Politiken iByen

POLITIKEN 3

Fredag 10. juli 2009

ibyen

DANSK BISTROMAD I SÆRKLASSE KØDFEST I ØRSTEDSPARKEN KJÖBENHAMN: SVERIGES NYE HOVEDSTAD

KONCERTKRIG A KID HEREAFTER OG JAZZKAMIKAZE VIL SLÅS PÅ SCENEN FOR AT SMADRE MUSIKKEN SOM VI KENDER DEN.

Foto: Miriam Dalsgaard

METROPOLIS 1. - 31. AUGUST I KBH – FESTIVAL FOR KUNST OG PERFORMANCE I BYENS RUM FÅ GRATIS PROGRAM PÅ 3315 1564 WWW.CPH-METROPOLIS.DK ARRANGERET AF KØBENHAVNS INTERNATIONALE TEATER

www.ibyen.dk

POLITIKEN 3

Fredag 24. juli 2009 www.ibyen.dk

ibyen

BYENS BEDSTE SØUDSIGT KURSUSMAD A LA CARTE

ER DU TIL HOMO ELLER HVA’?

I EN UGE ER KØBENHAVN HELE VERDENS HOMOHOVEDSTAD MED MASSER AF SPORT, FEST, KUNST OG DEBAT

Foto: Anders Hjerming

METROPOLIS 1. - 31. AUGUST I KBH – FESTIVAL FOR KUNST OG PERFORMANCE I BYENS RUM FÅ GRATIS PROGRAM PÅ 3315 1564 WWW.CPH-METROPOLIS.DK ARRANGERET AF KØBENHAVNS INTERNATIONALE TEATER

POLITIKEN 3

Fredag 26. juni 2009

ibyen

www.ibyen.dk

EN TANGO MED KØBENHAVNS ARGENTINERE DEN BEDST KØRENDE CAFÉMASKINE RAY LIOTTA ER EN HIDSIG LATINO BRASSERIE I TOPKLASSE I ÅRHUS GUIDE TIL ROSKILDE FESTIVALS ALTERNATIVER

FORFØREREN I SKOVBUNDEN PETER HOLST HENCKEL LAVER POLITISK KUNST PÅ EN DISKRET MÅDE. FOR MAN SKAL IKKE VOLDTAGE FOLK MED BUDSKABER

Foto: Martin Bubandt

N¿rrebro Teater UDE I

KULDEN sparker gang i 5. DECEMBER 09 Ï 30. JANUAR 10 klimatopm¿det!

Thure Lindhardt / Karen-Lise Mynster / Simon Jul / Torben Zeller / Kirsten Norholt m.Þ .

SE MERE P : NBT.DK / BILLETTER: 35 200 900 / BILLETNET.DK

POLITIKEN 3

Fredag 4. december 2009

ibyen

www.ibyen.dk

DON’T MISS THIS IN COPENHAGEN WHILE YOU ARE SAVING THE PLANET DURING COP15 PAGE 17

FØDT SOM KLOVN SKUESPILLEREN PATRICIA SCHUMANN OM AT VOKSE OP I EN CIRKUSFAMILIE Foto: Jacob Ehrbahn

UD I KULDEN

TROELS LYBY / Karen-Lise Mynster / Simon Jul / Torben Zeller / Kirsten Norholt m.Þ .

5. DECEMBER 09 Ï 30. JANUAR 10

SE MERE P : NBT.DK / BILLETTER: 35 200 900 / BILLETNET.DK

EN GROTESK KOMEDIE OM KLIMAET!

POLITIKEN 3

Fredag 12. februar 2010

ibyen

www.ibyen.dk

NYT G-PUNKT PÅ GRÅBRØDRE TORV PÅ BESØG I GUIDOS HULE I VANLØSE DJÆVLENS ADVOKAT AF STED I HØJE HÆLE

MØD UNDERGRUNDENS GALE HUND, SUNE KØTER Macbeth af

MEDVIRKENDE

SOFIE GRÅBØL NICOLAS BRO

WILLIAM SHAKESPEARE

LARS RANTHE, FRANK THIEL, KRISTJÁN INGIMARSSON, LARS LUNØE, THOMAS HWAN, JOEN HØJERSLEV, NICOLAI DAHL HAMILTON m.fl.

ISCENESÆTTELSE KATRINE WIEDEMANN

Foto: Finn Frandsen

HAN HAR BÆLLET FINSPRIT MED PUNKERNE I WARSZAWA, STUDERET BACHS FUGAER OG LAVET EN PLADE, DER HEDDER ’LORT!’ NU STÅR HAN BAG LANDETS FØRSTE EKSTREMROCK-OPERA

20. MARTS - 1. MAJ 2010 BILLETTER: 39 27 71 77

BILLETNET 70 15 65 65 WWW.GASVAERKET.DK

ØSTRE GASVÆRK TEATER

GASVÆRKET

POLITIKEN 3

Fredag 17. april 2009

ibyen

www.ibyen.dk

SAGEN ER BØF MED BEARNAISE DJÆVLENS ADVOKAT MØDER EN ALLIERET I LARS BUKDAHL RØDGRØD I RETROSTIL MERE PÅ WWW.IBYEN.DK

HVEM ER INDEN I BAARD OWE? PÅ BESØG I EN SYRET MANDS VÆRKSTED

Foto: Peter Hove Olesen

1. APRIL - 9. MAJ BI LL E T TER 33 12 18 45 WWW.BILLE TNE T.DK

POLITIKEN 3

Fredag 6. november 2009

ibyen

www.ibyen.dk

GRISEFEST I KØDBYEN PIS I BONG PÅ AMAGER DJÆVLENS ADVOKAT SER PÅ KOMMUNE-KUNST

HJERNE, HJERTE OG LIDERLIGHED PORNOMODELLER ER IKKE NØDVENDIGVIS SØLLE STAKLER, MENER DENICE KLARSKOV, DER HAR VÆRET KONSULENT PÅ NØRREBRO TEATERS NYE FORESTILLING, ’PORNOTOPIA’

Foto: Tobias Selnæs Markussen

UD I KULDEN

TROELS LYBY / Karen-Lise Mynster / Simon Jul / Torben Zeller / Kirsten Norholt m.Þ .

5. DECEMBER 09 Ï 30. JANUAR 10

SE MERE P : NBT.DK / BILLETTER: 35 200 900 / BILLETNET.DK

EN GROTESK KOMEDIE OM KLIMAET!

...

4 ibyen

KLIMAETS KLIMAKS På mandag træder København ind i rollen som hele verdens miljøhovedstad, når FN’s klimatopmøde, COP15, begynder. Fra hver en sprække i byen siver ord som vedvarende energi, CO2 og partikelfiltre, og hver time begynder 10 forskellige arrangementer i klimaets navn. Vi har sat IBYEN-filtret på og fundet frem til de mest bæredygtige arrangementer fra det enorme udbud.

GUIDE PETER REWERS

ella Centret er det naturlige centrum for COP15. Men miljøtopmødet slår rødder mange andre steder i København, blandt andet på Rådhuspladsen, i DGI Byen og på Christiania.

Hopenhagen er en global markedsføringskampagne for en bindende klimaaftale i København, mens Hopenhagen Live er den lokale slutspurt under selve topmødet. Hopenhagen Live er en by i byen beliggende på Rådhuspladsen; komplet med huse, gader og kvarterer. Husene åbner hver dag klokken 12, og der vil være et væld af foredrag, udstillinger, film, fester og koncerter i byens galleri, medborgerhus og spillested.

Samtidig har det alternative klimatopmøde base i DGI Byen, og det varer ligesom det officielle COP15 fra 7.-18. dec. Men i modsætning til i Bella Center er der fri adgang til alle arrangementerne, og jakkesættet er ikke så udbredt.

Ambitionerne er høje hos græsrødderne, og programmet er fuldt af glødende taler, debatter, udstillinger, film og teaterstykker.

Alt imens vender Christianias version af klimakonferencen bunden opad og skænker et økologisk og spirituelt alternativ til det økonomiske topstyre i Bella Center. Komplet med morgenmeditation og daglig begravelse af usolidariske begreber.

I det efterfølgende kan du få et overblik over begivenhederne – både på de forskellige klimamøder og udenfor.

B

ibyen@pol.dk

Hopenhagen Live, Rådhuspladsen, Kbh. V. Fuldt program på www.hopenhagenlive.dk Bliv klimaborger i Hopenhagen Live på www.politiken.dk/klima Klimaforum09, DGI Byen, Tietgensgade 65, Kbh. V. Program på www.klimaforum09.org Klimabundmøde, Christiania, Bådsmandsstræde 43, Kbh. K. Se mere på www.climatebottom.dk

FREDAG 4. DECEMBER 2009 POLITIKEN

...

ibyen 5

POLITIKEN FREDAG 4. DECEMBER 2009

Film På lærredet venter ligeledes masser af oplevelser i klimaets navn.

CPH:DOX har lagt adskillige ruller i spolerne rundt om i byen. Den nyeste film fra The Yes Men THE YES MEN FIX THE WORLD vises således i Grand Teatret 11. dec. kl.

23.45. The Yes Men vil selv være til stede ved visningen og give natten et særligt tvist. En anden nævneværdig film er THE AGE OF STUPID om den sidste tilbageblevne person i år 2055, der umiddelbart inden Jordens endelige undergang kigger tilbage på 2008 og stiller spørgsmålet: »Hvorfor gjorde vi ikke noget ved klimaet?«. ’The Age Of Stupid’ vises i DGI Byen 9. dec. kl. 20.30 og 14. dec. kl. 18.30 samt i Rådhushallen 8. dec. kl. 19.30. Se flere filmvisninger på www.klimaforum09.dk og www.hopenhagenlive.dk.

Kunst

Foredrag/taler

Kunsten er selvfølgelig også stærkt repræsenteret under klimakonferencen.

Mange steder i det offentlige rum er der vidnesbyrd om, hvordan debatten har inspireret installationer og skulpturer. Et eksempel er GLOWING CLIMATE FESTIVAL, der frem til 18. dec. oplyser Ørestad med lyskunst, der kommenterer miljø og klima.

På Louisiana er udstillingen ’Fremtidens arkitektur er grøn’ blevet forlænget til 18. dec., og der afholdes undervejs et symposium på museet i Humlebæk i anledning af COP15 under titlen ’Where Do We Go From Here?’, hvor OLAFUR ELIASSON, leder af Serpentine Gallery i London HANS ULRICH OBRIST og andre internationale profiler inden for kunst, design og arkitektur vil sætte fremtidens udfordringer i perspektiv. Det foregår 12. dec. kl. 10.30.

Nærmere de københavnske gader er den danskbaserede franske kunstner COLONEL’s kampagne ’Artistes De Garde’.

Fra 4. dec. og løbende under klimatopmødet vil han sammen med blandt andre den aktivistiske kunstnerduo The Yes Men skabe værker, der kommenterer på den daglige udvikling. Hovedkvarteret bliver Gallery Poulsen, hvor processen kan følges, og efter topmødet udgør de frembragte værker en totalinstallation, der kan ses indtil 22. jan.

Klima er noget, vi alle er berørt af, og det afspejler rækken af foredragsholdere på det tydeligste. Under konferencen er der mulighed for at lytte til alt fra den peruanske bjergbonde til en tidligere amerikansk vicepræsident. Sidstnævnte er i skikkelse af nobelprisvinder og forfatter til den epokegørende ’En ubekvem sandhed’ AL GORE, som giver sit syn på klimaudfordringen i Carlsbergs Tap1, Ny Carlsbergvej 91, Kbh. V. Det sker 16. dec. kl. 19.

Billetter købes på www.billetnet.dk.

En anden sværvægter, som har trukket et stort følge i debatten om fremtidens verden, er den canadiske forfatter og miljøaktivist NAOMI KLEIN. Kvinden bag ’Chokdoktrinen’ deltager i en paneldebat om økologisk gæld og forsvaret for natur- og menneskerettigheder i DGI Byen 10. dec. kl. 16-20. Der er fri adgang.

Den verdensberømte sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsforkæmper DESMOND TUTU deltager ved to lejligheder 13. dec. Først overrækker nobelprismodtageren FN op mod 250.000 underskrifter fra den globale kampagne Countdown2Copenhagen. Det sker kl.

11.30 på HopenhagenLives scene på Rådhuspladsen. Og senere samme dag medvirker han ved en økumenisk gudstjeneste i Vor Frue Kirke kl. 14.

Foretrækker man latinamerikanske ledere, er der god grund til at tage til det store ALBA-folkemøde i Valby-Hallen 17. dec. kl. 16. Der er bl.a. mulighed for at høre taler af ni præsidenter fra de såkaldte ALBA-lande i Latinamerika – heriblandt Venezuelas farverige HUGO CHÁVEZ og Cubas RAOUL CASTRO. Billetter købes på www.billetten.dk.

Scene På scenen er der debatskabende offBroadway-teater, når den amerikanske skuespiller Mel England i stykket SWIMMING WITH POLAR BEARS giver sit skarpe personlige besyv med. Det sker i DGI Byen 11. dec. kl. 19. Der er fri entré.

Stykket er et af flere forestillinger under Klimaforum09. Se www.klimaforum09.dk.

Skarpt bliver det med sikkerhed også, når skribenterne og digterne Lars Bukdahl, Christian Bjoljahn og Mette Moestrup udfører Cut Up Poetry ved at klippe i Kyotoprotokollen og arrangere ordene i nye sammenhænge. Det foregår i Medborgerhuset i HopenhagenLive på Rådhuspladsen 9. dec. kl. 12.

