Politiken Magasinet

ILLUSTRERET NYHED

r e d l o h e s l e d n u s i M n e m m a s verden N IN G ) T O U R N E L (T E G Y IP IL H P G O (T E K S T ) eriLARS THOMAS neskelig følelse. Am destruktiv – men

kun en – s hos flere af vore isundelse er ikke , at den også finde st vi r ha r se el øg n en vigtig rolle, kanske unders – og her spiller de r be ra ne ci pu ka . skabe stabilitet. slægtninge – bl.a men på flokken og m sa e ld ho at en om at løse når det gælder om al arbejde samm sk r be ra ne ci pu de lige meHvis en gruppe ka alle får nogenlun at t, ig gt vi t de er de føde, e at være med en r eksempel at fin le, nægter de andr he t de en opgave som fo ed m r be lø mtidig risikerer s et eller to dyr ens overlevelse. Sa kk flo ue get ud af det. Hvi tr gt si e ne så vidt muligt t kan på længer rfor forsøger aber De t. ød st anden gang, og de ud e iv får gevinsten, at bl isundelse. de individer, der relationer dermed undgå m og e lig nd vi til menneskelige og e l kt re di s re fø at fordele so er ov arbejde. , resultaterne kan et evnen til at sam kl vi ud r ha vi r Forskerne mener fo hvor forstå, hvordan og og hjælpe os til at m@pol.dk Kilde: New Scientist

M POLITIKEN

...

22. JUNI 2008 MAGASINET 23

TEKNOLOGI

Navnet er B&O

Hurtig fætter

B&O er blevet leverandør af stereo til James Bonds firmabil, Aston Martin.

Anlægget er lige så muskuløst som bilen og spiller, som var man hjemme i dagligstuen.

E S B E N KJ Æ R

D

er er to problemer med at fyre op for James Bond-musikken på bilradioen hjemme i Citroën Berlingo’en. Det første er selvfølgelig, at du overhovedet kører i en (medmindre du er Postmand Per). Det næste er, at din bilradio formentlig også lyder som en Berlingo.

Bilstereo er sjældent en udpræget fornøjelse at høre på – enten kan det ikke spille højt og rent, eller også spiller bilen og vejstøjen med, så de finere nuancer drukner i larm. Hvilket er underligt i be-

14 magasinet 12. OKTOBER 2008

...

tragtning af, at bilstereo ifølge kunderne er bilens vigtigste ekstraudstyr.

Det problem får Agent 007 ikke, næste gang han skal ud at køre i den britiske efterretningstjenestes foretrukne firmabil, Aston Martin. Den britiske producent af sportsvogne til travle agenter og andre med repræsentationskonto har valgt danske B&O som designer af et nyt lydanlæg, der vil være standard i bilfabrikantens topmodel DBS og valgfrit ekstraudstyr i de øvrige modeller.

Og ordet ’designet’ skal tages helt bogstaveligt: I denne klasse skruer man ikke bare et par højttalere i døren og smækker en standardforstærker ind bag kabinettet.

Da Ian Fleming skrev bogen ’Goldfinger’ om James Bond i 1959, satte han 007 bag rattet i en Aston Martin DB Mark III. Anno 2008 kører Bond i en Aston Martin DBS med en topfart på 307 km/t, 510 hestekræfter og en acceleration fra 0 til 100 på 4,3 sekunder.

Pris: 5,3 millioner kr. PR-foto

Vi taler om et stereoanlæg, der er konstrueret specielt til denne bil og bygget ind i den. Forstærkeren er på 1.000 ufattelige watt, altså mindst ti gange så kraftig som en almindelig dagligstueforstærker. Hele 13 højttalere i eget kabinet (så bilen ikke spiller med) har hver deres separate kanal til forstærkeren. De styres af en computerstyret equalizer, der ved hjælp af en mikrofon i loftet hele tiden optimerer lyden, for eksempel ved løbende at neutralisere bilstøj.

James Bonds egen Aston Martin leveres som bekendt med ekstraudstyr, der næppe ville blive godkendt af færdselsmyndighederne. Men selv om Aston Martin DBS til almindeligt rige mennePOLITIKEN

007-lyd Når man tænder for BeoSound DBS, skyder to diskanthøjttalere op fra instrumentbrættet (øverst) – de tilpasser sig automatisk til en eller to passagerer. Anlægget har i alt 13 højttalere og 1.000 watt forstærker med 13 kanaler. Pris: standard i Aston Martin DBS. Foto: Martin Bubandt

Aston Martin og 007 James Bond har kørt Aston Martin i adskillige film.

Goldfinger, 1964: Sean Connery kører Aston Martin DB5, godt pakket med ekstraudstyr.

Thunderball, 1965: Sean Connery ruller i en Aston Martin DB5.

The Living Daylight, 1987: Timothy Dalton kører i både en Aston Martin V8 Vantage og en Volante.

Goldeneye, 1996: Pierce Brosnan sidder bag rattet i en Aston Martin Silver Birch DB5 Die Another Day, 2002: Pierce Brosnan kører i en Aston Martin V12 Vanquish.

Casino Royale, 2006: Daniel Craig kører Aston Martin DBS. Quantum of Solace, 2008: Aston Martin DBS.

sker kommer uden raketstyr og katapultsæde, har den alligevel et par features, manden med det trecifrede personnummer ville værdsætte.

NÅR MAN TÆNDER stereoanlægget, glider to diskanthøjttalere med en speciel akustisk linse diskret op fra instrumentbrættet, som spreder lyden 180 grader og sikrer en meget skarpere fornemmelse af rum i musikken. Lyden er tilpasset manden i førersædet – men i samme øjeblik en passager klikker sit sikkerhedsbælte i, optimerer equalizeren lyden til to personer. Og så ser det godt ud: Hvor bilstereo normalt er skjult, har B&O brugt sin ekspertise i børstet aluminium til at dePOLITIKEN

...

signe højttalergitre, der klæder en mand i smoking.

Men hvordan lyder 1.000 watt og 13 højttalere i et rum på to kubikmeter egentlig? Mere shaken end stirred, skulle man tro – men faktisk er lyden krystalklar som en dry martini. »Vores mål er at få det til at lyde som hjemme i dagligstuen«, siger chef for B&O’s bilstereo, Bjarne Sørensen. Han har tydeligvis aldrig været i dagligstuen hos denne skribent – der dog heller ikke har et par hundredtusind kroner at smide efter sit stereoanlæg. Nu er BeoSound DBS som sagt standard i Aston Martin-topmodellen, men B&O leverer allerede bilstereo som ekstraudstyr til Audis top-

modeller, og efter at det danske bilafgiftssystem har ganget prisen med tre, koster det hos Audi 150.000 kroner. Aston Martins er med garanti ikke billigere.

Det er folk, som kan lirke fem millioner kroner ud af sparegrisen til en bil, sikkert ligeglade med.

Det kan vi andre også være – B&O kommer nemlig ikke ud og eftermonterer sådan et anlæg i Opel Kadet’en. Det skal bygges ind fra starten og optimeres til den specielle biltype. Vi kan bare nøjes med at konstatere, at James Bond har lige så god lyd inde i sin bil, som vi andre har, når vi ser ham i biografen. esben.kjaer@pol.dk

12. OKTOBER 2008 MAGASINET 15

INDRETNING

Den grønne Interiøret på Geranium skal være enkelt, fordi der sker så meget i maden. Og fordi man ikke kan konkurrere med udsigten til Kongens Have, der ligger lige uden for Michelin-restaurantens vinduer.

S Ø R E N W E D D E R KO P P O G MIRIAM DALSGAARD (FOTO)

D

et mest markante ved udsmykningen på Restaurant Geranium er, at der ikke er nogen. »Vi smed alt ud, undtagen sjælen og væggene. Haven er vores udsmykning, og den har vi ikke ønsket at konkurrere med«, siger den ene halvdel af kokketeamet, Rasmus Kofoed.

Restaurant Geranium ligger, hvor der har været restaurant eller konditori i Kongens Have gennem de seneste mere end 100 år. Den gamle træbygning hænger arkitektonisk sammen med de små pavilloner, der findes næsten hele vejen rundt om parken, men rækker betydeligt længere ind i haven og ender i det store restaurationslokale, hvor der er plads til ca. 50 personer.

Spisestuen er rektangulær, regulær og har ubrudte vinduer ud mod haven på tre sider. »Vi ønsker at trække haven ind i rummet gennem vores brug af store åbne vinduesarealer, store spejle og den gennemgående grønne farve, hvor der ikke bare er hvidt eller sort. Vi taler om den grønne tråd – og du kan endda finde den i fysisk tilstand på toilettet«.

Ganske rigtigt. En af de små fyrfadslysskjulere, som Rasmus Kofoed og Søren Ledet selv har designet, og som findes overalt i restauranten, står på en hylde ude på toilettet – omviklet med grøn lædersnor.

m@pol.dk

48 magasinet SØNDAG 13. APRIL 2008

...

Ny serie Når man spiser på restaurant, er det ikke kun selve maden, der har betydning for oplevelsen, men også rummets indretning og stemning.

Således uddeler Michelin-guiden ikke kun stjerner for maden, men også bestiksæt fra en til fem for, hvad de kalder ’komfort’. I 2008-udgaven af Main Cities of Europe har restaurant Prémisse i Dronningens Tværgade i København således fået fire bestiksæt, mens bl.a. Geranium, Kong Hans og Restaurationen har fået tre. Noma, som har fået to stjerner for maden, har kun fået to bestiksæt.

Kokkene på nogle af de bedste restauranter herhjemme investerer da også mange penge og kræfter i indretningen. Vi har spurgt til deres overvejelser.

POLITIKEN

Gennemført

tråd

Selv på toiletterne er der tænkt over indretningen. De små skjulere til fyrfadslys med grøn lædersnor står på en lille hylde og ser fine ud.

Specialudstyr Da Rasmus Kofoed vandt sølv i Bocuse d’Or gav han dommerne hver en kniv, som de skulle udskære kødet med. Kniven er en kopi af en gammel vikingekniv med blad af hærdet jern og skæfte af moseeg. Denne kniv findes i dag i restauranten og gives til gæsterne, når der skal skæres kød.

Udsmykning Det eneste pynt på væggene er store spejle i sorte rammer. De bevarer enkeltheden i rummet samtidig med, at man kan se Kongens Have fra hele restauranten.

Stilrent Rasmus Kofoed er ejer og kok på restaurant Geranium, som er designet ned i mindste detalje.

I loftet over hans hovede hænger store grønne Louise Campbell- lamper, model Collage, der er inspireret af lysets fald gennem det grønne løv i et træ.

Prisvinder Rasmus Kofoed er den eneste kok i verden, der har vundet to medaljer i Bocuse d’Or. Her er statuetterne i bronze og sølv.

POLITIKEN

...

q SØNDAG 13. APRIL 2008 MAGASINET 49

INDRETNING Service Bordene er runde og beklædt med enkle hvide duge med en specialfremstillet sart grøn underdug. Bestikket er Georg Jensens Vivianna, men det er ikke med på billedet, for når gæsten sætter sig til bords, er der kun smørebræt og -kniv af enebærtræ, to Spigelau vinglas, et vandglas og en ustivet, hvid serviet i en servietring af keramik. »Enkelheden i opdækningen er en måde at beholde jordforbindelsen på – især fordi der sker så meget i maden«, siger Rasmus Kofoed, som sammen med Søren Ledet er den gastronomiske og stilmæssige motor i stedet.

