Forbrydelsens Elementer

K arsten Wind Meyhoff

Forbrydelsens Elementer Kriminallitteraturens historie fra Poe til Ellroy

路Informations Forlag路

Seriemorderkrimien – fra Robert Bloch til Kathy Reichs 229 Jack the Ripper, Eddie Gein og den tidlige fascination af seriemorderen 235 · Thomas Harris og den moderne seriemorderkrimi 239 · Patricia D. Cornwell og videnskaben om mordet 246 · Afsluttende bemærkninger – seriemordergenrens populærkulturelle skrækkabinet 252 Den historiske kriminalroman – fra Umberto Eco til Walter Mosley 255 Umberto Eco og middelalderen 259 · Et par eksempler på den historiske kriminalroman før og efter Eco 263 · Philip Kerr og Berlin Noir-trilogiens billede af Nazityskland 269 · Robert Harris og den kontrafaktiske kriminalroman 276 · James Ellroy og Los Angeles’ uofficielle historie 281 · Walter Mosley og afroamerikanernes historie i Los Angeles 289 · Historien som spejl på nutiden 292 Den skandinaviske krimi – fra Sjöwall og Wahlöö til Dorph og Pasternak 295 Sjöwall og Wahlöö og den skandinaviske misantropi 298 · Skandinaviske efterkommere af Sjöwall og Wahlöö 307 · Henning Mankell og den skandinaviske krimis renæssance 311 · Introduktion til den skandinaviske femikrimi og dens rødder 327 · Liza Marklund og den skandinaviske femikrimi 333 · Femikrimiens nye stemmer 336 Spionromanen – fra James Fenimore Cooper til Robert Littell 341 John Buchan, Ian Fleming og den patriotiske spionroman 345 · W. Somerset Maugham og den nøgterne spionroman 349 · Eric Ambler og det skrøbelige Europa 351 · Geoffrey Household og lejemorderen som figur 353 · Den kolde krigs hemmelige historie – fra Graham Greene til Tom Clancy 358 · Graham Greene og spionvæsnets etiske dilemmaer 358 · John le Carré og den kolde krigs trøstesløse realiteter 360 · Len Deighton og den hårdkogte agentskole 362 · Robert Littell og den amerikanske spionroman 363 · Robert Ludlum og den kulørte action- og spionroman 366 · Tom Clancy og den patriotiske beredskabslitteratur 370 · Jan Guillou og den skandinaviske variant af spionromanen 370 · Den danske spionroman 373 · Spionromaner og spændingsromaner 375 Afslutning – krimiens mange ansigter 377 Appendiks 383 Danske krimihjemmesider 386 · Udenlandske krimihjemmesider 387 · Krimipriser 388 · Oversigt over kriminallitteraturens historie 392 Værkliste 401 Litteraturliste 449 Register 451

1. Kapitel

Introduktion

Forbrydelsens elementer

Introduktion

Den blå serie er et eksempel på et dansk magasin med kulørt indhold fra 1940‘erne og 1950‘erne.

guldalder fra 1920’erne til 1960’erne. I guldalderen flytter krimien ud i den engelske landidyl, og handlingen udspiller sig typisk på en herregård eller i landsbyen. Snushaner som Hercule Poirot, Miss Marple og Lord Peter Wimsey kan i ro og mag koncentrere sig om at løse gåder i de dejlige omgivelser langt fra verdens tummel. Ud over at underholde forsikrer krimien i denne periode altid læseren om, at ingen samfundsmæssige trusler er større, end at de kan løses med overlegen fornuft.

Guldalderkrimien foregøgler kort og godt en stabil samfunds-

10

Introduktion

orden med intakte klasseskel, i hvilken kriminalitet blot er en momentan forstyrrelse hos utilpassede eller ustabile individer.

De nævnte forfattere genbruger selvfølgelig ikke bare skabelonen hovedløst, men skaber alle deres egne varianter af krimien. De arbejder også på at udvikle et af krimiens absolutte varemærker, nemlig evnen til at fortælle en god og læseværdig historie. En god historie er kendetegnet ved at tryllebinde og overraske læseren. I krimier sker det ofte ved at iscenesætte sindrige plot; personer er sjældent, hvad de giver sig ud for at

11

Introduktion

teratur skulle integreres i de andre afsnit frem for at blive præsenteret i et særskilt kapitel.

Den danske kriminallitteratur er en broget affære. Der findes ikke en national krimitradition, for så vidt som danske krimiforfattere ikke udelukkende lader sig inspirere af andre danske krimiforfattere. Tværtimod er den danske kriminallitteratur et godt eksempel på en kunstform, der bliver til i kraft af inspirationen fra det store udland. Frem for at fokusere på en lokalhistorisk udvikling er det skønnet mere frugtbart at introducere nogle af de bedste og mest læseværdige forfatterskaber i den danske kriminallitteratur i tilknytning til de internationale tendenser, de danske værker efter bedste skøn er en del af.

