Goldberg #20

Goldberg Nr. 20 · Juli 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Mandela og Goldberg og

De andres frihed Pris kr. 49,50

Læs også: Vals med Bashir – den succesfulde tegnefilm er blevet omsat til tegneserie En god kamp – i Malmö tørtner det jødiske og det palæstinensiske fodboldhold sammen #15det | WWW.GOLDBERG.NU Tegn, tryk, takt og tone – kruseduller ogGOLDBERG håndtegn| på hebraisk skriftsprog

Net@-projektet … fra høj-risiko til høj-teknologi

Når du lægger en krone lægger Cisco også en krone

Net@-projektet hjælper udsatte unge i Israel til at blive aktive og velfungerende samfundsborgere. Målgruppen er unge israelere, der befinder sig på samfundets laveste trin, heriblandt nyindvandrere og unge fra minoritetsgrupper – arabere, drusere og beduiner. Deltagerne tilbydes et 3-årigt kursus i computerteknologi á 8 ugentlige timer efter skoletid.

Net@-projektet fordi vores deltagere:

Eli Schwarz malet af Jeanne G Kempinski

• får en internationalt anerkendt profession • får færdigheder og akademiske muligheder, der åbner døre for dem • får en uddannelse, der sætter både individualitet og team-work i fokus

Practica Consult Projektet er et resultat af et samarbejde mellem blandt andre Cisco Systems Inc. (én af verdens førende high-tech virksomheder), Jewish Agency & Keren Hayesod. For hver indsamlet krone lægger Cisco også en krone.

For mere information – kontakt venligst: Jan Rosenberg, Director Friends of Israel Keren Hayesod Tel: +972-2-6701859 Cell: +972-50-737-8730 reuven@kh-uia.org.il Website: www.kh-uia.org.il

Teaches you the noble art of not losing face in China

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg

Goldberg

Nr. 19 · Maj 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

for 50 år siden bLeV adoLf eichmann fanget, dømt og hængt. hVerken amerikanerne, russerne, briterne eLLer israeLerne Var særLigt iVrige efter at fange ham

34

gLansbiLLedet af sVerige som jødernes redningsLand bLeV effektiVt oPdateret i foråret, da medierne fortaLte om de trusLer og oVerfaLd, som er hVerdag for maLmøs jøder

12

UDØDELIG simone VeiL er nu:

Pris kr. 49,50

Hun er den mest populære kvinde i Frankrig, og for mange af sine franske medsøs­tre har hun i årtier været et forbillede og en rollemodel af de sjældne. Den 82-årige Simone Veil er smuk, karismatisk og viljekraftig, og så er hun en del af Frankrigs historie.

Læs også: fra systue tiL showroom – de jødiske skrædderes ankomst til New York i 1880'erne Præstegrotten – 38 jøder gemte sig under jorden i næsten 2 år i Ukraine | WWW.GOLDBERG.NU uoPkLaret – et brandattentat i København somGOLDBERG aldrig blev| #15 opklaret – hvem stod bag?

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Susanne Bernth Eva Bøggild Hans Henrik Fafner Stefan Isaak Tobias Koch Jacob Søndergaard Hanne Trautner-Kromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Thomas Larsen Layout og grafik: Thomas Larsen | www.maskinrummet.nu Tryk: Grafikom A/S Webmaster: Thomas Larsen www.maskinrummet.nu Forsidefoto: Corbis Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdni­kow, Bjørn Bråten, Jeffrey Cohen, Elon Cohn, Dalia Faitelson, Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Jens Kerte, Henning Kirk, Rebecca Kormind, Martin Krasnik, Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Magaret Mann, Bent Melchior, Kasper Monrad, Samuel Rachlin, Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Claus Secher, Eddie Skoller, Michel Solovej, Charlotte Thalmay, Pawel Wedrowski Udenrigskorrespondenter: Samuel Altschul, Melbourne; Rebecca Blum, Stockholm; Penelope Cohen, ­Johannesburg; Yael Enoch, Tel Aviv; Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, Paris; Annie og Benni Korzen, Los Angeles; Sandra Kviat, London; Hanne Kærhøg,

4

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Hong Kong; Jiri Lichtenstein, Prag; Noa Agnete Metz, New York; Berit Reisel, Oslo; Sonia Schlossman, Rom; Deborah Sherman, Toronto.

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu

Da Leo Lovell, sydafrikansk parlamentsmedlem for Labour-partiet, i 1956 havde givet tilsagn om at tale ved et protestmøde mod Apartheidlovgivningen, forsøgte et af det jødiske samfunds (Jewish Board of Deputies) officielle repræsentanter, diskret at få ham til at melde afbud for ikke at give anstød til antisemitisme.

Billede af Leo Lovell??

ISSN: 1902-4487 GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50 Pris ved abonnement pr. år: kr. 248,00 inkl. ekspedition og porto.

For bestilling af abonnement: skriv til goldberg@goldberg.nu eller ring på 5024 9450 Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark.

Ernst Goldschmidts Legat.

Kulturministeriets bevilling til almen­ kulturelle tidsskrifter.

Tiger.

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. september 2010.

Vedrørende annoncering kontakt goldberg@goldberg.nu eller ring tlf.

5014 9450.

For oplysninger om annoncestørrelser og priser se www.goldberg.nu CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale.

Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er velkomment, dog kun med tydelig kildeangivelse.

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

”

Lad mig sige, at mens jeg generelt er enig i, at der ikke findes noget jødisk synspunkt, som sådan, når det gælder partipolitik, findes der et grundliggende og karakteristisk jødisk synspunkt (ligesom jeg mener, der findes et kristent synspunkt) vedrørende forholdsregler, selv politiske forholdsregler, som udgør en udplyndring af befolkningsgrupper udelukkende baseret på race, som det er tilfældet med den aktuelle Group Areas Proclamation (loven om raceadskilt beboelse). Jeg hævder at være i stand til at sige dette som en mand og som en jøde i kraft af vores folks lidelser på grund af religion eller race. Dette jødiske synspunkt er for mig lige så klart som budet ”Du må ikke stjæle”.

Indhold juli 2010 6

Leder

6

fem af dette nummers bidragydere

30 ”Forstyr ikke mine cirkler”

7

Kærlighedens Offside

En lyrisk hilsen til alle fodbold-freaks. Af Ronny Someck

Ordene er Archimedes’, men de kunne lige så godt tilhøre det nulevende matematiske geni Gregorij Perelman. Michel Solovej får hjælp af både badebolde, baderinge og kaffekopper, når han forklarer Perelmans fantastiske forskning.

8

Kan demokratier vinde krige?

34 Peter Pedal

Den verdensanerkendte militærhistoriker Azar Gat har besøgt Danmark. XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX XXXXXX Interview af Jacques Blum og Chaim Lahav

Alle danske børn kender den nysgerrige abe og manden med den gule hat. Susanne Bernth har besøgt det jødiske museum i New York, hvor en udstilling fortæller om den dramatiske baggrund for den populære figur.

12 En god kamp

36 Tegn, tryk, takt og tone

En regnfuld fredag i juni tørnede det palæstinensiske og det jødiske fodboldhold i Malmø sammen. Og selv om begge hold spiller i serie 6, var der spænding om udfaldet bladt de ekstraordinært mange tilskuere. Miriam Katz rapporterer fra marken

Det hebraiske skriftsprog er lidt af en udfordring at lære at læse og især recitation fra Torarullen. Men der er hjælp at hente. Poul Pinchas Melchior fortæller om prikker, streger, håndtegn og kruseduller.

39 Armadillo 14 De andres frihed

Denis Goldberg var fængslet i 22 år, fordi han stod op imod apartheidstyret i Sydafrika, og det var ikke engang sin egen frihed, han kæmpede for. Af Annette Lübbers

40 Gud som overfaldsmand

16 Jøder i kamp for sortes rettigheder

De tog deres del af ansvaret i kampen mod apartheid.

Af Henrik Lewis-Gutterman

20 Vals med Bashir

Animationsfilmen om den israelske soldat, der deltog

i Libanonkrigen, men intet kan huske, fik mange store roser. Nu er den omsat til tegneserie udkommet på dansk – kan den holde niveauet?

Anmeldelse af Susanne Skovgaard Christensen

22 Verdensmusikken ind med modermælken

Unge israelske musikere finder naturligt en plads i verdensmusikken, for de er opvokset i et samfund med mange forskellige musikkulturer og traditioner. Jael Uzan Fafner og Hans Henrik Fafner har været til musikfestival.

Berlin er en urolig og utrolig by. En nybegynder fandt ro et uventet sted. Af Tune Andersen

28 Højt at flyve

En novelle om den ganske særlige ’high altitude delight’ Af Etgar Keretn

Det er ikke uden omkostninger at slås med Gud, men det lønner sig. Det ved Jakob, for han tog livtag med Gud – og vandt.

Af Peter Nejsum

42 Moselovens lange arm

Den efterleves – mere eller mindre – af jøder over hele verden. Men er det egentlig meningen med teksten?

Bernhard Posner giver en verdslig juridisk vurdering af Moselovens dækningsområde.

44 SKAK

Der har været berygtede tilfælde af antisemitisme inden for spillet, men skak er et spil, der forener og endda kan gøre mennesker lykkelige. Af Dan H. Andersen

48 Den første jødiske mæcen

26 Jødernes begavelsesplads

Politisk kommentar af Jeppe P. Trautner

Historien om Mendel Levin Nathanson handler om en indvandrer, der meget hurtigt forcerede alle tænkelige barrierer og blev en del af det danske samfund. Af Kasper Monrad

51 Goldbergs Galleri Velkommen til fernisering på Goldbergs nye kunstgalleri.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

5

LYRIK

-punktet

Forfra Indholdet af denne udgave af GOLDBERG er præget af forfra – et fænomen jøder i årtusinder har kendt til og på det nærmeste er blevet specialister i.

I begyndelsen udvises Adam og Eva fra Paradisets Have, fordi de har hugget og spist det forkerte æble. Så: forfra til resten af arten. Noa og familie får af Gud lov til blive verdens først beskrevne og overlevende bjergbestigere, da Arken lander på Ararat, og det er også Gud, der befaler Abraham at begynde forfra.

Om Abraham er glad for det, er der delte meninger om.

De første danske jøder var sefardiske, der for snart 400 år siden begyndte forfra, ligesom de russiske jøder der

KÆRLIGHEDENS OFFSIDE flygtede fra pogromer i tiden 1880-1920 og begyndte forfra, hvad enten det var i USA eller i Danmark.

I 1970'erne begyndte de polske jøder forfra i København. I dag skal nogle af Malmøs jøder til at starte forfra. Den israelske befolkning er produkt af folk der er startet forfra og forfatteren Meron Izachson synes at sige til landets politikere: forfra.

Listen over ”forfra” i jødernes historie synes uendelig. Det gælder også og i særdeleshed Simone Veil der pryder Goldbergs forside. Hun er en forfra-er selvom hun er blevet udnævnt til ”udødelig”.

Goldberg har længe tænkt over, hvem der har besluttet at jøderne skal være et

vandrende folk? Hvis det er Vor Herre er der nok ikke meget at stille op, hvis det er ”de dødelige” er der meget der kan gøres.

Goldberg tænker videre, men kan også i denne udgave konstatere at et samfund tilsyneladende nyder godt af mennesker der starter forfra.

Poet og illustrator: Ronny Someck

Oversætter fra hebraisk: Hanne Friis

God læselyst. På gensyn 1. juli.

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Tune Andersen er fotograf og billedkunstner med udstillinger i såvel ind- som udlandet, bl.a. billedserien The Boxer, hvor gamle mænd er fotograferet nøgne poserende som boksere. Han er aktuel med fotokunstbogen Strange Days.

Jeppe Plenge Trautner er cand.scient.pol., ph.d. og major af reserven i Flyvevåbnet.

Han forsker i forsvarsog sikkerhedspolitik og politisk styring af militære operationer som ekstern lektor ved Aalborg Universitet.

Poul Pinchas Melchior er tidl. gymnasielærer og vicerektor. Opvokset i København, nu bosiddende i Israel. Var i 1996-9 udsendt til Danmark for at hjælpe med menighedsarbejde, bl.a. Carolineskole- og voksenundervisning samt toralæsning.

Henrik Lewis-Gutter­ mann har studeret, boet, rejst og arbejdet i Sydafrika siden 1969.

Han er mag.scient. i socialantropologi og har beskæftiget sig indgående med forholdene i Sydafrika, bl.a. i 13 år som korrespondent for Weekendavisen.

Bernhard Posner er cand. jur., advokat.

1973-1997 embedsmand i EU-kommissionen. 1997-2010 konsulent i immaterialret.

Har skrevet artikler og bidrag til samleværker samt beklædt tillidshverv i internationale faglige organisationer.

Kineserne fyldte den med hør, egypterne med avner.

Romerne syede den af komaver, og renæssancens lærde stoppede den ud med hestehår for at minde den om, at den skulle galopere.

6

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Så vil du have bolden tilbage på dit livs bane, skal du fylde den op igen med hår fra en kvinde, du har elsket, heppe på hende og aldrig nogensinde sparke til det, der ruller under dine fødder.

Tat, si blan ero commy nit volortisit

Azar gat Laor si blan eraesto dunt adipsustrud dolobore consed te do dio odit lor iriusto con eugueraessed et ute modolenissi ercipsu scipsum quam, suscillandre modolorerat laoreet, vent diam, quip eum am, quipsuscipit prat atis num er ad tetue te magna conse tat ad.

Af Hula Bula Lis augiat. Ut wissit adit nis auguer aciduismod tio delit, commy nim del inim esectem in utpatum zzrit dunt voloreet autat, qui ea faci blam accummo loboreet ullaortie tatue dolorer iustiscillam dolessi blaorpe raessi.

Commod mincipisisis nonsectet, venibh eu feumsandre del et utatuer sit irilla ad magna core tetue vendrerosto odolorem atueros dio et in hent lan vullummy nos alit nisis adit la autetum quiscip ea faciduipit volore conse modigna consed dipisi tie feugiam dunt illam, conse facip eugiametum ipis alit velese tisi.

Utat. Duis nostrud magniscilisi tet, volor si blaoreet, consequi tinis adionse et verostin heniam alit lorperciduis nis nonullam vel et, vel dolor sit lorperos adio conulla conulput ute feugue dit adipit wis dunt aciduisi.

Essisit niamcon seniam quis ad tie molor at am, sum dunt lan veliquam velenisit alit aut vullan henim esequipsummy nit augiam ilit, conulput at vullandit praestie vulputet ilismodigna facipit la feu facilluptate molor in ut in henibh eugiat. Lutatis ciduisl ullum iriliquatis dolutem ver sisciliquisl diametueros dolor sissecte dion ulputat, consecte te min ulla commy nullandre velit alissecte feu feum num quis ercil ea facillaoreet do ex elenim quat inim vel dolore tat. In hendigna feuismo doluptat, sit ea am, conullummy nit vero exercip suscipisl ip eraesto do odit praestio odo cor sustrud dignis dolore min heniam vel iliqui tat am init ad tatie dolestie vullutpat. Ut ad tio conum dip ea feuisl ut ut wis delestrud minci bla faccum essit wis eriure digna augue tatue faciliquipis non hendrem dunt lam nonsenim ipit alit adignit wis am vercipit, sum doloreet, quat aliqui eratum amcor aliquisi eros del do del ullam quis at.

8

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Usciliquat nos am, quat, quisci blamet ilit dolummod deliquat.

Olore conullamet nulputpat enim vel utpatue eros nos aut praesen isisim nisl irilis nonsecte tisi tatum il esequis dolobor inis el ullaore euis nos et veniscidunt ad et num dui bla feum zzriustin hendio consequismod dipit la aliquisci tat praessi er am dolor inis nonsequisim veniametum vel incipis at nullandre min veliquis nummod mod do od min ute etuerat. Uptat dolesenibh el dip ero commy nullamc ommolorpero consed dolenibh enibh eui tat. Od molutet ipit

aliquam consequi bla feuis er sustrud

exeraessi bla autpat. Uptatuer sit velissi te dolor sed dit, sustrud te commolo rperat. Ut diam velit lutpat, veriliq uamconse dolummy nos dolor susto ex ea augait la faccumm odolorem vel et wis nostion ulpute feugait esectem zzrit lobore tisl iriliquat augue mod molore venit augiamet del dionseq uismodo luptat.

Ros nullam numsandre diam nullandio ero doleniamet, conse duis am, sed min utpat. Ectet, verosto odo dipsuscin hendiat. Unt lorem non velit lore ming euisseq uamcon henim quis del ullan eum eum velit prate deliquis aci essequatuero er ipis augait, qui tin henit iriuscilit at. Endipit vel ute erostie con henis nulput diat.

Minit ad ea feumsan veliquametue min hendit nosto ea am, quat.

Ut ut lorperi liquating eu feuguerat. Ut volestrud

tat loborpe rcilis acipsum in erostrud dolor suscing euguerostie feum irillam consectet luptat et aliquiscilis ad del eugait augiam dolor sed ea consectetue facidui tetue delismodit luptat. Ut at.

Idui blamet num in vendips umsandiam nibh ero dit, vel utatis ad dipsum diam, vullam ad ex ea conse et vel dolor sequipi sismolore dolor augiatue dolobor eriuscipit wis alit alissis autat wis nim num zzriureet, qui tem dolor augiam, vulla feugait lore delis nulputatin hent pration sequam, velit ver augait nos nisis nos dolore te diate vulla facidunt ut augait velit velit aliquis ciliquate delit dionse et lorpero erate consequat. Delis nit nulla consequis dionseq uatuer adignibh erit ipit, quam del ulla feum qui tet nit ut dolore dit luptatumsan vel ing eriure eumsan henis am amconullaore faccumsandit wis aliqui blan ut acillum nosto conummy numsan ullutpat, vel dipit ulput lummy numsan vulla conullum

dignibh ex et do odigna conum velent prat. Ureet ing eu facilit, core min utat volese mod delisi blan ut l Giat nim diam do eugiamet velesto dolore dunt ut wisis aut am, sumsand iamcoreet praessim volumsan veniamconseAf Hula Bula Lis augiat. Ut wissit adit nis auguer aciduismod tio delit, commy nim del inim esectem in utpatum zzrit dunt voloreet autat, qui ea faci blam accummo loboreet ullaortie tatue dolorer iustiscillam dolessi blaorpe raessi.

Commod mincipisisis nonsectet, venibh eu feumsandre del et utatuer sit irilla ad magna core tetue vendrerosto odolorem atueros dio et in hent lan vullummy nos alit nisis adit la autetum quiscip ea faciduipit volore conse modigna consed dipisi tie feugiam dunt illam, conse facip eugiametum ipis alit velese tisi.

Utat. Duis nostrud magniscilisi tet, volor si blaoreet, consequi tinis adionse et verostin heniam alit lorperciduis nis nonullam vel et, vel dolor sit lorperos adio conulla conulput ute feugue dit adipit wis dunt aciduisi.

