Goldberg #19 by The Flux Capacitor

Goldberg Nr. 19 · Maj 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

For 50 år siden Blev Adolf Eichmann fanget, dømt og hængt. hverken amerikanerne, russerne, briterne eller israelerne var særligt ivrige efter at fange ham

lansbilledet af Sverige som jødernes redningsland blev effektivt opdateret i foråret, da medierne fortalte om de trusler og overfald, som er hverdag for Malmøs jøder

UDØDELIG SIMONE VEIL er nu:

Pris kr. 49,50

Læs også: fra systue til showroom – de jødiske skrædderes ankomst til New York i 1880'erne Præstegrotten – 38 jøder gemte sig under jorden i næsten 2 år i Ukraine | WWW.GOLDBERG.NU Uopklaret – et brandattentat i København somGOLDBERG aldrig blev| #15 opklaret – hvem stod bag?

Denne annonce er sponsoreret af Aras Security

Ulrik Høy malet af Jeanne G Kempinski

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China Når huden bliver rød efter en tur i solen, er det ikke et sundhedstegn, men fordi den har taget skade. Den slags skade der på sigt kan føre til kræft i huden. Heldigvis er det nemt at undgå solskadet rød hud og samtidig nyde sommeren. Brug så mange af solrådene som muligt og husk, at solen brænder både på stranden, i haven og på fodboldbanen.

HUSK SieSta + SolHat + Solcreme + SlUK Solariet = eN GoD Sommer www.skrunedforsolen.dk

kaare.lindholm@practica.dk KB_Sol_2010_Ann_210x260_SKULDER.indd 1

21/04/10 09.52

Goldberg

Nr. 18 · Marts 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Anthony JuLius: ”den eneste gAng i min Juridiske kArriere Jeg vAr udsAt for Antisemitiske Angreb vAr i den periode, hvor Jeg vAr AdvokAt for diAnA.”

diAnA:

JEG SkullE aldriG havE GiftEt miG ind i En tySk familiE Læs også: Auschwitz-skiLtet g-punktets 'opfinder' er død dødehAvsruLLerne

Anthony Julius blev verdenskendt som advokat for Prinsesse Diana under hendes og Prins Charles' skilsmisse. Han har endnu engang sat sindene i kog med sin bog 'Trials of Diaspora' – en historisk udredning af forudsætninger for den moderne antisemitisme.

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.) Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Stefan Isaak Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Thomas Larsen Layout og grafik: Thomas Larsen | tl.maskinrummet.nu Tryk: Grafikom A/S Webmaster: Thomas Larsen | tl.maskinrummet.nu Forsidefotos: Corbis Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdnikow, Bjørn Bråten, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg,

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto. Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

It was sculpted by Ivan Theimer. On the sword figures various symbols from her life, including the number which was indelibly stamped on her arm, 78651, and the name of the concentration camp where she was detained by the Nazis. On the blade, the French motto "Liberte, Egalite, Fraternite" and the Europeen motto "Unie dans la Diversite". The hilt of the sword is formed by two shaking hands. On one, the tree of life with emerald leaves, and on the other, flames of the crematory and ruby drops of blood. A balance represents justice, as Veil is a former magistrate, and a caduceus symbol represents medicine and her time as Minister of Health.

Indhold mAJ 2010 6

Leder

fem af dette nummers bidragydere

Microsoft-kulturen og trangen til at eje

Forfatteren Miron Izachson mener, at det moderne vestlige menneske er som en computer: det mest fantastiske arbejdsredskab uden skyggen af eget initiativ, mens samfundet er styret af kyniske ledere uden lederevner. Løsningen skal findes i de klassiske værdier.

Af Hans Henrik Fafner

Fra systue til showroom

De jødiske skrædderes ankomst til New York i 1880'erne er blevet sammenlignet med at komme til Silicon Valley i 1980'erne med 10.000 timers pc-træning i bagagen. Efter et par generationer var de blevet toneangivende i den internationale modeverden.

Af Susanne Bernth

Da hele verden fik øje på Malmøs jøder

”Jeg troede aldrig, jeg skulle opleve et sådant had igen – og slet ikke her i Sverige.” Glansbilledet af Sverige som jødernes redningsland blev effektivt opdateret i foråret, da medierne fortalte om de trusler og overfald, som er hverdag for Malmøs jøder.

ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet. Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 248,00 inkl. ekspedition og porto. For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450 Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark. Ernst Goldschmidts Legat. Kulturministeriets bevilling til almen kulturelle tidsskrifter. Tiger. GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. juli 2010. Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu eller ring tlf. 5014 9450. For oplysninger om annoncestørrelser og priser se www.goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale. Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er velkomment, dog kun med tydelig kildeangivelse. Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Af Miriam Katz

Forestillingen om 1. maj på fremmarch

Politisk kommentar

Af Rosa Luxemburg

Præstegrotten

Da den amerikanske huleforsker Chris Nicola fandt spor efter mennesker i en grotte i Ukraine, vidste han ikke, at 38 jøder havde gemt sig der i næsten to år under Anden Verdenskrig.

Når det nu skal være …

Den 10. maj er det 50 år siden, at top-nazisten Adolf Eichmann blev fanget for senere at blive dømt og hængt. Ny bog viser, at hverken amerikanerne, russerne, briterne eller israelerne var særligt ivrige efter at fange ham.

Af Frank Esmann og Susanne Bernth

Kunstens forgængelighed

Kunstneren Know Hope vender op og ned på tingene. Både med sit navn, sin kunst og sine metoder.

Af Susanne Skovgaard Christensen

I skyggen af en nazifilm

Veit Harlan var blandt de førende nazistiske film instruktører. I en ny dokumentarfilm fortæller hans børn og børnebørn om deres forhold til ham, hans fortid og hans film, ikke mindst propagandafilmen over dem alle Jud Süss.

Af Dan H. Andersen

Uopklaret

I 1988 blev den polsk-jødiske klub i København udsat for brandattentat. Det er aldrig blevet opklaret, hvem der stod bag. Her er nogle kvalificerede bud.

Af Bent Blüdnikow

Hvordan var det lige med Abraham?

Af Brian Handwerk

Folk som os

Journalistik, og i særdeleshed tv-journalistik, lægger alt for stor vægt på form – på bekostning af indhold. Forfatteren Joris Luyendijk rammer i sin bog mediernes ømme punkter.

Af Steffen Jensen

En telefonsælger kan blive din død

Novelle af Etgar Keret

Udødelig

Simone Veil er blevet gjort udødelig. Sådan hedder det, når man opnår den sjældne ære at blive medlem af Det Franske Akademi. I marts måned hørte et rekordhøjt antal andre ”udødelige” den 84-årige tidligere minister og Holocaust-overlevende holde sin takketale. Goldberg bringer et uddrag.

Han er udråbt som den klippefaste troende, der gjorde, som Gud bød ham. Også hvis det betød, at han skulle ofre sin søn. Naturligvis … eller hvad?

Af Merete Reinholdt

Af Leise Christensen

Den malende profet

Maleren Mogens Ballin var i 1890’erne et bindeled mellem dansk kunst og de nyeste strømninger i fransk kunst

Af Kasper Monrad

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

-punktet

Camoufleret antisemitisme For ikke så længe siden følte en ca. 40-årig kvinde sig foranlediget til – efter at hun havde overværet et af mine foredrag - at fortælle mig, at Bent Melchior, som hun havde oplevet ved en tidligere lejlighed, ”heller ikke virkede særlig jødisk”. Der er ingen tvivl om, at hendes bemærkning var venligt ment. På vejen hjem summede mit hoved med fikse bemærkninger, som jeg kunne have repliceret med, men i situationen havde jeg været stum. Er denne kvinde antisemit? Juridisk er svaret nej. I øvrigt havde hun jo sagt det som en kompliment – hvilket ud fra socialpsykologiske kriterier er ét af problemerne. Hun generaliserer negativt om en befolkningsgruppe ved at fremhæve to, Bent Melchior og mig, fra grup-

pen som positivt afvigende fra det almene. Hermed bliver svaret på mit spørgsmål: Tjah … hun er i hvert fald fordomsfuld! Det hører med til historien, at mit foredrag handlede om minoriteternes situation i Israel, og at jeg efter bedste evne havde fremstillet situationen så nøgternt som muligt, dog uden at være holdningsløs. Jeg tror, at det blandt andet var derfor, at kvinden ville give sin kompliment, fordi også jeg havde brudt med hendes forestilling om, at ”rigtige jøder er ukritiske over for Israel”. Med andre ord blev hendes kritiske, skeptiske eller måske direkte negative indstilling til Israel brugt til legitimering af fordomme – og det, der er værre – over for jøder i almindelighed. Ikke i samme skuffe, men i samme kommode, er den bombe, der 21. februar i år blev kastet mod Kairos

gamle synagoge. De højst 80 gamle jøder, der stadig bor i Kairo, anses alle af bombemanden for at være frådende zionister, til stor skade for den palæstinensiske sag, og dermed lovlige bombemål. Anti-semitisme eller anti-zionisme: Det synes svært at sondre mellem de to -ismer, og især hvad der kommer først. Det gælder om at holde ”skæg for sig og snot for sig”, men det kan være en besværlig øvelse, for dem der er smittet med ideologisk influenza. Læs interviewet side 10 med advokaten Anthony Julius, der netop har udgivet en bog om antisemitisme i England. Han ved, hvad han snakker om. God læselyst.

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Miriam Katz, journalist ved Berlingske Tidende 19962004, nu ansat i Billedkunstnernes Forbund, hvor hun er redaktør af fagbladet Billedkunstneren. Har gennem årene skrevet om videnskab, kunst og kulturpolitik samt om jødisk kultur til danske og svenske medier. Er bosat i Malmø.

Merete Reinholdt, journalist fra Journalisthøjskolen i Århus og Centre de Formation des Journalistes, Paris. Tidligere Frankrigskorrespondent for Dagbladet Information og Weekendavisen, hvor hun også har været debatredaktør. Forfatter til romanen Flora Tristan.

Steffen Jensen, journalist og siden 1988 mellemøstkorrespondent for TV2. Har tidligere arbejdet for DR, Radioavisen, Aktuelt, Berlingske Tidende og Weekendavisen. Hans bog Rapport fra en ørkenspejling om at være journalist i Mellemøsten udkom i 2007 og som pocket-udgave i 2009.

Leise Christensen, teolog, ph.d. fra Århus Universitet på afhandlingen ”Modsigelsens nødvendighed. Kontinuitet via ambiguitet i Ecclesiastes”. Lektor i religionspædagogik ved Teologisk Pædagogisk Center, Folkekirkens Pædagogiske Institut for efteruddannelse. Medredaktør af tidsskriftet Bibliana.

Rosa Luxemburg, født 1871 i Zamosc, Polen. Socialistisk politisk tænker og bl.a. ledende medlem af Spartakus-forbundet. Tog doktorgrad fra universitet i Zürich. Beskrevet som en af grundlæggerne af ”socialisme med et menneskeligt ansigt”. Myrdet af Frikorpssoldater i Berlin, januar 1919.

Magasinet Goldberg ønsker tillykke med 70-årsdagen … og bemærker, at Dronning Margrethe til sit officielle fødselsdagsportræt har valgt en dragt fra Kgl. Hofleverandør Celli Freifeldt. Celli Freifeldts forældre flygtede fra pogromer i Rusland i begyndelsen af forrige århundrede og kom til Danmark i 1908, hvor de slog sig ned som skræddere.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Læs på de næste sider om de østeuropæiske jødiske skrædderes betydning for den internationale modeindustri.

textilhistorie

Fra til showroom De kom, de så, og de syede. Og efter et par generationer satte de indvandrede østjøder scenen for glamour i Hollywood og var toneangivende i den internationale modeverden. Af Susanne Bernth Da de russiske jøder i slutningen af 1800-tallet flygtede vestpå til Amerika, havde de et håndværk med sig, som skulle vise sig at blive en guldåre. De kunne sy: tøj, hatte, pelse og sko. Færdighederne inden for skrædderi, buntmageri eller skomageri var udviklet i en blanding af tilfældighed og nødvendighed. Det var det, de havde beskæftiget sig med, hvor de kom fra, og det var et håndværk, der altid var plads til i kufferten, når de generation efter generation blev skubbet hen over landkortet. Senere er de jødiske skrædderes ankomst til New York i 1880'erne blevet sammenlignet med at dukke op i Silicon Valley i 1980'erne med 10.000 timers pc-træning i bagagen. Mange forskellige faktorer gjorde, at deres efterkommere kunne sætte præg på internationalt design, og at New York for første gang i historien kunne hævde sig over for den gamle verdens modemekkaer som Milano og Paris. Designere som Anne Klein, Diane von Fürstenberg, Calvin Klein, Judith Leibner, Ralph Lauren og Donna Karan var de første, der i 1960’erne og 70’erne satte amerikansk mode på verdenskortet. Siden er der kommet yngre kræfter til, som Marc Jacobs, Isaac Mizrahi og Zac Posen. De er vidt forskellige i stil og udtryk, men har alle det tilfælles, at de selv eller deres forældre er kommet til udefra, og at de kunne læse og opfylde ”de indfødtes” behov. På samme måde som jødiske kom-

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

ponister har skabt nogle af de mest elskede julemelodier, for eksempel Irving Berlins ”White Christmas”, kom jødiske designere til at definere amerikansk stil. Ingen har som Ralph Lauren skabt en pastiche over angelsaksisk overklasseliv, og det slog an i en tid, hvor både begrebet overklasse og den angelsaksiske forrang var under opløsning. Nordisk Beklædningsindustri Blandt de mange jøder, der flygtede mod vest, havnede nogle i Danmark. Omkring Første Verdenskrig åbnede

Nordisk Beklædningsindustri i en baggård til Strøget i København, og for at gøre opmærksom på dens eksistens udformede de en annonce: ”Jeg vil ikke være arbejdsløs. Har De stof, syer vi Dem en habit med tillæg og to gange prøver for 60 kr.” Sceneinstruktøren Sam Besekow – for det var hans far og farbrødre, der stod bag annoncen – påpeger i sin erindringsbog Skrædderens søn, at det var et alt andet end nordisk syn, der mødte det købelystne københavnske publikum. Der blev talt et kaudervælsk af jiddish og dansk, men

Isak Diamants værksted i Landemærket 19, 1. sal, ca. 1908. I"De russiske jøder i København 1882-1943" af Morten Thing

Den første og største jødiske succeshistorie inden for tøjbranchen er uden tvivl 501’eren. Den blev skabt på den amerikanske vestkyst af Jacob Davies, der var født i Lithauen. Efter sin ankomst til New York blev han – som så mange i midten af 1800-tallet – grebet af guldfeberen og drog vestpå. Det var dog en helt anden form for guldåre, han ramte i 1870, da han på bestilling og for 3 dollars syede et par arbejdsbukser af groft lærred. Da han var færdig, faldt hans øjne på et par kobbernitter, som han havde liggende til andet formål, og dem satte han på lommerne, så de ikke gik op i sømmene. Det blev til det ultimative amerikanske bidrag til moderne beklædning, og den er aldrig siden gået af mode. Efterspørgslen voksede snart Jacob Davies over hovedet, og uden penge til at tage patent på sine bukser skrev han til sin stofgrossist i San Francisco, Levi (Loeb) Strauss, og bad ham om at blive partner. Han vedlagde et par af sine nittebukser, både i lærred og i denim, samt en regning på 350 dollars, der for længst var forfalden. Levi Strauss var som 18-årig kommet fra Bayern til New York i 1847 og arbejdede i familiens forretning, indtil også han blev grebet af guldfeberen og tog til Californien. Uden selv at have held med guldgravningen åbnede han i stedet en forretning, hvorfra han solgte arbejdstøj til guldgraverne, og da han læste Davies’ brev, sprang han til og tog patent på nittebukserne. Bukserne fik hurtigt kaldenavnet Levi’s, og det blev også det navn, der blevet taget patent på. Davies og Levi Strauss fremstillede cowboybukser sammen de næste 34 år, indtil Davies i 1907 mente, at han havde tjent penge nok og solgte sin andel til Strauss.

det virkede, og folk stod i kø for at komme til. I Danmark var cirka halvdelen af de indvandrede jøder i første generation beskæftiget som skræddere, syersker, skræddermestre, bundtmagere eller skomagere. I sin bog De russiske jøder i København skriver forfatteren Morten Thing, at disse myreflittige nytilkomne ikke var lige velsete blandt de indfødte kolleger. De blev betragtet som løntrykkere og usolidariske, og den blev helt gal, da en skræddermester fik en kæmpeordre på syning af uniformer til DSB, fordi han ved udelukkende at ansætte russiske jøder, der var villige til at arbejde for en lavere løn, kunne underbyde den eksisterende priskurant. De kom fra et land, hvor arbejderkulturen var illegal, og i Danmark ramlede de lige midt ind i en ikke alene yderst legal arbejderkultur, men også yderst en velorganiseret. Ingen af de nytilkomne kunne se, hvad de skulle med en fagforeningsbog, skriver Thing. Hvad

kunne den gøre for dem? Og når de indfødte skræddermestre endog var villige til at ansætte dem, hvad var så problemet? Løsningen på den ulmende konflikt blev oprettelsen af et forbund for de russiske skræddere, og efterhånden døde konflikten hen. Besekow og de andre skræddersønner og -døtre tog ikke tråden op. De fleste forlod håndværket, og proportionelt markerede mange sig som analytikere, som sceneinstruktører og -kunstnere, journalister og komponister. Industrialisering USA havde i århundreder været bomuldslandet par excellence med de store plantager i syd, men tidligt etablerede New York sig som stedet, hvor tøjet blev fremstillet. De mange tyske og centraleuropæiske jødiske som ikke-jødiske indvandrere kunne håndværket hjemmefra og havde i midten af 1800-tallet sat deres præg på industrialiseringen af tøjfremstilling. Den amerikanske Borgerkrig (1861-65) bekræftede tesen om, at det er under krige, at de store fremskridt sker: Det store behov for uniformer satte afgørende gang i tekstilindustrien, godt hjulpet af symaskinen, der blev opfundet i begyndelsen af 1850'erne. Herefter blev det mere almindeligt, at man i stedet for selv at sy købte

færdiglavet tøj enten direkte eller per postordre, bortset fra de klasser, som foretrak at få det skræddersyet i Europa. Ikke for ingenting blev Amerika grundlagt af puritanerne, og i New York var det skik at hænge sin hjembragte parisermode i skabet og først tage den frem året efter. I Boston lod de fineste familier tøjet hænge i to år, man skulle endelig ikke virke for frivol! Det var derfor et blomstrende miljø, som mødte de østeuropæiske jøder, og de havde, som den amerikanske journalist og forfatter Malcolm Gladwell skriver i sin bog Afvigerne, kundskaber, som matchede markedets behov. For de russiske jøder, der ankom til USA omkring århundredeskiftet, var der på godt og ondt mere frit slag end i fx Danmark. På plussiden var der ingen stålsatte fagforeningsbosser, der holdt øje med lønningerne, kun fantasien satte grænser. Så de to millioner jødiske indvandrere, der kom til New York mellem 1880'erne og 1924, blev for en stor dels vedkommende ved deres læst. Ved århundredeskiftet havde over halvdelen af de beskæftigede jødiske indvandrere job i tekstilindustrien. Til gengæld steg antisemitismen i takt med de mange indvandrere. Der kom restriktioner for, hvor jøder måtte bosætte sig, og overordnet blev GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

I 1917 brystede redaktøren af den førende jiddishe avis Forverts, Abraham Cahan, sig af disse immigranters betydning for den særlige amerikanske stil: ”Ufortalt at vi var både udlændinge og ikke kunne tale engelsk, har vi amerikaniseret systemet med at forsyne den amerikanske kvinde med tøj til en beskeden pris. Den amerikanske gennemsnitskvinde er den mest velklædte i verden, og de russiske jøder kan tage en stor del af æren for det.”

jøder diskrimineret. I 1920’erne og 1930’erne havde de svært ved at opnå ansættelse i de store virksomheder, ligesom der blev indført kvoter i adgangen til højere uddannelse. For eksempel reduceredes antallet af jøder, der kunne optages på Harvard, med 50 pct. i 1920'erne. Schmattetown The Garment District i New York lå og ligger stadig i området mellem 34. og 42. Street og mellem 5. og 9. Avenue. Det fik hurtigt et jiddish kælenavn: Schmattetown – kludebyen – og kaldes sådan den dag i dag, hvor symaskinerne for længst er forstummet, og alt forarbejdning er sendt østover til de lavere lønninger i Asien. For nogle år siden arrangerede kurator Gabriel Goldstein en udstilling på Yeshiva University med navnet ”The perfect Fit: The Garment Industri and American Jewry 18601960” på baggrund af historikeren Jenna Weissman Joselit’s bog A Perfect Fit: Clothes, Character and the Promise of America fra 2001. I den anledning fortalte han til New York Times, at enhver Bar Mitzvah-fejring ”var som en kongres i beklædningsindustrien”. Udstillingen viste, hvordan nogle få, der var rundet af miljøet, begyndte at stikke hovederne frem i 1930'erne og hjalp de ligeledes immigrerede jødiske filmmoguler med at skabe Hollywood og den glamour, der tegnede 1930’erne og 40’erne. Kostumieren Adrian (født Adrian Greenberg) lavede kostumerne, fx

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Dorothy’s legendariske rubinrøde sko i Troldmanden fra Oz, og han påklædte stjerner som Joan Crawford og Greta Garbo. Den østrigsk fødte Henrietta Kanangeiser blev til Hattie Carnegie og designede tøj til Joan Crawford, Tallulah Blankhead, Clare Booth Luce og hertuginden af Windsor. Blandt hendes mange syersker var også Molly, som senere lærte sit barnebarn at sy. Hans navn var Calvin Klein. Eleanor Roosevelt fik i 1933 designet sin balkjole til festlighederne i anledning af sin mands første præsidentindsættelse af Sally Milgrim, der forblev hendes foretrukne designer. Milgrims tøj og tilbehør var kendt for sin høje kvalitet, og blandt hendes faste kunder var stjerner som Ethel Merman og Mary Pickford. Den østrigskfødte Nettie Rosenstein designede Mamie Eisenhowers kjole til hendes mands indsættelsesceremoni, og hun var blandt de første designere, der overbeviste de førende stormagasiner om, at de skulle føre hendes tøj under hendes eget navn. Hidtil havde de foretrukket at holde de enkelte designere i baggrunden og sælge alt tøj under deres eget navn.

