Goldberg #6

Goldberg Nr. 6 · Marts 2008 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Videnskabens »superstar« Pris kr. 49,50

”Italieneren” Rachlin karneval på jødisk erotisk/politisk kunst Goldberg tager ”down under” fokus på hjernen haikudigtning

Benjamin Borenhoff malet af Jeanne G. Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg ”Fantasi er vigtigere end viden”, sagde Albert Einstein – verdens første og måske eneste naturvidenskabelige superstar.

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Eva Bøggild Birte Kont Hanne Trautner-Kromann Fotografer: Jeanne G. Kempinski og Lennart Kont Illustrationer: Jeanne G. Kempinski Layout og grafik: Gongong ApS; www.gongong.dk Tryk: PE offset A/S, Varde Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe Tine Bach, Dorthe Bekesi, Maurice BenSimon, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Joshua Gross, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, John Kirketerp Jensen, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Janina Katz, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Tobias Koch, Lennart Kont, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Heidi Laura, Bent Lexner, Thomas Levin, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca

Blum, Stockholm; Penelope Cohen, ­Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Jørgen Rossini, Milano; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes hos velassorterede boghandlere over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450 GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. maj 2008 Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl.

Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Store Regnegade 5, 1 1110 København K

INDHOLD MARTS 2008 6 Leder 6 Fem af vores skribenter 8 Mama Mia

– min genetiske rejse

En spytklat kan sende dig 50.000 år tilbage i tiden Af Samuel Rachlin, der har været på DNA-jagt

12 Einsteins liv og univers Fantasi er vigtigere end viden, mente verdenshistoriens største naturvidenskabelige superstar Af Michel Solovej

15 Karneval på jødisk

Columbine, Pjerrot, Harlekin og den jødiske dronning Esther blandes lystigt i illustrationer af middelalderens Purim-fortællinger Af Eva-Maria Jansson

23

Polske flygtninge i Danmark

For fyrre år siden sendte anti­ semitismen polsk-jødiske flygtninge til Danmark Af Ewa og Anna Gwozdz

24 At kende rigtigt

kroner

Ben Adam – en fornem tradition er sendt på museum

38 Den genopdagede

skal

Forfatteren Pia Tafdrup fortæller om sin bog Boomerang og om at skrive Haikudigte Af Pia Tafdrup

Af Erik Henriques Bing

fra forkert

Af Eva Bøggild

26 Den politiske

hjerneknuser

Løgnedetektorens far, Aleksander Luria, kendte til hjernespind før scanneren

– Den erotiske

Af Henning Kirk

Af Erik Henriques Bing

42 Hitlers iscenesætter

Tegneren Hans Bendix er udstillings­ aktuel på Det Kgl. Bibliotek, men han kunne tegne andet end bare baller

29 Tre + Mammutter

Dansekompagniet Batsheva gæster København Af Eva Bøggild

19 Tafdrup i en nødde­

37 Ikoner med takker og

30 Hvor verden begynder

Goldberg besøger storbyen Melbourne og dens vilde omegn Af Samuel Altschul

35 Europa Farvel Af Jeppe P. Trautner

Om fotografen Leni Riefenstahl Af Hans Pedersen

44

Alfred Dreyfus – Velkommen i Springforbi!

Der stod et hus parat i Nordsjælland til den forræderidømte franskmand Af Erik Henriques Bing

48 Den første jødiske

avantgardekunster

Impressionisten Camille Pisarro var dansker Af Kasper Monrad

36 Bibliotèque Medem

Europas største samling af bøger på jiddish befinder sig i Paris Af Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane

Leder

Politiske tegnere I dette nummer af Goldberg viser vi tre politiske tegninger af Hans Bendix, der ellers mest er kendt for sin erotiske streg. Bendix måtte rejse til USA i slutningen af 1930’erne, fordi han med streg og ord kommenterede udviklingen i Tyskland.

Mens disse linier skrives, har danske dagblade netop genoptrykt ”Muhammed­-tegningerne” som støtte til en af tegnerne, der ifølge PET var udpeget som mål for en terror­ handling, og som efter eget udsagn undgik at blive likvideret af islamister fordi PET skred ind i tide.

De to situationer er ikke helt sam-

menlignelige, men med mange års mellemrum har to tegnere brugt deres ganske effektive metier – satire i streg – til at spidde autoritære, og derfor livsfarlige, ideologier.

Tegnernes væsentligste betydning er dog, at de tvinger os til at diskutere forholdet eller balancen mellem demokratiske værdier som f.eks. menneskerettighederne, og de midler vi vil anvende for at forsvare dem. I Danmark har dilemmaet været drøftet før sagen om “Muhammed­tegningerne”, men som regel uden at der har været konkrete personers liv på spil. I dag banker praksis på

døren. Hvad tæller mest: tegnerens liv og velfærd eller principperne om rets­sikkerhed og menneskeret? Ud fra en jødisk tradition er der ikke megen tvivl: Livet har fortrin. Og PET har skønnet lige så. Vel vidende at (for) tidlige anholdelser kan give en ”dårlig sag” og derfor vil kunne blive kritiseret af den ”offentlige mening”.

Etik er at overveje, hvilken pris man personligt eller som samfundsborger vil betale for et valg, og så handle derefter. Og det koster, som sagt.

Jacques Blum, redaktør

Fem af skribenterne i dette nummer af Goldberg Henning Kirk er læge, dr.med. og tidligere leder af Gerontologisk Institut. I dag er han selvstændigt virkende som forfatter og konsulent. Har skrevet over 100 bøger, artikler og kronikker, heriblandt de to populære bøger om aldring og hjerne: Hjernen bag erfaring (2004) og Huskebogen (2005), samt i 1995 disputatsen Da aldring blev en diagnose.

6

Eva-Maria Jansson er forskningsbibliotekar i Orientalsk og Judaistisk Afdeling, Det Kongelige Bibliotek, og ansvarlig for Judaistisk Samlings håndskrifter, bøger og andre materialer, deriblandt David Simonsens Arkiv. Filosofie doktor i 1999 med en afhandling om opfattelsen af mezuzot i den rabbinske tradition op til slutningen af middelalderen.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

Samuel Altshul er cand. mag. i filosofi og religionsvidenskab. Han har tillige studeret ”Jødisk idehistorie” (Machshevet Israel) på The Hebrew University of Jerusalem og specialiseret sig i moderne jødisk filosofi. Er i dag rabbinerassistent og Program & Project Administrator for en moderne ortodoks menighed i Melbourne, Australien.

Pia Tafdrup er forfatter. Siden debuten i 1981 har hun udgivet over 20 digtsamlinger, senest Boomerang fra 2008 med japanskinspirerede Haikudigte.

Værkerne er oversat til alle hovedsprog og en lang række andre, herunder grønlandsk, bosnisk, hebraisk og japansk.

Fra 1989 medlem af Det danske Akademi og modtager af bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris.

Erik Henriques Bing er forlægger, forfatter og journalist. Har studeret litteraturhistorie og statskundskab.

Skrevet om danskjødisk historie, synagogens toraruller, jødiske slægter og jødiske begravelsespladser. Biografi om miniaturemalerinden Fanny Falkner og August Strindberg. Artikler i Jødisk Orientering og Rambam.

Goldberg Tarteletter

08-02-19

11.58

Sida 1

LE T TE E T R R A T

Med 85 forførende opskrifter af Bab ette Hersant Isaksen Fo r o r d a f S u z a n n e B r ø g g e r

Lad det bløde møde det sprøde i en porøs skål bagt af den skønneste mørdej. Lad den fyldes med alt hvad hjertet og din overbevisning begærer, men gør det med respekt for tartelettens grundlæggende idé. Babette Hersant Isaksen hæver tarteletten til et højere gastronomisk niveau. Ca. 20 af bogens opskrifter er velegnede til kosherhusholdning, og resten kan inspirere til yderligere 65. ”Luksustarteletbunde fra firmaet Karen Wolff er kosher.”

Overrabbiner Bent Lexner ”Dansk – og international – tarteletkultur har en ambassadør. Hun hedder Babette Hersant Isaksen.”

Politiken

w w w. f o r l a g e t v a n d k u n s t e n . d k

tidsrejse

Mama Mia – min genetiske rejse For 100 dollars og en spytklat kan man få viden om sine fjerne forfædre, samt måske en god forklaring på, hvorfor man kan føle sig hjemme på et fremmed sted.

Af Samuel Rachlin Man kan ikke ligefrem påstå, at jøderne er historieløse. Man kan snarere sige, at de har alt for meget af den. Den er på godt og ondt spundet helt ind i en stor del af den europæiske civilisationsfortælling gennem de seneste par tusind år – og lidt til, hvis man tager forhistorien med.

Problemet er bare, at de aller­ fleste jødiske familier ikke kan føre deres egen historie mere end et par slægtled tilbage. Beretningen bliver afbrudt af de dramaer, der er et gennemgående tema i jødisk historie med krige, forfølgelser, pogromer og fordrivelser.

Den store, overordnede fortælling overlever, men de enkelte familiers skæbner går tabt. De bliver opslugt af den ”store” historie, hvor det er umuligt at spore sine aner gennem århundreder. Det er historiens malstrøm, hvor budskabet er utvetydigt, men hvor man ikke kan skelne de

8

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

enkelte ansigter, navne eller familier, med mindre der er tale om historiske skikkelser, og det er der jo kun i ganske få tilfælde.

Mange danske familier kan føre deres familiekrønike tilbage gennem århundreder ved hjælp af de kirkebøger, som degne og præster har ført med pertentlig orden og sirlig skrift.

De har sikret, at eftertidens nysgerrige slægtsforskere uden større besvær kan følge familiens vandring og udvikling. Og når kirkebøgerne ikke slår til, så står rigsarkivet klar med endnu flere bøger og registre for at hjælpe den, der higer og søger.

Før Østeuropa Siden min ungdom har jeg haft et stærkt ønske om at trænge gennem tidernes mange lag for at finde ud af noget om mine forfædre, Rachlinslægten på min fars side og Riskinfamilien på min mors.

Min far kunne selvfølgelig fortælle mig om min farfar, men beretningen stopper ved min oldefar, Jehuda

Rach­lin, en rabbiner, der ligger begravet i byen Romny i Ukraine.

Det eneste jeg ved om mine oldeforældre på min mors side er, at de var fattige skræddere i Vilnius, og at de vist nok også ligger begravet der.

I bedste fald kan det betyde, at jeg kan føre min slægtshistorie tilbage til anden halvdel af det 19. århundrede.

Jeg vil nødig lyde ubeskeden, men det er ikke meget at gøre godt med, hvis man vil drive slægtshistorie.

Jeg har været fuldstændig fascineret af tanken om, at man kunne skrælle historiens lag af, et efter et, århundrede efter århundrede, og kortlægge slægtens rejse fra land til land, fra den ene epoke til den anden. Men jeg er aldrig kommet længere end til Romny og Vilnius.

Gennem kontakt til andre Rachliner og andre Riskiner har jeg kunnet indkredse, at Ukraine, Belarus og Litauen er områder, hvor de to slægter har dybe rødder. Det er fint nok, og det åbner en lille sprække til fortiden med håb om, at man måske en dag

Solnedgang over bakkerne i Toscana kunne grave mere viden frem i de dele af verden.

Men det der har pirret min nysgerrighed er, hvad der gik forud for den periode. Hvor kom mine forfædre fra, inden de slog sig ned i det område?

Hvad gik der forud for Østeuropa?

Hvilken gren af de jødiske vandringer gennem Europa hører mine aner til?

Hvem var de, og har de efterladt sig spor?

Desværre kunne jeg lige så godt opgive de spekulationer, for selv verdens bedste slægtsforskere ville ikke kunne opdrive de oplysninger om min slægt og kaste lys over familiens oprindelse og historie. Det er det jeg mener med, at de fleste jødiske familier er historieløse, selv om der er masser af historie at dele ud af.

Fantasirejse Min udvej har været at give mig hen til fantasier. Jeg har gennem mange år rejst på ferie til Italien, der uden sammenligning er mit favoritland i Europa. Jeg taler ikke italiensk, men

har lige siden mine første besøg for over tyve år siden været vild med landet – naturen, klimaet, arkitekturen, kunsten, maden, menneskene.

Med undtagelse af mafiaen og italiensk politik er der vist ikke meget, jeg ikke bryder mig om i det land, og jeg føler mig hjemme i såvel Rom og Firenze som i en lille by i Umbrien, Toscana eller Liguria. I Italien oplever jeg den samme form for lethed og glæde, som når man er forelsket.

En aften efter en skøn middag for snart mange år siden sad jeg sammen med min familie på en terrasse i Tos­ cana og nød et lille glas Averna. Jeg sad og kiggede ud over landskabet i solnedgangslyset med de lange skygger over det milde landskabs rullende bakker med vingårde, olivenlunde og cypresser. Jeg så hen på min kone og forklarede hende, hvordan jeg havde det. ”Det er som at komme hjem, sagde jeg. Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om, jeg har været her før”.

Jeg tyggede lidt på det udsagn og

tilføjede så: ”Faktisk tror jeg, at nogle af mine forfædre har været her på deres vandringer gennem Europa. De har jo sagtens kunnet slå sig ned her i nogle generationer, inden de er vandret videre østpå mod Ukraine, Litauen og Belarus. Det har så afsat et genetisk fingeraftryk hos mig, og derfor føler jeg mig så godt tilpas her – nærmest som om jeg er kommet hjem”.

Det lo vi ad begge to, og mine to døtre syntes, at det var vanvittig morsomt, at deres far var sprunget ud som italiener.

» … mine to døtre syntes, at det var vanvittig morsomt, at deres far var sprunget ud som italiener.« Men i min fantasi blev jeg ved med at lege med tanken om min slægts vandringer helt tilbage til tiden efter templets ødelæggelse, da jøderne blev GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

9

og andre spændende varianter af mine forfædres bedrifter.

Velkommen i Haplogruppen J2 Efter tre måneder fik jeg langt om længe en mail om, at mit DNA nu var kortlagt, og jeg kunne studere det på projektets hjemmeside. Og jeg skal love for, jeg fik valuta for pengene og mere historie, end jeg havde bedt om og forestillet mig.

Sådan ca. 50.000 års slægtshistorie, helt tilbage til stenalderen til et For 100 dollars fortid område omkring Etiopien og Kenya, For et års tid siden fik jeg ganske hvor man har fundet forfaderen til uventet en chance for at kunne alle ikke-afrikanske folk. skrælle nogle af lagene af historien.

Med analysen fik jeg udleveret et Jeg faldt over en omtale af National certifikat der fastslog, at undersøgelGeographics Genographic Project, sen af mit Y-kromosom havde vist, (http://www5.nationalgeographic. at jeg tilhørte Haplogruppen J2 med com/genographic) et videnskabeligt markøren M168. program, der går ud på at kortlægge Den linje slutter med markømenneskehedens genetiske rejse. ren M172, der er den markør, der Jeg skulle ikke overtales til at definerer hele haplogruppen J2. deltage – jeg kunne simpelthen ikke Bærere af den markør forekommer springe på hurtigt nok. For en pris med størst hyppighed i Mellemøsten, af 100 dollars registrerede jeg mig Nordafrika og Etiopien. Markøren på hjemmesiden og var nu med i forekommer med langt mindre hypden verdensomspændende genetiske pighed i Europa, hvor man udelukundersøgelse. kende finder den i MiddelhavsomEfter nogle dage modtog jeg en rådet. Omkring tyve procent af alle pakke med et par små glashylstre og mænd i det sydlige Italien har den nogle skrabere til at hente DNA-mamarkør og omkring ti procent af teriale med fra indersiden af kinden. mændene i det sydlige Spanien.

Det kunne ikke gå hurtigt nok med Ved hjælp af de markører kan man at skrabe og returnere pakken til Gefølge mine fornographic Project. Nu skulle » … jeg skal love for, jeg fik fædres rejse over land og gennem jeg have syn for valuta for pengene og mere årtusinder, fra sagn, nu var jeg færdig med at historie, end jeg havde bedt Afrika over den Arabiske Halvø til være historieløs, om og forestillet mig.« Mellemøsten. For nu skulle jeg hvert stop med have sandheden et par eller ti tusind år imellem fik at vide om min slægtshistorie! jeg en beretning om, hvordan mine I de følgende par måneder fantaseforfædre klarede sig som samlere og rede jeg om den nordafrikanske rute spredt blandt verdens folkeslag.

