Goldberg #17

Goldberg Nr. 17 · Januar 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

På Louisiana Museum kan man snart se en af verdens største private kunstsamlinger

Nazi-filmen Judd Süss er et lærestykke i forførende politisk propaganda

22

24

Barbra streisand:

”Love Is The Answer” Pris kr. 49,50

Læs også: historien om en jødisk luder – organiseret prostitution i Argentina.

Blandt lommetyve og hædersmænd – om forfatteren Charles Dickens og hans tid GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU Hitler på FN's talerstol – politisk kommentar til topmødet i København

Invitation

Auschwitz-dag 2010

På vegne af Københavns Kommune og repræsentantskabet for Auschwitz-dagen vil jeg gerne invitere til officiel markering af Auschwitz-dagen 27. januar 2010. Årets tema er ”farlige forestillinger”.

Det er de forestillinger og fjendebilleder, som udvikler sig til fordomme og myter om ”de andre”, og som i yderste konsekvens er en medvirkende faktor til folkedrab. Med udgangspunkt i dette tema har Københavns Kommune i samarbejde med repræsentantskabet sammensat et program, der belyser det ud fra flere vinkler.

Filmarrangement for folkeskoler i Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K Sal Carl: Sal Asta:

Kl. 09.00 – 12.00 Filmen American History X. Diskussion ved Frank Esmann. 9. - 10. klassetrin Kl. 09.00 – 11.30 Filmen Drengen med den stribede pyjamas. Diskussion ved Birgit Krasnik Fischermann. 6.-8. klassetrin

(OBS – folkeskolearrangementerne er udsolgt)

Workshops i Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K – adgang for alle.

Sal Carl : Sal Asta:

Kl. 12.15 – 14.45 Filmen Bowling for Columbine. Diskussion ved Jacob Holdt Kl. 15.00 – 16.30 Filmen Sigøjnernes Holocaust. Diskussion ved Fritz Petersen Kl. 12.15 – 14.45 Filmen Hotel Rwanda. Diskussion ved Øjvind Kyrøe Kl. 15.15 – 16.00 Foredrag: Antisemitisk propaganda i danske medier ved Therkel Stræde Kl. 16.30 – 18.30 Filmen Jud Süss. Kommenteret af Peter Tudvad

Else Krasnik malet af Jeanne G Kempinski

(Tilmelding til workshops er nødvendig)

Udstilling af Marco Evaristtis værk Rolexgate i Kunsthallen Nikolaj, Kl. 12.00 – 17.00

Aftenarrangement i Glassalen, Tivoli Kl. 19.00 – 21.00 Velkomst ved Kulturborgmester Pia Allerslev • Psykiater Bent Rosenbaum om Psykologien bag dannelse af fjendebilleder • Journalist Øjvind Kyrøe om Folkedrabet i Rwanda • Filosof Peter Tudvad om Projektion og propaganda – fjendebilleder i tyske film under Holocaust • Overrabbiner Bent Lexner læser op af Chaim Rumkowskis taler • Musik ved Anna Gwozdz, soloviolinist i Det Kongelige Kapel, og Jakob Bjørn Schwerin, pianist, kammermusiker og akkompagnatør.

Jeg håber, at vi sammen kan markere Auschwitz-dagen.

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

Pia Allerslev Kulturborgmester Der er gratis adgang til alle arrangementer, men tilmelding er påkrævet. Kontakt Susanne Skovgaard, Kultur- og Fritidsforvaltningen på e-mail suskov@kff. kk.dk eller telefon 33 66 38 28 Auschwitz-dagen er arrangeret af Københavns Kommune i samarbejde med repræsentantskabet for Auschwitz-dagen, som er nedsat af Regeringen. Repræsentantskabet består af Det mosaiske Troessamfund, Foreningen af Bøsser og Lesbiske, Theresienstadtforeningen, FN-forbundet, Romanoforeningen, Danmarks Komite for Levende Historie, Dansk Handicap Forbund, Dansk Røde Kors, Amnesty International, Gymnasieskolernes Lærerforening, Danmarks Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, Dansk Teknisk Lærerforbund, Avisen i Undervisningen, Historielærerforeningen for gymnasier og HF, Foreningen af lærere i Samfundsfag, Historielærere ved Handelsgymnasierne, Foreningen af Historielærere ved Seminarierne, Gymnasieelevernes Landsorganisation og Danske Skoleelever.

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg 24

BarBra StreiSaNd:

”Love Is The Answer” læS ogSå: hiStorieN om eN JødiSk luder BlaNdt lommetyve og hæderSmæNd hitler på fN'S talerStol

Det sker til februar, og inkarnerede Streisand-fans verden over har allerede forudbestilt dvd’en, 'Love Is The Answer' i deluxeudgaven, mens lydsiden i form af en cd eller en gammeldags vinylplade allerede er i handlen.

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Gongong Layout og grafik: Gongong ApS | www.gongong.dk Tryk: Grafikom A/S Webmaster: Anna Hartkopp Forsidefoto: Getty Images Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdni­kow, Bjørn Bråten, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, ­Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris;

4

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

6

Leder

6

fem af dette nummers bidragydere

8

Visse Vasse Vashti

Dronning Ester fik sin vilje, men lå under for mændenes magt og luner. Hendes forgænger, dronning Vashti, fandt sig ikke i noget som helst. Og det kostede dyrt.

Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg, Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto.

30

Folkets forsvarer

10

Rolexgate En skulptur i rent guld af indgangspartiet til Auschwitz-Birkenau fascinerer, forundrer og forarger.

Af Susanne Bernth

34

Af Jacques Blum og Eva Bøggild

12

ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 249,00 inkl. ekspedition og porto.

For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450

Af Henning Silberbrandt

36

Vers om livet og døden Forfatteren Amos Oz møder i sin nye bog sit publikum. I Goldbergs omtale af bogen møder en læser forfatteren.

Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark.

Ernst Goldschmidts Legat.

Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.

Tiger.

Af Jón Kaldan

18

Rachel Lieberman – historien om en jødisk luder Tusinder af kvinder fra Østeuropa endte i forrige århundrede i organiseret prostitution i Argentina.

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. marts 2010.

Af Ditte Goldschmidt og Jeanne Goldschmidt Kempinski

Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu

21

Af Kurt Hollesen

38

bohr uden svimlen Omtale af ny bog om Niels Bohr Af Michel Solovej

40

Haves: spøgelser Søges: slægtninge Ved hjælp af et nyt DNA-projekt kan familie­ medlemmer, der blev adskilt af Holocaust, nu blive genforenet, og uvished kan blive til vished.

Af Elsebeth Paikin

43

Hitler på FN's talerstol Politisk kommentar af Farshad Kholgi

44

Historier fortalt i klip Papirklip er et håndværk, der i århundreder er blevet brugt til udsmykning og markering af mærkedage.

Okay warden, murder me …

Kunstneren Marco Evaristtis nye udstilling er en barsk kommentar til dødsstraf.

CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

Blandt lommetyve og hædersmænd Om forfatteren Charles Dickens og hans tid.

Af Susanne Bernth og Eva Bøggild

16

Ydmygelse, nedværdigelse og fornedrelse – om Philip Roths forfatterskab.

love is the answer Hun bliver kaldt for en diva, en superstjerne og en sensation, men Barbra Streisand er også grundlægger af en af verdens mest gavmilde fonde til politiske og sociale formål.

Her hjælper kun grønne tunger Måske bliver det The Lab Man, der skaber fred i Mellemøsten?

Udstillingsaktuelle og grænseoverskridende grafiske fortællinger.

Af Heidi Laura

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Af Hanne Trautner-Kromann

Af Rasmus Olsen

22

Kunstens l'haim På Louisiana Museum kan man snart se en af verdens største private kunstsamlinger, når Werner Merzbacher udstiller sin livsbekræftende samling.

Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale.

Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er kun tilladt med tydelig kildeangivelse.

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

28

Novelle af Etgar Keret

24

47

Den smukkeste skulder i verden En irakisk-israelsk digters møde med København.

Af Ronny Someck

Af Susanne Bernth

Dengang en jødisk maler satte dagsordenen i tysk kunst

Fra Celluloid til Zyklon B

Max Liebermann leverede skelsættende bidrag til maleriets fornyelse.

Nazi-filmen Judd Süss er et lærestykke i forførende politisk propaganda.

48

Af Kasper Monrad

Af Peter Tudvad Foto: Marc Seliger

22

Indhold januar 2010

Goldberg

Nr. 17 · Januar 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

5

leder

Ludere, lommetyve – og det, der er værre!

Goldberg 17 gør det i forbrydelser: I forrige århundrede blev dydige, religiøse og fattige jødiske kvinder lokket ud af den trygge Shtetl et sted i Østeuropa med løfte om ægteskab med en jødisk rigmand i Sydame­ rika. Kvinderne endte som ludere, og mændene blev rige ved alfonseri.

Goldberg giver et billede af en luder og hendes alfons. Et eksempel på fortidens trafficking. En anden jødisk kvinde – mange år tidligere – forval­ tede sit køn lidt fiksere, og endte som dronning. Det skriver Heidi Laura om. Og så er der Englands store digter, Charles Dickens, der giver sin sociale forargelse luft, ved at skælde ud på det engelske skolesystem og konsekvenserne af det. Den berøm­ teste af lærermestrene er lomme­

tyvenes konge, Fagin, der er frem­ stillet som jøde. Hvorfor mon?

Men disse forbrydelser er vand ved siden af dem, som fangerne på dødsgangen i Texas har begået. På sin egen kunstneriske vis spørger Marco Evaristti, om udøvelsen af dødsstraf ikke burde være en forbrydelse.

Og det bliver ved – og værre og værre: I 1930erne lagde nazisterne op til det, der skulle ende med verdens største forbrydelse mod menneske­ heden, Holocaust. Filminstruktørerne hjalp til med at producere blandt andet Jud Süss, og da nazisterne var kommet rigtig godt i gang med at løse ”jødeproblemet”, røvede de alt fra kunst til tandkrone-guld. De sidste blev smeltet om, og noget af det vises i dette nummer af Goldberg,

og udstilles den 27. januar 2010 i Kunsthallen Nikolai i København.

Det sidste tror Irans Ahmadinejad ikke på. Han udtaler det højt i FN, og det er ikke en forbrydelse. Det undrer Farshad Kholgi sig over på sin egen facon ”Krimistof er godt stof” siger Tv og forlagene. Hygge til ferie og fritid.

Goldberg 17 giver hermed sit bidrag til hyggen og vore læsere.

Godt Nytår Fornøjelig læsning.

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Etgar Kerets bøger er oversat til 28 sprog og udkom­ met i 34 lande.

Over 40 kortfilm er baseret på hans historier. I 2007 vandt han og hans kone, Shira Geffen, Cannes Filmfestiva­ lens "Camera d'Or" for Jellyfish. Han er medforfatter til The Meaning of Life for $ 9.99, der er baseret på hans noveller.

6

Kurt Hollesen er skribent, anmelder, digter og forfat­ ter. Han leverer artikler, interviews, reportager og por­ trætter til diverse dagblade, magasi­ ner og tidsskrifter.

Forfatter til bogen Londons bedste pubber – 25 favoritter (Forlaget Cicero, 2007). Har desuden bidraget med digte til to antologier.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Heidi Laura er ph.d. i hebraisk sprog og jødisk kul­ tur. Journalist og assisterende redak­ tør for Weekend­ avisens forsknings­ sektion IDEER. Forfatter til bogen Storbyens stammer – på opdagelse i mangfoldigheden (2006) og Den jødiske verden – kultur og fællesskab (Politikens Forlag, marts 2010)

Jón Kaldan er exam.art i russisk, journalist og re­ porter ved Radio­ avisen, Tv-Avisen og Orientering på P1. Udenrigskorre­ spondent i Moskva og Washington 1997-2003. Vært på radioprogrammet Islams Ansigter (2005) og på Kristendommen - i kød og blod (2006). Modtager af DR’s sprogpris.

Farshad Kholgi er debattør, skuespiller og foredragsholder.

Har medvirket i film som bl.a. Nordkraft og Pizzaking og i tv-satirepro­ grammerne OPS og Yallerup Færgeby.

Han skriver artikler og klummer til bl.a.

MetroXpress og Berlingske Tidende og er en ofte benyt­ tet foredragsholder.

heltinder

ling om fjender, hævn og ramasjang.

De mange, som i efteråret rynkede på næsen af Quentin Tarantinos nye film Inglorious Basterds, hvor en jødisk specialenhed under 2. Verdenskrig udøver ren terror bag fjendens linjer ved at massakrere nazister, kan bare læse Esters Bog, hvis de mener, at hævn ikke er kosher, og at jøder ikke gør sådan noget, og at det er ren anti­ semitisme at påstå det.

Det er den søde Ester, som efter at den onde Haman er bragt til fald og truslen mod jøderne afværget, får kong Ahasverus til at love, at jøderne kan få en ekstra dag til at tage hævn over perserne og plyndre dem. Så kan de lære det.

Matriarkerne Men tilbage til historiens heltin­ der. Både i Bibelen og i de antikke jødiske skrifter optræder der ikke så frygtelig mange kvinder, og deres rolle er som regel underdanig.

Det er lidt af en bet for moderne feministiske jødiske kvinder, som kan konstatere, at kvinder i de sto­ re rabbinske skrifter i vid udstræk­ ning er noget, man handler med.

Brylluppet er ret beset en økonomisk transaktion i rabbinsk jødedom, og gode kvinder er sådan nogle, som klarer alt derhjemme, mens manden studerer Tora nonstop sammen med de andre mænd.

Matriarkerne Sara, Rebekka, Lea og Rakels rolle er primært at føde børn til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob. Profetinden Miriam bliver straffet for at være opsætsig. Så hvor er de stærke, handlekraftige kvinder?

Hvor ville man dog gerne kunne pege på Ester – men kan man leve med en rollemodel, som primært betjener sig af Mata Hari-metoder og siden skriger på blodig hævn over fjenden?

Nutidens Purim er en ret harmløs fest med karneval og frit lejde til at drikke sig fuld, men i middel­ alderen betonede jøder verden over i langt højere grad hævnmotivet.

Man hængte dukker af Haman eller gennemspillede Purim-fortællingen som teater, og da de spanske jøder i en vis periode af middelalderen havde så udstrakt selvstyre, at de kunne eksekvere dødsstraffe, var det på denne dag, at man henrettede forbrydere.

Feminist og dæmon Jødiske feminister har igennem nogle årtier i stedet ophøjet to helt andre kvindeskikkelser til heltestatus, stik mod de gamle teksters intentioner.

Den ene er Lilith: den første kvinde, som ifølge gamle rabbinske legender blev skabt til Adam, men siden kasse­ ret, fordi hun ikke ville underkaste sig hans maskuline dominans og ligge un­ derst under samlejet.

Hun bliver i stedet til en dæ­ mon, som efterstræ­ ber pæne kvinders nyfødte børn, mens hun parrer sig med horder af handæmoner.

Efter hende skabes så Eva, pigen i højhalset bluse og plisseret nederdel,

Purim fejrer, at jøderne via dobbeltsengsdiplomati og almindelig list blev reddet fra den visse død i fortidens Persien. Men inden man når til dén historie i Esters Bog, skal man lige igennem en ganske anden.

Af Heidi Laura Lad os forestille os, at dronning Mar­ grethe kedede sig og bad prinsgema­ len om at strippe for taffelgæsterne, og at han nægtede og derefter blev henrettet. Lidt af en kioskbasker.

I Esters Bog får man serveret sam­ me historie, blot med omvendt køns­ fortegn. Den persiske kong Ahasve­ rus likviderer i det første kapitel sin hustru, Vashti, fordi hun nægter at nedlade sig til at danse erotiske danse ved hans gæstebud.

Logikken bag den hårrejsende straf er, at andre hustruer ellers kunne finde på at følge hendes eksempel og nægte at adlyde deres mænd. Vi er i en verden af absurd patriarkalsk tyranni, hvor den mindste grille skal adlydes.

Henrettelsen af Vashti baner vej for, at kong Ahasverus kan finde sig en ny dronning, og valget falder på den jødiske Hadassa, der får dron­ ningenavnet Ester. Hun smider noget mere villigt tøjet for kongen, og ved at blive hans nye stykke legetøj opnår hun paradoksalt nok også en

8

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

position, hvor kongen siden tager hendes ord for gode varer, da hun kan afsløre vesiren Hamans onde planer. Kongen, som ikke tog kvin­ den Vashti alvorligt, må bøje sig for hendes medsøster Ester.

Den lille mod de store Man kan med rette undre sig over, hvad historien om royal persisk hustrumishandling laver midt i den hebraiske bibel. Fortællinger om an­ dre folks regenter og magtpersoner er ofte parodier i Bibelen – tænk bare på Moses’ ydmygelse af Ægyptens farao i 2. Mosebog eller de herligt latterlige baalspræster, som profeten Elias får skovlen under i 1. Kongebog.

Den slags parodier kan man læse som et polemisk hip fra det lillebitte, men utroligt selvbevidste folk, som stod bag Bibelen, til de tunge aktører, som dominerede oldtidens politiske scene.

Ahasverus er i Esters Bog både primitiv og brutal i sin omgang med dronning Vashti og siden tåbelig i sin tiltro til Haman og hans rænke­ spil. Lidt af et svirp med den pole­ miske pisk efter det store Persien.

Læst på den måde giver optakten til Esters Bog straks bedre mening, for hele resten af bogen har form af en politisk vittighed: Haman, som er ude efter jøderne, ender med at få præcis den bekomst, han havde tiltænkt dem. Der bliver vendt op og ned på rollerne, den lille bliver den store, og jøderne ler sidst og bedst.

Også det tema er højt­elsket igennem Bibelen, hvor det for eksempel altid er lillebroren frem for storebroren, som er den udvalgte.

Symbolikken er enkel: det lille folk, ingen have tiltroet nogen evner, snører de store folk.

Krig og karneval Esters Bog er en rigtig drengefortæl­

Purim Den måske sjoveste af alle jødiske helligdage. Fejres i synagogen med oplæsning som gør, som manden siger, mens Lilith vil være ligestillet og have sjov sex. Luder-ma­ donna-komplekset er helt åbenbart.