Musik Spændvidden er ligeledes stor på den musikalske front under COP15. Selveste BACKSTREET BOYS kommer og skyder det hele i gang med en gratis koncert 7. dec. på Vega. Tidspunktet er ikke fastlagt endnu.

Det egentlige musikalske omdrejningspunkt er scenen i HopenhagenLive på Rådhuspladsen. Her vil store navne som NEPHEW (ved åbningen 7. dec.), Outlandish (13. dec.), Gogol Bordello (15. dec.) og MALK DE KOJN (18. dec.) med sikkerhed trække mange folk til. Se spilletider

på www.hopenhagenlive.dk.

Ved ALBA-folkemødet i Valby-Hallen 17. dec. er musikken stærkt præget af latinamerikanske rytmer fra blandt andre Los Alejandros, og også SAVAGE ROSE, Tamra Rosanes, David Rovics og Wayna Rap er på plakaten. Se mere på www.alba-alternativ.com.

Den klassiske musik er repræsenteret ved MOGENS DAHL’s Kammerkor, der vil opføre en økologisk version af Händels ’Messias’. Koncerten er i Holmens Kirke 17. dec. kl. 19.30. Og igen dagen efter samme tid og sted. Billetter købes på www.billetnet.dk.

Natteliv Kampagnen New Life Copenhagen er en samtidskunstfestival, der har opfordret københavnere til at lade en udenlandsk ngo-delegeret sove på deres sofa i et par dage under klimatopmødet. Dette menneskemøde udgør udstillingsplatformen. Bag projektet står kunstnerkollektivet WOOLOO.ORG, og 11. dec. kl. 20 holdes der en åben housewarming i Medborgerhuset i Hopenhage Live på Rådhuspladsen. Alle er inviteret.

Dagen efter byder ORANGE CAMP til CO2-neutral fest i DGI Byen. Alt udstyr til de optrædende bands og dj’s er drevet af lagret solenergi. Festen starter kl. 21 lørdag 12. dec. Der er fri entré.

Der er mulighed for alle gode gange tre, når CPH:DOX byder indenfor til gratis klimafest under navnet ’Loveletters To The Future’ i Vega 13. dec. kl. 20. Thure Lindhardt er vært for aftenen, hvor udvalgte kærlighedsbudskaber vil blive læst op og derefter lagt i en tidskapsel, der først åbnes om 100 år. ibyen@pol.dk

...

4 ibyen

FREDAG 5. FEBRUAR 2010 POLITIKEN

THE WONG BOYS PAKKER NYE POPNUMRE IND I PIGTRÅD Sidste års klubhittere og travle koncertduo The Wong Boys tager en pause fra studiet for at lufte nye sange på årets første turné. IBYEN har talt med Frank Zyianak og Stefan Kvamm om at gå efter hittet, om at tosse rundt på scenen, om at blive mere voksne og om det, mange spekulerer på: Skal de snart lave noget med Stefans bror?

INTERVIEW JACOB BRO

or et år siden udstillede P3 Guldshowet de naturlige begrænsninger ved at opføre årets største klubhits for et siddende publikum i en koncertsal for klassisk musik.

Det skete, da Fagget Fairys først fodrede hesten, hvorefter deres kønspolitiske modsætning The Wong Boys indtog rytmeboksen og rampelyset med deres beskidte og småchauvinistiske electro-rock slager ’Git Ur Fuk On’ – en synthesizerpumpende opfordring til det stærke køn om at klikke med stiletterne og komme til sagen.

Sagen er sex og fest på dansegulvet, og The Wong Boys er sagens ambassadører; forsanger Frank Ziyanak i solbriller, fuldskæg og køligt punkrocklook og beatsmed Stefan Kvamm i læderjakke, jeans og med fandenivoldsk klubkid-attitude.

Men til trods for at Frank Ziyanak var helt oppe i fjæset og rodede i håret på de nærmeste publikummer i lænestole, blev det ikke til meget slease på høje hæle den aften. Anderledes festligt er det gået for sig, når The Wong Boys har indtaget klubber, spillesteder og festivaler siden udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum for snart halvandet år siden. Et punket electro-popmøde mellem den hyperaktive garagerocker Frank Zyianak med en fortid i nu hedengangne Death To Frank Zyianak, som altid har gang i 117 sideprojekter, og den elektroniske musiker Stefan Kvamm, som under navnet Betofon også bearbejder sin hang til Kraftwerk og Portishead.

Nu er The Wong Boys tilbage i studiet for at indspille deres opfølger, der kommer til at vise en mere voksen og mindre beskidt side af duoen, og som udkommer til sommer. Men allerede nu kan man opleve en håndfuld af de nye numre, når The Wong Boys tager på turné med start på Loppen i morgen.

F

Mere smerte, mindre fjollethed IBYEN fangede Frank Zyianak på telefonen hjemme i Århus og Stefan Kvamm med tømmermænd efter afterski et sted i Østrig.

Hvad kan vi forvente af det nye Wong Boys-album?

Stefan Kvamm: »På den første plade havde vi et dogme, der hed: If it ain’t nasty it ain’t shit, ikke mindst fordi vi skulle bryde igennem lydmuren med en debut. Det har vi gjort, så det har vi lagt lidt på hylden. Men der bliver lige så meget energi som sidst, men tilsat mere smerte og alvor og mindre fjollethed. Vi er nok blevet lidt mere voksne, også rent musikalsk.

Frank er også mere personlig i sit vokaludtryk, og så kommer der referencer til både ungarsk kontrabaspolka og Eminemsk badass hiphop«.

Frank Zyianak: »Det lød ret rocket, første gang vi stod i øveren, uden at der var guitar på eller noget. Numrene har bare en rocket følelse. Vi gav dem arbejdstitler som Nirvana og Kasabian. Så det bliver mere hårdt og hurtigt og mere mørkt«.

Endnu et hit på vej Går I målrettet efter et hit igen?

Stefan Kvamm: »Det gør vi, og det har vi i den grad lavet! Det handler om at have antennerne ude og hele tiden lede efter det nye tema, der kan tænde et dansegulv og give folk større mod til at kaste sig ud i en voldsom weekend«.

Frank Zyianak: »Det er kommet lidt af sig selv.

Det lyder måske mærkeligt, men jeg ser mig selv som ren pop. Jeg har det bare med at pakke poppen ind i nogle meget mærkelige indpakninger. Så den nye Wong-plade bliver også megapop, men pakket ind i noget pigtråd«.

Er I bange for, at The Wong Boys bliver et one-hit-wonder?

Stefan Kvamm: »Nej, egentlig ikke. Jeg

...

ibyen 5

POLITIKEN FREDAG 5. FEBRUAR 2010

er rimelig sikker på, at vi har en god to’er på vej. Man kan jo heller ikke gøre så meget fra eller til. Man kan gøre sit bedste, og så er det ude af ens hænder, og det har jeg det rimelig afslappet med. Hvis ikke radiostationerne eller vores fans synes, vi har ramt noget, så forstår jeg dem ikke«.

Bliver I aldrig trætte af at spille ’Git Ur Fuk On’ og tosse rundt på scenerne?

Stefan Kvamm: »Vi er blevet identificeret vældig hårdt med ’Git Ur Fuk On’, så det er nok ikke det nummer, jeg er mest begejstret for at spille live – det er jo det allermest nasty, og den dimension synes jeg ikke er den allersjoveste at levere. Men at stå og høre musikken højt på scenen er stadig det drug, der gør mig afhængig af at lave musik. Jeg har ikke brug for andre stimulanser«.

Frank Ziyanak: »The Wong Boys er grunden til, at jeg kan gå hjemme og lave musik hver dag. Ikke fordi vi har solgt en masse plader, men fordi vi er meget ude at spille. Vi har otte job her i begyndelsen af året, selv om vi ikke er pladeaktuelle endnu, hvilket er næsten helt uhørt og utrolig fedt«.

måder at udtrykke os på«.

Stefan Kvamm: »Vores forskellighed er stadig en meget stor driver i det her projekt. Men der er sjældent skænderier om musikken. Vi sidder ofte i bilen eller toget til København og brainstormer og diskuterer ting som titlen på pladen eller coveret eller noget andet. Så foreslår jeg, at vi kunne gøre sådan og sådan, og så siger Frank: »Det, synes jeg, er bøs’«, det siger han tit, når han synes noget er for gay.

Han har nok det skarpeste blik for, hvordan man fremstår allermest hårdkogt«.

Frank Zyianak, du insisterer på at lave alting selv, inklusive pladeselskab. Er du kontrolfreak?

Frank Zyianak: »Det er fremtiden: at finde nogle dygtige distributionsselskaber her og i udlandet, og så ellers selv stå for så meget som muligt. Det er faktisk ikke så svært, som mange folk går og tror, selv om pengene ikke vælter ind. Jeg lavet omkring fem-seks plader de seneste tre år, og jeg har lige fået en opgørelse, der viser, at de har givet et samlet overskud på 12.000 kroner. Det er jo helt åndssvagt, for det er megahårdt arbejde, men det er også sjovt«.

Skarpt blik for det hårdkogte

Udrensning at sende plader ud

I har ret forskellige baggrunde. Bliver I aldrig uenige om retningen?

Frank Zyianak: »Det vigtigste ved samarbejdet er faktisk, at vi er så forskellige både musikalsk og personligt. Men tit opdager vi, at vi i virkeligheden er enige, men har forskellige

Hvorfor udgiver du plader så hurtigt?

Frank Zyianak: »På det seneste har jeg jo fundet ud af, at man bare kan lave en hjemmeside og smide musikken op, jeg går jo ikke glip af nogen penge alligevel. Men det har også været en form for udrensning at smide alle de plader ud«.

Men anmelderne mener ofte, at du burde bruge lidt mere tid på dine projekter?

Frank Zyianak: »Jeg synes, det er for nemt at sige, at bare fordi jeg laver mange ting, så synes man det går for hurtigt og lyder ufærdigt. Det lyder, som det lyder, fordi jeg er, som jeg er. Sådan er det bare«.

Laver Frank kunst eller provokationer?

Frank Zyianak: »Det har jeg diskuteret meget, og jeg synes, det er kunst. Der ligger så meget forarbejde i det. Man skal fandeme øve sig, og man skal blive ved, jeg tænker på musik, fra jeg står op, til jeg går i seng. Det er en besættelse, og det tror jeg altid, kunst er. Så kan det kan godt være, at mange synes, at mine ting lyder mærkelige, men i mine ører lyder det normalt«.

Stefan Kvamm: »Frank er jo i et konstant arbejdsraseri og har et stort behov for hele tiden at føle, at han har gang i at opfinde den dybe tallerken, og det er sgu ret cool. Det er jo weird nogle gange, men noget af det er ret sejt, og noget af det er meget kunstprojekt-agtigt«.

Kommer vi til at opleve Wong Boys og Nephew i samarbejde på et tidspunkt?

Stefan Kvamm: »Der er ikke nogen Simon Kvamm feature-sang på vej på den nye plade. Men vi har flere gange haft ham eller andre Nephew-drenge på scenen i livesammenhæng for at lave lidt sjov. Et formaliseret samarbejde bliver der ikke på denne her plade, men det kan godt være, det sker senere«.

Foto: PR

The Wong Boys. Lø. 6. feb. kl. 21.

Billetter 60 kr. i døren. Loppen, Christiania, Sydområdet 4B 1. sal, Kbh. K. myspace.com/thewongboys

RUNDT OM THE WONG BOYS Frank Ziyanak 33 år, bor i Århus og fik i sensommeren en datter med sin kommende hustru.

Har sit efternavn fra sin kurdiske far, der flyttede tilbage til Tyrkiet efter at have arbejdet i Danmark i nogle år. Gik på kommuneskole med de hårde rødder og har aldrig taget en uddannelse.

Har udgivet fire plader med bandet Death To Frank Ziyanak fra 2005 til 2009.

Udgav sammen med Kim Kix fra Powersolo debuten fra sideprojektet Gezus Crystlers juleaftensdag 2009 – den mest idiotiske dato i musikbranchens kommercielle kalender, men de fik fuld medieopmærksomhed.

Har udsendt to digitale soloalbum til gratis download: ’Shadowboxer’ og ’Wife Material’. Har en »meget obskur« plade mere i ærmet inden The Wong Boys’ to’er og kommer så med sin rigtige solodebut til efteråret.

Alle udgivelserne inklusive The Wong Boys udsendes på Franks eget pladeselskab.

Vigtigste plader The Stooges’ selvbetitlede debut fra 1969: »Den plade fik mig til at lave musik, fik mig til at indse, at musik ikke behøver være en masse ingenting, og at det er vigtigt at lave noget meget præcist og meget enkelt. Det understreges også af Bukowskis citat: »An intellectual is a man who says a simple thing in a difficult way; an artist is a man who says a difficult thing in a simple way«.

Synthpunk-duoen Suicides debutalbum fra 1977: »Meget provokerende og meget kunstnerisk. Den lærte mig at holde af monotonien«.

The Heartbreakes: »Johnny Thunders var den ultimative frontfigur ud over Iggy Pop. Han var personificeringen af rock’n’roll, men også dybt tragisk (døde som stofmisbruger som 38-årig i 1991, red.)«.

Stefan Kvamm 30 år, har kone, barn og nummer to på vej. Kommer fra en kernefamilie og gik på privatskole. Har læst antropologi på universitet og passer også et almindeligt job ved siden af musikken. Er lillebror til Nephewforsangeren Simon Kvamm.

Vigtigste plader Kraftwerk, ’Die Mensch-Maschine’ (1978): »For melodierne. Et eksempel på, hvor effektfuld simpel musik kan være, og hvor befriende det kan være at lytte til popmusik uden vokal«.

