Goldberg #11

Goldberg Nr. 11 · Januar 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Martin Krasnik:

KNY T SYLTEN! finanskrisen – er det jødernes skyld?

Pris kr. 49,50

2 g'er fra Bronx

Jay Rosen­blatt

Rex Bloomstein

Den ”jødiske” Rembrandt

8

12

32

47

Fortiden på værksted

Kaare Lindholm malet af Jeanne G Kempinski

Indtil 22. 02. 2009 Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China Nyt udstillingskoncept med arbejdende værksteder viser, hvordan Nationalmuseet restaurerer malerier, musikinstrumenter og meget mere!

Tirsdag-søndag kl. 10-17 Ny Vestergade 10 København www.natmus.dk

Tag dit arvestykke med!

Lørdage fra kl. 13-16 rådgiver konservatorerne om, hvad man kan gøre for, at arvestykkerne kan holde i mange år endnu. Hver lørdag har sit tema, se mere på www.natmus.dk

kaare.lindholm@practica.dk

Gratis

Goldberg

Goldberg

nr. 11 · Januar 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

”Hvad er det med ham Martin Krasnik? ”

Indhold Januar 2009 6 Leder 6 Fem af dette nummers bidragydere

Martin KrasniK:

knyt sylten!

28 Vi er ikke bedre end andre

En novelle om forskellen på frøer og insekter

Af Etgar Keret

finanskrisen – er det jødernes skyld?

8

12

32

47

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Gongong

Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa.

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

8 Ralph Laurens aftenland

31 Politisk analyse

Rigskrystalnatten i politisk skær

Tryk: Jønsson Grafisk Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Susanne Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, John Kirketerp Jensen, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Janina Katz, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Lennart Kont, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, ­Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia

4

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. Marts 2009.

Rose

Af Susanne Bernth

12 At hele verdens sår med billeder

34 Rahmbo

Instruktøren Jay Rosenblatt var som barn skrækslagen for Jesus. I dag forsøger han at hele verdens sår med sine film om forsoning.

Den nyvalgte amerikanske præsident Barack Obama har lukket en ægte jødisk Rahmbo ind i Det Hvide Hus.

Af Simon Apelblat

16 Knyt sylten Så er der igen politikere, der vil forbyde omskærelse af drengebørn. ”Knyt sylten” er journalist Martin Krasniks kommentar. Lillebror Benjamin har talt med ham om jødisk identitet.

Af Samuel Rachlin

36 Arbejderbevægelse og jødehad

En aktuel udstilling viser grove antisemitiske satiretegninger fra dansk arbejderbevægelses historie.

Af Therkel Stræde

af Lillebror Benjamin

20 Medens vi venter på en syndebuk Danmarkshistoriens største krak giver bankmanden - artiklens forfatter - associationer til nutidens økonomiske krise. Dengang var der ikke megen tvivl om, hvem der var de skyldige.

Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu

CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

Er finanskrakket egentlig ikke de amerikanske jøders skyld?

Af Hans Henrik Fafner

Af Michel Solovej

23 Lehman bor her ikke længere

42 Forhud eller ej Interview med filmmanden Ulrik Gutkin: En personlig beretning om et lille stykke hud og et stort kompromis.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild

44 Anderledes

morgensange

Hvad du måske ikke vidste om N.F.S. Grundtvig

Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl.

Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

26 Du er ikke alene Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Store Regnegade 5, 1 1110 København K

Af Peter Tudvad

32 Frihed for Irving såvel som for

Af Susanne Berth

ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes hos velassor­ terede boghandlere over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450

Dansk Pen har haft besøg af engelske Rex Bloomstein, der forsvarer Holocaustbenægteren David Irvings ret til at udtale sig, som han vil.

Layout og grafik: Gongong ApS; www.gongong.dk

Modemesteren er med vanlig stil vendt tilbage til sine russiske rødder og har åbnet et sandt mode-orgie i hjertet af Moskva

Psykologen Daniel Kahneman fik en Nobelpris i økonomi for sin påvisning af, at vi mennesker ikke handler rationelt i forhold til økonomi. Måske en trøst til alle, der har dummet sig på det seneste.

Af Leo Goldberger

ndtvig u r G . .S N.F

Af Salli Besiakov

47 Den ”jødiske” Rembrandt

Er det rigtigt, hvad så mange har ment, at Rembrandt var jødernes særlige ven?

Af Kasper Monrad

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

5

Leder

Rationalitet og identitet Ifølge en del politikere er det ganske irrationelt, at jøder omskærer deres otte dage gamle drengebørn. Mette Frederiksen, næstformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, siger det ganske klart: ”Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal skære i børn på den måde.” Nu er det til alt held ikke Mette Frederiksens niveau for forståelse, der afgør, om noget er tilladt eller forbudt i det danske samfund.

Ulrik Gutkin er instruktør på filmen ”Mig og jøderiet”. Hans kæreste Signe er enig med Mette Frederiksen, og det synes Ulrik går ud over hans og sønnens jødiske identitet. Det har

parret diskuteret i over tre år. Brødrene Martin og Benjamin Krasnik er derimod enige om, at de vil af med forhuden og beholde identiteten. Og det skal der ikke lovgives om: Identitet frem for rationalitet og så ”knyt sylten!”

Mange folketingmedlemmer vil have fjernet de følelsesmæssige argumenter fra omskærelsesdebatten og have en faglig objektiv redegørelse, så forhuden kan diskuteres på samme måde som f.eks. Finansloven. Som om dén er rationel! Her hos Goldberg kan man læse om, hvor emotionelle vi mennesker er i valgsituationer – også om store penge og i særdeles-

hed i disse økonomiske krisetider.

Den påvisning fik psykologen Daniel Kahneman en Nobelpris for – i økonomi.

Goldberg ønsker alle læsere et lyksaligt nytår. Også til de, der kalder sig selv for ”rationelle” og ”sekulære”, mens de overvejer, hvornår tiden er inde til at smide juletræet ud, og for Gud ved hvilken gang beslutter, at næste år skal der ikke være så meget sylte.

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Therkel Stræde Lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet.

Udgiver af bl.a.

Rudolf Höss: Kommandant i Auschwitz (Gyldendal 2004) og Hannah Arendt: Eichmann i Jerusalem (Gyldendal 2008).

Idémand til udstillingen Jødehad i danske medier der vises på Danmarks Mediemuseum i Brandts/Odense.

Piotr Topperzer Fotograf. Kendt for sine portrætstudier, bl.a. de tidskrævende "long-termprojects": Café Portrætter, I Danmark er jeg…og Portrættører.

Illustrator til en lang række bøger, senest Shortcuts om Erik Magnussens industrielle formgivning og Svinkløv Badehotel om menneskene, naturen og gastronomien på hotellet.

Hanne Friis Mag.art i semitisk filologi fra Københavns Universitet.

Billedmedieoversætter og litterær oversætter. Har bl.a. oversat forfatterne Etgar Keret og Amos Oz fra hebraisk til dansk og er jævnligt oversætter for Magasinet Goldberg. Fik i 2007 Søren Gyldendals Studierejselegat for sit oversættelsesarbejde.

Salli Besiakov Arkitekt m.a.a. fra Kunstakademiet i København.

Har gennem egen arkitektvirksomhed forestået opførelsen af utallige offentlige bygninger over hele landet. Har udgivet to kriminalromaner og publiceret en lang række kronikker i bl.a. Berlingske Tidende og Dagbladet Politiken.

Kasper Monrad Dr. phil., overinspektør og samlingschef ved Statens Museum for Kunst. Han har i en årrække været kunstanmelder for danske dagblade og er desuden forfatter til en række bøger, bl.a. Hverdagsbilleder, I lyset af Holland: mesterværker fra hollandsk og dansk guldalder og Turner og tidens natursyn.

Magasi net

Goldberg præsenterer

Jiddish Teater & Klassisk Klezmer





Sceneinstruktør Wladimir Herman forlyster og fortæller om jiddish teaterhistorie Underholdning og koncert med Danmarks bedste klezmerorkester Mazel Tid Den 25. januar 2009 kl. 17.00 - 19.00 & Den 8. februar 2009 kl. 17.00 - 19.00 Sted

Hofteatret, Københavns ældste teater, Christiansborg Ridebane 18, 1218 København K Billetbestilling hos Billetnet.

6

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

7

no shit – den lille polorytter rider endnu

Ralph Lauren's ✂

aftenland Af Susanne Bernth Alle sejl var sat til, da Ralph Lauren sidste år etablerede sig på et af de mest fashionable strøg i Moskva. Udover sønnen David, der er chef for markedsføringen i Polo Ralph Lauren, var også modeskribenternes førstedame Suzy Menkes fra International Herald Tribune med i entouragen.

Lauren indledte besøget som hædersgæst hos den amerikanske ambassadør, og dagen efter blev han hyldet af le tout Moscou, da dørene blev slået op til den 745 kvadratmeter store forretning i Tretyakovsky Passagen.

Det var et stort øjeblik for denne amerikanske designer, om hvem det siges – og ikke altid som en ros – at han forestiller sig sine kunder komme i Bentley og med to pudler.

I det nyrige Moskva blev drømmen til virkelighed; den ene Bentley efter den anden rullede op foran den historiske 1800-tals bygning der var istandsat for en formue og nu stod som Moskvas modetempel. Men samtidig var det også en tilbagevenden for Ralph Lauren. I 1920 havde hans forældre som ganske unge forladt Rusland og var rejst til Amerika, hvor de slog sig

8

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

ned i Bronx uden for New York. Lifschitz hed familien, og Ralph var den yngste af tre drenge.

Det siger noget om hans brands styrke at det amerikanske flag på hans shorts, puder og plaider ikke forbindes med idealer om frihed og demokrati, men med Ralph Lauren. Og helt i den ånd var Ralph Lauren den første til at finde 10 mio. dollar, da Museum of American History manglede en donor til restaureringen af det oprindelige Stars & Stripes fra slaget mod briterne i 1812. Oveni gav han 3 mio. dollar til programmet “Save America’s Treasures”.

Det var i 1998 mens dollarkursen stadig var høj, USA havde vundet en golfkrig, og Bill Clinton var præsident i Amerika.

At præsidenten de seneste otte år har heddet George W. Bush, at den anden Golfkrig stadig pågår, og at dollaren har været historisk lav, har ikke betydet noget for brandet Ralph Lauren. Hans Amerikana står uberørt af Guantanamo og Abu Ghraib med sine høje mahognipaneler, bogreoler, håndkufferter og fotografier af Hollywood-stjerner i sølvrammer. Den lille polorytter rider endnu.

En polsk parlamentariker konstaterede med beklagelse efter valget af Barack Obama som USA’s 44.

Foto: All Over Press

Hans tøj er pendant til Irving Berlins “White Christmas”. Det er billeder fra en angelsaksisk, protestantisk drømmeverden, der oser af overklasse og arvestykker. Læs her om Ralph Lauren, den jødiske 2. G’er fra Bronx, der fortolkede den amerikanske drøm i sit tøj. Det gjorde ham til en af USA's 100 rigeste.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

9

Den gamle verden Til International Herald Tribune forsikrede Ralph Lauren at han var meget bevæget ved at være i Rusland, det land han hørte om under hele sin opvækst, og hvis sprog, blandet med polsk og jiddish, forældrene talte, når der var noget børnene ikke måtte høre. ”Jeg vil gerne vide noget mere om min historie. På et tidspunkt spørger alle mennesker: Hvor kommer jeg fra? Et eller andet sted er der en forbindelse til min fortid – men det sted, jeg stammer fra, er mig fremmed.”

Ralph Lauren blev født i New Yorkerforstaden Bronx i 1939, uden hverken gods eller guld. Fra bunden, eller som han selv udtrykker det: fra skuffen, skabte han en virksomhed som i dag findes på alle de fashionable forretningsstrøg, hvor det batter, og med Moskva som det seneste flag i masten. Men af en eller anden grund passer netop den historie ikke ind i hans omhyggeligt iscenesatte selvopfattelse.

“Jeg er dødtræt af at blive beskrevet som den stakkels lille jødedreng fra Bronx som endte med at få succes. Jo, jeg blev født i Bronx, men i den fine ende og havde en dejlig barndom. Mine forældre var ikke rige, men de var heller ikke fattige,” sagde han til Stephen Birmingham, forfatteren til The Rest of Us. The Rise of America’s Eastern European Jews. ”Og jeg er dødtræt af at høre for at jeg ændrede mit navn. Navnet var Lifschitz. Kan du forestille dig hvordan det var for et barn i New York at vokse op med sådan et navn? Det havde shit i sig.”

Desuden var det ifølge flere kilder en af hans ældre brødre og ikke ham selv der fandt på Lauren-navnet.

med, var med til at inspirere ham til det old world-look der senere blev hans kendingsmærke.

Men det er som amerikansk patriot og amerikansk designer at han blev rig. ”Jeg er mere Gary Grant end Gary Grant selv,” sagde Lauren engang til journalisten Michael Gross. Spørgsmålet er så hvad han mente med det.

Som den yngste i flokken gik han mest i arvet tøj. Det var sjældent moderne, når det nåede ham, men i stedet for at surmule så han muligheden i det og kombinerede de kiksede bukser med læg med et smart bælte eller satte det rigtige halstørklæde til en arvet jakke med (for) brede revers, med en aldrig svigtende kærlighed for prep-school stilen med tweed og butterflies på et tidspunkt, hvor alle andre gik med læderjakke og stramme cowboybukser à la James Dean. Især pigerne fik øje for ham og syntes at hans stil med mere gentleman end gadedreng var sexet.

Freda og Freddy Lifschitzs søn skulle have været læge eller sagfører – eller i det mindste revisor, mente moderen, og han blev sendt i yeshiva-skole. Faderen var maler og havde specialiseret sig i at male falsk træ og marmor på masonit og kan have været den første inspiration til at virkeligheden for så vidt er OK, men efterligningerne står langt renere og stærkere.

Han endte med at tage en BA i business fra New York City College – et fag han hadede. Efter eksamen arbejdede han som ekspedient i diverse herreekviperingshandler i New York, deriblandt det distingverede Brooks Brothers, hvor han købte klassiske outfit til personalepris. Han var, med Stephen Birminghams ord, ”allerede i færd med at gøre Helena Rubinstein kunsten efter, da hun en generation tidligere viste sig som en formidabel forædler af stilarter fra den amerikanske og britiske fortid og give dem en ny dimension”.

Rejste med arvestykker

I begyndelsen var brede slips

præsident at det betød enden på den hvide mands overherredømme. Politisk korrekt var det ikke, men det var heller ikke forkert, for den udvikling har været på vej længe. De sidste tyve år har demograferne i USA talt om the browning of America, og landets udenrigspolitik har i stigende grad været vendt mod Stillehavet, Asien og Mellemøsten. Og netop i samme tidsrum har Ralph Lauren stadfæstet sin kolossale succes ved at lave en pastiche over den liljehvide angelsaksiske, protestantiske overklasse fra dengang før kufferterne fik hjul, men blev båret af dragere.

Det nye navn uden ’shit’

Hans forældre kom senere end de fleste. Den store indvandring fandt sted i årene inden Første Verdenskrig, og intet tyder på at de måtte flygte over hals og hoved, da de rejste efter krigens slutning. De havde taget mere end det mest nødvendige med, og Lauren har senere fortalt at de gammel-europæiske møbler, som han voksede op

10

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

Sit første faste job fik han hos Beau Brummel som havde specialiseret sig i at lave billige færdigbundede butterflys. For en ung mand med idoler som udover Gary Grant talte Fred Astaire og Douglas Fairbanks jr. – og fra den virkelige verden John F. Kennedy og trendsætteren Hertugen af Windsor – var det ikke nok, og han

bad om lov til at lave brede slips i den stil som Hertugen af Windsor eller Prins Charming gjorde moderne op til Anden Verdenskrig.

Ralph og broderen Jerry sad oppe en hel nat ved køkkenbordet og prøvede at finde navne, fortalte han Birmingham. Det skulle helst være noget sportivt, elegant, dyrt og emme af tweed, og efter at have været hele vejen over cricket, rugby og rævejagt landede de på Polo, om ikke andet fordi det forekom at være den mest overklassede, dyre og eksklusive sportsgren de kunne komme i tanke om. At sporten ikke var særlig udbredt i USA betød mindre. Det her handlede om at skabe en drøm.

Til at begynde med gik salget mere end trægt. I 1950'erne var det de rigeur at slipsene var smalle, og Ralph Lauren kørte rundt i sin brugte MG sportsvogn med slipsene i en kuffert og prøvede at overbevise om det modsatte.

Da en indkøber fra stormagasinet Bloomingdale’s lod sig overtale til at tage en mindre ordre skete der noget.

Slipsene blev revet væk, og Lauren indså at disse otte cm brede slips ikke rigtigt faldt i hak med tidens mode.

De manglede de rigtige skjorter, og da han hverken kunne tegne eller sy, og stadig arbejdede fra sin skuffe – endelig ikke kontor! - i New Yorks beklædningsindustri, behøvede han en partner. Beau Brummel var ifølge Birmingham en ældre konservativ virksomhed der ikke ønskede at lave andet end deres færdigbundne butterfly, og i stedet indgik Lauren i et partnerskab med den ligeledes etablerede, men knapt så forsigtige Norman Hilton der tilbød Lauren 50.000 dollar i startkaital.

