Goldberg #14

Goldberg Nr. 14 · Juli 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Bent Melchior: ”At være flygtning er det mest fornedrende et menneske kan komme ud for”

16

selvom nobelprismodtagern Rita Levi-Montalcini er 100 år, går hun stadig på arbejde

26

Frank Esmann fra Iran: Atombomber, kvinder og ”Den store Aftale”

36

Nynazisme, H1N1 og finanskrise – det er på tide at vække Golem til live igen!

BRÜNO – ortodoks jøde 8

Pris kr. 49,50

Læs også: Don G – Ari Rosensweig tager helst udgangspunkt i noget, han ikke kan lide Bødlen fra sobibor – hvad er pointen ved at retsforfølge en 89-årig nazist?

At drømme med åbne øjne – nære og personlige billeder fra Kafkas liv

SOMMERKURSUS

AUGUST · BILLEDSKOLEN.DK tegning + maleri

1 UGE, 2 UGER ELLER ALLE 3 UGER: 10. – 14. · 17. – 21. · 24. – 28.

TEGNING MALERI SKULPTUR BLANDFORM EFTERÅRET ‘09 2/09 – 30/10 · 2/11 – 18/12 TILMELDING: INFO@BILLEDSKOLEN.DK · +45 3583 6082

Hans Goldstein malet af Jeanne G Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Indhold JULI 2009

Goldberg

6

Hele verden venter på Cohens nye film – i det mindste den del af menneske­heden, der er til grov humor, raffineret satire og lattervækkende afsløringer.

Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Gongong Layout og grafik: Gongong ApS - www.gongong.dk Forsidefoto: Polfoto Tryk: Jønsson Grafisk Produktion Aps Webmaster: Simon Apelblat Thomsen Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Bjørn Bråten, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, ­Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa

4

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto; Boguslawa Sohanska, Warszawa.

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

6

seks af dette nummers bidragydere

8

hvordan opdrager man en jødisk hund?

Gode råd til nye ejere. Af Hanne Friis

9

Det er tid at vække golem igen

Svineinfluenza, økonomisk krise og nynazisme – der er mange grunde til at kolossen fra Prag vågner op. Af Claes Benthien

30

at drømme med åbne øjne

Ny imponerende bog fortæller i billeder om Franz Kafkas liv.

Af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad

34

Bibelske tidende

”Alt er tomhed”, skrev Prædikeren i sin bog.

Det er siden blevet tolket og mistolket.

Af Leise Christiansen

36

iran før dommedag

Indtryk fra et land fyldt med overraskelser.

ISSN: 1902-4487

12

danser koreograf – og cykelsmed

GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450

Ari Rosensweig tager helst udgangspunkt i noget, han ikke kan lide. Også i hans aktuelle opsætning af forestillingen Don G i København.

Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark.

Ernst Goldschmidts Legat.

Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.

Tiger.

22

seje bent

Bent Melchior fylder 80 år. Men han vil hellere tale om de irakiske flygtninges skæbne og bevarelsen af smukke traditioner.

Af Susanne Bernth

Hvad er pointen ved – set med tyske øjne – at retsforfølge en 89-årig nazist? Af Peter Wivel

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. september 2009.

16

Sascha Baron cohen

46

Hvorfor bombede de ikke?

Sascha Baron Cohen blev multi-eksponeret som talkshowværten Ali G og Borat fra Kasakhstan. Nu er han filmaktuel som den østrigske bøsse Brüno.

Hvad færre måske ved er, at han er opvokset i en ortodoks jødisk familie i London og stadig overholder mange forskrifter. Af Peter Juncher

Selv om både USA og De Allierede vidste, hvad der overgik fangerne i nazisternes KZ-lejre, varede det meget længe, før der blev reageret. Ny forskning fortæller, hvad der sinkede dem. Af Henning Paikin

lærenemme rita

48

GuldalDerens jødiske malere

Der var flere jøder blandt guldalderens danske malere. Hvorfor er de ikke særlig kendte?

Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

28

Af Tobias Koch

Hun er Nobelpristager i medicin og 100 år gammel. Rita Levi-Montalcini er et omvandrende eksempel på, hvad arv og miljø kan betyde for et liv og en karriere.

Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale.

Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

Af Frank Esmann

39

”Krænkelsens vanvid, der breder sig som en smitsom sygdom”

De to forfattere og Auschwitz-overlevende, Tadeusz Borowski og Primo Levi, er netop udgivet og genudgivet på dansk. Det er stærk, relevant og vigtig læsning. Af Moritz Schramm

42

bødlen fra sobibor

Af Kasper Monrad

Af Henning Kirk

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Foto: Marc Seliger

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser

Leder

29

Politisk kommentar

Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev giver ”Et kys til København” og glæder sig over, at der afholdes World Outgames i Danmark.

Af Pia Allerslev

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

5

leder

En absurd årstid I Prædikerens Bog, der tages under behandling i dette nummer af GOLDBERG, forklarer Kohelet i et meget poetisk afsnit, at al ting ”har sin tid”.

Nu kendte Kohelet nok ikke meget til det danske vejr – endsige dansk forår. Der er nemlig noget absurd ved foråret. Nogle bliver forelskede, andre forstemte. Mange nøjes med at blive forkølede. Nogle elsker denne lunefulde årstid, hvor vejret ikke kan beslutte sig for, om det er sommer eller vinter, varmt eller koldt. Selv om maj måned i år var den varmeste i 30 år og én af de solrigeste siden 1920, så var det også én af de vådeste. Det oplyser DMI, og de er jo eksperter i formidling af historiske data.

For blot 30 år siden blev man som 41-årig betragtet som ”fyrre, fed og

færdig” – især hvis man var kvinde.

Sådan ”var det bare”, forklarede biologerne. I 2009 kan GOLDBERG påvise, at sådan er det ”bare” ikke.

Bent – en massebetegnelse for overrabbinere i København – er netop fyldt 80 år. Han er hverken gammel eller ung, mener Susanne Bernth, han er bare ”sej”, og Henning Kirk beskriver den ”lærenemme Rita”, der er nobelpristager i medicin og fyldt 100 år. Hun går på arbejde hver dag og er alt andet end gammel. Og på trods af alle risici ved at gøre haneben til unge chadorklædte kvinder i Teheran, så rapporterer Frank Esmann til GOLDBERG, at det sagtens kan lade sig gøre, og at det endda var pigerne ”der begyndte”.

Men det mest absurde i dette forår var, da Irans præsident fra FN’s talerstol, og på Hitlers fødselsdag, holdt hovedtalen om menneskerettigheder, og for gud ved hvilken gang fremstillede jøderne som ”ondskaben selv”.

Og det endda i 65-året for befrielsen af udryddelseslejren Auschwitz – som den genvalgte præsident i øvrigt benægter eksistensen af. Jo, foråret er så sandelig en absurd årstid.

Fornøjelig læsning.

Jacques Blum, redaktør

Seks af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Claes Benthien Cand. mag. i historie og kommunikation, journalist, tekstforfatter, forlagsredaktør og forfatter senest til Tarteletter (2007) og Dåsekogebogen (2009). Tidligere radio- og tv-tilrettelægger for bl.a. DR P1 og DR TV. Siden 2007 forlagsredaktør på Gyldendal, fra 2009 på Forlaget Vandkunsten.

Claes Benthien

6

Peter Wivel Uafsluttet studie i klassisk filologi.

Tidligere journalist på Informations udlandsredaktion, korrespondent i London og Paris, chefredaktør på Information, udenrigsredaktør på Berlingske Tidende, chefredaktør på Weekendavisen, chefredaktør på Berlingske Tidende.

Siden 2003 korrespondent i Berlin for Politiken.

Peter Wivel

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

Leise Christensen Teolog, ph.d. fra Århus Universitet på afhandlingen ”Modsigelsens nødvendighed. Kontinuitet via ambiguitet i Ecclesiastes”. Lektor i religionspædagogik ved Teologisk Pædagogisk Center, Folkekirkens Pædagogiske Institut for efteruddannelse.

Medredaktør af tidsskriftet Bibliana.

Leise Christensen

Peter Juncker

Peter Juncker Cand. mag. i dansk og film fra Københavns Universitet.

Beskæftiger sig som freelanceskribent navnlig med musik, film, livsstil, byliv og rejser. Har leveret artikler til bl.a.

Berlingske Tidende, Børsen, Kristeligt Dagblad, Gaffa, Kbh, Eurowoman, Mand – og nu også Goldberg.

Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad Judyta Preis er født i Łódź i Polen, opvokset i København.

Stud. mag. i polsk og engelsk. Jørgen Herman Monrad er cand. mag. i tysk og filosofi. Har sammen oversat bl.a. Bruno Schulz’ Sanatoriet under timeglasset, Joseph Roths Job, Franz Kafkas Dommen og Tadeusz Borowskis Hos os i Auschwitz.

Judyta Preis

Jørgen Herman Monrad GOLDBERG | #11 #14 | WWW.GOLDBERG.NU

7

ny bog

den tjekkisk-jødiske pendant til danskernes holger danske

Mange mennesker har i tidens løb haft glæde af selvhjælpsbøger som ”Hvordan man opdrager sit jødiske barn” og ”Hvordan bør man leve som en jødisk familie”, men endelig er nu kommet den længe ventede:

Det er tid at vække

Hvordan opdrager man en jødisk hund?

Bogens bagsidetekst giver et ganske godt indtryk af indholdet:

ngode råd udviklet af de nav Hundetræningsmetoder og er on Rat a Boc i t erseminarie kundige rabbinere fra rabbin nu tilgængelige i bogform. , er Alan viser, trin for trin Rabbiner Monica og rabbin resagg siv pas m, ska skyld, hvordan man ved at benytte et betingelsesløs kærlighed ing bet og me kas sar tet, sivi til sin hund. kan skabe ubrydelige bånd et:

Det hele er med, blandt and

mandoen ’sid’ på (”Ville du De fem måder at bruge kom e et par sekunder?”) dø af at sætte dig ned i bar e kommandoer (”Lad være En nyttig liste over avancered hår, når hun kommer.”) med at glo på kusine Ediths tegisk martyrium, når hunden Hvordan man udnytter stra d du vil. Jeg håber, du nyder ikke adlyder (”Okay. Gør, hva det.”) le kommandoer til den gam Følsomme, aldersafstemte hund (”Hold så op.”) de – og deres ejere – i tyve Rabbinerne har trænet hun deres omfattende erfaringer år. Nu giver de resultatet af . videre til hundeejere overalt at man ikke behøver at være Og det bedste af det hele er, es program. jøde for at få noget ud af der sk. Eller vild med sin hund.

Man skal bare være neuroti

Bogen er allerede populær, også blandt hundeejere.

Således lyder en anmeldelse: Okay, du har taget en internathund til dig. Flot! Den elsker dig – når alt kommer til alt, vil den være dig evigt taknemmelig, fordi du har givet den en ekstra chance. Men spørgsmålet nu: Hvordan får du den til at lystre? Måske får du brug for bogen ’Hvordan opdrager man en jødisk hund?’, og nej, du (eller din hund) behøver ikke være jøde for at få gavn af denne lærerige bog, som har fået fem stjerner af anmeldere på internetboghandlen Amazon.

Denne vejledning i hundetræning (som faktisk er fup) er skrevet af rabbinerne fra rabbinerseminariet i Boca Raton (rabbinerne eksisterer ikke, bogen er skrevet af Ellis Weiner og Barbara Davilman) og indeholder alle de kloge og praktiske råd, som de har samlet gennem årtiers træning af hunde af forskellige racer (forfatterne ved praktisk taget intet om hunde). Det er en underholdende, oplysende håndbog med flotte billeder og morsomme overskrifter, og den får dig helt sikkert til at hyle af grin (og det er ikke løgn).

Oversat og bearbejdet af Hanne Friis

Golem igen Kæmpen Golem blev skabt af mudder fra Vlatavas bred i 1500-tallet for at hjælpe Prags jøder mod kristnes forfølgelse. I dag har økonomisk krise, svineinfluenza og nynazisme gjort Golem mere populær end nogensinde.

Af Claes Benthien Ifølge Talmud, de lærdes kommen­ tarer til Toraen, er en golem en skikkelse, der kan skabes af særligt gudshengivne og hellige mennesker.

Gud skabte Adam af støv, men en menneskeskabt golem er skabt af ler og bliver aldrig andet end en ufuldkommen udgave af den gudsskabte.

I jødisk religiøs og verdslig litteratur har forestillingen om en menneskeskabt skikkelse, en golem, været en fast ingrediens i snart to årtusinder.

En golem optræder oftest som en enfoldig tjener for rabbinere, men også som helt og frelser i særligt trange tider.

Den mest markante fortælling om en golem opstod i Prags ghetto og tilskrives rabbineren Judah Loew ben Bezalel, som menes at være født omkring 1520 og døde den 17. september 1609 i Prag. Her kan hans intakte gravsted stadig besøges på den gamle jødiske begravelsesplads i kvarteret Josefov. I dag er han kendt for sine værker om jødisk filosofi og mystik, men især som rabbineren, der skabte en golem af ler. Historien, som vi kender den i dag, udkom dog først på tryk i 1847, hvor den optræder sammen med en række jødiske folke­ fortællinger samlet af Wolf Pascheles.

Han begyndte i takt med tidsåndens forsøg på at skabe national og etnisk identitet – med brødrene Grimm i spidsen – at indsamle og nedskrive folkelige fortællinger.

Liv i lerkolossen Rabbiner Loew var bekymret over de kristnes forfølgelser af jøderne i Prag, der blev beskyldt for at bruge blod fra kristne i deres religiøse ceremonier. I en natlig drøm fik han besked på, at han skulle skabe et menneske af ler, som ville være i stand til at hjælpe jøderne mod deres fjender. I ly af mørket gik han med sin svigersøn og en elev til Vlatavas bred, hvor de ved hjælp af mystiske ritualer og besværgelsen af de fire elementer jord, ild, luft og vand, skabte en golem

I følge overleveringerne er Golem skabt af mudder fra floden Vlatavas bred i 1500-tallet

af ler. For at fuldende værket blev et stykke pergament med de hellige ord anbragt under Golems tunge, hvorefter der i samme øjeblik kom liv i lerkolossen. Golem blev klædt som en synagogetjener og lignede nu til fuldkommenhed et menneske. Det eneste, han manglede i menneskelig fuldkommenhed, var talens brug; der var trods alt grænser for rabbiner Loews evner. Golem gik nattevagt, og efterhånden ophørte de kristnes chikanerier. Det skulle dog vise sig, at Golem havde mere end svært ved omgås folk. Og det hændte tit, at han fik vredesudbrud, der resulterede i voldelig adfærd, som til sidst måtte stoppes. En nat listede Loew sig op på loftet i synagogen, hvor Golem sov, sagde de hellige ord og fjernede pergamentstykket under hans tunge. Hvorefter Golem åndede ud.

Men det fortælles at Golem stadig befinder sig på loftet, og at der er i krisetider gøres forsøg på at vække ham til live igen.

Golem går til filmen Historien om Golem fik fornyet aktualitet i begyndelsen af det 20. århundrede, da forfatteren Gustav Meyrink med udgangspunkt i folkefortællingen atter tog temaet om den menneskeskabte skikkelse Golem op i en roman fra 1915 (dansk oversættelse i 1919, genudgivet i 1974).

Bogen gik sin sejrsgang over hele Europa, hvor dens sære blanding af realisme og overnaturlige fænomener tryllebandt en stor læserskare.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

9

Illustration: Jeanne G. Kempinski

tarer til den verdenspolitiske scene Meyrink var ikke den eneste, der i 30’erne og 40’erne. Nazismens på sin tid beskæftigede sig med den jødeforfølgelser og udsigten til Det gamle fortælling. Mellem 1914 og Tredje Riges verdensherredømme 1923 instruerede Paul Wegener en truede den samlede menneskehed og hel række stumfilm over temaet. i særdeleshed Europas jøder. En af Handlingen i de to første film, Der tegneseriehistorierne fra 1940, hæftet Golem (1914) og Der Golem und die How Superman Would End the War, beTänzerin (1917), foregår i nutidige skriver den trøstesløse situation. Da rammer, mens den tredje og sidste alt synes mest håbløst, dukker helten Golem, wie er in die Welt kam, foregår op fra himlen i form af Superman. i Prag i 1500-tallet. Filmene er en Med et fast greb sær blanding i nakken på både af horror og Det sker nemlig, at et Hitler og Stalin avantgarde og flyver han dem bliver i dag befuldkommen fremmed mengennem luften tragtet som de og truer med første forsøg på neske, skægløst, med gul nogle ”ikke-ariske et ekspressio­ par på skrinet.” nistisk filmhudfarve og af mongolsk Flyveturen ender sprog. Filmene type, klædt i gammeldags, i Geneve, hvor de fik stor udbreherrer bliver delse uden for tætsluttende klæder kommer to stillet for en interTysklands national domstol. grænser, og i frem fra Gamle Skolegade; Parallellen til dag går diskusgolemskikkelsen sionen på, med en løjerlig, stolprende er åbenbar, uden hvorvidt de gang – som om han hvert dog at være en var udtryk for direkte pendant. antisemitisme, øjeblik skulle falde forover Hovedtemaet for eller om de blot var et udtryk – går manden gennem jøde- de to for­tællinger er forestillingen for en universel historie i lighed kvarteret – og bliver pludselig om en messiansk skikkelse, der med monstret usynlig.” er i stand til at Frankenstein. redde det jødiNobelprisske folk, når alt tageren Isaac Gustav Meyrink: Golem andet glipper.

Bashevis Singer Ophavsmændene (1904-1991) til Superman, Joe Shuster og Jerry pustede i 1969 endnu engang liv i Siegel, var begge jødiske emigranter historien om golem, da han omskrev fra Østeuropa og har ikke været uvihistorien til en godnatfortælling for dende om historien om Golem. Da børn. Med sine enkle pointer, og med den tyske propagandaminister Joseph en golem, der utvetydigt repræsenGoebbels blev præsenteret for den terer det jødiske folk, beskriver han tegnede superhelt, var han da heller de falske anklager, der bliver rettet i tvivl, og tørt konstaterede han, at mod det. ”Superman er jødisk!” I Danmark optræder Superman for første gang Superhelt i Familie-Journalen i 1940, men efter Tegneseriefigurerne Superman, pres fra den tyske besættelsesmagt Batman, X-Men og De Fantastiske forsvandt serien fra bladet året efter.

Fire er alle skabt af central- og øst­ I dag optræder Golem i en lang europæiske jøder i New York. De række tegneserier, bøger, film, tvførste historier var aktuelle kommen-

10

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

serier og computerspil, blandt andet i Dungeons and Dragons. Seneste skud på stammen er Michael Chabons historiske roman Den utrolige historie om Kavalier og Clay (Borgen), hvori Golem spiller en ikke uvæ-entlig rolle under den nazistiske invasion af Tjekkiet i 1939.