En lille vase med havens blomster og en olielampe fuldender borddækningen. »Sådan en lille, svævende fakkel giver en god atmosfære«.

Tøj Uniformen for tjenerne er hvide skjorter, sorte nederdele eller bukser og grå forstykker. Der er otte tjenere i alt inklusive elever, og det er samme antal som personalet i køkkenet.

Stol Gæsterne på Geranium sidder i læderbetrukne Lilje-stole af Arne Jacobsen ved anonyme, runde borde. Stolene er markant sorte mod det ellers meget grønne og hvide rum. Stolene er valgt for deres skønhed og for det faktum, at de, som restauranten, er navngivet efter en blomst, oven i købet en, der findes overalt i haven.

50 magasinet SØNDAG 13. APRIL 2008

...

Udendørs Fra restaurantrummet er der direkte adgang ud til den hækomkransede gårdsplads.

Her kan aperitiffen eller frokosten nydes, når vejret er nådigt.

POLITIKEN

AUTOMOBIL

Hvem Jante?

Et nyt sportsvognsprojekt udfordrer rammerne for, hvad der kan lade sig gøre i Danmark. Designmæssigt er der tale om en ny fortolkning af den klassiske engelske åbne enpersons sportsvogn.

S Ø R E N W E D D E R KO P P

D

et sker en gang imellem: En eller anden dansker har glemt at nærstudere janteloven og kaster sig ud i ’Projekt dansk bilproduktion’. Og nu er det sket igen.

Nyeste mand på skafottet er Ricky Søndergaard, en ung fynbo, der ikke deler den opfattelse, at Danmark vel strengt taget er for lille et sprogområde til at have sin egen sportsvogn.

Han har bygget sig en, og nu er hans bil så småt ved at blive til serieproduceret virkelighed.

Prototypen, som ikke er meget mere end en malet skal, blev præsenteret på udstillingen ’Biler i Bella’ i København for to uger siden, og nu arbejder Ricky Søndergaard på at skaffe den kapital, der er nødvendig for at få projektet bugseret fra værkstedet ud på gaden.

56 magasinet SØNDAG 13. APRIL 2008

...

»Vores designmæssige udgangspunkt er en Lotus Super Seven, men hvor den er ekstrem i alle retninger – ekstremt let, ekstremt ukomfortabel og ekstremt usikker – har vi valgt en mere midtpå-vejen-tankegang, hvor vi har bygget mere komfort og sikkerhed ind i vores bil med dobbeltrør i siderne, stærkere styrtbøjle og, i modsætning til Super Seven, en egentlig dørkonstruktion«, siger Ricky Søndergaard.

Han har døbt sit hjertebarn Sondergard, fordi han ikke regner med, at der er meget salg i bogstaverne ø og aa på de eksportmarkeder, som ifølge Søndergaards prognoser skal aftage næsten hele produktionen på 300-500 biler om året. »Bortset fra til deciderede samlere tror jeg ikke, at man skal forvente noget videre salg af en kit car til 600.000-700.000 kr. herhjemme«, siger han. »Men hvis vi går ud i Europa og sammenligner os med andre kit cars – som for eksempel hollandske Donkervoort – eller sportsvogne som

Porsche Boxster, så ligger vi rigtig godt til, både når det gælder pris og præstationer«.

Præstationerne skal komme fra den amerikanskproducerede General Motors’ Opel GT gearkasse og motor, som vil give den kun cirka 700 kilo tunge bil en ydelse på 264 HK – mere end rigeligt til, at en Sondergard kan spise Ferrarier og Lamborghinier til morgenmad.

MEN HVAD siger Ricky Søndergaards designer til at arbejde på en bunden opgave med at modernisere en gammel engelsk klassiker? »Efter min mening var det sgu på tide, at nogen gjorde noget ved det gamle design. Det er håbløst uambitiøst. En Super Seven ligner mest af alt en flyvemaskine fra 30’erne, hvor man så har smækket nogle LED-lygter på for at virke moderne«, kommer det fra en bramfri Jesper Hermann, der sammen med kollegaen Christian Brandt ejer et designfirma, som arbejder for flere bilproducenter, og som blandt andet har slået POLITIKEN

DESIGN Ideen bag

ARABISK PÅ DANSK

Nimb har fået en dekorativ gadefacade, der følger op på 1900-tallets eventyrlige basarbygning i Tivoli.

L I B B I E FJ E L S TR UP

U

d mod Bernstorffsgade lignede den i mange år en nedslidt stationsbygning i Vladivostok, i hvert fald kunne man tale om en meget ucharmerende vrangside til det overdådige persiske palads, der går under navnet Nimb.

I dag mødes man af et langt mere opløftende syn. Forsiden mod Tivoli og bagsiden mod Bernstorffsgade står ikke længere og skriger til hinanden, men er omsider smeltet sammen i et fælles udtryk omkring det nye og gennemført sofistikerede etablissement, der nu byder sig til. »Facaden var tung og kedelig, den fremstod

12 magasinet 14. SEPTEMBER 2008

...

nærmest hermetisk tillukket«, siger Jacob Grønlykke, manden, der har genrejst Nimb til et sted med restauranter, barer, hotelværelser, selskabslokaler og meget andet i international topklasse.

Lige fra begyndelsen var han klar over, at han ud over den omfattende indretning af selve bygningen også måtte gribe til en facadeløsning i en eller anden form for maurisk inspireret stil, men hvilken?

Valget faldt på dekorativt udformet gitterværk i hele bygningens længde, det vil sige en række kæmpestore plader i laserskåret og hvidlakeret aluminium lige til at bolte fast på den pudsede facade, men også foran vinduerne, fuldstændig som man bruger det i de arabiske lande.

Mønster og system er tegnet af det italienske arkitektfirma Matteo Thun & Partners, som Jacob Grønlykke fik kendskab til gennem Tivolis direktør, Lars Liebst, mens selve fabrikationen af pladerne er udført herhjemme. »Det var en stor arkitektonisk udfordring at få alle de plader på plads«, siger Jacob Grønlykke, som oprindelig havde et ønske om kobberplader. »Fordi kobber bliver så fantastisk smukt med tiden, og fordi jeg har det sådan lidt svært med mo-

Eventyrligt Gitterværket uden på Nimb består af en række kæmpestore plader i laserskåret og hvidlakeret aluminium, som er boltet fast på den pudsede facade.

Foto: Tobias Selnæs Markussen

derne materialer, de bliver nemt lidt kolde. Men prisen afgjorde, at det blev aluminium, og i dag er jeg helt glad for resultatet«.

Med den nye lette og dekorative facade kunne man naturligvis ikke køre videre med den klodsede udformning af de fire, store bogstaver, der i årevis har tronet på facaden. Altså fik man den grafiske designvirksomhed Homework, hvis imponerende stribe af kunder omfatter såvel danske som udenlandske magasiner, modehuse, forretninger og møbelvirksomheder, til at tegne et noget mere elegant navnetræk. »Det er sådan lidt skødesløst og lægger sig hen efter de arabiske skrifttegn, det er virkelig med til at understrege hele ideen med bygningen og alt det der 1000 og en nat«. libbie.fjelstrup@pol.dk

POLITIKEN

POLITIKEN

...

14. SEPTEMBER 2008 MAGASINET 13

DESIGN

Ned med armen!

Sodavandsmaskinen SodaStreamer tilbage. På et lidt andet marked, end dengang Ole Olsen pløjede slagger op og sodavand var en luksus.

Trendforsker vurderer, at den kan sælges, men at den markedsføres forkert.

TOMMY HEISZ

M

ed et søvnigt blik skanner jeg Elgigantens hylder for gaveemner. Og så, pludselig, har jeg glemt, hvad jeg kom her for. Maskinen deroppe på hylden griber fast i mit blik. Som en mavepumper i barndommens skolegård ...

SodaStream. De har lavet en lille smule om på skriften. Og maskinen har et helt andet design end dengang. Alligevel er jeg tilbage i bryggerset hos Michael fra klassen.

Vi går i 7. Jeg kan ikke huske, om sodavandsmaskinen direkte var anledning til, at vi blev venner. Men den blev i hvert fald hurtigt et tungtvejende argument for at mødes hos ham i stedet for hos mig.

Vidunderet var første stop, når vi havde kylet cyklerne op ad den gule murstensvæg på villavejen i udkanten af byen. Så var det bare at finde en af de rillede glasflasker. Fylde den op med vand til stregen. Og så ellers smække den i maskinen, hugge den lille hvide plastikarm i bund og begynde at pumpe.

VI NØD DEN SØDE musik af vand, der blev fyldt med bobler. Et pift ekstrakt – hindbær, cola eller sportsvand – gjorde tryllekunsten komplet. Så stod man der og bællede. En vaskeægte sodavand.

SodaStreams glansperiode var fra slutningen af 70’erne og ti år frem.

I den periode investerede op mod en halv million danskere i sådan én – på samme tid som mange eksperimenterede med at lave deres egen vin, og vand og druekoncentrat boblede gennem glasrør og gummislanger, før den endte i karafler på middagsbordene.

Sodavandsmaskinen blev udviklet af London Gin Distillers helt tilbage i 1903. De førUhmmm ste mange år blev de kun Speedwayikonet solgt til de allermest velhaveOle Olsen var nde briter, der nød godt af blikfang for selv at kunne fikse en tonic SodaStream. til deres gin. I 20’erne bePR-foto gyndte man at eksperimentere med ekstrakter som for eksempel kirsebær, og snart begyndte forretningsdrivende at investere i maskinerne,

18 magasinet 14. SEPTEMBER 2008

...

POLITIKEN

så de kunne lave billig sodavand og sælge det til kunderne. Først i 70’erne gjorde maskinen dog sit Op mod en halv indtog i køkkenerne, akkompagneret af en hip remillion danskere klamekampagne, hvor unge briter lærte at sige var i 70’erne ’Get bizzy with the fizzy!’. indehavere af egen Det var en jyde med sans for gode forretninger, sodavandsmaskine.

Poul Erik Bæk, der bragte sodavandsmaskinen ind PR-foto i danskernes køkkener omkring samme tid. Det hele begyndte, da han deltog i en fest, hvor man løb tør for tonicvand. Med til festen var også nogle engelske campinggæster, der hev vidunderet frem: en sodavandsmaskine. Festen var reddet, og en god idé havde plantet sig i Poul Erik Bæks hoved.

Han fik sikret sig licensen til at markedsføre tingesten i Danmark, i øvrigt som det første land uden for Storbritannien, og med speedwayikonet Ole Olsen som blikfang kørte SodaStream snart sejrsrunde på sejrsrunde. Poul Erik Bæk havde ramt plet.

Sodavand var dengang en luksusvare. Nu kunne man så let som ingenting smide stribevis af boblevand på bordet til hverdag, hvis bare man anskaffede sig en sodavandsmaskine.

Klassik

HVOR JEG KOMMER fra, var sodavandsmaskinen i midten af 80’erne et statussymbol af høj, høj værdi. Men så, som det nogle gange sker for de rigtig store – fra Duran Duran til Carl Lewis – forsvandt den pludselig ud af billedet. Som om tiden var stukket af uden at vente på den. Og måske netop derfor, fordi det gik så stærkt, og vi aldrig fik sagt ordentligt farvel, ser man de fleste på min alder få et drømmende, melankolsk og nostalgisk blik i øjnene, når man siger navnet. SodaStream. »Da den gjorde sit indtog, var det en slags småborgerliggørelse af sodavandsmarkedet. Dengang havde en almindelig dansk husholdning jo ikke ret mange penge, og hvis man ikke havde råd til rigtig cola eller squash, kunne man købe en SodaStream«, siger trendforsker Kirsten Poulsen fra konsulentfirmaet Firstmove. »Men i slutningen af 1980’erne begyndte vi at få flere penge mellem hænderne, og da alle de store sodavandsmærker solgte image og livsstil sammen med sodavanden, blev det lige pludselig ikke længere så sexet at drikke en hjemmelavet SodaStream«.

