Politiken Kultur

POLITIKEN 2

kultur kritik debat navne

Søndag 22. november 2009 www.politiken.dk

De forkerte DR-chefer fyret Med Mette Bocks afgang må der være øget fokus på de tilbageværende chefer Debat side 15

Lukket by Også i den Talebankontrollerede

by Gereshk i Afghanistan er der en hverdag Side 10-11

Engang var jeg cool, men når jeg kigger tilbage, var jeg bare en nar Damien Hirst, verdens bedst sælgende kunstner, om sit liv, sine penge, sit misbrug og sin kunst. Interview side 6-7

Foto: Efrem Lukatsky/AP

POLITIKEN 2

Torsdag 2. juli 2009

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Kold krig

Genafgrøder skaffer mad

I 1962 fik Langelandsfortet sin særlige plads i historien om den kolde krig Side 3

I 1960’erne havde vi ’den grønne revolution’. I dag kan genteknologien hjælpe os Side 8

I kæmpekrabbens klør bor kærligheden ROCK U2: 360 grader, turnepremiere på Camp Nou, Barcelona, tirsdag.

F

or et øjeblik siden var den her.

Nu er den væk igen. Forbindelsen til internettet. Jeg er atter isoleret fra verden på 4. sal med den bedst tænkelige udsigt til Europas største stadion, troldmændene fra Barcelonas hjemmebane, Camp Nou. Hvor en gigantisk krabbeklo i armygrøn plastik er bygget over den runde scene, der i aften huser U2’s verdenspremiere på turneen ’360 grader’ Under et beskyttende tag og med opstillede ERIK JENSEN langborde med plads til MUSIKREDAKTØR de bærbare er dette norBARCELONA malt foderbrættet for sportspressens gribbe, der i aften er udskiftet med musikjournalistikkens åbenbart mere muntre broderskab.

Ikke alene har den hollandske kollega på rækken under mig allerede en halv time inden koncertens start banket sin overskrift ned i det netløse tastatur – ’Bono var forbløffende i Barcelona’, så vidt

mine mildt sagt tvivlsomme evner i hollandsk er i stand til at oversætte.

Nej, så snart U2 fuldkommen præcist kl. 22.00 finder sin netforbindelse og connecter med resten af verden under et kolossalt fodboldkor af »’Olé olé olé«f´ra de 90.000 tilskuere i den respektindgydende arena, bliver der sunget muntert med på pressepladserne.

Her gælder den uskrevne regel fra sportslige begivenheder, ingen jubel på pressepladserne, åbenbart ikke.

Her kunne skeptikerne i sandhed få bekræftet den ofte fremsatte påstand, at medierne har båret Bonos efter skeptikernes mening svulstige banaliteter frem til en status som store sandheder som villige penneførere gennem hele gruppens lange karriere. Og lad mig da bare indrømme, at det ikke altid har været let at være både journalist og U2-fan gennem alle disse år.

FOR MIG var filmen lige ved at knække, da en lidt for ivrig Bono under gruppens optræden ved indsættelsen af Barack Obama som præsident i USA ikke kunne dy sig for at indsparke en lille hilsen til Martin Luther King. Han drømte, sagde Bono, ikke bare en drøm for amerikanerne,

UDSALG OG GODE TILBUD

men også for: »Europa, Afrika, Israel og ... palæstinenserne«.

Så kan de nok drømme sødt, mens bomberne brager om ørerne på dem, og verden lukker dem inde i deres eget helvede. Mens millionærerne i U2 selv endnu en gang lader dobbeltmoralen råde og flytter det juridiske hovedkvarter fra Irland til Amsterdam for at spare skattepenge.

I Barcelona var det gudskelov et helt andet U2, vi fik at se og høre. Nemlig et rockband af den gamle skole, hvis sanger starter forfra, da der spilles forkert eller opstår tekniske problemer under afspilningen af den måske mest velkendte hymne, den afsluttende ’One’, der herefter folder sig ud under en stjerneregn af blinkende blitz rundt omkring i Camp Nous bløde kurver, der giver en helt anderledes intim, tæt og varm stemning, end den man kan opleve på et halvt så lille stadion som eksempelvis Parken i København.

Et lille irsk rockband med den overskridende effekt, jeg første gang stødte på fredag aften under Roskilde Festival i 1982.

Da pustede disse fire knøse ganske enkelt dyrskuepladsen op under den milde danske sommerhimmel som et flyvende tæp-

pe af fællesskab, fordi de ville og havde appetit på at rocke ved og forandre verden.

Det var der, U2 viste mig og mange andre, hvad store koncerter kan bruges til, hvis de bruges rigtigt, selv om de i deres væsen er distancerende og langt fra de egentlige musikalske værdier.

Få bands kan som U2 spille på et fyldt stadions klaviatur. Som Bono eksempelvis gjorde det under det ellers anonyme nummer ’Unknown Caller’ fra det nye album, hvor han med enkle midler fik sit publikum til at synge med ved – kun lidt leflende – at sige: »You know the name of your city? Bar-ce-lona’. Det virker. Men kun fordi manden selv har en stemme, der er blevet bedre og bedre gennem årene. Og i dag fremstår mere indtrængende end nogensinde med sin særegne blanding af sjæl, sex og spiritualitet. Soul kan vi vel kalde det i mangel af bedre og slå fast, at Bono er en formidabel hvid soulsanger, der kan krænge den inderlighed ud i sin vokal, hans mange statements ofte kun er et alt for hult ekko af. Her er en mand, der i den grad burde holde sig til sin metier.

Bono uden sine signatursolbriller ville være en lille irsk mand med et mindreværdskompleks, hele verden skal have

HYLDEST. Den spektakulære sceneopbygning på Camp Nou skyldes Mark Fisher og Willie Williams og er ifølge Bono inspireret af Barcelonas verdensberømte arkitekt Gaudi og en hyldest til byen. Foto: Manu Fernandez/AP

tværet ud i hovedet for at give ham storhed. Men U2 uden Bono ville være lige så kedeligt som Coldplay eller Snow Patrol, der åbnede verdenspremieren med en musik, tydeligt inspireret af U2, men uden at eje bare en brøkdel af irernes karisma. Den karisma, Bono bærer for bandet.

Derfor er det logisk, at det først er Larry Mullen jr., der kommer ind på scenen på præcis det annoncerede starttidspunkt.

Med rank ryg i sin hvide skjorte går han på arbejde ad den bro, der bagfra fører ind på den runde scene, og sætter sig bag trommerne. For at banke åbningssangen, ’Breathe’, op.

Så dukker ’The Edge’ op med sin guitar under sin elskede hue fra den ene side og Adam Clayton med bassen fra den anden.

Til sidst kommer Bono, klædt i den sorte

Fortsættes side 4

Udsalgsstart i morgen kl. 10 - Lørdag åbent til kl. 16 i Hillerød

Hillerød Østergade 10 48 26 33 11 Kun i Hillerød

Sofa Monteret med sort læder og stålben.

3 pers. Norm. 19920,2 pers. Norm. 16985,-

TILBUD 17995,TILBUD 14995,-

Sofabord 75 x 130 cm Glas og stål.

Norm. 7600,- TILBUD

6995,-

Lænestol

Auping AVS boxmadras

Ergonomisk udformet m/integreret fodskammel og justerbar nakkestøtte. Mont. m/sort læder. Understel i poleret aluminium.

Norm. 17325,- TILBUD 14995,-

2 stk. 90 x 200/210 cm. incl. latex topmadras 180x200/210 cm og standard ben. Flere typer textiler og farver.

Norm. 32745,- TILBUD 24995,-

Helsinge Østergade 18 48 79 43 86

SVENDSEN & SØN

U2 fik vist, at kloden trods alle trusler stadig er rund, da gruppen havde turnepremiere i Barcelona tirsdag aften. 90.000 tilskuere blev vidne til en koncert, der viste, at solid, besjælet rock’n’roll stadig er bedre end alverdens effekter.

www.s-moebler.dk

POLITIKEN 2

Fredag 2. oktober 2009 www.politiken.dk

kultur kritik debat navne

En opvisning i karisma N

kom det frem, at IOC-medlemmer havde modtaget bestikkelse. Så rullede korruptionsskandalen med beskyldninger om omfattende korruption blandt IOC-medlemmerne. Deres stemmer var til salg. 10 IOC-medlemmer blev smidt på porten, og IOC lavede reglerne om, så medlemmerne ikke måtte besøge kandidatbyerne.

Derfor er selve IOC’s session, hvor værtskabet afgøres, blevet det sted, hvor man for alvor kan påvirke medlemmerne, så at sige sende glimmer ned over dem i stedet for dyre rejser, middage eller penge. Og så er en borgmester eller en tidligere sportsstjerne ikke nok.

IOC er ikke en demokratisk organisation, hvor medlemmerne er valgt. De er udpeget. Afstemningen er hemmelig, så de står heller ikke til ansvar over for nogen.

Og der sidder fortsat medlemmer fra korruptionens kronede dage. Der bliver taget alle mulige andre hensyn end saglige og faglige. Det er langtfra sikkert, at den bedst egnede by vinder. Det handler i høj grad om performance fra kandidatbyernes side, siger Hans Bonde: »I og med at IOC ikke fungerer på normal demokratisk vis, så tilbyder den i stedet for sådan nogle storslåede oplevelser, æstetiske optrin, massekoreografier og royal glans. Og derfor er det helt i IOC’s ånd, at en præsident eller en konge kan komme ind og overblænde feltet. For det er jo egentlig det, der er IOC’s kerneydelse«.

OL eller klima?

Overbevisende optræden Lykkes det for Barack Obama, vil det være tredje gang i træk, at overbevisende performance fra en karismatisk statsleder afgør, hvilken by der løber med sejren efter flere års kapløb mellem kandidatbyer og forbrug af mange hundreder millioner af kroner i kampen om at få de olympiske lege.

Det startede for alvor i Singapore i 2005, da den britiske premierminister Tony Blair valgte at bruge sine talegaver og sin charme til at overbevise IOCmedlemmer om, at London skulle have OL i 2012. Selv om Blair skulle være vært for G8-topmødet få dage senere, valgte han at bruge tid på at tage til Singapore og bearbejde en stribe IOC-medlemmer med personlige samtaler og afslutte det hele med en af sine karismatiske taler.

Paris blev opfattet som tårnhøj favorit, så høj, at den franske præsident Jacques Chirac troede, at det var nok bare at være der uden at gøre noget særligt.

Blairs overbevisende optræden er siden

Kongeligt superteater de luxe. Nationalscenen overgår sig selv med opførelsen af Ricard III. ★★★★★★ Børsen Formidabel Ricard III på Det Kongelige Teater. ★★★★★★ Berlingske Tidende Frådende lidenskabeligt Shakespeare-drama i stjerneklasse på nationalscenen. ★★★★★★ Jyllands Posten Et mesterværk af uovertrufne skuespillere, bidende replikker og en formidabel nytænkning af en drabelig klassiker. ★★★★★ Kulturnaut Verdens bedste skuespillere? Lige på denne aften er de det!

Aldrig set og aldrig hørt bedre. ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Politiken

Er tænketanken Cepos i lommen på den amerikanske olie- og kulindustri?

Debat side 7

Fem flotte trut i trompeten til Eric og Eric fra Erik Jensen.

Ny film fra Ken Loach Kritik side 5 blevet udlagt som udslagsgivende for, at Paris tabte og London vandt.

To år senere, da den olympiske komite skulle beslutte, hvor vinter-OL i 2014 skulle afholdes, havde den russiske præsident Vladimir Putin lært lektien. Sortehavsbyen Sochi var på alle måder underdog. Østrigske Salzburg og især sydkoreanske Pyenongchang var udråbt som storfavoritter, men så dukkede Vladimir Putin op og holdt sin første internationale tale nogensinde på engelsk – til ære for IOC’s medlemmer. Det var åbenbart overbevisende. Sochi løb med sejren.

I begge tilfælde var det kun fire stemmer, der adskilte London og Sochi fra nærmeste konkurrent.

De fleste iagttagere er enige om, at de fire byer, der i dag kæmper om værtskabet, ligger ualmindelig tæt og stort set vil være lige gode til at afvikle legene. Derfor er det formentlig ganske få stemmer, der skal flyttes.

Afstemningen er skruet sådan sammen, at man fortsætter, til en af byerne har fået opbakning fra mere end halvdelen af de 106 medlemmer af den olympiske komite. Opnår ingen af de fire mere end 50 procent i første runde, bliver den by med færrest stemmer taget fra, og der stemmes igen, om tre byer. Opnår heller ingen flertal denne gang, stemmes der om de to byer med flest stemmer.

Det danske IOC-medlem Kai Holm forventer, at slaget først er afgjort efter tredje runde. »Man vinder aldrig på sine venner. Det, der har betydning, er, om man i anden og tredje runde kan overtage stemmer fra de byer, der falder fra. Og der har den performance, man leverer fra scenen, betydning«, siger han.

Står man skidt, hvis man ikke har sendt en regeringschef på scenen? »Sådan som det er kørt op i dag, ja«, siger Kai Holm.

Først var det Tony Blair. Så Vladimir Putin.

I dag forsøger Barack Obama at gøre dem kunststykket efter: med sin store popularitet at få de olympiske lege til Chicago i 2016. år verdens mest magtfulde mand omkring klokken 9 i dag træder op på scenen i Hal A i Bella Center på Amager er det for at overstråle alle andre. Overstråle Brasiliens præsident, Lula da Silva, og fodboldlegenden Pelé. Overstråle spanske kong Juan Carlos og dronning Sofia og fodboldspilleren Raúl Gonzáles. Overstråle Japans premierminister, Yukio Hatoyama, og kronprins Naruhito.

For med sin helt særlige karisma som ikke bare TORBEN verdens mest indflydelBENNER sesrige, men også mest populære politiker at gøre den nødvendige forskel. Være den, der kan rykke de nødvendige stemmer i den olympiske komite IOC. Lige siden den amerikanske præsident annoncerede sin ankomst i København, har Chicago overtaget positionen som favorit i kapløbet med Rio de Janeiro, Madrid og Tokyo om at blive værtsby for de olympiske lege i 2016.

For mange var Rio de Janeiro ellers favorit, fordi Sydamerika aldrig har haft et OL. Også for professor Hans Bonde fra Institut for Idræt på Københavns Universitet. »Men deres chancer ville have været uendelig meget større, hvis Barack Obama ikke var kommet. Nu er jeg meget i tvivl. Obama kan rydde feltet. Han kan få IOC-medlemmer, der egentlig ville stemme noget andet, til at blive bløde i knæene«, siger han.

Det danske medlem af den olympiske komite, Kai Holm, er på samme linje. »Der er ingen tvivl om, at det flytter nogle stemmer. Der er nogle, der bliver imponerede af at stå ved siden af Obama, give ham håndtryk og måske blive fotograferet sammen med ham. Kan det flytte en stemme eller to, kan det afgøre det hele. Jeg anså Rio for favorit, før Obama kom. Nu tror jeg, det bliver meget, meget tæt«, siger han.

Men hvorfor vælger travle statsoverhoveder at bruge tid på noget – i sammenligning med klimaproblemer, økonomisk tilbagegang, krige og konflikter – så ligegyldigt som OL? »Det er en af de bedste og mest attraktive varer i verden«, siger Hans Bonde. »Reklamefirmaet Saatchi & Saatchi forsøgte på et tidspunkt at opgøre, hvad det ville koste at købe sig til almindelig reklame i stedet for åbningsceremonien. De kunne ikke sætte tal på. Det var ubetaleligt. OL er den allerfornemste og mest profilerede rampe for national selvhævdelse. Det bliver betragtet som et økonomisk, turistmæssigt og propagandamæssigt aktiv. Det booster et land«, siger han.

Obamas optræden i København er kulminationen på en udvikling, der for alvor tog fart efter skandalen om tildelingen af vinter-OL 2002 til Salt Lake City. I 1998

Kampen mod vindmøllerne

Tegning: Jørn Villumsen

Med kronen på hovedet begynder heldet at svigte.

Pludselig står Richard alene …

Richard III Af William Shakespeare

På mange virker det paradoksalt, at Barack Obama vælger at komme til København for at overbevise den olympiske komite om, at Chicago skal have OL, mens det er tvivlsomt, om han kommer til klimatopmødet til december.

Men de to ting har intet med hinanden at gøre, siger Niels Bjerre-Poulsen, USA-ekspert og lektor ved Copenhagen Business School. »Der er ingen prioritering i det. Man kan ikke lave nogen kobling mellem de to møder. Man må i Det Hvide Hus have vurderet, at opløbet om OL er meget tæt, og at man med Obama kan gøre udslaget«, siger han.

Om Barack Obama kommer til klimatopmødet, afhænger af, om han kan nå at få Senatet bag sig. En kvoteordning er med nød og næppe gået igennem i Repræsentanternes Hus, men mangler fortsat at blive vedtaget i Senatet. Når Obama ikke det, bliver han væk fra klimatopmødet, uanset hvor vigtigt han personlig synes det er, vurderer Niels Bjerre-Poulsen. »For så kan han ikke indgå aftaler på klimatopmødet. Og det vil være et stort prestigetab. Derfor vil det være bedst for ham i stedet at sende Al Gore«, siger han.

Derimod vil det ikke være et prestigetab for den sportsinteresserede demokratiske præsident, hvis Chicago må forlade København uden at have fået OL. For så har Barack Obama i det mindste vist fighterspirit; vist, at han er parat til at kæmpe for sin hjemby og sit land. torben.benner@pol.dk

www.kglteater.dk

indtil 22. nov. 2009

POLITIKEN 2

Onsdag 6. januar 2010

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Vend bøtten

Jazz

Der er brug for nytænkning, når det gælder dansk udviklingspolitik, mener 18 danske ngo’er.

Analyse side 8

Abdullah Ibrahim står ufortjent i skyggen af sine kolleger fra Europa Side 5

Når pressefotografer kigger indad I generationen af unge pressefotografer er flere begyndt at vende kameraet indad. Mod dem selv. Nu har selveste World Press Photo sagt god for udviklingen.

Fakta JOOP SWART MASTERCLASS Hvert år inviteres 12 unge fotografer til en uges intensiv undervisning i Amsterdam arrangeret af World Press Photo (WPP). De 12 deltagere udvælges blandt 180 nominerede fra hele verden.

Efter nogle år uden dansk deltagelse blev Mads Nissen fra Berlingske Tidende i 2009 udtaget til ’mesterklassen’.

Tidligere har danske fotografer som Erik Refner, Peter Funch, Anne Kåri og Casper Dalhoff deltaget.

Masterclass’en har været afholdt hvert år siden 1994 og er opkaldt efter Joop Swart, en hollandsk forlægger og tidligere bestyrelsesformand for WPP.

E

n nøgen blondine med vældige, kunstige bryster står i en vejkant med hænderne foldet over skridtet. På en græsplæne ligger en baby på ryggen og rækker hænderne mod himlen. En drag queen stikker tungen ud gennem sine blodrøde læber, mens han beundrer sig selv i et smadret spejl ... eller hvad er det lige, han gør? Det er svært at se, for fotografiet er uskarpt. Ligesom mange af de andre billeder.

Og det er der overhoveKJELD HYBEL det ikke noget usædvanligt ved. Verden er fyldt med slørede og diffuse fotografier, som ikke nødvendigvis handler om noget videre håndfast.

Man kan kalde det kunstfotografi.

De nye og usædvanlige er, at de her optræder i selskab med knivskarpe pressefotos. Klassiske reportagebilleder.

Det er hæderkronede World Press Photo, som har åbnet dørene for en genre, der ellers ligger milevidt fra den traditionelle journalistiske linje. Det sker i organisationens Joop Swart Masterclass, hvor 12 unge og talentfulde fotografer fra alverdens lande er udvalgt til at fotografere noget, der passer til årets tema: ’Touch’.

Resultatet er udgivet i en bog, der bærer netop denne titel. Og det er her, Fotografiet er tendensen sprinen måde at ger i øjnene. Især 3 konfrontere af de 12 fotografer skiller sig ud. mig selv med »De bruger fotomine følelser grafiet til at forstå – følelser af sig selv. De fotograensomhed og ferer sig selv og deaf ikke at høre res nærmeste omtil nogen steder givelser. Kameraet bliver et spejl og et Matt Eich, forstørrelsesglas«, fotograf siger Per Folkver, der indtil for nylig var fotochef på Politiken, og som har siddet i juryen både for World Press Photo og Joop Swart Masterclass. »Det interessante er, at denne form for kunstfotografi kommer ind i fotojournalistikkens hellige haller«, siger Folkver. »Det er rart at se, for grundlæggende har fotografiet ikke ændret sig de sidste 100 år. Der har været meget få sprogfornyere inden for fotografiet, fordi der skal nogle meget store bevægelser til for at radbrække den måde, man fortæller historier på«.

De tre fotografer, som ikke ligner de andre, er Gihan Tubbeh fra Peru og amerikanerne Kathryn Cook og Matt Eich.

Gihan Tubbeh har fotograferet både den sorte kat og den drømmeagtige blondine. Hun kalder sin serie i bogen for ’Nådens nætter’ og skriver, at hun først prøvede at holde sig selv uden for billederne.

Men det gjorde hende desperat. »Det gik op for mig, at uanset hvor meget jeg anstrenger mig for at omforme et tema, så er det temaet, der vælger mig, fordi jeg har det inden i mig ... Ved at komme i kontakt med mig selv opstod billeder, som gennem andres nætter stillede spørgsmålstegn ved mit eget mørke«, skriver Gihan Tubbeh .

Per Folkver formulerer det sådan her: »De tillader sig at skide på, hvad det handler om. De mener, at det, der er bag kameraet, er lige så interessant som det, der er foran kameraet«.

Og så tilføjer han noget nok så vigtigt: »Men hvis ikke du kan gøre det private til noget alment, så nytter det ikke noget. Så er det bare en stiløvelse, som du skal lade ligge i din skuffe«.

Folkver, der selv er fotograf, føler sig overbevist om, at vi kommer til at se flere pressefotografer, som fotograferer med denne mere kunstneriske indgang. Fotografer, som vil bruge fotografiet til at vise

andet end verdens ulykker. Som kigger indad i stedet for udad.

Og så er der den tekniske side af sagen.

Det digitale kamera og mobiltelefonen har gjort det meget lettere at lave kunstfotografi. Der er praktisk talt ingen afstand mellem virkeligheden og billedet af den.

Man fotograferer. Og kan umiddelbart se resultatet. »På et vist niveau bliver det lettere at håndtere. Du kan med det samme se, om du rammer det, du gerne ville ramme. På en måde er det blevet mindre alvorligt at tage disse billeder, fordi det ikke kræver så meget udstyr«. »Men det er som sagt ikke alle, der kan gøre det. Det er ikke alle, der kan få det ud.

Du skal kunne formidle din fortælling«, siger Per Folkver.

For navlebeskuende?

Det er Mads Nissen fra Berlingske Tidende enig i. Han er eneste dansker blandt mesterklassens fotografer og har leveret en serie fra en sydamerikansk guldmine. På mange måder en klassisk fotoreportage.

Mads Nissen kan godt lide det indadvendte fotografi, men han ser en fare for, at det bliver for snævert og privat. »Der er en risiko for, at de famler for meget. Hvad er det egentlig, du vil fortælle?

Hvad er det for en stemning, du vil bringe mig i? Det risikerer at blive for navlebeskuende ... Det gælder om at gøre det alment, så vi andre også kan spejle os i det«.

Hvornår flytter det sig fra det private til det almene? »Det er noget med at have evnen til at træde op ad stigen og ramme nogle mere abstrakte og almene følelser eller tendenser. At det ikke bare handler om en baby på en græsplæne, men at det handler om tab eller om afmagt«, siger Mads Nissen.

Men grundlæggende synes han, det er »ekstremt positivt«, at pressefotografer begynder at bruge sig selv mere i deres journalistik. At de tager et mere personligt udgangspunkt og risikerer sig selv. »Det bliver ofte mere vedkommende for mig som beskuer«, siger den 29-årige fotograf. »Men det er en hårfin balance.

Der er en risiko for, at det kan blive for lukket. At det ikke kommunikerer til andre end én selv. At det hele handler om: Jeg, jeg, jeg. Om at jeg skal udleve mig selv«.

Han opfatter i det hele taget sin generation som meget jeg-fokuseret. »Vi er utrolig opmærksomme på vores egen udvikling. Det hele handler om, hvordan man skal udleve sig selv. Der er så en risiko for, at folk opfatter deres egen personlige udvikling som vigtigere end den historie, de skal fortælle«.

Mads Nissens egen foto-serie foregår i en guldmine i den brasilianske regnskov og handler i hans øjne om grådighed og om, hvad mennesket kan overkomme. »Jeg bruger mig selv ved at komme tæt på menneskene. Men billederne handler om dem. Jeg kunne godt have fotograferet mig selv i en guldmine, men ... hvorfor? Jeg ville gerne holde fokus på de her mennesker«, siger Mads Nissen. »Men det allermest interessante er nok det krydsfelt, hvor det almindelige reportagefotografi møder kunstfotografiet«.

Og det er måske cirka dér, hvor man får bare lidt mere at vide om, hvorfor den nøgne blondine med de iøjnefaldende bryster står i vejkanten og folder hænderne over sit skridt. Det krydsfelt, hvor det almene møder det private.

MIG, MIG MIG. Tre unge pressefotografer i årets Joop Swart Masterclass har vendt sig bort fra den slagne reportagevej og udforsker i stedet deres egne indre landskaber. For som en af dem, amerikanske Matt Eich, siger: »Uanset hvor meget vi anstrenger os for at være i kontakt med andre mennesker, så ender vi altid med at være alene

i vore egne hoveder«. Det er Eich, der har fotograferet barnet på græsplænen og manden, der blæser sæbebobler. Det store billede øverst, der forestiller en drag queen, og billedet nedenunder af den så godt som nøgne blondine er taget af fotografen Gihan Tubbeh fra Peru. Alle fotos: Fra bogen ’Touch’

kjeld.hybel@pol.dk

Touch. 96 sider. 15 euro. Kan købes via www.worldpressphoto.org.

POLITIKEN 2

Tirsdag 7. juli 2009

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Sansemotorik

’Som jeg er’

Endelig fik Julius lært at læse. Men det var ikke med hjælp fra skolens læseklinik.

Tværtimod Side 8

Sommeren igennem kan man studere homoerne og deres liv på museum Side 3

Et meget usædvanligt talent Den 24-årige pianist Aaron Parks kommer til Copenhagen Jazz Festival som et af de varmeste navne på den unge jazzscene. Et overvældende talent har båret ham igennem, og måske har det været for let, siger manden, der i øvrigt ikke vil kalde sin musik jazz. interview BIRGER THØGERSEN

samles på Vallekilde Højskole til Jazz Danmarks årlige ugelange stævne.

En mening med livet

A

aron Parks demonstrerede hurtigt, at han var en mere end almindeligt begavet dreng. Og en dreng med mange talenter. Han var blot 14, da han blev indskrevet på universitetet i sin hjemby Seattle for at studere matematik, computervidenskab og musik. Og sådan blev det ved. Han har altid været blandt de yngste. Han var eksempelvis 16, da han droppede universitetsstudierne for at koncentrere sig om musikken, løste billet til New York og meldte sig på Manhattan School of Music. Om han kom ind?

Selvfølgelig. For blot to år efter af en af skolens lærere at blive anbefalet til et af jazzens etablerede navne, trompetisten Terence Blanchard. Om Aaron Parks blev hyret? Jo da ...

Den unge mand gik det meste af vejen ubesværet igennem. Tingene faldt ham let. Måske for let. »En af faldgruberne ved at være talentfuld er, at man ender i dovenskab. Jeg havde en tendens til blot at lade inspirationen råde og er kommet langt uden at arbejde virkelig hårdt. Min indfaldsvinkel, min måde at aktivere musikken på, var ikke den mest disciplinerede«. »Min arbejdsmoral er en anden i dag.

Jeg har indset, at det ikke er nok bare at læne sig tilbage, og jeg ønsker en gang imellem, at jeg havde været nødt til at kæmpe lidt mere. At jeg havde fået en mere realistisk indstilling til f.eks. det at øve og en større chance for at opbygge min egen rutine og tilgang til musikken«.

Ikke desto mindre, modtagelsen var fornem stort set hele vejen rundt, da nu 24-årige Aaron Parks valgte at sætte sig selv i førersædet og i fjor udsendte sin debut-cd, ’Invisible Cinema’. Hans første i eget navn efter en karriere som sideman på flere andre udgivelser. Blandt dem tre med Terence Blanchards gruppe.

I Politiken gav Thomas Michelsen ’Invisible Cinema’ fem ud af seks mulige hjerter med en bemærkning om, at her får »en fremtidens mand et soleklart gennembrud«. Her kan vi høre, »hvad der rører sig på jazzens fremskudte frontlinjer«, her kan man »lære en ny stjerne at kende«.

Det bliver der så også mulighed for, når Aaron Parks på Copenhagen Jazz Festival i aften spiller i Politikens Pressen. Han er tillige med på den danske bassist Anders Christensens netop udsendte cd ’Dear Someone’, og han bliver en del af gæstelærerholdet, når danske musikere i august

ANSVAR. Aaron Parks er kun 24 år, men allerede en etableret musiker. Hør ham i aften i Pressen.

PR-foto: Mamoru Kobayakawa

Der var hos Aaron Parks dømt bare tæer i sandalerne, shorts og opknappet skjorte, da han en solbeskinnet sen majdag kom slentrende til vores aftale på en af de cafeer, der lokker med plysstole og rå bænke på fortovet i kvarteret Fort Green i Brooklyn i New York. Hans kvarter og fine rammer for en beretning om fryd og fornøjelse ... »Jeg har ikke kun bevæget mig i mit forhold til musikken. Jeg var meget ung, da jeg begyndte på universitetet, men jeg var indstillet på mine fag og ikke den eneste på min alder, og det var o.k. Men fik jeg chancen, ville jeg vende tilbage og studere f.eks. antropologi. Eller litteratur, noget der ikke har med musik at gøre. I dag læser jeg meget, jeg prøver at forstå verden og livet og regne ud, om det giver nogen mening. Det optager mig, og måske anstrenger jeg mig for meget, for ofte ender det i elendige fejlskud«. »Det seneste år har været temmelig kaotisk følelsesmæssigt, bl.a. på grund af en kærlighedsaffære, der røg helt af sporet.

Det er sket før i historien, men det var første gang for mig, og det vendte op og ned på en masse ting«. »Jeg begyndte at stille flere spørgsmål for at forstå, hvad der sker omkring mig, og man kan på en måde tale om et gennembrud. Jeg forsøgte at skifte fokus og efter at have lyttet til en masse synspunkter og meninger fra andre at gøre mig selv lidt mere til min egen autoritet«.

Har den udvikling påvirket din musik? »Meget. Der er kommet mere smerte i den. Jeg er vokset musikalsk og har taget store skridt fremad. Jeg er ikke så produktiv, som jeg gerne ville være, men jeg ser det hele som mere af en pro-

ces, jeg prøver at finde en mere disciplineret tilgang til kreativiteten, og jeg ser lys for enden af tunnelen«.

Aaron Parks’ akademikerforældre ekspederede sønnen til undervisning, da han som tiårig begyndte at baske inspireret, men temmelig ukontrolleret til hjemmets klaver. Det var en lykkelig beslutning, og da den unge Aaron siden begyndte at spille rundt om i byen med andre, opdagede han, at han ikke var den eneste, der syntes, at han var god. Og den afgørende opmuntring kom, da en af jazzens markante pianister, Joanne Brackeen, på et lokalt musikerstævne mente, at knægten kunne skabe sig en karriere, hvis han skiftede Seattle ud med New York. Da var Aaron Parks som nævnt 16.

En historie fortæller Der skulle fem gode år med Terence Blanchards gruppe og bl.a. en musikalsk bevægende turne med en af frontfigurerne blandt dagens guitarister, Kurt Rosenwinkel, til, før Aaron Parks mente, at nu måtte han prøve at tage ansvar for sig selv og sin musik. Den var det prestigefyldte pladeselskab Blue Note med på, og om ikke andet, så havde han dog forsøgt. ’Invisible Cinema’ blev indspillet i august i fjor, før Aaron Parks’ tilværelse begyndte at skride lidt ud mod det skæve og crazy. Som han selv kalder det.

»Jeg vil som musiker og komponist gerne fortælle historier, men ikke Jeg tror, vi har brug for at ind- gøre det alt for udtalt. Pointen er, at føre nye begre- lytterne skal have ber i musikken i mulighed for at dag. Der ligger bruge deres fantasi, og hvis de ønen vis dovensker at lægge præskab i at blive cise forestillinger ved med at ind i musikken, er bruge ordet jazz det perfekt. Det har Aaron Parks de ret til. Måske vil de finde noget af sig selv, bringe lidt af sig selv ind i processen, og det er cool. Det er et spørgsmål om at give folk en chance for at engagere sig i stedet for blot at lytte passivt til«.

Du bruger gerne ordet drama ...? »Ja, fordi jeg mener, at musikken skal have et følelsesmæssigt indhold. Der skal være en følelsesmæssig resonans. Musikken skal ikke ligne noget, jeg er i stand til at levere, uanset hvilket humør jeg er i. Og så handler det om musikernes interaktion, om den måde de reagerer og korresponderer med hinanden på. Her er der en forskel til teaterdramaet. Jeg er ikke meget for det teatralske. På musikscenen er begivenhederne ikke planlagte, her skaber musikerne først og fremmest overra-

skelserne for sig selv og derefter forhåbentlig for publikum«. »Og så er jeg en melodiernes mand. Før jeg sætter mig til klaveret og rammer tangenterne, vil jeg gerne sætte mig selv i den rette tilstand, en tilstand, der skaber forbindelse til en følelsesmæssig kerne, til en kilde af sange. Jeg kan ikke sige, præcis hvordan det virker, men det handler ikke om at skabe noget, der nødvendigvis er sangbart. De melodier, jeg holder mest af, er dem, der bare giver dig lyst til at synge«.

Sammensat sag Han har ikke svært ved at finde dem. Aaron Parks har i den seneste tid lyttet mere til klassisk musik end længe. Som 24-årig er han en del af en generation, der lader sig indfange af hiphop, indierock, soul, og hvad ved vi. Eller som han selv siger, så elsker han den rytmiske vitalitet i meget af den musik, der skabes lige nu. Rytmer, der slår ned i kroppen og giver ham lyst til at bevæge sig.

Og han bliver ikke antydningen af nervøs, når vi sender jazzpolitiet efter ham.

Hans smag er, som han siger, på linje med en stor del af hans jævnaldrende meget bred og sammensat. »Jeg er påvirket af jazzen, den er en af mine største inspirationskilder, og jeg elsker den. Jeg tager indimellem job, hvor jeg skal spille standards og blues og swing, og nogle gange lykkes det, andre ikke. Jeg kan stadig lide det, men jeg kan ikke lide at blive holdt som gidsel af genrer. Jeg vil ikke begrænses, og det, jeg skaber, er ikke jazz. Jeg ønsker ikke, at det skal være jazz, men egentlig bekymrer jeg mig ikke om, hvad folk kalder det. Måske er det kreativ, improviseret musik«. »Jeg tror, vi har brug for at indføre nye begreber i musikken i dag. Der ligger en vis dovenskab i at blive ved med at bruge ordet jazz, og det giver problemer, fordi det har så mange konnotationer, der er forbundet med fortiden. Jazzhistorien er fantastisk, men folk, der aldrig har lyttet til den, har brug for en musikalsk bro. For en forbindelse, der gør dem nysgerrige og giver dem lyst til at gå på opdagelse. »Swingrytmen er

Fakta AARON PARKS spiller i aften kl. 20.30 i Pressen i Vester Voldgade med sin nye trio, der tæller bassisten Matt Brewer og trommeslageren Ted Poor.

Med på den roste debut-cd ’Invisible Cinema’ er foruden Parks bassisten Matt Penman, trommeslageren Eric Harland og guitaristen Mike Moreno.

Aaron Parks kan høres som sideman på flere udgivelser, bl.a. Terence Blanchards ’Bounce’, ’Flow’ og ’A Tale of God’s Will’. Samt på den danske bassist Anders Christensens netop udsendte cd ’Dear Someone’.

skøn, men det er ikke den, unge på min alder går efter, når de går ud. De tager ikke på klub for at swingdanse. Der skal andre rytmer til, men stadigvæk, melodien er for mig vigtig, og forbløffende og uheldigvis og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men så rummer meget lidt af den musik, der skrives af jazzmusikere i dag, meget få, gode melodier. De er ofte meget kryptiske, teoretiske og komplicerede og meget fremmedgørende for en masse mennesker«. »Jeg er overbevist om, at der er et stort publikum derude, men ærlig talt, jeg ved ikke, hvad der skal til for at få fat i det. Jeg kan kun bidrage med, hvad jeg selv forsøger at gøre«.

En ting er kunstnerisk succes, noget andet fast arbejde i en branche, der i forvejen er svær, og som ikke har fået det lettere i disse såkaldte krisetider. Da ’Invisible Cinema’ blev sendt på gaden, tog Aaron Parks på en promotiontur. Den gav underskud. Og lige nu, siger han, må han leve på kredit og lån fra sine forældre.

Flere engagementer er dog på vej, og selvfølgelig skifter man ikke profession, når man først én gang som musiker har nået den tilstand, hvor man glemmer den ydre verden, når man er helt og aldeles til stede i øjeblikket.

Eller som Aaron Parks siger i dag: »Jeg valgte musikken, fordi det at spille er det, jeg holder mest af. Hvis det skal udtrykkes helt enkelt. For mig handler kunst ikke om produkter, men om en proces. Om at lukke op ind til en kunstnerisk kreativitet, der også er en offentliggørelse af mine inderste op- og nedture, min egen usikkerhed. Jeg rummer lidt af en melankoliker og er håbløst romantisk, men jeg tror, at man ved at bevæge sig langt nok ind i f.eks. en smerte kan finde en løsning på den. Kunst er også et spørgsmål om interaktion, den kan virke som et spejl, og jeg håber virkelig, at den kan indgive nogle mennesker mod og tjene som opmuntring«. kultur@pol.dk

Flere anmeldelser side 5

POLITIKEN 2

Mandag 7. september 2009

kultur kritik debat navne

Kontraktpolitik giver utryghed Lærerformand vil have politikere med mod og visioner. Ikke kontraktpolitikere Debat side 7

www.politiken.dk

Ørehængere Fire hjerter til Mouritz/ Hørslev Projektets kærlighedspoesi-pop Kritik side 5

Skal det nu være ...

Tegning: Jørn Villumsen

Jazzpolitiet har tabt pusten. Den tykmavede ordensmagt kan ikke følge med de unge jazzaktivister, der spæner i alle mulige musikalske retninger for at se, hvad der sker, når de mødes om det næste gadehjørne. Vi anmelder en bunke nye danske jazz-cd’er, der lyder som alt muligt andet end traditionel jazz.

JAZZ Franklinstraat: 88a. Gateway.

Spacelab: The Champ. Stunt Records 09142.

gende mænd med fuldskæg, der vipper med foden på to og fire, definerer ikke længere jazzscenen. Rammerne er sprængt. De entydige etiketter er pillet af musikken.

Global Motion: Global Motion +. Stunt Records 09132.

Niclas Knudsen: Jungle Breed. Gateway/Bignote 001.

Niclas Knudsen Quartet: Coco Bongo. Gateway/Bignote 002.

Caution! Art Kills!: Live in Århus. Gateway.

J

azz med boksehandsker på? Jazz som partymusik? Jazz, der ikke lyder som jazz? Hvis du ikke er fortrolig med landskabet, er der overraskelser i vente på en tur i den ekspanderende storbyjungle, der hedder ny dansk jazz.

Det er bestemt ikke sikkert, at det swinger på Louis Armstrong-måden eller lyder som Charlie Parker og klassisk bebop. Det er faktisk overvejende sandsynligt, at det ikke gør. Derimod kan det sagtens lyde som rock med godt med distortion på guitaren. Eller som vestafrikansk musik THOMAS fra Mali. Eller for den sags MICHELSEN MUSIKREDAKTØR skyld som den reneste, skæreste klassiske halvtredseravantgarde fra skrivebordsskuffen med langhåret kompositionsmusik.

Islandske sweatre, ølmaver og pibery-

TAGER VI ET GREB i bunken med danske jazzudgivelser fra hen over sommeren, er det nyeste en cd fra en ung trio, der kalder sig Franklinstraat. Tilføj husnummeret 88a, som er cd’ens titel, og du har den adresse, de tre danske musikere Jeppe Rasmussen, Anders Holst og Mikkel Ploug delte som studerende i Holland i begyndelsen af 2000’erne.

Musikerne er hamrende solide, og musikken, de spiller, har tyngde. På mere end en måde. Køber man cd’en, får man jazzede saxofoner på rockbund. Som på det rolige, stemningsmættede indledningsnummer ’Snowchords’. Eller over en hurtig, punket rytme som på nummeret ’Brandmajor’. Men samtidig med traditionelle jazzelementer som temapræsentation fulgt af soloer.

Man kunne hævde følgende: Hvis musikken er båret af improvisation, så er det jazz. Det er den måde, musikerne påvirker hinanden på i skiftende konstellationer, der definerer musikken. Det betyder ikke, at jazzmusikere ikke går sammen i faste bands og arbejder på at skabe deres egen lyd. Det er vigtigt for mange. Men snart sagt ingen af dem begrænser sig til én gruppe eller et koncept.

NOGET AF DET mest fængende fra bunken er en cd med en omgang orn’li’ funky partyjazz fra pianisten Nikolaj Hess’ gruppe Spacelab. Til lejligheden har Hess skiftet klaveret ud med hammondorglet. Brormand Mikkel Hess spiller trommer, og når bassen bliver trakteret så suverænt og økonomisk som i denne trio, ved man næ-

sten med sikkerhed, det er Anders Christensen, der holder det store akustiske instrument lodret.

Flittige gæster ved Copenhagen Jazz Festival er godt klar over, hvordan trioens hammondbaserede honning flyder. Lækkerierne på Spacelabs ’The Champ’ er nemlig selve opsummeringen af de sidste seks festivalers funky nattemusik på Copenhagen JazzHouse. Og det er ikke tomme musikkalorier, der gør musikken fed.

Fin fantasi og et superkropsligt groove, overlegne orgelpumperier koblet med svedige trommer gør dette til nærende, mættende triojazz. Af den substantielle slags.

Musikken er ikke overgearet show off, som orgeljazz kan være, og i et par fint poppede ballader får Anders ’AC’ Christensen afleveret noget velafmålt solospil, så hatten må af.

Så meget desto mere interessant er det at lytte til ’dagslysversioner’ af mange af de samme Nikolaj Hess-kompositioner.

Man genfinder dem på en anden ny cd med hans newyorkergruppe Global Motion, hvor Nikolaj Hess sidder ved flyglet.

JAZZMUSIKERE UDGIVER cd’er i en frygtelig fart og ofte uden de store forberedelser. Frem for alt spiller alle med snart sagt alle, så krydsbestøvningen – gerne på tværs af landegrænser – kan gøre selv den flittigste humlebi misundelig. Ligesom den kan få samme komposiFrem for alt tion til at fremstå spiller alle med som noget nær to snart sagt alle, forskellige stykker så krydsbestøv- musik, når den udsættes for to forningen – gerne skellige hold mupå tværs af sikere. landegrænser – I Global Motion kan gøre selv spiller Nikolaj Hess med så stærke den flittigste amerikansk basehumlebi rede kræfter som misundelig samarbejdspartneren gennem de sidste ti år, saxofonisten Marc Mommaas, der er co-leder af gruppen, og trommeslageren Tony Moreno.

Med som gæster er guitaristen Ben Monder og en vaskeægte stjerne i skikkelse af

endnu en trommeslager, nemlig Jeff Ballard.

Her får man musikken badet i et helt andet lys. En helt anden luftighed. En helt anden, man fristes til at sige skandinavisk, lyd.

Resultatet er nutidigt, moderne og i bedste forstand lækkert. Nok mere som det, folk flest ville kalde ny jazz, og med kompositionen ’Færø’ foldet ud som en ballade af høj klasse. Med guitar og saxofon til at transportere den lette melankoli ind gennem øregangene.

DER ER ANDRE ting på spil hos guitaristen Niclas Knudsen, som af flere vil være kendt som en tredjedel af det genreoverskridende band Ibrahim Electric. Ligesom Ben Monder i Global Motion har Niclas Knudsen på ’Jungle Breed’ stemt guitaren til afrikansk inspireret musik – her banket et godt stykke længere ind i junglens mørke hjerte – og igen vil andre end de indviede sige: »Skal det nu være jazz?«.

