Goldberg #10 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 10 · November 2008 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

s Goldberg sJubilæum nummer

#10

"Jeg går på museum

for at se på piger"

Woody Allen JUBILÆUMSNUMMER #10 Pris kr. 49,50

Rachel Rastenni

gangster i NYC

Kløgtige var vi ikke

Chargall

&GUKIP #PPC ,GPUGP Ä&#x2039; +NNWUVTCVKQP #PPC .QWKUG 1XGTICCTF 4QUGPFCN

Leo Goldberger malet af Jeanne G. Kempinski

#46 6 5 5 7 -745 6'/$'4 Âľ 2 5' ,70+ Âľ 6+.

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

,#)68', ' Â&#x2020; -Â?$'0*#80 0 Â&#x2020; 6 Â&#x2020; +0(1"$+..'&5-1.'0 &GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Goldberg ”Jeg blev meget kendt for noget, som det ikke er ret ’cool’ at være kendt for”

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Salli Besiakov Foto: Peter Langwithz Smith og Pavel Vacha

Blum, Stockholm; Penelope Cohen, Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa.

Tryk: PE offset A/S, Varde Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, John Kirketerp Jensen, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Janina Katz, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Lennart Kont, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

6 leder

Langt de fleste danske jøder blev reddet fra nazi sterne i oktober for 65 år siden. Men der var også skæbnesvangre undtagelser.

GOLDBERG kan købes hos velassorterede boghandlere over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450 GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. januar 2009. Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

Nu må mor da være stolt! Det er toppen af bran ding, når et firmanavn bliver et verdenskendt verbum. Af Michel Solovej

Undtagelser i oktober 1943

Af Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane

Ulm-processen

I august er det 50 år siden at der faldt dom i den første retssag mod en Einsatzgruppe. Læs her hvor mange års fængsel morderne i de østeuropæiske landsbyer blev idømt. Af Torben Jørgensen

Rejsen til Kazimierz

12 Ovnbyggerne fra Auschwitz Aktuel københavnsk udstilling om en meget uhyggelig industri. Af Peter Langwithz Smith

Denne kvinde … Miss Lewinsky

”Vi lærer vore døtre at tilbede magt”. Sådan lød en bedømmelse af Monica Lewinskys affære med verdens mægtigste mand. Fik affæren betydning for andre end dem selv og deres nærmeste?

En families dannelses- og identitetsrejse til Polen.

Af Kasper Monrad

18 Privatliv

Nytårskoncert i oktober

Klarinettisten David Krakauer, bandet Klezmer Madness og sampleren SoCalled giver nytårskon cert i Synagogen. Af Tobias Kock

Af Susanne Bernth

Han har udgivet stribevis af romaner og noveller, men aldrig fortalt ret meget om sig selv. Det gør han nu. Interview med den romanaktuelle forfatter Ib Lucas.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild

22 Typisch! En udstilling fyldt med klicheer om jøder og andre rejser verden rundt.

Af Jacques Blum

26 Golem, Kafka, Knödel og Havel

Goldberg er på sin vej verden rundt kommet til Prag. Af Pavla Rossini

Bagholdsangreb i et elfenbenstårn

”Din hvide jødesæk!” Den akademiske verdens pæne overflade krakelerede, da den sorte professor Bernal tørnede sammen med den jødiske professor Lefkowitz på spørgsmålet om Aristoteles’ etniske herkomst. Af Leo Goldberger

Menneskets store stamtræ

Alle gen-veje fører til os selv.

Af Elsebeth Paikin

Et museum for fremtiden

Arkitekten Daniel Libeskind har mast et museum ned mellem et elektricitetsværk, en kirke og et hotel. Her skal der være plads til både fortid og fremtid. Af Alec Apelbaum

30 Civilklædt ultraortodoksi

I Israel er der mange forskellige typer af ultraorto dokse bosættere. Også nogle man slet ikke kan se det på. Af Hans Henrik Fafner

33 Offer

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Store Regnegade 5, 1 1110 København K

fem af dette nummers skribenter

8 At google Google

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu ISSN: 1902-4487

Layout og grafik: Gongong ApS; www.gongong.dk

Elesto commod tat. Duisi tet vendips

Berlin har fået endnu et mindesmærke for nazismens ofre, nemlig bøsser og lesbiske. I sin politiske kommentar spørger filosoffen om det ikke er lige så vigtigt med et mindesmærke over bødlerne. Af Peter Tudvad

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Tat, si blan ero commy nit volortisit

Fremtid – nutid – fortid Fremtiden er usikker! Det har den altid været, men for tiden er usik kerheden ret udtalt, både på det økonomiske, sociale og mellem menneskelige plan. De fleste politi kere, forskere, forfattere og lægfolk har indset at vante løsningsmodeller på problemer – camoufleret i udtryk ket ”udfordringer” – ikke kan bruges fremover, og endnu har vi ikke fundet frem til nye og mere effektive normer for problemløsninger. Derfor ser man to faggrupper have kronede dage: de psykologiske- og de politi ske spindoktorer. Og deres metoder har ofte meget til fælles: De træder et skridt tilbage – til fortiden – for bedre at kunne danne sig et overblik over, hvad der rør sig i samtiden og

dermed gør de sig bedre i stand til at stille tidligere ustillede spørgsmål, hvis besvarelse kan være betydnings fulde for fremtiden. I denne udgave af Goldberg prøver vi at gøre det samme: Hvorfor blev nogle af de danske jøder sendt til Kz-lejren Theresienstadt, i stedet for at blive reddet til Sverige i oktober 1943?, Hvad får en ung litauer til at deltage i nedslagtningen af uskyldige jødiske mænd, kvinder og børn?. Hvorfor er så mange optaget af deres stamtræ, og kan DNA-tests bruges som privathistorisk sporhund? Hvil ken dynamik bevirkede, at verdens mægtigste nation for 10 år siden nær mest blev politisk lammet fordi præsi denten spildte hvide dråber på en blå

kjole, der ikke tilhørte hans kone? Og: Hvad får en universitetsprofessor til at påstå at grækeren Aristoteles var sort? I hele denne fornyelsesproces er det værd at følge minoriteternes reak tionsmønstre: De lesbiske, bøsserne, de sorte, jøderne og alle de andre. Minoriteterne er nemlig samfundets fintfølende seismografer. De har som samfundsgruppe mest at vinde, og samtidig er de vant med at tabe.

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Benjamin Krasnik Cand. comm., jour nalist med en BA i fransk og euro pæiske studier. Fra 2005-06 journalist ved Fyens Stiftsti dende og derefter freelancer ved bl.a. Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad. I 2007 pressemedar bejder ved KL's EUkontor i henholdsvis København og Bruxelles.

Peter Nejsum Cand.theol. i 1995 med speciale om forløsningsmotivet i Richard Wagners musikdramaer, siden 1996 sogne præst i Jørlunde i Nordsjælland. Medredaktør af "Vi elsen. Taler, teologi, ideer" (2002) og "I skal leve" (2006) om begravelsesta len. Talrige artikler i aviser og tidsskrifter.

Beatrice Henriques Uddannet ved Cor coran School of Art, Washington DC og Skolen for Brugs kunst, tegning/ grafik linien. Free lance illustrator med opgaver for bl.a. forlagene Gylden dal, Munksgaard, Høst og Askholm, Rådet for Større Færdselssikkerhed, Dansk Arbejdsgiver forening m.fl.

Bent Melchior Tidl. overrabbiner og lektor i klassisk jødisk litteratur ved Københavns Uni versitet. Forfatter til erindringsbogen ”Så vælg da livet”(1998) og ”Jødedom”, Tro og livsforståelse. (2004). Oversæt telse til dansk: ”De fem Mosebøger”. Æresmedlem af Dansk Flygtninge hjælp.

Yoram Kaniuk En af Israels føre nde skribenter. Forfatter, journalist, teaterkritiker og maler. Har skrevet 17 romaner, en erindringsbog, syv novellesamlinger, to essaysamlinger og fem bøger for børn og unge. Hans bøger er oversat til 25 sprog. Modtager af mange litteratur priser. “De behøver ikke være jøde for at holde af Levys rugbrød” var en prisbelønnet reklamekampagne, som introducerede jødisk etnicitet i den almindelige markedsføring. Plakater bruger ofte stereotyper som visuel kode. I dette tilfælde brugte man ikke-jødiske stereotyper i markedsføringen af et ”jødisk” produkt og fik dermed italesat kulturelle og etniske stereotyper, samtidig med at man underminerede deres relevans. Reklamekampagnen blev en kæmpe succes, og Levy’s blev den største udbyder af rugbrød i New York. The Library of Congress, Washington, USA

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Dansk pop-historie

Med smil i stemmen I år er det tiåret for Raquel Rastennis død. Hun blev landets første popdronning, og med sin klare og glade stemme står hun for en tid fra før verden gik i cyberspace. Af Susanne Bernth Den stod på Morten Korch-film, Rich’s-billeder og tørresnore i gården, da Raquel Rastenni for alvor sang sig ind i de danske hjem i 1950’erne. De brølende 20’ere og de højspændte, ideologiske 30’ere var kulmineret i katastrofen med Anden Verdenskrig. Så da freden endelig kom, var lidt honning for sjælen, tak, det man havde behov for. ”Det var det, vi hørte i mit barn domshjem, det som gjorde en glad, for hun havde altid smil i stemmen.” husker sangerinden Birthe Kjær Raquel Rastennis populæreste sange var glade, uden kanter, og højst med et stænk af vemod. Når hun ”rev et blad ud af min dagbog” – vinder sangen i dansk Melodi Grand Prix 1958 – var det i erkendelse af, at nok var skaden sket, men ikke værre, end at skårene kunne klinkes. Når hun sang om hjemmefronten, var det med ”En vovse i et vindue” eller ”Her i vores hus er glæde”, i en verden, som ikke kendte til delebørn og selvrealisering. Ordet multietnisk var ikke opfundet, og det var et Danmark med Giro 413 trukket ned over ørerne. Bøvlet med Jerntæppet, den stigende atomtrussel og NATO-forhandlingerne blev overladt til politikerne, når bare de ikke øgede forsvarsbudgettet. En glad og ren stemme var det, som samlede befolkningen Birthe Kjær, som mange har udråbt som Raquel Rastennis sande arvtager, fortæller, at da hun som12-årig skulle debutere med ”Sunshine Trioen”, var det med Raquel Rastennis repertoire. ”I den alder kunne jeg ikke stå og synge alt for heftige kærlighedssange,

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

og her passede Raquels repertoire godt. Det var også hende, jeg altid havde lyttet til. Hun var en meget stor inspiration.”

var velorganiseret, og blev springbræt for en af de mest markante sociale opstigninger i det tyvende århundre de. I ”Immigranter” beskriver histori keren og journalisten, Bent Blüdni Det jødiske indvandrermiljø kow, hvordan antallet af ansatte i de Raquel Rastenni står for indbegrebet utallige skrædder- og skoma gervirk af dansk refrænsang, men blev født somheder meget hurtigt dalede i takt i 1915 i et miljø, hvor de færreste med, at antallet af værelser øgedes voksne talte dansk. Hovedsproget per familie. Det vil sige, de blev enten blandt disse polsk/russiske immi selvstændige eller fik bedre lønnet ar granter var jiddisch – eller polsk eller bejde uden for ghettoen, og det satte russisk, når børnene skulle holdes dem i stand til at flytte typisk fra en udenfor. Når man sang og spillede etværelses eller toværelses lejlighed teater, var til tre værelser. det også på Og på trods af et »… der må også have været en jiddisch. Det andet sprog og særlig gryde med fremdrift og var længe en anden kul før parabol talent i Adelgade, Borgergade eller turel baggrund antennerne klarede de sig Nansensgade, som børnene og hentede gennemgående hjemlandets børnebørnene af disse immigranter ikke ringere end program resten af den mer ned fra blev dyppet i …« danske befolk æteren, og ning. Især den endnu længere før de billige flyrejser, første gruppe af indvandrere, der så børnene, som man nu om stunder kom til landet før 1907, klarede sig ville kalde for 2. G’ere, lærte dansk. særlig godt, skriver Blüdnikow med Det var billetten til fremtiden, og reference til Cordt Traps undersø det var også det sprog, de svarede gelser af de russiske jøders forhold i forældrene på, når de blev spurgt på København før 1920. jiddisch. Der var rotter og andet utøj, men Hendes far, Salomon Wolff Rastén, der må også have været en sær var som næsten halvdelen af hans lig gryde med fremdrift og talent i generation i det miljø, skrædder, og Adelgade, Borgergade eller Nansens moderen, Elka Elkanowitz var syer gade, som børnene og børnebørnene ske. Uafhængigt af hinanden flygtede af disse immigranter blev dyppet i. de fra Rusland og landede i Køben Udover Raquel Rastenni kom navne havn i 1906, hvor de senere giftede som musikeren, skuespilleren og sig og fik tre børn, først den senere tekstforfatteren Simon Rosenbaum, udenrigskorrespondent i Tyskland, sceneinstruktøren Sam Besekow, Adolph Rastén og siden tvillinge mangeårig chefredaktør på Politiken pigerne Anna Rachel og Lea. Lea slog Herbert Pundik og sceneinstruk sig ned i Sverige. tøren og teaterlederen Leon Feder fra Miljøet var lige så fattigt, som det det miljø i enten anden eller tredje GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

generation, foruden de talløse læger, jurister og andre akademikere, som måske ikke er offentligt kendte, men gjorde et markant spring opad på den sociale rangstige. I det jødiske miljø i 1950’erne og -60’erne var Raquel Rastenni stjer nen, siger skuespilleren Pia Rosen baum. ”Det var hende, der sang for de israelske soldater, en slags dansk Vera Lynn. Det var jo en meget lille menighed, nærmest lidt provinsagtig, og snakken gik livligt, når nogen var noget specielt, og blev måske gjort lidt større, end de var i virkeligheden. Jeg gik på den jødiske skole, hvor hun af og til kom og sang for os, og selvom hun måske ikke ligefrem

var et forbillede, var det sådan lidt: Tænk, når hun kan blive sanger og stjerne – selvom hun er jøde – kan vi også blive til noget. Dengang skilte jøderne sig mere ud, end de gør i dag, hvor vi har fået så mange andre, der også ser anderledes ud. Og når min søster Ina – skuespilleren Ina Rosen baum – og jeg sang fredag aften med far ved klaveret, var det altid Raquel Rastenni-numre, vi sang.” En sang med undertoner Oprindeligt blev Raquel Rastenni, mens hun stadig stavede sit fornavn med ch, sat i lære som handskesyer ske, men teatret trak, og i begyndel sen af 1930’erne begyndte hun som danserinde.

”Hun optrådte i kabaret med en dansepartner i stil med Fred Astaire og Ginger Ro-gers, blandt andet på National Scala. Senere fik hun lej lighed til at synge,” fortæller Simon Rosen-baum, faderen til Pia og Ina. Som barn betragtede han hende på afstand og så, hvordan hendes karriere tog form. Senere kom de til at arbejde sammen. ”Vi kendte hinanden, vi kom jo samme sted fra og mødtes i forenin ger, men hun gav ikke ved døren af den grund. Da jeg begyndte, hen vendte jeg mig til hende, og hun lyttede venligt og sagde: Lyt til Povel Ramel. Mere blev det ikke til. Senere sendte jeg hende ”Mød mig i en vals”, som hun indsang sammen med

Gustav Winckler. Jeg var meget stolt, når jeg hørte den i radioen.” Som sanger havde hun en dejlig naivitet over sig, fortsætter Simon Rosenbaum. ”Hendes tekster var helt ukon troversielle. Men vi – kollegerne – kunne ikke lade være med at grine, når hun sang den dér med klokkelokke-lokke.” Teksten lyder: Der var engang en urmager i Frederikshavn. Han var en flot fyr og han gjorde gavn. En urmager-Romeo alle ku’ li pigerne sukked når han gik forbi med sit klokke-lokke-lokke-lokkeværk og dinge-linge-ling. Jeg ordner dit ur – får pendulet i sving. Ding-dong, ding-dong (…) En pige ku’ sætte sit ur ud af trit. Urmageren kom – og han kom faktisk tit. Og mænd’ne så undrende dag efter dag urmageren komme til der’s nabolag med sit klokke-lokke-lokke-lokkeværk og dinge-linge-ling. ”Hun end ikke ænsede underto nerne, men troede fuldt og fast på det, hun sang. De tænkte også, indi mellem, når hun foldede sig ud i sin refrænsang: Hvorfor synger hun den? Underforstået: Hun kan noget mere.” Hebraiske og jiddische sange Under nazisternes besættelse af Danmark måtte hun i 1943 flygte til Sverige, men var allerede kendt dér og fik hurtigt noget at lave. I de få biografiske oplysninger, der findes om hende, kan man læse, at hun under sin optræden på kabareter og varie téer slog ind på et lidt andet reper toire og blev sam-menlignet med den

Hun blev kult I 1963 – efter at begge ægteskaber var opløst – adopterede hun datteren Charlotte. Denne har ikke ønsket at medvirke til nærværende portræt af moderen. Imidlertid havde hun også en professionel ”datter”, nemlig san gerinden Dorthe Kollo. Via mail fra Tyskland fortæller Kollo, at hun som barn tit var sammen med Raquel Rastenni rundt omkring i landet. ”Folk troede faktisk, at hun var min mor, da vi lignede hinanden meget og havde den samme tyde lige måde at synge vores tekster på. Da Raquel ikke selv kunne få børn, kaldte hun mig altid for sin dat ter, når vi var sammen. Det var jeg meget beæret og stolt over. »… Birthe Kjær fortæller, at det var Hun var en meget kær og varm pige, og jeg kunne først, da Raquel Rastenni lidt senere godt forestille mig, at have i sin karriere begyndte at synge he- hende som mor.” Efter at Raquel Rastenni braiske og jiddische sange, at det gik trak sig tilbage og ikke havde optrådt i flere år op for hende, at hun var jøde …« indspillede Birthe Kjær en CD med hendes repertoire. op for hende, at hun var jøde. ”Det ”Det faldt ikke i god jord. Hun sagde, havde jeg aldrig tænkt over.” at hun følte det som en nekrolog, Simon Rosenbaum fortæller, at skønt det var ment som en hyldest,” hun altid stillede op i jødiske sam siger Birthe Kjær. menhænge, og sammen lavede de På det tidspunkt var hun allerede sangen ”Ræk din hånd – tænd et lys” blevet kult i den forstand, at hun til fordel for Israel. Hun var meget stod for en tid med skåneærmer, aktiv i Wizo – Women’s International mor derhjemme, fællesskab og sam Zionist Organization. Det kom ikke menhæng i tingene. Hun gik – om til at spille den store rolle i offentligend modvilligt - med til, at der blev heden, at Rastenni begyndte at synge lavet en kabaret på en intimscene hebraiske og jiddische sange, og i Odense med hendes og Gustav derigennem gøre opmærk-som på sin Wincklers sange, fortæller Simon baggrund. Rosenbaum. ”Ingen tog notits af det, og folk Efter Raquel Rastennis død i blev ved med at bede om hendes ting Skodsborg i1998 indspillede Dorthe i Ønskekoncerten. Men der var mere Kollo en CD med hendes største hit sjæl i disse jiddische og hebraiske og smil i stemmen. ”Den blev et stort sange,” tilføjer Rosenbaum. hit – også for mig!” store amerikanske jazzsanger Ella Fitzgerald. ”Ja, i Sverige fik ingen jo at vide, hvad man gik og lavede,” siger Simon Rosenbaum. ”Jeg havde forestillet mig, at hun også herhjemme påtog sig ting med mere bid i, lidt à la den mere sam fundskritiske Lulu Ziegler.” Raquel Rastenni var gift to gange, men ægteskaberne var korte og hun værnede meget om sit privatliv. Sin sang med den glade klang, tydelige udtale og positive tekster, var det, hun viste udadtil; resten var hendes eget. Birthe Kjær fortæller, at det var først, da Raquel Rastenni lidt senere i sin karriere begyndte at synge he braiske og jiddische sange, at det gik