Aktuel igen For nyligt kunne New York Times’ korrespondent i Prag rapportere, at golem er mere aktuel end nogensinde. Årsagen skal findes i økonomisk krise, svineinfluenza, nynazisme, islamisk fundamentalisme og russisk aggression, lyder det fra forskellige borgere i Prag, jøder såvel som ikke­­­ -jøder. Efter en lang historie med fremmede okkupationsmagter har selv tjekkiske ikke-jøder fundet stor sympati for befrieren med de overnaturlige evner ofte uden at vide, at der er tale om et jødisk monster.

Teaterinstruktør Eva Bergerova, som netop har sat et teaterstykke om Golem på plakaten, forklarer, at det ikke er en tilfældighed, at den centraleuropæiske historie kommer frem fra gemmerne netop nu: ”Golem dukker op i gaderne i tider med krise og bekymring. Han bliver en projektion for samfundets neuroser, et symbol på angst og bekymring.” Og, kan det tilføjes, en profitabel masseindustri.

Er man turist i Prag kan man vælge at overnatte på et af de mange Golemhoteller, og vil man underholdes, kan man kaste sig over en Golem-musical eller se en stærk mand, der optræder under navnet Golem, og som bøjer jern med tæn-derne. Er man på jagt efter et minde fra turen, er der et rigt udvalg af autentiske Golem-lerfigurer af god kvalitet, fremstillet i Kina naturligvis. Når sulten melder sig, kan man slå et smut indenfor i restau­ ranten Golem, der vel at mærke ikke er kosher. Her har man har mulighed for at indtage det seneste skrig fra det tjekkiske køkken: en rabbinerbøf eller dagens krisetilbud, flæskesteg med kartofler. Intet under at Golem er begyndt at røre på sig!

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

11

moderne dans

Danser, koreograf – og cykelsmed Den alsidige kreatør Ari Rosen­zweig er i København for at sætte forestillingen Don G op. Goldberg mødte ham til en snak om forførelse og om, hvordan cykelproduktion har frigjort ham i hans arbejde med moderne dans.

Af Tobias Koch ”Mine dansere må gerne være runde, og de må gerne være lave. De må i det hele taget gerne se anderledes ud end traditionelle dansere. Jeg er træt af, at dansere – selv i moderne dans – skal være klædt sådan, at man lige kan ane deres muskler og veltrænede kroppe.”

Da Goldbergs udsendte møder den 37-årige Ari Rosenzweig, falder fordommene om en danser og koreograf i verdensklasse helt sammen.

Den smilende og jordnære mand i T-shirt og kasket er dagen forinden ankommet med 4-flyveren fra Tel Aviv og har netop afsluttet dagens prøver med israelske og skandi­na­ viske dansere i Dansens Hus. Det er ham, der har valgt, at vi skal drikke fair-trade kaffe i ”Kaffekollektivet” i Jægersborggade, den berygtede, men efterhånden også ret iværksætterprægede gade på Nørrebro. Der er stadigt pushere, der sælger hash længere nede i gaden. Ikke fordi det kan ses.

Det er mere en fornemmelse af, at der foregår et og andet.

At Ari Rosenzweig er noget særligt inden for dans, fremgår tydeligt af hans CV. Allerede som 18-årig arbejdede han ved Pantomime­ teatret i Tivoli, og derfra gik turen via Svenska Balletskolan i Stockholm til

12

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

Det Kongelige Teater i København, rundt om Nyt Dansk Danse Teater, inden han drog til Israel for at danse med The Kibbutz Dance Company og dernæst Israels førende og verdenskendte dansekompagni, Batsheva Dance Company.

Don G forfører publikum Nu er han i København for sammen med komponisten Jørgen Teller at sætte forestillingen Don G op på Musikteatret Plex. Scenografien til forestillingen laves af Anna María Helgadóttir fra kunstnerfælles­ skabet Ingen Frygt, og kostumerne er designet af Sara Sachs fra MoonSpoonSaloon. Begge er såkaldte kunsttænketanke eller kunstnerkollektiver, der har markeret sig flot på den danske kunstscene.

Ligesom ved Rosenzweigs tidligere samarbejder med Jørgen Teller, arbejdes der med ideer fra og omkring klassiske fortællinger og opsæt­ninger.

I forestillingen Slot fra 2005 var inspirationen hentet fra komponisten Hector Berlioz’ Symfonie Fantastique, og ved opsætningen af forestillingen Richard i 2007 var det komponisten Richard Wagner, som Rosezweig i øvrigt har et anstrengt forhold til.

Med Don G er udgangspunktet nogle tanker og betragtninger omkring Don Giovanni, Casanova og Mozart. Ari Rosenzweig bryder sig ikke specielt om Mozart, men det er netop et godt udgangspunkt, synes han. Det besværlige og det anstrengte er en god udfordring. ”Det er bevidst, at jeg beskæftiger mig med ting, der generer og ting, der ikke bare pleaser mig. Det kommer der noget meget mere spændende ud af, end når udgangspunktet er noget, jeg godt kan lide.”

Med Don G forsøger Ari Rosenzweig at sætte sig ind i, hvordan Mozart har tænkt. I tilfældet med Don Giovanni handler historien om forføreren. ”Folk vil måske tro, at forestillingen læner sig op af Don Giovanni, men

den bevæger vi os væk fra. Faktisk vil publikum blive skuffede, hvis de tror, de skal se den klassiske historie,” siger Ari Rosenzweig. ”Det, jeg håber at kunne gøre i de 45 til 55 minutter, forestillingen varer, er at forføre folk, så de bagefter tænker, hvad var det? Hvorfor bevægede danserne lige foden på den måde? Eller hvorfor gjorde de det?

Det er nok et forsøg fra min side på at forføre publikum, men jeg er ikke en forfører i traditionel forstand. Målet er at forføre – men på min egen måde.”

Israel og den moderne dans Dansekarrieren har ført Ari Rosenzweig rundt i verden, men navnlig frem og tilbage

Det er bevidst, at jeg beskæftiger mig med ting, der generer og ting, der ikke bare pleaser kommer

mig. der

Det noget

meget mere spændende ud af, end når udgangspunktet er noget, jeg godt kan lide.”

mellem Danmark og Israel.

Hvorfor netop Israel? ”I Israel har moderne dans en helt speciel plads. Der fandtes ikke nogen tradition for danseforestillinger før engang i begyndelsen af 1950’erne.

Derfor blev det den moderne dans, der blev den kunstneriske danseform.”

Ifølge Ari Rosenzweig har det betydet, at moderne dans er mere aner­kendt og mere folkeligt for­ankret i Israel end andre steder, hvilket sikrer et meget højt fagligt niveau i de israelske danseensembler.

Sammen med dansekompagniet Batsheva Dance Company rejste han verden rundt og fik udlevet en af sine karrieremæssige drømme, indtil han i 1999 vendte tilbage og bosatte sig i Danmark sammen med sin israelske kone. Her begyndte han at udleve en anden karrieremæssig drøm, nemlig koreografien, og han vandt blandt andet den danske koreografikonkurrence Dansolution to gange. Han blev også såkaldt huskoreograf på Danse­ scenen i København.

Men selv om både Ari Rosenzweig og hans kone havde succes med dans og koreografi, valgte de i 2006 at flytte til Israel og samtidig opgive den professionelle danse­karriere.

Forklaringen er enkel: ”Mine kone savnede sin familie.

Når man er ung, alene eller uden børn, så kan man bare drage rundt i verden og danse eller bosætte sig hvor som helst. Men når der kommer børn til, så vil man gerne være et sted, som man kender,” siger Rosenzweig.

beskæftiger sig med i Israel, er en kamp, og hvis man er danser, skal man have rundsave på albuerne. Det betyder bl.a., at man må tage med på turné hele tiden, og det passede ikke til hans ønske om et familieliv. Og Tel Aviv, som er dér, hvor en dansekarriere skal dyrkes, er heller ikke en by, han vil bo i med små børn.

Så selv om han stadig koreograferer, er selve dansekarrieren stoppet nu, og i stedet har han kastet sig over produktionen af specialbyggede cykler.

Man ser måske sjældent cykler i gadebilledet i Israel, men faktisk er cykling de seneste 10-år nærmest blevet en nationalsport. Sæsonen er lang, og der er fantastiske naturområder, hvor man kan cykle, både ørken, bjergområder og langs søer. ”Israelerne elsker at tage ud som gruppe sammen og cykle.

Jeg tror, det er det dér soldaterinstinkt. Mest for mændene, selvfølgelig, men jeg kunne se, at der var et potentiale der,” siger Ari Rosenzweig.

Det er endnu svært for ham at leve fuldt ud af cykelproduktion, men

Cykelproduktion er også kunst Valget af at flytte til Israel betød et fuldstændigt skift i karrieren for Ari Rosenzweig: Fra dans til cykelproduktion. Han forklarer, at alt, hvad man GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

13

han er i gang med at opbygge det kundegrundlag og netværk, der kan gøre det muligt.

De fleste af hans håndbyggede cykler sælges dog i Danmark i hans brors cykelforretning, ”BenBen Cykler”, på Vesterbro.

”Jeg er virkelig glad for at bygge costum-made cykler. Man skal tage mange hensyn, fx til cyklistens højde og vægt. Det er et stort ansvar i forhold til den leg, det er at arbejde med dans. Selve det at svejse og lave unikke cykler – at starte med en bunke metal og så arbejde med at forme den – det er lidt som et kunstværk i sig selv.”

Succes og frihed i Danmark Udover en enkelt danseforestilling i 2006 har Ari Rosenzweig ikke koreo­ graferet i Israel efter, at han flyttede tilbage. Når han som nu sætter forestillinger op i Danmark, er det både

fordi, der er et økonomisk incitament, men også fordi glæden ved at koreografere er blevet så meget større nu. Han har sluppet sine danseambitioner, og hvor han tidligere kæmpede med ambitionerne og med bekymringer om fremtidige opsætninger, så kommer arbejdet og opgaverne nu flydende til ham af sig selv. Der er forespørgsler og forslag til samarbejder, og hans tilgang til det er båret af lyst i stedet for ambitioner.

Det hele føles mere umiddelbart, ubesværet og smidigt. ”Jeg nyder virkelig at være i Danmark, og jeg nyder meget mere at arbejde med danserne og lave dans nu,” smiler Rosenzweig og tøver, mens han prøver at finde de rigtige ord: ”Det er lidt ligesom, hvis man kigger efter en pige, man er vild med og til sidst bare må opgive, fordi det er helt umuligt at tiltrække sig hendes opmærksomhed. Og i det øjeblik man opgiver, så bliver pigen interesseret”.

Kunstnerisk set er det også blevet nemmere: ”Jeg har kæmpet med at slippe fri af Batsheva Dance Company, og alt det andet jeg har lært. Jeg greb mig selv i at tænke: Er den her danse­ bevægelse for meget Batsheva, eller var det dér ikke ligesom noget, jeg har lavet i en af de andre fore­ stillinger osv. Det gør jeg ikke mere.

Jeg er friere nu.”

To nye titler af forfatteren Erik Henriques Bing.

Hallelujah #1, Klummer og krøniker (skrevet 2006-09) og Hallelujah #2, Sonetter, (skrevet januar-marts 2009).

Bøgerne indeholder kritiske, historiske og poetiske tekster og meninger inden for rammerne af emnet jødedommen.

Udgivet på forlaget TÅGALIDEN.

I boghandelen nu:

KUN

KUN

149,-

129,-

SPAR 199,- kr. når du tegner et års abonnement på Goldberg

Journalisten Marcus Rubin har sat sig for at læse Bibelen fra ende til anden og dokumentere, hvad han oplever undervejs. Det er der kommet en provokerende, humoristisk, eftertænksom og helt uortodox guide til Bibelen ud af.

(Bogen er udgivet på forlaget Rosinante).

GRATIS Normalpris:

199,- kr.

Et års abonnement på Goldberg koster 248,- kr. inkl. adm. + porto. De første nye abonnenter i juli modtager Marcus Rubins "BIBELEN på bloggen" gratis. Alt, hvad du skal gøre, er at gå ind på hjemme­ siden: www.goldberg.nu (månedens tilbud ligger øverst på sitet). Du kan også tegne abonnement ved at ringe til Goldberg på tlf. 5024 9450 eller sende en e-mail til: goldberg@goldberg.nu

14

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

15

Foto: Bjarne Stæhr

man bliver klogere – og det er en risiko man må løbe

Seje Bent I juni måned 2009 runder Bent Melchior 80 år. Til advarsel eller beroligelse: Han forsikrer, at han har mod på mere.

Af Susanne Bernth

H

vordan har han det? ”Jeg har det godt, tak, men skidt.”

Bent Melchior, overrabbiner emeri­tus forsikrer dog, at dårligdommen er noget forbigående. Det er hoften, der driller, og det har den gjort et stykke tid.

Det gode er et fuldt liv, nu i forreste række som familiens overhoved, med fire børn og svigerbørn, 12 børnebørn og snart det 13. oldebarn.

Han er stadig gift med sin Lilian, om hvem det blev sagt, at hun var alt for køn til ham, da de forlovede sig i 1950. Det kan vel være; til gengæld varetager han den elektroniske kommunikation med omverdenen og sørger for at printe billeder ud af klanen, der er spredt ud over Israel, England og Norge. Det akutte problem er, at printeren kun kan klare sort/hvide billeder; hans hustru så helst, at de var i farver. ”Jeg føler mig meget privilegeret,” siger han i sit ny domicil med ele­ vator, lige om hjørnet fra det gamle i Frederiksborggade.

Ellers er han i fuld vigør; blandt meget andet er han er æresmedlem af Dansk Flygtningehjælp, som den første og eneste nogensinde, fordi de i Flygtningehjælpen ville sikre sig, at de fortsat kunne trække på ham, da han i 2007 trak sig fra sit mangeårige virke som medlem af forretningsudvalget.

Med eller uden en organisation i ryggen er han ved at bide tungen af sig selv over den måde, regeringen og det officielle Danmark har behandlet de 60 irakiske asylansøgere på, som tog ophold i Brorsonskirken i København.

16

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

”Det er modbydeligt at se på, hvordan politikerne er villige til at handle for princippets skyld. Som om de er angst for at være menneskelige. Når nu der foreligger saglige og faglige vurderinger af, at det er farligt at sende irakerne tilbage – og vi kan jo ikke modbevise det, for vi tør jo ikke selv rejse dertil.”

spørgsmål i hans liv. ”At være flygtning er det mest fornedrende et menneske kan komme ud for,” har han gentagne gange fastslået.

Har Flygtningehjælpen taget ham til sig som en slags skytsengel, er der andre, der mener, at han burde gå på pension, i enhver henseende. Den danske Forening, for eksempel, hvis formand Ole Hasselbalch Det er modbydeligt at se på, ikke tøver med at sige, at Melchior er en velmehvordan politikerne er villige til at nende gammel mand, uden realitetssans, hvis virke er handle for princippets skyld« drevet af følelser mere end forstand og til stor skade for landet. Og mange fra hans menighed pørgsmålet om flygtninge og asyler fortvivlede over hans holdning, ansøgere skal man træde varsomt understreger Hasselbalch. med over for Bent Melchior. Generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamms erfaring er, at er der ent Melchior er rundet af en tale om en sag, som Bent Melchior familie af rabbinere. Oldefaderen, virkelig brænder for, kan man lige faderen og morfaderen var det før så godt strække våben, af mange ham, uden at det gik stille af i nogle grunde, men især fordi han som regel af tilfældene. Men som morfaderen, har ret.

Max Schornstein sagde: Med hans ”Bent er sej,” lyder skudsmålet navn var der ingen grund til at være derfra. bange for lidt røg i køkkenet.

Desuden har Melchior selv prøvet To gange under den mere end 30 at være flygtning, som han underår lange rabbinergerning, heraf 26 stregede over for Pia Kjærsgaard i en som overrabbiner, har han været på radiodebat – ”længe før du blev født”, vippen i sin stilling, i begge tilfælde da hun ville diskvalificere ham på på spørgsmål om, hvor uafhængig en spørgsmålet. Hun gik efter udsendeloverrabbiner er i forhold til Repræsen uden at sige farvel. sentantskabet for Mosaisk Troes­ Det var som15-årig, da familien i samfund. Første gang var i 1972, oktober 1943 sejlede hid og did et kun få år efter han var tiltrådt som halvt døgn over Østersøen, inden de overrabbiner. havnede i Lilla Beddinge – og blev 12 israelske sportsfolk var netop budt velkommen. Det var den mere blevet myrdet under de Olympiske nænsomme version af flygtninge­ Lege i München, og Repræsentantlivet, det lægger han heller ikke selv skabet drøftede, om man i den anledskjul på, men erfaringen satte sig og ning skulle holde en mindehøjtidegjorde spørgsmålet om indvandrere lighed i Synagogen. Imidlertid skulle og flygtninge til et af de mest centrale det jødiske nytår markeres få dage

S

B

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

17

senere, og man blev enige om i stedet at knytte en mindebøn til teksterne ved gudstjenesten. Især ungdomsforeningerne var imod denne beslutning, og da der dengang som nu ikke var overvældende mange unge, der havde deres gang i Synagogen, mente Bent Melchior, at han burde åbne den for mindehøjtideligheden.

Stor ballade, som Melchior i sine erindringer ”Så vælg da livet” godt kan se ikke var en mønsteropvisning i diplomati fra hans side, selvom han fastholder, at det var den rigtige beslutning, han traf.

Dagspressen gjorde sit til, at sagen hoppede over murene og blev et nationalt anliggende med internationale konsekvenser, som formanden, den tidligere konservative skatteminister Isi Foighel ikke bare kunne lade passere. Under højtiden på den store forsoningsdag, Jom Kippur, meddelte Melchior menigheden, at han agtede at trække sig; han var stadig ung og havde flere muligheder for at sadle om. Foighel meddelte kort efter, at han trak sig, med henvisning til, at det var lettere at finde en ny formand end en ny rabbiner. Tidligere chefredaktør Herbert Pundik udvirkede, at konflikten blev løst i mindelighed ved, at der blev nedsat et paritetsnævn. Hvis der fremover opstod en konflikt mellem overrabbineren og Repræsentantskabet, skulle den løses i nævnet. Afgørelsen kunne ikke appelleres.

Anden gang var, da Danmarks Radio optog en udsendelse om dansk/ jødisk liv til hverdag og fest. Alle festligheder var rekonstrueret og optaget forskudt, men kredse inden for menigheden mente, at det var at sætte liv og lemmer på spil ved at lade PLO og andre terroristorganisation få en så detaljeret indsigt i jødisk liv.

Imidlertid var udsendelsen på det tidspunkt optaget og færdigklippet, og et halvt år senere kunne den danske tv-­befolkning se ham stå på en trappe­ stige og med forundring spørge sin hustru, hvor i alverden de havde den kop fra, der kom frem fra skabets dyb under den årlige Pesach-rengøring.