Mange jazzmusikere vil sikkert svare, at det er det mindst interessante spørgsmål, man overhovedet kan stille, og anmelderen er enig.

Det er den tætte energi og den høje musikermæssige kompetence i en trio, hvor Jakob Munck leverer vilde, patetiske soloer på tenorhorn og tuba, koblet med en lille knivspids dansk humor, der gør ’Jungle Breed’ til et godt album. Man kunne lige så godt kalde noget af musikken alternativ rock, og der er klare stilmæssige inspirationer fra alt fra afrobeat og Mali-musik til funk og reggae. Det sidste på nummeret ’Night in Mombasa’. Niclas Knudsen har boet i Afrika, og erfaringerne herfra bærer tropisk frugt på et andet nyt album, ’Coco Bongo’, hvor kapelmesterens guitarspil veksler mellem klart, ofte afrikansk inspireret strengespil og grumset-tunge udladninger i vestlig rocktradition.

Sjovt nok lader Niclas Knudsen ligesom Nikolaj Hess de funky eksperimenter ledsage af en ’renere’ udgivelse af mere mainstreamet jazz-art. I Knudsens tilfælde i form af en kvartetplade, der lader en ægte jazzguitarlyd fra hans hollowbody Gibson folde sig ud, så det decideret swinger. Jo, jazzen har stadig rødder.

At rødderne høres, skyldes de andre tre

fakta HVAD ER JAZZ – I DAG ?

Jazz er en mangfoldighed af musikalske udtryk, der har improvisation som det centrale element.

Jazz er en lyst til at spille sammen på kryds og tværs og se, hvad møderne afføder af nye udtryk – men også et arbejde med at opbygge bands og definere sin egen lyd.

Jazz er mere et miljø end en genre.

Men man bliver ikke et stort jazznavn uden at have tilegnet sig fortiden og traditionen.

Flere af de yngre musikere, for eksempel den amerikanske pianist Aaron Parks, nægter at kalde deres musik jazz, fordi de mener, at betegnelsen giver publikum nogle forkerte associationer.

Fakta HVOR ER JAZZEN HENNE? Der findes specialforretninger for jazz, i København JazzCup i Gothersgade og JazzKælderen i Skindergade.

Når det er sagt, er det i høj grad på internettet, man finder især den unge jazz. På www.myspace.com og www.youtube.com kan man høre musikken og se videoer med kunstnerne. Her kan man opdage nye navne og orientere sig, inden man køber cd’erne fra musikernes egne hjemmesider.

Pladebranchen står ikke parat med en kontrakt til hvert eneste af de mange gode nye navne, der dukker op på jazzscenen.

Derfor udgiver mange musikere cd’er på enten eget plademærke, hos en sammenslutning som musikerkollektivet ilkmusic.com eller på Dansk Musiker Forbunds plademærke – se www.gateway.dmf.dk

navne, der medvirker på cd’en. Ud over Anders Christensen på bas og den stilistiske blæksprutte Kresten Osgood på trommerne er det nemlig garvede Ben Besiakov, der trakterer klaveret, og resultatet smitter fra første track. Skøn energi.

Energien og det gedigne i sammenspillet er det afgørende.

Igen er alt materialet skrevet af Niclas Knudsen selv. Alligevel lyder meget af det som standards, og melodierne ryger lige ind på lystavlen. Kresten Osgood kan alt, hovedpersonen selv sprudler, ’AC’ er steady as a rock, og Besiakov ved tangenterne er en fornøjelse. De fire genopfinder swing, blues med mere på en herlig skive, der lyder frisk og lysegrøn, samtidig med at den helt klart har rødder i historisk muld.

EN TRIO, DER kalder sig Caution! Art Kills! (så farlige er de nu ikke), består af den klassisk uddannede Caspar Hesselager på klaver, Thomas Sejthen på bas og Christian Winfeld på trommer. Ikke ligegyldige navne, men her mærker man alligevel begrænsninger.

Materialet er af alle fra Björk og Hotel Pro Forma-aktuelle The Knife til trommeslageren Paul Motian.

Inspirationen synes at komme fra Brad Mehldaus trio, men de melodisk baserede kompositioner afføder ikke ret meget interessant. Det er optaget live og ikke helt holdbart nok til at udkomme på cd.

Et eksempel på, at der ikke bare udkommer meget, men nogle gange også for meget ung dansk jazz. Men også et eksempel på, hvor pop- og rockorienteret den unge jazzscene er. De unge spiller sjovt nok musik, der lyder som den musik, de selv lytter til.

Kvalitetsniveauet i den yngre danske jazz er højt i disse år. Rigtig højt.

Udspillene er eksperimenterende, og som lytter kommer man længst ved at smide fordommene og huske, at jazz er blevet en samlebetegnelse for musikere, der vil se, hvad der sker, når de udfordrer hinanden. Gerne i forskellige konstellationer. Resultaterne af jazzaktivisternes aktioner er mangfoldige, og jazzpolitiet må opgive at følge med. Her er ild i sjælene og gang i gaden. På den gode måde. thomas.michelsen@pol.dk

POLITIKEN 2

Onsdag 8. april 2009

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Ret og rocker

Klimakunst

DF bruger bandekrigen til populistiske krav om strengere straf, selv om det ikke forebygger vold Debat side 9

FN’s klimatopmøde i december har affødt en bølge af kunst med fokus på klima Side 3

»Min generation vil have svar« Og det forklarer måske, hvorfor der er så mange film om Anden Verdenskrig, siger skuespilleren Kate Winslet. Hun har fået sit livs første Oscar for den kontroversielle rolle som vagt i en koncentrationslejr i filmen ’The Reader’. interview

L

idt til højre for Kate Winslet strækker Berlins vartegn, Brandenburger Tor, med al sin magtfulde pomp sig op imod en lyseblå vinterhimmel af endeløs uskyld. I hvert fald hvis man kigger væk fra øjeblikkets mest feterede kvindelige skuespiller og skråt ud af vinduet fra det fornemt ornamenterede mødeværelse på det fashionable Hotel Adlon. Eller hvis man sender et blik ned på den historie af ubegribelig ondskab og endeløs skam, ERIK JENSEN, der har lagt sig til rette BERLIN på det bløde gulvtæppe mellem os som en nogle gange uoverstigelig grusbunke.

Det er to sideblikke, ingen har lyst til at kaste i dette selskab. Men af og til kan man blive nødt til at spejde til siden for at få øje på sandheden. »Det handler om at kunne skelne mellem det at forsøge at forstå en person og at føle sympati med det menneske, som kommer til at repræsentere alt, vi ikke

forstår og derfor instinktivt har lyst til bare at vende os væk fra«.

Fra den anden side af det bord, der er begyndt at antage dimension og form som et kateder, kigger Kate Winslet mig lige ind i øjnene. Som en tålmodig lærer, der forsøger at forklare en usædvanlig tungnem elev en sandhed eller to om verden. Men det er alt andet end ubehageligt at blive taget i skole af Kate Winslet. Hun virker egentlig også mere interesseret end stødt over spørgsmålet om, hvorvidt det er problematisk at spille en kvindelig SS-vagt med mange menneskeliv på samvittigheden, som hun gør det i ’The Reader’, der har dansk premiere i dag. I februar, hvor dette interview fandt sted, deltog filmen i filmfestivalen i Berlin. »Alene det, at du stiller spørgsmålet, får mig til at tro, at du føler en form for sympati med Hanna Schmitz (SS-vagten, red.).

Det er godt, for så er din hjerne blevet provokeret. Jeg vidste, da jeg gik ind til den her rolle, at det ville være forkert af mig at prøve at spille denne kvinde, sådan at folk ville få sympati for hende. Men hvis de alligevel gør det og af den grund føler sig moralsk udfordret, er det interessant. Det er nok for mig«.

Selv om Kate Winslets blå blik bliver hængende i mit, er den lektion slut. Med samme ubesværede, beskedne og fuldkommen ukrukkede elegance, hun spiller med i sine filmroller, hopper hun videre til næste spørgsmål om sit livs måske mest kontroversielle rolle i filmatiseringen af den tyske dommer Bernhard Schlinks roman ’Der Vorleser’ (Højtlæseren).

Da hun fik tilbudt rollen, måtte Kate Winslet ind i lange moralske overvejelser om, hvorvidt hun overhovedet ville og kunne spille tidligere SS-vagt. Hun endte med at sige ja og gå i gang med at forberede sig til rollen som den ordblinde Hanna Schmitz – hvis liv først for alvor får værdi

og kulør, når nogen læser højt for hende – ved at studere arbejdsforhold i Hitlers kzlejre og tilværelsen for folk, som ikke kan læse. »Det gjorde virkelig stort indtryk på mig at være sammen med grupper af analfabeter og opleve den skam, de lever med. For mange af dem er det helt umuligt at have et tæt forhold til nogen, selv deres børn, fordi det er så flovt for dem.

Til gengæld har de udviklet helt utrolige evner til at lyve for ikke at blive fanget i den sandhed, at de ikke kan læse. For mig er der ingen tvivl om, at den manglende evne er det helt afgørende træk i Hanna Schmitzs karakter«, pointerer Kate Winslet.

Spontant bifald Klædt i blazer, en nedknappet skjorte, jeans og flade sko fremtræder Kate Winslet prunkløs som en skolelærerinde, men ikke desto mindre så graciøs, at de forsamlede pressefolk i rummet føler sig så heldige over at opleve hendes nærvær, at der udbryder spontant bifald, både da heltinden kommer, og da hun går igen en lille halv time senere.

Det siger måske lidt om den styrke, den 33-årige britiDet ville være ske skuespiller beforkert af mig sidder, og som i det at prøve at spil- sidste halve år har le denne kvinde, givet os blændende præstationer fra sådan at folk hende i ’Revolutioville få sympati nary Road’ (to Golfor hende den Globe-priser) og ’The Reader’ (en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle). »For mig personligt har det været et så fantastisk år, at jeg kun kan føle mig dybt taknemmelig. Alt, hvad jeg har drømt, er gået i opfyldelse, så nu kan jeg egentlig kun håbe på, at det varer ved, for jeg kan

ikke drømme om mere lige nu«, siger Kate Winslet oppe ved sit kateder. Næsten som om hun var i gang med endnu en takketale.

Men det er hun ikke. Selv om hun ikke behøver at gøre noget som helst for at vinde vores lille skare over på sin side, er den forbløffende intense debat, som kommer til at gøre det ud for interview, snarere en forsvarstale fra hendes side. Ligesom Hanna Schmitz i filmen kommer for retten for sine krigsforbrydelser, må skuespilleren forholde sig til et imaginært anklageskrift med disse punkter: Hvordan kan du spille en kvinde, der repræsenterer den destillerede ondskab? »Vi fortæller bare en historie, som formentlig rummer stor sandhed i sig. For mange mennesker, der arbejdede i lejrene, anede ikke, hvad de gik ind til, og når man først var der, var det svært at fortryde«.

Hvad skal vi med endnu en film om nazismen? »Det ærlige svar er, at det altid vil være en epoke, vi er chokerede over og vil vide mere om. Min generation og den, der kommer efter den, vil have svar. De vil ikke være i tvivl om, hvem de er, og hvor de kommer fra. De vil simpelt hen vide det, måske fordi vi lever i en rodløs og forvirret tid med store forandringer. Det er måske derfor, der er så mange historiske film om blandt andet Anden Verdenskrig lige nu«.

Er det kontroversielt, at Hanna Schmitz i filmen har sex med en mindreårig dreng? »Hvis Hanna havde forført ham mod hans vilje, havde det måske været kontroversielt eller problematisk. Men jeg så ikke ham løbe over på den anden side af vejen. For mig er deres forhold lige, og filmen er for mig først og fremmest en kærlighedshistorie. De havde brug for hinanden og var derfor lige. Desuden har jeg selv prøvet det. Fra jeg var 15 til 20 år,

ROMANTISK. »Jeg er vokset op i en familie af håbløse romantikere, hvor man ikke bare sagde sådan noget som: »Næh, se buskene ude i haven er sprunget ud«.

Nej, det var snarere sådan her: »Oh my God! Buskene er sprunget ud! Livet begynder forfra! Det er et mirakel! Jeg er reddet!«, fortæller Kate Winslet om sin barndom i en skuespillerfamilie.

Foto: Camilla Morandi

var jeg i et forhold til en mand, som var 13 år ældre end mig, og det vil altid stå som et af de bedste forhold i mit liv«.

Igen er der nøgenscener i en film med dig – hvordan føles det? »Først og fremmest er jeg ikke nogen særlig forfængelig person. Det vil virkelig stå i vejen for at spille skuespil at bekymre sig om det. Jeg foretrækker faktisk at se grim ud på lærredet i stedet for at se godt ud, for så kan man bedre forsvinde ind i rollen og glemme sig selv foran kameraet. Du skal stå splitternøgen foran et hold af mennesker, du ikke kender og formentlig aldrig vil se igen. Det er underligt, hvis man tænker over det. Men det er en del af jobbet, så det nytter ikke at jamre over det, det er sådan set bare at komme i gang, kid! Da jeg var ung, syntes jeg, at det var helt vildt modigt. I dag ved jeg, at det bare er en del af det«.

»Fuck dem allesammen« Efter endt afhøring kan Kate Winslet næsten trække sig tilbage med samvittigheden i behold. Til sin nyvundne legendestatus. Men hvis de uofficielle spilleregler for denne type interview skal følges, må vi lige nå et minimalt kig ind til privatpersonen bag skuespilleren Kate Winslet Først da damen ved siden af mig drister sig til at spørge, hvad hun mener om den kritik, hun har været udsat for i britiske

medier på grund af sin omskiftelige vægt og sin – lange – takketale ved Globen Globe-prisuddelingen, glemmer skuespilleren alle roller og råber vredt: »Helt ærligt, fuck dem alle sammen! Jeg har arbejdet min røv i laser, siden jeg var 17 år. Jeg har været nomineret så mange til priser uden at få nogen, at det betød så meget for mig, at jeg ikke kan beskrive det. Så selvfølgelig holdt jeg en lang tale.

Jesus! Det er aldrig sket for nogen før. I forhold til, at jeg skifter vægt og har forandret mig, kan jeg kun sige: Helt ærligt, jeg aner ikke, hvad de taler om. Hvis jeg har forandret mig, har det bare noget med alder at gøre. Måske er de bare jaloux, og i så fald er det bare ærgerligt. Find på noget bedre at beskæftige jer med«.

Hvad vi gå gør. Udenfor venter Brandenburger Tor med sine historiske symboler og resten af virkeligheden. erik.jensen@pol.dk

Læs anmeldelse af filmen side 5

blå bog KATE ELIZABETH WINSLET Engelsk skuespiller og sanger, født 5. oktober 1975. Hun debuterede i filmen ’Heavenly Creatures’ i 1993 og har siden haft hovedroller i film som ’Fornuft og følelse’, ’Titanic’, ’Holy Smoke’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ’Little Children’.

Kate Winslet er den yngste skuespiller, der har været nomineret til seks Oscars og fik i år endelig en for sin hovedrolle i ’The Reader’. Hun har i år også modtaget bl.a. to Golden Globe-priser for sin rolle som April Wheeler i ’Revolutionary Road’, der er instrueret af hendes mand, Sam Mendes.

Kate Winslet har to børn og bor i henholdsvis New York og England.

POLITIKEN 2

Tirsdag 8. december 2009

kultur kritik debat navne

Amatørfodbold Der har ikke været noget at glæde sig over for Brøndby IF side 2005. Der skal nyt blod til.

Fyr ledelsen!

Debat side 9

www.politiken.dk

Arkitektur i 00’erne Århundredets første årti blev et gennembrud for det vilde og skæve.

Side 4

Band Anes musikalske byggelegeplads På en gård langt ude på landet i Nordjylland går Ane Østergaard rundt og optager lyde fra pivedyr, skibsmaster og vinden i juletræerne. Band Ane hedder hendes onewomanband, der er på en mission for at gøre computermusikken mere varm og håndspillet.

blå bog BAND ANE Ane Østergaard (f.1983) er kvinden bag Band Ane. Hun er opvokset i Nordjylland i bofællesskabet Frugthaven med masser af musik og nogle forældre, der begge spillede.

interview Er studerende på linjen for elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og debuterede i 2006 med den anmelderroste plade ’Anish Music’, der skaffede hendes prisen som ’årets håb’ ved Steppeulv-uddelingen.

S

å er du eddermame kommet på landet!«.

Pigen, der stiger ud af den ældgamle, brune Opel ved busholdepladsen, er klædt i gummistøvler til knæene og varm termotrøje.

Håret er vildt og rodet, ansigtet smilende og lidt genert. »Jeg har glædet mig til at vise dig Uglegården«, siger hun, da vi snegler os af sted på små mudderindsmurte veje, zigzaggende mellem hullerne i vejen til lyden af en hylende og pibende drivrem, der trænger til udskiftning. Foran os rejser sig gavlen på et større landsted med adskillige DITTE GIESE bygninger fordelt på en stor grund. Navneskiltet siger ’Ane Østergaard’ og er snedkereret i træ.

Ane Østergaard er Band Ane. En af landets mest succesfulde laptopmusikere, der ud af det blå for tre år siden debuterede med cd’en ’Anish Music’, der fik en usædvanlig varm modtagelse og fik et enigt anmelderkorps til at tildele hende titlen som ’årets håb’ ved Steppeulv-prisuddelingen i 2007.

Nu bor hun her på Uglegården, som hun har døbt stedet, fem forskellige transportmidler væk for en københavnsk dagbladsjournalist; en metrotur, en flytur, en taxatur, en bustur og en biltur til det nordjyske. Vi er tæt på Aalborg, men der er ikke meget Jomfru Ane Gade over 26-årige Anes liv. Sammen med veninden Heidi har hun i stedet slået sig ned på, hvad man kunne kalde en gigantisk byggelegeplads eller et faldefærdigt håndværkertilbud, alt efter øjnene der ser.

Spørgsmålet er, hvad der får en ung kvinde til at flytte fra en daglig gang i det århusianske musikermiljø til Lars Tyndskids mark. »Jeg tror, det handler om, at der var så meget ramasjang efter den første plade.

Der var virkelig mange koncerter og interview, og når man står midt i det, så føler man meget, at det hele handler om en selv. Og jeg har ikke lyst til, at det skal handle om mig på den måde, for jeg kom pludselig til at reflektere enormt meget over mig selv, og hvordan jeg fremstod. Så jeg havde brug for at vaske tavlen ren«.

Derfor flyttede Ane Østergaard først et år alene ind i en lille lejet hytte ved Ajstrup Strand syd for Århus og dernæst ud i sin farfars hobbylandsted ikke så langt fra Terndrup i Nordjylland. Her har hun syslet med sin nye dobbeltplade, ’Too’ og ’Free’, som fortsætter i lige linje fra debutpladen med varm, legende og imødekommende laptopmusik, hvor hun har alle de instrumenter, som Uglegården har at byde på, med indover. Ude i en iskold lade mellem høballer og familiens opmagasinerede pakkenelliker har hun skabt et interimistisk øvelokale med gamle kirkeorgler, elorgler, et trommesæt, adskillige keyboards og elektroniske dingenoter. De to unge kvinder og deres hundehvalp bor, sover, laver mad, spiser og spiller på klaver, harmonika og trompet i husets eneste beboelige rum, der er fyldt med gamle træmøbler, mens de venter på de to islandske ponyer, der efter planen skal flytte ind inden jul.

Diskokugle og skak »Der er mange af naboerne, der strækker hals, når de kører forbi vores hus, fordi de ikke kan forstå, hvad det er, vi har gang i.

Nogle af dem har også spurgt lige ud, om vi er kærester«, griner Ane Østergaard.

Skakbrættet står fremme. Der er ikke noget fjernsyn, så de mørke aftener bliver

Medvirkede i bogen ’Feminint forstærket’ af Anya Mathilde Poulsen fra 2007 og skabte i sommer sammen med Peter Bruun musikken til forestillingen ’På Lånt Tid’ på Københavns Musikteater.

Har netop udgivet dobbeltalbummet ’Too’ og ’Free’.

ma Krathus tale, kan man høre på hendes ru stemme og klangen i den, at hun har levet længe og røget mange cigaretter«, forklarer hun om den 98-årige dame, hun en periode løb ærinder for, og som optræder på et nummer.

Ane Østergaard har efterhånden mange timers optagelser af disse møder. Sære samtaler, fordrukne verdensmænd og lejrbålsfilosoffer. Hun samler på skæbner, stemmer, historier og lyde, hvilket står i skærende kontrast til hendes udprægede eneboergen, hvor de to veninder sagtens kan tilbringe en hel dag i hver sin ende af de mange tønder land uden at bruge stemmebåndet før ved aftenstid. »Mit mål er at få computeren til at lyde organisk og gøre musikken varmere og mere autentisk. Jeg vil gerne blive mere fysisk og spille på rigtige instrumenter i stedet for bare at stå på scenen og dreje på nogle knapper og tilsætte lidt ppffhh, ppffhh. Computeren er sgu bare lidt et uholdbart medie. Bare du taber en dråbe vand ned i den, så er din musik slettet«, siger musikeren, der arbejder på at indoperere mere krop og håndspillede elementer i sin musik både på plade og live. »Der er mere gods i at spille melodier, som folk husker i hovedet og selv kan spille videre på. Måske er det derfor, jeg dyrker en del middelaldermusik og viser fra folkesangbogen herhjemme i øjeblikket«.

Minigolfkoncerter

BONDEGÅRDSMUSIK. Den elektroniske musiker Ane Østergaard ville væk fra byen og helt ud på landet for at lade naturen, roen og de mange lyde smitte af på musikken. Her i øvelokalet i laden. Foto: Mick Anderson

brugt på skakturneringer, hvor førstepræmien er en ’bestemmedag’. Den står 2-0 til Ane. Fra loftet hænger en stor diskokugle, og på stereoanlægget kører en børneplade fra 80’erne med Jess Ingerslev og Tom McEwan. Dagene går med at fælde juletræer fra en stor mark, der hører til grunden, reparere på det ikke særlig vindtætte hus og spise store frokoster med portvin til dessert. »Jeg var slet ikke sikker på, om jeg skulle lave en plade mere, den er bare kommet til hen ad vejen. For der er så mange andre ting end musik, jeg brænder for.

Ridning og skak og at bygge og reparere ting, så musikken er sekundær«.

Hun er stadig studerende på linjen for

elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium inde i Århus og bliver efter planen kandidat i elektronisk musik til næste år efter fem års undervisning af blandt andre elektroniske forbilleder som Fuzzy og Bjørn Svin. Men Ane Østergaard er skoletræt og kommer ikke så ofte på skolen mere, og hendes kompositionslærer vil da også hellere hjemmeundervise hende på Uglegården end i de institutionelle rammer i Århus. »Man får en masse inspiration ved at gå op ad andre musikere, men man kommer også til at tage nogle ting og lade sig inspirere af dem. Når jeg laver musik her, bliver det mere mit eget. Det er mere lystbetonet, fordi der er så mange ting, der inspi-

Computeren er sgu bare lidt et uholdbart medie. Bare du taber en dråbe vand ned i den, så er din musik slettet Band Ane

rerer mig her, himstregimser, værktøj, metal, træ, jern, der er lyde over det hele.

Jeg tror, her er inspiration til mange plader«.

Mere menneskelighed Samtidig har Ane Østergaard været optaget af mødet mellem mennesker, af dokumentarisme og P1-radio, og derfor optræder der en del skæve eksistenser på pladerne, der giver computermusikken noget menneskelighed ved at fortælle historier over knitrende lydbilleder. »Jeg synes, deres stemmer bringer noget autenticitet ind, fordi computermusik let kan virke så diffust og computeragtigt og dødt. Men når man f.eks. hører Al-

Med den nye pladeudgivelse kører møllen så igen, og Ane Østergaard skal til at vænne sig til nysgerrige journalister og forventningsfuldt koncertpublikum igen. »Jeg er faktisk lidt bange for det. Jeg vil det jo selvfølgelig vildt gerne, men jeg vil helst bare blive her. For mig er det en underlig blanding, det der med at lave musikken og så skulle lave alt det, der følger med den. Interview og koncerter virker så unaturligt for mig. Jeg bliver blufærdig«.

Selv om hun gerne vil spille de store steder og nå bredt ud, så brænder hun som musiker mest for de små, skæve steder.

Hun leger derfor med tanken om at tage på øturne i båd og spille på alle landets minigolfbaner. »Jeg kan bedst lide at spille små steder som Kinorevuen i Skørping eller Skipperkroen i Marstal foran otte søfolk med piber. Der kommer altid noget sjovt ud af det, når folk slet ingen forventninger har eller noget at sammenligne med. Så kommer de der sjove kommentarer som: »Hun ligner en giraf, når hun danser«. Jeg elsker de der helt direkte reaktioner«, siger Ane Østergaard.

Men i øjeblikket videre løber hun i pendulfart mellem at grave lidt i haven, hamre lidt på trommerne med jord på hænderne og samle alle dagens lyde i computeren, der indtil videre stadig er hendes faste følgesvend. ditte.giese@pol.dk

POLITIKEN 2

Mandag 10. august 2009

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Student føler sig helt til grin

Ridder af Kultorvet

Jeg gjorde, som regeringen sagde.

Tog et ekstra højniveaufag.

Men blev afvist Debat side 7

Performancekunsten har taget rustning på i det indre København Side 5

Se, Danmark forandrer sig 14 danske fotografer står lige nu midt i danmarkshistoriens mest omfattende kunstfotografiske projekt. Under overskriften ’Danmark under forvandling’ er fotograferne blevet bedt om at fortolke det danske landskab og dets forandringer. Politiken viser i denne uge eksempler på, hvordan fotograferne arbejder med opgaven – nu hvor projektet er cirka halvvejs.

mensat, fælles projekt. I udgangspunktet havde projektet to formål: at være en kulturhistorisk undersøgelse af forandringer i landskabet i disse år. Og at vise, hvad fotografiet rent kunstnerisk kan i Danmark i dag. De to ting følges godt ad«.

DORTE HYGUM SØRENSEN

D

en nye, trafikerede Lillebæltsbro set fra den ældre Lillebæltsbro, hvor togene passerer, og man stadig må cykle. De danske grænseområder mod syd, vest, øst og nord. Eller den nyere Amager Strandpark fanget i et foto taget fra en kran.

Det er nogle få af de mange temaer, som 14 kunstfotografer beskæftiger sig med i det hidtil mest omfattende danske, kunstfotografiske projekt, ’Danmark under forvandling’.

Ikke siden landskabsfotografiets første store epoke for et århundrede siden er kunstneriske fotograferinger af landet blevet viet så megen opmærksomhed og økonomi, som det er tilfældet i forbindelse med ’Danmark under forvandling’.

De 14 fotografer, der deltager i projektet, er Astrid Kruse Jensen, Christina Capetillo, Fie Johansen, Henrik Saxgren, Janne Klerk, Joakim Eskildsen, Kirsten Klein,

FORVANDLINGSBILLEDER. Øverst: Peberholmen, den kunstige ø i Øresundsforbindelsen, fotograferet i september 2008. Og til venstre: Rundkørsler i forbindelse med den nye omfartsvej ved Århus, fotograferet i juli 2009.

Foto: Henrik Saxgren

Kunstneriske fortolkninger

Krass Clement, Mads Gamdrup, Nicolai Howalt, Peter Brandes, Trine Søndergaard, John Jedbo og Jørgen Borg. Og det er første gang, at Danmark gennemfotograferes af så mange billedkunstnere.

Kulturministeriet, Ny Carlsbergfondet og Realdania støtter projektet, der blev indledt med en uges optagelser og diskussioner i Skagen sidste sommer. Det fælles ar-

bejde skal i efteråret 2010 munde ud i en bog og en udstilling.

Allerede nu kan man se, at fotografernes udtryksmæssige forskelle i allerhøjeste grad er med til at give projektet styrke, siger Louise Wolthers, som er kunstnerisk leder af ’Danmark under forvandling’: »Der er jo tale om 14 meget personlige fotografer. De ser dette her som et sam-

’Danmark under forvandling’ foregiver ikke at give en komplet registrering af det danske landskab. Der er tale om kunstneriske, fotografiske fortolkninger, understreger Louise Wolthers.

I den oprindelige formulering om projektet hedder det blandt andet: »Projektet skærer, uden at ryste på hånden, en skive i tiden og skildrer land og by skabt på de æstetiske, idémæssige og visuelle præmisser, som fotografiet giver. Det danske landskab med kyster, havne og byer udgør et rigt materiale for stemningsbilleder, der altid har tiltrukket kunstnere, malere og fotografer, og som udgør en stadig kilde til fornyet inspiration«. dorte.hygum@pol.dk

Serie Det danske landskab – hvordan ser det ud – oppefra, udefra, indefra ...

Se i de kommende dage nogle af de fotos, som er taget i projekt ’Danmark under forvandling’ og læs om fotografernes tanker bag dem.

I dag: Fotografen Henrik Saxgren, som har valgt at tage alle sine billeder fra en 40 meter høj kran. Side 3

POLITIKEN 2

Tirsdag 10. november 2009

kultur kritik debat navne

Drop prestigeprojekterne Vi skal have god byplanlægning, kulturelle tilbud og et byggeri, hvor alle kan være med Side 9

www.politiken.dk

Nørrebro Teater sender cumshots lige i dobbeltmoralen med ’Pornotopia’ Side 5

H

vis man i går besøgte Nicolas Sarkozys Facebookprofil, fik man syn for sagn: Her bringes et pragtfuldt billede af Sarkozy i rollen som ’murspætte’ i færd med at hugge små stykker cement ud af betonen. For 20 år siden fløj den da 34-årige franske politiker til Berlin for at sikre sig et stykke mur, inden den skred stille og roligt ned i historiens skraldespand. Han kom fem dage for sent, men fik sit cementstykke.

Papir slår sten, som det hedder i en populær leg med fingre og knytnæver. Her var den virkelighed. Diktaturets sten blev slået af aviser og bøger og pjecer og flyveblade, der i løbet af 1980’erne havde taget livet af alle de propaganPETER WIVEL, daløgne, der forsøgte at EUROPAstive murværket af.

KORRESPONDENT, De folkelige protestBERLIN strømme lod sig ikke længere stoppe. »Ideer bliver til materiel magt, når masserne griber dem«, skrev engang Karl Marx. 9. november 1989 var en af disse dage.

Nicolas Sarkozy, der i mellemtiden er blevet Frankrigs præsident, var med på gæstelisten, da Tyskland i går fejrede 20året for Murens fald med taler, musik og optræden foran Brandenburger Tor, byens mest kendte vartegn.

Derfor gik det sådan, at gårsdagens vært, Angela Merkel, nåede Muren før sin franske vært i dag. Den tyske kansler var dengang en menig DDR-borger. Hun var i sauna med nogle veninder, men da nyheden nåede hende, tog hun med dem til overgangen ved Bornholmerstrasse, hvor hun var blandt de første, der efter lang ventetid fik lov at gå gennem grænsebommene og opleve det Vestberlin, hun hidtil kun havde kunnet se på afstand.

Men heller ikke hun kunne dengang forestille sig, at Murens fald også betød, at DDR forsvandt fra landkortet.

I går aftes havde hun inviteret en stribe af den vestlige verdens førende politikere til Pariserplatz foran Brandenburger Tor: Den russiske præsident, Dimitri Medvedev, den britiske premierminister, Gordon Brown og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton.

Folket væltede Muren Af veteranerne fra konfrontationen dengang havde Merkel indbudt Polens tidligere præsident Lech Walesa, anfører for Solidaritetsoprørerne i Gdansk i 1980, og den grønne tyske politiker Marianne Birthler. Hun var en af DDR’s førende forkæmpere for menneskerettigheder. I dag leder hun det arkiv, der dokumenterer efterretningstjenesten Stasi’s forbrydelser.

Endelig ville festen ikke have været fuldendt uden selveste Mikhail Gorbatjov, der var Sovjetunionens leder i 1989.

Det var Gorbatjov, der i samarbejde med den daværende tyske kansler, Helmut Kohl, gjorde det politisk muligt at genforene DDR og Forbundsrepublikken.

Men som han sagde i et stort interview med dagbladet Le Monde i fredags, skyldtes selve Murens fald et ukontrollabelt folkeligt brus. »Historien gik over sine bredder. Vi var klar over, at vores politik, at politikken i almindelighed, var ude af stand til at følge med den historiske proces«, sagde Gorbatjov, til den franske avis.

Hans ord bekræftes af en styrtflod af historiske fremstillinger, der har bragt den seneste forskning frem til læselystne tyskere. I en samleanmeldelse af de fem seneste skrev avisen Süddeutsche Zeitung i går, at den vidt udbredte dissidentkultur i DDR var »en af hovedgrundene til, at revolutionen i 1989 kunne blive den første virkelig succesfulde opstand på tysk jord«.

Domino Eventmagere søgte at fremstille denne kædereaktion billedligt ved en halvanden kilometer lang stribe ’dominobrikker’. Hver af brikkerne, der skulle ligne Murens betonelementer, var bemalet og illustreret af europæiske skoler og institutioner i en myriade af festlige motiver og farver. Sat op for at vælte fra hver sin ende ind foran Brandenburger Tor. I weekenden var kolonnaden af bemalede brikker et sådant trækplaster, at berlinere og besøgende knap kunne mase sig frem i området mellem Pariserplatz og Tiergarten. Et virvar af journalister fordrev deres egen og seernes tid med at interviewe hinanden, mens teknikere riggede storskærme og mikrofoner til.

Den amerikanske arkitekt Frank Gehrys pragtværk af en bankbygning ud til Pariserplatz var det eneste vidnesbyrd om, hvordan det var engang. Bankens forside ligger inden for den amerikanske ambassades sikkerhedszone. Men byg-

Papir slår sten I går fejrede Berlin 20-året for Murens fald. Hvad sagde Merkel i den anledning? Hvad sagde Gorbatjov? Og hvad sagde taberne? Politiken rapporterer fra et Berlin beruset i jubel over, at demokratiet afløste den kolde krig i Europa.

ningens bagside var beskyttet af flere meter høje stilladsbrædder, hvorom der var viklet tromler af pigtråd. Storkapitalen havde forskanset sig.

Allerede i torsdags varmede U2 op med en gratis friluftskoncert med lysshow og musik foran Brandenburger Tor. Bono sang uforpligtende om ’revolution’, og hans tusindvis af tilhørere jublede.

Den egentlige prolog til gårsdagens festligheder fremsagde den tyske kansler dog selv, da hun i onsdags talte til den amerikanske Kongres’ to kamre. Angela Merkel var den første tyske kansler, der oplevede den ære, siden Konrad Adenauer i 1957, da Angela var tre år gammel, stod her.

At det skulle ske, »havde jeg for 20 år siden, før Muren faldt, ikke i min vildeste fantasi kunnet se for mig. Dengang lå det uden for min forestillingsevne overhovedet at få tilladelse til at rejse til USA, for slet ikke at tale om at stå her«, sagde hun.

Når det alligevel lykkedes, skyldtes det ikke mindst USA’s indsats, sagde kansleren, der takkede en stribe amerikanske præsidenter fra John F. Kennedy til George Bush, »senior«, som hun tilføjede for tydelighedens skyld. »Aldrig vil vi, aldrig vil jeg helt personligt glemme Dem for det«, sagde hun under stående bifald fra de amerikanske politikere.

Men hun var fin nok til at fremhæve, at det var Solidaritet i Polen og Vaclav Havel og hans dissidentvenner i Tjekkoslovakiet, der slog de første søm i de kommunistiske diktaturers ligkiste. Nu er Vesten bundet sammen af et fælles værdigrundlag, sagde den tyske kansler, og til dette grundlag hører også tolerance. »Tolerance er udtryk for respekt for an-

dres historie, tradition, religion og identitet«, sagde EU’s førende regeHistorien gik ringschef. over sine Et af de utvivlbredder. Vi var somt mange steklar over, at der, hvor champagvores politik, nepropperne ikke sprang i går aftes, at politikken i almindelighed, var i Weitlingstras89 i berlinervar ude af stand se kvarteret Lichtentil at følge med berg, en enkelt meden historiske trostation fra Normannenstrasproces se og det kvarter, Mikhail hvor tusindvis StaGorbatjov si-medarbejdere havde deres arbejde og hjem indtil Murens fald.

Her ligger Samfundet til Beskyttelse af Borgerrettigheder og Menneskeværd. Det blev stiftet i 1991 af tidligere DDR-borgere, der havde mistet deres arbejde på grund af Genforeningen.

Ifølge den tyske efterretningstjeneste består interesseforeningen af forhenværende videnskabsmænd, jurister og »medlemmer af væbnede organer«, herunder Stasi, som DDR’s ministerium for statssikkerhed kaldes i folkemunde. Foreningens medlemmer tilhører den tidligere elite i DDR.

»DDR var ikke en politistat« En af dem er den 69-årige professor Wolfgang Richter, foreningens formand. Han var i DDR-tiden fredsforsker og forsynede kommunistpartiets styrende organer, herunder ledelsen i politbureauet, med

analyser og baggrundspapirer, forklarer han under en mere end en time lang, venlig samtale med Politiken i foreningens lokaler.

Richter finder det ikke i orden, at op mod 140.000 akademikere ikke fik genansættelse i det forenede Tyskland, at 400.000 militærpersoner, herunder Stasi-medarbejdere, fik fyresedlen, og at millioner af arbejdere mistede deres job. »At 70.000 til 80.000 var uformelle medarbejdere hos Stasi, gør ikke en million arbejdsløse«, siger Richter. Han vil ikke høre tale om, at Stasi var et politisk politi og DDR en uretsstat. »DDR var naturligvis ikke en uretsstat og heller ikke en politistat. Enhver stat har en efterretningstjeneste. Den er næppe mindre i Forbundsrepublikken og næppe heller mindre i Danmark. Efterretningstjenester skal spionere i udlandet og kontrollere befolkningen i deres eget land. Når det er tilfældet i ethvert land, hvorfor skulle det så ikke være tilfældet i DDR?«, spørger han. »De få, der blev forfulgt af Stasi – og mange af dem vidste det jo slet ikke – har meget forskellige erindringer. De vejer ikke entydigt i en anden retning, når det gælder stemningen i den østtyske befolkning omkring begrebet socialisme«.

Men Muren?

Muren var en grænse mellem to spændingsområder, Nato og den kommunistiske Warszawa-pagt, forklarer Richter. Da den faldt, faldt også andre grænser i Europa, bl.a. i Jugoslavien, hvor det kom til krig. .

Efter mødet viser han rundt i foreningens lille udstillingslokale, hvor man kan

VERDENSHISTORIE. I weekenden og på selve 20-årsdagen for Murens fald i går har Berlin været på den anden ende i diskussion, minder, eftertanke og fest.

Foto: AP

beundre naturalistiske skulpturer og tegninger, der med den vestlige, abstrakte kunst er kommet i miskredit, siger Richter. Hans galleri kan tjene som modstykke til den monumentale udstilling ’Kunst og kold krig’, der i anledning af jubilæet vises frem til 10. januar på Deutsches Historisches Museum på Unter den Linden, i gåafstand fra Brandenburger Tor. Her tegnes et ganske andet billede af den eksperimenterende, ikke-stalinistiske kunst og billedreportage i de to Tysklande fra 1945 og frem til Murens fald.

Mange af Tysklands største kunstnere voksede op og blev uddannet i DDR, men flygtede i 1960’erne til Vesten.

En af dem, der blev i DDR helt til 1980, var A.R. Penck, der er kendt for at male ’tændstikmænd’. Netop det skal man helst ikke være, når man balancerer på en brændende kæp over afgrunden mellem de to tyske samfund, som Penck malede konflikten i 1963, to år efter Murens opførelse. ’Overgangen’ hedder det halsbrækkende maleri.

Men som altid tager den nu afdøde vesttyske Joseph Beuys prisen med sin installation ’Sammenfejet affald fra aktionen’ fra 1972. Beuys havde fejet op efter en 1. maj-demonstration på Karl-Marx-Platz i Østberlin og udstillet affaldet i en montre sammen med kosten.

Her ligger arven fra DDR. peter.wivel@pol.dk

POLITIKEN 2

Torsdag 10. december 2009

kultur kritik debat navne

Tænk globalt

Har du aftalt med din chef, hvor meget strøm du må bruge, og hvor meget CO2 du kan udlede på jobbet?

Debat side 11

Herta Müller får Nobels Litteraturpris i dag. Hendes seneste bog er et mesterværk. Side 4-5 til børnefamilier, hvorfor skal der så være så langt til nærmeste skole? »Man skal huske, at Sluseholmen er en del af en større plan, et kanalbyområde, som også omfatter Teglholmen og Enghave Brygge. Der kommer en skole på Teglholmen, ligesom der bliver bygget broer mellem områderne, så det bliver nemt at gå og cykle rundt. Kommunen Det er altså har købt grunden vigtigt, at be til skolen, som, så boerne også vidt jeg ved, bliver bygget i løbet af få handler i de lokale butikker år. Det er helt afgørende, at vi får og ikke kun kommunikeret, at taler om dem der kommer en ved festlige god skole, men også at en skole krælejligheder ver et vist befolkningsunderlag, og at der kan gå noget tid, før det er til stede. Men overordnet er det selvfølgelig vigtigt, at der er samspil mellem det, vi udvikler, og kommunens investeringer i institutioner og offentlig service«.

Synes du, det instrument spiller optimalt? »Jeg tror, det kan fintunes. Det er der meget, der tyder på ud fra de seneste års erfaringer. Det er en af de store udfordringer: Hvordan får vi i samarbejde med kommunen trukket både offentlige institutioner og privat service ind i bebyggelserne på et tidligere tidspunkt«.

Det er væsentligt at planlægge det uplanlagte Byggeriet Sluseholmen i Sydhavnen er netop blevet præmieret af Københavns Kommune for de smukke boliger. Men hvor pokker bliver livet mellem husene af? Vi spørger en af hovedstadens mest magtfulde mænd, når det kommer til byplanlægning. interview

M

an kan nogle gange få den tanke, at der hviler en forbandelse over faget byplanlægning. At byplanlæggerne er vor tids alkymister, der forgæves forsøger at kreere levende byer – ligesom alkymister til alle tider forgæves har forsøgt at fremstille guld.

Tanken meldte sig for eksempel, da Københavns Kommune i slutningen af november offentliggjorde, hvilke af hovedstadens bygninger og bymiljøer der er præmieret som de bedste og smukkeste i 2009.

På listen – som blandt andet tæller Jean Nouvels Koncerthus i DR Byen og cykel- og fodgængerbroKIM FABER en over Ågade – står også boligbebyggelsen Sluseholmen i Sydhavnen og den nærliggende 11 etager høje futuristisk udseende boligblok Metropolis.

I sine begrundelser roser udvalget, der står bag præmieringerne, Metropolis for den dristige arkitektur. Men udvalget skriver også, at området, hvor højhuset ligger, er dødt, og det er så sandt, som det er skrevet. Byggeriet Sluseholmen får ros for variationen og for at være opført i en overskuelig skala. Til gengæld må kæden være faldet af, da følgende beskrivelse af Sluseholmen blev formuleret: »Der er masser af liv i og omkring kanalerne«.

For der er præcis lige så lidt liv på Sluseholmen, som der er i alle totalplanlagte byområder af nyere dato, det være sig Brøndby Strand, Høje Taastrup eller Ørestad. Hvilket med al ønskelig tydelighed understreges af den pressemeddelelse, som statens og Københavns fælles udviklingsselskab By & Havn udsendte efter præmieringen. Her glæder selskabet sig helt forståeligt over succesen og illustrerer med en række fotografier fra Ørestad og Sluseholmen. På de fem fotografier optræder siger og skriver to personer – kajakroere – og det endda på det samme billede. Resten er klinisk renset for menneskelig tilstedeværelse.

Muligvis et æstetisk greb fra fotografens side, men også ganske tæt på virkelighedens verden. Hvilket enhver kan forvisse sig om, hvis man besøger områderne på snart sagt et hvilket som helst tidspunkt af døgnet.

Men hvorfor? Hvorfor ender det sådan hver gang – uanset at alle involverede har de allerbedste intentioner om at skabe nye byområder, som summer af aktivitet?

Kan liv – byliv – bare ikke planlægges?

Smukke boliger – tomme butikker På tredje sal i By & Havns administrationsbygning tager adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen imod. Han var Københavns overborgmester fra 1989 til 2004. Derefter stod han i spidsen for Ørestadsselskabet, og da det i 2004 blev splittet op i Metroselskabet og udviklingsselskabet By & Havn, rykkede han ind i direktørkontoret på Nordre Toldbod.

