3.2016.BDMnyt by Brødremenighedens Danske Mission

#3/2016 ▪ 173. ÅRGANG

TEMA: PÅ UDKIG I GUDS MISSION BØN ER VIGTIG BØRNEHJEMMET HAR ETÅRS JUBILÆUM HJEMME IGEN

BDMNYT BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSION

BDMNYT 3/2016

BDMnyt udgives af Brødremenighedens Danske Mission

AF KIRSTEN TROELSEN, TIDLIGERE MISSIONÆR OG MEDLEM AF BDMS BESTYRELSE

BØN OG FORBØN

REDAKTØR Jens Peter Rejkjær tlf. 3529 4820 FORMAND Jørgen Bøytler tlf. 7456 1420 REDAKTION Hanne Pihl Miriam Bøytler Jens Peter Rejkjær OPLAG 3.000 Udkommer: Feb. • juni • sept. • nov. ISSN 0901 • 330X TRYK Øko-Tryk, Skjern LAYOUT Helle Høeg FORSIDEFOTO Jens Peter Rejkjær Brødremenighedens Danske Mission Nørregade 14 6070 Christiansfeld tlf. 3529 4820 Hjemmeside: www.bdm-dk.dk E-mail: bdm@bdm-dk.dk Gaver kan indbetales på: MobilePay 4049 9515 Bank 0994 - 4672131928 Giro 4006666 General- og missionssekretær Jens Peter Rejkjær tlf. 3529 4820 Bogholder Morten Olesen tlf. 3529 4820 Fundraiser og informationsmedarbejder Sten Nielsen tlf. 3529 4820 Ungdomsmedarbejder Miriam Bøytler tlf. 4246 0593

AF JENS PETER REJKJÆR, GENERAL- OG MISSIONSSEKRETÆR

MISSION – MERE END ORD Vi har et dobbelt ønske: At hjælpe mennesker, der er i nød. Og at forkynde evangeliet om Jesus som frelser og herre Når vi taler om mission, er det en god ide at se på, hvordan missionens herre virkede, mens han gik på jorden. Han talte om det, der var vigtigst: Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift (Matt 6,33). Men han, som sagde det, sled sig selv op, for at de skulle se det. Han mødte mennesker dér, hvor de var, og så spurgte han: »Hvad kan jeg gøre for dig?« En blind fik sit syn igen, en død blev vakt til live, en lam kom til at gå osv. Til andre tider møder vi Jesus i synagogen som underviseren. Andre gange i samtale med mennesker rundt om i hjemmene. Et står fast: Jesus kom med mere end ord! Vi ønsker at følge Jesus efter. Vi har et dobbelt ønske: At hjælpe mennesker, der er i nød, uanset om det er sult eller sygdom, fattigdom eller undertrykkelse, der er udfordringen. Og vi ønsker at forkynde evangeliet om Jesus som frelser og herre. På 70-årsdagen for kz-lejren Auschwitz’ befrielse, trådte en jødisk overlevende op på talerstolen til en mindeceremoni. Han ønskede at få tilføjet et 11. bud til de 10 bud. Det skulle lyde: Du skal være én, der ikke ser på. Det er helt i forlængelse af Jesu forkyndelse. Vi kan ikke bare se på, uden at gøre noget. Derfor skal vi som kristne og som kristen missionsorganisation både yde livshjælp og troshjælp. Livshjælp med fokus på at forbedre menneskers levevilkår her og nu. Troshjælp med fokus på at vise hen til ham, der vil være alt for os – her og nu og i evigheden.

Tiderne skifter og ændrer os. Hele vor verden er præget af det omskiftelige – det altid urolige.

