Goldberg #12 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 12 路 Marts 2009 路 Magasin om j酶disk kunst kultur religion samfund

Hanne-vibeke holst

I den gode sags tjeneste kom med bag om filmen 'waltz with bashir' Pris kr. 49,50

Bei mir bist du shein

Jonathan Safran Foer

interview med Ari Folman

fotograf Boris Carmi

Non Stop fra Kastrup til Tel Aviv 3.440,Priser fra kr.

Hver mandag i juli og august.

Inklusiv skatt er og - ved køb ind afgifter 31. marts 20 en 09.

RING NU PÅ 33 33 03 44

www.gongong.dk

Arkia c/o New Gateways · Vester Farimagsgade 3,4 · 1606 København V.

Penelope Cohen malet af Jeanne G Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg

nr. 12 · Marts 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

”Mød forfatteren, der researchede så meget i jødedommen, at hun overvejede konvertering ”

Hanne-vibeke Holst

I den gode sags tjeneste 7

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Gongong Layout og grafik: Gongong ApS - www.gongong.dk Forsidefoto: Scanpix Tryk: Jønsson Grafisk Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Susanne Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Lennart Kont, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg,

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa. Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450 Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund - Det jødiske samfund i Danmark. Ernst Goldschmidts Legat. Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Tiger GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. maj 2009. Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse. Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Indhold marts 2009 6 Leder

6 Fem af dette nummers bidragydere

Om davidsstjerner og andre forfatningsstridige symboler. Af Peter Tudvad

8 Bei Mir Bist Du Shein

En guddommelig skideballe

Sangen blev et verdenshit, og komponistens mor gik i faste af sorg over sønnens økonomiske naivitet. Af Jeanne G. Kempinski

Historien om Job og hans kvaler har altid vakt både fascination og undren. Af Peter Nejsum

Det var bare noget jeg fandt på…

Det fælles lys

Hanne-Vibeke Holst har skabt en dansk jøde, der snart bliver kendt verden over. Sådan plejer det at gå hovedpersonerne i hendes bøger, så hvorfor ikke også Elisabeth Meyer? Mød forfatteren, der researchede så meget i jødedommen, at hun overvejede konvertering. Af Jacques Blum og Eva Bøggild

Tomer Ganihar mener, at en fotografs arbejde bør opfattes som en samfundstjeneste. Som kunstner har han både et moralsk ansvar og en rolle at spille i verden. Ganihar er udstillingsaktuel i København. Goldberg har bedt ham kommentere sine billeder. Af Simon Apelblat

Indvandrerne i Danmarks historie

Integration eller assimilation? Bent Østergaard har skrevet en bog om de mange forskellige folkeslag, der har fundet vej til Danmark og er blevet her. Af Bent Lexner

Abraham Cahan - en kreativ kosmopolit

Han var blandt grundlæggerne af amerikansk jødisk indvandrerlitteratur. Og en af de bedste. To af hans bøger er oversat til dansk, og en tredje er på vej. Læs hvad oversætteren mener om Cahans forfatterskab. Af Susanne Bernstein

Talentet Foer

Forfatteren Jonathan Safran Foers produktion er ikke stor - endnu. Læs den inden den bliver uoverskuelig! råber Goldbergs begejstrede anmelder.

Af Michel Solovej

Animeret krig

Waltz with Bashir er en usædvanlig film, der har fået usædvanlig stor opmærksomhed. Goldberg har talt med den prisbelønnede instruktør Ari Folman. Af Natalia Gutman og Ida Marie Hede

Postkort fra Berlin

Goldberg er på sin vej jorden rundt kommet til Berlin. Af Michael Kuttner

Politisk analyse

Kosher hos Castro

En gang om året ankommer et containerskib med kosher madvarer til Cuba. Måske er der også andet med. Goldberg har besøgt de 1500 ”evige” jøder, der bor i Havanna. Af Susanne Bernth

Visuel Grammatik

Boris Carmi var fotograf. Hans poetiske dokumentarisme af mennesker og stemninger fra staten Israels første årtier har gjort indtryk verden over. De har også grebet en af Israels bedste forfattere om hjertet. Af Yoram Kaniuk

Hitlers clairvoyant

Heinrich Himmler og hans ”videnskabelige” antisemitisme lænede sig op ad et jødisk orakel. Erik Jan Hanussen kaldte han sig i de år, hvor han var Berlins mest berømte tryllekunster og clairvoyant. Af Dan H.

Andersen

Chagall i sovjetisk tjeneste

Goldberg har set på en næsten ukendt side af kunstneren: hans virke som scenograf og kostumedesigner i Moskva. Af Kasper Monrad GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Leder

Mennesket er tilsyneladende et konservativt dyr Mennesket er tilsyneladende et konservativt dyr. Det flytter sig kun væk fra dets revir når, det er tvingende nødvendigt enten fysisk eller psykisk. Selv den vandrende jøde vil helst blive, hvor han er, og tilnavnet ”vandrende” er ikke et ønske fra jødens side, så meget som det er en beskrivelse af en reaktion på utålelige forhold. Desværre er det svært at finde mere end to generationer, hvor jøder ikke har måttet flytte sig på grund af forfølgelse. ”Den spanske Guldalder”, hvor kristne, muslimer og jøder skulle have levet fredeligt sammen i 500 år, viser sig – ifølge nyere forskning – at have været knap

så fredelige, som vi gik og troede. Goldberg 12 rummer mange beskrivelser af indvandring og udvandring, fremmedhed, integration og assimilation. Det er altid godt stof, hvad enten vi taler skønlitteratur som i Cahans tilfælde, historisk som i Bent Lexner og Østergaards tilfælde eller i Yoram Kaniuks essay. Og det er ikke så svært at svare på spørgsmålet, hvorfor de ”udstødte” er ”godt stof”: Vi, de normale og landfaste, har dem konstant til eksamen. Enten råber vi op om, hvorfor vi ikke skal have dem ind i vort revir. Og hvis de endelig skal have lov, så skal de inden til eksamen og – for de første

generationers vedkommende – hvis de ellers bliver så længe, eksamineres i faget ”at være integreret” i fx Danmark. Kan de klare at blive formænd for Socialdemokratiet som Elisabeth Meyer? Det er nemlig bedst at være en rigtig dansker, der aldrig har været nødsaget til at flytte sig fra reviret på de 44.000 kvm2 og tale et af de mest eksklusive sprog i verden. For få uger siden fik senere af DR1 en nyhed: ”Flere jøder vender hjem”. Hvordan denne nyhed skal tolkes er overladt til læserne.

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Dan H. Andersen Ph.d. i historie, debattør og forfatter til flere biografier samt senest bøgerne Skjulte magter? Hemmelige selskaber i 1000 år (2006), Nazimyter. Blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige (2007) og Den ny stjerne (2008), en roman om Tycho Brahe. Arbejder for tiden på en bog om Krystalnatten.

Bent Lexner Rabbiner, uddannet ved Harry Fischel Institute i Israel. Overrabbiner i Danmark. Foredragsholder, debattør og forfatter til artikler i fag- og dagblade. En del af Kristeligt Dagblads dialogpanel og deltog i udsendelsesrækken Tal med Gud, hvor han, en imam og en præst svarede på spørgsmål om religion.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Peter Tudvad Filosof, anmelder, foredragsholder og forfatter til bl.a. Kierkegaards København (2004) og Kierkegaards Jyllandsrejse (2006). Har oversat Mary Berg: Dagbog fra ghettoen i Warszawa og Iris Chang: Nanjingmassakren. I maj udkommer Sygeplejerske i Det Tredje Rige. En danskers historie. Bosat i Berlin og København.

Michael Kuttner Journalist. Ansat ved Berlingske Tidende fra 1981, korrespondent i Budapest 1989, i Washington 1992 og - efter et kort ophold i Danmark på Berlingske Tidendes Søndagsredaktion - fra 1999 bosat i Berlin som avisens Øst- og Centraleuropakorrespondent. Modtog i 2009 Den Berlingske Fonds Journalistpris.

Susanne Bernstein Cand.mag. i engelsk og russisk. Uddannet i København, bosat og videreuddannet i USA i årene 1981-88. Oversætter af bl.a. Abraham Cahans romaner Yekl og David Levinskys Nye Verden. Romanen The White Terror and The Red - a Novel of Revolutionary Russia af Abraham Cahan udkommer i 2009.

Bei Mir Bist Du Shein

Billede: GettyImage

Th e a n dr e w s i s t e r s

GOLDBERG | #11 #12 | WWW.GOLDBERG.NU

når enden er god …

My Mere Bits of Shame B e i M i r B i s t D u Sh e i n Siden 1932 har et væld af kunstnere elsket sangen ”Bei Mir bist du Shein”, og den muntre melodi er blevet indspillet i utallige versioner. Komponistens mor derimod fastede i en uge, da hun opdagede, at sønnen havde solgt rettighederne til sit verdenshit for sølle 30 dollars. Hun fortsatte med daglige bønner – og blev hørt.

ved Institute of Musical Art i New York, hvor han helligede sig den klassiske musik. Allerede på dette tidlige tidspunkt i sin musikkarriere begik han sin første store brøler, da han afslog et tilbud om at arbejde sammen med den unge komponist George Gershwin om en operette. Secunda mente, at hans egen klassiskmusiske baggrund var uforenelig med Gershwins jazzstil. Senere har han sagt om de to komponisters forskellige valg: ”Jeg tog til Brooklyn og komponerede jiddishe musicals. Gershwin tog til Broadway og blev en stor mand.”

Hollywood tur/retur

Sholom Secunda

Af Jeanne G. Kempinski Sholom Secunda var barn af jødiske indvandrere fra det storrussiske rige. Han var blot 13 år gammel, da han i 1907 ankom til USA, men allerede en øvet kantor med erfaring fra adskillige synagoger. I 1914 begyndte han sine studier

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

En del år senere var Sholom Secunda blevet komponist ved det jiddishe Rolland Theater. I 1932 havde han bl.a. til opgave at iscenesætte en operette på jiddish med titlen ”M’ken Lebn Nor M’lazt Nit”, hvilket på engelsk blev oversat til ”I would if I could”. På dansk ville det hedde ”Man kunne godt have levet, hvis man ellers havde fået lov”. Operettens kendingsmelodi skulle være sangen ”Bei Mir Bist Du Shein.” Secunda skrev musikken, og hans kollega Jacob Jacobs skrev lyrikken. De fik copyright på sangen og trykte den i 10.000 eksemplarer, der blev sendt ud til teatre og musikforhandlere i New York.

Sangen blev et hit, og Secunda tog derfor i sommeren 1937 til Hollywood for at præsentere den. Men Hollywood-producerne mente, at lyden var ”too jewish” til at kunne slå an, og Secunda måtte slukøret vende tilbage til New York og genoptage sit arbejde på Yiddish Art Theater. Samme år hørte en ung musiker, Sammy Cahn, hvorledes to afroamerikanere sang ”Bei Mir …” på jiddish i Apollo Teatret i Harlem. Publikums udelte begejstring gav Cahn ideen til, at han og kompagnonen Saul Chap lin skulle lave en engelsk version med en mere tidstypisk swing-rytme. Det lykkedes deres manager at sælge ideen til firmaet Kammen Brothers, som henvendte sig til Secunda og Jacobs for at købe rettighederne til sangen.

30 dollars til deling Om salget af Secundas og Jacobs’ rettigheder til Kammen Brothers kunne man i Camden Courier-Post den 26. januar 1938 læse: ”Komponisten til ’Bei Mir’ fortæller, hvordan han måtte dele honoraret på 30 dollars”. Videre stod der: ”Fik blot dette beløb for rettig hederne til en gammel sang, der i ny forklædning skyller hen over USA – og 15 dollars gik til tekstforfatteren.” Af den oprindelige jiddishe tekst var nu kun første linje tilbage, det

Du kan høre "Bei Mir bist du Shein"på www.youtube.com Søg på ’Bei Mir bist du Shein, The Andrews Sisters'. Der er også adskillige andre versioner at finde her – og du kan også finde orginalversionen på jiddish.

øvrige var oversat eller gendigtet på engelsk. Sangens popularitet betød, at der hurtigt opstod parodier på denne første linje, hvoraf ”The Bear Missed The Train”, ”My Dear Mister Shane”, ”My Beer, Mister Shane” og ”My Mere Bits of Shame” blot er nogle eksempler. Den største succes med sangen fik en ganske ukendt sangtrio bestående af tre søstre fra Minnesota, Patti, Laverne og Maxine Andrews, der skulle overtales før de ville optræde med den. Sangen blev indspillet i november 1937 og blev så stort et hit, at den indbragte disse tre Andrew Sisters en ”Gold Record”.

Goebbels, godkendt tysk vise. Da Benny Goodman og hans 15 mand store orkester den 16. januar 1938 brød alle konventioner ved at spille jazz i det traditionsrige Carnegie Hall i New York, var ”Bei Mir Bist Du Schein” med på repertoiret. Sangens succes bredte sig ud over Amerikas grænser og blev en ørehænger på verdensplan. I Rusland blev den indspillet af Statslige Jazz Orkester og krediteret to komponister ”Kandat” og ”Fidrovsky”. I Nazityskland var den et hit, indtil man opdagede hvem, der havde skrevet den – hvorefter den øjeblikkeligt blev bandlyst.

En rigtig ørehænger

Så var der royalties

Det var da Sholom Secundas mor blev bekendt med Andrews Sisters’ pladeudgivelse, at hun iværksatte en uges faste og derefter fortsatte i syna-

I årene fra 1937 til 1961 solgte sangen for omkring tre millioner dollars, og mange af tidens største navne bidrog til dens popularitet. Foruden

»… Af den oprindelige jiddishe tekst var nu kun første linje tilbage, det øvrige var oversat eller gendigtet på engelsk. Sangens popularitet betød, at der hurtigt opstod parodier på denne første linje …« gogen med hver eneste dag at bede, overbevist som hun var om, at det var hendes synder, der var grunden til, at sønnen skulle straffes så hårdt. Og alt imens hun bad, flød ”Bei Mir” ud af højttalere i Brooklyn, Bronx, Manhattan, Queens og Richmond såvel som i Yorkville, hvor nazi-ølstuegæster jodlede den under indtryk af, at det var en, af Joseph

de nævnte Benny Goodman og Andrews Sisters tog stjerner som Zara Leander, Judy Garland, Ella Fitzgerald, Glenn Miller og Bette Midler sangen til sig.

De sang og mor Secunda bad Alt i alt gik Sholom Secunda glip af ca. 350.000 dollars i royalties, men som han udtalte til ”The New York

Times”: ”Det plagede andre mere, end det plagede mig. Jeg har altid været mere interesseret i min symfoniske musik.” Så han fortsatte med at komponere og arbejde for jiddish radio og avisen Jewish Daily Forward, samt som musikalsk leder på Concord Hotel, et af datidens prominente hoteller i Catskill-regionen. Og så endelig skete det, som næppe kan tolkes på anden måde, end at gamle fru Secundas bønner var blevet hørt: En dag i 1961 udløb aftalen om rettighederne for ”Bei Mir Bist Du Shein” og ejerskabet hjemfaldt dermed til Secunda og Jacobs. Denne gang sikrede Secunda sig den fulde royalty, en rettighed, der først ville udløbe 75 år efter hans død.

Mors bønner gav dobbelt op Men det var, som om det ikke var nok. En anden af de viser, som Secunda havde skrevet i 1940 til en jiddish musical, fik i løbet af 1960’erne international anerkendelse af to af tidens mest markante protestsangere: Joan Baez og Donovan. Sangen, som handler om undertrykkelse og frihed, var fast inventar ved alle datidens demonstrationer. Secunda kaldte den for ”Dos Kelbl” eller ”Dana Dana” – men det var med titlen ’Donna Donna’ at den blev kendt verden over. Hvad han denne gang fik i royalties, fortæller historien ikke meget om. Men mors bønner var endnu en gang blevet hørt. Ved sin død i 1974 havde den 79-årige Sholom Secunda, udover oratorier og operetter, skrevet i alt 64 sange.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

at kæmpe på de godes side

Det var bare noget, Hanne-Vibeke Holst har skrevet en bog om en 2. generationsindvandrer, der bryder med sin opvækst - tiltager sig magten og bliver pæredansk toppolitiker.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild Danmark har fået en ny verdensberømt jøde. Hun hedder Elisabeth Meyer, og i efteråret 2008 optrådte hun som en sand heltinde, da hun reddede livet for sin kollega, Charlotte. Hun ”tog en kugle”, som det hedder, når man kaster sig ind foran nogen, der bliver skudt på og derved bruger sin krop som skjold. Om Elisabeth Meyer døde eller overlevede mødet med kuglen, må man læse bogen Dronningeofret for at få at vide, for hun er en konstruktion, skabt af forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Men berømt for sin heltegerning, dét bliver hun. Hvis salgstallene for denne

tredje bog i Holsts trilogi kommer til at ligne de to forrige, så vil over 200.000 danskere købe bogen, den vil blive oversat til mindst fire andre sprog og sikkert også filmatiseret. Romanerne er politiske samtidsskildringer om intriger i toppen af

»… Hun har læst stort set alt, hvad hun kunne komme i nærheden af om de danske jøders historie, …«

Socialdemokratiet og på Christiansborg. Dronningeofret foregår under en valgkamp. Kampen mellem lederne af de to store partier, Socialdemokratiet og Venstre, er et dominerende tema, men bogens 661 sider omhandler også persongalleriets private forhold, herunder deres etniske og reli... t re of ge in nn Fra Dro giøse baggrund. , en bbiner lvfætter, overra ha Elisabeth n si r ge sø es er be e Tro Elisabeth Mey g i Det mosaisk si Meyer nævnes de el m nd ni er at ge allerede i trifordi hun ønsk retten og ser . ga ci logiens første em samfund nn ge dyb indånding bind, KronHun tager en år rn vo H n. prinsessen, de . odder på sit ur r hun så og sk ge si e, lig men dengang ig m l - Fortæ dt menneske? r! var hun blot go he et t t de re n væ ae i yeshiv har man en af mange at være tilbage m so er et D - Pyh! bipersoner. ? ke - Ved du det ik så. Ikke? og jo Ligeledes i du r gø t de - Jo, Lizzy! Og andet bind, is hv t! enneske, m dt go - Fortæl mig de et t Kongemorre nd har man væ en til et bedre rd det, men ve - I jødisk forsta t or gj r ha sin livsførelse kærlig over for og i bind tre d ul sf man gennem rg so at ha’ været om sprinsted at leve. Ved et rstand. id fo , e et st ger hun rd de vi bo I . næsten en ind på skubber tekopp ud som og rt ko r le Hun t. rejse sig. hovedrolra at ok til m e de in al m ci r hun gø t en god so re væ så leindeog an m - I så fald har haver,

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

jøde med russisk baggrund, formand for Socialdemokratiet og bærer af en uhyggelig hemmelighed om en nedarvet sygdom. Det første er overraskende, og ikke mindst er det overraskende, hvor meget det jødiske efterhånden kommer til at fylde i

Elisabeth Meyers liv og i romanen. Side op og side ned, i beskrivelser, bemærkninger, dialoger og opildnende taler, fortælles der om det danskjødiske liv fra begyndelsen af forrige århundrede til i dag. Men hvorfor nu det? Hanne-Vibeke Holst svarer gerne, og svaret er for så vidt enkelt: ”Allerede i bind ét udstyrer jeg Elisabeth Meyer med en jødisk baggrund. Jeg skriver, at hun er datter af en jødisk buntmager, og at det er en af grundene til, at hun aldrig er blevet til noget, fordi den daværende formand for Socialdemokratiet syntes, hun er en jødisk burgøjsertøs.” ”Egentlig var det bare noget jeg fandt på, fordi jeg ville lægge afstand til Ritt Bjerregaard, så læserne ikke skulle tro, at det var hende, jeg skrev om i skikkelse af Elisabeth Meyer. Og alle og enhver ved jo, at jøde, dét er Ritt Bjerregaard i hvert fald ikke! Men da jeg så senere ville skrive bog nummer tre med Meyer som hovedperson, så hang jeg jo på bemærkningen om den jødiske baggrund.”

