Goldberg #33

maGasiN om jødisk kuNst

- et historisk mødested midt i København

kultur

reliGioN

samFuNd

goldberg

Nr. 33 . december/Februar 2012/2013

Admiral Gjeddes Gaard

•

•

•

Nr. 33. dec. /Feb. 2012/13

GoldberG

Hvis murene i Admiral Gjeddes Gaard kunne tale, ville de kunne berette om et væld af begivenheder, der har fundet sted her lige siden middelalderen.

I dag huser den privatejede gård moderne møde- og kursusfaciliteter og i vores eksklusive selskabslokaler afholdes der utraditionelle receptioner, firmafester og meget andet. Vi har altid kun et arrangement ad gangen så vores fokus alene er rettet mod den enkelte begivenhed.

Vi tilbyder autentiske, historiske rammer og et fleksibelt og engageret personale, der med glæde står til rådighed fra start til slut.

forlaget

– erhvervseventyret med dansk-jødiske rødder fylder 175 år!

med forfatteren

elisabeth Åsbrink

Der er mulighed for at vælge en af vores pakkeløsninger, lokaleleje eller en kombination. Vi skræddersyr gerne et individuelt tilbud, der passer til netop jeres behov, herunder kosher.

771902 448009 9

pris 49,50

Store Kannikestræde 10 A · 1169 København K · Danmark Tlf.: +45 7022 1087 eller + 4 5 2066 1087 admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

Bonnier

stort interview

24

Gården er et af byens ældste mødesteder, og har i tidens løb dannet ramme for både akademisk, kulturelt og politisk samvær med deltagelse af bl.a. Ludvig Holberg, Tom Kristen-

sen og Thorvald Stauning lige i hjertet af København.

maGasiN om jødisk kuNst · kultur · reliGioN · samFuNd

Admiral Gjeddes Gaard har siden 1730 dannet rammen for kurser, konferencer, seminarer, receptioner, fester, julefrokoster m.v.

Marilyn Monroe en konvertits trang til kærlighed ★★★

Få ideer til decembergaverne i Goldbergs Litteraturguide

Copenhagen Festival Ensemble’s formål er at præsentere publikum for en multikulturel musikoplevelse ved at invitere verdenskendte musikere til at spille sammen med ensemblet.

Endvidere er det CFEs vision at deltage i uddannelsesprogrammer for unge mennesker og give dem indsigt i den klassiske musiks dybere lag og dominerende kulturelle indflydelse.

For mere information omkring gæstemusikere og program med videre se:

www.copenhagenfestivalensemble.com

Koncerter i første halvdel af 2013: 17. februar 2012, kl. 17.00, Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K 7. april 2012, kl. 17.00, Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K 12. maj 2012, kl. 17.00, Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K

s t e r l i n g

s i lv e r

Forhandles i Illum og Magasin dyrbergkern.com

Goldberg_210x270.indd 2

21-05-2012 14:42:29

I SAMARBEJDE MED

BILLETBESTILLING

Bryllup · Konfirmation · Vinsmagning Barnedåb · Fødselsdag · Reception Catering · Kokkeskole · Konference 22 unikke værelser Skovshoved Hotel er et af Danmarks mest charmerende hoteller. Her er eksklusivt og hyggeligt.

Festligt og personligt. Hipt og romantisk.

Internationalt og lokalt på samme tid. Skovshoved Hotel fik i 2011 den eftertragtede Bib Gourmand udmærkelse i den frankofile madbibel Guide Michelin som det eneste hotel i Skandinavien. Skovshoved Hotel er et moderne hotel med unikke selskabsfaciliteter med 350 års atmosfære.

Strandvejen 267 · 2920 Charlottenlund · Tlf: 3964 0028 · www.skovshovedhotel.com

44

indhold

indhold 10

42

bog

gaver

december

24

8 Leder 10 Marilyn Monroe

I 2012 er det 50 år siden, Hollywoods store kvindeikon tog sit liv, og interessen for hendes dramatiske og omtumlede liv er atter blusset op.

Af Eva Bøggild og Hanne Friis

16 Diskret ophold TEMA Han er et Liga-barn, et af de få tilbageværende, der var på diskret ophold i Danmark under Anden Verdenskrig.

Goldberg har talt med Dan Yaalon alias Hardy Berger.

Af Hans Henrik Fafner

svenske Elisabeth Åsbrink, forfatter til den aktuelle roman Og træerne står stadig i Wienerwald.

Af Henrik Lewis-Guttermann

TEMA

Læs med og bliv inspireret. Goldbergs skribenter har dykket ned i bunken af 2012-udgivelser og giver anbefalinger til decembers gaveorgier.

Redigeret af Lone Spliid

34 “Ingens frihed uden alles frihed” Forlaget Bonnier, der er blevet en af Skandinaviens største på markedet, bygger på et værdigrundlag, der indebærer stadig kamp for ytringsfrihed, demokrati og liberalt samfundssyn.

Af Mette Ydebo

38 Fra Nordlyset til Goldberg

Den første af to artikler, der fortæller om de mange dansk-jødiske tidsskrifters historie, fra begyndelsen af 1800-tallet til i dag, fx Monatsschrift, Jeshurun og Jødisk Familieblad.

Af Merete Næsbye Christensen

19 Hvert menneske er et univers TEM Ikea, tavshed, identitet og ansvar. Stort interview med

24 Litteraturguide

52 rejseguide

bogguide

42 I Nordens Jerusalem

3 x Rachlin – far, søn og onkel – har været på en rejse tilbage til den ældstes fødeby i Litauen.

Af Michael Rachlin

46 Aron Nimzowitsch – skakmester

Ny biografi fortæller om “Danmarks skakmester”, der lagde grunden til en ny måde at tænke over skak på.

Af Dan H. Andersen

50 Guds briller

At blive set kan både være livsnødvendigt og livsfarligt.

Det kommer an på øjnene der ser. Bibelske Tidende stiller skarpt.

Af Peter Nejsum 4 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Interview med

Elisabeth Åsbrink

19 goldberg · Nr. 33 . DEC./JAN./FEB. 2012/2013

52 Goldbergs Alternative Rejseguide

Tag med til de lidt anderledes rejsemål, når Goldberg viser vej.

Redigeret af Jeanne G. Kempinski

58

56 Hvordan stemte de så?

I Goldberg #32 var det et åbent spørgsmål, hvem af de to præsidentkandidater, der ville vinde de amerikanske jøders stemmer. Nu kender vi svaret.

Så tyndt som muligt og aldrig i midten

AF Jonas Herzberg Karpantschof

57 Dobbeltmoral Politisk Kommentar.

Af Michael Moynihan

58 Så tyndt som muligt og aldrig i midten Arne Jacobsens verdensberømte højryggede stol fylder 50 år. Goldberg ser nærmere på “Danish Design” mesteren, der meget hellere ville være arkitekt.

Af Susanne Skovgaard og Janus Wald

62 Moderne jødisk kunst Mange kunstnere og ikke-kunstnere benægter, at man overhovedet kan tale om jødisk kunst som et samlet begreb.

Alligevel lever begrebet i bedste velgående.

Af Kasper Monrad

62

Moderne jødisk kunst goldberg · #33· www.goldberg.nu n 5

genre · titel

goldberg december 2012/januar/februar 2013

Redaktion og administration

Eva Bøggild (konstitueret)

GOLDBERG Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu CVR: 30351363

Redaktion:

ISSN: 1902-4487

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser

Chefredaktør:

Susanne Bernth, Hans Henrik Fafner, Jeanne G. Kempinski, Michael Rachlin, Susanne Skovgaard, Michel Solovej, Jacob Søndergaard, Hanne Trautner-Kromann

Mød GOLDBERG på Facebook, Youtube og www.goldberg.nu GOLDBERG udkommer 4 gange om året: 1. marts, 1. juni, 1. september og 1. december.

Layout: Wiegaarden / Tina Voersaa Tryk: Specialtrykkeriet Viborg A/S Webmaster: Daniel Karpantschof

Bank: Merkur Andelskasse Registreringsnummer: 8401 Kontonummer: 1168923 IBAN:DK1584010001168923 Swiftcode: MEKUDK21

Forsidefoto: © All Over Press Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Stefan Isaak Samuel Altschul (Melbourne), Rebecca Blum (Stockholm), Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Yael Enoch (Tel Aviv), Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane (Paris), Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Ulrik Høy, Patrick Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Henning Kirk, Martin Krasnik, Sandra Kviat (London), Hanne Kærhøg, Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Kaare Lindholm, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin (Washington), Berit Reisel (Oslo), Susan Ritterband, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini (Prag), Sonia Schlossman (Rom), Eddie Skoller, Charlotte Thalmay

Annoncer i GOLDBERG Kontakt os på

goldberg@goldberg.nu eller ring:

tlf. 50 24 94 50 Se priser og muligheder på www.goldberg.nu

6 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Redaktionen har forsøgt at kreditere alle indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er tilladt med tydelig kildeangivelse.

Magasinet Goldberg udgives af Forlaget GOLDBERG & MOR ApS. Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50

magasinet goldberg blev stiftet af Jacques Blum i april 2007

BLIV GOLDBERG abonnent Et helt års abonnement

kr.

248,-

(prisen gælder ved bestilling i 2012)

kontakt:

Syddansk Universitetsforlag Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf: 66157999 · press@forlag.sdu.dk

AUSCHWITZ-DAG 27. januar 2013 Søndag d. 27. januar 2013 er det igen tid til at mindes og markere de folkedrab, verden har været vidne til gennem tiden.

Det er en højtidelig dag, hvor vi mindes de mange ofre for folkedrab.

Men det er også en oplysende dag, som sætter folkedrabene i perspektiv. Dagen giver indsigt i de dilemmaer, der er forbundet med folkedrab. Den giver os en dyrbar viden, som er vigtig at tage med for at forhindre, at det sker igen. Årets tema handler om at være på flugt fra folkedrab. Med temaet sættes fokus på de valg mennesker træffer, når de konfronteres med folkedrabets had, vold og systematiske overgreb. Det gælder flygtningene selv, dem der hjælper, eller dem der ser på. Men det handler også om konsekvenserne af flugten – for ofrenes liv efter flugten eller for betydningen for de følgende generationer.

Dagen markeres med en række mindre foredrag om årets tema. Men alt skal ikke blot være ord om alvorlige emner. Derfor vil de forskellige oplæg blive fulgt op af et musikalsk indslag.

Arrangementet foregår i Glassalen i Tivoli.

Det starter kl. 16 og varer til 17.30.

Programmet annonceres på Københavns Kommunes hjemmeside på www.kk.dk/auschwitzdag Hvis I vil have stof til eftertanke, så husk at reservere dagen. Jeg håber meget, at vi kan markere Auschwitz-dagen sammen.

Med venlig hilsen

Pia Allerslev, Kultur- og Fritidsborgmester

leder

leder maGasiN om jødisk kuNst

•

reliGioN

•

samFuNd

Nr. 33. dec. /Feb. 2012/13

GoldberG maGasiN om jødisk kuNst · kultur · reliGioN · samFuNd

forlaget

Bonnier

stort interview

– erhvervseventyret med dansk-jødiske rødder fylder 175 år!

med forfatteren

pris 49,50

771902 448009

24

elisabeth Åsbrink

9

Goldberg

Nr. 33 . december/Februar 2012/2013

Et år på godt og ondt for

kultur

goldberg •

Marilyn Monroe en konvertits trang til kærlighed ★★★

Få ideer til decembergaverne i Goldbergs Litteraturguide

Her ved indgangen til årets sidste måned må det være naturligt med et tilbageblik på det år, der er ved at rinde ud. For Goldberg har 2012 været et specielt år på godt og desværre også på ondt.

Da vinteren var ved at gå på hæld, kunne vi fejre et flot jubilæum. Fem års udgivelse i en tid, hvor samfundets og den enkeltes økonomi har været ualmindelig hårdt spændt for.

Ved den lejlighed modtog Goldberg så mange rosende ord, ikke mindst fra kollegerne i dansk presse, at omslaget næsten rødmede. Vi fik i rigt mål bekræftet, at vores eksistens er påskønnet.

Praktisk talt samtidig blev vi imidlertid hårdt ramt af et smerteligt tab. Goldbergs stifter og første chefredaktør, Jacques Blum, gik pludselig bort og efterlod sig et stort tomrum og savn, der deltes af rigtigt mange.

Men redaktionen rykkede sammen og fortsatte med at udvikle magasinet. Den første beslutning, som allerede slog igennem for et halvt år siden, var overgangen til kvartalsudgivelse. Det har givet større ro omkring produktionen med bedre tid til forberedelse og refleksion.

Dog, skal det understreges, er der ikke skåret i antallet af spalter, idet vi samtidig har sat sidetallet op.

Det har måske også været bemærket, at Goldberg for første gang ikke deltog i årets Bogforum. Ikke som resultat af en ændret holdning til denne årlige, litterære begivenhed, men i erkendelse af, at der netop i dét år desværre ikke var de nødvendige ressourcer og menneskelige overskud. Vi håber stærkt igen at åbne “Goldbergs Deli” næste år i Bella Centret.

Goldberg kom viden om i 2012 og vil fortsat i 2013 bringe nye spændende historier fra uventede vinkler og med overraskende indhold til glæde for vores faste læsere, men forhåbentlig også rigtigt mange flere, der ikke har vidst, at der findes et kultur- og samfundsorienteret magasin på dansk med internationalt udsyn og jødiske briller.

Her er en god idé: giv et (eller flere) abonnementer i gave til jul eller chanukka. Det vil helt sikkert glæde modtageren og naturligvis også redaktionen, som meget gerne vil nå frem til endnu flere læsere.

God jul/chanukka og god fornøjelse med Goldberg #33.

Redaktionen

8 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

FOr Alle der Vil direkte Herned Vi HAr 3 ugentlige AFgAnge til tel AViV FrA 1. nOVember

Book din rejse p氓 sas.dk Altid inkluderet

23 kg bagage Valg af s忙de Kaffe & avis

0,-

goldberg 路 #33路 www.goldberg.nu n 9

FOTO: blogspot.com

feature

FOTO: all over press

Marilyn Monroe – En seriøs konvertit søger kærlighed 10 nn goldberg goldberg··#32 #33··www.goldberg.nu www.goldberg.nu

▲ Af Eva Bøggild og Hanne Friis

I år er det 50 år siden, at Marilyn Monroe blevet fundet død i sit hjem, og endnu en gang er der fornyet interesse for Hollywoods måske til alle tider mest sexede kvinde og for hendes korte, dramatiske liv.

Biografierne giver mange modsatrettede syn på hende og på, hvor de dæmoner, der sled i hende, kom fra.

Blandt de markante år var tiden og ægteskabet med dramatikeren Arthur Miller.

I biografien Marilyn, der blev genoptrykt i 2012, har forfatteren Norman Mailer afsat et helt kapitel til ‘The Jewish Princess’. Mailers holdning til det måske største kvindelige Hollywoodikon nogensinde er bogen igennem ironisk – til tider sarkastisk. Han anerkender Marilyn Monroes talent og skønhed, men er irriteret over hendes barnlige, selvoptagede og påtagede opførsel. Det skinner også igennem i netop dette kapitel.

Kapitlet handler om perioden 19561961, hvor Monroe var gift med Arthur Miller. Det var et ægteskab, som tilsyneladende havde alle muligheder for at blive lykkeligt, men som alligevel endte med skilsmisse og dybe sår hos dem begge.

“The Great American Brain is marrying the Great American Body.” Sådan beskriver Norman Mailer pressens hysteri, da nyheden om deres forestående bryllup slap ud, og parret øjeblikkeligt blev udsat for massiv mediebevågenhed.

De stillede velvilligt op til interviews og fotosessions: Miller mørk, bebrillet og tavst smilende, Monroe blond, smækker og flirtende. Et flot og celebert par af typen ‘modsætninger mødes’. Men måske ville Miller faktisk gerne være mere body. Og Monroe ville helt sikkert gerne være mere brain.

Tre ægteskaber Marilyn Monroe blev født i Tennessee den 1. juni 1926. Hun blev tidligt anbragt på børnehjem og hos plejefamilier, og mindst to af stederne blev hun udsat for seksuelt misbrug.

Der er tvivl om, hvem der var far til hende. På hendes fødselsattest stod der Norma Jean Mortenson, men det ændredes kort efter til Norma Jean Baker. Selv fastholdt Monroe, at hun som barn havde fået fremvist et billede af en mand, der lignede Clark Gable, og hun legede ofte med den tanke, at Gable faktisk var hendes far.

Som 16-årig giftede Norma Jean sig med nabodrengen Jim Dougherty, primært for at undgå endnu et børnehjemsophold, og ægteskabet holdt fire år. Hendes andet ægteskab med baseballspilleren Joe DiMaggio holdt fra januar til oktober 1954.

Hvad mener Norman Mailer så med, at Monroe er en ‘Jewish Princess’?

Stereotypen passer: Hun opfører sig hysterisk, forkælet, selvoptaget osv., men Mailer hentyder selvfølgelig først og fremmest til hendes tredje ægteskab med den jødiske dramatiker Arthur Miller og til hendes konvertering til jødedommen.

Konverteringen omtales ofte som overfladisk og med mere eller mindre skjulte antydninger af, at det var begrænset, hvad rabbiner Goldburg fra reformmenigheden i New Haven kunne forlange af boglige studier fra blondinen, men at han til gengæld var fascineret af hendes udtalte kvindelighed.

Mailer refererer med slet skjult ironi fra et avisinterview med Arthur Millers mor, hvor denne fortæller, at Marilyn åbnede hele sit hjerte for hende, og at hun lærte sin kommende svigerdatter at lave traditionel jødisk mad som gefillte fisch, borsjtj, hønsekødssuppe, gehackte leber, kartoffel-pirogger og lignende østeuropæiske retter.

"The Great American Brain is marrying the Great American Body.”

Sådan beskrives pressens hysteri, da nyheden om

Monroe og Millers forestående bryllup slap ud, og parret øjeblikkeligt blev udsat for massiv mediebevågenhed.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 11

feature

“I’ve never fooled anyone. I’ve let people fool themselves.

They didn’t bother to find out who and what I was. Instead they would invent a character for me.

FOTO: christies images, ltd.

I wouldn’t argue with them. They were obviously loving somebody I wasn’t.”

“Marilyn skal tilsyneladende flytte sig ret langt fra Doughertys ærter og gulerødder,” bemærker Mailer og hentyder til Marilyns ærkeamerikanske opvækst og første ægteskab.

Mailer beskriver, som mange andre medier og endog medlemmer af Miller-familien, hvordan rabbiner Robert Goldburg talte med Marilyn “et par timer”, bad hende læse et par bøger – og det var så det.

Forblev jøde Men var det det? Og var der udelukkende tale om en overfladisk flirt med jødedommen, tændt af forelskelsen i Miller, sådan som Mailer antyder?

Desværre har man aldrig fået Monroes egen version af historien. Hun talte kun sjældent om sin konvertering, men gerne om sit meget nære forhold til

12 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Miller-familien, som holdt ved også efter skilsmissen i 1961. Et møde i United Jewish Appeal, hvor det var annonceret, at Monroe skulle fortælle om sin konverteringsproces, blev aflyst, fordi Millers invitation blev trukket tilbage kort før arrangementet. Han var blevet tiltalt for foragt for retten, fordi han nægtede at deltage i McCarthys kommunistjagt. Monroe aflyste også sin deltagelse.

Miller udtalte efter hendes død, at han aldrig havde bedt hende om at konvertere, og at han anså det for en “temmelig unødvendig handling”. Hans tolkning var, at Monroe var optaget af at lægge afstand til, hvor hun kom fra, og at blive til noget, hun ikke var.

Konverteringen til jødedommen var efter hans opfattelse en del af denne ønskede transformation.

Den person, der har udtalt sig mest om hendes jødiske liv og navnlig om konverteringen, er rabbineren, der forestod den. Kort efter Monroes død i 1962 skrev rabbiner Goldburg et udførligt brev til Jacob Rader Marcus, lederen af Jewish American Archive, hvori han forklarede, at han og Monroe mødtes adskillige gang, og at det var hendes dybtfølte ønske at konvertere.

“Hverken Arthur eller jeg lagde noget pres på hende,” skriver Goldburg.

“Hun havde negative følelser over for sin fundamentalistiske protestantiske opvækst og positive følelser over for jødedommen og for det jødiske folk. Hun identificerede sig med ‘underhunden’ og nærede stor respekt og beundring for intellektuelle jøder som hendes mand. Hun havde bl.a. læst Albert Einstens Out of My Later Years, og han stod for hende som den største

forsker- humanist-jøde-socialistdissident.

De følgende to årtier skrev Goldburg jævnligt til Marcus om sine overvejelser og møder med Monroe. I brevene, der blev hemmeligholdt indtil foråret 2010, beskriver Goldburg hende som en “seriøs konvertit”, der blandt andet står for afholdelsen af de jødiske helligdage Chanukka og Pesach for familien i Miller-Monroes hjem. Parret kom sjældent i synagogen – ikke fordi de ikke havde interesse for det, men fordi de frygtede, at gudstjenesten ville blive forstyrret af den presse, der fulgte dem overalt.

Faktum er, at Monroe efter skilsmissen fra Miller fortalte rabbiner Goldburg, at hun ingen planer havde om at fraskrive sig sin jødedom, og hun forblev jøde indtil sin død i 1962.

Kærlighed og hån Et andet faktum er, at Arthur Miller var og blev hendes livs kærlighed. Det erkender selv Mailer. Om det omvendte var tilfældet er sværere at sige, selv om der ikke er tvivl om, at Miller faldt for Monroe med et brag, da de mødtes ved en fest i Los Angeles i 1951.

Monroe tiltrækkes også af den kendte Pulitzer-prisvindende forfatter til stykker som Alle mine sønner, En sælgers død, Heksejagt og Udsigt fra broen. Han havde alle de egenskaber, som hun beundrede mest: Han var intellektuel, kunstnerisk og havde en aura af seriøsitet omkring sig. Fem år senere blev de gift, først borgerligt og to dage senere ved en privat jødisk ceremoni.

Ifølge Monroes dagbogsnotater er hun ør af glæde. De flytter til New York og slår sig ned på 444 East 57th Street

FOTO: all over press

Fra Monroes dagbog kort efter brylluppet med Miller:

FOTO: howgoodisthat.wordpress.com

I am so concerned about protecting Arthur I love him – and he is the only person – human being I have ever known that I could love not only as a man to which I am attracted to practically out of my senses about – but he [is] the only person ... that I trust as muchas myself – because when I do trust myself (about certain things) I do fully

i en lejlighed med bogreoler fra gulv til loft, flygel og pejs. 1957 er deres lykkeligste sommer. Der findes stribevis af fotos af dem på slentreture i strandkanten, smilende, rolige, lykkelige.

Men nye filmoptagelser og et dagbogsnotat bliver begyndelsen til enden.

Et års tid efter ægteskabets indgåelse skal optagelserne til filmen Prinsen og Korpigen (1957) begynde i London.

Miller (og 27 stykker bagage) ledsager Monroe på flyveturen til England.

Hendes mandlige medspiller er Laurence Olivier, og kemien mellem dem er fra begyndelsen katastrofal. Olivier har svært ved at skjule sin foragt for den uforudsigelige og frem for alt udannede skuespiller, som han skal spille forel-

sket i. Han gør offentligt nar ad hendes manglende viden og naive og afslørende svar på journalisternes spørgsmål om litteratur og musik Jo mere hånligt og afvisende han opfører sig, jo mere på tværs bliver Monroe. Hun føler sig svigtet af Miller, der ikke offentligt forsvarer hende, og hun plages af lange tærende søvnløse nætter, hvor Miller forsøger at hjælpe og berolige hende, men begge drives til det yderste af hendes natlige dæmoner. Monroes forbrug af alkohol, nervepiller og sovemedicin er tårnhøjt, og når hun endelig møder frem til optagelserne, hvor resten af holdet har ventet i timer, endog dage, må der kun optages i sort/hvid, for at man ikke skal

kunne se hendes blodsprængte øjne.

Det er under dette ophold, at hun finder et dagbogsnotat fra sin mand: “Jeg skulle aldrig have giftet mig med hende”, har han skrevet. Ingen og intet kan herefter hele det sår, som denne bemærkning tilfører Monroe.

Udmarvende rædsel Mailer diskuterer i sin bog, om Miller bevidst lagde sin dagbog et sted, hvor Monroe ville læse den skæbnesvangre linje. Ikke fordi han ville opløse ægteskabet, men fordi han blev nødt til at få hende til at forstå, at ingen af dem kunne holde til at fortsætte på den måde.

Miller beskriver selv, at “han ikke havde været forberedt på det, som han

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 13

feature

burde have været forberedt på, nemlig at Marilyn stort set var tom for indre ressourcer”. I stedet opsuges han af hendes usikkerhed og angst.

Men hans dagbogsnotat rammer der, hvor Monroe er allermest sårbar: hendes livslange angst for at skuffe sine omgivelser og for ikke at leve op til sine nærmestes forventninger. Ægteskabet holder endnu cirka fire år, men der er kun korte perioder med noget, der minder om harmoni. Problemerne vokser, Marilyn indleder forhold til andre, og en stribe spontane aborter ødelægger gang på gang hendes drøm om et fredeligt familieliv langt fra rampelyset. Mailer skriver: “Hvis Miller var den mand, som havde elsket hende mest, så var han nu den mand, som måtte betale mest for det.”