Afskeden med Brummel foregik i god ro og orden, og topchefen Ned Brower lod generøst Lauren tage både Polo-navnet og resten af kollektionen med sig. Det var i 1969, og da Birmingham små tyve år senere talte med Brower i forbindelse med researchen til The rest of Us, indrømmede han at det nok var lige lovligt generøst. ”I tilbageblik ville jeg ønske at jeg havde beholdt

navnet og bedt om fem pct. af omsætningen. Og så på den anden side: Hvis jeg havde holdt navnet, men ladet designeren gå, var det jo ikke meget værd.”

Lauren hævder at han var den første amerikanske designer der lavede et fuldstændigt look til mænd. I 1973 lancerede han sin første kollektion for kvinder og blev verdensberømt året efter i forbindelse med filmatiseringen af F. Scott Fitzgeralds Den store Gatsby – med undertitlen: Forsvundet er den romantik der var så guddommelig.

Det var med Robert Redford og Mia Farrow i hovedrollerne, sat i luksuriøse omgivelser, men filmen blev mindst lige så kendt for kostumerne. Det var dog ikke Ralph Lauren der skabte dem, men den meget anerkendte Broadwaykostumier Theoni V. Alridge. ”Og jeg har en Oscar der beviser det,” som hun pointerede over for Birmingham.

Men Lauren fremstillede dem og endte med at få al publicityen for dem.

Ralph Laurens koncept er ens over hele kloden.

Det er en del af oplevelsen, når man køber det. I 1992 blev han hyldet af sine egne, da Fashion Designers of America gav ham The Life Time Achievement Award for hans store bidrag til amerikansk mode og design. Med sine europæiske rødder havde han lært det hele udefra og gjort det tydeligere, leget med begrebet klasse i det samfund, der helst vil opfatte sig selv som klasseløst, og sluppet ualmindeligt godt fra det.

Hovedsædet ligger i New York, og med store afdelinger i Milano, Paris, Moskva og London er han den mest markante amerikanske designer i Europa. Men der er sket noget under turen frem og tilbage over Atlanten, hvilket især springer i øjnene på Savile Row i London.

Her ligger en stor Ralph Lauren forretning, hvor der afgjort ikke er sparet på noget, side om side med de diskret tilbagetrukne herreskræddere der gjorde Savile Row verdensberømt.

Det er her den rigtige overklasse køber ind. Men det er en anden historie.

»…Freda og Freddy Lifschitzs søn skulle have været læge eller sagfører – eller i det mindste revisor, mente moderen og han blev sendt i yeshiva-skole…«

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

11

Film – på en anden måde

At hele verdens sår med billeder Film kan være en helende kraft i en splittet verden. Det mener filminstruktør Jay Rosenblatt, hvis personlige og bevægende essayfilm har vundet hæder på filmfestivaler verden over.

Goldberg har mødt ham i hans hjem i San Francisco til en snak om film, følelser og politik.

Af Simon Apelblat I Jay Rosenblatts barndomshjem blev Jesus aldrig nævnt ved navn. Når det var nødvendigt at referere til Jesus Christ, sagde man i stedet ’Jersey City’. I 2000 år var jøder blevet dræbt i kristendommens navn, fik Jay som barn at vide af sine bedsteforældre.

Og i sin livlige fantasi forestillede han sig, at det var Jesus, der personligt havde slået jøderne ihjel.

I december 1960, få dage før juleaften, fik hans mor fribilletter til en filmpremiere. Hverken moderen eller Jay vidste hvilken film der ville blive vist. Det viste sig at være Nicholas Rays King of Kings, et storværk om Jesu liv og korsfæstelse.

Jay blev skræmt fra vid og sans, da Jesus tårnede frem på lærredet.

Men som filmen skred frem, gik noget skelsættende op for den 6-årige dreng: Jesus var ikke ondskaben selv.

Jesus var jøde!

Denne oplevelse i en biograf i 1960’ernes New York omsatte den amerikanske filminstruktør små 40 år senere til et lille mesterværk af en film ved navn King of the Jews. Filmen tager udgangspunkt i Rosenblatts barndomsoplevelse, men bevæger sig videre for at fortælle den kristne antisemitismes historie. Den begynder med myten om at ’jøderne dræbte Jesus’ og bygger på opfattelsen af Jesus som ’den første kristne’.

I filmens tredje akt klippes Nicolas

12

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

Rays skildring af Jesu korsfæstelse i King of Kings sammen med billeder fra de nazistiske udryddelseslejre. Dermed vender Rosenblatt den kristne historiefortolkning på hovedet og gør Jesus til én af de millioner jøder, som gennem tiderne har måttet lade livet.

Tilbage står det håb om udfrielse fra ondskaben, som er filmens og Jesu budskab. Det symboliseres af en række blomster, der springer ud ved filmens afslutning.

filmproduk­tion på universitetet, vidste han dog med det samme, at det var filmen, der skulle blive hans liv og virke.

Og film er hvad Jay Rosenblatt lever og ånder for den dag i dag. Både som filmmager og underviser på San Francisco Art Institute. Goldberg møder ham i hans vidunderlige lejlighed med udsigt over San Francisco, hvor den nu 53-årige filminstruktør flyttede til for over 20 år siden.

Arketypiske billeder Jay Rosenblatt er ikke nogen helt almindelig filminstruktør. Han arbejder ikke i et Hollywood-studie, men fra sin egen kælder. Han optager sjældent nye billeder, men foretrækker at bruge arkivmateriale,

Film som livsbane Fra åbenbaringen i Radio City Music Hall til produktionen af King of the Jews var der sket en del i Jay Rosen­ blatts liv. Han var blevet voksen, flyttet fra New York, havde taget en universitetsgrad i psykologi og var begyndt en karriere som praktiserende psykolog med egen klinik i Seattle. Da han nogle år senere fulgte et kursus i

klip fra undervisningsfilm og amatøroptagelser fra sin egen barndom.

Billedmaterialet klipper han sammen på kryds og tværs, så det illustrerer de dybt originale historier han fortæller.

De er typisk både mørke og højstemte. Temaer som angst, tab, sorg og forsoning går igen i værkerne, der handler om alt fra religion og børneopdragelse til homoseksuelles rettigheder og diktatorers sexliv.

et hav af priser og overraskende meget opmærksomhed. Forklaringen er at Rosenblatts film taler direkte til følelserne. Det skyldes ikke mindst den effektfulde måde som Rosenblatt bruger billeder på. Han er ikke bange for at udnytte den symbolske kraft, som optagelser fra koncentrationslejre eller paternalistiske undervisningsfilm fra 1950’erne besidder: ”Jeg bruger arkivmateriale, fordi det har en arketypisk karakter. Til King of the Jews kunne jeg godt have optaget en dramatisering af min barndom. Men at jeg rent faktisk bruger optagelser fra perioden, gør min egen film mere universel. Alle,

»… Familiens egne filmoptagelser er det gennemgående billedmateriale, men filmens struktur og brug af supplerende arkivmateriale breder historien ud …« ”I mangel på et bedre ord kalder jeg mine film for essayfilm”, siger Rosenblatt. ”Nogle af dem er dokumentariske, mens andre ikke er det. Men ingen af dem kan kaldes fiktionsfilm.”

Det lyder smalt, og det er det sådan set også. Alligevel er Rosenblatts film meget populære. Han har modtaget

der er vokset op i 1950’erne, kan genkende stilen.”

Personligt og universelt Netop det universelle er et nøgleord hos Rosenblatt. Selv hans mest personlige historier har en universel betydning i sig. Phantom Limb handler om hvordan Rosenblatt som barn

blev ramt af en jagende skyldfølelse, da hans bror døde efter lang tids sygdom. Familiens egne filmoptagelser er det gennemgående billedmateriale, men filmens struktur og brug af supplerende arkivmateriale breder historien ud: ”Filmen er struktureret efter de faser som en person gennemgår efter et dødsfald: benægtelse, vrede, sammenbrud, forhandling, depression og erkendelse”, fortæller Rosenblatt.

For at illustrere sammenbrudsfasen afløses Rosenblatts hjemmevideo af flere minutters arkivoptagelser af bygninger der styrter i grus. På samme måde vises horder af arbejdsløse fra 1930’ernes USA som et symbol på hans egen depression. Ved at bruge billeder, der aflæses metaforisk, kan Rosenblatts personlige historie læses både konkret, symbolsk og universelt. Altid dybt bevægende.

At føle sig forfulgt I 2007 tog San Francisco-filminstruktøren Stacey Ross sit eget liv. Hendes bekendte bad Rosenblatt om at overtage et projekt, som hun havde arbejdet på indtil da. Resultatet blev Four Questions for a Rabbi, som blev vist på San Francisco Jewish Film Festival tidligere i år. ”Hvor meget handler jødisk identitet om at være forfulgt?”, lyder et af filmens fire spørgsmål. Rosenblatt svarer med en collage af billeder. Den starter ved staten Israels fødsel i 1948 GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

13

Invitation

Auschwitz-dag 2009

Grafik: Jeanne G. Kempeinski

og bevæger sig tilbage i tid gennem 2.

Verdenskrig, Østeuropas pogromer, Jesu korsfæstelse (et klip fra King of the Jews) for overraskende at slutte med den palæstinensiske intifada i 2000. ”Når jeg viser israelske soldater, der overfalder en palæstinenser, er det for at illustrere hvordan nogle jøder er gået fra at være de undertrykte til pludselig selv at undertrykke andre”, forklarer Rosenblatt.

Han mener, at det er vanskeligt at kritisere Israel i USA, fordi kritikken let forveksles med den antisemitisme som ifølge instruktøren stadig trives i landet. Den har skabt en destruktiv angst blandt jøder: ”For min generation betyder følelsen af at være forfulgt stadig enormt meget. I Brooklyn, hvor jeg voksede op, var alle enten jøder eller katolikker, men grupperne boede adskilt i hver deres kvarterer. Jeg var rædselsslagen for katolikkerne. For de irske drenge der overfaldt mig på vej hjem fra skole. Og for nonner. Først da jeg var 19 år og rejste i Europa, turde jeg overhovedet gå ind i en kirke.”

Otte deprimerende år Følelsen af angst gennemsyrer Rosen­blatts film. I Afraid So fra 2006 stilles en række dystre spørgsmål: ”Kommer det her til at gøre ondt?

Er vi fortabt? Kan det blive endnu værre?” Det uudtalte, men underforståede svar ligger i filmens titel. Det er let at se filmen som et portræt af det mentale klima i USA efter terrorangrebene 11. september 2001. ”De sidste otte år under George Bush har været enormt depri­ merende for mig”, fortæller Rosenblatt. ”Jeg var slet ikke klar over, hvilken byrde jeg bar rundt på, før Barack Obama vandt præsident­ valget.”

En uge efter terrorangrebene den 11. september tog Rosenblatt og hans samarbejdspartner Caveh Zahedi initiativ til projektet Underground Zero.

De bad over 150 filminstruktører om at bidrage med en reaktion på de tragiske begivenheder i New York og Washington. Rosenblatts eget bidrag, Prayer, er en opfordring til forsoning og eftertænksomhed. Den tre minut-

ter lange collage viser blot bedende børn fra de forskellige verdensreligioner. Inklusiv Islam. ”Der er en stærk forbindelse mellem frygt og tro”, siger Rosenblatt. ”Frygten er i sig selv negativ. Men den kan føre til en stærk og positiv tro der kan være en helende kraft i verden. Det er min spiritualitet og formålet med mine film. At forsøge at hele verdens sår med billeder.”

Klip fra Jay Rosenblatts film kan ses på www.jayrosenblattfilms.com

På vegne af Københavns Kommune og repræsentantskabet for Auschwitzdagen vil jeg gerne invitere til Københavns officielle markering af Auschwitzdagen tirsdag den 27. januar 2009 kl. 19.00 - 20.30 på Københavns Rådhus.

Auschwitzdagen signalerer, at vi i Danmark har forpligtet os på ikke at glemme ofrene for folkedrab. I København belyser vi årets tema – Redningens mange ansigter ­– gennem oplæg ved tidligere overrabbiner Bent Melchior, fotograf Mads Greve og journalist Nils Carstensen samt ved vidneberetninger fra de danske jøders flugt 2. oktober 1943 ved Simon Rosenbaum og Sonja Bandmann. Arrangementet suppleres med musik ved Marie Carmen Koppel og roma-gruppen Danska Cerenja.

Jeg håber, at vi sammen kan være med til at markere Auschwitz-dagen.

Venlig hilsen

Pia Allerslev Kulturborgmester For tilmelding kontakt Susanne Skovgaard, Kultur- og Fritidsforvaltningen på e-mail suskov@kff.kk.dk eller telefon 33 66 38 28

Auschwitz-dagen er arrangeret af Københavns Kommune i samarbejde med det af regeringen nedsatte repræsentantskab for Auschwitz-dagen. Repræsentantskabet består af Det mosaiske Troessamfund, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Theresienstadtforeningen, FN-forbundet, Foreningen Romano, Danmarks Komite for Levende Historie, Dansk Handicap Forbund, Dansk Røde Kors, Amnesty International, Gymnasieskolernes Lærerforening, Danmarks Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, Dansk Teknisk Lærerforbund, Avisen i Undervisningen, Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF, Foreningen af lærere i samfundsfag, Historielærere ved Handelsgymnasierne.

14

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

bror til bror

Knyt sylten!

Hvad er det med ham Martin Krasnik? Han har så travlt. Han farer rundt og prøver at forklare islamistisk ideologi og den amerikanske drøm, men hvad med ham selv? Hvad er hans egen identitet? Hans lillebror og største fan har talt med ham om jøderier, omskærelse og myter.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

Foto: Piotr Topperzer

16

Af Benjamin Krasnik Min bror og jeg ligner hinanden på mange måder. Vi er begge rastløse, vi rejser meget, og vi har samme identitetskonflikt: Vi er danskere og jøder.

Vi gik begge først på Carolineskolen – den jødiske skole i København – og senere på et almindeligt gymnasium. Vi har begge ikke-jødiske kærester og er slet ikke religiøse, men alligevel betyder vores jødiske arv meget for vores liv, og vi står med de samme spørgsmål om omskærelse og identitet. Israel har et tag i os, mens synagogen og Det Gamle Testa-

mente ikke siger os særligt meget.

Martin fik det røde hår, natbøjlen, intelligensen og talentet. Jeg voksede op uden forventningspres, med familiens mørke glød og efternølerens overflod af opmærksomhed. En evig, gensidig misundelse mellem brødre over den enes professionelle succes og den andens succes på dansegulvet.

Martin har arbejdet hårdt for at komme fri af sin rolle siden dengang, hvor han som desperat teenager farvede sit hår sort. Han har altid klaret ærterne og sig selv og gjort alt for at lægge afstand til sin klodsede fysik.

Han lærte sig selv at læse, lavede universitetsradio, skrev bøger og blev

tv-vært. Han har udtalt en masse om sig selv og om andre, har offentligt udleveret sine inderste hemmeligheder, fortalt om sin kræftsygdom og depression, kastet mudder på religioner og dansk rationalitet og har knoklet som en hest for at skabe sig de rammer, hvor han kunne tiltrække sig opmærksomheden.

Det er lykkedes. I dag får han al den opmærksomhed han fortjener – også uden sort hår.

Meget af det berører han i sin nyeste bog Min amerikanske drøm, men der er stadig nogle ting, han siger, som jeg ikke helt forstår. Og derfor begynder vores samtale dér.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

17

D

in bog om Amerika er lavet over en række artikler, som du tidligere har skrevet til Weekendavisen.

Har du ikke bare brugt lejligheden til at skrive om dig selv? Altså, alt det der med jagten på en amerikansk drøm og er …

- Jeg vil lige sige en ting om bogen, som har optaget mig meget de seneste par år. Det er i virkeligheden et spørgsmål om identitet. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det der med at ville fortælle om én klar identitet om sig selv er noget, man kan stikke op i røven. Det holder simpelthen ikke. Hver gang man er færdig, fortæller man en ny. Og den holder heller ikke.

Men du er jo jøde og dansker. Det er vel to klart definerede identiteter, som kan forklares til folk. Du gør jo meget ud af at fortælle hvad du er …

- Ja, jeg er jøde, og det har jeg gjort en masse ud af, og jeg forsøger at forklare det med en fortælling om hvad det betyder. På et tidspunkt handlede det meget om at finde en jødisk kvinde. Jeg begyndte at gå i synagogen og gøre ting der viste at jeg var jøde. Og det var en stor fiasko. Det med den jødiske pige gik ikke – det var ikke sjovt nok i længere tid ad gangen.

Det med synagogen holdt heller ikke.

Jeg tror ikke en skid på Gud, og så snart jeg forstår, hvad der bliver sagt i bønnerne, falder det hele til jorden.

- I en periode lod jeg mig vælge til repræsentantskabet for Det mosaiske Troessamfund, fordi jeg ville være med i et jødisk, institutionaliseret fællesskab. Men bortset fra min kræftsygdom, depression og kærlighedssorger, så var det den værste periode i mit liv. Jeg hadede det. Så hvad vil det sige at være jøde? Who knows?! Herbet Pundik kalder det vist en sindstilstand. Det er meget rammende, fordi det betyder ikke noget som helst konkret.

Men du har valgt at lade din søn omskære?­Det er jo et helt tydeligt ældgammelt, meget religiøst jødisk symbol.

Hvordan forklarer du så det, når du tager afstand fra al anden religiøsitet?