Det internationale gennembrud Depressionen i 1930’erne og rationeringerne efter Anden Verdenskrig lagde en naturlig dæmper på efterspørgslen, men så kom boomet i 1960’erne og 70'erne. Det var på denne tid, at designere som Anne Klein (født Hannah Golofski), Diane von Fürstenberg (født Halfin), Calvin Klein (født Richard Klein), Judith Leibner, Ralph Lauren, (født Ralph Reuben Lifshitz) og Donna Karan (født Donna Ivy Faske) slog igennem. De designede lige ind i hjertet af Middle America og skiltede på ingen måde med deres etniske herkomst. Tværtimod ændrede de deres navne, så de fik en mere angelsaksisk klang. Endnu havde man i USA illusionen om en kæmpe smeltedigel, et begreb som siden 1990’erne har været under skarp beskydning. Mainstream er nu blevet en mosaik af mindretal, etnisk selvhævdelse er blevet en del af normen, og i de senere år er der opstået

en nostalgi i forhold til the schmatte business. Tilbage til rødderne Hverken Michael Kors, Marc Jacobs, Zac Posen eller Isaac Mizrahi har gjort noget for at sløre deres jødiske navne. Mizrahi har været fremme med tips om, hvordan kvinder møder velklædte op i shul – synagogen – og han tilrettelagde sin modeuge i 2007, så den faldt sammen med det jødiske nytår, Rosh Hashana. Den 38-årige designer Alexandre Herchcovitch, hvis bedsteforældre kom fra Polen til Brasilien, er blandt de første, som i stil og udtryk dyrker

sin jødiske baggrund – schmattechic som den er blevet kaldt. Til den israelske avis Jerusalem Post sagde han for nogle år siden, at han var dybt inspireret af den beskedenhed, hvormed ortodokse jødiske kvinder klædte sig, uden at sætte fokus på kroppen og i skarp kontrast til den kropsbevidste brasilianske kultur. I modsætning til Ralph Lauren er det etnicitet lige i synet, uden at stikke noget under stolen, og med davidstjerner og tsitsit som en del af stilen. Efterkommere af østjøderne har for længst forgrenet sig til andre fag og sat deres afgørende præg på de

amerikanske universiteter. Til gengæld er en anden gruppe begyndt at gøre sig gældende i beklædningsindustrien. Den taiwanskfødte Jason Wu designede præsidentfrue Michelle Obamas hvide kjole til indsættelsesfestlighederne, og ligesom hans forgængere i branchen hurtigt lagde det jiddishe bag sig, er han næppe flydende på mandarinkinesisk. Han er uddannet i USA og har sikkert en onkel eller en fætter med direkte kontakt til de fabrikker, hvor designere som Ralph Lauren, Calvin Klein og Donna Karan i dag får deres design ført ud i livet.

STATSLØSE FLYGTNINGEBØRN DISKRET OPHOLD

298 sider

298 kr.

Jødiske flygtningebørn under besættelsen Lone Rünitz

184 jødiske børn, som danske kvindeorganisationer forsøgte at redde fra nazisternes forfølgelser i årene op til 2. Verdenskrig, strandede i det tysk besatte Danmark efter 9. april 1940. Hovedparten flygtede til Sverige i 1943 men 43 blev deporteret til Theresienstadt. Bogen beskriver børnenes omtumlede liv som statsløse flygtninge og deres kamp for at skabe sig en tilværelse i et Danmark, hvor de var uønskede og forståelsen for deres skæbne var nærmest ikkeeksisterende. www.universitypress.dk GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

antisemitisme – lige ovre på den anden side af sundet

Da verden fik øje på jøderne i Malmø Det gamle glansbillede af Sverige som jødernes redningsland blev effektivt opdateret i foråret, hvor de trusler og overfald, som er hverdag for Malmøs jøder i dag, vakte opsigt i medier verden over. Goldberg ser tilbage på mediebulderet og søger forklaringer på, hvorfor antisemitismen tilsyneladende trives og har det godt i Sveriges tredjestørste by.

Af Miriam Katz, Malmø ”Jeg troede aldrig, jeg skulle opleve et sådant had igen – og slet ikke her i Sverige.” Sådan siger Limhamnboer Judith Popinski, der selv er overlevende fra Auschwitz. Og hendes ord gik verden rundt, efter britiske The Sunday Telegraph i februar i år skrev om hverdagen for hende og Malmøs ca. 700 jøder. Det er en hverdag, hvor byens jøder ikke tør bære kippa eller davids stjerne på åben gade, hvor man frarådes at gå alene på den jødiske begravelsesplads, som har været udsat for flere brandattentater, og hvor antallet af antisemitiske trusler og overfald er fordoblet på et år.

Malmøs borgmester gennem de sidste 15 år, socialdemokraten Ilmar Reepalu

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Men det, som gav Malmø en – omend uønsket – plads i de internationale mediers spotlys i årets første måneder, var ikke bare politiets bekymrende statistikker og det faktum, at et stort antal jødiske familier flytter, fordi de ikke længere føler sig trygge i byen. Nej, det som gav historien om Malmøs jøder et særligt perspektiv, og som løftede den til tops i først den svenske og siden den internationale nyhedsstrøm, var byens øverste politiske ledelses reaktion på situationen. Borgmesteren, jøderne og Israel Malmøs borgmester gennem de sidste 15 år, socialdemokraten Ilmar Reepalu, reagerede nemlig på oplysningerne om byens voksende antisemitisme ved at udtrykke sit ønske om, at jøderne i Malmø havde taget offentligt afstand fra Israels overgreb på palæstinenserne under invasionen af Gaza sidste år. At Malmøs jøder ikke har gjort det, ”kan have sendt nogle forkerte signaler,” sagde Reepalu til Skånska Dagbladet, som var det medie, der først satte sagen på dagsordenen. Den kollektive skyld, som borgmesteren dermed pålagde sine jødiske medborgere, vakte højlydte protester – og gav anledning til anklager om, at Reepalus udtalelser var antisemitiske. Borgmesterens respons var selvfølgelig benægtende, men han formåede ikke desto mindre at give sine modstandere yderligere ammunition, da han som svar på kritikken sagde: ”Vi accepterer hverken antisemitisme

eller zionisme. Begge er yderligheder, som sætter sig over andre grupper og anser dem for mindre værd.” På denne måde fik Reepalu, der er en mangeårig kritiker af Israels politik, kun gjort ondt værre. For ved således at ligestille antisemitisme med zionisme – den politiske ideologi om et jødisk hjemland i Israel – skabte han selvklart en ny bølge af kritik.

Vi accepterer hverken antisemitisme eller zionisme. Begge er yderligheder, som sætter sig over andre grupper og anser dem for mindre værd.” Ilmar Reepalus næste træk var at sige – i øvrigt til dansk tv – at han systematisk er blevet udsat for journalisters fejlciteringer, og at hele miseren skyldes, at ”den israelske lobby forsøger at fordreje mine udtalelser”. Jan Guillou og Mona Sahlin Med dette sidste argument fik Malmøs borgmester snublet sig faretruende nær en klassisk antisemitisk retorik, hvilket flere af hans kritikere i den mediestorm, der efterhånden havde rejst sig i Sverige, da også påpegede. Borgmesteren valgte herefter klogeligt tavshed som foreløbig

mediestrategi, selvom han også fik støtte, bl.a. fra forfatteren Jan Guillou, der indledte et ihærdigt forsvar for Reepalu i Aftonbladet: ”Det er en bevidst politisk strategi, at man benytter enhver lejlighed til at slå alarm og udpege antisemitter. Aldrig tale om hvid fosfor. Altid tale om antisemitisme,” skrev Guillou bl.a. og fortsatte: ”Dette er tilsyneladende vanvid, men der er system i galskaben. Det handler om en strategi, der i årtier er udviklet minutiøst, for at forvandle enhver debat om Israel til et spørgsmål om antisemitisme. Det handler om, hvem der skal have ret til at definere antisemitisme.” Den foreløbige afslutning på tumulten blev, at Socialdemokratiets leder Mona Sahlin kom sin partifælle til undsætning i fjernsynets bedste sendetid. I SVTs debatprogram Agenda forklarede hun, at Ilmar Reepalu selv indrømmer, at han har vidst for lidt om antisemitismens omfang i sin by, og at partiet ikke bakker op om Reepalus udtalelser. Jävla jude! Netop Mona Sahlins tv-optræden er interessant, nu hvor stormen mod

Malmøs stærke mand tilsyneladende er stilnet af. For i debatprogrammet antyder Mona Sahlins opponent – Kristdemokraten Göran Hägglund – at fjendtligheden mod jøderne primært skal findes i Malmøs store indvandrerbefolkning. Over en femtedel af byens små 300.000 indbyggere har rødder i Mellemøsten.

Politikere har svært ved at tale lige ud af posen, eftersom racisme, der udøves af personer med udenlandsk baggrund, er ’følsomt’. Men tavsheden er uholdbar.” At truslerne kommer fra byens arabiske muslimer er præcist det, som byens jøder selv fortæller om i diverse avisartikler og kommentarer i denne sag. Tilråb som ”jävla jude”, stenkast og trusler kommer typisk fra yngre mænd med muslimsk og/eller mellemøstlig baggrund – ligesom der er blevet råbt antisemitiske slagord på

arabisk blandt herboende palæstinensere ved flere af de demonstrationer mod Israels invasion af Gaza, som i løbet af det seneste halvandet års tid har samlet store menneskeskarer i det centrale Malmø. Men dér går Mona Sahlins grænse: ”Nu synes jeg faktisk det er dig, som skal give Sveriges muslimer en undskyldning. Du står jo her og insinuerer, at jødehadet kommer fra muslimer,” siger lederen af Sveriges største parti til sin opponent. Og så stoppede diskussionen. På tv, i hvert fald. Dialogsøgende muslimer På nettet fortsatte debatten. På den liberale netportal Newsmill.se skriver Seyffetin Balta, der betegner sig selv som ”sekulær muslim” fx: ”Som sekulær muslim føler jeg mig uretfærdigt behandlet, når Göran Hägglund i tv-programmet Agenda påstår, at disse forbrydelser begås af muslimer. Jeg har ingen grund til at benægte, at en ekstremistisk form for islam er på fremmarch i Sverige. Men de repræsenterer ikke alle muslimer. Tværtimod, så udgør de moderate og sekulære muslimer sammen med jøderne den primære skydeskive for deres had,” skriver han. GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

drergrupper i Danmark, den første af sin art herhjemme. Resultaterne, som blev bredt omtalt i danske medier, viste, at modvilje mod jøder er helt almindelig i indvandrerkredse, og altså ikke forbeholdt ekstremistiske grupper. ”Jeg vil tro, at mekanismerne bag de antijødiske holdninger, som man ser i Sverige i dag, er de samme som dem, der er på spil i Danmark – for det stemmer overens med, hvad vi ved fra forskning i en lang række europæiske lande. Men mig bekendt har svenskerne ingen forskning på området. Mit indtryk er, at den debat har svære kår i Sverige,” siger Peter Nannestad. Hans undersøgelse, der omfatter 1.503 indvandrere samt 300 etniske danskere, viser, at op mod 75 procent af indvandrerne og knap 20 procent af de etniske danskere har antijødiske holdninger.

Samme pointe kommer fra Bejzat Becirov, formand for Islamic Center i Malmø, der driver byens store moské. Moskéen, som rummer 90 nationaliteter under sit tag, har de senere år været udsat for brandattentater, skyderier, ja selv grise er som chikane blevet sluppet løs i bederummet. Og Becirov kan sagtens identificere sig med det, som jøderne i Malmø føler, fortæller han Skånska Dagbladet: ”Jeg har været personligt udsat og truet flere gange. Da jeg fordømte angrebene i USA, fik jeg et brev med hvidt pulver i,” siger han, der er kendt for sin dialogsøgende holdning og sit samarbejde med både jødiske og kristne grupper. Og det har sin pris: ”Der findes folk, som ønsker at tænde op under bålet. Selvom det kun drejer sig om en minoritet, er mange bange for at sige fra over for de dårlige kræfter,” siger han. ”Man kan have forskellige holdninger, men grupper skal ikke true hinanden. Det er også forkert at se ned på jødedommen på grund af det, som sker i Gaza,” siger Becirov, der foreslår, at Malmøs minoriteter i stedet bliver forbillede for magthaverne i deres hjemlande: ”Vi kan vise, at Malmø er et godt eksempel på tolerance.”

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Svensk berøringsangst Men der er langt fra Bejzat Becirovs milde forbrødringslinje til de aggressive unge mænd, der under vajende grønne Hamasflag råber ”død over jøderne” og ”heil Hitler” under demonstrationerne i Malmø. Og det spænd er svært at forstå, måske især i et tidligere vældigt homogent land som Sverige, der i dag står stærkt i manges – og egen – bevidsthed som et åbent og tolerant, multikulturelt samfund. For som den svensk-kurdiske debattør, cand.polit. Sakine Madon for nylig skrev i den svenske avis Expressen: Indvandrere kan også være racister. ”Politikere har svært ved at tale lige ud af posen, eftersom racisme, der udøves af personer med udenlandsk baggrund, er ’følsomt’. Men tavsheden er uholdbar,” mener hun og fortsætter: ”Situationen i Malmø burde ikke komme bag på nogen. Mange har som Reepalu trukket på skuldrene af antisemitismen og fremført, ’at man skal have lov at kritisere Israel’. Politisk positionering har været mere interessant end at reagere mod det jødehad, som udvises af en del indbyggere med rødder i Mellemøsten,” lyder det fra Madon, der påpeger, at berøringsangsten både gælder racisme mellem etnisk ”anderledes”

grupper i det svenske samfund og racisme rettet mod ”hvide svenskere”: ”Medierne og politikerne frygter, at de går det fremmedfjendtlige parti Sverigedemokraternes ærinde, hvis konflikterne belyses. Men tror man, at der ikke findes racisme blandt indvandrere, er man reelt blåøjet. Alligevel lader mange som om, det er sådan, det er,” skriver hun. En dansk undersøgelse Sverige er ikke alene om at lide af berøringsangst, når det gælder antijødiske holdninger blandt indvandrere. Tilbage i 2003 skabte det postyr, da EU’s Center for Observation af Racisme og Fremmedhad, EUMC, valgte at tilbageholde en undersøgelse om den europæiske antisemitismes omfang og årsager. Officielt lød begrundelsen, at undersøgelsen var fagligt utilfredsstilllende, men kritikere mente, at tilbageholdelsen skyldtes modstand mod en af rapportens hovedkonklusioner, nemlig at antisemitismen er udbredt i muslimske og propalæstinensiske grupper. Men måske er det alligevel blevet nemmere at tage emnet op i den offentlige debat. Sidste år præsenterede en dansk forsker, Peter Nannestad, professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, en stor undersøgelse blandt indvan-

Samlet svarer 65,8 procent fra de fem indvandrergrupper ja til, at man "ikke kan være forsigtig nok i forhold til jøder i Danmark." 75,2 procent "ser ikke så gerne et familiemedlem gifte sig med en dansk jøde". Og 31,9 procent mener, at "der er for mange jøder i Danmark." Undersøgelsen bygger på interview med indvandrere fra fem forskellige grupper i Danmark: tyrkere, pakistanere, somaliere, palæstinensere og eks-jugoslaver. Alle blev stillet spørgsmål, som handler om deres holdninger til en række forskellige grupper i samfundet – heriblandt til jøder. Og det er jøderne, som de fem indvandrergrupper er klart mest mistroiske og fordomsfulde over for. Samlet svarer 65,8 procent fra de fem indvandrergrupper ja til, at man

"ikke kan være forsigtig nok i forhold til jøder i Danmark." 75,2 procent "ser ikke så gerne et familiemedlem gifte sig med en dansk jøde". Og 31,9 procent mener, at "der er for mange jøder i Danmark." Det skønnes, at der er ca. 7.000 jøder i Danmark. I Sverige skønnes der at være ca. 20.000 jøder. Angsten for de andre Netop konflikten mellem Israel og palæstinenserne bruges ofte til at forklare, hvorfor antijødiske holdninger især trives i muslimske indvandrermiljøer. Og konflikten spiller da også en rolle. Men den er ikke hovedforklaringen på det jødehad, der findes i vor tids Danmark, påpeger Peter Nannestad. ”Den mekanisme, der primært er på spil i nutidens antisemitisme, er den samme som til alle tider: Et grundlæggende fjendtligt tankesæt præget af stærk modvilje mod alle, der står uden for ens egen gruppe, ikke bare mod jøder,” siger han. ”Man kan kalde det Allofobi. Angsten for De Andre, fjendtlighed mod de anderledes. Jo større modvilje man nærer mod personer, der står uden for ens egen gruppe, jo mere antijødisk er man, fremgår det af vores tal. Og det er et karakteristisk træk, som har været påvist flere gange i den klassiske forskning i antisemitisme. Nazisterne var jo heller ikke ’kun’ antijødiske, men også antihomoseksuelle, antisigøjnere osv.,” siger Peter Nannestad. Undersøgelsen viser også, at det ikke er palæstinenserne, men pakistanerne, der er mest negativt indstillet over for jøderne i Danmark. Det skyldes, at pakistanerne i Danmark generelt er mere religiøse end palæstinenserne, fortæller Peter Nannestad og uddyber: ”Graden af religiøsitet er den næstvigtigste faktor for, hvor antijødisk en person er. Jo mere religiøs, du opfatter dig selv som, jo mere fjendtligt indstillet er du over for andre grupper generelt, og over for jøder især. Dernæst spiller det en rolle, hvilken religion du har. Muslimske palæstinensere er mere antijødisk indstillet end kristne palæstinensere. Og endelig, på en sidste plads, kommer den etniske oprindelse ind – dvs.

Antisemitismen vokser i Malmø Sidste år fik Skåne Politi 79 anmeldelser om antisemitiske forbrydelser, en fordobling i forhold til året før. Tallet dækker over vold, hærværk, krænkelser, trusler og chikane i skolen. Både børn, voksne og jødiske institutioner er blevet angrebet, bl.a. har der været to brand attentater mod den jødiske begravelsesplads i Malmø. En jødisk demonstration i solidaritet med både israelske og palæstinensiske ofre for krigen i Gaza sidste år blev mødt af en voldsom anti israelsk demonstration, hvor arabiske Malmøboere kastede sten, flasker og fyrværkeri mod de jødiske demonstranter, der måtte eskorteres væk fra Stortorget i Malmø af politiet. Ved efterfølgende demonstrationer i Malmø mod Israels invasion i Gaza er der råbt antisemitiske slagord, fx ”Khaybar, khaybar, ya yahud”, der henviser til en massakre på jøder på Profeten Muhammeds tid. GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

at oprindelseslandet har en betydning for, hvor udbredte de antijødiske holdninger er i den givne indvandrergruppe,” forklarer han. Fordommene i Sverige fortsætter Modviljen mod De Andre – og især mod jøder – genkender fil.dr. Pernilla Ouis, der til daglig er ansat som forsker ved Malmö Högskola med speciale i bl.a. muslimsk æres kultur. I 1980’erne konverterede hun til islam og levede i mange år som troende muslim i Skåne med sin algierskfødte mand og deres fire fælles børn. I dag har hun lagt den del af sit liv bag sig og udgør i kraft af sin personlige og faglige baggrund en kritisk – men aldrig unuanceret – stemme i den svenske debat om islam. ”Helt almindelige holdninger i det muslimske miljø, jeg var en del af, nemlig det Muslimske Broderskab i Sverige, var fx, at Holocaust er en løgn, at jøder styrer Vestens medier og kulturliv, og at jøderne står bag terrorangrebet 11. september,” fortæller Pernilla Ouis, der efterlyser en åben debat om den muslimske antisemitisme i Sverige.