Svigt til det sidste Siden det formodede selvmord i 1962 er der udgivet over 300 bøger om Marilyn Monroe. I 2009 udkom bogen Fragments med hendes hidtil hemmeligholdte dagbogsnotater, digte og breve.

Her kan man læse om de psykiske ar efter seksuelle overgreb, smerten ved psykoterapi, svigtet fra Arthur Miller, den konstante frygt for udbrud af en arvelig psykisk sygdom og hendes intense stræben efter at mestre sit fag.

Også i Danmark har hun fået fornyet bevågenhed. Bl.a. har DR2 vist dokumentaren Marilyns sidste dage, hvor man hører en række optagelser, som hun indspillede til sin mangeårige psykolog Ralph Greenspan kort før sin død. Det er en martret og ulykkelig Monroe, der prøver at forklare sig.

Konverterede Monroe for Millers skyld? Næppe udelukkende. Hun var

14 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

FOTO: deegib.blogspot.com

“I am good, but not an angel. I do sin, but I am not the devil. I am just a small girl in a big world trying to find someone to love.”

naturligvis ledt i den retning af mødet med ham, men hun søgte også noget mere: tilhørsforhold, familiefællesskab, spirituel og intellektuel stimulans.

På en række mindre kendte fotos ser man Monroe med en bog i hånden, altid læsende. Fotografer morede sig ofte med at ville tage billeder af hende foran bogreoler, men for Marilyn Monroe var det ikke en joke. Da hun døde, havde hun et bibliotek med over 400 titler Miller har sandsynligvis ret i, at hun gerne ville være noget andet end det, hun var, og det, som omverdenen anså hende for. Hun ville gerne være mere end den dumme blondine. Hun ville gerne tages alvorligt.

Monroe følte sig livet igennem svigtet, ikke mindst af Miller. Hun

forblev loyal mod jødedommen, men blev ikke begravet jødisk, for de to mænd, der skulle have taget hånd om det, var der ikke. Jødedommen forbyder selvmord, men ingen af dem bruger det som begrundelse for, at de ikke tog et sidste ansvar for hende.

Miller valgte ikke at deltage i hendes begravelse med den begrundelse, at “hun (Monroe) alligevel ikke ville være til stede”, og rabbiner Goldburg var på rejse i Europa, da det skete.

Da han blev bekendt med hendes død, var det for sent: Monroes anden ægtemand, katolikken Joe DiMaggio, havde arrangeret hendes begravelse på Westwood Village Memorial Park Cemetery i Los Angeles.

Monroe følte sig livet igennem svigtet, ikke mindst af Miller.

Monroe forblev loyal mod jødedommen, men blev ikke begravet

jødisk, for de to mænd, der skulle have taget hånd om det, var der ikke.

Israel/Eilat - oplevelser i særklasse NYHED – direkte fra Billund hver uge

Israel – sol og sommer i legendariske historiske omgivelser Der er noget helt særligt og magisk ved at holde ferie i Israel. At dette smukke land er hjemsted for nogle af de helligste områder i de tre monoteistiske trosretninger: Jødedom, Kristendom og Islam gør landet til noget helt specielt - til et område, vi på én gang kan samles om og kæmpes om.

Rundrejse i Israel På otte dage kan du opleve et overflødighedshorn af historiske steder, bjergtagende skønhed og fascinerende seværdigheder.

Hos Bravo Tours er vi stolte af at kunne tilbyde vores gæster en helt særlig rundrejse i Israel efterfulgt af muligheden for dejlig afslappende badeferie i Eilat.

Landet er på størrelse med Jylland, og selv om meget af historien centrerer sig omkring Jerusalem, så byder denne rundrejse gennem en stor del af Israel på oplevelser i særklasse.

Elsker I også kombinationen af badeferie med historisk islæt, fås det ikke meget bedre end lige her i jødernes største samlingspunkt, som emmer af fortidens vingesus og giver os en masse indsigt i vores religiøse aner.

Afrejse 6. februar 2013 1 uges rundrejse fra kr.

Afrejse fx 7. januar 2013 – 9 dage Lejlighed Isrotel Riviera Club Bravo kategori 3+ fra kr.

4.498

Fx 16., 23. og 30. januar 2013 – 1 uge Hotel Astral Village Bravo kategori 3 fra kr.

Ring 70 10 10 77 eller bestil på www.bravotours.dk

3.998

11.498

1 uges rundrejse og 1 uges ophold på hotel i Eilat fra kr.

14.098

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 15

FOTO: shutterstock

historie

Diskret

ophold Liga-børnene kaldtes 320 børn og unge, som var på “diskret ophold” i Danmark under besættelsen. Goldberg har besøgt en af dem – Dan Yaalon – som boede hos en plejefamilie på Midtsjælland.

Af Hans Henrik Fafner

MEVASSERET ZION – Hvis hun vil til Vesterhavet, må hun cykle! Sådan lød beskeden til en familie på Næstvedegnen, der i sommeren 1940 havde tanker om at tage et jødisk plejebarn med på ferie i Vestjylland og derfor havde spurgt kontoret i København, som havde det overordnede ansvar for pigen, om man ville betale for hendes rejse.

Om pigen alligevel kom på sommerferie med sin plejefamilie, melder historien ikke. Men afvisningen fra København er en af de mange små brikker, historikeren Lone Rünitz har

16 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

sat sammen til en medrivende og veldokumenteret fortælling om de i alt 320 såkaldte Liga-børn, som var på ophold i Danmark fra september 1939, indtil de fleste af dem kom med på flugten over Øresund i oktober 1943.

Lav profil I 1938 udtrykte Danske Kvinders Nationalråd skuffelse over, at regeringen ikke gjorde mere for at komme de europæiske jøder til hjælp. Det blev på generalforsamlingen i november til en skarp protestskrivelse, og på det tidspunkt

satte to af Nationalrådets medlemsorganisationer sig for at gøre en egen indsats. Det var Jødisk Kvindeforening sammen med Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed – også kendt som Ligaen.

Efter et besværligt politisk tovtrækkeri og omfattende lobbyarbejde lykke­ des det at få en gruppe jødiske unge i alderen 13-16 år til Danmark. De fleste kom fra Tyskland, men der var også østrigere og tjekker, og de blev fordelt rundt om i landet. Aftalen med den vrangvillige regering og bureaukrati-

Efter et besværligt politisk tovtrækkeri og omfattende lobbyarbejde lykke­des det at få en gruppe jødiske unge i alderen 13-16 år til Danmark.

ske embedsmænd var, at de alle skulle have forladt Danmark igen, inden de fyldte 17 år. Det var også Ligaens hensigt. Børnene skulle nemlig videre til Palæstina for at hjælpe med at opbygge det kommende jødiske hjemland, og for ikke at træde unødigt på danske ligtorne var det en hovedregel, at børnene ikke skulle ligge den danske stat til last, og at de i det hele taget skulle gå stille med dørene under opholdet. Der skulle i størst muligt omfang være tale om diskret ophold, hvilket meget passende er titlen på Rünitz’ bog, og i det øjner man også en forklaring på afslaget til cykelpigen.

Kafka, Koestler og Kierkegaard

“Jeg boede hos vidunderlige mennesker,” siger den nu 88-årige Dan Yaalon, som Goldberg har opsøgt i byen Mevasseret Zion, umiddelbart vest for Jerusalem. Dengang hed han Hardy Berger, og han var kommet til Danmark fra den lille tjekkiske by Uherské Hradisté.

Efter et par uger hos en familie på Sorø-egnen fandt Ligaen en plads til ham hos gårdejer Olsen og dennes familie lidt uden for Næstved. Det var et så relativt velstående hjem, at de havde bil, hvilket ikke var almindeligt på den tid, og de tog godt imod flygtningedrengen. Familien tog ham til sig, og alligevel var der afstand mellem ham og dem, hvilket er, hvad en meget stor del af flygtningebørnene oplevede. Og det er en af bogens store fortjenester, at den ikke skildrer noget glansbillede.

Nogle få blev groft udnyttet af deres plejefamilier, andre led af hjemve eller var kede af at bo isoleret. Hardy Berger var først kommet til Sorø, fordi han

ville blive sammen med en ven hjemmefra, men familien havde kun plads til én dreng, og da han kom til Næstved, følte han sig bare anderledes.

“Jeg var ikke fysisk stærk, og arbejdet på gården var hårdt,” fortæller han.

“Den yngste søn på gården, som var en smule yngre end mig, var sådan en bred fyr, der kunne tage fat. Han syntes, jeg var en værre splejs. Vi havde det godt nok sammen, men vi kom aldrig tæt på hinanden, og jeg tror det med arbejdet var en del af grunden til det.”

En anden del af forklaringen betragter han som selvforskyldt. I modsætning til mange af de andre flygtningebørn var han opvokset i et zionistisk hjem, og han så det som sin klare mission at komme videre til Palæstina.

“Jeg holdt en vis afstand, fordi jeg vidste, at jeg ikke skulle knytte for stærke bånd til stedet eller til landet ved at få nære venskaber – eller ved at blive forelsket i en dansk pige, som det faktisk var sket for en af vore vandrelærere,” siger han. “Mit mål var at komme på alija, at rejse videre til Palæstina.”

I stedet tog han tit sin cykel og kørte ind til biblioteket i Næstved. Her dyrkede han store forfatterskaber som Kafka, Koestler og Kierkegaard. Og han nød det.

“Det forstod familien på gården ikke rigtig. De kaldte mig den intellektuelle,” smiler han.

Konflikter med København

Liga-børnene, eller Alija-børnene som de også hed, var koncentreret på forskellige egne rundt om i landet. Hver lokalitet blev betegnet som et Zentrum.

Denne struktur var skabt for at børnene kunne fortsætte den zionistiske skoling.

Et par gange om ugen cyklede de til

Den 88-årige Dan Yaalon var kommet til Danmark fra den lille tjekkiske by Uherské Hradisté. Dengang hed han Hardy Berger.

et møde med en omrejsende lærer – en vandrelærer -, der som dem selv var jøde på flugt fra nazismen, men noget ældre og en del af den Hechaluts-bevægelse for landvæsenselever, som historikeren Jørgen Hæstrup har beskrevet i sin bog Dengang i Danmark.

For den lokale koordinering af disse aktiviteter og de mange store og små vanskeligheder i forhold til plejefamilierne stod en række kredsformænd, der som oftest var kvinder med overskud og hjertet på det rette sted.

Dan Yaalon fortæller, at det i Næstved var en dommerenke, fru Nielsen, der “på en eller anden måde skaffede et hus, hvor vi kunne mødes. Det lå i udkanten af Næstved, i en skov, og vi satte det i stand så godt, vi kunne. Vi kaldte det Domicek – Det lille hus.”

Navnlig efter 9. april 1940 tilspidsedes forholdet mellem kredsformændene og Ligaens kontor i København, som blev bestyret af Thora Daugaard. Ude i provinsen tog man tydeligt besættelsen med nogenlunde ro – dagligdagen fortsatte, og kredsformændene så in-

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 17

historie

Politikerne var bange for, at de jødiske børn ville puste til den latente antisemitisme.

Man turde ikke lade os blive i København, hvor de jødiske familier boede.

Vi skulle gemmes godt af vejen, ude på landet.

gen nævneværdig grund til at stramme reglerne for børnenes færden. Bogen skildrer, hvordan en gruppe børn i en provinsby faldt i snak med tyske soldater, som var begejstrede over at møde nogen, der talte tysk, og ikke syntes at tage videre notits da børnene sagde, de var jøder.

Stemningen i hovedstaden var helt anderledes anspændt, hvilket man blandt andet ser ved, at fru Daugaard sendte en konstant strøm af breve til både børn, kredsformænd og vandrelærere med formaninger om at udvise forsigtighed.

Børnene fik instruks om at skulle være hjemme ved mørklægningens begyndelse, de måtte ikke overnatte andre steder og heller ikke være sammen i store grupper. Og hun tøvede ikke med at true med politianmeldelse – eller med at blive sendt tilbage til hvor de var kommet fra, selv om dette reelt ikke kunne lade sig gøre længere.

“Han er også en stortalende ung herre,” skrev hun således om en af de unge, Sigfried Zoltan, som på det tidspunkt var næsten 18 år gammel. “Og han cykler ofte uden tilladelse til København, hvor han efter sigende har en kæreste. Vi må anse ham for i høj grad tjenlig til at komme under opsigt.”

“Daugaard var lidt vanskelig,” husker Dan Yaalon og siger så ikke mere. I stedet vender han tilbage til fru Nielsen, som “var en af de få der forstod, at det var vigtigt for os at være sammen.”

De kunne ikke sendes tilbage

Hele projektet var kommet snublende fra start.

Danmark havde tidligere modtaget grupper af flygtningebørn. Fra 1919 og

18 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

tre år frem åbnede danskere deres hjem for i alt 21.285 wienerbørn, der kom til landet på rekreation. Betingelsen var, at børnene var nødlidende, hvilket vil sige, at mangelfuld ernæring havde sat sig spor på deres fysiske udvikling og almindelige helbred. I 1937 gav danskere på samme måde baskiske børn et pusterum fra den spanske borgerkrig, og de fik samme varme modtagelse, selvom hele aktionen førte til politisk debat.

Men med de jødiske børn var det anderledes, selvom de var så få. Politikerne var bange for, at de ville puste til den latente antisemitisme.

“Det svarede jo til Kindertransporten, som bragte 10.000 jødiske børn til England,” forklarer Dan Yaalon. “De kunne heller ikke komme hjem igen. Men dér blev de huset hos jødiske familier, og der var intet problem i det. I Danmark turde man ikke lade os blive i København, hvor de jødiske familier boede.

Vi skulle gemmes godt af vejen, ude på landet.”

Den danske fagbevægelse stillede sig også forbeholden, for det var krisetider, og man tolererede ikke, at flygtninge optog danske arbejdspladser. Endelig var der et problem, som fyldte meget i debatten: i modsætning til wienerbørnene og de unge baskere kunne denne gruppe ikke sendes hjem igen. Der var ingen vej tilbage, og det var grunden til, at de kun fik opholdstilladelse i et år, og på betingelse af, at deres videre rejse til Palæstina var sikret.

Det var den bestemt ikke, men Ligaen satsede på, at det ville gå. Det lykkedes at få sendt en lille gruppe på 41 af sted. De rejste gennem Rusland, Tyrkiet, Syrien og Libanon og nåede frem til Haifa og en ny tilværelse, men snart

efter lukkede krigen også denne flugtrute. De øvrige var tvunget til at blive i det besatte Danmark.

“Nogle nåede aldrig at blive advaret, men de fleste af os kom med til Sverige i oktober 1943,” fortæller Dan Yaalon.

“Jeg kom med en båd fra Gilleleje og boede en tid i Hedemora.”

Samme efterår var han blevet optaget på Landbohøjskolen i København, men nåede kun et par måneders studier inden flugten.

“Arbejdet på gården havde vakt min interesse for landbruget,” slutter han.

“I Sverige lykkedes det mig at fortsætte studierne på universitetet i Uppsala.”

Da han efter krigen kom til Israel i 1948, forsøgte han sig med en tilværelse som kibbutznik. Men ligesom på Næstved-egnen måtte han indse, at landbrugsarbejdet var hårdt, så han valgte den akademiske løbebane og blev professor i Jordbundsvidenskab ved Det Hebraiske Universitet. Alijat HaNoar, Ungdoms-alija, havde nok tænkt sig at få 320 jordbrugere ud af flygtningebørnene, men sådan blev det ikke helt. Nogle rejste til andre dele af verden, og andre fandt en tilværelse i Israel, som lå fjernt fra landbrug.

“Men projektet dengang reddede en gruppe børn fra nazismen og gav os en ny tilværelse, selvom opholdet i Danmark havde sine problemer. Det er jeg glad for, at Lone Rünitz har dokumenteret,” siger han og retter blikket på bogen, der ligger ved siden af hans lænestol i det moderne Israel.

Lone Rünitz: Diskret ophold.

Jødiske flygtningebørn under besættelsen.

En indvandrerhistorie.

Syddansk Universitetsforlag, 2010.

Hvert menneske er et univers

En samtale med forfatteren Elisabeth Åsbrink Af Henrik Lewis-Guttermann

“Et strå, der bøjer sig i vinden, knækker ikke” er den ledetråd, Elisabeth Åsbrink fulgte de første 14 år af sit liv. Sætningen havde hendes mor lært af sin græskjødiske far som ung. Det er bedre at gå stille med dørene. Og “schh” havde Elisabeths forældre sagt, når det uudtalelige ord “jøde” kom på læberne.

Det havde Elisabeths egen far som lille dreng i et Budapest inficeret med antisemitisme hørt første gang ledsaget af en hadefuld ed. “J- ordet” var altid ledsaget af skam. “Jeg plejer at anvende sammenligningen med barnet, som bliver udsat for gruppens foragt i skolen, eller med én, som er blevet voldtaget –

at der findes en sådan skam over at være offer, at blive udsat for andres overgreb, at man ikke formår at fortælle, tale om eller erkende det. En skam over at være sårbar, en skam over at miste magten over sin egen identitet og helt overgives til andres definition af, hvem man er”, forklarer Elisabeth Åsbrink.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 19

litteratur

“I grunden er det naturligvis en skam født af rædsel og udsprunget af den samme ånd som den mening, du citerede, den om at ‘to be a Jew, is to be dead’. En forfærdende mening. Og en forfærdelig skam.”

Vi sidder en efterårsdag i Admiral Gjeddes Gaard i København og taler om baggrunden for hendes prisbelønnede bog, Og træerne står stadig i Wienerwald, som netop er udkommet på dansk.

Samtalen i teltet Elisabeth Åsbrink (født 1965 i Gøteborg) er journalist ved Sveriges Television. Hun debuterede som forfatter i 2009 med Smärtpunkten, en investigativ bog om det komplicerede sagsforløb omkring den store, svenske teaterinstruktør Lars Noréns opsætning af stykket 7:3, i hvilket tre kriminelle deltager, heraf to nazister. Under forløbet begår en af dem, i virkelighedens verden, et bankrøveri og dræber to politibetjente. Bogen nomineres det år til en af Sveriges mest prestige­f ulde litteraturpriser.

Da forfatterens mand er på “lære hinanden at kende” tur med en ny arbejdskollega, kommer de i teltet til at tale om deres ægtefæller, som begge har et ambivalent forhold til deres jødiske baggrund.

Noget senere, efter at have læst Åsbrinks bog, henvender arbejdskammeratens kone sig til hende og fortæller om sin afdøde far Otto Ullmans liv og skæbne. Hans østrigske forældre sendte ham i 1938 som 13årig ud af Wiens nazi-helvede og med en børnetransport organiseret af en kristen svensk mission til det ellers for Europas jøder så aflåste Sverige. Hun har en IKEA-æske med 524 breve skrevet af hans forældre og få andre familiemedlemmer fra 1938 til 1944 samt fotografier fra hans barndom, sendt til ham efter krigen af familiens gamle hushjælp. Hun håber, der måske kan komme en bog ud af det.

Indholdet af brevene kender hun ikke selv. Ingen i familien har læst så meget som en linje.

20 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

foto: Tina Schwarz

Elisabeth Åsbrink var ikke umiddelbart indstillet på at påtage sig opgaven.

Men hun bliver fanget af et billede, der hver aften ved sengetid melder sig i hendes bevidsthed: Billedet af et hjælpeløst forældrepar tynget af savnet og afskæringen fra deres eneste søn, som er alene i et fremmed land. På denne tid gennemgår forfatterens egen yngste søn en frigørelsesproces fra moderen, som volder hende smerte. Og så beslutter hun sig tøvende for at tage imod IKEA-æsken.

Og så går hun på intensiv arkivjagt.

Det hun er så professionelt god til. Finder frem til de involverede missionsfolks korrespondance, der både giver et indblik i Ottos omstændigheder i Sverige, men også afslører de tanker, hensigter og betingelser, der lå bag den kristne indsats for at redde et lille antal jøde-kristne, som børnene kaldtes. Det officielle Sverige lader sig dog ikke afficere af døbefontens vand. På Socialstyrelsens og ministeriets lister tilføjes alle navnene et lille “m” for mosaisk.

Et vanskeligt portræt

Tyskvenlighed og modvilje mod jøderne

Ottos baggrund var et middelklassehjem uden religiøs eller kulturel forankring i det jødiske. Det blev hverken fremhævet eller spillede nogen rolle i familiens tilværelse, faktisk tværtimod.

Lige indtil nazisterne kommer til magten.

Dette vakte genklang hos Elisabeth Åsbrink, der har fået sit svenske efter­ navn fra sin svenske mand. “Det er godt, du får dine børn med en almindelig svensker. Så kan det jødiske udvandes”, siger Elisabeths mor.

Hvordan portrættere et menneske, man aldrig har truffet, som nærmest ikke har talt om sit tidlige liv og ikke har efterladt sig egne optegnelser? Det gør forfatteren med stor forsigtighed.

Hun taler med nogle af de få, der trods alt har kendt ham. Hun læser intensivt de 524 breve til ham. Kun ét af hans egne skrevet til forældrene har hun.

Det kom retur. Hun taler med to andre wienerbørn, der var med samme tog, og som på samme betingelser kom til Sverige, og bruger med omtanke de beretninger, hun anser for også at være dækkende for Ottos situation.

Antisemitismen er temmelig udbredt i 1930ernes og de første krigsårs Sverige.

Og den trives ikke blot i de bredere klasser. Den er steget helt til tops, til universiteternes Elysium, hvor studenter såvel som professorer viser udpræget sympati for de strømninger, der kommer til Sverige sydfra. Og voldsom uvilje mod at give blot enkelte tyske jøder frelsende adgang til det svenske folkehjem. Et forslag om at lade blot 10 jødiske læger komme til Sverige mødes af overvældende store protestmøder og demonstrationer. Sverige havde siden begyndelsen af det tyvende århundrede været et foregangsland for “race-forskning” og opretter som første land i verden et statsligt “racebiologisk institut”.

Dets leder, Herman Lundborg, modtager personligt stor påskønnelse af rigsmarskal Göring for sin vigtige indsats på området og finder ingen anledning til at afslå tildelingen af et æresprofessorat ved Heidelberg Universitet i 1936. Da er alle jødiske professorer for længst smidt på porten.

Hvordan portrættere et menneske, man aldrig har truffet, som nærmest ikke har talt om sit tidlige liv og ikke har efterladt sig egne optegnelser? Det gør forfatteren med stor forsigtighed.

Elisabeth Åsbrink er debuterede som forfatter i 2009 med Smärtpunkten.

Bogen nomineres det år til en af Sveriges mest prestige­fulde litteraturpriser.

For mig handler det om at se klart og ikke have illusioner og ikke beholde sine blinde punkter. Dette var tilintetgørelsen og Sverige.

Den afvisende holdning til jøderne, ja antisemitisme rent ud, finder også gode vækstbetingelser på landet blandt svenske bønder. Navnlig i Sydsverige.

Her vokser Ingvar Kamprad, IKEAs grundlægger, op på familiens storgård, hvor hans tyskfødte farmor med ømhed omtaler Tysklands fører som “onkel Hitler”, og faderen spankulerer rundt i spidsbukser og langskaftede ridestøvler.

Ingvar fascineres af den nazistiske tankegang og bliver organiseret og aktivt medlem af den fascistiske bevægelse i Sverige. Og han bliver bedste ven med jøden Otto, der kommer til gården som dreng. Dette paradoks borer Elisabeth Åsbrink i, da hun får etableret en enkelt samtale med Ingvar Kamprad.

At læge sår eller skaffe sig klarsyn Og træerne står stadig i Wienerwald har sit fokus to steder. På det Sverige, der først ved tyskernes deportation af de norske jøder (efter dog tidligere at have sendt flygtende, mosaiske nordmænd tilbage i tyskernes favn) og ikke mindst jagten på de danske jøder beslutter sig for at åbne sine grænser. For skandinaviske jøder. Ikke for Ottos forældre, som han i stedet af den barmhjertige præst anbefales at bede til Gud for.

Bønnerne rækker dog ikke. Via Theresienstadt ender de i Auschwitz’ gaskamre.

Det andet fokus rettes mod den ubønhørligt fremadskridende forvær-

ring af tilværelsen i Wien for Josef og Elise, Ottos mor og far, der dog i deres breve ikke med et ord røber det for sønnen. Og på det gensidigt smertelige savn, der langsomt erstatter båndet mellem forældre og barn. Det kan forfatteren instinktivt føle og videregive.

Elisabeth Åsbrink lykkes med sit forehavende, som hun forklarer således: “At løfte dem ud af denne navneløse grav, massegraven, som vi kalder de seks millioner døde, og med deres egne ord og breve og deres personligheder at give dem deres navn og deres stemmer og deres skæmten og deres angst og deres død.”