Portishead, ’Portishead’ (1997): »For smerten. Den plade, som følelsesmæssigt og stemningsmæssigt har virket allermest kraftfuldt på mig«.

The Streets: ’Original Pirate Material’ (2002): »For humoren og ærligheden. Noget af det ypperste af det, hiphoppen er bedst til, nemlig ærligt at fortælle personlige historier med et lyrisk udtryk og et glimt i øjet«.

...

14 ibyen

FREDAG 6. NOVEMBER 2009 POLITIKEN

PÅ MISSION FOR BEDRE ARBEJDSFORHOLD Dansk pornos største navn, Denice Klarskov, er træt af klicheen om pornomodeller som sølle stakler, styret af machomænd fra kulissen. Hun har derfor introduceret den socialt ansvarlige porno, både foran og bag ved kameraet.

Og agerer nu konsulent på en ny teaterforestilling om dansk porno i anledning af 40-året for frigivelsen.

INTERVIEW DITTE GIESE

orno. Det er noget med blege piger med døde øjne, der bliver revet rundt af X antal mænd, inden de i den store finale bliver sprøjtet til og efterladt som brugte bolledukker.

Eller?

Nørrebro Teater vil gerne diskutere porno med os i deres nye teaterforestilling, ’Pornotopia’, i anledning af 40-året for pornoens frigivelse. Meget er sket siden dengang, da Danmark som det første land i verden frigav billedpornografien i l’année erotique, 1969. I teaterforestillingen er vores alle sammens fordomme sat til debat. For her 40 år senere handler porno mindre om frisind og lyst og mere om hurtige cumshots og cool cash.

Pornoen er overalt på nettet. Samtidig er pornobiograferne og bladene stendøde, mens dvd-mediet med lange film med en slags handling så småt er afløst af korte filmklip online. Og søgetjenester som youporn.com gør det muligt at finde frem til selv de mest specifikke fantasier som ’moden kvinde, sort mand i doktorkonsultation’, og i dag kan alle være pornostjerner. Det kræver blot et kamera og et website. Men det er stadig branchens bagmænd, der tjener millioner på at levere hurtige fix til de liderlige worldwide og M/K. Det er den virkelighed, som pornomodel, producent og pornomentor Denice Klarskov manøvrerer rundt i. Den 23-årige kvinde har lavet porno i fem år og er i dag et registreret varemærke med egne pay-per-view-hjemmesider og et internationalt kontaktnetværk.

Og så har hun fortalt teaterfolkene Jonatan Spang og Kitte Wagner et par sandheder om den branche, hun både elsker og hader, men mest af alt forsøger at ændre til det bedre. »Teaterfolkene havde brug for en, der kunne fortælle dem om de følelser, man bakser med, når man laver porno. For det er en branche, der både har piger med hjerne, hjerte og vilje til at være her og så dem, jeg vil kalde staklerne. Dem, der er her, fordi de har det dårligt med sig selv eller ikke synes, de har andre muligheder«, siger Denice Klarskov.

P

Det var faktisk en ualmindelig dårlig oplevelse, der dengang gav den 18-årige Denice K, som hendes filmnavn lyder, hendes debut i porno. Inden da havde hun været en »ekstremt grænsesøgende« teenager, som hun formulerer det. Som 16-årig arbejdede hun som piccoline hos Aller Press og endte snart uden en trevl på kroppen i Se og Hørs miss Solskin-fotoserie. Herefter stod den på side 9-pige i Ekstra Bladet og den slags, men det var ikke vildt nok. »Jeg syntes ikke, det var særligt udfordrende at stå der uden tøj på. Jeg havde en idé om, at jeg skulle overskride en masse grænser hos mig selv, men det var ikke der, mine grænser gik. Det var nærmest mere behageligt uden tøj på, og jeg kunne lide den åbenhed, der er i at stille sig frem nøgen foran andre«, husker hun.

Altid elsket sex Derefter prøvede hun lidt strip og topløs servering, men syntes heller ikke, det var særligt spændende. Igen havde hun det fint med nøgenheden, men syntes ikke, hun kom hjem med noget, hun kunne bruge. »Jeg har altid elsket sex og nok også mere end andre piger. Men jeg tror mere, det handlede om en måde at udtrykke sig på, end det handlede om sex. Og det var, som om jeg var kommet ind på en lige vej og helt glemte at kigge til siderne, men bare fortsatte derudad. Det gik meget stærkt, og jeg var fascineret af, at jeg nærmest blev vildere og vildere undervejs og ville se, hvor langt jeg kunne gå«.

Næste stop på ruten hed derfor porno.

Som 18-årige brugte Denice 3-4 måneder på at researche og læse alt, hvad hun kunne finde om porno. Hvilke producenter der var, pornoens historie og så videre.

Hun ville vide alt, inden hun kastede sig ud i det. Og syntes, det var for dårligt, at der ikke var nogen form for rådgivning eller vidensdeling på området. Måske også derfor røg hun lige i armene på en af dansk pornos mest berygtede bagmænd, Michael Zile. »Det var en forfærdelig oplevelse. Han var bare sådan et kæmpe asshole, der behandlede mig, som om han ejede mig. Og snød mig, så jeg aldrig fik en krone. Men det gjorde mig så led og ked, at sådan en

mand skulle styre så mange menneskers skæbne. På settet bed jeg det i mig og lavede filmen, men bagefter gik jeg hjem og var vred og tænkte fandeme nej«, siger Denice K. Filmen ’Denice 18 år’ har siden indtjent et ukendt, men nok betragteligt, beløb, selv om Denice K aldrig er blevet betalt, da hun blev tvunget til at fraskrive sig alle rettigheder på filmsettet. En behandling, som mange nye pornomodeller har oplevet på deres vej ind i den lurvede branche. »Selv om den oplevelse gjorde mig vred og ked af det, så fortalte den mig også, at jeg kunne gøre en forskel her og hjælpe andre, og for den sags skyld mig selv, til at få en bedre fremtid. Jeg husker sådan en brusende fornemmelse i kroppen, som om jeg skulle redde verden, altså uden at have storhedsvanvid. Men det var den dag, det blev bestemt, at jeg skulle ændre den her branche«.

Denice Klarskov sammenligner det med, når kristne føler, de får et kald. Siden har hun arbejdet målrettet for en mere ansvarlig, ligestillet og fair pornobranche. Hun startede med at indlede en slags feltstudie ud i porno, hvor hun både indspillede film i det glamourøse USA, det berygtede Østeuropa og det forvirrende Asien for at opleve alle aspekter af branchen.

Ingen pigesex i Østeuropa »Jeg syntes, det var vigtigt, at hvis jeg skulle stille mig i front for en masse mennesker, så skulle jeg også kende mit fag og vide, hvordan hele branchen fungerer og have noget at sammenligne med. Så jeg oplevede både det bedste og det værste«.

Det værste var ifølge Denice K Østeuropa, hvor det var lyssky mænd, der bestemte det hele, og der ikke var skyggen af hvi-

Teaterfolkene havde brug for en, der kunne fortælle dem om de følelser, man bakser med, når man laver porno

de penge. Hun lærte hurtigt, at hun ikke havde lyst til at »arbejde med piger«, hvilket betyder at filme pigesexscener. »Jeg synes, der er stor forskel på, om man laver porno, fordi man har lyst, eller fordi nogen siger, man skal. De der piger var der ikke, fordi de havde lyst. Jeg ved ikke, om de havde fået taget deres pas eller hvad, men det er en forfærdelig side af branchen. Så jeg arbejdede mest med mænd der, fordi det er svært at presse en mand til sex, hvis han ikke har lyst ...«.

Som kontrast var det hele meget professionelt og strømlinet i USA, hvor pornoen er en kæmpe industri, hvis superstjerner som Jenna Jameson, Jesse Jane og Tera Patrick optræder i gossipmedier ved siden af popstjerner og Hollywoodfolk.

Endelig oplevede Denice K en noget anderledes seksualkultur inden for porno, da hun var i Tokyo. »De har nogle helt specielle regler derovre. F.eks. er det en uskik for kvinderne at barbere sig. Og i deres pornoblade må man ikke vise vaginaen, men kun det bagerste hul, hvilket er fuldstændig absurd.

Så vidt jeg forstod på dem, handler det om, at det bagerste hul ikke er smukt og bliver brugt til affaldsstoffer. Men selv om pigerne skal bevare en sødme og uskyld, kan de godt stå i næste scene og tæve løs på en mand med pisk«, griner hun.

Hendes mest besynderlige ’Lost in Translation’-oplevelse i Japan var, da hun skulle have sex med to mænd og være iklædt en silkekimono. »Altså, jeg blev taget i alle huller med denne her kimono på, men man kunne ingenting se på filmen. For det var kimonoen, det handlede om, som var skabt af en eller anden dyr japansk designer, og det lokkende var det, der skete under

...

ibyen 15

POLITIKEN FREDAG 6. NOVEMBER 2009

den«. Og der var en personlig mening med galskaben for den rejsende pornomodel. »Jeg mødte jo de her folk og kulturer fuldstændig nøgen. Ligesom de mødte min seksualkultur nøgne. Det er vildt interessant, når man ikke har noget at gemme sig bag«.

Afviser mange I dag laver Denice K pornofilm i sit eget produktionsselskab med de forholdsregler og den omsorg, hun gerne selv ville have oplevet, da hun begyndte. For eksempel har hun lange samtaler med alle sine modeller, hvor hun grundigt forklarer dem, hvad konsekvenserne er familiemæssigt, følelsesmæssigt og fremtidsmæssigt, når man begiver sig ind i XXXbranchen. Selv bor Denice K i et lille hus udenfor Næstved med sin kæreste Mark, som hun har været sammen med, siden hun var 16 år. »Jeg afviser rigtig mange, fordi jeg kan fornemme, at de er her af de forkerte årsager. Hvis der kommer en pige på 22 ind, som er på bistandshjælp og alene med tre børn, så får hun altså ikke lov her hos mig.

Det kan jeg ikke stå inde for. Jeg prøver vel at lave porno med et socialt ansvar«.

Hun er på alle måder klar over pornobranchens tiltrækningskraft på folk med sørgelige skæbner og svær opvækst. »Der er ikke noget at sige til, at andre ser på pornobranchen, som de gør, for der er mange svage sjæle her. Der er også mange i underholdningsbranchen, der har haft en forfærdelig barndom, men i underholdningsbranchen er man bedre til at vælge til og fra. Problemet med pornobranchen er, at den tager imod alt. Der mangler et sorteringsfilter. Men det er dem, der udnytter de svages skyld, ikke

PLADS TIL GRIN. Denice K. er en erfaren kvinde i pornobranchen trods sine 23 år. Og selv om hun erkender, at den tiltrækker mange sørgelige skæbner, prøver hun selv på at lave porno med et socialt ansvar.

Foto: Tobias Selnæs Markussen

pigerne selv«.

Spørgsmålet er så, om Denice K selv er i branchen af de rigtige årsager. »Jeg har aldrig lavet porno for at blive kendt og tjene en hurtig million. Og det er heller ikke, fordi jeg er afhængig af sex eller har lavt selvværd. Det er ikke fordi, jeg selv har haft en fantastisk barndom, men jeg tror, jeg havde lavet porno, selvom jeg var opvokset på en idyllisk villavej.

For jeg kan godt lide de konflikter, jeg har inde i mig selv, når jeg skal optage«.

Samtidig lægger hun ikke skjul på, at det i hendes butik er pigerne, det drejer sig om. De skal have det godt, være trygge og lave ting, som de tænder på i virkeligheden. »Det giver bedre porno end de der piger, hvor du kan se, at de kigger over i hjørnet hele tiden, hvor der står en tæller og tæller ned, fordi de skal have 50 minutters sex, og når klokken ringer, så er de færdige. Det er meget prostitutionsagtigt, synes jeg. Jeg går også selv efter at lave porno, som jeg tænder på, og hvor der skal være plads til at grine og snakke lidt undervejs«.

Med sin mission for bedre og mere ansvarlig porno prøver Denice K at komme myterne om de stakkels pornopiger til livs. Eller i hvert fald finde frem til, hvem staklerne er, så de kan få hjælp. »Men porno skal selvfølgelig være et frirum til fantasier. Jeg ville da selv dø af kedsomhed, hvis jeg så en film, hvor det gik lige så langsomt som hjemme i mit eget soveværelse!«. ditte.giese@pol.dk

Pornotopia. 7. nov.-19. dec. Nørrebros Teater, Frederiksbergscenen, Smallegade 2, Frederiksberg. Billetter 125-200 kr. via billetnet.dk

FAKTA I 1967 blev pornografiske tekster legaliseret i Danmark, og kun to år senere, i 1969, blev billedpornografien også frigivet. Danmark var det første land i verden, der tillod pornografi. Verdens første sexmesse ’Sex 69’ åbnede i KB Hallen 21. oktober 1969, og da den sluttede 28. oktober havde 48.000 passeret tælleapparaterne.

FAST GREB. ’Pornotopia’ på Nørrebro Teater. PR-foto

PORNOTOPIA Stykket ’Pornotopia’ er en kærlighedskomedie om pornobranchen af Jonatan Spang og Kitte Wagner.

Den unge, viljestærke pornomodel Jeanett (Julie Zangenberg) har fået nok af skumle pornoproducenter og danner derfor med pornoskuespilleren Robert (Anders Juul) sit eget produktionsselskab.

Men Robert og Jeanetts partnerskab forstyrres af den finkulturelle dokumentarfilminstruktør, Victoria Löwenstein, (Ditte Hansen), som viser sig at have mere end svært ved at styre sine egne drifter.

