2 minute read
LAD KONKURRENCER STYRKE DIN FORRETNING
Ea Winther
Drømmer om konkurrencer i udlandet Ea Winther, 24 år, er selvstændig med salon bywinther i Nykøbing Falster. De sidste ti år har Ea udlevet sin passion for negle, og for fem år siden blev hun færdiguddannet som negletekniker hos Insight Cosmetics. Hun er nu en fast del af deres konkurrenceteam, og stillede op i fire konkurrencer ved DM i 2021, hvoraf hun vandt guld i Gele division 1.
Hvad har du høstet af erfaring som negletekniker?
”Jeg har rykket mig rigtig meget efter jeg stillede op til min første konkurrence i 2021, og herefter blev en del af Insights konkurrenceteam. Det er fantastisk, at få kvalificeret undervisning af de mest erfarne i branchen. Det giver mig ekstra blod på tanden, at have et stærkt team i ryggen, der støtter op om mig. Jeg ser frem til vores træningsdage hver anden måned”.
Hvad kan du bedst lide ved at stille op til konkurrencer?
”Jeg elsker alt ved konkurrencerne. Tidspresset giver mig et kick, og jeg fandt ud af, at jeg arbejder godt under pres, da jeg ikke lader mig stresse. Jeg drømmer om, at stille op til mange flere konkurrencer, også i udlandet”.
Hvilke mesterskaber er du mest stolt af at have vundet?
”Jeg er stolt af at have vundet guld i Gele i 2021, hvor det både var i tip og skabelon. For mig er det den mest tekniske konkurrence, og det er rart at vide, at jeg mestrer mit hverv til fingerspidserne”.
Hvilke forberedelser gjorde du dig?
”Faktisk må jeg indrømme, at jeg ikke havde øvet mig ret meget. Kun en enkelt gang på et par af mine egne negle, og en enkelt gang på en kollega. Men jeg havde is i maven og klarede mig godt”.
Hvordan oplevede du konkurrencerne?
”Stemningen er meget intens. Det er som om, du befinder dig i en helt anden tidszone med masser af koncentration og fokus. Når konkurrencen er slut, føles det som en kæmpe forløsning. Alle hygger sig med hinanden bagefter, og det føles godt at være sammen med andre, der deler den samme passion. Har du ikke et netværk inden konkurrencerne, så får du det helt sikkert her. Det var helt vildt for mig pludselig at møde dem, jeg ser så meget op til, og da Malene Bech tilmed prikkede mig på skulderen bagefter, og spurgte om jeg ville være med i deres konkurrence team, var det svært at få armene ned”.
Har du kunne bruge dine mesterskaber til at udvikle din forretning?
”Konkurrencerne har åbnet døre for mig. Jeg blev en del af konkurrenceteamet, og er nu i gang med et forløb, hvor jeg selv skal uddannes til ´educator´ og på sigt undervise andre. Det, at stille op og klare det godt i DM, har gavnet min forretning, idet kunderne viser respekt for det stykke arbejde, jeg udfører for dem. Og så er det også et kvalitetsstempel for nye kunder. Desuden er jeg blevet ambassadør for Light Elegance – det vil sige, at jeg repræsenterer deres brand og holder mig opdateret på, hvad der kommer af nye produkter og tiltag”.
Medaljer vundet ved DM på Beauty21 i 1. division
• Guld i Salon Style på Beauty21
• Guld i Gele på Beauty21
• Sølv i Stilletto på Beauty21