Goldberg #15 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 15 · September 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

fire villige kvinder fra biblen, som alle førte slægten videre

var moses egypter? – freud var overbevist

1. præmie værdi:

6.000,-

QUIZ om jødisk Historie, kultur og litteratur

Jon Stewart? Pris kr. 49,50

Læs også: brudekjolen – en fortælling om en faldskærm, en brudekjole og et bryllup i Bergen-Belsen iran efter oprøret – "mørke midt på dagen" GOLDBERG | #15Borge | WWW.GOLDBERG.NU jeg hedder ikke børge – om Simon Rosenbaum og Victor

KURSUS

AUGUST · BILLEDSKOLEN.DK tegning + maleri

1 UGE, 2 UGER ELLER ALLE 3 UGER: 10. – 14. · 17. – 21. · 24. – 28.

TEGNING MALERI SKULPTUR BLANDFORM EFTERÅRET ‘09

Irena Tejtel Tracz malet af Jeanne G Kempinski

2/09 – 30/10 · 2/11 – 18/12 TILMELDING: INFO@BILLEDSKOLEN.DK · +45 3583 6082

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg

Indhold september 2009

Goldberg

Nr. 15 · September 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

8 26

6.000,-

QUIZ 26

Tvivlsom journalistik og små seertal men stor bevågenhed – Jon Stewart og The Daily Show.

jon stewart? læs også: brudekjolen iran efter oprøret jeg Hedder ikke børge

Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Gongong Layout og grafik: Gongong ApS | www.gongong.dk Forsidefoto: Scanpix Tryk: Grafikom A/S Webmaster: Anna Hartkopp Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Bjørn Bråten, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Aleksander Slaw, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles;

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto. Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Fem af dette nummers bidragydere

freuds forhud og egypteren moses

Han blev kaldt for ”befrieren af efterkrigstidens tyske scene”. En af de største tyske teaterinstruk tører, Peter Zadek, døde i juli måned.

ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto. For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450

Psykoanalytikeren Sigmund Freud var hele sit liv fascineret af Moses, som han argumenterede for var egypter. For nylig var en hel konference dog mere optaget af Freuds omskærelse end af hans mening om Moses.

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. november 2009.

politisk kommentar

Det har aldrig været længslen efter et hjemland, der har ført jøder til Israel. Det er frygten, der har skabt staten. Af Herbert Pundik

Quiz

vi spoler tiden tilbage

Anmeldelse af filmen Inglorious Basterds.

Af Dan H. Andersen

Af Erik Henriques Bing

Jon Stewart og The Daily Show

6.000,-

Hotel 27

Brudekjolen

Fortællingen om en faldskærm, en brudekjole og et bryllup i Bergen-Belsen. Af Helen Zegerman Schwimmer

Jeg hedder ikke Børge!

Var Victor Borge ikke født Rosenbaum? Så var han vel i familie med Simon Rosenbaum! Goldberg har bedt om at få udredt trådene. Af Simon Rosenbaum

integration

Der er masser af myter forbundet med immigration, flugt og integration. En af dem handler om religionens betydning for de østeuropæiske jødiske immigranter. Af Susanne Bernstein

Af Jacques Blum og Eva Bøggild

Villige kvinder

Polakker genopdager den jødiske arv

Ruth, Batseba, Tamar og Rahab – fire forførersker fra Biblen, der alle bragte slægten videre.

I år fejres 40-året for de første polsk-jødiske emigranters ankomst til Danmark. Samtidig er det ved at gå op for befolkningen i Polen, hvad man har mistet. Af Kasper Monrad

iran efter oprøret

Det er ”mørke midt på dagen i Iran”, konkluderes det i denne status over Irans inden- og udenrigspolitik og ikke mindst forhandlingerne om landets atomprogram og placering i regionen. Af Frank Esmann

Savnet af sand Det er fire år siden, at israelske soldater ryddede de jødiske bosættelser i Gazastriben. Læs her, hvordan det er gået nogle af familierne fra Atzmona-bosættelsen.

CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

1. præmie værdi:

Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Test din viden om jødisk kultur, historie og litteratur og vær med i konkurrencen om de lækre præmier!

Han ville egentlig have været professionel fodboldspiller, men blev i stedet komiker. I dag har Jonathan Stewart Leibowitz enorm indflydelse på den amerikanske opinion som studievært på The Daily Show. Af Henning Silberbrandt

Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark. Ernst Goldschmidts Legat. Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Tiger.

den evigt udfordrende

Af Susanne Bernth

Af Leo Goldberger

Af Peter Nejsum

Foto: Marc Seliger

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser

Leder

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

leder

Quiz ”Danskerne elsker quiz og konkurrencer”. Sådan siger to af GOLDBERGS rådgivere, og de lever endda af at komme med den slags udsagn. Vi vil naturligvis gøre alt for at fornøje læserne, så vi præsenterer straks en quiz-konkurrence, hvortil der kræves både is i maven og et varmt hjerte for at kunne besvare alle spørgsmålene. Og ikke mindst for til fulde at kunne nyde 1. præmien: Weekendfornøjelser for to i Danmarks hotteste hotel med Icebar, morgenmad på sengen og middag i restauranten. Men lad os varme op med lidt spørgeleg:

Hvad har Sigmund Freud til fælles med Jon Stewart? Sikkert en masse, men vigtigst lige nu er det, at de optræder i GOLDBERGs spalter sammen, og at GOLDBERGer fra New York kommer med et svar. Hvad er så ligheden mellem en faldskærm og en brudekjole? Svaret står i GOLDBERG. Hvad har Bibelens Batseba, Rahab, Tamar og Ruth tilfælles? Også det svar står i GOLDBERG.

brug af GOLDBERG! Og hvor meget er det så? Se svaret i GOLDBERG.

Har det været svært at svare indtil nu, så husk, at der også er trøstepræmier: ”Kylling og Soy-ice* og Pølser”. Til en samlet værdi af et helt års for-

Jacques Blum, redaktør

Redaktionen ønsker alle vore læsere A git Quiz’el. (Kan du ikke regne dén ud, så finder du ikke svaret i GOLDBERG).

Fornøjelig læsning.

*) soy-ice: kosher-is lavet af soya

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Herbert Pundik er journalist, forfatter og debattør. Chefredaktør for Dagbladet Politiken 1970-93. Senior udenrigskorrespondent ved samme. Adjungeret professor på Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet. Ofte benyttet rejseleder til lande i og udenfor Mellemøsten.

Dan H. Andersen er Ph.d. i historie, debattør og forfatter til flere biografier, samt bøgerne Skjulte magter? Hemmelige selskaber i 1000 år, Nazimyter. Blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige, Den ny stjerne (om Tycho Brahe) og senest bogen Krystalnatten – vejen til Holocaust, fra 2009. Har publiceret flere artikler i Magasinet Goldberg.

Leo Goldberger er professor emeritus i psykologi på New York University og fhv. chef ved dets Forskningscenter for Psykisk Helbred. Tidligere chefredaktør for det tværvidenskabelige tidsskrift Psychoanalysis and Contemporary Thought. Forfatter til en række videnskabelige værker samt medredaktør af lærebogen Handbook of Stress.

Erik Henriques Bing er historiker, forfatter og forlægger. Har studeret litteraturhistorie og statskundskab. Forfatter til adskillige bøger, klummer og krøniker om danskjødisk historie og jødiske personligheder. Udgiver i 2009 en Hallelujahbogserie i anledning af Det Mosaiske Troessamfunds 325 års jubilæum.

Itzig kommer hjem fra religionsundervisning

Henning Silberbrandt er cand.mag. og cand. fil. i engelsk og fransk. Lektor i samme fag 19722002. Tv-anmelder og forfatter til bl.a. bogen Den danske syge om dansk identitet, 1993. Oversætter fra fransk af Pierre Bourdieu og Michel Foucault. Har fra 1983 tekstet film og tv-programmer fra engelsk, fransk, tysk, italiensk, norsk og svensk.

og fortæller, at han har lært alt om Moses. Hans mor spørger: ”Hvem var Moses så?” Itzig svarer: ”Moses var søn af en egyptisk prinsesse.” Hans mor siger tydeligt oprørt: ”Det er ikke rigtigt! Moses var søn af en jødisk mor. Prinsessen fiskede ham bare op af vandet.” Itzig: ”Siger hun!” En af Freuds yndlingsvittigheder

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Polfoto

"Psyko-conquistadorens" teologiske tolkninger

Freuds forhud og egypteren Moses tilsyneladende gjorde et stort indtryk på den unge Schlomo, Freuds hebraiske navn.

Palæstina har kun frem bragt religioner, helligt vanvid og overmodige forsøg på at overvinde den ydre verdens overflade ved hjælp af den in dre verdens ønsketænkning."

Af Leo Goldberger Utroligt, men sandt: Freuds omskærelse er blevet markeret på New Yorks hovedbibliotek på hjørnet af Fifth Avenue og 42nd Street. Denne temmelig overraskende, men samtidig humoristiske begivenhed fandt sted i forbindelse med en videnskabelig konference under overskriften: Freuds forhud, 150-årsdagen for historiens mest tankevækkende omskærelse. Konferencen var endnu et bemærkelsesværdigt tegn på den store interesse, der stadig er for Freud og hans teorier. Blandt konferencens emner var skæringspunktet mellem jødisk identitet, psykoanalyse … og selvfølgelig et mindre kirurgisk indgreb.

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Kosmopolitiske Wien Skønt Sigmund Freud (1856-1939) var erklæret ateist og beskrev religion som en form for psykopatologi – han kaldte religion en masseneurose og ritualerne tvangsneurotiske symptomer – følte han sig knyttet til andre jøder og erkendte, at der var et stærkt historisk og kulturelt fællesskab, men han fastholdt, at det ikke havde nationalistiske årsager. Freud kendte faktisk Theodor Herzl i Wien og havde i 1902 foræret ham et eksemplar af sin bog Drømmetydning med dedikationen: ”… til digteren og forkæmperen for vort folks menneskerettigheder”, men han nærede betænkeligheder ved den zionistiske drøm om Palæstina. Mens volden allerede spøgte i Europa i begyndelsen af trediverne, bemærkede han profetisk i et brev til den tyske

forfatter Arnold Zweig: ”Palæstina har kun frembragt religioner, helligt vanvid og overmodige forsøg på at overvinde den ydre verdens overflade ved hjælp af den indre verdens ønsketænkning.” Freud voksede op i et traditionelt ortodokst hjem. Familien boede i Freiberg, en by i Mæhren (nu Tjekkiet) med ca. 5.000 indbyggere, hvoraf flertallet var katolikker. Byen var plaget af åbenlys antisemitisme, og det fik familien til at flytte til det kosmopolitiske Wien, hvor de samtidig forlod ortodoksien, mens Freud stadig var barn. Det vides ikke, om han stod bar mitzvah, men han fik efter alt at dømme Toraundervisning som syvårig fra den klassiske Philippsonbibel med dens væld af talmudiske kommentarer og illustrationer, der

Fremmedgørelse Sidst i 1800-tallet var antisemitismen i Wien en faktor, som påvirkede jøders karrieremuligheder og samfundet generelt. Mens nogle Freud-forskere påstår, at han var overdrevent følsom over for antisemitiske krænkelser, opfattede han tydeligvis sig selv som fremmed i ikke-jødiske kredse. Men med berømmelsen bevægede han sig ind i ikke-jødernes verden, hvoraf mange var hans patienter, og en del var fremtrædende personer som for eksempel prinsesse Marie Bonaparte, men han følte sig alligevel mere tryg blandt jødiske venner og kolleger. Det var i denne kreds, at hans særlige svaghed for at citere jødiske vittigheder og mundheld blomstrede. Det er også tydeligt, at han med indsigt brugte fremmedgørelsen som medlem af en minoritetsgruppe, idet det gav ham en følelse af uafhængighed, som nærede hans revolutionerende ideer inden for psykologien og psykiatrien. Ifølge hans biografer var Freud udelukkende drevet af personlige myter i form af en række helte. I sin tidlige ungdom var det hovedsagelig krigere som Hannibal, den semitiske general, der overlistede de romerske legioner, Cromwell, parlamentarikeren, der lod jøderne vende tilbage til England, Napoleon, der emancipe-

rede jøderne i Frankrig, den bibelske Josef, hans hyppige alter ego, der ofte viste sig i hans egne drømme, og som selv var drømmetyder, og endelig den sagnomspundne Moses, der ligesom Freud var leder af en uregerlig gruppe af lidet trofaste tilhængere. Det lader til, at Freud blev ved med at udleve disse heroiske identifikationer, da han blev voksen, afhængig af omstændighederne og hans følelsesmæssige behov. Moses og monoteismen Freuds fascination af Moses førte til hans allersidste værk, Moses og monoteismen, der blev færdiggjort kort før hans død i London, hvortil han med hjælp fra prinsesse Bonaparte var flygtet fra Wien i 1938. Gennem hele sit liv var han optaget af Moses, der for ham symboliserede de undertryktes stærke og modige leder, en mand, der kunne styre sin vrede uden at søge hævn. Det var den helterolle, han gerne selv ville have. Allerede da han som yngre besøgte Rom for første gang i 1901, var han som hypnotiseret af Michelangelos statue af Moses. Han stirrede på den i timevis og tegnede skitser af Moses’ muskulatur for – ud fra den måde, Moses holdt stentavlerne på – at afgøre, om han var ved at kaste dem fra sig i vrede, sådan som der står i Bibelen. Han skrev adskillige små skrifter om sin fortolkning af statuen, blandt andet et i 1913, hvor han var særlig sårbar efter bruddet med Jung og derfor havde behov for at opfatte Moses som en person, der var i stand til at styre sin vrede.

Michelangelos Moses

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

filmanmeldelse I begyndelsen af 1930’erne vendte Freud – trods nazismen, de accelererende jødeforfølgelser, sin kræftsygdom og alderssvækkelse – tilbage til sin tidligere interesse for Moses. Han var næsten firs og tydeligvis ikke på toppen. Hans værk Moses og monoteismen, der blev skrevet over en årrække og i adskillige udgaver, består af en række ret famlende og usammenhængende essays, hvori han anvender en højst spekulativ, for ikke at sige forskruet psykoanalytisk tolkning af ’mennesket Moses’. Han giver også sin forklaring på religionens rolle og på det jødiske folks ihærdighed, intellektualitet og stærke selvfølelse. Han afmytologiserer overraskende Moses ved at påstå, at han slet ikke var jøde, men en egyptisk adelsmand, som blev myrdet af sine egne tilhængere i et oprør mod hans autoritære krav om monoteisme og omskærelse. Med sin genfortolkning af den bibelske fortælling og manglende vidnesbyrd om den historiske Moses for ikke at nævne Freuds amatørstatus som bibelhistoriker lagde han sig ud med mange. Han generede ydermere det religiøse samfund ved at tilskrive egypterne opfindelsen af monoteismen og skikken med omskærelse. I Freuds tolkning var det Moses, og ikke Gud, der valgte jøderne, og som pålagde dem sin Akhnaton-inspirerede religion. Kastrationsangstens hjørnesten Hvad der måske er mest forbløffende er den tværvidenskabelige forsker Eliza Slavets udlægning af Moses og monoteismen i bogen Fever: Freud and the Jewish Question (Fordham University Press, 2009). Hendes meget videnskabelige bog demonstrerer overbevisende Freuds underforståede antagelse, at alle jøder er i besiddelse af det, der kan kaldes ’arkaiske erindringsspor’ af visse historiske begivenheder, herunder skyldfølelse over deres fadermord. Hvis man tager det bogstaveligt, indebærer det, at den jødiske arv,

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

dens historie og traditioner, ikke kun overleveres fra generation til generation mundtligt og skriftligt, men at den også indirekte nedarves gennem en overnaturlig og hidtil ukendt proces – meget lig den ukendte overføring af oversanselig og telepatisk viden inden for det okkulte. Det er dermed Freuds synspunkt, at denne arv aldrig med held kan undertrykkes. Den vender tilbage og hjemsøger en, hvad enten man vil

et ydre, rituelt tegn, som naturligvis kun gjaldt mænd.

Conquistador For at man ikke udelukkende skal opfatte Freuds sidste kreative vovestykke som en gammel mands anakronistiske spekulationer, skal det understreges, at det er et værk med en mængde temaer og spørgsmål. Værket berettiger til de fortsatte studier og videnskabelige undersøgelser, det har været genstand for i årenes løb af ansete forskere som Yoseph Yerushalmi, Jacques Derrida, Marthe Robert og Jan Assmanm. Eliza Slavet, som er den seneste i rækken, påviser overbevisende tekstens relevans på mange planer, især i spørgsmålet om jødisk identitet. For eksempel kan Freuds Moses også forstås som et udtryk for forfatterens forsoning med jødedommen lige inden sin død. For som forskeren Mark Edmunson påpeger i sin seneste bog, The Death of Sigmund Freud: The Legacy of his last Days (Bloomsbury, 2008), ”begyndte Freud på trods af sin ateisme at betragte jødedommen som en kilde til kulturel fremgang i fortiden og personlig inspiration i nutiden”, og at for Freud ”hjalp jødedommen med at befri menneskeheden for trældom i den umiddelbare, empiriske verden og åbner nye muligheder for menneskets tanke Polfoto og handling … og hjalp med til at gøre et rigt liv gennem selviagttagelse muligt.” I forhold til den evige debat om, det eller ej. hvorvidt Freud var videnskabsFreud var fuldt ud klar over, at mand eller bedrager, er det sigende, ideen om genetisk nedarvede ideer, at Freud selv nægtede at betragte træk og psykiske tendenser hånligt sig som en Newton, Galilei eller ville blive afvist af samtidens bioloGoethe. I stedet understregede han ger, men han følte ikke desto mindre, sit slægtskab med dristige og modige at det ikke var den endegyldige mænd. Som han skrev til sin gode sandhed. Det taler til Freuds ære, at ven lægen Wilhelm Fliess: ”Jeg er han aldrig ville træffe en afgørelse faktisk slet ikke videnskabsmand eller i den sag og andre gåder, såsom det eksperimentator eller tænker. Jeg er okkulte. af temperament blot en conquistaDermed blev omskærelsen – et dor, en eventyrer med nysgerrighed, emne, der fascinerede Freud hele livovemod og ihærdighed.” vet, kastrationsangstens psykoanalytiske hjørnesten og Freuds forklaring på antisemitismen – degraderet til Oversat af Hanne Friis

