Så er der kronhjort Kurt

Informations Forlag

Til Isac og Sara

Kolofon Så er der kronhjort, Kurt! – Wikke og Rasmussens kulørte univers © Christian Monggaard og Informations Forlag Forlagsredaktion: Mette Jokumsen Grafisk tilrettelæggelse: Jesper Lind Jans Forsidefotos: © Birger Vilen og © Græsted Film & Fjernsyn Fotos i øvrigt: Hvor intet andet er anført, krediteres Græsted Film & Fjernsyn Isbn: 87-7514-148-5 Trykt hos Clemenstrykkeriet Printed in Denmark Udgivet med støtte fra Det Danske Filminstitut Informations Forlag St. Kongensgade 40 C 1264 København K www.informationsforlag.dk

Informations Forlag

Ind

Forord

dhold 9

Hvordan jeg lærte at holde op med at bekymre mig og elske Wikke & Rasmussen

Fra Rødovre til Hvalsøspillemændene, fra Dragør til Græsted Radio

Fra Robin & Arne til Fredage i farver

Tonny, Sonny, Ronnie

På farten med Johansen og Kierkegaard

Da himlen faldt ned over Himmelev og blev til en Russian Pizza Blues

Hannibal og Jerry tjekker ind på Motello

115

Farmor kan flyve, og Wikke & Rasmussen ser dagens lys

131

Røde citroner, motormagasiner og langt ude på Særløse Overdrev med Fredløse Folkeblad

145

Der var engang en dreng og mere til

165

Efterord

168

Personregister

Kapitelstartside. Hans Henrik Bærentsen (tv.) og Michael Wikke under optagelserne til Robin Hat. Det hårde liv. Steen Rasmussen sammen med en anden af Hvalsøspillemændenes stiftere, Anders Roland.

teen Rasmussen er født den 9. september 1949 og boede de første 13 år af sit liv i Rødovre. Han er søn af to skolelærere, og faren, der var fysiklærer, fik i 1962 arbejde som skoleinspektør på en skole i Kirke Hyllinge, hvorfor familien meget mod 13-årige Steens vilje måtte forlade byen og flytte ud på landet. »Der var totalt tavst på bagsædet hele vejen fra Rødovre og til Kirke Hyllinge,« siger han om det, der skulle blive et af de største vendepunkter i hans liv – og som er en del af forklaringen på de mange biler i Wikke & Rasmussens produktioner og parrets forkærlighed for midtsjællandske lokaliteter og dialekter. »Efter tre uger var jeg i gang med at køre traktor. Jeg fandt mig selv i Kirke Hyllinge, og jeg betragter stadig Kirke Hyllinge som mit virkelige hjem. Mekanikeren Reinhardt fra Tannhäuser-sagaen i Sonny Soufflé Chok Show, det er mig selv. Jeg blev bidt af en gal mekaniker i Kirke Hyllinge, og hele mit livsgrundlag ændrede sig.« I midten af 1960’erne begyndte en stadig ung Steen på Roskilde Katedralskole. Musik havde stor indflydelse på hans liv, og han beskriver sig selv som en »piberygende, hashrygende syreflipper«, der lyttede til både Beatles og Jimi Hendrix. På skolen blev han gode venner med nogle musikere, som spillede folkesange, og de startede et rockband.

Steen havde tidligere skrevet digte og såmænd også et teaterstykke, som eleverne på Kirke Hyllinge Skole opførte i slutningen af realskolen, og det blev besluttet, at han skulle skrive teksterne til bandet. Efter gymnasiet flyttede Steen i kollektiv i Rødovre. Han tog sig en lærereksamen, som han aldrig har brugt, og startede endnu et rockband, som kaldte sig Vindharpen inspireret af den færøske forfatter William Heinesens roman om musik og kærlighed, De fortabte spillemænd. Vindharpen havde store ambitioner, men kom aldrig ud at spille. Steen var tekstforfatter og forsanger og med egne ord ikke verdensmester i at spille på noget. »Jeg sang heller ikke godt,« siger han, »men det var også det indholdsmæssige, der betød noget. Jeg var lyrikeren, og dengang udtrykte lyrikere sig med stemmen. Et af vores numre hed Vanløse hunde – en ode til himmelhvælvet over Damhussøen.« Så dukkede countryrocken op med folk som Bob Dylan og Crosby Stills & Nash i spidsen, og Steen Rasmussen og hans venner søgte tilbage til deres rødder. De flyttede væk fra byen igen, til Hvalsø, hvor Steen stadig bor, og startede Hvalsøspillemændene, der inspireret af blandt andre amerikanske The Byrds skulle vise sig at være et langt mere holdbart og populært band end Vindharpen.