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

jødisk kriminalhistorie

Kosher Nostra

Bugsy sieg el's bil, : 1. arnold shapiro 4 roth . ch frank cost arles 'lucky' lucia stein 2. benjamin 'bugsy' si ello 8. moe no 5. mey egel 3. ja er sedway 9 cob 'gurr . louis 'lep lansky 6. albert a ah nastasio/ ke' bucha anastasia ' lter 10. sa 7. muel 'red ' levine

Af Michel Solovej ”Ornli´ syg gangster”, siger Ali i ind vandrerjulesatiren Yallahrup Færgeby. Der er ikke noget større for ham end at være sådan en ornli’ syg gangster, og fra juletid sidste år og mange måneder efter talte alle børn indvan drer-gangster-dansk. På internetstedet Youtube, hvor man kan lægge mere eller mindre skøre filmklip ud til offentlig besku else, er der masser af afskygninger af Ali og andre ornli’ syge gangstere. Men selv om rockergruppen Hells Angles i denne tid fører bandekrig

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

med indvandrerbanden Black Cobra i Københavns gader, så er der heldigvis stadig langt til forbudstidens ameri kanske gangstere. Men er det smart at være gangster? Måske nok. I hvert fald er det ikke kun i indvandrerkredse i Danmark at det er kommet på mode. Der er ikke ret meget pænt at sige om hvad gangsterne i USA foretog sig. Alligevel bliver de ved med at fascinere på film og i litteratur, ikke mindst de typer der er beskrevet i film og bøger som Godfather, The Great Gatsby og Bugsy. Min egen favorit har ikke placeret sig stærkt i filmhistorien, men som

teenager sad jeg klistret til skærmen gennem alle 13 afsnit af en serie som blev vist i 1980'erne på dansk monopol-tv under navnet Gangsterligaen. Den originale titel er The Gangster Chronicle, og hovedpersoner ne i filmen er de tre gangsterbosser Charles ”Lucky” Luciano, Benjamin ”Bugsy” Siegel og Meyer Lansky. Ikke længere shande I USA er det blevet trendy i jødiske kredse at lede efter sine gangsterrødder. Sådanne familierelationer var bestemt ikke noget man pralede af i 1920'erne og 30'erne, specielt ikke hvis medlemmerne blev fængslet.

Det var tværtimod ”shande”, hvilket på jiddish betyder en skændsel eller skandale. Men nu mange år efter, hvor den amerikanske gangster-æra er stof for pop-kultur og film, er ”shande-elementet” forsvundet. “Gangsterne var skrækindjagende på deres tid, men i dag, mange generationer senere, er de eksoti ske”, siger Jonathan Sarna, profes sor i amerikansk jødisk historie på Brandeis University til bladet Moment. At gangstere fra tidligere generatio ner næsten bliver pop-ikoner kan virke overraskende, men det er helt naturligt, påstår den amerikanske historieprofessor:

”I Amerika har vi altid haft en sær lig interesse for kriminelle, og når de er døde, og det hele er historie, er der en vis spænding ved dem”. Benny Gamson, også kendt som “Benny Meatball” (Benny Kødbolle), var en lille ubetydelig gangster som blev dræbt i bedste Godfather-stil. I mange år var Benny Meatballs gangsterliv en velbevaret hem melighed i Gamson familien, lige indtil Josh Gamson, der er profes sor i sociologi, begyndte at forske i sagen. Og Gamson er ikke alene om at være nysgerrig efter sine mulige gangster-gener. Selv om gangsterne utvivlsomt har gjort deres familier

langt mere skade end gavn, bliver de professionelle slægtsforskere oftere og oftere kontaktet af folk der leder efter netop gangsterspor i familiehi storierne. En af dem er Ron Arons hvis oldefar Isaac, der var rabbiner søn, blev gangster og sat i Sing Sing fængslet. ”Folk tænker at de jo ikke selv opfører sig sådan, men nu bliver der altså lavet film om ham. Det er en slags stolthed uden bagagen af skam”, siger Arons. Ifølge tidsskriftet Moment er Gerald Kauvar nok en af de stolteste af disse ”bagagefri” efterkommere. På væggen i sit kontor har han hængt GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Ret & rimelighed – "Kafkask"

Kafkas efterladte papirer i Spinozagade en ”Efterlyst”-plakat med et billede af sin bedstefars bror, den berygtede Louis ”Lepke” Buchalter. Lepke var øverste chef for Murder Inc. og kendt som en af de mest hensynsløse mor dere i miljøet.

færdigt – berygtet for deres indsigt og intelligens. I virkelighedens verden var det navnkundige gangstere som Arnold Rothstein, Benjamin ”Bugsy” Siegel og Meyer Lansky der satte den kriminelle aktivitet i system. I en sådan grad at Jonathan Sarna kalder Lansky for ”et geni, en visionær, som skabte Las Vegas”. Lanskys barnebarn har lavet en hjemmeside der både skal mindes bedstefar Lansky og samtidig del vist retablere hans navn og rygte, idet hun søger at imødegå histori erne om Lansky som gangster, men samtidig hylder ham som hjernen bag kasinoer mv. (Der er advarsler mod uautoriseret brug af materiale

opført på det Kongelige Teater med Henning Moritzen i denne rolle.

Ingen betaling for ordentlige opgave På trods af navnet Kosher Nostra var de jødiske gangstere oftest ikke folk, Kosher Nostra der overholdt de religiøse leveregler Den amerikansk-jødiske mafia tog sit eller gik i synagoge. Men nogle af udgangspunkt i miljøet blandt fattige dem støttede menighederne finan indvandrere fra Østeuropa og små sielt, og i helt afgørende øjeblikke har kriminelle unge i de etniske nabolag de vist positive træk og har beskyttet på Lower East Side Manhattan og lovlydige jødiske medborgere. Brooklyn i slutningen af 1800-tallet Historikeren Robert Rockaway og begyndelsen af det 20. århundrede. skriver i Journal of the American Miljøet blev kaldt Kosher Nostra – Jewish Historical Society at de tysken parafrase over det italienske Cosa amerikanske nazisympatiserende Nostra som betyder noget i retning af demonstrationer i 1930'erne stillede ”vores ting” og var nav almindelige jødiske ledere i net på den sicilianske et dilemma. På den ene side »… gangstere som Arnold Rothstein, Benjamin ville man gerne have demon mafia. Men til forskel fra den italienske mafia ”Bugsy” Siegel og Meyer Lansky … satte den strationerne standset, men på var den jødiske mafia den anden side havde man kriminelle aktivitet i system …« drevet af enkeltperso ingen lovlige midler til at ner og ikke af familier. gøre det. En dommer i New Endvidere holdt det forholdsvis kort fra denne hjemmeside. Forfatteren York, Nathan Perlman, kontaktede tid. Selv om der naturligvis altid vil krydser fingre for, at han ikke er gået personligt Meyer Lansky og spurgte være jøder som begår kriminalitet, så overstregen!) om han kunne afbryde demonstratio findes der ikke længere en decideret Arnold Rothstein var en anden af nerne – dog under forudsætning af at jødisk mafia. de visionære gangstere. Han var født ingen ville blive dræbt. Lansky fandt “Der var stort set tale om et eni 1882 og blev kaldt “J.P. Morgan folk til at klare sagen. I en lakonisk generations fænomen. Ingen havde af underverdenen”. I modsætning bemærkning skriver Rockaway at lyst til at se børnene gå ind i dette til de øvrige gangstere var han født Lansky ikke ville tage imod penge familieforetagende” siger professor ind i en velhavende familie. Ifølge for opgaven, men at han var ærgerlig Sarna. Rich Cohen, en yngre amerikansk over Perlmans begrænsning. Sergio Leone-filmen Once upon a forfatter og journalist som indgående I USA er der lavet en Encyclopedia Time in America (Engang i Amerika) har behandlet det jødiske gangster of Organized Crime, og her kan man er den film der tættest beskriver det miljø i Brooklyn i bogen Tough Jews: finde en hel del jødiske gangstere. særlige jødiske mafiamiljø, men så Fathers, Sons and Gangster Dreams, var Nu da Danmarks ikon- og kanon vidt vides er det en opdigtet histo Rothstein den første til at forstå for interesserede kulturminister er blevet rie. Den handler om en lille gruppe retningsmulighederne i forbudstiden, justitsminister, kan det måske tænkes jødiske smågangstere fra New York. nemlig som et middel til at skabe at der kommer en dansk gangster Noodles og hans kammerater be enorme formuer. kanon. I mit stille sind håber jeg på gynder med smårapserier, men som Arnold Rothstein har givet inspi at der dukker en ukendt grandonkel årene går bliver tyverier til røverier, ration til flere litterære karakterer, af den rå slags op på listen. Ornli’ og drengene forvandles til vaskeægte blandt andre Meyer Wolfsheim i F. syg gangster vil jeg tænke, men min gangstere omgivet af letlevende piger. Scott Fitzgeralds The Great Gatsby og farmor ville have sagt ”Oy vei – a Som i andre mere ærlige professio Nathan Detroit i den kendte musical shande!”. ner blev jøder – retfærdigt, som uret Guys and Dolls, som bl.a. har været

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Af Arne Lapidus Den store humorist, Franz Kafka, sidder sikkert i sin himmel og ler! I Tel Aviv, den by han i sine sidste år drømte om at bosætte sig i, udspiller der sig lige nu en ballade, som mange vil betegne som ”kafkask”. Der er opstået stort røre om en samling dokumenter med tilknytning til Kafka, og som befinder sig i en lille lejlighed i det centrale Tel Aviv. In volverede er litteraturforskere i hele verden, Israels statsarkiv, museer og til og med også politiet. I centrum står to ældre damer, som har tænkt sig at få et økonomisk scoop ud af de efterladte papirer. Dokumenterne tilhørte oprindeligt Max Brod, forfatterens nære ven, ham som ”gav verden Kafka” ved at bryde sit højtidelige løfte til sin kam merat om at brænde alle manuskrip ter efter dennes død. Max Brod undslap nazisterne ved at komme med det sidste tog fra Prag i 1939. Han var, indtil sin død i 1968, en feteret dramaturg på Habima, Isra els national-teater. Brod havde gen nem alle årene en trofast sekretær, Esther Hoffe, der også var fra Prag, og som nidkært vogtede over Brod og alle hans papirer. Fru Hoffe døde sidste år i en alder af 101 år. Hun blev med årene tem melig excentrisk; umiddelbart før sin død blev hun af sundhedsmyndig hederne tvunget til at skaffe sig af med alle de hunde og katte hun delte lejlighed med. Naboerne havde klaget over lugten. Kafka-papirerne blev efter Brods død hendes ejendom, og hun var klart bevidst om deres værdi. I de seneste tiår tillod hun ingen forskere at komme i nærheden af dem. Selv om det efter israelsk lov er forbudt at udføre dokumenter af stor historisk betydning uden at have statsarkivets

tilladelse, forsøgte hun at sælge dem til udlandet. En gang blev hun til og med tilbageholdt af politiet i lufthavnen med værdifulde breve og manuskripter i bagagen. Det lykkedes dog Esther Hoffe at udføre mindst ét stort kup. I 1988 solgte hun original-manuskriptet til Kafka s ”Processen” for to millioner dollars. Ingen ved hvilke kostbarheder der gemmer sig i lejligheden i Tel Aviv. Det kan dreje sig om originalversio ner af Kafka’s værker, om Brods dag bøger og om Brods Kafka-relaterede korrespondance. Men de to Hoffedøtre har under alle omstændig heder tænkt sig at supplere deres pensioner kraftigt. Arkiver og mu seer i Tyskland og andre lande har allerede ladet høre fra sig. Israels statsarkivar hævder at materialet skal forblive i landet på grund af dets betydning ”for det jødiske folk”. Han bliver støttet af visse israelske litteratureksperter, mens andre siger at papirerne hører hjemme i det cen trale Kafka-arkiv i Tysk land, da zionismen ikke spillede nogen større rolle i forfatterens liv. Det står dog klart at Kafka i slutningen af sit liv i hvert fald legede med tanken om at

udvandre til det daværende Palæ stina. Han studerede hebraisk og drømte om et nyt liv i Mellemøsten. Franz Kafkas hebraisklærer, Puah Menczel, fortalte mange år senere om et besøg i Berlin hos Kafka og den nes sidste kærlighed, Dora Diamant: ”De havde planer om at åbne en restaurant i Tel Aviv. Dora skulle lave maden, og han skulle servere. Dora kendte naturligvis intet til madlav ning, og kan I forestille jer Kafka som tjener! På den anden side kunne man på den tid støde på sådanne par i Tel Avivs restauranter.” Der blev aldrig en Café Kafka i Tel Aviv. Til gengæld opstod der, 84 år efter forfatterens død, en strid om hans litterære efterladenskaber i en lille lejlighed i Spinozagaden i den selv samme by. Oversat fra svensk af Siv og Stefan Isaak

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

fra königsberg og brooklyn

Neurotisk på den sjove måde…

Woody Allen har fået hele verden til at hulke af grin, men karrieren begyndte katastrofalt dårligt med bævende knæ og nogle jokes om religion, ekskoner og forældre.

Af Benjamin Krasnik Han burde være vant til det. At få bragende bifald. For nylig var der stå ende ovationer til endnu en genistreg i den over 40 år lange karriere, da Woody Allens første operaopsætning havde premiere i Los Angeles. Men aftenens instruktør og verdenskendte komiker gemte sig bag kulisserne, for genert til at vise sig for de begejstrede fans. For 48 år siden stod Allen på sce nen i Blue Angel, en af 60’ernes mere sofistikerede New Yorker-natklubber. Den kun 25-årige Allen havde skrevet vittigheder til columnister og TV-vær ter i nogle år, men aldrig selv fremført dem. Denne søndag var han ner vøs og utilpas. Han havde øvet sig i månedsvis på sit manuskript, som var blevet skrevet om og raffineret mange gange. Iført slips og jakkesæt stillede han sig op ved mikrofonen, rømmede sig og kiggede med sit nu så velkendte bekymrede blik bag de sorte briller ud mod publikum. Stiv som et bræt fremførte han sit indøvede materiale, monotont og mekanisk uden person lighed eller indlevelse. Efter en halv time gik han ned fra scenen, skuffet og trist. ”Det var ubeskriveligt smerteligt. Jeg rystede hele dagen ved tanken om igen at skulle stå foran folk og være sjov,” husker Allen seks år senere om sin første tur i rampelyset i New Yorks showbusiness. Den aften lærte Woody Allen en afgørende lektie, nemlig at selv den sjoveste joke kræver personlighed. Og person

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

lighed har vi siden fået fra den lille amerikaner i de brune fløjlsbukser og grå tweedblazer. Woody Allen har overbevist hele verden med sine jokes og fået de fleste til at hulke af grin, når han i sine klassikere viser et billede af samtidens New York og med sit bekymrede blik fortæller om sine depressioner og ekskoner. Filmarbejde som terapi I 1966 var Woody Allen blevet en kendt entertainer. Han havde skrevet manuskriptet til sin første film og del taget i The Ed Sullivan Show på CBS. Drengen fra den amerikanske arbej derklasse var blevet en stjerne. Han blev inviteret til Det Hvide Hus for at optræde til statsbesøg og boede i en penthouselejlighed på det mondæne Upper East Side. I dag er han Manhattans kronede konge. Hans 45. film Vicky Christina Barcelona spiller nu i alverdens biografer med Scarlet Johansson og Penélope Cruz i hovedrollerne. Han er forfatter til 13 bøger og en række teaterstykker, han er amatørmusiker, har vundet et par Oscar-priser og er den mest berømte småneurotiske jøde i verden. Hvis 72-årige Woody Allen skal bedømmes ud fra karaktererne i hans mange filmoptrædener – hvilket han selv nægter at have nogen forbin delse med – finder man bag de store sorte briller, en neurotisk, bekymret, paranoid, hypokondrisk, depressiv og nervøs lille mand med freudianske komplekser og en forkærlighed for unge kvinder. Det er alt sammen mu ligvist sandt, men han er stensikkert

en af den moderne tids største ameri kanske komikere siden Buster Keaton og Charles Chaplin. Og de nervøse og generte træk er han ikke sluppet af med trods den store succes. Woody Allen gemmer sig for direkte bifald og undgår småsnak med naboerne i elevatoren. Han ser ikke sine film, når de er kommet i biograferne, og han læser ikke anmeldelser. Men Woody Allen er slet ikke neurotisk, har han forklaret i Time Magazine: ”Jeg har bare været god til at spille skuespil”. Han opfatter heller ikke sig selv som højkulturel, men som en middelklassetype, der går i jeans og drikker øl til base ballkampe. Alligevel har han modtaget psykoterapi i ca. 30 år, og mange af hans film indeholder psykoterapeu tiske scener. Selv i animationsfilmen Antz, hvor han lægger stemme til hovedpersonen, er åbningsscenen en klassisk Allen-analyse. Og Woody Allen indrømmer, at filmarbejdet er terapi for ham. ”Jeg laver film for ikke at blive deprime ret,” har han sagt. Måske som terapi for sin knapt så lykkelige barndom. Königsberg Det lå ikke i kortene, at Woody Al len skulle få succes. Han voksede op som Allan Königsberg under trange kår i New York-forstaden Brooklyn, og det var ikke let at være lille Al len i det fattige hjem i slutningen af 1930’erne. I det tætbefolkede hus i bydelen Midwood, hvor Königsbergfamilien boede, var der et konstant leben af fætre, tanter og onkler, og det høje lydniveau har måske været GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

»… Vi havde to muligheder. En skilsmisse eller en rejse til Bermuda. Vi havde en seriøs og voksen diskussion og valgte skilsmissen, da vi ikke havde mange penge, og så fordi en ferie kun varer to uger, mens man altid vil have en skilsmisse …« en medvirkende årsag til, at Allen senere i livet foretrækker ro og lange perioder i ensomhed. Bedstefædrene Leon og Isaac – navne som Allen ofte bruger til sine filmkarakterer – var immigranter fra henholdsvis Østrig og Rusland. Allens forældre var vokset op med jiddisch, og moderen Netty forsøgte at fast holde de jødiske traditioner og sendte lille Allan til hebraiskundervisning. Barndomshjemmet var religiøst med overholdelse af Shabbatens bud og søndagsskole. Allan stod bar mitzvah i 1948, men han tog ikke religionen til sig. ”Jeg blev ikke særligt berørt af synagogen. Jeg var ikke interesseret i Seder eller hebraisk. Jeg var ikke interesseret i at være jøde … jeg var optaget af baseball og film”. Allen betragter sig selv som ateist, men humoren og referencer til jødisk liv er gennemgående i hans værker og fylder enormt meget i hans kunst neriske univers. Eksempler er den kendte joke The Moose om elgen, der er forklædt som the Solomons, eller Allen selv som ortodoks jøde med sidekrøller og hat i Zelig eller som succesfuld instruktør med kvaler, som søger råd hos sin rabbiner i Crimes and Misdemeanors fra 1989, hvor emner som moral og religion bliver taget op mere end i nogen anden Allen-film. Den rødhårede, blege knægt med stritører blev passet hjemme, mens Netty arbejdede som bogholder for at brødføde familien, fordi den uduelige far Morty ikke kunne holde på et job mere end en måned ad gangen. Allen legede for sig selv, og når moderen endelig kom hjem, fik han et par på lampen, når han prøvede at få op mærksomhed. ”Mit livs fortrydelse er, at jeg ikke er en anden person”, har han senere sagt. Allens opfattelse af forældrene er ikke just yndefuld. Simple menne sker, som ikke forstår sig på kultur og kunst, og hvis værdier er ”Gud og tæpper”. Novelle-filmen Oedipus Wrecks fra 1989, som indgår i trilo gien New York Stories, er en memoire over moderen. Filmen handler om en fyr, hvis jødiske, pinlige og manipu lerende mor gør livet surt for ham.