Vi spoler tiden tilbage Er der en mening med denne film, eller er den én stor postmoderne og meget underholdende vittighed? Af Dan H. Andersen Inglorious Basterds foregår i det besatte Frankrig under 2. Verdenskrig. Der er to handlingsspor. I det ene er løjtnant Aldo Raine (Brad Pitt, der spiller som en mellemting mellem Errol Flynn og Clark Gable) i spidsen for en gruppe jødiske soldater, Inglorious Basterds, der opererer bag fjendens linjer og dræber tyskere på den mest sadistisk spektakulære måde. Favoritten er at lade ”Bjørnejøden” Donny Donowitz (Eli Roth) slå dem til plukfisk med en baseballkølle. Bagefter skalperer de tyskerne, for Brad Pitt har krævet 100 skalpe af hver af dem. Det andet spor følger den jødiske kvinde Shoshanna Dreyfuss (Mélanie Laurent), hvis familie findes og myrdes af ”Jødejægeren” oberst Hans Landa (Christoph Waltz i en spektakulær performance). Hun overlever som den eneste (eller han lader hende overleve for at nyde den senere jagt), og tre år senere i 1944 genfinder vi hende i Paris, hvor hun under navnet Emanuelle Mimieux ejer en biograf. Her samles de to spor i filmens klimaks, hvor alle nazispidserne inkl. Hitler er forsamlet i biografen for at se en tysk extravaganze om krigshelten Fredrick Zollers (Daniel Brühl) bedrifter. Samme Zoller er forelsket i Shoshanna, som har planlagt en rystende hævn. Jeg ved ikke, hvordan Quintin Tarantino gør det, men i næsten alle

scener optræder latterlige, parodiske og groteske elementer, som nærmer sig skolekomedie. Og lige pludselig sidder man alligevel på kanten af biografstolen og kan næsten ikke holde spændingen ud. Man manipuleres og forføres – og ved det. Endnu en joke mellem instruktør og publikum. Men mening? Er der et budskab i filmens masse af postmoderne interteksttualitet og do konteksttualitet? Der er selvfølgelig massevis af hentydninger, injokes og spor for den kodesøgende. Et af dem er Shoshannas franske dæknavn Emanuelle Mimieux. Det må være en hentydning til den amerikanske skuespillerinde Yvette Mimieux, der spillede med i filmatiseringen fra 1960 af H.G. Wells’ The Time machine. En anden brik passer her, for den anden hovedrolle i denne film blev spillet af Rod Taylor, som har en lille rolle i Inglorious Basterds som Winston Churchill. Så filmen er en tidsmaskine, som sender os tilbage i tid og lader os ændre historien. Og midlet er også film, nærmere bestemt den biograf, hvor Shoshanna Dreyfuss/ Emanuelle Mimieux vil tage en grusom hævn og ændrer den historie, som vi kender, men hun ikke gør. Til gengæld kender vi ikke fremtiden i filmens verden. Det hele foregår i et kontrafaktisk univers, hvor drømmen om at kunne ændre historien er gået i opfyldelse. Instruktøren er gud, filmen hans skabelse, og verdens fortællinger (den vestlige verdens i det 20. århundrede) hans byggestene. Det kan næppe kaldes en

nyt eller originalt budskab, men indpakningen er unægtelig forførende. Er der et jødisk tema? Det burde der vel være, for så vidt som det drejer sig om den jødiske hævn, de jødiske soldaters og Shoshannas. Men interessant nok er der intet jødisk i filmens referencer, som findes næs ten udelukkende inden for et filmisk og primært angelsaksisk kulturelt univers. Holocaust eller Endlösung nævnes ikke, for oberst Hans Landa jager bare jøder uden nogen forklaring. En farlig eller endog antisemitisk film? I filmen har vi at gøre med en gruppe sadistiske soldaterjøder, der myrder deres modstandere på grusom vis og skalperer dem bagefter. Det kunne selvfølgelig være en raffineret hentydning til myten om jødernes ofringer af ikke-jøder, der som bekendt er vendt tilbage i moderne form som jøders mord på muslimer for at bruge deres organer til transplantation. Men skalperingen hentyder til apacherne (nej, westerns om apacherne), for Aldo Raines øgenavn blandt tyskerne er Apache Aldo. Denne film bidrager næppe til antisemitisme, men snarere til dårlig smag. Antisemitismens kilder er andetsteds og rigelige nok allerede, uden at nogen er nødt til at slukke sin tørst her. Inglorious Basterds. Instruktion og manus: Quintin Tarantino. Med bl.a. Brad Pitt, Mélanie Laurent og Christoph Waltz. Premiere i Danmark den 28. august 2009. GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

journalistik?

Jon Stewart og The Daily Show Af Henning Silberbrandt I januar 1999 blev Jon Stewart vært for tv-programmet The Daily Show i USA. I løbet af de ti år, han har haft jobbet, har han skabt sig en trofast fanskare og en stor gruppe modstandere, der mener, at han er fræk, uforskammet og uværdig til at optræde i tv, endsige blive taget alvorligt. Programmet sendes hver uge fra mandag til torsdag kl. 23 fra New York med en opsamling af de bedste indslag om fredagen. Opbygningen følger en fast skabelon. Programmet er opdelt i tre blokke. I den første snakker værten løst og fast om aktuelle begivenheder, der har fanget hans interesse. I den anden kontakter og snakker han med falske udsendte reportere fra såkaldte brændpunkter i USA eller andre steder på kloden. I den tredje interviewer han en aktuel person. Det kan være en politiker, en forfatter, en filmskuespiller, en idrætsmand/-kvinde etc. Selve programmet varer mellem 21 og 22 minutter. Med to reklameindslag mellem de tre blokke er udsendelsestiden i USA en halv time. Seertallet har lige fra starten ligget stabilt omkring 2-2,5 millioner. Da DR2 for snart to år siden besluttede at sende programmet med en dags forskydning efter nyhedsprogrammet Deadline kl. 23, viste seertallene sig procentvis at være mindre end de amerikanske. Det vil formodentlig sige (DR er karrig med den slags oplysninger), at 10.000-15.000 danske seere følger programmet regelmæssigt. Det er mildt sagt beskedent. USA med alt, hvad det indebærer Til trods for de beskedne seertal har Stewart og hans hold af forfattere formået at tiltrække sig en opmærk-

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

somhed, der er langt større, end tallene i sig selv lader ane. Det skyldes i første omgang, at de etablerede nyhedskanaler og nyhedsredaktioner lige fra starten højlydt følte sig krænkede, frustrerede og forargede over, at Stewart åbenlyst overtrådte nogle grundlæggende regler for journalistisk etik – hvorved de måske ufrivilligt gav programmet god reklame. Når han fra studiet taler med sine udsendte reportere, der som oftest ikke befinder sig det sted, de foregiver at være, men i et studie af papkulisser lige i nærheden, ironiserer han over det format, nyheder præsenteres i. Ikke bare i USA, men i hele den vestlige verden. Det er, som om han vil sige: ”Hele dette prægtige nyhedsmaskineri med alle dets regler for objektivitet og neutralitet er i virkeligheden en slags teater, hvor hovedaktørerne (journalisterne) til punkt og prikke spiller de roller, de er blevet tildelt. De har ingen mulighed for at lade noget personligt engagement komme til udtryk eller stille det uventede spørgsmål, der får formatet til at krakelere.” Stewart har gennemskuet noget, der turde være indlysende, nemlig at nyheder er underholdning, og underholdning nyheder, og draget den fulde konsekvens af sin indsigt. Det vil sige, at hans ”nyhedsformidling” konsekvent gør grin med de etablerede normer for tv-journalistik. Men som om det ikke var nok, er programmets kerneområde det politiske felt i USA med alt, hvad det indebærer. Den typiske seer er mellem 25 og 45, har en videregående uddannelse og indrømmer beredvilligt, at vedkommende føler sig bedre orienteret om, hvad der foregår politisk i USA i kraft af The Daily Show, end gennem de store tv-stationers

nyhedsdækning. Her skal det måske indskydes, at bortset fra Frankrig er USA det land i den vestlige verden, hvor der læses færrest aviser pr. 1.000 indbyggere. Det er præcis det forhold – at programmet opfattes som den bedste kilde til en forståelse af

Du må ikke slå ihjel. Du må ikke bedrive hor. Spis ikke svi nekød. – Undskyld, det sidste der. Hvad var det? Spis ikke svinekød. Gud har talt. Er det Guds ord eller poer det grisene, der litik prøver at tage i USA af godt 2 røven på os?" mio. yngre veluddannede mennesker – der bekymrer mange (velaflagte) redaktionschefer på tvstationerne og (tungsindige) kulturforskere, der ser det som udtryk for anarki og indvarsling af en politiskkulturel afsporing og rutsjetur direkte ned i helvede. Myter og paranoia For at forstå den amerikanske forargelse og i mindre grad begejstring over et satirisk program, der her i landet højst opfattes som en løbende og begavet kommentar til ugens begivenheder i USA, er der nogle historiske forudsætninger og forhold, der skal gøres klart. USA er – som alle andre nationalstater – et samfund, der er baseret på myter. Fundamentet for myterne GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

er, at USA i 1776 udstak en helt ny kurs for samfundets opbygning. En konstruktion, der aldrig er set bedre. Man er om ikke Guds udvalgte folk så i al fald noget, der minder om det. Under alle omstændigheder er USA Guds eget land. Oven på det fundament har der udviklet sig nogle myter, som definerer amerikanernes selvforståelse og deres forhold til andre nationer. For det første er alle amerikanere lige for loven. For det andet har alle lige chancer i samfundet, og alle kan starte forfra. For det tredje er USA en smeltedigel, hvor indvandrere i løbet af en generation er totalt assimileret som amerikanere. Alle tre myter står i skærende kontrast til virkeligheden. Men det er uinteressant i denne sammenhæng.

Mere end 150 stats overhoveder deltog i FN-topmødet, og det gav new yorkerne mulighed for at Det stifte bekendt afgørende skab med for er, at domme, de det er den officielle ikke anede, ideologi i USA. de hav Læg hertil, at myter og ideolode.“

gier har den ikke uvæsentlige fordel, at de ikke behøver være rationelt begrundede. De er naturgivne, og i tilfældet USA er konsekvensen ret direkte en slags paranoia i forhold til andre kulturer og politiske systemer. Der er en klar udvikling gennem det 20. århundrede til nu: USA har foretaget en militær oprustning i et omfang, der aldrig før er set i historien. Den ville i alt fald have undret forfatningens fædre. Fra den kolde krigs start i 1947 via Koreakrigen til krigen i Vietnam og Berlinmurens fald i 1989 hjernevaskede amerikanske politikere konsekvent befolknin-

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

gen med rædselsscenarier om den kommunistiske monolits snarlige overtagelse af verdensherredømmet og invasion af USA. Den fortælling gentages nu i endnu mere forvrænget form. Hvor det før var kommunismen, der var monsteret, er det i dag al-Qaeda og den såkaldte ondskabens akse, der truer USA på livet. Her kommer Jon Stewart og The Daily Show ind i billedet. Politikernes – og dermed mediernes – en sidige dæmonisering og fremstilling af Iran, Irak, Afghanistan, Nordkorea og Cuba som stående på spring til ikke blot at true vitale amerikanske interesser, men være på nippet til at omstyrte hele den amerikanske civilisation, er ifølge Stewart udtryk for forbryderisk uvidenhed og rendyrket politisk paranoia. Den slags interesserer ham. Ikke fordi han tror, at der eksisterer en snedig sammensværgelse mellem medier og politikere med det formål at føre befolkningen bag lyset. Den strukturelle fejl i systemet – hvis man skal kalde det noget fint – skyldes ifølge Stewart i lige så høj grad befolkningens politiske passivitet og apati. På den baggrund skrev og redigerede han i 2004 bogen America, A Citizen’s Guide to Democracy Inaction.

ninger, lærerne giver dem, og hvor der ikke – eller kun i ringe grad – levnes plads til selvstændig tænkning og egne vurderinger. De to vigtigste medforfattere til bogen hedder Ben Karlin og David Kaverbaum. De er, som navnene antyder, jøder. De arbejdede i en årrække som henholdsvis producer og hovedforfatter på The Daily Show. Jon Stewart er også jøde, selv om mange måske tror, han har skotske aner, hvis de da overhovedet tænker over sagen. Stewart er født Jonathan Stuart Leibowitz. Han voksede op i Lawrenceville i New Jersey, ganske tæt ved Princeton, hvor hans far arbejdede på RCA’s forskningslaboratorier. Navneskiftet til Jon Stewart fandt sted i to tempi. Midt i 1980’erne, da han begyndte at få job som komiker, kaldte han sig Jon Leibowitz. Ifølge hans eget udsagn havde de mennesker, der skulle præsentere ham på scenen, store vanskeligheder med at udtale hans efternavn korrekt. Han fandt det pinligt og besværligt at skulle starte sine optrædener med at gøre publikum opmærksom på, hvordan hans efternavn skulle udtales. Derefter kaldte han sig resolut Jon Stewart.

Den ægte vare og fake Den er en lystig parodi på de bøger i samfundskundskab, der bruges i de amerikanske gymnasier. Ved hjælp af multiple choice-svar når eleverne frem til den forudsigelige erkendelse, at de lever i den bedste af alle tænkelige verdener. De skal blot reproducere de oplysninger, de har fået i skolen, og sådan som de oplever verden gennem tv. Det koncept, bogen bygger på, er det samme som grundstrukturen i The Daily Show: Man producerer noget, der foregiver at være den ægte vare, men som åbenlyst ikke er det. På den måde kan man imødegå enhver kritik ved at hævde, at der tydeligvis er tale om en spøg. Men samtidig sætter bogen indirekte spørgsmålstegn ved den måde, skolen fungerer på i USA, hvor målet for eleverne frem for alt synes at være bevidstløst at reproducere de oplys-

Stewart minus Leibowitz I amerikansk showbusiness er der en lang tradition for at skifte navn til noget, der er kort, effektfuldt, og frem for alt kan huskes. Nogle gange må det også gerne være lidt mystisk og drømmevækkende. Tag fx Marilyn Monroe. Ville hun have fået den samme karriere, hvis hun havde brugt sit fødenavn Norma Jeane Baker (eller Norma Jeane Mortenson)? Måske og måske ikke. Men for at holde fast i jødiske komikere er det oplagt, at Benjamin Kubelsky (Jack Benny), Nathan Birnbaum (George Burns), Melvin Kaminsky (Mel Brooks), Leonard Alfred Schneider (Lenny Bruce), Allen Stewart Königsberg (Woody Allen), Jerome Allen Seinfeld (Jerry Seinfeld) og på hjemlig grund Børge Rosenbaum (Victor Borge) fandt det besværligt at komme nogen vegne med de navne, de bar rundt på. Ikke

nødvendigvis fordi de var eksotiske (jødiske), men af den enkle grund at de var for lange. Man kan også fundere over, om sangeren Robert Allen Zimmerman havde fået det samme karriereforløb, hvis ikke han havde skiftet navn til Bob Dylan. Postyret omkring navneskift – og der har været postyr i amerikanskjødiske kredse – skyldes naturligvis, at navneskifteren så at sige kaster hammen, tillægger sig en ny identitet og synes at fornægte sine rødder, sin opvækst osv. for at tækkes den herskende klasse og tage sig frem i verden. Det kan der være noget om. Men man skal gøre sig ganske klart, at antisemitismen var livskraftig og trivedes i bedste velgående i USA helt op til slutningen af 1950’erne. Tingene har ændret sig, og den jødiske indvandring i USA er i dag en succeshistorie. Men spørgsmålet om religiøst tilhørsforhold er underlagt en række tabuer. Det er ikke noget, man snakker om, hvis man er politisk korrekt.

hjemland, hvor de kan slippe for pogromer. Han kan ikke, siger han, tage stilling til de omstændigheder, staten blev til under. Sket er sket. Til gengæld er han lige så klar i mælet, når det gælder den seneste israelske invasion af Gaza. Han mener, at den var uberettiget og unødvendigt brutal. Det synspunkt har skaffet ham en del fjender i den jødiske lobby i USA, men kritikken ligger i direkte forlængelse af hans systematiske fordømmelse af George W. Bushs katastrofale Irak-projekt. På den måde er det i løbet af ti år lykkedes Jon Stewart og The Daily Show at lægge sig ud med de etablerede nyhedsmedier, med høj-

Klar i mælet Kirke og stat er adskilt i USA. Det er et fornuftigt princip. Religion er en privatsag. Men det er den alligevel ikke. Religionen forsvinder ikke, fordi man beslutter, at den er et privat anliggende, der ikke har nogen naturlig plads i det politiske system eller i nyhedsformidlingen. Ikke desto mindre har Stewart de senere år i udsendelserne gjort en dyd af at gøre opmærksom på, at han er jøde. Det foregår mere eller mindre direkte, men det kan virke chokerende på mange seere, når det går op for dem, hvad det egentlig er, han snakker om. Endvidere: når omdrejningspunktet i The Daily Show er politik, er det uundgåeligt, at Israel og den amerikanske støtte til landet dukker op som emne i udsendelserne. Her er Stewart klar i mælet. Han synes, det er godt, at jøderne har fået et Scanpix

Så er den hjemme. Vi har den rygende pistol. Det en delige bevis. Det potentielle masseødelæggelsesvå ben vi har ledt efter som påskud for at in revadere Irak. Der er fløjskun ét problem forvalterne – det befinder af den sig i Nord officielle amerikanske korea.“ ideologi, med uddannelsessystemet og den jødiske lobby i USA. Det er meget godt gået af en snart 47-årig, hvis største drøm, da han læste psykologi på universitetet, var at skabe sig en karriere som professionel fodboldspiller (altså soccer). Drømmen brast, da han fik en knæskade. I stedet besluttede han at blive professionel komiker. Det var et godt valg og viser om ikke andet, at psykologer ligesom journalister kan blive til hvad som helst, bare de forlader faget i tide.

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

farlig flirt og storpolitik II

Iran efter oprøret Af Frank Esmann PRÆSTESTYRET i Iran har mistet legitimitet. Der hviler en gennemtrængende hørm af svedige brunskjorter over scenen i Teheran, og i retssalene taler de newspeak, før de hænger folk for forræderi. Efter opgøret om valgresultatet er det blevet mørke midt på dagen i Iran. Hvordan påvirker det inden- og udenrigspolitikken, ikke mindst de forhandlinger om landets atom program og placering i regionen, som i skrivende stund ventes at gå i gang til september? SAMMENLIGNINGEN mellem Iran og den skæbne, der blev de autoritære regimer i sidste århundredes Centraleuropa til del, er fristende. Iranerne er ikke arabere, men noget så tabu-belagt som ariere, og præsident Ahmadinejad taler og opfører sig lejlighedsvis, som hed han Adolf og ikke Mahmoud til fornavn. Alligevel er det bedste eksempel ikke Tyskland, men det tidligere Tjekkoslovakiet. Indtil videre i hvert fald. SOM den gamle ayatollah Khomeini styrtede shahen i 1979, kuppede kommunisterne i Tjekkoslovakiet sig i 1948 til magten og begyndte marchen mod deres idealsamfund. Kom-

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

munisterne havde indledningsvis betragtelig støtte, men den forsvandt, efterhånden som det moralske og økonomiske forfald satte ind, og folks universelle drøm om friheden til at regere sig selv voksede.