Research At Hanne-Vibeke Holst, måske lidt uovervejet, valgte at bruge jødedommen som hovedpersonens særkende, kom til at koste hende mange måne-

jeg fandt på … ders research i og om en verden, som hun næsten intet kendte til på forhånd. Hun har læst stort set alt, hvad hun kunne komme i nærheden af om de danske jøders historie, deres liv, integration, flugt til Sverige, fangenskab i Theresienstadt, sprog, familiemønstre, traditioner og religion. På bibliotekets læsesal har hun pløjet sig gennem hele årgange af Jødisk Orientering, Det Mosaiske Troessamfunds interne månedsblad. Hun har besøgt jødiske museer og Holocaustmuseer over hele verden, vandret rundt på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i Valby, været i Synagogen i København, til shabbatmiddag hos overrabbiner Bent Lexner og ført lange samtaler med hans mor Esther Lexner. Da der i løbet af vinteren 2007-08 blev sendt en del dokumentarprogrammer i tv, førte hendes engagement til en fast vittig bemærkning i familien: ”Nåh, nu er klokken 7, så skal mor se jøder!”. Hun har endda forsøgt at lære sig jiddish og er blevet vild med klezmermusik. ”Det kom lidt bag på mig, hvor spændende det er, og researchen tog måske nok lidt overhånd. På et tidspunkt tænkte jeg faktisk: Skulle jeg konvertere?”, ler Hanne-Vibeke Holst. ”Men det kan jo ikke lade sig gøre. Eller rettere, det kan det jo godt, men det er hårdt arbejde. Og det der med at holde kosher, det … Nej!”

Overklasseløg Den omfattende research og engagementet har lønnet sig, og gennem personen, den 64-årige Elisabeth Meyer, giver Hanne-Vibeke Holst et loyalt billede af den dansk-jødiske minoritet. Pedanterne skal nok finde fejl hist og pist, for det ville være en

nærmest overmenneskelig bedrift på så forholdsvis kort tid at fange alle detaljerne i en anden kultur. Ikke mindst når kulturen, som i tilfældet med den dansk-jødiske, består af mange større og mindre grupperinger med forskellig geografisk, historisk og kulturel baggrund. Måske er billedet af de danske jøder en smule for venligt, som fx når HanneVibeke Holst lader Meyer påstå, at ”… hvis ikke vi jøder var opdraget til, at vi altid skal hjælpe hinanden, altid åbne døren for en trosfælle i nød, var vi for længst udslettet som folk”. Men hendes indsigt i minoritetens historie viser sig i sætningerne lige efter: ”Som diasporajøder har vi fået overleveret bevidstheden om udsatheden. Af smertelig erfaring ved vi det, som mange andre tilsyneladende har glemt. (…) Vi ved, fordi historien igen og igen har mindet os om det, at alle har et bristepunkt.” At Holocaust har så stor en plads i de danske jøders identitet og bevidsthed, kom bag på Hanne-Vibeke Holst. Men jo mere hun læste, hørte og så, jo mere forstod hun hvorfor. ”Bare det forhold, at Holocaust lod sig gøre, er så skræmmende, at det må blive en del af én selv, GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

hvis man er jøde. Også for de unge, der ikke selv har oplevet krigen. Hanne-Vibeke Holsts egen krigsfamiliehistorie kom også tættere på under arbejdet med Dronningeofret. Fx bedstefarens: Han var politimand under 2. Verdenskrig og deltog ivrigt i modstandsbevægelsen og i arbejdet for at redde de danske jøder til Sverige. Han måtte også selv gå under jorden og gemme sig for nazisterne, indtil besættelsen ophørte. ”Det var skræmmende, da det gik op for mig, at man kunne være havnet på en hvilket som helst side under krigen.” Med til historien om bedstefaren hører, at han ikke brød sig om jøder. ”Han gik i skole i København, på Metropolitanskolen, og kunne ikke lide de jøder, han mødte dèr. Og det sagde han højt. Men egentlig handlede hans modvilje bare om, at han syntes, at de var nogle overklasseløg og super-arrogante.”

Ingen negative reaktioner I modsætning til, hvad man måske skulle tro i en tid, hvor antisemitisme er et varmt emne i de danske medier, og jøder ikke er lige populære i alle miljøer, har Hanne-Vibeke Holst ikke på nogen måde mødt negative reaktioner på sit valg af Elisabeth Meyers herkomst. ”Tværtimod synes mange jeg har talt med, at det er enormt spændende at høre og lære om det dansk-jødiske miljø. Det er jo meget lukket for os andre – vi aner da ikke, at der har været en jødisk håndværkerforening og en jødisk syklub i 100 år i Danmark! Vi tænker heller ikke over, hvor stor indflydelse de danske jøder har haft på kulturen her i landet, for mange jøder siger ikke noget om, hvem de er. Men det viser sig jo, at den jødiske identitet har rigtig stor betydning. Også for de unge jøder. Meget større betydning, end man tror. Er det ligefrem populært at vælge en jødisk hovedperson? ”Nu har Elisabeth Meyer jo alle de rigtige meninger. Hun ville fx have været imod Israels invasion i Gaza. Men det er helt klart, at det betyder noget for hende, at hun tilhører en minoritetskultur og har en Holocaust-erfaring, der ligger under huden og er en skygge i familien. Hanne-Vibeke Holst fremhæver et karaktertræk ved sin hovedperson, som hun mener både er positivt og

»…afvisningen af at blive gjort til offer. Det er en del af kulturen, og det har også været vigtigt for Elisabeth Meyer …«

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

typisk for den jødiske minoritet: ”Afvisningen af at blive gjort til offer. Det er en del af kulturen, og det har også været vigtigt for Elisabeth Meyer. Derfor mener hun, at det er bedre at være offensiv. At gå frem og tage magten.”

Magtens nødvendighed Der er ingen tvivl om, at Holocaust har fået en ny og større betydning for Hanne-Vibeke Holst efterhånden som hun læste, så og hørte mere og mere om det: ”Jeg blev nødt til at spørge mig selv, hvordan det ville have været, hvis det var mig. Hvordan ville jeg have det, hvis jeg tilhørte generationen efter? Hvis det var min familie, der var perished in the Holocaust, som det ofte hedder. Og jeg er nået frem til, at det nok ville have betydet to ting. Det ene er en stor smerte, en kæmpestor sorg, som ville ligge indgroet i mig. Og også en stor vrede. Jeg ville være rigtig vred. Og den anden er en stor vagtsomhed. Jeg ville altid have en angst for, at det ville ske igen.” ”For Elisabeth Meyer er de ting til stede. Hun bærer dem med sig. Det er ikke højt oppe i hendes bevidsthed, men jeg tror, at en del af hendes langvarige afstandtagen til det jødiske handler om at unddrage sig den skæbne, og smerten og den dér alertness. Hanne-Vibeke Holst mener ikke, at nazismen er ”overstået”, tværtimod: ”De seneste år har de historiske be-

tingelser for nye jødeforfølgelser været til stede i Europa. NynaziFra Dronnin geofret ... ster og antisemitter vinder Elisabeth Meyers kæ frem, de vokser reste, den Holm, inv rige nordm som myceiterer hen d and Keld e v ed slutnin tu r i helikopter lium i en mørk gen af bo over Købe g e n på en n H h er er det a avn. kælder. Og vi lt sammen holdt af. H , alt det, h gror dem selv avet, land un har ken et, skoven dt og der fører in – i vores egen e, markern d til hende e og vejen s by. Byen baghave! Det pladserne e, med tårne og parkern ne, broern skræmmer e. Byen, h hvor hun e, vor hun b skal begra lev født. B mig meget, ves. I denn Øresund, yen, e g a fi m n d le es alt det, havneby v når folk som gået, dér e hun har n ed avn for. D r de endn os selv, vores ér har de u , diej Jidd Bodniaern en. Rosen e, G naboer eller baumerne om Meyern arodkinerne og Epe , gamle skolerne. For e, dem er ik d k e e a r n a st d t a re tale d ig familier, so mange af, lekammem hun de og alle de le r rater, bliver rødder me d. tiltrukket af nazismen eller bliver Holocaustbenægtere. Det gør mig bange!” at hvis ikke vi går I Dronningeofret beskriver Hanneind og tager magten, så kan det her Vibeke Holst nogle repræsentanter ske igen! Magtens nødvendighed – for den højreradikale svampevækst og det er noget, jeg var og er meget hun ser vokse frem i Danmark. optaget af – handler i sin ultimative Men gennem den stærke politiker konsekvens om at undgå et nyt Elisabeth Meyer giver hun også en Holocaust. Undgå at ismerne genophandlemulighed: står. Det er det, det handler om! Og ”Jeg tror, at Elisabeth Meyers bagderfor mener jeg, at man altid skal gå grund betyder, at hun har et meget frem og tage magten, hvis man har mere realistisk forhold til magt og evnerne til at gøre det. Og så kæmpe magtens nødvendighed, end hendes på de godes side.” kolleger har. Og det frustrerer hende, at de ikke forstår, at det handler om,

”You made my night” (Ray Charles)

copenhagen soloists

(10x3)

x2=32

((4x2)x2)

d av i d s h e m e r (Israel) - cembalo

marmorkirken

24 =32

SPAR 20% Goldberg Goldberg Minus

+2=3

2 j.s bach goldberg variationer

fredag den 3. april kl. 20

3/4x32x32

billetter kr. 125.- (kr. 100.- studerende/pensionister) købes på billetnet og på stedet ½ time før koncerten

støttet af Israels Ambassade

www.copenhagensoloists.dk

inviterer til koncert med: Benni Chawes & band i Glassalen i Tivoli Lør. d. 28 marts. kl. 20.00 Billetter, A-siddeplads: kr. 195,- (+gebyr) (Spar 20% med Goldberg kr. 156,-) Bestil på Billetnet: Tlf. 70 25 65 85 kodeord: ”Goldberg”

Billetter fra kr. 140,www.billetnet.dk / 70 15 65 65 GOLDBERG Rabat ved grupper på 6 el. flere pers.

| #12 | WWW.GOLDBERG.NU

bogomtale – danmarkshistorie

Indvandrerne i Danmarks historie

Der har til alle tider været indvandring til Danmark, og de nytilkomne har på stort set alle områder bidraget positivt til landets udvikling. Bent Østergaard har skrevet en bog, der tydeligt viser, hvor sammensat den danske befolkning er.

Af Bent Lexner Forfatteren Bent Østergaard er kendt for sit engagement i flygtningedebatten og som ophavsmand til talrige bøger om religion, flygtninge og indvandring. I 1983 udgav han bogen ”Indvandrernes Danmarkshistorie”, hvor det bl.a. blev gjort klart, at: 1) indvandring til Danmark er reglen og ikke, som det ofte hævdes, undtagelsen. 2) indvandrerne har gennem historien på stort set alle områder bidraget positivt til den kulturelle og økonomiske udvikling i Danmark. Bogen er for længst udsolgt, og det var derfor kun naturligt, at der skulle komme en ajourført udgave. Den udkom for et års tid siden, og med navneforandringen i titlen til ”Indvandrerne i Danmarks historie” foreligger der nu en fremragende pædagogisk fremstilling af den danske befolknings forskellige aner.

For meget for Saxo Bent Østergaard er som uddannet historielærer en af landets bedste formidlere af det historiske stof, og bogen bærer præg af et menneske med såvel en meget stor faglig viden som af en personlig holdning til medmenneskers skæbne. Et af de første kapitler stiller spørgsmålet, hvorvidt et indvandrerfolk har givet Danmark navn? I den forbindelse bringer Bent Østergaard det gamle sagn om den svenske Kong Yppers tre sønner: Nori, Østen og Dan. (Den fortælling minder mig al-

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

tid om min skoletid på Krebs’ Skole, hvor skolebestyrer Jørgen Stegelmann fortalte de danske myter på en måde, så de blev lige så væsentlige for mig som bibelhistorierne). I sagnet fortælles det, at Dan herskede over store dele af Jylland og Fyn og spurgte sine stormænd: ”Hvilket navn skal vi give det land”? Hans undersåtter svarede: ”Konge, du leve evigt. Du er Kong Dan, dit rige skal hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i evighed forgå”. Bent Østergaard slutter denne beretning med at konstatere, at historieskriveren Saxo ikke fortæller om dette sagn i sin Danmarkshistorie. At Danmark skulle skylde en fremmed, en udlænding, sin oprindelse og sit navn, kunne slet ikke indpasses i Saxos nationale holdning.

illustreres meget nedladende. Men Bent Østergaard bringer også gode historier, hvor tolerancen vinder frem i Danmark. Oplysningstiden kommer også jøderne i Danmark til gode, og den daværende gejstlige antijødiske indstilling blev mere og mere negligeret. Et godt eksempel er historien om Bendix Koppel af Nyborg som i 1798 får tilladelse til, at hans 10-årige søn kan optages på byens latinskole, trods følgende erklæring fra Fyns biskop: ”Det er helt utilstedeligt, at et barn af netop den jødiske religion, i hvilken der indprentes fra barnsben af den yderste væmmelse og foragt endog imod det blotte navn af Jesus, såvel som et had imod kristne, at det skulle nyde undervisning i en kristeligt præget latinskole”.

Den rette og de vrange

Markant skift

En bog om indvandring til Danmark må naturligvis også indeholde de danske jøders historie. For den, der har beskæftiget sig med dette tema, er der ikke meget nyt i Bent Østergaards bog. Men det skal fremhæves, at han også til disse kapitler har været utrolig heldig med valg af illustrationer. I kapitlet ”Den rette tro – og de vrange” har han f.eks. en afbildning af et kalkmaleri fra Spentrup Kirke ved Randers. Man ser en kvindeskikkelse med bind for øjnene (synagogen), der med en lanse gennemborer Kristus – i skikkelse af Guds lam – hvorefter kronen falder fra hendes hoved. Under kvindens fødder ses slangen, den onde, som nedtrampes af Kirken, også i skikkelse af en kvinde. Der findes en del lignende kalkmalerier rundt omkring i Danmark, hvor jødedom og jøder

De mange forskellige indvandrergrupper er alle med i Østergaards bog. Fra hollænderne på Amager over skotter og tyskere, polakker og sigøjnere, flygtninge, gæstearbejdere og til den seneste større indvandring. Dette fører så helt naturligt over til et fremragende kapitel om flygtninge- og indvandrerpolitik i årene fra 1983-2001 efterfulgt af kapitlet: ”Et markant skift” om regeringen efter 2001. Bogen slutter med en fornem litteraturvejledning som Google næsten med garanti - ikke kunne have lavet bedre, samtidigt med at Bent Østergaard som indledning til litteraturlisten informerer om, at han kun henviser til kilder, som han selv har beskæftiget sig med. Det er ikke kun en god bog at få forstand af. Den giver én et godt overblik over, hvem vi er her i Danmark.

Aktuelle bøger frA forlAget proskrift Abraham Cahan

DAVID LEVINSKYS NYE VERDEN

Abraham Cahan

DAVID LEVINSKYS NYE VERDEN

”… en historie, der fænger og holder fast.” Samuel Rachlin i introduktionen.

Roman, 512 sider, kr. 249,-

”en milepæl i jødisk-amerikansk litteratur”. Kristeligt Dagblad

Abraham Cahan

YEKL

Roman 86 sider, kr. 169,-

“En hjerteskærende historie … stor litteratur.” Weekendavisen

Hans P. Pedersen

MED RYGGEN MOD MUREN

Antisemitisme før og nu

160 sider, kr. 169,-

”Bogen anbefales alle...” Ritzau

Hans P. Pedersen

FRA DRØM TIL VIRKELIGHED

Jødisk immigration til Palæstina og Israel før og nu. 292 sider, kr. 198,-

”… får utrolig mange kendsgerninger med.” Ritzau

Ida Nudel

EN HÅND I MØRKET 294 sider, kr. 149,-

“… udstråler livskraft og værdighed, fortjener at blive læst!” Politiken.

