Goldberg #7

Goldberg Nr. 7 · Maj 2008 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

... og nu til Hollywood Læserkonkurrence: Vind billetter til Dylan-koncert Pris kr. 49,50

blachmans indre russer ”ministeriet for specielle anliggender” ved perleflodens udmunding jøde og cowboy kanon til børn

Ruth E Aisen malet af Jeanne G. Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg ”Man skal starte med ændre verden – ikke sig selv.”

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Eva Bøggild Birte Kont Hanne Trautner-Kromann Fotografer: Tine Harden (forsidefoto) Illustrationer: Jeanne G. Kempinski Layout og grafik: Gongong ApS; www.gongong.dk Tryk: PE offset A/S, Varde Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe Tine Bach, Dorthe Bekesi, Maurice BenSimon, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Joshua Gross, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, John Kirketerp Jensen, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Janina Katz, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Tobias Koch, Lennart Kont, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca

Blum, Stockholm; Penelope Cohen, ­Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Jørgen Rossini, Milano; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes hos velassorterede boghandlere over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450 GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. maj 2008 Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl.

Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Store Regnegade 5, 1 1110 København K

INDHOLD MAJ 2008 6 Leder 6 Fem af vores skribenter 8 Lipska og Goldberg

3 nye digte om Goldberg af Ewa Lipska

10 Goldbergs mor vil

19

41 Politisk analyse

Forfatteren Bruno Schulz gav sin fabulerende fantasi frit løb i erotiske tegninger og lyriske fortællinger Af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

42 Revolutionen

Masochisten og mannequinerne

22 Kanon til børn

Litteraturkanoner til voksne er der nok af. Her er 12 kanon-gode bøger til børn Af Charlotte Lang og Lone Spliid

gerne vide noget om …

Thomas Blachmans indre russer.

Heidi Laura har interviewet musikeren

15 Renhed og rædsel

Filminstruktøren Jon Bang Carlsen er aktuel med en ny dokumentarfilm om Anden Verdenskrig Interview af Jacques Blum og Eva Bøggild

18 Venskabets fælder Novelle af Janina Katz

26 Den mislykkede ateist

Goldberg har mødt forfatteren Nathan Englander i New York til en snak om hans seneste bog Ministeriet for Specielle Anliggender Interview af Fran Hopenwasser

30 Ved Perleflodens udløb

På sin vej rundt i verden er Goldberg denne gang taget på besøg i eksotiske Hong Kong Af Hanne Kærhøg

34

På Vesterbro en neger gik …

Børnebogen Den store Bastian med de gruopvækkende historier om uartige børn blev dansk bestseller og kulturarv Af Erik Henriques Bing

38

En usædvanlig karriere Mød Billy Jenkins, en vaskeægte jødisk cowboy i nazitiden Af Eva Lehrer

Undervisning om jødeudryddelserne Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane

Staten Israels oprettelse for 60 år siden var en revolution i jødernes historie Historikeren Arthur Arnheim skriver om fødselsdagen set i et zionistisk perspektiv

46 Open Source Jøde­

dom

Forfatteren Michael Rushkoff bruger i bogen Nothing Sacred databegrebet open source til en analyse af jødedommen i dag. Michel Solovej anmelder den provoke­rende bog

48

Jødedommen på museum

Kasper Monrad har undersøgt hvordan museer rundt om i verden har valgt at præsentere den lokale og den globale jødedom

LEDER

FLotteri GOLDBERG har 1 års fødselsdag, og GOLDBERG og MOR havde tænkt på at invitere alle læsere til fest med dejlig chokolade og kager til. Men MOR mente, at det ville være både for dyrt og for pladskrævende. Og så skulle alle gæsterne også bryde hjernen med at finde på en fødselsdagsgave. Hvad giver man en 1-årig GOLDBERG? GOLDBERG har selv løst problemet. Vi laver et FLotteri som alle læserne kan deltage i.

Hvis du skaffer en ny abonnent så får du kvit og frit tilsendt et stykke

nyudkommen og nyoversat verdenslitteratur. Hvis du finder to eller flere nye abonnenter så tilsvarer vi med bøger – og på den måde bliver alle glade: Vi, fordi det altid er dejligt med flere abonnenter. Du fordi du slipper for at finde på en fødselsdagsgave (og får en bog der ellers koster det samme som et GOLDBERG-abonnement.) Og den ny abonnent bliver glad for sit magasin! Så situationen er win-win-win.

Bob Dylan har dog allerede fundet på en fødselsdagsgave! Han stiller 2 x 2 billetter på højkant blandt alle, der

vil deltage i et Flotteri om at komme med til hans koncert den 28. maj.

Det eneste krav er, at man skynder sig med at finde en ny GOLDBERG­ abonnent.

Og så vil Mor-Goldberg lige minde om, at det snart er MOR’s DAG, og som det kan ses i magasinet, så elsker kvinder GOLDBERG. Tillykke og l’Haim til alle jer der har fulgt GOLDBERG det første år, og til alle jer vi glæder os til at lære at kende!

Jacques Blum

Fem af skribenterne i dette nummer af Goldberg Hanne Kærhøg er uddannet cand. merc. fra Copenhagen Business School i 1996. Hun har arbejdet ti år i Danmark, senest som chefkonsulent med fokus på organisations- og medarbejderudvikling samt projektledelse både i den offentlige og private sektor. Hanne Kærhøg er gift og bor nu på tredje år med familien i Hong Kong.

6

Michel Solovej er cand. scient. i matematik og datalogi fra KU samt ph.d. i matematik fra Leeds University. Har studeret matematik ved University of California, Berkeley og virksomhedsledelse på IMD i Lausanne.

Er underdirektør i Nordea Bank og næstformand i Det mosaiske Troessamfund.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

Heidi Laura er ph.d. i hebraisk sprog og jødisk kultur fra Københavns Universitet og er ekstern lektor sammesteds.

Arbejder som kulturskribent og litteratur­anmelder for Weekendavisen og som freelanceredaktør. Udgav i 2006 bogen Stor­ byens stammer – på opdagelse i mangfol­ digheden.

Arthur Arnheim er cand. mag. i historie fra Københavns Universitet og tidligere direktør for Magistrenes Pensionskasse. Han har forsket i de danske og nordtyske jøders historie og har publiceret artikler om det dansk-jødiske trossamfund og redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig.

Fran Hopenwasser er lektor ved Frederiksborg Gymnasium og har bl.a. skrevet om nyere jødisk-amerikansk litteratur.

Er medforfatter til en bog om drama fra 2006: The play’s the thing. Ten-Minute plays in the classroom, som skal hjælpe engelsklærere til at arbejde med drama ud fra dramatiske principper.

Gerard Byrne related works 5. april - 3. august 2008

GoLDBERG OG EWA LIPSKA

Illustration Jeanne G. Kempinski

GOLDBERG OG EWA LIPSKA Ewa Lipska hører til blandt Polens mest anerkendte

Goldberg. I disse historier har hun som den eneste

forfattere. Hendes lange række af bøger, først

af Magasinets skribenter fået lov til at personliggøre

og fremmest digtsamlinger, er oversat til utal-

Goldberg med både køn og livshistorie. For alle os

lige sprog. Skønt hun ikke forstår et ord dansk,

andre er Goldberg stadig en sproglig konstruktion.

fortæller hun her for anden gang sine historier om

8

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

3 GOLDBERG-DIGTE AF EWA LIPSKA

Oversat fra polsk af Aleksander Slaw

GOLDBERG OG ENSOMHEDEN Ensomheden ramte Goldberg i fodgængerover-

af pragt. I øret telefonen:

gangen. Ramte og krænkede. Skubbede ham ud

– Hallo? Er det S.?

på gaderne: Vegagatan, Mestrozigasse, Kenilworth

– S. er død.

Gardens, Hamburgerstraat, Plaza Valencia Club de

– Siden hvornår?

Fútbol, H.C. Andersens Boulevard. Goldberg ved,

– Siden i morgen.

hvor svært det er at undvære livet, elskerindens

– Javel. Tak.

puls og hundens snor. Venter på en bilbombe i en

Goldberg spiller rollen indtil den allersidste til-

rød bil og beundrer nature morte. Chardin: kani-

skuer, som er ham selv.

ner, agerhøns, blomster, frugter, alverdens dialekter

GOLDBERG OG VEJRTRÆKNINGEN Goldberg ved, at når luften begynder at trække

han for nogle dage siden lærte faunen Christian

vejret, bliver verden uerstattelig. Han tager en

Thomsen at kende. En faun, begavelsens synd, er

filthat på, knapper sit statsborgerskab op til

en blanding af kaolin, kvarts og utopi. I hans øre

halsen og går i byen. Byer er som regel begærlige;

klinger stadig hundenes bjæf og regnens rislen. En

det er nok at gøre én kejtet bevægelse og straks

pape­gøje strammer sine kløer om hans pegefinger

gør guderne fra anstalten ”Udødelighed” sin entré

og gentager tanketomt tavsheden. Derudover er

og indsamler penge til en nærliggende sex-shop.

der kun en afgrund, som kun digterne kender.

Til alt held befinder Goldberg sig i nærheden

Goldberg trækker vejret med nordlig accent med

af det Kongelige Manufaktur Museum, hvor

havudsigt.

GOLDBERG OG BILLARDKUGLEN Goldberg står på et sidespor, som et godstog. Han

sild. Skyernes grå finner flydende over byen.

kan ikke bevæge sig. Hverken frem eller tilbage.

På plakaten knuger en fredsdue sin vinge om

Hukommelsen blokerer ham. Tidens optrukne

udløseren på et akkordeon. Den afsikrer en uge

bremse. Hvad kan man gøre med historie, som

med syv skud i magasinet. Goldberg tænker over

minder om fiskeforretningen i Haraldsgade.

forskellen mellem Ditten, Datten og en billardkugle,

Blæksprutter, flyvefisk, østers, krabber, sardiner,

som med voldsom fart rammer mørket.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

9

Interview

Det originale Thomas Blachman har en indre russer og stærke minder fra en jødisk familie med store armbevægelser og en festgarderobe, der lignede noget fra Hollywood. Måske er det også lidt derfor, at han godt tør være både forfængelig og sentimental og helt sig selv?

Af Heidi Laura ”Det kan godt være, at det er en livslang erkendelse at være jøde?

I stedet for at det er noget, jeg har følt at jeg har været fra starten, så finder jeg mere og mere ud af, at det er noget jeg er, og at det, jeg har følt var mit eget – mine egne knopskud og interesser, min dynamik, det at jeg synes at mennesket skal have en vis portion af frihed – at det måske bare er dét. En erkendelse af, at det her er noget, som er blevet sagt i årtusinder, og blevet realiseret i årtusinder. At vi skal give hinanden den kærlighed, vi har brug for, for at vi kan blomstre, som dem, vi gerne vil være. Men det er vel almenmenneskeligt også”.

Thomas Blachman er nærmest professionelt ”helt sig selv”. Uge efter uge har han i den bedste sendetid fascineret og provokeret nationen ved at gå på tværs af gråmeleret konformitet i og ved bare at være helt sig selv med sine egne uforgribelige meninger. Og en del af den helt-sigselv-hed er altså, at han også er jøde.

Jeg er lidt ærgerlig over ikke at have spottet det før, for jeg plejer at have en sikker JewDar – altså sans for at andre må være jødiske, svarende til homoseksuelles GayDar. Og billedet faldt fuldstændig på plads, da jeg opdagede at Thomas Blachman er vokset op med en livlig, jødisk

10

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

familie på sin fars side. For her var jo straks forklaringen på en mand, som er lykkelig i rollen som modsiger og tryg ved at være følelsesfuld frem for en kantet macho – som er en holdningsmaskine og hurtigsnakker, lidt avangardistisk, vanvittig musikalsk og dokumenteret driftig. Tjek, tjek, tjek, flueben ved alle de stereotype jødiske træk.

» Tjek, tjek, tjek, flueben ved alle de stereotype jødiske træk.« Men han er ikke helt med på min fikse rubricering af ham. ”Er stort set alt, hvad der er jødisk, noget positivt?” spørger Thomas Blachman ironisk. For ham har det at være jøde ikke noget at gøre med, hvordan andre ser én. Han er bare gjort af sin families stof og glad for det. Han synes, at han har en barndom uden ar bag sig, og i det at være jøde ligger der for ham i høj grad retten til at skille sig ud og være sig selv. ”Der er en stor jødisk stolthed, en stor arv af sorg og glæde – og en ret til at skille sig ud. Jeg nød at skille mig ud med mit navn, Blachman, fra de almindelige, danske massebetegnelser. At have det navn blev for mig en del af at finde ud af, hvem man er som halvvoksen.”

På mødrene side havde Thomas Blachman en familie med god, dansk, besindig håndværkerkultur.

Den anden halvdel af familien, den med russisk-jødiske rødder, stod oppe på stolene og talte hysterisk.

Forskellen på de to familier var enorm: Der er jo mennesker, som ved deres død efterlader et brev, hvor der står at ”Du skal vide, at jeg elskede dig … ,” fordi de aldrig fik det sagt, og sådan var det lidt i den

ene del af familien, mens der ikke var noget, som ikke blev sagt, i den jødiske del.

Familien Blachman kom fra Vitebsk til Danmark omkring 1900, og blev lynintegrerede i løbet af knap et par generationer – man kan se det på fornavnene, som gik fra Isak og Salmon til Henning og Bjarne. Historien er den klassiske, som masser af danske jøder deler.

Oldefaren, Isak, var en driftig forretningsmand, som slog sig op som skrædder i København. Han var egentlig på vej til USA fra Rusland, men blev hængende i Danmark, vist ikke mindst på grund af de mange smukke kvinder. Han var livet igennem en stor kvindebedårer, vild med danske kvinder.

Hans søn, Salmon, Thomas Blach­ mans bedstefar, har især spillet en stor rolle for Thomas og været nærværende i hans liv. Salmon var et menneske med en naturlig musikalitet og en evne til at udtrykke sig på skrift, som minder Thomas Blachman om forfatteren Charles Bukowski. Salmon var som de fleste danske jøder flygtning i Sverige under Anden Verdenskrig og vendte hjem og fik sig en lejlighed i Københavns Nordvestkvarter, hvor hans sønner med de gode, danske navne Henning og Bjarne voksede op. Den lille 2-3-værelses lejlighed på Frimestervej stod hele livet for Salmon som en virkelig stor ting, han havde opnået: Da han flyttede ind som cirka 35-årig, erklærede han, at den lejlighed skulle han ”bæres ud fra”.

Den indre russer Familien var ikke synagoge-jøder – som så mange andre dansk-jødiske familier lå det jødiske i familiebåndene og det sociale liv. Man var håndværkere og det var ikke meningen at man skulle studere og blive akademiker. Familien tog afstand fra både ambitionerne og driftigheden i det jødiske miljø – at gå på den jødiske

foto: Tine Harden

Carolineskolen handlede for dem at se bare om at blive klar til at tjene flere penge – og på den anden side også fra det ”sorte” miljø af ortodokse jøder, med alle dets ideer om, hvad der var rigtigt og forkert, og hele den indlysende dobbeltmoral, der var i det. Men den høje cigarføring fejlede ikke noget. ”De boede i en lille lejlighed, men havde alligevel en garderobe, der lignede noget fra Hollywood, for der blev virkelig holdt fester. En stor del af min barndom var at deltage i store fester i foreningerne, hvor min far og farfar var fremragende toastmastere,” fortæller Thomas Blachman om udfoldelserne i en familie, hvor der var fuldt knald på. ”Der var både tragedie og geni – det var let at identificere sig med og let at forholde sig til som barn, og i det lå også en forberedelse på et anderledes liv,” mener han. ”Lige meget om jeg så var omskåret, ville jeg ikke være mere jødisk end nu,” siger Thomas Blachman. ”Det at have et andet kulturophav har præget mig så meget. Der er noget i kroppen. Jeg reagerer stærkt på russiske komponister, uden helt at vide hvorfor: Rachmaninov, Scriabin, Stravinskij – jeg ved ikke, måske er det noget russisk, som sidder i mig?”

Thomas Blachmans indre russer er tilsyneladende hverken bange for sentimentalitet eller forfængelighed – et begreb, han vender tilbage til flere gange. Forfængelighed er jo modet til at iscenesætte sig selv og dermed også en del af retten til at være sig selv helt og fuldt.

Selvom det religiøse jødiske liv ikke havde spillet en rolle i hans familie, var det alligevel det klassiske, religiøse rum, der trak i Thomas Blachman, da han og hans kone i 2000 ventede deres første barn. Tanken om det nye liv fik ham til at gå på opdagelse i det jødiske. Han tog i synagogen i Krystalgade hver morgen til den daglige morgengudstjeneste, og sad og lyttede på bønnen på hebraisk og læste i den danske oversættelse. ”Det var en virkelig civiliseret oplevelse. Gudstjenesten er jo en disciplinering af en selv, et udtryk for taknemmelighed for livet. Jeg oplevede at fuglene flyver over København, jeg går herind og det hele er fantastisk.”

Han kom der igennem nogle

12

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

måneder – overrabbiner Bent Lexner spørger ham stadig af og til, hvorfor han ikke kommer igen? I samme periode opsøgte han Yitzi Loewenthal, som er udsendt af Chabad-bevægelsen i USA for at styrke jødisk tradition blandt danske jøder. Yitzis ultraortodokse hjem var umiddelbart en meget eksotisk kultur, men Thomas Blachman blev inspireret af tankerne: pligten til at invitere fremmede, til at vise tålmodighed over andre frem for vrede. Han sugede dét til sig, som gav mening. ”Det er vel ligesom folkekirken, den er også blevet en svømmehalsinstitution: Man tager dét, man har brug for,” som Blachman siger.

Men hvorfor gik vejen tilbage til netop det jødiske? ”Jeg tror, det har noget at gøre med tanken om, at mennesket er skabt til at være frit. Især som kunstner skal man leve med den frihed.”

Igen er det jødiske altså at gå sine egne veje, også hvis man er ude af trit med sin samtid. ”Der er et fremtidsperspektiv, som er vigtigt: Jeg mener ikke at man kan være forud for nutiden, kun bagud.

Hvis man har medlidenhed med den kunstner, som er forud for sin tid og derfor bliver misforstået, skal man forstå at det snarere er alle andre, som er bagud.”

Man skal starte med at ændre verden, ikke sig selv Man må lade ham, at han har fået det til at gibbe i mange. Det passer ham tilsyneladende fint, for han ser sin rolle som den onde dommer i X-Factor som lidt af et pædagogisk projekt. ”Fjernsynet er et pædagogisk forstørrelsesapparat: Jeg håber folk har fundet ud af, at man kan have noget på hjerte, selvom man er mærkelig.