I begyndelsen af 1970’erne var pornografi i nogle år en stor eksportvare, som gjorde Danmark berømt og berygtet internationalt. Der kom pornoforretninger i gadebilledet, og pornoblade fandt deres vej til hylderne i kiosker og på tankstationer. Da Danmarks anden sexmesse blev afholdt i 1971, dukkede kun 4.000 op, og det årlige salg af pornoblade faldt til cirka det halve af 1969-niveauet.

I 1980’erne blev videomaskiner hvermandseje, og det skabte et nyt marked for branchen. I slutningen af 1980’erne begyndte pornoen for alvor at blive synlig i det offentlige rum. Tv-reklamer blev tilladt i 1988 og kæmpemæssige plakattavler, bill-boards, kom til de danske byer i 1989. Men det er først i slutningen af 1990’erne, at reklamer stort set over én kam bruger pornografiens tegn og billedsprog til at annoncere for varer.

I de senere år er der opstået protestgrupper mod pornoficeringen af det offentlige rum.

Research: Politikens Bibliotek.

Kilder: Faktalink og Kvinfo

...

8 ibyen

FREDAG 10. JULI 2009 POLITIKEN

»DET ER FAND Fronterne er trukket INTERVIEW LOUISE SKOV ANDERSEN op, når genrekamæleonerne i A Kid år JazzKamikaze og A Kid Hereafter i aften tørner sammen i Den Grå Hereafter og det Hal på Christiania for at kæmpe eksperimenterende om, hvem der kan spille hurtigst, højest fusionsjazzband og hårdest, skulle det gerne blive så inJazzKamikaze i tenst, at genrebegreber og musikalske vaneforestillinger ligger i småstykker ved aften kæmper om det musikal- siden af de knuste fadølskrus bagefter. Så store er ambitionerne for den nye konske herredømme i certform, som de to bands introducerer. premieren på en ny De har i årevis kæmpet indbyrdes om at være det mest spektakulære band, men i koncertform i Den aften bliver beslutningen lagt i hænderne Grå Hal. Det er en på publikum. De to bands skal spille en tibattle, som man me hver, hvor de må overraske hinanden kender det fra hipmed hemmelige tricks som berømte gæstesolister, mærkelige instrumenter eller hop-kulturen, men denne gang er det to ved ganske enkelt at stjæle en musiker fra hinanden. Til sidst spiller de så et fælles live bands, der skal sæt, inden publikum afsiger den endelige spille selvtilliden ud dom. Ud over håneretten og titlen som sejrherre får aftenens vinderband lov til af hinanden. IBYEN at headline en koncert, hvor taberen får har mødt to af kampen tvivlsom tjans som opvarmningsband. hanerne til en omgang IBYEN er skeptiske over for konceptet verbal armlægning. og har hevet en repræsentant fra hvert

N

band ud af træningslejren for at høre, om de kan stå distancen i en nærkamp på ord. I det ene ringhjørne står multiinstrumentalist Frederik Thaae fra A Kid Hereafter. I det andet JazzKamikazes bassist Kristor Brødsgaard.

Frederik, hvad frygter A Kid Hereafter mest ved JazzKamikaze?

Kristor Brødsgaard: »Nu skal du være ærlig, Frederik!«.

Frederik Thaae: »Som udgangspunkt er jeg ikke bange for noget. Til gengæld bør de frygte os. For vi spiller hårdere og hurtigere og er smadderens højborg i det her game. Og det er jo altid svært at være oppe imod sådan nogle som os. Det ville også altid være svært for Lionel Ritchie at gå på efter Slayer, ikk’?«.

Kristor: »Jamen, fyr den bare af«.

Frederik: »Helt seriøst, så har genrekontrasten og en søgen efter ekstremerne ligget i bandet fra starten af. JazzKamikaze har først i de sidste par år fundet ud af, at man kan eksperimentere lidt med den der fusionsjazz-øvelse, som de jo hele tiden har lavet. Og vi ønsker dem da held og lykke. Men de får det svært, for jazz er jo per definition lidt fimset«.

Kristor: »Så er det vist min tur«.

Hvad frygter du da mest ved A Kid Hereafter?

A KID HEREAFTER (FREDERIK THAAE)

Foto: Miriam Dalsgaard

Har udgivet tre plader, blandt andet det hårde sidespring ’In the grinding light’, som tidligere i år vandt DMA-prisen for bedste hardrock-udgivelse i 2008.

Debutpladen ’Rich freedom flavour’ fra 2007 blev indspillet på kollegieværelser, i kirker og på konservatorier og har bidrag fra 60 musikere og sangere.

Som det første band nogensinde spillede A Kid Hereafter tre koncerter på Roskilde Festival i 2008.

Hverken klassiske klavertoner, psykedelisk pop eller growlende metal er fremmed for A Kid Hereafter, der selv beskriver sin lyd som både lo-fi, storladen, smooth og beskidt.

A Kid Hereafter er i øvrigt et anagram over frontmand Frederik Thaaes navn.

Kristor: »Musikalsk er jeg ikke bange for noget. Jeg er selvfølgelig altid bange for, at Frederik bruger et af sine wildcards – at han smider tøjet eller gør en af de andre ting, man aldrig kan regne med. Men det er jo bare billige kneb, der ikke virker på et band som os, der har spillet over 100 koncerter i hele verden for alle mulige forskellige folkeslag. Og så har vi selvfølgelig også nogle esser i ærmet til selve koncerten. Dem, der har hørt os live før, ved godt, at de aldrig kan vide, hvor de har os. Vi er altid i en rivende udvikling«.

Frederik: »Jeg går op og henter kaffe. Det er fandeme noget bullshit det her!«.

Kristor: »Husk at putte noget sukker i, ikk’. Til den søde tand.

Koncertens pressemateriale fortæller, at I vil ’give musikkens konventionelle rammer en direkte højre og sende konformiteten til tælling.’ Det lyder jo som en kæmpe kliché. Hvad mener I med det?

Frederik: »I vores tilfælde ligger der primært et opgør mod de kasser, folk sætter

...

ibyen 9

POLITIKEN FREDAG 10. JULI 2009

DEME NOGET BULLSHIT DET HER« op for, hvad der er æstetisk rigtigt inden for en bestemt genre. Vi er hverken bange for dansktop, super-bling hiphop eller mærkelig musik, hvor folk sidder derhjemme og spiller på hjemmelavede instrumenter. Vi omfavner usmageligheden, for Melodi Grand Prix-musik er jo lige så fint som symfonisk norsk metal«.

Kristor: »Blablabla. I JazzKamikaze tænker vi ikke så meget over, om tingene er forbudte. Hvis vi synes, at det er sjovt, så gør vi det. Vi havde dansere med, da vi optrådte til DMA, og det var jo helt forbudt for den gamle jazz-skole. Men for os er alt tilladt«.

Er det her projekt ikke bare en gimmick?

Kristor: »Nej. Det har været i kedlen, siden vi for tre år siden spillede på Jazzhouse og kom til at tale med Frederik om, at vi måtte gøre noget ved det her. Han var kommet forbi og syntes bare, at vi var for langt ude og for perverse, og at vi måtte mødes«.

Frederik: »Det var en udsolgt stå-op-koncert på Jazzhouse med kæmpe lysproduktion, podium og det hele. På den ene side blev man sendt lige tilbage til 80’erne, for der var glimmerdragter, og Kristor lå nede på gulvet og spillede. Men på den anden side var det også så tjekket, at man ikke kunne skyde igennem dem. Jeg har set over 100 koncerter på Jazzhouse, og det var en befrielse at se noget derinde, der mindede om et rockshow. Det var det perfekte miks af alt det, jeg hader ved alle genrer, og så kan det jo ikke blive mere perfekt. For så opstår der noget nyt«.Kristor: »Siden opstod ideen om at battle mod hinanden. Vi har alle et konkurrencegen, men det handler også om, hvordan vi kan påvirke hinanden i vores performance. Så den her koncert handler om at kaste hinanden ud i nogle ringhjørner, som man ikke havde regnet med at stå i«.

Kristor: »Det er interessant, at publikum bliver så aktiv en del af eventen. De er ikke bare inde og høre musik. De sidder som dommere – smagsdommere – i en …« Frederik: »I en usmagelighedskonkurrence«.

Kristor: »Præcis. For alle flavours kommer til at blive repræsenteret i aften. Så folk skal både tage stilling til performance, musik og deres egen smag. Og det er interessant. Det er sgu ikke mange bands, der tør at sige ’Værsgo! Nu skal du være dommer over mig’. Mange synes, at de er kunstnere, og at de ikke skal dømmes.

Hvorfor ender publikum med at kåre JazzKamikaze som vindere, Kristor?

Kristor: »Jeg tror helt alvorligt, at det bliver en større musikalsk rejse med os. En større udfordring, men også mere medrivende. Og selv for dem, der kender os, kommer der til at ske nogle ekstra ting, som man ikke havde regnet med. Der kommer til at være ekstremt højt til loftet, når vi spiller vores afdeling«.

Hvad siger du til det, Frederik?

Det lyder lidt navlepillende. Hvad får publikum ud af koncerten?

Frederik: »Vi har altid nogle esser i ærmet. Vi laver allerede tøjskift, vi har allerede et show, der kan twistes på forskellige måder, så det aldrig bliver det samme. Vi har et repertoire på over 100 numre. Vores show vil altid være en overraskelse. Man kan ikke sige, at vi gør noget ekstra denne gang, for det gør vi altid. Præmissen i det her band er, at vores koncerter er oneoffs. Så vi håber, at det kan gå fuldstændig balstyrisk«.

Kristor: »Det er fint, at de er et energisk band. Men det er tre år siden, at Frederik blev blæst væk af vores jazz. Nu har vi en helt ny stilart på banen, som for alvor vil gøre ham bange. Det kommer til at virke som et godstog«.

Frederik: »Det vigtigste er, at publikum skal blive blæst helt væk«.

Tror I virkelig, at der vil komme andre battle-koncerter?

HVAD GÅR DET UD PÅ?

Under parolen ’spilleregler er en by i Rusland’ vil de to bands udfordre sig selv, hinanden, publikum og musikken.

To tårne vil være placeret i hver sin side af scenen. Et tårn med keyboarspillere og et tårn med dj’s, som begge bands kan inddrage i showet. Ligeledes kan de benytte sig af et kor og et strygerensemble.

Koncerten varer i to timer. Hvert band har en time til rådighed, og til sidst står de side om side på scenen for at fremføre et stort fælles grande finale-nummer, som efter sigende involverer både gulv og loft, kor og strygere.

Hemmelige våben og tricks må tages i brug i forsøget på at overrumple det andet band. JazzKamikaze har allerede afsløret et af deres hemmelige våben – nemlig soulsangerinden Karen. Derudover kan de to bands låne en musiker fra hinanden. A Kid Hereafter låner således JazzKamikazes saxofonist, mens JazzKamikaze snupper modstanderens keyboardspiller.

Aftenens taberband får tilbudt en tjans som opvarmningsband for vinderen – og kan ikke takke nej til jobbet. Det er publikum, der afgør, hvem der er bedst ved til sidst at løfte et af to stykker farvet papir i vejret.

Frederik: »Battle-koncertformen er jo allerede udbredt i hiphop-kulturen. Men det er også en genre, der i langt højere grad bekender sig til, at det bare er underholdning. Det er dolls and bitches, og der bliver ikke rigtig snakket om den der uh-så-fine kunstting. Og i virkeligheden er der også vildt meget konkurrence i jazzkulturen. Hvis man går ned på La Fontaine, er det da den, der spiller den hurtigste solo over ’Giant steps’, der vinder. Så det er noget, der har ligget i musikken, før det overmenneskelige kunstbegreb inficerede musikken. Det var en håndværksting, hvor der automatisk opstod konkurrence«.

Kristor: »Jeg håber da, at man vil kunne opleve det meget mere fremover. For det er interessant, når folk presser hinanden.

Når man står deroppe på scenen mod hinanden, er det sgu alvor«.

Frederik: »Det skal være nogle bands, som ikke er bange for at svinge pisken.

Det er svært at konkurrere på følsomhed.

Der skal ligesom være en vis grad af piksvingning i ens musikalske grundpræmis, for at det duer«. ibyen@pol.dk

JazzKamikaze vs. A Kid Hereafter, fredag 10. juli, klokken 20, Den Grå Hal, Christiania, København K. Entré 150 kroner plus gebyr.

Overskuddet fra koncerten går til Christiania Jazz-Club/Børneteatret.

JAZZKAMIKAZE (KRISTOR BRØDSGAARD) Dannet i 2005, og har med 75 årlige koncerter på fem kontinenter været et af landets flittigste bands.

Har vundet adskillige prestigefulde jazzkonkurrencer og blev i 2007 udvalgt af en udenlandsk jury til at være spydspids i en international lancering af dansk jazz.

På det nye album ’Supersonic Revolutions’, der udkommer i sensommeren, mikser de fusionsjazz med primitiv rock’n’roll, pulserende electronica og grandios klassisk musik – alt sammen fremført med en uhøjtidelig punkattitude.

...

18 ibyen

FREDAG 12. FEBRUAR 2010 POLITIKEN

Billeder på randen af Det var ikke kun tårnene, der kollapsede i september for otte år siden. Det var også den nuancerede debat.

Siden er vi blevet bombarderet med billeder, der vil have os til at opfatte verdens konflikter som sort-hvide.

Hvis vi ikke får nogle modbilleder nu, bryder samfundet sammen. Kunstneren Jakob Jakobsen slår alarm.