Hvad er meningen med denne form for ’hukommelses-beretninger’? Nogle

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 21

litteratur

Er du jøde? Hvis nogen stillede mig det spørgsmål for 10 år siden, fik jeg akut angst og hjertebanken. Så gik det over, det var en irrationel angst. siger, at historikeren kan læge sår. “Om det skal være formålet at læge, ved jeg ikke. Familien Ullman har formentlig oplevet en helingsproces. For mig handler det om at se klart og ikke have illusioner og ikke beholde sine blinde punkter. Dette var tilintetgørelsen og Sverige. Jeg er mere ude efter klarsyn end efter heling.”

“Og det er naturligvis også en sådan symbol-handling, som har lægt mig selv lidt, fordi min farfar ligger i en massegrav et eller andet sted, hans mor ligger i en massegrav et andet sted. Men jeg kan ikke gøre noget for dem.”

En irrationel angst “Begge mine forældre har båret på en jødisk identitet, de ikke fik mulighed for selv at vælge.” Elisabeth Åsbrinks fars baggrund er meget lig Ottos i den forstand, at han igennem nazismen blev dømt til sin jødiskhed.

“Schh, fortæl aldrig nogen, at du er jødisk. Aldrig. Jeg er imprægneret med skam og tavshed.”

“Er du jøde? Hvis nogen stillede mig det spørgsmål for 10 år siden, fik jeg akut angst og hjertebanken. Så gik det over, det var en irrationel angst. Det, jeg havde arvet fra mine forældre, var en angst for at blive defineret af andre som jøde. Det var en trussel, og for min far og hans familie var det en dødsdom.

Den rædsel går i arv, og jeg tror ikke, det er et specielt jødisk fænomen, men hænger sammen med forfølgelse og flugt og går gennem generationer.”

Det var D.M. Thomas’ stærkt omdiskuterede bog, Det hvide hotel, der blev vandskellet i Elisabeth Åsbrinks identitetsoplevelse.

“Jeg læste den, da jeg var 14 år gammel, og den fik en rystende effekt. Jeg har ikke vovet at læse den igen siden,

22 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

men som jeg husker det, begynder den inde i en drøm i en kvindes hoved, og siden udvides perspektivet stadig mere, det ligesom zoomer ud, og bogen slutter med, at hun myrdes i Babij Jar.” “For mig blev det en gestaltning af den jødiske tanke “hvert menneske er et univers”.

Jeg havde kendt til min baggrund, men bevidst fortrængt den. For eksempel bar jeg et kors helt synligt i en halskæde.

Efter den bog rev jeg halskæden af (ja, rent faktisk, rev den af) og har aldrig siden båret et kors – eller for den sags skyld noget andet religiøst symbol.

Og jeg svor på, at jeg skulle gøre, hvad jeg kunne, for på en eller anden måde at hædre, at vise min respekt for de myrdede. Det er foregået lige siden til nu, om end med forskellige udtryk.”

Forfatter på fuld tid Under arbejdet med Og træerne står stadig i Wienerwald møder Elisabeth Åsbrink ved et tilfælde Lars Norén.

Hun fortæller ham om brevene, om Otto og hans forældre.

Lars Norén fænges af historien og opfordrer hende til at skrive et teaterstykke om emnet. Det bliver til Räls (skinner), som her i efteråret havde premiere på Folkteatern i Göteborg.

Til baggrund for stykket anvender hun referatet af et møde, der finder sted to dage efter Krystalnatten i toppen af Tysklands nazistiske ledelse samt brevene til Otto og de interviews, hun

har foretaget af pigen, Helga, som var på samme tog som Otto. I stykket lader hun dem mødes mange år efter på en øde banegård i Wien. Her hedder de Alice og Emil.

Fremsagt af et kommenterende kor siges det på et sted i stykket: “De hvide lamper i taget lyste så stærkt, at skyggen under menneskenes fødder blev lige så sort, som om de stod på hver sin afgrund. Når de rørte sig, fulgte afgrunden med.” Den afgrund har fulgt mange jøder gennem livet, også forfatterens familie og hende selv.

Hendes ungarske farfar døde i en arbejdsbatallion et fjernt sted i Østeuropa, mens hendes farmor passede sin seksårige søn, Elisabeth Åsbrinks far, og sin svigermor. Hun havde en god uddannelse, talte flydende tysk og fik gennem en tysk officer rengøringsarbejde på en tysk kaserne. Derfor havde hun et pas, der tillod hende at forlade ghettoen i Budapest. En dag kommer hun hjem fra arbejdet og finder lejligheden tom.

Hun styrter afsted til jernbanestationen, hvor hun ser sin søn og svigermor på perronen i færd med at blive gennet op i kreaturvognene. I sidste øjeblik lykkes det hende at få dem vristet fri. Elisabeth Åsbrinks far undgik på et hængende hår transporten og den skæbne, nazisterne havde tiltænkt ham. I forfatterens familie udtalte man aldrig ordet “jøde”.

En ny karriere er sat godt i gang.

Hun håber selv snart at kunne lade journalistikken afløse af en tilværelse som forfatter på fuld tid. I slutningen af oktober sad hun i et internationalt panel ved et stort anlagt symposium i Stockholm til hædring af Raoul Wallenbergs minde. Hun delte pladsen med blandt andre forfatterne Daniel Mendelsohn og Etgar Keret. Det er i det selskab, hun hører til.

Elisabeth Åsbrink håber snart at kunne lade journalistikken afløse af en tilværelse som forfatter på fuld tid. goldberg · #33· www.goldberg.nu n 23

Boggaver i december gaver

bog

FOTO: shutterstock

rne ag under en ond stje pr i v a li it m r be m ce de i lne liv pundik og kr jå st boggaverlitteratur de ah ad gg ha erican genre · titel is of zionism new am is an ha cr ie or st hi ns ie zionism new americ histor of is is cr ie or st hi iens en ond stjerne histor r mit liv i prag un be m ce mit liv i prag under de i er av gg bo en asnik og resten af verd kr crisi og ik nd pu v li e ln historiens historie de stjå e rn je st d on en r de un mber mit liv i prag is of zionism new is cr histori boggaver i dece ie or st hi ns ie histor under en ond stjerne ag pr i v li it m r be decem

december

Vi har bedt en håndfuld skribenter håndplukke en bog i stakken af udgivne titler i 2012 – en bog som de i særlig grad vil anbefale Goldbergs læsere, nu hvor højtiden for udveksling af gaver stunder til. Så mangler du inspiration til, hvad der skal under juletræet eller chanukka-busken i år, er Goldbergs bedste bud at finde på de næste sider.

Redigeret af Lone Spliid

24 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

FOTO: telegraph.co.uk

e liv en bogg of zionism de stjåln is asnik og resten af verd is cr en rd ve af en rest pundik og krasnik og v jerne li e ln jå st de h da agga prag under en ond st i v li it m ie or st hi stjålne liv historiens k og resten af verden ni as nder en ond stjerne de kr og ik nd pu v jålne li ican haggadah de st er am w ne Michael Chabon: m is on zi is of k og resten af verden ni as kr og ik nd pu v Telegraph Avenue de stjålne li w american haggadah Rosenkilde og Bahnhof, 2012

"Babies are cool", Nat said.

"They can do Eskimo kisses".

Af Fran Hopenwasser

Frirum for sorte og hvide i californisk pladebutik Den 49-årige amerikansk-jødiske forfatter Michael Chabon er mønsterbryder. Han adskiller sig fra de fleste anerkendte ’seriøse’ forfattere ved at nære kærlighed til genrefiktion, fx science fiction, detektivromaner og tegneserier. I det hele taget tager han afstand fra adskillelsen mellem såkaldt ’seriøs’ litteratur og den lavere rangerende populærlitteratur. Dette ses tydeligt i hans rablende, hårdkogte noir-roman The Yiddish Policemen’s Union, 2007 (Det jiddische politiforbund, 2008) og i den store gennembrudsroman The Ama­zing Adventures of Kavalier and Clay, 2000) (Den utrolige historie om Kavalier & Clay, 2006), som vandt Pulitzerprisen i 2001.

Hans nyeste roman, Telegraph Avenue, som netop er udkommet på dansk, er ifølge forfatterens eget udsagn en traditionel naturalistisk roman, et udsagn som skal tages med et lille gran salt. Helt traditionel er den ikke, for Chabons store kunst er bl.a. flerstemmighed. Han er mester i at skabe stemmer, der afspejler tid, sted, etnicitet og musikalitet, og ikke mindst jazzimprovisationens sprog.

Romanen tager afsæt i en konkret geografisk lokalitet, nabolaget omkring den kendte Telegraph Avenue i den sorte bydel i Oakland, Californien – blandt mennesker som voksede op i og er meget præget af 60’ernes og 70’erne politiske og eksperimenterende livsstil. Romanens nutid er 2004. Set med amerikanske øjne er Telegraph Avenue et utroligt dristigt foretagende: en hvid forfatter som med stor overbevisning, humor og ikke mindst ironi genskaber et sort univers, vel at mærke, hvor der også indgår hvide mennesker sågar jødiske, hvide mennesker. I den spraglede knap 500 siders fortælling vikler forfatteren mindst fire forskellige scenarier sammen. Det mest centrale er venskabet og forretningsforbindelsen mellem en sort (Archy Stallings) og en hvid (jødisk) mand (Nat Jaffe), som sammen ejer vinylpladebutikken Brokeland Records på Telegraph Avenue. Konflikten opstår, da en stenrig, sort, forhenværende fodboldstjerne vil åbne en gigantmusikforretning med

en vinylafdeling i et indkøbscenter to gader fra den skrantende Brokeland Records, som i mange år har været samlingssted og fristed for lokale musikelskere. Archy bliver tilbudt job som afdelingsleder i den nye forretning. Konflikten udfordrer på mange måder de to mænds sameksistens i spændingsfeltet mellem nostalgi, ’community’-værdier og teknologisk-kapitalistisk udvikling. En anden vægtig tråd i romanen er forholdet mellem Archys kone Gwen, som er sort, og Nats kone Aviva, som er hvid og jøde. Og hvilke prægtige kvindeskildringer! De er autoriserede sygeplejersker og jordemødre med eget firma og retten til at assistere ved hjemmefødsler, et erhverv som betragtes med betydelig mere skepsis i USA end herhjemme, og det er en skepsis med racemæssige undertoner. Da en hjemmefødsel går gruelig galt og må hasteflyttes til hospitalet, kommer Gwen – som selv er højgravid – i karambolage med en hovmodig hvid læge, der med racistiske overtoner bringer hende i forlegenhed. Hun mister fatningen og råber ad ham, hvilket fører til en disciplinærsag, som truer hele hendes forretning og venskab med Aviva.

Mens det jødiske har været mere i fokus i flere af Chabons tidligere romaner, har han med denne roman ønsket at synliggøre et sort univers, i kulturel, social og sproglig forstand, og at tematisere fader-søn forholdet i dets mange afskygninger: Archys forhold til sin fraværende og moralsk forkastelige far, til sin 15-årige søn fra et tidligere forhold, som han selv har fornægtet, til Nats 14-årige søn, som forelsker sig (ja!) i Archys søn, til den lille dreng, som hans kone skal til at føde. Chabon navigerer underfundigt og overbevisende gennem ømtålelige vande og skaber et netværk af menneskelige relationer, som ikke alene defineres af deres etniske udspring. Det er en dyb, menneskelig roman, som med et stort metaforisk overskud bekræfter vores fællesmenneskelige vilkår.

(Artiklen er skrevet på basis af den amerikanske udgave med samme titel, udgivet af Harper Collins, 2012).

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 25

bog

rne ag under en ond stje pr i v a li it m r be m ce de i lne liv pundik og kr jå st boggaverlitteratur de ah ad gg ha erican genre · titel is of zionism new am is an ha cr ie or st hi ns ie zionism new americ histor of is is cr ie or st hi d stjerne historiens r mit liv i prag un v i prag under en on be m ce mit ligaver de i er av gg bo en asnik og resten af verd kr crisi og ik nd pu v li e ln historiens historie de stjå e rn je st d on en r de un december mber mit liv i prag is of zionism new is cr histori boggaver i dece ie or st hi ns ie histor under en ond stjerne ag pr i v li it m r be decem

FAKTA

Stjerne forfattere

nyredigerer årtusind gammel fortælling

En haggada er den bog, der bruges under de indledende måltider til den årlige Pesachfest. Fortællingen om udgangen af Egypten, som vi kender den fra Anden Mosebog, er kernen i haggadaens tekst.

Bogen indeholder også sange, spørgelege, kommentarer og vejledning til de symbolske madvarer og de fire glas vin, som spises og drikkes i løbet af måltidet.

Haggadaen i sin nuværende form blev til i den tidlige middelalder, men har elementer, der er langt ældre.

"Everyone eats it [matzah] and nobody likes it, and there's always one last box that sits untouched in a cupboard for months afterwards, lonely, broken, and utterly unloved." ­

Nordkoreansk

kærlighedshistorie Af Anna Gwozdz

Adam Johnson:

De stjålne liv (The Orphan Master’s Son) Politikens Forlag, 2012

26 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

“Kammerater! Forbered jer på at høre den største nordkoreanske kærlighedshistorie nogensinde”. Sådan står der på bagsiden af Adam Johnsons De stjålne liv. En helt igennem forbløffende roman, der ganske rigtigt foregår i et af de mest lukkede samfund på kloden, nemlig Nordkorea. Og ja, det er intet mindre end en storslået kærlighedshistorie Johnson præsenterer for os. Vi følger den (muligvis) forældreløse Pak Jun Do gennem hans barske opvækst på

et børnehjem og sidenhen hans træning til “tunnelrotte” og professionel dræber i tunnellerne under den demilitariserede zone. Han bliver håndplukket til at tage til Japan og kidnappe tilfældige mennesker, som regimet så udnytter på forskellig vis. Mange eventyr følger, men det hele får en brat ende, da Jun Do bliver del af en fejlslagen og absurd diplomatisk mission til Texas. “Den Kære Leder”, Kim Jong-Il, er utilfreds med de delegeredes indsats, og Jun Do

e liv en bogg of zionism de stjåln is asnik og resten af verd is cr en rd ve af en rest pundik og krasnik og v jerne li e ln jå st de h da agga prag under en ond st i v li it m ie or st hi stjålne liv historiens k og resten af verden ni as nder en ond stjerne de kr og ik nd pu v jålne li ican haggadah de st er am w ne m is on zi rden is of sten af ve rebanebrydende k og ni as kr er flot, men ikke kunst.

På enkelte opslag, og ik nd pu v lne li jå st de ah ad gg ha skrevet på højkant, kommer fire af bogens forfattere til orde, w american Jonathan Safran Foer, Nathan Englander (red.) m.fl.:

New American Haggadah Little, Brown, 2012.

Af Sara Kviat Bloch

Vi har ventet længe på denne haggada, redigeret og oversat af to af amerikansk-jødisk litteraturs mest ombejlede navne med løftet om at give nutidens jøder en ny, engagerende og tidssvarende udgave af den jødiske verdens største bestseller.

Og vi ventede ikke forgæves. New American Haggadah kan noget, de fleste andre haggada-udgaver ikke kan, eller kun kan indirekte. Denne bog fortæller ikke blot historien om udgangen af Egypten. Den fortæller også historien om at fortælle historien ved at tilføje endnu flere lag til den allerede mættede grundtekst.

Henover hver side løber en tidslinje skrevet på tværs.

Tidslinjen begynder med Papyrus Anastasi V (ca. 1250-1200 fvt.), der beretter om bortløbne slaver. Tidslinjen ender i 2007 med den første haggada skrevet specielt til jødiske buddhister.

Bogen er illustreret med kalligrafi, der er inspireret af de forskellige epokers hebraiske skrivearter, og bogens design

"Når Den Højtelskede Leder lo, lo alle" i arbejdslejr. Et samfund hvor sandhed er løgn, hvor tortur og forsvindinger er dagligdag, og hvor hungersnød affejes som fjendtlig propaganda.

Bogens største bedrift er at anskue­ liggøre, at der selv under så forfærdelige forhold kan opstå både venskaber og kærlighed mennesker imellem. Folk blotter sig for hinanden, selv om det kan medføre døden. I en central scene forklarer en far sin lille søn, at denne måske en dag kan blive tvunget til at angive sine forældre, men at de altid vil kunne holde hinanden i hånden – indeni!

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har læst en så usædvanlig gribende (og spændende) bog – den kan anbefales.

Kritikere af De stjålne liv beskylder Johnson for at have forvansket den nordkoreanske virkelighed. Man håber så inderligt, at de har ret.

FOTO: beldenak.wordpress.com

havner i uranminerne. Tingene udvikler sig dramatisk, da han slår den brutale Kommandør Ga ihjel og overtager hans identitet. Pludselig befinder Jun Do sig i toppen af det nordkoreanske samfund, og han er tilmed gift med sin drømmekvinde, nationens mest berømte skuespillerinde, den billedskønne Sun Moon.

Mere skal ikke afsløres her, men det siger sig selv, at et sådant bedrageri, i et så gennemkontrolleret land som Nordkorea, i længden ikke kan gå upåagtet hen. Det må gå galt, gruelig galt. Det er derfor med bange anelser og hjertet i halsen, man arbejder sig frem mod den sindsoprivende slutning.

Johnson fremmaner et isnende billede af et dystopisk samfund, hvor ingen kan stole på nogen, og hvor et uoverlagt ord til den forkerte kan sende hele familier

idet de hver især med udgangspunkt i henholdsvis religion, politik, filosofi og satire indbyder til diskussioner, der gør læsningen levende. Bidragene er både lærerige, underholdende, provokerende og ind imellem en smule forudsigelige.

Den klassiske tekst er stadig hovedsagen, og Nathan Englanders oversættelse er både tekstnær, poetisk og flere steder nyskabende. Hvad der i de fleste engelske oversættelser hedder “Lord, our God, King of the Universe” bliver her til “Lord, God-of-Us, King of the Cosmos” og “elendighedens brød” bliver helt enkelt til “poor man’s bread.” Men teksten er også overraskende traditionelt oversat med hankøn over hele linjen: vi læser om forfædre, fædre og sønner, også i de tilfælde, hvor oversætteren uden at gøre vold på den oprindelige tekst kunne have skrevet børn i stedet for sønner eller monark i stedet for konge. Dette valg er ikke blevet særlig godt modtaget i USA, hverken i den liberale, jødiske presse generelt eller blandt jødiske feminister.

New American Haggadah er ikke for begyndere og heller ikke for studerende. Den hebraiske tekst er ikke transskriberet, og der er ingen ordforklaringer, teksthenvisninger eller noter, der placerer bibelcitater. Men den er eminent anvendelig.

Bogen åbner sig fladt fra første side, og vinpletter vil falde naturligt ind i de farverige og lidt diffuse illustrationer – og det er godt, for vinpletter bliver der mange af, når man er nødt til at dreje bogens store sider i flere retninger for at lade de forskellige tekstlag komme til deres ret.

Forfatter Adam Johnson fremmaner et isnende billede af et dystopisk samfund, hvor ingen kan stole på nogen.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 27

bog

rne ag under en ond stje pr i v a li it m r be m ce de i lne liv pundik og kr jå st boggaverlitteratur de ah ad gg ha erican genre · titel is of zionism new am is an ha cr ie or st hi ns ie zionism new americ histor of is is cr ie or st hi d stjerne historiens r mit liv i prag un v i prag under en on be m ce mit ligaver de i er av gg bo en asnik og resten af verd kr crisi og ik nd pu v li e ln historiens historie de stjå e rn je st d on en r de un december mber mit liv i prag is of zionism new is cr histori boggaver i dece ie or st hi ns ie histor under en ond stjerne ag pr i v li it m r be decem

Pundiks nye opgør og klarsyn

Af Samuel Rachlin

foto: kristeligt dagblads forlag

Samtalebøger har for længst passeret mætningspunktet og i mange tilfælde kvalmepunktet. Men når en samtale pludselig forvandler sig til en monolog med en uventet erkendelse og bekendelse, vågner læseren med et spjæt og en aha-oplevelse.

Det sker i Pundik & Krasnik – og resten af verden.

Der er en masse frejdigt jøderi i bogen, og det er ganske underholdende, men der kommer intet virkelig nyt her.

Mellemøsten og Israel fylder meget, og det arabiske forår får også sit. Det er først, da Pundik beder om at få ordet for sig selv, at der sker noget. Hans lange monolog munder ud i et opgør med den venstrefløj, der har været Israels argeste kritiker i årtier.

Her er intet om apartheid eller etnisk udrensning, som Politikens læsere har måttet høre om i de sidste tyve år.

Pundik springer ud som den zionist, han er, og konstaterer, at selvfølgelig tager han afstand fra etnisk udrensning. Men han tilføjer i samme åndedrag, at hvis ikke den forbrydelse var blevet begået mod araberne i 1948, ville der være begået en større uretfærdighed. Mod jøderne.

At Pundik som den mest fremtrædende figur i den danske Israeldebat selv har fodret den venstrefløj, han nu kritiserer, med ammunition, er en pikant og uomtalt pointe. Nu efter­ lyser Pundik tvivlen hos venstrefløjen og undrer sig over, at de rabiate Israelkritikere ikke er blevet klogere, ligesom han selv.

Pundik har været ude på en lang rejse og har undervejs skiftet tvivlen i sin bagage ud med afklaring.

Pundik & Krasnik – og resten af verden er et spændende dobbeltportræt af to jøder fra hver sin generation.

28 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Allan Sørensen:

Pundik & Krasnik – og resten af verden Kristeligt Dagblads Forlag, 2012.

Nu er han kommet hjem og har pakket sit nye klarsyn ud.

Der er stadig et hængeparti i forhold til Politikens læsere, men det kommer vel nu, da Pundik er i gang med at gøre rent bord.

Der er nok nogle, som vil undre sig over Pundiks “svingom” og spørge: “Hvad tog dig så lang tid?”, mens andre blot vil kunne sige: “Welcome home, anyhow.”

Hvis en og anden af Goldbergs læsere stadig har hang til samtalebøger, så er netop denne beriget med en befriende overraskende monolog, som gør bogen et bekendtskab værd.

Ida Hattemer-Higgins:

Historiens historie Tiderne Skifter, 2012.

Vanvittig i Berlin Af heidi Laura

At tage historien på sig er en nødvendighed, og Berlin bærer i høj grad sin historie uden på huden, til offentlig skue. Det er netop byens ar og skrammer, som gør Berlin så nærværende og rørende.

e liv en bogg of zionism de stjåln is asnik og resten af verd is cr en rd ve af en rest pundik og krasnik og v jerne li e ln jå st de h da agga prag under en ond st i v li it m ie or st hi stjålne liv historiens k og resten af verden ni as nder en ond stjerne de kr og ik nd pu v jålne li ican haggadah de st er am w ne m is on zi is of k og resten af verden ni as kr og ik nd pu v de stjålne li w american haggadah

Bogen der var 30 år om at nå Danmark Heda Margolius Kovály:

Af Bent Blüdnikow

Antallet af bøger om Holocaust vedbliver at vokse – også på det danske bogmarked. Af strømmen af bøger i 2012 har jeg udvalgt en bog af internationalt format, der er oversat til dansk i år. I 1973 udkom Heda Margolius Koválys erindringsbog Under en ond stjerne, der opruller hele det 20. århundredes mareridt. Men først nu er hendes bog kommet på dansk. Hun blev sammen med sin familie deporteret af nazisterne til ghettoen i Lodz i Polen og senere sendt videre til Auschwitz. Også hendes kæreste Rudolf Margolius overlevede i en ghetto.

Sammen gik de ind i genopbygningen af Tjekkoslovakiet efter Anden Verdenskrigs slutning, og begge blev de ivrige kommunister. Men antisemitismen levede videre under kommunismen og kom til udbrud under den såkaldte Slansky-proces i 1950erne. Her blev Sovjetunionens udvalgte ofre tiltalt for at være kosmopolitter, zionister og forrædere, og mange af dem blev hængt. Slansky var den jødiske leder af kommunistpartiet og blev også hængt. Mange af de anklagede var jøder.

Også Heda Margolius gennemlevede antisemitismen, først

I

Ida Hattemer-Higgins’ helt igennem egensindige roman om en ung kvinde i Berlin bliver det at tage historien på sig imidlertid til en psykose, og byen til et truende mareridt.

Læseren møder Margaret som en forvildet, ung amerikaner i Berlin, og som historien skrider frem, synker Margaret dybere ind i sine voldsomme visioner, mens hun forfølger sporene af sin egen flimrende historie.

Skildringen af et forpint, vanvittigt sind er mesterlig – og den dybere fortælling om det vanvid, som engang ramte Berlin og ikke mindst byens jøder, er ny og påtrængende her, selvom der forlængst er skrevet så mange hyldemeter bøger om netop Nazityskland og Holocaust.

Fortællingen snor sig gennem Berlin og frem og tilbage i historien. Margaret kommer til at identificere sig voldsomt med Magda Goebbels, denne arketype på en god, nazistisk kvinde, som var villig til at ofre sine ariske børn ved Det Tredje Riges undergang, snarere end at de skulle leve videre i en besmittet verden efter nederlaget. Magda tager i Margarets forvrængede verden form af en høg, og denne fuglekvinde hjemsøger hende i hendes eget hjem. Samtidig begynder Berlin

Under en ond stjerne.