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Alt, hvad han ønsker, er blot, at hun skal forsvinde, hvilket hun gør, men som en kæmpe altoverskyggende bal lon på New Yorks himmel. Pjæk Som lille legede Allen ikke på gaden med de andre børn. Han brød og bry der sig ikke om varme og sol og fandt skygge og ro i de kølige biografer, hvor han så Snehvide og Pinocchio. Han gad ikke lave lektier og læste i stedet Superman og Batman. Da han blev ældre, forelskede han sig i Ingmar Bergman, Fellini, Chaplin, Renoir og Borte med blæsten. I gymnasiet fortsatte han med at skulke for at se film og læse tegne serier. Hans mor forsøgte at motivere ham ved at give ham en Olympus skrivemaskine, hvilket skulle vise sig at ændre hans liv – ikke fordi han strammede sig op i skolen, men fordi han begyndte at skrive jokes. Som 16-årig fik han sin første vittighed optaget i New York Daily Mirror. Han blev indskrevet på New York Univer sity, hvor han læste film og sprog – til trods for moderens ønske om at søn nen skulle blive apoteker. Men han blev smidt ud og lavede i stedet vittig heder til columnister og TV-stjerner, med stor succes. Som 20-årig blev Allen gift med en filosofistuderende. Hun var ateist, han selv agnostiker. Om begivenhe den siger han i en af sine tidligere stand-up optrædener: ”Vi blev viet af en reformrabbiner, en meget reform rabbiner: En nazist”. Hans manglende uddannelse opvejede han ved at følge konens filosofikurser og læse de store græske tragedier bl.a. om Ødipus som han tydeligvis er blevet inspireret af siden hen og brugte i sine film. Ægteskabet var ikke lykkeligt og endte i skils misse. Siden brugte Allen skilsmissen i sine jokes og manuskripter: ”Vi havde to muligheder. En skilsmisse eller en rejse til Bermuda. Vi havde en seriøs og voksen diskus sion og valgte skilsmissen, da vi ikke havde mange penge, og så fordi en ferie kun varer to uger, mens man altid vil have en skilsmisse.”

I sine stand-up optrædener i New Yorks natklubber og i TV-shows i 1960’erne forvandlede han sine svagheder til styrker og udviklede den neurotiske, nervøse og intellektuelle personlighed, og trak flittigt på sin jødiske identitet, barndom, forældre og skilsmisser. ”Jeg fik et job i et reklamebureau, der søgte en mand, som kunne sidde i kontoret og se jødisk ud for at vise omverdenen, at de hyrede folk fra minoriteter. Jeg prøvede desperat at se jødisk ud. Jeg læste mine doku menter fra højre til venstre. Men de fyrede mig til sidst, fordi jeg tog fri på for mange jødiske helligdage.” Kunst og kvinder Fra 1960-70 gik det hurtigt i Woody Allens karriere. Han optrådte bl.a. i det populære Johnny Carson Tonight show sammen med en anden berømt jødisk instruktør, Mel Brooks. Inden Allen fyldte 30, var han alle rede en stjerne. Han skrev til magasinet The New Yorker, havde sin første Broadway opførelse Don’t Drink The Water i 1966 og optrådte på forsiden af Life i 1969. Men han var ikke den slags stjerner, som ellers prægede tidens musik- og filmshowbusiness under sloganet sex, drugs and rock ’n’ roll. Allen hader rockmusik og har aldrig været den store livsnyder, når det kommer til sprut og røg. Men interessen for kvinder er noget helt andet. I et CBS-indslag fra 1967 om den 31-årige up-coming komiker siger han på en vandretur gennem et museum: ”Jeg går på museum for at finde kvinder. Jeg går gennem 2000 års fantastisk vestlig kunst på fem mi nutter for at se på piger, men i ny og næ opsuger jeg noget af kunsten.” I midten af 60’erne bad Warren Beatty ham om at lave manuskriptet til Whats up, Pussycat, som blev filmet i London. Peter Sellers og Allen spille de hovedrollerne, men manuskriptet blev ændret så mange gange, at Allen til sidst følte, at det ikke længere var hans værk. Da han vendte tilbage til New York i 1965, lovede han sig selv, at han aldrig ville lave en film igen uden at have total kontrol over ma

Billede tekst?

nuskriptet. Det løfte har han holdt. Med debuten Take The Money And Run indledte Allen en lang karriere som instruktør for sine egne film og med sig selv i centrale roller. Han har næsten lavet en film om året siden. De seneste ti år har det været udpræ get dramafilm som f.eks. hyldesten til jazzlegenden Django Reinhardt Dur & Mol fra 1999 og thrilleren Matchpoint fra 2005. Allens største og mest berømte film fra 70’erne og 80’rne består udpræget af dialogscener med intellektuelt opdaterede middelklassekarakterer og deres kultur og neuroser. Med en kynisk tilgang diskuterer og udlever personerne by- og parlivets problemer ud fra Allens selvreflekterende lit terære, politiske og seksuelle humor, som især fremhæves i klassikeren Annie Hall fra 1977. Her opleves Allens kvindebesættelse, hans forhold til forældre, barndom, værdier og frygt for sygdomme og død. Oscars til Woody Allan Woody Allen er mest kendt for sine

humoristiske værker, som toppede fra begyndelsen af 80’erne og ti år frem med bl.a. Zelig, Hannah And Her Sisters, Mighty Aphrodite, Husbands And Wives og Manhattan Murder Mysteries. Mia Farrow havde i mellemtiden overtaget den rolle, som Diana Kea ton havde indtaget både på film og privat. Men Farrow havde tilsynela dende svært ved at tilgive Allen efter at have fundet nøgenfotos af hendes 19-årige adoptivbarn Soon-Yi, fotos Allen havde taget. Allen siger selv, at han aldrig havde følt et familiært for hold til Soon-Yi, og at de var blevet forelsket. De er stadig sammen i dag og har to børn. Efter bruddet med Farrow i 1992, vendte Diana Keaton tilbage og Farrow har ikke siden vist sig i en Allen-film. Men der er også alvorstoner i Al lens film, hvor hans mere filosofiske sider træder frem, f.eks. i September fra 1987, hvor moralske spørgsmål og eksistentialisme er omdrejnings punkt. Woody Allens senere værker bærer præg af hans fascination af europæisk film, især idolet Ingmar

Bergman nævnes ofte i filmene. Hvad gør livet værd at leve, spør ger han sig selv liggende i en sofa i 1979-filmen Manhattan. ”Jeg vil sige Groucho Marx, Willie Mays, Louis Armstring, svenske film, Marlon Brando, Frank Sinatra, Cézannes æbler og pærer, Tracys ansigt”. Tracy er den 17-årige pige, som han i Man hattan dropper til fordel for Keaton, men som vender forgæves tilbage i slutningen. I 1977 blev Allan Oscar-nomineret for både bedste film, bedste manuskript og bedste kvindelige hovedrol le med filmen Annie Hall. Han vandt dem alle. Siden er han blevet nomi neret et antal gange for manuskripter og skuespillere, men han er kendt for sin modstand mod Hollywood og for hans undskyldning for ikke at del tage i Oscar-uddelinger: Han vil ikke svigte drengene i det jazzband, han spiller med hver onsdag på Michael's Pub på 55th Avenue i New York. Om det er sandt, eller om det skyldes den neurotiske side af Woody Allen, vides ikke. GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

BEatles, nej tak?

A long and winding Road ”De primitive yeah-yeah-yeah skrig kan få en ægte bille til at falde død om”, skrev et israelsk dagblad i 1960’erne om The Beatles. I 2008 var Paul McCartney årets store kulturbegivenhed i landet. Af Hans Henrik Fafner Et højst mærkværdigt år. Et rigtig israelsk år. Sådan skrev en kommen tator i et israelsk dagblad i anledning af det jødiske nytår, der i september lagde år 5.768 bag sig, og som en ramme om mærkværdighederne opsatte hun begrebet shmita og musi keren McCartney. Shmita er sabbatåret, hvor jødisk landbrug ved bibelsk påbud skal lade markerne hvile. Det indtræffer hvert syvende år og griber hver gang ind i den moderne stats dagligdag med en række tiltag, der godt kan virke mærkværdige. Men dette er trods alt en tilbage vendende begivenhed, hvorimod det var første gang i statens historie, da eks-beatlen, Sir Paul McCartney den 25. september gav koncert i Tel Aviv. Og historien bag dette er i sandhed mærkværdig. Nej! Det kunne nemlig have været anden ombæring, for torsdag den 5. august 1965 var det planen at The Beatles skulle spille på det nationale fod boldstadium. Der var trykt billetter, koncerten var blevet annonceret og forventningerne til den store kultur begivenhed steg hurtigt blandt de mange lokale fans. Men så lukkede undervisningsministeriet i Jerusalem al luft ud af forventningerne, idet man anbefalede ”Den Intermini sterielle Komite for Autorisering af Import af Udenlandske Kunstnere”, der havde det endelige ord i den slags sager, ikke at give den nødvendige godkendelse af koncertens afholdelse. I komiteen blev afgørelsen et run gende nej. I mødereferatet står der tørt, at komiteen har besluttet ”ikke

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

at godkende ansøgningen af frygt for, at Beatles’ optræden kan forventes at have negativ virkning på ungdom men”. De israelske myndigheder var med andre ord nervøse for, at de fire beat ler ville fordærve den uskyld, man gerne så landets ungdom forblive i. En historiker har endda fremført, at ordren til forbuddet kom direkte fra den benhårdt beslutsomme udenrigs minister Golda Meir. Hun opfattede The Beatles som udtryk for ”en de genereret kultur”, og under alle om stændigheder var Udenrigsministeriet involveret i det omfang, at man herfra gav ambassader i lande, hvor The Beatles allerede havde optrådt, besked på at rapportere om den Beatles-feber, det dér havde ført med sig. Epsteins mor Ideen til koncerten i Israel skal ifølge historikeren Tom Segev være kom met fra gruppens manager, Brian Epstein. Han var manden, der havde opdaget The Beatles i Liverpool til

bage i 1961, og hans andel i skabel sen af verdensnavnet er uomtvistelig. Epsteins mor, Malka, boede i Tel Aviv og skal allerede i 1962 have foreslået sønnen at arrangere en koncert i Israel, så hun kunne imponere sine veninder lidt. Epstein tog ideen til sig og kon taktede impresarioen Giora Godik, som imidlertid aldrig havde hørt om The Beatles og i stedet valgte at satse på det sikre kort: Cliff Richard. Cliff Richard-koncerten blev gen nemført året efter, men arrangemen tet gav anledning til visse hævede øjenbryn. Ved stjernens ankomst til lufthavnen blev han mødt af flere tu sinde fans, som selv ikke en talstærk politistyrke kunne holde tilbage. Da en anden impresario lidt senere ville have Johnny Holiday til Israel, blev dette nægtet med direkte henvisning til ”hysteriet” omkring Cliff Richard, og denne sag var også på bordet, da Beatles-forbuddet faldt. ”Vi morede os lidt over det,” sagde McCartney i et interview før besøget

dette efterår. ”Vi havde en jødisk ma nager, Brian Epstein, og vi havde lidt ondt af ham. Jeg er sikker på, at hans familie i Liverpool var dybt kræn kede, men vi tog det ikke så tungt. Vi måtte videre.” Ingen kulturel værdi Sagen gik også videre i Israel. Epstein havde tilbudt impresarioen Yaakov Ori at arrangere koncerten i stedet for Godik. Ori appellerede Undervis ningsministeriets afgørelse, og imens var hele sagen blevet til en hed of fentlig debat. Mens navnlig de unge protesterede voldsomt, stillede det meste af pressen sig solidarisk med embedsmændene, hvilket siger en del om den israelske tidsånd dengang. Og nu var det ikke længere et spørgs mål om at opretholde den offentlige orden ved at holde hysteriske udtryk ude. Sagen var blevet til en debat om kulturelle værdier. ”Der er ingen musikalsk eller kunstnerisk oplevelse her, men en udstilling af følelser, der vækker ag gression sammen med seksuelle sti muli,” skrev således det indflydelses rige dagblad, Davar, der blev drevet af fagbevægelsen. En anden avis, der også var tilknyttet arbejderbevægel sen, slog fast, at ”det er bedst at lade The Beatles blive på grammofonpla der. Og selv det er for meget,” mens dagbladet Maariv skrev, at ”folk lader sig påvirke af smagløsheder.” Det var derfor heller ikke over raskende, at den interministerielle ko mite reagerede på appellen fra impre sario Ori ved at gentage sit nej. Denne gang kunne man endda underbygge argumentationen med citater fra dagspressen og de mange rapporter, som var indløbet fra ambassader i ud landet. I begrundelsen gentog man, at ”bandets optræden har ført til hysteri og masse-uro”, og nu kunne man

også fremføre, at ”det ifølge alle rap porter og artikler, inklusive dem der af forskellige grunde ikke afviser The Beatles, er åbenlyst, at bandet ikke har nogen kulturel værdi.” Kontroversielt besøg I dag er Beatles-affæren blevet til en af de pinlige ligtorne, som Israel ser tilbage på med gru. Hvis man altså overhovedet ønsker at se tilbage, for flere historikere har gennem årene søgt andre forklaringer på sagen, hvilket kunne ses som forsøg på at opbløde det hele en smule. Det er således blevet fremført, at Giora Godik indså sin professionelle brøler og derfor gjorde alt for at spænde ben for Yaakov Ori. Denne teori er ikke dokumenteret, hvorimod det kan lyde som en plausibel forklaring, at myndighederne sagde nej til The Beatles af økonomiske hensyn. I 1960’erne var Israels beholdning af fremmed valuta konstant på kanten af det umulige, og argumentet lød, at når man havde tæret så voldsomt på beholdningerne for at lønne Cliff Ri chard, så var der ikke råd til at flotte sig igen ved at invitere The Beatles. I 2008 var der ingen smalle steder, da Paul McCartney forlangte 15 millioner shekel for at optræde. Pengene var der, fanhysteriet fik lov til at florere uden bekymringer for folkesundheden, og den lokale presse var igen helt med på vognen, nu blot med modsatte fortegn. Dette afspejler også det helt an derledes Israel, som har udviklet sig siden dengang. Hvor landet i 1965, i hvert tilfælde på papiret, var præget af en stærkt egalitær arbejderzionis me, der også tvunget af omstændig hederne havde et meget asketisk syn på, hvad der strakte sig ud over det mest nødvendige, er Israel i dag et liberalistisk forbrugersamfund. Men

det har også åbnet sig i helt usædvan lig grad over for fremmede kulturpå virkninger, så Tel Aviv i dag forekom mer langt mere kosmopolitisk end mange europæiske storbyer. At lade den transseksuelle Dana Internatio nal repræsentere Israel ved Melodi Grand Prix og tillade Gay Pride i Jerusalem er blot et par eksempler på det sekulære Israels frisind. Der er i dag langt mellem indbyggere, der fø ler sig provokeret af Paul McCartney, og derfor undrer det heller ikke, at selv myndighederne denne gang var glade medspillere for at understrege afstanden til begivenhederne i 1965. Allerede i januar gødede den israel ske ambassadør i London, Ron Pro sor, således jorden for besøget. Han rejste til Liverpool, hvor han på The Beatles Story museet overbragte den israelske stats officielle undskyldning for hændelserne i 1965 til John Len nons halvsøster, Julia Baird. Ved den lejlighed inviterede Prosor også de to overlevende beatler, Paul McCartney og Ringo Starr til at besøge sit hjem land i maj, altså i forbindelse med 60-året for staten Israels oprettelse. Paul McCartney kom, ikke i maj, men i september, hvilket stadig var i jubilæumsåret. Fra officiel isra elsk side henviser man til en stribe store musiknavne, der har besøgt landet på det sidste, og bruger det til at demonstrere, at internationale sværvægtere hjælper med at bryde Israels kulturelle isolation. Omvendt har dette skabt et nyt problem. Den ihærdige London-imam, Omar Bakri, har sluttet sig til en voksende gruppe af fremtrædende muslimer, der nu beskylder Paul McCartney for at tage part i den israelsk-palæstinensiske konflikt ved sin støtte til Israel, så også denne gang var McCartneys be søg kontroversielt. Nu blot på en helt anden måde. GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

rytmisk konvertering

Nye medlemmer af flokken De fleste af verdens ca. 12 millioner jøder bor enten i Israel eller i USA – næsten lige mange hvert sted. I USA udgør den jødiske befolkning kun to procent, men da der bor jøder i alle USA's stater og storbyer, er det ikke usædvanligt at møde eller kende en. Alligevel har et helt nyt jødisk samfund i sydstatsbyen Cairo vakt opmærksomhed.