Hvad har han lært – om muligheder, men også begrænsninger, når man planlægger nye bydele? »Først og fremmest at vi ikke lever i et samfundssystem, hvor vi kan planlægge alting, og hvor det hele foregår kontinuerligt og med samme aktivitetsniveau hele tiden. Desuden at alle byggerier er børn af deres tid, af den byplanmæssige tænkning, der hersker på det tidspunkt, hvor

tingene sker. Og selvfølgelig også børn af de konjunkturer, der gælder«, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Han har som ingen anden præget Københavns byudvikling i de seneste to årtier. En periode, hvor der er bygget mere i hovedstaden end på noget andet tidspunkt i historien. Som overborgmester var han med til at udstikke de overordnede planer for Ørestad og Sluseholmen, og som nu kommer han endnu tættere på processen, når Nordhavn skal udvikles i de kommende årtier. Det er nemlig By & Havn, der har det overordnede ansvar for at udvikle ikke alene Ørestad, men også de store områder langs havnen, som skal forvandles fra rene erhvervsområder til bydele med et bredt miks af funktioner.

Hvis vi nu ser på Sluseholmen, er det jo nogle fantastiske boliger, der ligger ud til kanalerne. Der er også sat lokaler af til forretninger. Men de fleste står tomme. Hvorfor? »Et af de steder, hvor jeg tror, at vi har ramt forkert på Sluseholmen, er ved at placere butikkerne på karreernes hjørner. Jeg tror, at vi mere skal tænke i at placere butikker i klynger. Det er ikDen egentlige ke tilfældigt, at folk dom over gerne vil gå i buvores arbejde tikscentre. Vi skal i de her områder, kommer først som er meget komom 50 år pakte – Sluseholmen er noget af det tætteste, der er bygget i København i mange år – udvikle nogle nye klyngestrukturer«. »Men bortset fra det er jeg helt enig i, at den store udfordring er at få skabt liv og få de forskellige funktioner ind, før de, om jeg så må sige, kommer af sig selv.

Hvordan får vi den lokale café ind før det tidspunkt, hvor der bor så mange mennesker i området, at den ville være kommet af sig selv?«.

Ja, hvordan? »Man kan blandt andet bruge modeller som ’trappeleje’ – at man starter med en billig husleje og så langsomt trapper op til markedsleje. Nu er der faktisk kommet en Irma og en café på Sluseholmen. I Ørestad City ligger en Netto, og i løbet af kort tid åbner en bager og forskellige takeawaybutikker. Og så er det altså vigtigt, at beboerne også handler i de lokale butikker og ikke kun taler om dem ved festlige lejligheder«.

En forpligtelse til at handle lokalt? »Ja, beboerne skal vælge det lokale. Ellers kommer der nemt til at gå en generation eller to, og en masse skal gå fallit, før der sker noget«.

Og så vil Jens Kramer Mikkelsen i øvrigt gerne slå til lyd for, at uanset at vi gerne vil have levende byområder, er der også noget, vi ikke må glemme: »København er ikke New York eller Tokyo. Det er en forholdsvis lille by, og det skal ikke nødvendigvis være Gråbrødretorv over det hele. Der skal også være steder med fred og ro, hvor den ældre mand kan gå med sin hund, og hvor det unge kærestepar kan sidde i fred og ro på en bænk og sludre«.

Ved siden af, at det er småt med forretninger på Sluseholmen, halter området også bagefter med hensyn til institutioner – som jo alt andet lige bliver brugt i dagtimerne og derfor bidrager til at skabe liv i et område.

Når nu Sluseholmen i høj grad er bygget

www.politiken.dk

Pausen er en svær disciplin

KANALBYEN. Jens Kramer Mikkelsen var overborgmester, da Sluseholmen blev planlagt i slutningen af 1990’erne. I dag er han direktør i Københavns og statens fælles udviklingsselskab By & Havn. Og stolt over det færdige resultat. Foto: Finn Frandsen AXE

By & Havns udviklingsprojekter i de kommende årtier

HELLERUP

3

1

ØS ST TER RB B RO RO

NØR RRE RE REBR RO O

F RE R E D E R IK I K S B ER ER RG G

AMA AGE AG G E RB RBR RO O VA L B VA BY

2

S U N D BY BY

1

KA K A AST AS ST TRUP

Færdigudviklet om cirka 20 år. Til den tid vil der bo 20.000 mennesker og arbejde 80.000 her.

Samlet areal 310 hektar. 3,1 mio. etagemeter.

Fordeling: 60 pct. erhverv/kontor, 20 pct. bolig og 20 pct. kultur/service/inst./handel.

2

Sluseholmen og Teglholmen

3

Nordhavnen

IN NDR RE E BY BY

V EST ST S TERBRO

Ørestad

Masterplanen for området er udviklet af den hollandske arkitekt Sjoerd Soeters og bearbejdet af det danske arkitektfirma Arkitema.

Bebyggelsen er gennemskåret af kanaler og ligger på otte øer. 1.000 boliger og 2.000 beboere.

Når Nordhavnen er færdigudviklet, vil der bo 40.000 mennesker og arbejde lige så mange i området. Udfordringen bliver at blande erhvervsarealer og rekreative områder med et miks af boliger til unge, børnefamilier og ældre.

CN . 9593

Byplanlægning er – og det siger næsten sig selv – en vanvittig kompleks øvelse. Og fyldt med paradokser.

For eksempel: Det er vigtigt, at der ret hurtigt flytter en masse mennesker ind i de nye boligområder, så der kan opstå et tilstrækkelig stort befolkningsunderlag til, at der kan bygges skoler og andre institutioner. På den anden side: Det ville være rart, hvis udviklingen tog lidt længere tid.

For et af de store problemer med områder som Ørestad og Sluseholmen er, at de er opstået inden for ganske få år – og det kan man se, uanset hvor stor umage arkitekterne gør sig for at variere byggerierne. »Det er rigtigt. En af grundene til, at vi elsker de københavnske brokvarterer, er jo, at de er så varierede. Byggerierne har forskellige grader af patinering. Derfor er det vigtigt, at vores planlægning er så robust, at man senere kan tilføje noget til bebyggelserne. Måske skal vi sørge for luft – altså områder, som ikke er planlagt helt færdige, og hvor man kan komme til at bygge noget senere«.

Men det er en svær disciplin, er Jens Kramer Mikkelsens erfaring. »Fordi der altid er en tilbøjelighed til at tro, at vi på et givent tidspunkt har nået det højeste stade af menneskelig formåen, hvad angår bebyggelse. Det har vi ikke. Der kommer nogen senere, som vil noget andet«.

Med andre ord: »Det er væsentligt at planlægge det uplanlagte«, som Jens Kramer Mikkelsen udtrykker det.

Det kræver jo nogle grundejere og udviklingsselskaber, for eksempel By & Havn, der ikke er for hidsige med at sælge og bygge, fordi der skal kroner i kassen her og nu. »Det er vores udfordring, for vi skal agere på et forretningsmæssigt grundlag.

Men den gode forretning ligger også i at gøre tingene ordentligt. Og By & Havn skal være her længe, vi er ikke bare en døgnflue. Selvfølgelig skal der også være godt at bo i de nye byområder, mens de bliver udviklet. Men den egentlige dom over vores arbejde kommer først om 50 år. Derfor skal vi være ekstremt ydmyge i forhold til de ting, vi går og laver nu«.

Jens Kramer Mikkelsen giver et godt eksempel fra sin egen historie. Som nytiltrådt overborgmester stødte han sammen med beboerne på Islands Brygge. De ønskede en havnepark, mens Jens Kramer Mikkelsen svært gerne ville bygge på de attraktive grunde langs med havnebassinet. Beboerne tog sagen i egen hånd, udviste civil ulydighed og anlagde for egne midler og uden om kommunen en park. »Vi valgte siden hen at gå i partnerskab med de grupper på Islands Brygge, som ville have en havnepark – på samme måde som vi arbejdede sammen med dem, der ville have Amager Strandpark. Og i dag er jeg glad for, at der ikke blev bygget de steder. Men man skal så også huske på, at dagsordenen var en anden dengang. Arbejdsløsheden i København var 16-17 procent, og derfor handlede det meget om at skaffe arbejdspladser«.

Men under alle omstændigheder, konkluderer Jens Kramer Mikkelsen: »Det er vigtigt at holde pauser – og ikke bare planlægge derudad«. kim.faber@pol.dk

POLITIKEN 2

Mandag 11. januar 2010

kultur kritik debat navne

Grove skatteløjer Nick Hækkerup fremturer med forkerte påstande om Skat, skriver Kristian Jensen.

Debat side 7

www.politiken.dk

Norske John Olav Nilsen & Gjengen har udgivet cd med autentisk forstadsrock.

Kritik side 4

Er disse mennesker kriminelle?

En ny irsk lov gør det kriminelt at udtale sig blasfemisk om en hvilken som helst religion.

Irlands ateister er i oprør, og ifølge eksperter er det et katastrofalt indgreb i ytringsfriheden, der risikerer at få internationale konsekvenser.

D

er sidder en scientolog, en buddhist og en muslim i en båd…

Dette lyder måske som begyndelsen til en vits, men i Irland kan det risikere at være den sikre vej til en retssag og en efterfølgende bøde på op til 25.000 euro (ca. 186.000 kroner) efter en ny lov om blasfemi trådte i kraft ved årsskiftet.

Blasfemi har været forbudt på den grønne ø liLONE THEILS, ge siden den irske forfatKORRESPONDENT, ning trådte i kraft i 1937, LONDON men indtil 2010 har blasfemien kun omfattet kristendommen.

Men siden 1. januar har forbuddet mod blasfemi dækket alle religioner.

En juridisk tilføjelse, der sætter så forskellige mennesker som den islandske sanger Björk, Pave Benedict XVI, Frank Zappa, Mark Twain, og i øvrigt den irske justitsminister Dermot Ahern i samme bås. De ville nemlig alle risikere at blive anmeldt til den irske statsanklager for at have udtalt sig nedladende om religion i en sådan grad, at det har fornærmet et antal mennesker nok til at anmelde det og kræve det straffet.

Ifølge den nyligt udvidede irske lov om blasfemi, opfører man sig kriminelt, hvis man eksempelvis »udgiver eller ytrer sig på en måde, der er groft fornærmende i forbindelse med ting, der holdes for hellige og dermed med vilje forårsager forargelse blandt en betragtelig del af udøvere af denne religion«.

Formuleringen i loven er vag og dækker, som den står lige nu, alle religioner fra de mere etablerede som islam og buddhisme og i teorien også alle andre afskygninger af tro som eksempelvis mormonisme, Scientology, Jehovas Vidner og for den sags skyld også Asa-tro, hvis der skulle findes den slags i Irland.

International fejltagelse Ifølge skribent i den britiske avis The Independent, Philip Hernsher, er loven en stor fejltagelse. »Den irske regering har set, at loven om blasfemi ikke er tidssvarende i vores samfund. Men de har draget en katastrofal

konklusion og har udvidet den i stedet for at begrænse den«, mener han.

Den irske justitsminister Dermot Ahern har forsvaret loven i blandt andet Irish Times: »Vi havde valget mellem at modificere loven eller sende den til folkeafstemning eller helt droppe at gøre noget som helst.

Nu har vi sørget for, at loven er tidssvarende og ikke bare gælder kristendom. Samtidig har vi både skåret bøden ned til en fjerdedel og fjernet muligheden for fængselsstraf«, siger han.

Hos interesseorganisationen Reporters Without Borders, der blandt andet støtter og hjælper journalister, der er endt i fængsel på grund af, hvad de skriver, er fordømmelsen af den irske lov ikke til at tage fejl af. »Denne lov er en fejltagelse af internationale dimensioner«, siger direktør for Reporters Without Borders Europa-afdeling Olivier Basille.

Reporters Without Borders har klaget over loven til Europakommissionen i håb om, at den vil tage affære over for den irske regering og fastslå, at denne lov strider imod hvad Europa står for. »Denne lov bomber Irland tilbage til middelalderen og den sætter Europa i et meget dårligt lys«, mener Olivier Basille. »Hvad sker der næste gang EU tager fat i Iran og fordømmer, at styret sender politiske modstandere i fængsel? Så siger iranerne, at de sidder der på grund af blasfemi. Men kan EU så tillade sig at sige, at det er en dårlig ide, hvis blasfemi er strafbart i et af landene? Irland har fået EU til at miste troværdighed«, siger han.

Også i FN forudser Olivier Basille problemer. Sidste år forsøgte en række muslimske stater at gøre blasfemi til en forbrydelse i FN-regi. Irland var en af de stater, der modsatte sig forslaget.

Dengang sagde den irske udenrigsminister Michael Martin, at »vi mener, at selve konceptet om blasfemi ikke hænger sammen med vores arbejde for at fremme og beskytte menneskerettighederne.

En sådan lov ville kunne bruges til at sætte kunstige grænser for eller helt nægte ytringsfriheden. For Irland er ytringsfrihed en hjørnesten«.

Få måneder efter blev den udvidede lov

om blasfemi vedtaget i det irske parlament. »Hvordan skal EU f.eks. nu stå sammen i FN-regi og være enige modstandere af en sådan lov? Irland gør det jo selv, så hvordan kan de nu være på linje med resten af EU?«, spørger Olivier Basille.

Muhammed-tegninger ville gå fri Spørger man professor i jura ved University College i Dublin, Fiona del Londres, er loven en slags juridisk hovsaløsning, der kommer af det faktum, at blasfemiloven ikke kunne skrives ud af irsk lovgivning uden en folkeafstemning, fordi blasfemiparagraffen er en del af den irske forfatning. Forfatningsændringer kan ikke ske medmindre mere end 50 procent af befolkningen stemmer for det. »Så følte politikerne formentlig, at de kunne modernisere loven ved at lade alle religioner indgå«, vurderer hun.

I modsætning til sammenslutningen af irske ateister og Reporters Without Borders er Fiona del Londres ikke det mindste nervøs for, at loven nu vil gribe ind i den irske ytringsfrihed. »Lovens noget vage formulering fungerer også den anden vej. Man skal virkelig kunne bevise, at et meget stort antal mennesker har taget anstød, og at det var med vilje«.

Eksempelvis mener Fiona del Londres, at en sag som Jyllands-Postens Muhammedtegninger aldrig ville komme for retten, på trods af at tegningerne i den grad fornærmede en stor gruppe mennesker midt i deres religion. »Der vil det så være et rimeligt forsvar, at man havde til hensigt at skabe en samfundsdebat om et relevant emne. Man vil kunne sige, at avisen ikke havde til hensigt at fornærme, men i stedet ville rejse et væsentligt spørgsmål om islams un-

Blasfemilove i Irland, Storbritannien, USA og Danmark I den nye irske blasfemilovgivning, som trådte i kraft ved årsskiftet, er alle religioner inkluderet. Lovteksten lyder oversat til dansk således: »En person, der ytrer sig blasfemisk eller offentliggør blasfemisk materiale vil være skyldig i en forbrydelse og risikerer efter dom en bødestraf, der ikke må overstige 25.000 euro.

En person ytrer sig blasfemisk eller udgiver blasfemisk materiale, hvis han eller hun udgiver materiale eller ytrer sig på en måde, der er groft fornærmende i forbindelse med ting, der holdes helligt af nogen religion, og dermed forarger et væsentligt antal af denne religions udøvere, og han eller hun har til hensigt at skabe forargelse med denne offentliggørelse.

Det vil blive anerkendt som forsvar, hvis den anklagede kan bevise, at en fornuftig person ville kunne finde oprigtig litterær, kunstnerisk, politisk, videnskabelig eller akademisk værdi i det materiale, der er emnet for anklagen«.

Den irske lov om blasfemi stammer tilbage fra den irske forfatning, der trådte i kraft i 1937. Loven blev moderniseret i 1961 og udvidet senest i 2009 til at dække alle religioner. Denne lov trådte i kraft ved årsskiftet.

Overtrædelse af loven vil i værste fald medføre en retssag med en jury og

en bøde på 25.000 euro. (ca. 186.000 kroner) En afskaffelse af loven ville kræve en folkeafstemning i Irland.

Ingen er blevet dømt for blasfemi i Irland siden 1937, og det bedst kendte tilfælde af en dom for blasfemi skete i 1855, da en mand blev fundet skyldig i at brænde en bibel.

Storbritannien afskaffede blasfemilovgivningen i 2008. I 1991 blev det i Storbritannien forsøgt at få Salman Rushdie dømt for blasfemi i forbindelse med udgivelsen af De Sataniske Vers.

Sagen blev afvist af en domstol med henvisning til, at loven ikke dækkede islam.

I USA vil en blasfemilovgivning være i

strid med forfatningen.

I Danmark beskæftiger paragraf 140 i

straffeloven sig med blasfemi: »§140. Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder«.

Reelt er ingen blevet dømt efter denne lovgivning siden 1938, da en gruppe nazister blev dømt for at distribuere antisemitisk materiale. (theils)

dertrykkelse af ytringsfriheden«, siger Fiona del Londres, der ikke på stående fod kan komme i tanker om et eneste tilfælde, hvor loven ville kunne tages i brug.

Juraprofessoren erkender, at det i sidste ende er op til den irske anklager. »Hvis en sag bliver anmeldt til politiet, skal den først undersøges og hvis politiet vurderer, at der er en reel sag, sendes det så videre til anklageren. Der er tradition for, at irske anklagere har en meget høj tærskel i denne slags sager«, mener Fiona del Londres.

blasfemi SEKS KENDTE PERSONER Foreningen for Ateister i Irland har for at protestere mod den nye blasfemilovgivning offentliggjort 25 citater fra kendte personer, som nu må regnes som kriminelle. Blandt de 25 er: Sangeren Frank Zappa, der har sagt, »at hænge al denne desperate sociologi på en ide om sky-agtig fyr (...) er at bruge chimpansedelen af hjernen«.

Prøvesager i vente Men det er et juridisk skråplan at lægge an på, at en enkel jurist skal fortolke en så bred formuleret lov, mener Olivier Basille fra Reporters Without Borders . »Hvis jeg var rabiat muslim ville jeg tage til Irland lige nu og så anmelde den ene sag efter den anden. Taler nogen grimt om bombemanden fra Yemen, der forsøgte at sprænge et fly i luften. Så føler jeg mig anstødt, for han er martyr for mig. Ergo anmelder jeg. Der ville kunne rejses hundredvis af sager. Som rabiat muslim ville jeg blive ved med at overdænge det irske retssystem med klager, indtil der var én, der gik igennem. Og vupti. Så har vi præcedens. Det er meget, meget farligt«, siger han. »Det er langtfra en perfekt lov«, siger Fiona del Londres, der især finder det problematisk, at der ikke er nogen nærmere definition på ’religion’ og hvor mange, der eksempelvis skal udøve en religion, før det er strafbart at fornærme den.

Det er et af de principper foreningen for ateister i Irland har forsøgt at afprøve.

I protest mod en lov, som de anser for latterlig, har de dannet den nye religion Dermotisme, der er gudsdyrkelsen af justitsminister Dermot Ahern, der fik gennemført lovgivningen. »Fra nu af opfatter vi det som blasfemi, hvis nogen taler dårligt om ham«, har foreningen erklæret.

Det har dog ikke afholdt foreningens medlemmer fra meget hurtigt at bryde blasfemilovgivningen ved at offentliggøre 25 citater fra blandt andre Björk og Jesus, der alle angiveligt nu er kriminelle. »Det er absurd. Sidste år var det lovligt at videregive disse citater. Nu er der tvivl om det er legalt«, siger fortaler for Atheist Ireland Michael Nugent til Irish Times.

Justistminister Dermot Ahern har tidligere erkendt, at han hellere ville helt af med blasfemiloven, der senest blev opdateret i 1961, men at det ikke var muligt på grund af den irske forfatning, som kun kan ændres ved folkeafstemninger. Ifølge justitsminister Ahern er det ikke passen-

Sangerinden Bjørk, der om buddhismens ide om, at mennesker kan reinkarneres som dyr, har sagt: »Fuck buddhisterne« med henvisning til, at de ifølge hende regner dyr som værende mindre værd end mennesker.

Irland justitsminister Dermot Ahern, der ved drøftelserne af loven i parlamentet, sagde »Jeg er tæt på at være baby Jesus. Jeg er så ren«. Ateister i Irland mener, at denne joke er blasfemisk, og at det er selvmodsigende.

Forfatteren Salman Rushdie, der har sagt, at »ideen om det hellige er en af de mest konservative begreber i alle kulturer, fordi ideen søger at forvandle alle andre ideer til forbrydelser«.

Forfatteren Mark Twain, der blandt andet fandt den kristne Gud nådesløs og skrev, at den »sindssyge Gudfader kræver blod og elendighed«.

Pave Benedict XVI, der i en tale har sagt, at Muhammed kun bragte »onde og inhumane ting« til verden.

Kilde: www.atheist.ie Foto: AP/Polfoto Fotokollage: Rune Pedersen

de at afholde en folkeafstemning, »fordi det vil blive for dyrt«.

Men det undrer Fiona del Londres: »Faktisk skal der være folkeafstemning senere på året om andre lovændringer, og der ville det være nemt at tage denne lov med i pakken. Men det har regeringen valgt ikke at gøre. Hvorfor ikke, er mig en gåde«, siger juraprofessor en.

Den eneste forklaring på, hvorfor en afstemning om afskaffelse af blasfemilovgivningen ikke vil blive en del af den kommende folkeafstemning, er ifølge en regeringstalsmand, at der »bliver for mange sager, og det vil være for forvirrende«. lone.theils@pol.dk

POLITIKEN 2

Torsdag 14. januar 2010

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Syge asylbørn Røde Kors afviser på det skarpeste svigt af irakiske asylbørn og støtte til regeringens flygtningepolitik.

Debat side 7

Walisiske Bryn Terfel har udgivet verdens ondeste operaalbum.

Kritik side 5

Da ondskaben kom til Tyskland Huse brænder ned, børn mishandles, alle mistænker alle, og landsbyidyllen krakelerer.

Den østrigske mørkemand Michael Haneke fortsætter ufortrødent sin foruroligende udforskning af menneskehedens dårligdomme i den Cannesvindende ’Det hvide bånd’.

DRAMA Det hvide bånd. Instr.: Michael Haneke. ØstrigTyskland-Frankrig-Italien, 2009. 144 minutter.

Premiere i dag i Grand Teatret og Dagmar samt i Øst for Paradis i Århus og Café Biografen i Odense.

D

en afsluttende scene i Michael Hanekes Cannesvinder ’Det hvide bånd’ kan ikke undgå at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på til-

skueren.

Ikke på grund af sit umiddelbare indhold – et kor af pletfrie børn står i landsbykirken og synger en smuk Bachkoral – men på grund af alt det, den skjuler, nemlig de gruopvækkende begivenheder, der er foregået i filmens forudgående to en halv time.

At begynde med at afSOPHIE sløre slutscenen er norENGBERG malt helligbrøde for anSONNE meldere. Men ikke i dette tilfælde. For slutningen røber faktisk intet om filmens handling. Den udspiller sig, som om intet var hændt, og isoleret set fremmaner scenen en stemning af fredfyldt idyl, mens landsbyboerne langsomt fylder op i kirken, hvor et mildt forårslys skinner ind gennem ruderne. Nok antyder landsbyboernes spartanske sorte tøj og vejrbidte ansigter et hårdt liv, men den strengt protestantiske stemning vidner også om et samfund med sunde kerneværdier som familie, tro og hårdt arbejde. ’Det hvide bånd’ er Michael Hanekes første historiske film, og den udspiller sig i en nordtysk landsby ved indgangen til Første Verdenskrig. Men typisk for den 67-

årige instruktør, der ikke just er kendt som en filmisk hyggespreder, er det småt med nostalgien. Filmen er et skyldbetynget kig ind i en fortid, der, som filmens fortæller siger, måske »kan kaste lys over nogle af de ting, der siden skete her i landet«. Fortællerstemmen (Ernst Jacobi), der taler fra en tidsmæssig afstand, tilhører landsbyens unge skolelærer (spillet på lærredet af Christian Friedel), der er en af de mere venligsindede mennesker i en by, hvis hverdag viser sig at indeholde både blodskam, børnemishandling og almen brutalitet.

Ondskabens opblomstring Mange af landsbyens folk arbejder for baronen (Ulrich Tukur), der sammen med præsten (Burghart Klaussner) repræsenterer magten i byen. Men byens ro og orden forstyrres af en række tilsyneladende uforbundne, uhyggelige begivenheder.

Byens læge (Rainer Bock) falder på sin hest, da nogen har spændt en usynlig line mellem træerne på hans grund.

Kort efter dør en arbejdskvinde efter et fald gennem gulvet i en af baronens lader.

Kvindens søn raserer i vrede baronens kålmarker, og samme aften findes baronens søn tævet og bundet ude i skoven.

Mellem disse sadistiske handlinger får vi et glimt ind i landsbyens dagligliv, hvor præsten systematisk afstraffer sine børn, og hvor lægens yngste søn udspørger sin storesøster, om alle, han selv og hun inkluderet, skal dø?

Sådanne glimt af barnlig uskyld bliver dog hurtigt kvalt – ikke bare af de voldelige voksne, men af børnene, der er i færd med at blive til monstre – noget, der tegner dystre perspektiver for, hvad der skal ske med netop dén generation i Tyskland i de følgende tredive år. Det er ondets rod,

Michael Haneke udforsker i ’Det hvide bånd’. Og uden at ordet nazisme nogensinde nævnes, ligger det forrest i bevidstheden, når tilskueren forlader den lange, strenge sort-hvide film.

Haneke-film i danske biografer: ’Kode: ukendt’ (2000)

Tilskueren er medskyldig

Som altid skal man ikke opsøge Hanekes film for trøst eller skulderklap. Hans film er som at se gennem en tåget rude; man skal selv gøre en indsats for at skabe sig et udsyn, og indsatsen belønnes med en flad lussing. Sådan også i ’Det hvide bånd’, hvor uhyggen er til at tage og føle på, men svær at sætte ord på. Tilskueren ser aldrig forbrydelserne, volden eller overgrebet, men mærker dets effekt. »Jeg ønsker at voldtage tilskueren til autonomi«, har Haneke engang udtalt, og overgrebet er mærkbart gennem hele hans filmiske oeuvre.

Indtil 1997 boede Haneke i hjemlandet Østrig, hvor han producerede sine første film, der blev mødt med en voldsom kritik. Det gjaldt ikke mindst gennembruddet, ’Funny Games’ (1997), som Haneke genindspillede i USA forrige år. ’Funny Games’ markerede kulminationen på hans indledende øvelser i brutalt at udstille skrøbeligheden i kernefamiliens og forbrugssamfundets tryghed. I modsætning til de voldsforherligende hollywoodfilm, som Haneke tager skarpt afstand fra, vises volden aldrig direkte. I stedet består uhyggen i de greb, Haneke anvender for at aktivere tilskuerens bevidsthed. Filmen er et voldsomt angreb på tilskueren og en udfordring til vores implicitte deltagen i den brutalitet, filmen fremviser, og den foruroligende skyldfølelse gør filmen så ubehagelig, at en del af tilskuerne forlod salen ved ’Funny Games’-verdenspremieren i Cannes i 1997.

Efter at han flyttede til Frankrig, blev Haneke mere optaget af at kortlægge et større europæisk, moralsk landskab. I de følgende film – ’Kode ukendt’, ’Pianisten’, ’Ulvetider’ og ’Skjult’ – blev Hanekes ønske om at chokere og aktivere tilskueren erstattet af skildringen af den tavse tragedie i forholdet mellem individet og det politiske i form af temaer som overvågning og indvandring. Europas betændte fortid lurer altid som en kølig understrøm gennem filmene – ikke mindst i den mesterli-

»Nogle scener er lysende eksempler på den illusionsløse Hanekes knivskarpe øje for den menneskelige skrøbelighed. Andre formår ikke rigtig at overbevise om, at de er afgørende for sammenhængen. Indimellem mærker man opmærksomheden flakke, og dét er ikke hverdagskost i en Haneke-film«.

Kim Skotte

’Pianisten’ (2001)

»Haneke er en filmisk voyeur. En iagttager og udstiller af fiktive hemmeligheder. Man stirrer tryllebundet ned i afgrunden, mens man af hele sit halve hjerte ønsker, man befandt sig et andet sted«.

Kim Skotte

’Ulvetider’ (2003)

»I modsætning til ’Funny Games’, ’Kode: ukendt’ og ’Pianisten’ har ’Ulvetider’ hverken fascinationskraft eller mission (...) en lammende følelse af formålsløshed«.

Kim Skotte

’Skjult’ (2005)

»Med skjult kamera og thrillerens virkemidler afslører Hanekes mesterstykke den privilegerede verdens diskrete skyld og vold«.

Søren Vinterberg

Funny Games U.S. (2007)

»En ordret gengivelse (…) nu i amerikansk format, ikke uden den bitanke, at amerikanerne mere end andre trænger til at tænke over samfundets frivillige og ufrivillige voldsfascination«.

Bettina Heltberg

ge ’Skjult’ (2005), hvor fransk politis voldelige massakre på algeriske demonstranter i forbindelse med den algeriske uafhængighedskrig er det storpolitiske bagtæppe for forholdet mellem den intellektuelle, velstående Georges og hans barndomsven Majid.

STILLE MENIGHED. Smukt og frede-

En tysk barndomsfortælling

Dreyer, Hitchcock, Bergman og Kubrick i den episke fortælling, men samtidig er ’Det hvide bånd’ 100 procent Haneke.

Og dermed cementerer Haneke sig som Europas uden sidestykke ondeste instruktør, der, i en tid, hvor filmkunsten i al almindelighed satser ensidigt på den uforpligtende underholdning, fortsætter med at fastholde sin forpligtelse til at krænke tilskueren. For som instruktøren har sagt i et interview: »Filmen ender i tilskuerens bevidsthed, ikke på lærredet«.

Det er også i dette perspektiv, ’Det hvide bånd’ skal forstås. Filmen, der har været ti år undervejs, kan i det lys ses som en kulmination i Hanekes oeuvre, hvor enten hjemlandets eller Europas fortid altid har ligget som en dyster undertone.

Det hvide bånd, som titlen refererer til, er et symbol på renhed og uskyld, som den strengt puritanske præst tvinger sine børn til at bære, efter at han har givet dem med pisken i en af filmens mest barske scener, som vi – typisk for Haneke – kun hører, ikke ser. De stakkels børn ser for hvert minut af filmen stadig mindre uskyldige ud, og flere af børnene, blandt andre præstens uvorne søn, som præger filmens plakat, har noget decideret dæmonisk over sig, der mere end antyder, at afstumpetheden nedarves og muliggør den totalitarisme, der få årtier efter skyller ind over landet.

Det forklarer også filmens undertitel – ’Eine deutsche Kindergeschichte’ (’En tysk børnefortælling’), der absolut ikke skal tolkes som, at ’Det hvide bånd’ er for børn, men snarere som at filmen er en fortælling om den tyske fascismes barndom.

Så vidt det underliggende indhold, der dog aldrig tynger filmen, som til trods for de 144 minutter ikke føles et sekund for lang. Christian Bergers knivskarpt komponerede visuelle tableauer kombineret med farveløsheden og den alvidende, til tider let ironiserende, fortællerstemme giver indtryk af en autoritativ fortællestil, der ved første øjekast kan synes at stå i kontrast til filmens pointe om netop autoritetens farlige afgrund.

Men ved nærmere eftersyn efterlader filmens æstetik tværtimod et stærkt antiautoritært aftryk i tilskueren, som provokeres til selv at reflektere over filmens uhyrligheder. Æstetikken og fravalget af farver er dermed både et stilistisk og et indholdsmæssigt valg. Nok er der toner af

ligt ser det jo ud, men under billedernes skønhed lurer den anderledes foruroligende virkelighed om livet i den lille nordtyske landsby i Michael Hanekes Guldpalmevinder. Foto: Camera Film

kultur@pol.dk

Interview med Michael Haneke IBYEN i morgen

blå bog MICHAEL HANEKE Født i 1942 i München, men voksede op i en forstad til Wien i Østrig.

Studerede psykologi, filosofi og teatervidenskab ved Wiens Universitet, og ved siden af studierne var han Foto: Miracle Film film- og litteraturanmelder.

Fra 1967 til 1970 arbejdede han for den sydtyske tv-station Südwestfunk, og i begyndelsen af 1970’erne begyndte han at skrive og instruere film for tv.

Debuterede som filminstruktør i en alder af 47 år med filmen ’Der Siebente Kontinent’ (’Det syvende kontinent’) i 1989.

Herefter fulgte: ’Bennys video’ (1992), ’71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls’ (1994), ’Funny Games’ (1997), ’Kode: ukendt’ (2000), ’Pianisten’ (2001), ’Ulvetider’ (2003), ’Skjult’ (2005) ’Funny Games U.S.’ (2007) og nu altså ’Det hvide bånd’ (2009)

POLITIKEN 2

Onsdag 14. oktober 2009

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Præstefri skole

100 år gammel lov giver præster ret til at blande sig i skoleskemaer og uddele kristen propaganda Side 9

Onkel Bob er i julehumør og gnægger sig gennem de klassiske julesange Side 4

Teatret er et kussehår fra at blive opslugt af magten Gasværket fylder 30 år i denne måned. Og det går rigtig godt! Eller det gør det så alligevel ikke helt. Teaterchef Jon Stephensen langer ud efter et samfund, hvor alt skal være normalt, alt skal kontrolleres og kunstens formål alene er at tjene penge. Han måtte have en advokat til hjælp for at få lov til at spille de stykker, der udgør Gasværkets jubilæumssæson.

blå bog JON STEPHENSEN Født 1959 1984 Uddannet arkitekt 1990 Uddannet journalist 1992-93 Pressechef på Dr. Dantes Aveny 1993-95 Marketingchef og medlem af ledelsen på Det Kgl. Teater 1995-98 Pressechef på All Right Film 1998-2001 Souschef på Østre Gasværk Teater 2001-2004 Leder sammen med Ole Bornedal på AvenyT, derefter alene Siden 2007 Chef for Gasværket

med Nicolas Bro og Sofie Gråbøl i ’Macbeth’ samt Jacob F. Schokkings opførelse af ’Sex’, der også er spækket med gode navne.

Endelig er Jon Stephensen som den første chef i dansk teater blevet indstillet til erhvervsprisen Årets Leder for at have skabt overskud og fyldte sale og for at have imødegået krisen med en »kulturel vækstpakke«. Bedømmelsespanelet tæller blandt andre finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Men nu er det jo ikke en reklame, Jon Stephensen. Det er et interview. Så ud over til lykke med det hele: Du bliver hyldet for at have lavet overskud i købmandsbutikken. Hvad med Der er ingen det kunstneriske kulturpolitiregnskab? kere, selv på »Jeg er nu nok venstrefløjen, blevet indstillet for der tager aktivt både det økonomiske og det kunstnedel i den debat og stiller sig op riske, men konkurrencen har så helog opponerer ler ikke været stor mod den blandt landets erdæmonisering. hvervsledere i år.

De har jo alle samSelv SF men haft røde tal skal ikke på bundlinjen. Og nyde noget ja, jeg føler det som en anerkendelse: Jeg har taget nogle chancer; vi har fået flere unge i teatret; jeg laver ganske enkelt noget andet end lige det, Gasværket har været berømt for – musical«.

Bortset så lige fra din musical ’Elsk mig i nat’ i sidste sæson: Taler vi ikke netop her om kold kalkulering? »Det indrømmer jeg: I stedet for at købe en musical i London, f.eks. ’Mamma Mia’, lavede vi i stedet en dansk udgave af ’Mamma Mia’. Jeg har ikke noget imod en gang imellem at gå op imod den gode smag«.

Det gjorde du så også?

Latter. »Det gjorde jeg nemlig! Der er stadig det problem, at der er masser af mennesker, der synes, at det at gå i teatret kræver forberedelse og fint tøj. De føler, at de ikke er gode eller fine nok til teatret. Det drejer sig faktisk om ni tiendedele af befolkningen! Teatret er en overvindelse. Folk føler sig fremmedgjorte«. »Min pointe er, at de, der så ’Elsk mig i nat’, måske i år går ind og ser ’Come Together’, som er mere eksklusiv. Det er ikke en bred teaterkoncert. Det er ikke tygget mad, vi serverer her. Og de, der ser ’Come Together’, er måske blevet endnu mere nysgerrige og går ind og ser deres livs første ’Macbeth’, som vi viser senere i sæsonen. Det handler om at gøre teatret åbent og få mange flere ind«.

Nu kommer dansk tv dig uden tvivl også til hjælp. Jeg tænker på Sofie Gråbøl og Nicolas Bro i ’Forbrydelsen’? »Sjovt nok, det havde jeg slet ikke tænkt på. En kage til?«.

interview

D

et er sceneteknikeren, der advarer mig. Han siger det, mens vi står og drikker en latte i skuespillets kantine og spændt følger med fra

vinduet. »Det kan godt gå galt, det der«.

Ude foran på græsset – på plænen mellem selve Gasværket og det anneks, der huser kantinen og kontorerne – har fotografen stillet teaterchefen op. Jon Stephensen står i en tjekket sort habit og hvid skjorte.

Politiken er kommet på besøg i anledning af, at Gasværket fylder 30 år PER THEIL her i oktober. Den anden og egentlige grund er, at det i virkeligheden går rigtig godt for Jon Stephensen og Gasværket. Måske for godt?

Fotografen er i fuld gang. Han har fundet et stort spejl på to hjul: Sådan et danserne bruger til at øve sig foran. Han herser: Nu skal teaterchefen spejle sig i det.

Nu skal han prøve at skubbe spejlet foran sig ...

Det er en af de dage, hvor sol og regn falder fra samme himmel. Hvor det er varmt, mens det rusker og blæser. Pludselig sker det så.

Blæsten ligesom river spejlet ud af teaterchefens greb.

Tilbage på plænen står Jon Stephensen med tomme hænder.

I græsset ligger spejlet: i tusind stykker. »Jeg sagde det jo«, siger sceneteknikeren, der er gået med ud for at se på skaden.

Fotografen er henrykt. Han knipser løs.

Om ikke Stephensen lige kan spejle sig igen ... »Syv års ulykke!«, stønner teaterchefen.

Sceneteknikeren ryster bare træt på hovedet. Det er nemlig ham, der om lidt skal rydde det hele op. Tusind stykker.

Regnskabets time Ellers går det rigtig godt. I sidste sæson solgte Gasværket 212.500 billetter. Det er rekord. Det største antal publikummer i teatrets historie. Overskuddet er derefter: Det er på knap 3 millioner kroner.

Læg så hertil den aktuelle publikumssucces: Beatleskoncerten ’Come Together’, der går som varmt brød i en kold tid. Og det er, skulle vi hilse og sige, ikke den værste teaterkoncert, der er set i disse år.

Foyerscenen – Lille Gasværket – kom til i sidste sæson, og repertoiret er i alt fald i denne sæson svært at sige noget på: Foruden ’Come Together’ er der Shakespeare

REFLEKSION. Jon Stephensen skulle fotograferes med et stort spejl. Det endte med, at blæsten tog det – spejlet væltede og gik i tusind stykker. Foto: Martin Bubandt

Fortsættes side 5

POLITIKEN 2

Onsdag 15. juli 2009 www.politiken.dk

kultur kritik debat navne

Livsaften

Dokumentar

120.000 pensionister har så få penge, at de må undvære de mest almindelige forbrugsgoder Side 8

’Burma VJ’ er brudt igennem lydmuren over for verdens offentlighed Side 3

Resultatet af et HALSONDE Den rastløse Jack White har kastet sin energi ind i The Dead Weather. En slags moderne supergruppe opstået som en heftig jamsession gennem tilfældighedernes spil i samarbejde med blandt andre sangerinden Alison Mosshart. interview

D

ér sidder vi så over for hinanden ved det runde bord i en hotelsuite med udsigt over soldyrkerne nede i Kensington Garden. Som fremmede, der er slynget sammen til et middagsselskab, starter vi med hver sin introduktionsrunde, så komplimenterer Jack White fra musikgruppen en fremtrædende ring på fingeren af en af mine kolleger fra pressegruppen.

Alison Mosshart tager straks tråden op ved at stikke en finger i vejret, der er prydet af et giganERIK JENSEN, tisk smykke med en draMUSIKREDAKTØR, belig spids som hovedatLONDON traktion. »Vores lydmand har lavet ringen til mig. Det er den farligste genstand, jeg nogensinde har ejet«, siger hun. Og fniser på en piget måde, der får hendes nærmest dukkeagtigt søde ansigt til at tage sig radikalt anderledes ud end aftenen før.

Da kastede hun sig som personificeringen af et kvindeligt rovdyr på jagt i rockens jungle sin spinkle krop og det lange brune hår vildt og ukontrolleret rundt til musikken på scenen i HMW Forum i London. Som om sangerinden simpelthen fik elektriske stød af vibrationerne fra bandet The Dead Weather, som dagen derpå tager imod små grupper af pressefolk.

To ikoner Skulle man udpege det største ikon fra hvert køn fra de sidste ti års nye rockscene, ville 34-årige Jack White nærmest være selvskreven på hankønnets side i kraft af sin stilskabende præstation med at opdatere blues og klassisk rock i duoen White

Stripes og gruppen The Raconteurs. 30årige Allison Mosshart ville være blandt de absolutte topkandidater på den feminine side på grund af sit stærke arbejde med at forene et punket, skramlet, iørefaldende og sexet udtryk med guitaristen Jamie Hince i duoen The Kills. Med andre ord er The Dead Weather, der i dag udgiver debutalbummet ’Horehound’, det nærmeste, rockscenen har været på en såkaldt supergruppe i årevis.

Men det udtryk vil man aldrig få hverken Alison Mosshart, Jack White eller deres to medsammensvorne i gruppen, bassisten Jack Lawrence og guitaristen Dean Ferrita, til at skrive under på. Tværtimod holder kvartetten stædigt fast i at være et resultat af det halsonde, Jack White sloges med mod slutningen af den amerikanske turne med sit ’fritidsband’, The Raconteurs, sidste efterår. På grund af sin svigtende stemme inviterede White sin kollega fra opvarmningsbandet The Kills til at synge nogle af sine sange på scenen. Samarbejdet slog gnister på en måde, der straks måtte indfanges for at skabe ny energi.

Græshopper og telefoner »Allerede dagen efter den sidste koncert på turneen i Memphis fulgtes vi til mit hus i Nashville, hvor jeg også har et studie. I løbet af en lang nat havde vi skrevet og indspillet fem sange med The Dead Weather. Det siger vel alt om spontaniteten i det. Der er intet planlagt eller udtænkt over det her. Skulle jeg have planlagt at starte et nyt band, havde jeg aldrig valgt at gøre det med de her fyre«, siger Jack White med et lille smil.

Selvom hans ligblege ansigt gør alt for at leve op til efternavnet, og trætheden lyser ud af de mørke øjne, er Jack White ellers alvorlig og fokuseret gennem hele gruppesamtalen. Manden, der lige har forklaret i et interview, at han ganske enkelt ikke forstår begrebet »at have det sjovt«, sørger med hurtige sideblikke for, at alle tilløb til interne jokes og smalltalk fejes væk fra musikernes bordende med det samme. Der er ganske enkelt ikke tid til den slags pjank, når man taler om noget så alvorligt som musik og musikalske ideer, synes budskabet at være.

I tilfældet The Dead Weather opstod musikken med andre ord nærmest ud af en lang jamsession, sådan som den rodede debutplade, der i den grad hylder tilfældighedernes princip, antyder. I løbet

Jeg kan godt lide tanken om, at den moderne verden i form af en ringende mobiltelefon møder Bob Dylans i vores fordrejede udgave af hans gamle univers Jack White

af de blot tre uger det tog at skabe albummet ’Horehound’, er der ifølge Jack White intet gjort for at rense eller ændre på et udtryk, som derfor indeholder lyden af græshoppesang uden for studievinduet i ’Will There Be Enough Water’ og en ringende mobiltelefon i versionen af Bob Dylans ’New Pony’. »Det kan jeg rigtig godt lide. Sangen af Bob Dylan er langtfra en af hans bedste, faktisk er den ikke særlig god. Men den havde en bluesatmosfære og nogle ord i teksten, som kunne blive interessante, hvis en kvinde synger dem. Derfor prøvede vi at skabe noget nyt ud af den. Og jeg kan godt lide tanken om, at den moderne verden i form af en ringende mobiltelefon møder Bob Dylans i vores fordrejede udgave af hans gamle univers«, pointerer Jack White.