Dette valg medfører, at forfattere, der utvivlsomt ville spille en rolle i en ren dansk krimihistorie, spiller en mindre rolle i denne bog, idet de så at sige vejes og måles i forhold til internationale forhold frem for nationale. Hans Scherfig, Ole Sarvig, Kirsten Holst Dan Turèll, Flemming Jarlskov, Henning Mortensen og Georg Ursin er gode eksempler på danske krimiforfattere, der vil spille en central rolle i en dansk kriminallitteraturhistorie, men som i denne sammenhæng ikke tages med eller spiller en begrænset rolle. Andre danske forfattere med en enkelt eller få krimier som Henrik Nordbrandt, Johannes Møllehave, Morten Hesseldahl eller Liv Mørk, der er et pseudonym for Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard, får således heller ingen opmærksomhed her.

Afslutningsvis skal det fremhæves, at Forbrydelsens elementer undervejs i teksten støtter sig til en lang række gode værker og tekster om kriminallitteraturen og dens historie. Bagerst i bogen er der en oversigt over en del af den anvendte litteratur, som kan inspirere til videre læsning om genrens uudtømmelige verden. I en dansk sammenhæng bør nævnes en håndfuld entusiaster, der tidligt satte alle sejl ind på at formidle kriminallitteraturen og dens historie til danske læsere.

Det drejer sig om kendere af genren som Harald Mogensen, Tage la Cour, Anton Koch-Nielsen, Bjarne Nielsen, Bo Tao Michaëlis, Ole Ravn og en række utrættelige oversættere og forlæggere (ingen nævnt, ingen glemt), der med stor generøsitet har udgivet tidsskrifter, antologier, opslagsværker og bøger om den spraglede genre.

18

2. Kapitel

Kriminallitteraturens pionerer

Fra Edgar Allan Poe til Arthur Conan Doyle

Kriminallitteraturens pionerer

William Godwin

Eugène François Vidocq

20

Der findes mange gode bud på, hvornår kriminallitteraturen bliver født. Nogle mener, at den første krimi allerede bliver skrevet i antikken af den græske digter Sofokles (496-406 f.Kr.). Hans tragedie Kong Ødipus fra 429-425 f.Kr. handler om Kong Ødipus’ søgen efter sandheden om sin faders død.

Ironisk og raffineret afslører handlingen, at det er kong Ødipus selv, der uden at vide det har slået sin egen far ihjel og giftet sig med sin egen mor. Afsløringen af den utilgivelige udåd får Ødipus’ mor, Iokaste, til at hænge sig og Ødipus til at stikke sine egne øjne ud og flygte fra Theben.

Et andet bud på genrens oprindelse er den franske oplysningsfilosof Voltaires’ (1694-1778) berømte novelle Zadig fra 1747, fordi vi her ser den første virtuose brug af følgeslutningsmetoden, som senere bliver fast inventar hos mange af genrens store forfattere. Andre mener, at krimigenren vokser naturligt ud af den gotiske litteratur. Især fremhæves den engelske forfatter og anarkist William Godwin (1756-1836) – far til Mary Shelley, der skrev Frankenstein – hvis roman Caleb Williams (1794: ikke oversat til dansk) ofte nævnes som den første kriminalroman på grund af sit kriminalistiske plot: Drevet af nysgerrighed iværksætter sekretæren Caleb Williams en privat undersøgelse af sin herre, Falklands, fortid. Williams’ afsløringer bliver farlige for ham, da Falkland får færten af hans undersøgelse og planlægger en grusom hævn.

En anden populær opfattelse tilskriver franskmanden Eugène François Vidocq (1775-1857) æren for at være den første egentlige kriminalforfatter. Vidocq var en fransk forbryder, der i 1811 var med til at grundlægge det første franske kriminalpoliti, La Sûreté nationale, som senere blev inspirationskilde for

Kriminallitteraturens pionerer

det britiske kriminalpoliti Scotland Yard og andre lignende institutioner verden over. Senere oprettede Vidocq et af de første private detektivbureauer og fungerede selv som privatdetektiv. Vidocq skrev i 1828 sine erindringer under titlen Fra galejslave til politichef, som året efter på opfordring af de berømte forfattere Honoré de Balzac og Victor Hugo blev genudgivet i en længere version – denne gang skrevet af ghostwritere.