Jeg er kommet i himmelen og helvede med jeg drøner rundt i en drøm det er forkromet jern med plexiglasruder i holdt sammen med titommersøm For manden er tosset og konen er gal de lever af ild og af røg der er tusind tons grus med lufthuller i klædt ud i søndagstøj Motorvejen går igennem mit hjem den går gennem marv og ben blæsten den blæser så isnende kold og forvandler mit hjerte til sten For drengen han er ensom og pigen hun er syg de to finder aldrig hjem de køber et hus langt ude i den hvide by og vi mister endnu en ven Motorvejen går igennem mit hjem den går gennem marv og ben blæsten den blæser så isnende kold og forvandler mit hjerte til sten Tekst: Steen Rasmussen Musik: Hvalsøspillemændene Findes på bandets første lp, Østen for solen

Til venstre. Steen på scenen med sit band engang i 70’erne. Foto: Susan Kjeldsen. Herover. Coveret til Hvalsøspillemændenes første lp, Østen for solen.

Wikke, Rasmussen og Edmondt Jensen foran den flyvende telefonboks, der var en af de centrale ingredienser i Fredag i farver.

»Personalet kendte os,« siger Steen. »Det var en effektiv måde at komme væk på og få lavet noget arbejde. Jeg har svært ved at koncentrere mig, når der sker for meget omkring mig. Jeg skal isoleres fra omverdenen. Det var også derfor, at det skulle være i den samme bungalow hver gang, nr. 434, som lå for sig selv i et hjørne. Der skal være stille, og jeg skal kunne sove om natten. På det seneste har vi skrevet på kontoret, og det er gået fint. Det er på grund af familien. Nu er det den, man tager ud at rejse med.« Det blev dog ikke til meget skriveri på den første skrivetur til Malta. »Først slappede vi rigtigt dejligt af,« siger Michael. »Da der så var fire dage tilbage, tænkte vi, at ’nu må vi vist hellere se at komme i gang’. Steen kunne godt tænke sig at lave noget med to lastbilchauffører, og han skød fra hoften og lavede sangen om Bill og Ben – landevejen er vores bedste ven. Vi havde det sjovt og endte med at skrive to A4-sider med forslag til sketches og det ene og det andet.« Sådan var Wikke & Rasmussen vant til at arbejde. De lavede en løs skitse til det, de skulle lave, og lod resten komme undervejs – det kalder de at lade materialet blomstre. »Det var ikke, fordi vi var dovne, men vi følte, at idéerne befrugtede hinanden, når vi gik i gang med optagelserne,« siger Michael, og Steen supplerer: »Vi ville ikke låses fast af et manuskript. Det er også grunden til, at vi aldrig blev sketchkonger. Vi havde ikke lyst til at skrive sketchene – vi mente, at vi skulle ekstemporere dem.« Efter en velfortjent ferie ankom de til Danmark en lørdag aften, og mandag morgen skulle de mødes med den erfarne producer Edmondt Jensen, der var blevet dem tilforordnet. Det var tanken, at udsendelsen skulle optages foran et livepublikum på det nu hedengangne københavnske spillested Saltlageret, og i DR var man ikke helt sikre på, at det unge makkerpar kunne magte opgaven. »Steen og jeg var i højt humør, fordi det havde været en dejlig tur til Malta,« siger Michael. »Dér sidder så hr. Edmondt Jensen sammen med cheferne for alle de tekniske afdelinger, scenografi, fotografi osv. Det er typisk for store DR-produktioner, at afdelingerne står klar to måneder før optagestart og kræver en detaljeret gennemgang af, hvad der skal laves. Men Edmont ser på os og løfter så de to stykker A4-papir op mellem to fingre og siger: ’Jeg er ikke imponeret.’« Wikke & Rasmussen var heller ikke klar til at svare på alle produktionsholdets spørgsmål, men for at få arbejdsro bestilte de så »en ung-