Tanken om, at der skal ske noget nyt, er den rødglødende tråd, som nødtørftigt holder sammen på det indre rabalder på ’Horehound’. Her afprøver alle musikerne sig selv i nye roller. »Jeg tænkte helt banalt, at hvis jeg tog trommerne, ville det i sig selv være så nyt, at vores udtryk ville blive anderledes. Jeg har faktisk spillet på trommer, siden jeg var fem år, så det har faktisk været rigtig dejligt at få lov at prøve det igen«, siger Jack White, der aftenen forinden foran 3.000 stærkt begejstrede tilskuere i HMW Forum viste sig at være en overraskende god, tonstung og alligevel improviserende trommeslager.

Men fordelingen af instrumenter er ikke den eneste nyskabelse i The Dead Weather. I sange som den reggaeprægede ’I Cut Like A Buffalo’ lukker Jack White op for en seksualitet, han aldrig har dyrket så direkte i sin musik før. »Jeg har stor forståelse for de filminstruktører, der ikke vil have sexscener med i deres film, fordi det simpelthen er for let en måde at lokke folk ind i filmen på. Sådan har jeg også altid selv haft det med sex i musik, og jeg har heller aldrig bandet i en sang, fordi det simpelthen er for nemt. Men denne gang havde jeg lyst til at lukke op for noget nyt. Og at det blev seksualitet forekom egentlig indlysende, når man har en sangerinde som Alison med i projektet. Hun har en meget mere direkte måde at tage fat i tingene på, end jeg har oplevet i The White Stripes«, pointerer Jack White.Siden han i 1997 dannede duoen The White Stripes med sin daværende kone, Meg White, på trommer, har

han kæmpet hårdt for at opdatere klassiske rockdyder med punkens attitude – at alt kan lade sig gøre – i en skarpt designet grafisk stil. Senere er gruppen The Raconteurs kommet til med gennemkomponerede klassiske rocksange. Samtidig med lanceringen af The Dead Weather har Jack White lanceret sit eget pladeselskab, Third Man Record. I hans nye hjemby, Nashville, skal selskabet hurtigt kunne indspille, udgive og distribuere primært singler og enkelte album på vinyl. »Jeg ved faktisk ikke, hvorfor det er sådan. Der er bare så meget, jeg gerne vil lave. Og så utrolig kort tid til at gøre det i«, siger Jack White. Og tilføjer, at Meg White, hans ekskone og trommeslageren i White Stripes, er glad for det nye projekt. »Hun kom med sin mand til vores koncert i Detroit og blev ved med at sige, hvor fed musikken var, og hvor fantastisk hun synes Alison er. Eftersom Meg normalt ikke er en person, der har ret mange meninger om noget som helst, var jeg glad for at høre hende udtrykke sig på den måde«, siger han.

Selvom den britiske presse i dagene omkring koncerten i London gør et stort nummer ud af en angivelig rivalisering mellem Alison Mosshart og den skandaleramte fotomodel Kate Moss, der er kæreste med guitaristen i The Kills, Jamie Hince, og angiveligt har smidt hans pc med sangene til et kommende album ud ad vinduet i jalousi, eksisterer alle grupperne bag og omkring The Dead Weather i lige så vitale versioner som det nye band selv. Alison Mosshart afviser episoden og bedyrer ligesom Jack White, at der snart vil være musikalsk nyt fra henholdsvis Kills og White Stripes.

Handlefrihed Hvis Dead Weather får succes, vil bandet dog også indspille et nyt album for Jack Whites nye selskab, Third Man Records. »Meningen er, at der skal foreligge 100 nye plader fra mit selskab om et par år, så vi har travlt. Det er en slags blanding af Motown og anarkistiske punkselskaber, hvor man selv laver alting. Til gengæld er der stor handlefrihed, og processen kan gå lynhurtigt. Vi kan indspille, trykke og udgive en plade på få dage, hvis det skal være«, siger Jack White.

Han titulerer sig selv som »den gammeldags gaslampe i den moderne musik« og indrømmer gerne, at det er et direkte slag mod digital musik og computere,

HOREHUND. »Vi ved ikke rigtig, hvorfor vi hedder The Dead Weather, det lyder bare godt, ligesom ’Horehound’, som er et råt og frækt udtryk, der lyder som en hurtig bil.

Og det vil vi gerne være«, siger sangerinden Alison Mosshart i front for Jack Whites nye tilfældigt sammenbragte band.

PR-foto

han har kastet sig ud i. Et slag, der på forhånd ser vanskeligt ud. »Det er der i så fald ikke noget at gøre ved. Jeg har snakket så meget om, at musik er blevet usynligt og kun findes på nettet i så mange år, at jeg simpelthen er nødt til at gøre noget ved det. Også selv om det betyder, at jeg får »beskidte hænder« og pludselig er en del af pladebranchen. Jeg synes, at alle bare sender sorteper videre lige nu og giver alle mulige skylden for, at musikbranchen er i krise.

Selv forbrugerne har mistet interessen, og det er populært at sige sådan noget som: Hvad fanden rager det mig, om Metallica eller andre får penge for at spille eller indspille plader? Det irriterer mig, at der ikke er større respekt. Hvis man går ind i en lille biograf og ser en kunstnerisk begavet film, har man jo respekt for det og betaler med glæde sin billet. Den respekt savner jeg i musikken«.

Men kommer den, bare fordi man udgiver musik på vinyl? »Det ved jeg ikke, men de er i hvert fald synlige og håndgribelige. Jeg kan godt lide, at der er et synligt produkt, man kan holde i hånden, vise til andre og anbefale.

Det virker ikke nær så sjovt, når man står med sin iPod i hånden og siger: Hør lige det her. Det er lidt ligesom en sølvdollar i forhold til en bankoverførsel på nettet for mig. På en symbolsk måde virker sølvdollaren, som om den er mere værd. Også selv om den ikke er det i virkeligheden«. erik.jensen@pol.dk

Horehound, The Dead Weather, udkommer i dag.

blå bog THE DEAD WEATHER Er den 34-årige guitarist, sanger, sangskriver og producer Jack Whites nye band. I forvejen er han medlem af White Stripes og Raconteurs. Med i bandet er også sangerinden Alison Mosshart, der til daglig er den ene halvdel af duoen The Kills, Dean Ferrita, som bl.a. er medlem af Queens Of The Stone Age og Jack Lawrence, som normalt spiller bas i The Raconteurs.

Foreløbig er der ikke offentliggjort koncerter med The Dead Weather i Danmark, men gruppen kommer formentlig på europaturne i efteråret.

POLITIKEN 2

Onsdag 20. januar 2010

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Uret tikker

Succes

Pakhus 11 trues af lukning. Åbenlyst magtmisbrug, skriver teatrets daglige leder Side 9

Filmen ’Burma VJ’ vælter sig i priser.

Den næste bliver måske en Oscar Side 4

Ejersbos virkelige Afrika Forfatteren Jakob Ejersbo var hele livet påvirket af Tanzania, hvor han boede som barn og ung. Hans skamroste Afrikatrilogi bygger på erfaringerne. Nu er hans forældre rejst tilbage for at gense landet og det børnehjem, Ejersbo testamenterede penge til.

MIKALA SATIYA RØRBECH

D

er står en stærk mand med svulmende overarme og kruset hår på forsiden af Jakob Ejersbos bog ’Revolution’. Motivet ligner etiketten på den lokale tanzaniske gin, Konyagi, som sælges i små poser til 8 kroner stykket og er den direkte vej til en hurtig brandert. Overalt, hvor der lever mennesker i Tanzania, flyder det med disse tomme Konyagiposer. Alligevel gav det et gib i Jakob Ejersbos mor, da hun tilfældigvis spottede sammenhængen. »Vi var ude at spise på en lokal restaurant, og pludselig genkendte jeg billedet fra Jakobs bog. Det var jeg ikke lige forberedt på. Det slog mig helt ud«, siger Hanne Ejersbo.

Hendes søn døde af kræft forrige år, 40 år. Han efterlod et over 1.600 sider langt manuskript, der var stærkt inspireret af hans eget liv og oplevelser i Tanzania.

Samtidig testamenterede han noget af sit bo til et dansk børnehjem i Tanzania. Det har fået hans forældre til at rejse tilbage, og de har bøgerne med i bagagen. ’Eksil’, ’Revolution’ og ’Liberty’. Sirligt lagt i små plastikposer, der lige passer i størrelsen.

Tanken er, at de skal afleveres på den internationale skole i Moshi, hvor Jakob Ejersbo og hans storesøster gik sidst i 1970’erne og først i 1980’erne. Debutromanen ’Nordkraft’ står her allerede. Den har han selv været forbi med. Men netop skolen og livet blandt hvide udstationerede ex-patriates spiller en væsentlig rolle i bøgerne om Afrika.

Hjemmefra I Danmark har begejstrede anmeldere for længst placeret det barske værk om liv, død, sex, identitet, afmagt og fremmedhed på hylden blandt nyklassikerne i dansk litteratur. »Efter en uge i Afrika med Jakob Ejersbos roman ’Liberty’ vakler både sprog og virkelighed. Bogen er stor som et kontinent, svedig som et diskotek i Dar es Salaam og sort som en rejse til nattens ende«, skrev Bjørn Bredal i Politiken, da ’Liberty’, det sidste bind i trilogien, udkom. 700 siders gru og håbløshed, varme og sanselighed, der ikke er til at undvære, kaldte han det. »Jeg ved, at det hele tiden har været Jakobs store drøm at skrive de bøger. Han havde ikke den ild, som får journalister til at løbe efter andres historier. Han havde sin egen historie, han ville fortælle. For Jakob var det her hans livsværk. Og så går han hen og dør«, siger Hanne Ejersbo.

Formelt set er hun og hendes mand hernede for være frivillige på det børnehjem, som skal arve forfatteren. Men der er også tid til at fundere over, hvad det er for hændelser, der egentlig har formet Ja-

Arkivfoto: Morten Langkilde

kob Ejersbos liv – og forfatterskab. Tydeligvis har han taget mange dybe sug af sin egen afrikanske virkelighed for at finde inspiration til bøgerne. Beskrivelser af forkvaklede relationer mellem mennesker løber som en tråd gennem trilogien.

Alene titlerne er som et koncentrat af genkendelige mentale tilstande i livet her blandt hvide og sorte. »Vi har da spurgt os selv, om det virkelig var så slemt dengang«, siger Hanne Ejersbo. Hun har læst manuskriptet igennem flere gange inden udgivelMeget af det, sen af de sidste to bind. Men da var JaJakob skrev om, skete også i kob Ejersbo jo syg, dødsenssyg, og virkeligheden. måske er det først Så knaldede nu, det hele er ved folk til højre og at bundfælde sig. »Når jeg læser venstre. Ægtehans bøger nu, så skaber gik i sidder jeg jo og er stykker, unge lige der i det hus. indiske mænd Anderledes kan det kom op og bød ikke være. Meget af sig til det, Jakob skrev om, skete også i virHanne Ejersbo keligheden.

Så knaldede folk til højre og venstre. Ægteskaber gik i stykker, unge indiske mænd kom op og bød sig til. Der var folk, som blev kyniske, udnyttede andre eller levede meget forvirrede liv«, siger hun.

så store. Her er meget sprut og mange muligheder. Det kan mange ikke håndtere«, siger Hanne Ejersbo. Men samtidig var det også et kulturchok af den gode slags at komme til Afrika. »Jeg var selv meget fascineret af varmen, ikke kun den fysiske varme, også af varmen mellem mennesker. Man er mere afslappet. Alt er ligesom flydende, og man ved aldrig helt, hvad der bliver til noget i løbet af en dag. Man er mere i sin krop, i sin seksualitet, synes jeg. Rent fysisk er der mere nærvær. Jeg tror også, at det gjorde stort indtryk på Jakob. Han var jo meget betaget af vores fælles liv hernede og rejste tilbage flere gange. Det samme, kan jeg se, fascinerer de unge danske volontører, vi møder hernede nu, på børnehjemmet. Det er ikke alle, som vil hjem igen«.

Jakob Ejersbos familie vendte hjem til Danmark i 1976, og han begyndte i 3. klasse på skolen i Frejlev uden for Aalborg. På det tidspunkt havde han for længst fået Afrika i blodet. »Vi har snakket meget om siden, hvordan det var for Jakob med alle de skift.

Han kom jo lige fra sommeren hernede i Tanzania og kunne ikke kende forskel på højre og venstre og kunne ikke sproget ordentligt. De danske børn gik meget op i tøj og sådan noget, og der kom vi og var nok lidt mere flippede i det. Han fik træskostøvler, og vi købte en Lada. Ikke en smart bil, som de andre familier havde.

Det var jo sådan nogle unge driftige familier, der bosatte sig derude i de år; de gik alle sammen vældig meget op i bilmærker og materielle ting. Det var nok ikke så let for Jakob«, siger Hanne Ejersbo.

Hun husker, hvordan han som 10årig insisterede på at få lavet huller i ørerne. Store guldringe i begge sine ører. Som en masai. Og da Mogens Ejersbo nogle år senere fik job i Tanzania for anden gang, plagede han om at komme med.

Kulturchok Familien Ejersbo boede i Tanzania i flere omgange i 1970’erne og 1980’erne. Faderen arbejdede med udviklingsbistand betalt af den danske stat, og moderen hjalp til på hospitalet i Moshi. Detaljerne fra fortiden dukker op undervejs i Jakob Ejersbos fortællinger. Ikke nødvendigvis de enkelte personer, men livsstilen, festerne, utroskaben, kontrasterne. Forældrene genkender gamle naboer og børnenes klassekammerater. En 50-års fødselsdag, som står helt centralt i ’Liberty’, fandt også sted i virkeligheden. Dog ikke med samme skæbnesvangre udfald. Og så er der selvfølgelig konflikterne, skuffelserne og den knivskarpe udstilling af velstillede hvide gæstearbejdere, som depraveret boltrer sig i sex og alkohol. Alt imens fattigdommen glider uanfægtet forbi uden om dem. »Man kommer herned, og så er der ligesom noget, der skrider. Pludselig er man i en helt anden position. Kontrasterne er

Stor frihed Løsningen blev, at Jakob Ejersbo kom med tilbage og fortsatte på den internationale skole, mens moderen og søsteren blev i Danmark det år. »Men de stod jo ikke og ventede nede i Moshi, da han kom tilbage, som Jakob måske havde forestillet sig. Mange af kammeraterne var der heller ikke mere«, siger Hanne Ejersbo. Til gengæld blev han venner med en jævnaldrende tanzanier, Ali,

Fakta EJERSBO OG TANZANIA Ejersbos familie kom til Tanzania første gang i 1974-76. På det tidspunkt var Jakob Ejersbo seks år.

Som 13-årig i 1982 rejste han tilbage til Tanzania og boede en årgang alene med sin far.

I slutningen af 80’erne kom han på efterskole og senere hf i Danmark, mens forældrene tog tilbage til Tanzania uden børn.

I 2003 var Jakob Ejersbo på en længere researchrejse i landet. Det var i den forbindelse, han kom forbi det danske Usa River Children Centre, som han senere skrev ind i sit testamente.

Centret ledes af foreningen Tanzibarn.dk.

TILBAGE. Hanne og Mogens Ejersbo er vendt tilbage til Tanzania som frivillige på børnehjemmet Usa River Children Centre. Foto: Mikala Satiya Rørbech der arbejdede for en svensk familie. De hørte musik og gik på diskoteket Liberty sammen. Liberty er også titlen på den sidste og afsluttende roman i trilogien, som følger den danske dreng Christian og hans forsøg på at skabe sig et liv som både hvid og sort, både fremmed og fri. »Mogens lod Jakob få en masse frihed dengang. Det gjorde ham nok utrolig selvstændig i forhold til jævnaldrende kammerater«, fortæller

Hanne Ejersbo. På et tidspunkt kom en emsig svensk missionærfamilie endda og opfordrede dem til at stramme tøjlerne over for deres søn. Hanne ryster på hovedet. »Jeg tror faktisk, at den tid gav Jakob og hans far et helt særligt bånd. De har altid været så enige om alting«.

Hun tager sin te og kigger ud over den grønne idylliske natur omkring hotellet Ngare Sero Mountain Lodge. I alt fire måneder er Hanne og Mogens Ejersbo i Tanzania for at deltage i daglig pasning og omsorg for børnene på børnehjemmet i Usa River og beslutte, hvordan pengene fra deres afdøde søn kan gøre mest gavn.

Naturen gav familien mange gode oplevelser sammen, mindes hun. Stedet her optræder flere gange i bøgerne og er et af de få steder, man rent faktisk får lyst til at tage hen efter at have læst dem. »Jakob kom og legede med indehaverens børn dengang«, fortæller hun. Samme fa-

milie bor her stadigvæk. Jakob Ejersbo opsøgte dem, da han begyndte at researche målrettet til sine bøger om Afrika i 2003.

Han ville ned og høre andres version af fortiden og undersøge steder og situationer. Som i tilfældet med Terry Hot Shot – veninden fra den internationale skole.

Hun var hans direkte inspiration til Samantha, hovedperson i ’Eksil’. »Hende var han nok lidt forelsket i. Og så døde hun jo af en overdosis. Jeg kan huske, at der var kommet brev til ham om det, da vi var hjemme i Danmark igen, og han bare for op på værelset og græd«.

Mange anmeldere har fæstnet sig ved det markant problematiske forhold mellem forældre og deres børn, som gennemsyrer forfatterskabet. De mange triste skæbner i bøgerne. Hvornår er det, man svigter sine børn uden måske at vide det? Det har også sat tanker i gang hos forældrene. »Selv hvis Jakob var i live nu, er jeg ikke sikker på, at jeg ville vide, hvor meget der er fiktion, eller hvorfor han skrev, som han gjorde – så deprimerende«, siger Hanne Ejersbo. Hun oplevede, at han altid holdt skriveriet meget tæt til kroppen. »Men jeg kunne godt tænke mig at spørge Jakob, om han følte sig alene som ung. Om han følte sig svigtet af os. For hvornår er det, man svigter sine børn uden måske at vide det? Det tror jeg mange forældre vil blive mindet om ved at læse hans bøger. Uanset hvor i verden man befinder sig«. kultur@pol.dk

I morgen torsdag kl. 19.30 bliver der afholdt et (udsolgt) mindearrangement på Louisiana i Humlebæk for Jakob Ejersbo.

POLITIKEN 2

Torsdag 20. august 2009 www.politiken.dk

kultur kritik debat navne

Danskernes mentale burka Skrot det selvfede billede af smilende imødekommenhed. Flå den mentale burka af!

Debat side 9

Kafkask En nyoversat billedbog giver en detaljeret indsigt i Franz Kafkas liv Kritik side 4

Måske ligger GUD i koma I dag er der præsidentvalg i Afghanistan. En af landets store forfattere er bogaktuel i Danmark.

Atiq Rahimi fortæller her, hvad han tror på: oprør mod almægtige mænd, også Den Almægtige. interview

G

INSPIRATION. Den dødsens tavse mand og kvinden ved hans side. Atiq Rahimi har ladet sig inspirere til romanen ’Den tålmodige sten’ af Andrea Mantegnas Pietà med Maria og den døende Kristus fra ca. 1480. Billedet findes på Pinacoteca di Brera i Milano

»Nej. Jeg gør oprør mod den almægtige Gud. Det er så nemt at kritisere. Og så har jeg min trosbekendelse ...«.

Trosbekendelsen kan læses i den særskilte boks her på siden.

Tillid til ordene Med ’Den tålmodige sten’ har Rahimi skrevet sin første roman på fransk. Et usædvanlig smukt og enkelt fransk – en form for farsi, altså persisk, på fransk.

Goncourt-priskomitéen valgte Rahimi frem for alle de franske konkurrenter, og det samme gør nu det store publikum.

Der er noget orientalsk ved Deres måde at skrive på ... »Ja, det er der. Da jeg kom til Frankrig, kunne jeg ikke skrive på fransk. Og hvorfor skulle jeg skrive på persisk? Til hvem?

Så jeg vendte mig mod filmen, mod billedet som udtryksform. Nu er jeg nået så langt, at jeg også kan udtrykke mig på skriftligt fransk, men jeg er stadig meget præget af mit modersmål, vores afghanske farsi – der minder om iranernes sprog, ligesom dansk minder om svensk. Og jeg

Arkivfoto: Michel Euler/AP

ud er godt nok en tavs mand.

Vi har råbt på ham siden verdens skabelse, men siger han noget? Ikke en lyd. Af alle fraværende fædre er han i særklasse tavs. Måske ligger Gud i koma ligesom hovedpersonen i den afghanske forfatter Atiq Rahimis roman ’Den tålmodige sten’. En roman, som har begejstret Frankrig og fået landets mest afgørende litteraturpris, Goncourtprisen. Bogen er allerede oversat til tyve sprog og lige udkommet på dansk.

Atiq Rahimi er filmskaber, forfatter og en af AfBJØRN ghanistans fremmeste BREDAL kulturpersonligheder.

Han flygtede ud af Afghanistan, da Sovjet invaderede landet i 1984, og efter en mellemlanding i Pakistan lever han nu sit liv mellem Kabul og Paris. Begge steder filmer, skriver og underviser han i en stadig bevægelse frem og tilbage mellem sine to hovedsprog: modersmålet persisk og »adoptivsproget fransk«, som han siger.

Vi fanger ham på en telefon i Paris for at spørge om Afghanistan, Øst og Vest, litteratur – og om de danske soldater snart kan få lov at rejse hjem?

I romanen er det en kvinde, der taler. Taler til sin bevidstløse mand, en dødeligt såret kriger, som ligger på sin båre midt i et stort hvidt rum. Udenfor raser krigen.

Men manden har fået sin kugle i maven under et banalt slagsmål med en fyr fra sin egen lejr, som havde sagt »Jeg spytter i din mors kusse«. Denne ærekrænkelse skulle hævnes, og nu ligger han her uden andet tegn på liv end åndedrættet, der tæller tiden ligesom et urs tik-tak i et tomt lokale. Kvinden taler til ham, som vi alle taler til Vorherre: anden person ental.

Den mandlige æresfølelse er et grundproblem i den muslimske verden? »Ja! Ærens koder. Ikke æren eller stoltheden som sådan, men den forkvaklede, hykleriske måde, den gøres til en mandlig værdi på. Kvinden gøres til ’mandens ære’ og udsættes for 1.001 grusomheder i mandens navn. Og manden glemmer, at også kvinden har sin menneskelige værdighed, som han selv burde være stolt af«. »Mænd mener, at de ejer deres kvinder, og mange lider af en form for seksuel besættelse, som gør, at ingen må se deres kvinde, som så tvinges til at være skjult af en burka, når hun forlader hjemmet«.

Bør burka forbydes? »Burka har været forbudt i Afghanistan, før krigen. Netop for at frigøre kvinden fra mandens lov. Og ja, sådan burde det være igen. Det er på høje tid, at afghanerne begynder at gøre sig overvejelser over menneskets værdighed, ikke mandens«. »Jeg har dedikeret min roman til Nadia Anjuman, den afghanske digter, som blev tævet ihjel af sin mand. Der foregår værre ting i virkeligheden end i min Mange mænd lider af en form roman!«.

Skyldes det relifor seksuel gionen? besættelse, »Religionen er et som gør, at middel til at retfærdiggøre rædsingen må se lerne. Den er ikke deres kvinde årsagen. Men når folk retfærdiggør sig med religionen, så tror man udefra, at religionen er årsagen.

Og lidt efter lidt bliver den årsagen«. »Islam har tidligere spillet en helt anden rolle i Afghanistan. I middelalderen var den landets store styrke, en intellektuel inspirator til videnskab, oplysning, fremskridt«.

Så De kritiserer ikke religionen?

Atiq Rahimis trosbekendelse Jeg er buddhist, fordi jeg er bevidst om min svaghed Jeg er kristen, fordi jeg indrømmer min svaghed Jeg er jøde, fordi jeg er ligeglad med min svaghed Jeg er muslim, fordi jeg fordømmer min svaghed Jeg er ateist, hvis Gud er almægtig er meget påvirket af de middelalderlige persiske poeters enkle sprog, ligesom jeg er under indflydelse både af musik og billedkunst. Det persiske miniaturemaleri er med i min skrivestil, men også den vestlige billedtradition. Selve den centrale scene i min roman med den liggende, dødeligt sårede og bevidstløse mand, er en form for hilsen til Mantegnas pietà med Den døende Kristus«.

For en vestlig læser, som er vant til ironi og komplicerede sprogspil, skriver De ligesom så ærligt, så oprigtigt.

»Hør her: Jeg kommer fra en tradition, hvor vi har tillid til ordene. »I begyndelsen var ordet«, som Bibelen siger. Og ja: Vi har en form for religiøst eller mystisk forhold til selve det talte ord. Vi har en mundtlig fortælletradition, som gør det talte ord helligt for os. Vi bruger det på en uskyldig måde«.

Atiq Rahimi griner: »Vi er faktisk ret naive.«

Glem ikke 11. september I dag er der præsidentvalg i Afghanistan. Er

blå bog ATIQ RAHIMI Født 1962 i Kabul. Flygtede til Pakistan i 1984 og derfra videre til Frankrig, hvor han fik asyl og studerede film ved Sorbonne-universitetet. Har instrueret en lang række dokumentar- og spillefilm.

Debuterede i 2002 som forfatter med romanen ’Jord og Aske’. Den blev en international bestseller, der i 2004 blev indspillet som film og vandt 25 internationale priser, bl.a. ’Prix du Regard vers l’Avenir’ ved Cannes-festivalen i 2004.

På dansk er både ’Jord og Aske’ og romanen ’Drømmenes labyrint’ (2004) udkommet. Sidstnævnte udløste den danske ALOA-pris for bedste tredjeverdensroman oversat til dansk.

Fik Goncourtprisen 2008 for ’Den tålmodige sten’ – hans debut på fransk.

det påtvunget udefra af de vestlige lande, som har invaderet .... »Ikke invaderet. Interveneret. Det er noget andet. Nato fører ikke krig mod afghanerne, men mod Taleban, som i høj grad kommer udefra og er udenlandsk støttet og finansieret«. »Og demokratiske valg er ikke nogen ny opfindelse i Afghanistan. Allerede i 1963 forsøgte den daværende konge at gå fra absolut til konstitutionelt kongedømme med frie valg og parlamentarisme.

Men det blevet løbet over ende af islami-

sterne på den ene side og kommunisterne på den anden«. »Demokrati er ikke en vestlig værdi, det er en universel menneskeret. Det kræver ofre at nå frem til det, og de ofre er Afghanistan i færd med at yde. Men det tager nok også et par hundrede år, før det fungerer. Det gjorde det jo hos jer«. »Den aktuelle vold skyldes bare slet ikke bestræbelserne på at indføre demokrati. Den skyldes i bund og grund en kamp med Taleban, som er en fremmed magt, finansieret af Saudi-Arabien og koncentreret ved den pakistanske grænse. Denne magt kunne nedkæmpes på et halvt år, hvis man turde tage opgøret med Pakistan og med Saudi-Arabien. Men desværre passer det kun alle parter alt for godt, at Afghanistan er i kaos. Det passer iranerne, pakistanerne og krigsherrerne, og det passer USA, som kan være til stede lige i dette geopolitiske knudepunkt midt mellem Rusland, Iran og Pakistan«.

Og vi andre, europæerne i Nato, skal vi så trække os ud? »Nej, I skal blive. For at holde amerikanerne i skak og for at bekæmpe Taleban.

Det er for jeres egen skyld: Hvis I rejser nu, har I glemt 11. september. Så får I noget, som er langt, langt værre«. bjorn.bredal@pol.dk

Atiq Rahimis roman ’Den tålmodige sten’ er udkommet på dansk i Mette Olesens oversættelse på Tiderne Skifter. Anmeldt i Politiken af Lasse Horne Kjældgaard 1. august 2009.

POLITIKEN 2

Fredag 21. august 2009 www.politiken.dk

kultur kritik debat navne

Cepos ude med raslebøssen Poul Malmkjær fik et brev fra Cepos, som bad pænt om 500 kr. til en god sag Debat side 9

Hul i hovedet Et hjerte til den gabende kedsommelige gyserkliche ’My Bloody Valentine’ Kritik side 5

Indvandrerne fra det ydre rum Begrebet ’illegal alien’ får en helt ny betydning i Neill Blomkamps nytænkende sci-fi film, der prøver at gå helt nye veje i forsøget på at opfriske genren med aktuel tematik og håndholdt æstetik.

SCIENCE FICTION District 9. Sydafrika-New Zealand. Instr. Neill Blomkamp. Premiere i Imperial, palads, CinemaxX, Falkoner, Park. Empire og en lang række biografer landet rundt. 112. min. Till.o.15.

E

t enormt rumskib ankommer til Jorden. Men uanset hvilke livsformer der gemmer sig om bord, så har de ikke læst på de jordiske lektier. De ved nemlig tilsyneladende slet ikke, at fremmede rumskibe ifølge Hollywoods manualer altid skal lande i USA. Allerhelst skal de svæve ildevarslende direkte over Det Hvide Hus i Washington og true både Præsidenten, Demokratiet og Civilisationen på livet. Hvis de da ikke vælger det pittoreske Manhattan eller dyrker den spøjse passion med at zappe køer i Midtvesten.

I stedet udser gæsterKIM SKOTTE ne fra rummet sig denne FILMREDAKTØR gang Johannesburg i Sydafrika. De kommer åbenbart fra en planet, hvor pr-kunsten ikke er særlig højt udviklet!

Det viser sig hurtigt, at valget af destination ikke er det eneste utraditionelle i Neill Blomkamps ’District 9’. Det er sci-fi filmen, der ikke ligner de andre. Filmen er produceret af Peter Jackson. At manden bag ’Ringenes Herre’ er skrevet med stort på plakaten, er selvfølgelig en del af forklaringen på, at ’District 9’ til almindelig forbløffelse for fagfolk er suset direkte ind som den mest sete film i USA. En højst uortodoks reklamekampagne har også gjort sit. Men det er helt sikkert også, fordi jungletrommerne har buldret både højt og hurtigt med klar besked om, at Peter Jackson igen har givet den fantastiske filmfortælling en vitaminindsprøjtning af de seriøse.

INDFALDSVINKLEN ER NÆRMEST på alle måder i modstrid med god sci-fi latin. Tilsat solide doser splattet action er ’District 9’ en variant over den såkaldte mockumentary. Altså en fiktiv action-fortælling, der foregiver at være en dokumentarfilm.

Man kunne måske døbe stilen science faction?

For ved hjælp af dokumentarfilmens og nyhedsmediets fortælleæstetik er det en film, som vil fokusere på det fantastiske ved at fremstå så virkelighedsnær som mulig. Inspirationen fra Orson Welles’ bud på H.G. Wells’ ’Klodernes Gæsterne fra kamp’ er umiskenrummet lander delig. Men det er iki Johannesburg. ke en sci-fi film fyldt med flotte bilSydafrika har leder af armadaer store sociale af rumskibe, mystiproblemer at ske planeter, slås med. Så en skrækslagne jordboere og smarte ny besværlig i tid og rum gruppe udsatte spring foretaget med lyseer ikke lige, ts hastighed i et hvad man har klippebord. I stedet er ’District 9’ en mest brug for skramlet og håndholdt fortælling fastholdt i en fiktiv reportages adrenalinmættede her og nu-atmosfære af ’breaking news’.

Spændingen er selvfølgelig stor over

hele verden, da et rumskib omsider besøger Jorden. Vil de fremmede vise sig som imperialistiske aggressorer eller ambassadører for fred i Universet? Verden venter i spænding, men tre måneder senere hænger rumskibet stadig stille i luften over Johannesburg. Tavs som graven. Da man omsider beslutter sig for at borde rumskibet og åbne det som en gammel konservesdåse, viser rumskibet sig at indeholde en ussel last. Mange tusinde udsultede og udmattede rumvæsner, der nærmest ligner kæmperejer med to arme og to ben. Ingen karismatisk ’Før mig til jeres leder’-type træder frem. Rumskibet rummer kun et enormt antal svage ’arbejdere’.

Da den første spænding er udløst, indtræder hverdagen. Kæmperejerne er hverken specielt farlige eller specielt nuttede. De er sådan nærmest irriterende og mest til besvær. Den overlegne intelligens, der har udviklet teknologien bag rumskibet og dets betragtelige våbenarsenal, er tilsyneladende ikke repræsenteret blandt de rustikke typer i rumskibet. De ligner faktisk mest af alt intergalaktiske bådflygtninge. Ubudne gæster fra en fremmed verdensdel.

Nødstedte skæbner af den slags, Rumskibet viser mange regerinsig at indeholde ger i deres stille en ussel last. sind helst så var gået til bunds i Mange tusinde det tavse dyb. udsultede og Men nu hvor udmattede de er kommet rumvæsner, der tørskoet i land nærmest ligner på den faste jord, bliver de internekæmperejer ret i en lejr i Sydmed to arme og afrika. Et land to ben med tunge traditioner. Det var under Boerkrigen i Sydafrika, at briterne opfandt begrebet koncentrationslejre. Det var i Sydafrika, at boerne selv senere under apartheid-styret perfektionerede den tvivlsomme kunst at opdele mennesker i forskellige farvegrupper med dertil hørende forskellige rettigheder. Apartheid er fortid. Til gengæld har Sydafrika store sociale proble- mer at slås med. Så en ny besværlig gruppe udsatte er ikke lige, hvad man har mest brug for. Årene går og uroen ulmer blandt de fattige sorte. Der er kommer rift om godbidderne på lossepladsen. Så 20 år efter kæmperejernes ankomst til Johannesburg bliver det besluttet at flytte de nu mere end en million kæmperejer til en endnu mere elendig lejr. Det sker selvfølgelig besmykket som en humanitær operation. Opgaven bliver overladt til den multinationale våbenhandler- og sikkerhedsorganisation MNU (Multi-National United), der bag sine FNlignende insignier har sine helt egne skjulte dagsordener. Ansvarlig for aktionen bliver den noget nørdede Wikus van der Merwe. I begyndelsen forløber deportationen planmæssigt. Men det varer ikke ved. ’DISTRICT 9’ SKAL SELVFØLGELIG ses om en allegorisk fortælling om de voksende problemer med indvandring og flygtninge overalt i verden. Men af en allegori at

DISTRICT være holder filmen om indvandrerne fra det ydre rum bemærkelsesværdig diskret moralsk profil. Den vil ikke skubbe for mange grydeklare holdninger ned i halsen på sit publikum. Det bliver den kun mere interessant af. Alene det faktum, at rumvæsnerne er en temmelig gennemført ucharmerende samling artsfæller, sætter sagen interessant på spidsen. De kommer bestemt ikke fra E.T.s nuttede hjemplanet.

Erfaringen viser, at det kan være svært nok for en befolkning at bevare en sympatisk indstilling over for venlige, nydelige og ydmyge indvandrere. Men kæmperejerne er aggressive, vrantne og unyttige.

De er hverken kvikke, kønne eller ydmyge. De skaber uro på bunden af samfundspyramiden, hvor der er ballade nok i forvejen. Til og med er deres teknologi dnabaseret og dermed utilgængelig for menneskelig, kommerciel udnyttelse. Det er med andre ord næsten på alle måder

Instruktøren bag ’District 9’ er til gengæld et temmelig ubeskrevet blad. Det var egentlig meningen, at Neill Blomkamp skulle have filmatiseret computerspillet ’Halo’ for Peter Jackson, men da det ikke blev til noget, gav Jackson den unge sydafrikaner en stor pose penge og carte blanche til at fyre den af. Hvilket han valgte at gøre på hjemmebanen i fødebyen Johannesburg.

Den knap 30-årige sydafrikaner flyttede ellers som 18-årig til Canada, hvor han blev kendt som en af de mest talentfulde effektmagere i filmbranchen. ’District 9’ er i realiteten en videreudvikling af kortfilmen ’Alive in Jo’burg’, som Neill Blomkamp lavede i 2005. I sin historie blandede han dengang rumvæsner ind i den i forvejen spraglede sydafrikanske racecocktail, som befolkningen i Johannesburg udgør. Dengang hed produceren

ne frygtløst og utraditionelt. Man skal altså have selvtilliden i orden, hvis man lader en fupdokumentar udspille sig i 2010 på den udtrykkelige præmis, at det er 20 år siden, et rumskib fuld af kæmperejer kom til Jorden! Godt nok fylder Afrika ikke meget i

vestlige medier, men alligevel ville man nok have bidt mærke i lige netop denne begivenhed fristende at skaffe sig af med kæmperejeproblemet.

FOR PRODUCER PETER JACKSONS vedkommende peger ’District 9’ tilbage i historien. Monstersplat har altid stået hans hjerte nær (’Meet The Feebles’) og Jackson var en slags pionér i mockumentary-genren, da han i 1995 lavede ’Forgotten Silver’.

En humoristisk perle, der fortæller den af gode grunde temmelig ukendte historie om dengang i begyndelsen af det 20. århundrede, da newzealandsk film faktisk var filmkunstens sande arnested. ’Forgotten Silver’ former sig som en ekspedition dybt ind i urskoven til dette filmkunstens ægte Babylon.

Sharlto Copley. Han har nu skiftet jobbeskrivelse og besætter hovedrollen som Wikus van der Merwe i ’District 9’. Hvilket Copley gør bemærkelsesværdigt overbevisende. Især når man tager i betragtning, at han aldrig har spillet skuespil før. Hans skildring af hvordan en tilsyneladende helt almindelig fyr reagerer, når han som uventet karrieremulighed pludselig får overdraget absolut magt over andres skæbne, er en underfundigt skræmmende variant af den klassiske håndlanger. ’DISTRICT 9’ ER ET UHYRE interessant eksempel på, hvor meget kan man nå med enkle midler, hvis man tør blande korte-

fra 1990.

Men hold op, hvor ser mange af de forvoksede amerikanske gigantproduktioner pludselig trætte ud, når man ser, hvad en ung instruktør fra Sydafrika og en uortodoks producent fra New Zealand kan trylle ud af den blå luft. Med sin blanding af splat, action, effekter og pseudo-hyperrealisme er ’District 9’ en film, der beviser, at man på trods af al konservatisme i filmens underholdningsbranche stadig kan hive en seriøs kanin op af hatten. Den måske vigtigste årsag til, at ’District 9’ fungerer, er, at spillet mellem fiktion og virkelighed er så udvisket, som tilfældet er.

Man oplever eksperter, der fremstår på kanten af det parodiske. Men samtidig

virker de fattige sortes aggressive reaktioner på de fremmedes tilstedeværelse virkelige nok. Og det er de da også.

De stammer nemlig fra dokumentaroptagelser, der forholder sig til indvandringen fra Sydafrikas nabolande i den helt og aldeles virkelige verden.

Når rumvæsnerne ikke har råd til de dåser med kattemad, som de er ret vilde med, roder de efter madrester i bunkerne af skrald.

Kæmperejerne er ’District 9’ er computerskabte suset direkte billeder, der ser ind som den meget virkelige ud. mest sete film Slumkvarteret i USA (...) Hold skulle man derimod tro var løgn. op, hvor ser Det er det desværre mange af de ikke. Det er ganske forvoksede autentiske optagelamerikanske ser fra, hvad der gigantprodukindtil for nylig var tioner pludselig et fungerende sydafrikansk towntrætte ud ship. Ved at blande digt og virkelighed på denne utraditionelle måde er ’District 9’ blevet en kærkommen alternativ science fiction-film.

Men også til en film om det globale flygtningeproblem, der for en gangs skyld henvender sig mere til popcorn-publikummet end til Amnesty Internationalsegmentet. kim.skotte@pol.dk

POLITIKEN 2

Torsdag 22. oktober 2009

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Frihed – ulighed

Døden venter

Skal de private skoler straffes, fordi der er problemer med muslimske elever i offentlige skoler?

Side 9

Soldater fra den tyrkiske hær venter på det store slag mod kurderne.

Ny tyrkisk film Side 5

DE FALDT LUKT NED I FREMTIDEN I 100-året for futurismen har Martin Gropius Bau i Berlin åbnet dørene for en udstilling om den italienske avantgardebevægelse. Dens mange udtryksformer udstak kurserne for det 20. århundredes kunstarter. Futurismen blev alle avantgarders moder.

KUNST Sprachen des Futurismus. Martin Gropius Bau, Berlin. Til 11. januar. www.berlinerfestspiele.de.

E

n pilot styrter sit fly ned i en tæt boligmasse af skyskrabere. Billedet er set inde fra flyet bag pilotens ryg. Piloten læner hovedet til venstre, og hele motivet har sit forsvindingspunkt i hans hoved.

Byens bygninger står som en strålekrans ud fra hans læderhjelm, og jo længere mod rammen, jo mere sammensmelter byen og flyet. Det vertikale dyk ned i byen er billedet af en mental tilstand, et frit hvinende fald ned i fremtidens livsform, hvor de eneste æstetiske værdier er haKARSTEN R.S. stighed, mod og vold.

IFVERSEN, Tullio Cralis maleri er BERLIN fra 1939 og er nærmest en budbringer om de uhyrlige luftangreb, verden skulle opleve i de kommende fem års krig. Men billedet er også mentalt med til at bane vejen for komponisten Karl-Heinz Stockhausens udtalelse, umiddelbart efter at passagerflyene bragede ind i World Trade Center 11. september 2001. Dengang kaldte han terroraktionen for verdens største kunstværk. Den forrykte udtalelse har nemlig ikke blot sin forløber i Cralis maleri, men også i det sprog om kunst og virkelighed, som futuristerne udviklede.

Tullio Cralis maleri hænger som finalen på udstillingen ’Sprachen des Futurismus’ (Futurismens sprog) på Martin Gropius Bau i Berlin. Crali var en af de sidste kunstnere, der blev optaget i kredsen af futurister omkring digteren Filippo Tommaso Marinetti, der netop i år for 100 år

siden lod sit futuristiske manifest trykke på forsiden af den parisiske avis Le Figaro.

I sin sansemættede ekstatiske tekst skriver Marinetti, at futuristerne som fyrtårne med elektriske hjerter vil gå til kamp mod stjernerne på firmamentet.

Høje på fart racer de omkring i automobiler og med 11 bud (som for at overgå Bibelens ti) hylder de krig som den eneste helbredelse for en syg verden, hvor rum og tid er ophørt, og hvor kun hastighed hersker. De foragter kvinder, museer og moral, de forherliger massernes ekstatiske brøl, de flaprende flag og flyvemaskinernes flugt.

Marinettis kraftfulde, manierede manifest var blot det første i en række manifester fra den italienske bevægelse af fremtidshungrende, der fik umådelig indflydelse på alle de senere avantgardebevægelser fra konstruktivisme, dadaisme og surrealisme til 1960’ernes eksplosion af bevægelser, der alle havde det til fælles, at kunsten skulle strække sig ud over sine borgerlige museale rammer og blive ét med hverdagslivet.

Der er næsten ikke dén moderne kunstform, der ikke blev opfundet eller udviklet af futuristerne. I deres infernalske fejring af støj, eksplosioner og den smukke død på slagmarken smadrede de mure mellem kunstarterne, så litteratur blev til lydmalerier, bøger blev til grafik, malerier registrerede oplevelser af tid og bevægelse, skulpturer opløstes i stof, bevægelse og lys, støj blev til musik, fabrikker og maskiner smeltede sammen i voldsomme arkitekturfantasier, scenografi fik hovedroller i teater, der blev til performance, og fotografiet viste det nye menneske i konstant bevægelse og opklippet, så det kunne følge takten i en forbrændingsmotor.

På Martin Gropius Bau i Berlin vises denne righoldighed af udtryk i en grun-

dig museal udstilling, som Marinetti ville have hadet. ’Kirkegårde’ kaldte han museerne, hvor man lægger sin »følsomhed i en urne i stedet for at kaste den fremad med voldsomme udbrud af skabelse og handling«, som han skrev i sit første manifest.

Udstillingen har flere mindre højdepunkter såsom en meget imponerende genskabelse af Fortunato Deperos scenografi til ’Le Chant du Rossignol’, der blev opført til musik af Stravinskij, koreografi af Dhiagilev og var bygget på H.C. Andersens eventyr ’Nattergalen’. Selv om scenografien på museet står helt stille, animerer den et helt scenerum med farver og figurer og vidunderlige kostumer, som var den en overdimensioneret bristefærdig blomsteropsætning.

Futuristerne fandt ikke aldeles på det hele selv, de var som alle børn af deres tid.