Ahmadinejads nye regering er betragteligt svagere end den, som han ledede før det kontroversielle valg. Legitimitetstabet har gjort ham sårbar, men ikke lammet ham. Det er op til præsident Obama at udnytte situa tionen til gunst for resten af verden. Resultatet vil påvirke stort set alle de afgørende udenrigspolitiske problem komplekser og vil derfor komme til at definere det 21. århundredes udenrigsog sikkerhedspolitik. Vi nærmer os et afgørende vende punkt i verdenspolitikken."

1950’ernes skueprocesser viste, hvad vej det gik, og nedkæmpelsen af opstande i nabolandene DDR, Polen og Ungarn trak blodige grænser for selvstændigheden i forhold til imperiemagten Sovjetunionen. Lederne af dette såkaldte ”folkedemokrati” hævdede at være valgte, men de var Moskvas marionetter. Andet opgør kom i 1968, da de studerende ved universitet i Prag strømmede ud på gaderne i en spontan protest over noget så banalt som en elektricitetsafbrydelse. Kunstnere og akademikere fulgte op med voldsomme opgør med den allestedsnær værende undertrykkelse, censur og korruption, og i Bratislava dukkede en socialist med et menneskeligt ansigt ved navn Dubcek op, og han havde arbejdere og funktionærer bag sig. Ved hjælp af sovjetiske, tyske, polske og ungarske soldater satte en gammel mand i Kreml ved navn Bresjnev en stopper for det eksperiment, men det kostede endnu mere omdømme, autoritet og forfald. Tyve år efter rørte folket atter på sig, og denne gang hvilede magt havernes legitimitet på et så papirtyndt grundlag, af det brast ved den

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

mindste berøring. Da tjekkoslovakkerne sendte deres kommunistiske bødler ad helvede til, skete det derfor ikke gennem blodig revolution, men ved en såkaldt ”fløjlsrevolution”. SKUEPROCESSERNE mod de hen ved 100 ledende medlemmer af det iranske samfund, som blev arresteret og lejlighedsvis torteret eller hjerne vasket under optøjerne efter det kontroversielle præsidentvalg den 12. juni, er på den baggrund tankevækkende. Begyndelsen til enden for de kommunistiske magthavere i Østeuropa og Sovjetunionen begyndte med skueprocesserne. De var ekstremt korrumperende og ledte til et moralsk fordærv, der endte med, at regimerne mistede deres legitimitet. Magten hvilede på terror, ikke på samtykke. Den brutale nedkæmpelse af oppositionen viser, at det er den også begyndt at gøre i Iran. Det kan blive værre eller bedre, alt efter hvad styret beslutter sig til, hvor klog opposi tionen er, og hvor stærke personligheder, der knytter sig til den. I Iran er vi altså ikke ved enden, måske ikke engang ved begyndelsen til enden, men definitivt ved enden på begyndelsen af processen. Et enkelt ord fortæller historien. DA det iranske regime i august indledte skueprocesser, blev de anklagede beskyldt for at være en ”fløjls-gruppe”, der pønsede på at gennemføre et ”fløjls-kup.” Man behøver ikke at være professor i statskundskab for at gennemskue, hvor de har det fra. Ligesom nelliken og farven orange symboliserer dette uskyldige stykke tekstil i dag det, som alle autokrater og teokrater frygter mest: folkets krav på at kunne regere sig selv gennem frie valg. De iranske ledere er rædselsslagne for, at omvæltninger, som i Prag ledte til regimets fald, skal gentage sig i Teheran og ultimativt føre til et nyt,

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

globalt paradigmeskifte, denne gang i Mellemøsten. Deres måske største svaghed er, at de tænker kortsigtet og lokalt og ikke forstår, at når de bruger ordet ”fløjls-kup” gennemført af en ”fløjls-gruppe”, opfatter deres unge, rimeligt veluddannede, rastløse og globalt orienterede ungdom det ikke som noget negativt, men som noget positivt. Med skueprocessen har disse ledere dermed taget et skridt, som vi europæere kun kender alt for godt, og som ikke bare leder vore tanker i retning af skueprocesserne mod Stalins modstandere i 30’erne, mod Josef Slansky i Tjekkoslovakiet i 50’erne, men også til Hitlers blonde bøddel i dommerkappe, Roland Freisler, og han var den værste af dem alle.

Revolutionsgar den og de funktionelle analfabeter i militsen viste deres sande, modbydelige ansigt. Uanset usikkerheden om afstemningsresultatet var det i sidste ende rå brug af statens magtmonopol, der sikrede Ahmadinejadregimets fortsættelse." I NEW YORK TIMES for nylig skrev den første, folkevalgte præsident i Iran efter revolutionen i 1979 Abolhassan Bani Sadr, at den iranske regerings fire traditionelle kilder til sin egen eksistensberettigelse, evnen til at styre staten, religiøs autoritet, forsvar af landets uafhængighed og folkets støtte, ”er uigenkaldeligt væk”. Det er en overdrivelse, eller

måske ønsketænkning, men der er definitivt tendenser i retning af et alvorligt legitimitetstab. Masseprotesterne var spontane. Regimet prøver at bilde deres befolkning og os andre ind, at de var styret af føromtalte ”fløjs-gruppe” og skulle lede til et kup og var direkte støttet af ”kræfter i udlandet”, synonym for vore efterretningstjenester og Mossad. En fristende tanke for en thrillerforfatter, indrømmet, men den spionageaktivitet og økonomiske støtte, der har været tale om, er for intet at regne med i forhold til de unges vrede mod de synlige resultater af regimets måde at styre staten på: korruption, forfaldet i den personlige moral, narkotikamisbruget, det klamme opdragelsespoliti og de brunskjortelignende, morderiske militser og revolutionsgarde. Her skal man være opmærksom på, at regimets religiøse autoritet hviler på grundlaget for præstestyret, kaldet Velayat-e Faqih, der gør den øverste leder, ayatollah Khameneis ord hellige og uantastelige. Da jeg var i Iran i maj, var det temmelig indlysende, at dette grundprincip var ved at blive undermineret. Den feberagtige tilbedelse, fanatismen og svulmende fædrelandskærlighed var erstattet af kynisme. Folk sagde ét, men mente noget andet, klædte sig offentligt så reglementeret og dydigt som opdragelsespolitiet forlangte, men gik med silkeslips eller i sexede kjoler, når de samledes privat. De iranske unge er ikke til ayatollahernes strenge livsførelse. Og der er mange, rigtig mange, af dem. For undertegnede, som trådte mine journalistiske barnesko i det gamle Østeuropa, var det ren déja vue. Dengang var det lavstammede mænd i det hemmelige politis uniform, sorte læderfrakker, som holdt øje med de unge. I Teheran eller under broerne i

Isfahan kunne jeg for et par måneder siden sidde og snakke med en gruppe unge, som åbent og nysgerrigt søgte dialog – indtil de pludselig lukkede af og med et lille nik gjorde opmærksom på, at manden, der netop havde krabbet sig inden for hørevidde, var politispion. Konversation slut. På det nationale plan sluttede dialogen noget mere brutalt i ugerne efter valget den 12. juni. Politispionerne, Revolutionsgarden og de funktionelle analfabeter i militsen viste deres sande, modbydelige ansigt. Uanset usikkerheden om afstemningsresultatet var det i sidste ende rå brug af statens magtmonopol, der sikrede Ahmadinejad-regimets fortsættelse. Skal man tro de aktuelle rapporter fra Iran, har det ikke bare ledt til fortvivlelse og pessimisme blandt de unge, men også til splittelse blandt de virkelige magthavere, mellem traditionalister og modernister, mellem de teologisk lærde indbyrdes og i den akademiske verden. PRÆSIDENT Barack Obama, USA’s allierede og ledende medlemmer af den amerikanske Kongres har af gode grunde været noget tilbageholdende i deres kritik af Iran. Landet mistænkes for at have produceret tilstrækkeligt med højt beriget uran til, at det inden for nogle år kan begynde at producere atomvåben, og for at få den udvikling under kontrol har Obama forsøgt at engagere iranerne i det diplomater kalder konstruktiv dialog. En sådan forhandling kræver en legitim modpart. Det katastrofale valg, det efterfølgende legitimitetstab og tvivlen om Irans adfærd som rationelt tænkende regionalmagt

har forstærket diskussionen om, hvad omverdenen skal stille op. At vestens sympati ligger hos den iranske opposition og de unge, frihedshungrende iranere siger sig selv, men frygten for, at ayatollah Ali Khamenei allerede har givet ordren til at begynde bombefremstillingen er vokset. Høge i Israel og USA har længe argumenteret for et forebyggende angreb på atomstationen i Natanz. Andre argumenterer for en skærpelse af sanktionerne, som vil indebære forsøg på at afskære forsyningerne af benzin og andre raffinerede olieprodukter. Et lovforslag, som vil forbyde leveringerne af 40 procent af Irans import af benzin, havde allerede i begyndelsen af august et superflertal på 71 stemmer bag sig i det amerikanske Senat, og et tilsvarende forslag ventedes ifølge International Herald Tribune uden besvær at kunne blive vedtaget af Repræsentanternes Hus. Tilbage vil i så fald kun være præsidentens underskrift. Det leder uvægerligt ind i den gamle diskussion om, hvorvidt sanktioner virker og – i dette specielle tilfælde – ikke snarere vil blive brugt som undskyldning for at slå endnu hårdere ned på oppositionen og sætte produktionen af a-våben i gang. Indtil videre handler det dog mere om forhandlingstaktik end om handling. Formålet med sanktionssnakken er at styrke Obamas forhandlingsposition i forhold til iranerne og undgå, at israelerne slår til militært. Skal det spil lykkes, skal der skabes enighed om, at det kan betale sig at tilstå det iranske styre den legitimitet, som forhandling

kræver, og at sådanne drakoniske sanktioner virker. OBAMAS deadline for at få gang i dialogen med Iran ligger et sted i september. Skal taktikken lykkes, skal han altså inden da have Kongressen, de europæiske allierede, Israel samt Kina og Rusland til at anbefale skærpede sanktioner, hvis Iran ikke vil forhandle om a-våbnene. Kineserne og russerne sælger raffinerede olieprodukter til Iran med gevinst, og en embargo vil under alle omstændigheder blive kostbar, vanskelig og risikabel at opretholde. Iranerne har foreløbig truet med som svar at standse deres egen eksport af råolie og lukke for skibstrafikken gennem Hormus strædet. Det kan kaste verdens økonomien ud i en ny krise. AHMADINEJADs nye regering er betragteligt svagere end den, som han ledede før det kontroversielle valg. Legitimitetstabet har gjort ham sårbar, men ikke lammet ham. Det er op til præsident Obama at udnytte situationen til gunst for resten af verden. Resultatet vil påvirke stort set alle de afgørende udenrigspolitiske problemkomplekser og vil derfor komme til at definere det 21. århundredes udenrigsog sikkerhedspolitik. Vi nærmer os et afgørende vendepunkt i verdenspolitikken.

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Læserrejse

Tag på opdagelse med Goldberg og Horisont Rejser

Horisont Rejser har i samarbejde med Magasinet

forhold og kan åbne døre til steder du normalt ikke

Goldberg arrangeret en række spændende rejse-

kommer som turist – og fortælle historier som du

Sultanatet Oman – det farverige Arabien

tilbud. Horisont Rejser laver rejser med noget på

med garanti ikke kan læse i guidebøgerne.

hjerte og højt fagligt indhold. Her er der ikke tale om grupperejser på samlebånd, men om rejser der

Når du tager med på en af disse rejser garanterer vi,

er skræddersyet, så den matcher rejsegruppen.

at du kommer tættere på historien, kulturen, menne skene og oplevelserne. Oven i købet med rabat: Du

Horisont Rejser er kendt for sine kompetente

får et kontant nedslag på hele 750 kr. pr. billet, hvis

rejseledere: Herbert Pundik, Martin Krasnik, Jens

du ved bestillingen henviser til Magasinet Goldberg.

Nauntofte, Mette Holm, Ib Michael, Søren Haslund-

750,pr. billet

med Jens Nauntofte og Maria Stenz

En unik rejse til Sultanatet Oman, et af den arabiske verdens smukkeste og mest fascinerende lande – en blanding af intens skønhed, røgelse, meditation og eventyr. Vi besøger vidunderlige paladser og gamle forter, nyder de farverige markeder og oplever den gæstfri befolkning. Båndene mellem Danmark og Oman går tilbage til den store danske opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr, der sejlede over Det indiske Ocean til Muscat i 1764. Tag med bag det arabiske slør og få en smag på det farverige Arabien på denne rejse, hvor Jens Nauntofte fortæller og sætter tingene i perspektiv, og hvor skuespillerinde Maria Stenz krydrer med sine levende fortællinger bl.a. fra 1001-nats eventyr.

27/12 2009 – 7/1 2010 • PRIS: 23.900 kr.

Christensen, Kjeld Hillingsøe, Ole Wøhlers Olsen m.fl. De har alle et nært kendskab til de lokale

Du sparer

Godt efterår – og god rejse

Argentina med Leif Donde

Oplev Argentina på den store rundrejse med ambassadør Leif Donde som kyndig rejseleder. Som tidligere ambassadør i landet vil Leif Donde vise os sider af Argentina som ikke normalt besøges af turister. Rejsen tager os fra Buenos Aires charmerende tango-kvarterer til Ildlandet i Syd via Patagoniens vidunderlige natur og slutter med de imponerende vandfald i Iguazu. Hvis du vil opleve det bedste af Argentina er dette rejsen.

7.-24. januar 2010 • PRIS: 29.400 kr.

Cambodja og Sydvietnam

med Mette Holm

Oplev det fascinerende Angkor Wat og de gamle khmer-ruiner med Asien-eksperten Mette Holm som guide. Rejsen tager os gennem Cambodja fra hovedstaden Phnom Penh til den gamle kongeby i nord, her skal vi opleve det vidunderlige Angkor Wat og alle de små templer. Rejsen slutter med en pragtfuld sejltur ned gennem Mekong-deltaet i det sydlige Vietnam til Saigon, hvor rejsen slutter. Under vores ophold i Mekong-deltaet skal vi bo hos de små risbønder og se, hvordan livet former sig på landet i Vietnam. Det bliver en af mange højdepunkter på en rejse spækket med mange personlige fortællinger.

14.-29. november 2009 • PRIS: 21.900 kr.

Inkaernes Peru med Niels Boel

Oplev Perus højdepunkter på en kort men alligevel komplet rundrejse. Vi ser Inkaernes vidunderlige gamle hovedstad, Cuzco. Vi besøger små indianske landsbyer, nyder udsigten til de majestætiske Andesbjerge. Vi skal vandre ad den berømte Inca-sti, opleve det enestående Machu Picchu, vi skal se soltempler og inka-fæstninger. Og så kører vi ad en af de smukkeste strækninger i Sydamerika til den mægtige Titicaca-sø. Rejsen ledes af journalist Niels Boel, der har Sydamerika som speciale og som har filmet og boet hos indianerne i Andes-bjergene og Amazon-junglen.

2.-14. januar 2010 • PRIS: 21.600 kr.

Nazismens Berlin med Karl Chr. Lammers

Tag på en fascinerende historisk rejse rundt i magtens Berlin med den anerkendte historiker Karl Christian Lammers som guide. Vi skal se resterne af det tredje riges magt- og monumentalarkitektur, der stadig præger byens rum. Og så vil Karl Christian Lammers følge i nazismens fodspor rundt i Berlin, der blev kommandocentrum for det nazistiske regimes undertrykkelse, udryddelsespolitik og racekrig.

For bestilling og yderligere information:

HORISONT REJSER • Tlf. 70202779 • www.horisontrejser.dk

Vietnam rundrejse

med Michael Rastrup Smith Få et fascinerende indblik Vietnams kultur og historie på en rejse, hvor vi kommer helt ind under huden på den vietnamesiske folkesjæl og besøger de steder, hvor danske turister normalt ikke kommer. Rejsen følger i Vietnamkrigens spor med besøg i Dien Bien Phu og i området omkrig den demilitariserede zone i den centrale del af landet. Men på rejsen vil du også opleve al den skønhed som Vietnam i dag er så kendt for, og som betager de turister, der besøger landet. Med TV2s Asien-korrespondent Michael Rastrup Smiths store kendskab til landet, hvor han har lavet flere tv-reportager, får du en helt unik rejseoplevelse, der ikke tåler sammenligning med de mange Vietnamrejser, der i dag udbydes.

11.-17. oktober 2009 • PRIS: 6.900 kr.

14.-30. november • PRIS: 24.900 kr.

HORISONT REJSER • Rovsingsgade 88 • DK-2200 København N • Tel. 70202779 • www.horisontrejser.dk

(tvangs)forflytning

For fire år siden blev de jødiske bosættelser i Gaza-striben ryddet og fjernet. Goldberg har set på, hvordan det siden er gået nogle familier fra Atzmona. Foto: Amos Ben Gershom / GPO En dreng fra Atzmona leger i sandet. På hans t-shirt står der: "En jøde fordriver ikke en jøde". De orange t-shirts blev symbol for modstanden mod rydningen af bosættelserne.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild, I august 2005 beordrede den israelske regering under ledelse af den gamle politiske høg Ariel Sharon nedlæggelse af alle jødiske bosættelser i Gazastriben. De fleste forventede, at militæret, der skulle effektuere regeringens ordre, ville gå efter en hurtig, og derfor muligvis brutal, aktion. Man antog ligeledes, at bosætterne ville yde voldsom modstand, for selv om de anser sig selv for at være meget fromme, hører de ikke til dem, der passivt lægger deres skæbne i hænderne på en højere magt. De er nationalistiske ideologer, der vil kæmpe for et Israel, som i henhold til Guds ønske skal befolkes, opdyrkes og forsvares. Men forventningerne blev gjort til skamme. Selv om det hist og her kom til håndgemæng, var det primært billeder af ulykkelige israelske soldater, der førte grædende børn og voksne ud af deres hjem, der brændte sig fast på nethinden, formidlet af de talrige tilstedeværende tv-stationers journalister og fotografer. Som aktionen skred frem dag for dag, måtte selv garvede journalister udtrykke respekt for soldaternes

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

tålmodighed og finfølelse og for bosætternes uvoldelige, men åbenlyse fortvivlelse over at skulle forlade deres hjem, deres tilværelse og deres drømme. Ingen kunne være i tvivl om smerten ved en situation, hvor jøder tvangsforflytter andre jøder.

de her børn har ikke mange måder at provokere eller gøre oprør på, så derfor må man være meget op mærksom, når de prøver." ”Bosætterne fra Gaza” Det er nu fire år siden, aktionen fandt sted, og uden for Israel har man ikke siden hørt meget til de forflyttede familier og deres videre skæbne. I Israel giver de stadig anledning til barske bemærkninger om deres levevis og ideologi. Store dele af det israelske samfund er helst fri for typer som ”bosætterne fra Gaza” – eller Gush Katif, som de selv kalder området. Ganske vist er deres drenge soldater i hæren på samme vilkår som

alle andre unge israelere, og ganske vist hylder de – i modsætning til ultraultra-ortodokse jøder – statens oprettelse og deltager i de demokratiske institutioner. Men den overvejende holdning i Israel er, at de i lighed med resten af bosætterbevægelsen står i vejen for opnåelsen af fred. Der er også kritik af de mange ressourcer, der skal bruges for at beskytte bosættelserne, og af den økonomiske kompensation, der blev stillet i udsigt for de forladte huse i Gaza-striben. Men hvordan er det gået bosætterfamilierne? Er de blevet integreret i det israelske samfund, eller venter de bare på at kunne vende tilbage til deres landsbyer – hjem til Gazastriben? Fra Atzmona til Shomria Indtil for nogle få år siden var der ca. 6.000 beboere i Bnei Shimonkommunen, et geografisk stort, men befolkningsmæssigt tyndt område i Negev-ørkenen. Beboerne i kommunen var primært fordelt på otte kibbutzer og fire moshaver, der er en slags andelsboligområder med knapt så stramme kollektive og økonomiske bånd som i kibbutzerne. Men for godt tre år siden fik området et nyt befolkningsmæssigt tilskud:

60 børnerige familier fra Atzmona, en af de nedlagte bosættelser i Gazastriben, blev landsat i Shomria, en tidligere kibbutz, som havde både rindende vand og elektricitet, men ingen bygninger der kunne rumme de mange nye beboere. Løsningen blev såkaldte 'karavillas', små præ fabrikerede huse, der som legoklodser blev stillet op på rad og række på et bart stykke land. Her skulle de nu tidligere bosættere skabe en tilværelse på samme vilkår som alle andre israelere. Blandt de kommunale servicetilbud, der nu blev familierne til del, var også tilknytningen af en skolepsykolog. For Yonat Schwartz, der er leder af skolepsykologisk kontor i kommunen, var det en kæmpestor opgave, der blev pålagt hende og hendes kolleger. Men i dag er hun en af de få udefrakommende, der kender familierne, og navnlig børnene, rigtig godt. ”Jeg påtog mig selv opgaven, for jeg var ganske enkelt nysgerrig. Det var selvfølgelig en meget udfordrende opgave, for på den ene side er der tale om en meget ressourcestærk og tæt sammentømret gruppe. Men det

er også en gruppe mennesker, der stadig befinder sig i dyb krise. Alle sammen. Både børn og voksne.”