Det er det sjovt nok også i Esters bog, men bare omvendt. For straffen rammer den knibske Vashti, der har selvrespekt nok til ikke at ville stille op til hvad som helst, mens Ester, som udnytter sit køn, får alle forde­ lene. Hvem er så feministers oplagte heltinde? Vashti, selvfølgelig.

af Esters Bog, hvor

Selvbestemmelse og kvindelist Lilith og Vashti kan, om man vil, læ­ ses som modpoler, der dog supplerer i den moderne kvinde: Lilith står for lysten og handlekraften og Vashti for retten til selv at bestemme, hvem og hvad den rettes mod. Ester står til gengæld for den politiske kvindelist og evnen til at handle på de skjulte linjer, endda med dristige midler.

Slet ikke nogen uvæsentlig evne for moderne kvinder.

Og i den ånd har moderne jødiske kvinder i USA skabt en ny tradition: små papirflag med et billede af Vashti og Ester smeltet sammen.

Dem kan man så vifte med i synagogen, hver gang de to kvin­ ders navne nævnes under oplæsningen af Ester Bog. Det giver god underholdning igennem de første kapitler, hvor den onde Haman endnu ikke er dukket op på scenen, og der derfor endnu ikke er grund til at trække Purimskralden og overdøve hans foragtelige navn, som skikken byder. Og det giver en mere feminin og pluralistisk modpol til det gamle ”Vi vandt”-tema.

noget helt andet – og de

menigheden svinger med 'purim-skralder', når skurken Hamans navn nævnes.

Det er også kostume­ festernes tid, hvor børnene klæder sig ud som Ester, Vashti, Ahasverus – eller voksne både drikker og spiser. bl.a. spiser man de såkaldte Homentashen, som er små trekantede kager med fyld af birkes.

Ordet homentaschen stammer fra det tyske mohntaschen, med betydningen kager med birkesfyld. Det jiddische ord betyder 'Hamans lommer'.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

9

Diamanter varer for evigt

Rolexgate

Indgangspartiet til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, udført i 2,3 kilo guld.

Af Jacques Blum og Eva Bøggild

80 % af guldet stammer fra tandfyldninger fra myr­ Iblandet guldet fra Østrig er også tandguld fra dede jøder. Tænderne fandt kunstneren Marco Evaristti ved et tilfælde i Østrig, langt ude på landet hos en mid­ aldrende mand, der sælger samlerobjekter fra 2. Verdens­ krig. De mange kilo tænder lå i et stort bolsjeglas, blandt uniformsdele og våben. Manden var villig til at sælge hele glasset med indhold efter vægt og for dagskursen på guld.

Selvfølgelig fratrukket en procentdel for den skønsmæs­ sige vægt af selve tænderne.

10

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Evaristtis russiskfødte mormor. Hun overlevede Holocaust.

Indgangspartiet

har fået en til­ føjelse, der ikke findes på den originale bygning, nemlig skiven fra et Rolex-ur, hvor viserne for evigt er låst fast på klokkeslettet fem minutter i tolv. Rolex-uret er en henvisning til Schweiz’ selvudnævnte neutralitet under 2. Verdenskrig. En neutralitet der ikke forhindrede landet i at modtage store værdier, herunder tandguld, fra ofrene for nazisternes udryddelsespolitik.

Værket består endvidere af et sæt togskinner

og en togvogn opført i hvidguld, besat med 11 karat dia­ manter. Diamanterne er valgt, fordi de med kunstnerens egne ord ” i millioner af år rejser gennem jorden for en­ delig at se lyset, blive fundet, slebet og beundret for deres eksklusivitet, skønhed og bestandighed. Det diamantbe­ klædte tog står som symbol for, hvordan tiden alene aldrig kan udviske fortiden, og hvordan det, der er gemt under overfladen, kan dukke frem igen og igen”. Som passagerer i toget ser man en række kranier udført i guld.

Når Rolexgate den 27. januar vises i København

som en del af markeringen af ”Auschwitz-dagen” 2010, er det blot anden gang værket har været vist offentligt.

Første gang var i Berlin, hvor galleristen Martin Asbæk havde det med på kunstmesse. Det varede dog kun kort tid, før der blandt publikum opstod så megen uro om det kontroversielle værk, at galleriet valgte at fjerne det fra standen.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

11

den grimme ælling fra brooklyn

Tøjdesigneren Isaac Mizrahi fortæller til magasinet Out,

Love is the answer

Barbra Streisand er mere end blot endnu en kunstner med topgage. Hun er en ægte diva. På godt og ondt. Det lå ikke i kortene, at underklassepigen, der voksede op på 3rd Avenue i den skumlere del af Brooklyn og blev mobbet på grund af sit udseende, skulle blive en af USA's største og mest langtidsholdbare stjerner. Efter 50 år på toppen udkommer en dvd fra hendes (hidtil) sidste live-optræden.

Af Susanne Bernth og Eva Bøggild Det sker til februar, og inkarnerede Streisand-fans verden over har al­ lerede forudbestilt dvd’en, Love Is The Answer i deluxeudgaven, mens lydsiden i form af en cd eller en gammeldags vinylplade allerede er i handlen.

Den er optaget i den legendariske jazzklub Village Vanguard i Green­ wich Village, hvor Miles Davis og andre af samme kaliber i sin tid optrådte. Det skete foran et hånd­ plukket publikum af 90 inkarnerede Streisand-fans samt kendisser som Bill og Hillary Clinton, deres datter, Chelsea, og Sarah Jessica Parker – alle sammen nogle, som Streisand regner blandt sine venner.

Denne eksklusive koncert kunne også være kaldt ”Divaens hævn”. Det var her, Barbra Streisand for over 40 år siden gik til audition på anbefaling af sin ven Rick Edelstein, der var tje­ ner på stedet, men hun nåede aldrig videre. Klubbens ejer, Max Gordon, skønnede, at hun var for udiscipline­ ret til et fast engagement. ”En skønne dag bliver hun meget stor. Og knap nok til at betale for penge,” svarede Edelstein. Gordon må have bidt sig i tungen mange gange senere, for han affærdigede Edelstein med: ”Hvad ved du om det?

Du er kun tjener.”

12

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Prisbelønnet som få Nat Sackin vidste bedre og engage­ rede hende til sin (bøsse-)klub Bon Soir, og det blev springbrættet til en karriere, som med tiden er blevet le­ gendarisk. Hun har aldrig udgivet et album uden minimum en Grammynominering, og i mange tilfælde også prisbelønnet, ligesom Oscars, britiske BAFTAs, Emmys ,Tonys og Golden Globe har stået i kø til hende.

Hun er blevet hyldet, opvartet af statsoverhoveder og kongelige, omsværmet af de mest attraktive og betydningsfulde mænd, og allige­ vel sidder der stadig en lille jødisk pige med en alt for stor næse inde i hende, som ikke vil give slip.

Med selvironi dyrker hun sin ”Grimme ælling”-historie – eller udnytter den, som hendes kritikere ville sige.

Grim ælling fra Brooklyn Faktum er, at hun kom til verden i 1942 i et fattigt kvarter i newyorkerforstaden Brooklyn. Hun var ikke fyldt to år, da hendes far døde, og i stedet fik hun en stedfar, som ifølge flere kilder ikke fås ondere i en Dis­ neyfilm. I den uautoriserede biografi, The Way She Is, skriver journalisten Christopher Andersen, at stedfaderen altid præsenterede sine to steddøtre, Roslyn og Barbra, som ”Skønhe­ den og uhyret”. Når han inviterede pigerne på is, kunne han finde på at

vende sig mod Barbra og sige: ”Du er alt for grim til at få en is.”

Moderen var ikke meget bedre, skriver Andersen. Hun blev ved med at fortælle hende, at hun hverken havde talent eller udseende til at optræde. I stedet foreslog hun, at datteren lærte at skrive på maskine, hvorfor Barbra i protest lod sine negle vokse til de længder, som hun siden er blevet berømt for.

At forholdet til moderen forblev anspændt kom tydeligt frem i et in­ terview for nogle år siden i det ansete nyhedsmagasin ”60 Minutes”, hvor hun endte med at sidde og græde for åben skærm.

Stjernereporteren Mike Wallace kendte hende fra dengang, hun næppe var kendt uden for Manhat­ tan, og med den pågåenhed, som han mente, at deres lange bekendtskab berettigede til, spurgte han: Efter 30 år i terapi, var det så ikke på tide at holde op med at beklage sig over en hård barndom og en uforstående mor? Nu hvor hun havde haft en succes uden lige, nået ikonstatus og tjent en formue – var det så ikke på tide at komme videre?

Tårevædet rakte Streisand afvær­ gende sin hånd op mod kameraet og bad dem stoppe, så hun kunne samle sig, inden interviewet fortsatte.

Krukket og selvoptaget Meningerne om Streisand er mange,

at Streisand var et af hans ungdoms store ikoner. ”Hun

var sådan mislykket på en eller anden måde, og alligevel overbeviste hun alle – også mig – om, at hun var smuk. Hun er smuk, men hun er ikke prototypen på idealet for kvinGetty Images

delig skønhed”.

set feltet ved Oscarnomineringen, fra den helt utilslørede idolisering til men opnåede ikke en eneste. Kun hadeobjekt. I den satiriske tv-tegne­ hovedrolleindehaveren, Nick Nolte, serie ”South Park” er hun portrætte­ fik en af de mindre prestigefyldte pri­ ret som en selvoptaget, kæmpemæs­ ser for bedste mandlige hovedrolle. I sig dinosaur med en overvældende sin takketale mere end antydede en sangstemme, som ønsker at overtage kvindelig prismodtager i solidaritet verdensherredømmet. I episoden med Streisand, at hun nok var blevet Osama bin Laden har pruttebukser forbigået på grund af sit køn. bliver hendes navn brugt som en forbandelse.

Streisands mænd Satire er én ting, men hendes kon­ Som 21-årig giftede Streisand sig med trolmani og perfektionisme har gjort skuespilleren hende mere re­ Elliott Gould spekteret end af­ (født Elliot holdt, ikke mindst Hun oprettede sin Barbra Goldstein) på i Hollywood, hvor et tidspunkt, man stadig har et Streisand Foundation i 1987 og hvor han var tvetydigt forhold har i mange år været en stor en af USA's til kvinder på de mest efter­ afgørende og kon­ tragtede ung­ trollerende poster. støtte for Det Demokratiske karle og var Som den første Parti, for som hun siger: ”Det på forsiden af kvinde nogensin­ de producerede, parti har altid støttet de fattige Time Magazi­ ne som sådan. instruerede og De blev skilt spillede hun titel­ og minoriteterne. Og jeg føler otte år senere rollen i en større i 1971, men produktion, Yentl mig som en minoritet." inden fik de fra 1983. Den blev sammen sønnen Jason, der i dag er nomineret til fem Oscars og fik en instruktør og manuskriptforfatter. for bedste filmmusik, men ikke en I tidens løb er Barbra Streisand eneste gik til den del, som Streisand blevet sat i forbindelse med mange tegnede sig for. mænd, og et af de mest vedholdende Senere instruerede hun og spil­ rygter går på, at hun har haft et lede den kvindelige hovedrolle i forhold til prins Charles af England.

Savannah efter Pat Conroys roman De mødtes første gang i 1974 efter af samme navn. Den ryddede stort

Getty Images

prins Charles’ udtrykkelige ønske, hvor han under et besøg i USA duk­ kede op midt under optagelsen af Funny Lady – en remake af hendes store filmgennembrud, Funny Girl.

Da prinsen blev præsenteret for stjernen, stod hun i arbejdstøj med et kaffekrus i hånden, som hun tog en slurk af, mens prinsen konverse­ rede hende. Det var ikke helt efter Emma Gad, men Charles tog det med godt humør og snappede kruset ud af hånden på hende og tog selv en slurk. Han har senere udtalt, at han fandt hende umådelig sexet og meget tiltrækkende, og inviterede hende mange år senere til at overnatte på sit slot Highgrove.

Canadas karismatiske premiermi­ nister Pierre Trudeau var et andet højtstående, men mere seriøst be­ kendtskab, og i dag er hun gift med skuespilleren James Brolin.

Penge nok Det er mange år siden, at Barbra Streisand holdt op med at arbejde for at tjene penge – til sig selv i hvert fald. Til New York Times sagde hun allerede i 1983: ”Jeg har penge nok.

Gudskelov har jeg, hvad jeg skal bruge, og den eneste grund til, at jeg optræder, er for at kunne give penge til andre.”

Med store intervaller giver hun live-koncerter, som det skete i 2007, hvor hun var på turné i Europa.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

13

Annonce 114 x 170.pdf 08-12-2009 13:00:31

Denne annonce er sponsoreret af Aras Security

Sangen Here’s to life fra Barbra Streisands nyeste udgivelse har fået bloggere verden rundt til at flyde over af begejstring.

No complaints and no regrets I still believe in chasing dreams and placing bets And I have learned that all you give is all you get So give it all you've got

I had my share, I drank my fill And even though I'm satisfied, I'm hungry still To see what's down another road, beyond a hill And do it all again

So here's to life And every joy it brings Here's to life To dreamers and their dreams Tekst: Phyllis Molinary/Musik: Artie Butler

Koncertturneen skulle være startet i Rom, men efter at forbrugergrupper havde klaget over for høje billetpri­ ser (fra 1.000 kr. til 6.000 kr.), fandt arrangørerne et påskud og skød tur­ neen af i Zürich i stedet for. Året før blev hendes turné i USA årets bedst sælgende med en lille halv milliard i omsætning, kun overgået af The Rol­ ling Stones.

Hun oprettede sin Barbra Streisand Foundation i 1987 og har i mange år været en stor støtte for Det Demo­ kratiske Parti, for som hun siger: ”Det parti har altid støttet de fattige og minoriteterne. Og jeg føler mig som en minoritet.” Hun var en stor støtte for Bill Clinton, både un­ der hans valgkampagner og i hans præsident­periode, og hun knyttede et nært venskab med hans mor, Virginia Kelley. Mens denne var syg af brystkræft, var de i daglig telefon­ kontakt, og noget af det sidste, Kelley gjorde inden sin død, var at tage til Streisands nytårskoncert i Las Vegas.

Da Barack Obama skulle lokke folk til en afgørende fundraisermid­ dag under sin valgkampagne sidste år, spillede han det sikre kort og bad Streisand komme og underholde

gæsterne efter middagen. De fik lov at betale omtrent 150.000 kr. pr. kuvert og ekstra 13.000 for at høre Streisand. Der var udsolgt, på trods af at finanskrisen allerede da var begyndt at kradse.

Hun er meget engageret i kvinders og homoseksuelles rettigheder og har givet mange penge til kampen mod aids. Hun har hverken af- eller bekræftet, at sønnen Jason er homo­ seksuel, men hun har ikke lagt fing­ rene imellem over for politikere, som offentligt har udtalt sig fordømmende om bøsser og lesbiske. I bøssekredse har hun fra begyndelsen af sin kar­ riere været et idol – på linje med Judy Garland og Liza Minelli – alle tre kvinder, der ikke har haft en let gang på jorden, og hun nævnes ofte og med stor ømhed i diverse sitcoms med homoseksuelle karakterer.

Sjælden live-optræden Når koncerten for de udvalgte få er noget ganske særligt, er det, fordi hun meget tidligt udviklede et tvetydigt for­ hold til at optræde live. Under indspil­ ningen af Funny Girl i 1967 tog hun fri en aften for at synge ved en koncert i Central Park. Kort forinden havde hun

modtaget en døds­trussel, men valgte alligevel at gennemføre. Det gjorde dog så dybt et indtryk på hende, at hun for øjnene af de 135.000 fans gik i stå. Klappen gik ned, og hun kunne ikke huske teksten.

Til gengæld har hun flittigt indspil­ let album, og hvad angår guldplader, er hun kun overgået af Elvis. Hun har solgt flere plader og cd’er end både The Beatles og The Rolling Stones, og senere har hun forklaret sin sjældne sceneoptræden med, at det kedede hende at stå og synge det samme hver aften. Men netop det, at der går så lang tid imellem, gør, at der oparbejdes helt særlige forventninger, når det endelig sker, som i 1994, samme år, hvor mægtige USA ville undgå en invasion af det lille naboland Haiti. Efter at have bestormet de militære kupmagere med bønner og suk og millionvis af dollar, uden at der kom noget ud af det, kunne en bladtegner ikke dy sig. Under overskriften Plan B lyder det i en taleboble fra limousinen, der holder foran præsidentpaladset i Port-au-Prince: ”General Cédras. Der er en limousine med to billetter til en Streisand-koncert.”

INVITATION TIL SINGLEBRUNCH Vi er to friske kvinder på 58 år, som efterlyser andre singler M/K i alderen ca. 50-69 år.

Derfor har vi arrangeret en brunch

Søndag den 24. januar 2010 kl. 13.00 Cafeen, Ny Kongensgade 6, København K Pris: 150 kr.

Med støtte fra

Goldberg 14

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Tilmelding og betaling senest den 15. januar 2010 til: Nykredit, reg. 5479, konto 0000966727 Husk at skrive dit navn.

Lina: . . . . . lina@abkrudt.dk. . . . . . . . . . . tlf. 3254 6585 Lone: . . . . . hertzlone@gmail.com . . . . . . tlf. 3526 6135 Vi glæder os til at høre fra dig Lone og Lina.

Selv om du er forhindret i at komme, hører vi gerne fra dig alligevel, med henblik på fremtidige arrangementer.

Støttet af

C

M

Y

CM

MY

CY

CMY

K

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

15

interview med amos oz …

Foto: Jügen Bauer

n t e e d g v ø i o L d Af Jon Kaldan Han sidder for første gang i Israel på vej til sit første, og måske sidste, møde med en forfatter, der har beskrevet dele af hans liv mere liv­ agtigt, end han selv kunne. Frem­ kaldt hans egen far så levende, at forfatteren Amos Oz må have kendt den bog­elskende, menneskekærlige og lysende intelligente mand, der nu har været død i 16 år.

Nu har han skrevet en ny bog.

Denne store forfatter, der flere gange er nævnt som mulig kandidat til en Nobelpris. En bog der begynder blasert, hvis ikke ligefrem livstræt og arrogant, om det at være forfatter og skulle møde sit nyfigne litterære publikum og alle dets banale, forud­ sigelige spørgsmål en svedig aften i Tel Aviv.