Helt almindelige holdninger i det muslimske miljø, jeg var en del af, nemlig det Muslimske Broderskab i Sverige, var fx, at Holocaust er en løgn, at jøder styrer Vestens medier og kulturliv, og at jøderne står bag terrorangrebet 11. september.” ”Især på den svenske venstrefløj har man meget svært ved at se i øjnene, at Den Anden ikke altid er god. Det er som om, det er for kompliceret at erkende, at der faktisk også findes en dyb intolerance og racistiske holdninger blandt dem, man har besluttet at holde med. Men for mig at se slår det over i en misforstået og i virkeligheden dybt arrogant hvid middelklassementalitet, når man lukker øjnene for, at dele af det muslimske miljø i Sverige i dag er stærkt præget af den radikale politiske islams had mod jøder, kvinder og homoseksuelle. Ingen

er tjent med, at vi lader de holdninger stå uimodsagt.” Et enkelt navn personificerer i ekstrem grad den tendens, som Pernilla Ouis ser, til enten at idealisere eller dæmonisere muslimer i den offentlige debat i Sverige: Digteren Mohammed Omar. Han var indtil for få år siden en af det svenske kulturparnas’ mest elskede og fejrede muslimske intellektuelle og en flittigt benyttet kommentator i diverse medier. Indtil han pludselig sprang ud som radikal islamist. I dag leder han det såkaldte Antizionistiske Parti, der med sin åbne antisemitisme og Holocaustbenægtelse paradoksalt nok appellerer til både det ekstreme højre og til yderligtgående venstregrupper. Og tavsheden har sænket sig om ham i mange af de medier, der tidligere ivrigt eksponerede ham. ”Spørgsmålet er, om den demokratiske debat i Sverige er tjent med disse yderpositioner, hvor vi enten idealiser eller dæmoniserer Den Anden. Jeg håber, vi kan begynde at lytte og tage hinanden mere alvorligt, også selvom det kan give nogle ubehagelige og vanskelige diskussioner,” siger Pernilla Ouis.

Net@-projektet … fra høj-risiko til høj-teknologi

Når du lægger en krone lægger Cisco også en krone

Net@-projektet hjælper udsatte unge i Israel på tværs af alle skel til at blive aktive og velfungerende samfundsborgere. Målgruppen er unge israelere, der befinder sig på samfundets laveste trin, heriblandt nyindvandrere og unge fra minoritetsgrupper (arabere, drusere og beduiner). De tilbydes et 3-årigt kursus i computerteknologi á 8 ugentlige timer efter normalt skoletid.

Net@-projektet fordi vores deltagere: • får en internationalt anerkendt profession • får færdigheder og akademiske muligheder, der åbner døre for dem • får en uddannelse, der sætter både individualitet og team-work i fokus

Projektet er et resultat af et samarbejde mellem blandt andre Cisco Systems Inc. (én af verdens førende high-tech virksomheder), Jewish Agency & Keren Hayesod. For hver indsamlet krone lægger Cisco et tilsvarende beløb oveni.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

POLITISK kommentar

jøder i jordens indre

Forestillingen om 1. maj på fremmarch Af Rosa Luxembourg, 1913 Mens imperialismen ter sig som aldrig før, afholder prole tariatet over hele verden deres internationale kampdag for 24. gang. Det som skete for et kvart århundrede siden, da man traf den epokegørende beslutningen om at fejre den 1. maj, var et stort skridt på historiens vej. Da 1. maj blev fejret første gang, frigjorde fortroppen af internationale, den tyske arbejderklasse, sig fra en skændig undtagelseslov og slog ind på en fri og legal vej. Den lange periode med krise på verdensmarkederne efter sammenbruddet i 1870’erne var overstået, og den kapitalistiske økonomi havde netop påbegyndt en enestående vækst, som kom til at vare det meste af et årti. Samtidig drog verden et lettelsens suk efter 20 år med ubrudt fred ihukommende den konfliktfyldte periode, hvor det moderne samfund fik sin ilddåb. Det så ud som om, vejen var banet for en fredelig udvikling; drømme, sindige forhåbninger, fredelige diskussioner mellem arbejdere og kapitalister blomstrede på socialismens mark. Forslag om ”i den gode viljes navn at række hånden frem” markerede begyndelsen af 1890erne; løfter om ”en gradvis og nænsomt glidende overgang til socialismen” markerede årtiets slutning. Kriser, krige og revolution troede man hørte fortiden til og anså dem for at være det moderne samfunds børnesygdomme; parlamentarisme og fagforeninger, demokrati i samfundet, såvel som på fabrikkerne skulle bane vej for en ny og bedre verdensorden. Som tingene har udviklet sig, er alle disse forestillinger blevet sat på en frygtindgydende prøve. Slutningen af 1890'erne skulle have være præget af en løfterig kulturændring med en gradvis social udvikling. I stedet blev det begyndelsen på en yderst voldelig og kritisk tid, hvor de kapitalistiske modsætninger blev tilspidset – med belastende storme, sammenbrud og sammenstød til følge, som rystede samfundets grundvold. I det følgende årti blev ti års økonomisk velstand betalt med to voldsomme verdenskriser. Efter to årtier med fred i verden blev det sidste årti i det forgangne århundrede fulgt til dørs af seks blodige krige, og det første årti i det ny århundrede blev indledt med fire blodige revolutioner. I stedet for sociale reformer fik vi legale sammensværgelser, straffelove og rettergang; i stedet for industriali-

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.” Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

sering og demokrati fik vi magtfulde koncentrationer af karteller og erhvervssammenslutninger, foruden at det blev international praksis med gigantiske lock-outs. Og i stedet for ny grobund for det demokratiske samfund brød de sidste rester af den borgerlige liberalisme og det borgerlige demokrati sammen på den mest ynkelige vis. Især i Tyskland har de borgerlige partiers skæbne medført opståelsen og umiddelbart derefter den håbløse opløsning af nationalsocialismen; splittelsen mellem den ”yderliggående” opposition og genforeningen af dens udbryderpartier i et morads af bagstræberiskhed; og endelig den fundamentale ændring af ”den politiske midte”, der fra at være et stålsat folkeparti er blevet til et konservativt regeringsparti. Den måde partierne udviklede sig på gik igen i andre kapitalistiske lande. Generelt anser den revolutionære arbejderklasse sig i dag som isoleret og i opposition til en lukket, fjendtligt indstillet og bagstræberisk herskende klasse, der bruger ufine midler. Den måde, udviklingen er foregået på både økonomisk og politisk, viser at det nav, den drejer om, er imperialismen. Det er der ikke noget nyt i, det er en helt normal retning i det kapitalistiske samfunds historie. Oprustning og krige, internationale modsætninger og kolonipolitik er gået side om side med kapitalismen, lige siden den opstod. Det er i denne yderliggående koncentration af disse elementer, at en gigantisk hvirvelvind af modsætninger har banet vej for en ny epoke i det moderne samfunds udvikling. I kølvandet på et dialektisk forløb, hvis årsag og virkning er denne utrolige ophobning af kapital, følger på de indre linjer en øgning og en skærpelse af modsætningerne mellem kapital og arbejderklasse og på de ydre mellem de kapitalistiske lande. Hermed har imperialismen begivet sig ud i sin sidste fase og splittet verden via et kapitalistisk angreb. Overalt i de kapitalistiske lande har man iværksat en kolossal oprustning både til lands og til vands, en oprustning som har sin rod i indbyrdes rivalisering; en kæde af blodige krige har spredt sig fra Afrika til Europa og kan hvert øjeblik kaste en gnist af sig og sætte hele verden i brand. Ydermere har truslen om en ukontrollabel inflation og massehungersnød i den kapitalistiske verden i årevis hængt over os. Det er i denne atmosfære, at den internationale arbejderdag, efter omtrent et kvart århundrede, nærmer sig. Og hvert af disse tegn er et brændende vidnesbyrd om den sandhed og styrke, der hviler over 1. maj.

æ r P

o r g t e t t en s

I 1942 var det næsten umuligt for en jødisk familie i det nazistisk besatte Østeuropa at finde et sikkert tilflugtssted. Men for ca. 38 jøder lykkedes det i sidste øjeblik at finde et helle dybt under jorden. Som ufrivillige huleboere gennemlevede de et to år langt underjordisk drama, der reddede dem gennem Anden Verdenskrig. En amerikansk huleforsker har bragt deres glemte historie frem i lyset.

Af Brian Handwerk, National Geografic I næsten to år levede familien Stermer og adskillige andre ukrainske jøder under jorden i et stort hulekompleks, kaldet Præstegrotten. "Tyskerne deporterede halvdelen af byen Korolówka til en kz-lejr, og resten af os skulle i ghetto", fortæller en af de overlevende, Shulim Stermer, i sit hjem i Montreal. "Det betød til slagtehuset. Min mor besluttede, at vi ikke skulle derhen. Hun sagde til min bror, at han skulle gå ud i skoven og finde et gemmested til os". Shulim på 84 år er den ældste overlevende af dem, der fandt et tilflugtssted i Præstegrotten. De havde ingen særlig erfaring eller udstyr – de havde kun hinanden og nogle få hjælpsomme venner over jorden. I sidste instans var det tilstrækkeligt. Men rejsen fra mørket over jorden til mørket nedenunder var ikke let. "Mørket var forfærdeligt. Den første dag var det absolutte lavpunkt i mit liv", fortæller 74-årige Shlomo Stermer. "Men der var ingen andre steder at gå hen. Det var vores sidste stop".

Familien Stermers vanskelige rejse fik en i store træk lykkelig slutning – men den forblev ukendt for verden i næsten 60 år. Fra Ukraine til Bronx Huleforskeren Chris Nicola var en af de første amerikanere, der efter Sovjetunionens fald besøgte Ukraines enorme Gypsum Giant hulesystem, der også omfatter Præstegrotten, eller Popowa Yama, som den hedder, og som med sine 124 km gange er verdens tiendestørste hule. Da han var kommet indenfor, beundrede Nicola hulens fantastiske naturformationer, men fandt til sin overraskelse også tegn på menneskelig tilstedeværelse, bl.a. vægge, sko og mure bygget op af sten. Hans ukrainske ledsagere fortalte ham, at der havde levet jøder i hulen under Anden Verdenskrig. Lokale legender fortalte, at der var overlevende, men andre hævdede, at de aldrig var blevet set igen. Her endte historien, lige indtil Nicola begyndte en ti år lang søgen efter hulens beboere. Han ledte efter spor af deres historie i biblioteker, hos boghandlere og på internettet, men i lang tid virkede det, som

om hans eftersøgning ville være forgæves. Lige indtil han modtog en uventet e-mail i december 2002. Afsenderen, Ed Vogel, skrev, at hans svigerfar var en af de overlevende fra Præstegrotten. "Jeg var simpelthen rystende bange for, at jeg ved et uheld skulle komme til at slette mailen", siger Nicola. I stedet sendte han en svarmail – og fik at vide, at den overlevende Solomon Wexler boede kun nogle få kilometer væk i Bronx. Wexler satte Nicola i forbindelse med venner og andre overlevende, heriblandt Stermer-familien, og langsomt kom gruppens historie frem i lyset. Førsteklasses tilflugtssted Familien Stermer og andre familier, blandt andre Wexlers, havde først søgt tilflugt i en velkendt turisthule, hvor de var lige ved at blive fanget. Det lykkedes for de fleste at flygte i mørket, men Wexlers mor og ni år gamle bror blev taget til fange og henrettet, og denne hændelse gjorde én ting klart: Gruppen havde brug for et bedre tilflugtssted. Munko Lubudzin, der var skovfoged og ven af familien, havde en løsGOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

”

Da familierne første gang

vovede sig uden for grotten, vidste de ikke, om de var nødt til at gemme sig i den igen, og derfor holdt de den hemmelig. Da Stermer-familien immigrerede til Canada, tog de hemmeligheden med sig. Senere, da de var klar til at fortælle deres historie, ville ingen tro dem. De venner, der også havde overlevet Holocaust, havde helt andre erfaringer. De havde numre tatoveret på armen og havde sovet på bare gulve dækket af lus. Familierne fra Præstgrotten havde sovet i varme senge, var sjældent blevet syge og var stadig sammen med deres familie, da krigen sluttede. Jeg forstår godt, hvorfor de ikke blev troet, og hvorfor de aldrig igen forsøgte at fortælle deres historie”.

Huleforsker Chris Nicola til journalist Carey Ostergard, Adventure

ning. Han fortalte familien Stermer om det hul, der førte til Præstegrotten. Hullet var på størrelse med et ildsted og lå i bunden af en fladbundet, mudret kløft, hvor bønderne smed ådsler ned. Hulen viste sig at være et førsteklasses tilflugtssted med kilder med rent vand, adskilte rum til madlavning og røgudledning, næsten ingen oversvømmelse, en skjult og vanskelig tilgængelig indgang og en labyrint af mørke gange. Men at leve i en hule i så lang en periode krævede en usædvanlig kraftanstrengelse. 344 dage i mørke Hulens temperatur er i dag konstant 10 grader Celsius, og mørket er næsten totalt. "Det var så mørkt, at man ikke engang kunne se en finger lige foran sit ansigt", fortæller Shulim Stermer, og forklarer, at de fyldte små flasker med petroleum for at bruge dem som lygter. Den længste uafbrudte registrerede tid, et menneske har tilbragt under jorden, er 205 dage. I 1972 levede franskmanden Michel Siffre fra Texas i så lang en periode under en NASAledet udforskning af langvarige rumflyvninger. Med 344 dage i træk synes de overlevende fra Præstegrotten, i det mindste de kvinder og børn, der ikke forlod grotten, at have slået denne rekord med en stor margin. "Det er forbløffende", forklarer Nicola. "Når jeg går ind i en hule, har jeg særlige støvler på, fordi en ankelforvridning dybt inde i en hule kan være fatal. Jeg har specielt undertøj, så jeg ikke bliver nedkølet, en speciel dragt og specielle handsker til at gribe med. Jeg har tre uafhængige lyskilder – det er en standardregel. Alt dette er bare for en dagtur ind i en hule, og her taler vi om, at helt almindelige mennesker levede i en grotte i næsten et år". Hulen var enorm, fugtig og lå helt isoleret. Men den var også et fristed fra de rædsler, der udfoldede sig over jorden. "Når vi var indenfor, følte vi en slags sikkerhed", siger Shulim Sterner, "for vi vidste, at det ville være meget svært for tyskerne eller politiet at komme herned – én ad gangen, og med fødderne først". Humøret steg efterhånden, som de forbedrede huleboligen. "Vi lukkede et område af som soveplads, og vi

havde gode dyner, senge og puder – og vi sov", fortæller Shlomo. "Vi tilpassede os og sov enormt meget – når man sover, er man ikke sulten". Gruppen sov mellem 15 og 20 timer i døgnet, eller endog længere, på forhøjede, tæppebelagte senge inde i et lukket galleri, som holdt kulden i skak. Utroligt nok blev ingen alvorligt syge. Kamp for mad og brænde Men hulen kunne ikke forsyne dem med alle livsnødvendigheder. Gruppens mænd måtte af og til dukke op til overfladen om natten for at fylde forrådslagrene op med mad og brænde. De købte korn fra en velmenende ven og malede det i en kværn, som de havde konstrueret i hulen. I sæsonen stjal de kartofler og anden mad fra markerne. Deres føde bestod mest af supper og brød. At skaffe brænde var måske det farligste af alt. "Vi gik ud, vi havde ikke andet valg end at gå ud eller dø inde i hulen", sagde Shulim Stermer. "Vi fældede 10 eller 15 træer og skar dem op i korte stykker, ca. 1,5 meter lange, så de kunne komme ind gennem indgangen. Det var det farligste af alt, fordi vi blev nødt til at støje så meget". Gruppen blev udsat for adskillige næsten fatale hændelser. I juli 1943 blev de spærret inde af en gruppe landsbybeboere, som blokerede indgangen for at besegle deres skæbne. Det lykkedes mændene at finde en smal klippeåbning nær ved den blokerede indgang, og i løbet af tre dage og nætter gravede de sig vej ud. Denne prøvelse hjalp faktisk med til at befæste hulens indgang. En novembernat gik adskillige mænd ud for at købe korn hos en ven ved navn Semen Sawkie, men ukrainsk politi fulgte efter dem. Den sidste sæk korn sad fast i grottens snævre indgang – og det reddede sandsynligvis deres liv. De kunne høre politiet tale på den anden side, og en byge af kugler blev affyret mod den blokerede indgang. Men de blev ikke forfulgt ned gennem den smalle åbning, som kun kunne passeres af en ad gangen. "Vi lukkede hullet og gik ikke ud i seks uger", husker Shulim Stermer. "De kom sandsynligvis og kiggede efter os, men de så aldrig noget. Vi var virkelig heldige".

Frem i lyset Politiet og landsbybeboerne troede, at jøderne var bevæbnede og godt sikrede i en labyrint af passager og hemmelige udgange. Men reelt var der ingen anden udgang fra Præstegrotten. "Det hjalp os", sagde Shlomo Stermer. "Hemmeligheden var, at ingen havde været indenfor, ingen vidste, hvordan der var indenfor". Måske det allervigtigste var, at de havde hinanden. "Jeg tror, det reddede os, fordi vi holdt sammen", sagde Shlomo Stermer. "Vi tog ikke af sted alene, enhver for sig selv. Det var der nogle, der gjorde, og de blev alle, en efter en, elimineret. Vi holdt sammen, og gudskelov fandt vi det rette sted, og vi var flere gange heldige". Langt om længe nåede nyheden om tyskernes tilbagetrækning hulen via en besked i en flaske, der blev kastet ned gennem hulens åbning. "Det var helt utroligt at forestille sig, at jeg kunne gå udenfor, gå omkring ude i dagslyset, og at ingen ville dræbe mig!” Den dag begyndte en anden rejse, som kom til at føre dem rundt i verden. Men resterne af deres historie forbliver under Ukraines hvedemarker og minder om en tid, hvor verden under jorden trods alt ikke var så mørk, som den ovenover.