Køb bøgerne hos boghandleren eller på tlf. 21 67 52 49

www.proskrift.dk

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Litteraturhistorie

Abraham Cahan

– en kreativ kosmopolit USA er indvandrernes land, landet hvor immigranter uanset baggrund kan nå de højeste positioner – hvis de finder fodfæste og lærer at begå sig. Forfatteren, socialisten og flygtningen Abraham Cahan beskrev som den første identitetsproblematikken i Amerika, set med jødiske øjne. Af Susanne Bernstein I 1882 sejlede et skib fra Litauen til New York. Med om bord var den 22-årige jødiske lærer og socialist Abraham Cahan. Han var på flugt fra de antisemitiske pogromer, som fandt sted i Rusland på den tid. Dermed var han blandt de første i den store jødiske immigrantbølge, der skyllede op på New Yorks kyster. Cahan skulle vise sig at få umådelig stor betydning for jødisk-amerikansk litteratur i kraft af sin virksomhed som foredragsholder, forfatter, journalist og grundlægger af Forvertz (1897), den største jiddishsprogede avis i verden med nobelpristagere som Isaac Bashevis Singer og Elie Wiesel i redaktionen. En avis, som i øvrigt eksisterer den dag i dag. I 2008 aflagde det amerikansk/ norske forfatterægtepar Paul Auster og Siri Hustvedt København et besøg. Anledningen var Copenhagen Literature Festival, hvortil de var inviteret. De havde hver skrevet en funklende ny roman, han Mand i mørke og hun En amerikaners lidelser.

Hvem er jeg? Romanerne har det til fælles, at de beskæftiger sig med identitet, et særdeles hyppigt brugt tema op gennem tiderne, hvilket er naturligt i betragtning af den store mængde indvandrere (ikke bare jødiske, selvfølgelig), som Amerika består af. Identitets problematikken er universel og har

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

sin oprindelse i det lille barns spørgsmål: ”Hvem er jeg?”. De to forfattere giver deres moderne fortolkninger af svaret på det spørgsmål. Mellem disse to begivenheder har et mylder af kunstnere, heriblandt forfattere, beskæftiget sig med emnet, som i sin amerikanske version første gang blev formuleret konkret af J. Hector St. John de Crévecouer (1735-1813) i spørgsmålet: ”What then is the American, this new man?” (Letters from an American Farmer,1793) og hans forsøg på at besvare det. Ralph Waldo Emerson (1803-82) beskæftigede sig også med emnet. Han var bevidst om, at de mange forskellige folkeslag skulle smelte sammen til ét. Israel Zangwill (1864-1926) havde ligefrem skrevet et teaterstykke i 1908, der hed The melting Pot. Andre amerikanske forfattere har som sagt taget emnet op og fortolket det på alverdens måder i kunstnerisk sammenhæng. Cahans fortjeneste og grunden til, at han bør fremhæves, består i, at han som Samuel Rachlin skriver i introduktionen til David Levinskys Nye Verden (2006), den danske oversættelse af Cahans The Rise of David Levinsky (1917): ” ... den første store jødiske roman i amerikansk litteratur, og den lægger grunden til en rig tradition, som Cahans efterfølgere har bygget videre på helt op til vores egen tid som f.eks. i Philip Roths bøger.”

Der er mindst tre ting, der gør Cahan speciel i denne relation. For det første tog han identitetsproblematikken op i en jødisk kontekst. Da han ankom i 1882, havnede han i et uroligt miljø præget af sociale konflikter, hvor der kom større fokus på sociale forhold i al almindelighed. Den romantiske genre måtte vige for realismen. Der blev udgivet samfundskritiske romaner af Hamlin Garland (1860-1940), William Dean Howells (1837-1920), Theodore Dreiser (18711945) og Mark Twain (1835-1910), for blot at nævne nogle få. Den Nordamerikanske Borgerkrig havde raset i 1861-65 med unionens genoprettelse og slaveriets ophør til følge. I sin journalist- og forfattervirksomhed gik Cahan dybt under overfladen og beskrev forholdene i den jødiske ghetto uden forskønnende sminke. Som den første beskrev han disse forhold for omverdenen på en så objektiv måde, som det nu var muligt. For det andet kendte ingen New Yorks Lower East Side så godt som han. I modsætning til mange andre indvandrergrupper, som valgte at sprede sig over hele Amerika, forblev de østeuropæiske jøder i New York. De dannede deres eget miljø, idet de tog deres shtetl-kultur med sig og plantede den i ny jord i Den Nye Verden. Cahan var som en fisk i vandet og kunne som ingen anden formidle oplysninger om ghettoen til amerikanske læsere og oplysninger om det amerikanske samfund til ghettoens beboere.

For det tredje havde Cahan en legendarisk evne til at fungere som kreativ brobygger. Han er beskrevet som en person med stor karismatisk udstråling, viden og empati. Eksempelvis valgte han at holde sine foredrag på jiddish, de fleste af tilhørernes modersmål, i stedet for på russisk, som ellers var normalt. Alle kunne nu forstå, hvad der blev sagt! I sin avis Forvertz oprettede han en læserbrevkasse, som hed A Bintl Brif. Her kunne læserne skrive ind om stort og småt og få gode råd. Med sit udgangspunkt i tre kulturer (den russiske, den jiddishe og den amerikanske) var Cahan netop den rette til at gå foran og vise vejen. Vejen, som immigranterne skulle gå for at udvikle sig til moderne borgere i Den Nye Verden. Selv tilpassede han sig lynhurtigt kravene og lærte sig engelsk og de nye koder ganske kort tid efter sin ankomst til landet. Den russiske kultur havde han i bagagen i form af sit kendskab til og beundring for de russiske forfattere Turgenjev, Dostojevskij, Tolstoj og Tjechov. Han var stærkt inspireret af dem i sit forfatterskab. Den jiddishe kultur var han født ind i. Hans forældre underviste i hebraisk, og hans bedstefar var rabbiner. Hans modersmål var selvfølgelig jiddish.

Cahans mesterværk Den amerikanske kultur lærte han som sagt hurtigt. Han gav sig også hurtigt til at skrive og udgive litteratur på engelsk. Det vakte opmærksomheden hos den føromtalte William Dean Howells, en af Amerikas mest kendte forfattere. Han opfordrede Cahan til at fortsætte med at skrive. Resultatet blev en samling noveller Yekl: A Tale of the New York Ghetto (1896), som Howells senere anmeldte. I denne anmeldelse for-

udsagde Howells, at Cahan ville gøre amerikansk litteratur ære. I 1917 fulgte så Cahans mesterværk, The Rise of David Levinsky, som for alvor slog hans navn fast. Den handler om Den Amerikanske Drøm, som hovedpersonen opfatter tvetydigt, idet drømmen tenderer et mareridt. Cahan levede, særligt i mellemkrigsårene, et kosmopolitisk liv, hvor han rejste meget. I 1886 havde han giftet sig med den russiskfødte Anna Bronstein, men brugte stadig hovedparten af sin tid på udadvendte aktiviteter, herunder rejser til sin fødeby nær Vilna, Palæstina og socialistiske kongresser i Europa. Hans betydning for jødisk-amerikansk litteratur er stor, ikke mindst fordi han tog fat om emnet ”identitet set fra en jødisk synsvinkel”. I Florida opførte man eksempelvis sidste år David Levinsky som musical på The Park Vista Theater; og i september 2008 viste Cinemateket i København filmen Hester Street, som er en filmatisering af Yekl. Som ægte klassikere vil disse romaner aldrig gå af mode. De er udtryk for det format, Cahan havde som kreativ kosmopolit.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

et helt forfatterskab

Talentet

Foer Af Michel Solovej

Den tyve oversæ årige ukra iner A tter og lexand guide Foer. er Pe Foer er for en rkhov ung am komm for at bliver et til erikan søge hyret Ukrai efter er ved morfa til at ne m by en Tr navn r fra na være ed et achim Jonath gamm zi st brod I et vr an Sa erne. elt fo og de fran ag af tograﬁ n kvinde rejser en bi i hånd l og m de ru , so en m ndt i redded ed Ale Rejsen øde la e x’ ha s ndskab halvbl beskri ns sig ve in ve er de s på af Ale d hjæ farfar sporet x på et lp af so af vi Jona m den ta en hå gebrok chauffø thans bløst bte tid kent en r beretn foræld i 1791 . gelsk, ing om et syno , hvor som ha Trachi byen nymor gør al n har får sit mbrod dbog. t og al lært navn, , en by Paralle le. Dis som få og kr lt se en ønike hører r afgø to spor der i som be rende 1941, ﬂettes betydn gynder da na til sids zister ing fo t sam ne til r både men intetJonath i et kr ydspun JONAT an, A HAN le x og ha kt SAFRA N FOE debu ns farf R er troman ar. født 19 , og i xd5

-A3-CMYK.q

21/06/05

Side 1

8:49

CT-Forside

bogen) 77 og den bl bor i . ev be New gejstre Ekstrem Filmen ha York. vde pr t mod t højt Alt bl emiere taget & utro iver op ligeled i den i U SA lig tæ lyst er es un danske efterå t på dervej hans (2005) ret 20 presse s som 05. Fo ﬁk og ﬁlm. (se in ers an de så he nrykte den ro Dansk man presse anmel delse skrev r og “Årets om Ek er smuk strem t højt keste & utro udgive lig tæ lse. Gu “Fabul t på: ddom erende melig og fant littera “Besæ “En vi astisk” tur” (P ttend rtuos (BERLIN e og be OLITI t orke KE N) GS KE strere væge TIDEN nde” t og vo DE) (J YL ldsom LAND S-POS t unde TE N) “Ryste rholde “Simpe nde m nde fo lthen es rtæ tervæ en fre lling” rk” (B mrage (INFOR .T.) nde ro MATIO N) man” (KRISTE LIGT DAG BL AD)

ISBN

87-797

3-160-

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Tænk at have læst et helt forfatterskab. Det er en følelse af intellektuel sejr. Når man så bliver tvunget til at indrømme, at hele forfatterskabet består af to romaner og nogle korte noveller, så blegner det opblæste intellektuelle praleri. Jonathan Safran Foer er en ung amerikansk forfatter. Han blev født i 1977 i Washington DC, har læst på Princeton University og bor nu i Brooklyn i New York. Han har vundet en række priser for sine roma-

ner bl.a. Guardian First Book Award og National Jewish Book Award. Udover de to letlæste romaner, som denne artikel handler om, har Jonathan Safran Foer udgivet noveller bl.a. i tidsskriftet The New Yorker og avisen The Guardian. Ingen af novellerne – If the Aging Magician Should Begin to Believe, A Primer for the Punctuation of Heart Disease, Cravings, About the Typefaces Not Used in This Edition eller Room after Room – er oversat til dansk. I en alder af bare 25 udgav han i 2002 romanen Alt bliver oplyst, som vakte stor opmærksomhed inter nationalt, og som også blev begejstret modtaget i den danske presse. I 2005 udgav han sin anden roman Ekstremt højt & utroligt tæt på om drengen Oskar, der mister sin far, da Twin Towers falder sammen 11. september 2001. Den anden roman fik endnu flere roser af anmelderne end den første. På bogens omslag er trykt et uddrag af Salman Rushdies anmeldelse: ”Jonathan Safran Foers anden roman er alt, hvad man håbede den ville være – et fyrværkeri, funklende, ambitiøs, gådefuld, men først og fremmest, i sit portræt af den faderløse Oskar, ekstremt bevægende. En enestående præstation.” Man må håbe, at Jonathan Safran Foer med disse to romaner har lagt kimen til et stort og omfattende forfatterskab, som vil give os oplevelser i mere end et halvt århundrede frem. Det vil helt sikkert være en stor intellektuel udfordring at beskrive hele dette fremtidige forfatterskab. Så for

at springe over, hvor gærdet er lavest, tager vi fat på Jonathans Safrans Foers endnu ufuldendte forfatterskab, mens opgaven stadig er overskuelig.

Avanceret fortælleteknik Lad det være sagt med det samme. Jeg elsker den første roman. Romanen Ekstremt højt & utroligt tæt på er rørende og fængslede læsning. Men jeg må erklære mig uenig med verdenspressen. Den kommer ikke op på højde med Alt bliver oplyst. Alt bliver oplyst favner østeuropæisk jødisk shtetl-historie, det post sovjetiske Østeuropa og Holocaust i ikke én, men to sammenfiltrede historier, som fortælles henholdsvis kronologisk og baglæns. Gennem hele bogen længes læseren efter at vende den næste side i håbet om, at de to historier vil forenes. Forfra fortælles den vanvittige historie om shtetlen Tachimbrod, som fik navn efter hovedpersonens tiptiptiptipoldemor. Hovedpersonen deler navn med bogens forfatter – Jonathan Safran Foer – og bogen fik følgende beskrivelse med på vejen i Weekendavisen: ”Den er en original kortslutning mellem selvbiografi og roman og mellem historieskrivning og fiktion …”. De sammenfiltrede historier fortælles overvejende som en brevveksling mellem romanens hovedperson, der er i færd med at skrive en bog om sin bedstefars shtetl, og den tyveårige

godt brev. Som du ved, er mit engelsk ikke første klasses. På russisk kan jeg udtrykke min tanker unormalt godt, men mit andet sprog er mindre primært. Jeg har forbrugt den ordbog, du gav mig i afskedsgave, sådan som du angav mig til, når mine ord virkede for pyntede eller utilstrækkelige. Hvis du ikke kan lide det, jeg skriver, vil jeg anbefale dig at lade mig det vide. Så vil jeg knokle videre med ordbogen, til du bliver helt forstemt.” Romanens to historier smelter sammen. Det sker i en dybt bevægende scene, som er bogens klimaks, hvor næsten alt bliver oplyst.

Romanernes fælles træk Der er fælles træk i de to romaner. Begge handler om et ungt menneske, der søger efter en sandhed om sin familie. I Ekstremt højt & utroligt tæt på er det den 9-årige dreng Oskar, der med en nøgle og en konvolut som eneste spor kaster sig ud i en odyssè i New York for at finde sandheden om sin fars sidste dage. Oskar opsøger syste matisk alle i New York, der hedder Black. Hvert besøg hos en Black giver et ekstra lille portræt af et menneskes skæbne. I Alt bliver oplyst er det Jonathan Safran Foer, der søger sandheden om sin egen historie i Ukraine. I begge tilfælde er det ikke alene, hvad de finder, der er forløsningen, men i ligeså høj grad selve søgeprocessen. Også Ekstremt højt & utroligt tæt

»… disse to romaner har lagt kimen til et stort og omfattende forfatterskab, som vil give os oplevelser i mere end et halvt århundrede frem …« ukrainer Alex Perkhov, der er hyret som guide og tolk for Jonathan Saf ran Foer på hans rejse tilbage til sine rødder i Tachimbrod. Historien om shtetlen er selvfølgelig uddrag af hovedpersonens bog, som han efter sin rejse til Tachimbrod, sender til Alex. Den moderne historie om tiden efter Holocaust fortælles bagfra gennem de breve, som Alex sender til Jonathan på et helt vidunderligt gebrokkent engelsk, som han lærer sig selv ved hjælp af en ordbog: ”Jeg hepper på, at dette her må blive et

på fortælles delvist gennem brevveksling. Ikke mindst de breve som Oskars bedsteforældre skriver, sammenstykker et billede af bedsteforældres besynderlige ægteskab. Det er et følelsesmæssigt fornuftsægteskab, som lider under tabet af den person de begge elsker langt højere end hinanden. Bedsteforældrene er tragiske mennesker, hvis skæbne blev forseglet under anden verdenskrig. Modsat hvad man skulle tro, er de ikke jøder, men tyskere, hvis liv bliver forandret under bombardementet af Dresden.

Nogle af bedsteforældrenes breve er stilet til Oskars far: ”Måske var det den historie, jeg fortalte mig selv, da jeg mødte din mor, jeg troede, at vi kunne få et smukt gensyn, selvom vi knap nok havde kendt hinanden i Dresden. Men det fungerede ikke. Vi har indtaget vores pladser, med armene strakt frem, men ikke strakt frem mod hinanden, blot for at måle afstanden, alt mellem os har været afmålt, et ægteskab på millimetre og faste regler …”

En ikke-kærlighed Kærlighedens mange afskygninger er et andet fælles tema i de to romaner. Eller mere præcist er det gennemgående tema en særlig form for ikke-kærlighed. Oskars bedste forældres ægteskab er et eksempel på en sådan ikke-kærlighed, konstrueret af tragiske mennesker som det bedste alternativ til et ellers uudholdeligt liv. Alt bliver oplyst tager sin begyndelse med Jonathan Safran Foers tiptiptiptipoldemor Brods mystiske vandfødsel. Hun vokser op hos en enlig plejefar, Yankel, som også har en tragisk historie bag sig: ”Men min tiptip-og-så-videre og megetensomme-oldemor elskede ikke Yankel, ikke på den enkle og umulige måde, dette ord dækker over.” Brod og hendes plejefar Yankel konstruerer en helt egen verden, hvor deres ikke-kærlighed florerer: ”... hvis der ikke er nogen kærlighed i verden, skaber vi blot en ny verden og rejser tykke mure rundt om den og indretter den med bløde, røde møbler og anbringer en dørhammer udenfor, der lyder som en juvel der glider fra juvelerens filtklæde, så vi aldrig hører den. Elsk mig, for kærlighed eksisterer ikke, og jeg har prøvet alle de ting, der eksisterer.” Goldbergs læsere må ikke snyde sig selv for Jonathan Safran Foer. Læs hele forfatterskabet, mens tid er. Mens det stadig er overskueligt. En genlæsning kan afdække nye lag eller bare give et par dages fornøjelse. Ellers må man vente i spænding på, hvilken sprudlede nyskabende roman, den unge forfatter barsler med næste gang. Det kan kun gå for langsomt. GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

kan film ændre verden?