Essisit niamcon seniam quis ad tie molor at am, sum dunt lan veliquam velenisit alit aut vullan henim esequipsummy nit augiam ilit, conulput at vullandit praestie vulputet ilismodigna facipit la feu facilluptate molor in ut in henibh eugiat. Lutatis ciduisl ullum iriliquatis dolutem ver sisciliquisl diametueros dolor sissecte dion ulputat, consecte te min ulla commy nullandre velit alissecte feu feum num quis ercil ea facillaoreet do ex elenim quat inim vel dolore tat. In hendigna feuismo doluptat, sit ea am, conullummy nit vero exercip suscipisl ip eraesto do odit praestio odo cor sustrud dignis dolore min heniam vel iliqui tat am init ad tatie dolestie vullutpat. Ut GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

9

Tat, si blan ero commy nit volortisit

Copenhagen Rickshaw ad tio conum dip ea feuisl ut ut wis delestrud minci bla faccum essit wis eriure digna augue tatue faciliquipis non hendrem dunt lam nonsenim ipit alit adignit wis am vercipit, sum doloreet, quat aliqui eratum amcor aliquisi eros del do del ullam quis at.

Usciliquat nos am, quat, quisci blamet ilit dolummod deliquat.

Olore conullamet nulputpat enim vel utpatue eros nos aut praesen isisim nisl irilis nonsecte tisi tatum il esequis dolobor inis el ullaore euis nos et veniscidunt ad et num dui bla feum zzriustin hendio consequismod dipit la aliquisci tat praessi er am dolor inis nonsequisim veniametum vel incipis at nullandre min veliquis nummod mod do od min ute etuerat. Uptat dolesenibh el dip ero commy nullamc ommolorpero consed dolenibh enibh eui tat. Od molutet ipit aliquam consequi bla feuis er sustrud exeraessi bla autpat. Uptatuer sit velissi te dolor sed dit, sustrud te commolo rperat.

Ut diam velit lutpat, veriliq uamconse dolummy nos dolor susto ex ea augait la faccumm odolorem vel et wis nostion ulpute feugait esectem zzrit lobore tisl iriliquat augue mod molore venit augiamet del dionseq uismodo luptat.

Ros nullam numsandre diam nullandio ero doleniamet, conse duis am, sed min utpat. Ectet, verosto odo dipsuscin hendiat. Unt lorem non velit lore ming euisseq uamcon henim quis del ullan eum eum velit prate deliquis aci essequatuero er ipis augait, qui tin henit iriuscilit at. Endipit vel ute erostie con henis nulput diat. Minit ad ea feumsan veliquametue min hendit nosto ea am, quat. Ut ut lorperi liquating eu feuguerat. Ut volestrud tat loborpe rcilis acipsum in erostrud dolor suscing euguerostie feum irillam consectet luptat et aliquiscilis ad del eugait augiam dolor sed ea consectetue facidui tetue delismodit luptat. Ut at. Idui blamet num in vendips umsandiam nibh ero dit, vel utatis ad dipsum diam, vullam ad ex ea conse et vel dolor sequipi sismolore dolor augiatue dolobor eriuscipit wis alit alissis autat wis nim num zzriureet, qui tem dolor augiam, vulla feugait lore

delis nulputatin hent pration sequam, velit ver augait nos nisis nos dolore te diate vulla facidunt ut augait velit velit aliquis ciliquate delit dionse et lorpero erate consequat. Delis nit nulla consequis dionseq uatuer adignibh erit ipit, quam del ulla feum qui tet nit raesecte modiam iure doloreet, cor sumsandit wis aliqui blan ut acillum nosto conummy numsan ullutpat, vel dipit ulput lummy numsan vulla conullum dignibh ex et do odigna conum velent prat. Ureet ing eu facilit, core min utat volese mod delisi blan ut l Giat nim diam do eugiamet velesto dolore dunt ut wisis aut am, sumsand iamcoreet praessim volumsan veniamconseAf Hula Bula

Lis augiat. Ut wissit adit nis auguer aciduismod tio delit, commy nim del inim esectem in utpatum zzrit dunt voloreet autat, qui ea faci blam accummo loboreet ullaortie tatue dolorer iustiscillam dolessi blaorpe raessi.

Commod mincipisisis nonsectet, venibh eu feumsandre del et utatuer sit irilla ad magna core tetue vendrerosto odolorem atueros dio et in hent lan vullummy nos alit nisis adit la autetum quiscip ea faciduipit volore conse modigna consed dipisi tie feugiam dunt illam, conse facip eugiametum ipis alit velese tisi.

Utat. Duis nostrud magniscilisi tet, volor si blaoreet, consequi tinis adionse et verostin heniam alit lorperciduis nis nonullam vel et, vel dolor sit lorperos adio conulla conulput ute feugue dit adipit wis dunt aciduisi.

Essisit niamcon seniam quis ad tie molor at am, sum dunt lan veliquam velenisit alit aut vullan henim esequipsummy nit augiam ilit, conulput at vullandit praestie vulputet ilismodigna facipit la feu facilluptate molor in ut in henibh eugiat. Lutatis ciduisl ullum iriliquatis dolutem ver sisciliquisl diametueros dolor sissecte dion ulputat, consecte te min ulla commy nullandre velit alissecte feu feum num quis ercil ea facillaoreet do ex elenim quat inim vel dolore tat. In

hendigna feuismo doluptat, sit ea am, conullummy nit vero exercip suscipisl ip eraesto do odit praestio odo cor sustrud dignis dolore min heniam vel iliqui tat am init ad tatie dolestie vullutpat. Ut ad tio conum dip ea feuisl ut ut wis delestrud minci bla faccum essit wis eriure digna augue tatue faciliquipis non hendrem dunt lam nonsenim ipit alit adignit wis am vercipit, sum doloreet, quat aliqui eratum amcor aliquisi eros del do del ullam quis at.

Oplev København – fra bagsædet af en original asiatisk rickshaw.

Vi sætter oplevelsen i højsædet, og giver dig en køretur gennem København på en sjov måde.

Book en tur på 35430122 eller www.rickshaw.dk Se også de nye reklamecykler på www.adcycles.dk

10

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

apolitisk fairplay Mellemøsten fylder meget i Malmø, der har over 60.000 indbyggere med mellemøstlig baggrund. Samtidig oplever byens ca. 700 jøder en voksende antisemitisme fra muslimske Malmø-boere. Derfor var der spænding i luften, da de to lokale fodboldhold SK Hakoah mødte Palestinska IF i midten af juni i Malmø.

En god kamp

Af Miriam Katz ”Vi plejer jo ikke at dække kampene i 6. division,” konstaterer den lokale avis’ sportsjournalist lakonisk og ser op mod den regntunge aftenhimmel, der hænger blygrå over Malmø Stadion. Hun står og fryser sammen med en flok skudklare fotografer fra Scanpix, Sydsvenskan og Expressen. Samt Deres udsendte fra Danmark.

Det er et usædvanligt stort presseopbud på Malmøs gamle stadion bag Stadsteatret på denne våde sommeraften midt i juni, hvor alverdens medier har vendt kameraerne mod Johannesburg, og alle andre fodboldinteresserede flokkes foran tv-skærmene for at nyde transmissionen fra VM-åbningskampen mellem Mexico og Sydafrika.

Og med al respekt for de engagerede spillere på aftenens rivaliserende lokale hold, så er det ikke udsigten til ypperlig boldkunst, der har lokket pressens repræsentanter hertil. Det er derimod den velkendte og sprængfarlige cocktail af sport og politik, som blandes lige her i ’Blåbärsligan’, i 6. division herrefodbold, Skåne Sydvästra, når SK Hakoah møder Palestinska IF. For første gang nogen sinde.

Uro før kampen

”Vi forventer op mod 300 palæstinensere, der møder frem og hepper på deres hold. Så kom og støt gutterne i Hakoah!”

Sådan lød det i en mail, der blev rundsendt blandt Malmøs jøder i dagene op til kampen. Politiet var også på tæerne, efter de senere års vold-

12

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

somme anti-israelske demonstrationer i forbindelse med bl.a. afholdelsen af Davis Cup finalen i byen. Og selvom Hakoahs ledelse altid tydeligt har meldt ud, at holdet ikke har nogen forbindelse med Israel og ikke vil tages til indtægt for israelsk politik, så har de seneste års eskalerende antisemitisme i Malmø (beskrevet i forrige nummer af Goldberg, red.) skabt frygt for optøjer i forbindelse med Hakoahs sportslige konfrontation med det lokale palestinensiske hold. ”Det her er en følsom kamp,” siger Harry Feinberg, mangeårig formand for Hakoah SK, et par minutter før kampen fløjtes i gang. ”Og nu har hele situationen omkring Ship To Gaza aktualiseret problematikken. Men vi kender Palestinskas spillere, og de er gode fyre. Man kan bare aldrig vide, om ballademagerne også møder op,” siger han.

Spillerne i Hakoah er vant til at møde antisemitiske tilråb som ’judejävlar’, både fra tilskuerrækkerne og på banen, når de

spiller imod lokale modstandere. Sidste år kulminerede chikanen, da Hakoahs træner blev slået ned under en kamp mod det lokale hold Kosova, og banen blev invaderet af modstanderholdets aggressive tilhængere.

For at undgå konfrontationer med Malmøs muslimske beboere har Hakoahs ledelse bedt om at få lov at spille i en anden serie, uden for byen, et ønske der blev genfremsat, da Hakoah i år rykkede ned i 6. division og således havde udsigt til at møde Palestinska. Men det afviste Skånes fodboldforbund. Internationale konflikter skulle ikke få lov at styre lokal skånsk fodboldpolitik, hed det.

Men nervøsitet for nye sammenstød fik fodboldens organisationer til at hæve sikkerhedsniveauet og indlede samarbejde med Skånes Politi.

Ugen inden kampen mellem Hakoah og Palestinska mødtes repræsentanter fra begge klubber således hos Malmøs Politi for at drøfte sikkerhed i forbindelse med kampen. Politiet mente ikke, at der var forhøjet risikoniveau, men

anbefalede alligevel Hakoah at skaffe professionelle vagtfolk. Og hjælpen kom fra uventet hold: ”Palestinska tilbød os hjælp: De havde tre rutinerede vagter, som vi kunne bruge i aften,” fortæller Harry Feinberg og nikker tilfreds ud mod langsiden, hvor en hærdebred vagt i gul sikkerhedsvest inspicerer feltet.

Vil vinde

Vagten og hans kolleger ser dog ud til at få en fredelig aften. Fraregner man pressen og de nydelige civile politifolk på tilskuersæderne, er der højst 50 publikummer, der søger ly for regnen under halvtaget på stadion.

Og da spillerne lunter ind på banen, hujer og hepper vi alle så godt, vi kan.

Både ad Hakoahs blåklædte spillere med det stolte logo ’Lasses VVS-service’ på brystet og den diskrete Davidsstjerne på de sorte shorts og ad Palestinskas spillere, der er klædt i røde og sorte farver og råber på arabisk til vennerne på tribunen.

En af Palestinskas tilhængere hedder

Akhlass Daabas. Hun sidder sammen med en lille gruppe tørklædeklædte kvindelige slægtninge og knækker solsikkefrø med tænderne, mens hun følger kampen fra forreste række. ”Min mand er træner for holdet. Vi plejer faktisk aldrig at komme til kampene, men den her ville vi se. Hvorfor?

Det er – hvad skal jeg sige … en interessant kamp. Politisk. Det er jo jøderne, vi spiller imod,” siger hun.

I virkeligheden er kun 3 af SK Hakoahs spillere jøder, men det er tydeligvis et faktum, der ikke berøver kampen stærk symbolværdi, hverken for Akhlass Daabas eller andre.

Hvad sker, der, hvis I taber? ”Ingenting. Men vi vil virkelig gerne vinde!”

Respekt på banen

Sådan ser det nu ikke ud til at gå. Hakoah scorer 4 mål, mens Palestinskas målskytte Prrek Ramadan når at hamre bolden ind i Hakoahs mål 2 gange. Men i modsætning til den mellemøstlige arena så foregår

denne kamp efter reglerne. Her er hårde tacklinger, men fair play. Og tilskuerne får kun de obligatoriske protester og scener fra spillerne, når der dømmes offside, eller når der rulles dramatisk rundt på græsset for at få et ekstra straffespark.

Da dommeren fløjter kampen af, har himlen åbnet sluserne for alvor, og regnen siler ned. De to hold klapper respektfuld ad hinanden, alle spillere giver hånd, enkelte udveksler dunk i ryggen.

Hakoahs gigantiske målmand småsnakker med en af Palestinskas halvt så høje spillere, mens de følges ad mod omklædningsrummet.

Pressen er på tilbagetog efter det, der på en positiv måde har vist sig ikke at leve op til de journalistiske nyhedskriterier om sensation og konflikt.

Udenfor, ved Pildamsparken, tripper dog overraskende nok en gruppe kampklædt, ridende politi forbi.

Er I her på grund af kampen, spørger Goldbergs udsendte og spejder ihærdigt efter tilløb til den form for action, der egner sig til en dramatisk journalistisk reportage. ”Näh du, det är ju skolavslutning i dag,” lyder det høfligt fra en kvindelig politibetjent, højt til hest, der er sendt ud for at sikre, at Malmøs 9. klasser opfører sig ordentligt, når de drager ud i nattelivet efter årets sidste skoledag.

Det er jo Malmø, det her. Ikke Mellemøsten. Og det er helt i orden.

SK Hakoah blev grundlagt i 1932 af jøder i Malmø og er Sveriges første ’indvandrersportsklub’.

I begyndelsen var det kun personer med jødisk baggrund, som spillede i klubben, men i dag udgør etnisk svenske spillere ca. halvdelen af holdet.

Derudover har SK Hakoah spillere med finsk, serbisk, bosnisk, polsk, norsk og albansk baggrund.

Kun tre spillere har jødiske rødder.

Klubben er åben for alle uanset etnisk og national baggrund.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

13

den sidste kartoffel er altid gæstens

De andres frihed ”De skønneste drømme om frihed drømmes i fængslet.” Citatet af Friedrich Schiller kunne også stamme fra Denis Goldberg. For han har tilbragt 22 år bag tremmer. Og så var det ikke engang hans egen frihed, han drømte om.

Som jøde af hudfarven hvid nød han godt af alle borgerlige rettigheder og privilegier i sit hjemland Sydfrika. De ufrie var de andre, de medborgere, hvis hud ikke var hvid, men sort.

Denis Goldberg gik på gaden for deres frihed – og havnede derfor i fængsel. nogen sinde vil glemme, en dag, som for altid forandrede hans hjemland: Den 10. marts 1994 blev Denis Goldbergs ven Nelson Mandela taget i ed som Sydafrikas første sorte præsident.

Apartheid-politikken, som de sorte havde lidt under i så mange år, var endeligt og endegyldigt blevet fortid.

Menneskeværd

Denis Goldberg blev født den 11. april 1933 i Cape Town som søn af jødiske indvandrere. Han voksede op i en atmosfære præget af sekulære og socialistiske ideer. I hjemmet kom der mennesker af alle hudfarver: hvide, sorte, farvede. ”I min familie lærte jeg tidligt at agte alle mennesker. Min mor lagde vægt på, at enhver, der Denis Goldberg tilbragte 22 år i Apartheid-regimets fængsler. Den dag i dag er Nelson Mandelas hvide kom på besøg, blev mødt med medkæmper aktiv for de sortes rettigheder respekt og høflighed. Den sidste kartoffel var altid gæstens”, siger Den 76-årige bevæger sig ikke ganske Af Annette Lübbers Denis Goldberg med et smil og læner sig ubesværet, men han udstråler stadigeftertænksomt tilbage. væk energi og evnen til at overbevise.

Som dreng voksede han op i et arbejMed små øjne under buskede øjenbryn Denis Goldberg sætter sig godt til rette derkvarter. Hans familie var fattig, men fikserer han opmærksomt den, der sidder i sofaen hos en ven i Wuppertal. Hans sammenlignet med det sorte befolkoverfor ham. selvbiografi Opgaven. Et liv for frihed i ningsflertal levede den godt. Allerede Det er ikke første gang, Goldberg Sydafrika er netop udkommet, og han er som helt ung fik Goldberg kontakt med fortæller sin historie. Alligevel virker på rundrejse i Tyskland for at læse op på den Afrikanske Nationalkongres, ANC. det, som om han kan fortælle den igen skoler, i medborger­centre og på univerSom 16-årig begyndte han at studere og og igen med samme udelte begejstring. siteter og tale om sine erfaringer med blev bygningsingeniør.

For den ender med en dag, han aldrig apartheidregimet.

14

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

”Det var hårdt arbejde at studere.

Jeg havde dårligt tid til andet”, mindes han.

Men da han som 20-årig henvender sig til ANC for at være med og gøre en indsats, erfarer han, at medlemmer af organisationen allerede igennem længere tid har haft hans familie under observation. ”De ville selvfølgelig vide, om jeg var til at stole på.”

Massakre

Syv år senere bliver den grænseløst optimistiske Goldberg på det brutaleste konfronteret med de politiske realiteter i landet. I en sort bosættelse 50 kilometer syd for Johannesburg går cirka 20.000 mennesker på gaden i en fredelig demonstration imod Apartheidsystemets diskriminerende paslove.

Det sker den 21. marts 1960. 69 sorte – blandt disse kvinder og børn – bliver skudt ned af sikkerhedsstyrkerne, mange bagfra. 180 bliver såret. Efter den såkaldte Sharpevillemassakre kommer det til sammenstød mellem politi og demonstranter flere

steder, og her bliver Denis Goldberg for første gang sat i fængsel – man sætter ham i varetægtsarrest et stykke tid for at knække ham. ”Det er et ophold, jeg ikke mindes med glæde”, siger han. ”Hvide aktivister

”

Racismen er en forbrydelse, befrielsen fra den et vidunder”.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

15

var særligt forhadte blandt fængselspersonalet. For dem var vi forrædere.”

Rivonia-processen

I 1961 grundlægges den bevæbnede fløj af ANC, ”Umkhonto we Sizwe” (”Nationens Spyd”).

Denis Goldberg er i mellemtiden blevet sat på fri fod og går ind i organisationen som officer. I 1963 bliver han arresteret i Johannesburgs Rivoniakvarter. Her havde organisationen indrettet sit provisoriske hovedkvarter på Liliesleaf, en farm ejet af kunst­maleren Arthur Goldreich. I 1964 er Denis Goldberg blandt de anklagede i den såkaldte Rivonia-proces. Han beskyldes for følgende forbrydelser: sammensværgelse med det formål at omstyrte regeringen, forberedelse af væbnet invasion fra udlandet, drift af farmen som undergrundscentral og understøttelse af ANC's mål.

”Det var rigtigt alt sammen. Men interessant nok hørte højforræderi ikke til anklagepunkterne. Ifølge den britiske sædvaneret, som gjaldt i Sydafrika, skal der nemlig to vidner til for at bevise dette punkt, og det var blevet en meget vanskelig bevisførelse”, konstaterer Goldberg med et trium­ ferende smil.

Fire hvide og elleve sorte idømmes hver fire gange livsvarigt fængsel, blandt disse Nelson Mandela, Walter Sisulu og Denis Goldberg. Af sin advokat erfarer Goldberg, at den offentlige mening i medierne havde krævet en endnu strengere straf: ”Hæng dem!”