Men hos Gud er det helt anderledes – hos ham er der ikke skygger, som kommer og går, som det er hos os. »Far ikke vild, mine kære brødre! Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge« Jak 1,16-17. Gud er uforanderlig Vi – derimod – er præget af omskifteligheden, men hos Gud er det ganske anderledes. Han er uforanderlig, altid den samme fra evighed og til evighed. De fuldkomne gaver, som han giver os i Ordet, dåben og nadveren er stråler fra

det lys, der omgiver Herrens guddommelige væsen. Det forunderlige er, at den evige, almægtige Gud hører vore bønner og efterkommer vore bønner, når vi i tro bøjer os for Guds uomskiftelighed. Det hører med til at leve sit liv i bøn til Gud, at regne med, at han giver de rette svar i rette tid og på rette måde, så hans vilje sker. Vigtigt med forbedere Som missionær er det godt at vide, at venner har lovet at være forbedere. Det gælder både, når man kæmper med kaldet til at tjene, og når man undervejs

i tjenesten møder vanskeligheder, som synes at være uoverstigelige hindringer. Da er det trygt og godt at vide, at man bliver nævnt i kirkebønnen i den menighed, som i sin tid påtog sig et

» Det hører med til at leve sit liv i bøn til Gud, at regne med, at han giver de rette svar i rette tid og på rette måde, så hans vilje sker. medansvar for ens sendelse. Det er Gud, der i sin nåde lader os sammen høre de mægtige ord: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple...« På det personlige plan er det Guds vilje, at vi, der kalder os missionærer og missionsvenner, er at finde i forbønnens tjeneste, så evangeliet om Jesus må blive hørt og troet.

BDMNYT 3/2016

AF KNUD ELMO KNUDSEN, MISSIONÆR

DER BLEV SLAGTET EN KO Børnehjemmet i Kakuza syd for Uvira har lige fejret etårs jubilæum. Her følger rapport fra festdagen på børnehjemmet, som er for handikappede, forældreløse børn. Børnene kommer fra forskellige landsbyer i provinsen og er ikke nødvendigvis tilknyttet brødrekirken. Ingen af de børn, der i øjeblikket bor på hjemmet, har været fra vore menigheder; men menighederne er os behjælpelige med at opsøge de børn, der optages.

Opstartsfase og fremtidsplaner Da det stadig er i opstartsfasen, kan vi være ude for, at der kommer enkelte, som ikke blot har fysiske handikap, men også mentale handikap, hvilket vi ikke er gearet til at tilgodese. Derfor er der p.t. kun 16 drenge og piger i de to

familier, der bor i hvert deres hus, men de bliver fyldt op til 24. Vi har lige fået tilsagn om støtte til yderligere to familier, så inden september vil der være 48 børn samlet i fire huse. Familierne kommer til at bestå af en mor og tolv børn, så når midlerne til at åbne det femte hus kommer, vil der i alt være 60 børn. En kristen opdragelse – et gode I påsken blev der holdt barnedåb, og alle børnene blev døbt. Da de fleste kommer fra ikke kirkelige miljøer, ser vi det som vores opgave at give dem en kristen opdragelse, hvor de lærer Jesus at kende. I modsætning til de politiske anskuelser af den slags i Danmark betragtes det som noget positivt af regeringerne herude, da de mener, at kristendommen er med til at skabe gode samfundsborgere. Glade børn Børnene går alle i skole på projektets skole lige nedenfor børnehjemmet. De fleste af dem har ikke gået i skole før, men de er glade og stolte af den mulighed, de nu har fået for at lære og gør sig umage, så de kan få en uddannelse og

skabe deres egen fremtid. I det hele taget virker de meget glade for hinanden og accepterer hinanden som medlemmer af samme familie. De har oprettet