Jeg tænkte på de forfædre, der var vandret langs Nordafrikas kyst frem til den Iberiske Halvø. Mange år senere blev jøderne fordrevet fra Spanien og Portugal, og min egen hjemmestrikkede teori går ud på, at nogle af mine forfædre var blandt de fordrevne familier, der kom til Italien, og at de slog sig ned i Toscana eller Umbrien. Det var nok fantasifuldt, og jeg kunne ikke bevise det. Men ingen kunne bevise det modsatte heller.

10

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

jægere, hvilke redskaber de brugte, hvor mange de var, hvilke sociale mønstre de levede i, og hvordan de havde det med kunst og sprog.

Jeg var selvfølgelig ret imponeret over, at nogle af mine forfædre klarede sig som jægere, der drev jagt på bøfler, antiloper og mammutter – for ca. 40.000 år siden. Tænk engang. Hvis ikke de havde været så udholdende og opfindsomme, så havde jeg ikke siddet her og skrevet på min laptop for at fortælle om min slægtshistorie.

Nogle folk i min haplogruppe trak mod øst mod Centralasien, mens andre fortsatte nordpå op mod Mellemøsten. Og nu begyndte det at

EUROPE

M172

M172

M89

AFRICA

M168

”EURASIAN ADAM” 31,000 to 79,000 years ago

Det kortlagte DNA som ’The Genographic Project’ præsenterer det

blive rigtig interessant, for da mine forfædre nåede frem til området, hvor man i dag finder byer som Jeriko og Jerusalem, er der tegn på, at de opgav deres jæger/nomade-livsmønster og slog sig ned i permanente bosættelser. På det sted i rejsen fik jeg at vide, at 30 procent af alle jødiske mænd i dag tilhører min haplogruppe J og undergruppen J2. Det er vist en storfamilie.

Endelig hjemme Her stopper min genetiske rejse foreløbig, ca. 8.500 år før vores tidsregning, men Genopgraphic Project opfordrer mig til at vende tilbage til deres hjemmeside for at få opdateringer.

Projektet kører i fem år, og planen er at opbygge en database med over 100.000 DNA-prøver. Efterhånden som der fremkommer nye resultater, bliver de lagt ud på nettet, så deltagerne kan få et mere præcist billede af deres genetiske rejse.

Jeg var overvældet. I tillæg til min

viden om oldefar Jehuda havde jeg nu fået 50.000 års historie foræret.

Det er ret overvældende for en historiehungrende person som mig. Men det mest interessante var alligevel landkortet med markering af de ruter, mine forfædre havde fulgt på deres rejse.

I Mellemøsten, i området hvor Israel ligger, deler ruten sig i to grene: Den ene går vestpå langs den afrikanske Nordkyst, præcist som jeg havde forestillet mig det, altså bare på et meget senere tidspunkt i historien.

Den anden rute går nordpå over Libanon og Syrien mod Tyrkiet og videre over Grækenland og Balkan for at slutte – i Italien!

Og ikke bare et hvilket som helst sted i Italien, men lige midt i Toscana, hvor jeg havde siddet på en bakketop og fantaseret om mine forfædre og deres genetiske fingeraftryk.

Jeg havde fået det endegyldige bevis på, at jeg er italiener.

“Eurasian Adam” Levede for mellem 31.000 og 79.000 år siden, og er alle ikke-afrikaneres (samt de fleste afrikaneres) direkte forfader. Han er bæreren af M168-markøren, som er den ældste kendte DNA-markør. M168 findes på Y-kromosomet (det mandlige kønskromosom).

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

11

Albert Einstein

Einsteins liv

BOG OG FILOSOFI

og univers ”Fantasi er vigtigere end viden”, sagde Albert Einstein – verdens første og måske eneste naturvidenskabelige superstar.

Af Michel Solovej I anledning af 7-års dagen for Israels oprettelse blev Albert Einstein bedt om at holde en radiotale. Einstein havde to et halvt år tidligere afslået et tilbud om at blive Israels anden præsident efter Chaim Weizmann. Einstein nåede aldrig at holde talen. En måned inden den 18. april 1955 døde han – 76 år gammel. Ved hans seng fandt man udkastet til talen: ”Jeg taler til Jer ikke som en amerikansk borger og ikke som en jøde, men som et menneske”, begyndte den.

I denne ene sætning får Einstein krystalliseret, hvad der i den anden halvdel af hans liv drev ham til et dybtfølt og glødende engagement i kampen mod undertrykkelse, militarisme og fascisme.

Men Einstein var først og fremmest videnskabsmand. Alle ved at han udviklede relativitetsteorien, og mange kender hans berømte ligning E=mc2.

Kun få har dog begreb om hvad den indebærer. Som Charlie Chaplin bemærkede til Einstein, da de begge blev hyldet ved ankomsten til premieren på Byens Lys: ”De klapper ad

»De klapper ad mig, fordi de alle forstår mig, og de klapper ad Dem, fordi ingen forstår Dem.« (Charlie Chaplin til Einstein)

mig, fordi de alle forstår mig, og de klapper ad Dem, fordi ingen forstår Dem”.

Einstein blev et ikon, et symbol på naturvidenskabens gennembrud.

Han var den første og måske eneste naturvidenskabelige superstar. Han opnåede en berømmelse, som ikke er kommet nogen anden videnskabsmand til del. Gennem sin tilværelse beholdt han en ambivalent holdning til berømmelse og publicity. Han nød den, dyrkede den og udnyttede den. Som vor tids rockstjerner blev hans berømmelse en platform til at gøre sig gældende også uden for den videnskabelige sfære.

Enhver udtalelse fra Einstein, enhver artikel fra hans hånd vandt overskrifter i datidens mest seriøse massemedier. Men han var også bevidst ikke-konform og anti-autoritær.

Han betragtede hele livet igennem sig selv som en intellektuel revolutionær. Han indså selv ironien og beklagede: ”For at straffe mig for min foragt for autoriteterne, har skæbnen gjort mig selv til en autoritet”.

Giganternes skakspil Walter Isaacson har begået det umulige. Han har skrevet en mastodont af en biografi Einstein – hans liv og univers. Som et bevidst spil på Einsteins teorier om bølge/partikel-dualitet (tanken om at lys både kan være en bølge og bestå af partikler ”fotoner”) har bogen en dobbelt indfaldsvinkel til Einsteins liv. Uden konflikter for historiefortællingen, men dog med rejser i både tid og sted føres vi gennem Einsteins liv i såvel kronologisk orden som tematiseret.

Trods de 742 siders overflødighedshorn af detaljer er bogen let og fængslende læsning. Walter Isaacson forsøger ikke, som det desværre ellers er typisk hos videnskabsjournalister, at give indtryk af at være ekspert i teoretisk fysik. Med Einsteins egne

tankeeksperimenter ledsages læseren på rejser med frit faldende elevatorer og lysstråler ud i verdensrummet. For rigtigt at nyde bogen skal læseren dog have lyst til at følge Einsteins kamp med matematiske begreber, de færreste læsere kender f.eks. ikke-euklidisk geometri, kovariante tensorer og differential­ligninger. Selv en tidligere matematiker som jeg har kun en svag erindring om begrebernes betydning.

Det er mennesket Einsteins intellektuelle brydninger med begreberne og ikke deres matematiske defini­tioner der fascinerer. I slut­ fasen af udviklingen af den almene relativitets­teori kommer Einstein ind i et kapløb med matematikeren David Hilbert om først at fastlægge den matematiske formalisering af teorien.

Den almene relativitetsteori er helt og holdent Einsteins værk. Men David Hilbert var givet en bedre matematiker. Det kræver ikke forståelse af den indviklede matematik for at for­nemme intensiteten i disse intellektuelle giganters skakspil på tid.

Hvordan blev Einstein en Einstein?

Bogen løfter måske en flig af hvad det var, der gjorde Einstein til Einstein. Det enkle svar er selvfølgelig, at hans geniale teorier fuldstændig ændrede opfattelsen af de fysiske love. Newtons love, som var accep­ teret af alle fysikere og var fuldGOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

13

stændig gennemtestet ved praktiske eksperimenter, viste sig alligevel ikke at være universelle sandheder. Men hvad var det der gjorde Einstein i stand til at tage livtag med så stålsatte sandheder?

De første svar får vi måske allerede i Einsteins tidlige ungdom, da han egenhændigt forlod Tyskland som 15-årig i 1894 og informerede sine forældre om, at han aldrig ville vende tilbage til sit fædreland. Faktisk vendte han tilbage som professor ved Berlins universitet fra 1914 til 1933. Einstein tog til Schweiz for at forbe­rede sig til at gå på Zürichs Poly­ tekniske Læreanstalt. Her mødte han en undervisning, hvor eleverne blev behandlet individuelt. Han reflekterede senere i livet over forskellen til et tysk autoritært gymnasium.

Einstein havde en uforlignelig evne til at visualisere de fysiske konsekvenser af sine tanker. Han var udstyret med en dyb mistro til den konventionelle visdom, og han satte spørgsmålstegn ved autoriteterne.

Han var villig til at stole på sin intuition, tænke videre og formulere nye rammer, selv når det var i modstrid med de kendte naturlove. ”Fantasi er vigtigere end viden,” sagde han. Videnskaben opstår gennem intuition og fantasi.” Det er en pludselig indsigt, næsten en besættelse. Ganske vist analyserer intelligensen bagefter, og eksperimenter bekræfter eller afkræfter intuitionen.

Men til at begynde med er der et stort fantasispring fremad”.

Opfordring til ministeren Jeg vil ikke gå i rette med Einstein.

Men Einsteins indsigt i fysikken kom ikke af sig selv. Fantasien opstod ikke ud af intet. For at være i stand til at opdyrke selv den mindste videnskabelige intuition og fantasi kræves arbejde og indlevelse. For at citere min specialevejleder på matematikstudiet ved Københavns Universitet: ”Du bliver nødt til at forstå dit fag. Indtil da er det 10 % inspiration og 90 % transpiration” – men han var jo heller ingen Einstein.

Matematikere og fysikere trænes i dag til at stille spørgsmål over for det alment accepterede. Et træk som har karakteriseret de banebrydende forskere gennem tiderne. Galilei

14

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

måtte tilbringe de sidste år af sit liv i husarrest, fordi han bekendte sig til Kopernikus’ tanker om, at solen og ikke jorden var centrum i sol­ systemet. Einsteins teorier blev kaldt jødefysik, og det er nok et sikkert gæt, at han havde lidt en værre skæbne end Galilei, hvis han ikke havde gjort alvor af aldrig at vende tilbage til Tyskland anden gang, han forlod landet i 1933.

Herfra skal lyde en stærk opfordring til videnskabsministeren om at læse bogen Einstein – hans liv og univers. Med de bedste intentioner om at få mest mulig værdi af forsk-

ning etableres alle tænkelige tiltag til at topstyre forskningen. Forskningen bliver programsat og rettet mod de mulige anvendelser. Bogen giver et vidunderligt indblik i hvilke rammer, der fremmer den kreative proces som leder til banebrydende forskning.

Det er i den forbindelse interessant, at Einstein udtog en række patenter til kommercialisering af bl.a. et nyt princip for køleskabe. I modstrid med den karikerede udgave af den distræte professor havde Einstein faktisk blik for teknisk udvikling. Men endnu mere interessant er det, at ingen af hans tekniske opfindelser havde nogen relation til den dybsindige forskning, som forandrede vores forståelse af verdenen. Einstein var drevet af nysgerrigheden for hvordan naturen hænger sammen, ikke af mulige anvendelser til fremstilling af teknologier. Alligevel er et væld af tekniske anvendelser senere blevet mulige på grund af hans forskning. Flere sådanne teknologier har forandret verden ligeså meget som teorierne i sig selv forandrede vores forståelse af den. Det mest kendte eksempel er selvfølgelig atombomben. Men der er nok ikke mange, der tænker på, at vi kan takke Einsteins almene relativitetsteori for vores daglige brug af mobiltelefoner og GPS-navigatorer.

Einstein og Gud Einstein havde et væld af samarbejdsrelationer og korresponderede

med prominente og mindre prominente personer. Der er dog to debatter, som udmærker sig. Den ene var Einsteins velkendte debat med Niels Bohr om det forhold, at kvantemekanikken beskæftiger sig mere med sandsynlig­heder end med sikre forudsigelser. Einstein havde selv lagt grundstenen til kvantemekanikken, men han affandt sig aldrig med dens konsekvenser.

Den anden var Einsteins indre debat med gud. Einstein troede ikke på en personlig gud, som blandede sig i menneskers skæbne og handlinger.

Han opfattede sig selv som et religiøst menneske i en mere abstrakt forstand, eller med hans egne ord: ”Det der adskiller mig fra de fleste såkaldte ateister, er en følelse af den rene ydmyghed over for de uopnåelige hemmeligheder bag den kosmiske harmoni”.

Einstein så snarere en sammenhæng end en modsætning mellem hans form for religiøsitet og hans videnskab. Men på spørgsmålet om, hvilken betydning hans opdagelser havde for religionen, svarede han: ”ingen”. Naturvidenskabens område, sagde han, var at fastslå, hvordan det forholdt sig, ikke at bedømme menneskelige tanker og handlinger med hensyn til, hvordan det burde forholde sig. Religionen havde det omvendte mandat. I klassisk forstand beskæftigede han sig ikke med religiøse forhold. Men hans higen efter forståelse af naturens mysterier var for Einstein en religiøs aktivitet: ”Naturvidenskab kan kun skabes af dem der er grundigt gennemstrømmet af trangen til sandhed og forståelse.

Denne følelseskilde springer imidlertid fra religionens sfære”.

Et eksempel på Einsteins debat med gud er et tidspunkt, hvor han præsenteres for et forsøgsresultat, som potentielt kunne underminere hans relativitetsteori. Einstein troede ikke på resultatet, han replicerede derfor: ”Vorherre er raffineret, men ondskabsfuld er han ikke.” Hans religiøse indfaldsvinkel til videnskab, som forklarer hans indre debat med gud, udtrykte han selv således: ”Når jeg vurderer en teori, kan jeg spørge mig selv om, hvorvidt jeg, hvis jeg var gud, ville have indrettet verden på en sådan måde”.

bibelske tidende

Karneval på jødisk Columbine, Pjerrot, Harlekin og den jødiske dronning Esther blandes lystigt i illustrationer af middelalderens Purim-fortællinger.

Af Eva-Maria Jansson Februar og marts er, hvad enten man er jøde eller kristen, karnevalstid.

I kristendommen er det i de sidste dage før fastetidens begyndelse at der festes, uanset om det sker med sambarytmer, maskerader eller ved at slå katten af tønden.

I jødedommen er det Purim-festen, der i en dag vender tilværelsen på

hovedet, hvor det er tilladt at gøre grin med alt og alle. Esthers bog i Bibelen, som danner grundlag for fejringen af denne jødiske forårsfest, fortæller om begivenhederne i Persien i det 5. århundrede f.v.t., da dronningen – den jødiske Esther – efter sigende reddede sit folk fra den onde Haman og hans hensigt om at myrde dem.

Til nutidens fejring af Purim er der knyttet en række forskellige tradi-

tioner, men til de centrale hører en oplæsning af historien om Esther, som den er nedskrevet i Esthers bog – eller rettere Esthers pergamentrulle, en såkaldt megilla.

Desuden blev det fra 1500-tallet almindeligt med Purim-spiel, hvor beretningen i Esthers bog og andre bibelske fortællinger opførtes som teaterstykker, og disse blev efterhånden et fast indslag i Purim-fejringen.

Der er mange paralleller mellem Purim-traditionerne og kristne karnevalsoptog og andre former for underholdning i karnevalstiden. Ikke mindst til den italienske commedia dell’arte-tradition, hvor der forekommer mere eller mindre gentagende handlingsforløb, og hvor figurerne med deres faste karaktertræk – masker – blandt andet identificeres ved deres kostumer. Som eksempel kan nævnes Pjerrot, Harlekin og Columbine, som for mange danskere er kendt fra Tivolis repertoire på Pantomimeteatret.

Tre københavnske Esther-ruller Pergamentrullerne – eller megillot – med beretningen om dronning Esther og hele historien om hendes list og snarrådighed kan se meget forskellige ud. Oprindeligt var disse ruller håndskrevne og uden illustrationer, men formentlig blev der

Denne kobberstiksfremstilling er ikke koloreret, til gengæld er den meget klart trykt med fine detaljer.

På væggen i dansesalen hænger en gobelin med et stort skib, sådan som det kendes fra f.eks. Rosenborg Slot i København.