I forlængelse af Vidocqs succesfulde erindringer udkom en lang række andre politimænds skildringer af det farefulde arbejde med at fange forbrydere. Føljetonforfatterne var heller ikke sene til at se potentialet i det kriminalistiske stof. Den franske forfatter Eugène Sue (1804-1857) skabte med føljetonromanen Paris’ mysterier (1843) en af alle tiders mest populære læsesucceser, som fik et utal af efterfølgere verden over. I Danmark fik vi blandt andet Louis Touschers Kjøbenhavns mysterier (1852) og A.J.W. Møllers Svendborgs mysterier (1855), der begge blev skrevet i den populære føljetonform. I samme periode fik mange andre byer deres mysterier, for eksempel skrev den engelske forfatter og journalist Georg Reynolds Londons mysterier i 1844. Sues Paris’ mysterier er rendyrket underholdningslekture og foregår mestendels i de lavere klassers Paris. Fortællingerne er præget af en vis realisme i skildringen af hverdagens ubarmhjertige forhold på samfundets bund og den deraf følgende kriminalitet og peger dermed frem mod den sociale bevidsthed, genren senere udvikler. Alle de nævnte – og mange andre – værker indeholder et eller flere af de elementer, vi senere kommer til at forbinde med ingredienserne i en kriminalroman. De kan med rette betragtes som kriminallitteraturens brogede forhistorie, inden en fast skabelon bliver etableret og udviklet omkring midten af 1800-tallet.

Eugène Sue

Edgar Allan Poe og kriminallitteraturens fødsel I 1841 skriver den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe (1809-1849) en epokegørende novelle med titlen Mordene i Rue Morgue, der mere end nogen anden tekst kommer til at præge krimigenrens udvikling indtil i dag. Den 32 år gamle Poes geniale indfald består i at kombinere en lang række af

21

Kriminallitteraturens pionerer

Edgar Allan Poe

de nævnte elementer og samtidig opfinde en række nye, som samlet set kommer til at fungere som den dominerende skabelon for den efterfølgende krimigenre.

Poes banebrydende novelle handler om et bestialsk dobbeltmord på to kvinder i storbyen Paris. Den ene af kvinderne har fået halsen skåret over med en barberkniv. Snittet er så voldsomt, at hovedet er blevet skilt fra kroppen, hvorefter det er blevet smidt ud på gaden fra tredje sal. Den anden kvinde er blevet banket ihjel og proppet op i en skorsten med fødderne først. De groteske og bestialske mord har fundet sted i et lukket og aflåst rum. Desuden har ingen vidner set episoden, og gerningsmanden er ikke blevet observeret hverken før eller efter mordene. Sagen er yderligere kompliceret ved, at en stor

22

Kriminallitteraturens pionerer

sum penge, som de to myrdede kvinder havde i deres besiddelse, ikke er blevet stjålet. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvem gjorde det?

Med Poe bliver den klassiske whodunit?-krimi født, der ikke mindst omfatter mysterier om forbrydelser i lukkede rum, der synes umulige at løse for mennesker med en normal begavelse. På klassisk vis står politiet – på trods af grundig efterforskning – på bar bund. Derfor søger de hjælp hos den geniale detektiv Auguste Dupin, der sammen med sin navnløse makker påtager sig at opklare mysteriet. Ved hjælp af en række virtuose følgeslutninger kommer Dupin frem til, at forbrydelsen ikke er blevet begået af et menneske, men af en løssluppen orangutang, der i panik har begået de voldsomme handlinger mod de sagesløse kvinder.

Poes klassiske fortælling er lige så absurd, som den er morsom. I en kølig og flamboyant stil fortælles historien om den geniale Dupin og hans makker, som bliver den arketypiske model for alle efterfølgende seriedetektiver i kriminallitteraturen. Tænk bare på Sherlock Holmes og Dr. Watson hos Arthur Conan Doyle, Poirot og Hastings hos Agatha Christie, William af Baskerville og Adso fra Melk hos Umberto Eco eller Morse og Lewis hos Colin Dexter, for blot at nævne et par stykker blandt mange, mange andre makkerpar inden for genren. Det er slet og ret fascinerende, at en lille og så forholdsvis obskur novelle som Mordene i Rue Morgue kan danne udgangspunkt for en så enorm og varieret genre som krimien. Ikke desto mindre er det netop det, der er sagen. Den cirka 20 sider lange novelle indeholder essentielt alle de elementer, der kommer til at kendetegne krimigenren de første mange årtier.

De mest umiddelbart genkendelige elementer er brugen af 1) storbyen, i dette tilfælde Paris, som vilkår og ramme for handlingen, 2) detektiven og hjælperen som de centrale figurer i handlingen, 3) den deduktive opklaringsmetode som det primære instrument eller værktøj for detektiven i bestræbelsen på at løse novellens mysterium, 4) forbrydelsen som fortællingens omdrejningspunkt, 5) krimiens særlige plotstruktur med to forløb, et omkring mordet og et omkring opklaringen, og 6) et gennemført dualistisk verdensbillede, hvor forholdet mellem de gode og de onde er klart defineret. Disse seks ele-

Auguste Dupin

Plakat fra filmatiseringen af Mordene i Rue Morgue (1932).

