Goldberg #21

Goldberg Nr. 21 · September 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

bob dylan:

Var jeg for hård ved kasper?

KUN i Goldberg: interview med maleren Bob Dylan Pris kr. 49,50

Læs også: de barmhjertige Samaritanere – de efterlever stadig 2.000 år gamle bud Elena Kagan – en banebryder tager plads i USA's Højesteret GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU Vi græd uden tårer – rædselsvækkende bog om gaskamrene udkommer på dansk

Ben Yakir Projekt – et projekt, der hjælper socialt belastede unge til en bedre fremtid Ben Yakir er en ungdomslandsby og hjem for ca. 150 drenge i alderen 12-18 år.

Hovedparten af drengene er nye immigranter fra Etiopien eller Rusland, men også mange israelsk-fødte børn og unge finder i Ben Yakir den støtte, der bringer dem på ret køl.

Børnene kommer fra socialt belastede familier, de har ofte dårlig skolegang og lavt selvværd. For dem er Ben Yakir ofte sidste chance for at begynde på et nyt liv og en frugtbar fremtid.

I Ben Yakir undervises der i almindelige skolefag fra 7. - 9. klasse, og udover tilbydes der fritidsaktiviteter indenfor karate, ridning, sport, musik og dans, billedkunst, snedkeri og keramik.

For $ 15.000 om året kan man give et ungt menneske til et års ophold i Ben Yakir, inklusive ophold og forplejning, undervisning, sundhedspleje, rådgivning og fritidsaktiviteter.

Martin Krasnik malet af Jeanne G Kempinski

De unge i Ben Yakir bor under ordnede forhold i et miljø, der er til åbenlys gavn for dem. Landsbyen rummer bl.a. en lille zoologisk have og de unge skiftes til at sørge for dyrenes pasning.

Derved bliver de givet et ansvar for andre levende væseners ve og vel, hvilket de ikke har været vant til før. De lærer således ansvarlighed og høster herigennem en lang række succesoplevelser.

Practica Consult Teaches you the noble art of not losing face in China

For mere information – kontakt venligst: Jan Rosenberg Director Friends of Israel Keren Hayesod Tel: + 972-2-6701859 Mobil: +972-50-737-8730 Reuven@kh-uia.org.il Website: www.kh.uia.org.il

eller: Ronen Thalmay Den Danske Israelindsamling Mobil: +45 28407505 Info@ddi-indsamling.dk

kaare.lindholm@practica.dk

Goldberg

Var jeg for hård Ved kasper?

KUN i GoldberG: iNterview med malereN bob dylaN Pris kr. 49,50

Læs også: de barmhjertige samaritanere – de efterlever stadig 2.000 år gamle bud eLena Kagan – en banebryder tager plads i USA's Højesteret GOLDBERG | #15 | WWW.GOLDBERG.NU Vi græd uden tårer – rædselsvækkende bog om gaskamrene udkommer på dansk

”På den anden side, så er Bob ikke i Los Angeles i november. Først er han på turné, og derefter skal han til Thanksgiving hos sin bror i Minnesota”, sagde manageren. ”Men hvis du venter til begyndelsen af december… Jeg kan jo ikke love noget, men på det tidspunkt skulle Bob i hvert fald være i Los Angeles. Og hvem ved – måske vil han møde dig.”

GOLDBERG er uafhængig af politiske, religiøse, økonomiske og familiære interesser Chefredaktør: Jacques Blum (ansv.)

Redaktion Susanne Bernth, Eva Bøggild, Hans Henrik Fafner, Stefan Isaak, Tobias Koch, Jacob Søndergaard, Hanne TrautnerKromann Illustrationer: Jeanne G. Kempinski og Thomas Larsen Layout, grafik og webmaster: Thomas Larsen | www.maskinrummet.dk Tryk: Special-trykkeriet Viborg A/S Forsidefoto: Xposure Photo Agency Goldbergs nære bekendtskabskreds Formand: Per Walsøe, Samuel Altschul (Melbourne), Rebecca Blum (Stockholm), Tine Bach, Dorthe Bekesi, Piv Bernth, Erik Henriques Bing, Matthias Bjørnlund, Bent Blüdni­kow, Bjørn Bråten, Jeffrey Cohen, Penelope Cohen (Johannesburg), Elon Cohn, Yael Enoch (Tel Aviv), Dalia Faitelson, Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane (Paris), Hanne Friis, Adam Goldschmidt, Henrik Goldschmidt, Henri Goldstein, Martin Grønbæk, Anna Gwozdz, Beatrice Henriques, Linda Herzberg, Patrick Isaak, Stefan Isaak, Ino Jacobsen, Eva-Maria Jansson, Torben Jørgensen, Bjarne Karpantchof, Miriam Katz, Jeanne G. Kempinski, Henning Kirk, Annie og Benni Korzen (Los Angeles), Martin Krasnik, Sandra Kviat (London), Hanne Kærhøg (Hong Kong), Chaim Lahav, Bent Lexner, Jan Lexner, Thomas Levin, Jiri Lichtenstein (Prag), Bent Melchior, Noa Agnete Metz (New York), Kasper Mon-

4

rad, Samuel Rachlin, Berit Reisel (Oslo), Susan Ritterband, Yigal Romm, Simon Rosenbaum, Pavla Rossini, Sonia Schlossman (Rom), Deborah Sherman (Toronto), Michel Solovej, Charlotte Thalmay

r ”I den forklædning va deen nk ge han nærmest ui e nn lig, og han måtte ku dets blande sig med områ at mange hjemløse uden blive bemærket.”

Læs videre side 8

Redaktion og administration: Goldberg Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K Telefon: 5024 9450 E-mail: goldberg@goldberg.nu Hjemmeside: www.goldberg.nu ISSN: 1902-4487

Leder

6

fem af dette nummers bidragydere

8

Møder med Bob Dylan

Musikeren Dylan træder til side for maleren Dylan, når hans værker snart vises i København. Kurator på udstillingen, Kasper Monrad, fortæller til Goldberg om sine overraskende møder med kunstneren.

GOLDBERG udkommer 6 gange om året, næste gang den 1. december 2010.

En mini-minoritet lever et liv efter deres egen opfattelse af det oprindelige 2000 år gamle jødiske liv.

Af Benjamin Balint

Elena Kagen er netop blevet valgt til dommer i USA's Højesteret. Læs her, hvorfor præsident Obama kalder hende en banebryder, og om den magt hun nu har fået del i.

Af Henning Silberbrandt

Redaktionen krediterer indehavere af ophavsret til billedmateriale.

Vi beklager eventuelle udeladelser og fejl. Eftertryk af artikler og illustrationer er velkomment, dog kun med tydelig kildeangivelse.

26 Guds Hus

Goldberg udgives af GOLDBERG & MOR ApS Kronprinsensgade 14, 4 1114 København K

Hvis du vil indrykke annonce i bladet, bedes du kontakte os på: goldberg@goldberg.nu eller: 5024 9450 For oplysninger om annoncestørrelser og -priser se www.goldberg.nu

I en aktuel udstilling forholder kunstnerne sig til korset som symbol og som udtryk for det gode og det onde.

Af Susanne Skovgaard Christensen

36 GRound Zero – grusomhedens sted

Politisk kommentar af Ulrik Høy

Sorte og jøder stod sammen i borgerrettighedskampens varme dage i 1960’ernes USA. Siden brast den fælles drøm.

Af Susanne Bernth

42 En rigtig sportsmand

Brydesporten var for mange jødiske immigranter en vej til integration i det danske samfund. Familien Kurland var blandt de fremmeste. I en ny bog fortæller en af dem familiens historie.

Af Elsebeth Paikin

20 En skakmesters rejse

CVR: 30351363 Bank: Arbejdernes Landsbank Kontonummer: 5378-0313307 IBAN: DK5253780000313307 Swiftcode: ALBADKKK

Få et helt års abonnement for kun: 248,- kr. (inkl. ekspedition og porto).

Alt hvad du skal gøre er at skrive til os på: goldberg@goldberg.nu eller ringe på: 5024 9450

16 Banebryder

Magasinet Goldberg udgives med kulturstøtte fra: Det mosaiske Troessamfund – Det jødiske samfund i Danmark.

Ernst Goldschmidts Legat.

Kulturministeriets bevilling til almen­ kulturelle tidsskrifter.

Få din annonce i Goldberg

34 Korsets tegn – hvis er det?

38 En fælles seng 12 De Barmhjertige Samaritanere

GOLDBERG kan købes i løssalg over hele landet.

Pris ved løssalg: kr. 49,50

Bliv Goldberg-abonnent

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

6

Emanuel Lasker flygtede både fra vest mod øst og fra øst mod vest. Alligevel holdt han sig på toppen og var verdensmester i skak i hele 27 år.

Af Dan H. Andersen

Der er ikke megen slinger i valsen hos de bibelske forfattere: Et tempel er en god ting, ja nærmest en nødvendighed, hedder det i denne udgave af Bibelske Tidende.

Af Søren Holst

44 Vovemod

29 Limassol

Foto: Xposure Photo Agency

bob dyLan:

Indhold september 2010

Goldberg

Nr. 21 · September 2010 · Magasin om jødisk kunst kultur religion samfund

Forfatteren til en ny politisk thriller og kærlighedsroman kender den israelske efterretningstjenestes arbejdsmetoder og vilkår indefra. Det kommer læserne til gode.

I en lille portugisisk bjerglandsby har der i generationer levet en gruppe såkaldte krypto-jøder. Nu vil de ikke være krypto mere.

Af Ditte Goldschmidt og Jeanne Goldschmidt Kempinski

48 Strå, bly, hår og sand 30 Vi græd uden tårer

Forfatteren Gideon Greif har interviewet syv overlevende fra Sonderkommandoet i Auschwitz-Birkenaus gaskamre. Det er der kommet en rædselsvækkende og enestående bog ud af.

Af Peter Langwithz Smith

Maleren Anselm Kiefer beskæftiger sig med paradokset mellem ønsket om at erindre og behovet for at glemme.

Af Maureen Lexner

51 Goldbergs Galleri

Velkommen i kunstgalleriet!

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

5

-punktet

UNIK

”Unik, adjektiv unikke (fra fransk unique af latin unikus,) se unikum. Ting der kun eksisterer i et eksemplar, meget sjælden ting … ” Sådan skriver ordbogen selvom det er længe siden at ordet er kommet til blot at betyde at noget er særlig positivt, billigt, og måske lidt usædvanligt: fx stangtøj til halv pris og lavet i Kina.

Denne udgave af Magasinet Goldberg kan dog pynte sig med en hel del unikke beskrivelser om unikke forhold, og det endda i ordets gammeldags forstand: Den eneste ene Vores kunstkender Kasper Monrad har opnået at få et par møder i stand med den sky og utilnærmelige maler Bob Dylan.

Det kan du læse mere om på side 8 – og ikke i andre medier.

Det må siges at være unikt.

Men Goldberg bliver ved med det unikke: Elena Keagan er blevet valgt til USA’s højesteret. Det forskubber den etniske balance i en sådan grad, at der ikke er en eneste WASP (White Anglo-Saxon Protestant) repræsenteret. Og det er en sort præsident der står bag – aldrig før sket i landes historie.

At være verdensmester i skak er unikt i sig selv, men Emanuel

Lasker var verdensmester i 27 år, og den rekord kommer nok ikke til at blive slået foreløbigt.

I anledning af Gideon Greifs bog om sonderkommadoen i Auschwitz bliver udgivet på dansk i begyndelsen af september, har Holocaustforskeren Peter L. Smith skrevet en anmeldelse. I denne gengives et foto, der er unikt og også rystende dokumentation.

Endelig tilbydes læserne originale og signerede unika-collager af multikunstneren Marco Evaristti. De kan købes for en slik gennem Goldbergs Galleri.

Og så er det snart jødisk nytår. Det er sjældent – kun en gang om året – og derfor ikke unikt selvom det er efter en anden kalender end den sædvanlige.

Maureen Lexner er BA i kunsthistorie og jødiske studier og MA i museumsstudier fra New York University.

Hun har arbejdet i Uddannelses- og Udviklingsafdelingen ved større museer i New York og Washington D.C., bl.a. The United States Holocaust Memorial Museum.

fra 1. november

Magasinet Goldber ønsker læserne god læselyst, godt jødisk nytår i september og på gensyn i november.

Jacques Blum, redaktør

Fem af bidragyderne til dette nummer af Goldberg Peter Langwithz Smith er cand.mag. i tysk og dansk og forfatter til flere lærebøger til brug for tyskundervisningen, bl.a. Endlösung.

Eine Antologie zur Judenverfolgung im Dritten Reich. Bogen Auschwitz – en beretning fra 2004 er den første samlede danske udgivelse om lejren.

NYHED

Ziv Qual er illustrator.

Han har arbejdet med computergrafik siden han var 15 år gammel og er for tiden ansat som manager i 3Dafdelingen hos MDSimulation, der skaber realistiske grafiske simulationer til brug for medicinbranchen og sundhedsvæsenet rundt om i verden.

Ulrik Høy er cand. mag. i nordisk litteratur og musik med teologisk særuddannelse.

Tidligere højskolelærer, nu journalist, forfatter og litteraturanmelder.

Siden 1984 ansat ved Weekendavisen. En samling af hans artikler er udgivet i Men – Artikler og essays 19792004 (2005).

Søren Holst underviser i teologi på Københavns Universitet. Har studeret ved Hebrew University i Jerusalem og været medarbejder ved udgivelsen af Dødehavsrullerne. Har bl.a. skrevet en afhandling om Dødehavsrullernes hebraiske sprog og en kommentar til Første Mosebog.

KØBENHAVN -

TEL AVIV ENKELT FRA KR. Ruten fl yves mandag, onsdag, fredag fra 1. november.

Begrænset antal.

www.cimber.dk 6

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

995,-

"var jeg for hård ved kasper?"

Møder med Bob Dylan Den aftale stod ved magt, sagde manageren, men så kom der en åbning, som jeg nok havde håbet på: ”På den anden side, så er Bob ikke i Los Angeles i november. Først er han på turné, og derefter skal han til Thanksgiving hos sin bror i Minnesota”, sagde manageren. ”Men hvis du venter til begyndelsen af december… Jeg kan jo ikke love noget, men på det tidspunkt skulle Bob i hvert fald være i Los Angeles. Og hvem ved – måske vil han møde dig”.

Et møde med Bob Dylan! Altså muligvis. Jeg vidste udmærket, at jeg ikke kunne regne med noget. Efter sigende mødte filminstruktøren Martin Scorsese aldrig Dylan under optagelserne til filmen No Direction Home, så naturligvis kunne jeg lave en udstilling af Dylans malerier uden at have mødt ham. Men nu var muligheden i det mindste til stede.

”

For guds skyld, lad være med at starte med at sige, at du altid har beundret hans musik!"

Favela Villa Broncos, 2010 Akryl på lærred 106,7 x 142,2 cm

Bob Dylans manager De stærke sider

USA, september 2009. Jeg havde været til nogle møder i Washington og var rejst videre til New York. Nu sad jeg på en café på Manhattan og spiste brunch med min vært, Bob Dylans manager.

Vores møde handlede om samarbejdet om Dylans kommende udstilling af

8

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

akvareller og malerier på Statens Museum for Kunst i København. Inden da havde han og jeg haft et indledende møde på hans kontor i New York et halvt år tidligere og derefter været i løbende kontakt med hinanden gennem en lind strøm af e-mails. Egentlig er nutidskunstenslet ikke mit arbejdsområde på museet, men takket være min mangeårige forkærlighed for Dylans musik var

opgaven havnet på mit bord. Manageren og jeg havde fået udstillingens over­ ordnede linjer på plads, så brunchen var ikke tænkt som et forhandlingsmøde, snarere som en lejlighed til at udbygge bekendtskabet. Men vi tog os også tid til at bekræfte den kommende tids aftaler.

Den vigtigste for mig var, at jeg i november samme år ville få mulighed for at se Dylans nye malerier i Los Angeles.

Hjemme i Danmark fik jeg hurtigt lavet mine rejseplaner om og indgået aftaler med Dylans assistenter om opholdet i Los Angeles. Jeg ville komme til at se hans malerier på neutral grund, dvs. i et mødelokale, ikke i hans hjem. Mere kunne de ikke sige på forhånd.

Men jeg forberedte mig alligevel på et eventuelt møde og skrev en masse spørgsmål ned og fremskaffede en mp3optager, som jeg kunne bruge, hvis jeg fik chancen for et interview.

Kom kl. 10.00

Jeg ankom til det aftalte sted, hvor male­ rierne stod uindrammede i stakke langs

Torsdag morgen ankom jeg som aftalt kl. 10 og ventede i nogle minutter, inden Bob Dylan trådte ind. Han var iført læderjakke og cowboybukser, og på hovedet havde han en strikket hue, der var trukket helt ned i panden. Lidt senere opdagede jeg, at de hårtotter, der stak ud under huen, ikke var hans egne, men stammede fra en dreadlock-paryk, som helt skjulte hans egne krøller. I den forklædning var han nærmest uigenkendelig, og han måtte kunne blande sig med områdets mange hjemløse uden at blive bemærket.

Bob Dylan sprang alle høflighedsfraser og indledende snak over og gik lige til

Foto: Xposure Photo Agency

Det var ikke en livsdrøm, der gik i opfyldelse, for jeg havde aldrig regnet med at skulle møde Bob Dylan. Og da det skete – to gange endda – forløb begge møder helt anderledes end ventet.

Af Kasper Monrad

en væg. To assistenter sørgede for, at jeg kom til at se malerierne, ét efter ét.

De var endnu ikke fotograferede, og jeg måtte ikke selv tage fotos, så jeg måtte bare udnytte lejligheden bedst muligt ved at iagttage og notere ned alt, hvad jeg kunne.

Efter gennemgangen af malerierne kom så endelig den besked, jeg havde håbet på: ”Hvis du kommer igen på torsdag kl.10, så vil Bob dukke op lidt senere!”

Inden mødet opridsede Dylans manager betingelserne: det skulle være en samtale, ikke et interview; jeg måtte derfor hverken medbringe mp3-optager eller nedskrevne spørgsmål og heller ikke tage notater under samtalen. Dylan ville gerne høre min mening om billederne, han ønskede en jævnbyrdig samtale, ikke et af de evindelige interviews, han altid bliver bedt om.

Et sidste råd fra manageren var: ”For guds skyld, lad være med at starte med at sige, at du altid har beundret hans musik!”

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

9

Rainforest 2010 – Regnskov Akryl på lærred 101,6 x 76,2 cm

The Incident, 2010 – Hændelsen Akryl på lærred 121,9 x 91,4 cm

sagen: ”Hvad synes du, jeg skal lave om i mine billeder?”