- Det er et rigtig godt eksempel!

Hvilken jøde, som omskærer sin søn uden at det har noget at gøre med pagten mellem Gud og Abraham, kan præcist forklare hvorfor han gør det?

Det er fuldstændig umuligt!

18

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

Jamen, hvad er det så?

- Det er jeg jo lige så lidt i stand til at forklare, som en ung muslimsk pige der går med tørklæde. Det er ikke en forklaring, der kan bruges af andre. Folk bliver ved med at sige ting om omskærelse, som kommer meget bag på mig og gør mig hidsig.

De fatter ikke, hvorfor det er nødvendigt. For jeg har ikke noget svar. Jeg ved ikke, hvorfor det er nødvendigt.

Men det er det!

Jeg synes selv det er ekstremt svært at forklare danskere og min kæreste, hvad det faktisk betyder for mig at være jøde. Det ender altid med at jeg siger, at det altså bare er en følelse …

- Ja, det er en følelse. Og en følelse der er så stærk, at den ikke kan overvindes af rationelle argumenter. Så enkelt er det. Omskærelse går ikke ud over nogen, og derfor skal følelsen omkring det respekteres. Alle de andre skal faktisk bare knytte sylten, så længe der ikke er beviser på at det går ud over nogen.

- Men det der med at afkræve folk forklaringer … Altså, jøder må have en del forståelse for det store muslimske mindretal, som konstant bliver afkrævet en forklaring på deres identitet. Det må være ekstremt anstrengende: Hvad er de mest? Muslimer, borgere eller demokrater? Er de danskere? Hvad er de? Det er barnligt og latterligt at folk skal lave en rangliste over, hvad de er mest. Og det gøres overfor muslimerne hele tiden.

- Det er åbenbart provokerende for mange danskere, når jeg ville have min søn omskåret. De ser det som et tegn på, at jeg er mere jøde end dansk. Det er så provokerende i det danske fællesskab, hvor man altid har en rangorden, og det danske pinedød skal stå øverst.

Jamen, på det individuelle plan går du vel ind for at man selv vælger. Muslimske piger vælger jo først tørklædet, når de føler et særligt fællesskab. Det tvinger man jo en otte dage gammel dreng til at føle resten af hans liv.

- Det er også en myte. Alle er påvirket af alt muligt: opvækst, pres, indoktrinering og hjernevask, der gør, at man ikke bare kan vælge til eller fra. Det med det frie valg er en illusion for børn. Jeg vælger for min søn, at han er jøde. Det synes jeg, at

han er. Det med at andre, der intet har at gøre med én selv eller familie, kommer og fortæller, hvad man er, er det mest omklamrende, der findes overhovedet.

Når jeg en dag skal argumentere over for min kæreste, at min søn skal omskæres, så bliver det enormt svært ikke bare at kunne sige at ”det siger min Gud”.

- Jeg sagde til min kæreste at det ville jeg bare have, næsten uanset hvad. Heldigvis sagde hun ikke, at jeg måtte vælge imellem hende og omskærelsen. Det havde været meget svært at vælge fra for mig. Det er en stærk, stærk følelse. Og jeg vil gerne have mig frabedt at skulle forklare det nærmere.

- Hvis din kæreste siger, at hun vil

ikke så mange spørgsmålstegn. Det gør man i det jødiske fællesskab, og det kommer der en masse jokes og gode historier ud af.

Men hvis nu Holocaust ikke havde været der, havde det så været lige så vigtigt for sådan nogen som os?

- Nej, helt sikkert ikke. Men jeg ved jo ikke hvor vigtigt, det så ville være. Jeg synes bare, at vi er så svineheldige at være en del af et fællesskab, hvor der er så mange groteske modsætninger, som har at gøre med de mest interessante ting i livet. Jeg er dybt tilfreds med det. Og jeg er også tilfreds med, at jeg er holdt op med at forsøge at fylde det jødiske hos mig ud med synagoger, jødiske piger og så videre.

»… på overfladen ser det meget forvirrende ud. Jødedommen er både et nationalt fællesskab og en stærk kultur og religion. Det er blandet sammen i et miskmask …« have nogle rigtig gode forklaringer, så kan du ende med – efter alle de andre forklaringer – at nå til, at det bare betyder alverden for dig. Så må hun afgøre, om det betyder lige så meget for hende at undgå omskærelsen. Det handler om prioritering.

Men kan du så overhovedet forklare dit tilhørsforhold til jødedommen?

- Det er lige præcis det. På overfladen ser det meget forvirrende ud.

Jødedommen er både et nationalt fællesskab og en stærk kultur og religion. Det er blandet sammen i et miskmask. Det er fremmed for folk, og derfor virker det så dybt provokerende, anderledes og uklart. Men det er jo også en blanding af alt muligt at være dansker. Danskerne er bare så heldige, at de ikke er spredt over hele verden. Eller uheldige …

Jamen, hvad er det så for en kulturarv, du gerne vil give videre? Er det mere Mel Brooks, Seinfeld og Woody Allen end Abraham og Exodus?

- Det er selvfølgelig mest Woody og Mel Brooks. De taler direkte til min identitet. Der er meget dybt menneskeligt på spil, en masse modsætninger mellem følelser, historie, kultur og religion som konstant bobler i det jødiske. Det at være dansk er mere stillestående. I Danmark sætter man

Hvad er det så du vil fortælle videre til dine børn? Jeg tænker meget over, hvilket forhold til jødedommen mine børn skal have.

- Jeg ved det ikke. Det er jo lidt af et problem. Og et kæmpeproblem for jødedommen. Jeg kan jo godt selv gå rundt og have en følelse, men det er jo ikke nok, når David kommer og spørger, hvad det vil sige at være jøde. Det er en følelse, min dreng! Og Gud eksisterer ikke. Jeg må formulere det på et tidspunkt, men det kan jeg ikke finde ud af nu. Jeg gider ikke tage ham med i synagogen og har ikke lyst til, at han skal gå i den jødiske skole. Det er ikke vigtigt for mig.

Men omskærelsen er det altså?!

- Ja. Det er meget mærkeligt. Men jeg synes, man mister forbindelsen til jødedommen, hvis man ikke er omskåret.

Det er jeg enig i. Det er et tydeligt identitetssymbol der viser, at man er en del af et særligt fællesskab, samtidig med at man er dansker. Men du identificerer dig jo også meget med amerikanere ud over at være jøde og dansker – hvad er det med dig og amerikanere?

- Jeg føler mig hjemme i USA. Og alligevel er man ikke hjemme. Sådan har jeg det både i New York og i Israel. Jeg hører til og hører ikke til.

Jeg føler mig totalt hjemme, kender sproget og historien, og alligevel er jeg bare gæst. En iagttager. Jeg kan godt lide den mellemposition. Som journalist er det vildt kreativt og inspirerende.

Bliver man ikke også træt af amerikanerne. Det overfladiske – de store biler og den manglende kultur. Amerikanerne snakker meget om sig selv, men de vil jo ikke være din ven …

- Det er lige så meget en myte, som når folk siger at jøder er på en bestemt måde. At amerikanere vil dele personlige oplevelser med fremmede er ikke overfladisk, men lige præcis det modsatte. Det er et forsøg på at skabe et fællesskab. I USA tager man ikke for givet, at alle kommer fra samme gadehjørne og har samme baggrund. Folk er nødt til at skabe et fællesskab, og det gør man ved at dele personlige ting med hinanden, personlige erfaringer, som alle kan genkende på en eller anden måde.

- Her i Danmark tager man for givet at man har noget til fælles, før man har åbnet mundet. Bare fordi man er dansk. Det er et meget klaus­ trofobisk fællesskab, hvor alle tager for givet, at man er ens.

Men har du mere til fælles med en tilfældig amerikaner, som også lige har haft en depression eller kræft, end folk her på Østerbro?

- Ja, det er klart. Det er jo en personlig erfaring. Det nationale er kun en ramme, man fylder ting ind i. Når folk skal til Israel, har de jo holdninger om hvordan jøder er, og at de gør ting på en bestemt måde.

Det bliver gennemhullet, lige så snart man ankommer. Efter 20 minutter i Israel er det tydeligt at jøder er lige så mærkelige, fjollede og åndssvage som alle andre.

- Folk har jo alle de her mytologiske forestillinger om, hvordan andre er.

Det er sjovt at tale om, og noget af det er måske endda rigtigt. F.eks. det der med at jødiske familier siges at være mere højtråbende, varme og passe mere på hinanden end alle andre.

Men jeg synes nu, jeg kender mange jødiske familier, som overhovedet ikke er sådan, som er helt stille og dødkedelige. Det er bare myter. Man kan ikke bruge det til noget som helst.

Kun til at give antisemitterne ret.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

19

finanskrise 1

Medens vi venter på en syndebuk Den nuværende finanskrise er blevet betegnet som ”den værste krise siden 1929”. Men Goldberg ved bedre. Danmarkshistoriens mest spektakulære bankkrak fandt sted endnu tidligere, og syndebukken stod klar.

Af Michel Solovej Finanskrisen raser og er ved at bevæge sig fra at være en krise i bankverden til en egentlig samfundskrise som vil påvirke os alle. Der er mange forudsigelser, men de fleste eksperter er dog enige om at se ret dystert på den nærmeste fremtid.

Det gik ellers lige så godt med forbrugsfest og friværdier. Hvorfor så ødelægge det hele med daglige deprimerende nyheder om konkurser og kreditbegrænsninger. Hvad gik galt?

Hvis læseren trænger til en underholdende introduktion til finanskrisens moder: "Subprime-krisen", kan der henvises til Youtube (søg efter subprime banking mess) hvor to engelske komikere meget præcist hudfletter det såkaldte investment bank miljø. Goldberg vil ikke stå tilbage for dette. Med vanlig sans for detaljen gennemgår vi hele den finansielle krise i et enkelt afsnit.

Efter Internetboblen i 2000 og 11. september 2001 var der risiko for en global økonomisk nedtur. For at imødegå denne risiko blev der ført en lempelig pengepolitik med meget lave renter i det meste af verden.

Investorer på jagt efter højere profit søgte alternative investeringsmuligheder, og en lang række ofte uigennemskuelige finansielle papirer blev skruet sammen. Ikke mindst blev

20

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

meget tvivlsomme amerikanske boliglån indpakket og sminket til uigenkendelighed.

I løbet af sommeren 2007 bliver 'sub-prime krise' et nyt hverdagsord.

Bankerne begynder at miste tillid til hinanden efterhånden, som flere meddeler at have tabt på de uigennemskuelige konstruktioner. En ny krise er født: kreditkrisen. Men det er et misvisende navn. Den burde hedde pengemarkedskrisen. Problemet er at bankerne ikke vil låne til hinanden, og det bliver mærkbart dyrere for erhvervslivet at optage lån. Herefter begynder det at gå stærkt. Med den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers betalingsstandsning kigger finansverden ud over af­grundens rand. Redningen bliver forskellige statslige hjælpepakker.

faktisk længere tilbage end 1929.

Roskilde Banks konkurs og avisernes løbende artikler om at flere andre danske banker er i farezonen, leder Goldberg på sporet af Danmarks­ historiens mest spektakulære – men i vide kredse glemte – bankkrak. Vi taler ikke om Kronebanken eller 6.

Junibank, men om Landmandsbankens krak i 1922.

De store banker Landmandsbanken, som siden har skiftet navn til Danske Bank, var og er Danmarks største bank. I 1922 var dens officielle navn 'Den Danske Landmandsbank Hypothek og Veksel Bank'.

Historikerne Søren Mørch og Per H. Hansen har detaljeret beskrevet

»… Sønnen, Emil Glückstadt, var en internationalt anerkendt bankdirektør med en levevis på linie med internationale finansfyrster. Noget der var helt uvant og især uhørt i det provinsielle København …« Der tales om at det er den værste finansielle krise siden 1929. Og det har rystet finansverden, at hvad man troede var bundsolide institutioner med gode navne som Lehman og Goldman and Sachs mere eller mindre har mistet pusten.

Men i Danmark trækker sporene

Danske Banks historie i bogen Den Danske Bank. Med et udtryk hentet fra bankverdenen står denne artikel i bundløs gæld til netop dette værk.

Oluf Nielsen var administrerende direktør for Landmandsbanken i en menneskealder fra 1922 til 1954. Ikke mange bankdirektører holder til dette

i vore dage. Han var en traditionel bankmand og efter sigende en forsigtig en af slagsen. Landmandsbanken og senere Danske Bank har siden været berømmet for direktører med disse egenskaber. Men sådan var det ikke i årene op til 1922. Eller var det?

Oluf Nielsen var tipoldefar til denne artikels forfatters børn. Utvivlsomt af denne grund findes i familiens reol blandt andre mindeværdige litterære arvestykker en bog med titlen Den Danske Landmandsbank Hypothek-og vekselbank 1871-1921. Der er tale om et hyldestskrift i anledning af bankens 50 års jubilæum i 1921 – en helt igennem misforstået og ensidig lovprisning af Landmandsbanken set i lyset af den lurende katastrofe, som mindre end et år senere bragte banken i knæ. Det er tankevækkende at Landmandsbankens selvforståelse og omdømme lige inden krakket minder om den rosende omtale Roskilde Bank indtil for nylig nød i dele af nutidens medier.

Danske Bank og i særdeleshed to af bankens forgængere, nemlig Landmandsbanken og Handelsbanken, er interessant set fra en jødisk synsvinkel. Danske jøder spillede en markant rolle, da den danske bankverden tog form i anden halvdel af 1800-tallet.

Den første bank der blev dannet var Privatbanken. Initiativtageren D.B. Adler, der kom fra et velhavende jødisk miljø, var søn af en vekselerer.

I den nuværende efterkommer af Privatbanken, Nordea, betragtes C. F. Titgen som bankens stamfar. Titgen var bankens første direktør, men det var Adler der stiftede banken. Senere ragede de to uklar, og Adler stiftede en konkurrerende bank: Handelsbanken.

Ved stiftelsen af den anden af Danske Banks forgængere, Landmandsbanken, spillede det selvlærte finansgeni G.A. Gedalia en hovedrolle. I modsætning til trosfællen Adler kom Gedaila fra små kår, men havde arbejdet sig op, godt hjulpet af sin finansielle snilde. Hans karriere i Landmandsbankens bankråd blev dog ganske kort.

En speget affære I Landmandsbanken var også de to første direktører jøder, nemlig far og søn, Isak og Emil Glückstadt. Bankens første direktør Isak Glückstadt var

To generationer i Landmandsbankens direktionskontor. Øverst: Isak Glückstadt. Nederst: Emil Glüskstadt.

Billeder fra Bogen Den Danske Bank, af Per H. Hansen og Søren Mørch. aktiv i det jødiske miljø omkring Det mosaiske Troessamfund. Han var en driftig, men forsigtig bankmand, og det var først under hans søns ledelse at Landmandsbanken rigtigt begyndte at skille sig ud fra de to andre store banker.

Sønnen, Emil Glückstadt, var en internationalt anerkendt bankdirektør med en levevis på linie med internationale finansfyrster. Noget der var helt uvant og især uhørt i det

provinsielle København. Han boede på Sølyst i Klampenborg og var således nabo til to af Christian IX's døtre, den engelske dronning Alexandra og den russiske kejserinde Dagmar. Emil Glückstadt var ikke stærkt knyttet til det jødiske samfund, og han konverterede til katolicismen kort inden sin død. Ikke desto mindre havde hans jødiske baggrund stor betydning for vurderingen af hans rolle i Landmandsbankens krak.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

21

finanskrise 2

Transatlantisk Kompagni, havde fået kursen på bankens aktier til at falde. Gennem sindrige konstruktioner kom banken til at ligge inde med en meget stor del af bankens egne aktier i et forsøg på at holde kursen oppe.

De første alvorlige rygter om økonomiske problemer i Landmandsbanken opstod imidlertid i kølvandet på en tragisk begivenhed for en anden af bankens store kunder.

Max Ballin var direktør i garveriet A/S M.J. Ballins Sønner. Under første verdenskrig havde Ballin tjent store penge og stod for nogle af datidens største børstransaktioner og virksomhedssammenlægninger. Max Ballin var jøde, og ”Han personificerede alt det, man dengang mente var jødisk”, skriver Søren Mørch og Per H. Hansen.

Ballin begik selvmord i april 1921, og de efterfølgende rygter om Landmandsbankens tab på Ballins forretninger var vildt overdrevne, men fik alligevel kursen på Landmandsbankens aktier til at falde.

»… Ved at udpege Glückstadt som syndebuk blev det lettere at forstå, hvorfor det gik galt, for alle vidste, at der var noget lusket ved jøder og penge …« Den perfekte syndebuk Og uden skyld i krakket var han ikke. Emil Glückstadt var øverste direktør og havde derfor ansvaret for bankens skæbne. Om han handlede kriminelt eller bedragerisk i datidens bankmarked, er det derimod ikke så let at svare på. Men det er sikkert at andre som deltog i de transaktioner, som knækkede banken, slap med langt færre skrammer i renommeet.

I forbindelse med undersøgelserne af krakket blev Glückstadt fængslet på en noget tyndbenet baggrund. Han blev aldrig dømt. Svækket af sygdom blev han overført til fængslets sygeafsnit og døde under en operation for brok i maven.