Mit liv i Prag 1941-1968 Kristeligt Dagblads Forlag, 2012.

under nazismen og så under kommunismen. Hun døde i 2010 og ligger begravet på den jødiske begravelsesplads i Prag lige bag forfatteren Franz Kafkas grav. Hvorfor blev bogen ikke udgivet i Danmark i 1973? Vel fordi det ikke var politisk opportunt. Men man kan da ellers tænke den tanke, at hendes realistiske fremstilling af kommunismens menneskeundertrykkelse kunne have bragt nogen til fornuft i en tid, hvor venstreekstremismen herhjemme havde gode tider, og folk fra Venstresocialisterne og Blekingegadebanden svælgede i retorik om zionistisk verdensdominans, der ganske mindede om Slansky-processens. Men der forelå allerede en lignende erindringsskildring, som ikke havde haft nogen effekt på det danske debatklima, Margarete Buber-Neumanns Fange hos Stalin og Hitler, oversat til dansk i 1956.

at vise sig for Margaret som en blodig masse af kød – husene med deres mere eller mindre afflåede hud hælder faretruende ind over hende, som var det et ekspressionistisk maleri.

Men selv fortabt i sit vanvid leder Margaret videre efter sin egen historie og kommer ud fra gamle breve på sporet af Regina Strauss, en tysk kvinde, som på grund af sin jødiske mand gradvist mister alle rettigheder under krigen og må se sine børn truet på livet. Også Regina bliver snart en levende kraft i Margarets liv, som i det hele taget myldrer med symboler.

Ud af disse tilsyneladende løsrevne, voldsomme elementer bygger debutanten Ida Hattemer-Higgins en helt usædvanlig roman, hvis sanselige sprog man sjældent har set magen til.

Alt går op til sidst, alle de fordækte hentydninger giver klar mening i den store sammenhæng, og man forlader romanen lidt rigere på indsigt i både det skrøbelige menneskesind og vægten af historien på vores nutidige liv.

En dramatisk og vigtig læseoplevelse for alle med hang til surrealisme, ekspressionisme, symbolisme og lidt almen galskab.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 29

bog

rne ag under en ond stje pr i v a li it m r be m ce de i lne liv pundik og kr jå st boggaverlitteratur de ah ad gg ha erican genre · titel is of zionism new am is an ha cr ie or st hi ns ie zionism new americ histor of is is cr ie or st hi d stjerne historiens r mit liv i prag un v i prag under en on be m ce mit ligaver de i er av gg bo en Seksik (tekst): asnik og resten af verd Guillaume Sorel (tegninger) og Laurent kr og ik nd orie crisi pu histZweig v li ns e ie ln or st von Stefan hiTage de stjå e rn je Die letzten st d on en r de un december mber mit liv i prag Verlagshaus Jacoby & Stuart, ism new zion2012. is of Berlin is cr histori boggaver i dece ie or st hi ns ie or fra fransk: Les derniers jours de Stefan Zweig, 2012 histOversat under en ond stjerne ag pr i v li it m r be decem Af Peter Tudvad

Stefan Zweigs sidste dage

Stefan Zweig. Engang en af verdens mest læste forfattere. I dag næsten gået i glemsel. Ufortjent, for hans noveller, dramaer, biografier, romaner, fortællinger, librettoer og erindringer er eminent litteratur.

Og netop derfor ikke helt glemt.

Næste år genudgiver forlaget Rosinante hans erindringer på dansk, Verden af i går. Og i år vovede det franske forlag Casterman at udgive en graphic novel om hans død, Les derniers jours de Stefan Zweig, der er oversat til tysk og engelsk, men endnu ikke til dansk.

Formatet er stort. Tegningerne akvareller og gouacher. Farverne vekslende mellem lys og mørke. Historien melankolsk.

Præcis som Zweigs sind. Og som hans erindringer, Verden af i går. Et tilbageblik på hans egen historie som humanistisk og pacifistisk europæer fra fødslen i østrigske Wien i 1881 til asylet i brasilianske Petrópolis i 1941. Wien og fin de siècle. Freud og Klimt. Ringstraße og Prater. Staatsoper og Nationalbibliothek. Dystre sideblik til bogafbrændingerne 1933, Krystalnatten 1938, Holocaust 1941.

Og til Singapores fald til japanerne 1942. Midt under karnevallet i Rio. Som han sammen med sin unge hustru deltager i. Uden at kunne. Fordi udsigterne er håbløse. Når man er jøde. »Om et år marcherer værnemagten i Rios gader.« Profeterer han. »Forstår De, karnevallet er for os, hvad festspillene i Bayreuth er for Dem.« Siger hans brasilianske forlægger. »Jeg har altid foragtet Bayreuth.« Svarer han. Der hverken brød sig om fakkeltog på gaden eller på scenen.

Det gør Sorel og Seksik heller ikke. Tegneren og fortælleren. Det dobbelte selvmord, der afsluttede Stefan og Lotte

Zweigs liv, er stilfærdigt og udramatisk. Bevægende og nænsomt skildret. Motiveret af Europas undergang. Stefans melankoli. Lottes kærlighed. Og for længst iscenesat af Zweig selv.

I monografien fra 1925 om dæmonien, den medfødte længsel efter transcendens. Der Kampf mit dem Dämon. Hölderlin. Kleist. Nietzsche. Som romantikeren Kleist og hans elskede begik selvmord i Berlin i 1811, gjorde melankolikeren Zweig og hans hustru det i Petrópolis i 1942.

“ Du vil forstå, at jeg ikke kunne leve videre, i denne dybe melankoli ...”

30 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

▲

e liv en bogg of zionism de stjåln is asnik og resten af verd is cr en rd ve af en rest pundik og krasnik og v jerne li e ln jå st de h da agga prag under en ond st i v li it m ie or st hi stjålne liv historiens k og resten af verden ni as nder en ond stjerne de kr og ik nd pu v jålne li ican haggadah de st er am w Peter Beinart: ne m is on zi is of resten af verden og k ni as kr og ik nd pu v The Crisis of Zionism de stjålne li w american haggadah 302 sider. Times Books, 2012.

Af David Jano

Zionismens

amerikanske krise

Jeg læser mange bøger i løbet af et år om både Israel, Mellemøsten, USA. Skal jeg anbefale en enkelt af dette års udgivelser, bliver det Peter Beinarts interessante debatbog The Crisis of Zionism, der har skabt heftigt røre både i og uden for USA. Bogen rammer ned i den løbende debat om amerikanske jøders holdning til staten Israel og den nuværende israelske regering.

Samtidig går bogen tæt på en af de største knaster på vejen til fred mellem Israel og palæstinenserne: de israelske bosættelser på Vestbredden.

“Hans jødiske mor burde aldrig have født en sådan søn”. Næppe et skudsmål, som den tidligere chefredaktør for det politiske ugemagasin, The New Republic, og nuværende lektor i journalistik på City University i New York, Peter Beinart, nogensinde havde ønsket at få.

Ikke desto mindre var det, hvad Marty Peretz, en prominent, amerikansk proisraelsk aktivist udtalte efter at have læst Peter Beinarts nyeste bog.

Peter Beinart har selv forklaret, at han med The Crisis of Zionism ønsker at bidrage til de amerikanske jøders diskussioner om, hvordan de forholder sig til staten Israel og til den nuværende israelske regerings politik. Bogen

følger op på en række artikler, Beinart tidligere har skrevet om samme emne.

Man må sige, at hans ønske om at skabe diskussion til fulde blev opfyldt. I den liberale zionismes navn krydret med universelle, humane værdier lancerer Beinart i sin ganske provokerende bog et angreb på den nuværende israelske politik over for palæstinenserne.

Undervejs undersøger Beinart samtidig det tætte forhold mellem den amerikanske præsident Barack Obama og den liberale fløj af det jødiske samfund i USA, Obamas ifølge Beinart fejlslagne politik overfor Israel, og ikke mindst amerikanske jøders nuværende holdning til Israel.

Hvordan kan det være, at en kendt, jødisk-amerikansk kommentator som Beinart har skrevet en så israelkritisk bog? Beinart er nået frem til den erkendelse, at liberal-demokratisk zionisme vil uddø, hvis Israel fortsætter sin nuværende bosættelsespolitik over for palæstinenserne. Han mener i den forbindelse, det er på tide, at politikere og akademikere tager kampen op med den pro-israelske lobbys store magt i USA. Han citerer den tidligere israelske finansminister Pinchas Sapir, der ligesom Beinart allerede tilbage

i 1960’erne mente, at besættelsen af Vestbredden vil blive Israels endeligt.

Beinart er dog realistisk nok til at vide, at Netanyahu ikke vil ændre holdning med den støtte, han får fra den proisraelske lobby i USA. Derfor opfordrer Beinart til at boykotte alle israelske varer, der er produceret i bosættelserne på Vestbredden. Dette forslag fik bægeret til at flyde over for mange af Beinarts modstandere, der fuldstændig har vendt ham ryggen.

Stormen omkring Beinart skal ses i lyset af mange løbende diskussioner i det jødiske samfund, ikke bare i USA, men også i resten af verden – diskussioner om jøders forhold til Israel og om, hvor langt man som jøde kan gå i sin kritik af Israel. Beinart mener bestemt, at man må kritisere Israel uden at skulle stemples som anti-israeler.

Bogen har været med til igen at bringe fokus på forholdet mellem Israel og USA, hvor tråden tages op fra John J. Mearsheimers og Stephen M. Walts bog om samme emne fra 2006. Jeg kan stærk anbefale at læse denne bog til alle, der vil være med i diskussionerne om den seneste udvikling i Israel, USA og Mellemøsten. Bogen fås endnu ikke på dansk, men mon ikke den kommer?

"Israel's next great crisis may come not with the Palestinians or Iran, but with young American Jews." goldberg · #33· www.goldberg.nu n 31

NU BOR VI HER

Jødiske livshistorier fortalt af tolv kvinder

”Auschwitz-overlevers søn har skrevet et mesterværk af en skæbnefortælling.”

”Et bevægende kig ind i den svære erindrings rum … en både engageret og nænsom bog.”

Berlingske

♥♥♥♥♥♥

Politiken

”Jødiske livshistorier med dybde og bud til alle. Tine Bach har skrevet en både elementært spændende og en meget vigtig bog om danske jødiske kvinder.”

Kristeligt Dagblad

”Et tragisk, originalt og kontrastfyldt værk.” ★ ★ ★★ ★ ★

Jyllandsposten

Tolv kvinders livshistorier og et indblik i jødernes historie i det 20. århundrede, hvor pogromer, sult og krige sendte folk på flugt, og hvor det ofte har været tilfældigheder, som gjorde, at de havnede i Danmark og blev her.

En dybt personlig beretning om forfatterens polsk-jødiske fars vej fra Auschwitz til Södertälje – den lille svenske by hvor Göran Rosenberg selv kom til verden i 1948.

279 kr.

269 kr.

TIDERNE SKIFTER

videverden Tag med Martin Krasnik til jødernes New York. Følg nazismens spor med Peter Tudvad i Berlin.

Gå på museum med Peter Brandes i Paris. I hver bog fører et dusin forfattere, kunstnere og videnskabsfolk dig dybt ind i deres passion for en storby.

249,95 kr. pr. stk.

russernes berlin 123

kejserne hans carl finsen fra besættelse til stormagt 142 currywursten jesper vind jensen fra arbejderspise til berlinerkult 163

nazismen peter tudvad sporene efter det tredje rige 15 centrum kasper green krejberg berlins glemte midte 23

bundesligaen boris boll-johansen sorte billetter, livslange karantæner og sovende kæmper 37

arkitekturen anders troelsen berlins byrum 52

tivolisering hans hauge ddr som underholdning 65

tyrkerne henriette harris berlins store mindreta 77

nekropolen peter wivel walter benjamins berlin 85

dekadence troels heeger en tur gennem nattens berlin 101

agenterne bo tao michaëlis krimiens berlin 115

берлі́н stig yding sørensen

russernes berlin 123

kejserne hans carl finsen fra besættelse til stormagt 142 currywursten jesper vind jensen fra arbejderspise til berlinerkult 163

»en guldgrube af kultur-passionerede bud på en indholdsrig storbyferie« Jørgen Johansen, Berlingske Aarhus Universitetsforlag 87 15 39 63 Smagsprøver og mere info på www.videverden.dk

32 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

9 788703 045047

fra arbejderspise til berlinerkult 163

erindringer fra museumsøen 7

9 788703 045047

currywursten jesper vind jensen

intro robin engelhardt

videverden

kejserne hans carl finsen fra besættelse til stormagt 142

9 788703 045047

russernes berlin 123

9 788703 045047

fra arbejderspise til berlinerkult 163

videverden

currywursten jesper vind jensen

9 788703 045047

kejserne hans carl finsen fra besættelse til stormagt 142

9 788703 045047

russernes berlin 123

videverden

fra arbejderspise til berlinerkult 163

9 788703 045047

currywursten jesper vind jensen

9 788703 045047

kejserne hans carl finsen fra besættelse til stormagt 142

videverden

russernes berlin 123

9 788703 045047

9 788703 045047

videverden

9 788703 045047

videverden

fra arbejderspise til berlinerkult 163

берлі́н stig yding sørensen

rom

berlin

rom

currywursten jesper vind jensen

берлі́н stig yding sørensen

berlin

videverden

kejserne hans carl finsen fra besættelse til stormagt 142

krimiens berlin 115

берлі́н stig yding sørensen

skt. peters borg

Am Kupfergraben var et specielt sted at bo. Gaden går langs Spree-flodens vestlige arm ved Bodemuseum på nordspidsen af museumsøen og går hele vejen forbi Pergamonmuseum, robin engelhardt Neues og Altes Museum,intro ned til erindringer fra museumsøen 7 kanonerne ved arsenalet, hvor den nazismen skifter navn til Am Zeughaus for tilpeter tudvad sporene efter det tredje rige 15 sidst at ende ved Unter den Linden.

Nummer seks ligger direkte over for centrum kasper green krejberg indgangen til Pergamonmuseum, der berlins glemte midte 23 med sine 1,5 millioner besøgende bundesligaen boris boll-johansen om året er Tysklands mest besøgte sorte billetter, livslange karantæner og sovende kæmper 37 museum. Allerede i 1970’erne stod der hver dag tre til fem arkitekturen turistbusser anders troelsen byrum 52 foran vores hoveddør, ogberlins et mylder af vestlige turister tog billeder af de hans hauge tivolisering forfaldne rester af preussisk stolthed. ddr som underholdning 65 Staten DDR havde aldrig penge til tyrkerne henriette harris at fjerne skudhuller og de indkilede berlins store mindreta 77 granatsplintre fra krigens sidste dage.

Murværket, facaderner, nekropolen kollonadernepeter wivel walter benjamins berlin 85 og de store statuer på museumsøen dekadence stod alle tilbage som grå, koparrede troels heeger tur sagde gennem spøgelser fra en tid, der en ikke osnattens berlin 101 noget som helst, men uvist af hvilkebo tao michaëlis agenterne grunde var objekt for nysgerrige krimiens berlin 115 amerikanske kameralinser.

skt. petersborg

russernes berlin 123

krimiens berlin 115

берлі́н stig yding sørensen

berlin

videverden

krimiens berlin 115

берлі́н stig yding sørensen

rom berlin

Am Kupfergraben var et specielt sted at bo. Gaden går langs Spree-flodens vestlige arm ved Bodemuseum på nordspidsen af museumsøen og går hele vejen forbi Pergamonmuseum, robin engelhardt Neues og Altes Museum,intro ned til erindringer fra museumsøen 7 kanonerne ved arsenalet, hvor den nazismen skifter navn til Am Zeughaus for tilpeter tudvad sporene efter det tredje rige 15 sidst at ende ved Unter den Linden.

Nummer seks ligger direkte over for centrum kasper green krejberg indgangen til Pergamonmuseum, der berlins glemte midte 23 med sine 1,5 millioner besøgende bundesligaen boris boll-johansen om året er Tysklands mest besøgte sorte billetter, livslange karantæner og sovende kæmper 37 museum. Allerede i 1970’erne stod der hver dag tre til fem arkitekturen turistbusser anders troelsen byrum 52 foran vores hoveddør, ogberlins et mylder af vestlige turister tog billeder af de hans hauge tivolisering forfaldne rester af preussisk stolthed. ddr som underholdning 65 Staten DDR havde aldrig penge til tyrkerne henriette harris at fjerne skudhuller og de indkilede berlins store mindreta 77 granatsplintre fra krigens sidste dage.

Murværket, facaderner, nekropolen kollonadernepeter wivel walter benjamins berlin 85 og de store statuer på museumsøen dekadence stod alle tilbage som grå, koparrede troels heeger tur sagde gennem spøgelser fra en tid, der en ikke osnattens berlin 101 noget som helst, men uvist af hvilkebo tao michaëlis agenterne grunde var objekt for nysgerrige krimiens berlin 115 amerikanske kameralinser.

berlin

agenterne bo tao michaëlis

new york

videverden

en tur gennem nattens berlin 101

skt.new peters york borg

Am Kupfergraben var et specielt sted at bo. Gaden går langs Spree-flodens vestlige arm ved Bodemuseum på nordspidsen af museumsøen og går hele vejen forbi Pergamonmuseum, Neues intro robin engelhardt og Altes Museum, ned til kanonerne ved erindringer fra museumsøen 7 arsenalet, hvor den skifter navn til Am peter tudvad Zeughaus for til sidst atnazismen ende ved Unter sporene efter det tredje rige 15 den Linden. Nummer seks ligger direkte over for indgangen til Pergamonmusecentrum kasper green krejberg um, der med sine 1,5 millioner besøgenberlins glemte midte 23 de om året er Tysklands mest besøgte bundesligaen boris boll-johansen museum. Allerede i 1970’erne stod der sorte billetter, livslange karantæner og sovende kæmper 37 hver dag tre til fem turistbusser foran arkitekturen vores hoveddør, og et mylder af vestligeanders troelsen berlins byrum 52 turister tog billeder af de forfaldne rester af preussisk stolthed.

Staten DDR tivolisering hans hauge havde aldrig penge til atddr fjerne skudsom underholdning 65 huller og de indkilede granatsplintre fra tyrkerne henriette harris krigens sidste dage. Murværket, facadberlins store mindreta 77 erner, kollonaderne og de store statuer nekropolen på museumsøen stod alle tilbage sompeter wivel benjamins berlin 85 grå, koparrede spøgelserwalter fra en tid, der troels heeger ikke sagde os noget somdekadence helst, men uvist en tur gennem nattens berlin 101 af hvilke grunde var objekt for nysgerrige amerikanske kameralinser. agenterne bo tao michaëlis

new york

dekadence troels heeger

paris

paris

walter benjamins berlin 85

Am Kupfergraben var et specielt sted at bo. Gaden går langs Spree-flodens vestlige arm ved Bodemuseum på nordspidsen af museumsøen og går hele vejen forbi Pergamonmuseum, Neues intro robin engelhardt og Altes Museum, ned til kanonerne ved erindringer fra museumsøen 7 arsenalet, hvor den skifter navn til Am peter tudvad Zeughaus for til sidst atnazismen ende ved Unter sporene efter det tredje rige 15 den Linden. Nummer seks ligger direkte over for indgangen til Pergamonmusecentrum kasper green krejberg um, der med sine 1,5 millioner besøgenberlins glemte midte 23 de om året er Tysklands mest besøgte bundesligaen boris boll-johansen museum. Allerede i 1970’erne stod der sorte billetter, livslange karantæner og sovende kæmper 37 hver dag tre til fem turistbusser foran arkitekturen vores hoveddør, og et mylder af vestligeanders troelsen berlins byrum 52 turister tog billeder af de forfaldne rester af preussisk stolthed.

Staten DDR tivolisering hans hauge havde aldrig penge til atddr fjerne skudsom underholdning 65 huller og de indkilede granatsplintre fra tyrkerne henriette harris krigens sidste dage. Murværket, facadberlins store mindreta 77 erner, kollonaderne og de store statuer nekropolen på museumsøen stod alle tilbage sompeter wivel benjamins berlin 85 grå, koparrede spøgelserwalter fra en tid, der troels heeger ikke sagde os noget somdekadence helst, men uvist en tur gennem nattens berlin 101 af hvilke grunde var objekt for nysgerrige amerikanske kameralinser. agenterne bo tao michaëlis

videverden

rom

videverden

new barce berlin paris york lona

Byens status som ’evig’ er den røde tråd, der skridt efter skridt, seværdighed efter seværdighed, århundrede efter århundrede, binder dens uoverskueligt mangfoldige væsenstræk sammen til intro robin engelhardt noget, som i bevidstheden ligner en erindringer fra museumsøen 7 helhed; trestjernede seværdigheder, nazismen peter tudvad vældige monumenter, storslået kultursporene efter det tredje rige 15 arv og verdenskunst, selvfølgelig, men også oversete eller glemte hjørner, hvor centrum kasper green krejberg både nyt og gammelt fortæller andre, berlins glemte midte 23 sjældent hørte eller upåagtede historier. bundesligaen boris boll-johansen Republikkens Rom, kejsertidens Rom, sorte billetter, livslange karantæner og sovende kæmper 37 Caravaggios Rom, H.C. Andersens Rom, arkitekturen anders troelsen Pier Paolo Pasolinis Rom, Silvio berlins byrum 52 Berlusconis Rom, den almindelige romers Rom, enhvers Rom er et resultat tivolisering hans hauge af personligt sammenknyttede indtryk, ddr som underholdning 65 hvor stort og småt, tidløs fortid og tyrkerne henriette harris timeligt hverdagsliv vokser sammen og berlins store mindreta 77 i glimt kan fastholdes som én eneste nekropolen peter wivel tanke med ét eneste navn: Rom.

barcelona

øde tråd, ghed efter skueligt men til er en eder, kulturig, men ner, hvor andre, historier. s Rom, ns Rom,

lige t resultat indtryk, d og mmen og eneste .

TINE BACH

ET KORT OPHOLD PÅ VEJEN FRA AUSCHWITZ

videverden

is

GÖRAN ROSENBERG

“Resultatet er fængslende”

Lotte Kirkeby Hansen, Kristeligt Dagblad

298,-

“En perle af en fotobog”

Mange af Steffen Jensens historier og oplevelser kommer aldrig på tv.

Dem får du her - sammen med hans egne fotografier

Nanna Holst, TV2 Lorry

www.forlagetajour.dk

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 33

historie

INGEN FRIHED UDEN ALLES FRIHED Da familieforetagendet Bonnier den forgangne sommer fejrede sin 175 års fødselsdag i gigant-villaen i Stockholm, var det en af Nordens største mediekoncerner med ejerskab på en tredjedel af det svenske medielandskab, som bød Sveriges kulturelite til fest.

Af Mette Ydebo

Gerhard Bonnier hed oprindelig Gutkind Hirschel. Han kom til København fra Dresden i 1801 i søgen efter et sted at oprette egen virksomhed. Navneskiftet skulle alene befordre integrering i immigrationslandet og samfundslaget, for han selv, hans efterkommere og deres familier forblev jøder i flere generationer. Hirschels far og farfar hjemme i Dresden var velhavende forretningsmænd og ansete borgere, så identiteten var præget af en blanding af høj status med dertil hørende kulturelt niveau og solidariteten med den uglesete minoritet, som han fortsatte med at være en del af.

34 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Et par år inden Gutkind Hirschel ankom til København, havde mordet på en franskmand på fredsmission været særdeles omtalt. Adelsmanden tilhørte revolutionsgarden og havde få år tidligere stemt for Louis XVI’s henrettelse.

Hans navn var Bonnier d’Arco. Ved omtrentligt at oversætte Gutkind til Bonnier og gøre det til et slægtsnavn blev det i en enkelt bevægelse muligt at koble fransk sprog og kultur med frihedshigen og demokratitanker.

I løbet af få år åbnede Gerhard Bonnier et udlånsbibliotek, en boghandel og et forlag. København var ikke i underskud af boghandlere, men Bonnier

havde fordele i kraft af sine sprogkundskaber og internationale kontakter, hvilket gav ham forspring som importør af især videnskabelig litteratur.

Men tilsyneladende gabte han over for meget, og efter Danmarks statsbankerot i 1813 aftog Bonniers forretningssucces gradvist. I 1827 besluttede han at sende sin ældste søn, Adolf, til Göteborg, hvor der manglede en ordentlig boghandel.

Egentlig var det blot meningen, at Adolf i en periode skulle forsøge at sælge farens internationale, videnskabelige bøger i Sverige. Men Adolf viste sig lige så initiativrig og ekspansions-

lysten som sin far, og snart etablerede han sig med udlånsbibliotek og egen boghandel, først i Göteborg, siden i Stockholm. Senere kom forlagsvirksomheden også til.

For at mindske Gerhards forsørgerbyrde inviterede Adolf efter nogle år to af sine yngre søskende, David Felix og Albert, til at arbejde hos sig i henholdsvis Göteborg og Stockholm. Således var foretagendet Bonnier endegyldigt ekspanderet fra Danmark til Sverige.

Radikalt liberale ideer I lighed med faren og bror Adolf kas­ tede David Felix sig over flere projekter. Han startede sit eget trykkeri, og for at bekoste det grundlagde han en avis, som han naturligvis selv trykte og redigerede.

Avisen var Göteborgs-Posten, som i dag er Vestsveriges største morgenavis.