Herover. Ronnie og Ronnie med sækkepibeorkester i Fredag i Farver. Til venstre. Ronnie og Ronnie flankerer radio-dj’en Kim Schumacher, der er klædt ud som musikikonet Prince.

domshybel plastret til med Beatles-plakater, en gammel radio, en lampe på trefod og et skotsk sækkepibeorkester«, siger Michael. »Det var en masse ting, som vi ikke anede, hvad vi skulle bruge til. Men det gav os to måneders fred til at skabe Fredag i farver, der skulle være vores bud på en udsendelse som Jørgen de Mylius’ Eldorado.« I Saltlageret stod der desuden kulisser fra musicalen Titanic, som de lige så godt kunne genbruge. Nogle af indslagene til Fredag i farver skulle forproduceres, og på den første optagedag stillede Wikke & Rasmussen – alias værterne Ronni og Ronni – i Beatles-kostumer og begyndte, mens kameraet kørte, og det store tv-hold ventede, at sludre lidt om den legendariske engelske popgruppe. »Man kan så se floorman Vagn Petersens hovedtelefoner begynde at vibrere fuldstændigt hysterisk,« siger Michael. »Det skratter og skriger derinde. Han kommer hen til os og siger meget diplomatisk, at ’Edmondt foreslår, at I går ud i skurvognen og skriver et manuskript.’ Der var en skurvogn uden for Saltlageret, og der blev vi låst inde, indtil vi havde skrevet det manuskript.«

Det skrev anmelderne »Fredag i farver ser vi stadig, fordi vi venter os noget godt af Michael Wikke og Steen Rasmussen. Vi ved jo, at de kan – men vi får for lidt skæg og for meget musik.« Lars Borberg, Aalborg Stiftstidende 6. januar 1985 »Børneredaktionens program, Fra den flyvende telefonboks (Fredag i farver, red.), udnytter skamløst alle de elektroniske virkemidler med farveorgier, lysshow, ekko, hurtige kameraskift osv. Livebands med gennemtrængende rytmer kan være ganske smarte at se på. Men hvad ville der være tilbage, hvis man piller hele elektronikken væk? Nærmest ingenting. Der er ingen melodi, og man kan ikke opfatte, hvad solisterne synger (...) Denne del af programmet kan næppe være beregnet på de yngste seere. Min ni-årige søn forlod hovedrystende TV-scenen med kommentaren ’sindssygt’. Men han kan godt lide godnathistorien og telefonmontørernes barokke indfald.« Hanne Würtz, Århus Stiftstidende 5. januar 1985 »Jeg fik et prej af en 20-årig om at Børneredaktionens tv-program, Fredag i farver, var værd at se. Jeg åbnede i fredags for, hvad der viste sig at være den sidste udsendelse i den serie. Den var produceret af Edmondt Jensen og tilrettelagt af Michael Wikke og Steen Rasmussen. Den var virkelig fantasifuld og skæg. Det er da f.eks. en fin idé at få Clevin til at medvirke i et nummer, som er morsomt netop ved at gøre lidt grin med hans specielle stil i børneprogrammer. Der var mange andre grinagtige ting, og der var ingen forbiere.« Leif Blædel, Information 21. januar 1985 Det tv-mæssige svendestykke Fredag i farver er måske ikke Wikke & Rasmussens mest interessante værk, men de fem timelange udsendelser rummer mange sjove indslag og peger i form og indhold frem mod nogle af de senere, stilskabende tv-serier. Det var f.eks. her, at de for alvor begynder at bruge kendte mennesker i nye, overraskende sammenhænge – som en slags modbilleder på seernes forventninger. Radio-dj’en Kim Schumacher med det guddommelige snakketøj fik sin tv-debut klædt ud som Prince, og Jørgen Clevin fik lov til at lege med sit image som hele Danmarks legeonkel, der kunne lave alting med en saks, en limstift og et stykke karton.