De finansielle transaktioner op til krakket var en speget affære. Set med nutidens øjne var der tale om både insiderhandel og kurspleje. Forskellige rygter om bankens økonomiske situation og ikke mindst forhold omkring bankens største kunde,

22

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

Samtiden gav Glückstadt ansvaret for Landmandsbankens krak.

De fleste historikere har også holdt fast i denne opfattelse, men Søren Mørch og Per H. Hansen giver i nogen grad Emil Glückstadt oprejsning.

Han var en højt respekteret etatsråd, som udførte internationale opgaver for den danske regering. Måske skal en væsentlig årsag til Landmandsbankens krak findes i at Glückstadt på grund af sine engagementer i statslige opgaver kom til at forsømme sine pligter som direktør. Det er i hvert fald et faktum, at han i mere end et år forud for krakket slet ikke befandt sig i Danmark. ”Ved at udpege Glückstadt som syndebuk blev det lettere at forstå, hvorfor det gik galt, for alle vidste, at der var noget lusket ved jøder og penge” , skriver Mørch og Hansen. Glückstadt var den perfekte syndebuk. Ikke blot var han jøde på en tid hvor åbenlys antisemitisme i en grad som kan være

svær at forestille sig i vore dage hørte til dagens uorden. Men han tillod sig også den udanske forbrydelse at have en storslået og prangende levevis.

Professor L.V. Birck blev udpeget sammen med to andre til den kommission som skulle undersøge forholdene omkring Landmandsbankens krak. Det var underforstået at kommissionen skulle udpege Glückstadt som skurk. Det var altså ikke Landmandsbanken som sådan, der var noget galt med, men derimod personen Glückstadt. Det lykkedes ikke, og i samtiden blev kommissionens arbejde betragtet som en fiasko. ”Efter tre måneders forløb havde de hvirvlet så meget snavs op om så mange af samfundets kendte og fornemme medlemmer at det stod klart for alle med indflydelse – også for de tre kommissærer – at kommissionens arbejde hurtigst muligt måtte bringes til ophør”, skriver Mørch og Hansen.

L.V. Bircks rolle i kommissionen fortjener et par bemærkninger. Birck havde gjort det til sit livsværk at forfølge pengegriske kapitalister og havde bl.a. medvirket til at fælde justitsminister Alberti for svindel.

Men Birck var også erklæret antisemit og satte ofte lighedstegn mellem pengegriske kapitalister og jøder.

Birck udstillede sin utilslørede antisemitisme ved flere lejligheder. Bent Blüdnikow har i bogen Som om de slet ikke eksisterede beskrevet Bircks udfald mod Max Ballin, hvor han blandt andet siger: ”Jeg er en hvid mand, du er jøde”. I sin bog Den Økonomiske Virksomhed udbreder Birck sig om jødernes indflydelse i finansverden og skriver bl.a. ”Paa denne vis synes det jødiske Element at skulle faa en Indflydelse uden Forhold saavel til dets Tal som til dets produktive og tekniske Indsats.”

Det styrker troen på at Glückstadt ikke var en bedrager, at undersøgelseskommissionen ikke fandt alvorlige anklager mod Glückstadt på trods af Bircks faglige kvaliteter som professor i økonomi og klare antisemitiske intentioner om at udstille ”jøden Glückstadt”.

Der er kun få ligheder mellem Landmandsbankens krak og dagens finanskrise. Der er givet mange forklaringer på krisen. Men frem for alt har vi (endnu) ikke hørt argumentet om, at det er jødernes skyld.

bor her ikke længere Den internationale finanskrise har igen sat fokus på hvor mange jødiske navne der kan forbindes til miljøet i og omkring Wall Street.

Af Hans Henrik Fafner En ny, antisemitisk konspirationsteori bredte sig i dette efterår på nettet med omtrent samme hastighed som finanskrisen rystede den internationale bankverden. Det blev hævdet at visse topchefer i Lehman Brothers umiddelbart inden finanskoncernens kollaps overførte 400 milliarder dollar til tre banker i Israel.

Historien optrådte i form af et nyhedstelegram med ganske troværdigt udseende, og det citerede "kilder i Washington". Man kunne læse at et stort antal kunder havde betroet banken det kolossale pengebeløb med investering for øje, men at slynglerne i Lehman Brothers – alle naturligvis af jødisk baggrund – længe havde planlagt at flygte til Israel for der at leve de søde liv. Oven i købet i

sikkerhed for udlevering til ameribygger på koblingen mellem jøder og kansk retsforfølgelse, fordi israelsk penge. Hvilket nok også er naturligt lov­givning angiveligt skulle sikre alle nok, fordi der traditionelt har optrådt jøder dette privilegium. mange jødiske navne i internationalt 400 milliarder dollar er en net sum bankvæsen. penge og selv for en gigant for stor en Lehman Brothers var brødrene mundfuld til at bevare balancen, hvis Heinrich, Emmanuel og Mayer der det omsættes i et så »… ses en rød tråd af konspirationsteorier, der direkte tab. bygger på koblingen mellem jøder og penge …« Og hermed bringer historien sin egen nonsens-forklaring i midten af det 19. århundrede kom på årsagen til finanskrisen, der siden til USA fra den lille by Rimpar, nær hen har ændret hele verden og bragt Würzburg i Bayern. Alabama, hvor snesevis af andre finansselskaber til de slog sig ned, var på det tidspunkt fald. centrum for en særdeles lukrativ handel med bomuld, og ad denne vej skaffede de entreprenante tyske Det røde skilt i Judengasse indvandrere sig hurtigt en mindre Flere historier af lignende kaliber er formue som blev begyndelsen til den fulgt i slipstrømmen af finanskrisen, senere storbank. ligesom, der gennem historien ses en Andre af finanskrisens hovedrød tråd af konspirationsteorier, der GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

23

aktører fra Wall Street har samme baggrund. Goldman Sachs blev grundlagt af Marcus Goldman der også med tysk baggrund bosatte sig i Philadelphia i 1848, hvor han blev småhandlende med en hestetrukken kærre som butik. Det gik imidlertid så godt at han besluttede at flytte til New York City, hvor han slog sig på handel med gældsbeviser fra et lille kontor i Pine Street, parallelgaden til Wall Street. Da hans datter giftede sig med Samuel Sachs, og denne viste sig at have tæft for bankforretninger, blev svigersønnen gjort til partner, og hvad senere blev endnu en gigantisk investeringsbank var skabt.

Et andet af finanskrisens tunge ofre, Bear Sterns, blev grundlagt i 1923 med en Harold Mayer som partner, og snesevis af overvejende tysk-jødiske navne som Abraham Kuhn, Salomon Loeb, Jacob H. Schiff, Otto Kahn, Benjamin Butten­ wieser og Felix Warburg dukker op overalt i Wall Streets historie. Og i europæisk bankvæsen kommer man ikke udenom at nævne, hvad der må være finansfamilien over alle finansfamilier. Den startede som de øvrige i beskedne omgivelser, i Judengasse i Frankfurt am Main, i en lille forretning med et rødt skilt på facaden. Det gav dem navnet Rothschild.

Historisk nødvendighed Uden at man på nogen måde kan beskylde avisen for antisemitisme,

24

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

greb New York Times til en af stereo­typerne, da den skulle illustrere finanskrisen mens den var i udbrud. Billedredaktøren på dagbladets finans­sektion valgte et foto af nervøse jødiske børsmæglere uden for en af New Yorks store synagoger.

Det er Rosh Hashana – det jødiske nytår – og trods helligdagen checker mændene febrilsk dagens markedsbevægelser på deres Blackberries. ”Mange mennesker i USA ser Wall Street som synonymt med jøder,” skrev den kendte rabbiner Shmuley Boteach i en kommentar, hvor han udtryk te stor bekymring over krisens

»… Mange mennesker i USA ser Wall Street som synonymt med jøder …« mulige antisemitiske følger. ”Ideen om at Wall Street er 'jødisk' er en antisemitisk stereotyp. Ikke desto mindre arbejder mange jøder på Wall Street, og den seneste tids finanskaos må tvinge os til at gentænke jødisk sikkerhed. Jøder i USA har indflydelse langt ud over deres antal, fordi de er finansielt velstående. Men er det først og fremmest, hvad vi ønsker at være kendt for?”

Boteach nævner i grunden blot en velkendt problemstilling, der har en logisk historisk forklaring. Visse taler om en historisk nødvendighed, som har noget at gøre med det jødiske

folks forhold til resten af samfundet, og ikke mindst dets magthavere.

Langt op i historien var jøder i Europa underlagt store begræns­ ninger. Det var i de fleste lande forbudt dem at eje jord, ligesom en lang række arbejdsområder var lukket land. For dem, der havde midlerne til det, var det derfor nærliggende at investere i et varelager og leve af handelsvirksomhed, og herfra var der ikke langt til bankvirksomhed.

Den katolske kirke forbød allerede i 1100-tallet de kristne at udlåne penge mod rente til andre kristne, og derfor var det nu kun jøder der måtte låne penge ud til kristne. Dette medførte had mod jøder, selv om både fattige og rige, og endog kirken, havde brug for at låne penge, ikke mindst i renæssancen, hvor overdådig livsførelse og krigsførelse gældsatte mange europæiske fyrstehuse.

Renteforbudet blev hurtigt omgået grundigt af de kristne, og så kom der til at eksistere både jødiske og kristne lånevirksomheder, specielt i Italien, hvor mange jøder fik lov at bosætte sig i en hel del byer mod at de ville låne penge ud til en 'rimelig' rente. Jøderne dominerede således pengeudlån i Vest- og Centraleuropa fra 12.-15. årh. – hvorefter de kristne selv overtog det meste af denne virksomhed De første europæiske banker, hvad enten de var jødiske eller ej, opstod således som finansieringsdelen i handelskompagnier, så i det forhold

fulgte brødrene Lehman og mange af de øvrige i og omkring Wall Street i og for sig kun denne tradition.

Da Al Qaeda angreb og forvandlede World Trade Center til støv den 11. september 2001 mistede Lehman Brothers sit hovedkvarter. Omkring 6.500 af bankens ansatte havde haft deres daglige gang i bygningerne, hvor mange selskaber med tilknytning til Wall Street havde deres kontorer. Men i modsætning til andre, som led svære tab i menneskeliv, mistede kun en enkelt medarbejder hos Lehman Brothers livet under angrebet, hvilket ikke overraskende affødte nye konspirationsteorier.

Paradoksalt nok lod Lehmanfamilien sig købe ud af storbanken mange år før både kollapset i 2008 og angrebet den 11. september. Lehman bor her ikke længere, bemærkede en amerikansk dagbladskronikør lakonisk, men det forhindrer ikke at navnet hænger ved. Og bankens sidste direktør, Richard Fuld, har jødisk baggrund, ligesom nationalbankdirektør Ben Benanke og dennes forgænger Alan Greenspan, der blev taget med på råd ved udformningen af den amerikanske regerings redningspakke til finanssektoren.

Selvransagelse Finanskrisen har derfor givet anledning til en vis jødisk selvransagelse der også kommer til udtryk i den offentlige debat. Rabbiner Boteach taler således om jødisk sikkerhed

”For længe siden læste jeg, at et samfunds økonomiske fremtid kan bedømmes ved at måle antallet af ingeniører i forhold til advokater,” siger han fra sit hjem i Jerusalem. ”Men i de sidste 15 år har alt for mange af de skarpeste, måske endog de bedste, unge mennesker i USA ladet sig tiltrække af Wall Street og dets kapitalfonde. I stedet for at opfinde bedre dimser eller finde en kur mod kræft valgte de den hurtigste vej til at tjene millioner.”

Mens han ser finansverdenen som en uundværlig del af det maskineri, der gør verdensøkonomien mulig og skaber grundlaget for den moderne verdens rigdom, ser han også et moralsk aspekt i den aktuelle situation.

Han taler om unge mænd i 20'erne, hvis eneste stolthed i tilværelsen er deres bonus, og om hvordan penge er blevet altings målestok.

Således tænkte brødrene Lehman næppe. De har som de øvrige jødiske indvandrere på Manhat»… Synagogerne er blevet til krisecentre tan uden tvivl der yder psykologstøtte og anden hjælp …« set bankvæsenet som en naturlig del af den handelstilværelse, der skabte tagere tydeligt om sagens omfang. grundlaget for en attrået social moDen ultraortodokse journalist og bilitet. Men mange kommentatorer forfatter Jonathan Rosenblum ønsker siger som Rosenblum, at finanskrisen ikke at kommentere den store jødiske måske kan blive den faktor, der får tilstedeværelse i den internationale dette til at ændre sig. Den historiske finansverden, men ved at udtale sig nødvendighed er ikke længere til generelt får han alligevel skubbet en stede, hedder argumentationen. holdning ind mellem linjerne. og spørger, om jøder ønsker at blive husket for deres penges skyld. Hvilket finanskrisen på mange måder viser, har sine problematiske sider.

Han påpeger at de kaotiske tilstande i Wall Street allerede har givet USA's jødiske befolkning ny inspiration til, hvad den gerne vil være synonym med. ”Engang, da jøder hverken havde penge eller noget hjemland og var verdens mest forfulgte folk, fandt de sikkerhed i deres familier og samfund,” skriver han i en kommentar. ”Mens andre nationer beherskede magt og territorium, var jøder mestre i menneskelige forhold og forbindelser.”

I flere store synagoger på det centrale Manhattan har alle medlemmer af menigheden mistet store formuer i finanskrisen, og flere også jobbet.

Synagogerne er blevet til krisecentre der yder psykologstøtte og anden hjælp, og det taler ifølge mange iagt-

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

25

finanskrise 3

Du er ikke alene Ifølge nobelpristageren Daniel Kahneman reagerer vi mennesker på den aktuelle økonomiske krise som ’rådyr, der paralyseres af lyset fra lygterne på en bil’. Vi handler ikke rationelt, men er styret af vores følelser. Så bare rolig: Du er ikke alene om at have handlet overilet, fornuftstridigt eller måske ligefrem dumt.

E t eksempel på, at procenter er lettere at forholde sig til end faktiske størrelser: Forestil dig at du kan spare 100 kr. ved at køre 25 km efter et tilbud. Rationelt set er det ligegyldigt hvad det er du skal købe. Det eneste der er at overveje, er de 100 kr set i lyset af prisen og tiden på den 25 km lange udflugt. Men sådan tænker vi ikke! De fleste finder det ret attraktivt at spare 50 % på en kasse øl til 200 kr – måske er det turen værd. Omvendt vil de færreste finde på at køre de 25 km for at få et fladskærms TV for 17.900 i forhold til at købe det for 18.000 lige om hjørnet.

Kahneman og Tverskis forskning har skabt grundlaget for en ny gren af økonomisk videnskab, den såkaldte adfærdsøkonomi.

Af Leo Goldberger

Billede: Scanpix KAHNEMAN OG KONGEN. Den svenske konge, Carl XVI Gustav, overrækker Nobelprisen i økonomi til den amerikanske psykolog, Daniel Kahneman.

Måske husker kongen ham stadig. I følge dagbladet ”Aftenposten” tabte han alene i september 2008 over 10 millioner af sin aktieportefølje, men Kahnemans forskning viste, at ikke engang de royale skal skamme sig over at handle irrationelt i pengesager. I øvrigt er kongens økonomi hemmelig.

26

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

Den israelsk-amerikanske psykolog Daniel Kahneman blev født i Tel Aviv i 1934, voksede op i det tyskbesatte Frankrig og emigrerede til Palæstina i 1946. Efter at have taget sin bachelor fra Det Hebraiske Universitet aftjente han sin værnepligt i den israelske hær, og i 1958 tog han til USA, hvor han i 1961 fik sin ph.d. i psykologi fra University of California i Berkeley. Han har været professor ved flere større universiteter, senest Princeton, og er nu pensioneret.

I 2002 fik Kahneman nobelprisen i økonomi. Det er ret usædvanligt, at en psykolog får nobelprisen, især i økonomi. Og det er endnu mere usædvanligt, eftersom Kahneman aldrig har læst økonomi. Hans fagområde har altid været psykologi og dernæst matematik. Han fik da også nobelprisen for at ’integrere indsigten fra psykologisk forskning med økonomisk videnskab med særligt fokus på menneskelig dømmekraft og beslutsomhed under usikre forhold’. At Kahnemans felt ikke er økonomi ses blandt andet af, at han i sin 42 sider lange faglige fremlæggelse for Nobel­ priskomiteen ikke kommer med de store økonomiske udredninger og kun nævner penge to gange, begge i forbindelse med spil-eksempler.

Kahneman og hans ven og kollega psykologen Amos Tversky (19371966) påviste gennem spørgeskemaer og eksperimenter, at folk er ude af stand til at analysere komplekse beslutningssituationer, når de fremtidige konsekvenser er usikre. I stedet sætter de fleste deres lid til heuristik, eller tommelfingerregler, og genveje.

Normalt forklares økonomi med, at hver deltager i økonomien (det er os alle sammen) søger at maksimere vo-

res egen nytte (i meget bred forstand) gennem helt fornuftige beslutninger ud fra den viden, der er til rådighed.

Kahneman påviser imidlertid, at vi alle inklusive beslutningstagerne i banker og på finansmarkederne systematisk træffer beslutninger, som ikke er rationelle. Kahnemans resultater kan forklare, hvorfor finansmarkederne i denne krisetid ikke ser ud til at reagere logisk.

