POLITIKEN 2
Tirsdag 31. dec. 2013
KULTUR KRITIK DEBAT NAVNE
Og lorteprisen
2013 går til ... bæks personlige facebookprofil. Og nu årets prismodtagere, som både tæller unge genvejsakrobater og veteraner i de lange klassiske absencer:
Så er Lortelisten lækket (igen). Denne gang dog ikke Metroselskabets manual til bortforklaring af skandaler om udboringen af byen, men vores traditionelle kåring af årets mest stilfulde afsæt og spektakulære nedslag i kulturlivet (herunder samfundet, universet og livet).
Mindst sete teatersucces Nationalteatrets opsætning af 'Vi ved, hvorfor vi er i Afghanistan – det skifter bare lidt fra år til år, og sejren er altid nær'. Ingen (i regeringen) havde (officielt) set det komme (i ret mange år), da statsministeren 19. marts som drone fra en klar himmel meddelte, at forestillingen blev taget af plakaten efter i otte år at have spillet for fulde (lig)huse – uden synderlig publikumsinteresse. (Parenteser sat af PET).
Tætteste klipning
Udmærkelser Kommentar
Går til instruktøren Lars von Trier efter afsløringen af, at heller ikke den fem en halv time lange version af filmen 'Nymphomaniac' er originalen, men derimod en stærkt beskåret udgave (foretaget først med canadiske skovfældningsmaskiner, dernæst finpudset på to skibsværfter i Glasgow) af en endnu længere, som igen er en hårdt klippet version af den oprindelige med en samlet spilletid på 81,6 år – den forventede levetid for nyfødte piger – hvorfor kun pigebørn, der skrives op til en billet inden for svangerskabets første 16 uger, kan få slutningen med. Ved billetkøb overgår forældremyndigheden til Zentropa, som i pauserne vil tage sig af publikums generelle opdragelse, uddannelse og gradvise forfald. Af priskomiteens indstilling fremgår, at det »netop i denne genre jo er længden, der tæller«, og da erotiske scener først optræder godt 18 år inde i filmen, markedsføres den fortsat som børnefilm.
E
gentlig skal vi bare have fyret de skide priser af, stå dronningens nytårsfloskler igennem og sendt ungerne ud i trafikken og lege med noget krudt. Så vi i ro og mag kan drikke os i hegnet, hænge ud over stolen og kæfte op under kondomhatten, mens vi med mellemrum – som de besindige voksne, vi også er – bøjer os helt ned over de billige fusere af bordbomber, vi har flottet os med, lægger øjet til og sikrer os, at lunten nu også er gået ud. Og således kan tage hul på endnu et år med klap for begge øjne. Men først et blik over skulderen. Ikke at man bliver klogere af at bladre i de forgangne 12 måneder. Nærmest tværtimod. Men visse ting forstår man pludselig. Eksempelvis hvorfor en halv million færre danskere i dag følger nyhedsudsendelserne i tv end for 10 år siden. Her derfor først en lilNILS THORSEN le bonusnyhed til alle, der ikke lige fik åbnet avisen, fjernsynet eller vinduerne i 2013, fordi tiden nu engang siver anderledes kælent ud mellem fingrene, når man sidder og smager på sit eget mundvand, mens man fedter for fællesskabet på de sociale medier: Der er ikke sket noget. Særligt. Eller rettere: Hvis der er, opdagede de det heller ikke på nyhedsredaktionerne, hvor 365 dage var for få til, at der var tid til at spørge nogen, hvor vi egentlig skal hen, og hvordan vi skal bære os ad med at komme det. Alle kræfter måtte ofres på årets to store spørgsmål: Hvis skyld er det? Og: Hvad skal det koste dem? Det er omsider lykkedes os at forvandle den kedsommelige samfundsdebat til et dagligt sammenkaldt ø-råd, hvor politikere, sportsfolk og andre anløbne forkantsdanskere efter tur får deres integritet vurderet. Hvorefter de bliver stemt ud. Af cykelløb og ministerier. Indtil vi igen har glemt, hvor tvivlsom en karakter det faktisk kræver at nå til tops i dag. Hvorefter de bliver båret tilbage i guldstol. Årets største tak skylder vi derfor den fjerde statsmagt, som tydeligvis har erkendt, at man i et moderne demokrati ikke til evig tid kan holde befolkningen hen i uvidenhed om, at også kendte laver mad og ser på bolig. Uden denne vagthund risikerede vi ustandselig at miste fokus og spilde tiden på døgnfluer som hungersnød, uddannelsespolitik, ældres vilkår, global opvarmning, overvågning og andet populistisk gejl. Årets nyheder er derfor hurtigt overstået. Bookmakerne vandt det internationale Melodi Grand Prix. Der var vist også lidt larm nede i Syrien. Og en vis Juhu Hassan kom i en blodrus af versaler til at trykke så mange digtsamlinger, at det afstedkom hysteriske scener på Bogmessen og forårsagede stribevis af lænestolsåbenbaringer i gråhårede egne af den kreative klasse. Ellers intet. Men ser man det hele lidt fra oven, træder der nu alligevel et mønster frem. Mediernes helt gennemgående afsløring. Nemlig: At ingen kommer ærligt til noget. Det er langt om længe lykkedes os at skabe det, vi – i mangel på et grimmere ord – kalder et samfund, hvor den sikreste vej til toppen er smutvejen. Hvorfor alle skyder genvej, undskylder og ufortrødent fortsætter deres urene trav mod tinderne. Med hele pressekoblet lykkeligt glammende efter sig. Lance Armstrong dopede sig til den gule trøje, indrømmede han. Og i hælene på
Mindst kunst tilsat I kategorien for museale tilløbsstykker uden tilsætning af andet end kunstig farve og kongelig højhed (læs: overklassekunst) finder vi årets vindere i et af fire ydmyge palæer på en central adresse i København. Eller et af deres andre slotte. Medmindre de er ude at rejse. Kunstmuseet ARoS udviste ifølge priskomiteen »forbilledlig dristighed« med udstillingen 'Pas de deux Royal – et kongeligt møde', som består af pigmenteret husflid og håndvævede telefonkruseduller fra dronning Margrethes hånd i dialog med erotiske bronze- og marmorfigurer indhyllet i fransk poesi af hendes hangaround, gemalen. Parret måtte dog sværge på, at de ikke er rigtige kunstnere og virkelig ikke har noget efternavn. Komiteen fremhæver udstillingen som et forbilledligt eksempel på »kassekunst«, som »dokumenterer, at alle – høj som høj – kan få deres halve århundredes berømmelse, uden at det går ud over besøgstallet«.