» Jeg håber folk har fundet ud af, at man kan have noget på hjerte, selvom man er mærkelig.« Og at vi skal have et sprog at snakke med – om musik og om menneskelige

følelser for eksempel. Vi snakker jo ikke om noget med hinanden, vi lever uden at snakke om noget vigtigt og vi sætter vores kryds til folketingsvalget i ensomhed – vi lever i en stagneret innovationskultur! Vi skal tilbage til det excentriske, originale og individuelle. Det er også den dynamik, der er i min familie – man kan kalde det noget udansk, men hvis der er nogen, der har brug for den udanskhed, er det da danskere: Man skal mærke, at man føler noget for andre,” mener Blachman. Og så skal man se at komme ud i verden, mødes med andre om noget som er vigtigt for én og begynde at ændre på verden sammen med andre. ”Det hedder sig, at for at ændre på verden må man starte med sig selv – men ændrer man på verden, ændrer man jo også på sig selv. Vi har været inde i psykoanalysen og set grundigt på os selv, også når det gælder parforhold, hvor det hedder sig at man skal have det godt med sig selv, inden man kan have det godt med andre, og så kan man sidde og have det godt med sig selv i ensomhed. Men selvfølgelig skal man lære sig selv så godt at kende, at man ikke er bange for afsløre sit eget selvhad. For hvor der er ensomhed, er der altid selvhad bagved: Fordi man ikke kan leve med at hade sig selv, så begynder man også at hade andre, og så isolerer folk sig.”

Faktisk har han et helt konkret forslag til, hvordan vi kommer mere på banen alle sammen: ”Folk skal have obligatorisk undervisning hver onsdag, alle skal have lov at holde fri hver onsdag og lære noget, de selv vælger – både dem med anden etnisk oprindelse og os andre, og vi skal også integreres dansker og dansker imellem. Vi står i hver vores boks og siger at de andre er idioter, så vi skal skabe interesse­fællesskaber, hvor man møder andre samfundsgrupper.

Sådan nogle ting kommer i fremtiden.

Det er det eneste, der virker imod innovationskulturen. Alle de originale typer er blevet segmenteret ud af den kultur, fordi det er for omkostningsfuldt at være halvgenial og original.

De er røget ud til fordel for denne her innovationstanke, som vi alle sammen kan gemme os bag, så vi ikke behøver at stå til regnskab for os selv.”

Innovationskultur er Blachmans sarkastiske udtryk for alt det, vi skal

Og nu til Hollywood Den gennemgående vinkel på Thomas Blachman i medierne har været at han er fabelagtigt dygtig til at brande sig selv og spille mediespillet – men de ting, han selv taler for er egentlig etik og politik på gadeniveau: at turde være sig selv og et anstændigt menneske og at have viljen til at gøre noget ved verden. Han gider ikke den glatte overflade og den kynisme, som også er en del af vores kultur i dag: ”Hvis man vil være et anstændigt menneske, så får man straks at vide at man er politisk korrekt. Det er jo en rædselsfuld manipulation, for det er jo det at være et godt menneske, der pludselig skal gøres grin med,” mener han og gør sig til ironisk talerør for kynismen: ”Hvis vi nu kalder den dér medmenneskelighed for po-

litisk korrekthed, så kan vi lige slippe af med den. Og hvis vi snakker om innovation i stedet for geni, så kan vi få alle genier ud på sidelinjen. Og så kan vi være kreative på en måde, hvor det hele handler om penge.”

Rent professionelt har han ovenpå X-Factor en masse musikprojekter og en bog i tankerne – samt en plan om at tage til Hollywood og introducere europæiske komponister til filmverdenen. Hvis nogen skulle have et godt netværk til det formål, skal de bare ringe på 2219 4232.

I det blachmanske univers er der helt klart en forbindelse mellem det jødiske og det originale, som han taler så varmt for. Men nu er det jo ikke fordi de danske jøder laver frygteligt meget larm – skulle de være lidt mindre diskrete med deres jødiske kultur? ”Når man ser forholdet til andre minoritetsgrupper i samfundet, så går man ikke ud og skilter med at være jødisk – det er noget med tilpasning.

For min skyld er det selvfølgelig meget fint, hvis danske jøder vil være mere synlige, det kan man jo ikke få nok af.

Men hvis skyld er det, at minoriteterne ikke er mere eksponeret? Det er jo også pressen og medierne. Alle hardcore reaktioner – ligesom reaktionerne på mig selv – kommer jo også, fordi det ikke er så tit, at der er nogle lidt anderledes mennesker i fjernsynet.

Men jeg kan ikke udtale mig om, hvorfor danske jøder opfører sig som de gør. Det er nok lidt som at gå med briller: Man er lidt i en anden verden. De er jo snart døde alle sammen, dem jeg har kendt. Mine bedsteforældres liv var med store

fester og fællesskab, men der er ingen tvivl om at man er blevet så integrerede, at man har overtaget noget fra omgivelser – den ”kolde krammer”, om jeg så må sige.

Omfavnelsen er blevet afkølet. Min søster og jeg er de eneste, som gider at arve noget fra de tidligere genera­tioner – de andre vil hellere have noget nyt, men hver gang én dør, er der jo en masse ting, man kan få, som faktisk betyder noget. En mulighed for at få noget alvor, noget af deres historie, deres relation til én. Men det er et tarveligt udgangspunkt at skilte med det jødiske som noget, man ér, som andre ikke kan blive. Man kan skilte med sin kærlighed til livet og sit engagement, for det er muligt at opnå for alle mennesker. Man skal ikke mystificere det, men finde sin egen ting.

Det er frem­tiden.”

foto: Tine Harden

væk fra: strømliningen, den slappe middelvej, det upersonlige forbrugsræs, dyrkelsen af form frem for indhold, de tomme ord. ”Innovation er nonsens. Lyt i stedet til hvad folk siger, og ikke bare måden, de siger det på. Der er en stor medmenneskelig længsel og en kæmpe boble af indestængt energi, for det er ikke nok bare at betale skat. Man må også give noget selv – og af sig selv. Danmark er sådan et lille land, vi kunne godt blive det mest fantastiske land i verden, der er ingen vej fra ide til realisering. Om 5-10 år får vi et nyt traditionsoprør, for vi skal ikke bare overtage vores forældres værdier og køre med på denne kæmpe overproduktion – men det bliver nødt til at være min generation, der tager initiativet. Der er så meget energi derinde i boblen. Når først der går hul på den, så går det meget hurtigt. Der er endda mange penge at spare, for vi har alle disse følgesygdomme: depression, udbrændthed, meningstab! Bare i en almindelig opgang kunne man jo rykke møblerne ud på trappegange og være lidt mere sammen. Det er hippieværdier, men de er også gode nok. Selvfølgelig er det fedt at have sin familie, og sin kæreste og finde lykken med det. Men jeg tror, at der er mange, som siger, at nu skal det så bare være det – det bliver livsprojektet. Men i virkeligheden går det ikke ud over dét, at der også kommer mere med.”

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

13

NY HJEMMESIDE 1. maj går Goldbergs nye hjemmeside i luften Goldbergs nyhedsbrev opdaterer dig automatisk Goldberg TV transformerer udvalgte artikler o.a. til levende billeder Goldbergs artikeldatabase er en nem måde at finde tidligere artikler Galleri Goldberg udstiller løbende moderne dansk kunst på nettet Goldbergs bloggere skriver og debatterer om deres ekspertområder ”Smagsdommerne” på Goldberg-TV er klar, når de har tygget færdig …

WWW.GOLDBERG.NU Lexners Kosherkontrol – en blog om jødisk livsførelse Bent Lexner – overrabbiner Merete Lexner – overrabbinerhustru m.m.

Det Filosofiske Hjørne – En blog om jødisk etik, religion og filosofi Bent Melchior - overrabbiner emeritus Hanne Trautner-Kroman – professor i Judaistik v. Lunds Universitet Eva-Maria Jansson – forskningsbibliotekar v. Judaistisk Samling, Det Kgl. bibliotek Efter Auschwitz – En blog om Holocaust og Folkedrab Torben Jørgensen – historiker og forfatter Matthias Bjørnlund – historiker Peter Langwithz Smith – cand.mag. og forfatter Den Frie Agent – månedens blogger skriver personligt og provokerende. Første gang med journalist og forfatter Paul Marcus Gazan (tidl. Ekstra Bladet og TV3), der er på i maj måned.

ISRAEL Vi Vi arrangerer arrangerer gerne gerne DIN DIN rejse rejse -- Flybillet fra kr.

4.080,(Inkl. skat) Flybillet fra kr. 4.080,- (Inkl. skat) - Overnatning - Overnatning - Billeje - Billeje - Individuel/gruppe - Individuel/gruppe - Svømme med delfiner - Svømme med delfiner Kibbutz ophold Kibbutz ophold (Unge mellem 18 & 32år) (Unge mellem 18 & 32år) Yderligere oplysninger, kontakt: Yderligere oplysninger, kontakt:

7592 2022 - Israel@felixrejser.dk 7592 2022 - Israel@felixrejser.dk

14

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

FILManmeldelse

Renhed og rædsler Når filminstruktøren Jon Bang Carlsen fortæller om sit liv og sine projekter, er det med en tone, der genkendes fra hans seneste film: en forunderlig blanding af råhed, følsomhed, vrede og en moral, der efter eget udsagn alene bygger på gut-feelings.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild I pressematerialet til Jon Bang Carlsens nye film Purity Beats Every­ thing står der at: ”Filmen præsenterer to overlevende jøder fra Auschwitz, der efter krigen slog sig ned i Cape Town, Sydafrika, hvor de under apartheidstyret blev en del af den herskende, hvide overklasse, side om side med deres bødlers åndelige arvtagere”.

Noget må være gået galt i kommunikationen mellem producer og promoter, for selv efter tredje gennemsyn er det svært at se netop dét tema som et bærende element i filmen. Der er andre vigtige elementer, og det er en rigtig god film Carlsen har lavet – den handler bare om noget andet.

Fra ide til film Jon Bang Carlsen vedkender sig, at hans udgangspunkt for Purity Beats Everything ikke stemmer overens med resultatet.

Den oprindelige ide opstod under et af hans lange ophold i Sydafrika,

hvor han fra stamcafeen ofte betragtede et umage par gå tur: En lille ”fuglekvinde” – en jødisk holocaustoverlever med rollator og hendes store sorte maid. Han fik tanken, at hvis den sorte kvinde en dag bare gik sin vej, ville ”fuglekvinden”

blive efterladt hjælpeløs på gaden.

Hvad var de to kvinders indbyrdes forhold? Og hvordan oplever en holocaustoverlever sit liv blandt den hvide overklasse i Sydafrika?

Carlsen brugte megen tid på at finde de rigtige personer til en sådan

Miriam Lichterman, en af filmens hovedfortællere

film. Men selv med et persongalleri på over 20, fandt han ikke de helt rigtige til dén film. Til gengæld mødte han de to holocaustoverlevende, Miriam Lichterman og Pinchas Gutter, der blev hovedfortællerne i dokumentarfilmen Purity Beats Everything, der har premiere i Danmark den 8. maj.

På hver deres måde er det to intense fortællere Carlsen har bygget sin film op om. Selvom Pinchas Gutter kun er med i nogle få passager, så efterlader han et dybt indtryk.

Carlsen fortæller: ”Han siger på et tidspunkt, at han og jeg gør det samme: Vi er begge betragtere; vi filmer virkeligheden. Jeg med mit kamera, han med sit sind.

Forskellen er jo bare, at han ikke kan komme af med de billeder, han har inde i sit hoved. Men på den måde rammer han plet på en meget elegant måde.” ”Med Miriam Lichterman, der i filmen får hovedparten af tiden, oplevede jeg, at vi havde noget til fælles. Vi havde begge en historie, vi gerne ville formidle. Og det kunne vi hjælpe hinanden med.”

Mennesker uden pynt De smalle læber, den maskuline autoritet, de blå øjne og blonde hår.

Nazist? Hvid sydafrikaner? Når Jon Bang Carlsen fortæller om sig selv og sin rolle i verden, er det som tilhørende gruppen af bødler, ikke ofrene.

Jo, han var måske offer som barn – offer for forældrenes skænderier og skilsmisse, en voldsom far og en i perioder depressiv mor. ”Weekendforældre” omtaler han sit forhold til forældrene som og forklarer, at der ikke var megen struktur på dagligdagen, og at børnene i et stort omfang var overladt til sig selv.

Han forskrækkes over og tiltrækkes af lighederne mellem ham selv og de bødler og mennesker med magt, han har mødt. Som da han på en køretur i Sydafrika spontant og af ren nysgerrighed drejede ned af en vej, fordi der stod et skilt med ordet ”Marienborg”. Langt nede af

16

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

grusvejen lå der et hus, der lignede noget fra ”Borte med blæsten”. Ud af døren kom to mennesker: store, tunge, lyse i huden, ”mennesker uden pynt”, kalder Carlsen dem, og hans genkendelse var øjeblikkelig: ”Jeg var helt sikker på, at det var danskere. Det var mine folk, dem der.

Min ’tribe’. På godt og ondt. Men så åbnede de munden og talte et sprog jeg ikke forstod. Det var afrikaans, selvfølgelig. De hvide sydafrikaneres sprog.”

Eller da han som barn blev fascineret af billederne af Hitlerjugend med de mange, lange rækker af drenge og unge mænd, der marcherede frem med fast blik, faste skridt og smalle læber. ”Der var en animalsk tiltrækning ved dem. Men jeg var jo ikke dum, jeg vidste godt, at de var ’the bad guys’.”

Tavsheden Det er ikke svært at spore instruktørens indignation og vrede i filmen.

Men Jon Bang Carlsens vrede er hverken diffus eller abstrakt. Hans vrede, forklarer han, retter sig mod de omgivelser – herunder hans forældre der blandt andet boede i Vedbæk i 1950’erne – som ikke nævnte Holocaust med et ord. Ofrene fandtes ikke, omtalen af naboen Tysklands moralske og kulturelle sammenbrud, bunkerne af lig og de menneskelige ydmygelser blev væk i den pæne og ordentlige tavshedsspiral.

Med en sådan baggrund kunne man måske have forventet, at Carlsen ville have været konfronterende og ville have benyttet sig af

klip fra film med bunker af lig, strækmarch og fangetransporter. Men det gør han netop ikke.

Meget lidt af det originale dokumentariske materiale er brugt

i filmen.

Og hvorfor så ikke?

Jon Bang Carlsen følte ikke, at han havde ”ret til” at klippe til ”lig fra Kzlejrene”. Et udsagn der siger meget om filmens etik og manden, der står bag. ”Moralen i filmen er okay – det siger min gut-feeling.”

Gut-feelings Jon Bang Carlsen bruger først og fremmest sin intuition og sine følelser – sin gut-feeling, som han kalder det flere gange i interviewet – når

han laver sine film, snarere end han bruger research og viden. I forarbejdet til Purity Beats Everything har han bevidst ikke kastet sig ud i at se de mange film, der er lavet om Holocaust. Han har set Steven Spielbergs blockbusterfilm Schindlers Liste og måske en enkelt mere. Alligevel er der en film, han fremhæver, når han fortæller om, hvad der for mange år siden plantede spiren til at lave Purity Beats Everything, nemlig den franske instruktør Alain Resnais’ dokumentarfilm Nat og Tåge fra 1955. ”Den blev vist en dag i skolen – og der midt i klasseværelset skete der en total rekonstruktion af ens mentale strukturer! Vi havde ikke noget

sprog for det, man kunne ikke give det navn, men det forandrede ens land for altid. Der kom en mørkhed i sindet.

Pludselig blev der spillet nogle akkorder på klaveret, som forandrede ens liv for bestandig. Denne brutalitet i menneskeracen …

Symbolinfluenza I Purity Beats Everything klippes der mellem Sydafrika og Jon Bang Carlsens hjem i Odsherred. En computerskærm på skrivebordet i filminstruktørens arbejdsværelse gør, at

man på samme tid kan følge optagelserne af de to overlevende og se Carlsen, der fra værelset kigger ud på den nordsjællandske virkelighed, mens han fortæller om tavsheden og samtidig redigerer de forskellige filmsekvenser. Dermed bliver han selv filmens tredje hovedperson.

Ude på gårdspladsen bliver en række træklemmer på en tørresnor, der bevæger sig i vinden, ved musikkens hjælp til et billede på marcherende nazister. Senere i filmen skifter klemmerne karakter, og der associeres til en kort filmoptagelse af en kolonne kvinder på vej til nedskydning.

En hvid skjorte på tørresnoren rækker sine blafrende ærmer ud mod tilskueren, måske som en trussel, måske som et menneske i nød, der trygler om hjælp.

I et kort klip ses røgen, der stiger op fra skorstenene på kraftvarmeværket i Kalundborg, på den anden side af fjorden.

”Jeg har denne her symbol­ influenza, som nogen har kritiseret mig for, men jeg ser symboler overalt.”

Igennem hele filmen indvier Jon Bang Carlsen tilskueren i sine associationer, enten gennem billeder eller ved tale, og dermed bliver filmen også et personligt vidnesbyrd uanset afstanden fra Odsherred til Cape Town og fra Vedbæk til Auschwitz.

Don’t you ever!

I filmens begyndelse antydes en sammenlignelighed mellem Sydafrikas apartheidsystem og Auschwitz.

Denne tanke bliver tilskueren – og instruktøren selv – brat og med Miriam Lichtermanns effektive autoritet revet ud af. ”Jon, hør her. Du skal aldrig nogen sinde sammenligne, hvad der skete i lejrene med, hvad der skete her. Hvor

rædselsfuldt det end var her. Hvor rædselsfuldt det end var! Hvis en sort mand opholdt sig i bestemte områder, hvis han havde sit identitetskort på sig, giftede sig med en af sine egne, og hans børn gik i deres egne skoler, så kunne han leve. Der var ingen plan om at slå alle sorte sydafrikanere ihjel eller at tage til det øvrige Afrika og slå alle sorte ihjel.”

Jon Bang Carlsen kunne have klippet denne passage ud af filmen, men hans spørgsmål er for åbenlyst og svaret for betydningsfuldt, så han

har ladet denne gamle kvindes kontrollerede vrede over både spørgsmålet, og over ham der stiller det, komme med i filmen.

Buchenwald i Vedbæk?

Et nærbillede af huskatten, gis­ pende med åben mund og tungen ud af halsen efter fødslen af et hold killinger, bliver i Carlsens optik til et rovdyr, en morder med skarpe hvide tænder og kolde øjne. Han prøver ikke at gøre katten til nazibøddel, men formidler hvordan dagligdags omgivelser i et glimt helt ændrer karakter under påvirkningen af Miriam Lichtermann og Pichas Gutters beretninger. Hvordan det almindelige gode liv, de fleste af os lever i Danmark, bliver til en kulisse bag de overlevendes rædselsberetninger. Og hvordan man lammes af spørgsmålene: Hvordan kom det dertil, at menneskene kunne blive så onde mod hinanden? Og kan det ske igen?

Kunne Buchenwald have ligget i Vedbæk?

Jon Bang Carlsens ellers så veloplagte talestrøm og formidlingsglæde standser brat, og der opstår en lang tænkepause. ”Den tankegang, altså den kultur der førte til Buchenwald, den er en del af min egen kultur … Men nej.

Jeg tror ikke, at Buchenwald kunne have ligget her … Tror du?”

OPLEV JON BANG CARLSEN

FILM OG DEBAT ARRANGEMENT Dox-on-wheels har æren af at præsentere Jon Bang Carlsen’s nye film ‘Purity Beats Everything’. Instruktøren vil være tilstede og deltage i debat med kendte kulturpersonligheder 8. maj Cinemateket, Kbh, tlf 33 74 34 12, i samspil med Knud Romer 9. maj Vig Bio, Vig, tlf 59 31 52 46 i samspil med Anne Marie Løn 13. maj Øst for Paradis, Århus, tlf 86 19 31 22 i samspil med Niels Malmros 15. maj Biffen, Ålborg, tlf 9816 9977 hold øje med: www.dox-on-wheels.dk 19. maj Cafe Biografen, Odense, tlf 6613 1616 som del af Cafe Bio Special 20.maj Flensborghus, Flensborg, tlf +49-461144080 hold øje med: www.dox-on-wheels.dk For nærmere oplysninger: www.dox-on-wheels.dk

Billetter bestilles gennem bio­graferne. Turen laves med støtte fra Det Danske Filminstitut

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

17

novelle

Venskabets fælder Af Janina Katz

tror på virkningen – bliver de straks uvenner med os. De bruger tolerance som det mest farlige våben. Som deres hemmelige, dyrebare eje. Hvem skal være tolerant? Vi. Aldrig dem.