Poul Erik Bæks virksomhed Pebas har for længst droppet ideen, men nu forsøger en anden importør at sætte en ny SodaStream-bølge i gang.

Og skal man tro Kirsten Poulsen, kan der faktisk godt være et marked for sodavandsmaskinen i dag: »Det falder meget godt i tråd med, at folk gerne vil have noget helt særligt, noget der knytter sig en fortælling til. De etablerede sodavandsmærker er efterhånden noget falmede, for du skiller dig jo ikke ud ved at drikke en Coca-Cola eller en Fanta. Forbrugerne vil gerne lave tingene selv, men helst uden at gøre en alt for stor indsats, og her må man sige, at sodavandsmaskinen kan passe godt ind i et moderne køkken«.

Men måske skal importøren satse på andre budskaber end dem, man møder, når man i dag klikker sig ind på den officielle hjemmeside. »Køb en SodaStream i dag, så behøver du aldrig mere slæbe tunge flasker og kasser hjem fra butikken«, står der. »Det er helt fejlslagent. De skal ikke spille på, at de gør det nemmere for folk, men derimod at de gør køberen til en unik forbruger. Hvis de i stedet taler om bæredygtighed og eksempelvis tilbyder økologiske ekstrakter, så rammer de bedre den moderne forbrugers bølgelængde«, lyder hendes vurdering.

Selv må jeg må indrømme, at det er fristende at smide de 800 kr. og tage maskinen under armen.

Ungerne vil helt sikkert falde bagover af benovelStøvsamler? se, når jeg disker op med de første sodavand.

SodaStream er Spørgsmålet er bare, om SodaStream er endnu en tilbage på det retrobølge. Og om maskinen bliver parkeret som danske marked, støvsamler ved siden af fonduegryden, stegesoen hvor den koster og raclettegrillen.

800 kroner. Men en m@pol.dk trendforsker mener, Flere oplysninger på www.sodastream.dk. Nostalat firmaet bag gikere bør se de gamle tv-reklamer på YouTube. Søg markedsfører den på ’Sodastream Commercial’ på www.youtube.com. helt forkert. PR-foto

POLITIKEN

...

14. SEPTEMBER 2008 MAGASINET 19

SKØNHED Makeup

Din børste!

En mascarabørste kan være buet, lavet af gummi, ligne en kam, have mange korte hår eller færre lange. Men børstetypen er vigtig for resultatet i spejlet.

o: Fot

n lse Nie a Tin

Kam

LOT TE JUUL MARTINI

E

n mascarabørste er blevet en sand videnskab, og kosmetikproducenterne gør, hvad de kan for at overgå hinanden i at skabe de mest fantasifulde – og brugbare – børster. Gennem tiden er der eksperimenteret med længden på børsten, længden på børstens hår, fleksibiliteten og meget andet.

Nogle af mascaramarkedets nye børstetyper er eksempelvis slet ikke lavet af plastikhår, som man ellers er vant til, men fremstillet af bøjeligt gummi. En anden ny type mascarabørste er helt flad og ligner en miniudgave af den plastikkam, som især ældre mænd går rundt med i baglommen. Idéen med at bruge de nye materialer er at skabe børster, der rammer hver enkelt øjenvippe bedre.

Og der er god grund til, at kreative udviklere hos kosmetikfirmaerne igen og igen lancerer fancy mascarabørster. Børsterne er nemlig en stor del af forklaringen på, at nogle mascaraer får øjenvipper til at se eksotisk lange og sensuelle ud, mens andre giver tætte og meget farvede vipper. Man skal derfor vælge, hvad man ønsker af sin mascara, inden man vælger børste. Men … det er ikke nok. Det er nødvendigt at prøve sig frem, for øjenvipperne skal passe til børsten, ellers får man ikke den ønskede effekt.

Hvis man ikke har så tætte øjenvipper, kan det være en idé at bruge en volumen-mascara, hvor børste og mascara-masse hjælper med at skabe det, man ikke har i forvejen. Men man kan også bruge mascaraen til at understrege, at man fra naturens side har lange eller tætte vipper. Med andre ord: Børsterne kan alt muligt, men i sidste ende handler det om smag og behag.

Dobbeltbørste Med denne type mascara er det ikke børstens udformning, der gør den speciel, men dét at der er en børste i hver ende af mascaraen. Ideen er, at man først lægger en base (th.) på vipperne, og derefter farven (øverst). Eksempler: Cils Design Pro fra Lancôme, 245 kr. og Maybelline Intense XXL (billedet), 99,95 kr.

En af de nyere børstetyper.

Her er plastikhårene skiftet ud med en slags kam, så mascaraen nærmest bliver redt på vipperne. Alt efter kammens udformning kan den have forskellige funktioner.

Shiseido Natural Finish Combing Mascara (billedet), 180 kr., spreder vipperne og får dem til at se naturlige ud, og Maybelline Lash Stylist 99,95 kr. og Rimmel Lash Maxxx, 79,95 kr., løfter og giver volumen.

Buet børste Kraftig børste En tyk børste, hvor hårene sidder tæt, kan indeholde meget farve og bruges derfor til volumen-mascaraer, der skal give øjenvipperne et dramatisk look, uden at den store mængde mascara får øjenvipperne til at klumpe sammen. Det gælder for eksempel DiorShow fra Christian Dior (billedet), 215 kr. og Clinique High Impact, 160 kr.

Har til formål at give vipperne ekstra meget volumen, fordi formen skal sikre, at alle vipper bliver farvet. Det gælder for eksempel Max Factor 2000 Calorie Curved Brush Mascara (billedet) 99 kr. og Maybelline Volum’ Express Curved Brush 89,95 kr.

Gummibørste

Børste, der giver længde Hårene sidder ofte længere fra hinanden, de er kortere og der er færre af dem, når børstens formål er at give vipperne bue og længde i stedet for volumen.

Eksempler: Définicils fra Lancôme (billedet), 199 kr., Extra Length Mascara fra Shiseido, 180 kr.

Applikatoren er lavet af fleksibelt gummi, der kan bøje efter vipperne og på den måde ramme og definere hver enkelt øjenvippe. Telescopic Mascara fra L’Oreal Paris (billedet), 199 kr. og Telescopic Clean Definition 199 kr., får begge vipperne til at se længere ud.

m@pol.dk

20 magasinet

...

POLITIKEN

LED-lamper DESIGN

Flydende pendel

Dioderne kommer

Jacob Rudbeck står bag den organisk inspirerede pendel Åkanden. Han har hentet inspiration fra åkandens dans på vandet samt solens refleksion i bladene.

Lampen bruger både hvidt og farvet LED-lys. Åkanden bliver lige nu finpudset på Risø-DTU. Foto: Jacob Rudbeck

Glødepærens dage er talte. Diodelys sparer energi og penge, og så lever de små pærer 50 gange længere.

A N N E T T E N Y VA N G O G E M I L I E TA U L Ø - J A C O B S E N

D

ioder har allerede udkonkurreret Nefa-lygten på cyklen. Og nu er LED, Light Emitting Diodes, snart klar til at overtage belysningen indendørs fra glødepæren.

LED-lyset har to fordele: Det er væsentlig mere energieffektivt, hvilket er godt for miljøet og godt for pengepungen. Og det har en lang levetid – 50.000 timer mod glødepærens 1.000 timer.

Diodelys spreder ikke som glødepæren sit lys ud i hele rummet, men er retningsbestemt. Samtidig kan LED-belysning skifte farve. De to egenskaber kalder på nyt design til LED i stedet for at tvinge dioderne til at erstatte glødepæren i de kendte lamper.

Herhjemme har forskere på Risø-DTU, lampeproducenten Louis Poulsen og 10 designere for eksempel samarbejdet om at integrere LED-lys i nye produkter. Det har blandt andet resulteret i Light Lounger, en lysstol oplyst af 48 dioder monteret i stolens bund. Lyset fra de 48 dioder brydes af 3.000 opalhvide plastikkugler, der er indbygget i flydestolen, så den giver et blødt lys.

Desuden er en pendel designet af Jacob Rudbeck på vej. Lampen Åkanden kombinerer to forskellige LED-teknologier. Den bruger et kraftigt nedadrettet hvidt lys, mens farvede dioder skaber effekter i lampens kant. Åkanden er endnu ikke i handlen, og den sættes tidligst i produktion i slutningen af 2008.

Lysende flyder

Unikke borde

Inspirationen til den bløde lysstol, Light Lounger, fik designer Christian Flindt fra maki-sushirullen. Light Lounger består af 3.000 opalhvide kugler, der oplyses af 48 dioder monteret i stolens bund. Light Lounger er 40 cm høj og har en diameter på 130 cm. Vejledende udsalgspris 11.995 kroner. Nærmeste forhandler på www.morfoso.com.

Foto: Morfoso

Et sofabord oplyst af LED-lamper er nyeste påfund fra Manchesterfirmaet Light Arts, der har specialiseret sig i LED. Bordpladen består af et grafisk design efter eget valg, som LED-lyset trænger igennem. Light Art Floating Coffee Table kan købes via Light Arts hjemmeside. Bordene koster fra 290 engelske pund (2.840 kroner) afhængig af størrelse. Light Art, tlf. +44 845 052 3548, www.lightart.co.uk. Foto: Light Art

Til det hele

Skjult ur

Rotalianas MultiPot kan bedst beskrives som en multifunktionel opbevaringsskål.

Den er på en gang lampe, bord, ledningsskjuler og stikdåse. Stikdåsen har fem udtag, så både iPod, mobil og PDA kan blive opladt på en gang. Lyset leveres af en LED-lampe på MultiPot’ens top. Fås i hvid, sort, krom, ravbrun og transparent hos Designdelicatessen til 1.495 kroner.

Tlf. 33 11 14 70.

Foto: Designdelicatessen

Uden strøm ligner digitaluret fra det japanske firma Idea International en firkantet træklods, men så snart stikket puttes i, dukker tal frem på træets overflade. Tallene består af små LED-lys, som kan skinne gennem det tynde lag træ, de er dækket af. Uret måler 26x10 cm og fås i lyst og mørkt træ. To:ca wooden clock er blandt andet set hos Fenomen til 1.250 kroner. Tlf. 70 21 50 00.

Foto: Idea International Co. Ltd.

annette.nyvang@pol.dk

POLITIKEN

...

magasinet 23

TEKNIK Verdens billigste bil

Hjælp, Indiens folkevogn For Indien er det en drøm, der bliver til virkelighed. Landet har netop fået sin egen folkevogn. Men når ’folket’ er en milliard mennesker, er plastikbilen til 13.000 kroner også en lurende miljøkatastrofe.

A N N E T T E N Y VA NG

S

cenen er henlagt i mørke og lidt blåt og grønt effektlys. I salen lytter journalister og fotografer fra hele verden til Ratan Tata, chefen for Tata Motors, Indiens største bilproducent, som taler fra en storskærm. Det, han har at sige, og det, han skal præsentere, er grunden til, at mange af dem er mødt op på New Delhi Auto Expo for præcis en måned siden. »Nu vil jeg give jer den nye bil fra Tata Motors – Folkets Bil, som alle har ventet på«, slutter han på storskærmen – og som man kan se på videoklip på folkebilens hjemmeside, kører Ratan Tata så i egen person ind på scenen i en lille hvid bil med katastrofeblinket tændt.