-Israelere er arrogante, siger min ledsager med et fast greb om rat­ tet. Hun aflirer imens et litani over tidligere møder med forfatteren. Hun beskriver ham som netop blasert,

16

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

gentagende sig selv, irriterende. Jeg mærker et stigende ubehag over det kommende møde; sliber mine jour­ nalistiske knive og forbereder en ind­ ledning, som jeg håber kan afvæbne den arrogante forfatter.

Jeg ser på min ledsager fra siden og bemærker kanten af hendes BH og tænker på, hvordan hendes bryster gemmer sig der bag blonder, nylon­stivere og faste meninger. Og på hvordan det ville være, hvis hun smed de hæmmende klædnings­ stykker og styrede bilen gennem landskabet helt nøgen. Så ørken­ luften kunne komme til sin ret og opfylde sin hensigt i berøringen. Og hun lod mine hænder lege med …

Men hun trykker rutineret på knap­ pen til aircondition­anlægget, ar­ rogant over for ørkenens gavmilde varme, og fortsætter sin rutinerede talestrøm om bosættere, palæstinen­ sere, konflikter og krige, sikkerheds­ hegn og forhandlinger, politikerar­ rogance og afmagt. Ordet ”arrogance” begynder at slå ud som en influenza i min højre hjerne­halvdel, og jeg er

defensiv og kamp­beredt, da vi tryk­ ker på forfatterens dørklokke.

Kontrasten til forventningen er så stor, at jeg klasker sammen tømt for indhold, da døren bliver åbnet af en venlig lille mand med et forsig­ tigt håndtryk, der fører os ned i sin skrive­hule, præsenterer os høfligt for en kælen kat og insisterer på at servere kaffe, som han møjsommeligt selv slæber ned af kældertrappen.

Han svarer beredvilligt og begavet på alle spørgsmål, som jeg mundlam aldrig får stillet.

Nej, Amos Oz skriver ikke beken­ delseslitteratur. Naturligvis er den blaserte forfatter i bogen ham selv og så naturligvis ikke. Alt, hvad han som forfatter rører ved og giver liv, henter sit brændstof i det selvbio­ grafiske, der er fantasiens naturlige udgangspunkt.

Drivkraften? Det er nysgerrig­ heden, betror han med langsomt overlæg. Nysgerrigheden er en dyd.

For den er empatisk, uselvisk. Den gør dig i stand til at sætte dig i den andens sted. Se verden fra en andens

synsvinkel. En andens sjæl.

Og det er præcis det, hovedperso­ nen i Amos Oz’ bog gør. Den trætte, blaserte forfatters fantasi fyldes af dialoger og indre monologer fra den litterære forsamlings forskellige personer. Han dykker nysgerrigt ned i deres erindringer og tanker, følelser og besværlige motiver. Og han gør det konkret og sanseligt, da han efter foredraget dykker lige så nysgerrigt ned i en ung kvindes krop, som han forsøger at forføre midt i hendes og hans egne kværnende tanker.

Måske er nysgerrigheden en dyd. Men er forfatterens insisteren på at sætte sig i den andens sted og kende perso­ nernes tanker, refleksioner og rodede motiver ikke et udtryk for arrogance?

Er nysgerrigheden lysten til at klæde menneskene af og fremstille dem i af­ sløringens ubarmhjertige lys? Eller er

det udtryk for empati og kærlighed at forsøge at se dem ufiltreret og ærligt?

Det er spørgsmål, jeg aldrig får svar på, for jeg glemmer at spørge.

Men bogen giver mig svar i sin ærlige søgen, i sine klare kontraster mellem forfatterens overvejelser og forfatte­ rens udtryk. Forfatteren Amos Oz og den forfatter, der er bogens hoved­ person og altså ikke Amos Oz. Og så alligevel ham.

Den bliver en leg med nysger­ righeden som drivkraft. Og selv,om opdagelserne ikke er smukke, afkla­ rede, men en søgen i sindets affald og undvigende manøvrer, i begærets uklare motiver og det menneskelige mødes uudtalte forventninger, så er bogen en hyldest til netop nysgerrig­ hedens uanede muligheder.

Jeg ser på min ledsager, der nu er optaget af en politisk samtale med den intellektuelle meningsdanner og

debattør Amos Oz om mulighederne for fred i Mellemøsten. Og forestil­ ler mig, at jeg fjerner hendes trusser og lader hende sidde der, på bred­ den af Negevørkenen i forfatterens hule, helt nøgen. Og overvejer, hvad forfatterens røde kælne kat, der ligger i vindueskarmen, ville sige til det.

Om denne fantasi er udtryk for nysgerrighed som en dyd eller blot et udslag af begær? Og om der over­ hovedet er en forskel på de to be­ greber? For hvem kan afgøre, hvad der er nysgerrighedens mål, og hvad der er dens udspring?

Det giver Amos Oz ikke noget svar på! Måske fordi jeg glemmer at spørge.

Amos Oz Vers om livet og døden, Gyldendal 2009 Oversat fra hebraisk af Hanne Friis

Rolexgate Kunstneren Marco Evaristtis guldskulptur af indgangspartiet til Auschwitz-Birkenau udstilles Onsdag den 27. januar 2010 kl. 13.00 - 18.00

Værket vises kun denne ene dag!

Det er blot anden gang Rolexgate vises for offentligheden, og første gang i Danmark.

Udstillingen åbnes af kulturborgmester Pia Allerslev Kunstneren vil være til stede Soloviolinist Anna Gwozdz spiller Ravels Kaddish

Kunsthallen Nikolaj

•

Nikolaj Plads 10

•

1067 København K

•

Telefon: 3318 1780

polacas og kaftaner Buenos Aires "red light district" i 1920'erne

Rachel Liberman

– historien om en jødisk luder Handel med prostituerede har været kendt lige så længe som ”verdens ældste erhverv”.

Mindre kendt er det, at tusinder af østeuropæiske jødiske kvinder i forrige århundrede havnede i prostitution i Sydamerika.

Af Ditte Goldschmidt og Jeanne Goldschmidt Kempinski Buenos Aires, nytårsaften 1929.

Politikommissær Julio Alsogaray er på arbejde, da der ankommer en ung kvinde med noget at fortælle.

Alsogaray, der var kendt for at have brugt det meste af sit arbejdsliv på at bekæmpe jødiske alfonser og kor­ ruption blandt sine kolleger, forstod hurtigt, at kvindens historie kunne føre til afslutningen på den verdens­ omspændende jødiske gangsterorga­ nisation Zwi Migdal.

Kvinden hed Rachel Liberman, og på trods af sit nydelige borger­ lige ydre med mørkt tøj og knold

18

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

i nakken havde hun i en årrække levet som prostitueret. Hun fortalte, at hun var født i Kiev den 10. juli 1900, og at familien et par år senere var emigreret til Polen. Hun oplyste videre, at hun var ankommet alene til Argentina i 1924 og snart var blevet tvunget til prostitution af en mand ved navn Jaime Cissinger, som hun var blevet introduceret til af en rejsefælle fra Polen. Hun havde ikke vidst, at både rejsefællen og Cissinger var involverede i Zwi Migdal.

Efter fire år som prostitueret var det lykkedes hende at købe sig fri og erhverve sig en antikvitets­ forretning. Men friheden havde ikke varet længe. En mand ved navn José Korn var dukket op i hendes

butik, og hun endte med at gifte sig med ham i synagogen i Cordoba Street. Hvad hun ikke havde vidst, var, at José Korn var udsendt af Zwi Migdal for at tvinge hende tilbage som indtægtskilde i bordellet, og at syna­gogen var syndikatets central.

Desuden stjal Korn hendes opspa­ rede formue på 90.000 pesos, som skulle have bragt hende tilbage til et ’normalt’ liv. Rachel Liberman hav­ de henvendt sig hos Zwi Migdal og truet med angivelse, hvis hun ikke fik sine penge tilbage. Korn havde nægtet at give hende hele summen, og hun og hendes forretning var blevet udsat for anonyme overgreb.

Herefter havde hun trodset al frygt og var altså, sådan som hun havde

Rachel Lieberman, 1919

Rachel Lieberman, 1928

Rachel Lieberman med sine to sønner, 1933

Hun forventede, at der i Buenos Aires var mennesker tilknyttet det jødiske samfund, som kunne tale jiddish og havde brug for en syerske. Men det blev ikke som syerske, Rachel Liberman kom til at tjene til udkommet for sig og sine børn." truet med, gået til politikommissær Julio Alsogaray.

Historien om Rachel Liberman og andre prostituerede jødiske kvinder fra Østeuropa er dukket frem de seneste år. Det skyldes ikke mindst forfatterne Nora Glickman, der i 2000 udgav bogen The Jewish White Slave Trade and The Untold Story of Rachel Liberman og Isabel Vincent, der i 2005 udgav bogen Bodies and Souls.

Bøgerne beretter både om enkelte kvindeskæbner og om de mafialig­ nende jødiske grupper, der stod bag.

Landet med appelsiner Mange år senere ønskede Rachel Li­ bermans børnebørn at retfærdiggøre deres bedstemor som en indvandrer­ kvinde, der kæmpede for sin familie, og nu hed det sig, at Rachel Liber­ man i 1919 havde giftet sig med Yaacov Ferber i Warszawa på tradi­ tionel jødisk vis. De holdt sulten fra

døren som henholdsvis skrædder og syerske, men efter at Rachel i 1920 havde født deres første søn, og mens hun ventede den næste, rejste Yaa­ cov over til sin søster og svoger, som i nogle år havde boet i Tapalqué, en forstad til Buenos Aires. Yaacov øn­ skede at skabe en formue og hente sin familie til landet, ”hvor man spiser en appelsin om dagen”.

Et par år senere ankom Rachel med sine to sønner til Buenos Aires og fandt en arbejdsløs og helbreds­ mæssigt skrøbelig mand. Yaacov døde i 1923, kun få måneder efter Rachels ankomst, og den 23-årige enke, ene­ forsørger til to børn og med et dårligt spansk, forstod, at der var meget ringe chance for at få arbejde i den lille forstad. Hun efterlod derfor sine sønner hos en børnerig nabo og rejste til hovedstaden.

Hun forventede, at der i Buenos Aires var mennesker tilknyttet det

jødiske samfund, som kunne tale jiddish og havde brug for en syer­ ske. Men det blev ikke som syerske, Rachel Liberman kom til at tjene til udkommet for sig og sine børn.

Rekruttering fra Østeuropa I årene 1881-1905 udvandrede man­ ge jøder særlig fra Rusland og Polen som følge af pogromer og fattigdom.

Emigranterne var tiltrukket af både Nord- og Sydamerika, og historikeren Victor A. Mirelman vurderer, at mere end 130.000 jøder udvandrede til Argentina i disse år.

Da Rachel ankom til Buenos Aires i 1922, havde der i årtier været en betydelig prostitution og handel med indvandrerkvinder. I immigrantbyer­ ne var der et stort overskud af mænd, hvilket ansporede nogle til at tjene på efterspørgslen efter kvinder. I 1875 blev prostitution med obligatoriske lægebesøg gjort lovlig i Argentina, GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

19

kunstudstilling Luis Migdal, stifteren af Zwi MIgdal organisa­tionen hvilket ikke gjorde en by som Buenos Aires mindre at­ traktiv i sexspeku­ lanters øjne. I årene 1910-1923 kom 20 procent af alle registrerede prosti­ tuerede i Argentina fra østeuropæiske lande. Registrerin­ gen skete ikke efter religion, men efter nationalitet, og det er derfor vanskeligt at afgøre, hvilken andel de jødiske prostituerede ud­ gjorde.

De jødiske slavehandlere hentede typisk deres eksportkvinder i shtetl’erne i det russisk-polske landområde, hvor der i perioder var omkring 5.000 dødsfald om året på grund af sult. Russiske embedsmænd, jødiske journalister og rejsende fra Vesten rapporterede, at der herskede en udbredt fattigdom, og at der desuden var en begrun­ det frygt for udbrud af antijødiske overfald.

Rekrutteringen kunne typisk foregå på følgende måde: En ”pæn herre” kom på besøg i en shtetl for at tilbyde en ung pige arbejde i huset hos en velhavende familie i en større by eller med løfte om at starte en forretning i Amerika. En anden til­ lokkelse var indgåelse af ægteskab uden juridisk gyldighed, idet cere­ monien blot krævede tilstedeværelse af ét jødisk vidne. Gifte kvinder, forladt af deres ægtemænd, var også en gruppe, der kunne rekrutteres til prostitution, for så længe det ikke var dokumenteret, at manden var død, kunne hun ikke gifte sig igen og var dermed uden mulighed for at ændre sine levevilkår.

Det var dog ikke alle, der på den måde blev narret til prostitution.

Nogle kvinder i de større byer valgte den udvej for at komme pogromer og udsigtsløs fattigdom til livs. Andre blev, som Rachel Liberman muligvis blev det, ”familiesammenført” i det nye land.

Moral og sult Latinamerikanske indvandrerlande var påvirket af Europas antisemi­

20

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

tisme, og det betød, at man var til­ bøjelig til at skabe stereotype jødiske fjende­billeder. Ifølge Isabel Vincent blev jødiske kvinder fra Østeuropa anset for eksotiske på grund af deres hvide hud, blonde hår og blå øjne. En østrigsk forfatter skrev efter et besøg i Argentina, at de ”lover de mest in­ teressante perversiteter”. I trediverne og fyrrerne, inspireret af en skærpet antisemitisme, blev de jødiske prosti­ tuerede af deres ikke-jødiske kolleger kaldt ”depraverede fordi de havde bragt analsex og sadomasochisme til Sydamerika”. Som en understregning af en udbredt association mellem jødiske immigranter og prostitution blev de kaldt ”polacas”.

De jødiske ruffere og alfonser handlede stort set kun med jødiske kvinder, dels fordi de var lettere for dem at skaffe, og dels for ikke at opildne til anklager om voldtægt og tyveri af kristne kvinder. Alfon­ serne og bordelejerne, der stod bag kvindehandelen i Buenos Aires, var også indvandret fra Østeuropa, og selv om de havde lært sig spansk, fastholdt de deres oprindelige jiddish.

Mange af dem var religiøse og blev kaldt for ”kaftaner” på grund af deres klædedragt. De ønskede at opret­ holde et skær af respektabilitet, de var kulturelt interesserede og aktive i etableringen af jiddishe teatre.

De insisterede på at identificere sig og blive identificerede som jøder med adgang til synagoge og gravplads.

Imidlertid blev de aldrig accepterede i de jødiske menigheder, hvor man anså dem for moralsk og religiøst an­

løbne og yderst antisemitisme­ fremmende.

Afvist af deres menigheder stiftede de i 1906 deres egen forening og grundlagde både synagoge og gravplads med adgang for foreningens medlemmer og de prostitu­ erede.

De jødiske menigheder advarede i jødiske aviser i Europa mod handel med jødiske kvinder og oprettede foreninger, der skulle beskytte og hjælpe ofre for kvindehandel ved at advare naive ”bondepiger”, der rejste alene. Ved anlægshavnene patruljerede man for at opsøge kvinderne. Det lykkedes langtfra at overbevise om, hvilken fare de svævede i. Ikke sjældent blev hjælpen vraget, og nøden vandt. Som en netop ankommet kvinde sagde som svar på en advarsel: ”Moral interesserer mig ikke – jeg er sulten”.

Symbol og myte Med sit vidnesbyrd blev Rachel Li­ berman både et symbol og en myte.

Hendes henvendelse til politi­­kommissær Alsogaray kom til at repræsentere undertrykte kvinders kamp for frihed. Ifølge Alsogaray havde Zwi Migdal omkring 1930 ca.

500 medlemmer og 2.000 bordeller og alene i Argentina mere end 3.000 jødiske prostituerede. Organisationen havde gode forbindelser til politi og andre myndigheder, og ud af de 434 aktive medlemmer, der blev kaldt til afhøring efter Rachels vidnesbyrd, blev kun 108 dømt for lovover­ trædelser. Adskillige alfonser og bagmænd flygtede eller blev reddet ud af landet; men alvorlige sager blev optrevlet og en del kvinder reddet ud af prostitutionen.

Rachel Liberman nåede ikke at glæde sig længe over sin egen frihed.

Hun havde købt billet for at besøge sine forældre i Polen, men blev ramt af sygdom og døde snart derefter i 1935.

Okay warden, murder me …

Den dansk-chilenske kunster, Marco Evaristti, er for første gang i flere år udstillingsaktuel på et galleri i København. Det er det nyåbnede galleri ME contemporary, der lægger hus til frem til den 13. februar. ger, akvarellignende malerier og i sømbesatte bronzeskulpturer.

Som Evaristti tidligere har blan­ det virkeligheds­referencer ind i Udstillingen Killme strækker sig sin kunst, er malingens karakte­ over begge galleri ME’s etager. rer af akvarel fremkommet ved, Øverst finder man en videreførel­ at dødssprøjtens giftige stof er se af tematiseringen af dødsstraf, mikset ind i akrylfarven. som Marco Evaristti brugte i sit Denne brug store performanceaf elementer projekt The Last taget direkte Fashion sidste år i fra dødskam­ Okay warden, murder Skuespilhuset, et meret, sidste modeshow med tøj designet til fangerne me, I am ready to roll, let’s sætninger og dødssprøj­ på dødsgangen. get the party started." tens gift, får To af kreatio­ udstillingen til nerne genfindes nu at vibrere i feltet mellem fantasi på dukker i Barbie-stil. Duk­ og virkelighed, på samme vis kernes middelklasse-accessories, som tegninger og dukker balan­ bl.a. villa og sportsvogn, er her cerer mellem det satiriske og det udskiftet med galge, elektrisk stol ubærlige. og henrettelsesbænk. Alt indhyl­ let i lyserøde Barbie-farver med Ifølge Evaristti er satiren et stærkt kunstnerens eget ansigt på man­ virkemiddel til at udtrykke alvor dedukken og pakket i matchende og emner af eksistentiel karakter: æsker. ”Satiren er letmodtagelig. Den Dukkerne er endvidere udsty­ kryber ind i folk gennem smilet. ret med en stemme, der siger en Den brasilianske kunstner Anto­ sidste sætning taget fra virkelig­ nio Dias brugte konsekvent sati­ hedens dødskammer. Handukken ren i sine tegninger i 60’erne og siger: ”Okay warden, murder me, beskrev gennem den de voldsom­ I am ready to roll, let’s get the me politiske omvæltninger i sin party started.” Mens hundukken tid. Jeg bruger satiren til at vise siger: ”All right warden, let’s give vore indre dæmoners tankegang. them what they want.”