For ikke at sige noget om, at de altid ved bedre, hvad der er bedst for os; det, som passer dem bedst. Vi, vores venners venner, lider af kronisk omvendt paranoia; vi er bange for, at de altid er ude efter at gøre os lykkelige, trods vores egne ønsker og behov.

Og sådan danser vi rundt om hinanden. Personligt kan jeg kun forstille mig én ting, der er endnu værre: familien. Gudskelov befinder jeg mig i den gunstige situation, at jeg ingen familie har. Man har jo hørt og set mangt og meget. Hver gang mine venner prøver at blødgøre mig ved at forkynde, at jeg er så god som et familiemedlem, minder jeg dem derfor om, at Shakespeares blodigste tragedier handler om familier. ”Lad være!, siger jeg til dem. ”Lad os bare være venner! Det er slemt nok.

Lad os holde os til det, som er os så skræmmende dyrebart. Så uigenkaldeligt, så forbandet vigtigt: venskabet!”

KO N

KU

RR

EN

CE

!

Nye mennesker, nye ansigter, nye kroppe. Vi mødes, vi skilles. Jeg vender tilbage til mine gamle venner. De levende og de døde. Bekræfter mig selv i deres skavanker. Vores gensidige loyalitet hænger mig ud af halsen.

Meget har vi lært i tidens løb. For eksempel at elske hinanden uden kærlighed. Hvor ofte lukker vi ikke øjnene og undertrykker en gaben?

Hvor ofte har vi ikke lyst til at forsvinde fra hinandens rækkevidde? Vi trænger til fred og ro. Til ensomhed.

Til vores eget kedelige selskab. Vi drømmer om frihed. Om frihed fra hinanden. Eller også tænker vi på, hvem vi ikke kunne møde, hvis vi ikke var nødt til at være sammen. Faste venskaber tager tid og den har vi mindre og mindre af. Vi er en klods om hinandens ben. Vi kan ikke holde hinanden ud.

Venner har altid brug for os, når vi mindst har lyst og mindst tid til dem.

Sygdomme, problemer … hvorfor bebyrder de os med dem? Når vi er syge, har vi brug for en læge, og det sker sjældent, at der findes en læge i vores vennekreds. Når vi har proble-

mer, har vi brug for én, der kan løse dem. Og det kan vennerne som regel ikke. De lytter til os, når de har tid til det. Eller når de selv ikke har problemer. Hvilket sjældent sker.

Venskaber er vanedannende. Som cigaretter eller stoffer. Og hvem ville med god samvittighed forsvare brugen af cigaretter eller stoffer? Kun rygere og narkomaner.

Vi er narkomaner. Venskabsnarkomaner. Man skulle tro, at vennerne giver tryghed. Som for eksempel cigaretter gør det. Nej, det gør de ikke.

Tværtimod. Vi må hele tiden være parate til at hykle for deres skyld.

Lade som om deres skavanker – og dem har de mange af – morer os. Vi må underkaste os deres luner, deres dårlige humør, deres lidet sympatiske karaktertræk. Man kunne tro, at det måske giver os en anden slags tryghed; hvis vi tilgiver dem, vil de tilgive os. Lukker vi øjnene for deres dårligste sider, vil de gøre det samme i forhold til vores. Men det passer ikke. Vi bliver konstant udsat for deres kritik. De kan endda finde på at kritisere os for, at vi ikke ofte nok kritiserer dem. Men når vi en gang imellem giver os lov til det – for det gode venskabs skyld, ikke fordi vi

VIND KONCERTBILLETTER Skaf en abonnent og deltag i konkurrencen om 2x2 billetter til:

Bob Dylan-koncerten i Odense den 28. maj VÆRDI: 1.500,- kr.

(pr. billetpar)

Send en mail med navn og adresse på dig selv og den nye abonnent til: goldberg@goldberg.nu, mærket BOB Vi trækker lod den 13. maj kl. 12.00 Vinderne får direkte besked Vindernavnene offentliggøres i næste nummer af Magasinet Goldberg.

18

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

Masochisten og mannequinerne Forfatteren Bruno Schulz levede et stille liv som tegnelærer i provinsbyen Drohobycz, men gav sin fabulerende fantasi frit løb i erotiske tegninger og lyriske fortællinger, der vrimler med tjenestepiger, sypiger og studiner på søndagstur.

Af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad Da Bruno Schulz i begyndelsen af 1920’erne for første gang udstillede sin grafiske cyklus Afgudsdyrkelsens bog, stemplede man den som ”pornografisk”. Overalt på billederne tonede halvnøgne domptøser og knælende, hundeagtige mænd med forvrængede ansigtstræk frem. ”Var Bruno Schulz masochist?” spurgte man. Hvilket særpræget kvindesyn havde denne

sælsomme kunstner dog ikke. Men i virkeligheden var kvinderne i Bruno Schulz’ liv langt mere end blot croquismodeller og erotiske dagdrømme.

De var hans muser, samtalepartnere, rådgivere i praktiske anliggender, og det var dem der sikrede hans litterære gennembrud. Alt dette kan vi læse ud af de hundreder af breve, han fra sin fødebys landlige afsondrethed skrev til sine veninder.

Bruno Schulz blev født i 1892 i Drohobycz, en middelstor provinsby i det østrig-ungarske kejserriges nord-

østlige periferi. Hans forældre, Henrietta og Jakub Schulz, var indehavere af en klædehandel, der lå ved byens torv. I årene inden Første Verdenskrig studerede han arkitektur i Lemberg og Wien, men efter farens død og familiens fallit vendte han tilbage til sin fødeby, hvor han resten af sit liv ernærede sig som tegne- og sløjd­lærer ved det stedlige gymnasium. Han forblev ugift, men levede i mange år sammen med sin mor, sin ældre søster, sin brors enke og en halvskør tante, som han måtte forsørge. Bruno GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

19

Schulz udgav i sit halvtredsårige liv kun to bøger, Kanelbutikkerne (1934) og Sanatoriet under timeglasset (1937), alligevel anses han i dag for at være en af mellemkrigstidens mest originale prosaister.

Krokodillegaden Som ung drømte Bruno Schulz om at blive maler. Først da han sommeren 1930 i Tatrabjergene mødte Deborah Vogel, kunsthistoriker og forfatterinde til romanen Akacierne blomstrer, begyndte hans egentlige liv som forfatter. Da hun samme efterår bad ham fortælle om sin barndom, besvarede han opfordringen med en række vildt fabulerende breve. En sluse var åbnet, og ud strømmede alle de fortællinger om butiksassistenter, invalider, kvaksalvere, vildtvoksende ukrudt, skyer og stjerner, som han i årevis havde båret omkring på.

Deborah Vogel I fortællingen Krokodillegaden spankulerer prostituerede i kniplingsbesatte kjoler omkring. Her skildres en gade, hvor alskens farveløst ragelse falbydes, og den forbipasserendes begær vækkes uden at tilfredsstilles. I omegnen af Drohobycz havde man ved århundredets begyndelse fundet olie.

Den efterfølgende tilstrømning af lykkejægere skabte grobund for en billig kommercialisme, der især blomstrede i kvarteret omkring banegården. At gå gennem dette kvarter, skriver Schulz, er som at vandre gennem et sort-hvidt fotografi, alle butiksportaler og skilte er trods deres larmende ydre blot tarvelige efterligninger, virkeligheden er tynd som papir.

20

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

Overalt i Schulz’ fortællinger udkæmpes en kosmisk kamp mellem to grandiose antagonister. På den ene side står fortællerens far, klædehandler og uhelbredelig fantast, en Don Quixote, hvis nederlag i livet skildres med ømhed og eftergivenhed. På den anden tjenestepigen Adela, der udfolder en vild erotiske urkraft.

Hun er intet umælende tyende, men tværtimod familiens egentlige regent, en rasende kærlighedsgudinde der igen og igen med stor kraft omstyrter den patriarkalske magt. Et rasende verbalt og undertiden korporligt slagsmål udkæmpes mellem mand og kvinde, mellem fabulerende fantasi og dyrisk sanselighed, mellem masochist og mannequin. I fortællingen Den døde sæson ser vi Adela en sommernat i hendes kammer. Selv i søvne er hun monumental, ”hun lå i skyggen med spredte lår, bevidstløs stønnede hun under søvnens favntag, sit flammende ansigt havde hun kastet bagover …”

Antilope og hund Deborah Vogel var den første muse.

Forfatterinden Zofia Nalkowska, den polske litteraturs daværende førstedame, blev den anden. En dag i 1933 blev hun ringet op af en veninde, der bad hende læse et manuskript af en ukendt mandlig forfatter. Hendes tid var knap, og hun ville helst have afslået. Hun gav dog efter, og kort efter mødte Schulz op hos hende med en bunke papirer under armen.

Han læste et par sider højt, men var hele tiden ved at besvime af angst, så hun sendte ham væk og læste derpå videre alene. Et par timer senere kom opringningen: En litterær sensation!

Inden et år udkom Kanelbutikkerne, og de to indledte diskret et erotisk forhold. Den store dame og den lille mand.

Jozefina Szelinska, den tredje muse, mødte Schulz om sommeren samme år, mens hun arbejdede som vikar på gymnasiet i Drohobycz.

Gennem rektor bad han om tilladelse til at male hendes portræt, og således indledtes et venskab, der snart efter blev til en forlovelse. Under en spadseretur på engen bag det hus, hvor hun boede, sagde han til hende, at hvert menneske han mødte mindede ham om et dyr. ”Og jeg?” spurgte Szelinska. ”De minder mig om en

antilope.” ”Og De selv?” fortsatte hun. ”Om en hund.” Schulz elskede rollespil og forvandlinger. Hvor metamorfoser hos Franz Kafka er angstprovokerende, er de hos Schulz oftest blot forunderlige og rørende. Alt er i Schulz’ univers i stadig forvandling, tapeter bliver til øjne, stofruller til klavertangenter og fædre til fluer og fugle.

Som Franz Kafka brød med sin forlovede Felice Bauer, brød også Schulz med sin. Sammen med Szelinska oversatte han Kafkas Processen til polsk, men i 1937 forliste deres forhold. For Schulz var den initiativrige Szelinska et værn mod det praktiske livs ødelæggende vinde, og til en veninde skrev han: ”Hun elsker mig højere end jeg hende, men jeg behøver hende mere end hun mig for at kunne leve.” Men da Szelinska brød op og rejste til Warszawa, magtede han ikke at følge efter. Schulz talte ofte om, hvordan ethvert menneske et sted inde i sig selv måtte have et stille hjørne, et væksthus, hvor en indre verden kunne vokse frem.

Hverken Warszawa eller nogen anden by var for ham den horisont, han længtes mod. De fjerne horisonter hørte mytologierne og aftenhimlen til. Derud lod han sine fortællinger og breverejse.

Konkrete rejser associerede han derimod med nederlag: med den uafsluttede uddannelse, med besværet med at finde et arbejde og med de mange sanatorieophold, der bekræftede hans selvbillede som svagelig og kraftesløs. En enkelt, tre dage lang

Bruno Schultz selvportrætter fra 1930 og 1935 ekskursion til Skandinavien i 1936, samt et par sommeruger i Paris i 1938 blev det dog til. Undervejs mod Stockholm talte han længe og med stor fornøjelse på dækket af færgen Kosciuszko med H.C. Andersens polske oversætter Stefania Beylin om de danske eventyr. I den franske hovedstad derimod oplevede han kun skuffelser. Augustvarmen havde lagt gaderne øde. Forfatterne, forlæggerne og de gallerister, han havde håbet at møde, var alle rejst bort. Kun i sin fødeby kunne han leve og skabe.

Døden i Drohobycz Om sin far skrev Schulz, at ”fordi han ikke har haft rod i nogen kvindes hjerte, har han heller ikke været i stand til at vokse ind i nogen realitet”. Det samme kunne han have skrevet om sig selv. Hans sidste forelskelse, tragisk og umulig, begyndte sommeren 1940, et år efter Anden Verdenskrigs udbrud, mens Drohobycz var besat af sovjetiske tropper. Anna Plockier, der var maler, var flygtet østpå fra det tyskbesatte Warszawa og boede nu i landsbyen Boryslaw ikke langt fra Schulz. I de atten efterladte breve til hende kan man læse om humørsvingninger – fra overstadig drilsk kådhed til misantropisk depression. Igen og igen inviterer han hende til at besøge

sig. De skal, forestiller han sig, tale om litteratur og kunst og lægge fælles planer for fremtiden.”Jeg bor,” skriver han fra et sanatorium i det høstgyldne Truskawiec, hvor han opholder sig efter en veloverstået nyrestensoperation, ”i pension Aida på vejen til banegården i værelse nr.

8. Men det kan også være, at jeg er i parken i nærheden af musikken. Jeg venter Dem med længsel.” I en ironisk, flirtende tone bebrejder Schulz Plockier hendes ’herlige dæmoni’, hendes ’metafysiske marionetagtighed’ og hendes ’Proteusnatur’. ”Hvis De er Kirke, så vil jeg være Odysseus og kende den plante, som kan bryde Deres trolddom.”

I juli 1941 marcherede tyske tropper ind i Drohobycz. Mange jøder blev med det samme dræbt, og resten blev samlet i en ghetto. Voksne jøder udkommanderedes til tvangsarbejde og skulle fra nu af bære en påsyet davidsstjerne på tøjet. I november blev Anna Plockier dræbt af ukrainske fascister. Også Deborah Vogel blev dræbt og mange andre af de mennesker, Schulz havde kendt. Selv overlevede han endnu et år i kraft af en bizar beskytter. Gestapo-officeren Felix Landau lod ham i månedsvis dekorere først en officersmesse og derpå sin egen datters børneværelse med eventyrlige vægmalerier. Den

19. november 1942 indhentede skæbnen ham dog. Landaus personlige fjende, SS-officeren Karl Günther, skød Schulz ned på åben gade i ghettoen i Drohobycz, sandsynligvis som en hævnakt efter at Landau kort forinden havde dræbt Günthers jødiske tandlæge Löw.

Anna Plockier Kanelbutikkerne og Sanatoriet under timeglasset udkom begge på dansk i foråret 2007. I foråret 2009 udgives et udvalg af Bruno Schulz’ breve, essays og fortællinger i Judyta Preis’ og Jørgen Herman Monrads oversættelse.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

21

Dansk-jødisk børnekanon

Kanon til børn I 2005 nedsatte Kulturministeriet en række kanonudvalg, der hver fik til opgave at ”udpege 12 værker, der efter deres mening i særlig høj grad giver kunstneriske oplevelser i dag, men også gjorde det for tidligere generationer og vil gøre det for fremtidige.”

Goldberg ønsker at bidrage til kanondebatten med et bud på en dansk-jødisk børnelitteraturkanon. Vi har i derfor i lighed med kanonudvalgene udpeget 12 værker, som vi synes fortjener at blive kanoniseret.

Af Charlotte Lang og Lone Spliid Et problem ved dansk-jødisk børnelitteratur er, at der findes så uendeligt lidt af den. Derfor er flere af de udvalgte værker kommet med alene af den grund, at de repræsenterer de eneste af deres slags i dansk sammenhæng.

En anden problemstilling er, hvad man mener målet er med en børnelitteraturkanon for en lillebitte minoritet som den dansk-jødiske. Er den kun til internt brug med det formål at styrke børnenes rodfæste i det dansk-jødiske? Skal den også kunne give andre indblik i jødisk kultur i børnehøjde? Skal den først og fremmest give børnene en kunstnerisk oplevelse, eller er formålet alene at fremme viden og indsigt? Da vi selv mener, at en dansk-jødisk børnelitteraturkanon skal kunne det hele, har vi sammensat vores bud på en sådan ud fra alle disse kriterier.

Bøgerne på denne liste henvender sig til børn fra ca. 3-10 år. Hovedparten er billedbøger, der egner sig til højtlæsning. Enkelte er læse-letbøger, som små skolebørn selv kan stave sig igennem.

22

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

Børnenes Shabbatbog. Shabbat i sang, billeder og fortælling.

Redaktion: Bent Lexner, Lone Spliid m. fl. Illustreret af Hannah Spliid.

Musikalsk arrangement ved Ronen Thalmay. Udgivet af Vuggestuen og Børnehaven i Carolineskolen.

Genre: Jødiske helligdage. Billedbog og CD. Beskrivelse: Bogen beskriver for de voksne de traditioner, der knytter sig til den ugentlige højtid, og gengiver de mest kendte shabbatsange i noder og tekst, både på hebraisk, i dansk oversættelse og i transskription, så alle kan synge med. Shabbatens lovsigelser og bønner er gengivet på samme måde.

De ledsagende tegninger fortolker sangene ind i en moderne ramme og lægger dermed op til en god snak med børnene om sangenes indhold.

Alle sange og lovsigelser fra bogen er indsunget på den tilhørende CD.

Bent Melchior: Begyndelsen.

Bibelens første del genfortalt.

Illustreret af Mikael Rothstein. Udgivet af Carolineskolen og Mosaisk Troessamfund, 1976.

Genre: Bibelhistorier. Illustreret.

Beskrivelse: I en personlig, engagerende og meget mundret stil genfortæller den daværende overrabbiner udvalgte bibelhistorier for et yngre publikum. Der er både fortællinger fra De Fem Mosebøger og fra Josvas Bog. Sproget retter sig til børn op mod 9-10 år, men også mindre børn kan lytte med, hvis den voksne bruger tid på at forklare de lidt sværere ord. Højtlæsning fra ca. 5 år.

Derfor er den kanon: Der er tale om den første egentlige guide til shabbat for danske børnefamilier – tilmed udarbejdet på dansk grund og med de melodier, der er gået i arv gennem generationer i dansk-jødiske familier.

Derfor er den kanon: Den indtil videre eneste samling bibelhistorier for børn skrevet på dansk og med udgangspunkt i en jødisk forestillingsverden og tolkningstradition. Der bliver trukket paralleller mellem de enkelte historier, og motiver og moraler har en fremtrædende plads i fortællingerne. I bogens forord udtrykker Bent Melchior håbet om, at han kan følge op med lignende udgivelser fra Profeterne og Skrifterne.

Vi venter spændt på fortsættelsen af Begyndelsen.

Værkets betydning for børn: Bogens forklarende tekster henvender sig til de voksne, mens de fine illustrationer byder på meget at se på, tænke over og tale med de voksne om – selv for helt små børn. CD’en fuldender værket ved at give adgang til hele ”lydsiden” af den ugentlige højtid.

Værkets betydning for børn: Genfortællingerne videregiver indsigter fra de jødiske legender i Midrash-litteraturen, og netop dette giver et godt oplæg til samtale med børnene om vigtige emner, som optager dem, bl.a. retfærdighed, misundelse og hævn.

Isaac Bashevis Singer: Geden Zlateh og andre historier.

