Goldberg #18 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 18 · Marts 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Anthony Julius: ”Den eneste gang i min juridiske karriere jeg var udsat for antisemitiske angreb var i den periode, hvor jeg var advokat for Diana.”

Diana:

JEG Skulle aldrig have giftet mig ind i en tysk familie Pris kr. 49,50

Læs også: Auschwitz-skiltet – hvorfor blev det stjålet? G-punktets 'opfinder' er død – afslørende nekrolog af Heidi Laura GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU Dødehavsrullerne – de er 2000 år gamle, men hvem tilhører de egentlig i dag?

FoEME – for et bedre og renere miljø

Samuel Rachlin malet af Jeanne G Kempinski

Friends of the Earth Middle East (FoEME) er en selvstændig organisation. Vi samler miljøbevægelserne i Israel, Jordan og Palæstina. Vores primære sigte er at støtte den samlede indsats for at beskytte vores fælles miljøarv. Dødehavet er et af vores indsatsområder. Området, der har en enestående flora, fauna, geologi og historie, er truet af den tiltagende mangel på vandtilstrømning – vi bliver nødt til samlet at løfte denne opgave!

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

Læs mere og støT FoEME på:

w w w. f o e m e . o r g

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg Anthony JuLius: ”den eneste gAng i min Juridiske kArriere Jeg vAr udsAt for Antisemitiske Angreb vAr i den periode, hvor Jeg vAr AdvokAt for diAnA.”

diAnA:

JEG SkullE aldriG havE GiftEt miG ind i En tySk familiE Læs også: Auschwitz-skiLtet g-punktets 'opfinder' er død dødehAvsruLLerne

Anthony Julius blev verdenskendt som advokat for Prinsesse Diana under hendes og Prins Charles' skils misse. Han har endnu engang sat sindene i kog med sin bog 'Trials of Diaspora' – en historisk udredning af forudsætninger for den moderne antisemitisme.

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Stefan Isaak Tobias Koch Jacob Søndergaard Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Thomas Larsen Layout og grafik: Thomas Larsen | tl.maskinrummet.nu Tryk: Grafikom A/S Webmaster: Thomas Larsen | tl.maskinrummet.nu Forsidefotos: Allover Press Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Bjørn Bråten, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg,

Indhold marts 2010

Goldberg

Nr. 18 · Marts 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto. Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Leder

fem af dette nummers bidragydere

Forargelse

Det gav anledning til mange heftige diskussioner, da Marco Evaristtis guldskulptur ”Rolex-gate” blev udstillet i forbindelse med årets Auschwitz-dag. Og hvad skal vi egentlig med disse kunstneriske provokationer?

Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark. Ernst Goldschmidts Legat. Kulturministeriets bevilling til almen kulturelle tidsskrifter. Tiger. GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. maj 2010. Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu eller ring tlf. 5014 9450. For oplysninger om annoncestørrelser og priser se www.goldberg.nu

”På det tidspunkt be gyndte jeg også at mod tage underlige breve. Nogen gav mig gode råd, andre revsede mig for ikke at vise konge huset respekt og nogle var antisemitiske.”

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Antisemitisme med ’a stiff upperlip’ Anthony Julius har været advokat for både Prinsesse Diana og Deborah Lipstadt. Han har på egen krop mærket den kultiverede engelske antisemitisme. Goldberg har interviewet stjerneadvokaten om hans nye bog Trials of the Diaspora.

Billedkunstneren Ardyn Halter – 2. generations Holocaustoverlevende – forsøger i både ord og billeder at forlige sig med sin opvækst i krigens skygge. Af Jacques Blum og Eva Bøggild

Dødehavsrullerne Stumper af ca. 2.000 år gamle pergamentruller har fået en israelsk-jordansk strid til at blusse op igen: Hvem af de to lande ejer rullerne?! Nye metoder til sikker datering kan afgøre spørgsmålet. Af Hans Henrik Fafner

G for Gräfenberg ’Opfinderen’ af g-punktet, den tyskfødte jødiske sexolog Ernst Gräfenberg, er død. Samtidig er en heftig debat om værdien af hans forsknings resultater vækket til live.

Anthony Julius, i sin nye bog

Kugler støbt i samme form Man føler sig ”duvende båret gennem ukendte landskaber”, skriver anmelderen af en ny bog om danskeres rejser og oplevelser i Orienten. Af Lone Spliid

Modstander med guitar Interview med Wolf Biermann, en "... militant musiker, festlig folketaler, politisk skjald, prædikant og essayist". Af Salli Besiakov

Af Susanne Bernth

Opgøret med den førstefødte Bibelske Tidende Af Peter Nejsum

Den nødvendige sikkerhed Politisk Kommentar

Af Heidi Laura

Af Bent Blüdnikow

Veit Harlan – instruktør af Goebbels’ nåde

David Levine

”Frifundet” lød dommen over instruktøren af Nazitysklands mest populære propagandafilm, Jud Süss.

En af de største satiretegnere er død, 83 år gammel. Læsere af bl.a. New York Review of Books vil savne hans skarpe streg.

Af Peter Tudvad

Af Michael Carlson

Om at spise dyr

Overlevelsens gåde Det er både push og pull, der får jøder til at bosætte sig i Israel. Og det er et afgørende element i løsningen af den gåde, som det jødiske folks overlevelse er.

Jonathan Safran Foer har skrevet en bog om KØD – kvalmende, og farlig for industrien, og alt sammen er det nok bedstemors skyld.

CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er velkomment, dog kun med tydelig kildeangivelse.

Den familie, jeg aldrig lærte at kende

Af Susanne Skovgaard Christensen

ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 248,00 inkl. ekspedition og porto. For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450

Af Fran Hopenwasser

Af Arthur Arnheim

48 23

Indtil for få århundreder siden var der ingen professionelle jødiske malere i moderne forstand – sikkert fordi der på dette felt ikke var nogen afsætningsmuligheder i de jødiske miljøer. Dette misforhold blev ændret i 1800-tallet, hvor de jødiske kunstnere blev synlige.

”Arbeit Macht Frei” … Det berømte og berygtede skilt over indgangen til udryddelseslejren Auschwitz blev for nylig stjålet og fundet igen. Det er næppe sidste kapitel i skiltets mærkværdige historie. Af Mikkel Andersson

Da de jødiske kunstnere kom på banen

Af Kasper Monrad

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

-punktet

Camoufleret antisemitisme For ikke så længe siden følte en ca. 40-årig kvinde sig foranlediget til – efter at hun havde overværet et af mine foredrag - at fortælle mig, at Bent Melchior, som hun havde oplevet ved en tidligere lejlighed, ”heller ikke virkede særlig jødisk”. Der er ingen tvivl om, at hendes bemærkning var venligt ment. På vejen hjem summede mit hoved med fikse bemærkninger, som jeg kunne have repliceret med, men i situationen havde jeg været stum. Er denne kvinde antisemit? Juridisk er svaret nej. I øvrigt havde hun jo sagt det som en kompliment – hvilket ud fra socialpsykologiske kriterier er ét af problemerne. Hun generaliserer negativt om en befolkningsgruppe ved at fremhæve to, Bent Melchior og mig, fra grup-

pen som positivt afvigende fra det almene. Hermed bliver svaret på mit spørgsmål: Tjah … hun er i hvert fald fordomsfuld! Det hører med til historien, at mit foredrag handlede om minoriteternes situation i Israel, og at jeg efter bedste evne havde fremstillet situationen så nøgternt som muligt, dog uden at være holdningsløs. Jeg tror, at det blandt andet var derfor, at kvinden ville give sin kompliment, fordi også jeg havde brudt med hendes forestilling om, at ”rigtige jøder er ukritiske over for Israel”. Med andre ord blev hendes kritiske, skeptiske eller måske direkte negative indstilling til Israel brugt til legitimering af fordomme – og det, der er værre – over for jøder i almindelighed. Ikke i samme skuffe, men i samme kommode, er den bombe, der 21. februar i år blev kastet mod Kairos

gamle synagoge. De højst 80 gamle jøder, der stadig bor i Kairo, anses alle af bombemanden for at være frådende zionister, til stor skade for den palæstinensiske sag, og dermed lovlige bombemål. Anti-semitisme eller anti-zionisme: Det synes svært at sondre mellem de to -ismer, og især hvad der kommer først. Det gælder om at holde ”skæg for sig og snot for sig”, men det kan være en besværlig øvelse, for dem der er smittet med ideologisk influenza. Læs interviewet side 10 med advokaten Anthony Julius, der netop har udgivet en bog om antisemitisme i England. Han ved, hvad han snakker om.

NY K U N STBO G Kendt fra Bibelen!

“Esther” Fortællingen fra Persien om den forældreløse Esther, der bliver både dronning og heltinde.

God læselyst.

Jacques Blum, redaktør

I nyoversættelse ved overrabbiner

Bent Lexner.

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Lone Spliid er cand.phil i litteraturvidenskab med speciale i den tjekkisk-tysk-jødiske forfatter og kritiker Maxim Biller. Freelance tekstforfatter, informationsarbejder, skribent, ghostwriter og oversætter. Medlem af redaktionen af Udsyn.

Salli Besiakov er arkitekt m.a.a. fra Kunstakademiet i København og har forestået opførelsen af utallige offentlige bygninger over hele landet. Har udgivet to kriminalromaner og publiceret en lang række kronikker i bl.a. Berlingske Tidende og Dagbladet Politiken.

Mikkel Andersson er BA i historie og kandidatstuderende i journalistik. Han har i en årrække beskæftiget sig med Holocaustbenægtelse og har bl.a. deltaget i en forskergruppe, der har foretaget omfattende arkæologiske undersøgelser i Auschwitz-Birkenau.

Susanne Skov gaard Christensen er cand. scient. soc. og fuldmægtig i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Kbh.'s Kommune. Beskæftiger sig med interaktion mellem kunst/arkitektur, filosofi og samfund og er bl.a. medarrangør af kommunens Auschwitzdage.

Bent Blüdni kow er cand. mag. Tidligere opinionsredaktør på Weekendavisen og Berlingske Tidende, nu kulturjournalist samme sted. Forfatter til bl.a. Som om de slet ikke eksisterede, Opgøret om den kolde krig og Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990.

Illustreret af FOS og Tal R

✔ Dansk og hebraisk ✔ 80 sider i farver ✔ Hardcover i lærredsindbinding ✔ Udgivelsesdato: Purim, 26. februar 2010

269,vejl.

Bogen kan købes hos boghandlere eller ved henvendelse til forlaget Goldberg & Mor

• Bestil på tlf. 50 24 94 50 eller • pr. e-mail til forlag@goldberg.nu 6

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Udgivet af Forlaget Goldberg & Mor i samarbejde med Det Mosaiske Troessamfund/Det jødiske samfund i Danmark

farlig kunst

Forargelse

– syndigt og/eller befriende?

Da multikunstneren Marco Evaristtis værk Rolexgate blev udstillet i København i forbindelse med Auschwitz-dagen den 27. januar 2010, var det kun anden gang, det blev præsenteret for offentligheden. Første gang var på en kunstmesse i Berlin, hvor det vakte så meget opstand, at det måtte fjernes. Spørgsmålet er, hvori provokationen består, og hvad vi skal stille op med den.

Af Susanne Skovgaard Christensen At et værk som Rolexgate kan provokere er ikke underligt. Nogle vil mene, at bare det at fremstille en udryddelseslejr som del af et kunstværk er grænseover skridende, mens andre hæfter sig ved Rolexuret og hentydningen til

Schweiz’ dobbeltmoral, som rokker ved det trygge billede af, at der findes entydigt gode og onde. Brugen af tandguld er vel det element, som får følelserne til at løbe løbsk. Værket kan ved at spille på umiddelbare følelser være en lidt for nem provokation, som får os til at vende os mod kunstneren, som var han en simpel ligrøver. Omvendt kan det være kunstnerens syngende lussing som hentydning til, at vi – dengang og nu – undlader at gribe ind og samtidig forarges over materielle levn fra noget, der ligger på tryg afstand. Værket kan med sit guldskin være et rørende symbol for en ærefuld begravelse af ofrene, som fortjener intet mindre end at blive fremstillet i guld og diamanter. Eller guldskinnet kan – trods blikfanget – være fuldstændig under ordnet, og det vigtige er, at der er brugt reale genstande til et værk, som på skræmmende og effektfuld måde retter fokus mod forbrydelserne til skræk og advarsel for fremtiden. Uanset hvilken betydning man vælger at lægge ind i værket, vil

”Min indre svinehund” af billedhugger Jens Galschiøt Christophersen blev i 1993 spredt ud over Europa med delte resultater. I nogle byer fik skulpturen lov til at blive stående, mens den hurtigt forsvandt i andre. I Odense blev skulpturen først fjernet, men straks sat op igen, da kunstnerens navn blev kendt. De 20 skulpturer skulle skabe debat om dagens racisme og intolerance.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

brugen af virkeligt tandguld fra myrdede jøder formentlig vække anstød og ubehag for mange, som vil spørge, om der ikke findes mindre morbide måder at fremstille en pointe på. Vi elsker at blive forargede Den ufarlige forargelse over emner, som ikke rokker ved vores eksistensgrundlag, kan være forbundet med en vis – måske uerkendt – fryd. Følelsen af at have ret, at mærke forargelsen strømme gennem blodårerne, at være sikker i sin sag og have en genstand at rette det imod. Hvem kender ikke det? Den farlige forargelse derimod er ikke frydefuld, men forbundet med bitterhed, sårede følelser og skuffelse. Den farlige forargelse handler om de eksistentielle spørgsmål, som med afgrundsdyb gru kan ryste vores livsgrundlag. Når Marco Evaristti bevæger sig ind på et emne som Holocaust, er det den farlige forargelse, han iscenesætter. Spørgsmålet er dog, om man kan bebrejde kunstneren for dette, og om forargelsen ikke netop handler om tilskuerens modtagelse af værket. Vi lægger selv mening i det og forarger derved os selv. Den farlige forargelse synes at være knyttet tæt sammen med Georg Brandes’ kongstanke – at sætte problemer under debat. Det gør værket i den grad. Hvordan må og kan man behandle noget så afgørende som Holocaust? Hvad stiller vi op med levn derfra – fra tandguld til viden,

Rolexgate: Sin vægt værd i guld – det er, hvad Marco Evaristtis værk Rolex gate er med sine 2,3 kilo. 80 % er tandguld fra Auschwitz. Iblandet er også guldtænder fra Evaristtis mormor, som overlevede Holocaust. Værket er en næsten tro kopi af indgangen til Auschwitz-Birkenau. Eneste ændring er tilføjelsen af et Rolexur i guld over porten. Detaljen viser et diamant bestrøet tog på vej mod porten. Passagererne er dødningehoveder i guld.

der blev genereret ved medicinske eksperimenter i koncentrationslejrene? Kan man behandle Holocaust ud fra andre perspektiver end historiske og filosofiske? Hvad kan og skal Holocaust bruges til – eller er det en synd overhovedet at tale om at ”bruge” det til noget? Svaret bliver afhængigt af, hvad formålet er. De fleste vil nok være enige om, at Holocaust både skal markeres værdigt og forebygge frem-

tidige folkedrab. Problemet opstår med metoden. Kunsten formår at fremstille verden i nogle andre perspektiver, end dem vi bliver præsenteret for til daglig. Det kan godt være, at kunst er uetisk, når den sammenblander visse elementer, men skal kunsten holde sig på måtten, hvis den evner at vække blot et eneste menneske mere? Spørgsmålet er, om vi trods forargelsen kan tillade os at undvære den.

De to multikunstnere Bjørn Nørgaard og Lene AdlerPetersen forargede i 1970 med deres hesteofring. Aktionen skulle henlede opmærksomhed på krigen i Vietnam og sulten i Biafra. Det blev dog hesten Røde Fane (tidligere Tulle), der kom til at vække befolkningens medfølelse.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

en engelsk juridisk tidsrejse med royale spor [William] Prynne var en ualmindelig ihærdig og grundig polemiker. I sin lange offentlige kar riere skrev han over 200 pamfletter, hvoraf nogle af dem var temmelig lange. Han blev fængslet adskillige gange og blev påført ydmygende og forfærdelige straffe (hans ører blev hugget af to gange, næsen sprættet op og hans kinder brænde mærket). Han var en indædt fjende af katolikkerne og så jesuitiske og Rom-inspirerede sammensværgelser overalt. (…) Hans antijødiske skrift Demurrer (1655-56) kom i to dele,

Antisemitisme med 'a stiff upperlip' Den britiske advokat Anthony Julius blev verdenskendt i Storbritannien, da han repræsenterede Prinsesse Diana i skils missen fra Prins Charles. Han har endnu engang sat sindene i

og første del udkom i andet oplag i

kog med sin seneste bog Trials of Diaspora. Det er en historisk

løbet af få uger.(…)

udredning af forudsætninger for den moderne antisemitisme

Demurrer er et omfattende antisemitisk kampskrift og detw

… underspillet, uudsagt og præget af sporadisk udelukkelse, hvor snobberi også er del af billedet.

første af sin art i den europæiske antisemitismes historie. Der havde selvfølgelig været kristne polemik ker, dialog mellem kristne og jøder, påstande om jødedommens og Talmuds falskhed, og andre værker, der satte jøderne og deres religion i bås. Men dette var det første værk, som i det mindste et stykke af vejen var af sekulær art. Ingen tvivl om at Demurrer var mættet med kristen overbevisning: Prynne insisterede på, at det tjente enhver god kristen til ære at hade jøder, og at jødernes sejr ville betyde undergang for den kristne tro." (s. 249-50) Oversættelser af uddrag fra "Trials of the Diaspora" af Anthony Julius, Oxford University Press 2010

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Af Susanne Bernth

ser) er netop udkommet i Storbritannien.