Hvorfor drages vi af gyserfilm og krimistof?

Fra den grusomt Fordi vi kontrollerede har vrede, dødsstraf i overeta­ hævn og gen går Evaristti i All right warden, let’s dyriske underetagen på op­ instinkter dagelse i vores indre give them what they want." lurende lige verden af dæmoner, under den som han viser med civiliserede satire og i grotesk overflade. forvridning. Med en lethed, der Og når vi straffer, gør vi det ud kontrasterer det tunge emne, fra disse instinkter – men pak­ skitserer kunstneren det ene gru­ ker dem ind i et teflonlag, gør det somme drab efter det andet. pænt og anonymt.”

Afskårne lemmer og barbariske handlinger er skildret i tegnin­

Af Rasmus C. Olsen

Der er flere oplysninger at hente om udstillingen og kunstneren på: www. mecontemporary.com Marco Evaristti, født 1963 i Chile Bor og arbejder i København og Bangkok Uddannet arkitekt under Henning Larsen Blev i 2000 verdensberømt med værket Helena, der bestod af ti funktionsdygtige blendere, hver med en levende guldfisk i. Værket var udstillet på Trapholt.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

21

kunst på louisiana

En hyldest til livet Gennem et langt og usædvanligt liv har den schweiziske finansmand og pelshandler Werner Merzbacher skabt en af verdens største og mest livsbekræftende private kunstsamlinger. Den består af lutter farvesprudlende kunst fra det 20. århundrede.

En del af samlingen udstilles på Louisiana Museum fra februar måned.

André Derain, Både i Collioure havn, 1905

Af Susanne Bernth Farven i kunsten. Det er vanskeligt at forestille sig en mere indbydende titel på en udstilling, især i februar, hvor alt omkring os er gråt i gråt. Den 5. februar slår Louisiana Museum dørene op for udstillingen, der består af godt 100 værker fra Werner og Gabrielle Merzbachers store samling.

Merzbachers billeder med deres generøse farveholdning kan kun beskrives som en hyldest til livet: Kandinsky, Klee, Matisse, Modigliani, Monet, van Gogh – de er der alle.

Samlingen går for at være blandt de kostbareste privatsamlinger af moderne kunst, men den har aldrig været ment som en investering, kun samlet for glæden ved at have vær­ kerne omkring sig. ”Det er så hårdt at gå rundt og se på de tomme vægge, når billederne er lånt ud,” siger Werner Merzbacher, der i december var i Danmark for at aftale de sidste detaljer i forbindelse med udstillingen.

22

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Den anonyme samler Bortset fra sine billeder er anonymi­ teten det, som Werner Merzbacher hæger mest om. Men fanget i en konflikt mellem at dele sin kunst­ glæde med andre eller forblive ude af offentlighedens søgelys, valgte han for 11 år siden for første gang at låne en stor del af sin samling til det dengang skrantende Israel Museum i Jerusalem – som en 50 års fødsels­ dagsgave til landet og en ambivalent 70-års fødselsdagsgave til sig selv.

Tidligere havde billederne kun en­ keltvis eller i små hold forladt hjem­ met i Schweiz og altid på betingelse af, at de blev udstillet som ”Privat ejendom. Schweiz”. Alle opkøb er foregået anonymt, men nu som 82årig og stadig aktiv i pels- og valuta­ handlen, er Werner Merzbacher knapt så prikken længere. ”Jeg var meget spændt, da jeg lånte min samling ud til Kunsthaus i Zürich for nogle år siden. Det ville være det endelige opgør med min anonymitet. Men det gik fremra­ gende, nærmest over al forventning.

Ingen antisemitiske bemærkninger.

Den eneste negative reaktion var mod min ene datter, der er socialist og bor meget beskedent. Et anonymt brev anklagede denne millionær­ datter for at optage en billig bolig på en værdigt trængendes bekostning.”

Jeg var meget spændt, da jeg lånte min samling ud til Kunsthaus i Zürich for nogle år siden. Det ville være det endelige opgør med min anonymitet."

Merzbacher fortæller, at datteren i mange år nægtede at have venner på besøg, fordi hun syntes, at hjem­

Joan Miró, Fuglen Boum-Boum beder til løgskalshovedet, 1952 met med dets kunstsamling var for prangende. ”Her ligger vi, som vi har redt, for vi har opdraget alle tre børn meget frit.”

Født i Tyskland Han var knapt fyldt tyve år, da han emigrerede til USA kort efter krigen, og det var her hans kunstinteresse begyndte. Han ville oprindeligt have været sceneinstruktør, og arbejdede som statist på teatret i Zürich for at tjene penge, mens han gik i gymna­ siet, men da han var tysk af fødsel og havde en ældre bror, der var mentalt syg, kunne han ikke få schweizisk statsborgerskab. ”De var bange for, at jeg blev en byrde for det offentlige.”

De to brødre var sønner af en højt respekteret læge i det sydlige Tysk­ land. Efter Krystalnatten i 1938 be­ sluttede forældrene at sende børnene til Schweiz, hvor de fik lov til at bo hos en kristen kollega til deres far. ”De kendte ikke engang min far personligt. Men de tog os ind, for vi regnede kun med, at vi skulle være

der et halvt år. Det blev til ti.”

Forældrene nåede ikke at flygte.

De kom til Auschwitz og drengene så dem aldrig mere. Derfor blev det USA, hvor Werner Merzbacker mødte sin hustru, der kom fra en pelshandler­ familie med interesse for kunst. ”Der var især to billeder fra den ikke særligt store, men meget fine samling, som min kones bedstefar grundlagde. Det var en Picasso fra den blå periode og en Matisse. Det, at man kunne eje sådanne kunstværker, var en helt ny verden for mig.”

Ankeret i kunsten Det blev i den farverige del af kunsten han kastede sit anker, især perioden op til Anden Verdenskrig, inden Europa gik helt i sort. Handlen med pelse og valutaer er bare noget han gør, om end med stor succes, for at gøre kunstanskaffelserne mulige. ”Alt i alt har jeg tre problemer i mit liv. Det første er, at jeg er jøde. Ikke i religiøs forstand, men fordi mine forældre blev myrdet. Det har gjort mig meget bevidst om det. Det andet

problem er, at jeg handler med pels.

Pelse er ikke politisk korrekt læn­ gere, bortset fra i Kina, hvor de er et statussymbol. Havde det ikke været for kineserne var der ikke længere nogen pelshandel. Og for det tredje: Jeg er ikke et fromt menneske.”

Den uberegnelige verden Uden at han siger det direkte, virker det som om, der også er et fjerde problem. Han mener, at verden er blevet uberegnelig, med kunst som investeringsobjekter og banker, der foretager sig mærkelige ting, ud fra kortsigtet egeninteresse, i stedet for at tage hånd om deres kunder. ”Det må gå galt. Jeg har aldrig købt et billede af anden grund end glæden ved at se på det, og jeg har heller al­ drig solgt et. Ikke et eneste. Nu køber jeg ikke billeder længere, og det er mange år siden, at min kone nåede sit mætningspunkt. Vi har ikke plads til flere, for det hus, vi bor i, er ikke særlig stort og så er der ingen grund til det”, siger Werner Merzbacker til Goldberg.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

23

om en nazistisk blockbuster

fra

celluloid til zyklon B Af Peter Tudvad Antisemitisme og propaganda, Julius Streicher og Joseph Goebbels, Der Stürmer og Der ewige Jude. Vi ken­ der godt skurkene bag hetzen mod jøderne i Det Tredje Rige, og vi maner dem gerne frem til skræk og advarsel, når vi underviser børn og unge i folke­mordets anatomi. Så viser vi dem ugebladets karikaturer af jøder med store næser, fyldige læber og dollars væltende ud af lom­ merne. Eller filmens uhumske rotter, som skulle give biografgængerne et passende billede på jødernes pest­ befængte ghettoer.

Spørgsmålet er imidlertid, om det vitterligt var karikaturerne i Der Stürmer og rotterne i Der ewige Jude, der overbeviste den menige tysker om, at jøderne udgjorde et problem, der måt­ te løses med alle til rådighed stående midler. Eller om det ikke snarere var en mere subtil propaganda, der gjorde det muligt for nazisterne at gennem­ føre historiens største folkemord i en så oplyst og civiliseret nation som den tyske og i vid udstrækning med dens viden og samtykke.

Man undervurderer propagandaens effekt og gør den mere harmløs, end

24

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

den er og var, når man reducerer den til så ubehjælpelige og ubegavede pro­ dukter som de nævnte. Således blev en film som Der ewige Jude ikke en­ gang set af en million biograf­gængere, mens den langt mere subtile Jud Süß solgte 27 millioner billetter, heraf alene 20 millioner i Tyskland. Med denne sofistikerede celluloidfilm fik nazisterne endelig det, de ville have, nemlig – som propagandaminister Goebbels skrev i sin dagbog – »en så antisemitisk film, som vi overhovedet kunne ønske os«.

Finansjøde og forfører Scenen sættes i Stuttgart, hvortil her­ tug Karl Alexander af Würtemberg kort efter sin tronbestigelse i 1733 henter spekulanten og pantelåneren Joseph Süß Oppenheimer fra den jø­ diske ghetto i Frankfurt. Süß, en så­ kaldt finansjøde, skal skaffe hertugen det, som stænderforsamlingen ikke vil bekoste, nemlig al den pragt, han ønsker sig, i form af balletter, operaer og maitresser. Det giver Süß ham gerne, og han lønnes for sin umage med posten som finansminister. En post, han dels bruger til brandbeskat­ ning af hertugens undersåtter, dels til at hæve det hidtidige forbud mod jøder i Stuttgart.

Allerede undervejs fra Frankfurt har Süß truffet den unge Dorothea Sturm, der er datter af en af de deputerede i stænderforsamlingen.

Hans begær efter den blonde pige vækkes prompte, og end ikke hendes forlovelse og efterfølgende giftermål med Faber, stænderforsamlingens se­

Süß skal have en retfærdig dom og dømmes efter loven – og den byder, at en jøde, der har legemlig omgang med en kristen kvinde, skal lide døden ved strikken." kretær, holder ham tilbage fra at søge hendes gunst. Selv om Süß har raget sit skæg af og klædt sig efter hoffets mode, har Faber straks gennemskuet, at han er jøde, ligesom han siden be­ standigt afslører hans rænker som en jødisk intrige. »Jøden spiller om jeres døtre, og hertugen holder banken!«

Den ariske mønsterkvinde, Dorothea, vasker raceskændslen af sig ved at gå i søen. Hun er blevet voldtaget af jøden, og heroisk ofrer hun sit liv for at holde blodet 'rent'

Dorotheas far vil heller ikke have, at hans datter skal avle »jødebørn«, men han forløber sig og bliver fængslet. Det samme bliver Faber, da han pågribes under forberedelserne til en opstand mod hertugen. Da ser den fortvivlede Dorothea ingen anden udvej end at søge om nåde for sin mand hos den forhadte jøde, Würtembergs egentlige hersker. Hun hører Faber skrige af smerte, mens han tortureres, og kan kun befri ham fra bødlerne ved at lade sig voldtage af Süß.

Faber er ikke mere end akkurat kommet fri, før han i nattens mulm og mørke må trække sin elskede Dorothea op af floden, hvor hun har druknet sig. Fulgt af en rasende mængde kræver han jøden fjernet, men først da hertugen pludselig dør af et slagtilfælde, kan stænderforsam­ lingen arrestere Süß og stille ham for retten. Dér kendes han skyldig i bestikkelse, åger, embedsmisbrug, utugt og højforræderi. Men for alt det vil Sturm, Dorotheas far, ikke dømme ham til døden, da den kristne Gud i modsætning til jødernes ikke er en hævnens Gud. Süß skal have en retfærdig dom og dømmes efter loven – og den byder, at en jøde, der har legemlig

omgang med en kristen kvinde, skal lide døden ved strikken. Altså bliver den jamrende Süß hængt, mens Stuttgarts borgere i andægtig tavshed lytter til Sturms forkyndelse af stæn­ derforsamlingens dekret: »Alle jøder skal forlade Würtem­ berg inden tre dage. Hermed gælder jødeforbuddet for hele Würtemberg!

– Givet i Stuttgart den 4. februar 1738. Måtte vore efterkommere holde sig strengt til denne lov, så de spares for megen fortræd på deres liv og ejendom og på deres børns og børnebørns blod!« Film og virkelighed Både filmens instruktør og dens tyske anmeldere understregede, at den byggede på virkelige begivenheder.

Det gjorde den for så vidt også, men ikke på dem, der fandt sted i Stutt­ gart og Würtemberg i 1730'erne, der­ imod i Nürnberg og Det Tredje Rige i 1930'erne. Jud Süß havde nemlig ikke stort andet end persongalleriet og nogle få nøglebegivenheder til fæl­ les med den virkelige historie, men så meget desto mere med det lovkom­ pleks, der i september 1935 blev vedtaget på den nazistiske partidag i Nürnberg »til beskyttelse af det tyske blod og den tyske ære«.

Med andre ord præsterede Veit Harlan som filmens instruktør og manuskriptforfatter at iklæde den et historisk skin, mens den reelt var en suggestiv dramatisering af Nürnberg-lovenes tankegods og deres fordømmelse af den såkaldte »raceskændsel«. Derfor var det af stor betydning, at Harlan fandt på at lade jøden Süß voldtage den kristne Dorothea, hvilket der hverken var belæg for i den historiske sag eller diverse litterære bearbejdelser af den (henholdsvis Wilhelm Hauffs novelle fra 1825 og Lion Feuchtwangers roman fra 1927, begge med samme titel som filmen).

Altså var filmen ikke nogen blot og bar spillefilm, men netop en propagandafilm, hvis mission var at bibringe publikum den samme opfat­ telse, som regimet havde dikteret i sin lovgivning. Og den mission udførte Harlan så dygtigt, at biograf­ gængerne fra de første klichéprægede scener i Frankfurts ghetto umærkeligt blev draget ind i et melodrama, hvor de spontant følte med Dorothea, der ikke så andre måder at vaske race­ skændslen af sig end at gå i søen.

Harlans unge kone, den svenske blondine Kristina Söderbaum, spil­ lede med al sin naive troskyldighed GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

25

Den svenske skuespillerinde Kristina Söderbaum, spillede med al sin naive troskyldighed rollen som Dorothea. Derfor afbildes hun på kunstnerpostkortet, distribueret samen med filmprogrammet 'Das Program von Heute', som en uskyldsren helgeninde, der skuer mod en jødefri himmel.

rollen som Dorothea, der ind­ bragte hende tilnavnet »rigs­ strandvaskeren«. Man skal dog ikke tage fejl af den ironiske distance i dette tilnavn, for Söderbaum blev over alt fejret for sin fremstilling af den ariske mønsterkvinde, der bliver voldtaget af jøden og heroisk ofrer sit liv for at holde det tyske blod rent.

Det er et formeligt mar­ tyrium, som understreges af, at Dorothea bestandigt fremhæves som en enfoldig kristen over for den udspe­ kulerede jøde. Således al­ lerede i hendes første møde med Süß, da han undervejs fra Frankfurt til Stuttgart er kørt galt, og hun som en barmhjertig samaritaner­ inde hjælper den nødstedte til byen. Derfor blev hun da også på de kunstnerpost­ kort, der blev distribueret sammen med filmpro­ grammet Das Programm von Heute, afbildet som en uskyldsren helgeninde, der svøbt i et hvidt hovedtør­ klæde allerede skuer en jødefri himmel.

Tusinder af disse kort blev sendt som feltpost til soldaterne i Værnemagten og SS, mens de gjorde tjeneste i den nazistiske tilintetgørelseskrig på Østfronten. Men udover dette ikon stod filmen også til rådighed med den rette opfattelse af dén ariske kvinde, der i modsætning til Dorothea ikke undså sig for at have legemlig omgang med en jødisk mand. »Jødehore!« Sådan råber mængden ad Süß’ kristne elskerinde, og sådan råbte mange tyskere efter filmen ad deres kvindelige lands­ mænd, fordi de også havde gjort sig skyldige i raceskændsel.

26

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Söderbaum blev over alt fejret for sin fremstilling af den ariske mønsterkvinde, der bliver voldtaget af jøden, og heroisk ofrer sit liv for at holde blodet rent."

Fra Venedig til Auschwitz via ...

Veit Harlans film fik premiere midt under krigen. Og da aksemagterne Tyskland og Italien ikke blot var alli­ erede, men også anså sig for Europas to førende kulturfolk, skete det me­ get passende på den tysk-­italienske filmuge på Biennalen i Venedig i september 1940. »Harlan har fra århundredernes mørke trukket emne og film frem i nutidens grelle lys«, hed det få dage senere i en reportage i det tyske film­ magasin Filmwelt. »Vor tid har som den daværende tusindvis af gange ubarmhjertigt mærket “virknin­ gerne” af jødedommen, for hvilken alt – land, mennesker, liv – kun var forretning. Og når politik og forret­ ning mængede sig med hinanden i folkeslagenes historie, var det altid jøder, der havde en finger med i spil­ let. Men det var ikke alle, der som jøden Süß, blev hængt.« Om man dog blot havde gjort det, havde hængt alle jøderne i tide! Film­ magasinets lønlige ønske var det for sent at indfrie, men heldigvis havde Veit Harlan foreskrevet den rette løsning på problemet. Derfor lov­ priste magasinet realismen i filmens slutscene, »hvor hele den civiliserede og sædelige verden holder dom over Juda.« Altså ikke alene over jøden Süß, men over Juda, som man alt efter temperament kunne forstå som det jødiske folk i almindelighed eller den internationale finansjødedom i særdeleshed.