Skolepsykolog Yonat Schwartz

Arbejdsløshed og savn Yonat Schwartz’ arbejde er at observere børnene og sammen med forældre, lærere og eventuelt gruppens ledere at finde løsninger på eventuelle problemer. ”Nogle af deres problemer er almene, medens andre er svære for udefrakommende at forstå. Det samme gælder deres løsninger på problemerne,” fortæller Yonat Schwartz.

Blandt de problemer, der må betragtes som relativt almindelige, er, at alle de voksne med ét slag blev arbejdsløse. Før forflytningen var de kendt som dygtige landmænd, de var ansat i administrationen, som vagter, chauffører, lærere osv., alle de funktioner, der skulle til for at få de små samfund til at fungere. Fra den ene dag til den anden var det slut. ”Det er selvfølgelig gået ud over børnenes trivsel. De lider under forældrenes arbejdsløshed, den lavere indkomst og den alt for trange plads i deres 'karavillas'. I Atzmona deltes to børn om et værelse, i Shomria er der ofte kun to rum til otte børn. Alt det, samt følelsen af, at der måske ikke er tale om et permanent ophold, giver både ægteskabelige problemer og problemer for børnene.” ”Men der er også problemer, som er knapt så almindelige: Børnene bærer rundt på en tung bagage. De havde ikke nogen nem tilværelse, før de kom her. De har oplevet både snigmord og bomber mod deres skolebusser. Og alligevel savner de Atzmona ganske forfærdeligt. De tegner hele tiden deres gamle hjem og snakker om havet og sandet.“ GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Yonat Schwartz påpeger, at samarbejdet kun kan lade sig gøre, fordi alle udviser gensidig respekt. ”Jeg blander mig fx ikke i, at de har kønsopdelte skoler, og jeg nævner ikke, at jeg kører i bil på sabbath. Vi taler heller ikke om politik, selv om vores forskellige opfattelser kommer frem, når vi i en samtale bruger to forskellige ord for situationen for fire år siden. De kalder det deportation eller tvangsforflytning, mens jeg bare kalder det forflytning. ” ”Til gengæld er jeg meget opmærksom over for små tegn, der kan fortælle, om et barn trives eller ej. Et eksempel er længden på en piges nederdel, eller rettere på de bukser, som hun har lov til at have på under skørtet om vinteren. For religiøse piger må buksebenene under ingen omstændigheder være længere end skørtekanten.” ”Pigen ved det, og jeg ved det. Hun ved også, at alle andre ved det, og hun ved, at jeg ved det. Derfor ser jeg det som et muligt signal, hvis en pige pludselig har bukser på, der er længere end kjolen. Mine kolleger griner lidt af, at jeg er blevet så optaget af kjolelængder, men de her børn har ikke mange måder at provokere eller gøre oprør på, så derfor må man være meget opmærksom, når de prøver.” Foto: Amos Ben Gershom / GPO

Selv garvede journa lister (måtte) udtrykke res pekt for soldaternes tålmo dighed og finfølelse og for bosætternes uvoldelige, men åbenlyse fortvivlelse over at skulle forlade deres hjem." ”Især sandet har stor betydning for dem. I stedet for græs eller grus er der hældt sand ud på jorden omkring børneinstitutionerne.” Små signaler Yonat Schwartz bor ikke selv i Negev, men kører hver dag over hundrede

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

kilometer fra sit hjem i en moderne forstad til Tel Aviv ned til Bnei Shimon. Som almindelig sekulær israeler måtte hun sætte sig ind i bosætternes historie, familiestrukturer, organisering, selvforståelse osv. ”Der opstår stadig situationer, hvor jeg må fornemme mig frem. Men jeg spørger, når jeg er i tvivl, og bliver ofte 'advaret' om situationer, som er vanskelige eller kan give problemer.” ”Noget af det første, jeg skulle lære at tackle, er den omstændighed, at en mand ikke må opholde sig alene i et lukket rum med en fremmed kvinde. Det er jo lidt besværligt, når man som skolepsykolog skal tale med en lærer eller en far. Men jeg har løst det ved, at jeg altid går ind på mit kontor først og undlader at lukke døren efter mig. Så er det op til den pågældende far eller lærer, om han ville lade den stå åben eller ej.”

Uretfærdige forestillinger Yonat Schwartz mener, at nogle af de forestillinger mange har om Atzmona-bosætterne er uretfærdige. Fx at de i forbindelse med rydningen af bosættelserne misbrugte deres børn i et politisk ærinde, at de ikke burde have ladet børnene opleve at blive ført væk af soldater, og at de opdrager dem til at foragte eller hade mennesker, der ikke lever som dem selv. ”Selv om jeg personlig synes, det er skræmmende, at man vil lade børn betale så høj en pris for, at man kan efterleve en ideologi, så ved jeg, at der var drøftelser og overvejelser om, hvad der var bedst for børnene i dagene op til rydningen af Atzmona. Kvinder, der lige havde født, rejste ud, og jeg ved – selv om det ikke er noget, man taler om – at der var børn, som opholdt sig hos venner eller familier uden for Gazastriben. Men langt de fleste børn blev, fordi de voksne ønskede at vise dem, at

man skulle holde ud til det sidste, men selv forlade sit hus, når soldaterne kom. De mennesker, man så i tv, som råbte og skreg og nægtede at følge med soldaterne, de tilhørte ikke børnefamilierne i Atzmona.” ”Da gruppen efter otte måneders ophold på hoteller og lignende steder ankom til Shomria, påtog de voksne i gruppen sig at snakke med børnene om, hvad de havde oplevet. De var fuldstændig klar over, at der skulle forklaringer til, og at de selv skulle levere dem,” forklarer Yonat Schwartz: ”Uden at fravige deres grundlæggende ideologi og vision om statens fremtid, talte de med børnene på en sådan måde, at de i dag ikke udtrykker had over for hverken soldaterne eller den israelske regering. Og selv om de var kede af det, så holdt de samme år en glædesfyldt og fantastisk markering af Israels fødselsdag.” Vant til krig En del af Yonat Schwartz' uddannelse og arbejdsopgaver drejer sig om krisebehandling i forbindelse med terrorangreb og krig. Den del kom i anvendelse i forbindelse med krigen i Gaza ved årsskiftet 2008/2009. Alle husstande i Israel fik i forbindelse med denne krig udleveret et lille papkort, der med farvezoner viser, hvor mange sekunder man i de forskellige områder af Israel har til at nå frem til et beskyttelsesrum. Nogle steder i landet er det 30 sekunder andre steder et minut. ”De her mennesker var helt cool. De har prøvet det, der var meget værre. I Atzmona var de kun ganske få sekunder fra raketnedslagene, så i deres opfattelse var de meget langt væk nu,” fortæller Yonat Schwartz. ”Men de blev også vrede. Set fra deres synspunkt har de betalt en meget høj pris for absolut ingenting. De mener, at deres bosættelser var et værn og en beskyttelse af andre steder i Israel. Og de har jo ret i, at der er flere Katjusha-raketter fra Gaza mod Israel nu, end da de boede der. Uvis fremtid Hvordan ser fremtiden ud for familierne fra Atzmona? ”Det er stadig svært for dem at acceptere, at det er her i Shomria, de skal fortsætte deres liv, men de har også opdaget, at de tidligere

var for isoleret fra det øvrige Israel. De vil gerne blande sig mere med andre nu, og på den baggrund er Negev ikke så dårligt et valg. Mange af dem, der bor her i ørkenen, har også en politisk ideologisk dagsorden – selv om det ikke er den samme som bosætternes,” fortæller Yonat Schwartz. Som eksempel på et helt nyt samarbejde nævner Yonat Schwartz brugen af swimmingpoolen i den nærliggende kibbutz Lahav. For et aftalt beløb kan Shomria-børnene benytte poolen, der til gengæld i de timer er delt op, så den er forbeholdt enten piger eller drenge. Det fungerer fint, og der er endda tale om en af de få kibbutzer i Israel, der har en svinefarm, smiler Yonat Schwartz. Men for mange af de tidligere bosættere er det svært at finde meningen med tilværelsen. Det er ikke nok for dem bare at leve et almindeligt liv. Det forekommer dem tomt og meningsløst. Derfor er der i nogle familier overvejelser om at flytte til fx de omstridte jødiske beboelser omkring Hebron. ”Ubeslutsomheden er hård for børnene. De hører jo diskussionerne om, hvorvidt man skal begynde at så græs og anlægge haver rundt om 'karavilla'. Man skal forstå, at alle sådanne handlinger har stor symbolsk betydning, fordi det fjerner dem fra deres gamle hjem i Atzmona.” ”Alvoren i det gik op for mig i forbindelse med byggeriet og indvielsen af deres nye og meget smukke skolebygninger. Jeg udtrykte, at jeg glædede mig på deres vegne over, at de snart kunne gense alle deres gamle ting og sætte dem pænt på plads. Men så forstod jeg, at hver eneste kasse, der skal åbnes, både er en påmindelse om forflytningen og en bekræftelse af, at de aldrig vender tilbage. Så det er en meget hård og sorgfuld proces.” For nylig har de første familier i 'karavilla-byen' haft samtaler med en arkitekt om projektering af rigtige huse. ”Husene bliver ikke så store og flotte som dem i Atzmona, for så mange penge har de ikke fået i kompensationen fra staten. Men nu, efter fire år, kan de dog begynde at forholde sig til at skulle bygge nye hjem og skabe nye liv.”

JULIETTE BINOCHE I NY ISRAELSK FILM

Se danmarkspremiere på storslået film af den israelske mesterinstruktør Amos Gitai i Filmhuset i september. ’Disengagement’ er en film om politisk spil, følelsesmæssige forviklinger og etniske konflikter i Gaza – med den franske stjerne i hovedrollen. Oplev desuden sensuelle, sorgfulde og skælmske Binoche i 10 andre glansroller – bl.a. ’De elskende fra Pont-Neuf’ og ’Tilværelsens ulidelige lethed’. Se også restaurerede værker af John Cassavetes, serien ’Balkan i flammer’ og meget mere …

cinemateket.dk Gothersgade 55 / Tel 3374 3412 Tir-fre 9:30-22:00 / Lør-søn 12:00-22:00

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

bibelske tidende

Af Peter Nejsum Mænd – mænd – mænd. Overalt, hvor man vender blikket hen i Bibelen, skildres historien af mænd. Selvom det jødiske går i arv efter moderen, er det mændene, der tegner butikken. Det er mændene, der nævnes i forbindelse med familien og ikke mindst med slægten. Så meget desto mere er der grund til at spærre øjnene op, når der er sprækker i det billede. Evangelisten Matthæus er den mest jødiske af Det nye Testamentes forfattere og fremstiller bl.a. Jesus som jødisk lærd, der udlægger Loven, fx i Bjerg prædiken. Matthæus videregiver også Jesus’ slægtstavle, der angiveligt skal vise, at Jesus – gennem Josef – nedstammer fra David og Abraham: Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram, Ram til Amminadab, Amminadab til Nakshon, og Nakshon til Salmon. Salmon blev med Rahab far til Boaz, Boaz blev med Ruth far til Obed, Obed blev far til Isaj, og Isaj blev far til kong David. David blev med Urias' hustru far til Salomo, Salomo blev far til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asaf, osv.osv. Det er den slags passager, man hurtigt går død i, når man forsøger at læse hele Bibelen! Men det er der slet ingen grund til, for der er noget meget påfaldende ved denne slægtstavle: Den indeholder navnene på fire kvinder – kig selv efter! Man kunne måske have ventet, at det var Sara, Rakel eller andre ærværdige patriark-hustruer, men det er det ikke: Det er Tamar, Rahab, Ruth og endelig Batseba, der ikke engang nævnes med sit eget navn, men som ”Urias’ hustru”. Hvem var de? Hvad har de til fælles? Og hvorfor optræder de her? Endnu mere overraskende er det, når man finder ud af, hvad det er for kvinder! Den skønne Batseba Lad os begynde bagfra: Kong David er på sin karrieres højdepunkt, hans hære kæmper ved fronten, mens han er hjemme i Jerusalem. Fra paladsets

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

tag får han øje på den underskønne Batseba. Han forhører sig om, hvem hun mon er og får at vide, at det er ”Batseba, Urias’ hustru, ham hititten”. Det forhindrer ikke David i at kalde hende op på slottet, og det ender, som man kunne forvente: Hun bliver gravid. Hvad værre er, er at David forsøger at dække over, at han skulle være far til barnet. Han giver Urias, som er ved fronten, orlov, så han kan slappe af og være lidt sammen med sin dejlige kone. Det vil Urias ikke, han er en rigtig soldat og vil ikke lade sine kammerater kæmpe, mens han har fri. Så tager David en skæbnesvanger beslutning og giver ordre til sin hærfører om, at Urias bliver placeret i første geled, der hvor kampen er hårdest, på den ”Urias-post”, der siden blev opkaldt efter ham. Det sker som kongen befaler, Urias falder i kamp. Batseba sørger, men tænker hele tiden på David, og da sørgetiden er forbi, kan David tage Batseba som sin hustru. Men det som David havde gjort ”var ondt i herrens øjne”. Som straf dør den søn, Batseba føder, frugten af deres kærlighed. Han bliver syg og visner bort, uden at de kan gøre noget ved det. Men Batseba lader ikke sorgen og ulykken komme mellem hende og David. Hun trøster David, elsker med ham og bliver atter gravid. De får Salomo, og slægten føres videre. Ruth og sex i det fri Noomi hed en kvinde, der vendte tilbage fra Moab til Betlehem sammen med sin moabittiske svigerdatter Ruth. Intet havde de, alt havde de mistet, de havde kun skammen og deres tomme hænder. Noomi var flygtet til Moab med sin mand og sine to sønner pga. hungersnød, men både manden og sønnerne var døde, og nu vendte hun tilbage sammen med Ruth. Ruth fik lov til at samle aks på en mark, der tilhørte Boaz, en af Noomis mands velhavende slægtninge. Da Boaz hører om, at hun har forladt sin far og mor for at følge med sin svigermor, fatter han sympati for den fremmede kvinde, og han beder sine folk lægge ekstra aks ud på marken, så det bliver lettere for Ruth. Det glædede den gamle Noomi. Så da mørket faldt på, lagde de to

Villige kvinder

Men Batseba lader ikke sorgen og ulykken kommen mellem hende og David. Hun trøster David, elsker med ham og bliver atter gravid. De får Salomo, og slægten føres videre."

'Batseba med Kong Davids brev' malet af Rembrandt i 1654 (Louvre, Paris)

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

kvinder planer, for de øjnede her en mulighed for at skaffe Ruths afdøde mand efterkommere. Næste dags aften gjorde Ruth sig lækker, vaskede sig, salvede sig og tog hen til tærskepladsen, hvor Boaz havde lagt sig til at sove ved bunken af korn, træt efter at have tærsket hele dagen. Ruth klædte sig af, lagde sig nøgen for hans fødder, og ventede. Boaz vågnede og kunne ikke modstå Ruth. De giftede sig, og sådan gik det til, at Ruths afdøde mands slægt alligevel kom til at leve videre. Rahab – luder og redningskvinde I kampene for at tage det land i besiddelse, Gud havde lovet israelitterne, var Jeriko en nøgleby. Josva sendte spioner ind i byen, og de overnattede hos en prostitueret, der drev et herberg ved bymuren. Hun hed Rahab. Det var to flotte mænd, syntes hun. De var ikke som andre. De udstrålede en stolthed, en styrke der kom indefra, en selvbevidsthed. Da hun lå med dem, så hun, at deres forhud manglede, og hun spurgte der i natten hvorfor? Det var et pagtstegn, fik hun at vide. Jo, det folk kendte hun godt, hun havde hørt om dem og deres Gud og hans vældige gerninger. Næste dag banker det på døren, og nabokonen fortæller, at de leder efter spioner. Rahab handler resolut: Hun gemmer mændene på taget under nogle hørmåtter og viser dem sidenhen ud i bjergene, hvor de kan skjule sig til faren er drevet over. De lover til gengæld hende, at hendes familie vil blive skånet, når byen bliver invaderet. Rahab erkender, at Gud er stor, at han er herre i himlen og på jorden. Og Josva skåner hende og hendes familie. Nogle fortæller, at hun siden blev gift med Josva, Matthæus vil vide, at hun gifter sig med en vis Salmon og bliver mor til Boaz. Tamar – i seng med svigerfar Tamar er en kvinde, der i en meget ung alder oplever, at livet i virkeligheden er forbi, før det rigtig kom i gang. Det tegnede ellers så lyst, da hun blev gift med Judas ældste søn, Er. Hvad der præcis skete, ved man

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

ikke, men Er vakte Herrens mishag og døde kort efter brylluppet, og Tamar blev enke. Det var der råd for, ifølge de gamle forskrifter tilbød Juda nu, at hans næstældste søn skulle gifte sig med Tamar. Han hed Onan. Men Onan ville ikke, selvom der ikke var nogen vej udenom. Han ville have sin egen familie, og det barn, der ville komme ud af det, ville jo ikke rigtig være hans, syntes han, men den døde brors. Så hver gang, han var sammen med Tamar, sørgede han for at trække sig ud og spilde sin sæd på jorden. Det skulle han ikke have gjort. Ganske vist sikrede han sig en vis udødelighed, da han har givet navn til fænomenet ”onani”, men det han gjorde ”var ondt i Herrens øjne”, og Gud lod ham dø. Nu syntes Juda, det kunne være nok. Han havde endnu en søn, Shela, som strengt taget skulle gøre sin pligt som svoger, men han var alt for ung, mente Juda, og der måtte da også være noget galt med hende Tamar, eftersom alle hendes mænd døde. Hans sønner var der i hvert fald ikke noget i vejen med! Så han lod Tamar stå tilbage, uden mand, uden børn, uden fremtid. Men Tamar lod sig ikke sådan slå ud. Hun tager kraftig sminke på og udfordrende tøj, forklæder sig som luder og stiller sig ved indfaldsvejen til det marked, hun ved Juda skal til. Juda genkender hende ikke og bider på. ”Hvor meget?”, spørger han. ”Et gedekid!”, svarer Tamar. ”Det har jeg ikke, men du kan få min stav og min seglring som pant”. Som sagt så gjort. Sådan gik det til, at Tamar havde sex med sin svigerfar, og blev gravid med ham. Senere hen hørte Juda om, at hans tidligere svigerdatter havde bedrevet hor og endda ventede sig. ”Sådan en skamløs tøjte!”, sagde Juda, og han beordrede sine folk til at hente hende, så hun kunne blive brændt. Da hun stod foran Juda, sagde hun blot spagfærdigt: ”Den mand, der har gjort mig gravid, er den mand, som disse ting tilhører!”, og så lagde hun forsigtigt Judas stav og hans seglring foran ham. Juda blev helt stille. Så erkendte han, at det var en fejl, at han ikke havde givet hende sin sidste søn, Shela.