Bilen er kun 3,1 meter lang, 1,5 meter bred og 1,6 meter høj, og den har ingen radio, intet bagagerum, ingen airbag, ingen aircondition, intet sidespejl i passagersiden og kun en enkelt vinduesvisker.

Den er lavet af en hel del mere plastik og en del mindre stål end de biler, verden kender, og den er ikke svejset sammen, men limet med hi techlim.

Allerede inden den er kørt ud på de indiske landeveje, har Time Magazine udnævnt den til at være en af historiens 20 vigtigste biler – på linje med Ford model T, Folkevognen, Minien, Toyota Corolla og Chrysler Airflow.

Og så er der prisen. Det er den, der gør Nano, som bilen også hedder, helt speciel: 100.000 rupees – eller knap 13.000 danske kroner. Hvilket gør den tilgængelig for mange i den indiske middelklasse, som tæller 300 millioner mennesker.

Ratan Tata stiger ud af bilen og får en mikrofon i hånden: »Dette har været anset for at være en

4 magasinet

...

enkelt mands drøm, og det har det så sandelig også været«, siger han.

Folkets bil er en drøm, der bliver til virkelighed.

Den har imidlertid også potentiale til at blive et miljømæssigt mareridt.

PRÆSENTATIONEN af Nano for en måned siden var højdepunktet i 70-årige Ratan Tatas karriere som leder af Tata Group. Da han i 1981 overtog ledelsen af Tata – et firma, der var grundlagt af hans oldefar – tvivlede mange på, at han kunne magte opgaven. Bevares, han var veluddannet – var arkitekt og havde studeret ledelse på Harvard, men også sky og genert. Og han skulle efterfølge sin onkel, J.R.D. Tata, som var for Indien, hvad Fiats Giovanni Agnelli på det tidspunkt var for Italien.

Ratan Tata overtog et konglomerat af 300 fir-

maer, som alle opererede i et beskyttet indisk marked, der stod for at skulle liberaliseres. Han mere end klarede opgaven. I dag består Tata af knapt 100 firmaer med 200.000 ansatte og et årligt salg på 20 milliarder dollar med eksport til 120 lande.

Folkebilens opfinder går stadig for at være genert og sky. Han lever alene i en ungkarlehybel med bøger og hunde. Han har ingen chauffør, men kører selv, hvilket er uhørt for en mand med den position i Indien. Og tilsyneladende var det bag rattet, med kig til den kaotiske trafik i Mumbai, at Ratan Tata fik ideen til en prisbillig bil til 100.000 rupees.

EN MAND STYRER en motorcykel gennem trafikken. Mellem hans ben står hans ældste barn, klemt inde mellem sin far og styret.

Bagpå sidder mor med det yngste barn i armene POLITIKEN

kommer!

Jamen, sådan ser de ud ... »De er ikke konceptbiler. De er ikke prototyper. De er de produktionsbiler, som vil rulle ud af Singur-fabrikken senere i år«, sagde Ratan Tata, lederen af Tata Motors stolt, da han præsenterede i alt tre udgaver af den lille Nano 10. januar.

De første biler står klar til efteråret.

Foto: Mustafa Quraishi/AP

– i damesaddelstilling, for hun er klædt i en meget lidt motorcykelegnet sari. Hjelme har de ikke på, hverken forældre eller børn.

Det skue – fortalte Ratan Tata, da han blev interviewet ved præsentationen af sin Folkets Bil for en måned siden – havde han set igen og igen, når han kørte i den indiske trafik.

Det fik ham først til at tænke på, om man kunne lave et mere sikkert køretøj med fire hjul ud af de komponenter, man bruger i en motorcykel. På et møde i en organisation for producenter af bilkomponenter foreslog han, at man gik sammen om at opfinde en billig asiatisk folkebil, som kunne sælges i Malaysia, Indonesien og Indien.

Ingen bilproducenter tog imod udfordringen.

Kun Honda-chefen var en smule interesseret, POLITIKEN

...

q magasinet 5

MAD

Guidebog

Stjern I tirsdags offentliggjorde Le Guide Michelin, hvilke restauranter der skal have stjerner i den nye udgave af den sagnomspundne håndbog. Kokken Thomas Rode fra Kong Hans håbede på en ekstra stjerne – en engelsk gentleman havde aflagt besøg.

O L I V E R R O U T H E S KO V

D

et var en aften på Kong Hans, som de ansatte stadig husker som en filmscene, selv om det skete for mange måneder siden: En mand træder ind ad døren. Han tager de fire trin ned ad trappen, til han står på det rødbrune klinkegulv. Tjeneren tager hans jakke og viser ham til de bløde læderstole i loungen, hvor han får en aperitif og dagens menukort. Han er en lille, bred englænder med gråt jakkesæt og blå skjorte; han ligner det, han er: en gentleman.

Den nyankomne er ikke Hr. Hvem Som Helst. Køkkenchef Thomas Rode på restaurant Kong Hans Kælder har ventet ham i flere timer, siden en kollega fra en af byens andre gourmet-restauranter ringede og varslede den engelske gentlemans ankomst.

Inspektøren er i byen, lød beskeden. Thomas Rodes personale har pudset messingen en ekstra gang. De fjerneste hjørner under køkkenbordene har fået ekstra vask. Den tætte englænders besøg på restauranten har nemlig stor betydning.

Han har magten over stjernerne.

MICHELIN-BRØDRENE, André og Édouard, udgav den første Michelin-guide i år 1900. Kun ni år før havde de fået patent på deres cykeldæk, og få år tidligere var de også begyndt at lave dæk til biler og hestevogne.

Dengang var guiden et simpelt kort over de franske veje og havde til formål at vise trætte 6 magasinet SØNDAG 16. MARTS 2008

...

bilister vej til det nærmeste værksted eller en seng for natten. Det var den ældste bror, André Michelin, der fik ideen til guiden, og meningen var at fremme bilismen – og selvfølgelig lade bilisterne slide deres Michelin-dæk op undervejs. Det var også Andrés idé at introducere det senere så berømte symbolsystem.

Der var symboler for benzin, en sort diamant for de hoteller, der havde mørkekammer for amatørfotografer, og de magiske initialer ’WC’, der betød, at etablissementet var udstyret med et moderne træk og slip-toilet. »Denne bog kom med det nye århundrede, og den vil vare lige så længe«, sagde André i 1901, og selv om det lød arrogant, fik han ret.

De første år blev bogen foræret til bilister og rejsende – den indeholdt en stor mængde annoncer – men en dag så André Michelin en af sine bøger som klods under et bordben på et autoværksted. »Ingen værdsætter det, der er gratis. Fra nu af skal folk betale for vores udgivelse«, sagde han og begyndte at sælge guiden i stedet.

I løbet af 20’erne og 30’erne blev kortet udvidet med det både elskede og berygtede stjernesystem. Det skulle vise sig at blive en rettesnor for god, kulinarisk smag i de kommende 70 år, og nogenlunde samtidig blev omslagets farve ændret fra den tidligere blå til den klassiske dybrøde farve, som har kendetegnet de rejsende madelskeres bibel lige siden. Faktisk blev den originale guide til Frankrig så berømt og betragtet som så pålidelig, at både de tyske og amerikanske tropper kopierede mange af bogens oplysninger til deres officerer under Anden Verdenskrig, så de kunne finde vej gennem Frankrigs provinser.

En stjerne betyder ’god restaurant’, to stjerner ’rigtig god, værd at køre en omvej efter’ og tre stjerner ’ekstraordinær køkkenkunst, POLITIKEN

krigen værd at rejse for’. Et system, der har vist sig så levedygtigt, at det har solgt over 30 millioner eksemplarer af guiden, der i dag inkluderer over 45.000 hoteller og restauranter.

Da den københavnske restaurant Noma i 2007 fik to stjerner, affødte det uanede mængder af omtale i pressen og en væsentlig stigning i omsætningen hos restauranten, som kun har knap fem år på bagen. Og netop presseomtalen, prestigen og den øgede omsætning resulterer i diskussioner i branchen hvert år, når Michelin afsiger deres dom over det seneste kulinariske år.

TILBAGE VED BORDET under de hvidkalkede hvælvinger på Kong Hans bestiller den engelske gentleman en Brøckhouse hvedeøl. Et godt valg, tænker køkkenchef Thomas Rode, der synes, at det lille bryggeri i Hillerød brygger verdens bedste øl. Normalt anbefaler restauranten champagne, men englænderen har vel brug for noget forfriskende efter en hård dags arbejde, antager Thomas Rode, der håber på en chance til at vise englænderen, hvad Kong Hans kan.

Den udsendte inspektør skal vurdere, om Thomas’ køkken stadig fortjener den stjerne i Le Guide Michelin, som restauranten har haft

De ved begge to, at englænderen er på en hemmelig mission. Men ingen siger noget. siden 1983, eller om Kong Hans – endelig, omsider – skal have stjerne nummer to. Køkkenchefen selv er ikke i tvivl. Restauranten har udviklet sig meget i de seneste år, og han ved, at flere Michelin-stjerner forudsætter stabilitet og kontinuitet i køkkenet.

Men han ved også, at spillet om stjernerne er uforudsigeligt, og at det kan afhænge af de enkelte inspektører, og hvad de bestiller. Bag uforudsigeligheden besidder inspektørerne en stor magt over hele verdens gourmeter.

Fra menukortet bestiller den engelske gentleman en foie gras terrine (en klassisk haute cuisine-forret), oksemørbrad og ost fra restaurantens ostevogn. Altså en meget traditionel ordre. Thomas Rode er lidt skuffet, for han er stolt af sine syv- og otteretters menuer, POLITIKEN

...

som han selv tilrettelægger og udvikler til menukortet, som bliver ændret en gang om måneden. Det er det ypperste, han kan præstere, og han vil vise englænderen, hvorfor Kong Hans er Københavns måske dyreste restaurant.

De ved begge to, at englænderen er på en hemmelig mission. Men ingen siger noget.

Manden spiser, mens han vurderer maden, tjenernes service, interiøret og komforten.

Han skriver ikke noget ned, men han kigger sig omkring, og nu er Thomas og personalet helt sikre på, at han er Le Guide Michelins udsendte agent.

Dér sidder han så og spiser i stilhed. Bid for bid. Køkkenchefen må vente på guidens udgivelse, før han får svar på, om bestræbelserne har båret frugt.

I DE FØRSTE ÅR var Tyrkiet inkluderet i den europæiske Michelin-guide, og i guiden var en oversigt over, hvilke lande der havde højre- og venstrekørsel. Et uundværligt redskab for den motoriserede turist i 20’erne og 30’erne. I dag er Tyrkiet væk; ligeså er venstreog højrekørselsoversigten, om end bogen stadig indeholder valutakurser, fartgrænser og tidszoner. Men det altoverskyggende formål med bogen er og bliver at vise rejsende vej til den ypperste kogekunst og de bedste senge.

I alt har Michelin 75 inspektører på de europæiske veje, ti i Nordamerika og fem i Asien.

Hæren af professionelle munde og maver består overvejende af mænd i 30’erne og 40’erne, de har alle en fortid i hotel- og restaurationsbranchen, men de er sjældent kokke selv. Der er – ifølge Michelin selv – ingen forklaring på, hvorfor meget få af inspektørerne er kvinder, men sidste gang, jobbet blev opslået i 1998, var ni ud af ti ansøgere mænd.