Jeg havde forberedt mig på mange spørgsmål, både fra ham og fra mig, men ikke dette, og i et kort sekund overvejede jeg, hvad jeg skulle svare. Fra alle de interviews med ham, jeg havde læst, vidste jeg, at en forkert bemærkning eller et uønsket spørgsmål kunne gøre ham irriteret og afvisende. Et uheldigt svar nu kunne altså betyde at mødet blev afsluttet, før det var begyndt! Lynhurtigt besluttede jeg, at jeg i stedet for at kommentere billedernes eventuelle svage sider ville begynde et andet sted: ”Jeg vil hellere starte med at tale om, hvad jeg kan lide i billederne”.

Det var nemlig ikke svært for mig, og så var samtalen kommet i gang ad et spor, hvor jeg vidste, hvad jeg ville sige.

ler og forhandlet med hans galleri om lånebetingelserne. Det vidste Dylan udmærket fra vores første møde. Men han fortsatte: ”Akvarellerne er jo ikke interessante i forhold til malerierne. Har I en særlig aftale med galleriet i London?”

Dylan antydede frækt, at museet sammenblandede kunstneriske og kommercielle interesser, hvilket jeg benægtede.

Men en udeladelse af akvarellerne ville betyde en halvering af udstillingen, og han fangede mig derfor på det forkerte ben. Jeg var på forhånd klar over, at han altid er mest optaget af aktuelle projekter, og kunne nu forstå, at akvarellerne havde mistet sin betydning for ham.

I den efterfølgende diskussion brugte han både saglige og usaglige argumenter og bragte mig i forlegenhed. Jeg svarede for mig, så godt jeg kunne uden at fornærme ham, men han var nådesløs og pressede på. Jeg følte, at jeg blev trukket rundt i manegen, men samtidig morede jeg mig indvendig: Hvor mange mennesker kan prale af at være grillet af Bob Dylan?

Situationen blev efterhånden meget akavet, men så skete der noget. Dylan samler øjensynlig på antikke våben, og på sofabordet mellem os lå en gammel pistol fra pionertiden. Mens han argumenterede, slog han ud med hånden og ramte pistolen, så den drejede en kvart omgang, og jeg udbrød spontant: ”Og nu peger du endda på mig med en pistol!”. Alle brød ud i latter, og den anspændte situation blev løst op.

Dylan fremlagde nu et nyt forslag: ”Hvis jeg tilbyder jer 40 malerier i stedet for 30 og supplerer med nogle tegnede skitser til malerierne, vil I så droppe akvarellerne?”

Der var tale om en essentiel ændring af udstillingen, og jeg kunne ikke svare på stående fod, men lovede, at ville overveje det. Mødet sluttede derfor åbent som en tænkepause.

To adskilte kunstarter

Først snakkede vi generelt om malerierne og om udstillingens sammensætning, der skulle bestå af et udvalg af hans lidt ældre akvareller og ca. 30 nye malerier.

Derefter gik vi hen til de opstillede stakke af malerier og gav os til at tale om de enkelte billeder.

Foran et af malerierne sagde han med en vis irritation: ”Der er flere, der har prøvet at se et billede som dette som en illustration af sange som Blowing in the Wind eller The Times They Are a-Changin'. Men det er en misforståelse. Hvis jeg kunne have udtrykt det samme i en sang, havde jeg skrevet en sang i stedet for!”

Bemærkningen bekræftede en fornemmelse, jeg allerede havde fået fra de akvareller, Dylan tidligere havde udstillet:

”

Hvis jeg kunne have udtrykt det samme i en sang, havde jeg skrevet en sang i stedet for!"

Bob Dylan

10

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

hans musik og hans billedkunst tilhører to adskilte verdener, og det er nytteløst at prøve at finde paralleller eller at betragte billederne som illustrationer af sangene.

En enkelt gang kom vi ind på et jødisk emne, på min foranledning. Dylan lyttede interesseret, men kommenterede ikke.

Ganske som han i interviews undlader at kommentere sit forhold til jødedommen.

Jeg har dog siden hørt fra hans tidligere kunsthandler, at Dylan har fortalt, at han tidligere i livet havde distanceret sig fra sin jødiske baggrund, men at han som ældre havde erkendt sin forankring i jødedommen og havde nærmet sig den igen. Den kristne vækkelse er et for længst overstået stadium, og det er næppe noget tilfælde, at Dylans mødelokale ligger i et bygningskom-

pleks, der også huser et jødisk center og en synagoge.

Grillet af Dylan

Efter det tre timer lange møde rejste jeg hjem til Danmark, og Bob Dylan malede videre på sine billeder. Nogle måneder senere skulle vi mødes igen og se de færdige malerier.

Denne gang deltog hans manager og min samarbejdspartner fra Museum of Modern Art i New York, John Elderfield, også i mødet. Vi snakkede generelt og kommenterede flere malerier, og så lod Bob Dylan en bombe springe: ”Hvorfor vil I egentlig udstille mine ældre akvareller? Hvorfor udelader I dem ikke?”

Jeg var målløs. Nu havde vi i mere end et halvt år drøftet udvalget af akvarel-

Et tredje møde, måske

Efter at have sundet mig og drøftet det nye forslag med John Elderfield begyndte

jeg at kunne se, at Bob Dylan på det helt afgørende punkt havde ret.

I stedet for en udstilling, hvor halvdelen af værkerne var ældre værker, der havde været udstillet før, kunne Statens Museum for Kunst få en udstilling, hvor alle værker var helt nye. Det ville ganske

”

Hvis jeg tilbyder jer 40 malerier i stedet for 30 og supplerer med nogle tegnede skitser til malerierne, vil I så droppe akvarellerne?"

Bob Dylan

vist betyde, at en masse skulle laves om, men fordelen var åbenlys, og heldigvis kunne mine kolleger også se de nye perspektiver, der tegnede sig. Vi valgte derfor at følge Dylans ønske.

En trøst for mig personligt var det, at manageren fortalte, at Dylan som det allerførste dagen efter havde spurgt ham: ”Var jeg for hård ved Kasper?”

Ved det første møde havde Bob Dylan sagt til mig: ”Når først malerierne er sendt af sted til København, ser jeg dem aldrig igen!” Jeg forsikrede ham om, at han absolut burde se dem ophængt i en sal og ikke bare i stakke langs en væg.

Måske bliver der derfor et tredje møde, hvis han dukker op for at se udstillingen i København. Man ved aldrig på forhånd, hvad Bob Dylan finder på.

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

11

Foto: National Photo Collection, Israel

den autentiske menighed

De barmhjertige samaritanere En religiøs minoritet giver et glimt af det, der kunne have været Af Benjamin Balint

H

vordan havde jøderne set ud, hvis de ikke var blevet fordrevet til de fire verdenshjørner, hvis de ikke var blevet fordærvet – men også beriget – af de kulturer, de opholdt sig i, hvis de havde bevaret deres hengivenhed for Toraen og deres fædrene tro, uden den rabbinske litteratur, uden Talmud, uden den blomstrende udlændighed i Spanien eller Tyskland eller Amerika, uden den store bevægelse væk fra ghettoen og ind i oplysningstiden, uden moderne omvæltninger, uden reformbevægelsen, uden Holocaust, uden zionisme og uden egen stat, men stadig levede i al ubemærkethed, som en anakronisme og i talmæssig tilbagegang?

Svaret fik jeg i maj måned på Garizimbjerget med udsigt over byen Shechem, også kendt som Nablus, hvor den 83-årige ypperstepræst Aharon Ben-Av Hisda, den 132. ypperstepræst siden Aron, Moses’ bror, ledede ceremonien med pesach-offeret. Han havde hvidt skæg, var iført et løstsiddende grønt silkegevandt, der var bundet sammen i livet med et skærf, og havde et blåstribet bedesjal over hovedet. Han stod mellem hele sit folk, som udgør knap 750 sjæle,

12

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

”

Samaritanerne er den mindste religiøse gruppe i Det Hellige Land og formentlig den ældste.

De er bedst kendt fra den berømte lignelse i Det Ny Testamente, historien om den barmhjertige samaritaner, og giver nutidens jøder et glimt af deres egen fortid. De er jødernes levende forfædre – og så alligevel ikke. De mest trofaste tilhængere af Toraen er måske slet ikke jøder."

og støttede sig til en stav. Han stod på en lille forhøjning over for præster med hvide turbaner og menighedens ældste med røde fezer med gyldne og hvide skærf. Mens solen gik ned, og fuldmånen stod op, nåede Hisdas messen højdepunktet, og med et ekstatisk skrig

begyndte offerceremonien.

I samme øjeblik stak snesevis af hvidklædte samaritanske mænd, efterkommere af det gamle Nordrige, deres knive i lammenes struber – et lam pr. familie – som i overensstemmelse med de bibelske forskrifter var erhvervet fire dage tidligere (2. Mosebog 12:3-4) og gennet hen til et aflangt alter. Menigheden dyppede fingrene i det varme blod, duppede det på panden og omfavnede hinanden. De slagtede dyr blev flået, og indvoldene blev hurtigt taget ud, sat på tre meter lange spyd og placeret i kogehuller i jorden i nærheden, hvor de skulle stege indtil midnatshøjtiden til minde om udgangen af Egypten.

S

amaritanerne er den mindste religiøse gruppe i Det Hellige Land og formentlig den ældste. De er bedst kendt fra den berømte lignelse i Det Ny Testamente, historien om den barmhjertige samaritaner, og giver nutidens

jøder et glimt af deres egen fortid.

De er jødernes levende forfædre – og så alligevel ikke. De mest trofaste tilhængere af Toraen er måske slet ikke jøder.

Samaritanerne tror på én Gud, Israels Gud (som de kalder Shema, eller Navnet), én profet, Moses, og én Tora. Alt ud over de fem Mosebøger – senere profeter, den mundtlige lære og rabbinske fortolkninger – er fremmed for dem. De holder hverken purim, hanukka eller bar-mitzvah, og det kræver ikke ti voksne mænd at holde gudstjeneste. På den anden side kræver samaritanerne nøje overholdelse af de bibelske forskrifter for rituel renhed (menstruerende kvinder er adskilt fra deres mænd i syv dage) og for sabbatten, hvor man ikke må rejse, lave mad, skrive eller have samleje.

Pesach er langtfra det eneste tegn på, at religiøse sædvaner, som for

jøderne er blevet en symbolsk fremstilling af et ældgammelt minde – det brændte stykke kødben på sederfadet, der repræsenterer pesach-offeret – for samaritanerne er en levende skik. Det er også den måde, det lille samfund organiserer sig på i et religiøst hierarki.

Til forskel fra det jødiske præsteskab, som langsomt forsvandt efter Templets ødelæggelse i år 70, er Hisda og hans medpræster stadig ubestridte beslutningstagere, fortolkere af loven og dem, der står for kalenderen, en vanskelig kunst, som de kalder ved dens aramæiske navn, Ishban Kashta, den sande beregning.

Men i en anden forstand er samaritanerne ikke så meget en urfortid i forhold til jøder, men mere en alternativ forestilling af dem – den vej, man ikke gik.

Afvigelsen begyndte her på Garizim nær Nablus, hvor samaritanerne har boet og haft deres religiøse centrum, siden Josva førte Arken hertil og bragte det første offer i Kanaan (5. Mosebog 27).

Samaritanerne, som forlod den traditionelle jødedom for over 2.500 år siden, betragter Garizim som midtpunkt i deres hellige geografi. De vender sig mod Garizim, når de beder. Det var her, Adam blev formet af jord, hvor Noa byggede sit alter efter syndfloden, hvor Jakob drømte om stigen med englene, hvor Abraham skulle ofre sin søn Isak, og hvor Josva anbragte de tolv sten, han havde haft med over Jordanfloden, da israelitterne gik ind i Kanaan.

Ifølge samaritanerne er Garizim og ikke Jerusalem det rigtige Morijas bjerg.

De hævder, at den retmæssige linje af ypperstepræster, fra Eleazars familie, blev på Billeder fra den samaritanske pesach-fest på Garizim, mens den uretmæssige linje, fra Itamars familie, Garizim-bjerget. Hver familie ofrer et lam, dupstjal Arken og førte den til per lamme-blod på panden og steger kødet i Shilo og derfra til Jerusalem.

Da jøderne gjorde Jerusalem, kogehuller i jorden på tre meter lange spyd.

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

13

Foto: National Photo Collection, Israel

små 65 kilometer sydpå, til det eneste centrum for gudsdyrkelsen, betragtede samaritanerne den jødiske kult som ulovlig.

Det blev starten på det gamle ’tempelkapløb’ mellem samaritanerne og jøderne i Jerusalem, hvis tro og historie formede den moderne jødedom. Samaritanerne opførte med Alexander den Stores tilladelse deres eget tempel på toppen af

Garizim. Det blev benyttet i 200 år og blev derefter ødelagt omkring det 1. århundrede før vor tid og aldrig genopbygget. Den israelske arkæolog Yitzhak Magen, som stod i spidsen for udgravningerne på Garizim, har fundet mønter og inskriptioner, der er mellem 2.200 og 2.600 år gamle.

Bibelen beretter, at da Ezra og Nehemias genopbyggede Jerusalem og byens tempel, forsøgte samaritanerne at forhindre det.

Samaritanernes daværende leder, Sanballat, hånede jøderne, og den jødiske historiker Josefus fra det 1. århundrede beretter om samaritanere, der trængte ind i templet i Jerusalem aftenen før pesach og spredte menneskeknogler for at gøre stedet urent. Den samaritanske krønike praler af en anden episode, hvor de udskiftede duer i et bur, der skulle til Jerusalem og ofres, med rotter.

Antipatien var gensidig. Jøderne brød sig ikke om samaritanerne, som udfordrede Jerusalems enestående position.

Det kulminerede i en rabbinsk afgørelse fra Jehuda Ha-Nasi om, at samaritanerne på trods af deres strenge overholdelse af den bibelske lov skulle betragtes som ikke-jøder i enhver henseende.

Men begge templer og deres rivaliserende menigheder, som hver især påstod,

Garizim har haft forskellige navne at de var de sande arvtagere til den mosaiske tradition, oplevede forfølgelse.

Som jøderne blev samaritanerne slagtet af romerne. Hadrian byggede et hedensk tempel på Garizim, brændte de samaritanske skriftruller og forbød omskærelser.

Tidlige kristne tvangskonverterede samaritanere og fordrev dem i det 5. århundrede fra Garizim og opførte en kirke på stedet.

Senere forbød muslimske herskere dem at bede på og føre pesach-offeret til Garizim, et forbud, der varede indtil 1820.

T

rods forfølgelser blev de fleste samaritanere i Shechem (omkring 300.000 i slutningen af det 2. århundrede) med aktive menigheder i Gaza, Ashkelon, Beit Shean, Caesarea og Javne. I det 5. århundrede talte de over en million.

I

de følgende århundreder gik det hurtigt ned ad bakke. I det 17. århundrede var antallet af samaritanere på verdensplan nede på 140, et tal, der mere eller mindre holdt til efter Første Verdenskrig. Medfødte skavanker blev almindelige. I 1867 oplevede Mark Twain i Shechem en ”sørgelig, stolt rest af et engang så mægtigt folk”, der var tæt på at uddø. ”Jeg stirrede fascineret på enhver omstrejfende ætling af denne sære race,” skrev han i bogen ’Naive reisende’, ”som man ville stirre på en levende mammut.”

LIMASSOL AF YISHAI SARID

BARSK POLITISK THRILLER

"Med LIMASSOL foretager Sarid hjertekirurgi på det Israelske samfund – uden brug af bedøvelsesmidler" ACHBAR HA’IR

HR. FERDINAND

ifølge samaritanerne: Betel (1.

Mosebog 12:8), Guds Hus (1.

Mosebog 28:17), Luz (1. Mosebog 28:19), Det Udvalgte Sted (5.

Mosebog 12:11) og De Evige Høje (5. Mosebog 33:15).

Til højre Garizim-bjerget, ved Nablus

S

amaritanernes genopblomstring skyldes til dels oprettelsen af det moderne Israel, hvis anden præsident, Yitzhak Ben-Zvi, opfordrede samaritanske præster til at lade deres menigheds mænd gifte sig med de jødiske kvinder, som ville følge samaritanernes religiøse skikke (samaritanerne følger i modsætning til jøderne den fædrene linje). Deres antal steg til 350 i begyndelsen af 1960’erne og 500 i slutningen af 1970’erne. I dag er der 750 samaritanere fordelt på fire storfamilier: Cohen, Tsedaka, Danfi og Marhib.

I

dag er samaritanerne delt i to grupper. Halvdelen bor i Holon nær Tel Aviv, der har haft en samaritansk befolkningsgruppe siden 1950’erne. Den anden halvdel bor i landsbyen Luza på Garizim på Vestbredden på jord, som den jordanske kong Hussein købte til dem. (En anden gave kom sært nok fra

Vatikanet. Pave Johannes Paul 2. skænkede 190.000 dollars til en samaritansk skole.) Luza deler nu bjerget med den jødiske bosættelse Brakhahs 1.400 beboere.

Under den jordanske besættelse af Vestbredden fik samaritanerne i Holon kun lov til at besøge Garizim én gang om året, til pesach. Seksdageskrigen åbnede grænsen mellem de to grupper, men tvunget af omstændighederne har befolkningsgruppen forsøgt at opretholde neutraliteten i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Det er ikke noget nyt.

Josefus beskyldte samaritanerne for at spille på to heste: ”De ændrer holdning alt efter omstændighederne. Når jøderne har fremgang, kalder de dem slægtninge, eftersom de er efterkommere af Josef og dermed i familie med dem, men når jøderne er i knibe, siger de, at de ikke har noget med dem at gøre, og at de ikke har nogen fordring på venskab eller race.”

I dag har samaritanerne både et jødisk

og et arabisk navn, og de fleste taler både hebraisk og arabisk. De ønsker gode relationer med araberne i Nablus og sender deres børn til byens AnNajah-universitet. Afdøde præsident Yassir Arafat takkede for deres loyalitet ved at udpege en samaritaner til den palæstinensiske lovgivende forsamling, der består af 88 medlemmer. På den anden side har samaritanerne i Holon været fuldgyldige israelske statsborgere siden statens allerførste år og er fuldt integrerede i det israelske samfund og aftjener værnepligt i det israelske militær.

(Samaritanere fra Nablus fik israelske pas midt i 1990’erne.)

Og således fortsætter den skrøbelige balancegang, der blev sat i gang af denne usandsynlige rest af et ældgammelt folks afhængighed af dets naboer, der er dem overlegne i både styrke og antal.

Oversat og bearbejdet af Hanne Friis

Kurland

En jødisk sportsmand i krigs- og efterkrigstid Af Simon Kurland

En dramatisk og atmosfæremættet skildring af en families liv i skismaet mellem dansk og jødisk

240 sider

KUN 268,Med mange illu strationer

baggrund, men også en fortælling om en vellykket integration i Danmark, fra 30’erne ind i besættelses- og efterkrigstid.