Kampen lønnede sig

I 16 lange år i fængslet har han ingen adgang til aviser. Han er alene i cellen i op til 18 timer ad gangen, syr postsække, men har dog også adgang til at studere historie, jura og andre fag.

”

Jeg led under, at man

havde skilt mig fra mine sorte venner, der sad indespærret på Robben Island.

Hver dag måtte jeg kæmpe for mit menneskeværd.

Vagterne hadede os og ville knække vores vilje. I perioder led jeg af depression, og jeg var altid bange for, at de ville dræbe os inden en eventuel løsladelse”.

”Jeg led under, at man havde skilt mig fra mine sorte venner, der sad indespærret på Robben Island. Hver dag måtte jeg kæmpe for mit menneskeværd. Vagterne hadede os og ville knække vores vilje. I perioder led jeg af depression, og jeg var altid bange for, at de ville dræbe os inden en eventuel løsladelse.”

I 1985 – efter 22 års fangenskab – kunne Denis Goldberg faktisk forlade fængslet. Han rejste til Israel for at besøge sin datter i dennes kibbutz, gik derefter i eksil i England og blev udnævnt til repræsentant for ANC ved De forenede Nationer. I 1994 fejrede han med jubel, at Nelson Mandela blev valgt til Sydafrikas præsident. Den lange kamp havde lønnet sig.

Fremtiden

I dag lever Denis Goldberg alene i Cape Town. Hans kone og datter er begge døde, sønnen har fundet et nyt

hjem i England. Denis Goldberg var minister for skovbrug og vandressourcer i den sydafrikanske regering 2002-2006 og er stadigvæk politisk aktiv i kommunalpolitik, fører desuden mange samtaler med lærere, videnskabsfolk og studenter i Sydafrika og Tyskland om sit lands omskiftelige historie.

Når han taler om sine gamle kampfæller, bliver han ivrig og emotionel. ”Racismen er en forbrydelse, befrielsen fra den et vidunder”, siger den gamle mand med det stridbare temperament.

Fremtiden ser han på med tillid: ”Det ny Sydafrika er på ret kurs.

Hvem havde troet, at verdensmesterskabet i fodbold nogen sinde skulle finde sted hos os?”

Ved den lejlighed vil hele verden gæste hans hjemland. Og hvide og sorte vil med lige rettigheder tage plads på tribunerne ved siden af hinanden.

Fra Jüdische Allgemeine nr. 19/10, 12. maj 2010 Oversat og bearbejdet af Therkel Stræde Denis Goldbergs erindringer “The Mission: A Life for Freedom in South Africa” er netop udkommet på forlaget STE i Johannesburg, den tyske udgave på forlaget Assoziation A (Berlin/Hamburg).

Jøder i kamp for sorte rettigheder Af Henrik Guttermann Jødisk engagement i kampen for sorte rettigheder i Sydafrika har været stærkt iøjnefaldende og uproportionalt stærkt set i forhold til jødernes demografiske styrke. Sydafrikas jødiske befolkningstal nåede sit højdepunktet i 1950’erne med knap 130.000 (i dag anslås det at ligge på ca. 65.000). Under apartheid udgjorde jøderne blot 3,1 % af den hvide befolkning.

I 1956 førtes den første store retssag mod 150 anti-apartheid aktivister. 23 var hvide, heraf 14 jøder.

I den såkaldte Rivonia Treason Trial i 1963 mod ikke mindst Nelson Mandela var samtlige hvide sigtede, syv i alt, jøder: Dennis Goldberg, Rusty Bernstein, Bob Hepple, Hilliard Festenstein, James Kantor, Arthur Goldreich og Harold Wolpe (de to sidste lykkedes det at flygte fra arresten).

The High Command for ANC’s væbnede arm, Umkhonto we Sizwe, bestod af seks personer: Nelson Mandela, Gowan Mbeki, Walter Sisulu, Raymond Mhlaba og to hvide – jøderne Joe Slovo og Arthur Goldreich. Denis Goldberg og Ronny

16

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Kasrils var også højtstående medlemmer og blandt grundlæggerne af organisationen, mens Raymond Suttner og David Rabkin snart sluttede sig til.

På flugt fra Tsarens Rusland og Hitlers Tyskland Jødisk indvandring til Sydafrika fra det syttende til midten af det nittende århundrede var sporadisk, overvejende fra Tyskland, Holland og efterhånden i tiltagende grad fra Storbritannien. De første fund af guld og diamanter i sidste halvdel af 1800-tallet virkede som en magnet på alverdens lykkeriddere og sendte rygtet om landet, hvor man kunne blive hovedrig på ingen tid, rundt om hele kloden. Det stimulerede snart en hastigt voksende indvandring af fattige jøder fra den russiske tsars imperium.

Med disse, de såkaldte litvakker, fandt efterhånden også bolsjevikiske strømninger vej til Sydafrika, og en ikke ringe del af de politisk aktive jøder var af socialistisk og kommunistisk observans. Det gav et ikke uvæsentlig bidrag til en begyndende antisemitisk holdning blandt dele af Sydafrikas hvide befolkning.

Den næste – og sidste – jødiske indvandringsbølge blev forårsaget af nazismen. Tyske jøder, der i tide så skriften på væggen, men også mødte stigende problemer med at finde tilflugtslande, søgte nu til Sydafrika, før også portene her lukkedes i 1937. Efter afslutningen af Anden Verdenskrig fandt nogle af de jødiske overlevende fra Holocaust vej til Sydafrika, hvor flere havde familie.

Modstand mod Apartheid møder jødisk frygt De sortes rettigheder i det hvidt styrede Sydafrika havde gennem hele historien været undertrykt, men da Nationalistpartiet i 1948 kom til magten med dets berygtede Apartheid-ideologi, indførtes et omfattende lovkompleks, hvor uhyggeligt meget nærmest var afskrift af de berygtede Nürnberg-love. Blot var det i denne omgang ikke jøderne, men de ikke-hvide befolkningsgrupper, der skulle undgælde.

De to væsentligste årsager til det stærke jødiske engagement imod apartheid skal findes i socialismens og kommunismens sociale indignation såvel som i jødernes egen tragiske erfaring med racismen. Man skal dog ikke forledes

til at tro, at det jødiske samfund som helhed tog aktiv del i kampen mod apartheid. Der var endog flere fra det ”officielle” jødiske samfund, der søgte at dæmpe deltagelsen i kampen mod landets love og regering af frygt for resultatet af for høj en jødisk profil. Det jødiske engagement i kampen mod apartheid bestod af en lang række enkeltpersoners modige indsats inden for forskellige områder. Den følgende fremhævelse af nogle af disse sydafrikanske jøder beror på et personligt skøn.

I ANC’s rækker Ægteparret Joe Slovo og Ruth First var begge kommunister og arbejdede for ANC i eksil. Ruth First blev dræbt af en brevbombe afsendt af det sydafrikanske hemmelige politi.

Hendes mand var medlem af Mandelas nærmeste inderkreds og fik posten som boligminister i den første ANC-ledede regering.

Albie Sachs gik ligeledes i eksil og mistede sin højre arm i et lignende attentat. Han har i dag sæde i den sydafrikanske forfatningsdomstol.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

17

Vil du til Sydafrika?

Oplev et land fuld af kontraster, imponerende natur og righoldigt kulturliv. Mød storvildtet på den afrikanske savanne, nyd Vinlandets smukke landskab, de charmerende byer og ikke mindst Cape Town, som du siden vil længes efter at vende tilbage til.

Sydafrika har næsten alt, også en alvorlig historie, som man kan blive klog af. Derfor skal rejsen tilrettelægges med viden og indsigt.

Stående fra venstre mod højre: Lionel Bernstein, Andrew Mlangeni, Dennis Goldberg, Raymond Mhlaba og Arthur Goldreich – alle dømt til livsvarigt fængsel i Rivania Treason Trial i 1963. Fotografiet stammer fra 2001, hvor de fejrer sejren i kampen mod det hvide styre.

(REUTERS/Juda Ngwenya)

Gill Marcus og Ronny Kasrils blev begge ANC-ministre, mens Raymond Suttner og Ben Turok indvalgtes i parlamentet for partiet.

Joffe og Sidney Kentridge som ledte forsvaret for apartheidmodstanderne i regeringens utallige alvorlige sager mod dem.

Fra prædikestolen Fagforeningerne Her havde mange litvakkere fremtrædende roller, ikke mindst Solly Sachs, Ray Alexander Simons, Pauline Podbrey og Taffy Adler.

Selvom de fleste rabbinere holdt sig fra politiske emner, var der enkelte, som modigt benyttede prædikestolen til at agitere mod racelovgivningen. Især skal fremhæves Rabbi Ben Isaacson

Den parlamentariske opposition

Erhvervslivet

Jøder gik allerede tidligt ind i sydafrikansk politik. Og de var, om ikke udelukkende, så dog i særlig grad associeret med kampen for sortes rettigheder.

Leo Lovell repræsenterede Labourpartiet i 1950’erne og markerede sig i parlamentet med sin stærke, men forgæves modstand mod indførelsen af apartheid-lovgivningen. Leslie Rubin var næstformand i det ligeledes siden hen opløste Liberal Party, mens Helen Suzman i mange år for Progressive Party kæmpede en indædt og ensom kamp mod det regerende nationalistparti.

To prominente erhvervsfolk førte an med særligt progressive ansættelsesforhold for deres sorte arbejdere. Tony Bloom, som også var medlem af den fem-mandsdelegation af Sydafrikas førende erhvervsledere, der i 1985 fløj til Lusaka for at mødes med ANC’s eksilledelse, og Mendel Kaplan.

Dennes personlige valgsprog lød: ”Tsedek, tsedek tirdof” – ”Retfærdighed, retfærdighed skal du forfølge”.

Kampen i retsalen Det var især navne som Issy Maisels, Arthur Chaskalson, Joel

18

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

I den engelsksprogede presse, i kulturlivet, på uddannelsesstederne og i de sociale støtte-organisationer udførtes en stor og meget betydningsfuld indsats i kampen mod apartheid. Det er umuligt at fremhæve jødiske enkeltpersoner selv blandt de mest fremtrædende. Dertil var de for talrige.

Henrik Lewis-Guttermann kender landet som kun få. Han er antropolog, journalist og rejsearrangør med mere end 40 års erfaring. Skræddersyede programmer for individuelt rejsende og familier.

Gruppe­arrangementer for virksomheder, organisationer og foreninger. Ferie, arbejde eller studier. For at få fuldt udbytte af rejsen bør du lade sag­kundskaben råde dig.

Kontakt Henrik Lewis-Guttermann og få et forslag til din rejse på: henrik@lewis-guttermann.dk eller 3646 4545 Livingstone Travel Bremerholm 28, 1069 København K, Rejsegarantifonden reg.nr. 1048

”

anmeldelse af tegneserie

Flere soldater og

generaler opdager, hvad der er på færde, men deres handlinger reduceres til et telefonopkald højere oppe i systemet. Først efter nogle

Vals med Bashir

dage begynder de at handle på egen hånd ved at tage ind i lejren og ved selvsyn afklare,

I 2009 var der premiere på filmen Waltz with Bashir – en animationsfilm på grænsen mellem fiktion og virkelighed om massakren i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila i Beirut i 1982. Nu er filmen udkommet som tegneserie på dansk.

Af Susanne Skovgaard Christensen Superman, Batman, Spiderman, Hulk og flere andre superhelte er alle først kommet som tegneserie og siden filmatiseret. Vals med Bashir er ingen tegneserie, hovedpersonen ingen superhelt og tegne­serien er først lavet efter filmen. Med andre ord er Vals med Bashir alt andet end en traditionel tegneserie. Den er dokumentarisk og debatskabende – elementer som ikke umiddelbart leder tanken hen på tegneserien som medie.

Måske ville tegneserien aldrig være udkommet, var det ikke for filmen, som blev en stor succes, men den inviterer til læsning, og det kan være fristende at sige, at mens film afløses af andre film, en krig af en anden, kan tegneserien danne skole og dermed overleve filmen.

Fortrængningens magt

Tegneseriens omdrejningspunkt er instruktøren Ari Folmans selvoplevede

20

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

fortrængning af krigen i Libanon og særligt hans tilstedeværelse som soldat i Beirut under massakren. Hvilken rolle spillede han selv, og hvorfor husker han ingenting?

Ari opsøger sine gamle soldaterkammerater for at opnå vished om sin deltagelse i krigen. Undervejs dukker erindringer op i fragmenter, som ifølge hans psykolog-ven ikke nødvendigvis er sande. De kan i stedet være en projektion af hans følelser, tanker og frygt for, hvor

stor skyld han bør have. Det foruroligende spørgsmål er, om han og de øvrige soldater i virkeligheden bærer samme ansvar som nazisterne under Anden Verdenskrig.

Ari sammenstykker sin egen samt Is­raels andel i massakren. Flere af de soldater, Ari taler med, har en spontan reaktion på et tidligt tidspunkt under massakren. En følelse af, at der er noget galt, som de ikke reagerer på. En ikke-handling, der resulterede i døden for mellem 800 og 3.500 mennesker. Massakren åbenbarede deres allieredes skyggeside, og følelsen af medskyld førte mange ind i en gedigen fortrængning.

Krig, antikrig til antihær

Vals med Bashir er ikke bare en antikrigsfortælling, men også en gennemgående kritik af indretningen af et militært samfund, skal man følge fortællingens argumentation.

hvad der skal ske”.

Hele set-up’et er dikteret fra begyndelsen. Når man først er blevet soldat, er man forsvarsløs og kan ikke overskue konsekvenserne, før det er for sent. Den sunde fornuft er på forhånd sat ud af kraft. Når soldaterne selv er i frontlinien, kan de ganske vist ikke kontrollere deres angst og skyder derfor vildt omkring sig, men når de befinder sig som tilskuere

begynder de at handle på egen hånd ved at tage ind i lejren og ved selvsyn afklare, hvad der skal ske.

Ari Folman viser ikke bare, at krig er grusom og traumatiserer mennesker.

Han tager skridtet videre og forklarer, hvorfor det handler om mere end den blotte krig. Det handler om hele apparatet rundt om den potentielle krig –

eller medhjælpere i anden position, er de styret af krigens logik, hvor alle handlinger kontrolleres fra den øverste top.

Flere soldater og generaler opdager, hvad der er på færde, men deres handlinger reduceres til et telefonopkald højere oppe i systemet. Først efter nogle dage

hæren, hierarkiet og politikken. Og man kunne formentlig med hans godkendelse fortsætte med våbenproducenterne, virksomhederne der sælger materiale til våbenproducenter og i sidste ende de danske pensionskasser, der investerer i våbenproduktion. Det han ikke siger,

men som historien synes at fortælle, er at ansvaret i sidste ende er vores alle sammens, da det er os selv, der aktiverer systemerne – enten ved billigelse eller fortrængning.

Dokumentar som tegneserie

Tegneserien er flot tegnet og fortalt.

Historien er spændende, drejet som en kriminalroman, og den sætter væsentlige spørgsmål til debat. Billederne fra for­ tiden er stemningsfulde, drømmeagtige og æstetiske, hvilket understreger fortællingens egne pointer, mens billederne fra nutiden er neutrale, “beskrivende” og realistiske. Et flot greb, som virker.

Normalt tager en bog længere tid at læse end at se filmen. I dette tilfælde er det omvendt. Ønsker man at dvæle ved scenerne, skal man vælge filmen, men ellers lever tegneserien fuldt ud op til filmen. Alle scener er med i tegneserien, ligesom alle væsentlige informationer er med. Kun overflødige bemærkninger og samtalens drevne form er skåret væk.

Tilbage står en skarp historie, som sætter sig og giver stof til eftertanke.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

21

Tat, si blan ero commy nit volortisit

Verdensmusik ind med modermælken

sine hyppige turneer i verden er han konstant på udkig efter nye etniske påvirkninger. Eftermiddagens koncert er derfor et vidtspændende spektrum af lydbilleder, der synes at komme direkte fra Gondar, mens det går i spænd med latinamerikanske rytmer. Med på scenen har han den colombianske sangerinde Marta Gómez. Da hun synger sit hit Todas las Palabras, som Raichel har skrevet til hende, kommer det pæne publikum op af stolene, og salen gynger som til en vaskeægte rockkoncert.

De fleste steder kaldes det for ”Verdensmusik”. I Israel er verdensmusik bare et udtryk for samfundets mange ansigter og sider af virkeligheden, forklarer en udøver af musikgenren.

“This one-man Middle East peace Af Jael Uzan Fafner og Hans Henrik Flerkulturel styrke accord makes music that is an ambitious Fafner, Tel Aviv Idan Raichel kommer selv fra denne mainstream. Han forklarer, at hans famicelebration of multicultural diversity. lie har boet i Israel i fire generationer, og Der er intet alternativt over publikum The elements cleverly at rødderne er tyske, polske og russiske. denneethnic fredag eftermiddag.

Nydelige bør- are For omkring ti år siden arbejdede han nefamilier og bedsteborgere fylder godt rewired with modern grooves som studiemusiker ogto spillede sammen op i koncertsalen dør om dør med det med flere af Israels betydende musikelegante operahus.

Der er tænkt i akustik create an ambient journey that navne. Men på det tidspunkt var en og god arkitektur, og hele arrangementet gruppe etiopiske jøder kommet til emmer af gode manerer og finkultur. thestor thrillingly bridges traditional landet, og han så, at de havde bragt en På scenen står 14 musikere, der tilsamhelt speciel musikkultur med sig. Han men udgør såkaldte Idan Raichel and thedet modern.”

Project, og de anslår derimod en tone, der med god ret kan betegnes som alternativ. Komponisten og musikeren Idan Raichel bærer lange dreadlocks, og projektets medspillere virker som typiske eksponenter for det miljø, som under et betegnes verdensmusik. Men her i koncertsalen forenes de to tilsyneladende modpoler, for Idan Raichel har været med til at gøre musikstilen til israelsk mainstream, og han er måske også selv en del af forklaringen på, at Israel har meget at bidrage med internationalt på dette specielle område. ”Da det første album kom ud, definerede folk det som verdensmusik,” siger Idan Raichel til Goldberg. ”Det skabte store overskrifter her i Israel, for det var første gang, man kunne finde minoriteternes stemmer i mainstream musik. Det var for eksempel første gang, man kunne høre arabisk på hærens radiostation.”

opsøgte etiopierne, lærte om deres musik og begyndte at spille sammen med etiopiske musikere.

Det var vejen til hans første album, som programsættende fik navnet The Idan Raichel Project. ”Det her er ikke noget band,” forklarer han. ”Der er hele tiden forskellige musikere, den yngste 16 år og den ældste 89.

De er indvandret til Israel alle vegne fra, fra Yemen, Marokko og flygtningelejrene i Sudan. På den måde kan der være 85-90 forskellige musikere på et enkelt album. Det er nok også en af grundene til vores succes i udlandet. Der defineres det som verdensmusik, men jeg føler bare, at vi præsenterer verden for det israelske samfunds ansigt, andre sider af den israelske virkelighed.”