Lægeklinikken Edan v/læge Eda Zelkowicz ønsker chag sameach.

Den handlekraftige svigerdatter Tamar fødte tvillinger og førte således slægten videre. Heltinder Det er en køn samling kvinder, der optræder i den stamtavle. Vi har – om ikke to ludere og en lommetyv – så to ludere (hvoraf den ene dog kun er klædt ud som én), en utro kvinde, en forførerske. Hvorfor nævnes de? Det har kristne bibelfortolkere brudt deres hoveder med lige siden. De fire har noget til fælles: De er fremmede: En er hittit, en anden moabit, de sidste er kanaanæere. De markerer en åbenhed over for verden ude omkring os. Og så har de også alle fire – for at sige det mildt – en bemærkelsesværdig seksuel adfærd. Men de regnes dog ikke for ”syndige”, hvis de gjorde det, ville den fromme Matthæus under ingen omstændigheder have nævnt dem. De har tværtimod alle en status som en slags heltinder, og de har alle vundet sig et ry i den senere tradition. Den sandsynlige forklaring på, at de nævnes, er at det er modige, handlekraftige kvinder, der med stor opfindsomhed og snilde tilkæmper sig en plads i Guds historie. De bliver villige redskaber i hans planer. Ganske vist sker det ved at bringe deres mænd afkom og at fortsætte mændenes slægt, men selvom det er som mødre, er det dog stadig bemærkelsesværdigt i en kultur, der har været helt domineret af mænd. På den måde kan deres handlekraft og opfindsomhed måske stadig være en inspiration. Den sidste Der er faktisk navn på en femte kvinde i Jesus’ stamtavle. Hun hedder Maria, er gift med Josef og mor til Jesus. Der er som bekendt også noget utraditionelt over hendes seksuelle adfærd i forhold til det med børnefødsler. Men det er en anden historie … Læs selv: 1. Mosebog 38 Josva 2 Ruths bog 2. Samuelsbog 11-12 Mattthæus 1,1-17

Klinik i behandling af kosmetiske hudproblemer ved brug af lægelig kosmetologi og laserkirurgi. Speciale i anti-age behandlinger - modvirkning af alder. Nyheder fra Anti-Ageing World kongres i Monaco. Frederiksberg Allé 68 1820 • Frederiksberg C Vestre Stejlebakke 30 • 3100 Hornbæk Tlf: 7022 9019 • www.zedan.dk

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger

Hele gården emmer af

Vi afholder alle slags

et af byens ældste mødesteder.

enestående atmosfære.

sammenkomster, og tilbyder

Admiral Gjeddes Gaard har

Holbergsalen har fx fritstående

eksklusive rammer og fleksibelt og

siden middelalderen dannet

rustikke bjælker, bindingsværk

engageret personale. Al forplejning

ramme om akademisk, kulturelt

og fungerende brændeovn fra

sker gennem catering, som man

og politisk samvær – med

1698. Her underviste Ludvig

selv kan arrangere. Vi kan hjælpe

deltagelse af blandt andre

Holberg i begyndelsen af

med at indhente tilbud fra vores

Ludvig Holberg, Tom Kristensen

1700-tallet.

samarbejdspartnere. Mulighed for

og Th. Stauning.

koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

scenekunst

Den evigt udfordrende

Med stor energi arbejdede han på at konfrontere tyskerne med det granatchok, de havde påført sig selv. Han kom fra sejrherrernes land, kunne have valgt at blive der, men fore trak tabernes kvaler, erkendte som for trængte."

Zadek

En af efterkrigstidens største tyske teaterinstruktører, Peter Zadek, døde i juli måned. Hans familie flygtede til London i 1933, og han blev især kendt for sine provokerende Shakespeareforestillinger. Ved sin død blev han udråbt som befrieren af efterkrigstidens tyske scene.

Polfoto Teaterinstruktør Peter Zadek (i midten) under prøverne til stykket ”Gerettet” (reddet) på Freie Volksbühne Berlin, 1968.

Af Susanne Bernth Tysk kultur i 1950’erne var pæn uden at være prangende. De foregående år havde været så gevaldige, at drama var det sidste, man havde brug for. Lidt let underholdning var rigeligt til den omfattende mentale og fysiske genopbygning, som pågik i årene efter Anden Verdenskrig. Skulle det være klassisk, var Shakespeares Hamlet en foretrukken figur, med tryk på figurens oprør mod autoriteterne og hans kamp med fortidens forbrydelser. Nogle var bitre over, at glansen så hurtigt gik af storheden, andre var lettede over, at fortiden var forbi, og brugte alle kræfter på at se fremad og lære at leve med skammen. Fælles var en lav profil, blanke facader og schlagerparader. Men i 1961 skete der noget. På teatret i den sydtyske by Ulm iscenesatte den 35-årige Peter Zadek Shakespeares Købmanden i Venedig med en ualmindelig usympatisk Shylock. Hvad var meningen? Hvem troede Zadek, at han var?

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Ømskindet og skamfuld anklagede den tyske offentlighed ham for antisemitisme, et begreb som var svært at have i munden – for hvad var et ord over for de uudsigelige rædsler, som Nazityskland havde påført de europæiske jøder? Zadeks svar var kompromisløst: ”Så længe tyskerne ikke kan se en jøde negativt fremstillet, har de ikke taget stilling til deres egen antisemitisme.” Skæbnestykket Det blev ikke sidste gang, han satte ”Købmanden” op. Siden kom opsætninger i Bochum, London og senest i 1988 på det legendariske Burgtheater i Wien med skuespilleren Gert Voss som en åleglat Wall Street Shylock, uden anger og med mappen i hånden til det sidste. ”Det blev hans skæbnestykke,” sagde Voss til Süddeutsche Zeitung i forbindelse med Zadeks død. ”Han frigjorde skuespilleren fra forstillel sen og fik ham til at krænge sig fri … Han fratog skuespilleren alle sine sikkerhedsnet, og samarbejdet med ham var som en lang rejse, med opog nedture, ikke udpræget hyggeligt,

men altid opløftende. Det krævede meget mod.” Både opsætningen og Voss’ præstation gik over i teaterhistorien. Når Peter Zadek blev spurgt, hvem han var, svarede han: ”Jeg er jøde,” og efter en tænkepause ”og også lidt Peter Zadek.” Det første havde han altid været, og det sidste blev han med tiden. Han var født i Berlin i 1926 som søn af en velhavende, assimileret familie i den frodige og rolige berlinerbydel Wilmersdorf. I 1933 valgte forældrene ikke at vente og se, hvor det bar hen, men flyttede til London med den dengang 7-årige Peter. Da de igen blev indhentet af Hitler-Tyskland med blitzen over London, rykkede familien til den mindre udsatte universitetsby Oxford. Her afsluttede han sin skolegang, og senere studerede han tysk og fransk litteratur og uddannede sig til lærer. Unfair! Teatret trak lige fra underskolen og det med den viljefasthed, som senere kom til at præge hans iscenesættelser. Süddeutsche Zeitung fortæller, at

han i en skolekomedie fik rollen som Kaptajn Klo i Peter Pan, men demonstrativt marcherede ud af scenen, da han blev sat til at æde en krokodille. Det skete med ordene: ”That’s unfair”. Så hellere være instruktør, hvor han havde overhånd. Som 20-årig blev han undervist af Tyrone Guthrie på instruktørlinjen på Old Vic, og her lavede han få år senere sine første iscenesættelser i begyndelsen af 1950’erne. Han blev senere filmklipper ved BBC og fik også instruktøropgaver, mest ude i den britiske provins, hvor de havde travlt. Normen var, at man hver uge havde premiere på et nyt stykke, og Zadek tog det på sig i en grad, så han endte i et nervesammenbrud. I Storbritannien var de vrede unge mænd ved at komme til orde, hverdagsdramaet skurrede mod de gamle førkrigskonventioner med opulent sminke og skarpt projektørlys. Men klassesamfundet var intakt, og den stive overlæbe holdt endda. Der var mere end nok at tage fat på for en ung instruktør, der var perfekt til engelsk, men også kulturelt forankret

i en anden – og langt mere problematisk og problematiserende kultur. ”Tåbe” Hvem var Zadek på det tidspunkt? En tysker uden fædreland, der havde fundet midlertidigt asyl i Shakespeares sprog? Eller hang han et sted ude over Nordsøen, uden at vide hverken ud eller ind? Süddeutsche Zeitung beskriver hans første, men langt fra sidste skandaleforestilling. Det var opsætningen i London af franskmanden Jean Genets Balkonen. Genet kendte han fra Old Vic, og han henlagde handlingen til et burlesk bordel. Det fik forfatteren til at råbe ”tåbe” og true ham med en pistol – Balkonen var nedgjort for sensationens skyld og forvandlet til noget tarveligt og billigt, mente Genet. Kort efter tog Zadek tilbage til Tyskland. Han havde ikke været i landet i 25 år, de store byer var bombet til uigenkendelighed og det samme var samfundsmoralen. Han havde fået et tilbud fra Köln om at sætte Jean Vauthiers Kaptajn Bada op og fik publikum helt frem i sæderne

ved at lade kvinden, der ønsker at forlade sin mand, sige: ”Hvor finder jeg udgangen?” Igen og igen, i alt 300 gange, skønt det var klart for alle i salen, at der ingen udvej fandtes. Bremerstilen Om han selv fandt en udvej? Under alle omstændigheder blev han i Tyskland, ikke fordi det var det nemmeste, men fordi det var det mest interessante, det mest udfordrende. Med stor energi arbejdede han på at konfrontere tyskerne med det granatchok, de havde påført sig selv. Han kom fra sejrherrernes land, kunne have valgt at blive der, men foretrak tabernes kvaler, erkendte som fortrængte. I Köln mødte han den markante instruktør og teaterleder Kurt Hübner, der tog ham under sine vinger og senere tog ham med til Bremen, og op gennem 1960’erne skabte de det, som senere gik under betegnelsen ”Bremerstilen”, der fik betydning langt ud over den lille nordtyske havneby. Også Peter Stein, den senere navnkundige leder af Schaubühne i Vestberlin, hørte til i kredsen i Bremen. GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

POLITISK kommentar

Bag Myten

Tyskerne er nok det eneste folk i verden, der påskønner dårlig samvittighed i langt højere grad end en smuk kvinde."

Af Herbert Pundik

Peter Zadek og skuespiller Angela Winkler forud for prøverne på Zadeks opsætning af Hamlet i forbindelse med den 29. film- og teaterfestival Festival d’Automne i Paris. December 2000.

Opsætningen af Frank Wedekinds Vårbrud og Schillers Røverne i sam arbejde med billedkunstneren Wilfried Minks udnævnes i tysk presse som startskuddet til den revolutionære atmosfære, som blev dominerende efter 1968, hvor sønnerne og døtrene for første gang begyndte at spørge deres forældre: Hvad lavede I under krigen? Alt eller intet Nekrologer og mindeord kårer Zadek som en gigant i tysk efterkrigstids teater. Mange af Tysklands største kunstnere forlod landet i midten af 1930’erne, efter de fik forbud mod at optræde på grund af deres jødiske afstamning, og de blev væk. Som en tysk bekendt engang sagde: ”Det er et talenttab, som vi nok aldrig overvinder.” Men Zadek kom tilbage og fik sin karriere i Tyskland og til dels Østrig. Der var aldrig stille omkring ham, for han råbte op og nærmest slyngede følelser og provokationer i synet på et publikum, der langsomt var ved at komme til sig selv uden helt at vide, hvad det indebar. Efter årtiers kaos var det netop spørgsmålet. ”Jeg drømmer om et teater, som indgyder mod” skrev han i forordet til sin bog Das wilde Ufer. ”Et teater skabt for sultne mennesker, krævende mennesker, ikke for dem, der tager teatret som en lækker dessert, men som et livsnødvendigt måltid, der må og skal indtages i den sønderslåede civilisation, vi har skabt. Ellers går vi til grunde.” Sturm und Drang – alt eller intet. Her var livet på spil, og det var aldrig gået i Storbritannien.

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Evigt udfordrende Efter Købmanden i Venedig vidste de fleste, hvem Zadek var, og han beskrev i flere sammenhænge teatret som sin familie. Han havde to børn, men havde intet at gøre med dem. Den scene overlod han til børnenes mor, som han blev skilt fra. Siden 1980 levede han sammen med forfatteren og oversætteren Elisabeth Plessen, som blandt andet nyoversatte Shakespeare for ham. Den indsats bliver i nekrologerne nævnt som en væsentlig del af hans succes som Shakespearefortolker. Et andet tysk i jagten på en udvej. Sine samtidige absurdister med deres uprætentiøse fordringer til scenerummet og små korte replikker om ingenting sprang han over. Han gik længere tilbage, helst 100 år eller mere og dyrkede det sene 1800-tals største, som Henrik Ibsen og Anton Tjekov, men over dem alle var Shakespeare som et elsket valg slægtskab. Her var dramaet og de store følelser, ubesmittet og ukompromitteret, hvor ingen kringelkrog i det menneskelige sind lades uudforsket. Det var først og fremmest Shakespeares dramaer og tragedier, som Zadek blev stor på. Købmanden i Venedig, Othello, King Lear, Hamlet og Richard den 3. Zadek var teaterdirektør i to omgange, først fire år i Bochum, fra 1971-75, og siden på Schauspielhaus i Hamburg fra 1985-89. Af mindeordene fremgår det, at det ikke var hans lykkeligste perioder. Alt det administrative, som er forudsæt-

ningen for scenekunsten, var ikke ham, og i 1990 tog han konsekvensen og blev freelanceinstruktør. Hans navn bar ham igennem, og på alle de store scener fik han publikum til at fnyse af foragt eller juble af begejstring. Ingen, der så hans opsætninger, var ligeglade. Hele tiden udfordrede han såvel samfundets som scenens konventioner, og altid med fokus på det psykologiske spil mellem figurerne. Bundesverdienstkreuz Zadek gjorde sjældent noget for at indynde sig over for sit publikum: ”Tyskerne er nok det eneste folk i verden, der påskønner dårlig samvittighed i langt højere grad end en smuk kvinde. Og sikkert også det eneste folk, der anser kedsomhed i teatret for at være en positiv oplevelse.” Men af alt det brud, opbrud og den katastrofe, som tyskerne pådrog sig selv op gennem det 20. århundrede, var kedsomhed og glat underholdning måske – for en stund – at foretrække, indtil landet med tiden kom til hægterne og dermed fik overskud til offentligt at anerkende Zadeks indsats. Flere gange kårede det mest indflydelsesrige teatertidsskrift Thater Heute ham til årets instruktør. I 2002 fik han det store Bundesverdienstkreuz, og med 21 invitationer til Tysklands vigtigste teaterfestival, Berliner Theatertreffen, var han klart den mest efterspurgte instruktør. For tre år siden fik han medaljen for kunst og videnskab af bystaten Hamburg.