Illustreret af Maurice Sendak, Gyldendal 1967.

Genre: Jiddish folkeeventyr. Illustreret.

Beskrivelse: Jiddishe folkeeventyr, legender og historier af den jødisk-amerikanske forfatter I. B. Singer. De syv historier er spændende illustreret af den kendte amerikanske tegner og børnebogsforfatter Maurice Sendak, der har samme baggrund i den polskjødiske shtetl som Singer selv. Bogen udkom i USA i 1966 og prisværdigt nok i dansk oversættelse allerede året efter. (Siden er også kommet ”Singers eventyr for børn” med 28 eventyr.

Singer selv tilskrev denne uillustrerede samling større betydning, fordi som han sagde: ”Ordets magt er det bedste medium til at informere og underholde vore børn”).

Højtlæsning fra ca. 6 år.

Derfor er den kanon: Der er tale om den første samling på dansk af Singers eventyr for børn. Med Singer i hånden kan man lykkeligt supplere H.C. Andersens og Brødrene Grimms eventyr med historier fra det jødiske hverdagsliv.

De overleverede historier er ikke bare underholdende læsning, men også selve grundlaget for store dele af nutidig jødisk liv og tradition.

Værkets betydning for børn: Børnene bliver ad eventyrets vej ført ind i en gammel, jødisk fortælletradition, sådan som den har udfoldet sig i en særlig historisk og geografisk sammenhæng. Den tydelige forankring i dagliglivet rummer mange genkendelige referencer til både jødisk tradition og tænkemåde.

Shelley Fowles: Ungkarlen og bønnen. En historie fra Marokko.

Forlaget Hjulet, 2004.

Genre: Sefardisk folkeeventyr. Billedbog.

Beskrivelse: En sjældenhed på dansk er dette marokkansk-jødiske eventyr fortalt for børn. Den farvestrålende billedbog fortæller historien om en ældre, ugift mand, der taber sin sidste bønne ned i en brønd og derved vækker brøndens ånd, som bringer ham nogle magiske skåle, der opfylder alle ønsker. Fortællingen er hentet i israelske Pinhas Sadehs imponerende samling folkeeventyr med den engelske titel: Jewish Folktales. Samlingen rummer jødiske eventyr fra både Europa, Mellemøsten og Nordafrika – de to sidste primært baseret på mundtlige overleveringer.

Højtlæsning fra 3 år.

bruges som grundlag for samtaler om moralske emner. Der er forslag til sådanne emner bagest i bogen. Bogen er også egnet til voksenlæsning med uddybende forklaringer og kildehenvisninger bagest. Højtlæsning fra 7 år og læs-selv fra 10 ”bis hundertzwanzig”.

Derfor er den kanon: Dette er første gang, en dansk-jødisk forfatter har givet sig i kast med at genfortælle legender fra Talmud og Midrash. Bogens 12 historier er frie genfortællinger – fortalt med det udtrykkelige sigte at gøre det muligt for moderne børn at identificere sig med de moralske aspekter, som er så bærende for de gamle tekster.

Værkets betydning for børn: Historierne er dels meget fængslende, dels har deres små og store moraler stærk appel til mindre børn. Bogen kan tages frem i takt med, at børnene bliver ældre, og give stof til nye samtaler.

Derfor er den kanon: Det ligner et mirakel, at denne lille historie fra en mundtlig, sefardisk fortælletradition har fundet den lange vej til en smukt illustreret billedbog i dansk oversættelse. Var det en film, kunne undertitlen passende være ”Tusind-og-én-nat møder det sefardiske Nordafrika”. Det farverige, jødiske landsbymiljø i bogen bringer desuden dufte, lys og stemninger med sig, som står i spændende kontrast til den langt mere kendte Singer’ske shtetl.

Værkets betydning for børn: En fin bog, der tager børnene med på en billedrejse ind i den sefardiske eventyrverden, som ellers ikke er tilgængelig på dansk.

Esther Edelsteen: Løvemælk til Kongen.

Illustreret af Dorthe Rude. Forlaget Proskrift, 2003.

Genre: Jødiske legender med pædagogisk ekstramateriale. Illustreret.

Beskrivelse: Forunderlige fortællinger for børn og voksne, der bygger på den jødiske folklore, der gennem ca. 1800 år er blevet overleveret fra generation til generation. Fortællingerne kan både læses som god underholdning og

Ilana Rosenbaum: En anderledes aften.

Kassettebånd om pesach med tilhørende sangbog. Udgivet af Det mosaiske Troessamfund, 1986. Illustrationer: Hannah Spliid. Indtaling: Ina Miriam Rosenbaum. Sang og musik: Børn fra Carolineskolen og musikgruppen Eitan under ledelse af Daglan.

Genre: Jødiske ritualer og traditioner. Indtalt på bånd med tilhørende, illustreret sanghæfte.

Beskrivelse: Ilana Rosenbaum står bag udgivelsen af dette pesach-bånd med tilhørende sangbog. På båndet fortæller en kvinde, hvordan hun som barn fejrede den store højtid med sin familie.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

23

Fortællingen veksler med de sange, der hører til sedermåltidet. Bånd og bog er for længst udsolgt, men måske Det Mosaiske Troessamfund kunne tænkes at ville genudgive?

Derfor er den kanon: Fortællingen gennemgår i barnets perspektiv den danske haggada med sang, tale og forklaringer til pesach.

Man hører både om forberedelserne og selve seder-ritualet og oplever den særlige forventningsfulde stemning, der knytter sig til højtiden.

Værkets betydning for børn: Barnet kan identificere sig med pigen, der fortæller historien, og kan ved at lytte lære alle sange og melodier udenad og på den måde forberede sig i ugerne op til pesach.

Ilana Rosenbaum i samarbejde m.

Birte Kont: Snurretop, dans og hop.

Illustrationer: Susanna Fischermann.

Udgivet af Det mosaiske Troessamfund, 1989.

Genre: Jødiske højtider. Fortællinger og aktiviteter. Illustreret.

og fører barnet gennem højtidens ritualer og traditioner. Kombinationen af fortælling og praktiske anvisninger på aktiviteter, mad og musik gør det nemmere for både begyndere og mere rutinerede at videreføre de gamle skikke i moderne regi.

Beskrivelse: Billedbog og aktivitetshæfte, der fortæller historien om chanukka gennem to børn, der fejrer højtiden hos deres bedsteforældre. Med opskrifter, papirklip til farvelægning, spilleregler til chanukka-lege, sange med noder og lovsigelser i transskription. Højtlæsning og aktiviteter fra 5 år.

Værkets betydning for børn: Gennem fortælling og leg lærer børnene om chanukka, dens traditioner og ritualer på en engagerende måde, der er i øjenhøjde med barnets egen verden.

Derfor er den kanon: Den eneste bog på dansk for børn, der genfortæller chanukka-historien

Ingrid Schrøder-Hansen: Bibelens historier – Det Gamle Testamente.

Illustreret af Roald Als. Gyldendal, 1999.

Genre: Bibelhistorier. Illustreret.

Udvalgte historier fra hele den jødiske bibel fortalt for børn. Historierne er gengivet i et nutidssprog og spændende illustreret af den danske karikaturtegner Roald Als, som tilfører historierne ekstra saft og kraft.

Højtlæsning fra ca. 7 år.

Derfor er den kanon: Historierne dækker hele den jødiske bibel, dvs. både De Fem Mosebøger, Profeterne og Skrifterne. Forfatteren er sognepræst og lægger sig tæt op ad den oprindelige tekst og dens indhold.

Værkets betydning for børn: Børnene bliver præsenteret for centrale, jødiske bibelhistorier fortalt i sammenhæng og med fokus på dramatikken og det elementært spændende i historierne.

Karen Levine: Hanas kuffert.

En sand historie.

Forlaget Carlsen, 2005.

Genre: Dokumentarisk roman.

Beskrivelse: Den autentiske historie om en kuffert, der finder vej til et lille Holocaust-museum i Japan i 2000.

Museets leder beslutter sig sammen med en gruppe skoleelever for at finde ud af, hvor kufferten stammer fra. Herved kommer de på sporet af den jødiske pige Hana, der er født i Tjekkiet i 1931. Historien følger de autentiske begivenheder, sådan som de udvikler sig for både Hana og de

24

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

japanske skolebørn i takt med, at de får oprullet hendes historie.

Højtlæsning fra 8 år.

Derfor er den kanon: Der findes kun ganske få bøger på dansk, der behandler det svære emne jødeforfølgelser under Anden Verdenskrig for børn under 10 år. Hanas Kuffert er et godt bud på, hvordan man kan nærme sig emnet over for børn i denne alder, fordi den delvist foregår i vore dage. Derved bliver børnenes egen virkelighed koblet sammen med en konkret og jævnaldrende piges skæbne under krigen.

Hanas liv ender sørgeligt, men bogen slutter alligevel med en livsbekræftende pointe.

Værkets betydning for børn: Det er svært at afgøre, hvornår børn er gamle nok til at høre om Holocaust. Alligevel er det vigtigt, at de får mulighed for at sætte sig ind i emnet – gradvist og på det niveau, de er i stand til at kapere. Det er også vigtigt, at de bliver holdt i hånden hele vejen med mulighed for at stille spørgsmål, få svar der er tilpasset deres alder og tid til, at svarene kan bundfælde sig og føde nye spørgsmål.

Derfor er den kanon: Bogen er en opdagelsesrejse ind i arkæologiske, etnologiske og historiske fakta, der supplerer børnenes kendskab til de bibelske beretninger med spændende detaljer. Bogen kan læses i sammenhæng eller som lystlæsning i små bidder.

Værkets betydning for børn: Her er bogen, der lader børnene kigge med bag bibelens facade og taler til deres nysgerrighed efter helt dagligdags ting, som omgav de kendte skikkelser på bibelsk tid.

Beskrivelse: Bogen fortæller på store, farvelagte dobbeltopslag om levevilkår og dagligliv på bibelsk tid, bl.a. klædedragt, bolig, familieliv, fester, tro, arbejde, krige og våben samt død og begravelse. Skildringen dækker perioden ca. 500 år fvt.-200 vt.

Højtlæsning fra ca. 7 år.

Grethe Segal m.fl.: Fortællinger fra Bibelen.

Illustreret af Tony Morris. Bibelserie udgivet af Gyldendal i 1990’erne.

Genre: Billedbøger med bibelhistorier.

Beskrivelse: Danske bibelfortællinger med de klassiske historier for de helt små.

Blandt titlerne er ”Moses”, ”Esau og Jakob” og ”Samson”. Højtlæsning fra 3-4 år. Læs-selv fra 10 år.

Derfor er den kanon: De fortæller og illustrerer på en måde, så selv små børn kan være med. Samtidig følger historierne meget tæt det originale indhold fra den jødiske bibel.

Alan Brown og Andrew Langley: Det tror vi på! En guide for børn til verdens religioner. og Pam Robson: Vi holder fest!

Begge udgivet på Forlaget Unitas, 2000 og 2002.

Genre: Religionshistorie.

Beskrivelse: Verdens store religioner beskrevet for børn og fortalt af børnene selv. Der er mange gode fotos og illustrationer at tage udgangspunkt i for en uddybende snak med barnet om bogens emner. Højtlæsning fra 3-11 år.

Tim Dowley: Bibelens samtid.

Forlaget Korskær, 1999.

Genre: Historisk fagbog. Illustreret.

Værkets betydning for børn: Da det er et barn fra hver religion, der fortæller om sin tro, kan børn, der læser bogen, nemt identificere sig med fortællingen.

Derfor er den kanon: Begge bøger giver en god introduktion til de store religioner – en passende ambition for en danskjødisk kanon for børn, idet jødedommen hverken har et fordømmende syn på andre religioner eller nogen missionerende holdning. Et nuanceret kendskab til andre religioner, som disse to bøger kan formidle, er således en god vej til at forstå andres ståsted og samtidig finde sit eget.

Værkets betydning for børn: De helt små bibelinteresserede kan her blive fortrolige med de bibelske figurer via enkle tekster og spændende illustrationer.

”

Vi skal bruge kunstneriske oplevelser og indsigter ikke til at blot bekræfte egen kulturbaggrund og eget kulturfællesskab, men også som en ressource i udforskningen af og mødet med andre kulturer.”

Jørn Lund, formand for Kulturministeriets kanonudvalg

Hvor finder du bøgerne?

De omtalte bøger kan findes på enten www.antikvariat.net eller www.bibliotek.dk. For yderligere oplysninger om dansk-jødisk børne- og ungdomslitteratur se www.goldberg.nu

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

25

interview

Den mislykkede ateist Goldberg har mødt forfatteren Nathan Englander på hans stamcafé The Hungarian Pastry Shop på Manhattans Upper West Side. To emner var på banen: Englanders nyeste roman ’Ministeriet for specielle anliggender’ og hans forhold til sin jødedom.

Af Fran Hopenwasser Da newyorkerforfatteren Nathan Englander udgav sin første bog, Til lindring af utålelige drifter, en novellesamling, der med et strejf af absurditet beskriver forskellige varianter af jødedommen, blev han med ét berømt. Han var 29, havde lige forladt den ortodokse jødedom og blev sammenlignet med de store jødiskamerikanske forfattere Isaac Bashevis Singer og Philip Roth. En kritiker sagde, at han skrev som Bernard Malamud på speed.

Det tog Englander otte år at skrive sin næste bog, den meget roste Mi­ nisteriet for specielle anliggender, og det kunne få en til at tro, at pludselig succes snarere er en forbandelse end en velsignelse. Englander har da også beskrevet al rosen – især sammenligningen med de store forfattere – som uønskede bryllupsgaver, der ikke kan byttes, og som man oven i købet skal være taknemmelig for.

26

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

De otte år var dog ikke præget af skriveblokering. Englander brugte dem til at researche, skrive og omskrive (han beskriver sig selv som tvangsomskriver) en historie, der foregår i et univers, som ligger langt fra hans eget, nemlig den jødiske underklasse i Buenos Aires i midten af 1970’erne under ’Den beskidte krig’, hvor et utrolig paranoidt diktatur lod ti tusinder af uskyldige, fortrinsvis unge mennesker forsvinde. I artiklen ’This Country of Mothers’ (kan ses på www.nathanenglander.com), fortæller Englander, hvorfor han måtte skrive en roman om netop den periode og det sted. Udgangspunktet var, at han havde lært en gruppe argentinere at kende, i de fem år han boede i Israel, men romanen afspejler også hans egen granskning af aspekter i den jødedom, han havde afvist.

Gennem det 20. århundrede havde Argentina en aktiv jødisk befolkningsgruppe. Ikke desto mindre slog de velbeslåede jøder hånden af underklassen, især prostituerede og alfonser,

og nægtede dem at lade deres døde begrave på den største jødiske begravelsesplads. Udelukkelsen legemliggøres i hovedpersonen Kaddishs’ baggrund. Han er søn af en luder og lever af at fjerne navnene på nu velstående jøders forfædres gravsten.

Romanen handler meget om minder og udviskning eller ændring af fortiden. Kaddishs’ søn er en af de forsvundne, og han og hans kone gør alt menneskeligt muligt for at finde ham, men de har helt forskellige tilgange til at bearbejde tabet.

Englander var også fascineret af den måde, de forsvundne i Argentina mindes på. Den dag i dag samles mødrene til de forsvundne hver torsdag på Cinquo de Mayo-pladsen foran regeringsbygningen, ikke længere i protest (diktaturet endte for over 25 år siden), men til minde om de forsvundne. Det inspirerede Englander til Lillian, Kaddishs’ hustru og mor til den forsvundne søn, som hun nægter at begrave, så længe der ikke er et lig.

Forfatteren Nathan Englander

O

tte år er lang tid at arbejde på en roman. Hvorfor tog det så lang tid?

Faktisk arbejdede jeg i ti år på bogen i en fortløbende skrive- og omskrivningsproces. Det er lidt underligt, for det var nogle år, som i den grad var med til at forme mig.

En del af tiden boede jeg i Israel, og i det hele taget oplevede jeg mange ændringer i mit eget liv. Mit perspektiv skiftede undervejs, så det er næsten, som om andre mennesker fra en anden tid skrev bogen, og derfor måtte jeg også skrive så meget om.

ubønhørligt og imod alle kendsgerninger holder fast i, at sønnen er i live.

Alting indeholder sin modsætning.

Kaddish både værner om og ødelægger den gamle jødiske begravelsesplads, eftersom han fjerner navnene på gravstenene, og han er ikke hykler, for han færdes i to forskellige verdener. Manden og konen, som lever under samme tag – de er ikke uenige, det er to forskellige verdener. Der er Pato, og der er ikke Pato.

Det var vigtigt for mig at forholde mig til de to verdener med lige stor respekt. Jeg ville ikke dømme.

H

M

vem af romanens personer identificerer du dig mest med?

Der er den oprørske søn Pato, som ikke vil finde sig i, at faderen vil bestemme. Der er faderen, Kaddish, som den jødiske menighed undgår, og som opgiver sin tro, men ender med at sove på en bænk i synagogen i sin desperate søgen efter sønnen.

Og endelig er der moderen, som

en hvad med de flertydige personer som præsten (som Lillian beder om hjælp), og navi­ gatøren (en pilot, som uden omsvøb fortæller Kaddish, hvordan han har kastet unge bedøvede dissidenter ud af fly)?

Det virker, som om de mest er på den ene side – de står for det historiske. Der er antydninger af antisemi-

tisme hos præsten, men han opfordrer også Lillian til at bevare håbet.

Navigatøren fortæller Kaddish, hvad der formentlig er sket med sønnen, som er det svar, Kaddish har søgt, og han giver Kaddish sin jakke af medlidenhed.

S

å er der rabbineren, som Kaddish beder om hjælp. Kaddish op­ søger ham, fordi han vil begrave sin søn uden at have hans lig, et meget tankevækkende tema, som får en til at tænke på andre forsvundne. Rabbineren siger, at han ikke kan bøje reglerne for Kaddishs’ skyld, hvortil Kaddish svarer: ”Jeg er ret sikker på, at du kunne fortolke loven, så den passer til mig, frem for at tvinge mig til at passe til loven.” Jødedommen er kendt for den slags manøvrer.

Nogle ser rabbineren i et mere positivt lys, men ja, man kan opfatte det som en anklage mod rabbineren, som ikke vil bøje loven for at hjælpe Kaddish i nødens stund. Men rabbineren viser også sin medfølelse

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

27

Alting indeholder sin modsætning. Og ja, det manglende lig er et gennemgående motiv i både Holocaust-historier og i forbindelse med 11. september – vi var alle besat af lig, der faldt ned fra himlen. Temaet med de forsvundne lig, den forsvundne fortid, er en særlig måde at fortælle en historie på. Det er nærmest den mest ekstreme form for fortælling. Tanken om at ændre fortiden er chokerende. Det er det, der interesserer mig. At en regering kan omskrive fortiden og ændre historien for at skabe den fortælling, man vil fortælle. Amerika er i øjeblikket ved at give køb på rets­ samfundet, og det er foruroligende.

Jeg er bekymret for, hvad der sker, når man opgiver visse grundlæggende rettigheder.

bevisthed udviser en nutidig kønsbevidsthed, ikke en feministisk bevidsthed, for det ville være en anakronisme, men en stærk følelse af kvinden som den handlende.

Jøde­dommen er en meget patriarkalsk religion – brød du bevidst med den tradition?

