Sværdets kraft
Sværdets kraft
Tekst og illustrationer © 2022 Jan Kjær Udgivet af Agama Publishing ISBN: 978-87-94181-47-1
1. udgave, e-bog (ePub)
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.jankjaer.dk
SVÆRDETS KRAFT
apitel
Ridder Rolf af svinestien
Den unge ridder Rolf af Viborg sidder klar på sin stridshingst, Valiant, foran Jerusalems mure. Hesten pruster, og Rolf mærker dens regelmæssige åndedræt og varmen fra dens muskuløse krop.
”Så er det sidste kamp, min trofaste ven,” siger han og klapper den på halsen. Valiant vrinsker og vipper med hovedet for at vise sin iver efter at komme i kamp.
Ridder Rolf er, sammen med tusindvis af europæiske riddere og soldater, en del af det kristne korstog. De har rejst gennem Det Hellige Land, og efter utallige kampe og erobringer har de endelig nået deres mål, byen Jerusalem. Hjemsted for den helligste af alle kristne kirker, Den Hellige Gravs Kirke.
De har belejret byen i over fire uger og har lidt massive tab, mens de muslimske saracenere har hånet dem fra toppen af byens beskyttende mure. De kristne krigere har ladet kastemaskinernes skyts regne ned over bymurene i dagevis, og endelig lykkedes det den frankiske hertug Godefroy og hans mænd at trænge ind i byen. De får åbnet Søjleporten indefra, så korsfarerne kan strømme ind i byen.
Med hævet sværd tordner ridder Rolf ind gennem Søjleporten med de andre korsriddere. Inden for murene venter tusindvis af fjendens soldater, men riddernes stridsheste pløjer gennem soldaterne som en kæmpe jernnæve. Ridder Rolf svinger sværdet til højre og venstre og fælder en vantro
med hvert slag. Fjenderne trækker sig tilbage gennem Jerusa lems gader. Rolf skuer ud over kamppladsen. Byens forsvar går i opløsning. Valiant pruster ivrigt.
Rolf knuger sit sværd. Kraften fra sværdskæftet gennemsyder hans krop. En flig af Jesu kors er indlejret i skæftet. Sværdet er et helligt relikvie, der giver beskyttelse til sin ejer. Det vil holde ham i live, som det har gjort igennem hele korstoget. Rolf sporer hesten og forfølger de flygtende fjender. De sårede soldater skriger, mens de kravler rundt blandt faldne kammerater. De kristne sværd hamrer mod muslim ske klinger. Skulderplader flænges, brynjer gennembores, og blodet flyder. Ridder Rolf svinger sværdet og deler Guds ret færdighed ud til de vantro. En blodtilsølet saracener springer frem og borer et spyd op i Valiants bug.
Hesten vrinsker og stejler, så Rolf bliver slynget af.
Valiant vælter omkuld og sparker med benene. Fjenden træk ker spyddet ud igen og vender sig mod Rolf. Valiant vrinsker og drejer hovedet. De store, brune øjne beder om hjælp, men Rolf kan intet gøre.
”Min trofaste ven,” siger han sammenbidt, da han mærker tårerne presse sig på. Fjenden gør udfald, og Rolf undviger spyddet med nød og næppe. Han griber spydspidsen og trækker fjenden mod sig. Den store saracener mister balancen og falder direkte ind i Rolfs sværd. Rolf støder til og gennem borer den store mand, som vrider sig og falder til jorden. Rolf holder fast i sværdet, og der lyder et højt smæld, da klingen knækker. Modstanderen ligger livløs på jorden med sværdspidsen stikkende ud af brystkassen. Det hellige sværd er ødelagt. Rolf er forsvarsløs. Han kigger febrilsk rundt for at undgå nye angreb, men kampene er ovre. Korsfarerne har vundet. De kristne har genvundet kontrollen over Jerusalem, og Den Hellige Gravs Kirke er langt om længe igen i kristne hænder.
Men så begynder massakren i Jerusalem.
De kristne krigere er blodgale. Volden, hadet og sejrsrusen sidder i dem. De maltrakterer de uskyldige og forsvarsløse. Jøder og muslimer. Kvinder og børn bliver hugget ned uden nåde. Blodet flyder i gaderne.
En korsridder i en blodbesudlet våbenskjorte trækker en skrigende kvinde ud fra et hus. Et grædende barn holder fast
i morens skørter og bliver trukket med ud på gaden. En præst prøver at stoppe ridderen.