»Skulle det nok engang lykkes den internationale finansjødedom i og uden for Europa at styrte verden ud i en verdenskrig«, profeterede Hitler allerede i januar 1939, da han selv havde besluttet sig for krigen, »så bliver resultatet ikke jødedom­ mens sejr, men tilintetgørelsen af den jødiske race i Europa.« Og for denne tilintetgørelse skulle Jud Süß berede vejen ...

Efter premieren i Venedig gik filmen sin sejrsgang i Tyskland og store dele af det øvrige Europa, herunder det besatte Danmark, hvor den både fik gode anmeldelser og et stort publikum. Alle var enige om, at spillet var eminent, mens nogle var skeptiske over for dens historiske tro­ værdighed. Nationaltidende købte hele butikken, og i en anden avis mente Svend Borberg endda, at Harlan havde »gjort sit bedste for at undgaa en alt for tydelig tendentiøs Fortolk­ ning«, ligesom han velvilligt kaldte Sturm og Faber »den finere og renere Menneskeligheds Forsvarere i det store Fordærv.« Kristeligt Dagblad viste på skrømt fordomsfri interesse for sagen, men afslørede derpå historie­ forfalskningen, som bladet forstod som »en Indskærpen af Nationalso­ cialismens “Raceskændsel”, og just herimod er Filmen først og fremmest rettet.« Sandt nok, men filmen kunne også bruges til andet end moralsk opbyg­ gelse af den tyske befolkning i den nazistiske ånd. Således rapporterede dagbladet Film-Kurier i august 1943, at Jud Süß altid blev forevist den ariske befolkning, når jødiske ghet­ toer i det besatte Østeuropa skulle evakueres eller likvideres. »Forment­ lig anser man det for et probat middel til forebyggelse af enhver hjælp fra den ikke-jødiske befolkning.« Dertil kom, at filmen var fast pensum for SS’ere, politimænd og kz-lejrenes fangevogtere. Herunder i Auschwitz, hvor en vis Dorothea som én af utallige blev dræbt med giftgassen zyklon B i februar 1943. Ikke nogen arisk martyr, Dorothea Gerson, men en jødisk skuespillerinde, der indtil sin skilsmisse i 1924 havde været gift med – Veit Harlan.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

27

jeden/juden raus

Det tærer på en israeler, der besøger Europa, at indsnuse antisemitisme, hvad enten den er utilsløret eller indbildt

Folkets forsvarer

Af Etgar Keret Et par dage i Østeuropa kan virke­ lig få jøden frem i en. I Israel kan man gå rundt hele dagen i T-shirt i den brændende sol og føle sig som ikke-jøde: lidt meditation, lidt opera, en god bog af Bulgakov eller en irsk whisky. Men i samme øjeblik de stempler ens pas i lufthavnen i Polen, begynder man at føle sig anderledes. Man kan måske stadig fornemme smagen af Tel Aviv, og Gud har endnu ikke åbenbaret sig for en i ankomsthallens flimrende neonlys, men for hver bid svinekød, man spiser, føler man sig mere og mere som en slags converso, altså en jøde, der er konverteret til kristen­ dommen. Pludselig er man omgivet af Diaspora.

Fra den dag man blev født i Israel, har man hørt, at det, der skete i Europa i de seneste århundreder, udelukkende var én lang række af jødeforfølgelser og pogromer, og selv om ens sunde fornuft siger noget an­

28

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

det, så bliver resultatet af netop den opdragelse ved med at gnave. Det er en ubehagelig følelse, som på en eller anden måde altid bliver bekræftet af virkeligheden. Der sker ikke noget voldsomt, som jeg selv for nylig blev mindet om under en rejse til Øst­ europa; det er ikke sådan, at ens mor eller søster bliver voldtaget af en ko­ sak. Der skal ikke mere til end en til­ syneladende uskyldig bemærkning på gaden, en graffiti med davidsstjernen eller et udvisket slagord på en mur, måden, lyset reflekteres fra korset på kirken over for ens hotelværelse, eller en samtale mellem et par tyske turister i det disede polske landskab Så kommer spørgsmålene: Er det her virkeligt eller en fobi? Trænger disse antisemitiske begivenheder sig ind i ens bevidsthed, fordi man forventer dem? Min kone hævder for eksempel, at jeg har en helt unaturlig evne til at spore hagekors.

Ligegyldigt hvor vi er – Melbourne, Berlin eller Zagreb – kan jeg spotte et hagekors i et område på under ti minutter.

Her kommer en lille historie fra mit første besøg i Tyskland som for­fatter for præcis femten år siden. Den lo­ kale forlægger havde inviteret mig ud på en fremragende bayersk res­ taurant (ja, jeg ved godt, det lyder som en selvmodsigelse), og netop som hovedretten blev serveret, kom en høj, stor tysker på omkring tres ind og begyndte at tale højrøstet.

Han var helt rød i hovedet og så ud, som om han var fuld. Fra den svada af tyske ord, han fyrede af, genkendte jeg kun to, som han blev ved med at gentage: ”Juden raus!”

Jeg gik hen til manden og sagde, så roligt jeg kunne, på engelsk: ”Jeg er jøde. Vil du smide mig ud?

Kom nu, gør det. Smid mig ud.”

Tys­keren, som ikke forstod et ord engelsk, blev ved med at råbe på tysk, og snart stod vi og puffede til hinanden. Min forlægger forsøgte at lægge sig imellem og bad mig gå tilbage til bordet og sætte mig. ”Du misforstår det,” forsøgte han at sige.

Men jeg blev ved. Jeg var sikker på, at jeg forstod det fuldt ud. Som anden­generations Holocaust-overle­

vende følte jeg, at jeg bedre end nogen af restaurantens øvrige rolige gæster forstod, hvad der foregik. På et vist tidspunkt fik tjenerne skilt os ad, og den vrede fulderik blev smidt ud. Jeg gik tilbage til bordet. Min mad var blevet kold, men jeg var heller ikke sulten mere. Mens vi ventede på regningen, forklarede min forlægger hviskende, at den vrede fulderik havde klaget over, at en af gæsternes biler holdt i vejen for hans. De ord, der for mig havde lydt som ”Juden raus”, var ”jeden raus”, som her omtrent kan over­ sættes med ”så er det med uden­ for”. Da regningen kom, insisterede jeg på at betale. Kompensation til et andet Tyskland, om man vil.

lelige opførsel op gennem historien har pustet til ilden.

En portier på et fransk hotel fortalte mig og min arabisk-israelske forfat­ terkollega Sayed Kashua, at hvis det stod til ham, ville hotellet ikke tage imod jøder. Jeg tilbragte resten af af­ tenen med at høre på Sayeds mukkeri over, at han oven i 42 års zionistisk besættelse nu også skulle lide den tort at blive opfattet som jøde.

Og for nogle uger siden, ved en litteraturfestival i Polen, spurgte en i salen mig, om jeg skammede mig over at være jøde. Jeg gav ham et logisk, velovervejet svar, som ikke var det mindste følelsesbetonet. Til­ hørerne, som havde lyttet opmærk­ somt, klappede. Men senere, på mit hotelværelse, havde jeg svært ved at falde i søvn.

Et par gode he­ Selv i dag bringer debølger i novem­ visse tyske ord mig Ligegyldigt hvor vi ber kan virkelig få i forsvarsposition. jøden i en tilbage på Men som man er - Melbourne, Berlin, rette plads. Det di­ siger: ”Bare fordi rekte mellemøstlige du er paranoid, Zagreb – kan jeg spotte sollys svider hurtigt betyder det ikke, et hagekors i et område alle spor af Diaspo­ at de ikke er efter raen væk. Min ven dig.” I de tyve år på under ti minutter."

Uzi og jeg sidder på jeg har rejst rundt Gordon-stranden i i verden, har jeg Tel Aviv. Ved siden haft et antal ufor­ af ham sidder Krista og Renate. ”I må falskede antisemitiske oplevelser, som ikke sige noget,” siger Uzi og forsøger ikke kan bortforklares med, at jeg har at skjule sin svulmende liderlighed hørt forkert. med lidt mislykket telepati. ”I er fra Der var for eksempel en ungarsk Sverige.” fyr, som passede mig op på en lokal ”Nej,” ler Renate. “Vi er fra Düs­ bar efter et litteraturarrangement i seldorf. Tyskland. Kender du noget Budapest, og som insisterede på at til Tyskland?” vise mig den kæmpestore tyske ørn, ”Ja da,” nikker Uzi ivrigt. ”Kraft­ han havde fået tatoveret på ryggen. werk, Modern Talking, Nietzsche, Han sagde, at hans bedstefar havde BMW, Bayern München ...“ Han myrdet 300 jøder under Holocaust, roder rundt i sin hjerne for at finde og at han selv en dag håbede at nogle flere tyske forbindelser, men kunne prale af et tilsvarende antal. uden held. ”Hey, makker,” siger han I en lille, fredelig østtysk by for­ til mig. ”Du har gået på universitetet klarede en halvfuld skuespiller, som i mange år. Hvad med at blande dig to timer tidligere havde læst nogle af lidt i snakken?” mine historier op, at antisemitisme er forfærdeligt, men at man ikke kan komme udenom, at jødernes utå­ Oversat fra hebraisk af Hanne Friis GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

29

ingen falske løsninger

Her hjælper kun grønne tunger

Superhelte: De gamle kolonimagter opgav Mellemøsten fra begyndelsen; siden prøvede diverse amerikanske præsidenter – det nærmeste man i jordisk forstand kommer superhelte – uden at der er blevet fred. Men kan The Lab Man klare det?

Af Susanne Bernth The Lab Man optræder i den grafiske roman The Novel of Nonel and Vovel, skabt af kunstnerduoen Larissa Sansour og Oreet Ashery. Ikke at The Lab Man har en patentløs­ ning, men han stiller romanens to hovedpersoner, Nonel og Vovel, over for et faustisk valg: Hvis de opgiver deres kreativitet, vil han til gengæld pode dem med en virus, som giver dem magt af mere direkte og hårdtslående karakter.

Nonel og Vovel er kunstnernes alter ego og er som dem født i henholdsvis Øst- og Vestjerusalem. Med deres ny­ vundne superkræfter beslutter de sig for at befri Palæstina ved hjælp af 50 Ninja-kvinder.

Sansour og Ashery er begge rundet af billedkunsten i alle dens former, og den grafiske roman er endnu et kunstnerisk eksperiment på vejen. Sammen med andre kunstnere har de bygget historien op som en blanding af kunst, politik, spil, science fiction og historiefortælling, alt sammen vendt på hovedet i et forsøg på at trænge ind bag den sproglige fernis.

Fra London fortæller de, at det er første gang, at de har indladt sig på en så kollektiv arbejdsgang, men at det var nødvendigt for at trænge igennem den kakofoni af stem­ mer, der er i spil, når det gælder konflikten i Mellemøsten.

Det er imidlertid en metode, som ligger i forlængelse af deres indbyrdes samarbejde. De fortæller, at de med en opvækst i hver sin del af Jerusalem kom med hver sit sprog. ”Jeg troede, at jeg som progressiv israeler vidste det me­ ste om, hvad der skete på den anden side, men jeg kunne se, hvordan mine holdninger ændrede sig – ikke i mere ekstrem retning, men mod større indsigt – da jeg begyndte at arbejde sammen med Larissa,” siger Oreet Ashery. vend!

30

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

31

Hun sammenligner med de jødiske stemmer i London, der er imod den israelske tilstedeværelse i de besatte områder: ”De henvender sig primært til den britiske offentlighed og hinanden, og langt fra den virkelighed, de taler om.”

Larissa Sansour havde den samme oplevelse, da hun begyndte at arbejde sammen med Ashery. ”Jeg var fremmedgjort over for israelerne, fordi histo­ rien er blevet fordrejet. Derfor var det gensidigt meget frugtbart, da vi mødte hinanden.”

De kendte ikke hinanden, før kuratorer rundt omkring i verden begyndte at arrangere udstillinger med dem sammen. I lang tid foregik samarbejdet via e-mail, og først for nylig, hvor Larissa Sansour er flyttet fra Køben­ havn til London, ikke langt fra, hvor Oreet Ashery bor.

London er langt fra de besatte områder, The Lab Man er en tegneseriefigur, og Nonel og Vovels projekt er ikke uden problemer. I romanens anden del befrier de Palæstina, som dog ender i en dybt kompliceret udvik­ lingsproces. Altså ingen patent­løsning. ”Dialog er godt, men kan også fungere som blår og falske løsninger. Det har vi for enhver pris villet undgå,” siger Larissa Sansour.

i Danmark

OKTOBER –

Den 28.januar 2010 bliver projektet præsenteret på Kunsthallen Nikolaj i København.

Fra 15. januar til 21. marts 2010 kan Larissa Sansours og Oreet Asherys værker ses som et led i udstillingen ”Fall Out” på Gl. Holtegaard.

43

‘JØDEAKTIONEN’

I bogen fortæller en lang række ofre for ’Jødeaktionen’ hver især en del af historien om sult, angst, svigt og redning. De var børn eller unge, da de blev gemt, arreste­ ret, sendt til havs, tvunget på flugt alene, forsøgt forgivet eller hjulpet af ukendte redningsmænd.

Bogen kan købes ved henvendelse til Forlaget Goldberg & Mor Kronprinsensgade 14 1114 København K Tlf.: 50249450 Mail: forlag@goldberg.nu

Pris: 100 kr.

Oreet Ashery, født i Vestjerusalem 1967. Hun forlod Mellemøsten og slog sig ned i London, da hun var i be­ gyndelsen af 20'erne. Udover at være billedkunstner, dyr­ ker hun især performance, hvor hendes karakterer spænder fra en ortodoks jødisk mand til norske postbude og overvægtige landmænd. Hendes seneste performance handlede om en falsk messias, der byggede på den historiske skikkelse, Shabbtai Tsvi.

Hun arbejder inden for rammerne af Palestinian Right to Return, og hun udfordrer den zionistiske selvforståelse, og i det hele taget det at være jøde. I øjeblikket har Ashery et stipendium på fakultetet for drama på Queen Mary Uni­ versitet i London og har i mange år deltaget i offentlige undervisningsprojekter. I 2009 udgav hun tre bøger, bl.a. den grafiske roman, ”The Novel of Nonel and Vovel” sam­ men med Larissa Sansour.

32

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Larissa Sansour, født 1973 i Østjerusalem. Som ung rejste hun til London, og efter nogle år i København er hun netop igen vendt tilbage til London. Som kunst­ ner arbejder hun på tværs af udtryksformer, som video, fotografi, eksperimentelle dokumentarfilm samt i bøger og på nettet. Helt bevidst ud­ nytter hun de udtryksformer, som normalt er forbundet med underholdning, til at skildre den sammensatte virkelighed i Mellemøsten med en humor, der står i skærende kontrast til den alvor, der hersker i området.

Med referencer fra science fiction, spaghettiwesterns og horrorfilm prøver hun at skildre de politiske og sociale problemer i et parallelunivers, hvor hun forsøger at be­ gynde på en frisk.

Sansours første soloudstilling kommer op i New York og Paris i begyndelsen af 2010, og hendes arbejder er repræ­ senteret ved Galleri La B.A.N.K. i Paris.

(inkl. administration og porto)

”

Et lille mesterværk KRISTELIGT DAGBLAD

Amos Oz har med Vers om livet og døden skrevet en lille fortælling om de store spørgsmål »En vidunderlig roman« POLITIKEN »En litterær oplevelse ud over det vanlige« JYLLANDS-POSTEN

Amos Oz · Vers om livet og døden · kr. 199,- (vejl.) ·

a

www.gyldendal.dk · twitter.com/gyldendal GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

33

boganmeldelse

Forfatteren Philip Roth, født 1933 i Newark, New Jersey, USA, debuterede som forfatter i 1959 med 'Goodbye, Columbus'. Han har siden udgivet adskillige romaner, som har indbragt ham både nomineringer og priser – bl.a. en Pulitzer-pris i 1997 for romanen 'American Pastoral'. 'The Humbling' er fra 2009.

Ydmygelse, nedværdigelse og fornedrelse – om Philip Roths seneste roman Af Henning Silberbrandt The Humbling er den amerikanskjødiske forfatter Philip Roths 30. bog.

Roth er en flittig mand. Til trods for at han er blevet 76, skriver han på livet løs, som om der er noget, han skal nå at sige, inden han styrter død om. Spørgsmålet er, hvad det er, han prøver at sige.

Hovedpersonen i The Humbling er den 65-årige teaterskuespiller Simon Axler. Han er en af sin generations lysende stjerner, indtil han pludselig og uden varsel mister evnen til at op­ træde. Hvor det før har været let for ham instinktivt at leve sig ind i rollen som Peer Gynt, Hamlet osv., står han nu over for et sort hul, hvor det ene­ ste, han er sikker på, er, at han ikke mere kan optræde overbevisende på en scene.

Det kan han heller ikke. Efter nogle dundrende fiaskoer får han et nervesammenbrud. Hans kone for­ lader ham og tager til Californien for at tage sig af en midaldrende narko­ belastet søn af første ægteskab. Axler er alene og overvejer seriøst at tage sig af dage, men magter ikke at løfte

34

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

opgaven. I stedet får han sin læge til at indlægge ham på en psykiatrisk klinik, hvor han gennemgår samtale­ terapi i 26 dage.

Da han kommer hjem, overvejer han igen selvmord. Men så møder han datteren af nogle tidligere ven­ ner og kolleger fra sit første famlende forsøg som skuespiller i Greenwich Village i New York mange år tidli­ gere. Peegen, som datteren hedder, er en kvinde på 40 år. Hun er lesbisk og har i 17 år haft en partner, som imidlertid har besluttet at få fjer­ net brysterne og tillægge sig skæg, hvilket fører til forholdets opløsning.

Peegen, som har levet af at under­ vise på et college i Montana, vil væk derfra for at starte et nyt liv og er så heldig at træffe en lesbisk dekan for et kvindecollege i Vermont. Dekanen betages af hende og giver hende et fuldtidsjob.

Axler bor en times kørsel fra Pee­ gens nye arbejdssted. Hun beslutter at opsøge ham. Mødet er så stor en succes, at hun bestemmer sig for at skifte seksuel orientering og leve i et heteroseksuelt parforhold med Axler, hvilket gør den lesbiske dekan ulyk­ kelig og frustreret.