Projektet har undergået mange forandringer siden de første etiopiske eksperimenter, og når han er på en af

Hvert bryllup sin tradition

— The Times (London, UK)

22

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Idan Raichel

Stemningen er lidt mere tilbagelænet i et stort kælderlokale et par kilometer fra operahuset. Her ligger klubben Levontin 7 i gaden af samme navn i det på en gang nedslidte og trend-sættende sydlige Tel Aviv. Det er et lokalt centrum for verdensmusik, hvor Goldberg møder en håndfuld af genrens førende musikere til en særlig workshop. ”Min far er polak og min mor er græker,” siger Din Din Aviv med en mine, der lader antyde, at forældrenes ophav er rigelig forklaring på det hele.

Hun uddyber dog gerne. I sine yngre dage sang moderen til bryllupper, og fordi hvert brudepar ønskede musik i deres egen etniske tradition, opbyggede hun et repertoire, der spændte over arabisk og persisk til bukharisk. Som fireårig hørte Din Din moderen øve sig hjemme i køkkenet, og med påvirkning fra faderens uddannelse i klassisk musik og en dyb interesse for traditionel jazz, skabte hun sin egen musikopfattelse. ”Jeg har det hele med hjemmefra.

Det, som folk kalder verdensmusik, er egentlig bare en del af min opvækst,” smiler hun. ”Man kan godt sige, at Israel dyrkede verdensmusik længe før You­ Tube gjorde verdensmusikken kendt.”

En vej til egne rødder

Din Din Aviv mener, at israelere ser verdensmusikken som et middel til at finde tilbage til egne rødder. Israels første ministerpræsident David Ben Gurion lagde stor vægt på, at alle statens borgere skulle føle sig som israelere. Man skulle hebraisere sin identitet, sammen dyrke en hebraisk kultur og helst skyde erindringer om sit etniske ophav solidt i baggrunden. I dag er det israelske samfund blevet rummeligere. Der er opstået plads til, at man kan finde en oprindelig tradition frem igen, og det betyder, at hvad før i tiden blev betragtet som noget særligt, der kunne hentes ud af mølposen i forbindelse med et bryllup, nu er blevet legitimt. Det er i hvert tilfælde hendes forklaring på, at ganske almindelige, såkaldt gennemsnitsisraelske familier tropper op til en koncert med Idan Raichel. ”Dette er en bøn til mine forfædre om at finde mig selv som instrument for al den musik, jeg laver!” siger Din Din Aviv, da hun træder op på den lille scene i klubben.

Med sig har hun sin nyreligiøse mand på slagtøj samt en guitarist, og selv betjener hun mere slagtøj, mens hun synger med en stemme, der giver stærke påmindelser om sangeren i danske Savage Rose, Anisette. Sproget er en del hebraisk og resten er lange kæder af vrøvleord, der lydeligt gengiver, hvad hun som ganske lille opfattede af sin moders sang. Dette er personlige erindringer og gengivelse af en naturlig tradition. I formel sprogbrug hedder det verdensmusik.

Harmonika og klarinet

Din Din Aviv, som startede sin musikalske karriere i Idan Raichel Projekt, er ikke alene om traditionen, og alt dette stiller selvsagt Israel stærkt på det verdensmusiske landkort. Traditionen er GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

23

findes en nabo, kan det være, at denne nabo også begynder at respektere Israel.

Dette ser han som et centralt element i verdensmusikken, og dermed også noget, man kan bruge andre steder i verden til at skabe mellemfolkelig forståelse. ”Vi er endnu ikke blevet inviteret til noget islamisk land,” slutter han. ”Men hvis der kommer en invitation til at spille i Beirut, Damaskus eller Ramallah, vil jeg være den første til at tage af sted!”

Din Din Aviv

med hjemmefra – selv Idan Raichel med de dybe centraleuropæiske rødder kan tale med om, at de orientalske kulturpåvirkninger aldrig var langt fra ham.

Han voksede op i en del af Kfar Saba, som også var hjem for mange sefardiske familier.

Israels tidligste spor af verdensmusik dukkede op allerede i slutningen af det 19. århundrede, da pionerer fra den første aliya kom til landet fra Polen og Rusland. De kom til landet med deres harmonikaer og klarinetter, og efterhånden som indvandrere kom til fra andre dele af verden, begyndte de musikalske stilarter at blande sig og noget nyt opstod. Det nationale fællesskab blev et musikalsk fællesskab, men indtil videre havde de alle udgangspunkt i en vestlig eller østeuropæisk kulturtradition.

I begyndelsen af 50erne kom de store sefardiske indvandringer, et par år efter statens oprettelse, og så begyndte der at ske noget. Det kulturelle fællesskab blev til to parallelle udviklinger. I mange

24

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

år så landets ashkenasiske befolkning ned på den sefardiske musik. Det var et kuriosum, man til nød kunne bruge til bryllupper, ligesom Din Din Avivs mor udøvede det. På det tidspunkt blev de første pionerers musik finkulturel, lidt på linje med nationaldigteren Haim Nachman Bialik i litteraturens verden.

Etnojazz

”Vi spiller Bialik på oud,” siger Noa Wachs, der optræder med sin gruppe Kadola i Levontin 7. Hun er selv halvt tyrkisk og halvt marokkansk og repræsenterer resultatet af den udvikling, som satte ind i begyndelsen af 50erne. Hun har med sin egen sefardiske baggrund som afsæt, taget den hebraiske finkultur til sig og bruger sammensmeltningen kunstnerisk. Den orientalske oud spiller en central rolle i hendes musik, og flere af sangenes tekster er hentet hos Bialik.

Hun er indbegrebet af, at israelsk musik allerede som forudsætning er verdensmusik.

”Jeg har lige været i Etiopien for at hente ny inspiration, og vi sammensætter en mængde forskellige musikkulturer, som vi kalder etnojazz,” siger hun i en pause mellem to sange.

Beirut, Damaskus og Ramallah

Idan Raichel mener, at det er afgørende, at musikeren tager udgangspunkt i sin egen tradition, og ved at forene denne med andres traditioner, uden at sætte nogen unødvendigt i centrum, skaber man en ny respekt for hinanden. Det drejer sig om at kende sine egne rødder og om at give plads. Efter problemerne omkring den sefardiske indvandring i 50erne og etiopiernes ankomst i 90erne, har de israelske kulturer fundet et fælles ståsted i den lokale verdensmusik.

Her mener Idan Raichel at have fundet en opskrift på at håndtere den politiske situation i Mellemøsten. I hans øjne, vil israelere have godt af at lære syrisk eller libanesisk kultur at kende, for opdager de, at der på anden side af grænsen

GRAPHIC NOVEL-UDGAVEN AF ARI FOLMAN OG DAVID POLONSKYS DOKUMENTARTEGNEFILM ER UDKOMMET

FÅS HOS BOGHANDLEREN ELLER VED KONTAKT PÅ FAHRENHEIT@EMAIL.DK WWW.FORLAGET-FAHRENHEIT.DK

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

25

freden sænker sig

Jødernes begravelsesplads, Berlin Af Tune Andersen ”De ville ikke dræbe andre. Det blev deres død”.

Vinteren 1944. Prenzlauer Berg. Berlin. Jøder er der af velkendte, barbariske årsager ingen tilbage af. Bag murene på den nu lukkede og vandaliserede begravelsesplads har en gruppe tyske mænd gennem flere uger skjult sig for Værnemagten. De nægter at blive opslugt af den ikke længere helt så fremgangsrige tyske krigsmaskine. Nægterne bliver opdaget, og SS gør kort proces: Alle bliver hængt i begravelses­pladsens gamle træer.

26

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Berlin er hård kost for en nybegynder. Historien ligger på lur, hvor man end vender sig. Det er snart sagt umuligt at runde et gadehjørne uden at blive konfronteret med mere eller mindre blegede spor efter menneskelig grusomhed. Reminiscenser der endda hidrører fra en tilsyneladende civiliseret og ikke fjern fortid.

Nazisterne og al deres umenneskelige væsen. Små bronzeplaketter i fortovet erindrer stille om syv navngivne jødiske beboere, som i 1943 blev flået ud af deres hjem netop her i denne opgang for at blive transporteret til udryddelseslejren og døden.

Så krigsnederlaget. De allieredes sønderbombning af byen og

særligt russernes amokløb på civilbefolkningen. Blodrus og organiseret massevoldtægt. Sachsenhausen, den uhyggelige nazistiske kz-lejr lige nord for Berlin. Nu var det blot russerne, der forvaltede grusomhederne.

ansøgningerne?

Endelig DDR og Den Forbandede Mur. Stasi og terror. Indespærring af et helt folk. Ofre. Alle vegne spor efter ofre.

Her er der ro. Freden sænker sig, mens efeuen kryber ind over alt. Dækker alle åbne sår som et beroligende grønt hav.

Jeg er i Berlin. Kunstnerlegat i Prenzlauer Berg. En hel måned til at samle tankerne og kigge fremad efter et langt træk med udstilling og bogudgivelse.

Ro og fordybelse. Er det ikke det, man altid skriver i fonds­

”De ville ikke dræbe andre …”

Jeg trænger til ro i sjælen. Stasi-fængslet i Hohenscönhausen trak det sidste søm.

Senere blev ligene skåret ned og smidt i skakten lige her.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

27

en luftig klumme

Højt til vejrs Lyksalig tomhed og ubrugelige oplysninger fra en hyppig flypassager måttet se på min flybillet, som ligger fredeligt mellem siderne i mit stempeltatoverede pas, For et par måneder siden åbnede jeg min for at finde ud af, hvor rustne postkasse og fandt en blå og hvid jeg befandt mig. Og jeg kuvert med et guldplastickort præget indrømmer også, at jeg med mit navn. Ovenover stod der med på disse rejser, som ofte flotte bogstaver: Frequent Flyer Club har efterfulgt femten Gold. Jeg viste kortet til min kone med timers flyvetur, har stået og læst op for en patetisk håndbevægelse og håbede, at en lille grupper mennesker, der efter at dette tegn på påskønnelse fra et upartisk, have lyttet til mig i en time kun giver udenforstående organ ville formilde mig et trøstende klap på skulderen og hendes ringe mening om mig, men det en optimistisk virkede ikke rigtig. bemærkning ”Jeg vil råde dig til om, at mine ikke at vise det kort til Jeg spiser opvarmet historier nogen,” sagde hun. ”Hvorfor ikke?” færdigmad, som flyselskabets sikkert giver mening på spurgte jeg. ”Med det hebraisk. Men kort bliver jeg medlem hånlige tekstforfatter har beaf en eksklusiv klub.” sluttet at kalde ’high altitude jeg elsker det.

Jeg elsker at ”Ja,” sagde min kone delight”. læse op for med sit sjakalsmil. folk. Når de ”Den eksklusive klub af nyder det, nyder jeg det sammen med mennesker, der ikke har noget liv.” dem, og når de lider, går jeg ud fra, at I dette begrænsede forum vil jeg de har fortjent det. gerne delvist indrømme, at jeg ikke har noget liv, i hvert fald ikke i traditionel Når jeg nu er i gang med dette uforforstand. Og jeg indrømmer også, at jeg klarlige udbrud af oprigtighed, er mere end én gang i det forgangne år har

Af Etgar Keret

”

28

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

sandheden, at jeg gerne indrømmer, at jeg også elsker at flyve. Jeg bryder mig ikke om sikkerhedstjekket inden eller de sure ansatte ved check-in-skranken, som forklarer mig, at det sidste ledige sæde i flyet er mellem to fjærtende japanske sumobrydere. Og jeg er heller ikke vild med den endeløse ventetid ved bagagebåndet, når man er nået frem, eller det jetlag, der med en umanerlig sløv teske graver en transatlantisk tunnel gennem kraniet på en. Det er det imellem, jeg elsker. Den del, hvor man er lukket inde i en blikdåse, der flyder af sted mellem himmel og jord. En blikdåse, der er fuldstændig afskåret fra omverdenen, og hvor der indeni ikke er nogen rigtig tid eller noget rigtigt vejr, kun en saftig skive limbo, der varer, fra flyet letter, til det lander igen.

Har I nogensinde hørt om en tegnebog lavet af stålfibre, der ikke ruster, et materiale, der er udviklet af NASA, som garanterer, at pengesedlerne stadig vil være friske, længe efter at vores planet er udslettet? Eller en kattebakke, der opsuger lugte og er camoufleret i en plante, så katten fuldstændig uforstyrret kan gøre, hvad den nu skal, og forhindrer gener for hjemmets beboere og deres gæster? Eller en mikroprocessorstyret antiseptisk indretning, der sprøjter antimikrobielle sølv­ioner ind i vævet under en begyndende infektion, så man undgår et fatalt åbent sår? Jeg har ikke kun hørt om alle disse opfindelser. Jeg kan citere den præcise beskrivelse af hvert produkt udenad, også de forskellige farver, Illustration: Sarah Lazarowic de fås i, som var det vers fra Prædikerens Bog. De sendte mig jo ikke det guldkort for finde den mest behagelige måde at bruge Og sært nok betyder disse flyrejser for ingenting. den på. mig ikke kun, at jeg spiser opvarmet Sandheden er, at jeg skriver denne Det ’jeg’, der eksisterer mellem start færdigmad, som flyselskabets hånlige klumme på et fly mellem San Francisco og landing, er et helt andet menneske: tekstforfatter har besluttet at kalde ’high og New York, og jeg gør det usædvanlig Det flyvende ’jeg’ altitude delight’. De hurtigt, så jeg, når den om lidt er færdig, er forfalden til er en slags mediDet ’jeg’, der eksisterer tomatjuice, en kan læne mig tilbage igen og bladre lidt tativ frigørelse fra mere i kataloget for at se, hvor mange drik, jeg aldrig verden. Flyrejser er mellem start og landing, er destinationer Continental snart dækville drømme om lange øjeblikke, hvor ker. Så kan jeg måske nå at se det sidste at røre, når jeg telefonen ikke ringer, et helt andet menneske: Det kvarter af tåreperseren The Blind Side har benene på og hvor internettet flyvende ’jeg’ er forfalden til eller få en sludder i køen til toilettet jorden. I luften ikke virker. Principbagerst i flyet. Der er en time og fjorten pet om, at flyvetid tomatjuice, en drik, jeg aldrig sluger det ’jeg’ minutter, til vi lander, og jeg vil have det begærligt dumme er spildt tid, befrier ville drømme om at røre, når meste ud af dem. Senere, når jeg forlader Hollywoodmig for bekymrinterminalen, bliver jeg igen et normalt, komedier på en ger og skyldfølelser, jeg har benene på jorden”. stresset menneske, men indtil da vil jeg skærm på størfratager mig enhver lægge sædet tilbage og nyde lykkefølelsen relse med en hæmoride og fordyber sig ambition og giver plads til en anden slags af den tynde luft og saltkringlerne. i kataloget i lommen foran, som om det eksistens. En glad, idiotisk eksistens, den var en opdateret, forbedret udgave af slags, der ikke forsøger at få det meste Det Gamle Testamente. ud af tiden, men er tilfreds med bare at Oversat fra hebraisk af Hanne Friis

”

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

29

om forskellen på en kaffekop og en badering Gregorij Perelman er god til matematik.

Rigtig god. Så god at han får priser og anerkendelser. Han har nemlig efter otte års intensivt arbejde løst en af verdens syv store matema­t iske gåder. Han er også ligeglad med penge. Helt ligeglad. Så ligeglad, at han har sagt nej tak til den million dollar, som han fik for at løse gåden. Han og hans mor har det nemlig udmærket i deres lille lejlighed i Skt. Petersborg.

Forstyr ikke mine cirkler!

lille lejlighed, som han deler med sin mor, men blot have sagt ud gennem brevsprækken: ”Jeg har alt, hvad jeg behøver”.

Otte års tavshed

Af Michel Solovej Da Archimedes – den græske fysiker, matematiker og astronom – i ca. 212 fvt. stod over for en romersk soldat, som stik imod sin befalingsmands ordre slog den gamle tænker ihjel, gjorde han intet for at undgå sin skæbne. Han har næppe værdiget soldaten så meget som et blik, medens han udtalte de berømte ord: ”Forstyr ikke mine cirkler”.

Archimedes huskes stadig over to tusinde år senere. Hans videnskabelige resultater talte for sig selv.

Den nutidige russisk-jødiske matematiker Grigorij Perelman foretrækker også at lade sine resultater tale for sig selv. Da han i 2006 fik tildelt Fields Medaljen, der er matematikkens svar på Nobelprisen, afviste han således som den første nogensinde at modtage prisen: ”Den er fuldstændig ligegyldig for mig.

Enhver kan se, at hvis mine resultater er korrekte, så er al anden anerkendelse unødvendig”.

I april i år kom Perelman igen på avisernes forsider, da han sagde nej tak til 1 million dollars og den hæder, der følger med at være den første modtager af Clay instituttets syv Millennium Prize Problems. Da han blev kontaktet med det glade budskab, skulle han efter sigende ikke engang have åbnet døren til den

30

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Grigorij Perelman er født i 1966 og har gået i en skole for matematisk begavede elever i Leningrad (nu Skt. Petersborg) med det inspirerende navn: Skole 239.

Som godt 20-årig havde han opnået en ph.d.-grad i matematik, og fra begyndelsen af 1990’erne besad han flere akademiske stillinger ved nogle af USA’s bedste universiteter. Da han i midten af 1990’erne flyttede tilbage til Skt. Petersborg, blev han i matematiske kredse betragtet som en ung og Matematikere kloden meget lovende materundt brugte fire år, før de i matiker.

Men fra 1994 2006 var overbeviste om, at gav han forskningsPerelman faktisk havde lemæssigt ingen lyd fra sig og isolerede veret et væsentligt bidrag til sig endog fra sine løsning af Poincaré's formodkolleger på det ansete Steklov Institut. ning. Det tog yderligere fire Hans tavshed varede i ca. otte år og blev års granskning at konkludere, først brudt den 11. at Perelmans bevis var fejlfrit november 2002, hvor han lagde det og fuldstændigt”. første af tre forholdsvis korte pre-prints ud på Internetdatabasen arXiv.org.

Den normale måde, en forsker fremlægger sine matematiske resultater på, er ved at skrive en artikel, der sendes til et eller flere anerkendte videnskabelige tidsskrifter. Typisk vil forskeren

”

Perelmans artikler indeholdt ikke bare

Perelman er helt sikkert excentrisk og en

beviset for Poincaré's formodning om

enspænder. Han har måske også en stærk

tredimensionale flader, men tillige en

binding til sin jiddishe mamme, som blev

fuldstændig karakterisering af flader i alle dimensioner. Og dermed også en beskrivelse af selve universets mulige form.

forladt af sin mand, der nu bor i Israel. Men Grigorij Perelman er hverken psykisk syg eller stakkels. For verdens mest brillante tænkere er det nok bare sådan, at hverken dollars eller romerske soldater kan forstyrre

også annoncere sit resultat og siden rejse rundt og holde foredrag om det.

Tidsskriftets redaktion vil underkaste artiklerne det, der kaldes et” peer-review”, hvilket indebærer, at ansete matematikere gransker artiklerne for deres kvalitet, rigtighed og originalitet.

Det er en tung og langsommelig proces.

Det har desuden i de senere år været muligt at lægge videnskabelige preprints ud på en database på Internettet. Et pre-print er et fortryk af artiklen, inden den har været gransket i peer-­review, og derfor har pre-prints ikke samme videnskabelige gennemslagskraft som de, der har bestået ”eksamen”.