I deres søgen efter det perfekte måltid rejser de rundt, oftest alene, nogle gange i små grupper, og de bor på hver destination i op til tre uger, mens de spiser sig igennem samtlige restauranter, der er værd at besøge. Normalt bliver det til et par restauranter og inspektion af omkring seks hoteller hver dag.

Michelin siger selv, at de besøger guidens restauranter mindst én gang hver 18. måned, men to- og især trestjernede restauranter bliver besøgt oftere. Primært fordi et hovedkriterium er consistency, ensartethed eller pålidelighed, og inspektørerne spiser flere forskellige måltider for at sikre sig, at køkkenet kan det hele.

q SØNDAG 16. MARTS 2008 MAGASINET 7

MAD

Guidebog

Gør det lidt bedre Mobiltelefonen var rødglødende i tirsdags i mange danske restaurantkøkkener, da Le Guide Michelin offentliggjorde, hvilke danske spisesteder der fik stjerner. Thomas Rode Andersen, som også fik tid til at klage til leverandøren over kvaliteten på et parti jomfruhummer, fik besked af en kollega.

Foto: Jonathan Bjerg Møller

I de seneste år har der dog været flere anslag mod Michelins troværdighed, og flere skandaler har rystet institutionen. I 2003 skød den franske stjernekok Bernard Loiseau sig med et jagtgevær, alene fordi der gik rygter i de franske aviser om, at Michelin ville fratage ham den ene af tre stjerner. Faren for at miste dem drev ham i døden.

Det franske establishment blev rystet af nyheden om Loiseaus død, og kokkekolleger over hele Frankrig anklagede Michelins inspektører for at gamble med kokkenes liv og ikke være deres store ansvar bevidst. Hændelsen fik flere af de store kokke til at levere deres Michelin-stjerner tilbage, officielt fordi de ikke kunne leve under den konstante overvågning fra Michelins spioner.

To år senere blev guidens inspektører taget med blod på hænderne af det belgiske dagblad Le Soir, da guiden udkom med en anbefaling af restauranten L’Ostend Queen og tildelte restauranten status som bib gourmand, 8 magasinet SØNDAG 16. MARTS 2008

...

en betegnelse for restauranter, der laver anbefalelsesværdig mad til prisen. Det eneste problem var, at L’Ostend Queen endnu ikke havde slået dørene op for gæsterne og derfor ikke kunne være inspiceret. Michelin fik travlt og trak 50.000 kopier af den nyudgivne Benelux-guide tilbage.

Men endnu værre blev det, da en Michelininspektør gennem 16 år, Pascal Rémy, udgav en bog, hvor han afslørede, at Michelin-inspektørerne ikke besøger stjernerestauranterne så ofte, som de påstår. Bogen påstod også, at Michelin ligger under for pres fra kokkene, der i nogle lande har så meget magt, at Michelin ikke tør lægge sig ud med dem. Michelin har fejet bogen af banen, kaldt den »falsk og løgn fra ende til anden« og derefter anklaget Rémy for forsøg på afpresning.

Kritikerne anklager også Michelin-inspektørerne for at være bedste venner med kokkene og på den måde klø hinanden på ryggen for gensidigt udbytte. Men det røde omslags tykke pap og den hvide Michelin-mands gummi har hidtil været skudsikkert, og Michelins position som altdominerende er bevaret indtil videre. Skandalerne afholder ikke de danske køkkenchefer fra at stræbe mod Michelins funklende anerkendelse.

TIRSDAG EFTERMIDDAG i denne uge står Thomas Rode bagest i grovkøkkenet på Kong Hans og renser jomfruhummer.

Hænderne arbejder hurtigt og rutineret med

halerne af hummerne, og med en pincet på længde med en underarm trækker han tarmen ud af de store stykker skaldyr, før de ryger ned i et stort metalfad.

Med et snuptag griber han mobiltelefonen, trykker et nummer og klemmer den fast mellem kinden og skulderen, mens hænder og hummer arbejder videre. »Ja, det er Thomas fra Kong Hans«, siger han ind i mobiltelefonen. Han er ikke tilfreds med hummeren og har ringet til leverandøren. »De er altså et stykke fra den kvalitet, vi fik sidst. De er slappe i det«, siger han.

POLITIKEN

Stjerneblomst I Le Guide Michelin ligner stjernerne mere blomster end egentlige stjerner. En stjerne betyder ’en god restaurant i sin kategori’, to stjerner gives til en restaurant, der er en omvej værd. Tre stjerner får restauranten, der er en rejse værd. De danske restauranter bliver bedømt i guiden ’Main Cities of Europe’.

POLITIKEN

...

Det har allerede været en lang dag, for mobiltelefonen har været rødglødende. Kokkene har ringet til hinanden på kryds og tværs, Michelins dom er blevet vendt og vurderet fra alle sider.

Personalet sætter sig ved den brede bar for at spise, inden restauranten indtages af sultne gæster. På et fad i køkkenet ligger flere meter medisterpølse, og på komfuret står en gigantisk gryde med stuvet hvidkål. »Jeg kan ikke forstå det«, siger Thomas Rode til de andre.

Den gik ikke. Sådan lød beskeden, da Thomas Rodes mobiltelefon ringede 9.52 samme formiddag. Det var en kollega fra restauranten Formel B, der gav Thomas den ærgerlige besked om, at Kong Hans heller ikke i denne omgang fik Michelin-stjerne nummer to.

Thomas var hjemme og passe datteren om eftermiddagen, før han senere satte sig på sin motorcykel og kørte turen ind til København.

På et tidspunkt passerede motorcyklen 210 km/t. Måske fordi Thomas godt kan lide at køre stærkt, måske fordi han har travlt – men måske også, fordi han er frustreret over, at Michelin springer ham over.

De diskuterer skuffelsen over ikke at få den stjerne, som de føler, de har fortjent. »De får bare så røvmeget kvalitet hernede«, fortsætter han og er tydeligvis træt af Michelin. Han har lært sig selv ikke at blive alt for skuffet, og mest af alt undrer han sig over, at det ikke lykkedes at imponere den engelske

Personalemad Michelin-dommen over Kong Hans blev diskuteret af personalet over medisterpølse og stuvet hvidkål.

Foto: Jonathan Bjerg Møller

agent. Men der er ikke tid til fortrydelse og undren, for om mindre end en time kommer de første gæster, og de forventer meget mere end medister og hvidkål.

Uanset om Michelin belønner restauranten med en ekstra stjerne eller ej, så er det dem, det handler om. Gæsterne kommer hver aften alligevel. Det er bare ikke helt så sjovt, når Michelin ikke lægger mærke til det. Alligevel vil han prøve igen næste år.

På komfuret står hvidkålen og brænder på.

Det ligner brændt risengrød, men lugter meget grimmere. m@pol.dk

Artiklen er skrevet på baggrund af interview med Thomas Rode Andersen, Kong Hans, redaktøren af Le Guide Michelin Main Cities of Europe, Derek Bulmer, og bogen The Perfectionist af Rudolph Chelminski.

Tre nye danske restauranter blev belønnet med en stjerne i den nye guide, Kiin Kiin, Bo Bech at Paustian og Geranium. I alt 11 restauranter har nu Michelin-stjerner. Noma på Christianshavn er fortsat den eneste tostjernede restaurant i Danmark.

SØNDAG 16. MARTS 2008 MAGASINET 9

DESIGN

Nyt liv i halvvisne Stofferne fra Londonbaserede Liberty blomstrer for tiden alle vegne i tøjmoden og i boligindretningen. Men de printede tekstiler er ikke en ny opfindelse – de har eksisteret siden 1875, og der er mere end 20.000 forskellige.

TRINE LUNDAGER

14 magasinet 21. SEPTEMBER 2008

...

D

et var en shoppeglad verdensfarer, der i slutningen af 1800tallet fik ideen.

Arthur Lasenby Liberty – en driftig engelsk handelsmand med næse for damebeklædning – havde under rejser til det fjerne Østen forelsket sig i de smukke tekstiler, som blev fremtryllet i asiaternes hænder. Så forelsket var han blevet, at han sammen med porcelæn, møbler og nips fra Japan, Kina, Indien, Persien, Indokina og Java hjembragte store partier af det farverige stof, vævet af fine tråde og med fremmedartede print.

Tilbage i London åbnede han i 1875 en butik i Regent Street, kaldte den i første omgang East India House og begyndte at sælge ud af de importerede, eksotiske varer.

Det gik godt. Forrygende, faktisk. Det victorianske England hungrede efter ting, der duftede lidt af fremmede himmelstrøg, og de modigste lon-

donere købte kjolestoffer og boliginteriør for at opnå tidens eftertragtede bohemestil.

Tekstilerne blev købt af kjolemagere, møbelpolstrere og britiske kvinder, der gjorde det selv med nål og tråd. Men desværre var de smukke stoffer løst vævede og dermed ikke så slidstærke. Derfor fik Arthur Lasenby Liberty den idé at væve, farve og printe stofferne i England – ved håndkraft, naturligvis, og inspireret af det, han havde set i Østen, men i en kvalitet, der stod mål med forbrugernes krav.

Lasenby Liberty hyrede nogle af de fremmeste britiske tekstildesignere – blandt andre William Morris – og under butikkens nye navn, Liberty & Co., skabte de stoffer, som verden aldrig før havde set mage. Blomster og krummelurer, flora og fauna. Flettet ind i hinanden i eventyrlige, douce mønstre, som havde noget på én gang storslået og yndigt over sig.

Da den dekorative art nouveau-stil, der netop hyldede motiver og former fra naturen, slog igennem i 1890’erne, blev Liberty-designerne regnet for nogle af hovedeksponenterne. Faktisk var dePOLITIKEN

blomster res indflydelse på den dominerende kunststil, der gjorde sig gældende i alt fra tekstildesign til arkitektur, så stor, at art nouveau i Italien kom til at hedde stile liberty.

LIBERTY-TEKSTILERNE var en succes fra begyndelsen, men kommercielt slog de for alvor igennem efter Første Verdenskrig. Det oplevede grundlæggeren imidlertid ikke selv. Fire år efter at han var slået til ridder, døde Sir Arthur Lasenby Liberty i 1917 – få år, før stoffer med blomster og ranker i 1920’erne og 1930’erne lagde fashionistas i Europas modemetropoler ned.

Den franske couture-designer Paul Poiret var den første, der brugte de karakteristiske, fede og silkebløde bomuldsstoffer i sin kollektion. Senere – i 1960’erne og 1970’erne – fulgte modeskabere som Yves Saint Laurent og Jean Cacharel, og alverdens husmødre lod sig inspirere og syede nysselige kjoler og hippiebukser til deres børn og sig selv af de farverige tekstiler.

Imens vævede og printede Liberty på livet løs – i så stor stil, at der i dag findes mere end 20.000 POLITIKEN

...

forskellige tekstildesign fra den hæderkronede London-butik.

Og dem har designimperier som blandt andre Louis Vuitton og Cacharel nu taget til sig og ladet blomstre på deres kreationer i den bølge af blomsterprint, der har præget moden denne sæson. Alt har blomstret. Lige fra kvindernes skørter over pigebørnenes hårbånd til puderne i sofaen.

For Liberty var det en kærkommen lejlighed til at komme på banen igen, efter at det stramme yuppielook med Armani og Calvin Klein i front i 1980’erne tog livet af den romantiske, etniske stil, der dominerede 1970’erne. Grungemoden, der fulgte i 1990’erne, havde ikke just gjort det lettere – i stedet for livsbekræftende naturprint i yndige farver hyldede ungdommen det tunge og dystre og iklædte sig lag-på-lag af sort, gråt og armygrønt.

