Goldberg Maj 2011

MAGASIN OM JØDISK KUNST

KULTUR

RELIGION

SAMFUND

NR. 25 . MAJ/JUNI 2011

GOLDBERG

Nr. 25. Maj /Juni 2011

GOLDBERG

GOY

MAGASIN OM JØDISK KUNST · KULTUR · RELIGION · SAMFUND

der er goy’er overalt!

Nye tegneserier om

Holocaust

COMEDYKONGEN

Jerry

Seinfeld fra New York til København

Nordafrikas sidste

JØDER

REALPOLITIK OG NYTTIGE IDIOTER

771902 448009 9

PRIS 49,50

24

- Politisk Kommentar om Libyen

Dame

Elizabeth Taylor

Loyal, seriøs og humanist fra New York til København

Paul Onuoha malet af Jeanne G Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk GOLDBERG 路 #25 路 WWW.GOLDBERG.NU Q 3

INDHOLD

Q GENRE · TITEL

GOLDBERG

INDHOLD

MAJ / JUNI 2011

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser

CHEFREDAKTØR:

6 LEDER

Samuel Rachlin (Washington), Berit Reisel (Oslo), Susan Ritterband, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini (Prag), Sonia Schlossman (Rom), Charlotte Thalmay

8 SEINFELD OG NEW YORK Seinfeld var en tv-revolution. Men er det også en jødisk serie - eller bare essensen af New York?

Jacques Blum (ansv.)

12 NORDAFRIKAS SIDSTE JØDER

REDAKTION OG ADMINISTRATION REDAKTION: Susanne Bernth, Eva Bøggild, Hans Henrik Fafner, Stefan Isaak, Tobias Koch, Michel Solovej, Jacob Søndergaard, Hanne Trautner-Kromann

De seneste måneders uroligheder i Tunesien, Egypten m.fl. har fået nogle af de sidste jøder til at flygte, mens andre bliver og kæmper for demokrati og nye muligheder.

GOLDBERG Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Bjørn Bråten, Jeanne G. Kempinski

ISSN: 1902-4487

LAYOUT: Wiegaarden.dk / Tina Voersaa

Mød GOLDBERG på facebook og på Youtube

GOLDBERGS NÆRE BEKENDTSKABSKREDS

32

21 REALPOLITIK OG DE NYTTIGE IDIOTER Politisk kommentar.

22 YOU CAN RELY ON US Ny historieforskning viser, at Hans Hedtoft som statsminister ydede stor støtte til bestræbelserne for at skabe en jødisk stat – selv om Danmarks formelle udenrigspolitik var en anden.

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. juli 2011 CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

26 FINKLER-SPØRGSMÅLET Ordleg er helt centralt for det store spørgsmål der stilles i Howard Jacobsons prisbelønnede roman The Finkler Question.

26

THE FINKLER QUESTION

28 HOLOCAUST I TEGNESERIER Hændelserne under Holocaust genfortælles fortsat på mange måder.

Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

32 EN LOYAL DAME – NEKROLOG

MAGASINET GOLDBERG UDGIVES AF

34 EN JESUITERPRÆSTS FORHOLD TIL GUD

Forlaget GOLDBERG & MOR ApS. Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50

Elizabeth Taylor, der kunne tilføje Dame til sit navn, døde for nylig, 79 år gammel.

Jesuiterpræsten van Beeck var dybt inspireret af filosoffen Emanuel Levinas’ påstande om kristendommen og af forfatteren Zvi Kolitz’ anklager mod kristne i historien Yossel Rakover talks to God.

FOTO: KUNSTMUSEET LOUISIANA

Formand: Per Walsøe Samuel Altschul (Melbourne), Rebecca Blum (Stockholm), Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Yael Enoch (Tel Aviv), Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane (Paris), Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Ulrik Høy, Patrick Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Henning Kirk, Martin Krasnik, Sandra Kviat (London), Hanne Kærhøg (Hong Kong), Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Kaare Lindholm, Bent Melchior, Kasper Monrad,

EN LOYAL DAME

Netop nu er det værd at genopfriske, hvordan en af de mest betydningsfulde fredsaftaler i Mellemøstens historie kom i stand.

TRYK: Special-trykkeriet Viborg A/S

FORSIDEFOTO: Comedians.about.com

8

KULTUR – SEINFELD OG NEW YORK

16 FISHER OG URYS FORNEMMELSE FOR FRED

ILLUSTRATIONSKOMITÉ:

WEBMASTER: Daniel Karpantschof

GOLDBERG · NR. 25 . MAJ / JUNI 2011

38 GOY Min kone er jøde. Min søn er jøde. Jeg er ikke jøde. At være Goy er at have en bindestregs-identitet i en verden af bindestregs-identiteter.

Living udstilling KUNSTMUSEET LOUISIANA

42

42 TOMME HUSE

ANNONCER I GOLDBERG

Bliv GOLDBERG abonnent

Kontakt os på

goldberg@goldberg.nu eller ring:

tlf. 50 24 94 50

Se priser og muligheder på www.goldberg.nu

4 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

ET HELT ÅRS ABONNEMENT

kr.

248,-

(inkl. ekspedition og porto)

KONTAKT:

Syddansk Universitetsforlag Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf: 66157999 · press@forlag.sdu.dk

Udstillingen Living¸ der åbner i juni på kunstmuseet Louisiana, vil forsøge at indkredse arkitekturens muligheder og grænser for drømmen om det gode liv.

46 GOLDBERGS GALLERI præsenterer Camilla Blackmann.

47 I KLEMME I KUNSTHISTORIEN Maleren Albert Gottschalk er nærmest gået i glemmebogen.

46

GOLDBERGS GALLERI

47

I KLEMME I KUNSTHISTORIEN

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 5

BINDE-STREGS-IDEN-TITET

Binde-stregs-

LEDER

iden-titet

MAGASIN OM JØDISK KUNST

KULTUR

RELIGION

SAMFUND

GOLDBERG

Nr. 25 . Maj / Juni 2011

GOY

der er goy’er overalt!

Nye tegneserier om

Holocaust

COMEDYKONGEN

Jerry

Seinfeld fra New York til København

Nordafrikas sidste

JØDER

I en artikel i denne majudgave af Magasinet Goldberg introduceres et ord, som PRIS 49,50

771902 448009

24

- Politisk Kommentar om Libyen

9

jeg aldrig før er stødt på: ”Bindestregsidentitet”. Og man skulle da være et skarn

REALPOLITIK OG NYTTIGE IDIOTER

i disse integrations-, assimilations- og S-Pind-tider, hvis ikke man knyttede en

Dame

Elizabeth Taylor

Loyal, seriøs og humanist fra New York til København

kommentar til den debat, der siden den seneste regeringsomdannelse har været central i alle danske medier: Indvandrer- og minoritetsstof er godt stof.

Hvordan man end vender og drejer sig, er der lagt op til dramatik. Der er ”os og de andre”, der er de gode og de onde, der er de gode blandt de onde og de onde blandt de gode.

Så er der alle dem der nægter, at der er et ”vi og de” og mener, at der bare er et stort ”os”, men de har trange kår i dagens Danmark. Måske også fordi de holder den ideologiske fane lidt rigelig højt.

Nogle forskelle folk imellem er tydeligere end andre, hvilket medfører, at der er (mindst) to ”vi’er”, og så er der jo skabt (mindst) to”de’er”. Det kan synes besværligt, men er det i virkeligheden ikke. Med den øgede e- og immigration er der i hele den gamle verden – Europa – kommet ”de’er” til fra utallige lande, hver medbringende deres ”naturlige” måde at opfatte tilværelsen på. En lille del ”de’er” er kommet til Danmark.

I Danmark har vi - på trods af politiske, økonomiske og mange andre forskelle os imellem - i store træk tilpasset os til noget, vi kalder ”dansk kultur” - uden egentlig at vide hvad det er. Nogle opfatter det meget snævert, andre meget bredt, men de fleste ved og er enige om, hvornår noget falder helt udenfor.

Nogle vil holde stramt på de ”danske former”, andre er ikke bange for at udvide både deres holdninger og adfærdsmønstre.

De der er kommet hertil udefra har det på samme måde: nogle opfatter deres indgroede holdninger og handlinger som naturlige, andre er mere åbne for at tage nye til sig.

Er det unaturligt i et moderne samfund? Bestemt ikke. Og det behøver ikke en gang at være problematisk. Kultur er i et åbent, demokratisk samfund et rummeligt begreb.

Danskerne i dag er ikke de ”samme” som for 100 år siden, og vil ikke være de ”samme” om hundrede år, men der vil stadig være dansk kultur. I Danmark vil vi fremover vænne os til det multietniske, men formentlig ikke blive multikulturelle.

Mange – også danske politikere - glemmer denne sondring.

De fleste er gennem et helt liv vænnet til at leve med flere identiteter, som mand eller kvinde, ung, gammel, etnisk det ene eller det andet. Listen er uendelig. Og sædvanligvis er det ikke problematisk, så længe disse forskellige identiteter ikke kommer i uløselig konflikt med hinanden. Det kaldes tolerance eller at forlige sig med sig selv og næsten.

Religion er en integreret del af enhver kultur. At være dansk er derfor også at have et forhold til et samfund, der bygger på et hovedsagelig kristent kulturgrundlag. Men i fremtiden vil flere og flere have en ”bindestregskultur”: Dansk-jøde-kristen, dansk-muslim-kristen, dansk-pakistansk-kristen, dansk-iranskbahai osv. Det går fint i andre dele af verden, men i Danmark, såvel som i store dele af Europa, skal vi tæmme angsten for det ”u-naturlige” og vænne os til tanken om et liv i et samfund med masser af almindelige bindestregs-borgere.

Jacques Blum

En assimileret jødes kogebog Elvis Aaron Presley’s tipoldemor var jøde, og der flød skotske, franske, tyske, irske og indianske gener i ham. I denne kogebog finder man opskrifter på alt, hvad hjertet måtte begære indenfor amerikansk madkultur. (Men kosher er det ikke!)

Af Brenda Arlene Butler Udgivet af Askholms Forlag, april 2011.

6 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

KULTUR · SEINFELD OG NEW YORK V

Seinfeld var en tv-revolution og tog emner op, som var utænkelige i en mainstream komedieserie. Seriens skaber Larry David er jødisk, og det er Jerry Seinfeld også.

SEINFELD &

Seinfeld og hans venner er i høj grad New Yorks sjæl og ånd. Den foregår dér og kun dér, og den er faktisk blevet beskyldt for at være for meget New York, for indforstået. Selv om den naturligvis er optaget i et Los Angeles-studie.

Men de fire typer er, ud over at være komiske personligheder, først og fremmest og i udpræget grad, newyorkere, forsvundet i selvoptagethed, traumer og evindelige dates.

Intet under, at borgmester Rudy Giuliani i sin tid tog serien til sig i en grad, så han valgte at gå med på spøgen og optræde i en episode, der handlede om non-fat yoghurt.

NE W YORK Det er tilladt at drømme om noget større, så i Comedy Cellar på hjørnet af MacDougal og Bleecker

FOTO: CINEOLOGIA.COM

Street er det amatørernes aften. Manden, der deler foldere ud, møder vi senere på scenen. Også ham der står i døren.

noget lignende, og talentet er der ikke altid, slet ikke, men pludselig kommer Chris Rock på scenen, og han er aldeles uforberedt, kan man høre, men alligevel. Chris Rock, bare sådan uden videre, det er vel noget, det er vel scenekunst i New York?

FOTO: ICYDK.COM

AF NIELS LILLELUND Det koster fem dollars at komme ind, og så er der et two drinks minimum, men det går jo nok. Det er værre med humoren. Latteren skal stampes op af jorden.

Stand-up er en svær genre, og hvis man vil vide, hvor dygtig Jerry Seinfeld faktisk er, skal man gå på comedy club i New York og se dem, der ikke når ham til sokkeholderne.

Her møder man de stræbsomme, der satser alt, satser på drømmen om at blive den nye Seinfeld eller i det mindste

8 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

OPMÆRKSOMHED, TAK Stand-up comedy blev stort, meget stort, i 1980’erne, og succes avler længsel efter mere. Tusinder af unge mennesker (og en del der ikke er helt så unge) drømmer om berømmelsen, om tv, om at lave en Seinfeld eller bare få et enkelt spot i Saturday Night Live. New York er verdens største scene. Her kan man blive opdaget, hvis ikke her, hvor så?

Så mangler vi bare vittighederne, og her kendes usikkerheden på, hvem der trækker på etnicitet. På scenen i byen, som fremmede bare elsker at kalde the melting pot, handler alting om identitet hele tiden. Opvarmeren siger, at jeg ligner Max von Sydow som lejemorder i min rullekrave og min nye jakke, og da

han hører, at jeg er fra Danmark, rækker han hånden frem. Første gang du hilser på en sort mand, ikke?

Man må smile imødekommende, hvad ellers? For vittighederne fortsætter. Om at være jøde, om at være halvt irsk, halvt russisk (da min far blev kremeret, de kunne ikke få ilden slukket), om at være sort eller ikke at være sort, om mexicanere, kvinder, n’importe quoi, hvad som helst for at vække en smule opmærksomhed.

ETNICITET Etnicitet i New York er på en gang noget skrøbeligt og noget farligt, og det gælder selvfølgelig også den jødiske.

Så er Seinfeld en jødisk serie?

Ja og nej.

Seriens skaber Larry David er jødisk, og det er Jerry Seinfeld også.

Han er endog født i Brooklyn, byens jødiske centrum, og begge hans forældre havde jødisk baggrund. Læg dertil, at karakteren Elaine spilles af Julia Louis-Dreyfus, der har fransk-jødiske

aner og et efternavn, der minder os om antisemitismen.

Så begynder det jo nærmest at ligne en jødisk sammensværgelse. Man skal (naturligvis) heller ikke lede ret længe på nettet, før man finder folk, der ser serien som sådan.

Men i virkeligheden er det faktisk så som så med det jødiske i Seinfeld, selv om der ikke lægges skjul på, at seriens hovedpersoner også i serien er jøder. Det er bare ikke deres væsentlige identitet, tværtimod beskrives jødiske skikke og traditioner ofte som et familiært pres, en overleveret belastning.

Jerry Seinfeld som karakter tager ganske enkelt ikke noget så tungt, som man skal, hvis man vil være jøde for real.

I en episode er Jerrys tandlæge konverteret til jødedommen og excellerer voldsomt i at fortælle jødevittigheder – det kan han jo godt nu, hvor han selv er jøde, mener han. Jerry opsøger en katolsk (!) præst og fremlægger problemet. ”Det fornærmer dig som jøde?” spørger præsten.

”Nej,” svarer Jerry. ”Det fornærmer mig som komiker!”

KULTISK BID AF NY Det er situationen. Det er i New York ikke det jødiske, der spiller hovedrollen i Seinfeld.

Jeg nævner i flæng: Roosevelt Hospital, hvor Kramer tabte en Junior Mint i en patient, der lå på operationsbordet.

The New York Public Library, hvor en brødebetynget Jerry afleverede Krebsens Vendekreds efter 20 års forsinkelse og efter at være blevet opsporet af biblioteksdetektiven. Og naturligvis New York Health & Racquet Club, hvor George engang tissede i brusebadet, hvor Kramer så Salman Rushdie, og Elaine var på workout-hold med John Kennedy Jr. En tv-version af Manhattan, en kultisk bid af New York.

KONSPIRATIONSTEORIER Serien, der i den vaklende begyndelse hed Seinfeld Chronicles, er historien om et stykke kult-tv der blev folkeeje og revolutionerede hele opfattelsen af, hvad godt tv er. Og af hvad man kan tillade sig at vise på det notorisk bornerte amerikanske fjernsyn.

Seinfeld var en tv-revolution og tog emner op, som var utænkelige i en mainstream komedieserie. Onani, homoseksualitet, you name it.

Serien havde sin debut på skærmen en julidag i 1989. Ni sæsoner og 180 afsnit senere var der 30 millioner seere. Det var i 1998. Da var tv-selskabet NBC steget fra en sidsteplads til en førsteplads på skalaen, bestemt af de såkaldte Nielsen-ratings, de altafgørende seermålinger på det amerikanske marked. Og flere end 20 andre serier, herunder Friends, var opstået med New York som locale.

For, som New York Times skrev: ”Seinfeld’s New York er fyldt med universitetsuddannede singler med ikke så meget at tage sig til.”

Ingen serier har som Seinfeld brudt normerne for, hvad det vil sige at lave komedie på tv GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 9

KULTUR · SEINFELD OG NEW YORK

Jerry Seinfeld – Verdens ubestridte comedy-konge nr. 1 gæster Forum den 6. juni med sit forrygende stand-up show.

Det er første gang nogensinde, at han optræder i Danmark.

”Selvhadets kraft” kaldte New York Times den fuldstændige amoral, der er Seinfeld. Og som får ham til at gøre grin med omskæringer (for hvad hvis omskæreren er nervøst anlagt, og er en ikke-omskåret penis egentlig særlig attraktiv?)

ET SHOW OM INGENTING I en artikel (noget pompøst kaldet essay) skriver filmkritikeren Lisa Schwarzbaum om Seinfeld og ”det jødiske spørgsmål”, og hendes pointe er først og fremmest den, at alle vittighederne skal bruges til at gøre folk trygge ved det jødiske. Hun er ikke glad. Hvad med alle de andre serier, spørger hun, der foregår i New York, de er aldrig blevet beskyldt for ”Zip-code chauvinism”. Og hun nævner Mad about you og Friends.