”

”Da vi kom tilbage fra

Ukraine i juli 2003, viste Peter (huleforsker Peter Lane Taylor) og jeg vores billeder til de overlevende og deres familier. Til allersidst viste jeg et billede af navnene, der var skrevet på hulevæggen. Alle blev helt stille. Ikke kun de overlevende, som aldrig havde nævnt det for nogen, men også deres børn og børnebørn. Manges øjne blev fyldt med tårer. Lige under navnene stod årstallet 1943. For første gang så børnene og børnebørnene et konkret bevis på, hvordan deres forældre og bedsteforældre havde levet og overlevet i den grotte. Det var vidunderligt at kunne give det tilbage til dem.” Huleforsker Chris Nicola til journalist Carey Ostergard, Adventure

Oversat og bearbejdet af Hanne TrautnerKromann

EICHMANN - INDHENTET AF SKÆBNEN 11. MAJ ER DET 50 ÅR SIDEN ADOLF EICHMANN BLEV KIDKAPPET AF MOSSAD jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

Læs den nervepirrende og sande historie om, hvordan det lykkedes Adolf Eichmann, en af ekstrabladetsforlag.dk jyllandspostensforlag.dk verdens mest eftersøgte nazister, at holde sine forfølgere stangen i 15 år. ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

ekstrabladetsforlag.dk

jyllandspostensforlag.dk

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

bogomtale

Folk som os Af Steffen Jensen Luften er tyk af bilos, sved, råb og skrig, muezzinen kalder til bøn, taxaer og busser dytter ad hinanden. Larmen er øredøvende, varmen trykkende. Alle maser og skubber. Vi er under optakten til Golfkrigen i 1990. Min kameramand og jeg filmer på en busholdeplads i Jordans hovedstad Amman. Frivillige jordanere og palæstinensere, der vil kæmpe skulder ved skulder med Saddam Hussein imod de vantro, stiger ind i de ventende busser og bliver sendt af sted til krigen som helte. Her støtter alle den irakiske diktator. Selvom de også godt ved, at Saddam selv og Ba’ath-partiet altid har været anti-religiøst og forfølger islamister, så accepterer mange tilsyneladende den irakiske præsidents bratte kovending, hvor han erklærer den kommende krig for Jihad – Hellig Krig, og pludselig begynder at lade sig filme i moskéen under fredagsbønnen.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Vi er her for at finde ud af, hvordan folk kan tro på Saddam Husseins pludselige og ret gennemskuelige hamskifte. Stemningen er ikke venlig. Vi er vesterlændinge. En mener endog at vide, at Danmark er med på USA's side. En gammel mand trænger sig igennem den kødrand, der har samlet sig

Journalistik, og i særdeleshed tv-journalistik, lægger efterhånden alt for stor vægt på form på bekostning af indhold.” omkring vores tv-kamera. Han har et godt ansigt og noget på hjerte, så vi spørger ham, hvad han mener. Tror han på Saddams pludselige religiøse vækkelse? ”Hvorfor ikke”, spørger han. ”Det er jo Hellig Krig. Hellig Krig, siger

Hver eneste fredag er der lidt efter klokken 13 voldelige sammenstød uden for den palæstinensiske landsby Bila’in på Vestbredden nær Israels såkaldte ”sikkerhedshegn”. Sammenstødene er fast programpunkt på unge solidaritetsturisters tur til Palæstina. Her kan de få heltefotos af sig selv og ”stygge israelske soldater” med røgen fra tåregasgranater som bagtæppe. Medierne er der også altid, selvom begivenheden er et ugentligt iscenesat absurd teater. (Foto: Steffen Jensen)

jeg dig! Ved du hvad det betyder”, nærmest råber han lige ind i mit ansigt. Kameraet ruller. ”Jeg er 78 år gammel, og min kone er 76. Vi vil være de første, der ofrer os selv som martyrer for Saddam!” Den gamle mand bliver mere og mere ophidset, som interviewet skrider frem. Sveden løber ned ad hans ansigt, som er blevet rødt som en kogt hummer. ”Vi vil slå korsridderne tilbage. Genoprette kalifatet. Saddam er en ny Salah el-Din! Det er begyndelsen på Islams sejr!!!” Den gamle mands øjne er udspilede, og han hiver hæst efter vejret. Jeg bliver nervøs for, at han vil få et hjerteslag og kollapse, mens vi filmer. Et glas vand bliver rakt igennem folkemængden, og han slubrer det i sig med rystende hænder. Vi stopper optagelserne. Den gamle slapper af, tager en dyb indånding og rækker hånden frem. ”Var jeg god”, spørger han glad, og jeg kigger på ham for at se, om han tager gas på mig. Men det gør han ikke.

”Ja, du var fantastisk”, beroliger jeg ham. Hans raseri var tilsyneladende ægte nok, men nu er det fordampet. Vreden kunne åbenbart skrues op og ned efter behov. Som Saddams fromhed. Og den gamle mand er i hvert fald ikke uvidende om, hvad der gør sig på tv. Men er det virkeligheden? Var det et sandt billede, vi viste den efterårsdag i Amman? Det er det, den tidligere hollandske Mellemøstkorrespondent Joris Luyendijks bog ”Folk som os” handler om.

bogen, som har undertitlen ”Hvad medierne ikke fortæller os”, rammer Joris Luyendijk nogle af mediernes ømme punkter. Journalistik, og i særdeleshed tv-journalistik, lægger efterhånden alt for stor vægt på form på bekostning af indhold. Vi skal have vores egen mand på stedet. Ikke fordi han skal vide noget særligt. Men blot så man kan skrive Beirut, Bagdad eller Teheran som da-

teline på skærmen efter navnet. Det betyder mindre, at korrespondenten kun lige er landet i lufthavnen en halv time forinden, er pisket tværs igennem byen for at nå frem til livekamerapositionen, og det eneste han ved, er det, redaktionssekretæren hjemmefra lige har dikteret fra nyhedsbureauernes telegrammer over mobiltelefonen. For vi er der! Og vi er der før de andre!!! Det er det, der betyder noget. Men journalistikken kommer også til kort på andre måder. Når man efter en årrække i denne del af verden begynder at komme ind i den mellemøstlige virkelighed og tankegang, og fortsat også er en del af det nordeuropæiske univers og tankesæt, man oprindelig kommer fra – når man så at sige ”har et ben i begge lejre” – så går det for alvor op for en, hvor umulig en opgave det er at forklare den tilsyneladende surrealistiske mellemøstlige virkelighed, så den giver mening for en nøgtern nordeuropæer med begge ben solidt plantet på jorden i

et ordnet socialt velfærdssamfund, der faktisk fungerer. Joris Luyendijk har ganske mange interessante og skarpe observationer i den sammenhæng: ”Da jeg første gang kom til Cairo som korrespondent, betragtede jeg de journalistiske metoder som en slags værktøjskasse, man kunne finde frem overalt i verden. Men diktaturer og demokratier er ikke to forskellige bilmærker. Hvis et demokrati er en bil, så er et diktatur en ko eller en hest. Den, som kommer med en skruetrækker eller en loddekolbe, står magtesløs”, skriver Joris Luyendijk.

en hollandske journalist giver også de vestlige journalisters og for den sags skyld også ambassaders valg af kilder og kontakter et kritisk ord med på vejen. Vi elsker andre journalister, akademikere, systemkritikere og i særdeleshed menneskerettighedsaktivister. Dem har vi i særlig grad en svaghed for, disse ”Moder Teresa-typer”, som kæmper for nogle forkromede idealer, vi selv sætter GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Da jeg første gang kom til Cairo som korrespondent, betragtede jeg de journalistiske metoder som en slags værktøjskasse, man kunne finde frem overalt i verden. Men diktaturer og demokratier er ikke to forskellige bilmærker. Hvis et demokrati er en bil, så er et diktatur en ko eller en hest. Den, som kommer med en skruetrækker eller en loddekolbe, står magtesløs.”

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

så højt. Men for mange af dem har dette ”græsrodsarbejde” intet med græsrødder at gøre. Det er bare langt mere vellønnet end en karriere i det offentlige i de fleste arabiske lande, for de fleste menneskeretsorganisationer er finansieret af vestlige donorlande. Det betyder også, at menneskerettigheds aktivisterne, når man interviewer dem, i virkeligheden taler til de embedsmænd i donorlandene, der skriver deres lønchecks under. Disse ”donor darlings”, som de vestlige ambassader kalder dem, ved præcist, hvad det er, vi i Vesten gerne vil høre: ”Sociale reformer, kvinders ligestilling, demokrati, god regeringsførelse, civilt samfund og så videre. Kan de få omtale i vestlige medier, bliver de endnu mere populære, får flere vestlige penge, ambassaderne inviterer dem til at tale til besøgende politikere og ministre hjemmefra, men i den arabiske verden er der ingen, der aner, hvem de er, eller at de overhovedet gør noget som helst for sociale reformer, kvinders ligestilling, demokrati, god regeringsførelse, civilt samfund og alle de andre smukke idealer.

en bogen er også sine steder ret naiv. Joris Luyendijk er ikke uddannet journalist, og det skriver jeg ikke, fordi jeg har fagpolitiske kartofler at hyppe, men det kan måske forklare Luyendijks lidt naive og sine steder lidt latterlige tilgang til journalistikken. De vestlige medier er ikke ideelle. Langtfra. Det vil de fleste seriøse journalister være de første til at erkende, og de udkæmper en daglig kamp for at sikre en lille smule kvalitet i deres arbejde. Men vore medier er formentlig de mindst dårlige – alt andet lige. Dertil kommer, at nogle journalisters viden og indsigt i Mellemøsten også kunne være bedre, samt de forhindringer Mellemøstens forskellige versioner af autokratiske og totalitære regimer kaster i hovedet på os for at besværliggøre vores arbejde.

Alt det kommer tilsyneladende som en total overraskelse for Joris Luyendijk, og det er lidt chokerende. To formildende omstændigheder kan dog fremhæves. For det første, at Luyendijk står ved sin manglende viden om pressen og åbent skriver om den. ”Ved ankomsten til min arbejdsplads i Cairo havde jeg altså så godt som ingen journalistisk erfaring…” Og for det andet, at han klart nok med årene vokser med opgaven for til slut at tage konsekvensen af sin utilfredshed og skifte profession. Det var også en af mine konklusioner, da jeg sidste år deltog i en tvdebat med Joris Luyendijk på TV2/ NEWS i forbindelse med, at hans bog udkom på dansk. Hver eneste gang han kom med en af sine chokerende opdagelser, måtte jeg give ham fuldstændig ret og så blot undres over, hvordan han kunne være så overrasket. For mange af hans chokerende ”opdagelser” er grundlæggende noget, man i Danmark lærer på Journalisthøjskolen, inden man starter sin karriere i faget. Det blev han for øvrigt også overrasket over at høre. Der hvor Luyendijk dog har så evig ret, er at vi som journalister, der arbejder i Mellemøsten, skal være langt mere åbne over for vore læsere, lyttere og seere om de problemer og begrænsninger, vi hele tiden står overfor i den her del af verden, og hvordan de påvirker vores dækning. Om det så er restriktioner fra områdets myndigheder, den til tider ensporede fanatisme og himmelråbende uvidenhed man møder hos folk, man interviewer, og som det kunne være passende at delagtiggøre vort publikum i, eller om det er de begrænsninger, vores egne medier giver.

u kunne det måske med denne afslutningssvada lyde som om, jeg ikke synes om Joris Luyendijks ”Folk som os”, men det er ikke rigtigt. Det er på mange måder en vældig god og anbefalelsesværdig bog. De advarsler han kommer med, og den utilfredshed han demonstrerer over for den retning i særdeleshed de elektroniske medier er gået i, er tankevækkende og deprimerende. Men medierne vil altid være et spejl af det samfund, de er en del af og fungerer i. Og kun ved at få flere

kritiske, kræsne og krævende læsere, lyttere og seere, er der håb om, at vi kan forbedre vore medier. Der foregår hver eneste dag en folkeafstemning i landets aviskiosker og med fjernbetjeningen på sofaen hjemme foran tv-apparatet. Og så længe, at der er i underkanten af 200.000 danskere, der køber Ekstra

Så længe det ene hjernedøde reality tv-show efter det andet kan lægge gaderne øde, mens man som producer skal være lykkelig, hvis man har 3-400.000 seere til et seriøst tv-dokumentarprogram, så bliver tv heller ikke bedre."

Bladet og BT på hverdage (lidt flere i weekenden), mens der ”kun” er omkring 55-60.000 der én gang om ugen køber Weekendavisen (tallene er fra 2008), så har vi sørgeligt nok de medier, vi fortjener. På samme måde er det på tv. Så længe det ene hjernedøde reality tv-show efter det andet kan lægge gaderne øde, mens man som producer skal være lykkelig, hvis man har 3-400.000 seere til et seriøst tv-dokumentarprogram, så bliver tv heller ikke bedre. For ligegyldigt hvor seriøs, vidende og professionel en journalist er, så er de medier, han eller hun er ansat i, en forretning, der skal løbe rundt. Deri er der både en svaghed og en styrke: Vi har de medier, vi fortjener, fordi dem vi belønner ved at bruge, dem vil der komme flere af. Men det er på den anden side noget, der kan ændres. Vi skal blot vende

ryggen til rendestensjournalistikken og kræve kvalitet. Vi skal forlange at blive talt til som intelligensvæsener. Og det kan Joris Luyendijks bog helt sikkert medvirke til.

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder. Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære. Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Novelle

Telefonsælgere kan blive din død Af Etgar Keret

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

dværgkast til de australske konkurrencer i glasspisning.” ”Vil De tale med Etgar?” hviskede jeg. ”Ja,” sagde Deborah. ”Han er død,” sagde jeg og holdt en kort pause, før jeg hviskende fortsatte: ”Det er en tragedie. En reservelæge gjorde det af med ham på operationsbordet. Vi overvejer at sagsøge hospitalet.” ”Hvem taler jeg så med?” spurgte Deborah. ”Michael, hans lillebror,” improviserede jeg. ”Men jeg kan ikke tale nu. Begravelsen er i fuld gang.” ”Det gør mig ondt,” sagde Deborah med skælvende stemme. ”Jeg har ikke talt så meget med ham, men han lød som et dejligt menneske.” ”Tak,” hviskede jeg. ”Jeg bliver nødt til at lægge på. Jeg skal sige noget nu.” ”Naturligvis,” sagde Deborah. ”Jeg ringer senere. Jeg har en opmuntrende tv-pakke, som vil være helt perfekt for Dem.” Oversat af Hanne Friis

er jeg v ø r p Så eboD e d g n,” sa e g r o im med e k k y l ld og e H ” . h ra nen." o i t a t u amp

mig i en trådløs telefon, men samtidig har besluttet sig: ”Hvis jeg får nej fra ét røvhul til, springer jeg!” Og når valget står mellem en persons liv og en måneds abonnement på en eller anden tv-kanal, vælger jeg livet, eller det gjorde jeg i det mindste, indtil min kone og min bankrådgiver høfligt bad mig om at holde op med det. Og så begyndte jeg at udvikle min bedstemortaktik, som genopliver en kvinde, fred være med hende, for hvem jeg har arrangeret adskillige virtuelle begravelser for at komme ud af en udsigtsløs diskussion. Men eftersom jeg allerede havde gravet et hul og selv var faldet i det for Deborah fra satellit-tv-selskabet, kunne jeg lade bedstemor Shoshana hvile i fred denne gang. ”Godmorgen, hr. Keret,” sagde Deborah dagen efter. ”Jeg håber, det er mere belejligt nu.”

Illustration: Jeanne G. Kempinski

Jeg beundrer virkelig telefonsælgere, som lytter og forsøger at fornemme, hvordan man har det, uden med det samme at tvinge en til at indgå i en dialog, når de ringer. Så da Deborah fra satellit-tv-selskabet ringede og spurgte, om hun forstyrrede, takkede jeg allerførst for hendes omtanke, og så sagde jeg høfligt, at det gjorde hun faktisk. ”Sagen er den, at jeg for et øjeblik siden faldt ned i et hul og slog hovedet og foden. Så det er ikke lige det bedste tidspunkt,” forklarede jeg. “Det forstår jeg godt,” sagde Deborah. ”Hvornår kan jeg ringe tilbage? Om en time?” ”Det ved jeg ikke,” sagde jeg. ”Jeg tror, jeg brækkede anklen, da jeg faldt. Og hullet er ret dybt, så jeg tror ikke, jeg kan komme op uden hjælp. Så det kommer meget an på, hvor hurtigt redderne kommer, og om jeg skal have foden i gips eller ej.” “Måske skal jeg vente med at ringe til i morgen,” sagde hun uanfægtet. ”Ja,” stønnede jeg. ”I morgen lyder fint.” ”Hvorfor kommer du med sådan en historie?” Min kone, som sad ved siden af mig i taxien, skældte mig ud efter at have hørt mine undvigende svar. ”Hvorfor siger du ikke bare: ’Jeg er ikke interesseret i at købe, leje eller låne det, I sælger, så lad være med at ringe til mig igen, hverken i det her liv eller det næste.’ Så holder du en kort pause og siger: ’Hav det godt.’ Og så lægger du på som alle andre.” Jeg tror ikke, at alle andre er så bestemte og ubehagelige over for Deborah som min kone, men jeg må indrømme, at der er noget om det, hun siger. Folk, der bor i Mellemøsten, føler sig mere dødelige end folk andre steder i verden, og det får mange til at udvikle aggressive tilbøjeligheder over for fremmede, der prøver at spilde den korte tid, de har tilbage på Jorden. Og selv om jeg også værner om min tid, har jeg virkelig

svært ved at sige nej til fremmede i telefonen. Jeg har ingen problemer med at afvise sælgere på grønttorvet eller at sige nej til en, jeg kender, der tilbyder mig noget i telefonen. Men den væmmelige kombination af en anmodning og en fremmed lammer mig, og på mindre end et sekund forestiller jeg mig, at personen i den anden ende har ar i ansigtet og har levet et liv fuldt af pinsler og ydmygelser. Jeg ser ham stå på sålbænken uden for sit kontor på 114. etage, mens han roligt taler med

”Sandt at sige fik jeg problemer med foden,” mumlede jeg. ”Jeg ved ikke, hvordan det skete, men der gik koldbrand i den, og nu skal den faktisk amputeres.” ”Det tager kun et øjeblik,” sagde hun modigt. ”Jeg er ked af det,” fortsatte jeg. ”Jeg har allerede fået noget beroligende, og lægen siger, at jeg skal slukke for mobiltelefonen. Han siger, den ikke er steriliseret.” ”Så prøver jeg i morgen,” sagde Deborah. ”Held og lykke med amputationen.” De fleste telefonsælgere giver op efter et opkald. De, der ringer om meningsmålinger og internetpakker, prøver måske en gang til. Men Deborah fra tv-satellit-selskabet var mere vedholdende. ”Goddag, hr. Keret,” sagde hun, da jeg uforberedt fik det næste opkald. ”Hvordan går det?” Og før jeg nåede at svare, fortsatte hun: ”Nu bliver De jo nok nødt til at holde Dem mere hjemme, så jeg vil tilbyde Dem vores ekstremsportspakke. Fire kanaler, der viser alle de forskellige ekstremsportsgrene i verden, fra verdensmesterskabet i

Folk, der bor i Mellemøsten, føler sig mere dødelige end folk andre steder i verden, og det får mange til at udvikle aggressive tilbøjeligheder over for fremmede, der prøver at spilde den korte tid, de har tilbage på Jorden" GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Arkitektens datter – optaget blandt de "udødelige"

UDØDELIG Uddrag af Simone Veils tale ved hendes ind

Fra Auschwitz

træden i Det Franske Akademi, 18. marts 2010

til l’Académie

”

Francaise Af Merete Reinholdt Hun er den mest populære kvinde i Frankrig, og for mange af sine franske medsøstre har hun i årtier været et forbillede og en rollemodel af de sjældne. Den 82-årige Simone Veil er smuk, karismatisk og viljekraftig, og så er hun en del af Frankrigs historie. For 35 år siden var hun hovedarkitekten bag den fri aborts lovliggørelse i Frankrig, hun har gennem livet bestredet en række fremtrædende politiske og juridiske hverv, og for nylig indtrådte hun i det prestigefyldte franske akademi, l’Académie Francaise. Alt sammen på trods. For det første fordi hun som jøde fik revet sit verdensbillede itu under Anden Verdenskrig, for det andet fordi hun i en række politiske spørgsmål har måttet stå imod trusler og verbale angreb fra det yderste højre, og så fordi hendes mand i sin tid mente, at alle var bedst tjent med, at hun blev hjemmegående frem for at skabe sig en karriere.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Oversat fra fransk af Merete Reinholdt

Det er værd at tænke over, at siden I inviterede mig til at slutte mig til jer, har jeg – der ellers har tænkt på min mor hver eneste dag i et trekvart århundrede efter hendes død i Bergen-Belsens helvede, nogle få dage før lejrens befrielse – haft min far, der også blev deporteret og døde i Baltikum, i mine tanker. Som den talentfulde arkitekt han var, ærede han det franske sprog, og det er ikke uden bevægelse, at jeg genkalder mig mindet om de familiemiddage, hvor jeg søgte hjælp i ordbogen for at afgøre en uoverensstemmelse omkring ords stavemåde. Det var selvfølgelig altid ham, der havde ret. Han ville have været endnu mere berørt, end jeg er det, over at hans datter nu kan sætte sig i Racines sæde hér.

”

Man møder hér en procedure og et sprog, som er mig velkendt og får mig til at tænke, at jeg i virkeligheden befinder mig midt i en (parlamentarisk) forsamling, det vil sige et sted, hvor der samles mænd og kvinder, der mener, at holdninger fra de mange er rigere og bedre motiverede end fra en enkelt alene. Gennem mit liv har jeg siddet i Nationalforsamlingen og Senatet, og jeg har været medlem af Europaparlamentet, som jeg også har været formand for. Jeg har disse steder nydt de muligheder for udvekslinger, debatter og kontroverser, som udtrykker det bedste af den menneskelige ånd, når de foregår i en respektfuld atmosfære. Er det af denne årsag, at jeg befinder mig godt tilpas hos jer? Jeg takker jer under alle omstændigheder for at give mig denne berigelse.

” ”

Et lille anekdoteagtigt minde frigør sig fra det uforglemmelige indtryk af Racines tragedier, som vi læste i min ungdom. I de ældste gymnasieklasser i Nice måtte Fædra ikke citeres, eftersom Minos og Parsifaës datter var omgærdet af en incestuøs aura og derfor på den tid ikke blev anset for at være noget, unge piger burde omgås.

