Goldberg #8

Goldberg Nr. 8 · Juli 2008 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

TÆT PÅ

Harrison ’nidelman’ ford

Tømrer Læs: Drømmeinterviewet med Paul Auster

Pris kr. 49,50

paven og rabbineren Misja – en amerikaner i en russers krop keitel serverer to carlsberg Det 20. arhundredes bedste sang

Marie Hvid Pørksen malet af Jeanne G. Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg ”Man skal starte med ændre verden – ikke sig selv.”

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Eva Bøggild Birte Kont Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Beatrice Henriques Layout og grafik: Gongong ApS; www.gongong.dk Tryk: PE offset A/S, Varde Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe Tine Bach, Dorthe Bekesi, Maurice BenSimon, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Joshua Gross, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, John Kirketerp Jensen, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Janina Katz, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Tobias Koch, Lennart Kont, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Claus Secher, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen,

­Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Hans Henrik Fafner, Jerusalem; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa; Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes hos velassorterede boghandlere over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450 GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. september 2008 Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl.

Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Store Regnegade 5, 1 1110 København K

INDHOLD JULI 2008 6 Leder 6 Fem af dette nummers skribenter

7 Strange Fruit

Goldberg markerer 40-året for mordet på Martin Luther King ved at fortælle historien om en sang, der blev symbol for den amerikanske borgerrettigheds­ kamp.

Af Ditte Goldschmidt og Jeanne G. Kempinski

22 Absurdistan

Misja Vainberg er russer, fanget i en amerikaners krop, søn af en jødisk gangster og på ufrivilligt ophold i landet Absurdistan. Michel Solovej har læst forfatteren Gary Shteyngarts absurde bog.

Af Michel Solovej

24 En smagsprøve på 11 Et drømmeinterview! bogen Absurdistan Leo Silberberg har endelig fået talt med den amerikanske forfatter Paul Auster – men interviewet foregik ikke helt som han havde forestillet sig det.

Af Claus Secher

14 Indiana Jones

Star Wars-helt, Harrison Ford – jamen, det er jo bare Fru Nidelman’s søn!

Af Eva Bøggild og Tobias Koch

18 ”Verdens Længste

Rejse”

Goldberg er på sin vej verden rundt nået til Rom og følger blandt andet i hælene på Pave Johannes Paul II, der foretog ”verdens længste rejse” fra Peterskirken til Roms Synagoge.

Af Sonia Schlossman

26 Olympiske højder

Goldbergs kommentar til OL 2008 Af Jeanne G. Kempinski

28 Kulturelle spor

Billedkunstneren Doris Bloom modtog i juni 2008 prisen ”Livsvarig Ydelse”, den højeste anerkendelse fra Statens Kunstfond. Interview med den syd­ afrikanskfødte maler.

Af Kasper Monrad

31 Samtaler med Gud

Leonard Cohen er efter 15 års pause igen koncertaktuel. Simon Apelblat fortæller om sangeren, digteren og ”ypperstepræstens” forhold til sin religion.

Af Simon Apelblat

35 Grænsegænger

Filosof Peter Tudvad har været i Wroclaw, Polen. Eller var det Breslau, Tyskland?

Af Peter Tudvad

36 Brune hamstere

Matthias Bjørnlund er tingfinder – af den seriøse slags. Han finder spændende ting på loppemarkeder og hos marskandisere. Meget af det er endt på museer og hos forskere.

Af Matthias Bjørnlund

38 Præsidenthåb

Smil og vink! En evig aktuel novelle af forfatteren Etgar Keret om israelske skandaler på højt politisk plan og lønlige håb for sønnens fremtidige erhverv.

40 Kafkas uhyre lovver-

den Birte Kont har set på Franz Kaf-

kas jødiske rødder og deres betydning for hans forfatterskab.

Af Birte Kont

44 Halvmåne og

Hagekors

Ny bog fortæller om Det tredje Rige, araberne og Palæstina Af Torben Jørgensen

47 Abayudaya

Abayudayajødernes historie er en af de mere usædvanlige.

De har selv valgt jødedommen og at blive i Uganda, næsten uden kontakt til andre jødiske menigheder.

Af Eva Lehrer

Leder

Politiske tegnere I dette nummer af Goldberg viser vi tre politiske tegninger af Hans Bendix, der ellers mest er kendt for sin erotiske streg. Bendix måtte rejse til USA i slutningen af 1930’erne, fordi han med streg og ord kommenterede udviklingen i Tyskland.

Mens disse linier skrives, har danske dagblade netop genoptrykt ”Muhammed­-tegningerne” som støtte til en af tegnerne, der ifølge PET var udpeget som mål for en terror­ handling, og som efter eget udsagn undgik at blive likvideret af islamister fordi PET skred ind i tide.

De to situationer er ikke helt sam-

menlignelige, men med mange års mellemrum har to tegnere brugt deres ganske effektive metier – satire i streg – til at spidde autoritære, og derfor livsfarlige, ideologier.

Tegnernes væsentligste betydning er dog, at de tvinger os til at diskutere forholdet eller balancen mellem demokratiske værdier som f.eks. menneskerettighederne, og de midler vi vil anvende for at forsvare dem. I Danmark har dilemmaet været drøftet før sagen om “Muhammed­tegningerne”, men som regel uden at der har været konkrete personers liv på spil. I dag banker praksis på

døren. Hvad tæller mest: tegnerens liv og velfærd eller principperne om rets­sikkerhed og menneskeret? Ud fra en jødisk tradition er der ikke megen tvivl: Livet har fortrin. Og PET har skønnet lige så. Vel vidende at (for) tidlige anholdelser kan give en ”dårlig sag” og derfor vil kunne blive kritiseret af den ”offentlige mening”.

Etik er at overveje, hvilken pris man personligt eller som samfundsborger vil betale for et valg, og så handle derefter. Og det koster, som sagt.

Jacques Blum, redaktør

Fem af skribenterne i dette nummer af Goldberg Torben Jørgensen er historiker og leder af et forskningsprojekt om de danske jøders landflygtighed i Sverige 1943-1945 ved Dansk Jødisk Museum.

Tidligere ansat ved Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsforskning. Forfatter til en række faglige artikler samt bogen Stiftelsen – Bødlerne fra Aktion Reinhardt, L&R 2003.

Matthias Bjørnlund er freelance historiker med speciale i folkemord og beslægtede emner. Arbejder for tiden på et fondsstøttet bogmanuskript om Danmark og “det armenske spørgsmål”. Har i samarbejde med Henrik Lundtofte, Historisk Samling fra Besættelsestiden, lavet en udstilling om det armenske folkemord og Holocaust set fra Danmark.

Claus Secher er lektor på Danmarks Biblioteksskole og dr. phil med afhandlingen Den moralske Don Juan – om det jødiske gennembrud i amerikansk litteratur. Han har skrevet bøger og artikler om en række litteraturhistoriske og – socio­ logiske emner, og beskæftiget sig med folkebibliotekernes bogvalg og litterære formidling.

Eva Lehrer er cand. mag. i tysk og engelsk og cand. scient. pol. Lektor ved Himmelev Gymnasium. Hun er dansk koordinator for Shoah Visual History Foundation, medredaktør af tidsskriftet Udsyn, med-grundlægger og med-salonière i Salon Schmuus, og medlem af Jødisk Filmfestivals festivalkomité og af Jewish Culture in Copenhagen.

Sonia Schlossman er universitetets­ uddannet i Sverige og uddannet journalist. Hun er forfatter til en række bøger, inklusive børnebøger. De seneste år har hun først og fremmest arbejdet med den jødiske ­historie i Rom og mødet mellem jødedom og kristendom.

Det har ført til et antal artikler, foredrag og kulturrejser til Rom.

Billie Holiday

6

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

7

En protest i borgerretskampen

STRANGE FRUIT

Strange Fruit

I år er det 40 år siden at menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther King blev myrdet.

Goldberg markerer det ved at fortælle historien om en sang, der blev symbol i kampen mod overgrebene på Amerikas sorte befolkning.

Southern trees bear a strange fruit, Blood on the leaves and blood at the root, Black body swinging in the southern breeze, Strange fruit hanging from the poplar trees.

Af Ditte Goldschmidt og Jeanne G. Kempinski Den 21. oktober 1939 skrev redaktøren Samuel Grafton i The New York Post: ”Dette handler om en grammofonplade, som jeg har været besat af i to dage. Den hedder Strange Fruit, og selv efter at have høre den ti gange får den en til at føle sig utilpas og klamre sig til stolen. Selv nu, hvis jeg blot tænker på den, rejser de små nakkehår sig og jeg får lyst til at slå nogen. Og jeg ved også hvem. Der er her opstået en voldsom eksplosion af oprigtighed inden for grænserne af en fast, stivnet og meningsløs form, og som har sprængt den i småstykker.

Hvis de undertryktes vrede nogensinde bliver stor nok i Syden, har de nu fået deres Marseillaise”.

En aften i 1939 stod den 24årige Billie Holiday på scenen i Cafe Society –”The wrong place for the right people”– en af de få natklubber i New York, hvor man serverede for både sorte og hvide gæster. Denne aften sang hun for første gang sangen Strange Fruit, men publikums overvældende reaktion, gjorde, at den herefter var fast afslutningsnummer ved alle hendes optrædener. Hver gang ventede hun indtil tjenerne holdt pause med serveringen og kun et enkelt scenespot var rettet mod hende. Så lukkede hun øjnene og sang, medens hun for sit indre blik genkaldte sig billedet af to sorte teenagere, Thomas Shipp og Abram Smith, hængende fra et træ.

8

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Indbegrebet af protest Fotografiet af de to lynchede drenge havde også gjort voldsomt indtryk på en ung jødisk skolelærer, Abel Meeropol, fra The Bronx i New York.

Det havde hjemsøgt ham i dagevis og førte til, at han skrev teksten og siden melodien til sangen Strange Fruit.

Ved et lærermøde på hans arbejdsplads, hvor sangen blev sunget for første gang, hørte ejeren af Cafe Society, Barney Josephson, den og besluttede at præsentere Meeropol og Billie Holiday for hinanden.

Mødet blev skæbnesvangert. Billie Holidays fremførelse af sangen var så indfølt, at publikum associerede sangen med hende og de sortes borger­ retskamp og Meeropol kom som komponist til at levere selve indbegrebet af protest i borgerretskampen, i en tid hvor lynchningerne hærgede i USA. Meeropols oprindelige formål med sangen var egentlig at bane vejen for et lovforslag mod lynchning – hvilket tidligere havde været forsøgt gennemført, men uden held. Allerede i 1937 sendte generalsekretæren for TAC – ”Theatre Arts Committee” – Sheelagh Kennedy, en kopi af Strange Fruit til 96 senatorer med et følgebrev, hvor i der blev lagt pres på for gennemførelsen af et lovforslag mod lynchning, med den ekstra begrundelse, at USA’s behandling af minoriteter ville kunne forringe landets omdømme i den øvrige verden. Det følelsesmæssige indtryk, som sangen måtte have efterladt hos senatorerne, var dog ikke nok til at de forbød lynchninger. Først i 1960erne garanterede love borgernes

Pastoral scene of the gallant south, The bulging eyes and the twisted mouth, Scent of magnolia sweet and fresh, And a sudden smell of burning flesh.

rettigheder således, at de, der deltog i lynchninger kunne straffes.

Menneskeretligt engagement Man kan spørge sig selv, hvordan en ’nice Jewish boy’ fra ’the Bronx’ kan fremstille en så præcis og indfølt tekst om sortes vilkår.

Abel Meeropol blev født på Manhattan i 1903 af russisk-jødiske immigrantforældre. Han var lærer på DeWitt Clinton Highschool, og selvom han aldrig engagerede sig i sin lærerrolle, gav den ham en stabil indkomst.

Han beskrives som en mand med en vis, men ikke bemærkelsesværdig, kunstnerisk begavelse, men Abel Meeropol var en intens og engageret person med mærkesager, som han brændte for. Ved engagement, flid og samfundsmæssig årvågenhed lykkedes det ham at handle rigtigt på afgørende tidspunkter.

Hans politiske og menneskeretlige engagement viste sig hovedsageligt i hans samfundskritiske bidrag til kabaret- og teaterstykker, hvor han samarbejdede med flere af datidens anerkendte kunstnere, bl.a. Kurt Weill som efter sin flugt fra NaziTyskland var ivrig for at bevise sin loyalitet over for USA, og som til formålet så en mulighed i samarbejdet med Meeropol.

Meeropol væmmedes ved og bekæmpede fascismen og nazismen. Han så en parallel mellem den behandling jøderne fik i Europa og behandlingen af den sorte befolkning i et formodet demokratisk USA, hvilket kommer til udtryk i teksten:

Here is a fruit for the crows to pluck, For the rain to gather, for the wind to suck, For the sun to rot, for a tree to drop, Here is a strange and bitter crop.

I am a Jew, How may I tell?

The Negro lynched Reminds me well I am a Jew Teksten blev af flere grunde udgivet under pseudonymet Lewis Allen. Meeropol forsøgte derved dels at undgå chikane fra højreradikale og antisemitter, dels ville han gerne holde sit lærerjob adskilt fra sit kunstneriske virke. Mange kilder peger dog også på, at navnet skulle være et minde om hans og hustruen Annes to dødfødte sønner.

Uamerikansk Virksomhed Abel Meeropol giftede sig i 1929 med Anne Shaffer, der delte hans politiske overbevisning og kulturelle interesser, bl.a. var de begge med-

lemmer af det amerikanske kommunistparti. Abel skiltede ikke med det, og der findes således hverken papirer eller andre beviser på hans medlemskab, og han sørgede for, at intet kompromitterende fandtes i hans private gemmer. Alligevel blev han i 1941 indstævnet af ”The Joint Legislative Committee on the State Education System” i forbindelse med en undersøgelse af kommunistisk infiltrering af New Yorks offentlige skoler. På spørgsmålet om hvorvidt kommunistpartiet havde betalt ham for at arrangere en fremførelse af Strange Fruit, skal han have svaret, at han aldrig havde arbejdet for partiet og aldrig var blevet betalt af partiet.

Ifølge adoptivsønnen Robert var Abel Meeropol i virkeligheden fuldstændig overbevist om det sovjetiske internationale lederskab med Stalin i spidsen og lod ikke sin opfattelse anfægte af afsløringer om Stalins forbrydelser.

”Komitéen for Uamerikansk Virksomhed”, der førte en heksejagt på folk der repræsenterede såkaldte uamerikanske værdier, fik fra slutningen af 1940’erne – hvor den kolde krig for alvor brød ud – ram på flere og flere af Meeropols kolleger i underholdningsbranchen. Meeropols selv undgik at komme for komitéen, men fik en ganske særlig relation til nogle af komiteens mest omtalte ofre, nemlig hovedpersonerne i den kolde krigs måske mest omtalte retssag, Rosenberg-sagen.

Ethel og Julius Rosenberg Fredag den 19. juni 1953 blev ægteparret Ethel og Julius Rosenberg henrettet i den elektriske stol, dømt til døden for at have ”konspireret om at foretage spionage” ved at have udleveret atomhemmeligheder til Sovjetunionen.

Rosenberg-sagen, som var en GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

9

Interview

umiddelbar følge af Sovjets atomprøvesprængninger i 1949, var én af de mest opsigtsvækkende retssager, ikke kun i amerikansk retshistorie, men også i den kolde krigs historie, fordi den indeholdt elementer af både spionage, paranoia, magtmisbrug og svig. Og fordi sagen fandt sted i en periode der var plaget af frygten for de ’røde’, hvilket bidrog til at præge og splitte befolkningen i den følgende generation. I udlandet vakte sagen voldsom opsigt med millioner af protester mod dommen, deriblandt fra Paven og Albert Einstein.

Rosenberg-parret blev aldrig bevist skyldige, men senere frigivne dokumenter og vidnesbyrd har angivet, at CIA og FBI bevidst havde produceret falsk bevismateriale i en handel med nogle familiemedlemmer, som de to organisationer ligeledes mistænkte

Execution In The Family: One Son’s Journey udtrykt, at han og broren i mindre grad blev opdraget til politiske strategier og analyser end til ”åbenbar antiracistisk etik” og ”en dyb og vedholdende respekt for mennesker der udsatte sig for fare ved at komme andre til hjælp”.

En sang, der ændrede verden Abel Meeropol skrev adskillige sange.

En af dem udtrykker det liberale, pluralistiske USA, nemlig sangen The House I Live In, som sangerne Paul Robeson og Frank Sinatra har fremført med henholdsvis ironisk distance og patriotisme.

Navnlig sangen Apples, Peaches and Cherries bidrog til familiens indkomst, især efter at den var blevet oversat til fransk og sunget af folkesangeren Sacha Distel. Disse to sange er sammen med Strange Fruit Meeropols Sangen Strange Fruit forbindes oftest med jazz- og mest kendte. bluessangerinden Billie Holiday, og betragtes som Det er dog Strange Fruit, selve indbegrebet af sort protestsang. der har den stærkeste gennemslagskraft, i den forstand at den med sit poetiske, grusomme for kommunistisk virksomhed. indhold står som et universelt bilEthel og Julius Rosenberg, der lede på ubærlige overgreb. Den begge var jøder og medlemmer af det opmærksomhed, som sangen siden amerikanske kommunistparti, efterhen har fået, først og fremmest som lod sig sønnerne Michael og Robert sort protestsang, vidner herom: I The på henholdsvis 10 og 6 år. Familien Guardian i maj 2003 skrev jazzskriMeeropol kendte ikke personligt benten Leonard Feather, at ”det er familien Rosenberg, men som mange den første betydningsfulde protest i andre i venstreorienterede kredse ord og musik, det første højlydte råb blev de grebet af Rosenberg-dramaet, mod racisme”. Den afroamerikanske som fremstod som både antisemitisk trommeslager Max Roach har sagt, at og antikommunistisk. ”da Billie Holiday indspillede pladen Allerede i 1950, kort efter arremed Strange Fruit, var det mere end stationen af Ethel og Julius Rosenrevolutionært; hun udtrykte det, berg, havde Abel og Anne Meeropol som alle vi sorte følte”. Time Matilbudt at adoptere deres to sønner og gazine kaldte i 1999 sangen for det i 1953 lykkedes det familien Meero20. århundredes bedste sang (60 år pol at få forældremyndigheden over tidligere, da sangen første gang blev drengene. Drengene fik efternavnet udgivet, blev den af samme magasin Meeropol for at gøre dem mindre afvist som ’et stykke musikpropaganudsatte for nysgerrighed i et forsøg da’ for borgerretsorganisationen NApå at skabe ro og stabilitet for dem.

