Goldberg #16 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 16 · November 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

shakespeares jødiske penge udlåner i venedig – nu sympatisk

Thomas Levin:

to skabelsesberetninger – hvorfor det?

i sikkerhed PÅ nørrebrogade Pris kr. 49,50

Læs også: Organsalg – er det uetisk at give penge for en nyre? Mens vi venter på beviserne – avisartikel om organtyveri har skabt diplomatisk krise GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU Daniel B – en ny dansk-jødisk detektiv er skabt, mød ham for første gang her i bladet

Goldberg’s Igen i år åbner Goldbergs Deli på BogForum. Besøg os på Stand 422 i dagene fredag den 13., lørdag den 14. og søndag den 15. november i Forum Copenhagen.

Få en smagsprøve på delikatesserne. Både dem, der kan ses, høres, læses – og dem, der kan spises.

2009 Vi står parat ved køledisken til at servere og snakke om både forlaget Goldberg & Mor og Magasinet Goldberg.

Menukort Pia Allerslev

FREDAG

15.00 Udgivelse af bogen Jødeaktionen oktober-43. Kulturborgmester Pia Allerslev interviewes af journalist ved Kristeligt Dagblad, Bente Clausen. En række vidner fra flugten til Sverige eller deportation til Theresienstadt vil være at træffe. 16.00 Bombeterror i København Historiker og journalist Bent Blüdnikow interviewes af kulturredaktør Jakob Levinsen om sin nye bog.

LØRDAG 13.45 Mazel-duoen Anna Gwozdz og Michael Møller spiller klezmer på ”Deli-Scenen” 14.00 Sygeplejerske i Det Tredje Rige Filosoffen Peter Tudvads interviewes af forfatteren Dan H. Andersen om sin bog.

Foto: Bjarne Stæhr

Bent Melchior

14.45 Mazel-duoen Anna Gwozdz og Michael Møller spiller klezmer på ”Deli-Scenen” 15.00 ”Kunsten at være jøde og jøder i kunsten” Kasper Monrad, overinspektør ved Statens Museum for Kunst, fortæller og viser billeder.

SønDAG 13.00 ASYL Bent Melchior med gæster diskuterer begrebet ”Asyl”. Blandt gæsterne er tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke, Knud Vilby, MF Naser Khader og præst Johs. H. Christensen. Ordstyrer er Susanne Bernth. 14.00 Det gamle Testamente myldrer med mænd! Sognepræst Peter Nejsum interviewes af forfatter Lene Andersen om Biblens stærke, selvstændige, fremmede og frække kvinder.

Naser Khader

Konrad Joe Frank malet af Jeanne G Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

15.00 Den iranske atomtrussel I Journalist og forfatter Frank Esmann taler med iraneksperterne Janne Bjerre Christensen og Rasmus Elling om Irans politiske og kulturelle situation i dag. 15.30 Den iranske atomtrussel II Frank Esmann interviewer Israels ambassadør i Danmark, Arthur Avnon, om Israels syn på atomtruslen fra Iran. 17.00 Ronny Someck Den irakiskfødte israelske digter Ronny Someck interviewes af journalist Klaus Wivel taler med Ronny Someck (på engelsk). Skuespiller Maria Stenz læser en række af Somecks digte op (på dansk).

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg

thomas levin:

læs også: organsalg mens vi venter på beviserne daniel b

I de sidste to år har Thomas Levin været med i ledelsen af Teater Grob, der med den seneste fordeling af offentlige teatermidler har fået status som Lille Storbyteater.

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Gongong Layout og grafik: Gongong ApS | www.gongong.dk Tryk: Grafikom A/S Webmaster: Anna Hartkopp Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Bjørn Bråten, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles;

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Leder

seks af dette nummers bidragydere

Fantasyforfatteren Josefine Ottesen

Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto.

Den stammende drengs hævn – og andre digte af den irakisk-israelske poet Ronny Someck

Inglorious Basterds (II) Quentin Tarantinos film set med tyske øjne.

"Evnen til at formidle vores egen historie så den giver mening er afgørende i vores møde med andre."

Af Moritz Schramm

Bobler Novelle af den israelske forfatter Etgar Keret

Tyskernes jødiske litteraturpave og hans transportable fædreland Om den tyske forfatter Marcel Reich-Racnicki Af Peter Tudvad

Texas på Nørrebrogade ”Det handler ikke om at have svarene, men om at finde ud af hvor skoen trykker”, siger skuespiller og teaterleder Thomas Levin om sit arbejde.

ISSN: 1902-4487

I begyndelse var … Bibelske Tidende

Af Susanne Bernth

GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto. For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450

Af Peter Nejsum

Det er PAYBACK tid Forfatteren Margaret Atwood fremhæver hævn, skyld og gæld som vigtige litterære elementer. Og dermed kan selv Shakespeares Shylock-figur blive helt sympatisk.

Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark. Ernst Goldschmidts Legat. Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. Tiger.

Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu

Af Hans Henrik Fafner

Politisk analyse. Af Knud Vilby

Mens vi venter på beviserne En svensk avisartikel om organtyveri skabte hurtigt diplomatisk krise. Hvad var der i historien?

Kriminovelle af Ib Lucas

Af Hanne Trautner-Kromann

Berlin Berlin Omtale af ny bog om denne helt specielle by. Af Tobias Koch

En bulgarsk historie De bulgarske jøder har i generationer levet en omtumlet tilværelse.

Af Rebecca Blum og Ragnhild Liljeros

Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

Daniel B En ny dansk-jødisk detektiv er skabt. Læs med fra det første møde med ”Daniel B – coaching og selvudvikling”.

Når statsmagten tramper

CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

Navnet er Allon, Gabriel Allon Krimiforfatteren Daniel Silvas hovedperson, den stille malerikonservator og Mossad-agent, rammer imponerende tæt på virkeligheden.

Af Fran Hopenwasser

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. januar 2010.

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Af Jacques Blum og Eva Bøggild

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Foto: Marc Seliger

i sikkerhed på nørrebrogade

Indhold november 2009

Goldberg

Nr. 16 · November 2009 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Da Eva Hesse sprængte skulpturens rammer

Er det uetisk at give penge for en nyre?

Hun var den eneste kvinde, der gjorde sig gældende blandt modernismens amerikanske tresser- kunstnere.

Af Robby Berman

Af Kasper Monrad

Til forsvar for organsalg

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

leder

Bøger, Bøger, Bøger,

"Jeg kan huske, at det skete, men ikke hvor jeg var. Selvfølgelig er betydningen af Berlinmurens fald siden gået op for mig." (Thomas Levin, 31 år)

(november, november, november …) Novemberudgaven af magasinet GOLDBERG er proppet med omtale af forskelligartet litteratur. Det er der flere gode grunde til. Den vigtigste er, at GOLDBERG i al almindelighed lægger vægt på at orientere om forskelligartet litteratur og helst på en utraditionel måde. Men herudover er november også den måned, hvor BogForum i weekenden den 13.-15. åbner dørene for ca. 25.000 mennesker og deres interesse for det trykte ord. En del af de besøgende stopper op ved GOLDBERG’S Deli, stand 422, for at ”smage” på varerne.

Den 9. november er det årsdagen for Krystalnatten 1938. Natten, hvor nazisterne gav en smagsprøve på deres uomtvistelige grusomme hensigter. Der blev myrdet ca. 100 mennesker, smadret og nedbrændt flere hundrede synagoger i både Tyskland og Østrig og øvet hærværk mod jødisk ejede forretninger og privatboliger. Mængderne af knust glas har givet inspiration til dagens navn. Der blev dog ikke officielt brændt jødiske og andres ”degenererede” bøger denne nat. Det var allerede klaret i Berlin den 10. maj 1933. Den 9. november i år fortæller overrabbiner Bent Lexner fra prædi-

kestolen i Synagogen i Krystalgade i København om Bogens Folk og bogbrænding. Det sker i forbindelse med kommunens afholdelse af arrangementet København læser. Endelig har GOLDBERG på side 7 sin egen næsten ordløse kommentar til 20-året for Murens Fald den 9. november. Og senere i bladet kan man læse omtalen af en ny bog med titlen Berlin, Berlin, Berlin … Fornøjelig læsning.

Jacques Blum, redaktør

Seks af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Robert Berman MPA fra Harvard University, MBA fra Zicklin School of Business og BA fra Yeshiva University. Grundlægger af og direktør for The Halachic Organ Donor Society. Tidligere freelancejournalist for bl.a. New York Magazine, the Jerusalem Post, Jewish Week, Moment Magazine og Jerusalem Report.

Knud Vilby Forfatter, journalist, foredragsholder og konsulent på medie, miljø- og udviklingsområdet. Formand for Socialpolitisk Forening. Tidl. formand for Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening. Medlem af Folkekirkens Nødhjælps styrelse, samt bestyrelserne for Det Økologiske Råd og Center for Bioetik og Risikovurdering.

Moritz Schramm Født og opvokset i Berlin, studier i tysk og statskundskab. Siden 1998 permanent bosat i Danmark. Ph.d. fra Københavns Universitet med en afhandling om Franz Kafka. Adjunkt ved Syddansk Universitet, Center for Tyske Studier. Litterær og videnskabelig oversætter, samt anmelder ved Kristeligt Dagblad.

Ronny Someck er en af Israels førende digtere. Han er født i Bagdad i 1951 og ankom til Israel som barn. Har studeret hebraisk litteratur og filosofi ved Tel Avivs Universitet og tegning ved Avni Academy of Art. Han har udgivet ti digtsamlinger, er blevet oversat til 39 sprog og har modtaget flere priser for sine værker.

Rebecca Blum og Ragnhild Liljeros Antropologer. Blum tillige uddannet i freds- og konfliktstudier. Driver konsulentfirmaet "R&R Consulting" der arbejder med kulturel omverdensanalyse. Bor i Stockholm, men har boet og arbejdet i bl.a. Bruxelles, Haag, København, Sydafrika, CongoKinshasa, Hviderusland og Polen.

Fra udstillingen ”Glances in Between east and west” af fotografen Ann-Christine Jansson i anledning af 20-året for Berlinmurens fald. Robert Berman

Knud Vilby

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Moritz Schramm

Ronny Someck

Rebecca Bluum

Ragnhild Liljeros

Resten kan ses på Det Kgl. Bibliotek i København frem til den 28. november.

Quizresultat:

1x 2

barnet på randen af voksenlivet – og på randen af kaos

Blandt de mange rigtige besvarelser Magasinet Goldberg modtog på den store quiz i septemberudgaven fik vi kyndig assistance fra højesteretsdommer Per Walsøe, som foretog lodtrækningen. Vinderen af 1. præmien er:

De 3 trøstpræmier går til:

Anne Graarup Høegh-Guldbergs Gade 33, 2. tv 8000 Århus C

Morten Margolinsky Vadgårdsvej 22A 2860 Søborg

som vinder:

Eva Znaty Grønnevej 259, 3 2830 Virum

* 2 x overnatninger for 2 personer på Hotel 27 * morgenmadsbuffet * 4 x Cocktail i Honey Ryder Cocktail Lounge * gratis kaffe/te og frisk frugt samt vores Global Teasers Aftenbuffet * 2 x entre inkl. 1. drink i ICEBAR COPENHAGEN

Værdi:

6.000,-

Hotel 27

Kenneth Edwin Vogstad Fasanhaven 61, 1. mf 4220 Korsør som vælger mellem et års abonnement på Goldberg – eller 1 salami med hvidløg + 1 hel kylling fra kosher slagteren i København.

… og de rigtige svar er:

”Den store historie” Det kunne lyde som begyndelse på en af hendes børne- og ungdomsbøger:

x 1 2 2 1

Den otteårige pige ligger på gulvet og leger med sine bondegårdsdyr, lige dér hvor januarsolen sender en stråle ind i stuen gennem havedøren. Hun virker helt opslugt af sin leg, men hendes ører har

fanget nogle løsrevne ord fra de to kvinder, der sid-

der ved spisebordet lidt derfra. Målbevidst bevæger

køer, heste og grise sig hen over gulvet og trækker

hende med sig, helt ind under bordet, hvor hun ubemærket kan lytte, medens den ene af kvinderne, hendes mor, udtaler fremmede, skræmmende ord: Budapest, jøder, flugt, koncentrationslejre … Men det er ikke begyndelsen på en ny bog om Mira, Ea, Pil eller en af de andre pigeskikkelser, der optræder i Josefine Ottesens bøger. Det er hendes egen historie, som hun fortæller til Goldberg.

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder. Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære. Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Af Jacques Blum og Eva Bøggild 53-årige Josefine Ottesen bor på Fyn, hun er mor til to børn i slutpuberteten og forfatter til over 80 børne- og ungdomsbøger. Hun har modtaget adskillige priser for sine bøger, er nomineret til verdens fineste børnebogspris ”Astrid Lindgren Memorial Award” i 2010 og medens denne artikel skrives, er hun på vej til en måneds ophold i Rom, hvor hendes næste bog i serien om drengen Golak, skal foregå. Katakomber er de helt rigtige omgivelser for hendes drengehelt. Det er ”den store historie” og ”den fantastiske fortælling”, der optager hende. Også selv om hun er hurtig

til at gøre det hele meget jordnært og næsten forståeligt for dem, der aldrig har fanget det spændende ved fantasy-genren. - I mine bøger er jeg optaget af det, jeg kalder ”det indre landskabs realisme”. Jeg er opdagelsesrejsende i sindets mørke kontinenter, hvor jeg prøver at finde nye veje og sætte vejskilte op, men i virkeligheden er der jo kun nogle få grundhistorier, som alle historier er bygget op om. Det er så at sige den samme historie og de samme temaer, der går igen, uanset om det er fantasybøger eller historiske ungdomsromaner, jeg skriver. Det er bare indpakningen, der varierer. Centralt i Josefine Ottesens bøger er ofte barnet, der står på randen af voksenlivet og på randen af kaos.

Det er ofte alene, anderledes, måske endda udstødt af flokken, men viser sig at besidde de kræfter til overlevelse, der kræves. Ofte kommer der hjælp fra en uventet kant, og der dukker nye overraskende venner op. Sammen overvinder de både farer og frygt og redder ikke blot sig selv, men også det samfund, der har stemplet dem som uduelige. - Tiden mellem barn og voksen optager mig. Når man slipper barndommen, så slipper man noget kendt. Selv om man har haft en forfærdelig barndom, så har man kendt reglerne. Nu står man på tærsklen og skal være voksen – og man aner ikke, hvad man skal. - Det er vores fantasi og navnlig vores frygt, der skaber billederne. GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Men dybest set er det hele en arketypisk historie, der handler om kaos og kosmos. Jo længere vi er fra kanten af kaos, jo mindre konkret er vores billeder af frygten. I vores del af verden, hvor alt er ordnet og på plads, og hvor der hverken er tsunamier, vulkanudbrud eller militsiaer, er det den irrationelle angst, der er størst. Fordi vi som mennesker er skabt til at leve i et eller andet sted mellem kaos og kosmos. - Alle har nok på et eller andet tidspunkt i deres liv haft den følelse, som personerne i mine bøger, at man ikke har anet, hvad der var op og ned. Men så er det, at man går ud og begynder at skabe sin egen historie. Berlin-København Josefine Ottesen er en spændende, morsom og engageret forfatter og fortæller. Men denne eftermiddag i det indre København er det ikke hendes forfatterskab, men hende selv det handler om. Og om hendes jødiske mor og hendes historie, og om hvad man bærer med sig i livet, og hvad man giver videre. Og ikke mindst, hvilken version af sin historie, man vælger at formidle. Josefine Ottesens mor, forfatteren Thea Bank Jensen, der døde i 1991, kom til verden i 1913 i Budapest. - Min mors forældre boede midt i Budapest. Min morfar var ingeniør – en af de første fra

Technische Schule i Zürich – og ejer af et teglværk. Efter 1. Verdenskrig gik han fallit og de måtte flytte ind hos min mormors familie i Berlin, hvor de levede af nådsensbrød, og hvor min mor til stor fortrydelse måtte forlade skolen og ekspedere i en papirhandel. Det er her i Berlin, at Thea møder Misha, en ung russisk-jødisk journalist. Han er ni år ældre og filmanmelder på avisen Welt am Abend, og han imponerer den unge pige ved at tage hende med til filmpremierer. Da nazisterne kommer til magten i 1943, flygter han til Danmark, for han er født i København – under forældrenes flugt fra Skt. Petersborg til Berlin – og derfor dansk statsborger. Lidt senere følger Thea efter. Hun er 19 år gammel, da de bliver gift og får et barn. I 1938 besøger Theas forældre København. Europa er på randen af krig, og de har penge med, så de kan købe et lille hus på Fyn. Men Misha modsætter sig det – han bryder sig ikke om sine svigerforældre – og de vender tilbage til Berlin. Kort efter bliver de deporteret til Ungarn. I Budapest bliver jøderne ikke spærret inde i ghettoer, men i bestemte gader og opgange, og her overlever de krigen igennem. - Min mor har kontakt med dem helt frem til februar 1945, hvor de allierede bomber byen hver dag tre måneder i træk. Og der dør de så. Den tyske del af familien bliver deporteret og omkommer i forskellige lejre. Iscenesat liv I 1942 er Thea blevet skilt fra Misha, og har giftet sig med en ikke-jødisk mand, som hun har fået et barn med. Da jødeaktionen sætter ind i Danmark i oktober 1943, og jøderne må flygte til Sverige, har hun sine to børn med sig, men ikke manden, der vælger at blive i København. Da De Hvide Busser nogle år senere ankommer til Sverige med overlevende fra Theresienstadt, sender Thea sine børn med en ung pige til Norge og rejser selv ned til Epidemihospitalet og arbejder dér. - Jeg tror, hun leder efter nogen, der kan fortælle hende, hvad der er sket dem. Men hun får ikke svar på det tidspunkt. Og så går der mange år. Hun vender

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

først tilbage til Budapest i 1984 sammen med mig. På det tidspunkt er hun allerede syg. Vi henvender os på synagogekontoret, fordi hun har en eller anden forestilling om, at hun kan finde nogen, der kan fortælle om hendes forældre. Eller hjælpe med at finde deres grave. - På kontoret er der en meget kompetent kvinde, som på tysk fortæller os, hvad der skete. Hun var 12 år dengang, og hun beskriver, hvordan de hver morgen gik ud og samlede de døde op i gaderne og begravede dem. Hvis der ikke var en seddel på dem med deres navn, så blev der ikke gjort mere ved det. - Jeg kan godt forstå, at for min mor måtte sorg nødvendigvis være en lukket dør. Jeg har regnet ud, at hun startede forfra ni gange, og hver gang knoklede hun for at iscenesætte ”det gode liv” for os, hun havde omkring sig. Det er klart, når man har fornemmelsen af at stå lige på kanten af kaos, så forsøger man at få kontrol over alt det, man kan få kontrol over. Og så bliver livet selvfølgelig meget kontrollerende og meget iscenesat. Det var også meget venligt og kærligt, men ikke desto mindre iscenesat. Når man er barn i det, så er man usynlig, hvis man ikke passer ind det iscenesatte. Der står valget. Èn af dem Men alt det vidste Josefine Ottesen intet om før den dag, hvor hun smuglyttede under et spisebord i Smørumnedre. - Det var et kardinaløjeblik i mit liv, der nede under bordet, da det gik op for mig, at jeg var en af ”dem”. Sådan én, der når som helst kunne blive forfulgt. Blive slået ihjel. Uden at have gjort andet, end at være blevet født. - Min mor begyndte at græde, hvilket også var meget voldsomt for mig. Og jeg anede hverken noget om jøder eller forfølgelser. Jeg var bare et barn, der indtil mine forældres skilsmisse kort inden, var vokset op i en stor sammenbragt familie med en far, der var dansker og cand.theol. Som 8-årig nybagt skilsmissebarn havde Josefine Ottesen andet at tænke på end jødeforfølgelser, og det er først, da hun som 15-årig i skolen ser Alain Resnais’ Auschwitz-film Nat og Tåge at det vender tilbage.

