i kampen.” ”Jeg er omgivet af tåber,” sukker Odo. ”Det er hårdt at være den eneste med en hjerne.” Nu bliver det for meget for Enzo. Han vil også have Skovens Hjerte tilbage og redde Tamoa-skoven, men mest af alt er han med, 13
fordi han gerne vil være i nærheden af Mirna. ”Ej, nu må du altså holde op,” siger han til Mirna. ”Dragen fløj godt nok væk med Skovens Hjerte. Men vi vandt over Skovpiraterne, fordi du dukkede op og kæmpede så modigt.” Nu kan Nala ikke lade være med at smile. Enzo har nemlig fortalt hende, at han er forelsket i Mirna. Der er bare ét stort problem. Mirna er en ulykkelig person. Hun har mistet begge sine forældre og er blevet afvist af både mennesker og elvere. Derfor tror hun, at ingen kan lide hende. Og derfor kan hun heller ikke lide sig selv. Enzo har gjort det til sin opgave at få Mirna til at elske sig selv. ”Mirna, du er med i vores gruppe nu,” fortsætter Enzo. ”Vi er dine venner.” Han slår ud med armene og smiler bredt. ”Og vi holder af dig, ligesom du er!” Mirna svarer ikke, men hun sender Enzo et lille smil. 14
Det er bare et lille smil, men Enzos hjerte slår en kolbøtte af glæde.
”Du mener vist, at du holder af hende, ligesom hun er,” mumler trolden Odo, for han har opdaget, at Enzo er vild med Mirna. Enzo rødmer, og Nala skynder sig at bryde ind. ”Så længe vi hjælpes ad, skal vi nok skaffe Skovens Hjerte tilbage,” siger hun. Odo himler med sit ene øje og holder sig for ørerne. ”Bare det var det ene øre, jeg manglede,” jamrer han. ”Så kunne jeg kun høre halvdelen af jeres ævl …” 15
Men Odo standser brat. Han tager sig til det øje, han ikke har. ”Åh nej, nettet med krystaller ramte en klippetop, og mit øje er faldet ud! Nu ligger det på jorden i en tyk, gul tåge … og et firben nærmer sig. Åh nej! Mit øje er inde i munden på et firben.” Trolden hulker højlydt. ”Mit øje. I maven på et ækelt firben. Jeg er blind. Jeg er BLIIIND!” råber han dramatisk og famler sig frem, som om han intet kan se.
”Kan du ikke stadig se med dit andet øje?” spørger Mirna tørt. ”Jo, selvfølgelig,” brummer Odo og stopper sin jamren. Enzo knytter næverne i ærgrelse. ”Hvis vi ikke kan følge dragen, finder vi aldrig frem til troldmandens gemmested,” siger han. ”Odo, hvad var det sidste, du så, inden dragen tabte øjet?” ”Den var på vej op i bjergene,” svarer Odo og peger. ”Hm, men vi ved ikke, hvor i bjergene,” siger Nala og klør sig på hagen. ”Vi må finde en ny vejviser. En, der ved, hvor dragerne holder til.”
2. Vildbarnet
Da de kommer gennem en lille granskov, ser de en landsby længere fremme. Folk myldrer rundt udenfor byens hegn. De banker løs med hamre og økser. Store stenblokke ligger spredt i græsset. Flere steder er hegnet smadret, og beboerne knokler for at reparere det. ”Det ser ud, som om det har regnet med klippesten,” siger Nala chokeret. Så får en af arbejderne øje på dem. ”De onde er tilbage!” råber han, og alle beboerne flygter ind i byen. ”Kaldte han os lige de onde?” spørger Odo. 18
De nærmer sig forsigtigt, og Nala kalder ind over hegnet. ”Hallo. Er her nogen?” Der er bomstille. Men så brydes stilheden af skrig. Byboerne har skiftet værktøj ud med våben. Krigere med sværd, økser og spyd vælter ud gennem byporten. ”Vi kommer med fred!” råber Nala, men Mirna trækker sin daggert. Det skulle hun ikke have gjort. Den største af krigerne angriber Mirna. ”Bulk beskytter sin by,” råber han og svinger 19
en kølle på størrelse med et mindre træ. Han rammer Mirna rent, og hun vælter baglæns ind i armene på Enzo.
”Bare rolig, jeg har dig,” siger Enzo og hjælper hende op igen, selvom han har svært ved at give slip på hende igen. ”Læg jeres våben,” råber Nala til sine venner. ”Vi er ikke kommet for at kæmpe!” Hurtigt følger de hendes råd og lægger både bue, knive, daggert og Odos lille trækølle på jorden. Krigerne omringer dem, men de angriber ikke. 20
En stemme lyder fra toppen af hegnet. ”Har bjergånden sendt jer?” En gammel mand i en rød kutte kigger ned på dem. Han løfter en læderindbundet bog over sit hoved. ”Sandhedsbogen siger, at bjergånden vil straffe os igen!” De fire venner kigger forvirret på hinanden. ”Vi er her ikke for at straffe nogen,” råber Enzo. ”Vi er rejsende, der søger husly og en vejviser til at hjælpe os op i bjergene.” Der går et gisp gennem flokken, der står omkring dem. ”I må ikke gå op i bjergene,” råber den gamle oppe fra muren. ”Det gjorde Vildbarnet også!” ”Vildbarnet?” gentager Nala og kigger rundt. ”Hvem er det?” ”Vildbarnet har vækket bjergåndens vrede,” råber den gamle og peger på de store stenblokke udenfor byen. ”Bjergånden sendte en stenkæmpe som straf.” 21