M

elchior er den første til at indrømme, at hans ledelsesstil ikke hører til i konsensusafdelingen. ”Som åndelig leder er man nødt til at sige sin mening. Det nytter jo ikke

18

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

noget, hvis jeg skulle vente på tilslutning til noget, jeg i forvejen er dybt overbevist om, for så risikerer jeg jo at skulle vente, til jeg ikke er her mere. Var jeg politiker, måtte jeg indstille mig på at handle efter majoriteten. Er man uenig med flertallet, må man prøve at ændre deres holdning indefra. Det er spillets regler. Jeg ved, at der er mennesker inden for menigheden, der mener, at jeg er gået for meget i brechen for muslimer – racister findes også i jødiske kredse – men for mig er vi alle mennesker for Vorherre og skabt som Adam og Eva, inklusive de banditter, der findes i alle lejre. Men som udgangspunkt står det ikke til diskussion, om man skal være venlig over for muslimer.

Det skal man.”

… for mig er vi alle mennesker for Vorherre og skabt som Adam og Eva, inklusive de banditter, der findes i alle lejre« Når det gælder civiliseret omgang med uenighed, fremhæver Bent Melchior sin far, den tidligere overrabbiner Marcus Melchior, under hvem han var ”andenpræst”, som det hed i familiejargon’en, i seks år. Han fortæller om dengang i slutningen af 1960’erne, da pastorer og præster og en enkelt rabbiner opfordrede amerikanerne til at stoppe bombardementerne i Vietnam. ”Det vakte en del opsigt, vel også fordi det var første gang siden Anden Verdenskrig, at nogen kritiserede USA, sådan for alvor. Jeg havde ikke orienteret far, som måtte læse om det i avisen. ”Synes du, det er klogt?” var han eneste kommentar. Det var tydeligt, at han ikke synes det, men var tolerant nok til at lade mig selv finde min egen vej. Det var superelegant.”

H

verken som overrabbiner eller som privatperson har Bent Melchior nogensinde gået i ét med tapetet. Hans vrede, som oftest kortvarig, er legendarisk og får de omkringstående til at føle sig som i en åben sportsvogn, uanset om det er dem eller sidemanden, det går

ud over. Han er ortodoks og står ved det. Det forhindrede dog ikke, at han reverenter talt, som han udtrykker det, blev smidt ud af Det Europæiske Ortodokse Rabbinerforbund, fordi han i 1984 lod sig vælge til formand for det mere liberale World Council of Synagogues. Udsmidningen fik den konsekvens, at overrabbinaterne i London og Jerusalem siden da såede tvivl om hans konverteringer. ”Selvom jeg ikke ændrede en tøddel ved min ortodokse overbevisning, holdt Rabbinerforbundet slet og ret op med at invitere mig til møderne,” konstaterer han og tilføjer, at World Council of Synagogues bøjede sig bagover for at imødekomme hans ortodokse spisevaner og overholdelse af helligdage.

I takt med at en stadig større del af menigheden gifter sig udenfor, for de unges vedkommende er det helt oppe på 80 pct., mener han stadig, at der er grund til at træde varsomt med reformer. ”For nu at bruge det gamle kneb: Nogle af mine bedste venner er medlem af Reformmenigheden.

Principielt er jeg ikke mod reformer, men som min gamle rebbe i London sagde: Hvis du har et gammelt maleri, som gennem århundreder har gjort turen med over landegrænser, med tiden har det fået nogle skrammer, støv og snavs har sat sig, og det trænger til reparation. Hvor ville du henvende dig? Til en grovsmed eller en konservator?” ”Jødedommen er slæbt rundt i verden gennem 2000 år, og jeg er ikke imod reformer, kun Reformbevægelsen. Der er rammer, man skal holde sig indenfor, for at bevare Jødedommens inderste væsen.”

I tilbageblik fortryder han, at han i begyndelsen af sin rabbinergerning stod så stejlt over for blandede ægteskaber. ”For 25 år siden nægtede jeg at ønske et brudepar af blandet baggrund tillykke. Jeg synes det var …”.

Overløberi? ”Hm … jah, vel mere en fornemmelse af, at det var en slags forræderi, når man opgav, hvad så mange generationer havde opbygget gennem tusinder af år. I mellemtiden er jeg imidlertid kommet til en anden konklusion, for med alderen risikerer

At være flygtning er det mest fornedrende et menneske kan komme ud for« man at blive klogere – og det er en risiko man må løbe.

I dag ser jeg sådan på det, at hvis parret virkelig mener, at det er deres lykke, skal de gøre det. Hvis de ønsker, at børnene skal opdrages i den jødiske tro, skal man ikke lave om på love og regler, men hjælpe dem, der kommer udefra så godt man kan.

Der skal være et tilbud at træde ind i menigheden – det skal ikke skal belægges med barrierer. ”Den tro, jeg har haft det privilegium at være talsmand for, har så meget at tilbyde, og min erfaring siger mig, at de nye medlemmer i ni ud af ti tilfælde har været en gevinst for menigheden.”

H

vis nogen mener, at han har været en blandet gevinst for menigheden, er der næppe tvivl om, at han har været en gevinst for

Foto: Bjarne Stæhr

kredse, der ligger langt uden for både menighed og nationale grænser. Når Bent Melchior blander sig i debatten, har det, hvad enten man er enig eller uenig, vægt, og man skal vitterligt have gjort sit hjemmearbejde, hvis man vælger at gå op imod ham. På flygtningespørgsmålet er han ubøjelig, ufortalt at han er mester i at se tingene fra overraskende, men aldrig irrelevante sider, når det drejer sig om respekt for fundamental menneskelig værdighed. Koste hvad det vil.

Og det har kostet, som for eksempel, da han som en af de første her i landet gik ind for en to-statsløsning i forholdet mellem palæstinensere og israelere. ”I dag mener de fleste, at der ikke er andre muligheder,” kommenterer han.

Eller da han ikke alene mødtes med, men gav hånd til palæstinen-

sernes formand her i landet – til stor forargelse for den daværende israelske ambassadør i Danmark. Men som han svarede med et citat fra Henri Nathansens ”Indenfor murene: ”Tror De, at jeg er pøbel.”

Og fremtiden? ”Jeg har lige siddet og skrevet et notat, 14 sider blev det vist, om de særlige traditioner, som knytter sig til synagogen i Krystalgade. Ikke fordi de har sin rod i skriften eller vælter de religiøse ritualer, hvis de udelades, men det er små ting, som i tidens løb er blevet karakteristiske for os. Det er vigtigt at bevare dem, selvom ingen siger, at der i al evighed skal være en jødisk menighed i København. Det er der dog, så længe familien Melchior har noget at skulle have sagt.”

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

19

dårlig smag eller komisk mesterværk

S ascha B aron C ohen »jødisk humor når den er værst« Hele verden venter på Cohens nye film – i det mindste den del af menneske­heden, der er til grov humor, raffineret satire og lattervækkende afsløringer.

Af Peter Juncher Det er en helt almindelig aften i Fort Smith, Arkansas. En stor del af de lokale borgere har forventningsfuldt bænket sig i en af byens sportshaller for at nyde en af de mest populære fritidsbeskæftigelser på de kanter: showbrydning.

Intet tyder på, at der er noget usædvanligt i gære. Tværtimod lover plakaten både fadøl til en dollar, labre chicks og masser af hardcore action.

Præcis som folk er vant til, men så pludselig sker der noget, som får folk til at spærre øjnene op: To deltagere træder ind foran publi­kum, men i stedet for at slås giver de sig til at afføre sig deres tøj og at kysse og kærtegne hinanden.

Et øjeblik er der fuldstændig stille, så følger reaktionen: En byge af ukvemsord, stole og fadøl begynder at regne ned over de to brydere, der må tage flugten gennem en specialkonstrueret tunnel.

Da tingene atter er faldet lidt til ro, melder spørgs­ målet sig “Hvad var det lige, der skete?” Svaret kom næste dag: En politi­rapport fra det lokale politi var blevet lækket til pressen, og hurtigt spredte nyheden sig til det meste af verden. De stakkels tilskuere var uden at vide det blevet udsat for Sascha Baron Cohens seneste påfund. Den britisk-jødiske komiker var taget til den lille flække i det amerikanske hjerteland for at filme en scene til sin længe ventede opfølger til kassesuccesen ”Borat” med arbejdstitlen ”Brüno: Delicious

20

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

Journeys Through America For The Purpose of Making Heterosexual Males Visibly Uncomfortable in the Presence of a Gay Foreigner in a Mesh T-shirt”.

Plat humor og spids satire Dermed var det igen lykkedes Cohen at erobre overskrifter og at udsætte sine omgivelser for et velplanlagt, undercover set-up, designet til at fremkalde en ganske bestemt type reaktion. Det er da også netop stunts som dette, der har givet ham et ry som en grænseoverskridende og fuldstændig frygtløs komiker, der ikke er bange for at tage ekstreme virkemidler i brug. Som da han i rollen som ”Borat” lod et kæmpestort, behåret fedtbjerg af en mand lande med blottet anus og testikler lige i hovedet på sig.

til homofobi, racisme, misogyni og antisemitisme.

Det har gjort Cohens nye film til en af de med allerstørst spænding imøde­sete film i år. For efter den enorme succes med filmen om den tykpandede, racistiske, men alligevel underligt elskelige, kasakhstanske reporter Borat, lyder

Cohen den outrerede og homoseksuelle, østrigske modereporter Brüno, der drager til USA på jagt efter succes og anerkendelse, da tv-ledelsen hjemme i Østrig vælger at nedlægge hans modeprogram. Blandt insidere i den amerikanske filmbranche, der trods store hemmelighedsforanstaltninger

Foto: Frank Ockenfels

Men Cohen er meget mere end dårlig smag og chokeffekter. I hans komiske univers kombineres den platte toilethumor ubesværet med begavet samfundssatire. Gennem sin karriere har han spiddet alt fra ekstrem dumhed og overfladiskhed

spørgsmålet: Kan han virkelig gøre det igen? Skabe en film, der får både publikum og kritikere til at vride sig af grin og krumme tæer samtidigt?

Svaret får vi den 10. juli, når ”Brüno” får premiere. I filmen spiller

tidligere på året havde lejlighed til at se et tyve minutters uddrag fra filmen, er den almindelige opfattelse, at Cohen har leveret endnu et komisk mesterværk og en potentiel, økonomisk gigantsucces.

Er det sandt, vil Cohens navn formentlig atter komme på alles læber, og præcis som da Borat-hypen var på sit højeste, vil det accen­

tuere spørgsmålet: Hvem er egentlig denne geniale komiker Sascha Baron Cohen? Hvem er manden bag nogle af de revolutionerende figurer? Mennesket bag masken?

Manden bag Borat og Brüno Svaret er, at han er lidt af en gåde, for selv om Cohen i dag har eta­ bleret sig som en af de mest kendte og højtprofilerede komikere i verden, er det tilsvarende lykkedes ham at bevare en stor mystik omkring sin person. Gennem tiden har han kun givet ganske få interviews som sig selv, og når han optræder offentligt, er det altid i rollen som en af sine figurer.

Men her er noget af det, vi ved: Sascha Baron Cohen er 37 år gammel, forlovet med den australske skuespillerinde Isla Fischer, som han har en lille datter med. Han er født og opvokset i London i en ortodoks jødisk familie som den yngste søn i en børneflok på tre, hvor moderen var underviser, og faderen drev en succesfuld tøjforretning ved Picadilly Cirkus.

Efter sigende overholder han stadig de jødiske leveregler. Derfor er hans forlovede blandt andet i gang med religiøse studier, der gerne skulle munde ud i en konvertering og et efterfølgende ægteskab.

Ellers har skolekammerater beskrevet ham som stilfærdig, sympatisk, intelligent og høflig.

Efter sigende så han som 8-årig første gang Peter Sellers på tv, hvilket affødte en livslang beundring for den legendariske, britiske komiker.

Derudover har han i et af sine sjældne interviews fortalt, at han i sine teenageår var medlem af et hip hop- og breakdanceensemble, der tjente lidt ekstra lommepenge ved

Filmens arbejdstitel:

”Brüno: Delicious Journeys Through America For The Purpose of Making Hetero­sexual Males Visibly Uncomfortable in the Presence of a Gay Foreigner in a Mesh T-shirt” GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

21

22

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

der er tale om en skuespiller, og at de er medvirkende i en film. De er alle blevet lokket til at medvirke af filmholdet under påskud af, at den fremmede gæst er ved at lave en dokumentarfilm om deres land.

Resultatet er et stort antal tåkrummende pinlige, men også hysterisk morsomme scener, hvor Cohen udstiller det amerikanske samfunds skjulte skyggesider i form af dumhed, racisme, homofobi og antisemitisme.

Som da han til et rodeo­ show har fået lov til at afsynge den amerikanske national­hymne og indkasserer et gigantisk bifald, da han fortæller publikum, at hans land fuldt­ud støtter USA's krig mod terror. Og tilføjer, at han inderligt håber, ”at George W. Bush vil drikke blodet fra hvert eneste mand, kvinde og barn i Irak” – og først får publikum mod sig i det øjeblik, han i stedet for at afsynge ”The Starspangled Banner” kaster sig ud i en hyldestsang til sit eget hjemland på samme melodi.

Eller da han i forbindelse med et bilkøb først beder sælgeren om at sælge ham en bil med ”kussemagnet” – og derefter spørger, hvilken hastighed det er nødvendigt at køre ind i en gruppe sigøjnere med for at slå dem alle sammen ihjel. Hvortil sælgeren uden at studse over spørgsmålet svarer: ”Ved du hvad, med den her bil burde det kunne lade sig gøre med en 50-60 kilometer i timen”.

Millioner og søgsmål Da ”Borat” kom ud, fik filmen begejstrede anmeldelser. En enkelt anmelder gik endda så vidt som til at hævde, at det var lykkedes Cohen at skabe en helt ny type film. Og også publikum elskede den. Trods et beskedent budget på blot 18 millioner dollars endte filmen som et af det års største kassesucceser med en indspil-

ning på hele 260 millioner dollars på verdensplan.

Det var dog langt fra alle, der var tilfredse med filmen. Flere af Cohens ofre følte sig både ydmygede og manipuleret med. Det udløste en stribe af søgsmål, der dog indtil videre er endt uden udbetaling af nogen erstatninger.

Allermest bemærkelsesværdigt var det måske, at det lykkedes Cohen at lægge sig ud med regeringen for den tidligere sovjetrepublik Kasakhstan – et land som Cohen og hans manuskriptforfattere ellers havde valgt helt tilfældigt ud fra rationalet, at det var et land som de færreste anede noget som helst om. Her kunne man ikke ligefrem se det morsomme i filmens fremstilling af deres land som et sted, hvor den seksuelle lavalder netop er hævet til ni år, borgernes foretrukne læskedrik er gæret hesteurin, de handicappede opbevares i bure, og et af årets kulturelle højdepunkter er afviklingen af det traditionsrige jødeløb.

Det fik dem blandt andet til at lukke filmens oprettede hjemmeside borat.kz og indrykke en flere sider lang reklameannonce for deres land i New York Times. Alligevel blev det Cohen, som fik det sidste ord: Da Kasakhstans præsident tilfældigt kom på statsbesøg i USA, troppede han således op uden for Det Hvide Hus i en hestevogn iført sit Borat-kostume og udtalte over for de forsamlede journa­ lister: “Jeg vil gerne understrege, at jeg ingen forbindelse har til hr. Cohen, og at jeg fuldt ud støtter min regerings beslutning om at sagsøge denne jøde” Men selv om Cohen altså ved denne lejlighed valgte at bruge humo-

ren til at tackle al postyret, så er der noget, som tyder på, at han har taget ved lære af de mange kontroverser. I forbindelse med optagelserne til ”Brüno” vil forlydender vide, at hans ofre på forhånd har skullet underskrive en kontrakt, der foruden som altid at tillade filmholdet at bruge optagelserne, også forhindrer dem i at lægge sag an og derudover er der – ligesom i øvrigt under optagelserne til ”Borat” – fast tilknyttet en advokat til filmholdet. Så risikerer man ikke at rode sig ud i noget direkte kriminelt.

Englevinger og bar røv Dermed kunne man måske passende stille sig selv spørgsmålet: Hvordan lykkedes det Cohen gang på gang at få lokket sine ofre i saksen?

Efter sigende benytter han sig af en research-gruppe, der inden hvert interview skal sikre sig, at folk ikke har nogen viden om ham, og derudover filmer man primært i de områder af USA, hvor der er langt mellem satellit­stationerne.

Men Cohen har erkendt, at det i takt med hans stigende berømmelse er blevet sværere at operere uhindret undercover. Derfor valgte han sidste år at meddele offentligheden, at han havde valgt at pensionere både Ali G og Borat, og sådan kan det også meget vel komme til at gå for Brüno, hvis filmen bliver en lige så stor succes, som det forventes.

Skulle det ske, er der dog næppe nogen grund til

at finde lommetørklæderne frem af den grund, for alt tyder på, at Sascha Baron Cohen så blot vil opfinde nye figurer, der vil fortsætte med at udfordre den gode smag og menneskehedens mindre pæne karaktertræk.

I hvert fald viste den nylige MTV World Movie Awards, at Cohen ikke har mistet evnen til hverken at chokere eller få både medier og internettet til at gå i selvsving over hans påfund: Her stjal han nemlig i forbindelse med et PR-fremstød for sin nye film endnu en gang al opmærksomheden med et stunt, der gik ud over rapperen Eminem, som i sine tekster flere gange har udtrykt sig hadefuldt over for bøsser og gjort grin med andre berømtheder.

Derfor var det måske ikke så overraskende, at han pludselig oplevede, hvordan en halvnøgen Cohen, der efter at have gjort sin entré som den homoseksuelle Brüno ved at flyve iført hvide englevinger højt oppe under loftet pludselig dumpede ned i skødet på ham på en seksuelt suggestiv måde, hvor hans bare bagdel var placeret helt oppe i hovedet på ham og hans ansigt nede mellem rapperens ben.

Episoden fik Eminem til at forlade showet i raseri, og Cohen havde dermed gjort det endnu en gang: Formået at chokere, få folk til at grine og sam­ tidigt udstille sine medmenneskers fordomme og hykleri.

Og det er der som sagt intet, som tyder på, at han ikke også vil fortsætte med i fremtiden.

Foto: Marc Seliger

Cohen's opfindelser, figurerne Brüno at optræde til Bar Mitzvahs rundt og Borat, og det gav Cohen masser af omkring i London, men ellers var der nye fans, en af dem Madonna, der i ikke meget, der tydede på, at Cohen havde kursen rettet mod en karriere i showbusiness. Efter gymnasiet stude- How did you find your son? rede han historie på Cambridge, og hans forældre håbede på, - I swapped him at deres søn ville forfølge en karriere - You swapped the baby for what? inden for det aka­ demiske liv.

