Men... Hvad med Europa?!

I

2003 vil der blive truffet aftale om en markant udvidelse af EU. Den historiske

begivenhed falder et par år inden et økonomisk sammenbrud i den vestlige verden af hidtil usete dimensioner. Kombinationen af tårnhøje oliepriser efter angrebet på Irak samt en række finansskandaler vil resultere i chokbølger der løber igennem internationale finansinstitutioner og virksomheder. I skyggen af recessionen vil Kina komme frem i verdensøkonomiens front.

Som følge af recessionen og det globale økonomiske klima indgiver Fannie Mae og Freddie Mac konkursbegæring med blandt andre Morgan Stanley og HSBC. Bilindustrien rammes hårdt bl.a. grundet de spirende tiltag til grønne økonomier hvorfor Ford og General Motors går i betalingsstandsning i midten af det nye årti. Kinas kreditvillighed vil givetvis redde særligt amerikanske virksomheder.

Den halvhjertede europæiske opbakning til felttoget i Irak (og efterfølgende enten SaudiArabien eller Iran) underminerer gradvist sammenholdet i NATO. Intergovernmentale institutioner begynder at vise svagheder. Verdens økonomiske koblingspunkt og transaktionsbase vil flytte fra Atlanten til Stillehavet.

Der afholdes valg til Europaparlamentet i 2009. Den kommende forfatning ratificeres af det nyvalgte parlament og i størstedelen af medlemslandene. Men enkelte nægter og det europæiske samarbejde begynder for alvor at udvise revner i fundamentet. Særligt nationalister vil vinde popularitet i det nye Parlament.

Den civile ulydighed og opstand som gradvist vil stige over de næste fem-syv år kulminerer. Flere steder i Europa, Kina og Mellemøsten bliver militæret sat ind mod demonstranter. De europæiske hovedstæder udsættes for voldelige konfrontationer mellem særligt immigranter og politi, mens Kina og de mellemøstlige stater forsøger at bekæmpe de spirende modstandsgrupper og demokratiske bevægelser. Særligt internettet kommer til at udspille en vigtig rolle for de fejlslagne revolutioner. Dødsfald bliver hverdag.

Inden 2010 vil det europæiske samarbejde have udvist så store fejl og mangler at den generelle holdning blandt befolkningsgrupperne er utilfredshed. Særligt eurozonen, der præges af tårnhøj arbejdsløshed og socioøkonomisk stagnation rammes af den internationale krise i sådan en grad at de kulturelle konflikter mellem immigranter og politi, vil spilde over og rive indfødte arbejdsløse med sig. Konstellationen bliver en socialklassestruktur der underminere staternes økonomiske og social interesser.

Demografien og niveauet af social ydelser vil i sidste ende betyde statskonkurs og flere statsledere vil blive tvunget til at gå af.

Traditionelle strategier og redskaber er værdiløse i dette scenarie der præges af for mange interesser og for få kvalificerede beslutningstagere. Demokratiet vil være hindring for effektiv redning. Det er ikke til at vide hvordan en given konflikt vil ende.

Daniel Karpantschof September 2002

Ovenstående uddrag blev skrevet i forbindelse med det danske formandskab for EU tilbage i 2002, som ét af fem scenarier. Jeg har valgt at bruge det som introduktion -- ikke for at påstå at den nuværende krise var forudset (flere andre scenarier påviste helt andre udviklinger), men for at påpege hvor uundgåelig Europas situation var.

Inden vi fortsætter vil jeg gerne hurtigt ridse den definition på “krise” jeg benytter: Med tak til Michael Crichton, definerer jeg det som en pludselig ændring af eksterne faktorer der renderer en tidligere stabil tilstand umulig at opretholde.

Baggrunden Jeg blev efter et foredrag for Danish American Chamber of Commerce i New York spurgt om hvad min indstilling var til Europas fremtid. Om jeg kunne give et kvalificeret bud. Mit umiddelbare svar faldt i så dårlig jord at jeg vil benytte denne lejlighed til at uddybe hvorfor Europa, i mine øjne, er på vej mod en afgrund, men at der ikke er noget nyt i det.