Bogen kan købes hos boghandlere og direkte fra forlaget: www.universitypress.dk/shop

www.hrferdinand.dk

14

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

15

”

forfatningsfrihed

Problemet med USA's forfatning er, at den opfattes som en hellig tekst, der i sidste instans må udlægges af de skriftkloge, hvilket vil sige Højesteret. På den måde kommer Højesteret til at minde om den romerskkatolske kirke med særligt kyndige kardinaler og Paven (Højesteretspræsidenten) i spidsen."

Elena Kagan tages i ed som højesteretsdommer Foto: Polfoto

16

Hun blev vraget, første gang præsident Barack Obama skulle udpege en kandidat til Højesteret. I august fik Elena Kagan så revanche, da nomineringen af denne banebryder, som Obama har kaldt hende, kom i hus.

Af Henning Silberbrandt Da præsident Obama i maj indstillede Elena Kagan som kandidat til en ledig plads i USA’s Højesteret, fik det journalisten, klummeskriveren og den konservative politiske kommentator Pat Buchanan til bl.a. at skrive: ”Hvis Kagan bliver godkendt, betyder det, at jøder, der udgør mindre end to procent af befolkningen, får en tredjedel af pladserne i Højesteret.”

Buchanan er ikke hvem som helst. Han var højtstående politisk rådgiver for præsidenterne Nixon, Ford og Reagan og har selv forsøgt at blive nomineret til republikansk præsidentkandidat flere gange, uden at der dog kom noget ud af det.

Selv om citatet er taget ud af en sammenhæng, siger det indirekte noget om forholdet mellem politik, jura og etnicitet, som er væsentlig anderledes i USA end i Europa. Buchanans ord giver kun mening, når man forstår, hvordan Højesteret i USA er blevet til og fungerer.

USA’s Højesteret ligger i Washington D.C. Den blev oprettet i 1789 og har ni medlemmer. Når en Højesteretsdommer dør eller trækker sig tilbage, indstiller præsidenten en ny kandidat, som skal godkendes af senatet ved simpelt flertal. Senatet har 100 medlemmer, så mindst 51 skal godkende indstillingen.

Det vil sige, at det er politikere, og ikke komiteer af jurister eller embedsfolk som her i Europa, der udnævner dommere til Højesteret efter behørige opslag. Allerede det forhold, at det er præsidenten, der suverænt peger på og indstiller en kandidat til stillingen, gør udpegningen af dommere til en politisk proces.

Sammenstødet eller sammenblandingen af den udøvende magts (præsidentens) og den lovgivende magts (senatets) interesser i at udpege de øverste repræsentanter for den dømmende magt (Højesteret) gør det hele til en lidt mystisk og suspekt affære, i alt fald set med vesteuropæiske øjne. Men der er en forklaring.

Den amerikanske forfatning blev skrevet af 55 mænd i året 1786. Fra 1787 til 1790 blev den ratificeret af de 1.179 mænd fra de repræsentative forsamlinger i de 13 stater, som udgjorde Amerikas forenede stater på det tidspunkt. Problemet med USA's forfatning er imidlertid, at den opfattes som en

hellig tekst, der i sidste instans må udlægges af de skriftkloge, hvilket vil sige Højesteret. På den måde kommer Højesteret til at minde om den romerskkatolske kirke med særligt kyndige kardinaler og Paven (Højesteretspræsidenten) i spidsen.

Forfatningens fædre, som de kaldes i USA, var klar over, at tider og skikke kunne ændre sig, og de lavede derfor en mulighed for tillæg til grundteksten og udfærdigede selv ti. Men det er en fantastisk langsommelig, kompliceret og næsten umulig proces at få vedtaget nye tillæg i et land med 50 delstater og godt 250 mio. indbyggere. Det er her, Højesteret kommer ind i billedet som tolker af, hvad forfatningen betyder, hvad der falder inden for dens rammer, og hvad der er forfatningsstridigt.

Her eksisterer der to juridisk-filosofiske skoler. Den ene søger groft sagt tilbage til originalteksten og hævder, at den hverken betyder mere eller mindre, end hvad der præcis står. Den gruppering består af såkaldt konservative jurister.

Den anden skole hævder, at en tekst, der er 225 år gammel, ikke skal læses konkret, men mere smidigt, så der tages højde for skift i betydninger af ord, og at tingene ændrer sig på måder, som forfatningens fædre umuligt kunne have forudset. Disse jurister mener, at man skal tage skyldigt hensyn til forfatningsfædrenes hensigter og opdatere dem, så de passer til dagens samfund. De kaldes liberale og opfattes som lidt hippieagtige og venstreorienterede med storbybaggrund.

Et eksempel: Det første tillæg til forfatningen siger meget kortfattet, at der i USA er religionsfrihed, ytringsfrihed, trykkefrihed og forsamlingsfrihed. Det burde ikke være til at misforstå. Og dog. I begyndelsen af 2010 fastslog Højesteret med stemmerne 5-4 til den konservative fløj, at ytringsfriheden indebærer, at erhvervsvirksomheder, korporationer, sammenslutninger og foreninger må bruge lige så mange penge, de vil, på tv-reklamer til at støtte politiske kandidater efter eget valg.

Obama var og er forfærdet. Ifølge hans bedste overbevisning ville det i fremtiden betyde, at pengestærke interesser griber direkte ind i og forvrider den demokratiske proces. De fem konservative dommere, som af egen drift havde taget sagen op og stod for flertalsafgørelsen, var ikke sene til at påpege, at Obamas udtalelser ikke bare var upassende, men direkte uanstændige, fordi han som repræsentant for den udøvende magt blandede sig i den dømmende magts aktiviteter.

Bane bryder

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

17

Ikke så snart var nyheden ude, at præsident Obama ville pege på 52-årige Elena Kagan som næste Højesteretspræsident, før rygterne om hendes privatliv begyndte at flyde frit i de amerikanske medier.

At hun aldrig har været gift, ikke har børn og tilsyneladende aldrig har haft en fast partner blev hurtigt tolket som sikre tegn, på at hun var lesbisk. Hendes tøjvalg, frisure og kropsudtryk blev ivrigt kommenteret i sladderspalterne og det hele støttede antagelsen om homoseksualitet.

Problemet er, at forfatningen, som den amerikanske retsfilosof Ronald Dworkin udtrykker det, er formuleret meget moralsk og abstrakt. I eksemplet med ytringsfrihed kan man spørge, om forfatningens fædre havde indregnet tv-reklamer for cigaretter, spiritus og junkfood eller fx retten for Ku Klux Klan til at købe sendetid for at tilsvine sorte og jøder eller ditto for udenlandske regeringer, der støtter bestemte partier og kandidater i USA. Næppe.

Den praktiske udgrænsning af, hvad ytringsfrihed vil sige, er et eksempel på, i hvor høj grad den hellige tekst – altså forfatningen – er ude af trit med nutiden, hvor meget udpegningen af dommere til Højesteret betyder, og hvor åbenlyst politisk processen er.

Højesteretsdommere kan ikke afsættes, medmindre de bliver åbenlyst demente. Når en højesteretsdommer dør, bliver affældig eller opgiver ævred, er det vigtigt for den til enhver tid siddende præsident at nominere en passende afløser, som kan videreføre hans juridiske linje de næste 30-40 år.

Og det er ikke småsager, Højesteret beskæftiger sig med.

Blandt de afgørelser, der har fået stor betydning i USA de seneste 55-60 år, kan nævnes raceadskillelse (forfatningsstridigt), positiv særbehandling (forfatningsmedholdeligt), abort (forfatningsmedholdeligt) og homoseksuelles rettigheder (forfatningsmedholdeligt). Medlemskab af kommunistiske partier eller organisationer er under alle omstændigheder forbudt.

Med lidt lykke og held kan en præsident i løbet af to valgperioder nå at udpege to dommere. Af de ni nuværende Højesteretsdommere er to udpeget af Ronald Reagan, én af George Bush senior, to af Bill Clinton, to af George W. Bush og nu også to af Barack Obama.

Overordnet var den umiddelbare reaktion på Obamas valg af Kagan, at hun manglede regulær dommererfaring. Som nyuddannet jurist arbejdede hun i en periode som assistent for USA's første sorte højesteretsdommer Thurgood Marshal, men hun har lagt størstedelen af sin karriere i den akademiske verden, dels som professor på University of Chicago og dels som professor og senere dekan på Harvard University. Da hun blev udnævnt, var hun en højtstående juridisk embedsmand i Obama-regeringen.

De konservative medier som Fox News lugtede blod, da de fandt ud af, at hun som dekan på Harvard havde smidt hærens rekrutteringsfolk ud fra campus i protest mod den diskrimine-

rende ”don’t ask, don’t tell” lov. Den var udtryk for et kompromis, som Clinton-regeringen indgik med hærledelsen for at leve op til sine løfter under valgkampen om at slå et slag for homoseksuelles rettigheder. Hvis de ikke skiltede med, at de var bøsser, måtte ingen spørge dem, om de var det.

Kagan er født og opvokset i New York, og New York Times skrev over flere dage et langt og indgående portræt af hende.

Heraf fremgik det bl.a., at hun havde et sammenstød med sin ortodokse rabbiner i forbindelse med sin bat mitzvah. Hun ville have, at den skulle foregå i en synagoge og hverken være mere eller mindre betydningsfuld end drengenes bar mitzvah. Rabbineren havde aldrig tidligere forrettet en bat mitzvah, men efter lange forhandlinger fandt han frem til en løsning, de begge kunne affinde sig med. Hun ville gerne læse op fra Torah lørdag morgen, men måtte på dette punkt give sig og endte i stedet med at læse op af Ruths bog fredag aften.

Avisen kastede sig dernæst over den vidt forskellige sociale baggrund, som Højesterets new yorkere havde, og beskrev hvordan Kagan var rundet af et intellektuelt hjem på the upper west side – før det blev mondænt, skyndte avisen sig at tilføje, i modsætning til Ruth Bader Ginsburg, der kom fra mere beskedne kår i Brooklyn. De to katolikker, Sonia Sotomayor og Antonin Scalia, kom begge fra uddannelsesfremmede miljøer, Sotomayor fra socialt boligbyggeri i New York og Scalia fra Trenton i delstaten New Jersey, hvad der nærmest kan sammenlignes med Københavns vestegn.

En anden detalje som pressen også hæftede sig ved i forbindelse med udnævnelse af Kagan var, at den udvikling, man har set i resten af samfundet, nu afspejlede sig i Højesterets sammensætning. Med tre jøder og seks katolikker var det gamle hvide, angelsaksiske protestantiske magtmonopol brudt, og deres flertal var på vej til at blive et mindretal i forhold til minoriteterne. I mange stater er det allerede sket.

Det siges tit om Storbritannien, at det er verdens mest klasseopdelte samfund. Det er utvivlsomt rigtigt, men ud fra samme målestok har USA hidtil været verdens mest race- og kulturmæssigt set opsplittede samfund. Det er en sandhed med modifikationer, at USA er en smeltedigel, hvor alle har lige muligheder og finder sig til rette i løbet af en generation. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af sammensætningen af landets øverste juridiske myndighed fra starten i 1789.

På den politiske højrefløj hørtes snart sarkastiske bemærkninger om, at Obama med Kagan havde fundet en sand repræsentant for den ”almindelige, sunde amerikanske kvinde”.

Det Hvide Hus har været hurtig til at signalere ”pas jer selv” og ”vurder hende på hendes faglige og menneskelige kvalifikationer”, og det tjener vel til det amerikanske demokratis ære, at en jødisk – og muligvis lesbisk – enlig kvinde kan blive valgt til et af landets mest magtfulde embeder. På opfordring af en sort mand. (red.)

I dag er protestanterne dømt aldeles ude for første gang i den amerikanske Højesterets historie, og andre profiler rejser andre spørgsmål.

Sonia Sotomayor har aldrig lagt skjul på, og gjorde det heller ikke under høringerne i Senatets retsudvalg, at det faktum, at hun var kvinde med latinamerikansk baggrund gjorde, at hun så anderledes på tingene end en hvid mand med andre erfaringer.

Det store uudsagte spørgsmål i den slags høringer er altid, både for demokrater og republikanere, hvordan kandidaterne forholder sig til Højesterets hidtidige afgørelser, for der står ikke noget om i forfatningen, at en dommer er bundet af tidligere afgørelser. Retsudvalgets medlemmer gik hårdt på hende for at sikre sig, at hun ville være loyal over for tidligere kendelser, selvom de for langt de flestes vedkommende var truffet af hvide mænd af europæisk herkomst.

Da Kagans baggrund kom på tale, fik det indledningsvis en humoristisk kant. Hun blev spurgt, hvor hun var 1. juledag 2009, da en ung mand forsøgte at sprænge et fly i luften på vej fra Amsterdam til Detroit. ”Jeg var vel, ligesom alle andre jøder, på en kinesisk restaurant,” svarede hun slagfærdigt. Hun skulle også stå til regnskab for sin udtrykte beundring for Israels højesteretspræsident, Aharon Barak, da han i 2006 besøgte Harvard, mens Kagan var dekan. Hun lagde ikke skjul på, at Israel betød meget for hende og hendes familie, men tilføjede, at hun ikke ville lægge sig efter hans aktivistiske stil. Og jo, hun ville også være

loyal over for Højesterets kendelser – dog med det forbehold, at hvis en lov havde vist sig at være utidsvarende, og at grundlaget for den var smuldret, burde retten kunne revidere den.

Kommentatoren Pat Buchanan er selv katolik, men han undgik behændigt i sin omtale af Kagan at nævne, at katolikker kun udgør godt en femtedel af den amerikanske befolkning, men sidder på to tredjedele af pladserne i Højesteret. For 30 år siden var der kun én. For argumentets skyld kunne man påpege, at kvinder udgør over halvdelen af den amerikanske befolkning, men kun beklæder en tredjedel af pladserne i Højesteret. Og sådan kunne man blive ved.

Der har til i dag været 111 højesteretsdommere i USA – af dem har langt størstedelen været hvide angelsaksiske mænd. Kun to afroamerikanere og kun to (nu tre) kvinder er hidtil blevet udnævnt.

18

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

Foto: Polfoto

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

19

En skakmesters rejse Af Dan H. Andersen Emanuel Lasker blev født den 24. december 1868 i byen Berlinchen, som nu er polsk Barlinek. Faren Michaelis Aaron var kantor i den jødiske menighed, og moren Rosalie var datter af læreren og kantoren Raphaelsohn Israelsohn i den nærliggende by Soldin, nu polsk Mysliborz. Det er en meget typisk jødisk historie fra 1800-årene og tidligere, hvor rabbiner- og kantorbørn giftede sig med rabbiner- og kantorbørn, men det følgende var også typisk for opløsningen af de jødiske samfund under presset fra moderniteten og flugten til storbyerne.

Den otte år ældre bror Berthold rejste til metropolen Berlin for at studere medicin, og eftersom familien mente, at han levede under rimelige økonomiske omstændigheder, kunne han lige så godt tage sig af sin lillebror Emanuel, der i 1879 i en alder af knap 11 år blev sendt til Berlin for at gå på realskole.

Skakken blev hans skæbne

Men student Berthold sad ikke godt i det. Derimod blev han anset for en af Berlins stærkeste skakspillere, og han introducerede sin begavede lillebror Emanuel til de steder, hvor han selv spillede skak og tjente til dagen og vejen. De gik på café.

På caféerne i Friedrichstrasse og Kurfürstendamm kom tænkere, forfattere, kunstnere, bohemer og storbyens intellektuelle eksistenser. De snakkede, røg og spillede skak. For fornøjelse, for ære og for penge.

Berthold blev siden en anset læge og kendes nu mest for sit ægteskab med

20

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

digterinden Else Lasker-Schüler, som han var gift med 1894-1903. Men Emanuel blev professionel skakspiller. Hans karakterer i realskolen og gymnasiet var imponerende, ikke mindst i matematik, men i 1891 opgav han matematik­ studierne for at fortsætte den løbebane, der var indledt på skakcaféerne.

Det var typisk for en stor gruppe centraleuropæiske mestre fra den tid, både jøder og ikke-jøder. Deres forældre sendte dem til en universitetsby for at studere og opdagede senere, at sønnen havde mødt sin skæbne. Ikke de slemme piger, ikke det farlige øl, men endnu værre: skak.

”

Emanuel Lasker var verdensmester i 27 år, fra 1894 til 1921. Det var en enestående præstation, som aldrig vil blive overgået."

Skakmester

Emanuel Lasker steg meget hurtigt i styrke og anseelse. I 1894 udfordrede han verdensmesteren Wilhelm Steinitz til en match om verdensmesterskabet, som fandt sted i USA. Til almindelig overraskelse vandt han med 10 gevinster mod 5 nederlag og 4 remis over den 36 år ældre modstander.

Nu fulgte en typisk generøsitet fra den tid: Da Steinitz havde opgivet sidste parti, sit verdensmesterskab og sit

levebrød, rejste han sig og udråbte et leve for den ny verdensmester. Steinitz døde i armod i 1900 efter adskillige nervesammenbrud.

Emanuel Lasker var verdensmester i 27 år, fra 1894 til 1921. Det var en enestående præstation, som aldrig vil blive overgået. Hans spillestyrke var kolossal, og han bevarede den op i en høj alder.

I samtiden og siden er der blevet skrevet meget om hans spillestil. Han skulle have udviklet en særlig psykologisk spillemåde, som var rettet mod modstanderens psyke. Han påtog sig med vilje dårlige stillinger, som han derefter forsvarede så godt, at modstanderen mistede modet. Det er nu nok ret tvivlsomt, om det er korrekt. Lasker benægtede selv, at han spillede psykologisk.

Der er ingen tvivl om, at Lasker kendte sine modstandere og spillede forskelligt mod dem alt efter deres særlige spillestil, styrke og svagheder. Men det gælder for alle spillere, at de før og under et parti søger at finde ud af, hvem modstanderen er og spiller derefter. Laskers spil var ikke mindst karakteriseret ved gode nerver, pragmatisme og kampvilje. Som en samtidig sagde: Lasker kan tabe et parti, men han taber aldrig hovedet. Og så var han uhyggeligt stærk, ikke mindst i forsvarsspillet og slutspillet.

Lasker var meget bevidst om sit eget værd og det økonomiske aktiv, som et verdensmesterskab var. Han krævede og fik store honorarer. Mange mener, at han med vilje undgik at møde sine stærkeste konkurrenter i en match, før de havde passeret toppen. En enkelt gang var det ved at gå galt for Lasker. I 1910 spillede han en match med den tyske mester Carl Schlechter og klarede kun uafgjort

”

Emanuel Lasker er uden tvivl en af de mest interessante personer jeg lærte at kende i min alderdom. For der findes ikke mange, som samtidigt med at have glødende interesse for alle de store menneskellige problemstillinger er i stand til at bevare deres personlighed så enestående uafhængig."

Albert Einstein

Foto: Bundesarchiv

gode nerver, pragmatisme og kampvilje

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

21

avisen Vossischen Zeitung krigsforløbet set ud fra et skaksligt synspunkt.