Tingene tegner lovende for det umage par. Peegen lader håret vokse, opgiver sin drengede frisure og tager med glæde og taknemmelighed imod de feminine beklædningsgenstande, Axler begaver hende med under de­ res fælles indkøbsture til New York.

Det lykkes tilmed det umage par at fiske en pige op på den lokale kro og tage hende med hjem, hvor Peegen dyrker sex med hende ved hjælp af udstyr, hun har i en lille taske, mens Axler fascineret følger processen.

Axler får mod på at vende tilbage til scenen og træffer konkrete foran­ staltninger til at få et barn sammen med Peegen. Men ak, pludselig med­ deler hun ham, at de ingen fremtid har sammen. Hun vil forlade ham.

Axler er forfærdet og brister i gråd.

En time senere er Peegen væk. Axler vakler fortumlet omkring i huset og overvejer på ny at tage livet af sig selv. Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her. Men så meget kan siges, at der ingen happy ending er.

Det har altid været sådan, at de verdener, Philip Roth skildrer i sine romaner, er genkendelige og vævet sammen med personlige og politiske overvejelser, han har gjort sig på

bestemte tidspunkter i sit liv. Tema­ erne har været familie, ægteskab, utroskab, hans jødiske baggrund, Israel osv.

Det har de senere år udmøntet sig i fire korte romaner. Everyman (på dansk Enhver) 2006, Exit Ghost (på dansk Exit genfærd) 2007, Indignation, 2008, og The Humbling i 2009.

Omdrejningspunktet, set fra Roths synspunkt, er i alle fire bøger erin­ dringen om noget, der engang var, koblet til forestillinger om alderdom og død. Den mest vellykkede er Indignation, måske fordi Roth tager livet af hovedpersonen, inden han når til skelsår og alder, tæt fulgt af Enhver, hvor der er en smuk balance mellem et liv set i erindringen og en tilstundende operation (og død) for hovedpersonen.

Exit genfærd er en blandet fornø­ jelse. Selv om den er relativ kort, er den for lang. Hovedpersonens fantasier om en ung kristen syd­ statskvinde af det bedre selskab, vævet sammen med overvejelser om inkontinens og litterære eftermæler, fungerer ikke særlig godt. Der er en bizar selvhøjtidelighed over projek­ tet, selv om det skal medgives, at

det kan være svært præcist at anslå det rette register, når talen er om mandlig inkontinens og ulemperne ved at gå med ble.

Og så er der The Humbling. Det er svært at vide, om man skal le eller græde. Bogens personer er en række figurer af pap sat på en stang. De er alle sammen postulater, der tjener det ene formål at dokumentere, at Philip Roth har ondt i alderdommen både arbejdsmæssigt og seksuelt. Ret beset består bogen af en række navlebe­ skuende brokkerier over alderdom­ mens fortrædeligheder og kalamiteter iklædt skønlitterære gevandter. Det er synd for læseren, og det er synd for Roth.

Det er ingen kunst at fremstå som vrissen misantrop eller kuldslået kyniker, som Roth gør her. Den type er i høj kurs i kulturprogrammer på tv. Kunsten består i at bearbejde og formidle nogle personlige erfaringer, så de får en vis almen gyldighed.

Det formår The Humbling ikke. Den fungerer ikke engang som melodramatisk kitsch. Det, bogen mangler, er

en form for distance til hovedperso­ nen. Det kunne fx være humor. Hvis man læser referatet ovenfor som syn­ opsis til et filmmanus, ville der for en Woody Allen være uanede mulighe­ der for at lave en bittersød komedie om kønsroller, ungdom, alderdom, kunst, virkelighed osv.

Men det er ikke meningen med bo­ gen, og det er ærgerligt, for Roth var i sine yngre dage en fantastisk morsom forfatter. Der er ingen, der kræver af ham, at han skal ældes med ynde el­ ler synes, at det er hysterisk morsomt at blive gammel. Men forhåbentlig bliver hans næste bog, Nemesis, som er varslet til at udkomme i 2010, et knap så ubearbejdet udtryk for noget, der ser ud til at være en lang og dyb depression.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

35

Forfatter af sin tid

Blandt lommetyve og hædersmænd ”Det er en kedelig kendsgerning, at mange kriminelle er jøder”, skrev Charles Dickens i 1848 som begrundelse for, at hans verdensberømte romanfigur Fagin, der oplærer fattige drenge i lommetyveri, netop er jøde.

Romanen Oliver Twist og mange andre fra Dickens store forfatterskab byggede på hans egne barndomserfaringer fra et fattigt London, hvor børn blev mishandlet, og de voksne var ligeglade.

Af Kurt Hollesen

S

elv om det først og fremmest er i romanen David Copperfield, at Charles Dickens fortæller om sig selv, er der mange lighedspunkter mellem hans egen barndom og den, der be­ skrives gennem figuren Tiny Tim fra fortællingen Et Juleeventyr, der ofte vises på skærmen, i biografen eller i teatret i december og januar. Histori­ en handler især om gnieren Scrooge, den fattige familie Cratchit og deres lille dreng Tiny Tim. Ligesom Tiny Tim lærte Dickens også alt for tidligt menneskets mørke sider at kende. Trods en forholdsvis lykkelig opvækst endte hans barndom brat, da hans far, der var kontorist i flåden, i 1824 blev ar­ resteret og sammen med den øvrige familie, på nær Charles og hans søs­ ter Fanny, blev indsat i Marshalsea Gælds­fængsel.

Få dage forinden havde famili­ ens elendige økonomi tvunget den 12-årige Charles til at tage arbejde på blanksværtefabrikken Warrens Fac­ tory. Den pilrådne bygning, der rum­ mede fabrikken, lå tæt ved Themsens bred og blev jævnligt oversvømmet med både rotter og vand. Hver dag måtte Charles vandre adskillige kilo­ meter hver vej fra bopælen i Camden til fabrikken, hvor han arbejdede i 10 timer. Om aftenen besøgte han sin

36

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

familie i fængslet i Marshalsea.

De mennesker, som Charles Dick­ ens så stå og vente ved fængslets porte, blev, sammen med indtryk­ kene fra de lange, daglige gåture gen­ nem London, siden hen til en ikke uvæsentlig del af de næsten 2000 figurer, der gav hans romaner liv.

Dickens lærte og forstod, hvad fiasko betød, og de indtryk forlod ham aldrig. Han så de omstrejfende børn, der levede i gaderne, som aldrig blev tiltalt med et venligt ord, og som ingen lagde mærke til. Det kendskab, han fik til byens arbejdsliv, de usle gader og rædselen for at ende i fattig­ dom, brugte han til selv at komme videre på.

I hans romaner er det altid i hans barndoms og ungdoms London, det foregår. Selv i de sidste, hvor der er sket store forandringer med byen, omtaler han dem ikke. Han ven­ der konstant tilbage til kvartererne omkring Strand, Charing Cross, St. Pauls, Covent Garden, Camden og Waterloo Bridge. Og Themsen, floden som lå så tæt på blanksværtefabrik­ ken, optræder markant i næsten hver eneste roman.

Men først mange år senere, ca. fem år før hans død, fortalte han om sin barndoms ulykkelige tid, som han skammede sig så frygtelig over.

lighed og forbedring af skoleforhol­ dene. Han angreb med en sjælden set vildskab det engelske bureaukrati og kritiserede i avisartikler, at man slog så hårdt ned på de børn, ”der var født i noget, der dårligt kunne kaldes et hjem, og som var dømt til at ende et liv i kriminalitet lige som deres forældre”.

Dengang kunne enhver uden erfaring eller eksamen nedsætte sig som skolelærer og åbne en privat­skole. Ofte skete det langt fra London, hvor det kunne ske uden opsyn, som fx i Yorkshire. Dickens besøgte disse berygtede skoler, hvor drengene gik for lud og koldt vand og blev sultet og pryglet ihjel. På en enkelt kirkegård var 34 skoledrenge blevet begravet, og Dickens hæftede sig især ved en nylig opsat gravsten, hvor der stod, at drengen fra Wil­ liam Shaw´s Academy pludselig var afgået ved døden. ”18 lange år fik han”, skriver Dickens i et brev til en privat ven og tilføjer: ” Jeg har set tilstrækkeligt med ondskab her til, at jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at rette det hårdeste slag mod myndighederne for at forbedre disse stakkels skabningers forhold.

Men om jeg skal gøre det i min næste roman, har jeg endnu ikke besluttet.”

C

D

harles Dickens blev en af de ivrigste forkæmpere for social

et blev i bogen Nicholas Nickle­ by, at Dickens skildrede den

Ben Kingsley i rollen som Fagin i Roman polanskis filmudgave af Charles Dickens' "Oliver Twist"

modbydelige og ondskabsfulde skole­ mester Wackford Squeers.

I forordet til bogen spørger Dick­ ens, hvordan det kan lade sig gøre, at man kan sagsøge en læge, der har ordineret en forkert behandling, men ikke en af de inkompetente skolelærere, der har fået til opgave at forme et ungt menneskes liv, og som ”for evigt formørkede deres krop og sjæl og satte livet og hjernen i stå.”

Siden modtog han fem breve fra forskellige ”skolemestre”, der alle følte sig personligt ramt og derfor truede med at rejse injuriesag.

Han fulgte op på emnet i talrige avisartikler, og i løbet af de næste 10 år blev så godt som alle sko­ lerne lukket. På Dickens Museum i London kan man se en af de typiske annoncer, skolerne udformede, og som blev indrykket i hovedstadens aviser. Her lover man undervisning i alle væsentlige fag, såvel græsk og latin, kærlig pleje og god kost. Og at ”ferie gives kun, hvis forældrene ønsker det”.

H

ele Dickens produktion bærer præg af hans optagethed af politiske og sociale emner, men det var ikke kun fra de fem skolemestre, at han modtog kritik.

På Warrens Factory hed en af de andre arbejdsdrenge Bob Fagin.

Han var god og venlig mod den lille

Charles, men Dickens brugte ham alligevel senere som forlæg for den jødiske tyvekonge, Fagin, der oplærer drengene i lommetyveri i romanen Oliver Twist.

Måske fordi Bob Fagins lasede pjalter var en evig advarsel mod den fattigdom, som Dickens mere end noget andet frygtede?

I 1848 modtog Dickens et brev fra en Eliza Davis, der beklager sig over, at han med figuren Fagin gør det jødiske folk stor uret. Dickens svarer hende, at han ikke har ønsket at vise disrespekt over for jødedom­ men, og at han kun valgte Fagin som figur, fordi det på det tidspunkt, hvor historien foregår, var en kedelig kends­gerning, at mange kriminelle var jøder. Han understreger dog i bre­ vet, at det ikke er på grund af hans religion, at Fagin bliver kaldt jøde, men udelukkende fordi Dickens vil bruge ham som figur.

Senere mødte Dickens den selv­ samme Mrs. Davis, da han i 1860 solgte sit hus på Tavistock Square til hendes mand, der både er jøde og bankmand.

F

ørst mange år senere, i sin sidste store roman, Vor Fælles Ven, der udkom i 1865, giver Dickens Fagin-­figuren en form for oprejs­ ning. Nærmest som en bodshand­ ling vælger han at tegne et yderst sympatisk og positivt portræt af

den jødiske forretningsmand, Mr. Riah, der sammen med andre fra det jødiske fælles­skab skjuler romanens heltinde, den fattige og smukke Liz­ zie Hexam, hvis far ernærer sig som ligfisker på Themsen.

Dickens introducerer Mr. Riah som ”en ærværdig jøde, et fint og storsindet menneske” og under­ streger derved, at han ikke på nogen måde er antisemitisk. Han fortæller i romanen, at hædersmanden Riah sågar er faldet i kløerne på en kristen ågerkarl, som er særdeles frastødende og på ingen måde er jøderne venligt stemt.

Selv om der var mange jøder i den victorianske finansverden, får Dickens således demonstreret, at han var klar over, at disse mange skikkel­ ser i almindelighed ikke tilhørte den kriminelle underverden, hvilket han i denne sidste store roman tog entydigt og uomgængeligt afstand fra.

Dette resulterede i et venligt brev fra Mrs. Davis, der også benyttede lejligheden til at medsende et ek­ semplar af en nylig oversat hebraisk bibel. Dickens besvarede hurtigt hendes brev og skrev bl.a.: ”Der er kun den bedste forståelse mellem undertegnede og et folk, som jeg nærer den største respekt for, og som jeg ikke med overlæg ville fornærme eller forulempe i nogen henseende”. Ærbødigst Charles Dickens.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

37

boganmeldelse

Bohr uden svimlen Af Michel Solovej Når der udkommer en ny bog i Dan­ mark om Niels Bohr, må den næsten nødvendigvis omtales i Goldberg.

Også selv om bogen, Filosoffen Niels Bohr af David Favrholdt, slet ikke berører Bohrs jødiske baggrund. I bogens 452 sider nævnes hans mors familie kun i en enkelt sætning.

Ikke desto mindre var Niels Bohr søn af Ellen Adler og professor i biologi Christian Bohr. Hans morfar, David Baruch Adler, er tidligere ble­ vet omtalt i Goldberg i en artikel om finanskrisen.

Men Niels Bohr var også uden diskussion en af det 20. århund­ redes største fysikere, hvilket han blev anerkendt for med tildelingen af nobelprisen i 1922.

Hans bedrifter tæller bl.a. model­ len for atomets opbygning fra 1913

38

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

samt ikke mindst en beskrivelses­ model for kvantemekanikken.

Kvantemekanikkens indbyggede uanskuelighed gør den meget svært tilgængelig, og en egentlig forstå­ else af den kræver et meget stort matematisk beredskab. Niels Bohr udtrykte det selv således: ”Hvis man kan sætte sig ind i kvantemekanik uden at blive svimmel, har man ikke forstået noget af det.”

Bohrs banebrydende tanker om komplementaritet, der forklarede det forhold, at et elektron både kan anskues som en partikel og en bølge, har givet næring til en lang række spekulationer, som principielt ligger uden for naturvidenskaben, men snarere falder inden for filosofien.

Denne partikelbølgedualitet er så tilsyneladende selvmodsigende, at datidens store fysikere i en lang årrække debatterede og opstillede

teoretiske forsøg for at påvise, at Bohrs forklaringsmodel ikke kunne være rigtig.

For at tilbagevise disse angreb måt­ te Niels Bohr nøje analysere betingel­ serne for iagttagelse og erkendelse af atomare forhold. Faktisk er Niels Bohrs store indflydelse på moderne fysik i højere grad hans "filosofi­ ske" forsvar for kvantemekanikkens fortolkning end hans egne bidrag til konkrete aspekter af teorien.

Niels Bohr argumenterer for, at teorien, selv om den fremstår i skarp kontrast til vores sædvanlige virke­ lighedsopfattelse, aldrig leder til kon­ klusioner, der er i strid med basale fysiske love eller er logisk inkonsi­ stente. Det er især disse analyser, som giver berettigelse til bogens titel, Filosoffen Niels Bohr.

Men selv om Bohr i adskillige skrif­ ter og ikke mindst foredrag har for­ holdt sig generelt til betingelserne for

i, medvirkende til at så tvivl om, iagttagelse og erkendelse, så hvorvidt disse hypotetiske udsagn har han aldrig betragtet sig rettelig skal henføres til Bohr – eller selv som filosof. Faktisk er til Favrholdt selv. store dele af bogen dedikeret til at fastslå, at Niels Bohr Nedenstående lange uddrag fra bogen ikke havde indgående kend­ er typisk for dens sprog og indhold. skab til filosofien og dens ter­ Favrholdt fremstiller et argument minologi. Han citeres endda mod determinismen, som Bohr flere steder for et endog me­ bestemt heller ikke bekendte sig til. I get negativt syn på filosoffer. lægmands termer er determinismen Bogen kan derfor ikke opfat­ forestillingen om, at ”alt” er forud­ tes som en Niels Bohr-biografi bestemt – det gælder alle handlinger eller på nogen måde som en og alle tanker mv. Bohrs beskrivelse fyldestgørende beskrivelse af af kvantemekanikken er et brud hans liv og forskning. på den klassiske fysiks opfattelse af For den filosofiinteresserede determinisme. læser kan bogen være interes­ I klassisk fysik betragter man et sant. Tilhører man ikke denne afgrænset forsøg som fx H.C. Ør­ gruppe, kan den – bortset fra steds kendte regler for, hvad der sker de indledende kapitler, som med en kompasnål, når man fører omhandler Niels Bohrs forsk­ en strøm gennem en ledning tæt på ning – virke noget tung. kompasset. Den klare årsagssammen­ I en 300 sider lang eksercits hæng mellem strømmen og kompas­ redegør David Favrholdt for, nålens bevægelse giver umiddelbart hvorfor alle andre filosoffer helt anledning til at tro, at alle fysiske har misforstået Bohr. Det har processer helt kan dog sine beskrives af forud­ morsomme gående hændelser momenter, Hvis man kan og omstændigheder, når klassiske hvilket kan lede til at filosofiske sætte sig ind i kvantekonkludere, at ”alt” retninger bort­ mekanik uden at blive må være forudbe­ kastes med et stemt af forudgående penne­strøg og svimmel, har man ikke processer og hændel­ simple modar­ ser. Kvantemekanik­ gumenter. forstået noget af det." ken bryder med det Undertegne­ ellers veletablerede des kompetence fysiske princip om klare årsagssam­ inden for filosofi er slet ikke tilstræk­ menhænge og erstatter denne med kelig til at afgøre, om der er tale om en sandsynlighedsbaseret model. vild­ledning, når en perlerække af Uddraget er valgt, fordi det minder filosoffer med Ludwig Wittgenstein om Holbergs ”Erasmus Montanus”. i spidsen fremstilles som nærmest Det er rørende, at David Favrholdt ignoranter. Men det efterlader den sætter Niels Bohr så højt, som han tænksomme, og måske ukyndige, gør, men det er nærmest patetisk, at læser med en fornemmelse af at blive en professor i filosofi, der nærmer udsat for David Favrholdts ”jeg alene sig de 80 år, henviser til en opgave, vide skoleridt”. han har skrevet som student, og som Der er ingen tvivl om, at Favrholdt Bohr løseligt har kommenteret. Må­ kender sin filosofiske litteratur, og ske giver argumenterne mening, men at han har studeret Bohrs udsagn de lyder som nonsens: grundigt. Ud fra sin forskning sam­ ”Men der er endnu et argument imod mensætter han et sammenhæn­ den generelle ontologiske determinisme. gende filosofisk tankesæt, som han Og det er netop det, som jeg skrev om til tilskriver Bohr. Flere steder benyttes Bohr for mange år siden, og som han var formuleringer som, ”hertil ville Bohr med på. Antag, at determinismen var have sagt” som argument i en tænkt sand, gyldig, rigtig. Det måtte så gælde, at filosofisk debat. Desværre er den alle vore hjerneprocesser var determinenoget arrogante facon, bogen er holdt

rede og, ifølge epifænomenalismen, at alle bevidsthedsfænomener var determinerede af de hjernefysiologiske forhold. Men hvis dette var tilfældet, så måtte vore hjerneprocesser og bevidsthedsfænomener i såvel ontologisk som erkendelsesmæssig henseende ligestilles med naturfænomener i almindelighed. Men om naturfænomener såsom tordenvejr og vandfald gælder det, at de ikke kan mene noget. Et tordenvejr kan lyne og buldre, men ikke fremsætte et synspunkt. Et vandfald kan ikke hævde noget eller holde noget for sandt. Et regnskyl kan hverken udtrykke overvejelser eller tvivl. Og det samme måtte så – om ellers den generelle ontologiske determinisme var rigtig – gælde for mennesket.