DE MAGRE ÅRTIER fik blomsterne til at hænge med hovederne i de pompøse butikslokaler på Regent Street. Der var endda snak om, hvorvidt Liberty nogensinde igen ville få den slags ind-

Blomster på stoffer Igennem 133 år har Libertys tekstiler antaget mange farver og former. Kendetegnende for dem er imidlertid floraen, der blomstrer løs på langt de fleste af de i alt mere end 20.000 forskellige design. PR-foto

flydelse på modebilledet, der sikrer en sund forretning og en hæderlig økonomi.

Men så kom de parisiske designere i tanker om de legendariske stoffer fra London. Og pludselig var Liberty-feberen ikke til at stoppe. På ét år – i 2007 – voksede salget af de printede tekstiler med næsten 11 procent.

Det kan ses i modebilledet. Både herhjemme, hvor mærker som Daisy, Poppy Rose og Krista Lynggaard har bygget deres forretning op omkring tekstilerne, og på den internationale scene, hvor selv sportsmærket Nike lidt overraskende, men med stort held, har brugt Libertys blomsterprint på de klassiske Dunk-sneakers. trine.lundager@pol.dk

21. SEPTEMBER 2008 MAGASINET 15

DRINKS

Sherry, baby Tapas har givet sherry en velfortjent renæssance.

Her er Magasinets guide til det, spanierne selv kalder ’Andalusiens sol på flaske’.

O L E KN UD S E N

N

år man siger sherry til folk, så tænker mange tilbage på bedstemødre og flasker, der havde stået åbne i hele og halve år på nederste hylde i klædeskabet på alderdomshjemmet. »Vil du ikke ha’ et lille glas?«.

Og den der bitre duft af sursød, gammel Dry Sack (den i posen) er virkelig ikke noget godt minde.

I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 1970’erne blev der drukket uhyggeligt meget sherry i Danmark, men det var dårlig sherry. Billig og sød sherry, skænket i snapseglas. Jo billigere, jo bedre. Og det er naturligvis dette kedelige faktum, der gav sherry et dårligt ry og stort set slog den ihjel i Danmark i slutningen af det 20. århundrede. Sherry var lavstatus.

16 magasinet 24. AUGUST 2008

...

Men sherry er heldigvis mere og meget andet, og det er vi også begyndt at få øjnene op for i Danmark. Det er ikke mindst madens skyld. Spanske tapas er blevet populære verden over, også herhjemme.

Og når man er i Rom, så gør man som romere.

Eller rettere: I Spanien drikker de som det naturligste sherry til tapas. Kold og tør, serveret i høje slanke tulipanglas.

Ligegyldigt hvilken bar, du går ind på i Spanien – det være sig i Madrid, Barcelona eller en af de mange andre skønne byer som Toledo eller Sevilla – så kan du for ingen penge få adskillige gode glas sherry, og selv om det ikke er en tapasbar, så har de selvfølgelig lidt, du kan nippe til. Oliven, nødder, ost, pølse, brød. Bare sådan det nødvendigste.

SHERRY KOMMER fra det lille trekantsområde mellem byerne Sánlucar, Puerto de Santa María og Jerez.

Området ligger i Sydvestspanien, ikke så langt fra Gibraltarstrædet og Marokko, og netop araberne kaldte Jerez for Scherisch. Deraf navnet, og sherry må kun kaldes sherry, hvis det kommer derfra.

Udgangspunktet for næsten al sherry er den pressede saft fra palomino-druen, og måden at lave sherry på er ret unik. Efter at saften har gæret et års tid, er den blevet til en lidt kedelig tør palomino-hvidvin med en alkoholstyrke på ca. 12 procent. Man tester nu hver beholder, og alt afhængig af sherryens midlertidige kvalitet og kvalitet, beslutter man sig til, om tanken skal bruges til den lyse, tørre fino sherry eller den mørkere og lidt stærkere oloroso sherry.

Beholderne tilsættes alkohol, så de bliver henholdsvis 15 og 18 procent i styrke. Derefter hældes

væsken på egetræsfade og behandles nu efter et system, der hedder solera. Det betyder, at man for det første ikke fylder egetræsfadene helt op, og for det andet, at man omhælder dem flere gange i løbet af de næste op til seks år.

Hvis man forestiller sig en hylde med seks tønder oven på hinanden, så tapper man færdig sherry fra den øverste sjette tønde, men man tømmer den ikke helt. Man tager kun en tredjedel. Fra den femte tønde tager man så en tredjedel og fylder op i den sjette, fra den fjerde tager man en tredjedel og fylder op i den femte – og så fremdeles.

Det er næsten en slags surdejsprincip, og da mange af tønderne er et par hundrede år gamle, er der i princippet rester af meget gammel sherry i samtlige tønder, om end selvfølgelig meget fortyndet.

Solera-systemet er altså en måde at blende på under selve lagringen, og det er med til at sikre en helt ensartet, unik smag.

Der findes mange forskellige sherry-typer, og enkelte producenter har sågar

POLITIKEN

flere specialtyper og blandinger.

Det kan være svært at hitte rundt i, men her er, hvad du skal vide i første omgang: Fino. 100 procent ren palomino, lagret med såkaldt ’flor’-gæring, hvor gærcellerne lægger sig som et tæppe på væsken og hindrer oxidering, hvorved den lyse farve bevares. Flor-bakterierne spiser også al sukkeret i væsken, hvorved den meget tørre smag fremkommer.

Manzanilla. En Fino, der kommer fra byen Sanlúcar.

Amontillado. En Fino, der til sidst lagrer uden flor, hvorved den oxiderer og får en fin gylden farve.

Oloroso. 100 procent ren palomino, der er lagret helt uden brug af flor, hvorfor den er endnu mørkere, næsten brunlig.

Pedro Ximénez.

Ikke lavet på palomino, men i stedet udelukkende på Pedro Ximénez-druer, som, før man presser dem, soltørres, hvorved de bliver rosinagtig søde.

NOGLE VIL MENE, at man også skal nævne f.eks. Cream Sherry, Palo Cortado og Pale Cream som hovedgrupper. Det får være.

Fino, Manzanilla, Amontillado, Oloroso er alle tørre og drikkes som aperitif og til tapas. PX, som Pedro Ximénez kaldes, drikkes til oste og dessert.

Den smager f.eks. helt fantastisk til blå ost.

Generelt bør man drikke de tørre sherryer køleskabskolde, og de holder sig ikke længe. Fino skal drikkes med det samme, en Oloroso kan kun holde sig et par uger. De søde kan holde sig endnu længere.

Gonzalez Byass er verdens største sherryproducent, ja, en af Spaniens største eksportører overhovedet. Deres Fino kendes overalt. Den hedder Tio Pepe, hvilket betyder Onkel Pepe, og den er opkaldt efter grundlæggerens onkel, som hjalp til i begyndelsen og derfor altid havde sine egne tønder stående. Tio Pepe har på grund af populariteten fået et dårligt ry blandt eksperter, men det er uretfærdigt. Det er en dejlig Fino. Firmaet kalder den for ’Andalusiens sol på flaske’, og på den berømte Plaza Del Sol i Madrid hænger der en gammel neonreklame for flasken. Et lysskilt, som er nu er blevet erklæret bevaringsværdigt.

Flere firmaer har haft held med at lave mere eksklusive sherryer, og dermed selvfølgelig også dyrere. To af de bedste kan fås i Danmark, og de er værd at opsøge. Lustau har i flere år været førende, og deres sherryer er da også fremragende, men de seneste par år mener flere, at de er blevet overhalet af Fernando de Castilla, både med hensyn til de tørre og søde sherryer. Nu er det dem, der sætter standarden.

NÅR MAN ER I SPANIEN, opdager man også, at de har flasker stående, som man aldrig

har hørt om. Eller små fade, hvorfra de skænker med rund hånd. Der er en helt speciel stemning på en spansk bar, ikke mindst fordi der er mad involveret. Mad gør folk glade. Og får dem til at tale.

Ok, sherryen hjælper nok lidt på vej.

En særlig perle i Madrid hedder La Venencia.

Den ligner ingenting, når man kommer ind. Faktisk ser der lidt beskidt ud, men det er der nu ikke.

Der er bare højt til loftet, og der har ikke været malet i mange år, så væggene er brune af tobaksrøg, og i øvrigt overplastret med smukke plakater for den årlige Sherry-festival i Jerez. Den ældste er næsten 100 år gammel. Der står et par borde, men primært står man op i Spanien og indtager sin sherry. På La Venencia sælger de ikke andet. Ingen øl, ingen vin, ingenting. Kun sherry. 10 forskellige slags.

Der er en helt særegen stemning, og afhængig af, hvor mange glas sherry du drikker, så får du forskellige gratis snacks til. Først de kæmpestore, lækre grønne oliven, så saltede mandler, så skinke, så ost. Man kan selvfølgelig også snyde og købe sine tapas. En tallerken med tyndskåret, lufttørret, urøget sortfodsskinke, kaldet pata negra.

Og hvis man er heldig, så har de også saltet, tørret og presset multerogn, kaldet mojamo. Sherry og pata negra eller mojamo er himmerigsmundfulde. Det fås ganske enkelt ikke bedre. m@pol.dk

’Sherry Baby’ var et nummer 1-hit i 1962 for den amerikanske vokalgruppe The 4 Seasons, som netop har fået en renæssance i form af Broadwaymusicalen ’Jersey Boys’ om deres liv og karriere. ’Sherry Baby’ er også en fantastisk film fra 2006 med skuespilleren Maggie Gyllenhaal i titelrollen.

Fra tør til sød Den lyse Fino (fra venstre), Manzanilla, Amontillado, Oloroso og Pedro Ximénez.

De fire første er alle tørre og drikkes til tapas, Amontilladoen og Olorosoens cirka 20 procent alkohol giver disse to lidt mere fylde og karakter mod Finoens cirka 15 procent. Den mørke Pedro Ximénez er rosinagtig sød og smager fantastisk til f.eks. blå ost.

Foto: Morten Langkilde

POLITIKEN

...

24. AUGUST 2008 MAGASINET 17

Q

’s historie

Kys til søs Nuka Qupanuk Egedes kæreste Jakob er kok om bord. De blev kærester på søværnets grundskole i Avderød. Det var Q ikke så glad for: »Jeg var bange for, at jeg ikke fik min egen identitet om bord – at jeg bare ville være kokkens kæreste. Men sådan er det ikke gået. Jeg er Q, og jeg er respekteret som den, jeg er«.

14 magasinet

...

POLITIKEN

Nuka Qupanuk Egede, kaldet Q, er marinekonstabel på det danske inspektionsskib ’Vædderen’ i Nordatlanten. Når hun går i land, er det for at blive ingeniør – og præsident. Mød en 22-årig kvinde, der tegner Grønlands fremtid.

RASMUS BECH (TEKST) JONAS PRYNER ANDERSEN (FOTO)

q POLITIKEN

...

magasinet 15

At male sorgen Vi kender den rablende pilothue-klædte entertainer fra Røde Mor mv. Men få har mødt den anden Troels Trier: En sky kunstner med en mørk historie.