Af Leo Goldberger Den lille amerikanske by Cairo ligger langt nede sydpå i staten Illinois, der hvor floderne Mississippi og Ohio møder hinanden nær grænsen til staterne Kentucky og Missouri. Fat tigdom, arbejdsløshed, kriminalitet, alkohol- og narkomisbrug præger dagligdagen for byens ca. 4.000 indbyggere der lever uden meget håb om at deres vilkår vil ændre sig. Cairo har masser af kirker, næsten en i hver gade, men de står halvtom me. Der er også en gammel synagoge som stammer fra ca. 1870, dengang da Cairo var en stor og blomstrende havneby med et indbyggertal på ca.

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

20.000. I århundredet efter gik det tilbage for byen, og nu er mange flyt tet derfra. Den smukke synagoge er lukket og tjener et andet formål. Kun en enkelt jødisk Cairo-borger har holdt stand. Men på det seneste er der sket no get usædvanligt i byen. Et nyt jødisk samfund med over 60 medlemmer er skudt op, og det påstås at menig heden snart vil vokse til op mod 100. Begivenheden i den hensygnende by er yderligere interessant ved at de nye menighedsmedlemmer af ydre ikke ligner gennemsnittet af andre amerikanske jøder, idet at de alle er afroamerikanere. Historien om de nye jøder i Cairo er blevet omtalt i flere store aviser i

USA og Israel og skal her genfortæl les for GOLDBERGs læsere. Tilbage til rødderne Det hele begyndte for nogle år siden da Philip Matthews, en 35-årig afro amerikaner med job i computerbran chen, blev fascineret af jødedommen og satte sig for at lære så meget som muligt om denne religion. Han læste alle de bøger han kunne få fat i, ikke bare Tora – Bibelen – men også bøger om jødiske ritualer, skikke og hellig dage, og hvordan man lever som praktiserende jøde. Til medierne har han fortalt at hans interesse opstod, fordi han blev mere og mere skuffet over sin egen reli gion, baptismen, som han følte var

fyldt med hykleri, uærlighed osv. Han var overbevist om at jødedommen ville være anderledes, fordi den som den ældste af de store religioner måske var den mest troværdige. Han var også tiltrukket af det centrale budskab i jødedommen, at man gen nem religionen kan finde styrke til at møde livets udfordringer og vanske ligheder. Det mente han var et godt og relevant budskab både for ham selv og for hans fattige brødre og søstre i Cairo. Efterhånden som Matthews’ fami lie og bekendte hørte ham fortælle om jødedommen, blev de interessere de, og der samlede sig en lille gruppe der mødtes hver uge for at diskutere jødedommens værdier, lære om den hebraiske gudstjeneste, bønnerne, shabbat-sangene og det jødiske liv. Efter et års tid tog gruppen en vigtig beslutning: de ville være jøder, og de ville offentligt anerkendes som jøder. De ville med andre ord konvertere. Gospel i Synagogen Philip Matthews tog kontakt til rabbi nere i de nærmeste byer, men det var vanskeligt at finde en som var parat til at hjælpe med konverteringen. Først da han mødte rabbiner Lynn Goldstein fra St. Louis, Missouri, ca. tre timers kørsel fra Cairo, kom der skred i processen. Lynn Goldstein, der er uddannet reformrabbiner fra New Yorks He brew Union College, blev imponeret over Philip Matthews oprigtighed og mod på at overgå til jødedommen. Hun inviterede derfor hele gruppen på besøg, og gennem det følgende halvandet år afholdt hun ugentlige studiemøder i sin private bolig. Hun underviste dem i jødisk historie, Toraen, halakha (de jødiske love), helligdagenes betydning, osv. Hun ar rangerede også udflugter til St. Louis Holocaust Museum, til en kosher slagter og ikke mindst til reform synagogen, Beth Jacob, i Carbondale, Illinois, som hun er tilknyttet som rabbiner. I Beth Jacob-synagogen blev

Cairo-gruppen varmt modtaget, og særlig stor begejstring vakte deres overraskende fortolkning af bønnen ”Shema”, der er en af de vigtigste i den jødiske gudstjeneste. I stedet for den sædvanlige alvorsfulde melodi blev den afsunget som en slags Gospel med den rock-rytme, der er kendeteg nende for gudstjenesterne i baptist kirken. Stemningen i synagogen løfte de sig, man holdt hinanden i hånden og svajede i takt fra side til side. Rabbiner Goldstein beskriver denne gudstjeneste som et vende punkt i Cairo-gruppens vanskelige og kontroversielle konverteringsproces, men det siger sig selv, at der var tale om en fordomsfri menighed. Det kunne ikke være sket i en hvilken

enkelt ansøger mødte op foran en jødisk domstol – en beit din – be stående af tre rabbinere, der eksa minerende dem i deres kundskaber om jødedommen og forhørte sig om deres motivation for at konvertere. Mindst 14 rabbinere fra både reformog konservative menigheder tilbød sig som frivillige deltagere i beit din-udvalget. Den sidste del af proce duren var mikve-ceremonien, hvor de alle en efter en dyppede sig i bas sinet, mikven, i det rituelle badehus. Da der opstod vanskeligheder med at skrabe de penge sammen, som det ville koste at benytte mikven i St. Louis, trådte rabbiner Aaron Ruben steins konservative synagoge, Beth Shalom, i Memphis, Tennessee, til så det til sidst lyk » …stor begejstring vakte deres overrasken- kedes at få arrangeret de fortolkning af bønnen ”Shema”…« ceremonien, og konver som helst synagoge i USA. Over teringen kunne gennemføres. gangen til jødedom har til alle tider Den store dag oprandt hvor hver været besværlig, betragtet fra forskel enkelt fik overrakt sin shtar giur, lige synspunkter, men i dette tilfælde en smuk konverteringsattest. Philip gjaldt det ikke bare en mere "almin Mathew og hans gruppe var nu delig" konvertering til jødedommen, endelig jøder, og alt var sket i korrekt men om en gruppe der på mange overensstemmelse med halakha, de måder var atypisk. jødiske love. Rabbiner Goldstein kendte kun alt for godt til diskriminationspro Heling og gode gerninger blemer i Israel over for blandt andre Cairos nye afroamerikanske med "mizrachi-jøderne”, der stammer fra lemmer af jødedommen er glade de arabiske lande, så hun var derfor for deres nye tro. Phillip Matthews forberedt på at racismen også kunne forklarer: ”Jeg mener at der er et vig findes blandt USA’s jøder. Et pro tigt formål med vores konvertering, blem kunne derfor være modstan nemlig udøvelsen af vores lokale den hos de forskellige typer jødiske version af det jødiske koncept, ”tik menigheder: næsten halvdelen af kun olam”, der betyder heling eller USA's jøder er tilknyttet en syna udbedring af verden”. goge, enten en reform (38 %), en Cairo-jøderne gør hvad de kan for konservativ (33 %) eller en ortodoks at udføre deres pligter i henhold til (20 %). halakha: de holder shabbat og kosher og udfører mitsvot, altså gode ger Efter alle bogens regler ninger. Mændene går rundt i byens Men trods alle vanskelighederne på gader med deres kalotter på og er i den lange vej mod jødedommen lyk det hele taget meget tilfredse med kedes det til sidst. at være blevet jøder. Ja, nogle har Mændene gennemgik en rituel endda allerede opnået at blive udsat omskærelse – en brit mila – og hver for antisemitiske forhånelser. GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

SPROG og usynlige hunde

Mød Goldberg på stand

G413

Kaosteori Om at belære en flok jakkesæt fra Hollywood om nuancer i det hebraiske sprog Af Etgar Keret For nogen tid siden var jeg inviteret til en middag med en gruppe filmfolk fra Los Angeles. Under middagen stillede en fremgangsrig doku mentarfilminstruktør mig følgende spørgsmål: “Kan du komme på nogen hebraiske ord, som ikke kan oversæt tes direkte til engelsk?” Et rigtig godt spørgsmål, og selv om jeg var over bevist om, at der er mange ord af den slags, kan de to jeg kunne komme i tanke om faktisk oversættes direkte til engelsk, selv om de på hebraisk – eller måske snarere på ’israelsk’ – har helt andre konnotationer. Det første er balagan, som er kom met ind i hebraisk fra jiddish. Balagan betyder ‘totalt kaos’. Men ordet er enestående, fordi det modsat den negative værdi, det har på andre sprog, faktisk har en dybere positiv betyd ning. Det positive er ganske vist ikke åbenlyst – det minder lidt om stolte forældre der forsøger at skjule et smil for deres spilopmager af en søn – men det er der. Kaos for et samfund, der i den grad er præget af balagan, er intet mindre end bevis på livskraft og lidenskab. I et land hvor folk skubber og maser i køer, hvor børn insisterer på at tegne på væggene i stedet for på papir, og hvor folk render rundt med mapper, hvor plettede skattepapirer ligger mellem pastramisandwicher og et stykke millimeterpapir med be gyndelsen af et digt, er det der man finder menneskelig frihed, en frihed, som både jiddish og hebraisk altid har betragtet som hellig. Det andet ord jeg kom i tanke om, var dugri, et ord der stammer fra ara bisk og betyder ’lige ud af posen’. Ligesom kaos er ligefremhed en skattet egenskab i det israelske sam fund. Dugri’er vil altid fortælle en, at man er blevet fed, at ens kone er grim, at den film

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

man har lavet ikke er fantastisk, og – når jeg tænker over det – at de aldrig kunne komme igennem ens bøger. De gør det ikke fordi de føler, at de skal oplyse en, men fordi de ville opfatte det som hyklerisk at sige noget andet. De ved selvfølgelig godt at de bare kunne smile og skåne en for deres ærlighed, men så ville de ikke være helt dugri. Så ægte dugri’er ringer til en, to timer efter at man har sagt farvel til dem, og tilføjer at de midt i forvirringen glemte at nævne, at ens søn virker underudviklet for sin alder, og at ens hud ser forfærde lig ud. Begrebet balagan vakte kun be skeden intellektuel nysgerrighed hos gæsterne fra Los Angeles, men dugri fangede deres fulde opmærksom hed. De for søgte

at komme i tanke om en situation, hvor nogen efter en filmforevisning var kommet hen til dem med en negativ bemærkning, men det lykke des ikke. ”Måske var jeres film bare gode,” sagde en af de israelske værter og forsøgte at give en yderst ikkedugri kompliment. ”Nej,” sagde instruktøren. ”Sådan er det ikke. Men når en film ikke er god, kommer kollegerne i Los An geles hen og siger ting som ’Det var modigt af dig at lave den film’ eller ’Jeg var vild med hunden’.” ”Og hvis filmen er virkelig for færdelig?” spurgte jeg. ”Hvis der var en, der led hvert minut af forestil lingen?” ”Så kommer han over med et bredt smil og siger: ”Den skal du have ros for.” I taxien på vej hjem huskede jeg alle de brede smil jeg fik fra folk der sagde, at de var vilde med min bog under min eventyrlige turné på USA’s vestkyst i 2001. Når jeg tænker tilbage, fortalte mange mig at det var modigt af mig at skrive den bog, og der var en høj, tynd kvinde fra Berkeley som trykkede mig varmt i hånden og sagde, at hun var vild med hunden. Hvis jeg nu skal være dugri over for mig selv, burde det have gjort mig mistænk som, for der var ikke nogen hund i bogen. Hvis jeg skal være positiv, har det godt nok taget mig syv år, men jeg fattede det til sidst. Den ros skal jeg have. Oversat af Hanne Friis This piece originally appeared on Nextbook.org, the online Jewish literary and culture magazine.

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

SET fra moskva

Af Samuel Rachlin Jeg vidste godt det ville blive a pain in the neck at have Goldberg med til Moskva, men der er ikke noget at gøre. Efter måneders insisteren må jeg hanke op i stædige Goldberg og tage på en todages-tur, der vil blive en blanding af turisme, dannelse og druk. Vi tager først på en regulær sight seeing-tur for at få en fornemmelse af byen og historiens vingesus – fra Den Røde Plads og mausoleet med den balsamerede storforbryder, det gamle GUM varehus som nu består af lutter hippe butikker, Bolsjoj-teatret, KGB's hovedkvarter, Moskvas Universitet med panoramaudsigten over byen og det olympiske stadion på den anden side af Moskva-floden, en tur i me troen til Khrustjovs gravsted, derefter ud til Vladimir Vysotskijs grav, så en gåtur ned ad Arbat-gågaden med frokost på Jolki-Palki eller ”Pinde brænde-restauranten”, en kæde med glimrende mad og meget rimelige priser, den nyopførte Frelserkatedral, det gigantiske monument for Anden Verdenskrig, Dorogomilovskij-mar

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

kedet bag Kiev banegården – men da jeg foreslår, at vi slutter af med et besøg i synagogen, bliver der skreget på time-out! Fint, der er også mere end rigeligt at tage sig til om aftenen. Jeg beder chaufføren om at køre os til Hotel National, der ligger et stenkast fra Den Røde Plads, men på vejen for klarer jeg Goldberg at hvis man på to dage skal nå at få et indtryk af en by med 12-15 millioner indbyggere, dens tilbud og historie, så kan man altså ikke ligge på den lade side. Vi bliver enige om at mødes i lobbyen kl. 20.00 og så gå ad Moskvas hoved gade, Tverskaja, op til Pusjkinpladsen for at spise middag på en af mine favoritrestauranter, Cafe Pusjkin. Jeg har forstået at min opgave ikke kun er at være tourguide, men også at give en forståelse af landet, folket, historien, mentaliteten. Så allerede fra ankomsten i lufthavnen har jeg taget fat på at fortælle om Ruslands nyere historie og udvikling. Den er gået fra totalitær, sovjetisk supermagt over Sovjetunionens opløsning, kaos årene under Boris Jeltsin til Vladimir Putins nye knytnæve-Rusland. Det er i dag et land med et særligt miks

af statsstyret kapitalisme og autokrati drevet af en alliance af gamle KGBfolk og nyrige oligarker. Konflikten med Georgien og lyn krigen i august er det seneste eksem pel på Putins nye Rusland, hvilket har givet mange en følelse af at man for fuld fart er ”back in the USSR” på en rejse finansieret af Ruslands nye olie- og gasrigdomme. Hvad Sovjetunionen ikke kunne opnå med atomarsenaler og terrorbalance, prø ver Putin og hans folk at realisere ved hjælp af energivåbnet. Som præsi dent i otte år, og som den premiermi nister der sidder på den reelle magt i landet, ønsker Putin at overvinde den ydmygelse Rusland oplevede i årene efter Sovjetunionens kollaps og placere landet som en stormagt, man hverken skal udfordre eller spøge med. En del tyder på at det nye Rusland i de kommende år vil minde mere og mere om det gamle Sovjet unionen.

Det evige Rusland Mens Goldberg falder i svime over Moskvas byggeboom og gigantiske vejprojekter, griber jeg chancen til at tale om mit syn på ”det evige Rus

land” – et begreb som russerne selv gennem århundreder har været både fascineret og skræmt af, afhængigt af politisk ståsted og syn på forholdet mellem Rusland og Vesten. Det har noget at gøre med splittelsen i russisk selvopfattelse som en kultur, der har rødder i tilknytningen til Byzans og Asien samtidig med tilhørsforholdet til Europa. Splittelsen har en umis kendelig geografisk dimension med Ural-bjergene som skellet mellem Asien og Europa. – Hvor er her ualmindelig me get dårlig smag samlet på et sted, udbryder Goldberg. Man burde sende de arkitekter og byplanlæggere til Sibirien. Jeg fortsætter ufortrødent med at tale om, hvordan Ruslands kultu relle splittelse har været med til at skabe en rivalisering i russisk åndsliv mellem tilhængerne af den slaviskbyzantinske skole og dem der ser Rusland som en del af den vestlige, europæiske civilisation. Det er det dilemma og den udfordring Rus land har stået over for gennem sin århundredelange historie. Det udgør kernen bag tanken om det evige Rusland som uanset politiske for andringer, sociale revolutioner og det 21. århundredes modernitet forbliver uforandret og bundet af sin arv – en kultur splittet mellem det evindelige russiske mindreværdskompleks og forestillingen om Moskva som Det tredje Rom – en opfattelse af Rus lands særlige mission i verden og en vision om Ruslands storhed og anseelse. Russiske tænkere bliver ved med at tale om og søge efter den russiske ide. Og de bliver ved med at slå opgivende ud med armene og konstatere, at de ikke har fundet den endnu, men de ved, at de ikke er

som nogen af de andre nationer. De Sovjetunionen. Vladimir Putin har er noget for sig selv. endda taget imod en gruppe højt Af samme grund var det helt stående Lubavitch-jøder i Kreml, forfejlet da vi her i Vesten troede at hvor man i dagens anledning havde Rusland efter Gorbatjovs perestrojka indrettet et kosherkøkken efter alle og glasnost ville blive et åbent og frit kunstens regler. Problemet for jøder samfund med Europas liberale demo ne er selvfølgelig det evige Rusland kratier som forbillede. Det er ikke de med sit evige problematiske forhold russiske forudsætninger. Russerne til sine jødiske medborgere. ser ikke sig selv helt som europæere og bliver ved med at søge deres egen, Godt spørgsmål tredje vej. På mærkværdig vis bliver – Og hvad så med alle de jødiske Rusland ved med at vende tilbage oligarker? til sit udgangspunkt, bundet af sin Goldberg har fat i noget der har historiske arvesynd – sin uafklarede undret mange mennesker siden re euroasiatiske identitet. formprocessen blev sat i gang og for Jeg har talt mig varm, da Goldberg vandlede Rusland fra den monstrøse, afbryder: socialistiske kolos til et nykapitalistisk – Og er alt det så godt eller skidt for forbrydersamfund af et omfang og jøderne? en karakter, der fik Chicagos gang Jeg steropgør i havde og »… Det er påfaldende at et stort antal 1920’erne ventet 30’erne til at spørgs af den første bølge af oligarker var folk ligne søndags målet, skoleudflugter. med jødiske rødder …« bare Der er intet ikke at sige til at midt i min udredning af Ruslands så mange russere betakkede sig for historiske komplekser og komplek demokrati og kapitalisme der kun be sitet, men svaret er at udviklingen i tød nød og forarmelse for dem, mens det nye Rusland stort set har været til nogle få oligarker berigede sig i en fordel for jøderne. Lige siden reform helt ufattelig grad. Det er påfaldende processen begyndte under Gorbatjov, at et stort antal af den første bølge af har de russiske jøder nydt godt af de oligarker var folk med jødiske rødder. nye frihedsrettigheder til at dyrke De hed Berezovskij, Gusinskij, Fried deres religion og kultur indenfor man, Khodorkovskij, Smolenskij, landets grænser eller rejse til Israel, Abramovitj og andre navne der var hvis de foretrak det. Det er faktisk nemme for de fleste russere at identi gået så godt at man kan tale om en ficere som typisk jødiske navne. opblomstring for jødisk kultur med Oligarkerne blev beskyldt for at nye aviser og tidsskrifter, genoptryk udplyndre landet, men den folke af gamle jødiske klassikere, åbning lige reaktion udløste ingen angreb af jødiske skoler og teatre, byggeri mod de jødiske oligarker, sådan som af nye synagoger og med Chabad mange jøder havde frygtet. Vel var Lubavitch-repræsentanter i fuld vigør der i nogle nationalistiske kredse mange steder i det forhenværende tilløb til antisemitiske udfald mod GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

oligarkerne for at have bragt landet og folket i uføre, men det udviklede sig aldrig til organiserede kampag ner endsige pogromer, som man tit har oplevet gennem historien under