Og hvor nogen ser sammensværgelsen i, at ikke-jøden George Costanza er narren i showet, så siger Schwarzbaum, at den tror hun ikke på. For har nogen set så jødisk en ikke-jøde nogensinde?

Hun kan have en pointe så langt, at figuren George er bygget over Larry David selv. Han var forfatterspire, en skæv type, der nok skrev lidt for satireprogrammet Saturday Night Live, men ikke nogen stor succes. Og så mødte

han Jerry Seinfeld, en succesrig standup-komiker med speciale i dagligdags iagttagelser, allerede i slutningen af 1980’erne et stort navn på scenen.

De fattede trods deres indbyrdes forskelligheder sympati for hverandre.

Resultatet blev en såkaldt pilot på NBC, den traditionelle prøveklud, der efter publikums reaktioner bliver registreret som ” kan måske” eller ”kan måske ikke” blive til en serie. ”To gutter, der står og snakker i et møntvaskeri, det er altså ikke særlig sjovt,” skrev en anmelder med reference til serien med det selvvalgte tilnavn et show om ingenting.

NORMBRYDER Det var noget nyt, og det var ikke det eneste nye ved Seinfeld.

En amerikansk sitcom var (og er) bygget op efter strenge og i vidt omfang kommercielt bestemte regler. En ret banal fortælleteknik presset ned i en form, der giver maksimal opmærksomhed til de reklamer, der i rigt mål er presset ind i sendefladen. Til pakken hører oftest en opløsning af konflikten med en god mor-datter-snak i køkkenet, et grin, et knus eller bare et blik, der fortæller seeren, at så lærte vi alle sammen noget om livet. ”Man er egentlig ret selvtilfreds, hvis man tror, at man kan lære seeren noget meningsfyldt ved efter 21 minutters dårlige one-liners pludselig at blive filosofisk i sidste minut, og så er den

hjemme,” sagde Larry David til magasinet Rolling Stone.

Det var, da han forklarede sit credo for Seinfeld: No hugging, no learning.

En sensation. Nok er der på dagens tv-scene andre eksempler på brud med de traditionelle mønstre; den Noel Coward-inspirerede Frasier med Kelsey Grammer i hovedrollen og den klassisk uddannede pianist og Shakespeare-skuespiller David Hyde Pierce i en fremtrædende birolle, den seksuelt grænseoverskridende Will & Grace, der som den første tv-serie har to bøsser i hovedrollerne, og den socialt udfordrende Roseanne, der kan ses som et slags white-trash-svar på familien Cosbys perfekte hjem. Men ingen serier har som Seinfeld brudt normerne for, hvad det vil sige at lave komedie på tv.

INGEN ORDEN Seinfeld er absurd, ikke belærende. Der er ingen orden og derfor heller ingen orden at genoprette. Den er i den forstand absolut moderne.

Hver episode er bygget om en række dagligdags, absurde og dog sært genkendelige hændelser i modsætning til det traditionelle udgangspunkt for et afsnit af en komedie: Et bestemt problem opstår og skal løses af de involverede. Seinfeld handler i stedet om ikke at kunne finde sin bil i parkeringskælderen, om at vente på et bord i en kinesisk restaurant, om ikke at kunne bytte en trøje, som man har købt.

Når man taler om seriens New York-hed, er det så i virkeligheden ikke bare dens jødiskhed – pakket lidt ind til glæde for angste ikke-jøder?

10 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

FOTO: AZJEWISHPOST.COM

Det giver jo en vis stemning i en by.

Og der er det vidunderlige ved Seinfeld, mente avisen, at livet og kunsten ikke er til at skelne fra hinanden.

Det kan være. For tro ikke, at folk ikke er vrede. Hvis der er folk, der ser serien som en jødisk sammensværgelse, så er der også dem, der ser det som en jødisk selvopgivelse.

For når man taler om seriens New York-hed, er det så i virkeligheden ikke bare dens jødiskhed – pakket lidt ind til glæde for angste ikke-jøder?

”Selvhadets kraft” kaldte New York Times den fuldstændige amoral, der er Seinfeld. Og som får ham til at gøre grin med omskæringer (for hvad hvis omskæreren er nervøst anlagt, og er en ikke-omskåret penis egentlig særlig attraktiv?), og når ens forældre i overvældende grad er på besøg, er det så upassende at bruge biografen som erotisk træfpunkt. Ja, måske, når filmen er Schindler’s List.

Fordelen ved at være jøde synes under alle omstændigheder (set udefra) at være netop den, Jerrys tandlæge søger: At så kan man gøre grin med det hele.

Og fremstille rabbineren som en snakkesalig herre med en giftelysten søn og lade en ortodoks kosher-spiser falde i en fælde.

Jeg har aldrig tænkt på Seinfeld som noget jødisk. Før jeg blev bedt om det.

Hvad der med garanti også har noget at gøre med, at det etniske for en almindelig jysk-københavnsk-dansk-dansker simpelthen ikke spiller nogen rolle. Selv

om jeg har familie i både New York og mange steder i Frankrig, og flere fætre og kusiner, jeg kun kan tale fransk med.

Det tæller ikke som etnisk i USA og New York, hvor det etniske findes hele tiden.

KRAMER REALITY TOURS Det etniske spiller en rolle i New York, no matter what, og derfor er det måske også delvis et postulat, når Larry David siger til New York Observer om seriens succes: ”Dette er de mest hule, overfladiske, selvoptagede mennesker, man kan forestille sig. Mennesker, som røver fra gamle damer, brænder jagthytter ned, ødelægger andre menneskers parforhold.

Forfærdelige, foragtelige mennesker.

Men vi ser lidt af os selv i dem, lidt af vores egen sorte sjæl.”

Sandt er det, at serien er amoralsk.

Sjældent i USA, og så er den lækker nok til at boltre sig i referencer på kryds og tværs mellem virkeligheden og medie-

virkeligheden. Alt lige fra retssagen mod O.J. Simpson til den i New York lokalkendte libanesiske suppekok (der i sit køkken i Midtown kræver orden i køen og har det med at nægte at servere for folk, der ikke overholder reglerne) bliver offer for satire. Sidstnævnte i episoden The Soup Nazi, et tilnavn, som den originale suppekok naturligvis ikke bryder sig om, men som han alligevel har forstået at udnytte kommercielt. Og hvis De synes, det er slemt, må jeg henvise til episoden, hvor man parafraserer over det berømte filmøjeblik, da Weisse Engel genkendes på gaden. Og så videre. Intet er helligt. Er det jødisk? ”Ingenting og alting har det med at ligne hinanden,” som Jerry Seinfeld har sagt det. Larry David bemærker, at for mange mennesker former livet sig netop sådan. Som en lang række af banale, dagligdags og hver for sig helt ubetydelige episoder.

For hans genbo dengang har der været penge i det. I serien hedder han Kramer, men originalen har arrangeret Kramer Reality Tours, der kører rundt til vigtige Seinfeld-steder i New York.

Et eksempel på et moderne mediefænomen, der i modsætning til hunden sagtens kan leve af at spise sin egen hale, fordi den bare vokser og vokser i bevidstheden. En Seinfeld-episode viser figuren Kramer i færd med at arrangere den såkaldte Peterman-reality tour, fordi han efter at have solgt sine sjove historier til tøjmagnaten J. Peterman kan bryste sig af at være den rigtige Peterman.

Virkeligheden bliver til tv, der igen skaber en virkelighed, der kan tjenes penge på. Og dermed et fænomen, man kan karikere i en komedieserie.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 11

AKTUELT

NORDAFRIKAS

V

Synagogen på øen Djerba, der huser verdens ældste Torarulle.

SIDSTE JØDER

I dag lever der ca. 1600 jøder i Tunesien, de fleste på Djerba.

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var der over 100.000. I Algeriet var der omkring 140.000, i dag er der kun nogle få hundreder tilbage.

FOTO: ISTOCKPHOTO.COM

De seneste måneders uroligheder i Tunesien, Egypten m.fl. har fået nogle af de sidste nordafrikanske jøder til at flygte af frygt for en stigende antisemitisme og for repressalier pga. deres tætte bånd til de styrtede diktatorer. Andre bliver og kæmper for demokrati og nye muligheder.

AF MERETE REINHOLDT

Bevæbnede vagter er et særsyn i Tunesien for tiden, men foran Den store Synagoge midt i Tunis står der en del soldater med skarpladte våben, afskærmet bag meterhøje ruller af kraftig pigtråd. De passer på jøderne og de jødiske helligdomme, efter at yderligtgående islamister har demonstreret, truet og angrebet flere jødiske besiddelser på det seneste.

Kun få andre steder i Tunesien ser man samme form for bevogtning. I resten af landet er politiet forsvundet fra gadebilledet efter Jasmin-revolutionen, og lovløsheden hærger i større eller mindre grad. Kun enkelte færdselsbetjente er at se, men de er ligesom resten af korpset ubevæbnede, efter at hæren og det nye overgangsstyre har taget tjenestepistolerne fra dem.

De tunesiske jøder er tilfredse med den øgede sikkerhedsforanstaltning ved synagogen på Avenue de la Liberté i Tunis. Med den afsatte præsident Zine al-Abedine Ben Alis fald frygter mange en stigende antisemitisme og islamisering af samfundet. Ét er den generelle jødehetz, der har fundet sted gennem

12 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

århundreder i det nordlige Afrika, noget andet er det faktum, at det jødiske samfund i Tunesien i årevis har dyrket tætte bånd med det forhadte Ben Ali-regime og dermed hidtil har nydt godt af dets beskyttelse.

INDBYRDES UENIGHED De hævngerrige reaktioner har da heller ikke ladet vente på sig. I slutningen af januar hærgede en påsat brand El Hamma-synagogen i det østlige Tunesien, hvor bl.a. synagogens Toraruller gik op i røg. I det jødiske kvarter i Djerba-halvøens hovedby HoumtSouk blev flere biler smadret, en polsk rabbiner er blevet myrdet i Tunis, og senest har der været en større demonstration foran Den store Synagoge i Tunis, hvor demonstranterne råbte antisemitiske slagord.

En del jøder – endnu er der ikke tal på hvor mange – har derfor valgt at forlade landet. Formanden for det jødiske samfund i Tunesien, Roger Bismuth, har dog taget situationen med ro. Han ser lyst på fremtiden og tror på demokrati og trygge forhold for alle tunesere. ”Tunesiens jøder bifalder revolutionen. Den berører alle tunesere, og vi

bør gøre vores bedste for at sikre dens succes,” siger han.

Selv om han senest har lagt afstand til eks-præsident Ben Ali og kaldt ham en ’forbryder’, så ser mange Bismuth som en del af den gamle magtelite, fordi han som forretningsmand og senator i parlamentet havde tæt forbindelse til Ben Ali-styret.

Med den afsatte præsident Zine al-Abedine Ben Alis fald frygter mange en stigende antisemitisme og islamisering af samfundet

Bedre er det ikke, at overrabbineren Haim Bittan kort inden revolutionen offentligt opfordrede Ben Ali til at stille op til endnu en præsidentperiode ved et kommende – ikke-demokratisk – valg.

Flere ledende jøder, deriblandt Bismuth, har senest udtalt, at angrebene på El Hamma-synagogen nok ikke var specielt rettet mod det jødiske samfund,

eftersom mange andre bygninger blev hærget af de ophidsede demonstranter i revolutionens mest hæsblæsende dage.

Det har medført hård kritik fra baglandet. ”Den slags udtalelser tjener hverken ham eller de tunesiske jøder til ære,” har den jødiske advokat og blogger Ftouh Souhail udtalt. Han ser en klar tendens mod mere antisemitisme i de nordafrikanske lande. ”Om nogle år vil der stort set ikke være flere jøder tilbage i Tunesien eller i Maghreb generelt. Den politiske opposition i Tunesien er grundlæggende antisemitisk, demagogisk og opildnes af en giftig debat.”

AFFOLKNING I dag lever der ca. 1600 jøder i Tunesien, de fleste ved Djerba. Umiddelbart efter Anden Verdenskrig var der over 100.000.

I Algeriet var der omkring 140.000, i dag er der kun nogle få hundreder tilbage.

I Marokko, hvor det største samfund holder til, er antallet i samme periode faldet fra 3-400.000 til omkring 3-4000 i dag.

En stor del af de omkring en million jøder, der levede i Nordafrika og Mellemøsten i midten af forrige århundrede, flyttede til Israel i årene efter landets oprettelse, andre er rejst til hovedsagelig USA og Frankrig, og den seneste tids uroligheder har mindsket antallet yderligere.

Det hævdes dog, at det jødiske samfund i Marokko huser de mest lykkelige jøder i den muslimske verden, og derfor har man i de senere år kunnet konstatere, at jødiske marokkanere er vendt tilbage til deres gamle land. Andre har nøjedes med at købe feriebolig – som den fransk-jødiske filosof BernardHenri Lévy.

Sidstnævnte er i øvrigt medunderskriver på European Jewish Call for

”Om nogle år vil der stort set ikke være flere jøder tilbage i Tunesien eller i Maghreb generelt”

Reason, der senest har udsendt en pressemeddelelse, hvor man opfordrer Israel til ikke at frygte udviklingen i Tunesien, Egypten, Libyen m.fl. ”Tiden er inde til, at Israel rækker hånden frem mod de demokratiske bevægelser, som ryster den arabiske verden, for sammen med dem at søge vejen til fred, ” hedder det blandt andet.

Håbet er sikkert det samme hos jøder i de pågældende lande, men de fleste afholder sig fra offentlige udtalelser i den henseende. Generelt er tendensen i hele regionen, at de tilbageblevne jøder sjældent skilter med deres tro og først og fremmest ser sig selv som tunesere, marokkanere, egyptere etc.

Det ærgrer den marokkanske blogger Ibn Kafka, der gerne så, at jøderne trådte mere frem. ”Desværre findes der ikke en ikkeofficiel jødisk marokkansk hjemmeside, for eksempel en blog af en jødisk marokkaner, der lever i Marokko, som indefra kan belyse kulturen, historien, spiritualiteten og nutiden hos denne vigtige gruppe af det marokkanske folk,” skriver Ibn Kafka.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 13

V

Rygterne hævder, at Moamar Gaddafis mor var jøde. Hvis det er sandt gør det Gaddafi til den sidste jøde i det antisemitiske Libyen.

FOTO: OURAMERICANGENERATION.ORG

AKTUELT

300 sider Udkommer 11. maj

WAKE-UP CALL Nogle af de mest fremtrædende jødiske marokkanere er den nyvalgte ombudsmand, Albert Sasson, og kongens økonomiske rådgiver, André Azoulay. Sidstnævnte har måttet stå model til en del antisemitisk tilsvining på trods af, at det var på hans initiativ, at det jødiske samfund overdrog dets Talmud Tora-bygning til de kommunale myndigheder til brug for trængte unge i byen Essaouira.

“Revolutionerne i Tunesien og Egypten var et ‘wake-up-call’, og der vil ske dramatiske og store forandringer,” siger André Azoulay, der ikke tror på en revolution i Marokko, men på nye og flere reformer. ”Vi har en historisk mulighed for at bevæge os endnu længere og speede reformprocessen op.”

Formanden for det jødiske samfund i Marrakech-Essaouira, Jacky Kadoch, er enig.

”Situationen er stabil.

Kongen lytter, og han har reformprojekter liggende klar på skrivebordet. Som kongens loyale borgere har vi jøder tillid til ham.”

Og han tilføjer – som en reaktion på de antisemitiske tilråb, der har runget i gaderne under nogle af den seneste tids demonstrationer i landet – ”Vi jøder er ikke bekymret over uroen, men vi bør være opmærksomme.”

14 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

“Som den ægte vare … en sprudlende, særdeles læsværdig genopfindelse (af Fornuft og følelse) med alt hvad der hører til af kærlighed, smukke omgivelser, onde stedmødre, eskapisme og rørende portrætter af mødre, døtre og søstre, som vil ramme kvinder i alle aldre.”

The Times “En vellykket hyldest til Jane Austen – en charmerende og begavet roman.”

The Sunday Times “En sprudlende, morsom, klog og dybt rørende roman.”

New York Times

LIBYENS SIDSTE JØDE Også i Libyen rejste de fleste af de 38.000 jøder, der levede i landet i 1948, til Israel i årene derefter. De få hundrede, der blev tilbage, har siden været udsat for voldsom forfølgelse – pogromer, mord, hærværk og udslettelse af gravpladser – og dét også fra officiel side. Blandt andet valgte man uden varsel at anlægge en større vej midt gennem en begravelsesplads, at nedlægge andre, og at omdanne synagoger til moskeer, en enkelt til en koptisk kirke.

Ifølge foreningen af israelere, der stammer fra Libyen, har det libyske regime inddraget værdier fra de flygtede jøder, der svarer til over to milliarder dollars.

I en nylig pressemeddelelse har foreningen udtalt, at man ”beder for den sindssyge tyrans fald”.

I dag er der efter sigende ikke flere jødiske libyere tilbage – den sidste, en kvinde i firserne, døde i 2002.