» de er glade og stolte af den mulighed, de nu har fået for at lære og gør sig umage, så de kan få en uddannelse og skabe deres egen fremtid. et kor, hvor også mange børn og store unge piger fra landsbyen medvirker. Under gudstjenesten den søndag talte jeg 38 børn i koret. Jubilæumsfest Jubilæet blev fejret med en fest, hvortil der var indbudt både høj og lav. Fra

det offentlige kom der repræsentanter fra de fleste forvaltninger i kommunen, og de udtrykte stor glæde og tilfredshed med det arbejde, de så; både mht. handikaphjemmet, skolen og klinikken. Den ledende skoleinspektør fremførte, at det var første gang, han oplevede, at nogen bekymrede sig om de handikappedes skolegang, så derfor ville han gøre sit til, at skolen så snart som muligt ville kunne komme på budgettet mht. betaling af lærerlønninger. Det vil økonomisk være til stor hjælp for kirkens videre arbejde at slippe for denne byrde. Korsang, taler og bespisning Mange fra de andre tre menigheder i Uvira var mødt op, og efter selve højtideligheden, der var krydret med indslag fra fire forskellige kor, korte taler fra de indbudte, hvor Erik Baun, som æresgæst, gav en hilsen fra BDM og donorerne, fandt bespisningen sted i skolens lokaler. Til lejligheden var der blevet slagtet en ko af en autoriseret slagter – det lægger øvrighedspersoner meget vægt på, ellers vil de nægte at spise. Oksekød anses for finere mad i de områder, der traditionelt lever af fiskeri, så der blev spist, indtil de resterende knogler mest lignede de afpillede skeletter, man passerer i nationalparken.

En god dag Timingen var god, og indenfor tre timer var det hele overstået for gæsterne, og mætte og tilfredse sivede de ud og hjem. Man holder ikke nogen samlet afslutning herude, og så snart der er spist, trækker folk sig tilbage. Da de var taget af sted, satte jeg filmen med Jesus op i det ene klasselokale, så børnene og de, der havde lyst, kunne se den, og jeg kunne få tid til at snakke med folk. En god dag, hvor kirken havde fået bekræftet evangeliet i ord og handling også over for dem, der sidder højere oppe og trækker i snorene.

BDMNYT 3/2016

AF ANNE GONGE, TIDLIGERE VOLONTØR I SUMBAWANGA, TANZANIA

DANSKE LEJRBØRN GIVER TIL TANZANISKE BØRN To gange inden for en uge har jeg pakket min “Tanzania-taske” og taget ud for at fortælle om de oplevelser, jeg i løbet af mine ti måneder som volontør med BDM har fået lov til at få.

Det er virkelig underholdende at dele ud af bare en smule Tanzania til børn og juniorer. Det foregik på Lyngsbolejren denne sommer. Spørgsmål fra danske børn som: »Hvorfor laver de ikke bare kul selv, så de ikke behøver spare penge sammen til det?«, »Har du så afrikanske krøller under dit tørklæde?« og »Men kan de godt bruge mine danske penge, hvis jeg giver dem?« gav mig nye smil om minderne fra mit ophold. Det gik op for mig, at jeg måske ikke er så langt væk fra mine tanzaniske diamanter fra Peters House og blandt gadedrengene i Sumbawanga, fordi børn, uanset hudfarve, nu engang har en herlig umiddelbarhed over sig. Børn på Peters House Jeg havde æren af at fortælle om hverdagen for børnene på Peters House. Om hvordan børnene på Peters House også sover i køjesenge og på en del måder lever ligesom børn på en lejr. Dog med den forskel at de aldrig hentes af forventningsfulde forældre. Jeg viste filmklip fra Peters House,