I 1972 emigrerede han til Israel, hvor han etablerede sig som suc cesfuld kunstner med en omfattende produktion af billeder inspireret af bl.a. biblen og Jerusalem. For et par år siden blev han optaget som medlem af et nyt RUSLAND kunstakademi i Moskva og Hovedstad: Moskva udstillede sine nyeste ar bejder i akademiets udstil Areal: 17 mio. km2 lingssal. I år udstiller han Indbyggertal: 142 mio. (2006) i Tretiakov-galleriet der er Indbyggertal Moskva: 10.469.000 (2007) det russiske nationalgalleri og landets mest prestige fulde udstillingsrum. Der kampråb som ”Slå jøderne ihjel for er et stort spring fra sfinksgrafittien Ruslands frelse!” i St. Petersborg til Arons udstilling i Det betyder ikke at antisemitismen Moskva, men begge dele er sider af er udryddet i Rusland. Det er stadig det nye Rusland. et af kendetegnene på det evige Rus lands uforanderlighed. For to år siden Nye slogans var jeg i St. Petersborg for at dække Middagen på Pusjkin er en ubetinget genbegravelsen af prinsesse Dagmar succes med en forret der er en sær for TV2. Som optakt lavede jeg et deles velsmagende variation af den indslag om det nye Ruslands syn på klassiske gefillte fish, helstegt and sin egen historie og Stalintidens for fyldt med boghvede, æbler og svesker brydelser. Fotografen og jeg besøgte og dertil 300 gram Russkij Standard et mindesmærke, en bronzeskulptur, Vodka. Da vi når til desserten, er vi så der forestiller en udmagret sfinks hvis mætte at vi nøjes med te og kirsebær ene halvdel af ansigtet er et dødnin marmelade i små skåle på traditionel gehoved. Det er et stærkt og skræm russisk vis. Restauranten er åben i 24 mende billede af Stalintidens terror. timer og genlyder af smuk klassisk På skulpturens sokkel er der små musik fra et kammerorkester bagest bronzeplader med citater af kendte i salen. Cafe Pusjkin drives af Arkadij russiske forfattere, digtere og borger Novikov, Moskvas mest succesfulde retsforkæmpere. På en af pladerne restauratør, der ejer en kæde af andre manglede citatet, men da jeg kiggede populære restauranter med den nærmere efter, så jeg at der var ridset bedste beliggenhed i byens centrum. en grafittitekst ind på pladen med en Priserne er på højde med de dyreste spids genstand. ”Et land, der bliver restauranter i København. styret af Ruslands jøder, er ikke noget Tæt på midnat går vi tilbage til land” stod der. hotellet ad Tverskaja, der er fuld af En anden og meget mere positiv liv, boder og unge mennesker der historie handler om kunstmaleren trænges om natklubberne, casinoerne Aron April, hvis familie – lige som og barerne. Bygningernes facader er mine forældre – blev forvist til Sibi oplyste af en vrimmel af reklamer rien i 1941. Aron ville være kunstner, for internationale brands. Jeg indvier og det lykkedes ham at få afgang fra Goldberg i min undren over synet af et af de førende kunstakademier. reklamer for Coca Cola, McDonalds,

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Prada, Gucci, Samsung og andre ka pitalistiske symboler på de bygninger som i sovjettiden var udsmykket med partislogans som f.eks. ”Længe leve det kommunistiske parti!”, ”Kommu nismen vil sejre!” eller ”Lenin er med os!” Lenin må vende sig i sit mau soleum. På mig virker erindringen nærmest surrealistisk, som et billede fra en fjern fortid eller planet. Jeg tog Goldberg med i seng, men gik ud som et lys inden jeg havde fået læst en halv side.

Et mordforsøg Næste morgen går turen til Moskvas Choral Synagoge lige bag Kitaj-Gorod Metrostationen og de gamle central komitebygninger, som nu er en del af præsidentadministrationen. På vejen passerer vi Dumaen, Bolsjojteatret og Hotel Metropol hvor min kone og jeg boede da Danmarks Radio i 1977 åbnede sit kontor her. På Lubjankapladsen, hvor KGBbygningen ligger, er det mest min deværdige for mig fjernelsen af den gigantiske statue af Feliks Dzerzjin skij, grundlæggeren af KGB. Moskva er formentlig det eneste sted i verden hvor man har rejst en statue af en berygtet og frygtet grundlægger af det hemmelige politi. Men der har han stået i masser af år som et symbol på KGBs magt og centrale position i det sovjetiske samfund. Det endte dramatisk i august 1991 i kølvan det på det mislykkede statskup mod Gorbatjov, da en stor og ophidset folkemængde samlede sig på pladsen og krævede at man fjernede Dzerzj inksij-statuen. Panikslagne KGB-folk fulgte dramaet fra bygningens vin duer, hvor de kunne følge, hvordan en kranvogn ankom på pladsen og en stålwire blev lagt om halsen på jernFeliks, der blev trukket op med rode fra sin sokkel og hang og dinglede i luften, detroniseret og magtesløs.

Senere endte han på historiens skrot bunke i en særlig park for sovjet tidens afsatte bronzehelte. For mig står det som det stærkeste billede på Sovjetstyrets fald. Fremme ved synagogen beundrer vi det smukke, velpropor tionerede rum, hvor morgengudstjene sten netop er forbi. Goldberg insisterer på at se mikvaen, åstedet for et bi zart overfald for ca. otte år siden. Formanden for forbundet af jødiske menigheder, Avrohom Berko witz, var

ved at forlade synago gen, da han blev pas set op af tre ukendte mænd der greb ham og trak ham ned til mikvaen. De

smed ham i med al tøjet på og holdt ham under vandet. Berko witz lod som om han var død, og de tre mænd flygtede overbevi ste om at deres forehavende var lykkedes. Berkowtiz er amerikaner og tilhører Lubavitchmenigheden, og man mener at overfaldet måske var et led i et opgør mellem riva liserende jødiske fraktioner. En anden teori er at Kreml stod bag og ønskede at sende et budskab,

Kulturhistorie

Wagner vs. Meyerbeer men forbrydelsen er al drig blevet opklaret.

Venner med Vodka Efter synagogebesøget tager vi til Luxury Village, et shoppingcenter i superluksus-klassen. Det ligger 45 minutters kørsel fra byen i et område der i sovjettiden var reserveret alle partibosserne. Her byggede de sommerresi denser beskyttet af politi og sikkerhedsvagter, så de kunne nyde deres luksus langt fra folket. Nu er området beboet af nyrige russere, der har byg get gigantiske villaer bag høje mure og hegn beskyttet af politi og sikkerhedsvagter. Luxury Village er et shopping center midt ude i skoven, med alle verdens kendteste og dyreste mærkevarer – biler, tøj og smykker. Luksuslandsbyen med luksusbutik kerne er smagfuldt bygget moderne arkitektur i streng minimalistisk stil med hver enkelt butik opført i cana disk cedertræ. Det er den destillerede udgave af de nyrige russeres dyrkelse af luksus og rigdom. Hverken millio nærerne, deres koner eller elskerinder behøver at tage til London, Rom eller Paris for at vælte sig i nydelse, her er al ønskelig luksus efter mottoet: jo dyrere desto bedre. På vejen tilbage til byen fortæller jeg Goldberg om de millionær- og milliardærmesser der hvert år bliver gennemført i Moskva for købe

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

stærke russere. Her er udbuddet diamantbesatte mobiltelefoner, luksusvillaer på Cote Azur til priser fra 50 millioner euro, fuldblods heste, lystyachter og motorbåde i millionklassen. Det er en opvisning i ekstremt dårlig smag, og de rige rus sere strømmer til i tusindvis for at se og blive set. Om eftermiddagen tager vi til Tretiakov-galleriet for at se Aron Aprils udstilling, og bagefter kører vi ud til et nyt kunstgalleri, Garagen, indrettet af overoligarken og multi milliardæren Roman Abramovitjs kæreste, Darja Zjukova, i en kæmpe

stor, gammel busterminal bygget af den berømte rus siske konstruktivist Konstantin Melnikov i 1929. Vi ser også Melnikovs berømte runde hus der ligger lige bag udenrigsmini steriet, og så er det tid til at slappe af sammen med nogle af mine gamle venner nede i kælderklubben/restauranten Petrovitj i Mjasnitskajagaden bag den gamle KGB-bygning. Restauranten ligger dybt inde i en baggård og kan være svær at finde, men belønningen er et førsteklasses russisk køkken med pelmeni, den russiske variant af kreplach i kyllingebullion, i omgivelser der omhyggeligt er indrettet med gammel sovjetisk kitsch og karikaturtegninger af en kendt russisk avistegner. Vodkaen flyder i stride strømme skænket med ægte russisk gavmildhed og om kap med endeløse historier og anekdo ter om kultur, politik, de seneste kærlighedseventyr og dramaer blandt gamle venner og bekendte ledsaget af latter og jazzmusik fra et orkester i restaurantens midte. Goldberg og jeg er nødt til at bryde tidligt op, for vi skal af sted næste morgen. Så vi går allerede kl. 3.30. – Jeg elsker dine venner og de der kreplach, le chaim, hikker Goldberg på vej gennem den mørklagte bag gård. Nogle timer senere står den på ”Back to Denmark”.

Af Peter Nejsum I en af Storm P.'s ”fluer” fra 1942 siger den ene herre til den anden: – Kan De lide Meyerbeer? – Ærlig talt, jeg holder mest af en almindelig Pilsner! Det er slet ikke sikkert, at man i dag forstår vitsen, for hvem i alver den er Meyerbeer? Hvem kender i dag den jødiske, tyske komponist der i midten af 1800-tallet var en af det europæiske musiklivs ubestridte hovedpersoner? Han havde base i Paris og var tiljublet som en moderne popstjerne, der ikke bare kunne leve af sin kunst, og tilmed leve godt, men som blev en af den tids mest vel havende mænd. Forfatteren Hein rich Heine, Meyerbeers samtidige, bemærkede vittigt at Meyerbeer ville være udødelig, så længe han levede, og måske endda en smule længere, for det havde han forudbetalt! Måske havde han alligevel ikke be talt forud, for Meyerbeer måtte efter sin død lide den tort langsomt, men sikkert, at blive dækket af glemslens støv. Hans stjerne faldt, og hans vær ker opførtes sjældnere og sjældnere. En ihærdig gruppe mennesker, der kalder sig ”Meyerbeers Fanclub”, har i de senere år forsøgt at rette op på det og skriver med begejstring på deres hjemmeside om de få forsøg på at opføre Meyerbeer, som forskellige operahuse har bundet an med i nyere tid. Men det ændrer ikke ved, at den engang så berømte Meyerbeer er gle det ud af operahusenes repertoire.

Superstjernen Giacomo Meyerbeer blev født i Berlin i 1791 som Jacob Liebmann Beer. Fornavnet ændrede han under et ophold i Italien, Meyer tog han af familiære grunde. Han havde adskillige operaer bag sig, da opsæt ningen af hans Robert le Diable i 1831 på operaen i Paris gjorde ham til en veritabel super-stjerne. Senere fulgte hans mest berømte operaer Les Huguenots (1835), Le Prophéte (1849), Dinorah (1859) og L’Africaine (1865 – opført posthumt). ”Grand Opéra” kaldes den genre han mestrede, og der blev ikke sparet på noget, når Meyerbeer og hans librettist Scribe skabte deres værker. De indeholdt store optrin og kræven de partier med arier, hvor solisterne fik lejlighed til at vise al deres ekvili brisme. Dertil kom en melodramatisk handling, der ofte indebar spektaku lære effekter såsom synkende skibe, ild på scenen, forførende spøgelsesnonner (!) og levende dyr. F. eks. er Dinorah operahistoriens eneste heltinde, der hele operaen igennem følges med en ged, hvad der ikke altid var uproblematisk. Det fortæl les at geden ved en bestemt lejlighed stangede hovedrolleindehaveren, så hun faldt ned i orkestergraven. Et møde Den store mester opsøges på en som merdag i 1839 af en ung, talentfuld tysk komponist der hellere end noget andet vil slå igennem i musikkens metropol, Paris. Meyerbeer fatter sympati for den unge mand og hjæl

per ham. Han får breve fra ham, ikke bare ”med venlig hilsen”, men ”i glø dende tilbedelse” og mere af samme slags, der har kunnet få den mest selvbevidste til at krumme tæer: ”Jeg håber i denne verden ikke på andet end den frelse der måtte komme fra Dem”. Han kalder Meyerbeer sin mægtige skytsengel, som den gode Gud har sendt, og skriver: ”Goethe er død – men han var heller ikke musi ker; for mig er der ingen anden end Dem”. Og et andet sted: ”Mit hoved og mit hjerte tilhører ikke længere mig selv – den er Deres ejendom, min mester,” og han omtaler sig selv som Meyerbeers lydige slave, tilstår villigt at han er af slave-natur. ”Køb mig!”, beder han indtrængende, og under skriver sig ”Deres ejendom - Richard Wagner.” For Richard Wagner var det. Wagner havde skrevet operaen Rienzi i Meyerbeers stil, og bl.a. ved Meyerbeers mellemkomst lykkedes det faktisk den fortvivlede og fattige Wagner at få teatre til at antage hans ting. Nogle år senere er Meyerbeer også medvirkende til at hofteatret i Dresden binder an med uropførel sen af Wagners første værk i ”egen” stil, Den flyvende Hollænder, hvad der skulle bane vejen for en ansættelse som hofkapelmester i Dresden. Den store mester hjalp sin unge, talent fulde tilbeder. Et faderopgør Siden hen fik Wagner-tubaen mildt sagt en anden lyd. Glemt var Wag ners taknemlighed og ydmyge GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

lovprisning af Meyerbeers kunst. Da Wagner først fandt sine egne ben at stå på, kom Meyerbeer – og Paris med for den sags skyld – til at stå for alt det Wagner afskyede. ”Grand Opéra” var nu ”virkning uden årsag”, hvor sangerne blot afleve rede deres numre ved scenekanten og ikke blev en integreret del af det drama, Wagner så som det vigtigste i musikdramatik. Det var overfladisk effektjageri, leflen for en kommerciel og pengefikseret kunstscene, som der måtte gøres op med, hvis kunst ikke bare skulle være pacificerende underholdning og et middel mod rige menneskers kedsomhed. Ægte kunst skulle ændre samfundet, mente Wag ner, og give menneskets dets men neskelighed tilbage, ikke adsprede et fordringsløst publikum. Men det var også pariser-publi kummets gunst han havde stræbt efter, det var på den selv samme kunstscene han havde villet slå igen nem, og det var Meyerbeer han hav de ønsket at ligne. I den proces hvor Wagner finder sit eget ståsted og i en række teoretiske skrifter fremlægger et helt nyt syn på musikdramatikken, forvandles hans forsmåede kærlighed til had. Det får også Meyerbeer, der legemliggør det alt sammen, at føle. ”Jødedommen i musikken” Det der mest af alt ligner et faderop gør, får også et antisemitisk udtryk. I 1850 udgiver Wagner under pseudo nym en pamflet om ”Jødedommen i musikken”. Selvom Meyerbeer ikke nævnes ved navn – det gør han først da Wagner tyve år senere reviderer og genudsender skriftet – er denne navnløse, ”vidt og bredt berømte jødiske komponist”, hvis værker er en ”forvirring af leflen for enhver musikalsk smag”, til stede i alt hvad der siges. Wagner identificerer primitivt pen genes magt og det jødiske – i øvrigt ligesom Karl Marx og den franske socialist Proudhon, som Wagner

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

læste med begejstring i de år. Wagner forblev antisemit resten af livet, en underlig én af slagsen dog, for han havde livet igennem mange og nære jødiske venner. Det var således den jødiske dirigent Hermann Levi der stod med taktstokken ved uropførel sen af det værk, der måske stod Wag ner nærmest, nemlig Parsifal, i det endnu nye festspilhus i Bayreuth i 1882. Wagners antisemitisme forblev teoretisk, og da den egentlige politi ske antisemitisme begyndte at gøre sig gældende i 1870’erne, undsagde han den og afviste også at skrive un der på en adresse, der ville begrænse jøders borgerlige rettigheder, da han blev opfordret til det. En af de relativt få gange Wagner selv var i operaen, så han Halévys Jødinden, og han roste værket til skyerne. Hans begrundelse er imidlertid inte ressant: Det smukke ved operaen er, at den slet ikke er jødisk. Det er må ske mærkeligt sagt når komponisten er jøde, helten er jødisk guldsmed og man bl.a ser en jødisk pesach-fejring på scenen, men for Wagner er sand kunst netop noget dybereliggende end om det er jødisk eller ej. Antisemitisk opera? Derfor er der heller ingen spor af antisemitisme i Wagners musikdra matik. Man har set den feje dværg Mime fra Siegfried og den pedan tiske smagsdommer Beckmesser fra Mestersangerne fra Nürnberg som jødiske karikaturer, men intet peger i den retning, begge figurer har andre inspirationskilder. Kundry fra Parsifal, der spiller på Ahasverus-myten om ”den evige jøde”, har også været tolket sådan. Imidlertid betegnes hun slet ikke som jøde, men som ”hedning”, og eftersom hun er en af dramaets hovedpersoner og identifi kationspunkter for tilskueren, er det meget svært at se hvori det antisemi tiske skulle bestå. Det er i grunden ikke så mærke ligt at Wagners antisemitisme ikke

sætter sig spor i musikdramaerne, for formålet for Wagner var at komme et spadestik dybere end de racemæs sige og kulturelle skel der deler os. At frisætte det han kaldte det rent menneskelige. Wagner vs. Meyerbeer? Er det Wagners skyld at Meyerbeer blev glemt? Eller er det udtryk for hi storiens til tider nådesløse udvælgelse af, hvad der skal blive stående, og hvad der skal glemmes? Om Meyer beer ”holder” kan man selv dømme om, hvis man søger på Meyerbeer på youtube.com – her kan man høre nogle af hans mest populære arier. At Wagner skulle være skyld i at Meyer beer er glemt, er nok at tillægge ham for meget magt. Sandt er det dog at det er Wagners musik der ”overle vede”, og Meyerbeer der blev glemt – men hele grand-opera-genren delte skæbne med Meyerbeer og opføres så godt som aldrig. Selv Wagners opera i den stil, Rienzi, som onde tunger har kaldt ”Meyerbeers bedste opera”, opføres yderst sjældent – og kun fordi det trods alt er Wagner. Meyerbeer huskes som den der blev medvirkende til Wagners be rygtede antisemitisme – i sandhed en trist måde at huskes på, men også uretfærdigt for en komponist der burde huskes for så meget andet. Men historien rummer også sin egen ironi: For Wagner huskes for sin anti semitisme og nazisternes udnyttelse af ham, hvad der har betydet, at han den dag i dag er udskældt og vækker meget stærke følelser. Da dirigenten Daniel Barenboim i 2001 af kærlig hed til musikken vovede at spille ud drag af Wagners Tristan og Isolde som et uannonceret ekstranummer ved en koncert i Israel, vakte det en vold som debat, og adskillige udvandrede fra teatret mens de råbte skældsord. Så nok fik Wagner sin hævn i sin tid, men spørgsmålet er hvor sød hævnen viste sig at være, når det kom til styk ket. GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

tanker

Stadier på antisemitismens vej – Søren Kierkegaard og jøderne Af Peter Tudvad Hvis man som denne artikels forfat ter gennem mange år har haft en faible for Søren Kierkegaard, så bliver man ikke just begejstret, når nogen forsøger at pille »den store danske filosof« ned fra piedestalen. Mange har i tidens løb søgt at reducere ham til et psykiatrisk tilfælde, der med al sublimeringens verdensfjerne patos udtømte sig i en opgejlet retorik om den korsfæstede frelser, men ikke evnede at elske en kvinde af kød og blod. Andre har gjort ham til en arrogant aristokrat og hellig hykler, der kun på prent gav til de fattige, men ellers forbeholdt sig sin mæg tige formue på restaurationsbesøg og rejser, komfortable lejligheder og en herskabelig husholdning med et talstærkt tyende. Eksemplerne er talrige, men sæd vanligvis kan man med en smule re search afsløre profaneringen af mes teren som den pureste spekulation, mens vandalernes motiver fortoner sig i en tåge af misundelse og smålig hed eller herostratisk stræben efter at rage op over den knuste helligdoms ruiner. Anderledes stiller sagen sig, når nogen med knap så megen selv hævdelse tager Kierkegaard på ordet og lader to og to forblive fire. Nu er det ikke som matematiker, Kierke gaard tæller som en autoritet, men som moralfilosof, eksistenstænker og teolog, så derfor forbliver regnestyk ket en kilde til uro, selvom resultatet står fast. »Kierkegaard er ikke alene Dan marks største Geni«, hed det således den 17. februar 1940 i en kronik i et af landets ugeblade, »hans Skrifter indeholder tillige de fortræffeligste Anvisninger til det danske Folks Frigørelse fra den jødiske Aand, der mere og mere har taget Overhaand i Danmark, og som han ansaa sig for kaldet af Forsynet til at bekæmpe.