Inden for billedkunsten var det især kubisterne Picasso og Braque, der inspirerede, men som skulptøren Umberto Boccioni citeres for i udstillingens gode katalog, så var kubisterne videnskabsmænd, der skilte verden ad i dens bestanddele ved at opdele billedfladen i flere perspektiver. De så ikke dens bagvedliggende kræfter, den bevægelse, som kunne samle de mange perspektiver, den følelse, der rumlede under kunsten, som Boccioni beskriver det.

Desværre er Boccionis egne hovedværker ikke repræsenteret på udstillingen ligesom Giacomo Ballas vigtige malerier ikke er til stede. Der er til gengæld mange værker, jeg ikke har set før af bevægelsens mindre kendte kunstnere, en del udmærkede og perspektiverende, og hele bredden af kunstudtryk kommer godt til udtryk, men jeg kan ikke frasige mig en skuffelse. Det er som en festmiddag bestående alene af forretter, salater og dessert.

FUTURISTERNE OPFANDT ikke rockmusikken, men en mekanisk støjmusik introducerede de dog, ligesom foragten for alderdommen, som den senere kom til udtryk i 1960’ernes ungdomsoprør: »De ældste af os er ikke engang fyldt tredive, og når vi er fyldt fyrre, skal yngre mænd smide os i papirkurven«, skrev Marinetti i 1909.

LUFTMALERI. Fly gav nye perspektiver og fantasier, som i Tullio Cralis maleri ’Styrtdyk ned i byen’ og ’Flydanserinde’, og Nicolaj Djulgeroff malede ’Det rationelle menneske’ (nederst th.) opløst i bevægelige geometriske former.

Foto fra katalog Det skete ikke, deres maskuline vanvidsprojekt blev i stedet til æstetiske sprog, der blev overtaget af og varieret i senere bevægelser i det 20. århundredes forskellige kunstarter. I dag er disse besyngere af fremtiden sat på museum, og der er næsten en vis poetisk retfærdighed i, at udstillingen på Martin Gropius Bau med sin pædagogiske serielt opdelte orden mangler lidt liv og synergi.

Men man kan rigeligt få syn for sagn om den fortidens fremtidstro, som påvirkede modernister over hele verden og herhjemme satte sig varige spor i Tom Kristensens roman ’Hærværk’ med linjerne »Jeg længes mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død« og i Ole Falkentorps arkitektur i Hotel Astoria, der ligner et gigantisk lokomotiv, der til enhver tid kan rive sig løs af soklen ved Hovedbanegården og drive kværnende gennem byen. Futuristerne er og bliver sindbilledet på det tyvende århundredes forskruede fremtidstro på godt og ondt. karsten.ifversen@pol.dk

Fakta FUTURISME Kunstnerisk og social bevægelse med oprindelse i Italien.

Futuristerne hyldede storbyen, fart og vold – som de fandt kom fra industrialiseringens gevinster i form af fly, racerbiler og maskingeværer. De ville en ny livsform, der kastede sig ud i øjeblikket og i sanserne, og som sløjfede traditionen og historiebevidstheden.

Futuristerne praktiserede inden for alle kunstarter, og langt op i 1930’erne blev funktionalisme herhjemme kaldt futurisme.

Bevægelsens politiske gren blev en del af Mussolinis fascister i 20’erne. (ifv)

FUTURISMENS 11 BUD I år er det 100 år siden, digteren Filippo Tommaso Marinetti lod sit futuristiske manifest trykke på forsiden af den parisiske avis Le Figaro. Manifestet rummede futuristernes 11 bud:

på det ukendtes kræfter, så de underkaster mennesket.

2. De væsentligste elementer i vores

8. Vi står på århundredernes sidste forbjerg!

Hvad nytter det at se tilbage i dette øjeblik, hvor vi må åbne de hemmelighedsfulde skodder til det umulige? Tid og rum døde i går. Vi lever allerede i Foto fra katalog det absolutte, for vi har skabt evig, allestedsnærværende fart.

poesi vil være mod, dristighed og oprør.

9. Vi vil forherlige krig – verdens ene-

1. Vi vil besynge kær-

ligheden til fare, energi og frygtløshed.

3. Litteraturen har hidtil lovprist

tænksom ubevægelighed, ekstase og søvn. Vi vil lovprise aggressiv handling, febrilsk søvnløshed, løbeskridt, det dødsforagtende spring, stødet og knytnæveslaget.

4. Vi erklærer, at verdens herlighed er blevet beriget med en ny skønhed: fartens skønhed. En racerbil, hvis kølerhjelm er udsmykket med store rør, som slanger med eksplosivt åndedrag – et brølende automobil, der synes at køre på maskingeværild, er smukkere end Nike fra Samothrake.

5. Vi vil besynge manden ved rattet,

hvis ideelle akse krydser jorden, mens den selv slynges ad dens bane.

6. Digteren må bruge sig selv med

fyrighed, pragt og ødselhed, så urtidens elementer kan svulme i entusiastisk glød.

7. Skønhed eksisterer udelukkende i

kampen. Det findes intet mesterværk, som ikke har en aggressiv natur.

Poesien skal være et voldsomt angreb

ste hygiejne – militarisme, patriotisme, anarkistens destruktive gestus, de smukke ideer, der dræber, og foragt for kvinden.

10. Vi vil ødelægge museerne og biblio-

tekerne, bekæmpe moral, feminisme og alle former for opportunistisk og utilitaristisk fejhed.

11. Vi vil besynge de store folkemængder opildnet af arbejde, nydelse og oprør; revolutionens mangefarvede og polyfone bølger i moderne hovedstæder; de natlige vibrationer fra arsenalerne og skibsværfterne under deres skarpe elektriske måner; de grådige banegårde, der opsluger dampende slanger; fabrikker hængende fra skyer med tråde af deres egen røg; broer, der som gymnaster springer over floder, der lyner i solen som diabolske knive; eventyrlystne dampere, der indånder horisonten; brede lokomotiver prustende på sporene som enorme stålheste med bidsler af lange rør og det glidende træk af flyvemaskiner, hvis propeller smælder i vinden som faner og den entusiastiske jubel fra en folkemængde.

POLITIKEN 2

Fredag 23. oktober 2009 www.politiken.dk

kultur kritik debat navne

Stiv pik og håret tilbage

Kafkask Hun så sin mand blive dræbt, er syg nok til førtidspension, men må ikke bevise, at hun har krav på erstatning Side 9

Ny bog tegner et farverigt portræt af et ubekymret og ironisk årti Side 4

Jeg kan ikke lide at tale

anmeldelser SKREVET OM SOAP&SKIN »Genremæssigt et sted mellem barok pop og folket electronica (...) ’Lovetune For Vacuum’ er et album med tretten postkort fra en outsider. Hver sang kredser om følelsen af ikke at passe ind i verden, af en menneskelig udsathed, der brænder som indestængte følelser i kernen af hver eneste glødende tone.

Og især postkort som den emotionelt udbasunerede ’Thanatos’ og den elektronisk slæbende skønhed i ’Fall Foliage’ er for længst blevet sat op med knappenål på min indre opslagstavle«.

Simon Lund Andersen giver 4 hjerter i Politiken 16.06.2009 »Dette er en brutal dissekering af kærlighed og knust uskyld. En mørk og overskyet perle er dukket op blandt de teutonske grise«.

Luke Turner i NME, april 2009

Det lyder som klaver tilsat ekstase, og anmelderne har da også udråbt den 19-årige østrigske musiker Soap&Skin – alias Anja Plaschg – til ’Wunderkind’ og ’den nye Björk’. Selv har den fåmælte, følelsesladede sangerinde det bedst, når hun bare kan krybe ind i musikken. »For den er mit sprog«, siger hun. I aften spiller hun i Marmorkirken. Og der er totalt udsolgt. interview

S

elvfølgelig må det sætte sine spor, når man er vokset op på en svinefarm i en lillebitte østrigsk landsby. Og blev mobbet i skolen. »De andre børn forstod mig ikke. De forstod ikke mine tanker. De syntes, jeg var underlig. De sagde ikke rigtig noget til mig. De slog mig bare«.

Der lyder et langt suk gennem telefonen fra London.

Under kunstnernavMETTE OLSEN net Soap&Skin er den 19årige østrigske musiker Anja Plaschg slået igennem med sit debutalbum ’Lovetune for Vacuum’. Det meste af 2009 har hendes kalender været spækket med koncerter overalt i Europa. I denne uge har hun spillet i Manchester, London, Dublin, i aften i København, i morgen Krakow. ’Wunderkind’ har pressen i hendes hjemland udråbt hende til, og anmelderne klapper i takt over hendes særegne lydunivers af klassisk pianospil i mol tilsat dystre, computerprogrammerede lyde og sang, råb, suk og skrig. Flere mener, at hun er den nye Björk/Nico/Kate Bush/Sinead O’Connor. »Åh, men det er jo dumt. Det er alt for simpelt at sige, at jeg er den nye blablabla ... som om der ikke er noget håb for noget som helst nyt. Jeg ved, at det er sjældent, at man laver den slags ting i min alder, men det føles jo bare helt naturJeg føler mig ligt for mig. Jeg er altid fanget, når nødt til det«, siger Anja Plaschg med sangen er slut en næsten uhørlig stemme, inden hun trækker sig ind i en af de meget lange og meget tavse pauser, der de næste 40 minutter kommer til at fylde en stor del af telefonsamtalen. For det meste blot krydret med små ahm’er og ja’er.

Der var 1.500 grise på forældrenes svinefarm og 2.000 indbyggere i den lille landsby Gnas, tre timers bilkørsel fra Wien, hvor Anja Plaschg tilbragte sin barndom. Og det var åbenbart ikke så muntert at bo så tæt på en grisestald. »Det var død, sygdom og dramaer«, som hun siger.

Så du overvejede aldrig at blive svinefarmer?

»Det er en overvældende debut: dyster, følelsesladet og turbulent. Med klaveret i centrum bygger sparsomme meditationer som ’Sleep’ og den weimarske ’Thanatos’ op til klimaks: den æteriske ’Brother of Sleep’. Teksterne dvæler ved emner som efterår, tørke, barndomstraumer og truende kaos. Østrigs grænser kan ikke holde på noget, der er så bemærkelsesværdigt«.

Kieron Tyler giver 4 stjerner i Mojo, maj 2009

Anja Plaschg griner, og det er en hel lettelse at høre, at hun kan. Så kan alt vist ikke være så sort og sørgmodigt alligevel. »Jeg elsker grise, jeg elsker dem virkelig. Men nej. Det er ikke en karriere for mig«.

Hun var syv år, da hun begyndte at spille klaver, men det gik ikke så godt, for hun ville helst lyde som Chopin fra starten, men gad ikke øve. Da hun var 13, var hun lige ved at stoppe klaverundervisningen, for »jeg var virkelig dårlig«, men valgte at give den et års chance til. Og så tog fanden ved klaverspillet. »Det år var helt vanvittigt. Jeg spillede 12 timer om dagen. Til sidst mistede jeg min stemme«.

Hvad skete der? »Det er ret svært at forstå, men jeg kan huske, at det var dér, det gik op for mig, at jeg var meget ensom. Det var der, jeg begyndte ikke at kunne lide at tale. Jeg kan stadig ikke lide at tale. Og så fandt jeg fred«.

Ville du gerne være i fred? »Jeg havde ikke lyst til at være alene, men det var jeg. Jeg var en outsider«.

også min krop svag og syg og gør mig gal.

Og jeg bliver nødt til at kontrollere det, jeg bliver nødt til at finde en balance, for det er det, der udvikler min musik. Ja«.

Leder du efter skønheden i smerten? »Jeg leder ikke, for den er her. Jeg prøver bare at oversætte den«.

Er Anja Plaschg fra en anden planet? De videoer, der ligger på YouTube med Soap&Skin, beretter i hvert fald alle om dette væsen, der pludselig er dumpet ned iblandt os med en stemme, der får både ørerne og de små hår på armene til at stå på stilke. En stemme, der lyder, som om den tilhører en gammel, erfaren sjæl. I en 19-årigs krop. »Åh, men jeg føler mig også ældre. Og alligevel har jeg alle de her ungdomsproblemer med min krop. Smerte. Og det gør mig virkelig ked af det. Det er så underligt, for jeg har ellers altid været så stærk.

Men jeg bruger så meget energi og kraft, fordi jeg er afhængig af, at jeg skal hive og skubbe alt ud af mig. Der var engang, hvor jeg længtes efter at være voksen.

Men sådan har jeg det ikke mere. Nu vil jeg bare gerne forblive et barn. At blive voksen er ikke ... så misundelsesværdigt«.

Den mørke plet Og jo, det vakte opsigt, når Anja Plaschg gik gennem Gnas iført punktøj, sortfarvet hår og nihilistisk udstråling. Musikken blev hendes redning, hendes helle – og hendes sprog. Som 14-årig komponerede hun sine første stykker, og hun eksperimenterede med at sample klaver, sang og computerlyde sammen. Det var også her, hun i en dagdrøm fik den idé, at hun ville kalde sig Soap&Skin – »det kom bare til mig, en tanke om sæbehud, og det lød godt«.

Hun optog kornede kunstvideoer af sig selv, hvor hun blandt andet dansede nøgen rundt i staldene blandt grisene. Kun 16 år gammel blev hun indskrevet på Wiens kunstakademi og kom i mesterklasse hos kunstmaleren Daniel Richter. Det blev imidlertid et kortvarigt intermezzo.

Efter et par semestre stoppede hun for at hellige sig musikken. »Når jeg spiller, er det vidunderligt. Det føles som ekstase. Det strømmer bare ud af mine fingre. Men jeg kan ikke bare sige: Okay, nu komponerer jeg en sang. Jeg er nødt til at føle, at det kommer til mig, og når jeg så sætter mig ned og begynder at bevæge mine fingre, kan det godt tage lang tid. Meget lang tid«.

I 2005 lagde Soap&Skin et par af sine

H3K I spejlteltet

»Det gør mig sindssyg«

EKSTASE. Som barn blev Anja Plaschg mobbet af skolekammeraterne, som ikke forstod, hvad hun talte om. Så mistede hun sin stemme. Og fandt en ny gennem musikken. »Når jeg spiller, er det vidunderligt. Det føles som ekstase«, siger den 19-årige østriger, der kalder sig Soap&Skin. PR-foto

sange ud på Myspace og sendte dem til et par pladeselskaber. Det Berlin-baserede electronica-selskab Shitkatapult sprang til og udsendte et af numrene, og rygtet om den purunge østriger begyndte lidt efter lidt at sprede sig. I november 2008 blev hun tilbudt rollen som Nico – sangerinden fra Velvet Underground og Andy Warhols muse – i en teaterforestilling i Berlin. Og efter at have samplet og spillet og puslet og nørklet med sine sange i fire år blev albummet ’Lovetune for Vacuum’ udsendt her i foråret.

Din musik er både romantisk og fuld af

mette.olsen@pol.dk

Soap&Skin spiller i aften kl. 21 i Marmorkirken.

Alt er udsolgt til koncerten, der også byder på tyskerne Blixa Bargeld og Alva Noto.

Videoer med Soap&Skin kan ses på WWW. youtube.com.

STJERNESUCCESSEN FORTSÆTTER ”Overdådigt spruttende Shakespeare-komedie…”

”Den både kan, gør og tør!”

”stjernegodt teater, stærkt underholdende og rørende”

”Lars Mikkelsen og Co har gjort det igen

”teater, der rykker, bevæger og sætter sig fast…”

JYLLANDS POSTEN

BØRSEN

URBAN

GregersDH.dk

TEATERANMELDELSE.DK

”Sjældent har jeg haft sådan en lyst til at kysse… Ren magi…”

”Sprællevende Shakespeare...”

”... Republiques brag af en magiudladning”

”forrygende kropslig energi, humor og musikalitet.”

” et ordentligt skud humor… hylende morsom, graciøs og helt igennem charmerende.”

”Krystalklart... Fantastisk forestilling...

Den var så smuk på den runde scene”

”Begavet og besættende… uforglemmelig komik…”

POLITIKEN

BERLINGSKE TIDENDE

BYENKALDER.DK

KULTUNAUT.DK

OESTROGEN.DK

DR2S DEADLINE 17

INFORMATION

E D O I R E P E L L I P S R T E E B G M N E V O N .

FORLÆ 7 NU TIL BILLETTER:

skønhed – og samtidig dyster som ind i helvede. Hvad er det for en mørk plet, du har inden i dig? »Det er vel noget, alle har. Jeg bliver nødt til at konfrontere mig selv med det, fordi ... det har meget med krop og psyke at gøre. Der er sådan en enorm grænse mellem dem. Det er hårdt«.

Jeg har læst, at du har sagt, at du har et monster inde i dig? »Ja, det var noget, jeg sagde i et tysk interview. Jeg fostrer et monster. Det giver mig en dyb, dyb dødsfølelse og øjne til at se mere, men på den anden side gør det

I aften spiller Soap&Skin i Marmorkirken i København på det største Steinway-flygel, arrangørerne har kunnet opspore. Og den sortklædte sangerinde ser frem til at spille i kirkerummet. Men glæder sig ikke til pauserne mellem numrene. Sådan er det altid. »Når jeg først begynder at spille og synge, gør det ingen forskel, om der er nul eller tusind, for så er jeg helt i min egen verden. Men jeg føler mig altid fanget, når sangen er slut. Det er hårdt for mig, og det kan nogle gange gøre mig helt sindssyg«.

Men du er nødt til at spille? »Ja. Det er den eneste ting, jeg har fuldstændig kontrol over«.

7020 1031 / www.republique.dk

POLITIKEN 2

Onsdag 25. november 2009

kultur kritik debat navne

Tid til at bygge boliger til unge Løfterne fra kommunalvalgkampen skal indfries nu. Tusinder står i kø til en bolig Side 7

www.politiken.dk

’Nøddebo Præstegaard’ er så fuld af dårlig smag og kitsch, at det er 5 hjerter værd Side 4

Jesus ville være alletiders metalfan

Headbanging, kaosdans og fadervor. En ny kristen forening priser Gud – og metalmusikken.

Foreningen, Assaulting Vanity, er en del af en større tendens, hvor kristne dyrker heavy metal, siger forsker.

ANNEGERD LERCHE KRISTIANSEN

D

en spinkle fyr med det lange sorte hår træder frem på scenen. Griber fat om den sorte bas, der hænger over den sorte bluse. Vrænger munden åben, så tænderne blottes, og det tunge åndedræt blafrer ind i mikrofonen og ud over publikum med et metallisk »phøhhhf«. »Vi er Servants of the Immortal. Og vi spiller DØØØØDSmetal«, vrænger han.

Han kniber øjnene sammen til et par smalle sprækker. Skuler ud ad dem og træder endnu et skridt frem. Publikum står stille foran ham. Forrest står en ung fyr med lyse dreadlocks, mørke bukser og et par dødningehoveder trykt på blusen. Han holder vejret. »Men først«, siger den langhårede musiker. »... starter vi med en lille bøn«.

Han bøjer hovedet, samler hænderne og lukker øjnene. »Kære Far, jeg beder dig om at gøre denne her aften til en rigtig fed aften.

Jeg beder om, at bandene, der skal spille i aften, vil spille det bedste, de har lært, og at du vil vise folk her i aften, at der er noget større, end vi har lært ...

Yes ... Amen«.

Han åbner øjnene. Kigger rundt. »Så er der lovsang«, griner han. Og kaster sig tilbage på scenen, mens han sætter gang i en basgang så dyb, at den sender rystelser hen over det lysebrune laminatgulv og gennem publikums kroppe, der dirrer i takt til musikken.

Den langhårede metalmusiker står på scenen til ’Grindhouse Construction’, en aften i Århusforstaden Åbyhøj for headbangende, kaosdansende, fadervorsbedende metalbands og deres fans. Gennem de seneste par år er det kristne metalfællesskab vokset markant. 24. oktober blev Assaulting Vanity (angreb mod forfængeligheden, red.) stiftet som et foreløbigt højdepunkt. Foreningen skal promovere det kristne metalmiljø, støtte medlemmerne og vise, at kristendom er andet end salmesang og foldede hænder.

Foreninger som Assaulting Vanity er en ny tendens, mener Marie Vejrup Nielsen, der forsker i moderne kristendom på Center for samtidsreligion på Aarhus Universitet. »Det er nyt, at populærkulturen og især den hårde rock og heavy metalmusik vinder ind i kristendommen, som vi også ser med rock- og freestylegudstjenester. Det kristne metalmiljø oversætter jo groft sagt Bibelen til po-

pulærkultur, og på den vis tror jeg, at Assaulting Vanity vil være med til at gøre kristendommen mere synlig og attraktiv for unge mennesker«, siger hun.

Rallende tilbedelse Et par meter fra Servants of the Immortal står 30-årige Anja Krikau Jensen. De sorte plateaustøvler under hendes sorte lange nederdel gungrer tungt fra side til side i takt til musikken. Øjnene er lukkede, højre arm strakt i vejret, mens hun kaster det sænkede hoved frem og tilbage, så det sorte hår hvirvler rundt i takt til bassen, den rallende mandsstemme og ekkoet fra den flænsende guitar.

Anja Krikau Jensen er en af hovedkræfterne bag Assaulting Vanity, der indtil 24. oktober blot fungerede som et onlinefællesskab for de allerede overbeviste kristne metalfans. Folk som Anja, Servants of the Immortal og de fleste andre her i aften. »Men vi vil gerne vise den bredde, som Jesus har, til folk uden for miljøet også. Vi vil brede kristendommen ud og vise, at den ikke kun er så borgerlig, som mange tror, og som nogle kristne gør den til«, siger hun, når hun skal forklare, hvorfor foreningen er stiftet.

Når Assaulting Vanity ikke længere kun er et online tilholdssted, håber Anja på at kunne afholde metalgudstjenester rundt omkring i landet. Foredrag på gymnasier. Og så selvfølgelig lade alle de danske og ikketroende metalentusiaster vide, at »Gud og Jesus sagtens kan rumme metalmusikken«.

Det sidste giver nemlig ikke helt sig selv. Lige siden den kristne metalscene

LOVSANG. Til den kristne metalfest i Århus priser publikum og bandene Gud gennem bøn, tatoveringer, headbanging og rallende sang.

Foto: Kåre Viemose

opstod i slutningen af 1970’ernes USA, har de ikketroende metalfans angrebet den kristne metal. For hvordan kan en musikgenre, der er så stærkt forbundet med djævletegn, ’666’ og andre sataniske tilbøjeligheder, pludselig blive talerør for en kristen tro? »Uden problemer«, forklarer 27-årige Andreas Larsen. Han har netop kæmpet sig vej ud af mylderet foran scenen, hvor han med den sorte kasket i hånden og den bløde hanekam flagrende i luften har kastet sig ind i de andre sortklædte unge i uskøn takt til musikken. Kravlende op ad benene og armene har han tatoveringer af hænder i bøn, hjerter, Jesu tornekrans og bibelverset »Thi for mig er livet Kristus og døden vinding«. »Nogle gange er der nogle, der kommer og siger: »Hold kæft, hvor er I latterlige. Mætal – det’ Saaaatan««, siger han. »Men så er det også svært ikke at grine. Gud lytter ikke til toner eller genrer, han lytter til hjertet og teksterne«.

Det mener Kathrine også. Hun er midt i tyverne og har dødningehoveder drysset ud over det sorte tøj, hun har på. Og i hårspænder, ørenringe og armbånd. Hun er også sikker på, at Gud og Jesus værdsætter den skrigende tilbedelse. »Det er vores måde at hengive os til Jesus og Gud på. Og jeg tror, Jesus ville være alle tiders metalfan. Han synes, det er vildt sejt. Faktisk tror jeg, han rocker med«, siger hun.

Tvivler på horder af nye kristne Christine Lind Ditlevsen er fremtidsforsker i religion, etik og værdier på In-

stituttet for Fremtidsforskning. Hun mener, at Assaulting Vanity kommer på et godt tidspunkt. Folk er klar til at høre noget andet om kristendommen end foldede hænder og stille og rolig sang, mener hun. »Det kan godt være, prisende metalmusik ikke er lige, hvad Paulus havde tænkt sig, men vi lever heller ikke i år 40 nu. Så selvfølgelig skal religionen følge med samfundsudviklingen. Det her er en måde at gøre kristendommen nutidig på. Vi trænger til at få nogle forfriskende nye udgaver af de kulturelle enheder, vi har haft så længe«, siger hun.

Alligevel tror hverken Christine Lind Ditlevsen eller Marie Vejrup Nielsen, at den nye metalkristne forening vil omvende horder af unge, ikketroende danskere til kristendommen. »De kommer ikke til at hente mange folk fra metalmiljøet til kristendommen, som sikkert er deres store plan.

Men de får succes med at holde på de mennesker, der er vokset op i et traditionelt kristent miljø, fordi de pludselig ikke behøver vælge mellem metalmusikken og kristendommen, som ellers tidligere har været svært forenelige«, siger Marie Vejrup Nielsen.

Selv om Assaulting Vanity håber at kunne lokke unge til, der ikke allerede kommer i det kristne miljø, er det vigtigste netop at lade de unge kristne og ikke mindst menighederne forstå, at kristendom og metalmusik sagtens kan hænge sammen.

Det mangler mange menigheder stadig at forstå. Det tog lang tid for Anja Krikau Jensens kirke i Kolding at ac-

ceptere hendes musiksmag. Hun har stået skoleret mange gange foran dele af menigheden på grund af sit sorte hår og næseringen, som hun blandt andet har fået at vide er udtryk for seksuel frustrering ifølge Bibelen. »Der er mange af os, der er blevet mødt med stirrende blikke eller bedt om at skifte fra vores sorte tøj. Derfor håber vi at være et netværk for de kristne, som ikke har andre«, siger hun.

Alligevel håber Anja, at Assaulting Vanity kan komme igennem til den ikketroende befolkning også. »Vi vil gerne fortælle alle, at Jesus også har plads til headbanging og metalmusik. Og det tror jeg, der er mange, der vil være interesserede i at høre mere om«. annegerd.kristiansen@pol.dk

fakta KRISTEN METAL Kristen metal opstod sidst i 1970’erne i USA og bliver også kaldt ’white metal’ i modsætning til den mørke, sataniske slags.

I Danmark er de mest kendte kristne metalbands det nu opløste Barricades, Amplify og Magtesløs.

Der findes omkring 500-1.000 aktive kristne metalfans i Danmark.

Foreningen Assaulting Vanity blev stiftet 24. oktober 2009 og samarbejder med Kristeligt Forbund for Studerende og Indre Missions Ungdom.

POLITIKEN 2

Torsdag 26. november 2009 www.politiken.dk

kultur

Kritikertæv

Kommuner dumper i miljø

Verdens dyreste kunstner – Damien Hirst – får høvl for sin nye kunstudstilling Side 5

Natur og miljø må alt for ofte vige for byggeri og udvikling Side 11

kritik debat navne

Luftkastellet der fes ud Millennium-trilogien rundes af med ’Luftkastellet der blev sprængt’. Det er imidlertid en lang og ikke særlig sindsoprivende afslutning, hvor der for alvor går svensk føljeton i Stieg Larsson-projektet.

FILM Luftkastellet der blev sprængt. Svensk. Instr.

Daniel Alfredson. Premiere 27. november i de fleste biografer. Till. o. 15. 150 min.

D

en største succes i skandinavisk films historie ender med at fise lige så stille ud.

Stieg Larsson-trilogiens filmatisering begyndte med et brag i skikkelse af ’Mænd der hader kvinder’, men ender med en langsom udsivning i ’Luftkastellet der blev sprængt’.

Ja, det vil sige, fise ud KIM SKOTTE, gør den jo så alligevel ikFILMREDAKTØR ke. For de næsten to millioner danskere, der så de to første Stieg Larsson-film, skal selvfølgelig også ind og

se det sidste afsnit i krimiserien om den stædige journalist Mikael Blomkvist og den skrappe hackerheltinde Lisbeth Salander. Så målt på indtjening er der ingen tvivl om, at forbrydelse fortsat vil betale sig. Men som filmfortælling synes jeg, ’Mænd der hader kvinder’, ’Pigen der legede med ilden’ og ’Luftkastellet der blev sprængt’ efter en forrygende start har beskrevet en støt faldende kurve.

Der er der ikke noget underligt i. ’Mænd der hader kvinder’ var tænkt som en film og instrueret som sådan af Niels Arden Oplev. En skarp filmisk realisering af den populære roman med en knitrende veloplagt billedside. Ikke mindst var ’Mænd der hader kvinder’ fortalt som en film, der kunne stå alene og ses som en afsluttet fortælling. Og her kunne biografdelen af eventyret så være sluttet som planlagt.

Men nu gik det jo altså fuldstændig forrygende godt for ’Mænd der hader kvinder’. Filmen solgte 1 million biografbilletter i Danmark og har, godt hjulpet på vej af romanernes globale bestsellerstatus, indtil videre solgt 7 millioner billetter på verdensplan. ’Mænd der hader kvinder’ er den tredjemest solgte ikke-engelsksprogede film i 2009, hvor den endnu ikke har haft premiere i lande som England, Japan og USA. Så der er ikke noget at sige til, at filmens producent hurtigt besluttede sig for at sadle om. 2’eren og 3’eren skulle alligevel ikke komme dryssende som tv-serie, men blive tilbudt det åbenbart dejligt umættelige biografpublikum!

Problemet er bare, at en tv-serie ikke bliver en spillefilm, bare fordi man beslutter sig for det. Det gik an med ’Pigen der legede med ilden’. Her var der rigeligt med spændingsmomenter til at holde gryden i kog og action nok til, at man ikke behøvede bruge for meget krudt på at dvæle ved det mere pauvre look. Og først og fremmest var der Lisbeth Salander. Hun var nu officielt forfremmet til Stieg Larssons hovedperson, og i Noomi Rapaces senede og dramatiske skikkelse skabte hun

en uortodoks heltinde-skikkelse, der satte skel.

Men på trods af Det er kun, fordi sine oplagte kvaliman på forhånd teter synes jeg også har fået opbyg- bare, man må konget så megen statere, at hvor sympati for ’Mænd der hader kvinder’ var en rigMikael Blomkvist og Lisbeth tig film, bar ’Pigen der legede med ilSalander, at den’ præg af at væman overhove- re del af en tv-serie. det hænger på En svensk tv-serie vel at mærke. Jeg til den bitre fornemmer, at danende ske Arden Oplev gav Stieg Larssons svenske univers et råt modspil. Måske kan man lige frem tale om, at den indgroede svenske politiske idealisme blev afsyret af et skvæt dansk kynisme? I hvert fald kan man konstatere, at 2’eren og 3’eren instrueret af Daniel Alfredsson stille og roligt har sat sig mere genkendeligt til rette i den velkendte svenske krimiarv fra Sjöwall-Wahlöö.

Hvor man kan bide spids på, at uanset

hvem der er skurkene, og hvor eksotiske de end måtte være, så er det i sidste ende samfundets (og selvfølgelig også Säpo’s) skyld. I ’Pigen der legede med ilden’ konstateres det bittert om Lisbeth Salanders skæbne, at »kommunen burde have grebet ind, men gjorde ingenting«. Men det standser selvfølgelig ikke med kommunen. Vi må højere til vejrs i Systemet.

I ’Luftkastellet der blev sprængt’ er det tid til, at trådene skal redes ud, mysterierne opklares og misdæderne forhåbentlig både knaldes og straffes efter fortjeneste.

Det er normalt den sidste del af en spændingsfilms procedure. Men i dette tilfælde er der altså afsat en hel film på 2 1/2 time til oprydningsarbejdet.

Selvfølgelig hænger man på, og selvfølgelig hepper man på de gode mod de onde, der enten er ondskabsfulde eller klamme eller begge dele. Det er ikke de psykologiske raffinementer, der præger skurkegalleriet i denne del af fortællingen. Kun heltene synes for alvor at have potentiale til at være sammensatte personer.

tid at bruge på at binde sløjfer, der er andre helt fundamentale dramatiske udfordringer i fortællingen. For det første er der ikke særlig meget, man ikke ved i forvejen, hvis man har set de to første film (eller læst bøgerne). Dommeren og offentligheden skal overbevises om, hvordan tingene hænger sammen, men som tilskuer sidder man sådan set bare og venter på, at de skal blive klogere. Mere actionagtigt bliver det ikke af, at Lisbeth Salander efter sin hårde medfart i opgøret med sin slemme far i ’Pigen der legede med ilden’ må tilbringe store dele af filmen i hospitalssengen og bag tremmer.

Det meste af spændingen er hægtet op på, at Lisbeth Salanders halvbror, den tyske dræbermaskine Ronald Niedermann, lister rundt derude i samfundet på fri fod

MEN IKKE BLOT er 2 1/2 time meget lang

Fortsættes side 3

HÆVNENS ENGEL. Lisbeth Salander er en virus i Systemet og lige præcis den forskel, der gør Stieg Larssons univers til noget helt særligt. Foto: Ricky John Molloy/Nordisk Film

Lisbeth Salander fik dansk film ned med nakken Filmene om Stieg Larssons martrede heltinde er de eneste film, som rigtig mange danskere fik set i 2009.

MICHAEL BO

F

or hver billet, der er langet ud af en dansk biografluge til en af de nu tre Stieg Larsson-film, er der en dansk film, der må bøde. Den gennemsnitlige dansker går i biografen mellem to og tre gange hvert år, nøjagtig svarende til bio-

miniserien, der i morgen afsluttes med ’Luftkastellet der blev sprængt’. »Det er klart«, siger Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut. »at når der kommer sådan et superbrand bamlende ind fra højre på et marked, der ikke er blevet større i det seneste års tid, så kan det mærkes. De to hidtidige Stieg Larsson-film, ’Mænd der hader kvinder’ og ’Pigen der legede med ilden’, har flået to millioner billetter ned af hylderne, og så er det klart, at nogen må bløde, og det er så de danske biograffilm, der fået regningen. For den gennemsnitlige dansker er årets filmkvote brugt op«.

De tre film, der alle har Noomi Rapace i hovedrollen som den utilpasse superhelt

Lisbeth Salander, har fået biografpremiere inden for ni måneder, et veritabelt lynnedslag i en branche uden egne særskilt gyldne stunder i 2009. ’Mænd der hader kvinder’ solgte ca. 1 million danske billetter, og ’Pigen der legede med ilden’, der ikke har spillet sig færdig endnu, er oppe på 750.000 billetter, men går stadig i mange danske biografer. Hvor ’Luftkastellet der blev sprængt’ ender i salgstal, kan man kun gisne om. I år er der solgt 2,3 millioner billetter til danske film i biograferne mod sidste år, hvor tallet var 4,3 millioner.

Regnestykket ligger lige for. »Er der én lære, man kan tage med fra Stieg Larsson-filmenes succes«, siger Peter Aalbæk Jensen, Zentropas direktør, »er

det, at det betaler sig at satse på stærke kunstnere. Der er ingen tvivl om, at filmene har taget pusten helt ud af det danske felt, fordi den almindelige dansker nu har set de film, han skal se i år, men jeg har intet problem med, at svenskerne stikker af med alle billetterne, selv om det selvfølgelig er pissehamrende irriterende«.

Især bider Aalbæk Jensen mærke i, at det er danske talenter, som han selv har dyrket, bl.a. instruktøren bag ’Mænd der hader kvinder’, Niels Arden Oplev, der står bag Larsson-filmene: »Folk grinede deres røv i laser, da jeg passede på Arden Oplev gennem 12 år, fra ’Portland’ og frem, men for mig beviser det bare, at det i sidste ende betaler sig at

dyrke kvalitet og ægte talent«.

DFI-direktør Henrik Bo Nielsen er ikke helt så sikker på, om de tre titler nu også er kvalitetsfilm af øverste skuffe. »Men jeg er dog glad for, at de har så solide danske fodaftryk, selv om deres succes er enormt irriterende ud fra en snævert nationalistisk synsvinkel. Det gode ved historien er, at det nu efter mange, mange år har vist sig, at en nordisk film kan blive et hit i de andre nordiske lande.

Det har vi ikke set i årtier«.

Producenten på de tre film er danske Søren Stærmose, ansat ved produktionsselskabet Yellowbird i Stockholm, dem med det kålhøgne slogan ’We turn bestsellers into blockbusters’, og han er nær-

mest svimmel af lykke: »Det er den rene feberfantasi, det her.

Filmene er solgt til 39 lande og åbner i både Storbritannien og USA til foråret. De kan ende med på verdensplan at sælge måske 15 millioner billetter. Eller mere!«.

Filmene vises alle på tv, og det er hertil, de to sidste af filmene er produceret. Det er DR, der vil vise dem herhjemme, men der er ikke sat dato på endnu. I Sverige vil de blive vist fra næste marts. Tv-versionerne indeholder to timer, som biografpublikummet ikke har set.

På verdensplan har Stieg Larsson-bøgerne solgt godt 20 millioner, mens 1,6 millioner danske læsere har købt dem. michael.bo@pol.dk

POLITIKEN 2

Mandag 27. juli 2009 www.politiken.dk

kultur kritik debat navne

Outgames

World Outgames drejer sig om frihedsrettigheder, og det må vi støtte, skriver Israels ambassadør Side 8

Amerikanske Wilco gør status med en håndfuld fremragende sange Side 5

Der er kærlighed i luften Der var asfaltbal og regnfald af bibelske dimensioner for regnbuefamilier, akrobater og ladyboys, da World Outgames lørdag inviterede til åbningsceremoni og folkefest på Rådhuspladsen.

F

ire små mænd af latinamerikansk oprindelse har klemt deres smalle numser sammen på den begrænsede sædeplads i en lille cykeltaxa. De sidder med armen omkring hinanden og kigger på København med de der helt friske, nysgerrige øjne, som turister har. Jeg cykler bag dem og får pludselig min by at se gennem dem. »Wonderful, look! Hello ladies!«, råber en af dem og vinker overivrigt, da vi passerer et tæt omDITTE GIESE slynget lesbisk par, der vinker tilbage. »This is the Danish parliament«, puster rickshaw-føreren til bagsædet og peger på Christiansborg. »Oh, beautiful«, siger en, »look, they have a gay flag!«, råber han og rejser sig i pludselig begejstring op og slår hovedet mod kalechen på den slingrende vogn.

Hverken rickshaw-føreren eller jeg nænner at fortælle de glade turister, at det altså ikke er de danske folkevalgte, der flager i regnbuefarver, men fredsvagten, der husker os på alverdens krig.

For der er trods alt grænser for tolerancen, men på sådan en aften som i aften føles det virkelig, som om København er verdens hovedstad, når det gælder frisind og accept af seksuelle minoriteter. Overalt i byens gader går homoseksuelle par

med hinanden i hånden og store smil på læberne. Mange bor her, men mindst lige så mange er kommet rejsende.

Lørdag aften lød startskuddet til ni dages sport, kultur, konference og fest med en kæmpe åbningsceremoni for World Outgames 2009. Tusindvis af deltagere, turister og festglade havde plastret Rådhuspladsen, og der var en ganske særlig sitren i luften.

Måske er det det truende uvejr, måske er det følelsen af, at i aften er dem, der normalt er en minoritet, i overtal. De, der normalt dukker hovedet og retter ind, er nu dem, der råber højest. »Crazy Danish women! Du ligner jo Brigitte Nielsen, darling!«, skriger en lille amerikansk kvinde til mig og lægger en arm om min talje.

Brigitte Nielsen i hendes ’Celebrity Rehab’- eller ’Frækkere end politiet tillader’dage, vil jeg vide? »Oh, the eighties, definitely«, svarer hun. Okay så. Der er flirt i luften, allerede inden festen starter. I det lukkede deltagerområde bliver der spillet street-volley, drukket cidersprut og skiftet til holduniformer. De gør klar til det, Outgames har annonceret som »verdens længste catwalk« på den aflange scenerampe med rød løber, der går hen over pladsen. »Ladies and ladies! Gentlemen and gentlemen! Welcome!«, siger en smo-

kingklædt vært i skikkelse af skuespiller Peter Jorde. Og så kommer de ellers marcherende, alle 98 deltagerlandes repræsentanter skal på scenen, med et skilt med deres landenavn på. Paraden af deltagere taler sit tydelige sprog om, hvilke lande der er out, og hvilke der stadig er i skabet. Det er de klassiske store homonationer som Holland, Australien, USA og Tyskland, der fylder godt på podiet. Mange af de afrikanske og mellemøstlige lande er repræsenteret af en eller to, som oftest ret vestligt udseende folk. »Nååårh«, lyder det, da en ung fyr fra Armenien med en lidt undskyldende mine er solo om at repræsentere sit land. Det samme med lande som Malawi, Palæstina, Peru, Cameroun og Oman. Men det vigtige er jo, at de er her, på trods, med fanen højt over hovedet.

De største gayklassikere To smukke kvinder i traditionelle klædedragter i silke og høje hæle repræsenterer Nepal, mens hittet ’I Wanna Take You To A Gay Bar’ pumper ud af højttalerne. Det er den danske DJ Djuna Barnes, der står bag pladespillerne under en hvid hat. Hun har sat sig for at spille de største gay-classics under paraden af nationerne. Med numre som George Michaels ’Outside’ og Army of Lovers’ ’Crucified’ bliver der fyret op under deltagerne, der danser ned ad podiet. Den festlige stemning blander sig med familiehygge, da en lille tysk dreng kommer gående med alle sine stolte regnbueforældre, og et lille barn sover fra det hele på mors skulder.

Men især den thailandske delegation får et sus til at gå gennem det hujende publikum. En flok ladyboys, anført af en smuk, ung fyr, kronraget, i verdens mest minimale miniskørt og høje hæle, kla-

prer taktfast hen over catwalken, som havde han aldrig bestilt andet.

Den lesbiske Også en transperduo afføder son fra de Forenejubel, da de de Arabiske Emirato unge kvinder ter, der dydigt-spykysser hinandigt holder et lille slør hen over ansigden vådt og tet for at lade det længe falde med et kæmpegrin, vækker jubel. En fransk fyr danser hektisk hen over podiet, hiver op i T-shirten og viser sit veltrænede maveskind, vender så røven mod det jublende publikum og vrikker til os.

Efter paraden er det blevet tid til et par taler, i den tåkrummende, über-humanistisk favnende genre, som når overborgmester Ritt Bjerregaard på sit skoleengelsk siger: »Nobody should be in the closet«. Det tror jeg så, vi her er rimeligt enige i alle sammen ... »It was one small step for a man and a man, but one giant leap for mankind«, siger vært Peter Jorde og beder os om at hylde æresgæsten Axel Axgil, der for tyve år siden gav sit verdensberømte ja til sin afdøde mand, Eigil Axgil, på selvsamme rådhus, da Danmark lagde lovgivning til verdens første homoseksuelle vielse. Axel Axgil, nu en ældre herre i 90’erne, rejser sig, da han får stukket en kæmpebuket blomster i favnen, og et kamera sender hans overvældede ansigtsudtryk op på storskærmen.

Ild, jord og himmel Ud kommer en flok akrobater. Med ild og smidige kroppe myldrer de rundt, mens en flok meget sorte skyer trækker hen over pladsen. En fyr i lang, blafrende hvid

kjole og lang paryk hejser sig til vejs over os i nogle lange, nærmest selvlysende hvide stykker stof og transformerer sig langsomt fra kvinde til mand til intetkøn, som han hænger der i hudfarvet spandex mange meter over jorden, med hele sin kropsvægt hvilende i et enkelt fodled.

Det yndefulde show sætter tempoet ned, vi står mange tusinde med næsen i sky og beundrer akrobatens skønhed mod den mørke himmel. Ud fra højttalerne kommer 1970’er-diskohittet ’Love Is In The Air’ sejlende, og ligesom John Paul Young skal til at sætte i det helt store omkvæd, der hvor tonearten går op og op, bliver den sorte himmel helt sølvfarvet.

En hel Rådhusplads står og stirrer op på det glimmerfarvede hav, og jeg når lige at tænke: »Hvor tjekket, glimmer-konfetti-

fakta WORLD OUTGAMES World Outgames, i folkemunde: Homo-OL, består af sportsaktiviteter, menneskerettighedskonference og kulturarrangementer.

Mere end 5.500 betalende deltagere fra 98 lande er tilmeldt. World Outgames, der med et budget på 49,5 millioner kr. er vært for 34 forskellige sportsdiscipliner i idrætsanlæg som Østerbro Stadion og Bellahøj Svømmestadion.

Der arrangeres en international konference om menneskerettigheder på ITUniversitetet og i DR’s Koncerthus med over 100 workshops. Og seks byer – Antwerpen, Melbourne, Rio de Janeiro, Mexico City, Tel Aviv og Århus – leverer et ugelangt kulturprogram på hver sit torv i København.