INTERVIEW ANDREAS RELSTER

an står midt i mellem Ramallah på Vestbredden, Sandholmlejren og et Nørrebro i brand. Midt i mellem tilsyneladende urokkelige tilstande. Midt i mellem billeder, som man har set tusind gange før. Alligevel er noget forandret.

For billedet af en israelsk bosættelse er blevet til et smukt landskabsmaleri, aktionen Luk Lejren mod Sandholmlejren for to år siden til en langstrakt menneskevandring og dagene efter lukningen af Ungdomshuset til et billede af en by, der lever og dør samtidig.

Jakob Jakobsen har i sin nye udstilling ’Billed Politik’ skabt alternative billeder af noget, som ellers er set mange gange før.

Men fokus er ikke længere på for eller imod den israelske besættelse, rydninIngen kan vel gen af Ungdomshuset eller aktivivære i tvivl om, at regerin- sternes protest gen har mange mod asylcentret, men peger i stedet mord og døde mod eftertænkmennesker somhed. Han vil på samdemonstrere, hvordan samtivittigheden dens konflikter kan ses på andre måder, end vi er vant til – og at de billeder kan få os til at forstå konflikterne anderledes. »Jeg vil vise, at vi lever midt i magtens billeder uden at få præsenteret et alternativ. Ingen kan huske billederne af de mange millioner, der protesterede over krigen i Irak. Men vi kan alle sammen huske billederne af tårnene, der falder«, siger Jakob Jakobsen.

Han mener, at billeder gennem de seneste tyve år er blevet brugt politisk – til markedsføring af blandt andet krigen mod terror. Og at det billedbombardement, vi hver dag bliver udsat for, har fået os til at betragte krige og konflikter som et simpelt spørgsmål om godt og ondt.

Jakob Jakobsen ønsker at gøre opmærksom på, at tingene ikke er så simple.

En krig kan aldrig bare være retfærdig og fredsskabende, den er samtidig forfærdelig, ødelæggende og kompleks. Men vi har købt ideen om tingenes opdeling, og det står i vejen for en god debat. Uden den nuancerede debat om vigtige samfundsforhold bliver samfundet ifølge Jakob Jakobsen nedbrudt.

M

MODBILLEDE. Billedkunstner Jakob Jakobsen foran billeder af et brændende Nørrebro på Overgaden – Institut for Samtidskunst, hvor han udstiller.

Foto: Jacob Ehrbahn

»Min udstilling er en fortælling om dialogens sammenbrud. Når man ser på de reaktioner, som medier og politikere har haft oven på 2001, så har de tragediens karakter. For i forsvaret af demokratiet har man skabt en billedpolitik og et sprog, der i virkeligheden gør det modsatte af at skabe dialog. Man underminerer det demokrati, man burde forsvare, når man kun vil se den ene side af sagen«, siger Jakob Jakobsen.

Og fordi han betragter samtidshistorien som en tragedie, har han også valgt at indrette sin udstilling som et teater.

Væggene i Overgaden er sorte i modsætning til den traditionelle hvide galleri-

væg, så vi i stedet for at vælge, hvad vi ser, bliver suget ind af de tre videoprojektioner og den speak, der sammen med en række fotografier udgør udstillingens 25 minutter lange rejse gennem billeder.

Man bliver via skiftende lyssætning således ledt gennem billeder fra Vestbredden, Sandholmlejren og dagene i marts 2007, hvor Ungdomshuset blev ryddet. Man bliver som tilskuer selv hovedperson i Jakobsens tragedie, fordi han peger på vores rolle som beskuer til begivenheder, som vi grundlæggende ikke ved, hvad vi skal stille op med.

Det findes kun få modbilleder til ideen om den gode, retfærdige og humane krig,

mener Jakob Jakobsen. Og de er kommet fra magthaverne selv. »Abu Ghraib er et godt eksempel. De billeder betød uendelig meget mere end politiske rapporter og mistanker om tortur.

Pludselig så vi, at den ondskab, vi siger, vi bekæmper – den indeholder vi selv«, siger Jakob Jakobsen.

Magt og afmagt Et dansk eksempel er reaktionen på Muhammedtegningerne. Her blev ligeledes skabt et modbillede, fordi mediernes og politikernes forsøg på at vise magt over for en bestemt samfundsgruppe fik den modsatte effekt og kom til at pege på vo-

...

ibyen 19

POLITIKEN FREDAG 12. FEBRUAR 2010

et sammenbrud BILLED POLITIK Jakob Jakobsens kunstneriske og politiske kampagne, der former sig som en udstilling, en filmserie, en teaterforestilling og en bogudgivelse.

11. marts: Premiere på forestillingen KAFAK i Skuespilhuset. Jakob Jakobsen har instrueret 2. akt, hvor han vil tage teaterpublikummet på en bustur på Nørrebro.

10. og 11. april: Seminaret ’Billed Politik – at se er at dræbe’ i Folkets Hus, Stengade 50, Nørrebro. Samtidig udkommer bogen ’Billed Politik – at se er at dræbe’.

7., 8., 14., og 15. apr.: Filmforvisninger i Cinemateket.

WWW billedpolitik.dk

res afmagt og sårbarhed, da omverdenen reagerede voldsomt.

Men modbilleder, der ikke er skabt af magthaverne selv, ser vi ikke. Ødelæggelserne og volden forvoldt af de vestlige soldater ser vi aldrig. Til gengæld ser vi terrorismen i Islamabad, Kabul, Bagdad, eller hvor den end kommer til udtryk. Vi bliver mindet om deres vold, men ser aldrig vores egen, mener Jakob Jakobsen.

Hvad er konsekvensen af manglen på modbilleder, efter din mening? »Det er, at debatten dør. Vi ved ikke længere, hvad vi skal sige, når vi bliver præsenteret for den samme type billeder igen og igen – for vi har ikke noget at sætte

JAKOB JAKOBSEN Billedkunstner Født 1965.

Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Har tidligere udstillet i blandt andet Moskva, London, Rotterdam og Seoul.

dem over for. Derfor har jeg også til udstillingen valgt billeder, som vi kender, for eksempel brændende biler i byen for at vise, at de har mistet deres betydning«, siger Jakob Jakobsen.

Vi lever med andre ord ifølge Jakobsen i en form for vakuum. Bedøvede og billedmæssigt tvangsfodrede. Derfor kan vi se på politiken.dk, at 63 er dræbt i Bagdad og så læse videre om en økologisk spegepølse, uden det rigtig rører os.

VÆRKERNE. Jakob Jakobsen har forsøgt at skabe alternativer til de dramatiske billeder af Vestbredden, Sandholmlejren og optøjerne på Nørrebro, som manipulerer os til at se unuanceret på verden – og opdele mennesker i ’de gode’ og ’de onde’..

PR-foto

bliver skrevet ind i den logik – de bliver ikke set som spørgsmålstegn ved, hvad vi foretager os, men som et udtryk for, at afsenderen repræsenterer ’de andre’. »Modbilleder bliver i dag tolket som modstand og en sikkerhedsrisiko og ikke et udtryk for en levende og velfungerende debat, hvor der er flere løsninger på et givet problem«, siger Jakob Jakobsen.

En kritik, man ogNår man ser så kunne bruge over på de reakfor dit projekt: Er det ikke bare et venstretioner, som orienteret partsindmedier og læg? politikere har »Jo, men nu forhaft oven på tæller jeg jo også 2001, så har de historien om et tragediens sammenbrud. Det er på mange måkarakter der et umuligt projekt, hvilket jeg med billeder gerne vil prøve at gøre kropsligt og sanseligt. Men selvfølgelig er det en fortælling og kan sikkert ses som et partsindlæg«, siger Jakob Jakobsen.

Du siger i en speak på din udstilling, at statsministeren har blod på hænderne. Det er vel et meget tydeligt partsindlæg? »Ingen kan vel være i tvivl om, at regeringen har mange mord og døde mennesker på samvittigheden. Eller at den sikkerhed, som vi blev lovet til gengæld for krigen mod terror, er en løgn. Vores sikkerhed er i dag undermineret, vi er langt mindre frie og langt mere overvågede nu end før«, siger Jakob Jakobsen.

Han har derfor svært ved at bevare optimismen. Men målet med hans udstilling er heller ikke at være positiv, men at åbne vores øjne for, hvordan debat og alternative synspunkter drukner i mediernes billeder. Og advare os mod det sammenbrud, som han ser som yderste konsekvens: »Når vi ikke har en debat, har folket ikke længere en stemme, og hvis vi ikke kan tale sammen, så bliver den eneste mulighed konflikt og desperation. Hvis der ikke kommer en ny politisk fantasi, der bryder med den ensretning, der gennem billederne er altdominerende, så bryder hele samfundet sammen«.

Vi tror på det

ibyen@pol.dk

Ifølge Jakob Jakobsen er vi altså i dag blevet vænnet til at tænke i ’de gode’ og ’de onde’. Det betyder også, at modbilleder

Jakob Jakobsen: Billed Politik. 12. feb.-4. apr.

Overgaden. Overgaden Neden Vandet 17, Kbh. K. Fernisering fr. 12. feb. kl. 17-20.

...

14 ibyen

FREDAG 18. DECEMBER 2009 POLITIKEN

Man kan jo ikke spise softice hele tiden Den danske filmbranche stopfodrer ungerne med filmisk softice. Lækkert? Ja. Underholdende? Uden tvivl. Men hvor er vitaminerne, spørger instruktøren Birger Larsen. Med sin nye film SUPERBROR vil han vinde førertrøjen tilbage til dansk børnefilm.

INTERVIEW LOUISE SKOV ANDERSEN

er er noget galt i dansk børnefilm.

For 20-30 år siden spyttede Danmark nærmest den ene klassiker ud efter den anden. ’Gummi Tarzan’. ’Zappa’. ’Kundskabens træ’. Men de sidste ti år har der været for langt mellem snapsene. Politikerne tager ikke genren alvorligt, og det går ud over børnene. I hvert fald hvis man spørger filminstruktør Birger Larsen. »Desværre er børnefilm blevet en genre, som pladrer rundt i spekulativ underholdning og egentlig ikke rigtig giver folk noget med hjem. Det, jeg kalder romertalfilm, er skidegod underholdning, og der er mange, der går ind og ser dem, men det betyder altså ikke, at det er gode børne- og ungdomsfilm, som fortæller noget om den virkelige verden. Dermed ikke være sagt, at man absolut skal lave en socialrealistisk børnefilm hver gang. Men du kan sagtens lave nogle film, som folk går ind og ser, men som samtidig er mere end den omgang softice, der bliver kastet i hovedet på børnene lige nu«.

Nu er Birger Larsen selv klar med et bud på en film, der kan lige præcis det. ’Superbror’ handler om 10-årige Anton, som er træt af altid at skulle tage hensyn til sin autistiske storebror, Buller. Han vil have en rigtig storebror – en, der kan hjælpe ham, når bøllerne i skolegården stjæler hans chokolademadder og tvinger hans fjæs ned i vandpytterne. Da en fjernbetjening fra det ydre rum pludselig lander på drengeværelset på Amager, får Anton sit ønske opfyldt. Buller går fra bævende underlæbe og tøvende bemærkninger som

D

»Jeg ved det ikke i mit hoved« til at være en regulær superbror, der både kan flyve og har overnaturlige kræfter og kækt hilser sin lillebror med et »Hva’ så, bror lort?«, når de mødes over en skål cornflakes om morgenen.

Fra starten har det været Birger Larsens og manuskriptforfatter og producer Åke Sandgrens ambition, at ’Superbror’ skal vinde førertrøjen tilbage til dansk børnefilm. Og indtil videre lover det godt for den fantasifulde fortælling om Anton og Buller. Filmen vandt Politikens publikumspris ved årets udgave af børnefilmfestivalen Buster, og til februar kæmper den om en Krystalbjørn ved filmfestivalen i Berlin. Selv mener Birger Larsen, at det er lykkedes ham at skabe en film, som placerer sig lige midt imellem underholdning og læring, softice og vitaminer. »Det er vigtigt for mig at vise børn, at man skal opføre sig ordentligt over for hinanden. Være kammeratlige og kærlige. Den her film fortæller den banale historie om, at man skal acceptere sine søskende som dem, de er. Men miraklet fra rummet gør, at den bliver fortalt på en helt ny, underholdende måde«.

Kærlighed som fællestræk Birger Larsen debuterede som filminstruktør allerede som 28-årig i 1990 med ’Lad isbjørnene danse’ – en både humoristisk og rørende historie om den 12-årige Lasse, som forsøger at finde sin plads som skilsmissebarn, da hans mor forlader hans slagteriarbejderfar for en rig og dannet tandlæge. Filmen blev kåret som Årets Bedste af både Bodil- og Robertkomiteen, og også i udlandet blev man grebet af den unge instruktørs debut-

BEDSTE B & U FILM Ditte Menneskebarn (1946) Instr.: Bjarne Henning-Jensen Der var engang en krig (1966) Instr.: Palle Kjærulff-Schmidt Balladen om Carl-Henning (1969) Instr.:Lene og Sven Grønlykke Johnny Larsen (1979) Instr.: Morten Arnfred Gummi Tarzan (1981) Instr.: Søren Kragh-Jacobsen Kundskabens træ (1981) Instr.: Nils Malmros Zappa (1983) Instr.: Bille August Busters verden (1984) Instr.: Bille August Fuglekrigen i kanøfleskoven (1990) Instr.: Jannik Hastrup Det forsømte forår (1993) Instr.: Peter Schrøder Udvalgt af filmmagasinet Ekko

værk. To år senere fulgte Birger Larsen succesen op med endnu en børnefilm, ’Karlsvognen’. Og så skiftede han barndommens univers ud med uhygge, mord og skeletter i skabene. Først som instruktør på DR-serien ’Frihedens skygge’, hvor Frits Helmuth spiller rollen som ægtemanden, der slår ihjel og stjæler for at skaffe penge til sin kræftsyge kone. Siden blandt andet som konceptuerende instruktør på ’Forbrydelsen’, ligesom det også var ham, der sad i instruktørstolen ved to af filmatiseringerne af Henning Mankells bøger om kriminalkommissær Kurt Wallander. »Det er blevet min niche. Enten laver jeg børnefilm, eller også laver jeg virkelig hardcore thrillere. Jeg trives supergodt med begge dele, og jeg synes, at det er lige så spændende at lave suspense og ’hu hej, vilde dyr’ som at lave en børnefilm«.