ACP). Det engelske musikmagasin Q Anonymiteten blev opretholdt indtil har kaldt Strange Fruit en af ”ti sange, 1973, hvor en af sagens advokater der faktisk ændrede verden”, og den skrev en bog, hvori han uden tilvar nummer to på “Black History ladelse refererede lange passager fra Month’s Top Ten Songs Of The Civil retssagen.

Rights Movement” i februar 2008.

Den yngste af adoptivsønnerne, Robert Meeropol, har i bogen An

10

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Drømmeinterviewet Leo Silberberg har langt om længe mødt forfatteren Paul Auster til en lang natlig samtale på en bar i New York.

Af Claus Secher Leo Silberberg lå alene i mørket og vendte og drejede verden i hovedet, mens han kæmpede sig igennem endnu et anfald af søvnløshed, endnu en vågen nat i den danske hovedstad. Han var vred over, at en af hans yndlingsforfattere, amerikaneren Paul Auster, de næste dage besøgte København sammen med sin kone, forfatterkollegaen Siri Hustved, i forbindelse med en dansk litteraturfestival, uden at han overhovedet ville kunne komme i kontakt med sit idol.

Billetterne til deres optræden blev hurtig revet væk, og et ekstraarrangement i Politikens Hus blev også udsolgt, inden Silberberg havde nået at blinke med øjnene. Et velment forsøg på at stable et interview på benene blev bremset af deres danske

forlægger, som benhårdt satsede på de store medier: tv, dagblade og de store boghandlere.

Silberberg lå og tænkte på Austers sidste roman Mand i mørke. Han havde læst den med stor interesse; den var langt bedre end forgængeren fra 2006, Rejser i scriptoriet, men ligheden med Austers søvnløse mand i mørket irriterede ham. Benet gjorde ondt. Måske skulle han stå op og spise noget.

Pludselig skifter scenen. Silberberg står foran en lille cigarforretning i Brooklyn, New York. En mand træder ud af butikken med en stor cigar i munden, helt blå i ansigtet. Silberberg vil fortælle ham om det usunde ved rygning, da han selv får lyst til nogle cerutter, træder ind i butikken og ser Harvey Keitel ekspedere en smuk, mørkhåret, gråsprængt herre. Da han hører mandens dybe, modulerede stemme, er han ikke i

tvivl, om at den tilhører Paul Auster og udbryder uvilkårligt: Men skulle du ikke være i Danmark?”

Auster vender sig og udbryder med et stort genkendende smil: ”Leo Silberberg, min entusiastiske læser, skulle vi ikke købe vore cerutter og sætte os ned, så du kan få det interview, du altid har drømt om”, og i det samme forvandles den lille butik til en hyggelig, afslappet bar. Keitel stiller sig bag bardisken og serverer to Carlsberg.

Silberberg er mildt sagt lidt forvirret og spørger, hvorfor Auster ikke allerede er i Danmark. Auster ler og forklarer sin danske fan, at også han er blevet ældre og er ved at være træt af turnelivet som amerikansk stjerneforfatter: ”Hvis du lover ikke at sige det til nogen, så har jeg hyret Daniel Quinn til at spille mig på mine rejser til Europa”

”

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

11

”

Jeg troede, Daniel Quinn var forsvundet?”, udbryder Silberberg. ”Så har du vist glemt, at han dukker op igen i scriptoriet”, svarer Auster mildt bebrejdende. ”Daniel Quinn var mit første pseudonym, senere blev han min detektiv. Han var min mest brugte agent, og nu bruger jeg ham til at erstatte mig på lange rejser. Ingen har endnu opdaget noget”.

Vil det sige, at Siri turnerer sammen med Quinn? ”Nej, hun er også her i Brooklyn. Lige siden Edgar Allan Poe har amerikanske forfattere excelleret i dobbeltgængere. Siri har en aftale med skuespillerinden Sophie Fanshawe om at spille hende. Du ved jo, at hos os smelter roman og biografi sammen i én stor gådefuld tekst. Stil nu de spørgsmål, der virkelig betyder noget for dig. Drømme varer ikke evigt”.

Okay. Dine Samlede digte udkom på dansk i 2007, men er skrevet igennem 1970’erne. De er præget af en dyster krisestemning, er lukkede og uden dynamik og liv – synes jeg.

I 1985 slår du igennem med By af glas, og i de to følgende år kommer de to andre bind i New York-trilogien, Genfærd og Det lukkede værelse. De er mystiske og gådefulde, men fulde af fortællemæssigt drive. Hvad skete

”

”

12

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

der, hvordan var en sådan forvandling mulig?

Auster smiler: ”Jeg er ked af, at du ikke kan lide mine digte, men du har måske ret. Du glemmer Opfindelsen af ensomhed fra 1982.

Den er både krise- og helbredelsesbogen. Jeg konstruerede en form, der var både biografi (af min far), selvbiografi og essay.

Min far var et mærkeligt menneske – et tomt hylster uden indre og tilsyneladende uden glæder.

Det er i den bog, jeg fortæller den fortiede historie om min farmors jalousidrab på min farfar.

Bagefter var han retoucheret væk fra alle fotografier; min fars tavshed var et produkt af den fortrængning. Min fars historie lærte mig, at man intet ved om andre mennesker, men også at den eneste måde, vi overhovedet skaber mening på, er ved at fortælle historier. Opfindelsen af ensomhed blev skrevet, da jeg selv blev skilt fra min første kone og var angst for at miste forbindelsen til min søn. Daniel var tæt ved at dø på det tidspunkt, og mit forfatterskab var gået i stå”.

Og alligevel får litteraturen en stor positiv betydning i bogen”, indskyder Silberberg. ”Ja, det er rigtigt. Jeg brugte litteraturen som spejl. Ligesom jeg sad isoleret på mit arbejdsværelse i New York og skrev, på samme måde blev Jonas fra Jonas Bog og Pinocchio opslugt af hvalen. For at kunne træde ud i verden, må man undertiden først gå ind i sig selv. Mallarmés digt om at miste sin søn gjorde stort indtryk på mig og spejlede min egen angst, og jeg oversatte det til engelsk. Ligesom jeg også så min situation afspejlet i den tyske digter Hölderlins isolation i et tårn”.

Er det forkert at sige, at Opfindelsen af ensomhed også er din mest jødiske bog? ”Begge mine forældre var jøder, og jeg blev opdraget som en jødisk dreng og stod bar mitzva. Jeg opsøger Anne Franks hus i Amsterdam og konstaterer, at hun har haft fødselsdag samme dag som min Daniel. Jeg nævner, at en navnebror til min søn har været borgmester i Amsterdam”.

Føler du dig som en jødisk forfatter?

”

”

”

Auster smiler: ”Der må jeg vist svare som Kafka: Hvad har jeg til fælles med en jøde? Jeg har ikke en gang noget til fælles med mig selv”. Jeg er ikke et barn af en religiøs tradition, jeg er et barn af litteraturen. Jeg tænker ikke identitet som et produkt af specielle kulturer eller essenser, men som et spørgsmål om de fortællinger, du fortæller dig selv ind i eller bliver fortalt ind i. Med min familiehistorie var jeg måske disponeret for at tænke, at mennesket er tomt og primært spiller roller.

Amerika har haft store jødiske forfattere i det 20. århundrede: Singer, Bellow, Malamud og Roth for at nævne de største? Har du følt noget slægtskab med dem”? ”Nej, ikke specielt. Jeg kan se, at det, Philip Roth har gjort i sine senere bøger med Nathan Zuckerman minder om det, jeg gør i mine romaner, dvs. leger med grænserne mellem fiktion og virkelighed, spiller forskellige roller og ser litteraturen i dens intertekstuelle spil med andre tekster. Roth er jo en gammel Newark-dreng ligesom jeg, men han er ligesom de andre langt mere realistisk og bundet til virkeligheden derude, end jeg nogensinde har været. Jeg føler mig både knyttet til amerikansk litteratur og til den globale. New Yorktrilogien er fuld af allusioner til det 19. århundredes amerikanske litteratur, samtidig med at den spiller på en lighed med den hårdkogte amerikanske detektivroman. I den periode hvor jeg skrev digte i 1970’erne, læste jeg kriminalromaner ved siden af. Den første roman, jeg overhovedet skrev, var kriminalromanen Squeeze Play.

Men jeg har også været under stærk indflydelse af Knut Hamsun, Samuel Beckett og Kafka. Når jeg i Opfindelsen af ensomhed omtaler mig selv som A., så er Kafka-inspirationen svær at løbe fra.

For mange litteraturlærere er dine romaner vel yndlingseksemplerne på litterær postmodernisme”? ”Jeg har aldrig haft et program for, at nu skulle jeg skrive postmoderne eller i tråd med visse franske poststrukturalister. Den måde jeg opfatter mennesket og fortællingen på, opfattelsen af at vi lever som brikker i tekstverdener, udsprang som erfaringer af mit eget liv. Det samme gælder oplevelsen af livets mange

”

”

tilfældigheder, som har hobet sig op i mit liv.

I gamle dage ville de mange tilfældigheder – som når f.eks. din far blev 67 år gammel, og du sætter dig ind i hans nye, næsten ubrugte bil og ser, at den kun har kørt 67 miles – være blevet kaldt skæbne”? ”Ja, det er rigtig. Mine egne sære oplevelser fascinerede mig så meget, at jeg stod i spidsen for radioprojektet The National Story Project, hvor 4.000 almindelige amerikanere fortalte ualmindelige historier fra deres liv. Det førte i 2004 til bogen Jeg troede min far var Gud. Det dragende ved disse fantastiske oplevelser er ikke, at de er skæbnebestemte, men at de eksisterer i et mellemrum mellem en moderne rationel, gudløs verden og en ældre mere metafysisk.

Men som jeg skriver i Opfindelsen af ensomhed: Fordi man vandrer i ørkenen betyder det ikke, at der findes et forjættet land”.

Kan man opdele dit forfatterskab i to grupper. På den ene side de stramme korte metafiktive bøger, der følger bestemte genremønstre og er tydeligt litterære, og på den anden de bredere, mere realistiske romaner, der forholder sig til samtidens USA og dets mennesker? Til den første gruppe ville jeg regne New York-trilogien, Illusionernes bog og Rejser i skriptoriet, og til den anden Moon Palace, Leviathan og Brooklyn dårskab”. ”Jeg opfatter det ikke helt sådan.

De romaner, du kalder brede, realistiske og samtidshistoriske er lige så litterære som de andre. Når jeg skriver, tænker jeg altid i form, komposition og genre. Moon Palace med fader/ søn-historierne forholder sig tæt til Dickens’ romaner, Leviathan er bl.a. skrevet i dialog med Don de Lillos romaner, og Brooklyn dårskab citerer i høj grad også det 19. århundredes romaner, samtidig med at det en helt aktuel samtidspolitisk roman med reference til det skandaløse præsidentvalg i 2000. Den slutter med, at hovedpersonens livsglæde konfronteres med flyangrebene på World Trade

”

”

Center”.

I dine to sidste romaner er hovedpersonen en forfatterskikkelse, der er noget ældre end dig selv. I Rejser i scriptoriet hedder han Mr. Blank, er svagelig og temmelig dement, bortset fra når han skal digte videre på et manuskript. Han er forfatter til romanskikkelser som Anna Blume, Peter Stillmann, Sophie Fanshaw og flere andre. Mr. Blank er altså Paul Auster i en skrækkelig tilstand?” ”Ja, han er en forfatterskikkelse der er spærret inde i sit eget fiktionsunivers. Du ved hvordan det er at blive ældre. Man projicerer og forstørrer sine problemer ud i fremtiden, og man kan føle sig svag og indespærret.

Den politiske situation i USA har været deprimerende siden valget i 2000, 11. september og invasionen i Irak.

Det kan godt påvirke en forfatter.

Fortæller man de forkerte historier?

Jeg følte mig som fange i mit eget fiktionsspind”.

I Mand i mørke forsøger litteraturkritikeren August Brill at fordrive de mørke tanker ved at digte en historie om at falde ned i et hul og vågne op

”

”

som en soldat i et samtidigt, men alternativt USA, hvor en borgerkrig er i fuld gang, mens 11. september og Irakkrigen til gengæld aldrig har fundet sted. Er det din måde at skrive en politisk roman på?”

Ja, det kan du sige. Hvis du lægger mærke til det, så er de 16 stater, der har revet sig løs fra Unionen de stater, der stemte demokratisk i 2000.

De har gjort det i protest mod måden, hvorpå Bush fik valgsejren. Nu har borgerkrigen imidlertid varet så længe, at tabstallene løber op i mange millioner. Derfor sender jeg hovedpersonen i historien Owen Brick ud i en mission mod sin forfatter, mens det til gengæld bliver forfatteren, der i en krigsscene tager livet af sin hovedperson. Derefter kan August rette sin opmærksomhed imod sin nærmeste famile, sin fraskilte datter og sit treogtyveårige barnebarn, der føler skyld over, at en ekskæreste er blevet brutalt dræbt af terrorister i Irak. En science fiction-agtig politisk fortælling afløses af en anden form for politisk stillingtagen, der samtidig involverer familiemæssigt ansvar og forståelse af, at fortællinger binder generationer sammen.

Kan man kalde denne vægt på det etiske ansvar for medmennesket for et specifikt jødisk træk i forfatterskabet, spørger Leo Silberberg, da Harvey Keitel kommer hen og meddeler, at baren lukker. ”Ja måske, eller også skal vi bare kalde det menneskeligt. Husk hvad Delmore Schwartz sagde: “In dreams begin responsibilities”.

Da Leo Silberberg vågnede og fandt ud af, at han lå i sin seng i lejligheden i København, stod han op, tændte for vandet til kaffen og gik ud og hentede avisen. På forsiden var der et billede af Paul Auster, og overskriften fortalte, at den kendte og populære forfatter var ankommet til København. Silberberg lagde med et smil avisen på bordet og tænkte: Jeg ved bedre.

”

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

13

EN JØDISK SUPERHELT

Af Eva Bøggild og Tobias Koch

Harrison ’Nidelman’ Ford Skuespilleren Harrison Ford er tilbage som action-helten Indiana Jones. Bag den hårdtslående Indy-facade gemmer der sig en irsk-katolsk-russisk-jødisk baggrund. Om denne blanding har Ford sagt at jeg føler mig irsk som menneske og jødisk som skuespiller. Goldberg har set på de to sider af Harrison Ford.

14

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Han tælles blandt Hollywoods mest sexede og allerrigeste mandlige skuespillere. Opmærksomheden omkring Harrison Ford er enorm, og der skrives og fortælles meget om hans karriere og meget lidt om hans privatliv. Han er født og opvokset i Chicago, Illinois, i en kultur, som med hans egne ord har haft indflydelse på, at der slipper så lidt ud om hans privatliv: ”Jeg er fra Midtvesten, hvor du ikke spørger folk om deres religion, deres politiske overbevisning eller hvor mange penge de tjener. Det er stadig mere eller mindre min holdning. Den slags rager ikke andre.”

Blandt de nagelfaste oplysninger er dog, at han er søn af Dorothy Nidelman og Christopher Ford. Christophers baggrund var irsk-tysk-katolsk, mens Dorothys forældre var jødiske immigranter fra Minsk. På spørgsmålet om, hvad denne typisk amerikanske blanding har gjort ham til, har han svaret: ”Demokrat”.

Men han har også i spøg sagt, at han har arvet sin fars etiske sans og sin mors usikkerhed. Om udsagnet om at føle sig jødisk som skuespiller og irsk som menneske har han uddybende sagt, at det betyder, at ”jeg i mit arbejde kan være meget intens og koncentreret, mens jeg i mit privatliv tager tingene lidt lettere”.

Privatlivet holder han så godt han kan for sig selv. Han har haft tre længerevarende parforhold og indtil videre 4 børn, og selv om hans seneste skilsmisse er gået over i historien som en af Hollywoods dyreste, så er der ingen store armbevægelser, ingen historier om vilde drukture eller skandaler.

Ford er på mange måder en håndværkets mand, og ligesom mange af hans karakterer på lærredet er billedet af privatpersonen en mand med hjertet på det rette sted, der gerne stiller op i fysisk forstand, når noget skal forsvares. Men han er også udtalt tilhænger af Demokraterne og dermed modstander af Amerikas engagement i Irak-krigen. Han er optaget af miljøspørgsmål og går ind for våbenkontrol.

Han har ry af at være brysk, endda ubehagelig, overfor journalister, og han bryder sig ikke om at give

interviews eller tale offentligt. Men der kan ske undtagelser, når han har noget alvorligt på hjerte. Som f.eks. da han i 1995 talte til U.S. Senate Committee on Foreign Relations om den kinesiske fremfærd i Tibet.

Han siger om sig selv, at han ikke er religiøs, og da han under Vietnamkrigen ville anerkendes som militærnægter, var det heller ikke direkte sin religion han brugte som forklaring.

Men han hentede alligevel inspiration til et godt argument derfra: ”Min begrundelse for at være militærnægter var hverken baseret på historiske kendsgerninger eller religiøst tilhørsforhold, hvilket gjorde det vanskeligt at slippe på det tidspunkt.

Jeg tænkte tilbage på filosofiundervisningen i min gymnasietid og huskede Paul Tillich’s udsagn: ’Hvis du har det svært med ordet Gud, så tænk på et eller andet, der er centralt eller vigtigt for dig og kald det for Gud’. Jeg har altid haft det svært med forestillingen om en Gud i konkret form, så derfor udviklede jeg en tese og gjorde det bibelske påbud om, at du skal elske din næste som dig selv til det mest betydningsfulde i mit liv.

Jeg blandede det hele sammen og skrev i flere dage, sendte det ind og har aldrig siden hørt et ord. Jeg blev aldrig indkaldt.”

En helt almindelig helt Harrison Fords mormor og morfar mødte hinanden i Brooklyn, hvorfra de flyttede til New Jersey. Farfaderen var irsk-amerikaner og optrådte som vaudeville-performer. Performer-genet gik i arv til Christopher, der i sin ungdom var skuespiller, men endte med at arbejde som chef i reklamebranchen. Harrison Fords mor var radioskuespiller, og derfor kom det næppe som nogen overraskelse for familien, da Harrison efter sin gymnasietid forsøgte sig som skuespiller i Los Angeles.