Animeret krig Den biografaktuelle animationsfilm Waltz with Bashir er en mørk og voldsom historie baseret på personlige oplevelser fra Libanonkrigen i 1982. Goldberg har talt med den prisbelønnede israelske instruktør Ari Folman. WINNER of Best Foreign Language Film of the Year

Af Natalia Gutman og Ida Marie Hede Tegnefilm for voksne hitter både på de internationale filmfestivaler og hos filmselskaberne. Med sin kontroversielle film Waltz with Bashir har den israelske filminstruktør Ari Folman ført den animerede genre op ad den røde løber og helt frem i rampelyset. Filmen blev i 2008 nomineret til årets bedste film ved Cannes Film Festival og ved European Film Awards i København. I januar 2009 modtog den en Golden Globe for bedste udenlandske film, i begyndelsen af februar fik den ** og ved Oscar uddelingen i slut-

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

ningen af februar *** . Filmen vises i denne tid i flere biografer landet over. Waltz with Bashir er usædvanlig i sin måde at skildre krig på. Selv efter eksperimenterende tegnefilmssucceser som f.eks. danske Anders Morgenthalers Princess og iranske Marjane Satrapis Persepolis, der begge har rykket ved opfattelsen af tegnefilm som en genre for børn, overrasker Waltz with Bashir. Det er Folmans blanding af skarp og realistisk tegnet streg og dokumentarklip i form af interview, som er med til at levendegøre hans tid som soldat og gøre filmen helt unik. Stederne og personerne i filmen er autentiske og blev oprindeligt filmet

med kamera, hvorefter et større antal animationskunstnere i en arbejdsproces over fire år skabte de både smukke, uhyggelige og symbolske billeder, der kendetegner Waltz with Bashir. Den 47-årige Ari Folman er ingen debutant inden for filmkunsten, og han har tidligere høstet priser for sit arbejde. I 1991 vandt hans afgangsfilm om Golfkrigen Comfortably Numb bl.a. den israelske ’Oscar’ for bedste dokumentarfilm. Det var dog gennem sit arbejde med tv-serien The Material that Love is Made Of fra 2004, at han opdagede animationens spændende muligheder. Og animationen var netop, hvad Folman søgte for

at kunne realisere og omsætte sine urovækkende erindringsbilleder fra oplevelserne i Libanon til film: ”Animationen gav mig den nødvendige kunstneriske frihed, alt kunne pludselig lade sig gøre. Krig er så surrealistisk, og hukommelsen er så bedragerisk, at jeg følte, at jeg kun kunne beskrive min erindringsrejse ved hjælp af en helt særlig form for illustrationer.”

En personlig historie Filmens historiske afsæt er israelernes invasion af Sydlibanon i 1982. Hovedpersonen, Ari Folman selv, var 19 år og soldat under krigen. Om baggrunden for arbejdet med Waltz with Bashir siger han: ”Jeg indså, at der var nogle store huller i min erindring om krigen, og jeg vidste, at mange af soldaterne fra krigen i Libanon i 1982 bærer rundt på masser af ubearbejdede oplevelser.” Det er disse hukommelsestab og ubearbejdede hændelser, der er filmens omdrejningspunkt, og dermed er Waltz with Bashir ikke blot en film om krig, men en film om Folmans rekonstruktion af sine fortrængte oplevelser. ”Historien i filmen bygger på min personlige erfaring som soldat”, fortæller Ari Folman, men han understreger, at han har været meget bevidst om udfordringen ved at fortælle en personlig historie, der involverer mange mennesker og som tilmed ligger tyve år tilbage i tid. For at skabe en troværdig film annoncerede Folman i israelske dagblade efter folk, der ville afgive vidnesbyrd om deres oplevelser fra krigen. Han modtog flere hundrede henvendelser og personlige fortæl-

linger, og dem bruger han i sin film ved at lade historien fortælles af både tidligere soldater, en krigsreporter og af sine egne venner. Der pendles mellem interviews, flashbacks og animationer, der tegner en billedskøn, men også psykologisk skræmmende skildring af soldaternes oplevelser i Libanon. Filmen bliver således både for hovedperson og tilskuere en rejse fra person til person og fra erindring til erindring. Ligesom for virkelighedens Ari Folman er det for filmens Ari en kompliceret proces at vække minderne fra fortiden til live, og han har brug for hjælp undervejs. Blandt andre betror han sig til sin bedste ven Ori, og samtalen mellem dem udvikler sig til en nærmest terapeutisk session, der giver Ari nye perspektiver på sin søgen. Ori reflekterer over, hvor medgørlig, men også bedragerisk, vores erindring kan være. Men medens Ari er bange for at

opdage ting om sig selv, som han ikke vil vide, tror Ori på, at erindringen passer på os. ”Hukommelsen tager os derhen, hvor vi har brug for at være”, siger han. Har Folman så selv fået samlet trådene? ”Skabelsen af filmen var god, men den terapeutiske del var elendig”, siger han.

Soldaterliv En kampvogn ruller gennem Libanons landskab. Soldaterne snakker og griner, som var det en gruppe unge drenge på cruise i bil gennem Tel Avivs gader. Pludselig befinder vi os inde i kampvognens klaustrofobiske rum. Her genkalder Ari sig, hvordan han i en uoverskuelig situation kommanderer sin kammerat til ikke at tænke så meget, men bare skyde løs. Ungdommens sorgløshed og soldaternes manglende erfaring bliver tydelig. Senere, på stranden, knalder de ud og slikker sol, mens missilerne eksploderer inde i Beirut. De kan lige

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

så godt leve livet, inden de dødbringende kampe går i gang. Høj rockmusik kører på lydsporet. Det er den ultimative virkelighedsflugt. Og det er krigens intensitet. Men Folman har ikke kun lavet filmen med det formål at bearbejde sine egne traumer. Der er også andre ting på spil: ”Krig er så utroligt nyttesløst. Det er slet ikke, som man ser det i amerikanske film. Der er ingen glitter, ingen berømmelse!”, pointerer han. Hans ønske har været at lave en kritisk film, der kunne punktere unge menneskers romantiske forestillinger om krig. En film, der ikke forfalder til at dyrke stereotyper som heltemod og soldaterfællesskab. Tværtimod giver filmen stemme til krigens antihelte og viser de personlige eftervirkninger af krig. Billedet af hvordan unge soldater kastes direkte ud i en krig, de ikke selv har overblik over, er skarpt og hjerteskærende.

Tragedien i Sabra og Shatila Mod filmens slutning skildres en af krigens mest skelsættende begivenheder. Den libanesiske leder Bashir Gemayel bliver dræbt ved et attentat, og det udløser en hævnaktion fra de kristne falangister, libanesernes milits. Under påskud af at ville finde de ansvarlige bag mordet på Bashir, myrder falangisterne indbyggerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

De unge israelske soldater opholder sig ganske tæt på, men uden at vide, hvad der egentlig foregår. Filmen antyder dog, at nogle af de israelske soldater nærede mistanke, men at der fra højere instans blev meddelt, at alt var under kontrol. Dette spørgsmål om, hvem der vidste hvad, har givet anledning til diskussion siden. I Waltz with Bashir lader Folman den anerkendte krigskorrespondent Ron Ben-Yeshai fortælle om, da han ringede til daværende forsvarsminister Ariel Sharon for at viderebringe et rygte om, at flere soldater havde været vidne til falangisternes massakre, og at Sharon mere eller mindre ignorerede advarslen. Filmen antyder således, at de israelske politikere har lagt låg på beretningerne om de faktiske begivenheder i flygtningelejrene. Goldberg spurgte Folman, om han selv føler sig ansvarlig for, hvad der skete i Libanon. ”Nej, jeg føler mig ikke personligt ansvarlig. Jeg kan ikke påtage mig en national skyld, og som simpel soldat kunne jeg selvfølgelig ikke have stoppet det.” Men Folman fremhæver, at hvis han havde været øjenvidne til det, der skete, håber han inderligt, at han ville have haft modet til at gribe mere dramatisk ind, end han gjorde.

Upolitisk film Selv om Waltz with Bashir er blevet karakteriseret som ”animationsdo-

kumentar” på grund af det historiske afsæt og de autentiske interviews, afviser Folman, at han har forsøgt at lave en objektiv skildring af begivenhederne i Libanon. Tværtimod er det en meget personlig film, og Folman understreger desuden, at: ”Det er en absolut antikrigsfilm og en fuldstændig upolitisk film. Hvis det skulle have været en politisk film, skulle den have belyst flere ståsteder, både de kristne falangisters og palæstinensernes.” Siden premieren i maj 2008 er Waltz with Bashir blevet vist mange steder rundt om i verden, blandt de mere kontroversielle er Ramallah på Vestbredden og Jordan. I januar måned blev den vist ved en privat screening i Beirut, byen hvis grusomme skæbne den omhandler. 40 mennesker var inviteret til at se den, men 90 mødte op. Organisatorerne bag screeningen fortæller til den israelske avis Haaretz, at interessen for filmen er stor, og at det forventes, at den udkommer på DVD i Libanon i løbet af marts måned – hvorefter den hurtigt vil kunne ”fås i piratkopier overalt i landet”. Det glæder naturligvis Ari Folman, at filmen har et publikum i den arabiske verden – det forventes, at den også snart bliver vist i de arabiske golfstater. Folman tilføjer beskedent, men dog bestemt at: ”Jeg tror ikke på, at film kan ændre verden, men jeg har stor tiltro til, de kan bygge små broer mellem mennesker.” I filmens sidste scener indser Ari, at han faktisk var til stede, da de palæstinensiske kvinder strømmede ud af lejrene, jamrende i fortvivlelse over drabene på deres familier. Waltz with Bashir slutter da også temmelig overraskende med en række meget barske dokumentariske optagelser af kvinder, mænd og børn, der ligger i ruinerne efter massakren. Hvorfor var det nødvendigt at slutte filmen sådan? ”Det er en helt igennem ideologisk beslutning, ikke en kunstnerisk. Jeg ville ikke have, at man skulle forlade biografen med en følelse af, at ’Nej, hvor var det bare en smuk og cool animationsfilm’. Det var virkelige mennesker – børn og kvinder – der døde.”

Marie Hvid Pørksen, Akils stue

MARIE HVID PØRKSEN Modtager af Ernst Goldschmidts legat 2009 Aktuelt: Galleri Albrechtsen: KBH. ”Asyl”, marts 2009.

WWW.MARIEHVIDPORKSEN.DK

Ernst Goldschmidt 1879-1959

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

goldberg i berlin

Af Michael Kuttner Man står i Schönefeld-lufthavnen nær Berlin og venter på Goldberg. Uden helt at vide hvorfor er det indtrykket, at Goldberg har været en besværlig passager som så mange, der flyver med lavprisselskaber og fortsat forventer kaviar og champagne serveret af nydelige stewardesser. Kabinebesætningen er såmænd stadig nydelig, og EasyJet, der flyver mellem København og Berlin næsten dagligt, har større og mere moderne maskiner end SAS på samme rute, men ellers er Schönefeld et discountetablissement. Luftfartsselskaberne her sælger billetter til ingen penge, og så må man tage med, at man ved ankomsten må gå op og ned ad trapper og ved afgangen spadsere gennem en kombineret burgerrestaurant og parfumeforretning for at nå sit fly. Goldberg er da også noget medtaget, da vi endelig mødes i publikumsterminalen. De matterede døre, der adskiller den åbne del fra sikkerhedsområdet, er fra DDR-tiden, da Schönefeld var det kommunistiske styres hovedlufthavn. Det var næsten umuligt at få en taxi dengang, i dag står de i lange rækker, alle flødefarvede, for på dette ene område er Tyskland ikke frisindet. Taxier skal have denne kulør, ingen kan mere

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

huske hvorfor, og da en vognmand i Nordtyskland for nogle år siden forsøgte sig med en anden bemaling, fik han et frygteligt hyr med kolleger og myndigheder. Det gode ved Berlin er – bl.a. – at der er mindst to eksemplarer af alting. Der er to lufthavne, to zoologiske haver og tre operaer. Der er også tre universiteter. Det skyldes delingen efter Anden Verdenskrig. Mellem 1961 og 1989 gjorde Muren samkvem næsten umuligt, og derfor måtte man have alt, hvad der hører til en by, to gange, en gang i Vest og en gang i Øst. Da Muren faldt, og Berlin, som Tyskland i øvrigt, blev genforenet, var det, som når to modne personligheder flytter sammen. De har begge en sofagruppe, bestik til 24 personer og en dobbeltseng, og ingen af dem er til sinds at opgive noget. Besøgende, ikke mindst Goldberg, er imponerede, men for de fastboende betyder det høje skatter og en kolossal offentlig gæld. Goldberg ville ikke være

Goldberg, hvis der ikke var en særlig interesse for byens jødiske liv. Det er både ligetil og indviklet. Berlin havde for hundrede år siden en markant jødisk befolkningsgruppe, om end den kun udgjorde fire procent af det samlede indbyggertal, langt mindre end i f.eks. Wien. 1905 var der 130.000, 1925 var det steget til

, useum m e k s i d Det jø Libeskind l e i n af Da

tegnet

um use eskind m ib ke ødis aniel L j t D De t af e n g te

173.000, ved Hitlers magtovertagelse 1933 var der 160.000. Under krigen levede mellem 5.000 og 7.000 under jorden, da freden kom 1945 var der 1.400 tilbage. Siden har Berlin – og jøderne – søgt at bearbejde tragedien, som er allestedsnærværende. Går man ud af varehuset KaDeWe i Vestberlin kan man på den anden side af gaden se skilte med navnene på samtlige koncentrationslejre. Ved gamle adresser på jøder, der om-

Holocau s tegnet af tmindesmærket Peter Eis enman

Spørgsmålet er dels, om man vil dvæle ved sorgen eller udforske det jødiske liv, der blomstrede indtil 1933 og er ved at finde fodfæste igen, dels om man inden for hver kategori vil se rub og stub eller vælge det ypperste. Goldberg ønsker bl.a. at se det jødiske museum, tegnet af Daniel Libeskind og genstand for en del rumlerier for en halv snes år siden. Det bliver på egen hånd, for man selv

»… spørgsmålet er dels, om man vil dvæle ved sorgen eller udforske det jødiske liv …« kom i Holocaust, er der de senere år nedfældet såkaldte Stolpersteine, brosten af gyldent metal. De bærer de pågældendes navne og årstal og er lidt højere end fortovet i øvrigt, så man snubler, hvis man ikke passer på. Deraf betegnelsen. Bogladerne bugner med litteratur om Holocaust, man hører ustandseligt om emnet i aviser, radio og fjernsyn, og en spillefilm om modstandsmanden Claus von Stauffenberg har netop haft premiere med Tom Cruise i hovedrollen.

Libeskind Det er altså ingen kunst at finde minder og materiale om den jødiske dimension, men man skal vælge.

har et problematisk forhold til stedet. Man kan f.eks. hævde, at tyske jøder har haft en så dramatisk historie, at man ikke behøver at peppe den yderligere op. Libeskind var af en anden opfattelse, da han 1989 vandt arkitektkonkurrencen om bygningen. Grundridset er som et lyns, huset er belæsset med symbolik om Holocaust, men det er mere et monument for Libeskind end for jøderne. Det er også uegnet til udstillinger. Mange rum er trekantede, man kan dårligt hænge noget op, man kanter sig uden om montrer midt på gulvet, og huset var så dyrt (næsten en halv milliard kroner), at man ikke havde råd til at opbygge en samling. Da

museet blev åbnet 2001 brugte man f.eks. en indkøbspose fra KaDeWe til at illustrere, at varehusets grundlæggere var jøder. I mellemtiden har man fået flere objekter og holdt skiftende udstillinger, af hvilke nogle har været ganske interessante, men byggeriet er ikke blevet mindre manieret. I Frankfurt, i Wien og ikke mindst i München har man glimrende jødiske museer, som leverer solidt arbejde uden tivolieffekter. Det skal retfærdigvis med, at Goldberg var bevæget efter besøget i Libeskind-projektet. Det samme er de fleste andre, også ikke-jøder, der besøger stedet, så et eller andet sætter det i gang. Men det er, hvad amerikanere kalder hard sell, man bruger alle kneb og kan igen spørge sig selv, om det er nødvendigt, navnlig når indholdet er så pauvert.