Intet menneske ville kunne holde noget for sandt og argumentere for det. Intet menneske ville kunne mene noget.”

Måske giver det mening, men ergo er morlil en sten!

Fire store fysikere mødes; fra venstre Niels Bohr, James Franck, Albert Einstein og Isidor Isaac Rabi.

Princeton, 1954.

Læs bogen, hvis du interesserer dig for filosofiske debatter. Læs den, hvis du skulle lide af den opfattelse, at filosoffer har haft afgørende indfly­ delse på udviklingen af fysikken. I bogen tilbageviser Favrholdt nemlig alle myter om filosoffers store ind­ flydelse på Niels Bohr. Logikken er omvendt: det er Niels Bohr, der har haft indflydelse på filosofien.

Men hvis du vil vide noget om Niels Bohrs liv og forskning eller lære mere om kvantemekanikken, så er der langt bedre bøger på markedet.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

39

slægtsforskning v.02

Haves:

spøgelser

Søges:

DNA fra massegravene fra 2. Verdenskrig kan i dag bruges til at opklare jødiske familiemedlemmers skæbne. Ud af de 6 mio. jøder, som omkom, blev ca. 2 mio. brændt – deres DNA er for evigt tabt.

slægtninge

På kortet ses markeringen af en række af nazisternes koncentrationslejre.De mørke­ grå er udryddelseslejrene: AuschwitzBirkenau, Belzec, Chelmno, Majdanek, Sobibor og Treblinka.

Kilde: http://www.folkedrab.dk/sw50552.asp Dansk Institut for Internationale Studier

Takket være projektet DNA Shoah kan familiemedlemmer, der blev adskilt af Holocaust, nu blive genforenet. Årtiers uvished om familiemedlemmers skæbne kan afløses af viden.

Af Elsebeth Paikin Man venter og har allerede længe ventet. Kigger ustandselig ud af vinduet og på uret. Hvorfor ringer de ikke? Hvorfor kommer de ikke? Man bliver mere og mere urolig: Er der sket dem noget?

Alle har vel på et eller andet tids­ punkt oplevet en sådan ængstelig venten. Uvisheden er slem, men for de fleste af os er den heldigvis over­ stået på nogle timer eller i værste fald nogle dage.

Det er nok umuligt helt at forstå, hvordan det er i over 60 år – siden Holocaust – at have levet i uvished om den skæbne, der er overgået dem, man har mistet eller mistet kontakt med. Som årene går, svin­ der håbet om at se dem, og efterhån­ den erkender man, at de må være døde. Men hvordan? Hvor? Hvad skete der med dem? Og er der mon bare én fra familien, der har overle­ vet?

40

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Værst er det måske for de tusinder af børn, der overlevede krigen skjult hos plejefamilier eller alene i udlan­ det. Mange af dem var mellem 5 og 10 år gamle, da krigen sluttede, og de kender intet til deres familie eller oprindelse.

Af og til dukker der historier op om søskende, der mødes efter 50 års adskillelse, eller om én, der har over­ levet som skjult barn under krigen og mange år efter finder et familie­ medlem. Men sådanne historier er desværre sjældne. De fleste af dem, der blev skilt fra hinanden af Holocaust, må stadig leve med uvisheden, savnet og håbet.

DNA Shoah Syd Mandelbaum er født i 1950 af Joseph og Lena Mandelbaum, der begge overlevede nazisternes koncentrationslejre. Tre af hans bedsteforældre omkom i Auschwitz i 1942, medens morfaderen, Shlomo Barber, var slavearbejder, indtil han forsvandt i 1943. Man må formode,

at han er begravet et eller andet sted i det sydvestlige Tyskland, men ingen ved hvor. ”Vi har ingen gravsteder at passe, for vores tanter, onkler, bedste­ forældre, brødre og søstre omkom alle sammen”, siger den i dag 82-årige Lena Mandelbaum. ”Vi håber engang at finde dem, så vi kan give dem en jødisk begravelse, og jeg kan sige Kaddish over dem”, siger 85-årige Joseph Mandelbaum. ”Men jeg siger nu Kaddish for dem alligevel, selv om vi ingen gravsteder har.”

Syd Mandelbaum er genetiker og har blandt andet ledet en gruppe, der i 1994 som den første skulle bruge DNA til at løse en historisk gåde. Det drejede sig om et eventuelt slægtskab mellem zar Nikolaj II, zarina Alexan­ dra og Anna Anderson Manahan, der hævdede, at hun var zarens datter Anastasia.

Da Mandelbaum ved et tilfælde i efteråret 2005 læste en avis­nyhed om, at der under udgravninger til en lufthavn nær Stuttgart var

DNA Shoah er et ikke-kommercielt, humanitært foretagende, og det er derfor gratis at deltage, men deltagerne opfordres indtrængende til give et bidrag, som vil gøre det muligt at fortsætte arbejdet."

fundet en massegrav fra nazitiden, blev det startskuddet til et helt nyt DNA-projekt. Ofrene i massegraven var sandsynligvis slavearbejdere, der var blevet dræbt i 1944-45, og med tanke på, om hans bedstefar mon var blandt de fundne i massegraven, gik det op for Mandelbaum, at der ikke eksisterede en DNA-database over jøder, hvilket kunne have muliggjort en identifikation af dem. Og så be­ sluttede han at gøre noget ved det.

Projekt med ambitioner Sammen med Dr. Michael Hammer, der er pioner inden for DNA-forsk­ ningen og medstifter af og viden­ skabelig direktør for Family Tree DNA stiftede Mandelbaum i 2006 DNA Shoah med hjemsted på University of Arizona.

Ideen bag DNA Shoah-projektet er ganske enkel: Ved hjælp af DNAprøver fra Holocaust-overlevende og deres nærmeste slægtninge eller efterkommere kan man med mo­ derne videnskab, såsom genetik og

computer­teknologi, muligvis gen­ forene familier, der er blevet adskilt under 2. Verdenskrig.

Mandelbaum er dog endnu mere ambitiøs. De ønsker også at bruge DNA-projektet til at identificere ukendte Holocaust-ofre, tilvejebringe oplysninger om levende eller døde familiemedlemmer og skaffe oplys­ ninger om den biologiske familie til dem, der som børn mistede deres familie eller identitet, fordi de under krigen blev skjult hos plejefamilier.

Projektet har også til formål at bistå europæiske regeringer med at identi­ ficere ofrene i de massegrave, der til stadighed dukker op. Og endelig er der udarbejdet videnskabeligt baseret materiale til brug for undervisningen om Holocaust på flere niveauer i fx skoler.

DNA Shoah er et ikke-kommercielt, humanitært foretagende, og det er derfor gratis at deltage, men delta­ gerne opfordres indtrængende til give et bidrag, som vil gøre det muligt at fortsætte arbejdet. Projektet har lige GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

41

POLITISK kommentar

nu kun to lønansatte, alle andre ar­ bejder som frivillige og ulønnede.

DNA i dette projekt er ikke, som i andre DNA-projekter, afhængigt af, om man er mand eller kvinde (X/Y kromosomer). Alle kan deltage, da de dele af DNA'et, der undersøges, nedarves fra både far og mor. Men ligesom i fx Family Tree DNA-projek­ tet er der vandtætte skodder mellem DNA-testene og personlige oplysnin­ ger, så det sikres, at oplysningerne ikke kan misbruges.

Et håb, i det mindste Syd Mandelbaum fortæller, at mange af de Holocaustoverlevende fra hele verden, der henvender sig til DNAShoah, ret præcist ved, hvor deres familiemedlemmer blev dræbt, og de ønsker nu mere end noget andet at finde dem, så de kan blive genbegra­ vet i familiegravstedet.

Hvis DNA Shoahs database bliver tilstrækkeligt omfattende, vil det også være muligt at genforene fjerne slægtninge. Efter 2. Verdenskrig var der over 10.000 forældreløse, og mange af disse, som var mellem 5 og 10 år gamle, har ingen anelse om deres rødder. For første gang er der nu forhåbninger om, at det vil være muligt for dem at finde slægtninge, der overlevede Holocaust.

Mandelbaum gør sig dog ikke de store forhåbninger om, at det umid­ delbart kan lade sig gøre, men uden DNA Shoah-projektet er der intet håb, og efterhånden som databasen vokser, vil chancerne forøges: - Vi kan ikke garantere noget, men nu er der i hvert fald håb.

Terror, naturkatastrofer og krig Af de ca. seks millioner jøder, som omkom under Holocaust, blev ca. to millioner brændt, og deres DNA er for evigt gået tabt. Men ca. fire millioner blev begravet i massegrave eller små grave rundt omkring i Europa. Ofte finder man massegrave i forbindelse med byggeri af veje, supermarkeder eller lignende, og ingen ved rigtigt, hvad man skal stille op med de jordiske rester. Ved hjælp af de metoder til at teste DNA, som er blevet udviklet efter store katastrofer, er der nu mulighed for, at man vil kunne identificere ofrene.

Terrorangrebet i New York den 11. september 2001 tvang videnskabs­

42

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Terrorangrebet i New York den 11. september 2001 tvang videnskabsmænd til at finde nye måder til at identificere ofrene på, fordi deres DNA oftest var meget svært beska­diget.

Tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 og orkanen Katrina i 2005 nødvendiggjorde også, at man brugte DNA fra levende familiemedlemmer, når man skulle identificere ofrene, fordi deres personlige ejendele som fx tandbørster og hårbørster var blevet skyllet væk. mænd til at finde nye måder til at identificere ofrene på, fordi deres DNA oftest var meget svært beska­ diget. Tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 og orkanen Katrina i 2005 nødvendiggjorde også, at man brugte DNA fra levende familiemedlemmer, når man skulle identificere ofrene, fordi deres personlige ejendele som fx tandbørster og hårbørster var blevet skyllet væk.

I dag betyder de enorme frem­ skridt inden for videnskaben og computerteknologien, at det nu ofte er muligt at identificere Holocaust­

ofre, selv om de har været begravet i mere end 60 år. Hvert eneste men­ neske (bortset fra énæggede tvil­ linger) har nemlig et helt unikt sæt gener og er dermed forskellig fra alle andre. Men da man arver halvdelen af sin DNA fra sin mor og halvdelen fra sin far, og ligeledes deres foræl­ dre, vil man ved DNA-test kunne af­ gøre, om to personer er beslæg­tede.

Jo fjernere beslægtet, des større forskelle. Kan man få DNA-prøver fra forskellige familiemedlemmer, vil man være i stand til at rekonstruere en genetisk profil for et forsvundet familiemedlem.

Det er nu mere end tre år siden, DNA Shoah-projektet begyndte, og projektet har indtil videre mod­ taget over 1.300 DNA-prøver fra over­levende og efterkommere af Holocaust-ofre. Der er overvejende tale om prøver fra første og anden generation, medens der endnu ikke er så mange fra tredje generation.

Projektet ønsker dog ikke kun at modtage prøver fra jøder, men lige så gerne fra andre offergrupper som fx roma/sinti. Andre ikke-jøder, som fx polakker, er også meget velkomne, da en stor del af ofrene var fra blandede familier.

Syd Mandelbaum tog initiativ til projektet ud fra egne personlige og familiemæssige årsager. Men hvad siger hans mor til projektet?

- Min mor støtter projektet fuldt og helt. Hun er 82 år gammel og sørger ikke på samme måde, som da hun var yngre. Men hun og min far er de sidste tilbage i deres respek­ tive familier, og vi håber at nå at finde oplysninger om to onkler, der forsvandt i 1945, og om min morfar, som forsvandt i 1943. Vi har ingen idé om deres skæbne, og det bekym­ rer min mor og far – uvidenheden nager dem stadig.

Læs og se mere om DNA Shoah på: http://www.dnashoah.org YouTube: “DNA Shoah – DNA Collection Tutorial http://www.youtube.com/watch?v=QYRSlcnMtWU&NR=1 Facebook: Nystartet gruppe på Facebook med oplysninger og en video m.v. http://www.facebook.com/group.php?gid=88205718134

Hitler på FN’s talerstol Af Farshad Kholgi Forestil dig følgende mareridt: Hitler kommer til fornuft, og i stedet for krig vælger han diplomatiet. Han afstår fra at angribe Rusland og England. Han nøjes med Polen, Frankrig, Østrig og Danmark. Hitler indgår en fredsaftale med England, USA og Rusland. Indbringende handels­ aftaler tilfredsstiller og beriger alle parter. Således cemen­ terer han Det Tredje Riges overlevelse. Chamberlains ”Fred i vor tid” er nu en realitet og gør ham til modtager af Nobels Fredspris.

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

Charles Chaplins Diktatoren bliver af "den gode tones be­ skyttere" kaldt for ”en unødig provokation”, og af hensyn til nazisternes krænkede nationale følelser bliver filmen forbudt. Thomas Mann bliver ligeledes beskyldt for at grave grøfter og dele folk op i ”dem og os”. FN kalder det diskrimination og racisme, når folk i ikke-nazistiske lande protesterer imod de tyske immigranters krav om at gå med nazi-armbind, eller når de får afslag på at bygge store hagekors på nazistiske foreningers huse. En stor forvirring af misforstået godhed, berøringsangst og decideret dum­ hed udhuler begrebet tolerance.

Nazisterne udnytter begreber som rummelighed, forskel­ lighed og endda "frihed til at dyrke og fremme deres ideo­ Men Hitlers forfølgelse og udryddelse af jøderne inden for logi" i ikke-nazistiske lande. I tolerancens navn går mange Det Tredje Rige fortsætter. Folkeforbun­ ”teoretisk liberale” eller kultur­ det bliver til FN og protesterer; men det liberale i forsvar for nazisternes ret langsommelige og komplicerede bureau­ til at dyrke deres hellige isme. kratiske maskineri er ineffektivt og gør En klog mand sagde intet for at redde jøderne.

Hvert år holder Hitler dundertaler engang: ”Tolerance bliver fra FN’s talerstol imod demokratiet Det internationale samfund betragter jøderne. Ganske åbenlyst truer jødeudryddelsen som et indenrigspolitisk til en forbrydelse, når den og han omverdenen med udryddelse anliggende. Ingen vil gribe ind over for krig; men ingen kan røre ham, udryddelseslejrene, da Det Tredje Rige er udvises over for ondskab." og da han nu bliver beskyttet af FN. et suverænt land. Hverken England, USA Hitler bliver sågar inviteret med til eller Rusland ønsker at kritisere Hitlers at spise fin middag med konger og behandling af jøderne. Sådanne kritiske dronninger, som var han en agtværdig person. I huma­ signaler kan ødelægge det gode diplomatiske forhold – og nismens navn beskytter FN en massemorder som Hitler i sidste ende den lukrative fred. Jøderne og alle andre – og glemmer hans ofre. dødsdømte grupper i Det Tredje Rige bliver udryddet af nazisterne, alt imens det internationale samfund vender det blinde øje til. Nazisternes dygtige lobbyarbejde gør alt for at sidestille de nazistiske regler med FN’s menneske­ rettighedskonvention. De kræver særregler og ændringer i FN’s menneskerettighedskonvention – især i spørgsmål om ytringsfrihed og religionsfrihed.

Nazisterne sætter sig ind i det diplomatiske spil i FN og bruger "den gode tone" til at stoppe enhver kritik af na­ zismen. Denne taktik lykkes til perfektion, så enhver form for kritisk røst imod nazismen selv i de ikke-nazistiske lande bliver betragtet som nazismofobi og "dårlig tone".

Den ovennævnte historie er blot et mareridt; men det er på tide at vågne op og se på det tragiske mareridt, der i virkeligheden foregår i FN i vore dage.

Skift Hitlers navn ud med Khamenei og Ahmadinejad og nazismen ud med islamismen. FN’s menneskerettigheds­ erklæring bliver hver eneste dag brudt af de selvsamme despoter, som FN beskytter.

En klog mand sagde engang: ”Tolerance bliver til en for­ brydelse, når den udvises over for ondskab.”

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

43

KUNST-/BRUGSHÅNDVÆRK

Historier fortalt i klip

Shiviti. Formentlig fra Bøhmen i det 19. århundrede. Den syvarmede lysestage er dekoreret med syv vers fra Salme 67. Ovenover citeres Salme 36,

Af Joanna og Jan Peter Verhave Det israelske ægtepar, Yehudit og Joseph Shadur, har helliget deres liv til at finde og beskrive traditionelle jødiske papirklip fra hele Europa.

Deres smukt illustrerede bog, Tradi-

tional Jewish Papercut. An Inner World of Art and Symbol, åbner for en fasci­ nerende verden af simple håndvær­ kere, der værnede om et rigt indre univers af religiøs overbevisning og symboler.

Men hvorfor bruge saks frem for bare at tegne? Hvad er baggrunden

Mizrach fra 1848, signeret af Moshe Michael Rosenboim fra Posen i det tidligere Vestpreussen.

Papirklippet viser blandt andet fire dyr: en løve, en leopard, en ørn og en gazelle.