Outgames slutter 2. august.

OUTGAMES. Til åbningsceremonien skulle deltagerlandene gå i parade på Rådhuspladsen. Nederst til venstre er det Nigeria, og øverst til højre er det de Forenede Arabiske Emirater.

Foto: Niels Christensen

kanoner«, før en voldsom regn af bibelske dimensioner rammer ordet ’Air’ i omkvædet så præcist, som var det bestilt af Outgames selv. Publikum skriger af glæde og giver sig til at hoppe og danse regndans i et fælles grineflip over det usandsynlige sammentræf af engleagtig akrobat, ’Love Is In The Air’-disko og glimmerfarvet, musikalsk skybrud. Under min sønderslåede tyvekroners Netto-paraply stimler grinende våde folk sammen. Vi er allerede fire voksne mennesker under den, men en lille latina-fyr får presset sig ind i midten af os og råber »How wild was that?«.

Ud på scenen kommer Annisette. Urkvinden fra Savage Rose kunne ikke have bestilt en smukkere scenografi til sit show end den regn, der vælter ud over os og sætter himmel og jord i et. Hun sætter med et hæst skrig i med den kærlighedsprotestsang, hun har skrevet til Outgames, ’Freedom to Love’. Klædt helt i hvidt med glinsende regnvåd hud ligner Annisette mere end nogensinde en indianerkvinde, med strakt knytnæve i vejret.

Bagefter er det de unges tur. Den lesbiske duo Fagget Fairys’ glansnummer ’Feed The Horse’ afføder jubel, da de to unge kvinder kysser hinanden vådt og længe, og der går asfaltbal i den. Et hegn bliver væltet, og en flok dansende, lykkelige unge stormer scenen, der omdannes til dansegulv. Og vagterne lader stå til. For i aften gælder der andre regler. ditte.giese@pol.dk

POLITIKEN 2

Tirsdag 27. oktober 2009

kultur kritik debat navne

www.politiken.dk

Pelsdyr på TV 2 I aften viser TV 2 den udsendelse om dyrevelfærd på minkfarme, som pelsdyravlerne ville stoppe.

Debat side 9

Pianisten András Schiff leverer rendyrket englelyd på ny Bach-cd.

Kritik side 4

Gys så det dirrer i ungpigekroppen Bibliotekernes ungdomshylder domineres af fortællinger om farligt lækre vampyrer, spøgelsespiger og varulve. Og af en stribe über-realistiske bøger om selvmord og outsidere på kanten. Hvor kommer al den død fra?

D

er var så mange ting, Charlotte manglede at gøre.

Hun manglede at opleve den første sne igen, hun manglede at se Damens røde kinder efter et spil football efter skole, hun manglede at få sit næste karakterblad. Men de fleste dør sikkert med en huskeliste i lommen, tænkte hun for sig selv«.

Sådan lyder hovedpersonen Charlottes overvejelser omkring sin pludselige død i bogen ’Ghostgirl’ af Tonya Hurley, hvor en ikke særlig populær, nærmest usynlig pige dør for at vende tilbage til skolen som spøgelse og endelig opnår popularitet.

Genren hedder ’dead DITTE GIESE girl lit’ eller ’dark fantasy’ og beskriver et univers befolket af vampyrer, spøgelser, varulve og andre overnaturlige væsner. Men de er ikke nødvendigvis onde, faktisk er mange af dem nogle flotte fyre, som får de pigelige hovedpersoners hjerter til at banke. Siden amerikanske Stephenie Meyer i 2005 udgav første bind i sin ’Tusmørke’-serie (’Twilight’ på originalsproget, red.), der siden er blevet filmatiseret, har de romantisk-makabre bogtitler domineret ungpigebogreoler og bestsellerlister indenlands og udenlands.

Sideløbende med de ofte dystre vampyrbøger er der også kommet en hel stribe af bøger om selvmordstanker og anoreksi, hvilket nok er mere almindelige problemstillinger i de fleste teenagepigers liv, men som ligesom de dystre fantasy-bøger bevæger sig på kanten af liv og død og får forældre til at blive bekymrede for lille Lises nye læsevaner.

Men på Forfatterskolen for Børnelitteratur mener man ikke, den store fokus på død er farlig læsning. »Det er klart, at for nogle ganske få vil det måske være den berømte dråbe, hvor de tænker, hvis hende i bogen gør det, så gør jeg det også. Men det handler meget mere om at prøve grænser af«, siger leder Kari Sønsthagen.

Tendensen startede med ’Harry Potter’bøgerne, der også blev mere mørke, jo ældre troldmandslærlingen og hans publikum blev, og tv-serien ’Buffy – vampyrernes skræk’. Og i dag er en af amerikansk tv’s største succeser vampyrserien ’True Blood’.

De mange nye bøger dyrkes også på nettet, hvor piger fra hele verden på ghostgirl.com, ganske morbidt, diskuterer, hvad der skal stå på deres gravsten, eller på andre chatfora debatterer, hvordan man får det helt rigtige vampyr-look, og helt præcis hvor lækker ham hovedpersonen Edward fra ’Tusmørke’ er. »Det er især de 14-15-årige piger, der læser de her bøger, og jeg ser det som en legal og ikke pinlig måde at læse bøger med seksuelle undertoner«, siger forlægger Harald Tellerup fra forlaget Tellerup, der er specialiseret i børne- og ungdomsbøger og udgiver stribevis af dark fantasybøger.

Hvor Tellerup tidligere solgte deres bøger på gru og horror, har de nu skiftet spor over i det mere romantiske for at ramme det store segment af boglæsende teenagepiger. Da Tellerup udgav bogen ’Forrådt’ af mor og datter-parret, P.C. Cast og Kristin Cast, i 2008, var det med en blodig og uhyggelig forside. Men til foråret 2010 sender forlaget bogen på markedet igen med en ny forside, denne gang

en ung kvindes sensuelle ryg, og fokuserer dermed mere på romantik end gys. »Der foregår en postmoderne leg med genrerne i de her bøger, hvor et spøgelse ikke længere er sådan en victoriansk kæderaslende skabning. Horror-genrens rammer bliver sprængt, sådan at en vampyr nu godt kan være vildt lækker i modsætning til tidligere tiders ret begrænsede monstergalleri«, siger Mathias Clasen, der er ph.d.-studerende i horror ved Aarhus Universitet og har skrevet en del bøger om gys og gru.

Masser af skjult symbolik Også Kari Sønsthagen fra Forfatterskolen for Børnelitteratur mener, at det romantiske og seksuelle spiller en fremtrædende rolle i de mange nye bøger med skjult symbolik. »’Tusmørke’ er en ufattelig gammeldags bog, der prædiker nypuritanisme og sex efter ægteskabet på grund af forfatterens religiøse overbevisninger (Stephenie Meyer er mormon, red.)«, mener hun.

I ’Tusmørke’ bliver outsider-gymnasiepigen Bella forelsket i den smukke og mystiske Edward, der er vampyr og som en anden alfahan kan flyve rundt i skovene med sin udkårne i armene. Men de to kan ikke indlede et seksuelt forhold, da Edward mener, at han er så stærk, at han vil gøre skade på skrøbelige Bella, »hvis han mister kontrollen«. Det bliver så til mange siders dansen om den varme grød. »Nu skal jeg ikke sidde og gøre mig klog på, hvad unge piger tænder på. Men bare han ånder på hende, dirrer det jo i hele hendes ungpigekrop«, siger Mathias Clasen.

Ud over de mange ’vampyr møder ung uskyldig pige – og bider hende måske’-bøger findes der altså også strømmen af bøger med mere virkelighedsnære, dystre emner som selvmord og anoreksi, der sammen med dark fantasy-litteraturen

dominerer ungdomslitteraturmarkedet.

Herhjemme har vi de senere år set ’Kære Dødsbog’, ’Kære Fucking Dagbog’, ’Mit Lorteliv’, ’Ægte Brøker’, ’Min fucking familie’, og i denne måned udkommer ’For god til at dø’ af svenske Christina Wahldén.

Spørgsmålet er så, om grænserne for ungdomslitteratur har rykket sig – og om det er særlig smart, at letpåvirkelige unge læser bøger om død, cutting og selvmord, i en tid hvor der er stigning i selvmordsforsøgene blandt de helt unge. »Mit dogme er, at man kan skrive om alt. Så længe historien er god, og døden som tema er en integreret del af historien. Det er fiktion og går ikke ud over nogen levende mennesker. Litteraturen skal afspejle virkeligheden, og der er en stigning blandt unge, der forsøger at begå selvmord, samtidig med at vi i den grad er omgivelse af død og ødelæggelse og krig«, siger Kari Sønsthagen.

Hun mener, at bøgerne i stedet kan bruges til at lægge op til diskussioner i klasseværelserne om selvmord og anoreksi, som er den virkelighed, de unge færdes i. »Mange voksne ser helst, at deres børns virkelighed skal være ren idyl, også i form af tv, film og bøger. Men ligesom med ’Christiane F’ kan de her bøger give et indblik i en verden, de ellers ikke kendte til – uden at de får en skramme. Det kan næsten ikke være mere uskyldigt. For uanset hvor mange børn der dør i fiktionens verden, dør læserne altså ikke i virkelighedens verden«, fortsætter Kari Sønsthagen og henviser til den tyske ungdomsklassiker om heroinmisbrugeren Christiane F og hendes forhutlede liv omkring Bahnhof Zoo i Berlin, der udkom i 1979.

Selvmordspagt På forlaget Forum havde man dog visse betænkeligheder i forbindelse med udgivelsen af ’For god til at dø’. I bogen indgår hovedpersonen Stella en såkaldt selvmordspagt med en fyr, hun møder på nettet, og forbereder sig på at dø, men bliver samlet op af sin mor og hjulpet væk fra de destruktive tanker. »Vi overvejede da, om vi overskred nogle grænser med denne her bog, men jeg synes mere, bogen lægger op til diskussion end noget andet. Jeg overvejede at skrive nogle numre til nødhjælpslinjer for unge med selvmordstanker ind i bogen, men valgte det fra, fordi der jo er så mange kanaler, man kan kontakte«, siger forlagsredaktør Christel Amundsen fra Forum.

Hun fremhæver de mange nye, unge forfattere der i disse år er kommet til, som årsag til de dystre emner i ungdomslitteraturen og mener, at der er to retninger i øjeblikket; fantasy og de meget realistiske ungdomsbøger. Begge genrer bevæger sig dog mod det dystre og livet på kanten i disse år. »Man bryder flere tabuer i børne- og ungdomslitteratur i øjeblikket. Det er også en diskussion, der foregår i det pædagogiske miljø, fordi så mange bøger handler om selvmord, død eller mobning«, fortsætter Amundsen. ditte.giese@pol.dk

fakta POPULÆRE UNGDOMSBØGER PÅ BIBLIOTEKERNE

TO ÅR SENERE ... I øjeblikket skal det morbide og dystre i ungdomslitteraturen kombineres med det romantiske og seksuelle undertoner. Her bogen ’Forrådt’ med sit blodige cover fra 2008, der i 2010 skal være noget mere romantisk (øverst).

Stephenie Meyer: ’Tusmørke’-serien – almindelig pige og vampyr bliver kærester.

Cassandra Clare: ’Den tavse by’ og ’Dæmonernes by’ – meget action, romantik og overnaturlige hændelser.

Clare B. Dunkle: ’Det skjulte rige’ og ’Seylins slægt’ – fantasy og romantik.

Amelia Atwater-Rhodes: ’I nattens skove’ – lidt ældre bogserie om vampyrer.

John Ajvide-Lindqvist: ’Lad den rette komme ind’ – vampyr-kærlighedshistorie, der også er filmatiseret, ikke kun en ungdomsroman.

Kilde: Janus Andersen, bibliotekar, Horsens Bibliotek

Det er en legal og ikke pinlig måde at læse bøger med seksuelle undertoner Harald Tellerup, forlægger

Illustration fra ghostgirl.com

POLITIKEN 2

Fredag 27. november 2009

kultur kritik debat navne

Mysteriet om Stein Bagger Hvad skete der egentlig i spillet mellem Danske Bank, IBM og Stein Bagger?

Side 9

www.politiken.dk

Anne Linnet fejrer sig selv med bokssæt fuld af stille, hårde – og banale – sange Side 5

Bøssekys i Bollywood Indien har ophævet en mere end hundrede år gammel lov, der forbyder homoseksualitet, Bollywood viser sit første mand til mand-kys, og indiske Gay Pride-parader tiltrækker tusinder. Alligevel er der stadig lang vej til accept af homoseksualitet i et Indien, hvor fordomme, familie og fattigdom sætter grænser for frisindet.

K

iss, kiss, kiss, kiss«. Trutmundene nærmer sig langsomt hinanden tilskyndet af begejstrede råb. Med lukkede øjne tager to mænd tilløb til et skelsættende øjeblik i indisk filmhistorie, mens musikken dramatisk øger i spænding. Og så sker det. Deres læber mødes i en akavet position, og øjnene spærres op i en overrasket grimasse. Musikken SANDRA dundrer, mens kameraet BROVALL, hvirvler rundt om de kysNEW DELHI sende. Det er akavet, men det er der. Bollywoods første bøssekys, det første kys mellem to mænd i indisk filmhistorie.

Kysset er en af de sidste scener i den indiske Bollywood-komedie ’Dostana’, den første indiske mainstreamfilm, der har homoseksualitet som hovedplot. Filmen er siden sin premiere i november 2008 blevet vist i knap 1.000 biografer over hele Indien, den strøg til tops på landets filmhitlister, mens filmens soundtrack er blevet spillet i radioen og på diskoteker.

I Indien har homoseksualitet ellers været gemt godt væk fra offentligheden.

Den indiske straffelov har ligefrem siden 1860 forbudt sex mellem to mennesker af det samme køn. Men i løbet af de seneste to år har Indien taget flere væsentlige skridt mod at åbne skabsdøren på klem.

To fyre kysser på det hvide lærred, flere indiske storbyer har afholdt Gay Pride-parader, og i Mumbai er landets eneste homomagasin, Bombay Dost, igen i produktion efter at være blevet lukket ned for syv år siden. Den vigtigste begivenhed er imidlertid, at loven, der fordømmer homoseksualitet, blev ophævet i juli i år og ligefrem kaldt grundlovsstridig af Delhis højesteret. Og mens religiøse grupper og konservative indiske politikere reagerede ved at kalde homoseksualitet en sygdom, jublede Indiens homoseksuelle og fejrede det, som flere indiske medier og aktivister kalder en milepæl i indisk homoseksualitets historie.

Forsker i moderne indisk historie og lektor ved Center for Globale Sydasiatiske Studier på Københavns Universitet Ravinder Kaur betragter også afgørelsen som afgørende. »Ophævelsen af loven er et meget stort skridt og den første store forhindring mod at fjerne de tabuer, der følger med at være homoseksuel i Indien«, siger hun.

»Det er en stor revolution« I New Delhi, på en af den indiske kaffekæde Baristas espressobarer, fortæller den 24-årige universitetsstuderende Rajarshi Bose, at højesterets beslutning var mere, end han turde håbe på. »Efter at vi har været en undertrykt minoritet i landet i så mange år, gav dommen en fantastisk følelse af accept. Det er forbløffende, at det kunne ske et sted som Indien. Det er en stor revolution«, siger han og tager en slurk af sin cappuccino.

Rajarshi Bose er afslappet klædt i jeans, sneakers, striktrøje og med et sort silketørklæde slynget om halsen. Han er en del af den moderne, veluddannede og vestligt orienterede overklasse i Indien og sprang ud som bøsse for to år siden. Han betegner højesterets dom som det vigtigste, der er sket for Indiens homoseksuelle. »Efter afgørelsen er flere af mine ven-

ner sprunget ud, der bliver afholdt en queer-festival her i Delhi, og mange af byens natklubber holder nu ’Gay Nights’. Det eksisterede stort set ikke før«, fortæller han.

Den 34-årige livsstilsjournalist Lesley Esteves, der tog initiativet til Delhis første Pride Parade i 2008, er enig i, at der er sket meget, siden hun som 17-årig sprang ud.

Men selv om flere tusinde i sommer stolt marcherede gennem gaderne, og loven ikke længere kriminaliserer homoseksualitet, er der stadig lang vej. »Diskrimination, chikane og mishandling af homoseksuelle finder sted dagligt i Delhi og i resten af Indien, især fra politiets side«, siger hun.

Og heller ikke lektor Ravinder Kaur kipper uforbeholdent med det regnbuefarvede flag. »Der er sket en forbedring lovmæssigt, på film ser Indien to mænd kysse hinanden, og organisationer arbejder for at gøre homoseksualitet acceptabelt. Det er alt sammen med til at fjerne en del af det hemmelighedskræmmeri, der omgiver homoseksualitet. Men at sige, at disse forandringer har ført til en gennemgående ændring i det indiske samfund, er at gå for langt. Størstedelen af inderne accepterer ikke homoseksualitet«, understreger hun.

Fakta LOVÆNDRING Sektion 377 blev indført i indisk straffelov i 1860 af briterne, der tre år tidligere gjorde Indien til britisk koloni.

Loven kriminaliserer ’kødeligt samleje, der går i mod naturens orden’.

Dette inkluderer al seksuel aktivitet ud over heteroseksuelt samleje.

Sex mellem to mennesker af det samme køn kan ifølge loven give op til livstid i fængsel.

2. juli 2009 ophævede Delhis højesteret loven og kaldte den forfatningsstridig. Afgørelsen afkriminaliserer samtykket sex mellem personer af samme køn over 18 år i deres private hjem.

Samtidig har homoseksualitet svært ved at finde en plads i en af Indiens vigtigste institutioner, familien. I Indien bliver de fleste ægteskaber arrangeret af forældrene, og homoseksualitet ses som en trussel mod at sikre videreførelsen af familiens navn. »I ethvert samfund, men i allerhøjeste grad i Indien, er det vigtigt at producere en arving. Og i Indien får man ikke bare børn for sin lykkes skyld. Børnene skal også se efter dig, når du bliver gammel. I Danmark kan velfærdsstaten tage sig af dig, hvis du ingen børn har. Den mulighed er der ikke i Indien. Derfor er det meget få indere, der lever åbent som homoseksuelle«.

På kaffebaren i New Delhi fortæller Rajarshi Bose, at han endnu ikke er sprunget ud for sine forældre. »Min familie har aldrig bragt emnet op, og det har jeg heller ikke gjort. Mine forældre er veluddannede og oplyste mennesker, men trods alt er de af den gamle skole. Alle forældre vil se deres børn slå sig ned og få en kernefamilie. Med min homoseksualitet må de gå på kompromis. Men jeg tror hellere, de vil gå på kompromis, end de vil have, at jeg skal leve mit liv på et falsk grundlag. Det er jo ikke en forbrydelse, jeg har begået«, siger han.

’Gay’ er for de rige En halv times bilkørsel fra den italienske cappuccino henviser et anonymt skilt til bagindgangen til en meget undseelig bygning. Ved denne bagindgang står der igen kun adressen. Intet navn. Intet, der antyder, at man her kan få hjælp og vejledning, hvis man er en af Indiens fattige og uuddannede homoseksuelle. Men bag skiltet og døren fører en trappe ned til et dunkelt kælderlokale uden vinduer med et primitivt køkken, en opholdsstue med et stort fladskærms-tv og to mindre rum med computere af ældre dato. Her holder NAZ Foundation til – en indisk organisation, hvis navn på urdu betyder ’stolthed’.

Her har man siden 1994 arbejdet med at oplyse inderne om hiv og aids og kæmper især for homoseksuelles rettigheder.

»Vi bruger bagindgangen, så de, der kommer her, ikke møder chikaDet er ikke en forbrydelse, jeg ne efter deres besøg. Her kan ingen har begået se dem, og ingen Rajarshi Bose, lægger mærke til, homoseksuel at de går ind og ud.

Her føler de sig trygge, de mødes og ser film, synger eller danser. Vi har gruppemøder hver onsdag, og vi oplyser dem om deres rettigheder.

Det her er det eneste sted, de kan diskutere deres seksualitet«, forklarer Sumit Basu, der er den daglige leder af stedet, over en kop chai med mælk.

Han fortæller, at kælderen er et værested for ’mænd, der har sex med mænd’ – et paraplybegreb, der især anvendes ved promovering af kondombrug, da ordet ’homoseksuel’ ikke findes i det indiske ordforråd. De, som kommer her, betegner ikke sig selv som ’gay’, men identificerer sig i stedet med forskellige afarter af transseksualitet og transvestisme. Nogle af dem lever af at tigge eller af prostitution, andre har arbejde eller bliver forsørget af deres familie eller mænd. Fælles for dem alle er, at de tilhører Indiens underklasse og har et meget lavt uddannelsesniveau. Og ifølge Sumit Basu er der stor forskel på de homoseksuelle, der i det indiske samfund kalder sig ’gay’, og dem, der er her. »Mennesker, som omtaler sig selv som ’gay’, er intellektuelt og finansielt uafhængige. De har mange måder at udtrykke deres seksualitet på: De har internet, de har diskoteker og er i et miljø, hvor de møder andre homoseksuelle. Vores brugere har ikke de muligheder. De er utroligt feminine i deres tøj og kropssprog, og derfor lægger man nemt mærke til dem.

De lægger ryg til al mishandlingen og de sociale grusomheder. De er de mest chikanerede mennesker i det indiske samfund«.

I dag er her fire brugere. De drikker te, snakker højlydt, griner og taler i mobiltelefon. Alle er de klædt feminint med

smykker ringlende fra armene, iklædt traditionel sari eller stramme jeans og perlebesatte bluser. De taler med lyse stemmer, og et blidt tryk med det yderste af fingrene gør det ud for et håndtryk. »Jeg kommer her, fordi jeg ikke kan tale med min familie om min seksualitet. Jeg kan ikke tage mine venner med hjem, og jeg bliver nødt til at holde mit personlige liv væk derfra. Her har jeg nogen at tale med, jeg kan klæde mig, som jeg vil, og møde mine venner. Jeg har det rart her«, siger Ashu, der betragter sig selv som ’kothi’. En betegnelse, der dækker over personer, der har lyst til at klæde sig feminint og er tiltrukket af mænd. Hun bor hjemme hos sin familie, arbejder som danselærer og foretrækker at blive omtalt med et feminint stedord.

Ashu fortæller, at hun flere gange har oplevet, at politiet har chikaneret hende, truet hende med at fortælle familien om hendes seksualitet, og at hun sågar er blevet voldtaget. Men også, at der er sket forbedringer. »Politiet chikanerer os stadig, men det er blevet bedre det seneste stykke tid. Nu kender politiet højesterets dom og ved, at det ikke er ulovligt at være ’kothi’«, siger hun.

Ved bordet sidder også Muskan. Hun er klædt i sari, er kraftigt sminket og bærer sin mobiltelefon i en håndtaske af brunt lak. Hun betragter sig selv som ’hijira’, en gruppe, som i Indien ofte bliver betegnet som ’det tredje køn’. De fleste er født som mænd, men er utilpas i deres krop og føler sig som kvinder. Efter gammel tradition lever de sammen i grupper og tigger i særlige områder. »Vi er ligesom de prostituerede. Folk kender til os, de ser os på gaden, men de vil ikke have os ind i deres egen familie«, fortæller hun.

De fire er enige om, at de bliver chikaneret mindre efter højesterets afgørelse, men de oplever stadig diskrimination, tilråb på gaden og problemer med familien. »Det her er kun begyndelsen. Der er mange ting, der burde ændres. Man burde kunne få et job, selv om man er femi-

DET FØRSTE KYS. Den romantiske komedie ’Dostana’ er den første Bollywood-film, hvor to mænd kysser. Siden premieren sidste år er den røget til tops på de indiske filmhitlister.

Foto fra filmen: Dharma Productions

nint klædt, man burde kunne få pension, og man burde kunne leve et værdigt liv«, siger Ashu.

Kysset er en straf I Bollywood-komedien ’Dostana’ oplever hovedpersonerne ingen sociale grusomheder. Ingen tilråb og ingen ydmygende voldtægter af det indiske politi. I stedet udspiller filmen sig i et overklassemiljø i Miami, hvor de to indiske hovedpersoner med løse håndled shopper, fester og synger sig gennem den to en halv time lange handling. Og samtidig forelsker de sig i den samme pige. For selv om ’Dostana’, hvis titel betyder ’venskab’, handler om et homoseksuelt par, så er filmens hovedpersoner lige så heteroseksuelle som James Bond. Homoseksualiteten er en identitet, de tager på som en charmeklud om halsen. En løgn, de finder på for at få lov til at bo hos en pige, som ikke må bo sammen med mænd, der kan forføre hende.

Og når deres læber til sidst mødes i et kys, så er det faktisk en straf for at have løjet hele filmen igennem. Men ifølge lektor Ravinder Kaur giver filmens behandling af homoseksualitet faktisk et godt billede af, hvor langt det indiske samfund er kommet, når det kommer til accepten af homoseksualitet. »Filmen er et eksempel på, hvordan homoseksualitet opfattes i det indiske samfund. På overfladen kan man se, at der sker fremskridt mod at blive mere åbensindet, men der er stadig mange problemer og mangel på social accept. Homoseksualitet er ikke noget, du tager med hjem«. sandra.brovall@pol.dk

POLITIKEN 2

Tirsdag 28. juli 2009

kultur kritik debat navne

Vor tids fædre De er overalt, de prægtige mænd med babysele og økologiske kiks til trøst. De får både i pose og sæk Side 8

www.politiken.dk

Troværdighed Ny udstilling viser os, at fotografiet er alle tiders største løgnhals Side 4

Porten til den nye verden

New York slår benene væk under de fleste, når de kommer til USA for første gang. Det skete også for Henrik Cavling, da han begyndte sin store USA-rejse i 1890’erne. I de kommende dage vil Marcus Rubin følge i hans fodspor.

M

eget kan man sige om at rejse i gamle dage. Det tog længere tid, det var meget færre forundt og nærmest umuligt at holde kontakten hjem undervejs. Men stil over det – det var der.

Siddende pakket som kvæg, med knæene oppe i næsen og de sørgelige rester af frokosten liggende på det lille klap-udbord og den konstante summen fra jetmotorerne i ørerne midt over Atlanten i et moderne fly, er det umuligt ikke at mærke et stik af nostalgi og jalousi, når man læser, hvor standsmæssigt Henrik Cavling rejste, da han i slutningen af 1800-tallet tog til USA. MARCUS Det foregik på den RUBIN, spritnye damper ’St. NEW YORK Louis’, der slog rekord over Atlanten på hans overfart fra Southampton, og der var forholdene anderledes civiliserede. »To Tusinde Mennesker befandt sig om Bord paa dette Skib, og af disse To Tusinde rejste omtrent Halvdelen paa Salonkordplads, og behøvede derfor ikke afbryde deres Vaner. Om Formiddagen troede man sig i Kursalen til et Badested, om Eftermiddagen paa en Promenade og om Aftenen i en Balsal med Overflod af Rangspersoner, Toiletter, Kur og Flirt. En Stump mondænt Liv var reven ud af sine Omgi-

velser i Evropa og pulserede videre paa denne rummelige Færge, der ubekymret om Vejr og Vind ilte fra Southampton til New York«.

Skønne svundne tider. I dag er det kun folk med uhyre god tid og masser af penge, der krydser Atlanterhavet på den måde, resten af os farer lidet bekvemt gennem atmosfæren ti kilometer over havoverfladen. Men en ting er uforandret fra Cavlings tid, og det er det sus i maven, det giver første gang, man får et glimt af Manhattan. Set fra luften, når man lægger an til landing i Newark eller John F. Kennedy lufthavnen, virker hele konceptet bag byen fuldkommen forrykt, en ø, der ved første øjekast er fuldkommen proppet til med storladne bygninger, der stræber mod himlen.

En overflod af indtryk Manhattans skyline er New Yorks ikoniske karakteristika, og selv om højderne var betydeligt mindre i 1800-tallet, gjorde det også et enormt indtryk på Cavling, da han første gang skimtede dem fra dækket. »Spir og Kirkekupler findes ikke. I deres Sted ser vi nogle mørke Formationer, der rager frem som Bjærgkegler mellem forrevne klipper. Det er ’Skyskraberne’«, skriver han fascineret og bruger talrige sider af sin bog på at indvie læseren i, hvordan disse mageløse bygninger bliver konstrueret.

Efter ankomsten – hvor Cavling muntert stikker »Toldbetjenten en Dollar i næven« for at kunne smugle en kasse cigarer ind – gik den danske reporter som millioner før og efter ham på opdagelse i metropolen og blev som de fleste andre væltet omkuld af byens enorme menneskelige variation og kakofonien af stemmer, lyde, lugte og andre sanseindtryk. »Har man til Hensigt at skrive en Bog om Amerika, saa lærer man Ydmyghed af at spadsere et Par Mile langs disse Husrækker«, konstaterer han på sin første tur op af Broadway. »En Beskrivelse af Broadway vilde fylde mere end en Bog, og det, man da ikke havde faaet med, var intet mindre end en hel Verdensdel«.

En vigtig erkendelse for enhver, der kommer til USA for at skrive hjem om det store land, og det er fuldkommen det samme overflødighedshorn af indtryk og menneskelig variation, der møder den, som besøger New York i dag.

Tager man ind til Times Square – hele verdens gadekryds, som det ubeskedent kalder sig på nettet – der i al sit vulgære og turistede mylder måske er det bedste bud på byens hjerte, og stiller sig på den lille plads i midten af vejen, ser man helt bogstaveligt verden passere forbi.

Der er de ortodokse jøder med slangekrøller på vej til arbejde i diamantdistriktet på 47ende gade, der er fattige studerende og immigranter på vej til busterminalen og videre ud i det enorme land, der er sorte gadesælgere, som prøver at prakke forvirrede turister alt fra solbriller til teaterbilletter på, og det hele er omgivet af et virvar af glimtende reklamer og skærme, som viser klip af de seneste actionfilm, formaner de passerende om at »beskytte deres velstand«, fortæller de seneste nyheder og viser de allestedsnærværende børskurser, som på mange planer udgør byens vigtigste puls.

Alene at beskrive det, man ser og hører på et kvarters tid, ville fylde en hel artikel, og selv så ville det ikke være i nærheden af at beskrive den dunkende og dunstende metropol.

Global ground zero Ganske vist er New York, som Cavling bemærker, ikke USA’s hovedstad, men byens pralende påstand om at være ’Capital of the World’ er til gengæld ikke helt forkert. Der er dobbelt så høje bygninger i Dubai, mange flere mennesker i Tokyo, og fremtiden ligger efter sigende i Kina, men alligevel og trods finanskrise og recession er der indtil videre intet sted på kloden, hvor man i den grad føler sig i verdens centrum. Ground zero er ikke bare det hul, der på skammelig vis knap otte år efter terrorangrebet 11. september stadig ligger, hvor World Trade Center styrtede

serie I CAVLINGS FODSPOR Chicago

USA

Boston New York Washington

New Orleans

I 1890’erne, da USA var på nippet til at blive en global stormagt, rejste den danske journalist Henrik Cavling, der senere blev Politikens chefredaktør, til USA og beskrev landet i sin uhyre populære bog ’I Amerika’, der udkom i 1897 i to bind. Politikens nuværende USA-korrespondent Marcus Rubin er rejst i sporet på Cavling og sammenligner i en række artikler USA i dag med det Amerika, som Cavling besøgte og fascineredes af. Dette er første artikel i serien.

sammen, det er en mental tilstand, som man uundgåeligt kommer i, når man kommer til New York.

Times Square er naturligvis kun en enkelt plads, og byens mosaik består af dens utallige nabolag. Fra Chinatown og dens myriader af underlige kulinariske ingredienser til de intellektuelle på Upper West Side, shoppingmekkaet i Soho, de trendy steder i Alphabet City og de smarte barer i Meat Packing, og så har man stadig knap skrabet overfladen.

Der er de fire andre bydele, Brooklyn, Queens, Staten Island og Bronx, men Cavling og de fleste andre besøgende holder sig mestendels til Manhattan. Og som mangen en besøgende siden Cavling har måttet erfare, har New York en næsten overnaturlig evne til at suge pengene ud af lommerne på de besøgende. »Man har betalt Barberen 10 Cents, Avisdrengen 5 Cents, Barkeeperen 10 Cents og Cigarhandleren 25 Cents, i alt en Udgift paa 90 Cents eller 3 Kr. og 50 Øre, førend man endnu er kommet rigtigt ned paa Gaden. Det er disse Klatpenge, der er saa urimeligt høje, at Dollaren ikke rækker meget længere end det danske Kronestykke«.

Konstant forandring På mange måder er New York naturligvis fuldkommen forandret, fra da Cavling besøgte den. Dengang var der hverken biler eller undergrundsbane, to elementer, der i dag er en så integreret del af byens liv, at det er nærmest umuligt at forestille sig byen uden.

Men bag overfladen er byen alligevel på forunderlig vis stadig den samme, som Cavling besøgte. Som den berømte amerikanske journalist og forfatter E.B. White skrev i sit klassiske essay ’Here is New York’ i 1948 – et halvt århundrede efter Cavling – er byen »både uforanderlig og

FRISTED. Kvinder og mænd skøjter løs i Central Park i slutningen af forrige århundrede. Om parken skriver Henrik Cavling bl.a.:»... hvert andet Øjeblik standser man paa denne Fodtur og beundrer et eller andet henrivende sceneri«. Arkivfoto: AP

under konstant forandring«.

Så hvor subwayen i dag udgør byens uundværlige arterier, var det på Cavlings tid luftbanerne – tog, der kører oppe over vejen – der var »ganske uundværlige i New York«, og mens bilerne og de allestedsnærværende yellow cabs i dag karakteriserer bybilledet, var det dengang hestevogne og sporvogne. Allerede dengang så Cavling dog, hvor det bar hen, og spåede, at »den elektriske vogn« »rimeligvis engang vil fortrænge Hestene«.

Denne konstante fornyelse og foryngelsesproces er synlig overalt, men måske allertydeligst i Hearst-bygningen på 8th Avenue et stenkast fra Central Park. Her rejser den britiske arkitekt Norman Fosters tårn sig som en kolossal fallisk fugl Fønix inde fra den gamle neoklassiske bygning. Den store mediekoncern har ganske enkelt kun bevaret ydermurene i sit gamle hovedkontor og inde bag de rammer ladet en ny storslået skyskraber skyde i vejret.

Effekten er nærmest magisk. Fra gaden bemærker man umiddelbart ikke noget, men kigger man ind gennem væggene, ser man, at hele den gamle bygning nu kun rummer slanke rulletrapper, der lydløst bringer de ansatte op i det futuristiske tårn, der glitrende og glinsende strækker sig op indefra.

Cavling skriver ikke om Hearst, der først kom ind på markedet i New York i

Fortsættes side 3

POLITIKEN

KULTUR navne sport

Lørdag 12. maj 2007 www.politiken.dk

2

FÆRDIG MED DET HELE? Er han det? »Jeg tror ikke, at der er nogen, der græder, hvis jeg ikke laver flere film«, siger Lars von Trier. Foto: Thomas Borberg

Lars von Trier

til tælling Lars von Trier mener selv, at ’Dogville’ er den bedste film, han har lavet. Det afslører han i dette interview forud for årets Cannes Filmfestival, som åbner på onsdag, og som Trier har domineret i 23 år. Men samtidig erkender den danske instruktør, at han er inde i sin største kunstneriske krise nogensinde.

Interview HANS JØRGEN MØLLER

N

år filmfestivalen i Cannes i år fejrer sin 60-års fødselsdag, bliver det uden en af de filminstruktører, som har været mest repræsenteret på Croisetten gennem tiderne. Og samtidig den mest vindende. Nemlig Lars von Trier.

Okay – den danske instruktør har sendt sit tre minutter lange bidrag til jubilæumsfilmen ’Chacun son Cinema’ (’To Each His Own Cinema’), som 29 andre af denne verdens største filmskabere har gjort det. Men når koryfæer som Roman Polanski, David Cronenberg, Ken Loach, Coen-brødrene – og danske Bille August – indfinder sig i den store biograf Salle Lumiere på næste søndag, er von Trier en af de tre, som ikke er med. Og det er bestemt ikke, fordi han synes, det er ligegyldigt. »Cannes har betydet sindssygt meget for mig og min karriere. Og festivalens leder, Gilles Jacob, har været meget vigtig for mig. Men jeg orker simpelthen ikke at køre derned. Det er meget, meget lidt sjovt for mig. Derfor lavede Gilles Jacob og jeg en lille handel. Jeg lovede at lave tre minutters film om en oplevelse i biografen, og han lovede til gengæld at tage den med ubeset«, siger Lars von Trier. Som har lavet en både meget overraskende, meget

morsom og meget blodig lille film med titlen ’Occupations’ til den runde fødselsdag.

Ophobet angst Lars von Trier kunne ellers godt trænge til lidt opmuntring for tiden. Omkring juletid blev han nemlig ramt af en depression, som han stadig døjer med efterveerne efter. »Jeg har tidligere haft utallige angstanfald. Men denne gang var der tale om en egentlig depression. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg blev sågar indlagt en dag på afdeling O på Rigshospitalet. Det er jeg ret stolt af, det skal stå på mit curriculum«, siger den 51-årige instruktør med sin sædvanlige galgenhumor. »Jeg lod mig udskrive efter kun én dag på Riget, for jeg blev tilbudt at møde en psykiater fem dage senere. Det psykiatriske system her i landet er så voldsomt underprioriteret, at det var det bedste, de kunne tilbyde. Det kunne jeg naturligvis ikke bruge til noget, så i stedet opsøgte jeg en psykolog og en psykiater på egen hånd«.

Du blev 50 år sidste år i april. Tror du, det har haft nogen indflydelse? »Muligvis. Men spørger du den tænkende del af mig, vil jeg sige nej. Jeg tror mere, der er tale om en forsvarsmekanisme. Når du har så meget angst ophobet, som jeg havde, og det er kørt helt op i en spids, så reagerer sindet med en slags time out. Ak-

kurat som legemet gør det, når det besvimer«.

Du var også meget skuffet over de danske filmanmelderes modtagelse af ’Direktøren for det hele’ sidste efterår. Kan det have spillet ind? »Det kom meget bag på mig, at ’Direktøren for det hele’ fik så mange hak i tuden. Jeg mener, nu havde jeg lavet en fuldstændig harmløs film, som folk bare kunne gå ind og se som underholdning. En ret uprætentiøs film, ikk? Og så skulle jeg straks have kniven. Den slags plejer ikke at bide på mig. Tværtimod plejer jeg at blive stærkere, når jeg har ryggen mod muren. Men jeg kan da ikke afvise, at det har spillet ind«. »Det er underligt med anmelderne. De råber hele tiden på fornyelse, samtidig med at de helst ser, at man bliver ved med at lave det samme, som man plejer. På den led har jeg fortsat et ret anstrengt forhold til pressen. Jeg tror – eller jeg ved, og så kan du kalde mig paranoid – at det faktum, at ’Direktøren for det hele’ ikke var i Cannes eller blev præsenteret på en anden A-festival, det var nok til, at knivene blev hvæsset. Og du skal ikke vise mange svaghedstegn, før knivene bliver ført«. »Jeg fik én stjerne i filmbladet Ekko af Carsten Jensen. Det er altså ikDenne gang ke ret meget for var der tale om ulejligheden. Mens en egentlig ’Anja og Victor’ fik depression. Det fire hjerter i Politiken. Så må man i har jeg aldrig den grad også sige, prøvet før. Jeg at det da er gået blev sågar indnedad bakke for lagt en dag på manden. Men det er sgu’ ubehageafdeling O på Rigshospitalet. ligt, når man er en dreng, der er blevet Det er jeg ret mobbet i skolen. stolt af, det Det er den der forskal stå på mit nemmelse af, at alle er imod en. Så curriculum

bliver jeg fuldstændig paranoid. Og så er jeg sådan et mobbe-offer igen. Det kan jeg simpelthen ikke ... det er meget mærkeligt. Og her troede jeg, at jeg – i bedste fald – havde lavet en harmløs film«, siger Lars von Trier med et let skuldertræk.

Fuldstændig blank Mens vi besøger Lars von Trier på hans kontor i det gamle ammunitionsdepot på Avedøre Kaserne, demonstrerer han den ene af de to radiostyrede helikoptere, som han leger med for tiden. Som han erkender er overspringshandlinger, fordi han ikke har været i stand til at gå i gang med et nyt filmprojekt.

Umiddelbart efter premieren på ’Direktøren for det hele’ annoncerede han, at hans næste film ville blive gyseren ’Antikrist’. Men stort mere er det heller ikke blevet til. »Jeg går da ud fra, at ’Antikrist’ bliver min næste film. Men lige nu ved jeg ikke.

Efter min nedtur er jeg som et blankt stykke papir. Det er meget mærkeligt for mig, for jeg har altid haft mindst tre projekter i hovedet på en gang. Men lige nu er jeg fuldstændig blank«. »Det er interessant – men det er også lidt skræmmende. Den fokusering, som jeg altid har haft, det er virkelig én, jeg skal kæmpe hårdt for at finde tilbage til.

Så ... det er sådan en slags livskrise, som det også bliver det, på det professionelle plan. Under normale omstændigheder ville jeg have skrevet ’Antikrist’ for længst.

Men jeg bliver nødt til at vente på, at den selv kommer og kræver at blive lavet. Du kan ikke lave en film og være deprimeret samtidig. Du bliver nødt til at vente på, at der kommer en fascination«. »De siger, at det kan tage et par år at komme sig efter en depression. Men lad os nu se. Det eneste, jeg ved, er, at jeg ikke kan lave noget, hvis det ikke er 100 procent af lyst. Måske er det en forkælet indstilling, men det har altså været min teknik indtil nu«.

Lysten og evnerne var i den grad til ste-

de tilbage i 1984, hvor von Triers første spillefilm, ’Forbrydelsens element’, blev udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes. Filmen fik til overmål også festivalens tekniske Grand Prix, og siden har forholdet mellem Gilles Jacob og Lars von Trier nærmest været at betragte som en far/søn-forhold. »Gilles har hjulpet mig meget. Han har været god for mig. Derfor synes jeg selvfølgelig, han er en klog mand med en god smag«, smiler Lars von Trier.

En udtalelse, som ikke umiddelbart harmonerer med von Triers takketale i 2000, da han havde fået Guldpalmen for ’Dancer in the Dark’. »Jeg ved ikke, om han har særlig meget forstand på film. Men jeg er ham dybt taknemmelig«, sagde Lars von Trier dengang om Gilles Jacob. »Det var misforstået høflighed«, siger ’sønnen’ nu. »Det, jeg mente, var, at når han kunne vælge mine film, så kunne han ikke have forstand på film. Det er ikke så nemt i den slags situationer. Hva’ fa’en skal man sige? En anden gang sagde jeg, at Polanski var en dværg. (»Tak til dværgen og resten af juryen«, sagde von Trier da han havde modtaget Juryens pris for ’Europa’ i 1999,

Fakta LARS VON TRIERS FILM I CANNES 2005: ’Manderlay’ 2003: ’Dogville’ 2000: ’Dancer in the Dark’ (Guldpalmen for bedste film) 1998: ’Idioterne’ 1996: ’Breaking the Waves’ (Juryens Grand Prix) 1991: ’Europa’ (Bedste kunstneriske film, Juryens pris samt Teknisk Grand Prix) 1987: ’Epidemic’ (Un Certain Regard) 1984: ’Forbrydelsens element’ (Teknisk Grand Prix)

red.). En mikrofon og 50 millioner tv-seere kan få det værste op i mig«. »Og på en eller anden måde, så er hele set-uppet jo lidt latterligt. At man i det hele taget kan få en pris inden for noget, som man ikke kan måle og veje – altså, det er jo ikke ligefrem noget med at løbe hurtigt. Så vil jeg tage brodden af det ved at sige noget muntert. Og så er det måske ikke altid lige muntert. Men Polanski havde jo været med i ’Chinatown’, hvor de siger »Hvem var dværgen?«. Såh ...«.

Men trods det, så tillægger du Cannes stor betydning? »Det har sindssygt stor betydning. Især for de film, som jeg laver, som er stykket sammen af penge fra så mange forskellige lande. Jeg ved ikke, hvordan mit professionelle liv havde flasket sig, hvis jeg ikke var kommet til Cannes. Jeg tvivler på, det havde været særligt nemt at komme til at lave noget bagefter. Cannes har gjort, at Zentropa eksisterer, og at jeg kan lave de ting, som jeg har lavet«.