Men Cohen havde - For an iPod andre planer: Efter Citat fra filmen Brüno at have afsluttet sine studier med et speciale om jødernes 2000 inviterede ham til at give den rolle i den amerikanske borgerretssom Ali G i rollen som limousinefigur bevægelse, gav han sig selv fem år til i hendes musikvideo “Music”. at få succes inden for den notorisk Cohens optræden var med til at barske branche. skabe stor interesse for ham i USA, Han fik arbejde på en obskur og efter at have lavet sin første spille­ satellit tv-station, flyttede videre til film ”Ali G indahouse”, der ikke blev London Week-end Television, hvor han nogen særlig succes, underskrev han begyndte at udvikle nogle af sine en kontrakt på at lave to sæsoner af komiske karakterer, blandt andet en ”The Ali G Show” til den amerikanske ikke alt for kvik DJ med gangster­ tv-station HBO, ligesom han med­ attituder, som efterhånden udviklede virkede i Will Farrell-filmen ”Talla­ sig til den første af Cohens kendte dega Nights” samt et afsnit af kult­ figurer – den stupide og sexfikseserien ”Curb your entusiasm”. rede, hvide wannabe gangster Ali Det helt store gennembrud kom G – der blev et kæmpe hit, da Cohen dog først med ”Borat”. Her spiller Cobegyndte at optræde som ham i det hen som nævnt den tumpede, stærkt populære program ”The Eleven O'Clock racistiske, men i bund og grund også Show på Channel Four”. godhjertede, kasakhstanske reporter, Faktisk var succesen så stor, at der forlader sin hjemby for at drage showets producere hurtigt udstyrede på en sælsom og stærkt underholCohen med sit eget program, ”The dende odyssé gennem USA, der brinAli G Show”, hvor Cohen interview­ ger ham i kontakt med alt fra humorede fremtrædende personligheder og etikettecoaches, rodeotilskuere til om seriøse emner i rollen som Ali stærkt berusede collegestuderende, G med lattervækkende konsekvenPamela Anderson og helt almindelige ser – ikke mindst når hans tåbelige amerikanere, der alle udsættes for og psyko­infantile spørgsmål gik ud Cohen's helt særlige blanding af beover distingverede medlemmer af det gavet satire og grænseoverskridende, engelske parlament. underlødig humor.

For det der gør ”Borat” til en helt Amerikanere på vrangen unik komedie, er netop, at de folk, Men ”The Ali G Show” introducesom han møder på sin vej, ikke ved, rede også publikum for to andre af

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

23

Læserrejse

Tag på opdagelse med Goldberg og Horisont Rejser Iran med Eva Witte

Horisont Rejser har i samarbejde med Magasinet

forhold og kan åbne døre til steder du normalt ikke

Goldberg arrangeret en række spændende rejse-

kommer som turist – og fortælle historier som du

tilbud. Horisont Rejser laver rejser med noget på

med garanti ikke kan læse i guidebøgerne.

hjerte og højt fagligt indhold. Her er der ikke tale om grupperejser på samlebånd, men om rejser der

Når du tager med på en af disse rejser garanterer vi,

er skræddersyet, så den matcher rejsegruppen.

at du kommer tættere på historien, kulturen, menne­ skene og oplevelserne. Oven i købet med rabat: Du

Horisont Rejser er kendt for sine kompetente

får et kontant nedslag på hele 750 kr. pr. billet, hvis

rejse­ledere: Herbert Pundik, Martin Krasnik, Jens

du ved bestillingen hen­viser til Magasinet Goldberg.

Nauntofte, Mette Holm, Ib Michael, Søren HaslundChristensen, Kjeld Hillingsøe, Ole Wøhlers Olsen m.fl. De har alle et nært kendskab til de lokale

God sommer – og god rejse

Israel og Jordan med Herbert Pundik

På studierejse til Jordan og Israel – og hvis forholdene tillader det til det palæstinensiske selvstyreområde på Vestbredden – med Herbert Pundik som inspirerende rejseleder. Med Herbert Pundiks mange år i Mellemøsten får du en enestående mulighed for at drage gennem dette fascinerende område, hvor vi besøger Amman, Petra, Det Døde Hav, Jerusalem, Jericho, Betlehem og Tel Aviv.

Rejsen er tilrettelagt som en studierejse, hvilket betyder at gruppen møder en række kvalificerede forelæsere og debattører. Dele af programmet vil således foregå på engelsk. Gruppestørrelsen er op til 30 deltagere.

1.-12. oktober 2009 • PRIS: 20.900 kr.

Det Moderne Israel med Martin Krasnik

Martin Krasnik har for Weekendavisen dækket situationen i Israel og i Mellemøsten i gennem en årrække og forsøger nu at tage pulsen på det moderne Israel. Hvordan tænker israelerne og hvorfor bliver der tilsyneladende aldrig fred?

Rejsen vil på tætteste hold udforske holdninger til politik, kærlighed, liv og død og måske besvare spørgsmålet: Kan jøder og palæstinensere leve fredeligt sammen?

Vi tager udgangspunkt i Tel Aviv, men bevæger os også ind på Vestbredden og til Jerusalem. Det bliver en intens rejse, der går bag om de sædvanlige mediebilleder fra regionen.

D u s p a re r

750,pr. billet

Der er lagt op til en stor rejseoplevelse når mellemøst-specialisten Eva Witte – der bor i Teheran – er rejseleder for denne rejse til Iran. Vi skal besøge de små tehuse i de sydende basarer, vi skal opleve poternes? by Shiraz og se de fascinerende ruiner i Persepolis, der står som vidnesbyrd fra Alexander den Stores tid, men for de fleste vil mødet med Isfahans mange moskeer, smukke paladser og orientalske mystik være en rejseoplevelse for livet. Eva Witte vil undervejs fortælle om det moderne Iran og invitere en række iranere til at fortælle os om livet i Iran i dag.

3-14. oktober 2009 • PRIS: 17.900 kr.

Kunstrejse til New York med Ole Lindboe

New York er en kulturel eksplosion – mangfoldig og dybt fascinerende.

Her mødes hele verden, her tales 170 forskellige sprog, her leves det pulserende liv i byens mange forskellige bydele – og overalt udsættes man for et bombardement af kulturelle tilbud.

Rejsen ledes af forfatteren og kunstkritikeren Ole Lindboe, der har besøgt byen mere end 60 gange. Udover kultur bliver der også tid til at shoppe – med en lav dollarkurs, der gør det ekstra sjovt.

12.-20. september 2009 • PRIS: 13.900 kr.

For bestilling og yderligere information:

HORISONT REJSER • Tlf. 70202779 • www.horisontrejser.dk

Mongoliet med Søren Haslund-Christensen

Tag med på en fantastisk rejse til Mongoliet med tidligere Hofmarskal Søren Haslund-Christensen som guide. På rejsen vil Søren HaslundChristensen fortælle om Mongoliets spændende historie, mange særpræg og skikke. Vi skal nyde den helt ubeskrivelige natur, overnatte i telt og tilberede mad over åben ild.

Rejsen følger delvis i sporene fra faderen Henning Haslund-Christensen, der i 1920’erne besøgte Mongoliet og grundlagde det lange og tætte bånd mellem Danmark og Mongoliet.

4. - 14. september 2009 • PRIS: 19.400 kr.

Nazismens Berlin med Karl Chr. Lammers

Tag på en fascinerende historisk rejse rundt i magtens Berlin med den anerkendte historiker Karl Christian Lammers som guide. Vi skal se resterne af det tredje riges magt- og monumentalarkitektur, der stadig præger byens rum. Og så vil Karl Christian Lammers følge i nazismens fodspor rundt i Berlin, der blev kommandocentrum for det nazistiske regimes undertrykkelse, udryddelsespolitik og racekrig.

18.-25. september 2009 • PRIS: 16.900 kr.

11.-17. oktober 2009 • PRIS: 6.900 kr.

HORISONT REJSER • Wildersgade 55 • DK-1408 København K • Tel. 70202779 • www.horisontrejser.dk

HORISONT REJSER • Wildersgade 55 • DK-1408 København K • Tel. 70202779 • www.horisontrejser.dk

Polfoto

a t i R Lær ene mm e

100 års fødselar

Det er ikke længere sensationelt at blive 100 år. Især ikke for en kvinde. Men det er bemærkelsesværdigt, når der er tale om en hjerneforsker og om den første nobelpristager, der har opnået at leve så længe. Betydningen af både arv og miljø illustreres tydeligt i italienske Rita Levi-Montalcinis liv og karriere.

Af Henning Kirk Rita Levi-Montalcinis opvækst, der bl.a. beskrives i hendes egen beretning til nobelprismodtagernes biografi­ samling, giver associationer til filmen ”Lærenemme Rita”.

Ikke fordi hun har haft meget til fælles med filmfiguren, men fordi begavelse og fighter-egenskaber sammenholdt med et stimulerende miljø er så iøjne­faldende.

Hun blev sammen med sin tvillingesøster Paola født i en velstående, patriarkalsk jødisk familie i Torino i 1909.

Rita arvede utvivlsomt nogle evner fra sin far, Adamo Levi, som var en meget begavet matematiker og elektroingeniør.

Moderen, Adele Montalcini, var en talentfuld kunstmaler, og Paula fik åbenbart medfødte gaver herfra. Hun lagde hurtigt grunden til en anerkendt karriere i Italien som billed­kunstner og skulptør.

Tvillingesøstrene og deres store­søster Anna var som døtre i en victoriansk familietradition nok tiltænkt en opvækst med god skoleuddannelse, men den patriarkalske far var mere optaget af deres fremtidige forpligtelser som gode hustruer og mødre.

Rita Levi-Montalcini ville det imidlertid anderledes, og efter hendes fars død begyndte hun at studere medicin i Torino. Her blev det afgørende for hendes videnskabelige karriere, at hendes professor i celle- og vævslære var den kendte histolog Giuseppe Levi. At studiebetingelserne var

26

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

fremmende for en videnskabelig karriere fremgår af, at to af hendes med­studerende, Salvador Luria og Renato Dulbecco, også senere blev nobelprismodtagere i medicin.

Kyllingefostre, fascisme og flugt Rita Levi-Montalcinis interesse for fysiologisk forskning blev grundlagt under medicinstudierne, ikke mindst da hun i 1934 læste en artikel af embryologen Viktor Hamburger om hans iagttagelser af nervevækst hos kyllingefostre, som havde fået amputeret et ben. Det blev start­ signalet til hendes imponerende videnskabelige karriere med fokus på nervecellers vækst. Men der skulle blive lagt en del hindringer i vejen.

I 1936, samme år hvor Rita Levi-Montalcini fik sin medicinske eksamen, indførte Mussolini lovbestemmelser mod ”ikke-ariske” italieneres ansættelse på universiteterne. Efter nogle år i Bruxelles vendte hun ved krigs­ udbruddet 1940 tilbage til Torino. Her indrettede hun sig hos familien med forskningslabora­torium i sit sove­ værelse. Og hendes histologi­professor fra studieårene, Giuseppe Levi, der ligeledes måtte flygte fra nazisterne, blev nu hendes forskningsassistent.

Trængslerne var ikke forbi. I 1941 foretog de allierede kraftige bombardementer af Torino. Rita Levi-Montalcini måtte flytte sin forskning fra soveværelset i lejligheden i byen ud til en hytte på landet i Piemonte. Men da tyskerne invaderede landet i 1943, måtte hun gå under jorden

Den 22. april 2009 blev den Nobelpris­vindende fødselar fejret og kunne fortælle, at hun på trods af sin høje alder stadig trofast møder op på sin arbejdsplads European Brain Research Institute i Rom, hvor hun forsker i neurologi.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

27

POLITISK kommentar

i Firenze. Her havde hun kontakt til gode venner i modstandsbevægelsen, og da amerikanerne indtog byen i 1944, blev hun tilknyttet den alli­ erede hær som læge ved flygtninge­ lejrene.

Efter krigsafslutningen tog Rita Levi-Montalcini kontakt med Viktor Hamburger i USA. Han inviterede hende i 1947 til St. Louis, hvor hun for alvor fik de rette betingelser for at udforske de faktorer, der får nerve­ systemet til at vokse.

Vækstfaktorerne Viktor Hamburgers studier af kyllingefostre førte til opdagelser, der markant ændrede vores opfattelse af hjernen og nervesystemet. Det var velkendt at nerveceller ved hjælp af elektriske og kemiske impulser kunne øve indflydelse på andre celler. I løbet af 1930’erne og -40’erne opdagede forskerne, at der også kunne ske noget den anden vej: Celler uden for nervesystemet var i stand til at påvirke nerveceller.

Ved at bruge Hamburgers vævs­ modeller fra kyllingefostrene kunne Rita Levi-Montalcini påvise, at der uden for nervesystemet måtte være biologiske faktorer, der førte til vækst af nerveceller. Nervetråde kunne bringes til at vokse, når der udenfor dannedes særlige kemiske forbindelser.

I 1950’erne lykkedes det hendes kollega Stanley Cohen at isolere et protein, der således fungerede som vækstfaktor for nervesystemet. Det blev betegnet som ”Nerve Growth ­Factor” (NGF). Hamburger, Levi-Montalcini og Cohens forskning førte til en revolution inden for den hjernebiologiske forskning. Mest af alt fordi man erkendte hjernen og nervesystemets plasticitet: At nervecellerne og deres trådforbindelser formes efter påvirkninger fra omgivelserne.

Et halvt århundrede senere kan vi tilføje: Hjernen former sig efter, hvordan den bliver brugt. Kulturelle, sociale og psykologiske faktorer fører til biologiske påvirkninger af hjernen og nervesystemet.

Den russiske neuropsykolog Alex­ ander Romanovish Luria omtalte allerede i 1960’erne frontallapperne som ”de sociale lapper”, og i dag taler man om ”den sociale hjerne”. Hvad de biologiske mellemregninger angår,

28

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

kan vi altså med Rita Levi-Montalcini gå mere end et halvt hundrede år tilbage og se hendes og kollegernes erkendelser i et større historisk perspektiv.

Da hun i 1947 rejste til USA, havde hun forestillet sig at være der i et års tid. Det blev til et noget længere ophold. I 1958 blev hun professor ved Washington University i St. Louis, og dér blev hun, indtil hun blev pensioneret i 1977. Da hun herefter vendte tilbage til Italien, etablerede hun en forskningsenhed i Rom. Hun blev direktør for det cellebiologiske center under det italienske forskningsråd, og efter sin pensionering i 1979 blev hun gæsteprofessor samme sted.

Nobelprismodtager I 1986 modtog Rita Levi-Montalcini og Stanley Cohen nobelprisen i fysiologi og medicin. Flere mener at Viktor Hamburger – som ophavsmand til de embryologiske metoder i udforskningen af nervesystemet – også burde have været med på holdet. Men han var slået ind på et andet spor, efter at hans to kolleger havde videreudviklet udforskningen af vækstfaktorerne.

Nobelprisen til de to skal også ses i sammenhæng med, at deres forskning førte til opdagelse af vækstfaktorer i andre væv end nervesystemet. Og det er især inden for cancerforskningen, at den videre udforskning af vækstfaktorer har ført til et stærkt udvidet perspektiv for hele denne gren af den biologiske forskning. Rita LeviMontalcini har en stor andel i denne udvikling.

I et kulturhistorisk perspektiv har hendes opdagelser givet et vigtigt afsæt for den moderne erkendelse af de feedback-systemer, som gør det muligt for hjernen at kunne formes efter, hvordan den bruges, dvs. også ud fra hvordan vi som individer påvirkes af vores omgivelser. Et mindst lige så interessant perspektiv ud­foldes i hendes personlige eksempel på menneskeliv og livskarriere: At den menneskelige hjerne kan gøre det muligt, at man også som 100-årig kan gå på arbejde hver dag.

Læs mere om Rita Levi-Montalcini på fx nobelprize.org/nobel_prizes/medicine/laureates/1986/levi-montalcini-autobio.html

I januar 2009 var der ifølge Danmarks Statistik over 800 danskere, der havde opnået at blive 100 år. Der er tale om den forholdsmæssigt hurtigst voksende aldersgruppe i Danmark og i de fleste EU-lande. Man regner således med, at der om 40 år herhjemme vil være omkring 5.000 personer på 100 år og derover. Nogle forskere vil sige dobbelt op, for usikkerheden er stor, hvilket skyldes den fortsat faldende forekomst af hjerte-kar-sygdomme. Denne udvikling har været særlig markant for mændene, og det betyder bl.a., at forholdet mellem 100-årige kvinder og mænd herhjemme i løbet af de næste 10-20 år vil ændres fra 5:1 til 4:1.

Et stort kys til København Af Pia Allerslev, Kultur- og fritidsborgmester

Væksten i antallet af 100-årige vil også stimuleres af andre faktorer: De nye ældregenerationer omfatter individer, hvis barndom og ungdom ikke har været præget af samme aggressive infek­tions­­ sygdomme som hos tidligere årgange.

Immunsystemet vil derfor være bedre rustet til at klare det ”sidste seje træk” fra 80 til 100 år. Og endelig er der nogle væsentlige sociokulturelle faktorer. Kombinationen af materiel velstand og højere uddannelsesniveau fører til bedre betingelser for livet ­efter pensioneringen, og det ændrede kulturelle billede af en aktiv alderdom har en selv­forstærkende effekt.

Ud fra tvillingestudier har man fundet frem til, at kun ca. 25 % af forklaringen på en levetid på hundrede år beror på arvelige faktorer. Opvækstvilkår, uddannelse, livsstil og miljø er således af stor betydning.

I et ægte demokratisk samfund med frisind og rummelighed er der plads til alle. Også dem, der måske umiddelbart ikke lige passer ind i de gængse ”kasser”. Sådan er det heldigvis i Danmark.

Alligevel vånder især vrantne borgerlige aviskommentatorer sig over, at Københavns Kommune både har budt velkommen og givet økonomisk tilskud til World Outgames, populært kaldet OL for homoseksuelle, lidt senere på sommeren.

Hvorfor kan homoseksuelle dog ikke bare dyrke sport sammmen med alle andre, spørger de, samtidig med at de i flæng beskylder os politikere for både at stigmatisere, altså sætte de homoseksuelle i bås, og for at svigte borgerne og skatteyderne ved at bruge penge på arrangementet. Mens de mest af alt bare afslører deres egen uvidenhed og fordomme.

For selvfølgelig kan homoseksuelle dyrke sport sammen med alle andre – det gør de jo også. Sagen er, at denne begivenhed er rigtig meget andet end homo-sport, som det lidt nedladende kaldes. World Outgames er nemlig ikke bare et stort sports- og kulturprogram, men også en tredages international menneskerettighedskonference med fokus på de homoseksuelles forhold – ikke bare i Danmark, men over hele verden.