Ja, det skulle da så lige være den libyske diktator selv. Ifølge to jødiske kvinder, der er blevet interviewet til israelsk TV, og som hævder at være i familie med ham, skulle Moamar Gaddafis mor have været jøde. Hendes mor, Gaddafis mormor, flygtede fra sin første – jødiske og voldelige – mand og giftede sig senere med en libyer og konverterede til islam.

Hvis det er sandt, gør det med andre ord Moamar Gaddafi til den sidste jøde i det antisemitiske Libyen…

Hun vokser op i en jødisk familie i skyggen af Anden Verdenskrig uvidende om jødernes skæbne under krigen.

Familien har valgt tavshed for at skåne hende - men det ufortalte vokser sig stort og uhyggeligt i hendes fantasi

Også i Libyen rejste de fleste af de 38.000 jøder, der levede i landet i 1948, til Israel i årene derefter

www.gyldendal.dk · Find os på Facebook og Twitter

Også som e-bog

Alle sider af livet · Siden 1770

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 15

HISTORIE

FOTO: BLOGS.RJ.ORG

Harvard Negotiation Project, www.pon.harvard.edu, bruger aktuelle politiske konflikter i deres forskning.

Blandt andet har projektet en større afdeling, der udelukkende forsker i den israelsk-palæstinensiske konflikt med det formål at forbedre mulighederne for en forhandlingsløsning på konflikten.

FISHER OG URYS FISHER OG URYS ELSE FOR M M E N OR FFORNEMMELSE FOR

FRED

Med et Mellemøsten i oprør og diktatorer der står for fald over hele den arabiske verden, er det værd at genopfriske, hvordan FOTO: MELOMOTOR.COM

16 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

AF KAARE LINDHOLM

VÅBENHVILE

Krigen i 1973 mellem Syrien og Egypten på den ene side og Israel på den anden var en af de mest blodige konflikter mellem Israel og de arabiske naboer.

Siden staten Israels grundlæggelse i 1948 havde landets forsvar bygget på et ”slå først”-princip, der havde til formål at sikre, at en eventuel krig ville komme til at foregå uden for landets grænser.

Men efter Seksdageskrigen i 1967 og Israels vedvarende besættelse af Sinaihalvøen i syd og Golanhøjderne i nord var dette princip vanskeligt at håndhæve.

Vurderingen fra Israels side var, at hvis man fortsat fulgte denne aggressive linje under krisens intensivering i månederne op til 1973-krigen, ville det umuliggøre udenlandsk støtte – især USA’s.

Derfor blev Israel ”taget på sengen”, da syriske og egyptiske styrker angreb den 6. oktober 1973.

De arabiske lande havde vurderet, at et angreb på den vigtige jødiske helligdag Jom Kippur ville øge overraskelseseffekten. Det viste sig at være en fejlvurdering. I stedet for at helligdagen betød en langsommere mobilisering af forsvaret, foregik mobiliseringen hurtigere end ellers, da veje og jernbaner på grund af helligdagen var affolkede.

Syriens angreb ind over Golanhøjderne, støttet af styrker fra Jordan og Irak, blev forholdsvis hurtigt afvist af Israel. Den egyptiske front var det vanskeligere at slå tilbage, og det tog næsten tre uger, før de israelske styrker havde magten ved Suezkanalen.

Den 26. oktober 1973 accepterede både Egypten og Israel FNs sikkerhedsråds beslutning om en våbenhvile. I modsætning til Seksdageskrigen i 1967, der blev anset for at være ekstremt ydmygende for Israels angribere, blev våbenhvileaftale i 1973 vurderet som værende en FN-aftale mellem ligeværdige. Uanset om vurderingen var rigtig eller forkert, så blev det af afgørende betydning for de efterfølgende fredsforhandlinger.

En anden betydningsfuld begivenhed der ledte frem til de fredforhandlinger, der i dag kendes som Camp David-forhandlingerne, var den egyptiske præsident Anwar Sadats rejse til Jerusalem i 1977.

Kort efter indsættelsen af Menachem Begin som Israels premierminister ankom Anwar Sadat med fly direkte fra Cairo til Tel Aviv. Anwar Sadat var den første arabiske præsident, der nogensinde havde besøgt Israel og endda Jerusalem, den by som ikke engang Israels tætte allierede, USA, havde anerkendt som landets hovedstad. Sadats besøg og Begins genvisit kom til at symbolisere begge parters stærke interesse for at finde en fredsløsning.

Våbenhvilen skulle derfor helst afløses af en permanent fredsaftale, og den 5. september 1978 blev der indledt forhandlinger på de amerikanske præsidenters sommerbolig, Camp David. Tilstede ved forhandlingerne var Menachem Begin, Anwar Sadat og Jimmy Carter.

Forud var gået et utal af såkaldte diplomatiske sonderinger, men det viste sig hurtigt, at spørgsmålet om den frem-

tidige status for ørkenhalvøen Sinai var en forhindring, der ikke kunne opnås enighed om. Israel forlangte at beholde dele af Sinai-halvøen, medens Egypten ville have fuld suverænitet over området og kun var indstillet på at acceptere en fredsaftale, der baserede sig på grænserne fra før Seksdageskrigen i 1967.

Efter kun nogle få dage syntes forhandlingerne at være gået i hårdknude, uden perspektiver for en løsning.

GETTING TO YES Jimmy Carter henvendte sig på dette tidspunkt til Roger Fisher og William Ury for at få et godt råd. De to professorer ved Harvard Law School havde i årevis været optaget af at udvikle nye principper og metoder til, hvordan man håndterer konflikter og uenigheder. Anledning til deres forskning var de ofte dyre og destruktive løsninger, som de havde været vidne til i deres respektive advokatvirksomheder.

Fisher og Ury havde i deres forskning undersøgt, hvad der eventuelt kunne gemme sig bag konfliktparters uforenelige standpunkter, og hvorfor parterne indtog disse. Studierne førte til en epokegørende iagttagelse for måden at forhandle på.

Fisher og Ury opdagede, at blot fordi forhandlingsparternes standpunkter strider imod hinanden, betyder det ikke nødvendigvis, at deres interesser er modstridende. Ved at dykke ned i, hvad parternes standpunkter dækker over, afsløres de egentlige behov eller bekymringer. Og det kan vise sig, at disse behov og bekymringer måske deles

en af de mest betydningsfulde fredsaftaler i Mellemøstens historie kom i stand. Det foregik på en ret utraditionel måde, men aftalen er næsten 33 år gammel - og den holder endnu.

Blot fordi forhandlingsparternes standpunkter strider imod hinanden, betyder det ikke nødvendigvis, at deres interesser er modstridende GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 17

HISTORIE

af begge parter, eller at de slet ikke behøver at være modstridende.

Iagttagelserne havde ført til dannelsen af et forhandlingsprincip, hvor de indledende forhandlinger blev brugt til at afdække parternes begrundelser for deres standpunkter. Med Camp Davidforhandlingerne tæt på et sammenbrud bad Jimmy Carter om, at Fisher og Ury ville afprøve deres metoder på den virkelige verden.

IKKE ANDET Fisher og Ury blev inviteret til Camp David, hvor de afholdt separate møder med henholdsvis Israels og Egyptens forhandlingsdelegationer. Det afgørende spørgsmål om, hvorfor Sinai var så betydningsfuld for israelerne, førte til et afgørende svar. De israelske forhandlere forklarede, at Israel gang på gang var blevet ”taget på sengen” under angreb fra Egypten. Derfor ønskede man at have Sinai-ørkenen som en sik-

kerhedszone mellem Egypten og Israel, så den israelske befolkning fik tid til forholdsregler ved et eventuelt fremtidigt angreb fra Egypten. Behovet var sikkerhed for overraskelsesangreb fra Egypten. Ikke andet.

Da man stillede de egyptiske forhandlere samme spørgsmål om, hvorfor Sinai var så vigtig, viste behovet sig at være et ganske andet. Sinai havde været egyptisk siden faraonernes tid. Efter århundreder med græsk, romersk, tyrkisk, fransk og engelsk besættelse var Egypten blevet en selvstændig stat igen. Man var under ingen omstændigheder parat til at afgive territorium til en anden stat. Det ville være et umuligt forhandlingsresultat, der ville krænke egyptiske æresbegreber.

Behovet var en ærefuld fred. Ikke andet.

FREDENS PRISER Camp David-forhandlingerne i 1978 førte til fredsslutning mellem Israel og

Egypten. Vel at mærke en fred der stadig består. Rent forhandlingsteknisk var der derfor tale om en kæmpe succes, da et af kriterierne for god forhandling er, at parterne ikke tvinges til evige genforhandlinger.

Camp Davidforhandlingerne var vanskelige. Både den israelske delegation anført af Menachem Begin, den egyptiske anført af Anwar Sadat og den amerikanske mægling anført af Jimmy Carter havde sat deres troværdighed på spil.

Fisher og Urys samtaler førte til en viden om, at der lå forskellige interesser bag parternes tilsyneladende konflikt om Sinai. Interesserne var forskellige, men ikke nødvendigvis modstridende: den ene part ønskede sikkerhed, den anden at bevare territorium for ikke at miste ære.

Fredsaftalen indeholdt løsningen om Sinai: Egypten fik hele Sinai tilbage, så grænserne fra før 1967 blev genoprettet.

Men Israel fik etableret Sinai som en

Getting to Yes er titlen på en international bestseller. Den er skrevet af to Harvard-professorer, der i 1970erne overførte deres viden om konfliktløsning til direkte fredsforhandlinger i konflikten mellem Egypten og Israel. Resultatet blev den såkaldte Camp David-aftale, der stadig opretholder freden mellem de to traditionelt set uforsonlige fjender.

demilitariseret zone, så sikkerhedsbehovet blev opfyldt. Den oprindeligt uløselige konflikt om Sinai blev løst ved at begge parter fik opfyldt alle deres behov.

Egypten blev efter fredsforhandlingerne udsat for et enormt pres fra den Arabiske Liga og blev endda i en periode udelukket fra Ligaen. Fire år senere kostede det endog Anwar Sadat livet. Han blev myrdet under en militærparade i anledning af ”sejren” i Jom Kippurkrigen.

Men fredsaftalen blev underskrevet den 17. september 1978, Sadat og Begin modtog samme år Nobels fredspris, og deres aftale står stadig ved magt.

FORHANDLINGSPROJEKT Efter Camp David-forhandlingernes succes stiftede Roger Fisher og William Ury ”Harvard Negotiation Project” på Harvard Law School. Et projekt der til stadighed udvikler forhandling som faglig disciplin for nært sagt alle professionelle forhandlere.

I 1981 udgav de deres bestseller Getting to Yes, der er solgt i millioner af eksemplarer verden over.

Principperne bruges flittigt i det private erhvervsliv især under opbygning af vedvarende relationer som strategiske partnerskabsforhandlinger, nære kunde/ leverandør-relationer eller blot for at

løse konflikter mellem forskellige funktioner i en virksomhed.

Om metoden er anvendelig i den aktuelle Mellemøstkonflikter, hvor parterne for det meste helst ser modparten forsvinde, er et stort spørgsmål.

Forudsætningen for dens succes er et fælles udtalt behov, som f.eks. ønsket om fred, og at parterne anser hinanden for nogenlunde ligeværdige. Uden tilstedeværelsen af disse forudsætninger kan metoden ikke bruges.

UHYGGELIG LÆSNING OM ANDEN VERDENSKRIG TORBEN JØRGENSEN

STIFTELSEN

Et portræt af de mænd og kvinder, der udførte folkemordet på de europæiske jøder under Anden Verdenskrig. ”Et vægtigt bidrag til international forskning” ÌÌÌÌÌÌ

Berlingske Tidende

199,-

ANETTE H. STOREIDE

ARVEN EFTER HITLER ”Vedkommende og vigtig”ÌÌÌÌÌ Jyllands-Posten

299,NIKLAS ZETTERLING

HITLER MOD STALIN ”En rigtig solid krigsbog” ÌÌÌÌ Ekstra Bladet

349,-

INFORMATIONSFORLAG.DK 18 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 19

SAMFUND

“ Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil

med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.

”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

POLITISK KOMMENTAR

REALPOLITIK og de nyttige idioter AF FRANK ESMANN De fleste vil nok undre sig over, at Libyens Gaddafi og Syriens Assad overhovedet kan komme på tale som medlemmer af FN’s menneskerettighedskommission. Ikke desto mindre har førstnævnte været medlem og sidstnævnte er på tale som nyt medlem. Gaddafi har endog stiftet en menneskerettighedspris som er gået til folk som Fidel Castro og Venezuelas Chávez eller hele grupper af indfødte og undertrykte folkeslag.

De to ledere har en ting til fælles. De har sagt at de går ind for de principper, der er nedfældet i erklæringen, men de i har deres egne lande handlet i modstrid med den. I den aktuelle situation er det interessante den periode, der er gået mellem deres første udsagn og deres senere, reelle handlinger.

Gaddafi og hans sønner blev, efter at Libyen opgav sine ambitioner om at blive atommagt, erklæret persona grata i det internationale samfund, og døre på agtværdige vestlige institutioner som London School of Economics åbnede sig for dem. Assad lovede reformer i Syrien, som skulle styrke borgernes rettigheder i forhold til staten og dens omfattende sikkerhedstjenester.

Nu slår Gaddafi brutalt ned på sine modstandere i Libyen, der er opmuntret til revolte af det arabiske forår. Det samme gør Assad.

Spørgsmålet blandt dem, som stolede på disse lederes udsagn, er: Lod vi os narre? Underteksten er et andet spørgsmål: Var vi naive?

Når huden bliver rød efter en tur i solen, er det ikke et sundhedstegn, men fordi den har taget skade.

Den slags skade, der på sigt kan føre til kræft i huden. Heldigvis er det nemt at undgå solskadet rød hud og samtidig nyde sommeren. Brug så mange af solrådene som muligt, og husk, at solen brænder både på stranden, i haven og på fodboldbanen.

skrunedforsolen.dk

HUSK

SIESTA + SOLHAT + SOLCREME + SLUK SOLARIET

ANNONCEN ER SPONSORERET AF

GOD SOMMER

Nyttige idioter er en vending, som blev meget brugt i sidste århundrede. Manden, det tit forbindes med, er Lenin, den russiske revolutions fader. Han havde et overordnet mål, nemlig verdensrevolutionen, men han bevægede sig frem mod den på samme måde som et sejlskib krydser sig frem mod eller med skiftende vinde. I processen brugte han, hans diplomater og hans efterretningstjenester løgn, bedrag og vildledning til at overtale personer i vesten til at gå hans og Sovjetunionens ærinde. Han kaldte dem, hed det sig, nyttige idioter. Sandheden er, at udtrykket første gang blev brugt af New York Times i 1948 og faktisk stod i en artikel, som handlede om italiensk politik. I Danmark vandt udtrykket udbredelse i 1970’erne og blev, som det hedder i det nye store opslagsværk Den Kolde Krig og Danmark ”… især anvendt på repræsentanter for den danske venstrefløj, eksempelvis personer, der uden at være medlem af DKP blev anset for at gå Sovjetunionens ærinde. Under den

skærpede danske debat om udenrigspolitikken i 1980’erne blev udtrykket jævnligt anvendt til karakteristik af fredsbevægelserne.”

Kritikkens brod er nu vendt mod de kræfter, som har stolet på Gaddafi og Assad. Målet er unægtelig mere omfattende, end dengang venstreorienterede og fredsaktivister blev beskyldt for at være nyttige idioter. De nyttige idioter sidder nu i regeringskontorer, storbanker og undervisningsinstitutioner, og de har i en række tilfælde, konfronteret med journalisternes kritiske spørgsmål, måttet erkende, at de tog fejl i den forstand, at de troede, at d’herrer Gaddafis og Assads holdninger var et ægte udtryk for et ønske om at forbedre deres folks levevilkår og styrke deres borgerrettigheder – og ikke et skalkeskjul for at bevare og cementere deres egen, deres families eller klans magt.

Det er karakteristisk for udtrykket, at det i dag finder anvendelse i samfundsdebatten, der rækker langt ud over den oprindelige mening. Under den kolde krig var den nyttige idiot en person, et politisk parti eller en efterretningstjeneste, der lod sig manipulere til indirekte at bidrage til sovjetstyrets undertrykkelse af sine borgere.

Hans aktuelle alter ego, den kyniske realpolitiker, overvejer konstant, om støtten til de unge demonstranter og oprørere i Libyen, Ægypten, Tunesien, Syrien, Yemen og Bahrain er i hans interesse, dvs. i nationens interesse.

Vi aner kun, hvilke diskussioner om USA’s og EU’s holdninger denne problemstilling har medført. Mens jeg skriver, ser det ud som om USA har besluttet, at de kæmpende oprørere i Libyen ikke er et essentielt nationalt sikkerhedsspørgsmål, hvorimod det, eksempelvis, er af afgørende betydning, at Yemen fortsætter kampen mod Al-Qaeda og andre islamistiske terrororganisationer. En blodig nedkæmpelse af unge menneskerettighedsaktivister i Bahrain er blevet mildt kritiseret – det er alt. Et udpræget stykke realpolitik, som nogle kalder pragmatisk, andre kynisk. Til gengæld tyder noget på, at den tyske regering er ved at opgive sin militære neutralitet, presset af vælgere som føler, at Berlin har ført en politik, som har været for realpolitisk.