Han sammenlignede felttogene i øst og vest med skakspillets indledende manøvrer og åbningsspil. En tysk chauvinisme viste sig i hans vurdering af de enkelte nationer, som blev sammenlignet med skakspillere. Den russiske Matematiker og filosof krigsledelse blev kaldt lidenskabelig og Kunne Lasker ikke lide at spille skak? sammenlignet med den afdøde russiske Det lyder mærkeligt for en mand, der mester Tschigorin. Om den franske spillede det hele sit liv, men nogle hihærfører Joffre spurgte Lasker, om han storikere har postuleret, at Lasker havde ikke fattede dybden i Steinitz’ grundet had-kærlighedsforhold til skak, som sætninger. blev grundlagt på caféerne i Berlin, hvor Laskers krigsartikler er et af mange det næste måltid afhang af udfaldet af eksempler på, hvorledes europæiske et parti. Som bevis har man peget på intellektuelle tabte hovedet ved krigsLaskers andre beskæftigelser. Han spiludbruddet, og han var endda ikke en af lede bridge og go på højt niveau, opfandt de værste. Det besynderlige er ikke blot et strategispil ved navn Laska, og ikke Laskers chauvinisme, men den generelle mindst udgav han værker om matematik uvidenhed i analysen. og filosofi.

Nok er skak et krigs- og strategispil, Imidlertid er dette nok snarere udtryk men hver part har for, at et højtbelige mange brikker gavet menneske som Lasker med Nogle historikere har i udgangsstillingen, mens moderne krig vide interesser ikke var tilfreds postuleret, at Lasker havde ikke mindst afgøres af adgangen til ressourmed blot at bruge et had-kærlighedsforhold cer. Her var Tyskland sine evner som stillet, hvilket skakspiller. Han til skak, som blev grundlagt dårligt viste sig, efterhånden holdt lange pauser som krigen skred fra skak, og i 1902 på caféerne i Berlin, hvor frem. Med krigen og tog han doktordet næste måltid afhang af efterfølgende hyper­ graden i mateinflationen mistede matik. Han anså udfaldet af et parti."

Lasker sin opsparing, selv sit filosofiske som for en stor del hovedværk for at var sat i krigslån. Nu kunne han starte være Die Philosophie des Unvollendbar forfra.

(Filosofien om det ufuldendte) fra 1919.

Han havde dog stadig en rest af sin Han giftede sig i 1911 med forfatteropsparing: verdensmesterskabet i skak. inden Martha Kohn, og i modsætning til Og det blev solgt dyrt. I 1921 spillede broderens ægteskab holdt det livet ud, og han match med cubaneren José Raúl de var inderligt forbundne.

Capablanca i Havana på Cuba. Efter 14 partier havde Capablanca vundet fire, Jøde og tysker og resten var blevet remis. Her opgav De tyske jøder reagerede i næsten samlet Lasker matchen. Hans kampmoral var flok på udbruddet af Første Verdenskrig tydeligvis langt fra tidligere højder, med en demonstrativ og dybfølt patriotropevarmen på Cuba var et stort hantisme, og Lasker var ingen undtagelse. dicap for ham, og hans modstander var Mellem 10. august og 25. oktober 1914 et skakgeni, som meget sjældent tabte diskuterede han i ti skakrubrikker i 5-5 med det yderste af neglene. Man skal jo besejre verdensmesteren for at tage hans titel. Så Schlechter blev ikke verdensmester og døde i december 1918 af lungebetændelse og underernæring.

Nogle gange er skak faktisk liv og død.

”

22

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

Emanuel Lasker og storebror Berthold

”

Skak er et spil af denne verden, go* har noget overjordisk over sig. Hvis vi nogensinde møder en civilisation i universet, som spiller et spil, som vi også kender, så vil det uden tvivl være go."

Emanuel Lasker

Lasker spiller om verdensmesterskabet mod Wilhelm Steinitz, 1894.

et parti. Lasker rejste fra Cuba uden sit verdensmesterskab, men hans honorar på 13.000 dollars var for tiden kolossalt og ville i vore dage svare til op mod ½ million dollar, og udenlandsk valuta rakte meget langt i Tyskland dengang.

Lasker investerede bl.a. sine penge i jord og mente sikkert, at det kunne han da i hvert fald ikke miste.

Efter tabet af verdensmesterskabet gik der nogle år, før Lasker spillede skak på topplan. Men de næste ti år leverede han forbløffende resultater. I en alder, hvor næsten alle skakspillere er på hastig nedtur eller pensioneret, vandt han turneringer foran verdens bedste, inkl. den ny verdensmester Capablanca.

Flugt

Den nazistiske magtovertagelse i 1933 stillede Lasker over for samme dilemma som andre jøder i Tyskland: Flygte eller blive og håbe på det bedste. Lasker var ikke i tvivl. Han ville væk, men hvor?

Som en verdensberømthed havde han i modsætning til de fleste andre mulighed for at vælge og vrage, men efter ophold i Holland og Storbritannien rejse han med Martha til Sovjetunionen i sommeren 1935. Formuen i Tyskland måtte de efterlade.

Man kan godt undre sig over valget af Sovjetunionen, ikke mindst på et tidspunkt, hvor de første store skueprocesser havde fundet sted. Men skak havde stor prestige i Sovjet, og den ny stat satsede bevidst på at blive verdens stærkeste skaknation, hvilket som bekendt lykkedes. Man ville gerne have den gamle mester til landet, hvor han kunne undervise og generelt kaste glans over den ny stormagt på skakscenen. Det sovjetiske skakforbund ville skaffe bolig og underhold til ham, og for en mand som Lasker, der hele sit liv havde kæmpet for udkommet, og som havde set Steinitz og Schlechter dø i fattigdom, måtte en

statspension og tryghed være lokkende.

Formanden for det sovjetiske skakforbund var Nikolai Krylenko, og gennem ham kan man lære, hvilke mennesker den gamle mester de næste år fandt sig afhængig af. Krylenko var også dommer og statsanklager. Som teoretiker udviklede han dogmet om den proletariske interesse som afgørende for spørgsmålet om skyld og straf. Den anklagedes dom blev afgjort af proletariatets interesser, ikke om vedkommende faktisk havde begået en forbrydelse. Som han sagde: Vi må henrette ikke bare de skyldige.

Henrettelse af de uskyldige vil imponere masserne endnu mere.

Efter et par år kunne både Lasker og Martha godt se, hvor det bar hen. De fik en lejlighed i Moskvas centrum. Han spillede skak og skrev. De havde et stort selskabeligt liv. Men folk forsvandt. Deres lejligheder blev låst. Så i slutningen af oktober 1937 forlod ægteparret Lasker Moskva. Dækhistorien var, at Lasker havde spurgt Martha, hvad hun ønskede sig i fødselsdagsgave? Hun svarede, at hun ønskede sig at besøge sin datter i USA. Men man tager jo ikke bøger, manuskripter, memorabilia og skakspil med på et familiebesøg.

Krylenko blev arresteret i begyndelsen af 1938. Tortureret. Tilstod sabotage og antisovjetisk agitation. Trak sin tilståelse tilbage og hævdede, den var fremtvunget ved hjælp af tortur. Så blev han dødsdømt, ført ud og øjeblikkeligt henrettet. Det tog 20 minutter. Han blev dog senere rehabiliteret, hvilket, som den danske skakspiller Jens Enevoldsen skrev, sikkert har glædet liget.

Slutspil i USA

Endnu en flugt. Endnu en metropol.

Endnu engang havde de mistet alt. De boede i en lejlighed i New York. Overlevede, men i relativ fattigdom. Selv i dette det sidste eksil fortsatte Lasker

I 1930’erne var Nikolaj Krylenko formand for skak, dam og bjergbestigerforbundet. Han udnyttede sin position til at gennemføre den stalinistiske linje inden for alle dele af det offentlige liv:

”

Vi må en gang for alle gøre en ende på skakspillets neutralitet. Vi må en gang for alle fordømme formuleringen: ’skak for skakkens skyld’, lige som ’kunst for kunstens skyld’.

Vi må organisere chockbrigader af skakspillere og øjeblikkeligt iværksætte en femårsplan for skak.”

med at spille skak, skrive og undervise i bridge.

I slutningen af 1940 blev han syg og blev indlagt på Mount Sinai Hospital.

Den 11. januar 1941 udåndede han. På dødslejet fik han besøg af den amerikanske skakspiller Reuben Fine. Bagefter hørte Martha den gamle skakmester mumle Fines sidste ord til ham: King of Chess.

*) Go er et strategisk brætspil for to personer, der kommer fra oldtidens Kina.

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

23

Har du været kibbutz-frivillig?

– så deltag automatisk i konkurrencen om en gratis rejse* for to til Israel, når du registrerer dig på: www.danske-kibbutz-frivillige.dk

! … herefter vil du modtage en invitation r e tt e til en særlig udstilling om de danske l bil y kibbutz-frivillige, som vil finde fl S I sted i København.

AT R G d

Særudstilling om korset fra kultisk

Vin

tegn og kristent ikon over hagekors til symbol på humanitært arbejde i verdens brændpunkter.

Nytårskoncert

10 kunstværker skabt til CRUX af Peter Bonde, Doris Bloom, Ursula Reuter Christiansen,

Tre tenorer

Marco Evaristti, Mie Mørkeberg, Knud Odde, Andreas Schulenburg,

Tre kantorer

Jon Stahn, Lene Adler Petersen og Morten Viskum.

Københavns Synagoge 6. oktober, kl.19.30

2 0 1 0

CRUX

ESRUM KLOSTER & MøLLEgåRd

24

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU Klostergade

Fra 1. november 2010 tilbyder Cimber Sterling direkte flyvninger fra København til Tel Aviv.

*)

11, 3230 Græsted www.esrum.dk

Traditionen tro markerer København det jødiske nytår med en stor koncert: I år har arrangørerne inviteret tre kantorer, Benzion Miller (USA), Israel Rand (Israel) og Moshe Shulhof (USA) samt koret fra Jerusalems Store Synagoge til København. De akkompagneres af Daniel Gildar (USA) på klaver og dirigeres af Elli Jaffe (Israel). Kantorerne er alle klassisk uddannede operasangere, der har deres daglige virke i de respektive synagoger, de er tilknyttet. Herrekoret betragtes som et af verdens bedste kantorkor. Nytårskoncertens program vil omfatte såvel et traditionelt jødisk repertoire samt operaarier og populær musik.

Køb nu på: jewishculture@gmail.com, www.billetnet.dk og www.politiken.dk/plus

Pris: 250,- (Politiken Plus læsere 220,- )

Koncerten er blevet til i et samarbejde mellem Jewish Culture in Copenhagen og Cantorproduction.

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

25

Bibelske tidende

Af Søren Holst

Den eneste fejl ved Edens Have må have været, at der ikke var noget bibliotek, sagde Johannes Møllehave engang. En from jøde eller kristen kunne måske også have fundet på at beklage, at der ikke var nogen synagoge eller kirke. Og blandt oldtidens jøder, der så templet i Jerusalem som altings centrum, kunne det have givet glimrende mening at påpege, at templet jo da var én god ting, som ikke fandtes i Paradiset.

Men det er der nok en mening med: Religion forudsætter afstand til Gud. Adam havde ikke brug for et tempel, han konverserede Gud under deres fælles aftenspad­ seretur. Det er karakteristisk, at i det første kapitel efter, at menneskene har forladt Edens Have, opfinder man to af de mest basale former for religiøs praksis: Kain og Abel bringer ofre, og i kapitlets slutning fortælles det om Adams og Evas sønnesøn Enosh, at "på hans tid begynder man at påkalde Herrens navn", dvs. at dyrke Gud med ord, altså med bønner.

”

Og det er heller ingen tilfældighed, at der er ét eneste sted i Bibelen (i Det Nye Testamente), hvor det understreges, at der ikke findes noget tempel: Det er i ”Det Nye Jerusalem”, som kommer ned fra himlen i slutningen af Johannes' Åbenbaring. Den kristne seer med de syrede syner har tydeligvis på den måde villet sætte et diskret lighedstegn mellem sin fremtidige himmelske hovedstad og menneskehedens oprindelige hjem i den paradisiske have.

Men bortset fra disse ekstreme yderpunkter, Eden og himmeriget, der begge ligger uden for den almindelige virkelighed, et menneske kan erfare, så er der ikke megen slinger i valsen hos de bibelske forfattere: Et tempel er en god ting, ja nærmest en nødvendighed.

… man kan da virkelig ikke tage folk alvorligt, der tror, de selv kan skaffe sig forbindelse til himlen."

26

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

Byer med tårne

Den opfattelse er Bibelen ikke alene om. På gamle babylonske lertavler har skrivere fra området mellem Eufrat og Tigris (vore dages Irak) nedfældet deres egne beretninger om verdens tilblivelse med kileskrift. Her bliver verden til som et resultat af en kamp mellem gode og onde guddommelige væsener. Men det

Illustration: Ziv Qual

Guds HUS

interessante er, hvad der som det første skal indføres i den splinternye skabte verden.

Efter at himmel, jord, floder osv. er bragt på plads i det nye univers, skaber guderne to specifikke ting: Byen Babylon og dens tempel Esagila. Den babylonske fortælling tager altså, så at sige, behovet for et tempel endnu mere alvorligt end Bibelen: Det skal bygges som det allerførste.

Den bibelske fortælling er mere tilbageholdende: Bortset fra en enkelt henkastet bemærkning om, at den landflygtige Kain byggede en by (1. Mosebog 4,17), dukker bymæssig bebyggelse og noget, der ligner et tempel, første gang op i 1. Mosebog kap. 11, da menneskene sætter sig for at bygge en by med et tårn, hvis top skal rage ind i himlen. Og Babelstårnet er helt tydeligt en lettere ondskabsfuld karikatur af byen Babylon med dens tempel; tempelnavnet Esagila betød ”huset med den høje top”, og den bibelske fortælling får her sat på plads, at man da virkelig ikke kan tage folk alvorligt, der tror, de selv kan skaffe sig forbindelse til himlen.

Da Gud steg ned

Hvis der skal være en forbindelse, må den – set i Bibelens optik – etableres fra den anden ende af: Initiativet må være himmelsk. Og bortset måske fra nogle små tilløb som den trappe, Jakob ser stillet fra himlen og ned til jorden i Betel (1. Mosebog kap. 28), så sker dét ikke før i slutningen af 2.

Mosebog. Det er et eksempel på det, som den århusianske professor Hans Jørgen Lund­ ager Jensen har kaldt ”den gammeltestamentlige parallelforskydning”: Ting, som i GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

27

bogomtale

andre folkeslags myter bliver grundlagt, når menneskenes verden bliver til, venter Bibelen med at indføre til det afgørende øjeblik, hvor Israel bliver til.

For Moses modtager ikke bare De Ti Bud på Sinajbjergets top – og heller ikke bare de ca. 600 andre bud om jødisk liv og levned – han modtager også manualen til at bygge og drive det israelitiske tempel, som han i første omgang konstruerer i en campingudgave, der kan bæres med gennem ørkenen; først århundreder senere under Kong Salomo bliver det bygget af sten i Jerusalem. Det er altså på Moses’ tid, at templet så at sige bliver ”opfundet” ifølge Bibelen. Og det er spørgsmålet, om ikke beskrivelsen af mødet mellem Moses og Gud på bjergtoppen rummer endnu et direkte vink til Babelstårnet. Beskrivelsen lyder sådan her: ”Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det … han kaldte Moses op på toppen af bjerget, og Moses gik derop” (2.

Mosebog 19,18-20). Her er det altså på guddommeligt initiativ, at himmel og jord mødes, og det sker på en bjergtop, Gud har udvalgt, og ikke på tinden af en menneskeskabt tempelpyramide som de babylonske anlæg, der blev karikeret i historien om Babelstårnet.

Den rette afstand

Men hvorfor er det så afgørende med et tempel? Det Gamle Testamentes syn på Gud har to sider: Mennesker kan ikke undvære ham – men vi kan heller

28

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

ikke tåle at komme ham for nær. Det første skyldes, at den bibelske tankegang slet ikke kan rumme forestillingen om verden uden Gud: Hvis han forlod den, ville den gå til grunde. Det handler fortællingen om ”syndfloden” om: Da Gud bliver vred på verden og midlertidigt lader den sejle sin egen sø (!), vælter kaos ind over den i form af ødelæggende vandmasser. Og da han kommer på bedre tanker og lader jorden dukke op af vandet igen, er det reelt en ny skabelse af verden, der finder sted.

Samtidig er det velkendt, at ”intet menneske kan se Gud og beholde livet” (2. Mosebog 33,20). Kommer man for tæt på Gud, dør man. Ideen er kendt af de fleste fra den første Indiana Jones-film: Her tror de nazistiske soldater naivt, at de kan bruge Pagtens Ark som et våben.

Arken stod i det inderste rum i det israelitiske tempel og markerede stedet, hvor Gud var fysisk til stede. Så da der bliver lettet på låget, dør soldaterne en grufuld død. Gud er altså uundværlig, men farlig.

Man går til grunde uden ham – og man går til grunde, hvis man kommer for tæt

”

Og det er netop, hvad templet er: en mekanisme til at sikre, at Gud er nær, uden at nogen kommer så tæt på ham, at det bliver farligt."

på ham. Det eneste bæredygtige kompromis er, at han er nær under kontrollerede forhold – omtrent som kernen i en atomreaktor, der forsyner omgivelserne med livgivende energi, men selv er dødbringende. Og det er netop, hvad templet er: En mekanisme til at sikre, at Gud er nær, uden at nogen kommer så tæt på ham, at det bliver farligt.

Skabelse og tempel

Men når templet dukker op i løbet af historien i stedet for at være en del af

skabelsen, som det er tilfældet i de babylonske myter, gør det så ikke templet lidt rigeligt menneskeligt? Babylonerne kunne immervæk have afvist den bibelske karikatur af deres tempel ved at henvise til, at det er guderne selv, der bygger Esagila. Den israelitiske helligdom, derimod, bliver rejst af menneskelige håndværkere.

Men mellem linjerne får Bibelen sagt, at her er ikke noget at komme efter: Da Moses stiller den færdige telthelligdom op i 2. Mosebog kap. 40, konkluderer teksten: ”Sådan fuldførte Moses arbejdet” (2. Mosebog 40,33). Når man læser det sted på hebraisk, springer det op i øjnene på én, at det næsten er et direkte citat fra slutningen på den første skabelsesberetning, hvor der står: ”På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført”; ikke alene bruger forfatteren samme ord for ”arbejde”, som da Gud afsluttede skabelsen, men det er også præcis samme hebraiske udsagnsord i præcis samme bøjningsform, der er oversat til ”var ... færdig” i skabelsesberetningen og til ”fuldførte” i historien om Moses.