Vigtig markering Min holdning er, at sålænge vi har homoseksuelle, der bliver forfulgt, diskrimineret og chikaneret – enten

her i Danmark eller i andre dele af verden – så er det vigtigt med begivenheder som World Outgames, der klart markerer, at her tør vi stå ved vores holdninger, seksualitet og retten til at være forskellige, men ligeværdige.

Store begivenheder som for eksempel World Outgames sætter også gang i oplevelsesøkonomien. Akkurat ligesom jeg gerne ser Europa- og Verdensmesterskaber inden for alle mulige idrætsgrene afholdt i Køben­ havn. De sætter København på verdenskortet og understreger, at vi har en levende, aktiv by.

En vigtig sidegevinst ved sådanne arrangementer er desuden, at vi for at tiltrække dem bliver nødt til både at udbygge og blive bedre til at vedligeholde vores idrætsanlæg.

Noget byen og københavnerne har sukket efter i årevis. Idrætsfaciliteter, som i høj grad kommer borgerne til gode i hverdagen, når begivenheden er slut, og cirkusset forlader byen.

For eksempel skal World Outgames indvie både et fuldstændig nybygget Bellahøj Svømmestadion og et totalt nyrenoveret Østerbro Stadion.

En rummelig, frisindet by World Outgames passer også perfekt ind i arbejdet med at gøre København til en by, der er anderledes, og som ikke bare ligner alle andre storbyer. København skal nemlig både være en international metropol og en rummelig og frisindet by. Hvis det så oven i købet skæpper godt i kassen hos butikkerne, hotellerne og i turistbranchen i det hele taget, så tager vi da gerne det med også.

Jeg tror bestemt ikke, at Danmark

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

er et af de værste lande for homoseksuelle at bo i. Men et demokratisk samfund som vores skal altså også måles på, hvordan det behandler sine minoriteter. Og her synes jeg faktisk, de nærmest hadefulde angreb på World Outgames, bør give stof til eftertanke.

Siden Danmark i 1989 som det første land i verden gjorde det muligt at indgå registreret partnerskab, er ligestillings- og lovarbejdet her i landet stort set gået i stå, mens lande som for eksempel Sverige, Norge og Holland er rykket helt frem i forreste række med ligestilling for homo­ seksuelle. Danmark skal være i front, og jeg har gentagne gange appelleret til regeringen om at komme igang.

Plads til alle Med World Outgames får vi brand’et København som en frisindet og kulturelt mangfoldig by. I et år, der oven i købet senere byder på både olympisk IOC-kongres og FNs klimatopmøde.

Hvis ikke en international begivenhed som World Outgames skulle kunne holdes her, så er det ikke det København, jeg kender og elsker.

Jeg er stolt af at være borgmester i en by, der slår dørene op for sådan et arrangement, hvor vi også sender et signal om, at vi er en by, der har plads til alle.

Så jeg glæder mig rigtig meget til, at flere tusinde gæster fra mange forskellige lande fra den 25. juli og en uge frem er med til at sætte fokus, fest og farver på vores allesammens by, samtidig med de giver København et stort kys fra hele verden.

På forhåbentlig gensyn til World Outgames.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

29

synlig historisk indsigt

Fotos leveret af: Verlag Klaus Wagenbach GmbH

At drømme med åbne øjne Billeder fra Franz Kafkas liv Af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad I hvilken by lever egentlig Josef K., den tilsyneladende uretfærdigt anklagede antihelt i Franz Kafkas roman Processen? Hvordan ser der ud i de gader, hvor han færdes, på det kontor, hvor han arbejder, og i det værelse, hvor han sover eller ligger søvnløs? Vi ved det ikke. Stednavne er sjældne i Kafkas prosa. Beskrivelser af gader og landskaber er kortfattede. Rets­sagen i Processen, skænde­ riet i Dommen, den langsomme død i Forvandlingen og alle de andre begivenheder i Kafkas romaner og fortællinger kunne i princippet foregå hvor som helst.

Ikke desto mindre udspringer forfatterskabet af en tid og et miljø. At Franz Kafka havde søstre, onkler og kolleger, at han levede det meste af sit liv i Prag, at han skrev med fyldepenne af mærket Soennecken og brugte ørepropper af mærket Ohropax, alt dette ser man, hvis man kaster et blik eller to på den tyske forlægger og forsker Klaus Wagenbachs enestående samling af Kafka-memorabilia.

Den i dag 79årige Wagenbach har i et halvt århundrede samlet originalfotografier, dokumenter og genstande med tilknytning til forfatterens liv. Mens han arbejdede på det, der skulle blive den første udførlige skildring af Kafkas barndom

30

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

og ungdom, lykkedes det ham i 1956 i det kommunistisk regerede Tjekko­ slovakiet at redde værdifulde dokumenter. Samme år forærede Max Brod, Kafkas nære ven og udgiveren af hans efterladte manuskripter, ham i Jerusalem en række fotografier og breve. I New York og Frankfurt faldt flere ham i hænde. På sporet af Kafka rejste han til afsidesliggende, tjekkiske landsbyer, østtyske sanatorier og norditalienske kurbadesteder.

Engang præsenterede en veninde af forfatterens yngste søster Ottla ham for en skotøjsæske, der havde tilhørt søsteren, og som var fuld af fotografier og breve. ”Tag så mange De vil,” bød veninden ham, men af beskedenhed valgte han blot nogle få. I dag er skotøjsæsken med det uerstattelige indhold forsvundet.

Berlinerportrættet Dette verdenskendte ikon måler i virkeligheden blot 4 x 5,3 cm. Det lille fotografi er det sidste, der blev taget af Franz Kafka. Den fyrreårige, tuberkulosesyge forhenværende embedsmand stirrer ind i en fotoautomat i varehuset Wertheim i Berlin. Havde han haft råd, havde han vel opsøgt en rigtig fotograf, men vi skriver oktober 1923, og den rasende inflation tærer på den beskedne pension, han et år tidligere har fået tilkendt. Kafka er netop ankommet til Berlin. Efter års tilløb og adskillige mislykkede forsøg er han omsider undsluppet

Herude er der smukt, kun en gang imellem når urovækkende nyheder frem til mig …«

sin på en gang elskede og forhadte fødeby Prag og sine omsorgsfulde, men patroniserende forældre. Sammen med sin nye veninde, den tyve år yngre Dora Diamant, som han om sommeren har truffet på en jødisk feriekoloni ved Østersøen, har han for første gang i sit liv grundlagt en ”husstand”, dvs. lejet et par møble­ rede værelser i forstaden Steglitz. De to er nyforelskede. Dagene tilbringer de med at spadsere gennem for­ stadens gader og parker, føre sam­ taler og for Kafkas vedkommende at skrive udkast til fortællinger. Dora er datter af en hasidisk rabbiner, og ligesom Kafka interesserer hun sig for zionismen. Parret drømmer om at rejse til Palæstina. I Tel Aviv vil de åbne en restaurant. Dora skal være kok og Kafka tjener.

Af og til, men egentlig forbavsende sjældent, kører Kafka dette efterår med bybanetog ind til Berlins centrum. Så snart han når til Bahnhof Zoo, får han imidlertid ”åndedræts­ besvær, begynder at hoste og bliver mere nervøs”, end han ellers plejer at være. ”Jeg mærker,” noterer han, ”alle byens farer forene sig mod mig.”

I den tyske hovedstad er der på dette tidspunkt op mod 250.000 arbejdsløse. Demonstrationer og gadekampe mellem arbejdere og ordensmagt, mellem venstrerevolutionære og højrenationalister hører til dagens orden. I bymidten vrimler det med tiggere, prostituerede og krigsinva­ lider. Den ængstelige Kafka fore­­trækker ikke at bevæge sig længere væk end ned til den fredelige plads foran rådhuset i Steglitz, som han for sjov kalder ”min egen Potsdamer Platz”.

Her kan han læse de aviser, der er hængt op i glasvitriner på rådhusets mur. ”Børnene ser sunde ud her,” skriver han, ”tiggeriet er ikke skræmmende.”

Frygten for åbne rum og for de fjender, der kan overraske en dér, er det bærende tema i Bygningen, den lange, aldrig afsluttede fortælling, som Kafka arbejder på i disse måneder. I sine sidste prosatekster lader han ofte dyr komme til orde. En abe holder et foredrag, en hund forsker, en mus synger for et publikum af umusikalske mus. I Bygningen beretter et ikke navngivet, muldvarpe­ lignende væsen om sit ensomme, angstplagede liv i en labyrint af GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

31

Kafkas onkel Siegfried Löwy på sin NSU-motorcykel underjordisk gange: ”Jeg lever i fred i det inderste af mit hus, og i mellem­ tiden borer min modstander sig et eller andet sted fra langsomt og sikkert frem mod mig,” hedder det. Sin angst dulmer det navnløse væsen ved at indsamle forråd. Det samme gør Kafka i inflationsvinteren 1923-24. I sine breve til forældrene i Prag beder han dem sende smør, æg og chokolade, og han, der som bekendt er vegetar, fortæller et sted, at han netop i dag har spist en due!

“Herude er der smukt,” skriver Kafka om forstaden Steglitz, ”kun en gang imellem når urovækkende nyheder frem til mig.” I sine møb­lerede værelser, og sammen med Dora Diamant, bilder Kafka sig et øjeblik ind at have fundet et skjulested, hvor tuberkulosen og den altid nagende angst ikke kan nå ham. Men illusionen varer ikke evigt. I begyndelsen af marts 1924 er hans tilstand så slem, at onklen Siegfried, der er læge, og Max Brod, hans ven, rejser til Berlin for at hente ham. Sygdommen har angrebet strubehovedet, og der er intet håb om bedring.

Berlinerportrættet er det ældste i Wagenbachs samling. Forlæggeren Fritz Hirschmann forærede ham det i begyndelsen af 1950’erne som tak for hans redaktionsarbejde med Kafkas breve. Det lille fotografi var i forlaget S. Fischers reklameafdeling blevet blæst op til plakatstørrelse. Revnerne havde man bortretoucheret, øjnene havde man tegnet op, så de glødede, og omkring hovedet havde man anbragt en glorie. En eksistentia­ listisk profet skulle lanceres på efterkrigstidens litterære marked. På den usminkede original bemærker man i dag det sørgmodige, en anelse skelende blik, den lave pande, som en frenolog ville have fejltydet som et tegn på manglende intelligens, de magre skuldre, hvorpå jakken virker en smule for stor, de spidse, årvågne ører og til sidst på munden antydningen af et smil.

Onkel Siegfrieds motorcykel En mild latter strømmer fra foto­ grafiet fra sommeren 1914 af Kafkas onkel Siegfried Löwy siddende højt til vejrs på en 3½ cylinders motorcykel af mærket NSU. Fire unge kvinde­r

32

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

er i færd med at skubbe køretøjet i gang. Eller rettere: til ære for fotografen opfører man en scene fra den klassiske mytologi; en midaldrende faun mellem lattermilde nymfer. En humoristisk satyr i et rosenflor af purunge piger iklædt praktiske reformdragter. Hvilke øgenavne har de unge kvinder mon givet den krumryggede gamling? Hvorhen i den tætte granskov har de mon ført ham?

Den bageste er Kafkas yndlingssøster Ottla. Ligesom sin bror holdt hun af at besøge sin onkel, hvis lægepraksis lå i det provinsielle Triesch, en lille dagsrejse fra Prag.

Til sin onkel Siegfried havde Kafka livet igennem et tæt og hjerteligt forhold. Lægen med det wagnerske fornavn var notorisk ungkarl og fanatisk friluftsmenneske. Han elskede heste og motorcykler, og som den eneste

i Kafkas familie havde han et stort bibliotek. I et brev fra sommeren 1907 til vennen Max Brod rappor­ terer den fireogtyveårige Kafka fra et ophold i Triesch: ”Jeg kører ofte på motorcykel, jeg bader meget, jeg ligger længe nøgen i græsset ved søen, indtil midnat er jeg i parken sammen med en irriterende forelsket pige, jeg har revet halm sammen på engen, været med til at bygge en karrusel, efter tordenvejret hjulpet til med at hugge brænde, gennet køer og geder på græs og om aftenen gennet dem hjem igen, spillet billard og gået lange spadsereture.”

I fortællingen En landlæge fra 1917 er der sære efterklange af opholdene hos onklen. Alt er som i en feberdrøm, et erotisk mareridt. En læge skal tilse en patient, der bor et stykke vej borte. I gården holder

Klaus Wagenbachs store billed­biografi ”Franz Kafka – Billeder fra hans liv” er udkommet på forlaget Vandkunsten i foråret 2009. Den indeholder omkring 600 billeder og er oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

niogtyveårige Kafka et udmattende dobbeltliv.

Fra klokken otte om morgenen til klokken to om eftermiddagen udførte han pligtmæssigt sit arbejde ved Arbejder­ ulykkes­ forsikrings­ anstalten i Prag. hans Om eftermiddagen vogn hvilede han ud i parat, men forældrenes lejlighed i endnu mangler en hest.

Niklas­straße 36, hvor han Tjenestepigen Rosa sendes af selv stadig boede. Derpå spadserede sted. I landsbyen har man ingen han om aftenen en times tid, hvorpå heste, men til sidst finder hun, han endelig omkring klokken elle­ overraskende nok, to heste i lægens ve, når forældrene og de tre yngre egen svinestald. I stalden voldtages søstre var gået i seng, satte sig ved Rosa af staldkarlen, mens lægen skrivebordet. kører gennem en vinterstorm til sin I Wagenbachs samling findes en patient. Da han ankommer, er det lille blikæske med ørepropper af den aften. Man klæder lægen af og lægslags Kafka af og til brugte. ”Til sunde ger ham op i sengen til den syge, en og syge, det dreng med bedste beet ”rosa” Jeg kører ofte på motorcykel, roligelsessår i hofte­ middel til r­egionen. jeg bader meget, jeg ligger længe nerverne” Et børnestår der på nøgen i græsset ved søen, indtil kor synger: Prop”Glæd jer, midnat er jeg i parken sammen med låget. perne er I patienter, fremstillet lægen er lagt en irriterende forelsket pige …« af apotei jeres seng.” keren Max Negwer, hvis firma lå i Bülowstraße Ohropax i Berlin. Man ser for sig, hvordan ”Jeg sidder på mit værelse i larKafka hen under midnat stille løfter mens hovedkvarter,” skriver den låget af dåsen og stopper et par propstøj­følsomme Kafka i det lille per ind i sine spidse, alt for årvågne prosa­stykke En vældig larm. Alle ører. Den blæk, der sværter fingerdøre i lejligheden smækker, støjen spidserne, sværter også øreflipperne. over­døver skridtene, men ovnens Hvis han vil opfange lydene i sit inklapren i køkkenet kan han stadigdre, må han udelukke sine forældres væk høre. Så tramper faren gennem og søstres snorken, de sidste sporvogværelset i slåbrok. Imens spørger nes og droskers rumlen, de berusede søsteren Valli med skinger stemme nattevandreres råben. I hans indre fra entreen, om farens hat er blevet suser blodet. I hans indre suser de børstet. To kanarie­fugle kvidrer. Og vokaler og konsonanter, der dette Kafka, der ikke kan samle tankerne, efterår skal blive til fortællingerne beslutter sig til ”som en slange” at Dommen og Forvandlingen. Til klokken sno sig hen over gulvet og ind på to om natten eller længere endnu søstrenes værelse og bede om ro. kan han skrive i fred. Han kalder det I efteråret 1912, det efterår han ”at drømme med åbne øjne”. lod En vældig larm trykke, levede den GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

33

Bibelske tidende

”Tomheders tomhed” sagde Kohelet ”Tomheders tomhed alt er tomhed” Af Leise Christiansen Kohelet satte sig i sit korte skrift, Prædikerens Bog, for at undersøge menneskets betingelser her i verden. Han havde hørt fra sine visdomsfædre, at verden var fornuftigt indrettet, og at mennesket ved at lytte til de gamle, ved at være retfærdig i forholdet til Gud og medmennesket og ved at være vis og kende sin tid ville kunne lykkes som menneske.

De gamle havde fortalt ham, at der var sammenhæng mellem menne-

skets handling og den konsekvens, som handlingen affødte.

Derfor ville retfærdigheden som regel ske fyldest – den gode vil le, og den onde græde.

Men for Kohelet var det ikke nok at høre; han måtte også se og derved selv få syn for sagn. Og han opdagede, at mennesket ikke altid kan gennemskue, hvordan verden hænger sammen. Verden kan forekomme uberegnelig, uretfærdig og uigennemskuelig for det enkelte menneske. Eksistensen er ikke sådan at få hold på, og i hvert fald synes der

34

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

ikke umiddelbart at være nogen form for retfærdig sammenhæng mellem netop handling og skæbne, sommetider endda snarere tværtimod. Han fandt i sine undersøgelser ikke nogen af Gud villet gennemskuelighed i tilværelsen; der var ikke umiddelbare tegn på en i verden ilagt orden, som kunne hjælpe mennesket på vej.

Hvad han havde hørt, stemte altså ikke overens med, hvad han så.

Kohelets undersø-

gelser måtte derfor munde ud i det, kan man hævde, triste resultat, at alt i verden er tomhed og vogten på vind – altså umuligt at få tag på og forstå.

Som et vindpust Eller var det rent faktisk det resultat, som Kohelet nåede frem til?

Gennem historien har Kohelet måttet lægge ryg til mangen en påstand om, at han var en gammel, desillusioneret vismand, skuffet og bitter over tilværelsens mangel på kontinuitet, sammenhæng og orden. Han er blevet set som en Jeronimus, en pessimist på livets vegne og måske endda en nihilist. Skriftet indledes da også med et ordentligt brag af en sætning: ”tomheders tomhed, alt er tomhed”.

Det er klart, at en så bastant indledningsfanfare sætter sine spor i den læsning, der følger efter – fanfaren bliver de briller, som resten af skriftet læses igennem. Alt holdes op mod denne sætning, som da også i løbet af skriftet gentages mange gange som en art håbløs-

hedens omkvæd. Netop derfor er det vigtigt at se på, om det rent faktisk også er det, som Kohelet siger.

Det hebraiske ord, der gennem historien og mange oversættelser til mange forskellige sprog skiftende er oversat med udtryk som forfængelighed, forgængelighed, tomhed, frugtesløshed, meningsløshed, absurditet, flygtighed etc., betyder egentlig: vindpust/åndepust/luftning.

Både konkret som et meteorologisk fænomen og som en metafor, der kan bruges om de ting i livet, der forekommer at være som et vindpust.