Men han har ikke altid været den eftertragtede skuespiller, der kunne vælge og vrage mellem velbetalte jobs. I begyndelsen måtte han ernære sig som tømrer, mens han søgte skuespillerjob. Han fik kun småroller i film og mindre tv-serier og blev til sidst så træt af det og den splittede levevis, hvor han også skulle forsørge kone og to børn, at han besluttede at være tømrer på fuld tid.

Fords gode ry som tømrer betød, at han havde rigeligt at lave. Og da han havde bygget blandt andet et skab for filminstruktøren George Lucas, fik han tilbudt en rolle i filmen Sidste nat med kliken, der gik hen og blev en kultfilm. Samme historie gentog sig, da han havde stået for udbygningen af instruktøren Francis Ford Coppolas kontor. Det førte til en rolle i Aflytningen fra 1974. På to år havde hans tømrerarbejde således bevirket, at han havde været med i to væsentlige og meget omtalte film, der begge blev nomineret til en Oscar.

Flere tilfældigheder førte ham til de store roller. Under prøveoptagelserne til filmen Star Wars benyttede instruktøren George Lucas ham som oplæser af replikker for de skuespillere, der var til prøve. Men det var George Lucas’ ven, instruktøren Steven Spielberg, der overbeviste ham om, at Ford selv skulle være med i filmen.

Skuespilleren Harrison Ford bliver ikke betragtet som prætentiøs. Han virker som en ærlig mand, der lidt tilfældigt er havnet på den store skærm. Som Dr. Jones i Indiana Jones-filmene var han i 1980’erne med til at forny, hvad man på det tidspunkt forstod ved en helterolle.

Dengang var heltene primært Supermand og klassiske politihelte og soldater. Med Indiana Jones skabtes for første gang en helt af en nørdet arkæolog, der på nærmest tegneserieagtig maner, med held og overlevelsesdrift, og med nød og næppe klarede ærterne.

Er Harrison Ford som Indiana Jones en jødisk superhelt anno 1981?

Visse positive fordomme bliver vel bekræftet: Jones er den bebrillede akademiker, som brænder lidenskabeligt for videnskaben og ”det gode”, han er selvironisk, og han gør sit bedste for at bekæmpe ”det onde,” der krydser hans vej. Han synes ikke at kunne gøre andet, fordi han drives af en indre retfærdighedstrang. Lige som hovedpersonerne i de bibelske fortællinger laver han mange fejl, er bange, tvivler på Gud og bliver prøvet som menneske.

Harrison Fords roller og skuespilstil gør ham til billedet på den amerikanske mand: sej, ikke til at slå, men ellers en helt almindelig veludseende mand, som er nem at identificere sig med. I forbindelse med sit skuespil GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

15

har Harrison Ford sagt: ”Jeg laver ikke stunts – jeg løber, springer og falder. Efter 25 år ved jeg præcis, hvad jeg gør.” Ikke desto mindre fik han faktisk en diskusprolaps i forbindelse med optagelserne til Indiana Jones 2, hvor der var en del elefant­ ridning involveret. Harrison Ford måtte flyves til nærmeste hospital og kunne først vende tilbage til optagelserne seks uger senere.

Den jødiske fortælling Allerede i 1981, blot et år efter kæmpesuccesen Star Wars – Imperiet slår igen, kom den første Indiana Jonesfilm Jagten på den forsvundne skat op i biograferne. George Lucas og Steven Spielberg stod bag, og filmen blev igen en succes for Harrison Ford.

Samarbejdet med Steven Spielberg har utvivlsomt været med til at skabe Fords image og stil. Deres fælles jødiske baggrund præger Indiana Jonesfilmene. Her viser de to kolleger, at de udover evnen og viljen til at underholde begge griber til fortællinger og personbeskrivelser, der ligger tæt på mange af grundfortællingerne i biblen. De tre film, Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat, Indiana Jones og templets forbandelse og Indiana Jones og det sidste korstog har talrige referencer til Spielbergs interesse for jødernes historie.

I Jagten på den forsvundne skat er skatten den forsvundne ark, der besidder en guddommelig kraft. De onde er nazister, der forfølger Indiana Jones for at finde frem til arken for derefter at bruge den som et våben. Naturligvis går det galt for nazisterne. Arkens guddommelige kraft er givet af Gud, og nazisterne går til grunde, levende brændt af Guds kraft.

Efterfølgeren Indiana Jones og templets forbandelse bliver af mange betegnet som lidt af en skævert. Indiana Jones er tilfældigt havnet i Indien, hvor han erfarer, at børnene i en landsby bliver bortført af en maharaja, der har bosat sig i et gammelt tempel.

Indiana og hans kompagnoner finder frem til templet, hvor de behandles som gæster, indtil maharajaen vil bruge filmens heltinde til en menneskeofring. Dybt nede under templet arbejder de bortførte børn som slaver.

Indiana Jones forhindrer menneskeofringen og befrier børnene. Også her er der referencer til de bibelske

16

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

det jødiske rom det jødiske sicilien Rejser Guidede ture Foredrag www.romajudaica.nu

DORIS BLOOM Repræsenteret af

ASBÆK Bredgade 20 · 1260 København K · Tlf. 3315 4004 Fax 3313 1610 · galerie@asbaek.dk · www.asbaek.dk

Harrison Ford og George Lucas fortællinger. Menneskeofringer blev brugt i de fleste religioner, indtil Guds engel bremsede Abraham i forsøget på at ofre sin søn Isak. Det andet element, nemlig redningen af børnene, kan hvis man vil sammenlignes med Moses, der redder det jødiske folk fra trældom i Ægypten.

I Det sidste korstog er de onde ligesom i Jagten på den forsvundne skat nazister.

Indiana Jones skal redde sin far, der er kommet i nazisternes kløer, fordi han besidder en viden, der kan føre hen til den hellige gral – den gral som Jesus drak af under den sidste nadver. I filmen har gralen fået tilkendt overnaturlige kræfter: den kan give evigt liv. Det sidste korstog blev drejet væk fra kun at handle om den hellige gral. Steven Spielberg fik overtalt George Lucas til at inddrage en parallelfortælling om forholdet mellem Indiana Jones og den gamle Dr. Jones, der spilles af Sean Connery.

Forholdet mellem de to gange Jones er betændt, men de finder hinanden og får genetableret far-søn-forholdet.

I slutningen af filmen vælger de, i en dramatisk scene, i fællesskab at lade gralen gå til grunde, for at de begge kan blive reddet. På trods af både fars og søns livslange søgen, interesse og

besættelse af det arkæologiske objekt må de opgive at eje det. Som dramaet er skruet sammen må de vælge mellem liv og død. Og i den forsonende stund vælger de begge livet. Referencen til 5. Mosebog kap. 30 vers 19-20 er oplagt.

I den seneste Indiana Jones-film Krystalkraniets Kongerige er nazisterne skiftet ud med sovjetiske soldater og agenter. Den foregår under den Kolde Krig i 1957, og den arkæologiske skat skal denne gang findes i Perus bjerge.

Det har taget folkene bag Indiana Jones-filmene over 15 år at finde det rigtige manuskript til film nr. 4, og undervejs er der blev overvejet og sagt nej tak til flere halvdårlige forsøg. Og Ford har råd til at vente.

Han har måske ikke ligefrem tiden på sin side, men der er ikke problemer med penge til huslejen. Hans film har gjort ham til nr. 1 på Empire Magazine’s Top 100 Movie Stars of All Time-liste og til en af sin generations finansielt mest succesrige skuespillere. Godt gået kan man sige for en, der efter eget udsagn allerede i gymnasietiden blev tiltrukket af skuespillet fordi: “jeg brød mig ikke om konkurrence-sport.”

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

17

goldberg i rom

”Verdens Længste Rejse” Goldberg er på sin rejse verden rundt kommet til Rom. Her har der – på godt og ondt – boet jøder i 2000 år og deres tilstedeværelse har sat sit præg på byen.

Af Sonia Schlossman Det er egentlig mærkeligt, at Goldberg, som har rejst så meget i den jødiske verden, ikke er kommet til Rom noget tidligere. På den anden side, hvad vidste jeg om Rom, før jeg kom hertil? Ikke meget mere end at Titus’ Triumfbue på Forum Romanum står som et symbol for den jødiske diaspora. Jeg anede f.eks. ikke, at Colosseum blev bygget for jødiske penge, eller at Titus elskede en jødisk prinsesse, som han ikke fik lov til at gifte sig med.

Spørgsmålet er, hvor meget vi kan nå på en weekend. Fredag morgen til søndag eftermiddag er ikke lang tid til en historie, der strækker sig fra antikken til i dag. Vi må springe en hel del over. De jødiske katakomber for eksempel kan vi ikke nå. Der findes seks, men det er kun en af dem

18

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

man kan besøge, og selv den kan det være svært at komme ned i, da den ligger på et område, der ejes af en komtesse. Hun plejer ikke at sige nej, men man skal have særlig tilladelse, så det må vente til næste gang rejsen går til Rom. De jødiske katakomber er anderledes end de kristne. Der er ikke indlagt elektrisk lys, og man skal have en lommelygte med for at kunne se i mørket. Guiden kommer fra Det Jødiske Museum i Rom og plejer at fortælle om de store jødiske menigheder i Rom i antikken. På kejser Augustus’ tid, det vil sige omkring vor tidsregnings begyndelse, fandtes der ca. 40.000 jøder her. De var organiseret i tretten menigheder, og man ved hvor synagogerne lå, og hvad de hed, men der findes ingen rester tilbage af dem i dag.

Den gamle synagoge i Ostia Antica, Roms havneby i antikken, findes

derimod endnu, men den må vi se næste gang, for en udflugt til Ostia Antica tager næsten en hel dag.

Denne gang må det være tilstrækkeligt at jeg fortæller, at synagogen blev fundet ved et tilfælde i 1961, da man skulle bygge en vej til den nye flyveplads Fiumicino. Som næsten altid når man sætter spaden i jorden i Rom, så støder man på noget fra antikken, og denne gang var det altså Europas ældste synagoge.

Verdens længste rejse Vi bliver i Roms centrum denne weekend. Der er tilstrækkeligt meget at se og lidt til: Forum Romanum naturligvis, Pantheon og Peterskirken.

Vatikanmuseerne må derimod også på listen til ”næste gang”. Køerne uden for indgangen er for lange til en kort weekend.

Næste gang skal vi også planlægge et besøg i Vatikanmuseernes jødiske

samling. Den er ikke åben for offentligheden, og vil man se den skal man kontakte muséerne i forvejen.

Ikke fordi samlingen er hemmelig, men fordi Vatikanmuseerne – præcis som mange andre museer – ikke har plads til at vise alle sine skatte. I den jødiske samling findes blandt andet flere marmortavler fra gravene i de jødiske katakomber. Det kan synes mærkeligt, at de befinder sig her og ikke i Det Jødiske Museum, men da katakomberne blev udgravet, tilhørte området Pavestaten, og derfor havnede fundene her.

Fra Peterskirken kan man gå til Roms Store Synagoge på en halv time, men det tog næsten 2000 år, inden pave Johannes Paul II foretog ”verdens længste rejse”, som Lundteologen Jesper Svartvik plejer at sige, og besøgte synagogen i april 1986. På trappen udenfor bød Roms daværende overrabbiner Elio Toaff ham velkommen, og i den fuldt besatte synagoge rejste folk sig op og jublede – ikke mindst da Johannes Paul II sagde de nu berømte ord: ”I er vore ældre søskende”.

Rabbineren og Paven Det var noget helt særligt med Johannes Paul II, den polske pave, som voksede op med jødiske legekammerater, og som livet igennem plagedes af deres og andre jøders skæbne under Holocaust. Han og Elio Toaff var personlige venner, og da Johannes Paul II blev syg, var Elio Toaff en af de få, som fik lov til at besøge ham på sygehuset. Elio Toaff var også en af æresgæsterne ved hans begravelse.

Elio Toaff er en gammel mand nu, men går man til Den Store Synagoge

på en shabbat, kan man se ham på en af bænkene længst fremme. Han var den rabbiner, som genopbyggede Roms sønderrevne jødiske menighed efter krigen, og han nyder stor anseelse i Italien.

Mange tror måske, at det ikke var så vanskeligt at være jøde i Italien under fascismen og den nazityske besættelse. Men fascisterne indførte racelove i 1938, og da tyskerne besatte Nord- og Mellemitalien i 1943, blev jøderne nådesløst jaget. I ghettoen kan man se mindetavlen over de jøder, der mistede livet efter tyskernes razzia i Rom den 16. oktober 1943.

Den blev sat op for et par år siden, og pladsen hvor den blev opsat hedder netop ”Largo 16 Ottobre 1943”.

Hvad pave Pius XII gjorde eller undlod at gøre for at redde jøderne, vil jeg helst ikke tale om. Så længe arkiverne er utilgængelige, og det bliver de ved med at være i lang tid endnu, ved man alligevel ikke noget med sikkerhed. At han ikke hævede sin røst, ved vi, men uden hans godkendelse havde der ikke været så mange jøder i Italien som fik beskyttelse i klostre og andre religiøse institutioner. At 85 % af Italiens ca.

40.000 jøder blev reddet var takket være hjælp fra almindelige italienere, præster, munke og nonner.

I ghettoen Man bliver nok forbavset over at høre udtrykket ”ghettoen” i Rom – det gjorde jeg selv første gang, jeg hørte, at vi skulle ”gå ned i ghettoen” og spise. Men disse kvarterer ved Tiberen kaldes fortsat ghettoen i folkemunde, selv om det er længe siden, at de holdt op med at eksistere som ghetto.

Når man går rundt i dette lille område, må man også tage fantasien til hjælp for at forstå, at de romerske jøder var lukket inde her i 300 år, fra 1555-1870. Husene er revet ned, og murene og portene er væk, og der er kun en gade tilbage, som beretter historien om, hvordan flere tusinde mennesker, på nogle tidspunkter helt op til 7.000, blev tvunget til at bo i et område, som var så trangt, at solstrålerne ikke kunne nå ned mellem husene. Om dagen fik jøderne lov at forlade området, men så snart solen gik ned blev portene låst, og så skulle de være indenfor. Kom de for sent måtte de betale store bøder, hvis det ikke lykkedes at bestikke vagterne til at slippe dem ind.

Nogle kirker uden for området blev blandt andet anvendt til tvangs­ prædikener for jøderne i ghettoen.

Disse gudstjenester lå altid lørdag eftermiddag, og præsten, der ofte var en konverteret jøde, prædikede altid over samme tekst, som jøderne havde hørt i synagogen om morgenen. I døren stod pavens vagter og kontrollerede, at det antal jøder, man havde bestemt skulle komme, også stemte, og at de ikke havde stoppet voks i ørene for at slippe for at høre hvad præsten sagde.

Ghettoens synagoger lå ved en plads som i dag hedder Piazza Cinque Scole. Ghettoen måtte kun have en synagoge, men da jøderne i ghettoen kom fra forskellige lande, fik de pavens tilladelse til at indrette fem synagoger eller skoler, som de kaldtes på den tid, i ét hus, en italiensk, en catalansk, en siciliansk, en aragonsk og en tysk. Hver menighed passede sine egne indre anliggender, men GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

19

Rom: Indbyggertal: ca. 2.600.000 indbyggere (2004), samt flere hundredetusinde, som ikke er registrerede.

Grundlagt: omkring det 8. århundrede f. Kr., ifølge myten den 21. april 753 f. Kr. Rom er hovedstaden i Italien. Rom var hovedstad i Romerriget. Byen er oprindeligt bygget på syv høje. Ifølge sagnet blev byen grundlagt af Romulus og Remus, to brødre som var opfostret hos en ulvinde

Jøderne i Rom betragter fortsat ghettoen som ”deres” område, og da Den Store Synagoge skulle bygges var det her, de ville have, at den skulle ligge.

Den blev indviet i 1904. Hvis man vil deltage i gudstjenesten, må man forberede sig på, at liturgien stammer fra Judæa og blev ført til Rom med de jødiske slaver, som blev bragt hertil efter de jødisk-romerske krige i 66-70 og 132-135. Roms jødiske menighed karakteriserer af og til sig selv som en ”gammel slavemenighed”.

Sora Margherita I ghettoen findes også mange jødiske forretninger og restauranter, og for et par år siden blev den jødiske

skole flyttet hertil. På bænkene udenfor kan man se de gamle sidde og snakke, sådan som gamle har gjort i hundreder af år …

Vi skal også spise i ghettoen. Der findes et par kosher restauranter, men de er lidt dyrere end andre restauranter, og det kan være svært at få et bord blandt alle de amerikanske turister. Jeg tror, at vi i stedet skal gå til il Gigetto på Via Portico d´Ottavia, hovedgaden i ghettoen. Der får man Roms absolut bedste ”jødiske artiskokker”. De er friturestegte og sprøde, og man spiser dem med blade og det hele. Det er en delikatesse, som man må smage, når man er i Rom. Hvis vi har tid, skal vi gå til ”Sora Margherita” på Piazza delle Cinque Scole. Udefra ser restauranten ikke ud af meget, men køerne ved frokosttid taler sit eget tydelige sprog. Her spiser man godt, maden kommer nytillavet fra det lillebitte køkken, hvor ”mama” står ved komfuret; der er trængsel af gæster, og priserne er overkommelige.

Sora Margherita er ikke kosher, men blandt gæsterne findes altid mange jøder, som værdsætter maden og den specielle stemning på denne anderledes restaurant.

Et andet ”must” i ghettoen er det jødiske bageri. Her kommer folk fra hele Rom og køber mandeltærter, skorper og hvedebrød med sukat i alle farver. Hvis man synes, at det virker som om de bastante damer i bageriet har ladet pladerne stå for længe i ovnen, er svaret , at disse kager skal være lidt sorte i kanten; hvis de ikke er det, er de ikke bagt rigtigt. Opskriften lader til at være

Tinus buen

man havde også et fællesråd, som forhandlede med paven og andre, som styrede i Rom, blandt andet om de skatter og afgifter, som jøderne skulle betale.

Huset, hvor de fem synagoger lå, blev revet ned efter en storbrand, og det, som blev reddet, kan ses i Den Store Synagoge i dag, blandt andet en lille spansk synagoge lige op til Det Jødiske Museum. Både den og Den Store Synagoge vises frem, når man besøger muséet. Her findes for eksempel en af verdens største og smukkeste samlinger af Torakapper.

20

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

flere hundrede år gamle, men om de er antikke, som nogle påstår, lader jeg være usagt. Kagerne er i hvert fald fantastiske, uanset om opskriften er antik eller ”bare” fra ghettoperioden.