Ja, det er korrekt. Jeg voksede op i et meget patriarkalsk samfund. Jeg var religiøs som dreng, og jeg syntes, det var latterligt, når jeg hørte, at piger kunne studere Talmud på en religiøs skole. Det er det miljø, jeg er opvokset i. I årevis mente jeg, at Kaddish var hovedpersonen, men man må overgive sig til værket, og personerne bør alle fremstå, som de er. Sociale regler foreskriver folks roller, og det må man være tro imod, men der er en vis opvågnen hos Lillian. Det var interessant for mig at arbejde med en person, som blev mere og mere markant, mens jeg skrev. Men som alle romaner er det en sammenpresset historie. Man kan ikke fortælle alt, og Lillian kom til at repræsentere alle mødrene, den beskidte krigs sande helte. Hvis man vil skrive om Holocaust, kan man ikke fortælle seks millioner historier. Man bliver nødt til at presse det sammen til én persons historie. Og det gik undervejs op for mig, at det var det, jeg gjorde.

D

K

over for Kaddish ved at give ham noget tøj.

» … det manglende lig er et gennem­ gående motiv i både Holocaust-historier og i forbindelse med 11. september.«

er er et meget bevægende og hudløst øjeblik i bogen, hvor Kaddish – som aldrig før har bedt i sit liv – beder for sin søn.

Det var et af de vigtigste steder i bogen for mig. Han har sine egne grunde til at ville holde fast i det.

Det er hans hjerteblod. Men bogen handler også om at fortælle en historie, om at eje sin egen historie. Far/ søn-forholdet er historiens inderste plan, og så er der historien om menigheden og hele det politiske scenarium. Men ja, det er som om bønnen skræller alle lagene af historien.

K

addish er ikke den eneste hovedperson, vel? Lillian bliver mere markant i løbet af historien.

Her fornemmer jeg, at din forfatter­

28

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

an vi tale om din opvækst? Du har udtalt dig meget negativt om din skolegang.

Jeg gik i en frygtelig, antiintellek­ tuel jeshiva, hvor jeg faktisk ikke lærte noget. Jeg kommer fra en meget bornert, ortodoks baggrund. Der bliver altid konkurreret om, hvad det vil sige at være rigtig jødisk. Men jeg bryder mig ikke om at blive truet til at tro på en særlig måde, så jeg vendte det ryggen. Alt kan vendes til en jødisk vittighed, og min er, at jeg tog til Israel første gang, før jeg blev færdig på universitetet, og næsten med det samme opgav det hele. Jeg faldt for den verdslige side af jødisk kultur i Israel. Det var noget helt nyt for mig.

V

ar det, fordi du var væk hjemmefra for første gang, eller var det på grund af Israel?

Alle tror altid, at det havde noget med min holdning til Israel at gøre, men du har ret. For første gang var jeg så langt hjemmefra, at det kunne lade sig gøre. Jeg var blevet indoktrineret til at afvise Israels verdslige side, men blev i stedet inspireret af den.

H

vorfor forlod du Israel efter at have boet der fem-seks år?

At jeg tog til Israel og forlod landet igen, bliver altid fortolket som et statement, men det var det ikke. Jeg behøver ikke at begrunde, hvorfor jeg rejste. Det er kun i forbindelse med det land, at man spørger om det. Det er et meget kompliceret samfund at leve i. Og jeg valgte det mere behagelige liv og det land, jeg var født og opvokset i. Men det betyder ikke, at jeg ikke var foruroliget over Sharon og israelsk politik. Jeg var fortvivlet, da den anden intifada brød ud, og jeg var ulykkelig, da fredsprocessen og fredsbevægelsen smuldrede.

» … jeg var ulykkelig, da fredsprocessen og fredsbevægelsen smuldrede.« Men jeg elsker mit liv her i New York. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvad jeg bedst kan lide. Det er herligt at være forfatter i New York lige nu, og de forskellige generationer bakker op om hinanden.

Der er en fantastisk energi i gruppen, og det stortrives jeg med.

H

vem er dine litterære forbilleder, og hvem holder du af?

Jeg begynder altid med Gogol og dernæst andre russiske forfattere som Dostojevskij. Jeg elsker russerne med deres sikre stil, letheden og afstanden, den allestedsnærværende fortæller.

Men også Camus, Conrad, Kafka, Dickens og Flannery O’Connor. Og Philip Roth – han bliver 75 i år, og jeg er blevet bedt om at tale om ham ved et symposium på Columbia University, hvor han selv vil være til stede.

Og Malamuds Den magiske tønde.

Da jeg læste den, følte jeg, at den var skrevet til mig. Jeg bliver rørt, når folk omtaler ham i forbindelse med mig. Og Singer. Man kunne blive ved.

Jeg elsker simpelthen fortællekunst.

Alting kan være meta-, neo- og post-, men jeg kan i bund og grund godt lide en fortælling. Alle historier, der fungerer, er universelle. Hvis det er kunst, er det universelt.

N

ogle jøder har følt sig krænkede over den ikke altid venlige satire over ortodokse og chasidiske jøder i dine historier. Du er blevet kaldt en ’mislykket’ jøde. Er det muligt med den enorme mængde jødisk kultur i dine værker?

Det er svært at svare på. Jeg beskriver faktisk mig selv som en mislykket ateist. Intellektuelt afviser jeg tanken, men følelsesmæssigt er det svært at undgå. Nogle erstatter bare den ene religion med den anden. Jeg voksede op i et yderligtgående miljø, så jeg burde gøre det samme. Men jeg er meget på vagt.

V

il der gå ti år igen, før vi ser en ny roman fra dig?

Hvem ved? Lige nu er jeg i gang med en novelle til magasinet Esquire, og jeg arbejder på en bearbejdning af novellen Den syvogtyvende mand til teatret. Men jeg kan ikke vente med at komme i gang med min næste roman, og så trækker jeg nok stikket ud og isolerer mig med computeren.

Når jeg skriver, skriver jeg hele tiden.

Jeg forsøger at skrive i seks dage og holder så sabbat på den syvende.

Uanset hvilken ugedag det er.

Oversat fra engelsk af Hanne Friis

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

29

SET FRA Hong KONG

Ved Ved Perleflodens Perleflodens udløb udløb

På sin rejse jorden rundt er Goldberg kommet til eksotiske Hong Kong. Her berettes om syns-, lugte- og smagsindtryk fra en af verdens mest hektiske metropoler.

Af Hanne Kærhøg Jeg venter ved udgang B, da Goldberg ankommer til Hong Kong Inter­national Airport – kapaciteten er 50 millioner mennesker om året, cirka 10 gange mere end i Kastrup, men vi finder alligevel let hinanden.

Tidligere kunne man flyve direkte fra København til Hong Kong, men nu kræver turen en mellemlanding, så man ender som regel med at bruge 15-20 timer på turen fra Frederiksholms Kanal til Perleflodens udløb.

Fra lufthavnen går det hurtigt ind

30

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

mod centrum med Airport Expresstoget. Undervejs passerer vi Hong Kong Harbour – en af verdens tre største havne – og alligevel temmelig dansk at se på med de mange Maersk-containere, der blinker til os med deres syvtakkede stjerner. Kun 24 minutter senere ankommer vi til Hong Kong Island, og efter en kort taxatur og en tur i elevatoren til 28. etage bliver Goldberg installeret i gæsteværelset. Udsigten er noget sløret i dag – forureningen bliver kun værre år for år.

Vi er klar til at indtage Hong Kong på 2 dage, ikke meget tid synes jeg, men jeg lover at gøre mit bedste for

at vise de mange sider af byen. Så på med shortsene for her er varmt og meget fugtigt.

Hong Kong ved første øjekast Først skal vi have en kop kaffe i en af de hundredvis af Starbucks, der har invaderet byen i skarp konkurrence med den lokale Pacific Coffeekæde. Vi går en tur gennem Central­bydelen og jeg er helt bekymret for at Goldberg skal få ondt i nakken af at kigge op. Når der ikke er meget plads i Hong Kong er løsningen selvfølgelig at bygge højt. Her bor ca.

7 millioner mennesker på et område svarende til en tredjedel af Fyn.

Hong Kongs regionalflag indført den 1 juli 1997 da byen fik status som Special Administrative Region

Det gør Hong Kong til det 3. tættest befolk­ede sted i verden.

Herude er der ingen krise på ejendomsmarkedet. Priserne stiger stadig så mange små butikker bliver hjemløse, når lejen sættes op med 300 % på et par år. Det meste af det gamle Hong Kongs bygninger er for længst væk. Konstant bliver gamle bygninger revet ned for at give plads til nye endnu højere. Man forsøger dog at holde lidt styr på nærmiljøet og i dele af byen er det netop besluttet, at der ikke må bygges højere end 320 meter.

Midt mellem kontorbygningerne finder vi også nogle af Hong Kongs mange markeder. ”Wet market” er en overflod af de mest vidunderlige frugter og grønsager. Vi køber en Dragon fruit og nogle Fuji-æbler. To gader nede er der fisk og kød – kødet ligger hele dagen i 30 graders varme og er bestemt ikke kosher, så der kigger vi bare. Et andet nærliggende marked tilbyder en skøn blanding af ”lidt af hvert”. Her kan man købe alle slags kinesisk traditionelt tøj i ”ægte” silke, ægte mærkevarer, der ikke er blevet eksporteret videre og knapt så ægte udgaver af verdens førende mærker inden for sko, tasker og børnetøj. Goldberg køber nogle spise­ pinde og en lille amulet fra Golden Pig Year, den er billig, for kineserne

har lige sagt farvel til grisens år og taget hul på rottens år, så nu går der 12 år før grisen kommer på mode igen.

Vi haster videre mod Kowloon, som ligger 5 minutters sejlads fra Hong Kong Island. Vi betaler 1,70 HKD (ca. én dansk krone) og tager Star Ferry – en institution her – på nederste dæk. Efter den korte sejltur bliver vi modtaget af sælgere, der vil afsætte alt fra skræddersyet tøj til kopi-ure og tasker. Vi har dog retning mod den nærmeste MTR-station (MTR = Mass Tranportation System – antallet af daglige passagerer forklarer navnet, men alligevel er metroen super effektiv), for vi skal se et af de mange templer i Hong Kong. Der er buddhistiske templer spredt over hele byen, men de største ligger uden for centrum. Efter templet og en tur rundt i Tsim Shau Tsuis gader tager vi afternoon tea på Penninsula-hotellet der er berømt for at eje verdens største antal af Rolls Royce’r. Hong Kong har ikke været en britisk koloni for ingenting.

Vi når også en tur i det fascinerende Hong Kong Museum of History. Her fortælles byens historie fra ur­tiden med vulkaner over opiumskrige til moderne finansielt centrum. Det skjules ikke, at Hong Kong skylder hele sin eksistens sin status som kunstig port mellem Kina

og resten af verden. I dag er Hong Kong officielt en del af Kina, men efter devisen ”èt land – to systemer”, og selv om der ikke er egentlig demokrati her, så er der bestemt friere end i Kina, ikke mindst er her pres-

Hong Kong var britisk kronkoloni indtil 1997 og blev, som led i genforeningen af Kina, til en Special Administrative Region efter devisen “ét land – to systemer”.

Hong Kong har sin egen forfatning, der danner grundlaget for forholdet til centralregeringen i Beijing i de første halvtreds år efter overdragelsen til Kina, dvs. indtil 2047.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

31

sefrihed. Her går CNN ikke pludselig i sort, sådan som det sker med jævne mellemrum i selve Kina.

En farverig menneskemængde Hong Kong er præget af mange internationale beboere på gennemrejse. De såkaldte expats (kort for expatriates) udgør 7 % af byens befolkning, men fylder noget mere i det offentlige rum. Expats er typisk udstationeret gennem internationale virksomheder og kommer fra alle dele af verden. Flest fra Australien, USA, Canada og UK, men også mange fra Indien, Japan og Korea.

Derudover udgør den største gruppe af udlændinge filippinere og indonesere, der arbejder her som maids.

Mange europæere, der kommer til Hong Kong som expats, oplever her et liv meget anderledes end det, de lokale kinesere lever og meget anderledes end livet derhjemme.

Tjenestefolk og et uhørt serviceniveau der er de færreste europæere

32

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

forundt i deres hjemlande.

Med 15 % i skat og en by, der er meget stolt over altid at vinde den årlige konkurrence om at være det mest økonomisk liberale sted i verden, er der selvfølgelig ikke noget stort socialt sikkerhedsnet. Offentlige skoler og hospitaler er dog af en forbløffende god standard, men derudover er det i høj grad en by, der lægger op til at enhver er sin egen lykkes smed. Livet er på mange måder præget af, at Hong Kong både er en del af Kina og noget helt specielt.

Et-barns-politikken er eksempelvis ikke gældende her, men mange lokale vælger alligevel kun at få et barn fordi det er en stor omkostning at have børn, der skal i private skoler, have fritidsaktiviteter og på universitet. Omvendt lever traditionen om ansvar for sine forældre i allerhøjste grad stadig og det er ikke ualmindeligt, at børn betaler for deres forældres bolig og månedligt sender dem 20 % af lønnen. Det er en af årsagerne til, at forældrene

går meget op i deres børns uddannelse, for det er en sikring af deres egen fremtidige indkomst.

Det jødiske Hong Kong Næste morgen er vi tidligt på færde, så vi kan nå Mid-levels-rulletrappen ned ad Peak bjerget. For at få folk lettere på arbejde fra beboelsesområdet Mid-levels ned til Central byggede bystyret i 1980’erne en udendørs rulletrappe på 800 meter i 20 sektioner. Den kører ned af bjerget mellem kl. 6 og 10 om morgenen, når folk skal på arbejde, og opad resten af døgnet – vældig smart.

Et par sektioner nede af rulletrappen står vi af for at besøge Ohel Leah Synagogen. De første jøder begyndte at slå sig ned i Hong Kong, da øen blev Britisk koloni i 1842. Den britiske frihandel og sik-

Hong Kong: Indbyggertal: 6,86 mio.

Ligger ved Perleflodsmundingen på sydkysten af det kinesiske fastland. Byen hedder Heung Gong på cantonesisk, det lokale sprog, det betyder den vellugtende havn – det holder desværre ikke længere. Hong Kong består af to store og 230 mindre øer. Hong Kong har været kendt for sin livlige handel siden 1700-tallet.

Der har boet mennesker i Hong Kong siden stenalderen.

kerhedsgaranti tiltrak udenlandske handlende fra hele verden, herunder en del jøder, især fra Irak og Indien.

Den jødiske menighed var de første mange år hovedsageligt sefardisk med familierne Kadoorie og Sassoon som sponsorer og i høj grad grundlæggere af jødisk liv og institutioner i Hong Kong – blandt andet Ohel Leah-synagogen. Den stod færdig i 1902 opkaldt efter moderen til de Sassoon brødre, der først slog sig ned i Hong Kong.

Senere kom der også en Jewish Recreation Club, hvor medlemmerne kunne mødes til tennis, bibliotek og restaurant med udsigt over Victoria Habour. I dag står Ohel Leah der stadig, selv om den er klemt lidt inde mellem alle de andre bygninger.

Den jødiske klub er blevet til Jewish Community Center i de nederste 5 etager af en 42 etager høj beboelsesbygning.

Der er ca. 3.000 jøder i Hong Kong, og det jødiske liv a la 2008 er præget af familier med børn – de fleste bliver nogle år for så at drage videre mod andre lande. Der er menigheder for enhver smag, religiøs, konservativ, Chabad, sefardisk og et par til. Den jødiske internationale skole har ca. 200 børn fordelt på pre-school og 8 klassetrin (som passer med det amerikanske skolesystem). Som alle andre steder i Hong Kong har børnene skoleuniform på – alle forældres drøm, da diskussioner om tøj ved et trylleslag er løst.

Undervisningen er selvfølgelig på engelsk og da op mod halvdelen af børnene er israelere, er der også hebraisk på højt niveau. Skolen vokser hvert år, så der er overvejelser om at udbygge den til og med gymnasiet.

Jewish Community Center (JCC) er samlingsstedet for det jødiske liv på tværs af menighederne. Her er 2 restauranter, en stor swimmingpool, hvor alle ungerne lærer at svømme, bibliotek, Gym, kosherbutik og festlokale så alle fødselsdage og bat/ bar mitsvas bliver fejret her. Der er et hav af aktiviteter for stort set alle interesser.

En tilbagevendende begivenhed i kalenderen er Hong Kong International Jewish Film Festival der hvert år samler mange interesserede til en uge med jødiske film fra hele verden. Filmfestivalen i byens kommercielle biografer når også ud til resten af Hong Kong og skaber fokus på jødisk kultur.

Jeg ville gerne have haft Goldberg med til Ohel Leah en lørdag, men der var en deadline derhjemme, der skulle nås. Shabbat i Ohel Leah er en traditionel religiøs gudstjeneste, der bliver fulgt op af en kiddush­frokost. Alle bliver og spiser en frokost sammen, der oftest er sponseret af medlemmerne eller af byens relativt velhavende jødiske fonde. Det giver et stærkt socialt sammenhold, og børnene leger på legepladsen ved siden af synagogen. Alle tiders måde at bruge lørdagen på, også selv om mange ikke er særligt religiøse.

På resten af turen ned af rulletrappen oplever vi Hong Kong på den måde, det gøres bedst: Ved at gå rundt og se og lugte til alle de mange anderledes indtryk. Vi er et smut forbi et kinesisk apotek og kigger interesseret på de mange urter, tørrede søheste og snegle. Vi ser på mylderet af mennesker, der styrter rundt for at nå til og fra frokost.

Vi skal selvfølgelig også spise

frokost. Mad spiller en stor rolle i Hong Kong, og der er et bredt udvalg af restauranter, men vi vælger en kinesisk. Her er mulighed for at teste sine grænser for hvad der er spiseligt: hajfinnesuppe, fuglereder, gærede andeæg og bambusorme er særlige delikatesser. Vi vælger dog en ”dim sum”, som er en masse små forskellige retter, der passer godt til frokost.

Det andet Hong Kong Goldberg skal først med aftenflyveren hjem, så vi kan også nå at se en anden del af Hong Kong. Vi forlader storbyjunglen og drager mod den ægte slags. Efter blot en halv time i taxa kan vi vandre i timevis uden at møde en sjæl. Gåture rundt på de mange bjerge er en folkesport. Det er skønt at se noget grønt, der ikke er kunstigt. Her, væk fra bilosen og larmen, er det også muligt at trække vejret lidt lettere. Her kan man stresse af efter den hektiske hverdag i byen.

Selvom tigrene er uddøde, og de lokale boakvælerslanger sjældent angriber mennesker, ser vi os alligevel for, da edderkopperne når store størrelser i den tropiske varme. Vi har udsigt udover en af Hong Kongs skønne strande, men der er desværre ikke tid til en dukkert denne gang.

To dage er fløjet afsted og det er allerede tid at sige farvel. Hong Kong kan let optage et par uger af en ferie og for nogle et helt liv. Man bliver ligesom opslugt af livet i overhalingsbanen. Så med kufferten fuld af oplevelser og iPod’en fuld af billedet vinker Goldberg farvel og løber ud mod gaten – flyverne er næsten aldrig forsinket fra Hong Kong.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

33

bestseller og kulturarv

På Vesterbro en neger gik ...

Børnebilledbogen Der Struwwelpeter blev skabt i 1844 som modvægt til tidens fantasiløse børnelitteratur. Herhjemme udkom den på forlaget H. J. Bing & Søn i en gendigtning af Simon Levin Simonsen. De barske historier om slemme børn blev bestseller og kulturarv.