Dix og Kokoschka Hvad skal vi så se, spørger Goldberg. Man foreslår Berlinerische Galerie, der har en glimrende samling malere, som har præget byen, blandt dem Otto Dix og Oskar Kokoschka. Det ligger i nærheden af det jødiske museum og er dets arkitektoniske modsætning. Tegnestuen bag Berlinerische Galerie plejer at opføre lagerbygninger for discountsupermarkeder. Resultatet er et enkelt, stort hus, der er nemt at finde rundt i og har god vægplads til kunsten. Det GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

linjer, forbliver Café Einstein nummer et. Der er, traditionen rket tro, to af tmindesmæ an s u a c lo o H slagsen, en i eter Eisenm tegnet af P Vest og en i Øst, om end fuldendes. sidstnævnte Mødet fandt først kom til sted i en villa efter Murens fald. Begge har et godt, ved søen; i østrigsk inspireret køkken, men den dag er den oprindelige udgave i Kurfürstenstrasmuseum. se, altså i Vest, vinder på point. Man Men det er sidder som i Wien ved forrige ikke destiårhundredskifte, og har man først nationen. Nærved ligger en mere opløftende, og »… Overtjeneren Felix er oprindelig fra Wien og et mindre kendt, seværdighed, maleren unikum med underspillet charme. Man ved, at det Max Liebermanns sommerhus. Liebermann (1847-1935) er formentlig er ham, hvis man til kaffen får et glas vand med en den største maler, byen har fostret, teske ovenpå, som i Østrig …« berlinerne elsker ham, han var en af modernisterne i tysk kunst og en samler af fransk impressionisme. Hans internationale gennembrud guffet en wienerschnitzel og en kårligt – som er af forskellig størrelse – skønt han endnu i dag ikke er apfelstrudel i sig, har man svært ved og minder om gravsten. Når man går voldsomt kendt uden for Tyskland – at bevæge sig yderligere. Det skulle mellem dem, kan man føle sig forfandt sted under verdensudstillingen da lige være for at nyde en lille glad tabt. Det er også meningen. Der er et i Paris 1889. Han og Georg Brandes, kop kaffe, der ikke fås bedre nord for underjordisk dokumentationscenter, der boede i Berlin 1877-1882, havde Alperne. Overtjeneren Felix er hvor Holocaust anskueliggøres, så infælles venner, og han var formand oprindelig fra Wien og et unikum gen efterlades ligegyldig. Kender man for det prøjsiske kunstakademi. Han med underspillet charme. Man ved, historien, og er man en sart sjæl, kan portrætterede bl.a. rigspræsident Paul at det er ham, hvis man til kaffen får man springe besøget her over, men von Hindenburg. Hans billeder er et glas vand med en teske ovenpå, stelerne bør man se. præget af både dybde og lethed, og som i Østrig. alt var godt indtil 1933. ”Jeg kan ikke Næste dag – Goldberg har sovet Liebermann spise så hurtigt, som jeg skal brække som en sten – byder man på udflugt Efter så megen aktivitet og drama mig,” sagde han. til Wannsee. Den store sø uden for trænger både gæst og vært til at hvile Liebermann døde ensom og forBerlin har givet navn til den konfeben og sind. Valget er ikke svært. Der agtet, men de fleste af hans værker rence, hvor Hitlers håndlangere 1942 findes mange smarte beværtninger i har overlevet. Han boede i et palæ besluttede, hvordan Holocaust skulle Berlin, men for den, der skriver disse har også kostet en hel del mindre end Libeskinds mindestuer. Til gengæld er der ingen, som ved, hvad arkitekten hedder. Fra galleriet, som altså er et museum, fortsætter man til Holocaustmindesmærket nær Brandenburger Tor, den gamle byport, som er hovedstadens vartegn. Det udløste, som alle store byggeprojekter i Berlin, enorm debat, men siden det blev indviet for fire år siden er den forstummet. Dette projekt er et eksempel på, at en god arkitekt – amerikaneren Peter Eisenman – kan skabe et stort værk og siden trække sig tilbage i diskretion, fordi værket altid må være vigtigere end ophavsmanden. Mindesmærket består af 2.711 steler – antallet er vil-

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU



Berlin har i løbet af sin meget omskiftelige status og tilværelse spillet en stor rolle i mange

verdenshistoriske begivenheder og er efter genforeningen igen blevet et af de vigtigste kulturelle og politiske centre i Europa. Udover at være et centralt og vigtigt trafikknudepunkt har byen også utallige verdensberømte kulturelle institutioner samt førsteklasses forskningscentre og universiteter. Byen er et af de mest besøgte turistmål i Europa.

Café E instein

ermanns Max Lieb

nere år har man i bladet kunne følge ved siden af Brandenburballaden i Berlins jødiske menighed. ger Tor, overtaget efter Uroen skyldes især uoverensstemen velhavende far, og lod melser mellem traditionelle tyske 1909 opføre sommerresijøder og russiske indvandrere, politidensen ned til søen. Den anmeldelser er føget gennem luften, blev overtaget af nazisterne, og undervejs har man formøblet milefter krigen blev den til et lioner, så regnskabet i dag ligner den sygehus og siden til en dykislandske finanslov. kerklub, men 2006 fuldførtes et mirakel. Efter en omfattende istandsættelse, gennemført med »… Efter en omfattende private midler, åbnede istandsættelse, gennemført huset og den smukke have, foreviget i mange med private midler, åbnede billeder, som Lieberhuset og den smukke have, mann-museum. Det er en perle sommer foreviget i mange billeder, og vinter, netop som Liebermann-museum …« nu er der en udstilling med værker udlånt fra Bremen, og en lille Postkortet café byder på små retGoldberg er behørigt imponeret over ter og fortrinlige kager. lekturen, men efterhånden en anelse Goldberg fandt især træt. Sidste punkt i programmet behag i en såkaldt Hertrænger sig på, den jødiske begravelrentörtchen, en chosesplads i Weissensee, den største i koladekage, der er lidt Europa. Der er over 115.000 gravsteaf en kaloriebombe. der, under krigen søgte mange tilflugt Fra Wannsee går her, og overlevede. Siden blev stedet turen til Unter den administreret af DDR-regimet, de Linden i Østberlin oprindelige kartoteker over de døde og et besøg på den er bevaret, og pladsen er et klenodie. anden Café Einstein. Der er gået 48 timer siden GoldHer kan man bl.a. bergs ankomst, Schönefeld-luftstudere Jüdische havnen venter, turen går tilbage Allgemeine, en avis til København. Nogle dage senere der udkommer ankommer et postkort. På vej til flyet hver 14. dag, velhar Goldberg spist en burger, står skrevet og smukt der. Den smagte af parfume, men formgivet, med var ellers helt god. Der står også, at en glimrende Goldberg glæder sig til næste besøg, orientering om men at der nok vil gå lidt tid. Det er det jødiske liv i man glad for. Tyskland. De se-

sommerh

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

politisk kommentar

Om davidsstjerner og andre forfatnings stridige symboler Af Peter Tudvad Når man til daglig sidder i Berlin, kan det godt virke skræmmende at læse danske internetavisers bulletiner fra København. Forbundsrepublikkens hovedstad er nemlig en del roligere end kongerigets, hvor der tilsyneladende bestandigt er bandekrige, gadekampe og knivdrab. Heller ikke under den nylige Gaza-krig kunne de tre en halv million berlinere hamle op med den ene million københavnere. Bevar’s, selvfølgelig var det kun en lille del af dem, der bød på det spektakulære skue på Rådhuspladsen, hvor der blev brændt israelske flag af, råbt død over Israel og strakt arme i vejret, så det fint kunne have udspillet sig på Opernplatz i Berlin under bogafbrændingen den 10. maj 1933. I dag brænder tyskerne hverken bøger eller flag af, men går strengt i rette med enhver, der truer forbundsrepublikkens demokratiske forfatning. Således har de et forfatningsværn, der nidkært vogter på enhver trussel, ligesom det er forbudt at distribuere nazistisk propaganda, benægte holocaust offentligt og flage med hagekorset. Krænker man forbudene, får man prompte med justitsen at gøre, men – det risikerer man minsandten også at få, selvom man kun gør det, der er tilladt. En sådan erfaring gjorde nogle borgere i Duisburg den 10. januar i år, da ti tusinde demonstranter tilfældigvis gik gennem netop deres gade i protest mod den israelske invasion af Gaza-striben. Selv var de nævnte borgere ikke hjemme, men i deres lejlighed havde de efterladt to israelske flag i vinduet, så de tydeligt kunne ses nede fra gaden.

Om flagene bare var udtryk for en emotionionel tilknytning til den jødiske stat, eller om de skulle forstås som en politisk manifestation over for demonstranterne neden for vinduerne, melder historien ikke noget om. Men demonstranterne lod sig i hvert fald provokere af flagene, så de begyndte at kaste snebolde og tungere skyts mod vinduerne. Den slags falder naturligvis ikke ind

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

hører til den tyske forbundsrepubliks statsræson, så er hverken lovgivere, domstole eller politi i stand til at sikre sine jødiske borgere en de facto ret til at gå i fred på gaden med kippa og slangekrøller. Samtlige synagoger i landet be vogtes døgnet rundt af politiet, men efter episoden i Duisburg må man konkludere, at beskyttelsen i fremtiden også bør omfatte private hjem,

» … Sagen var jo den, at de i praksis havde behandlet den blå davidsstjerne på det israelske flag, som var den lige så forfatningsstridig som hagekorset …« under den forfatningssikrede ytringsfrihed, så man forventer uvilkårligt at høre, at politiet satte en stopper for demonstranternes ulovlige meningstilkendegivelse. Det gjorde politiet skam også – ved at bryde ind i lejligheden og fjerne de israelske flag for at undgå »at situationen udviklede sig«. Politiet opnåede sit mål og mente oprigtigt at have handlet efter konduite. Det var der bare en del andre, der ikke mente, at de havde gjort. Sagen var jo den, at de i praksis havde behandlet den blå davidsstjerne på det israelske flag, som var den lige så forfatningsstridig som hagekorset. Dermed rørte episoden, som politiet i øvrigt endte med at undskylde, ved det skisma, der består mellem forfatningen og lovene på den ene side og det civile samfund og dets faktiske normer på den anden side. For selvom den israelske stats eksistensret sammen med kampen mod antisemitismen af historiske grunde

hvis beboerne insisterer på retten til at hænge et israelsk flag i vinduet eller sætte en niarmet lysestage i karmen. Jeg tilstår, at jeg ikke selv ville vove det, hvilket gør mig så meget desto mere mismodig, som man sidste sommer her i Berlin kunne glæde sig over en mangfoldighed af nationale flag under europamesterskaberne i fodbold. Byens store tyrkiske minoritet kørte rundt med hornet i bund og et tysk flag i den ene side af bilen, et tyrkisk i den anden side. På den måde lærte tyskerne sågar lidt af deres tyrkiske medborgere, så de endte med at feste sammen. Nu venter vi så bare på et verdensmesterskab med israelsk deltagelse for at se, hvordan det vil spænde af, når nogen sætter et israelsk flag på køleren eller bag sidespejlet. Har nogen tilstrækkelig civilcourage til at gøre forsøget? Hvor lang tid får flaget lov at blive siddende? Og hvem fjerner det? GOLDBERG | #12 #11 | WWW.GOLDBERG.NU

bibelske tidende

En guddommelig

skideballe Af Peter Nejsum Gud skælder en del ud i Bibelen, det kan man ikke komme udenom. Det sker fx når folket har svigtet Herren, mere eller mindre åbenlyst har flirtet med andre guder, eller ikke har overholdt hans bud. Men et af de absolutte højdepunkter stammer fra slutningen af Jobs bog. Her er det kun Jobs tre venner, der får kærligheden at føle: De får en guddommelig skideballe og bliver bebrejdet at have talt usandt om Gud. ”Min vrede er flammet op mod dig og dine to venner”, får én af dem at vide, ”fordi I ikke har talt sandt om mig, sådan som min tjener Job.” Det er særlig frydefuldt, fordi de netop har gjort, hvad de kan for at redde Guds ære. De har nemlig sat al deres intellektuelle formåen ind på at se en rimelighed i de ulykker, Gud lader regne ned over Job. I kapitel efter kapitel prøver de at overbevise den stakkels Job om, at der er fornuft i galskaben, og at der ganske enkelt må være en sammenhæng mellem Jobs liv og de lidelser, der rammer ham.

Et ordentligt menneske Hvad er der da sket for Job? Da vi møder ham, går det ham godt. Han har syv sønner og tre døtre, og han er rig: Han ejer tusindvis af får og kameler, hundredvis af okser og æselhopper og en mængde trælle, får vi at vide. Men ikke nok med at han er en af de mest velhavende, han er et ordentligt menneske, han er gudfrygtig og generøs, på enhver måde et forbillede på en god samfundsborger. Så god – desværre, kan man sige – at Gud ikke kan lade være med at prale med ham over for Satan, for et så godt og gudfrygtigt menneske skal man lede længe efter. – Bah, siger Satan, han er bare så from, fordi det

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

går ham godt, og så gudfrygtig fordi du forkæler ham! Næ, lad mig lægge min hånd på ham, så vil han spytte dig op dit åbne ansigt! Gud indvilliger i, at det må komme an på en prøve, og Gud giver Satan lov til at mishandle Job for at se, om det holder stik – mildest talt ikke særligt betryggende, at den slags kan finde sted! Det afgørende for fortællingen er imidlertid, at det dermed er bøjet i neon, at der ikke er nogen opbyggelig pointe i de ulykker, der rammer Job. Det er blot resultatet af et bizart væddemål i himlen. Dermed er ét af de mest påtrængende spørgsmål klar til behandling, nemlig lidelsens problem.

Jobs ulykke Job mister alt. Ikke bare sin ejendom, sine utallige husdyr og trælle, men også hans sønner og døtre omkommer. Men Job siger blot: Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet. Så strammes skruen: Job rammes af sygdom og ondartede bylder og ender med at sidde i askedyngen og skrabe sine væskende sår med potteskår for at lindre smerten. Det er sådan Jobs venner Elifaz, Bildad og Sofar møder ham – og de kan næsten ikke kende ham. Til at begynde med sidder de bare hos ham. I syv dage og syv nætter siger de ikke noget, de er der bare. De gør med andre ord det, der er så svært, selv om det er så indlysende: At være der, sammen med Job, i lidelsen og afmagten. Hvor ofte oplever den, der har mistet eller er ramt af ulykke ikke, at andre har travlt med at lade som ingenting, gå over på det andet fortov. Vi ved ikke, hvad vi skal sige, og prøver i stedet at flygte fra vores egen afmagt. Men måske behøver man slet ikke sige så meget, men bare være der, sådan som Jobs venner er det.

Vennerne tager ordet

Men vennerne kan alligevel ikke styre sig. Job beklager sig, han forbander den dag han blev født. Det er for stor en anfægtelse at se deres ven sådan, eller rettere, det er for stor en anfægtelse at se deres Gud sådan. Det strider i den grad mod alle deres fromme forestillinger om Gud, at han kan gøre det mod et menneske som Job – og så begynder de ellers den ene forsvarstale efter den anden, der alle sammen skal vise, at selvfølgelig har Gud en mening med det han gør. Og derfor tager de Guds parti – og ikke deres ven Jobs. Det må være en retfærdig straf for noget han har gjort. Job nægter at have gjort noget. Men er han nu helt sikker på det? Kan det ikke være noget han har gjort uden at vide det? Og kan et menneske være mere retfærdigt end Gud? Eller de hævder, at Gud så nok er ude på at fortælle ham noget, at irettesætte ham, lære ham noget. Har han ikke været lidt for stor på den, har han ikke taget det liv, han havde, som en selvfølge?

Skyld og skæbne I vore dage tænker ”Jobs venner” anderledes, men hensigten er den samme: At se en fornuftig sammenhæng i det, der ikke rummer nogen fornuft. Selv om Gud ikke fylder lige så meget, fylder sammenhæng mellem skyld og skæbne stadig meget. Lidelserne er ikke bare tilfældige, men skyldes for få grøntsager, for lidt motion, for mange smøger, for stresset et liv, for lille opmærksomhed på ”kroppens signaler”, for lidt ”positiv tænkning”. De moralske brister har fået ny indpakning, men argumentationen er præcis den samme. Man straffes for sine synder. Man genfinder i dag også vennernes forsøg på at gøre det hele til

en læreproces. Lidelsernes formål er at åbne vores øjne for noget, vi har glemt, nogle sande værdier i tilværelsen, som vi har lukket øjnene for. Selv om den, der lider, bagefter ville kunne sige, at det lærte ham eller hende noget vigtigt, så er det dog de færreste, der vil bytte. Det er åbenbart svært at acceptere, at ulykken rammer blindt, og så konstruerer man en sammenhæng. Uanset hvilken grund man måtte have til at holde Gud udenfor, bliver der kun én tilbage til at bære den frygtelige byrde: mennesket selv. Sådan taler Jobs venner, dengang som nu. Der må være en mening i galskaben – og for at redde dén ofrer de i virkeligheden den lidende Job. Det er ikke svært at forstå, at Job bliver vred på dem og afviser alle deres velmente ord og billige trøst.

En skideballe – og et svar Det frydefulde er, at de bliver sat sådan på plads, ikke bare af Job, men af Gud selv. Alle forsøg på at gøre sig kloge på, hvad Guds mening med dette eller hint måtte være, gøres til skamme. Gud roser derimod Job for at have talt sandt om Gud – og det er egentlig lige så overraskende, for hvordan er det lige han har gjort det? Han har skældt og smældet, han har forbandet den dag, han blev født, han har anklaget Gud for alt det værste, at være ligeglad, uretfærdig, fjendtlig. Han har, billedligt talt, taget Gud i reverset og rusket ham og vredt råbt i ansigtet på ham: Hvorfor gør du det her imod mig? Det mærkelige er, at Gud til sidst svarer Job. Gud taler til ham inde fra en storm, der pludselig rejser sig. Det er måske ikke et det svar, Job havde regnet med. Det er ikke en forklaring, der åbenbarer den skjulte sammenhæng i alting. Han indrømmer heller ikke her, hvad den egentlige grund er til Jobs lidelser, for der er noget principielt på spil. Guds svar er ved først øjekast en magtdemonstration. Han opruller i kapitel efter kapitel sit skaberværk i al dets fascinerende storhed under den skjulte overskrift: Hvem tror du egentlig, du er, at du stiller den slags spørgsmål? Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?, spørger Gud, og fortsætter i samme stil. Har du nogensinde beordret morgenen frem / anvist morgenrøden dens plads?(…)

Kan du binde Syvstjernens bånd / eller løse Orions lænker / Lader du Venus gå op i rette tid? – og sådan bliver han ved!