”For Guds skyld,” råber præsten. ”Stop dette vanvid.”
”Gud vil det!” råber ridderen og hæver sit sværd. Rolf springer imellem.
”Lad de uskyldige være,” råber han. ”Fjen den er overvundet.”
1. Korstog
Det første kristne korstog erobrede Jerusalem i 1099. Korstoget blev igangsat af pave Urban II, som følte, at et fælles ’projekt’ ville styrke den katolske kirke. Målet var at befri Jerusalem og Den Hellige
Gud vil det!
De kristne soldater aftaklede skibe for at skaffe tømmer til at bygge deres belejringsmaskiner. Det var på grund af dem, at hertug Godefroys tropper kom over murene og ind i byen.
”De vantros blod renser os,” råber krigeren med et vildt blik og svinger sværdet.
Rolf bremser slaget med sin knækkede klinge, og med al sin vægt skubber han ridderen til side. Kvinden knuger sit barn og løber ind i huset igen. Ridderen forbander Rolf, men vender rundt og løber af sted efter nye ofre. Massakren er i fuld gang, og der er intet, Rolf kan gøre for at stoppe den. Han sætter sig på knæ og holder sværdet op foran sig i bøn. Så hører han et råb.
”Rolf!”
Med et sæt bliver Rolf revet ud af sin dagdrøm.
ROLF, HVAD LAVER DU?
”Er du fra forstanden, Rolf?” råber Magnus. ”Du ved, du ikke må røre min families sværd.”
Rolf vågner fra sin dagdrøm og opdager, at han sidder på knæ i salen med sværdstumpen i hånden.
”Du må altså holde op med det der,” siger Magnus, der er familiens yngste søn. ”Hvis du bliver opdaget, venter pisken.”
Rolf lægger ærbødigt sværdet fra sig på gulvet. Han buk ker for Magnus og undskylder. Magnus sukker. De to drenge er venner, selvom Rolf er staldknægt, og Magnus er herre mandens søn. Men hvis Rolf var blevet opdaget af alle andre end Magnus, så havde selv ikke hans ven kunnet redde ham fra straffen.
”Tak, Magnus,” mumler Rolf, mens han skynder sig ud af huset og tilbage til staldene.
Magnus ryster på hovedet med et smil; Rolf er en umulig dagdrømmer. Da Magnus griber fat om sværdet for at hænge det på plads, mærker han sværdets kraft strømme igennem sig. Det hellige sværd besidder stadig den særlige kraft, der holdt Magnus’ forfader i live i kampen om Jerusalem, og som den dag i dag beskytter Magnus’ familie.
Staldknægten Rolf lister ud af hovedhuset og håber, at ingen har opdaget, at han har været væk. Men den store, gnavne staldkarl skuler efter ham.
”Hvad lavede du derinde?” råber han. Staldkarlens dybe stemme slår som en hammer, og Rolf krymper sig.
”Ingenting,” svarer han og tager kurven med madaffald og skynder sig ind til svinene, hvor han deler de gamle rester ud.
”Forstå det dog,” brummer staldkarlen. ”En tjener kan ikke blive ridder. Det tætteste, du kan komme på det, er at blive ridder Rolf af svinestien.”
Han slår et højt latterbrøl op og vender ryggen til Rolf.
Rolf kigger efter den brede ryg, der stadig gynger af grin, mens han går.
”Jeg skal nok blive ridder en dag,” knurrer Rolf, mens et af svinene trækker i hans bukseben. ”Bare vent og se.”
Magnus og Vibe
Magnus Erikssøn er 13 år og er den yngste søn af den magtfulde stormand i Viborg. Magnus’ ældste bror skal arve titlen, så Magnus er i stedet i lære til at blive ridder. Han er blot en page nu, men når han fylder 14, bliver han væbner for en ridder. Men allerede nu træner han med morgenstjerne og sværd.
”Grib sværdet, grønskolling,” råber våbenmesteren. Magnus sukker og samler træsværdet op. I dag er hans absolutte hadedag, kamptræning. Magnus er tætbygget, og musklerne svulmer på hans krop. Han har en naturlig sans for kamp og vinder næsten uden at anstrenge sig. Men han har ingen interesse i at kæmpe.
Det er nok derfor, våbenmesteren ser ondt på ham. Pi gerne, der overværer kampen, hviner af fryd, da de ser Mag nus træde ind i arenaen. Våbenmesteren himler med øjnene.