Tilsyneladende har forfatteren villet sige til de indforståede, at når Moses stiller teltet op og dermed giver israelitterne mulighed for at holde gudstjeneste, så er det næsten som en ny skabelse af verden – eller som om han etablerer den ene ting, der manglede, da Gud havde skabt verden. Tanken om, at helligdommen faktisk eksisterer i himlen – eller i Guds bevidsthed – før Moses bygger den på jorden, kommer også til udtryk, netop når Moses modtager instrukserne på Sinaj-bjerget, for her viser Gud ham simpelthen en tavnít – en model, som han skal bygge efter (2. Mosebog 25,9).

Sammenspillet mellem skabelsesberetningen og historien om Moses’ byggeri siger imidlertid ikke kun noget om Moses og helligdommen. Det siger også noget om skabelsesberetningen. Med de to parallelle formuleringer siger teksten sådan set, at da Gud afslutter skabelsen, er det et tempel han har skabt: Verden er et tempel – et sted, hvor mennesket kan nærme sig Gud.

Limassol Yishai Sarid er født i Tel Aviv i 1965.

Han er uddannet jurist, har været offentlig anklager i kriminalsager og aftjent fem år i den israelske hær bl.a. som presseofficer. Nu kan han føje forfatter til sit visitkort.

I romanen Limassol, der udkommer i Danmark i september måned, trækker Sarid på viden fra sine tidligere hverv og ”foretager hjertekirurgi på det israelske samfund – uden brug af bedøvelsesmidler”, som en anmelder brutalt har udtalt.

Limassol handler om en agent fra den israelske efterretningstjeneste, der får til opgave at melde sig til et kursus i creative writing for at komme tæt på en kvindelig forfatter, der er aktiv i fredsbevægelsen. Gennem hende skal han opnå kontakt til en palæstinensisk digter, hvis søn er mistænkt for terrorisme mod Israel.

Missionen sætter agenten i et vanskeligt dilemma mellem privatliv og pligt – han må vælge mellem professionel loyalitet og personlige bånd.

Limassol blev meget omtalt i foråret i Tyskland på grund af dens slående ligheder med drabet på Hamas-lederen al-Mabhouh på et hotel i Dubai i februar. Men selv om bogen introduceres som en politisk thriller, er den i lige så høj grad en beskrivelse af fire meget forskellige, men meget typiske personer i det israelske samfund og deres usædvanlige møde, brug og misbrug af hinanden.

Limassol er foreløbig oversat til fransk, tysk, engelsk og italiensk og foreligger nu også på dansk i Hanne Friis' oversættelse fra hebraisk.

Af: redaktionen

Uddrag fra ”Limassol”: Jeg rejste mig og lagde hundrede shekel på bordet, som vi havde aftalt i telefonen. Hun fulgte mig hen til døren, og da min hånd lå på håndtaget, sagde hun stille: ”Jeg lover ikke noget.

Jeg kan ikke garantere, at bogen bliver udgivet. Det kan være, pengene er spildt, og at der ikke kommer noget ud af det.” ”Det er helt i orden med mig. Jeg har jo sagt, at jeg ikke er noget lille barn længere.” ”Jeg vil ikke have, at du bliver skuffet,” sagde hun igen. ”Der er ting, jeg ikke kan love.” ”Det er helt i orden, Dafna.” Det var første gang, jeg sagde hendes navn.

Vi aftalte at mødes igen en uge senere.

Da jeg kom tilbage på kontoret, lagde jeg en kort rapport ud på intranettet, og kort efter ringede Haim og bad mig komme ind til sig. Jeg gik hen til hans kontor for enden af gangen og hilste på dem, der sad på kontorerne på vejen. Haim var som sædvanlig begravet bag computeren og papirerne og sad og hang. ”Hvordan gik det?” spurgte han.

Han var ubarberet på grund af en eller anden religiøs faste. ”Det var som at få privatundervis-

ning,” sagde jeg. ”Hun kasserede min historie. Jeg tror ikke, jeg kan klare det.” ”Det skal du,” sagde Haim med et skævt smil. ”Men jeg sagde jo, at din historie var tynd. Jeg ved ikke, hvor du har den fra. Man dyrkede faktisk etrog-frugter i Israel dengang. Det har aldrig været nødvendigt at sende nogen til Grækenland efter dem.”

Jeg viste ham endnu en gang stedet i skrifterne, men han viftede mig af. ”Det er, hvad der sker, når uvidende mennesker læser Talmud,” sagde han. ”De trækker ånden ud af den og efterlader kun faktuelle oplysninger. Tag med mig til undervisning en gang om ugen, så vil du forstå.” Han spurgte, hvornår vi kunne trække manden ud fra Gaza. ”I næste uge,” sagde jeg. ”Måske om to uger, når jeg har været hos hende igen. Hvis hun altså vil samarbejde med os.” ”Tror du, hun vil det?” Haim kiggede på mig med røde øjne. ”Jeg tror ikke, hun har noget valg,” sagde jeg. ”Hold mig underrettet. Vi er ikke alene om det her, ved du. Jeg vil have alle detaljer.”

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

29

holocaust dokumentation

Vi græd

uden tårer Af Peter Langwithz Smith ”Når der kom en transport, følte vi os dybt deprimerede, men jeg så aldrig nogen tårer i mine kammeraters øjne.

Tårerne var for længst tørret ud, og med tiden vænnede vi os til de grusomme rutiner, vi måtte leve med. Vi affandt os med den kendsgerning, at det lige netop var os, der var der, og opfattede det som noget skæbnebestemt. Vi følte ingen skyld.”

Sådan fortæller den tidligere Auschwitz-fange Abraham Dragon om det psykiske pres, som han og hans kammerater var udsat for på det arbejdshold, hvor han og hans bror blev tvunget til at arbejde fra deres ankomst til AuschwitzBirkenau i starten af december 1942 og frem til lejrens evakuering i januar 1945. Abraham var dengang 20 år, og hans bror, Shlomo, var 17, da de som

30

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

polske jøder blev tvunget til at arbejde i det værst tænkelige arbejdskommando i Auschwitz-Birkenaus helvede: De blev begge medlemmer af ”Sonderkommando”, hvis daglige arbejdsplads var gaskamrene og krematorierne i Birkenau.

Historikeren Gideon Greif lavede i 1987 en række radiointerviews med overlevende fra Sonderkommandoet, og mødet med dem berørte ham så dybt, at han arbejdede videre med temaet. Hans undersøgelser resulterede i en samling af interviews, som blev udgivet på tysk i 1995 med titlen: Wir weinten tränenlos. Nu foreligger hans enestående bog om det særlige jødiske arbejdshold på dansk, takket være en utrættelig indsats af forlæggeren Hans Bandmann, forlaget Introite.

Sonderkommandoet, der under udryddelsen af de ungarske jøder i sommeren 1944 omfattede næsten 1.000 fanger

i toholds-skift nat og dag, var i enhver henseende unikt blandt de hundreder af arbejdskommandoer, der sled sig ihjel i nazisternes største koncentrations- og udryddelseslejr.

Hvor andre fanger havde et minimalt håb om at overleve, stod det klart for de unge jødiske mænd, der blev narret eller tvunget ind i Sonderkommandoet, at SS aldrig ville tillade nogen af disse umiddelbare vidner til verdenshistoriens modbydeligste massemord at overleve og bære vidnesbyrd. Døgnet rundt var de i årevis beskæftiget med evindelig død: De anviste ofrene plads i krematoriernes afklædningsrum, de hjalp svage og børn med at klæde sig nøgne, de viste dem vejen til gaskamrene, efter endt gasning åbnede de kamrene og tømte dem. De klippede håret af ligene, fjernede proteser og guldtænder, de brændte ligene i ovnene og i de åbne ligbrændingsgruber, de undersøgte

Billeder ne fra venstre mod højre: 1.

2.

3.

4.

Tr a n s p o r t a f j ø d e r f r a U n g a r n v e d a n k o m s t e n p å r a m p e n i B i r k e n a u . ( S S - f o t o , m a j 1 9 4 4 ) Selektion på rampen i Birkenau. Rækken i baggrunden er på vej til gaskamrene.( SS-foto, maj 1944) Kvinder og børn på vej til gaskamrene; i baggrunden ses krematorium 3.(SS-foto, maj 1944) Sonderkommandoet på arbejde ved de åbne ligbrændingsgruber bag krematorium 5.( Illegalt foto taget af medlemmer af SK, august 1944)

asken for værdigenstande, knuste halvbrændte knogler og medvirkede til at skaffe asken af vejen.

I det inferno, som udgjorde gaskamrene og krematorierne i Birkenau, skulle de arbejde og leve, og de få der mirakuløst overlevede, skulle bagefter leve med mareridtet, og som unge mænd starte en normal tilværelse og stifte familie. Det er om disse mænd Greifs bog handler.

I syv interview med otte overlevende, der slog sig ned i Israel, får vi et skånselsløst billede af de umenneskelige lidelser, disse mænd måtte gennemgå ikke blot i Auschwitz-Birkenau, men også i årene efter krigen. Greifs hensigt er at bevare vidneudsagnene om Holocaust og at medvirke til afvisning af

”

myter og løgne omkring de grufulde ting, der skete i Auschwitz-Birkenau.

Han går skånselsløst tæt på sine samtalepartnere og lider med dem under deres beretninger. Mange af dem havde ikke engang fortalt deres pårørende om deres arbejde.

Ofte udløste tilsagnet til at give interview interne processer i familierne.

I løbet af samtalerne fik forfatteren ofte samvittighedskvaler på grund af den psykiske smerte, som han igen og igen måtte påføre øjenvidnerne under erindringsarbejdet, fortæller Greif i forordet om de smertefulde og komplicerede processer, som både han selv og de interviewede måtte gennemløbe. Men det er netop den skånselsløse åbenhed og Geifs forstående spørgen ind til selv de mindste

detaljer, der gør bogen enestående og gribende i al dens gru.

Allerede det ret lille arbejdshold, der betjente gaskammeret og de få ovne i Stammlagers krematorium, bestod hovedsageligt af jøder under kommando af ”ariske” fanger og SS. Da masseudryddelsen af Europas jøder tog fart i starten af 1942, blev kommandoet kraftigt udvidet og kom til at bestå af cirka 400 mand. De arbejdede i starten ved de provisoriske gaskamre, der blev indrettet i to små bondehuse i udkanten af Birkenau. Her var der ingen højteknologiske installationer og ingen krematorier. Gassen blev kastet ind gennem åbninger i væggene, og ligene blev i første omgang kulet ned i massegrave, som dog senere blev tømt og ligene brændt.

Da SS-officer Otto Moll åbnede husets dør, væltede ligene ud. Vi kunne lugte gas. Vi så døde mennesker af begge køn. Huset var fuldt af nøgne mennesker … Vi gik næsten

alle sammen i chok. Vi stirrede på hinanden uden at sige et ord. Vi var for rystede til at sige noget."

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

31

Shlomo Dragon fortæller, hvordan han og broderen efter blot to dage i lejren blev overført til Sonderkommandoet og under ledelse af den berygtede SS-officer Otto Moll blev sat i arbejde ved det nedlagte bondehus, der gik under betegnelsen Bunker 2: ”Da Moll åbnede husets dør, væltede ligene ud. Vi kunne lugte gas. Vi så døde mennesker af begge køn. Huset var fuldt af nøgne mennesker … Vi gik næsten alle sammen i chok. Vi stirrede på hinanden uden at sige et ord.

Vi var for rystede til at sige noget. Det varede ved et par dage, indtil vi kom til os selv igen. Vi havde aldrig set noget lignende.”

For den 17-årige Shlomo var det første gang, han havde set et dødt menneske. Med denne chok-terapi opnåede SS nøjagtig, hvad man havde til hensigt: chokket gjorde fangerne til viljeløse robotter.

I midten af 1944 blev brødrene sat til at arbejde ved krematorium IV og V. Det var de mindst avancerede anlæg af de fire store krematorier, der var blevet færdige i løbet af foråret og sommeren 1943, og som alle var bygget i den vestlige udkant af Birkenau.

”

Alt forefaldende arbejde i krematorierne blev udført af Sonderkommandoet, bortset fra at det var en SS-officer, der kastede gassen ind, og en SS-læge, der gav ordre til at åbne dørene til gaskamrene, når alle var døde. Alle andre opgaver udførte fangerne, der på den måde i en vis forstand blev gjort til medskyldige."

De to største anlæg, krematorium II og III, lå i umiddelbar forlængelse af rampen, hvor de store togtransporter ankom fra maj 1944. Disse to krematorier var højteknologiske anlæg, udtænkt og tegnet af tyske specialister i samarbejde med SS-byggeledelsen i Auschwitz-Birkenau. Begge krematorier

Dragon-brødrene, Abraham Dragon til venstre. Foto: Colin McPherson i 1994.

32

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

K r e m a t o r i u m II ( B i r k e n a u ) havde underjordiske afklædningsrum og gaskamre, der kunne rumme over 2.000 ofre ad gangen. Over jorden befandt ovnrummet sig, ligene blev fra kælderen fragtet op til de 15 forbrændingsovne med en elevator.

På loftsetagen over ovnrummet blev Sonderkommandoet senere anbragt, efter at det i begyndelsen havde boet i en isoleret blok i Birkenau. Det var SS magtpåliggende, at der ikke fandt kontakt sted mellem dette kommando og resten af lejren, et illusorisk forsøg på at holde forbrydelserne hemmelige.

Alt forefaldende arbejde i krematorierne blev udført af Sonderkommandoet, bortset fra at det var en SS-officer, der kastede gassen ind, og en SS-læge, der gav ordre til at åbne dørene til gaskamrene, når alle var døde. Alle andre opgaver udførte fangerne, der på den måde i en vis forstand blev gjort til medskyldige, hvad der formentlig har medvirket til manges tavshed efter krigen. På denne perfide måde påførte SS flere af de overlevende en form for skyldfølelse, som nogle havde svært ved at leve med.

Flere fremhæver også den skepsis, som mødte dem, når de efter ankomsten til Israel fortalte, at de havde arbejdet i Sonderkommandoet. På Greifs spørgsmål om det svarer Abraham Dragon: ”Vi ville simpelthen ikke fortælle nogen om det,” hvorpå Greif beder ham uddybe det, og Dragons svar står symptomatisk for flere:” For at sige det, som det er, så skammede jeg mig. Israelerne var mistroiske over for tidligere Sonderkommando-fanger. De forstod ikke de frygtelige omstændigheder, vi måtte leve under. De forstod ikke, at vi ikke selv havde valgt dette grufulde ”arbejde”. Folk her i Israel forstod ikke, at det var skæbnen, der anbragte os i dette helvede, der hed Auschwitz. Faktisk var det først og fremmest takket være os, at folk fik at vide, hvad der skete i afklædningsrummenes og gaskamrenes helvede.”

I de vanskelige år umiddelbart efter krigen ønskede man i Israel ikke at høre

1 Trappe til afklædningsrum 2 Afklædningsrum 3 Knager på væggene 4 Gaskammer 5 Kældertrappe 6 Jernrør 7 Elektrisk ventilationskanal i skorsten 8 Græsplæne 9 Lem til nedkastning af Zyklon B 10 Forbrændingsrum 11 Egedøre 12 Elevator 13 Sonderkommandoets opholdsrum i tagetagen 14 Forbrændingsrummets fundament 15 Dr. Nyiszlis kvarter 16 Trappe til tagetagen 17 Gelændere 18 Krematorieovn 19 Dr. Nyiszlis dissektionsrum, efter ordre fra Dr. J. Mengele 20 Lægeværelse og laboratorium 21 Vaskerum 22 Slisk (til lig) og adgang til kælderen; senere kun adgang til stueetagen 23 Elevatorrum/vaskerum 24 Brændselslager 25 Toiletter 26 Redskabsrum 27 Kapo, opsyn 28 Rum til forbrænding af affald

om Europas jøder der, som det hed sig, havde ladet sig føre til slagtebænken som får uden at gøre modstand. Men netop de mest fornedrede, de desperate medlemmer af Sonderkommandoet i Birkenau, gik til modstand.

Under ekstremt vanskelige vilkår havde man gennem længere tid forberedt en opstand, organiseret sig og skaffet sig primitive våben, og i sensommeren 1944 ventede man blot på, at SS endnu en gang ville reducere Sonderkommandoet, det vil sige myrde store dele af kommandoet, som det jævnligt var sket, siden kommandoets start.

I begyndelsen af oktober meddelte SS, at 300 fanger skulle overflyttes til en anden lejr. Det var et trick som SS tidligere havde brugt, og det blev signalet til opstanden, der brød ud i krematorium IV den 7. oktober, da SS kom for at hente de udpegede.

På grund af manglende kommuni-

kation bredte opstanden sig ikke til alle fire krematorier, men det lykkedes fangerne at sætte ild til krematorium IV, der blev totalt ødelagt. Fra krematorium II lykkedes det en stor gruppe fanger at kæmpe sig ud af lejrområdet, men de blev alle skudt af SS, der havde sat en omfattende jagt ind på de flygtende. Andre overlevende blev umiddelbart efter nedkæmpelsen af opstanden myrdet med nakkeskud. Så vidt vides lykkedes det ikke nogen medlemmer af kommandoet at slippe levende væk, og opstanden kom til at koste 452 mand livet, mens SS’ tab udgjorde tre mand.

Der findes ikke megen litteratur om Sonderkommandoet, så det må hilses velkomment, at Greifs bog nu foreligger på dansk. En vigtig kilde til kommandoets historie er de optegnelser, som det lykkedes medlemmer af kommandoet at nedfælde og skjule. De blev fundet

efter lejrens befrielse og blev udgivet af Auschwitz-Birkenaus museum i årene mellem 1971 og 1975 under titlen Inmitten des grauenvollen Verbrechens.

I 2008 kom der på dansk en vigtig skildring af kommandoet, som bygger på interview med en overlevende, Shlomo Venezia: Sonderkommando. Men den franske originals og den danske oversættelses påstand om, at det er den første øjenvidneskildring af Sonderkommandoets arbejde og levevilkår i Birkenaus elendighed, må tilbagevises, ikke mindst med henvisning til Greifs bog, og det må heller ikke glemmes, at den første indgående øjenvidneskildring stammer fra det mangeårige medlem af kommandoet, Filip Müller, der i 1979 udgav sine erindringer. (Sonderbehandlung og på engelsk: Eyewitness Auschwitz). En videnskabelig fremstilling findes på tysk udgivet af Friedler, Siebert og Kilian: Zeugen aus der Todeszone fra 2002.

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

33

s t e s r o K – hvis er de

Korset, dets betydning og symbolets magt. Det er, hvad udstillingen CRUX på Esrum Kloster handler om. Ti samtidskunstnere er stillet den samme opgave: at lave et kunstværk ud af et 2 meter højt kors i ubehandlet træ.

Af Susanne Skovgaard Christensen Korset er et af verdens måske stærkeste symboler, som man ikke engang behøver være kristen eller religiøs for at være bundet af.

Korset har været en del af flere kulturer, men kun kristendommen har formået at vinde kampen om fortolkningen – indtil videre.

