Bibelske Tidende

bibelske tidende

Af Peter Nejsum

Nu til dags møder man ofte et gudsbegreb, der på samme måde er upersonligt.

Et bagvedliggende princip, en dybere årsag til alting, en forklaring på det (endnu) uforklarlige.

I Bibelen finder man af og til et billede af Gud som den højt ophøjede, uudgrundelige og utilgængelige magt bag tilværelsen. Men det mest almindelige er et billede af Gud i Bibelen som den lidenskabelige Gud, der engagerer sig i verdens gang, voldsomt og temperamentsfuldt.

Af og til med alt for menneskelige træk: Han farer op som en trold af en æske, bliver skuffet, vred og forbitret over sit menneske, straffer det, for så at fortryde og lade nåde gå for ret, hvorefter det hele kan begynde forfra.

16 n goldberg · #24 · www.goldberg.nu

Anger Management Gud kæmper en del med sin vrede Bibelen igennem. “Så-kan-de-lære-det”-pædagogikken synes et langt stykke af vejen at være Guds første valg. Han plages af ulykkelig kærlighed til det menneske, han har skabt, og som bare ikke vil makke ret, og igen og igen fristes han til at slå det til jorden, når det ikke vil som han vil, og ikke kender til sit eget bedste.

For et par år siden spillede Nørrebros Teater en meget morsom forestilling der hed Bibelen, og som på en gang var respektløs og tankevækkende. I en meget morsom scene anbringes Gud i gruppeterapi for at lære at tøjle sin vrede. Her ser man ham sidde sammen med Buddha og Thor.

Thor er fremstillet ret primitivt, han grynter og slår med sin hammer, Buddha derimod sidder i lotusstilling og synes ”at alle mennesker skal lissom lære at elske”.

Gud er mere optaget af at “straffe”, og han er dybt frustreret, for det nytter ikke

hårdt ud med “1. Hele verdens befolkning minus Noah og hans familie (1.Mosebog 6-7). Forbrydelse: Vold og ondskab. Henrettelsesmetode: Drukning.”

Og så går det slag i slag: “3. Lots hustru (1.Mosebog 19). Forbrydelse: At kigge sig tilbage. Henrettelsesmetode: Forvandling til saltstøtte.”, “8. Arons sønner Nadav og Abihu (3. Mosebog 10).

Forbrydelse: Ofring af uhellig ild.

Henrettelsesmetode: Ild.”, “9. Korah, Dathan, Abiram og deres familier (4.

Mosebog 16). Forbrydelse: Afvisning af Moses autoritet og dannelse af egen menighed. Henrettelsesmetode: Opslugt af jorden.”, “13. Uzzah (2.Samuel 6). Forbrydelse: Tog fat i Guds ark, da okserne, der trak kærren, den var på, snublede.

Henrettelsesmetode. Ukendt.” og “14.

70.000 mennesker (2. Samuel 24). Forbrydelse: Kong David foranstaltede folketælling. Henrettelsesmetode: Pest.”

Når det stilles sådan op, er det i grunden ikke noget særligt flatterende portræt, der gives af Gud.

Lidenskabelig eller lunefuld?

Spørgsmålet er så: Hvordan kan man overhovedet stole på en sådan Gud? Var det ikke at foretrække med en ophøjet, tilbagetrukket Gud, der blot har sat det hele i gang, skubbet mennesket ind på scenen, og så ellers fra kulissen kan betragte spillet gå sin skæve gang? Eller med et upersonligt, universelt princip, som man kunne udfinde og efter bedste evne forsøge at indrette sig efter?

Det er måske meget godt med en lidenskabelig Gud, men hvad skal man stille op, når han virker lunefuld?

Lidenskabens pris

Moses omvender Gud

Måske hænger det sådan sammen, at det er forudsætningen for, at Gud kan lade sig bevæge – han er nemlig aldeles ikke “ubevæget”! Samtidig er det også forudsætningen for, at Gud kan fortryde, hvad han gør. Han er ikke statisk, men vekselvirker med den verden, han har skabt.

Bevares, der er stadig plads til forbedringer og en mere hensigtsmæssig forvaltning af vrede, og det er så åbenbart lidenskabens pris.

Da israelitterne kommer for skade at støbe en guldkalv og tilbede den, blot fordi Moses lige er oppe og hente lovens tavler, bliver Gud meget vred og siger til Moses: “Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.”

Det skal Moses nu ikke nyde noget af, så må Gud hellere slette ham af den bog, han fører. Men Moses formår også at formilde Gud ved at spille på den skade hans omdømme vil lide, hvis han gør alvor af sine trusler om at udslette folket: Ægypterne vil nemlig sige, at Gud blot har ført israelitterne ud i bjergene for at slå dem ihjel. Og så står der: “Da fortrød Gud den ulykke, han havde truet med at bringe over sit folk.” (2. Mosebog 32, 1-12).

Gud er også en Gud, der fortryder.

Abraham handler med Gud Først og fremmest er en lidenskabelig gud en gud, der kan påvirkes, hvad der er mange eksempler på. Da Abraham fx får nys om, at Gud vil udslette Sodoma, går han i rette med Gud, spiller hæmningsløst på Guds forfængelighed og siger, at Gud da umuligt kan lade sidde på sig at ville udrydde retfærdige sammen med uretfærdige.

Abraham spørger, om han ikke vil skåne byen, hvis der blot er 50 retfærdige i byen. Det går Gud med til. Men Abraham giver ikke op: “Hvad nu hvis der mangler fem i de 50?” Så smålig er Gud vel ikke, at han vil lade det komme an på det? Nej, og Gud går med til 45. Og Abraham bliver ved, og lader ikke nogen dreven basar-kunde noget efter.

Han får forhandlet “prisen” ned til 10 retfærdige. Hvis der blot er 10 retfærdige, lover Gud at skåne byen, men så vil han heller ikke gå længere ned. (Se 1.

Mosebog 18, 22-33) Desværre viser det sig ikke at være nok – Lot og hans familie, som bor i byen, er ikke så mange – og Gud udsletter byen. Til gengæld viser det sig, at Gud lader sig bevæge, selvom der nu nok skal en patriark af Abrahams format til at tinge med Gud på den direkte facon...

Gud fortryder At Gud kan fortryde er et forsonende træk. Da han i Noahs dage fortryder at have udslettet det meste af verdens befolkning, sætter han højtideligt en regnbue på himlen som tegn på det løfte, han giver.

Ironisk nok er det Noah, der udvælges til at føre menneskeslægten videre, og man må formode Gud har haft gode grunde. Men det første vi får at vide, at Noah gør (efter fromt at have bragt Gud et brændoffer), er at drikke sig fuld og i sin brandert foretage sig højst upassende ting. Det sætter tingene i perspektiv – og Gud på prøve. Han må lære, hvem han har med at gøre. Og Guds umulige og stivnakkede menneske må lære at stole på, at han lader sig bevæge - og at han er en gud, der fortryder.

At Gud kan fortryde er et forsonende træk. Da han i Noahs dage fortryder at have udslettet det meste af verdens befolkning, sætter han højtideligt en regnbue på himlen som tegn på det løfte, han giver.

goldberg · #24 · www.goldberg.nu n 17