Skarpt trukket op er naiviteten afløst af kynismen. Hvorvidt det hjælper de unge araberes menneskerettigheder, har jeg min tvivl om.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 21

HISTORIE

RELYON US ”

Politik, diplomati og den hjælpende hånd ISBN 978 87 635 3658 5

arnheim_omsl_udkast_3K.indd 1

JERUSALEM – En kold februardag i 1947 stod skibet Ulua ind i Københavns Havn. Det var isvinter, og Ulua skulle egentlig have anløbet Trelleborg i det sydlige Sverige, men pakis havde lukket havnen dér.

Kaptajn Eliav ombord vidste, at han var i overhængende fare for at få sit skib opbragt af de danske myndigheder, hvis han sejlede ind til København, men han havde valgt at tage chancen og listede ganske stille ind i håb om at kunne ligge ubemærket ved kaj, indtil det kunne lade sig gøre at sejle til Trelleborg.

Ulua var et gammelt amerikansk kystbevogtningsfartøj, som det jødiske Hagana i Palæstina havde overtaget, og formålet med turen til Trelleborg var at hente 8-900 kvindelige jødiske flygtninge, der ønskede at komme til det, der et år senere skulle blive til staten Israel.

PAS PÅ ENGLÆNDERNE!

Ny historieforskning viser, at Hans Hedtoft som statsminister ydede stor støtte til bestræbelserne for at skabe en jødisk stat – selv om Danmarks formelle udenrigspolitik var en anden 22 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

Politik, diplomati og den hjælpende hånd Danmark og oprettelsen af staten Israel

Arthur Arnheim og Dov Levitan

www.mtp.dk

AF HANS HENRIK FAFNER

FOTO: FRA BOGEN

Arthur Arnheim, cand.mag. i historie, bosat i Jerusalem.

Dov Levitan, dr., lektor ved Bar-Ilan-universitetet, Ramat Gan, Israel.

Politik, diplomati og den hjælpende hånd

“ YOU CAN

Historikeren Arthur Arnheim har netop skrevet bogen

Efter Anden Verdenskrig lå Danmark i sin udenrigspol itik på linje med Storbritannien, hvis ønske om gode relationer til de arabiske stater fik stor betydning for den danske stats officielle politik. Men samtidig var det danske folk positivt indstillet over for den jødiske sag, og selvom dette forhold ikke direkte kom til udtryk i den offi cielle danske politik, gjorde det sig indirekte også gældende på et politisk plan.

I denne bog viser forfatterne bl.a., hvordan statsminister Hans Hedtoft og ledende efterretningsfolk i afgørende situationer rakte det jødiske folk en hjælpende hånd.

Arthur Arnheim og Dov Levitan

Som løsning på konflikten om Palæstina vedtog FN i 1947 en tostatsordning, der førte til, at staten Israel blev oprettet i 1948 – som også blev året for den første israelsk-arab iske krig.

Danmarks rolle i forhold til oprettelsen af den nye stat udspillede sig på to planer: officielt i form af statens udenrigspolitik, uofficielt i form af folkelige reaktioner. Politik, diplomati og den hjælpende hånd viser, hvordan den statslige interesse og den folkelige sympati ikke udfoldede sig på samme plan.

”Den engelske udenrigsminister Bevin havde i 1947 sendt et brev direkte til den danske udenrigsminister, hvor han bad om, at hvis der kom sådanne flygtningeskibe til Danmark, skulle de danske myndigheder sørge for at de ikke kom videre,” fortæller historikeren Arthur Arnheim, som Goldberg har opsøgt i Jerusalem.

Arnheim har netop skrevet en bog, der med titlen Politik, diplomati og den hjælpende hånd belyser, hvordan dansk udenrigspolitik i årene efter besættelsestiden formelt lagde sig tæt op ad Englands benhårde modstand mod jødisk indvandring i Palæstina og skeptiske holdning overfor oprettelsen af staten Israel – samtidig med at statsminister Hans Hedtoft og en stribe enkeltpersoner i forskellige nøglepositioner i al diskretion ydede det jødiske folk en ikke ubetydelig støtte. ”Allerede i 1945 havde englænderne under arabisk pres lavet en meget stram indvandringspolitik for jøder,” siger forfatteren. ”Den danske udenrigsminister svarede på den engelske henvendelse.

Han klarede sig udenom ved at sige, at det måtte foregå efter de danske regler, og de sagde, at hvis der var et skib, som ikke var sødygtigt eller af andre grunde ikke burde sejle videre, så ville man holde det tilbage. Men han sagde ikke, at man ville standse et flygtningeskib.”

På denne måde sejlede Ulua altså direkte ind i dette politiske spændingsfelt. Og efter at have ligget i Københavns Havn i 3-4 dage fik kaptajn Eliav besøg af de danske myndigheder. Der var paspoliti og karantænemyndigheder, og i spidsen for gruppen en søofficer.

Eliav vidste, den var gal og forklarede, at han bare var en hollandsk student, som tilfældigvis var ombord. Men den bed søofficeren ikke på. Han og de øvrige inspicerede skibet og konstaterede, at lastrummet var indrettet med køjer.

Det var tydeligt, at Ulua skulle bruges til transport af mennesker. ”Søofficeren bad om at tale med Eliav i enrum,” fortsætter Arnheim. ”Så sagde danskeren, jeg ved alt om det her

Museum Tusculanums Forlag

skib. I kommer fra Frankrig og skal over til Trelleborg for at hente jødiske flygtninge, men pas lige på, for englænderne er efter jer, men jeg vil gerne hjælpe jer.

Har I brug for noget, og kan I betale?”

Den uden tvivl himmelfaldne Eliav svarede, at han kunne betale i dollars og havde brug for vand og olie til skibet.

Næste morgen sørgede en provianthandler for leverancen, og kort efter forlod Ulua atter København for at hente de jødiske flygtninge i Trelleborg.

HANS HEDTOFT VIDSTE DET Indtil i dag er der blevet gjort gentagne forsøg på at identificere den danske søofficer, men det er først med Arthur Arnheims detektivarbejde, der foreligger en sandsynlig identifikation. Med et signalement af manden og en beskrivelse af hændelsesforløbet og tidspunktet rettede han henvendelse til en kollega, der er marinehistoriker på Holmen, og ad den vej fandt han ud af, at det må dreje sig om Poul Adam Mørch.

Og det sætter pludselig episoden ind i et langt større perspektiv.

P.A. Mørch, som han normalt omtales, var manden, der opbyggede den danske efterretningstjeneste efter krigen.

Det var ham, der i den kolde krigs første tid etablerede lyttecentraler, der skulle skaffe viden om et eventuelt sovjetisk angreb på Danmark. Han var også i

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 23

HISTORIE

Palæstinakommissionens første møde, januar 1948. Nr. tre fra venstre er FN’s generalsekretær Trygve Lie. Nr. to fra højre er Per Federspiel fra Danmark.

24 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

Hedtoft blev statsminister i november 1947, hvilket altså faldt sammen med at FNs generalforsamling vedtog planen om deling af Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. På det tidspunkt modtog han besøg af en repræsentant for Jewish Agency ved navn Berl Locker. Som en del af indsatsen for at sikre de to tredjedeles flertal, som var betingelsen for delingsplanens vedtagelse, sendte Jewish Agency sine folk ud i verden for at møde statsledere og indflydelsesrige politikere. Locker havde ansvaret for Skandinavien. ”Locker var Mapai-mand, som allerede i 30’erne kom til de møder, Socialistisk Internationale havde i Europa, og der kom også Hedtoft og andre danske socialdemokrater. Den var et slags modstykke til det sovjetiske Komintern, for var der noget, disse socialdemokrater var bange for, så var det den kommunistiske form for socialisme. De holdt på, at den var en fare, og derfor skulle det være demokratisk socialisme, og de der kom i Socialistisk Internationale dengang blev meget gode venner med det israelske arbejderparti, som jo var grundstammen i alt, hvad der blev lavet hernede. Så da Berl Locker kom til København, kendte han allerede Hans Hedtoft. Han vidste i øvrigt ikke, at Hedtoft var blevet statsminister på det tidspunkt, men det var han selvfølgelig meget glad for.”

Locker mødte Hedtoft ved flere lejligheder. Selv efter at delingsplanen var blevet vedtaget, gjaldt det om at fastholde Danmarks støtte, for helt frem til staten Israels oprettelse i maj 1948 herskede der stor international tvivl om projektets bæredygtighed. Den ameri-

kanske udenrigsminister, George Marshall, sagde direkte til Jewish Agency, at han ikke troede på at det ville kunne lade sig gøre. ”Hedtoft gav ikke selv referat,” fortsætter Arthur Arnheim. ”Men jeg har set, at når Locker havde haft møde med udenrigsministeren, blev der sendt et lille notat til Hedtoft, som var meget nøje informeret om hvad der skete. Alt det har jeg fra de referater, Locker skrev umiddelbart efter at han havde været til møde – det skulle han jo lave til Jewish Agency og det der blev til det israelske udenrigsministerium – og det sidste møde med Hedtoft fandt sted 10 dage før Israel blev proklameret.

På det møde forklarede Locker overfor Hedtoft, at israelerne ensidigt ville proklamere staten, når englænderne skulle ud den 15. maj 1948. ”Locker sagde, at han nok mente, de ville kunne holde stand, hvis de fik de tilstrækkelige våben.

Referatet er skrevet på engelsk, selvom Hedtoft og Locker talte tysk med hinanden - for Hedtoft kunne ikke engelsk – men det slutter med at Hedtoft sagde, You can rely on us.

Når man kender statsmænds måde at forhandle og udtale sig på, så forstår man, at dette ikke bare var et venligt klap på skulderen til en gammel kam-

merat. Der må ligge noget mere i det, når han siger det på den måde. Men det er der ikke noget bevis for.”

KOMMUNISTERNES VÅBEN Dramatiske begivenheder i Europa i det forår giver en forklaring på, hvorfor Hans Hedtoft også hvad våben angår så en interesse i at hjælpe den kommende jødiske stat. I februar havde kommunisterne med støtte fra Sovjetunionen taget magten i Tjekkoslovakiet, og det gav ifølge Arnheim anledning til stor nervøsitet blandt europæiske socialdemokrater. Ikke mindst hos Hedtoft, fordi man tilsyneladende fra amerikansk kilde var blevet advaret om, at Danmark og Norge kunne forvente russisk invasion i påsken 1948. ”Nervøsiteten kom især til udtryk på et møde i Udenrigspolitisk Nævn i

København. Det blev indkaldt dagen før skærtorsdag, hvor alle ellers var på påskeferie, og der kunne Hans Hedtoft så meddele om de rygter, som var kommet frem. Og at man fra politiets side havde oplysning om, at 4000 kommunister i København havde været med i modstandsbevægelsen og aldrig afleveret deres våben. Det lød faretruende.”

Hans Hedtoft havde altså en klar interesse i at få disse våben bort fra landet. De danske kommunister ville gerne donere dem til den unge jødiske stat, men dette ville være en våbeneksport, som det ville være kompliceret at få godkendt. Da to mænd, Herbert Pundik og David Israel, imidlertid kom til landet og indsamlede store mængder våben og smuglede dem ud, blev deres færden i København diskret observeret, og det har senere vist sig at være politifolk, der skulle sikre at deres arbejde forløb glat. Og da de forud for operationen var ankommet til Kastrup Lufthavn uden pas, sørgede en civilklædt mand for at få dem diskret uden om paspolitiet og ind i landet.

Telegrammet, hvorved Danmark 3. februar 1949 anderkendte Israel de facto. (RIGSARKIVET)

V

VENSKABET MED LOCKER

FOTO: FRA BOGEN

daglig kontakt med amerikanernes CIA og det britiske MI6, hvilket forklarer, hvordan han kunne vide alt om Uluas sejlrute. Og hans position satte ham også i stand til at få skibet videre uden at behøve at rapportere om sine dispositioner. ”Han klarede hele denne sag, og han gjorde det, fordi han havde sympati for jøderne,” smiler Arnheim. ”En af konklusionerne i bogen er, at mange af dem, der hjalp på forskellig måde, var stort set de samme kredse, som hjalp jøderne over til Sverige i 1943.”

Bogen beskriver altså et arbejde for at hjælpe det jødiske folk, der i meget vid udstrækning ligger i direkte forlængelse af hjælpeaktionen i oktober 43. Og det i en efterkrigstid, hvor den danske udenrigspolitik og navnlig flygtningepolitik ikke var specielt imødekommende over for den jødiske sag. ”I Danmark var man endnu ikke vågnet op fra førkrigstiden, hvor man havde noget, man kaldte det jødiske problem,” forklarer han. ”Det var et jødisk flygtningeproblem, som man behandlede på to internationale konferencer, en i Evian i 1938 og en i 1942 midt under krigen. Summa summarum var, at ingen ville have jøderne. Og selv efter krigen betragtede man det sådan, at jødernes problem var et flygtningeproblem.”

Her kommer så et af bogens opsigtsvækkende resultater, nemlig at dengang arbejds- og socialminister Hans Hedtoft helt stilfærdigt og roligt, og uden at nogen kunne spore det, ydede sin hjælp og vendte det blinde øje til, da P.A. Mørch forbrød sig mod Bevins henstillinger og dermed også Danmarks formelle udenrigspolitik ved at lade Ulua sejle videre.

V

I Danmark var man endnu ikke vågnet op fra førkrigstiden, hvor man havde noget, man kaldte det jødiske problem. Summa summarum var, at ingen ville have jøderne. Og selv efter krigen betragtede man det sådan, at jødernes problem var et flygtningeproblem

”Denne mand var Christian Madsen, som rangerede højt i sikkerhedspolitiet,” fortsætter Arthur Arnheim. ”Den 28. september 1943 blev Hedtoft advaret af Duckwitz om den forestående anholdelse af de danske jøder den 1.- 2. oktober.

Det var aften og der var tysk udgangsforbud, men Hedtoft kunne få en af politiets vogne - ført af Christian Madsen.

Hedtoft måtte have folk, han kunne stole 100 procent på, og som aldrig ville fortælle om deres forbindelse til statsministeren. Det kan godt være, at det ikke er Hedtoft, der har fundet på ideen med at smugle våben, men der er al mulig god grund til at tro, at Hans Hedtoft beskyttede denne våbensmugling … af to grunde. Han slog to fluer med et smæk, for han var bange for et kommunistisk kup, så det var en herlig sag at få ryddet våbnene af vejen, og så kunne han også hjælpe Berl Locker og hans folk. Det var hans hjælpende hånd.” Arnheims konklusioner trækker også på en analyse af hele Hans Hedtofts politiske karriere: ”Længe før han blev statsminister kan man se, at han havde en indstilling til det jødiske folk, som ikke ret mange andre havde. Da han var yngre, altså i 1930’erne, rejste han på foredragsturneer i fagforeninger og socialdemokratiske ungdomsforeninger, og jeg har flere ting fra dengang der viser, at han opfattede jøderne som et folk, og det var der ikke ret mange andre mennesker i Danmark der gjorde. De var et folk og ikke et religionssamfund. Og så havde han naturligvis sympati med jødernes socialistiske eksperiment i Israel.”

DOV LEVITAN, SOM ER HISTORIKER VED BAR ILAN UNIVERSITETET, TEL AVIV, HAR MEDVIRKET VED AT GENNEMGÅ DE ISRAELSKE ARKIVER.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 25

Howard Jacobson, The Finkler Question (London: Bloomsbury, 2010)

LITTERATUR

ordene jøde og israeler i flæng, og som går rundt med skilte, hvor der sættes lighedstegn mellem jøder og terrorister.

Han opgiver sin tilknytning til Skamfulde Jøder, men bevarer retten til at føle skam fx i forhold til de fundamentalistiske besættere på Vestbredden. For han siger, som Jacobson selv, at ”som jøde tror jeg på, at ethvert argument har et modargument.”

FINKLER-SPØRGSMÅLET Ordleg er helt centralt for det store spørgsmål der stilles i Howard Jacobsons prisbelønnede roman The Finkler Question: Hvad er jødisk bevidsthed i dag?

ENGLANDS PHILIP ROTH

AF FRAN HOPENWASSER

26 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

GOD SATIRE Som man kan fornemme, er romanen spraglet episodisk og i virkeligheden ikke særlig handlingsmættet. Det er personskildringerne, der er både spydige og afslørende, som er kernen i romanen. Som i al god satire bliver personerne udstillet, men samtidig får man sympati og forståelse for dem.

Tag ikke fejl: Romanen er både underholdende, vittig, filosofisk, dybt rørende og vanvittig velskrevet. På næsten hver side er der en sætning, som kunne tages ud og indrammes som mindeværdig.

På første side får vi at vide om Treslove, at: ”Hans liv bestod af det ene uheld

Det er en stående vittighed blandt jøder, at vi kan finde antisemitisme overalt - tænk bare på Woody Allen i Annie Hall, der mishører “D’you eat?” som “D’Jew eat”.

FOTO: BRITANNICA.COM

Howard Jacobson skriver ugentlige klummer i den engelske avis The Independent om kildne og komplekse emner som antisemitisme og holdninger til Israel i England i dag. Og når han henviser til vittigheden om jøder, som finder antisemitisme alle vegne, tilføjer han, at netop derfor gør han sig umage med at finde antisemitisme de færrest mulige steder.