23

Kriminallitteraturens pionerer

Sherlock Holmes og Professor Moriarty.

S. 41. Sherlock Holmes og Professor Moriarty sekunder inden de styrter i Reichenbach-vandfaldene. Illustration af Sidney Paget.

40

gærede fotografi finder Holmes et brev, i hvilket Irene Adler forklarer Holmes, hvordan hun har gennemskuet hans forehavende. Desuden indeholder brevet et fotografi af Irene Adler selv, som Holmes beholder. Irene Adler bliver kvinden i Holmes’ liv og en figur, der henvises til i flere andre fortællinger.

Med tiden har Irene Adler fået en nærmest mytologisk karakter blandt Doyle-entusiaster, som kvinden, der på mærkværdig vis erobrer tænkemaskinens hjerte. Skandale i Bøhmen bærer igen umiskendelige ligheder med en tidligere novelle i genren, nemlig Poes Det forsvundne brev, men heller ikke her gør det fornøjelsen mindre, eftersom Doyle blot bruger en række træk fra Poes novelle og skriver dem ind i sit eget univers. Mange andre af Doyles Holmes-fortællinger kunne fremhæves. Blandt de bedste hører Tiggeren med det vansirede ansigt, Det brogede bånd, Den blå karfunkel og Den adelige ungkarl.

En uomgængelig fortælling er dog Det afsluttende problem fra 1893. I den forrygende fortælling møder Holmes sin banemand. Doyle introducerer således en af de mest fascinerende figurer i Holmes-universet, nemlig superskurken Professor Moriarty. I intellekt og tankekraft lader Moriarty ikke Holmes noget efter. Han er tidligere professor i matematik og sjældent godt begavet, og i kraft af visse nedarvede tilbøjeligheder er han slået ind på en kriminel løbebane og styrer en del af Londons underverden. Moriarty er med Holmes’ ord ”forbrydelsens Napoleon. Han er anstifter af halvdelen af de ugerninger, der begås i denne store by, og af næsten alle dem, der forbliver uopklarede. Han er et geni, en videnskabsmand, en abstrakt tænker – med en førsteklasses hjerne. Han sidder ubevægelig som en edderkop midt inde i sit spind”. Holmes er i gang med at optrevle det vidt forgrenede forbrydersyndikat, og han er kun få dage fra at stramme nettet om sine modstandere, da Moriarty dukker op i Holmes’ egen stue. Moriarty anerkender Holmes’ arbejde, men giver ham et ultimatum: Hvis ikke han stopper sit forehavende, vil Moriarty og hans slæng dræbe ham. Holmes fortsætter imidlertid jagten, der fører ham og Watson til det europæiske kontinent i hælene på Moriarty.

På deres færd kommer de to helte til det dramatiske vandfald Reichenbachfall i Schweiz, hvor Moriarty snyder Watson til at tage tilbage til sit hotel. Holmes er fuldt ud klar over Moriartys

Kriminallitteraturens pionerer

41

3. Kapitel

Kriminallitteraturens guldalder

Fra Gilbert K. Chesterton til Josephine Tey

Kriminallitteraturens guldalder

hed. Hans hoved var fuldstændig ægformet, og han holdt det altid lidt på skrå. Hans mægtige overskæg strittede martialsk.

Hans sirlighed hvad klædedragt angår grænsede næsten til det utrolige. Jeg tror, at et støvfnug på tøjet ville have smertet ham som et skudsår. Men denne pudsige, lille laps, som nu – hvad jeg med beklagelse lagde mærke til – haltede temmelig meget,

58

Kriminallitteraturens guldalder

havde i sin tid vÌret et meget berømt medlem af det belgiske politikorps. I sin egenskab af detektiv havde han lagt en ualmindelig skarp sporsans for dagen, og han havde haft den triumf at kunne opklare nogle af tidens mest indviklede mysterier.�

Poirots markante udseende er legendarisk og kongenialt iscenesat af skuespillere som Peter Ustinov, Albert Finney og

59

4. Kapitel

Den h책rdkogte amerikanske krimi

Fra Dashiell Hammett til Mickey Spillane

Den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur

Eksempler på pulp-forsider fra et par af de mange mindre kendte hårdkogte forfatteres værker.

(1940), Det sorte tæppe (1941) og Stævnemøde i sort (1948).

Man kan også få fine eksempler på Woolrichs drevne evner som novellesmed i den solide samling Mellem mørke og daggry. Filminstruktøren Alfred Hitchcock brugte en af Woolrichs noveller som forlæg for den psykologiske gyser Skjulte øjne fra 1954. Woolrich skrev også fine romaner under pseudonymet William Irish og George Hopley. Woolrichs roman Stævnemø-

122

Den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur

de i sort blev i øvrigt genskrevet med stor succes af den danske krimiforfatter Torben Nielsen i Nitten røde roser (1973), der er en af alle tiders mest populære danske kriminalromaner.