Den er imidlertid ikke længere i Bonniers eje. Sygdom tvang David Felix til at afhænde den efter kun ti år.

Bror Albert, derimod, arbejdede sig roligt opad med et enkelt interesseområde, forlagsvirksomheden. Hans koncentrerede flid betalte sig. 17 år gammel, i 1837, etablerede han i Stockholm Albert Bonniers Förlag, som skulle komme til at udgøre grundstammen i dagens megakoncern, Bonnier AB.

henvendte sig til sin fars forlæggere, når familien var i pengenød, og Albert og Karl Otto afsendte øjeblikkeligt fornødenheder. Da forfatteren Hjalmar Söderberg flyttede til Danmark, og hans hustru var for syg til at tage sig af deres børn, ansatte Karl Ottos hustru, Lisen, en socialistisk kvinde af bekendtskabskredsen som plejemor til børnene.

Lisen Bonnier, der havde haft kvindesagsforkæmperen Ellen Key som privatlærer, oprettede foreningen Frihedsvennerne, som bestod af socialister og socialdemokrater med det udtalte mål at afskaffe klasseskellene. Gruppen hyldede princippet: ingen frihed uden alles frihed. Den støttede arbejderbevægelsens folkehøjskole og arrangerede bl.a. højtlæsning, sanglege og svømmeundervisning for børn, hvis forældre ikke havde råd til adspredelse for dem.

Da Lisen Bonnier blev opmærksom på børnenes dårlige tandhygiejne, udnyttede hun igen vennekredsen og fik

For såvel Albert som senere for hans søn Karl Otto og dennes familie blev forlaget altings omdrejningspunkt.

Ved at knytte forfattere personligt til sig og hjælpe dem og deres familier økonomisk blev Bonnier et af de første moderne forlag, hvor bogudgivelse ikke alene var et spørgsmål om salg af en vare. Solidariteten med trængende forfattere blev et berømt karaktertræk hos Bonnier. August Strindbergs datter

▼

Direktør i Bonnier AB 2012, Jonas Bonnier

Foto: quantum media.com

Kritikken af Bonnier-familiens magtkoncentration og tidvist påståede magtmisbrug har været hørbar igennem årene, ikke mindst pga. Bonniers nedfældede værdigrundlag, der indebærer stadig kamp for ytringsfrihed, demokrati og liberalt samfundssyn. Disse var fra begyndelsen kerneværdierne hos stamfader Gerhard Bonnier, hvis biblioteks-, boghandler- og forlagsvirksomhed skaffede ham brød til sig og sine ni børn.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 35

historie

Albert Bonnier.

blevet særdeles velhavende, og deres stipendier kunne derfor overtrumfe de statslige. 1912 havde ’Albert Bonniers Stipendiefond’ et afkast, der var dobbelt så højt som Svenska Akademiens.

Foto: Wikimedia commons

Antisemitisme fra alle kanter

engageret lærer- og lægeorganisationer for at iværksætte det, som med tiden resulterede i den almene skoletandpleje.

Bonnier, familien såvel som forlaget, blev fra slutningen af 1800-tallet og mange år frem tilholdssted for venstreorienterede holdninger, og forlaget blev efterhånden udgiver af alle Sveriges største forfattere. Årene prægedes af overgangen imellem en bornert, kongetro konservatisme og en eksperimenterende, grænseprøvende fremtidsoptimisme. For forfatterne, og for Bonnier, repræsenterede Svenska Akademien med sine prisuddelinger til pæne, ufarlige skribenter den gamle, stivnede verden. År 1900 stiftede Karl Otto derfor ’Albert Bonniers Stipendiefond’ til ære for sin nyligt afdøde far. Formålet var at understøtte de virkelige skrivetalenter – samt de forfattere, der var i sand pengenød. Ad åre var Bonnier-familien

36 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

“Hvis du anede hvilket net af jøder, som er spundet omkring hele Europa… Alb. B’s taktik er at suge blodet… Husk: en jøde tilgiver aldrig!” Ordene er August Strindbergs i et brev til hans bror i 1887 i anledning af en stribe refuseringer af manuskripter samt forsøg fra Bonniers side på at dirigere forfatterskabet i en bestemt retning. Tre år tidligere havde en uvæsentlig detalje i Strindbergs novellesamling Giftas trukket Bonniers Förlag i retten. Strindberg stod anklaget for blasfemi og truede med at udeblive fra retssalen, hvorved Albert Bonnier havde været tvunget til at gå i hans sted. Strindberg mødte dog op og blev frikendt.

Større behov for tilgivelse skulle man mene, hans voldsomme jødehadske udsagn gav anledning til. I adskil-

lige værker fremturer Strindberg direkte antisemitisk, og i romanen Röda Rummet karikerer han sin velgører Albert Bonnier i den grådige, jødiske forlægger Smith.

Antisemitismen og nazismen i 1930erne og 1940erne havde tag i store dele af det intellektuelle og kulturelle Sverige. Flere af de forfattere, Bonnier udgav, var mere eller mindre jødefjendske. Samtidig med at de værdsatte Bonnier-familiens medmenneskelighed, lagde de ikke skjul på, at de anså dens jødiskhed for problematisk.

Pär Lagerkvist, som i 1951 skulle modtage Nobelprisen bl.a. for sin formodede antinazistiske roman Dværgen, fortalte ca. 1920 i et brev, hvordan han, den ludfattige skribent, og Karl Otto Bonnier, den formuende forlægger, dyngvåde havde søgt ly for et regnskyl i hver sin port: ’Jeg langede et ondskabsfuldt blik derover, som han dog med en israelitisk håndbevægelse lod forsvinde i judasskægget… din gamle sjakrejøde, sådan går det i livet, når det regner.’

Antisemitismen og nazismen i 1930erne og 1940erne havde tag i betragtelige dele af det intellektuelle og kulturelle Sverige. Flere af de forfattere, Bonnier udgav, var mere eller mindre jødefjendske. Samtidig med at de værdsatte Bonnier-familiens medmenneskelighed, lagde de ikke skjul på, at de anså dens jødiskhed for problematisk.

Forlagets insisteren på respekt for alle meninger og upartiskhed, hvad angik udgivelsernes indholdsside, vakte opsigt og delte vandene.

Demokratisk eksempel Pudsigt nok modsvarede Bonnier-familien begge politiske fløjes billede af jøden. Via opkøb af andre forlag, investeringer uden for forlagsbranchen og erhvervelse af aktiemajoriteten i det liberale dagblad Dagens Nyheter begyndte fremtidens koncern at tage form. Bonnier blev en af landets rigeste familier med boliger tegnet af Sveriges berømteste arkitekter og med stadig dyrere amerikanske biler. Samtidig begunstigede og udgav forlaget oprører-forfatterne, og familien tog offentligt stilling til fordel for Norges selvstændighed fra Sverige og siden hen England, Frankrig og Rusland i Første Verdenskrig. ’Mine egne venstreorienterede synspunkter repræsenteres bedst af Forum, som jeg udgiver for min po-

litiske samvittigheds skyld’, erklærede Karl Otto om det tidsskrift, han finansierede 1914-18.

Forlagets insisteren på respekt for alle meninger og upartiskhed, hvad angik udgivelsernes indholdsside, vakte opsigt og delte vandene. Modet til at udgive den grænseflyttende litteratur med emner som familiemønster, seksualmoral og underklassesympatier var ikke alene om at repræsentere Bonniers ståsted. Betydeligt mere kontroversiel var beslutningen om at fortsætte samarbejdet med forfattere, hvis antisemitiske indstilling blev stadig mere hidsig.

To af Sveriges fremmeste kulturpersonligheder, Fredrik Böök og Sven Hedin, udgav fagbøger hos Bonnier.

Böök var landets ledende litteraturkritiker, Hedin landets verdensberømte globetrotter. Op igennem 1930erne udviklede de to en så stærk Hitler-begejstring, at visse af deres bøger blev ren nazipropaganda.

Da Bonnier gjorde udgivelsen af et nazistisk Böök-manuskript betinget af, at forfatteren understregede forlagets afstandtagen fra indholdet, valgte Böök at lade sine naziskrifter udkomme på andre forlag. Hedin tilbød ikke Bonnier sine antisemitiske skrifter. Men prestigen ved at udkomme hos Bonnier indebar, at de begge foretrak det jødisk funderede forlag til samtlige ikke-ideologiske bøger både før og under Anden Verdenskrig.

Denne kendsgerning oprørte visse af socialistvennerne. ’De har altid været en modig mand’, skrev arbejderfor-

fatteren Moa Martinson i 1939 til Karl Otto Bonnier. ’De og Deres forlag betyder meget, holdningen hos Deres forlag. Det er tid nu at vise en strammere linje. Demokrati er ikke det samme som at lade barbarers sympatisører få frit spillerum… jeg har en følelse af, at De forstår mig.’

Det gjorde Karl Otto ikke. Til gengæld satte han og familien himmel og hav i bevægelse for at understøtte og ansætte østrigske jøder, som nåede at komme til Sverige inden krigsudbruddet.

Foto: Wikimedia commons

Tillige med en del af de venstreradikale forfattervenner angreb arbejderpressen til stadighed Bonnier på klassisk antisemitisk maner for at personificere kapitalen. Desuden fik Sverige som et af de første lande i Europa i 1921 et racebiologisk institut på foranledning af bl.a. svensk socialdemokratis nye statsminister, Hjalmar Branting.

Her ’bevistes’ de mindre flatterende egenskaber, som adskilte jøderne fra fx svenskerne.

På højrefløjen satte man lighedstegn mellem jøder og socialister, hvilket var det samme som samfundsomstyrtere, og beskyldte forlæggerfamilien for at distribuere pornografi og kulturødelæggelse.

Tor og Karl Otto Bonnier.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 37

litteratur

Jødiske tidsskrifter i Danmark – del 1

Fra nordlyset til goldberg Siden begyndelsen af 1800-tallet er der i Danmark udkommet en række jødiske magasiner og tidsskrifter. Også i dag findes der flere af slagsen, og set i forhold til antallet af jøder kan det kun skyldes, at de har fundet publikum blandt andre end jøder. Goldberg ser her i den første af to artikler på udviklingen af de jødiske magasiner i Danmark.

Af Merete Næsby Christensen

De tre store mellemøstlige religioner – Jødedommen, Kristendommen og Islam – betegnes alle som skriftreligioner. Jødedommen er den ældste, og man kunne også kalde jøderne for ordenes folk, for det siges, at Moses på Sinai Bjerg fik ikke blot den skriftlige lære, Tora, men også den mundtlige, nemlig alle tolkningerne og forklaringerne. I religiøs sammenhæng dyrkes derfor både den skriftlige og den mundtlige tradition. Man læser og skriver og diskuterer. Mange har sikkert set billeder af ivrigt diskuterende mænd i Beit Hamidrash, lærehuset, i tilknytning til synagogen.

Men også uden for bedehusene er mulighederne for at udtrykke sig i skrift og tale blevet udnyttet: med det talte ord på teater og i film, som studieværter og kommentatorer. På skrift i form af værker både inden for videnskab og skønlitteratur. Og endelig temaet for denne artikel: Periodika, tidsskrifter og magasiner, hvor dagsaktuelle emner præsenteres og diskuteres.

I sit store værk fra 2008 De russiske jøder i København 1882 -1943 beskriver forfatteren Morten Thing de mange

38 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

jiddishe blade, der eksisterede i perioden. Det samme gør Julius Margolinsky, mangeårig bibliotekar og slægtsforsker i Mosaisk Troessamfund, der har kaldt sin artikel fra 1954 for Fra “Nordlyset” til “Jødisk Samfund” – Strejflys over jødisk Bladvirksomhed i Danmark gennem 140 Aar. Det er den, der ligger til grund for denne artikel.

Nordlyset I året 1813 udkom der i Danmark en stime af antisemitiske skrifter i forbindelse med det, der er blevet kaldt Den Litterære Jødefejde. Der gensvares fra både jødisk og kristen side på disse beskyldninger om anti-nationalt sindelag, åger, sjakren etc. Folk som Steen Steensen Blichers far, Jens Baggesen m.fl. støtter jøderne.

Der udkommer også et tidsskrift, Nordlyset, som svar på beskyldningerne.

Det udkommer anonymt, hverken udgiver eller redaktør er kendt, men må anses for at være det første jødiske tidsskrift i Danmark, og redaktøren er nok Salomon Soldin. Som udgiver stod “Et Selskab til Humanitetens Befordring”,

og forlæggeren var ingen ringere end Gerhard Bonnier. Man kunne abonnere på det hos Bonnier i Kronprinsensgade 33, København.

Nordlyset udkom med i alt 15 numre som en fortløbende kommentar til de antijødiske udgydelser.

Et andet tidsskrift, Antijudas, i satirens form, skrevet af Immanuel Wallich, udkom med 9 numre i samme periode.

Jødefejden ebbede ud i løbet af efteråret 1813, og da jøderne – nu “bekendere af den mosaiske tro” – fik frihedsrettigheder 29. marts 1814 og blev meget danske, var der en lang pause i ønsket om at udgive særskilte jødiske blade. Man var travlt optaget af at lære dansk i skolen, tale dansk selv i synagogen, få almindelige jobs, stige op socialt, kort sagt: integrere sig.

jødiske blade Et nordisk og et tysk perspektiv Den sidste halvdel af 1800-tallet ser kun spredte forsøg på at genoplive tidsskrifter med jødisk indhold. Et enkelt nummer af Israelitisk Ugeblad for Norden udkom i 1857. Kredsen bag dette var religiøse personer, der med kateket Elias Levison i spidsen ville oplyse og lade videnskabelige og religiøse anskuelser komme frem. I 1865 gøres et nyt forsøg med Israelitisk Tidende, som også har et nordisk perspektiv og er for israelitiske trosbekendere. Ingen bryder sig om den gamle betegnelse “jødisk”, men åbenbart heller ikke om det nye “mosaiske”. Om noget officielt organ for den organisation, der nu hedder Det Mosaiske Troessamfund, var der ikke tale. Mange beherskede tysk på

dette tidspunkt – ikke mindst jøderne – så man fik sine oplysninger, nyheder, diskussioner og hele lærdom fra de store tyske tidsskrifter som Allgemeine Zeitung des Judenthums fra 1837 og Jeschurun fra 1854.

Der skal gå over 40 år, før nye forsøg gøres. Margolinsky ironiserer lidt over dette, fordi man i Danmark, særligt i hovedstaden, har kaldt årene fra 1864 til århundredeskiftet for “Den jødiske Periode”. Mærkeligt, bemærker Margolinsky, at man så ikke satte sig på pressen – man kunne bare skele til, hvad man var begyndt at sige om dette fænomen syd for den nye grænse, men på den anden side var de dernede jo ikke så forbilledlige mere.

Man må også sige, at de danske jøder fra 1814 til 1905 gennemløb en

integrationsproces af dimensioner.

Man kunne ikke længere skelne jøder fra andre på sprog, klædedragt, erhverv e.l. Mange giftede sig uden for egne rækker. Rabbinerne begyndte at frygte de danske jøders uddøen.

I provinsen var der næsten ingen tilbage i år 1900.

Louis Frænkel tager affære I årene 1905-1920 kom en stor gruppe jøder fra Rusland og omegn til Danmark, og det skabte en helt ny situation i den stærkt assimilerede, hendøende danske jødedom. Blandt andet opstår der en stor mængde jiddishe blade. Men også fra gammel dansk jødisk side sker der noget: Louis Frænkel tager affære.

Margolinsky kalder Louis Frænkel for “den dansk-jødiske Presses Fader”.

jødiske blade Man må sige, at de danske jøder fra 1814 til 1905 gennemløb en integrationsproces af dimensioner.

Man kunne ikke længere skelne jøder fra andre på sprog, klædedragt, erhverv e.l.

I den sidste halvdel af 1800-tallet ser man kun spredte forsøg på at genoplive tidsskrifter med jødisk indhold. goldberg · #33· www.goldberg.nu n 39

litteratur

jødiske blade

Et lyspunkt er det litterære Tidsskrift for Jødisk Historie og Litteratur, et flot projekt, redigeret og skrevet af dygtige folk som David Simonsen, Julius Salomon og Josef Fischer i årene 1917- 25.

Frænkel er læge og velsitueret, men også brændende zionist med stor sympati for og aktiv hjælpsomhed overfor de nyligt ankomne russiske jøder. Den 5. april 1907 udgiver han Jødisk Tidsskrift, det første egentlige jødiske blad i Danmark, som Margolinsky ser det.

Frænkel revser de danske jøder. Han håner dem for at holde alle mulige jubilæer for små ting i deres danske fortid, for ikke at have udblik til hele den jødiske verden, for ikke at ville vise og vedgå, at de er jøder etc. Den jødiske andedam får en opsang. Nu skal man have et tidsskrift, der ikke ser tilbage, men behandler tidens brændende emner, et forum, hvor der kan diskuteres.

Han maner til respekt for idealer, den specielle jødiske kultur, selvrespekten.

Frænkel vidste godt, at der ville komme kritik, og at det annoncefinansierede postomdelte blad, som alle i menigheden modtog gratis, ville blive afbestilt af nogle. Flere ville ikke have deres navn og postadresse kendt.

Bladet udkom hver 14. dag i halvandet år, så måtte Frænkel give op, dels af økonomisk årsager, dels på grund af kritikken: nogle fandt det for zionistisk, andre ikke zionistisk nok, andre igen fandt tonen for åben og ærlig.

Fra samme periode april 1907 udkommer Mosaisk Samfund – i begyndelsen under navnet Mosaisk Tidende – og det udkom i hele 33 år. Det fremgår hos

40 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Margolinsky, at man oprindelig ville have haft Frænkel til redaktør, men det blev ikke sådan.

Margolinsky er ikke imponeret. Bladet er mest et annonceblad med få meddelelser, som også kan læses i Berlingeren. Der er ikke meget jødisk stof. I 1917 nås lavmålet med redaktøren Aage Lotinga, der refererer så mange antisemitiske udtalelser, at man kunne tro, der var tale om et antisemitisk skrift.

Mosaisk Samfund blev i menigmands mund til Mosaisk Skamfuld, ligesom Jødisk Tidsskrift en overgang kaldtes Jødisk Stridsskrift.

I den seneste periode frem til 5. april 1940 blev bladet redigeret af A. Krotoschinsky. Det var en forbedring, men ifølge Margolinsky efterlod det ikke store savn.

Litischevsky og Goldschmidt Selvom denne artikels fokus ikke er de jiddishe blade, så er det på sin plads at nævne typograf, senere bogtrykker, Josef Litischevsky, hvis efterkommere hedder Lexner.

Han fik trykt jiddishe blade som Der Wochenblatt, hvilket æggede andre til også at udgive blade, så der efterhånden blev tale om en stor mangfoldighed. Der blev også søgt tilnærmelser mellem de gamle “vikingejøder” og de nye “russere”, og resultatet blev det tosprogede og meget alsidige tidsskrift Jødisk Samfund/Jiddische Geselschaft, der udkom fra 1913.

Der kommer og går endnu flere tidsskrifter i et par måneder, så går de ind.

Tiden er urolig, Første Verdenskrig bryder ud. Man forsøger sig endda med et jødisk dagblad på jiddish. Et enkelt forsøg på at skabe et ugeblad på dansk, hvor blandt andre Margolinsky selv er redaktør, udkommer i 3-4 numre. Jødisk Samfund går ind i 1917.

Et lyspunkt er det litterære Tidsskrift for Jødisk Historie og Litteratur, et flot projekt, redigeret og skrevet af dygtige folk som David Simonsen, Julius Salomon og Josef Fischer i årene 1917- 25.

I 1920erne udkommer på skandinavisk baggrund Israeliten, der redigeres af Max Goldschmidt, indtil han i 1928 udgiver og redigerer Jødisk Familieblad, der får 11 et halvt års levetid frem til 1940.

Margolinsky roser redaktør og medarbejdere, indhold, papirkvalitet, billeder etc. Han ser Goldschmidt som Frænkels og Litischevskys sande arvetager.

Efter besættelsen går der frem til 5. marts 1946, før Jødisk Familieblad igen udkommer – nu under navnet Jødisk Samfund.

Og her slutter Julius Margolinskys beretning om de danske jødiske tidsskrifter. Hvad der siden skete under og efter besættelsen vil blive behandlet i næste udgave af Goldberg. Der er perioder med politiske stridigheder og konkurrence om læserne. Et nybrud er farvegengivelser af illustrationer og større fokus på layout og præsentation.

I skrivende stund er Mosaisk Troessamfunds medlemsblad på vej mod en fremtid som ren netbaseret udgivelse.

Alt det ser vi nærmere på til marts, når Goldberg udkommer igen.

“Elisabeth Åsbrinks bevægende

“Elisabeth Åsbrinks bog er et opgør

“Det er en smuk og skræmmende bog,

bog om wiener-familien Ullmann

med den svenske antisemitisme

Åsbrink har skrevet. Sproget er emi-

er samtidig et personligt opgør med

omkring Anden Verdenskrig. Og

nent. ”

det svenske folk.”

en beretning om en jødisk wienerBerlingske

Weekendavisen

drengs skæbne som barneflygtning i Skåne.”

Politiken goldberg · #33· www.goldberg.nu n 41

genre · titel historie

I Nordens

Jerusalem Vi rejste ud for at finde spor fra min families historie og kom hjem med glimt af det, der engang var Europas måske rigeste og mest mangfoldige jødiske liv.

tekst og foto: Michael Rachlin

Det er 71 år siden, min far var her sidst.

Som mine bedsteforældre, Rachel og Israel Rachlin, har beskrevet i bogen 16 år i Sibirien, blev de og min far i 1941 deporteret til Sibirien af de sovjetiske myndigheder. Nu er vi tilbage, min far, min onkel og jeg.

Jeg ikke har været i Litauen før, men det har mine to rejsepartnere. Onkel Samuel, der er født i Sibirien, var her for godt 10 år siden, hvor han gjorde meget af forarbejdet med at undersøge

42 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

familiens rødder. Min far, Schneur, forlod landet i en kreaturvogn i juni 1941. Nu er vi kommet hertil med et af de daglige SAS-fly mellem København og Litauens hovedstad, Vilnius.

Min far var fem år, da de forlod Litauen, og hans erindringer om livet her er meget begrænsede. Han forstår og taler ikke litauisk. Og dog.

Vi er kun lige landet, da vi i lufthavnen passerer en mor med en lille dreng. Moren siger noget til drengen

på litauisk, og min far oversætter: “Det må du ikke!”. Lidt litauisk kan han altså huske: En sætning som voksne har sagt til små drenge på alle sprog til alle tider.

Napoleons tilnavn Det er 30 år siden mine bedsteforældre udgav 16 år i Sibirien, der fortæller om livet som deporteret under stalinismen.

En straf på ubestemt tid, uden anklage eller dom. Bogen blev en bestseller og

▼

Efter 71 år er der ikke meget, Schneur kan genkende. Det er huset til venstre.

engageret dame og i øvrigt født på den samme jødiske fødeklinik i Kaunas som min far.

Dalia Epstein giver os en guidet tur i den gamle bydel, der i dag er jødisk på grund af historien, ikke på grund af indbyggerne. Før Anden Verdenskrig havde Vilnius en kultur, der næppe fandtes noget andet sted uden for Israel: Over 40 procent af indbyggerne var jøder, her udkom dagligt seks jødiske aviser, og der var ikke færre end 105 synagoger og bedehuse. Sådan blev livet levet her i århundreder, og selv Napoleon, der var her på sit russiske felttog i 1812 for præcist 200 år siden, var forbløffet: “Det var Napoleon, der fandt på tilnavnet Nordens Jerusalem, og navnet blev hængende ved,” fortæller Dalia Epstein, mens hun viser rundt i de bro­stensbelagte gader, der snor sig i kvarteret ved Žyd Gatvė – “den jødiske gade”.

For enden stod engang en af verdens største og vigtigste synagoger. Den var bygget i 1630, men helt tilbage i 1400-tallet lå der et jødisk bedehus her.

Synagogen blev delvist ødelagt under

den nazistiske besættelse, men det var de sovjetiske myndigheder, der endeligt besluttede at rive bygningen ned. Så nu står her en børnehave i velkendt sovjetrussisk byggestil.

Ved siden af børnehaven er der et monument med en buste over den store gaon fra Vilnius, Elijah ben Shlomo Zalman, der betragtes som en af de vigtigste jødiske lærde siden middelalderen. Dalia Epstein fortæller os en hemmelighed om monumentet: “Ingen ved, hvordan Elijah af Vilnius så ud. Så det er faktisk en af mine venner, der har stået model til busten.

Han var oversætter, så det er formentlig det eneste monument i verden for en oversætter,” fortæller hun.

Skæbnens ironi Vi fortsætter over Vokiečių gatvė, en bred allé med butikker og cafeer, til hjertet af det, der under Anden Verdenskrig forvandledes til en klaustrofobisk ghetto. 50.000 mennesker var stuvet sammen, og kun nogle få hundrede klarede sulten, sygdommene og deportationerne til udryddelseslejrene.