Den dynamiske verden Job er blot et menneske, kan ikke det Gud kan, og kan derfor heller ikke begribe verdens indretning. Men der er mere at sige: Det er påfaldende, at Gud benytter sig af en lang række ”fødselsbilleder”: Har regnen en far /og hvem har avlet duggens dråber? / Fra hvis skød er isen kommet / Hvem har født rimen, der falder fra himlen? (…) Ved du, hvornår stenbukkene får unger / har du iagttaget hinderne, når de får veer? / Har du tal på de måneder de går drægtige / ved du, hvornår de skal føde? Job, der forbandede den dag, da han blev født, får beskrevet, hvad det er for en verden Gud har skabt: en fødende, livgivende, dynamisk verden. Det er ikke et neutralt sted, men et sted hvor liv hele tiden bliver til. Det er muligt verden er grum ind imellem, og vi ønsker at vi aldrig var født. Men livet har en sådan kraft, at det efter en stund kalder på os og hvirvler os ind i det, så uforståeligt og fascinerende det er. Andet svar får Job ikke. For ham er det nok. Men det bedste er nu, at Job får ros for at gå i rette med Gud – og at hans fromme venner med deres lomme-teologi får en guddommelig skideballe. Illustration af Peter Madsen

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

lang åbningstid

D et f æ lles lys Af Simon Apelblat Fotografier er repræsentationer af verden. Derfor bør de forholde sig så sandfærdigt til verden som muligt. Fotografens arbejde er en samfundstjeneste. Deri ligger hans ansvar. Sådan lyder Tomer Ganihars credo. I en tid, hvor hajer i formaldehyd trækker avisoverskrifter, abonnerer den israelske fotograf på et traditionelt kunstsyn: At kunst skal gøre en forskel. At kunstneren er en moralsk figur.

Den 38-årige Tomer Ganihar er født i Israel, men bor og arbejder i New York. Han rejser verden rundt i et forsøg på at dokumentere det lys, vi er fælles om at leve i. Om det så er i Italien, Indien eller Israel.

Men for Ganihar et lyset også et tema. Det er håb og liv på trods af forskelligheder og konflikt. Det falder over hans motiver som en vel signelse. Eller udgår fra dem som en livsbekræftende vitalitet.

Lys er fotografiets formative element. Konkret er fotografi en registrering af lys på film. Normalt lukkes lyset ind gennem linsen i et splitsekund. Hos Ganihar er kameraets åbningstid omkring otte sekunder. Det giver en varme og en farvemætning, der nærmest overrumpler tilskueren i mødet med billedet.

Og vigtigst af alt deles lyset. Det binder os sammen. Vi er alle lige i mødet med det. Med det budskab bevæger Ganihar sig i verden. Det er hans samfundstjeneste. Tomer Ganihar er aktuel med udstillingen Channel of Light. Kunstforeningen GL. STRAND, til og med den 13. april 2009.

                                    

”Da Libanon-krigen brød ud i 2006, rejste jeg straks tilbage til Israel fra New York. Jeg besøgte en afdeling på et hospital, hvor soldater øver sig i at give lægehjælp på mannequindukker. Da en soldat forlod rummet, efterlod han sit gevær ved siden af dukken. Jeg så en ro og en menneskelighed i dukkens forvredne former, og titlen kom til mig.” FOTO: Hvil i fred, Tomer Ganihar, 2006

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

                                    

”Farver, bevægelse, lys. Det er elementer, som går igen i alle kulturer. Jeg kaldte billedet ’Skikke’, fordi skikke tilsyneladende er dybt forskellige, men grundlæggende de samme. Det er kun udtrykket – farverne, bevægelserne, formerne – der varierer.” FOTO: Skikke, Tomer Ganihar, 2001.

                                    

”Når de bibelske landskaber og en ny generation mødes, slår der gnister af en ny æstetik. De unges rave-fester er et religiøst fænomen, en opløsende ekstase. De dansende er på den måde deres chasidiske bedsteforældres moderne aftagere.” FOTO: Dødehavets vande skilles, Tomer Ganihar, 1998.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

                                    

”Jeg vandrede i Jerusalem, da jeg fandt det her motiv. Side om side lever den muslimske og den jødiske kultur. Det ene lys er koldt, det andet varmt. Men lyset forener dem.” FOTO: Fælles om lyset, Tomer Ganihar, 2002.

                                    

”Efter jeg udstillede på Biennalen i Venedig i 2007, tog jeg til Rom og besøgte Vatikanet. Den gamle kultur og menneskene er i konstant dialog. Der er liv i mødet. Kvinden på billedet dukkede pludselig op i en stråle af lys. Jeg skyndte mig at fange øjeblikket.” FOTO: Jeg er, Tomer Ganihar, 2007

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

se – det går ikke helt galt

Kosher hos Castro I Cuba er det tydeligt, at Den Kolde Krig handlede om andet end stride ideologier. Brød på bordet var også en del af den, og da Jerntæppet rustede op indefra, blev det lettere for alle, i første omgang den jødiske menighed.

Af Susanne Bernth Bussen fra den gamle del af Havana til Bet Shalom Synagogen i den nye, snor sig gennem gaderne, airconditioneret, hurtigt og bekvemt – og i myldretiden lidt klemt. Så vidt så godt, men hvordan finder man en synagoge i et land, der på trods af en vis åbning over for forskellige trosretninger, stadig hylder socialismen? Er det som i forbudstidens speak-easy med løsen og hemmelige bank-bankbank på døren? Efter at have vandret lidt rundt i villakvarteret efter den angivne adresse, søgt og skævet, falder skellene fra øjnene, da et yderst kommunalt stort skilt med blå bogstaver på hvid baggrund viser en davidsstjerne, og med klar tekst og en pil forkynder: Bet Shalom Synagogen. Den vej. Og det er blot en af tre synagoger i Havana, der vises vej til på den måde,

hvoraf der kun er bygningen tilbage af den ene.

Castro til Chanuka På opslagstavlen inde i kulturcentret, som er knyttet til Bet Shalom, hænger et billede af Fidel Castro omgivet af en gruppe børn, der i 1998 fejrer Chanuka. Billedet er fra dengang den nu stærkt svækkede Fidel stadig var til officiel brug, og han ser så mild ud, som en alvorsmand af hans støbning nu kan gøre det. En strandet skikkelse sidder lidt sammensunket i en lænestol i receptionen med det 20. århundrede på sine skuldre. Det er Shlomo Conte Lederman. Han er midt i 80’erne, og som barn rejste han med sine forældre fra Rumænien. Oprindeligt skulle de være landet i USA, men havnede i Cuba, og dér sluttede de sig til menigheden, der dengang talte ca. 8.000 medlemmer. Efter et langt arbejdsliv er han nu gået på pension, forklarer

han på jiddish, men som ikke-indfødt cubaner har han ikke ret til folkepension. Derfor har han fundet tag over hovedet i synagogen, hvor han lever af at gå til hånde. Som alle andre i den lille østat holder han skarpt øje med den store nabo i nord. Fra inderlommen haler han stolt en krøllet avisartikel frem med billeder af Barack Obamas seniorrådgiver David Axelrod og stabschef Rahm ("Rahmbo") Emanuel – begge af jødisk herkomst. Med et fortrøstningsfuldt smil viser han det frem: Se! Som om han med disse udnævnelser regner med, at det ikke går helt galt, hverken for jøderne, Cuba eller verden.

Den store nabo Cubanerne lever med USA som et voldsramt barn lever med sine forældre. Altid på vagt overfor det mindste udsving i sindsstemningen. Og hverken orkaner eller lodret nød, som

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

opstod, da Sovjetunionen brød sammen og fra den ene dag til den anden afskar enhver form for samkvem, har fået amerikanerne til at rokke ved den handelsembargo, som har været effektiv siden 1962. Nu, hvor tonerne lyder mere af samarbejde og dialog, vejrer de 11 millioner indbyggere i Cuba morgenluft, selvom den generelle vurdering er, at Cuba næppe står øverst på Obamas liste over, hvad der er vigtigt at foretage sig, når han rykker ind i Det Hvide Hus.

Bet Shalom Synagogen Intet er let i Cuba, heller ikke at være jøde. Der findes ikke en eneste rabbiner, ikke et sted at købe gefilte fish eller matza, og Fidel Castro afbrød de diplomatiske forbindelser med Israel for over 30 år siden. Til gengæld er Israel et af de få lande i FN, der støttede USA i ikke at ophæve handelsembargoen mod landet, uanset orkaner og andre former for sammenbrud. Men det er trods alt blevet lettere. For den jødiske som for andre religiøse menigheder kom åbningen allerede i begyndelsen af 1990’erne, da de gamle koldkrigsfronter gik i opløsning. De socialistiske slagord afløstes gradvist af det nationalistiske, og snart kom det dobbelte valutasystem med den lokale og den dollarkonvertible pesos. Og Paven kom til Cuba i 1998 for første gang siden revolutionen, samme år som Fidel fejrede Chanuka i Bet Shalom Synagogen. I dag er de 1.500 jøder, der bor i Cuba, påskønnede medlemmer af

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

samfundet. Menigheden har et tæt samarbejde med lokalstyret i Havana, og omskærelser foretages i regi af det velfungerende, gratis nationale cubanske hospitalsvæsen. For at yde sit bidrag deler menigheden generøst ud af sit overskud fra forsendelserne fra Canadian Jewish Congress, der siden 1961 har været en livline for jødisk liv i Cuba. En gang om måneden kommer der kosherkød, der er slagtet efter forskrifterne, og menigheden hører til de overordentlig få i landet, der får oksekød. Til Pesach ankommer hvert år et containerskib ladet med kosher mad og vin, så højtiden kan fejres efter forskrifterne, foruden regelmæssige leverancer af medicin og hjælpemidler til syge. Kommer der 180 kørestole fra Canada, og menigheden kun har brug for 25, går resten videre til staten, fortæller William Miller, næstformand i menigheden. Han er tredje generation jøde i Cuba, uddannet elektroingeniør og barnebarn af Dr. José Miller Friedman, der deltog i revolutionen for 50 år siden og var rygraden i menigheden indtil sin død for to år siden. I århundreder har der været jøder i Cuba. De første var sefarder fra Spanien og kom med Christoffer Columbus. I 1920’erne og 30’erne kom en del ashkenazy fra Øst- og Mellemeuropa, og i 1944 nåede det jødiske samfund sine højder med over 20.000 medlemmer. Efter revolutionen, da Castro nationaliserede det, der var tilbage af landets værdier, lagde hovedparten dog et eksil oven på eksilet og tog til USA. Kun få tog til Israel.

1500 jøder – før og nu Siden har de i en lind strøm forladt øen, og alligevel bliver der ved med at være 1.500 jøder i Cuba, fastslår William Miller. For hver gang nogen

rejser, er der andre, der kommer for at konvertere. "Omkring 60 pct. af medlemmerne – mindst – er konvertitter, og et medlem med både en jødisk far og mor hører til sjældenhederne. Vi accepterer alle med blot én jødisk bedsteforælder og sørger for, at de får undervisning i hebraisk, men også undervisning på alle andre områder, der kan gavne dem senere hen. Om søndagen kan de, der vil, gå til engelsk eller lære at betjene en computer. For selvom udgangspunktet er jødisk, gælder det om at kunne gøre godt for hele samfundet." Da Cuba i lighed med resten af Caribien og den sydlige del af USA blev hjemsøgt af orkaner, tog de fra Havana til Santiago de Cuba i syd og Camagüey cirka midt på øen for at hjælpe menighederne dér. Og i det omfang det var muligt også at hjælpe andre ofre for orkanerne. "Vi vil gerne gøre en forskel og prøver ikke at stikke ud ved at hjælpe så mange som muligt, både med undervisning og økonomisk. Men hvor gerne vi end ville, kan vi ikke hjælpe alle."

Rig på viden, fattig på muligheder Med sine 33 år har William Miller endnu ikke stiftet familie, men har fuldt og helt helliget sig bedstefaderens arbejde med at opretholde jødisk liv i Cuba. Jøderne har et skæbne fællesskab med resten af deres landsmænd ved at være rige på viden og kunnen, men fattige på kapital til at forløse det. Generelt er de cubanske jøder meget integreret, og som det er tilfældet med mange andre små jødiske samfund, er fristelserne til at gifte sig uden for menigheden store. Der er

simpelthen ikke valgmuligheder nok inden for murene, og for mange – både jøder og ikke-jøder – er USA og Canada med den materielle overflod fristende. Derfor er der også mange, der rejser, fortæller han. Selv føler han sig lidt vindøjet i spørgsmålet om udvandring. "Jeg plejer at sige, at jeg er glad, når vi mister folk, hvis det til gengæld er Israel, der får dem." Han har en mastergrad fra Israel i den tværfaglige disciplin community studies, der er en blanding af antropologi og sociologi samt filantropi, og han fik i de måneder, han studerede i landet, lejlighed til at se,

hvordan de cubanske immigranter klarede sig. Det var ikke altid lige vellykket, og flere vendte om og tog tilbage, men blev i Miami. "At have en drøm er ikke det samme som at vide, hvilke døre man skal banke på."

Mening og identitet William Miller har også leget med tanken om at immigrere enten til Canada eller til Israel, for Cuba er stadig et mangelsamfund. Foreløbig har han besluttet sig

for at blive og arbejde for en jødisk fremtid i Cuba. "Det er op ad bakke, ingen tvivl om det. Her er ingen rabbiner, og kun hvert tredje år ankommer to rabbinere fra Argentina og forestår konverteringerne og bryllupperne. Sidste år havde vi 27 bryllupper på en gang, så der var brug for en meget stor bryllupsbaldakin." Og så alligevel. Hans arbejde, hvor meget det end kan minde om Sisyfos', er også det, som giver ham mening og identitet. Arven fra bedstefaderen ligger ham på sinde, og som han ser det, er det svært at afgøre, om de cubanske jøder i Israel eller i Cuba har mest brug for ham. "Det vigtigste er nok at yde min bedstefars arbejde ære."

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

fotokunst med hebraisk grammatik

Visuel grammatik På hebraisk findes den grammatiske form udvidet nutid ikke, men Boris Carmis billeder får tiden til at stå stille. Boris Carmi (født 1. januar 1914 i Moskva som Boris Vinograd, død 18. september 2002 i Tel Aviv). Russisk-israelsk fotograf. Betragtes som en af pionererne inden for israelsk fotojourna listik. Dokumenterede tiden omkring staten Israels oprettelse.

Af Yoram Kaniuk Sidste gang jeg så Boris Carmi, var på Café Diza i Tel Aviv. Det var vel en måned, før han døde. Han fortalte mig, at den store Alexandra (Nocke) fra Berlin hårdnakket insisterede på at arrangere en udstilling af hans værker i Berlin – i Tyskland, hans ungdoms land, som han engang havde elsket så højt. Men det ville der nok ikke komme noget ud af, for hvem kunne være interesseret i en udstilling af hans værker? Han talte, som han altid havde gjort: forsigtigt, næsten hviskende, plaget, men ikke klagende, tydeligt udmattet, selv om han ikke ville have, at man lagde mærke til det. Men han kunne slet ikke forestille sig muligheden af en udstilling. Et år tidligere var hans kone, Shula, død. De havde i mere end 40 år været vores bys elskende par og kommunikerede med hinanden via telepati. Nu sad han der, knuget, men alligevel fuld af håb som et barn. Med fugtige, uskyldige øjne kiggede han på mig og hviskede, at det helt sikkert ikke ville blive til noget. Boris var det yngste gamle menneske, jeg kendte. Engang, da han var omkring de 60, arbejdede vi sammen på en reportage om et skib,

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

der havde sejlet jøder fra et land, der endnu ikke formelt havde givet dem tilladelse til at emigrere til Israel. Vi sejlede langt ud i Haifa-bugten og gik om bord på skibet. Jeg interviewede nogle af folkene, og Boris var himmelhenrykt. Han havde fundet et perfekt sted, hvorfra han kunne tage billeder. En høj bølge, der væltede ind over dækket, havde nær skyllet ham over bord. Han var begejstret over solen, der netop var ved at gå ned bag Karmelbjerget, og dybt bevæget over disse menneskers skæbne. De vidste knap nok, hvor de var. Han var oprigtigt interesseret i dem, men samtidig tog han bestik af dem, og i hans hoved var de allerede fotografier. Da historien senere blev offentliggjort i avisen Davar, som vi begge to arbejdede for, spurgte jeg ham, om han havde læst min artikel. Han nikkede, men da jeg stillede et par spørgsmål om den, indså jeg, at teksten for ham kun var ’indpakning’, en ’ramme’ om hans fotografier. Og sandt at sige har min artikel ikke overlevet, mens de øjeblikke, der er indfanget i hans fotografier, i høj grad er bevaret for eftertiden. Hans fotografier er dokumenter. Han så virkeligheden, som den ville fremstå 50 år senere. Ingen af Boris’ fotografier hævder at være kunstværker, selv om han var klar over, at de ville blive betragtet som kunst, og fuldt ud forstod, hvad kunst var. Han ville dokumentere virkeligheden, men ville langt hellere bevare et sigende øjeblik frem for en situation i sin helhed. For han vidste, at virkeligheden på den måde måske kunne videregives og

forstås, selv når den ikke eksisterede længere. På et billede fra 1948 står en smuk pige i shorts af den slags, der var på mode dengang. Det fotografi blev et symbol for min generation. Med pistolhylsteret tæt presset ind til hoften og en kefije om hovedet læner hun sig op ad en træstamme og udstråler både kvindelighed og styrke. Omkring hende sidder en gruppe unge mænd, deriblandt en af mine gode venner, Amos Katz. For mig illustrerer fotografiet ikke det oplagte emne, krigen i 1948, men et motiv af Amos’ dejlige smil, fanget af Boris og bevaret for eftertiden i beskrivelsen af øjeblikket. Amos og jeg var gode venner dengang, men jeg mistede forbindelsen med ham. Jeg tror, han blev dræbt i krigen. Da en udstilling med Boris Carmis fotografier for nogen tiden siden åbnede på Haganahmuseet, ventede jeg, indtil gæsterne havde spredt sig, så jeg kunne se fotografierne i fred. Det var, som om tiden havde stået stille, og at jeg som den eneste kunne bevæge mig frit i den. Her var billeder af mennesker, som jeg havde kendt, og som nu var gamle, men stadig i live. Pludselig stod jeg ved siden af en kvinde på omkring 70 med en sart, næsten gennemsigtig skønhed. Der var et trist glimt i hendes øjne, mens hun betragtede pigen med pistolen. Vi smilede til hinanden, og så sagde hun: ”I disse billeder er vi stadig de skitser, vi engang var.” Jeg så på hende og så på fotografiet, og pludselig gik det op for mig, at hun både var her og der: den pige, hun engang havde været, og denne

1948 Med pistolhylsteret tæt presset ind til hoften og en kefije om hovedet læner hun sig op ad en træstamme og udstråler både kvindelighed og styrke.