På Esrum Kloster udforskes korset – både historisk og i samtiden. Historisk ved en tour de force gennem korsets anvendelse gennem tiderne. I samtiden ved at lade 10 kunstnere udfolde sig frit med de to stykker sammenføjet træ på hhv. 2 og 1,4 meter.

Korset er ikke værdiladet på forhånd og har ifølge historiker Rune Clausen været anvendt helt tilbage fra hulemalerierne i Lascaux i Frankrig. Korset i forskellige udformninger er fundet ved udgravninger i Mesopotamien, i helleristninger fra den nordiske bronzealder og i Egypten. Det har ofte været forbundet med noget guddommeligt, men det har aldrig været nogens, før kristendommen tog patent på det.

Med de ti kunstværker udfordres opfattelsen af korset. Alle 10 kunstnere har taget opgaven alvorligt, og flere af dem fortæller i videoklip på udstillingen, hvordan en så symbolladet genstand har krævet en del overvejelser. Knud Odde tog det faktisk så alvorligt, at han var nødt til at kalke sine vægge i atelieret hvide, før han kunne begynde på den rigtige opgave, mens Jon Stahn på den anden side måtte vente, til han stod på toppen af en pyramide i Mexico, før løsningen kom til ham. Ét udgangspunkt, mange tolkninger

De 10 kunstværker er vidt forskellige, fra et brændt kors over det malede, det spaltede, det svitsede og det dekorerede. Nogle har brugt korsets symbol mere aktivt end andre, og nogle har udfordret det mere end andre.

34

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

s hulenburg Andreas Sc rs kløvede ko

t?

tegn

symbolkunst

Ursula Reuter Christiansen har for at give et eksempel taget udgangspunkt i korsets væsen, som for hende er lidelse. Korset spreder blod i verden.

Hun indhylder det i gaze for med hendes egne ord at fratage korset dets grusomme bestemmelse og gøre det til et sårbart og hjælpeløst objekt. Ursula Reuter Christiansen leger med symbolerne og deres magt. Det er nemlig ikke korset, der transformeres, men i stedet gazens symbolik, der vinder over korsets som et – i dette tilfælde – stærkere symbol.

En anden måde at gribe det an på er Andreas Schulenburgs kløvede kors, hvor en blød filtøkse spalter det hårde kors.

Spaltningen udgør henholdsvis de gode og dårlige sider. Korset er malet i sort og hvidt for at skære det ud i pap. Den hvide halvdel er sort i spaltningen og omvendt. På den måde leger han konstant med modsætningerne som for at sige, at det gode og onde ikke altid er adskilte, men at der i det samme element findes begge dele. Ligesom når kristendommen har medført såvel korstog og heksejagter som Moder Teresa og Folkekirkens Nødhjælp.

Marco Evaristti er måske den, der har bevæget sig mest væk fra korsets symbol. Han har fjernet det fra sin egen kontekst og sat det ind i en ny ved at brænde det af. Formålet var at transformere det til noget, vi alle er fælles om, nemlig intetheden.

Asken fra korset lagde sig tilfældigvis i en pyramideform – hvilket ifølge Evaristti selv blev til en slags ordre til den videre proces. Glaspyramiden som indkapsler asken bliver for Evaristti et symbol på det evige – vi kan blive ved med at gå op og ned i det uendelige. På den måde kommer den naturligt fremkomne form alligevel til at indskrive noget metafysisk i værket – tilfældigt eller ej.

Når de konkrete værker med deres baggrundshistorier forlades igen, står dét tilbage, at de ti kunstnere faktisk alle har taget korset som religiøst symbol så seriøst, at de har været nødt til at indtænke symbolismen i opgaven. Om det så er

Marco Evaristtis afbrændte kors er indkapslet i en glaspyramide

for at komme et andet sted hen. Det er ikke bare to stykker træ af forskellig længde.

Udstillingen Crux løber frem til d. 12. december.

Efter udstillingen bortauktioneres værkerne på Lauritz.com – og overskuddet går ubeskåret til Røde Kors.

De udstillende kunstnere: Morten Viskum, Ursula Reuter Christiansen, Knud Odde, Andreas Schulenburg, Marco Evaristti, Mie Mørkeberg, Lene Adler Petersen, Jon Stahn, Peter Bonde og Doris Bloom.

Udstillingen er kurateret af kunsthistoriker Malou Erritzøe.

Udstillingens historiske del er lavet af historiker ved Esrum Kloster Rune Clausen.

Se mere på: www.esrum.dk

Kors eller gaze?

Den stærke symbolik i korset giver mening til det dilemma, som er udstillingens sidste del – Røde Korslogoet og de konflikter, det har givet anledning til.

Organisationen er religiøst og politisk uafhængig, men logoet har så stærk en symbolik, at det opfattes kristent og eurocentrisk. Derfor har Tyrkiet fx lov til at bruge Røde Halvmåne i stedet for. Der findes flere ønsker om egne logoer – davidsstjernen som Israels logo og hagekorset (svastika) som Sri Lankas lykkebringende logo, der i øvrigt intet har med nazismen at gøre. Disse logoer er ikke blevet tilladt af Internationale Røde Kors Komité. Mangfoldigheden af logoer og symboler viser, at det i tilfældet med Røde Kors ikke er lykkedes – som hos Ursula Reuter Christiansen – at lade gazen sejre over korset.

Ursula R euter Ch ristianse ns kors in dhyllet i gaze

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

35

politisk kommentar

Grusom­ ” hedens sted

udkommer 7. september 2010

Gideon Greifs enestående bog – nu på dansk

Jeg er uenig i dit synspunkt, men jeg vil med mit liv forsvare din ret til at udtrykke det.”

Evelyn Beatrice Hall, 1906 (skrevet under pseudonymet Stephen G. Tallentyre) Citatet tillægges fejlagtigt Voltaire

Af Ulrik Høy Der var fødselsdag og reception i sommerhaven, så jeg fik en lille passiar med Kurt Westergaard, der vanen tro var iført stok, røde bukser og livvagter. De sidste er jo kommet til, fordi Westergaard tegnede en uskyldig tegning af profeten Muhammed, hvad visse tilhængere blev så konsternerede over, at de ville slå tegneren ihjel – og fortsat vil. Mindre kan ikke gøre det. En munter tegner skal ihjelslås, hvis han formaster sig til at afbilde profeten på munter vis. Det er islamistisk praksis, der var tæt på realisering for et års tid siden, og da de amerikanske myndigheder siden afslørede et komplot, der omfattede både et bombeattentat mod Jyllands-Posten og massakre på bladets medarbejdere, valgte Kurt Westergaard at trække sig.

Hans tilstedeværelse på bladet skabte frygt, og havde han ikke selv valgt at gå, ville andre have valgt det for ham. I den forstand har islamisterne sejret, for de har skabt frygt, og når frygten vokser sig stærk blandt frygtsomme undersåtter, stiller det ledelsen – enhver ledelse – i et dilemma. Skal den sætte hårdt mod hårdt, eller skal den fare med lempe for ikke at støde såkaldt moderate kræfter fra sig og gøre uforsonlige endnu mere uforsonlige?

Det er spørgsmålet, og JyllandsPostens ledelse er i godt selskab med den amerikanske præsident Barack Obama, der også er bange for at støde moderate muslimer fra sig og gøre ekstremister mere ekstreme – og terrorister endnu mere terroristiske, hvis det er muligt.

36

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

Frem for alt ønsker præsident Obama at leve i fred og fordragelighed med den muslimske verden.

Det er – for nu at skære igennem – baggrunden for, at han har sagt god for det påtænkte moskébyggeri på Manhattan i stedet for at sætte de lokale muslimer på plads. Ikke offentligt, bevares, ingen skal tabe ansigt her, men alligevel umisforståeligt: ”Kære venner, Ground Zero er grusomhedens sted, et nulpunkt, et åbent sår i den amerikanske bevidst-

”

Jyllands-Postens ledelse er i godt selskab med den amerikanske præsident Barack Obama, der også er bange for at støde moderate muslimer fra sig og gøre ekstremister mere ekstreme – og terrorister endnu mere terroristiske, hvis det er muligt." hed, ingen ved, hvad der skal ske med stedet, ingen arkitekt, ingen planlægger, vi aner ikke vores levende råd, fordi, ja fordi vi endnu bærer sorg! Forstå det dog!

Et minimum af fornemmelse, af empati, burde fortælle jer det! Det her handler om meget mere end rettigheder (Rettigheder, my foot!), det handler om den grusomste episode i nyere amerikansk historie, og den skal ikke defameres af

projekter, der kan tolkes som tvetydige og misbruges af ildesindede, det ved I også godt!”

Ja, sådan cirka kunne den amerikanske præsident have meddelt sig i al umisforståelig diskretion. Det gjorde han ikke.

Han bøjede af, og han gjorde det af frygt for den muslimske opinion i USA og reaktionen i den muslimske verden.

Tilsat et vist mål behagesyge og trang til at please denne verdens muslimer og sympatisører i tolerantisternes tempel.

Hvis det er en gevinst, så er det en stakket én, for nok er borgerne i New York på bølgelængde med præsidenten, men amerikanerne er det ikke, og det er nok så vigtigt som stemningen i et multikulturelt lokalsamfund. Næsten tre ud af fire amerikanere siger nej til moskébyggeriet, så nu får vi balladen, som ikke bliver mindre af, at nationens overhoved allerede har spillet ”rettighedskortet” – overtrumfen, den ultimative – og det er uklogt, for så er der ikke mere at spille ud med, når spillet begynder. Det ved vi whist- og bridgespillere, men åbenbart ikke spilleren i Det Hvide Hus.

P.S. Under normale omstændigheder ville jeg være fløjtende ligeglad med moskébyggeri på øvre eller nedre Manhattan og ligeså fløjtende indifferent over for muntre vignetter af perifere profeter i den gode avis Jyllands-Posten, for det er dansk tradition, dansk fornøjelighed, dansk spøg og skæmt. Men: Omstændighederne er ikke normale, og frygten har taget bolig på både den ene og den anden side Atlanten.

Klassiker

Det industrialiserede massemord på Europas jøder, som nazisterne satte i værk i Auschwitz-Birkenau, blev i en vis udstrækning varetaget af jødiske tvangarbejdere.

Denne bog indeholder bl.a. syv interviews med nogle af de ganske få overlevende af disse tvangsarbejdere. Deres fortællinger afdækker nogle af de mest uhyggelige og brutale detaljer i udryddelsesprocessens surrealistiske helvede.

500 sider • hardback med illustrationer • KUN kr. 399,95 (vejl.)

INTROITE!publishers • ISBN: 978-87-90820-42-8

Køb nu hos din boghandler eller direkte hos forlaget:

www.introite.dk

Admiral Gjeddes Gaard – et historisk mødested midt i København I hjertet af København ligger et af byens ældste mødesteder.

Admiral Gjeddes Gaard har siden middelalderen dannet ramme om akademisk, kulturelt og politisk samvær – med deltagelse af blandt andre Ludvig Holberg, Tom Kristensen og Th. Stauning.

Hele gården emmer af enestående atmosfære.

Holbergsalen har fx fritstående rustikke bjælker, bindingsværk og fungerende brændeovn fra 1698. Her underviste Ludvig Holberg i begyndelsen af 1700-tallet.

Vi afholder alle slags sammenkomster, og tilbyder eksklusive rammer og fleksibelt og engageret personale. Al forplejning sker gennem catering, som man selv kan arrangere. Vi kan hjælpe med at indhente tilbud fra vores samarbejdspartnere. Mulighed for koshermad.

Admiral Gjeddes Gaard · St. Kannikestræde 10A · 1169 København K Telefon 7022 1087 · Mobil 2066 1087 · admiral@gjeddegaard.dk · www.admiralgjeddesgaard.dk GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

37

minoritetskampfæller i USA

En fælles seng med forskellige drømme Jøderne var de sortes bedste forbundsfæller i kampen for borgerrettigheder i 1960'ernes USA. Undertrykkelse og diskrimination kendte begge grupper til. Alligevel endte det ulykkeligt og i visse tilfælde i direkte antisemitisme.

Af Susanne Bernth Den moderne borgerretskamp begyndte i 1955 i byen Montgomery i delstaten Alabama, da syersken Rosa Parks nægtede at lade en hvid mand tage hendes plads i bussen. Året før havde den amerikanske højesteret erklæret raceadskilte skoler for ulovlige i den skelsættende sag ”Brown vs. Board of Education”, som forbød enkeltstaternes skoleråd at opretholde sorte og hvide skoler i henhold til princippet om ”adskilt men lige”.

Bag den sag, som Oliver Brown anlagde mod skolevæsenet i Topeka i sydstaten Kansas, stod en anden og hvid Brown, Esther, og National Association for the Advancement of Colored People

(NAACP) har senere sagt, at sagen næppe var kommet for retten uden Esther Browns indsats. Hun havde ikke noget som helst at gøre med det lokale skolevæsen, men var dødtræt af, at hendes sorte hushjælps børn skulle undervises i en parodi af en skolebygning. Derfor begyndte hun at engagere sig i det lokale skolevæsen og protesterede ivrigt mod ”adskilt men lige”-politikken.

Hendes venner og naboer var alt andet end begejstrede, men hun var ligeglad.

Hun hyrede en advokat, rejste midler til hans salær og prøvede at få medlemmerne af den lokale afdeling af NAACP til at protestere. Men de foretrak at holde lav profil for ikke at risikere, at sorte lærere skulle blive fyret.

Esther Browns engagement havde store omkostninger for hende

selv og hendes familie. Hun blev truet, og der blev brændt et kors på græsplænen foran huset, hvor familien boede.

Hendes mand blev fyret fra sit job, og hendes svigerfar blev anklaget for at

”

Som sydstatsforfatteren Harry Golden formulerede det: ”Mens protestanterne bad deres præster om at tie, fordi de var bange for negrene, bad jøderne deres rabbinere om at tie af frygt for protestanterne."

Retssagen Brown vs. Board of Education startede med, at Esther Brown var dødtræt af, at hendes sorte hushjælps bør n skulle undervises i en parodi af en skolebygning.

38

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

være kommunist, hvilket var alt andet end ufarligt under McCarthy-perioden i første halvdel af 1950'erne.

Omsider besluttede NAACPs centrale juridiske afdeling at tage sagen op. Den blev ført af organisationens juridiske førstemand, den senere – og første sorte – højesteretsdommer Thurgood Marshal, der som sin højre hånd havde Jack Greenberg, en af flere jødiske jurister, der havde spillet en central rolle i både den juridiske afdeling og i NAACP som sådan.

Konflikten mellem nord og syd

Højesterets afgørelse af Brown vs. Board of Education udgjorde et problem for de jøder, der havde gjort deres yderste for at assimilere sig i en grad, så ingen lagde mærke til dem. Som sydstatsforfatteren Harry Golden formulerede det: ”Mens protestanterne bad deres præster om at tie, fordi de var bange for negrene, bad jøderne deres rabbinere om at tie af frygt for protestanterne.”

Martin Luther King anså Birmingham i sydstaten Alabama for at være den mest raceadskilte by i USA, og den jødiske menighed havde ingen interesse i at rykke ved denne balance. Ud af Birminghams 630.000 indbyggere udgjorde den jødiske menighed under 4.000. De var overvejende forretningsdrivende og på god fod med det øvre borgerskab, som sad på det meste i byen. De to grupper omgik ikke hinanden privat, og der var et usynligt loft for, hvor langt de jødiske forretningsdrivende kunne nå op i den lokale magtstruktur.

Menighedens medlemmer var ikke at finde blandt de sortes plageånder, og selvom de ikke selv direkte blev overfaldet af Ku Klux Klan, fandt de det bedst at gøre mindst mulig opmærksom på sig selv.

Klanens eksistensberettigelse var at hævde det hvide protestantiske overherredømme, og som et hvert andet mindretal var også jøderne udsatte.

Advokatholdet der førte sagen Brown vs. Board of Education. I midten med korslagte arme ses Jack Greenberg til højre for ham Thurgood Marshall.

Lynchingen af Leo Frank i 1915, efter han var blevet dømt for en voldtægt, som han posthumt blev frikendt for, havde sat sine spor. Som Harold Katz, et fremtrædende medlem af menighedens repræsentantskab, udtrykte det: ”Man kan ikke forvente, at den jødiske menighed går forrest i løsningen af racespørgsmålet, med mindre resten af samfundet gør det, hvorfor alt arbejde i denne henseende bør foregå diskret.”

Kings støtter

Det var derfor med nogen skepsis, de så på deres overvejende liberale, ikke synderligt religiøse, men meget fane­ svingende trosfæller fra nordstaterne,

T h u r g o o d M a r s h a l l v a r NAA C P ' s j u r i d i s k e f ø r s t e m a n d – o g s e n e r e USA ' s første sorte højesteretsdommer

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

39

Martin Luther King så rabbineren Abraham Joshya Heschel som en af sine nærmeste venner. Begge billeder er fra 1965.

CBS. I følge Sally Bedells Smiths biografi, In All His Glory, fik Paleys familie ikke adgang til den country-club, der lå lige over for hans ikke ubetydelige villa, med henvisning til deres jødiske baggrund. Det samme gjaldt overklassedanseskoler i Washington, D.C.-området, der først noget fodslæbende lod sorte og jøder valse med langt op i 1980'erne.

som i begyndelsen af 1960'erne strømmede til for at være en del af Martin Luther Kings borgerretskampagne. Disse udgjorde hen ved halvdelen af de hvide, der sluttede op om Martin Luther Kings ikke-vold kampagne og støttede kampen for de sortes rettigheder med beløb, som langt oversteg deres andel i befolkningen.

Mange nøglepersoner omkring King i de afgørende år i midten af 1960'erne var jøder, som forretningsmanden Stanley David Levison fra New York. Udover at Levison var en nær ven og rådgiver, hjalp han også King med at skrive taler og organisere de ikke-voldelige aktioner.

Erhvervsjuristen Harry Wachel, der ligeledes var fra New York, var i mange år Kings fortrolige og juridiske rådgiver sammen med Jack Greenberg fra NAACP. Blandt sine nærmeste venner talte King rabbinerne Abraham Joshua Heschel samt William Kunstler og Morris Abram, der alle handlede ud fra en etisk overbevisning om, at det var det eneste rigtige at gøre, på trods af hvad det afstedkom af ubehageligheder for dem selv.

Fælles sag

I nord var der historisk en lang tradition for at se borgerrettigheder som en fælles sag for jøder og sorte. De jødiske indvandrere fra Østeuropa omkring århundredeskiftet var mindst lige så politiske som religiøse, og med socialistisk ildhu anså

40

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

de det som deres pligt at forbrødre alle, uanset hudfarve eller religiøst tilhørsforhold. At kæmpe med de sorte om bedre løn og arbejdsforhold var en kamp, der gavnede begge parter.