Dalia Epstein er tilknyttet det jødiske center og arbejder med flere bogprojekter. Bl.a. 16 år i Sibirien på litauisk og en anden bog om de andre litauiske jøder, der voksede op i Sibirien.

for mange danskere den første og måske vigtigste øjenvidneberetning om livet i Sovjetunionen. Senere er den blevet oversat til engelsk, tysk, russisk og fransk – og nu kommer den også på litauisk.

Vores første møde her i Vilnius er med historikeren Dalia Epstein, der arbejder med forskellige projekter for det jødiske samfund, bl.a. udgivelsen af mine bedsteforældres bog. Hun viser sig at være en

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 43

historie

Der er dybe spor fra europæisk histories mest dramatiske epoker omkring Kybartai. Til venstre den jødiske gravplads uden for byen. Ovenfor ses tyske grave fra Første Verdenskrig.

Historierne fra ghettoen er fortvivlende, men der er også fortællinger om forbløffende livsmod og trods. Her opstod den første organiserede jødiske modstand mod nazisterne, og Vilnius har også sine “Schindler-historier” – eksempelvis værnemagtsofficeren Karl Plagge, der forsøgte at beskytte mere end 1000 jøder på et værksted i Vilnius. Karl Plagge blev senere optaget i “Righteous of the Nations”, Israels officielle liste over ikke-jøder, der reddede jøder under Holocaust. Det samme blev den japanske diplomat i Vilnius, Chiune Sugihara, der på egen hånd udstedte transitvisum til jødiske flygtninge og dermed reddede flere tusinde mennesker. Men der er langt mellem de lyse historier, når vi taler om de litauiske jøders historie under krigen: Man an-

slår, at 90 procent af dem blev myrdet af tyske nazister og deres mange litauiske håndlangere. Det højeste tal for noget land under Holocaust.

Det store paradoks i mine bedsteforældres liv var, at de næsten med sikkerhed havde delt skæbne med hovedparten af de litauiske jøder, hvis ikke de var blevet sendt østpå. Nazisternes angreb på Sovjetunionen fandt sted blot nogle dage efter deres deportation fra hjembyen Kybartai, der i bogstaveligste forstand lå på grænsen til Tyskland.

Grænsebyen Kybartai Efter det første døgn i Vilnius kører vi til Kybartai, hvor min far tilbragte de første fem år af sit liv. I Vilnius er levestandarden på nogenlunde samme niveau som i mange andre europæiske

storbyer, men ude i landområderne har forandringerne ikke sat sig så mange spor. Landskabet minder en del om det danske, men markerne er mindre intensivt dyrket, og der er mange forladte huse – ikke mindst de enorme kollektivlandbrug fra Sovjet-tiden står og forfalder.

I dag har Kybartai godt 6000 indbyggere, og byen er stadig en grænseby – dog ikke længere til Tyskland, men til enklaven Kaliningrad, der i dag ligger som en russisk ø mellem EU-landene Litauen og Polen. Som så mange europæiske udkantsområder har Kybartai svært ved at holde på indbyggerne, ikke mindst de unge.

Men engang var her liv, ikke mindst et jødisk liv med foreninger, skoler, kulturelle tilbud og synagoger.

I dag har Kybartai godt 6000 indbyggere. Som så mange europæiske udkantsområder har byen svært ved at holde på indbyggerne, ikke mindst de unge.

44 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Kybartai var en shtetl – en landsby med et stort jødisk islæt, som vi kender fra eksempelvis Isaac Bashevis Singers forfatterskab. Vi ved ikke præcist, hvor stor en del af landsbyens indbyggere der var jødiske, men det har måske været helt op imod halvdelen. I hvert fald kan vi læse i en telefonbog fra 1939, at 54 ud af 93 private telefonnumre på daværende tidspunkt tilhørte jøder.

Begravelsespladsen Vores første stop i Kybartai er ved min fars barndomshjem. Der er ikke umiddelbart noget af huset, han kan genkende. Min fars minder herfra er et barns minder: Glimt fra farmors køkken, fra børnehaven, minder fra ture ud på landet, erindringer om dyrefigurer på et tapet. Alt sammen ting der for længst er blevet opslugt af tiden.

Ved begyndelsen af Operation Barbarossa – tyskernes kodenavn for invasionen af Sovjetunionen i juni

Schneur ligesom min far, var født i 1877 i Ukraine. Han kom til Kybartai i slutningen af 1800-tallet og startede sammen med sin bror den forretning, som min farfar senere overtog. Min oldefar døde i 1934, og nu ligger han her ved siden af sin bror, Eliahu, der døde i 1932.

1941 – blev huset overtaget af det sovjetiske grænsekommandantur, og der var kampe ved bygningen, hvor 50 sovjetiske soldater blev dræbt. I dag bor syv familier i huset, og vi kan med selvsyn konstatere, at mens man andre steder i Litauen er godt med i den europæiske udvikling, er der også mennesker, der næppe har oplevet mange forbedringer siden Sovjetunionens tid.

Vi fortsætter ud til den lille jødiske gravplads, der ligger for enden af en lille markvej i udkanten af byen. Her er grave frem til 1941, der på hebraisk, russisk og tysk sagte fortæller om det liv, der nu kun er få spor tilbage af. Da onkel Samuel var her for 10 år siden, var gravpladsen næsten helt tilgroet. Alligevel lykkedes det ham næsten mirakuløst at lokalisere min oldefars grav, hvor der blev rejst en ny sten. I dag bliver gravpladsen holdt nødtørftigt ved lige af lokale myndigheder. Min oldefar, der hed

Her slutter historien I den anden ende af landsbyen kører vi op ad endnu en lille markvej, indtil en stenplade fortæller, at der foran os befinder sig en massegrav fra Holocaust. Indhegnet på en mark blandt græssende køer står en mindesten. Og her slutter historien for Kybartais jøder.

I denne forholdsvis tidlige fase af Holocaust blev der ikke brugt gaskamre. Jøderne blev blot ført uden for byen og skudt i massegrave. Måske var det her min farfars fætter og flere andre familiemedlemmer blev skudt.

Omkring 600 mennesker er begravet her på marken.

I mange år blev mindet om dette samfund holdt ved lige. Bl.a. var der i Israel en forening af tidligere beboere fra Kybartai, og selv i sine sene år talte min farfar ofte om livet i sin fødeby.

Men i takt med at den generation, som han tilhørte, snart er væk, lukker historien sig. Her er meget få spor tilbage – og heller ingen overlevende litauiske øjenvidner, vi kan besøge.

Alligevel forlader jeg Kybartai og Litauen med en fornemmelse af at tage noget værdifuldt med hjem: Jeg har fået farver og nuancer på den historie, som mine bedsteforældre beskrev i deres bøger. En immateriel arv, der er mere værdifuld end de få fysiske spor, der er tilbage af Nordens Jerusalem og det rige jødiske liv der var engang, her i udkanten af Europa.

16 år i Sibirien er netop blevet genudgivet på Gyldendal

▼

I mellemkrigsårene var Vilnius en del af Polen. Og her over porten i ghettoen er teksten på polsk og hebraisk.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 45

litteratur

Af Dan H. Andersen

Krig og forfølgelser har ligget til grund for mange jødiske skæbner i Danmark.

Det gælder også den lettiske skakmester Aron Nimzowitsch, som levede i Danmark fra 1922 til sin død i 1935. En ny biografi fortæller om

foto: chesswrit.wordpress.com

“Danmarks skakmester”, der lagde grunden til en ny måde at tænke over skak på.

En biografis første pligt må være at rydde myter af vejen, ikke gentage eller udbygge dem. Om Aron Nimzowitsch har der i mange årtier cirkuleret så mange myter og historier, at man må byde denne biografi velkommen. Den er gået til kilderne og har etableret et solidt fundament for vor viden om en mand, som ganske vist var excentrisk og til tider kunne reagere nervepræget, men grundlæggende viste en overordentlig viljestyrke og livskraft.

Dette første bind følger Nimzowitsch’ liv fra fødslen i Riga til han slår sig ned i Danmark i 1924. Det næste skal omhandle tiden frem til hans død i 1935.

Aron Nimzowitsch blev født i Riga den 7. november 1886. Familiens baggrund er typisk for en gruppe af det

46 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

jødiske samfund. Forældrene Schaie og Esther var født i Hviderusland, og de kom til Riga i 1886 fra St. Petersborg. I 1835 var det blevet tilladt jøder at slå sig ned i Riga, der dengang var del af det russiske imperium, skønt de endnu ikke kunne erhverve sig ejendom eller fuldgyldigt borgerskab. Det jødiske samfund i Riga voksede kraftigt, fra 605 i 1850 til 33.651 i 1913 svarende til 6,5% af befolkningen.

I Riga var der fred og sikkerhed indtil videre, og familien Nimzowitsch’ opstigning i samfundet skabt på tømmerhandel viser sig i deres resolutte vej, der skridt for skridt fører dem fra udkanten ind mod byens fashionable centrum og slutstationen i 1910 på den fine Elisabethstrasse nr. 77 med udsigt over Wöhrmannscher Park.

Skakkens fristelser Nimzowitsch havde en ældre søster og tre yngre brødre, så han var udset til at overtage tømmerhandelen, men hans far var en god skakspiller og havde uforsigtigt nok lært sønnen spillet. I 1896 bragte en avis et af Nimzowitschs partier, og skak dominerede hans liv mere og mere.

Farens holdning var, at hvis han ikke ville efterfølge ham i tømmerhandelen, så måtte han tage en universitetsgrad, og vi ser da også Nimzowitsch på uni-

versitetet i Göttingen, hvor han tager en grad i 1904, som dog ikke er nok til at skaffe ham ind på universitetet i Berlin. I München lykkedes det heller ikke, og han ender i Zürich med studier i matematik og filosofi. Men hvor der er et universitet, er der cafeer, og hvor der er cafeer, er der skak.

Nimzowitsch blev hurtigt en stærk spiller, hvis originale spil anerkendtes, og han fik gode resultater i meget stærke turneringer. Han var på vej mod toppen, men hans arrogante og excentriske opførsel gjorde ham ikke populær, og skønt forfatterne er meget loyale over for deres helt, skinner det igennem, at han var uudholdelig at være sammen med under de store turneringer.

To begivenheder blev afgørende for hans udvikling. Den ene var et angreb af tuberkulose i 1908, som var med til endegyldigt at gøre en ende på universitetsstudierne og farens håb om ham som arvtager af tømmerhandelen. I stedet flytter han hjem til forældrene og indleder en karriere som freelance skribent og journalist. Skak indgik i virksomheden, men tilsyneladende skrev han også noveller, redigerede og konstruerede gåder.

Fjenden Den anden afgørende begivenhed var hans møde og livslange konflikt med

Aron Nimzowitsch

skakmester Nimzowitsch blev hurtigt en st忙rk spiller, hvis originale spil anerkendtes, og han fik gode resultater i meget st忙rke turneringer.

goldberg 路 #33路 www.goldberg.nu n 47

foto: aritearu.com

litteratur

Siegbert Tarrasch (1862-1934). Tarrasch var tysk jøde, meget assimileret, meget korrekt, og meget stolt over at være tysker. Skønt han ikke var professionel skakspiller, men læge, var han en af verdens stærkeste spillere og en kendt teoretiker og skaklærer.

Han yndede at kalde sig Praeceptor Germaniae, Tysklands lærer. Læg dertil, at han var en uhyre selvbevidst herre og ikke i tvivl om at have ret, og man har materialet til det fadermord, som er så kendt inden for mange sider af det menneskelige liv. Den unge kat skulle finde et dødt træ i skoven at hvæsse sine kløer på, og det blev Tarrasch.

De to spillede et privat parti i 1904, og efter 10 træk lagde Tarrasch armene over kors og erklærede til de forsamlede tilskuere (og Nimzowitsch): ’Aldrig i mit liv har jeg haft en så vundet stilling efter 10 træk’. Hvad enten det var en morsomhed eller ej, så glemte Nimzowitsch det aldrig, og ifølge hans korte selvbiografi fra 1929 var det fjendskabet til Tarrasch, der drev ham

48 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

frem i de følgende år. Partiet blev i øvrigt remis.

Fadermord eller ej, så var Nimzowitsch også drevet af ideen om at finde nogle grundlæggende ideer om skak, et system som videnskabeliggjorde spillet på et nyt grundlag. Wilhelm Steinitz (1836-1900) havde på sin vis gjort det allerede, og Tarrasch’ fortjeneste havde været ikke mindst at popularisere Steinitz’ ideer, men også efter Nimzowitsch’ opfattelse banalisere dem.

Kort fortalt går Nimzowitsch’ tanker ud på, at der indgår en række elementer om centrum, som ikke skulle kontrolleres af bønder, men officerer, om overdækning af felter, blokade af modstanderens stilling, profylakse, spil på felter af samme farve mm. Skønt han selv kaldte det et system, var der snarere tale om en række ideer og iagttagelser, som har inspireret senere generationer af skakspillere, ikke mindst den danske stormester Bent Larsen. Nimzowitsch gjorde skakspillet mere interessant og svært end i Tarrasch’ udgave.

Krig Verdenskrigen stoppede alt og ruinerede familiens tømmerhandelsvirksomhed, som var baseret på eksport.

Tilbage var en opsparing og lidt penge fra Aron Nimzowitsch’ journalistik og skakundervisning.

I oktober 1916 bliver han indkaldt til den russiske hær, skønt han allerede var blevet erklæret uegnet til tjeneste grundet sin tuberkulose, men man skrabede bunden af tønden. Det blev til et halvt års nyttesløs venten i en lejr før han var hjemme igen i Riga i sommeren 1917.

Nu skyllede invasioner ind over Letland og Riga. Først tysk besættelse, som var ret fredelig. Så rykkede Den Røde Hær ind i januar 1919, og nu fulgte fem måneders rød besættelse og terror. De blev fulgt af antibolsjevikiske styrker og hvid terror. Til slut blev Letland befriet, og en selvstændig lettisk stat kunne overtage kontrollen i begyndelsen af 1920.

Schaie Nimzowitsch døde i oktober 1918, mens hans livsværk smuldrede,

men hvor han slap for at opleve den bolsjevikiske besættelse. Senere holdt Aron Nimzowitsch både foredrag og skrev artikler om familiens rædselsvækkende liv under den Røde Hær. Om at vente på den næste husundersøgelse, som kunne føre til voldelige overgreb, deportation, at blive smidt ud af lejligheden, men som altid skete med trusler og tyveri af ejendele. Som klassefjender var de sårbare, og kun med hjælp af en sympatisk indstillet læge undgik Aron at blive indkaldt til den Røde Hær.

Redning fra Sverige Redningen kom i midten af 1920 i form af en invitation til en stærk skakturnering i Stockholm i juli 1920. Fotografier derfra viser et menneske hærget af de seneste års oplevelser, og hans opførsel var tydeligvis nervesvækket. Spillet er langt fra tidligere højder, men bliver dog bedre, måske fordi han får ro og mad. Sverige er rigt, fredeligt og skakinteresseret. Hvorfor tage hjem?

Aron Nimzowitsch får en ide. I årtier havde skakmestre som en del af deres hverv givet simultanforestillinger, dvs. spillet mod mange modstandere samtidig. Mesteren gik fra bræt til bræt, udførte sit træk øjeblikkeligt og gik videre. Det kunne være mod 20, 30, nogle gange endog flere modstandere. Et eneste tabsparti ville uundgåeligt blive omtalt i lokalavisen, men det var en del af det spils regler.

Men ingen af de andre skakmestre indledte med et foredrag, hvilket var, hvad Aron Nimzowitsch tilbød sig med i Sverige. Han rejste fra by til by med sit eget demonstrationsbræt, indledte med et foredrag, ofte om sine nye ideer

og et enkelt af sine partier, og derefter kom simultanforestillingen mod klubbens medlemmer og andre interesserede. Han betalte selv mad og ophold, som altid var på byens billigste hotel.

Interesserede kunne få et privat parti mod mesteren eller nogle timers træning, mod betaling selvfølgelig, og så videre til næste by. Her faldt hans nerver til ro. Hans svensk blev forbløffende hurtigt så godt, at han ikke bare kunne gøre sig forståelig, men også fortælle vittigheder. Pengene blev sendt hjem eller sat ind på en bankbog. Han havde set skakmestre sulte ihjel i 1918, og det skulle ikke ske for ham.

Danmark Hans ry bredte sig, og i april 1922 dukkede han op i København, hvor Københavns Skakforening havde garanteret ham seks ugers arbejde. Det var slet ikke meningen, at det skulle blive mere end det, men andre ville se mesteren, og han på sin side begyndte at se fordelene ved Danmark.

Afstandene var mindre end i Sverige, skakinteressen den samme. Landet var rigt, fredeligt og var forblevet neutralt under verdenskrigen. For en vandrende jøde var det en sikker havn. En mand, der havde oplevet den røde terror, kunne næppe lade sig ryste af Påske­ krisen 1920.

Der har cirkuleret mange myter og historier om Aron Nimzowitsch’ første tid i Danmark. Han skulle have været rablende gal og lide af forfølgelsesvanvid, men efterhånden være faldet til ro hjulpet af gode og tålmodige venner i dansk skak. Det er forfatternes store fortjeneste at de viser, hvor falsk dette

billede er. Nimzowitsch havde tværtimod udvist stor sjælsstyrke ved at gennemleve og overleve rædselsfulde begivenheder, og midt i ulykkerne havde han fundet sin metier som foredragsholder og skribent, som performer.

Afslutningen Bogen slutter i 1924, hvor Nimzowitsch slår sig permanent ned i Danmark.

Goldberg vil bringe en artikel, når 2. bind udkommer, men kan allerede her kort fortælle om familien Nimzowitsch’ skæbne: Aron Nimzowitsch fortsætter sine foredrags- og simultanturneer og bliver en skattet mand i et meget levende dansk skakmiljø. Han udgiver sit system og deltager i de stærke udenlandske turneringer, hvor han omkring 1930 er nr. 3 i verden. Hans største triumf er turneringssejren i Karlsbad 1929, hvor han sejrer foran det meste af verdenseliten.

Men i slutningen af 1934 bliver han syg under en turné, og hjemme i København diagnosticeredes en sjælden kræfttype. Der er intet at gøre, og han dør på et sanatorium den 16. marts 1935. Han begraves på Bispebjerg Kirkegård, hvor hans gravsted stadig er at finde.

En af hans brødre er uventet død i 1926, hans mor Esther dør i Riga i 1937.

Nazisterne myrder de to andre brødre og deres familier i 1941. Kun søsteren Tilla undslipper til USA.

Per Skjoldager og Jørn Erik Nielsen: Aron Nimzowitsch. On the Road to Chess Mastery, 1886-1924. McFarland. 456 sider, ill. s/h.

Nimzowitsch største triumf er turneringssejren i Karlsbad 1929, hvor han sejrer foran det meste af verdenseliten. goldberg · #33· www.goldberg.nu n 49

bibelske tidende

Guds briller Af Peter Nejsum

Om føje tid går endnu en sæson X-factor over de danske tv-skærme, og atter kan man læne sig tilbage i sofaen og se de håbefulde og mere eller mindre talentfulde unge, der drømmer om at

blive set. De gør det med fare for at udstille deres manglende talent og blive dømt ude – en risiko de hellere end gerne løber.

Samtidig går visse ortodokse jøder rundt i Israel og skal passe på, de ikke støder ind i lygtepæle og andre mennesker. De har nemlig iført sig særlige briller, der er indrettet sådan, at de slører alt det, der ikke er helt tæt på. Formålet er angiveligt, at de ikke på deres vej gennem verden skal distraheres af løsgående kvinder og andre fristelser. For de 6 $, brillerne ifølge avisen Daily News koster, kan man altså undgå at se alt det fordærvelige og nøjes med at se det, man vil se.

Disse to meget forskellige fænomener har det til fælles, at det handler om at se og at blive set. Begge dele noget der spiller en stor rolle i Bibelen. “Du er Gud der ser”, udbryder den gravide Hagar forbløffet, da hun er flygtet ud i ørkenen, væk fra sin frue Sarajs hårde behandling, og Gud opsøger hende der og lover hende, at hendes efterkommere vil være så talrige, at de ikke kan tælles.

Overvågning Gud er en Gud, der ser, og det er et tema i en af de smukkeste og mest berømte af Davids salmer, salme 139, der netop handler om at blive set af Gud:

“Herre, du ransager mig og kender mig.

Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med.

Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.

Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.”

50 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Ingen flugt mulig Der er ikke noget, der er skjult for Gud, mener forfatteren, og hans smukke ord lyser af glæde over, at det forholder sig sådan.

Men læser man videre, er det som om, tonen umærkeligt skifter, og at der midt i jublen sniger sig noget andet ind:

“Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?

Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?”

Sådan spørger han. Men flygte? Hvorfor nu flygte? Selvom man skulle gøre det, så er der i hvert fald ingen flugt mulig:

“Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.

Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.

Og digteren fortsætter med de dobbeltbundne udsagn: Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.”

Hvorfor skulle man da ønske, at mørket dækkede én? Er det ikke for at gemme sig? Så selvom ordene om, at mørket bliver til lys for næsen af en, er smukke, er der også noget urovækkende over det guddommelige blik, man ikke kan undslå sig.

Midt i begejstringen over et kendskab til hver en detalje i ens liv, der er så omfattende, at det kunne give enhver stasi-agent

våde drømme, er der noget urovækkende. Kan man overhovedet tåle at blive set sådan?

“Han har jo ikke noget på!”

Det, der udspiller sig her, er en stor-skala udgave af et fænomen, der finder sted mennesker imellem hver dag. Ligeså vigtigt det er at blive set, ligeså skræmmende kan det være, at alt bliver set, og at ens inderste og mest pinagtige hemmeligheder kommer for en dag.

Derfor er der også nogen, der hævder, at en af de allermest uhyggelige skikkelser i litteraturen hverken er ork, øksemorder eller alien fra det ydre rum, men derimod en lille dreng. Nemlig den lille dreng, der i H.C. Andersens eventyr “Keiserens nye Klæder” siger: “Han har jo ikke noget på!”

Den lille dreng repræsenterer det afslørende blik, der bogstaveligt talt klæder en af, og afslører, at man ikke har noget på, og at man derfor ikke duer til sit embede.

I eventyrets sammenhæng er det en befrielse fra spindet af løgne og selvbedrag, men i virkelighedens verden frygtes den lille fyr for sit afslørende blik. Hele eventyret er jo bygget op på frygten for at blive afsløret som uduelig, og derfor lader alle som om de kan se det tøj, der ikke eksisterer – altså lige indtil den lille dreng kommer på banen.

Det begynder ellers så godt I begyndelsen, da Gud havde skabt himlen og jorden, så han, at det, han havde skabt var godt. Det går som et omkvæd gennem

hele skabelsesberetningen, fordi det er vigtigt at få sagt. Enhver ved på den anden side, hvordan det gik siden hen, og at alt ikke blev lige kønt at se på, for nu at sige det mildt.

Gud selv kæmper med den erkendelse Bibelen igennem og tager især i begyndelsen drastiske midler i brug for ikke at skulle se på al den ondskab og fortrædelighed: Han udrydder alt det hæslige og tager alt det andet med i købet. Han fortryder heldigvis denne strategi, og må, med større eller mindre held, affinde sig med, at alt ikke er lige kønt at skue.

Kærlige briller Fra vores menneskelige verden ved man, at den eneste måde, man kan tåle at blive set på, så alt kommer for en dag, er hvis det er et menneske, der elsker en. Der kan man blotte sig, i tillid til, at man ikke forkastes, selvom man viser mindre charmerende sider af sig selv.

Man kan vælge at lukke øjnene for alt det hæslige. Man kan vælge at tage de briller på, der slører alt det dårlige, og kun lader en se det, man vil se. Eller man kan vove at se tingene som de er, og så stole på at kærligheden er stærk nok til at rumme dette også.

Gud har i princippet også to muligheder: At lade som om det hæslige ikke findes. At tage slørede briller på, så alt det, der kan friste ham til at give efter for det temperament, der ifølge de bibelske fortællinger ind imellem er lige lovlig iltert, med ødelæggende konsekvenser. Eller som den anden mulighed: At se alting som det er, så pinagtigt og hæsligt det end måtte være, men at se det med kærlige øjne. At tage de samme kærlige briller på, som er i stand til også at rumme det, man helst ikke ville se.

Hvis man skal tro forfatteren til salme 139, er det altså ikke spørgsmålet om, hvorvidt Gud ser alt. Det er et spørgsmål om, hvordan han ser. Og det gælder såmænd uanset, om det er ens mangel på sangtalent og x-faktor man udstiller, eller om man går rundt med slørede briller, så man kun ser det, man vil se.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 51

genre · titel

goldbergs alternative rejseguide

goldbergs

alternative u i de rejse g

Redaktion: Jeanne G. Kempinski og Hanne Trautner-Kromann.

Tekst og fotos af: Amalie christine elvang, Hans Henrik Fafner, Eva-Maria Jansson, Jeanne G. Kempinski, Samuel Rachlin, Sonia Schlossman, Hanne Trautner-Kromann og Johan Åberg.

Det er ingen kunst at finde de store synagoger, museerne og mindesmærkerne – de er obligatorisk indhold i enhver turistguide. Men ved hjælp af Goldbergs alternative rejseguide kan man her finde f. ex. et rituelt bad i kælderen under et mondænt siciliansk hotel, en dam i Lund, hvor man kan komme i kontakt med sin samvittighed, og et bykort over New York, som anviser mere eller mindre betrådte ruter gennem en jødisk historisk og kulturelt præget storby. Og meget mere.