- Jeg var helt uforberedt, og min lærer havde ingen anelse om, at nogen på sogneskolen i Jægerspris havde relationer til Auschwitz. Men dér går det op for mig, at det med at være jøde ikke bare kan lægges væk. Og selv om man ikke har noget forhold til jødisk kultur eller religion, så er det at være jøde ikke noget, man bestemmer selv. Det er noget, som andre har bestemt. De store spørgsmål Der går igen nogle år, og først da Josefine Ottesens børn er 10-12 år gamle, går det op for hende, hvor meget morens historie fylder i hendes underbevidsthed. - Jeg skulle altid checkke rulle teksterne for jødiske navne, og jeg har også altid været god til at hamstre – der skulle lige være lidt ekstra ris og bønner, og alle skulle have gummistøvler. Ting, som intet har at gøre med den virkelighed, jeg lever i, men som udelukkende er styret af en historie. - Jeg forstod, at jeg var nødt til at finde ud af mere, for jeg ville ikke ureflekteret give den historie videre til mine børn. Og så begyndte jeg at læse alle de bøger om Holocaust, som jeg ellers havde holdt mig fra. - Medens jeg læste, gik det først op for mig, at her var der noget, som jeg ikke kunne skrive om. Nazismen og jødeudryddelsen er en helt specifik historie. Det er noget, som nogle mennesker har oplevet og siden skrevet om. Det gav ingen mening at skrive fiktion om det. - Dernæst var der to store spørgsmål, der stod tilbage. Det ene var, hvordan det kan være, at nogle mennesker kan opleve alt det der forfærdelige og bagefter være blevet stærkere, mens andre går fuldstændig i stykker. Det andet var, hvordan det kan lade sig gøre, at folk, der har boet ved siden af hinanden i århundreder og stort set respekteret hinanden, pludselig kan opfatte de andre som skadedyr, som man gør verden en tjeneste ved at udrydde. Vores egen historie Til besvarelsen af de store spørgsmål fandt Josefine Ottesen den franske psykiater Boris Cyrulnik. - Han fortæller meget om evnen til at ”gendanne sig selv”. En af hans

pointer er, at chancen for at kunne komme sig over stærkt traumatiserende oplevelser, hænger sammen med evnen til at kunne fortælle sin historie på en måde, så den giver mening. Det er helt centralt i forhold til at kunne skabe et – måske ikke sundt liv – men et fungerende liv. - Det stod meget klart for mig, at den historie, vi fortæller om os selv, skal give mening. Vi kommer alle sammen med en historie. Vi hører vores forældres historie. Og måske vores bedsteforældres, hvis vi har nogen. Det er den platform, vi fortæller vores egen historie ud fra. Når man så bliver voksen, er det vigtigt, at man kan skelne mellem den del af sin historie, man kan forbinde sig med, og hvilken man ikke kan. Og den del, som jeg ikke kan forbinde mig med, skal jeg fortælle den videre? - Jeg tror ikke, at jeg havde fået noget at vide om min mors historie, hvis ikke jeg ved et uheld havde hørt hende fortælle den. Hun ville nok ikke have holdt den hemmelig, men hvis jeg ikke havde spurgt, så havde hun ikke sagt noget. Det var så smerteligt for hende, og hun havde absolut ikke noget ønske om at give den videre. Hun ville helst bare lægge den bag sig og sige, at det var forfærdeligt, og det var noget, som hun ikke ville ønske skulle ske for nogen og slet ikke for mig. Josefine Ottesen er ikke i tvivl om, at hun bærer en del af sin mors

historie videre. Hun ved, at hun kan beskrives som 2. generations Holocaust-overlevende, og at det hænger sammen med genkendelsen af skyld. - Jeg opfatter mig selv sådan, fordi jeg genkender den form for skyld, som jeg er sikker på var meget stærk hos min mor, og som jeg godt kan forstå, man har, når man selv har overlevet, og alle de andre er døde. Så må man tænke: ”Hvorfor mig? Havde det ikke været mere rimeligt, at det var en af de andre, der overlevede?” Den overleverede historie om skyld har helt klart præget mig. Og jeg skal arbejde meget med ikke at påtage mig skylden for alt muligt. Min mor strammede så skruen lidt ved hele tiden at gøre mig opmærksom på, jeg i forhold til alle andre, var meget privilegeret. Det passede jo også set fra hendes synsvinkel og hendes livshistorie, for den kan man jo ikke konkurrere med.

Navnlig i arbejdet med bøgerne om Mira er Josefine Ottesen kommet nærmere en afkla ring af sin egen opvækst i skyggen af sin mors Holo caust-historie. GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

goldbergs mor vil gerne vide

Texas på Nørrebrogade Historien om en skuespiller og hans teater, om hullet mellem ordene og virkeligheden – og om at lidt er bedst, når virkeligheden bliver for overvældende. ”Det handler ikke om at have svarene, men at finde ud af, hvor skoen trykker. Ellers bliver det ufarligt,” siger Thomas Levin, der åbnede sæsonen på Teater Grob med en

Thomas Levin om Sarah Boberg

forestilling om finanskrisen.

Af Susanne Bernth På Nørrebrogade i København går et teaterstykke. Det hedder Texas og handler om Kenneth Madsen fra Tingbjerg og hans tid – vores tid. Thomas Levin spiller Kenneth og understreger, at karakteren er sammenstykket af flere. ”Det er Stein Bagger-typerne, der er forbilledet. Men det er ikke ham.” Men hvem er de så – typerne i deres jakkesæt af bedste kvalitet? ”Det er dem, der har brudt et socialt mønster og har læst Coveys Syv gode vaner og andre management-

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

bøger. De kan alle ordene, uden at de nødvendigvis har bundfældet sig, men de ved, hvilken magt de giver.” I jargonen går disse bøger under kategorien: høj ”bullshit faktor” og har været særlig i vælten i de år, hvor økonomien hele tiden fik nye navne – fra dot.com til ny til grøn, og hvor den menneskelige fatteevne kun havde valget mellem at springe på eller blive ladt tilbage. Viktoriagade Texas havde premiere på Thomas Levins 31-års fødselsdag. I de sidste to år har han været med i ledelsen af Teater Grob, og ved sæsonens start

”Det var som en åbenbaring, da jeg løb ind i skuespil leren Sarah Boberg første gang. Pludse lig gav alting mening og blev konkret. Hun var uddannet i New York og anbefa lede mig at gøre det samme. Selv om jeg kun sammenlagt har haft otte måneders samlet undervisning, var den method acting jeg lærte dér, så koncentreret og gav mig min bal last som skuespiller i håndværksmæssig forstand."

overtog de det tidligere Kalejdoskopteater under uret på Nørrebrogade 37, med Maja Ries og Per ScheelKrüger som daglige ledere og Levin som kunstnerisk leder. Teater Grob har spillet dér mange gange, men med den nye fordeling af offentlige teatermidler er det blevet landfast og har i samme bevægelse fået status som Lille Storbyteater med alt, hvad dertil hører af personaleudgifter, husleje og elregninger. Det at være kommet til voksenbordet er noget af et skift for Teater Grob. Der har 15 år på bagen, men dog mindre for Thomas Levon, der

ved siden af har bevaret sin status som freelanceskuespiller. Da Thomas Levin opsøgte truppen første gang, holdt den til i Viktoriagade på Vesterbro og var med Levins ord ”et temmelig flippet sted.” ”Det var lidt hippieagtigt med stearinlys, hvor Mia Lyhne og andre holdt til. Men jeg kom til prøve, blev optaget – mere eller mindre på mit glatte ansigt.” Henning Sprogøe sagde ja Ingen så det komme, knapt nok ham selv, at han skulle gå skuespillervejen. ”I gymnasiet var jeg meget ambitiøs og spillede basketball på eliteni-

veau, men bortset fra det var det ikke noget, hverken jeg selv eller andre havde regnet med.” Filmen Looking for Richard med Al Pacino satte noget i gang, men det umiddelbare valg efter gymnasiet var at læse retorik på Københavns Universitet. Det varede dog kun én dag. På cyklen hjem fra Amager traf han nærmest ud af det blå beslutningen: Skuespiller, det var, hvad han ville være. ”Jeg begyndte at ringe rundt til skuespillere, som jeg beundrede for at spørge, om de ville læse med mig. Nogle blev sure, andre gad ikke, men Henning Sprogøe ville gerne, og det

var mit held. Han var en fremragende lærer.” Han smiler lettere underfundigt til spørgsmålet om, hvordan man kan få den idé på sin cykel uden tidligere at have været i kontakt med miljøet, endsige have kontakter indenfor det. ”Det er da rigtigt, at det dengang var et meget lukket miljø, men jeg var heldig, og da jeg først havde foden indenfor, fik jeg meget hurtigt noget at lave.” Ingen af landets tre teaterskoler ville have ham, da han søgte optagelse første gang. Men igen: han søgte sine egne veje, og på skuespilleren Sarah Bobergs anbefaling tog han GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Han er fantastisk. Vi spillede sammen i Jakob Weis’ Cruise, hvor Kim var min far og Sarah hans kæreste. Det var et hårdt forløb, sindssygt på mange måder, men han er den bedste skuespiller, jeg kender. Ingen kan som han stille sig til rådighed for en rolle. Vi er ven ner i dag og han fungerer som min mentor." Thomas Levin om Kim Bodnia

til New York og læste dér hos David Gideon professionelle skuespilklasse på The William Esper Studio og gik til moderne ballet på The Martha Graham School. Pengene til opholdet havde han tjent ved sin medvirken i Dagur Karis afgangsfilm fra Filmskolen ”Lost weekend”, der senere blev prisbelønnet, og i Under overfalden med Lars Mikkelsen i 1999. ”Det var en rigtigt dårlig film, men efter den gjorde, at flere blev opmærksomme på at jeg eksisterede og det åbnede nogle døre for mig. Da jeg for anden gang søgte optagelse på Statens Teaterskole, kom jeg til andenprøven, men valgte at stoppe dér. Jeg kan huske, at jeg dengang lidt desperat tænkte: Hjælp, hvis jeg nu kommer ind, kan jeg ikke komme tilbage til New York! I tilbageblik kan det også have været en maskeret angst for at blive afvist – jeg ved det ikke.” Macho og sårbar Hvis han med sin pendleruddannelse New York-København var bange for ikke at blive anerkendt af sine kolleger, fik han ridderslaget i 2003 med en særpris ved den årlige Reumert uddeling, for i lige mål at mestre ”det machoagtige og det sårbare”, som det lød i begrundelsen. Når man sidder over for Thomas Levin en torsdag eftermiddag, er det umiddelbart svært at forestille sig, at han var det oplagte valg til en karakter, man helst ikke ville møde på en mørk trappeopgang. Måske tværtimod og hellere end gerne. Men kortklippet og i fuld uniform viste han i rollen som den hjemvendte soldat fra Irakkrigen i Andreas Garfields

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Hjem, kære hjem en rå og barsk side af sit talent, som blev belønnet med en Reumert-nominering for bedste mandlige hovedrolle. Og for nu at vende tilbage til Texas på Nørrebro – som også er skrevet af Andreas Garfield – spiller han Kenneth lige præcist så kynisk, pågående og tillært empatisk, som den type skal være. De har folk til at knække knæskaller for sig, så der ikke kommer pletter på jakkesættet. Kenneth viser sig at være tidligere straffet for handel med narkotikasmugling, men har udstået sin straf, er kommet videre og har grundlagt sit eget investeringsfirma. Da en pågående journalist spørger ind til hans fortid, gør Kenneth det, som har været med til at vælte amerikanske præsidenter: Han nægter. Men han når at afværge krisen ved at indrømme, at jo det forholdt sig sådan – men er det nødvendigt at hale det frem nu? De indgår en aftale, men da journalisten får færten af, at forretningsmodellen er fuld af tomme kalorier, slår forstads-Kenneth til igen: Hvis journalisten begynder at skrive noget i den retning, vil rockertyperne komme efter ham, truer han. Meget mere på spil Kan det virkelig passe? At du kan tage Kenneth ud af Tingbjerg, men du kan ikke tage Tingbjerg ud af Kenneth? Thomas Levin indvender, at det ikke umiddelbart er tænkt på den måde, selv om han godt kan se, at det sagtens kan opfattes sådan. ”Det er nok mest et dramatisk kneb,” siger han. ”Vi har først og

fremmest villet fortælle om, at der er meget mere på spil end grådighed bag den nuværende finanskrise. Der er selvfølgelig et element af det, men frem for alt en ubændig trang til anerkendelse, koste hvad det vil. En mand som Bernard Madoff skabte trods alt teknologibørsen Nasdaq, mens mange andre er vadet direkte ind i Danske Bank og på deres glatte ansigt fået penge til at finansiere deres forretningsidé. Det var her, vi undrede os, for det er jo lykkes de typer at lave nummeret igen og igen – ved at være charmerende, fleksible og positionere sig de rigtige steder – indtil de flyver videre.” At det narcissistiske tema optager Thomas Levin, viste han i sæsonen 2005-06, da han debuterede som dramatiker med Jeg, mig og mit, der handler om fire mennesker, der flakker rundt efter en mening med tilværelsen, og som udefra set har alle betingelser for at have det. Man skal undre sig I en tid, hvor der er flere spørgsmål end svar, er mantraet på Grob, at man undrer sig – ellers er det ikke farligt. ”Da vi lavede Hjem kære hjem, ville det ikke have været nogen kunst at fortælle om, at Anders Fogh Rasmussen var dum og – ih, hvor er alle vi, der læser Politiken og Information enige med hinanden. Som afsendere på scenen bliver vi nødt til at være bevidste om, hvem der sidder i salen og hvor og hvordan vi kan rykke noget hos publikum i forhold til krigen og dens grusomhed. Der, hvor vi undrede os – og det kom stykket

til at handle om – var, at vi var i krig, men at det ikke ragede størstedelen af befolkningen en bønne – inklusive os selv. Det er først her, det bliver farligt.” Thomas Levin blev for alvor kendt i den store offentlighed for fem år siden i rollen som den homoseksuelle Bo i filmen om Gregersen-sagaen efter Christian Kampmanns succesromanføljeton fra 1970’erne. Han formidlede Bos hemmelighed og hans centrale rolle som om-drejningspunkt for en familie og en tid, der på alle andre måder var ved at gå i opløsning. Naturalisme har det været så som så med i dansk teater i de sidste 1015 år, men Thomas Levin tilhører den generation af teaterfolk, der ikke er bange for at tage ordet ”virkelighed” i sin mund. ”Men kun, hvis det er en ordentlig mundfuld. Vi interesserer os for den tid, vi lever i, stiller spørgsmål, uden at det bliver til paroler af den grund. Vi har ikke noget imod folk, der stiller sig op på en ølkasse og siger deres mening – men det er bare ikke dér Teater Grob er. Forskellen ligger vel i formen, hvor vi søger i et lettilgængeligt og filmisk sprog at fortælle om den tid, vi lever i.” Skelsættende Ligesom Kenneth – og alle os andre – kommer Thomas Levin et sted fra. Bortset fra en opvækst i Hellerup, børnehave og fire års grundskole på Carolineskolen og derefter folkeskole og gymnasium for resten, har han også følelsen af, at det er et mirakel, at han overhovedet er til. ”Mine bedsteforældre overlevede

lige akkurat 2. Verdenskrig i Theresienstadt, og det gør, at jeg måske ikke tager min eksistens som en selvfølge på samme måde som mine jævnaldrende, uden at jeg på nogen måde føler mig som del af et mindretal af den grund.” Han har i mange år haft en drøm om at spille forfatteren og kemikeren Primo Levis Hvis dette er et menneske – om opholdet i Auschwitz fra deportationen i 1944 til befrielsen i 1945. ”Ja, det var så noget af det, der smuttede,” konstaterer han og fortæller, at Det kgl. Teater netop har valgt at sætte det op. ”Jeg har haft så mange andre ting og senere måske …” På Auschwitz-dagen sidste år læste han op af Primo Levis tekster i Synagogen i Krystalgade, hvilket han selv beskriver som skelsættende. ”Det var overvældende at stå der, med den tekst og for det publikum. Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv: Husk nu at gøre så lidt som muligt. Husk, hvor du står og lad være med for meget skuespillergas. Det ville jo være forfærdeligt, hvis jeg stod der – med min baggrund og foran de mennesker og prætenderede, at jeg selv havde prøvet det. Det ville jo være absurd.” Til gengæld – eller det er måske så meget sagt, men nu vi er i det absurde: Thomas Levin skal spille på Det kgl. Teater i denne sæson – i en forestilling af den meget gakkede slags, som han udtrykker det, med 10 dages prøver og seks dages spilletid, hvor han skal spille nazist med klo og hang til dametøj. Med Texas på Nørrebrogade – så hvorfor ikke?

DIE MAUER

FILM OMKRING MUREN En Stasi-officer skifter side. En ung mand hælder agurker på gamle østtyske glas. Miss Leipzig 1989 fortæller om dengang og nu. Det er 20-året for Murens fald. Oplev en række fængslende film om Muren og livet omkring den. Flere har ikke tidligere været vist i Danmark - f.eks. ’Berlin is in Germany’, der vandt publikumsprisen ved festivalen i Berlin samt dokumentarfilmene ’In the Stasi Line of Fire’ og ’The Beauties From Leipzig’. I november og december viser Filmhuset desuden klassikere af David Lean, sanselige og usentimentale film af Claire Denis, filmhits fra året der gik og meget mere ... og så byder vi på et helt nyt tiltag, Bio 12:30 – film for dig, som har tid om eftermiddagen.

cinemateket.dk Gothersgade 55 / Tel 3374 3412 Tir-fre 9:30-22:00 / Lør-søn 12:00-22:00

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

litterære genovervejelser

Så er det

PAYBACK – tid Gæld, grådighed og hævnlyst er nøgleord i disse økonomiske krisetider. De har også været nøgleord i århundreders litteraturs beskrivelser af usympatiske figurer. Nu gør forfatteren Margaret Atwood i sin bog PAYBACK oprør mod de hidtidige tolkninger af den måske kendeste af dem alle: Shakespeares Shylock-figur, den hævntørstige jødiske pengeudlåner i Købmanden i Venedig.