’Dogville’ over alle Da du fik Guldpalmen for ’Dancer in the Dark’ i 2000, mente mange, at du i virkeligheden fik den, fordi du var blevet forbigået i 1996 med ’Breaking the Waves’. Hvad er din egen vurdering? »Den slags spekulationer kan man altid komme med. Jeg synes, jeg skulle have haft Guldpalmen for ’Dogville’, hvis jeg skulle have den for noget. ’Dogville’ er den mest bemærkelsesmæssige film, jeg nogensinde har lavet. Det var en stor film med en masse skuespillere. En meget mærkelig film, som på en eller anden måde var ... ligesom lidt – hvis jeg skal være stolt af Zentropa, så er det, at det kunne lade sig gøre, at vi fik lavet ’Dogville’«. »Det var også sjovt at lave ’Breaking the Waves’. For da prøvede vi at lave noget, der var rigtig sentimentalt. Sådan en rigtig tuder, ikk? Mens ’Dancer in the Dark’

Fortsættes side 4

POLITIKEN

KULTUR navne sport

2

Lørdag 16. december 2006 www.politiken.dk

7 døgn med Lars Barfoed side 6 Foto: Thomas Borberg

Rekviem for en radioaktiv russer Drabet i London på den russiske afhopper Aleksandr Litvinenko ligner en tilbagevenden til den kolde krig, da efterretningstjenester rejste på hævntogt med giftige paraplyspidser. Nu er mordvåbnet det radioaktive stof polonium-210, og sporene har ført Scotland Yards detektiver østpå – til et Rusland, hvor likvideringer af systemkritikere har det med at forblive uopklarede.

VIBEKE SPERLING OG HANS DAVIDSEN-NIELSEN

D

er var mange russere i London 1. november.

Rigtig mange flere end den store eksilgruppe, som byen normalt huser. I hundredvis af fodboldtilhængere var fløjet til den britiske hovedstad for at heppe på fodboldheltene fra CSK Moskva, som skulle spille Champions League-kamp mod Arsenal på det funklende nye Emirates Stadium.

Blandt de tilrejsende var også nogle med en fortid i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Andrej Lugovoj og Dmitrij Kovtun for eksempel, som har skiftet én lukket verden ud med en anden. I dag tjener begge deres brød i erhvervslivet og den blomstrende russiske sikkerhedsbranche, som rådgiver og beskytter udenlandske forretningsfolk, der ønsker at komme ind på det store, men ofte dødsensfarlige russiske marked. En indbringende beskæftigelse, som tit har bragt de to mænd til London, hvor adskillige russiske milliardærer har slået sig ned.

Forud for fodboldkampen onsdag aften mødtes Lugovoj og Kovtun med en landsmand og bekendt, som seks år tidligere var hoppet af i England. Ligesom dem selv havde også den 43-årige Aleksandr Litvinenko været ansat i KGB og efterfølgeren FSB, inden han ragede uklar med tjenesten efter at have beskyldt den for at være gennemkorrupt og måtte flygte.

Hvad samtalen mellem Lugovoj, Kovtun og Litvinenko præcis drejede sig om, er fortsat uklart. »Vi talte om vejret og hunde«, har Lugovoj fortalt, men mødet i Pine Bar på Millennium Hotel i London lader til at være afgørende for den mest spektakulære mordsag i årtier. En sag, som vækker minder om den kolde krigs kamp mellem stormagterne Det er utænkeog kan få paraply- ligt, at den rusdrabet i 1978 på siske regering den bulgarske afhopper Georgi var involveret i Markov til at ligne Litvinenkos en banalitet. død. Rusland er

Polonium-210

det sidste land i verden, der kunne være interesseret i hans død. Denne sag har sat vores rygte på spil, og alle bebrejder os uretmæssigt i denne forbindelse Dmitrij Peskov, talsmand for Kreml

Samme aften spiste Litvinenko og hans hustru Marina »en kyllingeret, som Sasja elskede«, har enken forklaret om den skæbnesvangre seksårsdag for deres asyl i England. Begivenhederne tog fart, da Litvinenko begyndte at kaste op i stride strømme.

Og da hans hustru samtidig havde det udmærket, skønnede de, at det ikke var kyllingen.

Efter to nætter derhjemme på Muswell Hill blev Aleksandr Litvinenko kørt på hospitalet, hvor lægerne ikke kunne blive kloge på, hvad han fejlede. Han havde alle symptomer på strålesyge – håret faldt af, hans sportstrænede krop svandt ind,

knoglemarven blev angrebet, ligesom alle hans andre vigtige organer svigtede. Men når lægerne undersøgte hans blod og urin for de forventelige gammapartikler, var der intet unormalt at spore.

Først da prøverne var sendt til Englands fremmeste eksperter i Atomic Weapons Establishment, opdagede man, at det ikke var gamma, men derimod alfastråler, som var årsag til Litvinenkos rasende forfald, polonium-210 – en særlig isotop, som kun er dødelig, hvis man spiser, indånder eller får det ind gennem et åbent sår. Normalt er stoffet uskadeligt og findes i små mængder overalt i naturen. Men hvis man får en stor dosis polonium-210 i sig, lettere end et gran salt, er det en ren atombombe.

Kun få timer efter at eksperterne 23. november havde gjort opdagelsen, udåndede Aleksandr Litvinenko. Men fra sit dødsleje nåede den da helt skaldede afhopper at sende en sidste hilsen til manden, som han mente måtte stå bag forbrydelsen, hans hadeobjekt nr. 1, Ruslands præsident Vladimir Putin: »Jeg kan tydeligt høre vingesus fra dødens engle. Jeg kan måske få et lille forspring, men må sande, at mine ben ikke kan løbe så hurtigt, som jeg kunne ønske ... Du har måske gjort mig tavs, men verden om vil protestbrølene runge – hr. Putin – i dine ører for altid. Gud tilgive dig for alt, hvad du har gjort mod mit elskede Rusland og dets folk«.

land.

Han blev født i 1962 i byen Voronesj syd for Moskva og tog eksamen ved et militærakademi i Vladikavkas i det sydlige Rusland i 1985. Efter en karriere som elitesoldat blev han tre år senere ansat i KGB’s direktorat for militær kontraspionage. Da Sovjetunionen brød sammen og KGB tog navneforandring til FSB, fortsatte han som oberst-

Litvinenkosagen POLONIUM 210 En isotop, som blev opdaget i 1898 af kemikeren og Nobelpristageren Marie Curie (polskfødt og deraf navnet på stoffet). Det findes overalt i naturen i ganske små mængder.

Venner og fjender

I dag bruges stoffet bl.a. kommercielt af computer- og fotoselskaber for at modvirke statisk elektricitet. Det kræver en atomreaktor for at udvikle polonium 210 i større mængder. Stoffet udsender alfastråler og er kun dødeligt, hvis man spiser, indånder eller får det ind gennem et åbent sår.

Der er flere spørgsmål end svar om mordet på Aleksandr Litvinenko, men en ting er sikker: Han havde i tidens løb skaffet sig rigtig mange indflydelsesrige fjender og kun enkelte venner i sit tidligere hjem-

Et mikrogram – lettere end et saltkorn – er nok til at slå et menneske ihjel gennem nedbrydning af cellerne og livsvigtige organer.

Fotokollage: Kaspar H. Busch

løjtnant i tjenestens afdeling for bekæmpelse af terror, organiseret kriminalitet og korruption.

I 1994 blev Litvinenkos FSB-enhed sat til at efterforske et mordforsøg på Boris Beresovskij – en af Ruslands første oligarker, der tjente milliarder på olie i 1990’erne.

Beresovskij var kongemager for daværende præsident Boris Jeltsin og udnyttede sin tætte kontakt til Kreml til at skaffe sig en eventyrlig position under privatiseringen. Men han fik også mange fjender på sin vej til milliarderne. Boris Beresovskijs chauffør og massøse blev dræbt af en bilbombe, mens han selv slap med mindre skrammer.

Under efterforskningen udviklede Litvinenko og Beresovskij et nært venskab, der viste sig, da Vladislav Listjev, journalistisk leder af Beresovskijs tv-station ORT, blev dræbt året efter: Da betjente kom for at arrestere rigmanden, blev de mødt af FSB-manden Litvinenko med trukket pistol. Han holdt en mindre hær tilbage, mens Boris Beresovskij fik ringet til sine kontakter i Kreml: »Vi blev som brødre den aften«, har milliardæren udtalt flere gange.

Det var også på den russiske tv-station ORT, at Aleksandr Litvinenko for ti år si-

den blev introduceret til Andrej Lugovoj.

Beresovskij ansatte Lugovoj som stationens sikkerhedschef, der gav ham en væsentlig bedre hyre, end den statslige sikkerhedstjeneste kunne tilbyde.

Den daværende mediemogul Du har måske Beresovskij blev gjort mig tavs, stadig mere men verden om vil upopulær i sit protestbrølene hjemland, og i runge – hr. Putin – 1998 trådte Litvinenko frem på i dine ører for altid. Gud tilgive dig en usædvanlig pressekonferenfor alt, hvad du ce og fortalte, at har gjort mod mit han havde fået elskede Rusland ordre til »at dræbe jøden, der og dets folk har stjålet halvAleksandr delen af landet«.

Litvinenko, Litvinenko var myrdet russisk ikke den eneste afhopper FSB-mand, som på pressekonferencen udtrykte sin utilfredshed med en gennemkorrupt efterretningstjeneste, men hans kolleger bar maske, og et par af dem trak deres beskyldninger tilbage.

FSB’s øverste chef på det tidspunkt var ingen ringere end Vladimir Putin, Ruslands nuværende præsident. Boris Beresovskij stod en overgang også bag Putin, indtil de blev uenige og Kreml begyndte at overtage kontrollen med de landsdækkende tv-stationer.

I bogen ’The Lubyanka Gang’ har Aleksandr Litvinenko fortalt, hvordan han forud for pressekonferencen i 1998 opsøgte Putin og fremlagde beviser for korruption i toppen af FSB og i regeringen. Ifølge Litvinenko lovede FSB-chefen at gøre noget ved problemet, men forfremmede i stedet nogle af de korrupte afdelingsledere.

Samtidig blev Litvinenko sat under observation og arresteret i 1999 for korruption. Han sad først fængslet i otte måneder, inden en domstol frikendte ham. Siden blev han igen sat bag tremmer på de samme anklager, men løsladt på betingelse af, at han ikke forlod Moskva. Så da Vladimir Putin i 2000 var blevet Ruslands præsident, besluttede Litvinenko at flygte med sin kone Marina og deres da seksårige søn, Anatolij. Familien slog sig ned i

fortsættes side 4

POLITIKEN

KULTUR navne sport

Søndag 17. december 2006 www.politiken.dk

2

Det er svært at tænke småt Hun skriver under navnet Jesper Knallhatt. I virkeligheden hedder hun Lene Andersen og er i gang med et aldeles umuligt projekt. At fortælle historien om, hvad der er sket, fra vi halede os ud af ursuppen til i dag, hvor verden er så kompliceret og specialiseret, at heller ikke eksperterne har det store overblik. Med dødsforagt kaster den 38-årige forfatter sig over at beskrive både fortid, nutid og fremtid. Og drivkraften bag det hele er måske skolepigen, der gabte kæberne af led i klassen, fordi hun var lidt for kvik.

interview CARSTEN ANDERSEN

D

a Lene Andersen gik i 8. og 9. klasse, mødte hun hver dag op uden skolebøger.

Under armen havde hun i stedet en fyldt madkasse.

Ikke andet.

Når hun gik hjem, tog hun madkassen med.

Tom. Skolebøgerne parkerede hun demonstrativt i en bunke nede bag i klassen. Der var alligevel ingen grund til at slæbe dem med hjem.

Lektier var et fremmedord. Blækregningen og de øvrige opgaver blev ordnet i frikvarteret før timen, hvor de skulle afleveres. Mentalt havde hun allerede forladt skolen.

Det var den samme Lene Andersen, nu 38 år gammel, der midt i november stod på den årlige bogmesse i Forum med sine første to af i alt fem bøger, der tilsammen vil forklare om ikke alt, så i hvert fald det meste.

Den første havde titlen ’Baade-Og Mandag’, den næste ’Baade-Og Tirsdag’, og sådan fortsætter det frem til fredag. Som nogen måske har gættet, er bøgerne frækt skrevet op imod Søren Kierkegaards ’Enten-Eller’.

Hvad har vi gang i? Hvor kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? Hvorfor? Hvad så?

I ultrakort form er det emnerne for de fem bøger, der bliver til i en mikroskopisk toværelses lejlighed en håndfuld kilometer fra Københavns centrum.

Her har hun bevidst placeret sig, fordi hun på den måde har fået økonomisk frihed til at bruge foreløbig seks år på at skrive sit bogprojekt, som vil være afsluttet i 2009. Bevidst har hun valgt ikke at bruge sin økonomuddannelse fra Handelshøjskolen, ligesom hun også valgte at kvitte jobbet som forfatter af tekster til revyer og underholdningsprogrammer på tv.

Emnerne for bøgerne lyder lige ud ad landevejen, og det er selvfølgelig også meningen, men nedenunder står de helt store spørgsmål og banker på. Og selv leverer hun et budskab om, at beslutninger og handlinger i verden faktisk hænger sammen, selv om verden tilsyneladende bliver mere og mere opsplittet og verdens viden så specialiseret, at den ene ekspert ikke aner, hvad den anden laver.

Lene Andersen koger selv indholdet af

sine fem bøger ned til det, hun kalder global eksistentialisme, men det var ellers ikke lige det, der blev talt om ved familiesammenkomsterne, da hun var barn. Her gik samtalerne mest om, hvorvidt kødet på festtallerkenen var godt, og om der skulle mere sovs til, eller hvilken vej gæsterne havde valgt for at komme derhen.

Kulturånd »Jeg er ud af et meget ubogligt miljø, hvor jeg har oplevet en kolossal varme hos nogle utrolig søde og omsorgsfulde mennesker, men der er intet kulturliv, ingen skaben. Jeg vil gerne have, at man kommer til at tale om noget andet end om, hvor billigt man har fået sine ting. Specielt vil jeg gerne have juristerne og økonomerne, djøf’erne, i tale, fordi de har så stor en indflydelse i samfundet. Beslutninger skal bunde i en ånd, en slags kulturånd, som vel at mærke ikke er religiøs. En bevidsthed om, at der faktisk er en grund til, at de ikke er blevet fæstebønder, Det må eddermen derimod aka- mame være demikere«. nemt at være Hvad er det, djøf’eren skal have normal med sig, når han har Lene Andersen, læst dine fem bøger? forfatter »At vi er en del af et globalt fællesskab og har en arv med os, hvor vi skal vælge, hvor verden skal bevæge sig hen. Men det skal ske på et fundament, som er bredere end økonomi, her og nu-tænkning og mig-mig-mig«.

En slags ansvarlighed? »Ja. Når jeg er ude på højskoler for at holde foredrag, mærker jeg også, at folk savner, at det her bliver sagt. Der er en sult efter, at nogen forholder sig til den udvikling, der er i gang. Problemet er, at der er så få, der eksempelvis kan tale om nanoteknologien (bl.a. genteknologien, red.) og forklare i menneskesprog, hvad det vil betyde for din hverdag, og hvilke dilemmaer vores børn vil komme til at stå i – og at vi er nødt til at kunne tale sammen på tværs af faggrænserne. Vi er nødt til at ville noget med os selv, inden vi bliver så mange, at vi ikke kan leve af den form for landbrug, vi har, eller inden der kommer så store folkevandringer på grund af klimaforandringer, at der bliver opbrud og krig«, siger Lene Andersen.

Status over verden I sine første to bøger skriver hun sig under forfatternavnet Jesper Knallhatt ind på følgende emner:

Hvordan var det lige, vi mennesker kravlede ud af ursuppen og nogle milliarder år senere havnede foran spejlet med morgenhår? Hvordan er det lige, teknologien har udviklet sig, siden vi alle rejste os op på to ben. Hvordan er det i øvrigt verden ’udvikler sig’, og hvordan hænger det sammen med kaosteori, termodynamik og teorien om skalafri netværk? Og hvilke tanker er det egentlig, mennesket har gjort sig om eksistensen de seneste 2.500 år? Og hvordan er det lige, vores hjerner virker, og hvorfor gebærder vi mennesker os, som vi gør? Og hvordan opstod vores kultur?

Undskyld, men er der en fysiker, en filosof, en neurolog og en antropolog til stede?

Nej, desværre. Til gengæld sidder der en meget slank, korthåret kvinde, som engang gabte kæberne af led i en privat, kristen friskole i Høje Taastrup. Hun har læst sig ned gennem stakken af videnskabelige værker om evolutionsteori, fysik og idehistorie for i sine første to bøger at kunne præsentere verden, som den tager sig ud i dag. I de kommende tre bøger vil hun forsøge at skrive sig ind i, hvad der kan ske, eller måske endda vil ske, hvis vi kobler etikken og humanismen ud af beslutningsprocessen.

Det var ikke den slags ting, hun brugte tid på i den kristne friskole. Dengang sad hun på bageste række og sænkede slagskibe, mens de andre fik ros for at læse ’Troldepus’ eller ’Det lille hus på prærien’.

Allerede der skilte hun sig ud, og det har hun gjort lige siden. Måske er det heller ikke så underligt, at de etablerede forlag har været nervøse for at udgive hendes bøger, som hun nu udgiver for helt egen regning. For bøgerne er nærmest umulige at placere i både stil og genre. Lene Andersens fortid i tv og underholdning fornægter sig ikke. Ingen skal kede sig undervejs, så forfatteren vælger ikke alene at angribe de helt store spørgsmål – hun vælger desuden at fortælle historien som én lang samtale mellem en gammel, småliderlig tv-producer, Cornelius Magnussen, og en ung, storbarmet journalist, Tenna E. Rasmussen. Alt sammen nedskrevet af en forfatter ved navn Jesper Knallhatt.

Hvor gik det galt, vil nogen sikkert spørge?

Som antydet øverst gik det galt fra starten.

I hvert fald hvis man anskuer Lene Andersens egen historie med de traditionelle briller.

Ind i skolen kommer en kvik pige, men

NØDVENDIGT. Lene Andersens store bogprojekt er en egensindig manøvre, hun gennemfører, fordi hun mener, det er nødvendigt, hvis vi skal tage beslutninger, der baserer sig på andet og mere end økonomi og kortsigtet tænkning.

Foto: Maria Fonfara

hun gør ikke, som lærerne forventer. De vil meget gerne have en pige, der læser gode historier, men selv er hun meget mere interesseret i biologi og specialviden. »Jeg gik i skole i 1970’erne, og dengang var der ingen belønning for at være dygtig. Lærerne var bekymrede over, at jeg ikke læste skønlitteratur, men børnebøgerne var kedelige, og de stak mig aldrig en af de tykke klassikere. Jeg blev stimuleret til at præstere middelmådigt, og det gjorde jeg så«, siger Lene Andersen.

Middelmådigt skal forstås på den måde, at hendes karakterer til daglig lå på 8, fordi skolen ikke bryder sig om elever, der er passive i undervisningen. At eleven så får 11 til eksamen, kan de til gengæld ikke gøre så meget ved.

PH som pejlemærke Forældrene afslørede ikke et sekund, at de var bekymrede for, hvordan det skulle gå hende, men de forlangte, at hun i det mindste tog en studentereksamen.

Selv drømte hun om at blive møbelsnedker. »Så kunne jeg blive som PH og bagefter læse til møbelarkitekt, og når han kunne tegne lamper og skrive revyviser, kunne jeg vel også. PH, Holberg og Volmer-Sørensen har altid været mine pejlemærker.

Jeg har fundamentalt set gået og kedet mig, og for mig var satiren en vej ud. Bare det at lege med sproget har altid glædet mig«.

I dag har Lene Andersen fundet ud af, hvad problemet var. Altså, det helt store problem. Forklaringen på, hvorfor hun ikke tog den lige vej til en akademisk karriere, men tog omveje til revytekster, Keld Heicks ’Musikbutikken’, tog månedlange kurser i sitcomskrivning i USA og undervejs såmænd også lod sig indskrive på teologistudiet for at få fuldendt sin årelange søgen efter det, hun ikke helt kunne definere. Det var altid de store spørgsmål og de små sproglige finurligheder og satiren, det endte med.

Hendes problem var ellers ret simpelt, hvis det ellers var blevet identificeret.

Hun var ikke bare kvik. Hun var en af dem, man i dag vælger at sætte i specialskoler for højt intelligente børn. Men det

fik hun først bevis for som næsten 30-årig, da hun valgte at lade sig teste hos foreningen Mensa, hvis medlemmer skal tilhøre de 2 pct. af befolkningen, der har den højeste intelligenskvotient. »Jeg ved ikke, hvad min intelligenskvotient præcis er, for de holdt op med at måle, da de nåede op i den sidste procent, som er de mest intelligente«, forklarer Lene Andersen.

Krævende bøger Og hvordan har hun så brugt den, intelligensen? Har hun været intelligent – eller heldig – nok til at få sine bøger ud i verden? Og til at få økonomien i det halsbrækkende projekt til at løbe rundt?

Svaret er både ja og nej.

Første bog solgte overraskende godt.

2.200 eksemplarer. Der var endda overskud. Og flere anmeldere klappede den rapt skrivende Jesper Knallhatts debut ind på scenen og gav ekstra point for modet.

Fortsættes side 3

udvikling FRA ’BAADE-OG TIRSDAG’ For 4.000.000.000 år siden var al aktivitet på Jorden én stor kemisk suppedas.

For 3.000.000.000 år siden var alt liv på Jorden noget encellet smat.

For 600.000.000 år siden opstod de første flercellede organismer.

For 160.000.000 år siden opstod pattedyrene og de første følelser.

For 5.000.000 år siden gik de første halvaber oprejst.

For 100.000 år siden havde vi sprog og kultur.

For 10.000 år siden opfandt vi landbruget.

For 3.300 år siden opfandt vi alfabetet.

For 400 år siden udkom den første avis.

Klokken 7 i morgen så jeg mig selv i spejlet og tænkte: ’Hold da kæft et morgenhår!’

Bagsideteksten til ’Baade-Og Tirsdag’

10 kultur

SØNDAG 22. NOVEMBER 2009 POLITIKEN

17. OKTOBER 2009, KL. 13:50:05

q

Navnet kender de fleste.

Gereshk. Mest for frygten forbundet med den. Og de mange danske soldater, der har mistet livet i forsøget på at vriste byen fri af Taleban.

Men også i en lukket by findes hverdagen. Og små tegn på, at noget – måske – er i gang med at ændre sig til det bedre. Som en af de første fik Politikens Miriam Dalsgaard mulighed for at køre gennem den afghanske by og fotografere.

MIRIAM DALSGAARD (FOTO) JACOB SVENDSEN (TEKST), AFGHANISTAN

F

or få år siden var Afghanistan langt væk, Helmand var ukendt ørkenland, og Gereshk kunne være navnet på et månebjerg.

I dag – efter godt 1.000 dages krig – rammes tusindvis af danske pårørende af et splitsekunds frygt, når byens navn dukker op på internettet, i tv og i radioen.

Gereshk er synonym med angst, håb og mareridt.

Også for dem, der bor der. I årevis lagde Taleban byen i brutal koma. Hospitalet fungerede ikke, de få skoler knap nok.

Indbyggerne overlevede ved at holde lav profil og ved at følge strikse anvisninger fra Taleban og fra de lokale narkobaroner.

Men nu er byen på vej ud af sin koma.

Indbyggerne er begyndt at trække vejret frit, den snørklede basar ved det gamle lerklinede fort tæt på floden summer af handel og den stædige foretagsomhed, som har sikret afghanernes overlevelse i deres gennempryglede land.

Gereshk er en by. Men den er også et mål for, hvordan det står til med indsatsen i Afghanistan. Det har vi oplevet, alle de gange Politiken har været på besøg.

Første gang, i oktober 2007, skulle der godt 70 soldater med, hvis man skulle i nærheden af Gereshk. Men fordi soldaterne var optaget af Taleban andre steder i den grønne zone, forblev byen en mystisk skygge tre-fire kilometer væk fra danskernes lejr.

I 2008 kom vi – i takt med at sikkerheden blev bedre og selvtilliden voksede – nærmere på byen. I foråret gik vi langs de lerklinede mure i byens gennemstøvede udkant beskyttet af 12 tungt bevæbnede soldater med pansrede køretøjer. Og i efteråret kunne vi køre ind i udkanten af centrum og besøge den forskansede distriktsguvernør og byens kvindecenter.

Dengang kunne vi nøjes med ni bistre britiske sikkerhedsvagter. Men de danske soldater var i baghånden og stemningen utryg: Via en radiostation truede Taleban med et frontalangreb på byen.

Et halvt år senere holdt selvmordsbombere byen i en skruestik. Det var absolut umuligt at komme ind til byen, i stedet kom ofrene for to selvmordsbomber og en vejsidebombe i løbet af tre døgn til danskernes feltlazaret. En påmindelse om, at det eneste, man virkelig kan være sikker på i Afghanistan, er usikkerheden.

Men så i oktober i år var vi tilbage. Og fik for første gang mulighed for en køretur rundt i Gereshk. Turen foregik iklædt fragmentationsvest, hjelm og førstehjælpsudstyr i tre specialbyggede firehjulstrækkere pakket ind i beskyttende panser og cement. Og med en besked til fotografen om, at der ikke ville blive stoppet. Under nogen omstændigheder.

Men turen forløb fredeligt. Og Gereshk fik mulighed for at vise nye billeder af sig selv. Af livet i ørkenbyen, hvor floden og landevejen krydser hinanden. jacob.svendsen@pol.dk

GERESHK By i Helmandprovinsen med knap 100.000 indbyggere.

Ligger 3-4 km fra den danske hovedbase Camp Price. 24 danske soldater er dræbt i kampen for at skubbe Taleban ud af den strategisk vigtige by.

På fredag mødes partierne bag Afghanistanindsatsen (regeringen, de radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne) for at diskutere næste års plan for den danske indsats i Helmand.

A

F

G

N TA I S Kabul N HA Gereshk

HELMAND

13 minutter i Gereshk

kultur 11

POLITIKEN SØNDAG 22. NOVEMBER 2009

q 17. OKTOBER 2009, KL. 14:03:05

4 kultur

MANDAG 19. OKTOBER 2009 POLITIKEN Kritikredaktør Simon Lund Jourhavende Anders Godthjælp Nielsen Telefon 33 47 21 52 E-mail kritik@pol.dk

.

det mener de andre om beat

Kulturredaktør Anita Bay Bundegaard

kritik

ROCK: JAMIE T: KINGS & QUEENS På sæt og vis klinger briten slet ikke så langt fra amerikanske Beck, da han for små 15 år siden spillede sig ind på verdensscenen. Pop, punk, funk, rock, hiphop – her er det meste, og Jamie T omgås samtlige genrer med en herlig, cool arrogance.

Desværre er sangskrivningen ikke tårnhøj over hele pladen Thomas Søie Hansen giver fire af seks stjerner i Berlingske Tidende

Moderne soul uden sjæl mission, det er at følge en gigantisk salgssucces op. Ved hjælp af den allestedsnærværende hitmager Timbaland blev hendes seneste album ’Loose’ fra 2006 en storsælger verden over med platinpladestatus i 18 lande.

Muligvis for at genfinde sig selv og den latinske sjæl efter den massive forandring af hverdag og virkelighed synger hun spansk på sit fjerde album, ’Mi plan’.

En charmerende ide, som dog hurtigt får karakter af en parentes på lette ben, fordi sangene er alt for uinteressante til at lancere Furtado som ny latinsk heltinde.

Kun ’Manos Al Aire’ med effektivitet og tempo samt den let diskoprægede ’Suficiente Tiempo’ holder vejen hjem til bambushytten på stranden.

Alt for mange blege sangerinder med store stemmer kaster sig over soul, blot fordi den store gamle genre er populær. Men det er hverken soul, kunst eller sort.

POP

E

fter i årtier at have ført en musikalsk skyggetilværelse bag de moderniserede udgaver, der stortrivedes i projektørerne, er soulmusik i klassisk forstand pludselig blevet det musikalske løsen, som nærmest pr. automatik kan gøre selv de blegeste sangerinder og deres repertoire sort. På den fede måde.

Britiske Amy WinehouERIK JENSEN se, der startede bølgen MUSIKREDAKTØR for siden at gå så grueligt meget igennem, at hun med sindsro kan påstå, at sangenes smerte bygger på egne erfaringer, er efter sigende igen så klar, at vi tør håbe på nyt derfra. Ventetiden kan passende fordrives med en stribe efterlignere og beslægtede soul-søstre – alle med et stort indbygget pop-gen.

Paloma Faith: Do You Want The Truth Or Something Beautiful. Flere producere.

Sony Music. (37 min.).

NYESTE SKUD PÅ det moderne stamtræ med rødder tilbage til Motown er den 24årige rødtop Paloma Faith, der har omtrent lige så mange tatoveringer og lige så stort, opsat hår som Amy Winehouse. Paloma Faith virker desuden som en sangerinde med personlighed og kan trække på erfaringer fra et ungt liv i showbusiness som assistent for en tryllekunstner og som burlesquedanserinde.

På sin debut ’Do You Want The Truth Or Something Beautiful’ lader Faith sin store, varme og sensuelle stemme være ledetråd i en musik, der ellers lidt anonymt minder til forveksling om Winehouse, Adele, Duffy og de andre damer i koret.

Markante er dog titelnummeret, skrevet i samarbejde med Ed Haircourt, med strygere, klaviatur og et dejligt tilbagelænet omkvæd, hittet ’Stone Cold Sober’ med pondus og tempo til dansegulvet, ’Upside Down’ med appel til et livepublikum med blæsere og stående bas og det blide, men svært pyntede ’New York’. På resten af albummet spreder en mat og stueren pop sig og fortrænger den dampende soul til køkkenet. En stilforvirring, der næppe er tilfældig. De nye soul-divaer vil gerne have et stort publikum, og derfor er flirten med selve musikkens sjæl og inderligheden langtfra så overbevisende som Paloma Faiths stemme. Det er den, man husker fra debuten, et hit eller to og ikke så hulens meget andet.

beat

Eksotisk frugthave Holbek. Friløb. Produceret af Holbek. Sonny B Recordings.

(55 min.).

»Holbæk er noget særligt«, sang Peter Belli engang om byen af samme navn. Det samme kan man roligt sige om dj og producer Steen Holbek, der står bag dette fascinerende møde med en stribe danske sangere i anderledes musikalske landskaber. En fremragende ide, som heldigvis også behandles af fortjeneste af de veloplagte medvirkende.

Sammen med hver enkelt medvirkende har Steen Holbek skabt en melodi og en produktion, der passer til de tekster, vokalisterne oftest selv har forfattet. Efter at have arbejde med hiphop-navne som Nobody Beats The Beats, Hvid Sjokolade og Ufo Yepha stod Steen Holbek for fire år siden bag et remix af Peter Sommers store hit ’Tigger’. Det har inspireret ham til samle folk som netop Peter Sommer, Steen Jørgensen og Joy Morgan på dette vellykkede album.

Baggrunden i hiphop af den gamle skole høres i de

V.V. Brown: Travelling Like The Light.

Produceret af V.V. Brown, Steve Dub og Segs.

Island/Univesal. (39 min.).

FOR SØD. Mariah Carey har klistret sirup på samtlige numre på det nye album, der er lige så kedeligt og intetsigende som hvidt tapet.

Foto: Michael Thompson/Universal Pixie Lott: Turn It Up. Produceret af Mads Hauge, Phil Thornalley, Jeberg, Cutfather m.fl. Universal. (36 min.)

tet på spil på sangerindens 12. album, som stille, roligt og frem for alt stensikkert følger op på sidste års hit med albummet ’E=MC²’.

Efter det indledende vredesudbrud ’Betcha Gon’ Know’, hvor Mariah Carey hvisler »Somewhere down the line you gon’ get what you deserve you fucking jerk«, er temperamentet desværre lagt godt og grundigt på hylden.

Sikkerhed og tryghed er uforenelige med soulmusik, og i al sin vellydende indpakning er der heller ikke meget sjæl at spore hos Mariah Carey. Man fristes til at ønske, at Carey og hendes producere lod musikken være lige så afklædt, som sangerinden er på coveret.

Men nej. Carey klistrer sirup hen over samtlige sange, hvoraf alt for mange i forvejen sopper rundt i det samme langsommelige tempo. Kompositionerne er simpelthen lige så kedelige og intetsigende som hvidt tapet. Det er en sørgelig ironi, at vi skal helt frem til sidste sang, en kitschet coverversion af Foreigners i forvejen kitschede ’I Wan’t To Know What Love Is’, før man overhovedet gider synge med.

NØJAGTIG SOM sin lidt ældre kollega Paloma Faith har den 18-årige Pixie Lott valgt at debutere på et album, hvorpå hendes spøjse lillepigestemme slår smut hen over musikalske genrer. Igen er letbenet soul, pop og r’n’b de foretrukne ingredienser for en uskolet sangerinde, der læsper sig gennem sangene og indimellem overlever på en tuttenuttet charme.

Der går dog hurtigt overdreven sødme og pixi-bog i Pixie Lotts sangforedrag, og klægheden slår ringe i vandet som de utallige gange, ordet ’baby’ bliver sukket ud over sangerindens læber. Hittet ’Mama Do’ og ’Boys And Girls’ står distancen, mens alt for meget materiale lyder, som om det ikke rigtigt kan bestemme sig for, om det skal kopiere Spice Girls, Walt Disney eller Hannah Montana. Det ender derfor med rumpetten i sukkerskålen et sted mellem alle tre.

Mariah Carey: Memoirs Of An Imperfect Angel. Produceret af Terius ’The-Dream’ Nash, C. ’Tricky’ Stewart m.fl. Universal. (72 min.).

Nelly Furtado: Mi Plan. Flere producere.

Universal (44 min.).

DEN EFTERHÅNDEN 40-årige Mariah Carey har haft stor succes ved at holde sig midt på landevejen. Derfor skal ingen forvente satsninger. Der er ganske enkelt in-

jazzede breakbeats og den let skramlede produktion. Men det passer som regel fint til de medvirkende sangere. Peter Sommer rager op med sin ’Hvad sker der i dit hoved’, Steen Jørgensens fantastiske stemme spreder gru på den fine ’Ogkham’s ragekniv’, Malkin Zany imponerer med det visionært sfæriske titelnummer og Tuco spreder psykedelisk poesi på ’Frugthaven part I og II’.

Naturligvis er der også enkelte knap så vellykkede eksempler i samarbejdet, men helheden er vellykket og forbløffende sammenhængende. Et berigende besøg i en eksotisk dansk frugthave.

ERIK JENSEN erik.jensen@pol.dk

Synthesizer snestorm Editors: In This Light And On This Evening. Producer: Flood. PIAS/ VME (43 min.)

Det starter ellers ganske lovende. Birminghams fire stolte sønner i Editors er på to album gået postpunken loyalt i bedene og haft enorm publikumssucces med deres blanding af ubesværede melodier og et godt groove over en dyster grundklang. Uden at man har fået fornemmelsen af no-

gen form alvor bag mørkelegen med især arven fra Joy Division.

Men så er det, at Editors lægger ud med et titelnummer på deres tredje album, hvor guitaren bliver druknet i en snestorm fra synthesizeren. Nummeret buldrer frem med en pompøs kulde, der stiger rundt om forsanger Tom Smiths dybe, reciterende stemme.

I skæringspunktet mellem de svulstige synthflader og den blitzende desperation har Editors her fået færten af noget nyt. Mørkere og mindre rockende runger de gennem albummets ni sange stadig af urban undergang med fortabte sjæle i mørklagte gader, men til forskel fra tidligere er anelsen af, at noget bliver sat på spil. De er stadig på åbenlys rov i fortidens bedrifter fra både Depeche Mode og New Order, men tonen i åbningsnummeret går igen på det nye album og tilføjer en ny dramatisk slagkraft til Editors.

Desværre forsømmer de at variere det højdramatiske udtryk, og undersøgelsen af de nye, interessante virkemidler bliver ikke fulgt op af stærke sange. Flere gange ender de i ensformige rundgange som i afslutningen på ’Like Treasu-

OGSÅ CANADISKE Nelly Furtado med de portugisiske rødder er ude på den svære

re’, hvor de ellers dygtige sanghåndværkere løber tør for ideer på keyboardet. Det giver albummet en skuffende udgang.

SIMON LUND simon.lund@pol.dk

Cirkus Jamie Jamie T: Kings And Queens.

Produceret af Jamie T og Ben Coupland. EMI. (42 min.).

Han er noget af et wunderkind, 23-årige Jamie Alexander Treays, der under den mere mundrette forkortelse Jamie

T. debuterede for tre år siden med ’Panic Prevention’. Det mere end lovende album blev nomineret til den fornemme britiske Mercury Prize og naturligvis er opfølgeren ’Kings And Queens’ allerede blevet overøset med roser af hjemlandets anmeldere.

Med god grund, for Jamie T. er blevet bedre og mere sikker som bestyrer af sit musikalske cirkus. I lighed med sin rappende landsmand, Mike Skinner i The Streets, spytter Jamie T. poetiske rapporter fra hverdag og fest ud i sine tekster.

Omkring den snurrer fine me-

lodier i nogle mildt sagt opfindsomme arrangementer.

Med forbløffende ro og overblik danser den unge brite ud ad samtlige tangenter.

Jamie T. er svær at sætte i bås, men mestrer både den enkle, smukke ballade som i ’Emily’s Heart’, den kontante rocker som i ’368’, feststemt pop som i ’Earth Wind and Fire’ og det stærkt dansable som i ’Chaka Demus’. Dette er et album, som bør nydes i sin egen særegne og spraglede enhed – som en ren fornøjelse.

ERIK JENSEN

EFTER DEN OMGANG sødsuppe med flødeskum er det en fornøjelse på niveau med et ’Quick Fix’ at løbe ind i endnu en englænder, 25-årige Vannessa Brown fra Northampton. Sangerinden med de caribiske rødder har valgt blot at kalde sig V.V. Brown som kunstner, og det er som stort set alt andet på denne forrygende fest af en debut helt o.k. med mig.

Ved årets begyndelse var V.V. Brown på talrige lister over navne, vi skulle holde øje med i 2009. Med god grund, for talentet er uomtvisteligt og ustyrligt. Fra første skumsprøjt i ’Quick Fix’ holder denne livfulde havfrue kursen med plads til både lystige delfinspring i bølgerne og sexede slag med halen.

Igen er vi afdelingen for tilbageskuende soul, men V.V. Brown er i modsætning til de fleste af sine ligesindede kolleger ikke bange for at supplere de arkæologiske udgravninger med skud fra caribisk musik, trip hop, funk, punk, rock og doowop. Det er med til at gøre ’Travelling Like The Light’ til en humørfyldt og energisk forestilling med uimodståelige sange, man ikke slipper foreløbig.

Sange som den herlige ’Shark In The Water’ har både et glimt i øjet og tungen godt placeret i kinden. Der er humør og humor over Vanessa Brown med den store, mørke stemme, der boltrer sig i det ene håndspillede hit efter det andet. ’Cring Blood’, titelnummeret, ’Quick Fix’ og ’Leave!’ er nogle af dem, der kan holde os varme vinteren igennem.

Wauw! Et stort talent, der både selv har både skrevet og været medproducent på hele albummet, er ankommet. Hvis ikke alle de blege soulsøstre skal drukne i glemslen i kølvandet efter frøken Browns gyngende showboat, er det på tide at tage sig gevaldigt sammen. Og lad os så få en koncert med V.V. Brown. erik.jensen@pol.dk

Dobbeltspil i tomgang Rammstein: Liebe ist für alle da.

Produceret af Jacob Hellner og Rammstein. Universal. (46 min.).

Efter en pause på fire år er Rammstein tilbage med provokationer, porno, sex, bulder, brag og de markant rullende r’er i kæften på sanger Till Lindemann. Han er i den grad hovedpersonen i Rammsteins ellers så massive og kollektive udtryk denne gang.

For mens musikken overvejende synes at stå i stampe på ’Liebe ist für alle da’, er tek-

SMERTE. Rammsteins keyboardbaserede heavy metal står i stampe, men teksterne er bedre end nogensinde. Coverillustration

sternes dobbeltspil bedre end nogensinde. Rammstein har allerede skabt ravage med den lille popsang med den besnærende titel ’Pussy’ og rockhistoriens første direkte pornografiske video. Sangen, der handler om sexturisme, er blandt mange fine eksempler på, at den glatte og platte overflade ikke skal tages for pålydende. Snarere end at være et råt rockband, man skal kende på omkvædene, er gruppen fra Berlin et lille omrejsende teater, som tilbyder os alle tolkninger af tiden i en enorm ramme.

Gennemgående er musikken knaldhård med keyboardbaseret heavy metal, der falder tungere end længe. Men der løsnes dog op i den firserpoppede ’Haifisch’ med tekstlig reference til Bertolt Brecht, S/M-hymnen ’Ich tu dir weh’ med det iørefaldende omkvæd og riff og den decideret uhyggelige ’Wiener blut’, som vel er den første sang om ’monsteret’ Josef Fritzl i en form for bizar heavy-kabaret.

Bag den velsmurte maskine aner man, at det har været svært og hårdt for Rammstein at finde retningen på et album, som derfor ender med at pege mest tilbage på gruppens tidligere udspil.

ERIK JENSEN

kultur 13

Arkivfoto_ Jens Dresling

POLITIKEN SØNDAG 13. DECEMBER 2009

New York, New York Den amerikanske forfatter, Jonathan Lethem, deler vandene med sin nye roman om Manhattan. Er den kedelig og plat? Eller er den et af samtidslitteraturens mest vitale portrætter af en by, der ikke bare er en by, men også en tilstand?

ANNE METTE LUNDTOFTE

D

e sidste ti år har forfatteren Jonathan Lethem været en af den amerikanske samtidslitteraturs mest feterede darlings.

Hans tidlige eksperimenterende og genre-nedbrydende romaner fra 1990’erne gav ham kultstatus blandt fans, mens de senere mere følsomme og delvist selvbiografiske Brooklyn-romaner, ’Moderløse Brooklyn’ og ’Ensomhedens fæstning’, gjorde ham kendt hos et bredere publikum og blev rost til skyerne af alverdens kritikere.

Men da Lethems nyeste roman, ’Chronic City’, udkom i sidste måned, landede den med et brag.

Det var New York Times, der var først fremme med øretæverne, da avisens førsteanmelder og byens oversmagsdommer, Michiko Kakutani, gav den en række syngende lussinger med betegnelser som

»kedelig« (slam), »mangelfuld« (slam), »utilfredsstillende« (slam), »irriterende« (slam) og »trættende læsning« (så skulle den vist være på plads!).

Kakutani mente i øvrigt, at ’Chronic City’ var en overfladisk bog, som læseren ikke kunne leve sig ind i, fordi dens personer var tegneserieagtige og befandt sig i et univers, der hverken var »et virkeligt Manhattan af kød og blod«, ej heller »et overbevisende fiktivt univers«.

Resten af anmeldelserne af ’Chronic City’ har herefter delt sig i to skarpt adskilte lejre i de amerikanske medier. Der er dem, der som Kakutani er stærkt skuffet over det seneste udspil fra Lethem.

Og så er der dem, der i kølvandet på de dårlige anmeldelser, har skrevet længere essays (f.eks. i avisen The New Statesman), der hævder, at ’Chronic City’ faktisk er det bedste, Lethem nogensinde har skrevet, og at han med bogen til fulde lever op til kåringen for nogle år siden i Esquire Magazine som »bedste, nulevende New Yorkforfatter«.

Hvorfor er meningerne om ’Chronic City’ så delte?

Livet er en performance For en overfladisk betragtning er handlingen i bogen tilforladelig nok: To mænd mødes og udvikler gennem historien et venskab, der er lige så rørende, som det er umage.

Chase Insteadman er en flot mand, charmerende, udadvendt og vellidt, mens Perkus Tooth er en paranoid særling, der lever isoleret, er sjusket med sit udseende og ildeset i byens bedre kredse.

Med deres forskellige baggrund er de typiske for Manhattans spraglede persongalleri:

Chase er en tidligere barnestjerne, berømt for sin rolle i en tv-serie, der genudsendes i det uendelige på forskellige kanaler, så Chase bliver genkendt overalt, hvor han går og står i byen – ikke som en person af kød og blod, men som den 12årige figur, han spiller på tv. Samme rolle får ham også inviteret med til diverse middage, fester og receptioner, så Der er Chase’s liv – som Scorseses New han selv bemærker York (farligt på et tidspunkt i bogen – »altid er en og nådesløst), performance«.