Jeg husker, at jeg i Auschwitz i begyndelsen af juni 1944 samlede resterne af en tysk avis op, hvori der stod om landgangen i Normandiet. Afsløringen af denne begivenhed vækkede et stort håb i os, mine kammerater og mig. Må det være mig tilladt at hylde dem, der dengang legemliggjorde den genfundne ære og den indsats, det var, at få friheden i sigte.

”

Mine damer og herrer, man kan ikke komme ind på denne ulykkelige tid (den franske Algier-krig, red.) uden at henvise til et smertefuldt kapitel. Som tidligere retsembedsmand, der har arbejdet meget på at forbedre vilkårene for FLN-fangerne (den algeriske befrielsesfront, Front de la Libération Nationale, red.) i Algeriet og i Frankrig, er jeg desto mere tilfreds med at kunne komme ind på en anden tragisk side i vores historie. Algeriske muslimer accepterede at gøre tjeneste i den franske hær. Man kaldte disse folk ”moghaznier” eller mere almindeligt ”harkier”. Deres effektive styrke nåede op på 90.000 mænd og deres familier. Evian-aftalen fastsatte, at ingen algerier skulle være bekymret for sine tidligere engagementer, særligt ikke i den franske hær. De franske myndigheder havde til hensigt at følge denne traktat og satte alt i værk for at den blev respekteret. For mange franske officerer var det en smerte at forlade de mænd, som havde kæmpet med dem. Nogle (af harkierne) ønskede at blive sendt til Frankrig. Efter at have givet tilladelse til dette i en periode og oprettet beboelseslejre offentliggjorde de franske myndigheder nye skrappe regler, der gjorde en ende på hjemsendelsen. De fleste harkier måtte derfor blive i Algeriet, hvor de var udsat for hån og ofte med frygtelige repressalier til følge. Hvor stort var antallet af ofre? Historikerne er stadig uenige om tallene. Tragedien for disse svigtede familier sætter i alle tilfælde en uudslettelig plet på vores nyere historie. Endnu en gang indordnede Pierre Messmer sig under statens ubøjelighed, undersåttens forpligtelse. Inderst inde smertede dette drama ham, og han omtalte det senere som ”undladelse af hjælp til folk i fare”. På dette tidspunkt havde han mere end nogen anden den frygtelige rolle at inkarnere den statslige autoritet. Litteraturen har lært os om Antigones heroiske figur sat op mod Kreons strengere af slagsen. Følelser, idealisme og datterkærlighed er med til at nære Ødipus’ datters kamp i højere grad end Thebens konges strenge principper. Antigone er af vor tid, og Kreon er udslynget af den. Men er Kreon så afskyelig? Lad os lytte til ham i Sofokles stykke: ”Hvis en eller anden kriminel gør vold mod loven eller får i hovedet at give ordrer til sin chef, opnår han aldrig min anerkendelse. Det er den, som byen har placeret i toppen, man bør adlyde, og dét ned i de mindste detaljer, og i dét som er ret, og i dét som ikke er det.” Ja, er han virkelig så afskyelig, ham der kræver respekt for byens love, lige meget hvad prisen er? En ofte lidet tiltrækkende pligt påhviler politikeren. Når han accepterer et mandat eller en mission, må han udviske sin person og sine følelser. Han bør ud fra en generel interesse definere sig og føre den mest ensartede politik ud i livet. En del af storheden ved dette fag findes her. Det kaldes mod. Man bør ikke reducere Sofokles' tekst til en ubehagelig lovprisning af kynismen i politik. Den er en forsvarstale for ansvarligheden. En politiker bør ikke søge at behage, men handle.

Hun blev født i Nice den 13. juli 1927. Hendes far var en anerkendt og prisbelønnet arkitekt, moderen havde studeret kemi men var siden blevet hjemmegående for de i alt fire børn, hvoraf Simone var den yngste. Familien var, som Simone Veil skriver i sin biografi Une Vie, ikke-troende jøder, og på grund af jødeforfølgelserne skiftede de efternavnet Jacob ud med det mere franskklingende Jacquier. Men i marts 1944 blev familien arresteret, deporteret og splittet – Simone Veil blev med sin mor og den ene søster sendt til først Auschwitz og senere BergenBelsen. Kort før befrielsen døde moderen af tyfus. Faderen og broderen vendte aldrig tilbage. Kun de tre søstre overlevede. Simone Veil begyndte at læse jura og politisk videnskab umiddelbart efter krigen. På universitetet mødte hun Antoine Veil, som hun giftede sig med, og sammen fik de tre sønner. Som 27-årig blev hun den første kvinde, der gennemførte en form for læretid i det franske magistratssystem. I årene 1970-74 var hun generalsekretær for magistratens øverste råd, indtil hun blev hentet til posten som sundhedsminister i en centrumliberal regering. Senere bestred hun også posterne som social-, familie- og byminister i diverse borgerlige regeringer, og i 1979 valgtes hun ind i Europaparlamentet for UDF (Union pour la Démocratie Francaise) og blev den første kvindelige parlamentsformand.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

fordybelse og filosofi

Microsoftkulturen og trangen til at eje

” ”

Lad det være mig tilladt at henlede opmærksomheden på en ambition, som jeg har viet en del af mit liv til: Europa. Det var den horisont, som grundlæggerne rettede deres blikke mod lige efter krigen for at forsage broderkrige for altid.

Dette europæiske eventyr var og forbliver den store udfordring for den generation, som jeg tilhører. Emmanuel Berl (tidligere fransk-jødisk journalist og forfatter, red.) har sagt, at Europa bør være et fællesskab for både ønsker og doktriner. Den udfordring, som blev stillet de gamle nationer, har jeg taget imod og fulgt med større optimisme end Pierre Messmer. Og som tidligere formand for Europaparlamentet er jeg glad for i dag i denne sal at blive en af fortalerne for den europæiske idé, som siden begyndelsen har kastet glans over Akademiet.

”

Europas fædre har villet konstruere en virkelighed ud fra en drøm fra en mand, hvis stemme har givet genlyd mange gange under denne kuppel. Victor Hugo. I 1841, da han netop var valgt til Akademiet, helligede han sig udarbejdelsen af en tekst om Rhinen, hvor han skitserede projektet for en europæisk union, grundlagt på det, som det i dag er vedtaget at kalde det tysk-franske makkerpar. Han skriver: ”Frankrig og Tyskland er i bund og grund Europa. Tyskland er hjertet, Frankrig er hovedet. Følelserne og tankerne, tilsammen det civiliserede menneske. Mellem de to folk er der nære bånd, et uomtvisteligt blodsslægtskab. De udspringer fra de samme kilder; de har kæmpet sammen mod romerne; de er brødre i fortiden, brødre i nutiden og brødre i fremtiden.” Broderskab og fremtid, under skjoldet af disse smukke ord, som naturligt hersker hos jer, er jeg stolt over at blive modtaget i jeres forsamling.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

I en årrække sad hun ligeledes i det franske forfatningsråd, hun har arbejde som advokat, og hun har gennem årene modtaget en lang række priser og hædersbevisninger, ligesom hun er æresdoktor ved Ben Gurion universitetet i Negev og ærespræsident for Fondation pour la Mémoire de la Shoah (Holocaust-mindefond). Gennem årene har Simone Veil været en utrættelig fortaler for forsoningens politik. Hun har ønsket et politisk stærkt Europa, og hun har kæmpet for, at menneskerettigheder og respekt for minoriteter både på nationalt, europæisk og internationalt niveau overholdes. Den 18. marts i år indtog Veil sæde nr. 13 i det, som hun kalder ”templet over det franske sprog, l’Académie Francaise – en plads der tidligere tilhørte politikeren Pierre Messmer og førhen var den faste stol for folk som Racine og digteren Paul Claudel. Kort forinden havde en stor meningsmåling udpeget hende som den mest populære franske kvinde hos både højre og venstre, høj og lav – og begrundelsen? Hun er noget så sjældent som en politiker, der forener.

En israelsk forfatter mener, at det moderne vestlige menneske er som en computer: det mest fantastiske arbejdsredskab uden skyggen af eget initiativ, mens samfundet er styret af kyniske ledere uden lederevner. Vejen ud af uføret er at søge tilbage til klassiske værdier, hvilket han mener sagtens kan lade sig gøre uden at smide moderniteten over bord.

Af Hans Henrik Fafner, Tel Aviv Moralske og nationale værdier ligger Miron C. Izakson på hjerte. Han beskæftiger sig også meget med grænser. Både dem, man skal overskride for at komme videre i tilværelsen, og dem, der skal respekteres, for at tilværelsen kan få mening. Alt dette er elementer i hans forfatterskab, der nu omfatter otte digtsamlinger og fire romaner, hvor han tager afsæt i disse tanker for at fortælle, hvor den moderne verden i almindelighed og hans israelske hjemland i særdeleshed er kørt af sporet. Izakson tager imod Goldberg i en stor, gammel lejlighed på Rothschild Boulevard i det centrale Tel Aviv. Tunge gardiner lukker den hede solskinsdag ude, og i lejligheden er der dunkelt og køligt. Han fortæller, at hans bedsteforældre flyttede ind her, da de kom til Tel Aviv for 70 år siden. Bedstefaderen var læge, citrusdyrker og generalsekretær for landbrugernes centralorganisation. Bedstemoderens far var leder af det hebraiske sprog akademi. Selv har han også flere kasketter. Af uddannelse er han advokat – fordi

hans far mente, at man ikke kan leve af hans egentlige lidenskab, digt ningen – og professor i jødisk filosofi ved Bar Ilan Universitetet. Det hele synes at samle sig her i lejligheden, hvor tidligere generationer har sat deres præg, også på hans tanker om moralske og nationale værdier. Noget som det forjagede Tel Aviv ude i den skarpe sol synes at se som et stykke fortid, men som Izakson netop betragter som noget, som ikke bare Israel, men hele den vestlige verden bør tage op for at sikre en bedre og mere meningsfuld fremtid. Trangen til at eje ”Et af de emner, jeg ofte behandler i min skrivning, er grænserne for menneskelig opførsel,” siger han. Han taler om den af sine romaner, der på engelsk har titlen Nathan and his Wives. Den handler om den hovedrige Nathan, der ikke kender til grænser for sine aktiviteter og dermed kommer til at stå som symbol på det moderne menneske. Nathan bruger sin rigdom til at købe kunst. Han kan ikke nyde kunst på et museum, men må eje den for at kunne værdsætte den. Nathans trang til at eje antager konstant nye former. Han beslutter,

En svømmer trækker luft ned i lungerne inden han springer i bassinet, og efter nogen tid må han vælge mellem at gå til bunds og drukne eller stige op til overfladen for at trække mere luft. Jeg mener, at zionismen har brug for at komme op til overfladen og trække lidt luft fra jødedommen. Det inkluderer at være mere beskeden, mere forsigtig, mere dyb, mere lærd.”

Miron C. Izakson GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

dommen. Det inkluderer at være mere beskeden, mere forsigtig, mere dyb, mere lærd.”

at hjemmet vil blive lykkeligere, hvis han optager en tiger i husholdet, og tidligt i bogen foreslår hans kone Rina ham, at han tager en kone til. Hun gør det i kærlig forståelse for mandens behov for at besidde for at kunne være lykkelig. Nathan slår til, og fortsætter med nye anskaffelser. Han erhverver en hel landsby i Galilæa, og fortællingen når et højdepunkt, da han sætter sig for at købe en dagbog, skrevet af en fransk konge i det 14. århundrede, mens denne var i eksil i England. ”Hvorfor nu denne dagbog?” spørger Izakson. ”Jeg ved fra historien, at kong Jean i det 14. århundrede, som var præget af endeløs krig mellem England og Frankrig, blev taget til fange og bragt i eksil i London. En konge i eksil fascinerer mig. Dengang var kongen landets virkelige hersker. Han var nærmest synonym med landet. Kongen var landet. Når kongen er taget til fange, betyder det så, at Frankrig ikke længere eksisterer? At englænderne nu har Frankrig i hænderne? Nej – i virkeligheden fortsatte Frankrig, og det betyder, at man aldrig kan vinde totalt.” Moderne og kynisk Nathan er en ekstrem. Han går efter at vinde totalt, uden at forstå, at det ikke kan lade sig gøre. Over for ham står den modsatte ekstrem, personen Meir, som er romanens fortæller. Han er Nathans højrehånd i firmaet og den, der effektuerer mange af de absurde projekter. Han gør det uden at reflektere. Hans ansigtsudtryk er det samme, og han formulerer sine meddelelser i samme neutrale sprog, hvad enten Nathan har sat ham til at stå for de praktiske foranstaltninger ved begravelsen af en afdød kollega eller være mellemmand ved købet af den franske konges dagbog. Meir er medløberen, det almindelige moderne menneske, der umælende lader Nathan styre tilværelsen. Umiddelbart efter begravelsen af den afdøde kollega tager Nathan til en gadefest, som Rina har arrangeret. Meir reflekterer ikke over den voldsomme kontrast i chefens aktiviteter, han registrerer blot, at de finder sted. For Izakson er dette et billede på den moderne verdens ledere, der kun interesserer sig for de store sager, som primært drejer sig om økonomi og akkumulation, mens dagligdagens små hændelser og følelserne bag har mistet deres betydning. Der er ikke længere forskel på en begravelse og en gadefest, og det almindelige menneske accepterer udtryksløst udviklingen. ”Det moderne menneske er blevet kynisk,” forklarer Izakson. ”At være kynisk betyder, at man ikke forholder sig seriøst til noget. Som Nathan. Ingen andre end han har betydning. Vi har så mange politikere, forretnings-

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Den dyrebare sabbat Izakson nævner sabbatten, den ugentlige hviledag, som eksempel på, hvordan mennesket skal søge tilbage til nogle oprindelige værdier og sætte nogle moralske og etiske grænser. ”Jeg ser sabbatten som noget dyrebart, og de, som ikke har den som en del af deres liv, går glip af meget. Folk spørger mig, hvad jeg laver på sabbatten, når jeg ikke kører bil. Men hvorfor skulle jeg bruge tiden på fx at købe ind, når jeg en gang om ugen har mulighed for at være sammen med min familie og have noget dyrebart i 25 timer.” Han hentyder til de store indkøbscentre, der flere steder i Israel – i diskret afstand af byerne og den religiøse befolkning – er blevet mål for lørdagsturen for en stor del af landets befolkning. Der er kø foran disse megabutikker, og det store flertal af befolkningen har glemt vandreturene og den fysiske oplevelse af landet, som førhen var en central del af den kollektive folkesjæl. Set gennem Izaksons briller er trangen til at eje blevet et fremtrædende kulturtræk, som det ikke er svært at overføre til andre vestlige lande, og han tilføjer: "Det er rædselsfuldt og et paradoks, at det moderne menneske er meget mindre frit, end det tror. Det moderne mennesket tynges hele tiden af forestillingen om andre menneskers vurderinger: Har jeg succes efter andres målestok? Hvor står jeg ifølge disse nye værdier? Og det hele kan offentliggøres. Der bliver skrevet om succesfulde mennesker, og der bliver hele tiden taget fotos af os alle sammen, og vi bliver citeret. Det moderne menneske har taget meget store skridt hen mod at miste sit privatliv og dermed sin frihed. Vi fremhæver med stolthed, at den moderne livsstil består i, at ingen kan bestemme over os, men i virkeligheden efterlader vi meget lidt plads til os selv og vores familieliv." Bliver Miron Izaksons tanker opfattet som konservative og bagstræberiske? Selv mener han det ikke. Han indrømmer, at hans kalot og religiøse fremtræden kan give et konservativt indtryk, men understreger, at han i sin skrivning og tankegang har mange elementer, der ikke stemmer overens med religiøs konservatisme. Som når Nathan tager en ekstra kone. "Nøglen ligger i uddannelse," smiler han. "Og det behøver hverken være gammeldags eller konservativt. Men uddannelsen skal tage udgangspunkt i den enkelte folkegruppes egen kulturelle baggrund."

De store indkøbscentre, der flere steder i Israel – i diskret afstand af byerne og den religiøse befolkning – er blevet mål for lørdagsturen for en stor del af landets befolkning. Der er kø foran disse megabutikker, og det store flertal af befolkningen har glemt vandreturene og den fysiske oplevelse af landet, som førhen var en central del af den kollektive folkesjæl.”

mænd, kunstnere, journalister, som er så optagne af sig selv, at de bliver kyniske over for resten af verden. Vi plejede at have en engelsk kultur og en fransk kultur. Nu er det blevet til Coca Cola-kultur og Microsoft-kultur, og mange mennesker identificerer sig mere med disse selskaber og mærkevarer end med deres land. Nogle siger, det er godt, for nu er vi alle verdensborgere, men det synes jeg ikke.” Moses som moralsk ideal Miron Izakson ser problemet som globalt. Han kan konstatere en voldsom materialisme omkring sig i det israelske samfund, men mener ikke, at Israel er mere materialistisk end andre dele af den vestlige verden. Også i Europa ser han, at folk har givet slip på de traditionelle værdier. Nathan’er og deres medløbere findes over hele verden, og han ser udvejen for denne dårligdom i en venden tilbage til nogle mere oprindelige kulturtræk. Selv tager han udgangspunkt i det jødiske: ”Moses er den ultimative jøde. Hvad står der om ham i Bibelen? At han var det klogeste menneske og alt muligt andet, men også at han var det mest beskedne menneske. Og kun fordi han var så beskeden, var han i stand til at

udfylde sin store rolle, sin pligt. I modsætning til de græske filosoffer som Platon, der ønskede at udforske livets sandheder for sig selv, var det for Moses kun legitimt som et middel til at bibringe sit folk en stor arv. Det var ikke et personligt anliggende, men et nationalt anliggende.” Miron Izakson er religiøs, men understreger, at det ikke er religiøsiteten, men dens moralske indhold, der for ham er det væsentlige. Han er opvokset i en traditionel familie og valgte som 12-årig, helt på egen hånd, at tage religionen til sig. På eliteskolen Gymnasia Herzliya i Tel Aviv var han den eneste af ca. 1.200 elever, der bar kalot. Ingen tog anstød af det, men han ser det som et personligt lærestykke i at turde skille sig ud fra mængden. En evne, som romanens Meir er totalt blottet for, og som det moderne menneske også har glemt. Fordi hans afsæt er moralsk og ikke religiøst, mener Izakson, at han har et globalt budskab, selvom han tager udgangspunkt i jødedommen og zionismen. ”En svømmer trækker luft ned i lungerne inden han springer i bassinet, og efter nogen tid må han vælge mellem at gå til bunds og drukne eller stige op til overfladen for at trække mere luft. Jeg mener, at zionismen har brug for at komme op til overfladen og trække lidt luft fra jøde-

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

efterkrigshistorie/bogforomtale Adolf Eichmann befandt sig i Salzburg i Østrig da krigen sluttede i maj 1945. Samme sommer blev han taget til fange af de allierede og placeret i en lejr i Ober-Dachstetten vest for Nürnberg i den østlige del af Tyskland. I januar 1946

Når det nu skal være …

flygtede han fra lejren og slog sig ned i Niedersachsen i vest under navnet Otto Eckmann. I halvandet år arbejdede han som skovhugger udenfor byen Celle, indtil han i 1948 lejede et stykke jord udenfor byen og slog sig ned som hønseavler. Det var ikke langt fra den tidligere KZ-lejren Bergen-Belsen, hvor der stadig boede en del jøder, som intetanende og tillige med de britiske soldater købte hans æg sort. I foråret 1950 beslutter han sig for at forlade

Den 10. maj er det 50 år siden, at Mossad-agenter kidnappede Adolf Eichmann i Argentina og fløj ham til Israel, hvor han blev dømt og hængt som ansvarlig for tilfangetagelsen og deportationen af millioner af jøder til døden i gaskamrene under Anden Verdenskrig. En ny bog fortæller om de hindringer, der skulle overkommes, før jagten på Eichmann kunne begynde.

Tyskland. Ved hjælp af et nazistisk netværk rejste han fra Celle til München og videre til Italien via Østrig og overnattede på vejen i katolske klostre, hjulpet af et netværk af pronazistiske katolske præster. I Genova gav Røde Kors ham nye identitetspapirer og i juni 1950 forlod han Genova om bord på Giovanna C under navnet Ricardo Klement og ankom senere på sommeren til Buenos Aires.