Ved udgangen af 2002 viste Dow Jones Industrial Average (DJIA) at markedet og produktionen var skrøbeligere og langt fra så sikker som vi havde antaget. Alene i 2001 var udsving svarende til 20% af det samlede output, på kun to måneder, ikke uhørt.

Det gav stof til eftertanke at de tidligere mastodonter, kunne besidde større kreditsummer end det danske nationalbudget. Alene forholdet mellem USAs import og export var begyndt at smuldre på det tidspunkt.

Med andre ord; usikkerheder i vores antagelser om urokkelighed begyndte at vise deres tegn.

Når spillets regler ændres Det er interessant at holde dét i mente når vi forsøger at kikke længere frem. De underliggende systemer og strukturer som vi, hele vores liv har tage for givet, muterede til nye konstellationer. Europas dynamik, både i forhold til politiske systemer og markeder, har aldrig vist sig at være synderlig fleksibel. Det betyder at at Europa i meget høj grad vil blive udsat for chokbølger under den nuværende krise, der sætter dybere ar på kontinentet end eksempelvis USA eller ASEAN. Mange udviklingslande har aldrig fået etableret netop disse strukturer, hvorfor et chok mod disse hurtigt kan undviges og der kan skabes grobund for vækst baseret på nye kriterier og parametre. Europa sidder fast.

Der er mange forklaringer på hvorfor og hvordan den nuværende krise er opstået. Uanset hvad man måtte mene om det indledningsvise uddrag kommer det ganske tæt på nogle af de konflikter, der har udspillet sig over de seneste to års tid. Boligpriser er dog hverken nævnt eller glemt. Det var bare ikke en faktor for kun syv år siden. Men alle kan tage fejl, og hvis der er noget man iøvrigt bør gøre når vi arbejder med scenarier og strategisk udvikling er det viljen og lysten til at kunne gøre det.

Hvad der måske er mere interessant at kigge på er “(...)Verdens økonomiske koblingspunkt og transaktionsbase vil flytte fra Atlanten til Stillehavet (...)”.

Imperiernes fald Det kan komme som et chok for mange -- og gøre ondt for resten -- men Europas fald startede ikke i juni 2007. Den europæiske udviklingshistorie de seneste 600 år tegner nogle tydelige billeder af den socioøkonomiske udviklingsprocess som alle regioner cyklisk gennemgår.

EU står som mange, hvis ikke alle, som et vartegn på fredens Europa. Et fyrtårn for viden, forskning, internationalt samarbejde, menneskerettigheder, friheder og demokrati.

Civilisationens vugge.

Men om vi objektivt, uden at skulle vige for langt fra det oprindelige tema, kigger på det den samfundsmæssige evolution Europa har gennemgået, blot de seneste 150 år, må vi erkende at Europas storhedstid, kulturelt, økonomisk og socialt, smuldren startede da de store imperier begyndte at udvise metaltræthed.

Da Europa trådte ind i det tyvende århundrede begyndte skel at sætte sig på tværs af førnævnte tre samfundselementer. Havde man været strateg for nøjagtigt 100 år siden havde det givetvis heller ikke svært at forudse, på baggrund af kollapset i de statslige strukturer, at Første Verdenskrig var en uundgåelig konsekvens.

Der er også mange gode indikationer på at Anden Verdenskrig blev varslet allerede i 1927 - og særligt efter juni 1929 - ti år inden Tysklands stormtropper tog Polen og Europa med magt. Dette skrives iøvrigt på tresåret for begyndelse af Europas mørkeste kapitel.

Der er meget der taler for at Europa fortsat vil være en betydelig faktor i verdensøkonomien, det internationale samfund og diplomatiet. Men der endnu mere der taler imod.