Fiscus Judaicus I Rom handler meget om mad, og man spiser godt næsten overalt.

Risikoen er, at man tilbringer alt for meget tid på restauranterne, og Goldberg skal nå meget mere end at spise i disse dage. Vi skal se Colosseum, som kejser Vespasian lod bygge som gave til det romerske folk, og som han betalte for med bytte, han havde taget i de jødisk-romerske krige. Ves­ pasian anvendte også mange jødiske slaver, som Titus, hans søn, bragte med sig til Rom. Vespasian manglede altid penge, og da jøderne ikke længere havde et tempel i Jerusalem at sende penge til, indførte han i stedet verdenshistoriens første jødiske skat, Fiscus Judaicus. Pengene blev blandt andet brugt til reparation af Jupitertemplet på Kapitolium, som var blevet beskadiget i forbindelse med nogle gadeoptøjer, inden Vespasian blev kejser.

Vespasian var en barsk herre, og da Titus sagde, at han ville gifte sig med den jødiske prinsesse Berenice, som han havde truffet i Caesarea, rystede Vespasian på hovedet og sagde nej.

Hun var ikke et passende parti for en kommende kejser.

På Forum Romanum vil jeg vise Goldberg Titus’ Triumfbue. Det var den, der lokkede mig til Rom for mange år siden, da jeg ville vide hvad jøderne i Rom tænkte, da den blev bygget. Det ved jeg fortsat ikke, det kan jeg kun forestille mig, ikke

mindst når jeg ved, at ingen jøder gik under Triumfbuen, førend staten Israel blev oprettet i maj 1948. Da dansede Roms jødiske menighed til gengæld under den hele natten …

Hvor tempelskattene og fremfor alt Menoraen - den syvarmede lysestage – som man kan se på reliefferne inde i buen, er blevet af, ved man ikke. I middelalderen troede Roms jøder, at de lå på Tiberens bund, og de bad paven om lov til at grave efter dem. Det siges også, at Menoraen dukkede op i et triumftog i Konstantinopel, men det sandsynlige er, at den forsvandt

for evigt, da vandalerne plyndrede Rom i 500-tallet.

Inden Goldberg rejser hjem, læser vi i Meïr Aaron Goldschmidts lille historie ”Et dagbogsblad fra Rom. Titusbuen (1847)”, som begynder med disse ord: ”En halvforglemt Bøn er kommen tilbage i min Erindring: Schema jisroeil, adaunoi elauheinu adaunoi echod …” Goldschmidt skrev historien, da han havde set Titus’ Triumfbue, og den siger meget om Titusbuens betydning i den jødiske historie, både i Rom og i resten af verden.

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

21

alvorlig satire

SATIRIS K ROMAN

ABSUrDISTAn

af Gary S

hteyngart

s

Bogen Absurdistan gør tykt grin med både korrupte russere, sentimentale jøder og overfladiske amerikanere. Det er rigtig sjovt.

Af Michel Solovej Jeg er en rejselæser. Jeg læser mest, når jeg er på ferie eller ikke har andet at tage mig til i et fly. Gary Shteyn­ garts roman Absurdistan har fulgt med mig på to udenlandsrejser.

Fra første side i bogen står det klart, at Absurdistan er en satire. Jeg var dog ikke straks klar over, at den også tog sig selv alvorligt, og derfor kom Absurdistan til at ligge på mit natbord og vente på at blive læst færdig på den næste flyrejse. Jeg kom ikke til at fortryde, at jeg tog roman­ en med igen. Anden del af bogen er hylende morsom, hvilket mine medpassagerer næppe har undgået at bemærke.

Forfatteren Gary Shteyngart er født i Sovjet, men kom til USA som barn.

Absurdistan er hans anden roman efter debuten The Russian Debutante’s Handbook. Med både sentimentalitet og selvironi tager Shteyngart livtag med de tre kulturer han er rundet af: russisk, amerikansk og jødisk. Selvironien bliver særlig tydelig gennem en sidefigur i romanen: en meget lidt sympatisk russisk immigrantforfatter i USA, hvis navn, Jerry Shteynfarb, er næsten identisk med bogens forfatters.

Absurdistan er hovedpersonen Misja Vainbergs odysse tilbage til tilværelsens ulidelige lethed i hans elskede New York. Han er en 30-årig russisk

22

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

jøde, søn af Boris Vainberg, Ruslands 1238. rigeste mand, og romanen er blandt andet fortællingen om Misjas løsrivelse fra sin elskede papa – den hårdtslående gangster-oligark.

Faderen sender Misja til USA for at han kan uddanne sig: ”Jeg lader dig rejse, fordi jeg elsker dig”, siger han.

Efter eksamen i multikulturelle studier på ”Accidential College” flyder Misjas tilværelse ubekymret af sted på første klasse i en art-deco penthouse-lejlighed med udsigt til World Trade Center. Men faderen afbryder senere Misjas lette New Yorker-liv og kalder ham hjem til Skt. Petersborg, som Misja konsekvent kalder Leninsborg.

Misjas største ønske er at vende tilbage til USA, men han forhindres i det, fordi faderen har myrdet en forretningsmand fra Oklahoma, og Misja derfor ikke kan få et visum.

Som handlingen skrider frem og forholdet til faderen og Misjas russiske baggrund bliver afdækket, afsløres det, at mordet på Oklahoma-manden alene havde til formål at fastholde Misja i Rusland. ”Jeg er en ameri­ kaner fanget i en russers krop”, siger Misja.

Inden Misja kunne begynde sine studier i USA, skulle han for at tilfredsstille faderens genvundne jødiske bevidsthed lade sig omskære.

Det sker under sære omstændigheder blandt chassider i New York.

Den mildest talt mislykkede omskærelse er starten på Misjas temmelig ambivalente forhold til sin jødiske baggrund og ikke spor ambivalente had til chassidiske jøder.

Misjas far bliver i begyndelsen af bogen sprængt i atomer af samarbejdspartnere. Med politiets mellemkomst får Misja en erstatning i form af salg af faderens forretninger til morderne, som ellers ikke får nogen straf. ”Der er kun èn magtstruktur i Petersborg, og Boris Vainberg var en del af den”, siger politikaptajnen.

Misja tilhører en anden generation og er kun interesseret i faderens penge og ikke i hvordan de er fremskaffet. ”Alle ved, at du ikke har noget at gøre med din fars forretninger.

Du er en sofistikeret og melankolsk person”, siger kaptajnen, da han slår handlen af og inviterer morderne med til faderens begravelse.

Begravelsen bliver en for bogen typisk scene – både hvad angår humor, vid og sproglig elegance. Den jødiske menighed, der lægger jord til, møder op og hylder Boris som en stor mand.

Der er udvalgt et passende jødisk gifteemne til Misja (han foretrækker dog sin sorte Bronx kæreste fra New York), og morderne Oleg og Zhora giver penge til synagogen i Boris ære. ”Oleg og Zhora var papas generation. Alle tre var de gjort faderløse under den Store Fædrelandskrig. Alle tre var de blevet opdraget af mænd

som havde haft held til at unddrage sig krigen, de voldelige, strenge andenrangs-mænd, som deres mødre drevet af brutal ensomhed havde taget med hjem. Som jeg stod der foran mandfolk af min fars generation, kunne jeg intet gøre. Over for deres grove hænder og sure lugt af cigaretter og vodka kunne jeg kun gyse og foruden frygt og afsky kun føle, at jeg var pacificeret og medskyldig. Disse misdædere var vores lands herskere.

For at overleve i deres verden måtte man have mange hatte – gerningsmand, offer, passiv tilskuer. Jeg kunne være lidt af det hele.”

Misja rejser til den tidligere Sovjet­ republik Absurdistan for gennem korrupte kontakter at skaffe sig et belgisk pas – som et første skridt på sin tilbagevenden til New York. Men alt går galt. En borgerkrig bryder ud mellem de to folk Sevo’er og Svanï’er, som lever side om side i Absurdistan. Den politiske situation i landet er en grotesk konstruktion.

Den religiøse forskel på de to folk består i deres divergerende tro på retningen af fodhvileren på Jesu kors. Tilsyneladende har konflikten dog dybere socioøkonomiske rødder.

Absurdistan beskrives som ”Det Kaspiske Norge”, en olierig stat ved det Kaspiske hav. Men intet er dog, hvad det giver sig ud for.

Misjas interesser er Rap-musik, mad og kvinder. Alligevel får han

en væsentlig indflydelse på den vanvittige borgerkrig i Absurdistan.

Ligesom Mr. Chance i filmen Welcome Mr. Chance er hans involvering helt utilsigtet, og hans helt igennem ligegyldige udtalelser tolkes som meget dybsindige. Efterhånden som handlingen skrider frem i tiltagende morsom absurditet, bliver Misja tilbudt posten som minister for sevoisraelske forhold, men foretrækker at blive minister for multikulturelle spørgsmål.

I et forsøg på at få international opmærksomhed og ikke mindst penge til genopbygningen af Absurdistan, spiller Misja på jødernes positive forhold i Absurdistan. Jeg kluklo højlydt, men også med en vis genkendende skamfølelse over Misjas ansøgning om penge til ”Institut for Kaspiske Holocauststudier eller Museum for det Sevoiske-Jødiske Venskab”. Ansøgningen er rettet mod de amerikansk jødiske samfund og er dybt sarkastisk. Et eksempel på en formulering, som enhver europæisk jødisk menighed bør krumme tæer over er: ”På grund af en overrigelighed af præsentable ikke-jødiske partnere i et land så fascinerende mangeartet og delvist afklædt som Amerika er det vanskeligt, om ikke umuligt, at overbevise unge jøder om, at de skal indtræde i frugtbare seksuelle forhold til hinanden.”

I sidste ende er det dog Absurdi-

stans bjergjøder, der redder Misja ud af kaos, forvirring og konspirationer mellem fjender, der viser sig at være venner, og venner, der viser sig at være fjender: ”Jeg sank om på jorden og slog armene om Avrams forhistoriske ankler. Jøderne vendte sig for at se ind i mine stumme, blå øjne, og mine stumme blå øjne så tilbage på dem. ”Tak”, prøvede jeg at sige, men intet kom ud”.

Romanen slutter den 10. september 2001. I introduktionen til bogen får læseren et vink om en dybere mening i et afsnit, hvor Misja i New York tænker tilbage på de hændelser, som er hele bogens handling. Han føler sorg over sin ”elskede papa”. ”Sorg over Rusland, det fjerne land, hvor jeg er født, og over Absurdistan, hvor kalenderen aldrig kommer forbi den anden uge i september 2001.” Verdens fokus kom aldrig til Absurdistan.

Jeg læste de sidste linier af denne bog på vej hjem fra en konference om forberedelserne til ”FNs Durban Review Conference”. Selve Durbankonferencen fandt sted i begyndelsen af september 2001. Det var med Colin Powells ord ”et cirkus i antisemitisme og had til Israel”. Virkelig­ hedens begivenheder gjorde også, at dette cirkus røg ud af verdens fokus.

På bogens sidste flyrejse blev fiktion og virkelighed blandet sammen.

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

23

UDDRAG AF

ABSUrDISTAn I dette uddrag af romanen Absurdistan er hovedpersonen Misja Vainberg netop ankommet til landet Absurdistan, for at få et belgisk pas hos en korrupt ambassadefunktionær. Lufthavnen er et hypermoderne bygningskompleks, men befolkningen, absurderne, er ikke fulgt med udviklingen. Det gælder både de bureaukratiske myndigheder og bander af småsvindlere som kaster sig over sagesløse turister i håbet om at vriste nogle dollars fra dem. Disse bander har en særlig forkærlighed for jøder, bl.a. fordi de er organiseret af Misjas far – hvilket hovedpersonen selvfølgelig er helt uvidende om.

sk, det tidligere ?“ sagde han på russi nationalitet er du „Undskyld mig,“ ssprog, „hvilken lle fæ s j,“ m ne riu ej, pe „N Sovjetim ssiske pas. trist mine mit ru Jeg fremviste med et.“ lit na tio mener na appede lo fedtbollen. „Jeg e,“ sagde jeg og kl ød „J n. he lle vi n ha or hv od Jeg forst sen. mig på siden af næ tet. „Det er mig en en hånd mod hjer de se es lang og fredelig Fotografen pr diske folk har en jø et „D er er n. ha e ære,“ sagd re, og deres fjend De er vores brød d. or din lan m rt in vo m i er rie histo Absurdsvanï, i er du e ng af læ id kunne drikke vores fjender. Så ster, og du vil alt sø n di er ne ko mor, min min brønd.“ . fotografi. Lad „Ih, tak,“ sagde jeg for at få taget et kø i stå ke ik r „En jøde bø hr.!“ det samme. Smil, mig gøre det med ,“ sagde jeg. så og r et af min tjene ge ta at r ra ær „V overrakt to små „Smil, tjener!“ rsede sig. Jeg fik ko og or e ed kk su Timofeij gde om at min m huske hvad jeg sa du k er no an gt „K . eli er rg afi sø gr foto afen. „Nå, men gr to fo e gt det ur på sp en arsvulst var din mor?“ med leversvigt og let ita sp ho på vores mor det mon muligt –“ klar til venstre øre. Var 100-dollarsedler e gjort adskillige ed af dem. er en all e en af vd gr ha to g fo Je jeg rakte nu og e, nn de sagde m t,“ so ke situationer gningsblan for at få en ansø en ed kø i m n le he ta e vi å rn „Nu m lleger vil ge se! En af mine ko h „Å . en af gr to fo de stache og en para dig.“ med kruset mou d an m å rre m i stø „V u En endn n imod mig. kom vraltende he . „Sig af dårlige tænder de mig på maven pe ap kl og n ha e gd sa e,“ være i famili nalitet er du?“ lte mig, hvilken natio od hjertet og forta lagde en hånd m n Ha rie e. sto ed hi lar lig rk de fo Jeg g og fre e folk havde en lan ns mor mig at det jødisk r hans fjender, ha va er nd fje e in m at måtte og d , øn an br af hans i Absurdist min søster. Også ne ko ns en ha få og at or r min m stå i kø fo rfor skulle en jøde jeg drikke. „Hvo

24

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

ROMAN UDDRA G af „Her! Du må få en t?“ spurgte han. ke an bl gs in gn sø an mig!“ nlig,“ sagde jeg. jeg „Du er meget ve tydning.“ Så fik sk. I den bedste be di og jø s iti et eg str m ga er af u „D altså) led ster (hans kone, , ville m ha v ga jeg s at vide at min sø lar ol ber. De 200 US-d te behandling. blodfyldte kønslæ j mod den relevan ve på e kk sty dt go hjælpe hende et få behandlet hen i køen for at vil gerne hjælpe „Og nu skal du så af mine kolleger En ! se en M g. in din ansøgn evet dig.“ ing øjnene var bl d hvis hud omkr an til mig m n e dr he æl m d, ko , fe nø En gt livs søvnap lan et af r mig de g to læ t kine. De til det rene som en dampmas de ly e med gle er ik no e un dt m m og udstø øvede at ko pr n ha at af ud hans nogen tid at finde l med vandet fra g fik fat i den de ælpe hj ig m ad „L mig på russisk. Je . kø burde stå i ke ik de jø n frem pe en at en g brønd og anden, to her,“ prustede m n de søgningsblaket e an ld fy ge ud lan at er med ende, fire sid yd dg tin ek sp re n og foldede de ... ud. „Efternavn.“ t udtales. V ... a . „Stavet som de jeg e gd sa ,“ rg be „Vain and. „Fornavn.“ i ...“ gde den ældre m sa e,“ riv sk dt go „Jeg kan d og studerede så Han skrev det ne t. de m ha nge på lte rta Jeg fo en og stirrede læ eb øjnene samm kn på min n så Ha n . rk Ha . væ il“ sit rg“ og „Mikha be ain „V af ris n ne af kombinatio „Er du søn Bo øde, røde læber. bl e in m og pe kropsty e han. gst Vainberg?“ spurgt og fik pligtskyldi berg,“ sagde jeg in Va en. Vi har ris ro sb lad pa „Afdøde Bo på n fte blev sprængt i lu våde øjne. „Han “ le. he t ris det på video og de lleger. „Det er Bo fløjtede til sine ko “ a! isj M Den gamle mand lille råbte han. „Det er Vainbergs søn!“ bage. „Hurra!“ De til r ge lle ko ns ha e bt rå inge og “ a! isj M e „Lill rvirrede udlænd narre penge fra fo kede mod as kl r de r ale holdt op med at en lyd af sand ed m ig den m til n es vraltede he hånd og pr sede dem kyssede min af En . or m ar m falsk te. mod sit eget hjer

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

25

Højder

Deena Kastor fra USA, bronze i maratonløb, 2004 Nicolas Massu fra Chile, guld i tennis single og double, 2004 ValerY BelenkY fra CIS/Aserbajdsjan, guld i gymnastik for hold og bronze i individuel mangekamp, 1992 Isaac Berger fra USA, guld i fjervægt vægtløftning 1956, sølv, 1960 og 1964 Elias Katz fra Finland, guld i 3.000 m terrænløb for hold og sølv i forhindringsløb 3.000 m., 1924

26

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Collage: Jeanne G. Kempinski

Olympiske

Marc Spitz fra USA, guld i 400m og 800 m fristil, sølv i 100 m butterfly og bronze i 100 m fristil i 1968. Syv guldmedaljer i: 100m og 200 m fristil, 100 m og 200m butterfly, 400m fristil, (stafet), 400 m medley (stafet) og 800m fristil (stafet), 1972 Karen Lachmann fra Danmark, sølv i fægtning fleuret individuel, 1948 Abraham Kurland fra Danmark, sølv i græsk-romersk brydning letvægt, 1932 Ivan Osiier fra Danmark, sølv i fægtning, 1912 GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

27

fra sydafrika til danmark

Doris Bloom

Kulturernes mange spor Nærgående møder mellem meget forskellige kulturer har præget billedkunstneren Doris Blooms liv, og de har også sat sig dybe spor i hendes kunst.

Af Kasper Monrad I den danske kunsthistorie regner man ikke kun en kunstner for dansk, når hun eller han er født i landet, men også hvis hun har tilbragt hoved­parten af sit kunstnerliv i Danmark. I den forstand er der ingen tvivl om, at Doris Bloom er en dansk

kunstner. Hun bosatte sig her i landet i 1976, 22 år gammel, blev uddannet ved Kunstakademiet i København og har siden haft Danmark som base for sit arbejde. Men Doris Bloom er ikke kun dansk. Med sig havde hun sin personlige og kunstneriske ballast fra sin barndom i Sydafrika. Og det har haft afgørende betydning for hendes kunst.