Alle tre billeder. Wikke & Rasmussen morer sig sammen med nogle af de Ă¸vrige medvirkende i Fredag i farver, bl.a. Hans Henrik BĂŚrentsen som Dracula.

»Vi sagde til ham, at ’du skal være det stik modsatte af, hvad du plejer’,« siger Michael. »’Du kan ikke finde ud af noget, og det skal være noget mærkeligt noget, du laver. Det må ikke virke.’ ’Fedt,’ sagde han, ’endelig.’ Vi gav ham en ny måde at møde verden på, og det var han meget glad for. Man kan se på skærmen, at han elsker det, og det blev så godt, at vi var nødt til at bruge ham i Tonny Toupé Show.« Der opstår naturligvis nogle underholdende situationer, når kendte mennesker gør noget uventet, hvilket var en af grundene til, at Wikke & Rasmussen syntes – og synes – at det var sjovt. Men de har også en anden teori om, hvor idéen kom fra. »Vi var selvfølgelig ikke så bevidste om det dengang,« siger Steen. »Men i virkeligheden tror jeg, at det var og er et forsøg på at få vores verden til at passe til den rigtige verden – og med den rigtige verden mener jeg underholdningsbranchen i Danmark, som branchen selv ikke anser os for at være en del af.« Fredag i farver bød også på en flyvende telefonboks, Sven Svin Band og livemusik, hvilket på det tidspunkt var lidt af en sjældenhed i Danmarks Radio, fordi lyden var så dårlig, at de færreste bands og sangere havde lyst til at stille sig op uden playback i ryggen. Men det var, hvad Wikke & Rasmussen ville have, og selv om teknikerne lagde sig i selen for at forbedre lydoptagelserne, satte det naturligt nogle grænser for, hvem de kunne få med. Alligevel er de musikalske indslag et fint katalog over nogle af de mest populære, unge bands dengang. Dieters Lieder optræder med sit store hit, ”Dig og mig”, TV-2 er med, og Elisabeth, frontfigur i Voxpop, synger om ”Blå mandag”. Fredag i farver blev på en måde Wikke & Rasmussens tv-mæssige svendestykke, og snart fik de mulighed for at prøve kræfter med underholdning for voksne i den bedste sendetid. Men overgangen fra radio til tv var ikke let. »Det var et mareridt for mig,« siger Steen. »Det var et tungt maskineri, ikke mindst når man kom fra sin trygge familie på P4, hvor det var meningen, at man skulle lave noget revolutionært. Stemningen var en helt anden på tv. Dengang var DR fuld af folk, som slet ikke var til at arbejde sammen med.« Heldigvis kunne Wikke & Rasmussen lave deres næste projekt, Tonny Toupé Show, uden for DR, og derfor valgte de selv, hvem der skulle med på filmholdet.

Tonny,

Sonny,

Ronnie

Dav Jørgen! Fire gange Jørgen Clevin klippeklistrer, fra Tonny Toupé Show.

Sent, sent om natten alene med mig selv drømmen om dig kan ikke slås ihjel

Vejene jeg følger ender altid blindt men stjernerne ser jeg no’ngang’ til sidst

Inde bag ved døren der hvor alt kan ske venter du, venter du meget svær at se

Står du bag ved døren der aldrig åbnes helt hvor er du, hvor er du du er så svær at se

Ridder lykke, ridder hvid ridder du, alene i en helt anden tid aha aha ridder lykke, ridder hvid ridder du, alene ridder lykke tag mig med