Goldbergs skribenter over hele verden viser vej til små, men sigende steder, der vidner om jødisk tilstedeværelse. Det er steder som ikke omtales i de officielle turistguides, fordi de ikke er monumenter over noget officielt. De er spor efter skæbner – små eller store, glædelige eller det modsatte – men ikke mindre vidtrækkende i deres betydning.

God rejse.

Dublin En bretzel eller pretzel er et kringleformet brød, der stammer fra Østeuropa. Det har en karakteristisk blød, lettere elastisk krumme og et hårdt glinsende ydre og bliver tilberedt nogenlunde på samme måde som bagels. Dette brød er længe blevet associeret med det traditionelle jødiske køkken og er desuden populært i Nordamerika og Mellemeuropa.

Det er dog ikke bretzels, man kan købe i The Bretzel Bakery, der ligger på Lennox Street, Portobello, i kvarteret der breder sig henover South Circular Road mellem Camden Street og Clanbrassil Street og grænser op til kanalen. Et område, der kaldes Little Jerusalem, fordi det mod slutningen af det 19. århundrede modtog en tilstrømning af jødiske flygtninge fra Østeuropa. Bageriet, der i generationer har været kendt som “Det jødiske bageri”, leverer stadig pikante brød, skæve kager, firkantede bagels og smagløse challot – brød til sabbaten. Og kvaliteten er i en sådan liga, at den navnkundige kok Jamie Oliver serverer The Bretzels’ brød i sin restaurant.

52 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

goldbergs alternative rejseguide

Lund

Cairo I lokal sprogbrug hedder han Musa Ibn Maimoun. Statuen af Moshe Ben Maimon, eller Maimonides, som en af middelalderens største rabbinere oftest kaldes i vestlig tradition, står stadig i den del af Cairo, der kendes som Haret al Yahud – Det jødiske Kvarter.

Statuen og den gamle synagoge tæt på har ikke lidt overlast under den egyptiske revolution, og efter at Det muslimske Broderskab og præsident Muhammed Morsi har overtaget styret, har stedet fortsat status som et af landets vigtige historiske mindesmærker. Det er åbent og tilgængeligt for turister.

Der er ni synagoger tilbage i den egyptiske hovedstad. Og Ibn Maimoun Synagogen kom i avisoverskrifterne verden over, da den efter flere års restaurering blev genåbnet i 2010.

“Hvis vi glemmer vore jødiske templer, glemmer vi Egyptens historie,” sagde på det tidspunkt arkæologen og egyptologen Zahi Hawass, der under Hosni Mubarak var minister med ansvar for landets historiske minder.

Genåbningen fik dog lav profil. Det officielle arrangement blev aflyst, og i stedet holdt omkring 150 jøder med tilknytning til Egypten en lavmælt ceremoni. Mubarak-styret understregede, at jødisk bøn var forbudt på stedet, men brugte alligevel genåbningen som symbol på en tolerant holdning overfor religiøse mindretal.

Og Maimonides blev holdt frem som en tænker med samme menneskesyn. Det blev understreget, at han levede og arbejdede i Cairo frem til sin død i 1204, og at han bragte sine tanker om sameksistens mellem jøder og muslimer med sig, efter at han var blevet forvist fra Andalusien.

På stedet kan man se den gamle mikve, som Maimonides efter traditionen benyttede. I komplekset findes også rabbinerens grav, selvom han selv blev flyttet til Tiberias senere i historien. Herudover er de fleste af bygningerne fra det 19. århundrede, hvilket dog stadig gør stedet til et besøg værd. Zahi Hawass er ikke minister længere, og Mubarak sidder bag tremmer. Om de nye magthavere skriver under på den religiøse tolerance, som Musa Ibn Maimoun gjorde sig til talsmand for, ved stadig at holde synagogen åben, er svært at sige.

Men en kendsgerning er det dog, at den som kulturinstitution og besøgsmål har overlevet revolutionen.

Den hyggelige universitetsby Lund i Skåne har både museer og fine gamle bygninger at byde på. Der er også en meget smuk Botanisk Have, hvor man kan slappe af efter at have besøgt turiststeder som Domkirken, Universitetet og kulturhuset Kulturen.

I haven er der en lille dam. Gå hen og kig dybt ned i vandet – hvis du har tilstrækkelig skarpe øjne, kan du sikkert se nogle af de synder, som byens jøder har kastet i den.

I årene 1870 til 1914 indvandrede nogle hundrede jøder fra det russiske Østeuropa og især Litauen til Lund, og de bragte den middelalderlige tradition, der kaldes tashlikh – bortkastning – med sig.

På det jødiske nytårs første dag kastede man symbolsk sine synder ned i dammen, mens man reciterede Bibelvers, bl.a. fra Mika 7,19: “Du vil kaste alle vore synder i havets dyb!”

De fleste af disse indvandrere, som i begyndelsen var meget fattige, bosatte sig i et nybygget kvarter, der hurtigt blev yderligere tæt bebygget. Det blev snart et fortrinsvist jødisk område, selv om en del fattige ikkejøder også boede der. Deraf kom navnet Nöden – nøden.

På sin højde boede der ca. 400 jøder, så det fungerede nærmest som en shtetl, en jødisk lilleby, med religionsskole, mikve – et rituelt bad – og synagoge.

I dag er der ikke meget traditionelt jødisk liv tilbage i Lund, men der er et meget aktivt jødisk kulturelt center.

goldberg · #33 · www.goldberg.nu n 53

genre · titel

goldbergs alternative rejseguide

New York

Siracusa I den pittoreske bydel Ortigia i den oldgamle by Siracusa på Siciliens østkyst findes det gamle jødiske kvarter.

Ikke meget er tilbage, men overnatter man i det lille fint renoverede hotel Alla Giudecca – Hos Jøderne -, hvilket meget kan anbefales, befinder man sig oven på en mikve, et jødisk rituelt bad, fra den byzantinske periode i det 6. årh.

Mikven ligger 18 meter nede under hotellet og blev ved et tilfælde fundet under renoveringen af bygningen. Bag en mur åbenbarede der sig en gammel udhugget stentrappe, og efter fjernelsen af tonsvis jord og sten, kunne man komme ned til et aflangt rum, udhugget i kalkklippen og støttet af fire søjler, med tre bassiner i gulvet. Der er også tre sidenicher med bassiner og bænke langs siderne, hvor man kunne lægge sit tøj. Vandet kommer fra en rund brønd, som tilfører “levende” og ikke opøset vand, sådan som jødisk lov foreskriver. Jøderne på Sicilien blev fordrevet i 1492 samtidig med de spanske jøder, da øen hørte under Spanien, og formentlig har man i håbet om engang at kunne vende tilbage skjult nedgangen og trappen til mikven. I hvert fald var den totalt gemt og glemt i næsten fem hundrede år. Det er betagende at stige ned ad den gamle trappe og føle forbindelsen til det ældgamle ritual fra templets tid.

Med en befolkning på over halvanden million jøder huser byen New York i dag verdens største jødiske samfund uden for Israel. Det er imidlertid ikke så let at finde en guidebog til det jødiske NY, hverken hos de jødiske eller de generelle boghandlere.

Men nede i bunden af Manhattan på Museum of Jewish Heritage, 36 Battery Place, kan man for $4.30 erhverve sig en ’History and Heritage Map’. Kortet er rigt illustreret og med angivelser af diverse jødiske seværdigheder eller oplevelsesmuligheder, lige fra Marx Brothers legeplads på East 96th St. over Jewish Children’s Museum, 792 Eastern Pkwy. Brooklyn, til udbryderkongen Harry Houdinis grav på Machpelah Cemetery, 8230 Cypress Hills St. Queens.

På bagsiden af kortet er der udover en anbefaling fra borgmester Bloomberg nogle historiske og oplysende kommentarer til en række af seværdighederne eller områderne.

For eksempel havde Harlem omkring 1900 en blomstrende jødisk befolkning. Ohab Zedek menigheden, som havde til huse på 18 W. 116th St. fra 1908 til 1929, fik tilknyttet den storslåede kantor Yossele Rosen­ blatt, som optrådte med Al Jolson i den første talefilm, ’The Jazz Singer’ fra 1927.

Trevi Trevi, den lille umbriske perle, ligger himmelstræbende på sit bjergfremspring mellem Spoleto og Assisi, hvor den har ligget siden romertiden. Byen er fyldt med et overraskende stort antal gigantiske adelspaladser fra middelalderen og renæssancen, men den har også haft en synagoge. Der er dog ikke meget mere end indgangspartiet tilbage med en dør til mænd og en anden til kvinder.

Trevi giver ikke meget fra sig om jødernes historie i byen. Men det står fast, at de blev fordrevet efter et påbud fra paven i det 15. århundrede, da inkvisitionens efterdønninger rullede ind over Italien. Skrædderne, skomagerne, småhandlerne og pengeudlånerne måtte bryde op og drage videre for at finde nye tilholdssteder i den evige jødiske fortælling om forfølgelse, fordrivelse og flugt. Siden har synagogen stået ubrugt hen. Nu er bygningen dækket af stilladser under en omfattende renovering, for den skal indrettes til boliger og kontorer. Men dørene er fredet og bliver bevaret som et minde om Trevis jøder.

54 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Selvfølgelig kan du

CAMPERE i ISRAEL for nye inden t e d lt a m o Læs også styr, tilbehør og det, ud , g in p s. cam ste, fandte d ad id v e k ik u d gratis in det ganske se andre forla b r få u D mas anken, og en brevspræk u melder dig ind i D d anisation dele, hvis teresseorg in re to s s folk mark r og andre te is p m a c for på farten.

Skandinaviens førende campingmagasin rapporterer i april måned fra Israel. Genezareth sø, Jerusalem, Nazaret, Grædemuren og Det døde Hav. Camping fritid tjekker de bibelske steder på godt og ondt, og inspirerer måske også dig til at se (gense) dette dejlige land. Chefredaktør Jørgen W. Fröhlich er din turguide i det forjættede land.

Mail dit navn og adresse til: redaktion@dcu.dk og skriv: "Israel" som emne, så sender vi dig gratis det seneste nummer af Camping-fritid.

Desuden får du D

Færgerabatter

D

Gratis Camping Card

D

15 % rabat på Pava rustbeskyttelse

D

Teknisk vejledning gratis

D D D

D

Børn under 12 år gratis med far/mor på DCU-pladser

D

Fordelagtig forsikringsordning gennem Trekroner

D

Medlemmers børnebørn gratis 1. september–1. april

D

Og del i en forsikringsordning, der er skræddersyet til campister.

Testcentre med rabat til campingvogne

D

Danmarks store livsstilsmagasin Camping fritid gratis

Masser af fordelskuponer til seværdigheder

D

Spændende arrangementer

D

Rabat hos Applus+ og Tempo 100

D

Pensionistrabat i lavsæson på overnatninger

D

Derudover giver en del udenlandske pladser ligeledes rabat til DCU-medlemmer

D

Altid rabat hos Uno-X

DCU-rabat på DCU/Falck-pakken til bil og campingvogn

D

DCU-rabatter på overnatninger -20 % på egne 20 pladser

D

Særlige medlemstilbud i campingbladet

D

20 velorganiserede campingpladser

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 55

DANSK CAMPING UNION · Korsdalsvej 134 · 2605 Brøndby · Tel. 33 21 06 00 · Fax 33 21 01 08 · info@dcu.dk · www.dcu.dk

Lynge Olsen reklame & kommunikation A/S

medlemsrabatter på:

politik

Hvem fik stemmerne?

Efterårets valg i USA endte med sejr og genvalg til præsident Obama. Inden valget blev det spået, at de amerikanske, jødiske vælgere for første gang i generationer ville vakle i deres støtte til det demokratiske parti. Hvordan gik det så?

Af Jonas Herzberg Karpantschof

I forrige nummer af Goldberg (nr. 32) stillede vi spørgsmålet, om det ville blive den demokratiske præsident Barack Obama eller hans udfordrer, den republikanske Mitt Romney, der ville løbe med de jødiske stemmer ved det amerikanske præsidentvalg den 6. november.

Men for alle, der fulgte amerikansk politik på tæt hold, kom det næppe som den store overraskelse, at meningsmålinger og exit polls fra både nyhedskanalerne CNN og FOX samt de jødiske interesseorganisationer JStreet og Republican Jewish Coalition m.fl. alle dokumenterede, at et overvældende flertal af de jødiske vælgere alligevel satte deres kryds ved den siddende præsident Barack Obama.

Helt præcist viste meningsmålingerne, at mellem 69-70% af de jødiske vælgere – svarende til ca. 2% af det samlede antal vælgere – pegede på den demokratiske præsident, mens blot ca.

30% tilsluttede sig Mitt Romney.

Helt som det plejer Jim Gerstein, der er senioranalytiker og interviewer, mener ikke, at det bør komme bag på nogen, at demokraterne fortsætter med at få stor opbakning fra de jødiske vælgere. De jødiske stemmer

56 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

er traditionelt gået til demokraterne, og tallene er i fuld overensstemmelse med de amerikansk-jødiske vælgeres gennemsnitlige tilslutning til demokraterne, siden man begyndte at lave exit polls.

Ifølge det anerkendte Pew Research Center kulminerede det ved valget i 2008, hvor hele 78% af de jødiske stemmer gik til præsident Obama. Dermed var de jødiske vælgere i 2008 også den befolkningsgruppe, med undtagelse af den sorte befolkning, der var mest positivt indstillet overfor Obama.

Forholdet til Israel En af de primære faktorer i den netop overståede valgkamp har været spørgsmålet om Obamas engagement i Israels sikkerhed, navnlig i forhold til Irans atomprogram og et eventuelt militært angreb på Irans atomreaktorer.

Den republikanske fløj med Mitt Romney i spidsen har gentagne gange forsøgt at stille spørgsmålstegn ved Obamas troværdighed, og ved om præsidenten var parat til at gå forrest for at stoppe det iranske regimes udvikling af atomvåben, og der er blevet stillet kritiske spørgsmål ved, hvordan Obama har forholdt sig til Israels sikkerhed.

Obamas tilhængere har derimod påpeget, at den siddende præsident gentagne gange har hævet USA’s øko-

nomiske militære bistand og samtidig har været den amerikanske præsident, der har gjort mest for Israels sikkerhed igennem historien.

Sejr på begge fløje The Republican Jewish Coalition har her efter valget påpeget, at det er første gang siden 1972, at en republikansk præsidentkandidat har fået mere end 23,5% af de jødiske stemmer, hvilket ifølge dem er en kæmpe sejr, ikke bare for Romney, men også som en indikator for, at flere og flere amerikanske jøder ikke har tillid til Obama længere.

Men også JStreet, en venstreorienteret pro-israelsk interesseorganisation, har annonceret, at valgets resultat var en stor sejr, idet den jødiske stemme viste sig langt mere pro Obama end resten af de amerikanske vælgere, hvor Obama kun opnåede 51%.

Ifølge en exit poll fra analyse firmaet GBAStrategies var den dominerende faktor for de jødiske vælgere i fuld overensstemmelse med den generelle befolkning, der anførte økonomi, sundhedsvæsen og sygesikring som de vigtigste faktorer for deres valg. Kun 10% angav Israel som en af de vigtigste faktorer. Den mindst anførte faktor var Iran med kun 2%. Dermed kan det med rette påpeges, at selv i USA afgør udenrigspolitikken ingen valg.

samfund

“ Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil

med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.

Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre)

“

Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

politisk kommentar

Dobbeltmoral Når vesteuropæiske politikere forsvarer retten til at gøre nar ad religion, hævder indignerede muslimer, at der er tale om skadelig, måske islamofobisk, dobbeltmoral. “Hvis man betvivler Holocaust, ryger man i fængsel,” udtalte Mahmoud Ghozlan, talsmand for Egyptens Muslimske Broderskab, da den franske ugeavis Charlie Hebdo i september i år bragte satiretegninger af Muhammed. “Der gælder forskellige love for at krænke muslimernes profet og for at sætte spørgsmålstegn ved Holocaust,” sagde han. “Det er hverken rimeligt eller logisk.”

Da Jyllands-Posten bragte de nu herostratisk berømte Muhammed-tegninger i 2005, reagerede Iran ved at arrangere en konkurrence om Holocaust-karikaturer og en international konference for Holocaust-benægtere. En talsmand for det iranske styre forklarede logikken bag konkurrencen: “De tillader, at Profeten bliver latterliggjort, men når vi taler om Holocaust, straffer de folk for at betvivle det.”

Islamisterne har ret Der er stor forskel på at benægte en historisk hændelse som Holocaust og håne en profet, men islamister, som peger på en dobbeltmoral i forhold til ytringsfrihed i Europa, har desværre ret.

I Tyskland og Rusland er tryk og salg af Mein Kampf forbudt (selv om Tyskland for nylig har overvejet at udgive en kommenteret udgave af bogen), og i en række europæiske lande kan Holocaust-benægtere retsforfølges. Andre lande forbyder ikke direkte Holocaust-benægtelse, men retsforfølger efter paragraffer som fx “opfordring til racehad”. Og i alle disse lande kan man gøre nar ad religioner – hvad enten det er islam eller kristendom – under henvisning til ytringsfriheden.

Lovene er nok velmente, men de har ringe indvirkning på udbredelsen af stødende materiale. Et forbud har måske ligefrem skabt en interesse der ikke tidligere var der. Men trods de manglende beviser, mener nogle, at forbud mod stødende udsagn er både berettigede og nødvendige, set i lyset af nyere europæisk histories rædsler. Ved et møde om ytringsfrihed i Toronto i 2010 forsvarede Elie Wiesel ytringsfriheden med én undtagelse: “Holocaust-benægtelse bør efter min mening være ulovligt af hensyn til ofrenes efterladte.” Salman Rushdie var uenig, men Wiesel står ikke alene med sit synspunkt.

Af Michael Moynihan

Europa har ophøjet løgnere Irans konference om Holocaust-benægtelse understreger den iboende fare ved at kriminalisere ideer, en fristelse som mange europæiske regeringer er faldet for. Ved at fængsle pseudo­­­­hi­ s­torikere for at benægte historiske kendsgerninger skaber de martyrer. Hvorfor kender vi for eksempel David Irving og andre revisionister, men ikke dem der benægter det cambodjanske folkemord, eller dem der påstår, at massakren i Srebenica er opdigtet, eller at angrebene den 11. september var støttet af israelerne? Det skyldes dels at vi kender ofre for Holocaust og deres slægtninge – dem om Wiesel forståeligt nok vil beskytte – og dels de tyskere, der sagde nie wieder og insisterer på, at Tyskland kæmper med sin fortid ved at kræve, at der skal undervises i Holocaust i skolerne. Men vi kender også revisionisterne, fordi de er slæbt i retten flere steder.

Tidligere i år hædrede den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, revisionisten Robert Faurisson med en pris for hans “mod og styrke” mod den jødiske fjende. Det er resultatet af ikke at stole på, at almindelige mennesker kan vurdere historiske sandheder; Europa har uforvarende ophøjet løgnere.

Kun et klik væk Love har aldrig kunnet stoppe udbredelsen af Holocaust-benægtelse, men teknologien muliggør nu en næsten uhæmmet strøm af informationer uden skelen til kvalitet eller sandhed.

De, der tror på virkningen af love mod Holocaust-benægtelse eller Tysklands anakronistiske forbud mod salg af Mein Kampf, må kæmpe mod en uhindret strøm af underlødige udgydelser på nettet, hvor et eksemplar af Hitlers manifest kan fås gratis på flere sprog. Hvis man søger en vidtløftig, kommenteret og helt igennem forloren ‘undersøgelse’ af de manglende gaskamre i Auschwitz, er de altid kun et klik væk, trods den tyske regerings henstillinger til, at de fjernes fra Google. Hvis målet med begrænsninger i ytringsfriheden er at forhindre yderligere højreekstremisme, har sådanne tiltag stort set ikke virket. Og hvis love mod Holocaust-benægtelse gør særlinge til martyrer, skal de så være der for at beskytte ofrene for pseudohistorikere?

Det er et spejlbillede af argumenter fremført af kloge hoveder, politikere og religiøse ledere, der lader sig forføre af en ubehjælpsom YouTube-video som Innocence of Muslims.

goldberg · #33 · www.goldberg.nu n 57

Arkitekten Arne Jacobsen blev kun modvilligt designer. foto: frits hansen.com

I år er det 50 år siden, hans sidste totaldesign så dagens lys.

Så

tyndt

som muligt & aldrig i midten

Til venstre “Professorstolen” eller “Oxfordstolen”. Den høje ryg symboliserer professorens status over for de studerende, der sad på træbænke. Stolen er netop blevet relanceret i anledningen af 50 året.

Til højre ses Arne Jacobsens første stol, Myren, der med sine tre ben og mærkelige form var for avantgardistisk til den almindelige smag. foto: frits hansen.com

58 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Af Susanne Skovgaard og Janus Wald

I

Oxford ligger St Catherine’s College.

Bygningen syner ikke af meget med de to etager og en evig repetition af vinduesfag i vertikal orden, der skaber associationer til et væltet SAS hotel eller en murstensudgave af Danmarks Nationalbank i halv højde. Og det er præcis, hvad bygningen er: det sidste totalkunstværk fra Arne Jacobsens egen hånd mere end ti år efter, han tegnede SAS Royal Hotel i København, og kun få år før han døde midt i arbejdet med Nationalbanken. Og ligesom med de foregående værker kastede også St Catherine’s College et design eller to af sig – til trods for at arkitekten bag betakkede sig for titlen designer.

Et af disse designs er den særlige højryggede stol, tegnet til professorerne på Oxford – deraf navnet “Professorstolen” eller “Oxfordstolen”. Den høje ryg symboliserer professorens status over for de studerende, der sad på træbænke.

Stolen er netop blevet relanceret i anledningen af 50 året.

For kompromisløs til den almindelige smag Arne Jacobsen er nærmest synonym med Danish Design. Danmarks mest internationalt anerkendte designer, som har påvirket mere end en generation af vor tids arkitekter og designere. Men hans møbler har aldrig været nemme at flytte fra hans totaldesignede rum til de ikke altid totalt designede danske hjem.

Arne Jacobsens første stol, Myren, der blev tegnet til medicinalfirmaet Novos kantine i 1952, var med sine tre ben og mærkelige form for avantgardistisk til den almindelige smag. Den ligner hverken en stol eller noget, der er rart at sidde på. For firmaet Fritz Hansen, som står for produktionen af alle Arne Jacobsens stole, var Myren tilsyneladende for lidt møbel – det var en malkeskammel med et buet sæde, der samtidig gjorde det ud for et ryglæn.

Myren var den første masseproducerede industristol med ryg og sæde i ét stykke, takket være Arne Jacobsen, der tilbød selv at købe alle usolgte møbler for at sikre produktionen.

En rigtig succes blev Myren først, da den blev omkalfatret til en 7’er. 7’eren er i dag en af de mest solgte stole i verden

– i øvrigt den eneste af Jacobsens stole, hvis navn har lighed med dens døbenavn: 3107. Til sammenligning hed Myren 3100.

Designeren 3172 – jubilaren på et halvt århundrede – mistede sin værdighed ved omplantningen uden for Oxfords mure. Professorstolen fra St Catherine’s College er skabt til miljøet omkring Oxford i English Oak. Under danske himmelstrøg blev ryggen på nye Oxfordstole 3171 og 3173 tilpasset almindelig loftshøjde og overfladen beklædt med danske kohuder i sort og cognac. Hvor produktionsnumrene tidligere tegnede en kronologi, som en perlerække af videnskabelige opdagelser, kunne nu hverken kronologi eller højde aflæses i nummeret.

Selv i de to eneste egentlig designopgaver, som Arne Jacobsen påtog sig, udfordrede han realiteten i funktionalitetens navn. I Cylindaline-serien fra 1967 designede han kander og isdispenser på baggrund af rør uden samling – en umulig konstruktion de første 10 år af linjens produktion. Året efter tog han igen udgangspunkt i røret i sit Vola

St Catherine’s College i Oxford er det sidste totalkunstværk fra Arne Jacobsens egen hånd. foto: frits hansen.com

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 59

design

SAS Hotellet er et gesamtkunstwerk.

Arne Jacobsen har designet alt – fra bygning til bestik. foto: SAS hotel

armatur. I stedet for at påklistre hanen som et fremmedelement lod han røret føre hele vejen ud. Til gengæld krævede det, at man rev hele væggen ned for at indbygge al rørføring og selve armaturdelen i væggen, så kun den funktionelle del af røret stak ud. Senere er Cylindaline-serien suppleret af en termokande af Erik Magnussen, og Arne Jacobsens oprindelige design er blandt andet omformet til en stempelkande.

Det omfattende rørarmatur er af Arne Jacobsens arvtagere på tegnestuen Dissing & Weitling blevet suppleret af en rigtig vandhane.