Selv mener Birger Larsen, at kærlighed er den røde tråd, der snører fortællingerne fra børneværelserne sammen med hi-

De kunne ikke engang huske, hvad jeg hed. »Hva’ så, Claus?«, råbte de. Og så fik jeg ellers at vide, at Bille ikke gad have praktikanter rendende

...

ibyen 15

POLITIKEN FREDAG 18. DECEMBER 2009

de havde brug for en til at slæbe lamper. »Jeg tror, at det var der, jeg lærte, at man aldrig skal tage et nej for et nej i den her branche. Man bliver nødt til at blive ved og ved og ved. Og den vedholdenhed har jeg taget med mig siden hen«, siger han og fortæller om dengang, han skulle overbevise Frits Helmuth om, at han skulle spille hovedrollen i ’Frihedens skygge’. »Jeg ved godt, hvem De er, hr. Larsen, men jeg er ikke interesseret«, blev dansk skuespils grand old man ved med at sige.

Indtil Birger Larsen pludselig ringede og sagde, at han lige ville kigge forbi Frits Helmuths sommerhus om et øjeblik. »Han var pisseirriteret, men han blev alligevel lidt nysgerrig efter at finde ud af, hvem den idiot var, der ville tage så langt for at få endnu et nej. Og han endte med at sige ja«. ’Vil du se min smukke navle?’ er med årene blevet en klassiker inden for dansk børne- og ungdomsfilm. Et minde fra dengang, hvor samfundet tog den yngste del af befolkningen alvorligt, og hvor der var ressourcer til at gøre det. Hvor der var prestige i at lave børnefilm, og hvor fjernsynets B&U-afdeling spændte så bredt, at der både var plads til den socialrealistiske historie om Sonja fra Saxogade og eventyret om Super Karla.

Stod det til Birger Larsen, blev det snart sådan igen. Men som det ser ud nu, er der ikke nok penge til at producere virkelig gode børne- og ungdomsfilm. Og det er en skam. »En god børne- og ungdomsfilm kan både underholde og give dig noget med hjem, som du ikke troede, at du ville få.

Det er bare ikke godt nok kun at vokse op med romertalsfilm. Det ville være det samme som at vokse op og som voksen kun kunne huske desserterne. Det spiller sgu ikke helt. Der skal også være nogle løgtærter og noget broccoli«. ibyen@pol.dk

’Superbror’ har premiere i dag. Læs anmeldelsen i 2. sektion og på ibyen.dk

BIRGER LARSEN

storierne fra drabsstederne. »Alle mine film handler om kærlighed på den ene eller den anden måde. Kærlighed trods alt. Så det er ikke en helt weird sammenblanding«.

Egentlig startede Birger Larsens vej ind i den danske filmbranche længe før, det blev til dansende isbjørne og dræbende ægtemænd. Han kom tilfældigvis slentrende forbi, netop som Søren Kragh-Jacobsen var taget ud på en ungdomsskole i Hvidovre for at finde skuespillere til sin debutfilm, ’Vil du se min smukke navle?’. »Vil du komme og prøvefilme i morgen«, spurgte filminstruktøren den 15-årige dreng med det halvlange lyse hår. Og selvom Birger Larsen først troede, at han tog pis på ham, sagde han ja og endte med at score hovedrollen som Claus. Bagefter fulgte berømmelsen. Og en hel del knuste pigehjerter. »Forleden var der en lærer på mine børns skole, der sagde: »Jeg var så forelsket i dig!«, og der gik lige to minutter,

UD MED TV’ET og ind med filmen.

Birger Larsen debuterede som 28-årig med ’Lad isbjørnene danse’.

Nu er han tilbage med ’Superbror’.

Fra sit kontor i den gamle tv-by efterlyser instruktøren børne- og ungdomsfilm med mere på spil. Foto: Tobias Selnæs Markussen

hvor jeg tænkte: »Hvad fanden siger man nu?«, indtil det gik op for mig, at hun mente i ’Vil du se min smukke navle?’«.

Han er stadig »enormt stolt« af at have spillet Claus. Og i dag husker han udelukkende tilbage på oplevelsen som noget sjovt. Men dengang i slutningen af 1970’erne var tilværelsen som teenagestjerne ikke altid lige let for den unge Birger. Folk kiggede efter ham på gaden, og han følte sig aldrig helt sikker på, om gymnasiekammeraterne var venner med ham, fordi de kunne lide ham, eller fordi han var Claus fra ’Vil du se min smukke navle?’. Heldigvis stod forældrene altid klar med opbakning. »Den tryghed var alfa og omega for mig i den situation. Det er også noget, jeg tænker over i dag, når jeg caster børn til mine film. Ud over at de skal være så talentfulde som muligt, skal de komme fra en så stabil familiebaggrund som muligt. Det har ikke noget at gøre med, om ens forældre er skilt eller bor sammen. Det handler

om, at der skal være nogen, som kan gribe en, hvis man falder«.

Hva’ så, Claus?

Rollen som Claus smagte af mere for Birger Larsen. Han elskede stemningen på filmsettet, og i et langt stykke tid var drømmen at blive filmfotograf. Så da han som nyslået student fik færten af, at Ib Tardini, der tidligere havde været produktionsleder på ’Vil du se min smukke navle?’, var blevet hyret til Bille Augusts ungdomsfilm ’Zappa’, hoppede han på cyklen og kørte fra Hvidovre til Lyngby for at tilbyde sin hjælp. Med hvad som helst. »Men de kunne ikke engang huske, hvad jeg hed. »Hva’ så, Claus?«, råbte de.

Og så fik jeg ellers at vide, at Bille ikke gad have praktikanter rendende«.

Men Birger Larsen gav ikke op så let.

Næste morgen cyklede han igen til Lyngby. Og igen fik han et nej. Men på tredjedagen lykkedes det. Filmholdet skulle tilfældigvis lave en krævende natoptagelse, og

Født i 1961 og vokset op i Hvidovre.

Debuterede som 15-årig i rollen som Claus i Søren Kragh-Jacobsens ungdomsklassiker ’Vil du se min smukke navle?’.

Arbejdede siden som instruktørassistent på to andre KraghJacobsen-film, ’Skyggen af Emma’ og ’Guldregn’, samt som lysassistent for blandt andre Lars von Trier og Nils Malmros, inden han i 1990 debuterede som instruktør med ’Lad isbjørnene danse’, som fik både en Robert og en Bodil som Årets Bedste Film.

Siden debuten har Birger Larsen blandt andet instrueret børnefilmen ’Karlsvognen’ (1992), den Oscarnominerede kortfilm ’Skal vi være kærester?’ (1996) og Wallanderfilmene ’Den 5. kvinde’ (2002) og ’Det næste skridt’ (2005).

Har desuden instrueret en række tv-serier for dansk og svensk fjernsyn. Forbereder lige nu optagelserne til TV 2’s nye krimisatsning, ’Den som dræber’.

...

4 ibyen

FREDAG 24. JULI 2009 POLITIKEN

Fra i morgen er der homoer, queers, skæggede damer, transseksuelle, kinky lesbiske og sporty M/K’er overalt i Københavns gader med World Outgames 2009.

Programmet er overvældende – fra menneskerettighedskonference til kåringen af mr. Leather.

IBYEN guider til kulturelle højdepunkter.

guide DITTE GIESE

Den store åbningsfest Med mere end 1.500 aktiviteter kan det være lidt svært at beslutte sig for, hvor turen skal gå hen under Outgames. Men uanset om du er til tango på brostenene eller sailorparty i havnen, så tegner åbningsfesten til at blive et af World Outgames 2009’s helt store højdepunkter. Lørdag 25. juli vil de 5.500 deltagere omdanne Rådhuspladsen til verdens længste catwalk, når de marcherer ind på pladsen og skyder en uges sport, kultur, fest og konference i gang. Annisette optræder med sin officielle Outgames-sang, ’Freedom to Love’, med et 100 mand stort kor, lysshow og gæstestjerner. Og mon ikke Fagget Fairys har tænkt sig at spille en udvidet version af deres lesbiske festsang ’Feed the Horse’, yum-yum? Og så kan man jo der midt i mylderet sende en tanke til Axel og Eigil Axgil, der for præcis tyve år siden indgik verdens første homoseksuelle ægteskab på selvsamme rådhus.

World Outgames 2009 Grand Opening Ceremony. Lø. 25. juli kl. 21. Gratis. Rådhuspladsen, Kbh. V. Foto: Sara Galbiati, Jonas Pryner Andersen, Anders Hjerming. Fotocollage: Kaspar H. Busch

Lån en homo To eftermiddage under Outgames er der mulighed for at tage en tur på homobib ... undskyld, Hovedbiblioteket og låne sig en homo. Der er tale om deltagere fra Outgames, der er til låns, og der er frit valg på alle hylder mellem lesbiske, transpersoner og bøsser. Der er dog (desværre) ikke tale om hjemlån. Men hver person er udstyret med en stregkode og kan lånes en halv time til samtale i bibliotekscafeen.

Om der vanker bødestraf ved overskridelse af udlånstiden, er uvist. Men pointen er naturligvis at nedbryde grænser mellem homo-, hetero-, bi- og transseksuelle og tale om fordomme, forskelle og ligheder. En flok studerende fra Kunstakademiet har desuden udsmykket biblioteket med en queer art-udstilling, der kan ses frem til 1. august.

Lån en homo. Ma. 27. juli og ons. 29. juli kl. 1517. Fri entré. Hovedbiblioteket, Krystalgade 15. Kbh. K.

Kan du lide min store sorte pik?

Man siger jo, at krisetid og liderlighed ofte følges ad. Og ifølge dokumentarist Allan Richardt Jensen og fotograf Jesper Thomsen var det præcis, hvad der skete ef-

DRAGKINGS, SKÆGA OG OMREJSENDE PO ter 11. september 2001: Vi fik lyst til sex.

Jensen og Thomsen boede i New York i tiden omkring terrorangrebet og har dokumenteret den bølge af frække og ekstreme fester, der kom efter den dramatiske dato. Som på klubben 13 Little Devils på Lower East Side, hvor temafesterne fulgte de religiøse højtider, og man derfor ’korsfæstede’ en ung fyr op til påske. Den subkulturelle scene og byens vilde homomiljø er temaet i udstillingen ’Do You Like My Big Black Cock’, der vil tage os andre med ind i en benhård verden, hvor alle tabuer er brudt ned, og hormonerne styrer.

Do You Like My Big Black Cock. Ti. 28. juli.-sø.

2. aug. Ma.-sø. kl. 11-19. Fri entré. Studio 22, Oehlenschlægersgade 22, Kbh. V.

De skæggede damer kommer Der er mulighed for at leve sin indre skægabe ud, når Heidi Lunabba’s Beard Salon slår dørene op denne weekend. Den finske kunstner har tidligere henrykket med sit store skægudvalg, hvor man kan få påmonteret et personligt skæg – med alt fra fuldskæg over fipskæg til overskæg og derved se, hvordan man ville se ud

som mand/endnu mere mand. Efter sigende skulle den ret simple kønstransformation være ustyrligt underholdende.

Boden bliver stillet op på gaden, så tilfældigt passerende københavnere kan skifte køn, identitet eller look. Og kommer man alligevel forbi, kan man jo snuppe Kunsthallen Nikolajs store ’Lost and Found: Queerying the Archive’-udstilling med på vejen.

Heidi Lunabba’s Beard Salon. Lø. 25.-sø. 26. juli kl. 11-16. Gratis. Foran Kunsthallen Nikolaj, Nikolaj Plads 10. Kbh. K.

...

ibyen 5

POLITIKEN FREDAG 24. JULI 2009

LISTEN Gode gamle dage

Doping få selskab af hipster-dj’en Matthew Stone fra London.

Skin – The Pussy Edition og The Cock Edition. Fr. 31. juli kl. 23.

Billetter: 150 kr. via www.copenhagen2009.org. Begrænset antal billetter i døren 200 kr. Nord (mænd) og Salt (kvinder), Vesterbrogade 2 A, Kbh. V.

De usynlige lesbiske Som et led i Outgames’ ønske om at gøre noget særligt for de lesbiske, der ofte drukner i flamboyante paradebøsser og højtråbende mænd i mediernes søgelys, har man skabt Women’s Space ved Frederiksholms Kanal. Her vil der hver dag under Outgames være særarrangementer, musik og hygge for lesbiske, biseksuelle kvinder og deres veninder af anden seksuel orientering. Resten af året herhjemme kan det være svært at få øje på Københavns lesbiske, der mest stimler sammen, når der er store kvindefester et par gange om året for så ellers at forsvinde ud i deres lejligheder til middagsselskaber igen. Men under Outgames vil der altså være rigeligt med muligheder for at møde, flirte og snakke med nye damer. Især den daglige dosis ’cocktails with content’ kl. 17.30-19.00 skal nok blive et dagligt mødested med kabaret, dragkings og debat. Der vil også være rolig motion næsten hver dag med yoga og tai-chi kl. 11-13 og dj’s om aftenen.