Af Fran Hopenwasser “Lån ikke penge, og lån aldrig ud” – berømte ord fra Shakespeares Hamlet. Skønt det lyder som sund fornuft og en fars gode råd til sin søn, er det en fuldstændig uvirkelig idé, at man kan leve uden nogensinde at stifte gæld. Hele den vestlige verdens økonomi ville bryde sammen, hvis vi holdt op med det. I USA var sammenbruddet nær, fordi bankerne prakkede for meget gæld på kunder, som ikke kunne betale tilbage. Og nu hvor folk holder igen med at stifte ny gæld, går det trægt med økonomien. Shakespeares velmente ord passer ikke til vores samfund i dag, men Shakespeare selv var søn af en velstående mand, som lånte penge ud, og han forstod som ingen anden gældens og pengenes påvirkning på mennesker. Det ses ikke mindst i hans Shylock-figur – den hævntørstige jødiske pengeudlåner – i Købmanden i Venedig. Her er tale om et ubehageligt litterært bekendtskab, som stadig – 400 år efter – diskuteres med hver ny fortolkning på scene eller i film. Det er nemlig svært at acceptere, at den store menneskekender Shakespeare skulle have været antisemit. I en bog fra 2008 præsenteres en slags dekonstruktion, der faktisk kan få Købmanden til at ”glide ned”. Gælden som tema Fascinationen af gæld og pengegriskhed har fået den canadiske forfatter Margaret Atwood til at fundere over

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

emnet i en række foredrag/essays, som udkom i 2008 med den engelske titel PAYBACK, Debt and the Shadow Side of Wealth. Her skal man ikke forvente en praktisk guide til gældsforvaltning eller indgående kommentarer til den nutidige finanskrise, skønt tanken ledes derhen. Atwood retter sit blik i en uformel, nærmest causerende stil på idéen om gæld som centralt billede i religion, i litteratur og i samfundsmæssige mønstre. Begreber som gæld, balance, hævn

Har en jøde ikke øjne? Har en jøde ikke hænder, organer, ledemod, sanser, instinkter og liden skaber … som en kristen? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke?" og synd er dybt indlejret i vore menneskelige relationer og kommer til udtryk i de historier, vi fortæller. Idéen om at skylde nogen noget – dvs. at stifte gæld – er en dynamisk metafor, som sidder dybt i menneskets fantasiverden. Atwood kommer vidt omkring i sin undersøgelse af gældshistorier – fra keltiske sagn om synderspiseren og egyptiske og græske oldtidsmyter om

kosmisk balance til det 19. århundredes store engelske romanforfattere, der ifølge hende mere end alt andet er drevet af den unge kapitalismes nye idéer om penge – og det gælder for Atwood om at vise, at mennesker er født med en trang til at opnå en balance mellem det, de skylder og det, de får. Balance er nøgleordet, hvilket er et tema, hun på forskellig vis har beskæftiget sig med igennem hele sit lange forfatterskab. Atwood, som er mest kendt for sine romaner, bl.a. Tjenerindens fortælling og Oryx og Crake, har en uhyggelig evne til at foregribe tendenser og begivenheder i verdens udvikling. PAYBACK udkom i 2008 før den økonomiske nedsmeltning, men peger fremad mod den voksende krise. Den kunne ikke være mere tidssvarende. Historien kort fortalt Købmanden i Venedig, der er skrevet i 1596, har ifølge Atwoods ”teori” det hele: skyldner, kreditor og en kæmpe ubalance, både økonomisk og moralsk. Handelsmanden Bassanio er interesseret i den rige og smukke Portia, men han mangler penge til at kunne gøre kur til hende. Hans gode ven Antonio (titlens Købmand) opfordrer ham til at låne penge af den jødiske pengeudlåner Shylock, som Antonio hader, og som han igennem længere tid har overdynget med antisemitiske skældsord. Antonios penge er alle bundet i skibshandel, og han forventer, at skibene kommer i land i løbet af

kort tid. Derfor underskriver han en kontrakt, som stiller hans formue som sikkerhed for Bassanios lån. Da Shylock hører, at det er Antonio, der kautionerer, er han meget interesseret i at låne pengene ud og kræver ikke den sædvanlige betaling med renter, men i stedet et skålpund kød, hvis kautionisten Antonio ikke kan betale sin gæld. Efterhånden rygtes det, at Antonios skibe er gået ned, og pengene er tabt. Tilbagebetalingstiden er kommet, og da Antonio ikke kan betale, forlanger Shylock det kontraktuelle skålpund kød, skåret tæt ved hjertet. Bassanio, der nu er blevet forlovet med den rige og kloge Portia, tilbyder at tilbagebetale tre gange beløbet, hvis Shylock frafalder sit krav. Men det vil Shylock ikke. Han vil have sit kød, sin hævn. Ved retten indtræder Portia, klædt som mandlig sagfører. Hun fører sagen ved bl.a. at forlange, at Shylock viser nåde med de berømte ord: ”Barmhjertighedens sjæl er ikke tvang … ”, og da han nægter, afslører hun et hul i loven: han har ret til at skære kødet, men han må ikke spilde én dråbe blod, for det står ikke i kontrakten. Shylock bliver tvunget til at give halvdelen af sin formue til staten og den anden halvdel til sin bortløbne, tyvagtige datter. Endelig forlanger Antonio, at han bliver konverteret til kristendommen. Det er Shylocks totale ydmygelse og nederlag. Forståelse for Shylock Mange humanister har forsøgt at frikende Shakespeare ved at se stykket i dets rette sammenhæng – hvilket selvfølgelig er nødvendigt – og ved at fremhæve skildringen af Shylock som offer, som i hans berømte monolog: ”Har en jøde ikke øjne? Har en jøde ikke hænder, organer, ledemod, sanser, instinkter og lidenskaber … som

Al Pacino i rollen som Shakespeares ”Shylock”

Begreber som gæld, balance, hævn og synd er dybt indlejret i vore menneskelige relationer og kommer til udtryk i de historier, vi fortæller. Idéen om at skylde nogen noget – dvs. at stifte gæld – er en dynamisk metafor, som sidder dybt i menneskets fantasiverden." GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

POLITISK kommentar

Når statsmagten tramper

På Shakespeares tid var der stort set ingen jøder i England, da hele den jødiske befolkning var blevet udvist af landet i 1290. Shakespeare havde formentlig aldrig set en jøde eller været uden for England." en kristen? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke?” Shylock er skurken i stykket, men han er bestemt ikke en skurk reduceret til type, skønt han på tidligere tiders scener er blevet spillet sådan. Set med vor tids øjne vil man få sympati for ham, måske allermest i stykkets vendepunkt: scenen, hvor hans datter Jessica lader sig døbe og løber bort med sin elsker, bl.a. efter at have stjålet sin fars ring, som han vemodigt omtaler som en gave fra sin afdøde og højt elskede kone, Jessicas mor. Herefter mister Shylock evnen til medfølelse. Han fordømmer datteren og ønsker hende død. Atwood viser forståelse for Shylocks reaktion. Shakespeare har ikke med Shylock skabt den typiske gnierfigur kendt igennem tiden. Det, at han er jøde, ændrer meget, siger hun. Med de morderiske angreb, jøder i hans tid blev udsat for, havde han god grund til at bekymre sig for sit hjem og sit barn. Tidens antisemitisme Filminstruktøren Robert Redford indleder sin filmatisering af Købmanden (med Al Pacino i hovedrollen) med en rulletekst, som knytter tiden (1600-tallet) og stedet (Venedig) til en florerende antisemitisme. På Shakespeares tid var der stort set ingen jøder i England, da hele den jødiske befolkning var blevet udvist af landet i 1290. Shakespeare havde formentlig aldrig set en jøde eller været uden for England, men han har kendt til stereotypen af den blodtørstige, morderiske jøde, fx fra den samtidige dramatiker Christopher Marlowe, som havde haft enorm succes med Jøden fra Malta, hvis hovedperson entydigt har disse karakteristika. Shakespeare har givetvis også kendt til, måske bevidnet, henrettelsen af Dronning Elizabeths livlæge Roderigo Lopez, der formentligt var

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

falsk anklaget for at konspirere imod hende. Han var portugisisk marraner (kristen med jødiske rødder), hvilket nævnes i anklageskriftet. Måske blev Shakespeare fascineret af eller pinlig berørt over den hån og latterliggørelse, Lopez blev udsat for ved en offentlig hængning, hvor hans status som jøde blev udskreget. Det kan tænkes, at Shakespeare startede med disse forestillingsbilleder, men alligevel ikke kunne lade være med at menneskeliggøre Shylock, sådan som han har gjort med alle sine andre store skurke. Ikke desto mindre vil en moderne seer vride sig i stolen i retsalsscenen, hvor heltinden Portia tiltaler Shylock som ”Jøde,” frarøver ham hans titel, hans erhverv og hans religion, og hvor ’helten’ Antonio faktisk viser ham nåde til sidst uden at lade sit syn på jøder anfægte. Nåde og nådesløshed Nogle fortolkere ser konflikten som en kontrast mellem (påstået) gammeltestamentlig, og dermed jødisk, hævn og kristen nåde, mens andre forstår det som Shylocks hævn over den livslange racistiske behandling, han har været udsat for. Men Atwood går et skridt videre. Begrebet nåde, der er så centralt for stykkets handling og for Shylocks nederlag, er et begreb, som skal tages med et stort gran salt, siger hun. Faktisk afklæder hun alle tre hovedfigurer: Antonio, Shylock og Portia. Hun påpeger, at Portias krav om nåde skal sættes i relief til fraværet af nåde i Shylocks totale nedbrydning til sidst. Endvidere påpeger hun, at købmanden og titelfiguren Antonio og pengeudlåneren Shylock danner par, Shylock som Antonios skygge. Shylock var hadet, fordi han var jøde, og fordi han tog renter af de penge, han udlånte, hvilket var forbudt for kristne. Men Antonio underminerede med vilje Shylocks forretning

ved at låne penge ud uden renter. Shylock havde mere end et motiv til at ønske Antonios død, og Antonio kan sagtens ses som en alt andet end nådefuld kristen. Endelig og måske mest interessant forbryder Shylock sig mod Moseloven, som forbyder, at man tager en mands levebrød som pant for et lån (5. Mosebog, 24,6). Men det er ikke, fordi han vil gøre en god handel. Tværtimod, penge spillede ingen rolle. Det var hævn, han ville have. Alle tre hovedpersoner svigtede således deres religions nådeskrav. Begrænset ubehag Måske er der endda et faderopgør i stykket. Loven, som forbød kristne at tage rente ved pengeudlån, blev lempet i de tidlige 1590’ere, formentlig for at få gang i økonomien. John Shakespeare, Williams far, blev to gange grebet i at tage for mange renter af sine pengeudlån. Var han mon et forlæg for Shylock? Endelig påpeger Atwood en strukturel lighed mellem Antonio og Shylock. Antonio elsker Bassanio, men bliver forladt af ham, da han forloves med Portia. Antonio og Shylock står dermed begge alene og forladt, omend i live, til sidst. De tre unge par i stykket ender med at gifte sig som det sig hør og bør i en Shakespearekomedie, hvilket Købmanden per definition er. Hvis man tager tidens billeder af jøder i betragtning og Shakespeares fornemmelser for modsætninger og tvetydigheder, kan man godt læse og se stykket med kun et begrænset ubehag. Shylocks levebrød – som gjorde ham til genstand for had – er almindelig praksis i dag. Men til forskel fra pengeudlånernes (læs: bankernes) praksis i dag var Shylocks ”grådighed” ikke baseret på pengegriskhed. Blot på århundreders uretfærdighed.

Anders Fogh Rasmussen ville have religion reduceret i det offentlige rum. Nu er statsmagten i stedet trængt ind i det religiøse rum.

Af Knud Vilby De fleste kan beskrive nogle særlige begivenheder, som har formet vigtige elementer i deres liv og deres holdning og tro. For mange medlemmer af Kirkeasyl får begivenhederne omkring de afviste asylansøgere og Brorson-kirken den funktion. En stor gruppe danskere i alle aldre oplevede, at de kæmpede for noget, de troede på som mennesker. De erfarede, at deres medmenneskelighed og analyse blev trampet på uden forsøg på forståelse eller debat. De opdagede, at intet er ”helle” eller helligt, når en statsmagt, der kalder sig liberal, griber ind. Jeg skal ikke gå ind i den konkrete sag. Den debat har sin egen dagsorden, og som aktiv i Bedsteforælder for Asyl har jeg mine holdninger. Men det er vigtigt også at se konflikten på en anden måde. Regeringens ledende parti (som er Venstre og ikke Dansk Folkeparti) dyrker mantraet ”frihed under ansvar”. Liberale politikere understreger, at statsmagten skal være begrænset i forhold til det enkelte frie ansvarlige menneske. Nu oplever en stor gruppe mennesker, som for nogles vedkommende for første gang tager et svært personligt ansvar, så ikke kun at blive afvist, men også at en minister infamiserer og bagtaler dem. Naturligvis indebærer frihed ikke en generel frihed til at handle mod loven, kan jeg høre integrationsministeren sige. Men her oplevede mange hundrede mennesker næstekærligheden konkret, de erfarede den dokumenterede kynisme fra statsmagtens side, og de fik indblik i, hvad der sker, når systemet står overfor den enkelte. Systemet knuser individualiteten og trænger ind overalt. De oplevede, at intet er helligt. Der kan føres teologiske debatter om, hvorvidt kirkerummet er helligt eller ej, men det her var meget konkret. Der er nu ikke et eneste sted, hvor man kan være i fred for systemet. Det er anderledes end før. Danmark har turistmæssigt ført sig frem med Fristaden Christiania. Jeg ved godt, at Christiania ikke er helle i systemet. Christiania har haft sine egne tumulter med kampklædt politi. Alligevel var det i mange år dansk politik, at der var plads til afvigere. Der var frirum og tolerance. Nu trænger statsmagten ind i de inderste religiøse rum. Anders Fogh Rasmussen mente, der var for meget religion i det offentlige rum. Nu er der alt for meget statsmagt i det religiøse rum. Egon Clausen har skrevet, at man end ikke i det gamle Østtyskland, DDR, angreb de politiske afvigere, der havde søgt tilflugt i kirkerne.

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

Spot blev i Danmark føjet til skade. Regeringen kunne måske have undskyldt politiaktionen med argumenter og have inviteret til dialog og samtale. Men nej. Spotten var kontant, blandt andet fra Birthe Rønn Hornbech. Medlemmerne af Kirkeasyl var autonome, sagde hun. Grå bedsteforældre var nærmest terrorister. Den grundtvigske minister havde brug for at sværte mennesker, der handlede i kraft af deres overbevisning. De skulle karaktermyrdes. Det var infamt. Jeg var ikke i Brorson-kirken, før kirken var blevet ryddet. Men jeg har set billeder og mødt Kirkeasyl-medlemmer, og jeg er gået i støttedemonstration til Brorsonkirken sammen med tusinder af andre. Det var en utrolig fredelig samling af ansvarlige mennesker. Nogle er for tvivlede, fordi de synes, et godt land er ved at blive et land at skamme sig over. Andre er fortvivlede, fordi de kender rædselshistorier og frygter for asylansøgeres psykiske og fysiske liv. Mange er rasende over regeringens forsøg på at dræbe det individuelle engagement. Netop nu oplever vi, at konservative aviser begynder at skrive om ”Forbuds-Danmark.” Vi får efter de konservatives øvelser i ”gakkede gangarter” næppe et forbud mod burkaer. Men vi har forbud mod hobbyknive, vi får forbud mod muskelhunde, og vi er i ytringsfrihedens fædreland ved at få forbud mod de forkerte meninger. Der arbejdes naturligvis med et forbud mod Kirkeasyl. I interviews med liberale politikere (Britta Schall Holberg fra Venstre er et eksempel) kan man se og høre trippedansen, fordi de ved, at det er galt og har det dårligt med det. Men de ender alligevel hver gang med at for svare statsmagtens ukrænkelighed og ret til at bestemme hvad som helst. Det er nødvendigt på grund af krigen mod terrorisme, på grund af frygten for islamisering, på grund af bandekrige, eller fordi de som politikere prøver at være lige så totalitære i deres kontroltankegang som Dansk Folkeparts medlemmer. Konklusionen er, at regeringen ønsker død over den personlige frihed og det personlige ansvar. Tømreren kan ikke vurdere, hvornår han uden for arbejdstid har brug for en kniv, samaritaneren kan ikke vurdere, hvilke nødlidende mennesker han må at bistå, bedsteforældre kan gribe integrationsministeren i selvmodsigelser, men må ikke kræve, at Danmark overholder de konventioner, Danmark har underskrevet. Retten til at udøve ansvar tilhører alene den regering, der har 90 mandater bag sig. Også selv om en del af disse mandater tripper og vrider sig, når de bliver spurgt om, hvordan de har det med det personlige ansvar og frihed i forhold til statsmagten. GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

donald boström-krisen

Mens vi venter på beviserne ... Pludselig i sommer dukkede en 17 år gammel avishistorie om israelsk organplyndring op igen. Ingen forstår helt, hvorfor den blev trykt, men konsekvenserne har hidtil været, at Sydsvenska Dagbladet har kaldt Aftonbladet for ”Antisemitbladet”, den svenske ambassadør i Tel Aviv er blevet krævet trukket hjem og de diplomatiske forbindelser mellem Sverige og Israel er koldere end kølige. Imens venter alle på, at den ansvarlige journalist skal fremlægge beviser for påstandene. Af Rebecca Blum og Ragnhild Liljeros Den 17. august 2009 bragte det svenske Aftonbladet en artikel med titlen ”Våra söner plundras på sina organ”. I artiklen skrev fotograf og freelancejournalist Donald Boström om sine erfaringer fra Vestbredden i 1992, hvor palæstinensiske unge mænd bliver dræbt og bortført af israelsk militær for senere – om natten – at blive tilbageleveret opskårne og groft syet sammen på en obduktionslignende måde. Som illustration til artiklen vistes et fotografi af en ung mand med et langt ar fra bugen til hagen. Artiklen blev indledt med en præsentation af den amerikanske rabbiner Levy Izhak Rosenbaum, som kort forinden var blevet arresteret i New Jersey og anklaget for gennem længere tid at have organiseret illegal organhandel. Rabbiner Rosenbaum var én af 44 personer, der blev anholdt i en gigantisk sag om korruption, hvidvask af penge og ulovlig handel med organer. Artiklen fortæller herefter om den palæstinensiske familie Ghanem, hvis søn Bilal Ghanem blev dræbt af israelsk militær, bortført og flere dage senere leveret tilbage og begravet under overvågning af israelsk militær. Endelig skriver Donald Boström, at beretningerne om organtyveri er blevet fremført for ham af lokalbefolkningen, men også af FN-personale. Han slutter sin artikel med at erklære, at det er ”på tide at få bragt klarhed i dette makabre værk over, hvad der foregår og er foregået i de af Israel besatte områder … ”.

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Regeringernes reaktioner Reaktionerne på artiklen lod ikke vente på sig. Sveriges ambassadør i Tel Aviv, Elisabeth Borsiin Bonnier, tog i en pressemeddelelse stærkt afstand fra artiklen, hvilket senere blev kritiseret af hendes regering. Den påpegede, at det hverken er op til den eller repræsentanterne i diplomatiet at kommentere avisindhold, da den svenske grundlov omfatter både presse- og ytringsfrihed. Ambassadørens udtalelse blev

Man skulle tro, at en artikel, der så hurtigt tiltrak sig så megen opmærksom hed, ville fremstå som årets forsidenyhed. Og man skulle tro, at den efterfølgende de bat ville handle om ”israelsk organtyveri”. Men sådan er det ikke gået, for artiklen blev publiceret langt inde i avisen på kultursiderne, og debatten drejede en helt anden vej." senere fjernet fra ambassadens hjemmeside med den begrundelse, at den ikke længere var nødvendig. Men Elisabeth Borsiin Bonnier siger, at hun står inde for sin udtalelse på trods af regeringens kritik og på trods

af oppositionens krav om hendes afgang fra ambassadørposten. De israelske stemmer, der krævede en svensk fordømmelse af og undskyldning for artiklen, har fået svar fra den svenske udenrigsminister Carl Bildt. Han skriver på sin blog, at hvis sagen skulle vise sig at dreje sig om ”blood libel” – ritualmord – og dermed antisemitisme, så er det ikke regeringens bord, men domstolenes, idet antisemitisme hører under hetz mod ”en befolkningsgruppe”, hvilket er ulovligt i Sverige. Artiklen er også blevet fulgt af flere andre diskussioner om antisemitisme, blood libel, propaganda, ytringsfrihed, pressefrihed, organhandel, organtransplantation, israelsk lovgivning, presseetik og konspirationsteorier. Journalister, politikere, transplantationslæger, forfattere og frem for alt bloggere har deltaget i diskussionerne i dagspressen, på tv, radio, blogs og i scrollmeter (antal meter man scroller sig ned gennem med musen) af kommentarer på internettet.

stor korruptions-skandale i USA og israelske krigsforbrydelser, ikke står på forsiden af nordens største avis. Mange har allerede spurgt, og mange har svaret. Blandt sidstnævnte findes bl.a. følgende: ”Fordi den israelske 'mediemaskine' styrer medierne og kontrollerer alt, hvad der publiceres”, ”fordi al Israel-kritik er lig med antisemitisme”, ”fordi vi ikke vil mindes om den uhyggelige virkelighed i de besatte områder” og ”fordi man ikke vil offentliggøre Israels brud på menneskerettighederne.” Men den ansvarlige på Aftonbladet, chefredaktør Jan Helin, har et ganske en-

kelt svar: ”artiklen ville ikke have holdt linjen”. Man kan så spørge sig selv, hvordan det kan være, at den opfylder Aftonbladets kultursektions krav. Fem ud af seks adspurgte kulturchefer har svaret, at de ville have vraget den. Noget gammelt, noget nyt, noget lånt Grundmaterialet til artiklen har Donald Boström indsamlet under en fotorejse på Vestbredden tilbage i 1992. Selve drabet i artiklen og det uhyggelige billede er altså begge 17 år gamle. Teksten er for en stor dels vedkommende identisk med en 8 år

gammel artikel publiceret i bogen Inshallah – konflikten mellem Israel og Palæstina. Den blev udgivet i 2001 med tekster og billeder skrevet af førende svenske mellemøsteksperter. Den nye vinkel i Aftonbladets artikel er derfor selve indledningen, hvor den gamle historie nu kobles sammen med en redegørelse for den amerikanske korruptionssag og Rosenbaum i New Jersey. Rygterne om ”israelsk organplyndring” har floreret i de besatte områder gennem længere tid og den dræbte unge mands familie fortæller, at de også har hørt rygter og historier om organplyndringer. At der aktivt sættes rygtespredning i gang i konfliktsituationer er ikke usædvanligt, og nøjagtighed i rapportering er svært i en kompliceret virkelighed. Det stiller høje krav til nyhedsrapporteringen, hvis modtagerne skal få et så sandfærdigt billede som muligt. Fejlagtig