Jim Thompson og livet på kanten Den amerikanske krimiforfatter Jim Thompson (1906-1977) hører ligeledes til blandt kultforfatterne inden for den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur. Han er som Woolrich interesseret i samfundets grænseeksistenser. Mordere, psykopater, bondefangere, kriminelle og forhutlede typer af alskens art befolker siderne i Thompsons rå og voldsomme fortællinger fra Amerikas undergrund. Thompsons ligefremme fortællinger overrasker og overrumpler læseren. Selvom de sjældent anvender de traditionelle spilleregler inden for krimigenren, er de i tone, stil og livsholdning ikke desto mindre rendyrket hårdkogt pulpmisantropi. Thompson lader i traditionen fra James M. Cain læseren få et direkte blik ind i nogle af Guds værste børn, blot med den afgørende forskel at det hos Thompson ikke er normale mennesker, der fanges af uheldige omstændigheder, men randeksistenser, som fra starten af lever og accepterer sig selv som væsner hinsides det øvrige samfunds moralske spilleregler. Volden og brutaliteten præsenteres ufiltreret og med en skræmmende og dyrisk naturlighed.

Jim Thompson

123

Den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur

pulpforfatter Mickey Spillane (1918-2006) har fået ry for at være en højreorienteret, voldsdyrkende mandschauvinist, og den betegnelse er ikke helt forkert. I hvert fald ikke hvis man skal dømme ud fra sindelaget hos hans berømte New Yorkdetektiv Mike Hammer, der er hovedpersonen i 13 romaner

132

Den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur

fra slutningen af 1940’erne til slutningen af 1990’erne. Hammer er ekstremt voldelig, en notorisk kvindehader og en utvetydig patriot med en mission: at retfærdigheden sker fyldest.

Hvad retfærdighed lige præcis er, definerer Hammer selv, idet han både dømmer og henretter sine ofre og ikke giver noget som helst for de eksisterende institutioners evne til at forvalte voldsmonopolet i Amerika. Hammer er den fødte hævner, en art overmoralsk enmandshær med vilje til at udrydde enhver form for samfundsmæssigt afskum, inklusive kriminelle, kommunister og korrupte politikere.

Spillanes amoralske privatdetektiv har af gode grunde gjort ham til en udskældt herre blandt kritikere. Privatdetektiven Mike Hammer tenderer i hele sin facon mod tegneseriegenrens selvtægtsfigurer og deres ubændige jagt på forbrydere i metropolernes mørke natlandskaber. Trods den massive kritik er Spillanes romaner læseværdige og genuine genrestykker med et højt tempo og en gennemført pessimistisk noir-stemning. I en vis forstand er Spillanes Mike Hammer-romaner ligefrem indbegrebet af hele den hårdkogte genre, idet han anvender alle de klassiske stilelementer og giver dem et nøk i retning af den rene karikatur. Desuden fremstår storbyen New York i Hammers blik som en fantasmagorisk metropol af regnvåde gader, forhutlede eksistenser og alt for meget ensomhed og desperation.

Debutværket Jeg drømmer – og dræber (1947) introducerer Mike Hammer i jagten på sin bedste vens morder og er et fuldblods eksempel på Spillanes stil. Hammer har svoret at slå morderen ihjel, på samme måde som han slog kammeraten ihjel, og da morderen viser sig at være den kvinde, han har forelsket sig i, skyder han hende alligevel ned uden fortrydelse eller anger. I Spillanes velsagtens mest berømte og berygtede roman, De grønne kort (1951), bliver Hammer involveret i et dobbeltmord, der peger på en kommunistisk konspiration mod den frie verden midt i New York. En hæsblæsende krig mod de kommunistiske forrædere går nu i gang og ender med en veritabel maskingeværsmassakre i bedste gangsterfilmstil.

De grønne kort er et godt eksempel på Spillanes fuldstændig sort-hvide verdensbillede og hans evne til at udelade enhver nuance for at etablere en historie, hvor ingen skal være i tvivl om rollefordelingen.

133

Den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur

Til trods for sine demonstrativt politiske ukorrekte holdninger er Spillane en af kriminallitteraturens mest populære forfattere. Han havde sin storhedstid i de kommunistforskrækkede 1950’ere, og hans romaner har angiveligt solgt over 225 millioner eksemplarer og er oversat til alverdens sprog.

Mickey Spillane kan betragtes som en form for kulmination og radikalisering af genren, inklusive dens mindst flatterende træk. Ved siden af den samfundskritiske og realistiske tendens i Hammetts og Chandlers værker løber der en latent paranoia og voldsom misantropi igennem mange af den hårdkogte genres værker, som giver sig til kende i et umiskendeligt sortsyn og en manglende livslyst hos mange af genrens detektiver.