hvilket skabte mange grin hos de danske børn. De lærte også at hilse og synge på swahili. Desuden fortalte jeg om vores relativt nye – eller snarere genskabte – gadebørnsprojekt. Gadedrengene i Sumbawanga Jeg spurgte, om lejrdeltagerne havde prøvet at sove udenfor. Stort set alle markerede ja. Dernæst spurgte jeg, om de havde prøvet uden tag over hovedet. Antallet af de oprakte hænder halveredes. Endelig spurgte jeg, om de havde prøvet at sove uden sovepose uden tag over hovedet – og da var der ingen, der kunne svare ja længere. Det var min indgang til at fortælle om gadedrengene. Nu hvor børnene havde noget at forholde sig til, kunne de bedre sætte sig ind i, hvordan det er at være gadedreng. Jeg fortalte om den manglende tryghed, om uvisheden om der er mad at få, om hvordan gadedrengene bare ingen sikkerhed har for, at nogen elsker dem. Det ramte børnene på Lyngsbolejren. De sad med ryggen mod en fantastisk udsigt til Lillebæltsbroen og med ansigtet vendt mod en fantastisk udsigt til deres fremtid. Så diametralt modsat gadedrengene. Indsamling til gadedrengene At snakke om dette, der ligger mit hjerte så nært, skabte bestemt mange kontraster. Men disse blev udlignet en smule, da vi kom til, hvordan danske børn kan hjælpe tanzaniske gadebørn. Hvert bordhold eller bibelgruppe fik et navn på en af gadedrengene, som de kunne bede for resten af lejren. Lejrens tema »Jesus – en helt utrolig mand« passede godt med at kunne lægge gadedrengene over til Jesus i bøn. Han vil altid lytte til vores bønner. Han elsker helt utroligt meget alle børn. Danske som tanzaniske. Slutteligt var der under musik også indsamling. Den ene lejr for børn i alderen seks-ti år samlede 1095 kr. ind, og den anden lejr for juniorer i alderen 11-13 år samlede intet mindre end 3335 kr. ind. Fantastisk at opleve børn have en lyst til at hjælpe andre børn 12.000 km væk. Så jeg tog fra begge lejre mange penge til gadebørnene rigere og med en endnu større taknemlighed til Gud over, at jeg også får lov til at opleve at dele ud af det skønneste ophold i Tanzania.

» Jeg fortalte om den manglende tryghed, om uvisheden om der er mad at få, om hvordan gadedrengene bare ingen sikkerhed har for, at nogen elsker dem. Det ramte børnene på Lyngsbolejren.

BDMNYT 3/2016

seng, når sommersolen skinner, og vi voksne får tendens til stress – der er så meget, man kan og helst skal nå på danske lyse sommeraftener.

AF JONAS DIEMER, TIDLIGERE MISSIONÆR

HJEMME IGEN I december 2015 kom familien Fibiger Diemer hjem efter tre år i sundhedsprojektet ved Tanganyikasøen i Tanzania og D.R. Congo. Men hvordan er livet egentligt som hjemvendt missionær? Fryser de stadig? Savner de Kipili?

Efter tre år og to julefejringer i Kipili i Tanzania, hvor vi boede som rådgivere og missionærer, var det godt at kunne sætte benene på dansk jord kort før jul. Kontrasterne var store: Julefrokoster med hjemmelavet leverpostej i stedet for dåseleverpostej, røget laks i stedet for lokal tørret fisk, belgisk øl i stedet for varm cola, fed andesovs i stedet for Knorr’s bearnaise og ikke mindst danske salmer og orgelbrus i stedet for trommedans. Vores kontrakt som missionærer og rådgivere i sundhedsprojektet ved Tanganyikasøen ophørte i slutningen af december, men vi havde noget ferie til gode, som kunne godtgøre vores

En af projektets både

tilstedeværelse ved hjerternes fest i familiernes skød. Og sikken fest. Vi forsøgte ikke at tage for mange kilo på, og vi forsøgte at nå det hele – at komme i julestemning på fem dage, at købe julegaver, at gå til julegudstjenester, at besøge familiemedlemmer, at spise alt det, man nu skal, og at synge alle de gode julesalmer. Det lykkedes. Kold tyrker Imellem jul og nytår kom slaget så, og det kom hårdt: En kombination af »vi skal nå at købe en bil«, søge arbejde, finde ud af, hvor vi skal bo, registrering i utallige såkaldte velfærdsydelsessystemer og udfyldelse af A-kasse-begæringer samtidig med, at