Side 4-5 (Kultursiderne) i Aftonbladet mandag d. 17. august 2009

Nyt eller not? Man skulle tro, at en artikel, der så hurtigt tiltrak sig så megen opmærksomhed, ville fremstå som årets forsidenyhed. Og man skulle tro, at den efterfølgende debat ville handle om ”israelsk organtyveri”. Men sådan er det ikke gået, for artiklen blev publiceret langt inde i avisen på kultursiderne, og debatten drejede en helt anden vej. Med hensyn til Aftonbladets placering af artiklen er det rimeligt set i lyset af opbuddet af reaktioner at spørge, hvorfor en artikel, der indeholder påstande om både en GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Denne annonce er sponsoreret af Aras Security rapportering er uundgåeligt, men journalister har dog alligevel et ansvar i håndteringen af rygter og propaganda og for, at eventuelle fejl efterfølgende rettes. Har Donald Boström levet op til dette ansvar? Kultur og kritik En gennemgang af artiklen afslører, at den udelukkende består af insinuationer, løse koblinger og retoriske tricks. Stig Fredriksson, der er tidligere formand for den svenske publicistklub, mener, at den heller ikke opfylder de svenske regler om publicering. Et flertal af redaktører på andre svenske aviser og tidsskrifter har da også pga. artiklens manglende kvalitet højlydt stillet spørgsmålstegn ved, at Aftonbladet valgte at trykke den. Stig Fredriksson pointerer, at der ikke gælder andre regler for kulturjournalistik end for nyhedsjournalistik, og Rakel Chikri, der er kulturchef på Sydsvenska Dagbladet, mener, at en ”af de største styrker ved kultursiderne er jo, at de leverer fordybelse, og der ikke er samme tidspres som for nyhedsjournalisterne. Det betyder, at man kan stille endnu højere krav”. Donald Boström har haft 17 år til at indhente beviser, gå i dybden og skabe debat. Da han tilsyneladende ikke har gjort nogen af delene, må man spørge, hvilke motiver han kan have haft til fra ord til andet at publicere artiklen igen. Påfund bliver propagandagave Donald Boström er en aktiv journalist, som har publiceret både bøger og artikler om konflikten i Mellemøsten (samt et par kogebøger), så han burde være bevidst om de publiceringsregler, han bryder. Gentagne gange benytter Boström sig af retoriske kneb og lader læseren sammenvæve en historie af beretningen om New Jersey i sommer, mangelen på organer i 90’ernes Israel, premierminister Ehud Olmerts organdonationskampange, en israelsk sygehusskandale i 2002-2005 og familien Ghanems tragedie. I sit forsvar for regelbruddene og for artiklen i almindelighed hævder han, at han har bevis for alt, hvad han skriver, men at hans bevisførelse er af mindre relevans, eftersom den

… grundløse anklager om organtyveri er en propa gandagave til Israel og drejer opmærksomheden væk fra Israels veldokumenterede krigsforbrydelser på Vest bredden og i Gazastriben." menneskelige tragedie er at faktum med rigtige og vigtige ofre, som Donald Boström mener burde være de eneste fokuseringspunkter. I stedet, siger han, er debattens fokus blevet fordrejet, og han påpeger gang på gang, at vi ikke må glemme menneskene i artiklen. Lykkes han med sit forehavende? Matthew Cassel, der er redaktør på The Electronic Intifada – en palæstinensisk Chicagobaseret organisation, der har til formål at bidrage med nyhedsrapportering og analyser af den israelsk-palæstinensiske konflikt – synes det ikke. Han giver Boströms artikel følgende skudsmål: ”grundløse anklager om organtyveri er en propagandagave til Israel og drejer opmærksomheden væk fra Israels veldokumenterede krigsforbrydelser på Vestbredden og i Gazastriben”. Amoral og antisemitisme Er det mon så enkelt, at Donald Boström med New Jersey affæren så en mulighed for igen at fortælle sin historie, men denne gang for en betydeligt større læserskare? Den 17. august i år steg antallet af publicerede eksemplarer af historien fra 20.406 (hvilket er det antal, som bogen Inshallah har solgt siden udgivelsen i 2001) til Aftonbladets ca. 400.000 solgte eksemplarer pr. dag. Og er det så enkelt, at Boström greb en chance på et tidspunkt, hvor stemningen i Sverige var gunstig. De allerede affejede rygter i Washington Post i 1997 om, at israelsk sextyggegummi blev uddelt til palæstinensiske unge for at øge deres seksualdrift og ødelægge moralen i området, begyndte igen at florere i pressen i juli denne sommer i blandt andet Svenska Dagbladet og det franske nyhedsbureau – AFP.

Under den såkaldte ”Muhammedkrise” i 2007 besluttede Aftonbladet ikke at offentliggøre Muhammedtegningerne eller billeder af Lars Vilkens rundkørselshund med den begrundelse, at man ikke ønskede at krænke nogen. Man kunne have forventet, at Aftonbladet havde gjort sig de samme overvejelser i forbindelse med Donald Boströms artikel. Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvordan den kan opfattes: ”Antisemitbladet” kaldte Sydsvenska Dagbladets lederskribent Mats Skogskär Aftonbladet. Fokus forsvandt ”Ytringsfriheden under ansvar” er et hedt emne i denne tid. ”Under ansvar” er blevet tolket som, at alt skal kunne publiceres til, at intet som er fornærmende eller krænkende bør publiceres. En bedre tolkning kunne være, at man som journalist skal stå til ansvar for konsekvenserne af den historie, man fortæller. Boström tager ikke sit fulde ansvar. Han holder sin ryg fri og lader læseren væve en sammenhængende historie. Han undlader at påtage sig et ansvar ved at påstå, at han i virkeligheden vil diskutere menneskelige tragedier, men ikke på nogen måde tager de nødvendige skridt for, at det er lige dér debatten havner. Han kunne have valgt at præsentere de beviser, han siger at have, enten da han skrev artiklen første gang, anden gang, eller nu bagefter. Det kunne måske også have bevirket, at den hårdt prøvede familie Ghanem, der nu pludselig 17 år efter skuddrabet på sønnen bliver opsøgt af medierne, ville have haft andre svar at give journalisterne, end: ”vi ved ikke om organerne er væk, vi har ikke mødt journalisten”. Hvad er der egentlig tilbage af artiklen? En kynisk skribent, som uden at spørge om lov misbruger mennesker for sin egen profilerings skyld og gemmer sig i kulisserne af en opdigtet historie, som aktivt forhindrer, at fokus havner på individerne i en for regionen ikke så usædvanlig, men stadig forfærdelig familietragedie? Donald Boström hævder, at hans ambition er, at han ville bringe klarhed. Det ville klæde ham at afslutte sit skyggespil på en værdig og redelig måde.

FAMILIE JOURNAL STØTTER KRÆFTENS BEKÆMPELSE

Patrice Menard Laborant & tovtrækker

Anja Olsen Forsker & tovtrækker

Rikke Hemmingsen Frivillig & tovtrækker

Finn Tønnesen Patientrådgiver & tovtrækker

Ingen ved om kræft nogensinde vil blive udryddet. Om kampen er både uendelig og uovervindelig. Men Kræftens Bekæmpelse har et ambitiøst og ufravigeligt mål. Om 15 år skal ingen dø af kræft. Om 15 år skal kræft være til at leve med. Om 15 år skal ordet kræft ikke klinge så dystert som det gør i dag. Derhen vil vi, derhen kommer vi. Vi erkender det er store ord, med langt igen og det lader sig også kun gøre, hvis vi trækker i ﬂok og stædigt tror på sagen. Hvis vi fastholder presset på politiske prioriteringer, øger informationen til borgerne og midlerne til forskerne. Hvis vi hæver vores ambitionsniveau og sænker vores tolerance over for uanstændige forhold. Hvis vi lader udenlandske erfaringer blive indenlandske normer. Alt dette kæmper Kræftens Bekæmpelse for, og kan vi få ﬂere til at kæmpe med, så går håbet og målet fra at være delvist naivt – til at være dejligt realistisk.

Charlotte Hjeds Jurist & tovtrækker

Janne Hessner Thomsen Fundraiser & tovtrækker

Mette Marie Espersen Forebygger & tovtrækker

Støt os, så trækker du med. José Moreira Forsker & tovtrækker

VI VIL VINDE

Støt Kræftens Bekæmpelse og køb lodder i vores julelotteri – husstandsomdeles i denne uge

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU 15_aar_JUL_Fam.Journal.indd 1

31/10/08 14:23:23

etik

Til forsvar for salg af organer Illu

str

ion

Af Robby Berman

eg er ansvarlig for flere end 100 jøders unødvendige død. Alle var ofre for nyresygdomme, og de døde alle under dialyse. De bønfaldt mig om at introducere dem til folk, som var villige til at sælge deres nyrer, og jeg nægtede at gøre det, fordi det er ulovligt. Hvis mediernes rapporter viser sig at være sande, så udførte Isaac Levy Rosenbaum fra Brooklyn et arbejde, som det man kan kalde ”nyre-shadchan” (shadchan er hebraisk for ”matchmaker”) – hvorved han har reddet hundredvis af liv. Hans motiver var ikke ædle. Det krævede mange penge at få ham til at bryde loven og løbe risikoen for en fængselsstraf. Så hvem har handlet moralsk, og hvem har ikke? For mig er svaret indlysende. Isaac er en helt – selv hvis han blev velhavende under forløbet.

n nylig opinionsundersøgelse viser, at flertallet af amerikanerne støtter køb og salg af nyrer, så længe offentlig regulering forhindrer, at man kommer ud på det skråplan, som Kina har bevæget sig ud på. Et stigende antal tænketanke, øko-

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

nomer, filosoffer og etikere støtter en ændring af NOTA – Den

"frastødende" handlinger senere blev anset som moralske. Eksempelvis var begrebet ”livsforsikring” et tabu i begyndelsen af det 19. århundrede. At opgøre et livs, eller en arms, værdi i penge blev anset for uetisk. Ikke desto mindre anses livsforsikringer nu om dage for værende moralsk i orden, fordi samfundet har indset værdien af livsforsikringens hjælp til forældreløse og enker. National Kidney Foundation hævder bl.a., at en donor med salg af sin nyre er en hån mod ”den menneskelige værdighed”, men ”den menneskelige værdighed” må gerne vige for fertiliteten, når vi tillader fattige at sælge deres sæd og æg og udleje deres livmoder som rugemødre. Det er absurd at bevare den villige nyresælgers værdighed på bekostning af den villige nyrekøbers helbred, hvis denne risikerer at dø. Argumentet holder simpelt hen ikke, og det er malplaceret formynderi, på linje med et forbud mod at fattige mennesker må arbejde i kulminer. Er selvbestemmelse ikke en anden af menneskets værdier? Lad de fattige selv beslutte, hvad de ønsker at gøre med deres nyrer, ligesom de selv bestemmer over deres sæd og æg. Den operationsmæssige risiko forbundet med at donere en nyre er omtrent den samme som en kvinde udsættes for under en fødsel, samtidig med at donor, som kun lever med én nyre, ikke forkorter sin levetid.

Nationale Organtransplantationslov – der gør det til en forbrydelse for folk at modtage "vederlag" for at opgive en del af deres krop med henblik på at redde et andet menneskes liv. Det foreslåede program vil sikre en passende erstatning, fuld information om risici, livslang sygesikring for donorer og ligelig fordeling af de indkøbte nyrer til fattige såvel som rige patienter. Men visse medicinske

organisationer og politikere insisterer på, at en sådan ændring vil være moralsk frastødende. Historien er fyldt med eksempler, hvor

odstanderne elsker at antyde, at konsekvensen af denne logik vil betyde en accept af, at fattige prostituerer sig selv og sælger ulovligt narkotika. Men denne analogi beviser blot min pointe. Selv om man fjerner penge elementet, vil disse handlinger, selv om de foretages vederlagsfrit, stadig anses for værende umoralske fra samfundets side, og det endelige resultat vil blive en midlertidig fornøjelse, som ikke er i samfundets

At fratage en nyredonor retten til at modtage et "vederlag" er en fornær melse mod hans værdig hed. Når en soldat mister et ben i Irak og anmoder om økonomisk kompensa tion fra staten, så forarger det ingen. Ingen forlanger, at soldatens motiver bør være ædle – at han burde tjene sit land ud fra en følelse af pligt – og ikke bør forvente noget til gengæld." interesse. Men det endelige resultat af at donere en nyre gratis er, at man redder et menneskeliv, hvilket samfundet allerede opfordrer til, at man gør. Man betaler brandfolk for deres arbejde. Når de løber ind i en brændende bygning og risikerer deres liv for at redde et barn, gør det dem så til mindre helte, at de modtager en lønseddel? Folk uddanner sig til læger, fordi de vil hjælpe andre, og fordi de ønsker en god indkomst, men betyder det, at deres arbejde er moralsk forkasteligt? Nej tværtimod. At fratage en nyre donor retten til at modtage et "vederlag" er en fornærmelse mod hans værdighed. Når en soldat mister et ben i Irak og anmoder om økonomisk kompensation fra staten, så forarger det ingen. Ingen forlanger, at soldatens motiver bør være ædle – at han burde tjene sit land ud fra en følelse af pligt – og ikke bør forvente noget til gengæld. Samfundet erkender, at soldaten fortjener en kompensation for det, han måtte ofre. vordan forholder Halakha – den jødiske lovgivning - sig til dette spørgsmål? Mens der findes holdninger på begge sider i denne debat, så støtter et overvældende flertal af

de store rabbinske beslutningstagere, såsom Rav Shlomo Zalman Auerbach og fhv. overrabbinere Goren, Lau og Ovadia Yosef, at man betaler for organer. Deres logik er den, at dét at donere en nyre redder liv, hvilket er en mitsva. Der er intet galt med at give nogen penge som et incitament for at få vedkommende til at udføre en mitsva. At modtage penge ændrer ikke karakteren af handlingen. Jeg appellerer til offentligheden om at henvende sig til deres politikere. Hvis lovgiverne ikke vil ændre loven, så lad os vælge nye lovgivere. I det mindste bør det være lovligt at aflønne familier for donation af lig, fordi de fleste af indsigelserne udelukkende drejer sig om levende donorer. Vi er nødt til at handle nu. Det siges at jødedommen skal være et ”lys blandt folkeslagene”. Måtte det gå i opfyldelse. Oversat fra engelsk af Bernard T. Bouhadana

I New York er ventetiden på at få en nyre oppe på ni år. Samtidig er mange fattige rede til at sælge en nyre for langt under 160.000 dollar. Skønt køb og salg af menneskelige organer er ulovligt i langt de fleste lande, anslår WHO, at 10 procent af alle de nyrer, der transplanteres, er købt på det sorte marked. Siden 1988 har Iran haft et statsfinansieret og stats reguleret system for salg af nyrer. En patientforening står for at arrangere transaktionen, som sker efter faste priser, som ingen – bortset fra sælgeren – tjener på.

Kilde: information.dk

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

lyrik

Den stammende drengs hævn I dag taler jeg til minde om de ord, der engang sad fast i min mund til minde om de tandhjul, der knuste stavelser under tungen og lugtede til krudtet i mellemrummet mellem svælget og de mørke læber. Dengang drømte jeg om at smugle ordene, der var pakket ind som stjålne varer i mundens lagerrum, ud flå papkasserne op og tage alfabetets legetøj frem. Lærerinden lagde hånden på min skulder og sagde, at også Moses stammede, og på trods af det nåede han op på Sinai Bjerg. Mit bjerg var en lille pige, der sad ved siden af mig i klassen, og busken i min mund brændte ikke så jeg, for øjnene af hende, kunne antænde de ord, der blev fortæret af min kærlighed til hende.

Hvede En hvedemark bølger på min kones hoved

Kys

og på min datters.

Højhælede sko blev opfundet af en pige,

mit livs brød vokser.

Hvor banalt at beskrive blond på den måde, men ikke desto mindre er det der,

som altid blev kysset på panden. Siden da funkler panden som skosværte, og øjenbrynsbørsten bliver ved med at pudse øjets elektricitet efter eksplosionen på læbernes miner. Jeg mindes mit første kys ved siden af et citrontræ uden løv. En fortalte os, at hvis vi gnubbede tænderne med et blad, forsvandt lugten af cigaretter. Tågen havde tynde fingre. Byens hals var bred, ville ikke kvæles, og pigen, jeg ville have, vidste ikke, at lugten af citron mellem tænderne og tungen i min fantasi blev spredt på hendes ansigts bred.

Et digt om lykke Vi er placeret på kagen som bryllupskagefigurer. Selv om kniven kommer, vil vi forsøge at blive på det samme stykke.

Poet og illustrator: Ronny Someck

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Oversætter fra hebraisk: Hanne Friis

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Inglourious Basterds II

Burn it down, baby! Af Moritz Schramm Quentin Tarantinos nye film Inglourious Basterds fik en blandet modtagelse i såvel danske som internationale medier. Mens de fleste anmeldere roser den for dens innovative formsprog og fantastiske skuespilpræstationer, er kritikken ikke til at overse: Hvad gavner det, spørges der eksempelvis i engelske Times, at lade jøderne fremstå ligeså grusomme som nazisterne? At overtage deres menneskesyn og voldsfantasier? Gøres der ikke jøderne en bjørnetjeneste ved at lade dem fremstå som iskolde mordere? Styrker filmen måske sågar antisemitismen, spørger den danske historiker Dan H. Andersen forsigtigt i seneste nummer af Goldberg?

faktisk findes beretninger om jødiske hævntogter mod nazister mod slutningen af krigen, er filmen selvsagt alt andet end historisk legitim. Den er en blodtørstig beskrivelse af en jødisk hævnfantasi, der omfortolker historien og mod filmens slutning lader selve 2. Verdenskrig få en helt ny drejning.

Kritikken fremføres nok ikke uden grund. Tarantinos film om en jødisk hævnkommando i Frankrig under 2. Verdenskrig er proppet med volds excesser, og selv om der

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

sommer – men kunne bagefter slet ikke få den ud af hovedet igen. Hvad er det mon, der sker her?