For 70 år siden, den 1. september 1939, angreb tyske styrker Polen. To dage senere erklærede England og Frankrig Hitler krig. På det tidspunkt talte verdens jødiske befolkning 18 mio., hvoraf ca. 2 %, 400.000, levede i Palæstina. I 1920 overdrog Folkeforbundet England mandatet over Palæstina, der i mere end 450 år havde været en provins i det ottomanske imperium. Af mandatets retningslinjer fremgik det, at England skulle tilstræbe oprettelsen af et jødisk ”nationalt hjem” i Palæstina. På den tid boede der 80.000 jøder i landet, hvilket ifølge et arabisk skøn udgjorde de 10 % af befolkningen. I løbet af de 20 mellemkrigsår, hvor jødisk indvandring stort set var fri, voksede den jødiske befolkning med 320.000. Det var alt, hvad 18 mio. jøder kunne præstere af indvandring på et tidspunkt, hvor den zionistiske drøm var inden for rækkevidde. Verdens jøder svigtede. ”Næste år i Jerusalem”, som jøder i århundreder højtideligt havde ønsket hinanden ved festlige lejligheder, var intet pant, men en frase. Man ønskede det måske for andre, men ikke for sig selv. Giv kejseren, hvad der er hans, og Gud, hvad der tilhører ham, er en god jødisk leveregel. Mht. Palæstina fik kejseren broderparten, mens Gud kunne vente. Ikke til bedre tider, men til udpræget dårligere, hvor det ikke var længslen, der drev jøder til Palæstina, men overlevelsesdrift. I 1933 var tallet vokset fra 80.000 til 175.000. De fleste nyankomne var flygtninge fra Polen, hvor den traditionelle antisemitisme blev forstærket af økonomisk depression. Langt flere valgte at slå sig ned i Vesteuropa og USA, og tre mio. foretrak at ride stormen af hjemme. Dem tog Hitler. I tumulternes Tyskland boede ca. 0,5 mio. jøder, men indvandrere herfra var usynlige i statistikken. I årene 1850-1914, da Rusland hærgedes af pogromer, udvandrede ca. 2,5 mio. jøder. Af de kun ca. 20.000 der valgte Palæstina, var de fleste religiøst og ikke politisk motiverede. I 1896 udkom Herzls skrift Jødestaten, og året efter samledes den første zionistiske verdenskongres. Drømmen om det hellige land blev omsat fra messiansk utopi til realpolitik. Ruslands jøder flokkedes til møder, hvor zionistiske talsmænd redegjorde for Herzls visioner. Der herskede en tilstand af opbrud, men øjnene var rettet mod et mål på den anden side af Atlanten, ikke Middelhavet. Af 2,5 mio. udvandrere anslås det, at ca. 50.000 slog sig ned i den tyrkiske provins Palæstina. Gruppen omfattede pionerer, som kom til at spille en afgørende rolle ved dannelsen af det jødiske samfund i Palæstina og senere staten Israel. De er blevet kaldt for den tids hippier, drømmere, der var parate til at ofre noget for at virkeliggøre utopien om et socialistisk samfund: pioneren med en skovl i den ene hånd og et gevær i den anden. Min bedstefar kaldte dem lidt nedsættende for ”de barfodede” pga. deres puritanske levevis. Af disse 50.000 arbejdspionerer, der kom til Palæstina fra 1905 til 1914, måtte de fleste opgive. Tilværelsen var for streng, mange

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

døde, og andre rejste tilbage til Europa eller fortsatte til USA og Canada. Kun 5-10.000 bed sig fast. De drænede sumpene, overlevede malaria og væbnede sammenstød med beduiner og arabiske landarbejdere, der var fordrevet fra den jord, de havde dyrket som daglejere for arabiske godsejere, som havde solgt den til Det jødiske Nationalfond, der efterfølgende havde overladt den til de jødiske pionerer. Det var disse 5-10.000 unge, der virkeliggjorde drømmen om national selvstændighed. Det var i vidt omfang deres børn, drenge og piger, som indgik i Hagana, selvforsvarsorganisationen, der beskyttede jødiske byer og landsbyer under den arabiske revolte fra 1936-39. Og det var dem, der i Palmach, Haganas elitesoldater, kæmpede mod de arabiske guerillastyrker, der var imod beslutningen i FN’s generalforsamling i 1947 om at dele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Fra 1939 til 1945 voksede den jødiske befolkning i Palæstina med 50.000. Fra 2 til 3 % af verdens jødiske befolkning, der nu var reduceret med seks mio. I dag lever halvdelen af verdens jøder i Israel. Fra 2 % til 50 %. Det er ikke politisk korrekt at påstå en sammenhæng mellem Holocaust og oprettelsen af Israel. Det fik præsident Obama at føle efter sin ”Cairo-tale”, hvor han fremdrog netop dette. Især fra den politiske højrefløj i Israel blev han bebrejdet, at han ikke fremhævede zionismen, den jødiske nationale selvstændighedsbevægelses 75 år lange kamp. Zionismen er Israels ideologiske grundlag. Et af de værste prædikater, man i den offentlige debat kan klæbe på en modstander, er at kalde ham antizionist eller postzionist. Det er ensbetydende med delegitimering. Den zionistiske skabelsesberetning fortæller, at bevægelsen frigjorde de uforløste nationale kræfter og drømme om selvstændighed, der havde slumret i jødisk bevidsthed. Eksilet var påtvunget jøderne, fordi de af historiske årsager var forment et hjemland. Det er en myte. Som det fremgår af ovenstående har Palæstina, med én væsentlig undtagelse, ”de unge barfodede”, altid været sidste udvej, når jøderne blev tvunget til opbrud. Kun få af de ca. 3 mio. jøder, der er kommet til Israel efter 1948, er kommet af lyst, og selv efter en generation eller to har de ikke slået rødder. Mentalt sidder mange endnu på deres kufferter. Undersøgelser viser, at en tredjedel af befolkningen frygter, at Israel ikke vil overleve i det lange løb. En fjerdedel siger, at de vil udvandre, hvis Iran bliver en atommagt. Israel vil jøderne stærkere, end verdens jøder vil Israel. Det er virkeligheden bag myten. GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

“Susanna kunde næppe bære Stenene længere, hun rystede af Træthed, hendes Kinder blussede som Purpur af Anstrængelse. Et stykke inde paa Østergade slog hun for første Gang de store blanke Øjne op – og straks brast hun i Graad – og stod stille. Da lettede Jerck [rakkeren] uden at mæle en Stavelse Byrden ned paa Jorden og støttede sig ventende til sin Kæp. Mendel Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd ikke mere.” Fra kapitlet “Stenene bæres af By” i Kongens Fald af Johannes V. Jensen. Romanen om bl.a. den jødiske Susanna udkom i tre dele. I hvilke år? 1) 1890-91 x) 1900-01 2) 1910-11

Københavns Amts Thing- og Arrest-Huus. Blegdamsvejens fængsel i København. Her sad teaterkritikeren Edvard Brandes 14 dage i fængsel på vand og brød i 1900. Straffen for ulovlig duel i Dyrehaven med skuespilleren Robert Schyberg. Denne havde spillet Leander i Ludvig Holbergs Gert Westphaler på Det Kongelige Teater. Brandes skrev i sin anmeldelse i Politiken: ”Hele Forestillingen havde et elevagtigt Præg med hr. Schyberg som en Leander, der havde den underligste, forsigtige Gang (man tør slet ikke antyde, hvad man kom til at tænke paa).” Schyberg blev smækfornærmet, opsøgte Brandes og gav ham en lussing. Det gik Brandes’ ære for nær, og han udfordrede til duel i Dyrehave. Her tog duellanterne med skydevåben og sekundanter så opstilling. Pistolerne knaldede. Men duellanterne skød forbi hinanden. Hvad brugte Brandes tiden bag tremmerne til? 1) At lære hollandsk x) At dyrke yoga 2) At læse Det nye Testamente

En af Isaac Bashevis Singers noveller blev filmatiseret i 1983 med Barbra Streisand som instruktør og i hovedrollen. En jødisk pige i Østeuropa i begyndelsen af 1900-tallet vil studere Torah og Talmud ligesom mændene. Hun klipper sit hår. Klæder sig som en ung mand. Bliver ”gift” med vennen Avigdors veninde (han spilles af Mandy Patinkin). Efter lidt dramatik opgiver hun forklædningen. Og synger farvel på skibet til Amerika. Den Oscar-vindende films titel? 1) The Chosen x) Boys Don’t Cry 2) Yentl

QUIZ

Test din viden om jødisk kultur, historie og litteratur – og vind! Forfatteren Erik Henriques Bing har sammensat en blandet buket af spørgsmål fra sin nye bog til vores læsere.

Udfyld svarkortet (som en tipskupon) – klip svarkortet ud og send det til Goldberg.

Hvis du gerne vil undgå at klippe i dit Goldberg-magasin, er du velkommen til at tage en kopi af svarkortet og sende kopien til Goldberg – eller skrive svarene på et stykke papir eller en e-mail og sende dem til Goldberg.

Svarer du rigtigt på alle 9 spørgsmål og sørger for, at Goldberg har dine svar inden 1. oktober 2009 kl. 12.00 deltager du i lodtrækningen om 4 fantastiske præmier. (Lodtrækningen foretages af højesteretsdommer Per Walsøe).

1. præmie:

Værdi:

6.000,-

* 2 x overnatninger for 2 personer i et Deluxe dobbeltværelse på Hotel 27 * morgenmadsbuffet

Sabbatai Zevi studerede den jødiske mystik, kabbalah, og gjorde sig mange tanker om sin egen rolle i verden. I 1665 fandt han svaret og udråbte sig som Messias i synagogen i Gaza. En vild glæde greb de jødiske menigheder i Mellemøsten og Europa. Men året efter blev han fængslet i Istanbul og fik valget mellem henrettelse eller konvertering til islam. Hvad valgte den falske Messias til jødernes skuffelse? 1) Selvmord x) Henrettelse 2) Konvertering til islam

Nobelprisen i økonomi i 1976 gik til den amerikanske makroøkonom Milton Friedman for hans lovende laissez faire-kapitalisme. En hel verden inklusive Ronald Reagan, Margaret Thatcher og Augusto Pinochet beundrede ham. Hans analyser af forbrugeradfærd imponerede. Hans tænkning om økonomisk, politisk og personlig frihed blev fulgt af de skarpeste hjerner. Omkring år 2008 kom resultatet af hans anbefaling af cool liberalisme: global finanskrise, aktiekursfald, banker med røde bundlinjer, boligmarked ad h. til, stribevis af konkurser, og så recession. Hvem af nedenstående udødelige finansgenier på Friedmans intellektuelle niveau bør nomineres til næste års Nobelpris i økonomi? 1) Egon x) Benny 2) Kjeld

Denne franske kardinal døde i 2007. Han blev født i en polsk-jødisk familie i Paris i 1926. I 1940 konverterede han til katolicismen efter et besøg i Nazi-Tyskland. I 1942 blev hans moder deporteret til kz-lejren Auschwitz, hvor hun omkom. I 1979 udnævnte pave Johannes Paul II ham til ærkebiskop og fire år efter til kardinal. Han var en moderat, traditionel katolik og en af pavens rådgivere og fortrolige. Hans navn? 1) Joseph Alois Ratzinger x) Jean-Marie Lustiger 2) Karol Józef Wojtyla

Yeah! Yeah! Yeah! John, Paul, George og Ringo havde en manager, faktisk en femte Beatle. Født i Liverpool og efter skuespillerdrømme ansat i faderens møbel- og musikforretning. Han hørte The Beatles første gang i Cavern Club, og mødet skrev historie. Selv skrev han sine erindringer: A Cellarful of Noise, som John mente burde hedde A Cellarful of Boys … Et hektisk liv, spil og drugs for ”the man who made the Beatles”, sluttede med en overdosis og en evig hvile på Kirkdale Jewish Cemetery i Liverpool. Sig navnet … 1) George Martin x) Brian Epstein 2) Tom Parker

Født i New York af russisk-jødiske forældre. Modtog violinundervisning fra 3-årsalderen. Solist som 7-årig og betegnet som en af det 20. århundredes vidunderbørn. Spillede Bach, Brahms og Beethoven i Berlin som 13-årig. Blandt tilhørerne var Albert Einstein, der udtalte: ”Now I know, that there is a God”. Dyrkede meditation og yoga. Grundlagde sin egen musikskole i London. Blev en verdenskendt violinist og dirigent med utallige pladeindspilninger. Jazzede med Stéphane Grappeli og spillede østens musik med Ravi Shankar. Gav flere koncerter i København. Modtog her Léonie Sonnings Musikpris i 1972. Han hedder? 1) Yehudi Menuhin x) Isaac Stern 2) Pinchas Zukerman

Tennisspiller, jazzmusiker, journalist, forfatter, buddhist, dzogchenpraktikant (vågenhed og medfølelse), vismand, rollemodel. Oldebarn af grosserer Louis Meyer og Thea Friedländer. Flygtning i Sverige 1943-45. Og fader til trommeslager Lars med global succes. Og så er han billedkunstner, der bruger malingindsmurte tennisbolde og sjippetove som redskaber. Navnet er … ? 1) Kurt Nielsen x) Christopher Bo Bramsen 2) Torben Ulrich

Disse og mange flere spørgsmål kan man finde i den nyudgivne bog ”Hallelujah #3 – Ny jødisk quiz” af Erik Henriques Bing.

* 4 x Cocktail i Honey Ryder Cocktail Lounge * gratis kaffe/te og frisk frugt samt vores Global Teasers Aftenbuffet (let aftenbuffet)

3 x trøstpræmie Vælg mellem et års abonnement på Goldberg – eller 1 salami med hvidløg + 1 hel kylling fra kosherslagteren i København.

Værdi:

249,-

g levering) Goldber(incl. Goldberg Goldberg Goldberg

Hotel 27

* 2 x entre inkl. 1. drink i ICEBAR COPENHAGEN (se annonce side 36 – for Hotel 27)

Kim Bodnia

knyt sylten! Martin KrasniK:

finanskrise n

skyld? Hanne-vibek – er det jødernes e

Dæmon eller bamsefar? rIge! LÆS: IntervIew med ebba – SygepLejerSke I det tredje

Holst

i den gode sags tjeneste kom med bag om filmen 'waltz with bashir'

brÜno – ortodoks jødE

Vinderne får direkte besked og deres navne samt svarene på de 9 spørgsmål offentliggøres i næste nummer af Magasinet Goldberg.

✂

S V A R K O R T Mine svar 1 2

Indleveret af: Navn:

3 4

Adresse:

5 6

Postnummer – By:

7 8 9

Tlf. nummer/e-mail:

Hotel 27

FoEME

– for et bedre og renere miljø

– utroligt ukompliceret og forfriskende enestående

Hotel Twentyseven er meget mere end blot et hotel. Det er et sted, du kan blive forkælet, udfordret og gå på opdagelse. nyd The Wine Room, der serverer oplevelser i mad og vin fra hele verden få serveret Skandinaviens bedste klassiske og molekylære drinks i Honey Ryder Scandinavian Cocktail Lounge få en iskold oplevelse på den enestående ICEBAR COPENHAGEN, der er opført i hundrede procent is fra Torne-elven i Lapland

Friends of the Earth Middle East (FoEME) er en selvstændig organisation. Vi samler miljøbevægelserne i Israel, Jordan og Palæstina. Vores primære sigte er at støtte den samlede indsats for at beskytte vores fælles miljøarv.

Hotel Twentyseven ligger i hjertet af København, få meter fra Rådhus pladsen, midt i den oprindelige middelalderby med masser af oplevelser

Dødehavet er et af vores indsatsområder. Området, der har en enestående flora, fauna, geologi og historie, er truet af den tiltagende mangel på vandtilstrømning – vi bliver nødt til samlet at løfte denne opgave!

lige uden for døren. Du kan ikke ønske dig en bedre placering!

Læs mere og støT FoEME på: www.foeme.org

www.hotel27.dk Hotel Twentyseven | Løngangstræde 27 | 1468 Copenhagen K. | Phone. +45 7027 5627

✂

Verdens Verdens natur natur er er under under hårdt hårdt pres pres Ældgamle Ældgamle skove skove fældes, fældes, dyre-dyreog planteog plantearterarter truestrues af udryddelse,og af udryddelse,og forurening forurening af af luft og luftvand og vand truertruer bådebåde naturens naturens og vores og vores egenegen sundhed sundhed overalt overalt på Jorden. på Jorden. WWF WWF arbejder arbejder for at forvende at vende denne denne udvikling. udvikling. Vi kæmper Vi kæmper for atforbevare at bevare de fantastiske de fantastiske naturværdier, naturværdier, somsom findes findes overover hele hele vores vores klode, klode, og som og som danner danner livsgrundlag livsgrundlag for for mennesker, mennesker, dyr og dyrplanter. og planter.

Porto

magasinet Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

HALLELujAH #3 BI NG E r I k H E N r Iqu E s

N y jøDI sk qu I z

#3 hallelujah QuIZ

q u I z :o)

– i boghandelen nu!

uEs BING ErIk HENrIq

HverHver ganggang WWF WWF Verdensnaturfonden Verdensnaturfonden modtager modtager en arv en arv - uanset - uanset størrelse størrelse - er -det er en detgave en gave til fremtiden. til fremtiden.

Den Den smukkeste smukkeste arv, arv, man man kan kan efterlade, efterlade, erer enen levende levende verden verden

Få mere Få mere information information på www.wwf.dk på www.wwf.dk eller eller kontakt kontakt Betina Betina Albrechtsen Albrechtsen på telefon på telefon 35 36 3536 3635 36eller 35 eller e-mail e-mail b.albrechtsen@wwf.dk. b.albrechtsen@wwf.dk.

tekstil-epos

Brudekjolen Af Helen Zegerman Schwimmer Lilly Friedman kan ikke huske efternavnet på kvinden, der syede den brudekjole, hun havde på, da hun blev gift for over 60 år siden. Men bedstemoderen til syv husker, at hendes forlovede, Ludwig, fik travlt, da hun fortalte ham, at hun altid havde drømt om at være hvid brud. For den høje, ranglede 21-årige unge mand, der havde overlevet sult, sygdom og tortur, var det her en helt anden slags udfordring. Hvordan skulle han dog kunne fremskaffe en hvid brudekjole i D.P.-lejren Bergen-Belsen, hvor man var taknemmelig for det tøj, man stod og gik i? Skæbnen kom ham til hjælp i form af en tidligere tysk pilot, som kom ind i køkkenet, hvor Ludwig arbejdede, og var ivrig efter at sælge sin værdiløse faldskærm. For to pund kaffebønner og et par pakker cigaretter kunne Lilly få sin brudekjole. I to uger arbejdede syersken Miriam på at forvandle de seks faldskærmsbaner til en enkel, langærmet kjole med høj krave og figursyet talje, der endte i en sløjfe på ryggen. Da kjolen var færdig, brugte hun resterne til at sy en skjorte til gommen. En hvid brudekjole kan virke som et pjanket ønske i lejrenes surrealistiske omgivelser, men for Lilly symboliserede kjolen det uskyldige, normale liv, hun og hendes familie engang havde haft, før verden gik af lave. Lilly og hendes søskende var vokset op i et religiøst hjem i den lille by Zarica i Tjekkoslovakiet, hvor hendes far var respekteret og afholdt af de unge yeshiva-elever, som han underviste i den nærliggende by Irsheva. Han og hans to sønner blev sendt direkte til gaskamrene efter ankomsten til Auschwitz. For Lilly og hendes søstre var det kun første stop på en lang rædselsrejse, der førte dem til lejrene Plashof, Neustadt, Gross-Rosen og til sidst Bergen-Belsen. 400 mennesker vandrede 25 kilometer gennem sne til byen Celle den 27. januar 1946 for at overvære Lilly og Ludwigs bryllup. Byens ødelagte og skændede synagoge var blevet pyntet fint op med de få midler, som D.P.erne havde til rådighed. Da en Torarulle kom fra England, omdannede de et gammelt køkkenskab til midlertidigt Toraskab. ”Mine søstre og jeg mistede alt – vores forældre, vores to brødre og vores hjem. Det vigtigste var at skabe et nyt hjem.” Et halvt år senere bar Lillys søster Ilona kjolen, da hun blev gift, og bagefter var det kusine Rosie. Hvor mange brugte Lillys brudekjole? ”Jeg holdt op med at tælle efter nummer sytten.” Lejrene oplevede verdens højeste antal bryllupper, så der var rift om Lillys kjole.