Det Kongelige Bibliotek

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

15

En soldat og hans kĂŚreste pĂĽ vej til Purim-fest i Tel Aviv

Den håndmalede megilla gennemgår for tiden konservering på Det Kongelige Biblioteks bevaringsværksted, takket være en donation til bibliotekets projekt ”Bevar Bogen!” Når dette arbejde er afsluttet, vil en detaljeret redegørelse for rullens ikonografi, sammenligninger med andre megillot etc. være tilgængelig på Judaistisk Samlings hjemmeside: www.kb.dk/da/nb/samling/js/index.html. Det Kongelige Bibliotek allerede i midten af 1500-tallet tilføjet illustrationer. De illustrerede ruller blev hurtigt de mest efterspurgte, formentlig også af pædagogiske årsager.

Eftersom alle, også kvinder og børn der ikke havde samme træning som mændene i at følge med i teksten, var forpligtede til at overvære oplæsningen, blev billederne en vigtig hjælp til forståelsen af fortællingen. Kalkmalerier i kirker og moderne tegneserieudgaver af klassiske fortællinger kan have samme funktion.

I slutningen af 1600-tallet var efterspørgslen på de illustrerede ruller så stor, at man i Holland, og senere i Centraleuropa, begyndte at illustrere rullerne med kobberstik i stedet for de mere tidkrævende håndmalede billeder. Hovedmomenterne i fortællingen blev gengivet som paneler over og/eller under teksten, mens selve bibelteksten, der altid er skrevet i hånden, ofte blev delt af søjler eller

andre arkitektoniske elementer.

I København kan man se tre eksempler på sådanne ”pædagogiske” megillot. To af dem, en med kobberstik og en helt håndmalet, tilhører Det Kongelige Bibliotek, mens en rulle, der har håndkolorerede kobberstik, befinder sig i Dansk Jødisk Museum.

Selv om både rækkefølge og mange detaljer i illustrationerne til fortællingen er forskellige, er lighederne mellem de to ruller med kobberstik dog store. Ingen af dem er dateret, men en sammenligning med andre ruller af samme type placerer dem uden tvivl i gruppen ”hollandsk type, tidligt 1700-tal”.

Tulipanmaleren Den håndmalede rulle adskiller sig altså fra de to andre ved ikke at have kobberstik. Den er, ligesom de andre to, udateret, men en sammenligning

viser, at der alligevel er mange lighedspunkter mellem dem.

Mens de andre to er skrevet over seksten kolonner, har den håndmalede kun tolv, men motiverne for dens illustrationer af Purim-fortællingen er alle til stede i en eller begge af de to andre. Et gæt er derfor, at en rulle med kobberstik, eller måske flere, er blevet brugt som forlæg. Det betyder dog ikke, at det er netop de to ”danske”, som var de faktiske fysiske forlæg, kun at ruller af den samme type blev brugt.

En datering til 1700-tallets midte er ud fra de stilistiske træk, tøjet o.l. et rimeligt bud, selv om man ikke kan udelukke, at en ældre stil er blevet efterlignet for at fremhæve, at fortællingen udspillede sig i ”gamle dage”.

En særlig detalje ved denne rulle er, at de klassicistiske søjler, som normalt adskiller kolonnerne med bibelteksten på rullerne med kobberstik, her GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

17

er erstattet med tulipaner. Baggrunden for dette stilistiske træk, som man normalt forbinder med 1600-tallet, kan ikke umiddelbart forklares. Måske kunne kunstneren bare godt lide tulipaner.

Den robuste type Illustrationerne i de to fremstillinger med kobberstik er så godt som identiske: Fem musikanter – to med obo, en med viola da gamba og to med violin – spiller op til dans. De dansende, mænd og kvinder sammen, er klædt som det var moderne i årtierne omkring år 1700, inklusive allongeparykker. En af kvinderne har en krone på hovedet – måske er det dronning Esther?

Den håndmalede rulle forekommer umiddelbart mere robust i sin stil, men den har et par detaljer, som tiltrækker sig opmærksomheden. Manden i det stribede kostume længst til venstre i den ukolorerede rulle har i den kolorerede rulle mis­tet sin krumsabel, men til gengæld fået et ternet kostume. Dette leder over til den dansende mand med ternede bukser i den håndmalede megilla.

Her er orkestret reduceret til fire musikere, og der er kun to dansende personer.

At figurerne er inspirerede af kendte commedia dell’arte-figurer er

Psykologisk konsultation Klinisk psykolog Pusjka Helene Cohn

Cand.psych., autoriseret af Psykolognævnet Specialist i Psykoterapi Psykoterapi, rådgivning og vejledning af børn, unge, voksne og familier Risskov tlf: 30 61 74 96 www.pusjkahelenecohn.dk

der næppe tvivl om. Den mandlige figur i den håndmalede rulle ser ud til at være en fusion mellem Pjerrot og Harlekin, medens kvinden meget vel kan være Columbine. Det kan ikke udelukkes, at Pjerrot, Harlekin og Columbine dukkede op i central- og sydeuropæiske Purim-spiel, så måske er det der, rullens fremstillingssted skal findes.

Hvert billede i de tre ruller har sin historie at fortælle, så en grundig analyse af illustrationerne i Estherrullerne kan nemt blive en meget lang historie – eller som man kalder det på jiddish: a ganze megilleh …

Ved festligholdelsen af Purim var det navnlig i Italien så almindeligt, at mænd og kvinder dansede sammen, at de fleste rabbinere affandt sig med det eller endog tillod det.

I ghettoen i Görz blev det således i 1767 tilladt for ugifte kvinder og mænd at danse sammen, mens gifte kvinder kun måtte danse med deres ægtefælle, brødre og svogre. Dansk Jødisk Museum

Giv Goldberg som gave Seks numre for kun kr. 249

Har du hus­ket at give Goldberg som gave?

Spa & Wellness fra Det Døde Hav

Luksus produkter af høj kvalitet, til hele familien, produceret af Dr. David Melumad, Israel

(inkl.porto)

lige til døren på udgivelses­­ dagen

Yderligere information www.naturalbeautyline.com Kontakt os på mail naturalbeautyline@mail.dk eller tlf.nr. 64 75 26 60

goldberg.indd 1

18

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

05-02-2008 22:22:19

GoldBERGS MOR VIL GERNE VIDE

Tafdrup i en nøddeskal Forfatteren Pia Tafdrup udgav den 22. januar 2008 bogen Boomerang med Haikudigte. Goldberg har bedt hende forklare, hvorfor hun har kastet sig over denne oprindeligt japanske digtform.

“Haiku” er en japansk lyrikform med strenge formkriterier. Haiku

Af Pia Tafdrup

Fra et mørkt brønddyb hver dag klatre mod stjerner uden at græde.

Sådan indledes Boomerang, en bog bestående af 101 haikudigte. Haiku har sit udspring i Japan. Japanerne er et folkefærd, der har en stor stolthed, de kan selv! Så jeg har skrevet haiku på de præmisser jeg nu engang har som dansk digter. Det vil sige: Jeg viderefører min egen tematik og vedkender mig mine vestlige rødder.

Haikudigte skal have lov at hænge i luften. I Boomerang står der kun ét digt på hver side, eftersom hvert digt skal have rum omkring sig, hvor ordene når at nedfældes. Læser man for hurtigt, eller læser man mange haikudigte i ét stræk begynder de at æde hinanden op.

Man kan slynge en boomerang af sted for at nyde synet af dens bevægelse gennem luften, eller man kan benytte den som våben, der rammer præcist. Den er primært tænkt og brugt som våben. Den flade form giver den lethed og flyveevne, den er som en vinge gennem luften. En boome­rang har en smuk, afrundet form: en blød bue og en skarp kant.

Begge dele er bygget ind som et æstetisk greb i digtene. Hvis man kaster en boomerang op i luften, kommer den tilbage, så den kan fanges i ét greb. Kan man ikke gribe, kan en boomerang slå hårdt. Jeg forbinder præcision med ordet boomerang.

Præcision og hastig bevægelse. Kaster man kort, kommer den hurtigt, kaster man langt, må man vente længere tid på den. Tid og sted er faktorer, der knytter sig til denne genstand, når den er i brug, tid og sted indgår også i et haikudigt.

Boomerangens form kan videre betragtes som spejlende både det kvindelige og det mandlige køn.

Boomerangen repræsenterer det kvindelige og det mandlige køn i én

»Læser man mange haikudigte i ét stræk begynder de at æde hinanden op.«

er digte på 17 stavelser, som fordeles på tre linjer med 5-7-5 stavelser. Der er ingen regler om rim eller rytme.

Haiku skal indeholde natur og skal foregå i nutid.

og samme figur, en V-form, der vender spidsen op som tegn for manden eller vender spidsen ned som tegn for kvinden. Dette aspekt knytter an til den tematiske side i bogen: Et møde mellem det kvindelige og mandlige.

Det givende i kastet og det tagende i indfangningen. En boomerang kan således ses som en figur, der i mange dimensioner rummer en dobbelthed.

Haikudigte har ikke titler, derfor starter pagineringen i Boomerang ved første digt. Trykt sådan får hvert digt et nummer, man kan referere til, i alt 101 haikudigte, samme antal som i digtsamlingen Tusindfødt (1999).

1001 havde været for meget, men 101 smager lidt af 1001 og antyder et magisk tal.

Jeg har nu skrevet og udgivet en haikubog, skønt jeg på ingen måde er haikuspecialist. Havde jeg været specialist og udforsket genren i årevis, var der næppe kommet en GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

19

bog ud af det! Jeg har stor ydmyghed over for genren, men er kommet til den ”udefra” med friske sanser og et vist mod – eller fuld af dum­ dristighed? Jeg vil ikke sige, at jeg gik i krig med haiku, de kom til mig. Da de første var skrevet, forstod jeg, at jeg måtte skubbe meget andet til side for at kunne tage imod flere. Haiku kommer næppe til en rastløs person.

Haikuøjeblikket er et fredfyldt, uendelig stort rum.

Haiku er en af verdens korteste digtformer. Den er som nævnt af japansk oprindelse, men nu en international form, der skrives på mange forskellige sprog.

Haikudigtet består i den strammeste udgave af en tre-linjet strofe med fem, syv og fem stavelser (i alt sytten stavelser). Der skal i den klassiske udgave tillige forekomme et stykke natur, og der skal være en årstids­ angivelse. Den europæiske modernisme behandler haiku langt friere, men sigter som forbilledet mod forestillingens visuelle prægnans. Den ultrakorte digtform betjener sig af et scenisk billeddannende sprog, der udtrykker den menneskelige oplevelse, ikke en traditionel metafor. Haiku er et øjebliksbillede, hvor en opfattelse af eksistensen afspejles. En konkret scene, hvorfra et videre perspektiv åbner sig. Læst sådan kan haikudigtet også ses som et miniature­drama.

I den traditionelle form rummer digtet som sagt en oplevelse af natur eller årstid, der knytter sig til menneskets tilstand eller eksistens. Årstids­ ordet kaldes ”kigo”. Det kan dog oftest aflæses i naturbilledet, men naturen optræder langt fra altid direkte

I hvirvelkast frem, delfin flænser gennem vand.

Havets boomerang.

20

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

benævnt. Ikke sjældent skildres en forandring, der rummer overraskelsen, eller haikudigtet er bærer af en poetisk stemning. Tingen og situationen taler frem for det personlige jeg.

Efter at have skrevet digtsamlingen Tarkovskijs heste (2006), der har en åben, fortællende form, havde jeg behov for at finde en anden koncentreret opbygning. Tarkovskijs heste er en personlig bog, der omhandler min fars demens­sygdom og død.

Jeg havde derfor en trang til at skrive digte, hvor det personlige ”jeg” var trukket i baggrunden. I den henseende er haikuformen ideel. Det er første bog i mit forfatterskab, hvor ordet ”jeg” ikke forekommer.

»Det første haiku kom med et rødt dalende blad … « Da jeg deltog i en europæiskj­apansk poesifestival i Tokio i december 2005, opstod et haikudigt af sig selv (Lost in Poetry. Information 23. januar 2006). Det første haiku kom med et rødt dalende blad i en vidunderlig have i Tokio, hvor jeg vandrede­ omkring med en god ven, en japansk kollega, Tendo Taijin, som jeg havde truffet i Argentina. Digtet kom efter at have lyttet til de japanske haiku og hørt om filosofien bag dem i en samtale mellem de europæiske og japanske digtere. Gnisterne fra mødet med den japanske kultur tændte noget i mig, men det gjorde det også at komme til Japan for første gang, og opleve hvordan den japanske bevidsthed spænder fra den gamle tempeltid til det ultra moderne. Det var dette besøg, der blev startskuddet til selv at skrive haiku. Her kunne jeg for første gang tage haikugenren til mig.

Mit første haikudigt er skrevet i Tokio, men min relation til haiku går længere tilbage. Jeg er naturligvis stødt på haikudigte flere steder.

F. eks. læste jeg Susanne Jorns præsentation af japansk poesi. Dengang hed hun Susanne Lyngborg. Bogen har titlen Efter blæsten (Arena 1982). Her findes gendigtninger af flere former for poesi, blandt andet haiku. Siden læste jeg Hans Jørgen Nielsens Haiku (Borgen 1963), som alene består af haikugendigtninger.

Efter blæsten kom året efter, at jeg debuterede, på et tidspunkt hvor jeg var meget opsat på at undersøge poesiens mange forskellige udtryk, men jeg så ikke haiku som ”min” genre dengang.

Digtet om det faldende blad var begyndelsen. Da jeg kom hjem fra Japan, modtog jeg en invitation til at hylde Søren Ulrik Thomsen, da han fyldte halvtreds. Han fik fem haikudigte af mig i festskriftet til ham, et for hvert ti-år, han har levet, og siden offentliggjorde jeg fem digte i det svenske tidsskrift Aorta (nr. 15 2006).

Haiku er øjeblikkets digtning.

Haikudigtet kommer overrumplende til en. Haiku­specialisten Kaj Falkman overraskede mig med en artikel i et af sine tidsskrifter (nr. 9 2006), hvor han citerer mig for at have sagt, at et digt kan komme så pludseligt, som når man snubler over en sten. Han bruger mit billede på det uventede og hurtige i processen. Men haiku er også øjeblikkets digtning i den forstand, at læseren – forhåbentlig – fornemmer øjeblikket meget stærkt.

Man har ikke uden grund begrebet ”the haiku moment”. En essens indfanget et vågent øjeblik.

Haikuøjeblikket er forbundet med zenbuddhismens ”satori”, en pludselig opvågnen. Visse japanske specia­lister i haiku taler dog om faren ved at benytte dette begreb. Hvor længe varer et haikuøjeblik? Gælder det den skrivende, eller sigter det på læserens oplevelse? Disse specialister skelner mellem sande og falske haikuøjeblikke, de kan afgøre, hvornår der er tale om ægte poetisk ind­givelse. Hvad der ikke mindst optager mig ved øjeblikket i haikuet er den udspændthed, der kan ligge indbygget i de dobbelt­ betydninger og kontras­ter, der er så typiske for genren. Øjeblikket får sin tidløse karakter.

Jeg har

Forsiden af Pia Tafdrups bog

hørt Shuntaro Kanikawa fortælle, at han startede i den klassiske form, brød med denne og skrev frie haiku for siden at vende tilbage til den klassiske form igen med fornyet respekt og stor glæde ved den. En bevægelse han i øvrigt ikke var ene om i sin generation. Han fortalte, at han på et tidspunkt følte sig som slave af haikuformen, men da han vendte tilbage til den klassiske form som ældre, oplevede han interessant nok at være fri til at udfylde rammen anderledes. Det bekræftede mig i mit valg af den klassiske

haiku­forms faste antal stavelser. Jeg behøvede ikke at vælge frie haiku for at være ”moderne”. Overskridelsen kunne lige så godt ligge i måden at betjene sig af den faste form. Det formelle udfordrer og låser på én gang. ”There is no harder prison than writing verse” har den caribiske digter Derek Wall­cott sagt. I den retorik er haiku­digtet vel nærmest en isolationscelle. Imidler­tid oplever jeg det ikke sådan. Lyn kan sagtens slå ned i et afgrænset felt. Mine haiku, der har forvandlingen som tema, skulle gerne være Tafdrup i en nøddeskal.

Som penselstrøgene hos en kinesisk kaligraf, der skrev let som en sky, men med en drages kraftfuldhed. Det har været min længsel.