Perelman har aldrig indsendt sine pre-prints til noget tidsskrift.

Han har heller ikke annonceret sine forskningsresultater. Alligevel vakte de stor opmærksomhed.

For med de tre pre-prints havde Perelman bevist Poincaré's formodning.

deres cirkler. fire års granskning at konkludere, at Perelmans bevis var fejlfrit og fuldstændigt. Perelman havde i sin fremlæggelse ikke beskæftiget sig med at forklare alt det, som han syntes var indlysende detaljer. Fx skulle to mate­ matikere fra Michigan bruge 471 sider på at forklare et enkelt skridt i Perelmans lange argumentationsrække.

Da præsidenten for ICM, International Congress of Mathematicians, i 2006 opsøgte Perelman i Skt. Petersborg for at invitere han til overrækkelsen af Fields Medaljen, havde Perelman forladt matematisk forskning, opsagt sin stilling på Steklov instituttet og var flyttet ind hos sin gamle mor i en lille ussel lejlighed, hvor de to levede af hendes pension på 350 kr. om måneden. Han afviste høfligt

En fransk formodning

Allerede i 1901 havde den franske matematiker Henri Poincaré bevist en matematisk sætning om strukturer af 3-dimensionale flader. Kort tid efter fandt han selv ud af, at beviset var forkert, men det afskrækkede ham øjensynligt ikke fra at fastholde troen på rigtigheden af sætningen, for i 1904 fremsatte han, hvad der de næste hundrede år ville blive kendt som Poincaré's formodning.

Formodningen skulle vise sig at blive en af de vanskeligste gåder i matematikkens historie og var blandt de syv Millennium Prize Problems, som Clay Mathematics Institute i Cambridge, Massachusetts, lancerede ved årtusindeskiftet for at skærpe bevidstheden i den brede offentlighed om, at der stadig er i overflod af vigtige uløste problemer inden for matematikken.

Matematikere kloden rundt brugte fire år, før de i 2006 var overbeviste om, at Perelman faktisk havde leveret et væsentligt bidrag til løsning af Poincaré's formodning. Det tog yderligere

Clay Mathematics Institute i Cambridge, Massachusetts arrangerede sin årlige forskerkonference d. 8.-9. juni 2010 på Institut Henri Poincaré i Paris, hvor man fejrede Grigorij Perelman løsningen af Poincarés formodning.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

31

De fleste tv- reklamer for skønhedsprodukter, shampoo o.l. har den samme opbygning: Der vises billeder af skønne kvinder, og ind i mellem er der indlagt en videnskabsdel. De kloge reklamefolk ved udmærket godt, at målgruppen hverken forstår eller interesserer sig for det videnskabelige indhold. Alligevel må analyser vise, at det styrker vores tro på, at antirynkecremen virkelig gør os yngre, eller at slidt hår bliver blankt og glat, ved at en hvidkitlet ”forsker” viser farverige molekyler, der elegant snor sig rundt om en ellers dødsdømt lok.

Denne artikels fokus er en mærkværdig og prisbelønnet videnskabsmand inden for matematikken.

Artiklens forfatter ved godt, at de fleste læserne hverken forstår eller interesserer sig for videnskabsmandens forskning eller resultaterne af den.

Den triste kendsgerning er, at artiklens forfatter efter flere års anstrengelser og fordybelse i faget heller ikke forstår mere end en fernistynd overflade af den kryptiske og dybe matematik, som Perelman beskæftiger sig med. Ikke desto mindre skal det her forsøgsvis forklares.

Konc

ert

Fredag 27. august kl. 19.30 i Chr isti a ns K ir K e strandgade 2 · Christianshavn

Billetsalg : www.billetten.dk og i døren Pris : 100 kr + gebyr

Duoen Singh & Goldschmidt spiller klezmer og mellemøstlig musik samt klassiske værker og danske sange og salmer i deres egen stemningsfulde og smukke fortolkning.

www.singh-goldschmidt.dk – og Facebook Kontakt : Helene Vindsmark tlf. 26 21 74 79 · hv@sletogret.dk

32

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Hvad er det så Grigorij Perelman har fundet ud af?

Det er forholdsvis let at forestille sig en todimensional flade.

Man skal bare tænke på overflader af rummelige, fysiske ting som fx en bold. Bolde findes i vores tredimensionale verden, men boldens overflade har kun to dimensioner.

Man kan nu forestille sig to (helt flade) myrer, som lever på boldens overflade og hver morgen mødes ved boldens ventil for at drøfte hvor på bolden, der findes noget at spise. Alt, hvad de har brug for at meddele hinanden, kan beskrives ved to tal – nemlig hvor langt ud af hver dimension de skal gå. Det svarer til, at man kan finde et hvilket som helst sted på jordens overflade blot ved at beskrive en længdegrad og en breddegrad.

Poincaré's formodning var, at hvis tredimensionale flader (kompakte mangfoldigheder) har en bestemt egenskab (enkelt – sammenhængende) så er de – homeomorfe – med en 3-­sfæren (en kugle med tredimensional overflade).

Det er meget typisk inden for matematik, at man har to forskellige objekter, som set i en bestemt abstrakt optik er ens.

Det kaldes homomorfi, hvilket betyder ”ens opbygget”, og er et

He n r i k G obo & v oldschmidt ok a l

Videnskab og troværdighed

Myrer på en badebold

A nder sS h a r mon ing h Vesterd ahl ik a

at modtage hæderen, ligesom han i år afviste at kunne bruge en million dollars.

centralt begreb, der findes i mange afskygninger i matematikken. Afhængig af på hvilken måde objekter er ens, vil matematikere bruge afarter af ordet homomorfi: Isomorfi, diffeomorfi – og altså homeomorfi, som er topologernes abstrakte optik.

Det er en kendt spøg, at en topolog er en person, der ikke kan se forskel på en kaffekop og en badering. Det er meget upraktisk i et kaffeselskab hos mormor, men overordentlig genialt, hvis man vil kategorisere flader i rummet.

For at forstå homomorfi-tanken kan man fx se på de to bilmærker Citroen Berlingo og Peugeot Partner. De to biler er lavet af samme virksomhed og bygget op af samme dele. De ligner hinanden til forveksling. I daglig tale ville man sige, at de praktisk taget er ens. Men alle ved jo, at de ikke er én og samme ting. De er to forskellige objekter. Men i den abstrakte optik, som (kun) handler om udseende og bilkomponenter, er de homomorfe.

Badebold og badering

Tredimensionale flader findes i fire-dimensionale rum og er derfor ikke så lette at forestille sig. For at få en fornemmelse af, hvad Poincaré's formodning siger, holder vi os lige nu til det matematisk meget simplere todimensionale eksempel.

Tag et hvilket som helst oppusteligt badedyr, som har en superstærk og ultra­fleksibel overflade. Undersøg om badedyret

har den egenskab, at hvis man tegner en cirkel på overfladen, så kan man tegne mindre og mindre cirkler inde i hinanden, så det til sidst kun er et punkt.

Det kan man på en badebold, men ikke på en badering. Har man tegnet cirklen rundt om hullet i baderingen, så kan man ikke ”trække cirklen sammen”.

Poincaré's formodning fortæller os, at hvis badedyret har denne egenskab, som kaldes enkelt-sammenhængende, så bliver den til en bold, hvis man puster den kraftigt op – helt uafhængig af hvilken form badedyret havde fra starten (husk på at det er superstærkt og ultrafleksibelt).

Omvendt vil baderingen have et hul i midten, ligegyldigt hvor meget man puster, og derfor bliver den ikke til en bold.

I eksemplet er homeomorfien (undersøgelsen af om de to objekter er topologisk ens opbygget) billedligt oversat til, om et badedyrs form kan pustes op til en anden form .

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 3393 5111 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

33

at overvinde farer og lande på benene

En abe og hans ven med den gule hat Hvordan en cykeltur gennem den frie zone i det tyskbesatte Frankrig banede vejen for en af de mest succesrige børnebøger i verden.

Af Susanne Bernth Hvor politisk korrekt det i dag ville være at tage en lille abe ud af sine naturlige omgivelser i Afrika og anbringe den i en Zoologisk Have må stå hen, men det er uomtvisteligt, at historien om Peter Pedal og manden med den store gule hat blev en af de største succes’er inden for sin genre.

Det Jødiske Museum i New York viser netop nu en udstilling af H.A. Reys tidlige skitser til den berømte børnebogsserie, men den fortæller også, hvordan temaet med at overvinde farer og lande på benene blev omdrejningspunktet for serien. For det var lige netop det, som H.A. Rey og hans hustru Margret blev tvunget til, da nazisterne i 1940 besatte Frankrig.

Fra Rio til Montmartre

De var begge født i Hamburg omkring det forrige århundredeskifte i jødiske familier. Hans Augusto Reyersbach, som H.A. Reys navn oprindeligt lød, mødte

34

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

den ti år yngre Margret Waldstein første gang, da hun kom kurende ned ad gelænderet i sit barndomshjem, hvor Hans Augusto var på besøg med sine forældre.

Senere har han fortalt, at den livlige og altid gestikulerende Margret var en ikke ubetydelig inspiration til Peter Pedalskikkelsen.

Rey deltog som tysk soldat i Første Verdenskrig, men fik derefter aldrig en formel uddannelse. Hans talent gjorde dog, at han i Hamburg fik stor succes med at tegne cirkusplakater. I 1925 tog han til Rio de Janeiro, hvor han arbejdede for en slægtning, men den livlige Margret må have gjort indtryk på ham, for i 1935 tog hun over til ham i Rio, hvor de blev gift året efter.

Hun havde i mellemtiden studeret kunsthistorie og fotografi på den berømte Bauhaus-skole, men efter Hitlers magtovertagelse tog hun til London for at videreuddanne sig som fotograf.

I Rio grundlagde de sammen et reklamebureau og for nemheds skyld ændrede de deres fælles efternavn til Rey.

Brasilianerne havde svært ved at udtale Reyersbach og uafvidende at det senere skulle få vital betydning for dem, søgte de og fik brasiliansk statsborgerskab.

I 1936 planlagde de en længerevarende bryllupsrejse til Paris og med sig om bord på skibet fra Brasilien tog de to små aber. Selvom Margret havde strikket små trøjer til aberne, klarede de ikke kulden, efterhånden som skibet kom nordpå, og de døde, inden de nåede New York.

I Paris slog de nygifte sig ned på et hotel på Montmartre, hvor planen var, at de skulle blive nogle måneder. De endte med at være der i fire år og havde det ikke været for Hitler og 2. Verdenskrig, var de var blevet der resten af livet, fortalte de senere.

Abe uden hale

Allerede i Paris begyndte de at skrive børnebøger på både fransk og engelsk og fik dem i Frankrig udgivet på det ansete forlag Gallimard.

Den første børnebog handlede om giraffen Raffi og de ni aber. Ligesom

parrets senere produktion var illustrationerne i klare farver, og på udstillingen på Det jødiske Museum i New York kan man se de originale skitser til historien og skimte de første streger til Peter Pedal.

Hans Augusto tegnede og skrev udkastet til historien, mens Margret redigerede og gennemskrev den.

Måske har nogen undret sig over, at Peter Pedal ikke har nogen hale.

Forklaringen findes i den første børnebog om Raffi, der med sin lange hals og omgivet af ni aber, grafisk set blev til ren spaghetti, hvorfor H.A. Rey simpelthen valgte at udelade abernes hale.

Igen en tilfældighed, som mange anser for at være en af forklaringerne på seriens succes, nemlig at småbørn lettere kunne identificere sig med figuren, der ligesom de selv gang på gang kommer i uføre, men som altid bliver reddet ud af vanskelighederne af den mildt over­bærende mand, uden navn, men altid med sin store gule hat.

Cykeltur til friheden

Som tyskere vidste H.A. og Magret om nogen, hvad den nazistiske besættelse betød. Mens Hans fik skrabet to cykler sammen af diverse reservedele, pakkede Margret deres skitser og manuskripter, og sammen med tusindvis af andre flygtninge begav de sig sydpå. Med en dagsmarch på ca. 70 kilometer cyklede de ned gennem den frie zone uden at vide, hvor længe det ville vare, før de blev indhentet af fjenden. Indimellem satte de cyklerne på toget og overnattede i lader, og hvor de ellers kunne finde tag over hovedet. Fra Bayonne ved den spanske grænse cyklede de videre gennem Spanien til Portugal.

Som jøder var det ikke den letteste sag i verden at opnå et visum, men på grund af deres brasilianske statsborgerskab gik det lettere end for så mange andre. Deres tyske accent vakte dog mistanke, og de blev tilbageholdt, mens bagagen blev gennemsøgt. Skitserne til historien om aben Fifi – som var en videreudvikling af historien om Raffi og de ni aber – overbeviste de portugisiske myndigheder om, at her var tale om en børnebog, og de fik de lov til at rejse.

Af et udstillet telegram, som H.A. Rey sendte til sin bank, fremgår det, at bortset fra de dyrebare skitser og manuskriptudkast, havde de mistet al deres bagage og resterne af det forskud, som de inden afrejsen havde sikret sig fra Gallimard, da de ankom til Brasilien. Det lykkedes dem at fremskaffe tilstrækkelige midler til at sejle til New York, hvor de ankom i oktober 1940.

Hele verdens nysgerrige abe

Ægteparret Rey lavede også andre børnebogsserier, men ingen af dem nåede op på siden af Curious George, som Peter Pedal hedder på engelsk. H.A. Rey og hans hustru Margret nåede at lave i alt syv bøger i serien, den sidste i 1966, hvorefter andre tog over og tegnede og skrev i deres ånd. H.A.Rey døde i 1977 og Margret næsten tyve år senere, i 1996.

Året efter så Peter Pedal dagens lys. Den amerikanske forlægger mente, at Fifi var et underligt navn til en han-abe og ændrede det derfor til Curious George (Nysgerrige Georg). I England valgte man dog at kalde den nysgerrige abe for Zozo, for ikke at fornærme den britiske Kong George 6.

I begyndelsen var det kun H.A. Rey, der blev akkrediteret som forfatter/illustrator. Det var af salgstekniske grunde for at skille ham ud fra de mange kvindelige børnebogsforfattere. Men i betragtning af, hvor stor indflydelse Margret havde på det endelige resultat, blev hun snart anført som medforfatter.

Parret nåede at lave i alt syv bøger om den nysgerrige abe i den store by, som blev oversat til adskillige sprog, herunder hebraisk, japansk og alle de skandinaviske sprog. De lavede også andre børnebøger, uden at nogen af dem kom op på siden af Peter Pedal-succes'en. Den blev senere videreført af andre, ikke alene som bøger, men også som tegnefilm.

Udstillingen er meget børnevenlig med Det Jødiske Museum 1109 5th Avenue, livlige farver og legeområder. Kan ses (hjørnet af 92. street). New York. frem til 1. august.

Tlf: +1 212 423 3200 GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

35

retstavning i fysisk form

”Jg lrr hbrsk”. Det hebraiske skriftsprog minder ofte om en rebus, hvor opgaven går ud på at placere de manglende bogstaver, så ordet giver mening. Men på trods mange reformforslag skrives og læses sproget den i dag på samme måde, som for tusinder af år siden. Til gengæld tages der gerne både tegn og fagter i brug.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

sin S

oiUU¦

300 U

S

U

taf

eY¨

400

taf T

zeY¨

400 z

T

z

U z

VOKALER:

�

¤

¥

¦

§F

� ¨ ¤© ¥ª

¦E §

Tryk

Takt og Tone

36

300

ashkenasiske skikke, så angiver de selvsamme tegn én melodi ¨ © ª medE en variant til nytår (Rosh haShanah) til Torah-læsningen å å e æ i (ø) å åa ea æu u i (ø) og forsoningsdagen a a u (Jom u Kippur). En anden variant bruges til profetafsnittet (Haftarah), der er én til Esthers Bog, én til Vokalerne bestemmes vha. prikker og streger, som placeres under Eichah, Jeremias’ klagesang til tisha beav (fastedag for templerbogstaverne. nes ødelæggelse), og yderligere én til de tre skrifter, Højsangen, Ruths Bog og Prædikerens Bog (Kohelet), som læses på de tre valfartsfester. ninger, men med prikker og streger ved læseren hvilken vokal der skal bruges hvor.

Desuden tilføjes prikker – kaldet dagesh – i nogle konsonanter for at angive én af to mulige læsninger af den pågældende konsonant. Fx om bogstavet skal læses som et b eller et v, eller for at angive en fordobling af bogstavet.

Så nu kunne man i hvert fald lave de rigtige lyde, når man læste teksten.

F

Tryk

Hebraisk er et forunderligt skriftsprog. Ikke nok med, at det skal læses fra højre mod venstre, almindeligvis gøres der kun brug af sprogets 22 konsonanter (+ fire såkaldte slutningsbogstaver), men ikke af vokaler.

Denne sparsommelighed i brugen af bogstaver medfører bl.a., at en læser af hebraiske tekster er nødsaget til under læsningen at foretage en tankeaktivitet, der ikke kræves ved læsningen af sprog, der har symboler for vokalerne.

Hvis man skrev fx dansk på samme måde, så kunne en sætning se sådan ud: ”jg lrr hbrsk”. Både ”jg” og ”lrr” kan have forskellige betydninger alt efter, hvilke vokaler, der indsættes (jeg/jag/jog og lurer/lærer/lirer).

Man kommer først frem til det rigtige resultat ”jeg lærer hebraisk” efter en interaktiv proces, hvor man går frem og tilbage mellem de mulige betydninger af de enkelte ord og hele sætningens betydning.

I de gamle skrifter, som fx en torahrulle, er det endda endnu værre, for her findes der ingen tegnsætning til angivelse af sætningsopdeling eller sætningsslutning.

oiU¦

VOKALER:

Tegn

Af Poul Melchior

sin

Mangelfuldt kendskab

Det formodes, at i de tider, der gik forud for den talmudiske periode (op til ca. år 500) stod disse mangler ikke i vejen for at læse skrifterne korrekt. Men efter jødernes landflygtighed, og efterfølgende tusinde års ophold rundt om i verden, blev hebraiskkundskaberne med årene mangelfulde og læsningen af skrifterne, i særdeleshed den ugentlige oplæsning af torahafsnittene, ofte fuld af fejl.

Dette foranledigede en gruppe hebraisk-eksperter – kaldet masoreterne af ordet masoret, som betyder tradition – der levede i det 8.-9. århundrede primært omkring byen Tiberias, til at introducere to systemer, der skulle muliggøre korrekt læsning ved første blik – selv hvis de læste ord ikke var kendt eller blev forstået af læseren.

Det andet system masoreterne fandt på tjener tre formål. Disse tegn – kaldet ta’amei hamikra – er anbragt over eller under hvert eneste ord.

Disse tegn tjener først og fremmest til at angive hvilken stavelse i ordet, der skal lægges tryk på. Uden denne vejledning kan man risikere, at selv om lydene er rigtige, så lyder ordet alligevel forkert hvis trykket bliver lagt forkert.

Et eksempel er ordet ‫רָצָה‬, som kan læses enten som raTZAH, eller RAtzah, hvor det ene betyder ”han ville” og det andet betyder ”hun løb” – noget af en forskel! Men med indsatte teamim (flertalsform af ta’am) er der nu ingen undskyldning for at læse et ord forkert, for nu er både konsonanter, vokaler og tryk klart specificeret.