Magnus’ modstander er Rollo. En ondskabsfuld knægt, der ikke tilnærmelsesvis besidder samme talent som Magnus. Både Magnus og Rollo har bemærket, at en særlig gæst over værer træningen. Den legendariske kriger Eskil Hærfører er dukket op. Han er kendt for sit nådesløse sværd og sit hidsige temperament. Rollo er ekstra besat af at gøre sig bemærket. Han vender sig mod pigerne og råber:
Nu skal I se en rigtig kriger kæmpe.
Men ingen af pigerne reagerer, og Rollo bliver endnu mere forbitret af at blive ignoreret. Kampen begynder. Magnus er ikke interesseret i pigerne. Den eneste, han gerne vil imponere, er Vibe. Men hun er der ikke, for hun gider ikke at glo på ’to tumper, der tamper løs på hinanden’, som hun siger. Magnus smiler ved tanken, og Rollo lander et slag på hans skulder.
Magnus vågner fra sit dagdrømmeri og kigger irriteret på Rollo. Den mørkhårede dreng smiler selvsikkert. Han tror, han har overtaget. Magnus træder frem, finter og hamrer Rollo over knoerne, så han taber sit sværd. Rollo skriger som en gris, og pigerne griner højlydt og klapper ad Magnus.
Ridderuddannelse
En ridder stod i lære i 14 år og startede allerede som 7-årig. Først som page, hvor han blev undervist i gode manerer og våbenbrug. Når drengen fyldte 14 år, blev han væbner. Det vil sige, at han skulle hjælpe en ridder med hans hest og udstyr. Som 21-årig kunne væbneren så endelig selv blive slået til ridder.
Der lyder en enlig klapsalve fra den anden side. Eskil Hærfører slår sine handsker mod hinanden i en langsom applaus, mens han forlader træningsområdet. En ung knægt når ikke at flytte sig, og Eskil sender ham til jorden med et voldsomt skub. Våbenmesteren tager sværdet ud af hånden på Magnus.
”Smut af sted med jer,” hvæser han. ”Jeg kan ikke holde ud at se på jer.”
Magnus lyser op. Endelig er træningen forbi, og han skynder sig af sted til kirken.
I dag er det ikke gudstjenesten, der trækker i ham. Heller ikke enkekonen, der er anklaget for tyveri. Magnus ved, at Vibe også vil være i kirken. Hans hjerte banker i dobbelt hastighed i nærheden af hende.
Magnus løber forbi byggeriet af den store domkirke. Det blev sat i gang, mange år før han blev født. Og at dømme efter fremskridtet bliver kirken ikke færdig de næste mange år. Derfor holder Viborgs biskop, Svend, sine kirkelige forsamlinger i den noget mindre, men fornemme Asmild Kirke ved Søndersø. Magnus når ned til søen, hvor en stor flok mennesker stimler sammen uden for kirken.
Det er altid god underholdning, når en tyv skal dømmes. Kirken fyldes op, og en ivrig mumlen fylder kirkeskibet. Biskop Svend træder frem ved alteret, og der bliver stille med det samme. Magnus har fundet en plads lige bag Vibe. Hun vender sig om og sender ham et skjult smil.
Den spinkle enkefrue træder frem foran forsamlingen. Hun knuger sit lille barn i favnen og knæler foran biskoppen.
”Jeg stjal kun for at brødføde barnet,” jamrer hun. ”For rådskammeret er tomt, efter min mand er død. Vi kan ikke leve af mælken fra koen.”
Folk bryder ud i tilråb. Nogle føler med enken, mens andre vil have retfærdighed. Biskoppen løfter en hånd, og der bliver stille igen.
”Du erkender din skyld. Det er en start,” begynder Svend:
Vi kan hugge din næse af, men det vil skræmme barnet. En bødestraf vil ikke kunne betales. Der er derfor kun bodsgerninger tilbage.
Enkefruen sidder på knæ med bøjet nakke. Svend fortsætter:
”Enkefru Thomasdatter vil i et år fra denne dato hver mor gen hjælpe familien Svendssøn med deres høns og kvæg.”
Biskop Svend lægger en hånd på enkens skulder. Hun kigger op, og biskoppen sender hende et beroligende blik.
”Og hvis enkefruen oprigtigt angrer, kan hendes gerninger forkorte hendes tid i skærsilden.”