Der er ikke noget, der hedder et ægte dansk digt. Et dansk digt kan f. eks. skrives på et lille hotelværelse i Italien. En dansk baggrund kan konfronteres med noget så fremmedartet som haiku. Boomerang ville ikke have eksisteret, hvis ikke jeg kunne forholde mig til noget uden for

Danmarks grænser. Et åndeligt pigtrådshegn lader sig ikke opstille. En

»Der er ikke noget, der hedder et ægte dansk digt.« mur mellem kunstnere og omverden kan ikke bygges. Kunsten vil porte, broer og tunneler. Kunst vil passage, udsyn, indsigt, provokation.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

21

DU kan abonnere på magasinet Goldberg Skynd dig at bestille dit årsabonnement på en af tre måder: Pr. mail: goldberg@goldberg.nu Pr. telefon: 5024 9450 Pr. brev: Magasinet Goldberg, Kronprinsensgade 14, 1114 København K

Goldb erg

NU!

Et årsabonnement bestående af 6 numre koster KUN kr. 249 – inkl. porto (du sparer 48 kr. og får bladet sendt lige til døren på udgivelsesdagen) Magasinet Goldberg kan også gives som gave!

Fra 1. april er Goldberg på nettet

Goldberg er ikke længere kun et magasin Goldberg er på nettet med et nyt hjemmesidekoncept Goldbergs nyhedsbrev opdaterer dig automatisk Goldbergs faste skribenter blogger om deres ekspertområder Goldbergs artikler kan opleves i levende billeder Goldbergs artikeldatabase er en nem måde at finde artikler fra tidligere eksemplarer Goldberg in English moves our magazine beyond Danish borders Goldbergs hjemmeside hedder:

WWW.GOLDBERG.NU 22

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

På plakaterne står bl.a.: ”zionister rejs til Israel”

Polske flygtninge i Danmark For 40 år siden, i marts 1968, udbrød der uroligheder i flere polske storbyer. Utilfredsheden med regeringens politik blev vendt mod den lille jødiske befolkning, der i stort antal måtte flygte ud af landet.

Selv om myndighederne opfordrede jøderne til at rejse, var det ikke sjældent, at udrejsen fra Polen blev vanskeliggjort af de selv samme I årene 1968-1973 ankom der ca. myndigheder. Jøderne blev afkræ2.000 polske jødiske flygtninge til vet udrejsetold, store pengebeløb Danmark. De var flygtet fra en bølge der efter sigende skulle bruges til af antisemitisme, der for mange af istandsættelse af de lejligheder, som dem vakte minder til live om de jødejøderne forlod, og det var heller forfølgelser, de havde været udsat for ikke helt gratis at få tilladelse til at under 2. Verdenskrig. få visum, eksamensdokumenter og 1 1968 var der kun et sted mellem andre beviser for kvalifikationer med 20.000 og 30.000 jøder tilbage i Poi bagagen. En del jøder endte derfor len mod de 3,2 millioner, der havde med at rejse til Israel, der var det levet der før 2. Verdenskrig, og de eneste land, som den polske regering knapt 250.000 der var tilbage i tiden gav ”zionisterne” udrejsevisum til. umiddelbart efter krigen.

Men en del jøder tog efter at have Ikke desto mindre stemplede reforladt Polen til andre destinationer – geringschefen Wladyslaw Gomulka herunder Danmark. den jødiske befolkning som en farlig En hel del af de polske flygtninge ’femte kolonne’, der arbejdede imod håbede i starten på, at deres landflygpolske interesser. Alle jøder blev tighed ville være af kortere varigderfor opfordret til hurtigst muligt at hed. Mange havde efterladt forlade Polen og tage til og andre nærtståIsrael. »De blev afkrævet store pengebeløb, der efter forældre ende familiemedlemmer Den allestedsnærværende antisemisigende skulle bruges til istandsættelse af de eller venner. Nogle måtte efterlade pårørende, der var tisme blev brugt som lejligheder, som de forlod« blevet fængslet i perioden. afledningsmanøvre for I dag viser en række den stærkt voksende undersøgelser af den polsk-jødiske Hadsk propaganda rettet mod utilfredshed med myndighederne og minoritet i Danmark, at de på enhver jøderne og landets kulturelite (inteldet kommunistiske system. Sovjetmåde har været en succes i integratiligensiaen) samt massefyringerne og unionen og statslederen Gomulka onsmæssig sammenhæng. den almene udgrænsning af alle, der oplevede en sviende ydmygelse, da kunne kategoriseres som ”zionister”, Israel vandt Seksdageskrigen i 1967. faldt dog i god jord i brede kredse Israel vandt overlegent over de præget af folkelig antisemitisme. arabiske lande, der var udrustet med

Af Anna og Ewa Gwozdz

Sovjetunionens mest avancerede våben, hvilket påførte Sovjetunionen et indirekte nederlag og skabte stor glæde blandt de utilfredse polakker.

I foråret 1968 udbrød der studenterdemonstrationer, og den generelle utilfredshed med den kommunistiske regerings politik voksede. Regeringschef Gomulka skærpede retorikken over for jøderne, der bekvemt skulle benyttes som syndebukke, og det lille jødiske mindretal blev i stigende grad udsat for chikane og begrænsninger i deres dagligdag. Jøder blev over en kam gjort identiske med zionister uanset deres holdning til staten Israel. I tiden der fulgte oplevede mange jøder – eller zionister som de nu blev kaldt – kollektive afstraffelser, der f. eks. indebar eksklusion fra kommunistpartiet, afskedigelser, tvangsforflytninger og direkte trusler.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

23

museum

At kende rigtigt fra forkert I mere end 40 år har Jødisk Ungdomsforening vist deres anerkendelse af mennesker med mod og hjerte, men nu er det slut.

Af Eva Bøggild I årene fra 1949 til 1992 tildelte Jødisk Ungdomsforening med ujævne mellemrum en hædersbevisning til en udvalgt politiker eller kulturpersonlighed.

I alt 21 mennesker blev

24

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

det til, og fælles for dem er, at de – udover ikke at være jøder – fra hver deres ”talerstol”, det være sig folketingets, universiteternes eller teaterscenens, har talt mod undertrykkelse og diskrimination og for fred mellem mennesker. Hver enkelt af dem opfyldte efter

den siddende bestyrelses opfattelse at være ” … bærer af vor civilisations største og smukkeste kulturarv, den aktive og humane livsopfattelse … ”, som der står i mange af hædersbevisningernes motivationer, der er samlet i Ben Adam-bogen.

Den første modtager af Ben Adamhæderen var afdøde skuespiller Ebbe Rode, og den sidste i rækken er tidligere folketingspolitiker Peter Duetoft.

Allan Melchior, der som tidligere formand for Jødisk Ungdomsforening to gange har været med ved overrækkelserne, forklarer om udvælgelsen af modtagere: - Ben Adam-udnævnelserne begyndte i skyggen af 2. Verdenskrig, og naturligt nok rettede øjnene sig derfor i de første år mod modstandsfolk og andre, der havde talt nazisterne imod. Men det var ikke kun en enkelt gerning eller hændelse, der blev lagt til grund, det var personen som helhed. Der skulle i dette menneske være en egenskab, et karaktertræk, der gjorde, at personen klart skelnede mellem rigtigt og forkert, og som havde modet til at give udtryk for det.

Denne egenskab blev i årenes løb af bestyrelsen tillagt så forskellige mennesker som daværende kirkeminister Bodil Koch, skuespiller Poul Reumert, fhv. generalsekretær for FN Tryggve Lie og den norske professor Kristoffer Gjøtterud.

Men nu er det slut. Jødisk Ungdomsforenings sidste medlemmer har opgivet at føre Ben Adam-bogen videre og har derfor overdraget den til Dansk Jødisk Museum, hvor den dels er i sikkerhed, dels kan beskues.

Allan Melchior forklarer hvorfor projektet er stoppet nu: - Vi måtte vel erkende at tiden er løbet fra den slags. For det første er udnævnelserne altid foregået ved store, stilige fester,

Ben Adam er hebraisk og betyder direkte oversat søn af Adam. Da ordet ben i denne sammenhæng forstås som barn eller efterkommer, og ordet adam betyder menneske, bliver Ben Adam til: barn af mennesket, eller slet og ret: menneske.

Som hædersbetegnelse bruges det i betydningen et rigtigt eller ordentligt menneske – en person som på fineste vis repræsenterer det bedste i os mennesker.

hvor smokingklædte gæster spiste gallamiddag, holdt taler og hvor modtageren blev hyldet og hædret.

Tiden er nok løbet fra den type samvær, og de unge er ikke interesserede i at arrangere sådan noget.

- For det andet er verdens konflikter nok blevet mere komplicerede i dag, end de var dengang, da Ben Adam-ideen opstod i 1949. I dag kan

det være sværere at afgøre menneskers hensigter.

Allan Melchior vil dog ikke afvise at Ben Adam en dag vil kunne genopstå: - Det ville jo være en frygtelig tanke, at der ikke rundt i verden skulle være mennesker, om hvem vi kunne sige, at de er ”et rigtigt menneske”.

Modtagere af Ben Adamhæderen: 1949 Kgl. skuespiller Ebbe Rode 1950 Prof., dr. phil. Poul Brandt Rehberg 1951 Professor Niels Bohr 1951 Professor Richard Ege 1953 Rektor Aage Bertelsen 1954 Statsminister Hans Hedtoft 1955 Ambassadør Henrik Kauffmann 1956 Kgl. skuespiller Poul Reumert 1958 Fhv. gen.sekr. for FN Tryggve Lie 1959 Kirkeminister Bodil Koch 1961 Lord Russel of Liverpool 1962 Forfatter, lektor Peter P. Rohde 1965 Skolebestyrer Harry Pihler 1967 Fhv. statsminister Viggo Kampmann 1968 Redaktør Mogens Kofod-Hansen 1971 Jens Lillelund 1976 Pastor Poul Borchsenius 1983 Fhv. statsråd Per Ahlmark 1984 Professor Thorolf Rafto 1988 Professor Kristoffer Gjøtterud 1992 Folketingsmedlem Peter Duetoft

25

Joachim von Ribbentropp

kunst og kultur

Hans

Den politiske: d Ru

f ol

”Den tyske kulturs sammenbrud” er temaet for det første nummer af magasinet Aandehullet, som Hans Bendix udgav i oktober 1933 med Otto Gelsted, Albert Olsen, Andreas Vinding og Poul Henningsen som medforfattere. Ved siden af stillingen som ansvarlig redaktør var han magasinets leverandør af skånselsløse karikaturer af det tyske herrefolk med dets fører Adolf Hitler som yndlingsoffer. Det er en intelligent, kunstnerisk og satirisk afsløring af kultursammenbruddet i Tyskland efter nazisternes magtovertagelse samme år. Hans Bendix forudså et

Hermann Göring

26

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

barbari i Tyskland og en tragedie for Europa og jøderne.

Aandehullet udkom i tre numre, så måtte Bendix efter en ”kammeratlig samtale” med statsminister Thorvald Stauning nedlægge det. Ellers risikerede regeringen at få ballade med den tyske gesandt – og Bendix at miste sit job og levebrød som tegner ved avisen Social-Demokraten.

Så kom den 9. april 1940 med Danmarks besættelse, og Hans Bendix gik en usikker skæbne i møde, hvis han ville blive i landet.

De danske nazister og tyske ditto havde ikke glemt hans karikaturer i Aandehullet og i det antifascistiske tidsskrift Kulturkampen i årene 1935-39. Bendix måtte flygte, tog hustru og to af sine tre døtre med til USA og blev i eksil som bl.a. radiorapporter med udsendelser til Danmark, indtil krigen var forbi, og de kunne vende tilbage. Datteren Eva Bendix har fortalt familiens his­torie i sin erindringsbog ’Man siger tak’, en bog om en pige og hendes far. Hun var datteren, der ønskede at blive i Danmark og først genså faderen efter fem år. Og så forsvandt han igen, denne gang alene.

Hans Bendix rejste til Nürnberg i det sønderbombede Tyskland for at følge krigsforbryderprocessen og tegne og skrive til skandinaviske

es

H

Af Erik Henriques Bing

s

aviser. Året efter udkom hans bog Nürnberg Tegninger med tegninger og dagbogsblade fra den internationale militærdomstols retssag mod de nazistiske ledere. Bendix portrætterer de slagne topnazister og skriver om indtrykkene, de gør på ham i retssalen. Hans dagbogs­notater afslutter bogen med de tanker, journalisterne i Nürnberg udtaler om Tysklands usikre fremtid. Hans egen fremtid viste ingen tegn på usikkerhed: Bekæmpe ondskab og dumhed, nyde livet og kunsten – og især de smukke kvinder.

Bendix Den erotiske: Af Erik Henriques Bing

Kvinder er i tegneren og forfatteren Hans Bendix’ streg unge, slanke og smukke væsener med skulpturelle bryster og baller af stål. Han elskede dem på den galante måde og forevigede dem i varierende kostumer under deres optræden på scenen eller uden en trævl i atelieret i hjemmet i København. Museet for Dansk Bladtegning, der har til huse i Diamanten, Det Kongelige Biblio-

tek, udstiller for tiden et udvalg af hans erotiske værker – nøgne damer med og uden kavalér – i legemstore plancher ved bogudlånet og i mindre format på Bladtegnergangen over cafeen.

Hans Bendix (1898-1984) var søn af kgl. hofmanufakturhandler Louis Bendix og havde arvet dennes interesse for den jødiske familie og tilværelsens lyse sider. Til dem havde det modsatte køn en høj stjerne.

Datteren Eva Bendix fortæller i En bog om Hans Bendix, at hendes fader ikke kom så legende let til tegningerne, som de lader ane. Når han gik i teatret for at tegne til en ny generalprøve, havde han nerver på. ”Skuespillere nu til dags kan ikke stå stille”, sagde han. Det var noget andet med modellerne i atelieret. Når Eva Bendix havde skoleveninder på besøg, og de mente at have set en splitternøgen ungmø i sofaen over for hendes fader, medens moderen ordnede thebordet, måtte hun slå det hen som syner og en alt for livlig fantasi. Men virkeligheden var en anden. Hans Bendix illustrerede Casanovas erindringer, og veninderne hverken så syner eller fantaserede.

Diamanten lader erotikken brede sig.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

27

www.lexbrandgroup.com

FOROMTALE

Tre + Mammutter Af Eva Bøggild Det er de helt store ord der er frem­me i beskrivelserne af ensemblet Batsheva Dance Company der i midten af marts måned giver i alt seks forestillinger i København: Fysisk perfektioneret, sensuelt, sugges­ tivt, modigt, uimodståeligt og oprigtigt – er blot nogle af dem. ”Et af verdens mest prominente moderne dansekompagnier”, kalder Det Kongelige Teater gruppen, der på Gamle Scene opfører sit nyeste værk ”Three”, bestående af Bellus til Glen Goulds indspilning af Bachs Goldberg Variationer, Humus til musik af Brian Eno og Secus, hvor hele kompagniet er på scenen i en ”kraftfuld komposition af styrke, fart og lidenskab”. ”Når barnlig undren møder erotikken” – sådan beskriver en begejstret anmelder fra The New York Times ensemblets stykke Mamootot – hebraisk for

mammutter. Stykket, der siden 2003 har turneret verden rundt, vises for første gang i Danmark, nærmere bestemt på Danse­scenen i København. Tre forestillinger på to dage bliver det til for et begrænset antal gæster i en scene­opsætning, hvor publikum kommer helt tæt på danserne.

Batsheva Dance Company blev grundlagt i 1964 af et kvindeligt parløb bestående af den fransk, amerikanske baronesse Batsheva de Rothschild (f. 1914 - ) der siden 1967 har boet i Tel Aviv, hvor hun har igangsat flere danseensembler og – skoler, og den amerikanske Martha Graham (1894 - 1991), en af de fremmeste pionerer indenfor moderne dans. Siden 1991 har ensemblet stået under ledelse af koreografen Ohad Naharin, der er blevet hædret med en lang række internationale priser.

At de danske scener værdsætter Ohad Naharins arbejde ses tydeligt ved at han er inviteret som en af gæstekoreograferne, når Balletten fejrer åbningen af Det Nye Skuespilhus i København i maj måned.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

29

set fra melbourne

Hvor Hvor verden verden begynder begynder Goldberg er på sin vej jorden rundt kommet til Australien, til Victoria, til Melbourne, til Kew … og langt ud i bushen.