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Saa man kunde for saa vidt være berettiget til at hævde, at Søren Kierkegaard var den første danske Nationalsocialist«. Herre jemini, var han virkelig det? Eller er det bare en ideologisk projek tion, som kronikøren – en vis herre ved navn Richard Geill – foretog til glæde for abonnenterne på bladet, nemlig National-Socialisten, der ikke just gjorde en røverkule af sit antise mitiske sindelag? Selvfølgelig er det en projektion, al den stund Kierke gaard allerede døde i 1855 og således 75 år før, det danske naziparti brød ud af antisemitismens og nationalis mens moderliv. Og dog er kronikøren ikke i ond tro, for Kierkegaard støber selv kuglerne til den kanon, der salu terer ham lige lukt ind på det brune parnas i Europas mørkeste årtier. Dér hører han i virkeligheden til, skriver Geill, der giver visse »jødi ske Lærdes og Kritikeres Behand ling« af Kierkegaard skylden for, at han ikke hidtil er blevet associeret med den nationale antisemitisme. Synderen er frem for alle Georg Brandes, der i 1877 skrev den første biografi om Kierkegaard. Men også Meïr Aron Goldschmidt, der allerede på Kierkegaards egen tid ødelagde hans renommé med sine satiriske slag under bæltestedet, hører til på Geills animositetsliste. Det var nemlig Goldschmidt, der i Corsaren foranstaltede en veritabel kampagne mod Kierkegaard, der efter alle den letbenede journalistiks regler blev lat terliggjort så dygtigt, at Kierkegaard selv – som Geill citerer – senere talte om, hvordan »en trællesindet Jøde øvede Herskermagt«. Ja, Goldschmidt var, som Kierkegaard skrev, og som Geill atter krediterer ham for, en blot og bar »Jøde-Dreng«. Kierkegaard er notorisk forudind taget mod Goldschmidt, der kun og netop kun handler, som han gør, fordi han er jøde, og ikke fordi han er ung, republikaner og antiautoritær.

Denne motivforskydning får Kier kegaard til at skrive langt rammere ting end dem, Geill citerer. Således noterer han sig om pressens dikta toriske magt i almindelighed og Corsarens i særdeleshed, at »kun en Jøde kunde være skikket til dette af alle tvetydigste Tyrannie, endnu tvetydigere end en Aagerkarls (hvortil dog Jøder bedst egne sig)«. Jødernes karakter viser sig i deres »For kjerlighed for Penge«, og derfor er kun døden som ubønhørlig åger karl »værre end den blodtørstigste Jøde«. Trods sin vrede over Corsarens karikaturtegninger af ham, mente Kierkegaard selv så let at kunne kende en jøde på hans ud seende, at det undrer ham, når en anden »Kjender af Ansigter ikke kjender en Jødes fortrinlig viis marquerede Physionomie«. Og for heller ikke at stå tilbage for senere tiders konspirations teoretiske mistænkeliggørelser af jøderne konstaterer Kierkegaard under sit bråvallaslag med Goldschmidt, at hans blad egentlig er »en Jøde-Op stand mod de Christne, (det Omvendte af en Jødefeide)«. Kierkegaard sigter til

den litterære jødefejde i 1813 – hans eget fødeår – da visse litterater gik til verbalt angreb på jøderne, som de anså for et nedbrydende element i staten, der pr. konstitu tion var kristen. Nu mener Kierke gaard altså, at jøderne i mellem tiden har

vundet så stor indflydelse og selvtillid, at de trods deres ubetydelige antal vover at gøre oprør mod den kristne hegemo ni. Dette oprør må naturligvis ikke

forveksles med en religiøs krigserklæ ring, for her forstår Kierkegaard ikke i egentlig forstand jødedommen som religiøs, men derimod som en social, kulturel og politisk faktor, der udløser tidens emancipation, modernisme og sekularisering. Man skal nemlig ikke lade sig besnære af vor tids behagesyge magistre, professorer og æresdok torer, når de i en håndevending gør Kierkegaard til feminist, demokrat og reformator. Han var, som han selv skrev, en grundkonservativ aristo krat, og derfor så han med bestyr telse på dén litterære bevægelse syd for grænsen, der i 1830'erne blev kendt som »det unge Tysk land«. På programmet havde den netop en frisindet kønsmoral, en liberal samfundsomvæltning og en bidende religionskritik – og blandt sine prominenteste medlemmer talte den jødiske publicister som Heinrich Heine og Ludwig Börne. Af samme grund blev bevægelsen både af Kierkegaard og andre associeret med jødedom men, sådan at filosoffen Poul Martin Møller uden videre kunne kalde et af dens medlemmer, Heinrich Laube, for »en af Tydsklands ultra-liberale Jøder« – selvom han overhovedet ikke var jøde. Ét er imidlertid Kierkegaards politi ske forståelse af jødedommen som en samfundsomstyrtende kraft – ja, så gar som jødernes projekterede mord på deres europæiske værter – noget andet hans teologiske tolkning af jødedommen og jøderne. I den sam menhæng tjener jødedommen ham til en markering af, hvad kristendom er, sådan at den jødiske position over for den kristne kan forstås som det jordiske over for det himmelske, det timelige over for det evige og det ma terialistiske over for det åndelige. »Den jødiske Fromhed hænger altid fast ved det Jordiske«, skriver han, »jo frommere, jo bedre gaaer

det En her paa Jorden, man lever længe o:s:v:« Mens kristendommen derimod er forsagelse af den timelige eksistens, der ikke bør vække andet end livslede, er jødedommen »den guddommeligt sanctionerede Opti misme, idel Forjættelse for dette Liv.« Og hvor kristendommen som sin guds moder undfanger i jomfruelig hed, så er jødedommen »Ægteskab, Ægteskab, forplanter Eder og vorde frugtbare, Velsignelser over Slægten o:s:v:« Det sidste reproducerer selvfølgelig den klassiske fordom om jødernes dyriske fertilitet – jøderne, der med Kierkegaards egne ord »ret tilgavns forstod sig paa Slægts-Forplantelsen« – mens det første foregriber den puritanske foragt for deres verdslige væsen. Kierkegaard kunne derfor uden betænkeligheder have tilslut tet sig pkt. 24 i det tyske nazipartis program fra 1920, som konstaterer, at partiet »bekæmper den jødiskmaterialistiske ånd inden i og uden for os«. En konsekvens af den nazistiskåndelige kampgejst er en dødsforag tende vilje til at ofre sig – en offervil je, som nazisten dr.phil. Viggo J. von Holstein-Rathlou i Jul i Norden 1942 glæder sig over også at kunne finde hos Kierkegaard. Vel tilstår han, at det ikke var et rige af denne verden, Kierkegaard ville ofre sig for, men hans lære om martyriet og pligten er ikke desto mindre værd at lade sig inspirere af. »Kristendom er ikke nem og bekvem, den er ikke Halvhed og Humanisme, Venlighed og Bedste faderlighed«. Det var nazismen som bekendt heller ikke, så selvom Kier kegaard ikke var nationalsocialist, må vi desværre erkende, at den litterære antisemitisme ikke bare findes i Zions Vises Protokoller, men også i Stadier paa Livets Vei og andre værker af Sø ren Aabye Kierkegaard – »Danmarks store filosof«.

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Tat, si blan ero commy nit volortisit

I eksil i Sverige Laor si blan eraesto dunt adipsustrud dolobore consed te do dio odit lor iriusto con eugueraessed et ute modolenissi ercipsu scipsum quam, suscillandre modolorerat laoreet, vent diam, quip eum

Af Hula Bula Lis augiat. Ut wissit adit nis auguer aciduismod tio delit, commy nim del inim esectem in utpatum zzrit dunt voloreet autat, qui ea faci blam accummo loboreet ullaortie tatue dolorer iustiscillam dolessi blaorpe raessi. Commod mincipisisis nonsec tet, venibh eu feumsandre del et utatuer sit irilla ad magna core tetue vendrerosto odolorem atueros dio et in hent lan vullummy nos alit nisis adit la autetum quiscip ea faciduipit volore conse modigna consed dipisi tie feugiam dunt illam, conse facip eugiametum ipis alit velese tisi. Utat. Duis nostrud magniscilisi tet, volor si blaoreet, consequi tinis adionse et verostin heniam alit lorperciduis nis nonullam vel et, vel dolor sit lorperos adio conulla conulput ute feugue dit adipit wis dunt aciduisi. Essisit niamcon seniam quis ad tie molor at am, sum dunt lan veliquam velenisit alit aut vullan henim ese quipsummy nit augiam ilit, conul put at vullandit praestie vulputet ilismodigna facipit la feu facilluptate molor in ut in henibh eugiat. Lutatis ciduisl ullum iriliquatis dolutem ver sisciliquisl diametueros dolor sissecte dion ulputat, consecte te min ulla commy nullandre velit alissecte feu feum num quis ercil ea facillaoreet do ex elenim quat inim vel dolore tat. In hendigna feuismo doluptat, sit ea am, conullummy nit

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

vero exercip suscipisl ip eraesto do odit praestio odo cor sustrud dignis dolore min heniam vel iliqui tat am init ad tatie dolestie vullutpat. Ut ad tio conum dip ea feuisl ut ut wis delestrud minci bla faccum essit wis eriure digna augue tatue faciliquipis non hendrem dunt lam nonsenim ipit alit adignit wis am vercipit, sum doloreet, quat aliqui eratum amcor aliquisi eros del do del ullam quis at. Usciliquat nos am, quat, quisci blamet ilit dolummod deliquat. Olore conullamet nulputpat enim vel utpatue eros nos aut praesen isisim nisl irilis nonsecte tisi tatum il esequis dolobor inis el ullaore euis nos et veniscidunt ad et num dui bla feum zzriustin hendio conse quismod dipit la aliquisci tat praessi er am dolor inis nonsequisim ve niametum vel incipis at nullandre min veliquis nummod mod do od min ute etuerat. Uptat dolesenibh el dip ero commy nullamc ommolor pero consed dolenibh enibh eui tat. Od molutet ipit aliquam consequi bla feuis er sustrud exeraessi bla autpat. Uptatuer sit velissi te dolor sed dit, sustrud te commolo rperat. Ut diam velit lutpat, veriliq uamcon se dolummy nos dolor susto ex ea augait la faccumm odolorem vel et wis nostion ulpute feugait esectem zzrit lobore tisl iriliquat augue mod molore venit augiamet del dionseq uismodo luptat. Ros nullam numsandre diam nul landio ero doleniamet, conse duis am, sed min utpat. Ectet, verosto odo dipsuscin hendiat. Unt lorem

El ut adit iustrud tet praestis numsan henim voleniat atue dolor illut

non velit lore ming euisseq uam con henim quis del ullan eum eum velit prate deliquis aci essequatuero er ipis augait, qui tin henit iriuscilit at. Endipit vel ute erostie con henis nulput diat. Minit ad ea feumsan veliquametue min hendit nosto ea am, quat. Ut ut lorperi liquating eu feuguerat. Ut volestrud tat loborpe rcilis acipsum in erostrud dolor suscing euguerostie feum irillam consectet luptat et aliquiscilis ad del eugait augiam dolor sed ea consec tetue facidui tetue delismodit luptat. Ut at. Idui blamet num in vendips umsandiam nibh ero dit, vel utatis ad dipsum diam, vullam ad ex ea conse et vel dolor sequipi sismolore dolor augiatue dolobor eriuscipit

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

POLITISK KOMMENTAR

wis alit alissis autat wis nim num zzriureet, qui tem dolor augiam, vulla feugait lore delis nulputatin hent pration sequam, velit ver augait nos nisis nos dolore te diate vulla facidunt ut augait velit velit aliquis ciliquate delit dionse et lorpero erate consequat. Delis nit nulla conse quis dionseq uatuer adignibh erit ipit, quam del ulla feum qui tet nit ut dolore dit luptatumsan vel ing eriure eumsan henis am amconul laore faccum illut nulputpatio delit luptatem doluptatem iriputpatio delit luptatem doluptatem irilis adion velit ad modolorper sum dolesto duissim velendit duisi tem zzril ero et adipism odolore vullan voloreet iniscil dipit il ing eugue tio eugait accum niate consequis dolute tatem ing estrud er incin volutat. Duip essisis do et vulla feugiam zzrilis molupta tionum in henis autat ad magna faci tem quis doloboreetue et adit nulputat non ullam verit utem quatuerat volore vel dignisit nim irit, quat, ver sequi tatem vercil ing exer sequi ex eum illam il digna con hendre esequiscip ea feui ero etum vel ing ex ercipis nulla feugiam, vent ut acin eugue vel et, suscip exer ing erit ad el ut ut laor sim inibh et adit ver accum nos alit ing er iuscil dignis aut praesecte modiam iure doloreet, cor sumsan dit wis aliqui blan ut acillum nosto conummy numsan ullutpat, vel dipit ulput lummy numsan vulla conullum dignibh ex et do odigna conum vel ent prat. Ureet ing eu facilit, core min utat volese mod delisi blan ut l Giat nim diam do eugiamet velesto dolore dunt ut wisis aut am, sumsand iamcoreet praessim volumsan veni amconseAf

Hula Bula

Lis augiat. Ut wissit adit nis auguer aciduismod tio delit, commy nim del inim esectem in utpatum zzrit dunt voloreet autat, qui ea faci blam ac cummo loboreet ullaortie tatue dolo rer iustiscillam dolessi blaorpe raessi. Commod mincipisisis nonsectet, venibh eu feumsandre del et uta tuer sit irilla ad magna core tetue vendrerosto odolorem atueros dio et in hent lan vullummy nos alit nisis adit la autetum quiscip ea faciduipit volore conse modigna consed dipisi tie feugiam dunt illam, conse facip eugiametum ipis alit velese tisi.