Pause – og kør!

Med tegnene på plads kan man nu læse ethvert ord korrekt.

Men hvad med ordgrupperingen i sætningen? Den er også vigtig. Tænk blot på oraklet i Delphi, som svarede alle gravide kvinder på spørgsmålet om deres fosters køn med udsagnet ”en søn ikke en datter”. Så var der givet et svar, der altid ville bevise sig selv alt efter inddelingen af sætningen: ”en søn – ikke en datter” eller ”en søn ikke – en datter”.

Hvis teamim-tegnene kun skulle angive trykket, havde det været nok med et enkelt tegn. Men her kommer så formål nummer to, idet masoreterne introducerede ca. 25 teamim og delte dem i to hovedgrupper: pausetegn og ”kør-videre”-tegn.

Disse pausetegn er igen inddelt i fire grupper med tiltagende pausekraft – de to stærkeste svarende til et punktum.

Hermed er så ordforbindelserne angivet, og nu er det muligt at læse ikke blot hvert ord korrekt, men også hele sætningen, således at den giver den tilsigtede betydning.

Den melodi, som er knyttet til læsningen af ordene, kan afkodes af de tegn, som er over bogstaverne.

Kantor versus Torah-læser

I dag er det kun særlige tekster og tekstafsnit, der læses op af pergamentruller med en særligt udformet håndskrevet kalligrafi uden vokal- og pausetegn, nemlig torah-afsnittene, som indgår i nogle af ugens gudstjenester og i morgenguds­ tjenesten på shabbat og helligdage, samt Esthers Bog. Til disse tekster påhviler det Torah-læseren at forberede sig grundigt, så han kan læse teksten flydende uden vokaler og teamim.

Nogle jødiske bud – mitzvot – kan regnes for udført korrekt, selv om det sker gennem en anden person. Fx kan én person fremsige lovsigelsen ved et shabbatmåltids begyndelse, og alle tilstedeværende, som besvarer lovsigelsen med et ”amen” regnes for at have udøvet kiddush-budet.

Denne regel gælder ikke for læsningen af de tekster, der hører til gudstjenesten (ofte fejlagtigt kaldet ”bønnerne”), som nu til dags kan foretages af enhver, da der er trykte bøger nok til alle, og enhver, der ønsker det, kan lære at læse hebraisk.

Prikker og streger

Det første system masoreterne indførte består af en kombination af prikker og streger. De placeres under bogstaverne (en enkelt oven over), som en slags morsetegn, hvor hvert tegn repræsenterer en vokal.

Uden disse små tegn kan et ord som ‫ שלם‬læses som shalem, shilem, shulam og shalom, som alle har helt forskellige betyd-

Hver gruppe, sin sang

Det tredje formål med teamim er at angive den melodi, der er knyttet til læsningen af ordet. Mens rigtigt tryk og korrekt ordgruppering er universelle, er der et mangefold af melodier.

Først og fremmest har hver etnisk gruppe naturligvis sin egen melodi til de forskellige teamim. Men hvis man ser på blot de GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

37

politisk kommentar

Armadillo Af Jeppe P. Trautner

Hebraisk skriftsprog som det tager sig ud i xxxxxxxxxxxxxxxx

Derfor er kantorens job i dag hovedsageligt at lede guds­ tjenesten, så alle ved hvor man er i forløbet, samt ved sin sang at gøre den smuk, højtidelig, festlig eller stemningsfuld – alt efter dagens karakter.

Håndtegn

Da Torah-læseren imidlertid er den eneste, der har den autentiske Torah tekst foran sig, er det kun ham, der udfører den påbudte læsning, og derfor gør han det på alle tilstedeværendes vegne. De har på deres side gjort deres pligt ved at lytte til oplæsningen.

Det ligger et stort ansvar på Torah-læserens skuldre – hans fejl er nemlig hele forsamlingens fejl. Derfor skal hans læsning også rettes, hvis han begår en fejl, som ændrer betydningen af det læste ord. Da dette kan være vanskeligt at afgøre, stiller man sædvanligvis en kyndig person ved siden af ham, som så diskret kan gøre læseren opmærksom på mulige fejl – især hvis man ikke bryder sig om højrøstede mishagsudtryk fra folk i forsamlingen, som – ofte uberettiget – mener at have opdaget en fejl. Fejl i melodien skal dog ikke rettes, skønt det naturligvis er ønskeligt, at den også fremføres korrekt.

Den person, der står ved siden af læseren, kan tillige, hvis det skulle være påkrævet, på diskret vis hjælpe ham med antydninger til vanskelige ord og til melodien på specielle teamim.

Således er der i tidens løb blevet udviklet et tegnsprog, der gør det muligt for hjælperen med passende håndbevægelser at vise hvilke teamim der er på vej.

38

Det går jo meget godt

Der har i årenes løb været adskillige forslag fremme om at introducere nye vokaltegn i moderne hebraisk skrift i stedet for prik-streg systemet, som heller ikke er almindeligt anvendt.

Ingen af disse forslag har vundet gehør. Det ser ud til, at det egentlig går udmærket, selv om læseren må tænke sig lidt ekstra om for at forstå hvad der står.

Og det er da en hjertevarmende tanke, at man rundt om i verden stadig bestræber sig på at læse op af de hellige skrifter efter præcis de samme principper, som man formoder det er blevet gjort siden de tidligste tider.

Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet

Dokumentarfilmen “Armadillo” har skabt stor opmærksomhed Stephen G. Tallentyre) om de danske soldater i Afghanistan. For forfatteren Carsten Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire Jensen er den nyvundne indsigt “et jordskælv”, og han konkluderer, at “i forsvaret for civilisationen kan vi blive nødt til midlertidigt at alliere os med de instinkter, der trives bedst i lov at gå i skole en gang om ugen og lærer at skrive deres eget barbariet”. For filmens instruktør Janus Metz er krig ligeledes navn og tælle til hundrede? Danmark og dets allierede står stejlt “barbari”, et “syndefald” og et dyk ned i “menneskets mørke på deres, og Taliban på deres, og uenigheden kan kun løses med urkræfter”. væbnet magt. De slår os og især de afghanere, der støtter os, Krig indebærer barbariske handlinger, men er krig barbari? ihjel, og vi slår dem ihjel. Kampen om den politiske magt er Krigsfilosoffen Clausewitz har en pointe om væbnede konflikmeningen med “barbariet”. ters logik: Jo mindre intensive krige er, jo mere politiske er de.

Det er attraktivt at tro at krig blot er vanvid. Først og fremNår parternes mål er at gøre hinanden forsvarsløse, indtage mest kan man fratænke sig sit personlige ansvar og ryste fortvivhovedstæder og fordrive befolkninger, fører det til panserslag, let på hovedet. Kulturpersonligheder kan gratis være imod krig artilleridueller og nedbrændte byer. uden tanke for omkostningerne ved en pludselig tilbagetrækI en sådan krig behøver demokratiske politikere ikke at gøre ning fra Irak og Afghanistan. Politikere behøver ikke at flytte sig større umage med strategien. Det synes at være undtagelsen rundt på ressourcer og beføjelser og tage stilling til ret og uret, snarere end regelen, at de involverer sig i brugen af militære risiko og gevinst, men kan kalde de politiske spørgsmål for “mimidler. Som oftest ser politikere deres indsats som afsluttet, litærtekniske”. Mediefolk trættes ikke med at udrede og forklare når de har formuleret målene for indsatsen. Denne manglende sammenhænge, men kan med minimalt besvær formidle umidpolitiske villighed til at interessere sig for, hvad der i Danmark delbare indtryk. Historikere slipper for at tænke kontrafaktisk kaldes “militærtekniske” anliggender, er særligt uheldig i små og vurdere, hvad den ene eller anden beslutning kunne have krige, der, hvis Clausewitz har ret, er særdeles politiserede. medført, for krigens meningsløshed gør jo alt uforudsigeligt Et eksempel på langtrukken krig om land og ret er krigen og tilfældigt. Forskere kan finde internationale mønstre og mellem Israel og dets nære og fjernere juridiske spidsfindigheder og slipper for naboer. Siden 1920'erne har den kostet al den besværlige detailviden, der skal til ca. 42.000 arabere og 22.000 jøder livet.

Vi gør det rigtigt, men for at overveje om doktrin, taktik, våben, Når den fortsat syder, skyldes det primål og politik harmonerer. Bedsteforældre mært, at de arabiske flygtninge og deres er det det rigtige, vi gør?” kan gøre våbnene til fjenden og slippe for efterkommere bruges som indenrigspoliat afveje godt og ondt, fred og frihed. Og tiske skakbrikker af diverse diktaturstater frem for alt giver forudantagelsen om krigens meningsløshed og derfor ikke kan skabe sig en rimelig tilværelse. At muslimer i iagttageren et selvgodhedens trumfkort på hånden: Soldaten, samme periode har dræbt omkring 11 millioner andre muslider gør noget grumt, må være grum. Kører han sin pansrede mer har ikke i samme grad haft den vestlige offentligheds bebulldozer hen over en kvindelig fredsaktivist, må han være vågenhed. I stedet er den arabisk-israelske konflikt, som er den ond. At han frygter at blive revet i stykker af en raket, hvis han mindst tabsgivende og mest politiserede i regionen, blevet den holder stille et øjeblik for længe, og heller ikke kan se alt, forstås mest diskuterede. Jo mindre krig, jo bedre plads til politik, for, ikke. Marinesoldaten på båddækket der troede, at han skulle som Clausewitz foreslår, er krig politik, blot med andre midler. tale med fredsaktivister, men overfaldes og dræber jernrørsHvorfor er det så gængs at mene, at krige er meningsløse? At aktivister og en rasende kampsportsmester, er et vilddyr. Måske en kugle går igennem den enes ærme og den andens hoved er i følte han sig i livsfare? menneskelig forstand meningsløst. Men krigen, hvis essens er Tilskuerne kan glæde sig over, at Armadillo viser unge, retten til at bestemme, giver i sig selv god mening. Danmark førstegangsudsendte soldater opføre sig militært kompetent er fx uenig med en løs gruppering kaldet Taliban om afghansk trods deres korte uddannelse, men også forundres over den indenrigs-, udenrigs- og skolepolitik. Vi ønsker, at Afghanistan valgte doktrin: Vi gør det rigtigt, men er det det rigtige, vi gør? ikke skal være et religiøst diktatur, ikke skal give islamistiske Spørgsmålet kræver en betydelig indsigt at besvare, og det er terrorister husly, og at afghanske piger skal have ret til at gå i prisværdigt, at Janus Metz rejser problemet, når det nu ikke skole. Måske man kunne dyrke kompromisets ædle kunst? Så er akademisk, politisk eller militært comme il faut at interesTaliban fik halvdelen af magten i landet, så kun halvdelen af sere sig herfor. Filmen anbefales varmt, dog med en ledsagende de fem millioner afghanere, der er vendt tilbage, efter at Vesten anklagende pegefinger i dens intellektuelt dovne dellefedt af væltede Taliban-regimet i 2001, skal flygte igen, og så piger får påstande om krigens meningsløshed.

”

Det omfattende system af tegn – teamim – og

et anderledes tegnsystem. Det er Jobs Bog,

deres angivelser af korrekt tryk i ord og kor-

Ordsprogene (Mishlei) og Salmerne (Tehillim).

rekt ord­gruppering er fælles for 21 af de i alt

På hebraisk danner forbogstaverne til disse tre

24 bibelske bøger. Men tre af bøgerne har

ordet ”emet”, der betyder sandhed.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

”

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

39

bibelske tidende

overfaldsmand Jakobs kamp med englen, Rembrandt van Rijn, Gemäldegalerie i Berlin

Gud som Af Peter Nejsum ”Du må ikke gøre dig noget billede af Gud”, står der i De Ti bud. Alligevel er det noget, mennesker ikke kan lade være med.

Det gælder ikke mindst de bibelske personer: De gør sig alle et billede af Gud. De forestiller sig, hvordan han er, hvad han har for, om han er vrissen eller munter, nærtagende eller storsindet, livgivende eller ødelæggende. De tyder de måder, Gud giver sig til kende på, og de forestiller sig herudfra, hvem han er.

Derfor er der mange forskellige gudsbilleder i Bibelen. Et af de mere sære af slagsen møder Jakob en sen nattetime, men inden vi vender os mod ham, lidt om hvor forskelligartet der tales om Gud i Bibelen.

Gud som skaber

Gud fremstilles først og fremmest som skabende, livgivende, altings åndedræt. Han genskaber livet, giver nye muligheder, når han fx udfrier jøderne fra slaveriet i Ægypten. Han er den, der giver loven på Sinaj og med sin egen finger skriver De Ti Bud på stentavler. Ved den lejlighed viser den store og mægtige Gud sig minutiøst optaget af at fastsætte regler for alle aspekter af hverdagslivet, bl.a. så enken og den faderløse bliver beskyttet.

Han er en ”nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab” (Jonas 4,2). Bibelen igennem forbarmer han sig, og fornyer sin pagt med sit folk, selvom hans umulige folk igen og igen glemmer deres del af aftalen.

Gud som hævner

Men ligeså ofte løber vreden og ødelæggelsestrangen af med ham. Ligeså elsket fortællingen om Noas ark er af ethvert barn, ligeså uhyggelig er baggrunden, for han gør det jo af med det meste af jordens befolkning. Det må ikke kun være det tørre land, der kommer til syne, da vandet falder, men også ligene af alle de druknede.

Han fremstilles også som en hævnende Gud. Hævnen gælder ikke kun folkets fjender, så man kan læne sig tilbage og godte sig, når de får deres bekomst. Hævnen rettes også ind imellem mod israelitterne selv, når fx levitterne, efter affæren med guldkalven, får ordre til at hugge tilfældige landsmænd ned, 3.000 i alt (2. Mos 32, 27-28).

Mest voldsomt finder man en straffende Gud hos visse profeter, og der bliver ikke lagt fingre imellem. Profeten Zefania skriver fx om den yderste dag: ”I hans lidenskabs ild skal hele jorden (!) fortæres. / For han bringer tilintetgørelse og rædsel / over alle jordens beboere”. (Zef 1,18).

Gud er altså ikke bare Gud.

40

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Jakob kæmper med Gud

Et af de mærkeligste billeder af Gud møder man som sagt i fortællingen om Jakob. Ikke bare er det en højst over­raskende måde, Gud giver sig til kende på, men fortællingen rummer også nøglen til at håndtere det virvar af modsatrettede gudsbilleder, der møder den, der læser Bibelen.

Det er ved at blive mørkt. Jakob står på flodbredden, alene tilbage. Koner og børn, kvæg og trælle, alt har han sendt forud, men han tøver med selv at tage over. Han er bange. Han er bange for Esaus hævn, som han frygter, venter ham, i det øjeblik han sætter over floden, og det har han god grund til, for rygtet vil vide, at Esau har samlet 400 mand. Jakob råber sin fortvivlelse ud over flodens mørke vand. Han beder Gud om at redde ham, så Esau og hans mænd ikke kommer og slår ham og hans børn ihjel.

Du har selv sagt, at jeg skal blive til et stort folk! , råber Jacob, men Gud svarer ikke, og snart er Jakob hyllet i nattens mørke.

Men pludselig sker der noget meget mærkeligt. Der er en, der overfalder ham og giver sig til at slås med ham. Jakob tager kampen op, og de brydes, som gjaldt det liv eller død, lige til det begynder at blive lyst. Overfaldsmanden giver Jakob et hårdt slag på hoften, så den går af led, men Jakob giver ikke op: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!, skriger han. Hvad er

dit navn?, spørger den fremmede. Jakob!, svarer han. Jeg giver dig et nyt navn: Israel.

Det betyder ”kæmpet med Gud”. For du har kæmpet med Gud og mennesker og vundet!

Hvad er så dit navn?, spørger Jakob, men han får ikke noget svar. Overfaldsmanden velsigner ham og forsvinder lige så pludseligt, som han kom. Jakob står tankefuld tilbage. Han gnider sig på hoften, for den gør ondt. Han humper derfra.

Gud som overfaldsmand.

Gud som pædagogmedhjælper

Det første fortællingen gør, er altså at sprænge vante forestillinger om gud og lade dem modsvare en menneskelig grunderfaring.

Det andet, der sker, er, at fortællingen giver et bud på, hvad man skal stille op med de mange modsat­rettede gudsbilleder.

Det kan nemlig være fristende at sætte Gud på formel og udligne de modsætninger, de forskellige gudsbilleder rummer, eller helt se bort fra de træk, man ikke bryder sig om. Man lader så i stedet de bedste menneskelige egenskaber spejle sig i forestillingen om Gud. Så ser man Gud som helt igennem fornuftig. Alt det der stritter, ser man bort fra, eller omtolker, så det kommer til at passe til det billede, man har gjort sig. Gud bliver en humanistisk himmelsk koncernchef, der udøver værdibaseret ledelse og har sans for det hele menneske og assertiv kommunikation.

Vreden, nidkærheden, voldsomheden, det kompromisløse og alle de andre træk, der ikke passer i billedet, prøver man efter bedste evne at opløse i et syrebad af fortolkninger, der skal vise, at Han ”i virkeligheden” er fornuftig, fair og flink.

Eller man kan i sin iver efter at tage Gud i forsvar forvandle ham til en harmløs pædagogmedhjælper med milde øjne og bløde hænder, der er ligeså ked af det som børnene, når de slår sig, men som ikke rigtig kan stille noget op.

Fortællingen om Jakobs kamp siger noget vigtigt om de billeder, man gør sig af Gud. Først og fremmest at Gud viser sig på den bizarre måde: som en gemen overfaldsmand. Det sprænger jo nok de flestes forestillinger om en passende fremtoning for en gud. Og alligevel kan det passe til en oplevelse, man kan have af, at Gud trænger sig særligt på, når tilværelsen overfalder en.

Når man sidder trygt og godt i en velpolstret lænestol, kan man åndfuldt diskutere gudsbegreber Man kan i sin iver og spekulere over, om Gud mon En værdig modstander efter at tage Gud i forsvar kan være til, når nu han lader så Jakob har bare slet ikke tid til fortolkning og inmeget ondt passere. Men når et tellektuelle bortforklaringer – han må bare værge forvandle ham til en harmmenneske står midt i det værste, er for sig og tage kampen op. løs pædagogmedhjælper det faktisk sjældent i tvivl om, han Måske rummer fortællingen nøglen til at hånder til – men til gengæld om, hvad tere de mange modsatrettede træk ved Gud: At med milde øjne og bløde han er ude på, og hvorfor han man må slås med dem, når det gælder, tage livtag lader det ske. med dem, og så ellers blive ved til man velsignes. hænder, der er ligeså ked Så kan Gud sagtens vise sig som Det er i hvert fald en værdig modstander, man af det som børnene, når de har over for sig. en uberegnelig overfaldsmand, man må slås med, om nødvendigt Sådan ender historien for Jakob: Med velsigslår sig, men som ikke rigtig til den lyse morgen. Og der er nelsen. Han bliver en anden efter den nat, og det kan stille noget op.” ikke andet for end at slå igen, også siges så tydeligt, det kan, ved at han får et nyt selvom man får et slag på hoften, navn Israel. Da det bliver dag, sætter han over og håbe på, man bliver velsignet. floden til det land, han var blevet stillet i udsigt, Det er en særegen udlægning af og da han med bævende hjerte møder sin bror, navnet Israel, Gud giver Jakob, kæmpet med Gud. De fleste Esau, løber Esau ham i møde og falder ham om halsen, og de andre steder udlægges det, som at Gud er subjekt, altså at det græder af glæde. Alting ender lykkeligt. er Gud, der kæmper, evt. hersker. Men her er der åbenbart Jakob er dog stadig øm i hoften, for det er ikke uden omkostnoget andet på spil, der modsvarer en særlig erfaring af at slås ninger at slås med Gud. Men det lønner sig. med Gud. Læs selv: 1. Mosebog kap. 32-33

”

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

41

juridisk finesse

Moselovens lange arm Mange jøder rundt om i verden efterlever stadig – mere eller mindre – de tusind år gamle regler, der står i De Fem Mosebøger. Men behøver de egentlig det? En verdslig juridisk læsning af teksten om, hvor denne lovgivning gælder, siger nej.