Af Samuel Altschul, Melbourne Det er i den tørre aftenbrise fra det centrale Australien, jeg samler Goldberg op i Tullamarine Lufthavn. En lettere rejseplaget Goldberg indsnuser aftenluftens fremmede dufte, søde dufte, varme dufte. ”Velkommen til Oz” siger jeg begejstret, da vi stiger ind i bilen. Der er ikke megen begejstring at spore hos Goldberg, 24 timer på monkey class er noget der mærker et menneske.

Idet vi kører ud af lufthavnen, begynder jeg at fortælle Goldberg om livet på den anden side af jordkloden.

Australien er et fascinerende sted, på én gang ungt og så alligevel urgammelt. Ungt i kraft af en sen europæisk

30

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

indvandring, urgammelt i kraft af de indfødte australieres historie. Sangen om Oz begynder i drømmene, langt derude i skumringen hvor himmelen og jorden mødes i horisonten.

Sangen fortæller om fantastiske dyr og planter, om kærlighed og svig, om helte og skurke. Sangen er den vej utallige slægter har fulgt og til stadighed følger.

Der er også en nyere sang med en ganske anderledes melodi. En sang om fanger og flygtninge, om herrer og tjenere, om guld og grønne agre, krydret med tonerne fra kinesiske junker og Middelhavets kyster.

De oprindelige australiere ses kun sjældent i bybilledet, men deres billeder fra drømmetiden er overalt. Til gengæld både ser og hører man de

mange folkeslag, der udgør det moderne Australiens befolkning. Melbourne er verdens næststørste græske by, Athen er den største. Visse dele af byen minder mest af alt om Beirut, med libanesiske flag på facaderne og vinduerne fyldte af specialiteter fra Mellemøstens Paris. Her er briter, italienere, irere, kinesere, pakistanere, tyskere, vietnamesere, ja sågar en fransos eller to.

Lammekoteletter og flyvende hunde Selvfølgelig er her også jøder, ca.

60.000 af slagsen. Eller det vil sige af mange forskellige slags: Adass Yisroel, en spraglet forsamling af forskellige former for chasidim, lidt Satmar, lidt Litvak og andet med egne skoler, synagoge, forretninger

og jeshiva. Som alle andre steder er der Chabad, her dog i en sådan mængde, at de har egen jeshiva, skole og minimum 4 synagoger. Der er mizrachister, jiddishister og sekulære zionister. Kort fortalt noget for enhver smag, lyst og tilbøjelighed.

Her er 12 stk. jødiske børnehaver, 7 skoler fra 1. klasse til 3 g., små 58 synagoger mm.

De første jøder ankom til Australien som straffefanger på den første britiske flåde. Siden da er mange flere kommet til af egen fri vilje eller på flugt fra det, der er værre end de værste mareridt. Melbourne har det største antal Holocaustoverlevere pr. jødisk capita uden for Israel. Det er som om, at da de skulle ud af det Europa der havde udstødt dem, var dette stedet der bragte dem længst væk fra mareridtet. Mange fandt en god skæbne her, i et miljø af tolerance og åbenhed. Det var ikke fordi de ikke skulle kæmpe for tilværelsen – her var de bare lige med andre om det samme.

Det er noget generelt for Melbourne og Australien som sådan.

Kulturen er gennemsyret af den nye verdens inklusivitet i modsætning til den gamle verdens eksklusivitet.

Ingen har været her synderligt længe, Melbournes historie går blot 173 år tilbage i tiden, så alle er på en eller anden måde ”ny” og ved hvordan det er at begynde forfra langt væk fra det gamle land. På tværs af etnicitet, historie og religion, kommer man hurtigt til at føle sig hjemme i den afslappede australske livsstil, hvor det eneste credo synes at være: ”No worries Mate!”

Som vi drejer ned af vejen i vores grønne forstadskvarter, bemærker

Goldberg de sorte skygger på himlen, der mest af alt minder om sværme af bombefly. Tusindvis af store flyvende hunde passerer hver aften og morgen over vores lejlighed på vej mellem deres hjem i træerne ved Yarrafloden og forstadshavernes rigdomme.

På ægte australsk maner har vi gjort klar med store mængder råt kød til grilning for at fejre Goldbergs velkomst. En fuldmoden flaske Shiraz fra Altoona Flats bliver trukket op, medens lammekoteletterne tager farve over ilden.

Kulturens Hovedstad Melbourne er en flad by, der spreder sig ud over mere end 9.000 km2 (til sammenligning udgør Storkøbenhavn ca. en fjerdedel). Den australske drøm om ¼ acre jord (1.010 m2) med eget hus har resulteret i en flad pandekage, hvor kun den moderne bymidte rejser sig i skyskrabere af glas, stål og beton. Det har givet enorme problemer for trafikken og andre dele af infrastrukturen. Den almindelige melbourneser tilbringer mange timer af sit liv i bilkøer.

Hvor Canberra nok er den politiske, Sidney måske den økonomiske, så er Melbourne i den grad Australiens kulturelle hovedstad. På Flinders Street i det centrale Melbourne kæmper museerne om din gunst i stil med 5th Avenue i New York. Med den klassiske sporvogn bevæger vi os i adstadigt tempo igennem den indre by. Målet for denne første dag er Immigrationsmuseet i det gamle Toldhus.

På Immigrationsmuseet udforskes de utallige historier om mennesker fra hele verden, der har bosat sig i

Victoria (den australske delstat, hvor Melbourne er hovedbyen). Man ser og hører om baggrunden for rejsen, om oplevelsen af det nye land og om mødet mellem den nye og den oprindelige befolkning. Det er til tider morsomme, til tider triste, altid engagerende historier.

Til de triste historier hører den om de oprindelige australiere. Som oprindelige folk overalt i verden var det dem der måtte betale prisen, da de høje skibe nåede frem til deres kys­ ter. Når det indvandrede Australien fejrer Australia Day den 26. januar til minde om den første flåde, der ankrede op i Sidney Bugt på netop den dag i 1788, så sørger Australiens oprindelige folk over tabet af landet, livet og så meget andet. Man mener at omkring 50 % af Australiens oprindelige befolkning bukkede under for importerede sygdomme inden år 1800. Yderligere 30 % mødte deres endeligt i 1800-tallets massakrer og fordrivelser, ofre for de ind­ vandrendes ekspropriation af landet.

Disse tal er selvfølgelig behæftede med største usikkerhed. De oprindelige folk bekymrede sig sjældent om at tælle sig selv.

Kunst og Krybdyr Efter sådan en omgang er der brug for lidt intellektuel afslapning, så vi spadserer over gaden og sender sanserne på en svømmetur i Melbourne Akvarium. Her er alt fra Nemo genfundet til hajer a la Dødens gab, der ville få en hvilken som helst tandlæge til at grine hele vejen til banken. The Great Barrier Reef ligger blot 1.300 km herfra, og da man ikke ønsker at ligge under for nogen, GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

31

har man valgt at genskabe lidt af det midt i Melbourne.

Her af også en afdeling fuld af krible-krable, edderkopper, slanger og den slags. Australien byder på en ufattelig mangfoldighed af skønhed og liv, ja og truslen om pludselig død. I al skønheden må man ikke glemme, at ud af alle 10 af verdens giftigste dyr bor 5 af dem i og omkring Australien. Tigerslanger, stenfisk, redback og funnel web spiders er alle blevet studeret og undersøgt til bunds, for tænk nu hvis man en dag skulle møde sådan en fætter! ”Museum mile” byder også på Australian Centre for the Moving Image, hvor man i et moderne arkitektonisk mesterværk kan gå på opdagelse i hundrede års filmhistorie – alene og sammen med andre. Vi tager et hvil og lader os underholde af en af de mange skærme, før vores rejse i drømmen går videre.

Vi må absolut også aflægge et besøg på National Gallery of Victoria, The Ian Potter Centre. En fantastisk samling af australsk kunst, udført af både oprindelige og nye australiere, fra drømmetid til nutid. Intet

32

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

museum i verden har permanent mere australsk kunst på gulve og vægge end dette sted, og man må lade sig beruse af farverig mangfoldighed.

Velnærede i ånden sender endnu en sporvognstur os på markedet.

Queen Victoria Market er det største marked på den sydlige halvkugle under åben himmel. Her fås alt tænkeligt fra frisk frugt til kinesisk urtemedicin, fra futsko til gourmetmad. Den indre studepranger vælder op i Goldberg, der gør et par gode handler i kængurulæder og nips til amagerhylden. Vi lader sanserne vandre, før vi tørner ind, mættede af indtryk.

Mødet med de lokale Man kan til tider godt få for meget af livet i storbyens pulserende helvede, af klimakontrollerede museer og overfyldte offentlige transportmidler.

Derfor er det godt, at man ikke skal langt uden for Melbourne, før det bliver rigtigt vildt. Velindsmurt i faktor 30 sætter vi kursen mod Healesville Wildlife Sanctuary. Goldberg

skal møde nogle af de lokale.

I Healesville har man indhegnet et stort stykke af bushen og fyldt indhegningen udelukkende med australske dyr. Der er kun få barrierer mellem de lokale og den besøgende. Farverige papegøjer flyver om ørene på os, og en mellemstor wallaby gnaver lystigt på Goldbergs snørebånd, der desperat forsøger at få øje på en koala, komatøs efter endnu et hektisk ædeflip.

Her er næbdyr og echidna, wombat og tasmansk djævel, her er emuer og store røde kænguruer, alle indfattet i et fantastisk stykke natur af græstræer, bregnepalmer, eukalyptus og mimoser.

Der gøres et stort stykke arbejde for at beskytte og bevare de oprindelige australske arter. Det var ikke kun straffefanger briterne bragte med sig. Med ombord på skibene havde de også kaniner, ræve, katte

Melbourne: Indbyggertal: 4 mio.

Grundlagt: 1835 Hovedstad i delstaten Victoria (som blev grundlagt 1851) Australiens hovedstad i 1901-1927 Vært for sommer OL i 1956 Området omkring Yarra floden og Port Philip, som nu er Melbourne, har været beboet af den australske urbefolkning gennem 40.000 år

og alskens andet europæisk kræ, der straks og ufortrødent gik i gang med at fortære den forsvarsløse, pungbeklædte lokalbefolkning. Mange arter af pungdyr er allerede uddøde, flere står lige for og overlever kun på nogle små obskure øer. Man har gentagne gange indført fremmede arter til Australien, fordi man savnede dem fra den gamle verden. Hver gang var det på bekostning af lokale arter, ofte med en økologisk katastrofe til følge. Det gælder både for det der kryber på jorden, som for det der flyver i luften.

I dag er de australske myndigheder på stikkerne, når det gælder ind­førsel af biologisk materiale. Selv jord på skoene skal renses af, inden man må betræde australsk Terra Firma.

Det jødiske Melbourne Efter en god nats søvn melder vi os under det jødiske banner. Vi lægger ud med det jødiske museum. Et fint lille sted der fortæller det jødiske folks historie, kultur og tradition med et australsk perspektiv. Her sættes ansigt på straffefanger og guldgravere, på de fromme og de frække.

Her hører man mest om livet og de levende. Holocaustdelen varetages af Jewish Holocaust Museum and Research Centre, en internationalt anerkendt institution der til stadighed kæmper mod had, racisme og fordomme og arbejder for at skabe forståelse og tolerance på tværs af det australske samfund.

Frokosten indtages hos Glick’s, en overfyldt lille snask med en udmær-

ket mælkemenu. Eftermiddagen tilbringes i og omkring Caulfield og Glen Eira, hvor størstedelen af Melbournes jøder bor, hvor luften summer af jiddish, hebraisk, russisk og andre jødiske tungemål. Vi besøger slagtere, købmænd og kræmmere, men kun for at handle med øjnene.

Goldberg er kun næsten ovre jetlaggen, da vi atter sætter kurs mod lufthavnen. Halvandet døgns rejse mod det tågede, regnfulde ørige på den anden side af kloden kan begynde. Tre dage ”down under” er som et sekund af et døgn, kun nok til at ridse i overfladen. Som vi skilles, synes jeg at høre Goldberg nynne en lille bid af sangen, sangen om det mystiske Oz derude mod øst, hvor verden begynder hver dag på ny.

33

Guldsmed Ohana Holbergsgade 19 A 1057 Kbh. K Tlf. 33 91 74 64

Butik/Værksted

Kabbalah-smykke

· reparationer · bestillingsarbejde · redesign af eget smykke · restaurering · judaica

Redesign af dit eget smykke redesign af dit eget smykke-har – har du et smykke, du kunne du et smykke,du kunne tænke tænke dig at få lavet om, kan vi dig at fålavet om ,kan vi udarbeudarbejde forslag og tilbud jde forslag og tilbud

www.ohana-guldsmed.dk

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698.

Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Vi har pakkeløsninger, men også lokaleleje eller en kombination. Vi skræddersyer et individuelt tilbud, der passer til jeres behov,

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

34

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

politisk analyse

Europa farvel ”

Man må glæde sig på den europæiske kulturpessimismes vegne: Ikke alene vil vi blive ristet og druknet af den globale opvarmning, men økonomiske og demografiske mega-trends kan på et halvt århundrede omdanne Europa til en aldrende fattiggård, hvis oprindelige kulturer fortrænges af et muslimsk flertal. Det er svært at spå, især om fremtiden, men da ydmyghed ikke altid er en dyd, kaster vi os kække ud i nogle scenarier for derigennem at se på, hvad Europa har i vente.

Af Jeppe P. Trautner Europessimisme Europæerne får færre børn, end der skal til for at opretholde folke­ tallet, og vi bliver færre efter 2025. Økonomisk har Europa længe været et lavvækstområde, og den stadig stigende andel af pensionister vil bremse Europas vækst yderligere.

Asien accelererer, og amerikanerne er i dag mere end en tredjedel rigere end vesteuropæerne. USA er socialt dynamisk og vil fortsat have en yngre befolkning, og der forskes mere, så landet er en global magnet for talent.

Det gavner økonomien, og amerikanerne kan allerede i 2040 være dobbelt så rige som europæerne.

» … amerikanerne kan allerede i 2040 være dobbelt så rige som europæerne.« Med tiden vil Europa få en stadig ringere mulighed for at påvirke verden, herunder vores naboer, i den retning vi måtte ønske.

Eurabia Vil øget indvandring af unge fra det fattige Mellemøsten og Nordafrika skabe europæisk fremgang? Mange er skeptiske, heriblandt den britiske historiker Bat Ye’or. For hende og andre gør religionen Islam, med dens anti-demokratiske politiske forskrifter, historie og praksis, flertallet af

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 [skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre] Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

muslimer til anti-demokrater. Hun noterer sig, at den nylige muslimske indvandring til Europa er sket uden at værtslandene krævede, at de nye borgere lærte sprogene og accepterede demokrati og nationale kerneværdier. Samtidig dokumenterer hun, at EU har accepteret, endog lovprist, arabisk og muslimsk undertrykkelse og propaganda og fremmet en anti-israelsk, reelt jødehadsk, og USA-fjendtlig retorik. For Bat Ye’or er Europa på vej til at blive et arabisk vassal-kontinent, et “Eurabia”.

samt nød- og udviklingshjælp. EU’s ‘dialog’ med de arabiske diktaturer er, uanset dens konkrete og moralske værdiløshed, retorik. Reelt har de europæiske lande hver især et tæt samarbejde med Israel om bl.a. handel, teknologi, forsvar, antiterror, landbrug, forskning og kultur og bruger blot EU til at tækkes den europæiske anti-israelske venstrefløj og de arabiske regimer. En metode der tilmed gør det muligt at kritisere USA for dets blinde (altså synlige) støtte til Israel.