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

I 1948, da præsident Harry S. Truman endelig lod de 100.000 jøder, der havde vansmægtet i lejre efter krigen, komme til USA, tog Lilly kjolen med. Hun nænnede ikke at skille sig af med den, så de næste 50 år lå den på bunden af et skab i soveværelset. ”Den var ikke god nok til et loppemarked, men jeg var glad, da den endelig fandt et godt hjem.” Hjem var Holocaustmuseet i Washington, hvor Lillys niece arbejdede som frivillig. Da hun fortalte om sin tantes kjole, forstod ledelsen straks dens historiske betydning og udstillede kjolen i en særskilt montre Men Lilly Friedmans kjole skulle på endnu en rejse. Da museet i Bergen-Belsen åbnede dørene den 28. oktober 2007, inviterede den tyske regering Lilly og hendes søstre til at overvære indvielsen. Først takkede de nej, men året efter rejste de til Hannover sammen med deres børn, børnebørn og resten af familien for at se den usædvanlige udstilling, der var bygget op omkring faldskærms-brudekjolen. Lillys slægtninge, som alle kendte til historierne om brylluppet i Celle, var ivrige efter at se synagogen. Bygningen var blevet istandsat og moderniseret, men da de trak det smukke forhæng fra Toraskabet, kunne de forbløffede konstatere, at det gamle køkkenskab var blevet bevaret. Da Lilly atter stod på forhøjningen foran Toraskabet, kaldte hun sit barnebarn Jackie op til sig, så hun kunne stå ved siden af hende der, hvor hun engang havde stået brud. ”Det var en følelsesladet rejse, og vi græd meget.” To uger senere vendte kvinden, som engang havde stået foran den berygtede dr. Mengele, hjem og overværede sit barnebarns bryllup. De tre Lax-søstre – Lilly, Ilona og Eva, som sammen overlevede Auschwitz, en arbejdslejr og en dødsmarch til Bergen-Belsen – bor i dag i gåafstand fra hinanden i Brooklyn. Som unge teenagere lykkedes det dem at narre og overleve en kæmpemæssig dødsmaskine. De blev senere gift, fik børn, børnebørn og oldebørn og blev til sidst hædret af det land, som havde øremærket dem til udslettelse. Som unge brude havde de stået under bryllupsbaldakinen og reciteret de velsignelser, som deres forfædre havde sagt i årtusinder. På den måde valgte de at ære arven efter dem, der var omkommet, ved at vælge livet.

Helen Zegerman Schwimmer er journalist, filmskaber og forfatter til Like The Stars of The Heavens (2007).

Oversat fra engelsk af Hanne Friis

Foto: USHMM

For den høje, ranglede 21-årige unge mand, der havde overlevet sult, sygdom og tortur, var det her en helt anden slags udfordring. Hvordan skulle han dog kunne fremskaffe en hvid brudekjole i D.P.-lejren* BergenBelsen, hvor man var taknemmelig for det tøj, man stod og gik i?" * D.P.: displaced person GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Goldbergs mor vil gerne vide …

Jeg hedder ikke Børge! Af Simon Rosenbaum For nogen tid siden spurgte en journalist mig, hvorvidt mit efternavn og slægtskab var skyld i, at jeg havde valgt en karriere som netop entertainer. Jeg gættede på, at han hentydede til navnet Rosenbaum, Victor Borges oprindelige efternavn, og atter en gang måtte jeg dementere mit slægtskab med Børge Rosenbaum alias Victor Borge. Hvad angår valget af karriere, kunne jeg også svare benægtende. Allerede som barn drømte jeg om en musikalsk fremtid, og det var først og fremmest violinen, der betog mig. Min storebror spillede violin og var i sin studietid leder af et lille jazzband, og hjemme lyttede vi til lakplader med de violinspillende vidunderbørn Jascha

Entertaineren Simon Rosenbaum er gennem hele sin karriere blevet konfronteret med et postuleret slægtskab med en anden entertainer, nemlig dansk-amerikaneren Victor Borge, hvis oprindelige navn var Børge Rosenbaum. Goldberg har bedt om at få udredt trådene.

Heifetz og Yehudi Menuhin. Det var det, jeg ville være: et violinspillende vidunderbarn! Jeg var fem år, da jeg fik min første miniviolin og en lærer, der ikke var pædago' nok, så efter et par timer var jeg træt i armen og i ørerne, og violinen blev væk. I stedet dirigerede jeg Radiosymfoniorkestret, stående foran radioen – det lød også meget bedre. Men da jeg var ti år, fik vi et klaver, som jeg begyndte at spille på og ikke er holdt op med siden. Engang imellem fik vi fra familien i USA sendt bundter af det jødiske dagblad Forverts, som min mor elskede at læse, og heri fandt hun små digte på jiddisch, som hun viste mig, og som jeg komponerede melodier til. Min første optræden for et stort publikum var netop med at deklamere et digt på jiddisch ved en velgørenhedskoncert i Studenterforeningen. Jeg var ca. otte år gammel og meget seriøs.

Søn eller fætter eller … ? Så der har ikke været tale om nogen påvirkning af navnefællesskabet med Børge Rosenbaum. Han optrådte på det tidspunkt sammen med violinisten Wandy Tworek i forlystelsesetablissementet "Zigeunerhallen" ved Nørrebros Runddel, og der kom jeg ikke. Sammen med min storesøster kom jeg ellers meget på restaurant og nød al slags optræden i "National Scala" og "Valencia", mens jeg drømte om at komme til at optræde på tribunerne. Med et sugerør dirigerede jeg også engang orkestret i restaurant ”Lodberg”, og ved en amatørkonkurrence vandt jeg som 11-årig førstepræmien, 15 kroner, ved at synge I can´t give you anything but love til orkester akkompagnement. Så jeg var på vej. Men Børge Rosenbaum spøgte i kulissen, fx da jeg som dreng blev engageret som konferen-

cier for en hollandsk børnegruppe, der optrådte på Tivolis Pantomimeteater, og en journalist spurgte om jeg var Børge Rosenbaums søn. I 1940’erne under den tyske besættelse af Danmark skiltes Børge Rosenbaums og mine veje. Han undslap til USA, og jeg flygtede med min familie til Sverige. Her ernærede jeg mig som slagterbud, blomsterbud, lagerarbejder og som bal- og orkestermusiker, selv om jeg aldrig før havde spillet med orkester. I USA blev Victor Borges fantastiske og velfortjente karriere skabt. Det var som om amerikanerne netop manglede en entertainer med den specielle stil, som var hans. Utroligt, for i det store land var der talenter en masse, og alligevel kunne Victor Borge med sin musikalitet, sin dansk/amerikanske dialekt, sin charmerende frækhed og jødiske "chutzpe" erobre det store land og derefter besejre publikum i mange andre lande i løbet af den lange, glorværdige karriere. Hjemkommet fra eksilet i Sverige begyndte min søgen efter at finde min vej til tribunerne, og snart vidste jeg alt om Victor Borge og hans karriere, for hvordan jeg end forsøgte at ignorere navnefællesskabet, blev jeg ustandselig mindet om det. Fx da jeg aflagde prøve til Studenterrevyen i København, og man næste dag i aviserne kunne læse overskriften "Ny Rosenbaum på vej”. Men navnet åbnede ikke døren til Studenterrevyen. Jeg fik et brev, hvori der stod, at jeg var for speciel og for professionel. I stedet kom jeg med i en anden semiprofessionel revy – Handels og Kontoristforeningens Revy – hvor også Børge Rosenbaum havde medvirket i sine unge dage. Her blev jeg så konfronteret med spørgsmålet, om han var min fætter.

min optræden blev karakteriseret som 'kabaret', hvilket ofte forvirrede pub likum, der forventede noget helt andet af en Rosen baum." Simon Rosenbaum

Danmarks første stand up’er I min "civile" karriere delte jeg nu min tilværelse som korrespondent i handelshuset ”Moses & Søn G. Melchior” og det samtidige studium til translatør i engelsk med sporadiske foreningsoptrædender med et hjemmelavet program, som bestod af finurlige musikalske numre ved klaveret, morsomme viser og alvorlige sange, der gerne havde et

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

socialt holdningsmæssigt indhold. Jeg ville noget med mine sange, og det resulterede i, at min optræden blev karakteriseret som ”kabaret”, hvilket ofte forvirrede publikum, der forventede noget helt andet af en "Rosenbaum". Da jeg i 1951/52 sprang fra det "civile" liv og valgte professionelt at gå scenevejen, var det som medvir-

kende i turnerende revyer med bl.a. Buster Larsen, Hannah Bjarnhof, Bodil Udsen m.fl. samt solist optrædender. Men det var i MusiCabaret i restaurant Ny Rosenborg, som jeg etablerede i 1960 og var kunstnerisk leder for i ca. ti år, at jeg skabte min niche i dansk underholdning. Stilen, der blander musik, komik, aktuel satire og poesi, gør, at jeg i pressen betegnes som "nok Danmarks første stand-up komiker".Det var i denne Ny Rosenborg-periode, at jeg følte nødvendigheden af at skrive visen Jeg er ikke spor i familie med Victor Borge. Blandt de flere end 100 skuespillere, sangere og spirende talenter jeg gennem årene engagerede til at medvirke i min kabaret, var også en herre på 81, nemlig skuespilleren Einar Rosenbaum, som var halvbror til Victor Borge. Jeg syntes nemlig at publikum skulle møde en, der faktisk var i familie med Borge. GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

3 ROSENBAUM – EN MUSIKALSK FAMILIEKRØNIKE

En musikalsk rejse gennem familiens historie, fra rødderne i den lille polske stetl/ landsby til Simon Rosenbaums snart 60-årige karriere i Danmark – med afstikkere til Sverige, Norge, Island, Grønland, Israel, USA m.m. – fortalt, sunget, "humoriseret" og beskrevet af Simon, Pia og Ina-Miriam Rosenbaum. Denne familiekrønike er ikke blot en enkelt families historie, men en fortælling om folk, der rives op med rødder, bærer deres kultur videre, udvikler den, og etablerer sig i nye og andre sammen hænge og fædrelande, uden nogensinde at glemme deres udgangspunkt.

Hofteatret Teatermuseet, Christiansborg Søndagene 4. og 11. oktober kl. 17.00 Billetpris kr. 195,Billetter kan bestilles og købes via BilletNet på telefon 70 15 65 65, samt ved indgangen

Denne annonce er sponsoreret af Aras Security Møder med Victor Borge Da Einar Rosenbaum døde, deltog jeg i hans begravelse, og her mødte jeg Victor Borges bror Svend, som tilbød at introducere mig til sin bror, hvis jeg kom til USA og New York. Det kom jeg i 1965, hvor jeg skulle optræde for danske foreninger. Jeg blev både inviteret til at overvære Borges show på Broadway og til at besøge ham i hans hjem i Connecticut, hvor også Billed Bladet var repræsenteret. I Borges musikværelse fik jeg et par "Dry Martinis" – jeg fik faktisk ”Drei Martinis”, og jeg blev måske lidt "høj", og pludselig provokerede Billed Bladets fotograf mig til at sætte mig ved flyglet og spille og synge Jeg er ikke spor i familie med Victor Borge. Borge klappede og smilte venligt, hvorefter han sagde: "Synger De osse?" Ved aftenens familiemiddag sad Borge som en patriark ved den ene bordende og fruen ved den anden. Det mindede om en scene fra Indenfor Murene. Da der blev serveret kalkun og derefter en anden kødret, gjorde jeg opmærksom på, at jeg var på diæt, hvorefter Borge på dansk sagde: "Det er sgu' en underlig diæt. De sidder og drikker al min spiritus". Lidt senere sagde han: "Er De kosher?”, og da jeg svarede bekræftende, sagde han, igen på dansk: "Det ku' De have sagt med det samme". Næste gang jeg mødte Victor Borge var i 1993. I København markeredes 50 årsdagen for redningen af de danske jøder i oktober 1943 ved en højtidelighed i Radiohuset, hvor jeg i en tale skulle repræsentere de danske jøder, der var flygtet til Sverige, og hvor Borge skulle optræde med et kort indslag. Sidste gang vore veje krydsedes var efter, at Victor Borge var fyldt 90 år. Som formand for Dansk Solist Forbund havde jeg foreslået min bestyrelse, at vi skulle udnævne ham til ekstraordinært æresmedlem, og i en smuk, håndskrevet fax takkede han for æren og håbede at se bestyrelsen ved sit førstkommende københavnerbesøg. Vi var inviteret til at aflægge visit i hans suite på Hotel d'Angleterre. Da jeg bankede på døren, åbnede han og præsenterede sig: "Rosenbaum"

og jeg sagde ”Rosenbaum”, hvorefter han sagde: "Har De taget resten af menigheden med?" Da jeg senere skulle overrække æresdiplomet og oplæse begrundelsen for udnævnelsen, kom der hele tiden kommentarer fra ham, og jeg tog kampen op, så det blev en munter duel. Han trak mig til side og sagde: "Vi to må da være i familie med hinanden,” hvortil jeg svarede: "Nej, det har jeg jo sunget for Dem før", hvorefter han sagde: "Min far havde en masse brødre. En af dem var lirekassemand og ikke rigtig klog. De må være søn af ham".

min far havde en masse brødre. En af dem var lirekassemand og ikke rigtig klog. De må være søn af ham."

FAMILIE JOURNAL STØTTER KRÆFTENS BEKÆMPELSE

Patrice Menard Laborant & tovtrækker

Anja Olsen Forsker & tovtrækker

Finn Tønnesen Patientrådgiver & tovtrækker

Ingen ved om kræft nogensinde vil blive udryddet. Om kampen er både uendelig og uovervindelig. Men Kræftens Bekæmpelse har et ambitiøst og ufravigeligt mål. Om 15 år skal ingen dø af kræft. Om 15 år skal kræft være til at leve med. Om 15 år skal ordet kræft ikke klinge så dystert som det gør i dag. Derhen vil vi, derhen kommer vi. Vi erkender det er store ord, med langt igen og det lader sig også kun gøre, hvis vi trækker i ﬂok og stædigt tror på sagen. Hvis vi fastholder presset på politiske prioriteringer, øger informationen til borgerne og midlerne til forskerne. Hvis vi hæver vores ambitionsniveau og sænker vores tolerance over for uanstændige forhold. Hvis vi lader udenlandske erfaringer blive indenlandske normer. Alt dette kæmper Kræftens Bekæmpelse for, og kan vi få ﬂere til at kæmpe med, så går håbet og målet fra at være delvist naivt – til at være dejligt realistisk.

Charlotte Hjeds Jurist & tovtrækker

Victor Borge (til Simon Rosenbaum) Navnehistorien fortsætter For nylig blev Victor Borges 100-års fødselsdag markeret med opstilling af en statue på Victor Borges Plads på Østerbro i København. Mit barnebarn, August, som er jazzpianist, modtog sidste år en portion af Victor Borges legat til unge kunstnere og tilbragte derefter et halvt års studietid i New York. På det kollegium, hvor han boede, var der intet instrument, men ved en tilfældighed kom han i kontakt med en af Victor Borges døtre og hans sekretær gennem mange år, hvorefter han fik lov til at øve på flyglerne hos dem begge. Således kom han i kontakt med familien og var også inviteret til en reception her i København i anledning af 100-årsdagen. Så "Borge/Rosenbaum-historien" fortsætter, og nu er det måske snart Augusts tur til at synge: Jeg er ikke spor i familie med Victor Borge Og Borge er ikke spor i familie med mig ...

Rikke Hemmingsen Frivillig & tovtrækker

Janne Hessner Thomsen Fundraiser & tovtrækker

Mette Marie Espersen Forebygger & tovtrækker

Støt os, så trækker du med. José Moreira Forsker & tovtrækker

VI VIL VINDE

Støt Kræftens Bekæmpelse og køb lodder i vores julelotteri – husstandsomdeles i denne uge

15_aar_JUL_Fam.Journal.indd 1

31/10/08 14:23:23

Om Af Susanne Bernstein

Siden tidernes morgen, eller deromkring, har mennesker beskæftiget sig med livets eksistentielle spørgsmål. Måske er det den væsentligste ting, som adskiller os fra dyrene? De lever deres liv ved at følge deres instinkter: Spise, sove, parre sig, dø. For os mennesker er det bare ikke nok. Vi kræver at få svar på: Hvem er jeg? Hvor hører jeg til? Navnlig det sidste spørgsmål er og har været genstand for debat i Danmark, hjulpet godt på vej af de flygtninge og indvandrere, som er kommet til landet, navnlig siden 1960'erne, men naturligvis også før den tid. De har sat det nationale tilhørsforhold i perspektiv og derved gjort det meget konkret. Især er det blevet interessant at se nærmere på, hvornår og hvordan forvandlingen sker for nye borgere. Den proces de gennemgår, er vidtrækkende og vil ændre dem for altid. Tidligere har Danmark været kendetegnet ved at være et homogent samfund, hvor de fleste var enige om, hvad det ville sige at være dansk. Det er man ikke længere. Samfundet er blevet multikulturelt, og det kan man beklage eller glæde sig over, men det er en kendsgerning. Mange ting i det daglige bekræfter det: en tur i København ad Nørrebrogade fra Nørrebro Station til Nørreport Station kan være en meget eksotisk oplevelse, og diskussionerne i juli måned om Maria Mawla, der var medlem af Hjemmeværnet og under sin reglementerede hovedbeklædning bar muslimsk tørklæde, viser det samme.