The copyright of the Photographs of Boris Carmi belongs to Meitar Collection ltd., israel GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

gamle kvinde, som sikkert både havde børn og børnebørn, og alligevel var hendes blik ikke formørket af længsel. Det udstrålede snarere blid modstand som lys, der strejfer sandets rolige overflade. Vi stod der og så os selv, som vi var engang: unge mennesker med store drømme. Og samtidig så vi os selv, som vi var: gamle mennesker med frygt i blikket, men også med en følelse af stolthed over, at vi var blevet bevaret i fotografierne. Boris havde udødeliggjort os, som vi var i den forfærdelige tid. Det var den dybere mening, som jeg også kunne læse i de smukke øjne hos kvinden, der stod ved siden af mig. Vi begyndte at snakke. Hun hviskede blidt, og jeg vil beskrive atmosfæren som en vis ærefrygt over livets mysterium – det var, som om vi var gravsten over vores egne ruiner, gravsten over det, vi engang havde været. Med alle disse tanker stod vi foran Boris’ fotografi; og på en mærkelig måde er vi, efter mere end 50 år, forblevet i fotografiet. Indtil da havde jeg altid ment, at et fotografi tilhørte den tid, det var taget i, men Boris Carmis fotografiske billeder er mere os, end vi nogensinde selv har været. Dem, vi engang var, klynger sig til dem, vi er blevet.

» … og på en mærkelig måde er vi, efter mere end 50 år, forblevet i fotografiet …« På hebraisk (og på dansk) findes den grammatiske form udvidet nutid ikke. Vi har ikke noget, der svarer til det engelske ’I am sitting’, kun til ’I sit’. ’To sit’ er en proces, der foregår i tid. Det hebraiske sprog har i den grad tilpasset sig det israelske klima. Det ene øjeblik er det sommer og ulidelig varmt, det næste er det vinter – der er ikke noget rigtigt efterår imellem. Og sådan er vores tilværelse her i enhver henseende. Sådan er det altid, når dagen går på hæld. Alting er knivskarpt. Solnedgangen i Tel Aviv varer kun nogle få minutter. Den er fantastisk smuk, men meget kortvarig. Den har ikke den mildhed, den langsomme udvikling, som den har i Europa. Her er alt enten varmt

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Flamencodanser på Tel Avivs strandpromenade i 1950’erne. Det var præcis her, foran havet, på den gamle strandpromenade, at Boris fotograferede en flamencodanser i 1950’erne. Hun svinger yndefuldt armene gennem luften og ser ud, som om hun åndeligt tilhører havet, som altid er i bevægelse, og strandpromenaden, som ikke længere er der.

Og alligevel er hans fotografier ikke resultat af indre tvang eller et middel til at genskabe virkeligheden og derved bevare den og ej heller noget helt nyt, som andre ikke havde fået øje på endnu – hvad enten det var en arabers telt eller en munk med paraply

eller koldt, dag eller nat, eksistens eller ikke-eksistens. Mens jeg skriver det her, sidder jeg på café Masada i Tel Aviv. Jeg spiser ostekage med hindbærsauce og drikker en dejlig kop kaffe, og foran mig ligger strandpromenaden. Den promenade, som Boris Carmi så ofte fotograferede, eksisterer ikke mere. Det, vi ser i hans fotografier, er for længst væk. En ny promenade blev anlagt under den gamle, og jeg sidder og betragter havet, der forsvinder i mørket, i skumringens brusende bølger. Det var præcis her, foran havet, på den gamle strandpromenade, at Boris fotograferede en flamencodanser i 1950’erne. Hun svinger yndefuldt armene gennem luften og ser ud, som om hun åndeligt tilhører havet, som altid er i bevægelse, og strandpromenaden, som ikke længere er der. Og selv om danseren nu er en gammel dame, lever hun videre som en ung kvinde på strandpromenaden, som ikke længere er der. For Boris forsøgte ikke at tage et billede. Han forsøgte at indfange et øjeblik, der kunne række ind i fremtiden fra fortiden. Den oprindelige betegnelse for jøde var ’ivri’, der betyder hebræer, men også en, der kommer fra den anden side af floden. Vi, jøderne, er et folk, der er kommet fra den anden side. I Bibelen omtales vi som ’folket fra den anden side af floden’. De, der kommer fra den anden side, og som bliver ved med at komme. Jøderne er altid kommet fra et sted og taget videre til et andet. I 2000 år var deres hjemland længslen efter noget, der endnu ikke var sket. Vores Messias var en messias, der ikke kunne komme. Han legemliggjorde længsel, ønske, ikke virkelighed. Men så grundlagde jøderne en stat og måtte overbevise hele verden om, at de skulle være der – og alt det var Boris en del af. Han formåede at indfange denne epoke i vores historie med sit kamera. Han var optændt af ungdommens begejstring. Han fotograferede alt, så vi kunne se, hvor vi var kommet fra. Hans interesse var meget oprigtig. Han ville rejse et gravmonument, hvor liget var graven, og graven var liget. På fotografiet fra 1948 er Amos Katz ikke blot et minde, men også min ungdoms ven. Han er fastlåst i objektiv tid. Vi kan nok være subjektive, men det kan tiden ikke. Erets

den teltlejr, vi ser på fotografiet, og de overlevende fra Holocaust, der boede i den, og de marokkanere, der, legalt eller illegalt, kom til Israel, lige efter at staten formelt var blevet grundlagt. I det sekund, fotografiet blev taget, krydsede disse mennesker den fine grænse mellem deres egen fortid og den fremtid, der lå foran dem. Boris Carmi fotograferede på hebraisk, og det var netop det, der kendetegnede hans værk. Han var beskeden og pustede sig aldrig op. Når vi diskuterede en bog og en udstilling med ham, var han meget glad, og hans øjne lyste op. Han ville sige, okay, hvis denne vidunderlige kvinde fra Berlin, som havde fundet vej til den fjerneste afkrog af byen for at se hans » … Han var optændt af ungdommens billeder, absolut begejstring. Han fotograferede alt, så vi ville, skulle hun bare gå i gang og kunne se, hvor vi var kommet fra …« forsøge at gennemføre det. Men så ville han straks tilføje, at sådan nogle planer aldrig Og alligevel er hans fotografier ikke blev til noget, heller ikke denne gang. resultat af indre tvang eller et midSelv om han oprigtigt ønskede, at det del til at genskabe virkeligheden og ville blive til noget, var han konstant derved bevare den og ej heller noget tvivlende. Han savnede den ofte henhelt nyt, som andre ikke havde fået synsløse stræben efter anerkendelse øje på endnu – hvad enten det var og triumf. Han ville se på den person, en arabers telt eller en munk med han talte med, og uanset hvor meget paraply. Hans fotografier beskriver han eller hun holdt af ham, ville ikke virkeligheden med husene langs han have mere og anglede efter en strandpromenaden, som senere blev bekræftelse, som han så affærdigede, ødelagt og nu er genopbygget. Hans så snart den var formuleret. fotografier beskriver en ny virkeligNår Boris Carmi tog et billede, blev hed, for han indfangede i dem det han selv et kamera. Han for ikke øjeblik, hvor fortiden blev fremtiden. rundt, som mange fotografer gør nu Russeren Boris Carmi, som gik i om dage, på jagt efter de bedste moskole i Tyskland og talte tysk, blev tiver. Erfaringen, hans rejser i Afrika, israeler, før Israel blev oprettet. ørnene i Negevørkenen havde lært Han kom aldrig til at tale flydende ham at stå stille, som naglet til stedet, hebraisk, men hans fotografier er vente og så slå ned. Et fotografi. Måså hebraiske som noget. De har den ske to. Boris ventede altid på det rette stive, men dog smukke hebraiske øjeblik, og så greb han sit kamera og grammatik, som savner den ’ægte’ tog et par billeder – og det var det. De nutid, for fotografiets nutid ligger i billeder var ikke smukke, og de var dets betydning. For Boris havde fotoikke grimme. De var ægte. grafier ingen fortid eller fremtid. God kunst er hverken mere eller På et andet fotografi ser vi en mindre end det ægte. Det kan kun teltby. I dag er den erstattet af en være, hvad det er. Og et sted derpulserende storby. På et tredje står inde, hvor Boris Carmi ville være en mand med en hest eller et muldyr som fotojournalist, var han en stor foran en kiosk ved siden af en polikunstner. tistation. I dag er den erstattet af en meget større og er fuld af betjente og de forbrydere, der har anholdt. Og alCopyright 2003-2008, Nextbook, Inc. ligevel rummer nutidens storby stadig Oversat af Hanne Friis Israels tid, som Boris genskabte, var meget kort, men i en anden forstand også meget lang. Hans fotografier skildrer ikke det flygtige øjeblik, men udødeliggør snarere øjeblikket. Boris var ikke optaget af kunstnerisk manipulation. Begejstret og henrykt stod han foran sit motiv, tog sit billede, lod det blive en komposition. Han opsøgte ikke kompositioner, han fandt dem. Eller rettere de fandt ham. I Boris Carmis fotografier kan man se folk stå eller sidde i rækker. En lejr med primitive boliger: nys ankomne indvandrere, der boede i blikskure eller telte. Boris kunne indfange det evige i det flygtige uden at gøre sig store anstrengelser for at opsøge det.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

den clairvoyante "nazi-jĂ¸de"

Bildarchiv Preussischer Kulturbesitz.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Profeti og bedrageri Fredag morgen den 7. april 1933 fandt vejarbejdere liget af en mand ved Staakowerskoven uden for Berlin. Han var blevet dræbt af tre skud i hovedet. Det var ikke usædvanligt at finde dræbte mennesker med skudhuller i månederne efter den nazistiske magtovertagelse. Men det var ikke liget af hvem som helst, der blev fundet den morgen. Det var Erik Jan Hanussen, Berlins mest berømte tryllekunstner og clairvoyant. Af Dan H. Andersen Erik Jan Hanussen blev født den 2. juni 1889 i Ottakring i Wien og navngivet Hermann Steinschneider. Forældrene var Siegfried Steinschneider og Julie Cohn. Som navnene antyder, var de begge jøder og ikke gift endnu. Allerede som ung begyndte han at optræde i cirkus og på varieté, og han lærte at bedrage tilskuernes øjne og fornuft, ganske som hans jævnaldrende Adolf Hitler skulle gøre det mange år senere. Steinschneider udviklede sig til en blændende tryllekunstner og illusionist, som optrådte med bl.a. tankelæsning og clairvoyance, og undervejs byttede han Steinschnei der ud med det mere elegante Erik Jan Hanussen. Hanussens vigtigste karrierevalg var nok, da han be gyndte at hævde, at han virkelig havde paranormale evner. Han fandt ud af, at folk var villige til at betale meget mere for at se almindelige

tryllekunster, hvis de fik at vide, at det var rigtig tankelæsning og clairvoyance. Det vækker ikke opsigt, hvis en tryllekunstner bøjer en ske på en scene, men hvis han hævder at gøre det med tankens kraft, er det pludselig en sensation. Som en yderligere gevinst blev Hanussen nu opsøgt af både politifolk og almindelige borgere, der bad om hans hjælp til at finde forbrydere, forsvundne slægtninge og ejendele. Det gav berømmelse og gode penge, og som det oftest sker med clairvoyante, blev hans heldige gæt eller slutninger blæst op, og kikserne glemt eller tilgivet.

Succes i Berlin Det gik så godt, at Hanussen i 1930 flyttede sin virksomhed til Berlin. Det var samme år, som slutspillet om Tysklands skæbne begyndte. Ved rigsdagsvalget i september 1930 sprang nazipartiet fra 2,6 procent af de afgivne stemmer til 18,3 procent, og det var dermed det næststørste parti i Rigsdagen. Der var depression,

tårnhøj arbejdsløshed, slagsmål på gaderne mellem de politiske partiers hære, rygter og panik. En verden vaklede på afgrundens rand, og det er ikke mærkeligt, at den alternative branche blomstrede. Berlin husede i de år en horde af astrologer, numerologer, tarotlæsere, håndlæsere, spåmænd, yogier, clairvoyante og healere af alle slags. Mens kampen om magten spidsede til, arbejdede Erik Jan Hanussen sig beslutsomt frem til at blive Berlins mest kendte tryllekunstner og clairvoyant, som kunne trække tusinder til sine forestillinger, og hvis paranormale evner mange tusinder troede på. Han var først og fremmest en fremragende illusionist og tryllekunstner, der kunne alle fagets tricks, og så havde han fornemmelse for tidens hunger efter mirakler, efter rigtige mirakler. Han havde energi, forretningstalent og en god dosis hensynsløshed, der overvældede konkurrenter og skeptikere. Til sidst omfattede hans okkulte imperium i GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Berlin et blad (Hanussen-Zeitung), et forlag, en kuranstalt, en sexcreme og meget andet godt. Han optrådte for fyldte sale, havde sin egen brevkasse,

må man også spørge sig selv, om Hitler havde nogen grund til at mødes med en clairvoyant og tryllekunstner. Han var selv folkeforføreren og illu

» … Man har kaldt ham både Hitlers jødiske clairvoyant og Det Tredje Riges profet …« gav privatkonsultationer og profeterede i ”trance” om den nære og fjerne fremtid. Han blev en rig mand, og han tog for sig af alt det, som livet kan give en mand med penge, karisma og mangel på skrupler. Der gik mange historier om festerne på hans luksusyacht Ursel IV, som berlinerviddet omdøbte den til ”De syv synders yacht”. Som med det meste andet i Hanussens liv må man kæmpe sig vej igennem en jungle af rygter og påstande, ofte på anden eller tredje hånd og fremført mange år efter begivenheden. Snakken gik om orgier, hvor gæsterne fik udleveret villige piger og drenge, hvor filmskuespillerinder under hypnose dyrkede sex for øjnene af Hanussens gæster, og hvor alkohol og narkotika flød i generøse strømme. Orgier eller ej, så kan Hanussen også have brugt de fugtige fester til at skaffe sig kontakter og opsnappe informationer og sladder, han kunne bruge i sine clairvoyante seancer. Han var så selvsikker, at han i begyndelsen af 1932 tog det dristige skridt at tilbyde 5.000 mark til den, der kunne afsløre ham som svindler. ”Jeg venter på min afsløring”, proklamerede han i februar 1932.

Rigsdagsbranden Den store gåde i Erik Jan Hanussens liv og død er hans forhold til nazipartiet. Man har kaldt ham både Hitlers jødiske clairvoyant og Det Tredje Riges profet. Han skulle have været Hitlers clairvoyante rådgiver, han skulle have rådgivet Hitler om massekontrol, han skulle have været med i sammensværgelsen om at sætte ild på Rigsdagsbygningen. Det er teorierne, men det gælder for dem alle, at hvis man borer i historierne, og hvor de kommer fra, så fordufter de. Der er en udtalt mangel på beviser eller troværdige vidner. Hvad angår kontakt med Hitler, så

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

sionisten over dem alle, så hvad havde Hanussen at lære ham? Hitler var på sin egen måde en rationalist, som privat ikke tøvede med at udtale sig hånligt om f.eks. Heinrich Himmlers dragning mod okkultisme og germansk overtro. I de seneste Hanussen-biografier påstås det, at Hanussen ikke blot kendte til nazistiske planer om at sætte ild på Rigsdagsbygningen den 27. februar 1933, men at han også aktivt medvirkede i den nazistiske

sammensværgelse om at skabe en nødsituation, Hitler kunne bruge til at knuse sine modstandere. Han skulle have hypnotiseret eller hjerne vasket brandstifteren Marinus van der Lubbe til at gå ind i Rigsdagsbygningen og sætte ild på. Til støtte for denne teori er der dog kun rygter og påstande fremsat sent eller i mere tvivlsomme publikationer. Desuden kan man næppe hypnotisere mennesker til at begå en forbrydelse, slet ikke dage og uger efter hypnosen.

Nazisten Hanussen Derimod er der ingen tvivl om, at Hanussen valgte side i de sidste måneder af 1932, hvor både hans profetier og horoskoperne i Hanussen-Zeitung blev direkte nazivenlige. Den 30. januar 1933 blev Adolf Hitler taget i ed som rigskansler i Tyskland, og Hanussen-Zeitung forkyndte ”Sejr!” med store bogstaver under et foto-

Hanussen Zeitung proklamerer Hitlers sejr den 8. februar 1933. (bildarchiv Preusischer Kulturbesitz)

grafi af to strittende kanoner på et krigsskib. Under et fotografi af Hitler indrammet af et horoskop erklærede Hanussen sin troskab i en patetisk skrivelse rettet til den nye rigskansler. Han sluttede af med at erklære, at det altid havde været hans mission at forkynde Hitlers sag, og at med Hitlers sejr var den tilendebragt. Hanussen dyrkede også personer højt på strå i nazipartiet. En af dem var grev Wolf-Heinrich Graf von Helldorf, som var SA-leder i Berlin og medlem af den tyske rigsdag. Helldorf var også organisator af en uofficiel pogrom i Berlin den 12. september 1931, hvor SA-mænd angreb og gennembankede jøder på Kurfürstendamm. Hanussen og Helldorf delte en interesse for det gode liv med masser af sex, vistnok også af mere sadistisk art, så SA-manden deltog i fornøjelserne på Ursel IV. Det gode liv kombineret med spillelidenskab krævede penge, som Helldorf og andre nazister lånte af Hanussen. Man ved dog ikke med sikkerhed hvem og hvor meget. Hanussen har sikkert anset disse lån som en praktisk investering i sikkerhed og fremtid. Det var en urolig tid i Berlin i begyndelsen af 1930’erne. Der var utallige tilfælde af vold, afpresning og røveri under dække af de politiske sammenstød i gaderne. Hanussen var en offentlig person med store værdier, der skulle beskyttes, og mange fjender, der skulle intimideres. Til begge formål var SA med sine utallige uniformerede slagsbrødre og muskelmænd en god støtte. Og hvorfor skulle der ikke være plads til en clairvoyant i det nazistiske Tyskland? Det var tydeligt, at der var både antikristne og nyhedenske elementer i den nazistiske ideologi og massefremtoning, og folk som Rudolf Hess og Heinrich Himmler havde stærke okkulte og alternative interesser.