For det første viser det sig, at komplekse beslutninger om risici i langt højere grad, end man skulle tro, hviler på tommelfingerregler end på nøje afvejning af sandsynligheder.

For det andet påviser Kahneman, at nogle af de oplysninger vi træffer vores beslutninger ud fra er lettere at forholde sig til end andre og derfor får større betydning for vores tommelfinger beslutninger.

Goldberg og Goldberger har bedt Daniel Kahneman om at kommentere de psykologiske aspekter i forbindelse med den aktuelle økonomiske krise.

Jeg har altid følt, at økonomisk teori beskæftigede sig med antagelser baseret på en forældet psykologi. Økonomers syn på den menneskelige natur har ladet meget tilbage at ønske … ”Det har du helt ret i. Deres syn på den menneskelige natur kan sammenfattes ganske kort: Folk er egoistiske og rationelle, og markeder bevæger sig. Deres ideer, som stammer fra en overdreven idealiseret filosofisk model om ’det rationelle menneske’, hviler på en urealistisk opfattelse. Den gik ud fra, at man skulle have alle de nødvendige kendsgerninger og fremtidige betingelser på de finansielle og markedsøkonomiske områder for at kunne træffe rationelle beslutninger. Det er

selvfølgelig langtfra tilfældet. Der er alt for megen usikkerhed.”

I din forskning har du understreget sindets ‘irrationelle’ aspekter. ”Jeg bryder mig ikke om ordet ‘i­rrationel’, for det kommer til at lyde lidt som ’mangel på fornuft’.

Jeg foretrækker at sige, at vi alle tænker menneskeligt, altså at vores tanker ikke nødvendigvis følger reglerne i den aristoteliske logik.

Vores tankeprocesser – især når det drejer sig om at træffe beslutninger, vurdere eller vælge på det økonomiske område såvel som i spørgsmål vedrørende helbred og lykke – er karakteriseret af forskellige systematiske fordomme. Folk reagerer helt forskelligt på chancen for gevinst og risikoen for tab”. ”Vi har påvist, at tab vejer tungere end gevinster. Den præcis samme valgmulighed præsenteret på forskellige måder resulterer i forskellige beslutninger. Hvis man for eksempel spørger, hvilken medicin folk vil vælge i forhold til overlevelsesmuligheder eller risiko for at dø, giver det forskellige resultater. Det er resultater, som den traditionelle teori ikke kunne forklare”.

Lige nu er vi alle interesserede i at vide mere om den aktuelle økonomiske krise.

Hvilke psykologiske faktorer er på spil? ”Selvfølgelig spiller adfærdsøkonomi en vis rolle. Adfærdsøkonomien udvikler sig hele tiden og har tiltrukket en hel del unge økonomer fra Harvard, Chicago og andre steder.

Barack Obama er meget interesseret i adfærdsøkonomi og rådfører sig regelmæssigt med min kollega, økonomiprofessor Richard Thaler fra University of Chicago”.

Kan vi, når vi står over for økonomisk nedsmeltning – stigende arbejdsløshed, bankkrak og tvangsauktioner – forvente panik? ”Vi oplever allerede en stigende frygt. Følelser er en fast bestanddel i adfærdsøkonomisk begrebsdannelse, og jeg er blevet stadigt mere interesseret i emnet frygt. I stedet for at betragte reaktionen på en trussel som enten kamp eller flugt, som vi traditionelt har gjort, er jeg begyndt at spekulere på, om der er en tredje mulighed, nemlig paralysering, som et rådyr, der paralyseres af lyset fra lygterne på en bil”.

Selv om Kahneman har påvist, at vi også i vores økonomiske beslutningsprocesser styres af følelser og dermed ofte handler irrationelt, så er der ingen grund til at smide alt over bord, begynde at gamble eller for den sags skyld tage en afstikker til Dubai i håb om at sikre eller forbedre sin økonomiske situation. Der findes nemlig en lang række redskaber, man kan bruge i analysen af økonomi og virksomheder. Som eksempel nævner Kahneman i sit nobelprisforedrag, at man med sikkerhed kan gå ud fra, at det er lettere at forholde sig til det kendte end til sandsynlighed, at det er lettere at forholde sig til forandring end til absolutte værdier, og at det er lettere at forholde sig til et gennemsnitstal end til en sum.

Et er dog sikkert. Kahneman har bragt psykologien ind i den økonomiske videnskab og har givet os en forståelse af, hvorfor det giver mening at tale om at ’have tillid til kronen’.

Oversat fra engelsk af Hanne Friis.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

27

Erkendelsesnovelle

Vi er ikke bedre end andre En forfatters bedste håb er at udtrykke smerte og undgå at slå for mange frøer ihjel.

Af Etgar Keret

Grafik: Jeanne G. Kempinski

28

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

For nylig deltog jeg i en oplæsningsaften i en kunstnerkoloni i New Hampshire. Hver af de tre deltagere skulle læse op i et kvarter. De to andre var lige begyndt at skrive, og havde ikke fået udgivet noget endnu, så i et anfald af storsind eller nedladenhed tilbød jeg at læse op som den sidste. Den første forfatter, en fyr fra Brooklyn, var ret talentfuld. Han læste en forholdsvis rørende historie, han havde skrevet om sin bedstefar, som var død, eller noget i den retning. Den anden forfatter, en kvinde fra Los Angeles, begyndte at læse og gjorde mig helt rundtosset. Jeg sad på min umagelige træstol i kunstner­ koloniens meget varme bibliotekssal og lyttede til min frygt, mine længsler og den brutalitet, der ulmer i mig som en evig flamme, men skjuler sig så godt, at kun den og jeg ved, den er der. Det var slut efter tyve minutter.

Hun gik ned fra podiet, så jeg kunne komme til, og da jeg sjoskede forbi hende, sendte hun mig et medlidende blik af den slags, en stolt løve i junglen sender en cirkusløve.

Jeg husker ikke præcist, hvad jeg læste op den aften, kun at det var hendes historie, der kørte rundt i hovedet på mig, mens jeg læste. I den historie taler en far med sine børn, som bruger deres sommerferie på at mishandle dyr. Han fortæller dem, at der er forskel på at slå insekter og frøer ihjel, og at grænsen aldrig må overskrides, uanset hvor svært det er.

Sådan er livets gang. Forfatteren har ikke skabt det, men han er der for at sige det, der skal siges. Der er forskel på at slå insekter og frøer ihjel, og selv om forfatteren har overskredet den grænse engang, må han stadig påpege det. Forfatteren

er hverken helgen, vismand eller profet. Han er ikke bedre end andre, men har en lidt klarere erkendelse og et noget mere præcist sprog til at beskrive verdens ufattelige virkelighed. Han opfinder ikke en eneste følelse eller tanke – de eksisterede alle sammen længe før ham. Han er ikke et hak bedre end sine læsere – af og til er han meget værre – og sådan bør det være. Hvis forfatteren var en engel, ville den afgrund, der skiller ham fra os, være så stor, at hans skriverier ikke kunne komme tæt nok på til at røre os. Men fordi han er her,

og er omgivet af mennesker, der ikke engang er sikre på, han har talent, vil altid huske den sandhed. Verden omkring ham vil simpelthen ikke lade ham glemme den. Den eneste slags forfatter, der kan glemme den, er den succesrige, den slags, der ikke skriver mod strømmen, men med den. Al den indsigt, der flyder fra hans kuglepen, forstærker ikke blot værdien af teksten og gør ham lykkelig, den fryder også hans agenter og hans forlag. Pokkers også, at jeg glemte det. Det vil sige, jeg huskede, at der er en grænse mellem en ting

»… Den, der skaber uden støtte eller forstærkning, som kun kan skrive efter arbejdstid og er omgivet af mennesker, der ikke engang er sikre på, han har talent, vil altid huske den sandhed. Verden omkring ham vil simpelthen ikke lade ham glemme den …« ved siden af os, begravet op til halsen i slam og skidt, er det ham, mere end nogen anden, der kan dele alt, hvad der foregår i hans hoved, i de oplyste områder og især i de mørke utilgængelige steder, med os. Han fører os ikke til det forjættede land, han skaber ikke fred i verden, og han helbreder ikke de syge. Men hvis han gør sit arbejde godt, overlever lidt flere rigtige frøer. Insekterne må desværre klare sig på egen hånd.

Fra den dag jeg begyndte at skrive, har jeg kendt den sandhed. Jeg har været meget bevidst om den. Men ved den oplæsningsaften, da jeg stod ansigt til ansigt med en ægte løve i MacDowell kunstnerkoloni midt i New Hampshire og følte den angst i et sekund, gik det op for mig, at selv den skarpeste viden, vi alle er i besiddelse af, kan blive sløret. Den, der skaber uden støtte eller forstærkning, som kun kan skrive efter arbejdstid

og en anden, men først for nylig er det blevet en grænse mellem succes og fiasko, accept og afvisning, påskønnelse og foragt.

Den aften, efter oplæsningen, tog jeg tilbage til mit hotel og gik direkte i seng. Gennem alle vinduerne kunne jeg se kæmpestore pinjetræer og en klar nattehimmel, og jeg kunne høre frøer kvække i skoven. Det var første gang, siden jeg var ankommet, at frøerne turde kvække. Jeg lukkede øjnene og ventede på søvnen, stilheden. Men de blev ved med at kvække. Klokken to om natten stod jeg op, gik hen til computeren og begyndte at skrive.

Etgar Keret er på dansk udkommet med Buschaufføren der ville være Gud og 8% af ingenting.

Copyright 2003-2008, Nextbook, Inc. Oversat af Hanne Friis GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

29

politisk kommentar

” Rigskrystalnatten i politisk skær LÆSERREJSE

Kunstrejse New York New York er en kulturel eksplosion – mangfoldig og dybt fascinerende. Her mødes hele verden, her tales 170 forskellige sprog, her leves det pulserende liv i byens mange forskellige bydele- og overalt udsættes man for et bombardement af kulturelle tilbud inden for billedkunst, musik, litteratur, teater, opera m.v.

Nu arrangerer magasinet GOLDBERG og Horisont Rejser en guidet rejse med forfatteren og kunstkritikeren Ole Lindboe, der har besøgt byen 68 gange. Rejsen er tilrettelagt specielt for magasinet GOLDBERGs læsere.

Turen ligger i maj og udover kultur bliver der også tid til at shoppe – med en lav dollarkurs, der gør det ekstra sjovt.

Bestilling: Rejsen bestilles hos Horisont Rejser på telefon 70202779 eller på vores hjemmeside www.horisontrejser.dk.

30

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

17. - 25. maj 2009 Pris: 14.900 kr.

Enkeltværelsetillæg: 4.600 kr.

Program Dag 1: Afrejse med SAS direkte til New York Dag 2: besøge kunstnere i deres atelier Dag 3: Gallerisurfing i det hotte Chelsea distrikt Dag 4: Frick Collection, privat kunstsamling, jazz Dag 5: MOMA, Guggenheim, opera Dag 6: Brooklyn, Brooklyn Art Museum, Dag 7: Loppemarked, Manhattan, shopping, jazz Dag 8: Gospeltur i Harlem, aftenfly til København Dag 9: Hjemkomst Fyldigt program kan rekvireres hos Horisont Rejser.

Inkluderet i prisen: fly fra København til New York med SAS, overnatning på turistklassehotel.

Ikke inkluderet i prisen: Transport i New York, måltider (ej heller morgenmad), entre til valgte museer, forsikringer.

Wildersgade 55 | 1408 København K Tel. 70202779 | www.horisontrejser.dk

Af Peter Tudvad Berlin, søndag den 9. november 2008. ”Berlin erinnert sich”, står der på plakater over alt i byen. Berlin mindes! Det gør byen utvivlsomt, men var det ikke for plakaternes entydige budskab, kunne man nemt komme i tvivl om, hvad man som berliner skulle mindes. 90-årsdagen for udråbelsen af den demokratiske Weimar-republik efter kejserdømmets fald og nederlaget i 1. verdenskrig? 85-årsdagen for Hitlers mislykkede kupforsøg i Feldherrnhalle i München? 19-årsdagen for Berlinmurens fald?

Mindeværdig i ordets bedste forstand tør man kun kalde den sidste begivenhed, for Weimar-republikken afslørede hurtigt tyskerne som umodne til demokrati, og Hitlers mislykkede kupforsøg gav ham i stedet lejlighed til at skrive Mein Kampf, der ledte til den begivenhed, der nu mindes over alt i Tyskland: Rigskrystalnatten den 9. november 1938. Ingen begivenhed over, ingen ved siden af! ”Einigkeit und Recht und Freiheit”, synger tyskerne i deres nationalhymne, men ret og frihed er diffuse begreber, og enigheden står det også sløjt til med i 2008. Jeg tænker ikke på den politibetjent, der den 9. november under overvågning af en demonstration mod antisemitisme fandt det passende at bære en bluse af mærket Thor Steinar – netop det mærke, som antisemitiske højreekstremister har gjort til deres. Heller ikke på Nieder­sachsens konservative ministerpræsident Christian Wulf, der samme dag måtte undskylde at have talt om en ”pogrom­stemning” mod finanssektorens udskældte topledere,

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 [skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre] Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

og fremtidens trusler mod det jødiske der altså lidet smagfuldt tålte samsamfund i Tyskland. Og her begynder menligning med 1930'ernes jøder. Ej så det skuespil, der fint kunne være heller på de flere end 500 antisemiopført i operaen … tiske straffelovsovertrædelser, der har Just som parlamentarikerne er fundet sted i forbundsrepublikken i færd med at skrive deres fælles alene i første halvdel af 2008. er­klæring, får den konservative Nej, jeg tænker såmænd på den fraktion – CDU/CSU – den idé, at ærværdige forbundsdag i Berlin, altså venstre­partiet ikke må være med i den parlamentariske forsamling i den arbejdet, da der i partiet ”påviseligt gamle rigsdagsbygning, som meget findes antisemitiske kræfter, anti­ bekvemt blev ødelagt af et kommuzionistiske kræfter, anti-israelske nistisk brandattentat i februar 1933, kræfter”. Den som gav Hitler hedengangne beret bekvemt linerrepublik under påskud til at gøre » … Og her begynder hammer og segl var endeligt op med så det skuespil, der fint bestemt ikke nogen de bolsjevistiske god ven af Israel, og folkefjender. kunne være opført i dens ætlinge i venSiden så man operaen …« strepartiet er bestemt ikke mere til heller ikke ukritiske dem i rigsdaover for Israel, men gen, da den på det gør dem vel ikke til notoriske anskrømt trådte sammen igen i den tizionister og antisemitter? Nej, svanærliggende Kroll-opera. Akkurat rede det jødiske centralråd, der meget en opera turde siges at være et pasbeklagede, at de konservative faktisk sende sted for Hitlers koketteri med gik højreekstremisternes ærinde ved rigs­dagen, men i dag er det selve at ødelægge de demokratiske partiers rigsdagsbygningen, der tjener til et fælles front mod antisemitismen. lignende skuespil.

Det sidste var selvfølgelig ikke de Kommunister er der ganske vist konservatives mening, derimod at ikke nogen af forbundsdagens 612 stemple venstrepartiet som antisemirepræsentanter, der kalder sig, men tisk for således at gøre det uegnet venstrepartiet »die Linke« tæller en som støtte for socialdemokraterne til del tidligere medlemmer af det hedenforbundsdagsvalget i efteråret 2009. gangne socialistiske enhedsparti – SED Heldigvis hoppede det jødiske cen– hinsides Berlin-muren. En af dem tralråd altså ikke på dette nummer, så er den rødhårede Petra Pau, der frem under den store mindehøjtidelighed for nogen har henledt forbundsdagen i den smukt nyrenoverede synapå nutidens problemer med racisme goge i Rykestraße den 9. november og antisemitisme. Således har hun kunne man midt blandt de indbudte igen og igen bedt om den ansvarlige honoratiores skimte en lille rødhåret ministers vurdering af omfanget, kvinde, der heller ikke lader sig forligesom hun har stået fadder til en føre af politisk magtbegær. fælles udtalelse mod antisemitisme fra Petra Pau! alle forbundsdagens fraktioner, så den på 70-årsdagen for rigskrystalnatten kunne gøre fælles front mod fortidens GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

31

Find dig i det!

Frihed for Irving,

såvel som for Rose De vestlige demokratier må affinde sig med, at ytringsfriheden også gælder for rabiate og foragtelige udtalelser, som benægtelse af Holocaust, mener den britiske dokumentarist Rex Bloomstein.

Af Susanne Bernth En del øjenbryn nærmede sig hårgrænsen, da den selvlærte historiker og forfatter David Irving tonede frem hen mod slutningen af Rex Bloomsteins dokumentarfilm, An Independent Mind – Et uafhængigt Sind.

Filmen blev vist i LiteraturHaus på Nørrebro i København ved en lukket forestilling, arrangeret af Dansk Pen for foreningens medlemmer.

An Independent Mind handler om ytringsfrihed, men hvad laver en dømt Holocaustbenægter dér, var der en del, der spurgte, da filmen var færdig? Og var det ikke en indirekte blåstempling af soliditeten af Irvings synspunkter at inddrage ham på linje med digtere og tegnere i diktaturer, der slås for retten til at ytre sig kritisk og frit?