Set med en tyskers øjne, født mange år efter krigens afslutnings, er det

at være følelseskold, er sigende. Her skyder hun ham i ryggen, så snart hun får mulighed for det, for kort efter, i et svagt øjeblik, alligevel at vise medfølelse med den døende mand. Med den nazistiske heltefilm stadig kørende i biografen bag sig overskrider hun til et (fantastisk!) melodramatiske soundtrack sit personlige had til nazisterne og kommer den sårede til hjælp. Hvad hun imidlertid aldrig skulle have gjort. Uden at røbe for

de forskellige protagonisters forhold til dem. Det er nemlig påfaldende, at der i filmen findes et grundtema, som har at gøre med empati – eller snarere: manglen på denne. Dette emne kommer især til udtryk i det handlingsspor, hvor den jødiske kvinde Shoshanna Dreyfus, hvis familie i starten af filmen bliver dræbt af nazisterne, konfronteres med den unge nazistiske krigshelt Frederik Zoller. Han har ikke blot slået hundredvis af soldater i Italien ihjel, men

heltebedrifter – han vil jo ikke være kendt for det at have slået mennesker ihjel, som han udtrykker det. Han vil anerkendes og elskes som menneske. Men det er præcis denne søgen efter menneskelighed, der afvises i filmen. Når det gælder om at vise medfølelse med ”mennesket bag uniformen”, er filmens holdning entydig. Især i den centrale afslutningsscene, hvor Zoller trænger ind i Shoshannas filmfremvisningslokale og beskylder hende for

meget af filmens handling kan det afsløres, at dette er en livsfarlig fejltagelse. At vise medfølelse for bødlerne er en dræbende ting.

næppe fremstillingen af den jødiske brutalitet i filmen, der fanger og fascinerer. Ej heller blot den – ellers grandiost gennemførte – postmoderne æstetik, citationskunsten og legen med genrer og symboler, der får én som mig op i stolen. Denne dygtige genreleg står ellers centralt for filmens

e n j ø e k s y t d e m et s ” s d r e st a B s u o i r u lo g ”In Men gør det filmen til en dårlig film? Selv undertegnende, der aldrig tidligere har kunnet fanges ind af Tarantinos æstetiske univers, er for alvor blevet ramt af denne film. Jeg så den udelukkende på grund af fremragende anmeldelser i flere af de tyske aviser i Berlin denne

Men uanset hvor interessant en sådan tolkning muligvis må være, tror jeg ikke, den alene forklarer min specifikke tyske begejstring over filmen. Den skal nok snarere søges i fremstillingen af nazisterne i filmen, og ikke mindst

lægger nu også charmant an på den unge biografejer, selvsagt uden at kende hendes sande identitet. Zollers charmeforsøg er især interessant, fordi den unge nazist her gør krav på at blive set som andet og mere end en soldat. Over for Shoshanna understreger han gentagne gange, at han jo ikke kan reduceres til sin uniform. Han er et menneske, en filmelsker, et dannet og følsomt væsen, der ikke engang er stolt af sine

Imod nazisternes søgen efter ægthed og renhed sætter Tarantinos bastardfilm den platte baseballkultur og leger med de kulturelle overflader, den ironiske distance, populærkulturen.

budskab. Her stilles nemlig to kulturelle verdener over for hinanden. Den amerikanske film- og populærkultur, der flittigt citeres fra, på den ene side, og den nationalsocialistiske hjemstavnsæstetik og idealer om en ren kultur på den anden. Westernfilm, indianerromantik, baseball, splatter og rå action bliver stillet op imod Goebbels fantasier om skabelsen af en ren tysk film – med den amerikanske popkultur som den klare vinder. Det er ikke tilfældigt, at det er med et baseballbat og under imaginær jubel fra tribunerne, at nazisternes hoveder bliver slået i smadder.

Ser man filmen med politisk korrekte øjne, er dette naturligvis et forfærdeligt budskab. Det er klart, at de enkelte nazister ikke kan reduceres til uniformer. Det tragiske ved nationalsocialismen er jo netop, at forbrydelserne er blevet begået af ganske normale mennesker, famiGOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

snegle på hjernen

liefædre, filmelskere, kultiverede, potentielt empatiske personer. Og vil man forhindre lignende ugerninger i fremtiden, er man ubestrideligt nødt til at forholde sig til disse kendsgerninger og ikke blot distancere sig fra bødlerne ved at fraskrive dem alle menneskelige egenskaber. Tarantinos film benægter da heller ikke denne menneskelige dimension hos nazisterne, de bliver faktisk fremvist som familiefædre og delvis empatiske mennesker. Men filmen kritiserer dens apologetiske funktion. For uanset om der står mennesker bag, kan man ikke flygte fra ansvaret for de handlinger, man har foretaget sig, som filmens budskab synes at være. Man kan selvsagt ikke, som Zoller på yderst naiv måde forsøger, bare lægge sin uniform pænt til side og opbygge relationer til dem, hvis familie folk i samme uniformer lige har dræbt. Filmen sætter dermed en tydelig grænse for al postmoderne leg med former og identiteter og peger på en dimension, på visse gerninger, man ikke uden videre kan løbe fra. Og når de jødiske ”basterder” følger den grusomme skik at ridse hagekors i panden på de fangede nazistiske soldater, understreger det præcis denne pointe. Det skal forhindres, at forhenværende nazister blot efter krigen kan lægge deres uniform fra sig og lade, som om intet var sket. Hagekorset skåret ind i panden signalerer den nødvendige grænse for den enkeltes mulighed for at skifte side – og identitet. Hagekorset kan de aldrig få ud af ansigtet igen, som Aldo Apachen (i Brad Pitts skikkelse) udtrykker det i filmen. Men hvorfor er det så, at så mange tyskere – inklusive undertegnende – lader sig fuldstændig fange ind af dette, indrømmet, lidt simple budskab? Svaret skal nok søges i efterkrigstidens og især de seneste års repræsentation af nazisterne og nationalsocialismen. Her har man overalt set en bølge af forståelse og en tendens til at sætte alle forbrydelser i deres kontekster – tiltag, der givetvis er velmente, men ofte skyder over målet. Især når de kombineres med en kvalmefremkaldende søgen efter at komme helt tæt ind på det ”ægte” og ”autentiske” bag forbrydelserne, som hos fx den tyske historiker Guido Knopp,

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

der med sine filmiske bidrag til det aktuelle fjernsynsprogram i Tyskland er mere berygtet end berømt (Hitlers kvinder, Hitlers hjælpere, Hitlers venner, Hitlers hunde, osv.) Tarantinos film får her funktion som et korrektiv. Den husker os på, at de mennesker, der stod bag forbrydelserne, resten af deres liv må står til ansvar for disse. I det klassiske tyske dilemma om at ville både forstå og fordømme nazisterne sætter Tarantinos film en velgørende grænse for, hvor megen medfølelse vi har lov at føle med bødlerne. Og formentligt er det det sted, hvor filmen rammer tyskere mest. Uanset, hvor meget empati man føler med sin far, bedstefar eller onkel – Tarantino gør det klart igen, at vi her taler om forbrydere, der ikke bare kan lægge deres uniformer fra sig igen. Han stiller med sine genrecitater det banale, men rammende spørgsmål: Ville vi ikke alle være glade, hvis hele bundtet virkelig var blevet sprængt i stumper og stykker? Hvis filmen havde en sådan magt til at ændre historien? Dette spørgsmål sætter alle diskussioner om en ellers nødvendig forståelse på stand by. Selvfølgelig vil enhver fornuftig tysker, undertegnende inklusive, med glæde have bifaldet, hvis vore nazistiske bedsteforældre var blevet sprængt i luften i en biograf i Paris i 1944, hvis historien havde fået en således objektivt bedre løsning end den fik.

BEKENDTGØRELSE vedrørende Dansk-Israelsk Studiefond til minde om Josef og Regine Nachemson

Ovennævnte fond har til formål at yde stipendier til danske studerende til studier ved et israelsk universitet eller anden højere læreanstalt og til israelske studerende til studier ved et dansk universitet eller anden højere læreanstalt. Det præciseres, at fonden ikke kan uddele stipendier til danske studerende med permanent adresse i Israel, der ønsker at studere i Danmark eller israelske studerende med permanent adresse i Danmark som ønsker at studere i Israel. Udelukket er endvidere stipendier til danske studerende med permanent adresse i Israel, der ønsker at studere i Israel. Fonden er oprettet i medfør af bestemmelser i antikvitetshandler David B. Nachemsohns testamente til minde om forældrene Josef og Regine Nachemsohn. Der kan årligt uddeles legatportioner af varierende størrelse

Taratinos film næres af denne på en gang rationelle og irrationelle følelse. Og især med nutidens følelsesladede forhold til bødlerne i Tyskland in mente kan man ikke andet end at fryde sig over dens befriende kompromisløse budskab. Man sidder dér i biografen og følger spændt, retfærdighedshungrende og lettet, hvordan Shoshanna og hendes kæreste stabler massevis af stærkt eksplosive filmruller op bag lærredet. Man ser overbærende på, hvordan nazisterne nyder og jubler over deres egen ulækre propagandafilm, og véd at der kun skal en enkelt tændstik til, for at sætte biografen i brand og gøre en ende på hele den nazistiske top. Og man kan ikke undgå at mærke glæden og tilfredsheden vokse inde i sig, mens man venter på den forløsende tændstik: Burn it all down, baby, burn it down!

B bler

til brug i studieåret 2010/2011. Ansøgning med bilag sendes i 5 eksemplarer til studiefondens nedenfor anførte adresse, hvor særligt ansøgningsskema rekvireres mod fremsendelse af frankeret svarkuvert. Ansøgningsfrist 31. december 2009. Bestyrelsens svar kan forventes i løbet af foråret 2010.

Carsten R. Christiansen advokat Ny Vestergade 17 1471 København K. Tlf. 33 12 79 13

Af Etgar Keret

m natten, når hans kone var faldet i søvn, plejede han at gå ned til sin bil og tælle boblerne i forruden. I bilradioen var der hele tiden quizprogrammer, hvor folk kunne ringe ind og vinde præmier. Det kunne være en kinesisk middag eller et makeupsæt. Flotte præmier. Han lyttede og talte boblerne i ruden, men kunne ikke svare på noget som helst. Inderst inde drømte han allerede om den sag, han ville anlægge mod Peugeot.

om ung havde han faktisk været ret god til quizzer. Dengang var det nogle andre programmer, og han havde ofte ringet ind. Han kendte alle svarene, men de fleste gange havde han ikke kunnet komme igennem. Han kunne ikke forstå, hvorfor han kunne svare på alting dengang, når han slet ikke kunne nu. Han vidste ikke, at han havde små snegle inde i hovedet, der

konstant drak af hans hjerne gennem et sugerør. Ingen vidste det. Mens han var i hæren, havde han på en ekskursion fået dem fra en vandkøler på Feldman-museet. Mindst tusind andre havde drukket af den samme vandkøler, så de havde sikkert også fået snegle. Men ingen havde opdaget det, for det er sådan noget, man ikke lægger mærke til: Der er ingen smerter og ingen symptomer, bare små snegle, der keder sig og drikker af ens hjerne.

er er meget andet af samme slags, alle mulige sygdomme, som ikke bliver opdaget. Hans kone havde for eksempel i mange år lidt af macramé-edderkopper, som er meget mere udbredt end snegle og også meget mere smitsomt. De overføres via brochurer og slår sig ned i sjælen og vikler sig stramt rundt om den. Hvert sted, man har en følelse, river de den ud og erstatter den med en perle. Hans kones sjæl lignede Bob Marleys hår. Hun

havde overhovedet ingen følelser mere, og det eneste, der kunne få hende til at græde, var ting, hun så i fjernsynet. Ingen gjorde noget ved det. Lægerne havde så travlt med at stabilisere hendes kalk niveau, som konstant faldt, at de ikke havde tid til pjat. Hun blev jo ikke blå eller noget og fik heller ikke klumper i brysterne. Hun var bare holdt lidt op med at græde. Hendes mand syntes tilmed, det var fedt, at hun kun græd over ting i fjernsynet, for de ting var jo ikke virkelige, så de kunne ikke skade hende. Det var ikke ligesom med boblerne i forruden, hvor man en dag kunne komme kørende, og så pludselig bang! Så kunne hele forruden smadre ind i ansigtet på en. Han havde talt 574 indtil nu, og hver dag dukkede der nye op. Musikken i radioen var nu så høj, at man ikke kunne høre sneglene bøvse. Når der var 600, tænkte han, ville han lægge sag an. Oversat af Hanne Friis

Fax 33 93 03 13

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

litterat og hundredmeterløber

Tyskernes jødiske Marcel Reich-Ranicki

litteratur pave og hans transportable fædreland

Af Peter Tudvad I 1854 skrev den tyske digter Heinrich Heine i sine Geständnisse, at jøderne handlede klogt under romernes ødelæggelse af Jerusalem. De lod nemlig templets guld og sølv i stikken for kun at redde Biblen med sig i eksilet, hvor den blev deres ”transpor table fædreland”. Et fængende udtryk, som en litterat bed dygtigt mærke i, da han læste det et århundrede senere. ”Måske var det først da, at jeg definitivt forstod, at også jeg havde et transportabelt fædreland: litteraturen, den tyske litteratur.” Var digterens ord en smule provokerende, så er litteratens det ikke mindre. For han er selv jøde, født i Polen og opvokset i Tyskland, af na-

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

zisterne sendt retur til sit fødeland og kun akkurat undsluppet Warszawas ghetto med livet i behold. Men trods tyskernes udryddelse af det meste af hans familie, drab på tre millioner af hans jødiske landsmænd og forsøg på også at gøre det af med ham og hans kone, var det efter krigen hverken Polen eller Palæstina, der stod for ham som det forjættede land, men mordernes nationale litteratur. Litteratens navn er Marcel ReichRanicki, og han har i mellemtiden ikke bare vundet borgerret i Tyskland, men også navn af litteraturpave og storkritiker på grund af sin dominerende stilling blandt tyske anmeldere gennem fire årtier. Allerede i efterkrigstidens kommunistiske Polen forsøgte han at overbevise sine oprindelige landsmænd om den tyske

litteraturs velsignelser, men hans begejstring mødte ikke stor forståelse. Litteraturen var jo immervæk skrevet på Hitlers sprog, som man sagde til ham, om end – som han prompte replicerede – også på Marx og Engels’. Det var dog ikke Det kommunistiske Manifest og Kapitalen, der havde Reich-Ranickis største interesse, men skønlitteraturen fra slutningen af det 18. til begyndelsen af det 20. århundrede. Alligevel gjorde han i en periode fælles front med kommunisterne, men utvivlsomt mere på grund af omstændighederne end af egentlig overbevisning. Reich-Ranicki blev født i 1920, i en provinsby 140 km nordøst for Warszawa, men blev ni år gammel sendt til hovedstaden i sin mors tyske hjem-

Ja, svarede Reich-Ranicki, for han Ranicki ikke løbe fra, men fik alkunne heller ikke give noget svar på, ligevel held til at flygte fra Warszawas hvorfor netop han havde overlevet. ghetto, da tyskerne den 18. januar Han mente, at hans bror egentlig 1943 ville sende ham til gasning i var langt bedre skikket til at overTreblinka. Sammen med sin kone, leve, men det gjorde han altså ikke. som han havde giftet sig med i ghetHvorfor? Det var ikke andet end en toen, skjulte de sig hos en polsk sættilfældighed, og ter og hans kone i dog kan han ikke Praga, det østlige lade være med Warszawa. ”Adolf Hitler, Europas Den eneste håndgri igen og igen at stille spørgsmålet. mægtigste mand, belige del af sit transporta Uden at forvente har besluttet: Begsvar. ge disse mennesker ble fædreland, han ænsede et ”Ifølge en jødisk skal dø! Og jeg, en maksime kan en beskeden sætter at tage med sig, var en jøde kun leve med fra Warszawa, har besluttet: De skal roman, som han netop var i eller mod Gud, men ikke uden. leve! Nu får vi at For at sige det helt se, hvem der går af færd med at læse." tydeligt: Jeg har med sejren.” aldrig levet med eller mod Gud. Jeg Mere end et år senere, i september husker ikke et eneste øjeblik i mit liv, 1944, kunne Reich-Ranicki og hans hvor jeg har troet på Gud.” Tværtikone en sidste gang forlade deres mod, erklærer Reich-Ranicki i sin skjul, da den røde hær rykkede ind i selvbiografi, Mein Leben. For allerede Praga. ”Hører du også til folket?” Det under sin skolegang fandt han ro i var en rødgardist, der spurgte ham, den tyske forfatter, C.G. Lichtenbergs den første, Reich-Ranicki så efter antropologiske betragtning over relibefrielsen. Ja, han hørte til folket, Kort efter sin eksamen kunne Reichgionen, nemlig at det er mennesket, det jødiske, ligesom rødgardisten. Ranicki ikke længere holde trit med der har skabt Gud i sit billede, og ikke Hitlers andre medløbere, endsige løbe Men inden Reich-Ranicki sluttede sig omvendt. fra dem. »Nogen måtte have meldt til den røde hær for at kæmpe mod Om man tror det ene eller det mig, for uden at jeg havde gjort noget sit litterære fædrelands barbariske galt, blev jeg anholdt.« Sådan hedandet, kan man nok blive enige om, usurpatorer, bad sætteren ham om der det med et skjult citat fra Franz at det er mennesket, der har skabt litikke at røbe for nogen af hans polske Kafkas Processen, når Reich-Ranicki teraturen og alle dens spejlbilleder af landsmænd, hvor han havde holdt fortæller om, hvordan han en efterdets egne længsler og håb, fremmedsig skjult. ”Jeg kender dette folk. Det årsmorgen i 1938 blev gennet ud af gørelse og hjemløshed. Reich-Ranicki ville aldrig tilgive os, at vi har redfjerene af politiet og uden varsel taget kender alle disse følelser, men efter det to jøder.” Og dog var det altså to med på stationen. sin flugt til forbundsrepublikken polakker, der reddede dem. Tyskland i 1958 har han vist aldrig Det var den 28. oktober, og hans følt sig fristet til at forlade den igen ”Vi blev ikke brøde var, at han – hvor transportabel dens litteratur dræbt, ikke slået var jøde, og at end er. ihjel, ikke udrydhan ikke havde et tysk, men Ifølge en jødisk mak det, ikke gasset”, konstaterede den kun et polsk pas. Marcel Reich-Ranicki har udgivet et utal jødiske skuespilAltså blev han af sprudlende bøger om tysk litteratur, sime kan en jøde kun leve lerinde Angelika sammen med ti herunder om dens jødiske islæt, 'Über med eller mod Gud, men Hurwicz, da Reichtusinder af andre Ruhestörer. Juden in der deutschen LiteRanicki traf hende jøder sendt til ratur'. Dertil kommer ikke mindst hans ikke uden. For at sige det igen efter mange års Polen og måtte selvbiografi, 'Mein Leben', som siden udadskillelse på grund – for første, men givelsen for ti år siden er solgt i flere end helt tydeligt: Jeg har aldrig af krigen. ”Vi har ikke sidste gang en million eksemplarer. Og som har høstet overlevet, uden at – lade sit elskede voldsom kritik på grund af dens fortielse levet med eller mod Gud." have fortjent det. bibliotek bag af hans arbejde for Polens kommunistiske Vi har kun tilfældet sig. Den eneste efterretningstjeneste kort efter krigen. Herat takke for det. Vi er rædslernes, af håndgribelige del af sit transportable om har journalisten Gerhard Gnauck i år ubegribelige grunde, udvalgte børn. fædreland, han ænsede at tage med skrevet en kritisk bog, 'Wolke und Weide. Vi er de mærkede, og vi forbliver det sig, var en roman, som han netop var Marcel Reich-Ranickis polnische Jahr', til vore dages ende. Er du bevidst om i færd med at læse. der dog kan siges delvist at rehabilitere det, forstår du det?” At han var jødisk, kunne ReichReich-Ranicki. land. Her, i Berlin, boede han hos en tante og onkel, mens han gik på gymnasiet. Han klarede sig godt, også efter den nazistiske magtovertagelse i 1933, der ellers legitimerede enhver tænkelig chikane og obstruktion. Hvorfor gjorde hans klassekammerater ham ikke helvede hedt, når de selv var medlemmer af Hitler Jugend og begejstrede nationalsocialister? »Herregud, hvordan skulle vi tro på teorien om jødernes mindreværdighed«, returnerede de retorisk hans spørgsmål, da Reich-Ranicki spurgte dem under 25-års-jubilæet for deres studentereksamen i 1938. »Klassens bedste i tysk var en jøde, og en af de hurtigste hundredmeterløbere ligeledes en jøde!« Det var naturligvis Reich-Ranicki, de sigtede til, men han kunne dårligt glæde sig over denne forklaring. For hvad så, hvis han ikke havde kunnet sin tyske litteraturhistorie bedre end nogen, og hvad nu, hvis han ikke havde kunnet spurte fra de fleste af sine ariske klassekammerater!

