ALDRIG MERE
Holocaust og andre folkedrab
Ă…rstema
2017-18
Workshops og inspiration Ungdomsuddannelser
Gratis workshop 2017 Viden og ansvar Aldrigmere.dk arrangerer gratis workshops for undervisere, der ønsker inspiration til at undervise deres elever i demokrati med en flerfaglig tilgang og med udgangspunkt i materialerne til årstemaet Viden og ansvar på aldrigmere.dk. Hver workshop har en varighed af to timer og finder sted på et af landets CFU-centre. Deltagerne må aktivt byde ind med viden og ideer til, hvordan elever/kursister i den daglige undervisning motiveres bedst muligt og bringes til at deltage aktivt i demokratiske debatter. Der vil være fokus på mål og evaluering samt brug af kilder og analysemodeller fra aldrigmere.dk. Læs mere og tilmeld dig på aldrigmere.dk CFU Herning
14. sep.
CFU Haderslev
19. sep.
CFU Esbjerg
21. sep.
CFU Aarhus
28. sep.
CFU Odense
3. okt.
CFU Aalborg
5. okt.
CFU Bornholm
26. okt.
CFU Sjælland, Campus Roskilde
30. okt.
CFU Sjælland, Campus Næstved
31. okt.
CFU Vejle
2. nov.
CFU København (Valby Tag – Brockhuus)
7. nov.
CFU Sydslesvig
9. nov.
Viden og ansvar Aldrig Mere • Holocaust og andre folkedrab Årstemaet 2017 Viden og ansvar på aldrigmere.dk belyses gennem tre undertemaer. Gennem korte dokumentarfilm, vidnesbyrdfilm, reportager, fiktive filmklip, fotos og skriftlige dokumenter kan eleverne dykke ned i og analysere samtiden op mod fortiden. Gennem undersøgelser og analyser i relation til historien, lovgivning, visuelle udtryk og andre kilder besvares problemformuleringer omhandlende ikke-demokratiske aktuelle eller fiktive hændelser.
Holocaust – viden og ansvar Tyskland bærer en arv efter Holocaust, som har sat sig spor i den tyske grundlov. Alligevel blomstrer ikke-demokratiske kræfter op i landet. Foruden den tyske grundlovs §1 stk. 1 og 3 består kilderne til dette undertema af interviews af unge frivillige, der bekæmper jødehad og en reportage fra deres organisation TGH.
Yazidi – på kanten af et folkedrab Islamisk stats overgreb på yazidifolket i Irak startede i 2014 og pågår fortsat. Kilderne omfatter bl.a. personlige beretninger, reportager om de forhold flygtede yazidier lever under i dag, samt beskrivelser af, hvordan organisationen YAZDA forsøger at dokumentere de grusomheder, der er begået mod det religiøse mindretal.
Tænk hvis det skete for mig ... Også i en dansk kontekst dukker der igen og igen spor op på ikkedemokratiske kræfter. Men vi skal genkende disse spor og vide, at de straks skal bekæmpes, for ellers ... I tre korte filmsekvenser oplever man hvordan tilsyneladende fornuftige nye love pludselig truer en udvalgt befolkningsgruppe. Arbejdet kvalificeres med andre kilder.
Demokrati og flere fag AldrigMere • Didaktik
En lang række fag på ungdomsuddannelserne har som formål at udvikle elevernes demokratiske dannelse, og derfor er det oplagt at lade flere fag indgå i samspil for at imødegå dette. De nye materialer på aldrigmere.dk for 2017 har alle demokrati eller fravær af demokrati som et underliggende tema. Hvordan disse mål og evaluering kan tænkes sammen beskrives kort nedenfor.
Mål Alle fag har et fagligt mål om, at flere fag skal i spil samtidig i undervisningen. Dette kan tilfredsstilles ved at lægge op til brede problemstillinger og stille krav om anvendelse af metoder fra flere fag. I arbejdet med undertemaerne om unge frivillige i Hamborg, yazidierne i Irak eller fremtidens Danmark (se tidligere) indgår en demokratidannende dimension. Fx skal eleverne/kursisterne trække linjer tilbage i historien samt bidrage med egne tanker om, hvilke handlinger der kan understøtte demokrati. Ideer til dette får de i arbejdet med erindringskunst og/eller andre unges engagement i frivillige organisationer. Arbejdet kan således tage udgangspunkt i fag som bl.a. billedkunst, historie, samfundsfag, mediefag og tysk.
Evaluering Både samspillet mellem fagene og faglige mål for de enkelte fag kan tænkes ind i den afsluttende evaluering. Fokus på evalueringen kan derfor give gode ideer til, hvilke arbejdsmåder eleverne/ kursisterne skal anvende gennem undervisningsforløbet og hvilket indhold i form af kilder og analysemodeller, der skal sættes særligt fokus på. Se eksempel på oplæg til mål og evaluering på aldrigmere.dk
Kilder og modeller En del af indholdet på aldrigmere.dk er journalistiske kilder, som er produceret med henblik på at informere om, hvad der sker sommeren 2017 i Hamborg eller Irak. Dertil kan eleverne finde modeller til brug for systematiske analyser af begivenheder, sprogbrug osv. En række grundtekster giver desuden eleverne baggrund for eller støtte til at besvare problemstillinger og udarbejde evaluerende produkter.