Eftersom Dansk Pens eksistensberettigelse er kampen for ytringsfriheden, var publikum den eftermiddag i oktober som udgangspunkt tilhænger af, at på netop det punkt skulle der være så få begrænsninger som muligt. Men Irving, der havde gjort det til sin sag – og forretning – at benægte en af de værste forbrydelser mod menneskeheden i det tyvende århundrede? Hvad var meningen?

Rex Bloomstein er en flere gange prisbelønnet dokumentarist. Han var godt klar over, at det var kontroversielt at inddrage en dømt Holocaustbenægter blandt syv andre, hvis historier omfatter trusler om fængsel for at have tegnet præsidenten, om et ophold i en arbejdslejr for at fortælle en vittighed, om tortur for at skrive

32

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

et digt og om et mistet statsborgerskab for at synge en sang. Eksemplerne stammer ikke kun fra udviklingslandene, men også fra de vestlige demokratier. ”Vi har at gøre med et emne, som er mere komplekst end som så, og i dag er der ikke så mange steder, hvor man kan debattere den slags emner i dybden,” siger Rex Bloomstein til Goldberg via telefonen fra Storbritannien, hvor han bor. ”Derfor er det nødvendigt i en dokumentarfilm som min også at inddrage de mere forstyrrende, ja

fængslet modtog den fineste britiske filmpris, BAFTA. Endnu har An Independent Mind ikke haft premiere i offentligheden.

Bloomstein fortalte dog, at den bliver vist ved lukkede forestillinger på universiteter rundt om i Storbritannien og har afstedkommet en del bulder og brag – hver gang på grund af David Irvings medvirken. ”Mens jeg lavede mine film om Holocaust reflekterede jeg ikke over kriminaliseringen af Holocaustbenægtelse. Men efterhånden som denne film om ytringsfrihed nærme-

»…Derfor er det nødvendigt i en dokumentarfilm som min også at inddrage de mere forstyrrende, ja endog foragtelige elementer, både som princip og paradoks…« endog foragtelige elementer, både som princip og paradoks. For det har altid været kunstnerne, der på den ene eller den anden måde udfordrede historien og vores syn på den og dermed os selv. Det er også den måde, vi lærer af historien og forhåbentlig undgår at begå de samme fejl, ufortalt at jeg godt ved, at en dokumentarfilm kun kradser lidt i overfladen.”

I sin lange karriere som dokumentarist har Rex Bloomstein især beskæftiget sig med tre emner: menneskerettigheder, det britiske retssystem og Holocaust - senest en film fra den tyske by Mauthausen, der under Anden Verdenskrig også lagde navn til en KZ-lejr. Hvordan man lever videre på den jord og i de huse, der var arnestedet for så ufattelige forbrydelser, er filmens grundlæggende tema.

Hans film om oprøret i Strangeway

de sig den mørkere ende med baskernes selvstændighedskrav, virkede det logisk også at inddrage David Irving, selvom han er langt mere problematisk.”

David Irving har aldrig opfordret til vold, men er ene og alene dømt og smidt ud af lande for sine racistiske og antisemitiske udtalelser, tilføjer Bloomstein. ”I et demokratisk samfund er det et adelsmærke at være modig og give plads til de stemmer, man ikke bryder sig om. Samfundet skal være et frit marked for meninger, som skal prøves og modsiges. De skal ikke undertrykkes, men vises for dét, de er, også selvom det er så absurd en påstand som benægtelse af, at Holocaust fandt sted. Grænsen går – og den er flydende - hvis der kan føres bevis for, at her er opfordret til vold

Foto: All Over Press og menneskers liv dermed kommer i fare.”

Herhjemme tog vi en holmgang med principperne for ytringsfriheden, da Jyllands-Posten offentliggjorde de 12 tegninger af profeten Muhammed.

Rex Bloomstein fulgte sagen, fortæller han, og mener, at det var rigtigt, om end ikke nødvendigt, at offentliggøre tegningerne.

På lederplads skrev den britiske avis, Financial Times, at offentliggørelsen af tegningerne kunne sammenlignes med at løbe ind i et teater og for sjov råbe: Brand! og dermed skabe panik med vold til følge.

Men heri er Bloomstein helt uenig. ”Sådan har magthaverne altid sagt, når de ikke vil siges imod. Det gælder fra Salman Rushdie og frem. Jeg er helt og aldeles imod enhver form for kontrol, også selvom det var en tragedie at flere mennesker mistede livet i kølvandet på offentliggørelsen

af Jyllands-Postens tegninger. Var det uansvarligt? Muligvis, men det har altid været kunstneres opgave at opføre sig anderledes og - ja, uansvarligt.”

Til gengæld mener han, at Jyllands-Postens chefredaktion skulle have tilladt kulturredaktør Flemming Rose at offentliggøre de både antisemitiske og antiisraelske tegninger, som blev vist på en udstilling i Teheran, som en reaktion på Muhammed tegningerne. ”De skulle have vist dem for, hvad de var, hvad enten det gjaldt de nazistiske propagandategninger eller tegninger vendt mod Israel - uanset hvor smagløse og ubehagelige de var.

Mange af dem cirkulerer allerede i den arabiske verden, og som sådan kunne det da være interessant at se for danske læsere.”

Den David Irving, der udtaler sig i An Independent Mind, er mere

moderat end den Irving, der i løbet af 1980’erne og 90’erne fik langt mere end 15 minutters berømmelse på at hævde, at ikke blot havde Hitler intet kendskab haft til Holocaust, som han påstod i sine tidligere bøger, men at den systematiske udryddelse af jøder slet ikke havde fundet sted. I 2006 blev han arresteret i Østrig på baggrund af en arrestordre fra 1989 for at have overtrådt loven om forbud mod nazistiske aktiviteter. Under retssagen erkendte han sig skyldig og henviste til, at adgangen til de russiske arkiver efter Berlinmurens fald havde overbevist ham om, at han havde taget fejl.

Men Bloomstein – ville han også have inddraget Irving i den mere rabiate udgave? ”Absolut. Ingen tvivl om det. Det er jo netop princippet, at vise meningerne for, hvad de er og imødegå dem.”

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

33

obamas højre hånd

Rahmbo Det Hvide Hus

Af Samuel Rachlin Med sin første udnævnelse sendte den nyvalgte amerikanske præsident Barack Obama et stærkt og umiskendeligt politisk signal både til sine støtter og modstandere. Ved at vælge Rahm Emanuel til stabschef i Det Hvide Hus fik Obama en højtprofile-

betroede mænd vil han også have stor indflydelse på udformningen og implementeringen af den politiske kurs.

Emanuel fremstår som en central og respekteret figur i det demokratiske parti. Et fremstormende politisk talent med stjernestatus. Efter at have været medlem af Repræsentanternes Hus siden 2002 har han positioneret

»… med Emanuels interesse for Israel og Israels sikkerhed kan man nok regne med at fred i Mellemøsten får en høj prioritet fra begyndelsen af den nye administration …« ret rådgiver der er berømt og berygtet for sit talent og sit store ego.

Emanuel har sine meningers mod og er kendt for markante ideologiske holdninger. Han er et brushoved, der ikke går af vejen for at slå i den politiske bolledej og råbe og skrige for at få sit budskab igennem. Han bliver af mange opfattet som en kamphane, og det har givet ham tilnavnet Rahmbo.

Det gik som en rød tråd igennem alle mediereaktionerne at den tidligere balletdreng, succesfulde investor og præsident Clintons betroede våbendrager måske var lidt kontroversiel, men ville blive en klar gevinst for Obama. Den nyvalgte præsident ville få en stabschef med profil – og temperament.

Som stabschef vil Emanuel beklæde en af nøglepositionerne i Det Hvide Hus. Han vil være en slags gatekeeper for præsidenten, styre hans arbejdsdag og bestemme, hvem der kan få adgang til ham i det Ovale Kontor. Som en af Obamas mest

34

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

sig som den fjerdehøjest-rangerede i partihierarkiet. Gulddrengen, som nogle kalder ham på Capitol Hill, er kendt for at tilhøre partiets midte, men hælder til venstrefløjen, når det gælder socialpolitikken som f.eks. spørgsmål om en sygesikrings­ordning og fri abort. Emanuel gik ind for invasionen af Irak, men det er hans sociale engagement, der er hans politiske kendemærke.

At Emanuel er jøde og har nær tilknytning til Israel, var ikke noget medierne hæftede sig ved. Det blev slet ikke nævnt eller blot noteret i forbifarten. Det var Rahms far der sørgede for at medierne fokuserede på den side af hans biografi og politiske holdninger. Kort tid efter udnævnelsen til stabschef udtalte hans 81-årige far, Benjamin Emanuel, til den israelske avis, Maariv, at det var da klart at Rahm ville påvirke præsidenten til at være pro-israelsk. ”Hvorfor skulle han ikke det? Hvad er han, en araber måske? Han skal jo

ikke vaske gulve i Det Hvide Hus.” Citatet blev straks samlet op af amerikanske og internationale medier. Arabiske medier rasede. Rahm Emanuel reagerede prompte ved at ringe til den Amerikansk-arabiske Anti-diskriminationskomité for at give en uforbeholden undskyldning og foreslå et møde på et passende tidspunkt. Emanuel havde sagt til komiteens præsident, at det var helt uacceptabelt at sige den slags om nogen etnisk eller religiøs gruppe.

Det intermezzo skabte betydelig opmærksomhed om Emanuels jø­diske baggrund og tilknytning til Israel, og hvad betydning det kunne få for USAs Mellemøstenpolitik. Aviser, tv-stationer og bloggere begyndte at fortælle om Emanuel-familiens baggrund.

Rahms far, Benjamin, er født i Israel og var medlem af Irgun, en af undergrundsgrupperne der kæmpede for Israels selvstændighed, inden han kom til USA. Rahm og hans søskende er født og opvokset i Chicago. I en genudsendelse af et tvinterview (http://www.charlierose.com/ shows/2008/11/7/3/a-rebroadcast-of-aconversation-with-ezekiel-ari-and-rahmemanuel) fortalte Emanuel og hans to brødre, at de i deres ungdom tilbragte hver sommer i Israel. Emanuel har ikke dobbelt amerikansk-israelsk statsborgerskab, og han har ikke aftjent sin værnepligt i Israel som nogle har påstået. Men under Golfkrigen i 1990 meldte han sig som frivillig og hjalp med at reparere bremser på lastbiler på en israelsk militærbase.

Som en af nøglepersonerne i

Billede: All Over

i

Clintonadministrationen var Emanuel tæt på begivenhederne og var direkte involveret i tilrettelæggelsen af fredsmødet mellem Rabin og Arafat i Det Hvide Hus i 1993. Rahms kolleger siger, at det var en af hans største oplevelser i Clintontiden, et uforglemmeligt og emotionelt øjeblik, og at han nærer intet større ønske end at være med til at underskrive en ny fredsaftale.

Om sin tilknytning til jødedommen har Emanuel sagt: "Jeg er stolt af min arv og værdsætter de værdier, den har lært mig. Gennem hele mit liv har jeg også haft det privilegium at kende, arbejde sammen med og repræsentere mennesker fra alle baggrunde. Jeg har lært en masse af dem og deres forskellige slags arv."

En del amerikanske jøder var nervøse over Obama, og hvordan han ville se på Israel og situationen i Mellemøsten. Nogle mente ligefrem at han hader Israel. Obama fik de jødiske stemmer. Udnævnelsen af Emanuel er ikke en gestus over for de amerikanske jøder og bestemt ikke et udtryk for, at USA nu vil støtte Israel i et og alt. Men med Emanuels interesse for Israel og Israels sikkerhed kan man nok regne med at fred i Mellemøsten får en høj prioritet fra begyndelsen af den nye administration.

Med Emanuel ved sin side vil det være lettere for Obama at få et diplomatisk råderum, presse på for en fredsordning og prøve at styre de israelske høge og ekstremister i en anden retning. Emanuel er godtnok en ven af Israel, men han er også en politisk realist, og der vil ikke blive givet ved dørene, når USA's overordnede interesser som stormagt er på spil. På den måde kan Rahmbo komme til at spille en vigtig rolle i den næste fredsrunde. Og i øvrigt siger hans venner i dag at han er blevet betydelig blidere og rundere med årene. Han fylder 50 til næste år.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

35

satire …

Arbejderbevægelse og jødehad Af Therkel Stræde Det var som 'rabarberdrengen' han blev berømt. Christian Christensen, født 1882 i en ludfattig landarbejder­ familie på Lolland og opvokset på Nørrebro i København. Faderen var ufaglært, blev hundset med og drak, moderen kæmpede for at holde sulten fra døren for den lille familie. Nørrebro – omkring år 1900 det tættest befolkede område i Danmark – havde enorme sociale problemer.

Hvor gartnerier havde leveret grønsager til hovedstaden – deraf 'rabarberlandet' - smækkedes det ene spekulationsbyggeri op efter det andet.

Nytilvandrede proletarer fra Jylland, Sydsverige og andre udkants­områder klumpede sig sammen i lejekasernerne. Nød, trøstesløshed, vold og druk herskede – bagsiden af en enestående økonomisk opgang som kendetegnede Danmark i overgangen til det moderne samfund med eksplosiv industriudvikling og et demokrati under opbygning.

Barndomserindringerne En rabarberdreng vokser op og Bondeknold og rabarberdreng, som Halfdan Rasmussen udgav i 1961-62, gjorde Christian Christensen kendt efter hans død i 1960. Det var hans anden berømmelse. Fra 1900-22 var han en offentlig person og jævnligt på avisernes forsider. Han trådte frem som ungsocialist og blev den syndikalistiske bevægelses ubestridte leder, redaktør for dens ugeblad – fra 1918 dagblad – Solidaritet, og en af de skarpeste penne dansk presse har kendt.

Det var i Frankrig den revolutionære syndikalisme opstod og blev særligt stærk. Herfra fik Christian Christensen hjælp, da han i 1911

36

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

etablerede sit blad. Solidaritet skulle naturligvis være med på det nyeste i tidens medieverden med billeder i hvert nummer, så franske syndikalister skænkede bladet en masse trykklichéer som starthjælp: tegninger og stik med kapitalismekritiske motiver.

En serie på fem tegninger af tegneren Paul Poncet havde udpræget antisemitisk karakter. Den blev bragt i det danske blad i februar og marts 1912 og viser en jøde i rollen som økonomisk udbytter, seksuel aggressor og konspirator, der trækker i samfundsmagtens tråde. Han får dog straffen til sidst: Hans velnærede korpus korsfæstes på fabriksporten, og ud af banesåret pibler ikke blod, men penge!

Som optakt til serien trykte bladet den 27. januar en leder af Christian Christensen med titlen Jødemoralen.

Den rummede et passioneret angreb på den materialisme og egoisme der gennemsyrede det kapitalistiske samfund. Indledningen lød: ”Ikke den ortodokse Religions­ moral, heller ikke den, der kryber gennem Menigheden til gensidig Hjælp, ejheller den, der samler Semiterne til Forsvar imod Jødeforfølgelsernes Raaheder; Nej, men den, der raser fra øverst til nederst i vort Samfund. Denne gridske Samler­ moral, hvor det kun gælder at hugge til sig uden Hensyn til andre, blot samle Mammon, selv om Vejen gaar over andres Lig.” Det var antisemitisme for fuld udblæsning. En af tegningerne er særligt interessant. Den bringes den 24. februar 1912 under overskriften Den store Jøde og hans Tjenere. Man ser rangspersoner fra militær, kirke og retsvæsen, og jøden, der mønstrer dem med besiddermine, er skildret

med brug af klassiske jødefjendske greb: Han er korpulent med funklende brillant, skæg, en enorm høgenæse og hænder som klør. En lokal gravør har tilføjet dansk kolorit: bag den sammensvorne flok ses Rosenborg (?) slot med splitflag og Københavns skyline med rådhuset og andre tårne.

Seks år senere – den 30. marts 1918 – dukker denne tegning op i avisen igen. Nu er overskriften imidlertid ændret til Kapitalens Diktator og hans Medhjælpere, og der er tilføjet: "Hvad den syndikalistiske Bevægelse maa kæmpe imod." Klassefjenden betegnes ikke længere som jøde. En bemærkelsesværdig udvikling er sket i den revolutionære bevægelse.

I 1912 står 'jøden' i Solidaritet som symbol på kapitalismen i dennes mest ondartede form: Han er arbejdernes fjende og en særligt skånselsløs udbytter og kapitalist, blind for de fattiges lidelser og ser kun penge; han udnytter endda sin økonomiske magt til at afpresse nødstedte kvinder seksuelt. Jødisk moral står for den mest utilslørede kapitalisme og udbyttermentalitet der ikke kender menneskelige hensyn.

Formentlig er det billedserien der inspirerer Christian Christensen til lederartiklen. Den må, kan man se af erindringerne, have genkaldt billeder fra hans barndom af kulde, sult og hans mor i fattigdommens klemme; selv bliver han børnearbejder på en tobaksfabrik fra tiårsalderen. Men nogen jøde optræder der ikke i forbindelse med trængslerne.

Snarere er det tidens mainstreambillede af jøder han lægger stemme til. I et bredt udsnit af pressen blev jøder jævnt hen skildret som falske, beregnende og materialistiske. Man GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

37

En serie på fem tegninger af tegneren Paul Poncet havde udpræget antisemitisk karakter.

Den blev bragt i det danske blad i februar og marts 1912 og viser en jøde i rollen som økonomisk udbytter, seksuel aggressor og konspirator, der trækker i samfundsmagtens tråde.