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Den Amerikanske Drøm Over alt i verden diskuteres menneskenes nationale tilhørsforhold, ikke mindst i USA, hvor mange immigranter typisk har søgt hen på flugt fra rædsler eller på jagt efter et bedre liv. USA har altid virket som en magnet på folk, fordi landet har stået som et symbol på et sted, der kunne tilbyde ubegrænsede muligheder for udfoldelser. Myterne om ”Den Amerikanske Drøm” og ”at samle guld op fra gaderne” har været stærkt medvirkende til at lokke folk til Den Nye Verden, som landet også blev anset for at være. Det er ikke tilfældigt, at statuen af Frihedsgudinden står og tager imod de tilrejsende netop ved indsejlingen til New York med inskriptionen: Give me your tired, your poor, your huddled masses yearning to breathe free … Den skal illustrere USA’s villighed til at lukke fremmede ind og give dem et nyt liv. I hvert fald indtil implementeringen af den såkaldte Johnson-Reed Act i 1924, hvor et kvotesystem blev indført, der begrænsede antallet af immigranter. Loven blev først ændret igen i 1965, men det rokker ikke ved, at USA udefra er blevet opfattet som værende meget imødekommende over for immigranter. Tre millioner jøder Blandt alle de immigranter, som gennem tiderne er ankommet til USA, har mange været jøder, primært fra Østeuropa. Man taler om, at de kom i bølger. Nogle gange i historiens løb gjorde forholdene i deres hjemlande det nødvendigt for dem at udvandre, og så kom de til Den Nye Verden i hobetal. Det

national identitet

Jødiske immigranter i New York

immigration og tilpasning

(Commentary, 13, 1952). Han gør kunne skyldes antisemitisme, fatop med tidligere tiders stereotype tigdom, krige eller andet. opfattelse af, at de var så rodfæstede i En af disse bølger fandt sted i deres tro, at de var immune over for perioden 1880-1920, hvor ca. tre det moderne samfund i USA. millioner østeuropæiske jøder forlod Sagen var, at mange allerede inden deres hjem. Mordet på den russiske de kom til USA havde haft berøring Zar Alexander II i 1881 fik antisemimed moderne vestlig kultur i form tismen til at nå nye højder og tvang af Oplysningstiden. Den fandt sted i mange jøder til at flygte. Man regner Europa i 1700- og 1800-tallet og simed, at mere end en tredjedel af vede efterhånden til Rusland. I sin jøden jødiske befolkning i 1920 havde diske form er den kendt som Haskaforladt det russiske rige. la-bevægelsen. Parzen fremfører, at Traditionelt har man altid betragder fandtes grupper tet amerikaniseaf Haskala-tilhænringen som en gere i næsten alle proces, der først begyndte, efter Samfundet er blevet jødiske menigheder i det russiske rige i at immigranterne multikulturelt, og det kan 1850'erne. De gik var ankommet til ind for fremskridt USA. Man havde af enhver art og var en forestilling om, man beklage eller glæde stolte af deres rusat de nye borgere sig over, men det er en sificering. Dermed på det tidspunkt lagde de afstand til gik i gang med at kendsgerning." traditionel jødelære engelsk, afdom, og artiklen kode det nye lands nævner også, hvordan synagogerne værdinormer og i øvrigt foretage sig på den tid ikke evnede at fremstå alle de ting, som følger med at skifte kreative og forfriskende for at fastnationalitet. Man har også traditioholde deres autoritet og dæmme op nelt ment, at dette kulturmøde for de for de moderne tanker, som Haskala østeuropæiske jøders vedkommende repræsenterede. var meget voldsomt. Årsagen skulle I en anden artikel, Orthodoxy in være, at de fleste jøder var ortodokse, American Jewish Life (American og at USA var et moderne, sekulært Jewish Yearbook, New York 1965), samfund, hvor det var svært, på skriver Charles S. Liebman, at mange grænsen til det umulige, at praktisere østeuropæiske jøder, som kom til sin religion. På det tidspunkt var det USA, havde et etnisk, socialt og kulfx normalt at arbejde om lørdagen, turelt, snarere end religiøst, tilhørshvilket var yderst problematisk for en forhold, som man ellers skulle tro. praktiserende jøde. Han nævner også Haskala som en af årsagerne til, at traditionel jødeNostalgisk myt dom var blevet grundigt rystet i sin Men jødernes ortodoksi er en nostalgrundvold i hjemlandet. De synagogisk myte. Den vurdering fremfører ger, som disse immigranter byggede Herbert Parzen i sin artikel When i USA, kalder han ”sociale fora”. De Secularism Came to Russian Jewry GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

Museet for Religiøs Kunst

Det er selvfølgeblev mere brugt til at omgås socialt med trosfæller end til gudstilbedelse. I en tredje artikel, David Levinsky's Fall: A Note on the Liebman Thesis (American Quarterly, vol. 19, 1967), understøtter David Singer det ovennævnte synspunkt, at de østeuropæiske jøder allerede bar kimen i sig til sekularisering, inden de kom til Amerika, og han kalder implikationerne ved Liebmans tese for ”revolutionerende”. Han bruger tesen til at analysere en roman af Abraham Cahan: The Rise of David Levinsky (1917) for at illustrere, hvor nyttigt et litterært redskab denne tese kan være. Samtidig er han dog opmærksom på, at mere forskning på området er påkrævet. I den roman, som han analyserer, viser det sig eksempelvis, at betegnelsen ”a green one”, der betyder ”en nyankommen, uerfaren immigrant”, gjorde hovedpersonen frustreret. At være ”green” var en tilstand, man skammede sig over og hurtigst muligt ville bort fra. Måden at gøre det på var at udvikle sig til ”rigtig amerikaner” med alt, hvad det indebar.

At være 'green' var en tilstand, man skammede sig over og hurtigst muligt ville bort fra. Måden at gøre det på var at udvikle sig til 'rigtig amerikaner' med alt, hvad det indebar." Arbejde er det afgørende Man kan konkludere, at artiklerne beskriver immigranternes udvikling af en national identitet som en løbende proces, hvis begyndelse allerede fandt sted i hjemlandet. Dvs. at grundlaget for forandring og tilpasning allerede var lagt og blot videreudviklet i det nye fædreland. En vigtig del af denne tilpasning var, at de integrerede sig, så at sige ”smeltede sammen med” det

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

pågældende lands indbyggere. Et vigtigt parameter i denne proces var tilknytningen til arbejdsmarkedet. I et interview fra 2006 i Ugebrevet A4 kalder Susan Martin, direktør for Institute for the Study of International Migration ved Georgetown University, arbejde for ”selve livsnerven i den amerikanske integration”, og hun fremhæver knoklementaliteten blandt USA’s indvandrere som årsagen til landets succes med integration. Også her i Danmark bliver tilknytningen til arbejdsmarkedet anset for at være essentielt for integrationen, og mange arbejdsløse flygtninge og indvandrere ved, hvor stor værdi man fra samfundets side tillægger deres evner til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Martin forklarer videre, at der i USA faktisk er rige muligheder for alle for at få arbejde, og at alle født i landet automatisk får amerikansk statsborgerskab. Til gengæld er der kun ringe social sikkerhed. Interviewet fortsætter med at fastslå, at der i USA eksisterer ”en stor grå økonomi”, som ”trives parallelt med den formelle økonomi”. Det betyder, at også illegale indvandrere kan arbejde i USA, og deres børn, som bliver født dér, bliver amerikanske statsborgere. Drivkraft for litteraturen Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at der skal to til at definere, hvem man er: én selv og omgivelserne. Man kan sagtens betragte sig som dansker, fordi man er opvokset i Danmark, har dansk pas og taler dansk, mens omgivelserne kaster et blik på ens brune hud, brune øjne og sorte hår – og kommer til et andet resultat. Om den eventuelle psykologiske konflikt mellem ens egen opfattelse af sig selv, og oplevelsen af andres opfattelse af en selv, nødvendigvis må give sig udtryk i identitetsproblemer er et stort og kompliceret spørgsmål. Ét er dog givet: Den omtalte psykologiske spændingstilstand har været en medvirkende drivkraft for mange forfattere til både litterære og videnskabelige værker, skrevet af minoritetsmedlemmer både i USA og Danmark.

lig vigtigt at hus

Museet for Religiøs Kunst, LEMVIG præsenterer

ke på, at der skal

”Ud af Intet” Peter Callesen

to til at definere, hvem man er: én

19. september – 15. november

selv og omgivelÅbningstider

serne. Man kan

26. marts – 30. september: Alle dage 12 – 17

sagtens betragte

1. oktober – 31. december Tirsdag – søndag 13 – 16 Mandage lukket

sig som dansker, Museet for Religiøs Kunst

Strandvejen 13, DK-7620 Lemvig

Tlf.: 9781 0371

www.mfrk.dk

fordi man er opvokset i Danmark, har dansk pas og

Lejrvej 83 · 6330 Padborg Telefon 7467 6557 www.froeslevlejrensmuseum.dk

taler dansk, mens omgivelserne kas ter et blik på ens brune hud, brune øjne og sorte hår

Vil du se en fangelejr fra 2. verdenskrig? Nationalt mindesmærke og en af Europas bedst bevarede

– og kommer til et andet resultat."

Gratis adgang

jødisk odyssÉ

Polakker genopdager den jødiske kulturarv

Af Kasper Monrad I dette efterår fejres fyrreåret for de polske jøders immigration til Danmark, bl.a. med en stor fest, der afholdes i et hotel lige ved den kaj, hvor flygtningehjælpens hotelskib St. Lawrence dengang lå. Men bag festlighederne gemmer der sig den triste kendsgerning, at de polske jødiske Holocaust-overlevere og deres efterkommere kom til Danmark, fordi de var uønskede i deres hjemland. Polen har i efterkrigstiden som bekendt fået et meget dårligt ry med hensyn til antisemitisme. Det er desværre i høj grad selvforskyldt, og det er ulykkeligvis ikke kun en dårlig vits, når man siger, at polakkerne i en vis forstand videreførte det arbejde, nazisterne ikke nåede at fuldføre, nemlig at gøre Polen fri for jøder. Det er så meget desto mere glædeligt, at der nu er åbenlyse tegn på, at mange polakker har fået øjnene op for, hvad de mistede, da den jødiske kultur forsvandt, og at der er taget flere vigtige skridt til at råde bod på nogle af fortidens synder. Holdningsændringen har i mange tilfælde fundet sted på et personligt plan hos vidt forskellige mennesker, men også fra officiel side er man kommet med nogle markante manifestationer. Emnet er endnu meget ømtåleligt. Også i Danmark møder man jøder, som helhjertet støtter fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne, men som bliver helt afvisende, når talen kommer på en forsoning med polakkerne. Den holdningsændring, som i mine øjne er ved at ske, bliver affærdiget som overfladiske tiltag alene rettet mod turister eller som udslag af kold beregning fra kirkens og de statslige myndigheders side. Hvor megen sandhed, der er i den holdning kan jeg ikke sige, men jeg kan bidrage med nogle enkelte brikker til puslespillets nye billede af jødedommens ændrede status i Polen i dag. Jeg har selv gennem de seneste små tyve år oplevet mange af ændringerne ved selvsyn. Da jeg første gang besøgte Wroclaw tilbage i 1991, så jeg de sørgelige rester af den eneste af det tidligere Breslaus synago-

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

ger, der overlevede både Krystalnattens brande og Anden Verdenskrigs ødelæggelser. Bygningen stod afspærret bag en lukket gård, nærmest som en ruin uden tag. I de 46 år, der da var gået siden krigens slutning, havde den ikke på noget tidspunkt fungeret efter hensigten, altså som synagoge. Wroclaws jøder (der jo stammede fra de tidligere polske områder i det nuværende Ukraine) havde altså ikke på noget tidspunkt i hele den kommunistiske periode haft adgang til bygningen, som nåede at blive udset til flere vidt forskellige, ikke-religiøse formål, inden den blev opgivet som en ruin. I mellemtiden var de fleste af byens jøder – ligesom de fleste jøder i det øvrige Polen – jo udvandret fra

i Danmark møder man jøder, som helhjertet støtter fredsprocessen mellem israelerne og palæstinenserne, men som bliver helt afvisende, når talen kommer på en forsoning med polakkerne." landet. Men dengang i 1991 talte man dog om at istandsætte den og tage den i brug som synagoge igen. Året efter besøgte jeg første gang Kazimierz i Krakow, og her var situationen næsten den samme, men dog ikke helt så mistrøstig. Synagogerne slap alle helskindet gennem krigen, da Krakow som bekendt blev befriet ved et russisk overraskelsesangreb. Bygningerne havde siden da fået lov at blive stående, lige så lukkede og efterhånden også ganske forfaldne, men dog intakte. Det mest opmuntrende i 1992 var nogle nye skilte, der fortalte, at nogle amerikanske, jødiske organisationer ville bekoste den forestående restaurering. Efter systemskiftet fulgte også en ny officiel holdning til det jødiske

samfund i Polen: de jødiske menigheder har fået deres tidligere ejendomme tilbage, dvs. synagoger, begravelsespladser og andre institutioner. I de efterfølgende år er synagogerne i de to byer da også kommet under den nødvendige kærlige behandling, mest effektivt i Krakow. Her er synagogerne stort set færdigrenoverede og er taget i brug igen, mens synagogen i Wroclaw har fået den mest nødvendige istandsættelse, først og fremmest nyt tag, men den mangler endnu et par års restaurering. Den har dog allerede været benyttet flere gange ved højtiderne og til mange klezmerkoncerter. I den offentlige bevidsthed er det især Krakow, der symboliserer den fornyede opmærksomhed og langsomme genopblomstring. Det hænger i høj grad sammen med de fysiske rammer – den gamle jødiske bydel Kazimierz er jo bevaret, modsat Warszawas jødiske kvarterer, hvor der ikke er sten tilbage. Der er altså et konkret autentisk miljø, som de eksilerede polske jøder og deres efterkommere kan knytte deres rødder til. Dette ses uden tvivl afspejlet i de senere års genindvandring af jøder i Polen. Den jødiske menighed i Krakow angiver selv medlemstallet til omkring 300. Hertil kommer et vist ukendt antal uorganiserede jøder, der ikke er formelt tilknyttet menigheden, men betragter sig som jøder. Den nyeste udgave af Eyewitness Guide til Krakow taler om hele 5.000 jøder i byen i dag (altså det samme antal som før udvandringen omkring 1970). Selv om dette tal formodentlig er for højt sat, så giver det alligevel et fingerpeg om en tendens. Den årlige jødiske festival i Krakow er et godt symptom på, hvad der er sket. Den startede for 19 år siden i en privat lejlighed med ganske få arrangementer, og nu varer den en uge og omfatter bl.a. en afsluttende friluftskoncert, hvor der gerne er 30.000 tilhørere. Der er sikkert mange ikkejøder blandt tilhørerne (flertallet?), og begejstringen er lige stor blandt alle tilstedeværende. Dette havde været utænkeligt for 40 år siden. Protektor for festivalen er sågar Polens præsident, Lech Kaczynski. Denne gestus havde også været utænkeligt for 40 år siden. Man kan fundere over, hvad hans personlige GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

bevæggrund er, men man kan ikke betvivle den officielle signalværdi af dette protektorat. På min families sommerrejse til Polen sidste år oplevede vi på flere fronter de nye vinde, der blæser. Min kone Elzbieta deltog bl.a. i et kursus i jødisk kultur og sprog, der blev afholdt i en mindre by nær Warszawa. Af ca. 50 deltagere havde kun 5-8 en jødisk baggrund, resten var katolikker. Blandt deltagerne var Joanna på 23 år, som var godt i gang med at uddanne sig til gymnasielærer. Hun havde allerede taget hovedfag i polsk litteratur og ville tage bifag i jødisk kultur. På grund af boligmangelen og -priserne var hun nødt til at bo hjemme hos sine forældre, og det havde krævet et helt års overtalelse, før de katolske forældre accepterede valget af bifag. Men Joanna var stædig og holdt fast, og om et års tid er hun klar til at formidle jødisk kultur til den polske gymnasieungdom. En anden deltager var Agata, der heller ikke har jødiske rødder. Hun havde lige bestået sin embedseksamen og ville nu til at skrive ph.d.afhandling om jødisk litteratur. Hun sidder netop i disse måneder i BeerSheva i Israel og arbejder på sin afhandling. På kurset blev deltagerne også bekendt med tidsskriftet ”Jødisk stemme”, der er understøttet af det polske indenrigsministerium og udkommer hver 14. dag. Den ene halvdel er på polsk og den anden på jiddish, så uanset hvordan man vender bladet, starter man forfra. Begge sprog er utilgængelige for mig, men publikationen ligner et søstermagasin til Goldberg, dog med mere fokus på nyhedsorientering. I Warszawa blev vi uventet sat på sporet af byens forsvundne jødiske

GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU

bygninger og kvarterer fra officiel side, da vi på turistkontoret fandt en guide til ”Det jødiske Warszawa”. Guiden appellerer i sagens natur meget til ens evne til at forestille sig alt det, der var engang, men den førte fysisk bl.a. til området, hvor den jødiske ghetto lå under krigen. Her er i dag et af byens få grønne åndehuller, og lige netop her bliver det nye nationale jødiske museum opført. Man må endnu nøjes med en plancheudstilling om det kommende museum, men grundstenene er lagt, og museet forventes åbnet i 2011. Nabo til bygningen bliver ganske passende monumentet for Holocausts ofre, som blev verdenskendt, da Willy Brandt i sin tid som tysk kansler knælede på trappetrinnene for at sone nazismens forbrydelser mod polakkerne og ikke mindst jøderne. En mere central placering kan det nye museum ikke få. Fra Warszawa tog vi til Lodz, hvor vi blev indlogeret i den genåbnede jødiske gæstebolig. Det er en af de

Her ligger der uden tvivl en kim til jødedommens overlevelse i Polen, blandt de unge, der ikke er forudindtagede eller tyngede af fortiden."

institutioner, som takket være den ændrede holdning til de polske jøder atter er kommet i jødisk besiddelse – og siden er blevet meget nænsomt og smukt restaureret. Til gengæld er nabobygningen, den tidligere jødiske skole, ikke blevet givet tilbage til det jødiske samfund. Der er simpelt hen for lille et kundegrundlag. I tilknytning til gæsteboligen ligger byens eneste kosherrestaurant, men den får konkurrence fra en anden restaurant, der ganske vist

ikke serverer koshermad, men som via spisekortets retter og den fysiske indretning søger at skabe en stærk jødisk stemning. Også i Lodz blev vi takket være en trykt guide ført til de bevarede jødiske monumenter. Dem er der heldigvis flere af her end i hovedstaden, da byen klarede frisag under krigen, og gadebilledet er stadig præget af de prangende palæer, som 1800-tallets jødiske magnater inden for klæde industrien lod opføre, om end de generelt er nedslidte og trænger til mange kærlige hænder. Den jødiske odyssé sluttede ved synagogen i Wroclaw. I forhuset er der oprettet et informationskontor, hvor en ung, kvindelig medarbejder – en tidligere katolik, der er konverteret til jødedommen – fortæller om menigheden og dens initiativer. Hun kan også fortælle, at judaica er blevet et meget eftertragtet studium ved universitetet i Wroclaw. Vi fik en omvisning i den ellers lukkede synagoge, og min polske svoger gik med. Modsat sin lillesøster tog han som barn og ung ikke bestik af sin fars jødiske baggrund, men kun af sin mors katolicisme. Det var først, da han nærmede sig de tres år, at han mærkede et savn, og nu er han en flittig gæst til koncerterne i synagogen. Hans voksne datter var med på rundvisningen, og hun havde i sagens natur heller ikke nogen tilknytning til det jødiske miljø. Ved besøgets slutning faldt hun i snak med den jævnaldrende informationsmedarbejder, og det endte med, at de to unge kvinder udvekslede mobilnumre. Her ligger der uden tvivl en kim til jødedommens overlevelse i Polen, blandt de unge, der ikke er forudindtagede eller tyngede af fortiden: En åbenhed, der også kan komme til udtryk på ganske overraskende måder, fx er unge polske kvinder begyndt at gå med Davidstjerne, også når de går i kirke. I en frisørsalon blev vi betjent af en ung lyshåret, blåøjet kvinde, der tilsyneladende ingen direkte forbindelse havde til jødedommen, men alligevel havde en Davidsstjerne om halsen. På spørgsmålet om hvorfor lød svaret: ”Af kærlighed til historien!”

Thomas Brinkbæk, Olympiade

Modtager af Ernst Goldschmidts legat 2009

thomasbrinkbaek@hotmail.com

Det døde hav Udstilling af den israelske fotograf Duby Tal på Hovedbiblioteket, København

27. november – 30.december 2009

Kun en time fra metropolen Tel-Aviv udfolder Det Døde Hav sin enestående natur – ørkenlandskaberne mødes med det mineralrige vands koboltblå og smaragdgrønne farve, altsammen udsmykket af hvide naturlige saltskulpturer.

Af og til virker Det Døde Hav som en stor sandkasse, som jeg graver i og leder efter skatte og finder gemte perler. Det er de perler jeg lægger foran dig – og inviterer dig til at lave din egen perlekæde af."