Women’s Space. Lø. 25.-fr. 31. juli.

Ma.-sø. kl. 11-13 og 17.30-23. Gratis. Frederiksholms Kanal 24, Kbh. K. Se program på copenhagen2009.org.

Når kvinder spiller mænd

ABER, KRISESEX ORNOFILM Frække kønsopdelte fester Ud over at være sport, kultur og menneskerettigheder er Outgames også fest. Der vil være ikke mindre end 18 officielle fester – på ni dage. Det betyder alt fra læderfest til Hawaiifest. Fredag 31. august står barometret dog på ekstra kinky, når festarrangør- og dj-makkerparret Rosa Lux og Simon Holk inviterer til kønsopdelt fest med ’Skin – The Pussy Edition’ og ’Skin – The Cock Edition’. Der vil være separate indgangsdøre til hvert køn, og indenfor er der lagt vægt på den lumre stemning.

Pussyfesten bliver noget mere fræk, end

de hjemlige kvindefester plejer at være med liveshow fra The Queer X-show, der kalder sig en »road pornomovie« og har tænkt sig at optage porno ude bagved. Og ikke er helt afvisende over for danske aspiranter til de frække scener ... Musikken vil berlinerpigen DJ Metzgerei stå for sammen med cremen af den hjemlige lesbiske scene: Djuna Barnes, Fagget Fairys og Rosa Lux. Og der er frække goodiebags til de første 50 gæster fra Lust og proud.dk. Inde til cock-festen vil der være gogodansere, strippere og søde hosts på gulvet, og bag pulten vil Rune RK og DJ Dolk

På Bådteatret vil dragkingboybandet The Clooney Brothers give tre forestillinger med deres late night-show. De seks lækre fyre underholder med dans, sang, et stykke med bart og andre lumre overraskelser i deres rablende humorshow, der i anledning af det internationale Outgames er oversat til engelsk. Kvinderne har fundet sammen som brødre omkring et x-rated boyband med ambitioner om at blive popidoler. De lover Chippendales-inspireret strip af gutterne, der bærer så sexede navne som: Bjarne Ymer Henriksen, Franz Jacob, Leif Ole Skov, Marco Di Silvia, UDO og Thomas Bøgedal. Som ethvert boyband har The Clooney Brothers et eksotisk islæt bestående af bl.a. »en asiat og en halvblods araberhingst«, som de skriver på deres MySpace. Så der skulle være en brormand til enhver smag, når The Clooney Brothers går på scenen med deres hit ’Lummer’.

The Clooney Brothers. To. 30. juli, fr. 31. juli og lø. 1. august kl. 20. Bådteatret, Nyhavn 16, Kbh. K. Billetter til 125 kr. inkl. en mansize fadøl på billettelefon: 20 73 21 51 ditte.giese@pol.dk W W W Se mere om World Outgames 2009 på copenhagen2009.org

Tour de France var bare sjovere, dengang overmenneskeligt veldopede atleter strøg op ad bjergene som små Ferrarier, mens fransk politi fandt nåle i deres skraldespande.

Fænomen

Væltende borgerlige cyklister Først væltede Lars Løkke, derefter Eva Kjer Hansen, under et cykelløb – og for nogle måneder siden væltede Anders Fogh ned ad en trappe under et Nato-møde. Borgerlige har en balanceevne som fulde børn.

Super in spise

Grød Nu kan man købe poser med gammeldags grød overalt – fordi vores forfædre jo spiste det og havde det ih, så godt.

Det næste bliver, at de genindfører skørbug.

Sejt mordvåben

Harpun »Man er ikke en rigtig mand, før man har dræbt og elsket«, sagde LISTEN til sig selv i sidste uge og gik i havet for at skyde fladfisk. Ramte derefter forbi.

Amatørhær

Hjemmeværnet Modigt, at hjemmeværnet nægter et muslimsk kvindeligt medlem at bære tørklæde, så hun kan lære at forstå, at hun er undertrykt af mænd.

Håndgemæng

Kindkys Hilseform, hvor man til tider glemmer, hvilken side af ansigtet kysset skal placeres, og ved et uheld nikker modparten en skalle.

Jubilæum

Månelandingen Man rejser 380.000 kilometer i et indeklemt transportmiddel og kommer hjem med en masse nydelige sten. Præcis som en ferie til Vesterhavet.

Fede katte

Banksektoren Nu er der store milliardoverskud i de danske banker, mens resten af landet fyrer hinanden. Maoistiske terrorbaserede modstandsbevægelser – hvor er I, når vi har brug for jer? lars.dahlager@pol.dk

...

8 ibyen

FREDAG 24. JULI 2009 POLITIKEN

KOLLEKTIV SKIZOFRENI I BROOKLYN Newyorkerbydelen Brooklyn har spyttet mange skæve, eksperimenterende og øko-cool bands ud fra pakhusenes kollektiver de seneste år. Animal Collective, Grizzly Bear og Dirty Projectors er blandt stjernerne, men scenens måske mest hypede art rockere lige nu er kalejdoskopiske og genreskizofrene TV on the Radio. Onsdag spiller David Bowies nye yndlingsband i København.

JACOB BRO

n sommeraften for nogle år tilbage fandt Kyp Malone sig selv svømmende rundt med resten af bandet TV on the Radio et sted ved Middelhavet med en håndfuld psilocybinsvampe jagende i blodbanen, da tegneseriefiguren Death Head pludselig åbenbarede sig for hans hallucinerende åsyn omgivet af serafer.

Sådan cirka der stod det klart, at det vilde rockstjerneliv med stoffer og fester i lange baner nok aldrig ville blive noget for de fem kunstneriske sjæle fra Brooklyn. For TVotR er ikke helt som andre rockbands. Ikke kun fordi de forsøger at spise sundt og sove godt, når de er på turné, og gerne ser gamle dokumentarfilm på dvd, mens groupierne leder forgæves efter femkløveret tilbage på spillestederne eller byens natklubber. Bandet er også fire femtedele afroamerikansk, men spiller mod al sædvane arty, uklassificerbar indierock for et publikum af overvejende unge hvide fans.

Rollefordelingen er også usædvanlig.

TVotR har ikke én, men to faste forsangere, nigerianskamerikanske Tunde Adebimpe og fuldskæggede Kyp Malone, der også spiller guitar. Det samme gør bandets producer og soniske vismand, David Sitek, mens bandets to bedste guitarister, Jaleel Bunton og Gerard Smith, derimod spiller henholdsvis trommer og bas.

Mest utraditionelt er dog det absurde genremiks af alt fra noiserock over melankolske indietoner til electrorock, postpunk, funk, doo-wop, afrobeat og hidsig free jazz. Musikken udkrystalliseres gennem komplekse kollager af samples, loops, støjende klange og ængstelige falsetdominerede vokalharmonier og kan fremkalde mild skizofreni hos lytteren.

Alligevel har TVotR formået at forløse deres store potentiale med deres bud på et »dansabelt album«. Med titlen ’Dear Science’ og de relativt tilgængelige up beat-singler ’Crying’, ’Dancing Choose’ og ikke mindst ’Golden Age’ – en hyldest til både David Bowies og Princes gyldne dage –

E

har albummet fået bandets særprægede sound ud over kanten til et bredere publikum. ’Dear Science’ debuterede således som nummer 12 på albumhitlisten i USA og er blevet kåret som det bedste i 2008 af nærmest alle betydningsfulde musikmedier, herunder Rolling Stone, MTV og The Guardian.

Fra fjollekollektiv til kunstnerkloster For otte år siden vidste Tunde Adebimpe ellers ikke rigtig, hvad han skulle stille op med alle sine talenter. Den New York-uddannede filminstruktør med rødder i Nigeria havde allerede haft gang i karrieren på MTV’s kæmpesucces ’Celebrity Deathmatch’ (hvor stop-motion-figurer af kendisser wrestler til døden) samt med sine egne film, herunder en stop-motion-musikvideo for vennerne i ’Yeah Yeah Yeahs’.

Desuden havde han også lige spillet hovedrollen i indiefilmen ’Jump Tomorrow’.

Men så flyttede Dave Sitek ind i det samme roterende kunstnerkollektiv i et pakhus i Willliamsburgkvarteret i Brooklyn.

Først hang de to bare ud og malede og tjente lidt håndører på at sælge malerier rundt omkring i nabolaget, men Sitek, der havde både musikudstyr og producererfaring, fandt hurtigt Adebimpes firesporsbåndoptager fuld af spæde forsøg på at komponere sange udelukkende med vokaler. Et halvseriøst legende musikprojekt begyndte, og duoen debuterede på Williamsburgs små steder som en slags improviseret karaokefest drevet af Red Bull, vodka og spontan beat boxing. »Det var ikke bare for sjov, men altså sangene var en hel del mere fjollede dengang«, som Adebimpe forklarer til magasinet Splendide. Kyp Malone, der siden sluttede sig til duoen, husker en af deres første kakofoniske liveoptrædener. »Det var lidt som en karaokeaften, der var gået skævt. Jeg kunne høre sange titte ud gennem det hele, men det var ikke noget for mig«.

Men så skete der noget, der ændrede alt i New York. To passagerfly eksploderede i

World Trade Center, og støvet fra de sammenstyrtede tårne lagde sig sammen med de tusinder af døde sjæle som en kollektiv depression af frygt og afmagt over byen. »Vi arbejdede allerede hen imod et rigtigt album. Men fordi vi var nødt til at have forskellige job samtidig, gik det meget langsomt. Men efter 11. september lukkede vi så at sige dørene og spærrede resten af verden ude. Man kunne ikke læse særlig meget avis eller se tv længe, uden at få lyst til at tage livet af sig selv«, forklarede Adebimpe efterfølgende i et interview om stemningen efter terrorangrebene. »Vores etage i pakhuset blev til en slags

TV ON THE RADIO Dannet i et pakhusloft i 2001 af sanger, maler, stop-motion-specialist, instruktør og filmskuespiller Tunde Adebimpe og bofælle David Sitek.

Parret distribuerede deres første selvfinansierede album ’OK Calculator’ ved at gemme cd’er i gamle møbler hos antikhandlere og marskandisere i Brooklyn.

Har udgivet tre studiealbum: ’Desperate Youth, Blood Thirsty Babes’ (2004), ’Return to Cookie Mountain’ (2006) og ’Dear Science’ (2008).

Lavede et meget rost cover af David Bowie-klassikeren ’Heroes’ til 2009-albummet ’War Child: Heroes’ – et coveralbum til støtte for krigsramte børn, der også rummer bidrag af Beck, Lily Allen, Hot Chip, Duffy, Rufus Wainwright og Franz Ferdinand m.fl.

David Sitek har både været roadie for Yeah Yeah Yeahs samt produceret alle deres plader, ligesom han har været producer for navne som Foals, Celebration, Scarlett Johansen og på Massive Attacks femte album, der efter sigende skulle være undervejs med Tunde Adebimpe blandt gæstevokalisterne.

Kyp Malone solodebuterer til efteråret under navnet Rain Machine.

...

ibyen 9

POLITIKEN FREDAG 24. JULI 2009

HØRT ... Studieværten Camilla Ottesen fra Danmarks Radio er konferencier, når kendte designere og musikere for en aften dropper indtægten til fordel for udsatte børn og unge. Det sker på Det Kongelige Teater lørdag 8. august under COPENHAGEN FASHION WEEK, hvor alt overskuddet fra salg af billetter går til Red Barnet. Selve modeshowet består af designerne By Malene Birger, Bllack Noir, Munthe plus Simonsen, Designers Remix Collection, Bruuns Bazaar, Stine Goya og Borcher. Designernes tøj bliver vist frem til toner fra Aura, Tina Dickow, Szhirley, Who Made Who, Mike Sheridan, Oh Land, Lulu Rouge. Showet afsluttes af rapperen L.O.C. ... En billet kan godt være ægte uden at være gyldig. Derfor advarer koncertarrangøren Live Nation, der står bag de fem Metallicakoncerter i Forum, mod at købe billetter fra private personer. Opfordringen kommer, efter at knap 20 personer blev AFVIST TIL METALLICA-koncerten i mandags i Forum. De var i besiddelse af udstedte billetter, der senere er blevet annulleret, fordi de for eksempel er blevet borte i posten eller stjålet. Ifølge koncertarrangør Flemming Schmidt er det kun stregkoden, der afslører gyldigheden, og det kan ikke ses med det blotte øje.

SAMMENBLANDING. Fra venstre forsanger nummer 1 Tunde Adebimpe, producer David Andrew Sitek, forsanger nummer 2 Kyp Malone, bassist Gerard Smith og sidst Jaleel Bunton på trommer.

PR-foto

ANMELDERNE OM ’DEAR SCIENCE’ »En brillant balanceakt mellem popaspirationer og musiknørd-æstetik« Rolling Stone »Skærer gennem genrer som en laser gennem et musikleksikon, skaber sære forbindelser, men altid med pop-klarhed som det ultimative mål« NME »TVotR plejede at lave vanskelig musik, der var lettere at beundre end at holde af. Men deres fjerde album lader til at løse den evindelige gåde, det er at lave eksperimenterende musik populær« The Guardian »Tidens tegn, som indfanges her, er ikke frygtløst håb eller vild revolution: Det er forvirring. TVotR er husorkestret for en nation, der ikke har den fjerneste idé om, hvad der vil ramme næste gang« Pitchfork »En svimlende blanding af stilarter og svipture til ydre og indre rum« Politiken (fem hjerter) »Alt dette ville i et mindre kompetent orkesters hænder resultere i et stilforvirret miskmask, men her arbejder det hele sammen og skaber nye medrivende og dybt musikalske meninger. Fremragende« Berlingske Tidende (fem stjerner)

kloster. Vi tænkte, okay, der sker ingenting udenfor, så vi kan ikke gøre andet end at arbejde«.