Kategori:
Den gyldne selfie
Mest ufolkelige folkedans
Vinder: Peter Aalbæk Jensen
Grafik Mads Pedersen 13680 ham Michael Rasmussen. Samt – om end med et betragteligt tidstab – Rolf »er ren« Sørensen. Flere politiske shortcuts endte også i ø-rådet. Lars Løkkes på første klasse. Og Annette Vilhelmsen med en gavmild overhaling af alle regler. En udviklingsminister lagde sig selv på køl, en justitsminister måttes hjælpes lidt til det, efter at han for åben skærm satte dansk rekord i åbenlyst ubesvarede spørgsmål, og – da han endelig svarede – sagde det forkerte. Der var i det hele taget tæt trafik på smutvejene i 2013. Burger King listede pruhest i oksebøfferne, og selv Noma lykkedes det langt om længe at servere no-
get, som end ikke de mest desperat omstillingsparate smagsdommere havde ny nordisk fantasi til at kalde for mad, og som sendte 63 gourmetgæster på potten med roskildesyge. Den tidligere topscorer, nu åbenlyst nyskilte træmand, Allan Simonsen, snød sig med et blandingsmisbrug af sms-finter, medynk og nostalgi gennem det meste af TV 2's 'Vild med dans' uden at sætte en sko rigtigt. Og selv sundhedsbølgens bundsolide facitliste, professor i gryn, grød og gammelmandsløb, den pandehårsramte Bente Klarlund Pedersen (hvilket normalt borger for lødighed), blev kendt uredelig
ved at have skudt genvej til toppen af helsepoppen ved genbrug af samme materiale i forskellige videnskabelige artikler. I Smutvejsdanmark gælder særlige færdselsregler, og især to ord har skiftet betydning. Når man førhen tog »ansvaret«, betød det, at man vedkendte sig en afgørende rolle i et uheldigt forløb. Og tog konsekvensen. Nu betyder det nærmest det modsatte. At andre kvajede sig, men at man som øverste chef og stort menneske gerne giver den som hædersmand og tager de formelle tæv, bare det ikke får andet end positive konsekvenser. Og så er der glosen ’undskyld’, som en-
gang betød: Jeg tog fejl. Men i dag nærmest tjener som nødudgang fra debatten, når alt andet er slået fejl. Man lader sig simpelt hen skyde ud i katapultsædet med et: ’Helle! Jeg mener stadig alt mit vrøvl, men her kan I ikke røre mig’. Kun den reneste af de rene, Uffe ’jeg er den reneste’ Elbæk, gik rent igennem året. Efter endnu en kogevask hos statsrevisorerne viste han sig ligefrem for ren til renhedspartiet og meldte sig ud af de radikale og ind i sig selv, hvor han enstemmigt lod sig kåre til yppersteuffe af en grønlig, lidt udkogt iværksættersekt, der som hovedmål har at opnå 227 likes på El-
Tilfalder i år den på Slotsholmen helt store dille kaldet 'ministerrokaden', en selskabsdans for tre partier, som udføres parvis eller i kvadrille. På tegn fra vinderen af en indledende såkaldt dronningerunde gør samtlige deltagere sig fri af klæbepuden (læs: taburetten) – nogle evt. med lidt hjælp fra ’dronningen’ – og bevæger sig, som der står i reglerne, rundt på sildeparkettet under afsyngning af omkvædet ’ingen kommentarer’ og ’jeg er glad for den post, jeg har’. Imens fjernes, brændes og byttes der rundt på et vilkårligt antal taburetter, indtil nogen (oftest den såkaldte spindoktor) råber: ’BALLONEN TABER HØJDE. KAST SANDSÆKKENE!’. Hvorefter alle søger mod nærmeste klæbepude – som i den mere folkelige variant ’stoleleg’, her blot i riverdance-inspireret sparkestil. Til slut skamroser ’dronningen’ de dansere, som ikke fandt en pude. Der udveksles små fortænkte gaver, og de, som ikke længere har lønnet ærinde i ministerierne, overføres til høje stillinger ude i samfundet med henvisning til ’veldokumenterede lederevner’.
Modigste bangebuks Tilfalder Jens Christian Grøndal for romanen 'Det godes pris', hvor han med nærmest umenneskeligt mod – om end under et andet navn, det dybt konstruerede Christian Tornbakke – portrætterer en statsminister, der ikke hedder Helle Thorning, som en »Hellerupsild« med »lange luksusben« og en fortid som sadomasochistisk narkokurer. Særlig imponeret er priskomiteen over, at Grøndal efter nogle Fortsættes side 3