Selv betragter Doris Bloom sin baggrund som ikke-europæisk – uanset at hendes mor er Holocaust-overlever fra Litauen, og hendes fars familie stammer fra Wales. Hun er vokset op ude i bushen – uden fjernsyn – og var 18 år, før hun satte sine ben på et kunstmuseum. Dvs. hun har ikke kendt den vesterlandske billedtradition fra barnsben. Det sydafrikanske

billedstof, hun bragte med sig i sit indre lager, er derfor primært de billeder, hun selv dannede på nethinden under opvæksten. Elementer fra barndommens land er hele tiden gået igen i hendes malerier. I første omgang som løsrevne fragmenter i de ofte panoramiske landskaber, hun maler – godt blandet med de sene­ re indtryk hun har modtaget efter ankomsten til Danmark. Der kan være tale om detaljer fra landskabet i bushen, om motiver fra afrikanske hulemalerier, om bygninger og menneskeskikkelser eller om mønstre eller hytter hentet fra den sorte befolknings hverdag. Hertil kommer så hendes nye kulturelle ballast fra Europa. Da Doris Bloom i 1989 malede det store, vigtige maleri ”Uddrivelsen af Paradis”, var de to hovedfigurer helt åbenlyst hentet fra den italienske renæssancemaler Masac­ cios berømte skildring af samme motiv. Baggrundslandskabet er efter hendes eget udsagn inspireret af de italienske landskaber og deres varme brune farver, som hun så under sit ophold ved Det Danske Institut i Rom i 1985, men opfattelsen af landskabet går også igen i de decideret sydafri-

måske ligefrem selv oplevede – hvis kanske motiver. Billedets hovedmotiv man altså valgte at se dem. Doris er imidlertid ikke bare et kunsthistoBloom så dem og kunne ikke slippe risk citat. Valget af syndefaldet skal dem. I anden omgang gentog hun ses som led i en søgen efter den tabte fotografiernes motiver i en serie utopi. malerier. Men her har hun nærmest At være en hvid kvinde fra Sydafmonteret dem. Volden, brutaliteafrika her i Europa har sikkert ikke ten og ydmygelsen er veget for den været let, i hvert fald ikke inden maleriske bearbejdelse, hvor farverne apartheidstyrets fald. Noget af den er lagt på i tykke lag. På denne måde smerte, tvivl og splittelse, Doris har hun øjensynligt udlevet mareBloom givetvis har følt, synes overridtsscenerne og lagt dem bag sig. ført til flere af hendes malerier. Mest Selve maleprocessen er meget vighåndfast tog hun fat på problematiktig for Doris Bloom. I mange tilfælde ken, da hun i 1995-96 arbejdede med nøjes hun ikke med at bruge de traprojektet ”Snakes and Ladders” (hvis ditionelle redskaber, altså malerpensnavn er hentet fra et brætspil med lerne, men hun indbyggede maler, som hun forhin» Ligesom den hellige skrift er selv siger, ”med dringer). kroppen”, dvs.

Projektet maleriet så bredt, at det ikke med flittig brug af var todelt. kan overskues med ét blik« hænder og fødder.

Sammen Målet er at give bilmed nogle lederne et kropsligt sydafrikanudtryk. Hun begrænser sig heller ikke ske kunstnerkolleger genskabte hun til maleri. Performance og lysprojeki en serie af fotografier en række scetion indgår også i hendes arbejde. ner med voldelige overfald på sorte Doris Bloom frabeder sig at blive mennesker i Sydafrika. Motiverne er kaldt en jødisk kunstner og betoner, den slags brutale optrin, som man i at den afrikanske arv er stærkere.

Doris Blooms barndom og ungdom Men hun indrømmer dog straks, at hørte om, så i nyhedsmedierne eller

Doris Bloom: Scroll, 2005-06. 207 x 687 cm.

28

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

29

en religiøs provokatør på turné

Samtaler med Gud Leonard Cohen giver koncert i København og Århus den 5. og 6. juli. Med på sætlisten har han et bibliotek af tekster der tør blande religiøsitet, erotik og eksistentiel tvivl.

Af Simon Apelblat

Udsnit af Scroll

hendes jødiske baggrund alligevel spiller en stor rolle for hende. Hun har således lavet en serie ”tegninger”, hvor motiverne er skabt af røg, der har sat cirkelformede spor på papiret – hvilket helt klart appellerer til en jødisk bevidsthed og er en smertelig hentydning til alle Holocaustofrenes skæbne.

På sin seneste udstilling i Galerie Asbæk i 2006 viste Doris Bloom et gigantisk maleri, ”Scroll”, der er næsten 7 meter bredt. Titlen betyder direkte oversat ”rulle” og refererer til den engelske betegnelse for en Torarulle.

Ligesom den hellige skrift er maleriet så bredt, at det ikke kan overskues med ét blik, men må gradvist ”rulles ud” for at opleves i sin helhed.

Billedets motiv – eller måske snarere: ophobning af motiver – er tilsvarende encyklopædisk. Det består af et frodigt mylder af billedelementer, der uden central styring fylder billed-

30

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

fladen. En vandret opdeling i zoner – ligesom i renæssancens maleri – er den eneste synlige strukturering. Billedelementerne udgør kunstnerens egne referencerammer, og i mylderet ses genkendelige skikkelser som Mozart og Niels Bohr ved siden af en kopi af en af H.C. Andersens primi-

» Doris Bloom er netop ”kommet på finansloven« tive tegninger fra Italien. Ved siden af disse overlagte motiver ses en stor plamage af udsplattet farve, hvor tilfældighed har bestemt udformningen. Centralt i maleriet genfinder vi Adam og Eva fra Masaccios ”Uddrivelsen fra Paradis”, og deres nøgenhed sættes op mod en burkaklædt kvinde, en havfrue aftegnet fra en børnetegning og en meget letpåklædt side 9-pige. Herudover findes flere

referencer til mediebilleder, som ifølge kunstneren er blevet en erstatning for virkeligheden.

Doris Bloom er netop ”kommet på finansloven”, dvs. hun har fået tildelt en livsvarig årlig ydelse fra Statens Kunstfond. Ifølge Kulturministeriets bekendtgørelse for denne fond kan den livsvarige ydelse ”tildeles kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at vedkommende har placeret sig afgørende som kunstner”, og det betones, at tildeling alene sker ”på grundlag af en vurdering af kvaliteten i den kunstneriske produktion.” Altså en hædersbevisning som tildeles uden skelen til kunstnernes økonomiske situation, men som i praksis også har en helt kontant funktion som et økonomisk sikkerhedsnet i perioder med lavere indtjening. Kun de mest fremtrædende danske kunstnere kan komme i betragtning ved tildelingen af de livsvarige ydelser.

Doris Bloom er en af dem.

En mørk, nærmest rusten stemme, ulastelig påklædning og et exceptionelt kvindetække. Det er nogle af de kvaliteter, der normalt sættes i forbindelse med sangeren og digteren Leonard Cohen. Han er hyldet for sine melankolske sange og sit følsomme væsen. Men han er også et omvandrende paradoks. En sangstjerne, der startede som forfatter. En boheme med jakkesæt og borgerlige manerer. En provokatør der studerer Bibelen og lever religiøst. Han er en lovpriser af kvinden men lever lange perioder af sit liv alene eller ligefrem i cølibat i et kloster. Hvad er det der gør, at denne 73-årige mand stadig er så populær? Og overhovedet er blevet det i første omgang?

Hans mørke træk og dvælende stemme er klassisk forføriske. Hans humor er velkendt blandt fans. Og så er det lykkedes ham at komme med musikalske udspil, der ikke, som Bob Dylan eller The Beatles, har inkarneret en tid, men har taget tidens udtryk og ført dem i den stik modsatte retning.

På debutalbummet Songs of Leonard Cohen fra 1967 var han en selvoptaget romantiker og traditionalist i en periode, hvor ungdomsoprøret og til dels hippiebevægelsen politiserede kunsten og gjorde op med de borgerlige dyder, som Cohen lagde sig i forlængelse af.

Hans store kommercielle succes, albummet I’m Your Man fra 1988, repræsenterede en apokalyptisk og inderlig stemme i et årti præget af overflade og forstillelse. I begge tilfælde har det nok hjulpet, at Cohens musik har indoptaget tidens lyd, folk-musikken i tresserne og firsernes syntetiske keyboard-lyde, så et større publikum kunne høre musikken uden nødvendigvis at opdage, hvor atypisk lyrikken var.

Sjældne koncerter Leonard Norman Cohen blev født i 1934 i Montréal i Canada af jødiske forældre. I dag er han i gang med, hvad der meget vel kan blive hans sidste koncertturné. Ikke så meget på grund af hans alder som hans turnéfrekvens. Det er 15 år siden manden sidst var on the road, og han kommer det måske ikke foreløbig.

Turnéen bringer ham bl.a. til Danmark for at give koncerter i København og Århus henholdsvis den 5. og 6. juli.

Forhåbentlig er han i bedre form, end da han sidst var i Danmark for 15 år siden, hvor man i Jarl Friis Mikkelsens Talkshowet kunne opleve en trist Cohen fylde sig med vodka og cranberry juice på live tv. Og i farten blev Jarl Friis Mikkelsen også lakket godt til. Efter turnéen trak Cohen sig tilbage i 5 år for at leve et asketisk liv som buddhistisk munk i et kloster på Mount Baldy tæt ved Los Angeles.

Ikke for at skifte religion, som han

understregede i et interview med det danske musikmagasin Gaffa, men for at styrke sin spiritualitet gennem selvdisciplin.

Hele sit voksne liv har Cohen lidt af tilbagevendende depressioner, der måske har været ødelæggende for mennesket Cohen, men tilsyneladende været inspirerende for digteren Cohen. Hans bedste våben mod depressioner har vist sig at være en streng selvdisciplin. Det fremgår bl.a. af interviews i biografien Various Positions – a life of Leonard Cohen af Ira B. Nadel, hvor han beskriver livet i askese som en slags paradoksal fristelse: et tillokkende fristed fra æstetiker-livets kødelige besættelse.

Gentlemen af mosaisk tro Leonard Cohen voksede op i Westmount, en finere bydel på en bakketop oven over Montréals miskmask af franske, anglo-saksiske, katolske, protestantiske og jødiske kulturer. De fleste af byens jøder holdt ellers til i det mere folkelige område omkring hovedgaden The Main, der i hovedreglen adskilte franske og engelske canadiere på hver sin side af byen.

Men Cohen-familien skilte sig ud ved en vis dannet distance. Det var en familie af lærde rabbinere og succesfulde forretningsmænd, som havde lagt sine østeuropæiske aner bag sig og adopteret en mere distingveret stil.

Om familien har Cohen skrevet: ”Vi er victorianske gentlemen af mosaisk tro”.

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

31

Sidst Leonard Cohen var i Danmark, for 15 år siden, kunne man i Jarl Friis Mikkelsens Talkshowet opleve en trist Cohen fylde sig med vodka og cranberry juice på live tv.

Og i farten blev Jarl Friis Mikkelsen også lakket godt til. Efter turnéen trak ­Cohen sig tilbage i 5 år for at leve et asketisk liv som buddhistisk munk i et kloster på Mount ­Baldy tæt ved Los ­Angeles.

32

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Oldefaderen Lazarus Cohen og farfaderen Lyon Cohen var begge formænd for den lokale synagoge, Shaar Hashamayim Congregation.

Sidstnævnte grundlagde Canadas første jødiske avis: The Jewish Times.

Udover den religiøse prestige udmærkede de sig politisk ved at kæmpe for et stærkt, canadisk engagement i militærindsatsen i Anden Verdenskrig, og for de overlevende europæiske jøders reetablering. Lyon grundlagde desuden familievirksomheden The Freedman Company, der gjorde sig inden for herre-beklædning. Til og med Leonard Cohens generation var jakkesættet obligatorisk påklædning i familien uanset anledning og tid på dagen.

På moderens side havde Leonards bedstefar, Solomon Klinitsky-Klein, en vigtig rolle for Cohen. Den gamle talmudiske fortolker introducerede sit barnebarn til studiet af skrifterne.

Ifølge Cohen-biografen Ira B. Nadel blev navnlig Esajas’ Bog en inspirationskilde for Cohen med dens dramatiske metaforer for guddommelig straf, ødelæggelse og forsoning. Temaer der går igen i Cohens samtaler med Gud, hvor livets vilkår til stadighed ”forhandles”.

Hydra Historien om Leonard Cohens liv er en historie om en mand, der har ”levet livet”. Rastløshed og depression og de mange forsøg på at kontrollere begge dele har forfulgt ham. I den sensationsprægede afdeling er der de efter sigende mange kvinder og stoffer, som der blev eksperimenteret med op gennem tresserne og halvfjerdserne. Modsat har Cohen i lange perioder isoleret sig og valgt at leve under skemalagte rutiner. I V ­ arious Positions – a life og Leonard Cohen citeres han for at sammenligne denne livsstil med en soldats.

Den første selvvalgte isolation begyndte i 1960. Efter et skuffende ophold i London besluttede Cohen sig for at flytte til den lille græske ø Hydra langt væk fra familien og den klaustrofobiske kunstnerscene i Montréal. Her købte han et faldefærdigt hus, hvor han boede og arbejdede med en fast mødetid kl. 08.00 hver morgen. I øens kunstnermiljø mødte han norske Marianne Ihlen, og da hun og hendes barn flyttede sammen

med Cohen, blev hans liv tilført en befriende regelmæssighed, der var ny og overrumplende for digteren.

Forfatterlivet på Hydra fortsatte op gennem tresserne, indtil New York med dets kunstnermiljø begyndte at rykke i ham, og rastløsheden førte ham videre.

Det hellige og det verdslige Resultatet af de første år på Hydra var to romaner og to digtsamlinger.

Debutromanen The Favorite Game fra 1963 dokumenterer den rolle, som familien og religionen har spillet i Cohens barndom og ungdom. Denne ganske selvbiografiske coming-ofage- historie udkom syv år efter udgivelsen af den første digtsamling Let Us Compare Mythologies. Romanens hovedperson, Lawrence Breavman, er en ung digter, hvis erfaringer med kærlighed, sex, religion og poesi svarer temmelig godt til forfatterens egne.

Som den canadiske litterat Stephen Scobie har pointeret, er forholdet til jødedommen altid ambivalent hos den unge Cohen. Det indeholder både respekt for traditionen og et stærkt behov for at forny eller ligefrem omstyrte den. Han forklarer dobbeltheden ved på den ene side at se forfatterskabet som et symptom på efterkrigstidens manglende tro på autoritet og mening, og på den anden side som en videreførelse af den jødiske tradition. Paradokset er, at selvom individet og dets lyster er i centrum, dukker Gud igen og igen op som et referencepunkt af mening uden for Cohens mikrokosmos af kvinder, kunstnerisk selvrealisering og depression.

I Cohens anden (og foreløbigt sidste) roman Beautiful Losers fra 1966 ligger dobbeltheden i selve plottet: den seksuelt besatte hovedperson er forelsket i Catherine Tekakwitha, en mytologisk canadisk-indiansk helgen!

Forholdet til den jødiske Gud er endnu mere udpræget i Cohens digte. Ved at bladre gennem gennembrudsværket The Spice-Box of Earth fra 1961 møder man titler som A Prayer for Messiah, Isaiah og After the Sabbath Prayers. Mange af digtene tager da også eksplicit udgangspunkt i Bibelfortællinger, lovsigelser og salmer.

Ira B. Nadel ser bogens titel som en nøgle til forfatterskabet. Ved sab-

battens afslutning lørdag aften lader traditionelle jøder en beholder med krydderier gå på tur mellem hinanden. Ritualet markerer overgangen fra det hellige (sabbatten) til det verdslige (hverdagen). Ifølge Nadel er det dette møde mellem det hellige og det verdslige, der er essensen i Cohens værk. De to størrelser er ikke strengt adskilt, men to sider af samme sag.

Den jødiske historie Cohens jødiske dannelse begyndte efter eget udsagn først for alvor, da han i 1945 så de første billeder fra nazisternes udryddelseslejre. Her var en virkelighed så fjern fra det privilegerede liv i Montréal, at det ikke længere var muligt at forstå verden på samme måde som før. Det gjaldt også for poesien.

I 1958 skriver Cohen i et essay: ”I alt hvad jeg har skrevet, har jeg prøvet at huske på vores århundredes vold og ødelæggelse og lidenskab. Jeg vil have mine digte til at være opfyldt af en bevidsthed om udbombede byer, koncentrationslejre og menneskelig utroskab”.

Med den kontroversielle digtsam-

ling Flowers for Hitler fra 1964 blev Cohens interesse for de tragiske aspekter af det jødiske folks historie for alvor tydelig. Men også i karrieren som sangskriver har temaet stor betydning. Nyklassikeren Dance Me to the End of Love er f.eks. blevet læst som en appel til guddommelig indgriben midt i ondskaben. Olivengrene, duer og brændende violiner svæver rundt i et på én gang historisk og personligt inferno med klare referencer til Holocaust og Østeuropas shtetls.

Under Jom Kippur-krigen i 1973 meldte Cohen sig som frivillig i den israelske hær. Om det var bevidstheden om det jødiske folks historie eller et behov for aktivt at konfrontere sig selv med den brutale realitet, som krig er, der fik Cohen til at søge dertil, er svært at sige. Sidstnævnte interesse førte ham nemlig til Cuba i 1961 under den mislykkede invasion af Svinebugten, mens resten af nordamerikanerne bosat i landet flygtede væk i sikkerhed. Den israelske hær kunne til Cohens skuffelse ikke bruge ham som soldat, men sendte ham i stedet til Sinai-ørkenen for at underholde de kæmpende soldater.

Samtaler med Gud Ligesom det var tilfældet med Cohens fire digtsamlinger og to romaner fra tiden før 1969, spillede inspirationen fra de hellige skrifter en stærk rolle i hans tidlige sangskrivning. På Songs from a Room fra 1970 genfortælles historien om Abrahams ofring af Isak.

Anledningen var Vietnam-krigen, hvis ofring af så mange unge amerikanske soldater Cohen sammenligner med den bibelske fortælling.

Lover Lover Lover fra året efter er en samtale med (og kærlighedserklæring til) Gud sunget med en snært af mellemøstlige kvarttoner. Den guddommeligt rettede kærlighedssang er en særlig specialitet hos Cohen.