Han får dog straffen til sidst: Hans velnærede korpus korsfæstes på fabriksporten, og ud af banesåret pibler ikke blod, men penge!

fløj. Når man undtager et anstændiglogisk og tilskrive jøderne en uforser det specielt i vittighedsbladene hedssegment på den politiske midte, anderlig og fremmed etnisk 'natur'. der var et meget udbredt medium på bliver jødefjendskab – nu mere og Jødefjendskabet havde nemlig flyttet den tid. Det gælder for hele perioden mere som race-antisemitisme – fælsig i det politiske spektrum siden Anfra 1864 til 1. Verdenskrig, hvor den lesgods i store dele af det danske ordningen af 1814 om jødernes delvise moderne nationalstat og demokratiet samfund fra 1870'erne til 1. Verdensligestilling og de voldelige overfald blev udformet: Man opbyggede en krig. At også en kritisk samdansk national identitet som Chriefter tabet af de tyskta»… han er arbejdernes fjende og en særligt fundsanalytiker stian Christensen kunne gribe lende landsdele ved at skånselsløs udbytter og kapitalist, blind for til antijødiske stereotyper, afgrænse sig fra tyskerne når der rigtig skulle trumfes uden for landets grænde fattiges lidelser og ser kun penge …« på med kapitalismekritikken, ser og jøderne indenfor vidner om udbredelsen. (idet jøderne samtidig Jøder skildres således som frempå jøderne i 1819. Det kom i sine blev gjort til en slags tyskere, der talte mede og tillægges en bunke negative klassiske former og udtryk fra kirkens med tysk accent). egenskaber. Man glemmer det let, traditionelle og religiøst betingede Og jøderne blev netop meget når man tænker på hvor marginal antijudaisme og højrefløjens nationasynlige i den nye offentlighed der var antisemitismen har været i danske lister der ønskede stænderstaten og under udvikling. Med demokratisemedier siden 1945. Det satiriske blad privilegiesamfundet bevaret og satte ringen fik de jo politisk ligeret og lige Ravnen, grundlagt 1876 af Socialdesig imod tanken om almene borgerchancer i erhvervs- og forretningsmokratiets medstifter Harald Brix og og menneskerettigheder. livet og var naturligvis ivrige efter udgivet af den socialdemokratiske I første omgang greb det om sig at gøre brug af de nye muligheder. presse frem til 1921, excellerede i som reaktion imod den begyndende Når nogle af dem så havde succes, jødevittigheder og -karikaturer, ofte liberalisering og modernisering i kølkaldte det misundelse og had frem firfarvede i ypperlig tegnerisk og tekvandet på Den franske Revolution. hos mange ikke-jødiske danskere nisk udførelse. Det samme gjorde det Midt i 1800-tallet breder det sig så der – i overensstemmelse med tidens konservative Punch, oprettet 1873, ud, så det spænder fra den talstærke modeinteresse for arvelære og racefor at nævne periodens to oplagsstærog magtfulde nationale højrefløj og teorier – var hurtige til at 'begrunde' keste satireblade. helt til den nye, socialistiske venstreforskelle i adfærd og attitude bio-

38

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

mest ondartede kører rask videre med til at nedbryde fordommene, Ofte hører man med henblik på med jødehadske kommentarer og idet de engagerede sig i at organisere tiden efter 1968 at venstrefløjen ikke karikaturer op igennem hele melde nyindvandrede fagfæller – ekhar noget at lade højrefløjen høre, lemkrigstiden; end ikke nazisternes sempelvis i tekstilbranchen – og løfte hvad antisemitisme angår. Den ret magtovertagelse og jødeforfølgelser dem ud af løntrykkerrollen, og ikke talrige brug af jødefjendske motiver i Tyskland får disse blade på bedre sjældent kom med et brændende i karikaturer og kommentarer i den tanker. Der opstår også en socialdemokratiske og altså af højreorienteogså syndikalistiske presse i »… end ikke nazisternes magtovertagelse underskov rede småblade, foredragsperioden omkring 1900 syog jødeforfølgelser i Tyskland får disse foreninger og grupper med nes umiddelbart at bestyrke fremmedfjendtlighed og påstanden. Men så enkel er blade på bedre tanker …« antisemitisme som mærhistorien langtfra. kesag, hvorfra 30'ernes For omkring 1. Verdensdanske nazisme drager næring. socialistisk engagement. Det konkrete krig sker der et bemærkelsesværdigt Det politiske centrums presse er møde med de proletariske indvandreskift. Antisemitiske motiver forderimod kosher, og fra 1. Verdenskrig re i byens gader og på arbejdspladsvinder stort set fra venstrefløjens altså også venstrefløjens. Det betyder serne demonterede de jødefjendske meningsdannelse og bekæmpes nu af ikke, at dumme vitser og fordomme stereotyper som danske arbejdere arbejderbevægelsens medier. Verom jøder forsvinder totalt, men der bragte med sig fra kristendommens denskrigen og det politiske røre, den sættes en ny standard for, hvad man lære og tidligere kontakter med jøder fremkaldte, har ændret det politiske som anstændig arbejder i Danmark i rollen som arbejdsgivere, husværter koordinatsystem; men man har også kan sige og mene om jøder. eller detailhandlere, hvis kredit man gennemgået en læreproces, sikkert Det er en del af baggrunden for at var afhængig af. befordret af strømmen af fattige jøman virkeligt skal have den stærke Efter 1. Verdenskrig er antisemitisdiske flygtninge fra Rusland, der har lup frem, hvis man vil finde egentligt men i Danmark blevet højrefløjens fået arbejderbevægelsens folk til at antisemitiske motiver i mængden af monopol. En del – dog ikke alle besinde sig på det internationalistiske Israel- og zionismekritiske kommen– konservative aviser og venstregrundprincip om solidaritet på tværs tarer og karikaturer i den socialistiske blade med Jyllands-Posten, Aarhus af landegrænser og etniske skel. Og venstrefløjs medier efter Holocaust.

Stiftstidende og Kolding Avis som de russisk-jødiske aktivister har hjulpet GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

39

24.10.08 - 24.01.09

LIGEBEHANDLING

I HELE EUR0PA

LIGEBEHANDLING Nyt forslag fra EU-kommissionen skal sikre ligebehandling for alle.

• Uanset tro eller religion, handicap, alder, etnicitet, køn eller seksuel orientering.

• Inden for uddannelse, social beskyttelse, tjenesteydelser etc.

S DINE , STYRKEUROPA. T E D S E G VEDTA EDER. I HELE E RETTIGH

LASSE HOLM GRØNNING

Kandidat til Europa-Parlamentet De Radikale.

Lasse Holm Grønning - De Radikale Læs om forslaget på eu-oplysningen.dk. Søg på “princippet om ligebehandling”.

Spa & Wellness fra Det Døde Hav





ISRAEL

Vi arrangerer gerne DIN rejse

Luksus produkter af høj kvalitet, til hele familien, produceret af Dr. David Melumad, Israel Yderligere information www.naturalbeautyline.com

- Flybillet fra ca. kr. 4.200,- (inkl. skat) - Overnatning - Billeje - Svømme med delfiner - Individuel/gruppe Kibbutz ophold (Unge mellem 18 & 32år) Yderligere oplysninger, kontakt:

Kontakt os på mail naturalbeautyline@mail.dk eller tlf.nr. 64 75 26 60

7592 2022 - Israel@felixrejser.dk

Jødehad i danske medier

goldberg.indd 1

05-02-2008 22:22:19

11. oktober 2008 - 16. marts 2009

Udstillingen fokuserer på et sort kapitel i dansk mediehistorie Vi planlægger et koncert- og

foredragsarrangement 26.02.09 Se www.brandts.dk Bogen udkommer 26. februar.

Sælges hos boghandlere og i Brandts Shop. 64 sider, Kr 79,-

Reklame & Design www.gongong.dk 27 291 271 · 27 291 281

Goldberg PÅ NETTET Besøg Goldberg på nettet og få endnu mere ud af Magasinet Goldberg!

W W W. G O L D B E R G . N U Brandts Torv 1, 5000 Odense C.

40

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

DET NATIONALE FOTOMUSEUM

det kongelige bibliotek . den sorte diamant . www.kb.dk . dnf@kb.dk . 3347 4747

”bare en jøde”

Forhud eller ej

BRYDNINGSTID JØDISK FILM FESTIVAL

Kristen jøde? Jødisk kristen? Både og – hverken eller? Filmmanden Ulrik Gutkin ramte iden­ titetsdebatten med 100 kilometer i timen, da han og kæresten fik et drengebarn. I genera­ tioner, måske i tusinder af år, er drengebørnene i Ulriks familie blevet omskåret. Så det skulle Felix jo også.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild Ulrik Gutkin er ikke alene om oplevelsen af at skulle gå på kompromis med sin jødiske arv, fordi man får et barn med en ikke-jødisk kvinde.

Faktisk gifter over 80% af de danske jøder sig med ikke-jøder, i de fleste tilfælde kristne danskere.

Men i modsætning til andre holder Ulrik Gutkin og kæresten Signe ikke kompromis-diskussionerne inden for hjemmets vægge. Felix er nu tre et halvt år gammel, og i januar måned kan man ved Jødisk Filmfestival se et såkaldt råklip til filmen Mig og jøderiet, som hans far har lavet om sin jødiske arv, om morens Signes ikke-religiøse kristne-danske baggrund og om de tos modstridende holdninger til identitet, religion og traditioner – ikke mindst omskærelse.

Hvem er jeg?

Ideen til filmen opstod på et tidspunkt, hvor de danske medier, ligesom i de seneste måneder, var fyldt af indlæg for og imod et forbud mod omskærelse af drengebørn. Inspireret af sit snarlige faderskab ville Ulrik Gutkin undersøge de – ofte irrationelle – følelser, der er forbundet med mange

42

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

forældres ønske om omskærelse.

Filmen skulle favne interviews med både muslimer og jøder i blandede ægteskaber, men pludselig opdagede han, at den måtte tage sit udgangspunkt et helt andet sted, nemlig med spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” ”Jeg var jo bare jøde. Mine forældre og bedsteforældre er jøder, jeg har gået på den jødiske skole, og jeg spillede fodbold og badminton i den jødiske sportsklub, Hakoah. Vi holdt kosher derhjemme, men spiste ikkekosher ude. Vi fejrede de store hellig­ dage, og jeg har stået Bar Mitzva, men vi er aldrig kommet ret meget i Synagogen. Alt i alt har det med ”jøderiet” forekommet helt uproblematisk, og jeg har nok aldrig før stillet spørgsmålet: ’Hvem er jeg?’”.

I dag kan Ulrik godt se, at den holdning var naiv. Mødet med Signe og hendes traditionelle danske ikkereligiøse kristne opvækst har både åbnet en ny verden for ham og fået ham til at se mere kritisk på sine egne værdier. ”Signe oplever, at alle jødiske ritualer er af religiøs karakter i modsætning til f.eks. julen, der i hendes øjne bare er en dansk tradition og ikke specielt kristen. Sådan har jeg det ikke, men jeg synes på den anden side, at det er en berigelse for mig

gennem Signe at opleve sådan en dansk juleaften.” ”Samtidig opdagede jeg, at de jødiske traditioner betyder noget for mig, og det har fået mig til at hive chanukka-stagen ”ud af skabet” – både i overført og helt konkret betydning.”

Hos Ulrik og Signe – og hos mange andre blandede par – kan ritualer og traditioner stort set diskuteres i fredsommelighed, og der kan fejres både jul og chanukka og påske og pesach. Men omskærelse markerede en grænse. Og det er ikke så mærkeligt: ”Omskærelsen er jo et ’enten – eller’, og den kan ikke omgøres. Derfor måtte en af os give sig. Helt.”

Anderledes end hvem?

I filmen ”Mig og jøderiet” forklarer Signe, at omskærelse for hende er en middelalderlig skik, som hun næsten fysisk væmmes ved. Men hendes modstand drejer sig også om at være anderledes og udenfor. ”Signe har ikke lyst til, at Felix skal være anderledes end andre børn. Og der skal ikke så meget til i Danmark for, at man er anderledes. Hun er bange for, at han vil blive ekskluderet af det danske samfund og fra hende.

Men uden omskærelsen bliver han jo

anderledes end mig, og jeg ville gerne give han et mærke, et tegn på, hvem han er. ”I modsætning til Signe er jeg jo vant til at være minoritet og har aldrig haft problemer med det, måske tværtimod. For mig er det jo naturligt.”

En kritisk sjæl?

Ulrik er ikke i tvivl: Han er en ikkereligiøs jøde. Signe er ikke i tvivl: Hun er en ikke-religiøs kristen. Men hvad er Felix? Felix er et kompromis, det er de enige om. Men hvor Ulrik mener, at han skal være ”både – og”, synes Signe bedre om ”hverken – eller”.

Ulrik Gutkin har vist sin næsten færdige film til to grupper – en jødisk og en ikke-jødisk – for at få deres reaktion på spørgsmålet om bl.a. omskærelse. ”Der var ingen tvivl: Gruppen af jøder mente, at jeg havde givet slip på alt for meget, og at det jødiske ikke blev tilgodeset. Og den ikke-jødiske mente, at jeg lægger alt for meget pres på Signe, for at det jødiske skal fylde mere i vores liv.” ”Jeg mener godt, at Felix kan rumme det hele. Senere kan han jo tage stilling til, hvem og hvad han vil være. Jeg håber, at han først og fremmest vil være en kritisk sjæl.”

Ulrik Gutkin er gennem de år, han har arbejdet med filmen og problemstillingerne, blevet mere og mere klar over, at den jødiske arv er vigtig for ham, og at han gerne vil give noget af den videre til sine børn. Han har også opdaget, at han bliver nødt til at være mere aktiv, end han troede for at give arven videre, for ellers forsvinder den. Og hvis han ikke får ”positiv særbehandling”, dvs. at ’jøderierne’ får forholdsvis mere plads i familiens liv, så drukner hans bidrag i den dansk-kristne kultur, som Felix er en naturlig del af.

At diskussionerne har været en belastning i forholdet er klart, men: ”Konflikten er vel ikke større end, hvad vi selv gør den til. Jeg vil gerne give noget – et eller andet – videre, men jeg må tage til efterretning, at pt. er vores søn ikke omskåret. Det er et tab for mig, men jeg må finde andre måder at give jødedommen videre til ham på.”

BRYDNINGSTID

JØDISK FILM FESTIVAL

Kan en jødisk kvinde og en arabisk mand forelske sig problemfrit? Er det i orden, at 30.000 soldater hvert år bruger deres bonus på at flippe ud i Indien? Hvad gør en datter, når hendes mor har fået ind i hovedet, at datteren har brug for et plastikkirurgisk ‘nose job’?

Vi befinder os i en brydningstid.

Det, der før forbandt den jødiske minoritet, og det, der før bandt den jødiske minoritet til den ikkejødiske majoritet, har ændret sig.

Copenhagen Jewish Film Festival løber af stabelen i Cinemateket 15.-18. januar med 21 film fra en ‘brydningstid’ på plakaten.

Indtil videre er Felix ikke blevet omskåret. Om han bliver det, må man gå i biografen og se Ulrik Gutkins film for at få at vide.

Se et udsnit af filmen ”Mig og jøderiet” samt et interview med Ulrik Gutkin på Goldberg TV: www.Goldberg.nu

cinemateket.dk Gothersgade 55 / Tel 3374 3412 Tir-fre 9:30-22:00 / Lør-søn 12:00-22:00

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

43

morgensange

når man er "gode venner" med Grundtvig

Anderledes

Den store danske nationaldigter N. F. S. Grundtvig er både blevet beskyldt for fremmedhad og rost for tolerance. Begge dele er udtryk for en ensidig bedømmelse, for mindre kendte sider af digteren hører også med til billedet. Ikke mindst hans ”jødiske morgensange”.

Af Salli Besiakov ”Til et Folk de alle høre, som sig regne selv dertil,” lyder de første verselinier i fjerde vers af Grundtvigs digt fra 1848: Folkeligt skal alt nu være. Linien citeres ofte som bevis for nationaldigterens store åbenhed over for de 'fremmede'.

Men alt for ofte udelades forsættelsen: ”Resten selv som Dragedukker sig fra Folket udelukker, lyse selv sig ud af Æt, nægte selv sig Indfødsret!”, og i et senere vers lyder det: ” … og mens hver har Sysler sine, alle dog hinanden ligne, har til fælles Byrd og Blod.” Disse sidstnævnte linier er i modsætning til de første blevet tolket som om Grundtvigs mening var, at alle der ikke var rigtige danskere, altså udanske, skulle nægtes indfødsret.

Taget ud af sin kontekst – tiden var 1848 hvor Danmark havde et stort sønderjysk problem med holstenerne og slesvigerne der gjorde oprør mod det danske enevælde, hvilket resulterede i 3-års krigen – kunne hans digt, der var møntet på hertugdømmerne, opfattes som generelt fremmedhad, herunder antijudaisme, den datidige form for antisemitisme. Men også denne betegnelse er uretfærdig, for billedet er ikke så enkelt.

En indædt liberalist Grundtvig kom aldrig med udfald mod de danske jøder – i modsætning

44

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

til flere af hans samtidige kollegaer der bestemt ikke lagde fingrene imellem. Således f.eks. kollegaen biskop H. L. Martensen (1808-1884) der i værket Den christelige Ethik hævder at: ”De danske Jøder er kun Gæster, og en Gæst gør man dog ikke til Med­regerende i sit Hus, for Jøderne repræsenterer de opløsende Kræfter i det kristelige Stats- og Folkesamfund”.