Enken bryder sammen i lettelsens gråd. ”Jeg påtager mig boden,” siger hun og kysser biskoppens hånd. ”Tak, tak.”
Hun rejser sig og går tilbage blandt resten af menigheden. Biskoppen slutter af med et citat fra Bibelen. Folk bøjer deres nakker og folder hænderne. Ingen af de tilhørende forstår et ord af den latinske tekst, men da Svend siger ”amen”, gentager de alle og forstår, at ceremonien er forbi.
Mens folk forlader kirken, får Magnus møvet sig op på siden af Vibe. Han læner sig tæt op ad hende og hvisker: ”Vi mødes det sædvanlige sted i aften ved solnedgang.” Hun sva rer ikke, men smiler bekræftende, inden hun bliver trukket ud af syne af menneskemængden.
Endelig bliver det aften, og Magnus glæder sig over, at regnen er begyndt at sile ned. Dårligt vejr betyder færre mennesker og mindre risiko for at blive opdaget. Magnus svinger kappen om sig og begiver sig ud i tusmørket. Han når frem til det nye foderskur og kravler over plankerne og de tilspidsede stolper, der skal bruges til indhegningen. Han glider i mudderet og
vælter stolperne med et rabalder. Han bander og svovler, men så hører han en fnisen fra skuret. Vibe står under halvtaget med sin kappe tæt om sig, og det lange, røde hår ligger i bløde bølger rundt om hendes ansigt. Magnus standser. Hun er smuk som en engel, som hun står der i halvmørket.
”Hun slap billigt, hende enkefruen,” hvisker Vibe drilsk. ”Jeg synes, hun skulle have næsen hugget af.”
”Men hendes mand er jo død, og hun er alene med bar net,” siger Magnus og kigger sig nervøst omkring. ”Har hun ikke fået straf nok?”
Vibe smiler, og de grønne øjne lyser af begejstring.
Magnus fyldes af glæde. Sammen med Vibe kan han være sig selv. Sammen med hende skal han ikke tampe løs med træsværd eller skyde pile efter fugleskræmsler. Han betrag ter hendes fyldige, røde læber, der glinser i regnen. Han kan ikke dy sig. Han læner sig frem og kysser hende. Først er hun chokeret, men hun trækker sig ikke væk. Hun gengælder hans kys.
”Hvordan er det, stormandens søn står og fletter næb,” lyder en stemme bag dem. Vibe farer sammen, og Magnus snurrer rundt på stedet. Der står Rollo med et selvtilfreds smil. Han er kravlet lydløst over de væltede stolper bag dem.
”Du ligger i med en simpel bondetøs,” griner Rollo. ”Det er ikke en opførsel for en kommende ridder.”
”Du siger det ikke til nogen,” knurrer Magnus og griber
fat i Rollos krave. Rollos ansigt lyser op af hadefuld tilfredshed. Magnus har bidt på hans madding.
”Du er ikke så fin nu,” hvæser Rollo sammenbidt og ham rer en knytnæve i Magnus’ mave. Magnus krøller sammen og hiver efter vejret. Rollo slår igen. Smerten brager gennem Magnus’ kæbe, da knytnæven rammer ham som en morgenstjerne på kinden. Magnus vælter bagover i mudderet.
”Det er der, du hører hjemme,” griner Rollo.
”Dit bæst,” råber Vibe og hiver fat i Rollo. Han svinger hende en baghånd i ansigtet, og Vibe falder til jorden med et skrig.
”Du rører hende ikke,” råber Magnus og kommer hurtigt på benene. Vreden giver ham dobbelt styrke, og han skubber til Rollo med al sin kraft.
Den ondskabsfulde dreng tumler baglæns med flagrende arme, indtil han til sidst glider i mudderet. Der lyder en uhyg gelig knasen af brækkede knogler, da hans krop lander oven
på en hegnspæl, og den blodige spids stikker ud gennem hans brystkasse. Rollo bevæger sig ikke. Blodet flyder ud af brys tet på ham, og Magnus ser sin fremtid forsvinde i takt med livet, der pumper ud af Rollo.
”Vi må gemme ham,” siger Vibe. ”Begrave ham. Hurtigt. Inden nogen opdager det.”
Magnus svarer ikke. Han stirrer bare på den døde dreng, der ligger spiddet foran ham.
”Nej,” siger han så. ”Jeg må tage ansvaret for, hvad jeg har gjort.”