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Utat. Duis nostrud magniscilisi tet, volor si blaoreet, consequi tinis adiondolore te diate vulla facidunt ut augait velit velit aliquis ciliquate delit dionse et lorpero erate consequat. Delis nit nulla consequis dionseq uatuer adignibh erit ipit, quam del ulla feum qui tet nit ut dolore dit luptatumsan vel ing eriure eumsan henis am amconullaore faccum illut nulputpatio delit luptatem dolup tatem irilis adion velit ad modolorper sum dolesto duissim velendit duisi tem zzril ero et adipism odolore vul lan voloreet iniscil dipit il ing eugue tio eugait accum niate consequis dolute tatem ing estrud er incin vo lutat. Duip essisis do et vulla feugiam zzrilis molupta tionum in henis autat ad magna faci tem quis doloboreetue et adit nulputat non ullam verit utem quatuerat volore vel dignisit nim irit, quat, ver sequi tatem vercil ing exer sequi ex eum illam il digna con hen dre esequiscip ea feui ero etum vel ing ex ercipis nulla feugiam, vent ut acin eugue vel et, suscip exer ing erit ad el ut ut laor sim inibh et adit ver accum nos alit ing er iuscil dignis aut praesecte modiam iure doloreet, cor sumsandit wis aliqui blan ut acillum nosto conummy numsan ullutpat, vel dipit ulput lummy numsan vulla conullum dignibh ex et do odigna conum velent prat. Ureet ing eu fa cilit, core min utat volese mod delisi blan ut l Giat nim diam do eugiamet velesto dolore dunt ut wisis aut am, sum sand iamcoreet praessim volumsan veniamconse

Durban II

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 [skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre] Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

Af Bent Melchior I 2001 afholdtes i Durban, Sydafrika en FN-konference med det formål at bekæmpe racisme. Desværre fik konferencen et forløb der blev en pa rodi i forhold til de gode intentioner. En lang række lande og ikke mindst mange organisationer koncentrerede sig om at få Israel og zionisme stem plet som racistiske, så bl.a. USA og Israel trak sig ud af konferencen. Der blev indkaldt en tilsvarende verdenskonference i Geneve i 2009, og spørgsmålet var om det kunne blive en ny begyndelse eller bare en fortsættelse. Konferencen har i dag fået navnet Durban II, og dermed er det klart at der er tale om en fort sættelse. Man indsatte Libyen som formand for planlægningsgruppen med Iran og Cuba blandt de nærme ste medarbejdere. Det kan kaldes at lade ræven vogte gæs. Dermed var håbet om at der skulle komme noget godt ud af den nye konference blevet en utopi. Som det første land sendte Canada afbud til konferencen. Nu er der kommet en ny dimen sion til mødet. Organisationen af Islamiske Lande (OIC) har stillet forslag om at konferencen skal ind føre et forbud imod ”religionskritik”. Derved hæver man forhold som blasfemi op i et niveau, hvor det ikke hører hjemme. Jeg går ikke ind for blasfemi, men racisme er det ikke, og racisme er hvad konferencen i Geneve skulle handle om. Det har så fået en del mennesker til at gå ind for at man nu bestemt må boykotte Durban II, og blandt fortalerne for en boykot er folk, som jeg gerne vil gøre fælles sag med. Livet har lært mig, at man skal

være meget varsom med boykot. Med mindre man kan være sikker på at boykotten får så stor en tilslutning, at den efterlader den eller det, der bliver boykottet, handlingslammet, sine synspunkter. Anstændighed er så vil man opdage, at man bare har et abstrakt begreb, som man ikke frasagt sig muligheden for at gøre kan tage og føle på. Men hvor er det vigtige synspunkter gældende. Måske dog et vigtigt begreb, som opdragere er ens indflydelse ikke tilstrækkelig skal forsøge at udvikle blandt børn og til at ændre beslutninger, men det unge. Det svarer lidt til hvordan man olympiske motto om at det er vigti bruger sproget. Jeg tror ikke at jeg er gere at deltage end at vinde, kan også sart, og jeg kan tåle at høre stærke give mening på andre områder. Jeg er eder, men jeg fatter ikke at folks tidligere gået i spidsen for at boykotte ordforråd er så begrænset, at de igen nazistiske grupper, og igen skal ty til men da jeg ikke latrinære udtryk » Ville Anstændighed er og bande ved at kunne få tilstræk kelig opbakning påkalde de værste et abstrakt begreb, som til synspunktet, så sygdomme over man ikke kan tage og blev det et slag i sig selv. luften. Dér hvor hele føle på. Men hvor er det debatten I den aktu går af elle sag, hvor det sporet er, hvor dog et vigtigt begreb, i bund og grund sammen som opdragere skal for- man er ytringsfriheden blander kritik af der bliver angre idéer med kritik søge at udvikle blandt bet, bliver det gro af disse idéers til børn og unge« tesk og absurd at hængere. Det må boykotte. I praksis således være tilladt betyder en boykot at angribe tanker at jeg slås for i jødedommen ytringsfriheden ved at nægte at bruge uden at blive mistænkt for antisemi denne frihed og i stedet for giver mig tisme. Vi kan så argumentere for, at selv mundkurv på. Gæt, hvis skæg vil angrebet er baseret på fordomme og fremvise det bredeste smil? manglende viden. Hvis bøger bringer Spørgsmålet om blasfemi stiller tegninger, der skal forestille Gud, så os over for et dilemma. Efter lang må vi leve med det, selvom jødedom tids debat om tegninger i Jyllands forbyder at lave sådanne billeder. Posten fornemmer jeg at et flertal af Det kan kun forpligte jøder. Til danskere vil forsvare bladets ret til svarende må gælde andre religioner. at vise, hvad de måtte ønske, men Men racisme bliver det først, hvis vi at man inderst inde føler, at det tillægger alle, der hører til en bestemt ikke altid er lige klogt. Det bliver et religion, egenskaber, der er uaccepta spørgsmål om anstændighed. Det må ble i samfundet. Grænsen går, hvor vi spille en endog afgørende rolle, når stempler mennesker og ikke tanker. man skal formulere sig og fremføre De skal fortsat være toldfri. GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

krigsskildring

Vi var ikke særlig kløgtige Jeg kæmpede lidenskabeligt for uafhængighed – uden rigtigt at vide hvad det betød. Af Yoram Kaniuk Krigen i 1948 begyndte, da FN vedtog delingsplanen for Palæstina som ara berne afviste. Da staten blev udråbt i 1948, var Uafhængighedskrigens vær ste slag allerede udkæmpet, og godt tre tusind unge mænd var faldet. Vi havde alle meldt os frivilligt. Af seks hundrede tusinde jøder var andelen af døde og sårede utrolig høj. Og den 15. maj sov vi tungt efter et slag, da en kom og sagde at Ben-Gurion havde udråbt staten. Vi spurgte hvor, og han sagde Tel Aviv, og vi svarede at vi var i Jerusalem, og vi havde ikke udråbt nogen stat, hvorpå vi sov videre. To dage efter faldt tre af mine ven ner i kamp. Samme aften begravede vi dem i de huller, vi havde gravet tidligere, og jeg var alene tilbage. Jeg ventede på plænen, og en der blev dræbt dagen efter, kom og hentede mig i et pansret køretøj og sagde at vi skulle køre Abba Eban tilbage til Tel Aviv. Belejringen var indledt. Jerusa lem var afskåret fra omverdenen. Tu ren var lang, og vejen ujævn. Vi kørte forbi et arabisk æsel som skrydede mod os, og Haimke Keresh skrydede tilbage til æslet og råbte at det var en hilsen fra æslet i hans landsby. Indtil da havde der næsten ikke været tale om at oprette en stat. Fra 1940’erne handlede den jødiske kamp mest om fri indvandring. Hvis briterne

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

havde udstedt hundrede tusinde indrejsetilladelser til Holocaust-over levende, som ventede på at rejse ind, ville staten formentlig være kommet mange år senere. Under de antibriti ske demonstrationer i 1940’erne talte ingen, bortset fra nogle ganske få, om en hebraisk stat. De fleste kæmpede for at redde jøder. Tidligt om morgenen nåede vi frem til Tel Aviv i det pansrede køretøj. En sirene lød. Folk løb hen mod beskyt telsesrummene. Vi steg ud af det pansrede køretøj og strakte benene, fordi vi havde siddet i ubekvemme stillinger i otte timer. Jeg var næsten atten, jeg havde allerede set en masse død, og jeg havde oplevet grusom heder, hævngerrighed og forfærdelig fattigdom. Tel Avivs gader var øde. Jeg betragtede husene i Tel Aviv, gaderne jeg kendte, og jeg misundte dem der allerede havde en jødisk stat, men som ikke var til at få øje på på grund af bombardementerne. Jeg tog hjem til mine forældres lejlighed, og min mor fortæller at jeg uden at sige et ord løb ind på mit værelse. Jeg spiste ikke noget. Jeg drak ikke noget. Jeg gik ikke på toilettet. Jeg var jo lige kommet fra sult og tørst. Jeg låste mig inde på mit værelse alene og overteg nede væggene med farvekridt, som jeg fandt i skuffen i mit bord. Min mor fortæller at jeg kravlede op på bordet for også at tegne i loftet. Jeg åbnede ikke døren for nogen, men gik

ud på altanen og kiggede måbende på mit hav som allerede var en del af den jødiske stat, det hav som skulle bringe de jøder, for hvis skyld jeg havde ladet mig hverve i en alder af sytten et halvt, til landet. Jeg stirrede på deres hav der stadig mere var mit, mere et hjem end noget andet hjem jeg havde kendt, og dets skønhed i aftenmørket og synet af solen der ramte havet, gav mig tryghed. Jeg mindes lugten af brændt pølse. Jeg må være gået ud et øjeblik og have slugt den i køkkenet. Jeg mindes vores petroleumskomfur, hvor der stod en ensom gryde med mad der ventede på mig. Efter en nat og en halv dag løb jeg fra vores lejlig hed i Ben Yehuda hen til det pansrede køretøj, hvor fyrene stod op og sov. En tyk mand gav mig en cigaret, men han sagde ikke noget, for han talte ikke hebraisk. På vejen tilbage til Jerusalem begyndte de at skyde mod os, og to kugler fløj ind gennem de små sprækker vi skød ud igennem. To af mændene i det pansrede køretøj var allerede døde. Pladsen var trang, og kuglerne kom flyvende fra alle sider, og jeg hørte hvinet fra kuglerne og så dem eksplodere mod køretøjets vægge, og de to lig på gulvet lugtede af død, mens spyttet stadig flød fra dem. Se, det er ikke alle der kan oprette en ny stat i fjendtlige omgivelser efter to tusinde år. Vi fik ingen redskaber til at opbygge staten. Vi havde ingen GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

r o f t g i l e b a nsk e t d i a l e t g d i e t p g i m r Jeg kæ gighed – uden uafhæn det betød... vide hvad læremestre. Vi havde veltalende profeter der ville have os til at bringe frelse, og vi havde forvirrede foræl dre, hvis familier var omkommet i Holocaust, og som sendte os ud for at kæmpe i det nye Masada. Vi havde små, gamle revolutionære der samlet stod bag os, mens de råbte i den tro at når jøder råber, har de mere ret, og de blev stadigt mere veltalende, farlige og ædle og betragtede os som en del af Israels krønike, en nation der nu ville bo i eget hus, som skulle hævne Israels historie, hævne pogromer som vi intet vidste om, fordi vi var født her. Vi kendte til kampe med arabere, men ikke pogromer. Det var op til os at genrejse re spekten hos et ydmyget folk der blev angrebet for at blive udslettet, mens vi ville oprette en stat mod nazisterne snarere end at kæmpe mod araberne, som mente at Auschwitz var en over søisk by. Vi var Bibelens børn med et hjemland. En historie. Poesi. Vi følte jødernes smerte som forvandlede længsel til bøn. Vores forældre kom for at videreføre vores gamle histo rie, og for 60 år siden, fra december 1947 til slutningen af 1948, blev 400 fra min brigade der talte 1.200 unge mænd under ledelse af Yitzhak Rabin, dræbt i løbet af tre måneder. Det var en slags børnekorstog. Vi havde næsten ingen våben, og selv om vores officerer var dygtige, havde de ingen kamperfaring. Vi var få, alene, sultne

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

og tørstige. Vi var i Jerusalem og på I chanukka 1947 tog vi til Masada. vej dertil, vi havde dræbt og blev Der var stille, og himlen var truende. dræbt, og vi sang ”Hvis vi dør, så be Vi erklærede så højt, at det kunne grav os i Bab El Wads bjerge”. Vi sneg høres i Storbritannien: ”Vi glem os ind alle vegne fra, vi havde ingen mer dig ikke, o, diaspora”, og en fyr penge, og vi sang om hvordan vi ville fra Palmach, som var med os, trak dø. Længselsfuldt og faste i ånden sin revolver og skød symbolsk mod sang vi en sang med teksten ”vi går Israels fjender. Bagefter gik jeg en tur. frem som døde” og troede at det ville Det var koldt, som det kun kan være være herligt at dø. Vi var ikke særlig i ørkenen. Den illegale indvandring kløgtige. De kløgtige vælger ikke at gå var netop standset, Anden Verdens ud og dø krig var sluttet i en alder »… hvis en jøde står på målstregen, to år tidligere. af 17 år Jeg stirrede på uden først ser han altid paradiset …« lysene i He at kunne bron, Betlehem skyde. De kløgtige foretrækker ek og Jerusalem og tænkte, at det var sisterende stater frem for nye stater, som jul i film. Jeg hørte en sten, der der er ved at blive oprettet mellem faldt ned i afgrunden, og snublede. hvide klipper under en brændende Heldigvis var jeg smidig og gik hurtigt sol. Man skulle være dum, ung og baglæns, fordi det gik op for mig at jeg skør for at deltage i det jødiske folks stod ved kanten af bjerget. Hvis jeg selvmordskrig. At dø for nogle man var gået bare ét skridt længere frem, ikke kender, og først efter krigen finde var jeg blevet en sten ved bjergets fod. ud af at vi havde oprettet staten for Jeg var lammet og forskrækket, Holocaust-flygtninge, der sad i lejre et mine ben rystede, jeg så på de mange sted i Europa. lys fra de arabiske byer og Jerusalem Mens vi stadig var børn, i og tænkte, at hvis en jøde står på 1930’erne, gjorde araberne oprør mod målstregen, ser han altid paradiset, og briterne for at forhindre at jøderne det er smukt, men også farligt. Så blev strømmede ind i landet, og de vandt. fyren fra Palmach såret af et skud, Englænderne ville hellere have olien, han affyrede ved en fejltagelse, og gav efter og lukkede portene til en af førerne løb de mange kilome landet. En tysk soldat i en ubåd lo, da ter til Kibbutz Beit Ha’arava for at han så illegale skibe synke på vej til hente forbindinger, mens vi forsøgte Erets Israel, og sagde: ”Jøderne svøm at standse blødningen fra såret. Fem mer til Palæstina.” timer senere kom hans ven tilbage

med en læge. I to dage gik vi langs Jordanfloden og i det skjulte badede i Det Døde Hav. Vi lå på ryggen med vores rygsække på maven. Vi kunne jo ikke drukne, men vi blev brændt af det salte vand. Moabs stolte bjerge lå over os, og mørke klippeskrænter rejste sig truende bag os i natten. Der var en flagermus, og ørnen fløj hen over himlen, og jeg spekulerede på målstregen uden helt at forstå, hvad dette skrækkelige udtryk betød. Hvis man stod på den, så man paradiset, men også det modsatte. Få måneder senere havde jeg meldt mig frivilligt til krigen. Efter kampene samlede vi de faldne og tog noget af deres tøj. Vi tog ud om natten. Vi så vores venner hakket i stykker med deres penisser i munden, og vi kæm pede. De var ubarmhjertige. Vi var også ubarmhjertige. Så blev jeg såret og var lige ved at dø, og jeg flygtede fra hospitalet i Jaffa og tog til Ramla for at organisere en ny brigade med jeeps. Byen var affolket. Araberne var blevet jaget ud. Maden stod stadig på bordene. Vi overnattede i et smukt hus. Det var forfærdeligt, stille og sørgeligt. Midt om natten hørte vi pludselig en skræmmende lyd. Vi gik udenfor. Et tusinde mennesker, måske flere, ankom i lastbiler. De klippede hul i pigtrådshegnene omkring byen og strømmede forbi de fordrevne arabere, der stod ved hegnet og græ dende sagde, at de ville tilbage. Disse

besynderlige jøder der mindede om en flok dyr, mens de løb fra lastbilerne med sultne ulveøjne, havde aldrig hørt om Ramla, men det øjeblik de gik ind i husene for at sove på lagener igen for første gang i mange år efter alle lejrene, blev de, selv om de ikke kunne udtale byens navn, dens ejere. De nærede et dybt had til verden, en flok sjakaler der kom fra de sorte bjerge. Folk der vendte tilbage fra helvede for at blive genforenet med historien, der nu lå på pigtråden, såret og grædende på arabisk. Synet af jøderne der indtog hvert et hus, var trist, men også mættet med en slags magi, en menneskelig skønhed hinsides fordømmelse. Sidst de havde haft et hus eller en lejlighed var i tre diverne. Jeg havde en hvas samtale på blomstrende hebraisk med en mand som sagde, at moral og retfærdighed er beregnet til fester, ikke til livet, og at vi i modsætning til araberne ikke har slægtninge i ti kilometers afstand. Disse jøder var stærkere end os isra elere. I forhold til dem var vi latterlige og selvhøjtidelige, fordi vi havde vun det en eller anden snoldet krig. For dem var krig Wehrmacht, na zister, Gestapo, kampvogne, godstog, grå barakker, røg, mødet med Gud gennem ovne. De følte at de var staklerne og kun havde vundet, fordi de var i live. De rev pigtrådshegnene ned, som børn åbner slik. De tog. De blev.

Dette underlige møde mellem de bønfaldende arabere ved hegnene og de slagne jøder der faldt over en hel by, som havde lagner og køleskabe med mad, var intet sammenlignet med den uløselige, tragiske krig som begyndte for firs år siden og fortsatte indtil Uafhængighedskrigen og videre indtil i dag under forskellige navne. Engang da jeg gik en tur med min mor som voksede op i Erets Israel fra 1909 og var vidne til utallige dødsfald, kom vi til Tel Avivs gamle begravel sesplads og stod ved fællesgraven for dem der døde under den arabiske opstand i 1921, som markerer ind ledningen til føromtalte krig. Hun var ung dengang og tog sig af 23 jøder der var blevet myrdet i nærheden af Tel Aviv. Det var umuligt at identificere dem, fordi de var blevet skamferet, og mens min mor stod ved fællesgraven, sagde hun til mig: ”Se, Yoram. Det er den arv jeg efterlader dig, min søn.” Yoram Kaniuk er på dansk udkommet med bøgerne ”Adam genopstået”,” Den sidste jøde”,” En god arabers bekendelser”, ”Wasserman” og ”De døde børns bryllup”. Han bor i Tel Aviv. Copyright 2003-2008, Nextbook, Inc. This piece originally appeared on Nextbook.org, the online Jewish literary and culture magazine. Oversat af Hanne Friis GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

østeuropa – før og nu

Judapest Budapests usynlige jøder bliver tvunget frem i lyset af de unge der vil sætte præg på Donau-metropolen. Af Eva Lehrer Budapest er Wiens lillebror. Storslået og småborgerlig, ungarsk og jødisk, den flade Pest og den bakkede Buda, forbundet af majestætiske broer over Donaufloden med det gribende min desmærke på kajen for dem, der blev dræbt ved floden i vinteren 1944-45, store boulevarder og snævre sidega der, som gemmer på pragtfulde og forsømte Art Nouveau-bygninger, et jødisk kvarter i sørgelig tilstand, neo klassicistiske palæer og caféer med højt til loftet, stærk kaffe og strudel og flódni på menuen. Det var Wiens antisemitiske borg mester, Karl Lueger, der ved århund redeskiftet kaldte Ungarns hovedstad, Budapest, for Judapest og dermed satte navn på al den rædsel de assimi lerede, velintegrerede og velstillede jødiske borgere frygtede i det ellers liberale politiske klima. I dag har det forhadte udtryk Judapest fået en renæssance, og en provokerende jødisk ungdomsblog kalder sig for judapest.org. Fra guldalder til ”Røde Donau” De første jøder ankom til Ungarn i hælene på de romerske garnisoner i det 2. og 3. århundrede. De kla rede sig igennem middelalderen, og ironisk nok gik det dem bedst under Det osmanniske Rige, hvis 150-årige besættelse af Ungarn ellers er et sort kapitel i ungarsk historie. Det er tra gisk, at de befriende kristne tropper satte en stopper for dette fredelige liv med en massakre på hovedstaden