De dybt religiøse sorte i syden var kristne, men så i høj grad en frelser i Moses, der udfriede jøderne fra slaveriet i Ægypten. ”Go down, Moses, way down in Egypt’s land. Tell ol’ Pharaoh, let my people go”, som det hedder i den kendte gospel.

På samme måde havde de jødiske aviser i nord fra århundredets begyndelse draget paralleller mellem de sortes flugt fra undertrykkelsen i sydstaterne og jødernes flugt fra Ægypten og skrev om, at både sorte og jøder levede i ghettoer.

De voldelige overfald mod sorte blev beskrevet som pogromer. De understregede i det hele taget det, som var en fælles, i stedet for det som adskilte.

Etisk fordring

Joel og Arthur Spingarn var ikke rundet af østjøderne, men var veluddannede og kom fra en velhavende familie, der havde boet i USA siden midten af 1800-tallet.

De var blandt de få hvide amerikanere, der i begyndelsen af det 20. århundrede støttede den sorte sociolog, forfatter og borgerretsforkæmper W.E.B. du Bois’ krav om lige rettigheder. Begge brødre var stærkt engageret i stiftelsen af NAACP i 1911, som var det første

forsøg på at give de amerikanske sorte et forenet talerør. I 1913 blev litteraten Joel formand for bestyrelsen og tjente som kasserer fra 1919 til 1930, indtil han blev organisationens leder, en post han beholdt til sin død i 1939. Han blev afløst af broderen Arthur, der var jurist, og først i 1975 kom en sort til at beklæde formandsposten.

Blandt de tidlige jødiske medstiftere af NAACP var også Julius Rosenwald, medejer og leder af stormagasinet Sears Roebuck. Han brugte en stor del af sin formue på at oprette skoler for underprivilegerede sorte børn i sydstaterne.

Velstand ingen hindring

Selvom jøderne generelt var bedre uddannet og i løbet af første halvdel af det tyvende århundrede havde formået at hægte sig på middelklassen, var der god mening i at slå fælles sag med de sorte, både ud fra en konkret og en etisk synsvinkel. De amerikanske jøder blev stadig diskrimineret, og efter raceadskillelsen var ophævet i den amerikanske hær i 1948, gik der flere år før nordstaternes eliteuniversiteter opgav deres kvoter for, hvor mange jøder der kunne blive optaget, ligesom der var områder, hvor de ikke måtte bosætte sig, og klubber de ikke kunne blive medlem af.

Her gjaldt ingen standsanseelse, og det ramte for eksempel William S. Paley, grundlæggeren af radio- og tv-netværket

”

Black Power troede ikke på samarbejde og fælles drømme, og slet ikke når de ved selvsyn kunne konstatere, at det gik jøderne bedre og bedre, mens de sorte var låst fast i fattigdom, arbejdsløshed og diskrimination."

En ting var chikane fra de angelsaksiske protestanter i USA, men efter at rædslerne fra Hitler-Tyskland blev blotlagt, var det udenfor enhver tvivl, at jøderne kunne tale med om diskrimination og forfølgelse, hvilket gav fornyet tilskyndelse til solidariseringen med de sortes sag.

Sort selvhævdelse

Målet var det samme, et Amerika som var baseret på fortjeneste og ikke nedarvede privilegier, og hvor religiøse, etniske og racemæssige forhold ikke spillede nogen rolle. Men da de første med Kings udtryk ”lette” sejre i borgerretskampen var vundet, hvormed han mente de juridiske barrierer, stod den hårde kamp tilbage med at overvinde den de factodiskriminering, som i uforholdsmæssig grad ramte de sorte.

King’s ikke-voldspolitik havde i

slutningen af 1960'erne ikke længere den samme gennemslagskraft, og oppositionen fra Black Power-bevægelsen blev mere og mere markant. De var trætte af, at det var hvide og ofte jøder, der kørte løbet, og da jøderne var den mest synlige gruppe, gik det ud over dem.

Black Power troede ikke på samarbejde og fælles drømme, og slet ikke når de ved selvsyn kunne konstatere, at det gik jøderne bedre og bedre, mens de sorte var låst fast i fattigdom, arbejdsløshed og diskrimination.

Spændingerne var overvejende af social karakter og havde rødder i den tid, hvor jøder så småt begyndte at forlade de mere ydmyge beboelseskvarterer for at flytte ud til forstæderne. De sorte flyttede ind i stedet, ofte med det resultat, at kvartererne forfaldt og kriminaliteten steg, hvilket fik de sidste jøder til at forlade kvartererne. Mange af de oprindelige jødiske husejere havde bevaret deres ejendomme og stod nu som dem, der krævede huslejen betalt til den første. Jøderne var ikke længere en forbundsfælle, men en hvid undertrykker.

Allah afløser Moses

Situationen blev for alvor tilspidset, da mange sorte efter mordet på King i 1968 og for dog at have et ståsted i tilværelsen søgte tilflugt i Nation of Islam. Denne organisation blev i løbet af 1960’erne og 70’erne radikaliseret og er siden havnet i lodret antisemitisme. Nu var frelseren ikke længere Moses, men Allah, og i solidaritet med deres trosfæller i Mellemøsten blev tonen skærpet en ekstra

omgang, hver gang der var konflikt i området.

Selv en baptist-præst som Jesse Jackson, der et par gange har forsøgt sig som demokratisk præsidentkandidat, prøvede under sine kampagner at indynde sig hos de sorte muslimer ved at tale nedsættende om jøderne, uden at han blev nomineret af den grund. Han skyndte sig da også at undskylde, da jøderne altid har været er en stærk demokratisk vælgergruppe.

Nye flertal

Ved seneste præsidentvalg stemte 88 pct. af de stemmeberettigede jøder på Barack Obama. Tallet var højere blandt de sorte vælgere, og generelt er livet i dag anderledes for både jøder og sorte end i de varme dage i 1960'erne. Begge grupper har nået både magt, indflydelse og velstand, uden at det dog er kommet til en fornyet forbrødring af den grund.

Inden det kom til et definitivt brud mellem de to kampfæller, opstod der en alvorlig konflikt i spørgsmålet om positiv særbehandling. Jøderne var udelt imod det, mens de sorte i stigende omfang krævede det, hvis de da ikke ligefrem gik ind for sort nationalisme, fordi de på forhånd havde opgivet at få en retfærdig behandling af det hvide flertal.

Med en sort familie i Det hvide Hus – og vel at mærke ikke for at gøre rent og lave mad – er den store diskussion i USA i dag minoriteternes sejr over det gamle angelsaksiske flertal. Minoriteterne er ved at blive et flertal, sengen er blevet bredere, og i den er det måske lettere at få drømmene til passe sammen.

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

41

bogomtale

Rigtige sportsmænd Brydesporten har for mange jødiske immigranter været en vej til integration i det danske samfund. Gennem familien Kurland, der bl.a. omfatter en olympisk sølvvinder, får man et indblik i en jødisk families liv fra 1930’erne ind i besættelses- og efterkrigstiden.

Af Elsebeth Paikin ”Far, hvorfor skriver du ikke dine erindringer om dit liv? Du har oplevet så meget, som er værd at nedfælde, og så vil vi efterkommere have et billede af dit liv – også når vi engang ikke har dig mere”. Sådan lød opfordringen fra Simon Kurlands søn, og opfordringen blev imødekommet.

Resultatet er en bog, Kurland – en jødisk sportsmand i krigs- og efterkrigstid, som på mange områder knytter sig til andre erindringer skrevet af jødiske indvandrere eller børn af indvandrere fra Østeuropa. Nogen vil måske mene, at har man læst én af disse erindringsbøger, har man læst dem alle, men det er dog ikke rigtigt. Navnlig slægtsforskere og familiehistorikere vil finde nye oplysninger og interessante aspekter i

hver enkelt bog, for selv om den ”store historie” er den samme, vil de enkelte livshistorier aldrig være ens.

Denne bog har også sin egen identitet. Ikke mindst fordi den kaster lys over en periode, hvor dansk-jødiske sports­udøvere var blandt de allerbedste.

Kurland-familien kom til Danmark fra Letland og trods hårde tider og fattige kår blev de hurtigt og vel integreret i det danske samfund. Professor ved Institut for Idræt, Københavns Universitet, Hans Bonde, skriver i forordet til bogen, at: ”Det er tydeligt, at Danmark har en spændende og lærerig integrationshistorie længe før nutidens ophedede integrationsdebatter. Kurland-familiens historie er en fortælling om en vellykket jødisk integrationsproces i Danmark. Det jødiske kulturelle og religiøse særpræg

har kunnet bevares, samtidig med at de jødiske befolkningslag er blevet danske.”

Brødrene Kurland var alle aktive i den jødiske idrætsforening Hakoah (styrke på hebraisk), og både forfatteren til bogen, Simon Kurland, og hans storebror Abraham var mesterbrydere. Abraham Kurland blev kendt både i Danmark og internationalt for sin sølvmedalje ved de Olympiske Lege i 1932 og lillebror Simon, der selv blev københavnsmester i letvægt to gange og to gange nr. tre ved Danmarksmesterskaberne, skriver i en hyldest til ham: ”Som sportsmand havde Abraham haft et fantastisk liv med store resultater og var verdensberømt som bryder.

Han havde 12 danmarksmesterskaber, lige så mange københavnsmesterskaber, to andenpladser ved europamesterskaberne, var sølvmedaljevinder ved De Olympiske Lege i 1932 i Los Angeles

Abraham Kurland (1912-1999) havde en fantastisk karriere som letvægtsbryder: Sølvvinder ved OL 1932 og EM 1934 og 1935 i græsk-romersk stil.

Bronzevinder ved EM 1934 i fri stil.

42

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

Isak Paikin, som vandt Danmarksmesterskabet i sværvægt i 1946, var sammen med Abraham Kurland, Michael Kurland og Kolle Leizerowitz i en årrække dominerende i deres vægtklasse og gjorde idrætsforeningen HAKOAH til en virkelig magtfaktor i dansk brydning. (Foto: privateje)

og havde haft intet mindre end 914 brydekampe, hvoraf han havde vundet de 800 kampe.”

Professor Hans Bonde fremhæver, at forfatteren tilhører en generation af østjøder, der blev integreret praktisk taget gnidningsløst i det danske samfund – og medvirkende hertil har været ”en kropslig integration, der bryder radikalt med den ghettoagtige adskillelse mellem etniske grupper”.

Man kan kun gisne om, hvorfor så mange jøder i den periode valgte en sportsgren som netop brydning, men mon ikke det hænger sammen med ønsket om at kunne klare sig, at kunne forsvare sig?

Simon Kurland har sandsynligvis valgt brydning, fordi han havde fulgt sine brødres brydekampe, og det kom ham tidligt til gode. Han skriver i bogen, at en dreng kaldte ham ”jødeunge” og ville slås. Simon Kurland skriver, at han allerede må have forstået nogle af brydningens finesser ved at se sine brødre kæmpe, for da drengen gik ind på livet af ham, fik Simon med et ”hjemmelavet hovedfaldsgreb overtaget”.

Den nu 86-årige Simon Kurland skriver i et ligefremt og levende sprog om opvæksten i slumkvarteret omkring Borgergade i København, skolegangen i Mosaisk Drengeskole, flugten til Sverige i oktober 1943, hvor brødrene fortsatte deres bryderkarriere, livet efter hjem-

komsten til Danmark, hvor familien måtte begynde på en frisk, fordi alt var blevet stjålet fra dem, ægteskab og etablering af egen forretning. Jævnaldrende jødiske emigranter og deres børn vil kunne nikke genkendende til meget i skildringen, men de og udefrakommende vil finde nye facetter til historien. Dog savnes der et personindex i bogen.

Simon Kurlands søn har fået sin bog om slægtens historie, men bogen har også værdi for sports- og historieinteresserede og naturligvis slægtsforskere og familiehistorikere.

Kurland – en jødisk sportsmand i krigs- og efterkrigstid Udkommer 27. august 2010

Kurland boykottede som storfavorit til guldet OL i Berlin 1936. I 1940 og 1944 blev OL ikke afholdt. Først i 1948 ved OL i London kunne Kurland igen deltage – nu som 36-årig. Resultatet blev en 9. plads

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

43

hemmelige "katolske" jøder

I 1996 blev der bygget en ny synagoge i Belmonte, sponsoreret af den jødiske filantrop Shlomo Azulai. På de store helligdage kommer en rabbiner, der fordeler sin opmærksomhed på de forskellige menigheder i Portugal, men i det daglige forretter flere af Belmontes ’tilbagevendte’ gudstjenesten.

Foto: Jeanne G Kempenski

Vovemod Conversos, neo-cristianos, marranos, crypto-judeus, anussim – de tvangskonverterede jøder i Portugal og Spanien havde mange øgenavne. Siden 1391, hvor de første pogromer brød ud og alene i Sevilla, hvor de begyndte og kostede over 4.000 jøder livet, var konvertering til kristendommen ofte den eneste vej til overlevelse. Sådan var det også i Belmonte, en lille portugisisk by på grænsen til Spanien, hvor der i generationer har levet en stor gruppe kryptojøder. Men nu vil de ikke være krypto mere.

Af Ditte Goldschmidt og Jeanne Goldschmidt Kempinski ”Jeg kan ikke lide ordet kryptojøde”, siger Miguel Vas, der er bestyrer af Museu Luso Hebraico i Belmonte. ”Når man i mange århundreder har følt sig som jøde, føles det, som om man bliver devalueret. Det er et ord, som bliver brugt af turister”.

Turister og nysgerrige har der været en del af i byen, og også journalister, der har tjent gode penge på offentliggørelse af de glemte og gemte jøder og deres særlige skikke og traditioner.

Det har forstærket kryptotendensen, mener Miguel Vas, og derfor har jøderne her ikke lyst til at møde folk udefra.

Han er selv født og opvokset i Belmonte og ’vendte tilbage’ til jødedommen for 20 år siden. Han var dengang 10 år gammel, og han husker, hvordan de gamle i familien med forsigtighed og små dobbelttydige tegn videreførte de gamle traditioner.

Han nævner med et smil ordet natalinho, der betyder ”lille jul”, og som i hans familie blev brugt som benævnelse for den jødiske fest chanukka. ”Der er i dag 20-30 kryptojøder tilbage i Belmonte. Hele min familie er blevet jøder. Rabbinatet i Israel forlangte, at vi konverterede til jødedommen for at kunne tælles med som jøder i en gudstjeneste. Så det har vi gjort”.

Kvinder som traditionsbærere

Den første synagoge i Belmonte blev bygget i 1297, hvilket ses som et tegn på, at der allerede dengang eksisterede en blom-

44

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

Belmonte

strende og stærk jødisk menighed. Men i slutningen af 1400-tallet blev synagogen ’konverteret’ til kirke, og kryptojøde-­fænomenet opstod.

I århundreder herefter levede jøderne i Belmonte som katolikker, mens de i det skjulte praktiserede en form for jødedom, der med tiden blev en tradition. I dag er udøvelsen af de få tilbageværende ritualer et udtryk for en egen identitet, men i mange generationer var hemmeligholdelsen nødvendig for at kunne opretholde et religiøst, jødisk tilhørsforhold.

Hemmeligholdelsen betød, at ritualerne ikke kunne udføres kollektivt, men måtte holdes til hjemmene. Her havde kvinderne traditionelt hovedrollen, og derfor blev det som regel dem, der bevarede og videreførte traditionen – hver familie med sit særpræg.

Når der fredag aften blev tændt shabbat-lys, gemte man dem i bunden af en krukke. Den traditionelle matzah, som spises i Pesach-helligdagene, blev bagt i skjul under gamle klinker, og jødiske helligdage blev fejret sent på dagen for at undgå ransagning. For at fjerne al mistanke hængte man jødiske ”helgenbilleder” på væggene: Santo Moisesinho – Moses, og Santa Reinha Ester – dronning Esther, til tider suppleret med den kristne Anjo da Guarda.

Kvinderne opfandt særlige bønner, som de brugte i kirken til at tage afstand fra ’brødet og billederne’, og de forrettede velsignelser i hjemmet inden den obligatoriske vielse i kirken. De giftede sig helst med andre kryptojøder, men forsøgte dog at finde ægtefæller så genetisk fjernt fra dem selv som muligt. Alligevel blev

der ofte tale om fætter-kusine ægteskaber, og arvelige sygdomme, kunne ikke undgås.

Man undlod at spise svinekød om lørdagen og afstod fra at spise kanin, fisk uden skæl og kød der indeholdt blod. Omskærelse måtte dog opgives, og med tiden glemte man, at omskærelse overhovedet havde en betydning.

som mange andre steder var vejen tilbage til den traditionelle jødedom ikke nem at gå, bl.a. fordi velkomsten ikke var så varm, som man havde forventet.

De mange henvendelser fra efterkommere af kryptojøder – ikke mindst fra de tidligere spanske og portugisiske kolonier – der ønskede at blive anerkendt som jøder i traditionel forstand, har givet anledning til debat blandt rabbinerne om, hvorvidt efterkommerne ’vender tilbage’, eller om de skal konvertere til jødedommen for at blive anerkendt.

Der er tendens til, at ashkenaziske rabbinere mener, at der skal konvertering til, fordi der er tale om mange generationers sammenblanding af jødiske og kristne religiøse forestillinger og ritualer, mens sefardiske rabbinere har fokuseret på ”tilbagevenden”, fordi der er tale om mennesker, der gennem århundreder og på trods af store farer, har været tro mod den traditionelle jødedom.

Det er blevet mødt med både forundring og vrede blandt medlemmer af den jødiske menighed, at de blandt rabbinere ikke var at regne for jøder, og at ortodoks jødedom havde regelsæt, der var uforenelige med de normer, som de havde opbygget gennem hundrede af år. Eksempelvis ville kvinderne fra nu af have en underordnet rolle i forbindelse med overholdelsen af de religiøse forskrifter, og det var selvfølgelig svært at acceptere, at de, der gennem fem hundrede år havde været trofaste over for jødedommen under vilkår, som kunne medføre døden på bålet, hvis de blev opdaget, ikke blev regnet for ’rigtige’ jøder.

Alle vidste det

En polak kom forbi

I århundreder levede de portugisiske nykristne som en glemt stamme, men i 1917 indtraf en skelsættende ændring. En polsk-jødisk mineingeniør, Samuel Schwarz, ankom til Belmonte. Han blev advaret af en købmand mod at gøre forretninger med en bestemt byfælle, fordi denne var jøde.

Schwarz undrede sig over, om der var tale om antisemitisme, fordi der var jøder i byen. Han fandt frem til, at der faktisk var mange, der praktiserede deres ritualer i skjul, men at de vidste meget lidt om den øvrige verden og slet intet om andre jøder.

Schwarz forsøgte ivrigt at komme i kontakt med disse skjulte jøder, bl.a. ved at fremhæve, at han selv var jøde, men først da han reciterede den kendte hebraiske bøn Shema Israel Adonai … , fik de tillid til ham.