Han blander religiøsitet, erotik og eksistentiel tvivl i en litterær stil, der minder mere om digtere som William Blake og Walt Whitman end det tyvende århundredes avantgarde.

Synger til Guds ære Op gennem firserne bliver ”samtalerne” med Gud stadig hyppigere. I If It Be Your Will fra det tungt gammeltestamentlige album Various Positions lyder det for eksempel:

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

33

Politisk kommentar

”I fell with my angel Down the chain of command There’s a Law, there’s an Arm, there’s a Hand”

Grænsegænger Af Peter Tudvad

“If it be your will That a voice be true From this broken hill I will sing to you From this broken hill All your praises they shall ring If it be your will To make me sing” Flere af albummets sange har karakter af salmer, hvor der bliver sunget til Guds ære. Det samme gør sig gældende i digtsamlingen Book of Mercy fra 1984. I Hallelujah genkalder Cohen Davids Salmer, og han sammenligner sig selv med Kongen, der synger for at glæde Gud. Salmernes Bog er ligesom Esajas’ Bog en referenceramme for sangenes litterære univers.

Som det fremgår af The Law fra samme album, er Guds indgriben altid nær. Den materialiserer sig dog både som kærlig, retfærdig og streng:

”I fell with my angel Down the chain of command There’s a Law, there’s an Arm, there’s a Hand” 34

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Various Positions-albummet var et kunstnerisk comeback, som hang sammen med det åndelige gennembrud, Cohen oplevede midt i firserne.

I første halvdel af 1970’erne havde han fået to børn, Adam og Lorca, med sin kæreste Suzanne Elrod. Han havde konsolideret sig som musiker og oplevet en stigende succes. Men den tiårige periode fra 1974 til 1984 havde budt på skuffende musikalske udspil og en personlig krise, da forholdet til Suzanne Elrod gik i stykker i 1979.

Svaret på problemerne blev at søge ind i spiritualitetens univers. Cohen begyndte i stigende grad at fordybe sig i Zenbuddhisme og tilbragte lange perioder med sin japanske mester Joshu Sasaki Roshi. Samtidig fik han midt i firserne et åndeligt gennembrud på den jødiske front, som i sidste ende blev til Book of Mercy og Various Position.

Engagementet i Zenbuddhismen kulminerede med den fem år lange isolation i Mount Baldy-klostret i anden halvdel af halvfemserne. Da han endelig brød med disciplinen i 1999 var det, som han skrev i et brev til sin mester, fordi der var en kvinde, han ikke kunne holde sig fra at se.

En ny ro I de senere år har Leonard Cohen tilsyneladende fået et mere afklaret

forhold til Herren. Et gennemgående motiv blandt sangerens egne tegninger er for eksempel en variation af Davidstjernen, der dannes af to modsat stående hjerter. Han kalder motivet Order of the Unified Heart. Tegningen ses blandt andet på forsiden til Cohens seneste digtsamling Book of Longing fra 2006.

Inspirationen fra de hellige skrifter skinner stadig igennem i teksterne. I

By The Rivers Dark fra albummet Ten New Songs (2001) forestiller Cohen sig selv i en tilstand af spirituel ørkesløshed under det babylonske fangenskab. Sangens titel og vers peger direkte tilbage på Salmernes Bog, kap. 137 vers 1-2, hvor der står: “Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion; i poplerne derovre hængte vi vore citere.”

Om sit forhold til religionen har Cohen sagt til litteratur- og kunstmagasinet Aside: “Vi fornemmer en vilje bag alting, og vi er også bevidste om vores egen vilje, og det er afstanden mellem de to viljer, der skaber det mysterium, vi kalder religion. Det er et forsøg på at forene vores egen vilje med en anden vilje, som vi ikke rigtig kan definere, men som vi føler er stærk og til stede. Det er afstanden mellem de to viljer, der sætter os i sådan en knibe”.

Gud, konge og fædreland! Dén parole er der mange, der i tidens løb har tilsluttet sig. Men enige har de ikke just været, når den retoriske fanfare et øjeblik forstummede, så der blev ørenlyd for de relevante spørgsmål: Hvad er Gud? Hvem er kongen?

Hvor ligger fædrelandet?

Selv funderede jeg især over det sidste spørgsmål, da min research til en bog om en dansk sygeplejerske i Tysk Røde Kors under 2. Verdenskrig nyligt havde bragt mig til Breslau.

Her, i Niederschlesiens hovedstad, gjorde hun nemlig tjeneste på et lazaret i 1943-45. Nu gik jeg selv rundt i byen, men måtte bestandigt anstrenge min fantasi for at overbevise mig om, at jeg vitterligt befandt mig i Breslau. Dels blev byen omtrent pulveriseret i krigens sidste måneder, dels har den siden 1945 ikke været tysk, men polsk under navnet Wrocław, hovedstad i provinsen Śląsk.

Det var som bekendt et fait accompli, der efter krigen gjorde Breslau til Wroclaw, nemlig studehandlen mellem Stalin, Roosevelt og Churchill.

Proletariatets diktator havde grædt tørre tårer over tabet af 27 millioner landsmænds liv i »den store fædrelandskrig«, men blev trøstet med den del af Polen, som Hitler allerede havde foræret ham i 1939. Altså måtte polakkerne pænt flytte deres land 200 km mod vest til den nye grænse ved floderne Odra og Nysa – eller Oder og Neisse, som tyskerne siger.

Hvordan gør man overnight en by polsk, når den ikke har været det siden tidernes morgen? Når den gennem århundreder har været preussisk og rigstysk efter tidligere at have været bøhmisk og østrig-ungarsk? Man suspenderer ganske enkelt den mellemliggende tid og erklærer – igen med en retorisk fanfare – at »Wrocław er generobret«. Og så stipulerer man, at det ægte og autentiske i byen er polsk og katolsk, og at det polske og katolske er ægte og autentisk. Så går regnestykket op, hvorefter man kan

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 [skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre] Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

indrette sig på polsk i de gamle tyske bygninger (når man først har fået genrejst dem af ruinerne).

Breslau var en smuk by, og det er Wrocław forresten også, hvilket aftvinger stor respekt for polakkernes genrejsningsbestræbelser. Kirker og historiske bygninger er med stor akkuratesse rekonstrueret. Det samme er derimod ikke tilfældet med de synagoger, hvor byens dengang 20.000 jøder tjente deres Gud. Alligevel kan man endnu se en enkelt af dem, da tyskerne ikke turde sætte ild til dén under Rigskrystalnatten i 1938. Den stod så tæt på ariske ejendomme, at disse forudsigeligt måtte have lagt brænde til bålet.

Synagogen finder man kun, hvis man leder grundigt efter den. Vejen til den går fra ul. Sw. Antoniego over en baggård og videre gennem en lille smøge, hvorfra synet af synagogen først ryster ved at være så forfalden, at man næsten synes, at tidens tand og polakkernes ligegyldighed må have sat sig for at gøre nazisternes arbejde færdigt. Men kommer man rundt om hjørnet, viser den nyrenoverede facade synagogen i al dens skønhed. Foran den står som modsætning en mindeplade: »Fra denne plads lod nationalsocialisterne i årene 1941-44 Breslaus jøder deportere til udryddelseslejrene.« Fortjente deres minde ikke, at byens

andre synagoger blev genopbygget?

Nej, synes polakkerne at svare som et ekko af den antisemitisme, som Israels daværende premierminister Yitzhak Shamir i 1989 hævdede, de fik ind med modermælken. Jo, synes de alligevel at svare, når man husker på, hvor mange synagoger de har ladet genopføre i Kraków. Men hvorfor så ikke i Wrocław? Fordi jøderne dér var tyske og ikke som i Kraków polske.

Om dét virkelig er forklaringen kan man vel kun gisne om, men sandt er det, at Breslaus jøder var tyske. Det kan man overbevise sig om ved at aflægge et besøg hos dem, der nåede at blive begravet på den gamle jødiske gravplads i den sydlige del af byen.

Mange gravskrifter, om ikke de fleste, er skrevet på tysk, og her finder man sågar et monument over de 450 jødiske soldater fra Breslau, der under 1. Verdenskrig faldt for Tyskland. Var det da deres fædreland? Eller havde de i det mindste deres fædreland i Tyskland? Er der grænser for, hvor man kan finde sit fædreland?

Jeg tænker igen på min sygeplejerske, der som ung pige og datter af en nazistisk far ikke ville – eller ikke måtte – synge nr. 9 i spejdersangbogen: »For Spejdere findes ej Grænser paa Jord«. Som om ens fædreland ikke kunne findes på den anden side af floden: Oder, Eider eller Jordan!

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

35

En historienørd fortæller

Om brune hamstere og andre jægere og samlere Af Matthias Bjørnlund Det første billede i det lille, brune fotoalbum er et postkort. Motivet er, som angivet, Haus Wachenfeld, Berchtesgaden, Obersalzberg. En præcisering er tilføjet med hvidt blæk efter den trykte tekst: ”Der Führers Heim”.

Albummet er nu ikke tysk, men dansk, 46 billeder i lille format taget af et midaldrende dansk par på ferie i Tyskland. Postkortet er sendt fra Berchtesgaden den 20. august 1936, til Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn i Valby, med en tekst der lyder: ”De venligste Hilsener hernede fra de bayerske Højalper. Her er jo en pragtfuld Natur med smukke Udsigter og Udflugter, men efter 2 Dages straalende Sol har vi nu haft 2 Dage med skyet Vejr og Halvdagsregn. Men vi har et dejligt Værelse med Altan med Udsigt, det hjælper lidt. Mange Hilsener Ingeborg og Knud Jørgensen.”

Det er ægteparret Jørgensen, der har taget billederne i albummet, det

36

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

kan der ikke være megen tvivl om.

De lægger ud med et billede af Hitlers sommerresidens, men kan man deraf udlede, at de nødvendigvis skulle have nazi-sympatier? Hvis det var England de havde besøgt, ville det første billede i deres fotoalbum så have været et postkort fra London: ”Buckingham Palace”, med tilføjelsen: ”Her bor Kongen”?

Måske ikke, men der er umiddelbart intet sensationelt at finde i albummet; hvis det repræsenterer eller informerer om noget udover sig selv, er det normalitet snarere end f. eks. fascination: Hitlers Tyskland anno 1936 er naturligvis et sted, et par danskere fra det bedre borgerskab vil besøge som et hvert andet tilgængeligt turistmål. Ægteparret Jørgensen er i Berchtesgaden, og som turister fotograferer de den ganske rigtigt pragtfulde natur, de pæne huse, et elektrisk lokomotiv og hinanden. De er i Nürnberg og fotograferer Frauentor, Schönen Brunnen og Adolf-Hitler-Platz med hagekors-faner; her bliver der gjort forberedelser til Reichsparteitag. De

er i Berlin og fotograferer Rigsdagen og vagtparaden ved Siegessäule. Det sidste foto er af Storstrømsbroen: ferien er slut.

Fotoalbummet fandt jeg for en del år siden i en rodekasse på et loppemarked i Nørrebroparken, det kostede en flad tier. Som nævnt: intet sensationelt ved det fund, men ikke desto mindre interessant, tankevækkende at få i hånden uden varsel. Og, som historisk kilde, et unikum.

Det at finde eller samle genstande fra den tid, nazismens epoke og besættelsen, har ellers med megen ret fået et dårligt ry. Rygter går om de ”brune hamstere”, samlere med en i bedste fald fetich-præget, i værste fald ideologisk betinget mani for bøger, dokumenter og fotos af nazistisk herkomst. En skyggeverden hvor man – hvad ved jeg – bytter en Himmler-autograf for en SS-dolk som var det frimærker, hvor der findes kældre fyldt med sagnomspundne genstande, der aldrig ser dagens lys endsige en seriøs forsker, hvor væsentlighedskriteriet kan koges ned til: jo mere kendt en nazist der har ejet

eller haft berøring med genstanden, jo bedre, jo mere værdifuld.

Den slags kunne formentlig give fast arbejde til en god håndfuld psykologer. Det væsentlige i denne forbindelse ligger et andet sted. Ikke bare i det selvfølgelige faktum, at alt ved nazismen, besættelsen, Holocaust på ingen måde allerede er fundet og vendt og drejet. Det ligger snarere i, at alt relevant materiale ikke befinder sig på museer, i arkiver eller i utilgængelige private samlinger. Eller, som det desværre ofte sker, er blevet smidt ud ved oprydninger, flytninger eller dødsboer.

En historienørd som undertegnede med få penge på lommen, et i andre sammenhænge ret ubrugeligt jægerog samlergen, samt en indgroet og muligvis let neurotisk modvilje mod at se nyttig information gå til spilde eller komme på forkert hylde, kan med jævne mellemrum finde ting og sager på markeder og hos marskandisere, øjenåbnere af – om ikke andet – så moderat forskningsmæssig interesse. Lad dette være en opfordring til at finde, bevare, give videre.

For at tage et andet eksempel: forrige år ved en hollandsk bogauktion i Helligaandshuset i København snublede jeg over en lille, undselig dagbog af en dansk præst ved navn Niels Krapper, født 1916. Kun få sider er beskrevne, dækkende perioden juli

1943-august 1944. Hinsides graven har Krapper sendt en hilsen til eftertiden gennem dagbogens første sætning: ”Den som uretmæssigt faar fat i denne Bog og læser den, maa takke sig selv for, at han maaske vil faa Ting at se, som han ikke ønskede at se.” ”Point taken”, som man siger. Niels Krapper var grundtvigianer, og meget handler om at være nyudklækket grundtvigiansk præst i et indremissionsk miljø (han var ”fanget i Jersie”, som han skriver). Det handler også om den svære kærlighed til Kamma, komplet med hemmelig forlovelse, om tvivl på egen formåen og om tro, naturligvis. Og så, 8. oktober 1943, om jødeaktionen i Danmark: ”I de sidste Dage har jeg intet skrevet. Det er en frygtelig Tid for vort Land, men jeg haaber paa det bedste for os alle.

Det er frygteligt med Jøderne, og det værste er, at de efter dette bliver Martyrer og det har de sandelig ikke fortjent. Men man maa heller ikke behandle dem paa den Maade, for det vedkommer jo ikke Tyskerne.”

Jødeforagt, patriotisme og hvad man kunne kalde humanisme i et og samme åndedrag, et vel ikke uinteressant vidnesbyrd i forhold til f. eks. forskningen i danske teologers antisemitisme. Der kunne nævnes en hel del andet, f. eks. dele af et tysk fotoarkiv fra nazismens tid, som jeg

købte af en marskandiser på Blegdamsvej – det er hovedsagelig billeder af sportsudøvere og filmstjerner – og dermed lidt af et fund, hvis man forsker i f. eks. nazismens ikonografi eller i dens kropsdyrkelse, ”Kraft durch Freude”, den anden side af dødskult og udryddelsesideologi.

Hos samme marskandiser erhvervede jeg for nylig en tom kuffert i dårlig kvalitet, typisk krigstidsprodukt. Hvad der fangede min opmærksomhed ved netop den kuffert blandt andre i samme reol var det, der var skrevet med hvidt på siden, halvt dækket af brunt papir: ”LH 308. 4 Batl. 3 Komp.

L. Zneider. Hothers Plads 15. Kbhv Danmark.” Mistanken var vakt: Det måtte være et medlem af den Danske Brigade i Sverige, og navnet Zneider forekom sært bekendt.

En telefonopringning til en kollega med bedre forstand på perioden satte tingene på plads: kuffertens ejer, menig 308, dansk-jødiske Hirsch Leib Zneider, blev skudt og dræbt 6. maj 1945 ved en træfning ved Landsarkivet i København. Så står man med en kuffert, der lige pludselig er blevet meget tung.

For en god ordens skyld: disse fund enten er blevet eller vil blive overdraget til relevante forskere og forskningsinstitutioner. Brune hamstere er der nok af.

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

37

Novelle

Copyright 2003-2007, Nextbook, Inc. - Oversat for Magasinet Goldberg af Hanne Friis

Præsidenthåb Tegning: Beatrice Henriques

Hvad så, hvis han går med ble? Han vinker! Han smiler!

Hvad mere kan man ønske sig af en leder?

38

Af Etgar Keret Et år og tre måneder efter at vores søn, Lev, blev født, kunne min kone og jeg ikke længere skjule, hvad vi hele tiden havde følt. Han var et smukt barn, det kommer man ikke udenom, og han var langtfra dum, men i det øjeblik det lykkes os at træde ud af vores subjektive og stolte forældrerolle og se objektivt på den sammensatte lille mand, må vi indrømme, at vi har fået en drivert. I det seneste års tid har vores lille Lev ikke udviklet eller, hvis vi skal være helt ærlige, ikke engang forsøgt at udvikle nogen færdigheder, der kan hjælpe ham med at finde en plads på arbejds­markedet i fremtiden. Når det så er sagt, er der nogle få områder, han har besluttet at specialisere sig i: at sove om dagen, at indtage ufattelige mængder mad og at vinke til alle, der kommer forbi, mens han høfligt, men ikke videre overbevisende råber farvel til dem. Som ansvarlige forældre er det svært ikke at bekymre sig over dette meget begrænsede repertoire. ”Måske bliver han madanmelder,” foreslår min kone, mens hun forsøger at jage den tunge sky, der hænger over os, væk.

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Men min kone nægter at opgive håbet. ”Måske kan han blive kvalitetskontrollør af madrasser til dværge,” siger hun opstemt. ”Han elsker jo at sove.” ”Det er et meget, meget lille område,” siger jeg, mens jeg forsøger at dæmpe hendes iver. ”Uden forbindelser til folk inden for soveværelsesmøbler for de højdeudfordrede, som ingen af os jo desværre har, bliver det svært for ham at komme ind.”

Tegning: Beatrice Henriques

Som kommentar til, at endnu et israelsk statsoverhoved er blevet grebet i en temmelig uheldig opførsel bringer Goldberg her en novelle af forfatteren Etgar Keret. Novellen er inspireret af præsident Moshe Katzav afgang fra embedet i januar 2007 efter beskyldninger om seksuelle overgreb. Nu er teksten desværre blevet aktuel igen. Navnet Katzav skal blot udskiftes med Ehud Olmert og anklagen med korruption …

”Madanmelder?” siger jeg hånligt. ”Kan du huske, hvad han sagde, da han havde taget en tår af blækket i printerpatronen? ’Namnam.’ Den dreng ved ikke, hvad god mad er.”