Af Erik Henriques Bing En gang i begyndelsen af december 1844 gik frankfurter-lægen Heinrich Hoffmann (1809-94) fra boghandler til boghandler for at købe en billedbog til sin søn Carl på tre år. Han bladede i en masse børnebøger, men de sagde ham ikke noget. De fleste var moraliserende ulykkeshistorier med løftede pegefingre og hårde straffe for småforseelser. Hoffmann opgav at finde, hvad han søgte, og købte i stedet et stilehæfte med tomme sider, som han tog hjem og viste sin kone. Han forklarede hende, at han selv ville skrive en tekst og tegne og farvelægge illustrationerne i en billed­bog til Carl. Han skulle have den i julegave, og det fik han.

Bogen var sammensat af billedark, som Hoffmann gav titlen Lustige Geschichten und drollige Bilder – Lystige historier og morsomme billeder. Da forlæggeren Zacharias Löwenthal året efter fik overtalt ham til at publicere den som en rigtig børnebog, blev der tilføjet: mit 15 schön kolori­ erten Tafeln für Kinder von 3–6 Jahren – ”med 15 smukt farvelagte billeder for børn mellem 3-6 år”. Den indeholdt den gang seks versificerede og illustrerede historier, som Heinrich Hoffmann i senere udgaver supplerede med fire til i alt ti: Struwwelpeter (Fugleskræmsel), Die Geschichte vom bösen Friederic (Historien om den slemme Frederik), Die gar traurige Ge­

34

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

schichte mit dem Feuerzeug (En meget sørgelig historie om tændstikker), Die Geschichte von den schwarzen Buben

(Historien om de sorte drenge), Die Geschichte vom wilden Jäger (Historien om den vilde jæger), Die Geschichte

vom Daumenlutscher (Historien om Sutte­per), Die Geschichte vom SuppenKaspar (Historien om den kræsne Mads), Die Geschichte vom Zappel-­Philipp (Historien om Rokke-Hans), Die Geschichte vom Hanns Guck-in-die-Luft (Historien om Hans Kigger-i-luften), Die Geschichte vom fliegenden Robert (Historien om den flyvende Robert).

Bogen blev revet væk fra boghylderne. Hoffmann ændrede i 3. udgave titlen til Der Struwwelpeter, og hans litograferede og farvelagte tegning af Struwwelpeter, drengen med det vildtvoksende hår og de uklippede negle, kom på forsiden og blev bogens ikon. Oplag fulgte oplag, og oversættelser dukkede op i udlandet.

Simon Levin Simonsen I Danmark blev den – nu om dage hvide børnebog med blå titel og den store Bastian i rød slåbrok og kvasthue og de slemme drenge på vej ned i blækhuset – en bestseller. Det har den været, siden den med gotisk skrift og håndkolorering i julen 1847 blev udgivet af forlaget H. J. Bing & Søn i København. Denne danske udgaves oversætter var handelsagent Simon Levin Simonsen (1808-79), søn af silke- og klædehandler i København Levin Simonsen og Esther Henriques. Han var sprogkyndig og fulgte med i den udenlandske presse, var velbevandret i skønlitteraturen og udmærkede sig som familiens forfatter af lejlighedssange og bordtaler, der blev holdt i en medrivende stil med tårer og smil. To af hans søstre var gift med brødrene Meyer Herman Bing og Jacob Herman Bing, der sammen med deres fader Heimann Jacob Bing havde papir-, bog- og kunsthandelen H. J. Bing & Søn i Kronprinsensgade, samt forlaget – nærmest en hobbyvirksomhed for dem – af samme navn.

Da brødrene Bing i 1845 kom på sporet af Heinrich Hoffmanns Der Struwwelpeter, mente de, at her var en børnebilledbog, der nok var barsk for ikke at sige brutal, men som ville gå som varmt brød, hvis den vel at mærke blev talentfuldt oversat. Det var en opgave, som svogeren Simon Levin Simonsen måtte påtage sig. Han havde evnerne, humoren og barskheden.

Den store Bastian Der Struwwelpeter blev ikke oversat regelret ord for ord, men frit gen­digtet af Simonsen. Han gav først bogen den nye titel, Vær Lydig, og senere: Den store Bastian. Han placerede Histo­ rien om de sorte drenge forrest i rækken af historierne. Det er den, Heinrich Hoffmann indleder med: Es ging spazieren vor dem Tor Ein kohlpechrabenschwarzer Mohr.

Die Sonne schien ihm aufs Gehirn, Da nahm er seinen Sonnenschirm.

I Simonsens gendigtning blev det til: På Vesterbro en neger gik, fornam på issen solens stik, så slog han op sin paraply, for under den at søge ly.

Scenen er uden for København. I 1840’erne, da Simonsen arbejdede med bogen, var voldene omkring hoved­staden ikke sløjfet, det skete først en halv snes år senere. Uden for Vesterport lå landevejen – endnu ikke bydelen – Vesterbro med en vrimmel af mennesker til fods og i hestevogn. Der var træhuse langs

vejkanten, og området var domineret af traktør­steder, musikanter og artister fra ind- og udland. Ved vold­graven lå Tivoli, Georg Carstensens nye forlystelsessted. Det er ikke usandsynligt, at importerede negre fra Dansk Vestindien kunne ses derude. Den danske handel med slaver blev forbudt i 1792, men selve slaveriet var fortsat accepteret i de danske besiddelser. Bogens udgivelse i julen 1847 kom nogle få måneder før dets ophævelse. Hvor absurd indledningen end forekommer – på billed­ siden en barfodet neger i røde bukser under en grøn paraply og i gakket gangart – rummer den også en smule historisk sandsynlighed.

Hvem var så den store Bastian?

Hoffmann kalder ham ”der grosse Nikolas”, den tyske julemand. Simonsen opfinder et mere skræmmende navn. Som jøde har han næppe haft meget kendskab til de kristne eller hedenske juleskikke, men både han og forlæggerne har kendt til omverdenens fordomme. Skal Bastian, der ikke tolererer diskrimination, have et forlæg i Simonsens forestillingsverden, kan det have været Frederik VI, som han var vokset op med. Kongen gav jøderne borgerrettigheder i 1814, GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

35

spejlingen og bliver som straf: ”Sofie med den skæve mund!” Det er historien om Hanne i Månen, den havesyge pige, der vil eje alt, hvad hun ser, også Månen.

Hun løber efter den, falder i søen, drukner og ”Ser du ret på månen kun, vil du Hanne finde.” Og det er historien om Rikke Slikmund, der altid skal slikke ”af hvert et kar, af potte og af gryde.” Hun stikker fingrene i en farvegryde og tror, det er syltetøj. Men det er rød farve, som damper op og giver hende en rød næse. Så fik hun lært det! I ingen af de talrige oplag nævnes Simonsen som forfatteren, men at dømme efter hans åndsbeslægtede gendigtning af Hoffmanns historier må de være af ham.

og i 1819 lod han tropper gribe ind i den korporlige jødefejde, hvor jøder og jødiske butikker i hovedstaden og flere provinsbyer blev angrebet.

Historiens neger kunne i denne sammenhæng udskiftes med: ”På Vesterbro en jøde gik”.

Førsteudgaven af Simonsens oversættelse findes herhjemme kun i ét eksemplar. Det blev købt af H. C. Andersen til pigerne Anna og Ingeborg Collin og tilhører H. C. Andersens Hus i Odense. Eventyrdigteren påskønnede om nogen historier, der vækker børns fantasi.

Tre nye historier Af Heinrich Hoffmanns ti historier fjernede Simonsen tre, som han erstattede med tre historier om slemme piger, som han selv havde digtet.

De fik illustrationer i Hoffmanns stil af en ubekendt kunstner. Det er Hi­ storien om spejledukken, hvor den forfængelige Sofie ikke kan passere et spejl uden at skulle spejle sig. Ved et uheld bider hun sig i munden under

36

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

Bestseller og kulturarv Den store Bastian er en veritabel bestseller, trykt i mere end 250.000 eksem­ plarer og udgives nu om dage af forlaget Lindhardt og Ringhof. Dansk er bare ét af de rundt regnet 30 sprog, bogen er oversat til, senest jiddish med titlen Pinye Shtroykop med he­ braiske bogstaver til glæde for læsere af jiddish. Som i førsteudgaven fra 1847 er hverken forfatter, illustrator eller oversætter nævnt på forsiden eller titelbladet. I modsætning til alle andre oversættelser af bogen, hvor Struwwelpeter – Fugleskræmsel, som drengene kalder Konrad i Simonsens gendigtning – er ikon på forsiden, har den danske udgave fastholdt Bastian i sin røde slåbrok med Ludvig med flag i hånd (Dannebrog), Morten med sit tøndebånd og Jeppe med sin kringle på vej til afstraffelse i blækhuset.

Generation efter generation har kunnet citere en linje eller to fra Den store Bastian. Linjer som: ”På Vesterbro en neger gik, fornam på issen solens stik” … ”Nu Frederik, hvem hunden bed, til sengs må gå, han meget led” … ”En doktor kom og skrev latin og gav ham bitter

medicin” … ”Den femte dag vor Mads var død, fordi han ingen suppe nød” … ”Vupti, da sprang døren op, og i susende galop, inden Peter så sig om, skrædderen med saksen kom” … ”Se kun, hvor han står bedrøvet, tommeltotterne berøvet!” … ”og Hans, som kage skulle have, må gå til sengs med sulten mave” og” Fugleskræmsel kaldes han af de andre drenge! Ja, det gik så vidt, at man lod ham se for penge”.

Frankfurterlægen Heinrich Hoffmanns børnebilledbog til lille Carl er i Simon Levin Simonsens oversættelse blevet bestseller og kulturarv i Danmark.

Kilder: bl.a. Eduard Hessenberg: ”Struwwelpeter-Hoffmann”, erzählt aus seinem Leben, Frankfurt a. M., 1926; ”Den populæreste jødiske Vers­ mager, In memoriam Simon Simonsen, Jødisk Familieblad, nr. 15, 1929; Inger Simonsen: Den danske børnebog i det 19. århundrede, 1966; Vibeke Stybe: Historien om ”Struwwelpeter” eller ”Den store Bastian”, 1971; og: Fra billedark til billedbog, Den illustrerede børnebog i Danmark indtil 1950, 1983; Ole Schier­ beck: ”Den dyre Bastian”, Politiken, 24. december 1997; Torben Weinreich: Historien om børnelitteratur, Dansk børnelitteratur gennem 400 år, 2006; og: Børnenes litteraturhistorie, 2008; www. struwwelpeter-museum.d

Giv Goldberg som gave Seks numre for kun kr. 249 (inkl.porto)

lige til døren på udgivelses­­ dagen

Har du hus­ket at give Goldberg som gave?

www.lexbrandgroup.com

nazistisk cowboy

Signeret fotografi af Jenkins med ordene ”Heil Hitler”

En sjælden karriere Mød Billy Jenkins – jøde og cowboy i nazitiden – på et lokalhistorisk museum uden for Berlin.

Af Eva Lehrer En bredt smilende cowboy holder en cowboyhat i den ene hånd og et stort hagekors med en naziørn i den anden. Fotografiet er fra 1938 og i venstre hjørne er en autograf og ordene ”Heil Hitler.”

Billy Jenkins, – ”Der König der Cowboys”, – hedder manden, der rejste det halve Europa tyndt med sit Wild

West-show. Han kastede med lasso, skød med skarpt og lavede opvis­ ninger med dresserede rovfugle.

En sjælden karriere for en mand der var født i 1885 i en berliner­ forstad, og som fra fødslen hed Erich Rudolf Otto Rosenthal, – og hvis far var jøde, caféejer og varieté­ artist med kunstnernavnet Clown Süssmilch.

Jenkins’ mærkelige liv som jøde og nazistisk cowboy udstilles på lokalmuseet i Reinickendorf, en forstad til Berlin, hvor han tilbragte det meste af sit liv, og hvor han i sin baghave skabte noget så forunderligt som en tysk cowboyranch.

Mennesket og myten Det ville måske være nemt at kategorisere Jenkins som en klassisk selvhadende jøde, der fornægtede sit ophav for at overleve nazismen.

Men faktum er, at han blev til Billy Jenkins godt 20 år før nazisterne kom til magten. Hans skæbne ligner mere et forsøg på at opnå, hvad italienerne kalder ”patria dell’anima”, sjælens fædreland, hvor et individ lever op til den myte, som det har skabt om sig selv.

Selv om udstillingen forsøger, er det svært at skelne mellem privatmanden Billy Jenkins og sceneartisten: helten i sit selvskabte mytiske univers. Fotos, dokumenter, plakater, filmklip og hans broderede vest vidner om en karriere som succesrig kunstner og Wild Westshowmand og viser, hvordan han også levede myten i hverdagen i Reinickendorf.

Fra Jenkins til Fischer – til Jenkins Jenkins forsøgte konstant at skjule sine jødiske rødder, og han gik langt i sine bestræbelser. Udstillingens kurator, Michael Zaremba, fortæller, at Jenkins blev medlem af nazipartiet i 1933 og skiftede navn til Fischer, sin mors pigenavn.

Som ”Mischling” (jøde af blandet herkomst) med blå øjne og ”ariske papirer”, der var skaffet med hjælp fra højtstående nazister, klarede han sig gennem 1930’erne.

I krigens første år fortsatte han sit show og var i 1940 endog på tourné i det tyskbesatte Polen. En eksplosion i cirkusvognen med hans dresserede fugle satte dog punktum for turen. Jenkins selv kom alvorligt til skade under redningsaktionen.

Rygtet siger, at eksplosionen var en antinazistisk partisanaktion.

I 1943 forsvandt ”Der König der Cowboys” fra offentligheden. Han og hans jødiske partner – såvel på scenen som i privatlivet – Frieda Schönmann, måtte overleve krigens sidste år i Nürnberg i skjul hos venner. Den tid førte tilsyneladende til endnu en kovending i Jenkins’ liv, denne gang tilbage til sine jødiske rødder og til sit oprindelige navn.

Hans første professionelle optræden efter krigen var ved en Purimfest i byen Hof i 1946 – under navnet Jenkins Rosenthal. Han og Frieda Schönmann optrådte med hver deres cowboyhat foran et bagtæppe med to store Davidstjerner.

I kamp mod det onde Blandt de øvrige udstillede objekter er der eksempler på de hundredvis af romanhæfter – på tysk: Groschenheft – om Jenkins’ ”liv” i det vilde vesten. Hæfterne, der i dag er samlerobjekter, har titler som ”Der goldene Sattel” (Den gyldne saddel), ”Texasfieber” (Texasfeber) og ”Aufruhr in Laredo” (Oprør i Laredo). De fortælles af hovedpersonen selv og viser ham i kamp mod det onde i form af banditter, falskspillere, smuglere og lignende ofte ledsaget af sin makker, indianeren Hunting Wolf. Jenkins skrev selv de første fire bøger, hvorefter han blot lagde navn til de følgende.

I 1939 bandlyste naziregimet Jenkins-bøgerne. Ikke på grund af Jenkins’ jødiske afstamning, men fordi helten havde et amerikanskklingende navn. De populære hæfter blev igen udgivet efter krigen, helt til 1963, næsten ti år efter Jenkins’ død i 1954.

Den tyske forfatter Walter Fuchs, der var teenager da krigen sluttede, husker den glæde han følte ved hvert nyt Billy Jenkins hæfte: ”Vi købte dem så snart de udkom. På bagsiden var der altid et billede af Billy med den store Stetsonhat og en ørn på armen. Først troede vi, at han var amerikansk cowboy, men rygtet sagde, at han var tysker og levede i Berlin. Vi blev lidt skuffede, men historierne var spændende alligevel”.

Jenkins’ Wild West Jenkins var tydeligvis under indflydelse af Wild West-myterne, som blev skabt i slutningen af 1800-tallet af for eksempel Buffalo Bill Cody, som også kom til Europa med sit Wild West-show. Han figurerede også i romanhefter og blev indbegrebet af den amerikanske cowboy.

Blandt Jenkins’ begejstrede ungdomsfans er forhenværende forbundskansler Gerhard Schröder og trafikminister Klimmt, der begge har skrevet en hilsen i brochuren til udstillingen.

Jenkins blev sandsynligvis også påvirket af Karl May, den tyske forfatter af folkekære westernromaner, som flere generationer af drenge voksede op med i hele Centraleuropa. May, som døde i 1912, skabte Europas mest kendte Wild West helte, apachehøvdingen Winnetou og hans tyske blodsbroder, Old Shatterhand. May gik også i cowboytøj noget af tiden og påstod, at han selv havde oplevet de begivenheder, han skrev om. I virkeligheden var han aldrig i USA, og hans udførlige romaner var fantasirejser.

Jenkins var heller aldrig over Atlanten. I stedet skabte han sit eget Wild West Amerika, baseret på sine egne og sine fans drømme.

JEWISH

COPENHAGEN

Oplev en guided tur gennem det

Guidede ture gennem det jødiske København Romanhæfter udkom hver fjortende dag, og 1 gang om måneden udkom der en roman.

Autoriserede danske guider WWW.jeWish-copenhagen.dk

39

14 kt – tw-vs 0,80 ct

Guldsmed Ohana Holbergsgade 19 A 1057 Kbh. K Tlf. 33 91 74 64

FØR 20.600, -

NU 15.450,14 kt – rød- eller hvidguld 2 stk. tw-si 0,08 ct 5.500,-

14 kt – tw-vs 0,55 ct

Kabbalah-smykke

14 kt blomsterring med 1 stk. tw-si 0,04 ct 4.700,-

www.ohana-guldsmed.dk

40

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

FØR 13.200, -

NU 9.900,14 kt – tw-vs 0,95 ct FØR 25.000, -

NU 18.750,-

politisk analyse

Stadig mangelfuld Historiekanon Af Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane I juni 2006 blev offentligheden præsenteret for en Historiekanon for Folkeskolen bestående af 29 emneområder, der i fremtiden skal undervises i fra 3.-9. klasse. Formålet er at: “Historieundervisningen skal give eleverne et kronologisk overblik over begivenheder, udviklingsforløb og forandringsprocesser, som er en del af danskernes fælles kulturgrundlag.”

Nok er der tale om 29 betydningsfulde emner, men det undrede, at så væsentlig en del af nyere dansk historie som den nazistiske besættelse af landet var udeladt, herunder også redningen af jøderne i Danmark, deportationerne fra Danmark til Theresienstadt og for så vidt hele Holocaust. Som eneste punkt for perioden 1940-45 stod den 29. august 1943, den næsten mytiske dato, hvor samarbejdspolitikken med Tyskland ophørte. Efter skarp kritik udtalte undervisningsminister Bertel Haarder, at Holocaust nok ville komme med i en opdateret version af kanonen.

Der skulle dog gå næsten to år før Berlingske Tidende den 14. april i år kunne bringe nyheden om, at der var kommet to små tilføjelser til kanonen. ”Jødeaktionen” var den ene – ikke som selvstændigt emne, men sammen med “29. august 1943”.

Avisen kunne også citere ministeren for baggrunden: ”Når nu Danmark er kendt i hele verden for hjælpe­ aktionen over for de danske jøder, så er det da vigtigt, at danskerne også kender den historie. Det er jo et ret tiltalende træk ved danskerne, og når der også er så mange negative ting i dansk historie, så synes jeg, at det skal med”.