Det var slet ikke meningen, at Anthony Julius skulle beskæftige sig mere med antisemitisme. På sit kontor hos advokatfirmaet Mischon de Reya i London-bydelen Bloomsbury fortæller han, at han mente at have gjort sit i den retning. Han havde skrevet en bog om antisemitisme i T. S. Eliots forfatterskab og ført sagen for den amerikanske historiker og forfatter, Deborah Lipstadt, da Holocaustbenægteren David Irving lagde sag an mod hende. Som meget efterspurgt advokat med speciale i medieret, med hang til at skrive bøger om kunst og historie, havde han andre ting på bedding. Blandt andet en bog om statsfjendtlig og undergravende kunst, men hans litterære agent havde andre planer: ”Du skal skrive en bog om antisemitisme i Storbritannien,” lød beskeden. ”For ingen har bedre forudsætninger end du.” Det er nu fem år siden, og bogen Trials of Diaspora (Diasporaens prøvel-

Jøderne i Storbritannien For ham selv har det været et stykke arkæologisk arbejde at grave forudsætningerne frem for den antisemitisme, som ikke vil forsvinde. I 2006 foretog det britiske parlament en undersøgelse, som viste, at antisemitismen var stigende, og for nylig bekræftede endnu en undersøgelse, at det var den stadig. Myndighederne havde ellers efter 2006-undersøgelsen indskærpet over for politiet, at de skulle tage anmeldelser af antisemitisme alvorligt. Det havde politiet hidtil ikke skønnet var nødvendigt. ”I dag tager antisemitismen overvejende sit udgangspunkt i kritik af zionismen, men i sit udtryk låner den træk fra den måde, man omtalte jødiske kapitalister på for 100 år siden. Israel er lige så meget et påskud som en årsag, og det er meget vigtigt ikke at forveksle de virkelige grunde med undskyldninger.” Bogen er bygget op omkring fire nedslag i Storbritanniens historie,

Foto: Big Pictures

hvor jødiske projekter dominerede den offentlige debat. Første nedslag er midten af 1600-tallet, hvor jøder igen fik lov til at komme ind i landet, efter at være smidt ud i 1290. Næste gang var i 1700-tallet, da jøder overgik fra tålt ophold til fuldt statsborgerskab, og i 1800-tallet, hvor jøder blev valgbare til det britiske parlament. Og endelig 1900-tallet – med oprettelsen af staten Israel. ”I alle tilfælde afstedkom det meget højrøstede antisemitiske angreb, som influerer på debatten den dag i dag, når som helst jøder er indblandet.”

Hans baggrund kunne ikke være mere forskellig fra modpartens. Han er en jødisk intellek tuel, støtter Labour og er mindre tilbøjelig til at føle sig begrænset af over vejelser om fair play."

Allerede inden bogen udkom, bragte de store aviser interviews med Anthony Julius og uddrag af bogen. Han fortæller, at én reaktion var anklagen om, at når han råbte ”antisemitisme”, var det kun for at dække over de uhyrligheder, som israelerne begik mod palæstinenserne. ”Den pågældende anklager mig for som jøde at have skjulte motiver og nægter, at antisemitismen findes. Samtidig ser han bort fra, at der findes en 125 år gammel nabokrig mellem arabere og jøder i området.”

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Fire dage efter angrebet på Hotel Kong David runddelte den øverstbefalende i Palæstina, Sir Evelyn Baker, et brev, som var forbe holdt officererne: ”Det jødiske samfund skal ikke tilgives for den lange række af uhyrligheder, som kulminerede i bombeangrebet mod regeringskon torerne i Hotel Kong David i luften med frygtelige tab af menneskeliv til følge … Jeg er fast besluttet på, at de skal straffes og blive fuldt ud klar over, hvor meget vi hader og afskyr deres opførsel … Jeg har beslut tet … at I skal forbyde alle, uanset rang, at gå ind på jødiske forlystel sessteder, cafeer, restauranter, for retninger eller privatboliger. Ingen britisk soldat må have samleje med en jøde.” Barker besluttede, at de dermed ville ”straffe jøderne på den værst tænkelige måde for dem – nemlig på pengepungen.” Brevet blev ikke inden for officerskredse ret længe. Irgun lavede plakater af det, som de delte ud. I en debat i Underhuset lagde en af regeringens ministre afstand til Barkers ordre om boykot til sine officerer. Ikke desto mindre bekræftede Barker sin holdning adskillige måneder senere." (s. 334) Oversættelser af uddrag fra "Trials of the Diaspora" af Anthony Julius, Oxford University Press 2010

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Prinsesse Dianas advokat Som ekspert i medieret, og tidligere advokat for mediemogulen Robert Maxwell, havde Anthony Julius ført en sag for Prinsesse Diana, da hun sagsøgte en mand, der havde taget et billede af hende, mens hun trænede i et fitnesscenter. I Trials of Diaspora skriver han, at det kom bag på mange, ikke mindst ham selv, da hun bad ham om at føre sin skilsmissesag. Sagen medførte, at han blev udsat for en diskret form for antisemitisme, som han hverken havde forventet eller oplevet tidligere i sit liv. Han havde hverken beskæftiget sig med, endsige følt sig tiltrukket af familieret, og da han gjorde Prinsessen opmærksom på, at det i så fald ville være hans første skilsmissesag, svarede hun, at det gjorde ikke noget. Det var også hendes første skilsmisse. Det var den mest celebre skilsmisse siden 2. Verdenskrig, og pressen begyndte at vælte sig i spekulationer om, hvorfor Diana havde valgt netop ham til at repræsentere sig. Anthony Julius var kendt for sin dygtighed. Det var ikke for ingen ting, han havde fået tilnavnet ”Genius Julius” – men hvad havde en jødisk intellektuel advokat af middelklassebaggrund til fælles med en uuddannet, aristokratisk kvinde? En af spekulationerne gik på, at han var ”unclubable” – altså som jøde på tilpas stor afstand af The Establishment og den kongelige familie, at hun kunne være sikker på, at han helt og holdent var på hendes side, som den ene outsider til den anden.

seret i alt muligt andet, som adskilte sig fra hendes egen baggrund. Hun vidste så godt som intet om jødedommen, men hun fortalte, at hun havde hørt, at jødiske mænd var kendt for at behandle kvinder bedre end mænd fra hendes eget miljø. I den sammenhæng nævnede hun, at hun aldrig skulle have giftet sig ind i en tysk familie. I portrætterne af ham, som pressen skrev i den forbindelse, var de overvejende usikre på, hvordan de skulle vurdere betydningen af hans jødiske baggrund. ”På det tidspunkt begyndte jeg også at modtage underlige breve. Nogle gav mig gode råd, andre revsede mig for ikke at vise Kongehuset respekt, og nogle var antisemitiske. Det var alt sammen meget forvirrende, men kun sporadisk og mindre distraktioner i forhold til selve forhandlingerne,” skriver han i bogen. En avis siger undskyld Det samme kunne ikke siges om en artikel i søndagsudgaven af The Daily Telegraph. Avisen havde aldrig lagt skjul på, at den var på Prins Charles’ side, og dagen efter skilsmisseaftalen var indgået, bragte den en artikel om, at de uforenelige forskelle mellem Prinsen og Prinsessen af Wales viste sig tydeligt helt ud i deres valg af advokater. Prins Charles havde valgt Fiona Shacleton fra Farrer & co, et af landets mest respekterede advokatfirmaer med speciale i familieret og som tidligere havde varetaget Prins Andrews skilsmisse fra Sarah Ferguson. Shacleton var kendt for sin forsonende holdning til tingene, skrev avisen, og denne forsigtige tilgang til tingene stod i skarp kontrast til den

Hun vidste så godt som intet om jødedommen, men hun fortalte, at hun havde hørt, at jødiske mænd var kendt for at behandle kvinder bedre end mænd fra hendes eget miljø. I den sammen hæng nævnede hun, at hun aldrig skulle have giftet sig ind i en tysk familie."

Den jødiske baggrund Om Diana fortæller han i bogen, at hun var meget opsat på at behage og viste stor interesse for hans jødiske baggrund, ligesom hun var interes-

Både brite og jøde mere frembrusende stil, som PrinsesI hall’en til hans kontor hænger et sens advokat lagde for dagen, og som portræt af firmaets grundlægger Lord i øvrigt havde speciale i medieret. Så Mischon. Han sidder i en halvpompøs blev der lagt trumf på: stol, i jacket og med stok, og ved en ”Hans baggrund kunne ikke være at stolens fødder ligger en bowlerhat. mere forskellig fra modpartens. Han Fotoet er taget af Lord Snowdon, er en jødisk intellektuel, støtter Lasom var gift med dronning Elizabeths bour og er mindre tilbøjelig til at føle søster. sig begrænset af overvejelser om fair play.” Dagen efter ringede den juridiske direktør for TelegraphTheodor Herzl troede, at gruppen til Anthony Julius og fortalte, at en del læsere havde hvis jøderne fik en stat, ville de klaget over den racistiske undertone. Direktøren fortalte, res fjender være mage til dem, at journalisten oprindeligt havde skrevet ”begrænset af overvejelser om utidssvarende som alle andre stater havde, og fair play”, men at ordet ”utidssvarende” var bortredigeret af det ville være enden på antise redaktionssekretæren (der i øvrigt selv var jøde). Hvad mitisme. Men her tog han fejl." skulle avisen gøre? Anthony Julius svarede, at ”Han var søn af en rabbiner, der for hans skyld kunne de gøre, som emigrerede fra Rusland, og blev sede ville.ekstrabladetsforlag.dk Dagen efter kom en artikel i jyllandspostensforlag.dk nere adlet,” fortæller Anthony Julius. halen på den øvrige skilsmissedækMere britisk – eller kongeligt – kan ning, hvor avisen med arme og ben det næsten ikke blive, og for Julius prøvede at gøre skaden god igen. Den er der ingen konflikt mellem at være ender med: ekstrabladetsforlag.dk jyllandspostensforlag.dk brite og jøde. ”Mange læsere har på det voldsom”Min britiske identitet er mindst ste taget afstand fra dette afsnit og lige så stærk som min jødiske identigjort klart, at de anser det for at være tet, og for mig er der ingen konflikt et racistisk angreb. I anerkendelse af jyllandspostensforlag.dk ekstrabladetsforlag.dk mellem de to. Det er kun antisemitden voldsomme kritik vil vi hermed terne, der hævder, at det forholder gerne give Mr. Julius og alle andre, sig sådan, og det kan jeg selvfølgelig der følte sig stødte, vores oprigtige ikke acceptere. Identitet er et meget undskyldning.” ekstrabladetsforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

komplekst spørgsmål. I og med at vi alle tilhører en familie, har et politisk tilhørsforhold osv. osv.” Fjender og fordomme I takt med at hovedbeklædninger af alle mulige slags præger det offentlige rum som et tegn på, at majoritetens dominans er svindende – tror han så, at det vil være muligt at påpege antisemitisme om for eksempel 50 år? ”Det ved jeg ikke. Derimod tvivler jeg på, at der vil være jøder i Stor britannien om 50 år. Mine egne børn har en stærk jødisk identitet, og de overvejer seriøst at bosætte sig uden for landet, enten i New York eller i Tel Aviv. Det er i dag de to poler i jødisk liv. At Israel er ved at tage form som en stat blandt alle mulige andre stater – får det indflydelse på antisemitismen? ”Det er muligt at have både rationelle og irrationelle fjender. Med palæstinenserne er det en klassisk nabokonflikt. Det er kun, når modstanden åbner sig og trækker på fordomme, der ligger hundredvis af år tilbage, at det bliver til klassisk antisemitisme. "Theodor Herzl troede, at hvis jøderne fik en stat, ville deres fjender være mage til dem, som alle andre stater havde, og det ville være enden på antisemitisme. Men her tog han fejl."

jyllandspostensforlag.dk

JØDISK KULTUR jyllandspostensforlag.dk

- ET GLOBALT FÆLLESSKAB Hvor lever jøderne, og hvem er de? Hvordan kan jyllandspostensforlag.dk jøderne efter 2000 år som minoritet verden over stadig have et levende fællesskab? Heidi Laura giver i bogen et overblik over den jødiske verden og placerer også de danske jøderjyllandspostensforlag.dk på verdenskortet.

Den jødiske verden - kultur og fællesskab Af Heidi Laura

jyllandspostensforlag.dk

PO L I T I K EN S F O R L A G

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

videnskab og myter

Af Heidi Laura Ernst Gräfenberg har alle grunde til at føle sig misforstået. Og det på grund af et lille punkt, hvis eksistens for tiden igen er omdiskuteret. Nådigt nok forlod han denne jord allerede i 1957, længe inden andre tilskrev ham opdagelsen af g-punktet, men han havde da allerede én gang kunnet føle sig misforstået af nazisterne, som han som så mange andre tysk-jødiske akademikere klogeligt flygtede fra i 1930’erne. Hans nye fædreland blev USA, og også her blomstrede snart studiet af den sexologi, som han allerede havde helliget sig i Tyskland, båret til nye kyster af ikke mindst tyske jøder. Andre, såsom Felix Theilhaber, førte sexologien med til det unge Israel. Hvad er det med jøder og sexologi, må man uundgåeligt spørge sig selv? En anden af de store pionerer, Magnus Hirschfeld, havde i begyndelsen af 1900-tallet presset på for seksuel reform, fri abort og accept af homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter i Tyskland sideløbende med, at han grundlagde Institut für Sexual wissenschaft i Berlin og coinede ordet transvestit. Han havde heldigvis allerede forladt Tyskland, da man i 1933 begyndte at brænde hans bøger og betegnede ham som den mest farlige slags jøde, man kan tænke sig. Var det de jødiske lægers på forhånd marginale position, som gav dem lyst og mod til at kaste sig over nye og kontroversielle felter? G-punktet og orgasme Men tilbage til det lille g-punkt. Ja, det er rigtigt: g for Gräfenberg.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

I 1981 opkaldte en amerikansk forskergruppe nemlig et angiveligt særlig erogent punkt i kvindens skede efter den sexo logiske nestor. Punktet siges at ligge på skedens forreste væg op mod blæren og blev fra starten et stridspunkt. Det har affødt en gevaldig masse omtale, debat, damebladsguider og

Gräfenberg var i sin forskning fuld stændig åben over for alle de lystkilder, hans informanter rapporte rede om, fra urinrør til ører, ud over de mere velkendte åbninger." pseudovidenskabeligt sludder, senest i januar i år. I det store og hele kan debatten koges ned til spørgsmålet ”Har eller har kvinder ikke et g-punkt” – et magisk punkt, som garanterer den helt store orgasme, når bare man trykker rigtigt på det. Gräfenberg ville have taget sig til hovedet.

Illustration: Jeanne G. Kempinski

g r e b n e f ä r G r fo

Verden opkaldte ét følsomt punkt efter ham. Selv var han på jagt efter kvindekroppens mange hemmelige lystpunkter og i interessant selskab med sexologiens mange tysk-jødiske fædre og mødre.

At opkalde g-punktet efter ham var utvivlsomt venligt ment, men intet er faktisk mindre i Gräfenbergs ånd end at ville indkredse noget, der nærmest forekommer at være en knap til den kvindelige orgasmes ellers så dunkle mekanik. Det seneste studie af sagen er helt udtrykkeligt blevet til i håbet om én gang for alle at kunne demonstrere, at g-punktet slet ikke findes, fordi forskerne bag studiet, anført af Andrea Burri fra King’s College i London, finder, at det lægger et helt unødigt pres på kvinder, at de nu også skal finde dette g-punkt og få vilde orgasmer. Det er ganske utroligt, som lyst er blevet en pligt i det moderne vestlige samfund. Myten om de frigide kvinder Gräfenberg opdagede ikke g-punktet. Han rapporterede derimod om, at kvinder slet ikke kan sættes så simpelt på formel, som mange har forsøgt. Først og fremmest talte han stik imod datidens forestilling om, at mange, nok endda de fleste kvinder var frigide, og hævdede, at der tværtimod stort set ikke var en del af en kvindes krop, som ikke kunne stimuleres erotisk og være med til at tilfredsstille hende. Hans synspunkt skal forstås i

datidens sammenhæng og i skyggen af fader Freud, som om nogen var sexologiens grundlægger. Gamle Sigmund skelnede nemlig mellem, om kvindens orgasme blev opnået ved at stimulere klitoris og dermed var en mere umoden form for orgasme, eller om den var en fuldgyldig vaginalorgasme. Man kan ikke lade være med at spekulere på, om kvinders tilfredsstillelse efter hans mening kun var korrekt, når den beroede på en maskulin indsats. I Freuds fodspor hævdede mange sexologer, at alle kvinder, som ikke var i stand til at få orgasme under et klassisk samleje, var frigide. Det beløb sig til en del, faktisk 70 procent, og det var ikke mindst disse mange misforståede kvinder, som Gräfenberg med en i dag klassisk artikel fra 1950 kom til undsætning. Han talte mod alle forsimplinger og påstod, at det, at en kvinde kunne være ”frigid” i én sammenhæng, på ingen måde udelukkede, at samme kvinde kunne opleve lyst og orgasme i andre sammenhænge; præcis som lesbiske kan være frigide i forhold til mænd, men jo bestemt ikke er det i forhold til kvinder. Man skulle frigøre sig fra troen på, at kønsorganerne er det centrale: Nogle kvinder havde over for ham rapporteret, at det mest ophidsende for dem var, at manden penetrerede det ydre øre eller stødte penis mellem deres bryster. I særdeleshed var Gräfenberg dog optaget af den særlige følsomhed i kvindens blæreregion, og her nærmer vi os g-punktet – og så alligevel ikke. For at snævre det hele ind til ét punkt var slet ikke tanken. Og ser man nær-

det lægger et helt unødigt pres på kvinder, at de nu også skal finde dette g-punkt og få vilde orgasmer. Det er ganske utroligt, som lyst er ble vet en pligt i det moder ne vestlige samfund. " mere på kvindens intime anatomi, er den ikke præget af punkter, men mere af hemmelige kontinenter af nervespækket væv, komplette med svulmelegemer og masser af endnu uforklarede hemmeligheder. Sex giver læsere I virkeligheden er man aldrig kommet forbi den tvedeling, Freud kastede på bordet: klitoris eller skede? Let løsning eller ægte orgasme? Selvom altså Gräfenberg for allerede så længe siden foreslog at se så meget mindre firkantet på kvindens seksualitet. Mange teorier om kvinders orgasmer har vist sig at være noget sludder, for eksempel forestillingen om at livmoderen udvider sig, når kvinden bliver ophidset, eller at nogle kvinder kan få særligt stærke