Tekst: Wikke & Rasmussen, musik: Jesper Winge Leisner, fremføres af Rocazino

Og så er der selvfølgelig Klap-i-Olsen (Rasmussen), en af Wikke & Rasmussens mest elskede figurer, som er inspireret af de klassiske noir-film. Denne lommefilosofiske snushane med trenchcoat og blød hat, der bruger det meste af sin vågne tilværelse på Barbar Bar, der ligger »Østen for Solen, Vesten for Månen 3«. I begyndelsen var det meningen, at Olsen konstant skulle være fuld – navnet på Barbar Bar kom-

Herover. Michael Wikke som gangsteren Mastodont-Svend og Michael Kvium som en af hans mindre begavede håndlangere, fra Tonny Toupé Show. Til ventre. Privatdetektiv og barpoet. Klap-i-Olsen (Steen Rasmussen) i et stille øjeblik, fra Tonny Toupé Show.

mer af, at han ser tredobbelt – men Wikke & Rasmussen måtte under optagelserne erkende, at det ikke fungerede. Derfor vil man, hvis man ser godt efter, kunne se Olsen dingle mere end sædvanligt i en scene i afsnit tre, der blev optaget som noget af det første. Klap-i-Olsen – der er filmet i farver og forvandlet til stemningsfuld sort-hvid i efterarbejdet – er fuld af fantastiske detaljer: Godfather-opgøret mellem den minimale gangster og Olsens ærkefjende, MastodontSvend, alias Slagteren fra Colbjørnsensgade (Wikke), og hans korpulente, syngende konkurrent, Bob Sivertsen (Bærentsen); rockeren (Wikke), der hele tiden ringer op til det telefoniske træfpunkt 0059 i håbet om at score, og som bærer rygmærket 0059 Forever; billedkunstneren Michael Kvium (i den første af mange optrædener i Wikke & Rasmussen-sammenhæng) med en mærkeligt udseende hund på armen, en talende støvsugerslange om halsen og i rollen som Mastodont-Svends skydegale neandertal-lignende håndlanger. Wikke & Rasmussen havde brug for statister, og fotografen kendte én, der lignede Mad Magazines Alfred E. Neuman på en prik. »En dag, hvor jeg sidder i sminken, stikker Kvium sit skaldede hoved ind,« siger Steen. »Og han bliver hyret på stedet.« I det hele taget var produktionen i bekneb for medvirkende, og filmhold, koner og kærester blev klædt ud

Brødrene Bisp (Wikke & Rasmussen) foran deres voldsomme Volvo. Fra Sonny Soufflé Chok Show. Modsatte side øverst. En af Michael Kviums tegninger fra godnathistorierne om Brødrene Bisp, der læses højt af Thomas Winding. Fra Sonny Soufflé Chok Show. Modsatte side nederst. Brøderne Bisp og Allan Mortensen fremfører Voldsom Volvo.

ere (Wikke & Rasmussen), da han får besøg af en grum boligspekulant (Rasmussen) og to jyske urobetjente (Wikke & Rasmussen) og deres ustyrlige schæferhund, Roy, som man i øvrigt aldrig ser. Wikke & Rasmussen havde selv planlagt at synge Brødrene Bisps rockede signatursang, ”Voldsom Volvo”, som har musik af Billy Cross. Men efter en lang dag i studiet sammen med Cross blev der lavet om på det. I 2004 i et radioprogram om deres brug af musik fortalte Michael og Steen om oplevelsen: »Vi knoklede på i studiet, mens Billy Cross blev mere og mere mærkelig i ansigtet. Alligevel sagde han igen og igen:

Den voldsomme volvo Sorte ruder og plastikvisir Fra nul til hundred i første gear Spoiler spolerer vi går i stå Mens vi kører rundt i himlen blå Voldsom Volvo Vild på varme brede dæk Voldsom Volvo Tak for i aften og hurtig væk Tolv tommer fælge en vejkanon Asfaltens helte i Amazon Og før du når at vende dig om Er det tenfour og skifter til en tom Voldsom Volvo Vild på varme brede dæk

Voldsom Volvo Tak for i aften og hurtig væk Toptrimmet tosset og stjernegal Svæver du rundt på din tiende sal Tredobbelt Weber der ulmer sært Og hattelakken holder til lidt af hvert Voldsom Volvo Vild på varme brede dæk Voldsom Volvo Tak for i aften og hurtig væk

Brødrene Bisps køretøj, den voldsomme Volvo, en sortmalet Amazon, var et ganske upålideligt bekendtskab og kunne ofte slet ikke køre, når den skulle, hvorfor Steen Rasmussen hele tiden måtte bruge sin ikke ubetydelige mekaniske snilde for at få den i gang igen. Efter optagelserne rejste bilen land og rige rundt til forskellige biludstillinger og messer.