Man kunne nok finde vægtigere argumenter for at undervise om Holocaust. I hvert fald må man håbe, at

lærerne har et mere nuanceret syn på begivenhederne og ikke kun et selvfedt fokus på, at det var danskere, der hjalp. Det var jo for de flestes vedkommende også danskere, der måtte flygte! Af dem var der 472 personer, der ikke var så heldige at nå Sverige.

De blev deporteret. To undtaget, kom de alle til den såkaldte ghetto Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet.

Men det er minoritetens historie, som altid er blevet overskygget af den langt mere positive redningshistorie. Derfor er selv seriøse kilder ofte behæftet med fejl eller udeladelser.

Slår man f.eks. op i Den store danske Encyklopædi under “Theresienstadt” kan man læse, at “De danske jøder blev i 1945 ført hjem af de hvide busser”. Der står intet om, at 10 % af dem omkom i Theresienstadt.

Hvorfor nu dette pedanteri? Fordi det drejer sig om mennesker – og fordi der bag hvert nummer er et navn, et levet liv. I det forløbne halvandet år har jeg talt med flere af dem, der vendte tilbage fra Theresienstadt med de hvide busser. Deres historier er rystende og bevidner, at selvom den dag i efteråret 1943, hvor de blev deporteret ligger 65 år tilbage i tiden, så står oplevelserne stadig mejslet ind i deres hukommelse. Mange af dem har aldrig fortalt særlig meget om det, fordi næsten ingen har ønsket at lytte. Og det er da heller ikke et emne, der er skrevet så meget om på dansk.

Nu opfordres der så endelig til, at der undervises om Holocaust, noget daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen indirekte ”lovede” at gøre noget for, da han i 2000 underskrev den såkaldte Stockholm-deklaration, der indledte et fælles europæisk fokus på, at Holocaust er en central del af Europas historie. I den står bl.a.

“Vi vil fremme undervisning om Holocaust i vore skoler og universi­teter, samt i vore samfund, og tilskynde

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 [skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre] Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

dertil i andre institutioner”.

Men det har været lidt trægt at få krav om – eller blot tilskyndelser til – at Holocaust skulle ind i de danske klasseværelser. Man ved heller ikke meget om, hvad Holocaustundervisning i Danmark pt. omfatter.

Ifølge en rapport fra 2005, udarbejdet af Undervisningsministeriet til Task Force for International Cooperation on Holocaust Education, Remembrance and Research, som Danmark er medlem af, er der mange ubesvarede spørgsmål desangående: I hvilken udstrækning er Holocaust f.eks. undervisningsemne i danske skoler?

Er undervisning om 2. Verdenskrig lig med undervisning om Holocaust?

Hvor mange elever undervises om Holocaust i løbet af deres skoletid? osv. I rapporten står det til gengæld klart, at “Danske skolebøger bruger betragtelig plads til begivenhederne i oktober 1943, og til historien om danske jøder og deres integration”. Det er jo glædeligt, men af de seks bøger, der nævnes (hvoraf en er fra 1957!), er kun en enkelt om Danmark, og den omhandler udelukkende flugten til Sverige og intet om deportationerne til Theresienstadt. Man må altså formode, at der trods alt er huller i danske elevers viden om Holocaust – også angående de danske aspekter.

Derfor er det særlig vigtigt, at det nye kanonpunkt følges op af relevant undervisningsmateriale.

I år er det 65 år siden, at jøderne i Danmark enten flygtede til Sverige eller blev deporteret til Theresienstadt. Tænk at der skulle gå så lang tid, før man forsigtigt foreslog at give historien videre i skolerne.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

41

ISRAELS FØDSELSDAG

Revolutionen I anledning af staten Israels 60-årsdag i maj måned har Goldberg bedt den dansk-israelske historiker Arthur Arnheim om at beskrive baggrunden for statens oprettelse set med zionistiske briller.

Af Arthur Arnheim Israels oprettelse markerer en revolution i det jødiske folks historie. Fra at være betragtet som en samling minoritetssamfund med religionen som fælles baggrund måtte man nu acceptere jøderne som et folk med ret til at varetage egne interesser. I årtier havde selv de, der så med velvilje på jøderne, betragtet ”det jødiske problem” som et flygtningeproblem.

Man sammenkaldte store internationale konferencer henholdsvis i Evian 1936 og på Bermuda 1942 for at løse problemet.

Det var dog ikke for at sætte en stopper for den antisemitisme, der var årsag til jøders hjemløshed. Det var for at finde steder, man kunne anbringe dem. Det lå temmelig klart, at konferencedeltagerne ikke drømte om selv at modtage jøderne – nej, det gjaldt om at finde tilpas afsides steder, hvor de kunne anbringes.

Den amerikanske præsident, Roosevelt, havde luftet tanken om at sende dem til Alaska. Det var ikke meget bedre end den kommunistiske ide om at samle de russiske jøder i Birobidjan i Sibirien, for slet ikke at tale om førkrigstidens nazistiske ide om at anbringe Europas jøder på øen Madagaskar i det indiske ocean.

Verdenssamfundet, som gav Storbritannien mandatet over Palæstina i 1922 med den udtrykkelige anvisning, at her skulle der skabes et nationalt hjemsted for jøderne, havde ”glemt” sit løfte, så Palæstina kunne ikke blive det blivende sted for de jødiske flygtninge. Men det der var det mest karakteristiske for

42

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

de internationale konferencer var, at her behandlede man problemet i stedet for at forhandle det med repræsentanter for dem, det vedrørte: Det jødiske folk. Der var ikke indbudt jødiske repræsentanter til disse konferencer af den simple grund, at jøder ikke havde nogen politisk eksistens, ikke havde muligheder for egen interessevare­tagelse vis a vis andre nationer.

I 1946 – mere end et år efter verdenskrigens afslutning – sad der stadig 200.000 overlevende fra Holocaust i lejre i Tyskland og Østrig.

Dertil kom i hvert fald 300.000 i Østeuropa, der efter krigen vendte tilbage uden at kunne finde hjem eller sikkerhed. I Rumænien og i Polen var der stadig pogromer. I den polske

by Kielce blev der således i 1946 dræbt 45 jøder under en pogrom.

Et helt overset problem var det, at 1/2-1 million orientalske jøder i det arabiske Nordafrika og Mellemøsten levede i en truet eksistens. Arabiske nationalister og islamiske ekstremister i skønsom blanding havde både under og efter krigen angrebet jødisk liv og ejendom i regelrette pogromer.

Også danske diplomater og politikere behandlede fortsat efter krigen ”det jødiske problem” som et flygtningeproblem. På et tidspunkt, hvor FN lige var begyndt at undersøge, hvad der kunne gøres ved Palæstinaproblemet, foretog den danske ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann, der tillige var Danmarks repræsentant ved FN, egne undersøgelser. De resulterede i et forslag, fremsendt til udenrigsminister Gustav Rasmussen, om en kvotafordeling af flygtningene. De

nordiske lande skulle foregå med et godt eksempel og hver tage kvoter og derefter gå til FN for at foreslå en udvidelse af kvotaordningen til at omfatte mange andre lande.

Forslaget nåede ikke videre end til en nordisk udenrigsministerkonference, hvor det blev slagtet. Konklusion: Nu som før var der ingen, som ønskede jøderne.

Flygtningeproblemet bliver et nationalt problem Der var danske politikere som anede, hvad der var baggrunden for bestræbelserne på at skabe en jødisk stat.

Politikeren Hermod Lannung fra det radikale parti var med i den danske delegation ved FN’s anden generalforsamling, som besluttede delingen af Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. I tidsskriftet ”Radikal Politik” redegjorde han for, hvorledes man var kommet til beslutningen. Her hed det: ”Jeg har altid set det som verdens ottende vidunder, at det jødiske folk og den jødiske kultur har holdt sig og ikke er gået til grunde trods alle trængsler … Når dette folk ønsker det, så har det for mig et rimeligt krav på et hjemsted, hvor det fortsat og

under eget styre kan bekende sig til, kan bevare og udvikle deres tro, kultur, og egenart.”

Men det jødiske folks overlevelse ”trods alle trængsler” var hverken et vidunder eller et mirakel. På den lange vandring mellem nationerne havde jøderne udviklet forskellige overlevelsesstrategier. En af dem var at søge regenters eller regimers beskyttelse. Det viste sig næsten altid, at beskyttelsen holdt brat op, når regenten eller regimet ikke mere havde brug for dem – som oftest med fatale følger for jøderne.

Så var der den anden strategi: Forsøget på at falde fuldkommen sammen med omgivelserne, sådan som nogle dyr gør i naturen for at kunne

overleve. Det forsøgte de spanske og portugisiske jøder i det 14. og 15. århundrede. De blev døbt og levede udadtil som katolikker, men bag lukkede døre og nedrullede gardiner dyrkede de fortsat jødedommen.

Det gik godt, indtil inkvisitionen fandt frem til dem og brændte ”kætterne” på bålet. Det var en variant af samme strategi, som benyttedes – eller som blev påtvunget – jøder i de vesteuropæiske lande i oplysningstiden. Da tilbød man jøderne frihed og lighed – dog ikke betingelsesløst.

De måtte opgive at optræde som folk. Man kunne ikke acceptere, at de blev en stat i staten, men kunne godtage dem som trossamfund. Det måtte jøderne tage med for at opnå frihed og lighed. Holocaust slog en-

delig fast, at jøderne hverken havde opnået frihed eller lighed. Det gav ingen beskyttelse eller garanti for overlevelse, at man bestræbte sig på at ligne ”de andre”. Det havde den zionistiske ideologis skabere forstået 50 år før katastrofen.

Zionismen – en jødisk ideolgi Første halvdel af det 20. århundrede er blevet kaldt -ismernes tid. Stærktvirkende ideologier som kommunismen og nazismen fremsatte ideer og fremlagde systemer, som kunne give menneskeheden et nyt og bedre grundlag for lykkeligt liv for al fremtid.

Zionismen omhandlede

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

43

ikke menneskehedens, men kun et enkelt folks eksistens – det jødiske.

Den overfladiske opfattelse både blandt jøder og venligtsindede ikke­ jøder var, at det, som zionisterne søgte, var et asyl for forfulgte jøder.

Zionismens idegrundlag var dog mere dybtgående. Relativ sikkerhed for jø­ diske menneskeliv var ikke tilstrækkeligt. Sikring af at jødisk kultur og identitet overlevede var i sig selv et vigtigt mål. Men der var formidable hindringer, som skulle overvindes.

Skabelsen af den jødiske stat skete ikke i et politisk tomrum. Gennem århundreder havde europæiske magter skabt store imperier ved erobringer i Afrika og Asien. Da Theodor Herzl omkring år 1900 arbejdede på at realisere sin vision om en jødisk stat, var det almindeligt anerkendt, at kolonimagterne kunne skalte og valte med de territorier, som de havde tilegnet sig. Herzl måtte derfor gå tiggergang til de herskere, som havde magt og indflydelse for at bede om at få Palæstina som stedet for det nationale, jødiske hjemsted.

Efter Første Verdenskrig var situationen ændret. En verdensorganisation, Folkeforbundet, var blevet til, og det begrænsede i nogen grad kolonimagternes aktiviteter. Palæstina blev udlagt til mandatområde, dvs. englænderne blev bemyndiget til at administrere landet, indtil befolkningen var modent til selvstyre, og i den forbindelse blev det udtrykkeligt i teksten til mandatet formuleret, at meningen var, at der i Palæstina skulle oprettes et nationalt hjem for jøderne.

Det blev hurtigt klart, at dette ikke var i overensstemmelse med briternes overordnede politiske mål i området.

Efter Anden Verdenskrig overtog FN arven efter Folkeforbundet og var i princippet forpligtet til at indfri dets løfte. Da det kom til stykket, ville FN ikke medvirke til den deling af landet og oprettelsen af det jødiske national­ hjem i en del af Palæstina, som verdensorganisationen selv havde besluttet.

En dansk politiker, Per Federspiel, havde i de afgørende måneder en vis indflydelse. Han var blevet indvalgt i FN’s femmands Palæstina­ kommission, som skulle implementere delingsplanen og medvirke til oprettelsen af en jødisk og en arabisk stat. Da det afgørende tidspunkt, 15.

44

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

maj 1948, nærmede sig, mødtes Federspiel med Moshe Sharett, Israels kommende udenrigsminister.

Her gjorde Federspiel situationen op ved at sige, at hvis jøderne ville have en stat, måtte de selv skaffe sig den.

Det var i maj. Min elskede var dengang en pige, som hed Vali.

Jeg husker hende fordi hun sad lige foran mig i klassen, fordi hun havde en fletning og hun grinede meget og hendes tøj og hæfter var altid pæne og rene.

En lørdag tog vi ud til Yarkon-parken.

Hun havde taget kold juice, sandwiches pakket ind i madpapir og småkager med og frugt. Jeg prøvede at kysse hende og hun gav mig en lussing.

Nogle måneder senere hørte jeg om Delingsplanen.

Staten var oprettet. Den vågnede som af en dyb søvn.

Min onkel vækkede mig midt om natten da han havde hørt nyhederne fra Lake Succes, Han råbte ophidset til mig og gav mig en skilling.

Bortset fra det, efter statens oprettelse, har jeg ikke haft megen succes.

Israel Pinkas Oversat fra hebraisk af Hanne Friis

FN formåede end ikke i dette tilfælde at sikre fred og sikkerhed, som i henhold til verdensorganisationens charter var dens vigtigste opgave.

Således måtte ideen om den jødiske stat gennem en krig, før den kunne virkeliggøres.

Hele processen medvirkede til på afgørende måde at ændre omverdenens og jødernes egen opfattelse af, at jøder var ”trosfæller”, ”trosfrænder” eller som antisemitter havde udnævnt dem til: en særlig ”race”.

Ingen talte mere om ”det jødiske problem” forstået som et flygtningeproblem. Det jødiske nationalhjem blev ikke længere forstået som et asyl for forfulgte jøder, men snarere som et sted for hele det jødiske folk, der her – som Lannung udtrykte det – fik et hjemsted, hvor det kunne bevare og udvikle sin kultur og egenart.

Danske jøders opfattelse får ny kurs Også de danske jøder gav i ord og handling udtryk for, at de forstod den revolutionære udvikling.

Da det i begyndelsen af maj 1948 blev klart, at den kommende jødiske stat ville blive overfaldet af sine arabiske naboer, dannedes ”Den danske Komite til Støtte for Jødernes Forsvarskamp i Palæstina”. Det var noget ganske uhørt. Alle tidligere indsamlinger til fordel for nødlidende jøder havde været af ren humanitær art. Nu var der tale om støtte til jøder i krig. Formanden for komiteen, professor Erik Warburg, forklarede, hvad der var hans motiv til at acceptere, hvad han kaldte ”det meget ærefulde privilegium” at blive valgt til formand for komiteen. Han forklarede, at hans eneste tilknytning til det jødiske samfund skyldtes hans afstamning. Han havde tidligere stillet sig skeptisk over for zionismen og havde som ”emanciperet” jøde håbet på, at antisemitismen med tiden ville blive svækket eller forsvinde, men ”dette håb blev gjort frygteligt til skamme, og 6 …”.

Og Warburg fortsatte ved at fremføre følgende argumentation: ”Det har ofte været hævdet af mennesker, der havde frataget jøderne våbnene, at jøderne ikke var personligt modige. Forsvarskampen i Palæstina har vist, hvor urigtig denne påstand er. Det er ikke alene af afgørende betydning for de palæstinensiske

jøder, men også for den agtelse, som alle af jødisk afstamning tør gøre krav på, at give staten Israel mulighed for at forsvare sig så godt som muligt, nu da dens liv er i fare”. Med andre ord: En dansk jøde, som tidligere havde ment, at assimilation var jødernes redning, forstod nu, at realisering af zionismens ide ville give jøder et nyt image. Ændringer i jøders selvopfattelse gjorde sig gældende på flere områder.

Den komite, der rekrutterede unge, danske jøder til forsvar for den nye jødiske stat, uddelte små løbesedler.

På en af dem stod: ”Du er dansk og du har borgerret i dette land, men du er også jøde, og i dag føres kampen for jødedommen i Israel. I dag er din plads i Israel...”

Den dobbelte loyalitets problem, der havde plaget jødiske samfund i den vestlige verden gennem årtier, var ved at fortone sig. I stedet var noget positivt ved at vokse frem: Forståelsen af, at jøder kunne bekende sig til en dobbelt identitet.

Politisk eksistens Stater har ret til at træffe bindende aftaler og i det hele taget at handle på vegne af dem, der lever inden for statens grænser. Et folk har i princippet ingen rettigheder. Det var derfor ikke uden vanskeligheder for zionistbevægelsen at få egentlig indflydelse på de forhandlinger, som i 1947-48 førtes ved FN om Palæstinas fremtid.

Selv om bevægelsen kunne dokumentere, at 2 millioner medlemmer havde valgt delegerede til den 22. zionistkongres i Basel i 1946, (der havde udpeget bevægelsens ledelse) og dermed kunne hævde at være repræsentativ for det jødiske folk, kunne FN ikke anse bevægelsen for forhandlingsberettiget – men man ville gerne lytte til, hvad den ønskede at fremføre. Det betød at den mulighed, som stater har ved forhandling med andre stater, nemlig at henvise til rettigheder eller udøve pression af den ene eller anden art, ikke kunne anvendes af repræsentanterne for det jødiske folk.

Efter at FN havde vedtaget delings­ planen, fulgte en fundamental ændring i dette forhold. FN’s Sikkerhedsråd bestemte, at ved implemen-

tering af delingen og oprettelsen af den jødiske stat skulle zionistbevægelsen (Jewish Agency) ”repræsentere det jødiske folk i alle forhold, der vedrørte Palæstina”. Dermed havde det jødiske folk fået politisk eksistens.

Fra at blive behandlet som et passivt objekt kunne man nu selv tage aktivt medansvar for sin fremtid. Dette blev yderligere styrket ved statsdannelsen.

Da Israel efter uafhængighedskrigen havde bevist, at det kunne forsvare og holde sit territorium og indføre et stabilt indre styre, var vejen åben for international anerkendelse og optagelse i FN. Det jødiske folk havde derfor – inden for rammerne af en suveræn stat – opnået nogle rettig­ heder, som det aldrig før havde ejet.

60 år senere Det er sjældent, at et folk der står midt i en revolution er i stand til at overskue konsekvenserne. For så vidt angår den jødiske revolution som ovenfor beskrevet kunne man heller ikke i 1948 rigtigt forstå, hvad der foregik. Nu – 60 år senere – er det lettere at gøre rede for resultaterne.

I 1948 levede kun ca. 5 % af den anslåede jødiske verdensbefolkning i Palæstina. I dag er 45 % af alle verdens jøder israelske statsborgere, og skal man tro demografers og statistikeres prognoser, vil det ikke vare mange år, inden et flertal af alle jøder er israelere. I 1948 brugte cirka 1/2 million det hebraiske sprog som dagligt omgangssprog. I dag er tallet ikke under 6 millioner.

Alle revolutioner har en ”messiansk” målsætning, skabelsen af tusindårsriget, hvor alle lever i fred og fordragelighed. Ingen ideologisk baserede revolutioner har kunnet indfri dette strålende håb. Men som regel skaber revolutionære omvæltninger, på godt eller ondt, nye livsbetingelser for mennesker. Den zionistiske revolution skabte nye livsbetingelser for det jødiske folk. Men som ved en hvilken som helst anden revolution der bedømmes 60 år efter, viser det sig, at der ikke til hver en tid og for alle er overensstemmelse mellem idealer og realiteter.