Og heri, som poeten ville sige, ligger humlen.

Når intellektet bliver fordrevet Europa har udvist en evne, som intet andet kontinent, til at tilsidesætte borgeres interesser til fordel for staters. Den Europæiske Union er et direkte resultat af netop dette (i flæng kan nævnes landbrugsstøtte, regionsstøtte, toldmur, fælles valuta). Det ligger i Europas historie og kultur. Det er ikke nødvendigvis negativt ment, blot en observation.

Med verdens økonomiske koblingspunkt flyttet fra Atlanten til Stillehavet må Europa indse at de skal til at finde sig til rette på en hylde der ikke længere er et epicenter.

Efter Anden Verdenskrig har Europa dog stadig et voldsomt problem. Før 1939, blev standarder for universiteter og skoler sat i Europa. Særligt Tyskland, Frankrig og Østrig havde nogle af verdens bedste skoler og kultur og videnskab var Europas samlede største bedrift. Efter krigens udbrud fordrev Nazityskland læger og kunstnere, økonomer og arkitekter, musikere og videnskabsmænd i hobetal -- ikke blot fra Riget, men fra hele kontinentet. Langt størstedelen af flygtningene havnede i USA og her blev et universitetsmiljø revurderet og genopfundet.

Hvis man taler med en tilfældig tyskfødt europæer på gaden vil man stadig kunne høre om det intellektuelle vacuum som krigen har efterladt. Tres år efter er det stadig gældende.

Det startede for 100 år siden Europas forfald startede dermed ikke i 2007. Det startede 100 år forinden. Morsomt nok blev verdens første Internationale Kongres af Anarkister afviklet i Amsterdam netop dét år.

En ikke helt irrelevant begivenhed når man taler om staters forfald. Den voksende utilfredshed med statslige strukturer, magt- og voldsmonopoler, kulminerede i den største forsamling af statsminimalister på daværende tidspunkt. Anarkister samledes fra hele

kontinentet for at arbejde på mulighederne for at minimere de europæiske staters indflydelse på borgeres liv.

Intet af dette betyder jo at Europa er blevet fattigere siden Første Verdenskrig. Blot at resten af verden har haft en højere vækst. Dette værende sig både i totalen og per capita (Europas befolkningstilvækst har været hurtig og det afspejles naturligvis).

Europa har over en periode på 250 år gennemlevet en storstilet udvikling. Men sammenligner vi denne udvikling med eksempelvis USA, der for 250 år siden ikke eksisterede, eller Kina, der for 25 år siden ikke var andet end et produktionsapparat, må vi erkende at Europa ikke har kunnet følge med. Historisk længere end vi har turdet indse.

Men vi kan da...!

Det er lettere at tro på positive budskaber end negative, så med en vis skepsis kan man jo påpege at jeg tager fejl og pege på alle de ting Europas befolkninger og stater er gode til; kultur, opdagelser og teknologi? Vindmøller?

Antallet alene, af patenter fra Kina der når det internationale marked, om året, overstiger Europas samlede patentmasse på et halvt årti. Det er dog stadig kun en trediedel af USAs. Den samlede mængde transaktioner på tværs af Atlanten udgør, i skrivende stund, ca.

1/1000 af den samlede mængde transaktioner mellem USA og Kina. Antallet af billetter solgt til spillefilm fra USA er ca. halvdelen af de kinesiske film, der er ca. 1.700 gange de europæiske film.

Det er nye betingelser -- nye spilleregler.

Men det er i sagens gribende natur den mest dybdegående krise vi nogensinde har vidnet.

Det tragiske er måske nok at vi ikke engang har muligheden for at gøre det Europa historisk har været bedst til; at give de andre skylden. Og vindmøllerne? Dem lærer de andre jo nok også at lave.

Om du skulle være uenig, enig eller mener at jeg tager grueligt fejl så klik ind på www.mfnf.dk og klik på DABGO-linket i venstre side for at smide en kommentar og starte en debat.