Voldsom Volvo Vild på varme brede dæk Voldsom Volvo Tak for i aften og hurtig væk

Tekst: Wikke & Rasmussen, musik: Billy Cross, fremføres af Allan Mortensen og Brødrene Bisp Band

”Great guys, great guys.” Og så kom det: ”You know guys, jeg kender en mand, der hedder Allan Mortensen. Vi prøver bare ham – just for fun.” Og på den måde kom Allan til at synge ’Voldsom Volvo’, mens vi som Brødrene Bisp synger kor – hvilket vi dog er utrolig glade for i dag.« Men Brødrene Bisp er kun en serie i serien, som mekanikeren Reinhardt (Rasmussen) og hans søn, Kurt (Wikke), ser, når de skal slappe af i deres ramponerede rønne af en tankstation. Reinhardt åbner for bagdørene til en Morris 1000 – dørene hænger på væggen, og bag ved dem gemmer sig et kitschet maleri af en kronhjort – og proklamerer,

Da himlen faldt ned over Himmelev

og blev til en

Russian Pizza Blues

Peter Belli og Dario Campeotto synger duet ombord på en Storebæltsfærge i Flyvende farmor. Foto: Ole Kragh-Jacobsen.

Skibet skal sejle i nat og i dag Under det røde Dannebrogsflag Og vandet er guld og luften er fuld Af himlen og dig og mig En flyver som flyver med dig ombord Kan flyve os op hvor jorden bliver stor Og havet er guld og luften er fuld Af himlen og dig og mig Du er så smuk med havet som baggrund Uden dig vil mit skib stå på bar bund Du gør mig glad fordi jeg ved Vi to altid skal følges ad

Og havet er guld og luften er fuld Af himlen og dig og mig Du er så smuk med havet som baggrund Uden dig står mit skib på bar bund Du gør mig glad fordi jeg ved Vi to altid skal følges ad Du er så smuk med havet som baggrund Uden dig står mit skib på bar bund Du gør mig glad fordi jeg ved Vi to altid skal følges ad

Tekst: Wikke & Rasmussen, musik: Poul Halberg, fremføres af Peter Belli og Dario Campeotto

Danmark. Historien blev til, da Wikke & Rasmussen en grå novemberdag i 1999 blev enige om at ‘skrive sig selv en sommerferie‘ og samtidig kastede om sig med navne på skuespillere og sangere og musikere, de gerne ville have med i filmen – ud over Jytte Abildstrøm, naturligvis. Specielt Dario Campeotto og Peter Bellis duet ombord på Storebæltsfærgen, ”Du er så smuk med havet som baggrund”, gør indtryk, ligesom det er svært at stå for den norske sangfugl Sissel Kyrkjebøs kærlighedserklæring til sin mand, da han til sidst i filmen vender hjem til hende og deres mange børn. Da Flyvende farmor slutter, har også Daimi, Lone Kellerman, Flemming Bamse Jørgensen, Henning Stærk,

120

Til venstre. Det musikalske plejehjem. »Vi vil ha’ jul hele dagen i år,« synger Lone Kellerman, Bamse, Henning Stærk, Georg Julin, Daimi og Dodo. Foto: Ole Kragh-Jacobsen. Herunder. Steen Rasmussen spiller, og Jytte Abildstrøm og Sissel Kyrkjebø synger. Under optagelserne til Flyvende farmor. Foto: Ole Kragh-Jacobsen.