Netop disse træk er til stede i Spillanes værk og inkarneret i Mike Hammer-figurens kyniske selvtægt og gennemgående menneskeforagt. På dansk findes hele New York-sagaen om Mike Hammer samt den kulørte serie fra 1960’erne om superspionen Tiger Mann, der jagter kommunister og optrevler sammensværgelser mod Amerika.

Afsluttende bemærkninger – mellem ”sunshine and noir” Skal man kortfattet give en afsluttende karakteristik af den hårdkogte amerikanske kriminalromans ærinde, er det frugtbart at træde et skridt tilbage og se på de tidligste hårdkogte forfatteres forhold til Californien. Kravet om realisme i kriminalromanen er hos Hammett og Chandler knyttet til en kritik af det amerikanske samfunds udvikling i mellemkrigstiden og den massive markedsføring af Californien som stedet, hvor man med få midler kan realisere sine forhåbninger til det amerikanske samfund. Især Los Angeles blev præsenteret som den amerikanske drøms eldorado. Et sted med evig solskin, billig jord og uanede muligheder for at starte på en frisk. Spekulanter, jordejere og driftige forretningsfolk solgte drømmen om et forjættet land langt fra østkysten og det moderne amerikanske industrisamfunds brølende storbyverden.

Den hårdkogte kriminallitteraturs pessimistiske fremstilling af Amerika er et modbillede til dette glansbillede af den amerikanske drøm. Frem for et Los Angeles tæt på strand, natur og med masser af muligheder for at finde arbejde tegner

134

Den hårdkogte amerikanske kriminallitteratur

de hårdkogte forfattere et dystert portræt af en verden præget af kriminalitet og egoisme. Et sted med korrupte politikere, et pilråddent politi og en grådig overklasse. Myten om Los Angeles som den amerikanske drøms legemliggørelse bliver gennemhullet ved at vise facadens bagside og kortlægge strukturerne i et for forfatterne lovløst samfund.

Den amerikanske forfatter Mike Davis har med betegnelsen ”Sunshine and Noir” gjort opmærksom på den tvetydige fremstilling af Los Angeles, perioden er præget af, en fremstilling mellem utopi og dystopi, mellem drøm og virkelighed. For Davis drejer det sig ikke om at accentuere enten de lyse eller de mørke sider af den dragende californiske metropol, men om at pege på spændingen mellem disse to poler, der fortsætter med at gøre Los Angeles til en af verdens mest fascinerende byer.

Den hårdkogte genre er fortsat med at vise skyggesiderne af samfundet. Selvom historierne i dag handler om Boston, Washington eller New Orleans, er det stadig den samme bestræbelse på at give et uforskønnet billede af det amerikanske samfunds konflikter og problemstillinger, der er genrens eksistensberettigelse og ærinde. Hammett og Chandler var sammen med deres kolleger fra Black Mask startskuddet til en genre, som ufortrødent fortsætter med at producere tankevækkende amerikanske modbilleder til stor fornøjelse for publikum.

Ti gode hårdkogte krimier 1. Dashiell Hammett: Rød høst (1929) 2. James M. Cain: Postbudet ringer altid to gange (1934) 3. Raymond Chandler: Den lange søvn (1939) 4. Cornell Woolrich: Bruden var i sort (1940) 5. Mickey Spillane: De grønne kort (1951) 6. Ross MacDonald: Manden under jorden (1971) 7. James Crumley: Den forkerte sag (1975) 8. Charles Willeford: Miami Blues (1984) 9. Elmore Leonard: Glitz (1985) 10. James Lee Burke: Neonregn (1987)

135

Lille krimileksikon

f

Lille krimileksikon

Difool, der sammen med betonpapegøjen Deepo ufrivilligt bliver blandet ind i et komplot af galaktiske dimensioner. Difool og Deepos hæsblæsende og hallucinatoriske eventyr foregår i et strengt klasseinddelt og højteknologisk fremtidssamfund og er en vital blanding af satirisk samfundskritik, fantasirige ideer om fremtidens indretning og vanvittige indfald med metafysiske implikationer. Jodorowskys ubegribeligt syrede univers er bragt til live på fornemste vis af Moebius’ præcise visioner af dette dystopiske mareridtssamfund, der kortlægges bid for bid i seriens seks bind. Alejandro Jodorowsky (1929-), der er chilener, er stærkt inspireret af surrealismen og har et stort og imponerende tegneserie- og filmværk bag sig, blandt andet forhistorien til John Difool, som han realiserede sammen med tegneren Zoran Janjetov under titlen Før Inkalen (19881995). Bag pseudonymet Moebius gemmer sig franskmanden Jean Giraud (1938-), der under dette navn først og fremmest er kendt som skaberen af westernserien Blueberry.