Ernst

Gräfenberg

”livmoderorgasmer”. Nye MRIscanninger viser, at der ikke er noget på spil i dén region overhovedet, bortset fra måske en gammel tendens til at kæde kvinders seksualitet meget tæt sammen med moderskab. Sandheden er, at vi ved utroligt lidt om kvinder og har svært ved at slippe de mekaniske forståelser og

gamle generaliseringer af normalt eller unormalt. At g-punktet overhovedet har fået så gevaldig meget presse siden 1981 fortæller først og fremmest noget om moderne medier: En artikel er garanteret mange læsere, når den handler om sex. På internettet er der i dag ingen sikrere vej til masser af klik på en artikel end ved at give den en overskrift, der handler om sex. Og her har g-punktet endda den fordel, at det er så pænt og stuerent et ord, at det kan luftes i selv mere bornerte medier. Måske blev det hele lidt for handy? Gräfenberg var i sin forskning fuldstændig åben over for alle de lystkilder, hans informanter rapporterede om, fra urinrør til ører, ud over de mere velkendte åbninger. Men den nysgerrighed lider skibbrud i mediernes og pornoens og overbuddets tidsalder, hvor man søger de kvikke og sensationelle formuleringer. G-punktet blev et musthave: en multiorgasmeknap, som man ikke har råd til ikke at have, og som plastikkirurger endda påstår, at de kan forbedre til et punkt, hvor man knap kan køre over et bump i vejen før … åh! Det sidste ord er ikke sagt Over for al den virak har det seneste forsøg på at tilbagevise eksistensen af g-punktet valgt den helt grågrumsede laboratoriestil med et tvillingeforsøg. Man spurgte næsten totusind britiske kvinder, som alle er tvillinger, om de mon mente at have dette g-punkt. Det mente 56 procent – men enæggede tvillinge-søstre var ikke altid enige om at have et g-punkt. Og så må det jo være løgn, at dette punkt overhovedet eksisterer, konkluderede førnævnte Andrea Burri fra King’s College i London, eftersom enæggede tvillinger jo er anatomisk identiske og derfor må føle præcis det samme. Det er imponerende mange kvinder at inddrage i et ubrugeligt forsøg med stærkt ledende spørgsmål og en forsludret konklusion. Om noget viser forsøget, at 56 procent af kvinderne har fundet et interessant punkt i dem selv – om det er et g-punkt eller noget helt andet, ved vi endnu intet om. Gräfenberg ville have haft et par længere lektioner at holde for Andrea Burri og venner. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Jeg har aldrig været træt af livet

Veit Harlan

– instruktør af Goebbels’ nåde Af Peter Tudvad Den 16. januar 1952 var der trængsel foran Kino Friedrichsbau, en biograf i Freiburg im Breisgau i den sydtyske forbundsstat Baden-Würtemberg. På plakaten var Hanna Amon, men det var ikke bare dette melodrama, der trak folk af huse. For selvom hovedparten var kommet, fordi de ville se, hvad filmens berømte instruktør efter syv års nødtvungen pause havde bedrevet, var en højlydt minoritet af studerende i stedet dukket op for at opfordre til boykot af hans film. Så mens instruktøren og hans hustru som æresgæster satte sig til rette blandt det øvrige publikum inde i biografen, kunne man ude på gaden opleve efterkrigstidens første studenteroptøjer, som resolut blev slået ned af politiet. Grunden til balladen lå på sin vis i Stuttgart, ikke meget mere end 100 km derfra, hvor instruktøren 12 år tidligere havde fundet stoffet til en af nazitidens største propaganda succeser, hvis handling netop udspillede sig i den schwabiske hovedstad. Men den umiddelbare årsag til de unges vrede lå højt mod nord, i hansestaden Hamborg, hvor instruktøren i to instanser, i 1949 og 1950, var blevet frifundet for med sin film at have gjort sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Titlen på hans antijødiske hetzfilm var Jud Süß, og hans eget navn var Harlan, Veit Harlan. Goldberg fortalte i nummer 17, januar 2010, om filmen. Om, hvordan den blev brugt til forhærdelse af vagter i udryddelseslejrene og af soldater, før de ryddede ghettoerne i det be-

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

tilkom ethvert menneske uafhængigt af religion og race. Det mente Harlan for så vidt også, at han havde forstået dengang, da han ikke bare havde jødiske venner, men også havde gjort sig store og uimodsagte anstrengelser for at hjælpe jødiske kolleger, der blev forfulgt af regimet. ”De vigtigste data i min biografi beviser ikke blot, at jeg ikke er nogen antisemit, men derimod, at jeg frem for alt forstår antisemitismen som kulturløs, umenneskelig og ukristelig, hvor den optræder i aggressiv og grusom form.” Med disse ord forsikrede Harlan retten om, at han ikke fandt anledning til at frygte dens Forbrydelser mod menneskeheden dom. Som om den skulle fælde en Harlan blev på foranledning af en moralsk dom over hans sindelag og forening af ofre for naziregimet og ikke en juridisk over hans gerninger! af medlemmer af Hamborgs stærkt Overhovedet var decimerede jødiske det ikke med sin gode menighed tiltalt for vilje, at Harlan havde forbrydelser mod Harlan burde have sagt ja til at instruere menneskeheden. Jud Süß, som andre før Retsgrundlaget var ham havde taget iniden allierede Kon- indset, at den givne lov tiativet til at lave. Men trolrådslov Nr. 10, ikke kunne suspendere propagandaminister der i sagens natur blev gjort gælden- de menneskerettigheder, Joseph Goebbels tvang ham til det, så han end de med tilbageikke kunne undslå sig virkende kraft, så som naturligt tilkom ved at melde sig som Harlan ikke kunne frivillig til fronten. undskylde sig med, ethvert menneske uaf ”Enhver af os er at hans film i 1940 hængigt af religion og soldat”, skal Goebbels ikke havde været have sagt, ”og proi modstrid med race." pagandaen er lige så Tysklands davæmeget et krigsvåben rende love. Tvært som luftvåbnet eller imod fremstod Jud artilleriet.” Dertil kom, Süß i sin tid som en at ministeren bestandigt greb ind i logisk konsekvens af Nürnberglovecasting, regi og drejebog, så Harlan nes diskriminering af jøderne, men ikke selv var herre over sin film. Harlan burde have indset, at den Hvilket omtrent måtte lyde som et givne lov ikke kunne suspendere de ekko af Süß Oppenheimers replik, da menneskerettigheder, som naturligt

satte Østeuropa og deporterede deres beboere til lejrene. Og om hvordan Veit Harlans første hustru, den jø diske skuespillerinde Dorothea Gerson, i 1943 blev gasset i Auschwitz af bødler, der utvivlsomt ligesom 27 millioner andre europæere havde set hendes fraskilte mands propagandaværk. På den baggrund kunne der nok siges at foreligge en bestyrket mistanke om, at Harlan havde gjort sig medskyldig i historiens største folkemord, og netop derfor blev han den 3. marts 1949 stillet for et nævningeting i Hamborg.

Veit Harlan i 1939, kort efter sit giftermål med den svenske blon dine Kristina Söderbaum, der i Jud Süß spillede rollen som den race skændede Dorothea, offeret for jødens voldtægt.

Jud Süß nægter fortvivlet enhver skyld, før han i filmens slutscene bliver hængt. Det samme gjorde filmens in struktør, Veit Harlan, efter krigen, men med større held. Fotokollage fra Das Programm von Heute, 1940.

Antisemitisk filosemit for retten i Hamborg 1949. Veit Har lan havde livet igennem jødiske venner, men lavede med Jud Süß en af Nazitysklands mest jødehetzende film.

Veit Harlan med kone og søn efter sin frifindelse. Dette og de to andre små fotos fra en føljeton artikel om sagen i Film- und Mode-Revue, 1952. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Veit Harlan med ryggen til kameraet under retsforhandlingerne i Hamborg i 1949

som en elegant og dristig finansahan i Harlans film står tiltalt for sine gent. Således mente Harlan at have gerninger: ”Jeg har ikke været andet undgået, at Jud Süß blev filmens svar end min fyrstes tro tjener!” på det antisemitiske smædeskrift Der Harlan mente altså ikke, at han Stürmer. Men resultatet blev snarere, kunne have undslået sig uden at at han med sin delikate film gjorde risikere sit liv ved en krigsret. ”Jeg antisemitismen acceptabel for danvar ikke nazist, men heller ikke nonede lag i den tyske befolkning, der gen antinazistisk modstandsmand”, aldrig ville have ladet sig overbevise forklarede han. ”Jeg har aldrig været af Der Stürmer eller af hetzfilmen Der træt af livet. Mit parti var kunsten, ewige Jude, der var lige så primitiv. min politik hed fædrelandskærEn så subtil erkendelse kunne man lighed.” Som patriot kunne han dårligt forpligte Harlan på – og da slet ikke forlade Tyskland, men måtte ikke, når en åbenbart ligesom utallige overlevende andre konservative og jøde fra konsåkaldt tysknationale blive Endnu i midten centrationsleji fædrelandet for de facto ren Theresien at tjene dets uretmæssige af 1950'erne viste en stadt under sit herskere. Og som far til vidnesbyrd for tre børn med sin anden undersøgelse, at 40 % retten roste hustru, skuespilleren Hilde af vesttyskerne mente, ham for, at Jud Körber, havde han også Süß ikke var andre forpligtelser, han nær så slem ikke ville kunne varetage at nazismen i princip jøden Lion i sin eventuelle landflygpet var udmærket, men som Feuchtwantighed. Måske, men 800 gers roman af andre tyske filmfolk var blot var blevet dårligt samme navn. trods deres rødder i Tyskudført." Det mente retland immervæk flygtet ten heller ikke, eller emigreret. ligesom den heller ikke fandt det Altså måtte Harlan bide al skam i bevist, at filmen direkte havde ført til sig og instruere Jud Süß, hvad han overgreb på jøder – selvom den uomgjorde så behændigt, at den ifølge tvisteligt havde ”forgiftet publikums ham og mange andre blev langt sunde dømmekraft og medfødte mindre kras, end hvis han havde menneskelighed”. Da man heller ikke fulgt den oprindelige drejebog, som kunne påvise et forsæt hos Harlan til var blevet til, længe før Goebbels at skade jøder, tværtimod, blev han satte ham på opgaven. Med den som pure frifundet. forlæg ville Süß Oppenheimer være blevet fremstillet som en primitiv De frelste ågerkarl, der måtte smugle sig ind Med andre ord så retten faktisk på i Stuttgart på en skraldevogn, og hans sindelag og ikke på hans gerikke som i Harlans endelig version

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

ninger. Og det var ikke bare heldigt for Harlan, men også for filmens mange andre implicerede – dramaturgen, produktionschefen, skuespillerne, manuskriptforfatterne – og for de millioner af tyskere, der lige så lidt som ham havde truffet et klart valg pro eller kontra naziregimets forbrydelser. Som eksempelvis den opportunistiske jurist Walter Tyrolf, der i 1937 var trådt ind i nazipartiet og havde været dommer ved en af regimets særlige domstole til udskilning af politiske modstandere. Som sådan havde han været med til at fælde dødsdomme i sager om ”raceskændsel”, altså netop den slags ”forbrydelser”, som Süß Oppenheimer blev hængt for i filmen. Efter krigen lod Tyrolf sig åbenbart stemme til en mildere retspraksis, for det var ingen anden end ham, der som dommer ved retten i Hamborg frifandt Harlan for forbrydelser mod menneskeheden. Endnu i midten af 1950'erne viste en undersøgelse, at 40 % af vest tyskerne mente, at nazismen i princippet var udmærket, men blot var blevet dårligt udført. Og derfor kunne det ikke undre, at nogen råbte ”jøde lakajer” og ”jødelømler” efter demonstranterne foran Kino Friedrichsbau hin januardag i 1952. Andre var af en anden opfattelse, selvom de forresten havde været nok så følgagtige over for naziregimet. En af de sidste var

Kristina Söderbaum, i færd med at pusle sin og Veit Harlans baby under indspilningen af Jud Süß i 1940

publicisten Erich Lüth, der havde været ansvarshavende redaktør for den nazistiske avis Der Dreizack, men uanfægtet af sin egen fortid kaldte Veit Harlan for en ”propagandist for massemord” og efter hans frifindelse opfordrede til boykot af hans nye film, Hanna Amon. Det måtte han ikke, viste det sig, for Harlan stævnede ham og fik rettens dom for, at han med sin opfordring havde voldt ham økonomiske tab og i øvrigt forbrudt sig mod, hvad den kaldte ”gode sæder”. Imidlertid havde man på omtrent samme tid etableret en forfatningsdomstol, der skulle sikre borgerne mod tilsidesættelse af deres grundlovssikrede rettigheder, herunder ytringsfriheden. Så da Lüth ankede sin dom til forfatningsdomstolen,

fik han medhold, hvilket betød, at han var lige så berettiget til at opfordre til boykot af Harlans film som denne til at lave dem. Og dog måtte Harlan pænt holde sig til sin foretrukne genre, den melodramatiske og ufarlige hjemstavnsfilm, for ligesom næsten 40 andre film blev Jud Süß kategoriseret blandt de såkaldte ”forbeholdsfilm”, der ikke må forhandles i Tyskland og endnu i dag kun vises ved lukkede forestillinger med en sagkyndig introduktion. I skyggen af Jud Süß Veit Harlan fandt sit endeligt på Korfu i 1964, men hans navn vil for evigt være forbundet med den film, der blev hans skæbne. Aktuelt har Oskar Roehlers spillefilm Jud Süss – Film ohne Gewissen haft verdenspremiere på Berlinalen, den tyske A-filmfestival. Her spilles den samvittighedsløse films opdragsgiver, Joseph Goebbels, af superstjernen Moritz Bleibtreu og dens instruktør, Veit Harlan, af Justus von Dohnanyi, der forunderligt nok er søn af modstandsmanden Hans von Dohnanyi og grandnevø af modstandsikonet Dietrich Bonhoeffer. To personer, der begge traf et valg, da det gjaldt, og for den sidstes vedkommende bødede med livet for det.

Dohnanyi er et godt navn i efterkrigstidens Tyskland, hvad Harlan derimod ikke er. Således blev skuespilleren Maria Körber, datter af Harlan og Hilde Körber, tvunget af sin producent til at tage sin mors navn i stedet for sin fars. Hendes bror, Thomas Harlan, beholdt sit efternavn, men bebrejder sin far, at han ikke tog konsekvensen af, at hans kunst blev gjort til et ”mordinstrument” i hænderne på et forbryderisk regime og følgelig opgav sin metier som instruktør. Selv har Thomas Harlan forsket i ghettoernes historie og jaget gamle nazister for at stille dem til ansvar for deres gerninger. En slags fortvivlet bodsgang, som han godt ved aldrig kan kompensere for farens film. Maria Körber giftede sig med en jøde ”for at gøre noget godt”, hvilket hun selvfølgelig hurtigt fandt ud af, hun ikke kunne på den måde. Tilsvarende ægtede Harlans niece, Christiane Kubrick, den amerikanskjødiske instruktør Stanley Kubrick. Og endelig giftede Susanne Körber, Marias og Thomas’ søster, sig med en jøde, fotografen Claude Jacoby. Hun konverterede endda til jødedommen for at komme sin elskede nærmere – og sit ophav fjernere. Da han døde, gik hun i hundene og endte med at begå selvmord. Deres datter, Jessica Jacoby, fortæller i Felix Moellers dokumentarfilm fra i fjor, Harlan – im Schatten von Jud Süss, at hun ser sin familie som splittet i ofre og gerningsmænd. Mens hendes ene bedstefar blev myrdet af nazisterne, lavede den anden film for dem. ”Ja”, siger hun lavmælt, ”den ene lavede propaganda for tilintetgørelsen af den anden”. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

mad og etik

Om at spise dyr

Jonathan Safran Foer er den unge, amerikanske eksperimen terende romanforfatter, der tør skrive om tab, savn, stærke familiefølelser og samhørighed med for tiden. Han skriver med humorens distance

Økologiske landbrug er langt bedre end de konventionelle, især sundhedsmæssigt, men denne løsning er ikke god nok til Foer, for selv dér er profitten nødvendigvis vigtigere end absolutte krav til dyrevelfærd."

og et følelsesmæssigt nærvær, som gør forfatteren selv forlegen, når han læser højt fra sine egne skrifter.

Af Fran Hopenwasser Jonathan Safran Foer læste højt, da han gæstede Danmark i januar med en offentlig optræden for et tætpakket publikum i Den Sorte Diamant. Anledningen var udgivelsen på dansk af Foers nyeste skrift Om at spise dyr, en personlig og journalistisk rejse igennem et for de fleste ukendt territorium: dyrenes vej igennem den industrielle kødproduktion frem til vores bord. Det en beskrivelse, som simpelthen kan få én til at miste appetitten – i hvert fald til kød! Det er en farlig bog for kødindustri-

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

en, for enhver, der læser den, vil blive nødt til at tænke sig grundigt om næste gang, han eller hun står ved køddisken i supermarkedet. At købe ugens tilbud på oksekød, kalkun, kylling, svinekød og endda fisk er ikke længere muligt, når først man får øjnene op for, hvilke forhold dyrene er blevet opdrættet og slagtet under. Man undrer sig bagefter over, at man som kødædende så let har kunnet ignorere de forfærdelige lidelser, som dyr bliver underkastet, blot for at gøre maden billig for prisbevidste mennesker. For ernæringsmæssigt kan man sagtens leve og brødføde verdenen uden kød.