I biografien ’Dobbeltgængeren’ fortæller Trier om, hvordan han har brugt kunsten til at bearbejde sine tab. Magasinet bringer her uddrag fra bogen LARS HENRIKSEN

T

roels Triers første kone, Jean, omkom efter en bilulykke i 1963. Fem år efter senere havde han etableret sig med en ny familie. Han boede i Nordvestsjælland sammen med sin anden kone Hannelene og deres datter Astrid og arbejdede med at lave brugskunst i sit eget værksted.

Det skete en sommerdag i 1968. Det var højt solskin, perfekt vejr til at samle siv i, så Hannelene og to og et halvt år gamle Astrid begav sig på cykel til Gyrstinge Sø. Bare en hyggetur for at komme lidt væk fra værkstedets rutiner.

Troels kunne se dem tage af sted ud af vinduet. Han vidste ikke, hvor de skulle hen, men mon ikke det bare var en kort tur til købmanden eller på besøg hos gode venner, tænkte han.

Egentlig ville han gerne have været med, men de havde kun en enkelt cykel, og bilen var på værksted. Desuden havde han travlt med keramikken, for ordrerne strømmede ind. Klokken var hen ad elleve.

Han vinker og går over i den gamle lade, hvor drejebænken står, og forsvinder ind i arbejdet, som han plejer. Når han først er fokuseret, kan han glemme alt om sig.

Først på eftermiddagen kigger han på uret. De burde være hjemme nu. Måske har de besluttet sig for at nyde det gode vejr lidt, tænker han og fortsætter. Et par timer senere ringer han første gang. Først til de venner, der bor i nærheden, og som Hannelene og Astrid måske er taget på besøg hos. Så til familien og Hannelenes nærmeste venner, men ingen har hørt fra hende.

Om aftenen går han urolig i seng. Hans kone er spontan af natur, og det vil ikke være usædvanligt, hvis hun har forfulgt en sjov idé og besluttet at overnatte et sted. Men det ligner hende ikke at undlade at melde tilbage, hvor hun er.

Tidligt næste morgen ringer han til politiet. De har ikke hørt noget, siger de, men lover at sende en efterlysning ud og melde tilbage. Troels låner en cykel og giver sig til at køre rundt i nabolaget. Den urolige fornemmelse har vokset sig til en fast, stor klump i maven. Noget er galt.

Da han kommer hjem, er de stadig ikke vendt tilbage. Men han når ikke at tænke over, hvad næste træk skal være, før nogen banker på døren.

- Hannelene ville aldrig banke på, så jeg vidste, at det ikke var hende. Jeg håbede nok, at det var nogen, der kunne give en forklaring på det hele, og det var det så også. Men jeg var klar over, at det var en ubehagelig besked, der ventede, så snart jeg åbnede.

- De var i fuld politiuniform begge to, og så alvorlige ud, men de var meget venlige. De fortalte, at en kvinde og et barn var fundet i Gyrstinge Sø, og at signalementet passede på det, jeg havde givet.

Og så spurgte de, om jeg ville følge med dem til Næstved Sygehus for at identificere ligene.

- Først tænkte jeg, at det ikke kunne være dem, for hvorfor skulle de cykle så lang en tur, der var jo 10-15 kilometer til søen fra huset.

Men søen var én af vores mest yndede udflugtsmål, vi elskede at kommer der. Og det ville næsten være for tilfældigt, hvis en anden kvinde og et andet barn var druknet netop dér på netop det tids-

22 magasinet 28. SEPTEMBER 2008

...

punkt. Det hele kørte rundt i hovedet på mig, og jeg var selvfølgelig dybt chokeret. Det var den længste køretur i mit liv.

- Da vi kom derhen, blev jeg ført ind i rum, hvor to bårer lå ved siden af hinanden, og der var de så. De så meget døde ud, kan jeg huske, at jeg tænkte. De var helt blå og havde stadig vådt hår og det hele. Det så ud, som om de lige var trukket op af søen, det var virkelig rædselsfuldt.

Jeg stod bare og så på dem. Det var, som om virkeligheden forskød sig, og at jeg kunne se på det hele udefra som en film, der ikke havde noget med mig at gøre. Men jeg reagerede ikke, som de altid gør på film. Jeg fór ikke skrigende rundt og sådan, jeg var fuldstændig forstenet. Jeg var jo sammen med Hannelene og Astrid 24 timer i døgnet nærmest, vi arbejdede derhjemme og gjorde alting sammen. Vi tænkte nærmest ens. Og så lå de der, og det hele faldt fra hinanden på et øjeblik.

Jeg ved ikke, om jeg kan sige så meget mere om det. Når noget så uvirkeligt sker, husker man det kun i brudstykker. Men jeg kan klart genkalde den der fornemmelse af, at det var en helt anden verden, jeg pludselig levede i. (...)

- Der gik mange år, før jeg kom over tabet af Hannelene og Astrid, det siger sig selv. Men jeg gik ikke i hundene. Jeg overvejede ikke selvmord eller begyndte at drikke eller andet. At jeg kom relativt hurtigt videre med mit liv, er jeg sikker på skyldes kunsten, for den betød, at jeg havde et andet sted at gå hen. At begive sig ind i kunstens verden er nok det nærmeste, man kan komme på at drømme i vågen tilstand, og der kan man opholde sig en tid, hvis den virkelige verden bliver for vanskelig. Så kunst har været min profession, men den har også reddet mig som menneske. Både ved Jeans og ved Hannelene og Astrids død var kunsten den ventil, hvor jeg kunne komme af med mine følelser og frustrationer.

I lang tid tegnede og malede jeg næsten kun død og ødelæggelse i alle mulige variationer. Det var emner, som selvfølgelig først og

Der gik mange år, før jeg kom over tabet af Hannelene og Astrid, det siger sig selv. Men jeg gik ikke i hundene fremmest hang sammen med min egen situation, men som i øvrigt også afspejlede den kulturpessimisme, som prægede tidsånden midt i 60’erne. De sidste kolonier var ved at blive afviklet rundt omkring i verden, den kolde krig var på sit højdepunkt, og der var en generel fornemmelse af, at den vestlige civilisation var på retræte.

Den sindsstemning passede meget godt til min egen, så der var en oplagt motivkreds at arbejde med. Ind imellem malede jeg også naturmystik. Jeg malede drømmelandskaber og kimærer – en blanding af dyr og mennesker – som for mig symboliserede menneskets overensstemmelse med naturen og var motiver, som hang sammen med det liv, Hannelene og jeg havde praktiseret på husmandsstedet i Stenlille. Måske var det et ubevidst farvel til den verden, jeg var i færd med at forlade, jeg ved det ikke. Sådan tror jeg ikke, at jeg q tænkte det dengang. For mig var det vigtigste at holde mig i gang.

POLITIKEN

væk

POLITIKEN

...

Billedsprog Troels Trier har malet det 100x100 cm store ’Som boblerne i bækken’ inden for de sidste to år. Når man læser historien om, hvordan Trier mistede sin kone og datter, får motivet ny betydning. Titlen er inspireret af Emil Aarestrups digt ’Angst’.

28. SEPTEMBER 2008 MAGASINET 23

- Det var også vigtigt for mig at starte nye ting op. Jeg anskaffede mig en trykpresse og gav mig til at lave grafik – noget, jeg aldrig havde prøvet før. Det spændende ved grafikken er, at der er ind imellem er tale om processer, som er så mystiske, at de minder om ren alkymi, og hvor teknik og tilfældigheder spiller en meget større rolle end i maleriet. Når det omstændelige arbejde med kobberplader, syrebade, voks og tryksværte endelig er overstået, står man tit med et resultat, som er helt anderledes end det, man havde forventet. Men først og fremmest kan man forglemme sig selv i teknikken i timevis, og det havde jeg hårdt brug på det tidspunkt.

- Nu, hvor jeg ser tilbage, tror jeg, at jeg altid – helt ubevidst – har benyttet mig af denne evne til hele tiden at bevæge mig kunstnerisk, simpelthen for at overleve. Jeg har altid holdt mig fra at lave det samme eller være det samme sted i længere tid ad gangen. Lige siden jeg var lille dreng og havde behov for at bryde ud af den virkelighed, jeg var i, har jeg brugt kunsten til enten at komme videre eller til blot at undgå at skulle forholde mig alt for meget til det, der skete nu og her.

Kunsten har været mit tilflugtssted og der, jeg fandt min identitet og styrke, og det er i høj grad derfor, at jeg har klaret mig så nogenlunde helskindet igennem så mange forfærdelige ting. Rastløsheden er blevet min overlevelsesmekanisme, siger Troels Trier.

Den måde at overleve på har dog haft sin pris, erkender han. Nogle gange har det været svært for omgivelserne at følge hans hurtige bevægelser, og nogle gange har rastløsheden ført til temmelig overilede og uigennemtænkte disponeringer.

- Det er desværre nok rimeligt at kalde mig en hensynsløs person.

Selv om jeg betragter mig selv som utrolig loyal over for dem, jeg holder af, så har jeg gennem mit liv ladet kunsten styre mig, hvorhen jeg ville. Det har ind imellem været svært for mine nærmeste at bære over med, og det har også kostet mig en hulens masse penge, men jeg kan

At begive sig ind i kunstens verden er nok det nærmeste, man kan komme på at drømme i vågen tilstand, og der kan man opholde sig en tid, hvis den virkelige verden bliver for vanskelig ikke fungere på andre måder. Kunsten og bevægelsen i kunsten er hele mit liv, det er mit pejlemærke og min selvopholdelsesdrift. Når man som jeg er indadvendt og melankolsk af natur, er det helt afgørende at have den drift, hvis man ikke skal gå til. Standser man op og fortaber sig i øjeblikket, lader man sig også nemt indfange af mørket. Og der kan selvfølgelig også komme gode ting ud af den drift. Jeg tror, at det er den, jeg kan takke for, at jeg altid har været så relativt heldig med tid og sted, når det drejede sig om kunst. Nye tanker, nyt projekt, flere tanker, et andet projekt. Det var sådan, Røde Mor opstod. Jeg tror ikke, at det var sket, hvis jeg ikke havde haft så stort behov for et nyt projekt. (...)

Troels Trier sidder tungt på stolen og kigger tomt ud for sig, svedende og med pilothuen i hånden. Ansigtet er tilbage i egne folder. Han sætter glasset for munden og hælder vandet ned.

Der er stille i det store kælderrum. For to minutter siden gik han fra scenen i Den Fynske Opera efter 40 minutters forvrænget råben og spyt&spektakel. Nu giver den 68-årige krop sig i fugerne.

Det gik godt, synes han. Han fik sagt nogenlunde det, han ville sige mellem numrene, og publikum var med på den. Selvfølgelig var det noget andet end dengang med Røde Mor foran 20.000 skrigende fans. Det hele er ikke nær så improviseret, og han havde kun haft en lille skid på. Men han har heller ikke brug for nogen af delene mere.

Det vigtigste er fællesskabet med publikum – ligesom det altid har været det – og det var der stadigvæk.

Det er jo ikke, fordi det hele lyder lige kønt, og det er heller ikke meningen, forklarer han. Skønsang er der andre, der må tage sig af, det er ikke hans projekt.

- Jeg har aldrig gjort noget ud af at finpudse min musik, ligesom jeg faktisk heller ikke går meget op i farver, når jeg maler. Det handler for mig om den direkte kontakt med dem foran mig. Der må ikke være den mindste distance, ellers fungerer det ikke. Min kunst går ud på at 24 magasinet 28. SEPTEMBER 2008

...

give publikum noget, de kan spejle sig i og forhåbentlig bliver klogere eller bare underholdt af. Det er min kunst, det er den niche, jeg har fundet, hvor mine kundskaber bedst fylder en tom plads ud. Dér kan jeg realisere nogle ting, som jeg ikke kan komme af med andre steder. Sådan var det for 40 år siden, og sådan er det nu, og jeg er lige så tiltrukket af at gøre forsøget som dengang, siger han og vifter ordløst med pilothuen.