121

Kapitelstartside. Wikke & Rasmussen som de to kiksede kirurger i Der var engang en dreng ... Foto: Ole Kragh-Jacobsen. Trille (Anne-Grethe Bjarup Riis), Kalle (Janus Dissing Rathke) og Palle (Anders W. Berthelsen) glæder sig over, at familien bliver udvidet med en lille ny. Foto: Ole Kragh-Jacobsen.

146

im Burton møder Coen-brødrene. Sådan har Wikke & Rasmus sen selv beskrevet deres seneste film, Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger. Og selv om sammenligningen hverken yder Burton, Coen-brødrene eller Wikke & Rasmussen retfærdighed, så giver den alligevel et indtryk af, hvad det er for en film, de to danske filminstruktører har lavet – i en verden besat af at sætte mærkater på alting og klart at definere, hvad man har at gøre med. Man kunne dog også bare have nøjedes med at kalde Der var engang en dreng ... for en rigtig Wikke & Rasmussen-film. Der er spor af Coen-brødrenes leg med genrerne og Burtons forkærlighed for excentrikere og outsidere. Der trækkes på klassiske, amerikanske musicals og tegnefilm, europæisk eventyrtradition, Hasse og Tage og meget, meget andet, man kan fornøje sig med at prøve at få øje på. Men i sidste ende er resultatet så overbevisende og originalt, at man slet ikke er i tvivl om, at man har med en film af Wikke & Rasmussen at gøre. Det er et godhjertet, musikalsk eventyr, der hylder forskelligheden og i modsætning til Hannibal & Jerry og Flyvende farmor rummer en snert af smerte og forpligtende alvor, hvorfor filmen også stikker den smule dybere.

Og så er den naturligvis fuld af fine popsange, mærkværdige og morsomme hændelser, skægge og genkendelige karakterer og fremragende skuespilpræstationer fra både gamle kendinge og nye ansigter i Wikke & Rasmussen-sammenhæng. Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger handler om drengen Kalle (Jonas Dissing Rathke), der bor sammen med sin far, Palle (Anders W. Berthelsen), og mor, Trille (Anne-Grethe Bjarup Riis), indtil den dag, hvor hans mor føler, at der mangler noget. »Jeg vil ha’ en baby,« synger hun, og snart er familien udvidet med Lille, en køn pige, der til alles overraskelse – ikke mindst fødselslægen (Troels Lyby) og eventyrets heks, Karin fra kommunen (Bodil Jørgensen) – har vinger på ryggen. »Hudlapper, hudlapper, hudlapper,« siger både lægen og Karin hovedrystende og får efter et par uheld forårsaget af vingerne overbevist Palle og Trille om, at de ubrugelige stykker hud skal bortopereres af hensyn til Lilles egen sikkerhed. Men Kalle ved bedre – han har set Lille flyve – og hopper på sin cykel for at redde Lilles vinger. Ved et tilfælde møder han den uheldige eneboer og mekaniker Alf (Nicolas Bro), der har det med at ødelægge alting, han rører ved, og som noget modvilligt siger ja til at hjælpe Kalle.

Herunder til venstre. Kalle prøver at overtale den evigt uheldige Alf (Nicolas Bro) til at hjælpe med at redde Lille. Foto: Ole Kragh-Jacobsen. Herunder øverst. Lægen (Troels Lyby) og jordemoderen (Kaya Brüel) prøver med en sang at lokke Lille ud af mors mave, mens Kalle og Palle ser undrende til. Foto: Ole Kragh-Jacobsen. Herunder nederst. Karin fra kommunen (Bodil Jørgensen) – eventyrets heks, der har tasken fuld af tomme flasker – mener, at Palle og Trille skal få opereret Lille, inden hun kommer til skade med de »hudlapper, hudlapper, hudlapper« Foto: Ole Kragh-Jacobsen.