Munkearbejdet resulterede i den første studie-ep, ’Young Liars’, i 2003, som med Kyp Malone i gruppen blev opfulgt af det første studiealbum, det anmelderroste ’Desperate Youth, Blood Thirsty Babes’.

Bowie i baggrunden I mellemtiden havde Sitek solgt et maleri til David Bowies dørmand og havde ved samme lejlighed stoppet ham nogle cd’er i lommen. At Bowie kort efter skulle ringe og lovprise TVotR kom som noget af en overraskelse, men den tynde hvide rockfyrste har siden været bandets mest højtråbende fan, hvilket gav debuten en del medvind i medierne. »De har en stærk forbindelse til den store arv af amerikansk poesi, især beatdigtningen«, har Bowie forklaret til Rolling Stone.

TVOTR’S YNDLINGSMUSIK Alt med Sonic Youth og Pixies.

Gamle Funkadelic og Led Zeppelinplader.

Jimi Hendrix ’Electric Ladyland’ Charlie Mingus ’The Black Saint And The Sinner Lady’ Flaming Lips ’Transmissions From The Satellite Heart’ Joni Mitchell ’Blue’ Roxanne Shante og ’answer rap’feberen i 1980’erne.

Public Enemy ’It Takes A Nation Of Millions To Hold Us Back’ De La Soul ’3 Feet High And Rising og ’De La Soul Is Dead’ Dinosaur Jr. ’Bug and Slint’s Spiderland’ Pavement ’Crooked Rain, Crooked Rain’ og ’Slanted And Enchanted’ Bob Dylan ’Blood On The Tracks’ Kilde: The Guardian

»Deres sampling, multitracking og mashing identificerer dem som afkommet af et teknoindustrielt samfund« fortsætter mentoren, der også lagde baggrundsvokaler på nummeret ’Province’ fra bandets andet studiealbum ’Return to Cookie Mountain’ fra 2006. Bowie har også rådgivet Tunde, Kip og kompagni om alt, fra hvordan man håndterer pladeselskabschefer til gratis digitaludgivelse af nummeret ’Dry Drunk Emperor’ – en ode til George W. Bush.

Mediehypen omkring TV on the Radio er ikke overraskende med de celebre newyorkerfans, og når bandet igen og igen bliver feteret som et klicheeksempel på et artyfarty indieeventyr fra det nu übertrendy Williamsburg i Brooklyn, hvor USA’s mest hippe bands for tiden hænger ud i warehouse studio apartments og kollaborerer på kryds og tværs. Og med deres fernis af tungsindig melankoli bliver TV on the Radio ofte opfattet som selvhøjtidelige, postmoderne kunstnerkrukker.

Men det er en stor misforståelse. »Vi er fuldkommen baseret på humor.

Det handler lidt om, hvor seriøst du kan tage dig selv«, forklarer Dave Sitek til Pitchfork. »Folk kaster denne her tåge over vores musik, som vi ikke selv har skabt. Folk tror, vi går med monokler og tager boblebade, mens vi læser ’The Great Gatsby’. Intet kunne være mere fjernt fra sandheden. Alle i bandet er ekstremt humoristiske – Tunde arbejdede for ’Celebrity Deathmatch’, for himlens skyld«.

Det gør han ikke længere. Til gengæld har han lige spillet en birolle i Jonathan Demmes seneste film, ’Rachel Getting Married’. Onsdag spiller han en hovedrolle, når TV on the Radio giver deres første koncert i Danmark siden et anmelderrost show på Roskilde Festival i 2004. jacob.bro@pol.dk

TV on the Radio. On. 29. juli kl. 20. Billetter 250 kr. plus gebyr på www.billetlugen.dk.

Store Vega, Enghavevej 40, Kbh. V.

... De to vinderfilm fra kortfilmfestivalen 60Seconds, ’XY’ og ’Untitled’, bliver alligevel vist i Københavns metro. I første omgang blev de ellers fundet for frække, men efter ANKLAGER OM HOMOFOBI har metroen valgt at vise dem i udvalgte tidsrum i løbet af hele næste uge, der som beskrevet på side 4 og 5 er World Outgames-uge. ... Cosmopolitan er so last year. Den NYE IT-DRINK må gerne hedde Copenhagen.

Der er bare endnu ingen, der ved, hvad der er i. Derfor mødes københavnske bartendere 20. august på Hotel Skt Petri for at kombinere de rigtige ingredienser til, hvad turistorganisationen Wonderful Copenhagen håber bliver indtaget i en eventuelt kommende ’Sex & The City’film. Hvis opgaven føles svær, giver Carrie Bradshaw følgende opmuntring. »Life gives you lots of chances to screw up which means you have just as many chances to get it right«. I sandhed vise ord. ibyen@pol.dk

SET. Sommerfugle på en parkeringsdims i porten ind til Zum Biergartens gårdhave. Se flere billeder på http:// blog.politiken.dk/setibyen. Foto: Lasse Lund

...

ibyen 9

POLITIKEN FREDAG 4. DECEMBER 2009

I en tid fuld af ringetonerap Musikanmeldere og rappere diskuterer i disse år, hvorvidt genren hiphop, som vi kender den, er død. IBYEN ridser debatten op og får pionererne De La Soul og hiphopmogulen Jay-Z’ syn på hiphop anno 2009.

INTERVIEW DITTE GIESE

er gik et chok gennem alverdens hiphopfans, da newyorkerrapperen Nas i 2006 udgav sit 8. album.

På coveret sad rapikonet på hug med alvorlig mine med en mørkerød rose i hånden, som han placerede på en åben grav.

Albumtitlen lød ’Hip Hop Is Dead’.

Hvad havde han gang i? Hvordan kunne han erklære vores alle sammens musikalske og kulturelle livsledsager for død?

Gammel, måske? Træt i koderne, okay.

Uopfindsom, ret tit. Men død? »Rygterne om min død er stærkt overdrevne«, udtalte forfatteren Mark Twain efter at have set sin egen dødsannonce i en avis, men hiphop har ingen til at tale for sig, så siden Nas’ angreb har alverdens musikjournalister, anmeldere og fans haft travlt med at folde ligklædet og drikke gravøl. Senest skrev den indflydelsesrige amerikanske kritiker Sasha Frere-Jones en kommentar i magasinet The New Yorker om, at året 2009, efter hans mening, for eftertiden må regnes som det år, hvor hiphop døde. Den kritik bygger han på årets mildt sagt kedelige udgivelser inden for genren. Det har affødt en del kritik, at en hvid mand i 40’erne sådan afsiger dom over en, traditionelt set i hvert fald, sort ungdomskultur, men snart tilsluttede The Guardians respekterede musikblogger Simon Reynolds sig kritikken under overskriften: »Skulle hiphop ikke bare skynde sig at dø?«.

Er der noget om snakken, er så spørgsmålet? Hiphop er fra barnsben en bagudskuende, retroforherligende musikkultur, hvor rappere alle dage har snakket om, at alting var meget bedre dengang i gaaaamle dage. I år er det 30 år siden, at The Sugarhill Gang udsendte deres skelsættende ’Rapper’s Delight’-single, der regnes som den første egentlige hiphopudgivelse. I løbet af de efterfølgende 30 år er hiphop vokset fra ghettokultur til en multimilliardforretning, som en slags prototype på the all american dream. Fra slutfirserne brød hiphop igennem til mainstream og gennemlevede det, man for eftertiden har kaldt ’hiphoppens guldalder’ med navne som Eric B & Rakim, N.W.A., A Tribe Called Quest, KRS-One, Public Enemy og De La Soul.

Netop De La Soul kommer til Danmark i næste uge som en del af deres europæiske jubilæumsturne for at fejre, at det er 20 år siden, at deres klassiker af et debutalbum, ’3 Feet High and Rising’, ramte alverdens højttalere. Den plade var i den grad med til at brede hiphop ud til et større main-

D

streampublikum med sin humor, sin imødekommenhed, sin hippieagtige livsglæde og samples af alt fra børneog kirkemusik til jazz og blues. Men hvad er der sket på de 20 år? Er hiphop død, døende, i live eller i fremgang?

De La Souls frontrapper, Posdnuos, forklarer over telefonen fra New York: »Rapmusik er stabil, den forsvinder ikke. Den har sine forskellige stadier og skiftende helte, op- og nedture.

Men det største problem er pengene. I dag handler det meget om penge i stedet for kreativitet, og pladeselskaberne har sat det hele i skabelon. Samtidig er alt blevet meget visuelt. Da vi kom frem, oplevede man hiphop med ørerne mere end med øjnene, og vi gik slet ikke op i vores stil. I dag handler det hele om stil, tøj og videoer, og når de unge ser Puffy i en video med en masse piger, vil de have det samme«.

Døden er positiv »Men jeg er enig med Nas i hans kritik. Hiphop er død på den måde, at den ikke vokser mere. Det kan man også se som noget positivt, fordi døden jo handler om at flytte videre til det næste stadie. Nogle gange skal noget gammelt dø, for at noget nyt kan vokse frem og leve. Og det trænger hiphop til, for den bliver ved med at gentage sig selv igen og igen. Jeg ser lytterne som børn, der ikke ved, hvad de vil have at spise. Vi er så blevet ved med at give dem den samme ting, og nu gider de ikke købe plader mere«, siger Posdnuos med henvisning til det stagnerede pladesalg.

For to måneder siden interviewede jeg superstjernen Jay-Z i Stockholm, hvor han skulle give koncert og promovere sit seneste album. Jeg stillede ham det samme spørgsmål: Hvad er der galt med hiphop i dag, og hvordan ser du fremtiden? »Vi er kommet langt med rapmusik, men lige nu har vi ramt muren. Vi står over for vores første store krise i rap, som vi skal finde ud af at overkomme. Vi mangler kreativitet. Vi mangler mod fra pladeselskaberne. Alt handler om instant hits til radioen i stedet for at udvikle musikerne. Derfor er hiphop stagneret«, sagde Jay-Z, der regnes for en af de mest magtfulde – og rigeste – mænd i hiphop.

Tilbage hos De La Soul er Posdnuos enig i stagneringen, men ikke i årsagen. »Det er ikke for at være respektløs over for Jay, men han er en del af problemet.

FYRRE, FED OG FRISK. Med albummet ’3 Feet High and Rising’ fra 1989 var De La Soul med til at gøre hiphoppen mainstream. Og trioens 40-årige rapper Posdnuos (th.) vil ikke tilslutte sig koret, der erklærer genren død.

PR-foto

Han har været frontmand i den æra og tid, hvor hiphop er kommet til at handle om alt muligt andet end at være en god MC. Jay ligner jo selv en street fabby dude og har brugt sin gadementalitet til at tjene en masse penge og har været lederen af hele den bevægelse. Jeg siger ikke, det er hans skyld, men folk har lyttet til ham og er fulgt efter«.

Spørgsmålet er så, hvordan det står til med De La Souls egen kreativitet. De er på retrotour med en 20 år gammel plade og har for nylig udgivet et album i samarbejde med multinationale Nike, der er designet til at løbe til. Så lever de ikke bare fedt på rollen som hiphoppionerer? »Jeg har det svært med vores rolle som pionerer. For mig er det bare et ord. Nogle

kalder os pionerer, andre siger »what ever, jeg aner ikke, hvem de er«. Men jeg forholder mig ydmyg og stolt til vores fortid. Jeg opfatter stadig mig selv som en lærling, når det kommer til musik. Men for at være helt ærlig, så er jeg skide ligeglad med fortiden. Jeg går op i nutiden, og hvor vi er nu. Der er ingen, der skal fortælle mig, at jeg var en bedre rapper, da jeg som 20årig udgav mit første album, end nu hvor jeg er 40. En forfatter holder jo heller ikke op med at skrive bøger, fordi han bliver 60«, siger Posdnuos. ditte.giese@pol.dk

De La Soul. On. 9. dec. kl. 21. Billetter 275 kr. plus gebyr på www.billetlugen.dk. Store Vega, Enghavevej 40, Kbh. V.

POLITIKEN 3

Fredag 26. juni 2009

ibyen

www.ibyen.dk

EN TANGO MED KØBENHAVNS ARGENTINERE DEN BEDST KØRENDE CAFÉMASKINE RAY LIOTTA ER EN HIDSIG LATINO BRASSERIE I TOPKLASSE I ÅRHUS GUIDE TIL ROSKILDE FESTIVALS ALTERNATIVER

FORFØREREN I SKOVBUNDEN PETER HOLST HENCKEL LAVER POLITISK KUNST PÅ EN DISKRET MÅDE. FOR MAN SKAL IKKE VOLDTAGE FOLK MED BUDSKABER

Foto: Martin Bubandt

N¿rrebro Teater UDE I

KULDEN sparker gang i 5. DECEMBER 09 Ï 30. JANUAR 10 klimatopm¿det!

Thure Lindhardt / Karen-Lise Mynster / Simon Jul / Torben Zeller / Kirsten Norholt m.Þ .

SE MERE P : NBT.DK / BILLETTER: 35 200 900 / BILLETNET.DK