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

bibelske tidende

I begyndelsen... Af Peter Nejsum I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden … to gange. Ja, to gange, eller rettere sagt: Der er to forskellige skabelsesberetninger i Bibelen, som står side om side. Man bladrer om på næste side og opdager til sin forbløffelse, at himlen og jorden skabes én gang til, og endda på en helt anden måde end man lige har læst! Hvad er meningen? Når man diskuterer tro og videnskab, og det er blevet gjort i rigt mål i dette Darwin-år, så er det tankevækkende, at Bibelen tilsyneladende ikke engang kan være enig med sig selv om, hvordan verden er blevet til. Samtidig er der en dyb pointe i, at der ikke bare er en skabelsesberetning. Lad os først se på Bibelens to fortællinger om begyndelsen:

Skabelsen v.01

En travl uge Den første skabelsesberetning fortæller, hvordan Gud i løbet af seks dage skabte alting. Den syvende dag hvilede han sig – eller ”nød det”, som Bent Melchior engang har oversat det. Gud lagde hårdt ud med at kalde lyset frem: ”Der skal være lys!” – og så går det, som man kan vente: Der bliver lys. Før Gud skabte, var der mørke og tomhed. Den næste dag satte han en hvælving, ”der skilte vandene under hvælvingen fra vandet over hvælvingen”, et udtryk, der kræver en forklaring: Forestillingen er den, at alting til at begynde med er vand, både oppe og nede. Himmelhvælvingen presser vandet væk, så livet bliver muligt, og lader det kun komme ned i kontrollerede mængder, nemlig som regn. Vandet ses som en kaosmagt, der skal betvinges, og det sørger Gud for. Den tredje dag kom det tørre land til syne og blev hurtigt fyldt med planter, buske og træer. Allerede da Gud så det tørre land titte frem bag vandmasserne, lænede han sig tilbage og så anerkendende på resultatet af sine anstrengelser. ”Og Gud så, at det var godt”, står der. Det kom Gud til at gentage igen og igen, efterhånden som verden blev til, og det står nærmest som et omkvæd i skabelsesberetningen, at Gud så, at det var godt. Den fjerde dag sættes solen og månen fast på himmelhvælvingen, og på den måde indføres også et system, der kan skelne den ene dag fra den anden, så man ved, hvornår det er hverdag, og hvornår det er fest. Den femte dag lader han vandet vrimle med levende væsner lige fra gopler til blåhvaler og fylder himlen med vingeslag og fuglefløjt. Den sjette dag har Gud travlt: Gud skabte alle landdyrene, fra firben til flodheste, fra spidsmus til malkekøer. Og så sker det, kulminationen af skaberværket: Mennesket bliver til. ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os”, sagde Gud til sig selv, og Gud skabte mennesket i sit billede, ”som mand og kvinde skabte han dem.” Og så er han ellers klar til at puste ud efter en ualmindelig travl uge på kontoret …

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Skabelsen v.02

Adam og Eva Den anden skabelsesberetning er helt anderledes. Den begynder også med at beskrive den tilstand, der var før Gud skabte: En ørken uden buske eller planter, for ”Gud havde endnu ikke ladet det regne på jorden”. Men en kilde brød frem og gjorde den tørre jord blød og frugtbar. Gud begynder så sit skaberværk med at bygge et lermenneske af den våde jord, og han gør det levende ved at blæse livsånde i dets næsebor. Mennesket, på hebraisk Adam, er blevet til. Gud står der midt i ørkenen med sit menneske, og der kan han jo ikke leve. Derfor planter Gud en frodig have til sit menneske. Haven vandes af en flod, der udspringer her, og som løber ud og deler sig og vander hele verden. I Edens have er der er smukt og godt, og hvor man blot skal række hånden ud og plukke af træerne, hvis man skal have noget at spise. Blandt alle de kendte træsorter planter Gud også to træer, der er noget helt for sig selv: Livets træ og træet til kundskab om godt og ondt – det træ, som Gud udtrykkeligt forbyder mennesket at spise af. Men alt er alligevel ikke godt. Adam keder sig, og Gud ræsonnerer, at ”det ikke er godt at mennesket er alene”. Man kunne tro, at den indsigtsfulde Gud herefter straks skred til at skabe en kvinde til den ensomme mand, men sådan er det ikke. Gud forsøger sig først med dyr af alle mulige slags. Han viser Adam den tillid at lade ham bestemme, hvad dyrene hver især skal hedde. Men selvom nogle af dem både er søde og sjove, er der dog alligevel ikke nogen af dem, der indfriede Guds intention om at skaffe ham ”en hjælper, der svarede til ham.” Gud lader så Adam falde i dyb søvn, og mens han sover, bygger han en kvinde til ham af et af hans ribben. Og med kvinden er skaberværket endelig fuldendt!

Vild uenighed De to beretninger er, som man kan se, ikke enig om ret meget. Om mennesket blev skabt først – eller sidst, ja, om rækkefølgen i det hele taget. Om det blev skabt ”som mand og kvinde” – eller om kvinden først kom til senere. De har vidt forskellige forestillinger om, hvad der var, før Gud skabte, om der var kaos-vand eller ørken, ligesom de er uenige om, hvordan Gud skaber: Om han blot behøvede at udsige det, eller om han først skulle bygge det af jord, ribben eller andet velegnet materiale. Gudsbilledet er også forskelligt: I den første virker Gud ophøjet, som om han havde en fix og færdig plan, inden han gik i gang. Det kan man ikke sige i fortællingen om Adam og Eva, hvor det hele kommer sådan lidt hen ad vejen, efterhånden som tingene udvikler sig. De to fortællere er altså vildt uenige om alt, bortset fra det nok så væsentlige: At det er Gud, der har skabt alting. Og at den skabte verden som udgangspunkt er god. Hvorfor to? Man kan kun gætte på, hvorfor der er to skabelsesberetninger. En af de mest sandsynlige forklaringer er, at der er tale om to traditioner, måske fortalt af to forskellige folk med hver deres livsvilkår. Måske er beretningen om Adam og Eva fortalt af folk fra ørkenen, der kun alt for godt vidste, at vand er forudsætningen for alt liv. Derfor forestiller de sig det ”ingenting”, der var i begyndelsen, som en ørken, og kilden, der bryder frem, som betingelse for alt liv. Tilsvarende er det måske sådan, at de, der har fortalt om, hvordan Gud skaber alting på syv dage, har haft smertefulde erfaringer med vandets ødelæggende kraft, når floder fx går over deres bredder. Men man har ikke gjort noget forsøg på at skjule modsætningerne.

Begge fortællinger er placeret klods op og ned ad hinanden i al deres forskellighed. Enten har man regnet den tids læsere som ualmindeligt dumme og uopmærksomme, eller også er der en pointe ved at gøre det, der er mere aktuelt end nogensinde: At forskellene i virkeligheden ikke betyder noget som helst. At det vigtige slet ikke er, hvordan det præcis er gået til, men at det er Gud, der står bag. Forskellighederne ses i virkeligheden som en rigdom, som tillader forskellige mennesker at se sig selv og deres verden spejlet i fortællingerne. Tro og videnskab Derfor bliver de to skabelsesberetninger en replik i diskussionen om tro og videnskab. Der er nemlig ikke nogen principiel modsætning, som man ofte hører, for tro og videnskab besvarer to forskellige spørgsmål: Videnskaben er optaget af, hvordan alting er blevet til. Det er Bibelen ikke. Var den det, ville den kun have bragt én, officiel udgave af skabelsesberetningen. Bibelen er til gengæld optaget af noget

andet, nemlig hvorfor alting er til, og den svarer: Fordi Gud vil det. Det svar er de to beretninger til gengæld helt enige om. De er endvidere enige om, at det flimrende mylder af liv, der fylder verden, er beregnet på at være godt. Det er som om, Bibelen hermed har et indbygget drilagtigt værn mod at blive læst alt for naturvidenskabeligt. Det er nemlig noget helt andet, der interesserer den, end hvordan livet helt præcis opstod, nemlig hvorfor og hvad vi skal med det. Så når bibelfundamentalister af enhver aftapning insisterer på, at verden er blevet til, som der står i Bibelen, må man venligt spørge, hvilken af skabelsesberetningerne, de i så fald henholder sig til? Læs selv: 1. Mosebog 1-2

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

LæserrejseR Tag på opdagelse med Goldberg og Horisont Rejser

shaken not stirred

Du sparer

Forfatteren Daniel Silva

750,pr. billet

Horisont Rejser har i samarbejde med Magasinet Goldberg arrangeret en række spændende rejsetilbud. Horisont Rejser laver rejser med noget på hjerte og højt fagligt indhold. Her er der ikke tale om grupperejser på samlebånd, men om rejser der er skræddersyet, så den matcher rejsegruppen. Horisont Rejser er kendt for sine kompetente rejseledere: Herbert Pundik, Martin Krasnik, Jens Nauntofte, Mette Holm, Ib Michael, Søren Haslund-Christensen, Kjeld Hillingsøe, Ole Wøhlers Olsen m.fl. De har alle et nært

kendskab til de lokale forhold og kan åbne døre til steder du normalt ikke kommer som turist – og fortælle historier som du med garanti ikke kan læse i guidebøgerne. Når du tager med på en af disse rejser garanterer vi, at du kommer tættere på historien, kulturen, menneskene og oplevelserne. Oven i købet med rabat: Du får et kontant nedslag på hele 750 kr. pr. billet, hvis du ved bestillingen henviser til Magasinet Goldberg. Godt efterår – og god rejse til foråret

Det ukendte New York

Alle kender Times Square, Empire State Building og Frihedsgudinden, men langt færre kender den blinde gallerist Steve Cannons lille toværelses galleri på Lower East Side, den sære bogforlægger, der driver sit lille forlag fra det berømte Chelsea Hotel eller den danske tegneserie tegner Henrik Rehr, der oplevede 9-11 på nærmeste hold og siden udgav to prisbelønnede albums om dagen. Tag derfor med til storbyen, der gemmer på en million hemmeligheder, med Ole Lindboe, der har besøgt byen mere end 70 gange – og gå på opdagelse i byens mange afkroge.

20.-27. marts 2010 • PRIS: 9.800 kr.

Kunstrejse London

London er i dag et af de mest aktive kunstbyer i verden, med stribevis af store kunstmuseer, et væld af nye gallerier og kunstnere fra hele verden. Nu arrangerer Horisont rejser en kunstrejse til London for særligt kunstinteresserede, med mange afstikkere om bag om de officielle udstillinger – bl.a. besøg hos galleriejere og kunstnere. Kunstkritikeren Ole Lindboe er guide.

21.-25. april 2010 • PRIS: 5.900 kr.

Kunstrejse Berlin

Berlin er de sidste fem-seks år blevet en af Europas vigtigste kunstbyer. Masser af museer med fine samlinger, og en eksplosion af nye gallerier. Kunstnere fra hele Europa – herunder mange unge danske kunstnere – er flyttet til byen. Vi arrangerer nu en tur for særligt kunstinteresserede. Guide er kunstkritikeren Ole Lindboe, der viser en anden side af Berlin. Turen inkluderer besøg på kunstmuseer og hos lokale kunstnere i deres gallerier.

10.-14. maj 2010 • PRIS: 4.900 kr. 36

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

HORISONT REJSER • Rovsingsgade 88 • DK-2200 København N • Tel. 70202779 • www.horisontrejser.dk

Navnet er Allon, Gabriel Allon

Han er gode venner med Paven. Han er en af verdens bedste konser vatorer af klassisk billedkunst. Han har tilsyneladende licens til at dræbe. Han er blevet betegnet som en jødisk James Bond, men bag spændingsromanernes klicheer ligger en hel del dybere mening Af Hans Henrik Fafner ”Ved et af historiens ejendommelige og skæbnebestemte luner var tilværelsen for en jøde nu om dage mere behagelig i Tyskland end i Jerusalem eller Tel Aviv.” Den amerikanske spændingsforfatter Daniel Silva lægger sætningen ind i professor Benjamin Sterns tankerække, mens denne sidder og forsker i sin lejlighed i München. Benjamin Stern er israeler. Han er egentlig fakultetsmedlem på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, men er udlånt til Ludwig Maximilian Universitetet i den tyske storby, hvor han er gæsteprofessor i europæiske studier. Han er vellidt blandt kollegerne, og de

unge studerende, som bor i ejendommen, hvor Stern har slået sig ned, betragter ham som et fast holdepunkt i en rodet tilværelse. Men idyllen splintres næsten i samme øjeblik, den er tegnet op. Professor Stern bliver brutalt myrdet, og gerningsmændene efterlader sig kun falske spor. Dette er indledningen til Vatikanets Mand, den tredje i Daniel Silvas række af romaner om Mossadagenten Gabriel Allon. Stern viser sig at have en fortid i Mossad, og derfor er der mening i, at Allon bliver sat på opklaringen af mordet på en gammel kollega. Og selve udåden viser sig at være et stykke topprofessionelt bestillingsarbejde, der involverer de højeste kredse i Vatikanet. For sideløbende med sit almindelige

akademiske arbejde, har Benjamin Stern været i gang med en bog om kirkestatens rolle forud for jødeudryddelsen under 2. Verdenskrig. Allon og normaliteten Overfladisk set bevæger hele setup’et sig på kanten af det banale. Spændingslitteraturen skorter ikke på superagenter fra Mossad og lignende agenturer, og verdensomspændende skurkestreger har vi også hørt om før. I dette efterår kom den niende Allon-roman, The Defector, som endnu ikke er oversat til dansk. Det er en selvstændig fortsættelse af nummer otte, Moscow Rules, hvor Gabriel Allon er oppe mod russiske våbenhandlere i sværvægtsklassen; de har planer om at gøre lukrative forretninger med Al GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

foretrukne genre, men hun ser en klar undtagelse i Daniel Silva.

konfliktens malstrøm,” siger Neta Gurevitch. ”På samme måde som Benjamin Stern er det. Eller var.” Hun er redaktør på forlaget Sifrei Yediot Ahronot, der indtil videre har udgivet to Allon-romaner på hebraisk og har nummer tre på vej. Hun indrømmer åbent, at kommerciel fiktion, som hun kalder det, og i særdeles spændingsromaner, ikke er hendes

Verden i en voldelig tid ”Sædvanligvis har udenlandske forfattere, der prøver at beskrive israelske forhold, vanskeligt ved at ramme tonen. Men jeg blev lige fra starten meget imponeret over Daniel Silva. Han ved, hvad han taler om,” forklarer Neta Gurevitch. Forfatteren er kendt for grundig research og har som tidligere Cairokorrespondent for telegrambureauet UPI sine særlige forudsætninger for at forstå Mellemøsten. Yehudit Orian, der er boganmelder ved dagbladet Maariv, ser også Daniel Silvas forfatterskab bryde med nogle vaneforestillinger. ”Ofte har israelske læsere meget lav tolerance over for udenlandsk litteratur, og de bryder sig specielt ikke om udenlandske forfattere, der forklarer, hvordan lokale forhold hænger sammen. Så på mange måder gør Daniel Silva det, ingen bør gøre over for et israelsk publikum, og han slipper godt fra det. Det er specielt,” siger Gurevitch. Efrat Lev, der er litterær agent i Jerusalem, forklarer, at spændingsromaner generelt ikke er den helt store salgsvare på det israelske bogmarked. ”Vi har spænding nok i det virkelige liv,” smiler hun. ”Men jeg ser en global tendens, der har noget at gøre

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

med 11. september. Verden er blevet mindre, og den er blevet mere voldelig, i hvert tilfælde i folkelig opfattelse, og det mener jeg også, er den del af forklaringen på, at folk læser Daniel Silva. Han kan forklare verden i en voldelig tid.” Jødisk James Bond Et andet element er Daniel Silvas personlige baggrund. Som søn af indvandrere fra Portugal voksede han op med katolicismen, og han konverterede til jødedommen, da han giftede sig med tv-journalisten Jamie Gangel, og dette forhold ses tydeligt i romanerne. Det er nok her, mange er nået frem til sammenligningen med Graham Greene, der konverterede til katolicismen og havde mange religiøse overvejelser i sine romaner. Omdrejningspunktet i flere af Silvas romaner ligger i Vatikanet. Pavestaten gør flittigt brug af Gabriel Allon som kunstkonservator, og omvendt er agenten Allon flere gange manden, der redder Vatikanet fra voldsomme, kriminelle anslag. ”Naturligvis er der litterære forskelle på Graham Greene og Daniel Silva, men ligesom hos Greene er de religiøse spændingsfelter i Silvas produktion ganske interessante,” fortsætter Neta Gurevitch. ”I bøgerne beskrives den jødiske verden som et liv i evig belejring. Et liv, hvor Mossad-agenter som Gabriel Allon er en nødvendighed for at overleve. Over for dette står Vatikanet som soliditeten, roen og den klassiske kultur. Et sted, hvor

man kan tage sig tid til at sysle med istandsættelse af kirkernes klassiske malerier.” Men inden for dette tema ser hun også Daniel Silva give sine læsere noget at tænke over. Hun beskriver Gabriel Allon som et gennemgående moralsk menneske. Han er, som hun formulerer det, ikke nogen blodtørstig soldat. Allon har det ikke specielt godt med sin fortid som manden, der opsøgte og likviderede terroristerne fra Sorte September, og sit metier som agent ser Allon som en plagsom nødvendighed. Den del af livet i den jødiske stat, som de fleste israelere gerne så sig foruden. Omvendt er Vatikanet, der står som den vestlige verdens grundpille, på ingen måde immunt over for terrorangreb og konspiratoriske forsøg på at vælte verden. I en af bøgerne rammes Peterskirken i Rom af et bombeangreb, der er ved at få kuplerne til at styrte sammen, og i en anden har skurkene infiltreret selve staben omkring Paven. ”Budskabet er, at usikkerheden i verden kan vise sig hvor som helst. Også i den vestlige verdens tilsyneladende mest veletablerede institutioner,” siger Neta Gurevitch. ”Han fortæller os, at normaliteten ofte er en illusion.” Ikke uden grund er Gabriel Allon blevet betegnet som en jødisk James Bond, og forfatterskabet siges at

ligge i forlængelse af Ian Fleming. Men der er mange dybere elementer, som gør det naturligt at trække tråde til John le Carré, der navnlig i sine koldkrigsromaner gav en moralsk kommentar til den aktuelle elendighed. Silvas verden er på mange måder stereotyp. Der er ingen tvivl om, at israelerne kæmper de retfærdiges kamp, mens skurkene er palæstinensere, islamiske fundamentalister eller griske, russiske våbenhandlere. Måske er det spændingsromanens

natur at tegne forholdene op på denne måde, og dette er sikkert også grunden til, at Silva ikke har fundet noget publikum i den arabiske verden. ”Men når dette er sagt, har han et budskab til den vestlige verden, om end på meget vestlige præmisser,” slutter Efrat Lev. ”Professor Stern tror sig sikker i München, nazisternes gamle højborg. Men skæbnen snyder ham, og tilværelsen i Tyskland kan gå hen og blive rigtig ubehagelig. Gerningsmændene bag drabet er hyret af folk med dystre interesser i Vatikanet, men overordnet set, afspejler ugerningen hele den sikkerhedsmæssige usikkerhed, som er en realitet for hele vores verden i dag. Så på den måde kan et europæisk publikum uden tvivl lære, at deres situation ikke er så væsensforskellig fra Israels, ved at læse Daniel Silva.”

Romanerne om Gabriel Allon kan købes i enhver boghandel „Opfindsomt og effektivt. Grænsen mellem fiktion og virkelighed er dygtigt sløret.“ – Politiken

„Skræmmende virkeligt, man føler sig magtesløs over hadet.“ – Ugebladet Søndag

cicero.dk

Qaeda, men naturligvis bliver det hele forpurret. Romanfiguren Allon var som ung mand med på det hold israelske agenter, der opsporede og udslettede medlemmerne af den gruppe fra Sorte September, som stod bag massakren på de israelske sportsfolk ved München-olympiaden i 1972. Allon var holdets bedste dræber og har seks likvideringer med i sin mentale bagage. Lige fra romanseriens begyndelse gør dette ham til et nummer for højprofileret til, at han egentlig kan fungere effektivt som agent. Dette forklarer, at ”Tjenesten” har givet ham en ny identitet som kunstkonservator, og i hver bog tager fortællingen afsæt i, at han modstræbende må forlade sin nye drømmetilværelse for atter at gå i nationens hemmelige tjeneste. ”Man kan godt se Gabriel Allon som israeleren, der higer efter normaliteten, men hele tiden bliver trukket tilbage, ind i

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

kriminovelle

Mine klienter beta ler mig for at få noget at vide, som de godt vidste i forvejen. De er tilfredse og føler, at pengene er godt givet ud."

Daniel B.