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Budas lille jødiske samfund i 1686 Historien har lært de ungarske jø der at gå stille med dørene, også efter 1867 hvor de fik almindelige borger rettigheder. Det var nødvendigt i et land som kan ”prale” med en af de sidste ritualmordsprocesser i 1882 og med den første jødelov i 1920 om begrænset adgang til de højere uddannelser, længe før det nazistiske Tysklands. Samtidig var anden halvdel af det 18. årh.også de ungarske jøders og Ungarns guldalder. I det tilbageståen de land med en fodslæbende feudal overklasse var driftige og foretag somme jøder velkomne til at deltage i industrialiseringen og i det offentlige liv – så længe de ikke stak næsen for langt frem. Derfor strømmede jøderne til Budapest fra hele Centralog Mellemeuropa. I løbet af nogle få generationer blev deres modersmål ungarsk i stedet for tysk eller jiddish, og deres børn blev optaget på uni versiteterne. I 1910 udgjorde de en femtedel af hovedstadens befolkning og 910.000 i hele Ungarn. Intetsteds har jøder tilpasset sig med samme iver som i netop Ungarn, og intetsteds er de blevet en så uund værlig del af deres hjemlands kultur og erhvervsliv. Deres loyalitet over for fædrelandet var grænseløs. Mange konverterede til kristendommen, og som en symbolsk handling lod mange deres navne ”forungarske”, således at Weiss blev til Fehér, Klein til Kiss, Deutsch til Darvas og Löwy til Lukács eller László. Zionismen vandt aldrig rigtigt gehør i Theodor Herzls eget fædreland, og der fortælles at Herzls

egen familie med hovedrysten lyttede til hans ideer. Parallelt med de ungarske jøders voksende velstand voksede også antallet af antisemitiske episoder, og i fra 1938 og fremefter blev tyskinspi rerede jødelove indført i Ungarn. Jødernes ”kærlighedsaffære” med Ungarn fik en brat afslutning, hvilket især kom bag på Budapests jøder, som havde været skånet i Anden Ver denskrigs første år. Men få dage efter den tyske besættelse i marts 1944 kom den obligatoriske gule stjerne også til Budapest, og forfølgelsen kul minerede under de ungarske nazister, Pilekorspartiets, rædselsherredømmet i krigens sidste måneder med ”jøde huse”, ghetto, vilkårlige razziaer og deportationer. Indfangede jøder blev gennet ned til Donau-flodens bred der og skudt, hvilket gav navn til det forfærdelige begreb ”Røde Donau”. I løbet af seks uger endte en halv mil lion ungarske jøder i gaskamrene. I intet andet land var jødeforfølgelsen så kort, hård og brutal som her. Skyggetilværelse Efter krigen mødte de overlevende et ødelagt liv, udplyndrede hjem og et smadret land. De søgte først og frem mest til Budapest, for erfaringen viste at overlevelseschancerne var størst, hvor de kunne leve i usynlighed og med ikke-jødiske netværk, der kunne hjælpe dem. Alle ønskede blot at få fred og ro til at samle stumperne op. En del blev aktive i kommunistbevæ gelsen, som lovede et samfund uden forskelsbehandling. Mange vendte sig fra religionen og havde ikke noget

Kaddish • Kaddish (olie på canvas – 60x80 – 2005) af kunstneren Emil FÜR - Født i Budapest 1976 imod, at alt der kunne forbindes med jødiskhed, ja selv ordet ”jøde”, blev tabuiseret. Efterkrigstidens kommu nistiske leder Rákosi og hans nærme ste medarbejdere var alle jøder, men på grund af Stalins jødeforfølgelser så man helst at befolkningen glemte dette faktum. Der opstod en stiltiende aftale mellem styret og jøderne om at så længe jøderne ”glemte” alt om deres jødedom, ville systemet gøre det samme. Judapest Når man besøger Budapest i dag, kan man undre sig over, hvad der er sket siden dengang man sagde ”du ved hvad jeg mener” om en jødisk person, og hvor Israel efter 1967 var fjernet fra geografibøgerne. Jerntæppets fald i 1990 løftede på godt og ondt låget for mange forti elser, tabuer og undertrykte følelser. Samtidig med den nye og udpræget jødiske selvforståelse lød der flere antisemitiske stemmer i det offentlige rum, men tyve år efter systemskiftet blomstrer det jødiske Budapest igen. På en stor plads i Dohánygade ligger Europas største synagoge med sine to orientalske tårne. Kommunen satte for nyligt pyntebrosten på fortovet, anlagde blomsterbede og opstillede bænke. Dohány-synagogen er blandt

byens top-ti seværdigheder, og der er et leben af turister i busser og til fods. Cafélivet florerer side om side med butikker med souvenirs og bøger. Synagogen og kvarteret bag den, Budapests 7. distrikt, også kaldet Erzsébetváros (Elisabethstadt), har været centrum for jødisk liv i over et århundrede. Det var her tilflyt terne fandt boliger, jobmuligheder og venlighed. De, som klarede sig godt, flyttede måske videre til 5.

skrupelløse spekulanter og magtesløse embedsmænd, for Erzsébetváros er blevet yndlingskvarter for ungarske og jødiske trendsættere. Det er her mange gamle og nye jødiske organisa tioner og kulturforeninger holder til.

Judapest.org Et eksempel på unge jøder som ikke bare driver deres virksomhed ”inden for murene”, men offentligt står frem er judapest.org. På den ordfattige engelske site kalder de sig »… deres formål er ”at stimulere det relevante ”a wholly home grown og det coole i det ungarsk-jødiske liv”…« and grass root online distrikt, Lipótváros (Leopoldstadt), and offline community” og siger, de nyriges grossererkvarter i indre at deres formål er ”at stimulere det by ved Donaufloden. Men Elisabeth relevante og det coole i det ungarskstadt forblev jødedommens centrum i jødiske liv”. De er stolte og udfor Budapest. Det var også her ghettoen drende og sætter ikke deres jødiske blev oprettet i nogle få gader under lys under en skæppe, tværtimod. På Anden Verdenskrig. en provokerende reklame gløder en Efter krigen flyttede de overle davidstjerne i en elpære med teksten vende, der kunne, væk fra minderne, ”Hjælp, jeg er blevet forjødet”, og på og kvarteret var ved langsomt at dø en anden spørger en pige: ”Er dit hår hen. Bygningerne forfaldt, synago også begyndt at krølle?” gerne stod i ruiner, og skudhullerne Judapest.org er skrevet af en ny fra opstanden i 1956 bidrog til det generation unge jøder, der er helt an triste indtryk. Nu er der kommet derledes end deres forældre og bed skred i udviklingen og istandsættel steforældre. Selvrefleksion, positivt sen, om end det sker i et kapløb med udsyn og inspiration er nøgleordene. GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

billedudsagn og "kunstneriske fejlcitater"

Chagall i Paris

Men de unge skriver ikke bare deres morsomme og provokerende blog, de går også på gaden. I 2007 kaldte de til protest mod den fascistoide parami litære organisation Den Ungarske Gardes årsmøde, og i sommeren 2008 opfordrede de alle til i solidaritet med Ungarns bøsser og lesbiske at møde op til Pride Parade. Efter paraden blev der organiseret debataftener, hvor højreekstremisternes angreb og politiets skandaløse opførsel blev diskuteret. Tanken er nærliggende at Ungarns indtræden i EU, hvor der er fokus på menneskerettigheder, har givet de unge jøder ny selvtillid og tro på fremtiden Fordomsbekæmpere Et andet kraftcentrum er den konser vative bevægelse Marom med dens velbesøgte ungdomscafé Sirály (Må gen) og omfattende kulturprogram. Andre puster liv i ”ruinhaverne” om sommeren, hvor faldefærdige huses indre gårde bliver indrettet til stem ningsfulde udendørs beværtninger med levende musik og optræden. Det er også entusiastiske og optimistiske unge, der startede den lille, men ivrige organisation Haver, som tager kampen op mod fordomme. Deres hjemmeside og den undervisning de tilbyder skoleklasserne arbejder blandt andet på at aftabuisere ordet ”jøde” – en stor bedrift i Ungarn – og aflive de myter der florerer i bedste velgående. ”Vi er blevet kaldt værre end antisemitter”, siger en af Havers grundlæggere, Edina Schön, og ryster på hovedet. ”På den ene side er det forståeligt, at de overlevende jøder ønsker at fortsætte med at være usyn lige, sådan som de er vant til fra efter krigstiden, og det er også forståeligt at efterkrigsgenerationen, deres børn som voksede op i et jødisk vakuum, har svært ved åbenheden og selvbe vidstheden, men man må tænke på fremtiden. Jødedommen handler ikke kun om en tragisk fortid, vi skal også udbrede positive værdier, være frem tidsorienterede og proaktive”. Flódni-Gate Mens de mere etablerede med rædsel følger den lille, men voksende grup pes fremmarch, er udviklingen ikke til at stoppe. Judapest.org og deres li gesindede bringer ikke kun de ældres

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Under Chagalls første ophold i Paris fandt han sig selv som kunstner – dog ikke helt på den måde, de fleste måske forestiller sig. Af Kasper Monrad Om godt et år vil Goldberg med god ret kunne fejre et af den moderne kunsts vigtige jubilæer, nemlig hund

redåret for Marc Chagalls ankomst til Paris fra Rusland i 1910. Denne be givenhed var skelsættende ikke bare for hans eget virke som kunstner, men for det 20. århundredes kunst i det hele taget.

Chagalls kunst handlede i hans unge år groft sagt bare om én ting, nemlig ham selv og hans egne op levelser og minder. Det lyder måske ikke så epokegørende, men det var det rent faktisk, når man tager i be

Af Emil FÜR (Für Emil). sind i kog, de kommer nogle gange også frem i offentlighedens lys. I december 2007 sørgede judapest. org således for at også de, som tilfæl digvis ikke kender flódni, lærte om dens eksistens. Denne lækkerbisken, der med sine tre lag af birkes, æbler og nødder er den ungarsk-jødiske kage per se, kom pludselig i fokus under en kontrovers mellem den jødiske menighed og Ungarns præ sident Sólyom. Præsidenten havde afvist at fordømme Den Ungarske Garde med dens nationalistiske slag ord og Pilekors-lignende uniformer, og som følge heraf takkede det offi cielle jødiske Ungarn nej til at deltage i præsidentens årlige frokost for reli giøse organisationer. Men judapest.

org sendte præsidenten en stor pakke flódni med en bemærkning om, at de ungarske jøder er lige så forskellige som kagens lag: nogle er søde, andre syrlige, nogle er bløde, og nogle er hårde … Præsidenten takkede for kagerne og tog resten med hjem til sin kone, men menighedsledelserne var harmfulde og mente at de unges handling var malplaceret. Meningsudvekslingen, som fik navnet Flódni-Gate i mange over skrifter i den ungarske presse, er karakteristisk for situationen i dag. Hvem skal repræsentere de ungarske jøder: menighederne eller kulturfor eningerne? De fleste ungarske jøder bekender sig til den jødiske kultur og har en stærk historisk og skæbne mæssig forankring, men de kender intet til religion, holder f.eks. jul, og er først nu ved at lære at være jøder. Og mens de kæmper med opbyggel sen af en ny identitet, må de slås mod fordomme, fortiet fortid og nationa listiske argumenter, hvor globalise ring og åbenhed over for nye ideer udefra stemples som en kosmopo litisk ikke-ungarskhed – der blandt andet tillægges jøderne. Tittel - Fotokreditering????

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Tittel - Fotokreditering???? tragtning, hvad modernismens andre pionerer foretog sig på samme tid. Paris var den absolutte smeltedigel for epokens landvindinger inden for billedkunsten, da Chagall ankom til byen. Matisse havde i flere år konse kvent arbejdet på at frigøre farverne, så de klare, rene farver fik frit spil på hans lærreder. Han gav billederne en stærk udtrykskraft, men beteg nende nok holdt han sin egen person helt udenfor, og han afholdt sig fuldstændig fra at blotlægge sit eget følelsesliv. Det samme gjaldt Picasso, selv om hans projekt var et ganske andet. Med sin kubisme nedbrød han billedets traditionelle struktur og virkemidler og skrællede al kendt betydning af motiverne. På denne sofistikerede baggrund må det have virket, som om Chagall lige var kommet ind med firetoget. I en vis forstand havde han de rette

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

forudsætninger for at gøre de person lige erfaringer til omdrejningspunkt i den moderne kunst. Han var nemlig lykkelig fri for en traditionel kunst nerisk ballast! Kunstner uden tradition Chagall blev født i 1887 og voksede op i en ortodoks chassidisk familie i den russiske provinsby Vitebsk. Som jøde havde han ingen direkte adgang til at se billedkunst i sin barndom, og hvad han trods alt kom til at se – såsom russiske ikoner – havde han ingen forudsætninger for at forstå. Han kom derfor til kunsten uden den samme tyngende viden om kunstne riske traditioner som sine jævnald rende i Vesteuropa. Han skulle derfor ikke som de en tur omkring impressi onismen og dens efterklange, før han kunne finde sit eget udtryk. Han var heller ikke bundet af den traditionel

le vesteuropæiske opfattelse af op og ned i et billede eller af perspektiv og tyngdekraft. Det gav ham en enorm frihed, som han udnyttede. Chagalls forældre var ikke mere bundet af deres religion, end at de lod deres søn følge sit ønske om at blive kunstner. Efter at han havde fået sin Bar Mitzvah, forlod han den jødiske tro og syntes i starten meget opsat på at blive assimileret. Han fik sin første uddannelse hos en lokal maler i Vitebsk. Her mødte han godt nok en sen aflægger af realismen, men den måtte hurtigt vige for den vitale progressive russiske moder nisme, som han ramlede hoved kulds ind i, da han i 1907 tog til Skt. Petersborg. Her fik han de afgørende impulser, der gjorde ham klar til mø det med kunsten i Paris, og han blev også tiltrukket af den kristne kultur. Chagall kom til Paris i 1910 – eller også var det først året efter. Datoen er usikker, som så mange andre datoer i hans liv. Han valgte uhæmmet, hvad han kunne bruge af de mange nye udtryk, han mødte, og han forenede flere, tilsyneladende uforenelige udtryk, først og fremmest fauvismens frigjorte brug af stærke og rene farver med kubismens opløsning af formerne og rummet og fragmentering af mo tiverne. Den usikre, lidt kluntede og naive figurstil, der havde præget de tidlige malerier i Skt. Petersborg, blev til overlagte angreb på alle gældende naturlove i et billede, nu med bevidst udnyttelse af den medbragte naivitet. Chagall slog hurtigt ind på at dyrke motiver, der var knyttet til hans barndom og ungdom i den russiske provins. Erindringsglimt smeltede sammen med nye indtryk fra Paris. Indimellem misforstod han sine inspirationskilder. I hans maleri af en gravid russisk bondekone ses barnet i en oval i hendes mave. Ideen stam mer sandsynligvis fra en russisk ikon, der viser Madonna, der holder en medaljon med Jesusbarnet. Det kun ne Chagall formodentlig ikke aflæse korrekt, men udnyttede sin frodige fantasi til et helt andet billedudsagn!

Marc – eller rettere Moyshe, som han egentlig hed – dels en ko (eller kalv), der ser hinanden lige ind i øjnene. Rundt omkring dem går, svæver og står mennesker, dyr og bygninger fra

Chagalls hjemland, nærmest hulter til bulter: et bondepar på vej hjem fra arbejde, en malkepige ved sin ko, beboelseshuse og en russisk ortodoks kirke.

Tilsyneladende er det hele kaldt frem fra hans barndom, men også kun tilsyneladende! Ved en nærmere betragtning afslører billedets titel, at der er tale om en bevidst udtænkt

Tittel - Fotokreditering????

Motiver fra Rusland Det tidlige hovedværk Jeg og landsbyen, der blev malet i 1811 kort efter hans ankomst til Paris, har nærmest karakter af et programværk. Billedets hovedaktører er dels skoledrengen GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

konstruktion: Chagall voksede slet ikke op i en landsby blandt bøn der! Den jødiske shtetl havde mere karakter af en mindre købstad end af en landsby, og jøderne var byboere og levede skarpt adskilt fra de rus siske bønder. Billedet udtrykker en samhørighed med det simple liv på landet, som Chagall ikke selv havde del i som barn (og som ikke svarede til det til tider modsætningsfyldte for hold mellem de russiske bønder og de jødiske håndværkere og handlende). Ser man nærmere efter opdager man en antydning af en splittelse hos drengen: Han har et kors om halsen og en Davidstjerne på fingeren! Igen en efterrationalisering, for det var først som voksen, han i Skt. Peters borg rigtigt mødte den kristne kultur! Som en slags modbillede malede Chagall et maleri, han kunne have kaldt Jeg og Paris, men som har fået titlen Paris set gennem mit vindue. Her ser jegpersonen ud over sin nye ver den, hvor Eiffeltårnet og de omkring stående huse er badet i et stærkt hvidt lys. Også i dette tilfælde er han splittet mellem to verdener, hvilket markeres af hans Janus-hoved, der også ser tilbage. Katten med menneskeansigt er tolket som en hentydning til kunst nerens forlovede hjemme i Vitebsk, Berta (senere som hustru kaldet Bella). Men toget, der kunne føre ham tilbage til Rusland, vender be tegnede nok på hovedet.Det berømte Selvportræt med syv fingre, der viser den alvorlige og målbevidste kunstner ved sit staffeli, viser også hans ståsted midt mellem de to verdener. Maleriet har vakt en del undren – hvorfor syv fingre? Men svaret er lige til, hvis man som Chagall-forskeren Benja min Harshav kender den jiddische kultur nøje: det illustrerer talemåden at gøre noget ”med syv fingre” dvs. med brug af alle sanser, eller om man vil, med alle rationelle og irrationelle kræfter. Men bortset fra dette indslag (og jiddische/hebraiske bogstaver i flere billeder) er det overraskende nok snarere den russiske kultur end den jødiske kulturarv, Chagall kredser om i Paris. Der er flere ortodokse kirker og praktisk ingen synagoger i billederne, og han syntes primært opsat på at markere sig som russisk kunstner. Jiddisch var mest praktisk som et fælles sprog for flere indvan drede kunstnere.

GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Annonce

Tittel - Fotokreditering???? Jødernes forsvundne verden Chagalls første ophold i Paris blev på mange måder bestemmende for hans kunst, men ikke på alle. Han blev i byen til 1914, da han ville tage på et kortere ophold i Rusland. Han ”stran dede” imidlertid på sin hjemegn ved verdenskrigens udbrud og måtte blive i Rusland i flere år. Han gav sig nu til nærmest systematisk at skildre livet i Rusland i sine billeder. Men stadig ikke specielt de jødiske motiver. Det skete først, da tyskernes invasion i

landet i 1915 tvang en million rus siske jøder på flugt. Da gik det op for ham, at hans eget barndomsland for alvor var ved at forsvinde. Da blev den forsvundne jødiske verden et afgørende tema for ham. Men det er en anden historie.

Inspiration og illustrationer er fundet i Benjamin Harshav: Marc Chagall and the Lost Jewish World. New York (Rizzoli) 2006. GOLDBERG | #10 | WWW.GOLDBERG.NU

Blooms Billeder

"Erindringer fra en anden tid" 14. september 2008 – 1. februar 2009

Teatermuseet i Hofteatret

•

Christiansborg Ridebane 18

•

1218 København K

•

33 11 51 76