Af Susanne Bernth og Frank Esmann Churchill, det demokratiske Europas store leder under Anden Verdenskrig, anbefalede, at de tyske krigsforbrydere blev arresteret, forhørt og skudt. ”Færdig, og lad os så komme videre,” sagde den gamle herre. Stalin, hvis forbrydelser mod menneskeheden svarede til Hitlers, mente, at de have krav på en retfærdig retssag. Hans reelle motiv var at vride så mange propagandasejre ud af afsløringerne som muligt. Roosevelt stod et sted midt imellem. Det endte i Nürnberg-processerne, hvor de nazistiske topledere blev dømt efter alle kunstens regler. Da de var ovre, forduftede interessen for at få gjort op med resten af forbryderne til gengæld hurtigt. Og det var ikke bare i Tyskland, men også i USA og Israel. Manden i glasburet Det indtryk stemmer ikke med billederne af oberstløjtnant Adolf Eichmann, da han for et halvt århundrede siden blev stillet for retten i Jerusalem og dømt for tilfange tagelsen og deportationen af millioner af jøder til døden i gaskamrene. Eichmann var flygtet til Argentina, men var blevet kidnappet af Mossadagenter og fløjet til Israel. Manden i glasburet i retssalen blev identifi ceret som ondskabens repræsentant, og Mossads dristige operation som indbegrebet af de gode kræfters vedholdende og aldrig svigtende ønske om at gøre de onde ansvarlige for deres handlinger.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Den amerikanske journalist og forfatter Neal Bascombs bog Jagten på Eichmann, som nu udkommer på dansk, fortæller en lidt anden historie. Eichmann blev kidnappet, bortført, stillet for retten, dømt og hængt, ingen tvivl om det. Men det skete nærmest på trods.

Eichmann var undsluppet og havde slået sig ned i en skov på Lüneburger Heide. I 1950 slap han ud af landet. Alt var lagt tilrette. For at rejse tværs gennem Europa og krydse Atlanten til Buenos Aires benyttede han et netværk, hvis tråde strakte sig ud over hele kontinentet, inklusive Vatikanet, og de mest indflydelsesrige medlemmer af den argentinske regering ledet af Juan Perón.” Nyttige krigsforbrydere Uoverensstemmelserne dukkede op allerede før bestræbelserne på at fange forbryderne var begyndt. De allierede kunne ikke blive enige om, hvem der skulle stemples som krigsforbrydere. Briterne ønskede at gå

efter de ledende tyske personligheder, hvis notoriske forbrydelser ikke var knyttet til særlige geografiske områder. Amerikanerne og russerne ønskede en langt bredere definition. Det ledte til et forvirrende antal lister over krigsforbrydere, og ingen af dem var endeligt vedtaget. De allierede manglede ikke bare en fuldstændig liste. Bascomb fortæller, at der i april 1945 kun var syv opklaringsenheder, der havde til opgave at finde krigsforbryderne. De talte i alt fem officerer og syv menige og havde end ikke et operationelt kodenavn. Modsætningsvis blev der iværksat en engelsk-amerikansk operation med kodenavnet Paperklip. Den holdt 3.000 opdagere beskæftiget med at arrestere tyske videnskabsmænd og beslaglægge teknologiske oplysninger i hele Det tredje Rige, før russerne fik fat i begge dele. Det var prioriteringen i Washington og London, da krigen i Europa nærmede sig sin afslutning. Eichmann havde også en anden fordel. Det varede et stykke tid, før han blev identificeret som en vigtig krigsforbryder. Hans navn var på de allieredes lister, især på grund af hans aktiviteter i Tjekkoslovakiet, men på dette tidspunkt var han en oberstløjtnant blandt titusindvis af andre på listen, og i 1945 var de allierede endnu ikke klar over, hvor meget han havde været indblandet i Die Endlösung. I dag ved de fleste, at en lille gruppe mænd ikke opgav jagten. Den kendteste er polakken Simon Wiesenthal. Med årene måtte han imidlertid se i øjnene, at verden ville videre. Dommene i Nürnberg havde overbevist mange politiske ledere

aksemagterne, og han hjalp alle, der Vatikanet, og de mest indflydelsesrige om, at nazisternes grusomheder var ønskede at slå sig ned i sit land, med medlemmer af den argentinske regeblevet straffet nok. Opfølgende sager at bygge en ny tilværelse, uanset ring ledet af Juan Perón. mod ledere af indsatsgrupperne, hvad de havde foretaget sig under Perón tilhørte en lang række af lægerne i lejrene og Det tredje Riges krigen. Han betragtede Nürnbergnationalistiske hærofficerer, som var dommere, var godt nok gået i gang, retssagen som en ”krænkelse, brændende katolikker, men ikke havmen i sidste ende blev kun 185 menhistorien aldrig vil tilgive” og svor, at de nogen sympati for demokratiske nesker anklaget. Kombineret med en han ville gøre, hvad han kunne, for principper. Som militærattaché havde håndfuld andre retssager og afnaziat hjælpe andre med at undgå den han boet i Rom fra 1939 til 1941 ficeringsprogrammer endte henved skæbne, der overgik de tiltalte. og var en stor beundrer af Benito 9.600 tidligere nazister i fængsel for Under ledelse af chefen for den Mussolini og de italienske fascister. deres forbrydelser, men straffene var argentinske efterretningstjeneste, Efter Tysklands nederlag ønskede som regel kortvarige, og tallet var Rodolfo Freude, oprettede flugtnetPerón at tiltrække tyske, nazistiske kun en brøkdel af de 160.000 tyskeværkets agenter operationelle baser videnskabsmænd og ingeniører, som re, som Wiesenthal og andre mente over hele Europa. Ifølge Bascomb kunne styrke Argentinas militære var indblandet i krigsforbrydelser. var Freude ætling af en velhavende forskning og industrialisering. Han De omfattede ledere som Heinrich argentinsk forretningsmand med indfølte også, at det var hans pligt at Müller og Adolf Eichmann såvel som flydelsesrige naziforbindelser, og som være ven med tyskere og andre fra alt fra berygtede personer som Josef Mengele, der stod for udvælgelsesprocesManden i glasburet i retssalen blev identificeret som ondskabens repræsentant sen i Auschwitz og gennemførte bestialske eksperimenter på fangerne, til almindelige soldater, politifolk og SS-folk, der deltog i grusomhederne. Argentina åbner armene Eichmann var undsluppet og havde slået sig ned i en skov på Lüneburger Heide. I 1950 slap han ud af landet. Alt var lagt tilrette. For at rejse tværs gennem Europa og krydse Atlanten til Buenos Aires benyttede han et netværk, hvis tråde strakte sig ud over hele konti nentet, inklusive GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Fritz Bauer

havde hjulpet med til at finansiere Peróns præsidentkampagne. Netværket omfattede argentiner-tyskeren Carlos Fuldner, tidligere SS-kaptajn og en af Himmlers nærtstående, tidligere medlemmer af Waffen-SS og den tyske efterretningsorganisation Abwehr, en kroatisk ambassadør i Berlin under krigen, en spansk journalist og krigsforbrydere fra Belgien, Frankrig, Tjekkoslovakiet, Holland og Tyskland, der betalte for deres frihed ved at hjælpe andre flygtninge. Agenterne fik deres ordre direkte fra Freude i præsidentpaladset Casa Rosada i Buenos Aires’ hjerte. Deres opgave var at finansiere operationerne, fordele bestikkelsespenge til lokale embedsmænd, arrangere sikre tilholdssteder og transport, fungere som mellemled mellem immigrationskontoret og de argentinske konsulater og skaffe de nødvendige indrejsetilladelser og andre papirer samt koordinere aktiviteterne med Vatikanets embedsmænd. Den katolske Kirke og nazisterne Bascombs forskning viser dog, at havde det ikke været for hjælpen fra den katolske kirke, ville netværket aldrig være blevet så effektivt. Mest bemærkelsesværdig var biskop Alois Hudal, præst ved Santa Maria dell’Anima kirken i Rom. Den var oprindeligt hospice for de fattige, men var som kirke allerede i det 15. århundrede blevet centret for de tysktalende katolikker i Italien. Kirkens spir bar stadig det tyske kejserriges ørn. Hudal var østriger og ifølge Bascomb så stor en beundrer af Hitler, at han stadig

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

og med stolthed fremviste sit forgyldte medlemskilt til nazipartiet. Under ham gav kirken krigsforbrydere husly og smuglede dem i samarbejde med Peróns agenter ud af Europa.

En kæde af munkeog nonneklostre i Tyskland, Schweiz, Østrig og Italien fungerede som tilflugtssteder langs nazisternes flugtrute. Pave Pius XII godkendte officielt ikke Vatikanets støtte til netværket, men vendte det blinde øje til aktiviteterne, primært fordi kirken havde forpligtet sig til at virke som et bolværk mod spredning af kommunismen.” Hudal fik hjælp fra kardinaler over ham og præster under ham i det kirkelige hierarki. En kæde af munkeog nonneklostre i Tyskland, Schweiz, Østrig og Italien fungerede som tilflugtssteder langs nazisternes flugtrute. Pave Pius XII godkendte officielt ikke Vatikanets støtte til netværket, men vendte det blinde øje til aktiviteterne, primært fordi kirken havde forpligtet sig til at virke som

et bolværk mod spredning af kommunismen. Argentina og Vatikanet var ikke de eneste, som gav husly til tidligere nazister. Det gavner forståelsen at notere, at de allierede også smuglede et antal krigsforbrydere ud af Tyskland. Blandt dem var tidligere SS-officerer, der blev rekrutteret i spionagen mod Sovjetunionen og dens satellitstater. USA og andre brugte nogle af de samme flugtruter og tilholdssteder som nazisterne. Ingen smugler operation blev dog kørt med samme professionalisme og i samme omfang som Juan Peróns. Blandt dem, der slap ud, var ikke bare Eichmann, men også Joseph Mengele, ”Slagteren fra Riga” Eduard Roschmann, massemorderen Erich Priebke, ”medlidenhedsdræberen” af mentalt syge og handikappede, Gerhard Bohne, og den frygtede SS-kommandant Josef Schwammberger. Efter læsningen af Bascombs bog er det fristende at konkludere, at menneskesmuglingen var en argentinskkatolsk-nazistisk operation, men kun kunne gennemføres, fordi hverken USA eller Vesttyskland gjorde sig særlig umage for at standse den. Bascomb refererer til flere tilfælde i 1953, hvor den lille gruppe aktive nazijægere omkring Wiesenthal forsøgte at overtale CIA til at iværksætte en undersøgelse af Eichmann. CIA svarede, at det ikke var tjenestens opgave at pågribe krigsforbrydere og tilføjede, at selv hvis CIA fandt Eichmann, kunne de ikke gøre andet end at underrette den vesttyske regering, som i henhold til gældende lov havde

jurisdiktion over alle krigsforbrydere. Bascombs bog rejser tvivl om, hvorvidt det havde ført til noget. Den vesttyske kansler Konrad Adenauer var ikke overvældende interesseret i yderligere jagt på de gamle nazister, hvilket han havde udtrykt to år tidligere: ”Tiden er inde til, at vi holder op med at ryge nazister ud … Hvis vi først begynder på det, ved ingen, hvor det ender.” Jødisk anklager indleder jagten Fritz Bauer i Frankfurt så anderledes på det. Han var født i Stuttgart i 1903 som søn af en jødisk tekstilhandler. Allerede som 22-årig færdiggjorde han sine jurastudier og blev som 26-årig Tysklands yngste distriktsdommer. Bauers filosofi var fra begyndelsen af hans karriere koncentreret om juristens pligt til at forsvare forfatningen mod ”statens iboende tendens til at udvikle sig til en politistat”. Da nazisterne tog magten i 1933, afskedigede den nye regering ham, fordi han var jøde. Nogle få måneder senere sendte Gestapo ham i koncentrationslejr på grund af hans arbejde i Socialdemokratiet. Han blev løsladt ni måneder senere og flygtede til Danmark, hvor han giftede sig med en dansk kvinde og boede til tyskerne besatte landet i 1940. Efter endnu en periode i fængsel gik Bauer under jorden og undslap sammen med sin familie til Sverige i en fiskekutter. Ved tilbagekomsten til Tyskland blev Bauer udnævnt til regional statsadvokat og senere statsanklager i Hessen. Han gennemførte en række

sager mod nazistiske krigsforbrydere. I december 1956 udstedte han arrestordre på Adolf Eichmann og 12 andre anklaget for mord og meddelagtighed i mord. Gennembruddet kom kort efter, da han modtog et brev fra en vis Lothar Hermann i Argentina, hvis datter havde identificeret Eichmann og vidste, hvor han boede. Havde viljen været til stede, kunne sagen, som Bascomb beskriver det, være sluttet her. Manden, som var medansvarlig for millioner af menneskers død, kunne være blevet arresteret, udleveret, stillet for retten og dømt. Men så let var det ikke. Bauer kendte udmærket den modstand, han stod over for i jagten på krigsforbrydere i Vesttyskland. Gennem årene havde han modtaget flere dødstrusler. Papirer, der havde forbindelse med denne efterforskning, var på mystisk vis forsvundet fra hans kontor. Bortset fra de personlige angreb var der på højeste regeringsniveau uvilje mod at grave for dybt i fortiden. Skønt kansler Konrad Adenauer selv ikke havde haft forbindelse med nazismen, og med krigsskadeserstatningsaftalen med Israel havde anerkendt tyskernes forbrydelser, var hans primære interesse at skabe et levedygtigt demokrati. Var der mennesker i regeringen, som han mente kunne hjælpe ham med den opgave, så han tit gennem fingre med, hvad de havde foretaget sig under krigen. Mange af dem havde deres andel i forbrydelserne. Mest fremtrædende var indenrigsminister Hans Globke, der skrev den fortolkning af

Nürnberglovene, der havde frataget tyske jøder deres statsborgerskab. Bauer afskyede den kendsgerning, at Globke indtog en af de mest magtfulde og indflydelsesrige stillinger i Bonn. Hvis pågribelsen af Eichmann førte til Globkes fald, ville det kun være en ekstra fordel. Men Globke og andre som ham havde stærke motiver til ikke at få rodet op i deres mørke fortid. Det gjorde det så godt som umuligt for Bauer at få fingre i Eichmann gennem de officielle kanaler. David Ben-Gurions ordre Det lykkedes i sidste ende Bauer at overtale israelerne til at sætte Mossad på opgaven. Men også det krævede en del armvridning. Den daværende chef for Mossad, Isser Harel, var indledningsvis skeptisk, og da han endelig lod sig overtale til at sætte bortførelsesforsøget i gang, mødte han modstand blandt sine egne. Ikke mindst hæren mente, at Israels efterretningstjeneste havde vigtigere opgaver at tage sig til i lyset af de trusler mod landets overlevelse, som de arabiske nabolande udgjorde. Der skulle en direkte ordre fra ministerpræsident David Ben-Gurion til for at iværksætte bortførelsen. Den lykkedes, men Bascombs bog fortæller os, at omstændighederne, hvorunder den blev gennemført, ikke just var den internationale retsbevidstheds finest hour. Jagten på Eichmann udkommer på dansk den 10. maj. Oversat af Susanne Bernth og Frank Esmann. GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

STREET art Know Hopes egen ko mmentar på gadema leriet er en opfordring udnytte de tomme by til at rum, broer og tunne ller: ”So we find that of these empty spaces the use is to merely let thing s pass through”, står der.

Fredag d. 12. marts standsede trafikke n et øjeblik i tunn Dronning Louises elen under Bro i København, mens kunstneren gademaleri blev be Know Hopes skuet og beundret ved den udendørs fernisering.

alia Gutman

Fotoserie: Nat

s d n e e h t g i s l n e Ku rgæng fo Gade kunstneren Know Hope besøgte København i marts og nåede at skabe både et gademaleri på Nørrebro og en litografi på galleriet Edition Copenhagen på Christianshavn. Know Hopes kunst udstilles på gallerier verden over, men det er hans street art, der vækker størst opsigt.

Af Susanne Skovgaard Christensen Det er Edition Copenhagen, der har inviteret den unge israeler Know Hope til at vise sin kunst og sin kunnen i København. Og det er firmaet og udstillingsstedet Undervejs – hvis formål er at bruge gang- og cykeltunnellen under Dronning Louises Bro til andet end blot gennemkørsel – der skaffede tilladelsen til, at Know Hopes gademaleri kunne blive til. Nu er maleriet der og kan få lov til at blive. I hvert fald indtil det bliver malet over af nogle andre. Men den

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

unge israelske street artist nyder tilsyneladende respekt i København, for foreløbig har hans værk fået lov til at stå i mange uger. Det lyder måske ikke af meget, men det er faktisk lang tid. Til sammenligning fik de kunstværker, der blev skabt, da Undervejs sidste gang arrangerede kunstworkshop under broen, kun lov til at blive en enkelt nat. ”Lige lovligt lovligt” var kommentaren til disse malerier, og så blev de malet over. Men selvom Know Hopes maleri faktisk er fuldt ud lovligt, så er det åbenbart ikke for lovligt efter miljøets mening.

Kunstnerens navn Know Hope vender op og ned på tingene. Både med sit navn, sin kunst og sine metoder. Først og fremmest er der hans navn. Det fænger. Umiddelbart er navnet “Know Hope” phonetisk negativt, men visuelt positivt. Det viser sig dog at være mere kompliceret end som så. Know Hope har valgt navnet netop på grund af dualiteten. Under sit besøg i København udtale han til Politiken: “Det er både optimistisk og pessimistisk. Vores ar er ikke noget dårligt, men blot minder, der bliver til landkort over det, vi har ople-

vet. Det er fejltagelser, som man kan forvandle til noget positivt … Håb kan også ses negativt. Som noget naivt eller idealistisk”. Know Hopes budskab synes at være, at man ikke skal være bange for noget, ikke engang smerten, men samtidig bevare sig selv og ikke lade træerne vokse ind i himlen. En smule ironisk, når man ser på 23-årige Know Hopes egen rejse, der begyndte som en tur fra Californien til Israel og som siden har ført ham til New York, London og nu København, for at udstille sin kunst – og male den overalt. Hjertets fravær og nærvær Ikke bare navnet synes flertydigt og velbegrundet, hans kunst gør det samme. Deforme figurer – nogle gange med hjerte, nogle gange uden og nogle gange med hjertet hængende på ærmet – er hans kendetegn. Ifølge Rasmus Urwald, der er partner i galleriet Edition Copenhagen, er Know Hopes budskab, at det både kan være godt og skidt at have et hul, der hvor hjertet normalt sidder. Verden er ubarmhjertig og mennesket er skrøbeligt. Med hjertet kan vi føle det hele – smerte såvel som glæde. Uden hjertet forskånes vi for smerten, men spørgsmålet er, hvor sjovt det er. Know Hope er med Rasmus Urwalds ord en gammel og følsom sjæl i en ung krop. Han

ved, hvad han vil sige, og det lyder, som om han allerede har livserfaring nok til at fylde en motorvejsstrækning med illustrationer.

Uden hjertet forskånes vi for smerten, men spørgsmålet er, hvor sjovt det er." Kunst i dialog Under besøget i Danmark blandede Know Hope sin gadekunst med noget så traditionelt som litografier. Man får lyst til at spørge, hvad sammenhængen mellem de to former er. Er det så simpelt, at Know Hope begyndte som gadedreng og siden er blevet en del af det gode selskab? Eller har han i virkeligheden hele tiden ønsket at være etableret kunstner, men brugt gademaleriet som springbræt? Ingen af delene synes at være tilfældet, og Know Hope nyder tilsyneladende at lave begge dele. Figurerne, som går igen i hans kunst, giver forskellige udtryk, når de sættes

ind i medier med vidt forskellige udgangspunkter. I galleriet sætter kunstneren selv sin scene – hvilket må tiltale enhver kreativ sjæl. Her kan hans figurer udfolde sig på sine egne præmisser. Resultatet bliver en tæt sammenhæng mellem kunstneren og hans figurer. På gaden er scenen allerede sat – af byen. Det viser sig i Know Hopes maleri under broen, hvor en arm uden krop rækker ned til figuren fra broen, og hvor hans kommentar står som en slags intertekstuel reference til tunnellen. Vi er ikke i tvivl om, at værket er lavet specielt til dette sted, denne bro, og at det er udført i dialog med os. Figuren er ikke nødvendigvis det eneste, vi hæfter os ved. Kunst som gaver En interessant side af Know Hopes kunst og i særdeleshed hans street art er den betydning, han giver forgængeligheden. For Know Hope handler det ikke bare om at blive set. Det lyder helligt og skal sikkert tages med et gran salt, men et nærmere bekendtskab med kunstneren tegner et billede af en kunstner, der har et klart defineret budskab og en klar drivkraft, der ikke bare handler om fifteen minutes of fame. At det heller ikke er ulovligheden, der driver ham, viser hans besøg i Danmark. GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Filmomtale

Under besøget i Danmark blandede Know Hope sin gadekunst med noget så traditionelt som litografier.