Af Ib Lucas

For et par hundrede år siden havde jeg nok været rabbiner i en landsby syd for Lublin. Jeg ville have hjulpet min menighed med stort og småt, have udstukket vejen for dem, fået dem til at forstå, hvad Gud ville med dem hver især. Daniel B. står der på mit visitkort. Det er mange år siden, jeg opgav at stave mit efternavn i telefonen – det virkede direkte afsporende for kommunikationen – så både jeg og mine klienter nøjes med B. På næste linje står der: coaching og selvudvikling. Smil bare, det gør jeg selv! Jeg er åben, aktivt lyttende, jeg spørger ind. Tilbyder sparring og supervision. Det handler ikke om at finde ud af, hvad Guds mening er med dig, men om at hjælpe dig til at finde ud af, hvad du vil med dig selv. Mine klienter betaler mig for at få noget at vide, som de godt vidste i forvejen. De er tilfredse og føler, at pengene er godt givet ud. Jeg sad selv og forsøgte at være tilfreds, da Eva ringede. Engang i fortiden kunne vi snakke sammen i timevis om, hvordan vi oplevede hinanden; nu tilstræber vi korte og klare meddelelser. ”Jeg er forsvarer for en mand, der har slået sin kone ihjel.” ”Okay.” ”Det er en tilståelsessag. Der opstår et skænderi, konen truer ham med en japansk fiskekniv, han forsvarer sig med en stol og kommer til at smadre den i hovedet på hende. Hun er død på stedet.” ”Okay.” Det er en forbandet uvane, jeg har fået med det ”okay”. ”Han er så chokeret over, hvad han har gjort, at der går en times tid, inden han får ringet efter ambulance og politi.” ”Hvorfor fortæller du mig det?” ”Fordi du kender ham. Peder Bjørn. Han har konsulteret dig engang.” ”Det stemmer.” Jeg kunne godt huske Bjørn, selv om der var gået nogle år. Dengang havde han forladt kone og søn til fordel for en yngre dame, men det skulle vi ikke snakke om. Skilsmissen var et overstået kapitel. Han overvejede nu at droppe sin faste stilling for at blive selvstændig, det var det problem, han ville vende med mig. Jeg hjalp ham gennem de strategiske overvejelser, men da jeg ville tilbage til hans privatliv, lukkede han helt af. Han havde fået, hvad han var kommet efter og var mere end tilfreds. Jeg

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

fastholdt, at tingene ikke burde adskilles på den måde. Vi aftalte et nyt møde, men han udeblev. Jeg lod ham være og sendte regningen. ”Hvad gik skænderiet ud på?” ”Til politiet har han forklaret, at det drejede sig om jalousi. Men det er uklart, om det er ham eller hende, der har været jaloux. Han modsiger sig selv. Og da jeg påpegede det, ville han slet ikke snakke mere om skænderiet.” ”Kan det ikke også være lige meget, hvis han har tilstået mordet?” ”Nej, jeg vil gerne kunne levere et ordentligt forsvar. Men jeg kan ikke trænge ind bag facaden.” ”Så kan jeg sikkert heller ikke.” ”Kan du ikke prøve, Daniel? Du får selvfølgelig dit honorar.” ”Jeg har penge nok.” ”Eller en god middag?” ”Det lyder bedre.” ”Jeg sender rapporten med det samme. Du er en skat.” Et øjeblik troede jeg, at fængselsbetjenten havde taget fejl af de indsatte. Bjørn var ikke til at kende igen. Den kraftige mand var blevet tynd og skaldet, huden var grå, øjnene manglede liv. Men der var trods alt antydningen af et smil, da jeg trådte ind. ”Daniel B,” sagde han. ”Ja, det er længe siden. Jeg har fået tilladelse til at besøge dig. Tænkte at du kunne have brug for, at vi talte lidt sammen?” Han strøg sig over issen og rystede på hovedet. ”Det er pænt af dig, men jeg har ikke lyst til at snakke mere om det.” Jeg nikkede og satsede på, at hvis jeg forholdt mig tavs, ville han nok begynde at sige et eller andet. Men jeg tog fejl. Stilheden syntes ikke at gå ham på. Jeg kiggede lidt på de karrygule vægge og opdagede en forvildet sommerfugl, der flaksede om lampen i loftet, han lagde armene over kors, lænede sig tilbage og lukkede øjnene. ”Om hvad?” sagde jeg så. Det gav et sæt i ham, han kiggede forvirret på mig. ”Undskyld, hvad sagde du?” ”Jeg spurgte, hvad det var, du ikke ville snakke mere om?” ”Jeg har tilstået, at jeg har slået min kone ihjel. Nu venter jeg bare på at få min dom. Der er ikke mere at

Illustration: Jeanne G. Kempinski

tale om.” ”Hvorfor straffe sig selv dobbelt ved ikke at ville tale om det?” Han rystede på hovedet. ”Jeg er blevet forhørt af politiet i flere omgange, og jeg har været det hele igennem med min advokat. Nu må det være nok.” ”Jeg har også talt med hende, og jeg har læst politirapporten,” sagde jeg. ”Det har jeg regnet ud,” sagde han. ”Det er som om der mangler et motiv.” ”Motiv! Det var da for helvede ikke min hensigt at dræbe Helene. Vi skændtes, hun blev totalt rasende og tog den skarpe kniv. Og så slog jeg hende med stolen. Men det var ikke for at dræbe hende.” ”Tror du, at hun ville have stukket kniven i halsen på dig?” ”Helene? Nej.” ”Så var det vel ikke nødvendigt at banke hende i hovedet med stolen?” ”Jeg tænkte ikke … det var bare en forsvarsrefleks. Jeg kunne ikke drømme om at slå hende ihjel … Hans underlæbe begyndte at sitre, og han drejede sig væk. ”Hvad skændtes I om?” ”Det kan være lige meget.” ”Du har sagt til politiet, at hun var jaloux?”

”Så er det sådan.” ”Troede hun, at du var hende utro?” ”Ja.” ”Bedrog du hende?” Han stirrede arrigt på mig. ”Ja, jeg bedrog hende.” ”Med hvem?” ”En af mine ansatte. Vi havde mange aftenmøder.” ”Hvad hedder hun?” ”Det ønsker jeg ikke at oplyse. Hun er gift.” ”Okay. Men din kone … Helene havde altså god grund til at være jaloux. Og til at blive rasende.” ”Det havde hun vel.” ”Det vil altså sige, at du forlader din kone og barn for Helenes skyld. Og så bedrager du hende? Og bagefter slår du hende ihjel.” ”Jeg vil ikke tale mere om det.” Jeg ved præcist, hvad det er der får mig til at registrere, når nogen lyver. Det er ikke ordene, tonefaldet, pauserne, hændernes bevægelser, blikretningen, pupilstørrelsen eller svedperlerne – det er lugten. Selv de værste lystløgnere og psykopater udsender en svagt krydret odør, når de går i gang med at lyve. Feromoner er den videnskabelige betegnelse for signalstofferne. Angst lugter syrligt som tis, sexlyst er mere hen i retning af hvidløg, og løgnen minder om paprika. En almindelig næse rummer tyve millioner lugteceller, min aristokratiske udgave indeholder mindst GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Illustration: Jeanne G. Kempinski

dobbelt så mange, og det er ikke nogen ubetinget fornøjelse. Havde jeg bare haft en ordinær kartoffeltud, var jeg ikke gået fra Eva. Men jeg kunne ikke tilgive hende. Det forbandede er bare, at hendes almindelige duft stadig gør mig vanvittig. Har ikke mødt nogen anden, der lugtede bare tilnærmelsesvis så trygt og forførende. Tilbage til Bjørn, der havde fyldt rummet med sin paprika. ”Jeg tror ikke på den historie,” sagde jeg. Ikke anklagende, snarere beklagende. ”Du kan tro, hvad du vil.” ”Undskyld jeg siger det, men du er ikke særlig god til at lyve.” ”Det kan være lige meget. Det hele … Jeg er en syg mand, jeg vil bare have fred.” ”Syg?” ”Det kan du vel se.” Han klappede sit skaldede hoved. ”Det her er ikke for at spille smart.” ”Det gør mig ondt at høre.” Han trak på skuldrene. ”Hvorfor står der ikke noget om det i rapporten?” sagde jeg. ”Det vedkommer ikke sagen.” ”Hvor alvorligt er det?” ”Jeg har fået stråler. Så nu er det bare at vente.” Jeg var oprigtigt rystet. Og samtidig endnu mere overbevist om, at jalousihistorien var opspind. En kræftsyg mand har ikke meget lyst til sex, hverken i eller uden for ægteskabet. Jeg valgte at skifte emne. ”Hvordan går det med din søn?” Bjørn virrede med hovedet, som om jeg havde givet ham en lussing. ”Udmærket, tak.” ”Han må jo være en voksen mand nu?” ”Ja.” ”Og din ekskone?” ”Hun har det sikkert også udmærket.” ”Bor hun stadig i jeres gamle hus?” Han antydede et nik. ”Jeg er meget træt. Det kan være, du skulle gå nu,” sagde han og rejste sig. Jeg ringede til Eva fra taxaen. Kunne høre hendes høje hæle klikke mod gulvet, mens hun talte. ”Fik du noget ud af ham?” ”Egentlig ikke.” ”Jeg vil plædere for uagtsomt manddrab, men han må

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

ryste op med en ordentlig forklaring på skænderiet.” ”Har du været i kontakt med hans søn?” ”Nej. Han er ikke til at få fat på.” ”Har politiet ikke prøvet?” ”Nix. Det er jo en tilståelsessag, så den bruger de ikke flere ressourcer på.” ”Hvad med ekskonen?” ”Hun ringede til mig, efter at hun havde læst avisen. Var bekymret for Bjørn.” ”Jeg er på vej ud til hende.” Camilla Bjørn havde en svovlagtig armsved, briller i panden og en cigaret i hånden, mens hun fortalte, at hun var sygemeldt på grund af stress. Hun insisterede på, at jeg skulle have et glas Campari. Hun rystede på hånden og begyndte pludselig at græde. Jeg rakte hende en serviet, hun pudsede næse. Det var så forfærdeligt, hvad Peder havde gjort. Hun fattede ikke, hvad der var gået af ham. Jeg sagde, at det også havde overrasket mig og spurgte, om hun havde oplevet, at han havde været voldelig. ”Aldrig.” ”Men I kunne godt skændes?” ”Kun når det handlede om Kasper.” ”Jeres søn?” ”Ja. Kasper var begyndt at ryge hash dengang og passede ikke skolen. Han sad hele natten og spillede computer nede i kælderen. Eller også var han ovre hos nogle venner. Peder var rasende over det. Og han blev så gal på mig, sagde at jeg havde forkælet ham. Det var nu lige omvendt. Vi havde nogle forfærdelige skænderier og prøvede selvfølgelig også at tale med Kasper. Han lovede at holde op, men det blev ikke til noget. Og så ville Peder pludselig skilles og ikke mere se sin søn for sine øjne.” ”Gjorde han så ikke det?” ”Jo, jo, men først efter nogle måneder. Peder er i virkeligheden meget blødere end mig. Jeg smed Kasper ud efter at han tre gange havde taget mit dankort. Det var mange tusind kroner, han havde stjålet. Og bagefter fandt jeg ud af, at han også havde solgt mine smykker.” ”Han skulle have penge til stoffer?” ”Ja, lige præcis. Jeg ved ikke, hvor han flyttede hen og hvad han rodede sig ud i, men jeg fik skiftet låsene ud. Men så begyndte han at opsøge Peder. Og Peder gav ham penge, det ved jeg. Kasper kan spille så oprigtig og troskyldig, når det skal være.” ”Ved du, hvad Helene sagde til det?”

”Vi var ikke på talefod, men hun ringede faktisk til mig en enkelt gang og skældte ud over Kasper. Hun sagde, at vores rådne søn havde stjålet hendes mobiltelefon.” ”Og hvad sagde du til det?” ”Jeg nåede ikke at svare, inden hun knaldede røret på.” ”Ved du, hvor Kasper opholder sig?” ”Nej. Og jeg vil heller ikke vide det. For mig er han død. Ja, det er frygteligt at sige det, men sådan føler jeg det.” Bjørn virkede ikke overvældende begejstret over at se mig igen. ”Hvornår har du sidst set Kasper?” ”Det kan jeg ikke huske.” ”Ved du, hvor han befinder sig?” ”Nej, ikke lige for øjeblikket.” ”Vil du gerne vide det?” Igen så det ud, som om jeg havde stukket ham en lussing. ”Nej. Eller jo!” ”Han befinder sig på politigården.” ”Det passer ikke. Det kan ikke passe.” ”Og han er ved at underskrive en tilståelse.” ”Nej, nej. Det må han ikke.” ”Fordi du vil tage straffen for ham?” ”Daniel, han er så ung.” ”Skal jeg fortælle dig, hvad der skete på mordnatten – eller vil du selv gøre det?” ”Det var forfærdeligt! Jeg kom lidt sent hjem, jeg havde pludselig fået appetit og glædede mig til at skulle have rødtunge. Kasper sad på trappestenen foran hoveddøren. Far, far, jeg har slået Helene ihjel, sagde han. Jeg stormede ind i stuen, hun lå på gulvet, der var blod i hendes hår og på tæppet. Jeg ruskede i hende, men hun var helt livløs. Kasper græd som et lille barn, mens han fortalte hvad der var sket. Han var kommet for at få penge, der var nogen der havde truet med at skære hans brystvorter af, det fortalte han Helene, men hun bad ham om at skrubbe af. Det ville han ikke. Så havde hun taget fiskekniven for at få ham ud, men han havde grebet stolen og slået hende i hovedet. Og bagefter havde han så bare siddet og ventet på at jeg skulle komme.” ”Og så besluttede du dig for at påtage dig skylden?” ”Det var et uheld, det havde jo ikke været hans mening. Han var ulykkelig og havde bare siddet og ventet på far. Lige som da han var lille. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at han skulle i fængsel. Han er så skrøbelig. Og jeg

skal jo alligevel dø lige om lidt. Jeg ville give ham en chance til her i livet for at blive et ordentligt menneske. Det sagde jeg til ham. Og han græd og lovede mig, at han ville gå på afvænning, han ville prøve at få en uddannelse, han ville leve op til min tillid. Han var forfærdet over, at han havde taget Helenes liv fra hende.” ”Og hvad gjorde I så?” ”Jeg tørrede stolen af med et viskestykke og satte mine egne håndaftryk på den. Så bad jeg ham skynde sig væk og ringede til politiet. Mens jeg ventede, sad jeg og holdt Helenes hånd.” Jeg sukkede dybt og opdagede sommerfuglen, der sad klistret til lampen. ”Jeg har også en tilståelse at gøre,” sagde jeg. ”Kasper er ikke på politigården. Jeg aner ikke, hvor han er henne.” Bjørn kiggede på mig. ”Er det rigtigt? Jeg kunne heller ikke forstå det. Han har altså ikke tilstået?” ”Nej. Men det synes jeg, han burde gøre.” ”Daniel, han er min søn, det dyrebareste, jeg har. Han har været ude i noget skidt, men han kan stadig nå at blive et godt menneske, nå at gifte sig med en sød pige, blive far. Den chance vil jeg give ham.” ”Du er meget ædel.” ”Lov mig, at du ikke siger til nogen, hvad jeg har fortalt dig. Det ville ikke tjene noget formål.” ”Kun retfærdighedens.” Jeg ringede til Eva samme aften. ”Ja, det er mig,” sagde hun. Uden for kontortiden slapper hun sprogligt af. ”Kan du huske historien om Salomons dom?” ”Er det en sag om ski og patenter?” ”Nej, for fanden. Kong Salomon skal afgøre to kvinders strid om, hvem der er mor til barnet.” ”Mener du virkelig MOR til barnet?” ”Ja. Og så tager han sit sværd og vil skære barnet midt over. Men den rigtige mor råber stop og giver afkald. Kærligheden er stærkere end retfærdigheden.” ”Og hvorfor fortæller du mig det?” ”Jeg synes bare, det er en god historie.” ”Lidt speciel, synes jeg. Kommer du herover? Hvordan gik det Bjørn? Har du fået hul på bylden?” Jeg sidder stadigvæk og spekulerer på, om det var rigtigt, at jeg svarede: ”Egentlig ikke. GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

sofia-jødernes historie

En bulgarsk historie I år kan den nyrestaurerede Centralsynagoge i Sofia fejre 100 år. Det er godt klaret i et land, hvor den jødiske befolkning de seneste 70 år har levet en omtumlet tilværelse med forfølgelse, redning, undertrykkelse og masseemigration.

Af Hanne Trautner-Kromann I fremstillinger skrevet af bulgarske jøder efter 2. Verdenskrig, fx The Survival. A Compilation of Documents 1940-1944 får man indtryk af ægte taknemmelighed over, at landets jødiske befolkning blev reddet fra Holocaust. Man mærker også et stort ønske om at fritage den almindelige bulgarer for ansvaret for de antijødiske overgreb, der fandt sted i krigsårene, og udelukkende lægge ansvaret på den tyskvenlige regering. Set udefra ligner Bulgariens behandling af de jødiske indbyggere mere den skæbne, der blev fx Norges jøder til del: årelang grov diskrimination, fratagelse af alle borgerrettigheder og udstødelse af samfundet og endelig deportation "østpå". Men der er en ganske afgørende forskel på de to lande: hvor de norske jøder i oktober-november 1942 blev ført til udryddelse, så blev deportationen af de bulgarske jøder forhalet, indstillet – og til sidst helt aflyst. I ghetto I efteråret 1940 fremsatte den bulgarske regering, trods protester fra jurister, læger, den ortodokse kirke, studenter og arbejdere, et regeringsforslag om en omfattende antijødisk lovgivning svarende til den nazi-tyske. Da forslaget fik støtte fra andre og meget større grupper, blev lovgivningen vedtaget i januar 1941. Resultatet var, at jøder måtte forlade alle offentlige embeder, deres erhvervsmuligheder var stærkt begrænset, deres ejendomme blev konfiskeret, og de blev pålagt særskatter. Definitionen af, hvem der var jøde, blev i lighed med nazi-tysk skik med

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

tiden ændret, så raceelementet gjaldt. Tidligere faldt jøder, der var gift med kristne eller selv konverteret samt børn af blandede ægteskaber uden for definitionen. Halvandet år senere, i sommeren 1942, tiltog den bulgarske regering sig total magt over landets jødiske befolkning og etablerede et kommissariat for ”jødiske anliggender” under ledelse af en tysktrænet antisemit, Alexander Belev. Herefter behandlede kommissariatet alle sager om

Den bulgarske rege ring forsøgte i slutningen af 1940'erne at slippe af med sine nationale mino riteter såsom armeniere og tyrkere for at gøre landet mere homogent, og derfor fik jøderne også lov at udvandre frit. " jøder i størst mulig hemmelighed, således at kong Boris III og parlamentet så vidt muligt blev holdt udenfor, selv om både regeringen og kongen skulle tiltræde den antisemitiske lovgivning. Alle jøder blev registreret, både i Bulgarien og i de af Bulgarien annekterede områder, der omfattede det jugoslaviske Makedonien og det græske Thrakien, og sammen med SS blev der udarbejdet planer for deportation af alle ca. 63.000 jøder.