Men er et vindpust det samme som tomhed, flygtighed eller meningsløshed? Noget går galt, når man oversætter en metafor til et meget abstrakt udtryk som tomhed, flygtighed eller meningsløshed. Man lægger sig fast på et enkelt ord, der dermed sætter dagsordenen for resten af læsningen. Det semantiske område for ordet indsnævres kraftigt. Metaforens

livskraft består netop i, at den, i dette tilfælde ordet vindpust, sine steder kan betyde meningsløshed, andre steder blot det flygtige og andre steder igen noget helt tredje.

Sproget giver os mulighed for at anvende metaforisk tale, når vi netop ønsker at kunne udtrykke flere betydninger på én gang uden at skulle bruge ti forskellige ord. Alt i livet er således i følge Kohelet et vindpust og vogten på vind – sommetider tomhed, men ikke altid; sommetider flygtighed, men ikke altid; sommetider frugtesløst, men ikke altid.

Kohelets realistiske indsigt At vindpust som metafor ikke altid er så negativt, kan illustreres ved hjælp af en af de mest kendte fortællinger i bibelen overhovedet: Et af de første mennesker hed Vindpust. Det er ham, vi kender under navnet Abel, verdens første mordoffer. Han fik, som det er typisk i bibelsk navnetradition, et navn, der siger noget

om det liv, han blev til del. Det var kort som et vindpust, han satte sig ikke afkom i verden, hvilket ellers var overordentligt vigtigt for det bibelske menneske, han var som et vindpust.

Men han var hverken tom eller meningsløs eller glemt (al den stund, at vi taler om ham endnu!), og Gud så da også til hans side og ikke til hans brors. Altså ikke et uvæsentligt, usselt eller uset liv, men et blidt vindpust.

Så måske mener Kohelet ikke, at alt i den menneskelige tilværelse er tomhed, men at alt er som et vindpust – vanskeligt at få tag i, tilfældigt og uden for den menneskelige kontrol, som vi netop så nødigt giver fra os, men ikke nødvendigvis uden mening eller glæde.

Det er klart, at Kohelet næppe nogensinde vil kunne betegnes som en happy-go-lucky-type, men han er heller ikke at forstå som en pessimist for slet ikke at nævne en nihilist.

Kohelet ved, at verden sommetider er uigennemskuelig og uretfærdig, men også, at den faktisk sommeti-

der indeholder glæde, nærvær og gennemskuelighed. Hvorfor det er sådan i tilværelsen, kan man ikke sige noget fornuftigt om ud over, at Gud gør, som han vil. Så i stedet for at kalde Kohelet livstræt, skuffet eller pessimist, skulle man måske overveje at kalde ham realist. Realist med den indsigt i verden, som det nu giver på godt og ondt.

Kohelet ved, at der ikke altid er sammenhæng mellem skyld og skæbne, men også, at der sommetider er det. Han ved, at der er en tid til alt, hvilket betyder en vis gennemskuelighed i livet, men også at den evighed, som Gud af os ukendte årsager har lagt i mennesket hjerte, betyder, at mennesket kan længes efter det ubestemmelige, det evige, som det aldrig vil kunne opnå, fordi det ikke er forundt mennesket under himlen at se over himlen. Kohelet er således aldrig et enten-eller, men altid et både-og.

Spis, drik og vær glad Kohelet er vel et af de skrifter i den hebraiske bibel, som vinder bedst genklang blandt mennesker også i dag. Fornemmelsen af manglende sammenhæng og gennemskuelighed og dertil stadigt uafklarede forhold mellem handling, skyld og skæbne er noget, de fleste mennesker kan genkende.

Men selvom fornemmelsen er, at der ikke rigtigt er overensstemmelse mellem både det ene og det andet i livet, er der alligevel en urtragten efter at kunne opnå denne overensstemmelse og sammenhæng. Denne tragten er naturligvis ikke uforståelig, da kaosmagten ellers trækker os ned i sit kaotiske og stressende dyb, hvilket ikke er til at holde ud. Sagen er så den, at det sker alligevel. Alle smager på livskaos før eller siden.

Det er i grunden her, at Kohelet har noget væsentligt at sige. Mennesker kan have en tendens til at tænke, at aflastningen i deres stressede liv består i, at de kan afkode en form for sammenhæng mellem handling,

skyld og skæbne og derved undgå de værste katastrofer. Man undlader at ryge for ikke at få kræft; man medbringer selv sin sunde og særlige diætmad, når man går i byen for ikke at risikere at blive syg og overvægtig af andres mættede fedtsyrer og hvide brød; man motionerer som en sindssyg for at undgå livsstilssygdomme, og man coaches for at overskue og styre sit liv. Det er alt sammen udmærket og formentligt til det bedste for folkesundheden, budgetterne og mennesket, men det betyder ikke nødvendigvis en aflastning af sindet. For den ikke-rygende kan på uretfærdigste vis opleve at få lungekræft; den diætoverholdende kan alligevel komme til at mangle både vitaminer og mineraler og livsglæde; den motionerende kan få hjerte-karsygdomme, og den coachede kan opleve både stress, almindeligt kaos og depression. Så selvom der nogle gange er sammenhæng mellem handling og konsekvens i det menneskelige liv, er der det ikke

altid. Kohelets uigennemskuelighed og manglende kontrol består!

Skyld og skæbne og deres indbyrdes forhold står som uafklarede størrelser. Og til sidst kommer døden som den store udjævner.

Måske ligger aflastningen og ligefrem meningen i, at der overhovedet ikke er et bestembart forhold mellem skyld og skæbne? Måske ligger der en vis aflastning i Kohelets erkendelse af, at alt er som et vindpust og vogten på vind? Måske er det ikke truslen, men trøsten? Måske er sammenhængen den, at den ikke er der? At noget pludseligt kan opstå? ”Og jeg priste glæden, for intet under solen er bedre for mennesket end at spise og drikke og være glad, og det kan følge det i dets slid alle livsdagene, som Gud har givet det under solen.” Koh. 8,15.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

35

farlig flirt og storpolitik

Kvinder, atombomber, tærskelmagter og Den store Aftale: Indtryk fra ti dages samtaler og oplevelser i Iran.

Af Frank Esmann Første gang jeg konstaterede, at alt ikke var, som jeg havde regnet med, det ville være, var da en ung pige indhyllet i sort chador blinkede til mig på vej hjem fra fredagsbønnen.

Da jeg kunne have været hendes far og ikke just er nogen kloning af Omar Sharif, gik jeg ud fra, at hun havde fået noget i øjet. Måske var der også en anden grund til ikke at tage kontakten op. Havde en af regimets opdragelsesbetjente været i nær­ he-den, kunne han have arresteret hende for at have begået en uartig handling.

Hun og hendes lidelsesfæller kalder opdragelsesbetjentene ”hundene”. En ganske passende betegnelse, specielt i Iran. En ung ph.d.-studerende fortalte mig, hvad der kan ske, hvis man som ung kvinde bliver grebet med sløret lidt for langt nede i nakken eller med en ung mand i hånden: ”Der er fire muligheder. 1) Du får en advarsel, en bøde og bliver løsladt.

2) Du bliver taget med på stationen, får en advarsel, en bøde og dine forældre bliver tilkaldt. 3) Du får et antal piskeslag eller 4) Du bliver bedt om at smide tøjet. Du er jo alligevel bare en luder.”

Klamt.

Det opmuntrende er, at hun alligevel blinkede. Opmuntrende er også, at mens pigerne slår smut med mandeløjnene under den sorte solkekant, smiler drengene og siger ”hello” til alle fremmede. De er kontaktsyge ud over alle grænser. Allermest opmuntrende er, at de tilhører flertallet.

36

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

En ph.d.-studerende fortalte mig, hvad der kan ske, hvis man som ung kvinde bliver grebet med sløret lidt for langt nede i nakken eller med en ung mand i hånden.

Der er fire muligheder: 1) Du får en advarsel, en bøde og bliver løsladt.

2) Du bliver taget med på stationen, får en advarsel, en bøde og dine forældre bliver tilkaldt.

3) Du får et antal piskeslag 4) Du bliver bedt om at smide tøjet. Du er jo alligevel bare en luder."

Iran har verdens yngste befolkning, 65 procent af eleverne på universiteterne er unge kvinder, og tallet er stigende. Ingen kan rejse i Iran i dag uden at fornemme de spændinger, som det udløser.

I den halve snes dage, jeg for nylig tilbragte i landet, gik der ikke en dag, hvor jeg ikke mindede mig selv om, at den demokratiske revolution i

Tjekkoslovakiet i 1967-68 begyndte, da strømforsyningen på universitetet i Prag for 117. gang svigtede. Det var dråben, der fik bægret til at flyde over. De unge gik på gaderne, hvorfor vidste de egentlig ikke. De havde bare fået nok. Ingen skal blive overraskede, hvis der en dag står en million unge kvinder på gaden i Teheran, fordi der er blevet lukket for salg af læbestifter, eller en opdragelsesbetjent er gået det ene skridt for langt.

Paranoia og atomvåben Når man som fremmed og udenrigspolitisk interesseret rejser i Iran, opdager man hurtigt, at den ene halvdel af samtalerne som tommelfingerregel handler om kvinder og deres manglende rettigheder, den anden om atomvåben. Det er ikke overraskende, for de to temaer kommer til at definere den sikkerhedspolitiske udvikling i det 21. århundrede og er på mange måder lige eksplosive.

Her er pejlemærkerne: Iran har en glorværdig fortid, og man rører sig ikke en tomme uden at blive mindet om Perserrigts bidrag til civilisationen. I de sidste 3-400 år er Iran imidlertid blevet snydt og bedraget af naboer og vesten, udviklet men også mishandlet af Shahen og reli­ giøst bevidstgjort såvel som underkuet af det aktuelle præstestyre. Iran er ikke et arabisk land og iranerne er shia-muslimer, hvilket de på frygtelig vis blev mindet om, da Saddam Hussein og det dengang sunni-dominerede Irak angreb. Det er endt i udpræget mistænksomhed og paranoia i

sat en stopper for hykleriet, brudt tabuerne og fokusere på en løsning, som dropper det ”stok og gulerod”princip, som vort diplomati hidtil har brugt i forholdet til Iran.

Fat det: Sanktionerne virker ikke.

Ikke én af den halve snes akademikere og embedsmænd, som jeg talte med, så meget som antydede, at det modsatte skulle være tilfældet.

Jeg er på det rene med, at det delvist skyldes, at de fulgte propagandalinjen, men det var bemærkelsesværdigt så lille en rolle temaet spillede i samtalerne.

På den baggrund virker det ikke overbevisende, når udenrigsminister

Hillary Clinton taler om ”lammende FN-sanktionerne”, hvis Iran ikke retter sig efter hende. To af de andre permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, Rusland og Kina, har deres egne dagsordener, hvad Iran angår, og de sigter ikke mod skærpede sanktioner, men mod at få adgang til landets olie- og gasreserver.

Den eneste sanktion, der vil virke, er en blokade, og det er en krigshandling.

Radikal eller pragmatisk løsning?

Der flyder en hel del løsningsforslag rundt i systemet. I Iran var de to mest interessante det radi-

Hillary Clintons sanktioner Det talte vi meget om, de ti dage i maj, jeg var i Iran. Jeg vendte hjem overbevist om, at der er behov for at få

Polfoto

Iran før dommedag

forhold til resten af verden.

Iran stræber åbenlyst efter at blive en regional stormagt, støtter aktivt bevægelser som Hamas og Hizbollah, men er omgivet af atommagterne Israel, Rusland, Indien, Pakistan og Kina og kan under ingen omstændigheder matche den ledende militærmagt i området, nemlig Israel. Den iranske regering har i de senere år støt og roligt udviklet sin evne til at fremstille lavt beriget uran til udnyttelse i landets voksende park af atomkraftværker og har underskrevet aftalen mod spredning af atomvåben.

En række lande, ikke mindst atommagterne USA og Israel, mistænker imidlertid Teheran for i det skjulte at producere det højt berigede uran, som kan bruges til at fremstille de atombomber, der enten kan bruges til at holde landets fjender fra livet – eller angribe dem.

Situationen rummer betydelige risici. Et præventivt israelsk angreb, som dem der knuste først Iraks, siden Syriens drømme om et atomvåben, er en mulighed. Et iransk atomvåben i hænderne på en fanatisk antisemit og holocaustfornægter som Ahmedjenidad er en anden. Et atomkapløb, hvor Ægypten, Saudiarabien, Tyrkiet og Syrien prøver at få fingre i atomvåbnet, en tredje.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

37

kale – nemlig, at vi roligt kan lade Iran udvikle et halvt hundrede atombomber, eftersom de ikke kan være så åndssvage at bruge dem til et angreb på Israel. Det sikrer Israels nucleare gengældelsesstyrke, baseret på de Dolphin U-både, som tyskerne har foræret eller solgt israelerne.

Israels såkaldte genslagskapacitet er ganske enkelt så stor, at et iransk overraskelsesangreb vil være ensbetydende med nationalt selvmord.

Det mere pragmatiske opererer med et nyt begreb i den strategiske debat, nemlig ”tærskelmagt”.

En tærskelmagt er en nation, som står på tærsklen til at kunne producere atomvåben, men ikke gør det, med mindre den bliver truet på livet. En sådan kapacitet kræver, at landet under det internationale energiagenturs overvågen og inspektion får tilladelse til at holde et pilot­projekt kørende, som inden for en nærmere bestemt, kort, periode kan ruste sig med atomvåben.

Ser man Iran som tærskelmagt, ser man samtidig et Iran, som stiger i prestige – altså nærmer sig den status som regional stormagt, det ønsker, men under overvågning og kontrol.

Det er mere end nok til at få mistænksomheden og

paranoiaen til at blusse op. Så for at gøre ideen attraktivt for Teheran skal de eksisterende atommagter vise vilje til gradvist at nedtrappe deres egne atomslag­styrker og på længere sigt deltage og/eller garantere et nyt sikkerheds­system i regionen. Diplomaterne kalder det Den store Aftale … The Grand Bargain.

Det tredje alternativ er et forebyggende angreb, der vil bringe Israel og/eller USA i krig med Iran, under­ minere alliancen og i sidste ende ikke føre til andet end et endnu mere paranoidt Iran, nu atombevæbnet og støttet af 1.2 milliarder rasende muslimer.

Det mere pragmatiske [forslag] opererer med et nyt begreb i den strategiske debat, nemlig ”tærskel­ magt”. En tærskelmagt er en nation, som står på tærsklen til at kunne producere atomvåben, men ikke gør det med mindre den bliver truet på livet. En sådan kapacitet kræver, at landet under det internationale energiagenturs over­vågen og inspektion får tilladelse til at holde et pilotprojekt kørende, som inden for en nærmere bestemt, kort, periode kan udruste landet med atomvåben."

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

Vi afholder alle slags sammen­ komster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

Copenhagen Jazz Festival July 3-12, 2009

Chick Corea, The Blind Boys of Alabama, Bajofondo, Yusef Lateef, Sing the Truth: The Music of Nina Simone, José González, Sebastian, James Taylor, Lisa Ekdahl, Celebrating Palle Mikkelborg / “Aura”, Dee Dee Bridgewater, Curtis Stigers Tak til:

38

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Untitled-1 1

Billetter og info: www.jazzfestival.dk 12/06/09 14:14:59

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

39

bøger der bør læses igen og igen

” Kræn­

sidste konsekvens af umenneskeliggørelsen, der begynder med nedværdigelse, ydmygelse og krænkelse af det enkelte individ.

Det egentlig frygtelige består – både for Levi og Borowski – imidlertid ikke blot i denne nedværdigelse af den enkelte fange, men især i at fangerne i deres kamp for overlevelse begynder at overtage dette perspektiv, denne måde at fratage den anden sin ret til at være menneske.

Og det er præcis her, at disse bøger bliver så vigtige og ubærlige på samme tid. Meget nøje beskrives, hvordan nazisterne skaber et socialt rum, hvor anerkendelsen af medmennesket som netop menneske af strukturelle årsager ikke kan opretholdes. Skammen over at have overlevet Auschwitz er vist nok ikke mindst begrundet her. Hvis du vil berette om, hvorfor netop du overlevede, skal du fortælle nådesløst om din egen rolle, som Borowski i sin uforglemmelige bog udtrykker det:

kelsens vanvid, der breder sig som en smitsom sygdom” Af Moritz Schramm Det er en blandet fornøjelse at kaste sig ud i at læse Tadeusz Borowski og Primo Levis beretninger om deres tid i Auschwitz, som for nylig er hhv. udgivet og genudgivet på dansk: Man er udmærket klar over, at man med den første side, man vender, åbner døren til det mest dystre, til den mørkeste tid i vor historie – og at læsningen nok vil være alt andet end opløftende.

Og delvist holder denne forventning. Beskrivelserne er hos begge – den jødiske italiener Levi, der blev deporteret til Auschwitz i 1944, og den polske litteraturstuderende

40

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

Illustration: Felix Nussbaum, Neue Synagoge, Berlin / Auschwitz Muzeum, Årstal ubekendt

Borowski, der i en alder af 21 blev sendt til samme koncentrationslejr – så præcis og rammende, at man undervejs af og til taber vejret.

Og enkelte billeder er så stærke, at man nok ikke glemmer dem igen efter læsningen. Her bliver verdens vanvid, konsekvensen af nazisternes udryddelsespolitik, billedliggjort og konkretiseret på uforglemmelige vis.

Læsningen af disse værker er alene derfor vigtig og relevant. Men disse bøger er samtidig mere end et vidnesbyrd fra en bestemt historisk erfaring.

De åbner samtidig, når man læser dem i dag, for videregående over­ vejelser, der ikke er begrænset til det nødvendige blik tilbage på erfaringerne i koncentrationslejrene.

Krænkelsen og ydmygelsens logik Især Primo Levi beskriver på imponerende vis det, man kan kalde ydmygelsens logik: Om måden, man bliver umenneskeliggjort, og måden, den enkelte reagerer på dette. Det er ikke tilfældigt, at den scene, som for Levi i komprimeret form indeholder hele smerten om Auschwitz, ikke er døden og udryddelsen – men den umiddelbart langt mindre betydelige scene, hvor en Kapo benytter sig af Levis fangedragt for at rense sine hænder for snavset, han i forbindelse med arbejdet fik på dem. I Levis optik er hele krænkelsen og ydmygelsen, der i sit væsen sammenfatter Auschwitz mere end røgen fra skorstenene, komprimeret i denne scene. Udryddelsen er blot

Du må fortælle, hvordan du bestak dig til nemme tjanser på hospitalet, hvordan du købte og solgte mænd og kvinder, og hvordan du egenhændigt skubbede muselmænd [de svageste, MS] ind i ovnene. Du må fortælle om barakkerne, transporten til sigøjnerlejren, om hverdagene i lejren, om hierarkierne bygget på frygt og om ethvert menneskes ensomhed. Men fortæl frem for alt, at du selv var med til alt dette. At en del af Auschwitz’ triste berømmelse også tilhører dig”.