I skyggen af en nazifilm Veit Harlan var blandt de førende nazistiske filminstruktører. I en dokumentarfilm fortæller hans børn og børnebørn om deres forhold til ham, hans fortid og hans film, ikke mindst propagandafilmen over dem alle Jud Süss.

Foto: Lars Gun

deresen

Det handler kort sagt om at give. Give til mennesker – ukendte mennesker – i byer rundt om i verden. En af Know Hopes karakteristiske street art-features er hans papfigurer, som han har hængt op i en række byer verden over. Figurerne er lige til at pille ned og tage med hjem, helt uden betaling til kunstneren eller fx et galleri. Og papfigurerne bliver taget med. Adspurgt af en blogger, om det generer ham, at folk tager hans værker, svarer Know Hope: “… I’m very glad to see that people like it enough to want it, and I’m happy to give these sorts of things away … It’s better that things don’t last forever”. Det eneste der generer Know Hope er, når folk bliver grådige og ikke efterlader noget til andre. En anden af Know Hopes konstruktioner, der viser, at han ikke er

bange for forgængeligheden, er hans lanterner. De er lavet efter hans egne tegninger og udstyret med et stearinlys i midten. Formålet med de tændte lanterner er at give folk en følelse af, at de er sat netop for dem – som de særligt udvalgte – og med kunstnerens aura stadigt lysende. Junkspace under broen Selvom scenen allerede er sat på steder som fx Dronning Louises Bro, så er der alligevel masser af frihed. Den hollandske arkitekt Rem Koolhaas kalder sådanne rum for junkspaces. Junkspace er moderniseringens bagside. Det er parkeringspladsen bag indkøbscentret, motorvejssammenfletningen eller industrihelvederne – alt, hvad der ifølge nogle er umenneskeligt og ubeboeligt. Når kunsten rykker ud på gaden, og især når den indtager disse tomme

NY KUNSTBOG

“Esther”

udefinerede og identitetsløse rum, bliver der plads for kunstneren til at sætte sin vilje igennem til at lave rummet om. Know Hopes vilje ses tydeligt på broen, som for en tid er lavet om til noget, der er alt andet end koldt, umenneskeligt og anonymt. Men intet varer evigt. Lige nu er broen Know Hopes. I morgen tilhører den måske en ny kunstner. Forgængeligheden er et vilkår – ikke kun i street art. Måske netop derfor bliver Know Hope ved med at skabe kunstværker på gaden og i galleriet – og sætte sine figurer op overalt, hvor han mener, de hører hjemme.

Se også blogger-interviewet på http:// myloveforyou.typepad.com/my_love_for_ you/2009/01/qa-with-know-hope.html

Kendt fra Bibelen!

269,vejl.

Fortællingen fra Persien om den forældreløse Esther, der bliver både dronning og heltinde. I nyoversættelse ved overrabbiner Bent Lexner. Illustreret af FOS og Tal R – kan købes hos boghandlere eller ved henvendelse til forlaget Goldberg & Mor

Bestil på tlf. 50 24 94 50 eller pr. e-mail til forlag@goldberg.nu

Veit Harlan

Af Dan H. Andersen Forestil dig, at din bedstefar sandsynligvis har begået en forbrydelse. Den kan være lille: Han så på uden at gribe ind, mens andre mennesker blev mishandlet eller myrdet. Han var medlem af en forbryderisk organisation, men begik ikke selv forbrydelser. Eller den kan være stor: Han underkastede koncentrationslejrfanger smertefulde medicinske eksperimenter. Han dømte folk til døden for små forbrydelser. Han planlagde forbrydelser på en stor skala. Han propaganderede for massemord. Han hyldede massemordere. Hvor meget har man egentlig lyst til at vide? Sådan er det som bekendt i Tyskland. Såvel i familiegemmer med fotografier og breve som på internettet venter bevismaterialet tålmodigt. Den nysgerrige kan også slå op i Ernest Klees Personenleksikon zum Dritten Reich. Wer war was vor und nach 1945. I denne tykke bog finder man karrierebeskrivelser på fremtrædende mænd og kvinder i Det Tredje Rige – og efter. Her kan man læse, at

Veit Harlan, stående i midten under filmoptagelse

Fra top til bund i efterkrigstidens Tyskland var der i hvert eneste samfundslag mænd med blod på hænderne, som i ly af samfundets og omverdenens kollektive ønske om ikke at grave op i fortiden hjalp og dækkede over hinanden." nogle få blev hængt, flere fik lange fængselsstraffe, som uvægerligt blev forkortet, og resten gik i hi nogle

få år og dukkede så op igen som håndværkere, arbejdere, dommere, professorer, politikere, direktører, forretningsmænd, skolefolk, psykologer eller militærfolk. Fra top til bund i efterkrigstidens Tyskland var der i hvert eneste samfundslag mænd med blod på hænderne, som i ly af samfundets og omverdenens kollektive ønske om ikke at grave op i fortiden hjalp og dækkede over hinanden. Opgøret kom meget sent, sammen med studenteroprøret i Tyskland: De studerende opdagede, at de blev undervist af gamle nazister og medvirkende til massemord. Nu kunne alle se det, og de karrierer gennem Det Tredje Rige og videre ind i Forbundsrepublikken, som det havde været så nemt at spore, hvis man havde villet, begyndte nu at blive blotlagt. Veit Harlan-familien og Jud Süss Nogle få af de tidligere topnazister er blevet symboler på tiden og den uforståelige medvirken til massemordet. En af dem er Veit Harlan, hvis berygtede antisemitiske film Jud Süss er blevet omtalt i Goldberg 17, januar 2010 og i Goldberg 18, marts 2010. Nu har filminstruktøren Felix

Dansk og hebraisk • 80 sider i farver • Hardcover i lærredsindbinding GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Udgivet af Forlaget Goldberg & Mor i samarbejde med Det Mosaiske Troessamfund/Det jødiske samfund i Danmark

Alice Harlan

Thomas Harlan

Moeller lavet en dokumentarfilm om Harlan. Den blev vist på Berlinalen for nylig, men kan erhverves på DVD. I filmen interviewes en række af Veit Harlans familiemedlemmer om ham, hans hustru Kristina Söderbaum og om Jud Süss. Der er mange at tage af: Veit Harlan var en kort periode gift med den jødiske skuespillerinde Dorothea Gerson, uden at de fik børn. Men i sit næste ægteskab med skuespilleren Hilda Körper fik han tre. Den ældste, Thomas Harlan, giftede sig med Luisa og fik sønnen Chester. Senere mødte Thomas en anden kvinde og fik datteren Alice. Både Thomas, Chester og Alice optræder i filmen. Af de to andre børn Harlan fik med Hilda Körper, har Susanne begået selvmord, men Maria og Susannes datter Jessica optræder i filmen. Med sin tredje hustru, Kristina Söderbaum, fik Harlan sønnerne Kristian og Kaspar, som begge deltager i filmen. Også Kaspars tre døtre Lotte, Lena og Nele er med. Øvrige interviewede er nevøen Jan Harlan og niecen Christiane Kubrick, der er enke efter filminstruktøren Stanley Kubrick. Det er en stor og kunstnerisk familie, næsten et dynasti. Veit Harlan selv optræder kun i en kort sekvens fra 1963, hvor han meget lidt overbevisende og uden at tage øjenkontakt med kameraet beretter, at hans storfilm Kolberg fra 1945 også skulle vise krigens gru, men at Goebbels blev rasende, kaldte den pacifistisk og fik klippet de grusomme scener ud. Som Harlan siger med ærefrygt i stemmen: ”For to mil-

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

Christiane Kubrick

lioner mark rædsler blev klippet ud”. Ellers er han kun med i en række fascinerende billeder og filmstumper fra samtiden, som der gerne måtte have været flere af, ikke mindst sekvenserne i sort/hvid fra optagelserne af Kolberg. Kristina Söderbaum er blevet interviewet i 1973, og herfra gengives også et par stumper. Den smukke barnekvinde fra filmene er stærkt ældet på de ni år siden Harlans død, og hun lirer næsten mekanisk sætninger om antisemitisme op, som om hun blot vil vise, at hun da godt ved, hvad der skete i Nazityskland. Hun viser – tilsyneladende – kun ægte følelser, da hun fortæller, at filmen ødelagde hendes og Harlans liv. ”Hvordan kunne en film ødelægge et menneskes liv”, spørger hun. Man kunne også spørge: Hvordan kunne en film ødelægge millioner af menneskers liv? Der er flere korte klip fra Veit Harlans og Kristina Söderbaums liv på Capri og i Bayern. Blandt andet ét, hvor man ser to levende hummere ligge på et køkkenbord med bånd om kløerne. Kristina tager en af dem, smider den i en gryde med kogende vand og lægger låget på. Bagefter ser man hende og Harlan sidde ved middagsbordet og spise ildrøde hummere. Holdninger til Harlan Man hører kun sjældent interviewerens spørgsmål. Således er virkningen som en symfoni eller snarere kakafoni af aldre og generationer, meninger og minder. Hver person er distinkt som et instrument. Thomas er den førstefødte og den, der har

Maria Körper

taget opgøret. Han vendte sig mod sin far og viede sit liv til at rette op på det, faren havde gjort. Han er korsfareren. Alvorligt syg, med åndenød i flere scener og en ledning i synsfeltet (ilt?), vender og drejer han sit opgør og sine tanker. På Veit Harlans dødsleje fik de talt sammen, far og søn, men vi får ikke at vide, hvad de sagde. Men Thomas’ opgør med sin far er ikke det eneste. Hans egne børn Chester og Alice er ikke gået hans vej. Chester bor i Italien, Alice i Frankrig. Begge børn kan erkende, at det var galt, hvad Veit Harlan gjorde, Alice med mest styrke og lidenskab, men de følger ikke deres fars vej. Alice synes, det har traumatiseret ham. Han kommer aldrig ud af det. Christiane Kubrick synes, at Thomas’ forsøg på at rette op på sin fars misgerninger har ødelagt hans liv. Kristian er blevet arkitekt. Er han tiltrukket af de rette linjer og det konkrete bygningsværk, som synes ikke at have moralske dimensioner? Han sidder en smule aggressiv på sit kontor, rygende på en cigaret og måske lidt beruset. Men det kan være situationen eller bare hans måde at tale på. Kristian synes ikke, man skal angribe sin far offentligt, sådan som Thomas gør. Man har fået livet af sin far og mor. Den slags snak skal tages internt i familien. Men har han talt med sin far om filmen, om Jud Süss? Nej, det har han ikke. Det har ingen af dem. Man talte ikke med Veit Harlan, siger Thomas. Han talte til én. Maria forstår heller ikke Thomas' kampagne mod sin far. Så lang tid efter.

Casper Harlan

Jessica Jacoby

Chester Harlan

Kristian Harlan

Den Harlanske slægt

Thomas omtaler med vrede og foragtblandet forundring et postkort fra sin far i Lublin under optagelserne til Jud Süss. Her skriver Veit Harlan, at jøderne er begejstrede for at arbejde med ham. Hvad mente han med det? spørger Thomas. At han var glad for, jøderne en sidste gang fik lov at fejre deres gud, før de blev myrdet? Hvorfor lavede han Jud Süss? Både Maria og Kaspar understreger, at Harlan ikke var antisemit, men Jessica er mere tvivlende. Hun peger bl.a. på, at hans traumatiske skilsmisse fra sin første hustru spillede en stor rolle. Hun forlod ham for en jøde. Det afviser Thomas. Han mener derimod, Harlans mangel på antisemitisme gjorde ham velegnet. Harlan vidste som ikke-antisemit ikke, hvad han gjorde. Derfor var han en god kniv for bøddelen. Blev Veit Harlan tvunget til at lave filmen, hvilket han selv hævdede, og som var begrundelsen for hans frifindelse? De er åbenbart enige om, at det blev han ikke. Thomas siger, at hvis han blev tvunget, så havde han ikke taget Kristina med i filmen. Hendes tilstedeværelse i den kvindelige hovedrolle er beviset på, at han gjorde det frivilligt. Kaspar spørger, hvordan han kunne lave så god en film. Hvis han ikke var antisemit, hvordan kunne han så lave den ultimative antisemitiske film? Men bl.a. Maria siger, at han ikke kunne lade være. En kunstner kan ikke lade være med at gøre det godt. Sådan er man som kunstner. Kaspars børn drøfter det også uden at blive enige. Børnebørnene er inviteret til at se en udstilling om Jud Süss i Baden-

Württembergs historiske hus, hvor direktøren viser dem rundt og fortæller om filmen og dens virkninger, men uden at det unævnelige – familieskabet – nævnes. De smukke unge mennesker bliver repræsentanter for de børnebørn, der i det uendelige har hørt og set beretningen om Holocaust og skylden, den skyld, som ikke kan være deres. En af dem siger: Hvis min farfar var modstandsmand, ville det jo ikke smitte af på mig.

Hvis min farfar var modstandsmand, ville det jo ikke smitte af på mig." Men hvad skulle Veit Harlan have gjort efter krigen? Thomas er klar. Han skulle have erkendt sin skyld og ophørt med at lave film. At han fortsatte, var tegn på, at han intet erkendte, intet forstod. Det var Thomas’ grund til opgøret med sin fader. Det, der ikke fortælles Gennem hele filmen hører man en filmkritiker, der lidenskabsløst dissekerer Veit Harlans film, som han ikke sætter højt. Fra ham hører vi også, at Veit Harlan i 1950'erne får sin oprørske søn Thomas til at skrive manuskriptet til filmen Verrat in Deutschland. Det blev en kontroversiel film, fordi den i det mindste kort omtaler den tyske hærs forbrydelser under krigen.

Men Thomas bliver ikke spurgt om Verrat in Deutschland. Hvorfor? Hvorfor laver han en film sammen med sin far flere år efter den retssag, som han selv siger, for ham var afslutningen på forholdet til ham, fordi Veit Harlan blev frikendt af en dommer, som under krigen havde dødsdømt ukrainske kvinder for at have stjålet et tørklæde. Det er en episode i filmen, som ikke udforskes yderligere, hvilket er meget ærgerligt. En anden episode, som burde have været uddybet, er Stanley Kubricks møde med Veit Harlan og familien. Christiane havde på forhånd fortalt ham om ”sin forfærdelige familie”, og Stanley havde styrket sig med et tandkrus vodka, men var bagefter chokeret. Disse høflige og morsomme mennesker og så den historie. Et af Stanley Kubricks mange projekter var at lave en film om en film som Jud Süss. Ikke som et stort moralsk drama, men som helt almindelig filmhverdag: Produktionsmøde om morgenen kl. 08.00, kostumer, budgetter, osv. Hverdag i grusomheden. Men hvorfor hører vi ikke om hans mening om Veit Harlan og Jud Süss? Ikke blot som moralsk dilemma og spørgsmål, men som film. Som en teknisk præstation. Dette og andre spørgsmål kunne glimrende indgå i en temaaften på dansk tv med fil men om Harlan som omdrejningspunkt. Harlan. Im Schatten von Jud Süss. Af Felix Moeller. Salzgeber 2009. Udsendt som DVD. Hermed slutter Goldberg sin serie med artikler om den nazistiske filminstruktør Veit Harlan. GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

terror i københavn

Uopklaret En aften i 1988 blev den polsk-jødiske klub i København udsat for et brandattentat. Gerningsmanden eller -mændene er aldrig blevet fundet. Hvem stod bag? Her er nogle kvalificerede bud. Af Bent Blüdnikow Blandt de mest alvorlige og opsigtsvækkende terroraktioner mod jøder og jødiske institutioner i Danmark er bomberne i 1985 mod North West Orient Airlines og mod Synagogen i København samt den palæstinensiske gruppe Force 17’s planer om at myrde bl.a. Danmarks tidligere overrabbiner Bent Melchior. Mere upåagtet er et brandattentat, der ramte Forbundet af Jøder fra Polen i Danmarks klublokaler i Nørre Farimagsgade 74 i 1988. De fleste har sikkert glemt denne sag, men den hører til en af de alvorlige terroraktioner fra dengang. Ingen kom til skade, men det kunne meget let være endt med, at beboere og andre i bygningerne var indebrændt. De ældre polske jøder havde deres egen klub i Nørre Farimagsgade. Der annonceredes ikke meget for dens eksistens. Ved opgangen hang blot et lille skilt med ordet „Klub“. Søndag den 11. december 1988, ca. 20 minutter efter at medlemmerne havde forladt klubben, stod alt i flammer. Gerningsmændene havde hældt brandbar væske ud over gulvet i lokalerne på 1. sal. Som et held i uheld kortsluttede ilden opgangens ringeklokke, så den kimede, og derved advaredes opgangens beboere. Kriminalpolitiet kom til stede og var ifølge Ekstra Bladet ikke i tvivl om, at det drejede sig om et brandattentat. For de polske jøder var oplevelsen traumatiserende. Pinkus Moszkowicz på 75 år sagde til Ekstra Bladet: „Warszawa 1939. Det var billederne

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

af mit nedbrændte hjem, som dukkede op, da jeg mærkede den brændte, svedne lugt i næsen efter brandattentatet mod vores klubhus.

Ekstra Bladet tilføjede, at Moszkowicz næsten var undskyldende over sin anklage og at han tilføjede: „Men du må huske. Hele vores liv

Warszawa 1939. Det var billederne af mit nedbrændte hjem, som dukkede op, da jeg mærkede den brændte, svedne lugt i næsen efter brandattentatet mod vores klubhus.”

har været ild, ild, ild. Treblinka, Auschwitz, Sibirien. Det ligner den antisemitisme, vi flygtede fra i Polen omkring 1970. Vi er alle meget bange.“ Moszkowicz var formand for klubben, der omfattede godt 180 ældre jøder. Næstformanden Thomas Josefowicz udtalte til pressen, at branden havde skabt angst og usikkerhed blandt de polske jøder. Sandhedens Soldater melder sig Lidt overraskende meldte der sig hurtigt efter en gruppe, der erklærede sig som gerningsmænd. En militant muslimsk gruppe ved navn Sandhedens Soldater, der i et kommuniké skrev at: ”branden er hævn for jødernes og den saudiPinkus Moszkowicz til Ekstra Bladet arabiske regerings stigende indflydelse og deres øgede kontrol med store dele af den Politiet efterforskede sagen, men danske regering.“ Grupkom ikke en opklaring nærmere. pen skrev endvidere, at Man var på jagt efter et mystisk klubben var blevet ramt, arabisktalende ungt par, som havde fordi sovjetiske jøder og været i nærheden af klubben den saudi-arabere mødtes aften. Det unge par havde taget en der for at lægge planer taxa og var blevet sat af på Jagtvej mod islam og arabere. ved Ungdomshuset, men man fandt Og endelig stod der, at dem aldrig. unge arabere blev lokket Sandhedens Soldater viste sig til til Danmark for at blive gengæld at være ganske virkelige. hvervet til den israelske I april 1988 kunne danske aviser efterretningstjeneste fortælle, at gruppen hævdede at Mossad. Kommunikeet stå bag drabene på flere muslimske blev afleveret i en konvooverhoveder i Belgien og Holland. lut til det franske presseSåledes var Imam Abdulal al-Ahdal bureau i Beirut. blevet myrdet, fordi han havde kritiseret Irans åndelige leder ayatollah Ifølge B.T. var det Khomeinis dødstrusler mod forfatdanske politi dog ikke teren Salman Rushdie. Sandhedens tilbøjelig til at tro på, at Soldater havde lokket imamen Sandhedens Soldater stod bort fra hans kontor og skudt ham bag. Lederen af efterforskgennem hovedet. Også imamens ningen, Jørgen Frederiksekretær, Salim Bahri, blev dræbt. sen, afviste oplysningerne Sandhedens Soldater havde afleveret og sagde: ”Det lyder ikke en pressemeddelelse til en Beirutumiddelbart som noget, avis, hvori de beskyldte imamen vi kan bruge til noget. Jeg for at være Mossadagent. Samtidig synes, det virker underfremsatte gruppen trusler mod den ligt, at de blander saudisaudi-arabiske kongefamilie, som de arabere og sovjetiske jøder også mente, gik Israels interesser. sammen.”