I margenerne ses musikinstrumenter, der er beskrevet i Salme 150, 3-5.

44

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

vers 10. Der er også tilføjet

for og det fascinerende ved at klippe i papir, så det bliver smukt at se på?

Et universelt håndværk Det er kendt, at H.C. Andersen fol­ dede papir og derefter klippede sine fantasifigurer. De var ikke specielt kunstneriske, men blot det, at de er

flere kabbalistiske formularer, som giver den et amuletagtigt præg.

symmetriske, gør dem smukke og harmoniske.

Men papirklip er en teknik og en kunstart, som har en meget længere historie end H.C. Andersens klip. Der findes eksempler på danske ‘binde­ breve’, skabt i det sekstende århund­ rede, og i samme århundrede dukker der papir- og pergamentklip op i Tyskland og Holland.

For det meste var det den ældre generation, der oplærte den yngre i de traditionelle former og stilarter, medens navnet på den, der klippede, var underordnet. I sådanne anonyme og udaterede tilfælde er det kun stilen og moden – rokoko, biedermeier, neo­ klassicistisk – der afspejler det århund­ rede, de er skabt i. Det samme gælder for papirklip af jødisk oprindelse.

De fleste bevarede papirklip stam­ mer fra Central- og Østeuropa og nogle få fra middelhavslandene.

Men det forbliver en gåde, hvorfor

håndværket ikke blev udført i jødiske menigheder i Vesteuropa inklusive Skandinavien.

Metoden Kunstneren lavede først en skitse af sit design på den ene halvdel af et foldet stykke papir, hvorefter hoved­ elementerne på begge sider blev lavet i ét enkelt klip. Efter at papiret var blevet foldet ud, blev der klippet for­ skellige elementer ud på hver side.

Så blev vandfarverne tilføjet, og til slut blev teksten kalligraferet. Per­ gament blev ikke foldet, og siderne måtte skæres ud hver for sig med en kniv. Da papir som bekendt ikke er et særlig holdbart materiale, må mange af disse skrøbelige kunstværker været gået til. Endvidere må mange jødiske papirklip være forsvundet i pogromer og navnlig under Holocaust. Ægteparret Shadur har kun kunnet opspore ca. 250 eksemplarer, hvoraf

det ældste kan dateres til 1810, hvil­ ket er en lille del af, hvad der plejede at være et blomstrende og udbredt håndværk.

Jødiske motiver Det er jødisk tradition at bede i ret­ ning mod Jerusalem. Derfor markeres den østvendte væg i et jødisk hjem eller i synagogen ofte med et særligt kendetegn, og det hebraiske ord for øst, mizrach, er et passende blikfang.

Men til trods for det hellige ved de hebraiske skrifttegn var der behov for mere dekorative tegn. Foruden ordet Mizrach var der andre traditioner og begivenheder, der gav anledning til at lave papirklip. Der er således eksem­ pler på, at italienske Esther-Ruller og ægteskabskontrakter – ketubot – er blevet dekoreret med papirklip.

Shiviti-papirklip var ment som påmindelse om den Almægtiges kon­ stante nærvær. Navnet stammer fra GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

45

Hyldest til københavn

DIGT OM DEN SMUKKESTE SKULDER I VERDEN Hvis jeg var født som skulder, ville jeg begynde mit liv i København under Den Lille Havfrues bronzehals.

Her, over for bølgernes næb, som nidkært hakker i kajens beton, ville fugle folde vingerne ind, mens de sad på mig, og et øjeblik glemme lysten at flyve.

Poet: Ronny Someck

Salme 16: 8: ‘Jeg holder (shiviti) altid Herren for øje’, og ofte er tetragram­ met ("firebogstavsordet" for Gud) JHVH kalligraferet ind i det. Også den syv-armede lysestage, menora’en, er en del af shiviti, og armene bærer teksten fra salme 67.

For nyfødte blev der klippet sær­ lige amuletter med teksten fra salme 121 samt med tekststykker, der skulle beskytte mod det onde. Også for omskærelser og andre minde­ værdige begivenheder blev der lavet papirklip, og passende tekster blev indskrevet.

Sukkot var endnu en fest, hvortil der blev lavet papirklip, som blev brugt til dekoration af løvhytten – sukka’en. Perioden fra Pesach til Shavuot består af Omer-dage, der skal tælles, og man har fundet adskil­ lige Omer-kalendere.

46

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Motiver Nogle af symbolerne er udpræget traditionelt jødiske: menora’en, stentavlerne med de ti bud, tempel­ søjlerne (Jachin og Boaz) og Davids­ stjernen, der dukkede op i middel­ alderens Prag.

Andre motiver var den endeløse knude, livets træ, kronen placeret over Loven og tegnene fra dyrekred­ sen. Mest bemærkelsesværdigt er de fire dyr, der forekommer i mange ashkenaziske papirklip: løven, ørnen, leoparden og gazellen. De hidrører fra en aforisme af Rabbi Juda ben Tema i Pirkei Avot 5:20: ‘Vær dristig som en leopard, hurtig som en ørn, letfodet som en gazelle og modig som en løve til at gøre din Faders vilje, Han som er i Himlen.’

Ofte er løverne afbilledet stående med stentavlerne mellem forpoterne.

I nogle tilfælde er en ørn repræsen­ teret som den tvehovede ørn fra det østrig-ungarske monarki.

For det meste bruges blomstermoti­ ver eller livets træ med dets overflod af grene og blade til at forbinde de andre elementer i klippet og sørge for en vis harmoni.

Heldigvis er kunstarten ikke ud­ død, og jødiske kunstnere har været aktive med at genoplive den, ikke ved at kopiere de gamle, men ved at udvikle nye elementer og stilar­ ter. Nogle kunstnere er inspireret af bibelhistorier, mens andre holder sig til de traditionelle elementer.

Joseph and Yehudit Shadur: Traditional Jewish Papercuts. An Inner World of Art and Symbol.

University Press of New England, Hanover & London, 2002.

Ronny Someck i København I november 2009 besøgte den irakiskfødte israelske digter Ronny Someck for første gang København.

Her optrådte han bl.a. i Goldberg's Deli på Bogmessen i Forum, i Litteraturhaus på Nørrebro og i Danmarks Radio.

Fotos: Jeanne G. Kempinski

Sukka-dekoration signeret af Shmuel Eliezer Singer, sandsynligvis fra Slovakiet eller Karpaterbjergene.

Oversætter fra hebraisk: Hanne Friis

I Goldberg's Deli på Bogmessen blev Ronny Someck inter­ viewet af journalist Klaus Wivel. Skuespiller Maria Stenz læste en række af Somecks digte op.

Efter sin hjemkomst skrev Someck et digt om sit møde med København. Digtet vil indgå i den samling, der udkommer på dansk senere på året.

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

47

tysk kunsthistorie

Dengang en jødisk maler satte dagsordenen i tysk kunst Mens den tyske nationalstat tog form i 1800-tallets anden halvdel, var det en jødisk maler, Max Liebermann, der leverede nogle af de mest skelsættende bidrag til maleriets fornyelse i Tyskland.

Af Kasper Monrad Rædslerne før og under anden verdenskrig fylder så meget i den almindelige bevidsthed, at vi let kommer til at glemme den frem­ trædende position, mange jøder havde i Tyskland, før nazisterne kom til magten. De tragiske begivenheder overskygger let den kendsgerning, at adskillige jødiske kunstnere og forfat­ tere ydede uomgængelige bidrag til den tyske kultur. Blandt de billed­ kunstnere, hvis indsats det er værd at huske, er den fremtrædende maler Max Liebermann (1847-1935). Han var foregangsmand inden for først realismen og senere impressionismen i Tyskland.

Max Liebermann blev født i Berlin som søn af en velhavende jødisk forretningsmand. Familiens for­ mue blev skabt af farfaderen inden for tekstilindustrien og udbygget af faderen. Den unge Max kom til at nyde godt af, at de tyske jøder netop på denne tid fik udvidet deres borger­

48

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

Max Liebermann: Biergarten i Brannenburg.

1893. Musée d’Orsay, Paris.

rettigheder, og han kunne derfor vælge en beskæftigelse uden for de traditionelle jødiske erhverv. Han var med andre ord blandt de første tyske jøder, der fik en regulær kunstner­ uddannelse.

Liebermann begyndte allerede i gymnasietiden at modtage privat tegneundervisning, og i 1868 lod han sig som 21-årig indskrive på Kunst­ akademiet i Weimar, hvor han blev i fem år. Kunstnerisk set voksede Liebermann op med det romantise­ rede folkelivsmaleri, som hærgede i Europa i forskellige nationale afskyg­ ninger omkring århundredets midte.

Da han trådte frem som kunstner, tog han afsæt i denne type idylliserede skildringer af almuens liv. Men han udelod al romantikken. Han fik sit gennembrud i 1872 med et maleri af nogle kvinder, der plukker gæs. Bil­ ledet vakte anstød ved sin realisme, men skaffede også Liebermann flere beundrere, bl.a. den tredive år ældre førende realistiske maler Adolph Menzel. Endnu var Liebermanns

farveholdning mørk, og billedets de­ taljer blev minutiøst udpenslet. Han fortsatte med beslægtede realistiske motiver i de følgende år og befæstede sin position som en af den nye tids førende malere.

Men langt større opmærksomhed fik han – måske ufrivilligt? – da han i 1879 malede sit eneste kristne motiv, nemlig af den 12-årige Jesus i templet. Helt bevidst fremstillede han Jesus som en ikke-guddommelig jødisk dreng, der udfordrer de skrift­ kloge med sin nysgerrighed. Dette var et klart brud med traditionen for dette ganske populære motiv, hvor Jesus ellers altid fremstilles som en minigud med glorie. Her kom Lieber­ mann til at mærke, at der var græn­ ser for frisindet over for en jødisk kunstner. Maleriet skabte så meget postyr, at det endog blev debatteret i det bayerske parlament. Meldingen var klar: Den slags motiver skulle han som ikke-kristen holde sig fra for ikke at fornærme det store kristne flertal. Selv om hans kristne kol­ lega Fritz von Uhde gav sig af med

Max Liebermann: Selvportræt i kittel med hat, pensler og palet. 1934. Tate Collection, London

lignende nytolkninger af de bibelske motiver, var der altså grænser for, hvad han kunne tillade sig! Provoka­ tionen var øjensynlig ikke tilsigtet fra kunstnerens side. I hvert fald mode­ rerede han maleriet, så Jesus kom til at ligne en lyshåret europæisk dreng.

Den mørkhårede mellemøstlige Jesus kendes i dag kun fra et tegnet udkast.

Maleriet blev i øvrigt senere købt af von Uhde.

Nogle år før, i 1873, var Lieber­ mann taget til Paris for at videreud­ danne sig. Her var hans interesse i første omgang rettet mod de lidt ældre realister. Han var derfor ikke opmærksom, da en række unge franske avantgardemalere året efter afholdt den udstilling, der er gået over i kunsthistorien som den første impressionistudstilling. Han overså øjensynlig længe impressionismen, og der skulle rent faktisk gå flere år, før han fik rettet op på denne udeladelsessynd. I stedet kastede han sin interesse på de gamle holland­ ske mestre fra 1600-tallet, og under

Max Liebermann: Den 12-årige Jesus i templet med de skriftkloge. 1879 (omarbejdet ca. 1884). Hamburger Kunsthalle.

Pariseropholdet, der varede til 1878, foretog han flere rejser til Holland.

Her synes han at have fundet en slags andet hjem. Én ting var, at han til sine malerier af den hollandske al­ mue gerne fandt inspiration hos både de gamle mestre og det samtidige realistiske hollandske maleri. Men en anden ting var, at han i Holland – og specielt i Amsterdams jødiske kvarter – fandt et fristed fra den antisemitis­ me, som jævnligt stak hovedet frem i Tyskland. Besøgene i Holland blev en årligt tilbagevendende begivenhed i hans liv helt frem til første verdens­ krig.

Efter nogle år i München slog Lie­ bermann sig i 1884 ned i fødebyen Berlin. Trods megen anerkendelse fra kunstnerkolleger vakte hans malerier stadig modstand i kon­ servative kredse i kunstverdenen.

Hans familieformue gjorde ham dog uafhængig af bestillinger og salg.

Efter moderens død i 1892 flyttede han ind i sit barndomshjem, der som nabo til Brandenburger Tor dårligt kunne ligge mere centralt i Berlin.

Det var først i 1890'erne, at han omsider modtog afgørende inspira­ tion fra den franske impressionisme.

Med sin nye lysere farveholdning og bredere penselstrøg ændrede hans maleri karakter. Det flimrende sollys, som var et særkende hos de franske malere, vandt nu også ind­ pas i hans maleri. Liebermann blev nu den førende tyske repræsentant for impressionismen. Efterhånden ændredes hans motivkreds, så han snarere end arbejdssituationer skildrede fritidsgøremål, både i Ber­ lins omegn og ved Hollands kyster om sommeren.

Både i ord og gerning blev Lieber­ mann fortaler for modernismen i Tyskland. Han var i 1898 med til at stifte den uafhængige udstillingsinsti­ tution Berliner Secession, hvis første præsident han blev. Det skete i pro­ test mod Kunstakademiets restriktive linje over for den unge nyskabende kunst.

Liebermann fik ikke lov til at glemme, at jøder havde en anden GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

49

Max Liebermann: Blomsterterrasse i haven ved Wannsee. 1921.

Städtisches Museum, Gelsenkirchen.

status end kristne i det kejserlige Berlin. Da han i 1903 søgte at skaffe støtte til en kunstudstilling til fordel for de forfulgte russiske jøder, fik han i første omgang opbakning fra sin ven, museumsmanden Hugo von Tschudi, men dog på betingelse af, at den øverste chef, Wilhelm von Bode, også støttede projektet. Det ville han imidlertid ikke, og udstillingen blev aldrig til noget.

Ganske sent i karrieren tog han fat på en ny side af sit virke, officielle portrætter. I starten enkelte bestillin­ ger, men fra omkring 1908 et meget stort antal portrætter af de førende familier i Berlin, ikke mindst fra jødi­ ske kredse. Så sent som i 1927 malede han to officielle portrætter af den tyske præsident Paul von Hindenburg.

Langt om længe opnåede han den officielle anerkendelse, han fortjente.

I 1918 indrettede Berlins National­ galleri en sal specielt til Liebermanns malerier, og i 1920 blev han valgt til præsident for Kunstakademiet i Berlin, en post, han beholdt i tolv år.

Begge dele havde været utænkeligt i det kejserlige Tyskland og var et direkte udslag af de nye demokrati­ ske tider i den nyoprettede Weimarrepublik.

Samtidig med at Liebermanns anseelse steg, kom han i Berliner Se­

50

GOLDBERG | #17 | WWW.GOLDBERG.NU

cession i opposition til de yngre eks­ pressionistiske kunstnere som Emil Nolde. Dette og Berlins omformning til en moderne larmende storby (al­ lerede dengang!) var medvirkende til, at Liebermann i 1909 erhvervede en større grund ved Wannsee vest for Berlin. Her opførte han en land­ lig ejendom og anlagde en parkagtig have. Både villa og have blev holdt i

Efter at have nydt kunstverdenens højeste anerkendelse var han på kort tid blevet en ikkeperson." stram klassisk stil, og det refugium, han her skabte, havde derved en helt anden karakter end Claude Monets berømte have, der blev på­ begyndt få år før. Det samme gjaldt den serie malerier, Liebermann ud­ førte i de følgende år. Med udgangs­ punkt i havens regelrette bede gav hans billeder indtryk af velordnet frodighed, men til gengæld benyt­ tede den tyske maler en klarere og mere strålende palet end franskman­

den. Begge maleres billeder bærer dog præg af alderdommens uforfær­ dede løse malemåde.

Da Liebermann i 1932 stod over for et genvalg som præsident for Kunstakademiet i Berlin, afslog han på grund af sin høje alder – 85 år. I stedet blev han udnævnt til æres­ præsident.

Måske vidste han på det tidspunkt, hvor det hele bar hen. Da Hitler året efter overtog magten i Tysk­ land, frasagde Liebermann sig straks både sin ærespost og medlemskabet af Kunstakademiet. Han vidste, at han ville være blevet smidt ud, hvis han havde ventet. Snart blev også hans malerier fjernet fra de tyske kunstmuseer, og han blev ligesom alle andre jødiske kunstnere nægtet adgang til at udstille i de etablerede kunstinstitutioner. Efter at have nydt kunstverdenens højeste aner­ kendelse var han på kort tid blevet en ikke-person. Liebermann måtte finde sig i ydmygelsen, men han havde mistet livslysten og erklærede, at nu måtte døden hellere komme i dag end i morgen.

Liebermann slap for det afslut­ tende kapitel af nazisternes forføl­ gelser. Han døde i februar 1935, 87 år gammel. Hans kone fulgte ikke datterens og svigersønnens råd om at flygte til USA sammen med dem, mens tid var. Hun ville blive i Berlin, så hun kunne blive begravet ved siden af sin mand. Da hun i 1943 fik ordre om at gøre klar til deportation til Theresienstadt, undgik hun sin værste skæbne takket være en over­ dosis sovepiller.

Efter krigen genvandt Lieber­ manns kunst hurtigt sin position i den tyske kunsthistorie – på begge sider af jerntæppet. Museumsfol­ kene havde før krigen kunnet klare nazisternes frontalangreb ved blot at gemme hans malerier væk i maga­ sinerne. Kun få sene malerier var blevet udskilt fra samlingerne som entartete Kunst. Han regnes igen som den førende impressionistiske maler i Tyskland.

Kilde: Barbara C. Gilbert m.fl.: Max Liebermann. From Realism to Impressionism. Skirball Cultural Center, Los Angeles & Jewish Museum, New York 2006.

Aia Thorup, Bunkers

Modtager af Ernst Goldschmidts legat 2009

aiathorup@gmail.com

IT’S NOT JUST AN AIRLINE. IT’S ISRAEL

Din flyforbindelse til Israel.

For information og reservation kontakt EL AL i København: 33 14 64 17 EL AL Israel Airlines Vester Farimagsgade 3,1. • DK-1606 Copenhagen V • Tel. 3314 6417 • Fax 3314 5513