Ikke desto mindre lykkes det ham at indlemme emnet i en vittig og satirisk roman om kærlighed, tab og venskab mellem mænd. The Finkler Question, hans 11. roman, modtog Storbritanniens fornemste litterære pris, Man-Booker Prize, i 2010.

Romanen indledes med, at tre gamle venner mødes i sorgen over deres koners død. Den ene er den 90-årige Libor Sevcik, en tjekkisk immigrant og forhenværende Hollywood-journalist, som har mistet sin højt elskede kone gennem 50 år. Den anden er Sam Finkler, Libors tidligere elev, en djærv og mediekendt filosof, som har mistet sin elskede kone, som han havde været

utro mod utallige gange i årenes løb. Den tredje, Julian Treslove, Sams studiekammerat og romanens egentlige hovedperson, har aldrig været gift, men har til gengæld haft en langvarig, hemmelig affære med Finklers kone, Tyler.

Til det må tilføjes, at Libor, hans afdøde kone og Sam er jøder, Sams afdøde kone Tyler var konvertit, mens Julian er ’wannabe’-jøde. Det er m.a.o. et rodet univers af kontraster, både aldersmæssigt og m.h.t. selvforståelse.

Dertil kommer et væld af bipersoner, som spænder fra Hephzibah (Libors grand-grand-niece), der arbejder utrætteligt med oprettelsen af et engelsk-jødisk museum og bliver Julian Tresloves elskerinde, til den rabiate jødiske anti-zionist, som arbejder ihærdigt for at få forhuden på sin penis til at vokse frem igen.

Howard Jacobson i The Guardian

efter det andet. Så han burde have været forberedt på dette.”

Der går en seks-syv sider før vi får at vide, hvad dette ’dette’ er. Uheldet sker på vej hjem fra en middag med de to venner, hvor Treslove bliver antastet af en fremmed person, brutalt skubbet ind i en butiksrude, holdt fast og frarøvet sin pung, sin mobiltelefon, sin fyldepen og sit ur - hele sin i forvejen skrøbelige identitet.

Chokket bliver yderligere forstærket af, at gerningsmanden er en kvinde. Men det største mysterium af alle er de ord, der kommer ud af munden på forbrydersken, ord han knap nok opfattede p.g.a. chokket.

Halvanden side bruger han på at komme frem til, at hun råbte ’you jules’ eller ’you ju’ eller ’you Jew’ (din jøde).

Usikker på hvad han har hørt, ender han med at vælge den sidste fortolkning, hvilket bliver udslagsgivende for ham: Tænk at han blev antaget for at være jøde. Måske var han jøde. Jøde vil han gerne være.

BRÆNDSTOFFET At Jacobson åbner for, at det kunne være en antisemitisk hændelse, er ikke tilfældigt, men noget nær et hovedfokus i romanen, hvilket ikke forhindrer, at tonen trods alvoren er lige ud af en Woody Allen film.

Treslove er lidt af en nebbish (jiddish for skvat) med et nydeligt, omend ordinært ydre. Fyret fra sit job i BBC, hvor han ”følte sig som en forkrøblet busk i en regnskov af tårnhøje træer”, har han ernæret sig af et job som dobbeltgænger for berømte mennesker. Det er et job som perfekt illustrerer essensen i hans personlighed: en mand uden kerne. ”Han var livet igennem faldet ind og ud af kærlighedsforhold og blev utilsigtet far til to sønner, så vidt han vidste.”

Tresloves livslange følelse af utilstrækkelighed er netop det brændstof, der fyrer op under hans enorme fascination af jødedommen. Men hans had-kærlighedsforhold til vennen Finkler er også drivkraften bag hans ønske om at under-

søge, hvordan jøder tænker og kommunikerer. Det er Treslove, der omdøber jøder til Finklere og jødisk tænkning til Finklerismer. Finklerspørgsmålet er altså spørgsmålet om, ’hvad det vil sige at være jøde’. Han ser det som en eksklusiv klub, som han gerne vil ind i, men ikke har adgang til.

Sam Finkler er søn af en religiøs jøde, der gik med sort hat, men senere, efter farens død, har han brudt med sin religiøse arv. ”Han havde fået nok af irrationelle trossystemer.” Han har udviklet en allergisk reaktion mod enhver form for Holocaust-snak og bliver stifter af en gruppe bestående af venstreorienterede jødiske intellektuelle, som kalder sig ASHamed Jews (Skamfulde Jøder). De skammer sig over Israels håndtering af palæstinenserproblemet, og helt konkret over Gaza-konflikten.

Lad det være sagt med det samme, at filosoffen Finkler i løbet af romanen udvikler sig til modstander af de virkelig yderliggående demonstranter, som bruger

Jacobson siger om romanformen i det hele taget: ”Når først vi accepterer, at der er en stadig bevægelse frem og tilbage af forståelse og misforståelse, er alt muligt.

Dette er romanens force.

Romanen er den store flydende form, i hvilken alle disse muligheder flyder ind og ud. Ingenting er defineret, ingenting er færdigt, ingenting er fastsat.”

Det er også vigtigt for Jacobson, at han ikke blot rubriceres som komisk forfatter, hvilket lidt har været tendensen.

Og det må siges, at The Finkler Question er både spidsfindig og rørende, måske allermest i det nuancerede portræt af den gamle Libor, hvis liv vitterlig ender, da hans kone dør.

Jacobson fanger en 90-årigs trækkensig-fra-verden på kornet. Selv corned beef smagte ham ikke mere.

Treslove finder aldrig ud af, hvad hans angriber sagde hin dag ved butiksruden.

Faktisk finder han ikke ud af ret meget.

Hans tiltrækning til jødisk liv ender nærmest i forskrækkelse over det, han opfatter som jødisk seksualitet. Efter lange spekulationer over forhudens fordele og ulemper, hvem der var den bedste elsker, ham selv eller Finkler, giver han fuldstændig efter for sine skyld- og mindreværdsfølelser og jalousi. Han mistænker Hephzibah for at have et utroskabsforhold til Finkler, en mistanke som er ubegrundet, men som muligvis går i opfyldelse, i modsætning til hans eget ønske om at blive opfattet som jøde.

Storbritannien har den 5. største jødiske befolkning i verden, men ikke en ’jødisk litteratur’ som man finder fx i USA. Det er ikke for ingenting, at amerikanerne kalder Howard Jacobson den engelske Philip Roth. Selv vil han hellere kendes som den jødiske Jane Austen.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 27

LITTERATUR VIRKELIGE MENNESKERS MINDER

Hændelserne under Holocaust genfortælles fortsat på mange måder. Foruden akademisk historieskrivning og overlevendes beretninger findes der i dag også et væld af populærkulturelle værker, ikke mindst tegneserier. Nogle serier handler om det historiske Holocaust, men dominerende på markedet er serier, hvor Holocaust danner baggrund eller spiller en stor rolle.

AF MARTIN LUND

Der er formentlig ikke ret mange Goldberg-læsere, som ikke kender til i hvert fald nogle af de mange film, skønlitterære bøger og tv-programmer, for bare at nævne nogle medier, som anvendes for at sprede kundskaber om Holocaust.

Det er måske mindre kendt, at der findes mange meget velskrevne og godt udførte tegneserier og tegneserieromaner, som gør det samme.

Den mest kendte af dem er nok Art Spiegelmans Pulitzerbelønnede Maus, som skildrer hans fars ophold i Auschwitz. Beretningen fremstilles som en fabel, hvor jøder tegnes som mus, nazister som katte, polakker som grise osv.

Trods dette skridt væk fra en ligefrem realisme er Maus’ gennemslagskraft som Holocaust-skildring veldokumenteret.

Men Maus er ikke den eneste, ejheller den første.

Blandt de tidligste tegneserier, som for alvor skildrer Holocaust, findes de X-Men-serier, som blev skrevet af Chris Claremont mellem 1975 og 1991. Der skrev han om figuren Magnetos baggrund og henlagde den til Auschwitz.

På denne måde åbnede han muligheden for allegorisk at skildre tegneserieverde-

28 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

nens mutanter som jøder, en fremgangsmåde som har overlevet, efter at han selv forlod X-Men - og som blev endnu mere central, da serierne blev omsat til film.

Det er måske mindre kendt, at der findes mange meget velskrevne og godt udførte tegneserier og tegneserieromaner om emnet Holocaust.

RIG VARIATION I tegneserieromanformatet, som vækker større og større opmærksomhed, findes mange flere eksempler som er værd at nævne, og det er svært at vælge bare et.

Joe Kuberts Yossel, April 19, 1943 er et eksempel på ”kontrafaktisk historieskrivning” – en hændelse forandres, og forfatteren spekulerer derefter på, hvad der så ville være sket. Det som ændres er familien Kuberts udvandring til USA. I stedet skildrer Kubert, hvordan familien

sendes til Warszawas ghetto og deres oplevelser der, frem til det dødsdømte oprør.

Judenhass af Dave Sim er et tegneserie-essay, som diskuterer spørgsmålet om, hvem der har ret til at skildre Holocaust. Det er en dybt rørende samling af overordentlig realistisk tegnede reproduktioner af rigtige fotos fra nazisternes udryddelseslejre, som stilles i kontrast til udtalelser af blandt andre religiøse og politiske ledere og forfattere, der efter hans opfattelse viser, hvor dybt rodfæstet antisemitismen (eller ”Judenhass” – jødehad – som Sim mener er et bedre udtryk for, hvad det handler om) er i den vestlige verden.

Variationen af Holocaust-tegneserier er rig. Serier som direkte ”handler om” det historiske Holocaust er ganske vist ret usædvanlige i modsætning til serier, hvor Holocaust danner baggrund eller spiller en stor rolle. På det danske marked har bl.a. Pascal Crocis Auschwitz været tilgængelig i nogle år, medens to andre, Eric Heuvels En familiehemmelighed og Oscar K. og Dorte Karrebæks Lejren, et dansk originalværk, netop er udkommet.

Pascal Croci brugte fem år på at skrive sin beretning Auschwitz. Han læste bøger, så film og talte med overlevende for at komme så nær på det historiske Holocaust som muligt. Resultatet, som blev udgivet på originalsproget fransk allerede i 2002 og på dansk i 2005, er en gribende historie.

Auschwitz har en kort rammehistorie, som udspiller sig i det tidligere Jugoslavien i 1993. Der møder vi Kazik och Cessia, et gift par som overlevede Auschwitz. De er forfulgt som politiske forrædere og ved at deres dage er talte.

I deres sidste stund sammen vender de

tilbage til Holocaust for at bryde den tavshed, de har opretholdt så længe, og beretter alt for hinanden.

Den følgende beretning kommer i brudstykker - den er ikke altid helt sammenhængende, og dette træk tilfører en følelse af realisme i stedet for at gøre beretningen dårligere: en følelse af at det er virkelige menneskers minder som genopleves. Herigennem forsøger Croci at berette om noget så modsigelsesfuldt som hverdagen i Auschwitz-Birkenau, og det lykkes ham rigtig godt. De enkle, men realistiske sort-hvide tegninger tilfører en tyngde, som en realistisk skildring af Holocaust netop kræver.

På trods af at det handler om et forsøg på at skildre Holocaust historisk korrekt, har han taget sig nogle friheder og hentyder åbent til det som kaldes ”Holocaust-filmenes kanon” – Claude Lanzmanns Shoah og Steven Spielbergs Schindler’s List – samt til mange ofte anvendte billeder fra Holocaust. Det er ikke svært at forstå hvorfor. Når det gælder Holocaust, findes der ikke noget neutralt udgangspunkt, og visse billeder er så dybt indlejrede i de flestes ”kulturelle værktøjskasse”, at de dårligt kan undgås.

Som en bekræftelse herpå findes en afdeling i albummets slutning, som

TEGNESERIER De enkle, men realistiske sort-hvide l tegninger tilforer en tyngde, som en realistisk skildring af Holocaust netop kraever.

Pascal Croci brugte fem år på at skrive sin beretning Auschwitz GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 29

LITTERATUR

Efter en længere og i mange tilfælde meget traumatisk tid kommer de til sidst ud i solen igen.

Handlingen i En Familiehemmelighed daekker nemlig hele den hollandske historie under Anden Verdenskrig og Holocaust.

indeholder et interview med Croci med hans overvejelser om fremstillingsform og information om, hvordan Auschwitz blev til.

DEN HOLLANDSKE HISTORIE Eric Heuvels album, En familiehemmelighed, som er udgivet af Anne Frank Huset i samarbejde med Modstandsmuseet Friesland, er næsten en direkte modsætning til Auschwitz. Hvor Croci tegner realistisk og sort-hvid, er dette album en tegneserie i klassisk farverig fransk-belgisk stil. Hvor Croci er lavmælt og rig på detaljer, er Heuvel indimellem humoristisk og tegner den ”store” historie i brede træk. Handlingen i En Familiehemmelighed dækker

30 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

nemlig hele den hollandske historie under Anden Verdenskrig og Holocaust.

Også her findes en rammefortælling.

Den unge Jeroen besøger sin farmor, Helena, for at finde ting han kan sælge på et loppemarked. På loftet finder han avisudklip og andre ting fra krigen, som vækker spørgsmål. Helena fortæller ham, hvordan hun under krigen blev ven med en jødisk kvinde, som var flygtet fra Tyskland, hvordan hendes far var kollaboratør, og hvordan hendes brødre gik forskellige veje - den ene lod sig hverve og kæmpede for Tyskland, mens den anden tog aktivt del i modstandsbevægelsen.

Gennem disse personer vises Anden Verdenskrig i Holland med alle de mod-

sigelsesfulde reaktioner. Blandt disse personer findes som sagt Helenas jødiske veninde, Esther. Hendes skæbne er en vigtig del af fortællingen. Fra familiens flugt fra Tyskland til den hentes af nazister for at blive ført til en lejr, er de unge pigers relation en måde for Heuel at vise, hvordan livet var for jøder i Holland under den tyske besættelse.

tilfælde meget traumatisk tid kommer de til sidst ud i solen igen. Der opråbes deres nummer - ikke navn - og når de svarer, kommer gensvaret: ”Til lykke!”

De er omsider befriet og iklædes ”lidt for store jakker og sorte huer.” Vi får at vide, hvad det er der sker: ”Inspektøren ønsker dem til lykke med eksamen.”

Fortællingen skal være et skridt væk fra sukkersøde børnebøger á la Astrid Lindgren. Mange har et lyst billede af barndommen, selv om nok kun få har oplevelser, der bare kommer i nærheden af noget lige så behageligt i virkeligheden. Anvendelsen af en koncentrationslejr som metafor for barndommen i Lejren har, ikke uforståeligt, vakt et vis

anstød. I en artikel i Jyllands-Posten stod der, at Lejren - ligesom Bent Hallers Katamaranen fra 1976 - er blevet udsat for kritik. I det tidligere tilfælde hed det, at ”børn skulle beskyttes mod tilværelsens grumhed”. Det er en motivering, som jeg har meget svært ved at være enig i. Men alligevel er det svært at kapere Lejren af den enkle grund, at ikke alle ser de ligheder, som tilsyneladende er indlysende for dens skabere.

Der er overordentlig lang vej mellem Bullerby og Auschwitz, og anvendelsen af Holocaust i denne fortælling føles fuldstændig umotiveret. Det har en chokværdi og vækker utvivlsomt til eftertanke, men ikke på en positiv måde.

NY DYBDER Erindringen om Holocaust er på godt og ondt et tilbagevendende tema i dagens tegneserier og ser ud til fortsat at være det, men mediets unikke fremstillingsmuligheder medfører også unikke problemer. Risikoen for at ofrenes lidelser udnyttes findes altid, når hændelserne skal skildres - uanset hvilken form de får. De fleste har held til at undgå de værste fælder. At det indimellem går galt må ikke være en hindring. Erindringen om Holocaust skal holdes levende, og tegneseriemediet har gentagne gange vist, at det kan oplyse og undervise med en dybde, som andre medier har svært ved at opnå.

TEGNESERIER OVERSAT FRA SVENSK AF HANNE TRAUTNER-KROMANN

CHOKVÆRDI Lejren er ikke - rent definitionsmæssigt - en tegneserie. Det er en illustreret børnebog, som sidestiller barndom med et koncentrationslejrophold. Teksten maler et uhyggeligt billede af børn, som sættes i arbejde i en maskinel færd mod voksenlivet. Efter en længere og i mange

Teksten i Lejren maler et uhyggeligt billede af børn, som sættes i arbejde i en maskinel færd mod voksenlivet.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 31

NEKROLOG

En loyal Dame

Hun var måske den største blandt filmbranchens mange kvindelige stjerner, og det skortede aldrig på tillægsord om hende: charmerende, vittig - og smuk naturligvis. Men i hendes eftermæle høres oftere ord som: loyal, engageret, passioneret og modig.

AF EVA BØGGILD OG JACQUES BLUM

Elizabeth Taylor, der takket

“I dag har jeg mistet en ven, og I har mistet en heltinde ved navn Elizabeth Taylor. Hun var ikke kun en filmstjerne, selv om hun var en meget stor filmstjerne. Og der kommer aldrig en som hende… Hun var, uden tvivl, et af de væsentligste mennesker, jeg har mødt i mit liv”.