Foto: Polfoto

Foers første Jonathan Safran Foers jødiske bedstemor spiller en væsentlig rolle her, som i alle hans bøger. I hans første roman, Alt er oplyst (2002), fortæller han en historie, der er bygget over hans egen rejse til Ukraine, hvor han forsøgte at finde den mand, som reddede hans bedstemor i 2. Verdenskrig. I den anden roman, Ekstemt højt og utrolig tæt på (2005), er det historien om en gammelklog, 9-årig drengs søgen efter sin far, der dør i tvillinge tårnenes sammenstyrtning den 11. september 2001. Den indeholder også parallelhistorien om drengens bedstemor, som mistede alt og alle i

2. Verdenskrig. Begge romaner har selvbiografiske elementer, og begge bøger er stærkt optaget af fortællingens basale evne til at skabe mening i menneskers liv. Hvis intet betyder noget Den netop udkomne Om at spise dyr, som jo ikke er fiktion, handler også om historier, der definerer hvem man er. Foer giver her endnu en selvbiografisk beretning om sin bedstemor, som sultede og flygtede under 2. Verdenskrig, og for hvem mad blev en sand besættelse, den jødiske mama sat i nyt lys. Det at have mad nok i huset, at fodre ens

børn og børnebørn, blev en livslang besættelse. I Den Sorte Diamant fortalte Foer om, hvordan han og hans storebror blev løftet op og svinget rundt, hver gang de besøgte bedstemoren … med en skjult hensigt: Hun skulle mærke efter, om de var tunge nok, om de havde spiste nok. Foer udnævner bedstemoren til familiens primære historiefortæller, og navnlig hendes historie om, hvordan hun på flugt sagde nej til mad, som ikke var kosher, gjorde indtryk på ham. En uforstående ung Foer spurte hende hvorfor, til hvilket hun svarede, at hvis intet betød noget, var der intet at redde.

Da Foer selv bliver far for første gang, bliver det tvingende nødvendigt for ham at finde ud af, hvilke madhistorier han vil fortælle sit barn. Det ender med at blive én uden kød på tallerkenen. Heller ikke til det mest elskede af alle amerikanske måltider, Thanksgiving. Sagen er ikke bøf Om at spise dyr er et resultat af tre års forskning og feltarbejde, hvilket vil sige interviews med gårdejere og svært opnåelige besøg på en række såkaldte landbrug – som overhovedet ikke ligner vores romantiske billede af en bondegård. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

historie og historisk efterspil

Med Franz Kafkas vegetarianisme i ryggen kortlægger Foer sin personlige og filosofiske bevidstgørelsesproces i forhold til dyr og det at spise dyr og afslører den skjulte sandhed om industriel opdrætning og slagtning af dyr. Han fortæller også om overforbrug af antibiotika, om enorme mængder af lort fra dyrehold, som inficerer vandløb, om spredning af svineog fugleinfluenza som følge af det industrialiserede landbrug, og måske allermest fordømmende om det efterhånden velkendte forhold mellem kvægproduktion og udslip af drivhusgasser, som er værre for miljøet end alle andre former for udslip. Profit eller dyrevelfærd? Trodser man emnets ubehag og hænger på, er der intet mindre end et paradigmeskift i vente. Mennesket, som har sat sig selv øverst i hierarkiet over alt levende, bliver detroniseret. Ser man det, og ønsker man stadigvæk at spise dyr, er man i det mindste nødt til at udforske markedet for

Annonce 114 x 170.pdf 08-12-2009 13:00:31

Foer udnævner bedste moren til familiens primære historiefortæller, og navnlig hendes historie om, hvordan hun på flugt sagde nej til mad, som ikke var kosher, gjorde indtryk på ham. En uforstående ung Foer spurte hende hvorfor, til hvilket hun svarede, at hvis intet betød noget, var der intet at redde." at finde det lille økologiske jordbrug, hvor dyrene græsser, hvor fisk bliver fanget på line og ikke med trawl og radar, hvor kalkuner fodres med deres naturlige foder og ikke genmodificeres til brysttunge væsener, som

ikke kan stå på deres ben. Disse økologiske landbrug er langt bedre end de konventionelle, især sundhedsmæssigt, men denne løsning er ikke god nok til Foer, for selv dér er profitten nødvendigvis vigtigere end absolutte krav til dyrevelfærd. Altædende mennesker Foer skriver om amerikanske forhold, og man let kan føle, at sådan kan det umuligt være i Danmark. Men en opringning til Dyrenes Beskyttelse bekræfter, at forholdene faktisk er helt sammenlignelige. Om man så vælger at blive vegetar, eller modsat at se på mennesket som altædende i den barske natur, er for Foer en personlig sag. Men hvis man skulle lave den mentale øvelse at tænke sig til, hvilken praksis vores samfund om 50 år vil se tilbage på og fordømme, kan man håbe, at det vil være industrialiseringen af kødproduktionen. Måske er Foers bedstemors kompromisløshed værd at tænke over.

ARBEIT MACHT FREI – durch den Schornstein

Tyveriet af Arbeit Macht Frei-skiltet fra Auschwitz er næppe sidste kapitel i en lang og sær historie, der blandt andet involverer en sprogforskers roman fra 1873, Weimar-republikkens reformprogram for kriminelle, kommandanten for udryddelseslejren Auschwitz' egne fængselsoplevelser og nu også fem polske småkriminelle samt en afhoppet svensk top-nazist.

Denne annonce er sponsoreret af Aras Security

Af Mikkel Andersson C

CMY

Engang i vinteren 1941/42 lavede fange nummer 1010 i Auschwitz et skilt til lejrens hovedindgang. På det tidspunkt var Auschwitz endnu ikke det administrative centrum for en udryddelsesfabrik, men blot nok en nazistisk KZ-lejr blandt det besatte Europas mange hundrede sådanne. Auschwitz var da primært tiltænkt polske politiske fanger samt enkelte kriminelle tyske fanger, der var udset til at indtage rollerne som øverstbefalende – kapoer – i lejrens brutale fangehierarki Det må have været koldt i den centraleuropæiske vinter. En årstid

hvor kulden i Polen kan bide ganske anderledes nådesløst, end de, der bor langs de milde skandinaviske kyster, er vant til. Fange 1010 lød det borgerlige navn Jan Liwacz, var uddannet smed og af lejrkommandanten Rudolf Höss var han sat til at bøje ordene ’Arbeit Macht Frei’ i støbejern over porten ind til lejren. Men hvorfor netop det motto? Eftertiden og de fleste overlevende ser det som en nazistisk perfiditet, en ironiseren over de dødsdømtes skæbne, hvor selv ikke den mest behjertede indsats i tvangsarbejdet gjorde den mindste forskel over for en industrialiseret masseudryddelse. Og set i tilbageblik er der ingen tvivl om, at netop kontrasten mellem budskabet og Auschwitz’ virkelighed er, hvad der har gjort budskabet ikonisk. Og med rette. Allerede de første fanger fuldførte

sætningen med tilføjelsen ”… durch den Schornstein”. Men det mest ironiske er måske, at Höss faktisk troede på budskabet. Han havde selv været interneret under Weimar-republikken for et mord begået som medlem af et af mellemkrigstidens pronazistiske og ekstremt voldelige ”frikorps” og havde set tvangsarbejdet som en nødvendig del af straffen – ja sågar en gavnlig sådan. I den selvbiografi Höss forfattede, mens han sad i polsk fængsel og afventede en ganske forudsigelig dødsdom, skrev han om motiverne til at opsætte netop dette motto over indgangen: ”For de indsatte er arbejde et både effektivt og positivt disciplinært tiltag, idet arbejdet gør den indsatte i stand til at modstå fængslingens demoraliserende påvirkninger. Det er ligeledes en form for uddannelse for de fanger, der er grundlæggende ustabile, for GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Kort før jul 2009 erklærede Polen undtagel sestilstand. I en mørk decembernat var skil tet med Höss’ motto blevet fjernet af tyve.

Det flere meter lange skilt var ble vet savet i tre stykker for lettere at kunne transporteres og skjules.

valgte ikke at opsætte noget motto ved porten ind til den underlejr, Birkenau, hvor de massive gasningsinstallationer blev opført. Her fandtes end ikke illusionen om frelse gennem flid.

dem der trænger til at blive vænnet til regelmæssighed og flid, og for dem der gennem arbejdets gavnlige indflydelse kan frelses fra et liv i kriminalitet. […] Det er sådan mottoet ARBEIT MACHT FREI skal forstås.” Mottoet er heller ikke nogen nazistisk opfindelse, men stammer fra en Bildungsroman fra 1873 af den nationalistiske filolog og forfatter Lorenz Diefenbach, hvori småkriminelle gennem erkendelsen af arbejdets opbyggelige karakter finder tilbage til dydens smalle sti. Mottoet blev herefter annammet af fængselsvæsenet i Weimar-republikkens sidste år og altså også overtaget af nazisterne, der blandt andet lod det præge den første KZ-lejr i Dachau og senere altså også Auschwitz og Theresienstadt. Men med Auschwitz’ hastige forvandling fra en lejr for politiske, militære og kriminelle fanger og til industrielt drabscentrum for jøder antog sloganet den betydning, som det har bevaret i eftertiden. Det er da også værd at bemærke, at Höss

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Tyveriet Kort før jul 2009 erklærede Polen undtagelsestilstand. I en mørk decembernat var skiltet med Höss’ motto blevet fjernet af tyve. Enorme ressourcer blev sat ind på at fange de ansvarlige, og et gennembrud kom, da fem polske småkriminelle blev fanget

Jan Liwacz var uddan net smed, og af lejrkomman danten Rudolf Höss var han sat til at bøje ordene ’Arbeit Macht Frei’ i støbejern over porten ind til lejren." med skiltet i en tilsneet skov nær den lille by Czernikow i det centrale Polen. Det flere meter lange skilt var blevet savet i tre stykker for lettere at kunne transporteres og skjules. Om fundet skyldes, at en tidligere svensk topnazist gennem svensk politi

angiveligt tippede de polske myndigheder, er muligt, men endnu uvist. Men at eksnazisten Anders Högström kontaktede svensk politi med viden om røveriet, er sikkert. Motivet kunne være at stå bedre i en senere retssag, hvis han følte jorden brændte under sig. Ifølge Högström selv er motivet dog, at han – ud af sit reformerede hjertes godhed – ønskede at hjælpe med opklaringen, da han tilfældigvis havde fået nys om plottet gennem tidligere meningsfæller. Anders Högström var op gennem halvfemserne leder af organisationen Nationalsocialistisk Front, der ikke kun befattede sig med nazistisk teoretiseren og posthum førerdyrkelse, men også stod bag adskillige overfald på politiske modstandere. I slutningen af årtiet hoppede Högström spektakulært af og var i 2001 stjernen i den tv-transmitterede gallaforestilling ”Hela Sverige – artister mot nazister” med cremen af svensk kulturliv. Her tog han i en tale afstand fra sin fortid og tidligere ideologi. Flere har dog undret sig over, at Högström ikke så ud til være voldsomt lagt for had blandt sine tidligere meningsfæller, hvilket ellers er normen i nazistiske miljøer, og tillige har været i stand til at pleje omgang med flere af sine tidligere venner. Det er da også sammen med en af disse venner, den 58-årige Lars Göran

Eksnazisten Anders Högström kontaktede svensk politi med viden om røveriet

Wahlström, at Anders Högström nu står tiltalt for tyveriet. Wahlström er kendt fra et utal af nazistiske grupperinger i Sverige, og hans hus i Skærgården er kendt tilholdssted for nazister. Polsk og svensk politi ser derfor disse to som hovedmændene bag tyveriet og har optrevlet deres forbindelser til den gruppe af polske småkriminelle, som udførte tyveriet, hvoraf flere tidligere har arbejdet i Sverige. Hvad angår motivet, fortalte Högström den svenske tabloidavis Aftonbladet, at skiltet skulle være afsat til en ukendt og hovedrig samler. Pengene fra salget skulle så bruges på terrorattentater mod den svenske Rigsdag, udenrigsministeriet og statsministerboligen. Terrorangreb som den angivelige eks-nazist nu heroisk og egenhændigt havde forhindret. De større svenske aviser holdt sig på afstand af disse påstande, og selvom intet endnu kan afvises entydigt, er i hvert fald det svenske mediemagasin ”Medierna” på Sveriges Radio noget skeptisk over for ideen om terrorangreb, og flere har kritiseret Aftonbladet for en sensationalistisk formidling af påstandene på et tyndt grundlag. Om der findes nogen hovedrig samler, der ønskede skiltet, vil den videre efterforskning utvivlsomt vise. At der findes fanatiske samlere af nazi-memorabilia, der vil betale

Skiltet skulle være afsat til en ukendt og hoved rig samler. Pengene fra salget skulle så bruges på terrorattentater mod den svenske Rigsdag

For de indsatte er arbej de et både effektivt og positivt disciplinært tiltag, idet arbej det gør den indsatte i stand til at modstå fængslingens demoraliserende påvirkninger. Det er ligeledes en form for uddannelse for de fanger, der er grundlæggende ustabile, for dem der trænger til at bli ve vænnet til regelmæssighed og flid, og for dem der gen nem arbejdets gavnlige ind flydelse kan frelses fra et liv i kriminalitet. […] Det er sådan mottoet ARBEIT MACHT FREI skal forstås.” Rudolf Höss, lejrchef i Auschwitz

endda rigtig store penge for et sådant skilt, er der ingen tvivl om. Indtil nu har efterforskningen bare ikke bragt nogen sådan for dagen. Ej heller har vi set de masseanholdelser i nazistiske miljøer, som man må formode ville være det forventelige resultatet af terrorplaner om angreb på Rigsdag og ministerier. Selvom forklaringen altså lader vente på sig, er planen, at Rudolf Höss’ skilt efter reparation og konserveringsarbejde vender tilbage til den vante plads over hovedindgangen til Auschwitz, hvor det for øjeblikket er afløst af en kopi, museet tidligere har ladet fremstillet i forbindelse med konserveringsarbejde på originalen. Fra denne hovedindgang til Auschwitz kan man, ved at gå blot et par skridt til venstre, se den sidste tilbageværende krematorieskorsten, der for langt de fleste endte med at være lejrens eneste port til en slags frihed. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

bedstefars søsters familiebilleder

Den familie, som jeg aldrig lærte at kende Ardyn Halter fortæller:

Ardyn Halter er født i London i 1956

”Dette kunne være en hvilken som helst familie. Under normale omstændigheder ville en sådan gruppering betegne en festligholdelse, en fejring af en enkelt i gruppen eller af gruppen som helhed. De fleste familier har sådanne fotografier et eller andet sted. Og som sådan er det et billede, de fleste kan identificere sig med. Som med mange af de andre malerier i serien virker den gotiske skrift ved første øjekast almindelig, velkendt eller endda smuk, men efterhånden som man bliver bekendt med skriftens indhold, ændrer den karakter og bliver en anonym/neutral trussel mod personerne i billedet. En trussel uden menneskeligt udtryk, kun perverteret autoritet. Ansigterne på familiemed lemmerne er ikke mere tre dimensionale eller mindre todimensionale end ansigterne på et postkort. Der er ikke gjort noget forsøg på at udstyre dem med kropslighed.”

Han er uddannet på Cambridge University og bosat i Pardes Hanna i Israel. Sammen med sin far, Roman Halter, har han bl.a. stået for ombygningen af ’Børnehuset’ i The Ghetto Fighters Museum i Israel. I 2004 skabte han to monumentale glasmosaikker til The National Genocide Memorial i Rwanda. Hans værker er repræsenteret i adskillige internationale samlinger hos bl.a. The British Library, The Israel Museum, The National Library of Ireland, The Victoria and Albert Museum og New York Public Library.

I en serie på 11 store malerier fortæller kunstneren Ardyn Halter om en del af sin fars familie, som han på grund af Holocaust aldrig fik mødt. Halter er født efter 2. Verdenskrigs afslutning, så malerierne er hverken udtryk for barndomserindringer eller for et savn af netop disse familiemedlemmer. I stedet har han som motiv taget udgangspunkt i en række familiefotos, der som de eneste overlevede nazisternes forfølgelse af familien i den polske by Chodecz. Fotografierne fik Ardyn Halter fra sin bedstefars søster, og selv om de har været i hans besiddelse i flere årtier, har han altid følt, at de var ”frustrerende flade”. Derfor er menneskene i billedserien to dimensionale og ikke vist som levende personer. ”Jeg kunne ikke komme tættere på dem end på disse fotografier”, forklarer Ardyn Halter, der derfor kun lader beskueren møde tomme, triste øjne og et indtryk af tab, ensomhed og livløshed. Bødlerne har Ardyn Halter givet mæle gennem nazistiske antisemitiske slogans. De voldsomme, gotiske bogstaver og ord står som en stærk kontrast til de mennesker, som de indrammer og i nogle tilfælde næsten skjuler.

Billedserien The Family I never knew består af 11 malerier i størrelsen 2 meter x 2,40 meter. Hvert af dem er trykt i et begrænset oplag på 55 i størrelsen 54,5 x 56,5 cm, der sælges i numrene 41/95 til 95/95. Desuden er hele serien trykt i 40 sæt, nummererede fra 1/95 til 40/95. Sættet leveres i en smuk specialdesignet æske og med en introduktion af Dr. Stephen Smith, direktør for The Shoah Foundation Institute og kommentarer af Ardyn Halter.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Den gotiske tekst er citater fra nazistisk propaganda:

”Ohne Lösung der Ju denfrage kein Erlösung der Menschheit”. Uden en løsning på jødespørgsmålet er der ingen frelse for menneskeheden.

”Erst müssen Juden bluten, erst dann sind wir befreit” Først må jøderne bløde, først da er vi befriet

Tekst på hebraisk under hver enkelt af personerne:

Shlomo

Yitzhak

hængt i 1940 af tyskerne efter at have deltaget i organiseret modstand

myrdet af Stalin i 1941/42

Shoshana

Sarah

Pesach

omkommet i udryddelseslejren Chelmno

myrdet i 1940 af tyskerne

”Die Juden sind unser Unglück” Jøderne er vores ulykke

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Vilna

Aufräumung

Ardyn Halter fortæller:

”Et kort over Vilna. Udgangspunktet er fotografen Roman Vishniacs billede af en gammel chassidisk jøde. Der er en ondskabsfuldhed i den underspillede eufemisme um siedlung – genbosættelse. Mit eget navn Ardyn er en del af navnet på en af gaderne, Bernardyn, øverst til højre.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Bevidstheden om, hvordan en enkelt ting kan få et individ til at identificere sig med noget, uanset hvor trivielt dette element måtte være. Bevidstheden om den måde mennesker kan skabe idiosynkratiske mønstre af medfølelse eller interesse.”