Så tvinger han mundvigene nedad og øjnene på vidt gab, og galskaben titter frem i sine groteske folder, men kun i et øjeblik, så er han atter en helt almindelig træt morfar med tømmermænd. Et livsnødvendigt skift.

- Man er nødt til at kunne distancere sig fra sig selv gennem sin kunst, ellers bliver man mærkelig – eller endnu mere mærkelig i mit tilfælde. Desuden er der jo heller ikke nogen, der gider at se på mig, de vil se på noget, de kan genkende. Så I stedet for at sende mig selv ud på scenen, sender jeg Familie min dobbeltgænger. Det er et karikeKort tid efter sin første kone Jeans død mødte ret urmenneske, der taler og tegner præcis, hvad han tænker, men som al- Troels Trier keramikeren Hannelene Meinild, som han fik datteren Astrid med. Hannelene og Astrid ligevel er så folkelig, at man ikke kan druknede i sommeren 1968. Foto: privat lade være med at holde lidt af ham.

Han er på alle måder min diametrale modsætning, men på samme tid er han også en integreret del af mig.

Han opstod en dag ude ved Vesterhavet, i Rødhus, i 1976, da jeg arbejdede på tekster til det, der skulle blive Røde Mors sidste show – en slags rockrevy kaldet Hjemlig Hygge. Jeg havde brug for en figur, der var gennemsnittet af danskheden med alle dens fejl og mangler og brugte ham som en måde at få mine politiske budskaber ud på uden at virke politisk korrekt og røvkedelig. Det skulle være en genkendelig figur, som både jeg og publikum kunne være solidariske med, og så skulle han være så grotesk, at han kunne komme af sted med at sige hvad som helst uden at blive taget alvorligt.

- På samme tid var det vigtigt for mig, at jeg som entertainer kunne give helt slip på mig selv. Uden at prale har jeg nok altid haft en evne til at gå på scenen uden forbehold. Det handler om at være sig selv og alligevel give slip på sig selv på samme tid, og jeg tror, at det er noget, man enten har eller ikke har.

- Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg åbenbart har det. Jeg ved kun, at jeg aldrig har været optaget af mig selv som privatperson, men kun af, hvordan jeg realiserer mig selv gennem kunsten. Man kan sikkert psykologisere i det og sige, at jeg har været god til at spille en rolle på scenen, fordi jeg har to meget forskellige sider af mig selv, som jeg kan veksle imellem.

Det har betydet, at jeg kan være ekstremt udadvendt og uden at kompromittere mit indadvendte jeg. Det spiller måske også en rolle, at jeg aldrig har været bange for at blive misforstået. Det, jeg laver, har altid været så karikeret, at det er lige før, at det er behandlingskrævende, hvis nogen tror, at jeg også er sådan som privatperson. m@pol.dk

Biografien ’TroelsTrier – Dobbeltgængeren’ af journalist Lars Henriksen og udkommer tirsdag 30. september på Forlaget Documentas.

Troels Trier kort Født i 1940 og opvokset i højskolebyen Vallekilde. Faren var uddannet kunstmaler, men restaurerede kirker. Moren var uddannet møbelarkitekt, men blev hjemmegående.

Trier har været gift fire gange. Hans tredje kone var Dea Trier Mørch, som han stiftede Røde Mor sammen med. Hun døde af kræft i 2001. I dag er han gift med Rebecca Brüel, som han har været sammen med siden 1982.

Trier optræder af og til som musiker i sit one man show eller med det genetablerede Røde Mor. Mest tid bruger han dog på at være succesrig kunstmaler.

POLITIKEN

POLITIKEN

...

28. SEPTEMBER 2008 MAGASINET 25

Fredag aften drikker de voksne kaffe i stuen. I køkkenet har børnene sloges med papir. Albert på seks år slapper af efter kampen.

Kurt Bang flyttede til Fejø for fem år siden.

Han sejler ud fra havnen i Vesterby med båden ’Gitte Preisse’ og fodrer lakseørreder.

Turen mellem Fejø og Kragenæs t

Ø

s n a n

MARIA FONFARA (FO KIM FABER (TEKST)

I mange år gik Benny ’Ræv’ Pedersen på jagt. Nu bruger han mest geværet til at holde mandfolkene væk fra sin kvindelige logerende Katrin.

16 magasinet SØNDAG 2 MARTS 2008

...

Dea på syv må godt tegne på væg Heidi og Rasmus. Familien har bo

POLITIKEN

a

Ø

s n a n

T

g e

POLITIKEN

...

Søndag 2 marts 2008 magasinet 17

Mens Benny Ræv gør rent i huset, hvor han er født og bor, tørrer kedeldragten på radiatoren.

Ø ra tid til anden hører man, at livet på de små danske øer er uddøende. I Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland ligger Fejø som et levende bevis på, at påstanden langt fra gælder alle småøer.

På Fejø bor omkring 600 fejbattinger, som øens beboere kalder sig, på 16 kvadratkilometer bølgende og frugtbart moræneland – møbleret med alt det, der får et lokalsamfund til at leve. Øen gennemskæres fra øst til vest af Herredsvej, Fejøs længste trafikåre, som forbinder de to byer, Østerby og Vesterby. Øens eneste købmand ligger i Vesterby. Her mødes fejbattingerne dagligt, og her holder man sig orienteret om, hvad der foregår af stort og småt. Et andet centrum for den småsnak og sladder, som kitter ethvert lille samfund sammen, er Fejø Ny Kro, komplet med billard, fire dobbeltværelser og Fejøplatte til 90 kroner.

F

20 magasinet SØNDAG 2. MARTS 2008

...

Mellem byerne ligger plejehjemmet og skolen. Skolen har 25 elever, som går her til og med 4. klasse. Derefter må skolebørnene hver dag tage bussen til havnen i Vesterby, hvorfra færgen sejler til Kragenæs på Lolland. Om aftenerne genlyder gymnastiksalen af linedance, folkedans, springgymnastik og korsang. I kælderen nede under gymnastiksalen har Fejø Arkiv hjemme. Hernede holder gråhårede mænd med brillerne nede på næsen styr på øens lokalhistorie, uforstyrret af larmen fra aktiviteterne ovenover på gymnastiksalens gulv.

Tidligere arbejdede de fleste med landbrug, fiskeri og frugtavl. I dag tager størstedelen af arbejdsstyrken færgen til Lolland for at arbejde der. Men de berømte pæreskuder sejler stadig hver september frisk frugt fra Fejø ind til Nyhavn i hovedstaden.

Se mere på: www.politiken/fotografier

Fejø Ny Kro i Vesterby er fast samlingspunkt for en del af øens beboere.

Der må både ryges og drikkes, og kroen har åbent efter behov.

Rasmus læser godnat-historie for datteren Dea, efter at de har leget ’jorden er giftig’ og danset stopdans. Dea går i 1. klasse på Fejø Skole.

POLITIKEN

POLITIKEN

...

SØNDAG 2. MARTS 2008 MAGASINET 21

QUIZ

1

3 40 magasinet 5. OKTOBER 2008

...

POLITIKEN

Hvad er nu det?

Vi er gået tæt på, meget tæt på de materialer, der udgør vores hjem og møbler.

TOBIAS SELNÆS MARKUSSEN OG JACOB EHRBAHN (FOTO)

2

4 POLITIKEN

...

5. OKTOBER 2008 MAGASINET 41

QUIZ

5

6

7

...

Det er det 1. Naturhud, Ægget. Arne Jacobsens i en jubilæumsudgave hos Fritz Hansen.

En af de dyreste lædertyper, der findes, er naturhud – også kaldet anilinlæder – som i modsætning til andre lædertyper fremstår ubehandlet. Hos Fritz Hansen har man fremstillet en jubilæumsudgave af Arne Jacobsens Ægget i naturhud, og læderet er hverken overfladebehandlet eller indfarvet, hvilket betyder, at enhver pore eller ujævnhed er synlig. Arne Jacobsen designede Ægget i 1958 til SAS Royal Hotel i København. Den produceres stadig af Fritz Hansen.

2. Brændt ler, gul spaltklinke.

I dag er brænding af ler tæt på at være en videnskab, som giver forskellige kvaliteter og egenskaber. En slidstærk flise, som er både frost- og syrefri, er typisk brændt ved omkring 1.000 grader i en times tid, mens de mere porøse terrakottafliser er brændt ved cirka 800 grader. I dag bruger man nye teknikker, så flisen kan gennemfarves i f.eks. et trækulsmønster. Den viste klinke er fra firmaet Flise Bent.

3. Plast, Le Klint-lampeskærm.

Det var Tage Klint, søn af arkitekten P.V. Jensen Klint, som i 1943 gjorde Klint-familiens foldning af papirskærme til en egentlig forretning. Skærmene bliver stadig lavet af ’foldepigerne’, »for ingen maskiner kan erstatte håndværket«, som firmaet selv udtrykker det. De oprindelige papirskærme produceres ikke længere, men er erstattet af skærme af plastik og plastbelagt papir.

4. Bambus.

Der findes mere end 1.000 forskellige arter bambus, som samlende bedst kan beskrives som træede græsser. Planterne vokser i tropiske og subtropiske egne, og de største af dem kan blive 40 meter høje og op til 30 centimeter tykke. Stænglerne kan forarbejdes til alt fra møbler til boliginteriør og tekstil. Her er det en flettet dækkeserviet.

5. Kirsebærtræ, Mogens Koch-reol.

Nordamerikansk kirsebærtræ har en rødlig lød, mens europæisk kirsebærtræ er gyldent, og træet er meget hårdt.Mogens Koch-reolen fremstilles i kirsebær fra Ukraine. Arkitekten Mogens Koch udtænkte et reolsystem til sit eget hjem i 1928. Det består af massivt træ i overraskende tynde udskæringer. Rud. Rasmussens Snedkerier har produceret reolen siden 1932.

6. Mahogni, Faaborg-stolen.

Der findes omkring 1.000 forskellige mahogniarter i verden,.

Træet til Faaborg-stolen er en Sapeli fra Vestafrika, der først tørres et år udendørs, dernæst et år indendørs, inden stolen produceres. Kaare Klint tegnede Faaborg-stolen til Faaborg Museum i 1914. Den produceres stadig af Rud. Rasmussens Snedkerier.

7. Bomuld, Georg Jensen Damask-dug.

Bomuld dyrkes i bl.a. Indien, Kina, Sovjetunionen, USA og Egypten. Tekstildesigneren Vibeke Rohland indvævede i 2007 store køkkentern på en serie med bl.a. duge, håndklæder og viskestykker for Georg Jensen Damask i egyptisk bomuld.

Hun kalder serien Crossings.

8 POLITIKEN

...

8. Glas, Karen Blixen-vase.

Den røde farve er svær at ramme, når man producerer glas.

Tidligere brugte man guld til at styre processen, men det gjorde røde glasting bekostelige. Holmegaard har brugt en anden teknik. Udgangspunktet er hvidt glas, som nedkøles ved en bestemt temperatur, og rammer man rigtigt, bliver glasset rødt.Glaskunstneren Anja Kjær skabte Karen Blixenvasen til Holmegaard i 2000. Den er inspireret af de hals- og armringe, som afrikanske kvinder bærer.

5. OKTOBER 2008 MAGASINET 43