Kommunisternes fjende Hanussens nazisme skyldtes også hans behov for støtte mod en ny fjende. Det var den kommunistiske presse personificeret ved Bruno Frei, kommunist, journalist og redaktør af den kommunistiske avis Berlin am Morgen. Frei havde fået den idé at angribe Hitler ved at angribe hans stedfortræder Erik Jan Hanussen. For Bruno Frei repræsenterede Hanussen

den irrationelle drejning i det tyske samfund, som politisk manifesterede sig i nazismen. Om det skrev han i Berlin am Morgen den 25. maj 1932. ”Hanussen er et sidestykke til Hitler, ikke alene på reklamens område. I en tidsalder, hvor den nationale myte og skæbnefraseologi blomstrer, i en tidsalder, i hvilken millioner af mennesker ikke vil tro på fornuft, logik, kausalitet og naturvidenskab, i en sådan tid florerer charlataners og svindleres forretning, hvad enten de er naziførere eller spåmænd, om de hedder Hitler eller Hanussen”. Derfor angreb Berlin am Morgen Hanussen i en række artikler, tilsyneladende i den tro, at hvis bedrageren og clairvoyanten Hanussen blev afsløret, ville folk holde op med at stemme på bedrageren og kapitalistmarionetten Adolf Hitler. Nu støtter folk jo ikke nødvendigvis højreekstremistiske partier, fordi de læser horoskoper og tror på hea ling, så som sociologisk hypotese var Freis sammenkædning af Hitler og Hanussen tvivlsom, og som politisk strategi både absurd og farlig. Men for Hanussen var konsekven-sen, at han måtte se sine hemmeligheder udbasuneret på Berlin am Morgens forside, frem for alt hans jødiske herkomst, hvilket ikke just forbedrede hans status over for de ny venner

på Ursel IV. De tog Hanussen med til politikasernen i General-Pape-Strasse, og som en ekstra ydmygelse kørte de i hans egen bil, en rød Bugatti. Ifølge nogle beretninger slap han fri ved midnat og havde tid til et enkelt telefonopkald til sin tidligere hustru Elfriede Rühle, måske fra en telefonboks, måske fra sin lejlighed. Hun berettede senere, at han havde ringet til hende hen ad kl. 1 om natten og sagt med ophidset stemme: ”Du havde ret. Det er frygteligt. Det svin Ohst har anholdt mig”. Så blev forbindelsen afbrudt. De samme mænd, som havde hentet ham, tog ham tilbage til politikasernen, hvor de dræbte ham med tre skud i hovedet. De røvede liget for penge og kørte det ud til Staakowerskoven, hvor de smed det i en granplantage.

Profetens uforudsete død Erik Jan Hanussen blev dræbt i et af de utallige opgør og hævntogter, som fandt sted over hele Tyskland efter den nazistiske magtovertagelse, hvor SA og SS kunne terrorisere politiske modstandere og jøder og ved samme lejlighed gennemføre lidt privat gældssanering. Afsløringen af hans jødiske afstamning havde gjort ham sårbar, og mange højtstående nazister havde gode private grunde til at rydde ham ad vejen. Det kan

» … Men for Hanussen var konsekvensen, at han måtte se sine hemmeligheder udbasuneret på Berlin am Morgens forside, frem for alt hans jødiske herkomst …« i nazipartiet. Den 8. februar 1933 fremlagde Berlin am Morgen triumferende hele Erik Jan Hanussens jødiske stamtræ. Det var i sidste øjeblik, for den 13. februar 1933 blev avisen lukket, anklaget for højforræderi, og Bruno Frei måtte flygte til Schweiz. Erik Jan Hanussen havde reddet sig indtil videre.

Den sidste nat Men kun indtil videre … Om aftenen den 24. marts 1933 ankom en kommando på fire SA-mænd til Hanussens bolig i Lietzinger Strasse nr. 16. Lederen var Wilhelm Ohst, vistnok en af Hanussens debitorer og gæster

også have spillet en rolle, at de havde opsøgt ham for at få råd og lån, så Hanussen vidste for meget. Det kan endda være, at nogle af dem virkelig troede på hans clairvoyante evner og derfor besluttede sig til at fjerne en farlig mand. Erik Jan Hanussen blev begravet på kirkegården Stahnsdorf sydvest for Berlin den 13. april 1933. Han havde optrådt for tusinder, men kun syv fulgte ham til graven. Morderne blev aldrig stillet for en domstol. Med et lån fra Jens Vejmand må man sige, at hans liv var fyldt med profetier, men sin egen død, den så han ikke.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

T A T

FERNISERING OG UDDELING AF ERNST GOLDSCHMIDTS LEGAT 2009

Velkommen til uddeling af tre portioner af kunsthistorikeren og maleren Ernst Goldschmidt's legat hos

Greensquare Gallery - Strandlodsvej 11B Torsdag den 5. marts fra kl.16 - 19. Ernst Goldschmidt 1879-1959

Vi byder på en forfriskning og der vil udover værker af de tre legatmodtagere også være en lille udstilling af legatstifteren. Venlig hilsen Legatbestyrelsen Susanne Goldschmidt, Jeanne Goldschmidt Kempinski og Mads Holst

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder. Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære. Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Den forsvundne russiske barndom

Chagall i sovjetisk tjeneste Af Kasper Monrad Marc Chagalls ophold i Paris og hans nostalgi efter barndommens forsvundne russiske verden er velkendte størrelser i billedet af hans liv og kunstneriske virke. Men at han også nåede at tjene den unge sovjetiske stat og arbejde som scenograf og kostumedesigner i nogle år, har ikke fået samme placering i den almindelige bevidsthed om ham. Bagefter var han mindre meddelsom om denne side af sit liv. Baggrunden for opholdet i Sovjetunionen var, at Chagall efter tre år i Paris i 1914 tog til Rusland på et familiebesøg, der egentlig skulle have været kortvarigt. Første verdenskrig tvang ham imidlertid til at blive, og efter revolutionen lod han sig lokke til blive yderligere nogle år i landet af de nye gunstige vinde, der i den første tid blæste for både den jødiske kultur og den nye eksperimenterende kunst. Chagall var ikke den eneste russiske avantgardekunstner, der i starten troede

Marc Chagall – Costume design for Agents: A Joke in One Act, 1920.

på den nye sovjetstat. Også Kasimir Malevitj arbejdede således i flere år i sovjetisk tjeneste efter revolutionen, men han måtte i sidste ende opgive sine radikale kunstneriske ideer.

Sovjetisk støtte til jødisk teater De sovjetiske myndigheder mente i starten, at det ville gavne deres sag, hvis de gav periodens nyskabende og eksperimenterende kunstnere gunstige vilkår. Tilsvarende lå der et ønske om at vinde landets jøder for kommunismen ved aktivt at støtte den jødiske kultur. Det førte til, at to jødiske teatre fik officiel status og økonomisk støtte. Det ene var Habima, der var oprettet i 1912 i Bialystok, og som i 1918 flyttede til Moskva. Modsat hovedparten af de russiske jøder, der talte jiddish, valgte Habima hebraisk som sprog, og det bragte GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Marc Chagall – Introduction to the Jewish Theater, 1920.

det i modsætning til dets publikum. På længere sigt kom teatret også i konflikt med de sovjetiske myndigheder, og allerede i 1926 forlod teater-kompagniet landet. Det slog sig senere ned i Palæstina og udgør i dag det israelske nationalteater. Det andet jødiske teater var Moskvas Statslige Jiddishe Teater, der på russisk blev forkortet til GOSET. Det blev oprettet i 1919 i Petrograd, men flyttede i 1920 til Moskva. I de tidlige år havde teatret stor succes, og det tog i 1928-29 sågar på en officiel international turné for at promovere det unge regimes nye blomstrende kultur. Hvad var så det specielle ved det jødiske teater i Sovjetunionen? Det overleverede materiale giver indtryk af, at det var en skøn blanding af drama, folkelige fortællinger, bibelske historier og komedie og i mange tilfælde sprudlende musikalske indslag.

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

Det handlede gerne om store følelser, og der blev brugt store gebærder og skærende grimasser, og forestillingerne var præget af vitalitet og visuel opfindsomhed. Chagall kom ind i billedet i november 1920, kort efter GOSETs flytning til Moskva. Han blev opfordret til at designe scenografi og kostumer til teaterets åbningsforestilling. Chagall påtog sig opgaven – og mere end det! Til selve teatersalen udførte han en storslået rumudsmykning med en række større og mindre vægmalerier. Denne udsmykning, malet på lærred, blev senere taget ned af væggene og rullet sammen, da teatret flyttede til større lokaler, men malerierne er heldigvis bevaret. De er endt på Det Statslige Tretyakov Galleri i Moskva, men denne vinter har de været udlånt til udstillingen "Chagall and the Artists of the Russian Jewish Theater 1919-1949" på Jewish Museum i

New York. Her fortaltes den korte, men intense historie om de to jødiske teatre i Sovjetunionen, og der var en sjælden lejlighed til at se både Cha galls vægmalerier og hans akvareludkast til kostumer og scenografi, som blev anvendt til teaterets åbningsforestilling. Den bestod af tre mindre stykker baseret på noveller af den jiddishe forfatter Sholem Aleichem.

Chagalls kostumer og scenografi Udsmykningen bestod af et enkelt virkelig stort, monumentalt maleri og af flere mindre billeder, der fyldte de ledige vægfelter ud. Her fik Chagall mulighed for at overføre sine jødiske motiver til teatrets verden. Det var først efter hans tilbagekomst til Rusland, at han havde fået øjnene op for sin barndoms jødiske verden, der da for alvor var ved at forsvinde. Indtil da

havde han mere kredset om den russiske bondekultur, som han reelt ikke havde haft del i (se Goldberg # 10). Fire sammenhørende malerier, der alle er mere end to meter høje, skildrer fire personer, der hver repræsenterer en af de fire kunstarter, som tilsammen formede det jødiske teater: musikken, dansen, teatret og litteraturen. Hvem Chagall har valgt til de respektive kunstarter, er meget sigende for ham. Musikken er den gamle spillemand med violinen fra shtetlen, Dansen er den jødiske brud ved brylluppet, Teatret er narren, der underholder ved brylluppet, og Litteraturen er torahskriveren, der sidder med sin fjerpen i færd med at kopiere de hellige skrifter. Med andre ord: Chagall har valgt de former for kulturel udfoldelse, som han havde mødt i sin barndom i det lille, sluttede jødiske samfund, hvor egentlig finkultur ikke var på dagsordenen.

Det er ganske bemærkelsesværdigt, at professionelle skuespillere øjensynlig ikke indgik i Chagalls univers, trods tre års ophold i Paris. Til gengæld har han fokuseret på den kultur, som var basis for den traditionelle jiddishe kultur: klezmermusikken, den folkelige og livsglade udfoldelse ved et af livets højdepunkter, brylluppet, og formidlingen af Biblen. At dømme efter de bevarede fotos, udkast til kostumer og sågar enkelte korte filmklip, der vises på udstillingen, har netop de folkelige sider af den jiddishe kultur smittet kraftigt af på GOSETs forestillinger. Det var givetvis også disse sider, der gav dette teater dets store opbakning hos publikum, og som bevirkede, at de sovjetiske myndigheder måtte acceptere dets eksistens også længe efter, at stramningerne, ensretningen og forfølgelserne var sat ind. Chagalls malerier er imidlertid også

præget af de visuelle eksperimenter, han havde bragt med sig tilbage til Rusland fra Paris. Selv om han aldrig blev renlivet kubist, havde han overtaget kubisternes fragmentering af virkeligheden. Et af billederne, det næststørste kaldet Kærlighed på scenen, har endda nærmest karakter af en abstrakt komposition, hvor nogle få figurative motiver lige akkurat kunne anes. Chagalls udkast til kostumer og scenografi er præget af hans frodige fantasi og af, at han ikke var bundet af konventionerne i teaterverdenen. Dragterne stod nok i gæld til traditionel jødisk påklædning, men med mønstre og snit lod han hånt om gængs praksis. Og han overførte opsplittelsen af motiverne fra malerierne til kostumerne, så skuespillerne nærmest fremstod som en legemliggørelse af figurerne i hans malerier. På samme måde gik han frygtløst til GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

og det var på hans foranledning, at malerierne fra den gamle og glemte udsmykning blev fundet frem og kom til ære og værdighed igen.

Det jødiske teaters sidste akt

værks ved arbejdet med scenografien. Kulisserne fulgte ikke de illusionistiske regler for rumopbygning, men lod skæve vinkler og cirkeludsnit bryde de traditionelle linjer og flader – og han indføjede sågar en af sine yndede geder, der svæver med benene i vejret. Scenerummet blev nærmest en Chagall-komposition ført over i tre dimensioner. Chagalls bidrag til forestillingen, der fik premiere den 1. januar 1921, var så omfattende, at det satte et afgørende præg på hele iscenesæt-

GOLDBERG | #12 | WWW.GOLDBERG.NU

telsen – måske i højere grad end teaterdirektøren brød sig om. I hvert fald blev det hans eneste arbejde for teatret, og han forlod Sovjetunionen allerede i 1922. Men han fik sat nogle standarder for scenografi og kostumer hos begge de jødiske teatertrupper, og der er tydelig afsmitning fra hans indsats til hans kollegers efterfølgende arbejder. Som Chagall selv sagde: "De chagalliserede efter Chagall." Først mange år senere, i 1973, vendte Chagall tilbage til Moskva,

Udstillingen følger GOSETs virke til den bitre ende, og den blev virkelig bitter! Det første markante tilbageslag kom under teatrets succesfulde udenlandsturné i 1928, da det kom frem, at dets direktør Aleksei Granovski havde mødtes med fremtrædende zionister i udlandet. Allerede før turneen havde han mødt begyndende modvilje fra officiel sovjetisk side, og da truppen nu blev kaldt hjem, mærkede han jorden brænde under sig. Han valgte – sikkert meget klogelig! – at hoppe af i Berlin, hvor han siden blev en fremtrædende aktør i teaterverdenen. Granovskis efterfølger, den fremtrædende skuespiller Solomon Mikhoels, havde trods den officielle modstand held til at holde teatret i live i yderligere to årtier. Anden verdenskrig forlængede uden tvivl dets levetid, da Stalin udadtil kunne bruge jødernes opbakning mod nazisterne. Men efter krigen blev der gjort kort proces, da Mikhoels i 1947 erklærede sin støtte til Israels oprettelse. Han blev lokket til et såkaldt møde i Minsk, hvor han blev dræbt i et fingeret biluheld. Sandheden kom ikke frem i første omgang. Hvor stor folkelig opbakning GOSET endnu havde hos sit publikum, fremgår med al tydelighed af et fotografi fra Mikhoels' begravelse. Det ligner en statsmandsbegravelse, bortset fra at kisten, der bæres gennem menneskemængden, er en simpel trækiste. Mikhoels efterfølger fik mindre end et år på posten. I 1949 blev han og teatrets øvrige ledelse arresteret og teatret opløst – og i 1952 blev de henrettet.

LÆSERREJSE

Kunstrejse New York New York er en kulturel eksplosion – mangfoldig og dybt fascinerende. Her mødes hele verden, her tales 170 forskellige sprog, her leves det pulserende liv i byens mange forskellige bydele- og overalt udsættes man for et bombardement af kulturelle tilbud inden for billedkunst, musik, litteratur, teater, opera m.v. Nu arrangerer magasinet GOLDBERG og Horisont Rejser en guidet rejse med forfatteren og kunstkritikeren Ole Lindboe, der har besøgt byen 68 gange. Rejsen er tilrettelagt specielt for magasinet GOLDBERGs læsere. Turen ligger i maj og udover kultur bliver der også tid til at shoppe – med en lav dollarkurs, der gør det ekstra sjovt. Bestilling: Rejsen bestilles hos Horisont Rejser på telefon 70202779 eller på vores hjemmeside www.horisontrejser.dk.

17. - 25. maj 2009 Pris: 14.900 kr. Enkeltværelsetillæg: 4.600 kr. Program Dag 1: Afrejse med SAS direkte til New York Dag 2: besøge kunstnere i deres atelier Dag 3: Gallerisurfing i det hotte Chelsea distrikt Dag 4: Frick Collection, privat kunstsamling, jazz Dag 5: MOMA, Guggenheim, opera Dag 6: Brooklyn, Brooklyn Art Museum, Dag 7: Loppemarked, Manhattan, shopping, jazz Dag 8: Gospeltur i Harlem, aftenfly til København Dag 9: Hjemkomst Fyldigt program kan rekvireres hos Horisont Rejser. Inkluderet i prisen: fly fra København til New York med SAS, overnatning på turistklassehotel. Ikke inkluderet i prisen: Transport i New York, måltider (ej heller morgenmad), entre til valgte museer, forsikringer.

Wildersgade 55 | 1408 København K Tel. 70202779 | www.horisontrejser.dk

Jim Dine, Disappearing Before Gerhard and Susanne, 2004; COPY DAN Billedkunst, Copenhagen, 2009