”På en måde er det et beroligende motiv, sådan som enhver gentagelse eller gruppering kan virke beroligende eller forenklende. På samme måde som Renoirs maleri Les Parapluies (Paraplyerne). Dette er en gruppe hatte med hoveder – travle, aktive, drivende sig selv ind i en besynder-

lig spiral. Hattene i udkanten af spiralen er tomme.” Maleriet har forbindelse til ghettoen og byen Vilna. Med gotiske bogstaver er der skrevet ordet Aufräumung, hvilket direkte oversat betyder oprydning.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

annonce

hvis er de?

Israel:

”The worlds best kept wine secret” som man kender det fra fx CaliforSiden jeg første gang for ca. 5 år nien med deres populære og typiske siden smagte et større antal israelZinfandel. Israel har afgjort en ske vine samlet i en smagning har personlig stil i sine vine, men hvis jeg brugt overnævnte udsagn om man kunne finde en drue, som blev de fantastiske vine, som fremstilet nationalt ikon ville det være en les i Israel. I dette og næste nr. af god måde at kommunikere på for Goldberg vil jeg kort beskrive Israel en samlet israelsk som vinproducerende vinindustri. Ella land samt fortælle om Vineyards diElla Valley Vineyards, Israel var vinens Valley rektør Udi Kaplan, som er den producent VINSLOTTET A/S med vugge eller i hvert fald som flere gange har besøgt Danmark, stor succes importerer til Danmark. blandt klodens første nævner druer som Syrah, Merdruedyrkere til vin lot eller Cabernet Den moderne israelFranc som mulige ske vinproduktion kan produktion." nationale druer. dateres til omkring Ella Valley har stor år 1882. Den kendte succes med alle tre varianter, som Baron Rothschild, som kendes fra vokser optimalt i jorden sydvest 1. Cru slottet Lafite i Pauillac, bliver for Jerusalem. Dette er et mindre interesseret i landets potentiale som kendt vinområde, hvor de nordlige vinproducent og han investerer i vinmarker ved Golanhøjderne er de vinmarker. På trods af, at den første bedst kendte set i et internationalt ”vinrevolution” kommer så sent perspektiv. Kvaliteten er høj begge som omkring 1900-tallet, er der steder. mange historiske facts, som peger på at Israel var vinens vugge eller i Jonas Laulund – VINSLOTTET A/S hvert fald var blandt klodens første druedyrkere til vinproduktion. De druer, som man ofte anvender i Israel i dag, er i høj grad kvali tetsdruer fra Frankrig: Merlot, Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Riesling og Syrah er blandt de mest kendte og udbredte. Alle lande har et ønske om at have sin egen unikke vinstil og sin nationaldrue, sådan

Fri leveovrering ved køb kr. 1.500,-

Du har nu mulighed for at købe Ella Valley Vineyards vine til en særlig læserpris, hvis du nævner Goldberg ved bestillingen: Chardonnay Ella Valley Vineyards kr. 185,00 • Læserpris kr. 145,00 Gylden farve, fedmefuld vin med masser af eksotisk duft og halvtør smag af moden og saftig frugt.

Merlot Ella Valley Vineyards kr. 235,00 • Læserpris kr. 195,00 Tæt og dyb farve. Mørke og røde bær i duften. Solid og seriøs Merlot med bid. En vin, som gør en forskel.

Ever Red Ella Valley Vineyards kr. 175,00 • Læserpris kr. 125,00 Blandingsvin med tæthed, tør frugt og en lækker saftig frugt.

Muscat, Late Harvest Ella Valley Vineyards kr. 125,00 • Læserpris kr. 99,00 Orange, brunlig farve. Krydret duft, parfumeret, men med kant. Smagen er rig, sødmefuld, men med syre og bid.

Dødehavsrullerne kommer til live Af Hans Henrik Fafner I januar 2010 bad de jordanske myndigheder den canadiske regering om at tilbageholde et lille udvalg fragmenter af Dødehavsrullerne, som indtil begyndelsen af måneden havde været udstillet på Ontario National Museum i Toronto. Fra Amman lød argumentet, at oldtidsdokumenterne rettelig er jordansk ejendom, fordi de blev fundet ved Qumran ved Det Døde Hav i begyndelsen af 1950'erne, mens Vestbredden var under jordansk herredømme. Den canadiske regering svarede, at den ikke ønsker at blande sig i en strid mellem Jordan og Israel. Den lod udstillingen gå videre til den amerikanske by Milwaukee, hvor blandt andet et stort stykke af Esajas Bog nu kan ses på kunstmuseet. Heller ikke her vurderes myndighederne at imødekomme et jordansk ønske, så denne del af sagen ender sandsynligvis med, at udstillingen returnerer til Israel Museet i Jerusalem, hvor fragmenterne har fast ophold. Men sagen har på ny bragt en gammel jordansk-israelsk strid op til overfladen, og fra israelsk side mener man, at det hele kan afgøres ved en sikker datering af rullerne.

I Jerusalem er fire kvindelige teknikere – de eneste mennesker i verden, som har tilladelse til at røre ved rullerne – beskæf tiget på fuld tid med at restaurere materialet. Men i betragtning af, at det kan tage en tekniker helt op til et par måneder at rense et stykke på 20 kvadrat centimeter, er det selvsagt en omfattende og langvarig proces." Sat sammen med klisterbånd Striden drejer sig ikke om de syv velkendte ruller, der opbevares i komplet stand på Israel Museet i Jerusalem. De blev købt af professor Eliezer Sukenik og hans søn, arkæologen

og generalstabschefen Yigael Yadin, på fuldt ud anerkendte betingelser, og kun få bestrider i dag disse rullers israelske ejerskab. Spørgsmålet er ejerskabet til de tusinder af fragmenter, som arkæologer fandt ved Qumran i 1950'erne, altså senere end de syv ruller, og mens området var under jordansk besættelse. De blev deponeret i kælderen under Rockefeller Museet i Østjerusalem, og under krigen i 1967 nåede jordanerne aldrig at evakuere samlingen til hovedstaden Amman, således som det var planen. Inden den blev effektueret, havde israelske tropper erobret hele Vestbredden, og således kom dette store materiale på israelske hænder. Det drejer sig om fragmenter af op mod 930 forskellige ruller, som arkæologer fandt i området frem til 1956. Det videre arbejde med materialet blev udført af dominikanermunke fra den franske l’École Biblique et Archaéologique. De er senere blevet beskyldt for at holde materialet tæt ind til livet og nægte andre forskere adgang, angiveligt af kirkepolitiske grunde: De skal have søgt at sætte Dødehavsrullerne i forbindelse med en protokristen sekt, nemlig essenerne, for at underbygge teorien om rullernes rolle i tidlig kristendom.

Kontakt og bestilling: Jonas@vinslottet.nu tlf. 4369 1162 www.vinslottet.nu

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Mistanken til munkene er ikke særligt udbredt længere. Tværtimod roser den moderne forskning munkene for deres enorme indsats for at sætte en stor del af fragmenterne sammen. Som en israelsk forsker formulerer det, svarer opgaven lidt til at rive en Encyclopedia Britannica i småstumper, blande det hele grundigt og bagefter forsøge at sætte det samme igen. Men på minussiden i munkenes karakterbog står der, at de brugte tidens nye vidundermiddel i deres arbejde – klisterbånd. Senere har forskere nemlig indset, at limens kemikalier har anrettet skade på det gamle pergament, og selv senere brug af det mere skånsomme rispapir anrettede kun yderligere skade. Datering nu mulig I dag gør de israelske antikmyndig heder en stor indsats for at rette op på tidligere forvoldte skader. I laboratorierne i Jerusalem er fire kvindelige teknikere – de eneste mennesker i verden, som har tilladelse til at røre ved rullerne – beskæftiget på fuld tid med at restaurere materialet. Men i betragtning af, at det kan tage en tekniker helt op til et par måneder at rense et stykke på 20 kvadratcentimeter, er det selvsagt en omfattende og langvarig proces. Og den tjener udelukkende til at bevare fragmenterne, mens arbejdet indtil nu ikke har givet svar på det vigtige spørgsmål om datering. Munkene, som arbejdede med rullerne indtil 1967, daterede materialet til et sted mellem 300 f.v.t. og år 70. Selvom denne tidsbestemmelse er blevet forkastet af senere forskere, har andre fastholdt den meget brede tidsramme på 370 år, fordi det indtil nu ikke har kunnet lade sig gøre at føre teknisk bevis for nogen datering. For i den tidlige forskning blev rullerne behandlet med planteolie. Dette for at blødgøre pergamentet, så det ikke smuldrede, når man åbnede rullerne, og samtidig gjorde olien rullernes bogstaver tydeligere, så det blev lettere at læse de gamle tekster.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Men oliebehandlingen medførte også, at kulstof-14 metoden ikke giver pålidelige resultater. Senest har en international forskergruppe, med arkæokemikeren Kaare Lund Rasmussen fra Syddansk Universitet i spidsen, udviklet en metode til fjernelse af olien fra rullerne, uden at disse kommer til skade. Der er tale om en såkaldt Soxhlet ekstraktion, som er en længe anvendt metode til udtrækning af fedtstoffer ved hjælp af organiske opløsningsmidler. Nyskabelsen består i, at det nu kan lade sig gøre uden at processen har indvirkning på pergamenterne. Forskergruppen har allerede ansøgt de israelske antikmyndigheder om lov til at rense et udvalg fragmenter af Dødehavsrullerne. I forskerkredse betragtes dette som et stort gennembrud, selvom års analyse af teksterne for manges vedkommende allerede har ført til en relativt sikker datering. Og ikke mindst vil denne tekniske bevis førelse set fra israelsk hold kunne tjene som argument i ejerskabs striden med Jordan. Ældre end de første kristne ”Jeg tror ikke på, at dominikanermunkene tilbageholdt oplysninger fra deres forskningsarbejde for at tjene kirkens interesser. Det er en myte, en konspirationsteori, det er rendyrket Indiana Jones,” smiler Rachel Elior, som er professor i jødisk tænkning ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. ”Som jeg ser det, gjorde munkene en stor og uegennyttig indsats, og selvom tanken om at rullerne skulle have forbindelse til essenerne givetvis har tiltalt dem, ser jeg intet belæg for, at de bevidst skulle have forsøgt at skæv vride forskningen ved at gøre den til et stykke kirkepolitik. Men de jordanske

myndigheder ønskede i den tid ikke at give jødiske, og da slet ikke israelske, forskere adgang til materialet, og det er nok der, problemet ligger.” Men siden 1967 har israelske forskere haft rig lejlighed til at studere

Dødehavsrullerne, og professor Elior er en af dem. Og hun er allerede sikker i sin sag, når det kommer til datering. ”Rullerne er omkring et par århundreder ældre end de første kristne,” siger hun. ”Det kan vi se af skriftstilen og af det hebraisk og aramæisk, der bruges i teksterne. Der er ingen vareoptællinger, som kunne tyde på handel, der er intet verdsligt indhold. Det er religiøse tekster, og der er ingen tvivl om, at indholdet er hundrede procent jødisk. To århundreder før vor tidsregning fandtes ingen protokristne, så den mulighed anser jeg som helt udelukket.” Stammer fra Jerusalem? Den jordanske argumentation i sagen falder i to dele. Dels fremføres det fra Amman, at der ikke ligger endegyldigt bevis for, at Dødehavsrullerne

er af jødisk oprindelse, og dels at fundstedet, nemlig Qumran ved Det Døde Hav, betyder, at Israel ikke har krav på materialet. ”Jeg skal ikke gøre mig klog på den folkeretlige del af sagen. Det har jeg ikke forstand på,” siger Rachel Elior. ”Men jeg vil dog gerne sige så meget, at både Israel, som blev grundlagt i 1948, og Jordan fra 1946, er unge i forhold til Dødehavsrullerne, og at den slags spørgsmål altid er vanskelige at afgøre.” For hende er dateringen stadig det vigtigste argument, og så hører hun til en forskerskole, der slet ikke mener, rullerne stammer fra Qumran, men blot blev fundet der, fordi de blev gemt af vejen. ”Forbindelsen til essenerne giver simpelthen ingen mening,” siger hun. ”Jeg tror, rullerne er blevet skrevet af sadukkæerne, og et helt andet sted, nemlig i Jerusalem. Og med det passer det også ind i kronologien, at de er blevet til to hundrede år tidligere, altså før vor tidsregning.” Saddukæerne var den tids jødiske fundamentalister. De gik ind for en helt bogstavelig læsning af Mosebøgerne, og stod i dette i skarp opposi-

Den moderne forsk ning roser munkene for deres enorme indsats for at sætte en stor del af frag menterne sammen. Som en israelsk forsker formulerer det, svarer opgaven lidt til at rive en Encyclopedia Britannica i småstumper, blande det hele grundigt og bagefter forsøge at sætte det samme igen." tion til en anden gruppe, farisæerne, der talte for en mere liberal linje med inddragelse af den mundtlige tradition – det, der senere skulle blive til Talmud. Der var et konstant spændt forhold mellem de to grupper, og det kan have været et eller andet sted i denne lange magtkamp, at saddukæerne har fundet det klogest at bringe

”

rullerne i sikkerhed – i hulerne ved Qumran. Dette er sandsynligvis sket før år 175 fvt., hvor en jødisk frihedsbevægelse, makkabæerne, tog magten og forviste saddukæerne fra Templet i Jerusalem. Perspektivet i sagen er, at essenerargumentet gør rullerne til et stykke tidlig kristendom, mens forskere som Rachel Elior, der tilskriver dem saddukæerne, ser skrifterne som jødiske. Og her kommer dateringen ind i billedet som teknisk bevisførelse. For så længe forskningen udelukkende tidsbestemmer rullerne på grundlag af tekstanalysen, er der plads til divergerende meninger om deres ophav. Overfor dette ser Rachel Elior en sikker kulstof-14 analyse som vejen til at lukke al luft ud af denne debat, og dermed også en gang for alle fastslå at de er et stykke jødisk historie. ”Som forsker hilser jeg naturligvis metoden velkommen.” slutter Rachel Elior. ”Og jeg kan heller ikke se nogen grund til, at de israelske myndigheder skulle afvise de udenlandske forskeres ansøgning om at få lov til at rense prøver af rullerne med en nærmere datering for øje.”

Blandt de senere års absolut bedste bøger om Holocaust – Berlingske Tidende

Den autentiske beretning om verdenshistoriens formentlig største dværgfamilie, den jødiske Ovitz-slægt fra Rumænien. Følg familien gennem de første årtier af det tyvende århundrede, og ikke mindst deres møde med SS-lægen Josef Mengele. Bogen indeholder uddrag af samtaler med tidligere medfanger og med gruppens længst levende medlem Perla Ovitz. Yehuda Koren og Eilat Negev • I hjertet var vi kæmper • kr. 268,00 (vejl.) Askholms Forlag, 2010

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Niels Simonsen: "Brædtspillende Orientalere", 1859. (Privateje, billede fra Birgitte von Folsachs bog I Halvmånens Skær, Davids Samling 1999.)

boganmeldelse

Blandt beduiner og haremskvinder De udvalgte rejseskildringer er vidt forskellige – både i tid, sted og stil. Samtidig er de mærkeligt nok også så ens, at de efter endt læsning er svære at skelne fra hinanden. Deri ligner fortællingerne den slags rejser, hvor man skal nå mange steder på kort tid. Indtrykkene fra rejsen glider umærkeligt over i hinanden og efterlader sjældent klare billeder forankret i tid og sted, snarere en særlig stemning, en særlig duft af ”det andet”, som bliver siddende i næsen længe efter hjemkomsten – og i bogens tilfælde længe efter at sidste blad er vendt. Her er et pluk af de indtryk, der har lejret sig hos denne anmelder:

Kugler støbt i den samme form Af Lone Spliid ”En østerlandsk by skal ses på afstand”, skrev sprogforskeren Thor Lange for 130 år siden efter en rejse til Tyrkiet, hvor han havde været lige lovlig tæt på vrimlen og snavset i de trange basargader. Da marinemaleren Andreas Riis Carstensen besøgte Egypten ti år senere, mærkede han på samme måde Østens magi fordufte ved nærmere bekendtskab: ”En del af den poesi, der hviler over Egne og Folk, som vi i Begyndelsen henrives af, gaar tabt ved for nær Berøring og ved for langt Ophold … Idet Illusionerne forsvinde, bliver Eventyret Borte.” Eventyret der blev borte er et af de gennemgående temaer i Orientalske rejser – en ny samling af 28 korte og længere rejseberetninger skrevet af danskere, der gennem tiden har besøgt Mellemøsten. I tid strækker

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

teksterne sig over næsten 200 år – fra 1755 til 1946 – og i geografi over flere tusinde kilometer, fra Marokko i vest til Indien i øst. Bogen er som en magelig lænestolssafari fra kamelens ryg. Her bliver man båret duvende gennem scenarier, som vesterlandske øjne aldrig har set magen til: ørkener af sten og sand, palmeomkransede oaser, støvede beduinlejre og gyldne paladser. Og alt sammen set gennem de briller, vores egen kultur har plantet os på næsen. Teksterne er udvalgt og præsenteret af journalisterne Anders Jerichow og Adam Holm, der begge har Mellemøsten som stofområde og har rejst meget i området. Her er rejseskildringer og uddrag fra bøger, som for de fleste læsere vil være et helt nyt bekendtskab – måske med undtagelse af eventyrdigteren H. C. Andersen, journalisten Henrik Cavling og kartografen

Carsten Niebuhr. Man møder blandt andet søofficeren Frederik Ludvig Norden og filologen Frederik Christian von Haven fra 1700-tallet, arkitekten H. C. Stilling og orientalisten Johannes Østrup fra 1800-tallet og fra 1900-tallet journalisten Knud Holmboe og lægen Henrik Møller. Disse rejsende havde vidt forskellige grunde til at begive sig til Orienten. Nogle drog ud på videnskabelige ekspeditioner for at udforske sprog, arkæologi, arkitektur eller folkeliv. Andre var kunstnere, der forlod Danmark for at hente nye farver og motiver hjem til deres malerier og skriverier. Endnu andre var sendt ud for at hjælpe ”de vilde” over i den bedste af alle verdener, den vestlige – enten som kristne missionærer, læger, ingeniører eller embedsmænd. Endelig var der også de helt almindeligt eventyrlystne, som for egne midler drog ud for at aflure Orienten nogle af sine mysterier.