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

45

bog og filosofi

Open Source-jødedom 0110

011011010

Douglas Rushkoff har overført tankerne fra dataverdenens visioner om ”open source” til en analyse af jødedommen af i dag. Det er der kommet en provokerende, svær og klog bog ud af.

Gudsbegrebet forsvinder Rushkoff argumenterer religions­ historisk for jødedommens oprindelse som en reaktion på primitive egyptiske samfund, der baserede sig på dødskult og afgudsdyrkelse. Herfra har jødedommen udviklet sig i en serie af abstraktioner som f.eks. udviklingen fra ofringer af dyr til bøn.

Rushkoff beskriver udviklingen fra tilbedelsen af flere konkrete guder til en stor abstrakt gud. Ligesom for de to tosser i min fars historie bliver gudsbegrebet i Rushkoffs udlægning så abstrakt, at det faktisk næsten forsvinder.

Det er svært at forestille sig, at nogen kan læse Rushkoffs bog uden at blive påvirket af den. Jeg selv har svinget fra, at bogen præcist udtrykte mine egne uudtalte følelser og tanker om jødedommen til, at jeg følte mig stærkt provokeret og havde lyst til at lade bogen friste en tilværelse bagest i reolens støv sammen med utallige andre ulæste bøger. Nysgerrigheden over at følge argumentationen til ende var dog størst. Men det er ikke en let bog.

Af Michel Solovej

går hen for at deltage i den form for kulturel analyse det moderne liv kræver”, mener Rushkoff.

Min far var leveringsdygtig i en lind strøm af historier og anekdoter. Den Netværk af løse forbindelser måske ringeste har alligevel sat sit Intet er helligt og ingen går fri. blivende minde, og familien refereVurderingen af jødedommens rer til den som en lignelse i mangfolkrise gælder hele spektret af relidige sammenhænge: giøse retninger fra ultra-ortodoks To tosser møder hinanden på til reformsynagoger. Heller ikke de gaden i København en kold vintermoderne strømninger inden for især dag. De har begge netop fået syet amerikansk jødedom som f.eks. popnye frakker. Den ene har fire mindre kabbalister eller såkaldte ”returnees” knapper, den anden har to store giver et levedygtigt svar på krisen. knapper. Tossen med de fire knapper ”Returnees” affærdiges som unge skynder sig tilbage til sin skrædder jøder, der søger tilflugt i ritualer og får ændret sin frakke til kun at uden tanke for indhold eller mening. have en meget stor knap. Da de to Filantropiske organisationer, som tosser mødes igen, ler tossen med forsøger at få ”frafaldne jøder” til at de to knapper hånligt og fortæller tilslutte sig jødiske organisationer triumferende, at han har en aftale med budskabet om at ”jødedom er med skrædderen om at få ændret cool”, overser, at ”moderne amerikasit design: ”Jeg får en endnu større nere ikke definerer sociale, politiske knap for så behøver jeg slet ingen”. og religiøse tilhørsforhold gennem En vigtig pointe i den amerikancentraliserede institutioner, men genske forfatter Douglas Rushkoffs bog nem et komplekst og selvdefineret Nothing Sacred – The Truth about Judaism net af løse forbindelser”.

(Intet helligt – Sandheden om jødeMed en analogi fra en ganske andom) er jødedommens fundering i den verden end den religiøse forsøger tre begreber, nemlig billedforbuddet, Rushkoff at genoplive det tabte protroen på en abstrakt gud og social gressive udgangspunkt for herigenUdgangspunktet er gået tabt retfærdighed. nem at vise, at egentlig jødedom er Bogens mission er at give svar på Med disse tre begreber som jødedommens aktuelle krise ved at grundstof i sine argumenter gør trække tråden tilbage til dens basale Rushkoff op med falske autoriteter, etiske grundlag. I Rushkoffs optik dogmatiske sandheder og fordrejede er jødedommen i sit udgangspunkt forestillinger. ”Afvisningen af ikoner, udogmatisk og progressiv. Det synes billedforbuddet, giver en betænkebare som om, at udgangspunktet er lighed overfor konkrete dogmatiske gået tabt. Bogen er rig på historiske sandheder. Troen på en abstrakt gud og bibelske referencer, der bruges 011011010 01101010 011110 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 gør, at der ikke er nogen konkret til at understøtte argumentet om forestilling om gud, men snarere jødedommens fortsatte forpligtelse til et tomt åbent rum i hans sted. Og at udvikle sig i retning af øget social 011011010 01101010 011110 0 som engagerede fortalere for social retfærdighed. retfærdighed må man anerkende Beskrivelsen af jødedommen af i nødvendigheden af, at regler og dag er ikke noget skønmaleri. Der­ fortolkning udvikler sig for at kunne imod tegnes et billede af en religion 011011010 0 reflektere moralen i stadigt mere forbundet med overtro, racisme komplekse situationer”. og kvindeundertrykkelse. ”I dag er synagogen et af de sidste steder, hvor sunde, succesfulde mennesker

011011010 01101010 011110 010 0 010

0110110

010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 0

011011010 01101010 011110

46

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

011011010 01101010 011110 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011

011011010 01101010 011110 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0

0 01101010 011110 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011

01111001110 010 0 010110 010110 01010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011 010110 0 0 0011011010 0 0 010 001101010 0 0 0110110 011010 01101010 011110 01001100010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 011011010 01101010 011110 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011

et attraktivt svar på de udfordringer, moderne mennesker står overfor i et oplyst samfund.

Et stort ukontrolleret fællesskab Rushkoff er en af foregangsfigurerne inden for ”open source”, en standard for computerprogrammering, hvor ophavsmanden giver alle andre fuld adgang til programmets kildetekst, altså det arbejde programudvikleren har lavet. Det er en form for ophævelse af ophavsrettigheder, som har til hensigt at sikre udvikling af computerprogrammer i et stort ukontrolleret fællesskab. Overraskende oversætter han dette princip til et begreb som ”open source- jødedom”, idet han inviterer til aktiv deltagelse i jødedommens videre udvikling. ”Jødedommen er åben for debat. Den kan udfordres og omfortolkes; og mere end det: den er skabt til at blive konstant udfordret”.

Rushkoff advokerer for aktiv deltagelse i udvikling af jødedommen.

Men han er ikke tilhænger af uinformerede, bevidstløse og overf­ladiske reformationer af jødedommen for at komme tilfældige modeluner i møde.

Han hverken omskriver litteraturen eller forkaster de jødiske leveregler

(halakha). I stedet er han fortaler for en konstant og kontinuerlig genfortolkning af bibelske tekster og videreudvikling af ritualer set i lyset af de moderne udfordringer og erkendelser.

Renæssance nu Bogens konklusion er, at tiden er moden til en jødisk renæssance i tråd med en væsentlig jødisk tradition for at stille spørgsmål og bryde med traditioner. ”I jødedommen sker disse brud ikke ved revolutioner men ved renæssancer – bogstaveligt talt genfødslen af oprindelige ideer i en ny sammenhæng. De største fremskridt i jødisk historie er sket i tider som disse, hvor jøder har haft en følelse af at have mistet meningen”.

Den renæssance, som vi ifølge Rush­koff står overfor, tager sin begyndelse med filosoffen og rabbineren Maimonides (Rambam) tanker om begrebet negativ teologi. Disse tanker betyder, at mennesker kun kan komme til en forståelse af hvad gud ikke er. Gud er ikke en skabning som venter på menighedens påkaldelse.

Rushkoff går videre i sin forståelse af jødedom og gud. Gud kan opfattes så abstrakt, som vi er parate til. Jøde-

dommen er ikke en række konkrete forestillinger, men en proces. ”Jødedommen lærer os ikke blind tro, den lærer os deltagelse”. Gennem den kollektive fortolkning og genfortælling i ”open source-jødedom” fyldes så at sige det tomme rum, som er erstatningen for en konkret forestilling om gud. Jødedommen (gen)skabes bestandigt gennem det kollektive engagement i de højeste menneskelige værdier, jøder til enhver tid har kunnet frembringe.

Så længe vi ikke tror på religionen Rushkoff samler sin religionsforståelse i følgende vidunderlige absurditet: ”Religion kan være en fantastisk ting, så længe vi ikke tror på den” Det er en klog bog. Eller i hvert fald en bog man kan blive klogere af. Jeg er ikke i stand til at afgøre holdbar­heden af bogens historiske og bibelske referencer. Men følgeslutningerne og argumenterne har en indre logik. Intet er helligt. Alt kan genfortolkes i nye sammenhænge. Jødedommen accepterer intet konkret billede af gud og intet fast dogme. Og dog. Bogens titel har en pudsig dobbelthed: ”Intet helligt” – altså kun intetheden er hellig!

0110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011

010 01101010 011110 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011

010 0 010110 01110 0110 010110 01010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011

0 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0

01101010 011110 010 0 010110 0 010110 01010110 0 0 0 0 0 010 0 0 0 0110110 01110 011

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

47

jødisk finkultur

Når jødedommen kommer på museum For de fleste, der er jøder fra fødslen, er der måske ikke grund til at spørge, hvad det vil sige at være jøde, og hvad jødisk kultur er. De kender svaret, også selv om de måske ikke kan sætte ord på det.

Af Kasper Monrad

Torah-gardin, udført af Adolph Gottlieb, Millburn, New jersey, 1950-51.

48

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

Helt så enkelt er det ikke, når man som jeg selv kommer til jødedommen udefra. Eller skulle jeg sige: Når jødedommen kommer til én. For mit eget vedkommende har tilfældet – eller er det en højere magt?

– villet, at begge gange, jeg har giftet mig, har jeg valgt en kvinde med en østeuropæisk jødisk baggrund. Min første, afdøde hustru stammede på sin mors side fra jødiske flygtninge fra Litauen. Min nuværende hustru Elzbieta kom til Danmark i 1969 med det store rykind af polske jøder.

I vores lille familie med sammenbragte og fælles børn er jeg derfor omgivet af jøder på alle sider. Og jeg har fået nogle uhyre væsentlige sider af de europæiske jøders historie i de seneste 100 år meget tæt ind på livet: de russiske pogromer og den efterfølgende udvandring, jødeforfølgelsen under krigen med flugten til Sverige i 1943 og Holocaust i Polen – og den mirakuløse over­levelse for de heldige få – og ende­lig efterkrigstidens anti­semitisme. For ikke at tale om integrationen af de jødiske flygtninge i det danske samfund.

Men den jødiske identitet omfatter jo ikke bare forfølgelsen i det 20. århundrede, og for mig har det derfor været påtrængende vigtigt at få indkredset, hvad jødisk kultur ellers er. Jeg har søgt og fundet svar hos en række mere eller mindre helhjertede jøder som Isaac Singer, Marc Chagall, Marx Brothers og Bob Dylan (og flere af mine artikler i Goldberg skal også ses i det lys!).

Som museumsmand har jeg også holdt et vågent øje med, hvilke sider af den jødiske kultur og historie der bliver præsenteret på jødiske museer rundt i verden. Der er nemlig på ingen måde enighed om, hvilke typer genstande der skal præsenteres, eller hvilke historier der skal fortælles.

Den enkleste og måske også smukkeste løsning er den, de har valgt i Chania på Kreta. Her er den lille stemningsfulde synagoge simpelt hen gjort til museum, samtidig med at den stadig har beholdt sin egentlige bestemmelse. Næsten alle Kretas jøder omkom ellers under Anden Verdenskrig på vej til koncentrationslejre, da nazisternes fangetransportskib blev ramt af en fuldtræffer fra et allieret fly. Men en lille stædig skare – delvis tilrejste – jøder holder liv i synagogen og museet (og takket være Politikens Turen går til Kreta får den særlig mange danske gæster!). Der holdes således fortsat gudstjeneste, og der lægges stadig sten på gravene.

Selv om et par af synagogerne i Venedigs ghetto udgør grundstammen i byens jødiske museum, er der her taget afgørende skridt mod et egentligt museum: i et tilstødende hus er der indrettet regulære udstillingslokaler. Men her vises udelukkende cere­moniel kunst fra de lokale synagoger.

De fleste jødiske museer anlægger dog en lidt videre synsvinkel, der ikke er så snævert knyttet til stedet.

Men lokal historie og kultur er dog et hyppigt grundlag. Det gælder f.eks. museet i Toledo i Spanien, hvor det sporadiske overleverede materiale belyser områdets sefardiske jøders historie og kultur.

Peter Blume, Grisefødder og eddike, 1927.

De tre nævnte museer fokuserer alle på den ældre historie. Bevæger museerne sig længere op i tid, kommer der automatisk større geografisk spredning på grund af jødeforfølgelserne og den fysiske bevægelighed, de har fremprovokeret. Hertil kommer, at historien får flere spor, eller måske snarere: der er flere historier, der skal fortælles. Det kommer ikke mindst til udtryk på Dansk Jødisk Museum i København. Det handler jo ikke kun om de ”gamle” danske jødiske familier, der kom til Danmark i 1600-tallet, men også om de flere genera­tioner af indvandrede jøder op gennem det 20. århundrede. I den forstand er der smuk overensstemmelse mellem form og indhold i Daniel Libeskinds kalejdoskopiske bygning.

Det danske museum leder umiddelbart tankerne hen på dets storebror (eller storesøster?) i Berlin. Men

dér er der føjet et væsentligt aspekt til museumsbegrebet, hvorved de to museer adskiller sig klart fra hinanden. Museet i Berlin er ikke bare et museum der formidler, hvad andre har skabt, men det er også en kunstnerisk tolkning af Holocaust, altså et monument i sig selv. Der er næppe nogen, der forbliver upåvirket under et besøg i den tårnhøje mindehal. Det er museets enorme styrke, men det skaber også en formidlings­mæssig udfordring for præsentationen af museets anden del, vandringen gennem de tyske jøders historie og kulturhistorie. Jeg har talt med flere, der har oplevet denne del af museet som et antiklimaks. Det beror uden tvivl på den omstændighed, at en meget stor del af de udstillede genstande ikke besidder en visuel udtrykskraft, der kan fange opmærksomheden. Der findes jo ingen stærk ældre jødisk

billedkunstnerisk tradition, der kan løfte denne del af udstillingen op på et højere oplevelsesplan. Man skal læse sig igennem ret så mange tekster for at forstå, hvorfor de enkelte ting er interessante.

Splittelsen i Berlin har man helt undgået på Holocaustmuseet i Washington. Her er hele fokusset lagt på begivenhederne før og under Anden Verdenskrig. Et besøg former sig som en rejse gennem de mange hår­ rejsende begivenheder, der udsprang af jødeforfølgelserne, og der er taget overlegne pædagogiske midler i brug for at sikre, at alle museums­ gæster kommer med på rejsen. Der er selvfølgelig også oplivende momenter undervejs. En af fiskerkutterne fra Gilleleje har således fundet vej til museet.

Museet i Washington har i sagens natur bundet samlingerne, ja hele GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

49

Andy Warhol, Sarah Bernhardt, fra serien Ti portrætter af jøder fra det 20. århundrede, 1980 dets eksistens op på Holocaust. I New York er man i den permanente samling på Jewish Museum gået en helt anden vej. Ligesom genboen skråt over for på Fifth Avenue – Metro­ politan-Museet – har man anlagt den universelle synsvinkel. Her har man sat sig for at belyse jødisk kultur og religion helt tilbage fra Moses’ tid (eller næsten) og frem til nutiden, og ligesom hos genboen har man haft midler og vilje (og donatorer) til at erhverve de nødvendige arkæologiske fund, kulturelle genstande og kunstværker, der har muliggjort det.

Det starter med gravplader og arkæologiske fund fra Romerriget, og derpå byder rundgangen på en rejse op gennem tiden, i første omgang især belyst gennem ceremoniel kunst,

50

GOLDBERG | #7 | WWW.GOLDBERG.NU

men efterhånden også gennem genstande, der belyser hverdagslivet i de jødiske familier til forskellige tider.

Også de skiftende politiske og sociale forhold belyses, men det er åbenlyst, at Jewish Museum ønsker en anden profil en de museer, der primært omhandler Holocaust. Dette store emne, der jo i et større historisk perspektiv kun omfatter en kortere periode, har her fået tildelt en lille niche med en videoskærm. Det er alt!

Billedkunsten får i den anden halvdel af rundgangen stadig større betydning, og i de sidste sale er der nærmest udelukkende tale om en kunstudstilling. Denne del af præsentationen ligger derved tæt op af de tidsbegrænsede særudstillinger, der også vises på Jewish Museum. Et

blik på listen over afholdte udstillinger fremkalder ud over de kultur­­ historiske udstillinger også kunstnernavne som Max Liebermann, Camille Pissarro, Amedeo Modigliani, Marc Chagall, Chaim Soutine, Louise Nevelson, Eva Hesse og George Segal.

Hvad har disse kunstnere så til fælles? Ja, Goldbergs læsere kan jo nok regne det ud! Men ud fra en kunsthistorisk betragtning har de det til fælles, at de er meget forskellige! De har også alle været nyskabende inden for den moderne tradition, men om de hver især afspejler en særlig jødisk identitet kan ikke besvares under ét.

Denne side af Jewish Museums virke peger mod det rene kunst­ museum, og på det felt er det fremmeste eksempel uden tvivl Tel Aviv Museum of Art (som jeg dog ikke kender ved selvsyn). Også her dominerer de jødiske kunstnere, selv om der dog er lukket flere ikkejødiske kunstnere ind, såsom Rubens, Cézanne, Matisse og Picasso (formodentlig primært gennem donationer).

Jeg skal ikke kunne sige, om samlingerne på museet i Tel Aviv giver nøglen – eller nøglerne – til et særligt jødisk særpræg i kunsten eller en særlig jødisk identitet blandt kunstnerne. En fælles stil er der i hvert fald ikke tale om, og jeg tror, at det kræver et indgående studium af hver enkelt kunstners værker for at finde de nøgler, der måtte eksistere.

De jødiske museer spiller en central rolle i formidlingen af jødisk kultur, da deres indgang til emnet er visuel. Billeder kan som bekendt sige andet og i nogen sammenhænge mere end ord. Den stærke betoning af Holocaust på mange af museerne er bydende nødvendig, ikke mindst når man tager tidens glemsomhed i betragtning. Men for mig at se er det ligeså nødvendigt at påpege, at jødisk kultur og historie er andet end forfølgelse og Holocaust. Her ligger en løbende udfordring, som kræver en masse forskellige svar.

Alle afbildede værker tilhører The Jewish Museum i New York. Illustrationerne er hentet fra Maurice Berger & Joan Rosenbaum, Masterworks of The Jewish Museum. Udgivet af The Jewish Museum, New York & Yale University Press, New Haven & London 2004.

foto: Erling Lykke Jeppesen

»Vækst«

www.evasteenchristensen.dk Eva Steen Christensen er udstillingsaktuel på ”Udkast” – skulpturi.dk – Kbh S – 26. april til 24. maj ”Den Ny Almindelighed” – De gamles by – Kbh N – 16. maj til 28. september. ”Skulpturer i Eventyrhaven” Odense – 19. juni til 12. oktober Eva Steen Christensen er repræsenteret af Galleri Specta – www.specta.dk