Efter mødet med Schwarz ønskede mange kryptojøder i Belmonte at tilslutte sig den traditionelle jødedom, men her

På hovedgaden i Belmonte har brødrene Carlos José og Moisés Mendes Henriques Morâo en ”familieekviperingsforretning”.

Der er ingen tvivl om, at det er en jødisk forretning. Facaden er prydet med to store Davidsstjerner og syvarmede lysestager, og begge brødre bærer halskæder med Davidsstjerne og det hebraiske tegn chai – ’liv’. ”I 1987 etablerede en gruppe unge med hjælp udefra en jødisk forsamling her i Belmonte, og derefter begyndte om-

Belmonte er kendt for de mange jøder, der i århundreder har skjult deres religiøse ritualer. I byen er der i dag hele to begravelses­pladser med jødiske grave. Den ene gravplads er udelukkende jødisk, den anden er kristen med jødiske og kristne gravsteder mellem hinanden. Foto: Jeanne G Kempenski GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

45

skærelserne og alle ritualerne’, forklarer Carlos. ”Vores far blev omskåret som 76-årig. Indtil da var vi alle sammen døbte, men i dag er ingen jøder under 20 år her i byen døbt’. ”Lissabon har den største menighed, men Belmonte-jøderne er de stærke, når det gælder at følge jødisk tradition”, tilføjer Moisés. ”Mange overlevede inkvisitionen, nogle forlod traditionen, og andre bevarede den”. ”Min mor arbejdede ikke om lørdagen, og vi spiste ikke svinekød den dag. Om onsdagen lavede hun den mad, vi spiste om lørdagen. Mine forældre praktiserede alt i det skjulte.”

Carlos går ud i bagbutikken og henter en flere meter lang stamtavle. Han peger på sit og broderens navn, på moderens og faderens, og fortæller: ”Det er min bedstemor, hun hed Benvinda, og den anden bedstemor hed Raquel – min mor var jøde, min far var jøde, min bedstemor var jøde og min bedstefar – alle.”

Men i lige så høj grad jøderne i Belmonte har levet skjult, i lige så høj grad synes deres byfæller at have kendt til dem. Sent på eftermiddagen sidder 28-årige Joaô Pinheiro i foyeren på hotel Belsol i udkanten af Belmonte. Han har gået i skole med flere kryptojøder:

k

t a

f

a

k

t a

f

a

k

t a

f

a

k

t a

En hellig handling

”Vi havde meget gode relationer, så længe vi var i skolen, men efter skoletid gik de for sig selv – de var optagede af at lære og af deres familie.”

Joaô Pinheiro har aldrig set, hvad der foregik hjemme hos jøderne, men man vidste, at de var jøder.

Hvordan? ”Det vidste vi bare alle sammen. Og kryptojøderne har ofte navne efter træsorter, fx Peireira (pæretræ), Carvalho (egetræ), Madeira (træ) og Crux. Mit eget navn, Pinheiro (pinje), er også kryptojødisk. Jeg har brugt meget tid på at søge efter jødiske forfædre, men i fire generationer tilbage har jeg kun fundet kristne.”

”Jeg kan ikke lide ordet kryptojøde”, siger Miguel Vas, der er bestyrer af Museu Luso Hebraico i Belmonte.

Foto: Jeanne G Kempenski

Carlos går ud i bagbutikken og henter en flere meter lang stamtavle. Han peger på sit og broderens navn, på moderens og faderens, og fortæller: ”Det er min bedstemor, hun hed Benvinda, og den anden bedstemor hed Raquel – min mor var jøde, min far var jøde, min bedste­mor var jøde og min bedstefar – alle.” Foto: Jeanne G Kempenski

f

a

k

t a

f

a

k

t

e

f

a

k

t a

’rent’ kristent blod i sig før man kunne frigøres for mistanke om ’judaisering’ af de kristne Det var ikke nemt for såkaldt nykristne – en af dogmer og ritualer. Ifølge disse bestemmelser datidens benævnelser for tvangskonverterede skulle kristne af ’uren’ oprindelse udeluk– at unddrage sig den fjendtlige omverdens kes fra offentlige og private hverv for ikke at mistanke om, at de hang fast i deres forfædres besmitte de ’rene’ kristne. religion, og at de med deres ny-kristendom For at kontrollere om de nykristne faktisk ’judaiserede’ den eksisterende kristendom. overholdt de katolske skikke og dogmer, Som en yderligere skærpelse af forfølgelsen indførtes i 1480 inkvisitionen i Spanien. mod de nykristne indførtes fra 1449 'limpieza Inkvisitorernes opgave var at lede efter tegn de sangre', lovene om blodets renhed, for på kætteri – at de nykristne levede ukristeligt, fortsat at kunne skelne mellem ny- og gameller at de levede som jøder i det skjulte. Disse melkristne. Bestemmelserne skulle afgøre, tegn kunne fx være, at en nykristen afholdt om man var ’sand’ kristen, ved at man skulle sig fra at spise svinekød, brugte olivenolie kunne påvise at have mindst tre generationers frem for spæk, skiftede linned hver fredag

46

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

f

a

k

t a

f

a

k

t a

f

a

k

t a

f

a

k

t a

f

og bad stående snarere end knælende. Det var også mistænkeligt, hvis gulvet blev fejet fra døråbningen ind mod midten i et rum, for man vidste, at jøder ikke ønskede at besudle mezuza’en på dørstolpen ved at feje smuds hen under den.

Det spanske kongepar Ferdinand og Isabella mente dog ikke, at inkvisitionsdomstolene var effektive nok, og derfor udstedte de i 1492 et dekret om udvisning af alle jøder fra Spanien.

Til trods for, at dekretet kun gav fire måneders advarsel, nåede en del jøder at flygte, heriblandt 100.000 - 150.000 til Portugal, hvor Kong Joaô den 2. gav dem ophold. Men hans efterfølger, Manuel d. 1., der giftede sig med

a

k

t a

f

a

k

t a

f

a

k

t a

f

a

en datter af Ferdinand og Isabella, blev af sine svigerforældre afkrævet at udvise alle jøder fra Portugal. Resultatet blev, at de, det ikke lykkedes for at flygte, enten blev tvangsdøbt eller dræbt.

Efter en periode med nogen tolerance over for de tvangsdøbte nykristne blev inkvisitionsdomstole også indført i Portugal i 1536. Begrebet auto-da-fé, som første gang blev brugt i forbindelse med inkvisitionen i Spanien, Portugal og disse landes kolonier, er portugisisk og betyder en hellig handling. Det blev indbegrebet af religiøs forfølgelse med tortur og brænding af anderledes troende og tænkende.

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

47

k

t

aktuel kunst Anselm Kiefers værker bliver udstillet på kunstLe dormeur du val – 2010 Den sovende i dalen

museet Louisiana i Humlebæk fra 10. september.

Olie, emulsion, akryl, shellak på lærred 190 x 560 cm

Udstillingen vil omfatte omkring 70 værker fra

Courtesy: Galerie Thaddaeus Ropac Paris/Salzburg

fire årtier. Blandt de udstillede værker er et af

Foto: Charles Duprat

hans mest kendte: “Faderen, sønnen og hellig­ ånden” (se næste side) fra 1973.

Strå, bly, hår og sand Udstillingsaktuelle Anselm Kiefer bruger naturens egne materialer, når han i sine lag-på-lag malerier tager fat på de store spørgsmål om menneskehedens tilstand, vores plads i universet, religionen og vores bidrag til andres lidelser.

Af Maureen Lexner Det er en udfordring præcist at beskrive Anselm Kiefers arbejde i nogle få afsnit, linjer eller ord.

Hans kilder til inspiration – mytologiske, spirituelle og historiske tekster såvel som poesi – er lige så mangfoldige som hans valg af kunstneriske udtryksformer: skulptur, vandfarve, oliemaling og bøger.

Mest overraskende er måske hans valg af materialer, som han ofte tager direkte fra naturen: Strå, bly, hår og sand – og aske som han rundhåndet lægger på sine lærreder med stort set alle tænkelige værktøjer.

Anselm Kiefer blev født i Donaueschingen, Tyskland, i marts 1945, en af de sidste dage af Anden Verdenskrig.

Han blev født i et samfund præget af krigens rædsler og i et landskab så forkullet som et af hans berømte malerier. Kiefer,

48

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

der var søn af en skolelærer, udviste allerede fra en tidlig alder en forkærlighed for de naturlige materialer, der omgav ham. Materialer, der senere skulle dukke op igen i hans monumentale værker.

Kiefer har selv sagt: “Jeg havde intet legetøj, så jeg legede med mursten i ruinerne, og med dem byggede jeg huse.”

Som ung mand indskrev Kiefer sig på universitetet for at læse jura. Han skiftede dog snart sit akademiske fokus til kunst. Han kom til at studere ved mange kunstakademier, men det var hans læretid hos Joseph Beuys i Düsseldorf, der fik en afgørende indflydelse på hans stil, temaer og materialevalg.

I Beuys fandt Kiefer en mentor, hvis egne interesser for mytologi, historie og metaforer matchede hans egen lag-på-lag stil. Kiefers malerier har ofte et labyrintisk format og et nøje udtænkt design med lag efter lag af informationer, som

dukker op lidt efter lidt. Hans arbejder er fulde af referencer til oldtidens mytologier (nordisk og ægyptisk), til mystiske traditioner (alkymi og kabbalah), til menneskehedens historier og – fremtrædende i hans tænkning – referencen til det skrevne ord i form af sætninger, remser og bøger.

Skyld, erindring og heling

I mange af Kiefers værker tjener lagene af maling og materialer til at illustrere de mange lag af information, der er lagt ind i dem. I Operation Søløve – et af hans mere berømte malerier – bruger han denne teknik og sin ironiske humor.

Titlen på værket er taget direkte fra kodenavnet på den tyske plan for, hvordan man skulle krydse Den Engelske Kanal under Anden Verdenskrig.

Man behøver ikke at forstå den historiske reference til nazisternes mislykkede

plan om at invadere Storbritannien, ligesom betragteren heller ikke nødvendigvis skal kende nazipartiets uddeling af badekar til tyske hjem. Skønheden ved Kiefers værker er ikke kun, at de indeholder utallige litterære og historiske referencer, men også mange ikonografiske referencer, så betragterne bliver berørt på mange og meget forskellige planer.

Det faktum, at han voksede op i skyggen af Det Tredje Rige, har påvirket Kiefer kraftigt igennem hele hans liv, og Holocaust og Tysklands skyldfølelse blev et fremtrædende tema i hans arbejder.

Så tidligt som i 1970’erne begyndte han at udvise en slags besættelse af emnet ’Shoah og Tysklands identitet efter krigen’ ved at blande det med billeder og ideer taget fra tysk historie og mytologi.

Kombinationen af en slags nostalgi efter en del af tysk historie og en dybt forankret rædsel mod en anden del kan ved første øjekast virke paradoksal og nærmest umulig at forene. Men ikke desto mindre er blandingen af forskellige meninger og informationer blevet et kendetegn for hans stil.

På lærred efter lærred har Kiefer forsøgt

Kiefer i sit studio. Foto: copyright 2010 Renate Graf

at genåbne sårene fra krigens tid. Han mener, at debatten er nødvendig, at kunsten kan spille en central rolle i helingsprocessen, at ’kunsten bliver nødt til at tage ansvar uden at opgive at være kunst’.

Inspiration fra digtere

Udover Joseph Beuys stil var Kiefer også meget inspireret af det skrevne ord. I nogle situationer skrev han titlen på værket direkte ind på lærredet, i andre som

Kunsten bliver nødt til at tage ansvar uden at opgive at være kunst."

Cockchafer Fly (titlen refererer til oldenborren i en tysk børneremse fra tiden efter Anden Verdenskrig) ser vi ham igen låne elementer fra sin egen barndom og fysisk set placere dem på lærredet.

Kiefer fandt også inspiration og temaer til sin kunst hos store digtere som Ingeborg Bachmann and Paul Celan – den tysksprogede rumænske jøde, som undslap døden under nazisternes besættelse. Celans arbejder, der fremstiller livet i nazistiske koncentrationslejre, influerede flere af Kiefers malerier, og det er hans digt Todesfuge (På dansk: Dødsfuga), der inspirerede til værket Sulamith og Margarete.

I Dødsfuga skriver Celan: “Dit gyldne hår Margarete; dit askefarvede hår Sulamith”, da han fortæller historien om to kvinder – den ene tysk og fri, den anden jødisk og fængslet. Igen bruger Kiefer genstande, som han kender så godt fra sin barndom: Strå, som klæbes til lærredet – måske for at vise hendes gyldne lokker. Den samme farve, som formentlig sparede hende for den skæbne, der blev hans jødiske modpart til del.I Sulamith bruger Kiefer fravæGOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

49

Vater, Sohn, Heiliger Geist – 1973 Fader, Søn, Helligånd Olie på lærred 260 x 200 cm Van Abbemuseum, Eindhoven (langtidsdeponering fra Fam. Sanders) Foto: Peter Cox

ret af enhver formel fremtoning af sin jødiske heltinde. I stedet dominerer en grotteagtig arkitektonisk form rummet og i baggrunden brænder et bål.

Igen lejrer Kiefer lag af information i sit værk: Den monumentale bygning må antages at være et nazistisk design til en stor hal, som skulle hædre tyske krigshelte, mens flammerne er rester af Holocausts ild og af det jødiske ner tamid, det evige lys. Sulamith selv er forsvundet ind i Shoahs flammer, men hun overlever til evig tid i vores erindring.

Mysticisme og mytologi

Selvom temaerne for mange af Kiefers tidligere værker, tysk historie og mytologi, aldrig var langt fra hans sind eller lærred, er fokus i hans senere værker – eller et lag lagt til hans puslespil til allersidst – mere præget af hans intense interesse for mysticisme og verdens mytologier, heriblandt jødisk kabbalistisk og bibelsk tradition. Kiefers besøg i Israel i 1984 synes at have inspireret mange malerier som Jerusalem, der gengiver bibelske historier om Exodus I sit værk Aaron maler Kiefer atter et goldt landskab, den trøstesløse judæiske ørken, som på forunderlig vis minder

50

GOLDBERG | #21 | WWW.GOLDBERG.NU

om et traumatiseret Tyskland. Aaron er fremstillet som den stav, han bærer, ligesom Margarete er symboliseret ved sit gyldne hår og Sulamith ved flammerne.

Kiefers arbejder er alt andet end forsagte – de er enorme i størrelse og ganske chokerende, som om kunstneren selv har foldet en verden ud foran ens øjne, således at iagttageren bliver deltager eller øjenvidne.

Hans brug af symboler, referencer eller sågar materialer forbinder altid fortiden, nutiden og fremtiden – og minder os dermed om den menneskelige civilisations største bedrifter og værste ugerninger.

Kiefers grublerier over kosmos, selve formålet med vor eksistens og vor relation til det guddommelige er påvirket af hans interesse for mystisk jødisk tænkning. I værket Zim Zum, der helt tager vejret fra én, vender Kiefer atter tilbage til sit kendte landskabsformat, men denne gang er hans dramatisk billede indlejret i et jordlignende stof, som leder tanker hen imod et ikke-jordisk terræn – måske som et vink om et spirituelt domæne, der hænger over et arret jordisk landskab.

”

Kiefers malerier henleder igen og igen vores opmærksomhed på paradokset mellem at ønske at erindre og behovet for at glemme svære fortider og menneskelige tragedier."

Lag på lag af lysende bly er bøjet og dækket i sand, aske og maling. Ordene ”zim zum”, som i den kabbalistiske tradition henviser til skabelse gennem tegning af det guddommelige åndedræt, ses i himlene foroven og illustrerer en kosmisk forbindelse mellem ødelæggelse og skabelse. På den måde vender Kiefer tilbage til temaerne og formatet i sine tidligere værker – til begivenhederne i Anden Verdenskrig, som influerede hans tidligste malerier – og til idéen om, at livet og døden, det gode og det onde, fortiden og nutiden måske er uløseligt forbundet.

Goldberg's

galleri Præsenterer:

Marco Evaristti 1

nens rolle som opretholderen/nedbryderen af menneskeheden. Han gør det ved hjælp af iturevne, brændte stumper fra de religiøse tekster tilsat

”Jeg fortæller historier”

Anselm Kiefer, der er blevet berømt for sine episke malerier, sine trøstesløse landskaber og sin unikke brug af mange lag af materialer og meninger, bruger sin kunst til at generere en slags eksistentialistisk debat om menneskehedens tilstand, vores plads i universet, religionen og vores bidrag til andres lidelser.

De henleder igen og igen vores opmærksomhed på paradokset mellem at ønske at erindre og behovet for at glemme svære fortider og menneskelige tragedier. Kiefer er i ”erindringens business”, det er sikkert, men hans insisteren på at holde et spejl op foran dem, der er skyldige i frygtelige menneskeretskrænkelser har givet ham både bifald, spot og mange kontroverser.

Kiefer gør det ikke let for iagttageren at forstå hans værk eller intentioner – på samme måde som historien ikke har været let for os at acceptere eller begribe.

Kiefer er efter eget udsagn en historiefortæller: “Jeg fortæller historier i mine billeder … for at vise, hvad der er bag historien, laver jeg et hul og går igennem det.

Det er ikke kun en intellektuel, men også en følelsesmæssig oplevelse. Man bliver berørt af selve formatet af hans værker, deres strenghed eller de spørgsmål, de rejser uden rigtig at fatte deres mening.

Oversat og bearbejdet af Merete Reinholdt

Den dansk-chilenske multimediekunstner Marco Evaristti udforsker religio-

billeder af Buddha. Evaristti har udviklet projektet bestående af ti værker specielt til Goldberg, og de enkelte værker kan købes til en fordelagtig pris.

2

Vi præsenterer tre af værkerne her

– se alle 10 på www.goldberg.nu

3

Evaristti viser i disse værker, at religion er lige så stor en del af menneskets liv som de fire elementer – ild, luft, vand og jord – er en del af kloden. (I dette tilfælde kommer elementerne til udtryk ved forskellige farver på hvert lærred.) Men som historien har vist og teksterne forudsagt, er religion en nødvendighed for bevarelsen af et civiliseret samfund, og har samtidig kimen til dets opløsning. Ifølge Evaristti er det kun buddhismen, med sin vægt på passivitet og ikke-vold, der er menneskehedens tavse samvittighed.

Alle billederne måler: 27,5 x 22 cm inkl. passepartout (21 x 16 cm uden)

Når du køber gennem Goldberg's Galleri får du et unikt stykke kunst af Marco Evaristti for

KUN 1.800,Alt hvad du skal gøre er at sende en mail til: goldberg@goldberg.nu eller ringe på: 5024 9450

Statens Museum for Kunst udstiller Bob Dylans helt nye og aldrig tidligere viste malerier

Oplev Bob Dylans billedkunst, som er prĂŚget af samme konstante trang til fornyelse, der kendetegner hans musik

smk.dk

Udstillingen er støttet af: Mediepartner