Den er tør som en Lyngbykrydder og hed som en Teglovn. Er dette Det lykke lige Arabien, forstaar man ikke, hvorledes det lykkelige ser ud … Paa Torvet ligger Flokke af Kameler og ligner Thepotter satte til Varme." Teologen Alexander Svedstrup om Aden, ved Rødehavet Carsten Niebuhr stod i spidsen for den store, videnskabelige ekspedition ”Den Arabiske Rejse” i 1760’erne. I tekstuddraget beskriver han skik og sædvane blandt arabere og demonstrerer hér en for både sin egen og vores tid sjældent fordomsfri åbenhed i kulturmødet: ”Andre europæiske rejsende påstår at have lært araberne at kende som hyklere, bedragere og røvere. Men jeg har ingen årsag til at beklage mig i så henseende. Ganske vist har jeg også stiftet bekendtskab med enkelte af denne karakter, men ud fra nogle få personernes dårlige opførsel kan jeg ikke slutte til hele nationens sindelag.”

Vi møder også den unge eventyrer Johannes Østrup, der på en rejse til Egypten og Syrien i 1890’erne lader det sædvanligvis omfangsrige, vestlige rejseudstyr inkl. skjorte og slips blive hjemme: ”For mig kom det an på så meget som muligt også i det ydre at stille mig på samme trin som de beduiner, jeg skulle til at færdes imellem.” For den mandlige rejsende er kvinderne i Orienten lukket land. Heldigvis giver bogen os et glimt bag sløret takket være to kvindelige bidrag. Det ene er af den danske billedkunster og forfatter Elisabeth Jerichau Baumann, som i 1870’erne besøgte et harem og dér fik lov til – som måske den første (kvindelige) maler nogensinde og til trods for Koranens forbud mod at skildre mennesker – at male blandt haremmets kvinder. Det andet kvindelige bidrag til antologien er skrevet af Elisabeth Baumanns datter Agnete Læssøe, der som sin mor var billedkunstner og forfatter. Som udstationeret i Indien med sin mand i 1880’erne fortæller hun om en kombineret embedsrejse og teltudflugt med et broget følge af bærere og tjenere. Fru Læssøes skildring er Karen Blixen light. Her er masser af fine iagttagelser, men ingen refleksioner over, hvorvidt man som medrejsende ægtefælle og repræsentant for en kolonimagt kunne tænkes at have et par kulturelle fordomme og en anelse snobberi siddende under safarihatten: ”Alle vore Ideer og Synsmaader er saa komplet modsatte, og hvad almindelig Dannelse angaar, er den jo hos disse Orientalere lig Nul.” Soldater, Whisky og Syfilis Teologen Alexander Svedstrup, der skrev under pseudonymet Svend Ellekilde, er et muntert og helt nyt bekendtskab for undertegnede. Om ørkenbyen Aden ved Rødehavet skriver han: ”Den er tør som en Lyngbykrydder og hed som en Teglovn. Er dette Det lykkelige Arabien, forstaar man ikke, hvorledes det lykkelige ser ud … Paa Torvet ligger Flokke af Kameler og ligner Thepotter satte til Varme.” Svedstrups beskrivelser er muntre og vittige, og selv ansatser til kritik leveres med overbærende humor: ”I en af de mange Boder gør Konditoren Reklame med sin Renlighed ved at

sidde midt imellem sine fedtdryppende Kager og soignere sine Tæer”. Bogens eventyrere er ikke kun optaget af den arabiske kultur, men gør også et nummer ud af at præsentere andre folkeslag, bl.a. beduiner, sorte afrikanere og orientalske jøder. Beduinerne bliver beskrevet som meget fåmælte og rolige mennesker, der kan sidde i timevis uden for teltet uden at lave dagens gode gerning. ”Dybsindige se de ud, især de gamle, hvidskæggede, ærværdige skikkelser (...) men Gud ved, om de ikke nok så ofte ikke tænke på noget som helst”, hedder det et sted. Jøderne bliver ikke samme agtelse til del. De fleste steder beskrives de som en marginaliseret befolkningsgruppe, ”ufrivillige opdagelsesrejsende, der foragtes af alle.” I mødet med de mange steder fattige jøder lufter flere forfattere stereotype eller antisemitiske fordomme, der må stå for deres egen regning. Carsten Niebuhr derimod beklager på jødernes vegne, at deres status i de arabiske lande er lige så elendig som i Europa, men at deres forhold trods alt er friere, fordi de kan udøve alle erhverv og ikke som i Europa er udelukket fra håndværkslaugene. Journalisten og afholdsmanden Lars Larsen-Ledet er en særegen – men i bogen ikke sjælden – blanding af smålummer racist og vestlig civilisationskritiker. Han spørger sig selv, hvad vesterlændinge har bragt med sig til Orienten bortset fra ”Soldater, Whisky og Syfilis”. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

INTERVIEW Tanken falder ham ind på en spadseretur rundt i Tunis juleaftensdag 1909, hvor han i samme åndedrag forarges over manglen på julestemning i byens ikke-kristne kvarterer. Byens arabere fejrer ramadanen og spiser først efter solnedgang, og en flok jødiske håndværkssvende har travlt med hammer og søm: ”Vidste de Jødetampe ikke, at det var Jul. Eller vilde de blot demonstrere?” Støbt i samme form Mange af forfatterne hæfter sig ved de åbenlyse kulturelle og religiøse forskelle mellem vesterlændinge og arabere. Nogle særtræk anfægtes, andre smiles der ad, endnu andre vækker mishag eller væmmelse hos de besøgende danskere. Men mange går lige så meget op i at notere sig de ligheder, der bygger bro over kulturens kløfter. Det møder vi fx hos H. C. Andersen, der besøger Hagia Sophia i det nuværende Istanbul, førhen en kristen kirke, efter osmannernes sejr over Konstantin omdannet til en prægtig moské. En imam skuler åbenbart mod

… man bliver båret duvende gennem scenarier, som vesterlandske øjne aldrig har set magen til: ørkener af sten og sand, palmeomkran sede oaser, støvede beduin lejre og gyldne paladser." vores nysgerrige eventyrdigter, som senere i sin rejsebog skriver: ”See ei saa vred paa os, Du gamle Præst, din Gud er ogsaa vores Gud!” Samme overvejelser, dog mere jordnære, finder man hos journalisten Henrik Cavling, der besøger en konfliktramt egn på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet. Han krydser grænsen og undres ved synet af velkendte kanoner rettet den vej, han netop er kommet fra: ”Det er en besynderlighed at se kanoner fra det samme støberi, der er opstillede lige over for hinanden og rede til at

dræbe og ødelægge med kugler, der er støbte i den samme form”. Bogen er ikke forsynet med hverken noter eller ordforklaringer. Det er redaktørernes ønske, at vi skal læse teksterne, sådan som de blev udgivet. Det gør selvfølgelig de ældste bidrag svære at fordøje, og mange gange ønsker man sig at kunne slå alt det, man ikke forstår, op bagest i bogen. Gevinsten er, at man som læser får samme fornemmelse som på en rejse til ukendt land: man forstår ikke alt, hvad der foregår, må snuse sig frem til noget, fornemme sig frem til andet, og gætte sig til resten. Med alle de gamle penneførere som rejseledere er vi i trygge hænder. De er danskere som os – og derfor føler man sig tryg i de landskaber og miljøer, der rejser sig fra bogens sider. Det er da også helt typisk, at da Thor Lange sejler op gennem Bosporusstrædet, er han ikke bleg for at sammenligne de storslåede omgivelser med hans hjemlige og elskede Øresund, der ”vel som Ens eget har Ret til at ligge Hjertet nærmere”.

Modstander med guitar Wolf Biermann har i årtier skrevet og sunget sange om de undertrykte, de forfulgte og de fattige. Med bid, humor og elegance håner og revser han pampere, hyklere og løgnere – både de vestlige kapitalistiske af slagsen og de østeuropæiske kommunistiske. Han gør det fremragende, for han kender det hele indefra. Goldberg har interviewet den lille mand med den tunge bagage.

ansson

istine J

n-Chr oto: An

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder. Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære. Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Af Salli Besiakov I begyndelsen af februar 2010 afholdt den jødiske menighed i Hamborg et åbent møde i anledning af minde dagen for de bysbørn, der havde kæmpet mod nazismen. Foruden historikerne, der kunne fortælle om den nærliggende kz-lejr Neuengamme og om modstandsgrupperne i Hamborg, var også sangeren og samfundsrevseren Wolf Biermann. Wolf Biermann er født i Hamburg i 1936, og nu bor han der igen. Men mellem dengang og nu har dramati-

ske begivenheder og selvvalgte udfordringer gjort hans liv til et stykke levende tysk historie – en historie der indebærer både godt og ondt, men mest ondt. Hans far var både jøde, kommunist og modstandsmand, og han blev af alle tre grunde angivet, interneret og endelig myrdet i Auschwitz i 1943. Samme år reddede den dengang 6-årige Wolf og hans mor mirakuløst deres liv ved at svømme gennem Hamborgs kanaler med den brændende by omkring sig. Denne aften i den jødiske menighed er han inviteret til at synge

sine barske og lyriske sange, og til at fortælle. Efter forestillingen talte Goldberg med den lille mand med den tunge bagage. Mødet Wolf Biermanns far, Dagobert Biermann, blev angivet, fordi han var medlem af en kommunistisk modstandsgruppe bestående af havnearbejdere, der havde saboteret skibe, som lå for kaj parat til at sende krigsmateriel og fly til Francos fascistiske Spanien. Af mangel på beviser slap han med fem års fængsel. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

- Forhørslederen spurgte min far om hans navn, adresse, beskæftigelse, fødselsdato, osv. og endte med: religion, hvortil min far svarede: ”ingen”. Der opstod lidt rådvildhed i lokalet, og forhørslederen gentog derfor spørgsmålet, indtil min far vredt svarede ”Ich bin Jude”. Wolf Biermann har kun mødt sin far en enkelt gang. - Jeg var fem år, og min mor, Emma, og jeg skulle besøge ham i kz-lejren Bremen-Osterhausen, hvor han havde siddet i flere år. Jeg var kun med, fordi min mor netop denne ene dag, hvor der var besøgstilladelse, ikke kunne få nogen til at passe mig. Da hun stod med mig uden for lejrporten, ville vagten ikke slippe hende ind: ”Børn kan ikke komme ind i lejren”, sagde han. Det var en katastrofe for min mor, for hun kunne kun besøge sin mand fire gange om året og kun i en halv time. Men i stedet for at vende om udgød hun sine modige tårer, og til slut forbarmede vagten sig over os. - Besøgslokalets møblement bestod af to stole på hver side af et groft bord. Vi satte os på den ene stol, og kort efter blev min far ført ind af en vagt og placeret på den anden. Håndtryk og følelsesudbrud var forbudt, og man måtte kun tale om rent familiære forhold. Min mor vidste, hvor meget jeg holdt af at synge og bad mig derfor om at opmuntre ham lidt. Men jeg kendte kun sangene fra vores lille ”volksradio” derhjemme, som spillede tysk propaganda, så jeg sang derfor af hjertens lyst: ”Hører du flyvernes brummen, de er på vej mod England med bomber, bomber, bomber”. Det var skrækkeligt. Min far ser sin søn én eneste gang, og så synger han nazisange! Mordet I januar 1943 tog Emma Biermann ud til lejren for at besøge sin mand, men blev mødt med beskeden om, at man ikke kendte til nogen Dagobert Biermann. Sønderknust fik hun en ældre lejrvagt til at afsløre, at der kort forinden var afgået en transport, men hvor transporten skulle hen, vidste han ikke. Heller ikke de forskellige myndigheder i Hamborg vidste, hvor Biermann var blevet forflyttet til, men så blev ordet ”Auschwitz” nævnt.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

- Ligegyldigt hvor min mor henvendte sig, hos politi eller myndigheder, var der ingen der vidste, hvad dette Auschwitz var. Endelig fik hun på posthuset oplyst den korrekte adresse, så hun kunne sende en efterlysning af sin mand, adresseret ”Auschwitz”. Efter nogle uger ankom der et officielt fortrykt dokument med hagekors på, hvor der over nogle punkterede linjer var gjort plads til, at der med håndskrift kunne tilføjes: Dagobert Biermann, søn af Elias Biermann og Sara Biermann, død den og den dato. Dokumentet betød, at Emma efter krigens afslutning kunne søge erstatning og pension, fordi hun kunne bevise, at hendes mand var blevet myrdet og ikke, som en embedsmand havde påstået, var rejst udenlands med en anden kvinde.

Når jeg hører vestlige ledere hovere over kommu nismens fald, så minder det mig om en mand med AIDS, der hoverer over, at hans bror er død af syfilis”. Wolf Biermann, 1989

Muren Efter en ikke særlig vellykket skolegang og et mere tilfredsstillende medlemskab af en kommunistisk ungdomsgruppe valgte Wolf Biermann i 1953, 17 år gammel, at flytte fra vest til øst og bosætte sig i Østberlin. Her studerede han bl.a. ved Polyteknisk Højskole og senere ved Humboldt Universitet, arbejdede på Bertolt Brechts Berliner Ensemble og studerede filosofi og matematik. Men det er først og fremmest her – i 1960'ernes østtyske hovedstad – at han skabte grundlaget for sin store karriere som musiker, sanger og samfundskritiker. I 1961 åbnede han Arbeiter- und Studententheater. Men teatret blev lukket af myndighederne to år senere i forbindelse med opsætningen af et stykke om den nyligt opførte

Berlinmur. Samme år afviste kommunistpartiet SED – uden begrundelse – hans ansøgning om optagelse i partiet. I de følgende år optrådte Biermann med både østtyske og vesttyske kunstnere og på scener i både Øst- og Vesttyskland, hvilket i 1965 førte til totalt optræde- og publikationsforbud i DDR. I over 10 år blev hans musik distribueret illegalt, indtil forbuddet blev ophævet i 1976. Samme år fik han tilladelse til at rejse til Vesttyskland for at give to koncerter, ved hvilke han fremførte en forsigtig kritik af DDR. Samme år blev han frataget sit østtyske statsborgerskab. Trods højlydte protester fra kendte kunstnere på begge sider af Muren over DDRs behandling af Biermann endte han med at bosætte sig i vest, hvorfra han fortsatte sin musiker karriere. Mischling - Da mit virke blev forbudt i DDR i 1965, måtte jeg indspille pladen Chauseestrasse 131 hjemme i min lejlighed. Pladen indeholder bl.a. teksten: ”Jeg synger for min kammerat Dagobert Biermann, der blev til røg fra en skorsten. Han genopstod stinkende fra Auschwitz. Genopstod sammen med sine kammerater i min røgfyldte sang”. - Jeg blev jo fra fødslen medlem af to minoriteter: kommunister og jøder. Det er hverken min egen fortjeneste eller min egen skyld, på samme måde som en person, hvis far var SS-Obersturmführer, ikke selv har valgt det. - Det groteske er, at jeg ifølge jødisk lov overhovedet ikke er jøde. Min far var jøde, min mor ikke, og derfor blev jeg af nazisterne udnævnt til Mischling af første grad. Men jeg har aldrig været jøde og dog alligevel altid været det. - Engang fandt jeg tilfældigt en bog af forfatteren Arno Lustiger, Jøderne i den spanske borgerkrig. Lustiger og jeg blev senere venner – han, der overlevede opholdet i Auschwitz, den samme lejr, hvor min far blev myrdet. Denne, den jødiske modstandskamps historiker, fik mig til at oversætte Jizchak Katzenelsons ”Grosser Gesang vom ausgerotteten jüdischen Volk”. Teksten levede i hemme-

lige afskrifter i DDR og dukkede op i 1972 i Vesttyskland. - Det var ren tilfældighed, jeg kendte ikke engang digterens navn, og tilbragte så to år med at oversætte dette opus fra jiddish til tysk. Men hvad er en tilfældighed? Vi ved fra den gamle filosof Friedrich Hegel, at der er en dialektisk forbindelse mellem tilfældigheden og nødvendigheden. Tilfældigheden er formen, hvor nødvendigheden trænger igennem. 2006 © Thorsten Jander Digteren og forfatteren Wolf Biermann (født 15. november 1936 i Hamborg). Biermann er "en lidende digtersanger, militant musiker og festlig folketa ler, en politisk skjald, prædikant og essayist". Således karakteriseredes multitalentet Biermann, da han i 1991 modtog Tysklands fornemste litteratur pris, Büchner-prisen. Kilde: Den store danske

Levede en årrække sammen med skuespillerinden Eva-Maria Hagen, der er kendt som Østeuropas Brigitte Bardot og mor til multikunstneren og musikeren Nina Hagen. Wolf Biermann blev i januar 2007 æresborger i Berlin efter en del politisk tumult. Han er æresborger nummer 105 i Berlin.

De døde - I min strid med DDRs totalitære pampere dukkede minderne om de døde altid op. Ikke kun min far, men også min bedstefar, min tante Rosi og min fætter Peter. Jeg husker dem alle sammen, da de blev ført væk på transporter. I Minsk skød man dem. - Når som helst jeg begyndte at vakle i min overbevisning, dukkede disse døde op, som om min far sagde til mig: ”Videre lille Wolf! Jeg satte mit liv på spil og tabte. Så kan du vel også sætte dit magelige liv på spil, og prisen er heldigvis ikke mere så høj.” - Men jeg er ikke bange for døden. Tænk på, at mit livsur standsede, da jeg var seks år gammel. Dengang da min mor svømmede med mig på ryggen gennem kanalen i Hamborg, og hele byen omkring os brændte. Det er et under, at jeg kom levende fra denne ildstorm. Eller rettere: det var min mor Emma, der var underet. - Da jeg mange år senere så det berømte ur fra Hiroshima med de ned-

smeltede visere, tænkte jeg: Det der kender jeg godt. Uret i mit eget bryst stoppede den nat. Og derfor er jeg for evigt forblevet seks år gammel. Det er ligesom, jeg har to øjne: et barneøje og et blindt røntgenøje, med hvilket jeg kan gennemskue ting. - Min mor og jeg var heldige, da de engelske bomber lagde Hamburg i ruiner, men samtidigt lod alle offi cielle dokumenter gå op i røg. Ingen vidste bagefter, at jeg var en ”Mischling” – et barn af en jødisk far og en mor der var kommunist og enke efter en politisk fange. De levende - På det seneste har jeg opholdt mig meget i Israel, som jeg mere og mere betragter som mit andet fædreland. Der bor så mange mennesker med en livshistorie som min egen, med hvem jeg har mere tilfælles end med mange tyskere. De flygtede fra Hitler, fordi de gerne ville overleve. Ved ankomsten blev de spurgt: kommer du hertil bare for at søge ly, eller fordi du er zionist? Israelernes spørgsmål var meget oplysende for problemet. Men hvorom alting er, så har årene i landet holdt dem fast til stedet, de har giftet sig og fået børn, som er vokset op med hebraisk som modersmål. - Menneskene i Israel lever et liv, som min far sikkert gerne ville have levet, hvis han bare var udvandret i tide i stedet for at lave sabotage mod Hitler i Hamborgs havn.