147

Alt til børn Kom og slå til sør’n Du bli’r som barn igen når du kommer ind af dør’n Navnet det er Baby Bent Jeg hedder faktisk Jør’n og jeg har alt til børn

Vugger og dukker Barnevogn og legetårn Sutter der prutter Babymad babybad Bleer og skeer Klodser der tosser Puslebord til lillebror

Alt til børn

Alt til børn Kom og slå til sør’n Du bli’r som barn igen når du kommer ind af dør’n Navnet det er Baby Bent Jeg hedder faktisk Jør’n og jeg har alt til børn

Tekst: Wikke & Rasmussen, musik: Bossy Bo, fremføres af Peter Frödin

og begrænsninger,« siger Michael. »Og i stedet for at lave Harry Potter og monsterfilm, så bruger vi effekterne i det godes tjeneste og som en forlængelse af vores lyse univers.« Steen fortsætter: »I virkeligheden passer special effects godt til os, fordi alt har kunnet lade sig gøre i vores magiske verden, også i de andre film.«

158

Baby Bent (Peter Frödin), der egentlig hedder Jørgen og tror, at han har alt til børn. Lige indtil han møder Lille. Foto: Ole Kragh-Jacobsen.

En best of-film Til at begynde med havde Michael og Steen regnet med, at de kunne realisere Der var engang en dreng ... for 12-13 millioner, et budget, som ville have passet de prisbevidste instruktører meget bedre. Men på et møde med DR’s dramachef, Ingolf Gabold, blev de gjort opmærksom på, at filmen mindst ville komme til at koste 19 millioner. »Ingolf fik ret. Selv efter at filmen var skrevet ned til en tredjedel af, hvad den var i begyndelsen, endte budgettet deroppe,« siger Steen. »Vi fik en produktionsleder på, som fortalte os, hvad de hårde facts var i jernindustrien. Og jo mere vi fik læst og påskrevet af hende om, hvor meget vi havde råd til, jo mere pressede vi... jeg tror, at filmen er blevet god, fordi den er blevet presset sammen af godt materiale. Der har været et overskud af godt materiale. Det er blevet en best of-film.« »Det, der overraskede os mest, var, at vi troede, at det var sådan et Hollywood-projekt til 20 millioner kroner,« siger Michael. »Men 20 millioner kroner er ikke ret meget, slet ikke når man skal have effekter med.« Desuden kommer folk rendende og vil have del i pengene, når de finder ud af, hvor meget filmen har kostet. »Det var vi ikke forberedt på,« siger Michael, »og derfor synes vi, at der har været en masse spild på den her film. Men vi har også gjort en dyd ud af at gøre tingene så

159

himlen mere blå – som i farvefilmens barndom. Om det så er en tankstation, har den fået et twist af Wikke-Rasmussens magi. Filmen er en hyldest til fantasien, og den er spækket med sjove og finurlige detaljer. En Gameboy bliver i filmens univers til Smartyboy, og den kan mere end blot underholde, den kan også vise vej og komme med info om alverdens ting. Der var engang en dreng … tager børn og deres måde at opfatte verden seriøst, men filmen kan opleves på flere niveauer og har derfor appel til hele den famøse familie. Der er den umiddelbare historie om Kalles kamp for at redde sin lillesøster, men filmen rummer også en kritik af det samfund, der hylder det normale og konforme, og hvor alle skal passe ind i kommunale kasser.« Vibeke C. Larsen, Total Film oktober 2006 »Opskriften er den samme, og der er ingen nye boller på suppen. Men resultatet smager rart og forunderligt, og det er mere, end man kan sige om mange film i disse tider. Forkærligheden for biler og nussede autoværksteder er intakt, og den liflige duft af motorolie blander sig med en nostalgisk aroma af 50’erne. Humoren er sødmefuld, mens der er god bid i satiren. Eneste alvorlige anke er dialogen mellem vennerne Kalle og Alf. Den kunne sagtens være skåret skarpere og have væsentlig mere fremdrift. En force ved filmen er de musikalske optrin. Sangene har alle tekst af Wikke & Rasmussen, og musikken er skruet sammen af garvede popsnedkere, der kan deres håndværk – Poul Halberg, Stig Kreutzfeldt og den gamle Østkyst Hustler, Bossy Bo. Melodierne går lige i øregangene, og optrinene føles ikke malplacerede i det i forvejen gennemstiliserede univers.« Puk Bang Jensen, Mifune oktober 2006

164

Efterord