At leve med Auschwitz er derfor ikke blot en erfaring om afmagt og undertrykkelse, men også en erfaring om ens eget potentiale for – af ydre nødvendighed – at overtage den umenneskeliggørende optik, den instrumentaliserende tilgang til den anden, som nazisterne introducerede som grundlaget for alle menneskelige relationer.

Gruen ved Auschwitz består med andre ord ikke blot i fangernes krænkelse, men i videreførelsen af ydmygelsens logik internt i lejrene.

Den grusomme grunderfaring er, at der ikke er plads til taknemmelighed i Auschwitz, og at ”kampen for at overleve”, som Levi udtrykker det, er ”nådesløs, thi alle er alene på frygteligste og mest desperate vis”.

Tilsidesættelse af solidariteten Disse beskrivelser er indtil i dag svimlende. Og præcis her stiller spørgsmålet sig, hvordan denne erfaring skal tolkes. Man kunne formode, at det i Auschwitz er menneskets dyriske side, der viser sig, den iboende ondskab som vælter frem, efter at civilisationens slør er fjernet.

Det egentlige interessante med Levis og Borowskis beskrivelser er imidlertid, at det præcis ikke er denne konklusion, der drages af erfaringerne i Auschwitz. Konfronteret ved gruen af udryddelseslejren bliver det snarere tydeligt, at mennesket som udgangspunkt er et medfølende væsen, som i den specifikke situation lærer sig at tilsidesætte menneskets ”oprindelige solidaritet”– Levi skriver nærmest programmatisk: Jeg tror ikke på den åbenlyse og lette udledning: at mennesket er fundamentalt egoistisk, brutalt og dumt i sin opførsel, når alle civilisationens institutioner fjernes, og at en Häftling derfor ikke er andet end et menneske uden hæmninger. Jeg tror snarere, at den eneste konklusion vi kan drage er, at ansigt til ansigt med påtrængende fysiske og psykiske behov træder mange sociale vaner og instinkter ud af funktion”.

Især Levis bøger får deres styrke ud af dette spændingsforhold mellem menneskets positive antropologi og den ufattelige grusomhed, som lejrene er en historisk enestående eksampel på. Det vil nemlig være for nemt at læse bøgerne blot som et bevis på fravær af enhver empati. Især Levis bøger er her fascinerende selvmodsigende. På den ene side understreges gang på gang den grusomme grunderfaring om umenneskeliggørelsen, som hele lejren styres efter, men på den anden side er bøgerne fyldt af præcis modsatte beskrivelser af menneskenes indbyrdes empati og – ofte kortvarende – anerkendelse, der viser sig i enkelte blikke og møder.

Det anerkendende blik Denne selvmodsigelse bliver blandt andet synlig, når det kommer til emnet mad. Således understreger Levi, at den uundgåelige lov i Auschwitz lyder: ”Spis dit eget brød, og hvis du kan, også din nabos.” Men kort efter

erfarer vi, hvordan Levi og vennen Alberto i seks måneder delte køje og ”hver lille bid af den mad, vi ’organiserede’ ud over rationerne”.

Sådanne indre selvmodsigelser er ikke tilfældige, men strukturelle.

Gang på gang bliver vi konfronteret med sociale interaktioner, hvor menneskeligheden opretholdes, bryder igennem, på trods af lejrenes umenneskelige logik. Især Levis værker beskriver, hvordan det for mennesker, selv under de mest forfærdelige omstændigheder, er muligt at bibeholde et gran af menneskelighed, der viser sig selv i de mest absurde og grusomme verdener. Auschwitz fremstår her som en kamp om at opretholde menneskeligheden, en nærmest umulig opgave, der imidlertid lykkes i enkelte øjeblikke af vellykkede sociale interaktioner, anerkendende blikke og opretholdelsen af værdighed, mod alle odds.

Disse øjeblikke af sociale anerkendelser gør ikke læsningen af Levi og Borowski mere opløftende. Man fornemmer snarere, at den ubeskrivelige afgrund, der åbner sig i Auschwitz, vedvarende lurer under overfladen af alle menneskelige relationer. Levi og Borowskis bøger er derfor mere end et vidnesbyrd fra en forgangen tid.

De er aktuelle og dybt nødvendige beskrivelser af menneskets muligheder for at tilsidesætte deres iboende ”deltagelse”, som Levi kalder det.

Med andre ord bøger, der indtil i dag kalder på at opretholde et anerkendende blik på den anden, at huske menneskets værdighed som udgangspunkt for alle sociale relationer og politiske beslutninger. Det er grund nok til at læse dem, igen og igen gennem tiderne.

Primo Levi ”Vidnesbyrd” Hvis dette er et menneske Tøbruddet De druknede og de frelste Udkommet på dansk i en samlet udgave, maj 2009.

Forlaget Rosinante Tadeusz Borowski ”Hos os i Auschwitz” Udkommet på dansk, juni 2009.

Forlaget Vandkunsten

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

41

kan 'retfærdigheden' ske fyldest?

Bdfy Ybrjkftdyx Ltv˜zy⁄r

Demjanjuk fotograferet under retssagen i Israel som endte med, at han blev dømt til døden d. 25. april 1988. Den israelske højeste­ ret omstødte i 1993 dommen, hvorefter Demjanjuk returnerede til USA som en fri mand.

(Ivan Nikolaevich Demjanjuk)

Født 3. april 1920 i Ukraine 1940 – indkaldt til den Røde Hær 1942 – taget som krigsfange og "uddannet" som "hjælpearbejder" i Travniki, Polen 1943 – ankommer 27. marts til tilintetgørelseslejren Sobibor, Polen 1945 – dukker op i Bayern i en lejr for mennesker, som krigen har gjort hjemløse 1952 – emigrerer til USA og får amerikansk statsborgerskab seks år senere 1986 – fængsles og retsforfølges i Israel og dømmes til døden 25. april 1988 1993 – den israelske højesteret omstøder dødsdommen 2009 – ankommer i München 12. maj til ny retsforfølgelse

Bødlen fra Sobibor Til efteråret gennemføres i München en retssag mod en gerningsmand, der deltog i nazisternes mord på seks millioner europæiske jøder. Giver det overhovedet mening at retsforfølge en 89-årig?

Af Peter Wivel, Berlin Den anklagede i denne, en af de sidste retssager mod Nazi-tysklands gerningsmænd, er den 89-årige ukrainer John Demjanjuk.

Han blev udleveret fra USA til Tyskland den 12. maj. USA har frakendt ham hans amerikanske statsborgerskab, og Tyskland mener, at landet er berettiget til at føre sag mod ham. De forbrydelser, han anklages for – nemlig medvirken til mordet på mindst 29.000 jøder i tilintetgørelseslejren Sobibor – fandt sted i perioden marts til september 1943 i det besatte Polen, hvor der da herskede tysk krigsret.

Retssamfundets nødvendige proces Nogle stemmer har advaret imod, at man fælder dom over et så gammelt menneske. En eventuel straf vil efter almindelige retsprincipper ikke give mening. Det er utænkeligt, at et langvarigt fængselsophold vil gøre den

42

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

retfærdigheden kan indhente dem. skyldige til et bedre menneske. Ligeså Altså af præventive grunde. utænkeligt er det, at den skyldige vil Joffe mener, at det er særligt vigtigt få lejlighed til at gentage sin forbryi en tid, hvor Holocaust­benægtelse delse, hvis han ikke dømmes. igen er blevet et våben i antisemitisInden for det rent juridiske aspekt mens righoldige arsenal. Han minder svarer den tidligere statsanklager i München, Heribert Prantl, der i dag er indlandsredaktør og lederskribent ved Süddeutsche Zeitung, Denne sag må køre for at at sagen eventuelt kan ende med, fastholde de moralske målestokke, at domstolen i betragtning af den anklagedes alder lader nåde gå uden hvilke intet retssamfund kan for ret. Men nåde kan først gives, eksistere, og vise dem, der begår når der foreligger en bevist skyld.

Ellers er nåde et meningsløst forbrydelser mod menneskeheden, begreb. ”Nåde er nådig, men ikke at retfærdigheden kan indhente blind”, skriver Prantl i sin avis.

Redaktør ved Die Zeit, Josef dem …« Joffe, skriver på sin side, at sagen må gennemføres ”for at opmuni den forbindelse om den iranske tre de andre“ til at føre lignende præsident Ahmadinejad, der ser frem sager. Denne sag må køre for at til Israels udslettelse. fastholde de moralske målestokke, Den tyske historiker Norbert Frei uden hvilke intet retssamfund kan siger i en samtale med ugebladet Der eksistere, og vise dem, der begår Spiegel, at processen nødvendigvis forbrydelser mod menneskeheden, at

må gå sin gang. Tyskland har ingen glorværdig retshistorie, når det gælder opgør med nazistiske forbrydelser.

Landet kan helt enkelt ikke tillade sig at spilde denne måske sidste chance for at rette op på sine forsømmelser.

Den eksisterende viden om de nazistiske forbrydelser må bestandigt forankres i det tyske samfund, mener Frei.

Alle var med Lige netop denne sag gælder ikke en tysk krigsforbryder, men derimod en af de hundredtusinder af hjælpere, der gik tyskerne til hånde, og uden hvilke Holocaust ikke ville have været muligt.

Nogle steder kaldes disse medhjælpere for ”tilintetgørelsens fodfolk”, andre kalder dem ”handelsrejsende i Holocaust”, fordi de blev sendt rundt i det store østeuropæiske område for med eksempelløs grusomhed at jage jøderne væk fra deres byer og enemærker og få de overlevende sendt af sted til de adresser, hvor de store mordere ventede.

Men disse betegnelser er vild­ ledende. Det var ikke kun fodfolk, der hjalp nazisterne med at begå deres verdenshistoriske forbrydelse.

Alle fra bund til top i de af Tyskland besatte lande ydede deres bidrag.

Regerings­chefer, ministre, topembedsmænd, generaler, erhvervsledere, et bredt mellemlag af nidkære forvaltere og i bunden stikkere, lejemordere, marodører, frivillige og mere eller mindre tvangsudskrevne krigsfanger.

Som Hannah Arendt gør opmærksom på i sin bog ”Eichmann i Jerusalem” (1964, da. oversættelse 2008), lykkedes nazisternes projekt bedst de steder, hvor der var forståelse for det, og dårligst dér, hvor man ikke så på tilintetgørelsen af jøderne som noget selvfølgeligt – her er Danmark og Bulgarien hendes eksempler.

Bødlen fra Sobibor Demjanjuk hører til i bunden af denne ikke-tyske magtpyramide i den nazistiske tilintetgørelsesforvaltning.

Hans levnedsløb er nogenlunde fastlagt. Ivan Demjanjuk er født i april 1920 i Ukraine, indkaldt til Den Røde Hær i 1940, taget som tysk krigsfange i 1942, overført til ”hjælpearbejder” og ”uddannet”, hvis man kan bruge det udtryk om et forløb, hvor det gælder om at fjerne de sidste spor af dannelse i et menneske, i den østpolske by Travniki, en SS-lejr for hjælpetropper til Holocaust. Herfra blev han overført som vagtmand til koncentrations- og udryddelseslejren Majdanek (Lublin) i Polen og kom den 27. marts 1943 til tilintetgørelses­lejren Sobibor, ligeledes i Polen. I september 1943 blev han overflyttet til koncentrationslejren Flossenbürg i Bayern.

Siden kæmpede han i en såkaldt russisk befrielsesarmé.

Det må være lykkedes ham at desertere, for i maj 1945 dukkede han op i Bayern i en lejr for mennesker, som krigen havde gjort hjemløse. I 1952 lykkedes det ham og hans siden etablerede familie at komme til USA, hvor han seks år senere fik statsborgerskab på fejlagtige oplysninger. I sit nye hjemland skiftede han det russiske Ivan ud med det amerikanske John. I 1976 kom det frem, at han havde gjort tjeneste i Sobibor, oplysninger, der siden er bekræftet i tyske arkiver, og i 1977 gav russerne USA hans tyske identitetskort. Enden på det hele blev, at USA fratog Demjanjuk hans statsborgerskab og udleverede ham til retsforfølgelse i Israel.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

43

Sobibor var en udryddelseslejr nær floden

I 1943 brød ca. 150 fanger

Bug i det tysk besatte Polen.

ud fra Sobibor, i et desperat forsøg på oprør.

Sobibor var en af de fire store udryddelseslejre under kommando af

Hvor mange der overlevede

Odilo Globocnik, en fremtrædende

flugtforsøget vides ikke.

østrigsk SS-officer 35.000 hollandske jøder, som Demjanjuk

Det eneste formål med Sobior var at

Udsnit af det ID-kort, som er en af grundstenene i den nye retssag i München

dræbe så mange jøder som muligt.

Frikendt og for retten igen Demjanjuk har altså allerede én gang været centrum for stor international opmærksomhed. I årene 1986 til 1993 sad han fængslet i Israel.

Han var den anden og sidste nazistiske krigsforbryder, der kom for en israelsk domstol. Den første var som bekendt Adolf Eichmann, der blev henrettet nær Tel Aviv i 1962. I april 1988 blev Demjanjuk dømt til døden, efter at retten bl.a. på basis af øjenvidneudsagn fandt det godtgjort, at han var identisk med den legendariske ”Ivan den Grusomme”, en i særklasse sadistisk massemorder fra tilintetgørelseslejren Treblinka i Polen. Dommen faldt, selv om det af de eksisterende dokumenter fremgik, at Demjanjuk havde gjort tjeneste i Sobibor, ikke i Treblinka.

Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, kom det frem, at Demjanjuk ikke kunne være ”Ivan den Grusomme” fra Treblinka. 37 vagter fra denne lejr havde ved sov­jetiske krigsforbryderdomstole entydigt identificeret denne person som en vis Ivan Martsjenko. Denne mand skulle være omkommet under en fangeopstand i lejren i 1943.

Demjanjuk blev derfor frikendt i 1993 og kunne returnere til USA, hvor han fik sit statsborgerskab tilbage. I 2001 indledte amerikanerne nye undersøgelser af hans aktivi­ teter under krigen, og i 2004 mistede Demjanjuk igen sit statsborgerskab,

44

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

denne gang for bestandigt.

Ukraine ville ikke tage ham tilbage, men i sidste ende viste en domstol i München sig altså rede til at sætte ham på anklagebænken. Det skete, efter at tyske eksperter har erklæret det nævnte identitetskort fra 1942 for ægte, og ikke en KGB-forfalskning, som hævdet af Demjanjuks forsvarere.

Af kortet, som er udstedt af de nazistiske myndigheder, fremgår det, at Ivan Demjanjuk, som han hed dengang, er trådt i tysk tjeneste. Det må anses for givet, at domstolen "vil acceptere dokumentet som gyldigt bevismateriale.

Anklagen koncentrerer sig om hans medskyld i godt og vel en tiendedel af de anslået 250.000 mord på polske, slovakiske, hollandske og tyske jøder, der blev gennemført i denne lejr. Sobibors eneste formål var aflivningen af de mennesker, der ankom til stedet i togvogne. Ikke alle fanger blev dræbt omgående. Nogle blev brugt til forskellige former for slavearbejde, inden også de blev henrettet. Myrderierne blev udført af en stab på ca. 30 tyske SS-folk og omkring 100 Travniki-uddannede hjælpere. Ingen af dem, der udgjorde personalet i lejren, kunne sige, at de havde en underordnet funktion, eller at de ikke vidste, hvad der skete. Deres opgave som mordere var utvetydigt gjort dem klar. Lejren blev lukket i oktober 1943. Tyskerne forsøgte at slette ethvert spor af deres ugerninger her.

Hitlers hjælpere De seriøse tyske medier har brugt en del plads på at orientere deres læsere om Demjanjuk og processen mod ham. Udleveringssagen i USA er blevet fulgt tæt. Få dage, efter at Demjanjuk var landet i München, udkom ugebladet med millionoplaget, Der Spiegel, med en ”titelhistorie” om ”De medskyldige – Hitlers europæiske hjælpere ved mordet på jøderne” (nr. 21, 18.5.09). Titelhistorien er den historie, der reklameres med på bladets forside. Det drejer sig hver uge om den historie, der er afsat flest reportagekræfter på, og som har den flotteste opsætning. I dette tilfælde var der tale om et særdeles grundigt og instruktivt arbejde udført under medvirkning af historikeren Michael Sontheimer, en af bladets medarbejdere. Selv om Demjanjuk var et lille hjul i et stort maskineri, fik han her al den eksponering, man kunne forvente i et ekstremt populært ugeblad.

Ud over nådesløse fotografier, der skildrede det tyske mord på jøderne i al dets grusomhed, var artiklen ledsaget af udmærkede grafikker, der overskueligt satte de nazistiske kz- og tilintetgørelseslejre på landkortet, beskrev vejene fra det øvrige Europa til disse lejre og anførte de steder i Østeuropa og Rusland, hvor særlig store massakrer på den jødiske befolkning var blevet gennemført.

Holocaust startede som bekendt som massehenrettelser af jøder i Polen,

fanger – ud af 5,5 millioner – omRumænien og Sovjetunionen. Først komme eller lige ud henrette i deres siden kom de lejre til, som har givet koncentrations- og fangelejre, så det Polen navnet ”Europas kirkegård”. var ikke svært at hyre håndlangere En lang grafik over 21 lande retil at gøre det beskidte arbejde. Men degør for, hvor stor en andel af den både i Der Spiegel og i større artikler jødiske befolkning der blev myrdet i andre tyske blade fremhæves det, i det pågældende land. F.eks., at at mange af ”travniki’erne” blev tyskerne og deres lokale hjælpere udvalgt efter de samme kriterier som myrdede 95 procent af alle jøder i SS-mandskabet. Overbevisningen og Jugo­slavien og 91 procent af alle viljen til tilintetgørelse skulle være jøder i Holland. Det tilsvarende tal manifest til stede. Alligevel ser det i Polen var nede på 80 procent, i ud til, at en tredjedel af disse håndSovjetunionen på 70 procent, i Tysklangere alligevel deserterede, selv land selv på 33 procent, i Frankrig om straffen var døden. på 25 procent og i Danmark under 2 procent. Procenter siger kun noget om intensiteten, så ved Tyskerne lod mindst 3 millioner siden af stod tallene: I Sovjetunionen levede før 1941 over sovjetiske krigsfanger – ud af 5,5 3 millioner jøder, mens antallet af jøder i Polen anslås at have millioner – omkomme eller lige ud været 3.350.000 i 1939. Her henrette i deres koncentrations- og får unge mennesker repeteret, hvad de måske ikke alt for fangelejre, så det var ikke svært at grundigt blev sat ind i skolen.