Sådan sagde musikeren Elton John ved en koncert i Pittsburgh samme dag, som nyheden om Elizabeth Taylors død var blevet kendt. Deres venskab var vokset ud af en fælles interesse for oplysning om og bekæmpelse af AIDS, og Elton John fortalte med stor respekt for hendes engagement i sagen: ”Hun turde stå frem på et tidspunkt, hvor ingen andre var parate til at blive associeret med AIDS”, sagde han blandt andet.

Der er ingen tvivl om, at Elizabeth Taylor var et bemærkelsesværdigt menneske. Hendes død ryddede alverdens forsider, og som den tidligere CNN-studievært Larry King sagde i et interview samme dag: ”Jeg kan ikke komme på nogen anden i dagens filmindustri, som ved deres dødsfald ville få samme opmærksomhed over hele verden.”

være en opmærksomhed fra en anden dronning Elizabeth (II) kunne tilføje

Dame

til sit navn, døde for nylig,

79 år gammel.

TIL KAMP MOD AIDS

FOTO: ALBERTO TOLOT/ SAGAWARDS.ORG

"I don’t think President Bush is doing anything at all about Aids. In fact, I’m not sure he even knows how to spell Aids" 32 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

Elizabeth Taylor

Elizabeth Taylor var kendt for udtalelser som ”Big Girls Need Big Diamonds” og “I am a very committed wife. And I should be committed too - for being married so many times”, men bag alle de kvikke bemærkninger og omgivelsernes smiger om de lavendelblå øjne og yppige former er det måske ordet seriøsitet der bedst beskriver Elizabeth Taylors virke.

Hun brugte gerne sin status i humanitært arbejde og indsamlede bl.a. over 270 millioner dollars til kampen mod HIV og AIDS. I 1985 blev hun med-

stifter af the American Foundation for AIDS Research (amfAR), og otte år senere grundlagde hun The Elizabeth Taylor AIDS Foundation (ETAF).

Da orkanen Katrina rasede i det sydlige USA, donerede hun 40.000 dollars til the NO/AIDS Task Force, en nonprofit organisation, der hjælper HIV/ AIDS ramte i New Orleans-området.

I 1992 modtog hun en særlig Academy Award, the Jean Hersholt Humanitarian Award, for indsatsen for HIV/AIDS ofre.

Tidligere præsident Bill Clinton sagde i en mindetale bl.a. om denne side af hendes liv: “Elizabeths minde vil leve videre verden over hos de mennesker, hvis liv hun forlængede og forbedrede.”

KONVERTERING Elizabeth Taylor var født kristen, men besluttede som 27-årig at konvertere til jødedommen. Skønt hendes tredje og fjerde ægteskab var med jødiske mænd hhv. Mike Todd og Eddie Fisher fastholdt hun, at beslutningen om konvertering var et personligt anliggende og et længe næret ønske, som ikke havde noget med hendes ægteskaber at gøre.

Konverteringsceremonien foregik i Temple Israel i Hollywood under vejledning af den daværende rabbiner Max Nussbaum og under overværelse af blandt andre hendes forældre. Ifølge Time Magazine der dækkede begivenheden, var hendes navn herefter Elisheba Rachel Taylor - det første en hebraisk udgave af Elizabeth, det andet valgt efter hendes personlige heltinde. Stående foran det åbne Toraskab besvarede Elizabeth Taylor en række spørgsmål og erklærede endeligt: ”I, of my own free will, seek the fellowship of Israel”.

LOYALITET Blandt de spørgsmål som rabbiner Nussbaum stillede var: Do you promise

to cast in your lot with the people of Israel amid all circumstances and conditions?”

Svaret var ”ja”, og det var et løfte, som hun levede op til. Resten af livet arbejdede hun for jødiske mærkesager og samlede bl.a. penge ind til organisationer som Jewish National Fund. I 1960’erne gik hun ind i kampen for de russiske jøders ret til at emigrere til Israel, og hun aflyste et besøg i Sovjetunionen på grund af landets fordømmelse af Israel efter Seks-dages krigen.

I 1959 betød de åbenlyse sympatitilkendegivelser, at hendes film blev boykottet i den arabiske verden, og i 1962 blev hun nægtet indrejse til Egypten, da mega-filmen Cleopatra skulle færdiggøres. Den egyptiske regering erklærede ganske enkelt, at hun ikke ville få adgang, fordi hun havde tiltaget sig den jødiske tro og ”støtter den israelske sag.”

I BYTTE Men Elisabeth Taylor kom til Egypten, hun færdiggjorde filmen, forelskede sig i sin medspiller Richard Burton, blev skilt og giftede sig igen. Måske et ganske typisk forløb for hende.

I forbindelse med hendes død sagde Larry King: ”Når hun sloges for noget, sloges hun energisk. Hun gav alt, hvad hun havde i sig. Èt ord der kendetegner hende er passion. Hun var passioneret i et og alt.”

En sådan lidenskab og vilje viste hun også, da terrorister i 1976 kaprede et fly på vej mod Tel Aviv og holdt over 250 gidsler, primært israelere og andre jøder, fanget i lufthavnen i Entebbe i Uganda.

Elizabeth Taylor opsøgte resolut et antal ambassader og tilbød sig selv i bytte, hvis gidslerne i flyet kunne gå fri.

Den 23. marts 2011 døde Elizabeth Taylor. Hun blev begravet dagen efter, sådan som det er tradition blandt jøder.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 33

Jesuiterpræsten van Beeck var dybt inspireret af filosoffen Emanuel Levinas’ påstande om kristendommen og af forfatteren Zvi Kolitz’ anklager mod kristne i historien Yossel Rakover talks to God.

FOTO: ISTOCKPHOTO.COM

BIBELSKE TIDENDE

Med Fader Joeps ord fritager kristendommen menneskene for skyld ved hjælp af fromhed og nadveren

som Frelseren. Menneskene ser sig selv i rollen som børn, der skiftevis kræver straf og overbærenhed. Gud ses i rollen som menneskenes fader, sommetider streng, til andre tider mild”.

Den tredje anklage var, at de kristne anser uretfærdigheder i verden som et uundgåeligt onde og som sådant til en vis grad tilgiveligt. Derfor mystificerer de det ved at fremhæve Kristi lidelser, som han påtager sig for at sone menneskenes synder.

Med Fader Joeps ord ”fritager kristendommen menneskene for skyld ved hjælp af fromhed og nadveren”.

Disse tre elementer: erstatning, frelse og mystifikation, danner ifølge Levinas grundlaget for de kristnes forfølgelse af jøderne. Endvidere er de kendetegnende for en umoden tro, der står i modsætning til den modne religion, jødedommen, der ikke indeholder nogen af disse elementer.

En jesuiterpræsts

forhold til Gud

AF JEFFRY MALLOW

Fader Franz-Jozef van Beeck - kaldet Joep - var en hollandsk jesuit, der i årene 1985 -2003 underviste på afdelingen for teologi på det jesuitiske universitet Loyola University i Chicago.

I slutningen af 1980'erne skrev han en række forelæsninger, der senere udkom under titlen At elske Tora højere end Gud: En katolsk forståelse af jødedommen.

34 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

Han var blevet optaget af emnet efter at have læst en udskrift af et radioforedrag fra 1950'erne af den fransk-jødiske filosof Emanuel Levinas.

I foredraget beskrev Levinas jødedommen som en religion for ansvarsfulde voksne, der var partnere med Gud. Kristendommen anså han derimod for at være en religion for uansvarlige børn, der har Gud som deres fader.

Levinas fremhævede tre punkter i sine anklager mod kristendommen.

For det første kaldte han kristendommen for en "erstatnings-teologi”, hvormed han mente, at kristne opfatter deres religion som en erstatning og fuldførelse af jødedommen i stedet for at anerkende jødedommen på dens egne betingelser.

Til dette kommenterer fader Joep i sin bog: "Vanskeligheden ligger i en meget problematisk overbevisning, der er basal for den kristne tradition. I forholdet mellem jødedom og kristendom

EN APPEL TIL GUD

hersker der ingen gensidighed, men en grundlæggende asymmetri. " Et andet punkt Levinas fremhævede, er den centrale position, som frelsen indtager i den kristne tro. Efter hans opfattelse adskiller det sig væsentligt fra ideen om et ansvarsfuldt partnerskab, der er så væsentlig for jødedommen.

Til dette skriver Fader Joep: "Lige siden ideen om frelsen blev det centrale punkt i den kristne tro, er den vestlige verdens kristne begyndt at tro på Gud

Levinas brugte som udgangspunkt for sit foredrag bogen Yossel Rakover’s appel til Gud skrevet i 1946 af den litauisk fødte journalist og forfatter Zvi Kolitz.

Rammen for fortællingen er Warszawas ghetto under de sidste dage af oprøret mod den nazistiske overmagt i 1943.

Fortælleren er en mand ved navn Yossel Rakover, der ved, at han snart vil blive slået ihjel, og derfor indleder en konfrontation med Gud: ”Jeg vil gerne have dig til at fortælle mig - er der nogen synd i verden, der retfærdiggør en sådan straf, som den der er overgået os? Vi har ret til at vide,

hvor grænserne går for din overbærenhed? Morderne har allerede fældet dommen over sig selv og kommer aldrig til at undslippe den. Men gid du vil fuldbyrde en dobbelt så streng dom over dem, der tolererer mordene. Dem der fordømmer mordene i tale, men glæder sig over dem i deres stille sind.

Dem der i deres modbydelige hjerter tænker: Det er selvfølgelig passende at sige, at han er ond, denne tyran, men han udfører et stykke arbejde for os, som vi altid vil være ham taknemmelige for! Dem der tier stille, når andre bliver myrdet ... straf dem...giv dem en dobbelt så hård dom.”

TO OPRINDELSER Joep mente, at ingen seriøs kristen kunne læse Kolitz’ historie eller høre Levinas' foredrag uden at forholde sig til de problemstillinger de rejser. Så optaget var han af sit projekt, at han ønskede at gå til kilden for Levinas’ foredrag, nemlig den originale udgave af Kolitz’ bog om Yossel Rakover. Men hvor var den?

Joep opdagede, at der var to teorier om historiens oprindelse, hvilket hang sammen med, at Kolitz beherskede to sprog: engelsk og jiddish.

Ifølge den ene teori var historien oprindeligt skrevet på engelsk og

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 35

BIBELSKE TIDENDE

I sin bog At elske Tora højere end Gud: En katolsk forståelse af jødedommen beder Joep både kristne og jøder om at åbne sig for en reel dialog og være villige til at løbe risikoen for at støde nogen - på vej til gensidig forståelse.

I ♥ New York “Ny bog om verdens hovedstad giver en blændende indføring i byens sammensatte one-of-a-kindness.”

Weekendavisen

publiceret i en antologi med Holocaustlitteratur: Tiger Beneath my Skin. Den var derefter blevet oversat til jiddish og publiceret i Buenos Aires' jiddishe avis, Di Yiddishe Tsaytung, og derefter genoptrykt i Di Goldene Keyt, Israels jiddishe litteratur-tidsskrift.

Ifølge en anden teori var historien oprindeligt skrevet på jiddish og publiceret i Di Yiddishe Tsaytung og genoptrykt i Di Goldene Keyt. Derefter var den blevet oversat til engelsk og udgivet i antologien Tiger Beneath my Skin.

Spørgsmålet var nu, hvilken der var den originale og autentiske tekst - den engelske eller den jiddishe?

Her er det, at forfatteren til denne artikel kommer ind i billedet. Jeg er fysiker, men har desuden en akademisk grad i jiddish sprog og litteratur. Joep van Beeck og jeg lærte hinanden at kende på Loyola University i Chicago.

EN NY TEKST På Joeps anmodning oversatte jeg den jiddishe version fra Di Goldene Keyt til engelsk, og det viste sig, at denne version var væsentlig længere end den, der var udgivet i Tiger Beneath my Skin.

I et af de "ekstra" afsnit står der: ” ....det forekommer mig, at der er en grundlæggende forskel på vores Gud og ikke-jødernes Gud: vores Gud er en hævnende Gud, og vor Tora er fuld af dødsstraffe for de mindste synder.

36 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

Og dog var det tilstrækkeligt for Sanhedrin, den højeste domstol for vort folk i dets hjemland, at dømme en person til døden een gang i løbet af 70 år for at dommerne blev betragtet som mordere. På den anden side har ikkejødernes Gud befalet menneskene at elske alle, der er skabt i hans billede. Og i hans navn er vores blod blevet udgydt i næsten to tusinde år.”

Hvorfor var dette afsnit med i en version, og ikke i en anden? Hvis afsnittet var føjet til på vejen fra jiddish til engelsk, så kunne det være et bevidst forsøg på at fremkalde en konfrontation med kristendommen. Og hvis dette ikke var Kolitz' originale tekst, så betød det at Levinas - der anvendte den franske oversættelse af den jiddishe tekst fra Di Goldene Keyt - baserede dele af sin kritik på noget, som Kolitz aldrig havde skrevet.

Vi gik i gang med at oversætte historien fra versionen i Di Yiddishe Tsaytung og opdagede, at det ekstra afsnit fandtes der.

Vores konklusion var, at originalteksten var skrevet på jiddish og oversat til engelsk, dvs. fra Di Yiddishe Tsaytung til Tiger Beneath my Skin.

Det betyder, at den der har oversat teksten til engelsk ikke har tilføjet de barske afsnit for at provokere de kristne - men derimod har slettet dem. Måske for at undgå en konfrontation.

SELVKRITIK Man kan helt givet anklage oversætteren for en handling, der er udtryk for ekstrem intellektuel uærlighed. Men det er mere spændende at se på motivet bag denne handling: ønsket om at undgå

konfrontationer og i stedet drøfte de ting vi har tilfælles og undgå forskellene.

I sin bog At elske Tora højere end Gud: En katolsk forståelse af jødedommen beder Joep både kristne og jøder om at åbne sig for en reel dialog og være villige til at løbe risikoen for at støde nogen - på vej til gensidig forståelse.

Men forud for en gensidig kritik må man kunne kritisere sin egen tros doktriner. Dette illustrerer Joep i sit endelige svar på Levinas tre anklagepunkter.

Her påstår han, at erstatning, frelse og mystifikation er senere og illegitime tilføjelser til den oprindelige kristendom.

Han skriver:

“Niels Lillelunds begejstring for ‘Gotham City’ og amerikanerne smitter.

Får man lyst til at tage til New York? You bet!”

Kristeligt Dagblad jyllandspostensforlag.dk

|

politikensforlag.dk

”Den type kristen tro, som Levinas forkaster, er af en slags, som fortjener at blive forkastet.

Ved sine krav om, at jødedommen skal respekteres ud fra sin egen integritet, at troen på Gud skal fortolkes - ikke som en garanti for guddommelig overbærenhed, der har til formål at trøste de umodne, men som en guddommelig opfordring til disciplineret modenhed - og endelig, at de uskyldiges lidelser ikke skal bliver mystificeret og derved retfærdiggjort, opfordrer Levinas således ganske enkelt de kristne til at være trofaste mod deres egne mest grundlæggende traditioner.”

OVERSAT OG BEARBEJDET AF YAEL ENOCH

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 37

ESSAY

Goy’er

er en bindestregs-identitet

i en verden af bindestregs-identiteter.

De er pionerer inden for epifyt-kulturen (altså en kultur, der lever på en anden

V

kultur uden at udsuge den).

Som ganske ung forelskede jeg mig i en jøde. Vi giftede os hurtigt efter den 11. september – et terrorægteskab, ifølge visse blade – og fik fem år senere en søn, som først skulle omskæres og nu går til jødisk undervisning. Midt i alle beslutningerne, ulykkerne og dagligdagens fortrædeligheder har jeg fået en pseudoidentitet, som er både vag og allestedsnærværende: JEG ER GOY.

AF STEPHEN MARCHE

GOY

Min kone er jøde. Min søn er jøde. Jeg er ikke jøde. Næsten alle mine nærmeste venner lever i forskellige stadier af blandede ægteskaber, og hvis man kender nogle jøder – og her taler jeg om ikke-ortodokse jødiske byboer – kan man næsten ikke undgå at kende mindst to-tre blandede par.

Min svigermor mindes, at da hun gik til jødisk undervisning i synagogen i Ontario i 1950’erne, stod der på tavlen, at blandede ægteskaber var det nye Holocaust. Forsøget på at forhindre jøder i at gifte sig med ikke-jøder er formentlig alle tiders

38 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

mest fejlslagne sociale eksperiment. En undersøgelse fra 2002 af nye blandede ægteskaber i Nordamerika viser en andel på 47 procent, og tallet er stigende.

Reaktionen fra den institutionelle jødedom spænder fra regulær rædsel til sukkende accept, men sukkene og rædslen betyder ikke noget. Frygt for blandede ægteskaber er det samme som frygt for vejret – det er lige så meningsløst og skørt. Det er meget bedre at forberede sig. Vi oplever fremkomsten af en kategori af ikke-jøder, som er historisk enestående: millioner af

ikke-jøder, som er knyttet til jøder, men ikke til jødedommen.