Realisme Får pessimisterne ret? I dag er godt 3 % af EU-landenes borgere muslimer. De får i snit flere børn, men selv om indvandringen fortsætter som nu, udgør de næppe 12 % i 2050, som de vil gøre, hvis intet forandres. Men alt forandres, og indvandringen og muslimers fødselsrate falder, folk assimileres, og måske vælger europæerne igen at få flere børn. Påstanden, at muslimer ikke kan være demokrater, overser ikke blot bl.a. en europæisk, tyrkisk og indisk virkelighed, men også at religion blot er en af de mange rammer, som mennesker handler indenfor. EU-systemets følgagtighed over for arabisk diktat er uskøn, men ikke fatal. EU er ikke Europa, blot en forening for regeringer med enorme nationale egoer. Uanset at EU har en dynamik der gør, at stadig flere lande samarbejder om stadig mere, er EU’s udenrigspolitik fortsat en næsten tom skal. Dele af EU-systemet er dog udpeget til sygehjælpere, der ligesom FN skal tage sig af håbløse internationale tilfælde og trøste med dialog

Mere solskin Vil Europas absolutte demografiske og relative økonomiske nedgang kunne vendes? Europæere vil gerne have flere børn, men finder rammerne forkerte. Måske fordi velfærdsstaterne utilsigtet har skabt social og økonomisk inerti og hæmmer integrationen af indvandrere. Den europæiske ligegyldighed over for egne demokratiske og kulturelle idealer er på retur, både nationalt og i EU. Udfordringer erkendes, der eksperimenteres, problemer løses og nye opstår. Meget kan gøres nationalt, men nogle problemer, bl.a. indvandring og den islamistiske udfordring, må også håndteres tværnationalt. En mulig konsekvens af et betydeligt pres udefra kan være en fælles europæisk inden- og udenrigspolitik. En ‘eurabisk’ kollaps er derimod ganske usandsynlig, og hvis Europa fornyer sig, vil flere få børn, og relativ fattigdom undgås. Tilmed bliver somrene nok både varmere og tørrere.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

35

bibliotek

Bibliothèque Medem Af Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane Hvad enten man er til Isaac Bashevis Singer, Martin Andersen Nexø eller Elie Wiesel så er Bibliothèque Medem stedet, hvis man altså læser jiddish. Biblioteket, der ligger i Paris’ 11. arrondissement, har eksisteret siden 1929 og er det største jiddishe bibliotek i Europa med mere end 20.000 bind på jiddish.

Det er knapt firs år siden, at otte østeuropæiske immigranter i Paris besluttede sig for at åbne et biblio­ tek. For at indsamle midler og ikke mindst bøger til projektet blev der i slutningen af 1928 afholdt

enKvelgøren­hedsaften, hvor bl.a. forfatteren Sholem Asch deltog. Den aften donerede Asch, der allerede var en kendt forfatter, 200 bøger til biblioteket. De udgjorde næsten halvdelen af bogbestanden, da biblioteket med 500 bind slog dørene op i foråret 1929.

Grundlæggerne, der alle tilhørte den jødiske socialistiske arbejderbevægelse Bund (oprettet i Rusland i 1897 for alle jødiske arbejdere i Litauen, Polen og Rusland), navngav biblioteket efter forfatteren og kritikeren H. D. Nomberg; det blev senere ændret til Medem-biblioteket efter Vladimir Medem, en af Bundbevægelsens ideologer.

I løbet af 1930’erne skiftede bib-

H. C. Andersens ”Kejserens nye Klæ’r” på jiddish kan ses på Biblioteque Medem

lioteket, der primært bestod af fyldte bogskabe, adresse flere gange. I et baglokale til en café i Rue Vieille du Temple fik bogskabene plads, men efter Paris blev besat i juni 1940, blev bibliotekets lokaler i Marais-kvarteret omdannet til et slags hovedkvarter for Bund i Frankrig. Der blev bl.a. indrettet en spisesal, hvor Bundmedlemmer kunne få et gratis måltid mad.

Allerede i maj 1941 fandt den første jøderazzia sted i Paris, og mange polske, russiske og statsløse jøder blev interneret. Efter de store razziaer i juli 1942 var der ikke mange mennesker tilbage i miljøet omkring biblioteket, der før besættelsen var et af seks jiddishe biblioteker i Paris.

En dag i efteråret 1942 kom Gestapo på besøg. De ville ransage stedet og se, hvad der skulle konfiskeres.

Men på grund af en hel del konservesdåser, der blokerede adgangen til bogskabene, besluttede de sig for at komme igen en anden dag.

En af de sidste tilbageblevne bundister, Nathan Shachnovsky, hans ikkejødiske kone og bygningens portner besluttede sig for at redde bogsamlingen, så de slæbte de ca. 3000 bøger ned i en kælder, hvor de forblev gemt indtil Paris blev befriet 25. august 1944. Kort tid efter, den 14. oktober 1944, genåbnede biblioteket.

Bibliothèque Medem, der siden 2003 også har været jiddish kulturhus, holder i dag til på adressen Passage Saint-Pierre Amelot 18 i det 11. arrondissement.

Rettelse fra GOLDBERG #5 I artiklen om antisemitisme blandt danske teologer i Goldberg #5 har der indsneget sig to fejl.

1. Sognepræst Anders Malling, som mest er kendt i offentligheden som forfatter til flere bind i Dansk Salmehistorie, var ikke medstifter af et nazistisk præstenetværk. Men han var medlem af det danske nazistparti.

36

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

2. Det var ikke Aarhus Stiftstidende der vandt en injuriesag mod en gruppe præster, men omvendt. Efter befrielsen ønskede en gruppe præster, at der blev rejst sag mod Århus Stifts biskop Skat Hoffmeyer for udtalelser om jøder, som han var kommet med under besættelsen.

To kirkeministre afviste sagen, men den foranledigede Aarhus Stiftstidende til at angribe præsterne. Præsterne anlagde derefter sag mod avisen, og vandt.

Få bogen ”På dette sted” der udkom på Auschwitz-dagen 27. januar 2008

Bogen indeholder artikler af · Birte Weiss · Torben Jørgensen · Peter Langwithz Smith · Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane

Gratis bog nu!

Henvend dig til Forlaget Goldberg & Mor Pr. mail: mor@goldberg.nu Pr. telefon: 5024 9450 Pr. brev: Magasinet Goldberg Kronprinsensgade 14

1114 København K … og få tilsendt bogen.

Ikoner med takker og kroner Af Erik Henriques Bing Post Danmark afbilder de danske jøder Victor Borge (1909-2000) og Arne Jacobsen (1902-71) i en ny frimærkeserie med betegnelsen ”Store danskere”. Den blev lanceret i november sidste år, og i Post Danmarks Journal 5/07 er begrundelsen for valget af dem som de første i serien sammen med Poul Henningsen og Piet Hein, at de har ”sat sig markante spor i eftertiden, og deres indsats vækker stadig til eftertanke.”

Hertil kommer, at de også er husket i den brede befolkning. Gravøren Lars Sjööblom og grafikeren Torben Skov har fået Victor Borges klavertangenter og Arne Jacobsens lænestol Ægget med.

Journal citerer New York Times for at kalde Borge ”verdens sjoveste mand”. Med fødenavnet Børge Rosenbaum reddede han sig i 1940 under Danmarks besættelse til USA og havde succes som pianist og entertainer med sit nye navn: Victor efter sin lærer, pianisten Victor Schiøler, og Borge som en amerikansk udtale af

Børge. Han kom nu og da til Danmark og underholdt med ”Fonetisk tegnsætning”, ustyrlig humor og virtuost klaverspil.

Arne Jacobsen satte sit arkitektoniske præg på København, Århus og Klampenborg. SAS Royal Hotel og Nationalbanken i København, Rådhuset i Århus (s.m. arkitekt Erik Møller), Bellevue Strandbad og Bellavista i Klampenborg er hovedværker. Han har designet lamper, ure og bestik. Som møbelarkitekt blev han med stolene Ægget, Svanen, Syveren og Myren et verdensnavn.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

37

MANDEN MED HJERNERNE

Den genopdagede hjerneknuser Han lavede verdens første løgnedetektor. Men sovjet­ tiske Aleksander Luria var først og fremmest en visionær brobygger mellem forskellige videnskaber indenfor vores forståelse af hjernens funktioner.

Af Henning Kirk Nogen har betegnet den neuro­ psykologiske forsker Aleksander Luria (1902-1977) som opportunist. I hvert fald var han medlem af kommunistpartiet, en betingelse for at han fra 1945 kunne beklæde chefstillingen på Bourdenko-instituttet i Moskva, et af datidens førende centre for neurokirurgi, neurovidenskab og psykologi.

”Kognitiv” fornuftsbestemt og erfaringsbegrundet erkendelse

En af forklaringerne på, at han hverken blev forvist eller myrdet, eller for den sags skyld forsøgte at flygte, var hans lidenskab, som også var nyttig for magthaverne: studiet af hjernen i psykologisk perspektiv.

En utrættelig stræben efter at udforske og begribe noget ubegribeligt. En forskning som han omtalte som ’den romantiske videnskab’. Det romantiske lå måske i, at han forenede en humanistisk og en naturvidenskabelig tilgang til psykologien. Han blev inspireret hertil, da han som student i Kazan, øst for Moskva, i 1920’erne mødte psykologerne Lev Vygotsky og Aleksej Leontjev. De tre påbegyndte sammen at udvikle en helt ny form for psykologi, som forenede det instrumentelle i psykologien med kulturhistorie og med studiet af sprog som noget helt central. Et eksempel på det instrumentelle var Lurias skabelse af den første løgnedetektor.

Måske har vi i de tre psykologers kulturelle tilgang en nøgle til at forstå det markante islæt af jødisk kultur inden for det, der i dag betegnes som ’kognitiv neurovidenskab’: den tværvidenskabelige og kulturhistoriske tilgang, som man f.eks. også finder hos Freud, som Luria korresponderede med som student. Og hos nyere neuroforskere som Oliver Sacks, Gerald Edelman, Antonio Damasio og Elkhonon Goldberg,

der var Lurias elev. Neurologen og forfatteren Oliver Sacks har gennem sit omfattende og meget anerkendte forfatterskab gjort meget for at udbrede Lurias teorier. Han har netop udgivet en bemærkelsesværdig bog om, hvad musikken gør ved hjernen. Set ud fra nutidens kognitive neurovidenskab kan musik skabe ’brobygning’ mellem hjernen og resten af kroppen.

Luria blev brobygger mellem forskellige videnskaber. Det var måske netop derfor, at han blev i stand til at forstå menneskets kognition som resultatet af brobygninger mellem hjernens forskellige dele.

Han talte om hjernens ’funktionelle systemer’.

Kognitiv neurovidenskab i dag I dag har hver uge sin omtale af en ny landvinding inden for hjerneforskningen. Vi bliver efterhånden vant til at se alle disse billeder af den arbejdende hjerne: Dér hvor det ’lyser op’, når man bliver overrasket, bange, skeptisk eller euforisk glad.

Eller hvor i dens vindinger det ’sner’, når man lærer, forstår, husker, glemmer osv.

Vores almindelige spørgsmål går ofte på, hvor sproget, billederne, følelserne osv. sidder i hjernen. Vi har en forventning om, at de nye scanningsmetoder kan kortlægge hjernen

scanningen gjorde det muligt at ”se ind” i den arbejdende hjerne. Eller der var i hvert fald nogen der vidste det. Først og fremmest Luria. Takket være udviklingen af nye scannings-

anden er Elkhonon Goldberg, som flygtede fra Sovjet til USA i 1973.

Koldt vand i blodet I dag er de fleste fortrolige med den erkendelse, at vores tanker, beslutninger og andre bevidste processer udspiller sig i hjernen.

Men det er faktisk kun i 3-400 år, at det har været en videnskabeligt accepteret

En h

jern esca nning

og afdække mysterierne om biologien bag psykologien.

Men sagen er, at hjernens sanseperception og kognitive funktioner, dens følelsesmæssige reaktioner og dens styring af bevægeapparatet ikke sidder et bestemt sted. Der er ganske vist områder i hjernen, der er mere aktive

end andre, når vi løser en bestemt opgave. Men det karakteristiske ved f.eks. de kognitive processer er, at de foregår i et samspil mellem flere forskellige områder af hjernen.

Det vidste man længe før hjerne-

metoder har man nu fået bekræftet, at hans teorier holder. Luria er på mange måder blevet genopdaget, og det skyldes ikke mindst en række personer, som i sin tid arbejdede sammen med ham.

En af dem er dansker, neuropsykologen Anne-Lise Christensen. En

opfattelse, at sindet og tankerne er lokaliseret til hjernen. Vores sprogbrug er i den henseende ret afslørende. Når vi f.eks. bruger ord som frenologi (den forladte lære om sindets kortlægning uden på kraniet), skizofreni, oligofreni (åndssvaghed) m.fl., viderebringer vi den antikke forestilling om, at sindet og tankerne var knyttet til mellemgulvet (phren på græsk).

Men hvis ikke hjernen var hjemsted for vores tanker, hvad var dens funktion så? Ifølge antikke forestillinger var det hjernens opgave at afkøle blodet. Det var i hjernen, at man ’slog GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

39

Александр Романович Лурия

Aleksander Romanovich Luria

koldt vand i blodet’. Sind og tanker var derimod tæt forbundet med mavefornemmelse og hjertebanken.

Det var det voksende antal obduktioner i 1600-tallet, der ledte til nye forestillinger om hjernen som sæde for vores tankevirksomhed. Mange har hørt om Descartes’ tese om at ’sjælens bolig’ befandt sig i koglekirtlen, der er en lille kirtel midt i hjernen, som indgår i styringen af vores døgnrytme. Færre har nok hørt om den danske anatom og geolog Niels Stensens opsigtsvækkende afhandling om hjernen, hvor han bl.a. ud fra systematiske dissektioner af flere pattedyrarter leverede stærke argumenter mod Descartes. Men han måtte samtidig indrømme, at man ikke kunne vide meget om, hvordan hjernen kunne frembringe tankevirksomhed.

Det troede man i 1800-tallet, at man kunne – at man entydigt kunne lokalisere kognitive funktioner til helt bestemt hjerneområder. I overensstemmelse med frenologiens påstande om, at sådanne områder oven i købet kunne kortlægges uden på kraniet. Sådanne tanker var også på mode i 1930’erne, hvor raceteorier og -hygiejne, også i Danmark, var et centralt emne.

Facetter af en bold Lurias forestillinger om hjernens funktionelle systemer kan illustreres med et eksempel. Hvis vi tænker på en bold, bidrager forskellige dele af hjernen til de associationer, der indgår i vores indre billede af bolden. Et billede der sammensættes afhængig af vores individuelle erfaringer med bolde, og hvad de kan bruges til.

For det første er der formen. Associationerne tager udgangspunkt i en kugleform, noget der er rundt.

40

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

Denne oplevelse af form kan dannes i samspil mellem netværk i hjernebarken, der inddrager isselapperne; dér hvor der typisk indgår netværk vedrørende form, geometri, geografi, kropsidentitet mv. Men bolden vil jo også have en farve, og et sådant farvebillede genereres i samspil med netværk i nakkelapperne, som typisk bidrager til bevidsthedens dannelse af billeder, deres farver, kontraster osv.

Så er der boldens overflade og det materiale, den er lavet af. Vi trækker så på andre netværk, der kan inddrage både nakke-, isse- og tindingelapperne. Sidstnævnte rummer typisk netværk der associerer ord, begreber osv. Og indgår der i vores forestilling om en bold yderligere lyden fra en bold, der rammer en mur, er det andre af tindingelappernes netværk der bidrager.

Men der kan også være følelser med i spillet. Hvis man f.eks. har personlig glæde af boldspil eller negative oplevelser, som hvis man plejer at blive fravalgt, når der skal udtages et hold til boldspil i gymnastiktimen. Følelserne associeres til de øvrige netværk via strukturer i de hjernedele, der i evolutionær henseende hører til den ”gamle” hjerne, f.eks. amygdala.

I billedet af en bold kan også indgå handling; man kan forestille sig, at man sparker til den. En sådan forestilling indebærer, at billedet også inkluderer netværk i den motoriske hjernebark i frontallapperne, hvorfra muskelbevægelser igangsættes og styres.

Der kan altså indgå ganske mange netværk, og mange forskellige strukturer, i storhjernen og den gamle hjerne. Noget man i dag

nemt kan påvise med hjernescanning. Luria måtte derimod møjsommeligt sammenstykke sine hypoteser ud fra tusindvis af undersøgelser, først af patienter med hjernesvulster, senere af soldater med hjernelæsioner. Det store arbejde byggede på grundige neurologiske undersøgelser suppleret med tidskrævende samtaler til belysning af kognitive funktioner. Hans kunst bestod bl.a. i at kunne hjernescanne uden scanner.

Luria i dansk version Den danske neuropsykolog AnneLise Christensen var i begyndelsen af 1970’erne tre gange på studieophold hos Luria i Moskva. Hun fik stor betydning for hans internationale gennemslagskraft inden for neuropsykologien, om end perspektiverne af hans arbejde først i dag nyder universel anerkendelse.