I hovedstaden Sofia blev alle jøder flyttet til områder i byens fattige del, reelt i ghettoer, og alle jødiske mænd mellem 20 og 45 år blev tvangsindkaldt til vej- og jernbanebyggeri. Jøder blev udelukket fra samfundet og fik konfiskeret radioer, telefoner, køretøjer og cykler, ligesom jødiske organisationer, boghandlere og forlag blev forbudt. Den offentlige mening var, at de antijødiske tiltag var for voldsomme, og også i regerings- og parlamentskredse var der modstridende holdninger. Jøderne selv protesterede og søgte at imødegå disse overgreb, og det lykkedes for en del sefardiske jøder og flygtninge fra Tyskland og tyskbesatte lande at få statsborgerskab af Italien, Spanien og Portugal, så de kunne slippe ud af Bulgarien. Tvangsflytning I februar 1943 underskrev Belev og SS-Obersturmführer Theodor Dannecker en aftale om, at 20.000 jøder, heriblandt alle i Makedonien og Thrakien, skulle overgives til tyskerne med henblik på deportation. Skønt der kun var omkring 12.000 jøder i de to annekterede områder, foregav kommissariatet, at deportationen ikke gjaldt jøderne fra selve Bulgarien. Jøderne fra disse to områder blev samlet i specielle transitlejre, mens der blev planlagt indsamling af de resterende 8.000 fra Bulgarien. Planerne mødte stor modstand fra mange sider, ikke mindst fra de bulgarske jøder selv, der søgte støtte i alle kredse, hos kongen, kirken, fremtrædende borgere og parlamentsmedlemmer. Den vigtigste støtte kom dog fra parlamentets vicepræsident Dimiter Peshev, som efter mange forhandlinger og

protester i løbet af marts måned fik afblæst hele aktionen – også for de jøder, der allerede var blevet interneret med henblik på deportation. Men Parlamentet var splittet i sin holdning til deportationen, og Peshev måtte træde tilbage. Foreløbig var deportationen standset – men ikke for jøderne fra de annekterede områder. Indsamlingen og deportationen af over 11.000 jøder fra Makedonien og Thrakien blev i den følgende tid udført af bulgarere under grusomme forhold og med fuld anvendelse af de nazistiske jødelove: Jøder skulle bære det gule jødemærke og have gule identitetskort, deres ejendomme blev mærket som jødiske, og smykker og penge blev konfiskeret og overført til Den bulgarske Nationalbank. Efter krigen undskyldte den bulgarske regeringen sig med, at Makedonien og Thrakien ikke

var en del af Bulgarien, og jøderne derfor ikke var bulgarere, hvorfor man ikke havde kunnet modstå tysk pres. Men Nazi-Tyskland pressede på for at få deporteret de bulgarske jøder. Regeringen tøvede som følge af fortsatte protester fra både jødisk og pro-jødisk side, men i maj 1943 blev det vedtaget, at Sofias jøder skulle koncentreres i en række provinsbyer som et første skridt mod deportation. Ca. 90 % af Sofias 25.000 jøder måtte derfor finde opholdssteder blandt provinsens ca. 23.000 jøder. Nogle hundrede prominente jødiske familier blev sendt til en koncentrationslejr ved Donau, deres ejendom blev beslaglagt, og de levede under hårde betingelser med begrænset bevægelsesfrihed og dårlige

arbejdsmuligheder. Mange familier blev splittede, når de arbejdsduelige jødiske mænd blev tvunget på hårdt arbejde ved forskellige offentlige anlægsprojekter, men arbejdslejrene havde dog en eneste positiv og meget afgørende funktion: Den bulgarske regering kunne overfor Nazi-Tyskland fastholde, at en deportation ikke var mulig, idet arbejdskraften ikke kunne undværes. Det tyske pres – og den bulgarske regerings lyst til at efterkomme det – aftog i forbindelse med de mange tyske nederlag i 1943 til de allierede. En ny regering, der overtog magten efter kongens død i august, svækkede de antijødiske tiltag for dermed at lægge afstand til Nazi-Tyskland og tilnærme sig de allierede. Jødiske kredse og de allierede forsøgte via protester at lette forholdene for Bulgariens jøder, men først i august 1944 blev alle antijødiske love ophævet, og jøderne kunne vende hjem – hvis de da havde noget at vende hjem til.

Synagogen i Sofia kan rumme op til 2.000 personer. Hele den bulgarske menighed på ca. 1.600 medlemmer kan altså forsamles her på en gang.

bogomtale

Emigration Midt i våbenstilstandsforhandlingerne mellem Bulgarien og de vestlige allierede invaderede Sovjetunionen Bulgarien i september 1944, og en sovjetkontrolleret kommission overvågede herefter landet, indtil en fredspagt blev underskrevet i 1947. Styret i landet var nu kommunistisk, og det samme gjaldt for de jødiske menigheder. I januar 1945 erklærede de officielle jødiske kommunistiske ledere alle forbindelser mellem Bulgariens jøder og internationale jødiske organisationer for afbrudte – jøderne skulle nu kun være ”bulgarere af jødisk oprindelse”. Jødernes økonomiske forhold efter krigen var forfærdelige på grund af fordrivelsen og de mange konfiskationer, og de fleste levede i dyb fattigdom. Regeringen vedtog ganske vist i marts 1945 love om erstatning og tilbagelevering af beslaglagte ejendele, men kun langsomt blev en meget lille del af de jødiske tab erstattet. International jødisk bistand hjalp mange jøder med at overleve i de første efterkrigsår, mens emigration til Palæstina stort set var forbudt indtil 1947. Med FN’s vedtagelse af en delingsplan af Palæstina mellem jøder og arabere ændrede de kommunistiske lande holdning til oprettelsen af Israel, og herefter kunne jøder godt

udvandre. Mange emigrerede på grund af zionistisk overbevisning, nogle som følge af en fremmedfølelse i forhold til bulgarsk intellektuelt og politisk liv, og mange valgte at søge væk fra

garien Sovjetunionens politik, og de bulgarske jøders relationer med den jødiske omverden inklusive Israel var i store træk forbudt. Religiøst liv samt jødisk uddannelse var ilde set, der var ingen rabbiner, og mere end to ud af tre ægteskaber blev indgået med ikke-jøder.

Jøder blev udeluk ket fra samfundet og fik konfiskeret radioer, tele foner, køretøjer og cykler, ligesom jødiske organi sationer, boghandlere og forlag blev forbudt."

Hjælp udefra Med kommunismens fald i 1989 opstod der nye muligheder for de nu ca. 2.000 resterende bulgarske jøder, og i dag er der kommet nyt liv i den jødiske menighed i Sofia, både religiøst og kulturelt. Der er blevet etableret et jødisk alderdomshjem, en jødisk skole, basal religiøs uddannelse og mange kulturelle aktiviteter. En del børn af blandede ægteskaber identificerer sig nu med jødedommen og er aktive i menighedens liv, og der er regelmæssigt gudstjenester omend med få deltagere i et lille bederum i tilknytning til den store synagoge. Desuden er der indrettet et jødisk museum på første sal i synagogekomplekset med en udstilling om jødedommen og de bulgarske jøders historie, liv og skikke og deres redning under 2. Verdenskrig. Med storstilet udenlandsk økonomisk hjælp er synagogen blevet restaureret, så dens 100-års jubilæum kunne fejres den 9. september 2009.

fattigdommen. Den bulgarske regering forsøgte i slutningen af 1940'erne at slippe af med sine nationale minoriteter såsom armeniere og tyrkere for at gøre landet mere homogent, og derfor fik jøderne også lov at udvandre frit. Den mulighed udnyttede ca. 44.000 bulgarske jøder til at udvandre til Israel, således at der i 1970 kun var ca. 7.000 tilbage, hvoraf halvdelen var bosat i Sofia. Under den kolde krig fulgte Bul-

Kom helt tæt på Berlin »En gave til den, der vil udforske stedets historie og historiens steder.«

KRISTELIGT DAGBLAD

HENRIETTE HARRIS · BERLIN BERLIN · STEDER, SKÆBNER OG HISTORIER

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

twitter.com/gyldendal www.gyldendal.dk

Over snublesten i Berlin I den nye bog ”Berlin Berlin – steder skæbner og historier” foldes byens historie om jøder, Nazityskland og DDR-tiden ud på en nærværende og aktuel facon. Læseren kan med bogen nu genopleve Berlin fra sofaen eller hotelværelset, inden de går på opdagelse fra U-Bahn station til U-Bahn station. Af Tobias Koch Berlin er speciel. Store boulevarder og kæmpe grønne arealer, der adskiller byens mange centrummer og gør byen på én gang uoverskuelig, men fascinerende. Endnu har jeg ikke mødt nogen, der ikke har haft lyst til at udforske byen på ny for at opdage nye sider og fornemmelser af, hvordan det må have været at bo i en delt by under den kolde krig, at have oplevet genforeningen efter 43 års separation, at have oplevet byen under Det Tredje Rige, eller hvordan det var, da 160.000 jøder boede i byen. Det er der nu rig mulighed for med Henriette Harris’ bog. Henriette Harris, er freelancejournalist og har i de sidste fem år boet i Berlin. Med udgangspunkt i områder angivet ved navne på U-Bahn og S-Bahn, leder hun læseren rundt i byen, hvor der fortælles om kendte og mindre kendte sider af Berlin. Allerede i første kapitel med titlen Det jødiske Berlin, bliver man solidt placeret i tandlægestolen – man ved, at det skal gøre ondt før, at det skal blive godt – hvis man gerne vil have stillet sin nysgerrighed. Sten til eftertanke Indgangen til fortællingen om det jødiske Berlin er fænomenet snuble sten, der begynder ved S-Bahnhof Hackescher Markt. Dér og andre steder i Berlin kan borgere og turister finde små messingplader, der er lagt ned i eller sat på brosten og lignende. På første plade, der præsenteres, står der: ”Her boede Leo Aronsbach, årg.

1872. Deporteret 1943, myrdet i Auschwitz.” Henriette Harris nøjes ikke bare med at gøre opmærksom på snublestenene. Hun åbenbarer, at jøder var en betydelig del af byens liv, og benytter sin nysgerrighed i forhold til de enkelte menneskeskæbner bag stenene til at berige læseren med en personliggørelse af Holocaust og vilkårene for Berlins daværende jødiske befolkning. Hvorfor boede 63-årige Gertrud Rosenberg og 31-årige Alice Rosenberg sammen, da de blev deporteret til Auschwitz? Var Alice ikke gift, og hvor var Gertruds mand? Var han, hr. Rosenberg, en af de 20.000 tyske jødiske soldater, der døde under Første Verdenskrig? Så enkelt personliggør Henriette Harris menneskeskæbner for læsernes øjne. Det Tredje Rige Selv om Berlin blev bombet sønder under Anden Verdenskrig, er der stadigt rigt på spor efter Det Tredje Rige. Ét monument er Olympia Stadion, der blev brugt under de Olympiske Lege i Berlin i 1936. De færreste ved formentligt, at det oprindeligt blev bygget helt tilbage i 1913 til brug for legene i 1914, der blev aflyst på grund af Første Verdenskrig. Olympia Stadion blev et symbol på det nazistiske Tyskland, ikke mindst på grund af Leni Riefenstahls film om de Olympiske Lege i 1936, Olympia fra 1938. I afsnittet om Olympia Stadion fortæller Henriette Harris, som en kuriositet, en historie med dansk vinkel, nemlig at danske ”lille henrivende

Inge” på kun 12 år vandt bronzemedalje i 200 meter brystsvømning i 1936 og blev den yngste OL-medaljevinder nogensinde. Legene i 1936 foregik faktisk samtidig med, at fanger var i gang med at bygge koncentrationslejren Sachsenhausen en halv times togkørsel fra Berlin. Bogen Berlin Berlin – steder skæbner og historier, tager også Sachsenhausen, Rigsdagsbygningen og Haus der Wannsee-Konferenz under behandling i afsnittet om Det Tredje Rige. Herudover findes der afsnit om DDR-tidens Berlin, kunst og de grønne områder. Alle sammen afsnit, hvor læseren gennem fortællinger om steder og skæbner kan danne sig et overblik over, hvad det multifacetterede Berlin har at byde på. Bogen er ikke en traditionel rejseguide, og bag Henriette Harris fortællinger ligger tydeligvis et stort researcharbejde på personhistorierne. Hun folder byen ud gennem personer og deres skæbner. Det gør bestemt bogen læsevenlig og stederne nemmere at huske. Som læser får man flere gange lyst til at bladre om bag i bogen for at se noter og kildehenvisninger, men de findes ikke. Det kompenseres der til gengæld rigeligt for med fortællelyst og fortælleevne. GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

tyngde, massivitet og stabilitet – Nej tak!

Da Eva Hesse sprængte skulpturens rammer Kun en enkelt kvinde gjorde sig gældende i første række blandt modernismens bane brydende amerikanske kunstnere i 1960’erne, men det gjorde hun til gengæld ganske eftertrykkeligt.

Af Kasper Monrad Med jævne mellemrum opstår der debat om de kvindelige kunstneres position og karrieremuligheder i kunstverdenen. Et af de spørgsmål, der med rette stilles, er: Hvorfor er der ikke (flere?) kvindelige kunstnere, der har fået lov at ændre kunsthistoriens gang. Spørgsmålet kan uden tvivl strækkes til også at gælde de kvindelige jødiske kunstnere – ikke bare historisk set, men også her og nu. Her kunne man uden tvivl starte en længere diskussion. Men i stedet for vil jeg hellere sætte fokus på en af dem, der godt og grundigt har modsagt alle forestillinger om

over børnene og giftede sig snart igen – og moderen begik selvmord. Hvad der gemmer sig bag denne tragedie, kan man kun gisne om. Allerede i skoletiden fik Eva Hesse sin interesse for kunstnerisk udfoldelse. Kun 18 år gammel havde hun opnået en vis opmærksomhed, og et lokalt jiddish tidsskrift bragte et kunstnerportræt af hende med overskriften: "Flygtning som 3-årig, moderløs som 8-årig og maler som 18-årig". Tidsskriftsartiklen afspejler, at hun som helt ung var mest optaget af at male. Efter high school fulgte hun forskellige kurser i kunst og design, og det lykkedes hende at få et legat, så hun i årene 1957-59 tog en bachelorgrad ved Yale School of Art i New Haven. Her fik hun bl.a. den tidligere Bauhaus-lærer, maleren Joseph

kvindernes begrænsede muligheder. Navnet er Eva Hesse (1936-70). Med sine skulpturer ydede hun en skelsættende indsats inden for 1960’ernes kunst, og efter hende var billedhuggerkunsten ikke den samme mere. Desværre døde hun meget ung. Eva Hesse blev født i Hamburg i 1936, og to år gammel blev hun sammen med sin søster sendt med en særlig Kindertransport til Holland, hvor de blev indlogeret på et katolsk børnehjem. Så sent som i februar 1939 lykkedes det hendes forældre at komme ud af Tyskland, og via London kom den genforenede familie til New York, hvor den slog sig ned i et tysk-jødisk kvarter. Efter et par år blev forældrene skilt, faderen fik forældremyndigheden

Eva Hesses kube er en kasse, hvor vrangen er vendt udad, og på inder siden beklædt med pigge lavet af gennemsigtig plas tic. Den har vendt sit for svar indad mod sig selv. Accession II, 1967, Detroit Institute of Art

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Hang Up, 1966, Tate Modern, London

Eva Hesse kaldte selv 'Hang Up' for ”den mest latterlige struk tur, jeg nogensinde har lavet, og netop derfor er den så god.”

Albers som lærer. Hun forholdt sig tydeligvis til hans velordnede maleriske univers, men overtog hverken hans stramme geometriske principper eller farvelære og brug af klare farver. Som maler og tegner tog Hesse snarere afsæt i efterkrigstidens amerikanske abstrakte ekspressionisme, specielt den fabulerende, mere surrealistiske del af den. Denne side af hendes kunst er ikke så velkendt – og ville næppe i sig selv have bragt hende evig berømmelse – men den giver forståelse for, hvorfra nogle af de væsentlige aspekter i hendes kunst kom: det spøgefulde, det legende, det uforudsigelige og det erotiske. Hendes malerier og tegninger forklarer også, hvorfor hun holdt fast ved at skabe de indholdsmæssige associationer i sine værker i en tid, hvor mini-

malismens forkæmpere ellers rensede formerne for indhold. Det er dog ikke, fordi hun ikke tog ved lære af den samtidige amerikanske minimalisme, som gjorde industriens brug af ensartede moduler til et bærende princip i kunstværkerne. Hun gik bare sine helt egne veje. Da hun omkring 1965 efterhånden droppede maleriet og begyndte at arbejde med tredimensionelle udtryk, kom hun til at arbejde med gentagelse af moduler ligesom minimalisterne, men de er på ingen måde ensartede, og de ligner ikke industriens produkter. Hendes værker har altid præg af at være håndgjorte. Mens minimalisterne prøver at eliminere ethvert personligt udtryk, er hun ikke bange for at give sin kunst et personligt og udtryksfuldt præg, om end udtrykket ofte er uudgrundeligt. Ofte er der

referencer til et kvindeligt univers. Hendes værker er derfor langt mere tvetydige og bevidst selvmodsigende end minimalisternes. Medvirkende hertil er Eva Hesses brug af materialer i skulpturerne. I stedet for de traditionelle, hårde og "maskuline" materialer som træ, metal og sten valgte hun bløde og "feminine" materialer som snor, klæde og latex, foruden fiberglas. Med det sidstnævnte materiale kommer der ydermere et element af delvis gennemskinnelighed ind i en række værker. Allerede ved materialevalget lægger hun afstand til skulpturens vigtigste traditionelle virkemidler: tyngde, soliditet, massivitet og stabilitet. Eva Hesse brugte nogle af de centrale former i minimalisternes kunst – cirklen, kuben og cylinderen, GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

Rope Piece, 1970, Whitney Museum of American Art, New York

Det var, som om hun kædede sin egen skrøbelighed – og dødelighed – sammen med værkernes skrøbelighed, idet hun vidste, at de ikke ville kunne bestå til evig tid men med en helt anden hensigt end de. Cirklen bliver i hendes kunst et stiliseret kvindebryst, nogle gange gentaget i lange rækker. Kuben er en kasse, hvor vrangen er vendt udad, og på indersiden er den beklædt med pigge lavet af gennemsigtig plastic, så den har vendt sit forsvar indad mod sig selv. Cylinderen ligner en gulvspand, men den er lavet af glasfiber og polyester og er helt uregelmæssig, og når hun så stiller 19 af dem op på gulvet i en uoverskuelig uorden (i Repetition Nineteen III fra 1968), ophæver skulpturen de associationer, som det selv skaber. Med værket Hang Up fra 1966 gjorde hun op med kunstens ”faste rammer”. En billedramme er fæstnet på væggen, men snoren, som skulle bære den, hænger slapt ned på gulvet. Selve rammen er viklet ind i stof, der ligner gazebind, som var den invalideret. Og vigtigst af alt: rammen

GOLDBERG | #16 | WWW.GOLDBERG.NU

er tom! Dvs. det traditionelle kunstneriske indhold mangler. Værket virker absurd, hvilket er helt bevidst fra kunstnerens side, og det strider med alle forestillinger om både et maleri og en skulptur. Kunstneren kaldte selv Hang Up for ”den mest latterlige struktur, jeg nogensinde har lavet, og netop derfor er den så god.” Det mest yderliggående værk, Hesse har skabt, er nok Rope Piece (eller Untitled) fra 1970. Det består af et nærmest kaotiske filter af reb, snor og wire, indstøbt i latex og ophængt i et hjørne af et udstillingsrum. Her har hun taget definitivt afsked med såvel den traditionelle skulptur og dens placering på et solidt underlag som med kunstværkets faste form. Da Eva Hesse udførte Rope Piece, var hun dødeligt mærket af en ondartet hjernesvulst, og det blev et af de sidste værker, hun nåede at udføre. Det var, som om hun kædede sin egen

skrøbelighed – og dødelighed – sammen med værkernes skrøbelighed, idet hun vidste, at de ikke ville kunne bestå til evig tid. Med hendes egne ord: ”Life doesn’t last, art doesn’t last, it doesn’t matter.” Hun døde den 29. maj 1970, kun 34 år gammel. Eva Hesse havde opnået et ganske stort ry inden sin død, hvilket bl.a. gav sig udslag i en nekrolog i Time Magazine. Siden er anerkendelsen kun vokset, og der er blevet afholdt flere store retrospektive udstillinger af hendes værker – først og fremmest på Tate Modern i London i 2002 og Jewish Museum i New York i 2006. Mens tiden ikke har været nådig mod flere andre af de kunstnere, der gjorde sig bemærket på kunstscenen i 1960’erne, har Eva Hesse stået distancen. Hendes kunst har bevaret sin aktualitet og fascinationskraft. Hun hører ubetinget til blandt de største navne fra dengang.

Aia Thorup, Skovbrand

Modtager af Ernst Goldschmidts legat 2009

aiathorup@gmail.com

Det døde hav Udstilling af den israelske fotograf Duby Tal på Hovedbiblioteket, København

27. november – 30.december 2009

Kun en time fra metropolen Tel-Aviv udfolder Det Døde Hav sin enestående natur – ørkenlandskaberne mødes med det mineralrige vands koboltblå og smaragdgrønne farve, altsammen udsmykket af hvide naturlige saltskulpturer.

Af og til virker Det Døde Hav som en stor sandkasse, som jeg graver i og leder efter skatte og finder gemte perler. Det er de perler jeg lægger foran dig – og inviterer dig til at lave din egen perlekæde af."