Af Bernhard Posner Almindeligvis gælder love kun i den stat, hvor de er givet, men der er undtagelser.

Fx gælder mange danske love ikke for Færøerne og Grønland. Modsat kan andre danske love efter omstændighederne finde anvendelse uden for den danske stats territorium. Et eksempel er, at personer, der er bosiddende i Danmark, under visse betingelser kan straffes for kønslig omgang med børn – selv om overtrædelsen er begået i et land, hvor det ikke er strafbart. Et andet eksempel gælder kolonimagter, der i mange tilfælde udstrakte anvendelsen af deres lovgivning til kolonierne – med suveræn foragt for de stedlige forhold.

Men også ved udvidelser af en stats territorium bringes dens lovgivning i anvendelse på det nye territorium. Ved Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 blev dansk lovgivning – med overgangsregler på visse områder – gældende på det nu danske territorium.

Ligeledes forholdt det sig ved Tysklands ’Anschluss’ af Østrig i 1938 og ved Israels annektering af Østjerusalem i 1976 og Golan i 1981.

Den jødiske lovgivning er ca. 3.000 år gammel og stammer fra perioden, hvor israelitterne flygtede fra slaveriet i Ægypten, og Moses modtog stentavlerne på Sinaj bjerg.

Lovene blev nedfældet og organiseret i de sidste århundreder fvt. og suppleret og udbygget i løbet af de første 600 år vt.

Mange jøder efterlever dem stadig – men hvor gælder de egentlig?

Omfattende lovgivning

Kort fortalt begynder den jødiske

42

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

lovgivnings historie med israelitternes noget hovedkulds flugt fra Ægypten.

Der er på dette tidspunkt endnu ikke tale om nogen lovgivning, men ifølge 2. Mosebog kap.18 v. 3 dømmer Moses ikke desto mindre ”fra morgen til aften”.

Moses' svigerfar, Jitro, ser til og belærer Moses om delegeringens kunst: På Jitros forslag indfører Moses et hierarki af ledere for hver tusinde, hundrede, halvtreds og ti personer i flokken.

Efter ankomsten til bjerget Sinaj modtager Moses i henhold til 2. Mosebog kap. 20 De Ti Bud og derefter et antal forskrifter af meget forskellig art, beskrevet i de efterfølgende kapitler 21-23.

Både kriminalret, erstatningsretlige regler for person- og tingsskade, rettigheder og pligter i forhold til slaver, landbrugslovgivning og regler om godtgørelse til forførte jomfruer indgår i lovkataloget.

Reglerne må være tænkt fremadrettede, idet især reglerne om dyrkning af marker og vingårde savner aktualitet under vandringen i ørkenen.

Reglerne skrives ned af Moses, kap. 24 v. 4, men først i kap. 31 v.18 modtager han stentavlerne, som han som bekendt knuser i kap. 32 v.19.

I kap. 34 v.1 modtager han en kopi af tavlerne, og lovkataloget suppleres yderligere i kap. 34 med forskrifter, der fortrinsvis omhandler forhold af religiøs art.

På intet sted i dette omfangsrige lovkatalog nævnes spørgsmålet om lovens anvendelsesområde. Men da israelitterne på dette tidspunkt ikke har et eget territorium, og da Moses taler til alt folket, er det rimeligt at antage, at loven på dette tidspunkt omfatter de tilstedeværende og deres efterkommere.

Lovgivningsprocessen er endnu ikke

udtømt. I 3. Mosebog finder man spiselovgivning, regler om ofringer, sanitet og hygiejne, sygdomsbehandling mv.

Mange af disse forskrifter forekommer især praktiske for et folk på vandring.

Den afgørende 5. Mosebog

Det afgørende vendepunkt i lovgivningsprocessen finder man i 5. Mosebog. På tærsklen til det land, som Gud – ifølge traditionen – har lovet det jødiske folk, når Moses før sin død at fuldføre lovgivningsprojektet. Han genkalder for folket lovgivningsprocessen, lovenes betydning og betydningen af lovenes overholdelse.

Lovbuddenes indhold gentages og suppleres med nye bestemmelser.

Og her i 5. Mosebog får man tillige en vejledning i lovens territoriale anvendelsesområde. I Kap.4 vers 5, kap. 6 vers 1 og kap. 12 vers 1 defineres lovens anvendelsesområde entydigt til det land, i hvilket det israelitiske folk tager bopæl.

I Bent Melchiors oversættelse lyder de: I 5. Mosebog kap. 4 vers 5 siger Moses: ”Se, jeg har lært jer love og forskrifter, således som Herren, min Gud, har givet mig besked om, for at I skal gøre sådan inde i det land, som I kommer til for at tage det i besiddelse”.

Kap. 6 vers 1: ” Dette er så budet, lovene og forskrifterne, som Herren, jeres Gud, har givet besked om at lære jer for at holde dem i det land, hvortil I drager over for at tage det i besiddelse.

Kap. 12 vers 1:” Dette er lovene og forskrifterne, som I skal tage vare på at holde i det land, som Herren, dine fædres Gud, har givet dig for at tage det i besiddelse, så længe du lever i landet”.

På dette tidspunkt, på tærsklen til landets blodige erobring, har lovenes tilknytning til territoriet ikke givet

anledning til overvejelse eller betænkeligheder. Landflygtigheden er midlertidigt overstået – og den næste ligger langt ude i fremtiden.

Men lovgivningens karakter af integreret lovgivning, der regulerer både verdslige og religiøse forhold, betyder, at det kan blive vanskeligt at bruge den uden for den kommende stats territorium. En komplet anvendelse af loven på

en anden stats territorium eller efter en anden magts erobring af den israelitiske stat ville skabe konflikt mellem Moses’ lov og lovgivningen for det pågældende territorium.

I Persien

I Esthers Bog kap. 3 (overrabbiner Bent Lexners oversættelse 2010) anfører Haman, kong Achashverosh’ mest betroede mand, over for kongen: ”Der findes et folk, der lever spredt og isoleret blandt folkeslagene i alle kongerigets lande; deres love er forskellige fra alle andre folkeslags, kongens love følger de ikke, og derfor er det ikke godt, hvis kongen tolererer dem”.

I den jødiske tradition er Haman prototypen på den klassiske jødehader, men var der tale om reelle lovkonflikter?

Handlingen i Esthers Bog tidsfæstes traditionelt til omkring år 500 fvt.

På dette tidspunkt havde israelitterne allerede et par hundrede års erfaring med at leve i eksil. Der er ikke noget, der taler for, at de har fastholdt et krav om at anvende den jødiske lov i stedet for den lokale persiske.

Dette støttes af, at der i den ganske vist tusind år senere fuldførte Babylonske Talmud ikke bruges megen plads på diskussioner af lovbestemmelser, der måske ville støde mod lokal lov eller sædvane, og som derfor ikke kunne bruges af et folk i landflygtighed. Dette gælder i særdeleshed lo-

vene vedrørende dødsstraf for banale og objektivt set uskadelige lovovertrædelser, som allerede i de sidste århundreder fvt. ikke blev efterfulgt, fordi de stred mod de lærde jøders retsbevidsthed. Manglen på jødiske domstole, der kunne og ville foreskrive sådanne straffe, bestyrker yderligere antagelsen af, at jøder har accepteret ikke-jødiske love.

Fleksibilitet og overlevelse

Jøder i landflygtigheden har overlevet – trods alt – ved hjælp af en stor fleksibilitet og tilpasningsevne. Jødiske love og skikke, der var uforenelige med værtslandets, er lige så stille blevet opgivet og glemt. Under påvirkning af kristendommen forsvandt flerkoneri i det kristne Europa omkring år 1000 og dødsstraf (efter advarsel) for krænkelse af sabbatten blev opgivet. I tiden for romersk styre i Israel blev retshåndhævelsen i landet overladt til besættelsesmagten.

Selv ortodokse jøder mener ikke, at dette er i modstrid med jødisk lov. Man accepterer, at lovgivningen i Tora, som jo angiveligt er Gudgiven, udtrykkeligt eller stiltiende ændres over tid. Samtidig anvendes – af ortodokse jøder – fortsat dele af denne lovgivning også uden for den jødiske stats område, skønt det er i åbenbar modstrid med de oprindelige bestemmelsers ordlyd.

Ud fra en rent verdslig juridisk betragtning skæmmes lovgivningen af mangel på logik og stringens. Denne indvending rammer næppe jødedommen som tro alene, men hvordan er det kommet hertil? Dette spørgsmål er en helt anden historie, som Goldberg vil belyse i en senere artikel.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

43

skulpturelle refleksioner over liv og død

Peter Eisenmans mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin

Monumentalt dilemma Er det muligt at skabe et opløftende Holocaust-mindesmærke?

Foto: Jewish Museum Milwaukee

Af Robin Cembalest, ledende redaktør på ARTnews På afstand minder skulpturen uden for det jødiske museum i Milwaukee i betænkelig grad om Claes Oldenburgs kæmpestore læbestiftskulptur, men det er faktisk en skorsten, som skal symbolisere koncentrationslejrenes krematorier. Den afskårne søjle indgår i et Holocaust-mindesmærke skabt af kunstneren Claire Lieberman.

Mindesmærket består af forvitrede stålplader, der ligner tårevædede sider i en bog, indgraveret med navnene på koncentrationslejre, gule marmorstriber, der fremmaner de armbind, jøderne blev tvunget til at gå med, og jernbanesveller.

For nylig besluttede Milwaukees Holocaust Education Resource Center, at byen skal have endnu et Holocaustmindesmærke, og i foråret udskrev man en konkurrence om en skulptur, der skal stå på et fremtrædende offentligt sted uden for et jødisk menighedscenter.

Monumentet skal være vejrbestandigt og

44

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Men er det passende, og overhovedet muligt, at forvandle den specifikke jødiske lidelse til noget universelt, tiltalende, opløftende og vidtfavnende? Hvor inspirerende må et Holocaust-mindesmærke være, og kan et Holocaust-mindesmærke være for jødisk?

let at vedligeholde, og det skal omfatte et anlæg, siddepladser og et område til ceremonier. Der er bevilget omkring 100.000 dollars til projektet. Og en ting til: Det skal ikke handle om Holocaust.

“Der skal være henvisninger til Holo­ caust,” står der i materialet, “men vi forestiller os, at ikonografien på stedet skal henvise til liv og ikke til død og fortvivlelse.” Målet er “at det skal fænge det overvejende upåvirkelige og tavse flertal, vække erkendelse i både det jødiske og ikke-jødiske samfund og anspore til dyb refleksion over konsekvenserne af at nægte grupper eller individer funda-

”

Det er blevet moderne at mindes de overlevende side om side med de døde." mentale rettigheder, menneskeligt håb og næstekærlighed, især når tavshed og ligegyldighed tillader, at det sker.”

Der er stadig tilhængere af den konservative skole. For nylig anlagde man ved et menighedscenter i New Jersey et lille jernbanespor, der fører op til et eksisterende Holocaust-mindesmærke, som forestiller en davidsstjerne med pigtråd. Ifølge synagogen repræsenterer de 11 sveller de 11 millioner, der blev dræbt i Holocaust, og de tre bysbørn, der døde den 11. september 2001. Men det formilder ikke naboer, der mener, at jernbanesporet er et makabert symbol, som de ikke har lyst til at se på hver dag.

“Folk skal gøres bevidste om verdens lidelser,” sagde rabbineren til pressen.

Men efterhånden er mindesmærker, der henviser til undertrykkeren, på vej ud. Det er blevet moderne at mindes de overlevende side om side med de døde. DeAnna Maganias, billedhuggeren bag det nyligt indviede Holocaust-mindesmærke i Athen, fremhæver for eksempel, at mens spidserne på hendes fraktionerede davidsstjerne af marmor peger mod myrdede jøders huse, symboliserer den sekskantede blok i midten fornyelse og overlevelse.

Det bliver interessant at se, hvordan kunstnere forestiller sig Milwaukees ambitiøse plan. Mindesmærker indeholder det klassiske dilemma i al offentlig kunst: Den enes lovprisning af identitet er den andens stereotyp; den enes ikonografi af livet er beskuerens symbol på

døden. Louise Bourgeois’ bronzeskulptur af foldede hænder, som oprindelig blev opstillet på havnefronten ved Battery Park over for Ellis Island, blev hemmeligt flyttet til et mindre fremtrædende sted, da Museum of Jewish Heritage – A Living Memorial to the Holocaust i 1997 skulle åbne i nærheden. Myndighederne var bekymrede for, at det ville minde museumsgæsterne om kropsdele fra dødslejrene.

Abstraktion udgør et andet problem.

Nogle mente, at de grå betonsteler i den amerikansk-jødiske arkitekt Peter Eisenmans mindesmærke for Europas myrdede jøder i Berlin savnede stærk symbolik, da det blev indviet for fem år siden. Andre mente, det var for jødisk, fordi det undlod at omtale andre forfulgte grupper. Det resulterede i bestillinger på yderligere to Holocaust-mindesmærker i Berlin: Elmgreen & Dragsets mindesmærke over homoseksuelle ofre og en endnu ikke opført miljøskulptur af Dani Karavan til minde om sinti- og roma-ofrene.

Eisenman ønskede, at hans mindesmærke skulle være ildevarslende, fremmedgørende og dystert, men det er ikke det, der tiltrækker et stigende antal besøgende til stedet. Af en artikel for nylig fremgik det, at området med de grå granitplader er blevet tilflugtssted for soldyrkere, vovehalse og folk, der leger skjul. Men ifølge artiklen bryder Lea Rosh, som var blandt initiativtagerne til mindesmærket, sig ikke om, at børn

leger på området. Så det lader til, at Berlin har et nyt problem med Holocaustmindesmærker – folk har det godt, når de er der!

Denne drejning kan være til skræk og advarsel for Milwaukee. Hvis man opfører et mindesmærke, der refererer til specifikke hændelser, som man skal mindes, kan det afskrække nogle beskuere – og præcis dem, man gerne vil have fat i. Og laver man et, der ikke gør det, kan man ende med et sted, hvor folk tager på skovtur. Hvis man laver et mindesmærke over livet, der går videre, går livet videre.

Men måske er det netop pointen.

Oversat og bearbejdet af Hanne Friis

”

Louise Bourgeois’ bronzeskulptur af foldede hænder, som oprindelig blev opstillet på havnefronten ved Battery Park over for Ellis Island, blev hemmeligt flyttet til et mindre fremtrædende sted, da Museum of Jewish Heritage – A Living Memorial to the Holocaust i 1997 skulle åbne i nærheden.

Myndighederne var bekymrede for, at det ville minde museums­gæsterne om kropsdele fra dødslejrene".

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

45

den objektive og nådeløse dom

SKAK

Skak er et separat univers med sine egne regler, og spillet har en evne til at forene spillere og tilhængere på tværs af religion og kultur. Skak blev tidligere opfattet som det jødiske spil per excellence, og der har været berygtede tilfælde af antisemitisme inden for spillet.

Af Dan H. Andersen Det ”jødiske problem” i skak er som det tilsvarende i kunst, litteratur, videnskab og finansverden, at der er en stærk talmæssig overrepræsentation i toppen. Et blik på skakkens verdensmestre viser det tydeligt. Seks jøder ud af 15, svarende til 40 % af verdensmestrene, er jøder.

Mønstret er det samme for de stærke mestre lige under skaktronen. Her var der, især før 1. Verdenskrig, en meget stor jødisk overrepræsentation. Også skakkens store teoretikere, Wilhelm Steinitz, Siegbert Tarrasch og Aron Nimzowitsch, var henholdsvis østrig-ungarsk, tysk og lettisk jøde.

Ganske som i tilfældet med den talmæssigt store jødiske repræsentation inden for kunst og videnskab er der blevet opstillet hypoteser om årsagen.

Sociologisk: Skak er et storbyfænomen, og de fleste jøder bor i storbyen. Den stærke jødiske familiestruktur med store forventninger fra forældrenes side får børnene til at stræbe. Udelukkelse gennem århundreder fra nogle samfundsfunktioner såsom hær og offentlig administration har skærpet jøders beslutsomhed på at nå til tops i andre, især dem, hvor succes kun afhænger af deres egen indsats.

Kulturelt: Jøder har traditionelt respekt for lærdom.

Psykologisk: Læsning af Talmud fra en tidlig alder skærper den intellektuelle sans.

Darwinistisk: Årtusinders forfølgelse har valgt de svage fra.

Konspiratorisk: Jøderne hjælper hinanden.

Men man må vel sige, at disse hypoteser hverken individuelt eller kollektivt er helt tilfredsstillende, fordi den jødiske repræsentation er så iøjnefaldende stor.

Imidlertid er det tydeligt, at den jødiske dominans er knyttet til emancipationsperioden fra midten af 1800-tallet til 1.

Verdenskrig.

Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er nogen jødisk skakdominans i Storbritannien og Frankrig, hvor den jødiske emancipation kom tidligt. Det gælder i øvrigt også Danmark, hvor danmarks­mesteren så godt som altid har heddet noget med -sen.

46

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

Antisemitisme i skakverdenen

Trods den jødiske dominans har der ikke har været megen åbenlys antisemi­tisme i skak, og det skønt spillet sandelig ikke mangler lidenskaber og personlige modsætninger. Netop derfor har de antisemitiske udtalelser på højt plan i skakverdenen været udsat for stor opmærksomhed, og de kan alle knyttes til verdensmestre. Det er velkendt, at Bobby Fischer blev rablende antisemit og Holocaust­benægter, og at han desuden også var mentalt forstyrret.

Skakkens mest berygtede antisemitiske tilfælde skal findes i seks artikler om ”arisk og jødisk skak”, som udkom den 18.23. marts 1941 i Pariser Zeitung, en avis udgivet af de tyske besættelses­styrker. Artiklernes forfatter stod opført som verdensmester i skak Alexander Aljechin.