Tegneserien er som intet andet medium skabt til at kreere fantastiske og ekstraordinære verdener. Hvad enten det er drømmeagtige versioner af Paris’ magiske virkelighed omkring 1. Verdenskrig eller surrealistiske fremtidsversioner, har tegneserien sendt detektiver af alle slags ud på de mest fantastiske rejser og tilført krimiens univers originale og nye dimensioner. Tegneserien er som genre specialiseret i at fabulere, ekstrapolere og spekulere, samtidig med at resultaterne visualiseres og konkretiseres for læseren, der generøst får mulighed for at opleve alternative virkeligheder.

Tv-serier Krimier har altid fungeret godt på tv. Og mange krimiværkers serielle karakter passer fortrinligt til at blive omsat til en ugentlig dosis spænding på tv-skærmen og til at bygge et univers op omkring nogle bestemte figurer og steder. Hver periode i krimigenren har efterhånden fået sine egne kongeniale filmatiseringer. Jo længere man kommer op i det 20. århundrede, desto mere samtidige bliver filmatiseringerne med forlæggenes undfangelse. Især i forhold til den tidlige del af genren ligger der ofte en del år mellem filmatiseringerne og de oprindelige forlæg. Man kan næsten hævde, at filmatiseringerne har pustet

160

Lille krimileksikon

nyt liv i en del af genren, der ikke længere har haft den store bevågenhed fra det læsende publikum. Det er for eksempel tilfældet med Agatha Christies værker, der har et stort tv-publikum, men som i vore dage kun læses i begrænset omfang.

Det særlige ved filmatiseringerne til tv såvel som spillefilm er, at de skaber en hel generations billeder af netop den detektiv eller politiinspektør. Nævner man Miss Marple, er det uvægerligt billedet af Joan Hickson eller måske Margaret Rutherford, der dukker op på nethinden, mens det tilsvarende er vanskeligt at undgå at se Jeremy Bretts skarpe profil for sig, når talen falder på Sherlock Holmes. Hertil kommer, at stederne får liv og sjæl i filmatiseringerne, og i kraft af seriens tidsmæssige udstrækning er der rig mulighed for at udfolde og udforske et bestemt steds særlige mikrokosmos og livsverden. Tænk bare på Colin Dexters Inspector Morse-serie og det fornemme portræt af Oxfords mange steder og miljøer, eller Mickey Spillanes stemningsfulde og jazzede New York i serien Mickey Spillane’s Mike Hammer med Stacy Keach i rollen som den hårdkogte snushane. I kraft af deres brede publikumsap-

Stacy Keach som Mike Hammer.

161

Lille krimileksikon

I de senere år er der blevet skabt andre tv-serier, som har tilført krimigenren helt nye dimensioner. Mark Frost og David Lynchs Twin Peaks (1990-1991) gav krimien en mystisk dimension og bragte den til trods for en god portion humor ganske tæt på gysergenren. Tv-serien The X-Files (1993-2002) gik planken ud og blandede krimien med science fiction-genren og alskens former for paranormale fænomener. Den populære serie CSI: Crime Scene Investigation (2000-) har ført opklaringsprocessen og videnskaben om mordet til nye spekulative højder uden at give køb på underholdningsværdien. Den veldrejede gangsterserie The Sopranos (1999-2007) har givet nyt liv til beskrivelsen af underverdenens karakterer, der ellers sjældent får den store opmærksomhed i tv-serier. En sidste banebrydende serie, der skal nævnes er The Wire (2002-2008), der med sine realistiske skildringer af kriminalitet i Baltimore har givet et bud på en moderne version af genrens gamle dyder.

Også i Danmark har en lang række krimiserier set dagens lys gennem de sidste ti år. Blandt de mest succesfulde er Strisser på Samsø (1997-1998), Rejseholdet (2000-2004), Ørnen (2005), Anna Pihl (2006-2008) og Forbrydelsen (2007). Serierne kan kategoriseres som moderne politikrimier og har på få år skabt en veritabel genre inden for dansk tv-drama og -underholdning, og har et stort og trofast publikum.

164

5. Kapitel

Politikrimien

Fra Hillary Waugh til Ian Rankin

Politikrimien

automatisk styrer mod det fælles bedste. Den store interesse for et populærkulturelt fænomen som politikrimien kan meget vel næres af denne mangel på tillid til autoriteterne og en deraf forøget interesse for deres arbejde og integritet i den brede befolkning. Hertil kommer selvfølgelig et behov, man aldrig bør underkende, når det kommer til populærkultur, nemlig et stadigt og tilsyneladende umætteligt behov for god og oplysende underholdning.