Kilder Foruden de tilgængelige journalistiske og øvrige kilder på hjemmesiden, er der via links adgang til lovdokumenter, fx den tyske grundlov, hvoraf relevante dele findes i en dansk oversættelse. Dertil kan eleverne perspektivere deres arbejde med andre nutidige eller historiske kilder, hvad enten det er for at drage sammenligninger eller trække de lange linjer i et hændelsesforløb. Et støtteark sikrer at eleverne ved, hvordan man laver en fornuftig kildekritik.
Modeller til analyse og diskussion Modeller er gode at kortlægge sin viden ud fra. Modeller kan understøtte undersøgelsen af konkrete forhold som eksempelvis konflikter ud fra en generel teori. På aldrigmere.dk kan eleven finde modeller om fx revolutioners udvikling, konflikters op- og nedtrapning, kommunikation mv. Eleverne kan også selv udarbejde modeller ud fra opstillede hypoteser om sammenhænge, fx som et skridt på vejen til selv at udarbejde deres problemformulering. Se eksempel på analysemodeller og støtteark aldrigmere.dk
Yazidi-konflikten dokumenteret Artikel
”Jeg vågner 2:30 om natten med mareridt” Af Hans Bülow, tilrettelægger, Cand.mag., fotos: Andreas Hansen
50 kilometer fra Mosul i Irak. 42 graders varme. Juli 2017. Ikke ligefrem en ønskedestination for sommerferien. Men i fjorten dage skal vi, en dansk medietilrettelægger og en dansk fotograf, lave optagelser til undervisningsmaterialer med levende billeder til danske elever. Temaet er folkedrab. Vi har besluttet os for at dokumentere forsøg på folkedrab og ikke bare ”i vor tid”, men lige nu mens det foregår i juli 2017. I det område vi opholder os i, har IS har gjort yazidiminoriteten på ca. en halv million mennesker til skydeskive. Mænd bliver slået ihjel, mens kvinder og børn gøres til slaver. Et ekspertpanel under FN har beskrevet det som et forsøg på folkedrab. Det samme har flere europæiske regeringer og USAs udenrigsminister. Vi befinder os midt i orkanens øje. Før vi skal på optagelse, laver vi en grundig research og læser om og ser optagelser af IS-armafhugninger, derefter om traumatiserede børn, misbrugte kvinder og så videre. Jeg holder til det en uges tid, så vågner jeg klokken 2.30 om natten med mareridt. Resten af tiden må sovepiller sikre min nattesøvn. Men hvordan kan vi fortælle danske elever om så brutal en verden? Hvordan kan vi delagtiggøre dem i denne del af virkeligheden, uden at det ender i voldsporno eller noget tilsvarende, der kan blokere for elevernes evne til at forstå?
Vi finder løsningen på to måder. Vi vil vise at de mennesker, vi møder, ikke bare rummer lidelserne, men også så meget andet. Og vi vil fokusere på de kræfter, der udfoldes for at afsløre forbrydelserne og bringe forbryderne for en domstol. Vi filmer interviews; for eksempel med kvinder og børn, der tidligere blev holdt som slaver af IS. Vi laver optagelser til reportager, blandt andet en reportage fra en lejr i området, hvor far, mor og syv børn bor sammen i et telt på tredje år. En familie ud af 750.000 internt fordrevne bare i denne provins. Andre optagelser skal blive til film om det arbejde statsadvokaten og andre ved organisationen YAZDA udfører med at dokumentere IS forbrydelser. Vi kommer helt ind i maskinrummet og filmer deres arbejde med den satellitbaserede teknologi, så man kan følge ændringer i jordhøjde, der kan vise IS ”killing sites” og meget andet. Og vi ser dem interviewe traumatiserede børn for at samle beviser. I vores research finder vi dokumenter, der kan anvendes som kildemateriale. Eksempelvis ISs egne regler for behandling af slavegjorte og et konkret eksempel på en ”slavekontrakt”. Undervejs reflekterer vi over vanskelighederne med at skabe retfærdighed og over, om danske elever med en tryg hverdag også vil kunne nå til tilsvarende refleksioner gennem arbejdet med materialet. For hvorfor bliver forbryderne ikke bare dømt ved en domstol? Hvad vil en retssag mod en gruppe som IS betyde for den meget vanskelige balance mellem de mange etniske og religiøse grupper i Irak? Og vil overgrebene, som vi er blevet vidende om, nogen sinde blive vurderet og anerkendt som et folkedrab?
3 års flugt
Brændemærket
Overlevende interviewes
På aldrigmere.dk udkommer der hvert skoleår nye materialer til undervisning i Holocaust og andre folkedrab som optakt til årets Auschwitz-dag den 27. januar. Materialerne relaterer sig til et årstema. Fra 2017-20 har årstemaerne følgende overskrifter: 2017-18 – Viden og ansvar 2018-19 – Magt og midler 2019-20 – Erindring og glemsel Dette års tema Viden og ansvar udfoldes på aldrigmere.dk i tre undertemaer: ’Holocaust – viden og ansvar’, ’Yazidi – på kanten af et folkedrab’ og ’Tænk hvis det skete for mig ...’ Dette hæfte informerer om planlagte workshops og inspiration målrettet ungdomsuddannelser.