personlige ejendele skulle samles sammen og findes plads til i den midlertidige bolig – det kolde sommerhus med brændeovn, evindelig fodkoldt og med klamme lagner. Børnene skulle vende sig til at blive stoppet ud i flyverdragt, vinterstøvler, elefanthuer og handsker og blive sendt ud i sjap-sne med besked om »at sådan leger børn i Danmark – det kan man godt«. Allerværst for både børnene og os var dog det slående mørke. Når man står op, og når man næsten lige er blevet ordentlig vågen – er det mørkt igen. Børnene var vant til at sove, når det blev mørkt og stå op, når det blev lyst. 7.30-19.30 – næsten ens hele året rundt. Til gengæld er det for tiden svært at forstå, at man skal i

Gensyn Efter et halvt år i det danske fik jeg en kærkommen mulighed for at tage tilbage til Tanzania i to uger, for at tilse projektet i juli 2016 på et monitorerings-besøg. Det var en god oplevelse at være tilbage i Kipili og konklusionen er klar: Sundhedsprojektet kører stadig på fuldt blus, der er godt styr på arbejdet, man har målene for øje, og der udvikles stadig for at gøre indsatsen så bæredygtig og gældende som muligt. Specielt fortalervirksomhedsdelen, som går ud på at myndiggøre og lære folk om deres rettigheder til sundhed og hjælpe dem til at kræve ændringer og forbedringer ved beslutningstagerne, går rigtig godt. Der er talrige ture til landsbyerne, hvor der undervises i elementær sundhed, men også samarbejdes på kryds og tværs med landsbybefolkningen og ledelserne. De to teams i hhv. Tanzania og D.R. Congo arbejder hårdt og dedikeret til trods for mange udfordringer både mht. myndigheder, høje bølger og dårlig kommunikation på tværs af søen mellem de to lande. Det var underligt at være tilbage uden Eva og børnene, og at det har været tre dejlige og mindeværdige år i Kipili for vores familie stod klart, da alle børnenes kammerater strømmede til efter ankomst, spurgte til Anton og Olivia, og Mama Sarah, vores trofaste hushjælp, stadig stod smilende i døren til »vores« hus. Happy ending? Eva blev allerede i januar ansat på fødeafdelingen på Kolding Sygehus. Jeg holdt »Fars Børnehave« i to måneder og blev så ansat på Lunderskov Efterskole, hvortil der medfulgte en tiltrængt varm lærerbolig. Nu har vi fundet et gammelt landsted i Hejls ved Kolding og bygger om. Vi er flyttet ind i et telt i laden og håber, det hele nok skal gå i orden. På min gamle efterskole sang vi i

sidste vers af efterskolens sang: »Hvad skal vi høste, hvornår er det sommer, aner det ikke, vi ser, hvad der kommer.« Vi tror på, at vores nye liv i Danmark falder til rette akkurat, som vi oplevede det i Afrika. Vi ved ikke helt, hvordan det kommer til at være, men vi tror på, at hvis det er meningen, så falder det i hak. Vi er ikke alene, og vi er velsignede. Sundhedsprojektet hjælper 250.000 mennesker omkring Tanganyikasøen. Med de gode resultater, projektet har opnået, må det siges at være til stor velsignelse for befolkningen. Måske man kan tale om happy ending – eller i hvert fald, som også i vores private situation, happy continuation – glædelig fortsættelse.

Morgensol over vores gamle hus.

Kvinder foran en af de besøgte klinikker.

Antons bedste ven får tegning fra Danmark.

BDMNYT 3/2016

BOOK EN VOLONTØR Der er mulighed for at få besøg af en tidligere volontør i en børne-, junior- eller ungdomskreds. Hør om det spændende liv, som volontørerne har haft. Kontakt ungdomsmedarbejder Miriam Bøytler, tlf. 4246 0593, e-mail: a.m.boytler@gmail.com

VOLONTØRER BDM har netop udsendt seks unge volontører til Tanzania, og et seniorvolontørpar rejser i begyndelsen af september. Vi glæder os over den indsats, der bliver udøvet af frivillige medarbejdere. De gør i den grad en forskel, og efter et ophold i Tanzania igennem fire-fem måneder er man blevet en anden. Husk at bede for såvel missionærer som volontører!