Født funktionalist Arne Jacobsen blev født ind i en tid, hvor form altid fulgte funktion, men hvor de fleste basale funktioner i en moderne bolig allerede var løst, mens han stadig kun befandt sig på akademiet. Således beundrede han udenlandske navne som Louis Sulivan og Alvar Aalto og danske navne som Kaare Klint på den ene side og Poul Henningsen på den anden. Sidstnævnte fik han den tvivlsomme ære at flygte over sundet med i oktober 1943 på grund af sin jødiske baggrund.

Arne Jacobsen var via Marie Jelstrup Holm gift ind i kulturradikalismen og forblev sit liv igennem tro mod de funktionalistiske kulturradikale

60 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

forskrifter om æstetik som et biprodukt eller sågar et resultat af funktionen. Men kun på overfladen: hjemme puslede han med borgerlige sysler som akvarelmaling og havebotanik. Sysler man må formode, han gik stille med over for de store drenge i den kulturradikale klub, som fx Poul Henningsen og Otto Gelsted, der proklamerede “naturen det billige skidt”, og som begge havde et skarpt syn for kulturen og malerkunsten i særdeleshed og næppe brød sig om Arne Jacobsens små figurative billeder i pastelfarver. Farver der i øvrigt går igen i SAS hotellet i København som et maleri af himlen og i tekstilerne i hans møbler.

Jens Lyn-fantasi Den unge Arne Jacobsen drømte om at blive kunstner. Hans grossererfar mente imidlertid ikke, at kunstner var noget, man kunne leve af. I stedet overtalte han sin søn til at søge optagelse på Kunstakademiets Arkitektskole. Allerede året efter blev Arne Jacobsen inviteret til verdensudstillingen i Paris i 1925 “Exposition internationale des Arts décoratif et industriels modernes”. Da programmet for udstillingen dumpede ind ad døren hos familien Jacobsen, udbrød faderen, da han så, at sønnen tituleredes artiste: “Det må være forkert min dreng.

Kunstner er du ikke, og du er for fed til at være artist”.

Ved verdensudstillingen fremviste Arne en flig af sine kunstneriske ambitioner og vandt sølvmedalje med fletstolen – i dag kaldet Pariserstolen – en stol hvis kurver og linjer giver mindelser til en hjuldamper. Hans idol, den syv år ældre Poul Henningsen, vandt guldmedalje for en lampeskærm, der forholdt sig til den nye glødepæres lysmæssige udfordringer.

Fletstolen kom frem af sit skjul igen et par år senere, da han sammen med Flemming Lassen placerede den i Fremtidens Hus fra 1929. Hvor Poul Henningsens lampeskærm og livslange arbejde med lyset markerede en form for saglighed – i lighed med Neue Sachlichkeit – repræsenterede Arne Jacobsens spiralformede fremtidens hus med carport i den ene ende og helikopter take-off i den anden en fri fabuleren over en Jens Lyn-fantasi. Husets funktionalitet kan man ikke betvivle, men opgaven kan næppe beskrives sociologisk endsige rationelt.

Den sidste romantiker Arven fra funktionalisterne fornægtede sig ikke. Arne Jacobsen studerede under professor Kaare Klints møbellinje og under PHs Kritiske Revy, men han var for stor til at passe i forgængernes fod-

▼

VOLA armatur I stedet for at påklistre hanen som et fremmedelement lod Arne Jacobsen røret føre hele vejen ud. Til gengæld krævede det, at man rev hele væggen ned for at indbygge al rørføring og selve armaturdelen i væggen, så kun den funktionelle del af røret stak ud. foto: vola

Intet skulle stå i vejen for den arkitektoniske vision. Trappen hænger ned fra loftet i både Novo-bygningen og i SAS Royal hotellet – helst så Arne Jacobsen den utvivlsomt frit svævende i luften. spor. Han ville ikke lave småjusteringer, men skrue på det store hjul.

Derfor startede han, hvor andre slap, og tog deres formsprog og vokabularium for givet. Funktionen var ikke længere løsningen på et problem, men æstetik, og på den måde trådte funktionen tilbage til fordel for en intellektuel tilgang, eksempelvis i Rødovre Rådhus, hvor demokratiet er udstillet som et butiksvindue, eller eksemplet før, hvor vandhanen kommer til at tage udgangspunkt i det usynlige rørs udformning.

De funktionalistiske arkitekter var optaget af at ændre verden. De var idealister og søgte på ingen måde æstetikken. Med udgangspunktet i sociologien dyrkede de den rette løsning på et problem. De studerede kroppen for at tilpasse stolens kurver til kroppens form. De studerede husmoderens bevægelser for at minimere hendes tidsforbrug. For funktionalisterne var selve den funktionelle løsning på et problem udtryk for det skønne og sublime – deraf æstetisk. For Arne Jacobsen synes funktionen at være smuk i sig selv.

Udfordringerne var ikke husmoderens besværligheder, men tekniske og konstruktionsmæssige.

“Gesamtkunstwerk” Omdiskuteret eller omformet – Arne Jacobsen var for kompromisløs til at

tage hensyn til konteksten, hvad enten det var køberens behov eller folkets mening. Hans arkitektur og designs er to sider af samme sag. De hører til det samme kunstværk og den samme bærende ide. Ideen om huset, om stolen eller gaflen eksisterer i Arne Jacobsens hoved, før det er realiseret. Således strandede et projekt om en lampe, da ingeniørerne hos lampeproducenten Louis Poulsen ville sætte ledning til den. Det blev Arne Jacobsen for meget.

Han havde allerede da set den trådløse strøm for sig i 1929 med Fremtidens Hus. Intet skulle stå i vejen for den arkitektoniske vision. I funktionalismen yndede man at tegne husene uden indsættelse af mennesker for at fremhæve de rene linjer i rummene. Arne Jacobsen kunne ikke holde sig til renheden i tegningen. De rene linjer i hans tegninger af huse skulle ikke forstyrres af tilfældige gespenster, men heller ikke de færdige værker skulle skæmmes af fremmed hånd. Derfor måtte han tegne så meget af interiøret som muligt for at legemliggøre sin vision. Visionen var mere end arkitektur – og gud bedre det mere end design – det var et Gesamtkunstwerk. En ide lånt fra den tidlige romanticisme i Jena. Jenaskolen ville lutre sjæl og legeme – binde bro mellem naturen – Dionysos – og tan-

ken – Apollon – og midlet blev et Gesamtkunstwerk – en totaloplevelse, der ophævede enkeltelementerne i værket.

Arkitektens brugsdefinerede kunst er i udgangspunktet en fortolkning af verden, hvilket placerer arkitekturen hos Apollon. Samtidens arkitektstands dyrkelse af funktionen gjorde ikke det apollinske aspekt mindre, men Arne Jacobsen ville med sit Gesamtkunstwerk noget andet. Han ville forene sin stærke vision om eksteriør og interiør i et fuldendt greb, der opløste forskellen og byggede en egen logik. Trappen hænger ned fra loftet i både Novo-bygningen og i SAS Royal hotellet – helst så Arne Jacobsen den utvivlsomt frit svævende i luften.

Hans designmantra lød: “så tyndt som muligt og aldrig i midten” – den mest skrøbelige, stabile form – en trodsen af fornuften, en dionysisk ræv bag øret. En ræv der er ude med halen, når den romantiske enhedstanke udfordres ved at rykke møblerne fra deres verden og ind i vores andres.

Det er i hvert fald langt fra gået upåagtet hen for møblerne, der måtte rykkes op med rode: Myren måtte gro et ekstra ben, og årets fødselar Oxfordstolen måtte gå så grueligt meget ondt igennem, inden den igen kunne komme til magt og ære i en højrygget jubilæums-udgave i træ.

goldberg · #33· www.goldberg.nu n 61

kunst

▲ Naftali Bezem, I gården i det tredje tempel, 1957. Gouache på pap.

En historie om

moderne jødisk kunst 62 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Der er bred enighed om, at man ikke bør tale om jødisk kunst, men om kunst skabt af jødiske kunstnere. Alligevel lever betegnelsen “jødisk kunst” i bedste velgående, og den bruges jævnligt i bogtitler, senest i en nyudkommet bog om moderne jødisk kunst.

Af Kasper Monrad

I den løbende diskussion om, hvordan jødisk kultur skal defineres og afgrænses, spiller billedkunsten selvsagt en vigtig rolle. Nogle jødiske malere og billedhuggere vedkender sig, at de skaber jødisk kunst, mens en større gruppe kunstnere insisterer på, at deres jødiske identitet ikke spiller en rolle for den kunst, de skaber. Mange kunstnere og ikke-kunstnere benægter, at man overhovedet kan tale om jødisk kunst som et samlet begreb.

Ikke desto mindre har de to amerikanske kunsthistorikere Samantha Baskind og Larry Silver i 2011 udgivet en bog med titlen Jewish Art: A Modern History. Begge har forsket og publiceret indgående om jødiske kunstnere og emner i flere år, og de forekommer derfor som oplagte forfattere af en bog om netop dette emne.

Baskind og Silver tager indledningsvis fat på den vanskelige definition af deres emne, og de gentager det hyppigt stillede spørgsmål, om det overhovedet giver mening at tale om jødisk kunst i moderne tid, hvor så mange kunstnere har arbejdet uafhængigt af nationale grænser.

Umiddelbart synes der ikke at være afgørende forskelle, når de to franske impressionister Monet og Pissarro omkring 1880 malede billeder af høstakke, men alligevel blev Pissarro udpeget som “den jødiske kunstner” i samtiden, endda også af flere kunstnerkolleger.

Forfatterne spørger, hvad der skal til, for at vi kan tale om jødiske kunst. Skal kunstneren være jøde, eller skal motivet også være jødisk? En jødisk kunstners portræt af en jøde kan kaldes jødisk kunst, men er et portræt af en ikke-jøde malet af en jøde også et jødisk kunstværk? Baskind og Silver giver ikke entydige svar, men i sidste ende betoner de, at forskningen jævnligt har fremhævet et vist jødisk erfaringsgrundlag eller en jødisk sensibilitet hos jødiske kunstnere, hvad enten de selv har villet være ved det eller ej.

Minoritetskultur Tilhørsforholdet til en minoritetskultur, ofte kombineret med kunstnernes status som flygtninge/indvandrere – eller i hvert fald med et liv i udlændighed (diaspora) – lader sig ifølge forfatterne ikke fornægte. Uanset at der ikke kan gives en skudsikker definition, mener de, at jødisk kunst adskiller sig mærkbart fra kristen kunst, altså kunst skabt på et kristent er-

faringsgrundlag, både den med et specifikt kristent indhold og den udført af kunstnere med kristen baggrund.

Selv om bogens hovedemne er den moderne jødiske kunst, trækker forfatterne indledningsvis trådene tilbage til den ældste bevarede billedkunst med jødisk indhold – dels vægmalerier fra ca. 245 i en synagoge i Syrien, dels bogillustrationer fra ca.

1320. Dette er en klar påmindelse om, at jødedommens påståede forbud mod billeder aldrig er blevet håndhævet konsekvent!

Det var imidlertid først med frigørelsen og integrationen i det omgivende samfund i 1800-tallets første årtier, at jødiske kunstnere for alvor begyndte at gøre sig gældende på lige fod med ikke-jødiske kunstnere.

Under gennemgangen af 1800-tallets jødiske kunstnere fremhæves Pissarro med rette, men forfatterne formår ikke at forklare, på hvilken måde hans kunst adskiller sig – i jødisk henseende – fra f.eks. Monets. Dette er karakteristisk for bogens linje, også når den bevæger sig ind i 1900-tallet: der er snarere tale om en historie om jødiske kunstnere end om jødisk kunst! Baskind og Silver har i praksis svært ved at påpege den afgørende forskel på kunst skabt af jøder og ikke-jøder.

Men det skal tilføjes, at forfatterne undervejs demonstrerer et imponerende detaljekendskab til de mange kunstnere, de tager under behandling, og de giver en præcis og rammende karakteristik af hver enkelt kunstners bestræbelser. Der findes næppe nogen anden bog, der med samme overlegne overblik sammenfatter den moderne billedkunst skabt af jødiske kunstnere.

Overblik og undladelse Efter den indledende historiske oversigt og gennemgangen af de første etablerede jødiske kunstnere i 1800-tallet behandler forfatterne modernismens jødiske kunstnere i Europa og i Nordamerika i to særskilte hovedafsnit. Dette er sikkert en

goldberg · #33 · www.goldberg.nu n 63

kunst

fornuftig opdeling i betragtning af, at de jødiske kunstnere har haft helt andre vilkår i Europa (hvor de udgjorde en forsvindende lille minoritet) end i USA (hvor jødisk kultur jo i visse miljøer har været særdeles udbredt).

Dernæst indeholder bogen et afsnit om den kunst, der kredser om Holocaust og dens følger. Endelig følger et kapitel om kunsten i Israel, hvor de jødiske kunstnere jo for første gang har tilhørt en majoritetskultur.

Et af de gennemgående temaer i bogen er at belyse, i hvilken grad de emigrerede kunstnere (især fra Østeuropa) har holdt fast i deres egne traditioner eller har søgt at tilpasse sig den dominerende kultur i de lande, de er nået til. Undervejs lægger forfatterne stor vægt på at placere kunstnerne i den historiske, sociale og politiske situation, der dannede ramme om deres kunst.

Baskind og Silver gennemgår udvalgte værker af de enkelte kunstnere ud fra deres individuelle forudsætninger, og de betoner de specifikt jødiske motiver og temaer, hvis de altså gjorde sig gældende i deres værker, og diskuterer, hvordan kunstnerne i givet fald har varetaget deres jødiske arv.

Under diskussionen af Chagalls kunst er der dog en vigtig pointe, der synes at have undsluppet forfatterne. I den første tid efter sin ankomst til Paris i 1910 kredsede han om russiske motiver i sine billeder, som de også skriver. Men det var vel at mærke ikke den jødiske shtetl, men derimod den kristne landsby, han i starten genkaldte i billederne (med russiskortodokse kirker i stedet for synagoger!). Det var først, da hans barndoms verden var ved at gå tabt under Første Verdenskrig, at han systematisk gav sig til at dyrke jødiske motiver (se Goldberg # 10).

Holocaust De jødiske kunstneres ofte meget specielle livsvilkår har i mange tilfælde bevirket, at der er stor alvor i den kunst, de har skabt. Men ofte har de dog også taget ironi og humor til hjælp, når de har villet belyse jøders situation og historie – som når amerikaneren Deborah Kass med kærlig hilsen til Andy Warhol (og Jacqueline Kennedy) har skabt et seksdobbelt portræt af en ikke-klassisk skønhed, Six Blue Barbaras (The Jewish Jackie Series) fra 1992.

I bogens kapitel om kunstværkerne, der har taget afsæt i Holocaust, finder man uden tvivl de stærkeste og mest barske

64 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

▲

Felix Nussbaum, Selvportræt med jødisk identitetskort, 1943. Olie på lærred.

Felix-Nussbaum-Haus Osnabrück

billeder, der berører fællestræk i mange jøders skæbne. Forfatterne fremdrager en række værker skabt af forfulgte kunstnere under rædselsregimet i Europa, blandt andet Felix Nussbaums forskræmte selvportræt med Davidstjerne på frakken og identitetskort i hånden, malet mens han var gået under jorden i Belgien. Nussbaums frygt var desværre velbegrundet. Trods udstrakt hjælp til at skjule sig fra venner blev han taget af nazisterne og endte i Auschwitz.

Forståeligt nok har Holocaust også inspireret en lang række kunstnere efter krigen, både i meget direkte billeder og i mere abstrakte monumenter over de mange millioner dræbte trosfæller. I adskillige tilfælde trækkes der linjer til forfulgte jøders skæbne til andre tider.

Bezalel Med oprettelsen af Israel i 1948 kommer et helt nyt aspekt ind i bogens diskussioner. Nu bliver det muligt at tale om en national jødisk, eller rettere israelsk, kunst. Forfatterne påpeger, at der allerede flere årtier før uafhængighedserklæringen blev skabt kunst af jøder i Palæstina, og der blev sågar etableret en egentlig jødisk kunstskole allerede i 1906 i Jerusalem, opkaldt efter den eneste kunstner, der nævnes ved navn i den jødiske bibel, Bezalel.

Grundlæggeren Boris Schatz arbejdede målbevidst på, at hans kunst – og skolens virke – skulle styrke den zionistiske idé. Han bekæmpede aktivt den gryende modernisme og støttede en gammeldags akademisk udtryksform. Dette førte til et brud med en række yngre kunstnere, der med en udstilling

De jødiske kunstneres ofte meget specielle livsvilkår har i mange tilfælde bevirket, at der er stor alvor i den kunst, de har skabt. Men ofte har de dog også taget ironi og humor til hjælp, når de har villet belyse jøders situation og historie.

i 1922 banede vejen for det moderne gennembrud i israelsk kunst, inspireret af de aktuelle strømninger i Paris. I de nærmest følgende år rykkede centret for den nye kunst til Tel Aviv, som på det tidspunkt var i hastig vækst.

Da den israelske kunst i sagens natur i høj grad er blevet skabt af indvandrerkunstnere, har det lige fra starten ligget i kortene, at den var stærkt præget af strømninger fra udenlandsk kunst. Men det er dog muligt at pege på nogle træk, der er specielle for kunsten i Israel.

det specielle jødiske sociale engagement, som især er kommet til udtryk i amerikansk jødisk kunst. Disse temaer gør sig efter deres mening gældende over et bredt spektrum af motiver.

Forfatterne har uden tvivl ret et langt stykke af vejen, også selv om mange jødiske kunstnere ikke kommer med figurative referencer i deres kunst.

Selv om Baskinds og Silvers bog Jewish Art: A Modern History ikke giver det endegyldige svar på, hvad jødisk kunst er, så vil den takket være forfatternes store overblik og uhyre detaljerede viden uden tvivl fungere som et undværligt referenceværk i mange år fremover.

I de tidlige år, specielt i 1920erne, malede flere kunstnere orientalske motiver i en lidt naiv modernistisk stil, uden tvivl som led i en bestræbelse på at skabe et kunstnerisk udtryk, der var i samklang med det nye hjemland. Her ses jøder og arabere i øvrigt ofte side om side, ikke som modsætninger, men som en del af en fælles kultur knyttet til Palæstina. Det var vel at mærke før de voldsomme arabisk-jødiske uroligheder i 1929.

I de følgende årtier har mange israelske kunstnere skabt værker, der på forskellige måder fokuserede på jødisk identitet og på det land, der nu var blevet deres hjemland, ikke i én bestemt gennemgående stil, men tværtimod meget varierede i udtryk, gerne med henvisninger til bibelske skikkelser eller til aktuelle begivenheder.

En del israelske kunstnere har imidlertid også helt frem til i dag kredset omkring den pris, de arabiske palæstinensere har måttet betale for oprettelsen af Israel. Det gælder for eksempel Naftali Bezems maleri I gården i det tredje tempel fra 1957, hvor han med stærk inspiration fra Picassos Guernica har skildret en massakre på arabere i landsbyen Kafr Qasim.

Diaspora, Ambraham og USA ▼

I det afsluttende kapitel fremhæver Baskind og Silver tre temaer, som de anser for gennemgående i jødisk kunst: for det første i diaspora, ved den omvandrende Henrilivet Matisse: Portræteksemplificeret af Madame Matisse jøde, for det andet den særlige jødiske pagt i bibelen, eksem(Den grønne stribe), 1905. plificeret ved Abrahams “ikke-ofring” af Isak, og for det tredje Tilhører Statens Museum for Kunst

▲ Deborah Kass, Six Blue Barbaras (The Jewish Jackie Series), 1992.

Silketryk og akryl på lærred.

goldberg · #33 · www.goldberg.nu n 65

Robert Rockaway

Men han var god ved sin mor.

Jødiske gangsteres liv og forbrydelser

www.forlagetvandkunsten.dk

Et underholdende indblik i bandittens sjæl. New York, Newark, Detroit og Cleveland fra 1910-1939.

Murder Inc. Harry Strauss, Harry Maione, Frank Abbadanda

(© Bettmann/Corbis)

PICASSO BASQUIAT SCHIELE KAHLO NOLDE DALĺ KOONS MIRÓ...

G O LD B E R G MAGA SIN OM

JØDISK KUNS

T

•

KULTUR

•

RELIGION

GOLDBER G

Valg i USA

Nr. 32. September

•

SAMFUND

/Oktober/Novem ber 2012

MAGASIN OM JØDISK KUNST · KULTUR · RELIGION ·

Hvem får de jødiske stemm er denne gang?

SAMFUND

FORsamF ELLuNd ER IMOD OMSKÆRING?

g o ld b e r g maGa siN om

jødisk kuNs

t

•

kultur

•

reliGioN

•

Læs Samuel Rachlins Facebook-m anifest!

TREBLINKA Nr. 33. dec. /Feb.

Egon Schiele:

24

14.09 2012 13.01 2013

Selvportræt

med påfuglevest,

1911. Gouache.

Ernst Ploil,

771902 448009

for Louisiana

GOLDBERGs

rejseguide

9

Goldber G

a

2012/13

Ny forskning doku menterer maka bre plyndringer af massegravene i nazisternes udryddelseslejre

TIL DE LIDT ANDE

Wien

DET ARABISKE

FORÅR: “END ENDEELIG LIG

RLEDES OPLEVELSE

FORTJENER VI VOR ES forlaget

R

FRIHED”

ieret nnentyr Borvsev

– erhve ke med dansk-jødis 175 år! rødder fylder

stort interview

eren med forfatt

pris 49,50

9

771902 448009

24

elisabeth Åsbrin k

Marilyn Monroe kon vertits

kærligh ed trang til

en ★★★ raturguide i Goldbergs Litte mbergaverne Få ideer til dece

Send venner og familie i udlandet en inspirerende hilsen fra Danmark - fire gange om året.

Giv et abonnement på Magasinet Goldberg!

Magasinet Goldberg sendes i dag til modtagere over hele jorden. Så hvor end dine venner eller familie opholder sig i den store verden, kan du altid forære dem et abonnement med artikler og illustrationer om jødisk kunst, kultur, religion og samfund, skrevet, fotograferet og designet af Goldbergs dygtige medarbejdere.

Bestil et gaveabonnement på mail: press@forlag.sdu.dk eller telefon: +45 6615 7999

Har du spørgsmål til Goldbergs redaktion er du velkommen til at kontakte os på mail: goldberg@goldberg.nu eller telefon: +45 50249450

66 n goldberg · #33 · www.goldberg.nu

Copenhagen Festival Ensemble’s formål er at præsentere publikum for en multikulturel musikoplevelse ved at invitere verdenskendte musikere til at spille sammen med ensemblet.

Endvidere er det CFEs vision at deltage i uddannelsesprogrammer for unge mennesker og give dem indsigt i den klassiske musiks dybere lag og dominerende kulturelle indflydelse.

For mere information omkring gæstemusikere og program med videre se:

www.copenhagenfestivalensemble.com

Koncerter i første halvdel af 2013: 17. februar 2012, kl. 17.00, Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K 7. april 2012, kl. 17.00, Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K 12. maj 2012, kl. 17.00, Odd Fellow Palæet, Bredgade 28, København K

s t e r l i n g

s i lv e r

Forhandles i Illum og Magasin dyrbergkern.com

Goldberg_210x270.indd 2

21-05-2012 14:42:29

I SAMARBEJDE MED

BILLETBESTILLING

maGasiN om jødisk kuNst

- et historisk mødested midt i København

kultur

reliGioN

samFuNd

goldberg

Nr. 33 . december/Februar 2012/2013

Admiral Gjeddes Gaard

•

•

•

Nr. 33. dec. /Feb. 2012/13

GoldberG

Hvis murene i Admiral Gjeddes Gaard kunne tale, ville de kunne berette om et væld af begivenheder, der har fundet sted her lige siden middelalderen.

I dag huser den privatejede gård moderne møde- og kursusfaciliteter og i vores eksklusive selskabslokaler afholdes der utraditionelle receptioner, firmafester og meget andet. Vi har altid kun et arrangement ad gangen så vores fokus alene er rettet mod den enkelte begivenhed.

Vi tilbyder autentiske, historiske rammer og et fleksibelt og engageret personale, der med glæde står til rådighed fra start til slut.

forlaget

Bonnier

stort interview

– erhvervseventyret med dansk-jødiske rødder fylder 175 år!

med forfatteren

elisabeth Åsbrink

Der er mulighed for at vælge en af vores pakkeløsninger, lokaleleje eller en kombination. Vi skræddersyr gerne et individuelt tilbud, der passer til netop jeres behov, herunder kosher.

Marilyn 771902 448009 9

pris 49,50

24

Gården er et af byens ældste mødesteder, og har i tidens løb dannet ramme for både akademisk, kulturelt og politisk samvær med deltagelse af bl.a. Ludvig Holberg, Tom Kristen-

sen og Thorvald Stauning lige i hjertet af København.

maGasiN om jødisk kuNst · kultur · reliGioN · samFuNd

Admiral Gjeddes Gaard har siden 1730 dannet rammen for kurser, konferencer, seminarer, receptioner, fester, julefrokoster m.v.

Store Kannikestræde 10 A · 1169 København K · Danmark Tlf.: +45 7022 1087 eller + 4 5 2066 1087 admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

en konvertits trang til kærlighed ★★★

Få ideer til decembergaverne i Goldbergs Litteraturguide