En nedtrykt stilhed fylder vores mørke dagligstue, og den bliver kun afbrudt af de forlorne farvel-råb, lille Lev kommer med til forbipasserende på gaden. Min kone er lige ved at græde, og hvis min fortid i militæret ikke havde hærdet mig, ville jeg også fælde en tåre. Hvad kan et par tapre forældre håbe på, efter at de så tidligt har opdaget, at deres lille barn ikke duer til noget som helst?

Pludselig bryder en solstråle helt uventet gennem skyerne som en åbenbaring. ”Præsident,” råber jeg glad til min kone. ”Vores Lev kan blive præsident.” Hun tøver et øjeblik, men det slår mig ikke ud. ”Det er klokkeklart,” forklarer jeg hende. ”Med alle de undersøgelser, der kører mod Katsav, og den kommende rigsretssag vil de meget snart begynde at se sig om efter en ny præsident, og vores Lev har alt, hvad der skal til for at komme i betragtning: han ligner en statsmand, han elsker at vinke til folk, han har ikke en venstreorienteret fortid, og han kan ikke tale rent, så der er næsten ingen risiko for, at han kommer til at udtale sig politisk ukorrekt. Han er den perfekte kandidat. Tænk lige over det. Mine forældre stammer fra Polen, og din bedstemors familie stammer fra Syrien. Hvis vi spiller vores kort godt, får den lille fyr støtte fra alle sider.” ”Men,” siger min kone skeptisk.

“Han kan ikke engelsk. Hvordan skal han kunne holde taler eller tale med andre verdensledere?”

lige så godt give op. Enten præsident ”Med vink og smil,” svarer jeg for at berolige hende. ”Præcis som Katsav.” ”Men han laver stadig i bleen,” siger min kone, som stadig ikke er overbevist. ”Og hvad så?” spørger jeg, mens jeg affærdiger hende med hånden. ”Ingen er perfekt. Sammenlignet med sine forgængere opvejer hans fordele – og der er mange – klart hans mangler. Vores Lev er hæderligheden selv, og han har en ren straffeattest og ingen lig i lasten …” ”Han rører ved sin lillemand,” ryger det ud af munden på min kone. ”Hvis man lader ham ligge nøgen et sekund, rører han ved sin lillemand …” ”Det er da bedre med en præsident, der rører ved sig selv og ikke ved andre,” siger jeg og udnytter hurtigt situationen. ”Jeg er stadig ikke overbevist,” siger min kone igen. ”Shira …” Jeg tager hendes hånd og ser hende lige ind i øjnene. “Du kan

eller kvalitetskontrollør af madrasser til dværge. Der er ikke andre muligheder. Sig mig lige, hvor du tror, Lev har de bedste chancer.” ”Præsident,” siger hun efter et øjebliks tøven. “Lev Keret lyder som et rigtigt præsidentnavn.”

Siden den samtale har min kone og jeg arbejdet uafbrudt for Levs valg til præsident. Vi har allerede et godt slogan: ”Lev leverer varen.” Og ”Små lande skal have kompakte præsidenter” ser godt ud på en streamer. Vi er ikke selvfede. Vi er fuldt ud klar over, at der findes nogle få andre i landet, der kan sige ’farvel’ og vinke til forbipasserende fra vinduet. Så det bliver en hård kamp, men til sidst, når røgen har lagt sig, er den sidste mand på dækket den mindste og mest buttede. Og hvis I som os vil have en præsident med en ren fortid og en beskidt bagdel, skal I ikke tøve med at sende jeres bidrag. Al moralsk støtte og tilbud om pasning af præsidentkandidaten modtages med kyshånd.”

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

39

Et faderkompleks

KAFKAS UHYRE LOVVERDEN Franz Kafka var en mester i at skildre det moderne menneskelivs eksistens. Selv tilhørte han en marginaliseret samfundsgruppe: det tysktalende jødiske borgerskab i Prag.

af Birte Kont Modsat den danske kan den amerikanske Kafka-forskning bidrage til at belyse Kafkas værk fra en jødisk synsvinkel og vise, at det, vi i dag forstår som kafkask, er betinget af hans baggrund.

Franz Kafka levede 1883-1924.

Han voksede op i en assimileret jødisk familie i Prag, i en tid præget af politiske, sociale og etniske spændinger. Demonstrationer mellem tjekkiske og tyske studenter endte ofte i antisemitiske uroligheder. Kafkas absurde og symbolske værker blev til i en atmosfære af fjendtlighed mod jøder; han havde aldrig kendt andet.

Kan man da undlade at tillægge det betydning, at det kafkaske hidrører fra en forfatter med baggrund i jødens erfaring med at være truet?

Rødder og identitet Faren Hermann Kafka var søn af en slagter. Som ung flyttede han fra landet til Prag, og med midler fra ægteskabet med Julie Löwy åbnede han en galanteriforretning. Franz var familiens førstefødte. Så fulgte to drenge der døde, og herefter tre piger. Faren var en temperamentsfuld patriark, som Kafka livslangt stod i et misforhold til. Misforholdet rummer både et alment generationsog værdiopgør i tiden og en særlig værdikonflikt.

I gymnasiet diskuterede Kafka identitet med Hugo Bergmann, der var aktiv i Bar Kochba – en kulturelzionistisk forening fra 1899, opkaldt efter en jødisk leder i det andet århundrede. Kafka var tilhænger af Theodor Herzls politiske zionisme, men brød sig ikke om at deltage i politisk-jødiske møder. Dog læste han

40

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Selbstwehr, det tysksprogede zionistiske ugeblad i Prag, og planlagde i 1923 at udvandre til Palæstina med sin sidste kærlighed Dora Diamant.

Men tuberkulose kom i vejen for planerne.

I 1911 da en jiddish teatertrup fra Galicien optrådte i Prag, så Kafka deres forestillinger 20 gange. Ifølge den amerikanske professor i tysk litteratur Ritchie Robertson anså Kafka det jiddishe drama ”ikke så meget for at være kunst som udtryk for jødisk liv”. Det vakte hans følelse af at være jødisk uden det ”ubehag”, han følte ved politiske møder. Fra det jiddishe drama fik Kafka en ny viden om en østjødisk verden, og han blev ven med Jitzchak Löwy, truppens ledende skuespiller.

I december 1911 skriver Kafka i sin dagbog:”På hebraisk hedder jeg Amschel … ”. Herefter følger ca.

100 sider om det jiddishe teater og forskellighederne i vestjødisk levevis og de østjødiske traditioner. Inspirationen herfra ses bl.a. i fortællingen Forvandlingen og romanen Amerika og er behandlet af Evelyn Torton Beck i bogen Kafka and the Yiddish Theatre.

En værdikonflikt I 1919 skriver Kafka et langt brev til sin far, Brief an den Vater. Den danske udgave Kære far, forstå mig ret … har forord af forfatteren og filosoffen Villy Sørensen. Han skriver, at Kafkas far aldrig læste brevet: ”Kafka gav sin mor brevet, og hun gav det ikke videre. Men hun har formodentlig læst det, og måske var hun den egentlige adressat”.

Brevet er et dokument, hvori Kafka gør op med sin far. Han skildrer sin opvækst som en uendelig kamp mellem far og søn, der altid ender

med at sønnen er skyldig. Kafka iagttager i brevet sig selv med farens øjne og ser, hvad han ikke er: en søn efter farens hjerte. Faren eller den virkning, han har på Kafka, fremkalder en skyld, der gør ham afmægtig.

Moren skildrer han som en depressiv kvinde, der underkaster sig farens ”domme”. Farens ord er lov, og det er nærliggende her at indføre begrebet Faderloven som benævnelse for den styrende orden i familiær og religiøs henseende.

Kafka skriver, at faren reagerede imod hans venskab med Löwy: ”Uden at kende ham sammenlignede du ham (…) med utøj, ”Ungeziefer””.

Jødedommen blev endnu et hjemsted for Kafkas skyld. Som et psykologisk fænomen udspringer skylden af far og søn-konflikten, og som et moralsk og religiøst fænomen står skylden i forbindelse med Loven i den ortodokse jødedoms rabbinske tradition, som faren er rundet af. Kafka er via Löwy begyndt at vurdere farens jødedom kritisk og undrer sig over, at faren bebrejder ham, at han ikke gør som denne ”af pietet”. For hans jødedom er set med Kafkas øjne ”det rene ingenting.” I synagogen opfatter han farens attitude som uengageret og formel.

Faren rasede over sin søn, som foretrak forfattervirksomheden frem for det faren mente var en jødisk ung mands pligt: at efterleve Moseloven, få en karriere og stifte familie.

Kafka blev jurist, men det eneste bud, han fulgte, var kunstnerens Som Robertson peger på, skyldes Kafkas afvisning af farens jødiske praksis hans fremmedgjorthed over for ”den vestlige jødedoms halvhjertede ceremonier”. Gennem opvæksten havde Kafka med Faderlovens værdier indoptaget farens fortolkning

Franz Kafka 1906 GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

41

af jødedommen. Det indbefatter billedet af en straffende Fader-Gud – en dømmende retfærdighed, som er fattig på kærlighed. Ifølge jødisk etik er retfærdighed uden kærlighed blot en kold dom.

I 1921 skriver Kafka til Brod, at hans ”faderkompleks” ikke har med ”den uskyldige far, men med hans jødedom at gøre”. I Kafkas oprør mod Faderloven spiller Moseloven altså med.

Et generationsopgør Kafka læser ”grådig og lykkelig” i den tyske historiker Heinrich Graetz’ storværk om det jødiske folks historie. Via Löwy får han kendskab til jiddish og hebraisk litteratur. Der er dagbogsnotater om spørgsmål i Tora, i Talmud, idéer i chasidismen og kabbala, den jødiske mystik.

I februar 1912 arrangerede Kafka i regi af Bar Kochba en foredragsaften med Löwy og indledte med en Rede über die jiddische Sprache, et forsvar for jiddish, som det assimilerede bourgeoisi i Prag ikke længere talte.

Ifølge Robertson var Kafkas formål at ”informere om sprogets oprindelse” og ”give det social oprejsning” for at få Prags vestjøder til at ”overvinde deres modstand imod slægtsskabet med jiddish”. Før 1. Verdenskrig havde jiddish lavstatus i Prag blandt den ikke-jødiske befolkning, zionister og verdslige jøder, der satte assimilation over forbindelsen til de kulturelle rødder.

Det bragte ikke Kafka nærmere sin far. Han skriver: ”Ved min mellemkomst blev jødedommen dig afskyelig, jødiske skrifter ulæselige, du ”væmmedes” ved dem – det kunne betyde, at du stod fast på at lige præcis den jødedom, du havde vist mig i min barndom, var den eneste rigtige, derudover var der ingenting”. Og det kunne ”kun betyde, at du ubevidst vedgik svagheden ved din jødedom og min jødiske opdragelse, at du ikke på nogen måde ville mindes om den og reagerede på alle erindringer med åbent had”. Kafka forstår dog, at farens generation af jødiske indvandrere havde mistet religionens ånd i deres tilpasning til den tyske kultur i Prag. Men også at faren ikke følte tab, da han ikke som Kafka led af identitetsproblemer. Åndelig nød var – som far og søn-opgøret – et tema i

42

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

tiden og angik Kafkas generation af jødisk-europæiske sønner.

Med Kafka gjorde en generation af intellektuelle op med deres fædres assimilationsjødedom. Den hidrørte fra den jødiske oplysningsbevægelse Haskala, hvis mål var at tilpasse jødedommen til den verdslige, kristne kultur. Men på Kafkas tid bevirkede antisemitiske anklager i Vest- og Østeuropa, at det ikke længere var muligt at opretholde troen på, at jøder kunne assimileres i de europæiske samfund. Sønnerne søgte tilbage i den jødiske kulturs rødder, nogle i den ortodokse tradition, andre blev zionister. Kafka rettede sin åndelige søgen mod chasidismen.

”... at Kafkas far i sin ofring af sønnen mistolkede sin rolle som Abraham ...”

Rabbinsk lov og chasidisme En problemstilling, der optog Kafka, findes i spændingsfeltet mellem rabbinsk lov og østeuropæisk chasidisme.

Chasidismens idéer udtryktes i aforismer og legender om store tsadik’er (åndelige ledere). Kafka tog aforismeformen til sig, og om legenderne skriver han til Brod i 1917, at de er ”det eneste jødiske, som jeg uafhængig af min tilstand straks og for altid føler mig hjemme i…”. I fortællingen En landlæge og i Kafkas aforismer ses inspiration fra chasidismen.

Chasidismen hentede idéer i den rabbinske tradition, indførte en opblødning af Lovens bogstav og satte værdier som inderlighed og henrykkelse over den rabbinske jødedoms rationelt betonede Tora-lærdom.

Herved forvanskedes ifølge traditionel rabbinsk opfattelse de religiøse værdier, hvorved chasidismen kom i konflikt med den etablerede tradition. Det var en sådan værdikonflikt, der på et personligt plan udspilledes mellem Kafka og hans far – et misforhold mellem farens fortolkning af den rabbinske tradition og sønnens fascination af chasidismens idéer.

Lov og eksil Hos Kafka er den, der ikke kender Loven, skyldig. Loven er på en gang universel og hemmelig og peger – bogstaveligt talt u-tydelig – tilbage på sig selv. Det bevirker, at individet lades uden mulighed for at handle i forhold til Loven. Men Loven gælder alligevel.

F.eks. ses i Foran Loven (et kapitel i Processen) et absurd misforhold mellem en mand fra landet og hans formodning om gældende lov. Manden kommer til Lovens hus og beder om at få adgang, men vildledes ”år igennem” af dørvogteren (en typisk kafkask faderfigur): ”Men mærk dig dette. Jeg har stor magt. Og dog er jeg kun den laveste dørvogter. Fra sal til sal vil du finde andre dørvogtere, den ene mægtigere end den anden. Allerede synet af den tredje er mere end selv jeg kan udholde.” Hele livet venter manden foran den åbne port. Døden nær spørger han: ”Alle stræber jo mod loven (…). Hvoraf kommer det så, at jeg er den eneste, som i alle de mange år er kommet her og har forlangt at blive indladt?” Dørvogteren (…) brøler til ham: ”Her ville ingen anden blive sluppet ind, thi denne port var kun bestemt for dig. Nu går jeg hen og lukker den.”

En kort fortolkning vil være, at manden ikke får adgang til den åndelige Lov-verden, men dør i eksilet.

Eksilet løber som en rød tråd igennem Kafkas værker. Kafkas antihelte rejser enten fra eksil til eksil, f.eks. landmåleren K, som tilkaldes i Slottet, eller er en borger i samfundet, der eksileres, dvs. får frataget sine borgerrettigheder i sit hjem. I Proces-

sen bliver bankmanden Josef K. en morgen ”arresteret uden at have gjort noget ondt”. Omstændighederne er absurde, men – set i lyset af, hvad der skete omkring tyve år efter Kafkas død i 1924 – realistiske.

Abraham og Isak I sin åndelige arv søgte Kafka udtryk for, hvad han i 1913 kalder: ”Den uhyre verden, jeg har i mit hoved”.

Blandt hans aforismer findes omskrivninger af Bibelens legender og modfigurer til Abraham-skikkelsen, bl.a. en, som ”ikke engang havde en søn, men som alligevel måtte ofre ham.”

Man kan mene, at Kafkas far i sin ofring af sønnen mistolkede sin rolle som Abraham; Gud bad jo Abraham om at holde inde med ofringen. Men Kafka hengav sig til ofringen som ingen anden Isak i den jødiske historie.

I Kafkas fiktion går sønnerne til

grunde. Faderloven består. I Dommen dømmer en far sin søn til druknedøden, hvorefter sønnen kaster sig i floden. I Forvandlingen bliver en søn Gregor Samsa til en kæmpebille, udstødes af familien og dør. Som Kafka i brevet til faren ser sig selv med farens normer – der ser Kafkas galiciske ven som ”Ungeziefer” – bliver Gregor til det ”Ungeziefer”, familien ser ham som. Det svarer til den historiske rea-

litet på Kafkas tid, hvor jøder som en slags omverdenens ”utøj” var i færd med at blive udstødt af de europæiske samfund. Ordet ”Ungeziefer” blev siden i Hitlers racistiske propaganda brugt som benævnelse for en jøde.

Kafkas søstre døde i kz-lejr.

125 år efter Kafkas fødsel er ordet kafkask – med dets udgangspunkt i den jødiske erfaring – på over 100 sprog gået ind i det daglige livs tale.

AFORISMER

[Aforisme er et kort udtryk, som på en tilspidset eller overraskende måde udtrykker en tanke eller erfaring. Udtryksformen kan fx være ved hjælp af en modsætning eller et figurativt udtryk]

”Den, der søger, finder ikke, den, der ikke søger, bliver fundet.” ”At skrive, en form for bøn.” ”Ikke mere om det, tværs gennem ordene kommer rester af lys.”

14 kt – tw-vs 0,80 ct

Guldsmed Ohana Holbergsgade 19 A 1057 Kbh. K Tlf. 33 91 74 64

FØR 20.600, -

NU 15.450,14 kt – rød- eller hvidguld 2 stk. tw-si 0,08 ct 5.500,-

14 kt – tw-vs 0,55 ct

Kabbalah-smykke

14 kt blomsterring med 1 stk. tw-si 0,04 ct 4.700,-

FØR 13.200, -

NU 9.900,14 kt – tw-vs 0,95 ct FØR 25.000, -

NU 18.750,-

www.ohana-guldsmed.dk GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

43

Bog Nyt

Halvmane og hagekors Ny bog sætter fokus på samarbejdet mellem lederne af den arabiske nationalisme og de tyske nazister.

Af Torben Jørgensen Man mærker straks, at det ikke er en ganske almindelig bog om Holocaust, Det Tredje Rige og 2. Verdenskrigs historie, man her sidder med. Allerede i forordet understreger forfatterne, at de hverken har til hensigt at miskreditere Islam eller kaste mistanke om nazisympatier på alle arabere. Sådan en bemærkning ville man ikke finde i en bog om f.eks. det franske eller lettiske samarbejde med naziriget. Ikke desto mindre har bogen, måske ikke helt uventet, givet anledning til netop en sådan kritik – ikke mindst i Tyskland.

44

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Mallmann og Cüppers forsøger i bogen at afdække den arabiske nationalismes forhold til nazisme og antisemitisme i mellemkrigsårene.

Over 16 kapitler følger vi nogle af den arabiske nationalismes fremmeste førere, folk som Stormuftien af Jerusalem, Haj Amin el-Husseini og den irakiske politiker Rachid Ali al-Gailani, og deres forhold til det nazistiske lederskab. Samtidig afdækker forfatterne bredere antisemitiske strømninger, så som brug og udbredelse af det antisemitiske smædeskrift Zions vises protokoller.