Fremkomsten af en stor gruppe af disse tilknyttede goy’er er en højst bemærkelsesværdig social udvikling, oven i købet en udvikling uden fortilfælde, og det rejser de oplagte spørgsmål: Hvem er disse goy’er? Hvad betyder vi? Og, naturligvis, gavner vi jøderne?

INDLEMMELSE Jeg vil ikke påstå, at jeg kan give en præcis definition af en goy.

På bibelsk hebraisk betyder ordet nation, og på jiddisch betyder det simpelthen ikke-jøde. Ordet bruges ofte lidt nedsættende, men er i bund og grund en betegnelse, jøder bruger om ikke-jøder, og det er i den betydning, jeg bruger det: ikke-jøder i en jødisk sammenhæng.

Konvertitter tæller naturligvis ikke. Jeg har modstået konvertering, fordi jeg ikke tror på Gud, men adskillige af mine ateistiske venner er uden betænkeligheder konverteret, ansporet af mange jøders stærke ateisme, selv om de pligtskyldigt går i synagoge.

En rabbiner, jeg engang kendte, fortalte mig, at katolikker er de bedste jødiske konvertitter. De er i forvejen vant til at tænde lys af grunde, de ikke helt forstår. Men konvertitterne skal gøre noget aktivt, så jeg skal bestemt ikke sætte spørgsmålstegn ved deres fulde indlemmelse i det udvalgte folk.

Begrebet goy kan i første omgang virke som en slags filosemitisme, men det holder ikke helt. Man møder af og til goy’er, der forelsker sig i alt jødisk, især tidligt i et forhold til en jøde.

En særlig gren af filosemitisme er veletableret i Nordamerika: Woody Allen, suppe med matzaboller, vittigheder om svigermødre og så videre. Popkulturen svælger i sådanne stereotyper, politiske og religiøse ledere bærer over med dem, og blandt litterære typer er de almindelige.

ILLUSTRATION: JEANNE G. KEMPINSKI

Klicheerne er som oftest harmløse, selv om de af og til er utrolig unøjagtige. (Enhver med en jamaicansk, kinesisk, hvid kristen eller italiensk mor kan bevidne, at jødiske mødre ikke har monopol på for eksempel at få deres børn til at føle skyld.)

Men filosemitisme kan også være farlig. Filosemitter er tilbøjelige til at tro, at jøder på grund af deres enestående historie er bedre eller burde være bedre end andre folkeslag, hvad der er en skrækkelig tanke. Det forklarer, hvorfor Israel bedømmes ud fra en helt anden målestok end noget andet land i verden. (Mens jeg skriver det her, går det op for mig, hvor meget det siger om min sære stilling som goy: jeg føler mig så tæt knyttet til jøder, selv om jeg på ingen måde er jøde, at jeg nærer mistillid til jøde-elskere.)

BINDESTREGS-KULTUR At være goy er en slags tilhørsforhold med adskillelse – faktisk en ret behagelig situation at være i.

Goy’er er en bindestregs-identitet i en verden af bindestregsidentiteter. De er pionerer inden for epifyt-kulturen (altså en kultur, der lever på en anden kultur uden at tage næring fra den). I min søns børnehaveklasse på en god skole i et dejligt område i Toronto er næsten alle børnene halvt et eller andet.

Hvis man skal dømme ud fra hans klasse, er verden ved at blive fyldt med sorte piger med grønne øjne og blondt hår og vilde halv-koreanske og halv-italienske drenge. Jøder fører an i denne bindestregs-kultur.

Der er i den bredere diskussion om blandede ægteskaber en tendens til at gå ud fra, at fænomenet er noget, der er sket eller er i færd med at ske for jødedommen, at det er en udefrakommende kraft, der kræver undvigemanøvrer. Sandheden er, at stigningen i antallet af goy’er i jødisk liv gennem de seneste 50 år er sket som følge af forhold i selve jødedommen. Den jødiske

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 39

ESSAY

At være goy er en slags tilhørsforhold med adskillelse – faktisk en ret behagelig situation at være i.

tendens til blandede ægteskaber er delvist en naturlig udvikling blandt kosmopolitiske mennesker, der har slået sig ned i de største og mest blandede byer sidst i det 20. og først i det 21. århundrede. Den institutionelle mangel på sammenhæng i jødedommen har også gjort sin del. Goy’er falder ned mellem revnerne, og jødedommen er fuld af revner. (Det er sådan, lyset kommer ind, ifølge Leonard Cohen.)

I Rom dekreterede pave Paul 4. i 1555, at byens jøder kun måtte have én synagoge. I stedet for at stå sammen og nå frem til et teologisk kompromis indrettede Roms jøder seks forskellige bedesteder i den samme synagoge. Denne utrolige genstridighed indebærer, at en hvilken som helst rabbiners modvilje er mere eller mindre ubetydelig. Hvis man vil have en rabbiner, der billiger noget, skal man bare gå lidt længere ned ad gaden. Da min svigermor hørte, at blandede ægteskaber er det nye Holocaust, trængte det ikke ind, i hvert fald ikke helt, fordi rabbineren, der havde skrevet det, ikke var en autoritet som for eksempel en katolsk præst.

FAMILIEN SOM KALEJDOSKOP Min oplevelse af rabbinere har været som min oplevelse af præster af enhver slags. De føler, at de har åndelig og moralsk autoritet, og det synes jeg er latterligt og ret grotesk. Det fleste rabbinere – men ikke alle – har, når vi er blevet præsenteret for hinanden, haft en tilbøjelighed til at se på mig, som en vegetar ser på en tyk mand, der indtager en dobbelt baconburger – med en blanding af plaget tolerance og undertrykt foragt. Adskillige har kun talt til min kone og ikke til mig. Men hvad så?

I forbindelse med blandede ægteskaber er det jo lige meget. Hvis de betød noget, ville så mange jøder jo ikke gifte sig med ikke-jøder. Det jødiske samfunds dagligliv styres af gamle bedstemødre, bubbes. Og mens rabbinerne misbilliger blandede ægteskaber, har de fleste bubbes affundet sig med det. Og det er dem, der betyder noget.

Manglen på institutionel struktur – revnerne i systemet, som har tilladt blandede ægteskaber at blomstre – har en anden konsekvens for goy’er; vores hjem må nødvendigvis være idiosynkratiske. Det kan virke som en biting, men konsekvenserne er enorme. Generelt er idiosynkrasien i det moderne ægteskab en af de mindst forståede og stærkeste faktorer, som har betydning for fremtiden. Det faktum, at familien ikke behøver at være som andre familier, at man i en vis udstrækning ikke kan være som andre mennesker, ændrer privatlivet for alle og ikke kun for os i blandede ægteskaber.

40 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

En overflod af artikler i blade og aviser om tendenser i familielivet viser, at mønstrene hele tiden skifter – familielivet er blevet et stadigt skiftende kalejdoskop. Den blandede jødiske familie står i centrum af dette skift. Vi er et af de tydeligste eksempler på, at identitet er blevet et valg, snarere end en substans, som ikke kan mindskes.

Hjemme hos os har vi af grunde, der ikke har ret meget med jødedommen at gøre, besluttet at holde digital sabbat – ingen skærme af nogen art en dag om ugen.

Da vi besluttede at tage det skridt, valgte vi at slukke for skærmene fra fredag aften til lørdag aften uden at tænke videre over det. Vi slukker oven i købet i 25 timer og ikke kun 24 og følger dermed princippet om at ’opføre et gærde omkring loven’, den lov, som vi som blandet familie faktisk overtræder.

BEVÆGENDE CEREMONI Jeg ved godt, at nogle vil opfatte disse valg som usmagelige – overfladisk komediespil og nedgøring af religion til et spørgsmål om livsstil. Og det er måske rigtigt. Men min pointe er, at når jeg ser på de blandede familier, jeg kender, bliver jeg forbløffet, ikke over tegnene på jødedommens opløsning, men over den måde, hvorpå jødiske skikke fortsat indvirker på de menneskers liv, som de ret beset burde udelukke. Goy’er har i sagens natur et flydende forhold til etnisk identitet. Ligesom Barack Obama skal de vælge, hvem de er, hvem de hører til blandt, og hvem der hører til hos dem. En følge af den etniske identitets vaklen er, at nogle jøder vælger ikke at have noget med jødedommen at gøre. En anden følge er, at nogle ikkejøder vælger at opføre sig som jøder. Min søns omskærelse var den mest bevægende begivenhed i mit liv. Den mand, der skal holde barnet under ceremonien, skal være jøde, så min far kunne ikke gøre det, og derfor fik vi min kones bedstefars ven, som overlevede Holocaust, til at holde min søn. Ceremonien kombinerede det meningsløse med det fornuftige: Omskærelsen er i sig selv et 5000 år gammelt levn fra mellemøstlige hyrder indeholdt i en lille fest otte dage efter fødslen for at fejre et nyt

GOY menneskeliv. Jeg var bare glad for, at min søn var i live, og at der var så mange mennesker, der tog del i det.

Traditionelt bliver blandede ægteskaber betragtet som en trussel mod jødisk liv ligesom børnetallet hos ultraortodokse eller Israels vedvarende eksistentielle krise. Jeg er ikke sikker på, at den betragtning udelukkende er sund. Nogle af os er gode venner. Chelsea Clinton er goy. Det er Gabby Giffords mand, Mark Kelly, også.

Min erfaring, som ganske vist udelukkende bygger på anekdoter, er, at goy’er er meget mere høgeagtige end deres ægtefæller i spørgsmålet om Israel. Jeg mindes engang, jeg kom hjem fra en sommerlejr, og en ældre slægtning uden at tænke over det sagde: ”Nå, jeg hører, at du arbejdede for jøderne i sommer.” Hver gang Israel optræder i nyhederne, hører jeg igen den tone af vag antisemitisme, som hun gik ud fra, vi delte. Selv i det multikulturelle, kedelige og behagelige Toronto er der vagter ved den jødiske skole. Nogen vil sprænge børnene i luften. Det ved goy’er godt ikke er normalt.

DET HER ER FREMTIDEN Jeg er overbevist om, at goy’er potentielt er en utrolig styrke.

De er præcis den slags mennesker, man gerne vil have som venner. Det er Gud enig med mig i, eller i hvert fald Toraen.

Det er altid Ruth, der får opmærksomheden ved bryllupper mellem jøder og ikke-jøder. ”Dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud” er de blandede ægteskabers Første Korintherbrev 13. Moses’ kone, Sippora, som var goy, bliver aldrig påskønnet.

Hun redder Moses’ liv, da Gud vil slå ham ihjel på vej tilbage til Egypten fra Midjan, ved at omskære sin søn. Senere, da Aron og Mirjam beklager sig over, at Moses har giftet sig med en ikkejøde, straffer Gud dem ved at ramme Mirjam med spedalskhed.

Hvorfor skulle nutidens goy’er ikke være lige så nyttige?

For nylig legede min kone og jeg med tanken om at få et barn til og overvejede forskellige navne. Til en dreng foreslog jeg Simcha, som jeg er helt pjattet med. Navnet betyder glæde. ”Et barn fortjener et navn, hans far kan udtale,” indvendte

min kone. Efter at have været til jødisk undervisning forleden forklarede min søn mig reglerne for opførelsen af en løvhytte. ”Man skal kunne se tre stjerner gennem taget,” sagde han. Jeg fik den følelse, som jeg så ofte får, når jeg lærer noget nyt om jødedommen: Det er både skørt og skønt.

Da min søn begyndte at gå til jødisk undervisning, ville jeg ikke deltage i forældremøder og fejring af helligdage. Jeg ville ikke have den der ’goy møder rabbiner’-følelse. Men en dag, i forbindelse med hanukkah, hentede jeg ham og indså, at jeg var tåbelig. Da jeg så ud over klasseværelset, gik det med ét op for mig, at der ikke er den store forskel på hans jødiske klasse og hans daglige børnehaveklasse. I børnehaveklassen er min søns bedste ven en dreng, hvis far er en to meter høj indonesisk ingeniør. En anden far er professionel discjockey med skulderlangt rastahår. Min søns oplevelse af at lære om jødedommen vil ikke være homogen. Det her er fremtiden: en dreng med klare blå øjne og blondt hår bliver ven med et par sorte søstre, og de er alle sammen jøder.

Jeg oplevede også noget andet, da jeg kiggede ud over lokalet med de blandede børn. De er mit folk, tænkte jeg. Det er det, Bernard Malamud sagde i slutningen af novellen Angel Levine: ”Der er jøder overalt.” Der er også goy’er overalt.

OVERSAT FRA ENGELSK AF HANNE FRIIS BRAGT I TABLET MAGAZINE, MARTS 2011

Jeg oplevede også noget andet, da jeg kiggede ud over lokalet med de blandede børn. De er mit folk, tænkte jeg. Det er det, Bernard Malamud sagde i slutningen af novellen Angel Levine: ”Der er jøder overalt.” Der er også goy’er overalt.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 41

ARKITEKTUR

HUSE

V

Tomme

I 1960’erne var parcelhuset et udtryk for det gode liv. Nu er det et hotel i et træ og en drøm om at komme tilbage til naturen.

FOTO: KUNSTMUSEET LOUISIANA

Mennesket har altid arbejdet for at skabe rammer for det gode liv. Pyramider, templer, kirker og moskeer er nogle af historiens ældst bevarede bygningsværker. De har samtidig udgjort rammen om det liv, der er blevet levet – i landsbyen, menigheden eller fællesskabet.

AF SUSANNE SKOVGAARD CHRISTENSEN OG JANUS TANGE WALD

living

Kan ’det gode liv’ planlægges? Kan det hjælpes på vej eller ligefrem dikteres, og hvilken rolle spiller arkitekturen i skabelsen af det? Udstillingen Living¸ der åbner i juni på kunstmuseet Louisiana, vil forsøge at indkredse arkitekturens muligheder og grænser for drømmen om det gode liv.

42 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

Disse bygninger er ikke bare tag over hovedet, de er tegnet i et særligt sprog.

Når synagoger opføres med en ark til Torahrullerne vendt mod Jerusalem, er det som en reference til Templet, der var engang. Når moskeer har et aflangt hovedrum, haram, vendt mod Mekka, er det for at angive retningen under bønnen til islams hjerte.

Men hvor religionernes bygninger har klare budskaber til sine medlemmer, er sagen mere tvetydig for verdslige bygninger. Et slot som Versailles, der måske ved første øjekast giver associationer til Solkongens behagelige liv, er i virkeligheden bygget, så det viser kongens undersåtter, hvordan verden er indrettet, og hvad de kan forvente sig af livet: Alle akser og linjer ender i kongens soveværelse. Gud, konge og fædreland er den egentlige besked, der gemmer sig i slottes monumentalitet og overdådighed.

FRA GUD, KONGE OG FÆDRELAND TIL MENNESKET Religionernes og autoriteternes bygningsværker er ofte storslåede. De har givet arkitekter og bygmestre mulighed for at vise deres værd. Men selvom arkitekterne har brilleret med løsningen af opgaven, har de været begrænsede af opdragsgiverens autoritet og magt.

Først i 1920’erne og 30’erne, da nogle humanistiske arkitekter – med den

schweizisk/franske arkitekt le Corbusier i spidsen – for alvor udråbte sig som de nye revolutionære, kunne arkitekterne selv definere ’det gode liv’. Via arkitekturen ville de skabe det klasseløse samfund, der havde mennesket i centrum.

Konkret manifesteret i lyse lejligheder og funkisvillaer med minimalistiske møbler.

LEG MED MENNESKELIV Med mennesket som centrum er det 20. århundrede for alvor blevet drømmenes legeplads. Louisiana tager med udstillingen Living tråden op fra vores umiddelbare fortid. Le Corbusier, som åbnede ballet i 1920’erne, er på Louisiana med til igen at vise vejen frem med sit refugium i Roquebrune-Cap-Martin i Sydfrankrig.

Danske kolleger som fx Poul Henningsen og Edvard Heiberg skrev i tidsskriftet Kritisk Revy, at: ”Boligbyggeri er leg med menneskeliv”. Udstillingen på Louisiana udfordrer denne tese ud fra en antropologisk og en sociologisk synsvinkel. Her viser moderne arkitekters bud på drømmen om det gode liv og cases fra det virkelige liv, at det omvendte – menneskets leg med arkitekturen – i lige så høj grad er tilfældet. Derfor synes

et af de centrale omdrejningspunkter for udstillingen at være: Kan arkitekten skabe det gode liv, og hvor går hans grænse?

DRØM ELLER LIV Living viser de utallige måder, hvorpå drømmen om det gode liv tager sig ud.

Der kan ikke findes konstante faktorer i det regnskab. Det er hverken kvadratmetrene, der definerer det gode liv eller æstetikken.

I 1950’erne udlevede Le Corbusier sin egen drøm i sin 30 kvadratmeters minimumsbolig på den franske sydkyst.

Det var måske en drøm for ham, men de 18m2 (6 x 3m) som et antal indere fik til rådighed, da deres huse i 2010 blev eksproprieret på grund af Commonwealth Games, synes ikke at være særligt eftertragtede.