I den forbindelse rejser artik- hyre håndlangere til at gøre det len spørgsmålet, om ”den enbeskidte arbejde …« delige løsning” var et europæisk, og ikke blot et tysk projekt Motiverne til deres legendariske – selv om det entydigt understreges, brutalitet er altså endnu langt fra at uden Hitler havde der aldrig været opklaret. Retssagen mod Demjanjuk et Holocaust. kan måske bidrage til at kaste nyt lys over fænomenet, men nogen Normale mennesker? entydig forklaring finder man nok Artiklen gennemgår også sobert aldrig. Var de normale mennesker, problematikken omkring håndlanafstumpede nationalister, eller var de gere som Demjanjuk. Tyskerne lod besat af samme ”eliminatoriske antimindst 3 millioner sovjetiske krigs-

Auschwitz ikke kunne aftage, endte i Sobibor.

semitisme”, som den amerikanske samfundsforsker Daniel Gold­hagen i 1990’erne påstod om den tyske befolkning selv? Mange var i alt fald ”massemordere uden skyldfølelse” for at bruge et begreb, der diskuteres hos Hannah Arendt.

For domstolen i München Sagen kan blive så meget desto mere interessant, som netop de fremmede hjælperes kortvarige og naturtro træningsophold i Travniki en gang tidligere har været genstand for en retssag i Tyskland. I årene fra 1972 til 1976 forhandlede landsretten i Hamburg over Karl Streibels mulige ansvar og skyld. Som SS-Sturmbannführer var Streibel leder af lejren i Travniki fra 1941. Streibel blev af sine foresatte rost for at have givet de østeuropæiske håndlangere ”den bedst mulige uddannelse”. Ikke desto mindre endte sagen med, at manden blev frikendt. Han fortalte retten, at han først hørte om de ugerninger, hans folk havde udøvet, da de vendte tilbage til ”skolen”. Denne påstand kunne ikke – eller skal vi sige – blev ikke modbevist, og dermed kunne han forlade retssalen som en fri mand.

Man kan kun håbe på, at dom­ stolen i München vil komme sandheden nærmere, end det lykkedes dens kolleger i Hamburg.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

45

holocaust-forskning

Hvorfor bombede de ikke?

Det var hverken uvidenhed eller militære overvejelser, der forhindrede USA eller de Allierede i at standse nazisternes grusomheder under 2. Verdenskrig. En ny bog dokumenterer, at det var landenes egen antisemitisme, der stillede sig i vejen.

Af Henning Paikin I de godt 60 år, der gået siden grusomhederne i de nazistiske koncentrationslejre blev kendt, er der blevet publiceret en stigende mængde litteratur om emnet.

Alligevel vakte det opsigt, da et 500-siders værk Why We Watched.

Europe, America, and the Holocaust (Hvorfor vi så på. Europa, Amerika og Holocaust) udkom i USA i 2008.

Som titlen antyder, handler bogen både om, at USA og de Allierede tilsyneladende så passivt til, mens der foregik en systematisk udryddelse af kontinentets jødiske befolkninger. Og om årsagerne til denne passivitet.

Den er skrevet af den amerikanske historieprofessor ved University of Wisconsin-Madison, Theodore S. Hamerow. Han baserer sit arbejde på omfattende og kritiske studier af materiale fra 1920’erne og frem til de seneste år: officielle udtalelser,

alle hånde dokumenter, avis­artikler, opinions­undersøgelser og meget mere.

Hamerow dokumenterer, at de Allierede og USA allerede i 1942 fik nys om myrderierne i Europa. Det er hørt før. Men det mest overraskende ved bogen er påvisningen af, at den tilsyneladende passivitet alene skyldtes latent antisemitisme og et kompliceret samspil eller modspil mellem USA's regering og de amerikanske jøders organisationer.

Til trods for de mange data er bogen spændende som en kriminalroman og forsynet med omfattende referencer og et detaljeret indeks, der gør det muligt at finde næsten ethvert emne eller ord i teksten.

Jødehadet i USA Hamerow begynder sin bog med en analyse af, hvorledes antisemitismen i Europa ændrede sig i løbet af den industrielle revolution.

Fordomme mod jøder udviklede sig fra at være baseret på religion til at blive baseret på etnicitet. Darwinisme, nationalisme og kaos fulgte 1.

Verdenskrig og blev i sin kombination til den form for antisemitisme, som siden fandt sit mest hadske udtryk i nazismen.

Han beskriver derefter 1930’ernes mere eller mindre latente antisemitisme i Frankrig, England og USA. Mange jøder forsøgte i denne periode forgæves at slippe ud af Tyskland, men kunne ikke finde fristed noget sted. Hvert land havde sin egen ver­sion af det ”jødiske spørgsmål”, og den folkelige opinion gjorde det politisk umuligt at åbne grænserne og byde flygtningene velkommen.

Hovedparten af bogen beskriver dog situationen i USA i 1930’erne og under 2. Verdenskrig. Skønt alle de Allierede lande spillede en rolle i jødernes håbløse situation, var USA det land, som kunne have gjort mest.

Derfor er det chokerende, at Ha-

Senere blev det klart, at befolkninmerow kan fremlægge overbevisende gen ikke var indstillet på, at amerividnesbyrd for, at antisemitisme kanske soldater skulle vove livet for faktisk blev mere intens i USA under at redde ”nogle få ukendte” jøder på krigen og ikke mindre. Men det er et den anden side af Atlanterhavet. I faktum, at den almindelige holdning den forbindelse var det ulykkeligt, at over for jøderne i USA ikke var posijøderne udgjorde en speciel gruppe. tiv. Alle de fordomme, som kendtes Militæret havde det synspunkt, i ”den gamle verden”, kunne høres at det var vigtigere at besejre Nazi­ i den ny, skønt ikke i en så højlydt tyskland end at forsøge et ”raid” mod udgave. koncentrationslejrene og jernbane­ Meningsmålinger fra tiden viser, at mistroen til jøder faktisk øgedes i løbet af krigsårene. … den almindelige holdning Adspurgt om hvilken naover for jøderne i USA var ikke positional, religiøs eller social gruppe i USA, man mente tiv. Alle de fordomme, som kendtes i udgjorde en trussel mod ”den gamle verden”, kunne høres i landet, var svaret konsistent: jøderne. Endog mere den ny …« end tyskerne.

Da krigslykken begyndte forbindelserne til disse. Militær­ at vende, skete der også en ændring strategisk var det også et problem, i meningsmålingerne. Den ameriat flyvemaskinerne skulle passere et kanske befolkning følte sig i stigende langt stykke over fjendtligt område grad overbevist om, at jøderne havde for at nå frem til kz-lejrene. Dette uforholdsmæssig stor indflydelse. ændrede sig dog efterhånden, som Ifølge en meningsmåling viste det sig, krigen skred frem. at 56 % af de adspurgte i deres svar De amerikanske jøders organisa­ udtrykte bekymring over den jødiske tioner henvendte sig i diplomatiske indflydelse, og kun 30 % ikke anså vendinger til regering og præsident, den som nogen trussel. men uden held. Selv Roosevelt, der I marts 1945 var tallene uforanvar sympatisk indstillet over for jødrede: 55 % af befolkningen mente, derne, måtte afstå fra at gribe ind. at den jødiske indflydelse stadig var overvældende, mens procentdelen Offer for den kolde krig af dem, som ikke mente det, kun var Den stedse og stigende beskæftigelse steget til 33 %. med Holocaust, mener Hamerow, Sådanne statistiske forhold vil kan ses som et forsøg på en løsning af – skriver Hamerow – ikke overraske et psykologisk problem, som omfatnogen, der som han selv, har været ter både ofre og bødler. Det undermenig soldat i USA’s væbnede styrker, streger de utrættelige anstrengelser hvor man kunne høre udsagn som: for at holde fortiden levende ved fx ”Vi skulle jo have kæmpet mod nigmindesmærker. gerne i stedet for mod tyskerne” eller At disse bestræbelser har succes, ”Den eneste fejltagelse Hitler begik, mener ham, kan aflæses ved, at var, at han ikke slog alle jøder ihjel”. andre minoriteter ønsker at efter gøre mindet om Holocaust. Andre Militærets forklaringer mindretal ønsker også en status som Skulle Amerika have gjort mere for ofre. Denne situation har ført til en at standse Holocaust? konkurrence mellem de forskellige Kapitlet med ovennævnte titel minoritetsgrupper om anerkendelse er både en gyser og en øjenåbner. af fortidens uretfærdigheder. Det syHamerow giver i løbet af bogen flere nes dog som om, mener Hamerow, at forklaringer på, at USA og de Allider er enighed om, at udryddelsen af erede ikke kunne handle anderledes.

Europas jøder var en tragedie, en opI første omgang var det vanskerørende grusomhed uden sidestykke i ligt at overbevise myndigheder og verdenshistorien. menigmand om, at beretningerne Men sådan har det ikke altid været. om kz-lejrenes grusomheder var en I 1940’erne, både mens Europas realitet og ikke overdrivelser eller jøder blev forsøgt udryddet og i de propaganda.

tidlige efterkrigsår, blev det Tredje Riges folkemordsprogram i det store hele betragtet af den amerikanske regering og den amerikanske ”offent­ lige mening” som én ud af mange brutaliteter, nazisterne var ansvarlige for.

Først senere, da det blev fastslået, at millioner af jøder blev udryddet – blot fordi de var jøder – blev deres død betragtet som anderledes end de andre usigelige forbrydelser begået af nazisterne.

Holocaust per se er blevet studeret og analyseret og fortolket i mere end 40 år. Men årsagerne til den relative negligering umiddelbart efter 2. Verdenskrig har først for nyligt tiltrukket sig opmærksomhed. Befolkningerne fik under den kolde krig så at sige deres opmærksomhed rettet fra vest mod øst, fra Hitler til Stalin. Den tidligere fjende, Tyskland, blev nu en allieret, og som det er sagt: ”Holocaust blev på en måde offer for den Kolde Krig”.

Theodore S. Hamerow er professor emeritus i historie ved universitetet i Wisconsin-Madison. Han er en af sin generations mest agtede historikere og forfatter til adskillige prisbelønnede bøger.

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

47

de 'næsten glemte' fra thorvaldsens tid

Guldalderens jødiske malere Af Kasper Monrad Hvis man kaster et blik på en liste over den danske guldalders største og mest kendte kunstnere, falder det i øjnene, at der slet ingen jødiske navne er blandt dem. Dette kunne selvfølgelig have den nærliggende forklaring, at der i perioden simpelt hen ikke var nogen jødiske billedkunstnere, der var værd at nævne.

Forstået på den måde, at assimileringen af de danske jøder endnu ikke var kommet så langt, at der var jøder blandt de kunstnere, der blev uddannet på Kunstakademiet og gjorde sig gældende i det officielle kunstliv. En anden mulighed kunne være, at de jødiske kunstnere kun virkede inden for den jødiske menighed og var ukendte i den egentlige kunstverden.

Men ingen af delene er dog tilfældet. Går man fra kunstnerne i første geled over til dem i andet, skal man dog ikke lede særlig længe, før der

48

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

Ernst Meyers "En romersk skriver læser

Der var flere

et brev op for

jøder blandt guld­

en pige"

alderens danske

… mon ikke der

malere, men de er

er tale om et

ikke særlig kendte

kærligheds­b rev.

i dag. Goldberg

Billedet tilhører Thorvaldsens Museum

spørger hvorfor.

dukker en række jødiske navne op: Ernst Meyer, David Monies, Julius Friedländer og Edvard Lehmann.

Alle disse malere var kunstnere på fuld tid, men ingen af dem har altså fået en plads i første række, hverken i deres egen levetid eller i eftertiden.

Der er dog intet, der tyder på, at det skulle skyldes en diskriminering af dem, og det er ikke muligt at pege på én samlende forklaring på, hvorfor de ikke er mere kendte i dag.

Fælles for flere af kunstnerne er dog, at det i høj grad er deres specialer, der haft betydning for deres eftermæle. Således satsede David Monies (1812-94) primært på portrætmaleriet, og det vil sige, at hans malerier først og fremmest var bestemt for private hjem. Portrætter har også en tendens til at blive på private hænder længere end andre typer billeder.

Alt andet lige skal der mere til, før man sælger et billede af Morfar end et landskab. Monies er derfor stadig ikke særlig synlig i de offentlige

samlinger. En anden af kunstnerne, Edvard Lehmann (1815-92), lod sig lokke af teaterets verden og speciali­ serede sig som kostume­tegner, selv om han ikke opgav maleriet. Hans virke gav ham dog ikke en permanent plads i den kunsthistoriske litteratur.

Når det gælder Ernst Meyer (1797-1861) og Julius Friedländer (1810-61), valgte begge at dyrke det såkaldte genremaleri, dvs. i skild­ ringer af hverdagens små og store optrin. Denne type billeder var umåde­lig populære i kunstnernes egen samtid, og den gav dem begge en stor kundekreds, men er i høj grad trængt i baggrunden sidenhen.

Ernst Meyer Fælles for alle kunstnerne er, at der stort set ikke er gjort særlig grundige studier i deres kunst, og den umiddel­bart tilgængelige viden om den er stort set på leksikonplan. Den mest farverige af disse kunstnere er

så afgjort Ernst Meyer, og det er også ham, der træder mest i profil i dag.

Han blev født i Altona, som jo dengang var under den danske krone, ligesom resten af Holsten. Han var fætter til den fremtrædende danske erhvervsmand, grosserer Mendel Levin Nathanson, og han blev indlogeret hos ham og nød godt af hans støtte, da han 15 år gammel kom til København i 1812. Han kom ind på Kunstakademiet og fulgte undervisningen indtil 1819. Han studerede derpå videre i München, inden han i september 1824 kom til Rom. Han sluttede sig hurtigt til den dansk-tys­ke kunstnerkreds omkring billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. En af de andre danskere i Rom har imidlertid senere fortalt, at den nytilkomne kunstner straks efter ankomsten forsvandt og var væk i flere dage. Bagefter viste det sig, at han var blevet så overvældet ved mødet med Rom, at han havde søgt tilflugt i en af de små byer i de omkringliggende bjerge. Dér

var han med det samme kommet på god fod med de lokale beboere og havde nydt godt af deres åbenhed og gæstfrihed. Derved havde han også fundet sin foretrukne motivkreds: de jævne italienere, som han skildrede i deres hjemlige omgivelser i hver­ dagens små og store øjeblikke. Meyer blev i Italien resten af livet (bortset fra enkelte sene udenlandsrejser), og han var uhyre flittig. Han har efterladt sig flere tusinde tegninger, der vidner om, at han havde særlige evner som tegnende køkkenskriver.

Bevæbnet med sin skitseblok og blyant mødte han italienerne ikke bare på gader og pladser, men også i de private hjem, og han vandt tydeligvis deres fortrolighed og lavede skitser af deres daglige gøremål. Tegningerne er sagligt registrerende, men når han omsatte motiverne til malerier, fik motiverne en anden karakter. Han byggede billederne gerne op omkring en anekdote, ofte med en morsom pointe, ligesom han indføjede

en masse personer og detaljer, der tilsammen gav indtryk af romernes sorgløse og muntre liv og de maleriske omgivelser. Et af hans mest populære motiver forestiller en romersk gadeskriver, der læser et brev op for en ung pige. Billedets betragtere kan alt efter gemyt more sig over optrinnet eller føle med pigen. Mon ikke der er tale om et kærlighedsbrev?

Samtidig kan man få bekræftet alle nordboernes forestillinger om det livlige romerske gadeliv og af Roms snævre gader, hvor antikke ruiner dengang var bygget sammen med nyere beboelseshuse.

Undervejs i karrieren skiftede Meyer sit egentlige fornavn Ahron ud med Ernst. Det kunne selvfølgelig skyldes, at han stødte på de samme praktiske problemer som Thorvald­ sen, der i Italien måtte affinde sig med, at italienerne ikke kendte det nordiske fornavn Bertel og i stedet kaldte ham Alberto. Men det samme gjaldt ikke for Ahron, for det navn GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

49

Julius Friedländers ”Flygtende Polakker” viser et ungt par med to børn og en ældre mand, som hviler sig under deres flugt.

findes rent faktisk på italiensk: Aronne. Navneskiftet skyldes snarere, at Meyer ikke ønskede at skilte med sin jødedom. Det var lettere at kalde sig Ernesto og være lidt eksotisk som udenlandsk kunstner end at være fremmedartet som jøde. Den danske konsul Bravo, der på samme tid også tilbragte det meste af sit liv i Rom, byttede ligeledes fødenavnet Joshua ud med Johan.

Ernst Meyers billeder var meget populære i samtiden (og er det stadig på de københavnske auktioner), og han havde så mange kunder, at han slet ikke behøvede at sikre sig salg til Den Kongelige Malerisamling (nu Statens Museum for Kunst). Alle værker, der i dag indgår i denne samling, er erhvervet efter hans død. Måske skyldes den manglende samtidige anerkendelse fra denne side, at Meyer ikke indgik i det køben­havnske kunstmiljø. For Julius Friedländer, der dyrkede den samme

50

GOLDBERG | #14 | WWW.GOLDBERG.NU

type motiver, havde et stort salg til den kongelige samling. I årene indtil 1848 købte man hele syv malerier af ham. Til sammenligning købtes kun to malerier af Christen Købke i samme periode.

Julius Friedländer Set under ét er der et meget påfaldende fællestræk for de danske jødiske kunstnere. Når man ser bort fra portrætterne, holdt ingen af dem sig snævert til en speciel jødisk motivkreds. I hvert fald ikke i de malerier, der har nået de offentlige samlinger.

Det nærmeste man måske kommer, er et maleri, som Friedländer udstillede i 1843 med titlen ”Flygtende Polakker”. Billedet viser et ungt par med to børn og en ældre mand, som hviler sig under deres flugt. I den store bog Dansk Jødisk Kunst, som Mirjam Gelfer-­Jørgensen har redigeret (1999), antyder Lise Svanholm, at det kunne være jødiske flygtnin-

ge. Personernes fremtoning er dog ikke specielt jødisk, og maleriet skal måske snarere ses i sammenhæng med den generelle situation i Polen på denne tid. Polakkerne vandt stor sympati i Danmark efter den mislykkede opstand mod det russiske overherredømme i 1830. I 1839 udgav Carsten Hauch således romanen En polsk Familie, der tager udgangspunkt i denne opstand (og som i dag bedst kendes for digtet ”Hvorfor svulmer Weichselfloden?”). Det ville være oplagt for Friedländer at lade sig inspirere heraf, da han valgte motivet til maleriet. Billedet skal dog næppe forestille en konkret episode i bogen, men viser snarere nogle af de mange polakker, der måtte flygte, da opstanden brød sammen. Friedländer havde måske som jøde særlige forud­sætninger for at indleve sig i de flygtendes situation, og det kan have været et ekstra incitament for ham.

Thomas Brinkbæk, Peter

Modtager af Ernst Goldschmidts legat 2009

thomasbrinkbaek@hotmail.com

Årets festivalplakat er lavet af Tal R, og kan købes via Copenhagen Jazz Festivals webshop. Pris: 130,Tak til:

www.jazzfestival.dk