Ti gode politikrimier 1. Hillary Waugh: Dødens dagbog (1952) 2. Ed McBain: Betjent myrdet (1956) 3. Ruth Rendell: En morder vælger galt (1967) 4. Tony Hillerman: De dødes dansesal (1973) 5. Martin Cruz Smith: Gorkij Park (1981) 6. William McIlvanney: Gåden om Tony Veitch (1983) 7. Derek Raymond: Manden der døde med åbne øjne (1984) 8. John Harvey: Ensomme hjerter (1989) 9. Michael Connelly: Det sorte ekko (1992) 10. Ian Rankin: Fortids synder (1997)

228

6. Kapitel

Seriemorderkrimien

Fra Robert Bloch til Kathy Reichs

Seriemorderkrimien

historisk betinget sammenhæng. Seriemordergenren bliver i denne optik udtryk for et samfund, hvis sammenhængskraft er i opløsning, og hvor tilliden er forsvundet. En mindre pessimistisk tolkning af seriemordergenrens brug af privatsfæren vil se et forsøg på at forny et af gysergenrens klassiske greb, nu blot integreret i et kriminalistisk plot og med et monster uden ydre genkendelige træk. Gysergenrens eksistensberettigelse har altid bestået i at artikulere og gestalte menneskets frygt og lyst i en fiktiv ramme og med mulighed for at identificere sig med både helt og skurk. Nøjagtig dette element overtager seriemordergenren. Det beroligende budskab er så, at frygten for at blive offer for seriemorderens sadisme altid driver over.

I ni ud af ti seriemorderromaner genetableres den samfundsmæssige ligevægt og orden i kraft af en uudsagt kontrakt mellem forfatter og læser om en lykkelig udgang på miseren.

Ti gode seriemorderkrimier 1. Jim Thompson: Min indre morder (1952) 2. Davis Grubb: Jægeren i mørke (1953) 3. Patricia Highsmith: Mr. Ripleys talent (1955) 4. Robert Bloch: Psycho (1959) 5. Thomas Harris: Den røde drage (1981) 6. James Ellroy: Stille terror (1986) 7. Patricia D. Cornwell: Post mortem (1990) 8. Caleb Carr: Sindssygelægen (1994) 9. Kathy Reichs: Deja-død (1997) 10. Michael Connelly: Mørkere end natten (2001)

254

7. Kapitel

Den historiske kriminalroman

Fra Umberto Eco til Walter Mosley

9. Kapitel

Spionromanen

Fra James Fenimore Cooper til Robert Littell

Spionromanen

handler om retssystemet og dets ansattes rolle, magt og moral i det amerikanske samfund. Retssalsdramaet diskuterer ofte disse problemstillinger gennem historier om mennesker, som på den ene eller anden måde kommer i konflikt med retssystemet eller magtfulde virksomheder. Til denne undergenre hører for eksempel de amerikanske forfattere John Grisham og Scott Turow. Spændingsgenren opererer kort sagt på en lang række områder, der til stadighed er under udvikling, og som hver for sig kunne gøres til genstand for videre undersøgelse.

Ti gode spionromaner 1. John Buchan: De 39 trin (1915) 2. W. Somerset Maugham: Ashenden. Den hemmelige agent (1928) 3. Geoffrey Household: Menneskevildt (1939) 4. Eric Ambler: Dimitrios’ maske (1939) 5. John le Carré: Spionen der kom ind fra kulden (1963) 6. Robert Ludlum: Manden uden navn (1980) 7. Jan Guillou: Coq Rouge (1986) 8. Leif Davidsen: Den russiske sangerinde (1988) 9. James Ellroy: American Tabloid (1995) 10. Robert Littell: The Company (2002)

376

10. Kapitel

Afslutning

Krimiens mange ansigter

Kriminallitteraturens historie

Pionererne Guldalderen Edgar Allan Poe

Agatha Christie

Den moderne krimi

Arthur Conan Doyle

Dorothy L. Sayers

Politikrimien

Wilkie Collins

Den psykologiske krimi

Den hårdkogte krimi

Seriemorderkrimi

Dashiell Hammett

Den historiske krimi

Raymond Chandler

Den skandinaviske krimi

James M. Cain

Femi-krimi

Western (1860-1900) Pulp-hæfter (1920’erne)

Cornell Woolrich Jim Thompson

Oversigterne læses fra venstre til højre. Det er hensigten, at oversigterne skal give en overordnet fremstilling af den historiske sammenhæng, ikke en detaljeret beskrivelse af de enkelte forfatteres relationer.

392

Guldalderen GULDALDEREN

Pionererne

1. Generation

2. Generation

Gilbert K. Chesterton Edgar Allan Poe

E. C. Bentley

P. D. James

Wilkie Collins

Agatha Christie

Ruth Rendell

Charles Dickens

Dorthy Sayers

Colin Dexter

Arthur Conan Doyle

A. A. Milne

Reginald Hill

Anthony Berkeley Josephine Tey

393