Fernisering 26. marts kl. 17-20 Doris Bloom, Knud Odde, Henrik Saxgren, Andreas Schulenburg og Jon Stahn gæster me contemporary:

[easter parade] 26. marts –5. aPril 2010 www.mecontemporary.com Onsdag – Fredag 12-17, lørdag 12-15 me COntemPOrarY, nY adelgade 7, dk-1104 køBenHaVn

[info] me COntemPOrarY,

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

bibelske tidende

Opgøret med den førstefødte Af Peter Nejsum Der er noget særligt ved det første barn. Det er det barn, der bærer forvandlingen fra par til børnefamilie, det er det, alles beundrende – og bekymrede – øjne hviler på i alle døgnets timer, og det er det mest fotograferede og gennemdokumen terede. Man lægger hårdt ud med den største scrapbog, man kan opdrive, og noterer stolt alt ned, første smil, første tand, første skridt, første skoledag, alt er først og derfor meget interessant. Det er desværre ikke altid, at ambitionerne holder til de næste børn. Scrapbøgerne bliver ofte tyndere og tyndere efterhånden, som børneflokken vokser. Det præger naturligvis et barn, og mange mener ligefrem, at placeringen i søskendeflokken er afgørende for, hvem man er. Det er de førstefødte, der skal opfylde forældrenes mere eller mindre udtalte forventninger, men det også er dem, der skal gå forrest i opgøret med forældrene. Det er dem, der skal klare sig bedst, føre ordet, tage ansvar. På de ældste bliver der hæftet ord som perfektionistisk, ansvarsfuld, anerkendelseshungrende, og de har ikke sjældent en høvding i maven. Forskelsbehandling af søskende I det bibelske univers spiller det en enorm rolle at være den førstefødte dreng. Denne havde fx ifølge 5. Mosebog ret til dobbelt arveret i forhold til sine brødre. På vores breddegrader er det også kun et par generationer siden, at der kun var råd til, at den ældste fik en uddannelse. I mange kulturer finder man forestillingen om, at der er noget særligt kraftfuldt ved den førstefødte af hankøn – det gælder både dyr og mennesker. Det skyldes formodentlig forestillinger om, at den første ”kopi”

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

har mest af det fædrene ophav i sig, eller at den kraftudladning, som tilblivelsen af et nyt individ er, på en eller anden måde går fra den mængde kraft, der er tilbage – en forestilling man som moderne, udmattede førstegangsforældre nok kan nikke genkendende til. Når det i Bibelen er foreskrevet, at man skal ofre det førstefødte lam, eller hvad det kan være, beror det på, at man skylder Gud det allerbedste. Og det er derfor, drabet på de førstefødte er det ondeste, man kan finde på, og derfor også, at de plager, Gud sendte over ægypterne for at gøre Farao mør, kulminerede, som de gjorde. Ofringen af den førstefødte Den sidste aften i Ægypten, hvor israelitterne forventningsfulde krøb sammen indenfor, mens dødens engel gik igennem gader og stræder og ind i alle de huse, der ikke havde blod på dørstolpen, var det de første fødte, det gik ud over, lige fra den førstefødte af den mest forarmede til Farao selv. Ja, ikke engang de førstefødte blandt kvæget gik fri, hvad der imidlertid må have været en ganske overkommelig opgave, da alt kvæg jo allerede var blevet dræbt af kvægpest nogle få plager forinden. Men selv om døden går forbi is raelitternes dør, så går det ikke forbi de førstefødte blandt jøderne: Ligeså snart de er taget af sted ud i friheden, og Gud har fortalt Moses og Aron, hvordan man skal fejre Pesach med usyrede brød og det hele, forlanger Gud, at israelitterne skal ofre deres førstefødte til Herren – det gælder både dyr og mennesker. En bizar parallel til den historie, der just er gået forud. Man skal ofre den førstefødte til Herren – sønner skal dog frikøbes med et andet offerdyr (for æsler er det valgfrit!). Men tanken er klar: alt det førstefødte skylder man Gud – også det førstefødte barn.

Den førstefødte kan så vælge at se det som et mægtigt privilegium samtidig med, at der er sat et vist niveau for det forventningspres, man er udleveret til. Der antydes også en tvetydighed i synet på de førstefødte og alt, hvad de repræsenterer. Man anerkender, at de er noget helt sær-ligt – men man vil også gerne af med dem! Bibelens andet spor Denne tvetydighed udgør et andet spor gennem Bibelen. Det sker ikke mindst i et par markante fortællinger om brødre, hvor der rokkes ved den førstefødtes særstatus: Kain og Abel, Jakob og Esau. Kain ender med at slå sin lillebror ihjel. Han bliver så forbitret over, at Gud ikke vil kendes ved hans offer, men godt vil tage imod Abels. Vi hører ikke meget andet om de to, men noget kan man alligevel

… der er noget særligt kraftfuldt ved den første fødte af hankøn – det gæl der både dyr og mennesker. Det skyldes formodentlig forestillinger om, at den første ”kopi” har mest af det fædrene ophav i sig." sige. Kain dyrker jorden, hans navn betyder ”smed”, han er ildens herre, et symbol på teknikkens kræfter, på bykultur og civilisation. Abel er bare en ussel fårehyrde. Abels navn betyder noget skrøbeligt, svagt, et vindpust. Med al den førstefødtes selvbevidsthed kan Kain ikke tåle, at Gud

”ser til Abel” og handler til fordel for ham, på trods af den status, der ligger i at være den førstefødte. Gud tager parti for den svage, forfordelte, og det er ikke sidste gang. Kain dømmes til gengæld fredløs for sin ugerning. Som en smuk krølle på historien sætter Gud et mærke på Kain, der nu er blevet den lille, så ingen kan slå ham ihjel, sådan som han egentlig havde fortjent. Gud forlader ham ikke. Jakob snyder Også i historien om Jakob og Esau spiller førstefødselsretten en central rolle. Jakob er en mærkelig helt. Han kommer til verden som tvilling, og allerede mens de to brødre er i deres mors mave, slås de. De er meget forskellige, Esau er rød og lodden, Jakob er glat og mørkhåret. Esau er jæger og farter rundt og nedlægger dyr, Jakob bor i telt ”som et ordentligt menneske”, som der står, og passer dyreflokkene derhjemme. Men hvad vigtigere er: Deres far, Isak, gør skamløst forskel på dem og elsker Esau, den førstefødte, højest. En dag Esau kommer udmattet og sulten hjem fra jagt, har Jakob netop lavet en ret røde linser, og Esau slikker sig om munden og siger: ”Giv

mig noget at spise!” ”Du kan få min linseret, hvis du giver mig din første fødselsret”, siger Jakob. ”Hvad skal jeg med min førstefødselsret, hvis jeg dør af sult?” siger Esau, og så bytter de. Men ikke nok med, at Jakob snyder sin bror, han må også bedrage sin gamle, blinde far for at kunne få den velsignelse, der rettelig tilkommer Esau, den førstefødte. Jakob giver sig ud for at være Esau, han gør stemmen dybere og tager gedeskind på armene, så han virker ligeså lodden som sin bror, og det lykkes ham at narre den gamle. Jakob må flygte over stok og sten, for da Esau opdager, at han er blevet snydt for det, der var hans, bliver han så rasende, at han sværger at slå Jakob ihjel. Man forstår ham sådan set godt. Hvad gør Gud? Griber han ind og sætter Jakob på plads? Nej, og for at det ikke skal være løgn, er det første, der sker for Jakob, at Gud velsigner ham, lover ham et land, en slægt og altid at være med ham. Og ganske vist skal han stadig gå meget igennem og må af og til slås for sin velsignelse, men Gud opfylder alle sine flotte løfter til ham. Selv Esaus tilgivelse vinder han til sidst.

Parti for den forfordelte Hvor opbyggeligt er det lige? Ikke ret meget, hvis det ikke var, fordi det er endnu et eksempel på, at Bibelens Gud har en hang til at vende op og ned på vores menneskelige begreber om status og særlig fortrinsret. Selv en så indgroet forestilling som den førstefødtes særstilling går han op imod, hvis det passer ham, og tager parti for den, der står i skyggen. Han udvælger efter andre kriterier og vælger det fejlbarlige og ufuldkomne. Jakob lærer ikke engang noget som helst af historien, men forskelsbehandler groft sine egne børn, men det er en helt anden historie. At Bibelen leverer religiøse begrundelser for at sætte den førstefødte op på en piedestal er i og for sig ikke overraskende. Sådan har religioner til alle tider forsøgt at begrunde de gældende magtforhold med henvisning til de hellige skrifter. Det overraskende er derimod det andet spor, det der tager parti for den forfordelte, og som gør op med uretfærdighed af den slags, som førstefødselsretten er udtryk for. Det kan de mindre søskende så godte sig over.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

‘JØDEAKTIONEN’ i Danmark

OKTOBER –

POLITISK kommentar

Den nødvendige sikkerhed

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

I bogen fortæller en række ofre for ’Jødeaktionen’ hver deres del af historien om sult, angst, svigt og redning. De var børn eller unge, da de blev gemt, arresteret, sendt til havs, tvunget alene på flugt, forsøgt forgivet eller hjulpet af ukendte redningsmænd.

Fortællerne er Erling Olsen, Arne Mel chior, Yael Enoch, Henry Aktor, Aron Skop, Sonja Bandmann, Simon Rosenbaum, Bent Melchior, Ellen Oppenhejm, Birgit Krasnik Fischermann, Leo Gold berger, Karen Katznelson, Leo Säbel, Klara Tixell, Poul Bromann og Salle Fischermann.

... historierne er korte og alligevel velfortalte og får beskrevet den desperate situation i oktober 1943. Berlingske Tidende

Bogen kan købes hos boghandlere eller ved henvendelse til Forlaget Goldberg & Mor. Bestil på tlf. 50 24 94 50 eller pr. e-mail til forlag@goldberg.nu

Pris: 100 kr. (vejl.)

at irritere mig. Den var for snæver og national, for der var andre grupper, der udgjorde en større fare. Selvfølgelig var der tale om en absolut farlig gruppe, der røvede og lavede ”jødelister”. Det var PFLP, der havde bestilt Mange kan sikkert huske, da sikkerheden omkring listerne, men det var bandens medlemmer, der foreslog jøderne i Danmark kom på dagsordenen i 1970’erne og PFLP-kontakten, at man ud over en zionistliste, ”Z-file”, -80’erne. Gitter og vagt ved den jødiske skole. Privat også lavede en ren jødeliste. Hvad skulle den for øvrigt vagtværn af unge jøder ved Synagogen. Men var det virbruges til? kelig nødvendigt, kan jeg huske, der blev debatteret. Var Men det hører med til trusselsbilledet, at banden ikke jøderne lidt for angste? Tvivlen meldte sig til trods for, at der foregik voldsomvar den eneste danske gruppe, der havde tæt kontakt me ting rundt om i Europa. Jødiske memed PFLP. Også partiet Venstresocianighedscentre, institutioner og restaulisterne dyrkede dette samarbejde, ranter i Berlin, Bruxelles og Paris blev og partiets internationale udvalg traf ramt, når palæstinensiske organisationer samarbejdsaftale med de samme … det afgørende, at en som PFLP og Abu Nidal i deres fanatiske PFLP-mænd, der var føringsofficerer antizionisme udså sig jødiske mål. for Blekingegadebanden. Men PFLPden kommission, der nu General Commando, Abu Nidal og Jo, der var grund til frygt og bekymer nedsat, får et så bredt bl.a. Force 17 var med deres konkrete ring. I min netop udkomne bog Bombeterrorplaner og semtex-bomber på terror i København, Trusler og terror 1968kommissorium som muligt, køkkenbordet en betydelig større 1990, har jeg systematisk afdækket de fare. Disse grupper opererede både terrorgrupper, der fandtes i Norden og således at det ikke bliver i Sverige, Norge og Danmark og var som kunne slå til når som helst. Allerede med til, at PET havde gode grunde til fra 1969 var der en stærk repræsentation en snæver national under at lave andet end at rende rundt efter af PFLP i Norden med direkte kontakt til terrorister i Mellemøsten. Det år var søgelse af 8-10 fanatikere Blekingegadebanden. Derfor er det afgørende, at den der med udgangspunkt i København i Blekingegadebanden og kommission, der nu er nedsat, får et lavet mordplan mod Israels præsident så bredt kommissorium som muligt, David Ben-Gurion og et par år efter en af PET’s handlinger." således at det ikke bliver en snæver mordplan mod daværende overrabbiner national undersøgelse af 8-10 fanatiBent Melchior. kere i Blekingegadebanden og af PET’s handlinger. Tiden Nordens værste terroraktion fandt sted i 1985 mod den var farligere end som så, og man kan kun forstå truslen danske afdeling af luftfartsselskabet Northwest Orient mod datidens samfund ved at se bredt og internationalt på Airlines og Københavns Synagoge, hvor i alt 27 blev såret tiden. Min bog afdækker mange forhold, men er endnu og en senere døde af sine kvæstelser. Det kunne dog være kun en kradsen i overfladen. gået langt værre, for bomben ved Synagogen var fyldt Der var god grund til gitter og vagter. Faktisk var det med metalstykker med det formål at lemlæste eller dræbe heldigt, at der ikke var flere angreb. Den private vagtgrupflest mulige. pe, der blev etableret i 1983, havde det ikke nemt over Senere samme år ramte nye bomber en jødisk madfor en jødisk ledelse, der i begyndelsen ikke tog truslen forretning i Vendersgade og et nærliggende israelsk alvorligt. Resultatet var, at en palæstinensisk terrorist i turistkontor. I 1988 blev den polsk-jødiske klub i Nørre 1985 på en rekognosceringstur fra Sverige til København Farimagsgade ramt af et brandattentat. Og der var andre kunne gå direkte ind i synagogegården og vurdere, hvor trusler, ikke mindst fra den farlige Force 17-gruppe, der bomben bedst kunne placeres. Først efter bomben i 1985 i årene 1987-89 havde mordplaner mod kendte danske blev sikkerheden strammet op. jøder som Bent Melchior og chefredaktør Herbert Pundik. Dette er et væsentligt stykke dansk – og jødisk – histoNår jeg i min bog har gennemgået terrortruslerne, er rie, og vi er slet ikke færdige med den tid endnu. det, fordi fokuseringen på Blekingegadebanden begyndte

Af Bent Blüdnikow

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

skarpe streger

Selvportræt

David Levine – en af det 20. århundredes ypperste amerikanske politiske karikaturtegnere, er død, 83 år gammel.

Af Michael Carlson, The Guardian I 1966 mødte præsident Lyndon B. Johnson pressen efter en galde operation og åbnede skjorten for at vise sit operationsar. Få måneder senere bragte litteraturtidsskriftet New York Review of Books David Levines tegning af Johnson, som åbnede skjorten og viste et ar, der på en prik lignede et kort over Vietnam. Med få behændige streger gav Levine også Lyndon B. Johnson et trist udtryk. Han åbnede sig mod verden i bitter erkendelse af, at der uundgåeligt ville blive løftet nogle øjenbryn over det betændte sår, som Vietnamkrigen var. Senere fremstillede han Johnson som en tragisk figur, da Time Magazine udnævnte præsidenten til årets mand i 1967. Levines forsideportræt viste Lyndon B. Johnson som kong Lear. Den visuelle metafor Denne skarpsindige evne til at skildre personer gjorde Levine til en af Amerikas bedste politiske karikaturtegnere i det 20. århundrede. Han tegnede Henry Kissinger, mens han under det amerikanske flag kopulerer med verden, i form af en kvindeskikkelse med en globus som hoved. En anden tegning af Kissinger, fuld af

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

tatoveringer, der forestiller krige, kup og attentater, dukkede først op for nylig i en samling tegninger, som var blevet afvist af New York Times. Levine mestrede den visuelle metafor, men hvor rammende det end var at afbilde Jimmy Carter som Nero, var det det glemsomme, lyksalige udtryk i Carters ansigt, der fik karikaturen til at virke. Han fokuserede på udtrykket i de overdimensionerede ansigter, ofte med voldsomt over-

drevne næser, på indtørrede kroppe, der skaber en bane for beskueren til offerets øjne. Han afbildede Richard Nixon over 60 gange som alt fra Don Corleone til foster. Den karakteristiske næse og eftermiddagsskægget indrammede et par altid desperate øjne. Dengang ville mange læsere være enige i Levines kommentar om, at ”den politiske satire reddede verden fra at gå under”. Præsidentens håndtryk Levine blev født og boede det meste af sit liv i Brooklyn. Hans far var tilskærer, og hans mor var sygeplejerske og glødende kommunist, og som barn af kommunister solgte David Levine den kommunistiske avis Daily Worker. Hans bedste barndomsminde var et håndtryk fra præsident Franklin D. Roosevelt, som besøgte en sportsplads i Brooklyn. ”Min højre hånd har lige siden været større end den venstre,” sagde han spøgefuldt. Hans tidligt udviklede kunstneriske talent førte ham til arkitektskolen Pratt Institute og Brooklyn Museum, før han blev student. Han læste pædagogik på Temple University i Philadelphia, og efter to år i hæren begyndte han at studere hos den abstrakte ekspressionist Hans Hofmann.