Anne-Lise Christensens vision var først og fremmest at udvikle en målrettet genoptræning af personer med hjerneskade. Var det vanskeligt at få faglig opbakning, ikke mindst i lægeverdenen, bag de nye perspektiver for rehabilitering, var det endnu vanskeligere at få offentlige myndigheder til at betale for behandlingen.

Genoptræning tager tid, og vi har i

For ham selv var udforskningen af hjernen en lidenskab og en ’romantisk videnskab’ med det sigte at kunne sammenknytte ’mind’ og ’brain’.

Danmark traditionelt haft svært ved at finde ud af, om genoptræning er en opgave for hospitalerne eller for kommunerne.

Efter mange års kamp lykkedes det imidlertid i 1985 at få etableret et dansk center for hjerneskade i tilknytning til Københavns Universitet.

I dag findes flere andre steder i landet centre der arbejder med rehabilitering af hjerneskadede.

Goldberg og hjernens dirigent Da Anne-Lise Christensen besøgte Luria første gang, mødte hun en af Lurias fremmeste elever, Elkhonon Goldberg. Da hun kom dertil for tredje gang, var han der ikke længere. I sin første bog har han i det indledende kapitel beskrevet sin flugt fra Sovjetunionen i 1973 som et eksempel på, hvad frontallapperne kan bruges til.

Forhistorien var, at Luria som medlem af kommunistpartiet opfordrede Goldberg til også at blive medlem.

Det ønskede han imidlertid ikke og holdt længe sin læremester hen uden at give svar. Efter nogen tid blev han dog nødt til at bekende kulør. Konsekvensen var, at Luria så ikke kunne hjælpe ham videre i karrieren.

I 1972 var Nixon på officielt besøg

hos Bresjnev. I den anledning blev der givet udrejsetilladelse for store grupper af russiske jøder. Men man tillod ikke en lovende ph.d.-studerende at rejse fra Sovjets førende neurovidenskabelige forskningscenter. Goldberg søgte i stedet at ’blive anonym’.

Han tog til Riga under påskud af, at han af private årsager var nødt til at være dér på grund af (påstået) alvorlig sygdom hos forældrene. Han fik arbejde som hospitalsportør, og efter et års tid søgte han så om udrejsetilladelse til USA. Den fik han, men det var lige før man i paskontrollen i Moskva opdagede, hvilken hjerneflugt man var i færd med at ekspedere.

modigt arbejdes med genoptræning af personer med hjerneskade. For ham selv var udforskningen af hjernen en lidenskab og en ’romantisk videnskab’ med det sigte at kunne sammenknytte ’mind’ og ’brain’.

Inden for den kognitive neurovidenskab vil man hævde at projektet lykkedes. Han bidrog til at skabe et ’kulturmøde’ mellem biologer, læger, psykologer og antropologer, til at skabe et fælles sprog om hjerne og kognition. Men det vil nok tage lidt tid endnu før vi rigtig fatter, hvordan neuropsykologien udvikledes i 1900-tallet i en niche under Sovjetregimet.

Den romantiske videnskab Goldberg er i dag som neuropsykolog med base i New York i færd med at formidle og videreudvikle Lurias teorier i en helt ny verden, hvor nye udgaver af hjernescanning gør det muligt at visualisere kognitionen og de funktionelle systemer. Også hans anden bog, Visdommens paradoks, er udkommet på dansk.

Luria og hans ideer er for alvor blevet genopdaget. Både når hjernen visualiseres gennem nye sofistikerede scanningsteknikker, og når der tål-

Kilder: Sacks, Oliver (2007). Musicophilia: Tales of Music and the Brain. New York: Alfred Knopf.

Goldberg, Elkhonon (2002). Hjernens dirigent. Pandelapperne og den civiliserede bevidsthed. København: Psykologisk Forlag.

Goldberg, Elkhonon (2005). Visdommens paradoks. København: Psykologisk Forlag.

Vinder Vinder af af decembers decembers konkurrence konkurrence

I december 2007 kunne Magasinet Goldbergs læsere deltage i en konkurrence om 2 billetter til Tel Aviv.

Højesteretsdommer Per Walsøe har nu forestået lodtrækningen og vinderen af konkurrencen blev:

Igor Bokk Hovmestervej 29, 1. tv 2400 København NV Magasinet Goldberg ønsker tillykke og god rejse!

Nonstop sommerfly København – Tel Aviv med Arkia, Israeli Airlines.

Hver onsdag fra 2. juli til 27. august 2008.

Pris ved bestilling inden 31. marts 2008 (spar kr. 1.050): kr. 2.900 t/r voksen, kr. 2.350 t/r børn under 12 år, kr. 660 baby under 2 år Alle skatter og afgifter er inkluderet. Der serveres gratis mad og drikke på alle Arkiaflyvninger.

Arkia Scandinavia tlf. 3333 0344 eller dit rejsebureau

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

41

bogomtale

Hitlers iscenesætter Steven Bachs biografi over fotografen og filmskaberen Leni Riefenstahl rejser det principielle spørgs­ mål om kunstnerens moralske ansvar, men overlader det til læseren selv at fælde denne dom.

Af Henrik Pedersen Hvis man søger en forklaring på propagandaens afgørende betydning for nazismens fascinationskraft og sejrsgang i Tyskland, gør man klogt i at læse Steven Bachs bog ’Leni’ om Leni Riefenstahl (1902-2003) og hendes banebrydende filmkunst, der var et skelsættende resultat af hendes nære venskab og politiske parløb med Adolf Hitler.

Bogen fortæller den utrolige historie, der både fik makabre historiske følger og revolutionerede filmgenren. Samtidig rejser den det principielle spørgsmål, om kunstneren har et moralsk ansvar for sin produktion.

Den dokumenterer overbevisende, hvordan nazisterne rendyrkede filmmediets æstetiske virkemidler, så det blev et slagkraftigt våben i deres propaganda.

Leni Riefenstahl kom til verden i Wedding, en grå og fattig berlinerforstad.

42

Hun var enspænderen, der elskede at læse eventyr og lave dukketeater for sin lillebror Heinz. Hendes tyranniske far sendte hende i gymnasiet, men hendes kreativitet og trang til fysisk udfoldelse var større end hendes boglige evner, så hun fortsatte i stedet på et lyceum, en idrætshøjskole, hvor hun med stor fornøjelse dyrkede atletik. Leni Riefenstahl beundrede nemlig de klassiske græske idealer for fysisk skønhed, og efter skoleårene ønskede hun brændende at realisere dem som danser.

Fra dans til film En alvorlig knæskade afsluttede Leni Riefenstahls dansekarriere, der var finansieret af en tidligere elsker. Men det blev dog ikke sidste gang, at hun lukrerede på sine særdeles imødekom-

mende mandlige bekendtskaber.

Spillefilmen ’Den alpine Genre’ om Dolomitterne fik hende i stedet til at prøve lykken i film-branchen.

Genren var en radikal nyskabelse fra tidens fejrede filmproducent Arnold Fanck. ”Ham må jeg møde,” som Leni Riefenstahl plejede at sige, når hun så sin fordel i at møde en fremmed person. En vellykket knæoperation, et smukt ydre og eminente evner til – on location – at bestige bjerge, løbe og stå på ski, skaffede hende hovedroller i film som ’Mont Blanc’ og ’The White Hell of Piz Palü’ og gav hende et navn i den internationale filmverden. Men hendes drømmes mål om at komme til Hollywood, der skulle realiseres gennem hovedrollen i filmen Den blå Engel brast. Det blev i stedet skuespillerinden Marlene Dietrich der udødeliggjorde den. Leni Riefenstahl rasede og besluttede sig for selv at producere film og brillerede siden i hovedrollen som Junta i ’The Blue Light’. Med disse opsigtsvækkende succesfilm gik hun sine egne veje, udfordrede sine medarbejdere og dyrkede det teknisk og æstetisk vellykkede på bekostning af det narrative.

Ved et tilfælde læste hun Adolf Hitlers ’Mein Kampf’, hørte bagefter ham tale og var tryllebundet. Det skrev hun til ham og fik arrangeret et møde, der blev om ikke til kærlighed så venskab ved første blik. ”Du skal lave vores film, når vi kommer til magten,” lovede Hitler ifølge Leni Riefenstahl, og sådan gik det. Tiden viste, at Fräulein Riefenstahl var som sendt af forsynet til at iscenesætte den

førerkult, der løftede Hitler til gudelignende højder og forførte ikke kun dens tilbedere, men også millioner af tyskere. Æstetik over etik Leni Riefenstahl begyndte lovende med filmen Troens Sejr (1934) om Nürnberg-partidagene. Filmen var en dristig og vellykket teknisk nyskabelse, der priste Hitler og det nye Tyskland som et masseopbud af styrke og fælles vilje. Og hun fortsatte meget overbevisende med ’Viljens Triumf’ (1936), der teknisk overgik sin forgænger ved at rendyrke fører­kultens æstetiske udtryk og af eftertiden regnes for verdenshistoriens mest vellykkede propagandafilm.

Det var dog filmen ’Olympia’ (1938), hvis emne var olympiaden i Berlin i 1936, der skulle blive hendes livs største menneskelige og faglige triumf. Med filmen ville nazisterne vise Det tredje Riges formåen og ikke mindst gøre en god figur i verdens øjne. Det lykkedes, og Leni Riefenstahl fik æren for det. Kronede som ukronede hoveder fejrede hende, hvorimod Leni Riefenstahls selv­ valgte USA-turné blev en eklatant fiasko, fordi Krystalnatten kastede sine lange skygger.

Under filmarbejdet havde Leni Riefenstahl, som sædvanligt, hundset med alle og lavet hysteriske optrin, når noget ikke passede hende, hvilket hendes nærmeste chef, propagandaminister Joseph Goebbels, der i øvrigt beundrede hendes filmkunst grænseløst, også havde fået at mærke. Han hævnede sig med en afslørende revisionsrapport om hendes tvivlsomme økonomiske dispositioner, blot for at blive sat fra bestillingen som hendes chef.

Da krigen kom, var Leni Riefenstahl filmreporter for den tyske hær i det kvæstede Polen, og hun overværede bl.a., hvordan jøderne i byen Konskie blev likvideret, men senere nægtede hun pure at have set ”ét eneste lig i Polen.”

Politisk naiv Hun nægtede også at kende til skæbnen for de sigøjnere, der var tvangsudskrevet til at optræde som statister i hendes mastodontfilm, ’Tieflande’, en melodramatisk opera og en af

Hitlers favoritter. I filmen optrådte Leni ­Riefenstahl i hovedrollen som en sigøjnerpige i et klassisk trekantsdrama.

Projektet (1941-1944) blev det længste og dyreste i tysk filmhistorie og afslører, hvor kynisk Leni Riefen­stahl udnyttede sin status som Hitlers yndling på bekostning af en stigmatiseret befolkningsgruppe.

Leni Riefenstahl castede dem, den yngste 3 mdr. gammel, i Marzahn og Maxglan, to transitlejre for sigøjnere på vej til udryddelse i Auschwitz, og trods løfter om hjælp lod hun dem i stikken efter optagelserne. Siden pralede hun med sin omsorg for dem og nægtede nogensinde at have sat sine ben i lejrene. Fotos viste noget andet, og da hun i sin alderdom så statisternes navne på dødslisterne fra Auschwitz, beklagede hun det blot i generelle vendinger.

Under afnazificeringsprocesserne efter krigen afviste hun blankt enhver medskyld i nazisternes forbrydelser og påstod, at hun kun havde haft æstetiske motiver til at producere film for regimet, og at hun desuden var politisk naiv. Relationerne til Hitler havde udelukkende været professionelle, og han havde nægtet at diskutere jødespørgsmålet.

Partimedlem havde hun vitterligt heller ikke været. Hun slap godt fra det, bl.a. fordi vigtige dele af hendes produktion var forsvundet, andet belastende materiale havde hun skyndsomst skaffet af vejen. I andre retssager forsøgte den altid stridbare Leni Riefenstahl at gøre sine urime­ lige krav på filmrettigheder gældende, mens hendes ambitiøse filmprojekter led skibbrud.

Leni Riefenstahls karriere voksede ud af filmmekkaet i Weimartidens Berlin og kulminerede under Det tredje Rige. Bogen beskriver veloplagt epokens forjættende og fanden­ ivoldske teater-, scene- og filmverden, hvis resultater stadig er synlige, ligesom læseren følger Tysklands gradvise forvandling fra et lovende demokratisk eksperiment til en notorisk morderstat.

Steven Bach: Leni: The Life and Work of Leni Riefenstahl, London 2007.

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

43

Historiens vingesus

Alfred Dreyfus

– velkommen i Springforbi!

Efter fire år som livstidsfange på Djævleøen ved Sydamerika kom den uskyldigt dømte franskjødiske officer Alfred Dreyfus i 1899 tilbage til Frankrig for at få sin sag genoptaget. I den forbindelse modtog han en invitation fra Danmark.

Af Erik Henriques Bing Den franske generalstab og krigsret var i 1895 ikke i tvivl, da den jødiske kaptajn Alfred Dreyfus (1859-1935), tjenestegørende i generalstaben, blev idømt livsvarigt fængsel for højforræderi. Det var det store flertal af franskmændene heller ikke. Antisemitismen var vidt udbredt, nærmest en selvfølge. Og når det nu med falske grafologiske analyser var ”bevist”, at kaptajnen med et håndskrevet brev havde korresponderet med arvefjenden, Det tyske Kejserriges ambassade i Paris, og afsløret militære tophemmeligheder, var det i orden, at den skyldige var stillet for en krigsret med en hemmelig retter­ gang, som hverken den tiltalte eller offentligheden fik klar besked om.

Jøden Alfred Dreyfus blev dømt for spionage og højforræderi og under trommehvirvler og folkemassernes jubel degraderet ved en ceremoni i École Militaires gård i Paris. Distinktioner og knapper blev flået af hans uniform. Hans officerssabel blev knækket for øjnene af ham – og han blev deporteret til den franske Île du Diable, Djævleøen, ud for Guyana i Sydamerika. I det dræbende klima kunne han rådne op som straf for sit ”typisk jødiske” forræderi mod den franske republik.

Émile Zolas åbne brev den 13. januar 1898 til den franske præsident Félix Faure

44

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

Émile Zola: J’Accuse … !

Anklagerne for højforræderi og krigsrettens behandling af Dreyfus blev kendt i hele Europa. Her i Danmark blev Dreyfus-affæren, som sagen blev

kaldt, fulgt med stor opmærksomhed.

Efterhånden kom der nye oplys­ ninger frem fra intellektuelle mænd i Frankrig, blandt dem Alfred Dreyfus’ broder Mathieu. Det var oplys­ ninger, der talte til fordel for Dreyfus’ absolutte uskyld og på samme tid en anklage mod den franske generalstab for løgnagtighed og antisemitisme.

Dreyfus’ støtter, dreyfusarderne, rejste krav om en genoptagelse af sagen for at få en pure frifindelse af kaptajnen.

Forfatteren Émile Zolas åbne brev den 13. januar 1898 til den franske præsident Félix Faure i avisen L’Aurore blev et gennembrud. Overskriften stod med enorme bogstaver: ”J’Accuse … !” (Jeg anklager), og teksten var en rasende anklage mod regeringens antisemitisme, den skandaløse dom og deportationen af Dreyfus. Her satte en ikke-jødisk kunstner, en af Frankrigs mest læste og respekterede romanforfattere, afgørende skub i en genoptagelse af sagen.

Tilbage fra Djævleøen I Danmark fulgte avisen Vort Land

Dreyfus-affæren dag for dag. Dramatikken steg til nye højder i forbindelse med den franske kassationsrets annullering den 3. juli 1899 af livstidsdommen over Dreyfus og hans løsladelse fra Djævleøen. Han vendte tilbage til Frankrig for at blive stillet for en ny krigsret i byen Rennes. Den dømte ham den 9. september 1899 endnu en gang for landsforræderi, men ”mildnede” straffen til 10 års fængsel. Vort Land bragte den 12. september udtalelser fra en række fremtrædende personer, en general, en oberstløjtnant, en generalauditør og en etatsråd, grosserer Jacob Martin Bing. ”Grundigere end nogen Anden herhjemme har Grosserer J. M. Bing sat sig ind i Dreyfus-affæren.

Paa faa har Domfældelsen virket mere nedtrykkende.”