Forfatterne sætter på forbilledlig vis udviklingen ind i krigens kontekst,

og man mindes atter spørgsmålet om, hvad fuldførelsen af den store knibtangsmanøvre i 1942 – et stød fra østhæren mod syd fra Kaukasus, kombineret med et stød mod øst fra Rommels Panzerarme Afrika – ville have betydet for de jødiske befolkninger i Mellemøsten.

Mallmann og Cüppers følger også de tyske forsøg på at udnytte den arabiske nationalisme og den udbredte folkelige utilfredshed med den britiske og franske kolonialisme til at fremme opstande i ryggen på de allierede tropper. Sådan gik det så ikke, den drøm knustes foran elAlamein. Men man var klar, og det

Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors. Det Tredje Rige, araberne og Palæstina, Informations forlag, 2008

hører til bogens mest interessante afsnit, at de to forfattere her for første gang kan dokumentere SS’ planer for Mellemøstområdet i en vis udstrækning. Således ser vi opstillingen af en Einsatzgruppe under ledelse af den notoriske Walther Rauff – siden med større eller mindre ret udråbt til gasvognens far – der stod parat i Athen for at kunne rykke ind, så snart Ægypten var faldet. Denne Einsatzgruppe måtte på grund af krigens gang nøjes med at udplyndre de tunesiske jøder, men der kan ikke herske tvivl om, hvordan det ville være gået, hvis de havde fået magt som de havde agt. Alt dette er tæt

og overbevisende belagt med kilder fra tyske, britiske, amerikanske og israelske arkiver.

Mindre overbevisende for denne læser står det indledende kapitel, hvor forfatterne giver det store overblik over udviklingen af den arabiske nationalisme og forholdene for den jødiske jishuv. De to forfattere har deres vante gang i arkiver, hvor man især kan finde kilder, der belyser det Tredje Riges historie. Her har de måttet benytte åbne kilder, og tilfører egentlig ikke noget nyt. Til gengæld lykkes det i den grad forfatterne at tilbagevise Francis Nicosias hidtil herskende tese om, at Tyskland ikke

interesserede sig politisk og diplomatisk for Mellemøsten, og samtidig gennemføre en undertiden ret spids polemik mod en række forfattere, der ukritisk har forelsket sig i deres emne – mere af politiske end videnskabelige årsager.

Dette kan ikke være det endelige værk om forholdet mellem nazister og politisk Islam/panarabisme/arabisk nationalisme. Dertil savnes stadig et arbejde, der inddrager arabiske arkivalier. Men bogen åbner et nyt og vigtigt kapitel, og den er – især for et tysk forskningsarbejde – velskrevet og kan derfor læses af læg og lærd.

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

45

abayudaya-jøderne i uganda

Goldberg PÅ NETTET

Goldbergs nye hjemmeside har været på nettet siden 1. maj, og der er masser af spændende indhold at give sig i kast med!

Blog med Lexners Kosherkontrol om jødisk livsførelse. Få viden om Auschwitz og Holocaust på bloggen Efter Auschwitz, eller stil spørgsmål til Det filosofiske hjørne, hvor blandt andre Bent Melchior tager sig af etik, religion og filosofi. Bloggerne glæder sig til at høre fra dig.

Tilmeld dig Goldbergs nyhedsbrev og få automatisk besked, hver gang der sker nyt i Goldbergs univers. Det kan være nye videoer på Goldberg TV, interessante blog-indlæg eller kommende udgivelser fra forlaget Goldberg & Mor. Du kan desuden læse artikler fra alle numre af magasinet gratis på hjemmesiden.

Foto: Richard Sobol

Besøg Goldberg på nettet og få endnu mere ud af Magasinet Goldberg.

W W W. G O L D B E R G . N U

Psykologisk konsultation Klinisk psykolog Pusjka Helene Cohn

Cand.psych., autoriseret af Psykolognævnet Specialist i Psykoterapi Psykoterapi, rådgivning og vejledning af børn, unge, voksne og familier

ISRAEL Vi arrangerer gerne DIN rejse - Flybillet fra kr. 4.200,- (Inkl. skat) - Overnatning - Billeje - Svømme med delfiner - Individuel/gruppe Kibbutz ophold (Unge mellem 18 & 32år)

Spa & Wellness fra Det Døde Hav

Luksus produkter af høj kvalitet, til hele familien, produceret af Dr. David Melumad, Israel Yderligere information www.naturalbeautyline.com Kontakt os på mail naturalbeautyline@mail.dk eller tlf.nr. 64 75 26 60

7592 2022 - Israel@felixrejser.dk

46

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Fortællingen om Abayudaya-jøderne er en af de mere usædvanlige i nyere jødisk og afrikansk historieskrivning.

Af Eva Lehrer

Yderligere oplysninger, kontakt:

Risskov tlf: 30 61 74 96 www.pusjkahelenecohn.dk

Abayudaya

goldberg.indd 1

05-02-2008 22:22:19

Abayudaya-menighedens ca. 600 medlemmer lever i landsbyerne omkring byen Mbale i det østlige Uganda. Mange af dem følger de jødiske ritualer til punkt og prikke, de overholder shabbaten, fejrer helligdagene, fører kosher-husholdning, siger deres bønner på hebraisk osv.

Andre afrikanske menigheder – som Beta Israel i Etiopien og Lemba i Sydafrika og Zimbabwe – påberåber sig jødiske aner. Det gør Abayudaya ikke; deres forfædre konverterede til

jødedommen i 1919, og de har siden da selv udviklet deres ritualer.

Menigheden blev grundlagt af den legendariske Semei Kakungulu, en fremtrædende Bagandakriger og stammehøvding, der samarbejdede med det britiske styre i begyndelsen af det 20. århundrede. Han begyndte sin karriere i 1890’erne, hvor han som soldat kæmpede mod muslimer og katolske missionærer, og han overgik til den engelske kirke. Gennem alliancen med briterne håbede han at blive anerkendt som kabaka (konge på det lokale sprog, luganda) i Østuganda, og området vidner stadig

om hans store indsats: han grundlagde byen Mbale, plantede træer og byggede veje.

Men briterne gav ikke Kakungulu den attråede kongeværdighed, og dybt skuffet trak han sig i 1913 tilbage til Mbale. Med tiden vendte han sig fra al britisk indflydelse, fordybede sig i bibelstudier og endte med helt at afvise den engelske kirke.

Han sluttede sig til Malakiterne, en protestantisk gruppe som efterlevede Bibelens ord bogstaveligt, ikke spiste svinekød, holdt hviledag om lørdagen og fulgte de bibelske patriarkers skikke med hensyn til f.eks. polygami.

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

47

På luganda betyder”yudaya” jøde. ”Abayudaya” betyder jøder eller det jødiske folk. Siden de har fået kontakt med omverdenen, er jøderne i Østuganda begyndt at omtale sig selv som Abayudaya.

Da Kakungulu under sine bibelstudier læste afsnittene om omskærelse af drengebørn og forstod, at der her var tale om en jødisk tradition, skal han angiveligt have sagt: ”Hvis det er sådan, så er jeg jøde fra i dag.”

Abayudaya-traditionen fortæller, at Kakungulu derefter fulgte den jødiske stamfader Abrahams eksempel og omskar sig selv og derefter også sine sønner. Kort efter fulgte 3.000 medlemmer af hans stamme hans eksempel. Deres livsanskuelse var baseret på Bibelens forskrifter iblandet protestantiske elementer, og Malakiternes musiktradition blev brugt til udformningen af deres egen liturgi.

Købmanden fra Jerusalem Abayudayaernes første kontakt med den øvrige jødiske verden opstod i 1926, da Yussuf, en jødisk købmand fra Jerusalem, dukkede op i Mbale.

Han lærte dem de grundlæggende regler for hebraisk, nogle enkelte bønner og velsignelser, samt grundprincipperne i den jødiske slagtemetode. Men bortset fra sådanne sporadiske kontakter til den jødiske verden udenfor var menigheden alene om at kæmpe sig igennem mange svære perioder. F.eks. var de fleste skoler i Uganda kristne missionsskoler, og mange Abayudaya-mænd undlod derfor at komme der – og en hel generation voksede derfor op uden uddannelse.

De blev udsat for mishandling og hån, og lokale kristne kaldte dem ”aber” og ”Kristusmordere”. Muslimer og kristne ville ikke give dem arbejde, og Abayudayaerne levede under kummerlige vilkår.

Samson Mugombe, en af Kakungulus elever, var rabbiner dengang. Han

48

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

siger i dag, at hvis hans generation havde gået i skole dengang, ville de i dag være læger og sagførere. Men alligevel siger han, at: ”jeg følte ingen afsavn, for jeg var trofast over for Toraen.”

Idi Amins ydmygelser I slutningen af 1940’erne erfarede Abayudaya-menigheden gennem radio og aviser udråbelsen af staten Israel. De spejdede på himlen efter flyvemaskiner, som de håbede ville bringe dem til Zion. De bad om at blive befriet for deres isolerede tilværelse, men omverdenens jøder kendte ikke til dem.

Først i 1962 fik Abayudaya-menigheden besøg af en sekretær fra den israelske ambassade i Kampala, Ugandas hovedstad. Han forærede dem nogle hebraiske bønnebøger, og menighedens ledere begyndte at studere hebraisk og tilpasse guds­tjenesten til den liturgi, der kendes og bruges i resten af den jødiske verden.

Men den tiltagende kontakt til jødiske organisationer verden over fik en brat afslutning, da præsident Idi Amin kom til magten i Uganda i 1971. Hans regeringsperiode, der varede frem til 1979, var en farlig og svær tid for Abayudaya. Idi Amin lukkede synagogerne og forbød al kontakt til Israel samt fremsigelse af bønner og studier af Bibelen.

Gershom Sizomu, der i dag er menighedens åndelige leder, var barn under Amins styre. Han fortalte i 2003 til avisen Forward, at: ”Vi blev dagligt ydmyget, vi blev sendt på arbejde i skolens have om lørdagen, og blev konstant hånet af lærerne.

Vi kunne ikke engang begrave vore døde efter jødisk ritual, vi bar dem tavse til graven.”

På grund af vanskelighederne konverterede mange Abayudaya til kristendommen. De mest standhaftige fortsatte med at dyrke jødedommen hemmeligt i isolerede huler. De tog drengebørnene langt ud i bananlundene og omskar dem, og de betragtede alle vanskelighederne som Guds prøve på deres tro. Sizomu fortæller, hvordan hans far i al hemmelighed byggede en lille sukka – en hytte til brug for Løvhyttefesten – bag deres hytte, og det var en bestikkelse bestående af to geder der reddede ham fra fængslet, da det blev opdaget. De fleste synagoger forfaldt, og menighedens antal var under 300 medlemmer. Af de 36 synagoger overlevede kun fem Idi Amins styre.

Politisk indflydelse I begyndelsen af 1980’erne grundlagde Joab Jonadav Keki sammen med sine to brødre Sizomu og Aaron Kintu Moses og en gruppe venner De Unge Jøders Klub. Sammen lærte de sig det hebraiske alfabet og bønnerne, samt videreudviklede Abayudayamusikken, baseret på jødiske salmer, traditionel luganda-musik og egne kompositioner. Til trods for sult, vold og terror under præsident Milton Obotes styre i midten af 1980’erne fortsatte de deres aktiviteter.

De var ikke så opgivende som deres forgængere og ville tilbageerobre Kakungulus land på Nabogoya Bakken fra den Anglikanske Skole og genopbygge synagogen der. De kaldte sig Kibbutz og følte sig som israelske pionerer, da de med guitarer, trommer, bønnebøger og Toraruller drog op på bakken. Politiet ankom, bankede og arresterede dem, men Semei Kakungulus søn, der var konverteret til kristendommen og sagfører i

Foto: Richard Sobol GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

49

Kampala, forsvarede dem, og til sidst lykkedes det dem at opnå hvad de ønskede.

Disse svære års genvordigheder lærte Keki om betydningen af at have politisk indflydelse. Han har siden været politisk engageret og blev i 2003 valgt til lokal leder i byen Namanyonyi af både jødiske, kristne og muslimske stemmer.

Han er også utrættelig i sin søgen efter forbindelser til den jødiske verden udenfor. Efter flere afvisninger har han nu knyttet kontakt til den jødiske menighed i Nairobi i Kenya, som overvejende består af vesterlændinge. I første omgang fik han ikke nogen varm velkomst – ingen troede på, at bantuen fra Uganda var jøde. Men den ihærdige Keki vendte tilbage til Nairobi flere gange.

Han studerede med de lærde og fik gennem en amerikansk universitetsstuderende midler til at restaurere synagogen i Nabugoya. (De andre to fungerende synagoger er i Putti og i Namatumba).

Respekt for alle Ud over at være politiker, lærer og musiker er Keki også kaffefarmer.

Keki, Sizomu og Kintu Moses har fem brødre og søstre samt egne familier. Keki har i alt 30 børn, hvoraf 21 er adopterede. Af disse har tolv mistet deres forældre i forbindelse med AIDS. Sizomu har tre børn og ansvar for seks andre.

Kintu Moses er rektor for Semei Kakungulu-skolen. Skolen blev grundlagt i slutningen af 1990’erne af Keki og Sizomu og er i dag meget populær, også blandt muslimer og kristne. Der er i alt 163 elever, hvor af kun 60 er jøder. 60 % af eleverne er piger, og der er også enkelte mødre, som er vendt tilbage til skolebænken sammen med deres børn.

Skolen er blevet så populær, at den er blevet udvidet med en børnehave for 50 børn.

Skolen adskiller sig fra andre religiøse skoler i Uganda ved at det er frivilligt for eleverne, om de vil

50

GOLDBERG | #8 | WWW.GOLDBERG.NU

Et folk i mange farver Menighedens liv har ændret sig gevaldigt siden den amerikanske organisation Kulanu (”os alle” på hebraisk), som opsøger og støtter skjulte og glemte menigheder, ”opdagede” dem.

Organisationen hørte om Abayudaya fra en ung rygsækrejsende, der under en rundrejse i Kenya stiftede bekendtskab med dem i synagogen i Nairobi. Herfra rejste han til Uganda og besøgte dem. Da han senere kom hjem, henvendte han sig til Kulanu.

Kulanu har kanaliseret støtte til Abayudaya til bl.a. brøndgravning og skolebyggeri, og for nyligt finansierede de fem nye latriner til Kakunguluskolen. Kulanu har også hjulpet med til anskaffelse af Toraruller, etablering af en webside, undervisning i jobsøgning og iværksættelse af simple mikrofinansierede forretningsaktiviteter. Deres nyeste projekt er fair trade økologisk kaffe.

Det er ikke længe siden, at de fik elektricitet på skolen, så ”eleverne også kan studere om aftenen”, og de første ni studenter fra Semei Kakungulu skolen er blevet optaget på universitet. Men arbejdsløsheden er høj i Uganda, og der er ingen jobgaranti bagefter.

Men menigheden er ikke så isoleret længere: et par timers vandring gennem bushen til Mbale giver adgang til internetcaféerne, hvilket de flittigt benytter sig af.

Kontakt til Israel er dog stadig begrænset til individuelle israelske gæster og sporadisk kontakt til den israelske ambassade. Og selv om en bet din - en religiøs domstol - bestående af amerikanske konservative rabbinere i 2002 rejste til Uganda og konverterede ca. 300 Abayudayaer, er det ikke sikkert, at disse vil blive accepteret som jøder i Israel.

Keki fortalte i artiklen i Forward, at han ved, at Israel ikke anerkender deres konvertering, fordi den ikke er ortodoks. ”Vi ville gerne have haft en ortodoks rabbiner. Men ingen ville komme, fordi vi ikke havde elektricitet og rindende vand.”

foto: Gosuke Sugiyama

”… ingen troede på, at bantuen fra Uganda var jøde …”

undervises i hebraisk og i jødiske traditioner. ”Vi er ikke missionærer”, siger Sizomu stolt. ”Ingen skal slås her på grund af religionen. Vi respekterer hinanden.”

De foretagsomme brødre skaffer penge til deres skole gennem koncerter og cd-udgivelser. I deres sange forener de luganda-rytmer med malakittraditioner og selv kendte melodier lyder anderledes med en underliggende østafrikansk rytme.

Sizomu, der havde en bachelorgrad fra det Islamiske Universitet i Uganda, deltog i slutningen af 1990’erne i en konference i San Francisco om marginale jødiske menigheder. Da han blev spurgt om, hvad der ville hjælpe Abayudaya mest, svarede han, at de meget gerne ville integreres i den jødiske verden.

Konferencens ledere foreslog ham at blive rabbiner, og gennem donationer har de hjulpet ham med at virkeliggøre drømmen. Efter fem års studier fik han sin smicha – ordination som rabbiner – fra en konservativ rabbinerskole i USA i april i 2008.

”…har han planer om at grundlægge den første afrikanske skole til uddannelse af rabbinere…”

Under sine rabbinerstudier har Sizomu, hans kone og deres børn været på en måneds ophold i Israel som de første fra Abayudaya. Sizomu identificerer sig stærkt med landet og siger, at han godt kunne blive fristet til at bosætte sig der, navnlig når han sammenligner landet med de primitive forhold i Uganda. Men han foretrækker alligevel at bruge sin nye viden på at gøre Abayudayas liv bedre. Bl.a. har han planer om at grundlægge den første afrikanske skole til uddannelse af rabbinere.

Enkelte medlemmer af Abayudaya har udtrykt interesse for at bosætte sig i Israel, og mange vil gerne besøge den jødiske stat, men de fleste har ingen ønsker om at forlade Uganda.

Som Sizomu siger: ”Der er jøder over hele verden. Hvorfor skulle der ikke være jøder i Uganda? Hvorfor har Gud placeret nogle jøder i Uganda og andre i Amerika? Jeg tror det er fordi Han ville skabe en farverig verden.

Vi er eet folk, men ligesom Jakobs frakke, er vi en frakke med mange farver.”

Fra udstillingen »Den Nye Almindelighed«

www.evasteenchristensen.dk Eva Steen Christensen er udstillingsaktuel på ”Den Nye Almindelighed” – De gamles by – Kbh N – til d. 28. september ”Skulpturer i Eventyrhaven” Odense – 19. juni til 19. oktober Eva Steen Christensen er repræsenteret af Galleri Specta – www.specta.dk