Levines arbejde var mere realistisk, og flere af hans akvareller viser de såkaldte shmatte ladies (jiddisch for kvinder, der arbejder i tekstilbranchen) på stranden på Coney Island. Berømtheder og politikere I 1958 dannede Levine sammen med Aaron Shikler Painters Group in Brooklyn. Han arbejdede som reklame tegner, indtil han i 1960 begyndte at tegne for Esquire. I 1963 gik han over til New York Review of Books, hvor han blev indtil 2007, da svigtende syn gjorde det umuligt for ham at arbejde. Ud over politik dækkede han hele registeret af litterære skikkelser og andre berømtheder – Allen Ginsberg med strithår og skæg, der havde form som USA-kortet, Bertrand Russell, der som en anden hippie gav fredstegnet, og videnskabsmanden C.P. Snow som Klumpe-Dumpe med store hornbriller. I 2008 hyldede en udstilling og en medfølgende bog Levines præsidentportrætter. Sært nok havde han problemer med George W. Bushs søvndyssende træk, men det lykkedes ham at afbilde Bush som moderne centurion og from ulv i fåreklæder. Som John Updike engang skrev om Levine: ”I turbulente tider aflægger han vidnesbyrd. I sløje tider gør han et godt stykke arbejde.

Oversat og bearbejdet af Hanne Friis Illustrationer fra Comicsando

“ET LITTERÆRT MIRAKEL.“

NOBELPRISEN 2009

“ET MESTERVÆRK.“

TIMES LITTERARY SUPPLEMENT

NEUE ZÜRICHER ZEITUNG

»Bogen hypnotiserer læseren.« Die Zeit

Kevin Vennemann

Nær Jedenew

»Den er så smukt skrevet at det er til at græde over. Det er den rene stilis t i s k e m ag i , en stor oplevelse.«

» Man trækker ikke vejret under læsningen, men er åndeløs af betagelse og spænding.« POLITIKEN ØØØØØØ

IBC - LEKTØR

Nomineret til NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS

BATZER & CO Roskilde Bogcafé batzer@batzer.dk 46 36 62 74 * 28 11 62 74

www.batzer.dk

Per Petterson

Til Sibirien

MEDLEMSRABAT

Herta Müller: Mennesket er en stor fasan i verden

“ET MESTERVÆRK.” Litteratursiden.dk ØØØØØØ Femina ØØØØØØ Nordjyske ØØØØØØ Berlingske Tidende

Ved du at man som medlem af forlaget kan købe vores bøger med rabat? Læs mere på hjemmesiden eller ring til os.

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

sociologisk logik

Sovjetiske krigsveteraner paraderer gennem Jerusalem i anledning af 60året for afslutningen af 2. Verdenskrig Fotos: Mark Neyman og GPO, Israel

Overlevelsens gåde Af Arthur Arnheim Hermod Lannung var medlem af Landstinget for det Det radikale Venstre og en del af den danske delegation ved FN’s 2. generalforsamling i 1947. Det var denne forsamling, der vedtog resolutionen af 29. november 1947 om delingen af Palæstina i en jødisk og en arabisk stat. Efter hjemkomsten publicerede Lannung en artikel i sit partiblad ”Radikal Politik”, hvor han redegjorde for generalforsamlingens forløb. Hans afsluttende bemærkning lød: ”Det har altid stået for mig som verdens ottende vidunder, at det jødiske folk har kunnet bestå trods alle trængsler …” Ordet trængsler var et blidt diplomatisk udtryk for, at det jødiske folk havde været udsat for flere tilfælde af folkedrab, hvoraf det sidste, nazisternes, havde udryddet 35 % af verdens jødiske befolkning. Lannung har sikkert oprigtigt ment, at spørgsmålet om det jødiske folks overlevelse er en gåde. En rationel forklaring på fænomenet har tilsyneladende aldrig været prøvet, men et forsøg kan vise, at gåden ikke er uløselig. Der kan således opstilles en model, der bringer problemets løsning et godt stykke fremad. De jødiske samfunds overlevelse er afhængig af fire faktorer eller elementer med indbyrdes sammenhæng. Det kan grafisk fremstilles således:

IDENTITET

EKSISTENS

JØDISK OVERLEVELSE

ASSIMILATION

JØDEHAD

Der er to elementer, der er nedbrydende for jødisk overlevelse: assimilation og jødehad (antisemitisme). To andre er bevarende: identitet og eksistens. Eksistens skal

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

her forstås som tilstedeværelsen af et struktureret jødisk samfund. Der er på forskellige måder forbindelse mellem nogle af modellens elementer. Identitet og eksistens er kraftigt forbundne. Tilstedeværelsen af en stærk jødisk identitet vil medføre, at det jødiske samfund konsolideres. Der er ligeledes sammenhæng mellem assimilation og identitet. De er omvendt proportionale – jo stærkere identitet, desto mindre assimilation. Og omvendt: assimilation udvisker jødisk identitet. I en lille bog om antisemitisme fra 1945 gjorde den franske filosof Jean-Paul Sartre den iagttagelse, at jødehad synes at være fremmende for jødisk identitet. Den sammenhæng fortjener en nærmere undersøgelse. Teorier fabrikeres af hjernespind og skrivebordsarbejde. Først når de konfronteres med virkeligheden, får de betydning. At den ovenstående teori tåler en sådan konfrontation, vil fremgå af det følgende. Sovjets jøder Da Golda Meir i 1948 kom til Moskva som Israels første ambassadør, strømmede Moskvas jøder til de steder, hun besøgte. Mange af dem var unge, som aldrig havde kendt andet end Stalins antisemitisme. Mængden stod der bare, tavst, fordi ingen turde henvende sig til hende. 19 år senere gentog det sig, blot i langt større omfang og helt åbenlyst. Det var efter Seksdageskrigen. Før krigens udbrud havde Sovjets allierede, Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser, samlet de arabiske styrker med den erklærede hensigt at tilintetgøre den jødiske stat. Datidens aviser og politikere gav ikke Israel mange chancer for overlevelse. Men det overraskende skete: Fjenderne blev overvundet og trængt et godt stykke tilbage fra det, som havde vist sig at være Israels meget sårbare grænser. Virkningen blandt Sovjets jøder var overvældende. Pludselig kunne de løfte nakken og identificere sig med jøderne i Israel. Det blev begyndelsen til refusenikbevægelsen, hvor sovjetiske jøder begyndte at organisere kurser i hebraisk og at forlange udrejsevisum med immigration til Israel for øje. I Sovjet blev der straks indført restriktioner. Den berømteste refusenik, Nathan Sharansky, blev straffet med 10 års ophold i fængsler, koncentrations- og arbejdslejre. Men tusinder af jøder insisterede på retten til udvandring. I slutningen af 1980’erne gav staten efter, og hundredtusinder af jøder kunne rejse. Masseimmigrationen foregik via opsamlingslejre i Østrig. Her fik udvandrerne en valgmulighed. De, der ikke ønskede at tage til Israel, fik mulighed for at vælge andre løsninger som fx USA eller Vesttyskland. Når der i dag er

jødiske samfund i Tyskland, skyldes det i høj grad sovjetjøder, der valgte Israel fra. Den arabiske verden Går man lidt længere tilbage i tiden, møder man et ofte overset og glemt forhold. I årene umiddelbart efter den jødiske stats oprettelse i 1948 udvandrede 700.000 jøder fra orientalske – hovedsagelig arabiske – lande. Også de havde flere muligheder. Nogle valgte Frankrig, andre England eller USA, men størstedelen kom til Israel. Til forskel fra de sovjetiske jøder, behøvede de orientalske ikke presset fra omgivelserne for at genfinde en jødisk identitet. Den havde de i forvejen. Den var bevaret gennem generationer ligesom forestillingen om, at jøder en skønne dag ville vende tilbage til deres hjemland. Ovenstående er to eksempler på jøder, hvis eksistens var truet.

Jødehad synes at være fremmende for jødisk identitet." Jean-Paul Sartre Danske jøder i Israel Hvordan forholder det sig så med udvandring fra frie og rige jødiske samfund? Man kan næppe finde noget bedre eksempel end det, man kan hente fra Danmark. Efter 2. Verdenskrig levede der ca. 6.200 jøder i Danmark. Siden har der været en ganske stor udvandring. Ifølge flere forskellige uafhængige skøn er ca. 2.000 jøder udvandret fra Danmark til Israel efter 1948. Særlig inter essant er en gruppe på henved 200, der er født efter 1948 af forældre, der var fuldt integrerede i det danske samfund. Der skal naturligvis en reel sociologisk undersøgelse til for at fastslå, hvad der har været disse emigranters motivation. Men danske jøder er en lille, ret koncentreret gruppe, så enhver med kendskab til det dansk-jødiske samfund vil kunne finde en øjeblikkelig forklaring. Disse unge udvandrere kom fra miljøer, hvor jødisk identitet var et vigtigt element i deres tilværelse. Når de valgte at bosætte sig i Israel, må det skyldes, at de har haft den opfattelse, at det kun var her, der var en relativ sikkerhed for jødisk overlevelse. Selv en fremtid med eksistentiel og materiel usikkerhed har ikke afskrækket den moderne jødiske folkevandring til Israel. Den genopvakte jødiske identitet har været sporen, og målet var og er jødisk overlevelse. GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

kunstnersike motiver og normer

Moritz Oppenheim: Den jødiske soldats hjemkomst, 1833-34 The Jewish Museum, New York

Da de jødiske kunstnere kom på banen Der har eksisteret jødisk kunst i århundreder, men det var først i 1800-tallet, at de jødiske malere trådte frem som professionelle kunstnere og blandede sig med de øvrige kunstnere. Af Kasper Monrad Jødisk kunst var i de første årtusinder stort set kun knyttet til synagogerne og begravelsespladserne, og den havde udelukkende religiøs funktion. Til det formål blev der uddannet mange uhyre specialiserede kunsthåndværkere, og de udviste ofte en forbløffende håndværksmæssig kun-

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

nen. Men det forholdt sig anderledes med malerkunsten, og der var ingen professionelle kunstnere i moderne forstand – sikkert fordi der på dette felt ikke var nogen afsætningsmuligheder i de jødiske miljøer, hvilket bl.a. skyldes jødernes traditionelle billedforbud gennem mange århundreder. Dette misforhold blev der imidlertid lavet om på i løbet af de første årtier af 1800-tallet.

Det var på den tid, jøderne i mange europæiske lande fik udvidet deres borgerrettigheder, og de kunne derfor vælge en beskæftigelse uden for de traditionelle jødiske erhverv. Jøder med kunstneriske anlæg kunne med andre ord nu få en regulær kunstneruddannelse. Her ligger en god del af forklaringen på, hvorfor det først var på denne tid, at professionelle jødiske billedkunstnere trådte frem, både

Solomon Alexander Hart: Feast of the Rejoicing of the Law at the Synagogue in Leghorn, Italy, 1850 The Jewish Museum, New York

i Danmark og det øvrige Europa. I modsætning til mange andre kunstarter er billedkunstner ikke noget, man kunne specialisere sig i på egen hånd. Kunstneruddannelsen krævede flere års omfattende håndværksmæssig, teknisk – og kunstnerisk! – dygtiggørelse. Man kan direkte se, hvornår ændringen sker, når man betragter malerierne på de jødiske museer. Portrætter malet af jødiske kunstnere i 1700-tallet er nærmest naivistiske – stive, tørt malede og uden psykologisk dybde. Men når man kommer til portrætter, der er malet et par årtier inde i 1800-tallet, er der sket et skred i kunstnerisk henseende. Kunstnerne kunne nu fremvise samme tekniske

dygtighed og sans for malerkunstens basale elementer – komposition, linjeføring, farveholdning – som deres ikke-jødiske kolleger, og der blev lukket op for en bred vifte af nye motiver og temaer, religiøse såvel som ikke-religiøse. For at blive accepteret i den eta blerede kunstverden måtte de jødiske kunstnere nødvendigvis i et vist omfang rette ind efter de gældende normer – eller rettere: efter de nye borgerlige normer, som var slået igennem omkring 1800. Det var altså ikke bare et spørgsmål om accept fra det omgivende samfund, men også om tilnærmelse fra de jødiske kunstneres side. Dette betød for nogle kunstnere, at de helt opgav deres tilknytning til

deres religion og det jødiske miljø, mens andre holdt fast ved deres baggrund. For de fleste kunstnere blev det en balancegang mellem verdslige temaer og jødiske traditioner. På et afgørende punkt måtte jøderne tilpasse sig normer, de ikke før havde accepteret eller forholdt sig til, nemlig den fædrelandsfølelse, der under og efter Napoleonskrigene voksede frem i takt med etableringen af nationalstater. En integrering krævede også accept af et tilhørsforhold til et bestemt land. Den tyske maler Moritz Daniel Oppenheim har sat fokus på denne problematik i maleriet Den jødiske soldats hjemkomst fra 1833-34. Her er den unge sårede husar vendt hjem fra krigen – som en GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

frembæringen af torarullerne i den Jewish Museum i New York i 2001 helt med et jernkors om halsen! – og sefardiske menighed i synagogen i holdt mandtal over 1800-tallets jødihan modtages med åbne arme af sin Livorno. Men billederne kunne også ske kunstnere i Europa på udstillinortodokse familie. Hans far lever ikke have en mere hverdagsagtig karakter, gen The Emergence of Jewish Artists op til den klichéprægede opfattelse af som når malerne skildrede en andagt in Nineteenth-Century Europe. Her familiens mandlige overhoved som i en synagoge eller undervisningen kunne man stifte bekendtskab med patriarken, der vender sig mod al på en jødisk skole. Enkelte gange en række mere eller mindre kendte fornyelse. Han er tværtimod den, der kunne malere finde på at udfordre jødiske kunstnere fra lande som Tyskførst omfavner sønnen. antisemitismen i det omgivende samland, Frankrig, Storbritannien, Østrig Da Oppenheim udførte maleriet, fund ved at vælge motiver, der må og Polen. Der var sågar en kunstner, var den skildrede episode allerede have provokeret rettroende kristne. hvis nationalitet opgives som galicisk historie, for den udspiller sig under Både tyskeren Max Liebermann og (fra byen Drahobycz, dvs. fra det Napoleonskrigene tyve år tidligere. galiceren Maurycy Gottlieb malede område, der tidligere på skift var en Tolkningen af motivet er præget af billeder af Kristus med stærk fremdel af Østrig-Ungarn, derpå Polen og en god del sentimentalitet, som han hævelse af uden tvivl hans jødiske tilføjer for træk. For at opnå Liebermanns tilskuernes vedkommedleven. mende Kunstnerisk affødte dette set ligger bilvoldsomme ledet pænt i protester! forlængelse (Se Goldberg af periodens nr. 17). øvrige skilEllers dyrdringer af kede de jødihjemvendte ske malere soldater. En stort set de jødisk maler samme typer som Oppenmotiver heim måtte som deres nødvendigikke-jødiske vis trække kolleger: på den dagligdagens samme traJacob Mayer de Haan: Bretagnekvinder, der skætter hør, 1889. Privateje store og dition som små optrin, de ikke-jødilandskaber ske malere. og bybilleder. Stilistisk er der ingen så Sovjetunionen og nu Ukraine). Til Hen ved fyrre år senere tog Opfællesnævner for de jødiske malere. gengæld har arrangørerne overset de penheim tråden op, da han malede De har fulgt tidens generelle strømskandinaviske malere. Både danskenogle soldater, der under en pause ninger, fra realisme over naturalisme ren David Jacobsen og svenskeren i krigshandlingerne – klædt i deres til impressionisme, i et enkelt tilfælde Hanna Hirsch Pauli ville ellers hver uniformer – holder Jahrzeit Minjan, – hollænderen Jacob Mayer de Haan især have gjort en god figur på udstildvs. den årlige mindehøjtidelighed – endda til symbolismen. lingen – svenskeren tilmed som en af for afdøde slægtninge. Under indtryk Kun to af de jødiske malere opudstillingens få kvinder! af en ny tids realisme har maleren nåede egentlig international berømLigesom de øvrige jødiske malere neddæmpet sentimentaliteten og melse: tyskeren Liebermann og blev Oppenheim holdt travlt beholdt skildringen i en nøgtern tone. franskmanden Pissarro, og de har skæftiget af portrætbestillinger, men En ganske iøjnefaldende detalje i bilbegge solidt forankrede pladser i udførte også religiøse motiver. På det ledet er et krucifiks på væggen, der til deres hjemlandes kunsthistorie. Dette sidstnævnte felt kunne han og de lejligheden er pakket ind i et klæde. forhold kunne udstillingen på Jewish andre kunstnere vælge motiver, som Pointen er her den samme: Der er Museum ikke for alvor rokke ved. deres kristne kolleger næppe ville ingen modsætning mellem at være Men den fik rettet opmærksomheden tage op. Det kunne være bibelske jøde og loyal patriot. Men der ligger mod en række markante kunstnerimotiver med særlig betydning for også en erkendelse af at adskille sig ske personligheder, og flere af dem jøder, såsom Abrahams omskærelse, fra landets kristne flertal: Et par ikkevil uden tvivl også gøre sig gældende men også religiøse ceremonier i synajødiske tyske piger betragter nysgeri andre sammenhænge end netop goger. På dette felt kunne skildringen rigt – men ikke fjendtligt! – mindeden jødiske, når der fremover foretafå et – selv i en jødisk sammenhæng højtideligheden gennem vinduet. ges nedslag i 1800-tallets europæiske – eksotisk præg, som når den britiske Oppenheim er en af den række af kunst. maler Solomon Hart skildrede kunstnere, som blev trukket frem, da

GOLDBERG | #18 | WWW.GOLDBERG.NU

Ernst Goldschmidt, 1937. Privateje.

Ernst Goldschmidts legat

Med støtte fra

Hovedsponsor for Louisiana

Louisianas arkitekturudstillinger

Louisiana Contemporary

Wassily Kandinsky. Murnau – Kohlgruberstrasse, 1908. Roethel: t. I. n° 252. p. 243. Oil on cardboard, 71 x 97,5 cm. Merzbacher Kunststiftung, Werner & Gabrielle Merzbacher. © Wassily Kandinsky/billedkunst.dk.