Jacob Martin Bing (1833-1903) havde taget en del af sin uddannelse i Frankrig for at kunne indgå i sin fader og farfaders kunst-, bogog papir­handel H. I. Bing & Søn i København. Hans fader og farbroder havde grundlagt porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, som hans fætter videre­førte. Selv overtog han H. I.

Bing & Søn, og da hans sønner ikke ville føre etablissementet videre, lukkede han det, fortsatte som grosserer og erhvervede i 1890 landstedet Havslunde på Strandvejen i Springforbi nord for Taarbæk – mellem Dyrehaven og Øresund. Her var privat park, strand og badebro. Hovedbygningen var opført i 1855 og rummede om sommeren det store rykind af familien Bing og medlemmer af de indgiftede slægter Henriques, Simonsen, Meyer og Bendix. Voksne og børn, gæster og tjenende ånder talte 20-30 personer. Hertil kom celebert besøg af Kronprins Frederik (VIII) og Prins Christian (X).

Den nye dom Til Vort Land udtalte Jacob Martin Bing sin mening om udfaldet i Dreyfus-sagen. Han havde under et ophold i Paris i juni 1895 deltaget i en kongres og talt med forskellige ”ansete Personligheder”. Han havde dannet sig den bestemte opfattelse, at kaptajn Dreyfus var blevet uretfærdigt dømt. Efterfølgende havde han med overordentlig interesse fulgt sagen. Han havde glædet sig over

Forsider af ’Le Petit Journal’ et af datidens populære illustrerede tidsskrifter: fængslingen, retsagen og den offentlige ydmygelse, hvor Dreyfus’ officerssabel knækkes for øjnene af ham) GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

45

ophævelsen af livstidsdommen, der havde ført til den nye krigsretssag i Rennes, men han ”blev dybt rystet ved at erfare Krigsrettens meningsløse Dom.” Processen havde været en skandale fra dens begyndelse til dens slutning. Forhandlingerne ved krigsretten havde delvist været et forsøg på at dække over de kompromitterede generaler og officerer.

Jacob Martin Bing kommenterede den nye dom på 10 års fængsel. Det var Krigsrettens opgave, erklærede han, at skaffe svar på de af kassationsretten fremsatte spørgsmål, men

Alfred Dreyfus på Djævleøen

46

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

”intet af disse er besvaret bekræftende, og der er intet fremkommet, som beviser Dreyfus’ Skyld, eller som blot gør den sandsynlig.”

Alligevel havde fem af rettens syv medlemmer erklæret ham for skyldig i landsforræderi. ”Men de vover ikke at dømme ham efter Lovens Strenghed!” Dommerne ville berolige deres samvittighed ved at udfinde en middelvej, erklærede han og tilføjede, at forhåbentlig ville det endelige resultat en dag blive Dreyfus’ fuldstændige frifindelse og rehabilitering. ”I Retfærdighedens Interesse haaber jeg

ogsaa, at de højtstaaende Forbrydere maa blive tiltalte og straffede,” sluttede han.

Invitationen Jacob Martin Bing havde været så overbevist om en frifindelsesdom ved genoptagelsen af sagen, at han straks efter Alfred Dreyfus’ tilbagevenden til Frankrig i et brev inviterede ham til et rekreationsophold på Havslunde. Dreyfus skulle være velkommen hos familien i Springforbi. Om denne invitation skriver et barnebarn til Bing, civilingeniør Ove Meyer, i sin bog Nogle Erindringer, 1945.

Ove Meyer fortæller: »En sommer, den sommer Dreyfus blev løsladt, havde vi sammen en frygtelig konspiration, som ingen andre måtte vide noget om: Dreyfus skulle inviteres til Springforbi, hvor han en tid lang skulle bo for at rekreere sig.

Bedstefar spurgte os, hvad vi syn-tes om planen. Vi var naturligvis på det rene med, at bedre idé kunne næppe tænkes. Og en dag vandrede vi drenge hemmelighedsfuldt af sted med invitationen, som vi højtidelig lod plumpe ned i postkassen. Nu ventedes svaret, men tiden på turene gik imens med til de mindste detaljer at planlægge den celebre gæsts ophold.

Hvad der alt skulle gøres for ham – ingen fyrste kunne få det bedre.”

Svaret Ove Meyer, og hvem der ellers var indviet i invitationen, ventede i spænding på et svar. Ville tidens mest omtalte jøde, som den franske præsident få dage efter den nye (uretfærdige) dom havde benådet, forlade Frankrig og komme til Danmark som en fri mand? Ville han tage ophold hos familien Bing på Havslunde, hvor han naturligvis ville få stillet en suite værelser, sandsynligvis en etage i hovedbygningen til sin rådighed og i øvrigt få fred og ro, så han i parken med udsigten over vandet til Sverige kunne rekreere sig oven på de chokerende oplevelser?

Svaret gav Vort Land i en artikel den 30. september 1899 under overskriften: ”Dreyfus modtager en berlinsk Rentiers Indbydelse.”

Artiklen fortsætter: ”Det er nu givet, at Kaptajn Dreyfus ikke modtager Grosserer J. M. Bings Indbydelse om at komme til Havslunde. Dreyfus har efter Sigende nok haft Lyst til at se Danmark, men han vilde have Ro, og det passede ham ikke at bo sammen med sine Værtsfolk. Derimod har han efter tyske Blade sagt Ja til en anden Indbydelse, der i disse Dage er rettet til ham fra Rentier Dørfel fra Berlin. Hr. Dørfel, som bor paa Landet i St. Goar, rejser selv bort, medens han stiller Dreyfus sin prægtigt beliggende Villa ”Paula” til uindskrænket Brug til et Rekreationsophold. Og dette diskrete Tilbud har Kaptajnen, som sagt, ikke kunnet afslaa. Naar Kaptajn Dreyfus har modtaget en saadan Indbydelse, der yderligere vil faa Nationalisterne til at skumme af Raseri, er det antageligt for i Tyskland at være nærmere ved de Kilder, der kan skaffe ham de endelige Beviser for hans Uskyldighed.”

Skuffelsen var stor. Ove Meyer skriver i Nogle Erindringer: ”Så kom langt om længe et lille brev med et høfligt afslag. Skuffelse for begge generationer. Men sagen fik et efterspil.

Bedstefar [Jacob Martin Bing] havde dog ikke kunnet holde tæt, og en dag stod det hele at læse i Vort Land. Nu kan det nok være, at der var til stakkels bedstefar i en god mening, hele familiens kvindelige del, den familie, der var blevet til grin for hele Strandvejen, faldt over ham, og det varede flere uger, før vandene faldt til ro.« Dreyfus-affærens epilog I slutningen af 1903 døde Jacob Martin Bing og nåede ikke at opleve, at en dom i juli 1904 fastslog, at alle beskyldningerne mod Alfred Dreyfus var falske. Det var major Ferdinand Walsin Esterhazy, en forgældet spion, der havde solgt militære hemmeligheder til den tyske militærmagt. Flere lyssky personer var indblandet.

I 1906 modtog Dreyfus fuld rehabilitering, den æresoprejsning han havde arbejdet for siden livstidsdommen. Han blev udnævnt til major og fik i École Militaires gård sine militære udmærkelser tilbage suppleret med Æreslegionens Ridderkors som kompensation for vanære og lidelser.

Havslunde blev overtaget af Bings enke og efter hendes død i 1916 solgt til Rich’s-koncernens direktør Carl Harry Otto Salomonsen. Ejendommen blev i 1942 overtaget af staten og bygningerne nedrevet i 1965.

Området kaldes i dag Jægersborg Strandhave. Alfred Dreyfus døde 75 år gammel i 1935. Han kom aldrig til Havslunde, antisemitismen forsvandt aldrig fra Europa, og Dreyfus-affæren blev aldrig glemt.

Jacob Martin Bing er krønikeskriverens oldefader.

Se vores store udvalg af skabe i enhver størrelse og med mange dør typer

AISEN’S ØNSKESKABE MØBLER

G L . KO N G E V E J 8 9 - 91

·

SOVESOFAER

·

SENGE

18 5 0 F R E D E R I K S B E R G C T L F. 3 3 21 12 0 8 A I S E N @A I S E N . D K W W W. A I S E N . D K

FA X 3 3 21 67 21

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

47

kunst

Den første jødiske avantgardekunstner Af Kasper Monrad Det er ikke altid nationaliteten, der er angivet i passet, som afgør, hvor en kunstner får sin plads i kunsthistorien. For hvis det havde været tilfældet, havde Danmark kunnet prale af en af de betydeligste impressionistiske malere. Nu er det imidlertid Frankrig, der i praksis tager æren for ham. Men til den ære er nu også knyttet et forbehold.

Det drejer sig om Camille Pissarro, der blev født på Skt. Thomas i Dansk Vestindien i 1830. Hans far var ind-

48

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

vandret fra Bordeaux i Frankrig, men var af portugisisk sefardisk afstamning. Den sidstnævnte omstændighed har uden tvivl haft stor betydning for ham, og den har helt aktuelt kvalificeret ham til en nylig udstilling på Jewish Museum i New York. Pissarro beholdt sit danske pas livet igennem, og også dette har spillet en rolle for hans identitet.

Der skal nok være nogen med et vist kendskab til hans kunst, der har svært ved at se sammenhængen mellem disse to omstændigheder og hans malerier fra Paris og omegn. Men det er en af udstillingens pointer, og det

vender jeg tilbage til.

Pissarro var overhovedet den eneste af 1800-tallets virkelig banebrydende kunstnere, der havde en jødisk

» … den eneste af 1800-tallets virkelig banebrydende kunstnere, der havde en jødisk baggrund.« baggrund. Han var søn af en forretningsmand og tilbragte de første 12

år af sit liv på Skt. Thomas, hvorefter han blev sendt til Paris med henblik på sin uddannelse. Han vendte tilbage til sin fødeø som 18-årig, men ikke for at gå ind i familievirksomheden som forventet. Hans inter­ esse for at tegne var blevet vakt, og denne interesse blev styrket, da han omkring 1851 mødte den lidt ældre danske landskabs- og marinemaler Fritz Melbye på Skt. Thomas. Melbye er ganske vist ikke en af de store skikkelser i dansk kunst, men mødet stimulerede interessen hos Pissarro yderligere, og sammen rejste de til Venezuela, hvor de arbejdede side om side i næsten to år 1852-54. Fra denne tid stammer to små portrætter fra Pissarros hånd – af Fritz Melbye og ham selv – som han forærede til sin danske ven, og som siden blev nedarvet i Melbyes familie, indtil de i 1974 blev skænket til Statens Museum for Kunst som arv efter Herbert Melbye.

Efter tilbagekomsten til Skt. Thomas valgte Pissarro i 1855 at tage til Paris for at få en egentlig kunstneruddannelse. Han blev i første omgang elev

af Fritz Melbyes ældre bror Anton, der var marinemaler og bosat i Paris, men han modtog også vigtig inspiration fra landskabsmaleren Corot og delte muligvis atelier med en anden dansk maler, David Jacobsen (læs om den dansk-jødiske maler David Jacobsen i Goldberg #3).

Pissarro kom imidlertid snart i berøring med en gruppe yngre malere, der radikalt omformulerede opfattelsen af et billede og det maleriske formsprog. Deres eksperimenter vakte stærk modvilje blandt kritikerne, og da de efter flere afvisninger på den officielle parisiske salon etablerede deres egen uafhængige udstilling i 1874, blev deres kunstneriske bestræbelser tildelt øgenavnet ”impressionisme”. Det var ment negativt, men betegnelsen blev som bekendt hængende og bliver nu nærmest brugt som en kvalitetsangivelse.

Men betegnelsen giver rent faktisk mening, da de mest rendyrkede impressionister, inkl. Pissarro, har søgt at fastholde øjeblikkets indtryk, snarere end at male, hvad de vidste om motiverne. Pissarro talte i sine breve

om ”natur” og ”sansning”, og han betonede vigtigheden af ikke blot at studere naturen indgående, men også af at være modtagelig for øjeblikkets sansning. Dette skal ikke forstås i forlængelse af den foregående romantiske epokes følelsesmæssige tolkning af motiverne og deres stemninger, men snarere som et ønske om at vise åbenhed over for naturens omskiftelige fremtoning. Bortset fra et midlertidigt engagement i den mere teoretisk betonede, og mindre sansende, retning pointillismen i den anden halvdel af 1880’erne forholdt Pissarro sig tro mod dette kunstneriske credo hele livet.

Pissarro var den eneste af impressionisterne, der udstillede på alle de otte fælles udstillinger i årene 1874-86.

» … selv om han var en helhjertet impressionist, var han ikke i alle henseender en typisk repræsentant.«

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

49

Men selv om han var en helhjertet impressionist, var han ikke i alle henseender en typisk repræsentant. Mens flere af de andre malere, specielt Monet og Renoir, skildrede landskaberne i Paris’ omegn, som de opleves af fritidsmennesker på udflugt fra byen, valgte Pissarro at betragte naturen fra de arbejdende landboeres standpunkt. Han malede dér, hvor de havde deres hverdag, og der er intet smukt, storslået eller spektakulært over motiverne. Blandt hans motiver var landarbejdere på markerne eller en køkkenpige, der fodrer høns på en gårdsplads.

I 1890’erne rykkede Pissarro sit fokus fra landet mod storbyen. Han malede hele serier af malerier fra boulevarderne i det moderne Paris med det flimrende liv, der udspandt sig. I dag er disse billeder nærmest indbegrebet af det maleriske Paris i ”de gode gamle dage”. Men dengang var det det nye Paris, der brutalt var blevet skabt, da baron Haussmann efter revolutionen i 1848 gennemskar de middelalderlige bydele med snorlige boulevarder, så Napoleon III slap for oprørske borgere, der byggede barrikader i de snævre gader. Der var altså intet nostalgisk eller romantisk ved hans valg af disse motiver.

50

GOLDBERG | #6 | WWW.GOLDBERG.NU

Som det fremgår af dette rids af Pissarros livsbane, afspejles hans jødiske baggrund ikke direkte af hans motiver. Men det gør den ifølge udstillingens arrangører til gengæld af hans personlige og kunstneriske grundholdning.

Pissarro nedstammede fra de såkaldte marranos, dvs. portugisiske jøder, der i 1500-tallet blev kristnede ved tvang, men som i det skjulte beholdt deres jødiske tro. At de i praksis forblev jøder, var forbundet med stor risiko, da truslen om inkvisition hele tiden lurede (den portugisiske, ikke den spanske, forstås!). Til den portugisiske jødiske kultur blev dermed knyttet et meget stærkt islæt af trods og vilje til at holde fast på det, man troede på – koste hvad det ville.

Denne kulturelle arv blev videregivet til Pissarro, også selv om hans farfar emigrerede til Bordeaux, og hans far rejste til Dansk Vestindien. Han var stædig og følte ingen trang til at tilpasse sig flertallets normer. Han tilhørte i dobbelt forstand en minoritet, da han kom til Paris, både som jøde og som dansk statsborger. At han også som kunstner snart kom til at tilhøre en minoritet, var altså blot en logisk konsekvens.

I sit voksne liv frigjorde Pissarro sig fra den jødiske tro og giftede sig

med familiens ikke-jødiske køkkenpige – til hans mors store fortrydelse.

Men den stigende antisemitisme i Frankrig i 1890’erne tvang ham dog til at gøre sin stilling klar. Han støttede således den uskyldigt dømte jødiske kaptajn Dreyfus allerede før forfatteren og kritikeren Emile Zola skrev sit berømte anklageskrift mod de franske myndigheder. Denne sag splittede de gamle impressionistiske kampfæller, og Pissarro oplevede smertefuldt, at to af de kunstnere, der have stået ham nærmest, Degas og Cézanne, vendte ham ryggen.

Specielt Degas’ antisemitisme var voldsom og hadefuld. Pissarro endte derfor modvilligt med at stå ved den jødiske identitet, som han ellers havde søgt at lægge bag sig.

Kilder: Karen Levitov & Richard Shiff, Camille Pissarro. Impressions of City & Country.

Udstillingskatalog. Jewish Museum, New York 2007.

Stephanie Rachum, “Camille Pissarro’s Jewish Identity”, ASSAPH – Studies in Art History, 5, 2000, 3-28.

»Fencing«

www.evasteenchristensen.dk Eva Steen Christensen er udstillingsaktuel på Snowfall – på Vejen Kunstmuseum til d. 24. marts Havens begyndelse – på Galleri Specta fra d. 29. feb. til d. 5. marts Eva Steen Christensen er repræsenteret af Galleri Specta – www.specta.dk