I 1960’erne var parcelhuset et udtryk for det gode liv. Nu er det et hotel i et træ og en drøm om at komme tilbage til naturen. Ud fra den antropologiske vinkel på Living synes flere befolkningsgrupper at være uimodtagelige over for arkitekternes forsøg på at få indflydelse på det gode liv. Udstillingen viser bl.a., hvordan folk fra sydamerikanske favelaer flytter kulturen med sig ind i de nye boliger. Identiteten ligger ikke i huset, men

Moderne arkitekter giver bud på drømmen om det gode liv og cases fra det virkelige liv GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 43

FOTO: KUNSTMUSEET LOUISIANA

ARKITEKTUR

Living er tredje og sidste del af kunstmuseet Louisianas serie ”Arkitekturens grænser”. Udstillingen åbner 1. juni 2011 og vil fylde to tredjedele af museet. For at rumme de mange vinkler på arkitekturen indeholder udstillingen både fysiske modeller, installationer, video, billeder og tegninger.

FOTO: KUNSTMUSEET LOUISIANA

V Udstillingens mest kuriøse case handler om romaklaner, der bygger små unikke slotte i hver deres helt egen stil. Det interessante er, at romaerne ikke selv bor i slottene. De er udelukkende til repræsentation.

INDIVIDUALISERET ANONYMITET Det er dog ikke altid, kulturen er endt med at have magt over arkitekturen.

Casen med de nyrige russere viser, hvordan arkitekturen – med spor tilbage til 1920’ernes idealer – kan lykkes med at skabe virkeligheden, og hvordan kulturen

ARKITEKTURENS GRÆNSER I DAG Visionen om det gode liv er gjort af drømme, mens arkitekturen er noget konkret.

Arkitekturen har dog fra pyramidernes tid forsøgt at legemliggøre idealerne for, hvordan livet skal eller bør leves.

Arkitekturen kan skabe rammerne for

!

FOTO: ABELGALOIS.WORDPRESS.COM

romaerne ikke selv bor i slottene. De er udelukkende til repræsentation. På den måde har romaerne bevaret deres nomadekultur, mens de spiller på de samme tangenter som omgivelserne ved at tage udgangspunkt i arkitekturen og repræsentationen. De har vundet over arkitekturen og bruger den som middel i deres eget spil som en ironisk pastiche over fortidens magtsymboler.

efterfølgende slår rødder i byggeriet.

De nyrige russere burde efter vestlig opfattelse købe et slot eller i hvert fald en kæmpemæssig villa uden for det forurenede bycentrum og langt væk fra de almindelige mennesker. Det gør de imidlertid ikke. De vælger i stedet at blive boende i det kommunistiske etagemontage-byggeri. Byggeriet er i alle sammenhænge – øst som vest – et udtryk for arkitekters og/eller magthaveres forsøg på at skabe de bedste rammer for en befolkning. Når de nyrige russere vælger at blive boende, kan det kun betyde, at bestræbelserne er lykkedes. De nyrige har overtaget idealet om montage-lejligheden som rammen om det gode liv.

For at komme det kommunistiske åg til livs, vælger de i stedet at indkøbe prominente arkitekter til at individualisere deres lejligheder i de ellers så anonyme boligblokke.

FOTO: KUNSTMUSEET LOUISIANA

i indholdet. På samme måde tager emigranter et lille stykke af deres hjemland med sig: maden, nipstingene, sproget, traditionerne. De nye omgivelser bliver indtaget med velkendte normer og fastlagt identitet – de overgiver sig aldrig.

Hvis kulturen har fødder, bliver boligen underordnet.

Udstillingens mest kuriøse case handler om romaer. I stedet for at flytte ind i nye boliger, med deres egen kulturelle dagligdag og indretning, vender de det hele på hovedet. De bruger paradoksalt nok arkitekturen til at give sig selv en identitet som nomadefolk.

Casen viser, hvordan romaklaner bygger små unikke slotte i hver deres helt egen stil. Det interessante er, at

V Inntel Hotels Amsterdam-Zaandam

Ligheden bliver ikke mindre påfaldende, når flere af arkitekterne – herunder Fujimoto – på Living bygger boliger med drømme om at komme tilbage til naturen. I dette ønske synes man at kunne ane en civilisationskritik, der forsøger at adressere tidens miljøproblemer. Denne form for problemer kendte modernismens arkitekter slet ikke. Som danske Otto Gelsted udtrykte det: ”Naturen det billige skidt!”

Tilbage står man med en fornemmelse af en moderne arkitektur, der forsøger at besvare et nutidigt problem med et fortidigt svar på et andet spørgsmål.

Resultatet bliver en påklistret udsmykning, eller som Poul Henningsen sagde det: ”Huse er som mennesker. Man tåler grimhed, men bliver led ved skønhed, der ikke kommer indefra”. Mennesket er husets indre. Først i samspillet mellem hus og menneske kan grænserne for arkitekturen afsøges.

menneskers adfærd. Den kan skabe guddommelige symboler, den kan bestemme hvilken vej man vender ved bøn, eller hvordan de rationelle arbejdsgange skal være i et hjem. Men bygningen er hverken Gud eller rationalitet. Kun i det omfang, at menneskene deler arkitektens eller bygherrens drømme tager disse ting bolig i bygningen.

God arkitektur afspejler sin tids drømme og forhåbninger til fremtiden.

Således må man undres, når man i dag ser tilbage på 2000’ernes byggeboom i Danmark. På tærsklen til det nye millennium syntes arkitekturen med sit kubistiske altanbyggeri uden anden dekoration at være nærmere 1930’ernes drømmebyggeri.

Den arkitektoniske træden vande går i nogen grad igen i Louisianas Living, hvor man på samme måde kan spørge, om den japanske arkitekt Fujimotos træhus ikke ligner Le Corbusiers lidt vel meget i betragtning af, at der er 60 år imellem.

Med mennesket som centrum er det 20. århundrede for alvor blevet drømmenes legeplads 44 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

V Den arkitektoniske træden vande går i nogen grad igen i Louisianas Living, hvor man på samme måde kan spørge, om den japanske arkitekt Fujimotos træhus ikke ligner Le Corbusiers lidt vel meget i betragtning af, at der er 60 år imellem.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 45

GENRE · TITEL

Goldberg's

galleri

I den nye præsentation af den danske og nordiske kunst, som åbner den 28. maj på Statens Museum for Kunst, er Albert Gottschalk repræsenteret med to malerier.

CAMILLA BLACKMANN

Camilla Blackmann er født 1967 i Danmark og uddannet ved Hellerup Tekstil Akademi. Hun er bosat i København, men rejser og arbejder i det meste af verden. Hendes værker beskæftiger sig med emner som tab og kærlighed mellem mennesker, og om det at opholde sig i grænseområder, både fysisk og mentalt.

For tiden arbejder hun på en udsmykningsopgave i Berlin og en udstilling i Israel.

Udstillingen er blevet til i

I KLEMME I

FOTO: DET KGL. BIBLIOTEK

præsenterer

kunsthistorien

Maleren Albert Gottschalk er nærmest gået i glemmebogen, men engang var han så kendt, at det kunne betale sig at sælge forfalskninger af hans malerier.

samarbejde med det danske Udenrigsministerium og den danske ambassade i Tel Aviv.

Vi præsenterer to af værkerne her

– se alle 10 værker på

www.goldberg.nu

Når du køber gennem Goldberg's Galleri, får du et unikt stykke kunst af

CAMILLA BLACKMANN – PRIS 2.000,Send en mail til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 46 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

9450

V Fra Kastellet i december, 1884.

Statens Museum for Kunst.

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 47

KUNST

Det var først, da Gottschalk i 1904 rejste til Italien, at en udlandsrejse for alvor betød en kunstnerisk ændring. Ude i den romerske Campagne gav han sine pensler frit spil, og han opnåede en malerisk frihed, som var helt uden sidestykke i dansk kunst på den tid.

W Kronborg set fra sydøst, 1904. Indgår i den nye præsentation af samlingerne på Statens Museum for Kunst.

AF KASPER MONRAD

blev et gennemgående motiv i hans kunst. Det var vejen som sådan, der optog ham, og han lagde ikke synderlig vægt på, hvad der lå langs vejen eller hvor den førte hen. Den synes aldrig at lede til et egentligt endemål, og det er svært at tillægge den symbolsk betydning. For en overfladisk betragtning forestiller hans malerier derfor ikke rigtig noget.

Gottschalk lod sig ikke rive med af de nye strømninger i slutningen af 1880’erne, hverken af det nye stemningsmaleri eller den egentlige symbolisme. Han forblev i en vis forstand tro mod naturalismens principper, om end han i malerisk henseende gik meget længere end Krøyer hvad angår frihed i penselføringen. Her ligger kimen til problemet med at placere Gottschalk i kunsthistorien: Han hører ikke rigtig til, hverken i 1880’ernes eller 1890’ernes kunst!

Kneb det for Gottschalk med at etablere tætte kontakter til de rette mænd blandt billedkunstnerne, så fik han til gengæld knyttet nært venskab med flere af periodens betydelige digtere, nemlig Sophus Claussen, Johannes Jørgensen og Viggo Stuckenberg, alle fra den litterære symbolismes inderkreds.

Claussen har sågar skrevet et digt til Gottschalk, som han offentliggjorde i 1892.

Dette er historien om en maler, hvis kunst både i sin samtid og i eftertiden har været svær at indpasse i de gældende kunstneriske skemaer, og som derfor ikke har kunnet tilkæmpe sig en plads i første række. Han havde dog en kort glansperiode - specielt lige efter sin død - og han er aldrig blevet frakendt et betydeligt talent.

Albert Gottschalk (1866-1906) blev født i en jødisk familie i Stege på Møn. Da hans far i 1875 solgte sin købmandsforretning, flyttede familien til København. I 1882 blev han optaget på Kunstakademiet i København. Det var netop på en tid, hvor akademiet var ved at miste sin autoritet, og hvor der blev etableret alternativ undervisning på de såkaldte Frie Kunstskoler. Dér søgte Gottschalk også ind året efter og fulgte P. S. Krøyers undervisning frem til 1888.

Han kom derved til at færdes blandt de unge kunstnere, der stod for det store nybrud i dansk kunst omkring 1890, heriblandt Vilhelm Hammershøi, J. F. Willumsen, Johan Rohde og Harald Slott-Møller. Han kunne således have fået nær kontakt med flere af dem, der kunne have hjulpet ham til at få en central position, men det gjorde han ikke.

Han synes lige fra starten at have næret stor modvilje mod at følge trop, både med de stædige forkæmpere for det gamle system og med de unge rebeller. Han blev derfor ikke inviteret til at være med, da Den Frie Udstilling blev etableret i 1891. I 1896 opstod der endda direkte strid blandt medlemmerne, da hans optagelse kom på tale, men han deltog dog som gæst året efter og endte med at blive medlem i 1901.

Med tiden blev han ven med malere som brødrene Joakim og Niels Skovgaard og de tre fynboer Johannes Larsen, Frits Syberg og Peter Hansen.

Gottschalk knyttede endvidere en enkelt meget vigtig nær kontakt. Han blev elev af maleren og kritikeren Karl Madsen.

Denne erkendte dog snart, at eleven overgik læreren – og opgav sin malerkarriere for at blive kunsthistoriker, og han blev senere direktør for Statens Museum for Kunst.

48 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU

I denne kreds af jævnaldrende digtere traf Gottschalk den kvinde, som øjensynlig blev hans eneste virkelig store kærlighed, Stuckenbergs hustru Ingeborg.

Kunstnerisk set tog Gottschalk afsæt i den særlige danske naturalisme, som hans lærer Krøyer dyrkede. Men han hengav sig ikke på samme måde som han til dyrkelsen af øjeblikkets samvær og sanseindtryk. Han søgte heller ikke naturalisternes motiver, hverken i storbyen eller ved kystbyer som Hornbæk eller Skagen. Han valgte at blive landskabsmaler, men søgte paradoksalt nok ikke ud i naturen for at male. Han gik helt

bogstaveligt sine egne veje og fandt især sine motiver i det særprægede, lidt karakterløse grænseområde, der netop på denne tid opstod i byernes udkant, efterhånden som de bredte sig – nærmest et ingenmandsland, ikke længere natur og endnu ikke rigtig by. De huse, der skød op, stod længe isolerede uden megen beplantning omkring dem. Det eneste samlende i disse nye kvarterer var vejene, der førte ud af byerne, og netop vejen

Hun tiltrak alle digterne i kredsen, og Gottschalk fik en rolle i Stuckenbergs særprægede ægteskabelige drama. I 1893 forlod hun midlertidigt sin mand og flyttede ind hos Gottschalk.

Forholdet mellem de to blev imidlertid kortvarigt, og året efter flyttede hun tilbage til Stuckenberg. Gottschalk reagerede ved hovedkulds at forlove sig med en anden kvinde – en forbindelse, som dog snart blev ophævet.

I 1889 rejste Gottschalk til Paris for at se Verdensudstillingen, ligesom en lang række andre danske kunstnere. Men mødet med den nyeste franske kunst fik ikke nogen synlig betydning for hans kunst. Det samme var tilfældet tre år senere,

GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU Q 49

KUNST

Albert Gottschalk da han igen tog til Frankrig. Han mødte Willumsen i Paris og kunne være taget med ham og flere andre danske malere – heriblandt Mogens Ballin (se Goldberg nr. 19) – til Bretagne for at slutte sig til kredsen omkring Paul Gauguin. Men han satte i stedet kursen mod syd. Han nåede dog ikke det planlagte mål Korsika.

Det var først, da Gottschalk i 1904 rejste til Italien, at en udlandsrejse for alvor betød en kunstnerisk ændring. Ude i den romerske Campagne gav han sine pensler frit spil, og han opnåede en malerisk frihed, som var helt uden sidestykke i dansk kunst på den tid. Det blev endnu mere udtalt, da han senere samme år gav sig til at male på Kronborg. Hans malemåde fik en uhørt ekspressivitet, og han kastede sig ud i en malerisk analytisk fordybelse i slotsbygningen og skyerne, som ingen paralleller har i den samtidige danske kunst, og han foregreb det modernistiske gennembrud med mere end ti år.

Længere nåede Gottschalk ikke kunstnerisk set. Han blev svækket af sygdom og døde i 1906, knap 40 år gammel. Hans død blev begrædt fra alle sider. På Den Frie Udstilling samme år fik han en særlig mindeophængning, og ved den lejlighed købte Statens Museum for Kunst tre malerier som supplement til det hidtil eneste. I 1914, da Gottschalks gamle lærer Karl Madsen havde sat sig i direktørstolen, sikrede han, at malerens søster skænkede hele tolv malerier til museet. På denne tid var Gottschalks malerier så efterspurgte, at flere malerier udført af andre kunstnere blev forsynet med signaturen AG og solgt som hans arbejder.

Allerede i 1906 blev den første store retrospektive udstilling af hans kunst afholdt, og siden da er yderligere fire særudstillinger blevet vist, den seneste i 2002. Den hidtil mest omfattende bog om maleren kom i 1977 og blev skrevet af Silkeborg Kunstmuseums daværende leder Troels Andersen. Han arrangerede også en stor udstilling i 1988, og da skrev han i udstillingskataloget: ”Kun få danske kunstnere er genstand for en så vedholdende interesse.”

Disse ord blev dengang underbygget af, at der på Statens Museum for Kunst ved omophængningen i 1985-86 (hvor undertegnede var medansvarlig) fortsat blev afsat en hel mindre sal alene til Gottschalks malerier.

Men siden er ordene nærmest gjort til skamme. Såvel i den skrevne kunsthistorie som på udstillinger og i museumspræsentationer er han gledet i baggrunden – hvis han da ikke er gledet helt ud. Ingen anfægter Gottschalks talent. Men gennemgående er fokus hos en yngre generation af kunsthistorikere rykket fra

Er det Liv, hans Farver har i Sinde? eller Livets graa Forlis...?

Bar han det i Hjertet inde Selv sørgmodig-vis?

Er det Spil af Tanker? Egenskaber?

Kunstens store Eventyr, ved hvis tændte Lys en Skaber Drømmens Magt fornyr?

Eller Sang, der spired af hans Tale, af hans eget Lykkemod, finder rytmisk Vej i Sale, danset af hans Fod? Tidlig Mester, Kunstens unge Lærling, som en helt udvoksen Riddersvend, Med utøjlet Mod i blanke Øjne, Med sin egen Lykkes Sol i sin Pande, i sin Nakkedrejning, Hæl og Fodblad, følgende sin Tankes tavse Rytme.

Tidlig udlært som en Mester, dog endnu en lærling, staar en helt udvoksen Ungersvend, Prøver paa at lære Prøver paa at være Det, han er - en Mester!

Sophus Claussen, 1882

det maleriske udtryk til motivernes indholdsmæssige side, og den egentlige symbolisme får nu langt større opmærksomhed (heller ikke her vil jeg løbe fra et medansvar). I disse sammenhænge kan Gottschalks billeder forekomme mindre interessante, da hans motivkreds hurtigt kan overskues, og billerne er blottet for symbolsk eller litterært indhold.

Det er derfor i dag ikke svært at finde kunstinteresserede mennesker, der kun har et vagt begreb om, hvad han står for, og umiddelbart synes der ikke at være tegn på en ændret holdning.

Men hvem ved? Smagspendulet svinger som bekendt frem og tilbage!

Såvel i den skrevne kunsthistorie som på udstillinger og i museumspræsentationer er han gledet i baggrunden 50 Q GOLDBERG · #25 · WWW.GOLDBERG.NU