Senere samme år, i oktober 1988, tog Sandhedens Soldater ansvaret for mordet på den 49-årige læge Joseph Wybran, der var leder for de jødiske menigheder i Belgien. Wybran, der blev skudt, var en internationalt anerkendt læge, der arbejdede på Erasmus Universitetshospital i Bruxelles. Han blev myrdet på parkeringspladsen foran hospitalet kort før det jødiske nytår. Også denne gang blev afleveret en pressemeddelelse til de vestlige nyhedsbureauer i Beirut. Kunne det mon være … Når en gruppe som Sandhedens Soldater påtager sig ansvaret for tre så forskellige terroraktioner i Europa, øges sandsynligheden for, at det er den samme gruppe, der også slog til i København. Men i terrorsager skal man ikke falde for de åbenbare forklaringer, og at Sandhedens Soldater påtog sig ansvaret i 1988, er ikke bevis for, at det faktisk var dem, der gjorde det. Mange grupper har i tidens løb påtaget sig ansvar for aktioner, de ikke har udført, for at pynte sig med lånte blodige fjer. Således også i sagen fra København. I en korrespondance med den israelske Shin Beth-mand, oberstløjtnant Gideon Arbel, der i 1989 var involveret i den såkaldte Ulla Lyngsbysag, skrev han, at mordbranden mod den polsk-jødiske klub havde forbindelser til lokale palæstinensiske kredse med PLO-baggrund. Men der er også en helt tredje mulighed, som intet har at gøre med islamisk terror. Ifølge medlemmer af den jødiske menighed i København havde en kristen polak forsøgt at komme ind til en af den polsk-jødiske klubs fester, men var blevet afvist. Vidner havde set ham senere på aftenen med petroleumsdunke og havde meldt ham til politiet for brandattentatet. BT havde fat i historien under overskriften ”Forsøgte mordbrand når han fik nej til sex”. Polakken boede i Malmø og havde tidligere været i søgelyset for brandattentater. Men efter politiets undersøgelser løslod de ham. Brandattentatet er stadig uopklaret.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

bibelske tidende

Hvordan var det lige med

Abraham? Første Mosebogs Abraham er i traditionen nærmest enstemmigt blevet udråbt som den klippefaste troende, der gjorde, som Gud bød ham. Han drog ud på en ukendt færd til fjerne egne, og end ikke sin egen og eneste søn Isak ville han nægte Gud. Hvis Gud krævede det, ville han ofre Isak. Naturligvis … eller hvad?

Af Leise Christensen Ved rejsens begyndelse, i Første Mosebog kapitel 12, får Abraham (den gang Avram) besked om at forlade sit land, sin slægt og sin fars hus og drage til det land, som Gud ville vise ham. Abraham hører efter, men på sin egen selvstændige måde, idet han bestemt ikke forlader hverken sin slægt eller sin fars hus som påbudt. Han tager stik mod befalingen sin kone Sarah (den gang Saraj), sin brorsøn Lot, alle sine slaver, ansatte og sin formentlig ikke ubetydelige rigdom med sig. De drager af sted på ganske anden vis end befalet. Det er det første lille hint, vi får om Abrahams selvstændige tolkning af Guds befaling. Da karavanen er kommet til det forjættede land, opstår der hungersnød. Her viser Abraham for første gang et personligt initiativ, der ikke udgår fra Gud. Han foreslår sin kone, at de drager til Egypten for dér at overvintre, mens det forjættede land

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

sulter. Abraham har indtil da ikke udvist større interesse i det forjættede land eller i det lovede afkom. Han synes mere interesseret i at redde livet og slippe for Faraos bødler ved ankomsten til Egypten. Derfor beder Abraham Sarah om at optræde som en søster, for at han ikke skal blive slået ihjel, hvis Farao skulle ønske hende indlemmet i sit harem. Første gang Abraham gør noget af sig selv, gør han det alene for at redde sig selv. I grunden optræder han som ”alfons”, idet han som bror er den retmæssige ejer af Sarah og derfor kan modtage får, køer og æsler, trælle og trælkvinder, æselhopper og kameler, som skrevet står, for hendes ydelser i haremmet. Både Abraham og Farao synes tilfredse med arrangementet – Farao har fået en smuk kone og Abraham store rigdomme – så der er ikke nogen grund for nogen af dem til at ophøre med den gode hverdag dér i Egypten. Men en enkelt kan ikke være glad og tilfreds, og det er Gud. For hvad skal der blive af folkegrundlæggelsen og

det forjættede land? Derfor slår Gud til mod Farao og får ham til at sende Abraham, Sarah og alle rigdommene ud af landet. Interessekonflikter Næste hurdle er Lot. Gud bryder sig ikke om Lot og vil have ham skilt fra Abrahams hus og slægt. Men Abraham ser Lot som sin retmæssige arving, da han ikke selv har børn og heller ikke ser ud til at få nogen eller virker særligt interesseret i det. Han er tilfreds med Lot og dennes større frugtbarhed og drager gerne til Lots undsætning ved flere lejligheder så langt borte som nord for Damaskus (kapitel 14,16). Derfor giver Gud Abraham et mere konkret løfte om afkom. Det sker i begyndelsen af kapitel 15. Det er første gang, at Abraham svarer Gud, idet han kommer med den indvending, at Gud jo ikke har givet ham børn, og hvordan forholder det sig så med en talrig slægt? Denne gang tror Abraham på, hvad Gud lover. I hvert fald for en kort stund. For to vers længere

nede, i vers 8, kommer Abraham alligevel i tvivl og må spørge nærmere: ”Gud Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få alt det (altså landet) i eje?” Hvordan kan denne tvivl være opstået? Fra at tro på, hvad Gud lovede og have regnet det til retfærdighed, og så kræve bevis? Måske er forklaringen at finde i det mellemliggende vers 7, hvor Herren siger, at han er den, der førte Abraham ud fra Ur i Kaldæa til det land, som Abraham skal få i eje. Men det gjorde Gud ikke. Gud førte Abraham ud fra Karan og ikke fra Ur i Kaldæa. Det var Abrahams far, der gik ud fra Ur og ikke Abraham. Det havde Gud ikke noget med at gøre ifølge det, der fortælles i Første Mosebog kapitel 11. Og hvordan kan Abraham have tillid til, at Gud, der tilsyneladende ikke har styr på hændelser i fortiden, kan vide noget fornuftigt om fremtiden? Abraham forbeholder sig derfor retten til at være skeptisk. Med rette, kan læseren tilføje, for Abraham får aldrig så meget som en kvadratcentimeter af det forjættede land i eje. Det lidt, han får, køber han selv, nemlig Makpelas Hule til Sarahs gravplads. Abrahams hustru og ”søster” Sarah har ikke tid til at vente på alle trakasserierne mellem Abraham og Gud. Hun vil have afkom, og det skal være med det samme. Derfor får hun den idé at stille sin trælkvinde til rådighed sådan, at et barn kan fødes. Abraham er ikke særligt interesseret – han har jo Lot til arving – det er alt sammen Sarahs initiativ. Men Abraham gør, hvad Sarah siger og uden modsigelser som i tidligere tilfælde med Gud! Men Sarahs vilje er ikke Guds vilje. Han vil have, at Abraham skal få en søn med sin hustru, og det meddeler han Abraham. Nu er vi vant til at høre om, at den skeptiske Sarah

lo bag forhænget (18,12). Men det er i første omgang Abraham, der er skeptisk, idet han ligefrem falder om af grin, da han hører, at de to gamle skal blive forældre (17,17). Og han spørger, om det ikke kan være nok med Ismael. Det kan det imidlertid ikke efter Guds plan. Tilbage står et billede af Abraham, der tilsyneladende ikke tror Gud over en dørtærskel, hvad angår land og afkom. Inden Isak, det lovede barn, kan komme til verden, viser Abraham igen et selvstændigt initiativ, idet han i nabolandet Gerar over for dets konge igen foregiver, at Sarah er hans søster. Han håber således at blive endnu rigere, når hun er indlemmet i Gerar-haremmet. Men her griber Gud ind, idet der står væsentlige sager på spil. For hvem besvangrer Sarah? Der må ikke herske tvivl om, at det er Abraham. Igen er Abraham forbløffende ligeglad, han har både Lot og Ismael, hvad skal han med en ekstra arving? Gud griber nu til at true Gerars konge med al landsens ulykker. Det siges eksplicit, at kongen intet har haft at gøre med Sarah i seksuel forstand. Men Abrahams list lykkes dog i det omfang, at han både får mange gaver og Sara med sig tilbage fra den skrækslagne konge i Gerar. Igen viser Abraham sin forkærlighed for den rigdom og de arvinger, der ligger lige for, frem for den rigdom og de børn, der forjættes af Gud i en ukendt fremtid. En prøve på tro og troværdighed Hele fortællingen om Abraham kulminerer i beretningen om Isaks binding eller nærofring. Er Abraham villig til at ofre sin søn på alteret for at adlyde den almægtige Gud? ”Ja”, siger det meste af traditionen, ”for så trofast er han”. ”Nej”, siger Abraham, ”for det kan Gud ikke kræve”. Beretningen om Isaks binding bør ikke læ-

ses separat fra resten af fortællingen om Abraham. Hvis man bider mærke i Abrahams selvstændige måde at forholde sig til Guds befalinger og forjættelser på gennem fortællingen, vil det være vanskeligt at holde fast i, at han vil adlyde Gud i dette skrækkelige tilfælde. Hvorfor skulle han gøre det? Der er to muligheder: 1. Hvis Gud de facto ønsker, at Abraham skal ofre Isak, behøver Abraham ikke at gøre det, for så viser Gud sig som en stærkt utroværdig Gud, der har lovet noget, som det viser sig, at han ikke kan holde. For så har Abraham ingen arving længere og kan dermed ikke blive til den forjættede talrige slægt. Lot og Ismael har Gud kørt ud på sidespor, og de er ikke mere arvinger. Og hvorfor skulle Abraham ofre sin søn for en utroværdig Guds skyld? Nej, i dette tilfælde kan han vandre ned af bjerget igen med Isak og vil således have afskediget Gud, som han i forvejen har forholdt sig tøvende overfor. 2. Hvis Gud er en troværdig Gud, vil han stoppe Abrahams hånd, før han med kniven dræber Isak. Og han vil vise Abraham et offerlam – sådan som det sker. I dette tilfælde forstår Abraham, at offerlammet i bogstaveligste forstand er netop et offerlam og ikke Isak. Med andre ord kan Abraham ikke tabe her, det kan kun Gud. Men Gud er jo Gud og kan derfor ikke tabe. Det må hedde sig, at han satte Abraham på prøve, selvom det, der i grunden var på prøve, var Guds troværdighed og ikke Abrahams tro(fasthed). Sidenhen blev forholdene mellem Gud og Abraham mere rolige. Måske blev de begge klogere, i hvert fald ældre. Og således slutter fortællingen om Abraham på forjættende vis – han blev trods alt en udvalgt.

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

gauguins danske proselyt

Den malende profet Maleren Mogens Ballin spillede i en kort periode i 1890’erne en vigtig rolle som bindeled mellem dansk kunst og de nyeste strømninger i fransk kunst. Mogens Ballin: Selvportræt, 1892. Privateje.

Af Kasper Monrad Profeter bruger normalt ord til deres profetier og visioner, men i den danske kunsthistorie findes en maler, der brugte penslen i stedet for. Det er maleren Mogens Ballin (18711914). Han tilhørte kredsen omkring maleren Paul Gauguin og var således foregangsmand i Danmark for den nye symbolistiske kunst, der slog igennem i Frankrig omkring 1890. Gruppen kaldte sig Nabi’erne, hvilket er afledt af det hebraiske ord ”nabi”, der betyder profet. Ballin bragte gruppens idéer til København og påvirkede derved flere danske malere. Han har dog ikke fået den plads i den danske kunsthistorie – og specielt ikke på de danske kunstmuseer – som han fortjener. Det er til en vis grad hans egen fejl, men skyldes nok så meget også hans efterkommere. Det vender jeg tilbage til. Mogens Ballin kom fra en velhavende ortodoks jødisk familie i København. Han fik sin første kunstneriske uddannelse hos et par mindre betydelige malere, og det fik

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

langt større betydning for ham, at han fik franskundervisning hos Mette Gauguin, der var blevet i København, da hun i 1885 blev forladt af sin mand, maleren Paul Gauguin, da han tog tilbage til Paris for at realisere sig selv som kunstner. På væggene i fransklærerens hjem så Ballin malerier af bl.a. Gauguin selv og Paul Cézanne. Her fik han åbnet øjnene for, at der var en anden vej i kunsten end den sejlivede danske naturalisme, der satte naturstudiet og trofasthed over for naturen over alt andet. Den unge Ballin blev klar over, at han måtte rette sit kunstneriske blik mod Frankrig, hvis han ville skaffe sig ny inspiration som kunstner. Ballins første udenlandsrejse i 1889 gik derfor naturligt nok til Paris, hvor han studerede så meget kunst, han kunne. Hans unge alder – kun 18 år – satte dog sine begrænsninger, og han synes ikke at være kommet i forbindelse med tidens nyskabende malere. Året efter tog han igen til Paris, denne gang med en introduktion til Camille Pissarro fra Mette Gauguin, og gennem hende fik han

kort efter også kontakt med Gauguin. Danskeren blev lukket ind i kredsen af kunstnere omkring ham, og den 23. marts 1891 deltog han i afskedsfesten for Gauguin på Café Voltaire i Paris, da denne havde besluttet igen at rejse til Tahiti. Ved festen traf Ballin den hollandske maler Jan Verkade, og der opstod snart et nært venskab og kunstnerisk fællesskab mellem to beslægtede sjæle. Dette møde blev afgørende for Ballins kunstneriske løbebane i de næste år, og sammen valgte de at lade Gauguins kunst være rettesnor for deres bestræbelser. Efter dennes afrejse i begyndelsen af april samme år, hvor både Ballin og Verkade var blandt de fem beundrere, der fulgte ham til toget på Gare de Lyon, tog de to malere sammen til den lille by Pont-Aven i Bretagne for at male. Her i Pont-Aven havde læremesteren Gauguin opholdt sig flere gange i de foregående år og havde fundet afgørende inspiration til sit endegyldige brud med impressionismen og naturalismen. I Bretagne havde han taget de første vigtige skridt i retning af den forenkling og stilisering af sit kunst-

Mogens Ballin: Landskab. Bretagne, 1891/92. Privateje. neriske udtryk, som han rendyrkede på Tahiti. Hans efterfølgere, der i 1888 havde dannet kunstnergruppen Les Nabi, skabte en hel kunstnerkoloni i Pont-Aven, hvor de søgte at realisere hans kunstneriske idéer. Nabi’erne er siden også blevet kendt i kunsthistorien som Pont-Aven-skolen. Ballin og Verkade arbejdede tæt sammen og malede især landskaberne omkrig Pont-Aven, og de påvirkede hinanden gensidigt i en sådan grad, at det i eftertiden til tider har været svært at afgøre, hvem der har malet hvad. De fulgte begge de spor, Gauguin havde afstukket, og til den danske symbolistiske digter Johannes Jørgensen skrev Ballin: ”Vi drømmer om en ny, yderst dekorativ Kunst med stærke Farver og enkle, store

Linjer”. Han tilføjede, at de havde ”et stort ækelt Lig at putte i Jorden”, nemlig naturalismen. I Bretagne blev de to malere også stærkt tiltrukket af katolicismen, hvilket fik betydning for dem begge. I vinteren 1891 tog Ballin tilbage til København, og han fik tilknytning til kredsen af digtere og billedkunstnere omkring tidsskriftet Taarnet. Her introducerede Ballin de nyeste franske strømninger til en række unge danske kunstnere. Flere af dem lod sig rive med af hans begejstring, først og fremmest Gad Frederik Clement, som i den følgende tid udførte flere markante malerier i den nye stil. Også den følgende sommer tog Ballin til Bretagne, nu i selskab med Clement, og han mødtes atter med Verkade.

Under dette ophold konverterede Verkade til katolicismen. Også efter den anden sommer i Bretagne bevarede det dansk-hollandske vennepar tæt forbindelse med hinanden, og i vinteren 1893-94 opholdt Verkade sig i København. De danske Nabi’er præsenterede første gang deres kunst for et større publikum på Den Frie Udstilling i 1893, dog uden Ballins deltagelse. Det blev groft sagt også sidste gang, de fremstod som en samlet gruppe, for snart gik de hver deres vej – ligesom det skete i Frankrig. Pont-Aven-skolen blev snart overskygget af andre nye retninger i kunsten. Verkade besluttede i 1894 at gå i kloster og lagde derefter kunsten bag sig. Så vidt gik Ballin ikke, men også GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

annonce

Vinene fra Ella Valley Vineyards er:

”The worlds best kept wine secret” Omfanget af Israels vinmarksareal er beskedne 7.000 hektar og langt de fleste vinmarker tilhører nogle få meget store producenter, som fremstiller fine vine primært til hjemmemarked. Igennem 1980erne og 90erne har landet gennemgået sin 2. vinrevolution, som har resulteret i masser af små høj-kvalitets vinbrug. Disse er beliggende i mange af landets vindistrikter. Ella Valley Vineyards er et ”Boutique Winery” beliggende i området vest for Jerusalem i retning mod Tel Aviv. Området er historisk og religiøst meget interessant og nok det område i verdenshistorien som tidligst fylder litteraturen med vin! Ella Valley Vineyards har 60 hektar vinmarker, som er beplantet med klassiske franske varianter som Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon. Høsten foregår om natten for at holde

på druernes syre, som en forfriskende ingrediens i vine. På trods af Ella’s status som ”Boutique Winery”, produceres der 200.000 flasker pr. høst. Det er mange, når man tænker på den høje kvalitet af den totale produktion. Alle vine på gården er kosher. Ella Valley Vineyards vine markerer sig blandt de bedste, med en eksport på ca. 50 % af produktionen til mange lande og modtager af en lang række medaljer, der bekræfter vinenes kvalitet.

Alle vine fra Ella Valley Vineyards er KOSHER!

Mogens Ballin: Udsigt over St. Nolff i Bretagne, ca. 1892. Privateje.

han konverterede til katolicismen i 1893. Inspireret heraf tog Johannes Jørgensen senere samme skridt. Samtidig begyndte de danske Nabi’er at vende blikket mod den tidlige italienske kunst, og deres kunst ændrede karakter. Ballin viste kun en enkelt gang sin kunst offentligt frem på Den Frie Udstilling i 1898. Det blev ikke nogen ubetinget succes, og kun Johannes Jørgensen roste helhjertet hans kunst. Udstillingen kom til at markere afslutningen på Ballins

GOLDBERG | #19 | WWW.GOLDBERG.NU

virke som maler. Ligesom mange andre af symbolismens kunstnere var han optaget af at skabe sammenhæng mellem billedkunst og kunsthåndværk, og i 1899 etablerede han et metalværksted, hvor han skabte brugskunst efter tegninger af ham selv og flere af kunstnervennerne. Ballin fortsatte dette arbejde indtil 1907, hvor han efter sin hustrus død solgte værkstedet. Frem til sin tidlige død i 1914 helligede han sig derefter sit arbejde ved den katolske højskole i København.

Mogens Ballin synes ikke at have haft et stort behov for at få stor offentlig opmærksomhed omkring sig selv og sin kunst. Dette har været medvirkende til, at han i mange år nærmest var usynlig i dansk kunsthistorie. Men hans efterkommere har også en stor del af skylden. Af kærlighed til hans kunst har de gjort en stædig indsats for at bevare hans kunst i familien, og ingen af hans malerier har fundet vej til de danske museer. Kun ved sjældne lejligheder er de blevet vist frem på særudstillinger.

Kontakt og bestilling: Jonas@vinslottet.nu tlf. 4369 1162 www.vinslottet.nu

Jonas Laulund – VINSLOTTET A/S

Fri leveovrering ved køb kr. 1.500,-

Du har nu mulighed for at købe Ella Valley Vineyards vine til en særlig læserpris, hvis du nævner Goldberg ved bestillingen: Chardonnay Ella Valley Vineyards kr. 185,00 • Læserpris kr. 145,00 Gylden farve, fedmefuld vin med masser af eksotisk duft og halvtør smag af moden og saftig frugt.

Merlot Ella Valley Vineyards kr. 235,00 • Læserpris kr. 195,00 Tæt og dyb farve. Mørke og røde bær i duften. Solid og seriøs Merlot med bid. En vin, som gør en forskel.

Ever Red Ella Valley Vineyards kr. 175,00 • Læserpris kr. 125,00 Blandingsvin med tæthed, tør frugt og en lækker saftig frugt.

Muscat, Late Harvest Ella Valley Vineyards kr. 125,00 • Læserpris kr. 99,00 Orange, brunlig farve. Krydret duft, parfumeret, men med kant. Smagen er rig, sødmefuld, men med syre og bid.

Særudstilling om korset fra kultisk tegn og kristent ikon over hagekors til symbol på humanitært arbejde i verdens brændpunkter.

10 kunstværker skabt til CRUX af Peter Bonde, Doris Bloom, Ursula Reuter Christiansen, Marco Evaristti, Mie Mørkeberg, Knud Odde, Andreas Schulenburg, Jon Stahn, Lene Adler Petersen og Morten Viskum.

2 0 1 0

CRUX

ESRUM KLOSTER & MøLLEgåRd Klostergade 11, 3230 Græsted www.esrum.dk