Woody Allens Perkus Tooth er New York en lige så genken(sofistikeret og delig størrelse som neurotisk) Chase i det urbane landskab på Manog Velvet hattan. I modsætUndergrounds ning til sin ven er New York Perkus dog ikke en (rå og sexet), berømt figur, men og så videre en af de mange i byen, der næsten blev det. Visse mennesker fra visse miljøer ville stadig kunne nikke genkendende til hans navn fra det legendariske musiktidsskrift, Rolling Stone, hvor Perkus var bladets største rockkritiker i 1980’erne.

Nu lever Perkus et afsondret liv i en lille lejlighed, der er stopfyldt med gamle LP’er, stakkevis af bøger og en masse pot, som han pulser løs på, mens han overvælder sin nye ven, Chase, med sin enorme viden om alt – fra »Monte Hellman, Semina Culture, Greil Marcus’ ’Lipstick Traces’, mafiaens blackmailing af J. Edgar Hoover, Vladimir Mayakovsky og futuristerne, Chet Baker, Ingenting-ism«. Perkus er og-

så en stor fan af konspirationsteorier, som han ivrigt indvier den lykkeligt uvidende Chase i – i hvert fald her i starten af romanen.

Men som bogens perspektiv begynder at vippe fra Chase, der er jeg-fortæller af bogens første halvdel, til Perkus i bogens sidste tredje del, vendes bogens historie samtidig helt på hovedet og efterlader læseren lige så på én gang svimmel og klartskuende, som havde man siddet med under en af Perkus’ paranoide pot-seancer.

Der er en tiger i byen Den fantastiske dimension, der introduceres her sidst i bogen, har der allerede været flere hentydninger til i løbet af fortællingen. Tag for eksempel Chase’s forlovede. Hun er en astronaut, der sidder fast i et rumskib mange millioner mile fra sin elskede, som hun kommunikerer med via lange breve, der publiceres i New York Times’ såkaldte »Krigs-frie udgave«.

Der går rygter om, at byen hærges af en løssluppen tiger, der æder sig vej op gennem de underjordiske subway-linjer, så hele gader af huse truer med at falde sammen. Udover øens sydspids har en tyk røg spredt sig, som solens stråler ikke kan slippe igennem, mens lugten af chokolade gennemtrænger resten af byen. Og pludselig begynder det at sne midt i juli.

Det er her, at vandene deler sig i kritikken af ’Chronic City’. Der er dem, der som New York Times’ Kakutani finder bogens litterære univers utroværdigt, fordi byen og dens personer ikke virker, som var de »af kød og blod«, og at læseren følgelig ikke kan identificere sig med dem.

Og så er der dem, der påpeger, at bogens fantastiske indslag præcist beskriver, hvordan vores identitet i dag i lige så

høj grad er formet af de forskellige fiktioner og myter, der omgiver os – fra reklamer, film, virtuelle spil, internettet, litteratur – som den »virkelige« verden af kød og blod, Kakutani henviser til.

I ’Chronic City’ er Chase’s identitet for eksempel lige så meget formet af den figur, han spiller på tv, som af summen af hans levede erfaringer, lige som Perkus er lige så meget et produkt af alle de popkulturelle referencer, han raller af, som af hans liv med andre mennesker.

Den identitetens flertydighed gælder især i New York, der nok er den by i det 20. århundred, der er mest omspundet af mytologier. New York er ikke bare en by med huse og mennesker, men en tilstand – en tilstand, som alle kender især fra film, også selv om man ikke har været i byen.

Der er for eksempel Scorseses New York (som er farligt og nådesløst), Woody Allens New York (som er sofistikeret og neurotisk), Velvet Undergrounds New York (som er rå og sexet), og så videre. For Lethems fans er det netop hans evne til i ’Chronic City’ at inkorporere det fiktive lag i vores eksistens, der gør bogen til et langt mere tidssvarende portræt af byen end nogen realistisk skildring af den kaliber, Kakutani efterlyser.

At Lethems litterære univers ikke optræder i et en-til-en forhold til verden, understreger han selv bagerst i ’Chronic City’. Her takker forfatteren en lang liste af andre forfattere, som han har ladet sig inspirere af – f.eks. har han lånt en helt sætning fra Saul Bellows ’Humboldt’s gave’, som han dog ikke sætter i anførelsestegn, mens tiger-figuren i bogen er taget fra Charles Finneys ’The Unholy City’, skriver han. Dernæst takker Lethem de forfattere, der ubevidst har inspireret ham, og som

Bøger skal købes på nettet Forfatter: Jakob Ejersbo

SPAR

25%

Titel: Liberty Førpris: 349,00

75

261 Der tages forbehold for trykfejl og udsolgte varer.

Tilbuddene gælder minimum frem til 24-12-2009

Danmarks største internetboghandel www.saxo.com

ÅRETS BOGGAVER

dermed har været med til at forme hans forestilling og fiktive version af New York.

Det med åbenlyst at låne sætninger og ideer andre steder fra er et nummer, Lethem har gjort før.

Hallucinerende trip Faktisk gjorde han en dyd ud af princippet i en artikel i Harper’s i 2007, hvor han plæderede for en ophævelse af copyrightloven i kunstneriske anliggender. Kunsten er en gave, skrev Lethem – mellem kunstner og samfund, mellem kunstner og kunstner – og derfor er ophavet til det enkelte kunstværk ikke noget, der skal beskyttes, men noget, der skal inspirere andre.

For at bakke sit synspunkt op, gav Lethem alle kunstnere kvit og frit retten til at lave andre versioner – film, teaterstykker, happenings – af hans noveller, mens han til sidst i artiklen kunne afsløre, at hver eneste sætning i den 10 sider lange artikel var løftet fra en anden tekst, lige som hele ideen om kunsten som gave var taget fra litteraturteoretikeren Lewis Hydes ’The Gift’.

Hvilken slags gave er så ’Chronic City’?

Det er ikke en bog, hvis mening kommer pænt indbundet med en sløjfe, der går op ved et enkelt ryk. Tværtimod sprænger ’Chronic City’ de konventionelle rammer for, hvad litteratur er. Er man til fortællinger af »kød og blod«, skal man derfor nok ikke skrive ’Chronic City’ på sin ønskeliste til jul. Men vil man udvide horisonten med et hallucinerende trip af en historie, er bogen et godt sted at begynde. kultur@pol.dk

Jonathan Lethem: ’Chronic City’, Doubleday.

467 sider, 27.95 dollar.

Al manle tider delg s aver 90 film i en fart

90 romaner i en fart

Alle tiders bedste film præsenteres på blot fire vittige tegneseriestriber. Nu kan du snart tale med om Psycho, Borte med blæsten, Terminator og Forrest Gump uden at have brugt timer foran lærredet.

Highlights fra verdenslitteraturen leveres i kompakt form.

Her får du handlingen i bl.a.

Frøken Smillas fornemmelser for sne, Odysseen, Moby Dick og Lolita uden at have fået hold i nakken.

politikensforlag.dk

6 kultur

SØNDAG 22. NOVEMBER 2009 POLITIKEN

Jeg tror ikke på genialitet. Det er det fantastiske ved kunst. Enhver kan lære det Han er – uden for enhver sammenligning – britisk kunsts enfant terrible nummer 1. Siden Damien Hirst i 1990’erne blev frontfigur for ’britarten’, har han væltet sig i en tumultarisk blanding af succes, penge, stoffer og skandaler. Han har udstillet hajer, køer og diamantbesatte kranier til 1,8 millioner kroner. Og blevet sagsøgt for at spadsere rundt i en bar med alting fremme og et kyllingeben stikkende ud under forhuden. Men her på det seneste er han faktisk gået hen og blevet lidt træt af sig selv. Og er begyndt at male. Malerier, som anmelderne kalder »rystende dårlige«.

Og som han derfor har tænkt sig at male mange, mange flere af ... interview SIMON HATTENSTONE, THE GUARDIAN, LONDON

D

amien Hirst stirrer på sit portræt af et kranium.

Dette er den nye Damien Hirst – Hirst, den ensomme maler. Ikke Hirst, kunstverdenens spradebasse af en markedsføringsguru. Han har malet disse billeder med sine egne hænder i stedet for at hyre nogle af sine lakajer til at fremstille kunst i sit navn, som han tidligere har gjort.

Men det her er også den gamle Hirst, siger han. For som de fleste andre kunstnere begyndte han trods alt med at male og ikke med at tænke i koncepter og masseproduktion. »Jeg opgav maleriet, da jeg var 16 år«, siger han. »Jeg troede i al hemmelighed, at jeg ville have været Rembrandt på det tidspunkt«.

Jeg kigger på ham.

Men Rembrandt var jo et geni?

Han ryster på hovedet. »Nej, jeg tror ikke på genialitet. Jeg tror på frihed. Jeg tror, at enhver kan gøre det.

Enhver kan blive ligesom Rembrandt«.

Hirsts sans for at levere forrykte citater fornægter sig ikke. Jeg venter på et smil eller et blink, men det kommer ikke. I stedet kommer han op i det filosofiske gear. »Picasso, Michelangelo nærmede sig muligvis det geniale, men jeg mener ikke, at en maler som Rembrandt er et geni.

Det handler om frihed og mod. Det handler om at se. Det kan læres. Det er det fantastiske ved kunst. Enhver kan gøre det, bare man tror på det. Gennem øvelse kan man lave fantastiske malerier«.

Hvor langt mener du så, at du selv er fra at producere en Rembrandt? »Langt væk. Men der er jo heller ikke brug for den slags i dag«.

Det er midt i oktober, og Hirst viser mig rundt på sin kommende udstilling på Wallace Collection i London. Den er naturligvis kontroversiel, som altid, når Hirst er involveret. For det første har han af egen lomme betalt over to millioner kroner for at få sine værker hængt op på det samme stribede blå silketapet, som Marie Antoinette foretrak. For det andet sætter han sig selv i selskab med navne som Rembrandt og Tizian, der hænger i de tilstødende lokaler. Og så er der selve malerierne. Han har brugt to år på at male dem i sit haveskur i Devon. Han viste dem ikke til nogen, mente ikke, at de var noget værd, og kasserede dem et efter et.

Men så lavede han omsider nogle stykker, som han godt kunne lide.

Her, mens han viser mig rundt på udstillingen, kan jeg ikke rigtig finde ud af, hvordan jeg skal reagere. Han har ret i, at han er langt fra at være Rembrandt. Måske endnu længere, end han selv tror. Jeg vil kalde dem skumle – det er det nærmeste, jeg kan komme en kompliment. Indimellem virker de mere som illustrerede cv’er end som malerier. Alle de traditionelle Hirstmarkører er her – kranier, hajer, prikker og sommerfugle, primitive

hilsner til hans helt Francis Bacon i form af edderkopagtige hvide linjer samt de sædvanlige referencer til død og forfald.

Det er umuligt at tage fejl af, hvem der har lavet disse malerier.

Hirst har kæmpet med maleriet i årevis. Han har altid ønsket at male, men han har aldrig rigtig kunnet mande sig op eller tage sig sammen til det. »Pletmalerierne og spinmalerierne var et forsøg på at finde mekaniske måder at fremstiller malerier på«, siger han. »Og så nåede jeg til et punkt, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne smyge mig udenom længere«.

Teknisk set var de måske nok malerier, men han følte ikke, at han for alvor fik hænderne og sjælen smurt ind i sine farver, sådan som en rigtig kunstner bør.

Damien Hirst er stadig galionsfigur for ’britart’, den bevægelse af britiske kunstnere, hvis værker blev købt og fremmet af Charles Saatchi i 1990’erne. I 1992 gjorde han sig for første gang bemærket under en udstilling for unge britiske kunstnere på Saatchis gamle galleri på Boundary Road i London. Værket ’The Physical Impossibility Of Death In The Mind Of Something Living’ bestod af en glastank indeholdende en haj i formaldehyd. Det blev selve symbolet på ’britart’.

Hirst var stjernen i Saatchis udstilling ’Sensation’ på Royal Academy i 1997, en begivenhed, der snarere var en kroning end en fremvisning af den nye generation af britiske kunstnere. Efter ’Sensation’ fik Hirst og hans samtidige (brødrene Chapman, Sarah Lucas, Tracey Emin, Marc Quinn, Marcus Harvey og andre) status af Storbritanniens nye punkelite. Det vrimlede med enfants terribles inden for britart, og også på den front gik Damien Hirst forrest. Det handlede ikke bare om de syltede køer og hajer; det handlede om hans arrogante selvbevidsthed, om hans banden og svovlen og om hans rock’n’roll-attitude. Han gik sågar med tonede briller ligesom Bono. Han blev lige så berømt for at feste igennem på piller som for sin kunst. Så opdagede han kokain og blev endnu mere larmende. En tur i byen for britart-slænget var ikke en rigtig tur i byen, før Hirst havde trukket bukserne ned og svinget med banditten.

Mor klippede mit tøj i stykker Det pudsige er, at Hirst slet ikke var født til rollen som bannerfører for bevægelsen.

Han havde altid opfattet sig selv som en af dem, der opererede i baggrunden – som katalysator snarere end kunstner. I 1988, da han var studerende ved Goldsmiths (en del af London Universitet med hovedvægt på kreative, kulturelle fag, red.) arrangerede han en udstilling af sine jævnaldrende kollegers værker. Et andet paradoks er, at Hirst som ung var temmelig konventionel og slet ikke så vild, som han gerne ville være. Han kommer fra en arbejderfamilie og voksede op i Leeds. Hans forældre blev skilt, da han var 12, og moderen, Mary, opdrog ham med firkantede meninger om, hvad der var rigtigt og passende. Skolens rod var Marcus Harvey, der siden fortsatte i samme spor ved at skabe

skandalen på ’Sensation’-udstillingen med sit portræt af barnemordersken Myra Hindley. Hirst så et stort forbillede i den to år ældre Marcus Harvey. »Jeg ville være ligesom ham. Han var simpelthen bindegal. Han gik i kilt og havde et lille blåt Hitleroverskæg på brystet. Jeg var ekstremt misundelig, for hvis jeg viste mig udenfor i tøj, der ikke var ordentligt, klippede min mor det i stykker.

Hun sagde bare, at jeg skulle gå hjem igen. Hun lavede mit eksemplar af Sex Pistols’ ’Never Mind The Bollocks’ om til en urtepotteskjuler – hun anbragte pladen på gasblusset med en sten i midten, og så sagde det bare ’puf’. Det var på grund af ordet ’bollocks’ (der blandt andet kan betyde ’nosser’, red.)«.

I dag er moderen nabo til Damien Hirst og hans familie i Devon.

Han var ingen bogorm, og af de to A-level-eksaminer, han gik op til, endte han med bundkarakter i billedkunst. Han søgte ind på Leeds College of Art & Design, hvor han blev optaget efter i første omgang at have fået et afslag. Siden fik han afslag fra St. Martins, men kom senere ind på Goldsmiths. Da han flyttede til London, arbejdede han i de første to år på en byggeplads.

Han var 23, da han arrangerede udstillingen på Goldsmiths. Enkelte af hans egne værker var også med, men der var ingen, der hæftede sig særligt ved hans klynge af malede kasser. I 1991 fik han sin første soloudstilling, ’In And Out Of Love’.

Den bestod af flere lokaler med levende sommerfugle, der udklækkedes, fløj rundt og døde, mens døde eksemMan skal have plarer var anbragt et stort ego på lærreder. Fra befor at være gyndelsen har Hirsts evner som kunstner. Og kurator været tydeman skal nok lige i hans værker – have et ekstra tekster, titler, opstort ego for at stilling og udstilklare de lortelingsmontre. I et eller andet omfang anmeldelser, har præsentatiojeg har fået for min seneste nen været selve kunsten. udstilling I slutningen af 1990’erne blev han Storbritanniens egen mini-Warhol, der dyrkede berømmelse, masseproduktion – og penge. Ingen anden britisk kunstner har virket lige så besat af forholdet mellem penge, kunst og værdi. For Hirst drejede alt sig om konceptet. Hvis bare han havde fået ideen, var det fuldt tilstrækkeligt (selv om andre ofte hævdede, at de fik den først). Han var vild med tanken om, at han bare kunne sætte sit navn på værker, som han ikke havde rørt med en finger, og derefter gøre krav på dem som sine egne og tjene millioner på dem. Det var morsomt, latterligt og vanvittig indbringende.

Højdepunktet (eller det modsatte – alt efter hvordan man ser på det) blev nået i 2007 med værket ’For The Love Of God’, et menneskekranium, der var genskabt i

kultur 7

POLITIKEN SØNDAG 22. NOVEMBER 2009 DOBBELT OP. Den britiske kunstner Damien Hirst med sit værk ’En engels anatomi’, der i 2008 blev solgt på en auktion i London for knap 10 millioner kr.

Foto: Sang Tan/AP

platin og besat med 8.601 diamanter. Det kostede omkring 120 millioner kroner at fremstille. Igen var Hirsts timing perfekt og symbolikken til at få øje på. Efter to årtier, hvor kunst havde været en ypperlig handelsvare, blev penge nu gjort til genstand for kunsten. Der var ikke mere at sige. Værket blev solgt for anslået 100 millioner dollar, men det kom senere frem, at Hirst og hans mæglers galleri, White Cube, selv var med i det konsortium, der havde købt det.

Tidligere på året skrottede han helt gallerisystemet og solgte en masse værker på en stor Sotheby’s-auktion, der efter sigende indbragte 930 millioner kroner. Han forsøger tilsyneladende at skabe en ny forretningsmodel for kunstverdenen.

Hirst mener, at det er på tide, at kunstnerne skruer bissen på over for hans kunsthandler, Jay Jopling: »Jay har altid sagt: »Jeg tænker kun på dine interesser«, men det gør han jo ikke.

Det er, som om han har et harem, mens jeg skal være monogam, og så ender det med, at man siger fuck det!«.

Jeg er ligeglad – sæt prisen op Det var efter diamantkraniet, at Hirst trak sig tilbage til sit haveskur.

Og det var efter auktionen, at det gik op for ham, at malerier skulle være det næste, han udstillede. »Auktionen markerede helt sikkert afslutningen på et eller andet. En brutal forandring for mig – det sluttede med et brag«.

Han erkender modstræbende, at britart er et produkt af thatcherismen, men fastholder, at han selv er apolitisk og aldrig har stemt i sit liv.

Hirst lyder nærmest missionerende, når han taler om penge. Han siger, at han har brugt lang tid på at overbevise Sarah Lucas, hans foretrukne britiske kunstner fra hans eget kuld, om, at hun bør være bevidst om pengenes og sin egen værdi.

Forgæves. »Så siger hun: »Jeg er skideligeglad, bare betal mig, hvad du synes«. Så siger jeg: »Du skal tage mere for dine værker«. Så siger hun: »Jeg er ligeglad, jeg interesserer mig ikke for alt det pis«. Jeg var selv ligesom Sarah i begyndelsen, men på et tidspunkt kunne jeg ikke tillade mig at være skideligeglad længere«.

Han holder en pause. »Jeg beundrer hende på en måde for det«, tilføjer han eftertænksomt.

Han var misundelig, da han fandt ud af, at Rachel Whitereads værker blev solgt til over 800.000 kroner, mens hans egne værker gik for 170.000-250.000 kroner. »Jeg kan huske, at jeg bad Jay om at sætte prisen op til 800.000 kroner. Han svarede: »Men jeg kan jo sælge alt det, du laver«, og så gik det pludselig op for mig: »Det er sgu da, fordi du sælger det alt for billigt«. Han sagde: »Dine samlere bliver ikke glade for det«, og jeg svarede: »Jeg er ligeglad, bare gør det«. Vi kiggede os ikke tilbage. Da han solgte noget for 100.000, skete der en forandring – man bliver taget alvorligt af en helt ny kreds af mennesker, og de begynder at købe«.

Er der ikke en risiko for, at pengene kommer til at fylde det hele; at salgsprisen bliver hele formålet med et stykke kunst? »Man skal bare holde øje med det. At sælge ud er noget helt andet end at beskæftige sig med penge«.

Men hvad er det så at sælge ud? »Min økonomichef siger altid, at man skal sørge for, at man bruger pengene til at gå efter kunsten, ikke kunsten til at gå efter pengene«. Hirst vil hævde, at hans diamantkranium er et eksempel på, at pengene går efter kunsten.

Har du nogensinde selv solgt ud? »Jeg tror, at jeg har været meget tæt på.

Der var et tidspunkt, hvor jeg bare kunne have fortsat med at sprøjte plet- og spinmalerier ud og grinet hele vejen til banken«.

Var du ved at tage fusen på kunstmarkedet? »Nej, man kan godt tage pis på kunsten, men man kan ikke tage pis på kunstmarkedet. Alle markeder er seriøse«.

Hvorfor indstillede han så masseproduktionen? Til sidst fandt han det for nedslående – fordi det mindede ham om hans egen dødelighed, siger han. »Med det arbejde, jeg lavede, kunne jeg ikke se en rute til livets slutning. Jeg lavede skulpturer, og det er altid de samme mennesker, der har arbejdet for mig. Så kom jeg til at tænke på, at når jeg blev ældre, så ville de sgu også blive ældre og ældre. Og som gammel ville jeg være nødt til at hyre nogle unge mennesker, som kunne løfte skulpturerne«.

Og malerierne var ikke længere relevante for ham. »Pletmalerierne handlede udelukkende om udødelighed. De var en total hyldest til de situationer, hvor man er døddrukken, hvor man tager stoffer, hvor man er gået under bordet. I det øjeblik føler man, at man vil leve evigt. Men så når man til det punkt, hvor man tænker, at man har mindre tid foran sig end bag sig ...«.

Der verserer en historie om pletmalerierne – måske er det en myte – som jeg er vild med: at Hirst begyndte at sælge ma-

lersæt til at fremstille malerierne med og tjente titusinder af pund på det. Han krævede med andre ord penge af folk, for at de skulle male for ham. Hirst griner. Selvfølgelig er det sandt. Det begyndte, da en mand sagde, at han gerne ville købe et pletmaleri, der var malet direkte på væggen, og Hirst spurgte, hvordan han havde tænkt sig at gøre det. »Manden svarede: »Du kan da bare give mig et certifikat og noget maling og bøtter«. Så tænkte jeg det igennem, og det fungerede. Certifikatet bekræftede ejerskabet til kunstværket, som skal males af en autoriseret repræsentant, og pletterne skal have følgende dimensioner og farver, og pletmaleriet kan ikke eksistere to steder på én gang.

Jeg købte mine egne bøtter, blandede farverne, pakkede det i en kasse. En pensel til hver bøtte, så man får 150 bøtter og 150 pensler, passer, blyant og et certifikat«.

Det må have været sjovt? Hirst ryster på hovedet. »Hver gang jeg fik en ny idé, opdagede jeg, at det var prøvet for mange år siden. Sol LeWitt, Bruce Nauman, Carl Andre, Donald Judd, alle minimalisterne brugte certificerede værker«.

Måske blærer jeg mig bare Det blev for nylig anslået, at Hirst er god for 1,7 milliarder kroner.

Hvad bruger han alle sine penge til? Jo, der er hans hastigt voksende kunstsamling, hans mange huse, hans biler, hans kontor. »Jeg har gang i en masse projekter, og der går en masse til velgørenhed«. Hirst nævner de velgørende organisationer, han støtter, men han lyder ikke ligefrem begejstret. Jeg fornemmer, at han helst vil bevare sit image som den slemme dreng, og at han ikke er meget for at spolere det med opbyggelige historier om velgørenhed. Men en række af hans venner fortæller, at han ofte har hjulpet dem, når de var i knibe.

Han vil hellere snakke om de forfærdelige ting, han har gjort. Hans venner bekræfter også den side af ham. Han Det mener ganske vist handledeom ikke, at han har udødelighed. solgt ud, men han Pletmalerierne har været tæt på at ødelægge sig selv var en hyldest med druk og stoftil de fer, især kokain. situationer, Han blev først stofhvor man er fri for tre år siden, og han siger, at han døddrukken, hvor man tager i lang tid var ulidelig. stoffer, hvor »Problemet er, at man er gået jeg dengang synunder bordet. I tes, at jeg var cool, det øjeblik føler men når jeg nu kigger tilbage på det, man, at man var jeg bare en vil leve evigt nar«.

Kort før hans nære ven, musikeren Joe Strummer (fra punkbandet The Clash, red.) døde, havde vennen fået nok af ham. »Han gik og sagde: »Ignorer ham. I skal bare ignorere Damien, alle sammen«. Det var, fordi jeg var så fuld af lort«.

Han fortæller om en samtale, han for nylig havde med en ven. »Jeg sagde: »Da jeg mødte dig, syntes jeg, at du var cool«. Han svarede: »Jeg syntes, at du var en nar«. Hvad for noget? Han sagde: »Jeg syntes, at du var arrogant og dum og manipulerende«. Der er mange, der siger, at det er sådan, jeg virker. Jeg kan ikke helt regne ud, hvad det er, jeg gør – måske blærer jeg mig bare – men det kommer altid bag på mig. Jeg synes, at jeg kommer fantastisk ud af det med folk.

Men Maia (Maia Norman, hans partner, red.) fortæller, at hendes venner har sagt det samme – at de følte sig intimideret af mig, eller at jeg var aggressiv eller arro-

Blå bog DAMIEN HIRST Britisk billed- og konceptkunstner.

Født 7. juni 1965 i Bristol, England.

Studerede i 1986-89 på London Universitys Goldsmiths College, som er specialiseret i kunst og kultur.

Allerede i studietiden fik han ry for at være provokerende, og han har bl.a. udstillet dyr i formaldehyd og lavet installationer med larver. Kunstværkerne er kommentarer til dødeligheden.

Første soloudstilling i 1991 ’In And Out of Love’ i London.

Modtog i 1995 den prestigiøse Turner Prize, som uddeles af galleriet Tate Britain til en britisk kunstner under 50 år for en fremragende udstilling inden for moderne kunst.

Hirst har udgivet bogen ’I Want to Spend the Rest of My Life Everywhere, With Everyone, One to One, Always, Forever, Now’ (2006) om sine kunst-ideer.

Kunstmuseet Arken syd for København har en del af hans værker i sin permanente samling. I forbindelse med udvidelsen af Arken er der etableret et udstillingsrum med Hirstværker.

Research: Politikens bibliotek

gant, eller at de kunne ikke lide mig«.

Og da han drak og tog stoffer, var han forfærdelig, siger han.

Hvordan?

Han kan ikke huske alle detaljerne, så han spørger Jude Tyrell, direktør for hans selskab Science Ltd. Tyrell: »Du var mere aggressiv, da du var på sprut og coke«.

Hirst: »Ja, du var flere gange ved at opgive mig«.

Tyrell: »Nej, kun én gang«.

Hirst: »Var det dengang, jeg viste pikken frem i Dublin?«.

Tyrell: »Nej, det med pikken og kyllingelåret var fint nok. Det var til hende pigens 18-års fødselsdag. Festen blev holdt på et eller andet fancy hotel, og Damien var meget fuld og grov. Det var sådan noget, man bare ikke ønskede at opleve. Hvis han var fortsat på den måde, tror jeg ikke, at nogen kunne være blevet hos ham. Og han ville også have mistet kunsten. Han ville ikke være i stand til at gennemføre det. Han havde været vågen to-tre nætter i træk, mens jeg stod og tog imod BBC – og den slags koster mange penge – og jeg blev nødt til at sende dem hjem igen, for han dukkede bare ikke op«.

Hvorfor tror hun, at Hirst opførte sig sådan? »Med enhver anden ville man tro, at det skyldtes et eller andet lort i deres liv. Men i Damiens tilfælde tror jeg helt ærligt, at han gjorde det, fordi han elsker livet – af rent hedonistiske årsager«.

Hvad var så det med kyllingebenet?

Det var en helt anden historie, fortæller Hirst: »Jeg var på en malaysisk restaurant, hvor jeg fik kylling. Jeg stak kyllingelåret i lommen, og hjemme på hotellet satte jeg det fast i forhuden, så jeg havde et ben stikkende ud fra spidsen af min pik«.

Tyrell minder den 44-årige Hirst om, at han har udeladt en vigtig detalje: »Du befandt dig på en bar, da du gjorde det, og der var en amerikansk kvinde, som blev stødt af det«.

Nå ja, siger Hirst, mens han tænker tilbage. »Hun styrtede ud af lokalet i afsky, næste dag sagsøgte hun mig og krævede 100.000 dollar i erstatning. Hun hævdede, at hun var blevet traumatiseret«.

Det var sidste gang, Hirst blottede sig offentligt. »Det gik op for mig, at det kunne blive temmelig dyrt, hvis lokalet var fuldt af mennesker, der hver skulle have 100.000 dollar. Vi indgik forlig, så hun fik 8.000 irske pund«.

Hvordan er det lykkedes dig at få styr på dit liv igen? »Jeg blev bare træt af mig selv.

Hvordan kunne din partner, Maia, holde dig ud i den periode? »Vi var begge to langt ude«.

Var hun lige så slem som dig? »Tja, ellers tror jeg ikke, at vi var blevet sammen«.

Hirst og Maia har tre sønner. Den ældste, Connor, er 14 år, mens Cassius er 9 og Cyrus 4. Hirst er bange for, at deres livsstil er gået hårdt ud over Connor: »Han er mere stille end de to andre, og en gang imellem tænker jeg, at det er på grund af det«.

Jeg tror, jeg får tæsk igen Vi kigger på nogle hvide roser på sortblå baggrund. Det er et af hans yndlingsmalerier på udstillingen.

Hvor vigtigt er det egentlig for dig, at udstillingen får gode anmeldelser? »Jay, min kunsthandler, går altid op i, at andre skal være tilfredse. Jeg forsøger at ignorere den gode presseomtale – for så kan jeg også ignorere den dårlige. Hvis man gerne vil have den gode omtale og forsøger at ignorere den dårlige, kan man blive helt rundt på gulvet. Men man laver jo tingene for sin egen skyld, så det er én selv, man skal stille tilfreds«.

Et par uger senere mødes vi igen på Hirsts kontor i London, der også fungerer som et smukt uofficielt galleri for moderne kunst – en sølvstatue af Jeff Koons i stueetagen og Warhols elektriske stol ovenpå samt en masse af Hirsts egne værker. Han har et andet par blåtonede briller på (han ejer omkring 50 par), hættetrøje og sportssko. Han forklarer, hvorfor han ikke ville egne sig til at være kurator: »Det er helt vanvittigt at skulle forholde sig til kunstneres egoer«.

Hvem har det største ego blandt de nutidige britiske kunstnere? »Øh, mig? Man skal have et stort ego for at være kunstner. Og man skal nok have et ekstra stort ego for at klare de lorteanmeldelser, jeg har fået for denne udstilling«.

Udstillingen på Wallace Collection er virkelig blevet sablet ned.

Jeg har nærmest aldrig læst så elendige anmeldelser. Malerierne beskrives som »pinlige«, »rystende dårlige«, »Francis Bacon møder Adrian Mole«, mens Hirst selv bliver kaldt »en opreklameret hykler«.

Har anmeldelserne overrasket dig? »Jeg havde faktisk forudset det«, siger han. »Men man håber vel inderst inde, at de ikke vil være helt så elendige. Det værste er, at jeg er blevet ringet op af mennesker, der har opfattet det som lige så slemt som døden – de ringer og spørger: »Er du okay?«.

Han smiler: »Der var nogle af anmeldelserne, der fik mig til at grine. (Guardians anmelder, red.) Adrian Searle skrev: »Jeg kan heller ikke male«. Det var da et hylende morsomt udsagn. Det var ham, der gav mig afslag på St. Martins«.

Har det givet ridser i selvtilliden?

»Altså, hele min selvtillid har fået ridser gennem de seneste to år i atelieret. Jeg har betragtet værkerne, været igennem al tvivlen og er kommet ud på den anden side. Anmeldelserne har på en måde været personlige og ret aggressive. Det, der især har fået folk til at reagere, er, at jeg valgte at udstille malerierne på Wallace omgivet af disse fantastiske kunstnere. Men jeg er stadig på begynderstadiet som maler. Jeg tror ikke, at jeg er i mål endnu. Jeg tror ikke, at jeg er lige så fantastisk, som de er.

Det her er de første malerier, jeg er tilfreds med. Men de er i hvert fald glade på Wallace Collection. Publikum strømmer til, og butikken sælger rigtig meget«.

Nogle kritikere har været inde på, at udstillingen er en spøg, at han bevidst har lavet dårlige malerier i bevidstheden om, at de under alle omstændigheder ville blive solgt til skyhøje priser.

Man kan godt »Det kan da godt tage pis på være ... hvem ved? kunsten, men Der er et element af man kan ikke den slags i alt det, jeg laver. Der var tage pis på kunstmarkedet. engang en, der sagde til mig: »Du kunAlle markeder ne signere en huner seriøse delort og sælge den«. Jeg svarede: »Hvorfor skulle jeg det?«. Og så tænker man, at hvis jeg gjorde det, så ville det være kunst. Manzoni pustede en ballon op og kaldte værket ’Kunstnerens ånde’ og solgte det. Og folk siger: »Tager du pis på os, eller er det alvor?«.

Ifølge Hirst findes der ikke noget mere kedsommeligt end en kunstner, der vil tages alvorligt. Og det er da også rigtigt, at der er noget drillende i de fleste af Hirsts værker, men konklusionen må være, at malerierne er ’ægte’, og at han gerne vil have dem taget alvorligt. »Jeg tænkte jo ikke, at nu vil jeg lave malerier, og jeg er skideligeglad med, hvordan de kommer til at se ud, for vi kommer alligevel til at tjene kassen på dem. Det er jo ikke formålet med dem. De skal være gode«.

Har du lært noget af anmeldelserne? »Nej, jeg kan godt lide det, Warhol sagde: »Man skal ikke læse dem, man skal veje dem««.

Måske var det på forhånd umuligt for ham at vinde, tilføjer han. »Det er jo den hellige malerkunst, det drejer sig om. De mennesker, der siger til mig, at malerierne er elendige, er de samme, som sagde til mig, at jeg var uduelig, fordi jeg ikke kunne male. Så maler man, og nu siger de, at jeg er uduelig, når jeg forsøger at male«.

Det er strengt taget ikke helt rigtigt.

Mange af dem, der er hårdest ved denne udstilling, har faktisk været begejstrede for hans tidligere værker, især de dissekerede køer og de syltede hajer. Konceptet var så friskt, linjerne var så klare, og virkningen var så stærk. Jeg spørger, hvor han fik ideerne fra. »Fra skolen. Allerede dengang lavede jeg sådan noget i billedkunst med frøer.

Og der var kranier, grankogler og bensplinter. Det var ligesom en naturudstilling, hvor tingene var i formaldehyd. Så det har vi altid trukket på«.

Han fortæller om inspirationen til ’Mother And Child Divided’: »Det handlede om min mor og min søster, der var uvenner på det tidspunkt. Det var en humoristisk variation over det«.

Men alt det hører fortiden til, siger han.

For ham handler fremtiden om at male.

Han viser mig de værker, der skal indgå i hans næste udstilling ’Nothing Matters’, som har fernisering senere på måneden på White Cube i London. Der er flere kranier og hajer og prikker, men farverne er klarere – rødt og grønt. Han introducerer også enkelte nye motiver: dækstole, vinduer og udsplattede krager.

Tror du, at den udstilling får bedre anmeldelser? »Jeg tror, at jeg får tæsk igen«, siger han. »Der er jo kun gået få uger, siden der var fernisering på den anden udstilling, så de siger sikkert: Han vil bare ikke stoppe!«.

Hirst fortæller, at han så et dokumentarprogram om Francis Bacon forleden aften. »Jeg er vild med den måde, Francis Bacon omtalte paverne på. Han sagde, at de var mislykkede malerier. Det kunne jeg virkelig godt lide. Han sagde, at han havde forsøgt at kombinere Eisensteins indstilling af den skrigende barnepige med Velázquezmaleriet, og at det blev en katastrofe. Han sagde: »Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg forsøgte«. Det var da noget fantastisk noget at sige – han prøvede at tale sine mest fantastiske malerier ned, som om de var det rene lort. På den måde er der jo ingen, der kan rakke dem ned«.

Han holder inde. »Det var det, jeg skulle have gjort«.

Men Hirst er ikke typen, der fortryder noget, hvilket han lige understreger med et sidste Warholcitat: »Warhol sagde noget genialt. Han sagde, at hvis nogen rakker noget ned, så skal man lave mere af det«. kultur@pol.dk

Oversættelse: Tonny Pedersen No Love Lost, Blue Paintings, af Damien Hirst, vises på Wallace Collection, Manchester Square i London indtil 24. januar 2010.

Nothing Matters, vises på White Cube i London fra 25. november til 30. januar 2010.

12 sport

SØNDAG 13. MAJ 2007 POLITIKEN

Sportsligt set

På vandet. I Valencia er nogle af verdens bedste sejlere samlet til Louis Vuitton Cup, der er kvalifikation til America’s Cup. BMW Oracles fordæksgast tjekker sejlet, United Internet Team Germany venter på at den stærke vinde skal løje af og +39 Challenge med fulde sejl under den næsten skyfrie himmel. Foto: Fernando Bustamente, og Bernat Armangue/AP

stoppestedet I 15 år var Jesper Roesen på landsholdet i taekwondo.

Han vandt tre EMguldmedaljer, to VMsølv, en World Cup og var til OL i Athen.

I august blev den nu 32-årige bachelor i idræt midlertidig landstræner, i januar overtog han holdet officielt, og i går rejste han på sin første store opgave som landstræner – til VM i Beijing.

Samtidig skriver han også på sin hovedopgave på Institut for Idræt i København.

Jesper Roesen

BRIT THERKILDSEN

Hvordan har du det?

Hvordan jeg har det? – Jeg har det godt. I forhold til jobbet synes jeg, det er rart, at jeg kan hjælpe andre og videreføre de ting, som jeg nu har lært i min egen aktive karriere. Det har jeg det rigtig godt med, og jeg har det rigtig godt med de forhold, vi har på træningscenteret. Alle rammer er, som de skal være, og vores udøvere er gode. De går virkelig op i det, de er seriøse og overholder aftaler. Så jeg har det rigtig godt som landstræner.

Hvor er du henne i verden?

Jeg er i Farum, på vej til træning kl. 17, så jeg skal lige i centeret og hente nogle energibarer og nogle sportsdrikke. Vi tager selv alt med til Beijing.

Hvad forbereder du dig til lige nu?

VM i Beijing. Vi rejser lørdag (i går, red.), så min tid går med de sidste praktiske ting. Holdet består af to kvinder og fem mænd.

s en :J o t Fo

Hvordan er jeres muligheder for at gøre jer gældende?

De fleste har aldrig været bedre, end de er nu. Og på baggrund af den træning og de forberedelser, de har været igennem, så jeg tror jeg på et godt resultat. Hvis de formår at præstere det, de kan. Så er der selvfølgelig en masse andre faktorer – ikke mindst mentalt, der spiller ind.

Hvad er din målsætning?

For holdet er det at vinde nogle kampe og at få i hvert fald de fleste i kvartfinalen.

Vi har fået medaljer til VM før, men det har været mange af de samme, der har vundet medaljerne. Men jeg forventer, vi når kvartfinalerne og håber på medaljer.

VM er ikke kvalifikationsstævne til OL næste år, men det er et vigtigt stævne i for-

O OT LF O e/P Dig

hold til, hvem jeg skal udtage til de særlige OL-kvalifikationsstævner.

Det første er i september, og mens der er otte vægtklasser til VM, så er der kun fire til OL. Det giver lidt forskydninger i forhold til, hvem der stiller op, og hvem der vil kunne gøre det godt. Men VM er et vigtigt fingerpeg.

Hvad skal der til, for at det opfyldes?

Vi kan ikke gøre meget ved den forberedelse, vi har gjort nu. Men jeg synes, vi har gjort mange af de rigtige ting i det forløb, så nu bliver det meget selve turen derover, og forberedelsen derovre. Formår vi at holde planen, få samlet holdet, gjort det hele rigtigt i forhold til de praktiske ting. Jeg har en hjælpetræner med, en sportschef og forbundets formand og

næstformand. Danmark søger om at blive vært for VM i taekwondo i 2009, så vi er en større delegation af sted. Der bliver god opbakning på sidelinjen.

Hvad er dine planer bagefter?

Efter VM handler det om at få forberedt og udtaget de rigtige til OL-kvalifikationsstævnet i september.

Hvordan synes du, at din sæson indtil nu er gået?

Det er altid en stor udfordring at overtage et hold. Der er meget, der skal planlægges, og jeg har valgt at fokusere på VM i første omgang. Så træningen i efteråret har handlet om, at hver enkelt kæmper forbedrede sig i forhold til nogle procesmål. Jeg har forsøgt at give dem nogle af mine ideer om taekwondo. Og man kan både måle resultater på medaljer og placeringer til stævner, men også på, om hver enkelt rykker sig, og det synes, jeg de har gjort.

Hvad er dit ønske for resten af sæsonen?

Et godt VM og kvalifikation til OL. brit.therkildsen@pol.dk

12 sport

SØNDAG 14. JANUAR 2007 POLITIKEN

sportsligt set

PÅ LANGS. Homasho fra Japan (th.) udnytter et forfejlet angreb fra den bulgarske sumobryder Kotooshu til at smide ham ud af ringen. Foto: Kyodo News/AP

PÅ HOVEDET. Italieneren Stefano Minguzzi bevarer ba- PÅ SPRING. At brasilianere kan andet end spille fodlancen under dette trick ved et supercross-show i den bold, viser U20-landsholdsspilleren William i fin stil på græske havneby Piræus. Foto: Thanassis Stavrakis/AP hotellet i hjemlandets Ponta Pora. Foto: Lucas Nunes/AP

PÅ VULKANER. Football-spilleen Kenneth Tookes fra Florida fejrer sit holds sejr over Ohio State i kampen om BCS-mesterskabet. Foto: Rob Schumacher, The Arizona Republic/AP

Stoppestedet Efter et flot 2006 er Kristian Pless – med en placering som nummer 82 i verden – direkte inde i hovedturneringen af årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder i Melbourne i morgen.

KRISTINE WILKENS

Hvordan har du det? »Jeg har det udmærket og er ved godt mod. Det nye tennisår er lige startet, og jeg har allerede slået en top 10-spiller i min første turnering. Det er jo dejligt at få bekræftet, at man kan følge med de bedste«.

Hvor er du henne i verden? »Lige nu befinder jeg mig i en af mine yndlingsbyer Melbourne. Det er en dejlig by, som jeg i forhold til andre storbyer føler er fredelig og afslappende. Måske det også har noget at gøre med, at alle spillere er friske og glade efter vinterpausen ligesom på en arbejdsplads, hvor man ses igen efter ferien. Vejret er normalt behageligt, bortset fra at det i år er umenneskelig varmt (36-38 grader)«.

Hvad forbereder du dig til lige nu? »Min næste turnering er Australian Open, som er en af årets vigtigste turneringer for mig«.

Hvordan er dine muligheder for at gøre dig gældende? »Alle spillere i hovedturneringen kan slå

»Den er som sagt lige startet, men jeg kan kun være tilfreds med starten«.

hinanden, så jeg kan enten tabe i første runde eller vinde nogle kampe. Mit bedste resultat hernede er at nå til 3. runde«.

Hvad er dit ønske for resten af sæsonen? »Et realistisk mål er at slutte i top 50, fordi jeg har arbejdet meget med mine svagheder og føler, jeg er bedre end nogensinde.

Min hidtil højeste rangering har været 65.

Men ud over min tennismæssige fremgang har jeg ikke særlig mange point at forsvare det næste halve år, hvilket skulle øge mulighederne for at avancere«.

Hvad er din målsætning? »Det er at vinde første runde. Der er endnu ikke foretaget lodtrækning (den blev foretaget efter dette interview – Kristian Pless møder i 1. runde den 16. seedede spanier David Ferrer, red.), så det er svært at sige noget om endnu. Når jeg ser den, er det lettere at formulere, hvor langt jeg håber at komme i turneringen«.

kristine.wilkens@pol.dk

Hvad skal der til, hvis den skal opfyldes? »En god lodtrækning hjælper altid. Der er nok 50 spillere, jeg føler, jeg bør slå, men så er der også 50 andre, hvor jeg er ’underdog’«.

Hvad er dine planer bagefter? »Efter denne turnering går turen til Europa i en uge og derefter til en række ATPturneringer i USA«.

Hvordan synes du, at din sæson indtil nu er gået?

: to Fo

g er rb o B as m o Th