Her forsøgte Aljechin at demonstrere forskellen mellem ”arisk” og ”jødisk” skak. Arisk skak var aggressiv og kreativ, jødisk skak defensiv og destruktiv. Han så sin karriere som et forsøg på at bekæmpe og udelukke jødisk skak, og den endelige sejr kom i matchen mod hollænderen Max Euwe, hvor han var oppe imod ikke bare Euwe, men den jødiske ”klike”. Et uddrag af en af artiklerne giver en fornemmelse af stil og tankegang: Igen i 1937 i returmatchen mod Euwe blev den kollektive jødedom vækket. De fleste af de jødiske mestre, som er blevet nævnt i denne oversigt, deltog som reportere, trænere og sekundanter for Euwe. I begyndelsen af den 2. match kunne jeg ikke længere bedrage mig selv: Det vil sige, jeg måtte kæmpe ikke mod Euwe, men mod den samlede skakjøde­dom, og min klare sejr (10 gevinster mod fire) var en triumf mod den jødiske sammensværgelse.

Disse artikler er en af skakkens store skandaler og medførte, at Aljechin efter krigen blev udelukket fra turneringer. Man ville gerne have en forklaring, og Aljechins svingende redegørelse var

”

Dommen på

brættet er objektiv

og nådesløs, og det

er ikke mindst det til-

trækkende ved skak”.

Boris Spasskij’s meninger om jøder

Den tidligere verdensmester Boris Spasskij vakte en mindre skandale i skak­kredse, da han i et interview i det førende internationale skaktidsskrift New in Chess i 2004 blev spurgt om, hvad han mente, da han karakteriserede sig selv om en honourable antisemite. Spasskij rablede løs om det, han selv kaldte det jødiske problem i skak: ”Alle verdensmestre kender det såkaldte jødiske problem. Paul Murphy, Capablanca, Aljechin, alle ikke-jødiske verdensmestre.

For hvis man er ganske begavet eller ganske veluddannet, må man kende til dette problem. Ellers er man bare en uvidende person.”

Spasskij forklarede ikke, hvori det jødiske problem i skak bestod ud over, at der var så mange jøder, men han knyttede det til det generelle jødiske problem og specifikt den russiske revolution. Når han hævdede, at den første revolutionære regering bestod af 100 % jøder, og at det samme gjaldt Chekaen og senere KGB, så bevægede han sig på velkendt grund. Med sine udtalelser repræsenterer han en traditionel russisk antisemitisme, hvor jøderne er moderniteten og den russiske revolution, som ødelagde Rusland.

Der har såmænd også været en lille antisemitisk affære i Danmark, hvor Weekendavisens skakskribent Hans Jørgen Lassen den 5.-11. september 2003 bragte et skønhedsparti spillet af to israelske spillere og i den forbindelse præsenterede læserne for en række personlige betragtninger om bl.a. israelske skakspilleres medansvar for forbrydelser, det forkastelige i at bruge israelsk vin som altervin i den danske folkekirke osv. Det mente en del læsere var malplaceret og det syntes chefredaktør Anne Knudsen også.

Siden har skakspalten på glimrende vis været bestyret af Danmarks stærkeste skakspiller, Peter Heine Nielsen.

Skak uden undskyldninger

Trods eksemplerne på det modsatte, så synes skakspillere generelt at have været ret afslappede omkring den jødiske dominans. Hvis den har skabt antisemitisme, så er den sjældent kommet til fuldt udtryk i skakkredse. Forklaringen er ikke mindst, at skak både er sport, kunst og videnskab, men det er ikke mindst et individuelt spil, et separat univers med sine egne regler.

Her etableres et hierarki, som kan være ganske anderledes end i det normale samfund. Man lægger sin uddannelse, rigdom og sociale succes ved døren og sætter sig ved brættet uden andet end det, man kan. Den fattige kan besejre den rige, en bumset dreng en voksen, kvinden manden (!). Dommen på brættet er objektiv og nådesløs, og det er ikke mindst det tiltrækkende ved skak.

Man kan hævde, at ens skuespil blev dårligt anmeldt, fordi ”alle anmelderne er jøder”, eller at man ikke fik antaget en bog, fordi ”forlagsredaktørerne er jøder”, men man kan ikke hævde, man tabte et parti, fordi alle de andre er jøder. Så bliver man bare til grin. Der har gennem tiderne sikkert været mange skakspillende antisemitter, men meget lidt antisemitisk skak.

Skak har haft en evne til at forene, på tværs af religion og kultur.

Som den store tyske skakmester Siegbert Tarrasch udtrykte det: ”Skak har, ligesom kærlighed, ligesom musik, evnen til at gøre mennesker lykkelige.”

Illustrationer: Jeanne G. Kempinski

Det ”jødiske problem” i

ikke overbevisende. Nogle gange påstod han, at han intet havde at gøre med artiklerne, som blev trykt under hans navn, andre gange, at nogle rent videnskabelige artikler om skakkens udvikling var blevet fordrejet i antisemitisk retning. Imidlertid blev der fundet to artikler i spanske aviser fra den 3. september 1941, hvor Aljechin blev interviewet og gentog sine antisemitiske påstande. Han henviste til sine artikler i Pariser Zeitung, hvor han ”… som den første havde behandlet skak fra et racemæssigt synspunkt. I disse artikler, sagde han, havde han skrevet, at arisk skak var aggressiv skak, at han kun anså forsvar for at være resultatet af tidligere fejl, og at semitterne på den anden side tillod ideen om rent forsvar og anså det for legitimt at vinde på den måde”.

Fremtidens skakspillere

Efter 2. Verdenskrig, hvor den centraleuropæiske jødedom – dette tilsyneladende uudtømmelige reservoir af talent inden for alle samfundslivets grene – var udslettet af nazisterne, blev Sovjetunionen den helt dominerende skaknation. I vore dage er der næppe nogen stor talmæssig overrepræsentation af jøder blandt verdens stærkeste spillere, og med Indiens og Kinas opstigning til skakstormagter må den tid anses for at være slut, hvor skak var det jødiske spil per excellence.

Men uanset hvilken grund man vælger at tro på som årsag til den i perioder store andel af jødiske skakmestre, så kan man ikke udelukkende forklare det med Gud eller genetik. Meget få jøder blandt skakmestre var ortodokse eller strengt praktiserende jøder.

Blandt de allerbedste var det muligvis kun den polskfødte amerikanske stormester Samuel Reshevsky (1911-92), der insisterede på ikke at ville spille skak på sabbat. Generelt er der blandt skakmestre som blandt andre sportsfolk mere selvbedrag og overtro end tro, og de fleste jødiske mestre synes at have forladt Israels gud til fordel for skakspillets gudinde Caïssa.

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

47

fra indvandrerdreng til samfundsping

Den første danske jødiske mæcendips Historien om Mendel Levin Nathanson handler ikke kun om manden, der hjalp den unge Eckersberg frem, men også om en indvandrer, der på utrolig kort tid forcerede alle tænkelige barrierer og blev bedre integreret i det danske samfund end nogen jøde før ham.

Af Kasper Monrad Da Mendel Levin Nathanson trådte ind ad døren til sin lejlighed sammen med sin hustru Esther efter en audiens hos kongen, sikrede hans sig en plads i den danske kunsthistorie, takket være maleren C. W. Eckersbergs berømte familiebillede. Han kunne samtidig se tilbage på en helt usædvanlig karriere, der på utrolig kort tid havde ført ham fra at være en fattig, uuddannet indvandrerdreng til en førende position i det danske samfund.

Nathanson blev født 1780 i Altona i Holsten som søn af en jævn købmand, og han fik stort set ingen skolegang.

Vendepunktet kom, da familien i 1792 fik besøg af hans velhavende mormor fra København. På det tidspunkt talte den unge Mendel kun jiddisch og kunne ikke læse. Men mormoren kunne alligevel se hans enestående evner, for hun besluttede at tage ham med til København. Her kom han i skole og lærte på rekordtid at tale, læse og skrive ikke bare dansk, men også tysk og fransk. Kun 15 år gammel fik han ansættelse som bogholder i morfarens handelshus, A. J. Meyer & Søn, og allerede fire år senere etablerede han sig som selvstændig manufakturhandler en gros. Året efter, i 1799, gik han i partnerskab i firmaet Meyer & Nathanson, og i 1806 blev han tilknyttet det store handelshus Meyer & Trier. Som forretningsmand var han dristig og viste stor evne til nytænkning. Han sprang

48

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

der ændrede jødernes borgerlige stilling i Danmark (om end den fulde ligestilling først blev opnået i 1849).

Også inden for det jødiske samfund trådte Nathanson nye veje. Han var en af hovedkræfterne bag en fornyelse af den mosaiske gudstjeneste, og han opfordrede alle jøder, der ikke talte dansk, til at lære sig sproget.

På alle disse felter var Nathansons indsats bemærkelsesværdig, og han er blevet kaldt den enkeltperson, der i 1800-tallet bidrog mest til jødernes integration i Danmark. Men den mest forbløffende – og grænseoverskridende – side af hans virke var trods alt hans bidrag til den ikke-jødiske danske kultur. Han støttede både malere, forfattere, komponister og skuespillere og blandede sig i samfundsdebatten.

Eckersberg blev den Måske kom inspirationen fra Nathansons engelske kunstner, han støttede mest handelspartnere. I hvert fald aktivt. Nathanson var blandt fattede han tidligt interesse for Shakespeares skuespil dem, der tidligt kunne se, at på et tidspunkt, hvor den han var fremtidens mand i engelske dramatiker endnu ikke var helt velanskrevet dansk kunst”. i Danmark. Og på hans initiativ gik skuespilleren Peter Foersom i 1807 i gang med at oversætte Shakespeares dramaer Sideløbende hermed arbejdede Natil dansk. I forlængelse heraf rettede Nathanson også for at forbedre forholdene thanson også sin opmærksomhed mod for jøderne i det danske samfund. Han det danske modstykke til Shakespeare, var således en af hovedmændene fra nemlig Ludvig Holberg. Inspireret af det jødisk side, da det i 1814 lykkedes at såkaldte Boydells Shakespeare-galleri fik komme igennem med en ny anordning, mellemhandlerne over og gav sig til at handle direkte med de engelske klædeproducenter.

Som jøde var han heller ikke bange for at gå nye veje. Selv om alle hans direkte partnere var jøder, kom han til erkendelse af, at en tilnærmelse til det omkringliggende samfund var nødvendig. Hans egne erfaringer sagde ham, at en ordentlig skolemæssig uddannelse var nødvendig, og han var en af initiativtagerne til oprettelsen af ikke bare en jødisk drengeskole i 1805 – Friskolen for Drengebørn af den mosaiske Tro – men også en pigeskole fem år senere. Den sidstnævnte fik navnet Carolineskolen for Piger.

”

Mendel Levin Nathanson på højden af sin forretningsmæssige karriere – som den succesfulde handelsmand, der sammen med sin hustru Ester er på vej hjem fra audiens hos kongen til en hjertelig modtagelse i familiens skød, malet af C. W. Eckersberg i 1818.

Tilhører Statens Museum for Kunst.

Nathanson den idé, at han ville skabe et tilsvarende billedgalleri med motiver fra Holbergs komedier, som skulle mangfoldiggøres i grafiske blade. Det førte til en storstilet bestilling på mere end 30 malerier hos akademiprofessoren C. A. Lorentzen – og to hos den unge C. W. Eckersberg og på grafiske gengivelser fra flere grafikere.

Støtten til C. W. Eckersberg

Netop Eckersberg blev den kunstner, han støttede mest aktivt. Nathanson var blandt dem, der tidligt kunne se, at han var fremtidens mand i dansk kunst. Mere end nogen anden sørgede den jødiske grosserer for at give den unge maler bestillinger på malerier under hans store uddannelsesrejse 1810-16, så han kunne supplere pengene fra det utilstrækkelige rejsestipendium. I 1810 bestilte Nathanson de to Holberg-motiver, som Eckersberg malede i Paris (det ene var meget passende fra Jean de France), og under

opholdet i Rom skulle han dels male to mytologiske malerier (med motiver fra Ovids Metamorfoser), dels et stort maleri af Moses og israelitterne efter overgangen over Det Røde Hav. Det religiøse billede blev fuldført i 1815, uden tvivl til begges tilfredshed. Men Eckersberg var utilfreds med de to mytologiske malerier og besluttede at male dem om, når han var tilbage i Danmark.

Efter Eckersbergs hjemkomst havde både bestilleren og maleren imidlertid mistet interessen for Ovid, og bestillingen blev ændret til nogle familieportrætter. Først og fremmest det store gruppebillede, ”Det Nathansonske Familiebillede”, men også et stort portræt af de to ældste døtre, Bella og Hanna, og et mindre af Nathanson selv. Malerierne var Eckersbergs tilbagebetaling af et stort lån, som havde sat ham i stand til at gifte sig og stifte bo. Ændringen af bestillingen kunne begge parter – og eftertiden – være godt tjent med. De to store malerier

hører til blandt de absolutte hovedværker i den danske guldalders portrætkunst, begge er på Statens Museum for Kunst.

Med familiebilledet ville Nathanson vise sin status over for omverdenen. I den nyere danske kunsthistorie er der lagt vægt på, at Nathanson ville markere sine borgerlige værdier. Det er uden tvivl rigtigt, men han lod ikke maleriet udstille offentligt før i 1843, og billedets budskab var derfor mest rettet mod de gæster, der kom i hans hjem, dvs. især andre danske jøder. Til dem var beskeden klar: det handlede om integration i det danske samfund. Ifølge familietraditionen kommer Mendel Levin og Ester Nathanson hjem fra audiens hos kongen, hvilket var det ultimative tegn på omverdenens accept af den jødiske grosserer som ligeværdig borger.

Da Nathanson i 1818 trådte ind ad døren på Eckersbergs maleri, var han på højden af sin karriere. Året efter blev også hans firma ramt af de økonomisk GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

49

”Gamle Berlingske” – Nathanson midt i sin anden karriere, som chefredaktør af Berlingske Tidende, malet af Wilhelm Marstrand ca. 1845.

Tilhører Carolineskolen Foto: Conrad Frank

Goldberg's

galleri

Ny

ti

Go

ld

be

Præsenterer:

”

Nathansons karriere kan opfattes som den fuldkomne integration i det danske samfund.

Men i forhold til det jødiske samfund led han et nederlag.

Den fløj i menigheden, han tilhørte, kom i mindretal i striden om, hvor langt integrationen skulle gå. Han måtte resignere, og måske også under indtryk af jødeforfølgelserne i 1819 endte han med at lade flere af sine børn døbe”.

omskiftelige tider og måtte i 1820 standse sine betalinger. I første omgang lykkedes det dog at ride stormen af, men i 1831 var det endelig forbi. Grundlaget for hans mæcenvirksomhed var endegyldigt forsvundet. I 1826 solgte han det store Moses-billede til Den Kongelige Malerisamling (nu Statens Museum for Kunst), og i 1834 måtte han pantsætte alle Holberg-malerierne.

Den økonomiske nedtur betød dog ikke, at Nathanson resignerede. Den var derimod startskuddet til en ny karriere.

Hans erfaringer som forretningsmand satte ham i gang med et forfatterskab om nationaløkonomi, og han udgav flere bøger om Danmarks økonomiske historie.

I samme periode blev han økonomisk rådgiver for kongen. I forlængelse af

50

GOLDBERG | #20 | WWW.GOLDBERG.NU

forfattervirksomheden blev han i 1838 tilbudt jobbet som redaktør af Berlingske Tidende. Han var da 58 år gammel, men han bestred dette hverv de næste 20 år. Han blev i den grad identificeret med jobbet, at han fik tilnavnet "Gamle Berlingske". Han fratrådte i 1858, men blev kaldt tilbage til posten i 1865. Han måtte imidlertid da erkende, at han var blevet for gammel (85 år!), og han stoppede igen året efter.

Nathansons karriere kan opfattes som den fuldkomne integration i det danske samfund. Men i forhold til det jødiske samfund led han et nederlag. Den fløj i menigheden, han tilhørte, kom i mindretal i striden om, hvor langt integrationen skulle gå. Han måtte resignere, og måske også under indtryk af jødeforfølgelserne i

1819 endte han med at lade flere af sine børn døbe. To af sønnerne, der begge tog navneforandring til Nansen, blev sågar kristne præster.

Her kunne beretningen om Nathanson slutte – som et eksempel på, hvordan integration kan føre til tab af de kulturelle rødder. Men blandt flere af hans efterkommere er den jødiske arv blevet holdt i hævd. Et af hans tipoldebørn var kunsthandleren Jens Hermann, der levende gik op i jødisk kultur og var en af landets fineste kendere af jødisk ceremoniel kunst. Blandt hans arvestykker var den hebræiske bønnebog, som Nathanson bragte med sig, da han som ung kom til København fra Altona. Den hægede Jens Hermann om til sin død.

rg

Doris Bloom Den anerkendte dansk-sydafrikanske billedkunster, Doris Bloom, stiller 10 af sine værker til rådighed til en særlig pris for læserne af Magasinet Goldberg: Hvert billede sælges for kr. 500 under normalpris Vi præsenterer tre af værkerne her

– se dem allesammen på www.goldberg.nu

Las Meninas montypi/scratch 33 x 24 cm kr. 3.500 i ramme

Red Head monotipi/radering 33 x 24 cm kr. 3.500 i ramme

Head monotypi 33 x 24 cm kr. 3.500 i ramme

Goldberg byder velkommen i sit nyåbnede galleri. Vi er både glade for og stolte over at kunne give vores læsere mulighed for at købe kvalitetskunst til særlig "Goldberg-pris".

!

Scandic Palace Hotel 1910-2010

Scandic Palace Hotel

en moderne historie

Scandic Palace Hotel er tegnet af den progres­ sive danske arkitekt Anton Rosen, som i løbet af sin karriere gennemførte over 100 projekter.

Hotellet er et enestående stykke dansk arkitek­ tur, der forblev hans hovedværk. Anton Rosen tegnede bygningen og designede interiøret med undtagelse af hotellets bestik og service, som blev designet af selveste George Jensen.

Scandic Palace Hotel har gennem tiden gæstet utallige kongelige og berømtheder, der har ind­ skrevet sig i Den Gyldne Bog såvel som i hotellets historie: Judy Garland, Errol Flynn, Gøg og Gokke, Kong Frederik VIII og Gregory Peck – for bare at nævne et par enkelte.

Bygningen er i dag erklæret for bevaringsværdig og meget af interiøret er i dag renoveret med et krav om en tilbage­venden til bygningens oprindelige tilstand. Hotellets nye design er derfor holdt i moderne skandinavisk stil med stor respekt for hotellets historiske fremtoning, og meget af det smukke interiør; så som gulv­ friser, søjler og dørhåndtagene på Superior Plus­værelserne er bevaret som det oprindeligt fremstod ved åbningen i 1910.

Velkommen til Scandic Palace Hotel, anno 2010.

Hotellets restaurant, 1910

Hotellets restaurant, 2010

495,Sommer

pris fra k

r.

*

pr. vokse Book nun/nat scandich på otels.dk

*Tilbuddet gælder i delt dobbeltværelse, inkl. stor morgenbuffet, i perioden 24.06.2010 til og med 15.08.2010.

Paladshotellet på Rådhuspladsen i København, 1910

Rådhuspladsen 57, 1550 København V Tel. 33 14 40 50 palacecopenhagen@scandichotels.com