BØRNEHJEMMET I UVIRA Børnehjemmet består af fem huse med plads til 12 handikappede børn i hvert hus. I september åbner vi endnu et hus. Det er muliggjort gennem en donation fra et firma, der har bevilget 250.000 kr. over de næste fem år til dette formål.

BDMNYT 3/2016

KOM PÅ TÆT HOLD AF MISSIONEN – FÅ BESØG AF EN MISSIONÆR Missionær Knud Elmo Knudsen er i Danmark fra den 6. marts til den 8. april 2017. I denne periode kan man booke et møde/arrangement med Knud. Mød manden, der missionerer blandt pygmæerne i det østlige Congo. Henvendelse til mødekoordinator Marianne Korsholm på tlf. 6186 5676, e-mail: marianne.korsholm@skolekom.dk

AF CHRISTIAN AAGAARD, BESTYRELSENS KASSERER

FYLDT AF HAM

Jesus vil give os af sin fylde. Den gave kan vi tage imod, og han vil udruste os, så vi kan udfylde den opgave, som han kalder os til.

ALBANIEN Menigheden i Bathore uden for Tirana har vokseværk! Det betyder, at de har været nødt til at få mere plads i det lejemål, de har. Det er muliggjort med hjælp fra Y’s Men’s Club i Ringkøbing med en donation på 10.000 kr.

STAR MOUNTAIN Det er en stor glæde for os at kunne meddele, at BDM har modtaget næsten 800.000 kr. i støtte til et projekt på Star Mountain i Palæstina. Projektet skal være med til at forbedre forholdene for de psykisk handicappede børn, unge og ældre, der kommer på centret. Den sociale integration er meget vigtig. De, der kommer på centret, kan opnå færdigheder inden for forskellige områder, fx havebrug, landbrug, arbejde med dyr og forskellige håndværk. På centret forsøger man ligeledes at få introduceret nogle af de unge til arbejdsmarkedet uden for centret. Star Mountain ligger uden for Ramallah på Vestbredden. Arbejdet blev påbegyndt i 1980. Centret har kontakt med ca. 200 mennesker i alle aldre. Medarbejdere besøger familierne i deres hjem og assisterer dem med bl.a. rådgivning om uddannelse, fysioterapi, medicinsk hjælp og andre former for behandlingstilbud.

300 MEDLEMMER I skrivende stund har vi rundet de 300 medlemmer, som er målet! Endnu en gang: Tak til alle jer, der har meldt jer ind som medlemmer. Vi glæder os til at byde jer velkommen både til Missionsfesten i 2017 og generalforsamlingen med valg til bestyrelsen mv., som foregår herunder.

VI HAR STADIG BRUG FOR… Ja, vi mener faktisk, at vi stadig har brug for flere medlemmer! Derfor fortsætter vi kampagnen for at få nye medlemmer til BDM. Så er der en og anden, som ikke fik udfyldt blanketten i sidste nr. af BDMnyt, så kontakt os på tlf. 3529 4820 eller send os en mail på bdm@bdm-dk.dk – så kan det sagtens nås endnu.

»Kirken, den (menigheden) er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle«. Ef 1,23. Fyldt af ham: Vi er i dåben blevet fyldt af ham, og Jesus har lovet os, at vi vedvarende vil blive fyldt. Han vil udruste os til at fuldføre den plan, der er lagt med vort liv. Lad os være åbne for at kende den plan nærmere og også lade os udruste til at være de holdspillere, der skal til for at vinde kampen. Vi skal finde vores plads i menigheden I hans legeme skal vi finde vores plads.