Grundtvig var ikke antisemit, men han var en indædt liberalist. Hans indsats som indvalgt i den grundlovgivende forsamling i 1848-49 var hverken folkelig eller fremskridtsvenlig. Han talte ivrigt imod hjælp til de fattige. Han frygtede at de offentlige udgifter ville stige for meget, og hyldede endvidere princippet om hjælp ved almisser. Han ønskede ikke at: ”Overskære Kærlighedsbaandet, det eneste der til Gavn kan forbinde de Rige med de Fattige”.

Heller ikke flertalsafgørelser gik han ind for. Han fandt det ikke bare ”smagløst, men den rene Ødelæggelse, hvis Landbefolkningen skulle finde på som den talrigeste at beherske hele Riget”. Også 'arbejdsklassen' havde han sin mening om: det eneste der kunne holde denne klasse på plads var frygten for ”hvad der bider i Skind”, altså tørre tæsk.

Alt dette lyder ikke særligt rosende for vor landsfader, men med til billedet af ham hører også at han tidligere, i 1820, havde fremsat det

Morgenhanen atter gol

Morgenhanen atter gol, slog med dugget vinge, lykke os den gyldne sol vil med lyset bringe, når vi takke ham i løn over alle sole, som gør morgenrøden skøn, signe livets skole!

Dagen har han skabt til dåd, skumringen til hvile, ingen målte livets tråd, derfor lad os ile: gøre gavn, mens dagen går, prøve vore kræfter, visse på, at gode kår rette sig derefter!

Ord i mund og skrift i bog skal vor ungdom lære: ret at bruge kraft og sprog, livet til Guds ære; da vor manddom, klog og stærk, svare skal til navnet, krone skolens ungdomsværk, vise, det har gavnet!

N. F. S. Grundtvig 1833.

Udrundne er de gamle dage

Udrundne er de gamle dage, Som floder i det store hav, Og hvor sig hviler nu den svage, Der fandt den stærke og sin grav; Men lovet være himlens gud!

De ædles æt døer aldrig ud!

Mens graven kastes, vuggen gynger, Og liv udsletter dødens spor, Så immer sig igen forynger Hver ædel slægt i syd og nord, Og mindet, som Guds miskundhed, Forplanter sig i tusind led!

kendte ”velfærdssamfunds” bonmot: ”… og da har i Rigdom vi drevet det vidt, naar Faa har for meget og Færre for lidt”. Og tolv år senere, i 1832, skriver han om åndelig frihed: ”Frihed for Loke saa vel som for Thor”.

Dette synspunkt efterlevede han selv ved bl.a. i årene 1839-1848 at være del af en komite der arbejdede for slaveriets endegyldige ophør på de dansk-vestindiske øer.

Tre ”jødiske” morgensange Grundtvigs og de danske jøders historie krydser hinanden på mindst et punkt, og det handler om morgensange: I Store Kongensgade 51 (nu 55) lå en lille skole: Mariboes Realskole.

Skolens forstander og ejer var Carl Mariboe, søn af grosserer Moses Martin Leopold Levin Mariboe og Bella

Så lad derpå da syn os fæste, Hvad ædle kaldte livets lyst!

Ja, lad os kappes med de bedste Og vove kæk med død en dyst!

At byde den og graven trods Kan med Guds hjælp og lykkes os!

N.F.S. Grundtvig

Rose, født Henriques. (Samme Bella gav i 1810 navn til bydelen Bellahøj).

Carl Mariboes Skole var oprettet i 1833, og dens undervisning, der var langt forud for 1800-tallets standard, var baseret på et dualistisk system, en slags ”rundkreds”-pædagogik med samtale lærer-elev imellem, alt sammen i skarp modsætning til datidens ”papegøje”-indlæring med tom indterpning af kundskaber. Mange af Københavns jødiske borgere sendte deres børn til Mariboes skole, hvor de blev undervist sammen med skolens kristne elever.

Forstander Carl Mariboe var gode venner med Grundtvig og kredsen omkring ham. I den periode hvor Grundtvig var idømt ”livsvarig” censur fra 1826 (ophævet1838) på grund af hans voldsomme udfald mod den (rationalistiske) teologiske

professor H.N. Clausen, underviste Carl Mariboe ham i engelsk med henblik på hans forestående rejser til England, og Carl Mariboe lagde, gennem mange fortrolige samtaler med Grundtvig, grunden til dennes senere ideer om det talte ords betydning og tankerne om den nationale højskole, der skulle tage sig af bondesønnernes uddannelse, for at folket kunne være åndeligt oprustet til deltagelse i det nye folkestyre.

Carl Mariboe var utilfreds med at skolens jødiske elever måtte synge med på kristne salmer ved morgensangen. Han fortalte sin ven Grundtvig om problemet og bad ham om at digte nogle morgensange som alle skolens elever kunne deltage i. Det resulterede i hele tre sange, hvoraf to stadig figurerer i Højskolesangbogen.

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

45

kunsthistorie

Den “jødiske„ Rembrandt

Nu også på engelsk:

At this Place Med bidrag af Birte Weiss, Torben Jørgensen, Peter L. Smith og Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

Redigeret af Jacques Blum og Eva Bøggild.

Kr. 50,-

(+ porto)

Rembrandt har oparbejdet et ry som jødernes særlige ven, og eftertiden har kunnet aflæse dette nære forhold i hans kunst. Men som så mange andre sandheder er også denne blevet udsat for en nærmere granskning.

Bestil på: Telefon: 50249450 Email: goldberg@goldberg.nu Postadresse: Goldberg&Mor, Kronprinsensgade 14, 1114 København K

Af Kasper Monrad

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

46

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

Få kunstnere er omgærdet af så mange myter som Rembrandt. Og med god grund. Hans kunst spænder så vidt og indeholder så mange facetter, at den kan tolkes vidt forskelligt, uden at man forbryder sig mod dens inderste kerne. Og når man på den baggrund drager konklusioner om dens ophavsmand, kan man ende så mange forskellig steder.

En af de mest sejlivede myter vedrører Rembrandts nære forhold til sin samtids jøder i Amsterdam. Han færdedes blandt dem, søgte deres råd om jødiske emner og malede dem i sine billeder. Eller gjorde han nu også det? Passer det at Rembrandt havde en særlig tilknytning til jøderne?

På Det Jødiske Historiske Museum i Amsterdam benyttede man jubilæumsåret 2006 – dvs. 300 året for Rembrandts fødsel – til at stille dette spørgsmål med en udstilling om emnet, kaldet Den 'jødiske' Rembrandt.

Udstillingens katalog foreligger nu i en revideret udgave på engelsk, så også alle vi, der ikke så udstillingen og ikke læser hollandsk, kan få løftet sløret for den berømte myte.

Vi skal ikke gå så langt tilbage i kunsthistorien, før der tegnede sig et klart billede. Rembrandt flyttede omkring 1632 til Amsterdams jødiske kvarter og bosatte sig i gaden Sint-Antonisbreestraat – i daglig tale Breestraat eller sågar Jodenbreestraat

(det sidste dog først efter Rembrandts død). Dér kom han i kontakt med flere af de førende intellektuelle jøder, ikke bare rabbinere, men også filosoffen Spinoza, og han malede flittigt jøder og benyttede dem som modeller i sine bibelske billeder.

I 1935 kunne kunsthistorikeren Abraham Bredius i sin værkfortegnelse opregne hele 35 portrætter (ud af i alt 196) med jødiske modeller.

Mange af disse billeder er dog siden trukket fra igen, især fordi Rembrandt ikke længere selv betragtes som ophavsmand.

Det paradoksale er, at det jødiske islæt i Rembrandts kunst er blevet tolket vidt forskelligt. I slutningen af 1800-tallet og de først årtier af 1900-tallet fokuserede antisemitiske tyske kunsthistorikere på

gen Rembrandt's Jews. Som specialist i 1600-tallets jødiske kultur i Amsterdam kunne han indlevet og vidende fortælle om det miljø, kunstneren færdedes i. Han var omgivet af de nyligt indvandrede sefardiske jøder der godt nok stræbte efter at blive assimileret i det nye borgerlige miljø, men som bragte et stærkt eksotisk islæt til kvarteret. I Nadlers optik tager det sig grangiveligt ud, som om Rembrandt var tæt forbundet med jøderne.

Men så kom udstillingen om den 'jødiske' Rembrandt i Amsterdam i 2006. Her satte man sig for at se bort fra alle eftertidens beretninger og tolkninger og gå til kilderne og få afklaret, hvad vi med sikkerhed kan dokumentere. Udstillingens arrangører tog fat på hver enkelt af de overleverede beretninger og efterprøvede

»… Fremlæggelsen i udstillingens katalog minder mest af alt om, når man skræller lagene af et løg for at nå ind til kernen: der bliver mindre og mindre tilbage! …« Rembrandts germanske baggrund og brugte de bibelske billeder af de ædle jødiske patriarker som afsæt for udfald mod samtidens assimilerede jøder. På samme tid kunne kunst­ historikere med jødisk baggrund se en særlig indfølt forståelse hos Rembrandt for den jødiske kultur i de samme billeder.

Så sent som i 2004 udgav den amerikanske forsker Stephen Nadler bo-

dem. Fremlæggelsen i udstillingens katalog minder mest af alt om, når man skræller lagene af et løg for at nå ind til kernen: der bliver mindre og mindre tilbage!

Allerførst tog de fat på Rembrandts bopæl. Kvarteret, han boede i, var ikke bare beboet af jøder, men også af andre kunstnere og af kunsthandlere.

Det var simpelt hen Amsterdams kunstnerkvarter! Derfor valgte RemGOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

47

Rembrandt har støttet sig til jødiske lærde, og det kan den manglende dokumentation jo ikke udelukke.

Men for det første lærte også tidens protestantiske teologer hebraisk for at kunne læse Det Gamle Testamente på originalsproget, og for det andet har Rembrandt begået flere skrivefejl som en jødisk rådgiver ikke ville have accepteret. Alt tyder derfor på at han efter at have fremskaffet teksterne har malet uden en vejleder ved sin side.

Endelig er der de mange 'jødiske typer', som Rembrandt har malet, helfigursbilleder og studiehoveder.

Man har i eftertiden specielt gerne villet se jødiske modeller til hans malerier af Jesus. Men også her mangler der reelt belæg, og ingen af disse billeder finder nåde – i hvert fald ikke jødisk nåde – hos specialisterne, heller ikke de bibelske malerier, tegninger og raderinger. Selv Rembrandts berømte Jødebruden mister sin identitet. Det har længe været en udbredt opfattelse at maleriet forestiller et navngivet jødisk par, den spanskjødiske digter Miguel de Barrios (også kendt som Daniel Levi) og hans

hustru Abigail de Barrios. Det foreslås nu, at parret er hentet fra et samtidigt teaterstykke, hvor en mand i en scene lægger sin hånd på en kvindes bryst ligesom på billedet.

Dermed er det sidste lag skrællet af løget, og der er øjensynlig intet tilbage af myterne om det jødiske islæt i Rembrandts kunst. I hvert fald ifølge udstillingens arrangører.

Og dog! I to tilfælde kommer tvivlen billederne til gode, og to malerier får lov til at beholde deres gamle titler. Specielt det ene, Portræt af en ung jøde, får støtte fra flere sider. En enkelt sprække får altså lov at stå åben i den ellers lukkede mur omkring Rembrandts jødiske forbindelse. Måske har han alligevel haft nogen kontakter til det jødiske miljø?

Den nye engelske udgave af udstillingskataloget har fået et efterskrift af den amerikanske (og jødiske) Rembrandt-specialist Gary Schwartz.

Han påpeger at man på Rembrandts tid ikke betragtede hans helte i Det Gamle Testamente – Abraham, Jacob, Josef, Samson, David, Tobias og Susanne – som jøder, men som forlø-

bere for Kristus. Ydermere opfattede man samtidens jøder som efterkommere af dem, der forrådte ham og dømte ham til døden. Desværre findes der ikke beviser for at Rembrandt ikke delte denne opfattelse. Her vil jeg så tilføje: På den anden side er der heller ikke klare indicier for det modsatte.

Udstillingens kategoriske afvisning af den jødiske forbindelse accepteres dog ikke fra alle sider. I New York Review of Books har den amerikanske kritiker Benjamin Moser i sommer gjort indvendinger på et centralt punkt: I de få bevarede eksemplarer af førsteudgaven af et af rabbineren Menasseh ben Israels mystiske skrifter er indklæbet fire raderinger med ligeså mystisk indhold af Rembrandt.

Udstillingsarrangørerne mener at bogen og raderingerne er blevet til uafhængigt af hinanden og først forenet bagefter. Men Moser indvender at de ændringer, som Rembrandt foretog undervejs under arbejdet med raderingerne, har en sådan karakter at de må være sket efter anvisninger fra rabbineren. De to mænd var næppe

Jødebruden

»… Udstillingens kategoriske afvisning af den jødiske forbindelse accepteres dog ikke fra alle sider …«

Bibelske motiver: Nebukadnesars drøm, Jacobsstigen, Daniels syn om de fire dyr samt David og Goliat brandt at bo dér. Men man har ofte glemt at nævne hans andre naboer, altså kunstnerne, og ingen af de andre kunstnere i kvarteret omtales i sammenhæng med jøderne.

Så kommer turen til den samtidige dokumentation. Den eksisterer stort set ikke! Der findes kun to dokumenter der kæder ham sammen med jøder, og det ene omhandler en nabostrid, det andet er en offentlig klage fra en portrætbestiller, der hævdede at det bestilte (nu ukendte) portræt af hans datter ikke lignede. (Kender man Rembrandt ret, var problemet måske snarere det modsatte: det var

48

GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

ikke forskønnet og lignede kun alt for godt!). I dette tilfælde var der tydeligvis ikke en nærmere forbindelse mellem kunstneren og den jødiske kunde.

Derpå gennemgår bogen det jødiske persongalleri Rembrandt angiveligt omgikkes, og én for én falder de fra. Der findes i langt de fleste tilfælde ingen dokumentation for personlige relationer, hverken til rabbinere eller portrætkunder og heller ikke til Spinoza. Amsterdams sefardiske jøder blev tolereret – og accepteret som handelsfolk! – men de måtte ikke praktisere deres religion

offentligt, kun privat, og de delte derfor ikke deres jødedom med ikkejøder. Flere personer på billederne har skiftet identitet i Rembrandtforskningen. Således er en rabbiner blevet til en protestantisk tjekkisk biskop. Kun ét portræt – af fysikeren Ephraim Bueno – kan med sikkerhed identificeres som et billede af en jøde, og han ser rent faktisk mere borgerlig ud end flere af Rembrandts mere farverige 'jødiske typer' som ikke længere anses for jøder.

Også spørgsmålet om de hebraiske inskriptioner i flere billeder tages op.

Den gængse opfattelse har været at GOLDBERG | #11 | WWW.GOLDBERG.NU

49

Fysikeren Ephraim Bueno

»… Her finder vi uden tvivl forklaringen på hvorfor myten om Rembrandt og jøderne har været så holdbar …«

nære venner og åndsbeslægtede, som man tidligere troede, men de må have haft et samarbejde præget af gensidig respekt. Mosers indvending virker i mine øjne helt berettiget.

Måske har forskerne bag udstillingen alligevel været lidt for konsekvente i deres afvisning? Der er tydeligvis stadig grund til at diskutere emnet!

Ved åbningen af udstillingen på Det Jødiske Historiske Museum i Amsterdam i 2006 holdt Gary Schwartz en tale, hvor han kom med en indrømmelse: Han er udmærket klar over at mange jødiske kunsthistorikere hos Rembrandt har kunnet finde særlige kvaliteter som appellerede specielt til dem. Der er sågar jøder, der efter anden verdenskrigs rædsler har fundet trøst hos Rembrandt.

Her finder vi uden tvivl forklaringen på, hvorfor myten om Rembrandt og jøderne har været så holdbar – og hvorfor mange trods afvisningen sikkert stadig har svært ved at give slip på den. Rembrandts kunst er så dyb og så stærkt præget af en fundamental humanisme, at den taler til så mange, uanset personlig og religiøs baggrund. Det er derfor fuldt forståeligt, at også jøder fascineres af hans kunst og ikke mindst af de gammeltestamentlige emner.

Lad os til slut vende tilbage til maleriet af Jødebruden (som vist altid vil bevare den titel!). Billedet har traditionelt også haft en anden identifikation, nemlig som et billede af Isak og Rebekka. Den tolkning af motivet er i overensstemmelse med kunstnerens billedunivers og virker mere overbevisende på mig end henvisningen til det samtidige teaterstykke. Rembrandt behøvede altså ikke gå i teateret for at få ideen til at male en mand der lægger sin hånd fortroligt og ømt på en kvindes bryst! Det er muligt at det er rigtigt, at det ikke er et jødisk par der i virkeligheden har stået model til billedet. Men vi kræver jo heller ikke af Strindberg-skuespillere at de skal have et forkvaklet følelsesliv! Det afgørende er billedets udtryk, og det ligger inden for både en kristen og en jødisk forståelsesramme. Billedet har stadig et almenmenneskeligt budskab til os i dag – jøder eller ej!

Arken