Kirken og den kristne menighed er stedet, hvor vi skal finde kraft og udrustning til fortsat at blive fyldt af ham. Som person skal vi lytte til hans ord, og som en del af menigheden skal vi sikre, at alle opgaver bliver udført, og at ingen lider nød i fællesskabet. Der er en plan med dit og mit liv Endvidere bliver vi lovet, at han vil give alle hele sin fylde. Gaver skal man tage imod for at kunne benytte dem til noget. Sådan er det med de åndelige gaver, ligesom det er med de jordiske ressourcer, vi har fået til rådighed. Vi

skal lade Jesus »tage os i besiddelse«. Der er en plan med dit og mit liv. En kæde er ikke stærkere end det svageste led. Sådan er det også med opgaverne i den kristne menighed. Såfremt vi ikke helhjertet tager del i vores del af opgaven, kan vi meget let blive skyld i, at et svagt led besværliggør eller umuliggør opgaven. Lad os dagligt bede om, at Herren udruster os. Lad ham vise os vores opgave i verden og give os de ord, vi skal møde mennesker med.

BDMNYT 3/2016

SMP Magasinpost ID-nr. 42388

OM STØTTE OG MEDLEMSSKAB Så længe jeg kan huske har Brødremenighedens Blad og Husandagtskalenderen været til stede. Fra teenageårene blev jeg mere bevidst om BDMs særlige plads og lange tradition blandt danske missionsbevægelser. Ikke mindst fangede det mig, at BDM i slutningen af 70’erne genoptog en gammel mission blandt inuiterne i Labrador. Da jeg som ung bestemte mig for, at kirkeligt/diakonalt arbejde ude og hjemme i lige grad behøvede støtte og opbakning, valgte jeg BDM. I første omgang blev gavebrevet tegnet som procent-gavebrev med en beskeden indtægt (SU). Beløbet begyndte således i det små og har udviklet sig gennem de forløbne mere end 30 år. For mig var det den helt rigtige måde at tegne et gavebrev. Vores tid er præget af noget flygtigt og uforpligtende. Mange er optaget af en sag et par år, og skifter så interesse. En organisation som BDM har brug for nogle faste indtægter, der kan hjælpe til at lægge budget. Således hjælper gavebrevet både giveren og organisationen til overblik og fastholdelse. Anders Friis Knudsen Jeg vil gerne støtte BDM fast, fordi jeg synes, at BDM er gode til at bringe evangeliet ud til fjerne egne af Afrika. Desuden vil jeg gerne være med til at afhjælpe den menneskelige nød i Afrika. Jeg har tegnet et gavebrev for på den måde at forpligte mig selv til at give et bestemt beløb hvert år. På den måde bliver det som enhver anden fast udgift, der skal betales regelmæssigt, uanset om jeg tænker over det eller ej. Desuden ved jeg, at faste gaveindtægter er meget værd for BDMs planlægning. Så er det da heller ikke at foragte, at man kan trække hele beløbet fra i skat! Jeg indbetaler via Betalingsservice for ikke at belaste min hukommelse med endnu en ting, som jeg skal huske. Jesus siger, at når vi giver almisse, så må venstre hånd ikke vide, hvad den højre gør. Når jeg betaler via Betalingsservice, så sker det i al ubemærkethed, og jeg føler mig ikke vældig godgørende, for »udgiften« til BDM drukner i mængden af andre udgifter, der listes op på Betalingsservice. Laurits Bjerre BDMs hjemmeside www.bdm-dk.dk er under løbende udvikling. Her er det nu muligt at tegne medlemskab under menuen Støt. Her kan der også gives en gave til arbejdet – ligesom MobilePay 4049 9515 eller bankkonto 0994 4672131928 kan benyttes. Og tænker du på en fast aftale om gaver til BDM, så hjælper vi meget gerne med oprettelsen. Kontakt os på tlf. eller mail. Sten Nielsen

BDM BRØDREMENIGHEDENS DANSKE MISSION